anker fjord hospice

Anker fjord hospice

historien om et hospice

historien om et hospice

Anker fjord hospice

”Historien om et hospice – Anker Fjord Hospice”

Udgiver: Anker Fjord Hospice, Fjordengen 25, 6960 Hvide Sande

Tekst: Hans Krabbe og Niels Frydenlund, NewsRoom, i samarbejde med Anker Fjord Hospices medarbejdere, betyrelse, pårørende m.fl.

Foto: Henrik Olesen/Anker Fjord Hospice, Ole Morgensen/Tilsted Com, All Over Press og Jørn Deleuran/Dagbladet Ringkøbing-Skjern

Grafisk layout og design: 70/30 Visuel kommunikation + kreativ branding

Tryk: Rounborgs grafiske hus

Oplag: 3.000 stk.

indholdForord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 04

Ener med stort hjerte og stejlt sind.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 08

Det er tiden på Anker Fjord, børnene husker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

Formand med egne erfaringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

20 millioner kroner siger man ikke nej til . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

Jeg har aldrig følt mig så lettet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42

Mit livs udfordring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46

Kunsten at forsones . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54

Indenrigsministeren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60

Roen er det vigtigste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68

Man er ikke skabt til at sidde til pynt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70

Det smukkeste vi oplevede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76

Arkitektens glæde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80

Det overflødige er det mest nødvendige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88

Næsten som at komme hjem .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92

Bestyrelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96

4 Historien om et hospice – Anker Fjord Hospice

Indvielsen fandt sted knap to år senere, den 12. ok-tober 2006. Til stede var blandt andre Hendes Kon-gelige Højhed Kronprinsesse Mary.

I efteråret 2011 passerer Ib Malgaards livsdrøm på Fjordengen i Hvide Sande, Anker Fjord Hospice, altså sine første fem år.

Målt med universets store stopur er fem år et fin-gerknips, et blink med øjet. Og for en institution, hvis formål er at sprede lindring, trøst og håb for patien-ter og pårørende i generationer frem, er en håndfuld år ikke mere end en veloverstået etableringsfase. Dagligdag på Anker Fjord Hospice er stadig en rela-tivt ny tilstand.

Alligevel føler vi, at det giver god mening at udgive et årsskrift 2011, der samtidig markerer de første fem år for Anker Fjord Hospice. Tiden er moden til, at vi dykker ned i historien og blandt andet genfortæl-ler, hvordan Anker Fjord Hospice blev til. Hvordan vi-sionen flød fra den syge og svækkede Ib Malgaards hånd og ned på en serviet. Hvordan Malgaards tan-ker takket være professionelle og ildsjæle i skøn for-

ening blev omsat til virkelighed. Og hvordan stedet i dag i kraft af engagerede menneskers kompetencer fungerer som et eftertragtet og velrenommeret til-bud til patienter og pårørende fra hele Danmark.

Historien definerer fremtiden. Derfor er det vig-tigt at få dokumenteret, hvordan Anker Fjord Ho-spice blev skabt, før hændelser, forløb og detaljer fortaber sig i glemslen. Fem år er et øjeblik i det store regnskab. Men for et travlt menneskes hukommelse kan det være en evighed.

Ud over at skildre tilblivelsen rummer skriftet til-lige portrætter og beretninger fra mennesker, der giver Anker Fjord Hospice liv, karakter og særegen-hed. Nok er rammerne og beliggenheden smuk. Men det er de medarbejdere, frivillige, patienter og pårørende, der dag ud og dag ind giver stedet lys og varme, som gør Anker Fjord Hospice unikt. Gennem personlige vidnesbyrd får du indblik i de værdier, holdninger og den professionalisme, der definerer husets metoder og ånd.

Vi glædes dagligt over et enestående byggeri,

forordAnker Fjord Hospice blev en realitet den 1. marts 2005.

Den dag blåstemplede det daværende Ringkjøbing Amtsråd vores projekt

Historien om et hospice – Anker Fjord Hospice 5

hvor Ny Carlsbergfondet sætter sit markante aftryk i form af blandt andet Carl-Henning Pedersens bron-zeskulptur ”Havets Vogter” og samme kunstners farvestrålende samling af glasruder i sanserummet. I bogen beretter direktøren for Ny Carlsbergfondet, kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen om, hvordan betydende, dansk kunst fandt sit hjem mellem hav og fjord.

Ledelsen og medarbejderne viser til stadighed, at de forstår intentionerne omkring vores hospice. Ingen kan være i tvivl om, at de med deres enestå-ende engagement gør en forskel for både patienter og pårørende.

En stor tak skal derfor lyde til ledelse, medarbej-dere, pårørende og andre bidragsydere for deres medvirken i denne bog, der tillige portrætterer den gavmilde ener, Ib Malgaard, og hans hustru, Bente.

Uden familien Malgaard, intet Anker Fjord Hospice anno 2011.

Eva NaurBestyrelsesformand

Ringkøbing, september 2011


10. januar 2006 tidligt om morgenen sover Ib Mal-gaard Lauridsen ind i sin seng hjemme i villaen på Blomstervænget i Ringkøbing. Familien er omkring ham. Hans elskede hustru Bente og parrets fem børn, Søren, Anni, Lise, Joan og Kim. Døden er udra-matisk. ”Han sov stille ind” er den eneste beskrivel-se, der giver mening. Ib Malgaard får fred efter lang tids sygdom, hvor han svækkes dag for dag. Han bliver i den sidste tid passet derhjemme af Bente og den ældste datter Anni, der har taget plejeorlov. Til sidst kan lungerne ikke mere. Et liv med alt for mange cigaretter og en astma-sygdom, han havde fra barnsben, var mere end de kunne klare.

Hvorfor stoppede han ikke bare? er det oplagte spørgsmål, når man hører beretningerne om hans vedholdende forbrug af røg. Kun iltapparatet, han

ener med stort hjerte og stejlt sind

Anker Fjord Hospice er virkeliggørelsen af

Ib Malgaards vision. Den foretagsomme

entreprenør oplevede ikke indvielsen,

men han døde med visheden om,

at visionen blev virkelig.

Portrættet af mennesket Ib Malgaard er

beretningen om stejl egenrådighed kontra

grænseløs godhed


var afhængig af i den sidste tid, fik ham til at holde pause i sin rygning.

Men netop det paradoks indkapsler Ib Malgaard som det menneske, han var. Ingen skulle fortælle ham, hvad han skulle og ikke skulle. Hvis han ville ryge, var det hans sag. Og det skulle ingen blande sig i. Om så det skulle koste ham livet.

Og sådan var det med det meste af det, han fore-tog sig. Ib Malgaard var en mand, der ville have sin vilje. Og fik den. Han skabte sit eget univers. Og lyk-kedes med det. Han var drevet af en vestjysk fore-tagsomhed af de sjældne, og han kunne være brysk, ubøjelig og stædig som få. Men han rummede også en underspillet humor og selvironi, der bl.a. kom til udtryk, når han omtalte sig selv i tredje person. Han kunne komme ind på kontoret i trælasthandelen hos vennen Jens Kjeldsen og udbryde: ”Det er synd for Ib,” når en investering var gået skævt eller han en sjælden gang ikke fik sin vilje i en sag.

Bag den viljefaste facade bankede et stort hjerte. Man gik aldrig forgæves til Ib Malgaard, når man havde brug for hjælp. Han delte gerne ud af det overskud, et virksomt liv havde givet ham. Både økonomisk gennem arbejdsomhed, intelligens og en sjælden tæft for den gode forretning. Men også i praktiske gøremål, når en opgave skulle løses.

Anker Fjord Hospice rummer begge dele. Det sto-re hjerte og det økonomiske overskud, hans forret-ningstalent havde givet ham og familien. Og selv om Ib Malgaard ikke nåede at få færdiggørelsen af sin vision med, sov han ind med visheden om, at alt var på plads. At projektet var nået så langt, at drømmen ville blive virkelig. Anker Fjord Hospice blev Ib Mal-gaards sidste projekt. Og det blev hans livs vigtigste.

Det var der ingen, der anede noget om, da frisør-mesterens søn fra Vester Strandgade kom til ver-

den i 1944. Han voksede op i jævne kår i Ringkø-bing som en del af en familie med dybe rødder i den vestjyske embedsmandsby. Nem var han ikke. En skarnsknægt, hed det vist dengang. I dag ville han formentlig have fået prædikatet ”tilpasningsvanske-lig.” Allerede som barn havde han svært ved at ind-ordne sig under reglerne.

Han var god til at spille badminton – og det var ikke tilfældigt, at det var en individuel sport, han valg-te. Holdidræt var ikke ham. Slet ikke. Da han stop-pede som badmintonspiller i ungdomsårene, var det imidlertid helt slut med sport og anden fysisk aktivi-tet ud over den, murerfaget gav ham. Selv teskeen i kaffekoppen fik han ofte andre til at bevæge for sig, når han havde puttet sine fem-seks skefulde sukker i. For det meste var det Bente, som han mødte som ung. Hun sørgede for ham, og selv om han sjældent udtrykte det direkte, satte han uendelig stor pris på sin hustru. Den ældste datter – Anni – var der også for ham – når sukkeret skulle opløses i kaffen med teskeen, når han skulle have medicin eller når han havde brug for en skulder at læne sig op ad. I de sid-ste fire år fungerede hun som sygehjælper og sjæle-sørger for sin far. Ved dagligt at komme forbi huset på Blomstervænget – og ved aldrig at være mere end et telefonopkald væk. Selv hvis han midt om nat-ten fik lyst til en pandekage, stillede hun op.

- Og det gjorde jeg gerne. Det er jo det med at be-tale regningen. Han havde givet så meget. Jeg ville gerne betale tilbage, siger Anni.

Ib Malgaards far døde i 1962, og tre år senere fik Bente og Ib deres første barn, en søn, der naturligvis blev døbt Søren efter sin farfar. Siden fulgte Anni, Lise, Joan og til sidst Kim. Ib Malgaards mor åbnede tobaksforretning og drev den til midt i 70’erne. Hun døde i 1992, og hendes død fik stor betydning for Ib


Lone, Musik i Huset

Sammen med familien sad vi omkring Egons seng og mødtes i musikkens og sangens rum. Sange og salmer forløste tårer og afsked. En time efter slap Egon og sov stille ind.”Rette timing – vi nåede det lige”, sagde Egons hustru. Det var stort.

Malgaards vision om at skabe et sted, hvor menne-sker kunne få lov at dø i værdighed.

Moderen døde af kræft, og samme år mistede Ib Malgaard også sin søster, en faster og en god ven til kræften. Besøgene på Ringkøbing Sygehus bar præg af forholdene. Patienterne lå på fire-sengs-stuer uden andet privatliv end det, et tyndt forhæng omkring sengen kunne tilbyde. Uden mulighed for at være sammen med de nærmeste ud over de afmål-te besøgstider i løbet af en travl dag på en medicinsk afdeling. Og når der var besøg, blev sengen kørt ud på gangen for bare at få en lille smule fred.

Det satte sig dybe spor hos Ib Malgaard. Han syntes, det var uværdigt. At sundhedsvæsenet svigtede. Det ville være en overdrivelse at sige, at han viede resten af sit liv til at skabe bedre vilkår for mennesker tæt på døden. Men i tankerne fødte han en vision. Han fortalte ingen om den. For sådan var han også. Han delte sjældent bekymringer og tan-ker med andre. Men han formede sin plan for et sted, hvor mennesket kan kaste anker, når livet nærmer sig sin afslutning.

Ib Malgaard blev murer, og som en naturlig kon-sekvens af at være opvokset i en familie med både en far og en mor, der var selvstændig, etablerede han sin egen murermester-forretning. Han var 27 år, da han sammen med en kollega, Ole Damgaard, etablerede eget firma. De to murere skulle bygge huse og opkaldte firmaet efter sig selv, DML Huse – Damgaard og Malgaard Lauridsen. Det var i 1972.

I 1982 kom Søren, Ib Malgaards ældste søn, i lære i sin fars virksomhed, og i 1985 trak Ole Dam-gaard sig ud. Vejen til det, der i dag er en solid virk-somhed hvilende på to ben, DML Ejendomme og DML Murer- og Entreprenørforretning, var banet.

Ib Malgaard udvikler sig gennem årene til ikke

bare at blive én af Ringkøbings toneangivende er-hvervsfolk. Han bliver en ener i bybilledet. Han brød sig ikke om opmærksomhed; sagde konsekvent nej, når han blev opfordret til at stille op til interview el-ler anden offentlighed omkring sin person. Alligevel sætter han sit aftryk. Han anlægger sig et fuldvok-sent Simon Spies-skæg – helt bevidst. For han var fascineret af rejsekongen og omtalte ham som sit erhvervsmæssige forbillede, selv om der var meget langt fra den københavnske rejsekonges ekstrava-gante livsstil til den vestjyske entreprenørs stilfærdi-ge familieliv med fem børn og Bente, kvinden i hans liv.

Og så bliver han ofte bemærket, når han i ”Ring-købings største bil,” som den blev omtalt – en fuld-


voksen Lexus i limousine-klassen – viser sig i bybil-ledet. Han har gennem årene sine faste ruter med skiftende destinationer i byen. Gennem alle årene er både Ringkjøbing Landbobank og Ringkøbing Tøm-merhandel faste stoppesteder.

Bilen var en slags kontor for ham. Og han var me-get øm overfor den. Før Lexus’en var det en guldfar-vet Volvo 760. Og han kunne blive ramt af godmodig ophidselse, når f.eks. Eva Naur drillede ham med, at den bil da ikke var meget anderledes end hendes To-yota.

Også i sin påklædning var han speciel. Tøjet var nærmest hans uniform. Lyseblå skjorte, cremefar-vet strikket cardigan, grå bukser og sorte træsko. Altid. Hvorfor skulle han gå i sko. Det gør alle andre jo. Så han valgte træskoene. Og hvorfor skulle han barbere sig. Det gør alle andre. Så han anlagde sig det karakteristiske Simon Spies fuldskæg. Og tøjet var altid det samme. Klædeskabet på Blomstervæn-get var fyldt med lyseblå skjorter, cremefarvede car-digans og grå bukser. Påklædningen var en konse-kvens af hans menneskesyn. Som han ofte sagde til sine børn: Titler kan man ikke bruge til noget. Det er den du er indeni, der betyder noget.

Det var hans mor, der strikkede de mange cardi-gans. Samme mønster og samme cremefarve. En til to hvert år. Engang efter hendes død købte han

én magen til på en ferie. Det var samme mønster og samme farve, men knapperne var forkerte, og en lille krokodille på brystet afslørede mærket. Ved hjemkomsten fik han både skiftet knapperne og pil-let krokodillen af.

Når man taler med de mennesker, han omgav sig med i det daglige, så er der let til smil. Han var godt selskab. En ener, en original, der skulle have plads. Men han kunne også tåle mosten fra vennerne, når de gav igen i en rå og munter tone. Én af de nære venner var Jens Kjeldsen, direktør i Ringkøbing Tøm-merhandel og bestyrelsesformand i Landbobanken.

- Han var et spændende menneske at være sam-men med. Han forstillede sig aldrig, og der var en op-rigtighed og nærhed omkring ham. Samtidig skabte han sin egen virkelighed, og altid helst med forbehold for ændringer. Ib kunne ikke lide kontrakter og papir, hverken fra myndighederne eller andre. Selv tog han aldrig notater, for han mente, at han kunne huske alt væsentligt – især det, der havde med Ib at gøre. Han hadede byggemøder med referater, hvor man blev holdt fast i tid, sted og gerning på en byggeplads. Selv tænkte han tredimensionalt i både rum og tid, og han kunne på ypperligste vis optimere sit firmas produktion, hvilket ikke altid imponerede hverken ar-kitekter eller bygherrer.

- Selv klokken var han uvenner med. I banken

”Selv klokken var han uvenner med. I banken blev han kaldt ”After Eight,” for han kom altid efter lukketid. Julegaverne købte han i mange år altid juleaftensdag – efter lukketid.”

Jens Kjeldsen, ven


blev han kaldt ”After Eight,” for han kom altid efter lukketid. Julegaverne købte han i mange år altid jule-aftensdag – efter lukketid. Og når han rullede ind på Tømmerhandlen vidste alle, at nu var det fyraften. Så var det tid til hårde forhandlinger om vareleverancer, tid til at vende dagens udvikling på børserne og tid til livets store spørgsmål. Ib var utrolig nem og sjov at omgås, bare han fik sin vilje, og så havde han den for-underlige evne, at han var svær at blive rigtig gal på.

Også Eva Naur oplevede ofte at blive kaldt til møde om aftenen, når Ib ville diskutere nogle detal-jer omkring Anker Fjord Hospice.

- Han kunne få folk til at rende og springe hele ti-den. Det gjaldt også i en vis grad for mig, selv om jeg normalt ikke er så nem at koste rundt med. Vi havde da mange konfrontationer. Mange vil nok sige, at Ib var ubøjelig, og han havde ord for at være en hård hund. Men sådan så jeg ham ikke. Jeg oplevede ham som meget lydhør, og jeg havde det fint med hans facon. Jeg mødte Ib med stor power og var aldrig blødsøden overfor ham. Det tror jeg, var den rigtige måde at omgås Ib på. Han var en ven, jeg satte stor pris på, fortæller Eva Naur.

Ib Malgaard holder op gennem 90’erne ved de tanker, han føder efter morens og søsterens død på Ringkøbing Sygehus. Men selv om visionen former sig og forretningen går godt, mangler han stadig de økonomiske midler til at få hold på den. I ’98 gen-nemfører han et generationsskifte i forretningen. Søren Malgaard overtager murer- og entreprenør-virksomheden. Han er den ældste søn, er blevet ud-lært og har altid arbejdet i virksomheden. Det er det naturlige skridt. Samtidig skilles ejendoms-delen ud i et selvstændigt selskab, der bliver familieejet med en procentdel af ejerskabet til hver af Bentes og Ib’s fem børn.

Virksomheden beskæftiger omkring 20 ansatte. Der er mangel på kvalificerede fagfolk i de år, men det rammer ikke Ib Malgaards aktiviteter. Det er endnu et kendetegn og vidnesbyrd om hans store hjerte: Han er god ved sine folk. De går aldrig forgæ-ves til chefen, hvis de har brug for en lastbil i week-enden eller et forskud på lønnen.

Da han fylder 60, afholder han stor reception på Beach Bowl i Søndervig, og helt karakteristisk for ham er det gæsterne, der får gaver. Barnebarnet Nicoline er med i garden, der spillede op – det er en stor dag.

Efter årtusindskiftet løber hjulene i samfundet hurtigt. Ib Malgaards tæft for forretning fornægter sig ikke. Han investerer sine penge godt, køber og sælger aktier samtidig med, at en stor aktiepost i Ringkjøbing Landbobank udvikler sig til at blive en endog særdeles god forretning. Formuen vokser. Ib Malgaard slår kapital af det spille-gen, der også er en

Mary, sygeplejerske

Da en patient skulle have sin natmedicin, kom hendes barne-barn på fem år løbende ind på stuen. Patienten blev irriteret over uroen, fordi hun var træt. Jeg var ude efter medicin, og da jeg kom ind igen, dansede barnebarnet rundt med mormors paryk på. Alle morede sig, allermest mormor. Al irritation forsvandt i latter.


del af hans personlighed. Han bruger det under de faste pokeraftener med vennerne og når han plejer sin interesse for travheste. I de år, hvor der kan hen-tes store gevinster på aktiemarkedet, er Ib Malgaard én af vinderne.

I 2003 rammes han af en blodprop, helbredet er generelt dårligt. Han ved, at han ikke har ubegræn-set tid, hvis han skal gennemføre planen, han nu har skaffet sig midlerne til at virkeliggøre.

Hjemme ved spisebordet i villaen på Blomster-vænget tegner han sit anker på en serviet. Bag den primitive tegning ligger en detaljeret plan for et ho-spice, og Ib Malgaard kaster sig ind i projektet med al den viljestyrke, ubøjelighed og kompromisløshed, der også er en del af hans karakter.

Han samler familien. Bente og børnene. Medde-ler dem, at han har tænkt sig at donere 20 millioner kroner til et hospice. Der nikkes rundt om bordet. Alle er enige om, at det er en meget smuk tanke. Ikke at det har nogen indflydelse på beslutningen. Den er truffet, for det er også et af Ib Malgaards karakter-træk. Han har vetoret. Og bruger den. Ib bestemte, tog beslutningerne og orienterede bagefter om dem.

Han var ikke en mand, der delte ud af sine følel-ser. Men familie og venner var aldrig i tvivl om hans kærlighed. Et foto i familiealbummet viser Ib Malga-ard i murertøj med et af børnene på skødet, mens han læser avis og blæser sæbebobler. Det er et bil-lede af nærvær. Han var ekstravagant, når han gav gaver. Især blomster – han elskede blomster. Købte værtinde-buketter og julebuketter så store som møl-lehjul. Og hvert år til jul skulle han på kirkegården med blomster til familie og venners gravsteder. Han udvalgte blomster og farve på båndene med omhu, individuelt til hver. Selv i julen 2005 kort før sin død insisterede han, så Anni måtte skubbe ham gennem

kirkegårdsgangenes grus, så han omhyggeligt kun-ne lægge buketterne til rette de rigtige steder.

Også den sidste nytårsaften på Blomstervænget fulgte de velkendte vaner – med et arsenal af fyrvær-keri indkøbt til lejligheden sad Ib Malgaard i sin kø-restol indhyllet i tæpper på terrassen som opmærk-som observatør i afskydningen.

- Derhjemme var han jo også en ener. Selv om han ikke var der så meget, havde han sine meninger om, hvordan det skulle køres. Og var meget princip-fast omkring det. Vi kunne mærke på ham, når der var noget, der tyngede ham, men han talte ikke om det. Han var et følelsesmenneske i mange andre sammenhænge, men vi børn oplevede det sjældent. Hans kærlighed gav sig nok mere udtryk i, at han aldrig var nærig – heller ikke overfor familien. Han ville, at vi skulle have det bedste, fortæller den æld-ste søn, Søren Malgaard.

- Når han var der, var han nærværende. Ferierne var fantastiske, det er noget af det, jeg husker bedst. Og jeg lærte meget af ham. Selv om vi havde mange konflikter – jeg har jo nok arvet hans stædighed – og han kunne være påståelig til det uudholdelige, så var han blød indeni og elskede os, fortæller Anni.

Anni’s datter Nicoline er Ib’s første barnebarn –

”Når han var der, var han nærværende. Ferierne var fantastiske, det er noget af det, jeg husker bedst. Og jeg lærte meget af ham.”

Anni Faurholdt Lauridsen, datter


og her var hans holdning klar: Jeg forkæler, så må du opdrage, Anni. Han elskede sine børnebørn og viste det. Både i sin omsorg og interesse, og når han gav gaver. Og så engagerede han sig i deres liv.

- Han fulgte levende med, da vi moderniserede vores hus. En dag på en køretur havde vi en diskus-sion om porten ude i indkørslen. Jeg havde besluttet, hvordan det skulle være, men han syntes, det var noget underligt noget. Hele vejen til Søndervig blev han ved med at brokke sig. Jeg beherskede mig, men da vi kom hjem, smækkede jeg ham ned i kørestolen og gav ham medicinen i et snuptag, inden jeg sagde farvel. Og så kom jeg ikke i en uge. Til sidst ringede mor og sagde, at far gerne ville snakke med mig. ”Du har ikke været her længe, kommer du ikke forbi,” sagde han så. Og så fik vi en snak om det. Det var hans måde at sige undskyld på, fortæller Anni.

For Søren Malgaard bliver byggeriet af Anker

Fjord Hospice en svendeprøve. Han har overtaget firmaet og påtaget sig opgaven med at løfte arven efter den markante erhvervsmand og personlighed, der også er hans far. Murer- og entreprenørfirmaet får opgaven med at bygge Anker Fjord Hospice, da beslutningen om placeringen er truffet i amtet og fi-nansieringen kommet på plads. Nu skal Søren Mal-gaard give sin fars vision kød, blod og konkret udtryk.

Byggeriet rummer store udfordringer, og samti-dig skal han give sin fars tanker liv.

I juni 2005 går byggeriet i gang. Den sumpede fjordeng skal først bearbejdes, og der må køres en meter jord væk og hullet fyldes med 10.000 ku-bikmeter sand for at gøre det muligt overhovedet at støbe et holdbart fundament. 2. august 2005 er der gjort klar til første spadestik. Med en gul mar-keringsspray har Søren Malgaard tegnet de otte hjørner i ankeret op, så de mange gæster ved højti-deligheden kan få et indtryk af byggeriet. Bente Mal-gaard er der. Bestyrelsesformand Eva Naur, Anne Thomassen, formand for Kræftens Bekæmpelse, amtsborgmester Knud Munk Nielsen, borgmester Iver Enevoldsen, Arne Rolighed, direktør i Kræftens Bekæmpelse, Bjarne Lund Jørgensen, advokaten og formanden for Anker Fjord Fonden, Vera Kristen-sen, formand for støtteforeningen og arkitekten på byggeriet, Flemming Bay Jørgensen, er til stede. Alle er de centrale personer i den proces, der har ført frem til det øjeblik, der denne dag markeres. 100 mennesker er mødt frem for at overvære det både højtidelige og historiske øjeblik.

Otte af de centrale personer i processen markerer dagen med et spadestik i hvert af ankerets otte hjør-ner. Ib Malgaard holder sig i baggrunden. Han er for sygdomssvækket til at stikke en spade i sandet. Og så hader han rampelyset. Der skal ikke gøres stads

Astrid, sygeplejerske

10-årige Liv udbryder: ”Har du ble på, far?” Hun har set noget under tæppet i kørestolen, som hendes far sidder i.Far svarer: ”Ja – du havde også ble på, da du var lille. Sommetider sked du, så det sad helt oppe i nakken på dig. Så måtte mor og jeg ha’ lort på fingrene.”Liv: ”Adr!”Far: ”Ja, men sådan er det bare!”


af ham. Det er først til allersidst, at han åbner døren på klem og ved enkelte lejligheder inviterer offentlig-heden ind.

Ib er glødende optaget af byggeriet. Søren Mal-gaard får anlagt en vej omkring byggepladsen. Hver søndag bliver Malgaard kørt i sin Lexus ud til Fjor-dengen og rundt om byggeriet, så han med egne øjne kan se, hvordan det skrider frem.

Hjemme ved spisebordet vil Ib Malgaard også følge med. ”Jeg skal bruge dine øjne,” siger han til sønnen, så hver dag tager Søren Malgaard billeder af de ting, der sker på byggepladsen. På vej hjem kø-rer han omkring Blomstervænget og viser sin far fo-tografierne. De bliver studeret nøje, og de to murere, far og søn, diskuterer detaljer og problemløsninger. Særligt indersiden af buen i ankerhovedet er gen-stand for mange diskussioner og samtaler. I det op-rindelige projekt var det planlagt, at buen skulle dan-nes med tre elementer - altså to flade vinkler på hver side af administrationsbygningen. Men Ib Malgaard vil have en runding hele vejen. Ingen vinkler. Det er en både dyrere og mere teknisk krævende løsning, men selvfølgelig får Ib Malgaard det, som han vil. Indersiden af ankeret har i dag den fineste runding uden vinkler.

Ib Malgaard er i byggeperioden bundet til sin kø-restol og har efterhånden svært ved overhovedet at komme ud til sin bil. Kontakten til byggeriet bliver

”Jeg kan huske, at jeg hviskede ”gi’ slip på livet, det har du fortjent,” lige inden han åndede ud. Det var en smuk død.”

Anni Faurholdt Lauridsen, datter

hans anker i de sidste måneder. Billederne, der i dag findes i en mappe på Anker Fjord Hospice, bliver stolt vist frem til gæster i hjemmet, og han bruger timer på både at studere fotografierne og diskutere detaljerne med sin søn.

16. november 2005 bliver der holdt rejsegilde. Det er sidste gang, Ib Malgaard fysisk er til stede på byggeriet. 28. december, fire dage efter juleaften, kører Søren sin far ud til Fjordengen for at se på byg-geriet fra Lexus’ens passagersæde for sidste gang.

”Nu skal du bare gøre det færdigt,” lyder hans ord til sønnen. Omsider er han klar til at slippe det pro-jekt, der fylder alt i de sidste år af hans liv. Nu kan han se, at visionen vil blive virkelig. Og derfor kan han to uger senere sove stille ind i tryg forvisning om, at Anker Fjord Hospice bliver en realitet. Præcist som han har tænkt det.

I de sidste døgn glider han over i bevidstløshed. Den sidste kontakt får familien et par dage inden han sover ind. Børsen skriver en flot artikel om An-ker Fjord Hospice og Bente læser den højt for ham ved sengen. Han har ikke kræfter til at sige noget, men han græder af stolthed. Anni er der hele tiden i de sidste døgn sammen med sin mor. Vera Kristen-sen hjælper også. 10. januar om morgenen samles hele familien. I de sidste timer er der helt stille om-kring sengen.

- Jeg kan huske, at jeg hviskede ”gi slip på livet, det

Elisabeth, sygeplejerske

Livets Storm og Støj forstummet!Brudte alle Mures Magt.Stor og Stille – tavs, som Rummet,Hviler jeg – det er fuldbragt.

Ægtefællen læste digtet for mig ved hustruens dødsleje. Hendes kamp var nær afslutningen. Han hulkede, for han vidste, at nu begyndte hans kamp for at leve alene.

har du fortjent,” lige inden han åndede ud. Det var en smuk død, siger Anni.

Begravelsen foregår fra Rindum Kirke, hvor Ib og Bente også er blevet gift. En saxofonist og pianist spiller Louis Armstrongs What a Wonderful World inden vægterne fra Ringkøbing, som Ib Malgaard havde doneret nye uniformer til, bærer den smukke egetræskiste ud.

Søren Malgaard gør byggeriet færdigt, og 12. oktober, ni måneder efter Ib Malgaards død, bliver Anker Fjord Hospice indviet. Ib Malgaard ville have været stolt, hvis han havde nået at opleve den store dag. Og han havde knebet en tåre ved synet af sit barnebarn, Sørens datter, overrække Kronprinsesse Mary blomster.

I dag er det Bente Malgaard, der repræsenterer den daglige forbindelse mellem Anker Fjord Hospice og familien. Ud over at være medlem af bestyrelsen, kommer hun også med blomster mindst en gang om ugen til patienterne. Anni besøger også jævnligt An-ker Fjord Hospice.

Anker Fjord Hospice vil altid stå som resultatet af én mands viljefaste vision. Mindet om den godhjer-tede ener med jernviljen lever hver dag på Fjorden-gen i Hvide Sande.

Den vestjyske ener med det store hjerte og stejle sind fik sit hospice. n

Jytte, sygeplejerske

Et bevægende øjeblik, da patienten sagde nej til mere be-handling med mange bivirkninger, men ja til livet, og derefter nåede at få gode oplevelser og fik taget værdig afsked med familie, venner og bekendte.



Pårørendeberetning

22. august døde håndboldmålmanden, 36 år gam-mel. I dag er det tiden ved fjorden sammen med de-res far, hans sønner husker. I halvandet år kæmpede Johan Jakobsen mod kræften. Som den eliteidræts-mand han var, satte han sig mål undervejs. Til sidst, da alt håb var ude, handlede det om at skabe et forhold til drengene, Phillip og Mathias, dengang to og fire år. Også efter at han var væk. Han lavede mindebøger, købte gaver, de skulle have senere i livet. Blandt andet et ur til dem hver til den dag, de bliver voksne.

- Jeg er dybt imponeret over hans afklarethed. Det har jeg tænkt meget over siden. Der var så mange ting, han fik på plads i de sidste måneder. Han satte

sig nogle jordnære mål – også for den sidste tid. Jeg er overbevist om, at vores ophold på Anker Fjord Ho-spice forlængede hans liv med et par måneder, siger Johan Jakobsens enke, Betina.

Johan Jakobsen var en af Håndboldligaens mar-kante målmænd. I Skjern Håndbold. Han troede, det var alderen, der begyndte at trykke, da han i efter-året 2008 ofte følte sig træt og uoplagt. Da Skjern skulle spille en kamp i Helsingør, måtte Johan løbe på toilet fire gange inden kampen. Noget var galt. Hans egen læge mente, det var en fibersprængning, men det gik ikke over. I marts måned fik han gen-nemtrumfet en ultralydsscanning.

det er tiden på Anker fjord, børnene husker

I næsten fire måneder i foråret og sommeren 2010 skabte Johan Jakobsen,

hans hustru Betina og deres to drenge masser af liv på Anker Fjord Hospice


Den afslørede en sort skygge ved tarmen. Få dage efter gennemgik Johan en kikkertundersøgel-se. Resultatet forelå 1. april: Kræft i tyktarmen.

En operation afslørede, at kræftknuden var vokset sammen med bughinden, så den kunne ikke skæres væk. I stedet blev kræften bekæmpet med kemo-tera-pi. Det tærede hårdt på den tidligere elitesportsmand. Men han kæmpede. Først et år efter, at diagnosen var stillet, opgav han håbet om at blive rask. I Heidelberg forsøgte lægerne at operere ham, men måtte opgive. Kræften havde spredt sig til hele bughulen.

- Selv havde jeg ikke opgivet håbet, men han vid-ste, at det nu var et spørgsmål om tid. Men da de på Vejle Sygehus i juni måned meddelte os, at Johan ikke kunne tåle mere kemo, var jeg også klar over, at afslutningen nærmede sig. Johan tog det fantastisk. Han var så stærk. Jeg er fuld af beundring over den måde, hvorpå han tacklede det, fortæller Betina.

Allerede 1. maj var familien flyttet på Anker Fjord Hospice. I første omgang som en slags rekreation efter et svært ophold på sygehuset i Herning. Men det endte med, at de blev der til 22. august, hvor Jo-han døde.

I de fire måneder skabte de masser af liv i hu-set. Drengenes ubekymrede leg og masser af hyg-gestunder ved grillen i det fri sammen med familie og venner. Stort set hver dag havde Johan og fami-lien besøg.

- Det gav et afbræk i hverdagen, og Johan elskede at mærke liv omkring sig. På den måde blev opholdet på Anker Fjord Hospice fuldstændig fantastisk, siger Betina.

Hvad betød det for dig og Johan, at han kunne slutte livet på Anker Fjord Hospice?

- Hvis ikke vi var kommet på Anker Fjord Hospice, var Johan død tidligere. Det betød, at vi fik en kanon

god tid i de sidste måneder. Det er det, jeg husker, og det er det, drengene husker om deres far. På den måde blev det den bedste afslutning, man kan tæn-ke sig. Vi knyttede nogle tætte bånd til personalet, og vi tager stadig af og til ud og besøger dem. Drengene har lige spurgt, hvornår vi skal derud igen.

Hvad ser du som det særlige ved stedet?- Personalet betyder utroligt meget, de menne-

sker, der arbejder på Anker Fjord Hospice er fanta-stiske. Beliggenheden, udsigten fra lejligheden, at vi kunne bo sammen, legerum for børnene, spabadet. Ja, det hele. Vi havde nogle fantastiske aftener i lø-bet af sommeren.

Hvis du skal fremhæve en eller to kvaliteter ved Anker Fjord Hospice, hvilke ville du så pege på?

- Den helt særlige atmosfære, skabt af persona-let, placeringen midt i naturen og det særlige bygge-ri. Men især personalet. De gjorde det nemmere at tackle det faktum, at Johan skulle dø. Jeg havde orlov i Johans sygdomsperiode, og på Anker Fjord Hospi-ce kunne jeg koncentrere mig om at være noget for ham og for drengene, mens personalet tog sig af at pleje ham. Jeg kan kun anbefale hospice til andre i en lignende situation. n

Betina Jakobsen mistede sin mand, Johan Jakobsen, på Anker Fjord Hospice 22. august 2010.


- Det var fuldstændig ukendt land for mig. Jeg vid-ste jo godt, at Ib var syg. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med, at jeg skulle blive så in-volveret.

Det er midt på formiddagen, og kaffen dufter. Det grove brød bærer ost – med kommen, endda – og udenfor ligger fjorden spejlblank og underdanig. Udsigten fra familien Naurs hjem på Fjord Allé i Ringkøbing kunne godt stjæle fokus fra en samtale. Men nu er emnet Anker Fjord Hospice, og langt ude mod syd anes det Hvide Sande, hvor institutionen

formAnd med egne erfAringer

Grøn ud i faget var hun, Eva Naur.

Men når Ib Malgaard bad om noget,

sagde man sjældent nej. Derfor har

fighteren fra Fjord Allé været formand for

bestyrelsen siden den spæde begyndelse

har hjemme. Vender hun sig i stolen, Eva Naur, kan hun fornemme det hus, hun har været bestyrelses-formand for siden...der ingenting var.

- Ib ringede i december 2004. Bente og han ville gerne drikke en kop kaffe med mig. Jeg kendte godt Ib, men ikke Bente. Han havde aldrig haft sin kone med, så det var helt usædvanligt. De vidste, jeg var involveret i velgørenhed i Afrika, og de havde et spon-sorbarn. Ib spurgte, om jeg ville gå ind i bestyrelsen for to velgørende fonde, han var i færd med at stifte. Jeg forstod, at Flemming Bay-Jørgensen og Bjarne Lund Jørgensen skulle med. Jeg sagde, at det ville jeg godt. Ib havde mistet en række familiemedlemmer og venner, som alle døde af kræft. Han mente ikke, der havde været ordentlige forhold til de pårørende på sygehuset. Derfor fik han tanken om at oprette en fond, der skulle støtte et hospice i nærområdet. Ib hjalp gerne folk, der var kommet i klemme. Derfor skulle den ene fond støtte de svage i samfundet. Den anden fond skulle så arbejde for et hospice.

Eva Naur skulle ikke tænke længe over henven-


delsen fra Ib Malgaard. Dels var hun allerede invol-veret i en bred vifte af humanitært arbejde, som gav hende stor tilfredsstillelse. Og dels kom hun med egne, stærke erfaringer fra en langvarig sygdom, der den dag i dag påvirker hendes tilværelse.

I øvrigt lå det slet ikke i kortene, at Eva Naur skulle tilbringe en stor del af sin tilværelse i byen ved fjorden. En anden stationsby, Brande, var ramme om både barndom og ungdom, og det var først da ægtemanden, Bent, i slutningen af firserne fik job i Ringkjøbing Landbobank, at den unge mor byttede heden ud med kysten.

- Det var hårdt. Jeg var jo nødt til at sige, at det hele gik så godt. Men jeg talte ikke altid sandt. Jeg havde et godt job og et stærkt netværk i Brande, og pludselig skulle jeg flytte ud, hvor min mand skulle fungere. Jeg fik skiltet med ”bankdirektørfruen” på ryggen. Jeg var kun 36 og stod med tre mindre børn, der skulle integreres. Jeg var ikke noget i kraft af mig selv, men udelukkende noget i kraft af Bents arbej-de. Det var slet ikke spor spændende.

I dag beretter Eva Naur usentimentalt om om-plantningen fra Brande til Ringkøbing. Og om hvor-dan hun fik vendt sin situation. Dengang som nu er en duelig genvej ind i et lokalsamfund engagement. Eva Naur lagde sit i sejlklubben til glæde for klub og ikke mindst sønnen Klaus, der siden voksede til en af landets mest talentfulde sejlere. En anden farbar vej er arbejdsmarkedet. Eva Naur genoptog karrieren som advokatsekretær. Siden fulgte en tid som se-kretær på det lokale sygehus’ medicinske afdeling. Der var Eva Naur i tre år, før en kræftsygdom sendte den unge mor til tælling.

- Det får aldrig ende. Den kan ikke helbredes. Jeg vil altid have den i systemet. Det er en kronisk syg-dom, og status er, at jeg går til kontrol hvert halve år.

Eva Naur

Formand og fighter


nede at vende. Jeg fik i sin tid tildelt otte psykolog-timer. Da jeg skulle komme anden gang, glemte jeg det. Tredje gang ringede han igen. Om jeg ikke havde glemt det igen? ”Tror du, at du har brug for det her?” spurgte han. Så jeg fik kun to samtaler. Jeg har altid været meget åben om det. Også i forhold til børnene. Senest sidste år i december, da mine blodtal faldt. Da blev der banket på igen – heldigvis var der tale om falsk alarm.

Eva Naur fik kræftdiagnosen samme dag, som Bent skulle på talerstolen i forbindelse med bankens årlige generalforsamling i 1995 Hun sagde ikke no-get. Der var ingen grund til at ødelægge generalfor-samlingen for Bent. Men datteren Rikke havde læst hende. Hun havde tippet faderen om, at Eva vist ikke havde fortalt det hele.

- Da jeg ville gå hjem fra generalforsamlingen før tid, tilbød Bent at følges med mig. Så spurgte han, om der var noget, jeg ikke havde fortalt. Bent kom ikke tilbage til generalforsamlingen.

- I dag tænker jeg: ”Kors, hvor er det godt, at mine børn selv er gift og har deres egne familier.” Klaus var kun 15 år, da jeg blev syg. Han skulle til USA. På sygehuset spurgte jeg, om jeg kunne love ham, at jeg var der, når han kom tilbage. Det kunne jeg ikke. Så vi aftalte, at vi skulle se hinanden hver tredje må-ned, mens han var væk. Dengang var mine tanker hele tiden på børnene. Det var en motivationsfaktor uden sidestykke. Jeg ville bare klare det, for de skulle godt i vej.

- Da jeg kom hjem, var jeg ikke andet end skin og ben, og jeg kunne hverken gå eller stå. Men jeg ville hjem, for jeg vidste, det var den bedste måde for mig at blive rask på. Jeg fik stillet en række stole op, så jeg kunne flytte mig fra den ene til den anden for at nå på toilettet.

Lone, administrativ medarbejder

Patienten kommer kørende i sin kørestol hen til receptionen, hvor jeg sidder. Han har ikke meget luft og nærmest hvisker til mig. Han vil betale forud. Det er et stort ønske for ham, at personalet, der er til stede, når han skal forlade hospice, drik-ker en stille most og at kisten føres ud ved sangen ”Skibet går fra Christianshavns kanal”. Vi aftaler, at vi vil gøre vort til, at han ”kommer godt fra havn” og at han får en god rejse. Han slutter af med at sige: ”Nu husker I sgu at smide trosserne”.En sømand af Guds nåde forlader få dage senere ”havnen”.

Eva Naur er nøgtern. Ja, nærmest registrerende, når hun taler om den sygdom, der altid vil være en del af hende. Det gør det ligetil at tale om kræften, der ellers nok kan hælde salt på halen af enhver samtale. Men for Eva Naur er åbenheden en del af hendes måde at tackle sygdommen på.

- Det ændrede mit liv totalt. Jeg lå et år på syge-huset. Jeg er den eneste med den slags sygdom, der har gennemgået en knoglemarvstransplantation, som har nået otte års kontrol. På en måde er jeg tilskuer til min egen situation. Jeg har aldrig været


Eva Naur oplever undervejs op- og nedture en masse. Blandt andet får hun tilbagefald, hvor meta-staser breder sig og til sidst sprænger brystbenet.

- Det var hårde år på en række områder. Ikke mindst for børnene. Men det var vigtigt for mig ikke at gå i sort. Og jeg synes, jeg var god til at håndtere det. Jeg var hård hele vejen igennem. Måske er det noget, jeg har med hjemmefra. Min far er også lidt hård i det. Han er 94, men har stadig kørekort. Han skulle egentlig have haft nye hofter for 15 år siden, men det blev ikke lige. Resultatet er, at han næsten ikke kan gå. Alligevel passer han en have på 1500 kvadratmeter. Jo, vi er nok lidt stædige...

Eva Naurs egne erfaringer fra mange dage på sygehus har spillet en rolle i indretningen af Anker Fjord Hospice.

- Jeg blev grebet af det, og begyndte at sætte mig ind i tankegangen bag hospice-idéen. Vi var både i Aalborg og Odense for at se på hospice. Jeg tvivlede aldrig på, at det nok skulle blive til noget. Så længe Ib var i live, var han ukuelig, og vi stod jo med en masse penge, så vi skulle nok få noget op at stå. Ib troede nu ikke, vi sådan uden videre kunne komme i kontakt med Kræftens Bekæmpelse. Men jeg fandt Arne Ro-lighed på Oplysningen og ringede bare til ham. Han tog telefonen. Jeg præsenterede mig og forklarede mit ærinde. ”Goddag. Jeg sidder med en mand, der vil give 20 mio. kr. til et hospice.” ”Det lyder spæn-dende,” sagde Arne Rolighed. Han var ved at mure noget i sin kælder. Ib tilbød, at han som gammel mu-rer kunne komme og mure for Rolighed, hvis han til gengæld ville komme og snakke hospice med os. Det var den første kontakt. Meget enkelt og ukomplice-ret. Længere væk var Arne Rolighed jo ikke. Derfra stod vi med en partner som Kræftens Bekæmpelse rigtig godt overfor amtet.

- Den største udfordring var at få huset indrettet, så det passede til syge mennesker. Oprindeligt blev det tegnet som selvstændige lejligheder med blandt andet køkken. Nu har jeg selv ligget rigtig meget på sygehus, og så ved man, at lugten af kaffe og mad kan være uudholdelig. Derfor ville jeg have det cen-trale køkken flyttet tilbage i bygningen. Det duede ikke med et centralt køkken med en disk, hvor man kunne få maden. Derfor ligger køkkenet i dag i anker-foden, og lejlighederne har end ikke en kaffemaskine.

Eva Naur sagde først ja til formandsposten efter pres fra Arne Rolighed fra Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg var betænkelig ved det. Jeg kendte selvføl-gelig godt noget til jura, fordi jeg havde arbejdet med det i mange år. Men det var en stor mundfuld, også i betragtning af de øvrige bestyrelsesmedlemmers stærke kompetencer. I en lang periode var der næ-sten tale om et fuldtidsjob. Især fordi Ib faldt væk så tidligt i forløbet. Men på en måde kom udfordringen også belejligt for mig. Jeg kunne ikke længere være på det normale arbejdsmarked. Her kunne jeg selv

”Det ændrede mit liv totalt. Jeg lå et år på sygehuset. Jeg er den eneste med den slags sygdom, der har gen-nemgået en knoglemarvstransplanta-tion, som har nået otte års kontrol. På en måde er jeg tilskuer til min egen situation.”

Eva Naur


planlægge min dag og få forskellige input. I dag er jeg ikke længere så tæt på, for nu kører det af sig selv. Jeg har fuld tillid til, at skulle der ske noget, så bli-ver jeg kontaktet. I begyndelsen var jeg meget inde over for at tjekke, hvordan tingene kørte. I dag er den vendt om, så de kommer til mig.

Eva Naur er ikke i tvivl om sin største bedrift som bestyrelsesformand.

- Den fornemste opgave var, at vi fik Herdis som chef og Ina som næstkommanderende. De to er de eneste, bestyrelsen har været med til at ansætte. Succesen for Anker Fjord Hospice skyldes dem og deres dygtighed. De har betydet alt.

Og formanden er lige så stålsat, når det kommer til hendes egen fremtid som frontfigur.

- Om 10 år? Da er jeg væk. Jeg skal ikke sidde i en bestyrelse som 70-årig. Inden da er jeg gået for at lade nye kræfter komme til. Der skal yngre øjne på til den tid... n

Født og opvokset i Brande, hvor hendes far og mor på 94 og 83 stadig lever og har fejret krondiamantbryllup

60 år, gift med Bent, der er bankdirektør. Sammen har de Rikke på 37, Lars på 34 og Klaus på 31. Der er syv børnebørn i alderen fra 1 til 11 år

Uddannet advokatsekretær

Initiativtager og omdrejningspunkt i eget projekt, hvor hun organiserer 88 sponsorbørn i Gambia

Sponsorerer uddannelsen af flere læger og syge-plejersker i Gambia

Bestyrelsesmedlem i ”Bente og Ib Malgaard Lau-ridsens Fond for almenvelgørende og almennyttige formål.” Bestyrelsesmedlem i ”Bente og Ib Mal-gaard Lauridsens Fond”

Eva Naur

”Den fornemste opgave var, at vi fik Herdis som chef og Ina som næstkommanderende. De to er de eneste, bestyrelsen har været med til at ansætte. Succesen for Anker Fjord Hospice skyldes dem og deres dygtighed. De har betydet alt.”

Eva Naur


Det gik hårdt for sig. 1. marts 2005 vedtager det da-værende Ringkjøbing Amtsråd at give grønt lys for Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. En mands vision bliver dermed til virkelighed. Men uden de over 20 millioner kroner, der fulgte i kølvandet på visionen, var Anker Fjord Hospice formentlig aldrig blevet etableret.

Historien om Anker Fjord Hospices tilblivelse ind-ledes med en dødsmærket mands stålsatte vilje. Vi skal tilbage til sidste halvdel af 2004, hvor Ib Mal-gaard begynder at ringe rundt. Den foretagsomme entreprenør bag byggefirmaet DML Huse er året forinden blevet ramt af en blodprop. Hele livet har

han døjet med astma, og massiv rygning har givet ham stenlunger, det der medicinsk betegnes som KOL. Livsudsigterne for den lokale byggematador er med andre ord ikke opløftende.

Visionen om et hospice fødes allerede 12 år tidli-gere, da Ib Malgaard på et år mister fire af sine nær-meste – venner og familiemedlemmer – til kræften. Personligt oplever han det offentlige sundhedsvæ-sens manglende omsorg for de pårørende, og han op-lever sundhedsvæsenets mangler, da han indenfor to år må tage afsked med sin mor og sin søster, der begge dør af kræft på en firesengs-stue på Ringkø-bing Sygehus. Ib Malgaard vil skabe et hospice, hvor

20 millioner kroner siger mAn ikke nej til

Anker Fjord Hospice blev skabt i kølvandet på en stormfuld politisk debat, hvor ord som

”afrikanske tilstande,” ”rå kapitalmagt” og ”mafiaen bestemmer” føg igennem luften.

I sidste ende blev Ib Malgaards donation på 20 millioner kroner afgørende og i dag

lever hans vision hver dag på Fjordengen i Hvide Sande


der er plads til de pårørende og hvor patienten ”kan kaste anker, når livet nærmer sig sin afslutning.”

Og Ib Malgaard sætter ikke bare handling, men også økonomiske midler bag sin vision og sine tan-ker, da han efter sin blodprop i 2003 fornemmer, at tiden er knap, hvis han skal nå at virkeliggøre den, mens han lever. I enighed med sin familie, hustruen Bente og parrets fem børn, to sønner og tre døtre, etablerer han to fonde med i alt 20 millioner kroner.

Blandt de første mennesker, han kontakter, er lokale Ringkøbing-folk, han enten har kendskab til gennem sin virksomhed eller kender for deres vel-gørende arbejde, advokaten Bjarne Lund Jørgensen, arkitekten Flemming Bay-Jørgensen og den senere bestyrelsesformand Eva Naur, der er involveret i et velgørenhedsprojekt i Gambia.

- Ib havde det jo med at ringe sent om aftenen. Han brugte mig ofte som sparringspartner, når han skulle drøfte sine idéer. Sådan var det også, da jeg første gang hører om Anker Fjord Hospice. Han rin-ger ved 21.30 tiden en søndag aften og beder mig komme. ”Jeg har lige noget, jeg vil vende med dig,”

siger han og tilføjer. ”Bente har også bagt en kage.” Han vidste jo nok, hvad jeg godt kunne lide, fortæller Bjarne Lund Jørgensen.

Bjarne Lund Jørgensen tager i den sene aftentime på besøg i Malgaard-hjemmet på Blomstervænget, og som altid sidder Ib Malgaard ved spisebordet, der roder med papirer.

- Det gjorde det altid, men man skulle ikke tage fejl. Ib vidste præcist, hvor tingene lå, fortæller Bjar-ne Lund Jørgensen.

Ringkøbing-advokaten er den første, der præ-senteres for Ib Malgaards tegning af et anker. Han griber en serviet og tegner ankeret med nogle enkle streger. Bag den primitive tegning ligger tankerne om et færdigt koncept. Et hospice uden hvide kitler, med plads til de pårørende og med et hjertevarmt miljø, hvor mennesker kan tage en værdig afsked med livet.

Det bliver Bjarne Lund Jørgensens opgave at undersøge alle de juridiske spørgsmål i forbindelse med Ib Malgaards donation til projektet. Fondsrets-lige bestemmelser, skattemæssige forhold etc. etc.

Samtidig foregår der en landsdækkende politisk debat om offentligt finansierede hospice-pladser i alle landets amter. 12 pladser i hvert amt. I Holste-bro var Sct. Jørgen Hospicefond langt fremme med planer om at byde ind på hospice i Ringkøbing Amt og Herning havde også et projekt i støbeskeen.

- Vi aner intet om hele det politiske spil, vi er på vej ind i. Vi er bare begejstrede over de tanker, Ib Mal-gaard præsenterer os for, fortæller Eva Naur.

I første omgang har Ib Malgaard kik på en grund ned mod fjorden i Ringkøbing ved siden af svømme-hallen på Kongevejen. Men Ringkøbing kommune har andre planer end et hospice på grunden. Kemien mellem det lokale bystyre og den ofte egenrådige

20 millioner kroner siger mAn ikke nej til


entreprenør er desuden dårlig. Ib Malgaard er gan-ske enkelt ikke tilfreds med det niveau af interesse, han oplever, og det får ham til at vende sig mod na-bokommunen Holmsland på landtangen mellem Ve-sterhavet og Ringkøbing Fjord.

Han kontakter det lokale byrådsmedlem og for-mand for lokalafdelingen af Kræftens Bekæmpelse, Vera Kristensen, og sætter hende ind i sine planer. Hun ser straks perspektiverne og sammen tager de direkte ind på rådhuset i Hvide Sande for at mødes med borgmester Iver Enevoldsen.

- Jeg bliver ringet op af Ib Malgaard og er ikke i

tvivl om, at det er vigtigt og at det haster. Han vil mødes med mig på mit kontor på rådhuset i Hvide Sande. Jeg havde truffet ham nogle gange og kendte ham som en markant erhvervsmand fra området, fortæller daværende borgmester i Holmsland Kom-mune, Iver Enevoldsen.

Som andre – både før og siden i forløbet – bliver Iver Enevoldsen præsenteret for Ib Malgaards visi-on ved at den sygdomsramte entreprenør griber et stykke papir og en pen og tegner et anker. Lejlighe-der for patienter og pårørende i ankerbuen ud mod fjorden – alle med udsigt til vandet – og fællesarealer og administration i den øvrige del af ankeret.

- Og det skal hedde Anker Fjord, slutter Ib Malga-ard altid sin fremlægning med henvisning til visionen om et sted at kaste anker placeret tæt på fjorden.

I Hvide Sande er der straks begejstring for idé-erne. Desuden kommer Ib Malgaards henvendelse på et godt tidspunkt, for kommunen er midt i arbej-det med en ny byplan, der blandt andet indeholder formuleringer for en lokalplan for Fjordengen i den nordlige udkant af Hvide Sande. Ja, Ib Malgaard får nærmest lov til selv at vælge placeringen og falder straks for engarealerne ned mod fjorden.

- Det tager ikke lang tid for medlemmerne af by-rådet at blive enige om, at det vil vi. Vi stiller grunden gratis til rådighed for Anker Fjord-projektet og får skrevet det ind i den nye lokalplan. En kommune som Holmsland er ikke forvænt med at få tilbudt offent-ligt finansierede institutioner, og det vil også bringe en række arbejdspladser til byen. Vi fandt jo også, at det var en usædvanlig flot tanke, familien Malgaard havde, så der var ingen betænkeligheder overhove-det fra politisk side, forklarer Iver Enevoldsen.

Den glatte sagsbehandling og lokale begejstring skal dog vise sig kun at være et lokalt fænomen. Si-

Tove, sygeplejerske

En pårørendes tak:”Da vi søskende kom med vores døende mor, stod jeg midt i et oprørt hav med høje bølger – det virkede mørkt omkring mig. Jeg var utryg – hvornår skyller næste høje bølge ind over mig? Mister jeg fodfæste – kan jeg klare dette? Efter en uge mærkede jeg pludselig den store forandring – jeg stod i det samme hav – nu var det blikstille, lyst og smukt omkring mig, og jeg kunne glæde mig over at stå her samme sted. Det blev et fredfyldt og smukt farvel til mor ”.

den får Holmsland Kommune en påtale fra Tilsyns-rådet for at have givet byggejord gratis væk – men da var byggeprocessen allerede i gang. Og da Anker Fjord-projektet rammer Ringkjøbing Amt, bliver fron-terne trukket op til krig.

I 1994 er Venstremanden fra Bording, Knud Munk Nielsen, blevet valgt ind i Ringkjøbing Amts-råd. To år senere indleder han sin 11-årige periode som amtsborgmester. Allerede ved hans indtræden i amtsrådet bliver hospice-tanken debatteret. Især Kri-steligt Folkeparti arbejder for at virkeliggøre visionen.

- I den forbindelse taler jeg med Otto Herskind Jørgensen, amtsborgmester i Vejle Amt, der havde erfaringer i forbindelse med hospice i Vejle. Hans råd lyder: Skal I lave et hospice i Ringkøbing amt, skal I placere det i én af de store byer, tæt på en jern-banestation. Ikke i en landsby, erindrer Knud Munk Nielsen.

- Det råd tog jeg med mig, men hospice var ikke en aktuel tanke i midten af 90’erne. Her handler det om at få amtets sygehusvæsen op på et niveau, der svarer til forholdene i de øvrige amter, og det bliver pengene brugt på, fortæller den tidligere amtsborg-mester videre.

Først i 2004 bliver hospice-tankerne aktuelle igen, da Folketinget beslutter, at der skal etableres et hospice i hvert amt. Kristeligt Folkeparti presser på i forhold til Sct. Jørgen-projektet i Holstebro, og


tidspunktet for en endelig beslutning om placering nærmer sig, da telefonen ringer på Knud Munk Niel-sens kontor på amtsgården i Ringkøbing. Det er i sensommeren 2004.

- ”Vi skal mødes. Hospice skal til Hvide Sande,” lyder det i telefonen. Ib Malgaard vil mødes med mig med det samme og mit umiddelbare svar er da også: ”Så skal du skynde dig,” med henvisning til de pla-ner, der er i gang i Holstebro, beretter Knud Munk Nielsen videre.

Knud Munk tager til mødet samme dag og bliver modtaget i Malgaard-familiens villa på Blomster-vænget. Ib Malgaards hustru, Bente, byder indenfor og beder Knud Munk Nielsen vente et øjeblik.

- Jeg kan høre hoste og harken og ser så Ib Mal-gaard komme kørende ind i sin kørestol. Jeg ser en svækket, gammel mand. Han får tændt sin cigaret, og så kigger han på mig. Dér ser jeg et par klare, vil-jefaste øjne. En mand med et klart budskab.

Ib Malgaard skælder ud på det offentlige syge-hus-væsen, fortæller om sin vision om et hospice, hvor der skal være plads til de pårørende, og griber en serviet og tegner skitsen med ankeret. Og så slår han fast, at det skal ligge i Hvide Sande og at han vil give 20 millioner kroner fra sin private formue.

- Min første reaktion er forbavselse, og jeg spør-ger, om han har rådført sig med sin familie. ”Ja, det er på plads,” siger han. Jeg har jo rådet fra Vejles

”Når et menneske kun afbryder sin rygning for at få ilt, ved man, at tiden, hvor klokken falder i slag, er på vej.”

Arne Rolighed


amtsborgmester i baghovedet – om placeringen i en større by, men det var slet ikke til diskussion. Og det skulle være et sted med god økonomi – det hand-lede ikke bare om rødvin, men de bedste materialer, penge til forskning og den bedste behandling, så pa-tienterne bliver raske nok til at komme hjem igen, lød nogle af Ib Malgaards tanker.

- Jeg giver ham nogle råd: Pas på, hospice er et sted, man kommer for at dø, og skal vi sælge idéen til amtsrådet, skal fokus ikke være på at gøre patien-terne raske igen. Og dernæst: Skynd dig. Amtsrådet står overfor at træffe beslutning om placering. Og så skal du få Kræftens Bekæmpelse med. Så skal jeg til gengæld gøre mit til at bringe de 20 millioner og An-ker Fjord-projektet frem til amtsrådet, husker Knud Munk Nielsen.

Knud Munk Nielsens besøg hos den svækkede, men viljestærke Ringkøbing-entreprenør bliver startskuddet til et kapløb med tiden for Ib Malgaard og de lokale folk, han har allieret sig med. Allerede 26. august 2004 har Ringkjøbing Amtsråd vedta-get et budgetforlig, hvor der bliver afsat penge til drift af 12 hospicepladser. Folketinget vedtager loven om mindst 12 hospicepladser i hvert amt i december 2004, og allerede da Ib Malgaard kalder Knud Munk Nielsen til møde, tegner der sig et klart billede af en hospice-lov.

Knud Munk Nielsen er da heller ikke mange skridt ude i indkørslens stenbelægning, før Ib Malgaard handler efter amtsborgmesterens råd ved at kalde direktør for Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed, til møde på Blomstervænget. Og det skal gå hurtigt. I huj og hast smider Arne Rolighed alt, han har i hæn-derne, og kører den lange tur til Ringkøbing.

Kræftens Bekæmpelse er helt grundlæggende al-tid imødekommende, når mennesker står klar med

donationer til organisationen. Om det er 25 øre eller 20 millioner kroner.

- Det må aldrig komme til at hedde sig, at Kræf-tens Bekæmpelse har opført sig arrogant overfor et menneske, der vil donere penge. Så jeg var såmænd ikke så meget i tvivl om, at jeg skulle køre en tur til Ringkøbing. Dels var det mange penge, 20 millio-ner kroner, dels kunne jeg høre, at det var vigtigt, jeg kom, for det var et længe næret ønske fra lokalområ-det, der kunne blive til virkelighed i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

Arne Rolighed tager den tre en halv time lange køretur til Ringkøbing og oplever den vestjyske gæstfrihed, som den ofte blev rullet ud i villaen på Blomstervænget og som han skulle komme til at op-leve mange gange siden.

Ea, serviceassistent

Hvor er det skønt at opleve, når patienterne bruger hinanden. To der udveksler deres oplevelser og erfaringer, eller to der får sig et spil terning. Eller det at blive budt med i samværet, spille, lytte, kramme eller gøre rent, det er for mig den største mening med mit arbejde på Anker Fjord.


- Lige så bastant og viljefast, Ib Malgaard kunne være, når han skulle have sine synspunkter igen-nem, lige så mild og imødekommende var Bente. Jeg blev vartet op med de fineste fiskeretter, og jeg forstod, at det var vigtigt, jeg var der, fortæller Arne Rolighed videre.

Han kender intet til Ib Malgaard på forhånd. Bille-det af den svækkede mand i kørestol, der kun afbrød cigaretrygningen, når han skulle have ilt, står stadig tydeligt på nethinden hos den daværende direktør for Kræftens Bekæmpelse.

- Når et menneske kun afbryder sin rygning for at få ilt, ved man, at tiden, hvor klokken falder i slag, er på vej. Men han havde jo en kolossal viljefasthed og vedholdenhed, der nogle gange tog karakter af stejl-hed, trods sin svækkede fysik. Og det er helt tydeligt for mig, at godt nok har han 20 millioner, han vil do-nere til et hospice, men han slipper dem ikke uden vi-dere. Ib Malgaard var en mand med en vision, og den ville han selv være med til at føre igennem, fortæller Arne Rolighed om sit indtryk.

På aftenmødet i villaen fortæller Ib Malgaard om sin vision. Han har haft en bekendt, der har været på Dallund Slot, et rehabiliteringscenter drevet af Kræftens Bekæmpelse, og den ånd og kultur vil han også have på Anker Fjord hospice. Og hvis Kræftens Bekæmpelse tager ansvaret for driften, er Malgaard klar med 20 millioner kroner til hospice-byggeriet.

- Han har en spændende vision. Dels perspekti-verne med plads til de pårørende i tilknytning til pa-tienterne, dels forsknings- og uddannelsesperspek-tiverne. Men også placeringen i pagt med naturen. På den måde ruller han hele hospice-tanken tilbage til udgangspunktet. At sidste station i livet skulle ligge i idylliske omgivelser tæt på naturen var det oprindelige udgangspunkt, men på det tidspunkt, vi

taler om her, er det nærhedsprincippet i en større by tæt på specialister og sygehus, der er den domine-rende tendens, fortæller Arne Rolighed.

- Og så er det hans klare overbevisning, at patien-terne skal have lov at ryge, hvorfor to-tre af lejlighe-derne skulle være forbeholdt rygere, tilføjer Rolighed med et glimt i øjet.

Kræft-direktøren spørger også forsigtigt til fami-liens afklaring i spørgsmålet om den store donation på 20 millioner kroner. Har Ib Malgaard afklaret det med både Bente og sine børn?

- Jeg tror ikke, han direkte siger, at han synes, jeg er næsvis. Men han efterlader det helt klare indtryk, at det ikke er en sag, det er Kræftens Bekæmpelses opgave at bore i. Så jeg må gå ud fra, at det er afkla-ret. Jeg forlader Ringkøbing både glad og stolt. Glad for den store donation og stolt over, at Kræftens Bekæmpelse er udset til at løfte det driftsmæssige ansvar, opsummerer Arne Rolighed.

Der tegner sig nu tre projekter for et hospice i Ringkøbing amt. Kun ét af dem kan virkeliggøres. Sct. Jørgens hospice i Holstebro, Hernings vision om hospicepladser i tilknytning til sygehuset og Anker Fjord i Hvide Sande. Den definitive beslutning ligger i Ringkjøbing Amtsråd. For at give amtsrådspolitiker-ne så bredt et beslutningsgrundlag, som muligt, bli-ver folkene bag de tre projekter indkaldt til temadag med amtsrådet den 26. november 2004, hvor amts-rådspolitikerne skal præsenteres for de tre projekter.

Eva Naur husker dagene op til som meget hek-tiske.

- Vi er jo enfoldige mennesker, der bare gerne vil se Anker Fjord gjort til virkelighed. Projektet er end-nu i sin indledende fase, og jeg kan huske, at jeg af-tenen før temadagen sidder på sygehuset i Ringkø-bing, hvor Ib Malgaard på det tidspunkt er indlagt, og


klimprer en præsentation sammen på en gammel rejseskrivemaskine. Vi skal jo have noget at komme med til temadagen.

Allerede inden temadagen er der lagt op til et po-litisk slagsmål. To måneder tidligere har Knud Munk Nielsen og Jørgen Mathiasen, der er formand for amtets sundhedsudvalg og partifælle med amts-borgmesteren, forelagt hospicesagen for Venstres amtsrådsgruppe. Og selv om de to markante Ven-stre-folk anbefaler Anker Fjord-projektet, kan der ikke opnås enighed internt i gruppen.

- Det er jo udtryk for, at vandene er delte. Jeg er da også selv i tvivl. Jeg har stadig ordene fra Otto Herskind Jørgensen, Vejle Amt, i baghovedet: Pla-cér hospice i en stor by tæt på offentlig trafik. Det bliver også et af de hede debatpunkter, for hvordan skal folk komme til Hvide Sande? På et tidspunkt fejer Ib Malgaard imidlertid argumenterne af bordet ved at garantere gratis taxa-service fra Ringkøbing til Hvide Sande, hvis der bliver brug for det, husker Knud Munk Nielsen.

- Men i sidste ende bliver de 20 millioner kroner afgørende. Som Arne Rolighed siger til mig i en af vore talrige samtaler: Står der én og vil donere 20 millioner, så skal du følge pengene. Den diskussion om placering er foregået til alle tider. Du kan roligt lægge hospice i Hvide Sande, så skal vi nok sørge for at fylde det, beretter Knud Munk Nielsen videre.

Projekterne bliver fremlagt for amtsrådet på temadagen, og så bryder diskussionen ellers ud i lys lue. Især op til det afgørende amtsrådsmøde 1. marts 2005, hvor den endelige beslutning om place-ringen skal træffes, bliver debatten hed.

Der tegner sig et flertal for Anker Fjord med amts-borgmesteren og sundhedsudvalgsformanden, Knud Munk Nielsen og Jørgen Mathiasen, i spidsen.

På amtsrådsmødet 1. marts opsummerer Knud Munk Nielsen den offentlige debat, inden sagen skal diskuteres en sidste gang før vedtagelse.

- Debatten har været hård i pressen, og der er brugt stærke gloser for at understrege de kritiske synspunkter (mod Anker Fjord og placeringen i Hvi-de Sande – red.). Sydafrikanske tilstande, hvor den rå kapitalmagt styrer, en udemokratisk beslutning, amtsborgmesteren og dele af amtsrådet lader sig købe, amtsborgmesteren ved ikke, hvad etik bety-der. Ja, et amtsrådsmedlem har endda givet udtryk for at være flov over at være medlem af amtsrådet. Jeg vil lade udsagnene tale for sig selv, lyder Knud Munk Nielsens opsummering.

Anker Fjord Hospice med placering på Fjorden-gen i Hvide Sande bliver vedtaget med stemmer fra et flertal i Venstre (Bent Ove Pedersen og Anna

Christian, pedel

Tit har jeg oplevet patienters og pårørendes omsorg for vores Hospice både inde og ude. Rørende, når man har kendskab til den situation, disse mennesker befinder sig i.En dag skulle jeg sige farvel til en patient, der lige skulle hjem og tage afsked med sit hus – og alt hvad der jo dertil hører...I indgangspartiet var patientens sidste melding: ”Der er ikke for meget vand i kunstsøen...”Stof til eftertanke.


Lise Vesterby bryder partidisciplinen og stem-mer imod), De Konservative, Dansk Folkeparti og SF. Kristendemokraterne har hele tiden været for Holstebro-løsningen og stemmer imod Anker Fjord, mens Socialdemokraterne ender med at gå med, da der bliver etableret nogle palliative sengeplad-ser på Herning Sygehus som en del af forliget. SF får også indføjet en passus i forligsteksten om, at transportforholdene til Anker Fjord Hospice skal præciseres. Det radiale medlem af amtsrådet und-lader at stemme.

- Det var bestemt ikke hverdagskost at opleve et så uenigt amtsråd, hvor splittelsen også rakte langt ind i Venstres partigruppe. Jeg er overbevist om, at havde Jørgen (Mathiasen, sundshedsudvalgs-for-mand – red.) og jeg ikke holdt fast i de 20 millioner, ville Hvide Sande ikke i dag have haft Anker Fjord Hospice. Min indgang var de 20 millioner og Kræf-tens Bekæmpelses rolle som driftsansvarlig, og det blev i sidste ende afgørende for, at der kunne samles flertal, siger Knud Munk Nielsen.

Med beslutningen binder Ringkøbing amt sig til at stå for hovedparten af de årlige driftsudgifter på Anker Fjord Hospice. Undervejs i debatten påpeger Knud Munk Nielsen, at de 20 millioner fra Ib Mal-gaard skal sikre bedre vilkår for patienterne.

Sideløbende med det politiske slagsmål, der fin-der sin afslutning med amtsrådsbeslutningen 1. marts 2005, foregår et andet drama mellem Kræf-tens Bekæmpelse på den ene side og Ib Malgaard på den anden. Ib Malgaard har en vision og er klar til at donere 20 millioner kroner for at virkeliggøre den. Det er bare langt fra nok til at finansiere byggeriet, som han har tænkt sig.

- Malgaards ambitioner ligger langt over 20 mil-lioner kroner. Skal hans vision for byggeriet føres ud i livet, lyder prisen på 35 millioner kroner. Så vi har rigtig mange diskussioner vedrørende anlægs-økonomien. Kræftens Bekæmpelse går ikke i gang med et projekt, hvis ikke vi har vished for, at pengene til at gennemføre det også er der. Som velgørende organisation kan vi ikke lægge navn til et kuldsejlet projekt eller en anlægsøkonomi, der løber løbsk. Vi er afhængige af donationer og kan ikke holde til skan-daler, forklarer Arne Rolighed.

Midlerne ud over de 20 millioner kroner til at rea-lisere projektet, skal altså findes, og det giver anled-ning til mange diskussioner.

- Ib Malgaard var jo en mand, der var vant til at få sin vilje, men man kan ikke bøje skatte- og moms-regler ved blot at rejse til København og fremlægge sin sag. Det er derfor nødvendigt undervejs at sætte

”Står der én og vil donere 20 millioner, så skal du følge pengene. Den diskussion om placering er foregået til alle tider. Du kan roligt lægge hospice i Hvide Sande, så skal vi nok sørge for at fylde det.”

Arne Roligheds råd til Knud Munk Nielsen


bet, er de ikke i tvivl om, at det har været indsatsen værd. Iver Enevoldsen stillede på Holmsland Kom-munes vegne kvit og frit byggegrunden til rådighed – og fik en påtale af Tilsynsrådet for det. Knud Munk Nielsen sagde på amtets vegne ja til at finansiere driften, og Kræftens Bekæmpelse påtog sig ansva-ret for den praktiske ledelse af Anker Fjord Hospice.

- Ib Malgaards vision er blevet realiseret, og for mig er det et kæmpeplus at vi som samfund kan være med til at hjælpe døende herfra. 90 procent af patienterne på Anker Fjord Hospice er kræftpa-tienter, og det er dem, Kræftens Bekæmpelse er sat i verden for at hjælpe. Derfor kan jeg kun sige: Det har været alt bøvlet værd og Anker Fjord Hospice er et fantastisk tilbud for mennesker, der skal forlade denne verden, konkluderer Arne Rolighed.

Selv om Arne Rolighed ikke længere er direktør

hårdt mod hårdt. Vi har voldsomme diskussioner, både ved de møder, vi har undervejs, og når vi har kontakt telefonisk. Ib ville det jo godt – han ville have det bedste. Men der var også nogle regler, vi var nødt til at følge – og i sidste ende fik Ib jo stort set det pro-jekt, han havde visioner om. Det eneste, han ikke fik, var retten til at ryge, siger Arne Rolighed med et smil.

De manglende millioner bliver fundet i en central statslig støttepulje, gennem momsfritagelse samt en byggekredit i kreditforeningen. Ib Malgaard for-højer også familiens donation til 24 millioner kroner. Det lykkes dog aldrig Arne Rolighed at få mere end et vestjysk håndtryk som garanti for Ib Malgaards mange millioner. I det yderste Vestjylland rækker det rigeligt og er mere værd end alverdens under-skrevne papirer.

Når de involverede politikere ser tilbage på forlø-

Ib Malgaards nøglepersoner i processen mod virkeliggørelsen af Anker Fjord Hospice var samlet ved første spadestik 2. august 2005: Fra venstre Vera Kristensen, formand for støtteforeningen, Eva Naur, formand for bestyrelsen, Bente Malgaard, hustru, Bjarne Lund Jørgensen, formand for Anker Fjord Fonden, Anne Thomassen, formand for Kræftens Bekæmpelse, Knud Munk Nielsen, amtsborgmester, Iver Enevoldsen, borgmester og Arne Rolighed, direktør i Kræftens Bekæmpelse.


i Kræftens Bekæmpelse, har han stadig føling med Anker Fjord Hospice som medlem af støtteforenin-gens bestyrelse.

Også Knud Munk Nielsen, der trak sig tilbage som amtsborgmester samme år, som Anker Fjord Hospice blev indviet, i 2006, har holdt ved tilknytnin-gen til Anker Fjord som medlem af bestyrelsen.

- Anker Fjord Hospice er blevet alt det, Ib Mal-gaard havde visioner om. Et emne i debatten var jo placeringen i Hvide Sande – langt fra offentlige transportmidler. Men det har aldrig været et pro-blem, og den taxa-ordning, Ib Malgaard lovede at fi-nansiere, blev der aldrig brug for. Jeg tror på, at når vi er ved livets ende, så er der ikke behov for at køre op og ned ad gaden. Her handler det om at være tæt-tere på kosmos. Det store, vi kun møder periferisk gennem det meste af livet, har vi brug for at være tæt på i sidste ende. Og det er man, når man er tæt på naturen, siger Knud Munk Nielsen.

- Anker Fjord Hospice har nogle helt afgørende kvaliteter: Muligheden for at de pårørende kan bo i tilknytning til patienten er en af de vigtigste. Og så er korpset af frivillige enormt. Den lokale forankring i et lille samfund giver et meget stærkt engagement, også langt stærkere, end i en stor by. Det er min fa-ste overbevisning, at Anker Fjord Hospice blev pla-ceret det helt rigtige sted, siger den tidligere amts-borgmester.

Iver Enevoldsen er i dag borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, og han glædes også dagligt over placeringen af Anker Fjord Hospice i kommunen.

- Anker Fjord Hospice er et rigtig godt aktiv for kommunen. Det er jo ikke sådan, at vi har relationer i dagligdagen, i og med at det er en selvejende insti-tution hovedsageligt finansieret af regionen. Men Anker Fjord Hospice er med til at give området en

flot præsentation. Det brander vores egn, at vi har så unik en institution placeret her. Jeg glæder mig også over det bredt forankrede engagement. Især lokalt i kommunen, men faktisk kommer mange af de frivil-lige langvejs fra, siger Iver Enevoldsen.

Ib Malgaards vision lever i høj grad hver eneste dag på Anker Fjord Hospice, der er etableret som et unikt tilbud for døende i Danmark. Fremtidens udfordringer – ud over at holde sjælen og kulturen på stedet ved lige – handler om fortsat at udbrede kendskabet til hospice-tanken som et tilbud for alle. Og om at udvikle forskningstankerne, som var en del af Ib Malgaards vision.

- Hospice er for alle og skal være et tilbud for alle. En af fremtidens udfordringer bliver at give mere in-formation til dem med færrest ressourcer. Og støtte og overvinde de udfordringer, der måtte være i for-hold til, at også de svageste i vort samfund får glæde af hospice-tilbuddet, siger Arne Rolighed således.

Ib Malgaard døde, inden Anker Fjord Hospice blev indviet. Men hans tanker og vision lever hver dag på Fjordengen i Hvide Sande. n

Maja, sygeplejerske

”Der er så meget, jeg er ked af – og alligevel er jeg altid glad, når jeg går herfra.” Sagt af en pårørende på vej ud af døren.


jeg hAr Aldrig følt mig så lettetGennem et halvt år besøgte John sin kone Kirsten på Anker Fjord Hospice.

Fra at være plejere i hjemmet blev John og døtrene pårørende med overskud i en svær tid

- Det var den 7. januar 2008, at vi kørte fra Knud Eels Vej 5 for sidste gang. På vejen til Hvide Sande – og der er 70 kilometer – da snakkede vi ikke så me-get.

Den 56-årige tidligere bankmand og nuværende afdelingsleder på Vestforsyning i Holstebro, John Byskov, Lemvig, beretter om sin hustru Kirstens sygdomsforløb og ophold på Anker Fjord Hospice.

- Det begyndte med, at Kirsten fik et epileptisk an-fald på sit arbejde. En scanning viste, at hun havde en svulst over venstre øje. Den havde vokset læn-ge. Det gav mig svar på mange spørgsmål. Kirsten havde ofte været plaget af hovedpine, og hvad vi tro-ede var omgangssyge. Men det var jo svulsten, der trykkede på hjernen. Vi fik beskeden den 29. marts 2001. Det var et chok. Derefter blev verden aldrig den samme igen. Men vi stod sammen og var enige om at få det bedste ud af det.

Den 3. maj 2001 bliver Kirsten opereret på Kom-munehospitalet i Aarhus. Det meste af svulsten fjernes. Operationen forløb planmæssigt, og Kirsten blev ikke bevægelseshæmmet. Det var der ellers

42 Historien om et hospice – Anker Fjord Hospice 2006-2011

John Byskov mistede sin

hustru Kirsten på Anker Fjord Hospice

10. juli 2008.


stor risiko for. Og hun bevarede evnen til at tale. Men hendes evne til at koncentrere sig blev markant svækket.

- Det svære for hende var at erkende, at man som 44-årig ikke længere er i stand til en lang række normale ting. Hun kunne ikke motionere. Det var slut med at rejse. Der var ikke så mange kræfter til socialt liv. Det var svært. Og det kostede mange og lange samtaler ved køkkenbordet. Vi har grædt vore modige tårer.

Allerede i april 2002 har svulsten rørt på sig igen.- Men en hård omgang kemoterapi bremser den.

Vi får skam fejret sølvbryllup i 2004, der er runde fødselsdage, og pigernes studenterfester får vi også med.

Familien får nogle gode år, hvor Kirsten har det tåleligt, selv om hun må opgive at arbejde. Men i 2005 blusser kræften op på ny. Denne gang gen-nemgår Kirsten 20-25 strålebehandlinger i Aarhus. John tager orlov for at være hos sin kone i de fem uger, den intensive behandling varer.

- Man siger, at der er én operation, én omgang

kemoterapi og én strålebehandling. Da vi kom hjem, tog det et halvt år, før Kirsten blev sig selv igen. Det tog desværre toppen af Kirstens hukommelse og hendes energi. Mails til pigerne og de små sedler... det stoppede.

Parret får halvandet år, hvor sygdommen holder sig nogenlunde i ro. Men i efteråret 2007 ved både Kirsten og John, at nedtællingen er i gang.

- Det er som at gå rundt med en bog, hvor du godt kender slutningen. Du ved bare ikke, hvornår du når sidste side. I december 2007 fik Kirsten endnu et epileptisk anfald. Oven i kom en blodforgiftning, så hun måtte på sygehuset. Det var op mod jul, og pi-gerne kom hjem. Da Kirsten kom hjem, var hun ikke længere sig selv. Svulsten trykkede nu så meget på hjernen, at det gik ud over motorikken. Ja, vi var faktisk nødt til at være omkring hende døgnet rundt. Det forskrækkede os. Vores rolle ændrede sig fra at være pårørende til at være fuldtidshjælpere. Det blev klart for os, at det ikke længere gik med Kirsten her-hjemme. Min ældste datter, Maria, ja, hun er 29 nu, så, at jeg gik rundt som paralyseret. Maria snakkede

jeg hAr Aldrig følt mig så lettet


med Anker Fjord Hospice mellem jul og nytår. Kir-sten sagde god for at prøve det. Efter to uger var hun slet ikke i tvivl om, at hun gerne ville blive der. Det var godt nok med vand i øjnene, for hun vidste godt, at det var endestationen. Kræften tog hende indefra.

Kirsten døde på Anker Fjord Hospice den 10. juli 2008 kl. 22.50. Hun efterlod sig John og døtrene Maria og Simone. Kirsten blev 51 år.

Hvad betød det for dig og hende, at hun kunne slutte livet på Anker Fjord Hospice?

- For pigerne og mig betød det, at vi kunne være pårørende. At der var hjælp at få. Læger, psykologer. Jeg glemmer aldrig sygeplejersken, da jeg kom med Kirstens medicinkasse, som jeg administrerede. Det var jo et mindre apotek. Jeg tror aldrig, jeg har været så lettet før. Ansvaret havde åbenbart været meget større, end jeg troede. Jeg ville have forsvoret, at John Byskov kunne få brug for en psykolog. Men det fik jeg. Der var altid en, der havde tid til at lytte. Efter at vi havde sunget Kirsten ud, fik jeg nærmest en kold tyrker. Hvor i alverden skulle jeg nu gøre af

mig selv? Jeg kunne slet ikke forstå, at det var slut. Jeg kom der jo fra den 7. januar til den 10. juli. Jeg skulle simpelthen vænnes fra.

Hvad ser du som det særlige ved stedet?- Det er atmosfæren og roen samt omsorgen. Og

så det, at der er noget at se på både ude og inde. Des-uden er der tiden. Der er tid til både pårørende og pa-tienter. Modsat andre steder løber ingen efter noget, de reelt skulle have nået i går. Det har man brug for i en dagligdag, hvor jeg som pårørende også prøvede at passe et arbejde.


- Der er, hvad man har brug for. Et rum hvor man som pårørende kan sove. Du kan sidde ovenpå og nyde udsigten. Eller du kan vælge at gå ud og få no-get frisk luft. Der er smukt samtidig med, at det er et alvorligt sted. Endelig er der indfølingsevnen hos et meget erfarent personale. De sygeplejersker... De er gjort af noget særligt. n

”Det er som at gå rundt med en bog, hvor du godt kender slutningen. Du ved bare ikke, hvornår du når sidste side.”

John Byskov


Mit livs udfordring

Mange mener, at Herdis Hansen er selve rygraden i Anker Fjord Hospice.

Selv er hun inspireret af rutinerne på et norsk privathospital. En gang var hun pioner.

I dag tænder den erfarne sygeplejerske og leder mere på rollen som coach

og udenrigsminister

Jeg kom her første gang 3. juledag 2005. Jeg tænkte: ”Hold da op. Ren, rå beton Og det skal du få til at fungere som et hus med indretning, ansættelse af personale og alt muligt andet?” Støtteforeningen havde i sensommeren holdt møde oppe på Beach Bowl i Søndervig, hvor Flemming Bay Jørgensen havde fortalt om huset. Det var der, jeg besluttede mig for at søge stillingen som hospicechef, når den blev annonceret.”

Hun fik det til at fungere, den 48-årige Herdis Hansen, der som barnefødt på Holmsland er lige så lokal som Nr. Lyngvig Fyr. Nu er det en sensommer-formiddag en håndfuld år på den anden side af den rå beton, og Herdis Hansen har netop orkestreret

morgenmødet, der forløb som de fleste på Fjorden-gen i Hvide Sande: En ramsaltet cocktail af snik-snak fra sygeplejersker, praktiske informationer, en knivspids drilleri og et par overleveringer, der hiver luften ud af en forudsætningsløs iagttager. Denne dag er ingen undtagelse.

- Vil I høre, hvad jeg har lavet i min ferie? Jeg har købt hus. Ja, ikke det, jeg kikkede på. Men det rigtige. Nu glæder jeg mig for en gangs skyld til, at det bliver vinter.

- Moderen døde så her til morgen. Desværre er der voldsomme stridigheder mellem to af børnene, der slet ikke kan sammen, og det går naturligvis manden meget på.


- Kan de være i stue sammen? Ja, jeg spørger lige ud af posen. Hvad kan vi hjælpe manden med? Det er da frygteligt, hvis han skal gå og være bange for, at der sker noget igen. Hvad kan han bruge os til?

- Jeg var med én hjemme i går, der skulle sige farvel til sin hund. Det var en underlig hund. Ikke en klappehund, og da slet ikke en, vi kunne have her. Men han elskede den. Den blev aflivet lige bagefter. Til det sidste var han voldsomt i tvivl, om det nu var den rigtige beslutning. Han græd. Man kan tage livet af en hund. Men hvad med én selv?

- Hvad er der blevet af den to kilos Quality Street, der stod her i torsdags? Da jeg kom mandag mor-gen, kunne bunden kun lige skjules. Hvad mener du? Jeg har aldrig oplevet så stor lyst til slik som på det her sted.

Morgenens parole foregår stående med kaffe-krus i hænderne. Få, intense og effektive minutter. Og så videre med dagens mange gøremål. Herdis Hansen tanker mere kaffe, hælder økologisk mælk i, så det bliver en gedigen omgang ”kal’drik” som man siger på de kanter. Og sætter sig så tilrette for at for-tælle om passionen Anker Fjord Hospice. På ældre fotos fra stedets fødsel er håret langt og mørkt. I dag gråt, skarpt skåret, kort og pjusket. Det er nemmest, forstår man, når det om morgenen skal gå hurtigt i hjemmet oppe mellem Ulfborg og Vedersø. Skjorten og bukserne matcher håret, selv neglelakken pas-ser, mens det havgrønne læderarmbånd om højre håndled giver twistet.

- Som så mange andre havde jeg jo fulgt med i hospice-debatten, og jeg begyndte for alvor at spidse ører, da jeg hørte, at det skulle ligge i Hvide Sande. Jeg tænkte, at det måske godt kunne gå hen og blive mit livs udfordring. Hold fast, hvor kunne det være stort at få lov til at bygge noget op fra bunden. Indtil

Herdis Hansen

Hospicechef og ildsjæl

da havde jeg arbejdet steder, hvor der var mangeåri-ge kulturer. Mange af mine tidligere kolleger havde 20-30 års erfaring. ”Vi plejer” lever i bedste velgåen-de. Jeg oplevede, hvor svær forandring i virkelighe-den er. Især når du bliver ældre. Du skal jo aflære no-get, før du kan lære nyt. Jeg syntes, det kunne være en kæmpe udfordring at begynde på en bar mark. At ansætte personalet og sammen udvikle visioner og værdier for stedet. Det er ikke noget, du laver på 14 dage. Det er en livslang øvelse. En vision kan du al-drig nå. Gør du det, er den forkert. Ina og jeg var de første. Vi kunne sige: ”Det er den her vej, vi skal gå.”

Herdis Hansen har let til smil. Også når det hand-ler om at grine af sig selv, og på den måde signalerer hun masser af overskud. Men hun er også skarp. Ev-nen til at skære ind til benet er veltrænet. Desuden er hun ambitiøs og ærgerrig. Jovist er hun sygeple-jerske, så det er på den næstekærlige måde. Men status quo er lig med tilbagegang for hospice-lede-ren. Både personligt og professionelt. Ellers havde hun næppe taget turen fra skolen i Kloster til en fin karriere i det norske og danske sundhedsvæsen. En tid i halvfemserne på et privat hjertecenter i Oslo in-spirerer faktisk Herdis Hansen den dag i dag.

- Jeg kom fra en stilling som afdelingssygeplejer-ske på hjerteafdelingen på Ullevaal Sygehus til et privat hjertecenter. Vi var 70 ansatte, der lavede 16 bypass-operationer om ugen. Det var ren og skær


fabrik. Men det var interessant at se, hvor effektivt sundhedsydelser kan udføres, når man vel at mær-ke får arbejdsro. Når vi på Ullevaal hørte helikop-teren lande, vidste vi, at vores planlagte operation dagen efter højst sandsynligt blev udsat på grund af noget akut. Det kunne ske både to og tre gange. Det er uhensigtsmæssigt og forfærdeligt rent psykisk for patienterne. På Ullevaal tog det 65 minutter at gøre en patient klar. På hjertecentret tog det blot 20 minutter, fordi vi arbejdede som et team. Anæstesi-lægen sagde som det naturligste i verden: ’Så holder jeg da lige det ben, hvis der mangler et par hænder.’ Faggrænserne var brudt helt ned, og det var slående at se, hvor meget det gav, når folk lige tænkte ud over deres egne, snævre grænser.

Vel hjemme igen efter 14 år i Norge og syv år som afdelingssygeplejerske på Intensiv terapiafsnit i Holstebro svingede den nye hospice-leder prompte ud i overhalingsbanen. Blinklyset blev slået til, og Herdis Hansen holdt foden på speederen i tre år.

- Jeg har aldrig gjort op, hvor mange timer jeg brugte. Sådan er det at være pioner, og jeg elsker den fase. Der var rigtig mange bolden i luften de første år. Jeg er vild med, at man ikke kender vejen, men at vi finder den i fællesskab. Det er som en muldvarp. Måske møder vi forhindringer. Okay, den retning du-ede så ikke. Men det må du ikke blive bange for. Du kan jo altid gå tilbage, hvor du kom fra.

”Jeg tænkte, at det måske godt kunne gå hen og blive mit livs udfordring. Hold fast, hvor kunne det være stort at få lov til at bygge noget op fra bunden.”

Herdis Hansen


Men selv den stærkeste turbodiesel skal have en pause ind imellem. Så en dag lavede Herdis Hansen et tiltrængt helikopterblik på sig selv.

- For det første holder hverken du eller din familie til, at du arbejder 50-60 timer år ud og år ind. Det går ikke. For det andet kunne jeg se, at det hele pludselig kørte. Skuden var søsat. Det var da pudsigt, tænkte jeg. Hvad er så min rolle fremadrettet? Hvad er det lige, jeg skal? Jeg blev vejledt af en klog fyr i Aarhus. Han hjalp mig til at se, at jeg var gået fra pionerfasen til konsolideringsfasen, hvor min rolle i dag er mere coachende. Jeg har stadig fuld fokus på, at vi bevæ-ger os i den rigtige retning overordnet set. Men jeg holder også øje med, hvor udviklingen er på vej hen. Vi skal hele tiden have antennerne ude for at sikre, at vi er det tilbud, brugerne efterspørger. Jeg er vel som kaptajnen, der skal spotte den bedste rute gen-nem de farlige rev? Alt i alt gav det stor tryghed at vide, at jeg skulle bevæge mig i en ny retning. Jeg kom samtidig lidt ned i tempo, så hverken familien eller jeg selv led overlast. Man skal huske at tanke op ind imellem. Jeg fik mulighed for at trække vejret og reelt nyde det arbejde, jeg har. Det er helt afgø-rende af og til at stoppe op og glædes over de ting, vi beskæftiger os med.

Mens Herdis Hansens nære kollega Ina Lillevang varetager jobbet som ”indenrigsminister” på Anker Fjord Hospice, så bærer ildsjælen fra Kloster den uofficielle titel som ”udenrigsminister”. Det passer den innovative og udadvendte Hansen godt.

- Jeg har det med at få skøre ideer. De popper op, bedst som vi sidder og snakker. Og de kommer i ho-betal. Hele tiden. Der er Ina en perfekt modpol. ”Hold nu op, Herdis. Nu tager vi to af dem og prøver at få dem omsat.” Og hun har jo ret. Det duer ikke med 14 bolde i luften på én gang. Men har jeg først en

”Men jeg holder også øje med, hvor udviklingen er på vej hen. Vi skal hele tiden have antennerne ude for at sikre, at vi er det tilbud, brugerne efterspør-ger. Jeg er vel som kaptajnen, der skal spotte den bedste rute gennem de farlige rev?”

Herdis Hansen

ide, som jeg selv synes er bæredygtig, så handler jeg altså på den omgående.

Et konkret eksempel er, at Cand.merc. og Ph.d. Helle Hein Hedegaard skal besøge Anker Fjord Ho-spice for at kikke Herdis Hansens og Ina Lillevangs ledelsesstil efter i sømmene og samtidig inspirere stedets samlede medarbejderskare. Helle Hein He-degaard har i over 10 år undervist i ledelse og orga-nisation på diplom- og masteruddannelser og skre-vet detaljeret om ledelse af primadonnaer. Og ja, der kunne godt klemme sig en og anden sygeplejerske ind under den kategori...

- Ina og jeg var til et foredrag med hende. Jeg har aldrig grinet så meget. Hun ramte lige midt ind i det, vi laver herude. Så nu kommer hun og besøger os et par dage. Hun skal komme med forslag til, hvad det er, vi kan forbedre. Hvad gør vi, så personalet ikke begynder at finde jobbet kedeligt? Mange har jo været her lige så længe, som jeg har. Hvordan er det, vi hele tiden puster til gløderne, så der konstant brænder en lille ild? Det skal Helle Hein Hedegaard hjælpe os med.


På den måde befinder institutionen Anker Fjord Hospice og menneskene, der giver den liv, sig ikke i et elfenbenstårn. Risikoen var der ellers. Stedet er en succes. Både hus og medarbejdere roses i høje toner. Og netop der lurer udfordringen.

- Vi får aktuelt masser af fin omtale, og mange er flinke til at give os gode tilbagemeldinger. Jovist. Men det er super farligt, der hvor vi er lige nu. Vi må ikke blive den selvfede hankat, der ligger i den solvar-me vindueskarm og slikker fløde. Vi skal hele tiden huske ydmygheden. Hver eneste familie skal mødes individuelt og med respekt. Vi er meget påpasselige med ikke at bruge ”plejer” her. Det er simpelthen et bandeord. Det kan godt være, at vi har været her i fem år. Men for familien er alt nyt. Vi er dygtige. Og

det skal vi turde stå ved. Men vi må aldrig sige, at vi ikke kan lære mere. Den dag, du kommer dertil, skal du ikke være på Anker Fjord Hospice mere.

For Herdis Hansen ligger udfordringerne både på kort og langt sigt. Fra mandag til fredag handler det om at engagere og motivere medarbejderne og sørge for, at stedet holder den rigtige kurs. På den lange bane stikker ambitionerne i en anden retning.

- Lige nu er det største mål at få gjort Anker Fjord Hospice til et lokalt videncenter. Huset rummer

48 år, født på Holmsland, skolegang i Kloster, Hvide Sande og Ringkøbing. Gymnasie-uddannelse, uddannet sygeplejerske fra sygepleje-skolen i Herning

Diplom i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet i Odense

Blandt andet afdelingssygeplejerske på hjerteafde-ling på Ullevaal Sygehus i Oslo, privat hjerteklinik i Oslo, intensivafdelingen på Centralsygehuset i Holstebro

Bor på ejendom mellem Ulfborg og Staby med Tvind Møllen som nærmeste nabo

Gift med Michael, der har eget autoværksted. ”Vi er sådan nogen, der har kendt hinanden al tid.” Michael kører Suzuki 1100

Sammen har de børnene Sebastian, Thea og Jonathan

Herdis Hansen

Marianne, sygeplejerske

En dejlig forsommerdag foreslog patienten, at vi skulle gå en tur langs kanalen. Ud for at mærke solen og få lidt blæst i håret. Jeg hentede en kørestol og Henrik fik pakket sine smøger og en lighter. Nede ved kanalen tog vi den første pause, sad i solen og nød det. Herefter gik vi langs stien hen foran Hospice. Pedellen var i gang med at ”vande” fårene, de var meget ivrige efter vand. Pedellen snakkede og fortalte og fårene brægede utålmodigt. Det fik Henrik til at komme med bemærkningen: ”Det er noget af en fååårestilling!”


”Jamen. Du SKAL dø... Vores fornemste opgave er at sikre, at patienterne er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.”

Herdis Hansen

mange kompetencer, som vi har pligt til at dele med andre, og vi er kommet godt i gang med det. Blandt andet med temadage og kurser for områdets syge-plejersker. Vi inviterer gerne nogle spejle ind i huset. Vi kan jo også sagtens lære af dem.

- Som det er nu, synes jeg, man taber en patient-gruppe. Læser man den nye kræftplan, fremgår det, at den palliative indsats skal i gang langt tidligere. Jeg så gerne, at vi havde et dagtilbud. Så kunne man køre hertil om formiddagen og være i huset. Man kunne tale med lægen, psykologen eller fysiotera-peuten. På den måde kunne man øge kendskabet til huset og sammen med familien vurdere, om vi var et brugbart tilbud man kunne trække på, hvis tingene ikke fungerede derhjemme. Det ville afmystificere det at komme på hospice, forebygge indlæggelser og give et tættere samarbejde med kommunerne omkring huset. Selv om vi er en regional institution, er der ikke noget til hinder for, at vi også bruges kom-munalt. Vi hører tit, at folk er kede af, at de ikke kom

noget før. At de oplever, de kom for sent. ”Jamen, snakker vi hospice med patienterne, tager vi jo håbet fra dem.” Den hører vi tit rundt om i systemet. Det, synes jeg, er ærgerligt. Det kommer da helt an på, hvordan man får det formidlet. Vi oplever, at det kan gavne at få alvorligt syge væk fra hospitalsmiljøet. Til sidst i livet er det ikke livslængden, men livskva-liteten, der er afgørende. Tre dage mindre kan være givet godt ud, hvis ens sidste tid blev bedre. Nogen skal jo turde tale fremtid med de alvorligt syge. Det ville klæde mange, hvis de havde modet til at sige, at nu laver vi ikke mere eksperimenterende be-handling. I stedet henviser vi dig til specialister på et andet felt med et anderledes tilbud til dig. Måske vi selv skal blive mere offensive i bestræbelserne på at hjælpe folk på vej til den bevidsthed?

Herdis Hansen har set lidt af hvert gennem et mange-facetteret professionelt liv. Blandt andet ved hun bedre end de fleste, hvor mange synonymer, der rundt om på sygehusene findes for ordet ”død.”

- Langt de fleste er jo klar over deres egen situati-on, så nogle gange er det befriende bare at sige ordet højt. Dødeligheden i Danmark er stadig 100 procent. Alligevel møder jeg af og til mennesker, der siger: ”Hvis jeg engang skal dø, så ville jeg gerne gøre det på et hospice...” n

Birte, sygeplejerske

Jeg modtog Ella på Anker Fjord Hospice torsdag middag.Hun var træt, mat og afkræftet. Lørdag aften sagde hun: ”NU har jeg lyst til at leve lidt længere, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det sådan.” Ella døde få dage senere.


Hvordan fik du ideen til DR Dokumentaren fra Anker Fjord Hospice?

- Fordi en god ven tog sit eget liv. Jeg har siden brugt lang tid på at grunde over de alternativer, der var til den voldsomme måde, han valgte. Havde man nu haft tiden sammen med ham – x-antal dage – hvad kunne jeg så have nået med ham? Hvad ville han have sagt om, hvad der var vigtigst i livet. Hvis alle fik chancen for at gøre deres personlige bo op, hvad var det så for et mærke, man fik sat? Hospice er alt det, som en trafikulykke eller et selvmord ikke er. På hospice er man opgivet. Herfra er der syv dage tilbage. Det lyder nærmest som en Nick & Jay-sang…

Er det i den situation spild af tid at se en Champions League-kamp, for eksempel?

Hvad tænkte du, da du første gang kørte sydover på tangen for at besøge Anker Fjord Hospice?

- Før mit første møde med Herdis og Ina havde jeg et billede af, at det ville blive svært at komme ind af døren. Jeg forestillede mig, at der ville være enormt stille. Med patienter, der var dårlige, og som lå i de-res senge. At de meget tydeligt ville være syge og sådan, kemoagtige. Jeg var voldsomt usikker på at gå ind af den dør. Det er ikke så tit, jeg er det.

Hvad var det så, du så?- Jeg tror, jeg i virkeligheden så lyset, uden at vi

kunsten At forsones

I uger samlede han nationen foran tv-skærmene til beretningen om “Sømanden & Juristen

– historier fra et hospice.” Selv ville journalisten Anders Agger aldrig sige ja til den slags.

Men han fik lært et og andet om livet og døden


behøver blande Gud for meget ind i det. Men det var i bogstaveligste forstand lyset, som strømmede ind ude fra fjorden. Og jeg så et meget langt bord med masser af sygeplejersker, der sad i deres sygeplejer-skeuniformer og sang. De havde det sjovt. Jeg spej-dede efter patienter. Jeg vidste jo, at der måtte sidde nogle. Men jeg havde svært ved at spotte, hvem der var patienter, og hvem der var pårørende. Hvem er monstro væk om 18 dage? Det var ikke til at se.

- Jeg havde svært ved at overskue, hvor jeg skulle begynde, og hvor jeg skulle slutte. Hvordan skulle jeg nogensinde få overtalt nogen til at være med? Her-dis og Ina skitserede nogle stærke historier. Dem kunne jeg aldrig komme i nærheden af. Der var mo-deren, der gennem et helt liv havde tumlet med tan-ken om, hvordan hun havde forfordelt det ene af sine to børn. En datter, der ikke var blevet behandlet or-dentligt. På dødslejet siger moderen så til datteren, at hun er ked af, at hun har forfordelt hende til fordel for broderen. Det ender med, at datteren kryber op i sengen til moderen. Og så dør moderen. Hold da op. Den slags ville man jo gerne lave tv om. Det bliver så præcist, at der er ting, man bliver nødt til at tage fat på, når man skal dø. En mor, der dør i favnen på den datter, hun synes, hun har svigtet. Det var den slags, jeg ledte efter.

- Derfra blev det et spørgsmål om tålmodighed. Kommer der nogle ind, som måske vil være med på min dagsorden? Den typiske indlæggelsestid er jo blot 19 dage. Blev jeg selv spurgt, om jeg ville være med i en DR Dokumentar, ville jeg hurtigt sige nej. Men stik mod alle odds lykkedes det at finde tre mænd. Det er normalt kvinder, der stiller op til den slags. I dag er jeg glad for, at det blev tre mænd, når der nu er tale om så udpræget et kvindeunivers. En gusten tv-betragtning på forhånd ville have været, at

Anders Agger

Journalisten bag Sømanden & Juristen


vi skulle bruge en jævn, vestjysk mand, der havde fi-sket hele sit liv. Med et godt, vejrbidt ansigt. Desuden skulle der være en velhavende mand fra Herning, der havde haft virksomhed i 1000 år. Og endelig en kvinde, der efter et langt og lykkeligt liv nu skulle sige farvel til fire børn og en altopofrende mand. Men det er jo også bare så stereotypt.

- Jeg møder sømanden som den første. Han kun-ne noget specielt. Han var så lidt forfængelig, som man overhovedet kan være. Også med den del af livet. Han ville aldrig være endt i fjernsynet ellers. Han var hverken højtråbende, veluddannet eller på anden måde speciel. Men han gav mig lov til, at jeg måtte sidde hos ham i to dage. For at drikke kaffe og snik-snakke. Han var ikke bange for døden. Per var underfundig og sjov på sin egen måde. Men jeg vidste ikke, hvor meget, der var i ham. Indtil han en dag sagde, at i morgen kom hans datter, og at det nok ikke var så godt, at jeg var der, for det var før-ste gang i 28 år, at han skulle møde hende. Derfra rullede det baglæns. Han havde ikke set sin datter i 28 år... Der kom kanten på ham frem. Per var fanta-stisk præcis på at få samlet noget op, han i den grad havde forsømt.

Hvad er det, Anker Fjord Hospice kan?

- Jeg synes, man er helt afsindigt dygtige til at lade folk være præcist det, de har været gennem hele deres liv. Sømanden, han fortsatte jo bare med sit liv, selv om han var omgivet af det store service-apparat med præster, psykologer og et utal af syge-plejersker. Der er en stærk intuition og fornemmelse for, hvad det er, patienterne har brug for og vil. Og så er der en udpræget evne til at få folk skubbet derhen, hvor de kommer til at tale om det, de måske skal have ryddet op i. Jeg er helt sikker på, at det var sy-geplejerskerne, der skubbede på Per, så han til sidst fik fat i sin datter.

- Sygeplejerskerne har vildt meget selvironi i de-res fag. De ved udmærket, hvem de er, og hvad de kan. Og at de snakker helt vildt meget. Men det ironi-serer de bare over, og fagligheden er bare knejsende. Jeg har overhørt så mange samtaler, hvor jeg har tænkt, at pigen var lige så meget psykolog, som hun var sygeplejerske. De er også rigtig gode til at være der for de pårørende. Der bliver ikke sparet på knu-sene på den front. Der må blive skabt nogle alliancer, som holder for evigt.

- Den helt store styrke er måske, at det hele bli-ver så jordisk, samtidig med at sygeplejerskerne er gode til at finde ud af, at de er der fra morgen til aften

”Per var underfundig og sjov på sin egen måde. Men jeg vidste ikke, hvor meget, der var i ham. Indtil han en dag sagde, at i morgen kom hans datter, og at det nok ikke var så godt, at jeg var der, for det var første gang i 28 år, at han skulle møde hende. Derfra rullede det baglæns.”

Anders Agger


og ikke tager alt med hjem. Hvor ligger problemet? Hvordan skærer vi ind til det? Det formår de. Og så besidder de evnen til ikke at sige sandheden alt for direkte. På et hospice er det hele skæbner, man er inde at tumle med. Den slags arbejde giver i den grad mening.

Hvad kom mest bag på dig under opholdet?- Det var, hvor udramatisk døden også kan være.

Man kommer måske med den der filmiske forestil-ling om, hvordan det må være. Selv havde jeg kun set ét dødt menneske, før jeg kom til Anker Fjord Ho-spice. Men jeg oplevede også afklaringsfasen. Det betyder ikke, at man ikke er ked af det. Men det var overraskende for mig, hvordan man indstiller sig på, at – okay – nu skal jeg så dø. At man bliver lavprak-tisk og finder salmerne til sin egen begravelse. At man skriver breve til sine børn. Det var på en gang tårepersende og befriende, at det kan være sådan. Rørende var det.

Hvad skal Anker Fjord Hospice være opmærk-som på?

- Der er måske en tendens til – og det har jeg også snakket med dem om – lidt selvfedhed. ”Her hos os er vi åh så specielle med morgensang og måden, vi laver maden på.” Jeg ved, de i den grad jagter den der hospiceromantik, for den ligger lige om hjørnet. En gang imellem tror jeg også bare, at man skal ac-

Født 1964, bosiddende i Ringkøbing, har tre børn

Skrivende på Ringkjøbing Amts Dagblad 1985-1989

Studievært på DR Midt & Vest 1989-1995

Reporter på TV-Avisen 1995-1997

Reporter på Søndagsmagasinet 1997-2005

Tilknyttet DR Dokumentar siden 2005

Har blandt andet tilrettelagt:CyklusHerlufsholmTro, håb og IkeaKongehuset indefraSømanden & Juristen

DR’s Sprogpris 2001, Årets Dokumentarpris 2006 for Herlufsholm, KLF, Kirke og Mediers hæderslegat, 2010, Liv & Død-prisen 2011 for Sømanden & Juristen

Anders Agger

”Jeg fik en grundlæggende forståelse for, at det er muligt at bevæge sig ud og ind i andre menneskers sorg. Når jeg tager hjem, så lægger jeg Sømanden på hylden, og så finder jeg ham i morgen igen.”

Anders Agger


ceptere, at man ikke når ind til alle. Man kan ikke få alle til at gøre det store livsregnskab op. Der er de gamle hanelefanter, der trækker ud på sletten for at dø i ensomhed. Nogle gange får de måske snakket så meget, at det belaster. Man kan godt – selv om det er velmenende – komme til at omklamre både patienter og pårørende. Men sådan er det nok, når man bliver placeret som det bedste hospice i Dan-mark. Så får man måske en blind vinkel her og der?

Hvad tog du med dig derfra?- Jeg så, at også dem på 77 og 88 synes, at li-

vet er gået som et fingerknips. Den gælder for alle til alle tider. Jeg fik en grundlæggende forståelse for, at det er muligt at bevæge sig ud og ind i andre menneskers sorg. Når jeg tager hjem, så lægger jeg Sømanden på hylden, og så finder jeg ham i morgen igen. Jeg så også, at man som menneske aldrig bli-ver fortrolig med at dø. Og den der med, at man dør mæt af dage, den tror jeg slet ikke på. Sådan var det måske i gamle dage, når man efter et langt og hårdt liv havde slidt sig selv op. Mennesker i dag er ikke klar til at dø. Men jeg oplevede, at man kan forsone sig med, at man skal dø. Når det uafvendelige sker. Når dødsdommen er afsagt. Så er det som om... Okay... Så er jeg her, og så går jeg ind i det. Jeg bliver formentlig selv en gammel, sur mand, der ikke vil rø-res af nogen. Men jeg tror, at man kan forsones og få løst op for ting, så man rent faktisk kan lægge sig til at dø uden at have forsømt noget. Uden at man efterlader sig ubetalte regninger.

- Og det er præcist der, en trafikulykke eller et selvmord bliver så svært at håndtere. Fordi der er så mange uafklarede spørgsmål. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke er bange for at dø. For det er jeg da. Men jeg er glad for at have set, at man kan forsone sig med det. n

Jonna, sygeplejerske

Livets slutning lod vente på sig, året var næsten omme. Du var bleg og træt, men også rastløs, fordi din planlægning ikke holdt. I denne desillusionerede tilstand gav det lindring at sove nogle timer i sengen på altanen, godt dækket af dyner og tørklæder. Fire timers søvn i slud og blæst på den østvendte altan gjorde godt, sagde du.


- På det menneskelige plan har jeg vel lært det, at man ikke kan tage noget for givet i livet. Det er med at snuppe de chancer, som dagen byder én. Det går ikke at udskyde til i morgen, hvad du kan få fra hån-den i dag. Det har vi lært professionelt, men det er i høj grad også noget, jeg tror, vi tager med hjem. Det handler om at forfølge ønsker og drømme her og nu. Vi har så mange gange set, at det kan gå så stærkt. Hvis en fyr nu har lyst til juleand i marts, hvad er der så til hinder for, at det kan lade sig gøre? Ikke så

meget, i virkeligheden. Der handler det om at være kreativ og gribe nuet.

Vi sidder i sanserummet i det sydlige af Anker Fjord Hospice’s to ankerben. Solen leger kispus med de jagende sommerskyer. Når den har overtaget, spiller lyset berusende gennem Carl-Henning Pe-dersens unikke glaskunst, og så kommer der for al-vor blus på Ina Lillevangs turkise poloshirt. Den mat-cher hendes hvide jeans, hvor der forneden stikker et par solbrune fødder frem i lysebrune sandaler. Så ringe var vejret vist heller ikke under familiens ferie på sydfranske kanaler? De svage lyde når dæmpet frem til os. En skål, der sættes lidt hårdt. En glad stemme udenfor synsvidde i en gang, der buer. En dør, der lukkes. Trygge signaler fra et hus, der er våg-net og har kastet natten af sig.

Den 50-årige Ina Lillevang er officielt afdelings-sygeplejerske på Anker Fjord Hospice. Briller i brune nuancer holder fra deres position i panden styr på det kortklippede, blonde hår. Havde det nu været et Anders And-blad, ville man kalde hende vims. Vi nøjes med at konstatere, at findes der en proto-

indenrigs-ministeren

Hun blev ansat som medarbejder nummer

to, og i dag er Ina Lillevang en stor del af

den menneskelige mørtel, der binder

Anker Fjord Hospice sammen.

Men ved krydset i Søndervig skal dagens

oplevelser være ude af systemet


type på en sygeplejerske på den gode måde, så er modellen en Lillevang. Selv kalder hun sig stedets indenrigsminister – forklaring følger – og hendes dag er begyndt tre timer tidligere. Nu er det midt på formiddagen, og teen kvikker op, mens vi taler. Ved ottetiden var Ina Lillevang omdrejningspunktet på det rituelle fredagsmorgenmøde, hvor alle husets personalegrupper stående tager temperaturen på både den nat, der netop er overstået, og den dag, der ligger ubrugt foran. Fredagens møde er altid længere end normalt, fordi der skal være plads til den gode historie. Her til morgen tog sygeplejerske Elisabeth Haahr som den første ordet.

- Jeg ved ikke, om det er en historie i den forstand. Men kærligheden i lejlighed 5... Hun blev simpelthen kysset ind i døden. Og mens hun kunne, gav hun lige så meget igen. Det var stærkt og smukt. Hun var virkelig lidende. Men det var så harmonisk. Der var sådan en dejlig stemning derinde.

Vi er en halv snes stykker. Der bliver nikket og smilet forstående til den berettende. Kollegaen Tove Bork Søe supplerer.

Ina Lillevang

Afdelingssygeplejerske og Indenrigsminister

Liselotte, Sygeplejerske

Jeg nyder, når tonerne fra Lone’s flygel-musik fylder vores hus. En speciel oplevelse var det sammen med Jens Kristian at se og høre Lone og datteren Michella spille sammen.


- Pia døde lørdag aften kl. 19.00. Dagen igennem var der pårørende i huset hele tiden, børn, forældre, søstre. De skiftedes til at sidde ved hende. På et tids-punkt lå de fire, fem stykker med hinanden i hånden. De var langt fra hinanden, da Pia kom. Så de var presset på tid. Men det endte med, at de nåede at tale om alle de gode minder.

Ina Lillevang anerkender Tove Bork Søes rolle som fødselshjælper i, at familien nåede at snakke om de gode ting.

På et whiteboard hænger ”Ordensforskrifter – Forebyggelse af Brand” side om side med et billede af husets sponsorbarn i Gambia. Vi er 10 mænd og kvinder. Der er kaffe og letmælk fra Thise. En får øje på en harekilling udenfor. En anden beretter om gårsdagens bilkø fra Kloster og helt ud til lyskrydset i Søndervig. Et miks af hverdagsliv og usentimen-tale, men nære beretninger om mennesker, der ikke er mere. Der er i øvrigt kage, for pedellen, Christian Hjorth, går på ferie. Og den må gerne være på bordet før 12, for da går nogle hjem...

Tilbage i sanserummet fortæller Ina Lillevang, at man faktisk ikke har så travlt lige i disse dage.

- Det er pudsigt, men da jeg gik på ferie, var der fuldt hus og otte på venteliste. Da jeg kom tilbage den anden dag, var der kun seks tilbage. Sådan er det ofte i forbindelse med sommer og juletid. Jeg har tænkt på, om der måske er et mønster i det? At man har lidt mere overskud i forbindelse med ferie, og derfor har flere kræfter til at passe sine syge pårørende?

Om nogen må Ina Lillevang vide det. Hun var den første, som den nyansatte leder, Herdis Hansen, i sin tid ansatte. Siden har de to kørt parløb i forbindel-se med ledelsen af Anker Fjord Hospice, og duoen er i dag det vestjyske hospice kogt ind til en Maggi-terning.

- Jeg plejer at sige, at Herdis er udenrigsminister, mens jeg selv er indenrigsminister med ansvaret for den daglige ledelse af sygeplejerskerne. Rollerne er især i det sidste års tid blevet udkrystalliserede, og det passer mig fint. Personaleledelse er mit hoved-område, og jeg er ret vild med det. Jeg elsker at se folk trives i deres job og vokse i det. Det er sjovt at være med til at give rammerne, så medarbejderne har en god bane at spille på. Lige nu er jeg ret optaget af, hvad der motiverer folk. Hvad er det, der skal til for at holde gnisten? Der er en stærk ånd her, blandt andet fordi vi er et nyt sted. Men vi kan ikke være i pi-onerfasen i al evighed. Hvad er det så for en fase, vi skal i gang med? En konsolideringsfase, måske. Og hvordan er det så, man motiverer medarbejderne? Det er spændende processer at gå igennem. For mig er det vigtigt med selvledelse. Man skal kende og bruge den bane, man er på. For eksempel fredagshi-storierne. De skal ikke bruges til, at den enkelte soler sig i dem. Men de kan give energi til de andre i grup-pen. Selv bliver jeg glad, når jeg hører, at kollegerne trives og fungerer. Når Tove på fornem vis får fat på en familie med tre børn, hvor moderen skal dø, og

”Lige nu er jeg ret optaget af, hvad der motiverer folk. Hvad er det, der skal til for at holde gnisten? Der er en stærk ånd her, blandt andet fordi vi er et nyt sted. Men vi kan ikke være i pioner-fasen i al evighed.”

Ina Lillevang


datteren spørger, om hun tror, det er til jul, og Tove så evner at fortælle, at hun faktisk tror, det bliver i datterens sommerferie. Det gør mig stolt at høre om sådan et forløb. Selv om det er hårdt. Men Toves mission lykkedes jo. De oplevelser er der heldigvis mange af blandt de hårde ting, vi også ser.

Ina Lillevang ser frem for sig og tænker tilbage på en forsommer, hvor hospice var presset til det yder-ste.

- Det er ikke for at lyde kynisk, men det er faktisk ikke så tit, at det er hårdt at være her. Det sker, at du bliver ramt, når der er børn involveret. Det kan også bare være en linje i en sang, der indkapsler noget væsentligt, som lige pludselig kan ramme dig. Før ferien havde vi 18 dødsfald på 14 dage. Det havde vi aldrig prøvet før. Det er vigtigt for os at gøre tin-gene ordentligt, når nogen dør. Vi har blandt andet fokus på at synge den døde ud, og umiddelbart efter, at kisten er kørt herfra, standser vi op og taler om den døde og familien, vi netop har taget afsked med. Her gik det lidt for stærkt. Det er heldigvis ikke vores hverdag. I de fem år, vi har eksisteret, har vi aldrig oplevet noget tilsvarende.

I kølvandet på usædvanlige hændelser eller sær-ligt krævende forløb har Anker Fjord Hospice et be-redskab, der træder i kraft.

- Vi har gjort en del ud af at uddanne os i supervi-sion, så der er et sted, hvor man kan læsse af. Vi er gode til at spørge ind til hinanden, så man kommer til at reflektere på en anden måde. Det duer ikke at køre hjem med en patient, der dukker op i bevidstheden for mange gange. Så skal man snakke med nogle af de andre om det. Vi har en tommelfinger-regel om, at når man når til krydset i Søndervig, så skal man kunne slippe dagen og tale om andre ting end det, du har oplevet på jobbet. Det er afgørende, at vi drager

Ulla, sygeplejerske

Din nærmeste ”pårørende” var din hund! I havde sammen fulgtes ad i mange år. Nu skulle I skilles. I dage sad eller lå den trofast ved din seng. Til slut slikkede den pibende din hånd og viste, at I var så tæt forbundet. En anderledes intens afsked, uden ord.


Født i 1961 – kommer fra Lem st. ”Det med st. er vigtigt”

Studentereksamen, derefter kibbutz

Uddannet sygeplejerske i Holstebro i 1987

Erfaring fra hjerteafdeling, hjemmeplejen, skolesygeplejerske og som visitator i Ringkøbing Kommune

Har tillige erfaring som voksenunderviser og højskolelærer

Har en diplomuddannelse i ledelse

På Anker Fjord Hospice siden maj 2006. Har titel af afdelingssygeplejerske

Gift med Arne, der er Falck-redder

Sammen har de Thomas, 25, Rikke, 23 og Heidi, 19 år

Ina Gitte Lillevang

omsorg for hinanden og har et miljø, hvor det er okay at dele viden og spørge ind. Hvor rammerne er tryg-ge, og hvor det psykiske arbejdsmiljø er godt. Når vi på skift rammes og rystes af noget, vi oplever, er det en trøst at vide, at der altid er nogen, der er klar til at lytte. Det er jo en udpræget kvinde-arbejdsplads, så der er en risiko for fnidder-fnadder. Men vi bestemte fra begyndelsen, at vi er et hold. Gennem årene har der ikke været særlig stor udskiftning. Det kan man vel godt tage som et mål for, at tingene fungerer. Alfa og omega er det gode psykiske arbejdsmiljø.

Som så mange andre i faget har også Ina Lil-levang været rundt omkring i sit professionelle virke. Hun kender sygehusenes hjerteafdelinger, hun har arbejdet i hjemmeplejen, en tid som skolesygeplejer-ske blev det blandt andet også til, kombineret med en uddannelse som voksenunderviser og en tid som højskolelærer. Så kompetencerne er mangeartede og komplementerer hinanden.

- Jeg er meget glad for at være på Anker Fjord Ho-spice, og jeg har ingen planer om, at jeg skal noget andet. Men man ved jo aldrig, hvordan livet former sig. Grundlæggende har jeg altid været glad for de jobs, jeg har haft. Måske fordi jeg engagerer mig, og på den måde får jeg meget igen, uanset hvor jeg har

”Vi har en tommelfinger-regel om, at når man når til krydset i Søndervig, så skal man kunne slippe dagen og tale om andre ting end det, du har oplevet på jobbet.”

Ina Lillevang


været. Her kommer mennesker til os for at tilbringe den sidste tid af deres liv. Til fester og sammenkom-ster bliver jeg altid spurgt, om det da ikke er hårdt? Tjo... Men jeg har nu aldrig været et sted, hvor der er så meget glæde og lys i arbejdet. Jo, vi kommer ud for stor sorg. Men der er også så meget glæde, og på den måde får man så meget igen, som man kan tage med sig hjem. Uden at det skal lyde for frelst.

Tepausen er ovre. Nu er der ting, Ina Lillevang skal ordne på kontoret. Der skal ses til ønsker fra nogle, der gerne vil ind på hospice, så brillerne ryger ned på næsen, mens fingrene danser over compu-

terens tastatur. Kontorets mørkegrå reoler rummer en blanding af private fotos og faglige ringbind. På opslagstavlen hænger en telefonliste med navnene på de over 20 vågekoner – og mænd – der er tilknyt-tet huset. De fleste er fra nærområdet ved fjorden. Men en kommer helt fra Aulum. Huset har venner, der gerne kører langt for at give et nap med. Hun kik-ker op, Ina Lillevang.

- Mine søskende siger altid: ”Ina, du er for let at begejstre.” Hm, kan man nu også være det? Måske er det noget, jeg har lært undervejs. Eller også er det bare sådan, jeg er. n

Hanne, sygeplejerske

Sygdom har gjort manden blind, men hans stemme er leven-de og hans ordvalg klogt. Hans store bekymring er, at hans søn først i tyverne kommer til at stå med et stort ansvar. Ægtefællen er handicappet efter sygdom. Den sidste tid bru-ger far og søn mange timer på at tale sammen. Faren ”klæder sønnen på” til et liv, som han selv må tage ansvar for.

Grethe, sygeplejerske

Marie lå for døden. Hun var så klar til at komme herfra, men syntes ”ham deroppe” glemte hende. Blev skuffet hver gang hun igen vågnede op efter en lille søvn. Marie ønskede en snak med præsten. Daniel præst besøgte Marie, og sammen bad de Vorherre om, at Marie måtte komme ”foran i køen”. Næste dag døde Marie, mæt af dage.


- Det er altid en hård beslutning at vælge et hospice. Det er jo sidste station. Men jeg kunne ikke klare det derhjemme længere. I det øjeblik, vi trådte ind ad dø-ren, var det som en enorm byrde blev løftet af mig. Det var jo mig, der havde passet hende, taget stil-ling i alle tvivlsspørgsmål. Nu kunne jeg være ægte-mand i stedet for plejer.

Karina var 34 år, da hun i november 2008 døde af sin kræftsygdom. En fredag morgen efter 19 døgn på Anker Fjord Hospice. Hun var selv afklaret med døden, da hun kom, men det var John ikke. De havde kendt hinanden i 17 år, været gift i 11. I de

roen er det vigtigste


John Lauridsen er i dag kok på Anker

Fjord Hospice. Han mistede Karina

i november 2008.

I november 2008 mistede John Lauridsen

sin hustru Karina, der døde af en kræft-

knude i hjernen. Hun kæmpede mod

sygdommen i seks år, de sidste 19 dage på

Anker Fjord Hospice

sidste tre år fungerede John som hendes plejer på fuld tid. De havde snakket om hospice-muligheden og besøgt Anker Fjord Hospice to måneder inden, de flyttede derud. Det var et sted, der talte til dem.

- Første gang jeg hørte om hospice, forestillede jeg mig en trist sygehusgang, hvor folk lå og ventede på døden. Men sådan var det jo ikke. I stedet blev vi mødt af glæde og smil, fortæller John Lauridsen.

En enkelt episode står i klar erindring for John Lauridsen. Svulsten i hjernen påvirkede Karina, så hun ikke var bevidst om, at hun var på Anker Fjord Hospice. En morgen begynder hun at pakke sine toi-letsager på badeværelset.

- Jeg frygtede jo, at hun nu ville hjem. ”Nej, det vil jeg ikke,” lød svaret. ”Men vi har jo ikke råd til at blive her,” sagde hun så.

- Vi havde brugt meget at tage på kro-ophold og wellness-ferier, og hun elskede at komme i spabadet og få massage på Anker Fjord Hospice. For hende var det som at være på wellness-weekend, og det glædede mig jo, for på den måde ramte Anker Fjord Hospice lige nøjagtigt det, hun holdt af. Og så forsik-rede jeg hende om, at det med om vi havde råd eller ej, skulle hun ikke tænke på, erindrer John Lauridsen.

Han kalder opholdet på Anker Fjord Hospice for ”19 gode dage.” Selv den dag, Karina døde, var en god dag.

- Jeg besluttede mig tidligt i Karinas sygdoms-forløb for, at jeg ikke ville bekymre mig om det, jeg alligevel ikke havde indflydelse på. At Karina skulle dø, kunne jeg ikke ændre. Men jeg kunne gøre alt for, at dagene skulle blive gode. Det blev de. Også den sidste, forklarer John Lauridsen.

John Lauridsen blev ved med at komme på besøg på Anker Fjord efter Karinas død. Det blev en vigtig del af bearbejdningen af sorgen. En dag var der en

ledig stilling som kok – Johns fag. Han besluttede sig for at søge stillingen, og han fik jobbet. I dag er han John ”Kok” på Anker Fjord Hospice. At de begge vid-ste, Karina skulle dø, gjorde at de fik mange ting af-klaret. En af Karinas opfordringer lød: Se at få nogle børn.

Det hjalp John til at komme videre i livet. I dag bor han sammen med Heidi i Henne. Sammen har de Thor, ”en lille krudtugle” på halvandet år.

Hvad betød det for dig og Karina, at hun kunne slutte livet på Anker Fjord Hospice?

- Karina vidste jo, hun skulle dø, og var afklaret med det. Men for mig betød det rigtig meget. Jeg fik afsluttet et forløb, der havde varet i tre år, på en god og værdig måde. I 19 dage kunne vi være mand og kone. Jeg skulle ikke være plejer, som jeg havde væ-ret vant til.

Hvad ser du som det særlige ved stedet?- Det, at der er plads til de pårørende, gør, at fami-

lien får lige så stor gavn af stedet, som patienterne. Der er ro og tid til at dø med værdighed.


- Den helt afgørende kvalitet er roen. Der er ro til, at man kan få sagt farvel – og nå at acceptere, at så-dan er det. Karina var klar, da vi flyttede ind, det var jeg ikke. Det blev jeg først undervejs. Personalet har tid og atmosfæren er helt særlig. Det er med til at give en indre ro. n



- Man er ikke skabt til at sidde til pynt. Jeg har altid haft det bedst med at blive brugt, og heldigvis har jeg fået lov at være med i meget. Jeg føler jo, at jeg får mere tilbage, end jeg giver. Selvfølgelig er det meget tid, jeg bruger, men det er ikke et minut for meget, og jeg opdager jo slet ikke, at tiden går. Mit liv er blevet rigere af det.

Vera Kristensen er i gang med at forklare bag-grunden for sit store sociale engagement, der har været en rød tråd gennem et langt liv. I lokalpolitik, i sit virke som sygeplejerske gennem næsten 40 år på Ringkøbing Sygehus, i foreningslivet og i rollen derhjemme som mor og mormor.

I dag er det formandshvervet i Anker Fjord Hospi-ce’s støtteforening, der fylder i den nu pensionerede sygeplejerske og tidligere lokalpolitikers liv. Anker Fjord Hospice er blevet et af hendes hjertebørn og har været det, siden den dag, Ib Malgaard pegede på hende som personligheden, der skulle stå i spidsen for en støtteforening. Hendes ord akkompagneres af rislende vand og duften af blomster.

For Vera Kristensen er det sociale

engagement et omdrejningspunkt i livet.

40 år som sygeplejerske på Ringkøbing

Sygehus, formand for lokalafdelingen af

Kræftens Bekæmpelse og engageret

lokalpolitiker på det sociale område er

nogle af overskrifterne. Hun står i dag i

spidsen for Støtteforeningen, der med

sine omkring 1.000 medlemmer er en

hjørnesten i Anker Fjord Hospice’s hverdag

mAn er ikke skAbt til At sidde til pynt

Historien om et hospice – Anker Fjord Hospice 2006-2011 71

Vi sidder i væksthuset på Anker Fjord Hospice. Vera Kristensen har vimset hjemmevant omkring og organiseret kaffe, boller, marmelade og ost. Nu er der ro og tid. Til hendes historie. Om engagementet i det sted, vi sidder. Blandt andet.

- Det var noget, vi lærte derhjemme. At behandle andre, som vi selv gerne ville behandles, forklarer hun.

Tolerance var en simpel nødvendighed i hendes barndomshjem, et husmandssted i Thy. Hun vok-sede op i en søskendeflok på 12, pladsen var trang. Som 12-årig kom hun ud ”at tjene,” som det hed den-gang, på en større gård i nærheden, og nogle år se-nere mødte hun sin mand i Thisted. I 1966 flyttede parret til Hvide Sande og Vera blev ansat på syge-huset, hvor hun blev til, hun gik på pension i 2006. Undervejs fødte hun to døtre, Ellen og Trine, der si-den har stiftet familie – den ene bor i Århus, den an-den i Ringkøbing – og der er kommet fem børnebørn til. I tillæg har hun fået bedsteforældrerollen hos to niecer samt deres seks børn. Så når hele familien samles tæller den 10 voksne og 11 børn.

Resten er en historie om socialt engagement.- Vi havde nogle venner, som vi var tæt på. Deres

lille dreng fik konstateret en hjernesvulst som et-årig og døde, da han var fire. Vi fik lov at være tæt på. Det

Vera Kristensen

Formand for Støtteforeningen

mAn er ikke skAbt til At sidde til pynt


- Det endte med, vi aftalte, at han og Bente kunne komme hos mig lige over middag.

- Han kommer nok med en hest til Schuberts Minde, sagde jeg til min mand med tanke på hans engagement i behandlingshjemmet for børn og unge i Ringkøbing. Men det var ikke en hest, Vera Kristen-sen blev præsenteret for.

- Jeg skænkede kaffe, da de var kommet. Ib bad om blyant og et stykke papir. Han tegnede et anker, og sagde så: ”Hvis du kan få kommunen med og Kræftens Bekæmpelse går med, har jeg 20 millio-ner kroner til et hospice.”

Vera holder en lille pause i sin beretning og spør-ger så retorisk:

- Hvordan tror du det føltes? Blodet løb fra hove-det. Havde jeg hørt rigtigt? husker Vera Kristensen det intense øjeblik.

Da Anker Fjord Hospice-planerne kom længere frem i processen, fik Vera Kristensen sammen med flere andre lokale folk til opgave at organisere en forening, der blandt andet skulle rekruttere frivillige til hospice. Ib Malgaard bad en håndfuld fra lokalbe-folkningen om at etablere en støtteforening. Lokal-samfundets opbakning var vigtig for Ib Malgaard og en afgørende forudsætning for at organisere den nødvendige frivillige arbejdskraft på hospice i dag-ligdagen. Han bad derfor en håndfuld mennesker i lokalsamfundet om at tage initiativet, og den første bestyrelse kom til at bestå af ni lokale ildsjæle. En-kelte er trådt ud på grund af manglende tid på grund af deres arbejde, men hovedparten er stadig med i bestyrelsesarbejdet.

- I maj 2005 indkaldte vi til stiftende generalfor-samling. På Beach Bowl i Søndervig. Bente var der, men Ib Malgaard havde meldt fra. Han var dårlig og var afhængig af sin iltflaske. I virkeligheden var han

”Det var noget, vi lærte derhjem-me. At behandle andre, som vi selv gerne ville behandles.”

Vera Kristensen

gjorde noget ved os og viste, at det kan nytte at gøre noget for Kræftens Bekæmpelse, fortæller hun.

Oplevelsen satte sig fast, og da Vera Kristensen af den daværende borgmester i Holmsland Kommu-ne, Kristian Enevoldsen, blev opfordret til at stifte en lokal afdeling af Kræftens Bekæmpelse, tøvede hun ikke med at sige ja. Foreningen havde i 2010 25 års jubilæum, og Vera Kristensen er stadig formand.

- Det nytter at støtte. Halvdelen af de penge, der bruges på forskning i kræft, kommer fra frivillige donationer. Det er et vigtigt parameter, og arbejdet i Kræftens Bekæmpelse har været en stærk ople-velse for mig, siger hun.

Nogle år tidligere var hun gået ind i lokalpolitik som medlem af byrådet i Holmsland Kommune. Hun var med i socialudvalget i 22 år, indtil hun i for-bindelse med kommunalreformen i 2007 forlod by-rådet. Formandshvervet i Kræftens Bekæmpelse og det lokalpolitiske engagement blev hendes indgang til Anker Fjord Hospice.

- Ib Malgaard ringede til mig en torsdag aften. Jeg kendte ham ikke ud over, at jeg vidste, han var en mand med et stort socialt engagement. Han ville have, at jeg skulle møde ham næste dags morgen.

- Det kan jeg ikke, jeg skal i nattevagt, forklarede jeg ham.


”Det nytter at støtte. Halvdelen af de penge, der bruges på forskning i kræft, kommer fra frivillige donationer.”

Vera Kristensen

vist mest nervøs for, at der ikke skulle komme men-nesker. Men det blev et tilløbsstykke. 150 menne-sker mødte op. Ib’s svigersøn havde overtalt ham til at tage med på en lille køretur. ”Tilfældigvis” kom de forbi Beach Bowl, så midt i det hele kom Ib Malga-ard ind i salen og så de mange mennesker samlet, husker Vera.

- Bestyrelsen er sammensat af mennesker, der har det til fælles at de VIL Anker Fjord Hospice. Og styrken er at vi har forskellige kompetencer, siger Vera Kristensen. Støtteforeningen har i dag omkring 1000 medlemmer.

- Støtteforeningen står for en lang række forskel-lige arrangementer, nogle for at skaffe midler – f.eks kirkekoncerter – andre for patienter og pårørende. Vi arrangerer midsommerfest hvert år, koncerter med lokale sangkor, foredragsaftener etc. Støtteforenin-gen søger midler hos forskellige fonde og får også doneret gaver til hospice. Alle midler fra Støttefor-eningen går ubeskåret til patienter og pårørende. Vi kan kun eksistere gennem den brede interesse, vi oplever, og vi arbejder for at skaffe endnu flere med-lemmer til foreningen.

Ved arrangementerne får Støtteforeningen hjælp de frivillige på omkring 100, der varetager en lang række forskellige opgaver i dagligdagen.

- I starten var Støtteforeningen også med til at skaffe frivillige, men i dag er det Anker Fjord Hospi-

Født den 14.12.1941

Uddannet sygeplejerske. Cirka 40 år, 1966-2006, som sygeplejerske på Ringkøbing Sygehus

Medlem af Holmsland Kommunes byråd i 29 år, 1978-2007. 22 år som medlem af socialudvalget.Formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Holmsland siden stiftelsen i 1985

Formand for Anker Fjord Hospices støtteforening siden stiftelsen i maj 2005

Medlem af hovedbestyrelsen i Kræftens Bekæm-pelse 17 år

Medlem af bestyrelsen for Schuberts Mindes Behandlingshjem i 22 år

Gift med Vagn Kristensen, sammen har de døtrene Ellen og Trine og fem børnebørn

Vera Kristensen


Etableret maj 2005 på stiftende generalforsamling på Beach Bowl, Søndervig, med 150 deltagere

Foreningens formål er at skabe økonomiske midler, etablere en gruppe af frivillige og udbrede kendska-bet til hospicetanken

Foreningen arrangerer kirkekoncerter, foredrags- og musik-aftener på Anker Fjord Hospice, midsom-merfest og meget andet

Støtteforeningen har 1.000 medlemmer og en stærk opbakning i lokalsamfundet

Et medlemskab af støtteforeningen koster 125,-, familier: 175,-, firmaer og organisationer: 550,-Bestyrelsen for Anker Fjord Hospice Støttefor-ening har ni medlemmer og to suppleanter, der også deltager i møderne og indgår i arbejdet: Vera Kristensen, Henning Lukassen, Esther Blichfeldt-Christensen, Søren Vejrup, Grethe Bøje Jensen, Bente Malgaard Lauridsen, Anette Bøjlund, Arne Rolighed, Inge-Lise Tandrup, Lisbeth Danielsen og Preben Knudsgaard

Anker Fjord HospiceStøtteforening

ce’s frivilligkoordinator, der står for den side af sagen og også organiserer arbejdet. Uden de frivillige ville det ikke være muligt at drive hospice på det niveau, det har i dag. Deres arbejde svarer til seks fuldtids-stillinger. Der er altid to frivillige i huset til frokost og to ved aftensmaden som vært eller værtinde. De har ro til at være der for patienterne. Og ellers varetager de frivillige en meget bred vifte af forskellige opgaver.

- Støtteforeningens vigtigste opgave er dog at udbrede kendskabet til hospice. At vi i Danmark har et enestående gratis tilbud til døende, hvor der ikke skelnes mellem sociale lag, men hvor alle, der har behov for det og ønske om det, er velkomne. Det er der stadig mange, der ikke er klar over, forklarer Vera Kristensen.

Det sociale engagement brænder stadig, selv om 40 års tjeneste som sygeplejerske og 27 år som lokalpolitiker er slut. For man er jo ikke skabt til at sidde til pynt. n

”Uden de frivillige ville det ikke være muligt at drive hospice på det niveau, det har i dag.”

Vera Kristensen



- Sygeplejersken sagde: ”Nu laver jeg et dejligt, duf-tende karbad...” Jeg troede jo, at det var til Poul Hen-ning. Men det var til mig. Og så græd jeg. Poul Hen-ning blev bedre, og jeg fik kræfterne tilbage. Vi fik lov til at være mand og kone. Jeg kunne mærke på Poul Henning, at han var glad for, at han ikke hele tiden blev nødt til at trække på mig. Det var så dejligt bare at få lov til at være.

Den 71-årige tidligere idrætslærer og afdelingsle-der på Dalgasskolens SFO i Brande, Vita Jørgensen, beretter lavmælt og nøgternt om den sidste tid sam-men med sin mand, Poul Henning Jørgensen. Kort før sin død tog den mangeårige områdechef i Midt-bank i Brande, Poul Henning Jørgensen, imod et til-bud om et aflastningsophold på Anker Fjord Hospice.

- Poul Henning havde cancer i 24 år. Lymfekræft. Han er en af dem, der har levet længst med sygdom-men. Måske fordi han havde så lyst et sind og en fantastisk kampånd. Det var i øvrigt kun af forfæn-gelighedsgrunde, det blev opdaget. Vi var på stran-den sammen med min søster. ”Hvad søren er det, du har der? Den skal du passe på.” Hun havde opdaget, hvad vi troede var en fedtknude på Poul Hennings skulder. Han gik til lægen for at få den fjernet. Han ville ligne en ordentlig strandløve, sagde han. Så blev vi ringet op. Det var kræft.

Poul Henning Jørgensen mærker ikke sygdom-men i dagligdagen. År ud og år ind går han til kontrol hver tredje måned, og han passer sine daglige gøre-mål til punkt og prikke.

det smukkeste vi oplevede

Anker Fjord Hospice tilbyder aflastningsophold, hvor patienten i en periode opholder

sig på hospice, før man vender hjem igen. Tre uger i forsommeren 2008 står som

en drøm for Vita Jørgensen fra Brande


- Han gik aldrig ned med flaget. Han havde et meget positivt livssyn, og så koncentrerede han sig om en masse andre ting. Det fjernede hans fokus fra sygdommen. Han var blandt andet formand for turistforeningen i mange år. Sygdommen brød frem med fire, fem års mellemrum. Det var kun under ke-mobehandlingerne, at han følte sig syg.

Under en kontrol i Aarhus lammes Poul Henning Jørgensen af en blodprop i hjernen. Men han får hurtigt trombolysebehandling (et lægemiddel, der opløser blodproppen, red.), og Vita oplever, hvordan hendes mand time for time genvinder sin førlighed. Et par dage senere er han i stand til at tale igen. For-løbet er dramatisk, men Poul Henning Jørgensens jernvilje hjælper ham i genoptræningen, og han bli-ver atter i stand til at løbe sine ture på heden ved Brande.

- Der går et år, så får han en ny blodprop. Den her gang var det hjemme i Brande. Jeg er usikker på, hvor længe han havde ligget, før jeg fandt ham. Han nåede ikke at få trombolysebehandling. Fra den dag var Poul Henning lammet og uden sprog. Han kun-ne ikke synke og levede sit sidste år af sondemad. Det er underligt at sidde med en mand, der altid har været så udfarende, og så ikke høre hans stemme

Vita Jørgensen mistede sin mand, Poul Henning, 5. august 2008. Han døde på Anker Fjord Hospice.

”Poul Henning havde cancer i 24 år. Lymfekræft. Han er en af dem, der har levet længst med sygdommen. Måske fordi han havde så lyst et sind og en fantastisk kampånd. Det var i øvrigt kun af forfængeligheds-grunde, det blev opdaget.”

Vita Jørgensen


mere. Der blev meget stille. Han havde bevægelse i fingrene og fik en slags skrivemaskine, der også kunne sige ordene. På den måde talte vi sammen. Han genvandt en del af sin førlighed. Men talen kom aldrig igen. Blodproppen betød, at kræftbehandlin-gen måtte udskydes, og så løb kræften løbsk.

Poul Henning Jørgensen ville helst være hjemme. Der var aldrig tale om andet. Det betød massiv hjem-mepleje, og at Vita i det sidste års tid stort set var omkring sin mand i døgndrift.

- En god ven, der er læge, fortalte om Anker Fjord Hospice og muligheden for aflastning. Det var i for-sommeren 2008. Opholdet står som noget af det smukkeste, vi oplevede. Vi håbede sådan, at vi nå-ede derud igen. Men det gjorde vi ikke.

Poul Henning Jørgensen døde den 5. august 2008, 76 år gammel.

Hvad betød det for Poul Henning og dig, at han kunne komme på et aflastningsophold på Anker Fjord Hospice?

- Det var som en drøm. Jeg var så træt og ødelagt, at jeg ikke kunne gå op af trapperne. Turen derud

var med meget blandede følelser. Jeg tænkte på, om man mon så døden hele tiden? Men vi var nødt til at prøve noget. Da vi kom frem, skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi kikkede ud over fjorden. For før-ste gang i meget lang tid så jeg et stort smil på Poul Hennings ansigt. Vi var der i tre uger. Det var en dej-lig tid. Derhjemme havde Poul Henning tit skrevet ”Skyd mig, jeg er kaput.” Og så fik han sådan en op-blomstring...

Hvad ser du som det særlige ved stedet?- Det er den varme, de går til tingene med. Den er

bare anderledes. At man kan få hjælp hele tiden, gi-ver så meget luft til at være menneske. Jeg tror, det er et godt sted at dø? Kan man tillade sig at sige det?

Hvis du skal fremhæve en eller to kvaliteter ved Anker Fjord Hospice, hvad ville du så pege på?

- Det er, at de har så meget fokus på livet og nuet. Det handler om at få det maksimale ud af hver dag. Men har man brug for det, er de også gode til at for-berede én på livets afslutning. Som pårørende bety-der det meget for mig, at man kan bo der. At der altid er nogen at tale med. n

”Da vi kom frem, skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi kikkede ud over fjorden. For første gang i meget lang tid så jeg et stort smil på Poul Hennings ansigt.”

Vita Jørgensen


- Trappen gjorde vi meget ud af. Den skulle have det helt rigtige sving over sig, og det fik den. Folk elsker at gå op af den. Der er ikke mange, der tager elevato-ren, med mindre de skal. Det er en oplevelse at stige op af den trappe. Det første, der slår én, er udsigten over fjorden. Udsigt betyder alt. Du kommer op på den rigtige måde – og så... Bum. Får du hele panora-maet lige i ansigtet.

Flemming Bay-Jørgensen tager imod i tegne-stuen, der putter sig på en af de klassiske brostens-adresser, hvor Ringkøbing er mest indtagende. Ar-kitekten, der har passeret de 70, men troligt møder på job hver dag, lagde grundstenen til nutidens Bay Arch i midten af tresserne. Siden har virksomheden færdiggjort 4000 projekter i 40 lande. Dermed har

den erfarne formgiver for længst placeret sig i den moderne danske arkitekturhistorie. Blandt de bety-delige lokale værker fra husets hånd er Hotel Fjord-gården i stationsbyen ved vandet. Og så er der jo lige hjertebarnet, Anker Fjord Hospice, på Fjordengen i Hvide Sande. Huset ligger, så Flemming Bay-Jør-gensen rent faktisk har kik til det fra privaten på den anden side af fjorden. Man fornemmer, at det passer den blide kreatør godt.

- Ib var aldrig i tvivl om, at det var mig, der skulle tegne huset. Det var i de år, hvor det gik godt i Dan-mark og rigtig godt for Ibs virksomhed. Vi havde i forvejen et tæt samarbejde, og jeg havde blandt an-det tegnet to private hjem for Ib. Ikke at det var mit speciale. Men det var han nu så tilfreds med, at en

Arkitektens glæde

Gennem mere end en menneskealder har Flemming Bay-Jørgensens kreative kruseduller

pustet liv i bygninger. I dag bor arkitekten med udsigt til det hus, der måske efterlader

ham med størst tilfredsstillelse


Flemming Bay-Jørgensen,arkitekten bag Anker Fjord Hospice.


Født den 10. maj 1940.

Uddannet murer, bygningskonstruktør i juni 1964, medlem af Akademisk Arkitektforening 1982.

Gift med Eva Bay-Jørgensen. Sammen har de sønnerne Henrik Bay-Jørgensen og Christian Bay-Jørgensen, der ligeledes er arkitekter.

Flemming Bay-Jørgensen

Ina, afdelingssygeplejerske

Fodboldfeberen er over Danmark, det er sommeren 2010. I sofaen på første sal har fodbolddrengene sat sig godt til rette. Et par af vore patienter, pedellen, frivilligkoordinator. Der er klaphat, øl, kaffe og en fodboldkage på bordet. Stemningen er super, og når vi andre går forbi, mærker man en hel særlig samhørighed og humor de fire mænd imellem.

række tanker og ideer fra privaten skulle gå igen i hospice-byggeriet.

Tegnestuen er stille, for de øvrige holder fri. Flem-ming Bay-Jørgensen har lavet kaffe og slået døren på vid gab, så den lune luft fra gården strømmer ind. Nu beretter han lavmælt men intenst om tilbli-velsen af Anker Fjord Hospice. Det er hverken det største eller mest komplicerede byggeri, som Bay-Jørgensen har investeret kreativitet i. Alligevel bliver projektet en milepæl i hans professionelle liv og en oplevelse, han ikke ville have været foruden.

- Man prøvede først at få det til at ligge i Ring-købing, men det ville tage for lang tid. Og Ib havde travlt, for han var jo alvorligt syg, så det skulle gå stærkt. I Hvide Sande kunne de noget, som ingen andre magtede. På det område ligner de vel nær-mest Herning? Så vidt jeg husker, tog det ikke mere end to møder, så var vi kørende. En første skitse til Ib, amtet og kommunen. Der var sådan set ikke de store hurdler, der skulle overvindes. Selve byggeriet var ikke kompliceret. Der var tale om helt traditionelt murværk uden ekstreme konstruktioner. Den stør-ste udfordring i den slags projekter er at få bredt ejer-skabet ud så tidligt som muligt, så alle involverede føler, de er med til at skabe huset. Det er en god ide hurtigt at få involveret både brugerne og dem, der kommer med pengene, så alle får følelsen af at være medbestemmende.

Flemming Bay-Jørgensen kom blandt andet med ekspertise fra feriecentre, hotelbyggerier og pleje-hjem. Tilbage i sidste årtusinde og forrige århund-rede var unge og nyuddannede Bay Jørgensens blot anden opgave rent faktisk plejehjemmet i Spjald. Kompetencerne fra den portefølje af opgaver var medvirkende til, at Ib Malgaard turde læne sig op ad Flemming Bay-Jørgensen.


- Det var Ibs klare ide, at huset skulle formes som et anker. Anker Fjord Hospice. Navnet refererer til ankeret, altså formen på bygningen, samt nærhe-den til fjorden. Han sad og tegnede det på en serviet ved køkkenbordet, og hans grundide blev ikke frave-get på noget tidspunkt. Jeg ønskede ham tillykke og titulerede ham drillende ”overarkitekten.” Det var magtpåliggende for Ib, at huset for alt i verden ikke kom til at ligne et traditionelt plejehjem eller et ho-spital. De væsentligste features ved Anker Fjord Ho-spice er miljøet i huset og udsigten. Det brød totalt med den normale praksis på det tidspunkt, hvor nye hospicer typisk blev placeret i byerne. Filosofien var, at når pårørende kom på besøg, skulle de have nemt ved at gå ud og handle eller måske se en film i bio-grafen. Men det er jo ikke det, folk har brug for i den slags situationer. Der handler det om et godt sted at være og tid til refleksion. Det var afgørende for Ib, at det kom til at ligge ved fjorden. Man har mere brug for kikket til naturen og nogle omgivelser, hvor man kan gå en tur. Et hospice er ikke et sted, hvor man lige skal nå dit og dat. Der var tale om noget af et paradigmeskifte. Folk troede, at vi var tossede. Siden har jeg selv haft to gode venner, der er døde på An-ker Fjord. De nåede at bekræfte mig i, at vore tanker var rigtige.

Flemming Bay-Jørgensen etablerer i 1966 Flemming Bay-Jørgensens Tegnestue.

Siden 2008 har virksomheden heddet Bay Arch.Foruden hovedsædet i ”Den gamle købmandsgård” i Nørregade i Ringkøbing har virksomheden afde-ling i København.

Huset beskæftiger sig primært med bygningsarki-tektur indenfor sygehuse, ældreboliger, plejehjem, almene boliger, domiciler, butikscentre, hoteller, marinaer og oplevelsescentre.

Bay Arch har gennem 45 år været involveret i 4000 projekter i 40 lande.

Virksomheden beskæftiger arkitekter, bygnings-konstruktører samt tekniske designere.

Markante Ringkøbing-bygninger: Hotel Fjordgår-den, Ringkøbing Rådhus, Ringkjøbing Amtsgymna-sium, Vestas’ administrationsbygning.

Bay Arch

”Han sad og tegnede det på en serviet ved køkkenbordet, og hans grundidé blev ikke fraveget på noget tidspunkt. Jeg ønskede ham tillykke og titulerede ham drillende ”overarkitekten.””



Ib Malgaard var skarp på, hvad det var for et hus, Flemming Bay-Jørgensen skulle tegne. Blandt andet inspireret af de ting i privaten, som Malgaard satte pris på.

- Der skulle være et stort ankomstareal, når man kom ind. Man skulle ikke kikke ind i et lukket rum. Alt skulle åbne sig. Som en hall med ovenlys. Der var vi helt enige. Når man kom ind, skulle alt folde sig ud for øjnene af en: receptionen, opgangen til første-salen, udstillingen og stedet, hvor man får morgen-kaffe. Åbenhed giver tryghed. Alle lejligheder skulle vende ud mod fjorden, og der skulle være en stor altan ude foran, så man kunne køre sengen ud og sove til middag udenfor. Eller måske bare tale sam-

men med kikket til fjorden. Naturen er det stærkeste til at kæde folk sammen. Alle andre rum vender den modsatte vej på gangen, der buer. I den ene ende åbner den sig ud mod væksthuset med planterne, i den anden ende mod sanserummet. Der skulle være nicher, hvor man kan trække sig tilbage for at tænke eller bare drikke en kop kaffe. Desuden skulle der være legerum og et spabad. Jeg troede ikke på, at det ville blive brugt ret meget. Men det er faktisk et af de rum, der bruges allermest. Det er det eneste hospice med et værelse i hver lejlighed til de pårørende, så de kan bo sammen med patienten. Det var jo kun i kraft af Ibs donation, at sådan noget kunne lade sig gøre. Generelt kan man sige, at selv om det vel er et

Birgit, sekretær

Man bliver utrolig ydmyg, når den lille, spinkle mand viser, hvor stor han virkelig er ved empatisk at møde én med ordene: ”Hvordan har du det så i dag?” Det er ham, der er virkelig syg – og så kan han alligevel tænke på og spørge til andre. Det er stort.

Dorte, fysioterapeut

Patienten havde ikke været ude af sengen i en måned. Hun havde lyst til at komme op i en kørestol, men var også bange for, hvordan det skulle gå. Det var stort første gang, det med fælles hjælp lykkedes hende at komme op. Det smil hun send-te os, da hun endelig sad i stolen, varmede helt ind i hjertet.


Annie, frivilligkoordinator

Jeg mødte en af de nye frivillige i byen, som udtrykte: ”Det er vildt, så høj man bliver af at være frivillig på Anker Fjord – nu er der i hvert fald heller ingen i vores omgangs-kreds, der tvivler på de mange kvaliteter, der er i det hus.”

dødens hus, så er det livet omkring én, der hele tiden mærkes.

Fagligt har Flemming Bay-Jørgensen tidligere i karrieren konfronteret større udfordringer. Men mentalt blev skabelsen af Anker Fjord Hospice en enestående oplevelse.

- Jeg har aldrig været så tæt på en bygherre. Det var en dejlig oplevelse, og det smittede af hele ve-jen rundt. Ikke mindst på det lokale team af hånd-værkere og leverandører. Der var fra første færd en positivitet, jeg næsten synes var med til at binde murstenene sammen. Det er naturligvis noget pladder. Men alligevel... Vi vidste jo godt, at det stod skidt til med Ib, og at det blev ringere dag for dag. Så

der var en fælles overenskomst om at holde mom-entum, og alle gjorde sig umage Til sidst tog hans søn hver dag billeder, som han så viste til sin far. Så vi kæmpede for at få holdt det rejsegilde. Det kom Ib heldigvis med til. Men indvielsen nåede han des-værre ikke.

Flemming Bay-Jørgensen konkluderer for enden af Mindernes Allé:

- Den største tilfredsstillelse var, at der blev lyt-tet til de ideer, vi kom med. Den største glæde er, at huset fungerer efter hensigten, fordi vore tanker var rigtige. Lige præcis omkring Anker Fjord Hospice – og det tør jeg godt sige – skete der noget helt spe-cielt. Jeg er stolt over at have været med. n

”Åbenhed giver tryghed. Alle lejlighe-der skulle vende ud mod fjorden, og der skulle være en stor altan ude foran, så man kunne køre sengen ud og sove til middag udenfor. Eller måske bare tale sammen med kikket til fjorden. Naturen er det stærkeste til at kæde folk sammen.”



- Jeg købte værkerne uden at ryste på hånden blot for at lade dem stå. Alle ordentlige ting har en part-ner, der bare går og venter på, at tiden kommer.

Han er en fængslende fortæller, direktøren for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Og når han beretter om, hvordan en række af Cobra-kunstneren Carl-Henning Pedersens fineste værker fandt vej til en flad eng mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet, får hans ord ekstra pondus.

det overflødige er det mest nødvendige

Stor forestillingskraft hører hjemme

et sted, hvor man er ved at sætte

sin krop over styr

- Vi havde vel haft Carl-Henning Pedersens glas-malerier i en halv snes år. Billederne, der oprindeligt blev udstillet under titlen ”Øjne i natten”, har længe tilhørt Ny Carlsbergfondet, men ventede på den rette placering i en lille bygning, der kunne samle og koncentrere dem, forklarer kunstfondets direktør.

Der er tale om et koncentreret meditationsrum, hvor man både kan være alene med sig selv og sam-tidig have noget at begrave øjnene og dermed tan-kerne i.

- Jeg synes, det er noget af det bedste, han har lavet, konstaterer Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

I dag udgør Carl-Henning Pedersens glasmale-rier sammen med samme kunstners bronzeskulp-tur, ”Havets vogter”, værker af den markante færing Tróndur Patursson samt væveren Puk Lippmanns


kolorerede tæpper det relativt massive kunstudbud på Anker Fjord Hospice. Det er der ifølge kunstken-deren Nørregård-Nielsen flere gode grunde til.

- Det er først og fremmest til glæde for hospicets brugere og deres pårørende. Men jeg ser også den samlede udsmykning som et kraftcenter på en egn, der ikke i forvejen kan fremvise megen kunst. Fra Erik Heides ting oppe i Thyborøn over Anker Fjord Hospice til Carl-Henning Pedersens udsmykning af Ribe Domkirke bliver der jo tale om kunst ned langs Atlanterhavs-volden.

Skal der være kunst. Så lad der være masser af kunst. For Hans Edvard Nørregård-Nielsen giver det god mening med en stor koncentration af værker på netop Anker Fjord Hospice.

- Hellere være massivt til stede ét sted frem for at

Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Direktør i Ny Carlsbergfondet

”Fra Erik Heides ting oppe i Thyborøn over Anker Fjord Hospice til Carl-Hen-ning Pedersens udsmykning af Ribe Domkirke bliver der jo tale om kunst ned langs Atlanterhavs-volden.”



drysse kunsten ud med let hånd. Vestkysten er jo et kunstfattigt område ud fra nogle betragtninger, selv om vi, der kender ethvert klitmærke, måske ser no-get andet. For mig er det væsentligt, at kunsten re-præsenterer et nærvær, hvor den er. Man skal ikke opleve kunsten med en pjece i hånden. Kunsten skal indgå og præge det sted, hvor den er. Man kan sige, at kunsten bliver et bolværk om et yder-Danmark, hvis positive ånd gennemsyrer hele huset. Det er altid fornøjeligt at komme til stedet, selv om stedet ikke er fornøjeligt.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen karakteriserer Carl-Henning Pedersen som ”en meget stor dansk kunstner.”

- Som mange Cobra-folk producerede han imidler-tid for meget. Men når man sorterer i ham, står det tilbage, at han er stor. Voltaire sagde, at det overflø-dige ofte er det mest nødvendige. Der er noget ge-nerøst ved at have stor kunst, hvor man siger vand-ret farvel. Stor forestillingskraft hører hjemme, hvor man er ved at sætte sin krop over styr, men hvor man måske håber, der bliver noget andet tilbage.

Anker Fjord Hospices Cobra-oplyste refugium til-taler Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

- Når man en regnvejrsdag sidder i Carl-Henning Pedersens rum, er det som at være i naturen, sam-tidig med, at du har et rum omkring dig. Det minder mig om det, man tit kan se langs havnefronter i Græ-kenland: En lille ø med et lille kapel på. Når man sæt-ter sig ind, er det som at være i et lille hjertekammer. Det isolerer og understreger stedet på en gang. Må-ske er det bare fordi, jeg har nået en alder, hvor man forbereder sig på, at tingene holder op. Så er det rart at have sat gang i noget, der bliver ved. n

Født den 2. januar 1945 i Sønder Nissum

Mag.art. i kunsthistorie

Direktør for Ny Carlsbergfondet

Adjungeret professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet

Har forfattet en række bøger:Kongens København (1985)Jeg saae det Land (1990)Gyldne dage og mørke nætter (1994)Christen Købke, 1-3 (1996)Mands Minde (1999)Riber Ret (2001)Ny Carlsbergfondet 1902-2002, 1-3 (2002)Noget nær (2006)Som sagt (2008)Nr. Vosborg. En vestjysk herregård (2008)Herfra hvor vi står – Danmark under forvandling (2010)Limfjorden – stemmer og steder (2011)

Modtog i 1993 Høyers Medalje, modtog i 2002 boghandlernes forfatterpris ”De Gyldne Laurbær” for Riber Ret, modtog i 2011 Gyldendals Faglitte-rære Pris.



Født i København den 23. september 1913, død i København den 20. februar 2007

Var en selvlært kunstmaler, der opnåede inter-national anerkendelse blandt andet gennem sin tilknytning til COBRA-bevægelsen

Carl-Henning Pedersen blev bisat fra Herning Kunstmuseum, omgivet af sine egne værker, ved en mindehøjtidelighed den 1. marts 2007. Hans urne er nedsat i museets indre gård, som han har udsmykket

Carl-Henning Pedersen blev blandt andet ridder af Dannebrog i 1974 og æresborger i Herning

(Kilde: Wikipedia)

Carl-HenningPedersen

”For mig er det væsentligt, at kunsten repræsenterer et nærvær, hvor den er. Man skal ikke opleve kunsten med en pjece i hånden. Kunsten skal indgå og præge det sted, hvor den er.”


92 Historien om et hospice – Anker Fjord Hospice 2006-2011


- Vi oplevede det som en befrielse at komme på An-ker Fjord Hospice. Selvfølgelig var vi betænkelige, især min kone, for et hospice er jo endestationen. Men efter at hun havde været indlagt på Herning Sygehus i en måned, var det næsten som at komme hjem. Hospice er et sted, man kommer for at leve. Ikke for at dø, siger Erik Harboe.

Sys havde kæmpet med kræften i tre år. Efter den

næsten som At komme hjem

17. marts 2010 mistede Erik Harboe sin

hustru, Sys. Hun blev 61 år. Tre år tidligere

havde hun fået konstateret kræft i

æggestokkene. De sidste to måneder boede

ægteparret på Anker Fjord Hospice,

og Erik er ikke i tvivl om, at opholdet

forlængede Sys’ liv

Erik Harboes hustru Sys døde 17. marts 2010

efter to måneder på Anker Fjord Hospice.


første operation og kemobehandling blev hun erklæ-ret rask, men seks måneder senere vendte sygdom-men tilbage. Hun blev kun spået få måneder at leve i, men i to et halvt år snød hun døden. En mislykket operation på Herning Sygehus i december 2009 og udsigten til et tag og en skorsten fra sygehus-sen-gen, fik dem til at søge en plads på Anker Fjord Ho-spice. Men selv da Erik og Sys flyttede ind på Anker Fjord Hospice, havde de et håb om at kunne vende hjem.

- I den første måned blomstrede Sys op. Vi blev en del af huset og fik et fantastisk forhold til personalet. To måneder er jo relativt lang tid på et hospice, og vi var der 24 timer i døgnet. Kun to nætter i løbet af de to måneder sov jeg ikke på Anker Fjord. Vi kom tæt på de frivillige og de ansatte og blev en del af hverdagsrytmen. Da jeg er uddannet kok, gik jeg lidt til hånde i køkkenet og hjalp med, når der var arran-gementer. Vi tog på udflugter i omegnen og gik ture ved fjorden. Personalet var fantastisk, og vi fik et tæt forhold til flere af sygeplejerskerne.

Sys og Erik nåede også hjem, dog kun på en kort udflugt. En måned henne i deres ophold fik Sys et tilbagefald og blev hurtigt svagere. Hun døde 17. marts.

Hvad betød det for dig og hende, at hun kunne slutte livet på Anker Fjord Hospice?

- Vi følte os i trygge omgivelser, og tingene fore-gik på en god og værdig måde. Det er jo fuldstændig

anderledes end et sygehus. Vi kunne ikke klare det selv derhjemme, til sidst krævede Sys døgnpleje, og i den situation er hospice en meget fin mulighed. Vi kendte området i forvejen, så da vi besluttede os for et hospice, var Anker Fjord Hospice det eneste sted, vi ønskede os hen. Det var også en tryghed for vores børn, at de vidste, Sys var i trygge hænder.

Hvad ser du som det særlige ved stedet?- Man får ro i sindet i bevidstheden om, at der ikke

foregår noget, der er forkert. Ja, det er nærmest luk-sus. Jeg følte jo et kæmpeansvar i det daglige under-vejs i min kones sygdom, men på Anker Fjord Ho-spice kunne jeg føle mig tryg. Og så er stedet noget særligt. Min kone holdt meget af at sidde i hvilesto-len og lytte til musik i dæmpet belysning i rummet med Carl Henning Pedersens mosaikker. Naturen er tæt på. En dag gik vi en tur ud på isen på fjorden. Det var noget helt særligt.


- Jamen, jeg har ikke andet end godt at sige. Per-sonalet var helt fantastisk. Og det relativt lange ophold fik os også til at leve med i livet derude. Min kone sponsorerede nogle lamper, og jeg fik Lions Club til at donere penge til nye sengetæpper til på-rørende-værelserne. Jeg har holdt forbindelsen ved lige til nogle af de sygeplejersker, der var tættest på i forløbet. Anker Fjord Hospice betød rigtig meget for mig og min kone. Og gør det stadig for mig. n

”Naturen er tæt på. En dag gik vi en tur ud på isen på fjorden. Det var noget helt særligt.”

Erik Harboe


bestyrelsen

Formand, Eva Naur

Vera Kristensen

Lena Lundorff

Næstformand, Elisabeth Hjort

Torben Nørregaard

Bente Malgaard Lauridsen

Knud Munk Nielsen

Claus Kristensen

Jørgen Ulrich Raunskov

Længst ude mod vest på tangen mellem fjorden og havet ligger et unikt sted. Anker Fjord Hospice. Herude, hvor naturen er tæt på, hvor vinden river i håret og der er langt til horisonten, ligger et hus. Et hus fyldt med livsglæde trods dødens nærvær. Et sted til eftertanke. Et sted hvor livets regnskab gøres op. Et hospice for mennesker tæt på endestationen.

Dette er historien om Anker Fjord Hospice og de mennesker, der skabte det.

Om Ib Malgaard, Ringkøbing-entreprenøren, der med sin personlige donation på 20 millioner kroner og sin vestjyske stædighed gjorde det muligt. Om det politiske slagsmål, der førte til beslutningen om den unikke pla-cering og om alle de nøglepersoner, der har haft betydning for det, Anker Fjord Hospice er i dag.

anker fjord hospice

Documents