sådan tackler du modgang

HEMMELIGHEDEN BAG

PSYKISK MODSTANDSKRAFT

CHRISTINA BERNDT

GADS FORLAG

SÅDAN TACKLER DU

MODGANG

Sådan takler du modgang.indd 2 11/08/14 13.31

Christina Berndt

Sådan tackler du modgang

Hemmeligheden bag psykisk modstandskraft

På dansk ved Anette Petersen


5

Indhold

Indledning 7

Kapitel 1: Vi har brug for styrke 11 Den stressede hverdag 13 Når sjælen ikke er tilstrækkelig udrustet 21 Test dig selv: Hvor stresset er du? 31 Vi mennesker og vore kriser 34 Moren, som blev berøvet sit barn 35 Arbejdsnarkomanen 40 Den fordrevne 44 Kvinden, som mistede sin identitet 47 Mændene, som undslap morderen 50 Den svært handicappede 55 Den bortførte 58

Kapitel 2: Hvad kendetegner dem, som tager kampen op? 63 Modstandskraften hviler på flere søjler 65 Du bliver stærk af at kende dig selv 76 Hvad gør dig stærk, og hvad gør dig svag? 84 Det er en fejltagelse at tro, at du altid skal være glad!

Resiliens og sundhed 86 Fortrængning er tilladt! 93 At vokse af ulykken 99


Hvem er egentlig det stærke køn? 110 Test dig selv: Hvor resilient er du? 116

Kapitel 3: Stærke mennesker: Her kommer modstandskraften fra 119

Hvordan modellerer omgivelserne vores liv? Miljø 121 Hvad sker der i hjernen? Neurobiologi 127 Hvad med vores arveanlæg? Genetik 134 Når forældre ufrivilligt lader deres egne oplevelser

gå i arv – Epigenetik 148

Kapitel 4: Sådan gør du dit barn stærkt 161 ”Man skal ikke pakke sine børn ind i vat” 163 Resiliens i børnehøjde 169 Hvor meget mor har dit barn brug for? 177

Kapitel 5: Sådan bliver du mere modstandsdygtig 183 Du kan ændre dig 185 Personlighedens fem dimensioner: The Big Five 188 Resiliens for voksne – det er aldrig for sent 195 Vacciner dig selv mod stress 207 Sådan bevarer du din styrke 215 ”Jeg er så stresset!” – Bidrager du selv til din sårbarhed? 219 Hvad er egentlig stressende, og hvor meget? 223 Du kan træne din opmærksomhed 226 Sådan kobler du af 231

Appendix 237 Tak 239 Forkortelser 241 Emneregister 243 QR kode til forskerliste samt litteratur- og kildeliste 250


7

Indledning

Livet er hårdt i det enogtyvende århundrede. Til trods for stor velstand, mindre fysisk belastning og alle mulige tekniske frem-skridt, som egentlig skulle gøre livet lettere, føler folk sig kon-stant under pres. Der stilles store krav om hurtighed, profes-sionalisme og produktivitet i arbejdslivet. Mens man tidligere havde en uge til at formulere et velovervejet forretningsbrev, skal man i dag komme med en undskyldning, hvis man først svarer på en e-mail dagen efter. Den kritik fra chefer eller kun-der, som kommer dumpende i hastigt nedskrevne mails, er ofte ubarmhjertig. ”Vi tilstræber en åben kommunikationsstil,” kal-der man den slags i moderne virksomheder. Samtidig vokser ar-bejdsmængden mere og mere, og det samme gælder angsten for at miste det hele – om ikke andet, så fordi antallet af kolleger bliver ved med at falde på grund af de stadig stigende omkost-ninger i de fleste brancher. Hvis man ikke kan holde trit, må man frygte for sit job. Og de valutakriser og recessioner, vi har set gang på gang i de senere år, gør ikke den konstante trussel mod den økonomiske og psykiske sammenhængskraft i tilvæ-relsen mindre.

Men præstationsspiralens uhyre lurer ikke kun i arbejdslivet. Et parforhold – og vel at mærke ikke bare et hvilket som helst forhold, men et lykkeligt ét – hører som en selvfølge med til det repertoire, som det moderne menneske skal kunne fremvise for


8

at leve op til samfundets krav. Og så skal de perfekte partnere og medarbejdere også lige være gode mødre og engagerede fædre, som ikke kun opdrager deres børn kærligt, men også frit og pæ-dagogisk velovervejet, samtidig med at de udnytter alle chancer til at forberede de små så godt som muligt til det globaliserede arbejdsliv ved at støtte dem sprogligt, kunstnerisk og sportsligt. At traditionelle storfamiliestrukturer – og med dem de hjæl-pende hænder fra tanter, onkler og bedsteforældre – næsten ikke findes mere, gør det nærmest umuligt at leve op til kravene.

Fiasko, kritik og selvkritik er ganske enkelt forprogramme-ret ind i dette hverdagsprogram. Det har ofte alvorlige følger. Sygemeldinger på grund af psykiske problemer har nået det højeste niveau nogensinde. Vi hører om stadig flere tilfælde af udbrændthed og depressioner blandt popidoler og fodboldstjer-ner – altså hos mennesker, som har haft ekstrem stor succes i deres arbejde inden det psykiske sammenbrud.

Nu kan man ikke bare sådan flygte fra den moderne verdens krav. Som sociale væsener kan vi ikke undgå at blive påvirket af værdiforestillinger og forventninger hos folk omkring os, og vi kommer meget nemt til at overtage dem selv. Og selvom man beslutter sig for at trække sig tilbage til et afsidesliggende sted el-ler tage en pause i et zenbuddhistisk kloster, er man jo alligevel i fare for at komme ud for kriser og frustrationer. Afsondretheden kan ganske vist fjerne det arbejdsmæssige pres, men den forhin-drer ikke personlige nederlag, alvorlig sygdom eller tabet af den, man elsker. Problemer, undertiden alvorlige, venter uundgåeligt os alle sammen, om og om igen og hele tiden på nye måder – og ofte, når vi mindst venter dem.

Hvor ville det være godt at have en slags hård hud på sjælen! At være udrustet til at klare de evindelige spidsbelastninger i det krævende arbejdsliv og de udfordringer i hverdagen, som ofte næsten ikke er til at magte. En indstilling til livet, som leder


9

blikket glad fremad i stedet for bagud i sorg. En selvsikkerhed, som får det meste af kritikken til at prelle af og målrettet kun udnytter det, som er konstruktivt.

Der findes mennesker, som har alle disse egenskaber. Som klipper i brændingen er de næsten ikke til at ryste. ”Resiliens” kalder psykologerne denne hemmelighedsfulde kraft til at gøre modstand mod omgivelsernes hensynsløse krav og vende til-bage til det pulserende liv efter en deprimerende situation.

Et af de mest gribende eksempler i vor tid er nok historien om Natascha Kampusch, den unge østrigske kvinde, der som tiårig blev bortført på vej til skole og holdt indespærret i et fangehul i otte år. Da hun var i tv kun to uger efter sin flugt, var seerne målløse. De havde ventet at se et hjælpeløst offer, men i ste-det optrådte en selvbevidst ung kvinde, som reflekterede over sig selv. Måske var Natascha Kampusch blot god til at skjule sit sårede indre. Men i hendes situation krævede selv det en be-undringsværdig psykisk styrke. Hendes tv-optræden gav i hvert fald spørgsmålet om resiliens en helt ny dimension.

Hvordan kan det lade sig gøre, at en ung pige kommer igen nem et sådant martyrium, mens andre mennesker mister livs modet efter meget mindre ulykker? Hvorfor sprudler én virk somhedsleder straks af nye idéer, kort efter at hans firma er gået konkurs, mens en anden går ned med flaget? Hvorfor går nogle og grubler over en forkert bemærkning fra en kollega i flere dage, mens andre dårlig nok hører den? Hvorfor havner nogle mænd i druk, når den store kærlighed er forbi, mens an-dre hurtigt finder ny mening med livet?

Hvad gør nogle mennesker så stærke? Det spørgsmål er en af de store gåder, som psykologer, pædagoger og neurologer finder flere og flere svar på. I alt for lang tid havde de kun beskæftiget sig med sjælens afgrunde og forsket i, hvilke faktorer der frem-mer vrangforestillinger, depressioner og panikanfald senere i li-


vet, indtil nogle få frafaldne kastede sig over Positiv Psykologi i slutningen af 1990’erne. De forsker nu i, hvordan livsduelige mennesker manøvrerer igennem kriser, og de er begyndt at søge efter de strategier og ressourcer, som de stærke iblandt os udnyt-ter og altid kan gribe til.

Hensigten med denne bog er, på baggrund af en række ek-sempler, at berette om den nyttige udrustning, som nogle mennesker er udstyret med; at undersøge, ud fra de nyeste forsk-ningsresultater, hvordan denne modstandskraft er opstået, og at vise alle dem af os, som af og til savner denne styrke, hvordan vi i fremtiden bedre kan tackle de store og små kriser i livet efter de livsdueliges forbillede. For selvom fundamentet til den psykiske modstandskraft bliver lagt allerede i den tidligste barndom, kan det jo også støbes senere. Man skal bare vide hvordan.


11

K A P I T E L 1

Vi har brug for styrke

At trække stikket en gang imellem er fuldstændig udelukket – kedsomhed er præstationssamfundets skræk og rædsel. ”Jeg er så stresset” er en sætning, man hører så ofte, at selv små børn begejstret plaprer den efter. De kan mærke, at alle de, som siger det, på en eller anden måde er vigtige og anerkendte. At det er dovenskab og kedsomhed, som åbner op for ny kraft og krea-tivitet, bliver ignoreret. Høj anseelse opnår man derimod, hvis man på én gang kan fremvise succes på arbejdet, i parforholdet og med spændende fritidsinteresser.

En smule stress skader dog absolut ikke. Den fremmer præsta-tionsevnen og fremkalder i sidste ende den her behagelige fø-lelse af at have klaret noget under stort pres. Men de konstante, opskruede krav, som stilles i dag på mange af livets områder, fører i længden til en helt igennem negativ følelse, som på et tidspunkt ikke er til at komme af med igen. Man kan ikke lykkes med noget, hvis kravene er så høje, at de er næsten umulige at leve op til. Hvis man er psykisk stærk nok, oplever man ikke stress som noget negativt og lader sig ikke kue af det. Men for de af os, som er mindre stabile, udgør de konstante stressoplevelser i sidste ende en helbredsrisiko.

I mange tilfælde slår psykiske problemer først ned på krop-pen og dens organer med symptomer, som ikke er særlig på-faldende: Det gør ondt over lænden, maven er irriteret. Men


hvis man bliver ved med at ignorere det, følger ofte det psyki-ske sammenbrud. Det er langtfra kun virksomhedsledere i sær-lig hårdt pressede brancher, der hver dag skal hævde sig over for konkurrenterne, eller mennesker, der kommer ud for særlig voldsomme begivenheder, som har brug for mere psykisk mod-standskraft. Der stilles høje krav overalt – på arbejdspladsen, i kernefamilien, i parforholdet og selvfølgelig også i forbindelse med personlige kriser som ulykkelig kærlighed, arbejdsløshed, pengesorger, sygdom, sorg og tab.

Ofte har vi ikke energi nok til at forholde os konstruktivt til både private og arbejdsmæssige problemer. Depressioner og udbrændthed er længe blevet betragtet som folkesygdomme. Netop i disse lidelser viser det sig, at grænsen mellem styrke og svaghed er hårfin. Mange mennesker griber til stimulanser. Kun med en flaske rødvin hver aften lykkes det dem endelig at føle sig veltilpasse og frie.

Vi har brug for en sund selvbevidsthed, en selvværdsfølelse, som fungerer som en springfjeder, eller i det mindste nogle gode teknikker til at forsvare os mod de konstante angreb på vores psykiske helbred. Dette kapitel kommer ind på, hvordan for-skellige typer farer påvirker vores mentale sundhed, og fortæl-ler om nogle mennesker, som trods alt har præsteret at komme ovenpå igen efter de nedture, de har været ude for.


13

Den stressede hverdag

”Jeg er så stresset.” I dag siger alle den mindst en gang om ugen, denne sætning, som ingen kendte for bare 75 år siden. Først i 1936 opfandt lægen Hans Selye fra Wien begrebet stress, som vi kender så godt i dag. ”Jeg har skænket alle sprog et nyt ord,” sagde Selye ved slutningen af sit liv. 1700 fagartikler og 39 bøger havde han på det tidspunkt skrevet om dette fænomen, som ikke var blevet videnskabeligt beskrevet tidligere. Ikke desto mindre har stress været kendt siden stenalderen. Mennesker har jo altid oplevet vanskelige og anstrengende situationer, og ikke så få af dem har utvivlsomt været tungere at bære end vore da-ges belastninger. Fortvivlelsen over forgæves at søge efter noget spiseligt ligger givetvis højere på skalaen over negative følelser end bekymringen for at klare sig dårligt ved et foredrag for et stort publikum. Og der er almindelig enighed om, at det at løbe fra en angribende sabeltiger slår stressniveauet ved ræset for at nå morgenmødet.

Det er nemlig netop det, stress egentlig er beregnet til: at vi handler hurtigt i en vanskelig situation i stedet for blot at lade os æde. Så stiger blodtryk og puls, og vejrtrækningen bliver hur-tigere. Hormonet adrenalin strømmer ud og sørger for, at hjerne og muskler bliver rigeligt forsynet med energi. Kroppen er klar til kamp – eller til flugt. ”Stress sørger for, at vi er i stand til toppræstationer i de mest forskellige omgivelser,” som biopsy-kologen Clemens Kirschbaum formulerer det. Blot bør alle disse kropslige reaktioner ebbe ud igen så snart som muligt, når faren er drevet over.

Men i dag er stress en del af hverdagen. ”Det hører næsten til god tone at sige, at man ikke mangler beskæftigelse, men er vigtig og har meget at gøre,” siger psykologen Monika Bullinger.


14

”Vi skelner ikke længere mellem den forfriskende følelse af at være lidt forpustet en gang imellem og den permanent negative følelse, som opstår, når stressreaktionen ikke ender med en suc-cesoplevelse. Vi undervurderer det faktum, at den stress, som man ikke kan overkomme, udgør en sundhedsrisiko.”

Når kroppen hele tiden sættes i alarmberedskab, kan følgerne ofte først mærkes mentalt: Vi føler os utilpasse, er angste el-ler måske triste. Andre reagerer irritabelt og lunefuldt og bliver hurtigt urimelige. Hvis man lider under kronisk stress, kan man som regel ikke falde til ro. Perioder uden pres er næsten uudhol-delige. Man har simpelthen glemt at slappe af igen. I længden støder også fysiske problemer til de første mentale alarmsigna-ler. De kan være ekstremt forskellige fra person til person. ”Hver især har her sin helt personlige akilleshæl,” siger specialist i forebyggelse Christoph Bamberger. Til sidst kan presset på sjæ-len ikke benægtes længere. Så optræder psykiske forstyrrelser som depression eller udbrændthed, et udtryk, som er blevet al-mindeligt i den senere tid, og som i reglen ikke betegner andet end en mild form for depression.

Men hvor stressende er en fuldt besat, krævende, hektisk dag? Det oplever vi helt individuelt. For nogle kan det være for meget bare at koordinere to aftaler, mens andre først kommer i forlegenhed, hvis der åbenlyst er problemer. Og for andre igen er selv det ligegyldigt.

Hvor meget stress og pres vi oplever, afhænger i høj grad af den psykiske modstandskraft, vi har udviklet fra barnsben. Per-sonlige egenskaber bidrager til den såvel som de sociale omgivel-ser og opdragelsen. Men der findes også nyttige strategier, som gør det nemmere at håndtere hverdagens stress, og som derfor også senere er med til at styrke den personlige modstandskraft mod livets uretfærdigheder. Personlighedspsykologer bliver nemlig mere og mere sikre på, at vores væsen ikke er så mejslet i


15

sten, som det almindeligvis antages: Vi kan udmærket ændre os! Professionelle anti-stress-terapeuter forsøger at formidle no-

get til deres klienter, som de kalder ”stresskompetence”. På de-res kurser lærer man at erkende de forskellige typer stress, som møder os hver dag – den negative, destruktive stress såvel som den konstruktive, som hjælper os til at klare vanskelige situatio-ner bedre. For kun hvis man kan skelne den ene fra den anden, kan man målrettet få bugt med den stress, man bliver syg af.

Ved akut, destruktiv stress er det tvingende nødvendigt med teknikker, som gør det muligt at spænde af her og nu. Mange terapeuter sværger til Edmund Jacobsons afspændingsmetoder som autogen træning eller progressiv muskelafspænding. Andre benytter sig af fjernøstlige metoder som yoga, forskellige me-ditationsteknikker som for eksempel opmærksomhedstræning eller afspændingsøvelser i bevægelse som i qigong og tai chi chuan. Og nogle mennesker finder også deres egne, helt person-lige veje – såsom lange spadsereture eller en obligatorisk pause hver dag kl. 12. Hvilken metode der er den mest effektive, af-hænger ikke kun af ens aktuelle problemer, men også af, hvad man hver især foretrækker.

Under alle omstændigheder drejer det sig om at skrue ned for blodtryk, hjerteslag og elektrisk aktivitet i hjernen og op for afslappethed, tilfredshed og trivsel! Opfinderne af de forskellige afspændingsmetoder har helt forskellige teorier om rækkeføl-gen. De mere fysisk orienterede metoder som Jacobsons pro-gressive muskelafspænding bygger på den ide, at de psykiske stressprocesser ændrer sig, hvis man arbejder med de legemlige funktioner. Hvis man vil opnå afspænding ad den vej, skal man øve sig i at spænde de enkelte muskelgrupper målrettet og slippe dem igen. Koncentrationen får sindet til at falde til ro, der er hverken tid eller rum til at tænke på morgendagens krævende opgaver; helt automatisk beskæftiger man sig kun med sig selv.


16

I autogen træning forsøger man omvendt at ændre de psy-kiske processer og derved påvirke kropsfunktionerne. Det er en form for autosuggestion, hvor man hele tiden koncentrerer sig om de samme ting, som man gentager langsomt i tankerne. ”Arme og ben er tunge,” forsikrer man sig selv, eller ”vejrtræk-ningen er rolig og regelmæssig”. Hvis man øver det intenst om og om igen, kan man nå så vidt, at det virkelig forholder sig sådan en dag. Og hvordan skal man så samtidig kunne tænke på det, som stresser en?

Risikoen er dog, at stresstilstanden vender tilbage, så snart man igen tænker på de opgaver, som endnu ikke er løst. Her kan opmærksomhedstræning hjælpe (se side 226). Den kan føre til et nyt syn på hverdagen; ting, som hidtil har virket forstyr-rende, får ny prioritet og bliver i bedste fald ikke længere op-fattet som uønskede. Desuden får man en bedre fornemmelse for, hvilke ubehagelige ting man kan ændre, og hvilke der nu engang er uundgåelige.

At skelne mellem vigtigt og uvigtigt er et af de nøglebudska-ber, som fagfolk videregiver til deres klienter i forbindelse med stresshåndtering. Det indebærer også, at man skal prøve at få noget af den klare adskillelse mellem arbejde og fritid tilbage, som førhen var så selvfølgelig. I en arbejdsverden fuld af smart-phones og tablets, hvor man hele tiden er til at få fat i på telefon og e-mail, er det et utrolig afspændende skridt simpelthen at koble af fra de elektroniske slavepiskere om aftenen. ”Så er jeg offline” – det er som en lille ferie for sjælen. Hvilefaser er under alle omstændigheder vigtige. Det har mange langtidsstressede mennesker glemt. De skal lære igen, hvor velgørende det er sim-pelthen bare at slappe af en gang imellem.

Med al den anti-stress-træning behøver man jo ikke ligefrem at forfalde til det uambitiøse: En vis grad af stress er endda godt. Stress betyder jo – som allerede dengang, da man stod over for


17

sabeltigeren – fremdrift, kreativitet, energi. Stress bliver kun til din fjende, når den varer ved for længe og ikke i tilstrækkelig grad afløses af, at du holder fri, får motion og slapper af.

En eller anden form for stress må vi alle sammen leve med. For der er strabadser og belastninger nok, som man simpelthen ikke kan undgå. Forhold kan gå i stykker, børn kan gå en på nerverne, arbejdsgiveren kan pludselig flytte sin produktion til udlandet.

At blive arbejdsløs hører til de værste negative oplevelser i et menneskes liv. Den følelse, at der ikke længere er brug for en, tærer mere på selvværdsfølelsen end nogen anden livskrise. Psy-kologerne Michael Eid og Maike Luhmann har undersøgt det nærmere. For de fleste mennesker er det endda lige så slemt at blive arbejdsløs for anden eller tredje gang. I årtier troede for-skerne, at vi mennesker kan vænne os til alt, hvor meget det end ændrer vores liv. I en berømt undersøgelse, der blev foreta-get, kort tid efter at deltagerne netop have vundet i lotto eller havde været ude for en invaliderende ulykke, viste det sig, at de havde den samme vurdering af deres livskvalitet som før. ”Men den findes ikke altid, denne tilvænning,” understreger Eid og Luhmann. ”Tiden heler netop ikke alle sår.”

Når det gælder arbejdsløshed, ser der endda ud til at være en slags sensibiliseringseffekt – altså, at man bliver mere sårbar, jo oftere man oplever at miste sit arbejde. ”Det er som en spiral, som trækker mere og mere nedad,” siger udviklingspsykologen Denis Gerstorf. Fagfolk som disse tre har længe vidst, at tabet af ens arbejde ikke kun går hånd i hånd med tabet af selvværds-følelse, men også med tabet af sociale kontakter. Ofte bliver også konflikterne med familie og venner større, når pengene mangler. Der er mange aktiviteter, man ikke længere kan del-tage i. ”Derfor har vores samfund hårdt brug for programmer, som afbøder følgerne af gentagen arbejdsløshed,” mener Eid og


18

Luhmann. Det sker jo slet ikke så sjældent, at folk mister deres job flere gange.

Men stress lurer også der, hvor den umiddelbart slet ikke er så nem at få øje på. Alene livet i storbyen udgør en risiko for den mentale sundhed: Storbymennesker er langt hyppigere psykisk syge end folk på landet – og det til trods for at der som regel er bedre behandlingsmuligheder i byen. Den permanente over-flod af sanseindtryk spiller formodentlig en rolle for de negative følger af bylivet, og også det, at man hele dagen støder på en masse mennesker, som man egentlig aldrig har haft lyst til at møde. Menneskeansigter er interessante for hjernen, den forsø-ger at registrere så mange af dem som muligt; men hvis man bor sammen med hundredtusindvis af mennesker på et ret snævert område, ønsker man paradoksalt nok samtidig at undgå dem. Derfor ser det ud til, at de områder i hjernen, som er ansvarlige for stressbearbejdning og følelseskontrol, arbejder under kon-stant højtryk hos storbymennesker. Derfor har de 39 % højere risiko for at blive ramt af en depression, mens risikoen for at udvikle en angstforstyrrelse er 21 % højere. Og sandsynligheden for, at et menneske udvikler skizofreni, er højere, jo større den by er, som det lever i, har psykiaterne Florian Lederbogen og Andreas Meyer-Lindenberg fundet frem til.

Lederbogen og Meyer-Lindenberg kunne endda dokumen-tere, at storbymennesker automatisk er mere stressede. De scan-nede psykisk raske mennesker i en MR-scanner og iagttog, hvad der skete i hjernen, når de blev udsat for grove fornærmelser og samtidig skulle løse vanskelige regneopgaver. Det førte til stress hos alle forsøgsdeltagerne: Hjertet slog hurtigere, blodtrykket steg, de havde mere af stresshormonet kortisol i blodet. Men nervecellerne i hjernens angstcenter – en mandelformet struk-tur ved navn amygdala – var mere aktive, jo større den by var, som personen kom fra. Efterhånden anser man det for bevist,


19

at amygdala er involveret i forskellige psykiske forstyrrelser. Det kan altså hjælpe at flytte på landet – men det varer nogle år, in-den den forhøjede hjerneaktivitet lige så stille falder til ro igen.

Hvad kan man så stille op? Skal man trække sig tilbage til et fredfyldt kloster, til en fjern landsby eller til en øde ø for at re-ducere sit stressniveau? Skal man hellere blive selvstændig med det samme af angst for at blive fyret? Skal man altid behandle sin partner ekstra godt, så han eller hun ikke finder på at forlade en? Det er alt sammen årsag til endnu mere stress. De uende-lige valgmuligheder, som vi har i dag, torpederer vores trivsel. At blive bevidst om, hvad der er vigtigt for en selv, og at være tilfreds med det, man har opnået, er en stor udfordring i en verden, som tilsyneladende er fuld af chancer. ”At erkende sine personlige prioriteringer, leve efter dem og ikke lade sig hyle ud af det af andre, burde være vores valgsprog,” siger udviklings-psykologen Friedrich Lösel, som forsker i forebyggelse.

Tidligere havde de fleste mennesker en barndomsegn, hvor de voksede op og blev uden nogensinde at flytte. Når de skiftede bolig for første gang, flyttede de ofte til et sted lige i nærheden. De stod i lære i en af de få lokale virksomheder, som tilbød den uddannelse, man ønskede sig, eller også vendte de tilbage til den gamle hjemegn efter at have studeret i den nærmeste storby. Som en selvfølge sendte de deres børn i den samme skole, som de selv engang havde gået i.

I dag er dette stilfærdige livsmønster blevet sjældent. Valgfri-heden er nu så stor, at den ligefrem bliver til en tvang: Vi skal hele tiden spørge os selv, om vi ikke alligevel burde benytte en af de mange valgmuligheder, som står åbne for os: Er det for-nuftigt at have arbejdet ti år i det samme firma? Er der ikke et bedre job et andet sted, som oven i købet også er bedre betalt? Hvad skal vi gøre med de penge, som vi har sparet op? Skulle vi ikke hellere sende barnet i privatskole? Hvad vil vi tænke, når vi


skal dø, hvis vi ikke har boet i det mindste nogen tid i udlandet? Er vores ægteskab stadig lige så tilfredsstillende, som vi altid drømte om? Har vi sex tilstrækkelig ofte, og er det godt nok? I et liv med så mange frihedsgrader indtræder der sjældent ro.

Men det er formålsløst at flygte. Så er det bedre at gøre sjælen stærk.


21

Når sjælen ikke er tilstrækkelig udrustet

Alle beundrede hende. Succesfuld arkitekt sidst i trediverne, værdsat medarbejder i et stort München-firma, tre børn på seks, tre og et år. Efter hvert barns fødsel var hun efter en kort bar-selsorlov vendt tilbage til sin arbejdsplads i 30 timer om ugen. På kontoret var hun kendt for altid at være i godt humør, for sin sikre fornemmelse for effektivitet og et altid velplejet ydre. Hun kunne lide at fortælle om sit organisationstalent, som satte hende i stand til at holde styr på husholdningen, ægteskabet og det krævende job. Simpelthen alle beundrede hende. Indtil hun fra den ene dag til den anden ikke længere dukkede op på sit kontor. Hun var brudt sammen. Sygemeldt i et halvt år og indlagt på et sanatorium. Lægen rådede hende indtrængende til ikke at tage hjem for at besøge sin familie i weekenderne. Det bedste ville være, at mand og børn slet ikke kom på besøg i den nærmeste fremtid. Hun havde hårdt brug for afstand til alt. Så dårlige havde hendes blodværdier været.

Det, som helt almindelige mennesker kræver af sig selv i dag, er ofte umuligt at overkomme. Vi vil både kunne tåle de kritiske blikke fra naboer og kolleger og leve op til vores arbejdsgivers, partners, børns og muligvis også vores gamle forældres krav. Ikke bare så godt, det nu kan lade sig gøre, men så perfekt som i en Hollywoodfilm. Præstationspresset er vokset – og mange, som arkitekten fra München, lægger ikke engang mærke til det, før kroppen nægter at fungere og trækker i nødbremsen i sidste sekund.

Efter en toppræstation på arbejdet følger ofte en ”burnout”, den fuldstændige udbrændthed. Begrebet, som i nogen tid har været på alles læber, blev opfundet allerede i 1970’erne af den amerikanske psykoterapeut Herbert Freudenberger. Han havde


22

især undersøgt folk, som udførte socialt arbejde. Disse menne-sker, som for det meste havde valgt deres erhverv med stort en-gagement og idealisme, følte sig efter nogle år ofte trætte og overbelastede, var uinteresserede og også fysisk syge. Mange ud-viklede et stærkt distanceret, kynisk forhold til deres arbejde, som de engang havde været så glade for.

I dag er udbrændthedssyndromet absolut ikke længere be-grænset til socialsektoren, men er en potentiel risiko i alle er-hverv. Eneforsørgende mødre og fædre samt mennesker, som plejer deres pårørende i hjemmet, er særlig udsatte.

Diagnosen stilles efterhånden så ofte, at det er foruroligende. I Finland viste en rundspørge i hele befolkningen, at hver fjerde voksen lider af lettere problemer med udbrændthed, og 3 % af den voksne befolkning endda af alvorlige. Selvhjælpsbøger, fag-litteratur og tidsskrifter om emnet går som varmt brød. Folk fø-ler åbenbart i høj grad, at det angår dem, fordi de også oplever en del af symptomerne hos sig selv.

Det skyldes blandt andet, at arbejdslivet som regel kræver meget af folk i dag – ofte for meget. ”Arbejdspladserne må til-passe sig menneskene igen i stedet for først og fremmest at være fokuseret på udbytte,” lød det enstemmige krav fra de medici-nere, som var samlet til den Tyske Lægekongres i 2012. De kan hver dag se på deres patienter, at de oftere og oftere udvikler sygdomme, som enten er af ren psykisk art, såsom depressioner eller angstforstyrrelser, eller som stammer fra sindet, men kom-mer til udtryk som fysiske symptomer. Til disse psykosomatiske sygdomme hører ikke kun øresusen (tinnitus) og rygsmerter, så-dan som man tit læser. Også hjerte-kar-sygdomme har ofte en psykisk årsag.

Hver tiende dansker i beskæftigelse føler sig stresset eller ner-vøs på arbejdet, viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2010. I alt har 430 000 danskere daglige symptomer på alvorlig stress,


23

mens 500 000 danskere angiver, at de føler sig udbrændte på jobbet, fremgår det af tal fra Stressforeningen. I Tyskland er hver anden lønmodtager begyndt at klage over stærk belastning på arbejdet. 52 % oplever et stærkt tids- og præstationspres, frem-går det af ’Stressrapport 2012’ fra den tyske Forbundsanstalt for Arbejdsmiljø. Hver tredje oplyste, at de sprang pauser over på grund af for stor arbejdsbyrde.

Redningen kan være at flygte, og det sker ofte ved hjælp af en lægeerklæring. Når presset endnu en gang er blevet for stort, får vi det som regel til at lette via vores praktiserende læge. Sy-gemeldingen sikrer i det mindste et par dages eller ugers fred; lægens underskrift rykker alle pligterne langt bort. Timer med gabende tomhed, pludselig frihed, hvor man selv bestemmer, ligger foran en. En sygemelding kan bringe et menneske på fode igen og give sjælen lejlighed til at samle kræfter til den kommende tids daglige vanvid. Psykisk prævention kalder læ-gerne det – at forebygge i stedet for at vente, til sammenbruddet uigenkaldeligt truer de patienter, som har søgt hjælp. Op mod 500 000 årlige kontakter til lægen handler om stress. Hver dag er 35 000 danskere sygemeldt pga. stress.

De lægeligt legitimerede pauser hjælper dog ikke meget, hvis der er tale om permanent stress, og arbejdsforholdene ikke æn-drer sig. Så kan de højst udsætte rutsjeturen ned i en tilstand af udbrændthed.

Nogle virksomheder har erkendt, at de skal ændre noget. For eksempel er den britisk-nederlandske mad- og vaskepulvergi-gant Unilever begyndt at bedømme sine ledere, ud fra hvor stort fravær deres medarbejdere har. ”Selvfølgelig er et højt sygefra-vær ikke nødvendigvis ensbetydende med dårlig ledelse,” siger firmaets bedriftslæge Olaf Tscharnezki. Det afhænger jo af med-arbejdernes alder, køn og sygdomsforløb. Men man har fundet ud af, at en del ledere så at sige tager det gamle sygefravær med


24

ind i det nye team, hvis de bliver forflyttet. Hvis det permanent er for højt, indkalder direktionen teamchefen til samtale, for-tæller han.

Det har vist sig, at de sygdomme, som stammer fra psyken, har en betydelig indflydelse på folks produktivitet. For ligesom arkitekten fra München bliver de, der rammes, ofte sygemeldt i månedsvis og kan derefter kun langsomt integreres i arbejdsli-vet igen. De omkostninger, som psykisk sygdom medfører, lig-ger skønsmæssigt på 300 milliarder euro om året i Europa. Og de stiger.

I Danmark skønnes det, at op imod en tredjedel af det sam-lede sygefravær skyldes psykiske helbredsproblemer, især stress, depressioner eller funktionelle lidelser.

Ikke uden grund har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklæret den arbejdsbetingede stress som ”en af de største farer i det enogtyvende århundrede”. Mange EU-lande har indført love, der skal beskytte mod sundhedsfarlig psykisk belastning på arbejdspladsen, og dermed sidestillet det med andre erhvervsri-sici. Permanent stress på arbejdspladsen er nøjagtig lige så ska-delig for helbredet som larm, stærkt lys eller gift, hedder det.

Det lumske ved udbrændthed er, at det er en snigende proces, som kan forløbe på mange forskellige måder. Hvis man lider af rygsmerter, koncentrationsforstyrrelser, fordøjelsesproblemer, høj puls, glemsomhed, hovedpine, uro eller søvnforstyrrelser, er ens krop måske allerede begyndt at gøre oprør mod den kon-stante overbelastning, den tilbagevendende frustration, desillu-sioneringen eller den manglende anerkendelse.

Det dumme er bare, at alle disse symptomer samtidig også kan have helt andre årsager. Mange af os kan derfor have van-skeligt ved at erkende det, når vi kræver for meget af os selv. Derfor bekæmper vi den indre tomhed, den følelse af menings-løshed, som er ved at udvikle sig, og den permanente splittet-


25

hed med mere arbejde, flere aftaler, færre og kortere pauser, opkvikkende midler om morgenen og sovepiller om aftenen. Nogle gange er der også hårdere stoffer med i spillet. Hvis ingen griber ind, drejer spiralen videre og videre – indtil intet funge-rer længere.

Ofte erkender fagfolk heller ikke, hvad der er galt med deres patienter. Det skyldes blandt andet, at psykiatere og psykologer stadig ikke har fundet en samstemmende og endegyldig defini-tion på det at være udbrændt. Udbrændthed, denne tilstand af total udmattelse, regnes ikke engang for en selvstændig diag-nose. I stedet opføres det i det internationale klassifikations-katalog over alle sygdomme, ICD-10, som et ”problem med at magte livet”, som potentielt kan udløse sygdom. Men der behø-ver ikke at gå en udpræget entusiasme forud for udbrændthed. Også folk, som aldrig har brændt af begejstring for deres job, kan blive udbrændte.

Læger kan altså kun anvende begrebet udbrændthed som til-læg til en diagnose. Og ofte ligger der faktisk også noget andet til grund – i de fleste tilfælde en let depression. Men på en eller anden måde lyder udbrændthed mere moderne og bedre. Pa-tienten betragtes som aktiv og engageret, som én, der engang virkelig brændte lidenskabeligt for en sag, inden hun brød sam-men, og ikke som det initiativløse, ynkelige offer, som mange mennesker forbinder med depression. Det er nok derfor, at ud-brændthed er blevet en modediagnose: De syge har nemmere ved at acceptere den.

Man skal dog passe på ikke at bagatellisere depressionen med begrebet, advarer psykiater og formand for Tysk Forbund mod Depression, Ulrich Hegerl. For en forkert opfattelse af situatio-nen kan føre til forkerte strategier til at tackle problemet.

For hvis følelsen af udmattelse nu ikke hænger sammen med en akut situation på arbejdspladsen, hvor man bliver overbela-


26

stet eller overbelaster sig selv, men i stedet skyldes en let depres-sion, så kan en sygemelding alene være den forkerte strategi. ”At sove længe eller at ligge i sengen og gruble forstærker sna-rere depressionen,” advarer Hegerl. Mange klinikker tilbyder endda en vågenterapi mod depressioner, hvor patienterne kun tilbringer den første halvdel af natten i sengen og derefter skal stå op. Det er heller ikke en god ide at tage på ferie. ”Depressio-nen rejser med,” siger Hegerl. Den skal behandles, så er der igen glæde ved det, som før var stress.

Mens sund mad, motion, afspændingsøvelser og en anden tidsplanlægning hjælper dem af os, som kun er overbelastede, er det ikke nok ved depressioner, advarer også direktøren for Universitetshospitalet i Bonn, Wolfgang Maier. Så er det nød-vendigt med terapeutbistand eller lægehjælp for at opnå gode resultater på lang sigt.

Egentlig skulle man tro, at de syge i vore dage hurtigt får hjælp – eller at de hurtigt selv søger hjælp. Psykiske lidelser er jo et emne, som konstant omtales i medierne og offentligheden. Burde de da ikke for længst være kommet ud over den sam-fundsmæssige brændemærkning? Men selvom mange læger er engagerede i det, og selvom modige kendisser lægger deres psy-kiske sårbarhed frem i offentligheden, så har mange mennesker stadig følelsen af, at de skal hemmeligholde disse sygdomme i modsætning til for eksempel en blodprop i hjertet. En ny og omfattende undersøgelse, som analyserede data fra tredive for-skellige europæiske lande, viste, at mere end hver tredje euro-pæer har psykiske problemer en gang om året. Sygdomme i sjælen er altså en sand folkesygdom.

Psykiske sygdomme sænker den forventede levealder mere end alle andre lidelser, viste for nylig en undersøgelse, som et internationalt forskerteam under ledelse af psykiateren Hans-Ul-rich Wittchen og psykologen Frank Jacobi har foretaget. Og psy-


27

kiske forstyrrelser er en af de væsentligste årsager til forkortet levetid hos folk uden større helbredsmæssige problemer.

Særlig hyppige er angstforstyrrelser, som rammer 14 % af os. Derefter følger søvnløshed (7 %), depression (7 %), psykosoma-tiske lidelser (6 %) og endelig afhængighed af alkohol og stoffer (4 %). Mens kvinder langt hyppigere lider af depression, panik-angst og migræne, fører mændene, når det gælder alkoholisme.

Til trods for den ekstremt store udbredelse er det ikke sådan, at psykiske sygdomme generelt bliver hyppigere og hyppigere, sådan som vi ofte hører. Kun antallet af depressioner stiger, og til forskernes forfærdelse rammer de flere og flere mindreårige. ”Hos unge mennesker under atten år ser vi cirka fem gange så hyppigt som tidligere en fuldt udviklet depression,” siger Hans Ulrich Wittchen. Derudover kunne forskerne ikke konstatere nogen dramatisk udvikling. Faktisk er antallet af psykiske syg-domstilfælde kun steget lidt i årene efter Anden Verdenskrig for så at falde igen.

Men sygemeldingerne på grund af psykiske problemer vil sik-kert blive ved med at stige i antal. For Wittchen og Jacobi vurde-rer, at ikke engang hver tredje af de syge bliver behandlet. Folk venter ofte flere år, før de går i terapi. Det er det største problem i kampen for psykisk sundhed, siger Wittchen: den lave bevidst-hed om problemet.

Efterhånden bliver psykiske lidelser dog hyppigere diagnosti-ceret. For tyve år siden ville de praktiserende læger højst have konstateret en depression hos hver anden af deres patienter med sygdommen, mener Jacobi. Nu identificerer de i det mind-ste to tredjedele af patienterne. Det kan man også læse ud af tallene for, hvor mange der får anti-depressiv medicin: I 2012 var 455 000 danskere forbi apoteket for at købe lykkepiller, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut. Det svarer til hver 12. dansker.


28

Formodentlig lægger man også mere mærke til folk med psykiske problemer i vor tids arbejdsliv. For ofte kan det slet ikke lade sig gøre at klare de krævende opgaver på de moderne arbejdspladser, hvis man har en psykisk lidelse. Det er sand-synligvis nemmere at klare høhøsten, selvom man har en let depression, end et møde med en vanskelig kunde, og ofte giver et stærkt struktureret job som for eksempel samlebåndsarbejde også mere tryghed end et arbejde i servicesektoren eller på det kunstneriske område, hvor der kræves meget motivation, krea-tivitet og fleksibilitet. Derfor opdager man det i dag måske også selv på et tidligere tidspunkt, når kræfterne ikke længere rækker til at passe sit arbejde.

Specialister i psykosomatik bliver bedre og bedre til at finde ud af, hvor hyppigt der skjuler sig en psykisk overbelastning bag en fysisk sygdom. Deres fagområde, hvor man betragter fysiske lidelser ud fra psyken, har kun eksisteret i tyve år. Nu tvivler ingen længere på, at en lidende psyke kan have drastiske fysiske følger. Og disse er til dels overraskende: Man har endda kunnet iagttage, at depressioner kan øge risikoen for knogleskørhed.

Men først og fremmest går det ud over hjertet. Det har ad-skillige undersøgelser efterhånden bekræftet. Således er risikoen for en blodprop i hjertet dobbelt så høj hos folk, der lider af arbejdsbetinget stress, som hos ustressede medarbejdere. Og en depression kan endda fordoble risikoen for en blodprop i hjertet eller et slagtilfælde. Samtidig indvirker psykens tilstand også i betydelig grad på chancerne for helbredelse. Hvis man er de-pressiv og bliver ramt af et slagtilfælde, har man tre gange så høj risiko for at dø af det som den, der kommer ud for et slagtil-fælde, men ikke har nogen psykisk lidelse, rapporterede forskere fra University of Southern California for nylig.

Hvordan sygdommene i psyke, hjerte og hjerne hænger sam-men, er stadig ikke fuldt udforsket. Men der er adskillige for-


29

klaringsmuligheder. For eksempel er det absolut sandsynligt, at den psykiske lidelse indvirker direkte biokemisk på kroppen og på den måde øger risikoen for slagtilfælde.

Men påvirkningen kan også være indirekte. For når vi er de-pressive eller har en anden psykisk forstyrrelse, passer vi ofte ikke så godt på vores helbred. Vi mangler initiativ til at dyrke motion, spise fornuftigt eller holde op med at ryge. Alt dette kan igen føre til for højt blodtryk og sukkersyge, som er kendte risikofaktorer for en blodprop i hjerte eller hjerne.

”Det er imidlertid ikke kun vigtigt at forhindre negative til-stande, man bør også fremme de gunstige,” understreger epi-demiologen Julia Boehm fra Harvard. Hun præsenterede for nylig en forbløffende undersøgelse af knap otte tusind offent-ligt ansatte i London. Hendes arbejde er en del af de berømte Whitehall-studier, hvor man siden 1967 har undersøgt sam-menhængen mellem fysisk sundhed og sociale omgivelser. Lykkelige medarbejderes hjerter har det bedre end ulykkeliges, lyder Boehms resultat. Således var risikoen for at få en blodprop i hjertet 13 % lavere hos tilfredse mennesker end hos utilfredse. Hjerterne var endda så meget desto sundere, jo større tilfredshe-den var. ”Det er ikke kun tilfredsheden med arbejdet, der spiller en rolle, men også med kærligheden, fritiden og levestandar-den,” forklarer Boehm. Læger bør altså ikke altid kun tænke på for højt blodtryk, overvægt og afhængighed af nikotin, når de taler med deres patienter om risikoen for en blodprop i hjertet, men også på det psykiske velbefindende, mener hun.

Som sagt kommer det dog i høj grad også an på typen af stress. At være amerikansk præsident må indebære en ekstrem grad af stress, skulle man mene. Kunne man ikke nærmest stå og se på, hvordan Bill Clinton og Barack Obama pludselig blev gråhårede? Men alvorligt syge bliver amerikanske præsidenter som regel ikke. De lever nøjagtig lige så længe som vi andre.


Demografen Stuart Jay Olshansky sammenlignede den gennem-snitlige levetid for alle hidtil afdøde amerikanske præsidenter siden George Washington med den forventede levetid, som er almindelig for mænd ud fra deres fødselsårgange. (De fire præ-sidenter, som var blevet myrdet, regnede han selvfølgelig ikke med). Det viste sig, at præsidenterne i gennemsnit blev 73,0 år gamle, mens de almindeligt dødelige nåede op på 73,3 år.

Alle de prominente personer, som bliver syge af udbrændt-hed og depressioner, kunne måske føre til den konklusion, at mennesker i ledende positioner er særlig modtagelige for psyki-ske forstyrrelser. Men udbrændthed er slet ikke nogen direktør-sygdom, understreger psykiatriprofessor Ulrich Hegerl. Det er nemlig ikke de ting, man pålægger sig selv, som medfører mest stress, men følelsen af at blive kostet rundt med. Derfor er det dem af os, der har mindst at sige, der lider mest. Hvis man føler sig styret og kontrolleret af sin chef, hvis man ikke kan føre sine egne idéer ud i livet, vil man stå afmægtig over for materielt tab. De farligste udløsere af stress er de situationer, som vi – reelt eller ej – ikke har nogen indflydelse på.

Men ét er sikkert trods alle de skræmmende tal: Det er ikke alle, der gennemlever stress og alvorlige kriser, som udvikler fysiske eller psykiske symptomer. Mange mennesker kommer raske ud på den anden side. Og af disse mennesker og deres modstandkraft kan vi lære noget.


sådan tackler du modgang

Documents