Egon Post og en svunden tid

Vi har haft en notits i avisen, hvor vi opfordrer gamle vedbæk’ere til at melde sig med oplevelser og historier. Postbud Egon Petersen, 88 år gammel og boende Kastanietoften 3, Trørød, har glædet os med sin henvendelse, og vi har ved to besøg fået en lang og givende snak med ham og hans kone Inger på 85.

Egons tid som postbud fra 1945-1995 i Vedbæk og omegn giver ham et helt usædvanligt kendskab til navne, personer og adresser, som det i samtalens løb svirrer med, men som Egon uden besvær sætter sammen og koordinerer.

To-tre daglige omdelinger fortæller om en anden tid. Postbudenes gradvise forsvinden fra bybilledet i den digitale verden gør næsten Egon til en (for)historisk figur.

Det har givet os lyst til først at søge noget mere viden om postvæsnets historie i Vedbæk. I dag har vi i det centrale Vedbæk ikke et egentligt postkontor, men kun et begrænset antal postkasser. Hvor har postkontoret ligget før? Hvem var personerne bag og på postkontorerne?

Det er ikke meget vi har kunnet opspore gennem Historisk Arkiv i Nærum eller ved at google nogle navne samt takket være, hvad vi selv husker. Men noget har vi dog fundet frem til.

På Historisk Arkiv har vi fundet dette billede med ”postbude fra 1926 foran Vedbæk Postkontor”. Vi genkender ikke personerne, men vi har navnene, hvis nogen skulle være interesseret.

Bygningen bag personerne må være den gamle stationsbygning, og vi kan af gamle udklip fra ”Søllerød Tidende” se at postvæsenet i 1933 til stor glæde for brugerne flyttede kontoret fra stationsbygningens 1. sal til stueetagen, en placering, som vi stadig er en del, der husker, og som varede ved, indtil man omkring 1980 flyttede over i Stationsvej 18 i den etagebygning, der i mellemtiden var blevet opført.

Og nu er dette gammeldags postkontor definitivt forsvundet fra Vedbæks bybillede.

Af postmestre i tidens løb har vi i ”Søllerød Tidende” og fra Egons fortælling kunnet finde navne som Carl Thomsen (1933-46), derefter Harald Poulsen frem til begyndelsen af halvtredserne, efterfulgt af postmester Løkken , postmester Hviid. og senest postmester Else Svane Nielsen

Carl Thomsen H.A. Hviid-Christensen

Blandt de populære postbude husker vi-udover naturligvis Egon- ansigter tilhørende Carlo Poulsen, Gustav Piil, Erling Pedersen, men –hjulpet af Egon- dukker hurtigt andre navne op som Carlo Poulsens bror Kjeld (Vicevært i nr. 16), Karl Nielsen, Larsensvej 28, Valdemar Mortensen og Emanuel Larsen.

Og fra dengang vi kunne klare hverdagens små pengemæssige ekspeditioner ved en personlig henvendelse på det lokale postkontor husker vi mange hyggelige samtaler med Inga Olsen, Kirsten Guldhammer, Ani Andersen, Kirsten Juul, Jette Juul, Hanne Kaare. Ved en mellemliggende snak med Kirsten Juul, der forsyner os med en del billeder, får vi også navnene Connie, Kirsten Abildskov og Tove Simonsen.

Postkontoret kunne bruges til andet

Vi synes egentlig, der må være meget mere baggrundshistorie at fortælle om ”posten i Vedbæk”, og håber at disse linjer kan kalde nogle erindringer frem hos dem der læser det.

Men nu til familiens historie: Egon fortæller, ivrigt suppleret af Inger:

Min families start i den gamle Søllerød Kommune var i Nyvang, hvortil vi flyttede i 1933, da jeg var 6 år gammel. Det blev et liv på landet, anderledes end Hellerup, som vi kom fra. Vi havde jord og marker både til hestehold til fars vognmandsforretning og til dyrkning af frugt og grønt, hvor rabarber fik fortrin i stedet for jordbær.

Jeg kom i Gl. Holte Skole. Herfra husker jeg brødrene Niels og Jørgen Jensen, der jo senere blev mere kendte skikkelser, Niels lokalt som populær og respekteret målmand og træner i Vedbæk Boldklub, Jørgen mere som mønsterbryder på landsplan som fagforeningsleder og socialdemokratisk folketingsmedlem.

Om søndagen var der søndagsskolen i Vedbæk under ledelse af slagtermester Kingo Axelsen. Det foregik i stueetagen Strandvejen 419, hvor lærer Vejen Jensen boede på første sal. Søndagsskole var naturligt for mig og mine forældre-måske var det for andre mere et forsøg på at udfylde de lange søndage, der jo ikke indeholdt de mange tilbud, som børn og unge har i dag. Andre deltagere har fortalt om den underholdning de fik når de i søndagsskolen puttede en 10-øre i munden på noget der lignede en Buddha, der nikkede som tak. Det husker jeg ikke. Var det mon en form for kirkebøsse?

Efter 7 klasse fik jeg arbejde på Bakkegården ved Høje Sandbjerg. Omkring 1944-45 kom jeg til Hørsholm på Christianshus Avlsgård med op imod 200 køer og heste.

Som 18-årig i 1945 startede jeg ved postvæsenet i Vedbæk. Det blev til 50 år. Dengang lå postkontoret i stationsbygningen. En del af arbejdet var af-og pålæsning af pakker på damptoget. Det kunne være farligt og var i hvert fald hårdt når vi transporterede pakkevognen ubeskyttet over skinnerne til toget mod København.

Jeg var blevet ansat af postmester Carl Thomsen, men han fratrådte allerede i 1946 og blev afløst af Harald Poulsen, som jeg nok husker lidt bedre. Vi vidste, at der ventede en dundertale, når han stillede sig lænet op ad skabet i postkontorets baglokale (bl.a. når vi morede os med at anbringe hans hund i papirkurven), men han var heller ikke karrig med at vise sin tilfredshed, som vi oplevede ikke mindst ved de gode julefrokoster 2 dage før jul. Af sønnerne Knud og Ole, så vi mest til sidstnævnte, mens Knud som kendt journalist, satiriker og forfatter mest havde sin gang i hovedstaden.

Inger og jeg mødte hinanden i slutning af 1940’erne til en familiefest i hendes barndomsegn på Als. I Vedbæk var hun kommet i huset hos familien Crone på Fredheimsvej nord for Vedbæk. Vi blev gift d. 8. september 1951 og skal fejre krondiamantbryllup i år. Med 4 børn, 10 børnebørn og 11 oldebørn bliver det stort og skal ske i de skønne omgivelser i Bakkehuset på Strandvejen.

Vi købte også vores hus her på Kastanietoften i 1951. Sælgeren var en kollega til min far, og prisen var formidable 35.000 kr for have og et hus opført i 1905. Det står godt endnu! Vi elsker stedet og håber på, at blive båret væk. De første 25-30 år i postvæsnet bar jeg landpostens sorte uniform.

Først lå ruterne overvejende i baglandet (Søllerød, Hørsholm og det nordlige Vedbæk) Vi taler om ruter på op imod 40 km, to daglige omdelinger, cykel som transportmiddel. Jeg fik dog hurtigt også ruter i selve Vedbæk, først og fremmest langs Strandvejen, hvor min faste rute i mange gik fra udmundingen af den vej, der i dag hedder Ellesøpark Allé helt ud til Folehavevej og Fredheimsvej.

I 1979 fik også landpostbudene rød uniform i Vedbæk

Strandvejsruten var nok spændende med adresser for personer som direktør Erik Reinhardt på Fredheim med de fem omsværmede og muntre døtre, Jan Bonde Nielsen , Margit og Erik Brandt, forlagsdirektør og louisianastifter Knud Jensen og ambassadør Wessel på Egtoftevej, direktør Louis Hansen, men det var nu ikke så tit disse steder jeg kom ind og fik kaffe.

Der var dog eet sted på mine ruter i denne del af Vedbæk, hvor kaffekanden altid var varm- hvis ikke fik jeg lov til at varme den. Det var hos nonnerne Immortellevej 11 i det katolske præstekollegium. Man kunne jo også møde disse søstre ude at shoppe på Stationsvej i Vedbæk. Engang blev jeg med et ”dyt” fra hornet hilst på af en af disse søstre. Det gav anledning til morsomme men upassende kommentarer!

Kaffe eller ej, det kunne vel på denne rute for den såkaldte top af dansk erhvervsliv alligevel ske, at jeg hørte noget, der ikke var beregnet for mine ører, men det nåede aldrig længere. Jeg kender min tavshedspligt.

Den omfatter dog næppe oplevelser med de bidske hunde. Borgmester Øigårds bed sig således fast i mine bukser, når jeg var på vej ned ad markvejen ved Høje Sandbjerg

En helt anden hundehistorie var den om Louis Hansens kostbare dalmatiner, som jeg så blive kørt over af bussen og min efterfølgende diskussion med direktøren om, hvem der havde skylden.

Ligeledes husker jeg især en af de gange postmester Poulsen lænede sig op ad skabet, da han havde erfaret at jeg i strid med reglerne havde købt og medbragt cerutter til den gamle hr. Sonne. Hvis det skete igen, kom det i hvert fald aldrig postmesteren for øre!

Og selv om man som offentlig ansat ikke måtte modtage gaver, kan jeg vel godt her 30-40 år efter fortælle om mit venskab med ambassadør Wessels gartner Knud Erik Jensen, der var gavmild med havens æbler. Måske var det denne gavmildhed, men nok især min glæde ved at nyde de mange blomstrende rododendrons, der en dag fik den hyggelige og venlige ambassadør til tørt og uskyldigt at spørge, om jeg ikke kunne hjælpe med at betale gartnerens løn.

Men kaffe var der ikke mangel på mange andre steder, hvor snakken gik så åbent, at jeg nok ikke behøver være så tynget af pligten til tavshed. Jeg fik nemlig heldigvis også omdeling i det mere folkelige og jævne Vedbæk.

Jeg blev i dette Vedbæk ham, der kendte og var kendt af alle. Det skyldtes nok ikke blot postomdelingen, men også mine andre gøremål, således som ”svajer” for ismejeriet (Schmidt) og grønthandler Larsen,

inkassator for Svend Ottos cykelforretning og så naturligvis kontrollør i Martha Christensens nyoprettede og meget søgte biograf i bygningen bag det gamle hotel.

Omkring 1950 foreslog Urmager Christian Lenzing, at jeg deltog i det frivillige Røde-Kors-Arbejde. Dette job har givet mig stor glæde, bl.a som vagt i Vedbæk Havn der hvor restaurant ”Nautilus” nu ligger. Senere blev vi flyttet over til havnens sydside. Fra dette arbejde husker jeg doktor Ruben på Vinkelvej og hans undervisning i kunstigt åndedræt. Dette frivillige arbejde var nødvendigt dengang, hvor man ikke havde mobiltelefonen til, uanset hvor man befandt sig, at tilkalde hurtig hjælp. Denne enestående brug af det nye allestednærværende kommunikationsmiddel, hjælpes i dag på strandene rundt omkring tillige af kystvagterne, som finansieres af Trygfonden. Men jeg ser heldigvis en trend i tiden, hvor frivilligt arbejde på ny får betydning på de områder, hvor der i dag er behov.

Mine mange aktiviteter, men naturligvis især arbejdet som postbud betyder, at du næppe kan nævne et navn fra den tid uden at jeg lynhurtigt kan grave den pågældende person og hans adresse frem.

Tydeligst står selvfølgelig slagter Eiberg, der ikke holdt sig tilbage med meninger om kunder og borgere, ofte så stærkt i sine ”åbne” brevkort, at de blev returneret.

Fiskermiljøet lærte jeg også at kende, bl.a. når der var post til kroen. Det var stoute og stolte folk. Hvem husker ikke familien Olsen der stod stærkt i billedet med kong Karl og sønnen Hugo, hvis dejlige kone Inga jeg lærte endnu bedre at kende da hun blev kollega på postkontoret.

De fleste er væk, men vi har stadig de yngste i de to Olsen-dynastier Ani, der blev gift med Jørgen Købmand, og Jens Juul.

Af de ”gamle”, der er her endnu må jeg nævne Grethe Andersen, gift med endnu en Jørgen (Fyrens far), med de mange brødre Andersen, hvoraf jeg især husker Thorkild og Tonny. Det var ”fyrens” far, der en tid drev cafeteriet på strandvejen (lige ved siden af ”Sliknielsen”) i de bygninger, hvor vi nu har ”La Vela”med unægtelig andre priser.

Og blandt de gamle vedbæk’ere har vi også stadig Flemming Andersen, søn af rullemanden på Engvej, en ivrig og begejstret cykelrytter, næsten på niveau med en anden ”søllerødder” fra min skoletid. Hvem husker ikke Hans E Andreasen?

Det lokale samlingssted lørdag aften var naturligvis det gamle hotel. Også Inger og jeg deltog en tid i dansen der, men de røgfyldte lokaler blev for meget, og vi gik over til folkedansen.

Ja, jeg kunne blive ved, det har været dejligt at være postbud i en tid, hvor man virkelig mærkede et sammenhold både indenfor og udenfor postvæsenet. Det er godt, når der er brug for én. Kan dagens postbude mon sige det?

I 1995 sluttede min tid som postbud. De sidste to år var jeg gået ned til 200 timer årlig som vikar.

Jeg har bevaret mange minder fra min tid, herunder afskedsbrevet.

Jeg tror, at enhver, der kommer ind i Ingers og mit hjem, vil føle hvor stolte og glade vi er over vores arbejdsliv. Og vi har været så heldige, at vi har kunnet fortsætte med et aktivt liv som pensionister.

Ja, vi andre der nu i nogle timer har lyttet til Inger og Egon, mens vi nyder kaffen og Ingers hjemmebagte boller, må beundre, næsten misunde dem deres tilrettelæggelse af den i dag mere end 20-årige pensionisttilværelse.

Med det stærke familiemæssige fællesskab, med Egons op imod 30 gennemførte eremitageløb både som post og bagefter plus de mange år på cykel fremstår Inger og Egon i dag som resultatet af den livsstil, mange stræber efter, på væggen hænger æresbeviset fra Røde Kors for 40 års frivilligt arbejde, folkedansen er stadig uundværlig i hverdagen, oprettelsen af Pensionistklubben ved Lyngby Postkontor, billeder fra årlige udlandsrejser bl. a arrangeret af Kirken i Vedbæk, alt dette viser en lyst og nysgerrighed, som mange jævnaldrende savner, de gamle venskaber plejes med hyppige besøg til glæde for dem, der ikke længere er så begunstiget.

Mantraet synes at være: Hav altid noget at se tilbage på såvel som noget at se frem til.

Vi forlader det dejlige sted, meget rigere.