2 BÅDMAGASINET NovEMBEr 2012 3

Vores bryllupsrejse foregik i den norske skærgård i en X-99, og vi kom helskindet i land. Dog kan jeg sige, at de fleste kvinder nok aldrig havde sat sine ben i en båd igen efter den tur. Min kone elsker at sejle i dag, men det skyldes mere held end forstand fra min side, for guderne skal vide at jeg ikke gav hende en nem start.

Oplevelsen er blevet en del af vores familiemytologi, og den har endda fået sit eget udtryk i husstanden. Her ti år senere skal jeg bare sige følgende ord: ”Det her går fint”. Så ved min kone præcis hvad det betyder. Det betyder ”jeg er faktisk rigtig usikker på om det her ender godt.”

Ingen turbådBåden var lånt, og skulle leveres til starten af en stor, norsk kapsejlads. Det var en

ret ny X-99, rigget og udstyret til et fuldt racing-crew. Der var ingen autopilot, ingen GPS, ingen varme, og riggen var sat op med racingsejl uden hverken

slæder i masten eller lazyjacks. Der var forstagsprofil uden rulle, og store spilere. Min kone var nyopereret i maven, og havde aldrig sejlet før.

Ruten gik langs Sørlandskysten i Norge, et farvand med skærgård, klipper og skær – og et åbent Skagerrak blæsende lige ind mod

kysten.

”Nej, hvor er det sjovt!”Når jeg ser tilbage på det udgangspunkt i dag, fortoner

det sig ikke som et specielt gennemtænkt projekt. Men vi kom fantastisk fra start, solen skinnede og vi lænsede i fin fart mod nordøst. Min kone styrede, og

efterhånden var vi ret langt fra kysten. Hun syntes det var super sjovt, det her med at sejle. Vinden var let, så jeg satte lige spileren, og med den oppe fløj vi afsted. Vinden øgede umærkeligt, og der

kom efterhånden lidt bølger – faktisk nok til at vi begyndte at surfe på de største af dem.

Efter et par timer skulle jeg tisse, så jeg bad Dorte om at styre. Hun tog rorpinden,

men nu var der så meget tryk, at hun mente at båden bestemte mere

end hun gjorde. Hun turde kort sagt ikke mere.

situation. Dorte kiggede spørgende på mig. ”Det her går fint”, sagde jeg. Igen. Det kommenterede hun ikke.

Kone i panikBeslutningen blev at gå op i vinden, vende rundt, falde af på den anden halse, og forsøge at nærme sig kysten på slør. Forhåbentlig ville der befinde sig en havn, eller en mulighed for at komme i læ af en ø der inde. Jeg måtte forsøge at læse kort undervejs.

Da vi væltede op i vinden, viste vindmåleren 35 knob. Vi kom igennem vindøjet, men båden lå med masten fladt langs vandet, selv med flagrende storsejl. Dorte gik i panik, og begyndte at hyle. Bommen slæbte i vandet, og først efter en hel del forsøg lykkedes det at falde af og få fart i båden.

Da riggen rejste sig og båden satte afsted, var det som at blive skudt ud af en kanon. På fuldt plan tordnede vi ned af bølgeryggene, mens jeg forsøgte at styre så stævnen ikke begravede sig i bølgedalene. Samtidigt knugede jeg et søkort i den ledige hånd, i et slags håb om at kunne

orientere mig langs den kyst, som nu hurtigt nærmede sig. At vælge kurs kunne jeg bare glemme, det fandtes kun et smalt

spor at sejle i, hvor båden med lidt held kunne holdes på benene. Dorte sad på knæerne i bunden af cockpit, med hovedet mellem benene og armene over hovedet. Over hende kunne jeg se loggen: 14, 15, 16, knapt 17 knob. Kysten foran virkede stadig øde og forladt, ingen fyr, ingen bebyggelse, kun langstrakte klipper.

Lille hul forudPludselig fik jeg øje på en ensom rød stage der inde. Hvad var det? I kortet kunne jeg i et glimt få øje på et rødt og grønt mærke, som måtte ligge nogenlunde i vores kurslinje. Det måtte være det røde mærke jeg havde set. Kort efter så jeg en grøn stage, og halleluja: Vi styrede lige ind imellem de to. Som forholdene var, kunne jeg ikke vælge nogen anden kurs. På begge sider var der kun rå klippekyst. Lige præcis her var der et lille hul mellem to øer. Det smuttede vi lige igennem.

Aldrig mere?På bagsiden af øerne blev der stille, som om nogen havde slukket for lyden. Først nu kiggede Dorte op. Efter at motoren var i gang og sejlene var kommet ned, sank jeg sammen i cockpit. Et langt øjeblik ventede jeg at høre hende bede om at blive sat i land, og kræve aldrig nogensinde at se en båd for sine øjne mere. Men så kom det lille, skæve smil. ”Der er en havn længere inde”, sagde jeg. Hun satte sig op og nikkede: ”Der skal vi vist have en meget stor øl”.

Godt sømandskab er at tænke forud. Og man bør give sin kvinde en blød start i båd. Her er den sande historie om hvordan Bådmagasinets journalist

forsyndede sig mod begge disse regler – og slap afsted med det.

tekst øyvind bordal

”Det her går fint”

Jeg sad nu ved et ror jeg ikke kunne forlade, med fuldt storsejl og spiler, i øgende vind i Skagerrak, og eneste mandskab var en nyopereret kvinde som ikke anede hvad hverken fald, skøder eller spilerbom var for noget.

Da riggen rejste sig og båden satte afsted, var det som at blive skudt ud af en kanon

Over hende kunne jeg se loggen:14, 15, 16, knapt 17 knob. Kysten foran virkede stadig øde og forladt

Alene med spiler og rorLige præcis der forstod jeg, at jeg havde haft hovedet ualmindelig langt op i røven. Jeg sad nu ved et ror jeg ikke kunne forlade, med fuldt storsejl og spiler, i øgende vind i Skagerrak, og eneste mandskab var en nyopereret kvinde som ikke anede hvad hverken fald, skøder eller spilerbom var for noget. Der findes et udtryk for det at bringe sig i en sådan situation: Dårligt sømandskab.

Jeg bad Dorte hente en spand jeg kunne tisse i, og da hun kom med spanden, aflæste hun hurtigt mit noget tænksomme ansigtsudtryk. Og det var i det øjeblik jeg kiggede op i den fyldte spiler, smilede kækt, og sagde de bevingede ord: ”Det her går fint”.

Virker fredeligt...Ned kom spileren, detaljerne kan jeg ikke huske i dag, men jeg slap forholdsvis godt afsted med den manøvre. Snart var en fok sat i stedet, og mod nord gik det – og forbavsende hurtigt!

For vinden blev ved med at stige, og bølgerne gravede sig op. Faktisk ville det være rigtig fint at få det storsejl ned også. Rebelinerne var ikke sat i, så det var enten eller.

Hm. Det var nu længe siden, at min nye brud definitivt havde kastet håndklædet i ringen som rorsmand. Og det var vist meget godt, for nu krævede det en del erfaring at holde båden på benene i de efterhånden voksne søer.

Storsejl og bom på fri fodEfter den tur har jeg virkelig lærte at værdsætte slæder i storsejlet, samt en eller anden anordning til at holde storsejlbommen oppe (bomdirk eller rodkick). For hvordan i herrens navn skulle jeg få storsejlet ned alene, uden at bommen ville smadre hele båden? Hvis jeg gik op i vinden og slap faldet, ville sejlet falde helt ud af mastesporet og komme ud af kontrol. Bommen ville brage ind i ruftag og de dele af båden den ellers kom til at ramme, mens hele båden rullede fra side til side i bølgerne. At hoppe omkring på dæk og forsøge at få kontrol over sejl og bom, uden nogen ved roret, ville være fuldstændig uforsvarligt, og desuden ville det næppe lykkes.

Du er for sent ude, makkerForan lå nu Rakkebåene, et farvand i ydre Oslofjord, hvor søkortene er markeret med store advarsler. ”Dangerous waves” står der. 2-300 meters dybde reduceres her til få meter, og området er spækket med grunde og skær. Kysten indenfor virkede øde og ugæstmild, jeg kunne ikke komme i tanke om nogen havn der inde. Der skulle tages en eller anden beslutning ret hurtigt. Men det var som om ingen tilgængelige handlemuligheder var særlig holdbare.

Senere har jeg forstået at det er netop det, mangel på godt sømandskab gør. Beskeden er: Du er for sent ude, makker. Du skulle have handlet tidligere, eller slet ikke bragt dig selv i den her