1EftErårEt 2011

å r h u s s t u d E n t E r n E s

AdgAng for AllE

filmklub

2

Århus Studenternes Filmklub

blev startet i 1953 blandt de studerende på Aarhus Universitet.I 1973 blev ÅSF filial af Det Danske Film-museum og er således det eneste sted vest for Valby Bakke, hvor det er muligt at se film fra en af Europas største filmsamlinger.Originaltitler med kommer fra Cine-mateket.Filmene vises med professionelt biografud-styr og Dolby Surround.

MedlemsskabAlle over 15 år kan blive medlem. Adgang til alle forevisningerne kan kun ske ved fremvisning af både medlemskort og billet. Medlemskortet er strengt personligt og erstattes ikke ved bortkomst. Der er adgang til Cinematekets forestillinger for ikke-medlemmer til forhøjet pris. Legitimation kan kræves ved indgangen.Indmeldelse sker ved betaling på Filmklub-bens kontor i kontortiden, dvs. en halv time før hver forestilling.

ProgramUdkommer omkring sæsonstart. Alle der har været medlem inden for de sidste tre sæsoner får automatisk det nye program. Husk derfor at meddele os adresseændringer. Programmet kan hentes på filmklubbens kontor, bibliotek-er eller rekvireres ved at ringe i kontortiden.

BilletterBilletter købes på forevisningsdagen fra og med den 6. september på Filmklubbens kon-tor i kontortiden, dvs. en halv time før hver forestilling.

PriserMedlemskort kr. 70,- (gyldigt til både ÅSF og Cinemateket i Århus i to semestre). Billetter kr. 35,- pr. forevisning. Stumfilm: kr. 20,-Ikke-medlemmer kan købe billetter til Cinematekets forestillinger til kr. 60,- og til stumfilm kr. 30,-

Since 1953 the Aarhus Students’ Film Society has presented students in Aarhus with a broad variety of quality films, in a professional cinema setting.A large part of the films are presented by The Danish Film Institute – . This gives us a unique opportunity to expand our repertoire with the most important film classics.Check this programme for titles you will not find anywhere nearby.Membership is only 70 DDK a year and admission 35 DDK per ticket. All films are shown in their original language, usually with Danish subtitles.Opening hours:Half an hour before each screening.

InfOrmAtIOn In englIsh

Århus studenternes filmklubDet Danske filminstitut/ museum & CinematekInstitut for matematiske fag ny munkegade DK-8000 Århus Ctlf.: 8612 7488

Mail: filmklub@filmklub.au.dk

http://filmklub.au.dk/

Kontortiden halv time før hver forestilling.

forsideJean gabin iPolitikommissær Maigret…

bEstyrElsEFormandOle Caspersenholmkærvej 548380 trigetel: 86 18 71 98

Kasserermeiki Calaminustordenskjoldsgade 65, 3.th. 8200 Århus ntel: 86 10 55 05

frank Dabelsteinlars J. lykkesteffen D. moestruphenrik sørensen niels P. Weisberg

Andre aktiveBjarne hedegaard, Ulrik Kruhøffer, Christian gang larsen, Jesper lau-ridsen, Jesper riemer.

layoutlars J. lykke.

Billederer venligst udlånt af DfI / Billed- & Plakatarkiv.

Programmeter fremstillet hos AKA-PrInt A/s Oplag: 6000.

LAN

GE

LAN

DSG

AD

E

NY

MU

NK

EG

AD

E

KASERNEBOULEVARDEN

B U S 1 6

B U S 1 3 B U S 1 3

B U S 1 3

B U S 2 A

B U S 2 A , 1 6

HER!

ÆRØGADE

FYNSGADE

FAL

STE

RSG

AD

E NY

MU

NK

EG

AD

E

Auditorium E

Handicap-adgangSalen har nu to kørestolspladser. Der er mulighed for adgang for kørestolsbrugere og gangbesværede, vha. instituttets elevatorer.

z

z

3

FilMliSte Side 31

E f t e r å r e t 2 0 1 1 • I n d h o l d s f o r t e g n e l s e

fEllini sidE 4 JAnE AustEn sidE 22

oscAr WildE sidE 10 lindsAy AndErson sidE 25

korEEdA sidE 16 stumfilm sidE 28

frAnskE film sidE 18

4

Da Federico Fellini døde i 1993, havde han for alvor opnået international anerkendelse. Kort forinden fik han overrakt en Oscar for sin samlede produktion - hans femte Oscar-statuette i alt. De øvrige modtog han (i kategorien bedste ikke-amerikanske film) for La Strada (1954), Gadepigen Cabiria (1957), 8 1/2 (1963) og Amarcord (1973). I 1974 blev han hædret under Cannes-festivalen og i 1985 ved Venedig-festivalen. Fellinis film har inspireret flere Broadway-musi-cals, og der er referencer til Fellini i film af en række meget forskellige instruktører - fra Woody Allen (Stardust Memories, 1980) over Guiseppe Tornatore (Cinema Paradi-so, 1980) til Joel Schumacher (Falling Down, 1993). Med sine fantastiske visioner og unikke visuelle stil har Fel-lini status som en af filmhistoriens mest uortodokse genier.

FRA NEOREALISME TIL DRØMMETYDNINGFellini blev født i badebyen Rimini i 1920 og flyttede som 18-årig til Rom. I en årrække arbejdede han som journalist, karikatur-tegner og manuskriptforfatter. Allerede i 1939 blev han ansat på det legendariske blad Marc’ Aurelio, og her kom han i kontakt med Roberto Rossellini og andre italienske filminstruktører. Fellini brød igennem som manuskriptforfatter på Rossellinis Rom, åben by (1945), der samtidig markerede starten på, hvad filmhistorikere senere skulle betegne ’italiensk neorealisme’. Fellini var manuskriptforfatter på en række andre neorealisti-ske film, herunder Rossellinis Paisà (1946). DEBUT MØDT MED SKEPSISI sin første film som instruktør Den hvide sheik (1951) trak

Fellini først og fremmest på sine erfaringer som journa-list og karikaturtegner. Fellinis omformning af neore-alismen i retning af en mere selvbiografisk udtryksform blev mødt med rynkede øjenbryn af hans tidligere kol-leger. Fellini var på den anden side lige så kritisk over for Rossellinis melodramatiske udgave af neorealismen. Når Fellini blev udfrittet om sine inspirationskilder, pegede han ikke på Dreyer eller Eisenstein, men på Chaplin, Kea-ton, Marx Brothers og Bunuels sorte humor. Inspirationen fra Chaplin er tydelig i La Strada, som Fellini senere kald-te ”det komplette katalog over hele min mytiske verden.” Filmen blev det store gennembrud for Giulietta Masina i rol-len som den klovneagtige Gelsomina - en kvindelig Charlie Chaplin. Fellinis symbolske mesterværk vakte heller ikke udelt begejstring hos de italienske neorealister, der mente, at den bidrog til at retfærdiggøre den politiske undertrykkelse i Italien. DRØMME OG ILLUSIONERI Dagdriverne (1953), der skildrer provins-Italiens dag-drømme og illusioner, bevæger Fellini sig også væk fra sit neorealistiske udgangspunkt. Ifølge Fellini er menne-sket ikke kun bestemt af historiske og sociale forhold, men også af sin egen subjektivitet på godt og ondt. Det subjektive omfatter hos Fellini spiritualitet og frelse i mere religiøs forstand, som det fremgår af La Strada og Gadepigen Cabiria. At Fellini også var under indflydelse af psykoanalysen, fremgår tydeligt af 8 1/2 og Julietta og ånderne. Fellini skulle blive en instruktør, som hyldede nattens drømme som menneskets mest ærlige udtryk, og han skabte sin visuelle stil primært via undersøgelse af sine egne drømme. UDFORSKNING AF FILMKUNSTENS EGENARTDet søde liv (1959) er en relativ ligefrem manifestation af hoved-personens psykiske tilstand, men de følgende film bevægede sig i højere og højere grad ind i en drømme- og fantasiverden. Efter at have etableret Marcello Mastroianni som sit alter ego i Det søde liv, benyttede Fellini ham igen i mester-værket 8 1/2, der først og fremmest er et forsøg på at skildre den komplekse (ubevidste) kunstneriske skabelses-proces. De efterfølgende film fortsatte i den visuelt overdå-dige, flamboyante stil, som skulle blive Fellinis varemærke. Mellem 1969 og 1972 lavede Fellini tre film, i hvilke han optræder som hovedperson og i hvilke det dominerende

tema er udforskning af selve filmmediet og filmkunstens egenart: ’Fellini: A Director’s Notebook (1969), Klovnerne (1970) og Roma (1972). Flere af Fellinis sene film er endda struktureret som fiktive interviews med instruktøren selv. Efter Roma producerede Fellini den frodigt fabulerende Amar-cord, som blev hans sidste kommercielle succes. Fellinis nostalgiske beretning om sin egen barndom og ungdom i Rimini er også en skildring af baggrunden for den italienske fascisme. Amarcord blev modtaget med begejstring af de venstreorienterede filmkritikere, der primært havde betragtet Fellini som formidler af Italiens konservative katolske kultur. Også i Kvindebyen (1980) - igen med Mastroianni i hoved-rollen - analyserer Fellini sin egen psyke. En række film-kritikere har betragtet Kvindebyen som Fellinis forsøg på at forene sine egne indre seksuelle og kreative konflikter. ROM OG CINECITTÁFellini Satyricon (1969), der næsten udelukkende er opta-get i studie-dekorationer, blev et stort hit blandt et psy-kedelisk orienteret publikum, der betragtede Felli-nis hovedpersoner som forfædre til hippie-bevægelsen. Roma er en overdådig, saftig og surrealistisk skildring af det gamle Rom. Satyricon, Det søde liv og Roma beskæf-tiger sig alle med forestillinger om Italiens hovedstad. Den mest bemærkelsesværdige af Fellinis sene film er Intervista (1987), en meget personlig beretning om det at lave film og en hyldest til Cinecittá-studierne, hvor Fellini optog de fleste af sine film - især på det berømte Teatro 5, som er det største studie i Europa. Fellini foretrak det ’kunstige’ studiemiljø, hvor han kunne udøve fuld kunstnerisk kontrol, frem for de uforudsige-lige autentiske locations, hvor neorealisterne optog deres film. Fellini kom første gang til Cinecittá i 1940 som ung jour-nalist for at lave et interview med en kendt skuespil-lerinde. Fellinis første besøg i Cinecittá er dramatiseret i Intervista. Forskellige steder i forløbet bevæger filmen sig fra ’den rigtige Fellini’ i sin karrieres efterår til den unge Fellini og hans indvielse i Cinecittás magiske verden. Til sin død hyldede Fellini nattens drømme og det ubevidste, som menneskets mest ærlige udtryk: ”Jeg laver film på samme måde som jeg lever en drøm. Den er fascinerende så længe den forbliver mystisk og flygtig, men risikerer at blive uden pointer, hvis den bliver forklaret.”

(Jesper Andersen, programmedarbejder, Cinemateket).

Federico Fellini Dekadente drømmerier

5

8½Tirsdag 13. september kl 19.30

”Fellinis overdådige, semi-selvbiografiske mesterværk er gået over i filmhistorien. Mastroianni spiller en suc-cesrig filminstruktør, der tager ophold på en kuranstalt for at få lidt ro. Han bliver imidlertid hele tiden forstyr-ret af sin producent, sin manuskriptforfatter, sin kone og sin elskerinde, der alle vil vide noget om hans nye filmprojekt. Det ydre pres får ham til at søge indad, og grænserne mellem fantasi, erindring, dagdrøm og virkelighed begynder at flyde. Prægtige skuespilpræ-stationer, fantastisk fotografering og uforglemmelig musik af Nino Rota sætter tilskueren i en tilstand af fornøjelig forvirring.” (Jesper Andersen)

”I 8½ går Fellini i endnu højere grad end i Det søde liv til det metafilmiske og selvbiografiske bid. Mas-troianni spiller filminstruktøren Guido, hvis alder, 43, stemmer overens med Fellinis. Guidos helbred skranter, han har et hyr med at holde sammen på sit filmhold, og ved faktisk slet ikke, hvad det er, han forsøger at sige med sit filmprojekt. Han må lægge ryg til voldsom kritik fra omverden, hvilket er Fellinis måde at reflektere over sin egen status som kunstner.

Fellini har nu for alvor forladt neorealismen, for hele filmen synes at følge drømmens logik (eller mangel på samme). Der er dog også strejf af mareridt over det til tider næsten maniske fortælletempo og den simrende aggression, der kendetegner nogle af filmens figurer.” (Janus Varsted Kirkegaard)

”A brilliant film. An image, visual ingenuity, subt-lety of pace, sardonic humor, it is stunning. We see a wizard at the height of his wizardry”.

(Stanley Kauffmann, New Republic)

8 1/2

Dagdriverne

6

Otto e mezzoitalien 1962

instr.: federico fellini.

Manus: Federico Fellini, Ennio Flaiano, Tullio Pinelli, Brunello Rondi.

Foto: Gianni di Venanzo.Musik: Nino Rota.Medv.: Marcello Mastroianni, Anouk Aimée, Sandra Milo,

Claudia Cardinale.Længde: 135 minutter.Danske undertekster.

dagdriverneTirsdag 4. oktober kl 19.30

”Med Dagdriverne omformede Fellini den socialt indignerede italienske neorealisme i en mere selvbio-grafisk og poetisk retning. Fellinis tredje film skildrer fem unge mænd og deres illusoriske drømmerier i en lille italiensk provinsby. De er alle ”vitelloni” -

umodne, dovne unge mænd uden mål og idealer. De fem hovedpersoner har hver deres drøm - at forlade provinsen og tage ind til Rom, at skrive et stort skue-spil, at blive den lokale Don Giovanni etc. Moraldo (Fellinis alter ego) gør op med de illusioner, som de øvrige hovedpersoner er indfanget af.” (Jesper Andersen)

”Selv om Dagdriverne overvejende er realistisk, ligger den surrealistiske æstetik, der mange år senere skulle give Fellini legendestatus, helt klart i kim. Den kom-mer især til udtryk i den scene, hvor en af filmens figurer danser rundt i en næsten tom, tilrodet balsal med et papmachehoved som partner.

Dagdriverne følger en flok yngre, umodne mænd, der dasker rundt i deres fødeby i provinsen. Det mest moralsk anløbne medlem af flokken bærer det lidet uskyldsrene navn Fausto og spilles af Franco Fabrizi, der ligner Richard Burton til forveksling.

Da han kommer for skade at gøre den kærlige, men ikke alt for kvikke skønhedsdronning Sandra (rørende spillet af Eleonora Ruffo) gravid, må han gifte sig med hende. Ægteskab giver dog ikke Fausto evnen eller viljen til at kontrollere sin kønsdrift, og i hvad der måske er ment som en sort morsomhed fra Fellinis side, får han arbejde i en butik, der sælger statuer og figurer af Jesus og Jomfru Maria. Den sublime punch line falder, da Faustos finansielle situation tager en uheldig drejning, og han planlægger at stjæle og vide-resælge en værdifuld englestatue fra samme sted!” (Janus Varsted Kirkegaard)

I Vitelloni.italien-frankrig 1953.instr.: federico fellini.

Manus.: Federico Fellini, Ennio Flaiano og Tullio Pinelli.Foto: Otello Martelli.Musik. Nino Rota.Medv.: Franco Interlenghi, Franco Fabrizi, Alberto Sordi,

Leopoldo Trieste og Riccardo Fellini.Længde: 93 minutter.Danske undertekster.

Og skibet sejlerTirsdag 10. november kl 19.30

”Året er 1914. Dampskibet ”Gloria N” ankrer op. Asken efter den feterede operasangerinde Edmea Tetua bringes ombord. Rejsens mål er at sprede diva-ens jordiske rester på øen Erimo. En række forskellige mennesketyper er repræsenteret blandt de kunstnere og beundrere, som befinder sig på skibet. På det nederste dæk huserer et stort næsehorn. I Og skibet sejler, der er fyldt med betagende billeder og gale ind-fald, reflekterer Fellini endnu engang over forholdet mellem film og virkelighed. Det hav, skibet sejler på, er lavet af plastik, og stormens susen er produceret i et studio. Alt er bevidst kunstigt og konstrueret. Filmen starter som stum og tintet sort/hvid, hvilket skal illu-dere en samtidig nyheds-reportage.” (Jesper Andersen)

”I sine bedste øjeblikke rummer Og skibet sejler... glimt af den slående visuelle originalitet, som adskiller Federico Fellini fra alle andre instruktører.”

(Ebbe Iversen)

E la nava vaitalien-frankrig 1983instr.: federico fellini.

Manus: Federico Fellini og Tonino Guerra.Foto: Giuseppe Rotunno.Musik: Gianfranco Plenizio, Guiseppe Verdi.Medv.: Freddie Jones, Barbara Jefford, Victor Polletti.Længde: 132 minutter. Danske undertekster.

Og skibet sejler

MedleMs-tilbud

7

MedleMs-tilbud

CinemaxX viser 22.-28. septem-ber følgende sjældne filmklas-sikere: Dr. Strangelove eller: Hvordan jeg lærte at glemme mine bekym-ringer og elske bomben, Gentle-men foretrækker blondiner, Incep-tion, Menneskejagt, Taxi Driver, Broen over floden Kwai, De Røde Sko, The Sound of Music samt True Grit Se mere på de næste sider...

CinemaxX har generøst tilbudt filmklubbernes medlemmer rabat til forestillingerne. Hvis man viser et gyldigt medlem-skort til Århus Studenternes Filmklub, vil billetprisen bliver reduceret med 25 kroner.

Filmklubben takker CinemaxX for det fine tilbud.

SÆSON 11/12TEATRET SVALEGANGEN PRÆSENTERER

OPLEV BLANDT ANDET AUTONOME VS. NYNAZISTER, EROTISK BESÆTTELSE UNDER 2. VERDENSKRIG OG KAIZERS ORCHESTRA OMSAT TIL FANTASTISK MUSIKDRAMATIK

ROSENKRANTZGADE 21 8000 AARHUS CBILLETTELEFON 8613 8866 BILLETNET 7015 6565 WWW.SVALEGANGEN.DK

61717_sval_ann_filmklub_saeson_160x165mm_r2.indd 1 19/08/11 11.24

spAr 25 kr

1

8 Vi gør store film større

Manden med hatten… Re-premiere den 23. oktober

Raiders_240x165.indd 1 8/19/11 12:53 PM

9Vi gør store film større

Manden med hatten… Re-premiere den 23. oktober

Raiders_240x165.indd 1 8/19/11 12:53 PM

Vi gør store film større

4K FilmFestival 22. - 28. september

4K_festival_240x165.indd 1 8/19/11 11:03 AM

10

BunburyTorsdag 29. september kl 19.30

”Ingen kan formodentlig huske, hvad The Importance of Being Earnest handler om, for det er som lystspil netop berømt for ikke at handle om noget. Af form er det et skuespil af finmekanisk konstruktion, af ind-hold et ustandseligt ordspil på egennavnet Ernest og egenskaben earnest, som kun kan gouteres på engelsk tunge. Der er ikke en ærlig menneskelig følelse i al

denne konversation om kærlighed, det hele er kynisk ping-pong og koket fjerbold i 1890ernes high-life, og det er netop det fine ved det.

Anthony Asquith har taget konsekvensen og gjort det kunstige til en kunst. Han har ikke gjort noget forsøg på at forvandle teater til film. Tværtimod spiller han det hele på en slags filmens dukketeater. Tæppet går, dukkerne agerer, men kameraet bliver stående. Derved opnås allerede i den tekniske form noget pudsigt stiliseret og affekteret, der passer præcist til lejligheden. Dukkerne åbner munden på modeherrers

Oscar Wildes forfatterskab hører til forrige århundredes mest elegante, raffinerede og vittige. Det er både klassisk og meget moderne. Wilde anvendte overvejende humor som virkemiddel i sine teaterstykker, og derfor slap han af sted med mere end de fleste. Han spiddede dobbeltmoralen, det selvhøjtidelige og hovmodet. Men flertallet af publikum og kritikere begik den fejl at tro, at hvis noget siges med humor, kan det ikke være sandt. I virkeligheden forholder det sig hos Wilde omvendt: Hvis noget ikke rummer humor, er det ikke sandt.

Historien om Oscar Wilde er ikke bare en tragisk historie. Den er større og overskrider al diskussion om seksualitet. Det er historien om, hvor let det etablerede samfund kan vende sig imod en mand, og hvor nemt det er at spotte, når offeret sidder i gabestokken. Det er samtidig historien om hofnarrens farlige rolle. Wildes navn har med årene fået en tragisk klang. Men Wildes skæbne var ikke tragisk. ”Hans sjæls lystighed var usårlig”, skrev Bernard Shaw, og vanæren og fængsels-straffen var kun noget ydre og traumatisk. Det er jo på grund af viddet og humoren, at han funkler - også i 2011.

(Claus Kjær, programmedarbejder, Cinemateket) Filmklubben og Cinemateket markerer i efteråret Oscar Wilde med tre film: To filmatiseringer – én klassisk og én moderne – af hans to væsentligste skuespil samt en nyere biografisk film om ham.

Bunbury

Oscar Wilde

11

og societydamers manér, og ud af den flyver Wildes vittigste paradokser og kosteligste krukkerier. Det er kaviar, så kenderne smækker med tungen.” (Harald Engberg)

”Bunbury er en festlig film – et stykke usædvanligt levende teatermuseum, skabt af en klog og kultiveret kunstner, der mestrer sit stof til bunds. Men den er tillige en film, som kræver adskilligt af sit publikum. Jo bedre, man kan følge med i de Wildeske sprogsal-tomortaler des bedre vil man more sig. De danske tekster følger filmen, men hamle op med originalre-plikkerne og topskuespillernes diktion kan de ikke. Bunbury som film er nok et kuriosum, men samtidig en stor fornøjelse for den, der gouterer brillant replik-leg og Wildes blændende nonsenskomik.” (Svend Kragh-Jacobsen)

The Importance of Being Earnest.England 1952

instr. + manus.: Anthony Asquith efter skuespil af oscar Wilde.

Foto: Desmond Dickinson.Musik: Benjamin Frankel.Medv.: Michael Redgrave, Edith Evans, Joan Greenwood,

Michael Denison, Dorothy Tutin, Margaret Ruther-ford.

Længde: 94 minutter.Danske undertekster.

WildeTirsdag 1. november kl 19.30

”Brian Gilberts Wilde handler i højere grad om Oscar Wildes skandaløse liv som homoseksuel end om hans lysende karriere som forfatter. Filmen skildrer ganske vist hans kunstneriske succeser, ikke mindst med skuespillene Salome og The Importance of Being Earnest, men filmen handler først og fremmest om Oscar Wildes forbudte forhold til den 20 år yngre Lord Alfred Douglas, kaldet Bosie.

Wilde begynder med god, overraskende effekt i Det vilde Vesten, nærmere bestemt i Colorado, hvor Oscar Wilde er på succesfuld oplæsningsturné. Her-efter beretter den om hans ægteskab med den loyale Constance, som han får to sønner med og efter alt at dømme elsker oprigtigt, og når så sit dramatiske ven-

depunkt, da den vittige og beundrede irske forfatter opdager sin seksuelle forkærlighed for mænd. Den bliver skæbnesvanger for ham, for i sin glødende og alt for åbenlyse romance med den kønne og temmelig egoistiske Bosie glemmer han at være diskret. Det tåler man ikke i det victorianske og bornerte England, og affæren fører i 1895 til den opsigtsvækkende rets-sag, hvor Oscar Wilde dømmes til to års strafarbejde i Reading Gaol - et fængselsophold, der knækker ham, og som han jo har skildret meget bevægende i

The Ballad of Reading Gaol. Mens til gengæld filmens oversætter ikke ved, at sodomy på engelsk betyder noget ganske andet end sodomi på dansk.

Wilde er en typisk britisk kostumefilm i den for-stand, at den er instrueret med sirlig omhu, megen sans for historisk akkuratesse og plads til udsøgte skuespillerpræstationer. Den er ikke nær så vittig som Oscar Wildes egne skuespil og aforismer, men den er selvfølgelig en skildring af, hvordan kvælende intolerance ødelægger et menneskes liv, skønt hans eneste »forbrydelse« var, at han ikke var dygtig nok til at holde sin homoseksualitet skjult. Eller var modig nok til ikke at ville gøre det. Stephen Fry, der selv er erklæret homoseksuel, spiller med stor præcision Oscar Wilde som en begavet, charmerende, lettere affekteret og temmelig snobbet mand - en sammensat og dermed fængslende figur - mens Jude Law spiller Lord Alfred Douglas så tilpas tvetydigt, at man kom-mer i tvivl om, hvorvidt hans hensynsløse narcissisme eller hans kærlighed til Oscar Wilde er størst.

Under alle omstændigheder er det Bosies opgør med faderen, den brutale markis af Queensberry, der fører til Wildes fornedrelse og fald. Han kunne have undgået den ydmygende retssag ved at flygte ud af landet, sådan som venner opfordrer ham til at gøre, men det nægter han. Og dermed får Oscar Wilde til slut heroisk format i denne film, der i sagens natur rummer scener med nøgne mænd i intim nærkontakt, men ikke desto mindre er både sober og nobel.” (Ebbe Iversen)

Wilde.England 1997.

instr.: brian gilbert

Manus.: Julian Mitchell.Foto: Martin Fuhrer.Musik: Debbie Wisemann.Medv.: Stephen Fry, Jude Law, Vanessa Redgrave, Gemma

Jones, Judy Parfitt, Martin Sheen, Zoë Wannamaker, Tom Wilkinson.

Længde: 117 minutter.Danske undertekster.

Wilde

12

den ideelle mandTirsdag 6. december kl 19.30

”Den angelsaksiske forfatter Oscar Wilde (1854-1900) sagde blandt meget andet godt: »Det eneste, jeg ikke kan modstå, er fristelser.« Af samme grund legemlig-gør han mere end nogen anden skikkelse omkring år 1900 allehånde dekadente udsvævelser - hvad der, tiden taget i betragtning, siger ikke så lidt. Oscar Wilde sagde også: »Den bedste forudsætning for et ægteskab er de gensidige misforståelser.« Og det skrev han flere vittige komedier om, herunder ”Den ideelle mand fra 1895”, året, der betegner kulminationen på Wildes skandalesucces. Men også året, hvor rets-sagen mod ham for »pæderasti« (homoseksualitet) blev indledt, en retssag, der sendte ham i fængsel og i realiteten endte med at tage livet af ham.

Den ideelle mand handler om kunsten ikke at tage et ansvar, hverken i kærlighed eller i politik. Nu forløst som film med elegant britisk vid og djæ-veblændt ironi af Oliver Parker. Hovedpersonen er en typisk Wilde, Lord Arthur Goring hedder han, en indolent, charmerende mand, der hele tiden under-spiller sin begavelse og overspiller sin dumhed med det ene formål at nyde livet og undgå at tage stilling til noget som helst af interesse. En følsom kyniker, spillet med kvabset ynde og dekadente lader af Rupert Everett. Men hans forehavende er - tilsyneladende - dømt til at mislykkes, da han ganske imod sin vilje hvirvles ind i diverse intriger, der både angår hans gode ven, den ambitiøse politiker Sir Robert Chiltern (Jeremy Northam) og hans hjertes udkårne Mable Chiltern (Minnie Driver). En skandaløs hemmelighed i Robert Chilterns fortid står til at blive afsløret, da den intrigante og fristende Mrs. Cheveley (Julianne Moore) dukker op i 1890ernes London, hvor den indiskrete charme trives i det højborgerlige miljø af adelspri-vilegerede parlamentsmedlemmer, letfærdige dan-dyer og beregnende kvinder med hang til skandaler.

Som sædeskildring og romantisk komedie er filmen vellykket og konstant underholdende. Dette ørkeslø-se, totalt indifferente og tåbelige miljø blotlægges med kærlig indforståethed, og det korrumperende politiske og erotiske spil fremstilles, så ikke et øje er tørt. Helt

i forlængelse af Oscar Wilde er det, som om englæn-derne besidder en særlig veludviklet form for kynisme, der med netop Wilde får ypperlige vækstbetingelser, som han skrev: »Det er absurd at inddele mennesker i gode og dårlige. Mennesker er enten charmerende eller kedelige.« Andre distinktioner er der ikke i det Wilde’ske univers, som filmen gør sit til at efterleve. Ja, det er næsten for meget. Ikke alene rummer Den

ideelle mand adskillige af Oscar Wildes mest berømte og berygtede aforismer og maksimer. Og hvor de ikke slår til, er dialogen yderligere suppleret med en række af hans bedste one-liners. Hver eneste scene er en sand opvisning i vittige bemærkninger, man ler, frydes og forfærdes over Wildes kynisme og mageløse indsigt i den menneskelige forstillelse og forfængelighed. Og skuespillerne har ganske åbenlyst nydt at krukke sig igennem rollerne. Ikke mindst den langlemmede dandy Rupert Everett, der siger: »At elske sig selv er begyndelsen på en livslang kærlighedsaffære«, så man for en gangs skyld tror ham. Oscar Wildes bittersøde tidskritik og forsøg på den fuldkommen distancerede livsæstetik er evigt aktuel, ja man griber sig i at synes, at verden faktisk er blevet pænere siden dengang, tro det, hvem der vil.

De udsøgte uforskammetheder vil ingen ende tage. Bagefter en fernisering på en James Whistler-udstilling siger Mable Chiltern, efter i øvrigt - og selvfølgelig - at have ventet forgæves på sin elskede: »Bortset fra et par lærreder bestod udstillingen af lutter forglemmelser.« Som fremstilling af en gen-nemsyntetisk verden svansende ud i et århundredets sidste dansetrin er filmatiseringen af Den ideelle mand vedkommende og særdeles underholdende. Ingen har som Oscar Wilde skildret overfladen som det egen-tlige. Det er grusomt - og morsomt. Filmen gør, helt i Wildes ånd, en dyd ud af sin uanstændighed.” (Henrik Wivel)

An Ideal Husband.England 1999.

instr. + manus.: oliver parker efter skuespil af oscar Wilde.

Foto: David Johnson.Musik: Charlie Mole.Medv.: Cate Blanchett, Minnie Driver, Rupert Everett, Jer-

emy Northam, Julianne Moore, John Wood, Peter Vaughan, Lindsay Duncan.

Længde: 98 minutter.Danske undertekster.

Den ideelle mand

13

FRI ADGANG 1 ÅR • 1 PERSON

150 KR

Åbent til

22.00onsdag og torsdag

ARoS27Klubben for unge på 27 og derunder

ARoS27 er klubben for unge på 27 år eller derunder. Du får: Fri adgang til ARoS i et helt år • Løbende information om udstillinger og arrangementer • Invitationer til medlemsaftener • se mere på www.aros.dk

MedleMstilbud 2

BioCity vil vise følgende sjældne filmklassikere 8.-14. december: Casablanca, White Chistmas, Its a wonderful life, The Big Lebowski, Blues Brothers, Scarface, African Queen, Once Upon a time in America, West SIde Story, The Good, Bad and the Ugly, From here to Eternity, Manhattan samt Raging Bull. Se mere på de næste sider...

BioCity har generøst tilbudt film-klubbernes medlemmer rabat til forestillingerne. Hvis man viser et gyldigt medlemskort til Århus Stu-denternes Filmklub, vil billetprisen bliver reduceret med 25 kroner.

Filmklubben takker Nordisk Films Biografer for det fine tilbud.

spAr 25 kr

14

Klassikeruge i BioCity 8.-14. december 2011

Skt. Knuds Torv · Aarhus C · biocityaarhus.dk · tlf. 70 13 12 11

Kom med til den ultimative klassikerfestival og få en tour de force i � lm-historien serveret i den bedste digitale kvalitet, der ikke lader nutidens krav til biografoplevelsen i stikken.

15

Klassikeruge i BioCity 8.-14. december 2011

Skt. Knuds Torv · Aarhus C · biocityaarhus.dk · tlf. 70 13 12 11

Kom med til den ultimative klassikerfestival og få en tour de force i � lm-historien serveret i den bedste digitale kvalitet, der ikke lader nutidens krav til biografoplevelsen i stikken.

Læs hele programmet og bestil billetter på biocityaarhus.dk – og glæd dig til en tur i byens hyggeligste biograf.Alle fi lm, undtagen Once Upon A Time in America, vises uden danske undertekster.Forbehold for ændringer.

White Christmas · It’s a Wonderful Life · � e Big Lebowski � e Blues Brothers · Scarface · African Queen Once Upon A Time in America · West Side Story From here to Eternity · Manhattan · Raging Bull

� e Good, the Bad and the Ugly

16

Mellem liv og dødTirsdag 8. november kl 19.30

”I den japanske film Mellem liv og død ankommer 22 mennesker i alle aldre en kølig mandag efterårsmor-gen til en forfalden bygning, der mest af alt ligner en forladt skole. De bliver modtaget af en række sagsbe-handlere, der straks orienterer dem om baggrunden for og meningen med deres ophold på stedet. Alle 22 er døde for nylig, og de skal nu tilbringe en uge på denne mellemstation, før de ekspederes videre ind i

evigheden. Senest onsdag skal de imidlertid have valgt et minde, som vil blive filmatiseret i løbet af ugens sidste dage. Og med denne lille film på nethinden vil de søndag blive sendt videre, uden andre minder fra deres liv på jorden.

En kvinde vælger sin første fødsel; en anden en gyngetur i en bambuslund efter et stort jordskælv; en helt ung pige vil aldrig glemme pandekagerne i Dis-neyland; en midaldrende mand vil for altid lune sig ved sine seksuelle erobringer; en yngre mand vælger en flyvetur i et lille Cessna-fly, hvor skyerne udenfor lignede candy floss; en ældre kvinde et bal i en rød kjole, som hun som lille pige fik af sin storebror osv. osv.

Nogle ombestemmer sig undervejs, men der er også to, der ikke kan eller vil vælge. Den unge Iseya nægter at spille med, mens den 71-årige funktionær Watanabe (en efterkommer af hovedpersonen af samme navn i Kurosawas At leve) har haft et så trist liv, at han ikke kan komme i tanker om noget, der skulle være værd at mindes for evigt . Som hjælp får han hele sit liv præsenteret på 71 videobånd, ét for hvert af hans leveår, og til slut indser Watanabe, at der har været noget smukt også i hans liv blot synd, at han ikke så det, mens han levede.(...)Den sære mellemstation i Mellem liv og død er hver-ken garneret med englekor eller lammeskyer, men fremstilles forfriskende ligefremt i en realistisk stil, der synes båret af en nærmest dokumentarisk ægthed. De grumset gule billeder af de helt hverdagsagtige men-nesker i de slet vedligeholdte lokaler veksler mellem håndholdt dogme-kvalitet og stationære indstillinger, hvis lyskompositioner undertiden kan lede tankerne hen på Hammershøi.”

(Eva Jørholt)

Wandâfuru raifuJapan 1998

instr. og manus: hirokazu koreeda

Foto: Masayoshi Sukita, Yutaka Yamasaki.Musik: Yashurio Kasamatsu.Medv.: Arata, Erika Oda. Susumu Terajima, Taketoshi

Naitô, Takashi Naitô. Sadao Abe.Længde: 118 minutter.Danske undertekster.

Hirokazu KoreedaHirokazu Koreeda, born June 6, 1962 is a Japanese film director, producer, screenwriter and editor. His films explore themes of memory, death, and coming to terms with loss.

17

Nobody KnowsTorsdag 1.december kl 19.30

”Nobody Knows er en hjerteskærende virkelig historie om fire børn, som bliver forladt og må klare sig alene i en lejlighed i Tokyo. Deres mor har fået dem med forskellige mænd. I den nye lejlighed må der kun

være ét barn, så de mindste gemmer sig i Samsonite-kufferterne, da filmen begynder, og familien flytter ind.

Moderen, Keiko, har en svaghed for alkohol og andre stimulanser. Hun bliver også let forelsket og plejer da at tage væk med den nye mand, idet hun overlader ansvaret for familien til Akira, den ældste søn, som naboerne godt må se. Børnene går ikke i skole. De vil gerne, men Keiko mener, at uddannelse er overvurderet. Først tager hun væk nogle måneder og lover at komme hjem til jul. Endelig forsvinder hun helt. Der kommer et brev med alt for få penge. »Jeg stoler på dig, Akira« er alt, hvad Keiko skriver til sønnen.

Så skal de klare sig, drengen på 12, hans lidt yngre søster, spilopmageren Shigeru på syv år og hjerteknuseren Yuki på fire. Først overholder de Kei-kos regler, går ikke ud, laver en slags lektier, prøver at rydde en anelse op. Akira betaler regninger, rækker ud efter kammerater i nabolaget og knytter i mangel af bedre et venskab med den lidt ældre pige Saki, som har rige forældre, men er overset på en anden måde og bliver mobbet i skolen. Også hun strejfer rundt i kvarteret om dagen.

Filmen følger forløbet over et år. Der er gode peri-oder, hvor børnene faktisk får indrettet sig og mod alle odds fungerer som en familie, strandet snarere end egentlig nødstedt. Men hverdagen skrider, rodet tager til. Der bliver lukket for gas, el og vand, efterhånden som pengene slipper op. Akira opsøger to af børnenes fædre, men får ikke nogen hjælp, som han kan bruge. En kvinde i supermarkedet er den eneste voksne, han har kontakt med. Hun ser som regel genert ned i gulvet, når indehaveren lærer endnu en ekspedient at krølle poserne op på den rigtige måde.

Nobody Knows er fuld af sådanne sikkert sete detaljer, der giver den enkelte øjeblikke af humor.

Det samme gør børnene selvsagt. Af og til er de bare fire søskende, som leger og nyder livet på øen, hvor ingen griber forstyrrende ind. Deres isolation bliver ved, og man lever sig ind i en hverdag med store og små revolutioner.(...)Det er klart, at der i filmen ligger en implicit erklæring om, hvor lidt vi ved om og tager os af hinanden, hvor megen fortræd man kan gøre et barn, og hvor mærke-lig tilværelsen er. Men Hirokazu Koreeda undlader at prædike og forenkle. Man fornemmer ikke noget sted den pegefinger, som Ken Loach og Mike Leigh ville have rettet mod publikum og de sociale instanser.”

(Bo Green Jensen)

Dare mo shiranaiJapan 2004

instr. og manus.: hirokazu koreeda

Foto: Yutaka Yamasaki.Musik: Titi Matsumura, Gonzalez Mikami.Medv.: Yûya Yagira, Ayu Kitaura, Hiei Kimura, Momoko

Shimizu, Hanae Kan, You.Længde: 141 minutter.Danske undertekster.

Nobody Knows

Mellem liv og død

Nobody Knows

18

MælkevejenTorsdag 8. september kl. 19.30

”I de katolske lande kaldes mælkevejen ”Skt. Jakobs vej”. Bunuels nye film handler om to vagabonder på pilgrimsfærd fra Paris til Skt. Jakobs formentlige grav i Santiago de Compostela i Nordvest-Spanien. Deraf filmens titel: de går ”mælkevejen”, som ellers intet har at bestille med stjernerne, men er en overdådig, kalejdoskopisk spadseretur gennem totusind års kir-kehistorie. Selve den springske logik i filmens titel er karakteristisk for Mælkevejens hele ureglementerede verdensorden, der associerer sig frem og tilbage i tid og rum, sammenholdt af den tilsyneladende abstrakte

idé at gennemgå kætterierne omkring seks af de vigtigste dogmer i den katolske kirkes historie: om brødet og Jesu legeme, om det ondes oprindel-se, om Kristi to naturer, om forholdet mellem nåden og den frie vilje, om treenigheden, og endelig om jomfru-fødselen og hvad deraf fulgte.” (Poul Behrendt)

”Den allegoriske og satiriske komedie Mælkevejen fra revolutionsåret 1969 fremstår som Bunuels mest indfor-ståede og mest omfattende opgør med kristendommen, kirkens dog-

matiske selvmodsigelser og menneskefjendske prak-sis. Ætsende muntert, skarpt og vidende anskues kristendommen som en religion, der i skiftende tider og under forskellige magthavere har forvoldt store skader. Bunuel benytter sig af en fortællemåde med mange spring i tid, men udgangspunktet er en slags roadmovie.” (Trine Bach Hansen)

”Og bag det hele ligger den gamle surrealists kær-lighed til det vidunderlige, det gale, det irrationelle, mysteriet. Man kan måske sige, at Bunuel ville ønske, katolicismen fortalte sandheden”. (Erik Ulrichsen)

La voie lactéefrankrig/italien 1969instr.: luis bunuel.

Manus.: Luis Bunuel og Jean-Claude Carrière. Foto: Christian Matras.Medv.: Laurent Terzieff, Paul Frankeur, Delphine Seyrig,

Edith Scob, Georges Marchal, Julien Bertheau.Længde: 100 minutter.Danske undertekster.

FRANSKE Film

Irreversible

Mælkevejen

19

ValgslægtskaberTirsdag 18. oktober kl. 19.30

Goethe hentede inspiration fra alle tænkelige former for litteratur og i 1809 således fra den svenske kemiker Torben Bergmans teorier om stoffer, der skilles og pga fysisk tiltrækningskraft indgår nye forbindelser, som Bergman kaldte ”valgslægtskaber”. I denne roman har Goethe overført teorien på psykologiske og erotiske forhold hos mennesker.

”Baronen Edoardo og den ligeledes adelige Carlotta mødes tilfældigt mange år efter en aldrig glemt, ind-byrdes ungdomskærlighed. De beslutter sig for, at det skal være en gammel løgn. De gifter sig og flytter sammen ind på Edoardos toscanske gods, hvor de oplever den fuldkomne tosomhed og lykke, lige indtil Edoardos gamle ven, arkitekten Ottone kommer på besøg…

Filmens tema og titel anslås, da de tre om aftenen ved Ottones ankomst fejrer gensynet. I oplysningsti-dens sande ånd sker det med Carlottas yndlingsbe-skæftigelse, højtlæsning af de nyeste litterære, filosofi-ske og videnskabelige værker.

Goethes roman er et digterisk forsøg på at bestem-me kærlighedens væsen…Taviani-brødrenes fascinati-on gælder ikke specielt Goethes væsensbestemmelse af kærligheden. De er bestemt følsomme og loyale overfor anstrengelsen, men deres virkelige ærinde er snarere den samtidsånd, bestemmelsen er gjort i.

Og Toscanas smukke lys og de klassiske norditali-enske bakkedrag har atter engang inspireret og hjulpet brødrene, så det er blevet muligt at skabe et drøm-melignende, men alligevel historisk nærværende rum – beboet af mennesker, hvis tankegang og længsler er ganske anderledes end vore, men hvis skæbne allige-vel mærkeligt nok giver mening og bliver forståelig, fordi filmmagien lykkes.”

(Lars Knudsen)

Les Affinités électivesfrankrig/italien

instr.: paolo & Vittorio taviani.

Manus.: Paolo & Vittorio Taviani efter roman af Johann Wolfgang von Goethe.

Foto: Guiuseppe Lanci. Musik: Carlo Crivelli.Medv.: Isabelle Huppert, Fabrizio Bentivoglio, Jean-

Hugues Anglade.Længde: 98 minutter.Danske undertekster.

thérèseTorsdag 27. oktober kl. 19.30

Filmen er ubetinget instruktørens mesterværk og stør-ste succes, og den modtog bl.a. juryens pris i Cannes og seks César-priser.

I 1897 døde karmeliternonnen Thérèse Martin af tuberkulose, 25 år gammel. Hun efterlod sig en slags dagbog, der senere blev oversat til et halvt hundrede sprog. Hun blev helgenkåret i 1925.

”Alain Cavalier analyserer ikke, forklarer ikke noget, vægrer sig ved at have bestemte meninger om Thérè-se. Var denne underlige pige genial eller sinds-syg, hundrede procent selvudslettende eller ubevidst masochist? Alain Cavalier tager ikke parti. Og deri består på paradoksal vis hans films originalitet og særpræg. Thérèse besætter tilskueren og efter halv-anden time efterlader den os i en anspændt og aktiv rådvildhed. Værket rejser spørgsmål, som det aldrig

besvarer, afdækker gådefulde dybder, som bliver mere og mere foruroligende, og fører til sidst til det totale mørke. Og langt fra at tage modet fra os viser denne fremgangsmåde sig at skabe en langvarig grebethed i os, en slags medskabende delagtighed, hvortil jeg for min del næppe kender noget fortilfælde i filmkunstens historie…

Som bekendt kan troen flytte bjerge. Den har også fået Cavalier til at flytte grænserne for, hvad filmkun-sten formåede. Ved at lave Thérèse har han præsteret det umulige.”

(Martin Drouzy)

Valgslægtskaber Thérèse

20

Thérèsefrankrig 1986

instr.: Alain cavalier.

Manus.: Maurice Bernart.Foto: Philippe Rousselot.Musik: Offenbach, Fauré.Medv.: Catherine Mouchet, Aurore Prieto, Sylvie Habault.Længde: 90 minutter.Danske undertekster

Politikommissær Maigret løser mysteriet på slottet

Torsdag 3. november kl. 19.30I den sidste del af sin karriere specialiserede den franske karakterskuespiller Jean Gabin sig i roller i filmatiseringer af romaner af Georges Simenon. Det blev til 3 film som politiinspektør Maigret samt 7 andre Simenon-filmatiseringer. Maigret et l’affaire Saint-Fiacre er den midterste af Maigret-filmene. Her vender han tilbage til den lille by, hvor han voksede

op, og genser en gammel veninde, nu grevinde, der har modtaget nogle ildevarslende breve, der forudser hendes snarlige død. Da hun falder død om – tilsyne-ladende af et hjerteanfald – fatter Maigret naturligvis mistanke og begynder at rode.

Filmen er instrueret af Jean Delannoy, en af de 4 franske instruktører, som Francois Truffaut sværtede til i sin berygtede Cahiers du Cinéma-artikel “En vis tendens i fransk filmkunst” fra 1954. Filmen skulle – uden at være noget mesterværk – have holdt sig godt (i modsætning til flere af fx Truffaut’s og Chabrol’s senere værker – for nu at polimisere lidt).

Maigret et l’affaire Saint-Fiacrefrankrig 1959

instr.: Jean delannoy.

Manus.: Jean Delannoy, Rodolphe-Maurice Arlaud, Michel Audiard efter roman af Georges Simenon.

Foto: Louis Page.Musik: Jean Prodromidès.Medv.: Jean Gabin, Michel Auclair, Valentine Tessier,

Jacques Morel.Længde: 100 minutter.Danske undertekster.

Sort karnevalTirsdag 22. november kl. 19.30

Marcel Camus’ Orfeu negro vandt ikke alene Guld-palmen i Cannes i 1959, men også en Oscar for bedste udenlandske film samme år.Camus har overført den antikke Orfeus & Eurydice-myte til karnevallet i Rio de Janeiro, så den frem-står som en moderne brasiliansk kærlighedstragedie. Skuespillerne, hvoraf de fleste er lokale amatører, er alle farvede. Orfeus er nu sporvognskonduktør og stjerne i en af karnevallets mange sambaskoler.

Filmen er en fryd for øjet og øret. De exotiske farver, den ophidsende musik og de frenetiske bevæ-gelser går op i en højere enhed i denne den bedste

filmskildring af karnevallet. Musikken, komponeret af Antonio Carlos Jobim og Luis Bonfa, er for længst blevet en klassiker indenfor filmmusik.PS: kopien er noget slidt – vi beklager.

Orfeu negrofrankrig/brasilien 1958instr.: marcel camus.

Manus.: Marcel Camus, Jacques Viot og Vinitius de Moraes efter dennes skuespil Orfeu da Conceicao.

Foto: Jean Bourgoin. Musik: Antonio Carlos Jobim og Luis Bonfa.Medv.: Breno Mello, Marpessa Dawn, Lourdes de Oliv-

iera, Adamar da Silva.Længde: 101 minutter.Danske undertekster.

Sort Karneval

Politikommissær Maigret…

21

irréversibleTirsdag 13. december kl. 19.30

”Den franske film Irréversible er et must for filminte-resserede. Filmen splittede Cannes-kritikerne i 2002 mellem dem, der blev, fordi filmen er fantastisk, og dem, der gik, fordi filmen er morderisk brutal og dertil udleverende ubehagelig i en af de længste og mest ekstreme voldtægtsscener vist på film (med Monica Bellucci). Filmen er en af de mest nødvendige længe set. En baglæns tour de brutalité, fotograferet i eks-tremt få indstillinger, som skal minde mennesket om, at hvert øjeblik er fragilt, unikt og fuld af så mange muligheder, som vi bør værdsætte. Samtidig er den blandt de mest brutale i filmhistorien.” (-lanng i Jyllands-Posten)

”Den frygtelige franske film Irréversible begynder med, at dens sluttekster ruller baglæns op på biograf-lærredet – logisk nok, eftersom hele handlingen for-tælles baglæns og derfor begynder med sin slutning.

Det er nyttigt at vide, for dermed undgår man at være totalt desorienteret de første 20 minutters tid, hvor man har rigeligt andet at forholde sig til i filmen…

Man må ikke desto mindre beundre de selvopof-rende medvirkende, især Vincent Cassel og Monica Bellucci. Tappert lægger de nøgne kroppe til en kunstnerisk provokation og forulempelse uden side-stykke, og ingen er i tvivl om, at Irréversible ligner årets ondeste film. Men vi vil her hævde, at den i sit hidsigt bankende hjerte er fyldt med fortvivlelse over menneskenes destruktive dårskab, og at denne næsten ubærlige rejse gennem helvede også er en af årets mest originale og uforglemmelige film.” (Ebbe Iversen) ”En ni minutter lang nådesløs scene viser i sin hel-hed en brutal anal voldtægt af en kvinde spillet af

den underskønne donna Monica Bellucci. Hvilket naturligt nok har skaffet Irréversible en del omtale. For nu at sige det mildt. Men det er ikke det eneste ”høj-depunkt”. Længe inden Belluccis prøvelser har man i brutalbøsseklubben Rectums skumle katakomber set en mand få hovedet smadret til sylte af en filosof, bevæbnet med en tung brandslukker. Den argentinsk-fødte franske instruktør Gaspar Noés film er en gen-nemført ubehagelig provokation. Men spørgsmålet er, om der også er en tom provokation, der kun er skabt til at være en af de skandaler, filmfestivaler elsker så højt? Svaret må være et nej. Irréversible er et værk skabt af en filmskaber, der i allerhøjeste grad véd, hvad han vil, og hvordan han skal nå sine mål. Nem-lig at fremmane en Sartresk kvalme over tilværelsens meningsløshed ved at skabe en film, der i sin essens handler om tidsretningens uafvendelighed. Astrofysik-ken har mange interessante teorier om tidens væsen, men for den enkelte er der ingen pardon: Tiden er et ensrettet styrt gennem livet fra vugge til grav…

Tiden ødelægger alt, lyder filmens eksistentielle motto.. Så hvis alt før eller siden for alle skal ende i død og mørke, er det en logisk slutning, at begyndel-sen er den eneste mulige happy end. Ergo har Gaspar Noé valgt at fortælle sin historie bagfra.”

(Kim Skotte)

”Jeg har set filmen flere gange og kan stadig ikke blive klog på, om den er god eller dårlig, om den spekule-

rer, kritiserer, problematiserer eller hvad. I hvert fald er den interessant. Vi ser kvindehad og kvindeagt. Vi ser en hæslig hævn, før vi kender forbrydelsen, og det er sandt, at Irréversible for alvor giver mening som horror. I gysergenren er der altid et øjeblik, hvor den handlingsbærende karakter standser op, før hun eller han går ind i mørket, som rummer angsten og fortrængningen.

Hos Noé har det hjerteskærende virkning, da den intetanende Alex går ned ad trappen og drejer til venstre ind i tunnelen, hvor den grusomme voldtægt vil finde sted. Ved senere gennemsyn får man tårer i øjnene. Det gør endnu mere ondt, fordi billedet er så smukt komponeret. Man kan beskylde Noé for at sensationalisere. Men filmen lader ikke én ligegyldig, og det er offeret, som man identificerer sig med. Det må et eller andet sted være vigtigt.” (Bo Green Jensen)

Irréversiblefrankrig 2002

instr.: gaspar noé.

Manus.: Gasper Noé.Foto: Benoit Debie. Musik: Thomas Bangalter.Medv.: Monica Bellucci, Vincent Cassel, Albert Dupontel,

Jo Prestia.Længde: 99 minutter.Danske undertekster.

Irreversible

22

Fornuft og følelseTirsdag 6. september kl. 19.30

“Ikke opløst, men opløftet af befriende latter og varme tårer sad jeg tryllebundet. Fornuft og følelse er et mesterværk. Der er en scene, som jeg aldrig vil glemme…

Filmen handler om to meget forskellige søstres lidelsesfulde kamp for kærligheden. Storesøster Eli-nor (Emma Thompson er nok lidt for gammel) som repræsenterer de (alt for) fornuftige egenskaber. Og lillesøster Marianne, som er den (alt for) følsomme.

Marianne spilles af en helt bedårende Kate Wins-let, som er skøn at skue i lykkestunder, hvor hun flyver over heden på en stolt ganger med drømmeprinsen. Men som er endnu smukkere i sin fortærende kærlig-

hedssorg. Se hendes vaklen og lammende fortvivlelse i det søde ansigt. Det gør ondt…

Den ugifte engelske præstedatter Jane Austen (1775-1817) skrev om rigtige mennesker, som udvik-ler sig under de langvarige og lidenskabelige kærlig-hedsdramaer.

Da hun også ejede humorens nådegave, så fik hun mesterligt flettet en ironisk understrøm ind i den hede romantik. Og da hun var en begavet kvinde med et udviklet kritisk syn på snobbet, engelsk hak-

keorden, så beskrev hun med sprudlende satirisk fro-dighed de griske, hykleriske og pittoreske typer, som hun drak te med.”

(Jonna Gade)

“Næsten alt er lykkedes for Emma Thompson og Ang Lee med denne filmatisering. Den er så vittig, så fest-lig, så frydefuld. Den er bedre end romanen (men læs den alligevel).” (Bent Mohn)

Fornuft og følelse

Jane Austen 3 stk Austen

23

“Fornuft og følelse er så charmerende og bevægende generøs, fordi den ikke synes at acceptere resignation hverken som kunstnerisk princip eller som livsprincip. Til trods for at den foregår i en regelstyret og socialt dræbende engelsk kultur handler den paradoksalt nok om livsmuligheder og om passion. Derfor er Elinor, Marianne og også Brandon dens helte; derfor lyser den af overskudshumor, derfor er den på én gang stramt komponeret og fuld af detaljer; derfor er den – kort sagt – en stor fornøjelse.”

(Anne Jerslev)

Sense and SensibilityusA/England 1995

instr.: Ang lee.

Manus.: Emma Thompson efter roman af Jane Austen.Foto: Michael Coulter. Musik: Patrick Doyle.Medv.: Emma Thompson, Kate Winslet, James Fleet, Tom

Wilkinson, Hugh Grant.Længde: 136 minutter.Danske undertekster

Stolthed og fordomTirsdag 11. oktober kl. 19.30

“Jane Austen skrev, karakteristisk for tidens masculine blik på kvindelige kunstnere, “Stolthed og Fordom” under pseudonym kun 21 år gammel i 1798-97, for derefter at henlægge den. Den store roman i tre bind er en gennemgribende skildring af det landade-lige univers, hvor det engelske aristokrati og højere borgerskab arrangerer ægteskaber til fælles bedste. Det sker ikke mindst i lyset af epokens begivenhe-der i Frankrig, hvor revolutionens frihedsidealer og napoleonskrigenes oprustning gav den britiske adel nervøse trækninger. Måske skulle dens affable sønner fraternisere med borgerskabets døtre og på den måde bløde klasserne op, så noget lignende ikke bredte sig til England?

”Stolthed og Fordom” er fra Jane Austens hånd ”A Novel of Manners”, en klassisk sædeskildring, hvor man følger den borgerlige familie Bennet på det

Stolthed og fordom

3 stk Austen

Brug TagReader Brug ScanLife

Præsenterer Shakespeares største klassiker

HAMLET23. sep.-22.okt

Studiepris: 78-138 kr.(man-tors) inkl. gebyr

24

mindre og stærkt nedslidte estate Longbourn. Husets fem døtre vurderes – som tidens patriarkalske normer dikterer – efter deres værdi på ægteskabsmarkedet. For lykkes det ikke at få døtrene bortgift til velbeslåede forsørgere, truer fallitten. Jane Austen har et uhyre dif-ferentieret blik for karakterernes kun alt for menneske-lige sider, de arrangerede ægteskaber, det enestående hykleri og døtrenes umyndiggørelse på vejen mod de gode partier blandt adel, officerer og præsteskab. I centrum for det netværk af intriger og forviklinger, som Jane Austen spænder ud over sin fortælling fra grænselandet mellem oplysningstid og victorianisme, står den næstældste datter Elizabeth Bennet.

Elizabeth er kvinden, der nægter at indordne sig med stækkede vinger i det gyldne bur, og i stedet, trodsigt og stolt og alt andet end eftersnakkende, satser på sin frie vilje og romantiske lidenskab. Samtidig er det hendes ambition at ordne sine søstres hjertesager, men det sker selvfølgelig ikke uden at hun, i pagt med hele romanens pikante forviklingsmønster, forkludrer sine egne…

(D)en afgørende prøve på, om en litterær filmati-sering lykkes, ligger ikke alene i selve visualiseringen, men også i det dramatiske forløb. Hvad angår den visuelle side af sagen er Joe Wright og fotografen Roman Osin fremragende…Men filmen folder sig ikke ud med samme dramaturgiske overbevisning.” (Henrik Wivel)

“Instruktøren Joe Wright spillefilmsdebuterer med Pride and Prejudice, og det gør han med impone-rende håndværksmæssig sikkerhed. Uden at være en skelsættende filmoplevelse så er det en fornøjelse at tilbringe et par timer i selskab med Keira Knightley og de andre. Og heldigvis er vi forskånet for den suk-kersøde ekstra happy end, som er blevet påklistret den

amerikanske version efter prøvefremvisninger på den anden side af Atlanterhavet.” (Jesper Mads Eriksen)

Pride and PrejudiceEngland /usA 2005instr.: Joe Wright.

Manus.: Deborah Moggach efter roman af Jane Austen.Foto: Roman Osin. Musik: Dario Marianelli.Medv.: Keira Knightley, Matthew Macfadyen, Brenda

Blethyn, Donald Sutherland, Tom Hallander, Judi Dench.

Længde: 127 minutter.Danske undertekster

Mansfield ParkTirsdag 29. november kl. 19.30

Fanny Price fødes i et børnerigt hjem og bliver sendt til sine rige slægtninge på Mansfield Park, hvor hun efter mange genvordigheder alligevel får ”prinsen”.Hard-core Janeites (Austen-fans) har rynket på næsen af den canadiske instruktør Patricia Rozema’s revi-sionistiske udgave, der har givet romanen en lettere

feministisk-marxistisk ansigtsløftning. Rozema’s nok 2 væsentligste ændringer er dels at have forandret roma-nens frygtsomme, underkuede og svagelige Fanny til en robust, frimodig, kunstnerisk, ja endog sexet person, dels kraftigt at have forstørret romanens svage antydninger af racistisk/imperialistisk udbytning af landets oversøiske kolonier.

”Rozema’s fresh spin on Austen’s most ”difficult” n ovel is not only her finest film to date, but one of the most ambitious – and successful – literary classic adaptations in recent memory.” (Nick Bradshaw)

Mansfield ParkEngland/usA 1999

instr.: patricia rozema.

Manus.: Patricia Rozema efter roman af Jane Austen.Foto: Michael Coulter. Musik: Lesley Barber.Medv.: Frances O’Connor, Embeth Davidtz, Jonny Lee

Miller, Alessandro Nivola, Harold Pinter.Længde: 112 minutter.Danske undertekster

Mansfield Park

25

Fra Munksgaards filmleksikon redigeret af Peter Sche-pelern:

”Lindsay Anderson – 17. april 1923-30. august 1994 – er en engelsk instruktør, der er mest kendt for sine eks-perimenterende, besk-brutale satirer. Han begyndte som filmkritiker og lavede fra 1948 kortfilm, af hvilke Thursday’s Children, om døve børn, vandt en Oscar. Efter en tid ved teatret kom den tænderskærende rugby-film, Livets pris. De surrealistiske og fortræde-lige, Hvis …., O Lucky Man og Britannia Hospital udgør tilsammen en grotesk trilogi om livet i England. Helt anderledes er Sensommerdage, en stilfærdig og rørende hyldest til to af filmens store skuespillerinder, Lillian Gish og Bette Davis.”

O lucky Man!Tirsdag 20. september kl. 19.30

”Mike Travis er en ung repræsentant i et kaffefirma. Da firmaets topsælger i Nordengland forsvinder på mystisk vis, får unge Travis chancen for at gøre kar-riere. Manuskriptet leverer en moderne variant af en klassisk engelsk romantype, kendt som den pikareske. Som en anden Tom Jones føres Travis rundt for at møde eksempler på det moderne samfunds uhyrlig-heder, i forretningslivet, hvor han lærer korruptionen at kende. På en atomstation, hvor han møder det militære establishments misantropi. På en transplanta-tionsklinik, hvor han konfronteres med den moderne videnskabs kynisme. Han avancerer også til at blive højre hånd for en storkapitalist, der imidlertid ofrer

ham i en økonomisk intrige. Travis kommer fem år i fængsel, hvor han studerer Gorki, Albert Schweitzer og Bertrand Russell. Da han er ude igen, er han helt nede på bunden, men ved et coup de grace findes han af filminstrukøren Lindsay Anderson, der giver ham en rolle i sin næste film.” (Ib Monty)

”Filmen er en fabulerende samfundssatire - måske inspireret af ’Candide’ og Fellini - med musik af Alan Price fra salige ’The Animals’. Det er en vild, surreali-stisk protest mod den vestlige verdens systemer og den groteske hverdag. Malcolm McDowell var medforfat-ter på filmen, som bl.a. tog udspring i hans ungdom. Dens styrke ligger i at lade hovedpersonen opleve verden lige så mystisk som en hjemvendt Odysseus.” (Claus Kjær)

Lindsay Anderson

O Lucky Man!

Lindsay Anderson

26

O Lucky Man!England 1973.

instr.: lindsay Anderson.

Manus.: Malcolm McDowell og David Sherwin.Foto: Miroslaw Ondricek.Musik: Alan Price.Medv.: Malcolm McDowell, Ralph Richardson, Rachel

Roberts, Arthur Lowe, Mona Washbourne.Længde: 166 minutter.Danske undertekster.

Britannia HospitalTirsdag 25. oktober kl. 19.30

“Strejker, demonstrationer, bomber og terror. Fat-tige og privilegerede, mægtige fagforeningsledere og mægtige statsoverhoveder, kravet om lighed, kravet om luksus, politivold og nationalhymner, kort sagt

verden af i dag, i filmen Britannia Hospital dog loka-liseret til London.

Britannia Hospital tager imod både offentlige og private patienter. De sidste betaler for særpleje, hvad der skaber ravage i køkkenet. Samme mad til alle eller ingenting, siger fagforeningslederen, og så bryder strejken løs. Blokade hindrer døende adgang, demonstrationer rettes mod en afrikansk diktator, der er indlagt på hospitalet.

Britannia er uheldigt stedt, for man venter besøg af dronningemoderen, der bl.a. skal se den ”nye epo-kes ansigt”. Det er lokaliseret til en kirurgisk afdeling, hvor Millar, et vanvittigt geni, dels er i gang med at sammenstykke et nyt menneske af lutter fremmede legemsdele, dels har konstrueret en superhjerne, for kun en ny hjerne kan redde menneskeheden.

Der er andre motiver, flere intriger i filmen, men de er knyttet ganske godt sammen og lægger op til stigende spænding med en overrumplende slutning. Lindsay Anderson har lavet en effektfuld film, vekslen-de scener afvikles hurtigt og præcist, der er uhyggelige optrin og vittige optrin, og der er godt, dækkende spil i de afgørende roller.

Filmen er både en fremtidsgyser og en samtids-anklage. Dens satire rammer både arbejdernes magt og de riges magt. De riges magt synes dog truet, til gengæld triumferer videnskabens magt, selv om den kan tage sig ud som afmagt. Er filmen et advarende angreb på enhver form for autoritet?

Anderson har dækket sig godt ind. Der er spark til højre og venstre, ofte i en koncentreret form, der har fjerne mindelser om den begavede tegneseries.” (Bent Mohn)

Britannia HospitalEngland 1982

instr.: lindsay Anderson.

Manus.: David Sherwin.Foto: Mike Fash.Musik: Alan Price.Medv.: Leonard Rossiter, Brian Pettifer, Barbara Hicks, Joan

Plowright, Malcolm McDowell, Mark Hamill.Længde: 116 minutter.Danske undertekster.

SensommerdageTirsdag 15. november kl. 19.30

“Det er såmænd ikke så meget, kun en lille anekdote om to gamle søstre og deres hverdag et ensomt sted ude ved havet. Men takket være Andersons geniale instruktion og takket være vidunderligt spil af Lillian Gish og Bette Davis hæver anekdoten sig op på det

Britannia Hospital

27

plan, hvor sandhed og poesi smelter sammen, så det eventyrlige opstår. Sensommerdage er en meget stor film. Det hele handler om minder, om at gå og huske på de dage, da man var ung, og verden var lys og åben, og livet som en uendelig række år foran en.

Denne spinkle historie fortæller Anderson uden på noget tidspunkt at blive kandiseret eller senti-mental. Han har lært af sin læremester John Ford, hvorledes mennesker afslører sig smukkest og mest bevægende, hvis vi ser dem i kontakt med de mindste begreber i hverdagen, og pludselig med de største. Han skræller sig ikke ind til dystre hemmeligheder – han nøjes med overfladen, og idet han ser den og viser os den, fortæller han os alt. Det er ganske efter en klassisk recept, den samme, som Herman Bang beundrede Jonas Lie for og selv dyrkede så virtuost.

Disse to søstre viser, hvem de er, i deres vaner, i de små almindelige replikker og i deres måde at bevæge sig på. Årvågent følger filmen disse søstre og holder øje med dem, både nænsomt og nærgående, i respekt og kærlighed.” (Jørgen Stegelmann)

The Whales of AugustusA 1987

instr.: lindsay Anderson

Manus.: David Berry efter eget skuespil.Foto: Mike Fash.Musik: Alan Price.Medv.: Bette Davis, Lillian Gish, Vincent Price, Ann Soth-

ern, Harry Carey Jr..Længde: 91 minutter.Danske undertekster.

Mulig annonce

Sensommerdage

28

1234567890+´

qwertyuiopåasdfghjklæø’

<zxcvbnm,.-

!’#’%&/()=?`

QWERTYUIOPÅ

ÂSDFGHJKLÆØ

>ZXCVBNM;:_

die PuppeTorsdag 24. november kl 19.30

Die Puppe er en fantasifilm, der ikke ligner nogen anden af Lubitsch’s film, og som han selv fandt meget opfindsom. Den handler om en noget kvindefjendsk ung mand, der for at opnå en arv køber en ”kone” i form af en legemstor dukke. Da den går i stykker, overtager dukkemagerens datter rollen, og de to unge forelsker sig.

Filmen var en fantasifuld variation over temaet om dukken, der bliver levende, inspireret af E. T. A. Hoffmann, og den er fortalt i ekspressive dekorationer og med mange kameratricks.

”Den er derfor ikke alene filmhistorisk interessant ved at være en berømt instruktørs ungdomsværk, men mindst lige så interessant, fordi den giver udtryk for en kunstnerisk søgen, en ukonventionel glæde over filminstrumentets muligheder. Die Puppe er en film i familie med troldmanden Georges Meliès’ poetiske eventyrfantasier.” (Albert Mertz)

Die Puppetyskland 1919

instr.: Ernst lubitsch.

Manus.: Ernst Lubitsch og Hanns Kräly.Foto: Theodor Sparkuhl. Medv.: Ossi Oswalda, Hermann Thimig, Victor Janson.Længde: 48 minutter.Tyske mellemtexter

& Navigator

”Keaton spiller denne gang en ørkesløs millionærar-ving, en passiv dagdrømmer, der tror han kan få alt hvad han peger på, inklusiv en pige, som – viser det sig hurtigt – slet ikke er interesseret i ham. Hun afviser

StumfilmStumfilm

Die Puppe

Ernest Lubitsch og Buster Keaton

29

ham blankt, men ved tilfældighedernes spil havner de begge på en oceandamper, der driver til søs.

Ship ohøj placerer sig højt i Keaton’s produktion. Den er pletfrit og elegant iscenesat med blændende dygtig anvendelse af geometrisk klart opbyggede total-billeder og med Keatons komiske opfindsomhed i fuld udfoldelse fra start til slut.” (Morten Piil)

”Så er vi klar til et af de mest vidunderlige gagspil i filmkunstens historie, en overdådig perlerad, spillende af fantasi og grotesk komik. Der er ikke et nummer som klikker. Magen til timing har man ikke set. Man sidder helt målløs. Heldigvis. Ellers ville man dø af grin. ” (Herbert Steinthal)

”Ship ohoy/The Navigator er min yndlings Keaton-film, fordi den foruden det sædvanlige uovertrufne festfyrværkeri af gags – og de er virkelig morsomme - indeholder 2 scener så fantastisk timede, at man i sin benovede beundring over Keaton’s virtuositet næsten glemmer at grine, for her oplever man noget guddom-meligt perfekt:I den ene scene er Keaton og Pigen havnet helt alene på en gigantisk oceandamper, der driver til søs. De prøver at finde hinanden ved at løbe rundt på dam-peren i en mere og mere fortvivlet – og accelererende – jagt, der dog hele tiden holder dem ude af hinan-dens synsfelt. Den anden scene fortæller om deres fortvivlede situation, da fjendtlige kannibaler border damperen. Keaton har til sidst kun en lille, men farlig kanon til sin rådighed, men ved et uheld får han viklet en snor fra kanonens hjul om sit ben, således at dens munding peger dødsensfarligt mod ham selv i stedet for mod kannibalerne, hvor mange anstrengelser han end gør sig, – og lunten bliver kortere og kortere. Hvad der så sker, skal ses – det sublime kan ikke beskrives, det skal opleves – og bemærk, at Keaton ikke snyder ved i det afgørende øjeblik at klippe.”

(Peder Bødker)

The Navigator

30

The NavigatorusA 1924

instr.:buster keaton og donald crisp.

Manus.: Clyde Bruckman, Jean Havez, Joseph Mitchell. Foto: Elgin Lessley, Byron Houck.Medv.. Buster Keaton, Kathryn McGuire, Fredrick Vroom.Længde: 56 minutter.Danske mellemtexter.

die BergkatzeTorsdag 8. december kl 19.30

Filmen er en blanding af anti-militaristisk satire og romantisk komedie. Den forgår i en bjergfæstning, hvor Pola Negri som en temperamentsfuld vildkat fra bjergene laver ravage. Filmen var efter sigende en af den amerikanske satiriker H. L. Mencken’s favoritfilm. David Shipman i sin ”The Story of Cinema” fra 1982 kalder den ”Lubitsch’s one German masterpiece…Die Bergkatze handled sex in that visually witty way

which became known as ”the Lubitsch touch”; but its chief aim was to poke fun at the military, which it does with a mixture of wild slapstick and razor-sharp satire.”

“In this delightfully stylized and offbeat comedy, Lubitsch succeeded in satirizing the military while creating a bizarre imaginary world for which he drew on surrealism, expressionism and everything in bet-ween. The extraordinary sets are by Ernst Stern, but it is Negri, the cat in the title, who steals the show, giving one of her liveliest comedy performances in the

days before she became a big star of costume pictures, none of which could hold a candle to this little gem.” (Bloomsbury Foreign Film Guide)

Die Bergkatzetyskland 1921

instr.: Ernst lubitsch.

Manus.: Ernst Lubitsch og Hanns Kräly.Foto: Theodor Sparkuhl.Medv.: Pola Negri, Victor Janson, Paul Heidemann.Længde: 79 min.Tyske mellemtexter.

Die Bergkatze

31

AllE film stArtEr kl. 19.30

= film præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek = stumfilm præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek. Reduceret pris.

RET TIL ÆNDRINGER FORBEHOLDES. Se opslag ved Filmklubben og vores hjemmeside i tilfælde af ændringer.

I efteråret 2011 kan vi blandt andet tilbyde følgende:

DRIVE- Den danske instruktør Nicholas Winding Refns prisbelønnede (bedste instruktør i Cannes 2011) amerikanske film med Ryan Gosling, Carey Mul-ligan og Albert Brooks.

SVEND- Anne Regitze Wivels personlige dokumen-tarfilm om sin mand, den socialdemokratiske toppolitiker Svend Auken, som hun fulgte med sit kamera de sidste to år af hans liv.

VÆRELSE 304- Birgitte Stærmoses danske drama med Mikael Birkkjær, Stine Stengade, David Dencik og Trine Dyrholm.

HVEM IKKE OS, HVEM SÅ?- Andres Veiels tyske drama med Lena Lauzelis i rollen som Gudrun Ennslin – en af de centrale terrorister fra Rote Armé Fraktion i 1970ernes Vesttyskland.

ATTENBERG- Athina Rachel Tsangaris græske drama med Ariane Labed.

SUBMARINE- Richard Ayoades engelske komediedrama med Craig Roberts og Sally Hawkins.

KVINDERNE PÅ SJETTE SAL- Philippe Le Guays franske komedie med Fabrice Luchini.

tirsdAg 6/9 fornuft og følElsE zinstr.: Ang lee side 22

torsdAg 8/9 mælkEVEJEn zinstr.: luis bunuel side 18

tirsdAg 13/9 8½ zinstr. federico fellini side 5

tirsdAg 20/9 o lucky mAn! zinstr. lindsay Anderson side 25

torsdAg 29/9 bunbury z instr. Anthony Asquith side 10

tirsdAg 4/10 dAgdriVErnE zinstr. federico fellini side 6

tirsdAg 11/10 stolthEd og fordom zinstr.: Joe Wright side 23

tirsdAg 18/10 VAlgslægtskAbEr zinstr.: paolo & Vittorio taviani side 19

tirsdAg 25/10 britAnniA hospitAl zinstr. lindsay Anderson side 26

torsdAg 27/10 thérèsE zinstr.: Alain cavalier side 19

tirsdAg 1/11 WildE zinstr.: brian gilbert side 11

torsdAg 3/11 mAigrEt zinstr.: Jean delannoy. side 20

tirsdAg 8/11 mEllEm liV og død instr. hirokazu koreeda side 16

torsdAg 10/11 og skibEt sEJlEr zinstr. federico fellini side 6

tirsdAg 15/11 sEnsommErdAgE zinstr. lindsay Anderson side 26

tirsdAg 22/11 sort kArnEVAl zinstr.: marcel camus side 20

torsdAg 24/11 puppE + thE nAVigAtor zzinstr.: Ernst lubitsch + b. keaton og d. crisp side 28

tirsdAg 29/11 mAnsfiEld pArk zinstr.: patricia rozema side 24

torsdAg 1/12 nobody knoWs instr. hirokazu koreeda side 17

tirsdAg 6/12 dEn idEEllE mAnd zinstr.: oliver parker side 12

torsdAg 8/12 diE bErgkAtzE zzinstr.: Ernst lubitsch side 15

tirsdAg 13/12 irrEVErsiblE zinstr.: gaspar noé side 30

zzz

32

billetsalg 89404040musikhusetaarhus.dk

mød os på

Brit Floyd the Pink Floyd tribute Show

Mandag 17. oktober

Bazaar Mandag 31. oktober

dicte & clauS HemPler the dark and Stormy Sessions

Torsdag 17. november

Nicolai muNcH-HaNSeN Sextet feat. Steffen Brandt og Kira Skov

Onsdag 7. december

PaSióN de BueNa ViSta Mandag 20. februar

aarhusmusikhusetliveonstage

uNmacK/damgaardSpiller loveshop/unmack

Torsdag 22. september

427-103 filmklub 240x165mm.indd 1 18/08/11 15.50