Brugerens Blik

Web-tv som fodfæste i det globale rum

Runa Sabroe og Iben Larsen Vejleder: Ib Bondebjerg

Institut for Film- og Medievidenskab Københavns Universitet

September 2002

1

Indhold

Indledning 5

Indsnævring af undersøgelsesområdet 6 Specialets opbygning 7 Del 1 Teoretisk forståelsesramme

Introduktion til teoretisk ståsted 11

Det lokale og globale - et paradoksalt grænsefelt 14 Dynamik i netværkssamfundet 14 Turister og vagabonder 17 Kulturel frisættelse og ambivalente tilgange 21 Refleksivitet - et vilkår 21 Livsstil som pejleredskab 23 Omformuleringer af det sociale liv 24 Inerti og forskydninger i samtidens mediebillede 28 Urbanitet som mental tilstand 29 Den medierede erfaringsdannelse 32 Små og store historier - en multikontekstuel verden 33 Flaks og sammenhænge i interaktive formater 36 Konklusion på teoretisk forståelsesramme 41 Del 2 Metodiske overvejelser

Introduktion til det empiriske felt 45 Indsnævring af undersøgelsesfeltet 46 Adgang til TVropa og Superchannel 46 Triangulering 47 Improvisation og styring i det kvalitative interview 47 Metodeafsnit TVropa 50 Profil af TVropa 50 Udvælgelse af respondenter 51 Gennemførsel af interview 54 Generalisering, reliabilitet og validitet 54 Metodeafsnit Superchannel 57 Profil af Superchannel, Tenantspin 57 Tenantspin i København - det første researchinterview 58 Den virtuelle fokusgruppe forberedes 59 Mødet med Tenantspin-brugerne 61 Retrospektive overvejelser 62 Konklusion på metodiske overvejelser 65

2

Del 3 Institutionsanalyse

Tvropa og Superchannel - to medieinstitutioner 67 Luftkasteller og nytænkning - portræt af en branche 72 At finde et eget ståsted 74 TVropa - en visuel demokratisering 79 En virksomhed i bevægelse 79 Et demokratisk projekt 80 Programfladeanalyse af TVropa 86 Et avanceret site 87 Cozmorama - små enheder 90 Mindship - fjernsyn på Internettet 91 Flertydig programflade 92 Superchannel - fra avantgardekunst til brugernes tv 94 Tilblivelsen af et kunstprojekt 95 Visionsstrategier: den globale dagligstue 96 Kontrolleret transparens 99 Programfladeanalyse Superchannel, Tenantspin 102 Minimalistisk æstetik 103 Brugernes tv 101 Fra visioner til praksis 103 Konklusion på institutionsanalysen 109 Del 4 Brugeranalyse

Introduktion til brugeranalysen 113 Tvropa brugeranalyse 114 Netværkets og individets tid - en mediering af de to tider 115 En egen tid 115 Individuel livsstil 117 To tider på TVropa 118 Den individuelle søgen 121 Åben for nye impulser 121 At vælge selv 122 Et interaktivt medium? 126 Computeren som socialt rum 130 Opsamling på Tvropa brugeranalyse 135

3

Superchannel, Tenantspin brugeranalyse 136 Et globalt medie med lokalt sigte 137 Det lokale rum i det globale 137 Et trygt og afgrænset rum 140 Territoriale markeringer 142 Det skizofrene - flerstemmighed eller opsplitning? 146 Det lokale tager til genmæle 147 Transparens og polyfoni 148 Fordobling af tid og rum 151 Virtuel interaktivitet 151 Flows og fragmentering 154 Opsamling på Superchannel brugeranalyse 157 Konklusion på brugeranalysen 158 Hovedkonklusion 160 Kommunikative rum 160 Mental mobilitet og forankring 161 Web-tv som fodfæste i det globale rum 162 English Summary 164 Litteratur 165 artikler 170

4

Indledning

Omdrejningspunktet for dette speciale er web-tv og dets indskrivning i sociokulturelle

sammenhænge med samtiden. Web-tv-stationerne er opstået inden for de seneste par år og

fremstår som en slags hybrid mellem tekst- og grafikbaserede hjemmesider og levende

billeder, der vidner om arven fra det traditionelle tv-medium. Vores interesse for dette nye

medium udspringer oprindeligt af en umiddelbar nysgerrighed og forundring over fænomenet.

Da vi første gang afsøgte Internettet for de mange forskellige bud på, hvordan web-tv kan se

ud, slog det os, at dette medium generelt stadig er i sin spæde begyndelse, og at det endnu

ikke kan siges at have fundet et fast ståsted hverken teknisk eller indholdsmæssigt. Hvordan

nogen overhovedet kan finde anvendelse af denne mediehybrid, som stadig fremstår i en så

abrupt form, er et af de spørgsmål, som satte specialet i gang. Som udgangspunkt ville vi

derfor gerne finde frem til nogle brugere af web-tv, som kunne formidle deres individuelle

forståelse af mediets muligheder videre til os.

Beslutningen om at lave en brugerundersøgelse af web-tv bygger således dels på et ønske om

at forstå hvad der motiverer de mennesker, som har fundet anvendelse af dette medium og

dels på at løse nogle af de problemer, der opstod ved at fokusere specialet på et så dynamisk

og aktuelt felt som web-tv. Vi erfarede hurtigt, at der kun forelå sparsomt materiale om

fænomenet, da web-tv ikke er slået fast som selvstændigt akademisk forskningsfelt.1 Noget

egentligt hverken teoretisk eller empirisk materiale om web-tv eksisterer ikke, og det var

derfor uomgængeligt, at vi skulle afsøge feltet selv. Specialet har dermed været en bevægelse

ind i et ukendt område, og en del af erkendelsesprocessen har bestået i at undersøge dette nye

medium ud fra dets egne forudsætninger. Dette har vi gjort i kraft af en længere

researchperiode, hvor vi har interviewet flere af branchens aktører, deltaget i

undervisningsforløb og konferencer. Samtidig har vi foretaget en kvalitativ

brugerundersøgelse, hvor vi tager udgangspunkt i brugerne af to forskellige web-tv-stationer.

1 Ifølge vores erfaring foreligger der ikke noget egentligt akademisk materiale om web-tv med undtagelse af et enkelt speciale: Mikkel Weider: Web-tv. Nye muligheder – nye udfordringer (2001). Intentionen med specialet er, ifølge Weider selv, at levere en bred skitse over web-tv feltet anno 2000 og 2001. Det er en form for grundforskning, der skal udgøre et fundament, som andre kan bygge ovenpå med en indsnævring af fokus på web-tv. Derudover findes en række kortere avisartikler om web-tv-feltet.

5

Udover denne eksplorative tilgang til web-tv har vi opsøgt andre forskningsområder, som

kunne give perspektiver på web-tv. Vi har benyttet os af sociologiske teorier, som belyser de

generelle vilkår for det moderne menneske i det globale samfund og de elektroniske mediers

rolle i denne forbindelse. Specialet er dermed både en empirisk afsøgning, hvor brugernes

præferencer og udbytte af to udvalgte web-tv-stationer står i centrum og et forsøg på at sætte

brugernes forståelseshorisont samt konkrete brug ind i en større kontekst. I forlængelse heraf

er formålet med specialet:

At undersøge hvad der motiverer til at deltage i den medierede erfaring, som web-tv kan

siges at udgøre. Web-tv ses ud fra samtidens omstændigheder og dermed den praktiske

og sociale kontekst, vort hverdagsliv befinder sig i.

Specialet er en balancegang mellem et forsøg på at indfange øjeblikket på en hurtigt skiftende

scene og forankre disse observationer i generelle analyser af samtiden, der peger på nogle

længerevarende tendenser. Som konsekvens af at undersøgelsen bygger på et flygtigt medium,

har vi forsøgt at fastfryse det empiriske felt på undersøgelsestidspunktet. Man kan dermed

indvende, at specialet blot giver et øjebliksbillede snarere end en langtidsholdbar diagnose.

Omvendt kan man dog sige, at ved at se web-tv som et symptom på samtiden får

undersøgelsens resultater en udsigelseskraft, som rækker længere end øjeblikket.

Indsnævring af undersøgelsesområdet

De nye tekniske muligheder åbner for, at en række organisationer, som ellers ikke laver tv, nu

kan eksperimentere med denne nye form for distribution, og web-tv udgør derfor ikke en

entydig figur. Vi har valgt at indsnævre web-tv-feltet og bygge vores brugerundersøgelse på

to web-tv-kanaler. Kanalerne kan udelukkende ses som nedslagspunkter i web-tv-udbudet,

men vi har forsøgt at udvælge to kanaler, der fremviser flest af de generelle kvaliteter ved

web-tv. Den ene kanal er Superchannel, som er den danske kunstnergruppe Superflex’ bud på

en tv-station på Internettet. Superchannel er en multikanal, der først og fremmest kan ses som

brugernes forum på Internettet, samtidig med at den kan betragtes som et forsøg på at forene

avantgardekunstens eksperimentelle afsøgning af nye medieformater og den almindelige

brugers univers. Som den anden kanal har vi valgt TVropa, der hører under filmselskabet

6

Zentropa og er et mere kommercielt tiltag. TVropa sætter i højere grad fokus på

professionalisme og prioriterer at være på forkant med den tekniske udvikling inden for

levende billeder på Internettet, fordi denne web-tv-station også fungerer som konsulenthus i

forhold til formidling af levende billeder på Internettet. TVropa er både et forum for den

almindelige bruger og et udstillingsvindue i forhold til salg af andre ydelser. De to kanaler

repræsenterer dermed to meget forskellige grene af web-tv, hvor brugernes blik kan tilføre det

danske web-tv-landskab et differentieret og udbygget billede. Belysningen af de to kanaler

skal ses som et forsøg på at indfange spændvidden i feltet web-tv. At de to udvalgte kanaler

tjener som eksempler i relation til specialets overordnede fokus på individets vilkår i samtiden

afspejler sig i specialets struktur. Analysen af de to stationer vil foregå i en vekselvirkning, så

de to kanaler sideløbende vil blive inddraget, når det er relevant i forhold til specialets

overordnede niveauer.

Specialets opbygning

På baggrund af ovenstående mål og overvejelser består specialet af i alt fire dele, som

afspejler de forskellige niveauer i undersøgelsen af web-tv; vilkårene i det globale samfund,

afsøgning af det empiriske felt, web-tv’s opståen eksemplificeret i to web-tv-stationer samt

individets/brugerens rolle i denne sammenhæng.

Den første del udgør specialets teoretiske ståsted og gennemgår nogle af de vigtigste

elementer i det globale samfund. Anthony Giddens’ tanker om det sen-moderne samfund,

Manuel Castells’ teorier om netværkssamfundet og Zygmunt Baumans problematisering af de

menneskelige konsekvenser i forbindelse med globaliseringen bliver her udfoldet. Denne

udvikling bliver sat i perspektiv i forhold til individets vilkår særligt med henblik på dets

identitetsdannelse og de sociale sammenhænge, det indgår i. Her vil vi bygge videre på

Giddens’ tanker og desuden inddrage ungdomskulturteoretikeren Thomas Ziehe. For at give

et perspektiv på individets gruppedannelse vælger vi at præsentere den Giddens-inspirerede

James Slevin, som specifikt retter fokus mod Internettet i lyset af samfundskonteksten.

Endelig vil vi vende opmærksomheden mod udviklingen af de elektroniske medier. Vi

anvender i den sammenhæng John B. Thompsons, John Ellis’ og Paddy Scannels perspektiver

på de elektroniske mediers udvikling i samtiden.

7

For at kunne forstå og vurdere vores empiriske ståsted er det nødvendigt, at metodiske greb

og de vilkår, hvorunder undersøgelsen er blevet til, er åbent tilgængelige. Specialets anden del

indeholder derfor de metodiske overvejelser med fokus på indsnævring af

undersøgelsesområdet, vilkårene for undersøgelsen samt undersøgelsens fejlkilder. Desuden

rummer denne del af specialet en profil af Superchannel og TVropa og en argumentation for

valg af netop disse to web-tv-stationer.

I tredje del vender vi os mod de to institutioner TVropa og Superchannel, som udgør

fundamentet for undersøgelsen og laver en institutionsanalyse af disse. Her sætter vi i først

fokus på de generelle økonomiske og samfundsmæssige vilkår for web-tv-branchen for

herefter at stille skarpt på de to institutioners kultur og målsætning. Til sidst ser vi på deres

konkrete output ved at lave en analyse af programfladen på de to web-tv-stationer. Vi

foretager dermed en bevægelse fra de generelle sociokulturelle observationer til selve

objektet; de to kanaler.

Fjerde del består af en analyse af det empiriske materiale og er en brugeranalyse af de to web-

tv-stationer. Brugeranalysen bygger således på samtlige af specialets andre niveauer. Dels

sætter brugeranalysen nogle af de generelle pointer fra teoridelen i perspektiv, da brugernes

vinkel på web-tv peger tilbage på de tendenser, som blev gennemgået her, dels virker den som

opfølgning på de to institutioners målsætninger. Et af omdrejningspunkterne er, hvordan de

intentioner, de to institutioner har i forhold til brugerne, bliver modtaget i praksis. Endelig

sammenfattes de vigtigste konklusioner, hvor vi giver et bud på, hvilke karakteristika ved

samtiden, der gør, at web-tv giver brugerne et udbytte - det abrupte og sporadiske indtryk,

som web-tv ved første øjekast giver, til trods.

8

Specialet er lavet i et tæt samarbejde, men vi er hver især ansvarlige for følgende kapitler:

Iben Larsen: "Metodeafsnit Superchannel", "Superchannel - fra avantgardekunst til brugernes

tv" - herunder programfladeanalysen og "Superchannel - Tenantspin brugeranalyse".

Runa Sabroe: "Metodeafsnit TVropa", "TVropa - en visuel demokratisering?" - herunder

programfladeanalysen og "TVropa brugeranalyse".

9

Del 1

Teoretisk forståelsesramme

10

Introduktion til teoretisk ståsted

Being ”alone” in a given place once meant that one was out of range of others’

scrutiny. For people to experience each other directly, they had to travel through

space […]. Through electronic media and communication, social performers now

”go” where they would not or could not travel, and audiences are now ”present” at

distant events. (Meyrowitz 1986: 115 og 122)

Joshua Meyrowitz skrev i 1985 bogen No Sense of Place og sætter her fokus på, hvordan de

elektroniske medier har påvirket menneskets opfattelse af tid og rum. En af hovedpointerne

er, at tv og andre elektroniske medier har ændret betydningen af den fysiske tilstedeværelse i

forhold til interaktion og sociale begivenheder. Ifølge Meyrowitz betyder omstruktureringen

af de sociale rum for folks interaktion og svækkelsen af forholdet mellem det fysiske og det

sociale sted, at den gamle stedsfornemmelse er forsvundet. Førstehåndserfaring er

eksempelvis ikke længere afhængig af, at man er fysisk til stede i situationen, idet live

transmissioner af store begivenheder giver en følelse af at være vidne til store begivenheder

på én og samme tid. På trods af at bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor de elektroniske

medier så noget anderledes ud end i dag, har Meyrowitz fat i nogle basale pointer i forhold til

opløsningen af stedets og rummets betydning for menneskets interaktion, som stadig er

aktuelle. Selvom de ydre omstændigheder for at opnå kontakt på tværs af tid og rum har

ændret sig i kraft af de elektroniske mediers massive udvikling og ikke mindst opkomsten af

Internettet, så er det grundlæggende behov for interaktion stadig det samme. De nye

muligheder for at kommunikere online understøtter et behov, som hele tiden har været der.

Det er på den måde interessant, at Meyrowitz tager temaet med opløsningen af tid og rum op,

flere år før store globaliseringsteoretikere debatterer netop dette.2 I modsætning til disse

teoretikere tager Meyrowitz fat på mediernes betydning for social interaktion og opløsning af

tid og rum. En central vinkel, som flertallet af globaliseringsteoretikerne synes at ignorere, og

som kun finder plads i en fodnote eller som et flygtigt berørt tema, der aldrig foldes ud. Fordi

mediernes betydning for globaliseringsprocessen ikke har fundet fodfæste i den sociologiske

vinkel på globaliseringsprocessen, hvilket er en af vores centrale fikspunkter i specialet, har vi

2 Her tænkes blandt andet på Anthony Giddens, Manuel Castells og Zygmunt Bauman, som vil blive gennemgået i kapitlet ”Det lokale og det globale – et paradoksalt grænsefelt”.

11

været nødsaget til at tage udgangspunkt i globaliseringen set i et mere bredt samfundsmæssigt

perspektiv for derefter at vende os mod de få, som har taget temaet op. Vi vil derfor starte

med at indkredse betydningen af ordet globalisering og derefter sætte fokus på den globale

tidsalders betydning i forhold til den samfundsmæssige udvikling, individets fornyede status

for til sidst at se på tv-udviklingen.

Et af de forhold, der tydeligst adskiller den moderne epoke fra den periode, som

gik forud, er modernitetens ekstreme dynamik. Den moderne verden er en ”løbsk

verden”: Ikke alene er den sociale forandrings hastighed langt højere, dens

omfang og den dybde, hvormed den påvirker tidligere eksisterende sociale

praksiser og adfærdsformer, er også langt større. (Giddens 1996: 27)

Accordingly, the concept of globalization implies, first and foremost, a stretching of

social, political and economic activities across frontiers such that events, decisions

and activities in one region of the world can come to have significance for

individuals and communities in distant regions of the globe. In this sense, it

embodies transregional interconnectedness, the widening reach of networks of

social activity and power, and the possibility of action at a distance.

(Held 1999: 15)

Anthony Giddens’ fokus ligger i dette citat på de menneskelige konsekvenser, mens David

Held i højere grad belyser den samfundsmæssige forandring under globaliseringen og dermed

ikke lægger vægt på individets nye vilkår eller den kulturelle udvikling.3 De to vinkler på

globaliseringen, som er repræsenteret i citaterne, er begge essentielle refleksioner over

globaliseringens konsekvenser. På den ene side medfører globaliseringen enorme

samfundsmæssige omvæltninger, som begrebsliggør ændringer i finansverdenen,

informationssammenhænge, magtrelationer etc. På den anden side får disse ændringer

vidtrækkende sociale konsekvenser for individet.

3 Giddens har i sit omfangsrige forfatterskab reflekteret over modernitetens sociologi i et bredt perspektiv, og hans tanker spænder over de samfundsmæssige konsekvenser såvel som de psykologiske perspektiver på udviklingen. Citatets vægt på de menneskelige konsekvenser af globaliseringsprocessen er dermed blot én af de vinkler, som er repræsenteret i forfatterskabet.

12

Vi vil tilstræbe at belyse begge vinkler på globaliseringen, således at det første kapitel i den

teoretiske del ”Det lokale og det globale – et paradoksalt grænsefelt” opridser de

samfundsmæssige konsekvenser af den globale udvikling. Det andet kapitel ”Kulturel

frisættelse og ambivalente tilgange” sætter fokus på modernitetens og globaliseringens

kompleksiteter set ud fra individets synspunkt. Og endelig vil det tredje kapitel ”Inerti og

forskydning i samtidens mediebillede” analysere, hvordan den globale udvikling afspejler sig

i den måde, hvorpå mennesket agerer i forhold til tv i dag. Her vil der være et kort tilbageblik

på tv, da det fungerede som et kollektivt og samlende medium, hvorefter der vil blive sat

fokus på opbruddet fra det kollektive og den øgede individualisering, der præger mediet i dag,

hvilket kobles til web-tv’s opståen. På den måde kommer dette kapitel til at virke som en

opsamling på de forrige kapitler, da tv’s sociale rolle på mange måder afspejler de

samfundsmæssige tendenser, som er opridset i ”Det lokale og det globale – et paradoksalt

grænsefelt” og den øgede individualisering samt refleksivitet, som ”Kulturel frisættelse og

ambivalente tilgange” belyser. Samtidig peger ”Inerti og forskydning i samtidens

mediebillede” også fremad og indsnævrer feltet, da det binder de teoretiske overvejelser

sammen med vores egentlige fokus, nemlig web-tv.

13

Det lokale og det globale

– et paradoksalt grænsefelt

Udløftning af tid og rum samt et nyt forhold mellem det lokale og det globale er to

karakteristika, som binder flere forskellige teoretikere sammen i deres definitioner af den

globale tidsalder. Som David Held (1999) skriver i det foregående citat, er et af de

udslaggivende kendetegn ved det globale samfund, at beslutninger, der bliver foretaget på den

ene side af kloden, kan have altafgørende betydning for udviklingen i et lokalt samfund et helt

andet sted. Hverken social interaktion eller store omvæltninger behøver længere at være

forankret i den nære kontekst. Fysisk distance betyder ikke nødvendigvis fravær af nærvær

(jf. Meyrowitz 1986).

Dynamik i netværkssamfundet

En anden af de sociologer, der også beskæftiger sig med forholdet mellem det lokale og det

globale er Manuel Castells, som i sin omfangsrige og empirisk bredt funderede trilogi om

netværkssamfundet The Rise of the Network Society (2000) er inde på flere forskellige facetter

af den intense udvikling, som informationsalderen har forårsaget. I det følgende vil vi tage

udgangspunkt i det første bind af trilogien: The Information Age: Economy, Society and

Culture og sætte fokus på to af Castells’ hovedbegreber: the space of flows og timeless time,

som begge er essentielle for netværkssamfundet.

Netværk er en central kategori i analysen og er karakteriseret ved fleksibilitet, dynamik,

innovation og fravær af et entydigt centrum. Netværkssamfundet, som ifølge Castells er

opstået på baggrund af informationsalderen, er kendetegnet ved, at det bygger på strømme -

flows. Disse strømme påvirker i særlig grad menneskets opfattelse af steder eller rum, idet

rum er den grundlæggende materielle basis for interaktion. Med andre ord kræver

kommunikation mellem mennesker en fælles tid og et fælles rum. Da mennesker i dag er i

stand til at kommunikere på fysisk afstand af hinanden, er der tale om et nyt rum, som ikke

længere er fysisk betinget. Strømmene af kapital, information, teknologi og varer er

konstituerende for netværkssamfundets opståen og betyder samtidig, at stedet indtager en ny

betydning:

14

[…] our society is constructed around flows: flows of capital, flows of information,

flows of technology, flows of organizational interaction, flows of images, sounds,

and symbols. Flows are not just one element of the social organization: they are

the expression of processes dominating our economic, political, and symbolical life

[…] Thus, I propose the idea that there is a new spatial form characteristic of

social practices that dominate and shape the network society: the space of flows.

(Castells 2000: 442)

Hvor det tidligere var de fysiske steder, der var den konstituerende faktor, er det nu netværket,

som er den dominerende rumlige konstellation. Man kan forklare Castells’ teori om

netværkets flow ved at betragte ham som en radikal semiotiker, idet netværkets strømme kan

minde om den semiotiske idé om en verden bestående af strømme af tegn (Gall Jørgensen

1993). På samme måde som semiotikeren afkoder forbindelsen mellem tegn og betydning, der

til stadighed foretager forskydninger til nye betydningsstrukturer, anser Castells strømmene

som en underliggende grundsubstans i netværkssamfundet, hvorfra al betydning opstår.

Strømmene i netværkssamfundet bliver understøttet af tre lag. For det første er der mediernes

elektroniske pulsslag, eksempelvis tv og telekommunikation. For det andet ses verdens

knudepunkter og forbindelsesled - nodes and hubs. Det kan være udvekslingssteder som

lufthavne eller lokaliteter med strategisk vigtige funktioner, de såkaldte mega-cities, hvor en

stadigt større koncentration af magt finder sted. Magtkoncentrationen kobler til Castells’

tredje lag i netværkssamfundet – mikronetværket, der består af en rumlig organisering af den

kosmopolitiske ledelseselite.

Den anden væsentlige faktor, der gør sig gældende for netværkssamfundet er tidløs tid –

timeless time. Netværkets tid ændrer fænomenernes temporale rækkefølge og nedbryder den

lineære tidslige rytme, som eksempelvis er knyttet til livsforløb og døgnrytme. På samme

måde som stedet bliver absorberet af netværkets rum, får tiden også en ny betydning. Idet

mennesket nu er i stand til at kommunikere uafhængigt af den lineære tid, opstår en evig tid.

Der findes på den måde to tider; netværkets tid, som er den tidløse tid, og den lokale tid, som

er individets og døgnets tid. I definitionen af den tidløse tid lægger Castells sig op ad Anthony

Giddens, som også beskæftiger sig med tiden og rummets nye betydning i det sen-moderne

15

samfund4 (Giddens 1994 og 1996). Hvor tiden og rummet i det præ-moderne samfund var

forbundet gennem stedets beliggenhed, har det moderne samfund udviklet en tom dimension

af tiden, som trækker rummet bort fra stedet. Tid og rum har udviklet sig til et abstrakt

system, der ikke nødvendigvis kan forankres i den lokale kontekst, da tiden er en universel

kategori. Der er skabt en standardiseret fortid og en universel fremtid, skriver Giddens

(Giddens 1996: 29).

Adskillelsen af tiden og rummet er af afgørende betydning for den anden faktor, som ifølge

Giddens kendetegner moderniteten nemlig disembedding, som kan oversættes med udlejring5.

Begrebet står centralt i Giddens’ karakteristik af det sen-moderne samfunds dynamik og

kommer til udtryk i to former for abstrakte systemer: symbolske tegn samt ekspertsystemer. Et

eksempel på symbolske tegn er penge. Pengene ophæver det lokalt forankrede rum, da store

transaktioner kan finde sted mellem mennesker, der fysisk aldrig møder hinanden. Penge

udgør således et stort globalt netværk, hvor udvekslinger finder sted, uden at aktørerne er

afhængige af fysisk tilstedeværelse eller sammenfald i tid. Ekspertsystemerne gennemsyrer

snart sagt alle lag i det sen-moderne samfund, det er ikke længere begrænset til teknologisk

ekspertise, men også bredt ud til de sociale relationer fx lægen og terapeuten.

Ekspertsystemerne gennemtrænger med andre ord det sociale liv: maden, vi spiser,

medicinen, vi tager, transportmidlerne, vi benytter os af etc. og efterlader et krav om, at

individet forlader sig på systemer, som det ikke forstår til bunds. Det er ikke muligt at

konsultere eksperterne i samme grad, da deres viden eksempelvis kommunikeres via

massemedierne eller er institutionaliseret på anden vis. Tid og rum bliver sat i parentes, da

eksperter anvender teknisk viden, som fungerer uafhængigt af de individer, der benytter

systemerne (Giddens 1996: 30). Giddens indsætter imidlertid en modpol til

udlejringmekanismen – disembedding og kalder denne mekanisme for genindlejring –

reembedding. En mekanisme, hvor de relationer eller oplevelser, der i første omgang er blevet

4 Vi vil i resten af specialet benytte Giddens’ modernitetsdefinition. Giddens vælger at kalde det stadium, vi befinder os på i dag for det sen-moderne, da han ikke anser moderniteten for udlevet, men på et videreført og udvidet stadium. Han tager følgelig afstand fra postmodernisternes radikale brud med det moderne, ligesom han også afholder sig fra at tale om et decideret brud mellem overgangen fra det traditionelle eller præmoderne til det moderne. Tværtimod mener han, at der er tydelige tegn på kontinuitet mellem disse perioder. Moderniteten har primært den økonomiske udvikling og demografiske modernisering som grundlag, men modernitetens livsformer har ikke desto mindre fjernet mennesket fra traditionelle typer af social orden. Sen-moderniteten drives således frem af en hidtil uset stor forandringshast samt dynamik (Giddens 1994:12 og Giddens 1996: 26). 5 Vi benytter den danske oversættelse Modernitet og selvidentitet (1996) og bruger oversættelsen af begreberne herfra.

16

etableret over store afstande og fysisk fravær, bliver genetableret i lokale sammenhænge i

såvel tid som sted. Der er imidlertid ikke tale om en nøjagtig gengivelse, men snarere en

omstøbning, da de lokale forhold nødvendigvis er med til at sætte nogle rammer op for denne

genetablering. Udlejringsmekanismerne står følgelig ikke alene, men interagerer med de

genindlejrede handlingssammenhænge (Giddens 1994: 72-73).

Selvom Giddens beskæftiger sig med adskillelsen af tiden og rummet og påpeger, at der heraf

udspringer en ny tidsopfattelse, så opererer han kun med én tidsopfattelse. I modsætning hertil

står Castells som fremhæver, at der både eksisterer en elitær eller kosmopolitisk tid og en

lokalt forankret tid. Giddens anskuer adskillelsen af tid og rum som et generelt vilkår i det

sen-moderne samfund og skelner ikke mellem den globale elite eller den lokale masse. Det

moderne samfunds muligheder står i centrum i Giddens’ tekster. Ikke at Giddens benægter, at

der finder en social ulighed sted på baggrund af det globaliserede samfund: Man bør ikke

glemme, at modernitet skaber forskel, udelukkelse og marginalisering, skriver Giddens

samtidig med, at han vedkender sig, at denne bagside af moderniteten ikke er fokus i hans bog

(Giddens 1996: 15).

Turister og vagabonder

I Castells’ todeling af det lokalt forankrede og det netværksbaserede samfund aner man

derimod en kritisk holdning til udviklingen. Netværkssamfundet afføder en diskrepans

mellem den globale ledelseselite, der lever i netværkets evige flow og masserne, som stadig er

bundet til den lokale tid. Masserne har heller ikke det samme forhold til stedernes opløsning,

da de i højere grad er bundet til ét sted, deres lokale sted, hvilket holder dem uden for den

globale beslutningsproces. Mens eliten orienterer sig globalt, så orienterer masserne sig lokalt,

hvilket ifølge Castells giver et opdelt og skizofrent samfund. Selvom elementer i

globaliseringen, såsom kapitalens globale væsen, indebærer en homogenisering i forhold til

livssfærer, er der en grundlæggende forskel på netværkssamfundets globale elite og den lokale

arbejdskraft:

Thus, people do still live in places. But because function and power in our societies

are organized in the space of flows, the structural domination of its logic

essentially alters the meaning and dynamic of places. Experience, by being related

17

to places, becomes abstracted from power, and meaning is increasingly separated

from knowledge. There follows a structural schizophrenia between two spatial

logics that threaten to break down communication channels in society.

(Castells 2000: 458-459)

Castells’ kritiske vinkel på globaliseringen er ikke eksplicit, og Castells’ trilogi er ikke

kendetegnet ved en egentlig stillingtagen til den globale udvikling. Castells’ force er, at

netværksteorien er bredt empirisk funderet og belyser en lang række forskellige

samfundstendenser: værket berører såvel de økonomiske, kulturelle, arkitektoniske, urbane,

mediemæssige som politiske konsekvenser af netværkssamfundets opkomst. Man kan se

Castells trilogi som en total teori, der søger at indfange de samfundsmæssige

forandringsprocesser i sin helhed (jf. Jensen 2001). Omvendt kan man kritisere Castells for, at

han til tider drukner i de mange forskellige vinkler og ikke kommer i dybden med de emner,

han tager op. Dette kommer eksempelvis til udtryk i hans gennemgang af mediernes rolle i

netværkssamfundet, hvor han kommer med nogle bud på mediernes nye rolle som skaber af

virkeligheden – the culture of real virtuality, hvor pointen er, at medierne indgår i og samtidig

former sociale relationer og uligheder. Castells får dog aldrig i trilogien uddybet, hvordan

medierne skaber virkeligheden, og pointerne får derfor en overskriftagtig karakter.

En af de teoretikere, som i høj grad har en kritisk indstilling til globaliseringen og lader sine

holdninger komme eksplicit til udtryk, er sociologen Zygmunt Bauman blandt andet i bogen

Globalisering – de menneskelige konsekvenser (2001). I modsætning til Castells’ implicitte

problematisering af globaliseringens konsekvenser indtager Bauman en grundlæggende

kritisk indstilling og formulerer en samfundskritik på baggrund af globaliseringens dynamik.

Således hævder Bauman, at globaliseringens sociale mobilitet og frihed er et privilegium, som

kun er forbeholdt en global verdenselite, idet folk på samfundets bund bliver stavnsbundne

uden mulighed for at flytte eller forbedre deres livsvilkår. På den måde tager han tråden op fra

Castells, der også fremhæver stedets differentierede betydning afhængigt af, om man tilhører

ledelseseliten, der orienterer sig globalt, eller om man tilhører massen, som orienterer sig

lokalt. Bauman går dog længere end Castells. Han inddeler verdens befolkning i A- og B-

hold. A-holdet, de privilegerede og stadigt mere kosmopolitiske, kalder Bauman for turister,

idet de rejser eller bliver på et sted efter forgodtbefindende. For dem har rummet mistet sin

begrænsende karakter og kan nemt ophæves både i den reelle verden og via den virtuelle.

18

Beboerne i denne verden lever i en evig nutid og skaber hele tiden deres liv i kraft af nye

impulser og realiserede mål, hvilket lægger sig tæt op ad Castells’ begreb om timeless time,

netværkets evige tid.

B-holdet, de underprivilegerede, bliver i Baumans terminologi kaldt vagabonder. Disse

mennesker har ikke mulighed for at rejse, hvorhen de vil, om nogen steder overhovedet, da de

som regel er uafladeligt fastlåste både økonomisk og geografisk. Ofte bliver de dog drevet

væk fra den lokalitet, hvor de tidligere følte sig hjemme, idet den frit flydende kapital og

kulturelle sammensmeltning betyder, at det lokale sted, som disse mennesker er bundet til,

mister sin autonomi. Forholdene i det lokale styres med andre ord af begivenheder, der er

langt væk. Bauman lægger sig i relation til ovenstående op ad Helds definition i det

indledende citat, som også lagde vægt på, at globaliseringen betyder, at beslutninger langt

væk kan påvirke det lokale miljø. Det nye i den globale verdensorden er ikke, at der skabes en

underklasse og en overklasse - det har der altid været. Pointen er, at de mennesker, der før

levede en lokal tilværelse, bliver mentalt rykket op ved roden på grund af de globale

påvirkninger udefra uden mulighed for at rejse et andet sted hen. De bliver vagabonder, som

er uønskede alle steder. Vagabondernes lokale område fremstår som tappet for betydning,

fordi det ikke længere rummer muligheder, hvorfor det føles som en ydmygelse og som lutter

slid og slæb at blive på det samme sted (Bauman 2001: 85 og 91). Turisterne og

vagabonderne er således to uundgåelige sider af globaliseringen. I en verden, hvor det ikke

kan lade sig gøre at stå stille, eller i Baumans rejsemetaforik at blive hjemme, vil der

uvægerligt opstå en restgruppe, som står uden for indflydelse, og som til stadighed er på

farten i deres søgen efter et meningsfuldt sted at opholde sig. Turister, vagabonder samt den

store midtergruppe, der er meget usikre på deres position, er alle produkter af det stadigt mere

intense krav om mobilitet. Positionen i det dynamiske samfund er på den måde omgærdet af

stor usikkerhed (Bauman 2001: 92-99).

Globaliseringsprocessen kan umiddelbart fremstå som en homogenisering af samfundet, idet

et af de fremtrædende karakteristika er en ensartethed i forhold til økonomi, teknologi og

kulturelle udtryk. Dette er dog ifølge Bauman langt fra tilfældet, idet den stigende ulighed i

takt med, at lokale steder mister deres betydning og værdi, medvirker til, at man i stedet for en

homogenisering skulle tale om en heterogenisering af samfundet. Man kan kritisere Bauman

19

for helt at forfalde til en gennemgående pessimistisk tilgang til den globale udvikling. Frem

for at se på hvilke muligheder globaliseringen tilbyder mennesket, ser han til tider noget

ensidigt på globaliseringens slagside. Alligevel giver det mening at lade ham komme til orde,

da hans kritiske vinkel sætter ord på nogle af de vrangsider, som også er en del af den globale

udvikling. På den måde er Bauman med til at opbygge en forståelsesramme i forhold til

modernitetens muligheder og begrænsninger såvel på samfundsmæssigt som på individuelt

plan. I forhold til Helds forskellige typer af globaliseringsteoretikere, som opridses i bogen A

Globalizing World? Culture, Economics, Politics (2000), fremstår Bauman som en negativ

globalist. En sådan er kendetegnet ved at udlægge globaliseringen som en uundgåelig

udvikling. Nationale kulturer, økonomi og politik bliver viklet ind i det globale netværk af

strømme, og de negative globalister påpeger, at verden dermed skaber ulighed. Et kritikpunkt

mod Bauman kunne være, at hans vinkel på globaliseringen i for høj grad fokuserer på

systemets forandringer, hvor individet kommer til at fremstå som et offer for udviklingen –

uden mulighed for selv at handle eller lave om på vilkårene. Sat på spidsen kan man hævde, at

individet i Baumans terminologi bliver sat i en offerrolle, hvor det står uden for indflydelse

eller ansvar for det samfund, som det er et produkt af.

Opsamlende kan man sige, at globaliseringens kompleksitet afspejler sig i teoretikernes

forskellige udlægninger. På den ene side står de kritiske røster, særligt eksponeret ved

Bauman, der peger på de heterogene træk ved samfundsudviklingen. På den anden side står en

teoretiker som Giddens, der fokuserer på de træk ved globaliseringen, der afføder nye

muligheder og udfordringer. Denne side af globaliserings- og modernitetsteoretikere forholder

sig mere implicit kritiske overfor udviklingen. De to sider fremhæver begge tendenser, som er

opstået parallelt med hinanden i den globale tidsalder. For det første det fjernes indtrængen i

det nære, hvilket afføder en paradoksal følelse af, at det fjerne er opnåeligt og vedkommende

og på samme tid stadig så langt væk, at individet står uden nogen egentlig indflydelse. For det

andet ses en fornyet søgen mod det nære og lokale, en tendens der opstår, fordi det fjerne ikke

har samme relevans eller opleves ligeså intenst som oplevelser ansigt-til-ansigt. Vi vil i de

følgende kapitler ”Kulturel frisættelse og ambivalente tilgange” og ”Inerti og forskydninger i

samtidens mediebillede” fastholde fokus på forholdet mellem det fjerne og det nære og

forfølge dette fokus på forskellige niveauer.

20

Kulturel frisættelse og ambivalente tilgange

I nærværende kapitel er det individets personlige dispositioner inden for moderniteten, der vil

blive gjort rede for med udgangspunkt i Anthony Giddens’ analyser af det sen-moderne

menneske hentet i bøgerne Modernitetens konsekvenser (1994) og Modernitet og selvidentitet

(1996). Vores forståelse af selvidentitet lægger sig i forlængelse af Giddens’ analyser, der

fremhæver individet som foranderligt og til konstant forhandling, men ikke udelukkende

reagerende på omverdenen (Giddens 1994: 85). 6 Dermed er der tale om en toleddet forståelse

af identitet, dels bestemt af individets sociale interaktioner, hvorved disse bliver interessante

at undersøge. Dels anses individet for at være et autonomt væsen, der interagerer med den

sociale verden, men samtidig ikke kun reagerer på denne. Herved bliver det også relevant at

se på de valg individet foretager i forhold til ydre omstændigheder. I den forbindelse

suppleres Giddens’ modernitetsanalyse løbende med Thomas Ziehes kulturanalytiske tilgang

hentet i bogen Ambivalenser og mangfoldighed (1995), der leverer et fokus på smag og

livsstil som pejleredskaber inden for det moderne liv. Perspektivet udvides med inddragelsen

af den Giddens’- inspirerede teoretiker James Slevin, der med bogen The Internet and Society

(2000) forholder individets livsvilkår specifikt til de rammer, Internettet skaber for

identitsdannelse særligt i forhold til gruppetilhørsforhold. Som et supplement vil Stine

Gotveds ph.d.-afhandling Cybersociologi – det samme på en anden måde (2000) om virtuelle

fællesskaber også blive anvendt i relation til gruppeidentitet.

Refleksivitet – et vilkår

Med sit fokus på modernitetens to strenge: de globale påvirkninger og de personlige

dispositioner leverer Anthony Giddens et indblik i modernitetens vilkår, begrænsninger og

muligheder. På individplan sætter modernitetens træk sig igennem ved, at individets livsbane

ikke længere er forankret i traditionelle, nedarvede mønstre, og der finder således en kulturel

frisættelse sted. Samtidig fremtræder verden så kompleks, at den enkelte ikke kan vide noget

6 Giddens' indkredsning af selvidentitet er baseret på et af hans tidligere begreber: strukturationsteorien. Begrebet introduceres i The Constitution of Society (1984) og fremhæver forholdet mellem aktør og struktur. Giddens taler i den sammenhæng for at anskue aktør og struktur i et gensidigt forhold i vekselvirkning. I Giddens’ forståelse af selvidentitet ses der ligeledes både på individet og de strukturelle rammer som to sider, der hænger uløseligt sammen.

21

om alting, men må sætte sin lid til ekspertsystemerne. Tidligere var det enkelte menneske

også afhængigt af ekspertviden på forskellige områder, men forskellen er, som det blev

gennemgået i det foregående kapitel, at eksperterne i dag på én gang er rykket længere væk

fra den enkeltes livsverden, og på den anden side er rykket endnu tættere på (Giddens 1996:

30). Afhængigheden af ekspertsystemerne medfører en tvivl på institutionelt og personligt

plan, idet systemerne ikke kan forstås fuldt ud ej heller styres, men alligevel fordrer tillid. Det

er således karakteristisk for disse mekanismer, at de kun kan fungere på basis af tillid, en tillid

der ikke er nogen given størrelse, men til stadighed skal skabes og genskabes. Det bærende er

den tillid, der tillægges rutinerne. Det er en dobbeltsidet forankring, da rutinerne leverer den

ontologiske forklaring, som knytter sig til den praktiske bevidsthed, men i samspil med denne

sikkerhed lurer fornemmelsen af et tab af virkeligheden.7 At udvise tillid forudsætter nemlig

en fælles, men ubeviselig virkelighedsramme, hvorudfra der kan handles med den

underforståede præmis, at hver gang der tages stilling, sættes der parentes om en uendelig

række af potentielle handlingsforløb (Giddens 1996: 50-52).

I et væld af konkurrerende paradigmer og mulige scenarier må individet selv konstruere en

sammenhængende historie, hvor begivenheder løbende integreres. Som følge af ovennævnte

fordringer indtræffer der i mennesket en usikkerhed, som kun kan afhjælpes delvist ved

konstant at forholde sig refleksivt overfor de valg, der løbende træffes.

Individet kompenserer for tabet af den historiske orientering ved at genskabe sin egen biografi

ud fra udvalgte begivenheder. Herved bliver det moderne menneske i stand til at bevare sin

integritet og danne nye sfærer af sociale relationer, forudsat at det løbende foretager en række

refleksive valg. Dette er selvets refleksive projekt (Giddens 1996: 14). Refleksiviteten er en af

de vigtigste forandringsprocesser i moderniteten og sætter igennem i alle sociale praksisser i

en så radikaliseret form i det sen-moderne samfund, at det gennemstrømmer alle dele af det

menneskelige liv.8 Det skal dertil siges, at dette er et velkendt begreb i modernitetsteorier,

men at Giddens synes at tillægge individet en særlig høj grad af rationel handlen og

refleksionskapacitet. Mennesket medvirker således som aktiv og løbende medskaber og

forandrer af den sociale praksis og struktur. Den samme struktur som mennesket til dels står

7 Tilliden til rutinerne består i erfaringen om, at man har gjort den samme ting igen og igen med samme udfald. Rutinen skaber følelsen af sikkerhed på, at man kender udfaldet på et givent handlemønster. 8 Refleksiviteten kan betragtes som det tredje hovedtræk i Giddens’ modernitetsanalyse, hvoraf de øvrige to er blevet gennemgået i det foregående kapitel; det drejer sig om: (1) udløftning af tid og rum, (2) udlejrings- og genindlejringsmekanismerne.

22

uforstående overfor, men samtidig er hensat til at fortolke og på den baggrund skabe en

forståelse af sig selv som individ.

Livsstil som pejleredskab

I essaysamlingen Ambivalenser og mangfoldighed (1995) berører Thomas Ziehe også den

kulturelle frisættelse og de konsekvenser, denne har. I bogen leveres en kultur- og

samtidsanalyse, der først og fremmest tager udgangspunkt i ungdommen. Unge er den gruppe,

der erfarer modernitetens kompleksiteter tydeligst, og disse erfaringer er ikke bare komplekse,

men omfattet af ambivalenser.9 Moderniteten medfører generelt en kulturel frisættelse, der på

den ene side kendetegnes ved øgede valgmuligheder for eksempel i forhold til valg af

livsbaner og på den anden side det faktum, at man skal vælge. I et forsøg på at navigere rundt

i det kulturelle marked af forskellige holdninger, normer og værdier kan smags- og stilvalg

anskues som strategier eller som et felt, hvor individet kan markere sig. Samtidig rummer de

samme strategier også nogle valg, som er de unge påtvunget, og netop denne ambivalens

tydeliggør modernitetens præmisser (Ziehe 1995: 20).

I Giddens’ optik kan man anskue livsstil og smag som rutiner inkorporerede i praksisser.

Samtidig er de også åbne for forandring. Selvidentiteten konstrueres løbende og alle de små

rutiner, der træffes i løbet af en dag, bidrager til dette arbejde. Der er tale om en aktiv proces

fra individets side. De valg, det træffer, handler ikke alene om, hvordan man handler, men

også om hvem man vil være. Anskuet således er smagsvalg en måde, hvorpå individet har

mulighed for at markere sit kulturelle og sociale identitetsforhold. Den livshistorie, som

individet opbygger ud fra udvalgte begivenheder i eget livsforløb sammenholdt med dets

forventninger til fremtiden, er selvets fortælling - i denne fortælling optræder mange

potentielle handlingsforløb (Giddens 1996: 219). Den selvbiografiske historie tillægges

følgelig en stor vægt, hvilket Ziehe i nedenstående citat også peger på:

Denne kulturelle tendens – med de øgede muligheder og de skærpede

beslutningskonflikter – kalder jeg individualisering [...] Individualiseringen er

9 Ifølge ungdoms,- og medieforsker Kirsten Drotner oplever unge modernitetens muligheder og begrænsninger i en mere radikaliseret form, da de optager påvirkninger hurtigere, samtidig med at de også fraskriver dem hurtigere (Drotner 1999: 16-17).

23

udtryk for en kulturel moderniseringsproces, hvor den enkeltes kulturelle

tilhørsforhold får en stadigt stigende biografisk vægt. (Ziehe 1995: 14)

Selvet kan med andre ord anskues som foranderligt og til konstant forhandling, da det er

brydningerne af diskurser, som skaber konstruktionen af selvet. Hverken Giddens eller Ziehe

differentierer mellem en fast individkerne og selvets refleksive projekt. Man står imidlertid

tilbage med en fornemmelse af, at der alligevel opereres med en fast kerne, men den defineres

aldrig eksplicit:

Det ville imidlertid være forkert at betragte den kontekstuelle mangfoldighed som

et fænomen, der enkelt og uundgåeligt fremmer selvets fragmentering, endsige

forårsager dets opløsning i forskellige ”selv’er” [...] En person kan gøre brug af

mangfoldigheden til at skabe en distinkt selvfortælling, som positivt inkorporerer

elementer fra forskellige miljøer til en integreret fortælling. (Giddens 1996: 222)

I ovenstående citat placeres individet i en social kontekst, hvor det løbende konstruerer et selv

ud fra de sociale situationer, det befinder sig i. Samtidig forsøger individet at skabe én

sammenhængende livshistorie baseret på et konstant arbejde og forsøg på at genfortolke

tidligere begivenheder og sætte disse i forhold til nutid og fremtid. Det sen-moderne

menneske består således af et selv, der udgøres af en række diskurser.

Omformuleringer af det sociale liv

I det følgende udvides feltet for at belyse, hvordan den medierede kommunikation påvirker

det enkelte menneskes identitetsarbejde i afgrænsningen til andre og i forhold til dets

omverdensforståelse. James Slevin placerer sig med bogen The Internet and Society (2000)

teoretisk i kølvandet af Giddens’ modernitetsanalyse, men udvider samtidig analysen til også

at omfatte Internettet. Han indsætter Giddens’ refleksive modernitet specifikt rettet mod de

kommunikative netværk for at undersøge, hvordan de samfundsmæssige transformationer

indflettes i fællesskaber og i det individuelle liv. Og indtager således den position, at der kan

være flere rationaler på spil i samme situation. Hvor flere postmodernister ensidigt påpeger, at

de nye kommunikative former åbner op for en række nye muligheder, understreger Slevin, at

det ganske vist er en del af sandheden, men at den øgede åbenhed også skaber en ny

bevidsthed om verdens risici og uforudsigeligheder. Denne opfattelse er ligeledes

24

sammenfaldende med Giddens’ position. Interaktion er forbundet med usikkerhed, da

menneskets handlinger ikke altid er umiddelbart overskuelige, men kan have langsigtede

konsekvenser i både tid og sted. Dette afføder nye måder at forholde sig til risiko og

usikkerhed på, hvor social interaktion fordrer refleksivitet og åbenhed, men hvor spørgsmål

om tillid og integritet også rejses (Slevin 2000: 90-93).

Kommunikation og samvær er muligt uden den fysiske forankring, hvilket åbner op for nye

menneskelige forbindelser via kommunikative netværk (jf. kapitlet ”Det lokale og det globale

– et paradoksalt grænsefelt”). Internettet spiller en væsentlig faktor i skabelsen af disse

samværsformer, da det bidrager til at fremmane et nyt socialt og teknisk scenarium, men dets

fremkomst skal også betragtes i lyset af sociale ændringer inden for den intensiverede

globalisering, opkomsten af nye sociale mønstre og udbredelsen af social refleksivitet. Det er

således ikke Internettet som medie, der ensidigt skaber nye samværsformer, men i lige så høj

grad de samfundsmæssige forandringer og kravet til nye samværsformer, som former

Internettet (Slevin 2000: 95). I lyset af de ovenfor beskrevne ændringer kan det synes

nødvendigt at finde en ny forståelse for de opkomne sociale fællesskaber – og hvad der kan

forventes af disse. Umiddelbart synes samværsformerne på Internettet at ligne og mime

foregående samværsformer, men moderne kommunikationsformer skaber nye netværk, som

ændrer den måde, vi kan konstruere delte virkeligheder på.

Slevin opfatter de computermedierede fællesskaber som gennemsyrede af ambivalens, der på

den ene side gestalter sig i en længsel mod fællesskab og på den anden side i en gradvis

erkendelse af, at det ikke er muligt at vende tilbage til den sikkerhed, der tidligere

kendetegnede de sociale fællesskaber. Ifølge Slevin er det derfor nødvendigt at revurdere

opfattelsen af de communities10, der artikuleres via Internettet. Det er imidlertid væsentligt at

anføre, at fællesskaber altid har skabt et ambivalent forhold mellem kollektivets interesser og

det enkelte menneskes behov; dermed er der måske ikke de store væsensforskelle mellem

medierede og ikke-medierede fællesskaber. Denne betragtning suppleres af Stine Gotved, der

i ph.d.-afhandlingen Cybersociologi – det samme på en anden måde (2000) beskæftiger sig

med virtuelle fællesskaber. De computermedierede fællesskaber bør anskues som

10 Community (communities i pluralis) er den gængse betegnelse for et fællesskab på Internettet, man kunne også kalde det et virtuelt fællesskab. Begge betegnelser vil fremover blive benyttet på lige fod med betegnelsen computermedierede fællesskaber.

25

omformuleringer af det til alle tider sociale frem for som grundlæggende udfordringer af det

sociale liv. 11 Gotved peger på en række lighedspunkter mellem de medierede interaktionsspil

og almindelige, sociale omgangsformer og relationer og anviser i den sammenhæng, at de

medierede fællesskaber til tider understøtter allerede eksisterende netværk. Samtidig kan det

virtuelle fællesskab godt danne en lokal sfære, hvor socialiteten manifesteres som

tilkendegivelser af tilknytning og fokuseret interaktion:

Socialiteten er en uadskillelig del af gruppens liv og fremtrædelsesform [...]

meningen skabes både i og af samværet, og den neotribale tilknytning overvinder

ubesværet den fysiske adskillelse i tid og rum. (Gotved 2000: 210)

Gennem forskellige udtryk indskriver deltagerne sig som medspillere i den medierede

socialitet, hvor interaktion bæres af samarbejde og forhandling (Gotved 2000: 158-159).

Slevin fokuserer ligeledes på, at et community ikke er en færdig konstruktion, men at dets

sfære skabes i en stadig proces af en mere eller mindre afgrænset gruppe. På den ene side kan

fællesskabets genopståen således anskues som en revaluering af det partikulære, det lokale og

af de sociale rum, der er små nok til at være familiære, men kan på den anden side ikke

reetablere samme sikkerhed som tidligere. De moderne fællesskaber kan derfor ikke hvile i

sig selv, men fordrer hårdt arbejde (Slevin 2000: 95-96). Ligesom det refleksive individ

løbende inkorporerer oplevelser i sin selvbiografiske fortælling, er det også nødvendigt at

opretholde følelsen af at høre til et bestemt community via et vedvarende identitetsarbejde.

Gotved definerer de virtuelle fællesskaber som særdeles normbundne.12

Sanktionsmulighederne er yderst begrænsede, kun ved efterlevelse af de implicitte eller

eksplicitte regelsæt sikres fællesskabets eksistens. Denne høje grad af valgfrihed i indgåelsen

af forskellige fællesskaber understøttes af det følgende citat af Slevin:

11 Ved at anskue communities på Internettet som ”det samme på en anden måde" er det muligt at anvende traditionelle sociologiske teorier på virtuelle fællesskaber. Gotved legitimerer denne anvendelse via påvisning af konkrete lighedspunkter og metaforiske overlap mellem urbane miljøer og Internet-liv blandt andet i forbindelse med (social) navigation, anonymitet, spil med selvfremførelse og identitet. En væsentlig pointe er også, at urbanitetens rum ikke begrænser sig til storbylivets pulserende gader, men at der i højere grad er tale om en mental bevidsthedsmæssig form, hvor det fysiske rum ikke længere definerer aktiviteterne. 12 Gotved kalder det netikette - en sammenskrivning af net og etikette, som betegner de frivillige retningslinjer for god opførsel, når man gebærder sig på Internettet. Normsættet defineres af hvert community og kan være yderst vanskeligt at aflæse for en tilfældigt forbipasserende, det kræver med andre ord en socialiseringsproces at deltage på den etablerede acceptable vis (Gotved 2000: 162-163).

26

In late modernity, the settings for human association come and go at an

unprecedented rate, and more often than not individuals participate in a multitude

of them. (Slevin 2000: 96-97)

I citatet formuleres den væsentlige pointe, at individet i modsætning til tidligere nu indgår i

flere sociale fællesskaber, virtuelle såvel som ansigt-til-ansigt relationer, hvor den

selvbiografiske fortælling kan optræde i mangeartede udlægninger. Slevin følger dermed

tråden i Giddens’ tanker om de skærpede krav til det sen-moderne individ, der indgår i

forskellige sammenhænge og i den forbindelse vælger til og fra, men hvor hvert valg også

indbefatter et fravalg. Det enkelte fællesskab må derfor skabe egne fortolkninger og på

baggrund af disse skabe én genkendelig enhed mellem en række andre, som et fælles rum

hvori interaktionen gives bestemte vilkår.

I nærværende kapitel ”Kulturel frisættelse og ambivalente tilgange” og i det foregående

kapitel ”Det lokale og det globale – et paradoksalt grænsefelt” har vi set på det moderne

samfunds vilkår på henholdsvis mikroniveau og makroniveau. På den ene side handler det

sen-moderne eller globale samfund om de store ydre påvirkninger, men globaliseringen

trænger på den anden side også ind over de indre områder og sætter igennem i det enkelte

menneskes hverdag. De kommunikative netværk tildeles en fremtrædende rolle som

forbindelsesled og som formidler af modernitetens transformation mellem det lokale og

globale, hvor muligheden for at bevæge sig i forskellige sammenhænge er øget. Relationer til

andre mennesker er således ikke nødvendigvis lokalt eller fysisk bundet hverken for Giddens,

Ziehe, Slevin eller Gotved, da medierne er med til at skabe forbindelser og rum for interaktion

med andre på tværs af tid og sted. De sociale forbindelser artikuleres følgelig på flere

niveauer: nogle ansigt-til-ansigt, andre med folk man kommunikerer med via Internettet. Med

de øgede valgmuligheder og de mange sociale sammenhænge forøges kravene til individet om

en mangfoldighed af kompetencer, som det kan navigere med. Den nye mediesituation skaber

således nye udfoldelsesmuligheder og udfordringer for det enkelte menneske, eller der er

måske snarere tale om, at gamle udfoldelsesmuligheder nu findes i en optimeret form. I det

følgende kapitel ”Inerti og forskydninger i samtidens mediebillede” vil vi tage afsæt i de

vilkår, der er skitseret i det nærværende og i det foregående kapitel for at se nærmere på

mediernes udvikling inden for disse vilkår.

27

Inerti og forskydninger i samtidens mediebillede

I dette kapitel sættes web-tv ind i en modernitetssammenhæng for at belyse dets udspring som

en mediehybrid mellem almindelige tv-formater og internet-medier. Fokuset på udviklingen

af de kommunikative medier og deres indskrivning i det moderne samfund skal således både

skabe et nærmere indblik i modernitetens betingelser, men også skabe en forståelsesramme

for dette speciales sigte; nemlig web-tv. Ved at inddrage tv-teori formuleret af John Ellis i

bogen Seing Things (2000) og af Paddy Scannell i Radio,Television & Modern Life (1996)

skabes en sådan. Også den mere overordnede mediehistorie inddrages i form af

medieteoretikeren John B. Thompson, der i værket The Media and Modernity. A Social

Theory of the Media (1999) fremkommer med den væsentlige og til tider oversete pointe, at

medieudviklingen må tildeles en væsentlig rolle for at forstå de kulturelle ændringer, som

finder sted i fremkomsten af moderne samfund. Det er som tidligere nævnt ofte en mangel i

modernitetsteorien, at mediernes udvikling ikke får en større plads. Man savner det i de

nutidige sociologers forfatterskab eksempelvis hos Anthony Giddens, og Thompson anfører i

den sammenhæng nogle overvejelser over grunden til, at den samfundsvidenskabelige

tradition ikke har undersøgt mediernes udvikling grundigere. Den første forklaring findes i, at

medieudviklingen går så hurtigt, at man som forsker finder det svært at nå at udsige noget

substantielt om et så flygtigt felt på en videnskabelig måde og derfor vælger at se bort fra

medierne. Den anden forklaring hentes i, at samfundsteoretikere i dag stadig er påvirket af

klassisk sociologisk tænkning. Udgangspunktet for sociologisk tænkning i samtiden er med

andre ord hentet i teorier fra det 19. og tidlige 20. århundrede, der er formuleret over

problematikker om det industrielle samfunds opkomst og de vilkår, industrialiseringen har for

individet. Medieudviklingen er selvsagt ikke relevant i denne periode og negligeres derfor

(Thompson 1999: 3).

I bogen påviser Thompson, hvorledes medierne er spundet ind i de store institutionelle

forandringer, der har skabt den moderne verden. Denne integration af medierne i det moderne

samfunds udvikling kan således læses som et relevant supplement til andre

modernitetsteoretikere.13 Vi kan kun tilslutte os relevansen af et sådant initiativ og vil i den

13 Harold Innis: The Bias of Communication (1977) og Walther Ongs: Orality and Literacy (1996) skal også fremhæves som væsentlige bidragydere til en mediehistorie, idet de medtager de store linjer i mediehistorien dog

28

forbindelse knytte en yderligere forklaring til, at medierne er blevet overset.

Medievidenskaben som forskningsfelt er forholdsvist nyt. Først i 1970’erne institutionaliseres

mediefeltet som en selvstændig videnskab. Der er således mange medieforskere, der har

skrevet om medier, men som Thompson ganske rigtigt påpeger, ikke nogen af de

samfundsteoretiske sociologer.

Det foreliggende kapitel fungerer som en opsamling på vores teoretiske ståsted. I den

forbindelse placerer vi vores fokus på tv’s udvikling fra dengang, det virkede som et medie,

der talte til det store fællesskab og dermed havde en samlende funktion, til i dag, hvor det

snarere tilgodeser det enkelte menneskes interesser og dermed indgår som en del af

menneskets individuelle projekt. Herunder sætter vi fokus på den medierede

erfaringsdannelses betydning i moderniteten med særligt fokus på tv som formidler og

medformer af modernitetens kollektive erfaring. I det foregående kapitel har vi beskrevet de

globale påvirkninger og den enkeltes personlige dispositioner. I dette kapitel belyses, hvad

den medierede erfaringsdannelse betyder for menneskets omverdensbillede og

identitetsarbejde. Herunder vil mediernes dobbelttydige rolle som på én gang tillidsskabende

og med til at skabe divergerende kulturelle refleksioner blive diskuteret.

Urbanitet som mental tilstand

Hvor det 19. århundrede skabte nationalstaten, blev det 20. århundrede tiden, hvor det var

muligt at realisere en fælles bevidsthed om, at man som individ tilhører et fællesskab, der

strækker sig ud over de relationer, man har med mennesker i ansigt-til-ansigt møder. I den

forbindelse har de elektroniske medier spillet en væsentlig rolle. Med broadcastmedierne blev

det muligt at fremvise fælles referencerammer og dermed skabe en udbygget national

identitet. Stig Hjarvard fremhæver i sit foredrag ”Mediernes rolle i globaliseringsteorien”14, at

radio og tv oprindelig var tænkt som et redskab til at viderebringe oplysninger til massen.

Medierne var med til at skabe en opfattelse af det nationale som det, der bandt individerne

sammen i ét fælles rum - ét fællesskab. Dette førte til en øget homogenisering og nivellering

med fokus på skrift- og printmediet. Dermed peger de også på, at samfundsudviklingen hænger nøje sammen med opkomsten og udviklingen af medierne. 14 Stig Hjarvard afholdt i marts 2001 en forelæsningsrække fordelt over tre dage med titlen ”En Verden af Medier” på Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet. Samme pointe udfoldes endvidere i Hjarvards artikel ”Fra ideologisk invasion til kulturelle møder” in: MedieKultur nr. 31.

29

af diversiteten i det nationale rum. I bogen Elektroniske Fiktioner (1993) fremkommer Ib

Bondebjerg med en lignende pointe; de elektroniske mediers rolle i den tidlige tv-kultur var at

mediere mellem eksisterende kultur- og politikformer og nogle gange at medvirke til at

konstruere disse. Medierne forsøgte at rydde op i forskellighederne og forme et fælles, oplyst

folk inden for en angivelig enhedskultur defineret ud fra en alliance mellem

socialdemokratiske og kulturradikale kræfter (Bondebjerg 1993: 24)15. I dag synes medierne

at bevæge sig væk fra denne universelle tilgang mod en mere partikulær orientering, hvor der

satses på smalle programmer og individuelle sendeflader. Vi skal i dette afsnit følge denne

bevægelse ved at fokusere på mediehistorien og samtidig aktualisere denne.

I bogen Seing Things (2000) inddeler John Ellis tv-historien i 3 perioder. Disse perioder

følger tv som en vigtig del af forbrugerkulturen i efterkrigstiden og fremefter. Den første

periode kalder Ellis for the era of scarcity. Der er et ganske lille udbud af tv-stationer, og

disse sender kun om aftenen. Knaphed kendetegner i det hele taget konsumudbuddet, og tv’s

forsøg på at udtrykke en enhedskultur medvirker til at frembringe et standardiseret

massekonsum i denne periode. Entydigheden afspejler sig i måden, som tv kommunikerer

med sit publikum på; der præsenteres altid en enkel og defineret programflade med

massepublikummet for øje. Denne periode strækker sig helt op til sidst i 70’erne eller først i

80’erne (Ellis 2000: 39).16

Hvor Ellis i sin periodisering sætter tv-mediet ind i en forbrugskontekst, leverer Scannell i

bogen Radio, Television & Modern Life (1996) en mere sociologisk beskrivelse af dets

betydning for hverdagslivet i samme periode. Han beskriver det som en tid, hvor tv-mediet

rykker ind og får en central plads i hjemmet, hvorved det begynder at indgå som en naturlig

15 Bondebjerg inddeler dansk tv-historie i tre perioder: Paternalismens tv (1951-1964), Det klassiske public service-tv (1964-1980) og Blandings-kulturens tv (1980 - ) (Bondebjerg 1993: 25-26). Efter udgivelsen af Elektroniske fiktioner navngiver Bondebjerg i foredraget ”TV for dig: Fra DR til TV 1, 2, 3 ...” i KU’s serie “Gå hjem forelæsninger” om dansk mediehistorie 7/4 1997 en fjerde periode: Multimediekulturens periode (1995 - ), som angiver hybridnettets opkomst. Bondebjergs inddeling nævnes her for at parallelisere Ellis’ periodisering med dansk tv-historie. De to periodiseringer sammenlignes med det forbehold, at dansk tv-historie ekstraordinært har været præget af DR’s langvarige monopol, der strækker sig op til 1988. Vi har dog valgt primært at anvende Ellis’ inddeling, da vi anser den engelske tv-historie for toneangivende - også for den danske. Ydermere rækker Ellis’ inddeling længere og mere detaljeret ind i det aktuelle mediebillede qua bogens senere publiceringsår. 16 I Danmark slog monopolbruddet igennem politisk i 1986, da Folketinget vedtog at give danskerne et nyt tv-tilbud. Målet var at skabe landets første delvist reklamefinansierede, landsdækkende og samtidig regionale public service-tv-kanal: TV2. Kanalen gik i luften i oktober 1988.

30

del af hverdagens og hjemmets rutiner. Tv’s sendeflade kommer til at spille en væsentlig rolle

som organiseringsprincip for hverdagens og årets gang:

Broadcasting gathered together a quite new life - a world of public persons, events

and happenings – and gave this world an ordered, orderly, familiar, knowable

appearance by virtue of an unobtrusively temporal sequence of events that gave

substance and structure to everyday life. (Scannell 1996: 153)

I mikroperspektiv bliver tv-mediet brugt til at sætte hverdagen i system med repetition og

ritualer i løbet af dagen: Morgen-tv, eftermiddagsprogrammer til børnene, aftenens

nyhedsudsendelser etc. Programmerne på public service-tv er indrettet efter en gennemsnitlig

families tidsrytme og levner ikke meget rum for udfoldelse. I makroperspektiv markerer og

strukturerer tv årets gang med faste udsendelser som dronningens nytårstale og Folketingets

åbningstale. Den tidslige strukturering af hverdagen er én af de egenskaber, der er bibeholdt i

tv-mediet (Scannell 1996: 153-155). Samtidig bevæger det sig i grænsefladen mellem det

offentlige rum som vindue til omverdenen og det private rum qua dets placering i hjemmet og

den personlige henvendelsesform. Tv bliver accepteret som en del af det moderne liv - en all-

day everyday service, som altid står til rådighed (Scannell 1996: 95). Institutionaliseringen af

broadcasting kan således tolkes som en indarbejdelse af de hverdagslige rutiner og de

traditioner, der er fælles for nationen.

I Ellis’ anden periode the era of availability er der kommet flere tv-kanaler til. Perioden er

kendetegnet ved et varieret forbrugsmarked, hvor alting er tilgængeligt. Forskelligheden

hyldes, og det enkelte menneske har via dets individuelle valg mulighed for at skille sig ud fra

mængden. Muligheden for at definere sig selv ud fra smags- og livsstilsvalg er allerede blevet

berørt i det foregående kapitel. Her skal blot kort nævnes Thomas Ziehes (1995) pointe om, at

den kulturelle frisættelse på den ene side giver øgede valgmuligheder, men på den anden side

sætter individet i den situation, at det skal vælge. Der findes ikke nogen entydigt rigtige valg,

men en række mulige livsbaner. Disse vilkår afspejler tv-mediet ved at præsentere en række

holdninger og bud på situationer i livet, men i modsætning til tv’s rolle i den første periode

som leverandør af overskuelige og forståelige budskaber leveres der nu aldrig nogen egentlig

konklusion.

31

Den medierede erfaringsdannelse

Omdrejningspunktet for nærværende afsnit er at sætte fokus på den ændrede position, tv

indtager i individets tilegnelse af erfaring. Ellis leverer sideløbende med den

forbrugsorienterede vinkel på tv’s historie en mediekontekst, hvor tv fremhæves som et

eksempel på den audio-visuelle kultur, der har tilvejebragt en ny måde at percipere på, hvor

seeren får rollen som witness. Med de audio-visuelle medier: fotografiet, filmen og tv bliver

mennesket konfronteret med en større verden end tidligere. Der er tale om en særlig måde at

konfrontere seeren på, der på samme tid skaber en følelse af powerless knowledge og

kompleksitet i forhold til det, han ser. Rollen som vidne sætter seeren i en magtesløs position.

På den ene side står en person uden umiddelbar indflydelse på de viste begivenheder, og på

den anden side er det ikke muligt for denne person at frasige sig ansvar, da han har været

vidne til, at begivenhederne har fundet sted: ”You cannot say that you did not know” (Ellis

2000: 10). Vidnepositionen afføder uvægerligt ambivalente følelser af adskillelse og

sikkerhed, magtesløshed og samtidigt ansvar. Omvendt kan positionen anskues som magtfuld,

da det privilegerede udsyn giver seeren mulighed for at betragte begivenhederne fra første

parket og tilmed fra forskellige vinkler (Ellis 2000: 11). Scannell fremkommer med nogle af

de samme betragtninger om fordobling af tid og sted. Dét, at kunne være på to steder og i to

tider på én gang via de elektroniske medier afføder et særligt forhold til begivenheder. En

begivenheds omfang måles i forhold til, om den fremvises på tv. I det øjeblik den bringes ind

i hjemmet via de elektroniske medier opnår den ikke blot en status af noget autentisk, men

bliver desuden hverdagsliggjort (Scannell 1996: 96). I den henseende bringer tv de

ambivalente følelser ind i hjemmet og forstærker følelsen ved dets live-karakter og intime

henvendelsesform. Via tv kan offentlige begivenheder optræde på samme tid, men to steder,

både dér hvor begivenheden finder sted og dér, hvor man hører eller ser den (Ellis 1996:

76).17 Vi er således alle sammen til stede, når store begivenheder indtræffer eksempelvis den

11. september 2001, hvor USA blev udsat for et terrorangreb, som hele verden via medierne

fik kendskab til, næsten i det øjeblik tragedien indtraf.18

17 Også Daniel Dayan og Elihu Katz anfører i Media Events (1994) en lignende pointe om, at nationen eller hele verdenssamfundet via broadcasting er til stede, når store mediebegivenheder finder sted. 18På selve dagen for terrorangrebet var det i lang tid umuligt at koble sig på de store mediebroadcasteres nyhedssites. De var overbebyrdede, da mange mennesker verden over søgte informationerne direkte på disse nyhedssites frem for hos de nationale nyhedsudbydere. Det fremgik, at DR’s og TV2’s ekstraordinære nyhedsudsendelser blot viderebragte informationer direkte fra blandt andet CNN. Et eksempel, der demonstrerer

32

John B. Thompson argumenterer i The Media and Modernity (1999) for, at løsrivelsen af den

symbolske form fra produktionskonteksten og dens indlejring i nye kontekster er en central

del af den massemedierede kommunikationserfaring. Den menneskelige erfaring fremstår som

fragmenteret, men som ovennævnte eksempel med 11. september demonstrerer, lever vi alle

inden for samme diskursive rum, der i høj grad er skabt af medierne. Internettet åbner op for

nye måder at etablere menneskelige forbindelser på, hvor produktionen og reproduktionen af

den sociale virkelighed ikke længere nødvendigvis hænger sammen med det lokale liv. De

medieformidlede erfaringer afføder således et forandret erfaringsunivers for individet, hvor

kultur ikke længere er bundet til bestemte rum. Dermed nedbrydes de traditionelle grænser, og

et af resultaterne er en række uforudsigelige, flertydige kulturelle strømninger (Thompson

1999: 46, 170, 205-206). Thompsons identitetsforståelse følger Anthony Giddens’ anskuelse

af selvet som et symbolsk og refleksivt projekt (Giddens 1996). Således karakteriserer

Thompson selvet som et narrativt projekt, hvor alle forhåndenværende ressourcer tages i brug.

Tv spiller en væsentlig rolle som ressource i det personlige identitetsarbejde, da det fremviser

en række forskellige diskurser, som det enkelte menneske enten identificerer sig med eller

kæmper imod. Det store flow af tv’s visuelle lyde og billeder giver seeren et righoldigt

materiale til at omforme det individuelle identitetsprojekt på meget komplekse, ofte

modsætningsfyldte måder (Thompson 1999: 180). Herved ændres erfaringsdannelsen hastigt

og konstant; ændrede referencerammer og erfaringshorisonter tvinger følgelig individet til

løbende revision. Tv-mediet formidler omverdenens begivenheder til individet, som herefter

omsætter det til sin egen hverdagslige kontekst; medie og kultur bringes i samspil via denne

mediering.19

Små og store historier - en multikontekstuel verden

Det righoldige medieopbud peger ifølge Ellis på, at vi er på vej ind i en tredje periode the era

of plenty. Tv bliver nu ikke bare udbudt på et væld af tv-stationer, men er også tilgængelig i

Ellis’ pointe om, at nyhederne i tidslig henseende eksisterer side om side med seeren og derfor ikke kan levere nogen egentlig konklusion (Ellis 2000: 74). 19 En tilsvarende pointe er fremført i opgaven ”Den medierede erfaringsdannelse. Tv’s resonans i moderniteten” af Iben Larsen i faget ”Modernitetens konsekvenser” ved Rasmus Dahl, Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet.

33

flere forskellige formater og eksperimenterende former som tv on-demand20 og interaktivt

tv21. Perioden kendetegnes ved, at ingen medier længere prøver at tilvejebringe nogen

egentlig sandhed. Der er derimod tale om en multikontekstuel verden formidlet af en

transnational medieindustri, eksempelvis kan nævnes toneangivende nyhedstjenester som

CNN, America Online og Reuters; disse sætter dagsordenen – også for lokale medier, men

kan ikke længere stille sig udenfor og give et overordnet overblik. Deres rolle bliver i stedet at

fortælle historier om, hvordan det er at leve i en verden fyldt med sociale og kulturelle

indblandinger. Historier, der ikke kan og skal forklare de store sammenhænge, men snarere

skal bibringe følelsen af, at de givne vilkår er sammenhængende. Tv-programmer reflekterer

seernes følelse af at leve i en usikker verden og skaber historier, der tilbyder seeren en følelse

af, at tingene alligevel giver mening (Ellis 2000: 74).

En udlægning af the era of plenty er at opfatte den som en tid, hvor forskellige medieformer

som web-tv giver individet mulighed for at skabe små personlige fortællinger. Historier, der

ikke har til formål at tilvejebringe nogen egentlig sandhed eller forklaring, men blot at

dokumentere eller videreformidle forskellige erfaringer gjort i verden. Denne anskuelse

placerer sig inden for den postmodernistiske tradition, hvor de store fortællinger betragtes

som døde. 22 Man relativiserer ikke alting, men lader de personlige erfaringer og individets

egen organisering af disse input fremstå som det væsentlige. I den sammenhæng er det

relevant at vende blikket mod Ellis’ begreb Working through for at opnå en forståelse af,

hvilke fortolkningsprocesser tv kan bidrage med:

Television imbues the present moment with meanings. It offers multiple stories

and frameworks of explanation which enable understanding and, in the very

multiplicity of those frameworks, it enables its viewers to work through the major

public and private concerns of their society. Television has a key role in the social

process of working through because it exists alongside us, holding our hands. (Ellis

2000: 74)

20 Tv on-demand betyder, at et program konstant er til rådighed for seeren/brugeren. Eksempelvis arkiveres web-tv’s indslag og kan gennemspilles, når man ønsker det via en opkobling mellem stationens server og brugerens computer. 21 Interaktivt tv dækker over en bred vifte af formater, hvor seeren/brugeren indgår i et samspil med programmet enten direkte i indhold eller valg. For en diskussion af begreber henvises til afsnittet ”Flaks og sammenhænge i interaktive formater” i nærværende kapitel. 22 En tese fremført af Jean-Francois Lyotard, kendt som en af postmodernismens foregangsmænd, i værket La condition postmoderne (1979) (Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo 2000: 459).

34

Ellis’ term working through er for så vidt ikke noget nyt begreb, men vi vælger at beskæftige

os med det her, fordi det knyttes tæt sammen med tv-mediet.23 Som citatet udtrykker er det

enkelte menneske henvist til at bearbejde den store mængde informationer, der konstant

florerer - det må så at sige hele tiden arbejde sig igennem. Ellis fremstiller i citatet tv-mediet

som en arena for mange holdninger, hvor det enkelte menneske frit kan vurdere og fortolke

disse. Det er følgelig ikke tv’s rolle at komme med et mere kvalificeret bud på, hvad

fremtiden bringer, men snarere at demonstrere, at det må forholde sig til de samme vilkår som

seeren (Ellis 2000: 75).

Man kan problematisere Ellis’ udlægning af tv-mediets rolle, idet empiri om den danske

nyhedsformidling fortæller, at mere end to tredjedele af seerne stadig vælger at stille ind på de

store public service-kanaler TV2’s og DR’s nyhedsudsendelser. 24 Der er altså stadig et

overbevisende flertal, som foretrækker de traditionelle broadcastere, hvilket taler imod Ellis’

fremstilling af tv-mediets rolle. Samme tendens til at foretrække traditionel nyhedsjournalistik

kan skyldes, at nyhedsformidling er et trægt system, hvad angår forandringer, men det kan

også anskues som en tillidserklæring fra seernes side. Seertallene taler således for, at de

traditionelle broadcastere stadig opfattes som instanser, der er omgærdet af troværdighed. Det

er derfor mere korrekt at tale om forskydninger inden for et mediebillede, der ellers er stabilt.

De sammenhængende historier fortalt via tv findes stadig, men der kan registreres forskelle i

måden, historierne fortælles på i tråd med Ellis’ påpegning af nyhedernes ændrede

fremstilling og i tilbud og antal. De store historier eksisterer fortsat, og forbeholdene overfor

disse og sporingen af forskydningerne synes derfor at være hentet på de små historiers niveau

snarere end på de store fortællingers. Det er med andre ord begrundet at kritisere teoretikere

som Ellis for at forveksle det stigende antal af kanaler og tilbud med ændringer af de centrale

genrer. Ved nærmere ransagelse søger folk som anført i det foregående stadig den

traditionelle nyhedsformidling. Kritikken af Ellis underbygges af, at vi parallelt med den

øgede individualisering i mediebruget finder en modtendens i den brede appel, som de

23 Anthony Giddens’ refleksive individ forholder sig i udpræget grad til sig selv og sine omgivelser og tager del i nogen af de samme fortolkningsprocesser som dem, der ligger til grund for Ellis’ working through. Forskellen er blot, at Giddens aldrig knytter disse fortolkningsprocesser specifikt til de elektroniske medier. 24 Tallene er baseret på Gallups TV-meter målinger af Nyhedssening og de regionale udsendelser for uge 43 2001, uge 13 2002 og uge 30 2002. Disse uger er tilfældigt udvalgte med henblik på at skabe en spredning fordelt udover et år.

35

traditionelle broadcastere vedvarende nyder, ikke blot som tidligere nævnt, i forhold til

nyhedsformidling, men også i forbindelse med fiktioner. Kun DR og til dels TV2 har held til

at samle hele nationen, et godt eksempel herpå er tv-serien Rejseholdet, der med mellem 1 og

2 millioner seere per afsnit kan siges at være et kollektivt, nationalt samlingspunkt.25 Serien

kan tolkes som et udtryk for, at folk stadig gerne vil have en historie, hvor der formidles et

overblik og en sammenhængende historie. Her er det ikke individet selv, men derimod en

forfatter, der dikterer forløbet. Det er følgelig nødvendigt at etablere en vis besindighed i

forhold til Ellis’ fremstilling af, at vi er på vej mod et yderst differentieret og

usammenhængende medielandskab. Udviklingen synes reelt at være præget af en vis træghed,

der kommer til udtryk ved, at de store mediebroadcastere samt de store sammenhængende

fortællinger fremdeles står solidt placeret i dette landskab parallelt med et større og mere

flakkende medieopbud.

Flaks og sammenhænge i interaktive formater

Blandt mange af de nyopkomne kanaler i samtidens tv-billede lægges vægten på at producere

programmer, som imødekommer seernes forskellige mediepræferencer. Motivationen for at

narrowcaste26 kan være et ønske om at distancere sig fra de andre kanaler, men også fordelen

ved at henvende sig til en veldefineret målgruppe, når kanalen skal sælge reklameplads, er

med til at fremme interessen. For at medtage det fulde mediebillede i den sammenhæng er det

relevant at inkludere de satellitbårne kanaler, der vinder stadigt større indpas samt nye

medieinitiativer som diverse tv-hybrider herunder web-tv. Disse initiativer synes at foregribe

Ellis’ bud på den periode, vi bevæger os ind i nemlig the era of plenty, eftersom de allerede

forekommer at befinde sig dér. Som eksempel tager vi udgangspunkt i vores eget

undersøgelsesfelt web-tv. Dette medie muliggør en unik hensyntagen til den enkelte brugers

ønsker. Mikkel Weider argumenterer i specialet Web-tv. Nye muligheder – nye udfordringer

(2001) for, at web-tv placerer sig på et kontinuum mellem narrowcasting og en snævrere

25 Ifølge Gallups TV-meter måling havde Rejseholdets første afsnit 1.241.000 seere. Seersuccesen nåede sit højdepunkt, da seriens sidste afsnit blev fulgt af 1.710.000 seere. 26 Narrowcasting kan defineres som udsendelse