TEKST & BILLEDE Af Rolf Kock Sørensen og Martin Leer Scharnberg

Traditioner og tidsand kolliderer i kolonihaven

.

I haveforeningen Åbrinken i Aarhus står Børge som et fyrtårn. Have-foreningens kolonister tager pejling

af den hvidhårede pensionist, men hvor nogle ser fyrets lys, hører andre tågehornet. Børge står bag haveforeningens Døde Duer. Det er et fast lørdagsarrangement, hvis navn fortaber sig i en kolonihavetradition for brevduesport og måske noget med lerdueskydning. Omdrejningspunk-tet er ifølge en medkolonist banko, dart og en vognfuld bajere. En anden mener, at Børge med sit engagement skaber fællesskaber og en masse sjov og ballade.

Jimmie Tagesen på 39 år har aldrig været med, for han og familien købte ikke deres have for at finde nye fællesskaber. Den slags kolonister er Børge sur på. De lukker lågen og holder sig for sig selv, mener han.

Hvis Børge har ret, begyndte den udvikling for omkring ti år siden. Her skete der noget i dansk kolonihavekultur. Akademikere og selvstændige begyndte at interessere sig for kolonihaven, som ellers før havde været kendt som arbejderklas-sens grønklædte domæne. Proletariatets frist-ed i hæk og blomsterbed fik selskab af den øvre middelklasse. Børnefamilier med sandkasse og stationcar blandede sig med pensionister med cerutter og Dagmartærte, og den før så homogene kolonihaveskare blev broget og repræsentativ for alle aldre og sociale lag.

At traditioner og akkumulerede normer må vige pladsen for et nyt klientels præferencer er ikke kun et kolonihavefænomen. I debatter om byfornyelse kan man støde på udtrykket gentri- ficering, som beskriver det fænomen, at kreative miljøer og herefter middelklassen indtager de bil-

lige bykerner. Fællestoiletter og brune bodegaer bliver bortsaneret til fordel for ludbehandlede lejligheder og caféliv. Moderniseringen driver priserne op og de oprindelige beboere ud. I kolonihaver er den kreative klasse ikke nødvendigvis en del af ligningen, men konsekvensen er den samme. Mid-delklassen rykker ind og forandrer miljøet. I dag har hver tredje ejer haft sin kolonihave i under seks år, og andelen af ejere under 40 år er steget med 25 procent siden 2006.

Den gruppe hører Tina Gønge til. Men hendes låge er ikke lukket. I det nyrenoverede træhus sidder teenagedatteren med næsen i internettet, og badeværelset ligner ethvert andet moderne af slagsen. 44-årige Tina taler og gestikulerer i et tempo, der passer til hendes løbetights og det adrætte ydre. Hun har haft haven siden 2011 og er dermed en del af den tredjedel, statistikken beretter om. Tina har været med til sommerfester og Skt. Hans, men standerhejsning, flagregler og Døde Duer siger hende mindre. Hun passer kun delvist ind i Børge Povlsens billede af de unge fribyttere, og har endda siddet i Åbrinkens bestyrelse.

Hvor står det skrevet, at man skal være social? Antropolog Kirstine Cool, der har skrevet speciale om nutidens haveforen-ingskultur, kender godt til den ældre generations bekymringer. Til en artikel i Kristeligt Dagblad fortæller hun, at de ældre er bekymrede over de unges manglende respekt for traditioner og for deres lave engagement i fællessk-abet. De er bange for, at de unges indtog kan betyde kolonihavekulturens endeligt.

Kirstine Cool siger, at aktiviteterne i fælleshuset mange steder dør ud. De unges idealer, om hvad en kolonihave skal bruges til, er simpelthen grund- læggende forskellig fra de ældres. Mens de ældre i høj grad dyrker have-foreningens fællesskab, kommer de unge ikke i kolonihaven for at finde nye venner.

Men hvor står det skrevet, at man skal være social i en kolonihave? Det spørgsmål stiller Haveforeningen Åbrinkens formand, den 58-årige Hans Højer, som har haft tilknytning til haveforeningen i ti år. Selvom Hans giv-er Børge ret i, at de unge socialiserer mindre, vil han ikke fælde dom over de unges tilgang til havelivet. Han håber dog, at unge og ældre lærer hin- anden at kende. For Hans Højer er det vigtigste i kolonihavetanken, at alle, der ønsker det, har adgang til at få en have, hvordan man så end vælger at

Arbejderklassens fristed for fællesskab og ligusterhygge

udfordres i disse år af en ny generation af havebrugere.

Nogle af de ældre er sure på de unge, men haveliv kan

leves på mange måder

Børge er uddannet blikkenslager og arbejdede i mange år som re-jsemontør. Jobbet har beskadiget hans syn. Hvor han før havde urte-have med kartofler, gulerødder og ærter, har han nu plantet græs

Tina fik 20 point for sin have til den årlige kåring af de flotteste haver, hvilket dog ikke rakte til en præmie. Hovedattraktionen i Tinas have er de mange fuglehuse i blommetræet

Jimmie anerkender, at han lukrerer på de aktive ældres engagement. Han er

ved at lave kul til kompostbunken med flis han har fra foreningen, men ikke selv

har været med til at skære

I Åbrinkens fælleshus hænger falmede fotografier. Øjebliks-billeder fra, det som for nogle er, en svunden og savnet tid

I dag er der cirka 62.000 koloni-haver i Danmark fordelt på 1019 foreninger

bruge den. Alligevel vil formanden nødig henvise fællesskabet til kataloget over gammeldags dyder sammen med milimeterklippede ligusterhække og ølmættet bankospil. Han mener, at bestyrelsen og de aktive kolonister skal gøre en indsats for at finde ud af, hvad de unge interesserer sig for.

Bitterhed over udviklingen Kolonihavebevægelsen begyndte dog som noget andet end et ønske om socialt leben. Kongemagten ønskede at trække fattiglemmer ud af byens beværtninger og give dem mulighed for at dyrke sig til en sundere og mere varieret kost. Kontrasten mellem byens os og kolonihaven som en grøn skønhedsplet midt i mursten og beton var det, der i 1978 inspirerede Erik Clausen til at skrive san-gen ‘Mormors Kolonihavehus’. Den blev skrevet i protest mod planerne om at nedlægge hundredvis af kolonihaver på Amager for at gøre plads til alment bol-igbyggeri. Sangen er en hyldest til kolonihaver, som Clausen mente, var truet af storbyens betonklodser. Kolonihavestemningen var dengang så idealiseret, at der blev skrevet sange om den. Alle kendte alle i haveforeningerne, og det sociale var i højsædet.

Formand Hans Højer ønsker, at de unge bliver medskabere af en ny tids kolonihaveliv. Men skulle han finde på at spørge Jimmie Tagesen, er det ikke nye fællesskaber, Jimmie er interesseret i. Han og konen har haft have i udkanten af Åbrinken i fem år og bruger den som et frirum sammen med deres seksårige datter. Jimmie er bekendt med Børge og ligesindedes bitterhed over udviklingen i haveforeningen, men forbeholder sig ret til at passe sig selv. Han og familien er på målskiven, når Børge retter skytset mod ungdommen og proklamerer, at alt det sjove ved kolonihavelivet er ved at

forsvinde. Men måske står fronterne ikke så skarpt

endda. For Arne Knoth på 61 har det al- drig været haveforeningens fællesskaber, der har fået ham til at trække i arbejdstøjet. Han passer sin have, for man skal bukke sig ned og få bøjet knæene, når man kommer i hans alder. Men fællesskabet plejer han ikke, og han mener heller ikke, at arrange-menter på tværs af havelodderne har været typisk for havelivet førhen. Det har han ikke været vant til fra gamle dage, fortæller han. Og Arnes ord har en vis vægt, for han er kommet i haven hele livet og bruger stadig det gule træhus, som hans morfar byggede på grunden i 1938.

KOLONIHAVEKORTFORTALT

Cirka 30.000 havelodder ligger i hovedstadsregionen, mens Aarhus, Odense og Aalborg tilsammen hus-er omkring 10.000 havelodder

Kolonihaven bliver ofte opfattet som en dansk opfindelse, hvilket nok mest skyldes dens forholdsvis store udbredelse her i landet. Men konceptet kendes mange sted-er rundt omkring i Europa, hvor småhaver for arbejdere blev opført omkring industribyerne

I Åbenrå ligger Hjelm, Danmarks ældste eksisterende haveforening fra 1831

Selvom en ny generation af unge nu er dukket op i kolonihaveland-skabet af flagstænger og havenis-ser, så er gennemsnitsalderen sta-dig højere i kolonihaveforeningerne end i hele befolkningen