sven thygesen søren hansen flemming...

1914Da verden blev en anden

En beskrivelse af tiden

omkring 1. verdenskrig

Sven Thygesen

Søren Hansen

Flemming Petersen

forlaget herredagen

1914

Da verden blev en andenEn beskrivelse af tiden omkrig 1. verdenskrig

© Forlaget Herredagen, 2013

ISBN 978-87-995906-0-5

Forlaget Herredagen<Adresse>

Trykt hos

<tryksted>

Grafisk tilrettelæggelse

Peter Dyrvig Grafisk Design

3indhold

Indhold

Forord 7

PROLOG

Da verden blev en anden – tiden omkring Den første Verdenskrig 11Skuddet i Sarajevo 11

1. DEL

Krigen 17Den hektiske sommermåned 1914 19Krigsudbruddet blev modtaget med begejstring – af sted og ‘hjem til jul’ 25Krigens strategier og mobiliseringens anatomi 27Krigens taktikker, våben og propaganda 30

Våben 35Propaganda 39Nyheder og censur 44

Kynisme og medmenneskelighed 49Krigens generaler 49Krigens soldater 51

Samvittighed og ære 56Militærnægtere 57Ærens mark 59Syg eller æreløs og fej 63Efter krigen 64

Sultvåbnet og hungerblokaden 65Neutrale lande og danske gullaschbaroner 72

Krigens regler og humanitær folkeret 73USA ind og Rusland ud 79Våbenstilstand den 11. november 1918 kl. 11 81Fredsslutningen og fredstraktaten 82Folkeforbundet 96

4 1914 – da verden blev en anden

2. DEL

Ideers nye veje 101Politiske og økonomiske ideologier 101

Nationalisme og patriotisme 102Militarisme og pacifisme 111Imperialisme og kolonialisme 115Kapitalisme, konservatisme og liberalisme 116Anarkisme og vold 118Socialisme, kommunisme og marxisme 121Nazisme og fascisme 127Socialdemokrati 128Demokrati og parlamentarisme 129

Naturvidenskab, filosofi og religion 131Darwinisme og Darwin 131Socialdarwinisme, eugenik og eutanasi 137Relativitet og relativisme 148Logisk positivisme 151Psykoanalyse og Freud 151Nihilisme og Nietzsche 156Religion og tro 160Mission, socialisme og to nye kirker 163Krigen, Bibelen og profetierne 165Spiritisme 168

Antisemitisme og zionisme 170World Zionist Organization 181

Eliten og krigen 181England 182Tyskland/Østrig 183Frankrig 186De frivillige 187Kunsten i opbrud 190Musik og komponister 193Skuespil, romaner, digte og forfattere 198Malerier og billedkunstnere 202Film og instruktører 209

5indhold

3. DEL

Samfundsudviklingen 213Den nye hverdag 213Krigens spor 213

Familien 218Autoriteterne 221Minder – og påmindelser 224

Økonomi 228Ligestilling 233Mode og moral 236Industri 238

Industriarbejderen 239Industrielle revolutioner 240Standardisering 243Krigsindustrien og dens købmænd 243

Arbejderbevægelser: Socialister, anarkister, syndikalister, socialdemokrater, marxister, kommunister, revisionister og fagforeninger 246

EPILOG

1914 – Da verden blev en anden 251Politikere 251Videnskabsmænd og forskere 252Historikere 253FilosoZer 257Kunstnere, forfattere og journalister 259

Litteraturhenvisninger 263

Mere viden 270

7forord

Forord

‘Da verden blev en anden’ er ikke en traditionel historiebog. Det har ikke været hen-sigten at lave endnu en bog, der fortæller om krigen og dens aktører. Det er allerede gjort – og gjort godt.

Læs derimod ‘Da verden blev en anden’, hvis du ønsker at få et overblik over en af de mest dramatiske perioder i verdenshistorien. Den vil føre dig “kompasset rundt” og gennemgå de forandringer, tiden bragte. Forandringer der ikke kun indbefattede verdens sceneskift fra fred til krig og fire år senere tilbage igen, men også forandrin-ger i menneskers adfærd, viden, moral, tankegods, arbejde og dagligdag.

Vi er bevidst om, at der let sker en forskydning væk fra årsagerne til krigen til en fokusering på selve krigen. Eller sagt med andre ord; en forskydning fra hvorfor til hvad og hvordan. Tænk blot på hvad billederne i nyhedsudsendelserne ofte udvirker. Billeder formidler noget om hvad og hvem, mens hvorfor oftest kræver en ‘ordforkla-ring’. Vi har derfor hovedsageligt set på årsagerne til krigen i de tanker, som tiden var præget af – refleksioner frem for begivenheder. Mange af tidens tanker er fostret af politikere, filosoier og andre dele af intelligentsiaen. Når vi alligevel i vid udstræk-ning netop tager udgangspunkt i deres synspunkter og tanker, skyldes det, at tanker født af samfundets ‘elite’ over tid har en tendens til at sive ned til menigmand, hvor-ved eliten netop bliver meningsdannende. Derfor er deres tanker af særlig interesse.

Var det tilfældigt, at verden gik af lave netop i 1914? Nogle vil sige ja og mene, at det voldsomme krigsudbrud ville være kommet på et eller andet tidspunkt og uaf-hængigt af skuddene i Sarajevo. I årene op til 1914 var der opbygget spændinger i ver-denssamfundet, som krigen udløste. Krigen blev den store enkeltstående begivenhed i 1914, som udløste nye forandringer. Forståelsen af begivenhederne i året 1914 skal derfor ses og tolkes i lyset af begivenheder, som havde deres udspring helt tilbage i sidste halvdel af det 19. århundrede. Men verdenskrigens udbrud i 1914 skal også ses som starten på de dramatiske ændringer, som fulgte i dens kølvand. ‘Da verden blev en anden’ er dermed også en beskrivelse af forudsætningerne for krigen og dens konsekvenser.

Hovedvægten er ikke lagt på detaljen, men på overblikket. Alligevel er der også blevet plads til glimt af livet blandt soldater, politikere, regenter og forfattere. I ‘Da verden blev en anden’ er det, der normalt “skrives med småt” taget med og levende-gjort med ord skrevet af mennesker, som oplevede krigen og dens eftervirkninger.


Verdenskrigen kom til at skygge for mange andre forandringer i perioden, men hvad der skete i menneskers sind, er måske den største forandring, som vi har fået i arv. Brug overblikket til at gå i detaljer i de områder, som interesserer dig.

At forstå begivenhederne omkring krigen og dens udbrud fordrer, at man kan sætte sig ind i tiden og dens tanker Vi har givet samtiden fortrins- og taleret, men vi har også lyttet til nulevende historikere med speciale i Den første Verdenskrig. Vi har i rigt omfang angivet vore kilders fødsels- og dødsår, for at vise hvor på tidens strøm de har befundet sig i forhold til de beskrevne begivenheder. Naturligvis ligger der i valget af ‘stemmer’ en sortering. Vi har forsøgt at lade stemmerne være repræsenta-tive og i mindst muligt omfang lægge vor eget tynde lag af fortolkning på.

Mange historikere, politikere, journalister og forfattere har i tidens løb konklu-deret, at Den første Verdenskrig var ‘urkatastrofen’ og året 1914 var året, hvor “verden gik af lave”. Når vi ser tilbage og betragter vidnesbyrdene fra perioden omkring Den første Verdenskrig, må vi medgive, at ‘da blev verden en anden’.

Hvordan er bogen blevet til? Bogen er skrevet efter mange drøftelser mellem forfatterne og efter samtaler med andre med stor historisk indsigt på universiteter og museer – og vi siger tak for deres konstruktive vejledning og kritik – ligesom bøger og internettet er blevet flittigt frekventeret. Mange lande er begyndt at lægge deres historiske dokumenter ud på nettet. På internettet kan man bladre i bøger, besøge alverdens museer og læse referater fra møder mellem præsidenter og deres rådgivere eller høre lydklip fra politikeres taler til nationen.

Læs bogen, og hvis du får lyst til at udforske perioden på egen hånd, så vælg en eller flere af bøgerne i litteraturhenvisningen eller søg på internettet. Vi lagt en række links til interessante informationer på www.1914-daverdenblevenanden.dk

Lyngby december 2012

Sven Thygesen

Søren Hansen

Flemming Petersen

prolog

11prolog

1914 – Da verden blev en anden Tiden omkring Den første Verdenskrig

“Der er gået et halvt århundrede, men det spor, som den store krigs tragedie efterlod på nationernes sjæl og legeme, er endnu ikke forsvundet … Denne ild-prøve var af en sådan størrelsesorden både fysisk og moralsk, at intet bagefter var som før. Samfundet i sin helhed – styreformer, landegrænser, love, væbnede styrker, forholdet mellem stater, også ideologier, familieliv, formuer, stillinger, forholdet mennesker imellem – alt var blevet ændret i bund og grund … Menne-skeheden mistede balancen og har aldrig genvundet den siden.”

Charles de Gaulle

Le Monde, 12. november 1968, s. 9. Markering af 50 årsdagen for krigens afslutning og våbenstilstanden

Skuddet i Sarajevo

Skuddet i Sarajevo den 28. juni 1914 blev den umiddelbare anledning til Den første Verdenskrig eller Den Store Krig, som den også blev kaldt. Den dag blev ærkehertug Franz Ferdinand (1863-1914) af Østrig og hans hustru Sophie myrdet. Selv om krigs-udbruddet var den største begivenhed i 1914, så var den ikke det eneste bemærkelses-værdige i tiden. Fra slutningen af det 19. århundrede og ind i 1920’erne indtraf ikke kun nogle af de mest dramatiske forandringer indenfor krigsførelse og teknologi, men også i menneskers tankegang.

Verden var op til 1914 præget af optimisme og tro på fremtiden. Den teknologiske udvikling og industrialiseringen havde skabt forbløiende resultater, og menneskers viden om verden, universet, atomet, mennesket og menneskesindet og meget andet varslede nye tider.

Der havde stort set været fred i Europa i mere end 40 år, og i den periode var nationerne blevet rigere. Ikke kun i ét land, men i alle landene var der tale om en økonomisk opblomstring.


Mordene i Sarajevo og Den Store Krig blev for Europa og resten af verden start-skuddet til store samfundsmæssige og menneskelige forandringer – nogle til det bedre, andre til det værre.

Beretningen om krigen kunne hurtigt blive en opremsning af datoer, tabstal, våben, statsmænd og generaler. Men krigen havde også en hverdag og et liv, som blev levet i by og på land langt fra fronten. Bedre end de fleste har den østrigske forfatter Stefan Zweig i sin erindringsbog ‘Verden af i gaar’ beskrevet, hvad krigen ændrede i hverdagen. I afsnittet ‘Tryghedens verden’ skriver han:

Mordet på ærkehertugen og hans hustru.

13prolog

“Naar jeg skal prøve at finde en brugelig Formel for Tiden før Den første Verdens-krig, det Tidsrum, jeg voksede op i, saa haaber jeg at være mest prægnant, naar jeg siger: Det var Tryghedens gyldne Tidsalder … Enhver vidste, hvor meget han ejede, og hvor meget der tilkom ham; han vidste hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt. Alt havde sin Norm, sit Maal, sin Vægt … Absolut ingen troede paa Krige, Revolutioner eller Omvæltninger. Alt radikalt og voldsomt syntes paa For-haand umuligt i denne Fornuftens Tidsalder. Denne Fornemmelse af Sikkerhed var Millioners efterstræbelsesværdige Eje; var det fælles Livsideal … Denne Tro paa det uafbrudte og uopholdelige “Fremskridt” havde for hin Tidsalder ligefrem en Religions Styrke i sig; man troede allerede mere paa dette Fremskridt end paa Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye Vidundere i Videnskab og Teknik, som hver Dag bragte med sig. Faktisk var Slutningen af dette Fredens Aarhundrede en Opgangens Tid, en hurtigere og hurtigere, en mere og mere synlig, en mere og mere mangfoldig Opgangens Tid …

Det er ganske rimeligt, at vi Mennesker af i Dag, som for længst har strøget Ord som “Sikkerhed” og “Tryghed” af vor Ordbog som Fantomer, smiler ad hin idealistiske, men forblindede Generations skønne Illusioner om, at Menneske-hedens tekniske Fremskridt nødvendigvis maatte have et lige saa rapidt moralsk Opsving til Følge … Vi har lidt efter lidt maattet vænne os til at leve uden Bund under Fødderne, uden Ret, uden Frihed og uden Tryghed. For vort eget Jordelivs Vedkommende har vi for længst fornægtet vore Fædres Religion, deres Tro paa Humanitetens raske og varige Opsving; paa det grusomste belærte, som vi er, synes vi, at hin overilede Optimisme er rent ud banal Ansigt til Ansigt med en Katastrofe, der med eet eneste Kast har slynget os tilbage bag om tusinde Aars humane Bestræbelser …

Den østrigske forfatter Stefan Zweig

–ca. 31 år gammel.


Selv fra den Afgrund af Gru, hvori vi nu halvblinde famler omkring med brudt og søndret Sjæl, kaster jeg atter og atter Blikket op mod hine gamle Stjer-nebilleder, der straalede over min Barndoms Jord, og jeg trøster mig med den nedarvede Tillid til, at dette Tilbagefald engang vil vise sig kun at have været et Interregnum i den evige Fremskridt Rytme”. (Zweig, 1948, originalen 1942)1

Stefan Zweig, østrigsk forfatter (1881-1942).

Citat fra bogen ‘Verden af i gaar’ (1942)

1 Henvisninger til kilder baseres på ISO 690-standarden og vises på denne måde fx (Bjøl, 2005). I litteraturhenvisningen bagerst i bogen vil yderligere oplysninger kunne findes.

1. del

krigen

171. del krigen

Krigen

Første Verdenskrig blev navnet for en krig, som ændrede verdenshistorien. Det var en verdenskrig, fordi den inddrog alle kontinenterne, og det var ikke set før. I starten kaldte man krigen for Den Store Krig2, men den blev senere kendt som Den første Verdenskrig.

Den blev den hidtil blodigste krig med omkring ni millioner døde og savnede soldater. Men ikke alle krigens ofre befandt sig i krigszonen, idet hjemmefronten også kunne tælle sine døde og sårede. Krigen, og tiden umiddelbart efter, kostede yderligere omkring seks millioner civile livet. Det er et overraskende stort tal, da man jo netop betragter Den første Verdenskrig som soldaternes krig. De civile døde på grund af udsultning og fejlernæring (skønsmæssigt 750.000 tyskere døde af sult og fejlernæring på grund af de allieredes blokade), sygdomme3 (3.000.000 russere døde af tyfus i perioden 1917-22) og genocide/folkedrab (folkedrabet på skønsmæssigt 1.000.000 armeniere4). Andre civile tab ved angreb på handelsflåder, massakrer på civile, langdistance-artilleri og luftbombardementer, var i sammenligning hermed små. (Gleichen, 2000, original 1918-1920)

2 “The great war” (engelsk), “La grande guerre” (fransk), “Gran Guerra” eller “Guerra des Guerras” (spansk). Den første Verdenskrig forkortes ofte ww1.

3 Den spanske syge med over 20 millioner og måske endda 50 millioner døde er ikke medregnet, endskønt den almene svækkede helbredstilstand efter krigen også bidrog til de mange dødsfald.

4 Betegnelsen folkedrab bestrides af Tyrkiet.

1. verdenskrig

Krigen varede fra 28. juli 1914 til 11. november 1918 (våbenstilstandsdatoen).

Fredsaftalen blev underskrevet 28. juni 1919 – på 5 årsdagen for ærkehertug

Franz Ferdinand’s død.

Krigen i nøgletal:

• Skønsmæssigt 70 millioner soldater var mobiliseret

• Skønsmæssigt 9 millioner døde eller savnede soldater

• Over 21 millioner sårede, heraf syv millioner invalideret for livstid


Ofre for attentater Attentatforsøg Myrdet

Ruslands Zar Alexander II 1879 og 1880 1881

USA’s præsident James Garfield 1881

Kejser Wilhelm I af Tyskland 1878 og 1883

Ruslands Zar Nikolaj II 1891 1918

Frankrigs præsident Sadi Carnot 1894

Spaniens premierminister Antonio Canovas 1897

Kejserinde Elisabeth af Østrig 1898

Kong Umberto af Italien 1900

Prinsen af Wales/Kong Edward VII 1900

Kejser Wilhelm II af Tyskland 1900 og 1901

USA’s præsident McKinley 1901

Kong Leopold II 1902

Kong Alexander I og dronning Draga af Serbien 1903

Ruslands indenrigsminister Vyacheslav Konstantinovich

von Plehve

1904

Kong Alfonso XIII og dronning Eugenie af Spanien 1906 1905

Kong Carlos af Portugal 1908

Frankrigs premierminister Aristide Briand 1911

Ruslands ministerpræsident Pjotr Stolypin 1911

Spaniens premierminister Canelejas 1912

Kong George I af Grækenland 1913

Ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig og hans hustru Sophie 1914

Den franske socialistleder Jean Jaurès 1914

Østrig-Ungarns ministerpræsident Karl von Stürgkh 1916

Leninismen og kommunismens fader Vladimir Iljitj Lenin 1918

Stifterne af det tyske kommunistiske parti Karl Liebknecht

og Rosa Luxemburg

1919

Frankrigs premierminister Clemenceau 1919

Den tyske ministerpræsident i Bayern Kurt Eisner 1919

Den tyske underskriver af fredsaftalen Matthias Erzberger 1921

Tysklands udenrigsminister Walther Rathenau 1922

Den polske præsident Gabriel Narutowicz 1922

Måske historiens første “bilbombe” (køretøjet var en hestevogn) blev bragt til sprængning

som en terrorhandling mod kapitalismens højborg Wall Street (1920), og den resulterede i

over 20 dræbte. Attentatmanden blev ikke endelig identificeret, men af løbesedler fremgik

det, at ugerningen sandsynligvis var udført af en anarkist.

191. del krigen

Antallet af døde i krigen er i virkeligheden kun én af de mange måder, hvorpå man prøver at holde styr på krigens konsekvenser. Det er klart, at der ikke er én endegyldig rigtig måde at opgøre konsekvenserne på, og ikke engang noget, der synes så konkret som antallet af krigens ofre, kan eftertiden bestemme entydigt. Angivelserne i forskellige kilder varierer. Historikere har for eksempel en forskellig opfattelse af i hvilket omfang de forskellige typer af civile tab skal medregnes blandt krigens ofre. Men uanset hvordan man vælger at opgøre konsekvenserne, så bliver resultatet, at krigens uhyggelige omfang retfærdiggør navnene “Den Store Krig” og “Den første Verdenskrig”.

Den hektiske sommermåned 1914

Selv om mordet på ærkehertugen og hans kone var dramatisk, så var mord og atten-tatforsøg på ledere og kongelige dog langt fra usædvanligt. Mordene var umiddelbart ikke nok til at politikerne øjeblikkelig afbrød deres ferier for at tage sig af en situa-tion, som kunne udvikle sig faretruende. Selv på børserne i Wien, London og Ber-lin diskuterede man naturligvis mordene, men handelen forblev normal. Der havde været så mange andre mord og mordforsøg.

Men denne gang udviklede mordene sig til en egentlig krise. Perioden, fra skud-det i Sarajevo til krigens udbrud en måned senere, var præget af hektisk diplomatisk aktivitet. Konsultationer og rådslagninger på kryds og tværs mellem venner og fjen-der efterlader et billede af kaos, misforståelser, stolthed og sårede følelser. Og da situ-ationen tegnede meget truende, blev der gjort mange forsøg på at finde en løsning, der skulle forhindre en krig. I dagene umiddelbart op til krigsudbruddet udvekslede den tyske kejser Wilhelm og zar Nikolaj en række telegrammer. I et af dem skrev kejser Wilhelm: “Jeg forstår til fulde hvor vanskeligt det er for dig og din regering at trodse kraften i din folkelige opinion. Derfor, og på grund af det hjertelige og ømme venskab der

allerede så længe har bundet os så stærkt sammen, vil jeg gøre brug af min vægtigste ind-

flydelse for at presse østrigerne til …”, underskrevet: Fætter Willy. Zar Nikolaj svarede tilbage med en stærk appel om at gøre et sidste forsøg på at afværge krigen. Og sam-tidig tilbød England at mægle (Mak, 2010, (originalen 2004)).

Men freden gled langsomt parterne af hænde. Det ene skridt tog det næste, og det blev umuligt at gå tilbage. En uhyggelig inerti drev udviklingen, og styrede lan-dene ud i en verdenskrig.

Den 28. juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig. Det var denne første krigserklæring, som startede verdenskrigen. Kort tid efter var mange lande i krig,


Juli-krisen: Begivenheder fra 28. juni til 4. august 1914

28. juni: Det østrig-ungarske tronfølgerpar myrdes i Sarajevo.

5. juli: Østrig-Ungarn beder Tyskland om støtte ved en evt. konflikt med Serbien.

Tyskland giver tilsagn om støtte.

23. juli: Østrig-Ungarn sender ultimatum med krav om Serbiens betingelsesløse

accept. Serbien skal acceptere ultimatummet senest den 25. juli (48 timers

frist).

24. juli: Serbien appellerer til Rusland for støtte.

25. juli: Rusland anmoder Østrig-Ungarn om at forlænge tidsfristen i det sendte

ultimatum til Serbien, hvilket Østrig-Ungarn afviser. Serbien accepterer de

østrig-ungarske krav på nær enkelte forhold*, som ville betyde at landet

måtte opgive sin status som suveræn stat. Serbien beordrer mobilisering.

26. juli: Rusland indleder en præmobilisering. Østrig-Ungarn påbegynder begrænset

mobilisering mod den russiske grænse.

27. juli: Den tyske kejser finder Serbiens svar på ultimatummet for acceptabelt,

men diverse misforståelser gør at Østrig-Ungarn allerede er i gang med at

mobilisere og forberede sig på krig mod Serbien.

28. juli: Østrig-Ungarn erklærer Serbien krig.

29. juli: Rusland udsteder en delvis mobiliseringsordre som hjælp til Serbien

mod Østrig-Ungarn. Østrig-Ungarn påbegynder krigen mod Serbien og

bombarderer Beograd.

30. juli: Rusland opgiver den delvise mobilisering og påbegynder en total mobilisering,

som uundgåeligt dermed også er rettet mod Tyskland.

31. juli: Tyskland sender et ultimatum til Rusland og kræver at Rusland standser sin

mobilisering. Samtidigt sender Tyskland et ultimatum til Frankrig med krav om

at det erklærer sig neutralt ved en krig mellem Tyskland og Rusland. Begge

lande ignorerer de tilsendte ultimatummer. Frankrig beordrer mobilisering.

Østrig-Ungarn beordrer total mobilisering.

1. august: Tyskland og Frankrig mobiliserer. Tyskland sender en krigserklæring til

Rusland.

2. august: Tyskland sender en anmodning til Belgien om tilladelse til at lade de tyske

tropper passere igennem landet. Tyske tropper invaderer Luxemburg.

3. august: Tyskland erklærer krig mod Frankrig. Belgien afviser Tysklands krav om fri

troppegennemmarch.

4. august: Tyskland erklærer krig mod Belgien og invaderer landet. England kræver,

at Tyskland inden midnat har rømmet Belgien, men Tyskland svarer ikke.

Fra midnat er England også i krig med Tyskland. England mobiliserer.

Kilde: Gleichen, 2000, original 1918-20

* Af ultimatummets 11 hovedkrav accepterede Serbien de otte, ét krav blev accepteret hvis der blev fremlagt bevis

for påstanden, ét krav fik en betinget afvisning og ét en betinget accept. I Serbiens svar stod der ligeledes, at hvis

svaret på ultimatummet forekom utilfredsstillende foresloges mægling (Gleichen, 2000, original 1918-1920).

211. del krigen

bl.a.5Tyskland, Rusland, Belgien og Frankrig6. Den 4. august 1914 sluttede England sig til konflikten og erklærede Tyskland krig, efter at Tyskland havde invaderet Bel-gien og brudt Belgiens neutralitet. Belgiens neutralitet var blevet garanteret af stor-magterne, og et brud på internationale aftaler var nok en alvorlig sag, men ville det kunne udløse en verdenskrig?

Da den engelske ambassadør i Berlin mødte op hos den tyske kansler von Beth-mann-Hollweg (1856-1921) til et afskedsinterview, beklagede kansleren over for den engelske ambassadør, at det ikke var lykkedes at holde England uden for en krig.

5 Forkortelsen “[F.O.]” benyttes for “Forfatterens Oversættelse”.

6 For en fuldstændig oversigt over krigens parter og deres indtræden i krigen henvises til rapporten “Declarations of War, 1914-1918” udgivet i 1919 af US Department of State.

Markante citater om indledningen til krigen

Claes Kastholm Hansen siger i sin bog “Vanvid og velstand”, (1999):

“Det svimler for en, når man til bunds indser, at første verdenskrig, den største katastrofe

i menneskehedens historie, kom som en følge af misforståelser og kommunikationsbrister,

frygt for hinandens hensigter og militærstrategisk automatik”.

(Hansen, 1999)

Kurt Tucholsky (1890-1935), tysk journalist, forfatter og soldat under Den Første

Verdenskrig, udtalte den 23. juli 1929 i en anmeldelse af Emil Ludwig’s bog “Juli 14”:

“Folkene har ikke villet krig, ingen nation har villet det; gennem diplomatiets

indskrænkethed, skødesløshed og vrangvillighed blev det til ‘den dummeste af alle krige’.”

[F.O.] 5

“Nationerne rutsjede ud over kanten og ned i krigens kogende gryde, uden spor af

ængstelse eller bekymring … Nationerne bevægede sig baglæns ned i afgrunden … ikke en

eneste af dem ønskede krig; i det mindste ikke i denne udstrækning.”

[F.O.] skrev den tidligere britiske premierminister Lloyd George (1863-1945) i sin

erindringsbog “War Memories”, 1934

“Menneskene vil nødig tro, at store begivenheder har små årsager. Da verdenskrigen

begyndte, var de derfor overbevist om, at den måtte være resultatet af dybtliggende

kræfter. Det er svært at få øje på sådanne, når vi undersøger detaljerne. Der bestod intet

sted noget bevidst fortsæt om at fremkalde krig. Statslederne regnede fejl. De anvendte

de midler i form af bluff og trusler, der havde vist sig virksomme ved tidligere lejligheder,

men denne gang gik det hele galt. Den afskrækkelsesvirkning, de byggede på, blev ikke til

noget; statsmændene blev fanger af deres egne våben.”

(Bryld, 2006) A.J.P. Taylor (1963)


Nu var der ikke noget, der kunne holde krigen tilbage, og i den engelske pre-mierministers værelse i underhuset sad premierministeren Herbert Henry Asquith (1852-1928) alene denne aften, da hans hustru Margot trådte ind. Da hun spurgte: “Er det så alt sammen forbi?” svarede han uden at se op: “Ja, det er alt sammen forbi …” Hun gik hen og lagde sit hoved ind til hans og ingen af dem kunne tale for tårer. Den engelske udenrigsminister sir Edward Grey (1862-1933) sagde ved krigsudbruddet: “Lysene er ved at gå ud over hele Europa; vi vil ikke komme til at se dem tændt igen i vores

levetid”. (Baldwin, 1964, originalen 1962) Da den tyske ambassadør i Rusland havde afleveret krigserklæringen til Ruslands udenrigsminister, omfavnede ambassadøren og udenrigsministeren hinanden – og græd. Da zar Nikolaj II (1868-1918) sammen med sin familie modtog beskeden om krigserklæringen, græd de i fællesskab. Derpå gik de til slotskapellet og sad længe hensunket i bøn. (Olsson, 1967, originalen: 1964)

Nok havde nationalisme, militarisme, stormagtskonkurrence, rustningskapløb og almindelige krigsforberedelser drevet verden i retning af konflikt – men de fleste af Europas fyrster og regenter ønskede ikke krigen – og slet ikke verdenskrigen, men de fik den alligevel.

Krigens parter gav hver sin forklaring på krigen, dens årsager og ikke mindst grundene til at udkæmpe den til den bitre ende. Tyskland mente, at de var blevet omringet (die Einkreisung) af fjendtlige stater, som bl.a. kom til udtryk i de allian-cer, der var indgået mellem Frankrig og Rusland, og som indkredsede Tyskland. Det kæmpede en forsvarskrig især rettet mod russisk aggression. Derudover var Tysk-land blevet forfordelt i landenes kolonisering af fjerne verdensdele, og det ønskede en plads i solen på linje med andre stormagter. Østrigerne havde været udsat for terrorhandling fra en serbiskstøttet terroristorganisation, og det kunne bruges til at

Kædereaktion. Hvis

Østrig slår Serbien,

så kommer Rusland

til hjælp, men så vil

Tyskland hjælpe Østrig,

hvilket gør at Frankrig

og England vil hjælpe

Rusland.

Kilde: Avisen “Brooklyn Eagle”

1914

231. del krigen

retfærdiggøre en krig, men de havde også forud for krigen haft mange problemer med Serbien, som nu kunne finde en løsning.

Frankrig havde mange “gode grunde” til at gå i krig. De var blevet angrebet, og deres deltagelse i krigen kunne begrundes alene med at de forsvarede sig, men de havde yderligere et opgør til gode efter krigen med Tyskland i 1870-71, hvor Frankrig mistede Alsace-Lorraine. Da Tyskland erklærede Rusland krig, var Frankrig forplig-tet til krig mod Tyskland på grund af dets alliance med Rusland. Frankrig var ikke alene militært forbundet med Rusland; franskmændene havde også store økonomi-ske interesser i landet, idet Frankrig havde ydet anselige lån til Ruslands industriali-sering og militære oprustning.

Og så var der England. Englænderne gav moralske og traktatmæssige grunde for deres deltagelse i krigen. De kæmpede for at beskytte de små lande, og de henviste til Englands historiske fredsvilje. Men det var ikke hele forklaringen. England frygtede også en ændring i magtbalancen i Europa, og her så de i Tyskland en stadig mere betydningsfuld og potent konkurrent. Hvad russerne angik, så bad Serbien dem om støtte efter den østrig-ungarske krigserklæring. Rusland havde traditionelt støttet det serbiske folk, og de så med bekymring på Østrig-Ungarns bestræbelse for at opnå øget indflydelse på Balkan osv.

Dermed blev en ellers uforklarlig og meningsløs krig iklædt ædle og ophøjede motiver, som skulle få befolkningerne i de krigsførende lande til at ofre sig for natio-nen. Men der var langt flere grunde til krig, end hvad de oycielle erklæringer anty-dede. Georg Brandes (1842-1927) analyserede krigen og dens ophav og konkluderede, at statsmænd normalt ikke handler af moralske grunde, men af politiske. De forsøger ikke blot at opretholde ret, men de varetager primært deres landes interesser. Det blev klart udtrykt af den engelske premierminister Lord Palmerston (1784-1865) med ordene udtalt i parlamentet i 1848: “Vi har ingen evige allierede, og vi har ingen evige fjender. Vores interesser er evige og evindelige, og disse interesser er det vores pligt at for-

følge”. Mange internationale stridigheder kunne ikke retfærdiggøres ud fra moralske grunde, men kunne kun forstå som et udslag af en simpel national interessevareta-gelse7. Og på dette grundlag praktiserede landene deres politik. Brandes sammenfat-tede, hvad han anså som krigens hykleri med ordene:

“Enhver af de kæmpende Stormagter hævder, at den Krig, den fører, er Nød-værge. Alle er de overfaldne; alle kæmper de for deres Eksistens. For Alles Ved-kommende er Myrderiet Nødværge, som alle Løgne er Nødløgne. Men da ingen af Magterne altsaa har attraaet Krig, saa lad dem slutte Fred”. (Brandes, 1916)

7 Englands og Ruslands interessedeling af Persien mellem sig [1907], eller Frankrig der gjorde Marokko til et fransk protektorat [1912].


Og dermed var krigen i gang. Krigens to parter var centralmagterne og de allierede8. Centralmagterne bestod af Tyskland, Østrig-Ungarn, det Osmanniske Rige [fra 1919 kaldet Tyrkiet] og fra 1915 også Bulgarien. De allierede bestod i starten af Frankrig, Rusland, England9 [det britiske imperium], Belgien, Serbien, Japan og senere i krigs-forløbet også af Italien, Rumænien, Japan, USA og en lang række andre lande.

8 Der benyttes også betegnelserne “Ententen” eller “Entente-magterne” om alliancen mellem England, Frankrig, Belgien, Italien og Rusland.

9 “England” benyttes synonymt for det britiske imperium. Tilsvarende benyttes “Frankrig” for Frankrig og alle dets besiddelser.

Krigens lande og regenter

De allierede/EntentemagterneRusland Nikolaj II

Frankrig Raymond Pioncaré

England George V

Italien Victor Emmanuel III

USA Woodrow Wilson

Japan Yoshihito

Serbien Peter I

Rumænien Ferdinand I

CentralmagterneØstrig-Ungarn Franz Joseph I (1914-16)

Karl I (1916-18)

Tyskland Wilhelm II

Det Osmanniske rige Mehmed V

Bulgarien Ferdinand I

Verdenskortet 1914: Krigens parter.

Kilde: GNU

¨ De allierede lande ¨ Centralmagterne ¨ De neutrale lande

251. del krigen

Krigen var således i ordets egentligste forstand en verdenskrig. Man udkæmpede slag i Tyrkiet, i det øvrige Mellemøsten, i Kina og i Afrika, men på mange måder blev krigen i Europa synonymt med Den første Verdenskrig, og det er den del af ver-denskrigen, som stadig fremkalder flest billeder i vort sind. Her vil vi stille skarpt på begivenhederne, som de udspandt sig på slagmarkerne i Europa. Men vi skal i denne forbindelse ikke glemme, at der samtidig foregik en anden form for krigsførelse – nemlig kampen om meninger, sympatier og livssyn. I kampen om tidens holdninger til retfærdighed, skyld, militarisme, demokrati, tro og mangel på tro, krig og fred osv. blev det især fronten mellem tyske ideer og filosofier på den ene side og fransk/engelsk tankegods på den anden side, som satte sig spor. Denne kamp forløb samti-digt med den militære krigsførelse – det kommer vi meget mere ind på senere.

Krigsudbruddet blev modtaget med begejstring – af sted og ‘hjem til jul’

I Tyskland meldte 1,4 million mand sig frivilligt i løbet af fire uger. Andre lande oplevede en lignende tilstrømning. Zar Nikolaj II lod sig hylde på Vinterpaladsets balkon. Folket jublede og sang nationalsangen, og de afsluttede med at falde på knæ for deres zar. I den rus, der blev skabt med krigsudbruddet, oplevede de frivillige soldater et nyt kammeratskab. Alle stands-, sprog- og religionsforskelle udslettedes på et øjeblik. Hvor man tidligere ikke blot var fremmede over for hinanden, og måske endda undgik hinanden, så trykkede man nu hinanden i hånden, og man hilste til højre og venstre. Det lignede et billede af en skovtur. Man var fælles om noget større, og i øvrigt var man “hjemme til jul”.

Når vi i nutiden forsøger at forstå glædesrusen ved krigsudbruddet, hæmmes vi af, at vi ved, hvad der efterfølgende skete. Hvis vi vil forsøge at se tingene, som samtiden så dem, kræver det, at vi skal glemme, at det hele endte i, hvad eftertiden har kaldt en ‘urkatastrofe’. Det kan derfor give god mening, at forsøge at finde ud af, hvad samti-den talte om, hvad der var oppe i tiden, hvilke ideer dominerede, hvilke strømninger gik gennem de forskellige befolkningslag. I øvrigt havde der været fred i Europa i ganske mange år, og hvad der kunne bryde den grå hverdag? – det kunne en rask krig.

Historikeren Henrik Jensen om at forudse konsekvenser eller efterfølgende at forklare

årsagerne til dem:

“Der er en radikal forskel mellem at forstå det tredje rige i lyset af, hvad der skete i august

1914, og at forstå august 1914 i lyset af det tredje rige”

(Jensen, 2003)


Forventninger til deltagelse i krigen

En 21-årig fransk infanterist jublede da krigen brød ud. Han frygtede ikke krigen, men at

krigen ville være overstået, inden han nåede fronten. Som han skrev: “Hvor ydmygende

ville det ikke være ikke at deltage i min generations største eventyr”.

(Englund, 2009, originalen 2008)

En ung kabinetschef i det franske kunstministerium, som var medlem af en berømt

familie med anarkistiske og antikrigs-synspunkter, sagde til Georg Brandes: “Mit Livs

højeste Ønske er snart at opleve den Dag, da jeg tager mit Gevær og gaar mod Grænsen.”

(Brandes, 1916)

Adolf Hitler (1889-1945) havde set krigen komme – og han bød den velkommen.

Han skrev i Mein Kamp: “ … Gid himlen dog endelig ville give skæbnen, der ikke længere

lod sig standse, frie tøjler. Så ramte da også den første mægtige lynstråle jorden; uvejret

brød løs og himlens torden blandede sig med drønet fra verdenskrigens batterier.”

(Hitler, 1934, originalen 1925-1926)

“ … – alt var parat. Kun hans grav manglede: Men det tager ikke lang tid at grave et hul

i jorden. Vi kender intet tilsvarende billede i den menneskelige historie, som virker mere

umiddelbart gribende end billedet af disse tolv millioner mænd, der travlt optaget af

hverdagens bekymringer, håb og glæder arbejder i deres marker eller fabrikker eller i

disse sommeraftner sidder uden for hjemmets dør omgivet af hustru og børn, mens de

lægger beskedne planer for kommende dagsværk eller for festaftner, uvidende om den

skæbne, der nærmer sig, en skæbne som vil berøve dem alt hvad de ejer. Kun et signal er

nødvendigt for at omskabe disse mængder af fredelige bønder og arbejdere til mægtige

hære, som år efter år skal sønderrive hverandre med alt videnskabens maskineri, med alle

racers lidenskab og mænds trofaste lydighed”.

(Churchill, 1935, originalen 1933)

Rekrutteringskontor

i Irland.

271. del krigen

Krigens strategier og mobiliseringens anatomi

Mobiliseringen af de mange soldater og transporten fra deres hjem til fronten udgjorde en enorm militærlogistisk udfordring. Alle lande havde udarbejdet kompli-cerede planer for, hvordan krig skulle forberedes. Man mente, at der var planlagt for alle eventualiteter, men alligevel havde man ikke taget højde for den udvikling, som netop udløste Den første Verdenskrig.

Tyskland havde planer for, hvordan man kunne angribe Frankrig, hvis krigen skulle bryde ud mellem de to lande. For Tyskland var en to-frontskrig mod Frank-rig og måske også England mod vest og Rusland mod øst et rædselsscenarie. Tysk-land vidste, at man i længden ikke ville kunne vinde en krig, der skulle udkæm-pes samtidigt på to fronter. Den tyske strategi byggede derfor på en hurtig sejr over Frankrig. Den såkaldte ‘Schlieien-plan’ opererede med et koncentreret angreb mod Frankrig med en overlegen styrke, som skulle gøre krigen til en kortvarig aiære. Det skulle være en gentagelse af den fransk-tyske krig 1870-71 – eiektiv og hurtig. Tyskerne planlagde at omgå de franske forsvarsværker, som lå som en kæde langs den fransk-tyske grænse. Tyskland ville gå gennem det neutrale Belgien og angribe Frankrig fra “ryggen”. Tilsvarende havde franskmændene udarbejdet planer for krig mod Tyskland. Ved en krig med Tyskland ville Frankrig iværksætte ‘plan XVII’, der indeholdt et fransk angreb via Lorraine og Ardennerne.

Et centralt element i den franske strategi hvilede på den franske soldats kamp- vilje. Den franske militære ledelse fastholdt helt urealistisk, at Frankrig kunne vinde

Tysk troppe-

transport og

af sted til

fronten.


en militær sejr baseret på høj kampmoral – eller “élan”10, som det hed på fransk. Viljen til sejr ville være afgørende og betyde mere end moderne våben.

At instrumentere en krig med millionhære var en voldsom logistisk udfordring. En central militær strategi var at flytte hærene hurtigt frem til fronten og flytte trop-per mellem forskellige steder ved fronten, efter hvordan krigsforløbet udviklede sig. Der var lagt detaljerede togplaner for hvorfra, hvorhen og hvornår, tropperne og deres materiel skulle transporteres. Det hele fungerede som efter en drejebog. Når planen var sat i bevægelse, kunne der ikke improviseres ved at ændre i køreplaner og afgangstider, endsige få togene til at vende om og køre baglæns. Det kunne gøres, når transporten var baseret på heste og hestevogne, men ikke når det drejede sig om jern-baner og togdrift. Man havde sat noget i gang, som man i virkeligheden ikke ønskede, men ikke kunne stoppe. Den engelske historiker A.J.P. Taylor (1906-1990) fremsatte den provokerende teori, at krigen ligefrem var en følge af togenes køreplaner.

Evnen til at flytte store hære mellem forskellige frontafsnit var noget nyt. Det udstrakte jernbanenet gjorde forsvaret stærkere. Når en del af fronten var truet, kunne reserverne hurtigt flyttes til styrkelse af forsvaret i dette frontafsnit. Togene

10 “Élan” er fransk og betyder tilløb, spring, fart, begejstring.

Franske soldater mødte ved krigens start op i blå

militærfrakke og røde uniformsbukser, og ikke i grå

uniform som tyskerne, eller khaki som englænderne.

Franskmændene ændrede først uniformerne i 1915,

men indtil da skulle den ydre fremtræden afspejle indre

fransk “grandeur”.

Foto: Wikipedia, Antonov.

Franske soldater m

militærfrakke og rød

uniform som tysker

Franskmændene æn

men indtil da skulle

fransk “grandeur”.

Foto: Wikipedia, Antonov

291. del krigen

kunne imidlertid ikke umiddelbart bruges på fjendens territorium. Når militæret var tvunget til at trække sig tilbage, blev broer og jernbanespor ødelagt. I Rusland havde zaren besluttet at vælge en anden sporvidde end den tyskerne allerede havde valgt – af frygt for en tysk invasion. Når man har en standard, er det nemt at vælge en anti-standard (Taylor, 1968, originalen 1963)11.

Landenes evne til hurtig mobilisering var forskellig. Tyskland kunne mobilisere i løbet af ti dage. Det var derfor forbeholdent over for at indlede langvarige forhand-linger og forligsbestræbelser, hvis det hele alligevel ville ende med en krig. Med et langvarigt forhandlingsforløb og en efterfølgende krig ville Tyskland miste en afgø-rende fordel i krigens indledende faser.

Rusland havde andre problemer. De russiske mobiliseringsplaner udgjorde i sær-lig grad én sammenhængende plan, som ikke hurtigt kunne tilpasses krigstruslens udvikling og konfliktens art og omfang. Rusland støttede Serbien i konflikten med Østrig-Ungarn. Da Østrig-Ungarn fandt, at deres ultimatum til Serbien ikke var ble-vet opfyldt på alle punkter, mobiliserede Østrig-Ungarn langs Serbiens og Ruslands grænser. Den 28. juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig og samtidig forbe-redte Rusland sig på mobilisering.

Normalt opfattes mobilisering som en forberedelse til krig og ikke en del af en krig. I praksis blev den i datidens militære forberedelse en næsten uafvendelig del af krigen (Nordin, 1998). Hvor en politiker måske så en mobilisering som et sidste skridt i en diplomatisk eskalering og som den mest alvorlige advarsel, så var den ud fra en militær synsvinkel en del af krigen. Politikerne i Rusland ønskede at sende en advarsel til Østrig-Ungarn, og det blev gjort ved at udstede en partiel mobilisering [mobilisering langs den Østrigske grænse]. Zar Nikolaj ændrede det til en alminde-lig mobilisering, for til sidst at beslutte sig for partiel mobilisering12, men det store maskineri var da allerede blevet sat i gang – almindelig mobilisering (Gleichen, 2000, original 1918-1920). I England sad en liberal politiker og ægte civilist – den engelske udenrigsminister Grey – og mente, at den russiske mobilisering var en alvorlig, men rimelig foranstaltning og ikke skridtet ind i krigen. Han regnede med at kunne fort-sætte forhandlingerne også efter udstedelsen af mobiliseringsordren – men han tog fejl. Mens diplomaterne truede og gruede over, hvad de havde sat i gang, for dernæst

11 Det første store eksempel på jernbanens betydning i krig har vi fra den amerikanske borgerkrig. Nordstaterne havde én fælles sporvidde, men sydstaterne havde 4 forskellige sporvidder bl.a. med ressourcekrævende omladninger til følge. Det var én blandt flere faktorer der fik betydning for sydstaternes nederlag.

12 Da zaren fik at vide, at almindelig mobilisering sandsynligvis ville føre til krig udbrød han: “Vi må gøre alt for at redde freden. Jeg vil ikke tage ansvaret for at sætte et masseslagteri i gang”. Derefter tilbagekaldte han den almindelige mobilisering, mindre end en halv time efter at han havde givet den.


at fortryde og så igen hæve stemmerne, blev de i virkeligheden ofre for og fanger af deres egne forestillinger.

Hvis man vil “lege” med mobiliserings-truslen/våbnet, må man kende mobilise-ringens anatomi. Det var ikke en fast del af udenrigsministrenes uddannelse. Dette manglende kendskab til hvilket våben mobilisering var, førte gradvist til en fuldbyr-det krig (Olsson, 1967, originalen: 1964).

Krigens taktikker, våben og propaganda

Forud for krigens udbrud havde nationerne oprustet, og med krigen blev helt nye teknologier og taktikker afprøvet. Krigen begyndte som en angrebs-, lyn- og bevæ-gelseskrig, men blev kort efter krigsudbruddet en forsvars- og stillings-krig. Det var forventningen, at krigen ville vare i nogle få måneder, men i stedet blev det hoved-sageligt en skyttegravskrig, der varede i mere end fire år. Taktikkerne viste sig ikke at holde i virkeligheden, og erfaringerne fra krigen kom til at påvirke fremtidens krigsførelse.

Krigen blev uhyggelig blodig. Maskingeværet var et nyt dødbringende våben, som med stor eiekt kunne anvendes i en skyttegravskrig. Ethvert forsøg på at overløbe fjendens skyttegrave var en blodig og dødelig aiære. Selv om fjendens skyttegrave og befæstninger var blevet bombarderet med tungt artilleri forud for infanteriets stormløb, kunne mange søge ly og gemme sig i beskyttelsesrum. Når et artilleri-bom-bardement var overstået, sendtes infanteriet “over the top”, dvs. kravlede op fra egne skyttegrave. Samtidigt havde modparten gjort sig klar i skyttegravene, ved maskin-geværrederne og mejede de fremrykkende soldater ned. Erobrede stormtropperne den første skyttegrav, lå der en anden og måske tredje skyttegrav klar til at mod-tage angriberne. Soldaten vidste, at hans chancer for overlevelse var afhængige af evnen til at efterleve den simple regel: “Sørg altid for at være i dækning”. Soldater-nes liv ved fronten kunne således let komme til at handle om et liv under konstant beskydning, i mudder og med lus osv., men det handlede også om ensformigheden og ventetiden kun afbrudt af deltagelsen i de store slag.

De store slag ved Verdun og Somme på Vestfronten eller ved floden Isonzo i grænselandet mellem Italien og Østrig-Ungarn (nu en del af Slovenien), eller ved Gallipoli i Tyrkiet vil altid blive fremhævet på grund af det meningsløse blodbad set i lyset af de helt betydningsløse resultater. Sådan må enhver “civilist” mene og sikkert også de fleste militærteoretikere. Slagene blev udført med en kynisme, som eksempelvis udtrykt af den tyske general Falkenhayn (1861-1922), da han igangsatte angrebet på Verdun, som var et imponerende fransk fæstningsværk på Vestfronten. Han ville egentlig ikke erobre Verdun – det var fint hvis det skete – men det var

311. del krigen

hans mål at slide den franske hær op, og angrebets succes var afhængig af antallet af dræbte franske soldater. Strategien var at udmatte fjenden, “Ermattungsstrate-gie”. Sådan har Falkenhayn beskrevet sin strategi i sin erindringsbog (Falkenhayn, 1920): “Inden for vor Rækkevidde, bag Vestfrontens franske Afsnit, er der Angrebsmaal, som den franske Generalstab vil være tvunget til at kaste hver eneste Mand ind paa at

fastholde. Hvis man gør det, vil Frankrigs Kampkraft forbløde sig – da der ikke kan være

tale om frivilligt Tilbagetog – hvad enten vi naar vort Maal eller ej. Hvis man ikke gør det,

og hvis vi naar vort Maal, vil den moralske Virkning i Frankrig være overvældende”. 13

(oversættelsen er taget fra Winston Churchills bog ‘Den store Krig’ (Churchill, 1935, originalen 1933)).

Ved den franske by Somme stod et andet af krigens store slag. Slaget blev indledt med en allieret oiensiv hovedsagelig udført af engelske soldater. Oiensiven blev ledet af den engelske general Douglas Haig (1861-1928). Slaget ved Somme i 1916 kostede den engelske hær 60.000 døde og sårede mænd på en enkelt dag. Haig fastholdt sine oiensive strategier med bemærkningen om, at en krig ikke skal bedømmes ud fra et enkelt slag, men ud fra krigens resultat. I sin afsluttende indberetning om slaget ved Somme skrev general Haig: “Det er ikke desto mindre tilstrækkeligt bevist, til at det ikke kan drages i tvivl, at fjendens tab af mandskab og materiel har været betydelig større end

de allieredes” (Churchill, 1935, originalen 1933)14. Virkeligheden var en anden.

13 Nogle historikere mener, at Falkenhayns strategi er formuleret efter krigen og som en forklaring (og undskyldning) for at det ikke lykkedes tyskerne at indtage Verdun.

14 Somme-slaget kostede skønsmæssigt de allierede et tab (døde, savnede og sårede) på omkring 600.000 soldater mod tyskernes omkring 450.000. Skønnene over parternes tab varierer meget.

Skyttegraven i teorien – og i praksis …


Krigsbilleder fra fronten

331. del krigen

Engelske soldater forlader

skyttegraven – “over the top”.


De store slag i Den Første Verdenskrig

Tannenberg

August 1914

Østfronten, tysk sejr over

den russiske hær

Marne

September 1914

Vestfronten, tysk fremmarch

standset

Gallipoli

Februar 1915

Tyrkiet, fejlslagen engelsk

landsætning

Verdun

Februar-december 1916

Vestfronten, tysk angreb

afvist

Somme

Juli-november 1916

Vestfronten, fejlslagen engelsk

offensiv

Passendale eller 3. Ypresslag

August-november 1917

Vestfronten, fejlslagen allieret

offensiv

Corporetto eller Isonzo slaget

Oktober-november 1917

Den italienske front, succesfuldt

tysk-østrig-ungarnsk angreb

Kortet viser de allieredes erobringer ved

Somme i perioden 1. juli-18. november

1916. Fronten rykkede mindre end ti km

frem.

Civiliseret krig

“Civiliseret krig skal ifølge lærebøgerne i videst muligt omfang begrænses til afvæbning

af fjendens styrker, i modsat fald ville krigen fortsætte, indtil en af parterne var

udslettet. ‘Der er god grund til … at denne praksis er blevet en vane blandt Europas

nationer.’”

Kilde: Encyclopedia Britannica, 11. udgave, 1911 (!), artiklen krig

351. del krigen

Krigen på Vestfronten stivnede i opslidende slag, og der kom ikke afgørende gen-nembrud for nogen af parterne. På Østfronten lykkedes det imidlertid den tyske hær at presse Rusland i knæ. I 1917 sluttede krigshandlingerne mellem Tyskland og Rus-land. Kort forinden var den russiske krigsindsats blevet svækket alvorligt af mangel på våben, ammunition og andet materiel. Omkring 1 million russiske soldater deser-terede, og som Lenin udtrykte det: “de stemte for freden med deres ben”. Zaren var blevet styrtet, og en ny borgerlig regering kom til magten, som i løbet af relativ kort tid blev væltet af Lenin (1870-1924).

Det var et anseligt problem for de allierede, at Tyskland nu kunne frigive de store styrker, som havde været bundet på Østfronten og flytte dem over til kampene på Vestfronten. Det gav Tyskland nyt håb om at kunne vinde krigen. Internt i Rusland søgte styrets modstandere at støde Lenin fra magten – og den russiske borgerkrig var en realitet. Den skulle komme til at vare de næste tre år, og først derefter var den bolsjevikiske magtovertagelse med Lenin i spidsen endelig sikret. Sovjetunionen blev oprettet i 1922.

Våben

Nye våben og forsvarsværker blev taget i brug. Skyttegrave15, pigtrådsafspærringer og landminer blev brugt som forsvar mod angribere. Håndgranater, giftgas16 og flam-mekastere blev brugt i forbindelse med angrebene på fjendernes skyttegrave. Begge parter brugte disse våbentyper i forsøget på at få det ultimative gennembrud i fjen-dens linjer.

Senere i krigen introducerede englænderne tanks. De var resultatet af et lang-varigt udviklingsarbejde, inden de i slutningen af krigen blev sat ind på Vestfronten i større antal (Stern, 1919)17. Motoriserede armerede køretøjer på larvefødder, som kunne forcere fjendens pigtrådsafspærringer og give læ for infanteriet, der kunne bevæge sig frem i ly af disse “bevægelige fæstninger”. Synet af disse “uhyrer” må have skræmt enhver hærdet tysk soldat, men næsten ethvert våben blev hverdag, og man fandt et forsvar imod det.

15 Nogle historikere har anslået den samlede længde af begge parters skyttegrave til over 40.000 km eller mere end jordens omkreds.

16 Giftgas: Opgørelse over de samlede tab af døde og sårede på samtlige fronter varierer meget. Et skøn lyder ca. 1,3 million gasofre; heraf døde ca. 90.000. Gas blev således ikke den store “dræber” sammenlignet fx med maskingeværet.

17 Tanks var allerede blevet indsat i slaget ved Somme i 1916, men i ringe antal og uden den store eiekt. England havde dog nået at få tyskerne gjort opmærksomme på deres nye hemmelige våben.


Krigsførelsen var ikke kun et spørgsmål om, hvem der kunne producere mest artilleri eller flest maskingeværer, stille med de fleste soldater osv. Det var også et kapløb om, hvem der kunne introducere nye krigsstrategier, og hvem der kunne opfinde nye angrebsvåben eller nye forsvarstyper.

I landkrigen havde man forsøgt at introducere nye våben og nye taktikker for at vinde krigen, og sådan var det også i søkrigen. Der blev udviklet nye typer krigs-skibe18. De allieredes krigsskibe blokerede centralmagternes havne for at afskære fjenden fra at få forsyninger frem ad søvejen. Tyskerne svarede igen ved blandt andet at føre u-bådskrig. Dette medførte store tab for de allieredes flåder, og det betød, at der måtte findes et bedre forsvar. De allierede reagerede på forskellig vis over for den alvorlige trussel, som de tyske u-både udgjorde. Krigsskibene medbragte dybvands-bomber; de anbragte skjulte kanoner på hvad der lignede civile skibe, og de indførte konvoj-sejlads, hvor mange civile skibe sejlede samlet under beskyttelse af krigsskibe. I modsætning til landkrigen, som stort set kun havde soldater som direkte ofre, så skabte krigen på havet megen opmærksomhed, fordi den krævede forholdsmæssigt mange civile ofre.

Den engelske regering ønskede i virkeligheden, at tyskerne faldt for fristelsen til at angribe neutrale landes skibe, som Churchill skrev i sin bog ‘The World Crisis’: “Den manøvre, der vinder en forbundsfælle, er lige så nyttig som den, der vinder et stort slag”. Englænderne tilskyndede de engelske rederier til at føre falsk flag fra neutrale nationer – og bedst ville det være at føre amerikansk flag. Churchill forudså – og imødeså – det tidspunkt, hvor tyskerne sænkede skibe med amerikanske statsbor-

18 Kejser Wilhelm mente at Tysklands fremtid lå på vandet. Tyskland begyndte en kraftig udbygning af sin krigsflåde, hvad der skabte bekymring i England. Den første Verdenskrig havde kun et enkelt større søslag juni 1916, nemlig Jyllandsslaget. Tyskerne mistede 3000 mand, mens englænderne mistede 7000 mand.

“Gassed”. John Singer Sargent’s billede af engelske soldater blindet af sennepsgas.

371. del krigen

gere, fordi det før eller siden ville bevirke, at USA gik ind i krigen på de allieredes side.

Og så skete det. Den 7. maj19 1915 blev passagerskibet “Lusitania” torpederet af en tysk u-båd ved Irlands sydkyst, og mellem 1200 og 1500 mennesker omkom. Lusitania sejlede mellem England og USA, og 128 af passagererne var amerikanere. Den tyske ambassade i USA havde forud for sænkningen af Lusitania indrykket en annonce, hvor man advarede passagerer om risikoen for, at skibe med engelsk flag ville blive sænket, når de nærmede sig engelsk farvand. Alligevel vakte denne hæn-delse voldsom opstandelse i USA og medførte, at Tyskland indførte forbud mod tyske angreb på passagerskibe (McKercher, 1998), og omtrent et halvt år efter torpederin-gen af Lusitania gav Tyskland en oyciel undskyldning og lovede at betale erstatning for de dræbte amerikanere.

Lusitania og andre store passagerskibe var allerede fra planlægningsstadiet for-beredt til at indgå i henholdsvis den engelske og tyske flåde som hjælpekrydsere. Lusitania havde tidligere sejlet med ammunition fra USA til England, og gjorde det sandsynligvis også på den skæbnesvangre sidste rejse20. Det virkelige hændelsesfor-løb gled i baggrunden, fordi de allierede fastholdt det enkle budskab: Tysk u-båd har sænket engelsk passagerskib med mange civile ofre.

I 1917 blev diskussionen om berettigelsen af sænkningen af Lusitania ligegyldig. I 1917 eskalerede Tyskland yderligere krigen på havet og besluttede at indføre uind-skrænket u-bådskrig. Dermed var Lusitania blot en fortidig episode. Erklæringen

19 Som en påmindelse om tyskernes sænkning af Lusitania lod sejrherrerne tyskerne modtage første udkast til en fredsaftale netop på årsdagen, nemlig den 7. maj 1919.

20 Winston Churchill skriver i sin erindringsbog ‘Den store krig’ om Lusitania: “… der ganske vist medførte ammunition, men ogsaa fyrre smaabørn”.

Maskingevær, håndgranat og gasmaske. Engelsk tank.


blev en væsentlig begrundelse for USA’s beslutning om at gå ind i krigen på de allie-redes side.

Krigen blev ført på land og til havs og som noget nyt også i luften. Den første flyvemaskine løftede sig fra jorden i december 1903, da Orville Wright gennemførte historiens første flyvning. Der skulle ikke gå længe, før denne teknologiske nyska-belse blev brugt til krig. Flyvemaskinerne blev først og fremmest benyttet til reko-gnoscering og observering af fjendens positioner og bevægelser, men flyene kæm-pede også indbyrdes om luftherredømmet. Luftkrig mellem fly var noget nyt, og krigens piloter fik hurtigt heltestatus. De udkæmpede luftdueller – kæmpede mand mod mand – som ridderne i gamle dage. Og de var langt mere synlige end hundred-tusinder af mænd i skyttegravene. Mest kendt er nok “Den røde Baron”, tyskeren Manfred von Richthofen (1892-1918), som vandt 80 luftdeller, inden han selv blev skudt ned og døde april 1918 (Sørensen, 2005)21.

Krigsflyene blev imidlertid også benyttet mod civile mål. Selv om ødelæggelserne var begrænset, skabte de første terrorbombardementer fra luften frygt og væmmelse. Der var en umiddelbar uvilje mod at inddrage civile i krigshandlingerne.

Og så var der zeppelinerne, de store tyske luftskibe. Zeppelinerne blev i star-ten kun benyttet til rekognoscering, men senere hen også til bombning af civile. Kejseren havde i begyndelsen strengt forbudt at benytte zeppelinerne til angreb på den engelske hovedstad, og derfor var målene småbyer uden for London. På et bom-betogt kastede zeppeliner ‘L6’ sine fem sprængbomber og 30 brandbomber over et

21 Den røde baron var blevet skudt ned bag de engelske linjer. Hans begravelse foregik med fuldt militært honnør i respekt for den røde baron og hans militære “bedrifter”.

Lusitania. Sænkningen af Lusitania blev benyttet i

hvervningskampagner.

391. del krigen

par landsbyer nordøst for London. Skaderne blev opgjort til ét skadet hus og én såret pige. (Gleichen, 2000, original 1918-1920)

Først fra maj 1915 blev også selve London og andre storbyer bombet. Der var tale om reelle terrorbombardementer fra luften, men deres virkning skal nok mere ses i den frygt de store maskiner skabte, end ved deres faktiske formåen.

Krigsførelsen i Den første Verdenskrig blev udført med en mærkelig blanding af på den ene side sofistikeret teknologi med maskingeværer, flammekastere, giftgas, fly og tanks og på den anden side århundredgamle, simple teknikker som at grave huller og dukke hovedet.

Den første Verdenskrig huskes snarere for dens skyttegrave end for dens tekno-logisk avancerede våben.

Propaganda

Krigen blev ikke kun ført mod fjendens mænd i skyttegravene, men også på hjemme-fronten foregik der en krig om tanker og holdninger.

Det engelske propagandakontor, War Propaganda Bureau, inviterede en række forfattere til møde allerede i september 1914 med henblik på at diskutere, hvordan man bedst muligt kunne fremme Englands interesser under krigen. Blandt de for-fattere, som mødte frem, var Arthur Conan Doyle (1859-1930, skotsk læge og forfat-ter), G. K. Chesterton (1874-1936, forfatter og journalist), Rudyard Kipling (1865-1936, engelsk nobelprismodtager, forfatter og digter) og H. G. Wells (1866-1946, histori-ker og forfatter). Etablering af landenes propagandaafdelinger var en krigshistorisk nyskabelse. (Knudsen, 2004)

Den røde baron Richthofen

lever i dag videre som pc-spil.

Det er dog Snoopy, der er

helten.


Propagandaen under Den første Verdenskrig havde en højstemt patriotisk tone – som al krigspropaganda. Den første Verdenskrig blev den første krig, hvor der blev gjort udstrakt og systematisk brug af propaganda22. Plakater var en forholdsvis billig form for massekommunikation, og der blev skønsmæssigt lavet mere end 30.000 forskellige (Darracott, et al., 1972). Plakaterne appellerede til at melde sig frivilligt til militærtjeneste - de opfordrede til godgørenhed, til sparsommelighed, til opmærk-somhed over for fjendtlige ører og øjne, eller de anmode om økonomisk støtte og optagelse af krigslån osv.

Når vi i dag betragter plakaterne, giver det os ofte et vist ubehag. Propagandaen fremmede dyrkelsen og forherligelsen af nationen og appellerede til de laveste men-neskelige instinkter, hvor fjenden ikke tilskrives menneskelige træk.

De allierede betegnede tyskerne som barbarer eller “hunner”. Hunnerne havde i folkevandringstiden hærget Europa, og nu var det tyskernes tur til at tyrannisere Europa. Kejser Wilhelm23 fik i den allierede propaganda tilnavnet Attila (ca. 406-453), hunnernes frygtede konge. At fremstille tyskerne som nutidens hunner var et

22 Brug af “flyveblade” som propaganda-våben var allerede taget i brug i forbindelse med trediveårskrigen (1618-1648).

23 Kejser Wilhelm II havde i 1900 holdt en tale for tyske soldater, som skulle sendes til Kina i forbindelse med bokseropstanden. Her sagde han bl.a. “Som for tusinde år siden da Hunnerne under deres konge Attila indlagde sig et navn, der endnu står som vældigt i overleveringen, således

skal I gøre det tyske navn bekendt …”.

Zeppelinernes angreb på England

• I perioden 1915-1918 blev der gennemført

lidt over 200 angreb med zeppelinere.

• Der blev kastet omkring 6000 bomber.

• Lidt over 500 mennesker døde, hvoraf de

civile ofre udgjorde langt hovedparten.

• Mere end 1000 mennesker blev såret ved

angrebene.

Kilde: Years of the Sky Kings, by Arch Whitehouse,

Doubleday, 1964

411. del krigen

virkningsfuldt skræmmebillede i propagandaøjemed, og det blev da også uden blusel brugt på plakaterne.

En engelsk plakat påstod, at “De britiske kvinder siger: Gå” – underforstået “Gå i krig” eller “Tag dig nu sammen og se at komme med i krigen”. Ville en hustru sige til sin mand i sine børns påhør: “Gå i krig”? Måske måtte hun acceptere, at manden ville slås for sit land og sine idealer, men med plakaten efterlades man med indtryk-ket af et hjemligt skænderi, hvor manden talte på knapper – skal/skal ikke – og til sidst måtte hustruen så tage beslutningen – “Du skal altså af sted til fronten, og hvad vil du ellers have, at jeg skal sige til vore børn eller naboen? Gå nu!”

Der er også historien om tyske soldaters korsfæstelse af en canadisk soldat. Det blev anledning til en af de mest sejlivede beretninger om tysk grusomhed. Var det virkelig sket, eller var det et eksempel på rayneret engelsk propaganda? Kunne tyske soldater virkelig finde på en sådan umenneskelig handling? Historien har været efterforsket, og efter en række canadiske og engelske historikeres opfattelse er histo-rien opdigtet, men der er ikke nogen fastslået enighed herom. Korsfæstelsen forblev en fortælling, der blev hørt og viderefortalt og levede videre med et rygtes livskraft. Historien blev gengivet i mange aviser og ikke mindst af avisen ‘The Times’, der var ejet af den tyskfobiske Viscount Northcliie. Både under og efter krigen krævede tyskerne beviser for den påståede udåd, men den canadiske regeringen kunne ikke levere bevis for historiens rigtighed. Canadiernes problem bestod i, at øjenvidnebe-retningerne var uklare og ofte indbyrdes i modstrid med hinanden24, og at der aldrig var fundet et korsfæstet soldaterlig. Efter krigen udarbejdede den engelske kunstner Francis Derwent Wood en skulptur af korsfæstelsen – og så var det, der meget vel kunne være et rygte, nu foreviget i bronze.

Det kan være svært at gøre fjendens nedslagtning af 100.000 soldater forståe-lig og anvendelig i krigspropagandaen. De store tal forbliver uforståelige, hvorimod krigsforbrydelse på enkeltpersoner trænger igennem de flestes menneskers panser af ufølsomhed. Det gjaldt bl.a. tyskernes henrettelse af den engelske sygeplejerske Edith Cavell25, som arbejdede på et hospital i det besatte Belgien, og som havde hjul-pet mere end 200 engelske, belgiske og franske sårede krigsfanger til at flygte til det neutrale Holland (Willmott, 2004, originalen 2003). Det virker, når der sættes ansigter på grusomhederne, og når det virker – udnyttes det også i krigspropagan-daen.

24 To soldater, en engelsk og en canadisk, bevidnede, at de havde set den korsfæstede soldat, men ingen af de to soldater var nærmere hinanden end tre kilometer den pågældende dag, og i den ene beretning fandt begivenheden sted mange tusind meter fra det sted, hvor tyskernes indtrængen havde fundet sted.

25 De allierede henrettede to tyske sygeplejersker på tilsvarende baggrund.


Plakaten som propagandamiddel

Tænkemåden bag udformningen af plakaterne var simpel: 1) Overbevis om at alle andre

også gør “det”; 2) Benyt ord som appellerer til følelserne; 3) Lad kendte personer og

tillidsvækkende “eksperter” opfordre til handling; 4) Benyt billeder som associeres med

følelser på godt eller ondt.

431. del krigen

Billede fra en propagandafilm,

en propagandaplakat og en

bronzestatue af en påstået

korsfæstet canadisk soldat!


De allierede benyttede propagandavåbnet kynisk. Det lykkedes især englæn-derne at give indtryk af, at når nødvendigheden tvang dem til at bryde krigens love, så var det med beklagelse, mens de fik givet det indtryk, at når tyskerne gjorde det tilsvarende, så var det, fordi de nød det. Dermed udnyttede de allierede propaganda-våbnet langt mere virkningsfuldt end centralmagterne, og det spillede en større rolle end i nogen tidligere konflikt.

Propagandaen dukkede op mange steder i hverdagen. Karikaturtegninger og postkort med krigsmotiver var en del af den daglige krigspropaganda. Det kunne således være et postkort, som skulle gøre op med billedet af Tyskland som barba-rerne. Et postkort har teksten “Wir Barbaren – ein Liebesdienst” [Vi barbarer – en kærlighedsgerning], og postkortet viser en overflod af mad til salg, alle mænd på bil-ledet er soldater, og selv soldaten, som er hjemme på sygeorlov, kunne give en hånd med – altså med den raske hånd.

Nyheder og censur

Georg Brandes beskrev avisernes og journalisternes rolle med ordene: “Der dræbes ved Fronten; der hades i aviserne”. I Brandes beskrivelse synes det, som om der var aftalt en rationel arbejdsdeling. Og alle de krigsførende lande fulgte den samme opskrift. Hadet var forudsætning for at bevare moralen på hjemmefronten. Når man først var i skyttegravene, var der andre ting at tage vare på, og det var ikke altid et spørgsmål om at hade sine “kammerater” på den anden side af fronten – man slog dem blot ihjel (Brandes, 1916).

Krigen blev også hverdag. En fransk embedsmand fortæller i sin dagbog, hvor-dan han på en station hæfter sig ved, hvorledes man bladrer i morgenaviserne, og

Tyske postkort med krigstema.

451. del krigen

som svar på spørgsmålet “Hvad nyt?” nævner “En russisk sejr”. Virkeligheden kendte embedsmanden. Sandheden var en lang række russiske tilbagetog.

Et andet sted så han en kvinde i færd med at læse avisens gengivelse af det oy-cielle krigskommuniké og veltilfreds udbryde: “Vi er avanceret 400 meter”, inden hun gik i gang med andre af dagens emner. Selv om krigens tab forsøgtes holdt hem-melige, da det var militærstrategiske oplysninger, kendte befolkningen alligevel kri-gens alvor og store omkostninger, og på trods af den viden kunne sølle 400 meters avancement betyde, at denne kvinde veltilfreds kunne komme videre med hverda-gens gøremål (Englund, 2009, originalen 2008). En bjergskytte i den italienske hær ved fronten fortæller:

“Avisjournalisten, der kommer til skyttegravene, kender ikke denne krig … Når de er blevet sultne eller trætte eller synes at de har gjort deres job, haler de lom-meuret frem og siger: ‘Det er blevet sent. Jeg må se at komme videre.’” (Englund, 2009, originalen 2008).

Uanset hvem der er ophav til ordene “Krigens første oZer er altid sandheden”26, så gjaldt de også under Den første Verdenskrig. Pressen fik heller ikke lov til at sige hele sand-heden. Selv i USA blev der indført pressecensur under Den første Verdenskrig. Wil-sons regering begrænsede pressefriheden lige så snart USA var blevet aktiv deltager i krigen i 1917. Kongressen delegerede beføjelser til administrationen, så pressen ikke kunne skade krigsindsatsen.27 USA indførte en lov der gjorde det til en forbrydelse at tale imod krigen eller blot tale dårligt om den. Den absolutte ytringsfrihed blev tilsi-desat ved lov28, og USA’s højesteret afviste i 1919 påstanden om at den var i modstrid

26 Ordene er tilskrevet mange forskellige personer, men stammer sandsynligvis fra den græske digter Aischylos (526-456 f.Kr.).

27 Til sammenligning står der i den danske grundlov af 1953 i § 77 om censur: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at oientliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.

28 Omtales som ‘Clear and Present Danger’-doktrinen.

Censur

Censur er undertrykkelse af tale eller fjernelse af kommunikationsmateriale, som

betragtes som kritisabelt, skadeligt eller følsomt af en censurerende myndighed.

Kilde: Wikipedia


med den amerikanske forfatning. Loven var rettet mod pacifister, militærnægtere, anarkister og lignede grupper.

England indførte også pressecensur29, men lidt efter lidt blev den tætte censur lempet for nogle udvalgte journalister, som fik adgang til fronten. Deres referater fra krigen var urealistiske, komiske (hvis ikke det havde været så alvorligt) og frem for alt åbenlyst usande. Om censur skrev Brandes:

“Ingen krigsførende Magt taaler, at Sandheden bliver sagt. En aarvaagen Cen-sur passer paa, at hver Gang Sandheden vil dukke op af sin Brønd, bliver den øjeblikkelig dukket ned igen. Man drukner den som man drukner en uvelkom-men Kattekilling. Censuren har til Hverv at hindre enhver Sætning, der kunde give Fjenden en nyttig Oplysning, fra at blive oientliggjort. Den har desuden det Hverv at gendrive enhver Beskyldning, der rettes mod Landets Hær eller Admi-nistration, hvor berettiget den end maatte være, og at male alt, hvad der sker, i et rosenrødt Lys for den indfødte Læser” (Brandes, 1916).

Og der var rygter nok at tage af og videreformidle (og nogle gange formidle og efter-følgende benægte). Den engelske præst J. F. Matthews erklærede fra prædikestolen i marts 1915, at der i Sheyeld levede en belgisk pige, som af tyskerne var blevet mis-handlet og havde fået skåret næsen af og sin bug sprættet op. Men heldigvis var hun nu rask. Eller vandrehistorien om Kejser Wilhelm der havde dekoreret den Almæg-tige med jernkorset som tak for hans bistand i Belgien, Nordfrankrig og Østprøjsen (Brandes, 1916).

Militærets oycielle meddelelser om fremgang og sejre – eller i det mindste en meddelelse om at situationen var favorabel for de allierede – bliver groteske i lyset af virkeligheden. Om slaget ved Somme – som er en katastrofe for alle parter og ikke mindst for de angribende engelske soldater – lød kommunikeet opmuntrende, som det blev gengivet den 31. juli 1916:

‘The General Situation is Favourable’30 [Den generelle situation er gunstig](British Omcial)

General Headquarters, Sunday 10.15pm:

Voldsomme kampe har fundet sted i dag i området mellem Ancre og Somme, især om Fricourt og La Boisselle. Fricourt, som blev indtaget af vores tropper omkring klokken 14:00, forbliver i vore hænder, og der er visse fremskridt øst for landsbyen.

29 Edward Cook, “The Press in War-time”, 1920.

30 Gengivet i Daily Mirror den 31. juli 1916.

471. del krigen

I nærheden af La Boisselle yder fjenden en stædig modstand, men vores sol-dater gør tilfredsstillende fremskridt. En betydelig mængde krigsmateriel er fal-det i vores hænder, men detaljer er ikke tilgængelige på nuværende tidspunkt.På den anden side af dalen, ved Ancre, er situationen uændret. Den generelle situation kan betragtes som gunstig.

Seneste oplysninger om fjendens tab viser, at vores første skøn var sat for lavt.

I går var vores fly meget aktive i forbindelse med vores angreb nord for Somme og de har ydet værdifuld hjælp til vores operationer. Talrige af fjendens kommandocentraler og jernbanecentre er blevet angrebet med bomber. I et af disse angreb blev vores eskorterende flyvemaskiner angrebet af 20 Fokkers, men de blev fordrevet. To fjendtlige maskiner blev set styrte til jorden og blive øde-lagt. Nogle langdistance-rekognosceringer er blevet gennemført på trods af tal-rige forsøg fra fjendtlige maskiner på at forhindre det. Tre af vores fly mangler. Vores drage-balloner var i luften hele dagen. [F.O.]

Fra magasinet “The Masses”:

Anti-krigs satiretegning, hvor

samfundets meningsdannere

fester for krigen af forskellige

grunde “for demokratiet, for

æren, for verdensfreden,

for Jesus”. Magasinet blev

indklaget for at modarbejde

USA’s krigsindsats.


Tilsvarende optimistiske toner lød i en fransk meddelelse om den tyske erobring af Douaumont – det vigtigste fort i befæstelsen af Verdun:

“Hårde kampe fandt sted omkring Fort Douaumont, der er et fremskudt anlæg i Verduns gamle fæstningsværker. Stillingen blev besat af fjenden i morges efter en række frugtesløse angreb, der kostede ham meget store tab, men er siden blevet nået af vore tropper, som er rykket forbi den og har modstået alle fjendens forsøg på at kaste dem tilbage”.

Da det ikke lykkedes fransk militær at generobre fortet, koncentrerede kommunikeet sig om tyske tab, og i takt med at virkeligheden ikke kunne bortforklares, blev histo-rien at tyskerne havde besat en værdiløs ruin (Horne, 1966, original 1962).

Forud for krigsudbruddet havde pressecensur i Tyskland været administreret af de civile myndigheder. Efter krigsudbruddet overtog militæret opgaven for at sikre krigsindsatsen. Censuren (og ofte også patriotisk selvcensur) og krigspropagandaen kunne helt frem til begyndelsen af 1918 opretholde forestillingen om at Tyskland stod til at vinde krigen, idet de dårlige nyheder var blevet skjult for befolkningen, og for-ventningerne var blevet blæst op. Da virkeligheden gradvis dukkede op for tyskerne,

Georg Brandes.

Skitse malet af

Peter Severin Krøyer. (1900)

sven thygesen søren hansen flemming...

Documents