1

FLEMMING HOUE. Mail: flemminghoue@gmail.com. Hjemmeside: flemminghoue.dk

NB! En mere færdig udgave kommer i løbet af foråret.

EKSISTENSFILOSOFI 4 JASPERS OG FRANKL Nov. 2017

INDLEDNING

Vi fortsætter med eksistensfilosofiens tunge drenge Sartre, Heidegger, Jaspers. Hvis I synes det indimellem kan være lige tungt nok, så må i tage det som en tillidserklæring. På Folkeuniversitetet bliver man ikke kun underholdt, men udfordret. Vi beskæftiger os jo ikke med de store tænkere for at de skal sige os hvad vi kan sige os selv, det selvfølgelige og selvindlysende. Vi beskæftiger os med dem for at få flyttet grænser, for at få anfægtet, udvidet og uddybet vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Og det er ikke let og ligetil, det kommer vi ikke sovende til, det er anstrengende og vanskeligt. Tungt.

Og det er jo tunge sager vi bøvler med. Min udgave af ”Sein und Zeit” fylder 437 sider og vejer 639 gram. Min udgave af ”Væren og Intet” (der pinligt nok hedder ”Sein und Nichts” (jeg er ikke så god til fransk)) 1256 sider og 646 gram. Og Jaspers ”Philosophie I – III” 1054 sider tæt, tung tysk.1055 gram. Det er godt to kilo og knap tre tusind tættrykte sider. Og de herrer skriver ikke i et ligefremt og lettilgængeligt sprog; men tungt og kompliceret.

Det er tungt stof. Dertil kommer at billede det giver af tilværelsen er ikke at den er let, ligefrem og lykkelig, den rummer angsten, fortvivlelsen, fremmedgørelsen. Så på begge fronter, både hvad angår tyngde og toneart, går den imod den aktuelle trend på Folkeuniversitetet. Vi er jo blevet gode til feel-good forelæsninger. Se blot i programmet for efteråret 2017. ”Positiv psykologi”, ”Mindfullness”, ”Sundhed og succes er noget du vælger”, ”Forskershow – alt hvad du bør opleve om mad”, ”Intelligente cocktails”, ”Om lidt er kaffen klar”, ”Beer yoga”, ”Det gode fedt”, ”En god mavefornemmelse”, ”Gut feelings”, ”Gode vaner”. ”Flere gode vaner”. Og hvis det giver problemer mad al den mave og mad ”Ser jeg tyk ud i de her bukser?”.

Det lyder jo alt sammen meget godt, ved at gå på Folkeuniversitetet skal man nok blive et godt menneske og leve det gode liv.

2

Men man kan jo også risikere at blive udfordret og anfægtet. Det bliver vi, når det er eksistensfilosofien, vi befatter os med. Den viser os at tilværelsen ikke er enkel, og den gør det i et sprog, der heller ikke er enkelt.

Med hensyn til det sidste, kan jeg berolige jer med, at det ikke er hele forelæsningen i dag, der handler om filosofi. I den sidste del af forelæsningen vil jeg også bruge en fortælling. Hvor filosofien kan blive abstrakt og erfaringsfjern, er fortællingen konkret og erfaringsnær. Og jeg vil gerne, at vi kommer tættere på erfaringen.

Derfor har jeg blandet kortene anderledes end den oprindelige plan. Den første del af forelæsningen handler om filosofi Kierkegaard og Nietzsche og Jaspers. Den anden del om Victor Frankl’s fortælling. (Det er i øvrigt også en meget tyndere og lettere bog, kun 141 sider og 155 gram.) Men den er ikke lysere. Det er en fortælling fra Auschwitz.

KARL JASPERS 1883 – 1969”PHILOSOPHIE I – III” 1931”HVAD ER FILOSOFI?” 1951

VICTOR FRANKL 1905 - 1997”PSYKOLOGI OG EKSISTENS – EN PSYKOLOG OPLEVERKONCENTRATIONSLEJREN”

Jaspers vender jeg så tilbage til i den sidste forelæsning i selskab med Camus.

3

JASPERS – FØRSTE DEL

1. PÅ GRÆNSEN. KIERKEGAARD, NIETZSCHE OG JASPERS

Første del af forelæsningen handler ikke kun om Jaspers. Jeg tager tilløb gennem Kierkegaard og Nietzsche, de to tænkere, der efter hans eget udsagn har haft størst betydning for ham. Jeg vil begynde med et citat fra Kierkegaard. I ”Synspunktet for min Forfattervirksomhed” fra 1851 skriver han om sig selv:

”Jeg var så dybt rystet, at jeg fra grunden forstod, at det umuligt kunne lykkes mig at træffe den beroligende, trygge Midte, i hvilken de fleste Mennesker have deres Liv.”

Kierkegaard. S.V., 18, s. 89.

Kierkegaards liv var ikke som de flestes, de almindeliges et liv i en rolig midte, et liv der lå lige for og kunne leves ligefremt. Det var en eksistens i ekstremer, indviklet og forviklet til det ufremkommelige. Han kalder Job fra ”Det gamle Testamente” for en af ”Menneskehedens Yderposter”. Således har han også oplevet sig selv.

Denne anfægtede eksistens er baggrunden for, at Kierkegaard i sin tænkning rækker så vidt ud, så langt op og så dybt ned. Han overskrider gamle grænser, udvider og uddyber vores erfaring og forståelse af os selv og vores tilværelse. Han var med et citat fra Sløk ”en af de få – og det vil i hele vores historie sige en 10–15 stykker – der virkelig tænkte nyt, og af hvem vi andre lever”.

Det samme gælder Nietzsche. Hans liv var også en eksistens i ekstremer og på grænsen. De sidste år af sit liv røg han jo ligefrem ud over grænsen ind i galskaben. Også han erfarede og tænkte nyt, også han var en af ”menneskehedens yderposter”.

EKSISTENS I EKSTREMER. ”MENNESKEHEDENS YDERPOSTER”

JOB…… ERFARE OG TÆNKE NYTKIERKEGAARD GRÆNSEOVERSKRIDENNIETZSCHEJASPERS?

4

Kierkegaard og Nietzsche er som sagt de to tænkere, der har haft størst betydning for Jaspers. Han tænker i forlængelse af dem. Men han er meget forskellig fra dem. Han lever et borgerligt liv med arbejde og ægtefælle. Og han skriver og tænker ikke som Kierkegaard og Nietzsche usystematisk, fejende og festligt i et virvar af forskellige stemmer, der polyfont blander sig med hinanden. Han skriver og tænker i traditionen fra Kant og Hegel systematisk, grundigt tæt og tungt.

Jaspers ikke genial endsige gal. Han er højt begavet men ellers et almindeligt menneske, der lever et ordentligt liv. Et anstændigt menneske sågar. Og det er ikke let som tysker i første halvdel af det tyvende århundrede. Under Nazismen går han i indre eksil. Efter krigen træder med myndighed ind i rollen som Tysklands samvittighed. Det er der ikke tid til at komme ind på her.

Her gælder det hans tænkning, og den er i al sin professorale grundighed og velordnethed inspireret af Kierkegaard og Nietzsche.

I forlængelse af Kierkegaardcitatet kan man stille det spørgsmål, om et liv der leves i ”den trygge og beroligende midte” er et sandt menneskeliv. Om det ikke er for lidt og for småt? Er det liv, der ligger lige for og kan leves ligefremt, virkelig et liv? Er det liv, der leves i en rolig midte, trygt, hyggeligt måske ligefrem lykkeligt, er det virkelig et liv? Er det det, vi skal her i livet, være tilfredse og lykkelige og hygge os med hinanden?

Som Nietzsches ”det sidste menneske”.

”Så vil jeg da tale om det foragteligste på jorden: men det er det sidste menneske.”Og Zarathustra talte således til folket:”Det er på tide, at mennesket sætter sig sit mål. Det er på tide, at mennesket planter kimen til sit højeste håb.Endnu er hans jord rig nok dertil. Men én gang vil denne jordbund blive fattig og gold, og intet højt træ vil kunne vokse frem af den.Ve! Der kommer en tid, da mennesket ikke mere slynger sin længsels pil udover mennesket, og da hans bues streng har glemt at svirre!Jeg siger jer: man må have kaos i sig, for at kunne føde en dansende stjerne. Jeg siger jer: I har kaos i jer.Ve! Det kommer en tid, da mennesket ikke mere vil kunne avle en stjerne. Ve! Det foragteligste menneskes tid vil komme – han, som ikke mere formår at foragte sig selv. Se, jeg viser jer det sidste menneske.”Hvad er kærlighed? Hvad er skabelse? Hvad er længsel. Hvad er en stjerne” - således spørger det sidste menneske og blinker med øjnene.

5

Da er jorden blevet lille, og på den hopper det sidste menneske, som gør alting småt. Hans slægt er uudryddelig som jordloppens; hans slægt lever længst.´”Vi har opfundet lykken.” – siger de sidste mennesker og blinker med øjnene.De har forladt de egne, hvor det var hårdt at leve: thi man trænger til varme. Man holder endnu af sin nabo og gnider sig op ad ham: thi man trænger til varme.At blive syg og at blive mistroisk regner de for syndigt: man går varsomt gennem livet. En dåre er den, der endnu snubler over sten eller mennesker!En smule gift nu og da: det giver behagelige drømme. Og meget gift til sidst: for at få en behagelig død.Man arbejder endnu, thi arbejde er adspredelse. Men man sørger for, at adspredelsen ikke skader helbredet. Man bliver ikke mere fattig, og ingen bliver rig: begge dele er for besværlige. Hvem bryder sig om at herske? Hvem her lyst ti at lyde? Det er alt sammen alt for besværligt.En hjord og ingen hyrde! Alle vil det samme, alle er ligemænd: den, som føler anderledes, går frivilligt i galehuset.”Engang var alle gale.” – siger de skarpsindigste og blinker med øjnene. Man er meget klog og ved alt, hvad der er sket: så der er ingen ende på alt det, der kan drives spot med. Man skændes endnu, men man forsones hurtigt – ellers ødelægger man jo fordøjelsen. Man har sit lille mål af lyst for dagen og sit lille mål af lyst for natten: men man holder sundheden i ære. ”Vi har opfundet lykken.” – siger de sidste mennesker og blinker med øjnene. –”Og her endte Zarathustras første tale, som også kaldes ”Fortalen”.

Nietzsche. ”Således talte Zarathustra” S. 13-14.

Det er jo til at grine af. Han er nærmest ikke engang værd at foragte. Også Kierkegaard, eller rettere Kierkegaards pseudonym Æstetikeren har kun hån, spot og latterliggørelse til overs for disse spidsborgere. Så jeg kunne fortsætte med nogle saftige citater fra ham. Det er der ikke tid til.

Men før vi griner med og måske lader os gribe af den heroisk aristokratiske livsholdning, der ligger bag Nietzsches ironi (eller sarkasme er det vel) bør vi lige klappe hesten og overveje, om det ikke er os, der er de sidste mennesker. Om vi ikke burde føle os ramt i stedet for at grine med. Det kunne jo være, det er os selv vi griner af. For er det ikke det, vi ønsker i vores liv, det vi vil med vores liv, være lykkelige. Målet for ”det sidste menneske” er lykken. Det mål når han ved at skrue ned for fordringerne og forventningerne til livet og til sig selv. Det er ikke det store, han vil og skal med sit liv, så det falder let at blive tilfreds og lykkelig.

6

Mary Woolstonecraft om danskere, skandinaver. Når de er så lykkelige er det fordi deres forventninger er begrænsede.

Så ”usle” (Kierkegaard) er vi naturligvis ikke. Og så måske alligevel. Er det ikke også det, vi stræber efter, det, vi gerne vil være: lykkelige. Det lyder da meget godt, hvad galt skulle der være i det? Efter sigende skulle danskerne være jordens lykkeligste folk. Måske fordi vi har det godt med at blive ”på det jævne, på det jævne”. Det er for Kierkegaard og Nietzsche for lidt og for småt. Det er forfladigelse. Når lykken sættes som livsmål og livsmening bliver livet uden vidde, dybde og alvor.

LYKKEN SOMLIVSMÅL OG FORFLADIGELSELIVSMENING

I øvrigt ligger der også i sproget selv en skepsis over for lykken. Ikke på dansk (her rimer lykke sågar på hygge) men på tysk. Her hedder lykke Glück. Det betyder også held. Den lykkelige er den heldige, Fætter Højben, den mest irriterende figur i hele Andebyuniverset.

Det er ikke kun forfladigelse at leve for lykken. Det er (og her følger jeg Kierkegaard) fortvivlelse.

Fortvivlelse kan være en erfaring. Den indtræder, når den lykkelige mister det, der bærer hans lykke – arbejdet, ægtefællen, villaen, vovsen og Volvoen, hvad det nu måtte være. Falder det bort, fortvivler han. Og det gør det jo. Det kan mistes ved et fejlgreb eller ved et tilfælde; og under alle omstændigheder mistes det jo før eller siden. Selv Volvo’er varer ikke evigt; min er 23 år gammel, men jeg regner da ikke med at den overlever mig. Mit ægteskab er dobbelt så gammelt; men varer jo kun til ”døden os skiller” som det så barsk og smukt hedder. Under lykkens overflade ligger fortvivlelsen og lurer.

Derfor ser Kierkegaard fortvivlelsen ikke kun som en erfaring, men som en tilstand. Lever du alene for lykken, er du fortvivlet uanset om fortvivlelsen bryder igennem som en erfaring eller ej.

7

LYKKEN SOMLIVSMÅL OG FORFLADIGELSELIVSMENING

TILSTANDFORTVIVLELSE

ERFARING

KRISEN

Krisen er et sammenbrud; men den er også et muligt gennembrud. Det er i krisen, muligheden åbner sig for at fundere sin tilværelse på noget dybere end den overfladiske lykke. Det er i krisen, jeg her muligheden for at komme til mig selv.

Hævder Kierkegaard, der jo levede i en permanent krise, kastet ud af ”den trygge og beroligende midte i hvilken de fleste have deres liv”. Og måske har han ret. Måske er det, når det lette og ligefremme liv bryder sammen, vi virkelig vågner op kommer til live. Måske er det ved grænsen, i ekstremerne, vi kommer til live. Måske er det først her, livet får intensitet, dybde og alvor. Her er det at leve ikke blot at være til, men at eksistere.

KRISEN

EKSISTENS. SELBSTSEIN- (SELV)BEVIDSTHED- BESLUTNINGKOMME TIL SIG SELV

”At eksistere og ikke blot være til”. ”At blive sig selv”. I kan nok høre, at vi er inde ved det afgørende i eksistensfilosofien: at eksistere som et selv, at blive sig selv. Det er ikke noget, vi umiddelbart og uden videre er, noget der giver sig af sig selv, kommer af sig selv. Det er en mulighed, der ikke bliver til virkelighed, med mindre vi selv virkeliggør den. Det er en fordring, en opgave, vi er stillet over for. Det er en opgave, hvis løsning er forbundet med bevidstgørelse og med afgørelse. Og det er en opgave, der er ubetinget; det er det, vi ubetinget og under alle omstændigheder skal uanset hvordan vores liv end udvikler og indvikler sig. Det er det ethvert menneske har at gøre her i livet, at blive sig selv.

KRISEN

8

EKSISTENS. SELBSTSEIN MULIGHED. OPGAVE - (SELV)BEVIDSTHED - UBETINGET! - BESLUTNING

At det er en opgave at blive et selv, betyder også, at vi kan svigte. Vi kan leve vores liv, så det ikke bliver vores eget. Det gør vi, når vi ikke har modet til at gå ind i krisen og fortvivlelsen. Eksistens og selv når vi frem til gennem krisen og fortvivlelsen. Krisen indfinder sig, når vi konfronteres med og tør konfrontere os med, hvad jeg ville kalde tilværelsens grundvilkår. Jaspers kalder det ”grænsesituationer”.

TILVÆRELSENSGRUNDVILKÅR DØD

LIDELSEGRÆNSESITUATIONER KAMP

TILFÆLDESKYLD

Det er hér, på grænsen, i grænsesituationerne, vi for alvor vågner op og bliver bevidste om, hvad det vil sige at leve som menneske, hvad der er vores grundlæggende og uomgængelige vilkår. Det er her, livet for alvor bliver alvor. Jaspers opregner de fem ovennævnte grænsesituationer og analyserer den indgående i andet bind af ”Philosophie”, ”Exestenzerhellung”, ”Eksistensoplysning”. Her blot et citat fra den mere overkommelige ”Hvad er filosofi?”. Jeg tillader jeg igen at citere ret udførligt, selv om det ikke har samme Schwung som Kierkegaard og Nietzsche.

”Lad os forvisse os om vore menneskelige vilkår. Vi er altid i situationer. Situationerne forvandles, mulighederne skifter. Når de bliver forsømt, vender de ikke tilbage. Jeg kan selv arbejde på at forandre situationen. Men der findes situationer, som bevarer deres væsen, selv om deres øjeblikkelige skikkelse kan ændres og deres overvældende magt tilsløres: jeg må dø, jeg må lide, jeg må kæmpe, jeg er underkastet tilfældet, jeg indvikler mig uundgåeligt i skyld. Det er situationer, som vi ikke kan komme uden om, som vi ikke kan ændre.”

”Hvad er filosofi”. S. 18

I ”Philosophie II”, som han parafraserer, fortsætter han:

9

”De er ikke overskuelige (überschaubar), i vores væren ser vi bag dem ikke noget andet. De er som en væg, vi støder på og lider nederlag overfor. Vi kan ikke forandre dem; men kun bringe dem til klarhed uden at kunne forklare og aflede dem af noget andet.”

”Philosophie II”. S. 203

Han fortsætter i ”Hvad er filosofi?”:

”Bevidstheden om disse grænsesituationer er næst efter forundringen og tvivlen filosofiens dybeste rod. I det daglige liv, viger vi ofte uden om dem, idet vi lukker øjnene og lever, som om de ikke eksisterede. Vi glemmer, at vi må dø, glemmer vor skyld, glemmer, at vi er prisgivet tilfældet. Vi har da kun at gøre med konkrete situationer, som vi mestrer til vor fordel, og som vi reagerer på ved planlægning og handlen i denne verden, drevet dertil af vor selvopholdelsesdrift. Men når vi står over for grænsesituationerne, reagerer vi enten ved at tilsløre dem eller, hvis vi virkelig griber dem, ved at fortvivle og derved genfødes: vi bliver os selv i en forvandling af vor bevidsthed om væren.”

”Hvad er filosofi”. S. 18

Det er her ved grænsen og i ekstremerne, vores livserfaring får intensitet, dybde og alvor. Først konfronteret med døden bliver livet alvor. Her rives vi ud af ”den beroligende, trygge midte, i hvilken de fleste have deres liv”. Her er vi ved ”springet” (igen en Kierkegaard’sk kategori), springer fra blot væren til eksistens.

KRISEN

SPRINGET

EKSISTENS. SELBSTSEIN MULIGHED. OPGAVE - (SELV)BEVIDSTHED - UBETINGET! - BESLUTNING

DØDEN OG LIDELSEN

Kommer jeg til lige om lidt.

10

KAMPEN

AT VINDE SIN PLADS I VERDEN

- MAGTEN VOLD (NIETZSCHE)- ANERKENDELSE IKKEVOLDELIG (HEGEL)- KÆRLIGHEDEN EKSISTNTIELT MØDE (KIERKEGAARD)

Kærlighed er ikke at smelte ind i hinanden og blive ét, det er i forholdet at bevare selvstændigheden som eksisterende personer, ”tvende evig hver for sig som Ånd bestemte væsner”.

TILFÆLDET

Vi er udleveret eller prisgivet tilfældet, kan ikke eller kun i begrænset omfang kontrollere, magte vores liv. Kontingensen hvis det skal lyde fint

SKYLDEN

Uomgængelig men lige fuldt vores. Ansvaret.

Hvad gør vi, når vi i disse grænsesituationer konfronteres med vores grænse? Vi kan vige tilbage, forsøge at vende tilbage til det gode gamle. Vi kan søge at flygte, flygte fra døden, lidelsen, kampen og ansvaret, flygte fra fortvivlelsen og angsten måske behandle den ”mit Pulver und mit Pillen – og saa med Lavementer” som det hedder hos Kierkegaard. Vi kan forsøge at falde i søvn igen og vende tilbage til ”den beroligende, trygge midte”. Eller vi kan gå ind i krisen, ind i fortvivlelsen og ved at gå ind i den igennem den. Dét er vejen til eksistens, til Selbstsein.

Hos Dante i ”Den guddommelige Komedie” går vejen til Paradis gennem Skærsilden.Associationen til Dante er ikke tilfældig. Jaspers og naturligvis Kierkegaard griber til religiøse kategorier i forsøget på at afklare denne bevægelse, dette spring, der jo ikke lader sig forklare med forstanden. I det før citerede taler Jaspers jo ligefrem om en genfødsel.

”når vi står iver for grænsesituationerne, reagerer vi enten ved at tilsløre dem eller, hvis vi virkelig griber dem, ved at fortvivle og derved genfødes: vi bliver os selv i en forvandling af vor bevidsthed om væren.”

Det er jo et voldsomt ord ”genfødes”, men det er åbenbart så store ord, der skal til for at pege på - ikke (be)gribe - hvad det vil sige at blive et selv, at komme til sig selv.

11

I ”eksistens” træder jeg ud af den blotte ”væren” og forholder mig til ”transcendens”.Så er tilværelsen ikke faldt endimensional, men får højde- og dybdedimension. Som det heder i Th. Mann’s Josefromaner ”Gesegnet von oben und von die Tiefe, die unten liegt”. Det lyder kryptisk. Lad mig sætte det op i et skema, så vi kan se det for os.

DET OMGRIBENDE - DET UBESTEMTE (APEIRON)- DET EVIGE TRANSCENDENS- DET ABSOLUTTE- DET UBETINGEDE

EKSISTENS

DET BESTEMTE- DET TIMELIGE - DET RELATIVE VÆREN. IMMANENS- DET BETINGEDE

I dag skal vi blot se på to af Jaspers grænsesituationer. Lidelsen og døden. Og det bliver ikke i selskab med Jaspers, men Victor Frankl.

12

VIKTOR FRANKL. ERFARINGEN FRA AUSCHWITZ.MENING I MENINGSLØSHEDEN

1 EKSISTENSFILOSOFIENS GRUNDERFARING OG GRUNDHOLDNING.

Jeg vil jeg forlade filosofien og gå over til en fortælling. Victor Frankl’s fortælling fra Auschwitz. Hvorfor? For at komme tættere på erfaringen.

Den erfaring, jeg gerne vil have formuleret med større styrke og anskuelighed er, hvad jeg vil kalde eksistensfilosofiens grunderfaring. Tabet af mening, erfaringen af meningsløshed.

Men jeg vil ikke blive stående ved denne erfaring. Vi skal et skridt videre til, hvad jeg vil kalde eksistensfilosofiens grundholdning. Ikke det heldigste ord måske, men det jeg vil have fat på er, hvorledes eksistensfilosofien forholder sig til denne erfaring. Og denne grundholdning er en insisteren på menneskets frihed, og i den insisteren på friheden en insisteren på muligheden for at skabe mening. Det er en insisteren på menneskets frihed og dermed dets mulighed for at skabe mening.

Erfaringen er en opvågnen fra en mere eller mindre ubevidst og halvsovende blot væren til en mere bevidst eksistens, hvor mennesket forholder sig bevidst til sig selv og sin tilværelse. I denne bevidste forholden sig til sig selv ligger menneskets frihed. Nok er vi produkt af vores omstændigheder, men vi forholder os til disse omstændigheder. Omstændighederne er noget givent; men hvad jeg gør ved dem er op til mig, mit valg, min frihed. Det er hvad jeg vil kalde grundholdningen i eksistensfilosofien.

EKSISTENSFILOSOFIEN (EKSISTENTIALISMEN)

GRUNDERFARING: TABET AF MENING. KRISEN

GRUNDHOLDNING: INSISTEREN PÅ FRIHEDEN I FORHOLDET TIL OMSTÆNDIGHEDERNE

Kan omstændighederne være af en sådan art, at også den frihed fratages os?

13

Lad os prøve at forestille os de allermest ødelæggende omstændigheder et menneske kan udsættes for.

Vi behøver såmænd ikke at anstrenge vores forestillingsevne, vores fantasi. Det findes faktisk som historisk faktum: Holocaust, Auschwitz.

2 VICTOR FRANKL. ERFARINGEN FRA AUSCHWITZ. LOGOTERAPIEN.

VIKTOR FRANKL. ALIAS 119104

OVERLEVENDE FRA AUSCHWITZ

FYSISK MENNESKELIGT. SJÆLELIGT1905 – 97 FORMÅR AT FASTHOLDE

MENNESKELIG VÆRDIGHED,MENINGEN MED LIVET

Frankl’s historie er en historie, der nok er værd at fortælle. Han er jøde født i Wien i 1905. (Sartre og Løgstrup 1905, Hannah Arendt 1906, Beauvoir 1908, Camus 1913, Sløk 1916). Dermed bliver hans lille historie en del af den dramatiske store historie, Tysklands og Østrigs i det tyvende århundrede.

Han uddanner sig til læge, neurolog, tilslutter sig Freuds psykoanalytiske bevægelse, men orienterer sig efterhånden mere mod Adlers individualpsykologi for så at danne sin egen skole, logoterapien.

Hvad betyder det, Logoterapi? Det kommer af det græske ”logos”. Logos oversættes normalt til ”fornuft” eller ”ord”. Frankl oversætter lidt anderledes nemlig til ”mening”, ”ånd”. Logoterapi er altså en teori og terapi, hvis centrum er livets mening eller det åndelige i mennesket. Det afgørende for et menneske, forudsætningen for et menneskeligt liv, et menneskeværdigt liv, er at erfare livet som meningsfuldt.

LÆGE, NEUROLOG, PSYKOLOG

PSYKOANALYSE (FREUD)INDIVIDUALPSYKOLOGI (ADLER)LOGOTERAPI (FRANKL)

14

MENING. ÅNDDenne livsholdning, der insisterer på livets mening, udsættes for, hvad der vel må være den ultimative prøve på dens styrke. Frankl’s lille historie gribes for alvor af den store historie. Han er som sagt jøde. I september 1942 interneres han i koncentrationslejren Teresienstadt og i oktober 1944 i Auschwitz. Han overlever, befris i april 1945. Det gør hans familie ikke. Hans far, mor og bror dør i Auschwitz, hans højt elskede kone i Bergen-Belsen.

Men Frankl selv overlever altså og udgiver i 1946 ”En psykolog oplever Koncentrationslejren”. Den bliver hans mest læste bog (ud af 32) og kommer i ikke mindre end ni millioner eksemplarer. På engelsk med titlen ”Mans Search for Meaning” og på dansk med titlen ”Psykologi og Eksistens”. På tysk ”…trotzdem Ja zum Leben sagen: Ein Psychologe erlebt das Konzentrationslager”. 

Frankl’s fortælling er ikke den litterært bedste beretning fra lejrene. Primo Levi, Eli Weizel, Imre Kertész gør det bedre. Men Frankl er jo heller ikke forfatter, han er psykolog. Hans ærinde er ikke at skrive litteratur, men at rapportere nøgternt og ligefremt om sine oplevelser. Men hans ærinde er mere end det. Det er ikke kun at berette om oplevelserne. Det er også at komme til rette med dem, og det er kun muligt, hvis det er muligt at erfare og forstå dem som meningsfulde. Som Blixen skulle have sagt: ”Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem.”

BERETTEOPLEVELSERNE

KOMME TIL RETTE MEDGIVE MENING

At komme tilrette med oplevelserne vil sige at erfare dem på en måde så de giver mening, forstå dem på en måde så de giver mening, fortolke dem på en måde så de giver mening. Det afgørende spørgsmål for Frankl er: Kan livet, selv under de mest umenneskelige omstændigheder, leves som et menneskeligt liv, et menneskeværdigt liv, et meningsfuldt liv? Han besvarer spørgsmålet med et ”ja”. Den tyske udgave har som sagt titlen: ”Trotzdem Ja zum Leben sagen.”

15

3. AUSCHWITZ. ØDELÆGGELSEN AF MENNESKET.

Før vi når frem til Frankl’s sigen ja til livet på trods, skal vi se på hans rapporterende og analyserende beskrivelse af oplevelserne. Jeg har ikke tænkt mig at give et fyldigt referat, men vil langt hen ad vejen overlade ordet til Frankl selv, citere og kommentere. I må undskylde, hvis det bliver for meget citatsalat. Der er vanskeligt at referere, så det bliver overbevisende, så jeg overlader hellere ordet til manden selv.

Det første er, hvad han kalder ”optagelseschokket”. Det sætter ind allerede før ankomsten til lejren, transport i dagevis i overfyldte kreaturvogne uden mad, for lidt vand, sanitet i form af to hurtigt overfyldte spande. Så selve ankomsten til lejren, sorteringen, nogle til højre nogle til venstre, nogle direkte til gaskamre og krematorieovne nogle til ødelæggende tvangsarbejde. Dernæst strippes de for alt, ejendele, tøj, også hår. De fratages alt hvad der identificerer dem som personer og gøres til ens eksemplarer. Også deres navn erstattes af et nummer.

”alt tages fra en (…) jeg slår en streg over hele mit tidligere liv!”

”Psykologi og Eksistens” s. 20

”Medens vi venter på brusebadet oplever vi vor nøgenhed: det eneste vi har er vore nøgne kroppe (hårløse), vi oplever, at vi bogstavelig tal ikke har andet end den nøgne eksistens.”

Smst. s. 21

Så selve opholdet i lejrene, sammenstuvning i overfyldte barakker med helt utilstrækkelig opvarmning og sanitet, vilkårlig vold fra vogtere og kapoer, sult, sygdom, overanstrengelse, søvnmangel. Fysisk og sjælelig nedbrydning. Fangens reaktion er apatien. Der skrues ned for de normale menneskelige reaktioner, virkeligheden er så ubærlig, at det er umuligt at føle den.

”Efter det første chokstadium glider fangen ind i det andet stadium, den relative apatis stadium. Han dør lidt efter lidt indvendig.”

Smst. s. 26

16

Det er en ”ødelæggelse af de normale sindsbevægelser”, fangerne bliver disengagerede tilskuere til deres eget og andres liv, ligeglade, ufølsomme, afstumpede.

”Afsky, gru, medlidenhed, oprørthed, intet af dette har vor tilskuer egentlig været i stand til at føle mere – efter nogle uger i lejren er det alt sammen så dagligdags, det ikke længere kan bevæge ham.”

Smst. s. 28

”Apatien, den sjælelige afstumpethed, den indre ligegyldighed og den tiltagende sløvhed (…) gør ham også snart ufølsom over for de slag, der vanker hver dag og hver time. Denne ufølsomhed er et særdeles nødvendigt panser, som fangens sjæl i tide omgiver sig med.”

Smst. s. 29

Hvad er det tilbage? Den nøgne selvopholdelsesdrift.

”sjælelivet ligesom skrues tilbage til et primitivt stadie. Psykoanalytisk orienterede kolleger blandt kammeraterne talte derfor ofte om en ”regression” hos lejrmennesket, om dets tilbagegang til en mere primitiv form for sjæleliv.”

Smst. s. 34

Apatien, den anden fases hovedsymptom, er psykens nødvendige beskyttelsesmekanisme. Virkeligheden afblændes. Al stræben og dermed også alt følelsesliv koncentrerer sig om én eneste opgave: den nøgne selvopholdelsesdrift,”

Smst. s. 34

”Den højst tænkelige grad af underernæring, fangerne måtte lide under, gør det naturligt, at driften efter føde er midtpunktet i de primitive instinkter, sjælelivet ”regrederer” til i lejren.”

Smst. s. 35

17

LEGEMLIG OG SJÆLELIG NEDBRYDELSE

OPTAGELSESCHOCKET. MISTE ALT

APATIEN. NØDVENDIG BESKYTTELSE MOD OVERVÆLDENDE LIDELSE

REGRESSION TIL PRIMITIVE INSTINKTER. MISTE MENNESKELIGHED

OVERLEVELSE. FASTHOLDELSE AF MENNESKELIGHED OG MENING

FLUGT TIL INDRE VERDEN

FLUGT TIL FORTID OG FREMTID. ERINDRING, HÅB.

FASTHOLDE KÆRLIGHEDEN (ÅNDELIG)

FASTHOLDE ÅNDELIG FRIHED

FASTHOLDE MEDMENNESKELIGHED

FASTHOLDE MENING. NB! OGSÅ MED LIDELSE OG DØD

LIVET SOM OPGAVE

18

4 LYS I MØRKET.

Cirka halvvejs i sin beretning begynder Frankl at tænde et lys i dette mørke. Det er muligt ikke at lade sig nedbryde. Det er muligt at fastholde sin menneskelighed. Det er muligt at gøre modstand.

Det kan lade sig gøre ved at trække sig tilbage fra den ydre virkelighed til en indre, fra nutiden til fortiden, til erindringen. At erindre livet som det var, hvad der gav det værdi, fylde og mening. Han fører samtaler med sin elskede kone. Hun er uendeligt langt borte, selv om det måske kun er nogle få hundrede meter, der adskiller dem. Men i erindringen er hun nærværende, kærligheden til hende er levende, og er den der holder ham i live og i livet. Det er en meget smuk passage (bedre på tysk). Nogle vil måske opleve, at han svinger sig lovlig højt op; men man må huske på, fra hvilket dyb han taler.

”Jeg fører samtaler med min kone, jeg hører hende svare, ser hende smile, jeg ser hendes krævende og opmuntrende blik – og – lyslevende eller ej: - nu stråler hendes blik stærkere end solen, der lige står op. Da farer en tanke igennem mig: for første gang i mit liv oplever jeg sandheden i det, som så mange tænkere har kaldt visdommens sidste stadium i deres liv, det, så mange digtere har besunget; den sandhed, at kærligheden på en eller anden måde er det endelige og højeste menneskelivet kan svinge sig op til. Nu fatter jeg meningen med det endelige og det yderste, som menneskelig digtning og tænkning og – tro – har at udsige: skabningens forløsning gennem kærligheden og i kærligheden. (…) Min sjæl hænger stadig ved det elskede menneskes billede. Jeg taler stadig med det, det taler stadig med mig. Da kommer jeg til at tænke på noget: jeg ved jo slet ikke, om mon kone lever! Da ved jeg ét – nu har jeg lært det: kærlighedens dybeste intention er ikke rettet mod et menneskes legemlige eksistens, men mod det elskede menneskes åndelige væsen,”

Smst. s. 42 - 43

For lidt får den jo ikke. Men måske er det så meget, der skal til for at overleve sjæleligt.

Denne lad os blot kalde det en flugt fra den ydre virkelighed til et indre liv, fra nutiden til fortiden er én måde, hvorpå det er muligt at fastholde sin menneskelighed, fastholde erfaringen af livet som værdifuldt og meningsfuldt. Det er at gøre modstand, og i selve det at gøre modstand fastholdes den menneskelige værdighed.

19

Modstanden kan tage andre former end denne inderliggørelse. Den kan også vende sig udad mod andre mennesker, træde ind i fællesskabet med andre mennesker. At fastholde sin menneskelighed i mødet med andre, at møde andre som mennesker. Sympatien, medfølelsen, venligheden, solidariteten, kammeratskabet, venskabet

Det er udtryk for, det kræver en indre styrke, som de færreste besidder. Men nogle gør. Det er muligt.

Menneskeligheden kan fastholdes i mødet med andre mennesker. Og den kan fastholdes også i det allersidste møde, mødet med døden. At kunne møde døden med værdighed.

5 ER MENNESKET FRIT OG ANSVARLIGT ELLER BLOT PRODUKT AF SINE OMSTÆNDIGHEDER?

Her skifter Frankl’s fremstilling karakter. Første del er beskrivende, i anden del kommer der flere principielle eller om I vil filosofiske overvejelser til. I eksistensfilosofisk perspektiv er mennesket, det enkelte menneske, nok et produkt af sine omstændigheder; men det har en frihed i forhold til dem. Omstændighederne er noget givent; men hvorledes den enkelte forholder sig til dem, beror på en afgørelse, et valg, og det er frit. Den enkelte er ikke restløst bestemt af sine omstændigheder; men bestemmer selv sin holdning til dem. Denne frihed i forholdet til omstændighederne har mennesket også, hvor omstændighederne er overvældende som i koncentrationslejrene. Hævder Frankl. Det kan man være skeptisk over for. Men som overlevende fra Auschwitz taler han med myndighed.

Det er altså op til det enkelte menneske, til hans egen afgørelse, om han vil lade sig reducere til noget mindre end et menneske, eller om han fastholder sin menneskelighed, om han vedbliver at være person, individ, eller om han bliver et eksemplar, at anonymt nummer i massen.

PRODUKT AF OMSTÆNDIGHEDERBIOLOGISKE, PSYKOLOGISKE, SOCIOLOGISKEOBJEKT

DEN ENKELTEFRIT INDIVID. AFGØRELSE, VALG, HANDLINGSUBJEKT

20

YDRE TVANG VILKÅR. OMSTÆNDIGHEDER

INDRE FRIHED HOLDNING. AFGØRELSE(ÅNDELIG)

Står det virkelig til troende, at det er op til den enkeltes valg? Vi er inde ved eksistensfilosofiens nerve, at mennesket på en gang er frit og produkt af sine omstændigheder. Det har under alle omstændigheder en indre åndelig frihed til at hæve sig over sine omstændigheder. Lade sig knuse eller gøre modstand. Miste sin menneskelighed eller fastholde sin menneskelighed.

”Under suggestion (indflydelse) fra en omverden, der for længst har afskrevet menneskelivets værdi, menneskers værdighed, der snarere har gjort menneskene til viljesløse objekter (…) må ens eget jeg også til sidst devalueres. Hvis mennesket i koncentrationslejren ikke mobiliserer følelsen af egen værdi, mister det følelsen af at være et væsen, for ikke at tale om et åndeligt væsen med indre frihed og personlig værdi. Mennesket oplever kun sig selv som den ringeste del af en stor masse, dets tilværelse synker ned på massetilværelsens niveau..”

Smst. s. 54

”Efter dette forsøg på en psykologisk og en psykopatologisk forklaring af de typiske karaktertræk et længere ophold i koncentrationslejren fremkalder hos menneskene, kunne man få det indtryk, at menneskesjælen til syvende og sidst er tvangsmæssigt og entydigt bestemt af omverdenen (…) Man vil derfor med rette kunne komme med indvendinger – man kan spørge: hvad bliver der af den menneskelige frihed? Findes der ingen åndelig frihed til at tage stilling til de givne forhold i omgivelserne? Er det virkelig sandt, det en naturalistisk verdensanskuelse og livsopfattelse vil have os til at tro, at mennesket ikke er andet end et produkt af forskellige bestemmende og betingende faktorer, enten de nu er af biologisk, psykologisk eller sociologisk art?

Smst. s. 69

Svaret er for Frankl klart nok:

”Dette spørgsmål kan vi besvare både erfaringsmæssigt og principielt. Erfaringsmæssigt for så vidt som livet i koncentrationslejren har vist os, at mennesket særdeles godt ”også kan andet”. Der gives masser af eksempler, ofte heroiske” der har bevist, at man godt kan overvinde apatien og undertrykke irritationen, at der altså

21

stadig lever en rest af åndelig frihed, af jegets frie holdning til omverdenen selv i denne tilsyneladende absolutte indre og ydre tvangssituation. (…) beviser på at man kan tage alt fra mennesker i koncentrationslejren, alt, undtagen ét: den sidste menneskelige frihed til at forholde sig sådan eller sådan til de givne omstændigheder. Og der fandtes er ”sådan eller sådan”! Hver dag og hver time i lejren gav tusinder af lejligheder til at fuldbyrde denne indre afgørelse, hvor mennesket selv bestemmer, om det vil give efter for de magter i omgivelserne, der truer med at frarøve det dets dybeste menneskelighed – dets indre frihed – og forføre det til at blive kastebold og objekt for de ydre vilkår, uden frihed og værdighed, forvandle det til den ”typiske lejrfange”.(…)I sidste instans viser det sig, at det, der sker med menneskets indre, det koncentrationslejren tilsyneladende ”gør” mennesket til, er resultatet af en indre afgørelse. Ethvert menneske kan altså principielt, og selv under sådanne forhold, på en eller anden måde afgøre, hvad det – åndeligt set – skal blive til i lejren: en typisk koncentrationslejrfange – eller et menneske, det selv her vedbliver at være menneske og bevarer menneskeværdigheden.”

Smst. s. 70 – 71

Det er, siger han, op til den enkeltes egen afgørelse, den enkeltes eget valg. Det er en påstand. Og en meget stærk påstand. Mennesket har altid og under alle omstændigheder en indre frihed, som gør det muligt at fastholde menneskelighed og mening. Og det er ikke blot en meget stærk påstand, det er en påstand der ikke er grebet ud af den blå luft eller udtænkt ved et skrivebord, den hviler på en erfaring. Og ikke en hvilken som helst erfaring, men erfaringen fra Auschwitz.

PÅSTAND (STÆRK): DET ER MULIGT AT FASTHOLDE DEN INDRE FRIHED.DET ER DEN ENKELSES AFGØRELSE, VALG.

ERFARING OVERLEVENDE (FYSISK, SJÆLELIGT OG ÅNDELIGT)FRA AUSCHWITZ

Hvis påstandens grundlag var jeg havde nær sagt en hvilken som helst anden erfaring, ville jeg være skeptisk over for den. Det er jeg for så vidt stadig. Jeg har det vanskeligt med Frankl. Jeg kan for så vidt godt forstå, hvad han skriver, men jeg har vanskeligt ved at tro på hvad han skriver.

Har han virkelig ret i, at det er op til den enkelte selv, den enkeltes eget valg, om han vil stå fast eller lade sig knække?

22

Som jeg sagde lige før er det jo en påstand, der hviler på en erfaring. Han har faktisk været i Auschwitsch, og han har overlevet ikke kun fysisk men sjæleligt, menneskeligt. Det giver hans ord vægt og myndighed. Som der (uden sammenligning i øvrigt) står om Jesus i Bjergprædiken. ”Han underviste som en der har myndighed og ikke som de skriftkloge”.

Frankl hørte selv til de få, der ikke lod sig knække. Har jeg hørt. Jeg kender en, der kender en, der kendte Frankl. En af deltageren i en af mine forelæsningsrækker havde været overlæge på Risskov og havde haft en patient, der havde været i Auschwitz sammen med Frankl. Han beskrev Frankl som et af de mennesker, der tændte et lys i mørket, formåede at stå fast og støtte andre.

Et andet forbehold, jeg har over for Frankl, er at han ikke er den skarpeste kniv i skuffen blandt eksistensfilosofferne. Nu er han jo heller ikke filosof, og det er ikke rimeligt at lægge ham i samme skuffe som Kierkegaard, Heidegger, Jaspers og Sartre. Men det er altså dem og ikke Frankl, man skal have fat i for at få ført analysen af friheden om ikke til bunds så dybere ned. Og eksistensfilosofferne skal så suppleres med politiske tænkere som Kant, Hegel, Arendt, Habermas og Honneth.

Her vil jeg ikke forsøge at komme videre med friheden. Det bliver i sidste forelæsning. Jeg vil gå videre til meningen. Kan det lade sig gøre selv i Auschwitz at opleve og leve livet som meningsfuldt.

Hvorledes er det muligt for Frankl at fastholde livets mening i Auschwitz? Ved at se livet som opgave.

Det er ikke udfoldet i ”Psykologi og Eksistens”. I ”Ärztliche Seelsorge” (manuskriptet han havde med sig i Auschwitsch) taler han om livets ”opgavekarakter”. Men her vil jeg hellere tage det fra Kierkegaard.

23

6 KIERKEGAARDDEN EKSISTENTIALISTISKE LIVSHOLDNING SOM ETISK.LIVET SOM OPGAVE

Før jeg fortsætter med Frankl, vil jeg kaste et kærligt blik tilbage på Kierkegaards Etiker, Assessor Wilhelm. Her har jeg i den første forelæsning talt ret udførligt om det eksistentielle valg. Det der for Etikeren (og for Kierkegaard) er det afgørende er at blive et selv, at blive sig selv. Det sker hos Etikeren ved at jeg vælger mig selv. Vælger at være det menneske, jeg er og leve det liv, der er mit. Forsoner mig med det. Jeg tager det på mig som mit ansvar og min opgave Jeg brugte den lidt patetiske formulering, at der er i dyb og omfattende forstand at sige ja til mig selv.

Hvad jeg ikke kom ind på, er at dette eksistentielle valg også er et etisk valg. Det sætter tilværelsen under etiske bestemmelser. Det der bestemmer, hvorledes jeg skal leve mit liv er det etiske, godt og ondt.

DET EKSISTENTIELLE VALG: AT VÆLGE MIG SELV

DET ETISKE VALG TILVÆRELSEN UNDER ETISKE DEN ETISKE LIVSHOLDNING BESTEMMELSER. GODT OG ONDT

LIVET SOM OPGAVE

Er livet da ikke altid det, en opgave, jeg skal leve op til? Nej for Kierkegaard er denne etiske livsholdning ikke den, jeg begynder i, men en jeg måske når frem til. Umiddelbart vil jeg se eller anskue livet som oplevelse. Oplevelser er det stof, livet er gjort af, en stor i hver ende fødslen (som vi ikke kan huske) og døden (som vi ikke har oplevet endnu), og mellem dem en mangfoldighed af oplevelser, store og små, glædelige og sørgelige. Hvad er det så livet handler om i det perspektiv? Det handler vel om at få et oplevelsesrigt liv, eller da der jo er oplevelser vi helst er foruden (tandpine, jalousi og mange andre) et liv rigt på gode oplevelser. Så har vi et godt liv, så er vi tilfredse, måske ligefrem lykkelige.

DEN UMIDDELBARE LIVSHOLDNING LIVET SOM OPLEVELSE(DEN ÆSTETISKE) MÅL: GODE OPLEVELSER

LYKKEN

24

Denne livsholdning er for snæver. Den kan ikke rumme det onde, lidelsen, sorgen, ulykken. Hvis meningen med livet er de gode oplevelser, at ha det godt og være lykkelig, ja så mister livet jo sin mening, hvis det ikke lykkes at blive lykkelig.

Det er det, der går op for det umiddelbare menneske i krisen. Og krisen kan så være vejen til en dybere og mere omfattende livsholdning. Det skal jeg ikke gentage.

En mere omfattende livsholdning skal til, for at også det liv der ikke er i umiddelbar forstand lykkeligt kan leves som et meningsfuldt liv. Meningen ligger dybere end lykken.

DET EKSISTENTIELLE VALG: AT VÆLGE MIG SELV

DET ETISKE VALG TILVÆRELSEN UNDER ETISKE DEN ETISKE LIVSHOLDNING BESTEMMELSER. GODT OG ONDT

LIVET SOM OPGAVE

KRISEN

DEN UMIDDELBARE LIVSHOLDNING LIVET SOM OPLEVELSE(DEN ÆSTETISKE) MÅL: GODE OPLEVELSER

LYKKEN

I det perspektiv, det etiske perspektiv, er det muligt at leve også det liv, hvor der er en overvægt af tab, sorg, lidelse som et meningsfuldt liv. Ikke et lykkeligt liv, men et meningsfuldt liv. Lykken og meningen er ikke det samme.

Der er et problem med Kierkegaards Etiker. Hos ham sættes den etiske livsholdning ikke for alvor på prøve. Det selv, han skal vælge, har han ikke nogen problemer med. Det liv han skal leve, har han ikke nogen problemer med. Lad os prøve at sætte Etikeren og den etiske livsholdning i en ekstrem situation og se om den holder.

Det er jo det vi allerede er i gang med. Vi vender tilbage til Frankl.

25

7 FASTHOLDELSE AF MENNESKELIGHED OG MENING

Tilbage til Frankl og til det Camus kaldte ”det vigtigste af alle spørgsmål”, spørgsmålet om mening. Frankl er ganske enig, ”Mans Search for Meaning” hedder den engelske udgave jo. Meningen er det grundlag hvorpå et menneskeliv kan leves. Menneskeligheden kan kun fastholdes, når det lykkes at fastholde erfaringen af livet som meningsfuldt. Og da livet omfatter lidelsen og døden, må også lidelse og død kunne erfares som meningsfuldt.

Det er da noget af en opgave at stille sig selv at forholde sig til og erfare lidelse og død på en måde så også det bliver meningsfuldt. Det kan kun lade sig gøre, hvis meningen ikke søges i det konkrete indhold i tilværelsen, men i hvorledes jeg forholder mig til indholdet. Det er jo den afgørende manøvre i eksistentialismen, det er ikke indholdet i min tilværelse, der er afgørende, men hvordan jeg forholder mig til det. Og så er det, hævder Frankl muligt at give mening også til lidelse og død.

INDHOLDETMENING

FORHOLDET TIL INDHOLDET

Selvfølgelig kan indholdet erfares som i sig selv meningsfuldt. Det jeg foretager mig lige nu, holder forelæsning, giver god mening for mig og jeg håber, at det også gør det for jer. Det giver også god mening når jeg i aften spiser en god middag sammen med min kone. Og sådan er der så meget i det konkrete indhold i min tilværelse der umiddelbart i sig selv er meningsfuldt.

For Frankl var situationen en anden. Det der normalt kunne fylde et liv med mening, var frarøvet ham. Alligevel insisterer han på at det er muligt at fastholde meningen.

Et skema før citatet.

DET NYDENDE LIV OPLEVELSEN MENINGENLIVETS DET SKABENDE LIV HANDLINGEN GIVENHELHED

TILINTETGØRELSEN LIDELSE MENINGENDØD FASTHOLDT

26

”Menneskets åndelige frihed, den man ikke kan fratage et menneske, førend det dør, givet det lejlighed til at gøre livet meningsfuldt, lige så længe det findes. Thi det er ikke kun et virksomt liv, der har mening, idet det giver mennesket mulighed for at virkeliggøre værdier i skabende aktivitet; det er heller ikke kun et nydende liv, der har mening, altså et liv med skønhedsoplevelser, med kunst eller natur; der er også mening i det liv, der – som i koncentrationslejeren – næppe giver nogen chance mere til at virkeliggøre værdier gennem skabende indsats eller oplevelse, men kun tillade en eneste sidste mulighed for høj moralsk holdning, den mulighed der ligger i måden , mennesket forholder sig på over for denne påtvungne indskrænkning af tilværelsen. Både det skabende og det nydende liv er for længst lukket. Men det er ikke blot det skabende og det nydende liv, der har mening: hvis livet overhovedet har en mening, må lidelsen også have en mening. Lidelsen hører jo på en måde med til livet – på samme måde som skæbnen og døden gør det. Først nøden og døden gør den menneskelige tilværelse til et hele!

Smst. s. 71

Det er hele livet, der skal erfares som meningsfuldt, ikke blot de lykkelige stunder.

Et skabende liv kan erfares som meningsfuldt. Og et nydende liv kan erfares som meningsfuldt. (Det behandles udførligt andre steder i forfatterskabet). Men hvad så når disse muligheder er lukkede og livet blot er lidelse afsluttet med død? Også det liv skal kunne erfares som meningsfuldt. Også lidelsen og døden må have en mening. Hvordan? Ved at møde lidelsen og døden med værdighed. Lader det sig ikke gøre, har livet som sådan ingen mening.

”I den måde et menneske tager sin uafvendelige skæbne på og sammen med denne skæbne al den lidelse, den medfører, ja, tager lidelsen på sig som et ”kors”, åbner der sig selv i de vanskeligste situationer og lige til livets sidste minut et væld af muligheder til at gøre livet meningsfuldt på.”

Smst. s. 71 - 72

”Tro endelig ikke at slige overvejelser er livs- eller verdensfjerne. Naturligvis var det kun få og sjældne mennesker (…) Men selv om det kun havde været en enkelt – det ville have været tilstrækkeligt som vidnesbyrd om, at mennesket i sit indre kan være stærkere end den ydre skæbne.”

Smst. s. 72

27

PRODUKT AF OMSTÆNDIGHEDERUNDERLAGT GIVNE VILKÅR

FRIHED I FORHOLDET TIL OMSTÆNDIGHEDERNEAFGØRELSE, VALG

Lad os følge Frankl et par skridt videre og forsøge at få mere klarhed over hvori denne åndelige frihed og indre styrke består. Den beror på en beslutning, en afgørelse, et valg. Frankl insisterer på, at det i sidste instans er op til den enkelte selv, om han fastholder sin menneskelighed eller lader sig nedbryde. Det er en afgørelse, et valg! Og det er i det valg, Frankl finder meningen.

Meningen er ikke noget givet, men beror på et valg en afgørelse. Når Frankl kan hævde det, er det fordi han ændring af spørgsmålets status og karakter. Spørgsmålet er det samme, men afsender og adressat forandres. Umiddelbart opfatter vi det som et spørgsmål den enkelte stiller til tilværelsen. Frankl’s kopernikanske vending er at det er tilværelsen, der stiller spørgsmålet til den enkelte.

”Den, der ved hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.”(Nietzsche)

Smst. s. 81

”Det, der er nødvendigt her, er en drejning af hele problemstillingen angående livets mening: vi må selv lære, og vi må få de fortvivlede mennesker til at forstå, at det aldrig nogen sinde gælder, det vi endnu kan vente os af livet, men udelukkende det, livet venter af os! Med et filosofisk udtryk kunne man sige, at det her drejer sig om en kopernikansk vending. Den går ud på, at vi ikke uden videre spørger efter livets mening, men oplever os selv som de mennesker, spørgsmålet rettes til, som dem, livet hver dag og hver time på dagen retter spørgsmålet til – spørgsmål, som vi skal besvare, og det rigtige svar giver vi ikke ved at gruble eller snakke, kun ved en handling,”

Smst. s. 81

DEN ”KOPERNIKANSKE” VENDING

STILLES AF DIGSPØRGSMÅLET OMLIVETS MENING

STILLES TIL DIG

28

”Dette krav og dermed tilværelsens mening skifter fra menneske til menneske og fra øjeblik til øjeblik. Menneskelivets mening kan aldrig nogen sinde bestemmes alment (…)livets karv til os er til enhver tid helt konkrete. (…) Hvis nu den konkrete skæbne pålægger mennesket en lidelse, vil det også i denne lidelse være nødt til at se en opgave og ligeledes en helt enestående opgave.”

Smst. s. 82

Spørgsmålet er rettet til den enkelte. Det er ikke et abstrakt spørgsmål om livets mening sådan i al almindelighed, om hvad der gælder for alle. Det er helt konkret og rettet til den enkelte, til hver enkelt. Hvad er dit livs mening? Hvad er det du skal? Hvad er din opgave?

”For os i koncentrationslejren var dette alt andet end livsfjern spekulation. (…) For os drejede det sig om livets mening, som den totalitet, der også omfatter døden, det var også meningen med lidelse og død. (…) For os var lidelsen blevet en opgave, hvis meningsfylde vi ikke længere ville lukke os ude fra.”

Smst. s. 82 – 83

Også i den ekstreme situation, hvor døden er umiddelbart forestående, den situation, hvor der ingen fremtid er, også her kan meningen fastholdes ved at jeg har styrke til at møde min død med værdighed. Og måske er der alligevel en fremtid, ikke for mig, men for andre. For dem kan jeg være et forbillede.

”at menneskelivet altid og under alle omstændigheder har mening, og at denne uendelige mening i tilværelsen også omfatter lidelse og nød og død.

Smst. s. 87

29

EKSISTENSFILOSOFI 7. Dec. 2017

CAMUS – DET ABSURDE OG OPRØRETJASPERS – KOMMUNIKATIONENS TÆNKER

Jeg har jo blandet kortene lidt anderledes end oprindeligt planlagt. Den fjerde forelæsning skulle have handlet om Jaspers solo; men jeg fornemmede et behov for at gøre det mere erfaringsnært, så jeg valgte at nøjes med halvdelen af Jaspers og gik videre til Victor Frankl’s fortælling fra Auschwitz. Det blev det jo ikke lysere og lystigere af; men det kom tættere på den konkrete erfaring.

Så vi har en halv forelæsning om Jaspers til gode. Det bliver så sammen med Camus, uden at jeg egentlig har tænkt mig at sammenligne dem. De kommer til at stå ved siden af hinanden.

CAMUS ”SISYFOSMYTEN”DET ABSURDE OG OPRØRET.

1. SELVMORDET. DØDEN. DEN EKSIETENTIELLE KRISE.

Forelæsningsrækken om eksistensfilosofi fortsætter med en række om eksistentialisme i næste semester, og her får jeg Jørn Boysen (nok den i Danmark, der ved mest om Camus) til at fortælle om ham. Og Camus hører da også hjemme i en række om eksistentialisme snarere end i en række om eksistensfilosofi. Eksistentialisme er bredere end eksistensfilosofi især derved at den også omfatter skønlitteraturen. Og Camus er ikke filosof, han er journalist, debattør, essayist og først og fremmest skønlitterær forfatter.

Her nøjes jeg med essayet ”Sisyfosmyten”. Det var jo det jeg begyndte med i begyndelsen af forelæsningsrækken, fordi det bygder så flot. Det er jo længe siden, så jeg kan vel godt igen begynde med det, jeg begyndte med, uden at I falder i søvn.

”Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens

30

grundspørgsmål. Alt det øvrige, om verden har tre dimensioner, om ånden kan inddeles i ni eller tolv kategorier, kommer i anden række. Først må det væsentlige spørgsmål besvares.”

Camus. ”Sisyfosmyten” s. 11

Det er da en begyndelse, der vil noget. Vi er helt oppe og ringe sammen med fortællingen om altings begyndelse i ”Første Mosebog”.

”Genesis”. ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, ogGuds ånd svævede over vandene.Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der blev lys.”

Senere i Bibelen begynder evangelisten Johannes igen med begyndelsen.

”Johannesevangeliet” ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud. Han vari begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet varmenneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket Greb det ikke.”

Det første værk i Europas litteratur handler om et sådant ødelæggende mørke, vreden, volden, krigen, døden. Det er Homers Iliade. Den begynder:

”Iliaden” ”Vreden Gudinde besyng, som greb Peleiden Achilles.Rædsomt og kvaler i tusinde tal Achaierne voldte.”

Og med en anden orkestrering og i en anden toneart endnu en begyndelse: ”Den grimme Ælling”. ”Det var så dejligt ude på landet; det var sommer. Kornet

stod gult, havren grøn. Høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde den lært af sin moder.”

Tilbage til det dystre:

Knausgaard. ”Min Kamp”: For hjertet er livet enkelt. Det slår så længe det kan. Så stopper det.”

31

Her holder vi os til Camus. ”Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet.” Så skulle læserens opmærksomhed da være fanget. Det her, venner, er ikke livsfjerne filosofiske spekulationer. Det gælder liv og død. Det er alvor. Er livet værd at leve eller ej? Dét er spørgsmålet, spørgsmålet om mening. Lidt senere står der:

”livets mening er det vigtigste af alle spørgsmål.”Smst. s 12

Hvis livet ikke har mening, må den konsekvente holdning og handling være at vælge døden frem for livet. Og vi kan jo vælge. Vi kan vælge selvmordet, vælge ikke at ville være til. Døden kan være et valg. Det betyder, at livet er et valg. Når vi fravælger selvmordet, vælger vi livet. Vi vælger mellem liv og død. Det valg har vi alle sammen truffet. Vi har valgt livet ikke døden.

Døden kan være et valg. Men den er også et vilkår. Vi kan vælge at fremskynde døden, måske også at udsætte den; men vi kan ikke vælge den fra. Før eller siden møder vi vores død. Den ”grumme død, der høster ethvert menneske”, som det hedder i det fire tusind år gamle babyloniske epos ”Gilgamesh”. Døden er et eksistentielt grundvilkår. Vi skal dø. Og vi ved det. Denne bevidsthed om vores dødelighed er noget særligt ved mennesket, en af de ting, der gør mennesket til menneske. Dyrene er også dødelige; men de er lykkeligt uvidende om det.

DET SÆRLIGT MENNESKELIGE: SELVBEVIDSTHED (EX-SISTENS)

BEVIDSTHED OM DØDEN

VILKÅR VALG: SELVMORDETS MULIGHED

SPØRGSMÅLET/KRAVET OM MENING

Som jeg sagde før. For at vi skal vælge livet, må vi opleve at det er værd at leve, at det er et værdifuldt liv, et værdigt liv, et meningsfuldt liv. Uden mening kan vi ikke leve.

32

Camus ser kravet om mening eller måske bedre spørgsmålet om mening som det vigtigste af alle spørgsmål. Vi må svare på spørgsmålet om livet har mening eller ej. Og hvis der ikke er en på forhånd given mening, er vi så i stand til at leve vores liv på en måde, så vi giver det mening, så det får mening?

Hvornår melder spørgsmålet sig? Ja vi spørger vel først om meningen, når vi oplever, at den er mistet. At stille spørgsmålet er udtryk for en krise, et brud. Vi stiller spørgsmålet, når livet ikke længere uden videre er uproblematisk meningsfuldt, når livet ikke længere ligger ligefor og kan leves ligefremt, men når det bliver indviklet, forviklet, ufremkommeligt.

Så længe det går mig godt og jeg har det godt, stiller jeg jog jo ikke i dramatisk positur og spørger om meningen med det. Det gode har vi det godt med. Det kræver vi ikke nogen forklaring på. Anderledes med det onde. Det vil vi ikke uden videre acceptere eller godtage, i hvert fald ikke uden en forklaring på, hvad det skal være godt for. Det onde skal være godt for noget. Det må fortolkes, så det får en mening, ellers er det ikke til at bære. Når det går os godt i livet, spørger vi ikke om meningen. Det gør vi, når det går galt, når vi rammes af tabet, sorgen, lidelsen, døden. Hvorfor skulle det ske? Hvorfor skulle det ske for mig? Vi spørger først om meningen, når meningen er mistet.

Erfaringen af meningstab er helt central hos Camus og i eksistensfilosofien i det hele taget. Den betyder et brud, en krise, den eksistentielle krise, som er vejen til egentlig eksistens.

DET SÆRLIGT MENNESKELIGE: SELVBEVIDSTHED (EX-SISTENS)

BEVIDSTHED OM DØDEN

VILKÅR VALG SELVMORDETS MULIGHED

SPØRGSMÅLET/KRAVET OM MENING

KRISE/BRUD. TAB AF MENING. ”DET ABSURDE”

DEN EKSISTENTIELLE KRISE EKSISTENS

33

Hos Camus er navnet på denne erfaring ”det absurde”. Et af de steder, vi møder det absurde er i erfaringen af vores dødelighed.

”Jeg kommer endelig til døden og de følelser, den vækker i os. Om dette emne er alt sagt, og det er sømmeligt ikke at blive patetisk.”

Smst. s. 22

Men nu er han jo franskmand, så vi får alligevel en dosis dødsphatos:

Denne elementære og definitive afslutning på livets eventyr udgør indholdet i absurditetsfølelsen. Når den menneskelige skæbne ses i dødens lys, bliver nyttesløsheden åbenbar. Stillet over for den blodige matematik, der behersker vort liv, mister al moral og al stræben a priori enhver berettigelse.”

Smst. s. 23.

2. ”DEN FREMMEDE”. GLASKLOKKEN OG KLARSYNET

Her ville jeg gerne have ½ time til at præsentere jer for romanen ”Den Fremmede”. Den er i al sin lidenhed et mesterværk ikke mindst fordi den er så åben og flertydig. Det er der ikke tid til. Det bliver i næste semester.

3. DET ABSURDE.GRUNDERFARINGEN

Den eksistentielle krise er en opvågnen. Jeg vågner op til at se mit vilkår som menneske i øjnene. Men det er ikke kun bevidstheden om døden, der kan vække mig og få mig til at stille spørgsmålet om mening. Mindre kan også gøre det. Det mindste kan gøre det. Jeg kan pludselig uden grund falde ud af min almindelige tilværelse og ned i en afgrund.

”Absurditetsfølelsen kan ramme hvem som helst på et tilfældigt gadehjørne, som et slag i ansigtet. Umiddelbart er den ufattelig i sin fortvivlede nøgenhed og sit kolde lys.”

Smst. s. 18

34

Jeg kan midt i min almindelige hverdag stile spørgsmålet om mening og til min foruroligelse måske forfærdelse konstatere at jeg ikke kan svare på det. Jeg kan opleve at det liv jeg lever i grunden er uden mening. At det er absurd. Denne erfaring af det absurde er en grunderfaring hos Camus.

GRUNDERFARING: AFGRUNDENTOMHEDMENINGSLØSHEDFREMMEDHEDDET ABSURDE

GRUNDHOLDNING ?

Det der sker her er ikke at et bestemt livsindhold går i stykker. At jeg mister mit arbejde. At jeg rammes af sygdom, At jeg mister et menneske, der står mig nær. Erfaringen af det absurde gælder ikke et bestemt indhold i min tilværelse. Den gælder hele tilværelsen. Ligesom hos Kierkegaard; Æstetikerens fortvivlelse er en fortvivlelse over det hele; Etikerens valg er et valg af det hele. Også her hos Camus er det hele tilværelsen, der med et opleves som absurd og meningsløs. Det kan selvfølgelig have en bestemt anledning; men det kan også ske uden ydre grund. Uden grund forsvinder grunden under mig og jeg står over for en afgrund.

Det er formuleret med stor retorisk kraft hos Camus, så jeg vil hellere citere end referere.

”Det hænder, at kulisserne styrter sammen. Stå op, tage sporvognen, fire timer på kontoret eller fabrikken, spise, sporvogn, fire timers arbejde, spise, sove og mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag i samme rytme – denne rutine er for det meste let at følge. Men en skønne dag opstår spørgsmålet: hvorfor? – og dermed er processen begyndt. (…) Og følgen bliver enten er ubevidst tilbagevenden til kæden eller den uigenkaldelige opvågnen. Efter denne opvågnen kommer med tiden igen dens konsekvens: selvmord eller helbredelse. Lede er i sig selv et ubehageligt fænomen. I denne sammenhæng må jeg betragte den som et gode. Thi alt begynder med bevidstheden, og intet er noget værd uden den.”

Smst. s. 20

”En grad længere nede kommer fremmedfølelsen: opdagelsen af, at verden er ”uigennemtrængelig”, den ubestemte fornemmelse af, i hvor høj grad en sten er os

35

fremmed, uforklarlig, med hvilken intensitet naturen, et landskab kan fornægte os. Dybest i al skønhed ligger der noget umenneskeligt: bakkerne, træerne, der tegner sig mod den rolige himmel, mister på et øjeblik den illusoriske betydning, vi har iklædt dem, og bliver mere uopnåelige end et tabt paradis.”

Smst. s. 21

”denne uigennemtrængelighed, denne fremmedhed hos verden, er det absurde.Også menneskene selv udsondrer umenneskelighed. I visse klarsynede øjeblikke kommer deres mekaniske fagter, deres meningsløse pantomime, alt, hvad de gør, til at tage sig tåbelige ud. En mand taler i telefon bag en glasrude, man hører ikke, hvad han siger, men man ser kun hans tomme mimik, og man spørger sig selv, hvorfor han lever. Dette ubehag ved synet af menneskets egen umenneskelighed, dette svimle styrt, når vi stilles over for vort eget billede, denne kvalme, som en moderne forfatter kalder det, er også det absurde. Og den fremmede, vi pludselig kan få øje på i spejlet, den velkendte og alligevel så foruroligende tvillingebroder, vi møder på fotografier af os selv, det er endnu engang det absurde.”

Smst. s. 22

Det er en erfaring at ikke at være fortrolig med verden. Jeg er ikke hjemme i den. Den er mig fremmed. Og det er ikke blot naturen, det er også andre mennesker, og det er mig selv, der er fremmed for mig selv.

FREMMEDI NATURENFOR ANDRE MENNESKER DET ABSURDEFOR MIG SELV

Mennesket og dets verden passer ikke sammen. Der er et brud, en modsætning. Menneskets krav om mening møder tavshed og tomhed.

”Men jeg gik lidt for hastigt frem, da jeg hævdede, at verden er absurd. Alt. hvad man kan sige, er, at verden ikke i sig selv er fornuftig. Det absurde ligger i konfrontationen mellem det irrationelle og det brændende begær efter klarhed, som ryster mennesket i dets inderste.”

Smst. s. 28

36

””Hvis jeg var et træ blandt træerne eller et dyr blandt andre dyr, ville livet have en mening, eller rettere sagt: problemet ville ikke have nogen mening, efter som jeg ville være en del af denne verden. Jeg ville være den verden, som hele min bevidsthed og mit krav om fortrolighed nu bringer mig i modsætning til. Det er den latterlige fornuft, der sætter mig op mod hele skabningen.”

Smst. s. 55

Lad mig sætte det op i et skema.

SAMMENSTØDMENNESKETS VERDENKRAV OM MENING DET ABSURDE TILFÆLDIG

DET ABSURDE MENNESKEDET BEVIDSTE MENNESKE

BÆRER TRODSIGT DEN ABSURDE TIL VÆRELSE

OPRØR. FRIHED. ”JA” TIL LIVETMENING

Hvad så? Skal jeg sætte mig hen og jamre over meningsløsheden? Eller sidde med korslagte arme og være sur og fornærmet? Eller kaste mig ud i hektisk fortravlethed, så jeg kan glemme mig selv? Eller skal jeg begå selvmord? Nej jeg skal bære det absurde vilkår. Udholde det. Omfavne det. Og samtidig gøre oprør mod det. Derved kan det få mening.

37

4. BEVIDSTHEDEN OG OPRØRET.GRUNDHOLDNINGEN

Her er jeg fremme ved det jeg vil kalde grundholdningen. Grunderfaringen er det absurde. Grundholdningen er trods, oprør.

GRUNDERFARING: DET ABSURDE. MENINGSLØSHEDEN

GRUNDHOLDNING: OPRØR. TRODSILLUSIONSLØS BEVIDSTHEDFRIHED. MENING

Hvad gør jeg, når jeg erfarer tilværelsen som absurd og meningsløs? Hvorledes forholder jeg mig til fortvivlelsen?

Der er flere muligheder. Jeg kan vælge selvmordet. Eller jeg kan vige tilbage fra erfaringen. Forsøge at vende tilbage til ”det gode gamle”, se erfaringen som en anormalitet, en sygdom og så behandle den ”mit Pulver und mit Pillen – og så med lavementer” (Kierkegaard). Eller jeg kan forsøge at glemme den ved at kaste mig ud i fortravlet foretagsomhed. Eller jeg kan udskifte indholdet i min tilværelse, få mig et nyt arbejde, en ny kone, en ny sofa. Eller – ja der er mange muligheder for at bakke ud af krisen og falde i søvn igen. For det er hvad det er set i eksistensfilosofiens perspektiv, det er ikke at have modet og styrken til at være vågen og se sit vilkår i øjnene. Så for Camus er den rette holdning ikke at forsøge at flygte fra det absurde, men at være bevidst om det og bære det, ”omfavne” det. Det gør jeg i oprøret.

I oprøret konfronterer jeg det absurde og bærer det. Ikke i surhedens futile fornærmethed. Heller ikke i fortvivlelsens futile raseri. Men i den trodsige illusionsløse holden stand.

SELVMORDFORNÆRMETHED (SUR)

DET ABSURDE FORTVIVLELSE (RASENDE)FORTRAVLETHED. GLEMSEL.ACCEPT OG OPRØR. TRODS

38

Hvad var det han begyndte med. Selvmordet som den logiske konsekvens at tilværelsens meningsløshed, absurditet. Mente han det havde han jo ikke skrevet bogen. Så havde han begået selvmord, og vi havde aldrig hørt fra ham. Så det mente han åbenbart ikke. Hvordan forholder han sig til absurditetserfaringen. Hvad er hans holdning. Det er oprøret.

Camus vil ikke fornægte og flygte fra absurditetserfaringen - hverken gennem selvmordet eller tilbage i ubevidstheden, glemslen, fortravletheden. Han vil fastholde og være tro mod erfaringen og holde ud i den. Og selve det trodsigt at holde ud kan give mening.

”Eller skal jeg holde fast ved min indsats, holde stand i absurditetens sønderrivende og vidunderlige univers? Lad os i denne forbindelse gøre en sidste anstrengelse og drage alle konsekvenser. Legemet, kærligheden, skaberakten, handlingen og det menneskelige højsind får atter deres plads i en meningsløs verden. Her genfinder mennesket omsider den absurditet og den ligegyldighed, som er vin og brød for dets storhed.”

Smst. s. 56

”Før drejede det sig om at undersøge, om livet måtte have en mening, for at man kunne leve det. Nu ser det tværtimod ud til, at det lader sig leve bedre, jo mindre mening det har. At leve en erfaring eller en skæbne vil sige at acceptere den fuldt ud. Man kan ikke leve sin skæbne i bevidstheden om, at den er absurd, hvis man ikke gør alt for at holde fast ved den absurditet, som bevidstheden har afsløret. (…) At leve er at leve det absurde. At gøre det absurde levende er først og fremmest at holde sig det for øje. (…) Oprøret er altså et af de få konsekvente filosofiske standpunkter. Det indebærer en stadig konfrontation mellem mennesket og dets egen dunkelhed; det indebærer kravet om en umulig klarhed.”

Smst. s. 57

”Dette oprør giver livet dets sande værdi. Udstrakt over et helt liv genopretter det tilværelsens storhed.”

Smst. s. 58

Det er jo ikke lysende klart, hvad han mener med det. Men flot lyder det da. Og det giver vel en fornemmelse af den illusionsløse trodsige holden ud.

Skulle det siges på mere ligefremt dansk eller måske ligefrem på jysk, ville Svend Brinkmann nok være mand for at formulere det. Det skulle så være i et suppleringsbind til af hans trilogi. ”Stå fast”, ”Ståsteder”, ”Giv slip”. Hvorfor ikke ”Hold

39

ud”? Al respekt for Brinkmann, så mangler han sans for, hvor vanskeligt det kan være at være menneske.

Det sidste afsnit af ”Sisyfosmyten” er en udlægning af den gamle græske myte om Sisyfos. Straffen over Sisyfos er som bekendt at han skal rulle en klippeblok op af den bjergside vel vidende at den vil rulle ned igen hver gang han når toppen. Det bliver hos Camus et billede på menneskes vilkår, ”at sætte al sin kraft ind på intet at udrette”.

SISYFOS’ STRAF AT SÆTTE AL SIN KRAFT IND PÅ INTET AT UDRETTE

MENNESKETS VILKÅR

Det formulerer han selvsagt med stor retorisk kraft og billeddannende fantasi. Og jeg er fristet til at citere udførligt. Men det må I læse selv. Her blot pointen. Sisyfos fortvivler ikke over sin skæbne, og han flygter ikke fra den i det illusionære håb, at det nok vil lykkes næste gang. Han bærer sin skæbne, omfavner den. Deri er han stærkere end skæbnen.

I sin illusionsløse bevidsthed og sin trodsige vilje

”er han sin skæbnes overmand. Han er stærkere end stenen.” (S. 115)

”Det klarsyn, som skulle være hans straf, bliver samtidig en bekræftelse af hans sejr. Der gives ingen skæbne, som ikke kan overvindes med foragt.” (S. 115)

”Herpå beror Sisyfos’ tavse glæde. Hans skæbne tilhører ham. Hans sten er hans egen. (…) Det absurde menneske siger ja, og derefter ophører kampen og møjen aldrig. (S. 116)

”Jeg forlader Sisyfos ved bjergets fod. Man genfinder altid sin byrde. Men Sisyfos vidner om den højere troskab, som fornægter guderne og løfter stenene. Og han indser, at alt er godt. Det herreløse univers synes ham hverken goldt eller ørkesløst. Hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjergets mørkeudgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskes hjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.” (S. 117)

Sisyfos’ lykke er ikke hvad vi normalt forstår ved lykke. Det er ikke et nydelsesrigt liv. Det er heller ikke et produktivt liv, hvor jeg gennem min indsats, min anstrengelse og

40

mit arbejde er skabende, når mål, jeg har sat mig og som jeg vurderer som meningsfulde. Det nydende og det skabende liv er ikke muligheder i Sisyfos lidelsesfulde gentagelse af det samme og det samme. Hans lykke er af en anden art. Det er en lykke, der alene beror på hans trodsige evne til at holde ud og bære sin tunge skæbne.

Det kan jeg for så vidt godt forstå eller nok snarere fornemme. ”Det er vanskeligt; men jeg kan”. Jeg er jyde nok til at kende trodsen og stædigheden som identitetsbærende styrke.

Alligevel er jeg skeptisk over for den sidste provokerende sætning i bogen.

”Man må forestille sig Sisyfos som en lykkelig mand”.

Min afgørende og efter min egen opfattelse tungtvejende indvending mod Sisyfos’ ikke er for så vidt ganske enkel og indlysende. Han er alene!

Herfra kunne jeg gå videre til ”Pesten” hvor et afgørende tema netop er fællesskabet mellem mennesker. Det vil jeg ikke. Den fortæller Jørn Boisen om næste semester. Jeg vil gå videre til Jaspers.

Jeg har kaldt Jaspers kommunikationens tænker. For ham er kommunikationen, fællesskabet mellem mennesker afgørende for at eksistere som menneske. Menneske er jeg aldrig for mig selv alene, men alene i forholdet til andre mennesker.

En anden indvending. Sisyfos’ kamp finder sted ”i et rum uden himmel og en tid uden dybde”. En flot formulering. Men flotte formuleringer har det med at forføre. Fordi de lyder så flot, glemmer man at overveje om de nu også er sande. Og ”et rum uden himmel og en tid uden dybde” er altså ikke en menneskelig verden. Menneskets verden er udstrakt i tid, og den er åben opadtil. Den er ikke blot evindelig gentagelse af det samme.

Det blev noget skematisk. Et skelet. I må selv hænge kød og hælde blod på. Bedst selvfølgelig ved at læse Camus selv. Og så synes jeg selvfølgelig, at I skal melde jer til forelæsningsrækken om ”Eksistentialisme”. Og til rækken om politiske og dystopiske romaner, hvor Camus også optræder.

41

JASPERS (FORTSAT)KOMMUNIKATIONENS TÆNKER

Jeg burde måske have sluttet forelæsningsrækken med Camus, med en smuk retorisk sløjfe, et elegant slag med halen. Det får vi ikke hos Jaspers. Der er ikke megen elegance og elan over tyske tænkere.

Når jeg har valgt at slutte med Jaspers, er det fordi vi her når ud over den utilfredshed jeg ytrede ved Camus’ Sisyfos. Sisyfos er alene. Kan men blive sig selv alene? Nej det kan man ikke. Et selv bliver man kun over for en anden. Det er en central pointe i Jaspers tænkning. Selbstsein sker i kommunikation, Selbstsein er Mit-einander-sein.

Det er det, jeg vil koncentrere mig om. Hvad vil det sige at blive et selv, at blive sig selv? Det sker i frihed og det sker i forholdet til det andet menneske.

EKSISTENS: SELBSTSEIN

FRIHED KOMMUNIKATION

Men først vil jeg forsøge mig med et overblik over hele Jaspers filosofi, skitsere dens overordnede opbygning. Det bliver kort, skematisk og i overskrifter. Forenklet men ikke enkelt. Forhåbentlig forståeligt. Selvfølgelig er det ikke helt klart og forståeligt, det er det heller ikke for mig. Men helt uforståeligt er det forhåbentlig heller ikke.

I den første forelæsning sagde jeg at kriteriet pa en tankes sandhed er, at den kan meddeles til andre, deles med andre, forstås af andre. Hvis jeg mener at besidde en indsigt, som ingen andre kan se det rigtige i, som for dem er totalt uforståelig, ja så er det nok ikke en sand indsigt.

Det er indlysende og elementært. Vi skal kunne dele vores tanker med andre, gøre os forståelige.

Dermed er ikke sagt, at det er enkelt. Det er det ikke det er ofte vanskeligt og udfordrende. Det er det når det ikke er selvfølgeligheder, som alle kan sige sig selv, men indsigter med kompleksitet og dybde. Og det er jo det vi søger hos de store tænkere. Sløk skriver om Kierkegaard. ”Han var en af de få, der virkelig tænkte nyt, og af hvem vi andre lever”. Men fordi han tænker nyt og ud over de gamle grænser, så er han jo ikke altid så ligetil at forstå. Og det gælder alle store tænkere. Her finder vi ikke det vi selv allerede har tænkt i forvejen. Vi får flyttet vores grænser udvidet og

42

uddybet vores erfaring og forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Og det er selvfølgelig ingen søndagsudflugt, men en bjergvandring.

1. OVERBLIK. VERDEN, MENNESKET OG GUD.IMMANENS, EKSISTENS OG TRANSCENDENS

Jaspers’ hovedværk fra 1931 hedder slet og ret ”Philosophie” og falder i tre dele. ”PHILOSOPHIE I – III”1. ”PHILOSOPHISCHE WELTORIENTIERUNG” IMMANENS. VERDEN2. ”EXISTENZERHELLUNG” EKSISTENS. MENNESKET3. ”METAPHYSIK” TRANSCENDENS. GUD

Lad os begynde med det grundlæggende spørgsmål. Ikke Camus’ spørgsmål om mening, men Heideggers spørgsmål om væren. Eller, da Heidegger jo ikke er den første der stiller det, ontologiens spørgsmål. Hvad er væren?

ONTOLOGIENS/METAFYSIKKENS SPØRGSMÅL”HVAD I ALVERDEN ER VERDEN?” (SLØK)HVAD ER VÆREN?HVAD ER ”ER”?HVAD ER?

Svaret er: Det ved vi ikke. Nok er vores særlige menneskelige måde at være på en ”Lichtung im Sein”, en ”lysning i væren”; men den oplyser ikke alt.

Det gør den for HEGEL. Vores tænkning, vores fornuft kan gennemlyse og begribe virkeligheden i dens helhed. Det kan den, fordi virkeligheden er fornuftig, er noget ikke fornuftigt, er det ikke virkelig virkeligt. Det virkelige er det fornuftige. Siger Hegel.

Heri kritiserer han KANT, der sætter en grænse for vores erkendelse, vores viden. Vi erkender altid kun ”das Ding für uns” (tingen for os) aldrig ”das Ding an sich” (tingen i sig selv). Vi har ikke direkte adgang til virkeligheden selv; men kun til virkeligheden sådan som den fremtræder for os. Her er den formidlet gennem, formet og forarbejdet af vores erkendeevner, vores subjekt.

Jaspers er enig med Kant. Vores viden er aldrig en viden om virkeligheden i dens helhed. Vores adgang til den er begrænset. Det kan nok bedst formuleres på den

43

måde, at vi erfarer og forstår virkeligheden fra forskellige synspunkter i forskellige perspektiver.

”LICHTUNG IM SEIN” (HEIDEGGER)

MENNESKET BEVIDST, SELVBEVIDST(MODSAT TING, PLANTER, DYR)

VÆREN VISER SIG FOR OS

NB!PÅ FORSKELLIG MÅDE IMMANENS (TING)I FORSKELLIGE PERSPEKTIVER EKSISTENS (FRIHED)

TRANSCENDENS (?)

Det første perspektiv, det første synspunkt, hvorfra vi anskuer væren er immanensen. I det fremstår væren som en ansamling af ting, genstande. Det er videnskabens perspektiv. Det er et perspektiv, der i den moderne affortryllede verden er så dominerende, at vi kan have vanskeligt ved at gøre os fri af det, vanskeligt ved at acceptere at der skulle være mere end hvad der kan vides videnskabeligt. Det hegelske, det der ikke er fornuftigt er ikke virkelig virkeligt, det der ikke kan gøres til genstand for videnskabelig erkendelse er ikke virkelig virkeligt.

Videnskaben er ikke kun naturvidenskaben, der har med den fysiske verden at gøre. Det er også socialvidenskaberne og psykologien, hvor det er menneskers handlinger eller måske rettere adfærd, der er genstanden for erkendelse. Her anvendes den samme procedure. Vi gør noget til genstand for vores erkendelse, vores viden. Vi står som erkendende subjekt over for det erkendte objekt.

IMMANENS. VERDENSUBJEKT-OBJEKT SPALTNINGOBJEKTIVERING, GENSTANDSGØRELSE

EKSISTENS OG TRANSCENDENSHINSIDES SUBJEKT-OBJEKTSPALTNINGEN

Fint nok, men ikke nok. Det er ikke blot en legitim, men helt uomgængelig og aldeles nødvendig måde at forstå og håndtere virkeligheden på. Vi skal blot ikke tro, at vi

44

med denne objektiverende, genstandsgørende tilgang for fat i hele virkeligheden. Det er ét bestemt og begrænset perspektiv.

Vi skal altså videre. Og her er det vigtigt (og vanskeligt) at holde fast i, at det ikke er en anden virkelighed, vi skal videre til – en immateriel, åndelig virkelighed væsensforskellig fra den materielle, stoflige. Det er den samme virkelighed, men set på en anden måde i et andet perspektiv. Dermed åbnes dimensioner af virkeligheden som er usynlige for den genstandsgørende videnskabelige erkendelse. Her bliver mennesket et frit handlende og ansvarligt væsen. Dertil åbnes virkeligheden mod, det vi ikke kan vide noget om, men alligevel beror på, ”gud”, ”transcendensen”, hvad vi nu skal kalde det. Strengt taget kan vi ikke kalde det noget som helst, da det netop ligger hinsides hvad vi kan gribe med begreber og ord.

EX-SISTENSFRIHEDVALG

IMMANENS SELBSTSIEN OBJEKTERNES, GENSTANDENES VERDEN (INCL. MENNESKER)

Når vi træder ud af tingenes og videns verden træder vi ikke ud i et tomt rum. Og vi træder heller ikke ind i en anden immateriel åndelig verden. Vi bliver i vores verden, i den mellemmenneskelige verden. Og det er faktisk her, det bliver en menneskelig verden, hvor vi ikke ser os selv og andre som objekter, genstande men som subjekter, personer. Eksistens virkeliggøres først over for anden eksistens og i forholdet til transcendens. Eller sagt på dansk. Et selv bliver jeg først over for et andet selv og over for gud.

45

TRANSCENDENS DET OMGRIBENDE UBEGRIBELIGE

EX-SISTENS EX-SISTENSFRIHEDVALG

IMMANENS IMMANENS OBJEKTERNES, GENSTANDENES VERDEN (INCL. MENNESKER)

DASEIN SELBSTSEIN SELBSTSEIN

EKSISTENTIEL KOMMUNIKATION

Her fokus på eksistensen. Det første bind verdensorientering og det sidste metafysik lader jeg stort set ligge. Blot bemærke at Jaspers filosofi ikke som Heideggers, Sartres, Camus’ er ateistisk, men som Kierkegaards og Frankl’s åben mod det religiøse. Vel at mærke ikke på den måde at vi kan have nogen viden om det transcendente, om gud. Det kan vi ikke begribe og få greb om. Det forholder vi os til i usikkerhed, tro og frihed. Og det er som eksisterende vi møder det.

46

2. EKSISTENS FRIHED OG SELBSTSEIN

Jeg gentager fordi det er vigtigt: Det er vanskeligt for os at forlade det videnskabelige perspektiv på virkeligheden, hvor alt gøres til genstand for erkendelse. Vi sidder godt og grundigt fast i videnskabens verdensbillede, og vi sidder godt og grundigt fast i den tilgang til virkeligheden, hvor vi stiller os som subjektet over for objekter. Og det virker da også fortrinligt et langt stykke hen ad vejen. Med den tilgang har vi kunnet sætte en mand på månen.

Samtidig oplever vi vores virkelighed på en helt anden måde. Jeg oplever en frihed i min villen og handlen, og at den frihed er helt afgørende. At miste friheden ville være en krænkelse af selve min menneskelighed. Det er en anden virkelighedserfaring end videnskabens. Eksistensens.

Som eksisterende træder vi ud af den objektive tingsverden, hvor alt er determineret? Tydeligst i vores erfaring af frihed.

EKSISTENS: BEVIDSTHED. BESLUTNING

FRIHED

FRIHEDENS ERFARING ER UMIDDELBAR OG GRUNDLIGGENDE

Lad mig tage et tilløb gennem en noget mindre dybsindig tænker end Jaspers, nemlig mig selv.

Det første, jeg fik at vide om frihed, var at den havde jeg ikke. Det fik jeg at vide af min mor. ”Din vilje sidder i min lomme”. I kender sikkert replikken; måske har jeres forældre også brugt den, jeg vil nødig tro, at I selv har brugt den over for jeres børn. Min reaktion på den besked var dobbelt. Jeg synes det var for dårligt, og jeg synes det var forkert. Det var for dårligt, at jeg ikke kunne gøre, hvad jeg selv ville, men var tvunget til at gøre, som min mor ville. Men det var også forkert, det passede ganske enkelt ikke. Nok kunne hun tvinge mig til at gøre, som hun ville, men hun kunne ikke, ikke på nogen mulig måde, tvinge mig til at ville som hun ville. Min vilje var min egen. Så når jeg gjorde, som hun ville, var det i trods, modvilligt.

I kan nok høre, at jeg var et trodsigt barn, og dertil et filosofisk barn med en tidligt udviklet sans for eksistensfilosofi, for distinktionen mellem ydre handling, der kunne

47

være underlagt tvang, og indre holdning, der var fri. Det er nu nok ikke helt rigtigt husket, men senere tanker projiceret tilbage til den trodsige femårige. I øvrigt blev jeg med tiden et meget velopdragent barn; så måske havde (eller fik) min mor alligevel ret. Men jeg vil stadig insistere på friheden, friheden til at tænke og handle som vi selv vil som væsentlig. At blive frarøvet friheden er en krænkelse af noget helt fundamentalt, en krænkelse af selve vores menneskelighed.

Ikke desto mindre har krænkelsen af friheden været normen gennem hele vores historie. Historien er ufrihedens historie, beherskelsens historie, undertrykkelsens historie, magtens historie. Det skal jeg ikke fortabe mig i her; så bliver jeg aldrig færdig. Jeg vil heller ikke fortabe mig i den idéhistoriske side af det, nemlig hvorledes menneskesynet har fornægtet menneskes frihed. Skæbnetroen i de mytologiske verdensbilleder. Prædestinationen i de monoteistiske religioner, hvor Guds almagt og alviden gør mennesket afmægtigt og ufrit. Og sidst men ikke mindst determinismen i naturvidenskaberne, der ser alle begivenheder inklusive menneskers handlinger som årsagsbestemte.

”DIN VILJE SIDDER I MIN LOMME” (FOR DÅRLIGT OG FORKERT)

HISTORIEN SOM UFRIHEDENS HISTORIE, MAGTENS HISTORIE

BENÆGTELSEN AF FRIHEDEN. SKÆBNE(MYTOLOGIER). PRÆDESTINATION (MONOTEISME)DETERMINISME (NATURVIDENSKAB)

Det finder jeg stadig for dårligt og forkert. Op mod den ansamling af historiske erfaringer og ideologiske autoriteter vil jeg stadig og stædigt insistere på menneskets frihed. Her er jeg enig med eksistensfilosofien. Naturligvis er det ikke først den moderne eksistensfilosofi, der ser friheden som væsentlig for mennesket. Ideen om frihed finder vi langt tilbage i idéhistorien. Vi finder den også i historien, selv om vi her skal lede lidt mere efter den. Men her holder vi os til eksistensfilosofien. Her er ideen om frihed central, måske den centrale. ”Mennesket er frihed” hedder det ligefrem hos Sartre.

I videnskabens objektiverende og genstandsgørende perspektiv er der ingen frihed. Objekter og genstande er ikke frie; de bestemmer ikke selv, men er bestemt af noget andet.

48

Det gælder også, når mennesket gøres til genstand for videnskabelig forklaring. Så er, hvad vi er og hvad vi gør, bestemt af en lang række ydre og indre omstændigheder. Vi er produkt af vores omstændigheder. De kan så kortlægges af hele rækken af videnskaber. Evolutionsbiologien forklarer vores oprindelse. Mikrobiologien afkoder vores DNA. Hjerneforskningen afdækker de elektrokemiske processer, der er forbundet med vores bevidsthed og handlinger (gør os til marionetter for vores hjerne og glemmer, at det er ”min hjerne” ikke omvendt). Psykologien analyserer vores karaktermæssige dispositioner og deres formning gennem vores livshistorie. Sociologien vores kulturelle og historiske bestemthed. Og så videre. Det er alt sammen helt legitimt og nødvendigt. Blot videnskaberne kender deres grænser. Det gør de ofte ikke.

Et menneske er mere end produkt af sine omstændigheder. Dette mere er friheden. Men den får den objektiverende videnskab ikke fat på, den ser alt som nødvendighed.

”Virkelighedens regler er kausallove; det, der sker, har årsag og virkning i tiden; den eksistentielle virkelighed er derimod ud af sin egen oprindelse (Ursprung) (…) det vil sige at den er fri.”

Philosophie II. S. 17

Hvorledes skaffer vi plads til friheden? Det kunne vi gøre ved at hævde, at nok er en stor del, måske den største del, af hvad vi er og gør underlagt nødvendighed; men ikke det hele. Hinsides nødvendigheden findes et område, hvor vi er frie.

FRIHED

NØDVENDIGHED

Jaspers griber (idet han griber tilbage til Kant) sagen anderledes an. Han foretager ikke en kvantitativ opdeling men en kvalitativ sondring. Han ser det ikke endimensionalt og lægger det ud på en linje, men ser det i to forskellige perspektiver.

49

Samme person og samme handling kan ses i både nødvendighedens og i frihedens perspektiv.

NØDVENDIGHED FRIHED

Det er en dobbelthed, vi må leve med. Selv om den er vanskelig at forstå.

Lad os høre Jaspers selv. Det kan være at han kan sige det klarere. I ”Hvad er Filosofi?” skriver han:

”Spørgsmålet er, om mennesket overhovedet kan begribes udtømmende i det, man kan vide om det. Eller om der derudover gives noget, nemlig frihed, som unddrager sig enhver objektiv erkendelse, men som dog er nærværende som en mulighed, mennesket ikke kan unddrage sig.Faktisk kan mennesket opfattes på to måder: som objekt for forskningen og som eksistens for friheden, der ikke er tilgængelig for nogen forskning. I det første tilfælde taler vi om mennesket som en genstand, i det andet tilfælde om det genstandsløse, som mennesket er, og som det opdager, når det egentlig blive sig selv bevidst. Hvad mennesket er, kan vi ikke udtømme i en viden om det, det kan kun erfares i vor tænkens og vor handlens evige udspring. Mennesket er principielt mere, end det kan vide om sig selv.Vor frihed bliver vi os bevidst, når vi anerkender de krav, der stilles os. Det afhænger af os, om vi skal opfylde dem, eller om vi skal gå udenom. Vi kan ikke for alvor bestride, at vi afgør noget og dermed bestemmer over os selv, at vi er ansvarlige.”

”Hvad er Filosofi?” s. 49.

Vi er også i vores selvforståelse i den grad groet fast i den videnskabelige forklaringsmåde, at det falder os vanskeligt at frigøre os fra den, overskride den. Lad os forsøge. Det kan vi gøre ved at holde os til og insistere på vores erfaring. Friheden forsvinder i videnskabens forklaringer. Men vi erfarer friheden.

50

Vi erfarer ikke friheden som ubegrænset, som en frihed til at være og gøre hvad som helst. Det ville være en tom frihed. Jeg befinder mig altid i bestemte situationer med begrænsede muligheder. Nødvendigheden erfarer vi også. Der er altså ikke tale om et enten-eller, men om en ”enhed af frihed og nødvendighed”. Som eksisterende Selbstsein forholder jeg mig til min væren i verden, til min Dasein.Hvordan vælger vi. Hvordan træffer vi en afgørelse, en beslutning?

Det kan ikke forklares kun erfares.

”Freiheit erweist sich nicht durch meine Einsicht, sondern durch mine Tat.“

Smst. S. 176

Det er i selve valget og handlingen, jeg erfarer friheden, ikke i den forudgående omtanke eller den følgende eftertanke.

IKKE EN AFVEJNING AF GRUNDE. (DASEIN, WELT)

VALGETEN AFGØRELSE UD AF DET UBETINGEDE. (EXISTENZ, TRANSENDENZ)

Her er det, vi virkelig skal tage os sammen for ikke at tænke i vante baner. Vil vi forstå valget med forstanden, så er det en afvejning af motiver og grunde (årsager), hvor den stærkeste sætter sig igennem og bestemmer udfaldet. Det er en psykologisk forståelse af valget. Det er helt legitimt. Men for Jaspers griber den ikke det egentlige i det eksistentielle valg, nemlig at det er et valg, en beslutning en afgørelse og at det er mig, mig selv, der træffer den. Det er ikke betinget, men ubetinget.

Jaspers insisterer på at vi erfarer friheden i valget. I det øjeblik vi vælger oplever vi ikke en bundethed af nødvendigheden, så ville det jo ikke være et valg. Det er først bagefter at vi eventuelt hævder, at der skete med nødvendighed. Det gør vi, når vi bortforklarer og undskylder. Og det er vi jo gode til, vi har øvet os længe, vi har gjort det lige fra begyndelsen, da Adam skød skylden på Eva, ”kvinden, du satte hos mig”. ”Det var ikke mig, der gjorde det, men den anden”. ”Jeg gjorde blot, hvad jeg fik besked på”. ”Tvunget af omstændighederne kunne jeg ikke gøre andet”. ”Jeg kunne ikke gøre andet”. ”Egentlig var det slet ikke mig, der gjorde det”. Og så videre. Her flygter vi fra friheden og ansvaret. Men det er flugt, løgn. Vi kunne altid have gjort noget andet end det, vi gjorde.

51

Ser vi tilbage på det, vi gjorde, er det naturligvis rigtigt, at det ikke var vilkårligt, men velbegrundet. Der var gode grunde til det, og dem kan vi opleve som tvingende, en nødvendighed. Men der var også andre gode grunde, der trak i andre retninger. Og valget er ikke blot en afvejning; det er en afgørelse. Jeg kunne have gjort noget andet, end det jeg gjorde. Der var andre muligheder, og det var mig, der valgte mellem dem.

Ser vi frem foreligger der jo også flere muligheder for valg og handling, og en lang række gode og mindre gode grunde, der kan begrunde valget og handlingen. Men igen er det mig, der træffer afgørelsen, vælger hvilke grunde, jeg vil tillægge vægt, og hvilke jeg vil se bort fra.

Ser vi, samtidig med at vi ser tilbage og ser frem, på det nærværende øjeblik, så er det her i afgørelsens øjeblik, valget træffes.

Det er hos Jaspers udfoldet i en lang og kompliceret analyse. Desværre (eller heldigvis) er der her ikke tid til at gå tættere på teksten Blot en enkelt passage.

„Det eksistentielle valg er ikke resultatet af en kamp mellem motiver (det ville være en objektiv proces) ikke en kun tilsyneladende afgørelse efter udførelsen af et regnestykke, som gav ét resultat som det rigtige (dette ville være tvingende, jeg måtte anerkende det som evident og rette mig efter det), ikke lydigheden over for et objektivt formulerbart imperativ (…). Det afgørende ved valget er derimod, at jeg vælger.

Smst. S. 181

”Dette valg er beslutningen, i tilstedeværen (Dasein) at være mig selv.(Selbstsein)”

Smst. S 181

”I beslutningen griber jeg friheden ud af håbet om at jeg i grunden (im Grunde) vil møde mig selv derved, at jeg kan ville. Men beslutningen åbenbarer sig i det konkrete valg:

Valget er helt igennem formidlet. Ansigt til ansigt med alle objektiviteter i det muliges rum og afprøvet i subjektets uendelige refleksion, taler eksistensens absolutte afgørelse. Men den er ikke resultatet af overvejelserne, selv om den går igennem dem og ikke bliver klar uden dem. Beslutningen som sådan er kun i springet. Gennem overvejelserne kommer jeg kun til sandsynlighederne. Men hvis min

52

handling kun blev bestemt af sandsynligheder, så traf jeg eksistentielt slet ikke nogen beslutning; for beslutningen er ubetinget.

”Alligevel er beslutningen helt umiddelbar. Men det er ikke tilstedeværelsens (Daseins) umiddelbarhed men sig-selv-værens (Selbstsein). Beslutning og sig-selv-væren er et.

Smst. S 181”Den i den oprindelige beslutning grebne (ergriffene) tilstedeværen er den kilde, ud af hvilken jeg lever, ud af hvilken alt nyt bliver besjælet. Ud af beslutningen springer bevægelsen, som giver livet kontinuitet og samler det fra tilstedeværens adspredthed.

Smst. S 182

Altså Selbstsein betyder ikke at jeg forlader Dasein og Welt; men jeg forankrer det i det ubetingedes grund. Hos Kierkegaard er det at vælge sig selv at vælge sig selv ”i sin evige gyldighed”. Men det selv, der skal vælges er ”et konkret, socialt, historisk selv”. Ikke den evighed, vi (måske) ankommer til efter døden, men ”Tidens Fylde”, ”Øieblikket”, det absolutte, ubetingede.

”Valget er (…) at jeg i fri beslutning ikke kun handler i verden, men tillige skaber mit eget væsen i historisk kontinuitet.

Smst. S 182

”I beslutningen erfarer jeg friheden, hvor jeg ikke blot beslutter mig for noget, men for mig selv. Her er en adskillelse mellem valg og jeg ikke mulig; men jeg er selv dette valgs frihed. Det blotte valg fremtræder kun som et valg mellem objektiviteter; frihed er valget af mit selv.

Smst. S 182

Og så en helt afgørende formulering, der fører os videre til det næste:

”Denne beslutning i valget er oprindelig (ursprünglich) kommunikativ. Valget af mig selv er valget af den anden.

Smst. S 182

53

3. EKSISTENS KOMMUNIKATION. MITEINANDERSEIN

Vi er fremme ved det sidste vigtige begreb, jeg har tænkt mig at trække frem her, det jeg har brugt i titlen på forelæsningen: kommunikation.

Når jeg gerne vil sætte det som centralt måske som selve centrum i Jaspers’ tænkning, har det en personlig grund. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde videre med Jaspers. Han hører ikke til mine husguder, men aspirerer til det. Og med husguder mener jeg ikke små pæne gudebilleder med flade rygge, man har stående i reolen; men guder. der er som huse, man flytter ind i og bor i i måneder eller år. Det kunne jeg godt have lyst til med Jaspers. Og jeg ville se ham sammen med mine andre husguder. Se tilbage til Kant, Hegel og Kierkegaard og frem til Arendt, Habermas og Honneth. Det kunne alt sammen være under overskriften kommunikation.

Det var en sidebemærkning. Også hvis vi holder os til Jaspers og til det, jeg ved om ham i dag, er kommunikation altså et begreb jeg vil sætte centralt i hans tænkning. Selbstsein er uløseligt forbundet med, hvad han kalder ikke blot Mitsein, men Miteinandersein.. Et selv bliver jeg ikke for mig selv alene, men alene i forholdet til den anden.

SELBETSEIN MITEINANDERSEIN

ET SELV BLIVER JEG IKKE FOR MIG SELV ALENEMEN ALENE I FORHOLDET TIL DEN ANDEN

Det er værd at understrege, fordi eksistensfilosofien med dens fokus på den enkelte kan glemme forholdet mellem mennesker. Eksistensfilosofiens insisteren på friheden, det enkelte menneskes frihed, rummer en risiko. Det er risikoen for at det enkelte menneske løsrives fra forholdet til andre mennesker og ses som et isoleret og atomiseret individ. Overladt til sig selv og sin frihed. Så bliver både individet og friheden tomhed.

54

Friheden må ikke kun opfattes som knyttet til det enkelte individ som en personlig og individuel frihed. Den må også forstås som forhold mellem mennesker, et frit forhold mellem mennesker, altså en social og politisk frihed.

DEN ENKELTES PERSONLIGFRIHED INDIVIDUEL

FRIHEDET FRIT FORHOLD POLITISKMELLEM MENNESKER SOCIAL

Det er en opstilling, jeg bruger, når det gælder traditionen fra Hegel til Arendt, Habermas og Honneth. Den passer nok ikke helt, når det gælder Jaspers. Her skal der nogle mellemregninger til for at nå frem til det politiske og sociale. Friheden er nok den enkeltes, men den bliver først virkelig når den enkelte står over for en anden enkelt i hvad han kalder det eksistentielle møde. Først i det øjeblik jeg møder en anden eksisterende, bliver jeg en eksisterende, et selv.

SUBJEKTIVITETDEN ENKELTS FRIHED AFGØRELSE OG ANSVAR

FRIHED

I FORHOLD TIL DEN ANDEN DET EKSITENTIELLE MØDEINTERSUBJEKTIVITET EKSISTENTIEL KOMMUNIKATION

”KÄMPFENDE LIEBE”

Det er i mødet med den anden, jeg bliver mig selv

”at jeg som eksisterende kun er gennem den andens eksistens, lige som den anden kun er gennem mig, at eksistens som sådan altså slet ikke er, men kun gennem og i kommunikation (…) jegets eksisterende væren er aldrig et selv i isolation, men først med den anden; kommunikationen eller kommunikationsberedskabet er selvets fødselsøjeblik.”

Smst. S. 13

55

”Friheden er bestandig kommunikerende”, som det hedder hos Kierkegaard.

”Selbstsein hører op som isoleret Ichsein. Det er i kommunikation. (…) Det hører op som blot empirisk væren; det er kun som frihed.”

Smst. S. 49

”Jeg kan ikke finde det sande; for sandt er, hvad der ikke kun er sandt for mig; jeg kan ikke elske mig selv uden derigennem at jeg elsker den anden. Jeg må gå til grunde (veröden), hvis jeg kun er jeg.”

Smst. S. 56

”Først i den gensidige anerkendelse vokser vi begge til os selv.”Smst. S. 57

”Denne proces af virkeliggørelse og åbenbarelse sker ikke i isoleret eksistens, men kun sammen med den anden. Jeg er som enkelt for mig selv hverken virkelig eller åbenbar. Processen at blive åbenbar i kommunikationen er denne enestående kamp, der som kamp samtidig er kærlighed.

Smst. S. 65

Det bliver så det sidste vigtige begreb, vi når i dag: Kærlighed. Det kunne jeg jo snakke længe om. Ud fra Jaspers og især ud fra Kierkegaard. Den kærlighed, der er på spil her er ikke begærets sanselige kærlighed og heller ikke følelsernes sjælelige kærlighed, men eksistensens åndelige kærlighed. Det er med Kierkegaards formulering kærlighed mellem ”tvende evig hver for sig som ånd bestemte væsner”. Det er en kærlighed fra selv til selv i et eksistentielt møde. Kærligheden er ikke en symbiotisk bleven ét med den anden, men bevarer individualiteten, selvstændigheden, forskelligheden og dermed modsætningen, spændingen.

”uden eksistentiel kommunikation er al kærlighed problematisk (fragwürdig) (…)Liebe [ist] der substantielle Ursprung des Selbstseins in der Kommunikation.”

Smst. S. 73

”ubetinget kommunikation udfolder sig kun, hvor (…) selv og selv mødes på samme niveau.”

Smst. S. 94

56