Stormvarsel

Af samme forfatter:

Sort som Ravnen

Hvide Nætter

Rødt Støv

ANN CleeveS

Stormvarsel

Oversat fra engelsk af Brian Christensen

CiCeRo

Copyright © Ann Cleeves 2010

originaltitel: Blue Lightning

Sats: Cicero, København

Tryk: CPi – Clausen & Bosse, leck

omslagsfoto: © Destinations / Corbis

omslagslayout: Stoltzedesign

iSBN: 978-87-7079-123-6

Første danske udgave

Printed in Germany 2011

Til mine kloge og ukuelige døtre

CiCeRo

er et forlag i Rosinante&Co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

5

1

Fran sad med lukkede øjne. Det lille fly tabte pludselig højde, som var det ved at styrte ned, rettede så op et kort øjeblik for derefter at kræn-ge kraftigt til siden som en rutsjebanevogn. Hun åbnede øjnene og så en grå klippeskrænt foran dem. Den var så tæt på, at hun kunne se de hvide striber af fuglemøg og sidste ynglesæsons reder. Stormstødene piskede havet til frådende hvidt skum. Hvorfor gør piloten ikke noget? Hvorfor sidder Jimmy bare der og venter på, at vi alle skal dø? Hun forestillede sig, hvordan flyet bragede ind i klippen og udløs-te et kaos af forvredet metal og radbrækkede lig. Der var ingen chan-ce for, at de ville slippe levende fra det her. Jeg burde have skrevet tes-tamente. Hvem skal tage sig af Cassie? tænkte hun. Så gik det op for hende, at det var første gang nogensinde, at hun frygtede for sit liv, og hun blev grebet af en vild, lammende panik. Så steg flyet en anelse og syntes på et hængende hår at snige sig op over kanten af klippen. Perez udpegede nogle af øens lokaliteter for hende: nordhavnen, naturcenteret ved nordfyret og Ward Hill. Det forekom Fran, at piloten stadig kæmpede for at holde flyet roligt, og hun tænkte, at Perez nok bare forsøgte at aflede hendes tanker, da de rystende og slingrende lagde an til landing. Så var de på jorden og bumpede hen ad landingsbanen. Piloten, Neil, sad helt stille et øjeblik med hænderne på styrepin-den. Fran havde på fornemmelsen, at han havde været næsten lige så bange som hende. „Flot klaret,“ sagde Perez. „Nå ja.“ Neil sendte ham et lille smil. „vi er jo nødt til at øve os til ambulanceflyvningerne. På et tidspunkt troede jeg faktisk, at vi vil-le være nødt til at vende om.“ Så tilføjede han ivrigt: „Men se nu at komme ud med jer. Jeg skal tilbage igen med et helt læs turister, og ifølge vejrudsigten bliver vejret værre senere på dagen. Jeg har ikke lyst til at strande her resten af ugen.“ ved siden af landingsbanen stod en lille gruppe mennesker med

6

ryggen til vinden og kæmpede for at holde sig oprejst. Perez’ og Frans bagage var allerede blevet læsset af, og Neil gav vinkende tegn til de ventende passagerer om at gå om bord. Fran mærkede, at hun ryste-de. Hun frøs pludselig efter at have forladt det lille flys indelukkede kabine, men hun vidste, at det i lige så høj grad var en reaktion på hendes frygt – og hendes nervøsitet ved at skulle møde Perez’ familie og venner, som stod og ventede på dem. Denne ø, Fair isle, var en del af hans væsen. Her var han vokset op, og hans familie havde boet her i flere generationer. Hvad ville de synes om hende? Det her ville blive som en slem jobsamtale, tænkte hun, og i stedet for at virke rolig og fattet med et smil på læben – hun kunne normalt sagtens skrue charmen på over for folk – havde hun stadig frygten fra flyveturen siddende i kroppen og var blevet forvandlet til et skælven-de, mundlamt nervevrag. Hun slap imidlertid for at blive kastet for løverne lige med det sam-me, for Neil havde fået sine passagerer om bord på flyet og taxiede nu ned til den modsatte ende af start- og landingsbanen for at gøre klar til hjemturen til Tingwall på Mainland, den største af Shetlands øerne. Motorerne larmede for meget til, at man kunne føre en samtale. et øjeblik aftog larmen, men så gassede de op igen, og flyet skramlede forbi dem og steg til vejrs. Kort efter så det lige så lille og skrøbeligt ud som et legetøjsfly, sådan som det blev kastet rundt i den kraftige blæst. Så drejede det over hovedet på dem og forsvandt lidt mere sta-bilt nordpå. Fran kunne mærke, at de andre også åndede lettet op. Hun havde ikke overreageret på, hvor farlig flyveturen havde været, og hun var ikke bare en hysterisk kvinde fra fastlandet. livet her på øen var ikke let.

2

Jane skar margarinen i klumper og smuldrede dem i melet med fing-rene. Hun foretrak scones bagt med smør, men naturcenteret havde et stramt budget, og fuglekiggerne var så sultne, når de kom ind for at spise frokost, at de næppe ville lægge mærke til forskellen. Hun holdt inde og smilede, da hun hørte flyet over huset. Så var det altså

7

kommet af sted. Det var godt. om bord befandt sig seks fuglekigge-re, som havde boet på naturcenteret. Færre gæster på centeret var lig med mindre arbejde for hende som kok, og dertil kom, at folk blev frustrerede og pirrelige, når de strandede her på grund af dårligt vejr. Det morede hende at forklare en vigtig forretningsmand, at han godt kunne glemme alt om at købe sig væk fra øen – når det trak op til or-kan, foretog hverken flyet eller postbåden turen, uanset hvor mange penge han tilbød piloten eller skipperen – men hun brød sig ikke om stemningen på stedet, når besøgende var fanget her. De følte sig som gidsler og reagerede forskelligt. Nogle blev stille og resignerede, mens andre blev edderspændte. Hun hældte kærnemælk i dejen. Selvom hun bagte scones hver dag og kunne gøre det med bind for øjnene, vejede hun melet af og afmål-te mælken. Sådan var hun nu engang: grundig og omhyggelig. i køle-skabet lå der et stykke ost, som ikke var blevet pakket ordentligt ind, og som derfor skulle bruges inden alt for længe, så det rev hun og rør-te med i dejen. Hvis ikke postbåden sejlede ud i morgen, ville hun nok være nødt til at bage brød, for fryseren var næsten tom. Hun tryk-kede dejen flad og stak den ud i ringe, som hun lagde på bagepladen tæt op ad hinanden, så de ville hæve ordentligt. ovnen var varm nok, og hun satte pladen ind. idet hun rettede sig op, så hun en skikkelse i en grøn regnfrakke gå forbi vinduet. Den gamle fyrmesterboligs mure var knap en meter tykke, og skumsprøjt havde afsat saltstriber på ru-derne, så det var svært at se ud, men det måtte være Angela, som var på vej tilbage efter sin inspektionsrunde til fuglefælderne. Det var Janes anden sæson på Fair isles naturcenter, efter at hun var kommet dertil sidste forår. Hun havde set en annonce i et livsstils-magasin og havde svaret på den efter en pludselig indskydelse – må-ske den første impulsive handling i hele hendes liv. Hun havde været gennem en slags jobsamtale over telefonen. „Hvorfor kunne du godt tænke dig at tilbringe en sommer på Fair isle?“ Jane havde naturligvis regnet med at blive stillet det spørgsmål, eftersom hun selv havde været personalechef engang og gennemført jobsamtaler med utallige ansøgere i sin tid. Hun var kommet med et lidt svævende, men prisværdigt svar om, at hun trængte til nye udfor-dringer og tid til at fundere over sine fremtidsplaner. Det havde trods alt bare drejet sig om en midlertidig stilling, og hun kunne fornemme,

8

at personen i den anden ende var meget opsat på at få den besat. Der var kun nogle få uger til ynglesæsonen begyndte, og den kok, som man først havde hyret, var pludselig stukket af til Marokko med sin kæreste. Det ærlige svar på spørgsmålet ville naturligvis have været meget mere kompliceret: Min kæreste har besluttet, at hun vil have børn. Det gør mig bange. Hvorfor er jeg ikke nok for hende? Jeg tro-ede, at vi var lykkelige sammen, men hun siger, at jeg keder hende. Beslutningen om at tage til Fair isle havde svaret til at gemme sig under dynen som barn. Det var en flugt fra ydmygelsen og den gry-ende erkendelse af, at Dee havde fundet en anden, der var lige så for-hippet på at få et barn, som hun selv var, mens Jane nu var alene og næsten ingen venner havde. Da hun blev tilbudt jobbet på naturcente-ret, havde hun sagt sin tjenestemandsstilling op, og da hun havde no-get ferie til gode, var hun holdt op med udgangen af den samme uge. Der var blevet holdt en lille reception på kontoret med boblevand og kage, og hun havde fået et gavekort til en boghandel i afskedsgave. Kollegerne var forbløffede. Jane var kendt for sit fornuftige, pålide-lige væsen og sit kølige intellekt. Det lignede hende slet ikke at opgive sin karriere med dens gode pension og sætte alt over styr for at flytte til en ø, der kun var kendt for sine strikvarer. „Kan du overhovedet lave mad?“ spurgte en af kollegerne, som havde svært ved at forestille sig, at den respekterede personalechef kunne interessere sig for noget så dagligdags. Det samme spørgsmål var Jane blevet stillet i telefonen under den hektiske jobsamtale. „Ja da,“ havde hun svaret ved begge lejligheder i fuld overensstem-melse med sandheden. Dee havde været vild med at have gæster. Hun var filminstruktør og arbejdede for et uafhængigt produktionsselskab, og i weekenderne vrimlede huset altid med mennesker – skuespillere, producere og manuskriptforfattere. Jane havde stået for maden ved alle disse sammenkomster, lige fra pindemadderne ved deres berømte midsommerfester til mere formelle middage for en halv snes menne-sker. Da hun forlod huset i Richmond med trolleyen efter sig, havde det været et lille plaster på såret for hende at tænke på, hvem der mon nu skulle sørge for maden. Hun kunne ikke forestille sig Dees nye kæreste, Flora, med hendes skarpe ansigtstræk og blanke hår, iført et forklæde. Jane var ankommet til Fair isle uden rigtig at have nogen anelse om, hvad der ventede hende. At hun ikke på forhånd havde indhentet

9

viden om stedet, sådan som hun ellers ville have gjort, var et tegn på, at hun var helt ved siden af sig selv. Normalt ville hun have tjekket det på nettet, være gået på biblioteket og have lavet en mappe med vigtige oplysninger, men hendes eneste forberedelse havde bestået i at købe et par kogebøger. Hun skulle tilberede solide måltider inden for et stramt budgets rammer, og hun var ikke hylet så meget ud af den, at hun kunne finde på at udføre et dårligt stykke arbejde i sit nye job. Hun var kommet ind med postbåden, The Good Shepherd, på en solskinsdag med let sydøstenvind. Hun havde siddet på dækket og set øen nærme sig og var blevet grebet af spændingen ved at møde no-get nyt. Dengang som nu havde hun en følelse af, at det var som et spirende kærlighedsforhold. Det første hengivne blik efterfulgt af en voksende sympati. På en flot forårsdag kan man nemt forelske sig i Fair isle. Klipperne vrimler med havfugle, og Gilsetter, det flade græs-land syd for øens to havne, er fyldt med blomster. og Jane havde da også forelsket sig til op over begge ører – både i naturcenteret og i øen. Centeret var indrettet i bygningerne til det nu fuldautomatise-rede nordfyr, som tronede i ensom majestæt på de høje grå klipper. Hun var vokset op i et forstadskvarter og havde aldrig drømt om, at hun engang skulle bo sådan et vildt og dramatisk sted. Hun følte, at her kunne hun være en helt anden end den forsagte kvinde, som ikke havde kunnet sige fra over for Dee. Køkkenet var blevet hendes do-mæne fra dag et. Det var stort og rummeligt. engang havde det væ-ret fyrmesterens dagligstue, og der var stadig en kamin og to vinduer, som vendte ud mod havet. Så snart hun ankom, gik hun i gang med at indrette det efter sit eget hoved. Det var for tidligt på sæsonen til, at der var nogen gæster, men der skulle jo stadig laves mad til personalet. „Hvad kunne i tænke jer at få til aftensmad?“ havde hun spurgt, mens hun rullede ærmerne på sin bluse op og tog sit lange blå ynd-lingsforklæde på. Da hun ikke havde fået noget svar, havde hun kig-get i køleskabet og derefter i fryseren. i køleskabet var der en skål kogte ris med husholdningsfilm over, og i fryseren en røget kuller. Hun havde fremtryllet en stor pande plukfisk og havde set stort på budgettet og brugt rigtigt smør og store stykker hårdkogt æg. De havde siddet og spist omkring køkkenbordet i køkkenet, og snakken havde drejet sig om stenpikkernes reder og antallet af havfugle. ingen havde spurgt hende, hvorfor hun var kommet til Fair isle for at arbej-de som kok.

10

Senere sagde Maurice, at det var, som om Mary Poppins var kom-met til og havde overtaget styringen. Nu vidste de alle, at det nok skulle gå alt sammen. Den bemærkning satte Jane stor pris på. Duften fortalte hende, at sconesene snart var færdige. Hun tog bage-pladen ud af ovnen og stillede den på bordet, skilte sconesene ad, så de ville blive ordentlig bagt indeni, og satte dem så i ovnen igen. Hun stillede æggeuret til tre minutter, selvom det ikke var nødvendigt. Tin-gene brændte ikke på her i køkkenet – ikke når Jane var ved roret. Døren gik op, og Maurice kom ind. Han var klædt i en flannels-skjorte og en grå cardigan, fløjlsbukser med knæ i og skindtøfler. Han lignede den støvede akademiker, han havde været, før han flyttede til øen med sin nye unge kone. Jane tændte per automatik for elkedlen. Maurice og Angela havde deres egen lejlighed på naturcenteret, men han drak gerne morgenkaffe i det store køkken. Jane havde en stem-pelkande og bestilte rigtig kaffe fra lerwick. Maurice var den eneste, hun delte den med. „Flyet kom af sted,“ sagde han. „Ja, jeg hørte det.“ Hun fyldte kaffe på stempelkanden og tog der-på sconesene ud af ovnen, netop som æggeuret ringede. „Hvor man-ge gæster er der tilbage?“ Maurice havde kørt de afrejsende gæster og deres bagage til flyet i sin land Rover. „Kun fire,“ sagde han. „Ron og Sue tog også med. De havde hørt vejrudsigten og ville ikke risikere at strande her.“ Jane satte sconesene over på en bagerist, så de kunne køle af. Mau-rice tog adspredt en af dem, brækkede den i to stykker og smurte smør på dem. „Jimmy Perez ankom med flyet i dag sammen med sin nye kære-ste,“ fortsatte han uden at have tygget af munden. „James og Mary tog imod dem. Stakkels pige! Hun var ligbleg, da hun steg ud af flyet. Det kan man nu godt forstå. Jeg ville heller ikke have brudt mig om sådan en flyvetur.“ Maurice var forvalter på naturcenteret, hvor man ikke kun udførte videnskabeligt arbejde, men også tilbød indkvartering til naturinteres-serede og turister, der gerne ville opleve Storbritanniens mest afsides-liggende beboede ø. i september havde stedet vrimlet med fuglekigge-re. i den måned kulminerede fugletrækket, og en uge med østenvind havde gjort, at to arter, som ikke var blevet set i Storbritannien før, og en håndfuld mindre sjældne arter var blevet ført til øen. Nu her i mid-

11

ten af oktober, hvor vejrudsigten varslede kraftig vestenvind, var cen-teret nærmest affolket. Maurice havde ladet sig pensionere fra univer-sitetet før tid for at fungere som en slags finere pensionatsvært. Jane vidste ikke rigtig, hvordan han havde det med det, men hun kunne al-drig finde på at snage. Hun vidste dog, at det, han især godt kunne lide ved stedet, var sladderen. Måske var den ikke så meget anderledes end den lettere ondskabsfulde snak på ethvert lærerværelse på et mindre universi-tetsinstitut. Han holdt sig tilsyneladende uden besvær ajour med alt, hvad der foregik. Jane holdt en vis distance til de fleste af øboerne. Hun kendte og syntes godt om Mary Perez, og på sine fridage blev hun af og til inviteret til Springfield, familien Perez’ husmandssted, for at spise frokost, men nære venner ville hun nu ikke kalde dem. „Han er politimand, ikke?“ spurgte Jane uden den store interes-se og kiggede på sit ur. Der var en halv time til frokost. Hun tændte blusset under en stor gryde suppe, rørte rundt i den og lagde låg på igen. „Ja, det er han. Mary håbede, at han ville vende tilbage til øen, da et husmandssted blev ledigt for et par år siden, men han blev i ler-wick. Hvis han ikke får en søn, bliver han den sidste Perez på Shet-land. Der har været en Perez på Fair isle, lige siden den første skyllede i land fra et skib, som tilhørte Den Spanske Armada.“ „en datter kunne beholde navnet og føre det videre,“ svarede Jane skarpt. Hun syntes, at Maurice om nogen skulle tage sig i agt for ste-reotype forestillinger om mænd og kvinder. Alle besøgende gik ud fra, at det var ham, der stod for naturcenterets videnskabelige arbej-de, mens Angela tog sig af reservationer og alt det praktiske, men fak-tisk var det hende, der var ornitologen af de to. Det var hende, der klatrede ned ad klipperne for at ringmærke mallemukkerne og lom-vierne; det var hende, der tog ud i gummibåden for at tælle havfugle, mens Maurice blev hjemme og passede telefonen, holdt styr på perso-nalet og bestilte toiletpapir. og Angela havde af hensyn til sin karri-ere beholdt sit pigenavn, efter at de var blevet gift. Maurice smilede. „Selvfølgelig, men det ville ikke være det samme for James og Mary. især ikke for James. Det er slemt nok for ham, at Jimmy ikke vil vende hjem for at overtage tjansen på The Good Shep-herd. James ønsker sig brændende en sønnesøn.“ Jane gik ind i spisesalen og begyndte at dække bord.

12

Angela kom først ind i spisesalen, efter at de andre havde sat sig til bords. Jane fik undertiden den tanke, at hun med vilje kom for sent bare for at kunne gøre en entré. Men i dag var de i underkanten til at udgøre et godt publikum: fire gæster plus Poppy, Maurices datter, og naturcenterets øvrige personale, som efterhånden havde vænnet sig til hendes teatralske manér. og så var der Maurice, som så ud til at for-gude hende og åbenbart ikke havde noget imod sin nye rolle i livet, så længe hun bare var glad. Angela havde taget en skål suppe fra den stadig simrende gryde på blusset og stod nu og mønstrede de andre. Hun var tyve år yngre end Maurice og høj og stærk. Hendes hår var næsten kulsort, krøllet og så langt, at hun kunne sidde på det, men nu var det sat op i en kunstfær-dig knold. Håret var hendes kendetegn. Hun blev jævnligt benyttet som kommentator i naturprogrammer på BBC, og det var håret, som seerne bagefter huskede. Jane forestillede sig, at Maurice var blevet smigret af hendes opmærksomhed og betaget af hendes berømmelse og ungdom. Det måtte være derfor, han havde forladt den kone, der havde vasket hans tøj, lavet mad til ham og passet hans børn, til de blev voksne – hvis Poppy altså kunne betegnes som voksen. Jane hav-de aldrig mødt denne forladte kone, men havde dyb medfølelse med hende. Jane forventede, at Angela ville sætte sig sammen med dem og hur-tigt og dygtigt dreje samtalen over på et emne, der interesserede hen-de. Sådan plejede det at foregå, men Angela blev bare stående, og så gik det op for Jane, at kvinden var så arrig, at suppeskålen i hendes hænder rystede. Hun stillede den meget forsigtigt fra sig på bordet. Samtalen i spisesalen forstummede. Udenfor var stormen blevet end-nu voldsommere. Selv gennem termoruderne kunne de høre bølger-ne brage ind mod klipperne og se skumsprøjt blæse op over kanten af klippeskrænten som spyt fra en kæmpe. „Hvem har været inde i fuglerummet?“ Stemmen var behersket, nærmest kun en hvisken, men dens ulmende raseri var ikke til at tage fejl af. Maurice var den eneste, der ikke ænsede det. Han kørte et stykke brød rundt på tallerkenen og så op. „er der noget galt?“ „Jeg tror, at nogen har haft fingre i mit arbejde.“ „Jeg har været inde på computeren for at tjekke reservationerne,“ sagde Maurice. „Roger ringede for at høre, om vi havde plads til en

13

gruppe næste juni, og af en eller anden grund virkede computeren i vores lejlighed ikke.“ „Det var ikke et computerdokument. Det var en kladde til en ar-tikel.“ Angela henvendte sig til Maurice, men talte så højt, at de alle kunne høre hende. Det kom som en overraskelse for Jane, at Angela skrev noget i hånden. Det gjorde hun ellers aldrig, måske bortset fra når hun var ude i felten og ikke havde andre muligheder for at tage notater. Angela var bidt af teknologi. om aftenen førte hun tilmed rapporten over de fugle, hun havde set, ind på en bærbar compu-ter. „Artiklen er forsvundet,“ fortsatte Angela. „Nogen må have taget den.“ Hun kiggede rundt i rummet og fæstede blikket på de fire gæs-ter, der sad ved et bord for sig selv. „Nogen må have taget den,“ gen-tog hun så med endnu højere stemme.

3

Perez havde givet Fran en nøje skildring af, hvordan hans forældres hus så ud. Han havde beskrevet køkkenet med dets udsigt ned til South Harbour, Rayburn-komfuret med stativet ovenover, hvor man hængte tøj til tørre om vinteren, den grønne voksdug med et møn-ster af små grå blade og hans mors akvareller på væggene. Han hav-de berettet om sin barndom der og derefter lyttet, mens hun fortalte om sin opvækst i london – den slags fortrolige samtaler, som indgik i udviklingen af ethvert forhold, og som ville kede alle udenforståen-de til døde. „Min mor vil sikkert gemme alle sine malerier væk, når du kom-mer,“ havde Perez sagt. „Hun vil være alt for genert til at lade en pro-fessionel kunstner se dem.“ Fran tænkte, at det vel egentlig var det, hun var nu, kunstner. Folk bestilte i hvert fald malerier af hende, og de blev udstillet på gallerier. Hun var glad for at se, at Mary havde ladet sine billeder blive hæn-gende. De var meget små og fine, slet ikke Frans stil, men interessan-te, fordi de fangede de små detaljer ved dagliglivet på Fair isle, som man nemt kunne overse. Der var et billede af et ødelagt stengærde, hvor nogle uldtotter havde sat sig fast, og en skitse af en grav på kir-