Tidsskrift for poesi og kortprosa

#1 – 2017 - FRAGMENTER

Å

1

TIDSSKRIFTET Å

2

Å tidsskrift for poesi & kortprosa

Nr: 01 – 2017

© Copyright bidragsydere & Å Bidragsydere: Amra Vidimlic, Anna Klahn, Carsten René Nielsen, Cecilie Thorup, Christina

Agerboe, Daniel Boysen, Elmer H., Erik Kock, Glenn Enrico Buhl Liwervall, Hartvig Hansen,

Henrik S. Holck, Katrine Jørgensen, Kenneth N. Christensen, Le Sirid Kongelys, Leif Achton

Lynegaard, Mads S. Christensen, Mette Damgaard Sørensen, Morten Reimar, Nanna Kolding

Sørensen, Nanna Westergaard, Nikolaj Loufbye, Poul Lynggaard Damgaard, Selma Olive, Silja

Henderson, Stian Tranung, Theo Rossen Thy.

Kontakt: tidsskriftetaa@outlook.com

Ansvarshavende redaktion: Sebastian Bune & Martin Knabe

Først publiceret: tidsskriftetaa.wordpress.com

Udgivet af Tidsskriftet Å

Opsætning: Sebastian Bune & Martin Knabe

Forside: Hartvig Hansen

3

Indhold:

Leder ……………………………………………………………………………….. s. 5

Theo Rossen Thy ………………………………………………………………….. s. 8

Stian Tranung ……………………………………………………………………... s. 10

Theo Rossen Thy ………………………………………………………………….. s. 11

Elmer H. ……………………………………………………………………………. s. 14

Poul Lynggaard Damgaard ……………………………………………………… s. 16

Daniel Boysen ……………………………………………………………………… s. 24

Anna Klahn ………………………………………………………………………… s. 26

Hartvig Hansen ……………………………………………………………………. s. 29

Le Sirid Kongelys ………………………………………………………………….. s. 31

Nanna Westergaard ………………………………………………………………... s. 32

Mette Damgaard Sørensen ……………………………………………………….. s. 35

Leif Achton Lynegaard …………………………………………………………… s. 38

Christina Agerboe ………………………………………………………………… s. 47

Morten Reimar …………………………………………………………………….. s. 49

Mads S. Christensen ………………………………………………………………. s. 55

Cecilie Thorup ……………………………………………………………………... s. 58

Kenneth N. Christensen …………………………………………………………... s. 61

Carsten René Nielsen ……………………………………………………………… s. 63

Nanna Kolding Sørensen ………………………………………………………….. s. 66

Glenn Enrico Buhl Liwervall ……………………………………………………… s. 67

Katrine Jørgensen …………………………………………………………………... s. 69

Henrik S. Holck ……………………………………………………………………... s. 73

Selma Olive ………………………………………………………………………….. s. 76

Silja Henderson ……………………………………………………………………... s. 89

4

Nikolaj Loufbye ……………………………………………………………………. s. 91

Erik Kock …………………………………………………………………………… s. 94

Amra Vidimlic ……………………………………………………………………… s. 96

5

Leder

-Af Martin Knabe og Sebastian Bune

Temaet for første nummer af Å er FRAGMENTER, men hvad er et fragment? Er det en

iturevet tegning? En opbrudt fortælling? Eller måske en tekst der ikke vil vedkende sig en

enkelt genrebetegnelse, men stritter i flere retninger? Budene er mange og vi har i høj grad

ladet tolkningen være op til den enkelte bidragsyder. Det har resulteret i en jomfru-

udgivelse udformet som et sammensurium af prosa, poesi, illustrationer og fragmenteringer

i alle mulige og umulige afskygninger.

Redaktionen har med dette nummer tilstræbt at læne sig op ad tidligere litterære

strømninger som har udvist en fragmentarisk tilgang til skriften. Dette ses særligt i

internationale dadaistiske manifester og herhjemme i 80’er-generationens konfronterende

lyrik.

I tv-udsendelsen BAZAR i 1984, som havde Lola Baidel, Kristen Bjørnkjær, Pia Tafdrup og

Michael Strunge som medvirkende, sagde Pia Tafdrup følgende om poesien i 1980’erne:

”…Det har et eller andet at gøre med at vi prøver at arbejde med et sprog som bryder klicheer, bryder

en hver form for konvention. Vi forsøger at gøre noget i vores digte, med sproget som mange ikke

gjorde i 70’erne og derfor vil jeg også våge at sige at nogle af dem ikke kan betegnes som digte, men

måske som noget andet. Jeg synes at det er mægtig vigtigt, det som Michael også nævnte tidligere med

selvmord og det lave fødselstal og jeg synes på en eller anden måde godt man kan sige at det afspejles i

digtningen. Altså, man kan godt sige om det nye at det er fragmentarisk og det er atomistisk og på en

masse måder viser hvordan man oplever i små glimt, hvordan verden trænger ind og ikke hænger

sammen og det er simpelthen mægtig svært at se en mening med noget som helst og det afspejles i

formen, og det hænger sammen med at vi kan føle et slægtskab med en modernisme længere tilbage. Vi

føler et slægtskab med dels det man har kaldt for en Andenfase Modernisme,

konfrontationsdigtningen, men ikke mindst et eller andet slægtskab med Tredjefase Modernismen i

den form som den er blevet oversat. Nu tænker jeg på at der ude i Europa foregik utrolig meget som

aldrig nåede her til, uhyggelig meget som aldrig nåede her til. Heretica Generationen forsøgte at

6

oversætte og videreføre det man har kaldt Den Symbolistiske Modernisme og senere hen, først sidst i

60’erne har man fået oversat hele den tradition som går tilbage til Mallarmé, Apollinaire og Tristan

Tzara, Lautréamont og mange andre…”

Netop Tristan Tzara havde en model til evig spontan og evig fragmentarisk digtning. Om

modellen skrev han følgende:

- Tag en avis.

- Tag en saks.

- Vælg en artikel i samme længde som du ønsker dit digt skal være.

- Klip artiklen ud.

- Klip hvert ord der udgør artiklen ud og put dem i en pose.

- Ryst den nænsomt.

- Tag nu hvert udklip ud, et efter et, i den rækkefølge de forlader posen.

- Kopier samvittighedsfuldt.

- Digtet vil være som dig.

- Og nu er du forfatter. Evigt original og begavet med en følsomhed der er charmerende og dog

ud over forståelsen af det vulgære.

Udfaldet af ovenstående model kan meget vel resultere i et scenarie der er smukt som det

tilfældige møde på et operationsbord, mellem en symaskine og en paraply, hvis man skal

lytte til vise ord fra en af surrealismens frontfigurer, Comte de Leautréamont.

Med afsæt i dette siger redaktionen hermed velkommen til første temanummer af tidsskriftet

Å; FRAGMENTER. God læsning.

7

FRAGMENTER

8

Theo Rossen Thy

Det døde blik

Vi er halvtreds kilometer uden for Lillehammer, og far har fået hikke. Hver gang fars hals

kaster et pip fra sig, hopper hele kroppen med, og under min hud simrer en rædsel, der er

større end mig selv, en rædsel, der allerede er fløjet op gennem bilens tag, og med alvidende

varsel blinker den ned fra himlen til den grå Fiat, længe før ulykken faktisk finder sted. Far

hikker og slipper grebet om rattet, som er det et varmt brød lige fra ovnen, disse to

bevægelser i bølgende takt med mors hovedvippen, højre mod venstre mod højre, til grønne

toner fra en trio fra Raleigh, North Carolina. Jeg sidder i stilhed bag dette virvar af gestik,

sidder med spændte muskler, blanke øjne og fornemmelsen af døden, der nærmer sig

gennem skoven. Og da døden endelig kommer, ser jeg den i øjnene, mor ser ikke døden,

hun har saligt lukkede øjne, far er fanget i et hik, men jeg ser døden i øjnene, og døden ser

mig i øjnene, og det går op for mig, at jeg er døden for den. Det er alene i et splitsekund, vi

fanger hinandens blikke, døden stopper ikke, det gør den grå Fiat heller ikke, og pludselig

splintres forruden, hjulene hviner, og så holder bilen stille. To tykke klove stikker ind

gennem stjernen i glasrammen. Jeg tror, at der var skrig, lige da det skete, men nu er her

stille. Far hikker ikke længere. Han har blodige stykker af knust glas på lårene. Det er ikke

hans blod. Så begynder mor at græde. En mand banker på fars rude, far ruller ned. Manden

spørger, om vi er kommet noget til, men far insisterer stædigt på, at han ikke forstår, hvad

nordmanden prøver at sige, det er bra, det er bra, siger far og laver en opgivende gestus

med hænderne, før han ruller vinduet op. Mor holder gråden inde for at sige, at nu skal hun

altså hjem, og så stikker hun ellers ud ad bildøren. Et par minutter efter ser vi hende køre

forbi i nordmandens Rover i retning af Lillehammer. Så sidder far og jeg der i mørket, stille

som to knappenåle i natten, med en død elg mellem os. Far tager godt fat om en klov og

9

erklærer ud i den kolde luft fra den fraværende forrude, at der nu ikke er nogen grund til

sådan at tage fart over en elg. Sidste år omkom halvtreds mennesker i området trods alt

grundet elge. Og vi er ikke engang såret. Vi er ikke en del af statistikken, siger far, vi står

uden for den. Og elgen jagede i øvrigt hikken væk, slutter han eftertænksomt. Sådan sidder

vi lidt, før far alligevel beslutter sig for at gribe sin Nokia, vi måtte alligevel nok hellere ringe

efter noget hjælp, måske kunne man endda være så heldig at få fat i en, der taler engelsk.

To timer senere er vi hjemme, men lyset er slukket. Mor er ikke kommet hjem endnu. Og

mor kommer ikke hjem den aften, men far siger, at hun jo har en del familie i omegnen. Jeg

lægger mig op på hemsen, tager dynen om mig og finder et par tegneseriehæfter frem. Kort

efter kommer far op, han vil også gerne sove på hemsen, bare lige i nat.

10

Illustration – Stian Tranung

11

Øjeblikke til kaffen

Plakaten hænger stadig skævt, tænker jeg og siger: – Det ser fint ud. Aina havde påtaget

sig tjansen at pryde de tomme vægge, og det skulle absolut ske på dette ugudelige

tidspunkt. Det havde allerede taget alt for lang tid. Vi lever jo for fanden ikke for evigt,

tænker jeg og siger: – Lad os nu tage den kaffe og den cremebolle. Et øjeblik forsvinder ind

i Ainas gab, og endnu et øjeblik følger efter. Jeg slipper hende med øjnene. – Lige nu

sidder jeg og tænker, siger jeg, på hvordan alt forsvinder, og inden Aina når at tygge sig

gennem dejen, tilføjer jeg: – Og nu er det øjeblik også forsvundet. Og det. Aina sidder med

åben kæft, jeg vurderer hvorvidt det vil være skadeligt at stoppe flere knuder derind. –

Hvad blev det til med Fanø? spørger jeg, så hun fuldstændig mister grebet om den tråd,

hun aldrig fangede i første omgang, men fordi Fanø i hendes lille hoved kun kan figurere i

én forbindelse, fortæller hun straks, at sidste uge i juli er god for hende, dén eller til nøds

ugen før. Hun skulle vist ses med nogle veninder, et større arrangement, eller ikke. Jeg

nikker og drikker den kulsorte kaffe, ser at Aina ikke har rørt sin endnu. Det er ikke så

underligt, fordi hun gør det aldrig, rører kaffen, selvom jeg altid placerer en kop foran

hende og endda hælder mælk i. Jeg undrer mig altså ikke, bemærker det blot, hver gang

bemærker jeg det. – Jeg ved godt, at det ikke rigtig er kage, siger jeg, men en cremebolle er

vel alligevel en slags kage. Nu ser hun sådan på mig igen, som om jeg taler et andet sprog,

som om mine ord ikke er rigtige ord, hvad i alverden er det dog hun forlanger, skal jeg

virkelig forklare alt, selv disse ord, bag hvilke ingen undren ligger? – Ja, altså kage til

kaffen. Aina smiler med læberne. Hun spørger om posten er kommet, hvortil jeg svarer, at

selvfølgelig er den det, hvorefter hun siger, at det jo ikke var det, hun mente, det var mere,

om der var kommet noget spændende med posten. Noget til hende. Hvorfor siger du så

ikke, hvad du mener? tænker jeg og siger: – Nej. En lastbil flyver susende forbi ude foran

vinduet, og som konsekvens af den støjende bevægelse går Aina i stå. Hun sidder helt

12

stille og bliver en smule skeløjet. Næsen rynker op og ned, danser midt i ansigtet. Et bryn

løftes. Og så skilles læberne langsomt, en line af spyt spændes foran det mørke gab. – Du

sagde noget, gjorde du ikke? spørger Aina. – Noget om en kvinde. Jeg sidder nu og bliver

en smule skeløjet selv. Jeg forstår ikke, hvad det er, der er sket, det øjeblik var jo

forsvundet. – Hvem er hun? spørger Aina, og øjeblikket er i sandhed vendt tilbage. Tiden

er pludselig ikke opdelt, som den burde være; i sekunder, minutter, timer og dage, alle

evigt forsvindende og aldrig tilbagekommende. I går er sket, i dag sker hele tiden og i

morgen kommer aldrig. Nu er hun vendt tilbage, og ikke mindst er Aina klar over det.

Dette burde ikke være muligt, tænker jeg, mens Aina gentager sit spørgsmål: – Hvem er

hun? Jeg prøver at finde et stumt øjeblik, prøver atter at gå i ét med tiden. Så siger jeg: –

Plakaten hænger skævt. – Hvorfor sagde du ikke det før? – Fordi jeg havde lyst til kaffe.

Nej, jeg havde behov. – Men nu hænger den jo skævt. – Og fordi jeg ikke havde lyst til

dette. – Og hvem er kvinden i øvrigt? Det stumme øjeblik gløder på min tunge, får den til

at piske rundt i hed ophidselse. – Hun er forsvundet, som alt forsvinder. Hun er nu et

navn og kun et navn, som jeg kan bringe tilbage ved at forme nogle lyde med mine læber

og min tunge. Jeg laver demonstrativt nogle voldsomme bevægelser med tungen. Hun

forstår det ikke. – Jeg forstår det ikke, siger Aina. – Du forstår det ikke endnu. Hun er

grunden til, at du eksisterer. Men det er det eneste, hun er længere, ellers omtaler vi hende

i datid. En stilhed falder fra loft til gulv. – Nå, hvisker hun, som var det hendes første ord,

en monoton lyd, der knap nok er til, og alligevel bliver den hængende i luften, indtil jeg

slår ud efter den. – Og skal du i øvrigt ikke også se at komme i skole? Jeg ser strengt på

hende, men kan mærke mit ansigt falde sammen, og til sidst må jeg støde et suk ud af

næsen. – Undskyld, min skat. Men det er simpelt hen for tidligt. Jeg har ikke engang

drukket kaffen op. Jeg kigger ned i den sorte væske og ser kortvarigt en spejling af et

modløst ansigt. Aina glemmer, det gør hun. Det gør man. Aina har glemt og spørger, om

hun ser fin nok ud, og jeg tænker, at hun ser ud som det, hendes mor så, når hun så på

hende. Barnet er det, der befinder sig i moderens øje, vi er alle det, der befinder sig i

13

moderens øje, indtil vores mødre forsvinder, og vi bliver til noget andet, måske en dag til

det, der ses i andres øjne eller, hvis vi er heldige, vores egne.

Måske bare i et kort øjeblik. – Du er smuk, min pige, siger jeg

14

ELMER H

# 1

men om natten

er alting

alligevel

okay

planeten ånder endnu

min elskede

fiser

i søvne

og i morgen

den lille død

smagt til

med kaffe og toastbrød

15

# 4

We don’t talk anymore

kværner radioen

med den skærende sandhed

enhver popsang

altid er medium for

jeg mener

det jeg hader

mer ved verden end alt andet

er dette

hvordan den langsomt gør mig

til en del

af sig

16

Poul Lynggaard Damgaard

Afladning

Solen vender sig om i byen

set gennem knust glas

fyldt med angst.

Volden bliver scannet.

En blomst i ruden.

Din ballade ud af gadens ar.

Jeg har trukket mig fra væggen

i en afladning.

Ingen dage tilbage

mens kroppen flyttes

gennem byen.

Giv mig plads i lyset bag ruder

der flytter sig for hinanden.

Rullende fart af billeder.

Jeg har aldrig været på denne side før.

17

Modsætning

Uden virvar hænger lyset før afsked.

Jeg går før enighed.

En periode af drømme.

Antændt bevidsthed.

Forventet årstid i en slidt bevægelse.

Solen flår terrassen.

Denne tanke vender aldrig tilbage,

men et rum er åbnet op.

Langs muren en forestilling

om bevægelse.

Nedfældede ambitioner

sejler ud i tågen

en råkold martsmorgen.

18

Forvandlet hjem

Op langs vejen

en herskende

fornemmelse

fra åens

piblende vand.

Skridt langs muren

op ad bakken.

Et ly for enden

af gaden.

Lejlighedens maske falder

i et besøg af håndværkere.

Skabene pilles fra hinanden

og efterlades midt i rummet.

Digte i baggrunden.

En vandmåler er sat op.

Drivende skyers

indhold af månen.

Træets ødelagte

lomme.

En weekend

uden sommer.

19

Huller for fornemmelser.

En dragt at tage af.

20

Nok Ideer

Jeg hænger skråt i vinden mod træer i baggrunden.

Væggene er kommet til skade.

Plaster på revnet vindue.

Glitrende gnist.

Lyset falder i en linje

langs panelets ophør.

Du sidder i flydende stråler bag møblerne.

En rude hvor murstenen forsvandt.

Væggene foldet ud mod landskabet.

For altid et stjernebillede over maleriets univers.

En ledning trukket gennem haven.

Jeg kigger over kanten

og ser mig selv i kaffen.

Jeg rører hovedet. Mon kanten

holder?

Folder hænderne mod glasset i et ansigt af Picasso.

Vi snakker om sangtekster på hjørnet før værelserne bliver

tomme. Din ejendom gør jeg mig bekendt med. Går med

planterne rundt om det lange hus. Ringer til en forladt park.

En fremvist frekvens i åbningen af tasken.

Et privat menneske trukket ud af skyggen.

21

Mit grej i et af de efterladte rum før alle for alvor rykker ud.

22

Broderede kloakker

Inventar fra det fjerne østen samlet i rummene

og på gangene.

Lampeskærm med spor fra et helligt dyrs

poter.

Glemt skygge på jorden. Grundløs papir

under loftet.

Et egetræ set fra alle sider gror i en konstruktion

kaldet overfart. En væg i solnedgang.

Elementet bærer passagen for en fremmed.

Vi gennemkører samtlige landets broer.

Palmer gror i biblioteket mod en væg i solnedgang.

23

Æskens tanker

Jeg beholder øksen fra vores samtaler

og lægger den i skoven

som en afbrændt tændstik

i åben æske.

Det er ikke skoven der brændte,

men bjerget.

En cigaret skoddet i sidste århundrede.

Opblomstring uden sol.

Nu er

bjerget her igen

Farverne på række.

Bjerget vendt om

for at det kan stå selv.

Personen i en periode

mellem indstillede sprog.

Solen uden løbebane.

24

Daniel Boysen

MR-scanning

bølgerne er trætte

falder i søvn

med rande under øjnene

de blå pastiller

tørrer ud

tungen falder af

*

træet er forviklet

i et gammelt bryst

alt tages bort

*

skoven er tæt

lyset grønt

af blade og bund

skoene mod gruset

søen forsvinder

under bakken

inden en ny

begynder

*

det starter med et håb

når vi skaber

25

en familie

*

ingen kan

vende tilbage

til et ekko

børnenes latter

er kompleks

*

bærer sorgen

i et fald

*

står af ved det

sidste stop

lige ved himlen

her er koldt

så smukt

let at forsvinde

*

istiden er gået

med bjergene

skyerne lægges

om mine øjne

som en hyldest

*

måske vågner vi

i morgen

26

Anna Klahn

Erindringens sted er det hus, der nu forfalder, fordi vi var de sidste, der orkede at bo der, et

tilfældigt bygningsværk fra 1803, der engang indeholdt stue, børneværelse, soveværelse, vores

natlige kampe, mit skingre skrig efter naboerne, der ikke vågnede.

Erindringens sted er placering af barn, kvinde, sol i et landskab foran et bindingsværkshus.

Send fuglekvidder ind, send sommerbrise ind. Sæt grønne træer i landskabet omkring dem, lad

vinden kæle for bladene, strø kløverblomster over marken.

Lad barnet være et billede på uskyld, lad barnet bade i en balje vand.

Og send mig så ind i kvindens krop, lad mig mærke en skygge af dig i kanten af erindringen, at du

befinder dig i huset.

Din afskygning er en form, en farve, der knytter sig til huset, ligesom min far personificeres

gennem sin bil eller biler der ligner hans, dér er far.

Erindringens sted er en cykelsti, hvor vi går i skumringen. En mand, en kvinde, et barn.

En kattekilling følger os, på vej ned mod landevejen, du prøver at jage den væk, for at den ikke skal

gå ned til vejen, vi kan høre lastbilernes brølen fra vejforløbet udenfor byen.

Du løber hurtigt frem mod den flere gange, for at den skal stikke af, men den følger os tæt til benene.

27

Jeg hvisker til dig:

Ok, der er ikke noget at gøre ved det, vi kan jo ikke redde den, når den løber frit omkring.

Barnet siger:

Hvem kan vi ikke redde?

Erindringens sted er et ingenmandsland, et utæt sommerhus om efteråret, ingen ved at jeg befinder

mig der udover dig, og det er dig jeg vil forlade.

Erindringens sted er en skov med et sommerhus, hvor den sprøde lyd af kold nøgle i kold lås ikke

høres af nogen, hvor lyset ud af vinduerne om aftenen ikke ses af nogen.

Erindringens sted er det ildelugtende køkken, hvor jeg tilbereder måltider til mig og mit umælende

barn, måltiderne synes at være en abstraktion, døgnets tidspunkter synes at være en abstraktion, jeg

kan ikke tænke på andre end dig som en vej tilbage, at jeg vil tage hjem i aften, at jeg vil ringe

hulkende, næsten ude af stand til at tale, at jeg vil sige

hent mig, jeg fortryder alting!

28

Erindringens sted er den vej jeg går på for at komme hen til stationen, jeg har mit barn på brystet,

for meget en enhed med mig endnu til at være et vidne.

Erindringens sted er den hulvej gennem bakkerne, er det faldende dansende løv der, det daglige

møde med en ældre mand på knallert, han er min erindrings eneste vidne, og jeg håber at han

husker mig

kvinden med barnet på brystet.

Erindringens sted er et rent og forladt sted, når jeg cykler uden lys i mørket fuld og alene, med høj

musik i ørerne.

Erindringens sted er et hus, som jeg engang har bevæget mig mod med et barn på brystet og et barn

i vognen, så varm og uforstyrret i min enhed med børnene, med månens skin over os, over træerne.

Erindringen sted er et hus, som ingen af os længere bebor, men som stadig har de samme

mahognilåger på badeværelset.

Erindringens sted er et kvarter at vende hjem til med børnene, men ingen af os vender hjem

længere.

Cykelstien er efterladt alene under gadelygterne om aftenen.

Erindringens sted er et dækket bord og dampende mad, er familiens hjerte.

Maden damper, ingen kommer til bordet.

29

Illustration – Hartvig Hansen

30

Illustration – Hartvig Hansen

31

Le Sirid Kongelys

Kvalmende usikkert

Nærmer jeg mig boets indre

Et indre jeg kender

Og miskender

Et indre der bor i dit sind

Der hvor blødende hjerter

Render i evig strøm

Hvor den andens kind

I livsglædens stråle

Går tabt

Og jeg ønsker mig hen

Der hvor Jerusalems mur græder

Og månen kun har et sind

32

Nanna Westergaard

33

34

35

Mette Damgaard Sørensen

Fabriksdigte

Først klippe i bølgepap så clipse om stolebenet (4-5 clips) så clipse om stolebenet (4-5

clips) så clipse det om stolebenet (4-5 clips) så clipse om stolebenet (4-5 clips)

stablerne vokser og musikken

spiller.

Krampen møder den forrige

så ringer klokken.

To mænd sidder ved det bagerste

bord, deres brune nakker er

en uafbrudt genstand.

Min madpakke

36

gør sig så flad som mulig over for min

smukke min blinde

makker.

Der går et spøgelse gennem

hallen.

Alt på ham er hvidt, også vipperne træskoene

lungerne.

Musikken stopper

akkorderne i stå, han er hvid

og skal indlægges.

Den falmede undertrøje ved

syrebadet:

Op ad armen skulderen og dér

37

sære syn, damer med uens lemmer og øjne

som æg.

Huden er et kladdepapir en særlig

ømhed

i røven og jeg finder

hans øjne

gennem hallen

helt utroligt.

Malingen i lungerne begynder at skalle og han

kommer tilbage og ryger cecil i pauserne. I den ene ende af hallen er

en dør åben ud til plænen, det meget

grønne græs, vi kan sidde og

lytte til måske

en lærke.

Så er vi videre.

38

Leif Achton-Lynegaard

CELLE

i øje af frygt hvor

edderkoppehunnen

igen og igen reparerer

huller med fine tråde

som glinser i morgenduggen

er jeg en puppe indviklet

i usynlige tråde

mine celler uddør i cellen

uden indgang eller udgang

en vindeltrappe fører blindt

op til loftets grå himmel

gulvet en klæbrig masse

et pulserende hjerte af

39

urin sæd savl og opkast

siamesiske pupillers nerver

eksponerer uudtalte billeder

som døde fluer i synet

læbernes albatros flakser

i modstrømmen nattens

forgiftede drøm

vrider sig i kønsløs smerte

rummet flyder ud forsvinder

i graciøs salmesang

glinsende fingre kradser

i fodspors afgrunde

med tårernes klarhed åbner

blodigt tandkød døren

til et forsvundet ansigt

40

HADES

velkommen til den nye verden

hvor livets gåde ikke er et mysterium

hvor hunden er herre og hvor mennesket

strejfer rundt som vilde ulve i skoven

krybende på alle fire med savlet dryppende

fra tandløse blodige gab

fremtiden er fortiden frem i tiden med

zig zag lyn for tomme øjne

virkelighedens betændelsestilstand

er fremskreden der er allerede gået

koldbrand i åbne sår

brudstykker af fortid og nutid samles i

nye mønstre til en uvirkelig virkelighed

som ligger lige for

hvem kyssede jorden engang for

41

frugtbarhedens gaver

det ufødte barn vil arve pesten

som dåbsgave ved fødslen

fædrenes lig vil flyde i havnen

før de synker til bunds for at rådne væk

i glemslens mørke vande

ragnarok er tidens svøbe det skal være

skidt før det bliver godt

en dag under en sort sol vil spirende liv

uden sygdom bryde jordens skal

for en ny æra

venner se lyset klæd jer i mørke

og mærk hjerterytmen eskalere

42

SPØGELSESBY

bag byens rullegardiners

forliste eneværelser

hænger spejle tynget

af døde slægter

falske profeter og

ufødte fostre

i denne trøstesløse

byørken høres fuglekaldet

med lyse rytmiske skrig

i disen anes offergaver

på torvet i ønsketræets

nøgne sorte grene

hængte menneskedukker

der vugger frem og tilbage

i brisen

43

øverst oppe vajer rødt

falmet tørklæde som et flag

på en forladt slagmark

også det har mistet sin glans

med årene

44

IN MEMORY

som levende død med slanger som

tilfører blod intravenøst i kroppen

fra en maskines mekaniske hjerte

forlist isoleret i sin krops fængsel

i en tilstand af stilstand med de

ar der ikke kan ses de ar der kryber

ud af munden som sorte fluer

de tanker der endeløst vandrer

de tanker der lagrer sig i sindet

livet i hende tørrede ud

hun fik aldrig sagt fra i tide

nu dukker de op i demensens tåger

spørgsmålene

hvor er min mor hvor er min far

er jeg helt alene nu

45

er du kommet for at hente mig

de samme spørgsmål igen og igen

hvor er mine ting de fjerner mine ting

jeg tænker er det min arv

er det sådan jeg også bliver

vil mine grænser flyde ud

forsvinde

skal min rejse også engang

gå tilbage ind i min barndoms land

blive et savlende barn

i en oldings slidte krop

fortvivlet kaldende på mor

hvor er du hører du mig ikke

en sort fluesværm formørker rummet af sten

og den hjemløses hoved stivner i smerte

over den gyldne dag (Georg Trakl)

46

INVASION

asfalttarmens tabte timer i

revnede lerkrukker

smeltede lyssignalers opalgrønne

pletter på jorden

aftegninger af menneskekroppe

på mure vægge

og facader groteske fastfrosne i

et splitsekund

træthedstegninger på bagsiden af

lysavisens ansigt

fugleskrig tager til i styrke droner

invaderer byen

lægger skidne æg i fremmed rede

47

Christina Agerboe

“Tærskeldig”

Du kigger på mig

gennem skærmen

træder over tærsklen

mellem tid og rum

Det kan du

fordi du har dine særlige

sko og briller på

siger du

mens du er der

foran mig

før dit silkeblik

trænger ind

gennem mit bryst

rører ved mine indre organer

Du sætter et flag i mit askehjerte

tager en souvenir

med ud igen

Du er tilbage

48

bag skærmen

jeg tror

du har glemt

at du

på vejen ind

rev mit bryst

itu

så modtager jeg

et postkort

fra dig

år og hjem senere

uden afsenderadresse

med et billede af nål og tråd

49

Morten Reimar

Lille Torv

Søndag i november

Lille Torv i Aarhus

og bladene hænger på

med det yderste af neglene

mens døren til 7-Eleven

går op og i

som Lille Torvs lille hjerte

i en konstant rytme

der fylder torvet med mennesker

og mennesker med cigaretter og pizzaslices

og mannequinerne glor

de kigger ansigtsløst bebrejdende

på folk i dynejakker med poser

der ikke er fra SAND

og mannequinerne forstår det ikke

de smider tøjet til 25 procent hele november

50

imens går en soldat til toget til kasernen

høj og rank med sækken over ryggen

og en baret i reglementeret vinkel på hovedet

og en rekrut i civil halser bagefter

som en hund der vil vide alt om kasernen

i København

og hvordan det er at gå i byen

”er det vildt, jeg mener, er det ikke helt sindssygt?

Og hvad med pigerne, hvad siger de til sådan en jyde i uniform?”

I dag har alle døtrene i byen

besøg af alle mødrene

fra uden for byen

og går imod vandingshullerne

ved Åen

med café latte i øjnene

og varmeblæsere

ja, der er brug for varmeblæsere i dag

det er november på Lille Torv

masser af dem

og samtidigt kommer en lille tyk sulten mand

fra Store Torv

51

mod pølseboden

pungen allerede ude af lommen

jakken åben på vid gab

viser den hvide fodboldtrøje indenunder

der matcher kasketten

der ikke skærmer for noget i dag

himlen er grå

som fliserne

på Lille Torv

en gang i mellem åbner dørene til Magasin

der har ekstraordinært juleåbent

og lukker en duft af stueetagen ud

en blanding af 365 parfumer

og renskurede parfumedamer

viftende parfumeprøver

og kragerne flokkes om en skraldespand

men bliver jaget væk af en måge

og en mor med gråt hår og røde briller

har godt tag i sin datter

og trækker hende henover torvet

og siger

52

”og så bagefter ku’ vi…”

”og så tænkte jeg at vi ku’”

”og så ku’ vi”

mens datteren kigger ned på sine allstars

og har sit at tænke på

jura, kinastudier

eller hvad ved jeg

og er lige ved at gå ind i en hjemløs

med Hus Forbi

hvis ikke moren havde nået at trække hende til side og sige

”hov, det må du undskylde”

til dem begge to

Og der går en med hue

og to med handsker tre

fire

fjantepiger

en mand med tribals i nakken

mor med et barn på cyklen

”se mor, en måge”

og moren ser ikke en skid måger

hun ser lige ud

53

vil fremad

men Lille Torv rykker ikke noget særligt i dag

den lever sit eget stille liv i dag

der er folk, der skal alle steder hen

Hvorhen?

I dag

En dame går imod strømmen

En mand sidder på bænken og tager det hele til sig

En pige trækker sin cykel

ved siden af en fyr med stribet halstørklæde

”det kan man ikke vide,” siger han

”det ved man jo først bagefter”

og pigen nikker lidt

det ved man vel først bagefter

mens hun kigger på ham

det kan man jo ikke vide endnu

tænker hun sikkert

54

Trøjborg lørdag d. 18. oktober 2014 7:40

Vinden puster træerne vågne

mens mågerne flyver på arbejde

under megen brok

en hund trisser rundt i gården

mens en Volvo tænder på gaden

duerne slår kuskeslag på tagryggen

soveværelsesgardinerne er stadig for

Byen sover endnu

sengen står hvor den blev efterladt

hjertet hamrer i brystet

øjnene vil ikke mere for i går

55

Mads S. Christensen

I N S P I R E R E T

Ilden spreder sig i min mund.

Nappende

Siver spritten ned gennem mit halsrør.

Pirrende

Iagttagende ser jeg ud gennem andres øjne.

Rekrutterende

Eksotiske tanker, dem hvor jeg drømmer.

Rekrutterende

Erotiske tanker, dem hvor jeg føler.

56

M Å N E D Å B

Mærker overfladen, den brydes.

Åndeløse

Neon grønne mandekroppe nedsænkes.

Elektriske

Dunk hamrer i brystet.

Åbner

Bålet og kaster mere på.

57

O B S E R V A T Ø R

Og sådan skabte jeg virkeligheden.

Bævrende

Slugte jeg min egen person.

Ekkoet!

River hjertet fra hjernen.

Vakuum!

Alle bifalder den som ingen ser.

Tvinger

Ønsket om frigørelse igennem.

Rekonstruktion påkrævet.

58

Cecilie Thorup

Mit fragmenterede hjerte

”Det bliver dig, der kommer til at tjene pengene,” sagde du smilende fra din plads i Ægget

og i et let forhøjet toneleje, så du overdøvede den Michael Jackson-sang, der spillede fra en

B&O-højtaler i udstillingen ved siden af os. Jeg selv havde placeret mig i en alt for dyr

designerlædersofa i den anden side af lokalet, mens jeg forsøgte at holde fast i dit blik, som

glimtvis blev forstyrret af den lørdagstravle menneskestrøm, der strøg mellem os gennem

møbeludstillingen i den aarhusianske version af Illums Bolighus. ”Nej, det bliver dig. Jeg

skal bare være journalistisk freelancer og skrive om lige, hvad jeg har lyst til,” sagde jeg og

satte mig over på skødet af dig og hvilede hovedet på dit bryst. ”Okay. Hvad så med at vi

begge bliver rige, du bliver tv-vært og jeg bliver kommunaldirektør, og så køber vi Syver-

stole til vores spisestue og Ægget til vores sommerhus med havudsigt,” sagde du og kyssede

mig på panden. ”Aftale,” sagde jeg og indsnusede din duft og tænkte på, at jeg var ligeglad

med, hvilke stole og hvilket hjem og hvor mange penge, vi havde, så længe jeg bare var

sammen med dig.

”Han kunne være sjov at flirte med,” tænkte jeg, da jeg fik øje på dig i baren. Jeg var på min

fjerde fadøl og begyndt at kede mig lidt, og du så lidt kikset ud med nogle kilo for meget og

en utjekket frisure. Jeg møvede mig gennem menneskemængden. ”Har du en cigaret?”

spurgte jeg på dansk, for selvom vi var i Bruxelles, var der nærmest kun danskere på den

her bar foran EU-Parlamentet. Der blev færre og færre timer til, at jeg skulle på arbejde.

Jakkesættene omkring os forvandt en efter en, gadelygterne på Place du Luxembourg

begyndte at lyse skarpere i sensommernatten, og jeg genkendte den samme popsang fra

59

højtalerne, som indikerede, at playlisten var startet forfra. Pludselig opdagede jeg din hånd

placeret lidt akavet på mit lår, selvom vi var midt i en ikke særlig sexet samtale om Ruslands

aggressive adfærd. Din umiddelbarhed og naivitet fik mit hjerte til at pumpe, og så kyssede

du mig for første gang.

”Og så vågnede han op med is ud over det hele, fordi han i sin brandet var faldet i søvn

med en Ben&Jerry’s på brystet,” grinede din ven, som jeg godt kunne lide, fordi vi havde

dig til fælles. Han var en ud af fire, der var taget til Bruxelles for at besøge dig den weekend,

og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget af dig, der strømmede ud af deres

ansigter. De sang fødselsdagssang på fransk ved bordet ved siden af os, og jeg sad med

armene limet ind til kroppen, så dine venner ikke kunne se mine pletter af sved under

armene. En ny runde af tung, belgisk øl. Jeg snoede min finger rundt om en af de krøller,

jeg i flere timer havde stået og lavet hjemme på badeværelset, inden jeg skulle mødes med

jer på baren, mens jeg sultent slugte alle de historier, de fortalte om dig. ”Det betød meget

for mig, du var med i aften,” sagde du og kyssede mig, da vi senere stod ude på gaden alene

og ventede på vores Uber.

Diskolysene malede dit ansigt i først grønne, så røde farver. Stiletterne nev i mine fødder,

men de mange Dark & Stormy-drinks havde bedøvet mig præcis nok til, at jeg var ligeglad.

Du drejede mig rundt, så min blomstrede kjole flagrede. En pige bumpede ind i mig på

dansegulvet, og jeg blev overrasket over, at der var andre end os til stede. Du lagde din

hånd på min hofte og trak mig ind til dig og hviskede, at du ville have mig. Vi gik op på

vores værelse på det pensionat i Tisvilde, som dannede ramme for fødselsdagsfesten. Du

havde kun lige nået at tage kjolen af mig, da alle de mange drinks kom rullende op igen.

”GÅ!” råbte jeg, mens jeg kastede op i skraldespanden ved siden af sengen. ”Jeg går ingen

steder,” sagde du og sørgede for, at jeg ikke fik hår i ansigtet.

Regnen havde gennemvædet mit tøj, mine fødder gjorde ondt af udmattelse og begge vores

telefoner var døde for strøm. Din kolde og våde hånd holdt krampagtigt fast i min, og du

trak mig nærmest af sted med et sammenbidt udtryk i ansigtet. Vi fandt en café og satte os

60

ved et stort vindue, mens vi så regnen falde ned over de stakkels mennesker udenfor, som

vi selv havde været for få minutter siden. Vi bestilte muslinger og store fadøl og varmen

begyndte at strømme i kroppen igen. Du kærtegnede mit ben under bordet, og jeg smilede

til dig. Jeg var helt fortabt i mine egne tanker og kiggede på de forbipasserende liv. Hist og

her nævnte jeg en tilfældig tanke for dig, som du forstod med det samme, og så faldt vi

tilbage i vores egen tankestrøm. ”Hvis I ikke har tænkt jer at bestille noget mere, er jeg snart

nødt til at give bordet videre,” sagde den sammenbidte tjener og gjorde mig opmærksom

på hvor mange timer, der var gået.

Hotelværelset i Montmartre var så småt, at der ikke var plads til meget andet end den store

dobbeltseng. ”Kommer du ikke med i bad?” spurgte jeg, men du var lidt tøvende, for du er

en meget praktisk mand, hvorfor dog gå i bad to, når man kan gøre det mere effektivt alene?

”Aaaaaall byyy myyyyself,” sang jeg højt i bruseren, og du kom ind til mig, og vi kyssede

under det varme vand. Jeg sang videre, mens du vaskede mit hår, så gæsterne inde på

værelset ved siden af begyndte at banke på væggen. Du grinede og bankede igen. Rene,

nøgne og varme gik vi ind i sengen og elskede til lyden af Paris i baggrunden, og jeg satte

ekstra lyd på, dels for at irritere vores nabo, dels fordi jeg havde brug for at råbe til hele

verden hvor forbandet lykkelig, jeg var.

Du forlod mig på en tagterrasse i Aarhus Ø med beskeden om, at du ikke længere var

forelsket i mig. I flere timer sad jeg i forårskulden alene med en flaske rødvin og ventede

på, at du ville komme tilbage og sige, at det bare var for sjov. Til sidst kravlede jeg ned i min

seng, og jeg kan ikke finde kræfterne til at rejse mig igen.

Når jeg åbner øjnene, går strømmen imod mig, og jeg kan ikke gøre andet end at lukke dem

igen. Det eneste, jeg har tilbage, er små glimt og fragmenter af vores tid sammen, som spiller

forfra i mit sind igen og igen, som om det hele pludselig på et tidspunkt vil give mening.

”Er du der?” spørger Netflix, og jeg trykker ja, men det er jeg ikke, for nuet gør for ondt.

61

Kenneth N. Christensen

NÆRMEST : FJERNEST

Mediterer gennem livet

og den aktuelle verden

udenfor mine vinduer.

Måler afstand i tid.

Hvad er nærmest?

Hvad er fjernest?

Den store kærlighed?

Tredje verdenskrig?

Min spildte ungdom?

62

PANISK KYS

Da jeg så en følelse

springe fra mit hjerte

blev jeg bange for

hvor den

ville springe hen.

Den ramte dine rødlakerede læber

som et panisk kamikaze-angreb.

Din far lærte dig mantraet:

Digtere er uforståelige, utroværdige og

unødvendige.

63

Carsten René Nielsen

*

Hvor digtere bor

går skriveborde rundt

og græsser på engene

blæk flyder i alle floder og søer

træernes blade er hvidt papir

sol og måne ord på himlen

*

Man kan da høre

at hjertet sidder på rette sted

sagde lægen

hans stetoskop sad fast

oppe i røven

på bankdirektøren

64

*

Trækker man huden

af præsten

kan man flyve med ham

som en drage

i blæsten

*

Lige børn leger ikke bedst

bedst er det

hvis man stiller sig

så meget på skrå

at husene bliver

helt svimle

65

*

En bog så stor

og med så tunge sider

at der skal fire mand til

for at bladre

men med så lille en skrift

at man kun kan læse den

med brug af kikkert

*

Hendes ene arm er fem meter lang

den anden kun ti centimeter

hun vinker til dig med den lange arm

siger farvel med den korte

66

Illustration – ”Fertilitet” – Nanna Kolding Sørensen

67

Glenn Enrico Buhl Liwervall

BLODSKAMMELIGT

Du er en stærk pige

du er fars pige

husk det nu

messede du altid

med dine ildelugtende

krogede tobaksfingre

fjernede du beviserne

de stille salte tårer

i min uskylds barneansigt

de samme næver

der kort forinden

med ét

ødelagde alt

mit livs forår stjal du

men resten af årstiderne

fik du ikke

jeg er en stærk pige

68

hævede mig ubesværet

over dit niveau

satte dig fri

som en ubetydelig prut

der flygtigt førtes væk

af glemslens vinde

i en formørket tunnel

vaklede du mod døden

korsfæstet af samvittighed

den forvitrede din sjæl

gnavede glubsk i dit sind

som umættelige termitter

indtil den dag

hvor dit legeme

blev hædersgæst

ved et gigantisk

tag-selv-bord

formuldet af orme

69

Illustration – Katrine Jørgensen

70

Illustration – Katrine Jørgensen

71

Illustration – Katrine Jørgensen

72

Illustration – Katrine Jørgensen

73

Henrik S. Holck

ÅNDEN ATOMET II.

En gud ligger gemt i frøet – En Skabelsesguddom

hvisker (taler sagte) fra fosteret.

En krystalgrottes blodomløb, en hensigt indcirklet,

virkelighed indeni virkelighed, som (aldrig) blev

undfanget.

Hvor er du, Sjæl, alle mine levende celler,

I mine børn, som ikke fik lov. Jeg er jeres Fader og Moder,

hvad, har mennesket gjort imod jer?

Og hvem, skal sone denne deres forbrydelse mod mig -?

Det vil komme over denne ugudelige slægt

som en tyv om natten, som en Boomerang af ødelæggelse,

hvad I har gjort mod denne min mindste, skal gøres mod jer selv

Den katastrofe I har udløst over andre,

skal komme (uden skånsel) over jer selv.

I Ugudelige! I – venner af døden og livets ophør.

Hvad har I gjort.

74

Hvem er I ? at I ikke kender Livet.

Hvad er I skabt af ? Ikke af stof som sjæl, drømme og liv!

Nej, I må være skabt af de dødes billeder, Af ophørets manglende kærtegn.

((Af rædsel og undergang – af had og hævntørst- og mangel på liv -?))

Omgivet af min Skabelse står I selv lamme, blinde, blottet for livsytringer,

hvordan kan sådan noget finde sted i min Skabelse. Hvordan? Hvordan?

I svarer ikke.

(Men? (Jeg ser?)) I går beskæmmet bort, I må fjerne Jer fra mit blik.

(Mit blik er ikke vrede. Det er Kærlighed.) Mit blik vil brænde jer op.

Min kærlighed og sandhed vil få jer til at lide – i denne lidelse

må I vende om til Lyset – I må forlade Dødens nat. I må gå bort fra Krigen…

I må igen lære at vandre mod lyset. Mod Gud !

75

Hvad elsker du mere

hvad elsker du mere

kom og sæt dig, jeg venter på dit svar

lille atom

liv indeni liv,

det er svaret på at være eller ikke være,

liv indeni liv,

alt er, og i livet eksisterer døden ikke,

alt er, alt er enten i lyset eller i mørket, enten i livet eller døden,

så sandhed kan være

at være i live og ikke være

og sandhed kan være

at være død og være levende

at være er

liv indeni liv,

og i livet eksisterer døden ikke

76

Selma Olive

*

På hylden ligger en rød bog om Kina og verden

på køkkenbordet står et halvtomt glas

i morgenlyset er du

og skærer løg for ikke at græde

Det var diset frostvejr kl. halv 5 i dag

mine tanker druknede i et kliché polaroidfilter,

og regnen smagte af honning

på Tenerife

Det er underligt så lam man kan blive af at være tilfreds;

blank

helt blank.

77

GODNATSANG FRA EN MPC

/ MIT LIVS RØDE TRÅD

Engang havde du lavet et vildt trommebeat

på et kæmpe skrammel af en MPC

og selvom den larmede

var jeg bare glad for at jeg måtte sove der.

Du spurgte pænt om den måtte stå tændt;

jeg tænkte

med tidsmaskinen til barndom og båndstøj

Lørdag klinet til højtalerene

kradsende gulvtæpper mod maven;

at du var min bror, og at jeg havde set op til dig hele livet

og at jeg stadig gør det,

78

og at andet kunne være lige meget.

79

23 juli 2016

Med sine solbrændte bølger stod en barndommens prinsesse og strøg sin hårbørste over

maven i en gade af skygge i det smukkeste sydfranske.

I samme øjeblik sad den ældre colombianske herre Fernando og kiggede på

solnedgangens pastelfarver, der ydmygt oplyste livets spor i hans ansigt.

Jeg kan ikke mærke mine følelser. Prøver febrilsk at fremtvinge den gråd,

der paralyserer

de følelser, man søger

blot for at undslippe dem.

I metroen stod et japansk par roligt utålmodigt med sammenbidte kæber, udspændte

læber og livsglade øjne.

80

*

Vi løb fra kafferegningen

fra i går

fra i morgen

og endelig er det mig, der holder hendes hår

undskyld

det skulle jeg have gjort noget før

senere stod jeg lammet på Valby Station

og tænkte på din udsigt

blandt pizzabakker og one night stands;

hun sagde

hun ikke ville Livet længere

hvem vil det

men jeg selv bukker under for gruppepres

dobbeltmoralen i sin fineste facon

man skulle da nødig stemple sit eftermægle med EGOIST

Fredag slubrede jeg din kærlighed,

der smagte af honningregn og diset eftermiddag

81

så kom den;

samvittigheden og den bitre eftersmag

bagerst på tungen

der mest af alt mindede mig om

at jeg skal huske at drikke vand før,

jeg dummer mig.

Egentlig havde jeg altid frygtet døden.

Nu var erstatningen blot en frygt for det, der skulle ske forinden.

Dansende på følelsesløse fodsåler af glas

i ungdommens rus af mangel på rebelskhed

forsøgte jeg gang på gang at fremdrive de barndommens traumer,

der aldrig var.

Sårbar bliver man især den dag man indser sig voksen

uden et ar.

82

*

Gid jeg var mig

og gik i børnehaven og boede hjemme

så ville badeværelset ikke lugte af jord

og mit liv ville ikke være gennemblødt

af fremmede mænd i min seng

Jeg har ondt i nakken

af at ligge ned og leve

Det eneste der bevæger mig

er de krampetrækninger der kommer af den hjemvé

jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt

Det her liv

for det bliver ved med at vende tilbage

og gid

jeg ikke skulle gå ned fra 5. sal

for at ryge en cigaret

og lyve om hvor jeg bor

83

*

På gaden ligger efterladte endetarme

som kødeligt bevis på det faktum

at folket ingen vilje har

og at jeg aldrig stopper med at ryge

i armene på dem, der ikke vil have mig.

En mundvige løber i vandet,

en sommerfugl gnaver sig

gennem indersiden af min mavesæk

hvorfra

jeg prøver at administrere min angst

og at jeg aldrig formår at balancere

men

kaster mig fra overflod til askese til

ude af kontrol og dødsens angst

for Nørre Allés provinstrafik.

84

*

Jeg kigger mine følelser i spejlet

pudrer min personlighed

Redder mig gennem min angst

og dækker mine drømmes dystopi

Lægger en seddel på køkkenbordet

spiser en ostemad

og følger rutinen til til dørs.

85

Domkirkens øjne i nakken

Gæt en plet, er blevet mit livs universelle æstetik

En dag af selvdisciplin

en nat under overjegets ørneøje

reptilhjernens kontrolløse overspringshandlinger

Jeg har en fornemmelse af

at jeg aldrig bliver klogere

med domkirkens øjne i nakken

Jeg lever af flormelis og gammel hindbærmarmelade,

pocherede æg og kogte linser

tiloset hjem og sind,

der er som køleskabet;

fyldt

med fænomener der falder over hinanden

mod målstregen

endepunktet

at dø.

Jeg er så sart,

86

syrnede mælkeprodukter kan holde i mange dage

og appelsinsaft svier i åbne sår

uanset årstiden.

87

Iordensmenneske

/ Exibitionist

Har svært ved at bedømme

andre og mig selv

og verden

og mine grænser,

Mine lunger er trængt inde

som følge af manglende selvkontrol.

De kan ikke trække vejret,

for jeg ikke kan give slip.

Jeg synes mine planter ændrer sig

hver dag

hver morgen

peger de en anden vej.

Måske er jeg exibitionist,

holder takten på cykelstyret,

88

smiler stort

som havde jeg noget at smile af,

når nogen holder

for rødt

og for øje.

Jeg kaster op

og synger højt

eksperimenterende syrejazz

når jeg ved

jeg ikke er alene.

89

Silja Henderson

Sove/vågne

Det umulige er at falde i søvn igen, når man først er vågen. Som om sjælen vil være

vågen. Tørstigt som fårene der strejfer om i ørkenen, som barnet vi afviser ved

grænserne.

vores børn har klyngebomber under øjenlågene

vores børn har havets gurglen i øregangene

vores børn har håbet stikkende i halsen som en rose

min hud

mine børn

mine gasangreb

separationen som den egentlige løgn

separationen som den egentlige løgn

separationen som

separationen

på et tidspunkt kæntrer båden/igen/på et tidspunkt drukner flere hundrede

mennesker/på et tidspunkt står solen ned/over deres kroppe/de er

prismer i havoverfladen/på et

tidspunkt

90

se hvor solen stiger se

hvor solen stiger

stiger

som søvnen

som vandet

om anklerne til man drukner

saligt lysende

i sit eget salte

vand

91

Nikolaj Loufbye

Udenfor flyder landskabet forbi

Med 120 Kilometer i timen \\ Søndergade rives med I slipstrømmen

//

En by bygget på en bakke

Jeg engang kaldte Mit hjem

\\

Salling oplyser scenen

Imens perspektivet

Langsomt bliver drejet

//

Jeg har været her før

\

Hvem er du?

92

/

Jeg ved hvor vi ender

\

Du har mødt mig før

Mødt mig igen

/

Jeg må advare nogen

\

“Kan du ikke huske mig?” / Jeg rejser mig Og løber gennem toget \ Du har byttet ansigt

med en anden

/

Det er som at skrige

Under vand \\ Tyngdekraften drejer på en akse Kaster os mod himlen

//

Togvognen vælter

Vi hænger vægtløse

I et frossent Splittet Sekund

\\

93

Overalt

Holder folk fast

//

Øjeblikket tør

// Vi falder \\ \\

Op

//

Hen

\\

Væk // Ind i hinanden \\ Knuses

//

I ægte

\\

S L O W

//

M O T I O N

94

Erik Kock

Bidrag til kritikken af krigens anatomi

I 1946 beskrev en belgisk retsmediciner i sin private dagbog en obduktion han havde

foretaget, men hvis resultat han havde forfalsket. Afdøde var tidligere sergent i den

belgiske hær og havde været offer for et endnu uopklaret bombeattentat. Retsmedicineren

havde i ånden set sin fremtidige karriere lide skade hvis han med vanlig nøjagtighed

havde identificeret de projektiler der var blevet fundet i eks-sergentens krop, og som

havde forårsaget hans død. De var alle menneskelige fingerknogler.

Under en oprydning i 1927 i krigsministeriets kælder i Republikken Albaniens hovedstad,

Tirana, skulle man være stødt på en rapport der beskrev et forsøg ministeriet havde udført

i februar 1919, kort efter afslutningen af 1. verdenskrig.

Forløbet var i store træk dette:

En række forsøgspersoner blev transporteret ud til to bombekratere på den tidligere

slagmark. Her blev de opdelt i to grupper, A og B.

Under selve forsøget var grupperne afskåret fra hinanden og fra omverdenen.

Gruppe A fik til opgave systematisk at finkæmme det ene krater for genstande der

stammede fra krigsmateriel.

95

Gruppe B skulle i det andet krater på tilsvarende vis indsamle alle eventuelle

efterladenskaber fra menneskelige kroppe.

Opgavens eksakte formål nævntes ikke, hvilket man dog tilskrev bortkomne sider i

rapporten. Men det stod klart at hver gruppe ved en koordineret indsats, og inden for et

nærmere angivet tidsrum, havde skabt et objekt af de fundne materialer.

Hold A havde fremstillet en figur som forestillede et menneskeskelet, komplet helt ned i

detaljen med f.eks. det korrekte antal ”knogler” og et tandsæt bestående af 32 stålsplinter.

Hold B’s resultat var en nøjagtig gengivelse af en kendt fragmentationsbombe, komplet

med brandrør og detonator samt snorlige rækker med sprængstykker af lige store yderste

fingerknogler.

Rapporten var uden konklusion, men en note forklarede at en sådan var bestilt.

Det fremgik endvidere af en bemærkning til rapporten at et forskerhold efter få timer var

blevet sendt ud til forsøgsstedet for at tage figurerne i forvaring. Men da havde de begge

været forsvundet.

Disse to begivenhedsforløb er, så vidt vides, ikke blevet sat i forbindelse med hinanden.

Og nu vil det næppe ske.

© Erik Kock 2017

96

Amra Vidimlic

Huset

Jeg vidste udmærket godt, hvilken lavine, fotografiet ville udløse, og netop derfor samlede

jeg det op. Som om jeg kunne slette alle minder ved at stirre på det, tømme det for indhold,

destruere enhver form for substans og betydning, for endeligt at begrave det fragmenterede

billede en gang for alle. Selvom mine forfærdre byggede huset sidst i 1800-tallet, kan det

ikke andet end at fremstå nyt og ukendt for os børn, der fra den ene dag til den anden blev

revet op med rødder og jaget væk fra fødestedet, fra de første skridt, de første fodspor i

sneen, de første ord, billedbøgerne, dukkerne, prinsesselegene og kassettebåndene, som

for længst er blevet lydløse. De lave stemmer er intet andet end et fragment af et for længst

glemt løfte, som de tidligere beboere ufrivilligt indvilligede i, inden de voksede op, flyttede

væk og tillod kulden at ændre båndene.

I haven peger jeg på blomsterbedet, som jeg drømte om, men det er ikke og har aldrig været

min drøm. Den er lånt, ligesom alt andet fra huset. Når du ikke har overværet grundstenens

fødsel, og cementet aldrig har kendt dig, kan du aldrig blive indstøbt i fundamentet, og du

bliver automatisk en gæst, en forvirret turist. Mens illusionen viser et vejr, der ikke kan

harmonere med ejerens forventninger til denne forræderiske årstid, lulles selv det mest

vågne hjerte i søvn af husets vemodighed, og de trætte øjnes skønhed stråler i kraft af havens

fremvoksende ukrudt, som skyder op ligeså hurtigt, som det utvivlsomt vil forsvinde igen.

På et tidspunkt må glansbilledet krakelere, huset vil ligge i ruiner, og på asfalten vil vi blive

97

efterladt fuldstændigt nøgne og sårbare, fuldkomment blottede for vores største fjende. Men

hvordan skal vi bevæbne os, når vi både er forsvaret og angrebet?

Selvom den dybeste døsighed ikke kan rokke ved glædens gløder, og solens brændende

hylster omslutter vores hænder, dominerer visheden om dens forsvinden, hvis ankomst så

småt er ved at tage form. Men den idylliske ensomheds længsel rører os ikke. Vi hører byens

larm, byens kvidren, byens tien om morgenen og byens opvågnen om natten, og alligevel

ønsker vi os mere. Et slags løfte, en forsikring om at det hele løser sig i sidste ende, for er

det ikke det, fotografier garanterer?

Inden jeg lader fotografiet falde, betragter jeg datoen. Et år inden krigen brød ud. Et år inden

jeg kunne fejre min 3 års fødseldag. Og i dag - flere år efter og 2000 kilometer længere væk

- betragter jeg stadig bygningernes tilbliven, mens en ultramoderne boligblok er ved at blive

bygget udenfor mit vindue. Og det sker lige dér. Lige nøjagtig der, hvor vi engang hyldede

farten ved at lade os beruse af ungdommens susen til trods for, at faldet rungede højere, end

rummet kunne bære.

Alligevel lader bygningens skelet livet sive ud. Håndværkerne holder tilsyneladende pause

og nyder solen, mens de betragter udsigten fra de nybyggede altaner, som de selv har været

med til at give liv, og som nu kun venter på at blive indtaget af nye liv. Når de nye liv

invaderer det nybyggede, vil mændenes tilstedeværelse blot være en spøgelsesagtig vind,

en hvisken i væggen, som med tiden bliver overklistret af de nye livs utrættelige

livshungrende illusioner. Ingen vil sende mændene en tak, ikke engang et taknemmeligt

nik, og deres kolossale bidrag vil langsomt dø hen, ligesom de nu går ind i bygningen, og

altanen sletter enhver form for tidligere tilstedeværelse.

98

Jeg befinder mig i en bygning, i et tidligere skelet, og de skikkelser, som har været med til

at give den liv, er for længst borte. Deres hænder har afsat et mærke på hylstret, men

fingeraftrykkene er for evigt bortviskede og kun synlige for imaginationens tankebilleder

og de evindelige pendulsvingninger, der slynger os fra det bare og det nøgne til det

betydningsfulde og det påklistrede.

Fotografiet og haven og de nye bygninger sammenblandes ligeså hurtigt, som de knækkes

i stykker, indtil der kun er ét billede tilbage; den ældre mand, som sidder på torvet med

cyklen ved sin side og blot betragter, blot venter, blot er til stede, men alligevel i sin

midterpositon netop får adgang til det, som de nye liv så desperat hungrer efter; en slags

vished om at forgængeligheden alligevel er det hele værd, og hvis ikke helt og holdent, så i

det mindste et splitsekund; visheden om at man er nødt til at betragte livet igennem solens

stråler, fordi alternativet er ubærligt, og fordi man alligevel vil sig selv det bedste, midt i al

kaosset og rodet og de nye liv og de gamle liv.

Om lidt er alle mændene på altanen borte, og om lidt vil selv de nye, påklistrede fotografier

begynde at skalle af væggen.