specialiceringsopgave - 3. praktik · 2014-10-28 · specialiseringsopgave “imellem straffelov og...

Specialiceringsopgave - 3. praktik – Mennesker med nedsat funktionsevne

Imellem straffelov og servicelov - ”Et pædagogisk dilemma i arbejdet med udadreagerende

udviklingshæmmede”

Uddannelsessted: Nørholm kollegiet, Herning 01. februar 2009 – 31. juli 2009

VIA University College, Ranum 06c

Pæd. Stud. Jakob Skovbakke

Specialiseringsopgave “Imellem straffelov og servicelov”

Jakob Skovbakke

Indholdsfortegnelse.

INDHOLDSFORTEGNELSE. 2

INDLEDNING. 3

PROBLEMFORMULERING/AFGRÆNSNING. 4

DEN STUDERENDES EGNE OPLEVELSER FRA PRAKTIKKEN. 4

STRAFFELOV VS. SERVICELOV. 7

ARTIKLER FRA DEN PÆDAGOGISKE VIRKELIGHED. 9

DISKUSSION. 11

KONKLUSION. 13

LITTERATURLISTE. 15

BILAG 1 16

BILAG 2 17

BILAG 3 21

2


Jakob Skovbakke

Indledning. ”Magtanvendelse skal altid være undtagelsen og må aldrig erstatte omsorg, pleje og

socialpædagogisk bistand”.1

Servicelovens formuleringer er klare og forventningerne til pædagogen store. Pædagogen skal

strække sig langt, være nytænkende og skal i vid udstrækning rumme mennesker med særlige behov

og adfærd.

Intentionerne og menneskesynet er godt i lovgivningen, men hvad med de pædagoger, der arbejder i

felten og er udsat for adfærd, der kommer til udtryk gennem vold og trusler? Hvor går grænsen for,

hvad pædagogen skal kunne rumme i servicelovens navn? Hvad sker der med personale, der

jævnligt bliver slået og truet, mens de arbejder med den socialpædagogiske bistand for at skabe

rammer, struktur og hjælpe borgeren til bedre livskvalitet? Pædagogen bevæger sig imellem begreb

som mindsteindgriben og individualitetsprincipet2, men hvor er den professionelles rammer for ikke

at blive krænket? ”Hvor meget skal man finde sig i?” hørte jeg engang en pædagog sige på et

personalemøde. Meningerne er delte og rummer aspekter af personlighed, tolkning af lovgivning,

kulturelle forskelle og forventninger. Man får en oplevelse af at straffeloven ikke altid gælder for de

udviklingshæmmede. Hvorfor bliver det ikke konsekvent meldt til politiet, når en beboer slår

personalet? Hvilke tanker og overvejelser ligger i gråzonen mellem straffe- og servicelov hos de

mennesker, der agerer i dagligdagen og hvad er lovgivernes intention og samfundets forventning?

Som pædagogstuderende har jeg været med på første række i en spændende hverdag i arbejdet med

udadreagerende udviklingshæmmede og har på egen krop følt og oplevet, hvad der er på spil

imellem servicelov og straffelov i praksis.

Opgaven tager udgangspunkt i min praktik på Nørholm Kollegiet i Herning. Stedet er et botilbud i

henhold til lov om social service efter § 107 & § 108 for voksne personer med varig nedsat psykisk

og fysisk funktionsevne. Der er 33 interne pladser fordelt i 5 afdelinger.

Beboerne er karakteriseret ved, at de har svære adfærdsmæssige eller psykiske problemstillinger.

Den afdeling jeg har været tilknyttet i praktikken består af 3 beboere – 1 kvinde og 2 mænd mellem

25 og 40 år. De har alle psykiatriske lidelser og en problematisk og konfliktskabende adfærd. Deres

psykiske funktionsnedsættelse er i let til middelsvær grad og de har boet på institution det meste af

deres voksenliv. De har alle brug for en varig massiv pædagogisk behandlingsindsats og psykiatrisk

behandling. Især én af beboerne har i særlig grad i perioder en voldelig og truende adfærd.

1 Ministerialtidende – Vejledning nr. 8 til serviceloven 2 Ibid – s. 3

3


Jakob Skovbakke

Opgaven tager udgangspunkt i ham og de oplevelser og refleksioner som jeg i forløbet har

indsamlet, gennem praksis, dialog med personalet/ledelse og gennem samtaler med mine vejledere.

Jeg ønsker med denne specialiceringsopgave at diskutere og gøre mig selv klogere på de

dilemmaer, der gør sig gældende i denne pædagogiske virkelighed og hvad arbejdet med

udadreagerende udviklingshæmmede gør ved det pædagogiske personale. Ligeledes håber jeg at

komme tættere på balancen mellem at leve op til servicelovens begreber og samtidig bevare

pædagogens integritet.

Problemformulering/afgrænsning. Jeg har valgt følgende problemformulering som grundlag for min opgave:

”Hvor langt skal/kan man strække socialpædagogisk bistand i arbejdet med udadreagerende

udviklingshæmmede, uden at pædagogen bliver krænket og udbrændt?”

Vendingen socialpædagogisk bistand stammer fra vejledning til lovgivningen og dækker over alt

det, som pædagogen skal/kan iværksætte inden, der skrides til en egentlig magtanvendelse. Her

tænkes på dialog, motivation og tiltag der skal lede den udviklingshæmmede mod en løsning på en

konflikt, der ellers ville ende i magtanvendelse.

Med udadreagerende udviklingshæmmede, menes et menneske, der ikke altid er i stand til at

udtrykke følelser gennem dialog, men bruger fysisk vold og trusler i konflikten og derved kommer i

konflikt med det pædagogiske personale.

At pædagogen bliver krænket og udbrændt, handler om de spor, det sætter hos et menneske at blive

slået og truet, i denne sammenhæng af den udviklingshæmmede, under udførslen af det daglige

arbejde på et bosted.

For at bearbejde min problemstilling har jeg valgt at inddrage egne oplevelser, gå i dybden med

lovgivningen, og inddrage artikler fra fagblade, der på hver sin måde belyser problemstillingen.

Den studerendes egne oplevelser fra praktikken. Da jeg startede min praktik på Nørholm Kollegiet, havde jeg ikke tidligere arbejdet i et døgntilbud

og jeg havde meget lidt erfaring med målgruppen. Det var der for helt nyt for mig at arbejde så tæt

på beboeren og være midt i hverdagen, som den leves i et bofællesskab døgnet rundt. Det giver et

helt fantastik indblik i og forhold til brugerne. Man oplever, hvilke mennesker der gemmer sig

4


Jakob Skovbakke

under den umiddelbare diagnose og man finder positive sider som giver styrke og energi til at

rumme svære beboere, når man står i konflikter.

Ligeledes var det også nyt for mig, hvor tæt man som personale kommer på hinanden, når man har

denne arbejdsform. Man er sammen på tidspunkter, som man ellers ville dele med familien; i

weekender og ved højtider, men også at man oplever sin kollega helt tæt på og under huden i de

konfliktsituationer, der opstår i arbejdet med mennesker, der er udadreagerende. På min afdeling er

der fast to personaler på vagt. Som udgangspunkt har jeg i weekenderne arbejdet med min vejleder,

og i hverdagen er man, alt efter vagtplanen, sammen med det øvrige faste personale. Virkeligheden

er dog sådan, at man på bostederne er meget afhængig af vikardækning ved det faste personales

fravær og at man derfor på godt og ondt er nødt til at afsætte en ganske stor del af vagterne til ikke

faguddannede vikarer. Som jeg senere vil komme ind på, har jeg derfor også fået værdifulde

erfaringer i, hvad denne problematik gør i forhold til min problemformulering.

I praktikken har jeg været involveret i mange konflikter og flere magtanvendelser. Første gang når

man ikke at opdage, hvad der sker i en konfliktsituation, hvor man bliver udsat for trusler eller vold,

men efterhånden lærer man at læse beboeren. Efter nogen tid går psyken automatisk i

alarmberedskab ved optræk til konflikt og man får nogle kropslige og psykiske flashback som

påvirker underbevidstheden. Angst, vrede og afmagt ligger lagret i kroppen og skal rummes

samtidig med at man yder fuldstændig neutral, rummelig socialpædagogisk bistand.

Jeg vil berette om to episoder fra praktikken – Den første da jeg var nystartet og den anden efter ca.

fire måneder. Første episode forgår en lørdag morgen lige før frokost. En bruger truer og gør udfald

mod et personale. Optrinnet forløber i fællesrummet og beboeren får at vide, han skal gå til sin egen

lejlighed. Han sætter sig i sofaen i fællesrummet, smider med fjernbetjening og truer verbalt. Som

ny står jeg bag den faste personale og afventer. En vikar fra en anden afdeling blander sig i

konflikten og tager kort efter målrettet fat i beboeren. Jeg assisterer og vi fører med magt til egen

lejlighed. Beboeren slippes og vi står uden for lejligheden. Herefter følger et nyt optrin, hvor

beboeren står i egen lejlighed og truer, spytter ud af døren. Vikarer tager denne gang selv ved

beboeren i armene og fører til en sofa, hvor beboeren fastholdes. Der går nogle minutter og

beboeren ”overgiver” sig og accepterer at blive i lejligheden resten af vagten. Efterfølgende

diskuterer vikaren, den faste personale og jeg hændelsen. Som idealistisk studerende ser jeg begge

magtanvendelser som ulovlige og at social pædagogisk bistand (dialog, motivation) kunne have

afløst magtanvendelserne.

5


Jakob Skovbakke

Det interessante er, at vikaren er under uddannelse til politimand og klart ser straffeloven som

udgangspunkt. I hans sind var der ikke tvivl om, at der skulle handles for at sikre personalet mod

overlast, hvorimod jeg, med serviceloven i hånden, mente vi f.eks. skulle stå i en døråbning i

timevis og prøve at finde midler til at få beboeren til at blive i lejligheden uden magtanvendelse,

selv om det ville slide på pædagogen og øge risikoen for vold mod personalet. Vikaren var dygtig til

sit arbejde og det var en øjenåbner for mig at se, hvordan han tænkte personalets sikkerhed først.

Anden episode foregår under en hjemmedag, hvor samme beboer er sammen med en fast personale

og hvor jeg er på kontoret. Pludselig kommer råb fra lejligheden og pædagogen kommer ud og

fortæller, hun er blevet slået i ansigtet af brugeren, som nu er gået i fællesbadet. Vi diskuterer

strategi og pædagogen ønsker at beboeren skal blive i lejligheden resten af vagten. Beboeren går

selv i lejligheden efter badet og vi går ind for at fortælle om sanktionen. Vi aftalte, at jeg skulle føre

ordet og det lykkedes faktisk med hårdt arbejde, at slutte konflikten og holde beboeren i lejligheden

hele vagten uden magtanvendelse. Men det lærte mig to ting: Den pædagog, der var blevet slået, var

ikke i stand til at afslutte konflikten, da hun var vred, såret og krænket. Det var meget

grænseoverskridende for hende at gå i lejligheden og afslutte konflikten – nærmest et overgreb.

Samtidig vidste hun også, at for beboeren var det afsluttet og at det ikke nyttede at holde fast i

konflikten. Den anden ting var mig selv og det slid, det var at køre en konflikt en hel vagt på

grænsen hele tiden, med trusler og uvished for, hvordan tingene udviklede sig. Jeg lærte mere på én

vagt om socialpædagogisk bistand end jeg nogen sinde havde læst mig til. Jeg motiverede,

rummede, tog imod og afledte en hel vagt. Bagefter var jeg fysisk og psykisk brugt og havde vundet

en sejr. Men som små byggesten har denne form for bistand omkostninger og jeg kunne over tid

mærke at jeg, til trods for idealismen, blev mere og mere fyldt af den konkrete bruger, hvilket

uværligt præger den pædagogiske tilgang.

Disse og andre oplevelser blev diskuteret på personalemøder, og det var tydeligt at der ikke var

noget mønster i, hvilke personaler der kom i konflikt. Det gik nærmest på omgang i perioder og

man kunne ikke undgå fornemmelsen af ”godt det ikke var mig denne gang”. Der var også stor

forskel på, hvordan man i personalegruppen oplevede konflikterne. For nogle var det en del af

arbejdet, mens andre klart tilkendegav at, hvis det blev hverdag, var det uden dem. Tidligere

personale havde forladt afdelingen på grund af denne bruger og jeg kunne ikke sig mig fri for

oplevelsen af, at der var en kultur eller forventning om at man skulle ”klare lugten i bageriet”. Altså

at vold var en risiko, man skulle leve med i arbejdet på afdelingen - ikke en accepteret del af

hverdagen, men stadig noget man skulle rumme. Der var ikke en fast sikkerhedsrepræsentant eller

6


Jakob Skovbakke

gruppe, der arbejde med problemstillingerne, men der var en stærk tradition for at kollegerne kerede

sig om hinanden. Efter belastende episoder eller vold mod personalet var der altid en kollega, der

som beskrevet i beredskabsplanen, kontaktede de implicerede næste dag for at høre, om man var ok.

I sig selv en god tanke men ikke et sikkert initiativ i forhold til at samle ramte medarbejdere op og

som beskrevet forhindrede det ikke en ophobning af psykisk affald. På Nørholm bruger man

supervision som redskab til at hjælpe medarbejdere ved belastende episoder, men min oplevelse er,

at supervisionen kommer for sent og at medarbejderne ikke altid har lyst til at ribbe op i konflikter,

de har lagt bag sig. Nogle gange er man fyldt op og har ikke overskud til at bruge supervisionen

konstruktivt. Supervision er et godt redskab, men at man har supervision, er ikke i sig selv en

sikkerhed for et godt arbejdsmiljø. Det kan virke som en sovepude - en falsk sikkerhed i nogle

sammenhænge. Som jeg vil komme ind på i næste afsnit, blev oplevelsen med vold mod pædagogen

ikke politianmeldt - fordi det lå imellem straffelov og servicelov.

Straffelov vs. Servicelov. Som borger i Danmark er man underlagt en række regler og love, som danner grundlag for et

demokratisk samfund. Lovene er nødvendige for, der er retfærdighed og tryghed i et samfund og

sigter mod, alle bliver behandlet ens trods status og politisk eller religiøs overbevisning osv. Hvis

man som individ overtræder loven, er der formuleret sanktioner i straffeloven. I forbindelse med

udadreagerende udviklingshæmmede og vold mod personale, er det interessant at kigge på

straffelovens § 244; ”Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme,

straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år”.3 Hvis man som borger angriber et andet menneske,

straffes man med bøde eller fængsel alt efter handlingens grovhed, som vurderes af en domstol.

Straffeloven har derudover indretninger, der dækker mentalretardering og som fører til dom til

forvaring. På Nørholm Kollegiet er der anbragt en række af disse personer som blandt andet ikke

kan dømmes efter § 244, da de vurderes uegnede til straf. Samfundstanken er, at hvis man har en IQ

på 70 eller derunder, vil man ikke kunne drage læring af en straf i et almindeligt fængsel og derfor

anbringes man på en institution. Det er herefter anklagemyndighedens opgave at føre tilsyn og

evaluere, hvornår den udviklingshæmmede igen er egnet til at indtræde i det almindelige samfund.

Dersom der på ny udøves vold, vil det derfor indgå i den samlede vurdering af egnethed i forhold til

det normale samfund og ikke give en konkret forlængelse af anbringelsen.

3 www.retsinfo.dk - Straffelovens § 244

7

http://www.retsinfo.dk/


Jakob Skovbakke

Man kommer altså på institution, hvis man er udviklingshæmmet og udøver vold (og ikke var på

institution forvejen). Her sker et spændende skift i lovgivningen, da man på institutionen er

underlagt serviceloven. Overordnet handler serviceloven om, at det påhviler kommunalbestyrelsen

at støtte de borgere, der af den ene eller den anden grund ikke kan tage vare på sig selv, herunder

blandt andet at sørge for egnet bolig. For at sikre at man uanset handicap bevarer den personlige

frihed som beskrevet i grundlovens § 714, fastsætter lovgiverne en række love og regler. For at

komme nærmere en uddybelse af min problemformulering vil jeg se på Servicelovens § 124 og

1265; ”Formålet med bestemmelserne i dette afsnit er at begrænse magtanvendelse og andre

indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige. Disse indgreb må aldrig erstatte

omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.”

§ 126 ” Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at fastholde

en person eller føre denne til et andet opholdsrum, når 1) der er nærliggende risiko for, at personen

udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, og 2) forholdene i det enkelte

tilfælde gør det absolut påkrævet”.

Sprogbruget omkring magtanvendelser er svære at fortolke i praksis da ord som væsentlig

personskade og absolut nødvendige, beror på et skøn i hvert enkelt tilfælde. For at præcisere

lovgivningen udgiver velfærdsministeriet ”Vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i

selvbestemmelsesretten, herunder pædagogiske principper”.6 I denne vejledning prøver man bl.a.

at tydeliggøre, hvilke forventninger der er til det pædagogiske personale, der arbejder på

døgninstitutioner og hvilke retsikkerhedsprincipper, der ligger til grund for reglerne om

magtanvendelser. Man har en målsætning om at øge retssikkerheden hos de udviklingshæmmede og

formulere en række tiltag, der skal minimere magtanvendelser. Det er her, man støder på ordet

socialpædagogisk bistand som udtryk for alle de ting pædagogen forventes at iværksætte inden en

magtanvendelse. Alt skal afprøves og det forventes at pædagogen løbende afvejer hensynet til den

enkeltes selvbestemmelsesret og hensynet til at den enkelte ikke skader sig selv og andre. Ligeledes

indføres mindsteindgrebsprincippet, dvs. at den mindst indgribende løsning skal have første

prioritet, og Individualitetsprincippet der er forventningen om, at indgreb i den personlige frihed

tilpasses den enkeltes situation og behov. I vejledningen er man klar over at området er svært at

4 www.retsinfo.dk - Grundlovens § 71 5 www.retsinfo.dk – Servicelovens § 124/126 6 Ministerialtidene 2008 – Vejledning nr. 8 til serviceloven

8




Jakob Skovbakke

definere; ”Skøn er en af medarbejdernes allersværeste opgaver, men der er det fælles udgangspunkt

at sikre omsorgen for nogle af de allersvageste borgere”.7

Artikler fra den pædagogiske virkelighed. I min søgen efter litteratur på området er jeg stødt på flere spændende artikler, der hver især rummer

vinkler på den professionelles møde med de udadreagerende udviklingshæmmede. Jeg har udvalgt

tre artikler skrevet i fagblade og medlemsblade af journalister ud fra tidligere udgivet materiale og

interviews. I en diskussion der baseres på artikler fra fagblade, skal man være særlig opmærksom

på, at historien kan være vinklet i forhold til et bestemt mål og derfor ikke validt som teoretisk

grundlag. Når jeg alligevel vælger denne form er det fordi, jeg med diskussionen søger at belyse

handlemuligheder snarere end at søge en årsag i teorien.

I 2006 beskrives i pædagogernes eget fagblad Socialpædagogen, hvordan man på behandlingsstedet

Østruplund havde meget svært ved at håndtere den opgave, som man var pålagt af domstolen i

forbindelse med kriminelle udviklingshæmmede. Her har man indgivet 20 anmeldelser mod de

udviklingshæmmede over 4 år. Både pårørendeorganisationen LEV og Det Centrale Handicapråd

kritiserer de behandlingsmuligheder, der er for de dømte udviklingshæmmede. LEV kalder

indsatsen i forhold til de kriminelle udviklingshæmmede for ”elendig”

og Handicaprådets formand, tidligere sundhedsminister Ester Larsen taler om „systemfejl“, som

betyder, at de udviklingshæmmede kriminelle ender mellem to stole.

”- Sat på spidsen kan det forekomme, at dommerne dømmer udviklingshæmmede til det, der i

straffeloven kaldes en institutionsanbringelse i forventning om en slags fængselssurrogat. Men

virkeligheden er, at den dømte anbringes i et botilbud, hvor personalet får tjenstlig påtale, hvis de

glemmer at banke på, inden de går ind. Der er ganske enkelt ingen garanti for, at der er

overensstemmelse mellem retssystemets forventninger og det sociale systems redskaber, siger Ester

Larsen. Når dommen bliver afsagt, er forventningen altså, at den dømte vil modtage en behandling,

der kan forhindre yderligere kriminalitet. Men på botilbuddet er man underlagt Serviceloven, hvor

mulighederne for tvangsindgreb er stærkt begrænsede, noterer Handicaprådet sig og peger på, at

dette misforhold har været kendt, siden det blev påpeget i en undersøgelse om psykisk

udviklingshæmmedes kriminalitet. Derfor må Justitsministeriet nu se at få gjort noget ved sagen,

lyder opfordringen fra rådet”8. Da artiklen er fra 2006 er der en forventning om at man med

kommunalreformen i 2007, vil få ryddet op i reglerne på området.

7 Ibid s. 10 8 Udviklingshæmmede: Strid om domsanbragte, Socialpædagogen 2006

9


Jakob Skovbakke

I netværk for domfældtes medlemsblad NDU – nyt9 bringes i aprilnummeret ’09 to tankevækkende

artikler fra to som udgangspunkt ens institutioner, nemlig Fuglekjær Udviklingscenter og mit

praktiksted, Nørholm Kollegiet.

Den første artikel handler om forstanderen på Nørholm Kollegiet Peter Hald og hans første to år på

Nørholm. Artiklen hedder; ”Her skal man ikke hænge med næbet”, og forstanderen giver blandt

andet sit bud på, hvad der skal til for at skabe en arbejdsplads med et godt og trygt arbejdsmiljø.

Der er fokus på den anerkendende tilgang og respekt for individet. Omkring konflikter udtaler Peter

Hald; ” Når der opstår en konflikt hos os mellem en beboer og personalet, er det oftest, fordi

personalet skal ’flytte sig’. Ikke beboeren. Men det kræver helt klart meget at rumme vores beboere

og deres problematikker. Vi prøver at være til stede, vise respekt og ikke udvise frygt”. Omkring

magtanvendelser fortæller Peter Hald, at man forsøger at minimere og undgå dem og udvikle

værktøjer, der er tilpasset den enkelte beboer; ”Vi trækker os typisk fra en konfliktsituation og beder

beboeren gå ind i sin lejlighed. Senere banker vi på døren og hører, om vi kan tage en snak om,

hvad der skete. Det er en værdig måde at håndtere det på. Vi viser, at vi har respekt for beboeren”.

Den anden artikel fra Fuglekjær står i kontrast til artiklen fra Nørholm Kollegiet, da man her har et

anderledes syn på konflikthåndtering og har valgt at gå nye veje i arbejdet med de voldelige

udviklingshæmmede for at varetage personalets sikkerhed. Man har her indset, der er grænser for de

enkelte faggruppes kompetencer og rummelighed.

Fuglekær Udviklingscenter ligger – fordelt på fire lokationer – i Brejningområdet ca. 10 km øst for

Vejle. Målgruppen er mennesker over 18 år med udviklingshæmning og massive adfærdsproblemer.

Flere har desuden personlighedsforstyrrelser. Artiklen fra Fuglekær har titlen; ”Back - up`ere

skaber tryghed og plads til pædagogik”10. Her fortæller afdelingsleder og pædagog Charlotte

Grønhøj, om erfaringer med at ansætte andre faggrupper til at varetage sikkerheden i arbejdet med

anbragte udadreagerende udviklingshæmmede; ”Den bedste beslutning, vi længe har truffet.

Afdelingsleder Charlotte Grønhøj er ikke i tvivl, når hun skal evaluere det usædvanlige valg, hun

sammen med den øvrige ledelse og medarbejderne traf i slutningen af 2008. Personalet skulle have

forstærkning, da der var udskiftning i personalegruppen, og ikke mindst fordi nye beboere var mere

krævende. I stedet for at opnormere antallet af pædagogisk personale, fik bostedet en aftale med en

gruppe af politifolk, som gerne ville arbejde i deres fritid. En ordning, som er med til at fastholde

de rammer, som personalet skal bruge for netop at kunne bevare fokus på det pædagogiske

arbejde”. Pædagogen beretter i artiklen om en del skepsis fra personalet i starten, omkring det at 9 ”Her skal man ikke hænge med næbet”, NDU – nyt. April 2009 s. 9, 22 - 25 10 ”Back - up`ere skaber tryghed og plads til pædagogik” NDU – nyt, April 2009

10


Jakob Skovbakke

ansætte andre faggrupper til at tage vare på sikkerheden. Man prøvede at klare opgaven med

vikardækning, men der var stadig behov for noget andet; ” - Vi fik øjnene op for, at der var brug for

mere, end det pædagogiske personale kunne bidrage med. Der var sket en forråelse, som vi ikke

kunne agere i. Ofte blev vi kastet ud i situationer, som vi egentlig ikke var uddannet til at magte.

For eksempel fysiske konfrontationer. Stemningen ændrede sig, og flere bekymrede sig for

sikkerheden”. Politifolk er specielt uddannet til at håndtere fysiske konflikter og har kompetencer

inden for psykologi som gør at konflikterne hurtigere bliver nedtrappet. Det handler både om teknik

og respekt fortæller Charlotte Grønhøj.

”- Back-up’erne tager del i husets rytme på linje med det øvrige personale. Men er der optræk til

konflikt, så har backup’erne sikkerheden i fokus”.

Pædagogen bevarer altså fokus på det pædagogiske arbejde og arbejder med at skabe rammer og

struktur i dagligdagen for de udviklingshæmmede. Når der så er optræk til konflikt, skifter man

plads med den anden faggruppe, som håndterer de højspændte situationer og minimerer risikoen for

at pædagogen havner i episoder, man ikke er uddannet til at varetage. En interessant bemærkning i

artiklen er, at det kom bag på det politiuddannede personale, hvilke metoder og vilkår pædagogen

arbejder under. For eksempel at pædagogerne ikke har lovhjemmel til at undersøge et værelse for

skjulte sager, er kommet bag på nogle backup’ere. En synergieffekt som er kommet personalet på

Fuglekær til gode i det formelle samarbejde med myndighederne.

Diskussion. Lovgivningen lægger op til at man skal strække sig lagt som pædagog, for at sikre borgerens

selvbestemmesret og retssikkerhed. Men der er ikke noget facit til, hvor langt i forhold til

lovgivningen og pædagogens retssikkerhed er ikke en del af serviceloven. Den skulle man jo finde i

straffeloven, men den gælder ikke på samme vilkår for de mentaltretaderede. På Nørholm Kollegiet

bliver det vurderet i hver enkelt tilfælde og i forhold til brugeren, om en episode politianmeldes.

Som en afdelingsleder sagde på introdage for nyt personale; ”Hvad er formålet?” Man ser på, om

det giver mening i forhold til den udviklingshæmmede at politianmelde en episode og vurderer ud

fra kendskab til hele konteksten. I min episode med en kollega der blev slået i ansigtet, blev det ikke

anmeldt, fordi det ikke gav mening, set i lyset af de mange episoder der havde været/var og hvoraf

kun få var blevet anmeldt, da det ikke ændrede noget. Interessant er også historier om anmeldelser

til politiet, hvor myndigheden nærmest er uforstående overfor at man vil anmelde. Det ligger jo

ligesom i jobbet forstås og set fra deres side en forventelig del af at arbejde med udadreagerende

udviklingshæmmede – ekstra arbejde og tidsspilde når det nu handler om anbragte

11


Jakob Skovbakke

udviklingshæmmede, der allerede er på en institution. Tilbage står pædagogen, som ikke er sikret i

serviceloven og som pga. arbejdet med retarderede mennesker ikke er velkommen i straffeloven.

Men hvad med værdigheden og retfærdighedsfølelsen når man er blevet krænket og man oplever,

samfundet forventer, det ligger i jobbeskrivelsen?

De tre artikler beskriver den pædagogiske virkelighed set fra forskellige vinkler. Det jeg hæfter mig

ved er, at der er forskel på, om man anerkender, at voldelige udviklingshæmmede er et problem,

eller om ledelsen vælger lade det fremstå som en pædagogisk udfordring, som det er personalets

opgave at rumme. Som beskrevet i artiklen fra Nørholm Kollegiet er der en holdning til at

personalet skal flytte sig og rumme konflikten inden for det pædagogiske fagområde. Men som

beskrevet i mine cases er der nogle gange forskel på, hvordan man oplever virkeligheden hos

ledelsen og på gulvet. Jeg mener ikke, at personalet skal flytte sig når det drejer sig om at skabe

struktur og forudsigelighed i en ellers uoverskuelig hverdag. Man skal som personale være stærk og

stå imod for at udvise ro og tryghed for beboeren. For de søger grænser og derfor ligger trygheden i

at grænserne er faste og ikke til debat, men heri ligger også kimen til megen konflikt. Langt hen af

vejen er det ikke realistisk at trække sig fra en konflikt med de dårligste udviklingshæmmede i

psykiatrien, da de ikke magter at afslutte en konflikt uden massiv social pædagogisk bistand. Var

det dog bare muligt at trække sig og bede om timeout, for herefter at indgå i en konstruktiv dialog,

ville der formentlig aldrig opstå magtanvendelser. Men det gør der, fordi man kan være så skadet,

man ikke magter at udtrykke sig på andre måder end fysisk og så skal det pædagogiske personale

være klar til at rumme det.

Artiklen fra Fuglekær tegner et rosenrødt billede af samarbejdet med en gruppe af politiuddannede

vikarer og her har man vinklet historien i forhold til personalet. Jeg tænker, at balancen er tippet

over mod straffeloven, hvilket ikke er brugerens tarv. Jeg kan være bange for, at frygt kan blive en

metode, der overskygger de pædagogiske tiltag og den socialpædagogiske bistand. De

udviklingshæmmede bliver bange for en faggruppe, der går anderledes hårdhændet til værks og

dermed forsvinder omsorgen og menneskeligheden i det pædagogiske arbejde. Jeg har selv oplevet,

hvordan den tidligere omtalte beboer faktisk er tydelig nervøs for de dage, hvor den

politiuddannede vikar er på vagt. Han taler meget om den pågældende inden vagten og er nervøs og

påvirket af tilstedeværelsen af vikaren. En kropslig oplevelse hos den udviklingshæmmede, som er

anderledes lagret end de konflikter, han har haft med det pædagogiske personale, hvor det har

handlet om dialog frem for fysisk magt.

12


Jakob Skovbakke

Som jeg har nævnt før, kan man ikke regne med, der altid er faguddannet personale på vagt, da der

på bostederne i høj grad regnes med vikarer som en del af normeringen. Det betyder, der er vigtige

informationer, der går tabt, da vikaren ikke deltager på personalemøder og at strukturen og måden

at gøre ting på bliver forskellig fra dag til dag, selv om beboeren følger faste programmer. Det giver

uværligt konflikter som så skal håndteres af unge uden uddannelse, som efter korte

introduktionsfoløb skal agere på egen hånd og søge at fastholde stedets politikker og (ledelsens)

værdigrundlag. Ligeledes giver det ikke den samme tryghed for det faste personale i hverdagen, da

man ikke kan forvente den samme professionelle opbakning i konflikter fra vikaren.

I kraft af de alarmer som personalet er udstyret med, er det altid muligt at tilkalde hjælp fra kolleger

på andre afdelinger. Jeg har ikke selv brugt alarmen, da det ikke har været hensigtsmæssigt i de

situationer jeg været i. Alarmen er ikke et pædagogisk redskab og når man trykker alarm, er det som

regel fordi tingene er sket og ikke for at forhindre en konflikt. Dermed ikke sagt at alarmen ikke har

værdi som sikkerhed for personalet, men langt hen af vejen eskalerer det en konflikt, når alarmen

går og mange mennesker samles omkring beboeren. Vejen til en fredelig løsning bliver længere.

Noget af det jeg vil komme ind på i min konklusion handler om ledelsens synlighed og

anerkendelse af, hvad det gør ved personalet at være udsat for vold. Er man selv med til at fremme

”supermandssyndromet”, hvis ledelsen ikke anerkender, der er et stort pres i omgangen med nogle

beboere? Hvor vigtigt er det at ledelsen italesætter problemer med vold og ikke overser/glemmer

nogle beboere i iveren for at holde fokus på den gode historie?

Konklusion. I min problemformulering søgte jeg at finde svaret på; ”Hvor langt skal/kan man strække

socialpædagogisk bistand i arbejdet med udadreagerende udviklingshæmmede, uden at pædagogen

bliver krænket og udbrændt”.

Med forskellige artikler, egne oplevelser og lovgivning har jeg forsøgt at belyse den svære

balancegang pædagogen betræder i arbejdet med udadreagerende udviklingshæmmede.

Som svar på problemformuleringen mener jeg, at pædagogen skal tænke sig selv først og nogle

gange, på bekostning af brugeren, tænke på egen trivsel og sikkerhed. Pædagogen kan ikke yde

bistand til at andet menneske, hvis man føler sig krænket og udbrændt, derfor kan socialpædagogisk

bistand nogle gange være at bruge magtanvendelsen for i den sidste ende at sikre den

udviklingshæmmede. Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke er noget for sig selv.

Interesseorganisationerne anker handling på området, men der er ikke fra lovgivernes side udvirket

en ændring af de eksisterende regler og i den daglige praksis, er det stadig frontmedarbejderen, der

13


Jakob Skovbakke

står og skal agere ud fra formuleringerne i serviceloven. Det betyder, at man som pædagog, der

arbejder med voldelige beboere til stadighed er i risikozonen for at få fysiske og psykiske men af at

arbejdet med denne gruppe. Der er behov for, at ledelsen ikke negligerer problemet, men helt

tydeligt anerkender problematikken. At ledelsen er synlig og går forrest i hele tiden at udtænke nye

metoder til at minimere risikoen for personalet. Et stærkt og aktivt sikkerhedsudvalg bestående af

medarbejdere og ledelse, der hele tiden udforsker indberetninger og søger at finde mønstre og veje

til at undgå konflikter. En sikkerhedsrepræsentant på afdelingen der ikke er følelsesmæssig

involveret i konkrete situationer og som har kompetence til at vurdere om kollegaer skal fritages for

arbejdsopgaver. Det er ikke muligt for en ramt medarbejder at træffe rationelle beslutninger og der

bliver en tendens til at kollegerne omkring får en funktion af brandslukker og ikke har muligheden

for at træffe langsigtede beslutninger. Et opkald og dialog på et personalemøde forhindrer ikke

udtrætning omkring en voldelig bruger. Man skal føle, det er i orden ikke at kunne rumme en

beboer i perioder og der skal fokus på, hvor forskelligt mennesker reagerer på belastende episoder.

Måske nytter/ændrer det noget altid at anmelde episoder, hvor der er overgreb mod pædagogen, for

at bevare værdigheden og forhindre nedslidning. Og for at sende det signal fra arbejdspladsen til

omverdenen, at man betragter vold lige så uacceptabelt her som i det øvrige samfund.

Min erfaring er, at konflikter med voldelige udviklingshæmmede bedst løses med nogle få

personaler i nærheden og én der kører konflikten. Derfor er det særligt vigtigt, at man som kolleger

kender og stoler på hinanden og kan støtte op om at yde den socialpædagogiske bistand og

minimere faren for fysisk overlast. Man skal derfor søge at minere vikardækningen og hvor det er

muligt opkvalificere uudannet personale for at ruste dem til at yde den rigtige bistand i

konfliktsituationer. Jeg mener, at det kan være på sin plads at bruge andre faggrupper som for

eksempel politifolk for at sikre arbejdsmiljøet, men det må ikke ske, uden at der en helt tydeligt

tænkt strategi, som er en del af den enkeltes beboers handleplan. Det bliver for nemt at begå

overgreb, hvis man accepterer at en faggruppe med fysisk magt træder ind, inden at man har søgt at

løse problemer af pædagogisk vej. Den udviklingshæmmede skal tænkes ind, så det ikke bliver

frygten, der styrer beboernes måde at udtrykke sig på.

Nogle gange kan det være på sin plads at revurdere om beboeren er den rigtige målgruppe for den

pågældende afdeling. Er man i personalegruppen gearet til udfordringerne? Har man den fornødne

efteruddannelse? Ved man hvad man går ind til? Der er ikke noget entydig svar på

problematikkerne, men jeg er kommet et stykke videre i min søgen på svar i dilemmaet mellem

straffelov og servicelov.

14


Jakob Skovbakke

Litteraturliste. Ministerialtidene 2008, Vejledning nr. 8 til serviceloven udgivet den 3. april – Velfærdsministeriet., j.nr. 2008 - 495

Artikler

”Back - up`ere skaber tryghed og plads til pædagogik” NDU – nyt, april 2009, Kommunikations

medarbejder Henriette Stevnhøj – vedlagt som bilag 1

”Her skal man ikke hænge med næbbet” NDU – nyt april 2009, Journalist Louise Kastrup Scheibel

– vedlagt som bilag 2

”Udviklingshæmmede: Strid om domsanbragte” Socialpædagogen 2006, Jens Nielsen – vedlagt

som bilag 3

Websider

www.retsinfo.dk

Forsidefoto lånt fra NDU – Nyt. April 2009.

15



Jakob Skovbakke

Bilag 1

16


Jakob Skovbakke

Bilag 2

Her skal man ikke hænge med næbbet

17


Jakob Skovbakke

18


Jakob Skovbakke

19


Jakob Skovbakke

20


Jakob Skovbakke

Bilag 3

Ny debat om tilbuddene til kriminelle udviklingshæmmede – LEV og Det Centrale Handicapråd opfordrer til en gennemgribende renovering af reglerne på området Af Jens Nielsen Den emmede af harme, overskriften i Fyns Stiftstidende den 14. juni: ’Mindst 20 anmeldelser mod sexdømte’, stod der over artiklen, der fortalte, at anmeldelserne er foretaget over fire år mod udviklingshæmmede – eller evnesvage, som de betegnes – der afsoner en behandlingsdom på Østruplund. Tallet – som altså kun er antallet af anmeldelser, ikke sigtelser, tiltaler eller domme – dækker blandt andet over, at én af beboerne siden 2002 er blevet meldt til politiet 13 gange. Der er ikke meget grove sexforbrydelser blandt de 20. Der er ifølge politiet i Odense for eksempel tale om fem tilfælde af blottelse og to tilfælde af tyveri af børnetøj. At tallet er for højt er der enighed om, men til gengæld kritiserer både pårørendeorganisationen LEV og Det Centrale Handicapråd de behandlingsmuligheder, der er for de dømte udviklingshæmmede. Begge opfordrer de Justitsministeriet og Socialministeriet til at få ryddet op i reglerne på området, og de betegner kommunalreformen som en glimrende anledning. Som det er nu, er det i hvert fald ikke godt nok: LEV kalder indsatsen i forhold til de kriminelle udviklingshæmmede for „elendig“, og Handicaprådets formand, tidligere sundhedsminister Ester Larsen taler om „systemfejl“, som betyder, at de udviklingshæmmede kriminelle ender mellem to stole. Forskellige forventninger – Sat på spidsen kan det forekomme, at dommerne dømmer udviklingshæmmede til det, der i straffeloven kaldes en institutionsanbringelse i forventning om en slags fængselssurrogat. Men virkeligheden er, at den dømte anbringes i et botilbud, hvor personalet får tjenstlig påtale, hvis de glemmer at banke på, inden de går ind. Der er ganske enkelt ingen garanti for, at der er overensstemmelse mellem retssystemets forventninger og det sociale systems redskaber, siger Ester Larsen. Når dommen bliver afsagt, er forventningen altså, at den dømte vil modtage en behandling, der kan forhindre yderligere kriminalitet. Men på botilbuddet er man underlagt Serviceloven, hvor mulighederne for tvangsindgreb er stærkt begrænsede, noterer Handicaprådet sig og peger på, at dette misforhold har været kendt, siden det blev påpeget i en undersøgelse om psykisk udviklingshæmmedes kriminalitet.

21

mailto:[email protected]


Jakob Skovbakke

Derfor må Justitsministeriet nu se at få gjort noget ved sagen, lyder opfordringen fra rådet. Ikke nok med social indsats Også pårørendeorganisationen LEV vil have justeret reglerne på området, og det har organisationen gjort Socialministeriet opmærksom på så sent som for to måneder siden. I et brev til socialminister Eva Kjer Hansen (V) pegede LEV den 10. maj på, at indsatsen over for gruppen af kriminelle udviklingshæmmede er helt utilstrækkelig, og at der ikke er udsigt til, den bliver bedret med kommunalreformen.. Tværtimod er LEV bekymret for, at kommunerne får svært ved at levere en samlet indsats, der giver trygge forhold for såvel den enkelte udviklingshæmmede og for det omgivende samfund. LEV ønsker sig et større statsligt engagement, blandt andet for at sikre, at der bliver bedre sammenhæng mellem den sociale, den retlige og den sundhedsmæssige indsats. „Den sociale sektor kan ikke alene løfte opgaven“, mener LEV i brevet. LEV understreger, at brugen af tvang og andre indgreb kræver, at der er et effektivt opsyn og kontrol med området, og organisationen slår til lyd for, at staten overtager ansvaret for den koordinerede indsats – på samme måde som staten har ansvaret for kriminalforsorgen. Og så advarer LEV om at udhule indsatsen: „Det er et områder, hvor der ikke kan slækkes på indsatsen, fordi konsekvenserne kan blive katastrofale. […] En lemfældig håndtering kan betyde tab af menneskeliv“, skriver LEV i sit brev til ministeren.

22

specialiceringsopgave - 3. praktik · 2014-10-28 · specialiseringsopgave “imellem straffelov og...

Documents