undskyld mit franske

3

Undskyld mit

franske

bjørn bredal

gyldendal

Frihed, lighed og utroskab?

14_Undskyld_Fransk(4k).indd 314_Undskyld_Fransk(4k).indd 3 25/10/11 9:48:1225/10/11 9:48:12

5

Indhold

Forord 7

Undskyld mit franske 9

Stem for afglobalisering 19

Farlige forbindelser 23

En elskovsnat i Paris 28

Blanc, black, beur 31

Socialister, kaviar og Bling Bling 34

Los Indignados 37

Når franskmænd bakker snavvendt 41

Bling Bling 44

Franske fristelser 47

Hvorfor læse L’Équipe? 55

Marine hedder næsten Marianne 57

Ingen skam at fi losofere 60

Stormen på Bastillen 63

Klik ind på klitoris 66


6

Au pair-pigen fra Norge 70

Flamberet søulv med fennikel 73

Amerikanere er besat af åbenhed 76

Det dybe skilsmissefrankrig 80

La prima cosa bella 83

La grandeur 86

37˚2 om morgenen 89

Løbet er kørt til Kina 92

Mit indre Paris 96

Litteratur 106


7

Forord

I foråret 2011 forberedte jeg 23 artikler om Frankrig og

fi k lov at bringe dem i Politiken under Tour de France i

juli måned. Med afsæt i aktualiteten, med cykelløbet som

påskud og med et vist historisk perspektiv forsøgte jeg

treogtyve dage i træk at nuancere billedet af Frankrig og

franskmænd. Jeg ville gerne i al uhøjtidelighed og som-

merhumør prøve klicheer af og udfordre nogle af de fore-

stillinger, vi danske har om de franske.

Der kom reaktioner, rigtig mange, både på min blog

og på alle former for mail. Og der kom opfordringer til at

skrive artiklerne sammen til en lille bog. Dem har jeg nu

fulgt.

Seriens form er fastholdt med tre lidt større essays og

tyve små. En prolog om franskmændenes diskussion af

økonomisk krise og (af )globalisering er skudt ind umid-

delbart efter det indledende essay. Jeg skrev den som

kommentar i Politiken en uge før Tour-start, men den har

desværre ikke mistet sin aktualitet.

Alt i alt følger her i en mildt gennemskrevet form

fi reogtyve uprætentiøse forsøg på at sige noget af det, der


8

også kan siges om de franske. Jeg håber, forsøgene også

giver åbninger mod det europæiske.

Jeg håber også, at den lille indlagte føljeton om Domi-

nique Strauss-Kahn bliver forstået som en god anledning,

foråret 2011 gav til at aktualisere to ting: Frankrigs forhold

til ’aff ærer’ og Danmarks misforhold til luksus og liber-

tineri. I det hele taget er det dansk-franske forhold jo gået

hen og blevet lidt af et misforhold, som jeg her, undskyld

mit franske, forsøger at pirke til.

Forord


9

Undskyld mit franske

Jeg har instinktivt på fornemmelsen, at forsynet har skabt

Frankrig til fuldendt succes eller eksemplarisk ulykke.

General de Gaulle

Frankrig får et kæmpe knus hver sommer, når Tour de

France kører. Også i 2011 fulgte millioner af mennesker

over 23 dage en fl ok cykelryttere rundt i de franske land-

skaber: fra det vindblæste Vendée i nordvest med hav, østers

og fl ade etaper til det hede Provence i syd med syngende

cikader og duft af lavendler, sved og fi skesuppe.

Dag for dag førte en tv-produktion af pragtfulde

dimensioner os omkring i det smukke land langs fl oder og

vinmarker. Vi var i Pyrenæernes vilde bjerge på grænsen

til Spanien, og vi var i Alperne, snittede Italien og fulgte

et drama grænsende til det umenneskelige, da Cadel

Evans, Alberto Contador, Andy Schleck og de andre slog

hinanden halvt ihjel op mod den 2.645 meter høje afslut-

ning på Col du Galibier torsdag den 21. juli.

Dagen derpå kom de over Galibier endnu en gang på

vej mod Alpe d’Huez. Aldrig før er en etape sluttet så højt


10

som i år på Galibier, det hele var så hårdt som nogensin-

de, for i år var det 100 år siden, Touren første gang kørte

op i Alperne, og det skulle fejres: Frankrig er et land, der

elsker historie.

Og Frankrig er et land, vi alle elsker, i hvert fald under

Tour de France. Hvert eneste år, når sprinterne lidt ud på

eftermiddagen en søndag i juli slås om sejren på de aller-

sidste meter op ad Champs-Élysées i Paris, er Frankrigs

befolkning forøget med nogle hundrede millioner tv-

seere, hvoraf den ene million er danske. I juli måned må

man godt være frankofi l – men det må man ikke resten af

året. Ikke længere.

Touren og turismen hindrer ikke, at det danske for-

hold til Frankrig for tiden falder tilbage til fl ade fordom-

me og gamle klicheer. Fransk forsvinder fra det danske

skolesystem, Frankrig forsvinder ud af vores kulturelle

horisont, og frankofobien bliver atter legitim og alminde-

lig: »Franskmænd er frivole og arrogante, de er fyldt med

forskruet fi losofi , og de vil ikke forstå andet end fransk.«

Ikke sandt – n’est-ce pas?

Tour de France bliver heller ikke længere vundet af en

franskmand. Det er stadig Frankrigs Tour, men det er ikke

franskmændenes Tour. Ganske vist kørte franske Th omas

Voeckler (hvis navn viser tilbage til hjemegnen Alsace på

grænsen til Tyskland) adskillige dage i gul førertrøje i 2011.



11

Men han kørte på ingen måde som løbets ’chef ’, dets

patron. Sådan en har Touren ikke haft, siden Bernard Hin-

ault i 1985 var sidste franskmand øverst på sejrspodiet. Og

fi re år senere var det helt slut, da Laurent Fignon, den

intellektuelt udseende franskmand med briller og heste-

hale, i 1989 tabte med 8 sekunder til amerikanske Greg

Lemond. Derefter kørte kun folk af alle mulige andre

nationaliteter end den franske til Paris i den gule sejrstrø-

je, bl.a. en ikke ukendt dansker i 1996.

Men det var amerikaneren Lance Armstrong, der frem

for alle viste, at Tourens Frankrig nu var blevet en globa-

liseret størrelse: Syv år i træk, fra 1999 til 2005, stod han

øverst på podiet i Paris og blev lykønsket af Bernard Hin-

ault, løbets sidste patron.

Amerikanske Armstrong kørte for et hold, der hed

U.S. Postal, hvilket år for år kunne minde alverden om,

at det franske sprog også snart mister sin status som det

internationale postsprog. Man kan da godt skrive Priori-

taire på sine førsteklasses breve (hvis man sender sådan

nogle), men i Danmark vil postbuddet hellere have, at der

står A-post.

Ligesom cykelløbet er tabt til globaliseringen og amerika-

niseringen, synes billedet af Frankrig tabt til tourismen:

Mens Le Tour vokser, krymper la France i den kulturelle og

sproglige konkurrence om vores verdensbilleder. Det har

konsekvenser Jorden rundt, men i små europæiske lande



12

er det særlig markant: For kort tid siden var det en del af

det danske, at vi kendte de europæiske sprog og kulturer;

det var en del af det danske, at mange kunne fransk.

Men dette danske, altså franske, får nu lov at forsvin-

de i en sky af turisme, og tilbage står kun alle de nævnte

gamle klicheer om ’det fi nere franske’, om de franskes

arrogance, om deres fl irt og parfume og særlige seksuali-

tet, om de sort-hvide franske fi lm og om tjenerne i Paris,

som ikke forstår noget som helst andet end fransk.

Men prøv så i dag at tale fransk til en tjener i Paris: Han

svarer dig på engelsk, medmindre du taler så fantastisk et

fransk, at han tror, du er franskmand. Det er en kliché, at

de franske ikke taler engelsk, det er en gammel fordom.

Til gengæld er det ikke en fordom, at forsvindende få

danske nu kan kommunikere med de franske på deres eget

sprog: Vi klarer os i Paris ligesom alle andre steder med

halvdårligt engelsk, og når franskmændene svarer tilbage

på samme sprog, er mødet reduceret til gensidig turisme.

Frankrig er lige så meget under forvandling og globali-

sering som alle andre lande. Og Frankrig står i akkurat

samme krydsfelt mellem indvandrere og dem, der har

været der lidt længere, mellem elite og masse, mellem de

stadig rigere og de stadig fattigere. Frankrig er ligesom

Danmark blevet et land ’i to gear’: À deux vitesses.

Men alle disse konfl ikter kommer tydeligere frem i

Frankrig end i så mange andre lande, måske fordi der også



13

er noget særlig fransk, som står imod udviklingen og den

såkaldte modernisering. Få lande har så stærk en tradi tion

for det klassiske og ’de evige værdier’, alt mens den franske

revolution jo har forkastet disse værdier totalt mindst hvert

25. år siden 1789. Få lande har så stærkt et patri arkat og så

stærk en feminisme. Frankrig har både en katolsk kirke

med stor indfl ydelse og fl ere artikulerede ateister end de

fl este andre lande. Landet har sit fornemme Franske Aka-

demi til at vogte over det franske sprog, alt mens samme

sprog trues åbenlyst, ikke kun udefra af engelsk, men også

indefra af et mylder af regionale sprog og af et nationalt

’baglæns-fransk’, le verlan, som på det mest charmerende

breder sig ud fra forstæderne. På fransk hedder en fest une

fête – men på omvendt fransk hedder det une teuf (ud -

tales: tøf ), ligesom en kvinde hedder une meuf (møf).

I forstæderne bor mange indvandrere, og på det fran-

ske fodboldlandshold er fordelingen af hvide, sorte og ara-

biske franskmænd nu sådan, at holdet på en karakteristisk

blanding af fransk, engelsk og verlan kaldes Blancs, blacks,

beurs.

Fordums forlæns og baglæns har byttet plads mange

steder i dagens Frankrig. Så meget desto mere ærgerligt er

det, at danske forestillinger om Frankrig står stadig mere

på hovedet. Det var i et forsøg på at vende lidt op og ned

på disse forestillinger, at jeg i foråret 2011 kørte mit eget

beskedne Tour de France.



14

Det var mere end off season, det var regnvejr, da jeg midt

i marts kom til Nice for at tage første etape. Vådt og gråt

var det langs Middelhavet på Promenade des Anglais, men

palmerne vuggede alligevel med en vis erotisk varme, og

farvespillet i bølgerne fortalte, at dette var Côte d’Azur

i alle nuancer af blåt.

Jeg spadserede op i byen og fandt et værelse på Hôtel

de l’Univers, hvor receptionisten på rullende sydfransk

meldte, at jeg havde været så heldig at ramme ned midt

i den periode på 20 dage, hvor det hvert år sidst på vinte-

ren regner uafbrudt: »Det er helt, som det skal være, tout

à fait normal, og når regnen hører op, ser vi ikke en sky

før til september.«

Jeg burede mig inde på værelset og bredte frankrigs-

kortet ud på sengen. På væggen hang en fl adskærm, hvis

katastrofemeldinger stod i strid modsætning til receptio-

nistens trygge forvisning om altings normalitet: Libyen,

Japan, jordskælv, tsunami, atomudslip, krig, fl yveforbud.

Der var 56 kanaler, franske, russiske, italienske, spanske,

adskillige arabiske.

Men det er altid France 2, jeg holder kørende, når jeg

om morgenen bare møff er omkring. En civiliseret plud-

ren om alt fra sport og hudpleje til nye fi lm og kunst-

udstillinger, og når en eller anden siger »En sund sjæl i et

sundt legeme«, gentager studieværten lige på latin: mens

sana in corpore sano. Et øjeblik efter får han at vide i sin



15

øresnegl, og fortæller seerne, at det er et citat af romeren

Juvenal.

Vi er i et land, hvor man ikke taler hinanden ned, men

op.

En sund sjæl i et sundt legeme. Sport. Noget af det bed-

ste, jeg ved i verden, er i juli måned at sidde på en café

et sted i Frankrig og læse om Tour de France i sportsavi-

sen l’Équipe. Man føler sig med på ’holdet’ eller ’teamet’,

som ordet l’équipe jo betyder – og så er det tilmed også

l’Équipe, der ejer selve selskabet bag Tour de France. Hvil-

ket alt sammen har en historie, der går tilbage til årene

omkring 1900 og den konfl ikt eller aff ære, som dengang

delte Frankrig og den dag i dag dukker op i debatten:

Dreyfus-aff æren.

Når den gule trøje er gul, viser det tilbage til Dreyfus-

aff æren.

En jødisk offi cer ved navn Alfred Dreyfus blev i 1894

uskyldigt dømt for spionage og højforræderi og sendt til

Djævleøen. Mens han sad i sit fangehul, startede forfatte-

ren Émile Zola med sin berømte artikel ’J’accuse’ (’Jeg

anklager’) i dagbladet l’Aurore 13. januar 1898 en omfat-

tende kampagne, som endte med at få Dreyfus frikendt.

Frankrig var i årene omkring 1900 delt mellem drey -

fus arder og antidreyfusarder: Det venstreorienterede og

progressive Frankrig mod det katolske, konservative, høj-



16

reorienterede. Utrolig meget blev tolket i lyset af denne

konfl ikt – og Tour de France udsprang direkte af den.

Der fandtes nemlig en sportsavis, som hed Le Vélo

(Cyklen). Chefredaktøren på denne avis hed Pierre

Giff ard, og han brugte bladets spalter til at forsvare den

uskyldige Alfred Dreyfus og slutte sig til Émile Zolas kam-

pagne. Men Le Vélo levede af annoncer fra en vis greve og

automobilfabrikant Jules-Albert de Dion, som var hidsigt

imod Dreyfus. Greven trak år 1900 sine bil-annoncer ud

af Le Vélo og startede en helt ny sportsavis, som først

hed L’Auto-Vélo, men efter en retssag måtte nøjes med at

hedde L’Auto.

Nu blev der krig mellem dreyfusardernes Le Vélo, som

blev trykt på grønt papir, og antidreyfusardernes L’Auto,

som blev trykt på gult papir. Krigen blev vundet af L’Auto,

som i 1903 fandt på at arrangere noget spektakulært, et

cykelløb hele Frankrig rundt: Le Tour de France.

Dreyfusardernes Le Vélo døde i 1904, og i dag har

L’Auto skiftet navn til l’Équipe. Men avisen arrangerer

stadig le Tour de France, og løbets førende rytter har

siden 1919 kørt i den gule farve, som grev de Dion gav

papiret i L’Auto, der var imod Dreyfus.

Der er altid aff ærer i Frankrig, og allerede i kraft af nav-

net aff aires har de en historisk hilsen til Dreyfus. Men i

foråret 2011 dukkede en aff ære op, som er særlig voldsom,

og som vil præge Frankrig så mange år ud i fremtiden,



17

at »det ligner en ny Dreyfus-aff ære«. Jeg citerer her en

kollega, som sagde det, da vi sad til møde i en jury i Paris

kort efter aff ærens udbrud. Snakken gik, og snakken går

i Frankrig om DSK-aff æren.

Som alle ved, blev Dominique Strauss-Kahn, den nu

tidligere franske direktør for Den Internationale Valuta-

fond, i maj 2011 arresteret i New York og anklaget for

at have forsøgt at voldtage en stuepige på et fransk hotel,

Sofi tel. Kvinden hedder Nafi ssatou Diallo og er indvan-

dret fra det delvis fransktalende Guinea i Vestafrika. Rets-

sagen kørte frem til august 2011 (da den blev opgivet af

anklageren) i New York under spektakulære omstændig-

heder.

Men rigtig mange franskmænd havde en mistanke om,

at Dominique Strauss-Kahn var udsat for et komplot.

DSK, som er socialist, havde gode chancer for at blive

den næste franske præsident – den første jødiske leder af

landet siden Léon Blum i 1930’erne og 1940’erne. Selve

retssagen i New York forsvandt for mange franskmænd

både i konspirationsteorier og i debatter om samfunds-

og kønslivet i Frankrig. Nogle franske feminister frem-

hævede DSK som den typiske mand, der tror, at han kan

tillade sig alt. Andre franske feminister frabad sig, at fran-

ske kvinder fordomsfuldt blev fremstillet som forsvars løse

ofre, enhver kunne få sin vilje med.

I Danmark hørte vi kun om de første.



18

New York Times havde en overskrift på fransk: Liberté,

égalité, infi délité. Sådan er franskmænd, ikke sandt: ’Fri-

hed, lighed og utroskab’. DSK-aff æren fi k vilde, gamle

fordomme om Frankrig til at fl orere på begge sider af

Atlanten.

L’aff aire DSK har det hele, og derfor bliver den lidt

af et tema i bogen her, ligesom den har været i alverdens

medier siden maj 2011.



19

Stem for afglobalisering

På et af mine smut til Frankrig i foråret 2011 fortalte

kaptajnen på Air France, hvor mange liter brændstof hver

passager konsumerede på ruten. Sagde han 65 liter per

næse København-Paris? I hvert fald sagde han det som en

advarsel: Det holder ikke i længden. Alt må ændres, hvis

alt skal blive ved det gamle.

Men i Paris var der fl yvemaskiner overalt, for der var

Salon du Bourget, fl ymesse i le Bourget-lufthavnen. De

store spillere præsenterede deres nyeste typer, og ordrerne

væltede ind både til europæiske Airbus og ame rikanske

Boeing. Hurra, vi var tilbage i luften, og alle forsikrede,

at krisen var forbi.

Finanskrise, terrorkrise, økokrise: Luftfarten havde

lagt det hele bag sig, troede de, og nu skulle der fl yves.

Globaliseringen tordnede hen over himlen.

Men præsident Nicolas Sarkozy måtte alligevel, da han

åbnede fl yfestlighederne i juni, kommentere på det stik

modsatte, nemlig den ’afglobalisering’, der er ved at være


20

et politisk nøgleord i Frankrig: démondialisation. For glo-

baliseringen går jo hånd i hånd med en galopperende,

ukontrolleret markedsliberalisme. Det internationale fi -

nanssystem og klodens ledende bankfolk har, selv om de

fl ere gange har ladet sig redde af det politiske system, højt

og tydeligt markeret, at de nægter at reformere sig selv den

mindste lille smule. De har understreget deres holdning

ved at berige sig selv, den enkelte bankdirektør, på det

mest groteske. Og bankernes adfærd kopieres af de store

virksomheder, hvis ledere rask væk tjener 100 millioner

kroner om året som en teatralsk tydelig symbolisering af

de vilde forskelle, der udvikler sig mellem globaliseringens

tabere og vindere. Markedsliberalismen har ét og kun ét

svar på klodens kriser, som faktisk ikke bare kan fl yves

væk: mere af det samme, mere af det hele – og især: mere,

meget mere, til mig!

Men: »Kapitalismen kan kun fungere, fordi den har arvet

en serie antropologiske typer, som den ikke selv har skabt

og ikke selv kan skabe: ubestikkelige dommere, retskafne

embedsmænd, lærere, som ofrer sig i deres kald, arbej dere

med professionel stolthed. Disse typer opstår ikke af sig

selv, de er skabt i tidligere perioder som produkter af

værdier, der dengang blev sat højt: ærlighed, opofrelse for

staten, videregivelse af viden, det gode håndværk.«

Ordene skyldes den græsk-franske fi losof Cornelius

Castoriadis (1922-1997), som skrev dem allerede år til bage.



21

Nu er de dukket op igen i den franske debat om démon-

dialisation.

Pointen hos Castoriadis var, at kapitalismen ikke kunne

klare sig, hvis den skulle klare sig med sine egne værdier.

I mellemtiden har vi haft et verdensøkonomisk sammen-

brud, som kun (foreløbig!) er nogenlunde hindret i at blive

til total katastrofe takket være alle andre end kapitalis terne

selv. De tror, de kan klare sig, men det kan de ikke. To

måneder efter krisens afblæsning på fl ymessen i Le Bour-

get måtte præsident Sarkozy afbryde sin sommerferie og

haste til Paris for at forsøge at afværge endnu et økono-

misk sammenbrud, nu i slipstrømmen af intet mindre end

en med nød og næppe afværget amerikansk statsban kerot.

Og Frankrig selv måtte lide den tort at se sin status truet

som kreditværdigt land i den tredobbelte A-klasse.

Globaliseringens moderne indhold af universelle værdier

og global bevidsthed bliver undergravet af den utæm -

mede ulighed, den for tiden udvikler mennesker imellem,

og den rovdrift på kloden, den accelererer dag for dag. Alt

det bliver nødt til at blive diskuteret af andre end bagstræ-

bere og antimodernister på de politiske yderfl øje.

I Frankrig er det socialisten Arnaud Montebourg, der

med sin bestseller Votez pour la démondialisation (’Stem

for afglobaliseringen’) har gjort det legitimt for centrum-

venstre at diskutere f.eks., om Europa fuldstændig skal

nedlægge sig selv som industrinationer, bøje sig for den



22

globale ’frie konkurrence’ og holde sine grænser vidt åbne

for alverdens produkter, uanset hvilke forarmede vilkår de

er produceret under.

Der er noget meget fransk ved den frygtløshed og fi -

losofi , hvormed man diskuterer disse ting.



23

Farlige forbindelser

Frit løb for fordomme: Det var der, som allerede nævnt,

da Dominique Strauss-Kahn i maj 2011 blev anholdt i

New York og anklaget for at have forsøgt at voldtage en

stuepige på Hotel Sofi tel.

»Akkurat som man kunne frygte, er et totalt program af

anti-franske klicheer blevet oprullet i anledning af denne

sag«, skrev sociologen Irène Th éry i dagbladet Le Monde.

Den franske direktør for Den Internationale Valuta-

fond måtte foran retsbygningen i New York gå den ydmy-

gende perp walk (perpetrater walk eller ’gerningsmands-

gang’) foran alverdens journalister, fotografer og tv-kame-

raer. Han var ubarberet og lagt i håndjern og som sådan

straff et længe før, retssagen overhovedet gik i gang – hvad

den senere viste sig aldrig at gøre.

Nafi ssatou Diallo, den anklagende stuepige, havde fra

starten krav på at blive taget alvorligt i sin anklage, lige-

som Strauss-Kahn måtte betragtes som uskyldig, indtil

det modsatte var bevist. Men franskmanden nægtede sig

skyldig, og selv om han blev løsladt mod kaution allerede


24

få dage efter anholdelsen, måtte han ikke forlade sin i al

hast lejede luksuslejlighed på Manhattan.

Allerede efter et par måneders efterforskning rejste an-

klageren (ikke forsvareren) så alvorlig tvivl om stuepigens

vederhæftighed, at Strauss-Kahn blev sat på helt fri fod

(inden for USA’s grænser) og fi k betalt kautionen tilbage.

Og den 23. august, tre måneder efter at Dominique

Strauss-Kahn gik perp walk, blev sagen droppet.

Spørgsmålet var, og spørgsmålet er: Hvem voldtog

hvem på det hotelværelse?

Dominique Strauss-Kahn kendes som DSK af hvert

barn i Frankrig, hvor alt har sin forkortelse. Og DSK-

aff æren, l’aff aire DSK, har betydet, at han kan sige som

Al Gore: »I used to be the next president ...«

Strauss-Kahn lå til at blive socialisternes kandidat ved

præsidentvalget i maj 2012, og han stod til at vinde stort

over Nicolas Sarkozy. Som direktør for Den Internationa-

le Valutafond havde han under de økonomiske kriser vist

alverden, hvad franskmændene allerede vidste fra hans tid

som fi nansminister: at han ikke blot var økonom i ver-

densklasse, men økonom med ægte social bevidsthed.

Nu var der pludselig sat en stopper for hans kurs mod

Elyséepalæet, og i den forstand var han på forhånd dømt

– og det var Frankrig måske også? Frankrig kom som land

og kultur på anklagebænken under l’aff aire DSK – både

hjemme og ude.



25

»Kvinder i politik må fi nde sig i en dybt ydmygende

sexistisk atmosfære, mens mændenes dårligt forbundne

nerveceller får dem til at tro, at de er Don Juan’er«, skrev

forfatteren Virginie Despentes i en kommentar, og fl ere

end 1.000 feminister skrev under på et opråb i Le Monde

om »den daglige bølge af kvindefj endske kommentarer fra

off entlige personer«.

Men talrige andre feminister af begge køn tog vredt til

genmæle: både imod en generel forestilling om, at fran-

ske kvinder ufrivilligt skulle fi nde sig i så meget, og helt

konkret imod billedet af Dominique Strauss-Kahn som

en politiker, ingen kvindelig journalist tør eller bør være

alene med.

Tre kvindelige journalister, Nathalie Raulin, Virginie

Malingre og Nathalie Segaunes, som i årevis havde fulgt

DSK for dagbladene Libération, Le Monde og Le Pari-

sien, skrev i et debatindlæg, at »vel var manden stærkt

fl irtende (...), men aldrig nogen sinde er vi blevet hverken

forulempet eller truet.« De skrev også, at »Ja, DSK kun-

ne lide sex og libertinisme. (...) Men er der noget galt i

det?«

Dominique Strauss-Kahn har i 20 år været gift med

den stenrige fransk-amerikanske stjernejournalist Anne

Sinclair, som af forargede udenlandske medier systema-

tisk kaldes for ’hans tredje hustru’.



26

Da hun i 2009 (altså et år før anholdelsen) blev spurgt,

hvad hun syntes om ægtemandens ry som forfører, svare-

de hun:

»Jeg er stolt af ham. Det er vigtigt for en politiker at

forføre. Så længe, han forfører mig, og jeg forfører ham,

så er det nok for mig.« Et frisind, som ikke altid forstås

uden for Frankrig – slet ikke i Danmark.

»At erobre er vor skæbne«, skriver forføreren Valmont i

libertinerromanen Farlige forbindelser (Les Liaisons dan-

gereuses) fra 1782.

Valmont repræsenterer en form for sensuel nydelse op-

højet til kunstart og livsform, som der nok er fl ere fransk-

mænd end danskere – eller amerikanere – der har sans for.

Strauss-Kahn og Sinclair lever i forlængelse af en tra-

dition, der er lige så klassisk, fransk og (i dele af Frankrig)

respektabel som dyrkelsen af ’det oplyste’ eller (i andre dele

af Frankrig) dyrkelsen af den ubesmittede jomfru Jeanne

d’Arc.

At Strauss-Kahn er libertiner, gør ham ikke til seksual-

forbryder. Men havde han været det, skulle han selvfølge-

lig ikke have sluppet ustraff et: Det amerikanske rets system

arbejdede på sagen.

Godt fi re måneder år efter begivenhederne på Sofi tel i

New York kunne Dominique Strauss-Kahn for første gang

lade sig interviewe om hele aff æren hjemme i Paris. Det



27

skete søndag aften den 18. september 2011 i tv-avisen på

TF1. Udsendelsen fi k tretten millioner seere, som k unne

høre DSK erklære, at han selv anså det passerede for at

være une faute morale, et moralsk svigt – ikke mod Nafi s-

satou Diallo, men imod »min hustru, mine børn (...) og

de franskmænd, som havde knyttet deres håb om foran-

dring til mig.«

DSK erklærede tilmed for åben skærm: »Jeg har gået

og tænkt meget. Og denne letsindighed – cette légèreté –

den har jeg mistet for evigt.«

Men DSK-aff æren sluttede slet ikke den aften på TF1.

For den nu ikke længere anklagede sagde også, at han mu-

ligvis var gået i en fælde, og at det ville vise sig, om der var

tale om et komplot.

Selv sad jeg engang i foråret i et selskab af franske ven-

ner, bl.a. en forfatter og aktiv katolik på godt 80. Da en

kvinde i selskabet gik rundt med kaff en, smilede han for-

sigtigt og sagde »Attention!« (pas på!):

»C’est dangereux, le room service«.



28

En elskovsnat i Paris

Et lille stykke forstyrrende Frankrig stod i 2011 på Vene-

dig Biennalen, den internationale kunstudstilling.

På Den Franske Pavillon, Le Pavillon Français, kunne

man se og høre en larmende menneskefabrik, der produ-

cerede polske babyer og schweiziske lig – og lod publikum

lege med et lykkehjul, der kombinerede brudstykker af

nyfødtes og afdødes ansigter.

Kunstneren Christian Boltanski havde klippet både de

nyfødtes og de afdødes ansigter op i tre dele hver, og stum-

perne fræsede hen over en skærm, som man kunne stand-

se ved tryk på en knap: Så stod lykkehjulet stille, og skær-

men havde skabt et ansigt af tre dele: et menneske måske,

et monster måske? En tilfældighed i hvert fald.

Der var halvanden million mulige hybrider i Den

Franske Pavillon på Venedig Biennalen.

Boltanskis værk hed ’Chance’ (’Tilfælde’ eller ’Held’).

Og som skrevet stod i programmet: Hvis man trykkede

på knappen, og der tilfældigvis blev dannet et ansigt af tre

dele, der tilhørte samme person, så udløstes et stykke mu-

sik, og man havde vundet værket.


29

Den franske fabrikshal i Venedig havde også et samle-

bånd med babyansigter og to kæmpestore digitale tælle-

apparater, som angav antallet af henholdsvis døde (røde

tal) og nyfødte (grønne tal) på kloden netop den dag, da

man besøgte Biennalen. De grønne tal endte hver dag

med at overstige de røde med ca. 200.000.

Christian Boltanski er født i Paris i 1944 som søn af en

russisk-jødisk far og en kristen kvinde fra Korsika.

Han er indbegrebet af La France, terre d’asyle: »Det

franske folk giver asyl til fremmede, der er fordrevet fra

deres land for frihedens sag«, skrev de revolutionære alle-

rede i forfatningen af 1793. I dag er Boltanski en fransk

kunstner i erklæret oprør mod Gud, hvis magt han ikke

accepterer: »Men jeg har tabt på forhånd, for Gud er her-

re over Tiden, og han får mig til sidst.«

Hvad betyder individet, når bare menneskeslægten

lever videre? Det falder nok franskmænd mere naturligt

end så mange andre at formulere universelle spørgsmål og

forsøge universelle svar. Boltanski har ikke overset, at ver-

den er blevet globaliseret, at den europæiske kolonialis-

mes tid er forbi, eller at det er meget længe siden, fransk

kunne aspirere til at være det universelle sprog.

Alligevel formidlede hans værk på Biennalen i Vene-

dig en form for fransk forpligtelse på det universelle, som

går tilbage til revolutionstidens tanker om, at alle menne-

sker er født lige og frie.

En elskovsnat i Paris


undskyld mit franske

Documents