kristenmeditation.orgkristenmeditation.org/daily readings - daglige læsninger … · web...

”Silence & stillnes in every Season. Daily Readings”, af John Main.

Testerne er samlet fra forskellige af John Mains bøger. Under hver dags tekst er anført, fra hvilken bog teksten er hentet.

Gustav Bonnevie

1. JANUAR

Det vigtigste at vide om meditation er, hvordan man mediterer. Jeg formoder, at det også er vigtig at vide, hvorfor man skal meditere, men i første omgang, skal man vide hvordan man gør. Tillad mig at gentage det, så der er størst mulig klarhed om det. Vælg et sted, hvor der er mest muligt stille. Med hensyn til kroppen er den grundlæggende regel at sidde med rygraden opret. Sid enten på gulvet eller på en stol med opret ryg og hold ryggen så opret som muligt, ikke stiv, men afspændt. Luk øjnene stille og roligt.

Til at meditere skal man bruge et ord, og det ord jeg vil foreslå, er maranata1. Gentag stille og roligt ordet i hjertet, i dit hjertes dyb, og bliv ved med at gentage det. Lyt til det som til en lyd. Sig det; udtal det i stilhed, men lyt til det som til en lyd. Hvis man kan, så mediter hver morgen og hver aften. Jeg tror det er sandt, at man ikke lærer at meditere, med mindre man mediterer hver morgen og hver aften hver dag. Man er simpelthen nødt til at afsætte tid til det.

The Way of Unknowing

1 Ordet ’maranata’ findes i 1.Kor.16,22. Det er aramæisk og betyder ’Kom, Herre’ eller ’Herren er kommet’. (Oversætterens anmærkning.)

2. JANUAR

Meditation er en måde at komme ind til sit eget center, komme til grunden for ens væren, og blive der – stille, fysisk og mentalt, og opmærksom. Meditation er i sin essens en måde at lære at blive vågen, at være fuldt levende og være stille. Vejen til denne vågenhed er stilhed og at være i ro, fysisk og psykisk stille. Dét er ganske afgjort en udfordring for mennesker i vor tid, fordi de fleste har meget lidt erfaring med stilhed, og stilhed kan være forfærdelig truende for mennesker som lever i vores massemedietid. Man er nødt til at vænne sig til den stilhed. Det er derfor meditationens vej er at lære at sige et ord stille i hjertet.

Jeg tror, at det som vi alle er nødt til at lære, ikke så meget er at skabe stilhed. Stilheden er der allerede inde i os. Det som vi er nødt til at gøre, er at gå ind i den, at blive stille, at blive stilheden. Formålet med meditation og udfordringen i meditation er at tillade os selv at blive stille nok til at tillade denne indre stilhed at dukke op. Stilhed er åndens sprog.

At lære at sige sit mantra, lære at sige sit meditationsord, lægge alle andre ord, idéer, billeder og fantasier bag sig, er at lære at komme ind i nærværet af den ånd, som er inderst i hjertet, som lever der i kærlighed. Guds Ånd lever i vore hjerter i stilhed. Og, ydmyghed og tro kræves, hvis vi vil komme ind i det stille nærvær.

Det overhovedet vigtigste mål i kristen meditation er at tillade Guds mystiske og stille nærvær indeni os at blive mere og mere virkeligt. Ja, selve den virkelighed, der giver mening, form og formål i alt, hvad vi gør – og alt hvad vi er.

Word Into Silence

3. JANUAR

Det er rigtig svært at finde ud af, hvad det er der får et menneske til at ønske at meditere. Det har været et spørgsmål for mig i mange år. Der ser ud til at være mange grunde til, at mennesker begynder at meditere. Men jeg tror, der kun er én grund der får mennesker til at blive ved med at meditere. Det tror jeg vi kan beskrive som et voksende ønske om at forholde sig til virkeligheden.

Jo længere man mediterer, jo længere man holder ud gennem vanskelighederne og de mislykkede starter, des klarere bliver det for en, at man er nødt til at fortsætte, hvis man vil lede sit liv ind på en meningsfuld og velfunderet vej. Man må aldrig glemme metoden i meditation: at sige sit mantra fra begyndelsen til enden. Dette er grundlæggende, axiomatisk, og man må ikke lade noget føre en væk fra sandheden i det. I ens læsning kan man støde ind i alle slags varianter og alternativer. Men disciplinen, askesen i meditationen stiller os overfor dette ene, absolutte krav; vi må fornægte os selv, sætte os selv til side, lægge vores tanker, analyser og følelser bag os så komplet, at vi kan være totalt til disposition for Den Anden. Vi må gøre det på en absolut måde, og det er det krav, som mantraet gør på os: at sige det fra begyndelsen til enden, i al enkelhed og i absolut loyalitet.


4. JANUAR

Igen og igen er det praktiske råd fra mestrene i bøn opsummeret i dette enkle bud: ”Sig dit mantra. Brug dette lille ord.” The Cloud of Unknowing (i dansk oversættelse Uvidenhedens Sky) kommer med dette råd ”og bed ikke med mange ord, men med et lille ord på bare én stavelse. Fæstn dette ord fast til dit hjerte, så at det altid er dér, hvad der end sker. Med dette lille ord kan du undertrykke alle tanker.”

I sit berømte brev Mikkelsmesse 1920 (Michaelmas 1920) fra Downside, beskriver abbed Chapman den enkle, kontinuerte brug af et mantra, som han havde opdaget mere af sin egen modige udholdenhed i bøn end fra nogen lærer. Han havde genopdaget en enkel form for bøn, som var kommet til det vestlige Europa via munkevæsenet, og først kom ind i det vestlige munkevæsen gennem Johannes Cassian sidst i det fjerde århundrede. Cassian selv havde fået det fra hellige ørkenfædre, som tilskrev dets oprindelse tilbage til før levende erindring helt tilbage til apostolisk tid.

Mantraets dybt respekterede tradition i kristen bøn skyldes frem for alt dets enkelhed. Det imødekommer alle mestrenes råd om hvordan man skal bede, fordi det fører frem til harmonisk, opmærksom stilhed i sind, krop og ånd. Det kræver ikke noget særligt talent eller særlig åndelig gave bortset fra seriøs hensigt og modet til at blive ved. Cassian skrev: ”Ingen er udelukket fra hjertets renhed, fordi man ikke kan læse, heller ikke er den umiddelbare enkelhed en forhindring, for det ligger lige for for enhver, hvis bare man ved konstant gentagelse af dette ord vil holde sind og hjerte åbent opmærksomt mod Gud.”

Vores mantra er den gamle, aramæiske bøn, Maranata, Maranata. ”Kom, Herre. Kom, Herre Jesus.”

Word Into Silence

5. JANUAR

Al vækst i naturen, der skal blive til noget, må være grundigt rodfæstet, og buddet til os er at blive ordentligt rodfæstet i Kristus. Jeg mener, at meditation i en egentlig forstand er en tilbagevenden til vores oprindelige uskyld. Fædrene beskrev denne vej som ”hjertets renhed”. Jesus’ kald til hver enkelt af os er at finde det befriet fra egoisme, befriet fra billeder, befriet fra begær.

Meditation leder os til en klarhed, der kommer fra oprindelig og evig enkelhed. Så vi er tilfredse ved helt enkelt at være med ham, tilfredse ved helt enkelt og på en barnlig måde at sige vores ord, vores meditationsord, fra begyndelsen til enden på vores meditation.

At begynde at meditere kræver ikke mere end beslutningen om at begynde. At begynde at opdage vores rødder, at begynde at opdage vores potentiale, at begynde at vende tilbage til vores kilde. Og Gud er vores kilde. I enkelheden i meditation hinsides al tanke og forestilling begynder vi at opdage i yderste enkelhed, at vi er i Gud; vi begynder at forstå, at vi er i Gud, i hvem vi lever og bevæger os og har vores væren.2 Vi prøver forsøgsvis at beskrive denne voksende bevidsthed, som vi opdager i stilheden og i det daglige commitment3, som ’udelt bevidsthed’.

Meditation er præcis den tilstand af enkelhed, som er den fulde, modne udvikling af vores oprindelige uskyld… Det forunderlige i forkyndelsen af kristendom er, at hver eneste af os er inviteret ind i den samme tilstand af enkel, kærlighedsfuld enhed med Gud. Det er det, som Jesus kom både for at forkynde og for at genskabe. Det er, hvad hver enkelt af os er inviteret til at være åben overfor.

Moment of Christ

2 Ap.Gern.17,283 Commitment: Beslutning, beslutsomhed, engagement, forpligtelse, valg, hengivelse; at ville noget. På dansk har vi ikke et ord, der dækker det engelske ’commitment’. Men da det engelske ord ’commitment’ er på vej ind i det danske sprog, har jeg valgt at beholde det engelske. (Oa.)

6. JANUAR

At møde og meditere med så mange, der følger den usædvanlige og vidunderlige pilgrimsrejse i løbet af deres almindelige dagligdag, får mig til stadig mere klart at se den sande natur af den rejse, vi foretager sammen. Vi ved, at det er en rejse i tro, i voksende evne til at elske og til at blive elsket; og derfor også et udvidet syn på virkeligheden.

Vi ved også, at det er en vej, der kræver mere og mere tro. Bjerge bliver stejlere, jo tættere man kommer toppen og vejen bliver smallere. Men udsigten bliver også større, mere inspirerende og mere ydmygende, og styrker os til den ekstra anstrengelse til det sidste stykke der skal forceres…

Meditation, som en livsform centreret i disciplin i bøn, er vores vej til denne sande erfaring af ånd, af Ånden. Som enhver, der følger denne vej snart kommer til at erfare for sit eget vedkommende, vokser dens krav på os med hvert skridt vi går på denne pilgrimsvej. Efterhånden som vores evne til at tage imod åbenbaringen vokser, vokser også den naturlige impuls vi føler til at give vores svar, vores åbenhed, mere generøst, med mindre besiddertrang.

Det mærkelige og forunderlige er, at dette krav er uligt ethvert andet krav, der bliver stillet os. De fleste krav synes at begrænse vores frihed, men dette krav er intet mindre end en invitation til at komme ind i fuld frihed for ånden – den frihed vi nyder, når vi er vendt væk fra os selv. Det som ser ud som et krav om fuldstændig overgivelse, er i virkeligheden en mulighed for den grænseløse virkeliggørelse af vores potentiale. Men for at forstå dette, kan vi ikke undslippe det faktum, at kravet er absolut og det må vores svar som konsekvens også være.

The Present Christ

7. JANUAR

Meditation er ikke tiden til ord, hvor smukke og sande de end måtte være. Alle vore ord er totalt nytteløse, når vi skal til at gå ind i meditationens dybe og mystiske fællesskab med Gud. For at komme ind i dette hellige og mystiske fællesskab med Guds ord, som bor i os, må vi først have modet til at blive stadig mere stille. I dyb, skabende stilhed møder vi Gud på en måde, som overskrider alle vore intellektuelle og sproglige evner. Snarere end at tænke må vi lytte, koncentrere os, åbne os.

Stilhed er helt nødvendig for menneskets ånd, hvis den virkelig skal vokse og udfolde sig, ja, ikke bare udfolde sig, men udfolde sig skabende, have et skabende svar til livet, til vores omverden, til venner. Grunden til det er, at stilheden giver vores ånd plads til at ånde, plads til at være. I stilhed behøver vi ikke retfærdiggøre os, forsvare os, eller prøve at gøre indtryk på nogen. Vi behøver kun at være, og når det sker, at vi bare er, er det er en vidunderlig oplevelse. Underet i den oplevelse er, at vi er totalt frie. Vi prøver ikke at spille nogen som helst rolle, vi prøver ikke at opfylde nogen som helsts forventninger.

Word Into Silence

8. JANUAR

Gennem kristendommens historie har bønnens mennesker opfyldt en særlig mission i at bringe deres samtidige, ja, også de efterfølgende generationer, til den samme oplysning, den samme genfødsel i Ånden, som Jesus prædikede. En af disse lærere, Johannes Cassian fra det fjerde århundrede, anses for at være en af de mest indflydelsesrige lærere i det spirituelle liv i Vesten. Hans særlige betydning som lærer og inspirator for Skt. Benedikt og gennem ham for hele Vestens munkebevægelse kommer af hans bidrag til at formidle Østens spirituelle tradition som en levende erfaring til Vesten.4

Det var ved at lytte med total opmærksomhed til den Hellige Abbed Isaaks undervisning, at Cassian først blev tændt af begejstring for bøn og fast besluttet på at holde ud. Abbed Isaak talte velformuleret og oprigtigt, men som Cassian slutter i sin første Conference: ’Med disse ord af den Hellige Isaak var vi imponeret snarere end tilfredsstillet, eftersom vi følte, at selv om hans fortræffelighed i bøn var blevet forevist os, havde vi endnu ikke forstået dens natur og den kraft, hvorved udholdenhed i den kan nås.’5

Cassian og hans ledsager Germanus vendte efter nogle få dage ydmygt tilbage til Abbed Isaak med det enkle spørgsmål: ’Hvordan skal vi bede? Lær os det, vis os det!’ Hans svar på deres spørgsmål, som kan læses i Cassians tiende Conference, har haft en afgørende indflydelse på Vestens forståelse af bøn helt ned til vore dage.

Fattigdom og forsoning, som er aspekter forbundet med bøn, fører Cassian til at kalde den tilstand, vi nyder i bøn, for ’en stor fattigdom’. ’Sindet skal uophørlig klynge sig til mantraet’, skriver Cassian, ‘indtil det, styrket ved kontinuert brug, giver slip og afviser det rige og omfattende indhold i alle slags tanker og begrænser sig til fattigdommen ved blot et enkelt bibelvers… De som virkeliggør denne fattigdom, ankommer let til den første af saligprisningerne: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.”6’

Word Into Silence

4 Johannes Cassian boede i mere end 10 år omkring år 400 hos de såkaldte ørkenfædre i den ægyptiske ørken og nedskrev sine samtaler med dem. Conferences betyder: samtaler. (O.a.)5 Conference 9:36.6 Conference 10:11. Matt.5,3.

9. JANUAR

Der findes ikke halve beslutninger. Man kan ikke beslutte at ville meditation til en vis grad. Konceptet er at meditere og at rodfæste sit liv i virkeligheden. Så vidt jeg har forstået, er det, hvad evangeliet drejer sig om. Det er hvad kristen bøn drejer sig om. En beslutning om at ville livet, en beslutning om at ville det evige liv. Som Jesus selv udtrykte det: Himmeriget er her og nu; det vi skal gøre, er at være åbne overfor det, hvad der er det samme som at gå ind i en beslutning om at ville det.

En vej til et sådant grænseløst liv kræver fra vor side åbenhed, storsind og enkelhed. Frem for alt kræver det helhjertethed. Ikke helhjertethed i en sag eller ideologi, men helhjertethed i det enkle to gange daglig at vende tilbage til rødderne for vores eksistens, en helhjertethed i at svare på livet med opmærksomhed, at skabe plads i vores egne liv til at leve fuldt og helt. Og hvad vi lærer gennem meditation, gennem stilheden og enkelheden, er, at vi ikke behøver at frygte for beslutningen om at give plads til den.

Jeg tror, at vi alle frygter et helhjertet engagement, fordi det synes at betyde en indskrænkning af vores muligheder. Vi siger til os selv: ”Arh, hvis jeg nu går i gang med at meditere, vil jeg ikke kunne gøre andre ting.” Men jeg tror, at hvad vi alle opdager, er, at denne frygt opløses i det aktuelle commitment i at være seriøse, at være åbne, at elske ikke fra et overfladisk niveau, men fra vores dyb. Hvad vi alle opdager i erfaringen af meditation er, at vores horisonter ikke indskrænkes, men udvides, og vi opdager ikke begrænsninger, men frihed.

Moment of Christ

10. JANUAR

Nu vil jeg sige lidt om et særligt spørgsmål, som vi alle møder. Det er spørgsmålet om distraktioner. Hvad skal man gøre, når man begynder at meditere og der kommer forstyrrende tanker ind i bevidstheden? Det råd, som traditionen har givet os, er at ignorere distraktionerne og at sige sit meditationsord og at blive ved med at sige sit meditationsord. Lad være med at spilde energi på at rynke panden og sige: ’Jeg VIL ikke tænke på, hvad jeg skal have til aftensmad’ eller ’Hvem skal jeg være sammen med i dag?’ eller ’Hvor skal jeg hen i morgen?’ eller hvad distraktionen end er. Prøv ikke på at bruge energi på at jage distraktionen væk. Ignorer den simpelthen, og måden at ignorere den er at sige sit meditationsord.

Moment of Christ

11. JANUAR

Johannes Cassian taler om formålet med meditation, at det er at begrænse sindet til ’fattigdommen’ i et enkelt bibelvers. Lidt senere viser han tydeligere, hvad han mener, i en illustrerende formulering. Han taler om at blive rig på fattigdom.7 Meditation vil helt sikkert give ny indsigt i fattigdom. Efterhånden som man holder ud med mantraet, vil man begynde dybere og dybere at forstå ud af egen erfaring, hvad Jesus mente, da Han sagde: ”Velsignede er de fattige i ånden.”8 Man vil altså på en meget konkret måde lære meningen med udholdenheden, efterhånden som man holder ud med at gentage mantraet.

I meditation erklærer vi altså vores egen fattigdom. Vi giver afkald på ord, tanker, forestillinger, og det gør vi ved at begrænse sindet til fattigdommen i det ene ord, og derfor er processen i meditation enkelheden selv. For at erfare fordelene ved det er det nødvendigt at meditere to gange om dagen hver dag, uden at svigte. Tyve minutter er minimum tid til meditation, femogtyve eller tredive er i nærheden af gennemsnitstid. Det er også nyttigt at meditere regelmæssigt samme sted og også på samme tid hver dag, fordi det hjælper til at få en kreativ rytme i vores liv til at gro, med meditation som en slags pulsslag der angiver rytmens lyd.

Men når alt dette er sagt og gjort, så er det vigtigste at huske om meditation at det drejer sig om udholdende at gentage mantraet igennem hele den tid, der er afsat til meditation, igennem hele den tid, som forfatteren af Uvidenhedens Sky kaldte ’the time of work’, tiden til arbejde.9

Word Into Silence

7 Egtl. ’mægtig fattig’. Conference 10:11.8 Matt.5,3. I Jesus’ ord ”Salige er de fattige i ånden” skal ”fattig” forstås i betydningen ”svag, afmægtig, magtesløs; appellerende om hjælp”. Meningen er altså ”Salige er de, der tørster efter ånd og erkender at være åndeligt magtesløse og derfor har brug for Guds hjælp.” (O.a.)9 Uvidenhedens Sky, kap. 4-7, 36-40.

12. JANUAR

Hvorfor er meditation så vigtig for os? Fordi meditation hjælper os til at leve vores liv som en proces af integreret vækst. At leve meningsfuldt er at forstå vores liv som en permanent og stadig dybere grad af modenhed. Ingenting er mere trist end at se et menneske leve år efter år uden rigtig at vokse op, uden egentlig at integrere sine erfaringer.

Meditation er vigtig, fordi den fører én til det første trin i al vækst, som er jordforbindelse, at have kontakten til ens grundlag i orden, eller, med et bibelsk udtryk, at være rodfæstet. Ved at meditere hver morgen og hver aften begiver man sig dagligt ud på en rejse mod at være stadig mere rodfæstet. Vækst hen imod at blive et helt menneske folder sig ud, når man bliver rodfæstet i sit eget dybeste og inderste center.

I vores samfund får man tilbudt al mulig hjælp til at vokse intellektuelt. Men der er ikke så megen hjælp til at vokse åndeligt, eller spirituelt. Centeret for vores personlige identitet er Ånden i os. At opdage og blive fortrolige med vores Ånd er at begynde at leve ud af energien i vores center. Vi lærer at blive rodfæstet i os selv, når vi ikke længere lader os blæse hid og did af hvert lille vindstød, der rammer os overfladisk. Vækst forudsætter at noget bliver plantet og får rod, men forudsætter altså også pleje og omhu. Eftersom meditation er højst praktisk orienteret, fører meditation os dag ud og dag ind til at pleje Åndens liv, at vende tilbage til at være rodfæstet i vores center.


13. JANUAR

Men jeg tror virkelig, og jeg tror at det er traditionens tro (erfaring og tradition er her igen enige), at jo mere vi ’tænker’ på Gud, danner os billeder af ham, eller prøver at aktivere vores forestillingsevne for at opnå autonome visioner af ham, des mindre kan vi erfare ham. Det siger jeg ikke for at nedgøre teologi, filosofi eller kunst. Men disse tre frugter af vore sind og hjerter har kun værdi for den yderste mening for så vidt de opklarer, opmuntrer eller renser vores rejse så langt som til grænserne for vores begrænsede menneskelige bevidsthed. Ved denne grænse bliver vi mødt at en guide, som er ubegrænset bevidsthed, Personen Jesus Kristus. Vi når kun denne grænse, hvis vi rejser uden bagage, hvis vi har ladt alt bag os og hvis vi omfavner Den Ene, som møder os med absolut tillid. I dette øjeblik ved vi af vores egen erfaring, at Han er Vejen, Sandheden og Livet.

Letters From the Heart

14. JANUAR

Hvorfor skal vi meditere? Hvorfor skal man overhovedet meditere? Traditionen fortæller os, hvad enhver har brug for, hvis vi ønsker at leve fuldt og helt, hvis vi vil udvide vores ånd helt; det som enhver af os har brug for, er hjertets renhed – den klarhed i opfattelsen, der vil gøre os i stand til at se virkeligheden som den er, at se os selv som vi er, at se andre som de er: tilgivet og elsket af Gud; og at se Gud som Han er: absolut Kærlighed. Til at se alt dette kræves hjertets renhed, hvilket er det samme som at sige, at vi har brug for at være i stand til at se direkte uden at fragmentere vores syn, når det går gennem ego’ets prisme.

Kierkegaard skriver et sted, at hjertets renhed er at ville ét. Den ene ting, man må ville, når man mediterer, er at sige sit mantra, sige sit meditationsord, overskride alle selv-spejlende komplekser, alle den selv-spejlende bevidstheds komplekser, og være stille fysisk og psykisk. Det er derfor kroppens stilhed er lige så vigtig som et sakramente, et ydre tegn på indre stilhed. Hjertets renhed er realiseret enkelhed.

Det har alle brug for. Alle har brug for hjertets renhed, hvis man skal nå til at have den ydmyghed der skal til for at se, hvad der er for vore øjne og se det med et absolut klart syn. Lad mig igen minde om: når vi sætter os for at meditere, er enhver af os begynder. Vi begynder igen som første gang og vi lægger al frygt, alle vore bekymringer, alle vor håb, alle vore planer til side. Vi lægger alt til side for at være åbne for det højeste formål med at vi blev skabt, som er at være ét, ét med os selv, ét med Gud og ét med hele skabningen. Processen i meditation er den proces at blive ét, og vejen er det éne ord: ma-ra-na-ta. Tab ikke modet, hvis du synes det er vanskeligt at blive ved ordet; men bliv ved det. Tab ikke modet, hvis du opdager forstyrrende ord der kommer ind i dit sind; bliv ved ordet.

Fully Alive

15. JANUAR

Lad mig igen minde om vigtigheden af selve disciplinen. At sidde stille er det første skridt væk fra egoisme, fra optagethed af os selv, vores egne kroppe. Sid stille. Man kommer ind i, stiger ned i, områder af enkelhed i sig selv, som man næppe havde anet eksisterede, områder af ydmyghed, man havde glemt fandtes – sin evne til at være som et barn, til at være tillidsfuld og lægge alle krav, alle ønsker bag sig og bare blive ved med at sige sit meditationsord i hele den tid man har afsat til meditation. Vend tilbage til meditationsordet, hvis man kommer væk fra det. Lad være med at bekymre sig om distraktioner. Der er ingen genveje, ingen mystik-på-fem-minutter, men der er for hver enkelt af os Guds uendelige kærlighed, der vælder op i vores eget hjerte, og det er mere end tilstrækkeligt. Lyt igen til Paulus:

Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i den ene Ånd adgang til Faderen.10

Det er derfor vi mediterer: fordi vi har adgang til Faderen, til vores Far, i den samme, ene Ånd.

The Door to Silence

10 Ef. 2,17-18

16. JANUAR

Glem aldrig hjertets renhed, som er et aspekt af at sige mantraet. Udholdenhed i mantraet fra begyndelsen til enden af hver eneste meditation fører os til denne enkelhed og uskyld, fordi den gør os i stand til at lægge vores ego bag os. Frimodigheden til at forkynde Kristus, skelneevnen til at se, hvordan vi skal gøre det i dag, og modet til at vidne om Kristus ud fra vor egen erfaring af ham kommer af vores udholdenhed i vores meditation og i at sige mantraet hver dag.

Det er intet mindre end Kristi herlighed, der skinner i vore hjerter. Den herlighed kommer ikke med triumferende fanfarer, men den overvinder alligevel hjerter, der er blevet hårde af sår, som livet har givet dem. Fattigdom, renhed og enkelhed er ejendommelige våben for sind, som er trænet i billeder og værdier baseret på vold. Men vores overlevelse, spirituelt såvel som fysisk, afhænger af, at vi genopdager den forsonende kraft i disse humane værdier. Det er netop mantraets vej.

For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesus’ Kristus’ ansigt.11

Word Made Flesh

11 2.Kor.4,5-6.

17. JANUAR

Når jeg læser Cassian, bliver jeg straks mindet om den bøn, som Jesus sagde god for, når Han fortæller os om synderen, der stod bagerst i templet og bad en enkelt sætning: ”Gud, vær mig synder nådig!”. Han gik retfærdiggjort hjem, fortæller Jesus os, mens farisæeren, som stod forrest i templet med højlydt, velformuleret bøn, ikke gjorde.12 Hele Cassians undervisning om bøn er baseret på evangelierne: ”Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at jo mere de siger, des mere sandsynligt er det, at de bliver hørt. Dem må I ikke ligne. Jeres Fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.”13

Som jeg har antydet, er bøn ikke et spørgsmål om at tale til Gud, men om at lytte til Ham, eller være med Ham. Det er denne enkle forståelse af bøn, der ligger bag Cassians råd om, at hvis vi ønsker at bede, at lytte, må vi blive stille, fysisk og mentalt, ved at recitere et kort bibelvers igen og igen. Cassian fik denne metode som noget, der allerede på hans tid var en gammel, etableret tradition, og nu er det en universel og stadig levende tradition. Et tusind år efter Cassian anbefaler forfatteren af Uvidenhedens Sky den fortsatte gentagelse af et lille ord: ”Vi skal derfor bede i vor ånds højde, dybde, længde og bredde. Ikke med mange ord, men med et lille ord.”14

Word Into Silence

12 Luk.18,9-14.13 Matt.6,7-8.14 Uvidenhedens Sky, kap. 39.

18. JANUAR

Når man mediterer, skal ens energi kanaliseres i én retning, og metoden til at fokusere denne retning er meditationsordet. Man kan ikke fuldt værdsætte dette råd, hvis man ikke selv har erfaring med at meditere. Meditation handler om stilhed. Det er ligesom stilheden i et vandbassin. Distraktionerne, som kommer, når vi begynder at meditere, er kun krusninger og strømninger og hvirvler, som forstyrrer vandet. Men når man begynder at meditere og stilheden kommer over en, bliver vandet i dybden klarere og klarere i stilheden.

Erfaringen i meditation, den erfaring som hver enkelt af os er opfordret til og som vi alle er stand til, er at opdage dybden i os, som er ligesom et dybt vandbassin, vand i uendelig dybde. Det fantastiske ved sådan et vandbassin er, at når vandet er stille og solen rammer det, er hver eneste vanddråbe i dets uendelige dybde ligesom en levende krystaldråbe i sollyset. Det er præcis det vi er kaldet til i meditation – at opdage dybden i vores egen ånd og evnen i vores ånd til at være i komplet harmoni med Gud, som fortæller os, at Han er lys. ”Jeg er verdens lys.”15

15 Joh.8,12.

19. JANUAR

For mange mennesker vil deres første indtryk af meditation få dem til at synes, at meditation – som så meget andet – bare vil være endnu en øvelse i kedelig gentagelse. I sommers holdt jeg en retræte i et kloster i Irland, og efter at have hørt mig tale om meditation og mantraet, kom en af nonnerne hen til mig og sagde: ”Oh Father, jeg ville aldrig kunne gøre det. Nej, nej, jeg ville aldrig kunne gøre det. Det ville være forfærdeligt.” Hendes opfattelse af mantraet var, at det ville være totalt kedeligt for hende på grund af den kedelige gentagelse. Jeg vil nu håbe, at hun begyndte at meditere, fordi bare en smule erfaring i virkelig at lære at sige mantraet (og det er kunsten i meditation), ville have ændret hendes indstilling – at forstå kunsten i meditation er ganske enkelt at sætte mantraet fri i hjertet. Vanskeligheden i det for os er, at vi hele tiden vil have kontrol. Det er meget svært for os vesterlændinge at lære at sætte mantraet fri, at lade det tone, at lade det synge i hjertet i en slags herlig frihed.

For at sætte mantraet fri sætter vi hver morgen og hver aften fokus udover os selv. Ved Helligåndens virke udvides vores ånd, vores hjerte bliver større, vi bliver mere generøse. Forandringen i os kommer i stand fordi vi, i meditation, møder og favner netop den kraft, som gør denne forandring mulig. Vi vil formentlig alle gerne være mere venlige, mere forstående, mindre selviske, mere empatiske, mere medfølende og så videre. Og, samtidig, genkender vi os selv som svage, dødelige, fejlbarlige menneskelige væsener. Denne erkendelse får os ofte til at ville beskytte vores egen sårbarhed.

Det som vi opdager i meditation, er den kraft-kilde, der gør os i stand til at leve uden ængstelsen for om vi er nødt til at beskytte os selv; den er etableret lige i centrum af vores egen væren, i vore hjerter. ”Sjælens centrum er Gud.” Her er meditation enormt praktisk, fordi den påbyder hver enkelt af os at vide ’fra vores egen erfaring’, hvad den udtalelse betyder: ”Sjælens midtpunkt er Gud.”

The Heart of Creation

20. JANUAR

Mantraets vej er generøsitetens vej, ekspansionens og fordybelsens vej, ikke på nogen måde en udelukkelses eller snæversindetheds vej. Det er et mysterium på den rejse, at den får os til at vokse i vores sensitivitet for Guds nærvær og hans godhed, som er virksom i mange uventede områder af vore liv. Det er ikke altid nemt at forklare, hvordan det kan være sådan, og faktisk kan man ikke vide det uden at have oplevet det. At vende sig væk fra tanker og planer, mens man mediterer, og at være konsekvent udholdende i den enkle opgave at sige det ’ene lille ord’ – hvordan finde billeder eller begreber til at forklare, at denne vej er ind i den stilhed, hvor Gud åbenbarer sig selv i Jesus som kilden til og grundlaget for al skabelse?

Alligevel ved vi, når vi har fulgt denne vej selv i bare kort tid, at mantraets fattigdom beriger os i et momentum af kærlighed, der fylder hver eneste del af vores liv og vækker os til det mysterium, vi er sat ind i – det mysterium, der er lukket for os så længe vi forbliver centreret i os selv og ikke i Ham.


21. JANUAR

Man må lære at sige sit meditationsord og man må lære at sige det med stor tålmodighed. En del af problemet for de fleste mennesker i Vesten er, at processen selv er så enkel. Det der kræves er, at man sætter sig ned hver morgen og hver aften og man bruger omkring tyve minutter i begyndelsen, senere femogtyve, og så maksimalt en halv time, hver morgen og hver aften. Det eneste der betyder noget, er, at man er på vejen, at man er på pilgrimsvandringen – mod maksimal frihed i ånden, total frihed – at man er på vejen mod vågenhed, mod bevidsthed, at man er på vej mod at gennembryde ego-bevidsthedens slør. Det er friheden: at man ikke er spærret inde i sig selv. Vejen fremad, vejen foran én er enhed, med Gud, i Jesus, ved Ånden.Som sagt, problemet for os er, at vejen er så enkel. ”Med mindre I bliver som børn, kan I ikke komme ind i Himmeriget”,16 sagde Jesus. Jeg taler om de her ting ud fra en tradition, som går hundreder – tusinder – af år tilbage, en tradition, som er blevet fulgt hvert eneste århundrede, i de sidste to tusinde år, af mennesker, som ved at følge den, blev hellige, hvilket med andre ord vil sige, at de blev fuldt menneskelige: medfølende, venlige, tilgivende, forstående og, frem for alt, fyldt med glæde. Glæden kommer af helligheden: det vil sige fra det faktum, at vi har opdaget os selv, fundet os selv, vores egen lighed med Gud; den Gud, der, som apostlen Johannes fortæller os, er kærlighed17.

The Door to Silence

16 Matt.18,3.17 1.Joh.4,8.

22. JANUAR

Når man begynder at meditere, og også når man bliver ved med det, er det væsentlige man må have forstået, hvor enkelt det er. Enkelheden er denne: at man hver morgen og hver aften giver sig selv muligheden for at være. Det er enkelt, fordi man ikke spørger sig selv ’Hvad sker der i mig nu?’. Man analyserer ikke sig selv, og evaluerer ikke sig selv. Man spørger ikke sig selv ’Nyder du det her?’ eller ’Får jeg noget ud af det?’ I løbet af denne tid, hvor det handler om at være, lægger man det selv-reflekterende ego helt til side.

Man er nødt til at begynde i tro, i tillid. Der findes ingen måde man kan evaluere, hvad der sker, når man begynder. Senere vil man ikke bekymre sig om at evaluere. Eftersom meditation er en troens vej, kan man ikke bare have en målestok, sige sit mantra i tre minutter, og så stoppe op og se, hvordan det går. Man må lære at sige sit meditationsord fra begyndelsen til enden, hver dag. Og man skal gøre deet uden at bruge kraftanstrengelse på det. Denne fremgangsmåde sætter meditationsordet frit i ens hjerte, uden at prøve at kontrollere eller dominere med meditationsordet. Det handler om at sige sit meditationsord og at være.

Hvordan hænger det sammen med den kristne tro? Udtrykt med kristendommens ord ved vi, at Gud har sendt sin Ånd til at være i os ved Jesus’ menneskelige bevidsthed. Hans væren er i os. Meditation er ganske enkelt at være åben overfor Hans væren.

For den samme Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet sit lys skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.18

Dette lys og denne herlighed vil kun kunne findes i vores hjerter, hvis vi vil lære at være stille og ydmyge. Dette er præcis formålet med mantraet.

Word Made Flesh

18 2.Kor.4,5-6

23. JANUAR

Søg Guds rige før alt andet, så skal alt det andet gives jer i tilgift, siger evangeliet19. Det faktum at vi i vores egentlige virkelighed har rødder helt ned i stilheden i dette centrum af tilværelsen, er nok den sandhed om vores liv, som vi har sværest ved at forstå. Problemet med at forstå er vores tankemylder og vores hang til at ville besidde. Men faktisk venter Ånden i sin egen evige stilhed tålmodigt på os. Og vores pilgrimsvandring i meditation lærer os, at i ånd og sandhed er vi der allerede, sammen med vores Far, som kaldte os til at være der, ja, som skabte os til at være der og som elsker os for at vi skal være der.

Vores opvågnen til denne virkelighed er ensbetydende med udvidelse af vores ånd. Med udvidelse kommer frihed, den frihed i ånden som udvider grænserne for vores begrænsede bevidsthed, idet vores begrænsede bevidsthed forenes med Jesus’ menneskelige bevidsthed, som med Hans kærligheds ubegrænsede rum bor i vort menneskehjerte. Men Han bor der med den største respekt for vores frihed for, om vi vil følge det kald, som Han og Hans Far har givet os. Den frihed er samtidig vores evne til med udelt bevidsthed at følge dette kald og til at vide, at det er fuldendelsen af kærlighedens mysterium. Denne viden er ikke teori eller spekulation, men kontakt med den mest umiddelbare og personlige virkelighed. Vi skal ikke meditere længe før vi begynder at få øje på udtryk for kærlighed i vores liv, som vi tidligere var for nærsynede til at se eller ikke storsindede nok til at tage imod.

The Present Christ

19 Matt.6,33

24. JANUAR

Når vi begynder at meditere, har vi tre foreløbige mål. Det første er simpelthen at sige mantraet i hele tidsrummet for meditationen. Det vil sandsynligvis tage nogen tid at nå dette første trin, og vi får brug for at lære tålmodighed i den tid. Meditation er en fuldstændig naturlig proces for alle. For ligesom vores fysiske vækst finder sted i sin egen naturlige rytme, selvfølgelig med variation for hvert enkelt menneske, sådan udvikler også vores bønsliv sig helt naturligt. Vi kan ikke tvinge noget til at ske, men må simpelthen sige mantraet uden at have travlt, uden at forvente noget.

Det andet mål er at sige mantraet uden afbrydelse gennem hele meditationen, mens man forholder sig helt rolig overfor alt hvad der kan komme af distraktioner. På dette trin ligner mantraet en plov, der fortsætter resolut hen over sindets ujævne mark, upåvirket af hvad der måtte være af forhindringer eller forstyrrelser.

Det tredje af disse foreløbige mål er at sige mantraet gennem meditationen helt uden nogen distraktioner. Overfladen i vores sind er nu helt i resonans med den dybe fred i hjertet af vores væren. De samme harmoniske lyde klinger gennem hele vores væsen. På dette trin er vi kommet hinsides tanker, hinsides forestillinger, hinsides alle billeder. Man simpelthen hviler i virkeligheden, Guds virkeliggjorte nærvær, den Gud, som har taget bolig i vores hjerter.

Word Into Silence

25. JANUAR

Hvis man vil lære at meditere, må man lære at sidde stille og sige sit meditationsord fra begyndelsen af meditationen til enden. Det man så vil opdage, hvis man kan blive ved, er, at efter at have sagt sit meditationsord et stykke tid, vil man føle en vis fredfyldthed og afslappelse, og man vil være fristet til at sige til sig selv: ”Det her er virkelig godt. Jeg vil bare opleve det nu og vide, hvad det er jeg føler nu, jeg vil stoppe med at sige meditationsordet. Jeg vil blive i oplevelsen.” Men det er hovedvejen til katastrofe. Man mediterer ikke for at opleve oplevelsen. Man mediterer for at gå ind i oplevelsen.

Meditation er at blive bevidst og at gå ud over selvoptaget bevidsthed. Meditation er at lære at se udover sig selv, bryde ud af det lukkede system af selv-optagethed, ego’ets fængsel, og det gør man ved den disciplin det er at sige meditationsordet. Når man siger meditationsordet, tænker man ikke sine egne tanker. Man analyserer ikke, hvad der sker én. Man gir slip. Meditation er, i kristen forståelse, ganske enkelt at åbne op for Guds uendelighed gennem Ånden, der er i vore hjerter. Det er at give slip, at kaste ud på det dybe. Og mennesker har gennem århundreder opdaget, at det kræver en trosakt at lægge ego’et bag sig, at give slip på sig selv.

Moment of Christ

26. JANUAR

Meditation er vejen par excellence til at håndtere distraktioner, fordi formålet med det ene ord ganske enkelt er at bringe sindet til ro, stilhed og koncentration. Ikke at bringe det til ro ved hellige tanker alene, men at transcendere det vi forstår ved tanker overhovedet. Og mantraet er i den henseende ligesom en plov, der skærer igennem ens sind, idet den skubber alt andet til side – ”gør bakket land til slette”. Man kan tænke på, hvad Cassian sagde om at ”give slip på og afvise det rige og omfattende indhold i alle slags tanker” 20. Det er fordi sindet er ”vægtløst og omflakkende”, så følsom overfor tanker og billeder som en fjer er overfor den letteste brise, at Cassian glæder sig over mantraet som måden til at transcendere distraktioner og nå stabilitet.

Essensen i kunsten i at sige mantraet er: at sige det, at lade det lyde, at lytte til det og bare ignorere distraktioner. Prioritere mantraet over alt andet. Efterhånden som man er udholdende med at sige mantraet, får distraktionerne mindre og mindre kraft. Min lærer plejede at sige, at de første tre mål, man har, når man begynder at meditere, er: først at sige mantraet gennem hele meditationsperioden. Det er ens første mål, og det kan tage et år, eller ti, at nå. Det næste mål er at sige mantraet og være helt stille overfor alle distraktioner, der måtte komme. Det tredje foreløbige mål er at sige mantraet i hele meditationstiden uden distraktioner.

Christian Meditation: The Gethsemani Talks

20 Se teksten til 8. januar. (O.a.)

27. JANUAR

Når man begynder at meditere, er det naturligt at spekulere på: ”Hvor lang tid vil det tage?” Vi har brug for at få at vide – og det fortæller den levende tradition os også – at det ikke tager nogen tid overhovedet. Det er det samme som at sige, at det kun tager så lang tid som det tager os at indse, at det ikke tager nogen tid. Det er derfor brugen af meditationstid egentlig er til tålmodighed. I det øjeblik der er ren tålmodighed, simpel åbenhed, blegner det lille ego, der holder os selv-centreret, væk i det intet det kom fra, og vores ånd, der er centreret i Kristus, flyder ind i Guds fylde som dens begyndelse og ende, dens alfa og omega.

Vores tro er vores tålmodighed, vores åbenhed overfor det som allerede er, fordi vi ikke så meget venter på, at Gud skal komme, som at vi selv indser, at Han er med os i Kristus, Emmanel, Gud-med-os. Hvad vi skal lære er ikke at ”få Gud til at indfinde sig”, men at blive tilstrækkeligt stille, tilstrækkeligt rolige, til at tillade Jesus’ bevidsthed, Hans Ånd i os, at udvide og flytte grænserne for vores egen begrænsning, at afsløre for os, at vi er i Gud.


28. JANUAR

Det meditationsord, jeg vil anbefale man bruger, det aramæiske ord maranata, skal man sige uden at bevæge læberne, det vil sige, indvendig i sit hjerte, og man skal lade det lyde kontinuert fra begyndelsen til enden af sin meditationstid. Meditation er en vækstproces, en vækst i mere spirituel klarhed, og ligesom alle vækstprocesser har den sin egen fart, sin egen hastighed. Det er en organisk proces.

Man skal på en måde lade mantraet have rod i sit hjerte. Jesus talte ofte om at evangeliets ord skulle slå rod i menneskers hjerte, og Han siger til os, at det skal falde i jord der vil tage imod det. Med andre ord, hele ens væsen skal involveres i denne proces. Man lader sit mantra lyde, og ved udholdende at vende tilbage til det dag efter dag, lader man det fæste rod i sit hjerte, og når det har slået rod, vil det komme til at blomstre. Ja, det vil helt sikkert komme til at blomstre.

Og blomsten fra meditationen er fred, dyb fred. Det er en fred, der kommer af harmoni, af den dynamiske harmoni, som man møder, når man kommer i kontakt med sin værens grund. Det man opdager er, at mantraet lyder i ens hjerte, centrum af ens væren, og ens væren er rodfæstet i Gud, centrum for al væren.

Moment of Christ

29. JANUAR

Den store 400-tals mester i bøn, vores lærer i meditativ bøn, Johannes Cassian, beskrev allerede på sin tid den fare, som han kaldte pax perniciosa, der kan oversættes noget i retning af den destruktive eller skæbnesvangre fred. Det udtryk peger på noget, man skal huske, hvis man nogen sinde tror, man kan sige: ”Nu er jeg kommet tilstrækkelig langt, det er nok for mig.” Jeg er overbevist om, at mange mennesker ikke gør den fremgang i bøn, som de burde, og ikke bliver så frie i bøn, som de er kaldet til, simpelthen fordi de vælger denne destruktive laden-stå-til, de giver for hurtigt op i deres besværlige pilgrimsvandring op ad bjerget; de holder op med at sige mantraet.

Når man begynder at meditere, skal man sige mantraet i hele sin meditationsperiode, uden hensyn til hvilket humør man er i eller hvor meget lyst man lige har. Efterhånden som man gør fremskridt i at sige det uden afbrydelser, skal man snarere lade det lyde under hele meditationen, uanset hvilke distraktioner eller følelser der kommer. Endelig, når mantraet er rodfæstet i hjertet, skal man lytte til det med hele sin opmærksomhed og uden ophør.

Word Into Silence

30. JANUAR

Tag ikke fejl med hensyn til seriøsiteten i den nødvendige disciplin i at lægge enhver begrænsning til side, det være sig i form af ord, ideer, billeder, indsigter eller symboler.

Meditation er ligesom øvetimerne for en danser. Det er den forudgående jerndisciplin i øvetimerne, som giver den ydre frihed i bevægelsen ved opførelsen, idet disciplinen selv transcenderes. Vanskeligheden ved at forstå det får folk til at sige ting som ”Jeg mediterer lidt. På min egen måde. Jeg siger et meditationsord ind imellem. Når det føles rigtigt. Hvorfor alt det ståhej om disciplin?” For en sådan indstilling kan det at sige meditationsordet under hele meditationen virke både firkantet og selv-begrænsende, som om man vil lægge Helligånden i spændetrøje. Men, som alle der har praktiseret denne disciplin ved, kan man overhovedet ikke lægge Helligånden i spændetrøje.

Skønt man kan begynde med at sige mantraet, fra begyndelsen til enden, kan man komme dertil, hvor man ikke kan sige det længere; men så, hvis der overhovedet skal tales om spændetrøje, er det Helligånden, der lægger en selv i spændetrøje: nemlig den uundgåelige friheds spændetrøje. I den ultimative stilhed er der kun Gud, er der kun enhed, og det er den enhed, der er ”alt i alle”21.

Word Made Flesh

21 1.Kor.15,28.

31. JANUAR

Lad mig fortælle jer dette – I som er kommet her i nogle uger: når du begynder at meditere, begynder du at blive meget dybt afspændt. De tidlige ørkenfædre22 kaldte det ’at hvile i Herren’. I denne dybe fred, hvor der kun er Jesus og dig, begynder du at tage trykket af de sædvanlige undertrykkelsesmekanismer i din psyke. De fleste af os bruger en stor del af vores energi på at undertrykke skyld, frygt, og hvad der ellers kan være. Når du begynder at meditere, vil disse undertrykkelsesmekanismer lette trykket, og så begynder den frygt, som du har vendt dig væk fra, eller den skyld, som du prøver at begrave, gradvis at boble op til overfladen. Og derfor vil du måske opleve, at du efter meditationen i stedet for at føle dig dybt afspændt, kan føle en svag angst, en let bekymring, som du ikke ved hvad skyldes.

Det som er styrken i meditationen, er dette: mens du fortsætter på vejen, vil det som du undertrykker, den frygt du ikke kan se i øjnene, eller den skyld som du ikke vil give adgang, på en måde li’som brænde væk i den Guddommelige kærligheds ild. Ganske ofte vil det ske, uden at du nogensinde bliver klar over hvad det var, men det vil være væk, og være væk for altid.

Fully Alive

22 Ørkenfædre – og ørkenmødre: mænd og kvinder, som i det 3. århundrede søgte at leve efter evangeliets ord om at forlade alt og følge Jesus, og derfor flyttede ud i ørkenen (i Ægypten og Syrien) og levede i bøn og næstekærlighed. De kom til at blive begyndelsen til klosterbevægelsen. (O.a.)

1. FEBRUAR

Det har aldrig været vigtigere end nu at lytte til den tradition der forstår bøn som en stadig dybere gennemtrængning af nuet, og en stadig dybere forening i den kærlighed som kommer, når man giver afkald på selvet. Men fordi mennesket har frihed kan vi ikke lære noget af selv den klareste tradition, hvis vi ikke har lys fra vores egen erfaring at læse det ved.

Det er denne erfaring, der redder traditionen fra blot at blive en ren erindring formidlet på tryk, og det er erfaringen, der i hver generation revitaliserer traditionen. I den personlige trosakt, der åbner denne erfaring for os, bliver traditionen relevant for alle, og den bliver relevant, fordi den åbner os for det nærværende øjeblik, hvor vi bliver ført videre ind i Guds nærvær.


2. FEBRUAR

For at lære at meditere er det første, man må prøve at forstå – og det er den principielle udfordring for os alle - den første ting er at forstå, hvor enkelt det er. Vi lever i et samfund, der er yderst komplekst. Vi er alle nødt til at forholde os til en mængde udfordringer i vores liv, som alle er meget komplekse. Det er meget svært for os at tro på noget, som er meget enkelt, meget ligetil, meget klart. Det er meget svært for os at tro, at sådan en lære kan være vigtig og virkningsfuld.

Jeg taler til jer som benediktinermunke, og mit budskab til jer er, at vi er arvinger, I og jeg, netop i denne tid, af en lang og rig spirituel tradition, en tradition som er blevet videregivet og har overlevet i hundreder af år, trods mange angreb på den, trods mange misforståelser og trods ganske simpel undertrykkelse. Eftersom vi er vokset op i vores samfund i et stort set intellektuelt klima og tradition, er vi tilbøjelige til at tænke, at når noget først er skrevet ned, skal det nok overleve af sig selv

Men hvad jeg tror vi må forstå er dette: en tradition overlever ikke og kan ikke overleve udelukkende ved at tale eller skrive om den. En tradition overlever og vokser kun fordi der findes mennesker, som vil gå ind i den erfaring, som traditionen taler om. Med andre ord, vi ikke alene arver en tradition, men vi er nødt til at gen-skabe traditionen i hver eneste generation, og vi gen-skaber den ved at opdage den i vores egen erfaring, og i det øjeblik den opdages, lever traditionen. Det er en levende tradition, og i det øjeblik den lever, besidder den kraft. Den bliver en levende flamme, der har kraft til at oplyse, og at vejlede og at varme.

The Door to Silence

3. FEBRUAR

Det er Ånden, som beder i os – dette kommer vi til at forstå bedre og bedre, efterhånden som vi lærer at sige mantraet med fordybelse og vedholdenhed. Det er den udholdende gentagelse af vores meditationsord, der samler hele vores væsen. Det gør den fordi den bringer os til den stilhed, den koncentration, det nødvendige niveau af bevidsthed, der gør os i stand til at åbne vort sind og hjerte mod Guds kærligheds arbejde i dybet af vores væsen.

For at forstå denne proces endnu en gang, så begynd med at sidde ned, roligt og behageligt, og begynd så at sige dit mantra i stilheden i dit sind: Maranata, Ma-ra-na-ta. Gentag ordet roligt, seriøst, og frem for alt udholdende under hele tiden for meditation, det vil sige i omkring tyve til tredive minutter. Man begynder med at sige mantraet i sindet. For moderne vesterlændinge, der har indskrænket sig selv til den mentale modus, er der ingen anden måde at begynde. Men efterhånden som man bliver ved i enkel udholdenhed, begynder mantraet at lyde ikke så meget i hovedet, men snarere i hjertet. Det betyder, at det begynder at blive rodfæstet i dybet af vores væren.

Word Into Silence

4. FEBRUAR

Vi må altid vogte os for, at tanken på det gode formål ikke afleder os fra at forstå det middel, der er nødvendigt for at nå målet. Midlet er det yderst enkle at meditere hver morgen og aften og under meditationen at sige sit meditationsord fra begyndelsen til enden. Derfor vender vi os fra alt dagdrømmeri, fra al flyden hen i hellighed og selv-dialog. Derfor underkaster vi os gradvis fattigdommens åg. Det er fattigdommen i ”det ene lille ord”23, der kræver at man bliver ved; at man virkelig vil det. Der er ikke mulighed for en halv beslutning. Man kan ikke meditere lidt. Enten siger man sit meditationsord eller man siger det ikke.

Jeg tror det er omfanget af beslutningen, der skræmmer os. Men kast dig ud i det bare én gang, og du vil af egen erfaring kende den kærlighed, der driver al frygt ud24. For nogle mennesker tager det år, før man tager den beslutning. Men om det tager år, måneder, uger eller dage er uden betydning. Det der er vigtigt, er, at hver enkelt så godt man nu kan, er så åben man kan overfor den afgørende sandhed om enhed. Vi er inviteret til at være med i Ham, der er ”alt i alle. Så vidt vi kan se med vores begrænsede indsigt, er vejen til det nødvendige engagement i denne enhed den vej, der hedder fattigdom, stilhed og ydmyghed – altså mantraets vej.

Word Made Flesh

23 Se John Mains tekst til 4. januar. (Overs. anm.)24 1. Joh.4,18.

5. FEBRUAR

Meditation er det helt store rensemiddel. Hver gang vi siger vores mantra, renses vi, idet vores ånd bliver klarere, mere gennemsigtig. Den proces, der igennem et livsforløb sker på grund af meditation, er, at vores ånd gendannes til sin naturlige gennemsigtighed. Alt for ofte ser vi kun os selv, når vi prøver at se ind i vores ånd. Vores ånd er ligesom et spejl, og alt hvad vi ser, er vores eget spejlbillede. Men glasset må klares og renses. Det er som om den ene side af glasset er dækket af et helt livs grums og ligegyldigheder og af alle de billeder og forestillinger, vi har samlet os.

Meditation er en renselse af glasset, så at vi, når vi ser på det, ser lige igennem det. Så vi ser virkeligheden uhindret af noget spejlbillede af os selv. Vi er nødt til at meditere hver dag, morgen og aften, fordi vi til stadighed samler mere grums og billeder, der begrænser vores syn. Det fantastiske i Jesu liv og Hans budskab til os er, at vores ånd ikke behøver at være indespærret af nogen som helst grænse. Enhver af os er kaldet til ubegrænset udvikling, til udfoldelse og til fuldkommen frihed, mens vi søger mod enhed med Gud.


6. FEBRUAR

Formålet med meditation er for hver enkelt af os at komme til vores eget center. I mange traditioner tales der om meditation som en pilgrimsrejse – en pilgrimsrejse til ens eget center, ens eget hjerte, og at man dér kan blive vågen, levende og stille. Ordet ’religion’ betyder at ’binde igen’, at blive ’knyttet igen’ til sit eget center. Det vigtige i meditation er at opdage ud fra sin egen erfaring, at der kun er ét center og at livsopgaven for os alle er at finde vores kilde og meningen med os ved at opdage og leve ud fra det ene center.

Jeg tror vi er nødt til at forstå, at dette med at finde vores center er vores første og vigtigste opgave, hvis vi vil være hele mennesker, der tager ansvar for vore egen liv. Igen, i meditation og i den disciplin der er i meditationen, vil man opdage ud fra sin egen erfaring, at det at være ét med sit eget center betyder at være ét med ethvert center.

Det sandt spirituelle menneske er et menneske i harmoni, fordi det har opdaget denne harmoni og lever i samklang med Gud og alt det skabte. Hvad vi lærer i meditation er, at det at være i sit eget center, er at være i Gud. Dette er ikke blot den gennemgående lære i alle Østens religioner, men det er den fundamentale indsigt i kristendommen. I Jesus’ ord ’Gudsriget er inden i jer.’25 Og i Jesus’ ord er Gudsriget en erfaring. Det er en erfaring af Guds kraft. Det er en erfaring af den fundamentale energi i universet. Og, endnu engang, i den vision som Jesus formidler, forstår vi, at denne fundamentale kraft, som vi er inviteret til at leve vores eget liv ud af, er kærlighed.

Moment of Christ

25 Luk.17,21

7. FEBRUAR

Jeg tror, at et begreb, der kan hjælpe os til at forstå det absolutte i kravet om at sige mantraet, det absolutte i erfaringen i meditation, er begrebet kald. Bøn kan vi måske beskrive som en tilstand af lydig kærlighed. Den tilstand, hvor vi er helt til Guds disposition, ikke krævende eller ønskende, ikke planlæggende, men ganske enkelt placerer os selv i hele den fylde, som livets gave er, i hele den fylde, som vores egen enestående skabelses gave er. Og hver eneste af os er skabt med et unikt kald, en unik fuldendelse i Gud, og vores eneste opgave i livet er at være helt åbne imod dette ka.ld. Med andre ord, vores opgave er at leve ud af den guddommelige energi, at leve indenfor den guddommelige plan og at spille vores del af den fuldt og generøst. I har måske mediteret længe nok til at vide, at bøn har meget lidt at gøre med at bede om det ene eller det andet. Bøn er noget meget enklere end det. Det er at være ét med Gud.

Stilhed er vejen til rodfæstethed, og den fokuserer på den udfordring, som vi alle må se i øjnene, til at blive rodfæstet i vores sande selv. For at udtrykke det på en anden måde, det er udfordringen til at være helt åben overfor den gave, som vores egen skabelse er. Stilhed hjælper os til at være rodfæstet i den gave, Gud har givet os i vores egen væren, hvilket vi lærer ved at være stille hver dag på det samme sted. At komme til os selv er at komme til Gud. Det man vil opdage i sin meditation er den gensidige harmoni vi har med Gud: ved at blive rodfæstet i os selv, bliver vi rodfæstet i vores specifikt egen plads i skabelsen, og, som følge heraf, rodfæstet i vores Skaber. Apostlen Paulus minder os om, at udfordringen og opgaven i livet er at blive ”rodfæstet i Kristus”26, som er i vore hjerter. Det er derfor vi er nødt til at blive rodfæstet i vores egne hjerter. Ydre ro og stilhed er sikre tegn på indre stilhed, og indre stilhed tegn på indre rodfæstethed.


26 Ef.3,17.

8. FEBRUAR

En af de ting, vi må forstå klart, er, at meditation, denne stræben efter visdom og kærlighed, må foregå på en fuldstændig almindelig, naturlig måde. Meditation må bygges ind i det helt almindelige liv. Vi må lære at se hele livet gennemtrukket af det guddommelige, i harmoni med det guddommelige. Vi må også forstå, at det er vores kald at komme i samklang med denne guddommelige harmoni, at være i harmoni med Gud. Det er ikke et spørgsmål om at prøve at få lidt spiritualitet passet ind i vores liv. Den spirituelle søgen, den permanente spirituelle invitation får vores liv, os selv i permanent fokus med den ultimative sandhed, ultimative godhed. Ikke på nogen selvhøjtidelig eller udbyttende måde, men på en meget enkel, børneagtig måde. Det sker ved at være stille, ved at være opmærksom og ved at være bevidst om den ene, som elsker os.For at være i stand til de store opgaver i livet må vi lære at være tro i de ydmyge opgaver.27 Meditation er en meget enkel og meget ydmyg pilgrimsvandring, der forbereder os på denne fokusering af vore liv på det guddommelige center. Vore liv bliver næret af den spirituelle saft, den energi der stiger fra roden af al væren. Den invitation, som hver enkelt af os har fået, er at finde ud af, hvem vi er, at opdage det kald vi har, at gå ud over begrænsninger i vores individuelle ego’er, og at blive forenet med den Ene, som er alt i alle. I denne gåen-ud-over-os-selv finder vi os selv. Og vi finder vores ubegrænsede evne til udvikling, til frihed, til kærlighed.


27 Luk.16,10.

9. FEBRUAR

Når man begynder at meditere, rejser der sig for de fleste det spørgsmål “Hvad kan jeg forvente?” Hvad kan man forvente skal ske? At have den tilgang til meditation svarer til at have den samme tilgang til at trække vejret og spørge ”Hvad får jeg ud af at trække vejret?” Det der sker, når man trækker vejret, er at man lever. Ens vitalitet er sikret for hvert åndedrag. Med meditation er det på samme måde. Der sker ikke noget dramatisk udover at ens ånd trækker vejret. Man når til en vitalitet i ånden meget lig den vitalitet kroppen opnår som resultat af ens vejrtrækning.

Men det er meget svært for os at gå til meditation uden at forvente en eller anden form for pay-off for det, vi putter ind i meditationen. Som mennesker der lever i Vesten tænker vi meget i forhold til produktion, og vi vurderer i forhold til profit og tab. Når vi får at vide, at vi skal meditere en halv time morgen og aften, synes vi det er en stor investering af tid og anstrengelse, og vi vil vide hvad vi får til gengæld. Men meditation kan ikke reduceres til en vare på den måde, og den spirituelle tradition er ikke et supermarked hvor man kan købe ind, eller en aktiebørs hvor man kan gamble.

Eftersom vi tænker i de kategorier, kan der være en virkelig fare, hvis meditation bliver præsenteret i relation til gevinst og pay-off. De fleste bøger om meditation, man kan købe hos boghandlerne, tilbyder en hel liste af gevinster fra lavere blodtryk til bedre eksamensresultater og levitation. Men om nogle af disse resultater, nogle fornuftige, andre falske, indtræffer overhovedet er ikke af mindste betydning. Det eneste vigtige er, at ens ånd lever, at den er fuldt levende, og at den virkeliggør sin forening med Gud og med alt.

Word Made Flesh

10. FEBRUAR

Jeg tror det er så svært for os mennesker i det tyvende århundrede, fordi vi lever i et så materialistisk samfund. Det er et samfund, der ser alting i forhold til at eje og komme til at eje, og selv om vi lykkes med at være mere spirituelle i vores udsyn, så kan vi let blive spirituelle materialister. I stedet for at akkumulere penge, akkumulerer vi velvilje og fortjeneste. Men meditationens bønsvej er ikke-besiddelsens vej og overgivelsens vej, og det er hårdt for os, fordi vi er blevet undervist i at få succes, vi har lært vigtigheden af at vinde, ikke tabe. Men Jesus fortæller os, at hvis vi vil vinde vores liv, må vi slippe det. Og at sige vores mantra er præcis vores svar på Jesus’ bud om at være helt til hans disposition, at give ham vores udelte opmærksomhed, at give ham vores udelte hjerte, at være i en tilstand af udelt bevidsthed, hvilket er en anden måde at sige at være ét med Ham.

Apostlen Paulus er en af disse vise lærere i den kontemplative tradition. Da han skriver til galaterne, er hans anliggende, at vores kald som kristne er fuldt af erfaringen af ’Guds børns herlige frihed’. Og han stiller det spørgsmål, hvordan vi opnår denne frihed, hvordan kommer vi ind i og virkeliggør den? Han svarer ”Det eneste der tæller, er tro, der virkeliggøres i kærlighed.”28 Og vejen til den tro, der virkeliggøres i kærlighed, er ”enhed med Kristus Jesus.” Det er, hvad kristen meditation drejer sig om. Jesus er i vore hjerter helt enkelt. Kristen meditation er ganske enkelt at tillade Hans nærvær at blive den øverste virkelighed i vores bevidsthed. For at gøre det må vi lære at være stille, at være i stilhed og at have opmærksomheden rettet mod Hans nærvær i vore hjerter. Og vejen til den opmærksomhed er at recitere vores mantra. At recitere det fra begyndelsen af vores meditation til enden, uden ophør.


28 Gal. 5,6.

11. FEBRUAR

Tænk på alt det, der kan gå galt i vores liv. Tænk så på, hvad der kan gøre det godt igen efter disse katastrofer. Hvad kan hele de uundgåelige sår? I alle tilfælde er det kærlighed. Kærlighed er det som heler, som gør nyt, som fylder os med håb, som befrier os fra vores egen egoismes fængsel. I meditation lærer vi at være stille, at være i ro, at være samlet og at være bevidst om Guds kærligheds nærvær i vore hjerter. Denne bevidsthed kommer vel at mærke fra Hans åbenbaring, ikke af vores manipulation. Men, hvad vi kan gøre, er at være stille. Hans nærvær er ikke en eller anden teori eller en eller anden spekulativ teologi. Det er et dynamisk, personligt nærvær, som kan findes i hjertet hos hver enkelt af os, og som kan findes, hvis vi bare vil være stille. Stilheden er døren, igennem hvilken vi træder ind i den tilstand af transcendens, som leder os ind i en større virkelighed.

At glemme os selv og møde denne virkelighed, og at træde ind i dette nærvær er, ganske enkelt, den allervigtigste ting i vores liv. Det er den vigtigste prioritet hver dag og i hver fase i vores liv, fordi når vi først er trådt ind på denne vej, får hvert stykke af vores liv energi af denne guddommelige kærlighed, og det betyder, at vi konstant bliver helet. Vi kommer i en tilstand af iboende enhed. Vi bliver konstant helet, og som et resultat opdager vi hele tiden nyt mod til at blive ved med at leve med håb om Guds godhed, og med den allerstørste tillid til, at Hans plan med vores liv bliver ført igennem.


12. FEBRUAR

Man kan ikke lære at meditere uden at bygge det ind i sit liv i et skema og som en regelmæssig disciplin. Det kræver et betragteligt offer at finde den tid hver morgen og aften, ja, virkelig en betragtelig disciplin. Men det er nødvendigt. Det er så nødvendigt, fordi Guds nærvær i Hans univers, i Hans skabning, i dit hjerte og i mit, er af en sådan vigtighed, at hvis vi ignorerer det, er det med fare for os selv. Hvis vi ignorerer det, kan vi ikke få mening hverken i vores eget liv eller i universet. Eftersom den meditative rejse etablerer så meget mening, kræver den seriøsitet og disciplin, der til gengæld vil lede en til en fred og en glæde, som ingen ord kan beskrive.

Stilhed, vil man opdage, er vejen til enhed. Man vil opdage, igennem meditationens stilhed, at ens ydre og indre liv vil hænge sammen. Det er derfor også den fysiske stilhed og ro er så vigtig. I meditationen vil man opdage krop og ånd forenet, og siden forenet i enhed med Gud. Intet er vigtigere for mennesker i vor tid, ja til enhver tid, end at gendanne denne evne til stilhed.

Vejen er så absolut enkel. Der er ikke involveret nogen avancerede teknikker eller komplicerede bøger man skal læse. Den mest enfoldige person kan foretage denne rejse. Ja, faktisk, jo mere enkelt et sind man har, des bedre til at begynde med. Alt hvad der behøves til rejsen er disciplin, at dagligt og committet vende tilbage til den og give den plads i sin dag og i sit hjerte. Og der behøves tro. Den grundlæggende tro der behøves, er at man er, at man er værdifuld og at man er værdsat. Den tro, at man er værd at elske, og at man er elsket. Man behøver den tro, når man begynder, og idet man fortsætter på pilgrimsrejsen, vil ens tro vokse, og ens frygt vil falde væk. Troens modning og frygtens bortfald afhænger af ens commitment til mantraet, hvilket er en anden måde at sige ens beslutsomhed om at lægge egoet bag sig og rejse ind i mysteriet.


13. FEBRUAR

Opdagelsen af vores egen ånd, vores virkelige selv, er en erfaring, en oplevelse af ubeskrivelig glæde, en glæde ved at blive befriet. Men det er betinget af tabet af vores ego og nedbrydning og tilintetgørelse af gammelkendte og fortrolige illusioner. Det kræver de kvaliteter, som har så vigtig en plads i Paulus’ lære: frimodighed, mod, tro, engagement og udholdenhed. Det er de kvaliteter, som er almenmenneskelige og ikke specielt heroiske, som gør os i stand til at holde ud i det daglige engagement i pilgrimsvandringen, udholdenheden med den to-gange-daglige meditation og ’den store fattigdom’, som mantraet fører os hen til. Men de kvaliteter, jeg her nævner, er ikke selvfølgelige; de er givet os i kærlighed som gaver fra Ånden for at føre os til Gud og til dybere kærlighed. Der gives ingen vej til sandheden eller til Ånden, som ikke er kærlighedens vej. Gud er kærlighed.

Efterhånden som vi kommer dybere ind i stilheden, begynder vi at erfare den egentlige mening i Jesu ord: ’Den, der vil finde sit liv, må først miste det.’29 Og videre: ’Den der vil følge efter mig, må gi slip på sit selv.’ 30 Det kræver koncentration virkelig at blive stille. Det kræver mod at lære bare at sige sit mantra og slippe alle tanker. Men når vi holder ud, opdager vi, at mantraets fattigdom fører os til en virkelig radikal enkelhed, som gør det mod muligt. Vi er faktisk i stand til mere mod end vi sædvanligvis tror om os selv. Meditation er endvidere en troens bøn, fordi vi er nødt til at lægge vores selv bag os, inden den Anden dukker op; og det uden nogen garanti for, at Han faktisk dukker op. Kendetegnende ved fattigdom er netop risikoen for tilintetgørelse. Dette er troens spring fra os selv til den Anden. Hvilket er risikoen i al kærlighed.

Word Into Silence

29 Matt. 10.3930 Mark. 8,34-35

14. FEBRUAR

Idet vi på meditationsrejsen siger vores mantra og slipper vores tanker og planer og idéer og billeder, lærer vi værdien af at give afkald, af ikke at ønske at besidde, vi giver slip på vores eget billede af os selv, vi giver slip på vores egne ønsker, vi giver slip på vores egen frygt og vores selv-optagethed. Dette afkald gør os i stand til at gå ind i et fællesskab med Den Anden og med andre på et dybt niveau af virkeligheden. Den isolation, man i en vis forstand går ind i når man mediterer, er grundstenen, som vi bygger alt fællesskab på, sandt fællesskab med os selv, med andre og med Gud. Det er i vort eget hjertes stilhed vi går ind i den dybe harmoni, der viser os vores enhed med alt. Hør, hvad apostlen Paulus skriver til kolossenserne:

Tag klæder på, som passer sig for Guds udvalgte folk. Han elsker jer og i tilhører ham; så ifør jer ægte medfølelse, venlighed, ydmyghed, godhed, tålmodighed. Hvis I gør noget forkert mod hinanden, skal I tilgive og bære over med hinanden. Ligesom Kristus tilgav jer, skal I også tilgive hinanden. Men først og fremmest skal I elske hinanden, for det er kærlighed og tilgivelse der binder os sammen i en enhed. Lad den fred der kommer fra Kristus, bo i jeres hjerter. Når I hver især er en del af hans krop, har i pligt til at leve i fred med hinanden.31

The Door to Silence

31 Kol.3,12-15; efter oversættelsen i Den Ny Aftale. (O.a.)

15. FEBRUAR

Meditation kræver generøsitet, fordi det kræver alting. Det kræver opgivelse af ønsker og af det at ønske, og positivt kræver det generøs åbenhed overfor Guds kald til os, Hans plan med os, Hans kærlighed til os. Hvad man opdager i meditation er netop dette – Hans kærlighed til os. Rigtig mange mennesker tænker om meditation, når de hører om det første gang, at det er en ualmindelig tør, intellektuel, følelsesforladt, teknisk metode. Men meditation er ingen af delene. Det er commitment32 til og åbenhed mod grænseløs kærlighed, og den kærlighed er som et kæmpe springvand, der fosser igennem ens hjerte.Mantraet er som en kompasnål. Det peger altid i retning af ens personlige kald. Det peger altid i den rigtige retning man må følge, væk fra ego’et og imod Gud, og, uanset hvilken retning ens ego vil føre én, peger kompasset altid i den rigtige retning. Når du siger dit mantra med generøsitet, med udholdenhed og med kærlighed, vil det altid vise dig retningen mod Gud, og det er kun i Gud, at dit sande kald kan blive afsløret.


.

32 Commitment: se note til 5. januar. (O.a.)

16. FEBRUAR

Mennesker, der har mediteret i en kortere tid, tre eller fire år, kommer ofte til at tænke, at den tid hurtigt kommer, hvor man holder op med at sige mantraet og hvor man hviler, bliver i stilheden. Det man må lære, og det er bedst at lære det allerede når man begynder, er den absolutte nødvendighed af at sige meditationsordet fra begyndelsen til enden. Der er alle mulige problemer der rejser sig for os. Hvis man er kristen, rejser ens ego det problem for en: ”Er dette virkelig bøn? Be’r jeg virkelig til Gud nu?” Hvis man ikke er kristen, stiller ens ego det problem ”Udnytter jeg virkelig tiden optimalt? Skulle jeg ikke hellere analysere de dybe indsigter, der kommer til mig?” Men det som man må lære, uanset om man er kristen eller ej, er, at man må være stille. Og det som man kommer til at lære, er, at man er nødt til at lære at være stille.

Fully Alive

17. FEBRUAR

Vores mål har altid været at understrege og, så vidt vi var i stand til det, at vise med vores liv, at der ikke er nogen ’bøns-metode’. Der er kun bøn. Der er kun én bøn og det er Jesus’ bøn – ikke ord, som han retter til Sin Far, men den overstrømmende fylde af Hans forhold til Faderen. Derfor er det at tale om bøns-metoder eller ’vores bøn’ overhovedet at gå glip af den essentielt kristne dimension i bøn som er åbenbaret os – at vi selv ikke ved, hvordan vi skal bede. Vi er nødt til at lære det ved at følge vores Mesters lære, og Han lærer os ved at tage os med ind i det kreative og befriende mysterium i Hans bøn, den strøm af kærlighed der flyder mellem Ham og Hans Far, den strøm, som er Ånden.

’Vores bøn’ er ganske enkelt vores indtræden i denne strøm af guddommelig kærlighed ved vores erkendelse af vores delagtighed i Jesus – ikke fordi vi læser om den eller tænker over den, men fordi vi erkender den. Åndens frihed er frugten af den erkendelse som vi bliver kastet ud i gennem bønnen og som fører os videre – nemlig at kærligheden er det grundlæggende princip i alt.


18.FEBRUAR

Mit råd er, at man slet ikke skal se den tid, som man sætter af til meditation, som sin egen. At se sin meditation og sin bøn, ikke som sin egen, men som Jesus’ bøn. Så længe vi i vores selv-vigtighed tænker på vores meditation eller vores bøn, har vi ikke rigtig påbegyndt pilgrimsfærden. Tiden er Hans, bønnen er Hans. Miraklet er, at Hans bøn er vores, og det mirakel sker ved, at Han ganske enkelt giver os den totale og urokkelige tillid til Faderen, som evangeliet kalder håb. Vores tilgang til meditation er med håb snarere end med ønske: uden tøven og med en barnlig følelse af at stå til rådighed for Gud.

Vi lærer derfor at sige mantraet med den samme enkelhed. Vi analyserer det ikke, analyserer ikke om det virker på nogen beregnet måde. Vi siger det i fuldt alvorlig, selv-forglemmende kærlighed. Men netop i kraft af denne selvforglemmelse bliver vi fyldt med Guds kraft og med den viden, at vi er ét med Gud, fordi vi er elskede. Det eneste der kræves, er total selv-forglemmelse, der kommer til udtryk i en total afvisning af alle vores egne tanker, billeder, indsigter og, frem for alt, vore egne bønner. Sådan er åbenhed overfor Jesus’ bøn i vore hjerter.

Word Made Flesh

19.FEBRUAR

Jeg begyndte at lære at meditere for omkring tredive år siden, og til snart sagt ethvert spørgsmål jeg stillede min lærer, plejede han at svare ”Sig dit mantra, sig dit meditationsord.” Jo flere år jeg har mediteret, jo mere har jeg erkendt den absolutte visdom i, hvad han lærte mig. Lær at sige dit meditationsord og blive ved med at sige det, bliv ved med at gentage det gennem de tyve eller femogtyve eller tredive minutter, du mediterer, og bliv ved med at gentage det fra begyndelsen til enden. Efterhånden vil du kunne give slip på dine ideer, dine opfattelser, dine ord, dine tanker, hele det sammensurium af afledninger, som foregår i dit sind det meste af tiden, og du vil, med tålmodighed og udholdenhed, nå til klarhed i bevidstheden.

Uanset hvilket fænomen, der måtte vise sig for dig – farver eller lyde eller visioner eller hvad som helst – tag som alment princip, at alt det er fuldkommen ligegyldigt. Det har ikke nogen virkelig betydning af nogen som helst slags, undtagen at du måske har brug for at være lidt mere afslappet inden du begynder. En af de ting, som du er nødt til at lære i din forholden dig til din meditation, er ikke at forvente dig noget som helst. Masser af mennesker i Vesten håber, når de begynder at meditere, at de vil komme til at få visioner eller forstå livet med dybere indsigt, lære visdom eller få kundskab. Men du må gå til meditationen absolut afslappet og absolut fattig i ånden, det vil sige uden krav eller nogen som helst slags forventninger andet end den, at det er, hvad vi er skabt til – en overbevisning du vil nå til ved at meditere. Det er hvad enhver der læser denne bog, er skabt til – at være, og at være i relation til vores Skaber.

Moment of Christ

20.FEBRUAR

Den vigtige ting omkring meditation er, at det er en læringsproces. Det er en proces, hvor vi kommer stadig dybere, stadig rigere ind i mysteriet. Jeg tror, at hvad vi alle opdager ud fra egen erfaring, er, at Gud er Ånd. Gud er livets åndedræt. Gud er nærvær, og Han er nærværende dybt i vores indre, i vore hjerter. Kun hvis vi er udholdende og bliver ved, vil vi opdage, at i styrken i Hans Ånd bliver enhver af os genopbygget, fornyet, genskabt, så vi bliver en ny skabning i Ham. ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre”, siger profeten Ezekiel (11,19). Og Ånden er et nærvær af kraft, kærlighedens kraft.

Meditation lærer os, at det er den grundlæggende visdom, man kan bygge liv og sand religion på. Hvad vi opdager er, at vi kun kan leve vores liv fuldt og helt, hvis vi altid er åbne overfor Åndens mystiske nærvær, og altid åbne for et stadig dybere nærvær. Det er den pilgrimsfærd vi påbegynder, hver gang vi sætter os ned for at meditere. Vi åbner vores sind, vore hjerter, vor bevidsthed mere permanent for den ultimative virkelighed, som er, som er nu, som er her.


21.FEBRUAR

Hør på disse ord af den spanske mystiker Johannes af Korset33:

I den mørke nat, brændende af kærlighed og længsel – hvilken lykkelig lod! – forlod jeg uset mit hus, der nu var blevet stille – i mørke og i sikkerhed forklædt, ad den hemmelige trappe – hvilken lykkelig lod! – i mørke, i smug, forlod jeg mit hus, der nu var blevet stille.34

Dette er bøn i stilhed, som Johannes af Korset her beskriver så veltalende, så smukt, i sin poesi. Bøn i stilhed er vores mulighed for at slippe væk i nattens mørke, ud i natten, hvor vi fyldes med det lys, som er kærlighed. Jeg siger endnu en gang, at I alle har mediteret længe nok til at vide, at alt hvad der kræves af os, er simpel udholdenhed, at gå til vores meditation hver dag i største enkelhed, ikke bekymre os om indsigt, ikke bekymre os om viden, fordi vores indsigt og vores viden altid er umådelig begrænset, men at være åben over for Guds kærlighed. I Hans kærlighed bliver al viden og al indsigt givet, og den bliver givet, ikke med nogen som helst begrænsning, men grænseløst, og den er vores, nu og i al evighed. Fordi med vores hjerte åbent mod Guds grænseløse kærlighed er vores nu virkelig evigt. Enkelhed, udholdenhed og fattigdom.

Det hus, vi må forlade, er vores ego med alle dets værdier om besiddelse, dets selv-optagede værdier – det må vi forlade og vi må gå ud i Guds grænseløse frihed. Hvordan gør vi det? Kun ved at have vores prioriteter helt klare i bevidstheden, i vores hjerte, og vores prioritet er denne: det er Guds rige, vi søger, ikke på andenpladsen, ikke på tredjepladsen, ikke hver sjette time eller hver tredje time, men på første pladsen og hver eneste time. Tiderne til meditation er som en slags epifanier35, men Gud er altid med os og vi søger Ham altid og vi elsker Ham altid. Vores prioritet må være meget klar: Først Guds rige.

Fully Alive

33 Spansk munk og mystiker, 1542-1591. (O.a.)34 Johannes af Korset. Bestigningen af Bjerget Karmel, 1. del.35 Epifani: åbenbaring af Gud for mennesker. (O.a.)

22.FEBRUAR

Vores daglige udholdenhed i meditation og vores udholdenhed med mantraet igennem meditationen er tegnet på, at vi har hørt og sagt ja til evangeliets kald. Hver dag, der hviler på morgen- og aftenmeditationens to søjler, er et skridt på pilgrimsrejsen fra teori til virkelighed, fra idé til erfaring, idet vi vender os væk fra alt komplekst, alle trivialiteter, simpelthen for at være ét i Ham, med Ham og gennem Ham.

Stilheden frisætter Guds kraft vore hjerter. Ja, vi finder virkelig stilheden selv som en kraft i os, kraften i Ånden, som i stilhed elsker alle, og stilheden finder vi gennem fattigdommen i vores mantra. Idet vi nærmer os den dybe stilhed, der råder i vore hjerter, det vil sige Ånden, ved vi, at det er lyset selv, herligheden som vinker os fremad. Og idet vi kommer mere fuldt ind i den forvandlende aura fra denne stilhed, jo større bliver vor forundring, jo dybere vores glæde over at vi overhovedet er på denne pilgrimsrejse.

The Present Christ

23.FEBRUAR

Formålet med meditation er at vi kan lære at leve vores liv så fuldt og helt som muligt i Guds nærvær. At lære at leve i Hans nærvær betyder også at få energi af Hans energi, og som vi ved fra evangelierne, er Hans energi kærlighed. At lære at meditere er at lære at være konstant i Hans nærvær og at leve konstant ud af dette nærvær. For at lære, det kan være hvad som helst, må man kunne lytte. Vi må lære ydmyghed for at kunne lytte og så begynde de enkle opgaver der er forbundet med at lære. Hvis man vil lære at spille et musikinstrument, må man lære at spille skalaer. Hvis man vil lære et sprog, må man lære den elementære grammatik, og man må synes det er i orden at skulle lære det, fordi uden grundlag i den elementære indlæring, gør man ingen fremskridt.

Når man vil lære at meditere, er måske det første man må lære, at sidde godt, det vil sige at sidde med en ordentlig kropsholdning; den elementære regel om stillingen er, at rygraden er opret, og den elementære regel om at sidde er, at man sidder stille, så en af de første ting, man må lære, er at sidde fysisk stille under meditationen. Vi sidder stille, ikke som om det gjaldt at få det med kroppen overstået, men sådan at krop og ånd kan være harmonisk involveret, forenet i meditationen.

Meditation er en komplet forening af krop og ånd, stille og nærværende overfor Gud. Men vi skal også forberede os på at meditere, og den første forberedelse er den godhed, som enhver af os må praktiserer i vores almindelige dagligliv; det er af stor vigtighed: at vi lærer at forberede os selv ved simpel venlighed, tilgivelse, og simpel godhed. Den umiddelbare forberedelse er stilheden på det sted vi vælger at meditere, og vores krops stilhed idet vi forbereder os på den indre stilhed i ånden, hvilket leder os til den totale samling i krop og ånd.

The Door to Silence

24.FEBRUAR

Folk spørger mig jævnligt ”hvilken slags fremskridt kan jeg forvente at gøre i min meditation?” Jeg tror det er vigtigt for os at forstå, at vores fremskridt ikke kan findes i noget andet end i stilhed og stilhedens frugter. Det er helt ved siden af at lede efter fremgang indenfor meditation. Man må ikke spørge sig selv ”leviterer36 jeg?” eller ”får jeg visioner?” Det har intet at gøre med meditation, og hvis man synes man får visioner eller leviterer, har det snarere årsag i at man har drukket for meget end årsag i Ånden.

Udholdenhed på meditationsvejen får os til at komme ud over den slags materialistisk spiritualitet. Vi er snarere i stand til at se vores fremskridt i lyset af en dybere forståelse af Bibelens mening. Tag for eksempel disse ord fra apostlen Paulus’ brev til menigheden i Efesus:

Han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem Ham har både vi og I adgang til Faderen i den éne Ånd.37

Budskabet til os her er, at Jesus allerede har opnået alt dette ved at åbne hovedadgangsvejen til Faderen for os. Vi kan og skal ikke gøre noget for at anlægge den vej. Det er sådan det er. Vi har adgang til Faderen i Ham, og alt hvad vi kan og skal gøre er at indse det. Den indsigt er det meditation handler om. Fænomenet fremskridt er yderst uvigtigt i sammenligning med den proces at komme til indsigt, hvilket medfører åbningen af vores hjerte, vores bevidsthed overfor den store virkelighed, der finder sted i vores hjerte. Dér i vores hjerte tilbeder og elsker Jesus’ Ånd Faderen og vender kontinuert tilbage til Ham i kærlighed.

Word Made Flesh

36 Levitere: løfte sig over underlaget. (O.a.)37 Ef.2,17.

25. FEBRUAR

Dette er formålet med vores meditation: at lede os til fuld bevidsthed om hvem vi er, og hvor vi er, og holde op med at kredse omkring, hvad der vil ske os til allersidst. Vi må tage kontakt til den konkrete virkelighed i det nuværende øjeblik, hvor vores guddommelige herlighed åbenbares. Vi er nødt til at blive stille. Vi er nødt til at lære at være stabilt og kontinuert opmærksomme på vores væren her og nu. Père de Caussade kaldte det ”det nærværende øjebliks sakramente”, og det er det, som mantraet fører os hen til : en fuld opmærksomhed på den guddommelige herlighed i det evige nu. Mantraet er for os det nærværende øjebliks sakramente.

Vi må altid huske på, at vi ikke på nogen måde kan prøve at presse hastigheden op på det der sker i den meditative proces, eller accelerere den naturlige proces der er i, at mantraet rodfæster sig i vores bevidsthed når vi helt enkelt er udholdende i at sige det. Vi må ikke selv-optagede spørge os selv: ”Hvor langt er jeg kommet? Siger jeg mantraet, eller lader jeg det lyde, eller lytter jeg til det?”38. Hvis vi prøver på at presse hastigheden op eller vi prøver at holde et konstant selv-bevidst øje på vores fremskridt, er vi i gang med at ikke-meditere (hvis der findes sådan et ord), fordi vi er fokuserede på os selv, sætter os selv først, tænker på os selv. Meditation kræver fuldstændig enkelhed. Vi føres til denne fuldstændige enkelhed, men vi begynder og ender med at sige mantraet.

Word Into Silence

38 Se teksten til 29. januar. (O.a.)

26. FEBRUAR

Religiøse mennesker er ofte blevet meget forvirrede, hvis de mener, at religion kræver at de skal behage Gud eller stille ham tilfreds eller aflede ham fra at straffe dem. Religiøse mennesker har derfor en tendens til at have travlt med deres ceremonier og liturgier. Men hvad vi må lære er at være stille og være rodfæstet i den viden, at vi hverken behøver at stille Gud tilfreds eller aflede ham. Vi behøver kun svare på hans grænseløse kærlighed. Vi svarer ved total opmærksomhed, ved total stilhed, ikke ved at tænke på hans kærlighed, men ved at være åben over for den; ikke ved at tænke på hans nåde, med tage imod den. Én ting, vi må forstå, er, at i tiden for meditation skal vi ikke tænke på noget som helst. Det er dagens tidspunkt for nærvær, for total åbenhed, for total kærlighed.

Den kristne erfaring er, kort fortalt, en sikker viden om, at Gud er kærlighed og at Han lever i vore hjerter. Kaldet til os er, derfor, mere end at samtale med Ham, det er at være forenet med Ham. For at være et med Ham må vi hver især fuldt ud nå til den enhed, som vi hver især er skabt til. Hver især må vi erfare vores egen harmoni, for at vi kan komme i fuld harmoni med Ham. Den kristne vej er en vej, hvor vi hver især bliver hel-bredt ved at blive helt stabile, fuldstændig rodfæstet i sandhed, i kærlighed, i godhed, i retfærdighed.


27. FEBRUAR

Grundlæggende er meditation en måde at nå til sit eget center, fundamentet for ens egen væren, og blive dér – stille, roligt og opmærksomt. Meditation er i sin essens en måde at lære at være vågen, fuldt levende og samtidig være stille. Det er stilheden og roen i meditationen som fører os hen mod den tilstand af vågenhed og fornemmelse af at være fuldt levende, der dukker op i os, når vi er i harmoni med os selv og – gradvis – i harmoni med hele skabelsen. Den meditative tilstand sætter os i resonans med alt liv. Men vejen til den resonans, vejen til den vågenhed er stilhed og ro.

Dét er noget af en udfordring for mennesker i vor tid, fordi de fleste af os har meget lidt erfaring med stilhed, og stilhed kan være frygtelig truende for mennesker i den informationseksplosive kultur vi lever i. Man er nødt til at vænne sig til den stilhed. Det er derfor vejen til meditation er en vej til at lære at sige sit meditationsord indvendig, i hjertet. Formålet med at gentage ordet er at ”manøvrere” os ind i stilheden. Smid derfor alle håndfaste ideer væk om, hvor lang tid det vil tage. Det kan tage tyve år. Men det er lige meget. Det kan tage tyve minutter. Det er også lige meget. Det eneste vigtige er, at vi bliver på vejen, hvis vi vil reetablere kontakten med vort center.

Moment of Christ

28. FEBRUAR

For at vores hjerte kan være rent og åbent overfor den højeste virkelighed, kræves der af os et barns enkelhed, at sidde stille i Guds nærvær, og at vende tilbage til åbenheden ved begyndelsen af hver dag. Men selv med det udgangspunkt kan vores dag ofte flyde ind i distraktoner, meningsløshed, bekymringer eller illusioner. Så samler aftenmeditationen igen de adskilte dele og binder dem sammen i Kristus’ kærlighed. Så tænk ikke på din meditation som kronen på dagens værk. Det er ikke at klemme en smule spiritualitet ind i ens liv. Se snarere meditation som en omfavnelse af hele din dag med virkelighed: den overordentlige, at vi nu har adgang til Gud i frihed.

Vi lever i en tid, hvor mulighederne for udvikling af menneskelig bevidsthed er blevet radikalt forandret ved Kristus’ opstandelse. Enhver menneskelig bevidsthed er undergået denne forvandling, fordi vi i Hans opstandne og universelle bevidsthed har adgang til Faderen, kilden til og målet for alt menneskeligt liv, ja, i virkeligheden for al skabelsen. Vi lever i en tid, hvor det uendelige mysterium er virkeliggjort i Kristus og i os. Meditation er ganske enkelt åbenhed overfor denne virkelighed.

Når vi begynder at meditere, må vi lære at sige mantraet, og at lade det lyde fra begyndelsen til enden af meditationen. Hver eneste meditation er en ny erfaring af dette. Idet vi begynder med at lade mantraet lyde stille i vore hjerter, lærer vi at sige det kontinuert. Når vi opdager, at vi ikke siger det, eller er blevet distraheret, vender vi ganske enkelt tilbage til det stille og roligt, men med største udholdenhed. Det er altid nyt. Det er altid det samme.

Så hvis du tænker på fremskridt, så tænk kun på fremskridt i stilhed. Det er udholdenhedens stilhed. Og vær så stille du kan i din fysiske stilling. Når dit hjerte fyldes med undren ved det uudgrundelige mysterium, som vi er en del af, så bliv mere stille. Fremskridt er kun fremskridt i udholdenhed.

Word Made Flesh

29. FEBRUAR

Meditation er frem for alt enkelhedens bøn. Vi må derfor, hver enkelt af os, lære at være naturlige og tillade naturlige processer at udfolde sig i deres eget tempo. Derfor finder vi hver vor egen fart i at sige mantraet. De fleste mennesker siger det i rytme med deres åndedræt. Det vigtige er at artikulere det klart i stilheden i ens sind, en stilhed der i sig selv fordybes og breder sig hele tiden; og vigtigt at koncentrere sig om det så langt, at det udelukker alle andre tanker. Husk: man begynder med at sige det, derefter lader man det lyde i ens hjerte, og til sidst når man til at lytte til det med total opmærksomhed.

Hvor hyppigt man skal sige mantraet giver sig selv, når man siger mantraet i hele ens meditationstid i den rytme der passer til en. Man vil blive fristet til bare at give slip, at flyde af sted i en slags upåvirkelig underbevidsthed. Midlet til at komme forbi fristelsen er absolut commitment til mantraet. Det er betingelsen for at rodfæste det i ens hjerte.


1. MARTS

Husk, at rejsen, den spirituelle rejse, er en rejse ind i Guds dybder, ind i dybderne i selve det guddommelige mysterium. Det er en rejse, som kun kræver simpel tro af os – udholdenheden til at vende tilbage dag efter dag med ligefrem og barnlig opmærksomhed i vores meditation, ikke kræve noget som helst, ikke bede om noget, men simpelthen være i nærværet. Mens vi mediterer prøver vi på at være stille, også fysisk, så at vi kan forlade det overfladiske og vende tilbage til centeret.

Lad mig nu beskrive selve meditationsmetoden for jer. Idet man siger meditationsordet, træder man ind i en stor tradition, praktiseret af mennesker som i århundreder har mediteret, og som, idet de mediterede, har søgt at transcendere39 deres egne grænser og at træde ind i Guds under, træde ind i hjertet af den guddommelige energi, og at gøre det ved at gå ind i deres eget hjerte. Når vi mediterer, er vi stille, krop og sjæl, krop og ånd, helt åben overfor Guds nærvær, idet vi ved, at dette nærvær er ren kærlighed, ren empati, ren tilgivelse. I dette nærvær bliver vi dem vi er: skabninger skabt af Gud, forsonet ved Jesus’ kærlighed, og skabninger, som er templer for Helligånden, og i den begivenhed bliver vi gjort maksimalt frie, frie til at være os selv, frie til at elske os selv, vores medmenneske og Gud.

Meditation er at lægge alt slaveri bag sig, alle begrænsninger. Det er en indgang til friheden i Gud, til friheden i Treenighedens liv. Alt hvad vi behøver, er at åbne vore hjerter for den virkelighed, og vejen er mantraets vej.

In The Beginning

39 Transcendere: overskride, gå ud over. (Overs.anm.)

2. MARTS

Der er to særlig vigtige sandheder at få fat på, når man starter. For det første må man sige meditationsordet fra begyndelsen til enden – og dette er grundlæggende at forstå. I vores tradition er der denne basale lære, at man skal sige meditationsordet fra begyndelsen til enden af meditationsperioden. Det som ofte sker, er, at man, efter at man har sagt meditationsordet et stykke tid, begynder at føle sig meget fredfyldt, måske meget fri. Byrden af alle ens idéer og tanker er blevet løftet af én, og man tænker: ’Denne frihed, denne fred er virkelig behagelig, jeg vil hvile i den. Jeg vil slippe meditationsordet, jeg vil holde op med at sige det. Jeg vil bare nyde freden.’ Dette er hovedvejen til katastrofe. Og man vil unødvendigt spilde en masse tid, hvis man ikke lærer, fra udgangspunktet, at sige sit meditationsord fra begyndelsen til enden. For det andet må man lære at meditere hver morgen og hver aften. Og, tag ikke fejl af det, dette er minimum.

Når vi ser i Det Ny Testamente, i det mindste hvis vi ser i det med øjne, der er oplyst af Kristus’ ånd der brænder i vore hjerter, kan vi ikke blive andet end berusede, forbløffede over det rent ud forunderlige kald, vi har fået hver især. Men, vi må altid huske, at betingelsen for at være åben overfor dette, og for at svare på vort kald, altid er enkelhed, fattigdom i ånden. Det betyder, at vi i det samme kald er inviteret til at lægge alt indviklet bag os, ethvert ønske om at besidde Gud eller at besidde spirituel viden, og at træde ind på ikke-besiddelsens smalle vej. Vi har brug for udholdenhed. Vi lærer at blive udholdende ved at være udholdende i den daglige tid til meditation og, under meditationen, at sige mantraet.


3. MARTS

Min anbefaling for ens daglige meditation er at starte med mindst tyve minutter. Prøv så hurtigt man kan, at sætte det op til femogtyve; den ideelle tid er omkring en halv time. Og brug den samme tidslængde, uanset om det er tyve, femogtyve eller tredive minutter – samme tidsrum – hver dag. En praktisk regel at huske er, at den bedste tid at meditere er inden et måltid. Så, hvis man kan, tidligt om morgenen inden morgenmad og, hvis man kan, tidligt på aftenen før aftensmad.

Gud er med Sit folk. Gud er i vor midte. Det er derfor vi mediterer. For at være åben overfor Hans nærvær. Nærværet er evigt. Vores opvågnen til det er dagligt. Vi vågner til den store Åbenbaring, som forvandler menneskelig bevidsthed og eksistens:

Og jeg hørte en høj røst sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, Han vil bo hos dem, og de skal være Hans folk, og Gud vil Selv være hos dem.40

Gentag mantraet stille i dit hjerte og bliv ved med det. Man vil hurtigt finde en stabil rytme at sige det i, enten med åndedrættet eller med hjerteslaget. Man skal ikke bekymre sig for meget om teknikaliteter, når man begynder. Sig det, reciter det, lad det lyde stille i dit hjerte, og mantraet vil lede dig til stilhed, til disciplin, til koncentration. Hvis du er udholdende med det, vil det til sidst lede dig til grundfjeldet for din egen eksistens. Forbi alle de roller du spiller, bag alle maskerne du gemmer dig bag, forbi alle de billeder som vi har af os selv, vil vi finde den person, som Gud skaber og elsker i evighed.

For at lære at meditere, må man forstå, at det involverer et dagligt commitment. Der er ingen genveje. Der er ikke nogen mystik-i-en-håndevending. At meditere er som at trække vejret og spise. Det er en del af den daglige vedligeholdelse. Og ligesom vejrtrækning og spisning styrker kroppen, sådan styrker meditation ånden, renser den og gør den stærk.


40 Joh.Åb. 21,3.

4. MARTS

Det vigtigste at huske er, at der egentlig kun er Jesus’ bøn. Den er bønnen. Hans bøn er den strøm af kærlighed og kraft, der kontinuert flyder mellem Jesus og Faderen, og det er Ånden.

Det er det første vi skal prøve at forstå om kristen bøn, og det kan vi naturligvis ikke. Det ekstraordinære mysterium om kristendom er, at skønt vi aldrig kan forstå det, kan vi erfare den strøm af kærlighed, der vælder ud i Ånden, og som er Ånden mellem Jesus og Faderen. Vi kan erfare den gennem Jesus’ menneskelige bevidsthed. Den evne til at have del i Hans bevidsthed er Åndens store gave til os. Det er faktisk meningen med forsoningen.

Vores frelse er præcis det, at i Hans menneskelige bevidsthed er vi befriet ud af vores egen egoisme og isolation. Den fortvivlende fornemmelse af vores isolation og fremmedgørelse bliver gennemstrømmet og opløst inden i os af indsigten om vores én-hed: ét med os selv, ét med andre, ét med den Ene, som er. Befriet fra vores adskilthed træder vi ind i Guds mysterium, idet vi rejser i en strøm af kærlighed.

Word Made Flesh

5. MARTS

Der er forskellige niveauer af distraktioner. Der er den distraktion, der kommer fra vores aktuelle liv: det sidste fjernsynsprogram vi så, reklamer, aviser, den samtale vi lige har haft. Alt det må vi give slip på, når vi lytter til mantraet. Så er der de personlige distraktioner: problemer i vores relationer og i vores familie, vores venner, vores karriere, den ensomhed vi måske føler. Også alle disse ting må vi give slip på, når vi kommer ind i nærværet, nærværet af Den Ene, som er, - som er kærlighed.

Så er der de spirituelle distraktioner: overvejelser om vores spirituelle fremskridt, sammenligning af vores erfaringer med andres, analyse af den tilstand vi er i, eller hvad det nu kan være. Også alle disse distraktioner må vi give slip på, og vi giver slip på dem ved at være reelt udholdende med vores mantra. Hvis man opdager, at man tænker på et fjernsynsprogram eller et problem i ens familie, eller på ens spirituelle udvikling, så drop det øjeblikkelig og vend tilbage til mantraet ma-ra-na-ta.

Den største af alle distraktioner er selv-optagethed, og den dukker op på grund af den tendens vi alle har, til at se på os selv; men i meditation ser vi ud over os selv på Gud. Mantraet udvider vores syn ud over os selv. De første tre slags distraktioner var ydre. Selv-optagethed er indre. Kraften i meditation er, at den angriber kilden til al distraktion ved roden, og roden er selv-optagethed. I meditation lærer vi at stoppe med at tænke på os selv, at drage ud på en rejse, se fremad og blive på rejsen, og garantien for at vi bliver på rejsen er, at vi siger vores mantra, bliver ved med at sige vores mantra og hele tiden vender tilbage til det.

The Door to Silence

6. MARTS

Som vi ved fra Johannes Cassian, ja, fra hele den kristne tradition, er meditation en vej i fattigdom. Vi skal slippe vores ’bønner’ og gå ind i bønnen, Kristus’ bøn. Vores vej er ”det ene lille ord”s vej, mantraets vej. Alle andre ord, ideer, tanker slipper vi og lægger dem bag os. Hele vores væsen må gå ind i denne proces i at tømme: tømme os for alle distraheringer, alle ønsker, for at vi må leve og leve fuldt og helt i mysteriet i Jesus’ forsonende kærlighed.

Når vi ser mønsteret for vores forsoning, planen for vores forsoning, kan vi let blive helt blændet af det format, der er i, hvordan Gud har tilvejebragt vores forsoning og vores potentiale for udvikling i Kristus’ kraft. Det som enhver af os må opdage, af egen erfaring, er, at det fulde perspektiv kan vi kun nå, hvis vores hjerter er orienteret mod Gud. Perspektivet, visionen - tag ikke fejl af det; enhver af os er opfordret til det – er det blændende lys fra Guds almægtige kærlighed. Vi må lære stilhed, opmærksomhed, ydmyghed, koncentration, og perspektivet skal findes i vores hjerter, i dit og mit hjerte. Det kan lyde overvældende, men det er ikke for hårdt for os, det er ikke for vanskeligt for os, hvis bare vi kan opfylde den daglige praksis.

Det er problemet for vor tids kristne. Det kan synes forfærdelig meget at skulle ’ofre’ en halv time hver morgen og hver aften. Det kan virke som rigtig meget. Men det er ingenting i forhold til perspektivet, og i forhold til kærligheden fra Den Ene, som kalder os. Hvis verden skal fornyes, må den fornyes i indsigt. Hvis kirken skal fornyes, må den fornyes i autenticitet, baseret på indsigt. Enhver af os er i vores kammer opfordret til denne basale indsigt og til helhjertet autenticitet. Lad ikke nogen lokke dig væk fra dette perspektiv på livet. I vores bøn opdager vi igen og igen vores egen ubegrænsede værdi i Gud.

Fully Alive

7. MARTS

Meditation er et universelt middel til at lede os til virkelighed. Den virkelighed, at vi er til, den virkelighed, at vort medmenneske er til, at historien er en virkelighed, og den højeste virkelighed, den virkelighed som er Gud. Meditation er det middel, der er tilgængeligt for alle, der vil møde Ånden i deres eget hjerte. Derfor vil jeg så gerne opmuntre hver eneste af jer til at holde ved med meditation. Vi har alle brug for mod, frem for alt modet til at opgive alle billeder, især de billeder og forestillinger vi har af os selv, hvilke er den største forhindring. Vejen til at opgive alle disse billeder er at sige sit meditationsord med voksende udholdenhed.

At komme ind i sit eget sande selv er at komme ind i Gud. Det er det kald, der er givet hver enkelt af os, at kende os selv i Gud. Det er et forbavsende kald, og det er i Jesus det er givet os af kende dette kald. Vores livs opgave er at besvare dette kald, helt seriøst og med total glæde. Lyt derfor til traditionens ord. Hold fast ved det, og høst den evige kærlighed. Det er evangeliets gode budskab. Hør igen evangelisten Lukas:

Sæden i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, holder fast ved det, og ved deres udholdenhed får en høst.


8. MARTS

Ved i meditation at lære at sige sit mantra, lærer man at have tillid, lærer man at være. Ja, glæden ved meditation er, at det er en fejring af det at være, fejring af ren glæde ved at modtage livet som gave, og det som Blake41 kaldte at kysse ’glæden idet den flyver forbi’. Bøn er ikke at prøve at komme i besiddelse af noget, ikke at prøve at kontrollere, men ren fejring af at være. Vi kommer til denne fejring, fordi meditation fører os til centrering, til centrum, til vores stille punkt. I hvert menneske er der et stille-punkt, som er mig, men ikke udelukkende mig. Det som man vil lære ud fra sin egen erfaring i meditation er, at der kun er ét center, ét centrum, som er centrum for alle centrer. Det er den forståelse, vi når til i meditation, igen ud fra vores egen erfaring, af den fundamentale enhed i væren, den enhed der er i os, og den enhed, i hvilken vi har vores væren.

Det som er beslutningen i og hensigten med meditation er at blive løsgjort fra selvoptagethed, hvilket sker i kraft af udholdenhed i at sige mantraet igennem selve meditationen, og i kraft af udholdenheden i den to-gange-daglige praksis i denne disciplin i løsgørelse. På denne måde bliver vores meditationspraksis efterhånden mere enkel, glædelig og centreret. Og vores liv, som er dybt forandret igennem meditation, viser i vores egen erfaring, hvad det betyder, når vi siger, at ’Gud er kærlighed’. Centrum for alle centrer er Gud, som er kærlighed.


41 William Blake, 1757-1827, engelsk digter, maler og gravør. (O.a.)

9. MARTS

Som en livsform, der er centreret omkring udholdenhed i bøn, er meditation vores vej til denne sande erfaring af ånd, af Ånden. Som enhver, der følger denne vej snart ved med sig selv, vokser kravet til os med hvert trin vi tager på pilgrimsvejen. I takt med at vores evne til at tage imod åbenbaringen vokser, vokser også den naturlige impuls vi føler til at gøre vores svar, vores åbenhed mere generøs, mere ikke-besiddende. Det mærkelige og vidunderlige er, at dette krav er forskelligt fra alle andre krav der stilles til os. De fleste krav, der stilles til os, synes at begrænse vores frihed, men dette krav er intet mindre end en invitation til at gå ind i åndens fulde frihed – den frihed vi nyder, når vi vender os væk fra selvet. Det der ser ud som et krav om absolut overgivelse, er i virkeligheden muligheden for den grænseløse virkeliggørelse af vores potentiale. Men hvis vi vil forstå det, kan vi ikke vige tilbage fra det faktum, at kravet er absolut og det må vores svar derfor også være.

The Present Christ

10. MARTS

Vi må derfor komme ud over alle begreber om Gud. Vi må transcendere sproget og sindets indsigter, fordi de begrænser Gud i vores erfaring. Vi er kaldet til at kende Gud ikke ud fra vores egen totalt urealistiske viden, men ud fra Guds egen selv-viden: den Ånd, som vi modtager fra Jesus. Uanset hvor perfekt og dygtig vores menneskelige sind er, er det ingenting sammenlignet med det fuldstændig uudsigelige mysterium, vi kan komme ind i ved at gå enkelhedens vej.

Det er Guds enkelhed, den guddommelige enheds enkelhed, der kalder os til at meditere. Men det er også vores største anstødssten. For hvordan kan vi med al vores sammensathed kende absolut enkelhed? Mantraet er vejen forbi denne anstødssten. Det er et tegn eller symbol på enheden og enkelheden i Gud. I al den klassiske litteratur om bøn, hos Teresa af Avila, Johannes af Korset, Mester Eckehart, for eksempel, finder vi altid, at vejen til total enhed og kontinuert bevidsthed er en vej med en enkel og ego-løs disciplin.

Opløsning af egoet er mantraets vej. Det fører os ud af selv-optagethedens labyrint. Ved konstant at blive gentaget, bringer det os gradvis, og med meget tålmodighed, til den stilhed, hvor alt er opløst i Guds yderste enkelhed. I den guddommelige ét-hed bliver vi ét med Ham.

Word Made Flesh

11. MARTS

Vi, der har committet os til meditation, må huske på, at der set udefra ikke er noget spektakulært over meditation. Der er den daglige meditation morgen og aften, i en enkel ånd, sætte sig ned og meditere uden krav, uden forventninger, slet ikke forventninger om ekstraordinære fænomener. Men vi sætter os ned og mediterer, fordi vi ved, at det er hvad vores ånd har brug for. Det er disse helt udramatiske ting, der giver vores meditation dens potentiale for en radikal udvidelse af ånd udover os selv ind i Gud. Det er derfor enkelheden i praksis er af sådan vigtighed, og at vi, når vi sætter os ned for at meditere, slipper alle vore analyser og er tilfredse med at være, og være nærværende til stede i øjeblikket. Hvis vi ønsker at leve vores liv fuldt og helt, må hver enkelt af os finde sin egen vej til den perfekte balance mellem det menneskelige og det guddommelige.

Vores egen menneskelighed må bringes i harmonisk enhed med Gud, og det store ved den kristne åbenbaring er, at denne perfekte sammenhæng findes i personen Jesus. Mysteriet i åbenbaringen er, at denne erfaring af enhed, af helhed, af harmoni kan findes dybt i enhver af os, kan findes i os i Guds Ånd, som bor i vore hjerter. Vores meditation er det ydre udtryk for vores indre commitment til nærværet af Guds Ånd, der bor i vore hjerter.

The Door to Silence

12. MARTS

At sige mantraet er at lære at dø og at lære at tage imod den evige gave, som vores væren er – begge dele i samme proces. Det er at lære, at al død er væk fra begrænsninger, og at vi opstår til ubegrænset frihed og kærlighed, hvis vi kan afdø fra egoet - eftersom kærlighed er universets kreative energi og tillige den kreative energi i vores egen væren. For at finde dette center må vi komme ud over vores jeg-centrerethed, må vi afdø fra alt forgængeligt. Efterhånden som vi gør denne rejse og deler den med andre, kommer vi ind i den sandhed, at virkeligheden ikke er en endelig tilstand man er nået frem til, men at virkeligheden er en dynamisk erfaring af at give slip på sig selv for at være i relation til den anden. Kun hvis vi giver slip på vores eget liv, kan vi finde det.

Den utrolige skønhed i bøn er, at åbningen af vores hjerte er lige så naturlig, som når en blomst åbner sig. Ligesom, hvis en blomst skal åbne sig og blomstre, det er nødvendigt bare at lade den være, sådan kan vores hjerte ikke lade være med at åbne sig, hvis vi ganske enkelt er og både fysisk og psykisk bliver og er stille,: Ånden må nødvendigvis strømme gennem hele vores væsen. Det er, ganske enkelt, hvad vi er skabt til.

Community of Love

13. MARTS

Lad mig endnu engang understrege vigtigheden af den daglige holden-fast ved meditationen, hver morgen og hver aften, og holden-fast ved meditationsordet. En præst, som var begyndt på meditation, havde denne pointe: hvis man nu får en hellig tanke, en religiøs tanke, mens man mediterer, så skal man vel følge den? Jeg tror, at det man skal forstå, er, at når vi siger mantraet med voksende udholdenhed, er vi ikke optaget af nogen tanke om Gud. Men vi er optaget af Hans reelle nærvær i vore egne hjerter og i al skabningen, og ved at være optaget af Hans nærvær, er enhver tanke en distraktion. Den invitation vi får, er til at være fuldt optaget i Ham, at være et med Ham. Hør igen Jesus’ ord:

Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.42

Being On The Way

14. MARTS

42 Matt.6,33-34

Vores kristne tradition forkynder, at indholdet af den tro, som enhver af os har fået, er, at Gud ikke er fraværende, men fuldt nærværende hos os i Jesus, hvis liv lever i vore hjerter. Vores bøn kan bedst forstås som vores bevidste opmærksomhed om Gud i Jesus. Derfor må vores bøn når vi beder, være committet til den størst mulige åbenhed, vi er i stand til – åbenhed overfor dette virkelige nærvær, og ikke til at fortabe os i tågede forestillinger.

Alle vores billeder og fantasier, hvor tanke og billede forbindes, er konstruktioner af vores egen begrænsede bevidsthed. Alle sådanne billeder har deres årsag i den store illusion, som vi kalder ego’et, hvis primære dynamik er frygt, som er det modsatte af kærlighed, og som er udgangspunkt for de falske billeder vi gør os af virkeligheden. Sådanne billeder er en illusion, fordi det sande selv ikke har nogle billeder, men er fuldstændig og udifferentieret bevidsthed. Vores almindelige bevidsthed er begrænset, ”stykkevis og delt”43, af ego’ets falske selvbillede, men det bliver frisat og helet ved lyset fra Kristus, i hvem der ikke er noget mørke, ingen adskillelse, som kan kaste nogen som helst skygge. Kun om Kristus kan vi sige, at Han er Guds billede, det fuldendte Selv, fordi om Ham alene kan vi sige, at Han er ét med Faderen.


15. MARTS

43 1.Kor.13,12

Fra udholdenhed i vores daglige meditation lærer vi, hvordan vi skal vente på Gud og være sammen med Ham på et stadig dybere plan. Og fordi vi vokser i tillid og klarhed i bevidsthed, appellerer jeg til jer om at lægge alle irrelevante slags spekulationer til side som for eksempel: kan jeg lide det her, får jeg noget ud af det, bliver jeg visere eller helligere?

Vi ved, at der er en pilgrimsrejse at foretage. Det er en rejse væk fra selvet og ind i det mysterium som Gud er. Det er en fantastisk nåde, at hver eneste af os kan vide og faktisk ved dette, eller i det mindste aner det. At vide det er faktisk at vide alting, fordi vi så kun behøver at begynde og fortsætte. At være på pilgrimsrejsen er alting.

Vi er nødt til at lære at blive enkle, samlet, ét, hele. Vi er nødt til at lære at forsone os med os selv, så at vi bliver os selv. I meditation lærer vi at være, og idet vi lærer det, lærer vi med uafrystelig sikkerhed, at Gud er. Når du vil meditere, så sid oprejst, luk øjnene og sig dit meditationsord, uden spekulation, uden selv-optagethed, uden at have travlt, enkelt som et barn, indtil meditationen er færdig.

Word Made Flesh

16. MARTS

Dette bud kommer til os fra Kristus selv: Den, som elsker Gud, må også elske sin næste.44 Lad os være helt klare på, hvad Jesus siger, nemlig, at der ikke er tale om et valg, som om vi kunne elske enten Gud eller elske vores næste. Enten elsker vi både Gud og medmennesket eller også elsker vi ingen af dem. Og det som kærlighed betyder, er at glæde sig over det anderledes i den anden, fordi dybden af vores opmærksomhed på den andens anderledeshed er helt lig dybden af vores fællesskab med den anden. I dette fællesskab er opdagelsen af vores eget sande selv og af den andens selv den samme opdagelse. De mennesker vi lever med, skal altså ikke vurderes og måske kasseres efter om de overfladisk ligner os, men i dem finder vi vores sande selv, for vores sande selv viser sig kun og bliver kun virkeliggjort, når vi er helt vendt mod hinanden.

I meditation udvikler vi vores evne til at vende vores hele væsen mod den Anden. Vi lærer at lade vores næste være som han eller hun er, ligesom vi lader Gud være som Han er. Vi udvikler evnen til ikke at manipulere vores næste, men snarere at agte ham eller hende, at agte hans eller hendes betydning, underet i det han eller hun er; med andre ord, vi lærer at elske ham eller hende. Af den grund er bøn en skole i fællesskab. Ved seriøst og udholdende at bede sammen virkeliggør vi det værdifulde i menneskeligt og kristent fællesskab.

Word Into Silence

17. MARTS

44 Joh.13,34-35.

Sid ned, sig mantraet, og løs derved de lænker, de bånd der binder dig til uvirkeligheden, til illusion og til frygt. Forstå, at disse bånd ikke har nogen magt over dig, hvis blot du er åben overfor den erfaring Jesus har. Hans erfaring er, at Han er Guds elskede Søn. Det, som Han har opnået for os, er, at vi kan være åbne overfor den selv-samme oplevelse af at vide, at vi er sønner og døtre af en kærlig, medfølende og forstående Far. I den oplevelse opdager vi, at meningen med os er at være fuldt åbne overfor Hans kærlighed, helt åbne overfor nærheden af Hans mystiske væren, som er helt åbne overfor vore hjerter, overfor vores eget center. Han kan nemlig findes i vores center. Meditation, at sige mantraet fra begyndelsen til enden, sige mantraet hver morgen og hver aften, er ganske enkelt vores pilgrimsrejse til det center, hvor Han er og hvor vi er i Ham.

Lad være med at gøre dig bekymringer om, hvordan tiden, mens du mediterer, går. Bliv ikke skuffet, hvis du opdager, at du følger dine tanker i stedet for at sige dit mantra. Vend tilbage til det, overbærende med dig selv, vend tilbage til det hele tiden og hver gang. Hvis man ønsker at lære at meditere, hvis man vil gå af sted ad denne vej mod transcendens og ét-centrethed, er det vigtigt, at man lærer at praktisere meditation hver dag i ens liv, hver morgen og hver aften. Maksimum tid er en halv time, minimum tid omkring tyve minutter.

Du vil opdage, at der i meditationstiden intet sker. Sig dit meditationsord og være tilfreds med at sige det. Men i udholdenheden på meditationsvejen vil du begynde at forstå sandheden omkring ét-centrethed, om fokusering, og ud fra din egen erfaring vil du begynde at forstå, hvad apostlen Paulus mente, da han sagde: ”Husk, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig.”45

Moment of Christ

18. MARTS

45 Rom.11,18.

Prøv et øjeblik at tænke på din egen erfaring med meditation. Du ved, at du går i gang; du synes at du gør lidt fremskridt, og så får du det ikke gjort. For de fleste af os er al vores erfaring med meditation indskrænket til at begynde og holde op, til at gøre lidt fremskridt og så opdage, at man ikke er kommet nogen vegne, i opløftelse og modløshed. Det, som man skal lære af denne erfaring, er, at man simpelthen må sige sit mantra. Det er helt naturligt, at man kommer til at stille spørgsmålet ”Hvad nytter det egentlig? Gør jeg nogen fremskridt?”, men det er også fuldstændig nytteløst. Ja, det er mindre end fuldstændig nytteløst; det er fuldstændig kontra-produktivt.

Jeg tror, vi alle har prøvet, at vi alle har ønsket at bede, og at vi alle er kommet til kort. Men på et tidspunkt kommer vi til den konklusion, at den visdom vi modtager fra den kontemplative bønstradition, er den visdom, der vender nederlag til sejr. Den stilhed og fattigdom vi oplever i vores meditation, bliver selv-autentisk. Vi erkender, at vi ikke kan analysere Gud. Vi erkender, at vi med vores begrænsede sind ikke kan forstå Guds ubegrænsethed. Men vi erkender også, eller i det mindste begynder svagt at ane, at vi kan erfare Guds kærlighed til os.

At erkende det sætter os på en vej, som på en eller anden måde rammer os som autentisk, og det er denne erkendelse som får os til at blive ved. Det er denne erfarede erkendelse, som tillige lærer os, at alle billeder produceret af ego’et skal ryddes af vejen. Ingen af dem kan tages alvorligt. Enhver ny strategi, som ego’et finder på, må man bare le ad og kassere.


19. MARTS

Det konkret-praktiske i budskabet i kristen meditation er, at ved vores udholdenhed på pilgrimsrejsen og ved vores åbenhed mod den kærlighed, der lever i os, kommer vi til at forstå, at den store opgave i livet er at kommunikere denne kærlighed, og at hjælpe andre til at se ved dens lys. Hvis vi selv forstår det og ser og dømmer alt i lyset af den kærlighed, så har vi lært at leve vores liv med den højeste grad af medfølelse. Meditationens vej er samtidig medfølelsens vej, enkelhedens og glædens vej.

Kun én ting er nødvendig for os for at følge denne vej, og det er at gå pilgrimsvandringen med den yderste seriøsitet, ikke halvhjertet, men helhjertet og i en fast beslutning. Det kristne mysterium har altid kaldt os til denne helhed og seriøsitet, samtidig med at vores fattigdom leder os til Gudsrigets rigdomme og et liv levet i aktiv godhed af enhver art. Apostlen Paulus siger:

Vi be’r om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed. Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset.46

At gå ind i lysets rige er vores kald, og vi besvarer det ved at gå ind i vores eget hjerte. Ved at gå ind i vores egen fattigdom lærer vi at leve vores liv ud af Guds uendelige rigdomme.

The Heart og Creation

20. MARTS

46 Kol.1,9-12.

Der er en vigtig første lektie i at lære at meditere: nødvendigheden af at være fysisk stille. Man må lære at være fuldstændig stille under meditationen. Det betyder, at man skal finde en vagtsom eller årvågen kropsstilling, med en opret rygrad; placer armene og hænderne i en behagelig stilling, håndfladerne enten opad eller nedad med tommel- og pegefinder der rører hinanden. Og sid så absolut stille. Der vil komme en fristelse til at klø sig på næsen eller rette på kraven eller brillerne. Man vil få alle slags behov for at klø sig i skægget, hvis man har et, eller rette på håret, hvis man har hår.

Hvis man er ung og ens knogler er tilstrækkeligt smidige, kan man prøve med en eller anden slags benene-over-kors-stilling med rygraden opret og hele kroppen samlet i en traditionel stilling, den perfekte stilling eller lotus-stillingen, for eksempel. Når man begynder at sætte sig i sådan en stilling, kan man komme til at opleve et vist fysisk ubehag, og måske også en følelse af at man simpelthen er nødt til at klø sig på næsen. Men man må prøve at komme igennem det så godt man kan. Hvis man er i gang med at lære at sidde i lotusstilling, vil det være klogt at øve sig i det udenfor meditationen og så sidde i en almindelig årvågen benene-over-kors-stilling til at begynde med og ikke indtage lotusstillingen under meditation førend man har tilstrækkelig kontrol over det. Alternativt kan man vælge en stol med et lodret ryglæn og en behagelig støtte for arme og ben. Stol eller gulv er ikke så vigtigt, men af allerstørste vigtighed er kroppens stilling og den fysiske stilhed. Den fysiske stilling er et ydre tegn på ens indre vilje til at ville meditationens disciplin.


21. MARTS

At sige mantraet er ren given-slip på egoet. Hver gang vi siger mantraet, giver vi slip, på vores egne tanker, vores bekymringer, vores håb, vores frygt. Ved at sige mantraet bliver vi, som en Zen-sætning formulerer det, ’øjet, som ser, men ikke kan se sig selv’. Et menneske, der mediterer, er et menneske, som ser fremad og ud over sig selv. Ens syn bliver klarere, fordi ingen af ego’ets formørkede billeder på nogen måde kan skygge for Guds rene lys, som både skinner ind i og ud fra hjertets øje.

Meditation er en kærlighedens vej, fordi meditationens mening og formål er fællesskab. Men man kan ikke finde et præcist sprog for meditation, og det er derfor for eksempel buddhistiske begreber eller Jesus’ ord virker så paradoksale for mennesker, som er vant til den almindelige bevidstheds halve sandheder. Ikke desto mindre er det et sandt og nødvendigt paradoks, at vi må miste os selv, at vi må lægge vores ego bag os for at finde os selv.

Ordet fællesskab (eng.: communion) udtrykker så fuldkomment som det er muligt, erfaringen i meditation: at der er skabt en fælles enhed (common union), som vi er en del af. Jesus og vi forenet i Faderen. Meditationens vej er en vej til at kende den virkelighed, at det kun er ved den fuldstændige og uadskillelige enhed med Skaberen, at vi kan leve helt fra vores dybeste jeg. I meditation er vores hjerter rettet direkte mod Guds kærlighed. Enhver af os må opdage og så huske og vide med absolut sikkerhed, at vi er uendeligt elskede. Vi må vide det, ikke bare som en intellektuel påstand, men som viden, der erfares i vore egne hjerter. Det er den allervigtigste viden for enhver af os. Det er derfor meditation er så vigtig.


22. MARTS

Ud fra erfaringen i meditation kommer vi til at forstå, at hver eneste af os, og det vil sige hvert eneste levende væsen, er i en skabende forbindelse med Gud gennem Kristus. Meditation er af så kolossal vigtighed fordi, idet enhver af os kommer nærmere Kristus, bliver hele netværket af menneskelig bevidstheder knyttet nærmere sammen. Når vi indser det som enkeltindivider, kommer vi også til at erkende, at udviklingen af vores egen personlige bevidsthed og fordybelsen af vores egen spirituelle rejse ikke bare er en personlig sag. Den er en del af ansvaret for hele den menneskelige race.

Meditation lærer os noget mere: at jo dybere vi går ind i det mysterium, som enheden er, des mere bliver vi sandt menneskelige. Idet vi fordyber vores commitment i vores egen rejse som mennesker, fordyber hver enkelt af os også vores commitment i hele menneskeheden, især selvfølgelig i den del af menneskeheden, som vi dagligt omgås.

Dermed er også sagt, at vores commitment er til den universelle Kristus. Ja mere, hvis det er muligt; det er et commitment til hele skabelsen. Det betyder også at være committet til og have medfølelse med alt det smukke i naturen, og til den menneskelige ånd som den kommer til udtryk i kunst, en respekt for miljøet og alt hvad det rummer af værdi og skønhed. Oplevelsen af hver eneste del af livet bliver fordybet, idet vi træder ind i det mysterium, som den universelle Kristus er.

Word Made Flesh

23. MARTS

Der er i os den nødvendige energi til at bringe hele vores liv i harmoni med ånden i vores hjerte – og at vi er opmærksomme på ikke at få mængden af distraktioner til at vokse. Alle har vi distraktioner der vokser ud af vores dagligliv. Vi har alle sammen ting som optager os, ting som bekymrer os, ting som vi er ansvarlige for. Det vi altså skal gøre er at bringe hele vores liv i harmoni med denne spirituelle søgen, denne pilgrimsrejse, som er en pilgrimsrejse til vores eget hjerte. Det er en pilgrimsrejse, der giver os en friskhed i ånden, en klarhed i hjertet og en vitalitet i ånden.

Meditation er ikke at vende ryggen til vores liv eller vores ansvar. Tværtimod, i meditation søger vi at blive fuldt åbne overfor livet, som den gave der er givet os. Denne gave er intet mindre end evigt liv, evigt liv som vi er inviteret til at være modtagelige for nu. Vi har brug for at tage ansvar, at være besvarende mennesker, og svare på den gave, som det evige liv er. Som Jesus siger, er evigt liv at kende vores himmelske Far.47 I meditation vender vi os fra alt der er forgængeligt, for at kende det, som er evigt.

Moment of Christ

24. MARTS

47 Joh.17,3.

Hvad er meditation? I sin essens er det helt enkelt at lære at sige sit meditationsord, sit mantra, og problemet, som de fleste af os møder, er at vejen er så enkel, at vi ikke kan tro det, ikke kan have tillid til det. Derfor søger vi konstant i bøger, og læser kommentarer til bøger. Vi forsøger konstant at høre om andre menneskers erfaringer, men essensen er praksis, den daglige praksis med at lære at sige sit meditationsord, sit mantra. Hver morgen og hver aften … kunsten i meditation er at lære at sige sit mantra fra begyndelsen til enden uden afbrydelse. Der er noget der skal læres, og det tager tid og kræver tålmodighed; man skal lære at slippe sine idéer, at slippe de indsigter man har om sig selv, eller om meditation eller om Gud. Man skal lære det, som de gamle munkefædre kaldte ’kunsten at hvile i Herren’.

Mantraet er ganske enkelt vores vej til denne enkle, tillidsfulde stilhed, og som jeg har sagt før, så er det at sige mantraet fra begyndelsen til enden, noget der skal indøves og læres. Når man begynder kan man ikke lade være til at have spørgsmål, man kan ikke lade være med at spørge sig selv ’Er dette et komplet spild af tid? Taler disse munke komplet nonsens? taler de gennem deres hætter?’ Alt hvad man kan gøre, er at blive ved med at meditere, og i sidste ende er det praksis’sen selv, der overbeviser én. Kontakten med ens egen ånd er det, der overbeviser en om, at meditation er noget værd.

The Door to Silence

25. MARTS

Vi må orientere vores sind mod Guds rige. Der har været to tænkere, som for ikke så forfærdelig lang tid siden har haft en meget vigtig indflydelse på vores samfund. Den ene er Simone Weil, den anden Fritz Schumacker. Simone Weil mente, at den vigtigste kvalitet man kan opnå i løbet af sit liv, er, hvad hun beskrev som uselvisk opmærksomhed. Fritz Schumacker kom til den samme konklusion, og han beskrev den uselviske opmærksomhed, som Simone Weil taler om, som simpelthen ’opmærksomhed’, at være til stede. Begge var præget af den tradition de talte fra: den kontemplative bøns tradition, den tradition for at meditere, der går tilbage til de tidlige munkefædre.

Det er den vigtige lektie vi skal lære af meditation: at være til stede helt og fuldt, at lære opmærksomhed. Vi kender alle fra læsning af Bjergprædikenen, at enhver af os ikke alene må forandre os, men at vi må forvandles. Vi ved også fra læsning af Paulus, at vi kun kan forvandles i Kristus, gennem og med Kristus. Hvis man ønsker, at noget skal ændres i ens liv, står der to muligheder åbne for én: man kan med viljen prøve at lave om på sig selv, eller man kan prøve at lægge sit liv om ved en viljesbeslutning. Jeg tror, at de fleste af os af egen erfaring ved, at ens vilje er skræmmende svag og chokerende ustabil. Men der er en anden vej: den anden vej er åbenhed, hele ens persons åbenhed. Det er ikke viljens vej, men opmærksomhedens vej.

Being On The Way

26. MARTS

Når man går i gang med at meditere, håber man at det vil blive til hjælp i ens liv. Jeg gætter på, at de fleste af os bliver ved, fordi det, på måder som vi måske ikke havde forestillet os, viser sig at være til praktisk nytte; det hjælper os. Men når man går i gang med at meditere, bør man også være klar over den udfordring, som meditationen vil stille en overfor, når man bliver ved. På et vist punkt, tror jeg, bliver vi alle fristet til at give op. Vi er uforberedt på den absolutte karakter af, hvad der dukker op, både af selve Guds mysterium, og også af det absolutte i meditationens vej.

I mødet med det absolutte er vi fristet til at holde igen. Vi er tilbøjelige til at hænge fast i vores kendte illusioner. Helst vil vi holde alle muligheder åbne. Den bedste måde at forstå denne indre modsigelse er ved at henvise til ego’et. Ego’et er ophav til løgn, en hersker over illusioner. Det er ego’et, som vælger alle personerne i vores bevidsthed i deres forskellige roller. Og ego’ets styrende magt forbliver ubrudt, så længe vi er bundet til fortidens begær eller skyld; som begge er udtryk for at være i en andens magt.


27. MARTS

Børn, som kommer til vores kloster for at meditere, er et forunderligt vidnesbyrd om det naturlige i denne måde at meditere. De er et virkeligt forbillede for de voksne som kommer. De viser den fundamentalt barnlige kvalitet vi behøver for at gå vejen. ’Med mindre I bliver som børn, kommer I ikke ind i Guds rige.’48 Det er en vej præget af enkelhed. Men denne enkelhed er en stor udfordring for os, fordi vi er opvokset med kun at søge sandheden, det nøjagtige, i det komplicerede. Men meditation er en enkel vej, og dog ikke en let vej. Den kræver tillid og måske endda en vis dumdristighed for at begynde, og den kræver mod for at holde ud, men alt hvad vi har at miste, er vores egne begrænsninger.

Community of Love

28. MARTS

48 Mark.10,15.

Kaldet til meditation er en invitation til at stoppe med leve vores liv på basis af andens-hånds viden. Det er et kald til hver enkelt af os til at få fat i vores spirituelle kapacitet, og således selv opdage den menneskelige kapacitets forbavsende rigdom, som er forankret i den guddommelige realitet, i den guddommelige livs-kraft. Det er også en invitation til at være ligefrem åbne for denne kraft, til at blive energetiseret af den og til at blive drevet videre af den, til dybderne af selve den guddommelige virkelighed.

Den virkeligt levede proces er vigtig. Vi må altid være på vagt overfor at blive beruset bare af budskabet, bare af det gode budskab, bare af evangeliets tanker. Vi må gå ind i den, smage og se. Meditation er netop den proces af at gå ind, af at smage, af at se. At sige mantraet hver dag, afsætte tid til meditation, morgen og aften, og sætte ens spirituelle rejse og den spirituelle realitet som centrum for ens liv, det er vigtigt.

Det er det meditation drejer sig om – at vende tilbage til sit center og finde, at ens center er indgangen til Al tings center. Og for at gøre det må vi holde op med at leve overfladisk, vi er nødt til at komme i dybden.


29. MARTS

Hvis vi skal realisere det fulde potentiale i det liv vi har fået som gave, er vi nødt til at se, at vores bestemmelse er den samme som Kristus’. Vores bestemmelse er at være helt til Guds disposition, at tilbede ham i dybet af vores væsen, at tilbede Ham i ånd og sandhed. I og med en sådan tilbedelse er det også vores bestemmelse at modtage Hans kærlighed fuldt og helt. Den ydmyge og ikke særlig opsigtsvækkende opgave at sige mantraet, og at sige det fortsat og udholdende, er helt enkelt vores vej til at gå ind i denne tilbedelse, at stille os selv helt til Guds disposition. Bibelen vender igen og igen tilbage til enkelheden og klarheden i den opgave og hvor fjernt denne opgave er fra den erstatning i form af tanke og sprog, som sindet laver. Det er, når vi lærer at forholde os enkelt og simpelt, at vi træder ind i det absolutte, det absolutte commitment til det absolutte i Guds kærlighed. At være enkel er at være ligesom Kristus, et ubetinget ja til Gud.

Meditation er vores totale åbenhed overfor Ånden, så at vi i hele vort liv siger ja til Gud, siger det med beslutsomhed, med generøsitet, absolut.

I Gud er vi, og ved vi at vi er, elskede og værd at elske. Dét er den højeste virkelighed, som Jesus kom for at åbenbare, kommunikere, leve og etablere. Den er etableret i vore hjerter, hvis blot vi vil åbne os for den. Denne åbenhed er det, vores meditation handler om. Det er kun i og med denne kærlighed, at vi rigtig kan forstå os selv og hele skabningen. Uden rodfæstethed i kærlighed vil alt, hvad vi kan se, være skygger og fantasier, og dem vil vi aldrig være i stand til at få kontakt med, fordi de ikke har nogen realitet. Meditation er invitationen til at rejse dybt ind i vores eget hjerte, vores eget væsen. Det som den traditionelle visdom fortæller os, er, at kun med en sådan dybde i erfaring og vision kan vi leve vore liv i virkelig kontakt med det, som er. Det er det meditation leder os frem til: forståelsen, ud fra vores egen erfaring, ganske enkelt, at Gud er.


30. MARTS

Meditation er i denne forstand en total askese. Askese er modpolen til arrogance. Det er vejen til at grundfæste dig mere og mere i Kristus’ styrke, i hans kvalitet. Derved bliver du klar over, at styrke kommer fra et sted udenfor dig selv, som er større end dig og rummer dig. Alligevel er det din styrke. Det er mysteriet i erfaringen i bøn, at den kraft, der forløses i dit hjerte, er din kraft, fordi den er Guds kraft. At lære at sige mantraet er at lære at modtage alt fra Gud, men at modtage det fuldt og helt, ikke passivt og halv-hjertet. Vi giver i meditationen gensvar med vores hele væsen til den gave, som hele vores skabning er. Bøn virkeliggør dette iboende potentiale til at vokse i ånden, i enhed.

Som jeg har sagt så mange gange før, vi vender tilbage til mantraet, fordi vi må blive stille, for at vi kan se denne vision. For at komme i kontakt med Guds Ånd i dit hjerte, må du komme i kontakt med din egen ånd i enkelheden i den yderste stilhed. Det er derfor vi må komme ud over al analyse, al opdelthed og observation og bevæge os ind i enhed. Og derfra bevæger vi os fra enhed til forening.

Word Made Flesh

31. MARTS

Walter Hilton49 er et ganske godt vidnesbyrd om, at der ikke er nogen modsætning mellem kontemplativ bøn, privat bøn med ord, og liturgisk bøn. Han ser en slags progressiv udvikling gennem disse former, men ikke i den forstand, at vi nogensinde når til et stade i vores liv, hvor vi er kommet ud over liturgisk bøn eller individuel privat bøn. Den mulige udvikling han ser, er en vækst i den glæde, med hvilken man går ind i den form for bøn, som er relevant på et givet tidspunkt. Og alle disse former for bøn er naturligvis komplementære, forudsat at vi erkender dem som det de virkelig er: som indgange ind i Jesus’ evige bøn, som er Hans kærlige venden-tilbage til Faderen. Til alle tider i vores liv løber alle disse strømme af bøn sammen og knytter os stadig tættere til Vor Herre Jesus i hans bøns universelle hav.


1. APRIL

49 Engelsk augustinermunk, død 1396. Hans skrifter nød stor udbredelse i England i de følgende århundreder. (:O.a.)

Den vidunderlige åbenbaring, som det er en mulighed for os alle at opdage, hvis bare vi vil gå ind i den disciplin der ligger i pilgrimsrejsen, er, at vores ånd er rodfæstet i Gud, og hver enkelt af os har en evig opgave og en evig betydning og vigtighed. Det er en primær opdagelse, som hver enkelt af os må gøre, at vores menneskelige natur har dette uendelige potentiale for udvikling, og at udvikling kun kan ske, hvis vi foretager denne pilgrimsrejse til vores eget center. Vores center er vores eget hjerte, fordi det kun er dér, i dybet af vores eget væsen, at vi kan opdage, at vi selv er rodfæstet i Gud. Meditation er præcis denne vej til at komme i kontakt med vores egen ånd og i denne kontakt finde vejen til integration, til selv at erfare at alt i os kommer i harmoni, til selv at erfare os dømt og forsonet i Gud.

Folk spørger: ”Hvor længe tager det?”, ”Hvor længe skal man blive ved?”, eller de siger: ”Jeg har mediteret hver morgen og aften i seks måneder, men jeg er ikke sikker på, om det har gjort nogen forskel indtil nu.” Svaret på det er, at det ikke er afgørende, hvor lang tid det tager. Alt, hvad der betyder noget, er, at man er på vejen, på pilgrimsrejsen, og at vores engagement i sandheden og i friheden vokser hver dag – selv om det måske kun er med én centimeter ad gangen. Væksten er for det meste umærkelig, men det gør heller ikke noget. Alt, hvad der betyder noget, er, at der faktisk sker en vækst i os, at vi ikke har slået os til tåls med halvgjort indsats, og at vi ikke har forrådt gaven i, at vi er til, men at vi har committet os til vækst og modning.

Moment of Christ

2. APRIL

Idealer er frygteligt farlige for os. Der er rigtig mange som gerne vil tale om bøn eller læser bøger om bøn eller går på kurser om bøn. Men Skt. Benedikt råder os til at sige så lidt som muligt om bøn – den munk, som ønsker at bede, bør ganske enkelt gå i gang med bøn. Af den grund har klostre så meget at tilbyde verden som steder, hvor det at vende sig mod Kristus, omvendelse mod Kristus, er den klare basis for alt, hvad der foregår i klostrene. Der er ikke tale om, at munke eller nonner er supermennesker, men de har organiseret deres liv med en helt klar prioritering. Med deres omvendelse vender de sig fra sig selv mod deres brødre eller søstre i klosterfællesskabet, vender sig i deres bøn mod Kristus, og mod Gud i Kristus. Det er den klare benediktinske tradition, og når den er fuldstændig levende i menneskers hjerte, har den kraft til at omvende, til at vende alle der kommer under dens indflydelse, mod Kristus,


3. APRIL

Når vi sætter os ned for at meditere, hver morgen og hver aften, besvarer vi det kald hver enkelt af os har fået til at vokse i udsyn og i frihed i ånden, og til fremskridt i den uendelige udvidelse af vores bevidsthed i Kristus.

Paulus taler ofte om at vokse i modenhed som kristne. Kaldet til at bede, kaldet til meditation er præcis et kald til at vokse, lægge barnlig, ego-centreret uansvarlighed bag sig og blive os selv ved at finde os selv ud over os selv, i forening med Altet. Men, igen skal man forstå, at det kræver et personligt svar, ikke bare et indforstået nik, af hver enkelt af os. Det er en invitation til at se med vores egne øjne, høre med vores egne ører og elske med vores egne hjerter, men tillige at gøre det i forening med Ham som er Kærlighed. I praksis kræver det af hver enkelt af os at sætte sig ud over al vores personlige, medfødte delthed og splitttethed. Al delthed inden i os selv må transcenderes. Alle de barrierer, der skiller os fra vores sande selv og fra andre og fra Gud, må rives ned. Og det betyder at lægge alle vores billeder bag os. Billeder, som vi har af os selv, de billeder vi har af andre og de billeder vi har af Gud.

Den kristne åbenbaring kræver af os at være åbne mod Gud i et billedløst dyb, og det er i åbenhed dér, at alle falske modsætninger bliver opløst i enhed. Med andre ord er kaldet for os alle sammen at vende tilbage til en fundamental enkelhed. Kaldet til dyb bøn er ikke mindre end kaldet til at være sig selv, at være i kærlighed, i tillid, i total åbenhed overfor det som er. Der er næsten ikke mening i at sige, at Gud er kærlighed, før vi selv kender den, gennem en erfaring af vores væren i Guds væren. Vores kald er at vide det, og det er hvad kristendom handler om. Alt i kristendommen må lede os hen til det. I modsat fald sidder vi tilbage med en opskrift på falskhed.


4. APRIL

De fleste af os begynder med at sige mantraet i hovedet, når vi siger: Ma-ra-na-ta. I min egen erfaring med at undervise mennesker gennem årene kan jeg se, at de fleste mennesker må sige mantraet på denne måde i et ganske betragteligt stykke tid. Men så, hvis man følger Cassians formaning om altid at være bevidst om mantraet – når man går i seng om aftenen, når man vågner om morgenen, når man går til sin bøn, altid at være forberedt på sin meditation – begynder mantraet at slå rod. Så begynder det ligesom at lyde i hjertet og så begynder man næsten at føle mantraet som et meget mere centralt niveau i sin væren. Man kan sige, at man på dette niveau, som man kan kalde det andet niveau, hører mantraet. Det tredje niveau er, når man begynder at lytte til mantraet, og det er først dér ens meditation virkelig begynder; når man begynder at lytte.

Min lærer sagde ofte til mig: ”Når du kommer til dette lyttende niveau, er det ligesom hvis du aser op ad et bjerg og mantraet lyder i dalen langt nede. Jo højere du kommer op, des svagere bliver lyden af mantraet. Og så kommer der dage, hvor mantraet er helt udenfor hørevidde.”


5. APRIL

Realiteten i, at Guds Ånd bor i os, afhænger ikke af, om vi tænker på det. Men det er rigtigt, at det først bliver en personlig realitet for os, for hver enkelt af os, når vi holder op med at tænke på det, og når vi går ind i den levende erfaring af det, i stilhed. Det er derfor vi i meditation ikke tænker på os selv eller tænker på Gud eller tænker noget som helst. Meditation er en erfaring af personlig kommunikation i dybet af vores væren. Det er den evne, som enhver af os har, hvis blot vi vil lære at udvikle den: at være med os selv, helt nærværende for os selv, at være med Gud, helt nærværende for Gud. Det er det, som giver os evnen til at være helt nærværende overfor andre.

Hver enkelt af os, hver eneste af os, er inviteret til at opdage den realitet for vores eget vedkommende, og måden at opdage det er at gå ind i dyb stilhed og at blive i den stilhed, i ydmyg udholdenhed. Man må forstå at meditation er meget enkelt…

Man må ikke falde for fristelsen til bare at flyde af sted. Nogle mennesker synes, at de, efter at have sagt mantraet nogle få øjeblikke, bliver meget fredfyldte, de bliver meget rolige; og fristelsen er så ligesom at ville sætte sig på den ro, eje den fred. At lære at meditere er at lære at være i en tilstand af maksimal ikke-besiddelse. Og fald ikke for fristelsen, hvis der kommer en interessant tanke eller indsigt, til at følge den. Slip den.

The Door to Silence

6. APRIL

Vi har en tilbøjelighed til at tænke meditation som inaktivitet. Jeg tror at mange mennesker tænker på meditation som noget, der enten forbereder os til at præstere noget, eller måske kvikker os op efter at vi har præsteret noget; men jo mere man mediterer, des mere opdager man, at meditation ikke er en in-aktiv tilstand. Det er ikke noget udenfor handlingens kategori, det er snarere i centrum for handling. Jeg mener vi kan beskrive meditation som ’ren handling’. Det er den højeste form for menneskelig handling, og eftersom det er ren handling, fører det os ind i kategorien ’ren væren’. Den der følger denne vej, forkaster ikke noget. Vi forkaster ikke noget af hvad vi selv er, og oplever os selv som integrerede, alle vores kræfter, vores evner, hele vores skabte væsen, som vi har fået som gave, oplever vi som integreret, i harmoni med kilden for vores væren, i harmoni med væren.

Det vanskelige for os er at blive stille nok og at lære at sige mantraet med tilstrækkelig tro; hver enkelt af os må lære det for sit eget vedkommende, men man må forstå, at formålet med at sige mantraet er at bringe én i kontakt. I meditation kommer vi i kontakt med os selv, og idet vi rejser ud over os selv, kommer vi i kontakt med ren væren, med Gud. Vi må forstå, at vi ikke tilhører os selv, at vi tilhører Gud og at vi, derfor, ikke søger at eje os selv. Vi søger kun at være, at være for Gud. Lyt til disse ord fra det første brev til korintherne:

Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud i jeres legemer.50

Being On The Way

7. APRIL

50 1.Kor.6,19.

Det er intet mindre end afgørende at meditere hver dag. Meditation er for ånden, hvad mad og luft er for kroppen. Vi må finde fred, afklarethed og evne til at se sandt, hvis vi vil leve i lyset fra Gud. Igen og igen fortæller Det ny Testamente os, at lyset skinner i vore hjerter. Så vi behøver kun at være åbne overfor det i ydmyghed og kærlighed. Det er derfor vi skal gøre vores bedste for at finde tid og sted hver morgen og aften til at vende os fra det som er forgængeligt og til det som er evigt. Det mest utrolige mysterium i vores liv findes i denne omvendelse: at det som er evigt, er kærlighed, er Gud og bor i vores hjerter.

Det som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen.51

Det er den kristne åbenbaring. Det er det kristne budskab, som vi er inviteret til at dele i lyset fra Gud og i selve Guds væren.

Word Made Flesh

8. APRIL

51 1.Joh.1,3-4.

Meditation er en enkel og naturlig proces. Det er den proces, som afslører vores egentlige væren som en tilstand af åben-hjertet modtagelighed overfor Jesus’ Ånd, der bor i vore hjerter. Denne indsigt dukker op, når vi, skridt for skridt, giver slip på ydre manifestationer af vores bevidsthed så som tanker, ord og billeder, og når vi i stedet bevæger os ind i feltet af ren bevidsthed. Så bliver vi stille, fordi vi har bevæget os ind i stilheden og helt har vendt os mod Den Anden. I denne fuldt bevidste, helt frie stilhed åbner vi os naturligt mod Ordet, som kommer ud af stilheden. Det er Guds eget Ord, i hvem vi er kaldt til at være, og i hvilket vi selv er talt til af Skaberen.

Det er det levende Ord indeni os. Vores tro fortæller os, at vi er helt inkorporeret i dette Ord, men vi har brug for at vide det helt og fuldt, i højden, længden, dybden og bredden af vores ånd, at vide det, selv om det er hinsides viden. Stilheden leder os til denne viden, der er så enkel, at ingen tanke eller noget billede kan rumme eller repræsentere den. Ved at sætte os selv til side går vi ind i stilheden og fokuserer på Den Anden. Den sandhed, der skal åbenbares, er harmoni mellem os selv og Den Anden. Udtrykt med ordene af Sufi-digteren: ”Jeg så min Herre med mit hjertes øje og sagde: ’Hvem er Du, Herre?’. ’Dig selv’, svarede Han.”

Word Into Silence

9. APRIL

Som vi alle ved, begynder vi at meditere med al vores forvirring omkring os. Vi forstår måske ikke engang, hvorfor vi vil meditere. Jeg tror, at mange af os begynder som meget modvillige meditatorer. Vi har hørt om det og vi begynder noget halvhjertet. Men gradvis kommer der et glimt af lys. Vi aner, at der måske er noget i det. Mørket er stadig helt omkring os, men der er en allersvageste fornemmelse af lys. Når det sker, er det første skridt til at begynde at meditere seriøst, ikke halvhjertet, men helhjertet. Det betyder at afsætte tid til denne form for åbenbaring hver morgen og hver aften. Det er det første, man må gøre. Det andet skridt er at beslutte sig (og det tager tid, for det kræver tålmodighed) for at ville sige mantraet hele den tid, man mediterer. Man må ikke miste modet, fordi man er en langsom starter. Det tager nogle af os fire, fem år at komme så langt. Men hvad man vil opdage ud fra egen erfaring er ligesom en meget venlig og meget gradvis fordrivelse af mørket.

Forestil dig en kæmpestor, mørk, tom hal. Hver gang man siger sit mantra, er det som at tænde et lille, tyndt stearinlys. Og nogle gange synes jeg det ser ud som om, at når vi tænder ét lys, bliver det foregående lys blæst ud. Men meget langsomt og lidt efter lidt begynder lyset at vokse frem og man opdager, at hele hallen er fyldt med lys. Og miraklet i meditation er, at denne opdagelse af, at lyset har vundet over mørket, og at Jesus er lyset, erfares som noget universelt. Alt og alle er nu oversvømmet og oplyst af dette lys.

Moment of Christ

10. APRIL

En af de første ting vi opdager, når vi begynder at meditere, er, at vi er chokerende fyldt af distraktioner, og at det ikke er så let at komme udover det overfladiske niveau af forstyrret planlægning og analyse, ud på dybet. Det er meget beskæmmende, for ikke at sige ydmygende at opdage, at efter al vores uddannelse, med alle de anbefalinger vi har samlet sammen på så mange udmærkede områder, at vi ikke kan være stille i mere end nogle få øjeblikke og at vores sind vandrer af sted ud af de mest latterlige sidespor. Det bliver ved, og skaber de mest latterlige fantasier med tanker der flyver hid og did på alle sindets planer. Vi kan ikke være stille. Når man begynder, og når man gør denne ydmygende opdagelse, vil man snart opdage to fristelser: Den første er at give totalt op og sige: ’Det er håbløst. Det kan ikke betale sig. Det er ikke noget for mig.’ Den anden fristelse er at sige: ’Lad mig undersøge og analysere, hvad det er der sker.’ Den første fristelse er at fortvivle, eller at lade udfordringen ligge. Den anden er fristelsen til at ville have kontrol over situationen, at blive umådelig interesseret og engageret i sine egne mentale processer.

Men kunsten i meditation er at lære den disciplin at blive ved, og at blive ved hver dag, være en der er committet på sit dybeste niveau, for alvor, i livet i hele dets fylde. Det vil sige at være én, som nægter at leve overfladisk som ens normale og eneste mulige tilstand. Meditation vil gradvis forbedre ens disciplin, og ens engagement vil vokse proportionalt med at man får indarbejdet den som en daglig praksis. Meditation vil også lære én at vende sig væk fra sig selv, at løfte sig over sine egne tanker, at være frigjort fra ens selvoptagethed, forfængelighed, frygt og begær. Den vil få én til at søge naturligt udover det til noget meget større end man overhovedet kan finde i al den analyse eller selvpromovering, som vores kultur vægter så højt. Man er begyndt på en rejse gennem ego’ets underskov, og vejen gennem den er mantraets vej.


11. APRIL

Vi er nødt til at lære at være tilfredse med at sige vores mantra. Glem alle opfattelser af fremskridt, glem alt om oplysning, glem alt om indsigt, glem dig selv og sig dit mantra. Dette er frihed i ånden. Jeg tror, at vi alle ved dybt nede, at vi har dette kald til frihed, at vi har denne evne til frihed, og alle ved vi, at vi ikke kan leve vores liv fuldt og helt, hvis vi altid er fanget ind af trivialiteter, hvis vi altid er opfyldt af ting, der på et tidspunkt bliver til intet. Når vi tænker på frihed, er vi tilbøjelige til at tænke på friheden til at kunne gøre, hvad vi har lyst til at gøre. Dette er bestemt et element i alt liv. Men den frihed i ånden, som Det Ny Testamente taler om, er ikke bare frihed til at gøre. Det er, frem for alt, friheden til at være, til at være dem vi er, til at være ét: alle vores evner sammenføjet i en dyb personlig harmoni.

Men nu må vi være meget forsigtige med ikke at lade os beruse af idéer om meditation, af teorien. Når først vi begynder at møde teorien i praksis, i vort eget hjerte, vil den fylde os med forundring, men vi er nødt til at møde den personligt. Det er derfor vores daglige praksis er af yderste vigtighed. Hvad vi skal lære, er at tage vores potentiale absolut alvorligt, at forstå, at Ånden fra Ham, som skabte universet, er i vore hjerter, og i denne stilhed elsker alle, og vi må træde ind i vores egne hjerter for at opdage, at Ånden i os er vores egen ånd.

The Door to Silence

12. APRIL

Det store problem, som vi alle er nødt til at se i øjnene, er at afgøre, hvad der er virkelig vigtigt i vores liv og hvad der er trivielt; at lære at skelne mellem det der får en ende, og det der varer ved. Den engelske middelalderforfatter, John af Salisbury, skrev: ”Det er ikke muligt for en, der med hele sit hjerte søger efter sandheden, at dyrke det, som kun er tomt.” Jeg tror, at det er den udfordring, som hver enkelt må se i øjnene – ikke at dyrke det, som kun er tomt, fordi vi med hele vort hjerte søger efter sandhed, efter kærlighed.

Meditation er så vigtig for hver eneste af os, fordi vi lever i et samfund, der er i virkelig fare for at miste dets sundhed. En menneskelig ånd, som er sund, har brug for at ekspandere. Vi har alle brug for plads til at trække vejret og til at udvide og fylde vore lunger med sandhed, med kærlighed. Hvis vi er sunde, ved vi, at vi må krydse alle grænser og nå længere ud. Den ånd, som er en sund ånd, er en ånd der udforsker. Vi må ikke lade os forskrække af det som er længere væk, vi er ikke for trætte til at søge efter det som ligger længere fremme; den ånd, som er virkelig sund, ved, at der ikke er nogen fremtid for os, med mindre vi helhjertet sætter af sted efter det.

Meditation er ganske enkelt en måde at komme til den grundlæggende sundhed i ånden, en tilstand hvor ens ånd har rum til at ånde, hvor den ikke overvældes og tynges ned af trivialiteter, af hvad der kun er materielt; en tilstand hvor vi er åbne over for den ultimative sandhed og den ultimative kærlighed, og deerfor inspireres af det der ligger ud over trivialiteterne. Og vi er opfordret til at leve vores liv, ikke overfladisk, men til at leve vores liv ved kilden, kilden til strømmen af liv, hvor den kilde springer frem krystalklart og med kraft.

Fully Alive

13. APRIL

Overvej den udtalelse af Jesus, at den som er optaget af sin egen sikkerhed, er fortabt, men den som vil miste sig selv ’for min skyld’, vil finde sit sande selv.52 At meditere er at give slip på sig selv, at blive opslugt i Gud, at blive yderst opslugt i det umådeligt generøse, som vi kalder Gud. Ingen af os kan nogensinde finde vores sande selv, vi kan aldrig komme i kontakt med den fulde mening eller den fulde forståelse, medmindre vi er forberedt på at miste os selv for Gudsrigets skyld.

Med andre ord, ingen af os kan nå til kundskab uden tro. Fylde af kundskab er umulig uden fylde af tro. Og meditation er troens vej, fordi den er en indgang til Guds anderledeshed, og for at komme ind på denne vej, gå oprigtigt på denne vej, må vi lære at tage opmærksomheden helt væk fra os selv og at se fremad. Vi må lære at se ind i ren kærlighed. Vejen til at lære det er mantraets vej.

Når du mediterer dag efter dag, så sig blot dit mantra, lad det lyde i dit hjerte. Spørg ikke dig selv ”Hvad får jeg ud af det?”, ”Nyder jeg det”, ”Hvad får jeg af indsigter?”, ”Hvad føler jeg?”. Alle disse spørgsmål kan kun føre os længere ned ad ego’ets blindgyde. Sig dit mantra og ikke andet. Det eneste problem i meditation er, at det er så enkelt. Hvis blot vi kunne lære det enkle at sige vores meditationsord som et barn, med barnlig tillid, ville vi miste os selv. Vi ville miste os selv i Gud, og ved at miste os selv ville vi finde vores vej til at være i relation til alt. Vi ville finde vores vej ind i kærlighed.


14. APRIL

52 Matt.10,39.

I meditation lærer vi at blive mere og mere sensitive overfor Guds nærvær, som vi nu opfatter som noget udenfor os, men som noget indre, noget der omslutter os ved rødderne. Vi går skridtet videre for at leve i hans nærvær med absolut tillid og med en voksende fornemmelse af sikkerhed af, at Han er klippen, grundlaget, på hvilken vores sikkerhed er funderet. Gud er grunden for væren, i hvilken vi for evigt er rodfæstet.

Jo længere vi mediterer, des mere bliver vi klar over, hvor urokkelig troen er. Den kan ikke bare sættes til side, simpelthen fordi den er selve det grundlag, som vi har lært at leve ud fra. Alt dette vokser ud af den simple praksis at sige vores mantra hver morgen og hver aften, i voksende enkelhed, i voksende ydmyghed, i voksende kærlighed, i voksende forundring.

Dette kan meget let komme til at lyde arrogant. Det kan synes ret arrogant at sige, at vi kommer til at kende Kristus, når vi er udholdende i vores meditation. Men jeg tror, at sandheden ikke er mindre end dette. Vi kommer virkelig til at vide, hvad det er at være i Hans nærhed. Vi lærer virkelig, ved at være i Hans nærhed, at leve ud af resourcerne fra denne nærhed, blandt andet at kommunikere Hans godhed, Hans hellighed til enhver vi møder. Vi kommer også til at forstå dette nærvær som nærværende kærlighed, som aktuel medfølelse, som virkelig forståelse, som øjeblikkelig tilgivelse. Det forunderlige i alt dette er, at, hvis vi lever vores liv grundet i disse realiteter, som sandheder der er helt urokkelige, kan vi ikke rive os selv op med rode, når først processen er gået i gang. Faktisk fordyber vi konstant vores commitment til Kristus.


15. APRIL

Meditation er så vigtig, fordi den er Jesus’ rene bevidsthed, der brænder vores ego væk. Hans guddommelighed er kraften i en fuldt realiseret menneskelighed, og at blive engageret i et forhold til en sådan menneskelighed gør os i stand til at agere udover vores selvopfundne og ofte selvdefinerede grænser. Kraften i hans guddommelighed brænder alt vores eget vækDen kristne vej er at blive centreret i Kristus frem for i vores egoistiske, selvbegrænsende illusioner. Vi behøver ikke at koncentrere os om vores illusioner eller syndefulde tendenser, men ganske enkelt – og med enkelt menes ikke let – tillade Kristus’ guddommelighed at brænde dem væk, afsløre dem alle som det bedrag de er. Kristi guddommelighed får alt ikke-guddommeligt til at opløses.

Vi har i nutiden brug for at høre, at det er hvad kristen bøn handler om. Ikke selvforkastelse i forstilt ydmyghed. Ikke egocentrisk afhængighed af eller frygt for en fadergud. Ikke psykologiske spil med vores eget sind. Men forvandling i guddommelighed. Kristen bøn handler om at leve i harmoni med Guds mysterium i dybet af vores væren. Og eftersom det er at være rodfæstet i virkeligheden, er det også at være rodfæstet i glæde og i kærlighed. Bøn er yderst realistisk og den uundgåelige komponent i sund realisme. Den eneste virkelighed er Gud, som er kærlighed, og kraften og guddommeligheden i denne kærlighed findes i vore hjerter – hvis vi søger den. Og hvis vi søger den, finder vi den. Denne søgen er pilgrimsrejsen.

Word Made Flesh

16. APRIL

I kontakt med andre vågner vi til den dybere sandhed om os selv, som det er meningen vi skal se, og derved lærer vi at komme udover os selv. Det er derfor, regelmæssig meditation, hvad enten det er dagligt eller ugentligt, med den samme gruppe eller det samme fællesskab, er sådan en kilde til en sund udholdenhed på vores pilgrimsvandring. Vi kan ikke holde fast ved illusionen om en isoleret pilgrimsvandring, når vi er sammen med andre. Og samtidig kalder dette både fysiske og spirituelle nærvær os til et dybere personligt engagement i stilhed og udholdenhed.

Gruppen eller fællesskabet sørger også for at man ikke kører sig selv op som spirituel helt eller dramatiserer sin egen udvikling. Ved at være i kontakt med almindelige fejl og misforståelser og andres begrænsninger sættes vores eget svar og udholdenhed i det perspektiv vi har brug for for at holde balance og harmoni i vores liv. Ved at være sammen med andre lærer vi om os selv.

Jeg bliver med tiden mere og mere forundret og glad over, hvor mange forskellige slags mennesker så mange forskellige steder, der hører om meditation og virkelig tager det til sig; mennesker som hører det fra et eller andet dybt og måske uventet stilhedssted indeni sig selv. Og jeg bliver endnu mere opmuntret over, at så mange er udholdende med disciplinen i meditation, så det virkelig gør en forskel. Det er mennesker i alle aldersgrupper og med alle mulige forskellige slags baggrund, uddannelsesmæssigt, socialt og religiøst. Men de har alle opdaget et fælles centrum, Kristus, som lever i deres hjerter og i hjertet af hele skabningen.

The Present Christ

17. APRIL

Apostlen Peter fortæller os om vigtigheden af at holde Kristus hellig i vore hjerter.53 Rodfæstet i Ham er vi rodfæstet i princippet for alt liv, i virkeligheden selv, og grundfæstet i Ham har intet andet, end ikke døden, ultimativ magt over os. Udfordringen er at finde vores vej til Ham ved at finde vejen til vores eget hjerte, så vi kan holde Ham hellig der. Meditationens vej er derfor som konsekvens at lære at dø fra al illusion, al ikke-virkelighed, og meditationens vej er derfor vejen til at lære at opstå med Kristus, at opstå udover os selv og vores begrænsninger og nå til evigt liv, at gøre dette nu, i dag, og ikke udsætte det evige liv til et tidspunkt, hvor vi måske kommer i himlen. Himmeriget er med os nu og vi må være åbne overfor det nu, for, som apostlen Peter siger, vi skal levendegøres i ånden og blive helt fyldt af Guds liv. Som kristne må vi aldrig nøjes med mindre.

Vores liv som kristne er ikke bare et spørgsmål om at finde en måde at komme gennem livet. Hvert eneste ord i Det ny Testamente peger på, at det er af yderste vigtighed, at vi lever vores liv i en tilstand af stadig vækst, udvidelse af hjertet og udvidelse af ånden, vokser i kærlighed og bliver stadig mere rodfæstet i Gud. Hver enkelt må erkende vores potentiale, at vi er et ekspanderende univers, og at hver enkelt af os har mulighed for en energi-udvidelse, som er intet mindre end uendelig.

Moment of Christ

18. APRIL

53 1. Pet.3,15.

Meditation og vores daglige commitment til meditation er ganske enkelt den tilstand at blive omvendt, den tilstand at leve, ikke i noget man forestiller sig, ikke bundet af billeder, men den tilstand at leve rodfæstet i den virkelighed, som er Gud. Det enkle greb er at gå hinsides tanke, hinsides billeddannelse ind i denne virkelighed. Det er, hvad det at sige mantraet, sit meditationsord, handler om: at gå ud over al tanke og alle billeder og være åben overfor den yderste virkelighed Gud, som er kærlighed. Invitationen til os som kristne, invitationen som er givet til hver enkelt af os, er at leve vore liv i denne tilstand af dynamisk omvendelse med et uendeligt perspektiv: alt liv, al historie, al tid oplyst af Kristus’ kærlighed.

Korset er det helt overordnede kristne symbol, fordi dets vandrette plan bliver gennembrudt af det lodrette plan, og fordi den kristne vision ikke er en fornægtelse af dette liv, ikke er en fornægtelse af historie eller tid, men en åbenhed mod det store faktum i historien, at tiden er blevet gennembrudt af Kristus’ kærlighed. Det er den virkelighed, vi må leve ud af. Og vi kan kun leve ud af den, hvis vi selv er åbne overfor den i vores hjertes inderste – ikke billeder, ikke illusioner man forestiller sig, hvor hellige eller religiøse de ellers kan være, men virkeligheden, klippen som er Kristus.

Being On The Way

19. APRIL

Der kommer et tidspunkt, efter at man er begyndt at meditere, hvor bevidstheden om det nye man er i gang med, bliver lidt tyndslidt og det begynder at blive lidt ”det-samme-igen”. Det er ironisk nok på det tidspunkt, hvor ens selv-optagethed begynder at blegne, og oplevelsen af helhed begynder at manifestere sig, at mange giver op. Den kraft, som er nødvendig til at fortsætte og til at tillade mysteriet at vokse i centrum af vores væren, er det vi kalder tro.

Det, som kirken altid har vidst, er, at tro er ren gave. Den kraft, som gør os i stand til at rejse dybere ned i det, som kan virke fuldstændig ordinært i meditation, er helt igennem personlig. Den kalder på et modent svar, men det er ikke vores eget i nogen som helst besiddende eller selv-bekræftende forstand. Vi kender det som den tro, Jesus selv kommunikerer til os ved Hans bevidsthed, der lever uden modsætninger i os og iblandt os. Denne kraft får vi del i fra denne kilde dybt i centrum af vores ånd, hvor Hans Ånd er. Vi modtager den også fra de ord, der er talt ud af tro på utallige måder af både helgener og syndere, de troendes fællesskab på det menneskelige plan.

The Present Christ

20. APRIL

For moderne mennesker antyder ordet meditation ofte noget med passivitet eller ikke at foretage sig noget. Men meditation er ikke nogen af delene. Meditation er vejen til en tilstand af hel og fuld væren, en tilstand af væren, som går forud for al aktivitet, og uden hvilken al aktivitet vil have tendens til at være uden kraft og uden virkning. Al sund aktivitet i vores liv må strømme ud af en tilstand af at være til stede. Det betyder, at, når man begynder at meditere, begynder man at være helt vågen, at acceptere sig selv helt, at elske sig selv; og forstå sig selv som at have sin rod og sin grund i den yderste virkelighed, som vi kalder Gud.

Den største del af vores liv lever vi på et overfladisk plan, og reagerer alt for tit pr automatik. Men i meditation reagerer vi ikke på ydre stimuli. Vi lærer at leve ud af det vi er, også det dybeste i os selv, hvor vi finder og reagerer på den højeste, ene stimulus, som er Skaberen. Vi lærer at blive den person, vi er kaldet til at blive, efterhånden som vi lærer at følge den kilde, som har kaldet os til live. At være den person, man er, betyder at nyde ens eget liv som skabt førend alle ønsker og forventninger og krav. De tidlige ørkenfædre beskrev denne tilstand som den tilstand, hvor vi er ét, og hinsides ethvert ønske, fordi man er helt fyldt med Guds fylde. At være ét er at være hel. Vi har alt hvad vi behøver for at være ét, at være hele, at være udover ethvert ønske. At have ønsker er ikke ønskværdigt, fordi det kun kan komplicere og opdele, hvad der er beregnet til at være enkelt og forenet.

Erfaringen med meditation er derfor erfaringen af forenkling, at lære at forholde sig stadig mere enkelt. Det er hemmeligheden bag al lykke; at nyde det, som er. At være er den allerførste erfaring. Før al besiddelse, før al aktivitet; væren er permanent. Det er det evige i enhver af os.


21. APRIL

Erfaringen af bøn, indgangen ind i Jesus’ stilhed, bliver først præsenteret for os som en invitation, som det kræver mod at tage imod. Der vil altid være mange grunde, man kan gribe fat i, til at afslå eller udsætte invitationen. Men, når vi så har besluttet at tage imod den, vil det første øjeblik i bøn og det første skridt til at give slip på sig selv kræve al den tro, vi har fået. Guds evige stilhed, der beskrives så attraktiv i poesi og i teologi, rammer os med en så fremmed anderledeshed, at det kræver meget kærlighed, meget tro på at være elsket, for at fortsætte ind i stilheden. Det der dog kan opmuntre os, er dette: uanset graden af tro, vi har fået, er det tilstrækkelig til at begynde, og er vi først begyndt, flyder den kærlighed, vi har brug for, inderst i vore hjerter.


22. APRIL

Den fylde af liv, som Kristus tilbyder hver enkelt af os, er evigt liv – liv uden grænse. Mysteriet er, at den livsfylde får vi tilbudt præcis nu. Alle må lære, mens vi lever, at der må være konstant udvikling i livet. Den invitation vi har, er til at vokse, at udvikles, at modnes. Et af elementerne i den modningsproces er vores voksende evne til at gå ind i det nuværende øjeblik mere og mere helt, mere og mere fuldstændigt, mere og mere åbenhjertet. Det er derfor det er så vigtigt at blive ved med at meditere, udholdende, hver morgen og hver aften.

Hver gang vi mediterer, og hver gang vi siger vores mantra, går vi ind i den udviklingsproces, den fordybede evne til at være helt i nu’et. Den invitation vi har, er til at bygge vores liv på den evige klippe, som er Kristus. Det er utrolig nemt at komme til at lade livet flyde forbi os som en slags kalejdoskopisk tilfældighed. Det er alt for nemt at blive drevet hid og did af, hvad vej lykken nu vender, aldrig vide, hvor vi lander næste gang eller hvor længe vi vil være der.

Udfordringen for os alle er at finde den klippe, som er Kristus, at finde ham i vore hjerter og så svare i vores liv, rodfæstet i den visdom, som er kærlighed.

The Door to Silence

23. APRIL

Hvad angår bøn lærer traditionen os, at kristendom grundlæggende ikke er en teologi eller en idé. Den findes ikke hovedsageligt i sindet. Det er mest rigtigt at sige, at kristendom er en personlig og total åbenhed overfor personen Jesus. I den åbenhed bliver vi ført af Ham til Faderen. Kristendom er en transcendens-religion, der opfatter os som transcenderende, det vil sige gående ud over vores begrænsede liv og ind i Guds grænseløse liv.

Vi underviser i meditation i en bønstradition, som forener Johannes Cassian og ørkenfædrene fra det fjerde århundrede med bogen Uvidenhedens Sky fra det fjortende århundrede og, for eksempel, Abbed John Chapman i det tyvende århundrede. Den tradition fortæller, at den egentlige måde at besvare den grundlæggende kristne sandhed er at blive fuldt åben overfor virkeligheden af Jesus’ liv inden i os, dybere end tanker eller ord kan nå. Den lærer os, at vejen til dette dyb er et spirituelt discipelforhold. Vi må lære at have en disciplin. Det egentlige i denne disciplin er intet mindre end at lægge ego’et bag sig. Det betyder at lægge de begrænsninger bag sig, som vi så ofte identificerer os selv med, og lære at være åbne overfor Guds grænseløse væren. Denne lære rummer et forunderligt kristent dogme.

Alting sker for jeres skyld, for at nåden kan nå til flere og flere og dermed forøge taksigelsen til Guds ære.54 55

Word Made Flesh

24. APRIL

54 2.Kor.4,15.55 Forfatteren kunne her med måske større ret have henvist til to andre steder i Paulus-litteraturen, Ef.3,19 og Ef.4,13. (O.a.)

I meditation vender vi bevidsthedens søgelys væk fra os selv, og det betyder væk fra en selv-centreret analyse af vores egen uværdighed. ”Dersom erindringer om tidligere handlinger bliver ved med at dukke op mellem dig og Gud”, siger forfatteren til Uvidenhedens Sky, ”skal du resolut træde hen over dem på grund af din dybe kærlighed til Gud.”56 I bøn kommer vi ind i et dybere nærvær til Gud i Kristus. Vores vej er stilhedens vej. Vejen til stilhed er mantraets vej.

Igen og igen og til stadighed er de åndelige mestres råd om bøn sammenfattet i dette enkle råd: ”Sig dit mantra; brug det lille meditationsord.” Uvidenhedens Sky giver det råd ”og bed ikke med mange ord, men med et lille ord på en enkelt stavelse. Knyt dette ord fast til dit hjerte, så at det altid er der, uanset hvad der ellers sker. Med dette ord vil du holde alle tanker væk.”57

I sit berømte brev til Mikkelsmesse 1920 fra Downside beskriver Abbot John Chapman den enkle, vedholdende brug af et mantra, som han havde opdaget, mere ved sin egen modige udholdenhed i bøn end af nogen lærer. Han havde genopdaget en enkel og meget gammel bønstradition, som kom til Vesten via munkebevægelsen og først kom ind i den vestlige munkebevægelse gennem Johannes Cassian sidst i det fjerde århundrede. Cassian havde selv fået den overleveret fra hellige mænd fra ørkenen, som sagde, at den stammede helt tilbage fra apostolisk tid.

Word Into Silence

25. APRIL

56 Uvidenhedens Sky, kap. 6.57 Uvidenhedens Sky, kap. 7.

Meditation er eksistentielt interesseret i to vigtige ting: Guds nærvær, og at blive opmærksom på dette nærvær. Disse interesser er så gamle og så moderne som den menneskelige bevidsthed selv, og intet liv kan påstå at være fuldt menneskeligt, som ikke inkorporerer en vis træning og opmærksomhed mod dem. At ignorere eller udskyde dem er både en synd og tåbeligt. Visdom er anderledes:

Min søn, om du vil, kan du få belæring; og hvis du giver dig hen deri, vil du blive kundskabsrig. Holder du af at høre, vil du tilegne dig indsigt, og låner du øre dertil, vil du blive vis.58

Formålet med meditation er at vi lytter og at vi bliver opmærksomme. Vi bliver opmærksomme på Guds nærvær, Han, der i den afgørende åbenbaring i Det gamle Testamente betegnede sig selv som Jeg er den, jeg er. Esajas, som giver os navnet Messias, kalder ham Emmanuel, Gud med os. Igen og igen læser vi i den bibelske åbenbaring, hvordan Gud åbenbarer Sig for dem, der vandrer med ham, for dem, som lever ’i tillid for hans åsyn’. Igen, det er, hvad vores meditation egentligt handler om: være med Gud, som er med os og gå forvandlingens vej i tillid til Hans omsorg. Meditation er en pilgrimsrejse på hvilken vi rejser til vort hjerte, for at finde Jesus dér – Han som åbenbarer og legemliggør Gud. At finde Hans Ånd er det første stadie på vores pilgrimsrejse. Og vi fortsætter vores pilgrimsrejse med Jesus til Faderen.


26. APRIL

58 Siraks Bog 6,32-34.

Det sker somme tider, når man mediterer, især når man er begynder, at en stor følelse af fredfyldthed overvælder en. Så siger man måske til sig selv: ”Det her er ret fantastisk. Hvor kommer jeg hen? Hvad handler det om? Den oplevelse vil jeg gå ind i.” Man holder op med at sige sit mantra, og mest sandsynligt sker det, at så snart man holder op med at sige mantraet, er følelsen af fred væk og bliver noget man bare husker var der. Men almindeligvis sker der noget værre, fordi, når man har mistet følelsen af fred, beslutter man sig for at finde den igen. Så man begynder at sige sit mantra mere tydeligt og mere determineret, mere bevidst om at prøve en gang til at besidde den følelse af fred.

Men, som Johannes af Korset59 beskriver det, så er meditation en ikke-besiddelses vej. Man kan ikke prøve at besidde fred eller Gud, eller få Ham til at give nåde, trøst, eller højdepunktsoplevelse af en eller anden slags. Vi beder ikke om noget. Vi mediterer, fordi det er nødvendigt at vi mediterer, og derfor mediterer vi uden krav, og giver afkald på en hvilken som helst slags materialistisk ting. Det eneste sande motiv til meditation er det ultimative – at vi mediterer for at være. At være det menneske, vi er kaldet til at være i den kristne vision, er et ganske vidunderlig kald. Det menneske vi er kaldet til at være, er et frit menneske, som helt og fuldt tager imod og svarer på den gave, som vores egen skabelse er.


27. APRIL

59 Spansk munk og mystiker, 1542-1591. (O.a.)

Meditation er yderst enkel. Der er absolut intet kompliceret ved det overhovedet. Det er enhed af krop og ånd, og når vi sætter os ned for at meditere, sætter vi os ned som et helt menneske. Vi sætter os ikke ned for at engagere os i en spirituel aktivitet, for at vi ti minutter senere kan engagere os mere produktivt i en eller anden verdslig aktivitet. Vi sætter os ned som det hele menneske vi er – krop og ånd – og formålet med meditation er, at vi, ved at gå ind i den enhed af vores eget væren, holder op med at leve livet på to, tre, fire eller flere niveauer. Vi lever vores liv ud af den ene virkelighed vi er. I den forstand kan et kristent menneske se meditation som en proces af helliggørelse ved Helligånden, hvis gave er enhed, som er enhed i den tre-enige Gud. Vi er kaldet til at være hellige som Gud er hellig.60 Det betyder at være et som Gud er en, at være forenet i et relationsforhold.

I en kristen forståelse er hver enkelt af os på en pilgrimsrejse på vej til at opdage, at det forunderlige i vores egen skabelse er, at vi er skabt af Gud med en evig bestemmelse, til en grænseløs ekspansion af ånd. Det som vi skal lære når vi mediterer, er glimt af en indsigt i vores egen værdi og vigtighed.

Når Gud har sendt Sin Søn, Jesus, for at åbenbare både Hans storhed og vores potentiale, er det basis for at se vores grænseløse værdi. At se det er en egenskab ved troen, og vi lærer i meditation, at kilden til tro er Jesus’ Ånd i vores eget hjerte. Nu kender vi ganske vist disse sætninger som erklæringer indenfor teologisk teori, men hvis vi vil leve vores liv fuldt og helt - og fuldt og som kristne, hvilket er et og det samme, - så er vi nødt til at afkode disse sandheder som eksistentielle realiteter i vore hjerter. Og det er hvad meditation handler om: at afdække sandheden der åbenbarer virkeligheden.

The Way og Unknowing

28. APRIL

60 1.Pet.1,16.

”Mit hjerte var uroligt, indtil det fandt hvile i dig”. Denne sætning af Augustin (o. 400 e.Kr.) taler eksistentielt til alle generationer af kristne. Det handler om den universelle og evige menneskelige søgen efter at finde den hvile og at erkende, at det at finde hvile er at se den udfordring i øjnene at komme ind i virkeligheden. Vi har brug for at finde den solide grund, som vi lever af. Så meget liv strømmer forbi. Det at leve er som sand, der løber igennem et timeglas. Men samtidig med, at vi ser sandet løbe igennem, ved vi også, at det ikke kan være alt hvad der er. Vi ved, at der må være noget mere solidt og varende.

Vi ved også noget andet. Vi ved, at det ikke bare er meningen at vi skal finde og se dette klippefaste grundlag, men at vi er opfordret til helt at leve fra dette grundlag. Det er den erfaring af frihed, der er beskrevet i Det ny Testamente. Når vi er rodfæstede og grundfæstede på denne solide klippe, som er Kristus, så lever vi ”i Kristus”, så at vores liv og dets horisont begynder at udvides. Det er den kristne erfaring. Det vi inviteres til, er ikke bare at leve vores eget isolerede liv, men at leve ud af Guds uendelighed – eller, rettere, ind i Guds uendelighed. Meditation drejer sig om sådan et liv rodfæstet i Kristus. Vi finder os selv i Hans mysterium, og vi fortaber os selv i Hans mysterium.

Word Made Flesh

29. APRIL

Meditation er absolut enkelhed.Men hvad sker der under meditation? Egentlig er det lige meget, hvad

der sker. Det der er det afgørende, er at sige sit mantra og at sige det gennem hele den tid man mediterer. Jeg tror det er en erfaring hos rigtig mange der mediterer, især begyndere, at det ofte vil se ud, som om den halve time man har brugt til at meditere morgen og aften, vil forekomme som helt og aldeles spild af tid. Man vil rejse sig fra meditationen og sige: ”Nå, hvad fik jeg så ud af det?” ”Ingenting.” ”Hvad skete der?” ”Ingenting”. Det er derfor meditation er en trosakt.

Når vi mediterer, når vi sætter os ned for at meditere, sætter vi os i forbindelse med en stor og berømt læge. Og vi gør som mennesker, der gennem århundrederne har forstået, at den største visdom er at lægge sit ego bag sig; mennesker som har forstået Jesus’ ord: ”Hvis I ikke lægger jeres ego bag jer, kan I ikke være mine disciple.” De mennesker var trådt ind på en vej til absolut frihed i ånden – den vej, hvor vi lægger alle vore begrænsninger bag os og kommer ind i den ubegrænsede generøsitet i Guds kærlighed.

The Door to Silence

30. APRIL

Det centrale budskab i Det ny Testamente er, at der i virkeligheden kun er én bøn og det er den bøn Kristus beder. Det er en bøn, der foregår uafbrudt i vore hjerter dag og nat. Det er den strøm af kærlighed, der flyder konstant mellem Jesus og Faderen. Det er Helligånden.

Den vigtigste opgave for ethvert fuldt menneskeligt liv er at blive så åben som mulig for denne kærlighedsstrøm. Men det er op til os at tillade denne bøn at blive vores bøn, at gå ind i den erfaring af at blive ført af strømmen hinsides os selv ind i denne vidunderlige Jesus’ bøn – denne kosmiske flod af kærlighed.

For at vi kan erfare det, må vi lære en ret så krævende disciplin, som er en stilhedens vej. Det er som om vi må skabe et rum inden i os selv, der vil tillade den bevidsthed, der er i Jesus’ bøn, at omslutte os i dette kraftfyldte mysterium.

Moment of Christ

1. MAJ

Der findes ikke halve beslutninger. Man kan ikke lave en beslutning om at meditere lidt. Valget er, om man vil meditere og rodfæste sit liv i virkeligheden. Virkeligheden er frihedens virkelighed – at man er fri til at være, til at være fuldt og helt, i hvert eneste øjeblik af ens liv. Så vidt jeg har forstået, er det det, evangeliet handler om. Det er hvad kristen bøn handler om. At engagere sig i livet, engagere sig i det evige liv. Jesus underviste i, at Himmeriget er her og nu. Det som vi skal gøre, er at være åbne overfor det, hvilket er det samme som at engagere sig i det. Hør Jesus’ ord i Mattæus-evangeliet:

Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.61

Det er den slags engagement, vi har brug for – viljen til at meditere hver dag og i sin meditation at sige mantraet fra begyndelsen til enden.

Moment of Christ

2. MAJ

61 Matt.13,44-46.

Meditation er vores måde helt at gå ind i det nærværende øjeblik. Vi har alle en tendens til at leve i fortiden eller måske til at leve i fremtiden. Men lev ikke i fortiden eller i fremtiden. Lær at være helt nærværende i det nærværende øjeblik, i nu’et, i det nu, som vi kan beskrive som Guds evige nu. Oplevelsen af at være ulykkelig kommer hovedsagelig af, at vi nægter at være i nu’et. Selv lidelse har mening, men med mindre vi accepterer den helt og fuldt i øjeblikket, har vi oplevelsen, men er gået glip af meningen. Så, det vi skal lære at gøre i meditation, er at lytte til mantraet med total opmærksomhed. Det er at indskrænke vores bevidsthed til et enkelt punkt: det punkt hvor mantraets enkle lyd lyder. Det er, hvad vi skal lære at gøre: at sige mantra’et, ma-ra-na-ta, at lytte til det med total og stadig dybere opmærksomhed – ma-ra-na-ta – og at gøre det med voksende enkelhed og ydmyghed.

In The Beginning

3. MAJ

Rejsen er ganske enkel. Den kræver en vis forståelse af dens vigtighed, en vis ydmyghed for at begynde, og en vis udholdenhed og mod til at fortsætte – frem for alt villigheden til at blive ledt ind i en tilstand af fylde. Dette er alt sammen afgørende menneskelige kvaliteter, kvaliteter, der er nødvendige for en frugtbart kontakt til livet, og rejsen er udefra set ganske ordinær. Vi følger ikke vejen til et sensationelt liv, men til at se livet – ethvert aspekt af det såvel som dets indre harmoni og retning – som det mysterium det er. Den største fare og fristelse er at komplicere. Så vidt jeg kan se, sker der det, at hvis vi virkelig er på rejsen, – hvis mantraets fattigdom er den rige tråd i vores liv, – så vokser vi mere og mere i enkelhed. Og mere og mere ser vi den største enkelhed i det kald, Jesus retter til hver enkelt af os, om at forlade alle ting og lægge sit ego bag sig og følge ham ind i den grænseløse frihed, der er i Hans forening med Faderen.


4. MAJ

Jeg har ofte set, når jeg har talt til mennesker om meditation, at det er den ikke-kristne, endog det menneske der ikke har nogen religion, der først forstår, hvad meditation drejer sig om. For mange almindelige kirkegængere og mange præster, munke og nonner, ligner mantraet i første omgang en mistænkelig, ny-indført bønsteknik eller et mistænkeligt trick, eller en slags terapi, der måske kan hjælpe en til at slappe af, men ikke har nogen ret til at kalde sig kristent. Dette er en håbløst sørgelig situation. Så mange kristne har mistet kontakt med deres egen tradition for bøn. Vi drager ikke længere den fordel, vi burde, fra visdommen og de erfaringsbaserede råd fra de gamle mestre i bøn.

Alle disse mestre er enige i, at i bøn er det ikke os selv, der tager initiativet. Vi taler ikke med Gud. Men vi lytter til Hans ord inden i os. Vi ser ikke efter Ham, det er Ham der har fundet os. Walter Hilton udtrykte det meget enkelt i det fjortende århundrede. Han skrev: ”Du skal ikke gøre noget, du skal blot tillade Ham at virke i din sjæl.”62 Den hellige Teresas råd var helt på linje med dette. Hun minder os om, at alt hvad vi kan gøre i bøn, er at stille os selv til disposition; resten er i hånden på den Ånd, der leder os.

Word Into Silence

5. MAJ

62 Fuldkommenhedens Stige, Bk II, kap.24.

Sproget er så uegnet til at forklare hele fylden af mysteriet. Det er derfor den absolutte stilhed i meditation er så yderst vigtig. I meditation prøver vi ikke på at tænke på Gud, tale til Gud eller forestille os Gud. Men vi forholder os i stilheden åbne overfor Guds evige stilhed. Gennem praksis og belært af daglig erfaring opdager vi i meditation, at dette er den naturlige indstilling for alle. Vi er skabt til dette og vores væsen blomstrer og udvides i den evige stilhed.

’Stilhed’ er imidlertid et ord, der allerede giver et falsk indtryk af oplevelsen og måske forskrækker mange mennesker, fordi det antyder en slags negativ erfaring, fratagelse af lyd eller sprog. Mennesker frygter, at stilheden i meditation er regressiv. Men erfaring og tradition lærer os, at bønnens stilhed ikke er den før-sproglige, men den efter-sproglige tilstand, i hvilken sprog har afsluttet sin opgave at pege os igennem og udover sig selv og hele området af mental bevidsthed.

Den evige stilhed er ikke frataget noget som helst og fratager os ikke noget som helst. Det er en stilhed i kærlighed, i ikke-dømmende og ubetinget accept. Vi hviler dér med vores Far, som inviterer os til at være der, som elsker at vi er der, og som har skabt os til at være der.

Word Made Flesh

6. MAJ

Et af de aspekter af meditation, som vi må finde ud af at forholde os til, er at lære at meditere ikke for at opnå noget eller for at beherske noget. Nej, langt mere skal vi forholde os til det i retning af total given-sig-hen udover hvad vi forestiller os. Spinoza skrev: ”Velsignelse er ikke er belønning for dyd. Dyden er i sig selv en velsignelse. Vi finder ikke glæde i dyd, fordi vi har kontrol over vores lystfølelse, med modsat: fordi vi har glæde i dyd, er vi i stand til at kontrollere vores lystfølelse.” Kristnes tilgang til deres spirituelle liv har ofte haft karakter af belønning eller beherskelse. Men begær, belønning, behov for at beherske og kontrollere er fjende af alt, hvad der har spirituel værdi. Den visdom, som løser op for den spirituelle skat, er fattigdommens ånd, en ikke-beherskelses ånd. Ja, faktisk lærer vi i meditation at ikke-beherske.

Den spirituelle vej er en vej, der fører fra ego’et til den anden. Som I ved fra jeres nuværende erfaring i meditation, må vi betræde den vej med tro og med mod. At lære at sige mantraet, så at vi fraskriver os enhver tanke og enhver optagethed af os selv, kræver hengivelse. Men den fører os til absolut frihed, fordi vi har lagt alle anden-hånds værdier bag os: succes, rigdom, kontrol, magt, hvad som helst.

Fully Alive

7. MAJ

For at lære at meditere må vi være forberedt på at komme ind i hele sandheden, og det er det udfordrende ved meditation. Sandheden om os selv, sandheden om andre og den ultimative sandhed om al virkelighed. Vi er nødt til at lære, at hvis vi vil meditere, må det være uden betingelser. Vi kan ikke stille nogen betingelser overhovedet. Vores commitment er til hele sandheden. Det vil være en stor misforståelse at begynde på at meditere, med mindre vi er parat til i det mindste at indstille os på denne parathed til at se sandheden i øjnene. Foran en stor del af vores liv har vi alle slags filtre, der filtrerer både den sandhed der kommer til os udefra, og den sandhed vi lader gå ud i verden. Formodentlig er disse filtre nødvendige for de fleste af os, så længe vi lever vores liv på overfladen, så længe vi prøver at bruge vores energi til at beskytte vores eget billede af os selv.

I meditation committer vi os til at leve vores liv ikke på selv-billedets niveau, eller på halv-virkelighedens overfladiske niveau. Vi committer os til virkeligheden som den er, og vi gør det ved en proces, en daglig proces – og det er derfor det er vigtigt at meditere hver dag – en fortsat proces, hvor vi omdirigerer al vores energi fra defensive og beskyttende kanaler til den kreativitet, der får os til ikke at søge at beskytte vores eget billede af os selv, men som nærmest tvinger os ud på en opdagelsesrejse.

The Door to Silence

8. MAJ

Den udfordring, som enhver af os må se i øjnene, hvis vi vil leve vores liv fuldt og helt, hvis vi vil svare på, hvad vi dybest set er som mennesker, den udfordring vi må se i øjnene, er at etablere kontakt med energi-kilden i vores eget hjerte. Kaldet til os er et kald til modenhed, til at leve livet fuldt og helt, og hver enkelt af os må, når vi nærmer os denne modenhed, lære at acceptere vores eget personlige ansvar for dette arbejde, for denne rejse. Det er ikke noget vi kan komme uden om, nogen som helst af os. Hvad enten vi bliver pilgrimme og følger pilgrimsvejen eller vi ikke gør. Vi kan ikke betale nogen for at gå pilgrimsvejen for os. Udfordringen, som Kristus stiller os over for hver især, er en personlig udfordring: Bliv i Min kærlighed. Den anden regel for pilgrimmen udgår fra det faktum, at vi ikke gør rejsen alene. Invitationen til at blive et integreret menneske, ét helt menneske, til at leve livet fuldt og helt er en invitation til alle.

Vejen kan bestemt blive snæver, men vores vision må være alt-omfattende og strække sig ud i det uendelige. Det er ikke kun ’min pilgrimsvandring’. Det er altid ’pilgrimsvejen’. Det er aldrig kun ’min udvikling’ eller ’min helliggørelse’. Det kald, som vi alle, hver især har, er at blive ét med den al-hellige Gud. Det er universaliteten i dette kald og svaret på det, der er basis for alt sandt fællesskab. Når vi sammen deler stilheden under meditationen, bliver vi hver især forvandlet, idet vi rejser ind i og ud over os selv, og vi bliver alle og hver især ét i Ham. Alle vores kulturelle, sociale, uddannelsesmæssige, religiøse barrierer bliver overskredet ved kraften i Hans kærlighed

Being On The Way

9. MAJ

Den måde, vores tradition lærer os at forholde os til Guds selv-åbenbaring, er ikke at tænke, ikke analysere, ikke reflektere og overveje, men at lære at være som et lille barn, at lære at være ydmyg. Det gør vi ved enkel og konstant gentagelse af vores meditationsord. For at meditere er vi altså nødt til at sidde stille og at sidde oprejst. I begyndelsen får man en enorm brug for at klø sig på næsen eller øret, men det må man komme igennem. Man skal bare sidde stille. Endvidere må man lære at sige sit meditationsord.

Man vil opdage, når man fortsætter, at man kan sige sit mantra på et niveau, mens der er tanker i gang på et andet niveau nedenunder og på et tredje niveau ovenover, på endnu et niveau på den ene side, på et andet niveau på den anden side. Ignorer dem alle. Sig dit mantra. Det er kunsten at meditere: at sige sit mantra i orkanens stille øje.

Mysteriet i meditation er, at man bliver ført til oplevelsen af stilheden af enhed, via mantraet der er ligesom Guds harmoni, der lyder i ens hjerte. Det leder en til oplevelsen af enhed – enhed i en selv, krop og ånd, enhed med hele skabelsen. Idet man sidder og mediterer, er man på sin plads i universet, og meditation leder én ind i en personlig oplevelse af, at Gud er centeret i universet. Det er hvad den daglige praksis – den daglige praksis er afgørende – vil lede én til, i al omsorgsfuldhed.

Man kan ikke lære at meditere ved at læse bøger om meditation eller ved at høre foredrag om meditation. Man kan kun lære at meditere ved at meditere, hver dag, hvor morgen og hver aften. Tab ikke modet. I begyndelsen vil man opdage, at man misser en morgen eller en aften (eller en dag eller en uge eller en måned). Men hvis man, bare svagt, har forstået, hvad der er involveret i meditationens praksis, vil man vende tilbage til den for at lære, hvor afgørende det er at komme ind i det dyb i ens ånd hver eneste dag i ens liv. Meditation drejer sig om frihed, frihed for ånd, udvidelse af ånd. Men vejen er, for os moderne mennesker, overraskende, fordi den er en disciplin.


10. MAJ

Når man begynder at meditere, må man have en eller anden slags motivation. Man må have et mål for at komme i gang, en form for skub for at sætte en i gang på vejen. Der er ingen bedre igangsætter end ønsket om at opnå en tilstand af indre og ydre harmoni. Fred er et godt formål, et der forener. I mange af de hellige skrifter i både østlige og vestlige traditioner beskrives dette mål som en tilstand af at være velsignet, af frelse eller enkelt som liv. Fornemmelsen er at være fuldt og helt, menneskeligt levende. Så hvis man ønsker en motivation til at meditere, så er det så god en grund som nogen. Men er man først begyndt at meditere på en regelmæssig daglig basis i sit liv, vil man begynde at opdage, at meditation snart opererer med sin egen dynamik.

Er man først begyndt at meditere, opdager man, at man går til det med en aftagende mængde krav og uden at se efter noget pay-off. Man mediterer ganske simpelt fordi det er den enkleste vej vi kan finde, der leder os til den fornemmelse af helhed, af ét-hed, som er udenfor vores kontrol eller besiddelse, og som kun kan nydes, når vi accepterer dens væsen som gave. I meditation opdager vi, at det at tage imod denne gave er hvad livet er givet til os for, for at være hele, for at være ét, og på den måde aktivere alt det potentiale, der frit er der for os, til liv, til lykke, til væren. Meditation er for ånden, hvad åndedrættet er for kroppen.


’

11. MAJ

Marias stilhed ejer en livsbekræftende kreativitet og bevidsthed, fordi den så klart udstråler den positive, affirmative stilhed, der rummes i at have sit center udenfor sig selv. Hun trækker sig ikke tilbage fra virkeligheden ind i en privat underverden, men er opmærksom på tilsynekomsten af det store format af hendes liv og den fulde åbenbaring af meningen med det. Sådan som hun transcenderer sit selv er hun arketypen på at sætte sit centrum udenfor sig selv som i en mors kærlighed til sit barn: et forhold der optog den jødiske religiøse billeddannelse, både som et udtryk for Guds aldrig svigtende kærlighed til mennesker og for deres afhængighed af Gud. Det konkrete i sådan et forhold viser sig kun i stilhed. Og det er kun i stilhed og igennem stilhed, at vi kan begribe, hvad der ligger udenfor det vi kan begribe, og fatte kraften i et mønster større end os selv: at transcendere.63

Community of Love

12. MAJ

63 Transcendere: at overskride; at gå udover sig selv. (O.a.)

Det er nødvendigt at meditere hver dag, og det er hårdt for mennesker i vores samfund: at gå ind i sådan en disciplin der ikke handler om, hvad vi får ud af det, men helt enkelt handler om at være. At være det menneske, man er skabt til at være, er at være rodfæstet i ens eget dybeste spirituelle center. Kultivere det og få det til at vokse ved den daglige venden-tilbage til praksis, hver morgen og hver aften. At sige sit meditationsord, at lade det lyde i sindet, og derved gå ind i en større og større enkelhed. Aristoteles64 definerede evighed som et ”evigt nu”. Styrken i meditation er, at vi prøver at være helt i det nærværende øjeblik, ikke tænke på fortiden, ikke fortryde noget i fortiden, eller sørge over det, eller analysere det. Ikke planlægge for fremtiden. Gud er. Gud er kærlighed. Gud er nu.

En af de vanskeligheder vi må se i øjnene ved at lære at meditere er, at det er meget vanskeligt for os at forestille os, at det at tænke ikke er den højeste og mest grundlæggende aktivitet for mennesket. Folk bliver nærmest forargede, når de for første gang hører om meditation – især hvis det er en religiøs gruppe – og jeg siger til dem ’I skal lære ikke at tænke på Gud’. Og hvis jeg siger til dem ’Bøn er grundlæggende ikke at forestille sig at man taler til eller tænker på Gud’, bliver gruppen sandsynligvis chokeret. Men det er sandt. Vi må forstå, at hver eneste af os har et meget større potentiale end bare at tænke.


13. MAJ

64 Aristoteles: græsk filosof, 384-322 f.Kr. (O.a.)

Hvis du er tålmodig og udholdende (og meditation vil lære dig at være både tålmodig og udholdende), så vil meditation føre dig ind i dybere og dybere områder af stilhed. Det er i stilheden, vi føres ind i det mysterium, som Guds evige stilhed er. Det er det Paulus siger, hvor han skriver til de kristne i Efesus og fortæller de helt almindelige mennesker i Efesus, mennesker som ikke er forskellige fra os, - hvad der er løftet i det kristne liv:

Han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én Ånd adgang til Faderen.65

Det er det, meditation drejer sig om – adgang til Faderen i den ene Ånd, Ånden der bor i jeres hjerte og i mit hjerte, Ånden som er Guds Ånd. Kristen meditation er ganske enkelt åbenhed overfor den Ånd, i dybet af vores væren, i al enkelhed, i al ydmyghed, i al kærlighed.

Moment of Christ

14. MAJ

65 Ef.2,17.

Jesus’ undervisning om bøn i evangeliet er den undervisning, der ligger til grund for meditation. For eksempel er ånden i den udholdende tillid, der ligger implicit i mantraet, den samme ånd, som vi finder i Hans opfordring ”Søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”66 Jeg tror, at ikke mindst i dag er mange mennesker usikre på hvad det er for et syn på det spirituelle i livet, der ligger i disse ord og som meditation bygger på. Man kan ikke, i vores meget materialistiske samfund, lade være med at spørge: hvad betyder det for mig? Hvis jeg følger den spirituelle vej, hvad får jeg så ud af det? Tænk bare på den grundlæggende opfattelse af livet, vi har i vores samfund. Den grundlæggende model vi opererer ud fra, er i det væsentlige mekanistisk, og livet kan alt for let blive et mekanistisk forehavende. Vi lærer gennem opvækst og uddannelse at håndtere livet ved at beherske diverse procedurer, og som et resultat får vi slet ikke sans for værdien af erfaringer.

Meditation er vigtig, fordi vi må befri os selv fra dette mekanistiske syn på os selv og samfundet. Spiritualitet er af yderste vigtighed, fordi det er det mest konkrete skridt man kan tage for at genopdage sig selv ikke som et tandhjul i et kæmpe samlebånd, men forstå sig selv som et mysterium med et uendeligt dyb. Det er af yderste vigtighed, at hver enkelt af os opdager dette for sit eget vedkommende. Vi kan ikke nøjes med at tage en andens ord for det. Det er noget, som enhver af os må erkende, og vide det helt klart, af egen erfaring. Har vi først erkendt det, følger alt andet derudfra i den rigtige rækkefølge.


15. MAJ

66 Matt.6,33.

Det kristne liv er den stadig dybere opdagelse af den sandhed, at Gud elsker os og at Jesus bor i vore hjerter, i dybet af centrum i vores væren. Endnu mere forbløffende er det at vide, at vi bor i Hans hjerte, ’i Ham’. Det kan vores sind ikke begribe. Kun hjertet kan vide det, fordi det er en viden, som kun dukker op i kærlighed.

Vi ved, at vi er elskede, og derfor elsker vi. Meditation drejer sig om at fuldende denne kærlighedscyklus. Vi begynder vores rejse i tro ved vores åbenhed overfor Ånden, der bor i vore hjerter, og som i stilhed elsker alle. Vi ender rejsen i tro, fordi der altid er en ny begyndelse til den evige glædesdans i kærlighed.

Tro og kærlighed avler håb. Kristent håb er den højeste tillid til Jesus’ troværdighed og til realiteten af Hans kærlighed. Denne tillid sætter os i stand til at sige mantraet. Vi giver slip på alt, hvad vi ønsker, alt hvad vi ved, og som gør, at vi ved at vi er til. Vi giver slip på det for at blive fattige; så er vi frie til at kaste ud på dybet af det mysterium, som er kærlighed, tro og den højeste grad af tillid.

Fordi jeg lever, skal I leve; den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer.

Det er derfor vi lægger alle ord bag os og lærer at være stille, stille i krop, stille i sind, stille i ånd. Rodfæstet i vores meditationsord, rodfæstet i Jesus og rodfæstet i kærlighed – til hinanden og i Ham.

Word Made Flesh

16. MAJ

Vi mediterer, ikke fordi vi søger oplevelser, ikke engang oplevelser af lys eller oplysning. Vi mediterer, fordi vi er kommet til at forstå, at enhver af os i vores liv må komme i kontakt med det, som er afgørende væsentligt. Vi mediterer, fordi vi ved, at vi ikke kan leve vores liv meningsfuldt, med mindre vi, helt seriøst og med en vis disciplin, arbejder på at være åbne overfor det, som meningen med livet udspringer af, og som findes i vores eget dybeste selv.

Alle vi, som har bare den svageste fornemmelse af, hvad det kristne evangelium handler om, ved, at vi er skabt af kærlighed og til kærlighed. Det ved vi, eller har i det mindste en fornemmelse af. Men vi ved også, at kærlighed ikke kan kræves. Man kan ikke gøre sig fortjent til kærlighed eller kræve kærlighed, kærlighed kan kun gives. I Jesus’ liv er det blevet åbenbaret for os hver især, hvor omfattende Guds kærlighed er personligt for enhver af os. Jesus har selv fortalt os, at Hans kærlighed virkeligt er i vores hjerter, og at vi, når vi mediterer, ikke forsøger at fortjene Guds kærlighed, men at vi simpelthen prøver at være åbne overfor, hvad der er givet os, åbne overfor det, som er.

In The Beginning

17. MAJ

Vores liv er ikke kun travle, de er for det meste også støjende. Men hvis vores liv skal være ladet med mening, skal have dybde og skal være en sand vækst i bevidsthed, må vi være rodfæstet i stilhed, rodfæstet i ånden, i mysteriet, hvis dybde aldrig kan måles, og hvis mening kun kan findes, når adskillelse erstattes af forening. Vi er hver især kaldet til at indgå med forundring i dette mysterium med hele vores væsen, i en total tilstedeværelse i det nærværende øjeblik, som er Guds evige nu. At blive berørt af dette under er at blive ydmyg og at vide med absolut sikkerhed, med vores egen erfaring, at skabelsens energi, kærlighedens kraft, findes i det menneskelige hjerte i stilhed og i stilheden i den rene bevidsthed.

The Present Christ

18. MAJ

Jeg tror, vi alle ved, hvad Georg Herbert67 udtrykte i sit digt ’Bøn er sjælens blod’68. Vi ved, at vi ved erfaringen af transcendens bliver vitaliseret og vi finder vores plads. Men hvordan er det miljø, som vi be’r i. Indtil for ikke så forfærdelig lang tid siden var vi tilbøjelige til at opfatte bøn som en form for individuel aktivitet, og vi opfattede vores involvering i fællesskabet som noget andet. Men i Det nye Testamente er der én central forenende virkelighed og det er kærlighedens virkelighed: kærlighed til Gud, kærlighed til medmennesket, kærlighed til os selv.

Jesus er Guds åbenbaring, og i Det nye Testamente er Han Guds kærlighed gjort synlig i verden, og Hans vision er en vision om fællesskab; i Jesus’ vision er kristendommen et fællesskab af brødre og søstre, der svarer sammen på den samme virkelighed, som er større end dem og dog rummer dem og konstant gør dem større. I vores meditation søger vi at være, at være dem vi er, og at komme ind i nærværet af den Gud, som er den Han er, og allermest ved vi, at vi i vores bøn ikke prøver at besidde Gud eller at lave om på Ham. Vi prøver at være et med Ham som Han er. Jeg tror det er sandt at sige, at der kommer en ny og vidunderlig dimension ind i bønnen, når vi kan finde andre som vi kan dele denne oplevelse med. Idet vi mediterer sammen, accepterer vi samtidig hinanden som vi er.

The Door to Silence

19. MAJ

67 Walisisk-engelsk præst og digter, 1593-1633.68 Som blodet er nødvendigt for at opretholde livet, er bøn nødvendig for at opretholde forbindelsen med Gud. Blodet er desuden symbol på lidenkab. (O.a.)

For at forstå hvad det betyder at meditere, er vi nødt til at begynde at sætte pris på det faktum, at det egentlige i meditation ikke er tænkning, men nærvær. Vi har brug for at lære at være helt nærværende hvert enkelt øjeblik. For det meste bruger vi ganske meget tid på at tænke på, hvad vi skal gøre (i fremtiden) eller hvad vi har gjort (i fortiden). For det meste kan vores sind så let som ingenting blive trukket ind i erindringer eller i planer. I meditation har vi brug for at lære er blive helt nærværende i det nu, som er i øjeblikket. For at meditere må vi lære at sige vores meditationsord, vores mantra med ren opmærksomhed. Hver af os må lære at sige vores meditationsord med voksende og fordybende opmærksomhed; og vi fordyber den opmærksomhed ved at lytte til det meditationsord vi siger.

The Door to Silence

20. MAJ

Det følgende er fra Mattæusevangeliet:

Den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.69

Og senere i det samme evangelium:Da sagde Jesus til sine disciple: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han lægge sit ego bag sig og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?70

Jeg tror, vi alle har læst evangeliet, og at alle vi, som har prøvet at åbne vores hjerter for det Jesus kalder os til, kan fornemme sandheden i disse ord: det paradoks, som Jesus sætter os over for, at for at finde livet, må vi miste det. Det paradoks ved vi på et dybt niveau af vores væren, er sandt, og den udfordring, som hver enkelt af os står over for, er denne: Hvordan skal vi miste vores liv, fornægte os selv, så vi kan følge Jesus, ikke først ved livets grænse, men i centrum, ikke bare overfladisk, men i dybet af vores egen væren? Han var selv det store eksempel. Som vi ved fra evangelierne, trak Han sig ofte tilbage fra sine disciple for at være alene med Sin Far. Og det er præcis det, der er invitationen: at vi må slippe det overfladiske, forlade periferien for i vores væsens centrum at være ét med Jesus, for at være med Ham i Faderen.

Fully Alive

21. MAJ

69 Matt.10,38-3970 Matt. 16,24-26

Uheldigvis tænker vi i vores komplekse og selvoptagede samfund på meditation som noget ualmindeligt, noget ekstraordinært. Men faktisk er det noget som hver enkelt af os er skabt til: at være enkel, at være ét og at blomstre i en tilstand af absolut enhed og fred. Meditation er den mest elementære del af vores dagligdag, når vi er mest os selv. I stilhed er vi ganske enkelt os selv, tænker ikke på vores forgangne liv, og ønsker ikke at blive et andet selv. I stilhed er vi mer og mer dybt rodfæstet i Gud, selve skabelses-kilden og det højeste selv, den ”store Jeg Er”. I disse tidsrum af yderste almindelighed lever vi ud af dybderne i denne evige selv-hed, ikke ego-identiternes overfladiskhed. Kraften i vores væren-til er vores væren i Gud.

Et af de mysterier, vi i kristendommen i de senere år har mistet forbindelsen til, er omfanget af denne kraft, som er givet hver enkelt af os som gave.

Jeg takker altid Gud, for al den rigdom der er blevet jer til del i Kristus. I har fuld kundskab, og I kan give fuldt udtryk for den, eftersom beviset for sandheden i Kristus er blevet bekræftet hos jer,… Det er Gud selv, der kaldte jer til at have del i Hans Søns Jesus Kristus vor Herres liv; og Gud holder sine løfter.71

Word Made Flesh

22. MAJ71 1Kor.1,4-6,9 (Her gengivet efter den engelske oversættelse. O.a.)

Meditation er på en måde ligesom et minearbejde. Vi er nødt til at komme dybt ned i vores hjerte. I den kristne vision skal denne nedstigning i os selv til, for at vi kan afdække den store skat, som enhver af os rummer, Guds Ånd i dybet af vores væren.

Det er hensigtsmæssigt, hvis man kan meditere først på morgenen og først på aftenen. Men hver enkelt må med de livsomstændigheder, man nu har, finde de tidspunkter, som passer den enkelte bedst og er mulige for den enkelte. Men hvis man kan, så mediter som det første man gør om morgenen, og først på aftenen. Jeg vil mene, at det er godt at komme renset til sin meditation, at vaske i det mindste ansigt og hænder, så at man har vasket dagens støv eller nattens søvnighed af sig. At vaske sig sådan forbereder kroppen til at være vågen for den renselse, der sker i meditationen.

Derefter forbereder man sin ånd ved et regelmæssigt, roligt, dybt åndedræt. Det sætter scenen for det seriøse arbejde, man skal i gang med. Husk, at meditation er at gå ind i nærværet af Den Ene, som ER, og det er i Hans nærvær, i nærværet af Den Ene, som ER, at den enkelte lærer at være, at være den person, man er kaldet til at være.

For at meditere må vi komme ud over alle billeder og frem for alt det billede, vi har af os selv. Derfor, når vi begynder meditationen, tager vi alle vores masker af. Vi li’som lægger dem ned på gulvet ved siden af os og begynder at blive den person vi virkelig er, i al enkelhed, hvorefter vi begynder at sige mantraet – ma-ra-na-ta. Vi siger ikke mantraet for at gøre indtryk på nogen eller for at skabe endnu et billede af os selv, ikke engang et spirituelt billede. Vi siger vores mantra for at lægge alle billeder bag os, alle ord bag os, så at vi kan være i al enkelhed og være stille.

The Door to Silence

23. MAJ

Det kan måske af og til være en hjælp, især hvis man mediterer i en gruppe med andre, at forberede meditationsperioden med noget egnet musik, hvor formålet kan være at glemme alle de ord man har haft gang i, glemme idéer og planer, tømme sindet for bekymringer. Det kan forberede en til at sige meditationsordet stille og roligt. Man skal sige meditationsordet med et barns enkelhed. Spørg ikke jer selv: ”Hvad får jeg ud af det? Er dette filosofisk sundt?” Læg alle disse spørgsmål til side imens. Sig mantraet fra dybet af ens væren, i al enkelhed. Derudover, hvis vi kan stå til rådighed, hvis vi kan være til stede, vil alt blive givet. Udover det er alt gave. Det som er nødvendigt for os, er at være til stede. Og meditation er den enkle måde at være til stede. Vi erkender den nye tid, som Jesus har indvarslet:

Hans guddommelige kraft har skænket os alt, hvad vi behøver til liv og sand religion, erkendelse af den Ene, der kaldte os med sin egen herlighed og lys. Og med den kraft og herlighed har Han givet os Sine løfter, større end hvad der kan købes for penge, og ved dem kan I undslippe den destruktion som begæret har påført verden, og I kan få del i guddommelig natur.72

Det er den spirituelle virkelighed, vi har vores væren i: at vi har del i Hans guddommelige natur. Vejen til at virkeliggøre denne virkelighed er disciplinens og det seriøse formåls vej, dagligt at vende tilbage til disciplinens praksis. Det er enkelhedens vej, udholdenhedens og, som I vil opdage, kærlighedens vej.


24. MAJ

72 2.Pet.1,3-4. efter den engelske oversættelse. (o.a.)

Hvis vi skal være helt præcise, må vi sige, at vi ikke af os selv kan etablere eller opnå koncentration. Der er ikke nogen tricks eller greb, der kan give hurtige resultater, ingen her-og-nu-mystik, eller i det mindste ingen som ikke vil overbelaste en uforberedt og udisciplineret psyke. Men der er en vej til at forberede os, i en naturlig proces, som i sig selv er en gave fra Gud, fra Åndens lys. Mantraet beroliger sindet og støtter alle vores evner til fokusering i et enkelt punkt; det punkt kender vi som betingelsen for den komplette enkelhed, der kræver ikke mindre end alt.

Meditation er ikke en teknik i bøn. Men det er, alligevel, et utrolig enkelt middel til at lede os ind i en integreret bevidsthed om vores eget væsens natur og om det centrale autentiske faktum om vores væren, som er, at Ånden be’r ”Abba, Far” i vores hjerte73. Jeg skrev ’enkelt’, ikke ’let’. Enkelhedens vej bliver en pilgrimsrejse, næsten så hurtigt vi går ud på den, og her vil vi erfare vanskeligheden ved at hengive os. Men vi er ikke alene på pilgrimsrejsen. Vi har både de troendes fællesskab der holder ud, og vejledning fra Ånden i vores hjerte. I samme grad som vi hengiver os, i samme grad og hundred gange mere vil vi blive genopbygget til os selv. Frugten af mantraets radikale enkelhed er en glæde hinsides beskrivelse og en fred hinsides forståelse.

Word Into Silence

25. MAJ

73 Gal.4,6.

Det som Jesus fortæller os, er, at der er intet værre end at være halvt vågen (eller halvt i søvne). Når du sover, så sov godt og grundigt, og når du er vågen, så kom til fuld vågenhed. Og det er det, som meditation leder os hen til. Ved at blive helt nærværende i dette øjeblik, i det øjeblik vi siger vores mantra, kommer vi ind i Guds Evige Nu. Den principielle kritik man kan have af nutidens kristne, er, at vi er og har været for langsomme til at forstå den fulde, faktiske storhed af den invitation, at vi har et kald til at være fuldt åbne overfor Kristus. Apostlen Paulus skriver til korintherne om denne invitation ’Det er Gud selv, der kaldte jer til at have del i Hans Søns Jesus Kristus vor Herres liv; og Gud holder sine løfter.’74

Traditionen fortæller os, at Guds liv, Guds kraft, kraften i Hans kærlighed til os kan findes i vores egne hjerter. At finde den kraft kræver, at vi er totalt nærværende overfor den. Traditionen fortæller os også, at vores kald er at blive helt vågne overfor dette mysterium og at vågne op til det mysterium som helheden er. Vi opdager os selv ved at miste os selv i den Anden, og først da kan vi opdage vores afgørende plads i Virkelighedens totale mysterium.

Moment of Christ

26. MAJ

74 1 Kor.1,9.

Det grundlæggende budskab i kristendommen er, at vores kald og vores mulighed er at komme ind i Guds liv gennem Jesus, gennem Hans Ånd der er nærværende i vores hjerter. Det gør vi, ikke ved at analysere Gud eller analysere Jesus, ikke ved at tænke over Gud eller tænke over Jesus, men ved at være stille, fysisk og mentalt, og, fordi Hans Ånd er til stede, åbne vores hjerter for Hans kærlighed. Det gør vi i den fortsatte rytme i vores daglige meditation.

Der er et stort paradoks at se i øjnene. Mennesker, der betragter meditation udefra, ser det som kedelig gentagelse. De ser det at sige mantraet som noget der skal gentages så meget, at det er næsten umuligt. Men hvis man virkelig lærer at sige mantraet, det vil sige, hvis man virkelig lærer at meditere, vil man opdage, at mantraet aldrig kan blive blot og bar gentagelse. Det kan aldrig blive kedeligt, fordi det altid, i stadig nye dybder, fører én udover sig selv. Det er altid åbning af ens ånd imod det som er grænsesprængende, imod mere af Guds grænseløshed.

Men det er kun ord. Man kan kun lære det af egen erfaring. Og man kan lære det, hvis blot man lærer at sige sit mantra, ikke tænke over sig selv, ikke undersøge sig selv under stilheden i meditationen, men slippe tanker og selv-optagethed. Sig meditationsordet med et barns enkelhed. Som apostlen Paulus siger et sted, hemmeligheden i livet er Kristus, fordi i Kristus ligger alle visdommens og kundskabens skatte skjult.75 Det overraskende er, at Kristus Selv kan findes i vores egne hjerter. At lære at sige sit mantra er ganske enkelt at gå af sted på denne pilgrimsrejse til vores eget hjerte, og dér finde alle visdommens og kundskabens skatte.

The Way og Unknowing

27. MAJ

75 Kol.2,2-3.

Meditation er så enkel, at det er en del af vanskeligheden. Mennesker i vore dages komplicerede samfund er vant til kun at have tillid til det, der er kompliceret. Det er derfor det er nyttigt for mennesker at deltage i en meditationsgruppe i flere uger i træk for igen og igen at dele den enkelhed, der er involveret i meditation. I sådan en gruppe kan de lære det væsentlige i enkelheden og høre nogle af de almindelige ting, der gør det lettere at være enkel – at tage sine sko af, måske, ikke at have stramtsiddende tøj på, sidde med ryggen naturligt opret.

Meditation er en disciplin, en øvelse i enkelhed, og vores verden har i den grad brug for at lære det. Det er en disciplin, hvor man retter al sin bevidstheds kraft mod Gud. I stedet for at være et offer for sit sind med dets myriader af tanker og forestillinger bringer man sit sind, sin bevidsthed i stilhed. I den stilhed bliver man ganske naturligt åben imod Gud og Guds kraft, en yderst velmenende kraft, som vi kun kan beskrive med ordet ’kærlighed’.

Word Made Flesh

28. MAJ

Der er ikke noget, vores moderne verden har mere brug for end mennesker, som er rodfæstede i sig selv, trygge ved deres egen væren, vidende om deres egen evne til godhed, deres egen evne til at elske og blive elsket; og for at nå denne tryghed ved sig selv behøver vi den sans for at være helt ét med sig selv og sidde og være stille hver morgen og hver aften. Når vi er rodfæstede i os selv, når vi er stille, så begynder vores næste store opgave at lære at være opmærksomme på mysteriet i det inderste i skabelsen og lære at leve vores liv i harmoni med mysteriet.

Hvad vil det sige at være levende? Mon ikke det er vores opmærksomhed på at være; en opmærksomhed som bliver intensiveret ved vores opmærksomhed på andre, ved vores opmærksomhed på, at alt det skabte er, ved vores opmærksomhed på Guds væren. Og vores liv begynder at nå sin fulde menneskelighed, når vi begynder at opdage, at væren er kærlighed. Enhver af os er fyldt med evne for at elske og for at blive elsket, og meditation er ganske enkelt den proces, hvorved vi kommer helt ind i kærlighedens mysterium.

The Door to Silence

29. MAJ

Det råd, jeg vil give jer, er at prøve på så godt I overhovedet kan, at holde ud med at sige mantraet. Det kan måske virke sværere end det er. Det er ligesom med at lære at svømme eller cykle. I ved, at når man som barn skal til at lære at cykle, ser man forskrækket på cyklen og tænker, at det er umuligt; ingen kan holde balancen og undgå at falde, når der kun er to hjul. Men man kommer op på cyklen; hver muskel i kroppen er spændt – og så falder man. Og så siger man: Der kan I bare se, jeg sagde jo, det var umuligt. Det er det samme med at meditere. Vi prøver at gå i gang med det, men fra et meget anspændt udgangspunkt. Men bliver man ved, vil man erfare Guds venlighed og medfølelse og fred og kærlighed.

Man behøver ikke blive bekymret over at tankerne leder en på afveje. Det er bare en anledning til ydmyghed. Men mærkeligt er det – her er vi, lever i den mest sofistikerede og komplekse kultur der har været på jorden – med alle de fordele uddannelse giver, alle slags bøger indenfor rækkevidde – men vi kan ikke sidde stille i ti sekunder! Det må gøre os meget ydmyge.

Hold ud i mødet med ydmygelsen og sig dit mantra. Men det som jeg vil foreslå, hvis du måske allerede i den første uge hvor du mediterer, ikke kan klare hele meditationsperioden, er, at så er det måske godt nok at give op. Men næste uge så giv højst op seks dage, ikke alle syv, og prøv gradvis at holde ud længere. Giv ikke op, fordi du ikke har nået det perfekte. Det perfekte er relativt. Du er perfekt, hvis du når det potentiale, du har for øjeblikket. At være perfekt betyder at møde sine grænser og gradvis udvide dem.

The Way on Unknowing

30. MAJ

Meditation er på mange måder en slags offerhandling. Vi stiller os til rådighed, vi ofrer os selv til Gud og giver slip på alt, hvad vi er, og siger simpelthen vores mantra. Dette er både udfordringen og kraften i det. Det kræver tillid, absolut tillid, og man kan ikke være en kristen med mindre man lærer at have absolut tillid. Hvad enhver af os kan opdage ud fra vores egen erfaring, er, at i det øjeblik man springer ud i tilliden, bliver livet, der før var en forsigtig strøm, til en flodbølge, og grunden til det er, at det at vælge tilliden starter en proces af nedbrydning af de barrierer, som vores eget ego sætter op. Og så er det endda – som vi alle opdager på selve pilgrimsrejsen – kun begyndelsen. Som apostlen Paulus siger ”Vi begynder i tro, vi fortsætter i tro, og vi ankommer i tro”.

Vores kristne liv, kraften i Kristus’ liv i os, er noget, der konstant øges, konstant vokser i vore hjerter. Meditation er en indgang til Guds nærhed. Han kan findes i vore egne hjerter. Det er tillige en indgang ind i Hans uendelige rum. Som hver enkelt af os selv må opdage, er det indgang i dette enorme, stille rum, som er den virkelige kraft i meditation. Fra denne stilhed besvarer Gud vores spørgsmål, Gud svarer på vort hjertes længsler med det enkle svar: kærlighed. Denne kærlighed er vort håb, vor urokkelige tillid til at, ligegyldig hvilken vanskelighed, ligegyldig hvilken udfordring, kan vi møde den ud af de uendelige ressourcer, som Han giver os. Alt dette gør Han inden i os i stilhed, hvis blot vi vil tillade mysteriet at omfatte os.

Being On The Way

31. MAJ

Folk spørger tit ”Hvad oplever man i bøn?” Med det mener de ”Hvad sker der?” I stilheden – fred. I stilheden – nærvær. Og dybere stilhed. Vejen ind i stilheden kræver stor tålmodighed, stor udholdenhed og den kræver i vores tradition for meditation, at vi lærer at sige mantraet. Som Johannes Cassian76 sagde, rummer mantraet alt det et menneskes sind kan udtrykke, og alt det et menneskehjerte kan føle. Det ene lille ord medfører for os og leder os ind i den stilhed, der er den kreative energis stilhed. Hvor lang tid det vil tage, er ikke op til os og skal ikke optage os. ”For Herren er tusind år som en dag.”77 Det eneste der betyder noget, er, at vi er på vej, og det betyder ganske enkelt den daglige meditation, hver morgen, hver aften.

Det forunderlige på den vej er indfanget i disse ord i apostlen Paulus’ brev til romerne:

Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.78

Moment of Christ

1. JUNI

76 Cassian, 360-435, hos hvem John Main genopdagede denne måde at bede, at blive ved med at gentage sit bønsord. Johannes Cassian boede i mere end 10 år hos de såkaldte ørkenfædre i den ægyptiske ørken og nedskrev sine samtaler om det indre liv med dem. Se også under 8. januar. (O.a.)77 2.Pet.3,8.78 Rom.12,1-2.

Formålet med meditationen er, at vi skal blive hele menneske. Når man mediterer, bekræfter man simpelthen at man er skabt, og at dette er en gave som vi skal prøve at udvikle og få det bedste ud af. Vi behøver ikke leve på overfladen eller være forvist til et skyggeliv uden ånd og styrke. Nej, den som mediterer, forlader skyggerne, forlader det overfladiske og bevæger sig ind i sit eget væsens dybder.

I den kristne tradition mediterer vi, fordi vi tror, at Jesus har sendt sin Ånd i disse dybder til at være i vores hjerter. Eller, med andre ord, Guds Ånd, Ånden der har skabt universet, er i vores hjerter og indefra stilheden sender kærlighed til alle.

En af de ting vi lærer gennem meditation, idet vi vokser i modenhed, er at være lige glad ved begge former for stilhed: ved den grænseløse fornemmelse af hans nærvær eller ved den begrænsede fornemmelse af hans fravær. Det er særlig hårdt for os i begyndelsen, fordi når vi begynder at meditere, har vi ikke lært meget til at give slip.79 Vi har ikke nået det stadium, hvor vi er lige så glade ved Guds fravær som ved Hans nærvær, og i hvert fald vurderer vi meditation efter, om det kan give os en form for tilfredsstillelse.

Vi prøver altid at bevise for os selv, at meditation virker, at vi nu kender Gud, og at vi nu har lært at leve i hans nærvær. Men formålet med den anden form for stilhed, hans fravær, er at rense os, så at vi kan lære at elske Gud uselvisk ligesom Han elsker os (og Sig selv). Han lærer os at være stærke i kærlighed, stærke i udholdenhed, og at sikre, at vi elsker Gud som den Han er, og ikke kun for at Hans nærvær manifesterer sig på en måde, der tilfredsstiller os.


2. JUNI

79 Engelsk ’detachment’, dvs. at man giver slip på følelsesmæssige bindinger, f.eks. til penge eller ting eller oplevelser eller andet, der kan tilfredsstille en selv. (Overs.anm.)

Vi havde en sød irsk dame, der kom til en af vores grupper for nogle måneder siden, og jeg forklarede dem kort, hvad de skulle gøre. Jeg fortalte dem, at det mantra jeg anbefaler, er ’Maranata’. Jeg anbefaler det, fordi det er aramæisk, det sprog Jesus selv talte, og fordi det sandsynligvis er den ældste bøn i kirken: apostlen Paulus slutter sit brev til korintherne med det, Johannes slutter Johannes’ Åbenbaring med det, og det findes også i Didake.80 Også hele vejen igennem Uvidenhedens Sky81 anbefaler forfatteren os at bruge et ord, som er fuld af betydning; og at, når man først har valgt det, så at vende sig væk fra betydning og associationer og at lytte til ordet som til en lyd. Fra det synspunkt er ’Maranata’ perfekt. Anyway, den gode dame hørte på alt dette og derefter gik vi ind og mediterede. Men da vi kom ud, sagde hun ”Oh, Father, der skete noget skrækkeligt, da vi kom ind i meditationsrummet: tror du ikke, jeg glemte mantraet?” Så fortsatte hun: ”Jeg sad der og tænkte, hvordan kan jeg meditere, hvis jeg ikke har mantraet? Men, Father, Gud er god; efter et par minutter kom jeg i tanke om det: Macooshla, Macooshla!”82


3. JUNI

80 Didake: et kristent skrift, ’De tolv apostles lære’, fra o. 100-150 e.Kr., der gør rede for den kristne tro. Didake betyder ’lære’. (O.a.)81 Cloud of Unknowing, 1300-tallet. (O.a.)82 Titlen på en irsk kærlighedssang på gælisk, der betyder ”Mit hjertes puls”, i overført betydning ”Min kæreste; min elskede”. (O.a.)

En gruppe kristne, der mødes for at meditere, for at bede og tilbede er ikke bare et møde. Det er en gruppe, der er bevidst om sin kraft: en kraft der kommer af den transcendente realitet i, at Herren Jesus er midt iblandt dem. Formålet med deres møde er derfor, før alt andet, at forholde sig til virkeligheden af dette nærvær, at fordybe deres stille modtagelighed af det, og at gøre det til (hvad det allerede er) øverste virkelighed i deres liv. Hvert medlem af gruppen har altså centrum udenfor sig selv, vendt væk fra sig selv mod den levende Herre. Og gruppen bliver derfor virkelig et fællesskab – ligesom det der er beskrevet i slutningen af det andet kapitel i Apostlenes Gerninger: ”Alle blev grebet af frygt… alle de troende var sammen, og de var fælles om alt… med uindskrænket glæde.”83


4. JUNI

83 Ap.G. 2,43-45.

Meditation er vigtig for os, fordi det er en proces, hvor vi holder os i kontakt med det kreative center i vores tilværelse; hvor vi ikke bare er åbne, men i en konstant og vedvarende tilstand af udvidelse. Meditation er derfor en proces, hvorved kreativ energi frisættes indeni os. I vores moderne, sækulariserede verden glemmer vi let, at vi har et guddommeligt udspring, en guddommelig kilde, vi glemmer let, at den sprudlende energi i vores egen ånd udspringer fra Guds Ånd. Vi glemmer, at Gud er vores Skaber, og idet vi glemmer det, mister vi kontakt med vores egen essentielle natur, og fordi vi mister denne sans og kontakt med vores guddommelige udspring, bliver vi selv de-humaniserede, u-menneskelige.

Den store opgave, som konfronterer enhver af os, er at opdage vores egen indre spirituelle kapacitet. Det vil sige: at opdage indeni os selv vores eget potentiale for kreativitet, vores potentiale for at reagere fuldt og helt på den gave, som vores liv er, den gave, som andres liv er, og den gave, som hele skabelsen er.

The Door to Silence

5. JUNI

I oldkirken var man helt klar på, at vores kald er at komme ind i selve Guds liv. Intet andet mål havde samme prioritet. De første kristne vidste også, at vejen til at komme ind i Guds liv går gennem Jesus’ menneskelige bevidsthed, som kan findes i det dybeste center af vores liv. Meditation er ganske enkelt den pilgrimsrejse til vores hjerte, hvor vi finder Jesus’ Ånd, der tilbeder Faderen i kærlighed. Kristen meditation er ganske enkelt at være åben overfor den kærlighed, som Ånden er.

Dette er planen for universet: kaldet til at have del i Guds liv i Jesus. Den kristne tradition siger, at dette kald er til alle, ikke kun til spirituelle specialister. Vi har kun at lytte til det. Alle, som giver sig tid til at være stille, vil høre det i deres hjerte. Vi svarer på det ganske enkelt ved at være helt åbne overfor det. At rense vore hjerter og sind for alt, hvad der er fremmed for Guds liv, er vejen til at være ren af hjertet. At give slip på alt, hvad der blokerer for det, er at være fattig i ånden (Matt.5,3 og 8).

Meditation er vejen til hjertets fattigdom og renhed. Det er nødvendigt at meditere hver dag og under hele meditationen holde fast i at sige eller lytte til mantraet. Det er på den måde vi lægger vores egoisme, distraktioner og frygt bag os. På den måde leder meditation os gradvis til den disciplin, hvor vi kan være helt fri, helt åbne overfor Gud og ét med kærligheden. Intet kan være mere ligetil.

Word Made Flesh

6. JUNI

Der er ingen tvivl om det absolutte krav med hensyn til mantraet. Grundlæggende er der tale om, at vi accepterer det absolutte i Guds kærlighed, der flyder i vores hjerte ved den opstandne Jesus’ Ånd. Vores ”død” består i den totale enkelhed der ligger i at bruge et mantra, og den absolutte given afkald på tanker og ord under meditationen.

Dette er ikke en esoterisk84 doktrin eller metode. Mantraet har været i den kristne bønstradition helt fra begyndelsen, og forståelsen af bøn er hos alle autoriteter på området, at bøn går ud over noget, som sindet kan behandle. Bonaventura85 skrev, at ”hvis påsken skal være fuldendt, må vi ophøre med alle intellektets diskursive86 operationer og vende det højeste i vores sjæl mod Gud for at blive helt forvandlet i Ham.”87

Jeg er ikke ude på at sige, at meditation er den eneste vej, men jeg vil sige, at meditation er den eneste vej, som jeg har fundet. I min egen erfaring er det den rene enkelheds vej, der sætter os i stand til at blive fuldt og integreret bevidst om den Ånd, som Jesus har sendt i vore hjerter. Det er samtidig den skriftligt nedfældede erfaring i hovedstrømmen af den kristne tradition fra apostolisk tid og op til vore dage.

Word Into Silence

7. JUNI

84 Esoterisk: kun for indviede specialister. (O.a.)85 1217-74; franciskansk teolog og mystiker. (O.a.)86 Trinvis. (O.a.)87 ”Sjælens rejse mod Gud - VII”

Jeg er sikker på, at I har tænkt over, hvad det er der får os til at meditere. Folk må have et meget stærkt ønske om at meditere, når det får dem til at komme til foredrag om meditation på kolde vinteraftener og efterfølgende underkaste sig en ny spirituel disciplin, som de, ikke helt let, prøver at inkorporere i deres allerede overfyldte liv. Jeg tror det er, fordi der er en eller anden slags instinkt i os, der fortæller os, at vi må gå dybere. Vi vil aldrig kunne blive tilfredse ved bare at leve på det sædvanlige overfladeniveau af aktiviteter og adspredelser. Et eller andet spirituelt instinkt siger os, at der er en større værdi og en større kraft, som kan findes, hvis bare vi kan lære at være stille og eftertænksomme.

Den store interesse for meditation i vores samfund er symptomatisk for de selvindlysende begrænsninger i, hvad materielle ting kan give af ultimativ tilfredsstillelse eller mening. Flere og flere mennesker i vores travle, overfladiske samfund er ved at opdage, at de er nødt til at leve deres liv på et dybere og et rigere niveau. Vi er begyndt at forstå, hvor vigtigt det er, at vi ikke banaliserer os selv. Vi må nægte at nøjes med at være tilfreds med at leve på overfladen. Vi må insistere på nødvendigheden af at få kontakt med dybet af vores væsen.


8. JUNI

Meditation er på ingen måde isoleret fra, hvad vores almindelige aktiviteter betyder for os. Vores faste meditationsperioder, vores udholdenhed i at sige mantraet fra begyndelsen til enden af disse perioder, er faktisk essensen af vores aktiviteter, fordi meditation er højdepunktet af at være, af ren handling. Det er ren handling i den forstand, at det er den positive, formålsrettede samling af energi, en ordning og fokusering af alle de energier, der udgør mysteriet i vores personlighed. Det kan ikke være en ren passiv tilstand, fordi det som er både energiladet og stille, er højdepunktet for handling, vibrerende energi – bevidsthed. Det ved vi ud fra vores egne umiddelbare erfaring, erfaringen i at holde ud på vores rejse op ad bjergsiden. Den tro, der kræves af os på pilgrimsrejsen, kræver de helt igennem ikke-passive kvaliteter som mod, udholdenhed og engagement.

The Present Christ

9. JUNI

Meditation er at blive sensitiv overfor og bevidst om Hans nærvær indeni os. Det er Hans nærvær indeni os, der lærer os, at hver enkelt af os er skabt som hele mennesker ved kraften i Hans kærlighed, og hvis vi kan få kontakt med disse dybder i os, opdager vi, at vi ikke bare er isolerede personer. I Kristus’ mystiske nærvær i vores hjerter er vi hver især kaldede til at elske og at blive elsket udover alle modsætninger. Men hvorfor meditation? Nøglen til alt dette er det afgørende princip om harmoni, der kan findes indeni os, og dette princip er Ånden, Kristus’ Ånd, og meditation er den enkle metode at fokusere – ikke blot vores opmærksomhed, men vores liv – på dette princip om harmoni, om enhed, om kærlighed.

Det er afgørende, hvis man vil tage rejsen seriøst, at meditere hver morgen og hver aften. Der er ingen genveje. Det er ikke nogen her-og-nu-mystik, men der er realiteten i pilgrimsrejsen til ens eget hjerte; og i meditation bliver man ikke bedt om at acceptere en andens erfaring, så at sige på anden hånd, ikke engang apostlenes eller Paulus’ vidnesbyrd. Hver eneste af os er inviteret til at dumpe ned i disse dybder, selv få kontakt med Kristus’ Ånd, med vores egen erfaring, og i den proces blive helt os selv, helt den person vi er kaldet til at blive. I den proces, der leves ud af Kristus’ kraft, bliver al modsætning transcenderet.

In The Beginning

10. JUNI

For at begynde at meditere kræves ikke andet end beslutningen om at begynde; begynde at opdage vore rødder, begynde at opdage vores potentiale, begynde at vende tilbage til vores kilde. Og det er Gud, der er vores kilde. I meditationens enkelhed, som går ud over al tanke og alle billeder, begynder vi at opdage, at vi helt enkelt er i Gud; vi begynder at forstå, at vi er i Gud, i hvem vi lever og bevæger os og har vores væren. Vi prøver at beskrive denne voksende bevidsthed, som vi opdager i stilheden og den daglige rytme, som ’udelt bevidsthed’.

Meditation er præcis denne tilstand af enkelhed, som er den fuldt modne udvikling af vores oprindelige uskyld. Som den hellige Katharina af Genua udtrykker det: ”Mit selv er Gud. Og jeg kender ikke mig selv uden i Ham”. Det forunderlige i den kristne forkyndelse er, at enhver af os er inviteret ind i den samme tilstand af enkel, kærlig forening med Gud. Det er, hvad Jesus kom for både at forkynde og bevirke. Og det er, hvad hver enkelt af os er inviteret til at være åben overfor. ”Mit selv er Gud. Og jeg kender ikke mig selv uden i Ham”.

Som vi alle ved af egen sørgelige erfaring, bliver vi så let distraheret. Guds kærlighed bliver givet hver enkelt af os frit og storsindet og universelt. Guds kærlighed flyder i vores hjerter i en mægtig strøm. Men, ligesom Martha i fortællingen i evangeliet, har vi alle travlt med så mange ting.

Alle må vi derfor hver især tage ansvar for vores egen mangel på disciplin. Vi må bringe vores hvileløst vandrende sind til stilhed. Det er en af de første store lektioner i ydmyghed, vi får, når vi opdager, at det kun er ved Guds nåde vi når til visdom og stilhed og når udover distraktionerne. Hans bøn er Hans gave til os og alt hvad vi kan gøre, er at være modtagelige for Ham, og det kan vi kun gøre ved at være stille. Stilhed er det afgørendes menneskelige svar på Guds mysterium, på Guds uendelighed. Vi lærer at blive stille ved at være tilfredse med at sige vores mantra i ydmyg udholdenhed.

Moment of Christ

11. JUNI

Gaven fra Hans Ånd, der er givet til hver enkelt af os, er uendelig. Det er gaven fra Guds totalitet, der lader Sin Ånd strømme ind i hver enkelt af os. Og vores svar må nødvendigvis afspejle Hans generøsitet og totalitet. Det er et kald til kristne om ikke at svare tankeløst, halvhjertet, ud i den blå luft. Kaldet er til at svare med åbent sind med alt hvad vi er, og med alt hvad vi har i dette øjeblik. Og vi har meget at give. Vi har vore hjerter, vore sind, vore liv, som, når vi mediterer, helt er integreret, koncentreret og forbundet med Kristus. Alt, hvad vi er, kommer i harmoni med Hans væsen, med Hans kærlighed. Intet er undtaget. Det er derfor vi er nødt til at lære at sige mantraet med en sådan udholdenhed, total åbenhjertethed, total opmærksomhed.

Gaven er givet. Alt, hvad vi skal gøre, hver enkelt af os, er at være åben overfor den, at være bevidst om den. Men vi må gå til opgaven og følge vores vej med enkelhed, med ydmyghed og med overbærenhed. Vi må lære at være meget overbærende med os selv, mens vi lærer at rodfæste vores mantra i hjertet. Man skal anstrenge sig så lidt som muligt. Alt bliver givet os, og egentlig er det, vi bliver bedt om, kun at være udholdende med den daglige pilgrimsrejse og at vi giver pilgrimsrejsen første plads i vores liv. Udholdenhed fører os til at indse, at gaven bliver givet. Så, når vi holder ud med vores meditation hver morgen og aften og under vores meditation holder ud med mantraet, kommer gaven til os, cirklen er sluttet.


12. JUNI

Vi har alle brug for opmuntring til at blive ved med hver dag at vende tilbage til vores morgen- og aftenmeditation. Men det er ikke de fremskridt vi gør, vi har brug for at blive opmuntret af. Det ville være en alt for selvoptaget og ego-centreret tilgang til bøn. Vi bør hellere holde os til mantraet og lægge al tanke om vores eget fremskridt bag os. Troens vej er også en ydmyghedens vej:

Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer.88

Denne trofaste ydmyghed og ydmyge trofasthed er meditationens vej. Hver gang vi sætter os ned for at meditere, lægger vi ydmygt alt bag os og stiller os, så meget vi kan, til disposition for Guds kraft, der udøses i vores hjerter89. Vi skal lære at være vågne, til stede. Ikke - som vi plejer - opmærksomme på os selv, vores ideer, frygt og ønsker, men vågne overfor Gud.

Men kristen bøn er ikke kun opmærksomhed mod Gud, men at blive fyldt af at være i Gud. Dét er invitationen til os, og den invitation er vores opgave, givet os af Jesus. Men lad os ikke miste modet, og ikke prøve at måle os selv. At måle sine fremskridt har overhovedet ingen betydning. Det eneste mål der betyder noget, er Jesu grænseløse kraft i ens hjerte.

Meditation er vejen til at være, være i Gud, være i kærlighed. Det eneste der er nødvendigt at vide, er, at vi er på en åndelig pilgrimsvandring, og at vi fortsat holder ud. Og at vi bliver ved med at sige vores mantra så godt vi kan, dag efter dag, med stadigt voksende enkelhed, og stadigt dybere fattigdom.90

Word Made Flesh

13. JUNI

88 1 Petersbrev 5,689 Jfr. Romerbrevet 5,5.90 Jfr. Mattæus 5,3 ”Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres.”

En af de ting, Jesus siger os, er dette: ”Sandheden vil gøre jer frie” 91. Meditation er vores vej til fuldkommen frihed for ånden, og det er et kald, som enhver af os er nødt til at svare helt på – den gave, at vi er skabt – og at svare i dybet af vores eget væsen, så vi kan nå til denne fuldkomne frihed i ånden.

Når vi begynder at meditere, må vi i vores sind være meget klare over, at det er en disciplin, en praksis. Der er ingen frihed, med mindre vi tager denne disciplin på os, og at begynde at meditere er en beslutning om at ville denne disciplin. Meditation har intet som helst at gøre med nogen form for magisk teknik. Det indebærer et fuldt og helt menneskeligt svar fra hver enkelt af os, et svar om en daglig disciplin, en livslang disciplin, som leder os til denne absolutte frihed for ånden.

The Door to Silence

14. JUNI

91 Joh.8,32

Maranata betyder ‘Kom, Herre’. Man kan bruge et andet mantra, men det ord, mantraet, jeg anbefaler jer at bruge, er maranata til at begynde med. Jeg tror, det er vigtigt at bruge det, hvis man kan.

Essensen af mantraet er, som jeg har antydet, at det formidler stilhed. Det er ikke et magisk ord. Det er ikke et ord, der har nogen som helst esoteriske egenskaber eller noget i den retning. Det er ganske enkelt et ord, der er helligt i vores tradition. Maranata er formodentlig den ældste kristne bøn, der findes, efter Fadervor. Det er et ord der fører os til fredfyldthed, til hvile og ro. I hvert fald vil jeg til en begyndelse anbefale et ord, der i det mindste har en åben stavelse. Jeg tror, at alt taget i betragtning er det bedste ord man kan bruge, maranata.

Det bedste tidspunkt at meditere er meget forskelligt afhængig af den enkelte kropskemi. Det bedste tidspunkt for de fleste er sandsynligvis tidligt om morgenen, før morgenmad, når man er mest frisk. Måske et koldt styrtebad kan være en del af forberedelsen. Derefter om aftenen. Jeg tror, at det bedste tidspunkt sandsynligvis er før aftensmad. Det er ikke muligt for alle, især hvis man kommer hjem fra arbejde og ens familie har maden klar eller der kommer gæster. Det afhænger meget af ens livsomstændigheder. De tidspunkter, jeg her siger, er formentlig de optimale, men det vigtigste er at man mediterer hver morgen og hver aften. Det kan lade sig gøre. De mennesker, der har mest travlt, finder den tid, som de der har mindre travlt, ikke kan finde.


15. JUNI

Vi er kommet til at forstå bøn hovedsageligt som noget vi foretager os i retning mod Gud, som en aktivitet vi er ansvarlig for, en pligt vi opfylder for at behage Gud eller forat tilfredsstille Ham. Der kan være et element af charme, af barnlig alvor i dette, men sand bøn afskyr det sentimentale. Vi bliver opfordret til en spirituel modenhed, i hvilken vi, som apostlen Peter siger, ’lever i ånden, som Gud lever’92. Hvis han, og apostlen Paulus og Det ny Testamente som helhed skal tages alvorligt, så er bøn noget, der er større end at vi taler med Gud, eller forestiller os Gud, eller forestiller os hellige tanker. Apostlen Paulus siger, at vi ikke engang ved, hvordan vi skal bede. Men, som han fortsætter, ’Ånden selv går i forbøn for os i vores inderste, helt hinsides ord, hinsides billeder, med uudsigelige sukke.’93

Derfor er bøn Jesus’ Ånds liv i vores menneskehjerter: Ånden, ved hvis salvelse vi er inkorporeret i Kristus’ legeme, og ved hvilken vi, til gengæld, vender fuldt vågne tilbage til Faderen. Vi beder, når vi er vågne i den Ånds nærvær, som er i vores hjerter. Hvis det er sådan, kan der ikke være nogen som helst bestemt form eller metode i bøn.

Der er kun én bøn, nemlig strømmen af kærlighed mellem den opstandne Jesus’ Ånd og Hans Far, som vi er inkorporeret i. Hvis det er sådan, findes der ikke nogen delvis eller deltids bøn, som om Ånden ikke altid var levende i vores hjerte. Men der er tidspunkter, vores to gange daglige meditation, hvor vi laver en total omvendelse af bevidstheden imod denne altid-nærværende realitet. Der kommer et niveau af vågenhed, som apostlen Paulus tydeligt henviste thessalonikerne til, da han skrev til dem ”bed uden ophør”94, når vores bevidsthed om denne realitet er konstant gennem vores mest forskellige aktiviteter eller bekymringer.

Word Into Silence

16. JUNI

92 1.Pet.4,6.93 Rom.8,26.94 1.Thess.5,17.

Hvis man vil lære at meditere, er det nødvendigt at meditere hver dag, hver morgen og hver aften. Det indebærer at undgå alt, hvad der har at gøre med at prøve at måle sig selv i forhold til succes eller fiasko, i forhold til fremgang eller tilbagegang. Meditation er måden at lære bare at være, at være den man er, i Guds nærvær, at være hvem man er i komplet enkelhed, og det er hvad mantraet fører os hen imod, når vi lærer at være udholdende med at bruge det. Jeg tror det er sandt at sige, at evangeliet kalder os, ikke til analyse, men til syntese95, den syntese der er viden. At kende en anden kræver at ville den anden.

I antikken sagde man, at man ikke kan kende en anden før man elsker den anden. Dette krævede til gengæld enkelheden ved at give slip på alt andet, før man kunne elske. Og nu kommer vi til det inderste i mysteriet: den viden, som Ny Testamente taler om, er ikke så meget vores viden, som altid vil være begrænset, men det er den viden, som kender os, og det er invitationen til os: at åbne vort hjerte og sind, og at vi ved med Guds viden; og kaldet i Ny Testamente er et kald til énhed. Vi er nødt til at forsone os med hvem vi er, for at finde vores énhed med Gud.

The Door to Silence

17. JUNI

95 Analyse: at se enkeltdele. Syntese: at se sammenhæng og helhed. (O.a.)

Ved at være helt stille bliver vi helt åbne. Idet vi er åbne overfor hele vores væren, leder mantraet os til en dybde og et under af opmærksomhed, som med tiden fører os udover distraktionerne. Formålet med mantraet er at bringe os til det punkt af stilhed og åbenhed, som er hinsides al delthed og disharmoni. Tab derfor ikke modet, hvis stilheden og freden ikke bliver en øjeblikkelig og konstant realitet. Der vil komme glimt af denne realitet. Men bliv ikke hængende i dem og prøv ikke at holde fast på dem.

Når du møder delthed og disharmoni i dig selv, så bliv ved med at sige meditationsordet, åben og tillidsfuld til Åndens bøn i dit hjerte. Den ugentlige meditationsgruppe er en virkelig hjælp til at holde ud og fortsat fordybe ens rejse. Og en virkelig nåde er det, at det er overfor den højeste virkelighed, som er Gud, som er kærlighed, vi skal søge at blive åbne. Vejen – det kan ikke siges for ofte – er enkelhedens vej. Sig dit meditationsord som et barn, og du vil erkende dimensionerne og visdommen i denne enkelhed. Prøv ikke at forklare mysteriet, men tillad Gud at åbenbare Sit mysterium i dit hjerte. Det vil Gud gøre i den enkle kærlighedsforening, du har i dybet af dit værens centrum. Det vil være en personlig, unik opklaring, som vil yde et unikt bidrag til universet som et hele og til hele skabelsens design.

Sid ned, luk øjnene og sig dit mantra.Word Made Flesh

18. JUNI

Kristen bøn har den essentielle dynamiske karakter af det mysterium, som Jesus selv er, fordi den er et møde med og indgang til Jesus’ person, som er vejen til Faderen. Den kristne pilgrimsvej er en vending, en omvendelse, en efterfølgelse af Kristus og en rejse med Kristus. Den drejer sig aldrig om at have det behageligt eller være selvtilfreds. Dens essentielle indsigt er, at den fulde mening for os ligger hinsides os selv. Frelse, i denne terminologi, er at være på Vejen, være vendt mod Jesus’ dynamiske kraft og at blive løftet op i Ham til Faderen. Frelse er at komme ind i himmeriget, som er indeni os.

En af de store farer på pilgrimsvejen er, at vi taler så meget om den og så dygtigt forestiller os selv på den, at vi faktisk glemmer at gå den, at sætte den ene fod foran den anden. Jeg har ofte nok talt til jer om denne fare. Det er den pax perniciosa96, ren religiøs stemning eller flyden af sted. Vi har alle permanent brug for den kvalitet, som apostlen Paulus taler om i det Første Thessalonikerbrev, den kvalitet af hypomone97, nogen gange oversat som tålmodighed, nogen gange som udholdenhed, men bedst, synes jeg, som mod eller sjælsstyrke. Det er modet til at fortsætte på vejen med voksende udholdenhed med vore to daglige meditationer – tider på dagen, hvor vi helt eksplicit lægger alt andet til side, så at vi kan gå ind på Herrens vej med vor fulde opmærksomhed.


19. JUNI

96 Pax perniciosa: ondartet fred, ødelæggende fred. (O.a.)97 1.Thes.1,3.

Bibelen er en vedvarende kilde til forståelse og inspiration for den kristne pilgrimsrejse og for den meditationsvej, som gør denne pilgrimsrejse til en meningsgivende og målrettet rejse. Overvej disse ord fra Johannes Åbenbaring i lyset af den daglige meditation:

Jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.98

Vi er kommet i gang med at meditere, fordi vi er overbevist om, at den gamle orden har mistet sin kraft, og fordi vi er overbevist om, at Gud faktisk bor hos os. I tro er vi overbevist om, at Gud bor i vores hjerter. Og hvis blot vi vil tage besværet og tiden, er hver og en af os inviteret til at finde Gud i vore hjerter. Alle og enhver er inviteret til at foretage rejsen, og så er alt, hvad der behøves, blot at vi bliver på den.


20. JUNI

98 Joh.Åb. 21,3-4

Meditation er ikke en måde at slippe væk fra virkeligheden. Frem for alt er den ikke en metode til at leve i illusioner. Vi forsøger hverken at undslippe den faktiske verden af utrættelige projekter og kaotiske initiativer, eller at konstruere vores egen alternative, illusoriske virkelighed. Hvad Jesus lover os er, at hvis vi holder Ham i ære i vore egne hjerter, hvis vi tror på den, der sendte Ham, Hans Far og vores Far, så kan alt kaosset og al forvirringen i verden ikke få nogen ultimativ magt over os.

Stresset, spændingerne, udfordringerne, alt bliver ved med at være der, men de er ikke i stand til at slå os ud, når vi har funderet vore liv på den klippe, som er Kristus. Det er den virkelig opgave. Det er den virkelige udfordring, som enhver af os må se i øjnene, at gå ind i den virkelighed, som er Kristus, klippen på hvilken vi kan bygge vore liv med den absolutte sikkerhed, at Han vil elske os gennem alle vores fejltagelser, gennem alle vores omskiftelser i sind og hjerte, og gennem hvert eneste øjeblik i vores liv indtil vores livs sidste øjeblik, fordi han er den højeste grad af kærlighed.

Jesus’ kærlighed har gjort os til ét med Ham. Ved igennem stilhed at blive åbne overfor Hans virkelighed bliver vi åbne i forundring over Guds virkelighed. Det er derfor bønnens vej er en vej til en stadig dybere, stadig mere åbnende stilhed. Det er ikke nok bare at tænke på stilhed eller at tale om stilhed – vi må omfavne den! Og for at lære denne stilhed og være åben overfor den gave, der ligger i den, må vi lære at sige vores mantra.

Vores regelmæssige tidsrum med meditation sænker os ned i denne stilhed, og vi dukker op fra denne stilhed forfriskede, fornyede og gen-døbte med kræfter fra Ånden. Hvad hver enkelt af os opdager i vores bøn er, at det er fuldt tilstrækkeligt helt enkelt at være i Hans nærvær. I det nærvær bliver vi healede. I det nærvær finder vi mod til at leve vores liv gennem Ham, med Ham, i Ham og for Ham. Begynder vi først at åbne for denne kraft, bliver alt i vores liv ladet med mening. Meningen kommer ud af stilheden. Al vores talen, al vores leven, al vores elsken flyder fra denne stilhed og flyder tilbage i den.

Moment of Christ

21. JUNI

Hvorfor meditation er vigtig for os alle er, at for at komme ind i denne allervigtigste omvendelsesproces, for at ændre vores synsvinkel og lære at elske, er vi nødt til at foretage visse betydningsfulde omjusteringer. Vi må justere ind efter Gud som centrum for vores væsen, og derfor må vi acceptere, at vi kun kan være sandt os selv i Ham.

Der findes ikke det menneske, som ikke har brug for at lære at vi er nødt til at tage afstand fra alle de kompromisser, vi har lavet i forhold til sandheden, og at se og erkende, at vores bestemmelse er at komme ind i det fulde lys af Hans kærlighed. Kun i det lys vil vi nogensinde blive i stand til at vide hvem vi er, hvad virkeligheden er, hvem Gud er. Det er den primære bestemmelse for hver eneste af os at komme til den indsigt, at komme til den selv-autentiske sandhed, den befriende sandhed om os selv, om Ham, om alt hvad der er.

Meditation er af den allerstørste vigtighed, fordi det er i kraften fra Hans nærvær, at vi lærer, at vi ikke har noget at frygte ved at komme til sandheden om os selv. Vi har overhovedet intet at frygte fra fortidige eller fremtidige begivenheder. Idet vi kommer til sandheden om al virkelighed, lærer vi, at vi intet har at frygte ved at komme til sandheden om Gud, for vi opdager, at Gud er sandheden selv og er usvigelig medfølelse, almægtig mildhed, genopbyggende tilgivelse. Meditation er den traditionelle og enkle proces, ved hvilken vi lærer at lægge al frygt bag os, fordi den er kastet væk ved en kærlighed fuld af sandhed.

Og meditationer en ren åbning af hjertet, en bliven energetiseret af Guds uendelige kærlighed.


22. JUNI

Flere og flere tænkere i vores samfund, som reflekterer over de store spørgsmål der afgør vores fælles fremtid, begynder at erkende, at de grundlæggende sociale problemer væsentligst er spirituelle. Det grundlæggende problem – det er så også den grundlæggende mulighed – for hvert menneske er at vide, hvem vi er, hvad vores potentiale er, og så at virkeliggøre det potentiale i Guds kærlighed.

Meditation imødekommer disse grundlæggende livsspørgsmål for hvert enkelt menneske. På grund af vores commitment til dens praksis, betyder meditation, at vi ikke behøver at leve langt væk fra en spirituel virkelighed, og blot læse om det eller høre andres taler om det. Meditationens sociale vigtighed er begrundet i denne personlige dimension af den spirituelle erfaring.

Den allerstørste kristne indsigt er, at Gud er kærlighed. Den allerstørste kristne erfaring, der ikke kan adskilles fra autentisk indsigt, er at kende denne kærlighed i sit eget hjerte. Alt det er ord – der kan lyde som rungende malm og klingende bjælder99 – med mindre vi tager praktiske skridt til at være åben overfor den virkelighed, som ordene peger på.

Word Made Flesh

23. JUNI

99 1.Kor.13,1.

Nogle mennesker er så heldige at komme i gang med at meditere, mens de stadig er i en tilstand af uskyld, men de fleste mennesker begynder ud fra en fornemmelse af at have mistet noget, som man ønsker at genfinde. Mange vil have en stærk fornemmelse af, at ens grundlæggende overlevelse afhænger af at finde vejen tilbage til den uskyld. Det forunderlige ved rejsen indad er dog, at vi genfinder noget meget større end det vi har mistet.

Det forunderlige ved det kristne budskab og dets vision om rejsen er dets proklamation af, at vi genfinder ikke bare vores egen tabte uskyld, men den uskyld Kristus har. Vores ny uskyld er den, Han har genvundet for hele menneskeheden, gennem korset og opstandelsen. Vejen tilbage til kilden med evigt liv kan være krævende, men på vejen følger vi den strøm, som strømmer direkte fra dens udspring. Så derfor får vi, endog på selve rejsen, al den forfriskning og vejledning, vi får brug for.

Meditation er vores vej til den rejse. Ånden er den strøm, der strømmer i vore hjerter. Mantraet er det redskab, der rydder vejen gennem den ufremkommelige skov. Vi må ganske enkelt fortsætte rejsen, og vi må være udholdende i at sige mantraet. Vi må aldrig stille os tilfreds med halv klarhed, halv oplysning. Vores kald er at komme helt ind i Kristus’ lys, og det er et kald, der er givet enhver af os til at vokse til den modenhed og den fylde, som er intet mindre end Kristus’ fulde udødelige liv. Som apostlen Paulus skriver:

… indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristus’ fylde.100


24. JUNI

100 Ef.4,13.

To udtalelser af Jesus er af stor vigtighed, når vi begynder at meditere. Den første er: ”Hvis I ikke bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”101 For at lære at meditere må vi lære at blive meget enkle. Vi må lære at gen-lære at blive som et barn. Vi må lære, ligesom et barn lærer, ved at acceptere undervisningen med tillid og ved at acceptere en praksis. Vi må lære at genopdage evnen til forundring, som kommer samtidig med tilliden kombineret med praksis. Den evne mistede vi lige så hurtigt, som vi mistede vores tidlige enkelhed. Meditation er at vende tilbage til uskylden og som et udtryk for det at vende tilbage til en tilstand af forundring.

Den anden sætning af Jesus, der kan være os til hjælp, er: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han lægge sit jeg bag sig.”102 Når man siger sit mantra, må man slippe sine egne tanker, sine egne teorier og ideer, sine forestillinger, sin frygt og sine dagdrømme, og ganske enkelt være der, være til stede, lytte til lyden af mantraet. Man skal ikke tænke på sig selv. Når man bliver klar over, og det gør vi alle, at det er vanskeligt at blive ved mantraet, skal man, lige så snart man opdager, at man er blevet distraheret, eller at man igen tænker på sig selv, stille og roligt og meget ydmygt vende tilbage til mantraet. Mantraet er den store lærer i ydmyghed.


25. JUNI

101 Matt.18,3.102 Luk.9,23. (Gengivet efter den engelske oversættelse. O.a.)

Hvad jeg vil anbefale at gøre, når man begynder at meditere, er at begynde med en morgen- og en aften-meditation. Når man har fået det helt regelmæssigt indbygget i sin dagligdag, så kan man, hvis man ønsker det og ens livsomstændigheder tillader det, også lægge en middagsmeditation ind. Jeg tror det vil være godt, men jeg forventer ikke at de fleste kommer der til, før i hvert fald efter nogle år. Man skal begynde stille og roligt, og være meget overbærende med sig selv. Jeg tror alle vil erfare, at man begynder, man giver op, man begynder igen, man giver op og så videre. Man må være meget nænsom, klog og have forståelse med sig selv. Men hvad jeg tror, man vil opdage, er, at selve den erfaring gør at man bliver mere autentisk. Man lærer af erfaring.

Man vil helt enkelt opdage, at jo længere man har mediteret, des mere synes ens dag at få form og des mere formål får man i sit liv. Des mere begynder man at se meningen i alt og des mere vil man finde, at kærligheden vokser i ens hjerte. Der vil sikkert stadig også være en god del ondskab, men kærligheden vokser. Og det er den virkelige test af meditation. Mere behøver ikke nødvendigvis at betyde bedre. Den virkelige test er kærligheden, der vokser i ens hjerte.


26. JUNI

For at gå den spirituelle vej må vi lære at være stille. Det der kræves af os, er en rejse ind i dyb stilhed. Når religion står stadig svagere i vor tid, skyldes det delvis, at de ord, som religion bruger i bønner og ritualer, har brug for at blive ladet op med mening, ligesom batterier kan lades op. De må lades så meget med mening, at de bevæger vores hjerter, at de kan få os til at bevæge os i ny retning, og ændre vores liv. Men de kan kun lades så meget med mening, hvis de udspringer af ånd, og ånd kræver stilhed. Alle må bruge ord, men for at bruge ordene med kraft må vi være stille. Alle har brug for spiritualitet, alle har brug for Ånden.

Meditation er vejen til stilhed. Mantraet er det ord som leder os ind i en sådan stilhed, der lader alle ord med mening. Det kan lyde abstrakt, men alle har erfaringer med det. Alle kender til, at det kan være i stilhed, man dybest lærer et andet menneske at kende. At være stille sammen med et andet menneske er et dybt udtryk for tillid og tryghed; modsat kan man føle sig presset til at sige noget bare for at sige noget, hvis man ikke er tryg. At være stille sammen med et andet menneske er i sandhed at være med det andet menneske. Der er ikke noget så kraftfuldt til at etablere tryghed som en afslappet og kreativ stilhed. Intet afslører uægthed så meget som stilhed, der ikke er kreativ, men præget af frygt.

Moment of Christ

27. JUNI

Til en begyndelse må vi forstå, at Guds rige ikke er et sted, men snarere en erfaring. Men fordi vores forståelse af hvad bøn er, så ofte er ødelagt af vores indlærte forestillinger, er det en indsigt, det ikke er nemt at holde fast i; men den er vigtig. Vores barndoms undervisning om himlen som ”et sted, vi kommer hen, når vi dør”, og om bøn, at det er ”at fortælle Gud, hvad vi ønsker”, har haft enorm indflydelse på os. Men vi er nødt til at vågne op af begrænsningerne af denne undervisning, beregnet som den er for børn. Alt for ofte halter vores spirituelle modenhed langt bagefter vores vækst og udvikling på andre områder.

Erfaringen af bøn er erfaringen af de befriende konsekvenser af transcendens103. Som jeg har sagt før, er det realiseret transcendens. Hvad der sker i bøn er, at Kristus’ kærlighed frigøres i vores hjerter. Alle illusioner og billeder, som begrænser eller fordrejer den, transcenderes. Det er en virkning af at finde og realisere vores egen menneskelige frihed, vores frihed fra ønsker, fra synd, fra illusion. Kun hvis vi er frie og derfor gendannet til at ligne Gud, kan vi kende Kristus’ kærlighed. Vores frihed er betingelsen for at vi kan være autentiske, være i harmonisk kontakt med grunden for vores væren, vores kilde og vores urbillede. Grunden for vores væren kan vi kun komme i kontakt med ved at sætte en anden udenfor os selv i centrum, ved transcendens. Ved at gøre den bevægelse, ledet af Ånden, kommer vi ind i erfaringen af at blive helt autentiske i Guds egen frit-flydende og alt-omfavnende virkelighed.

Community of Love

28. JUNI

103 transcendens, dvs. overskridelse af grænser og begrænsninger. (O.a.)

Meditation er spirituel handling, der renser alle andre aktiviteter. Den er ren, fordi den er uselvisk, helt orienteret mod andre. De fleste af vores aktiviteter, vores håb og planer sker overvejende optaget af resultatet, hvad det er værd i kroner og ører. I sin værste form drejer det sig udelukkende om selv-interesse, egoisme, hvor det er mest tydeligt. Men enhver bekymring for resultater, for frugten af aktivitet, rummer i sig en tendens til at ville besidde eller at blive bundet til resultatet, hvilket bringer ubalance i harmonien i de energier der ligger i aktiviteten. Ved at meditere dag efter dag, ydmygt og almindeligt, går vi ind i mysteriet i den uselviske, mod-andre-orienterede aktivitet.

Vi kan måske ganske vist begynde at meditere med et overfladisk ønske om resultater og prøve at vurdere, om vores investering i tid og energi bliver retfærdiggjort af, hvad vi får tilbage i form af visdom eller ’ekstraordinære’ oplevelser. Men den jævne, almindelige meditationspraksis renser os for denne spirituelle materialisme, og efterhånden som vi kommer ind i den direkte erfaring af Væren, af ren handling, finder vi alle vores øvrige aktiviteter gradvist og radikalt renset for egoisme. Og for nu at udtrykke det mere enkelt – eftersom meditation leder os ind i erfaringen af kærlighed i centrum af vores væren, gør den os mere kærlige mennesker i vores almindelige liv og relationer. Meditation lærer os, hvad teologi alene ikke kunne overbevise os om, at Væren er Kærlighed.

The Present Christ

29. JUNI

Vær absolut klare i jeres sind om den ligefremme enkelhed af meditationens form. Der er nødvendigt også at være ydmyg om formen, at acceptere den og ikke prøve at lave om på den, at udvande den, og få den tilpasset én selv.

Her følger meditationens form, som er: at tage sit mantra, sit meditationsord, og sige det. Hvor fyldt af fred man end føler sig, så sig ordet. Hvor søvnig man end føler sig, så sig det. Hvor vanskeligt det end er for én, så sig det. Hvor meget man ellers får ud af det, eller hvor lidt, så sig ordet. Hvis man har forstået det, har man forstået næsten alt, hvad der er at forstå… at sige mantraet fra begyndelsen til enden. Man er også nødt til at meditere hver morgen og hver aften. Hvis man seriøst ønsker at gå i gang på den vej, som traditionen viser os, så må man finde tid til det hver morgen og hver aften. Alt udover det er mere eller mindre indlysende. Man må lære at sidde absolut stille. Man må lære at komme ind i erfaringen af total stilhed i krop og ånd.

30. JUNI

Forfatteren til Uvidenhedens Sky (The Cloud of Unknowing) taler om meditation som metoden til at fjerne syndens sår i os ved dens rod. Det er virkningen af meditation, virkningen af healing, en virkning af vækst, og det er en rejse, på hvilken vi lægger al delthed bag os, og idet vi lægger opfattelsen af virkeligheden som delt bag os, rejser vi i tro ind i Guds enhed. I Første Mosebog læser vi, at Adam efter det med æblet skjulte sig, da han hørte Gud Herren vandre i haven om aftenen. Grunden til delthed er frygt, og meditation er en måde at opdage den uendelige kærlighed i sit hjerte, uendelig kærlighed der driver al frygt ud.104

Ego’et er grundlæggende det billede vi har af os selv, det billede af os selv som vi prøver at projicere på andre.105 Da ego’et i Adam var sluppet ud, krævede hans billede af sig selv pludselig klæder, så han kunne vise sig selv frem i det rette lys, men det var illusioner; alle falske opfattelser af os selv, af andre og af Gud stammer fra ego’et. Ego’et er ligesom et djævelsk prisme: lyset der passerer igennem, bliver brudt og opsplittet. Den rene lysstråle bliver splittet op i dets forskellige bølgelængder og afbøjet fra deres rette kurs.

Meditation får os til at smadre prismet og samle den rene lysstråle igen. Meditation får os til at glæde os vores væren som et hele, og gør os i stand til at være fuldt åbne overfor Guds en-hed, og alt dette er Hans frie gave. Den enhed kan vi nu glæde os i, ikke ved at se dens facetter udefra, men ved at trænge ind i dens centrum. Ego’et vil altid friste os til at beskytte os selv, men det sande selv er skabt til selv-transcendens.106 Meditation tager os udover delthed, ind i enhed.

The Door to Silence

1. JULI

104 1.Joh.4,18.105 Smlg.projektor; at sende et billede ud, så man ser det på andre og ikke i sig selv. (O.a.)106 Transcendens: at gå ud over sig selv. (O.a.)

En af de vanskeligste ting for vesterlændinge at forstå er, at meditation ikke handler om at prøve på at få noget til at ske. Men vi er alle så bundet ind i en mentalitet, der handler om teknik og om at frembringe noget, at vi uundgåeligt først tænker, at vi skal i gang med at gennemføre en event, en begivenhed. Afhængig af vores forudsætninger og forestillinger har vi forskellige idéer om, hvad der så skal ske ved meditation. For nogle er det visioner, stemmer eller oplevelser af lys. For andre er det forventninger om dybe indsigter og forståelse. For atter andre er det forventninger om bedre styr på ens daglige liv og dets problemer.

Det første man må forstå, er imidlertid, at meditation ikke har noget at gøre med at få noget til at ske. Det grundlæggende mål med meditation er faktisk lige modsat, simpelthen at lære at blive helt bevidst om det, der er. Den store udfordring i meditation er at lære direkte af den virkelighed, der opretholder os.

Glem ikke disciplinen med kroppens stilhed, når du mediterer. Mind dig selv om det jævnligt, i fald du er begyndt at blive lidt overbærende med uro i kroppen. Når du siger dit mantra, kan du ånde det ind på indåndingen og ånde ud i stilhed. På den måde er det, som om du modtager Guds Ånd, som er livet i dig. Du ånder det ind. Udånding i stilhed er li’som at gi’ sit liv tilbage til Gud i absolut tro og absolut kærlighed, rede til at modtage det fra Ham igen, hvis Han vil gi’ dig det endnu en gang i næste indånding. Vores åndedræt viser, hvordan meditationen er fast forankret i det grundlæggende forhold i den kristne åbenbaring: død og opstandelse. Vi dør i forhold til alt, hvad der forgår. Livet er rettet mod Guds uendelighed.

Word Made Flesh

2. JULI

Dette er fra apostlen Paulus’ brev til kolossenserne:

Må Han styrke jer med al Sin kraft ved Hans herlige magt til at møde hvad end der kommer, med styrke, tålmodighed og glæde, og tak vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset.107

Læg mærke til det sprog, Paulus bruger. Han inviterer os til at blive styrket med al Hans kraft og ved Hans herlige magt. Vi må konstant minde os selv om, at det er hvad kristendom handler om, at lære at leve ud af al Guds kraft, ikke se på, hvad vi selv kan gøre med vores liv, men se på, at der i vores liv er en kilde af kraft til vores rådighed, som er uendelig. Det kald, vi har, beskriver Paulus som at få del i arven fra Gud i lysets rige. Nu er dette uden tvivl et meget usædvanligt sprog, der beskriver, hvad vi kun kan kalde en usædvanlig erfaring: den ’herlige magt’ og ’Guds kraft’ tilbydes enhver af os til at møde, hvad der end må komme, med styrke, det vil sige mod, med tålmodighed, med evnen til at holde ud, og med glæde, så hjertet svulmer af livslyst.

The Door to Silence

3. JULI

107 Kol.1,11-12

Meditation er en kraftfuld metode, hvis man kan sige mantraet kontinuert, uden ophør, fordi det er den måde, man i bøn lægger ego’et bag sig, giver slip på sig selv for at det kan blive optaget i Guds uendelige mysterium. Folk spørger: ”Hvad erfarer man i bøn?” Erfaringen i bøn er at gå udover sig selv, gå udover, hvad ord kan beskrive. Apostlen Paulus beskriver det som at komme ind i Guds herlighed. Men ved at sige mantraet lægger vi alle ord bag os, fordi ordene begrænser erfaringen. De gør erfaringen selv-refererende. Erfaringen er en erfaring af uendelighed, og ingen endelige ord kan indfange erfaringen.

Men lad mig igen understrege, at vejen er en enkelhedens og barnlighedens vej. ”Hvis ikke I bliver som børn” betyder: hvis ikke I i jeres eget hjerte genfinder evnen til forundring, for uskyldig undren, en uskyld, som vi alle mister så let og så ubetænksomt. Men vi er nødt til at finde den igen. Og vejen til at finde den er at gå ind i stilhed, at være, at være åben overfor Guds herlighed, overfor hans væsens under. Det er derfor vores mantra er af så yderste vigtighed. Det er derfor dagdrømmeri er et sådant tab af mulighed, sådan en forfærdelig indespærring i tid. I modsætning hertil er vi alle kaldede ind i det evige øjeblik, hvor vi taber os selv i Gud.

Moment of Christ

4. JULI

Det er vanskeligt for os at meditere, fordi vi er så hyperopmærksomme på os selv. Vi kan ikke lade være med li’som at se på den lille tv-skærm, der får sine data fra ego’et, og se os selv, tænke om os selv, analysere os selv. Men meditation drejer sig om at få den lille tv-skærm til at være helt stille. Meditation er en tid for fattigdom, for stilhed, for selvforglemmelse. Meditation er ikke en tid for at analysere os selv, for at tænke over vores motiver eller forstille os selv som spirituelle eller syndere, men en tid til at være absolut stille i sind såvel som i krop.

Vejen til det er en meget enkel vej. Det er en stilhedens vej, en udholdenhedens vej, en sjælens fattigdom. Men samtidig en gavmild fattigdom fuld af glæde, i hvilken vi giver slip på alle vore tanker, alle vore forestillinger, alle vore ord og bliver ved det éne ord, mantraet. Når man begynder på at meditere, må man nøjes med at have tillid til, at det er sådan; man må sige sit mantra på trods af al fornuft. Og så må man vende tilbage til sin meditation hver morgen og hver aften. Man må give slip på alle de kriterier, vi er betinget til at bruge: om det dur eller ikke dur, om det virker eller ikke virker, og blive ved med tillidsfuldt som et barn at sige sit mantra. Sige sit meditationsord. Den vidunderlige kraft der ligger i mantraet, er, at selve den barnlige tillid fører os tilbage til vores uskyld og den frihed, der ligger i uskylden. Vi lærer at være i nuet. Enkelt, stille, kærligt og i den grad fri: fri i meditationen og i det daglige liv, fri i sind og krop.


5. JULI

At lære at meditere er at lære at blive et virkelig harmonisk menneske. Der er intet livs-fornægtende eller selv-forkastende ved meditation. Det er ganske enkelt måden at få ethvert aspekt af vores liv i harmonisk forhold til ethvert andet aspekt. Hvis vi ville prøve at opnå dette alene ved tankens hjælp, ville vi blive slået ud ved opgavens enorme kompleksitet, men bøn er dybere og mere kraftfuld end tanke. Vores intellekt og vores følelser behøver ikke at konkurrere med hinanden, og bøn bringer dem i harmoni, så at de kan arbejde sammen i fredelig komplementaritet.108 Hver gang vi sætter os ned for at meditere, går vi ind i en tilstand af én-hed, hvor alt det der udgør vores liv, forsigtigt rystes sammen i Guds nærvær. Gud er én og Han kalder os til at være en enhed.

Der er derfor en virkelig pointe i Uvidenhedens Sky (The Cloud of Unknowing), der kalder meditation en for-én-ende proces, at blive én. Gennem analyse er det bestemt muligt at opdage og afdække alle de forskellige elementer i vores liv og personlige historie, der stritter imod hinanden. Hvorimod vi i meditation går ind på en syntesens vej109, hvor alle de forskellige, lykkelige og ulykkelige, elementer er bundet sammen i den viden, at vi er en enhed i Gud. Det er en opdagelse, som hver eneste af os er inviteret til at gøre personligt. Hver enkelt af os har et personligt ansvar for at meditere, for at sætte sig ned, morgen og aften, og for at sige vores mantra. At acceptere og påtage sig det ansvar er en kraftfuld faktor i vores udvikling mod en fuld personlighed.


6. JULI

108 Komplementaritet: modsætninger der gensidigt udelukker hinanden. (O.a.)109 Analyse: at se enkeltdele. Syntese: at se sammenhæng og helhed. (O.a.)

Den centrale betydning, målet med meditation er dette: virkeliggørelsen af vores totale inkorporering i Jesus Kristus, i den livscyklus der udgøres af Hans udgåen fra og venden-tilbage til Faderen.110 De egenskaber vi har brug for i dette fundamentale møde mellem os selv og grunden under vores væren, er opmærksomhed og modtagelighed. For at virkeliggøre vores fuldstændige inkorporering i Ordet, må vi ikke alene lytte til dets stilhed, stilheden indeni os, men også tillade dets livscyklus at gennemspilles i os og at lede os ind i dybet af dets stilhed. Dér i Ordets stilhed deler vi Hans oplevelse af at høre Sig selv evigt udtalt af Faderen.

Det er derfor Jesus’ liv er af sådan en betydning, og derfor Skriftens beretning om Hans liv er af sådan en værdi. Jesus af Nazareths erfaring af at vågne til Sig selv, komme ind i sfærerne af stilhed i Sig selv, Hans erfaring af at finde Sin egen Ånd og kilden til Sin Ånd, er erfaringen for enhver der er genfødt i ånd. Og det er den selv-samme erfaring skabt af Faderen. Skabelsens under findes, ikke i menneskers forskellige spirituelle opvågninger, men i Jesus, Sønnens, ene alt-omfattende opvågning til Faderen.

Word Into Silence

7. JULI

110 Joh.16,28.

Formålet med at sige mantraet er, at det bliver fokus i din opmærksomhed. I meditation tænker vi ikke på noget, vi jager ikke efter indsigter, der måtte komme til os mens vi siger mantraet. Lad dem alle falde væk, idet du kommer til en stadig dybere stilhed, i hvilken den eneste lyd i dit sind er mantraet. Mantraet vil selv lære dig den tålmodighed, der kræves for at sige det. Det vil også lære dig den ydmyghed, der kræves. I meditation forsøger vi ikke at eje Gud eller at nå til en dyb indsigt om Gud. Vi søger ganske enkelt at tage imod den gave, som vores skabelse er, så fuldstændigt som vi for øjeblikket kan, og at besvare den så generøst vi kan. For at gøre det lærer vi at være stille, også mentalt, og at være sandt ydmyge.

I dagligdags sprog er essensen af meditation er lægge ego’et bag sig. Vi prøver ikke på at se med ego’et, hvad der sker. Ego’ets synsfelt er begrænset på grund af dets egen selv-centrerethed. Øjet, med hvilket vi ser uendelig fjernt, kan ikke se sig selv. Paradokset i meditation er, at når vi først opgiver at prøve at se og at besidde, så ser vi alt og alt tilhører os.

Word Made Flesh

8. JULI

En stor del af interessen for det spirituelle i vore dage har sin oprindelse i psykologien. Folk er ofte interesserede i, hvad bøn og meditation kan lære dem om sig selv. Det er helt naturligt for mennesker i vores generation at se alt i relation til selv-udvikling, selv-indsigt og så videre. Men denne fascination vi har af at studere os selv, kan blive katastrofal for den spirituelle rejse.

Hvis vi går i gang med at meditere og så begynder at være optaget af, om vi forstår os selv bedre, og begynder at udforske os selv i den retning, er der en reel fare for, at vi snart opdager, at vi har forladt meditationens pilgrimsrejse, som er en pilgrimsrejse ind i uendelig viden og visdom. Og vi opdager, at vi er endt op i at sidde fast i isolationens begrænsede viden, hvor det er os selv der er isoleret, og der er en meget reel fare for, at det er os selv, vi ved vores egne mentale operationer bliver begejstret for. Vi kan blive så begejstret, at vi glemmer, at vi er på pilgrimsrejse ind i Guds mysterium. Essensen af evangeliet og essensen af den meditative erfaring er ikke selv-analyse, men selv-transcendens111.

The Door to Silence

9. JULI

111 Transcendens: at overskride eller nå ud over hidtidige grænser. (O.a.)

Guds ultimative mening om os afhænger ikke af, hvad samfundet siger, vi er – det ville være at ”foretrække menneskers anerkendelse frem for anerkendelse fra Gud”, som Jesus udtrykker det. Da Thomas More112 blev fængslet i The Tower of London, fordi han foretrak at følge sin samvittighed frem for kongens anerkendelse, blev hans offentlige embeder taget fra ham og han blev almindelig kriminel. Men hans integritet kunne ikke tages fra ham. Han vidste hvem han var, ikke kun i verdens øjne, ikke engang i sine egne øjne, men i Guds øjne. Han følte en dyb overbevisning, der kom sig af en dyb selv-indsigt, der lod ham erkende, hvem han var i evigt perspektiv – skabt af Gud, forsonet i Jesus og et tempel for Helligånden.

Vi må blive lige så radikale, på hver vores måde, som Thomas More for at opfylde dette formål. Alle omkring Thomas More prøvede at tale ham fra hans integritet. Vi lever i et samfund, der ikke anerkender den afgørende værdi af spirituel praksis, fordi det har glemt den åndelige virkelighed.

Meditation er en praksis, der sætter os i stand til hver dag at rodfæste vores liv i Guds åndelige virkelighed. Det er en positiv vej, selv om vores nuværende materialistiske og ydre-styrede værdier måske må afvise det som spild af tid eller som uproduktiv indadvendthed. Men fordi vi mediterer, afviser vi ikke verden eller konstruerer en falsk modsætning til den. Vi ønsker at leve fuldt og helt i verden, men vi ved, at vi kun kan nå til denne fuld-hed og helhjertethed, hvis vi er sandt rodfæstede i Gud.

Word Made Flesh

10. JULI

112 1477-1535, engelsk jurist og statsminister, der nægtede at acceptere kong Henrik den 8.s personlige skilsmisse og brud med den katolske kirke, og som derfor blev henrettet. (O.a.)

Vores daglige meditation er en indgang til den faste overbevisning, at Gud har åbenbaret sig i Jesus, og at Jesus åbenbarer sig for os i vores hjerter. Hvis bare vi har opmærksomhed, hvis bare vi vil være stille, hvis bare vi vil være enkle, ydmyge, lydige. For at lære denne lydighed, enkelhed og ydmyghed er det vi siger vores meditationsord. Vores håb er rodfæstet i Guds overvældende godhed. Og håbet er gjort personligt virkeligt i den kolossale godhed, som Han har givet hver enkelt af os i Jesus.

Meditation er en tid for fundamental glæde. Det er den fred, som overgår al forstand113, ud over alle ord, begreber og analyser. Lad mig igen minde jer om, hvad det indebærer.

For det første et dagligt commitment, et commitment der går helt ud over, hvad vi har lyst til. Vi mediterer ikke, når vi lige har lyst til det, eller mediterer ikke, når vi ikke har lyst. Vi accepterer disciplinen i den daglige meditation og den daglige venden-tilbage-til meditationen. Endvidere accepterer vi disciplinen i at sige mantraet, sige det fra begyndelsen til enden. Og alt sammen, fordi Guds herlighed er åbenbaret i Jesus. Alt sammen på grund af den stærke overbevisning, at Jesus er Herre, og at vi er i stand til at sige at Han er Herre, fordi Han har skænket os Helligånden.

Moment of Christ

11. JULI

113 Fil.4,7.

Jeg hilser Jer i Herren. I dag har vi fejret Sankt Benedikts dag, og det må være den rigtige dag at sende dette brev ud til alle jer, der sammen med os deler hans vision og det, han har nået. Hans forståelse af det kristne liv som et commitment til den almindelige, jordnære virkelighed grundfæstet i den kontemplative erfaring har inspireret og inspirerer stadig mennesker i mange forskellige livsomstændigheder og mennesker, som følger forskellige kald til den ene Gud. Jeg kommer til at tænke på, at jeg for nogle år siden hørte en gammel munk, der citerede en beskrivelse af den gavmildhed, der hører munkelivet til: ’at yde en uoverskuelige tjeneste til den oversete’. Det er det særlige, der viser det universelle, og et commitment til at yde det bedste i alt, hvad vi gør, for dets egen skyld, som gør os i stand til at lægge ego’et bag os.

Det geniale i Benedikts vision er, at hvor denne tilgang så let som ingenting kunne blive fanatisk, dér gør han den menneskelig, medfølende og tolerant – sandt kristen. Den bærende kraft i denne vision er dens menneskelighed. Alt for ofte kan en religiøs vision om livet miste sit menneskelige fokus, men for Benedikt var det gennem Jesus’ menneskelighed og vores egen menneskelighed, at vi kommer ind i det guddommelige mysterium.

The Present Christ

12. JULI

De som følger Skt. Benedikts regel og ånden i den, er dem, som ydmygt søger efter en måde er realisere deres potentiale i Gud. For mig ser det ud som om den enorme betydning af klosterlivet, både for Kirken og for verden, er, at det er et tegn på realiteten af Guds nærvær iblandt os. Det budskab, som munken har at give verden, kommer ikke i første række fra hans ord, men fra hans liv i sig selv. Munkens liv har sine prioriteter ordnet ganske enkelt. I første række er det hans helhjertede søgen efter Gud. Virkningen af det budskab han har at give, kommer fra dybet af det personlige commitment, han lægger i denne søgen.

Og det er kraften i Benedikts regel for alle os, hvad enten vi er i munkeordenen eller vi associerer os med munkeordenen. Det budskab som de, der følger Benedikts regel, har, er dette: Opløft jeres hjerter. Åben jeres øjne for hvad der varer evigt, den nye skabning, og søg hjertets renhed, som vil åbne jeres øjne. Hvad Benedikts vision har at sige, er frem for alt: Vid fra jeres eget hjerte, fra jeres egen erfaring, at I blev skabt til vedvarende udvidelse i ånden.

Community of Love

13. JULI

Meditation er skridtet væk fra selv-centrerethed til Gud-centrerethed. Fra at have sig selv i centrum til at have Gud i centrum. Idet vi tager det skridt, finder vi vores egen plads i verden, hvor vi burde være, og hvor vi faktisk er. Alle vores relationer er følgelig sat i den rigtige rækkefølge: vores relationer til hinanden, til miljøet og hele skabningen, vores relation til Gud. Så opdager vi, - og det er vitalt for vores sundhed, at hver enkelt af os faktisk opdager det, - at vi har en afgørende plads i Guds plan. Det er måske det vigtigste for mennesker i dag, at opdage værdigheden i at svare på den enestående gave, som skabelsen af os er.

Hvordan kan vi gøre det? Meditation er den disciplin, som gør det. Disciplinen er, at vi lærer at beherske os selv og at fokusere vores opmærksomhed, hele vores væsen, på Gud. Vi er nødt til at begynde et sted. Vi må begynde med os selv og med at lære at være stille indeni os selv. Det betyder ganske enkelt at lære at være, at være os selv, snarere end at definere os selv ved, hvad vi gør eller hvad vi tænker. Som en kunst og en praksis bringer meditation os hen imod den tilstand af simpel væren i kraft af den stille og tavse gentagelse af mantraet.

Word Made Flesh

14. JULI

Til de af jer, som først for nylig er begyndt at meditere, sender jeg særlig meget kærlighed og opmuntring. Det commitment, som denne rejse i første omgang kræver af os, er usædvanligt. Det kræver tro, måske en vis dumdristighed til at begynde med. Men når vi først er begyndt, er det Guds natur, kærlighedens natur at føre os af sted, at lære os af erfaring, at vores commitment er til virkeligheden, at vores disciplin er springbrættet til frihed.

Rejsen til vores eget hjerte er en rejse til hvert eneste hjerte. Og i det første lys fra virkeligheden ser vi, at dette er det rige, som Jesus blev født til at oprette, og i hvilket Han fødes igen for at virkeliggøre i hvert eneste menneskes hjerte. Det, som vi har lagt bag os, er ensomhed, forvirring, isolation. Hvad vi har fundet er fællesskab, sikkerhed, kærlighed. Vores vej er enkelhed og udholdenhed. Mantraets enkelhed. Vores udholdenhed i vores daglige meditation. Og idet vi rejser denne vej, bliver vi knyttet tættere sammen af den samme kærligheds kraft, der forener os.

The Present Christ

15. JULI

Den meditative rejse er derfor en rejse, der involverer vores totale væren, og det er en udfordring, som enhver, der sætter ud på denne rejser, bør se i øjnene fra begyndelsen. Hver eneste del af vores person, hvert eneste aspekt af vores liv, kan ikke undgå at komme ind i denne øvelse, og derfor må enhver del af vores person, hver del af vores liv blive transcenderet, når vi rejser fra periferien til centeret. Vores familieliv, alle vores relationer, vores arbejde, vores rekreation – alt i vores liv – bliver bragt i harmoni, fordi alt i vores liv i meditationsprocessen kommer i resonans med centeret.

Et seriøst commitment til den spirituelle virkelighed har virkninger i hele vores liv. Vi er, selvfølgelig, nødt til at begynde, og vi er nødt til at begynde med tillid. Når vi begynder, er vi nødt til at se i øjnene, at kravet er dybt, fordi rejsen er dyb. Rejsen kan se ud til at kræve mod, energi og beslutsomhed. Og det er rigtigt – den kræver alle disse tre ting. Men det som vi kan gøre, er at beslutte os for det første skridt

Vejen til centrum er vores daglige meditation, den tid vi sætter af hver morgen og hver aften i vores liv. Som kristne tror vi, at kilden til al energi, til al harmoni kan findes i vores hjerter. Meditationens praksis er ganske enkelt vejen til at være åbne overfor dette nærvær, overfor denne energi, overfor denne harmoni, og at være åben på en stadig dybere måde.

In The Beginning

16. JULI

Vi må indrømme, at når vi taler om ’vores bøn’, så taler vi i virkeligheden om at stille os til disposition for den fulde frisættelse af Åndens liv indeni os, som er Jesus’s bøn og hans livgivende forbindelse med Faderen. Det er derfor vi beder i den forstand, at vi vender os væk fra os selv, fra den kontrollerende selv-bevidsthed og de trivielle distraktioner fra alt det, som vi betegner som ego’et eller jeg’et. At ”alt” virkelig betyder alt, er det krav det stiller. Det sammenfattes i det gamle munkeordsprog ’En munk beder ikke egentligt, når han ved, at han beder.’ Hvis det lyder nedgørende, er det kun fordi det er en beskrivelse af transcendensens enhedsbevidsthed – en tilstand af fuldstændig enkelhed, som kræver intet mindre end al ting.

Forskellen mellem at være barnlig og at være som et barn er den afgørende udfordring. Vi må også se i øjnene, at ’Himmeriget’, som de, der er som børn, kommer ind i, kræver indøvelse i en stadig fordybet enkelhed i det allerinderste i vores væren, og at vi langt fra at blive nedgjort bliver fuldstændig genopbygget som os selv. For første gang i vores liv erfarer vi det forunderlige i, at vi er til, skønheden i livet, kærligheden som det allermest centrale.


17. JULI

Som Jesus formulerer det: ”Hvis nogen af jer vil følge mig, må han lægge sit jeg bag sig.”114 Der er ikke tvivl om, at der er noget dristigt og krævende over denne rejse. Det kræver nerver at tage opmærksomheden væk fra sig selv, at give slip på egne idéer, og at se helhjertet fremad. Personen, der mediterer, er ligesom øjet, der kan se, men ikke kan se sig selv. Så derfor er det en rejse, der kræver tro – det vil sige commitment, det vil sige beslutning om at ville – og det man vil, er noget der når ud over en selv, noget der er større end en selv. Derfor kræver rejsen ydmyghed, en ydmyghed til at holde op med at tænke på sig selv. Og hvad det betyder er, at vi, efterhånden som vi når frem på rejsen, bliver ved med at give slip på at tænke på, hvad vi har opnået. Problemet er, at når vi begynder, vil vi altid være optaget af vores fremskridt, af hvor perfekt vi udfører teknikken og så fremdeles, men vi må lære at vi skal give slip. Dette er udfordringen, og det er den udfordring, som med en klassisk formulering kræver at vi bliver ved med at sige mantraet fra begyndelsen til enden af vores meditation. Det må man forstå fuldstændig klart.

The Door to Silence

18. JULI

114 Matt.16,24.

Måske er grunden til, at mennesker så ofte misforstår denne form for enkelhed, den tålmodighed, der kræves. Vi har brug for, tålmodigt, dag efter dag, at vende tilbage til denne uselviskheds og stilheds vej. Det kan tage mennesker måneder, ja, år, bare at nå til en klar beslutning om at begynde, dette første skridt af ubetinget commitment, som begynder rejsen. Men er man først begyndt, vil man opdage, at ens daglige meditation bliver den store integrerende kraft i ens liv. Det vil give dybde og perspektiv til alt, hvad man er, og alt, hvad man gør. Den enkle grund til det er, at man begynder at leve ud fra den primære kilde til integritet, til helhed, til Gud, som alene er hellig. Man begynder at leve ud af den kraft fra Guds kærlighed, Han som er én, som er den skabende oprindelse til at hvad der er, og som forener alt med sig selv.

Denne kraft i al dens intensitet og enkelhed er nærværende i vores hjerter i Jesus’ bevidsthed. Den integrerende kraft i meditation virker ind i hver eneste del af vores liv. Hver eneste del er forsonet med helheden. Hele vores liv er på bølgelængde med Kristus, og Hans nærvær giver sig til kende i hver eneste del af vores liv. Vejen til det er ydmyghedens og selv-kundskabens vej, enkelhedens og stilhedens vej, mantraets vej.

Lad altid jeres gøren og laden være præget af ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed. Spar ingen anstrengelse efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd.115

Word Made Flesh

19. JULI

115 Ef.4,2-3

Som I ved, beskrev Julian af Norwich, i det fjortende århundredes England, bøn som en vej af komplet enkelhed, der kræver intet mindre end al ting. Det er vi nødt til at forstå: at invitationen, som Gud giver hver eneste af os, er invitationen til at komme ind i fylden af Hans liv, hvilket indebærer, at Han giver os al ting, men at vi, for at komme ind i den fylde, for at få den gave, selv må være lige så generøse. Al ting bliver givet både af Gud og af os. Når vi begynder at forstå omfanget af det, kan man godt blive nervøs. Men der er ingen grund til nervøsitet, for det er givet til os, for at vi kan give det tilbage. Den energi, vi behøver for at være generøse, gives os, og den gives til os i stilheden, og det er derfor vores commitment til stilheden er af så enorm vigtighed. Stilheden, som man vil møde, er ikke blot lyden af, at der ikke er nogen lyd, men er den karakter af stilhed, som energien har.

Being On The Way

20. JULI

Meditation er ofte blevet opfattetet som denne måde at se på: Meditation er ofte blevet beskrevet som den proces, hvorved vi åbner hjertets øje og lærer at se med kærlighed, og den bedste analogi for det er at blive forelsket. For alle andre ser den elskede ud til at være den samme, men når vi elsker én dybt og uforbeholdent, ser vi ham eller hende i et nyt lys, og den elskedes mindste gestus kan formidle noget til os, som ingen andre kan se. At blive forelsket er en overordentlig vigtig og dyb erfaring for alle, fordi den fører os ud af og ud over os selv ind i den andens virkelighed; dyb meditation har samme karakter.

Vi afstår fra vores isolerede livssyn og vi lærer i stilhed og i disciplinen i vores daglige meditation at rejse ud over vores begrænsninger ind i det grænseløse ocean af Guds kærlighed. Ved at gå ind i stilheden, ved at åbne vores hjertes øjne for uendelighedens lys, begynder vi at se med et nyt syn, og vi ser med en skarphed og nøjagtighed i synet, som er forskrækkende, og med en dybde, der er fascinerende.

The Door to Silence

21. JULI

Lad mig slutte med at minde jer om, at intet kan siges om bøn, som på samme tid kan beskrive bønnens utrolige fylde og dens enorme enkelhed. Jeg vil foreslå, at I nu glemmer det meste af, hvad jeg har fortalt jer undtagen de to ord ’enkelhed’ og ’tro’ – og at begge disse ord sammenholdes i mantraets praksis, der vil tillade Ånden at vejlede jer. Jeg antyder ikke, at enkelheden er let at nå eller at troen er let at holde ved lige.

Men lad mig igen minde jer om, at vores helhjertede åbenhed mod kærlighed er den betingelse, som I og jeg og ethvert menneske er kaldet til. Det er meningen og formålet med vores liv. Det kræver en hel del, men i sidste ende vil vi opdage, at alt hvad vi har mistet, er vores illusioner.


22. JULI

I Bibelen har ordet ’omvendelse’ to aspekter. Der er den ydre, symbolske handling, for eksempel, at strø aske på sig og sønderrive det tøj, man har på. Men det gennemgående tema hos profeterne og hele vejen gennem den bibelske historie er, at den ydre omvendelse ikke dur, med mindre den er inspireret af og udspringer af en indre omvendelse i hjertet. Derfor råber profeten Esajas: ”Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt væk fra mig.”116

Meditation drejer sig om dyb omvendelse af hjertet. Religiøs praksis er meningsløs, hvis den er begrænset til ydre og rituelle handlinger. Liturgi og ritualer har kun mening, hvis de er inspireret af hjertets omvendelse. Det er det vi vender os mod, når vi lærer at være stille. I stilhed modnes en opmærksomhed om, at Gud har åbenbaret sig for menneskeheden i Jesus, og at Jesus åbenbarer Sig selv for os, i vort hjerte, ved Ånden, som Han har sendt til at være i os. Vores liv, såvel som liturgi, finder mening, når vi er så fuldt åbne, som vi kan være, mod Ånden.

Word Made Flesh

23. JULI

116 Es.29,13.

Mantraet er et redskab, der er rigtig vigtigt. Efterhånden som vi lærer at fæstne mantraet i vores bevidsthed, bliver det ligesom en nøgle, som åbner døren til det hemmelige rum i vores hjerte. I begyndelsen er det fast arbejde at sige mantraet under meditationen, morgen og aften. Vi er nødt til at lære at blive helt fortrolig med det. Men efterhånden som vi gør fremskridt og lærer at få mantraet til at sige sig selv og lærer at lytte til det, leder det os ind i og får os til at blive i hjertet, hver gang vi sætter det i gang. Og efterhånden bliver det sådan, at bare det, at få mantraet ind i bevidstheden på andre tidspunkter af dagen, uden videre leder os ind i det Guds nærvær, som er i os; ”Jeg er med jer alle dage,” siger Herren117.

At lære at bede er at lære at leve så fuldt som muligt i det nuværende øjeblik. I meditation forsøger vi så fuldt og helt vi kan, at gå ind i nu’et, og, idet vi går ind i nu’et, at leve så fuldt og helt som muligt med den Herre Jesus, som er oprejst i nu’et og altid nærværende i kærlighed. At være helt fokuseret på det nuværende øjeblik på den måde betyder at finde os selv, at gå ind i os selv, at hvile i os selv; og det gør vi ved at slippe tanker og billeder. I meditation tænker vi ikke på fortid, hverken vores egen eller andres, og vi tænker ikke på fremtiden, hverken vores egen eller nogen andens.

I meditation er vi helt indoptaget i det nuværende øjeblik, og dér lever vi så fuldt vi kan, fordi vores bevidsthed udvides, idet vi føres ind i Kristus’ liv. Oplevelsen af at være fuldt nærværende på den måde er en erfaring af enhed og enkelhed.

Word Into Silence

24. JULI

117 Matt.28,20.

Sandhed drejer sig om krop og ånd, så derfor er det første, vi må lære, når vi begynder at meditere, at sidde stille. Som mennesker, der lever i Vesten, bliver vi let teknisk over-fikserede på kroppens stilling. Vi kan måske lide forestillingen om os selv i visse karakteristiske positurer. Men kropsstilling i meditation har intet at gøre med at sætte sig i positur, og den eneste vigtige regel om kropsstilling er, at rygraden skal være så opret som muligt, og at man sidder så stille som muligt. Men dette peger på en disciplin, som hver eneste af os må lære. Vi er ikke vant til at sidde stille. Vi er ikke vant til at være mentalt stille. Men ånden må komme til stilheden i en dyb enhed med kroppen, der hviler i dyb stilhed.

Man vil ud fra egen erfaring opdage, at kropslig stilhed ikke er den vanskeligste form for stilhed. Mere krævende er den sindets stilhed, der er involveret, når vi forsøger at nå ud over billeddannelse, ræsonnementer, sammenligning, analyseren og vurderen. En af de største farer, vi møder i meditation, kommer som et resultat af vores over-intellektuelle uddannelse. I meditation tænker vi ikke over Gud eller analyserer virkeligheden. Vi er stille og lærer Hans væsen at kende, lærer hvordan vi lærer. Vi kommer til at se, at Han er kærlighed i egentlig forstand. At meditere er simpelthen at afdække den kærlighed, som er Gud i vore egne hjerter.


25. JULI

Vores meditation har altid noget at gøre med at komme et skridt dybere ind i det nuværende øjeblik, endnu et skridt ind i Guds evige nu. Hver gang vi mediterer, tager vi et skridt dybere ind i det guddommelige liv, helt nærværende og samtidig voksende, groende.

Som ved al vækst indebærer det smerte. Det er smerten ved at modnes, som indebærer at lægge tidligere udviklingsstadier bag sig. En del af vanskeligheden er, at vi skal lære at lægge ikke bare noget af os selv, men alt det, vi var i fortiden, bag os.

Vi kan kun blive fuldt nærværende i nu’et, hvis vi kan lægge fortiden bag os. Det, som vi i stedet for prøver at gøre, er ligesom ved bjergbestigning at placere depoter, base camps, ved hvert trin i vores vækst. Men ved hvert af disse depoter er vi uvillige til at slippe nogen som helst del af os selv til fordel for det nye trin i væksten. Men det bliver enklere, og endda lettere, hvis vi erkender, at det ikke er en del af os selv, som det handler om at slippe, men hele os selv. Hvis vi ikke vil det og i stedet satser på at slæbe videre på de tidligere udviklingsstadier, vil vi opdage, at livet indskrænkes i stedet for at blive en erfaring i vækst.

Ved hvert trin i vækst er vi nødt til at lægge hele os selv bag os for at komme fremad og blive en stadig ny skabning. Det er præcis, hvad vi gør, hver gang vi mediterer. Hver gang vi sætter os ned for at meditere, bliver alt, hvad vi har gjort indtil dette øjeblik, inklusiv alt hvad vi har været, ganske enkelt afskrevet. Jo mere fuldstændigt fortiden bliver afskrevet, des mere fuldstændigt bliver vi fornyet, når vi vender tilbage til dagen i dag. Således er meditation et fortsat gennembrud ind i det nuværende øjeblik, ind i Guds nuværende øjeblik.


26. JULI

Ordet ’meditation’ kommer af det latinske meditare, som består af to rødder stare in medio – at stå i centrum. Ordet ’kontemplation’ antyder det samme. Ordet kontemplation betyder ikke ’at tænke over noget’ – ikke Gud eller noget som helst andet. Kontemplation er at ’være i templet’ med Gud. Templet er ens eget hjerte, dybderne i ens egen væren.

Når vi mediterer, lægger vi de overfladiske niveauer i vores liv bag os og går ind i noget, som er dybt. Når vi mediterer, lægger vi det, der kun er kortvarigt i livet, bag os og går ind i det, som er evigt. Det yderste mål for al religion er at forbinde igen (det er, hvad ordet religion betyder), og det er egentlig gen-forbindelsen med vores eget dybe center. At blive genforbundet med vores eget center er formålet i al religion. Vi ved fra den kristne åbenbaring, at Guds Ånd er i vores eget center, i dybderne i vores egen ånd. Sandheden, som vi opdager ud fra vores egen erfaring, hvis blot vi vil gå pilgrimsvejen til dette hellige sted, er, at der kun er ét center, og at dette center er overalt.

Vejen er af-læringens vej. Vejen er at give slip. Vejen er enkelhedens vej. Vi af-lærer og vi giver slip på os selv ved at vende os væk fra alle vores egne ord og tanker og blive udelukkende ved mantraet. Det er det, som kan føre os til dybderne. Det som vi alle må forstå, er, at man ikke bare kan meditere lidt. Hvis man ønsker at meditere, så må man give det en central plads i sit liv.

Moment of Christ

27. JULI

Det som vi alle må forstå om meditation, er, at vi mediterer ikke for at få noget til at ske. Vi mediterer ikke for at få en eller anden slags indsigt. Vi mediterer faktisk ikke for at få eller kontrollere noget. Tværtimod. Vi mediterer for at vi kan give slip på os selv – ikke bare på vores ideer og indsigter, men for at give slip på selve os selv. Det væsentlige i kristen meditation er, at vi bliver indoptaget i Gud, hvor vi mister al fornemmelse af os selv og kun finder os selv i Gud.

Som den store kvindelige mystiker Katharina af Genova118 skrev ”Jeg kender kun mig selv i Gud”. Det er jo en meget vanskelig forståelse af os selv at håndtere, fordi vi alle er vokset op til at tænke meget materialistisk. Vi er alle opdraget til at have kontrol, at eje, – og at sætte sig ned og frivilligt gøre sig selv fattig, at give slip på sig selv når vi kommer ind i Guds nærvær, det er virkelig en udfordring for os.

The Door to Silence

28. JULI

118 1447-1510.

Den eneste anden ting man har brug for at vide, er, at det er afgørende at sige sit mantra hver dag i sit liv, hver morgen og hver aften. Det er så igen svært at forstå, fordi vi har så ringe forståelse for spirituel disciplin. Men det er nødvendigt at afsætte omkring en halv time hver morgen og hver aften til at være stille, enfoldigt enkle og, udtrykt med de meget tidlige munkefædres sprog, at hvile i Herren. Et højtkvalificeret ord de brugte til at beskrive deres meditation, var quies, hvile, at være stille, ikke at røre på sig. I quies’ øjeblik er man ikke optaget af at gøre noget, man er helt optaget af bare at være.

Meditation vil lære en, at det at leve fuldt og helt betyder at vokse, at udvides, at overskride de grænser, som ens egen begrænsning sætter. Idet man krydser grænsen for ens eget væsen, finder man sig selv i Gud. Så tænk ikke, at stilheden er statisk eller at quies er passiv. I fred finder vi den Gud, der undfanger og opretholder kosmos.

Husk, meditation handler ikke om at få noget til at ske. Det der skal ske, er allerede sket. Hver eneste dag har hver eneste af os muligheden i os selv, og samtidig også midlerne, til at blive fuldstændig det menneske vi er kaldet til at blive. Denne mulighed og disse midler er intet mindre end Jesus Kristus’ nærvær i vores hjerter. Meditation er ganske enkelt at være åben overfor det.


29. JULI

Meditation bliver af og til kaldt en tillidsbøn, fordi vi i den tid meditationen varer, giver slip på alt det, som får os til at vide, at vi er til, og alt det, som vi synes vi er. Vi giver simpelthen slip på det. Der er ikke brug for at opregne omkostningerne og ingen fordel ved at redde noget som helst fra bankerotten.

Herlighed følger denne store fattigdom. Apostlen Peter beskriver det som åndens absolutte frihed, som blæser os ind i tilstedeværelsen af Guds herlighed, der ikke begrænses af tid og rum. Det opfordres vil til, ifølge Ny Testamente, allerede nu i dette liv. Det er ikke kun en fremtidig herlighed. Oplysning med Kristus’ lys er en nuværende realitet, en ny måde at leve på i denne verden. Under meditation indoptager vi den trosviden, at vi ikke er henvist til at leve udelukkende på det materielle niveau af virkeligheden. Af den kristne tro og af Kristus’ generøsitet har vi, ifølge apostlen Paulus, lært, at hver enkelt af os er opfordret til dét nye, evige niveau af virkeligheden, som kaldes Ånd.

Word Made Flesh

30. JULI

Flere og flere mennesker er klar over, uden at kunne sige præcis hvordan eller hvorfor, at vi med det moderne liv har mistet kontakten med det, der er væsentligt i vores liv. Vi har mistet kontakten med det vi egentlig er, med centrum i vores liv. Som en konsekvens er det problem vi står overfor, at vi er holdt op med at se på vores religiøse praksis eller vores spirituelle praksis som noget, der har med en disciplin at gøre. Vi er mest tilbøjelige til at se på vores religiøse eller spirituelle commitment i forhold til, hvad vi får ud af det. Vi havde sidste år en ung mand fra London boende hos os, og da vi en dag talte om denne tendens, sagde han: ”Father John, du vil blive chokeret, når du hører det, men jeg droppede religionen, fordi jeg ikke fik noget ud af det. Tok, tok! Når jeg tænker på det nu, kan jeg vågne op om natten og det løber mig koldt ned af ryggen. Forestil dig, jeg tænkte på, hvad jeg kunne få ud af det.” Han var begyndt at få genetableret kontakten.

Mon ikke de fleste af os på et eller andet tidspunkt har indtaget denne jeg-centrerede tilgang til religiøs eller spirituel praksis. Også vi er nødt til at undersøge den sande natur af vores religiøse liv for at finde en måde at begynde at formindske det egoistiske element i det. Vi har brug for at blive grebet af den sandhed, at religiøse værdier ikke kan udnyttes eller eksperimenteres. Det er modsat, de religiøse værdier – og det hellige som de repræsenterer – kalder på os og forpligter os. Så snart vi er begyndt at forpligte os, er vi begyndt på en rejse. En rejse der spørger efter disciplin. Og udfordringen for os er, at det er en rejse væk fra vores egen egoisme.


31. JULI

At sige mantraet er li’som at låse hjertets dør op. Mantraet er som nøglen, der låser døren op for at lade det rene lys fra kærligheden strømme ind. Selv om det er en energiladet proces, er det tillige en blid proces. Forvent ikke dramatiske mirakler. Forvent, faktisk, ingen ting. Men vær tilfreds med ydmygt hver morgen og hver aften, ganske enkelt at vende tilbage til praksis. Og i selve din praksis vil du finde energierne i venlighed, tilgivelse og medfølelse, der alle vil vise sig for dig. Frygt ikke for at deres kræfter vil ændre dig.

Når man begynder, vil man have mange spørgsmål om teknikken, de tekniske aspekter af meditation. Hvordan skal man sige sit mantra? Skal man, for eksempel, sige det rytmisk med sit åndedrag? Eller skal man sige det i rytme med sit hjerteslag? Jeg vil anbefale, at man, når man begynder, siger det så enkelt man kan. Bare sig det.


1. AUGUST

Meditation er at stille sig til rådighed for det evige nu. I meditationen, i den tid meditationen kronologisk varer, er vi, så godt vi nu kan, helt nærværende hos den Gud, som er 119. Fra vores synspunkt er vi i vores meditation med Ham, mens virkeligheden er, at Gud er med os, og det er netop hvad Gud kaldes i Det gamle Testamente, Immanuel, der betyder ”Gud med os”120. Jesus åbner adgang til Faderens herlighed i vores hjerter. At rense vore hjerter til at kunne spejle denne herlighed er hele formålet med mantraet. Mantraet træner os i at kunne lytte. Og sådan leder mantraet os til hel væren, til Gud, i det nærværende øjeblik, hvor vi lægger fortiden helt bag os og overgiver fremtiden i Guds hænder. I meditation tænker vi ikke over fortiden eller planlægger fremtiden, men vi er åbne overfor det evige øjeblik, Guds evige nu. Her er vigtigheden af mantraet, at det sætter en stopper for at tænke på fortid eller fremtid, og efterlader os helt åbne overfor Guds nærvær, Gud som er.

Meditation er derfor en vej til at give slip. Det er en disciplin, en træning, en askese (som er det græske ord for træning). Alt dette, given slip, disciplin, askese sammenfattes og kombineres i den troshandling som mantraet er, når vi siger det i stadig dybere udholdenhed.


2. AUGUST

119 Da Moses ved den brændende tornebusk spørger stemmen i busken, hvem han er, svarer stemmen: ”Jeg er den, der er.” 2.Mos.3,14. (Oversætterens anmærkning.)120 Es.7,14 og 8,8.

Meditation stiller krav til os. Det er en disciplin. Det er ikke godt nok bare at læse bøger om det eller følge kurser i det. Man er nødt til at praktisere det. Man er nødt til at finde sin plads i det. Men for at finde sin plads er man nødt til konstant at reducere sig selv indtil man bliver kun et punkt. Vi ved alle, at der ikke er noget være end indbildskhed. Der er ikke noget værre end selviskhed. Formålet med meditation er at gå ind i vort center, som er erfaringen af selv-transcendens, at komme ud over sig selv. Vi lægger det ydre selv bag os og vores ego formindskes og formindskes og formindskes indtil det har et sted, men ingen størrelse.

At komme til dette punkt i centrum at vores væsen er ligesom at justere åbningslinsen i et kamera. Når vi har reduceret os selv til dette ene fokuspunkt og når vi er stille, skinner lyset ind i os, ind i vores hjerter. Det er Guds lys, lyset der oplyser og illuminerer hele vores væsen. Når vi først er nået til at være i dette punkt og i denne stilhed, skinner lyset i vores hjerte i al evighed. Men misforstå mig ikke. For at gå på denne vej behøver man ikke noget specielle egenskaber eller særlige talenter bortset fra det almindelige talent at vide, at vi må komme ud over al indbildskhed og selv-centrerethed. Det kræver ikke meget genialitet at indse det. Vi må rodfæste os selv ikke i selv-kærlighed, men i universel kærlighed. Vi bliver mennesker, ikke for os selv, men for andre, for alle, for altet.

Moment of Christ

3. AUGUST

Idet vi går ind i vores egen stilhed risikerer vi alt, idet vi risikerer vores egen væren: ”Så sagde jeg til min sjæl: ’Vær stille.’”121 Roen i krop og sind, som mantraet leder os hen til, er en forberedelse til at gå ind i den stilhed. Den forbereder os til vores færd frem igennem stilhedens sfærer til i forundring at se lyset i vores egen ånd og at vide, at lyset er noget udover vores ånd og dog kilden til den. Dette er en pilgrimsrejse gennem vores sfærer af stilhed, som vi foretager i tro, idet vi sætter hele vores lid til noget, som vi kun har en svag anelse om er autentisk og virkeligt, og dog gør det i tillid fordi det er autentisk.

Når vi siger mantraet, overgiver vi vores liv til Ham, som vi endnu ikke har set. Velsignet være de, som tror og handler på grundlag af deres tro, selv om de endnu ikke har set.122 Ved at sige mantraet dukker vi ned i en stilhed, som udforsker vores uendelige fattigdom i sind og ånd, idet den afslører vores absolutte afhængighed af hinanden. Vi bliver ledt dybere og dybere i rensende enkelhed, indtil vi kommer i kontakt med selve grunden for vores væren, og vi finder det liv, som vi giver slip på, og det selv, som vi overgiver til den Anden.

Word Into Silence

4. AUGUST

121 Ps.131,2.122 1.Pet.1,8.

Rejsen til Gud, som er kærlighed, kan ikke gennemføres alene – vi kan ikke bestemme rejseplanen for vores egen pilgrimsrejse eller omstændighederne for vores indsats. Når vi bliver bevidst om, at vi selv er i gang med at ’planlægge’ vores egen indre rejse, og selvfølgelig ikke kan lade være med at styre sådan at vi får øje på højdepunkterne på rejsen, så kommer der et sikkert vink om, at vi alligevel er nødt til at tage hænderne væk fra rattet. Vi må lade den Gud-motiverede retning afsløre sig selv – eller, sagt på en anden måde, vi har ikke været bevidst om at have vores centrum udenfor os selv.

Den kontekst, i hvilken vi lærer sandheden og styrken i at have centrum udenfor sig selv, er fællesskabet. Og vores udholdenhed i fællesskabet – vores åbenhed og frisættelse af andre i kærlighed – er en slags parallel til vores udholdenhed med mantraet – vores generøse og storsindede fattigdom i ånden.

Meditationens vej er kærlighedens vej: ’dette kærlighedsarbejde’, som Uvidenhedens Sky (The Cloud of Unknowing) kalder det. Derfor er det reelt, ikke teoretisk; inkarneret123, ikke abstrakt; praktisk, ikke noget som bare foregår som ord eller ideer. At handle på denne vision og virkelig begynde rejsen kræver et beslutsomt og åbent commitment. Der findes dog ikke noget commitment uden den enkelhed i ånden, der tillader os at sige et entydigt ’ja’ til invitationen til rejsen til virkeligheden.


5. AUGUST

123 Konkret.

Med det sprog, man bruger til at tale om bøn, får en del mennesker modstand mod brugen af det, der opfattes som negative ord: opgivelse, tilintetgørelse. Men sagen er, at det der bliver opgivet, er det, som er værdiløst; det som skal tilintetgøres er det, som ikke er virkeligt. Den grundlæggende erfaring i bøn er den strømmende kraft i Guds kreative kærlighed, og det er den strømmende kraft, der bærer os ind i Guds rige, fordi det er hvad Guds rige er: ganske enkelt kraften i den guddommelige kærlighed, der bliver udløst i hver eneste fiber i vores krop. ”Guds rige er inden i jer”124. Guds rige er en erfaring, der må opleves indefra. Det er denne erfaring, der bibringer en harmoni i os, der integrerer os. Denne viden kan kun erfares på grund af kraften i den guddommelige kærlighed. Den kan kun erfares ved at åbne vores hjerter og sind for Jesus’ hjerte og sind. Den kan kun erfares ved at åbne vores bevidsthed for hans.

Hvad vi behøver for denne rejse er stilhed og opmærksomhed. Overvindelse af selvoptagethed er et spørgsmål om ren opmærksomhed. Den tilstand af bøn, som vi alle er kaldet til, er en tilstand af hjertets renhed, og i denne tilstand er vi totalt åbne, fuldkomment opmærksomme på virkeligheden i dens reneste og inderste manifestation. Vi er åbne overfor Ånden, som er kreativ kærlighed, til stede i dybet af vores egen ånd.

The Door to Silence

6. AUGUST

124 Luk.17,21.

Set udefra kan meditation opfattes som en statisk tilstand, hvor man har lukket ned for evnen til at opfatte noget. Men fra faktisk erfaring er meditation langt fra en statisk tilstand og forstås langt bedre som en dynamisk opvågnen til det fulde potentiale af ens egen udvikling. Dette fulde potentiale er, at vores ånd udfoldes i Jesus’ kærlighed. Enkelhed, barnlig tillidsfuldhed og undren er vejene til, at det kan blive en realitet.

Under meditationen er vi ikke optaget af, at noget skal ske, at der skal indtræffe indsigter eller visdom. Vi analyserer ikke, om der sker hverken overnaturlige eller ydre fænomener. Alt dette er ligegyldigt i forhold til vores viden om, at Ånden, der er i os, løfter sig, når vi vender vore sind væk fra det, som er timeligt og forgængeligt, og i stedet åbner vore hjerter for det, som er evigt: Gud og Guds kærlighed til hver enkelt af os. Sådan opdager vi så også kærligheden i os til alle vore brødre og søstre, idet vi ved, at vi selv er elskede.

The Word Made Flesh

7. AUGUST

Det er omkring tredive år siden jeg begyndte at meditere på denne måde. Jeg gætter på, at jeg var lige så tykhovedet som enhver anden på min alder, fordi jeg hele tiden spurgte den mand, der underviste mig: ”Hvor lang tid vil det tage? Jeg kan jo ikke sidde her og sige det ord hele tiden, vel?” Han så på mig med et lidt forpint udtryk i ansigtet, og enten så han lige igennem mig eller han sagde bare: ”Sig dit mantra.” Nu tredive år efter er jeg stadig slået af visdommen i den undervisning. Som jeg har sagt mange gange, er man nødt til at have tillid, når man begynder. Intet, som jeg kan sige, eller, formoder jeg, nogen anden kan sige, vil have nogen særlig betydning for dig i sammenligning med den overbevisende kraft af din egen erfaring. Man vil komme ind i stadig dybere stilhed. Man vil komme ind i en stadig klarere enkelhed.

Forfatteren af Uvidenhedens Sky (engelsk: The Cloud of Unknowing) fra det fjortende århundredes England, som lærer denne metode, fortæller, at han ofte får kritik af lærde mennesker og teologer for sin undervisning. Men, siger han, kritikken kommer sjældent fra simple mennesker. Den hyppigste kritik er, at dette er en indviklet, esoterisk lære. Men det er det ikke. Det er en metode af absolut enkelhed. Den kræver ikke mere end tillid.


8. AUGUST

I stilheden under meditationen, når man kommer ud over tanker og forestillinger, begynder man at erfare og senere forstå, at det at være er, hvad livet drejer sig om, og at man i meditation lærer at være. At være er at leve som den person man er, uden at prøve at retfærdiggøre sin eksistens eller undskylde for den person man er. Blot være, som man er. Det forunderlige heri er, at jo mere enkel man bliver, des mere er man i stand til at nyde den fulde gave, som ens væren er. Men når man begynder, må man begynde i tro og tillid til, at det er sådan. Man kan ikke komme til meditation med den indstilling: ”Hvis jeg kan få noget ud af det, vil jeg gennemføre det i tre eller seks måneder.” Man kan ikke gå til det med krav.

Som den spanske mystiker Johannes af Korset beskrev det: ”Vejen til at få, er at give slip”. Man må slippe sine tanker, sine idéer, sin bevidsthed og skjulte ambitioner, og blot være. Vejen til det er at sige sit meditationsord. Hvis al ens hensigt er rettet mod at sige sit meditationsord, og hvis man hverken er doven eller utålmodig, kommer man gradvis til at slippe fri af de kroge, som ens tanker og ord og idéer og håb og frygt har i én. Man er fri.


9. AUGUST

Den overraskende åbenbaring i evangeliet er, at det almindelige, det ordinære har absolut værdi og et potentiale: at det kan forvandles af den guddommelige kraft, den universelle kærlighedsenergi. Et liv, der er struktureret indenfor rammerne af morgen- og aftenmeditationen, er rodfæstet i denne kraft og er derfor altid i proces med at blive forvandlet og gennemtrængt af den.

Det som vi i første omgang ser ud til at ”miste” ved at ”ofre” tid på meditation i løbet af en krævende arbejdsdag, er intet sammenlignet med det vi vinder. Ja, vi genvinder faktisk hvad vi har mistet, på grund af den sans for klarhed og orden som meditation giver os, når vi skal træffe helt almindelige beslutninger, og på grund af den skærpede sans for værdien af tid og vores voksende uvilje mod at spilde tiden eller bruge den til trivialiteter. Men frem for alt og udover dette, så er der kastet et lys over vores liv, der skinner igennem det, og som afslører livet i dets sande mening og hellighed. Vores meditation fordyber vores værdsættelse af Eukartistien125, fordi den forfiner vores forståelse af vores eget liv som et sakramente for Guds kærlighed.

The Present Christ

10. AUGUST

125 Nadveren; egtl. taksigelsen. (O.a.)

Slip ikke vejen af syne. Vejen er stilhedens vej. Det er mantraets vej, og kraften i mantraet er præcis dette: at hvis vi er udholdende med det, hvis vi går til vores meditation hver morgen og hver aften med en hjertets alvor, så vil alt i vores liv, alt hvad der har med vores liv at gøre, komme i harmoni med den allerstørste harmoniserende kraft: Guds kraft, den guddommelige energi, den guddommelige kærlighed. Måske er den kvalitet, som vi mere end noget andet har brug for, at være tålmodige med os selv på vejen. Og overbærende.

Det er ikke altid muligt at opnå denne dybe stilhed, dette dybe samvær, i de første stadier af vores pilgrimsrejse. Det er derfor det er så vigtigt at lære at sige mantraet. Mantraet er ligesom skulptøren med en stor granitblok. Han slår små stykker af, og hver gang vi siger vores mantra, nærmer vi os den form, som Gud vil have frem i os. Vi kommer måske til at anse os selv for langsomme, måske endda uværdige. Vi giver måske op med at sige mantraet. Men formen er der, og energien til at skabe den er det, og den energi er den guddommelige energi, og alt hvad vi behøver, er at vende tilbage til vores praksis, til vores stilhed, til vores udholdenhed; og efterhånden som energien flyder mere stærkt i vores eget hjerte, bliver stilheden mere dyb og det indre og det ydre liv kommer i harmoni.

Being on The Way

11. AUGUST

Erfaringen i bøn er erfaringen af at komme ind i fuld forening med den energi, der skabte universet. Det, som er kristendommens opgave at proklamere for verden, er, at den energi er kærlighed, og at den er det kilde-spring, som al skabelse vælder ud af. Det er det kilde-spring, der giver hver enkelt af os den kreative kraft til at være den person, som vi er kaldet til at være – et menneske rodfæstet og grundfæstet i kærlighed.

Vores tradition fortæller os alt dette, men den fortæller os mere. Den fortæller os også, at dette ikke blot er poesi. Vores praksis i meditation fortæller os, at det er den erfaring, som enhver af os er kaldet til. Vejen til den erfaring er enkelhedens og udholdenhedens vej. Hvad vores tradition lærer os er, at for at komme ind i mysteriet må vi lære at være stille. Meditation er indtræden i en dyb stilhed.

At meditere betyder at leve ud fra centeret af vores væren, det dybe center, som vi finder, når vi beslutter ikke at være overfladiske, ikke at være tilfreds med at drive af sted på overfladen, men at leve ud fra dybderne af vores væren. Det er det vi må vælge, fordi det er i dybderne af vores væren, at foreningen med Kristus kontinuert finder sted. Vejen at gå er en sti af en utrolig enkelhed, og det er måske en stor del af vanskeligheden for os mennesker i det tyvende århundrede. At gå ind i denne enkelhed kræver mod. For at meditere må hver enkelt af os lære at være meget enkle, at være meget stille, og lære at sige vores meditationsord.

Moment of Christ

12. AUGUST

Et skridt, som hver eneste af os må tage, når vi følger en kristen bønsvej, det første skridt, er at finde os selv. Som kirkefaderen Augustin siger det: ”Vi må først genopbygges til at blive os selv og så gøre os selv til en slags trædesten, som vi stiller op til næste skridt mod Gud.” Det vil sige, at hver eneste af os er inviteret til at opdage vores egen indre virkelighed, vores egen essentielle væren. Dette er første skridt. For mange i vores samfund ser det ud som det ultimative mål. Men i erfaringen i bøn bliver vi, når først det første skridt er taget, rykket ud over os selv ind i det uendelige mysterium, som er Gud. Hvis man tænker over det, er det ikke så overraskende. Alt, hvad der kræves, er, at vi er os selv, at vi er dem vi er, og for at være det er det, der kræves, ærlighed og integritet. Og det er ganske enkelt den afgørende forudsætning: for rejsen ud over sig selv, rejsen ind i den Andens andethed.

Guds absolutte integritet kan kun blive mødt af vores egen integritet. Dette er af største vigtighed, fordi udøvelse af religion så let kommer til at overse ærlighed. Vi kan have så travlt med vores ritualer, med vores riter, at vi aldrig tager dette første skridt ind i ærlighed, integritet, åbenhed. Men hvordan kan vi gøre det? Hvordan kan vi – svage, fejlbare skabninger, som vi er – nå til denne absolutte integritet? Som vi allerede ved, er kraften, den nødvendige energi til denne opdagelsesrejse, givet os og kan findes i vore egne hjerter. Hvad den kristne bønspraksis lærer os er, at vi er inviteret til centeret og vi er inviteret fra centeret, ved centeret.

The Door to Silence

13. AUGUST

Måske er den største af alle tragedier, at vi skulle komme til at afslutte vores liv uden at have fået fuld kontakt med vores egen ånd. Denne kontakt indebærer at opdage den fulde harmoni i vores væsen, vores potentiale for vækst, vores helhed – alt det, som Det ny Testamente, og Jesus selv, kaldte livets fylde.

Alt for ofte lever vi vores liv på bare fem procent af vores fulde potentiale. Men der er ikke grænse for vores potentiale, naturligvis; den kristne tradition fortæller os, at det er uendeligt. Hvis blot vi vil vende os fra os selv til Den anden, bliver udvidelsen af vores ånd grænseløs. Det vender alt om: det er det, Det ny Testamente kalder omvendelse.

Vi er kaldet til at løse de lænker, der begrænser os, kaldet til at blive fri fra at være fanger indenfor vores selvbegrænsende ego’er. Omvendelse er præcis den befrielse og udvidelse som finder sted, når vi vender os fra os selv til den uendelige Gud. Det er også at lære at elske Gud, ligesom vi ved at vende os til Gud lærer at elske hinanden. I kærlighed beriges vi uden mål og med. Vi lærer at leve ud af Guds uendelige rigdom.

Word Made Flesh

14. AUGUST

Den store prøve på, om ens meditation gavner eller om man gør nogen fremskridt (jeg vil ikke råde nogen til at måle sig selv), er: Vokser man i kærlighed? Vokser man i tålmodighed? Vokser man i forståelse og medfølelse? Det er virkningen er vores meditation. For nogen af os tager det lidt længere tid, med nogen af os kræver ophør af egoisme virkelig kamp, og nogen gange bliver vi ført mere eller mindre sparkende og skrigende ind i Guds rige.

Men det vigtige er ikke at bekymre sig om, hvor lang tid det tager. Det betyder ikke noget, hvor lang tid det tager. Det eneste der betyder noget, og det som jeg ville ønske jeg kunne formidle til hver eneste af jer denne aften – det eneste, der betyder noget, er, at vi er på rejsen. Rejsen er en rejse væk fra selvet, væk fra egoisme, væk fra selviskhed, væk fra isolation, og det er en rejse ind i Guds uendelige kærlighed. Jesus siger: ”Med mindre I bliver som børn, kommer I ikke ind i Himmeriget”126. At sige vores mantra hver morgen og hver aften er præcis denne indgang til en børne-lig tilstand, hvor vi sætter vores fuldstændige tillid og tiltro til Gud. Hvilken gave Han end giver os, tager vi imod den med simpelhed og glæde. Hvilken ørken Han end leder os igennem, tager vi imod med den samme simpelhed og glæde.

The Door to Silence

15. AUGUST

126 Matt.18,3.

Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld.127

Gør det af hjertet. Meditation leder os frem til det dybeste og klareste niveau af forståelse. Når vi først er begyndt at meditere, når vi først har taget det første skridt, opdager vi snart, at vi ikke længere kan forblive på et overfladisk niveau. Det kald, som vi må svare på, er et kald til en komplet nyorientering af vores væren, en radikal omvendelse. Det er, fremfor alt, et kald til at gå ind i selve mysteriet, at lære noget, som ikke kan læres noget andet sted eller på nogen anden måde. For at kaldet kan besvares, må hver eneste del af vores væsen involveres, fordi den viden vi når til i meditationen, ikke er delvis eller kvantitativ. Den handler ikke om, at vi efterhånden ved mere og mere om Gud, eller at vi ved, at Gud er totalt god, totalt hellig, totalt retfærdig, totalt nådig osv.

Tværtimod, i meditation kommer vi til at opdage, at vi skal kende som en konsekvens af, at vi selv er kendt.128 Det er ikke let at tro eller forstå i begyndelsen, men vi behøver kun at tænke på, at i meditation træder vi ind i den helt grundlæggende relation i vores liv. Gud, vores skaber og far, kalder os ind i et nært forhold til sig, som opstår fordi Gud kender og elsker os først. Og idet Gud kender og elsker os, inviterer Han os ind i en relation, hvor vi kender og elsker Ham.


16. AUGUST

127 Kolossenserbrevet 3,23-24.128 1. Korintherbrev 13,12.

Meditation er en indgang til guddommeliggørelse gennem Jesus. Gennem Ham bliver vi et med Gud. Med Ham transcenderer vi fuldstændig os selv, lægger os selv helt bag os og bliver en ny skabning i Ham. I Ham er meditation selve den selv-transcenderende proces. I samme grad vi transcenderer os selv, får vi del i guddommelig natur, fordi vi lærer at blive et med kærlighedens kraft. Den vækst der sker i meditationen, kan ikke forstås som en akkumulation af oplevelser, men snarere som en transcendering af al oplevelse. Det, som vi så ofte kalder en oplevelse, er kun en erindring. Men i skabelsens evige nu, som er den treenige Guds liv, er alt til stede. Hver især i vores egen lille selv-transcendens udrustes vi ikke desto mindre til at blive et med Gud. Det må vi aldrig glemme.

Hver gang vi sætter os ned for at meditere, går vi ind i denne enhed, Guds enhed som er nu, Guds enhed som er kærlighed. Vi kan aldrig på nogen måde begribe alt det. Det er for simpelt til at forstå for vores forstand. Men hvad vi kan gøre, er at sætte os ned og sige vores mantra med ydmyghed, med udholdenhed og med absolut tillid til Guds godhed, Han som kalder os hinsides enhver begrænsning. Han kalder os, det er det inderste i den kristne åbenbaring, kalder os til at vokse ind i hans uendelighed. Jo mere vi fordyber os i det under, at vi er kaldede, des mere ydmyge må vi blive, des mere fattige i ånden. Vi bliver ydmyge, vi bliver fattige i ånden, ved at være udholdende med vores mantra. Og efterhånden som vi gør fremskridt, er vi nødt til at blive endnu mere udholdende.


17. AUGUST

Ved at åbne vores hjerter overfor kærligheden i det dybeste og mest stille niveau af vores skabning, undertrykker vi ikke menneskelig viden og forkaster ikke menneskelige værdier eller relationer. Tværtimod, alle disse bliver gennemlyste, det vil sige, vi ser dem i et nyt lys, i et transcendent lys. Det ekstraordinære ved det kristne budskab er, at dette lys ikke er mindre end lyset fra Kristus, lyset er Kristus. Kaldet til os om at gå ind i dette lys er for hver enkelt af os at vide fra vores egen erfaring, sammen med apostlene Peter og Paulus og Johannes, at vi ikke bare læser poesi op for hinanden eller designer guidede meditationer i et religiøst drømmeland. Nej, apostlene og de, der har videreformidlet det kristne budskab, var fuldt optaget af at kommunikere det faktum, det overvældende og forsonende faktum, at Kristus’ lys skinner i vore hjerter, og at den vigtigste opgave i vores liv er at være åben mod det, at blive badet i det, at blive gjort hel i det og at se ved det.

Meditation er vores rejse til det lys. For at komme til det må vi lære at være ydmyge, at være tålmodige og være udholdende. Ved udholdende at vende tilbage til vores meditation hver morgen og hver aften vil du lære alt dette. Ved stille at sige mantraet fra begyndelsen til enden af ens meditation vil du lære ydmyghed. Ved at Gud giver det vil du så lære at du selv er værd at elske, idet du lærer, at lyset skinner for dig.


18. AUGUST

Hvordan lærer vi commitment?129 Hvad fortæller Jesus os? Han beder os om at tilbede. Det hebraiske ord for ’tilbede’ kommer af et ord, der betyder at tjene. Jesus lærer os, at de tilbedere, som Faderen ønsker, skal tilbede i ånd og sandhed.130 Den der tilbeder, er en som tjener, det vil sige en, som er absolut til disposition for sin Herre. Absolut. Vi må tjene i ånd, det vil sige fra dybet af vores væsen, ikke på overfladen, ikke bruge andre menneskers indsigter, men tilbede på grundlag af vores egen erfaring, vores egen unikke væren. Vi må tjene i ånd, overskride al illusion, helt acceptere Guds virkelighed og den virkelighed som vi selv er.

Det teologiske grundlag for kristen meditation er, at egentlig findes kun Jesus’ bøn. På samme måde som der kun er én egentlig kristen bøn, Kristus’ egen bøn, så er der kun én kristen tilbedelse, det fællesskab vi har gennem Kristus i den Trinitariske kærlighed,131 hvor hver person i Treenigheden helt er til tjeneste for de andre. Indgang til denne tilbedelse kan kun findes i hjertet af skabelsen, det vil sige gennem Kristus’ menneskelige tilbedelse, helt til disposition for Faderen og tagende-imod Faderens kærlighed, absolut.


19. AUGUST

129 Commitment: Engagement, beslutsomhed, forpligtelse, valg, hengivelse, at ville noget. Vi har ikke på dansk et ord, der dækker det engelske ’commitment’. Men da det engelske ord ’commitment’ er på vej ind i det danske sprog, har jeg valgt at beholde det engelske. (Oa.)130 Joh.4,24.131 Trinitarisk: af Treenigheden mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. (O.a.)

I det overordnede forløb af vores livs pilgrimsrejse forkaster vi ikke tænkning, vi forkaster ikke følelser, men vi erkender, at hvis pilgrimsrejsen skal bringe os til fuldendelsen af Guds rene Væren, må vi transcendere132 tænkningen og følelserne ved en disciplin, der – ligesom den byrde Jesus taler om133 – er god og let. Vores meditation er en sådan disciplin. Vi tænker ikke over Gud; vi analyserer ikke vores følelser i forhold til Ham, når vi mediterer. Vi siger vores mantra med absolut tillid, med absolut tro, fordi vi er i nærværet af den absolutte Kærlighed. I vores meditation bliver tanken derfor klarere, fordi den er grundlagt på den klippe, som er Kristus, og ikke på vores ego’er. Også vores følelser renses og beroliges ved Hans mildhed, ved Hans tilgivelse, ved Hans kærlighed.

Jeg tror, at vigtigheden af alt dette er, at denne klarhed og renhed gør os fri til den største næstekærlighedshandling i vores liv, som er at lede andre til den samme renhed i bevidsthed, den samme klarhed i udsyn. Intet af det, som nogen af os kan gøre for vores næste, kan være større end denne tjeneste: at lede dem til at erkende deres enorme potentiale, hvis bare de kan klare deres bevidsthed i Kristus. Hvis bare de kan rense deres følelser i varmen fra Hans kærlighed.

The Way of Unknowing in Every Season

20. AUGUST

132 Transcendere: Overskride, gå ud over. (O.a.)133 Matt.11,30.

Stadierne i vores fremskridt i meditation vil komme i deres eget tempo. Vi kan kun lægge hindringer i vejen for disse fremskridt ved at være for selv-bevidste om stadierne i vores udvikling. Det er her, en lærer er en enorm hjælp til at holde os på ret kurs. Men grundlæggende har ens lærer kun én instruktion at give én, og det er: Sig dit mantra. Udover dette kan læreren kun give opmuntring og trøst, indtil mantraet er rodfæstet i ens bevidsthed. Vejen mod oplysning kan vi kun gå selv. Hvert enkelt menneske finder sin egen visdom. Læreren er der til at opmuntre til at gå støt fremad. Ordet ’guru’, den der spreder mørket, betyder ’den, der er stabil’.

Den største fristelse af alle er at gøre det kompliceret for os selv. ”Med mindre I bliver som børn ...”. Meditation forenkler os, forenkler os til det punkt, hvor vi kan modtage den fulde sandhed og den fulde kærlighed. Meditation forbereder os og gør os i stand til at lytte med barnlig opmærksomhed til Jesu Ånd i os. Efterhånden som vi holder ud i meditation, kommer vi ind i et stadig dybere forhold til denne Ånd, til Gud som er kærlighed der har taget bolig i vores hjerter, oplyser og vitaliserer os.

Word Into Silence

21. AUGUST

Hvis du ønsker at meditere, er det første du behøver, at være seriøs. Ikke selvhøjtidelig. Men seriøs. At se dette som en seriøs invitation vil føre dig til den dybest personlige virkeliggørelse af dit potentiale.

Hvis du ønsker at lære at meditere, må du sætte tid af til det hver dag i dit liv. Ideelt vil det være, hvis du kan finde tid hver morgen og hver aften. Morgenmeditationen sætter tonen for dagen og forbereder dig til at gå ud på din daglige pilgrimsvandring, hvor du bedre ved, hvem du er, end hvis du ikke havde mediteret. Derpå vil aftenmeditationen bringe alle trådene i dagens forskellige aktiviteter sammen og forene dem ved din egen koncentration. Så man må forstå, at den daglige disciplin er af enorm vigtighed.

Man kan ikke gøre rejsen kun ved at beundre de spirituelle realiteter på afstand. Man må gå om bord. Man må smage og se. Den tid, jeg anbefaler at bruge til at meditere, er mindst tyve minutter og højst tredive minutter hver morgen og hver aften.


22. AUGUST

Meditation er vejen til den størst mulige åbenhed mod energi, lys og udstråling, som vi er i stand til at rumme i dette liv. Men enhver, som er interesseret i meditation, bør fra begyndelsen forstå, at er energien først begyndt at gøre sig gældende og er lyset først begyndt at skinne klart i vore hjerter, bliver vi forvandlet. Idet vi bliver os selv, bliver vi aldrig det samme som før. Livet bliver i sig selv forvandlet, fordi vi begynder at leve ud fra den vitaliserende energi i Jesu overvældende herlighed, som er Hans kærlighed.

Man kan sige, at Jesu herlighed er resultat af Hans rene tagen-imod og totale åbenhed overfor Faderens kærlighed. Vores udfordring er at blive åbne overfor Hans kærlighed og således sammen med Ham vende tilbage til Faderen. Perspektivet af den dimension er større end vi kan fatte. Og ord er kun ord. Men ordene har den, ganske vist begrænsede, værdi, at de kalder os til at være åbne overfor alt dette, ikke som ord eller begreber, men som virkelighed. En så radikal og samtidig enkel åbenhed kræver disciplin og udholdenhed: den udholdende disciplin vi praktiserer hver dag, når vi vender tilbage til vores meditationsord.

Word Made Flesh

23. AUGUST

Meditation er åbenhed overfor en virkelighed, som vi kun kan opdage og kun kan møde i dybet af vores eget væsen. Derfor må vi lære at være stille, ja, at være dybt stille. Det overraskende er, at denne stilhed, trods alle den moderne verdens distraktioner, er reelt mulig for enhver. For at stige ned i denne stilhed må vi give tid til det. Derfor er det nødvendigt at meditere hver morgen og hver aften.

I den kristne forståelse føres vi til denne kilde til vores væsen af en guide, og vores guide er Jesus, det fuldt realiserede menneske, et menneske helt åben overfor Gud. Selv om vi mediterer hver dag, genkender vi måske ikke vores guide. Det er fordi den kristne rejse altid er en rejse i tro. Men når vi nærmer os centrum for vores væsen, når vi går ind i hjertet, opdager vi, at vi bliver hilst velkommen af vores guide, hilst velkommen af Ham, som har ført os. Vi bliver budt velkommen af det menneske, som kalder enhver af os til at være til med hele sin personligheds fylde. Konsekvenserne eller resultaterne af meditation er netop denne fylde af liv – harmoni, integritet og energi, en guddommelig energi, som vi finder i vort eget hjerte, i vor egen ånd. Den energi er energien i alt skabt. Og som Jesus siger, er det den energi, som er kærlighed.

Moment of Christ

24. AUGUST

At være vågen spirituelt set er at være opmærksom på ikke at have centrum i sig selv, men i en anden udenfor sig selv, det være sig Gud eller næsten. Denne anden-centrerethed er, for nu at sige det skarpt, ikke bare betingelsen for at bede. Den er helt grundlæggende betingelsen for, at det er bøn. Den vil altid være ledsaget af et personligt commitment til daglig bøn som en total venden sig med hele sin person mod Gud, væk fra al distraktion og al aktivitet, alt hvad der ikke er fokuseret alene mod Gud. Sådan en kristen opfylder Paulus’ opfordring til at bede uden ophør134 (Efeserbrevet 6,18), fordi bevidsthedens indre øje hos en sådan kristen er blevet åbnet overfor den forsonende kontakt med Kristus’ kærlighed og er vedvarende opmærksom på Hans iboende nærvær. Derfor er enhver kristen kaldet til at være et bøns-menneske.

Community of Love

25. AUGUST

134 Ef.6,18.

Meditation drejer sig ikke så meget om tænkning som om væren. Og i kontemplativ bøn søger vi at blive den person, som vi er kaldet til at være, ikke ved at tænke på Gud, men ved at være med Ham. Ganske simpelt at være i Hans nærvær er fuldt tilstrækkeligt. Ganske simpelt at være med Ham er at blive trukket i retning af at blive den person, som Han kalder os til at være. Det er budskabet i Jesus’ opfordring til først at søge Guds rige, og at alt andet så skal gives os i tilgift135. Men dette er ikke nogen let opgave for dem af os, der er vokset op i vores nutidige, vestlige kultur. Vi er alle blevet dannet af denne kulturs ekstreme læggen vægt på hjerne-aktivitet. Og vi har defineret os selv alt for snævert som ”tænkende væsener”. Det forekommer mig, at det er en af de afgørende grunde til forarmelsen af vores bønsliv. Den hele persons svar til Gud er blevet slået i stykker, og kun sproglige dele af hjernen er aktive i vores meget svækkede forståelse af bøn.

Vores mål i kristen bøn er at tillade Guds mystiske og stille nærvær i os at blive mere og mere ikke bare en realitet, en af flere som vi giver det, som Kardinal Newman kaldte ’teoretisk tilslutning’, men den realitet, der giver mening, form og formål til alt, hvad vi gør, og alt hvad vi er. Derfor er bøn ikke tid for ord, hvor smukke og alvorlige de end er formuleret. Alle vore ord er totalt ineffektive, når vi kommer ind i mystisk fællesskab med Gud, hvis Ord er før og efter alle andre ord.


26. AUGUST

135 Matt.6,33.

I sit evangelium skriver Johannes, at et menneske der tror, må være ”af sandheden”136, og tro er opfattet som noget voksende og dynamisk. Det er ikke nok at acceptere troen en gang for alle. Tro er ikke en statisk tilstand. Sandhedens Ånd, der bor i os, påvirker og former os hele tiden. Vigtigheden af vores daglige venden-tilbage til meditation er, at det fordyber vores åbenhed og modtagelighed overfor Åndens levendegørende og oplysende nærvær.

I meditation bliver vi hele tiden forfrisket ved kraften fra Ånden, idet den lærer os, hvordan vi kan committe os selv og dedikere os selv til sandheden. Det er den sandhed, at Gud er, at Gud er én, og at meningen med os er at blive et med Ham. Johannes beskriver, hvordan Jesus lærer os, at kun det menneske, der bliver i Hans ord, kan opfylde den mening og nå til sand erkendelse137.

Word Made Flesh

27. AUGUST

136 Joh.4,24.137 Joh.8,31-32.

I meditation vil vi, set fra jeg’ets synspunkt, komme til at opleve både succes og mislykkelse. Men succes og mislykkelse baner vej for oplevelsen af død og opstandelse. Det kommer vi til at opleve som sandt igennem vores egen erfaring med meditation. Hver gang vi sætter os ned for at meditere, dør vi til selvet og vi opstår hinsides vores egne begrænsninger til nyt liv i Kristus. Sådan er det, fordi det er Hans liv i os, Hans iboende Ånd i vore hjerter, som er virkelig og den fundamentale energi i vores vækst. Vi ved også, at vi kun kan nå vores fulde potentiale, hvis vi er rodfæstede i den virkelighed, rodfæstede i den kærlighed og lever ud af dens kraft.

Derfor er vi nødt til at lære at sige vores mantra. Vi må lære at sige det fra begyndelsen af meditationsperioden til enden. Vi må forstå at det er den daglige disciplin i vores meditation, som til sidst afslører egoet. Og når egoet er afsløret, forsvinder det. Vi må ikke være utålmodige eller fortvivle. Vi må sige vores mantra, med tro og udholdenhed, dag efter dag. Så vil succes eller mislykkelse ikke have nogen betydning. Det eneste som betyder noget, er Guds virkelighed, virkeligheden af Hans nærvær i vort hjerte, og vores egen virkelighed, når vi responderer på Hans nærvær. Den mentale disciplin lærer vi frem for alt gennem vores fysiske stilhed. Det er derfor vi må lære at sidde stille igennem vores meditation. Der udover lærer vi disciplinen ved udholdende at gentage vores mantra.


28. AUGUST

Uvidenhedens Sky (The Cloud of Unknowing)138 kalder mantraet ”det ene lille ord”. At sige ordet inde i sig selv vil lære én mange ting. Ydmyghed. Fattigdom. Udholdenhed. Håb. Ved at opgive alle de rige tanker, som ord kan udtrykke, og alle idéer og forestillinger, kan man være åben overfor den højeste realitet, Guds uendelighed, som ikke kan indfanges i noget begreb, men kan mødes i ens eget hjerte. At lære at bede er ikke et spørgsmål om at lytte til taler eller læse bøger om bøn. Det kan kun ske, hvis man ber, og alt hvad vi kan gøre i bøn er at stille os til disposition.

Gaven er givet, Ånden er i hjertet. Al bøn er ren gave fra Gud, givet os med uendelig generøsitet. Gud kan kun give på en uendelig generøs måde. Meditation er et lille tegn på vores modsvarende generøsitet i vores åbenhed overfor Hans gave. Jeg vil derfor anbefale, at man ser de to daglige meditationsperioder som Guds tid, ikke vores egen. At gå til meditation på den måde, snarere end at tænke på det som en måde at få noget ud af det, vil hjælpe os til at opbygge vores udholdenhed.

Ved udholdenhed lærer vi tro. Vi lærer at gå ind i mørket, den udvidelse af bevidstheden, som ligger hinsides den lille ø, der er oplyst af vores ego. Vi lærer at gå dybere ind i stilheden, hvor der ikke er lyd, og at gå dybere ind i stilheden i Guds mysterium. I meditation lærer vi modet til at kaste sig ud på dybet. Fra disse dybder kommer kraften og herligheden fra opstandelsen. Her er det nye liv, der er givet tilbage til Jesus fra Hans far, som placerer Ham i den guddommelige herligheds aura for evigt. Hans nye liv, herlighed og kraft – ord der kæmper om at udtrykke kærlighedens dimension – er til rådighed for os. Mysteriet, som fornyer vores hold om livet, når vi først går ind i det, er, at vi, ganske almindelige mennesker, er på vej til at blive forvandlet i Kristus. Vi behøver kun at være opmærksomme og så fra vores egen erfaring opdage alt det, som er erhvervet til os af Jesus.

Word Made Flesh

29. AUGUST

138 Engelsk, anonymt skrift om meditation. 1300-tallet. (O.a.)

At meditere og at gentage sit meditationsord under meditationen er en tradition, der går tilbage til Jesu tid, ja, endnu længere tilbage. Hvordan kommer vi ind i den tradition? Det nytter ikke bare at læse beretningerne om de store spirituelle skikkelser i fortiden. Vi er nødt til at gøre det samme som de gjorde, og grundlæggende er udfordringen for os at give slip på vore egne ideer, vore egne ideer om meditation, om den spirituelle vej, om Gud og give slip på alle vore begreber, ideer og billeder i vores forestillinger. Vi er ganske enkelt nødt til at lære at være stille i krop og sind. Men hvad enhver af os kan lære, hvis vi har modet til at gå ind i denne stilhed, er, at det er i stilheden, vi virkelig begynder at lære. Det er i stilheden, at vi virkelig begynder at gå ind i erfaringen af, hvad det betyder at være.

Når man begynder, er det vigtigt at forstå, at meditation er noget yderst elementært. Det er lige så elementært som åndedrættet. Meditation er for ånden, hvad åndedræt er for kroppen. Grundlæggende er vi nødt til at lære at være den vi er, nu og helt jævnt og enkelt. Man skal ikke forestille sig, at noget skal ske under meditationen. Og man må ikke forestille sig, at ens meditation er succesfuld, hvis noget sker, eller en fiasko, hvis der ikke sker noget.

The Door to Silence

30. AUGUST

En af de ting, vi skal huske på, er, at vi i meditation bevæger os mod større og større enkelhed. Det er derfor nyttig hele tiden at have den enkelhed, som undervisningen lærer os, meget klart i bevidstheden: at sige sit mantra, at sige sit ord, fra begyndelsen til enden, og at fysisk og mental stilhed er meget vigtigt. Mediter hver morgen og hver aften, begynd din dag ud af den kraft der er i Guds mysterium, og slut din dag i den kraft, der er i hans kærlighed. Lyt til dette ord fra Johannes-evangeliet:

Den, der ser på Sønnen og tror på ham, har evigt liv139

”Den, der ser på Guds Søn …” det er hvad kristen meditation er. Det er at glemme sig selv, lade sit selv ligge, og lade sig helt fylde af mysteriet, Guds åbenbaren-sig i Jesus. Guds store gave til os i Jesus er præcis ”evigt liv”. Det er den gave, vi alle får tilbudt: at dele selve Guds eget væsen med Ham; den gave, vi får givet, er at få del i Hans ubegrænsede evne til liv og kærlighed.

Being On The Way

31. AUGUST

139 Joh.3,36. Her gengivet efter den engelske oversættelse. O.a.)

Meditation kalder os til at modnes i kærlighed, og er derfor virkelig en vej til renselse140. Vi renses for vores egoisme og lyst til at ville besidde. Et gammelt ord, som ørkenfædrene brugte til at beskrive denne proces, er apathia. Det er vanskeligt at oversætte apathia, men det betyder noget i retning af ’indifferens’, ”ikke at blive grebet af lidenskaber”. Det er som den holdning, Job i Det gamle Testamente havde efter at have mistet alt: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet. Når vi har fået gode ting fra Hans hænder, må vi så ikke også tage imod de onde ting?”141 Formålet med alt dette er, at vi vokser i udholdenhed, at vi vokser i modenhed og når til at elske Gud på grund af den, Han er. Vi elsker Gud som Gud er i sig Selv. Vi elsker Ham, ikke fordi Han giver os gode gaver, men fordi Han er Gud. Vi elsker Gud, fordi Han Selv er: Kærlighed.

For at modnes på et hvilket som helst niveau må vi vokse os gennem alle vanskeligheder, der fremkaldes af forandringer eller tab, alle de følelser, lidenskaber og tanker der er fremkaldt af sådanne omstændigheder, og lære at elske Gud simpelt og stærkt. En del af disciplinen i at sige mantraet er, at den lærer os at blive i den kærlighed, hvad der så ellers måtte komme. Intet vil ryste os fra den overbevisning, at Gud er, at Gud er kærlighed, og at Hans kærlighed er i vore hjerter142. Hvis vi er committet til rejsen, vil en følelse af Guds fravær faktisk fordybe og styrke vores overbevisning om Guds eksistens, gøre Ham mere fortrolig bekendt, lære os at kende Ham mere fuldt. På denne dybde i tro er vi indifferent med hensyn til, om vi har en følelse af Hans tætte nærhed eller en følelse af Hans fravær.


1. SEPTEMBER

140 Renselse: I kirkefædrenes teologi opfattes ´renselse’ som at frigøre sig fra den jordiske verdens krav og fristelser og i sammenhæng hermed fra sine egen vilje og egne lyster. Målet for det kristne liv er sjælens forening med Gud, som bevirker menneskets guddommeliggørelse. Guddommeliggørelsen betragtes som en forvandlingsproces i tre trin: renselse (katharsis), erkendelse (theoria) og guddommeliggørelse (theosis) som det endelige mål. Guddommeliggørelse er selve formålet med livet. (O.a.)141 Job 1,21.142 Rom.5,5.

Meditation er noget man gør som sig selv som enkeltindivid, men det er samtidig en hovedvej til at lære at være i kontakt med andre. Grunden til dette paradoks er, at man, efter i meditation at have kontaktet sin egen virkelighed, har eksistentiel tillid til at vende sig ud mod andre og til at møde andre på deres virkelighedsplan. På den måde er det individuelle i meditation reelt en modgift mod ensomhed. Når vi er i samklang med virkeligheden, er vi ikke længere truet af andres anderledeshed. Vi skal ikke længere hele tiden lede efter bekræftelse af os selv. Tværtimod ser vi med et kærligt blik på andres virkelighed. I erfaringen af mødet med den andens virkelighed, opdager vi vores egen eksistens beriget og fordybet.

Meditation er krævende. Vi må lære at meditere enten vi føler for det eller ej, om det regner eller sner, eller solen skinner eller hvad der er i fjernsynet eller hvilken slags dag man har haft. I det kristne perspektiv på meditation, der ligger i Jesu ord, finder vi realiteten af det paradoks, Han lærer: hvis vi ønsker at finde vores liv, må vi være forberedt på at miste det. Det er nøjagtig det der sker i meditation. Vi finder os selv, fordi vi er indstillet på at give slip på os selv, forberedt på at kaste os selv ud på dybet, hvad der snart viser sig at være Guds dybder. Det grundlæggende budskab i kristendommen er, at Gud er nærværende i dybet i ethvert menneske. Det er derfor, vi må lære ydmyghed. Det er derfor vi må lære stilhed, fordi vi må stige ned i de dybder


2. SEPTEMBER

Meditation er en disciplin. Det er disciplinen for disciplen, der er åben for sin Mester, årvågen, nærværende og ærbødig, når vi kommer ind Hans nærvær. Meditation er at blive helt nærværende i det nu, som er, Guds evige øjeblik. Meditation er ganske simpelt den fulde accept af den virkelighed i disciplin, i udholdenhed og i kærlighed.

Vær derfor stille, uanset om du mediterer alene hjemme eller med en gruppe. Vær så stille, som du kan. Vær åben overfor Guds gave til dig; gaven, som er, at du er til, og den gave, at Helligånden er i dit hjerte. Apostlen Paulus skrev til Timotheus:

Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver. Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, og som nu er åbenbaret ved vor frelser Kristi Jesu tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.143

Det er i den kontekst vi mediterer i dag. I Jesus’ lys og liv.The Way of Unknowing

3. SEPTEMBER

143 2.Tim.1,8-10.

Når man begynder at meditere, vil alle mulige slags spørgsmål dukke op i ens sind. Er det her noget for mig? Skal jeg gøre det? Får jeg noget ud af det? og så videre. Alle disse spørgsmål må man lægge bag sig. Man må komme ud over al selv-undersøgelse, og man må gå til sin meditation med enkelhed som et barn vil gøre det. Hvis I ikke bliver som børn, kan I ikke komme ind i Himmeriget.144

Så, mit råd er: Sig dit meditationsord, vær tilfreds med at sige dit meditationsord og tillad, at gaven bliver givet dig af Gud. Kræv ikke nogen gave. Vi bør komme til vores meditation uden krav og uden forventninger, men med den generøsitet i ånden, der tillader os at være så nærværende vi kan til os selv og til Gud. Meditation er meget, meget enkelt. Gør det ikke kompliceret. Når man mediterer, bliver man mere og mere enkel, ikke mere og mere kompliceret. Som man ved, er der ikke noget i livet, der virkelig er værd at have, som man kan få uden en betragtelig mængde ego-transcendens. Det er det reelle tab af ego, der bringer os glæde. Og meditation er at have viljen til at tage opmærksomheden væk fra sig selv og rette den fremad, rette den fremad mod Gud, at se fremad.

Moment of Christ

4. SEPTEMBER

144 Matt.18,3.

”Men vi har Kristus’ tanker”145, 1.Kor.2,16.

Den fortsatte pilgrimsvandring, som meditation er, fører os til et stadig dybere møde med det egentlige i teologi om bøn. Hvad mener Paulus, når han siger, at vi har Kristi tanker? Vi ved fra læren om den iboende Helligånd, at Guds fylde kan findes i vore egne hjerter. Vi ved, at Treenighedens fulde liv lever i vore hjerter. Fordi Jesus Kristus bor i vore hjerter. Hans bevidsthed som menneske kan findes i enhver af os. Bønnens rejse er ganske enkelt at finde måden at åbne vor menneskelige bevidsthed for hans bevidsthed som menneske og på den måde selv blive fuldt bevidste. Vejen går hinsides al delthed, for der er ikke længere noget subjekt eller objekt; der er kun fuld bevidsthed, der rummer både subjekt og objekt.

Dette er det mirakuløse i læren om inkarnationen. Jesus som menneske og besiddende et menneskes bevidsthed er vor vej til Faderen. På det menneskelige plan er det muligt for os at åbne vor menneskelige bevidsthed for Hans. Det er det fantastiske, ja, essensen af den kristne åbenbaring, at Han er vejen, og Han er den eneste vej, fordi Hans kærlighed omfatter alle menneskelige veje. Han er den universelle forsoner og den der helliggør alt. Det kan Han være for os, fordi hans menneskelige bevidsthed er fuldt åben for Faderen i kærlighedens Ånd. Når vi i bønnens stilhed og i koncentrationen i meditation åbner vor menneskelige bevidsthed for Ham, går vi igennem Ham til Faderen. Det er ved kraften i Hans selv-transcenderende kærlighed vi kan gå igennem Ham til Faderen.


5. SEPTEMBER

145 1.Kor.2,16. Kan også oversættes ”Vi har Kristus’ sind”. (Overs.anm.)

Når vi svarer på Guds gave i meditation, stiller vi os helt til hans disposition. Vi tænker ikke nogle af vores egne tanker. Vi fortæller ikke engang Gud om vores egne tanker. Vi står helt enkelt til hans disposition ved at svare totalt på gaven i absolut stilhed med krop og sind.

Stilheden i meditation kan man kun beskrive som Guds evige stilhed. Så når folk spørger: ”Hvor lang tid ta’r det?”, er svaret, at det overhovedet ikke tager nogen tid, eller at det tager den tid det tager at meditere morgen og aften. Gaven er givet. Ånden er udgydt i hjertet på hver enkelt af os. Alt, hvad vi behøver at gøre, er at erkende, hvad der er givet os af Gud i Jesus, ved Ånden. Det er så vores opgave i vores daglige meditation at nå hinsides tid på en måde, der forvandler tiden, ved den gave, som Ånden er.

Ved meditationen i begyndelsen af hver dag står man på tærsklen til dagen og holder gaven i sine åbne hænder. Man ved ikke, hvad dagen vil bringe. Men man går i gang med den i absolut tro og tillid, fordi man går i gang med den ud fra Guds evighed. Starten på hver dag er rodfæstet i tillid til Gud og til Hans godhed, Hans nåde, Hans medfølelse, og Hans kærlighed. Det er sådan man begynder dagen – ikke kun ved at tænke disse tanker, men ved at gå ind i deres virkelighed i Jesus.

Det er den kristne vision: at Jesus lever i vore hjerter hinsides vore tanker. Ånden er udgydt i hver af os i stilhed. Det er på den måde man begynder dagen, i tillid, og ved at opdage den tillid i Åndens stilhed i vort eget hjerte. Når hver dag begynder på den måde, velsigner og styrker Kristus’ godhed, medfølelse og kærlighed dagens arbejde med Hans aktive nærvær i vore handlinger og tanker.


6. SEPTEMBER

Gennem vores opdragelse og opvækst har samfundet gjort, at vores holdning til livet bygger på, at virkeligheden grundlæggende er upersonlig og materialistisk. Disse grundlæggende forestillinger har gjort meget skade for vores forståelse af hvad bøn er, og for vores evne til at bede. Frem for alt har disse materialistiske forudsætninger erstattet værdien af at være med ideen om at gøre – det der tæller er ikke, hvad et menneske er, men hvad det gør. Men sandheden er, at værdien af hvad vi gør, er afhængig af, hvem vi er. Vores erfaring af kærlighed modsiger altid disse falske forudsætninger, men de er alligevel dybt rodfæstede i den moderne bevidsthed. Meditation udfordrer denne falske forudsætning helt ved grunden, fordi når vi mediterer, prøver vi ikke at gøre noget: vi kontakter ganske enkelt det guddommelige Nærvær og lærer at være i dette Nærvær.

Vi lærer det en lille smule mere hver gang vi mediterer, hver morgen og hver aften. På et dybere plan opdager vi, at at være ikke er at være isoleret i ensomhed, men at være i kontakt, i sammenhæng. Kristus’ Nærvær er en evig væren-tilstede hos os, så vi vokser i vores evne til at være til stede hos Ham. I denne virkeliggørelse af gensidigt nærvær, af kontakt, forvandles vi af det guddommelige og flyttes fra en selvcentrerethed af denne verden til den uendelige energi og den totale fylde af den virkelighed, som er kærlighed.

The Present Christ

7. SEPTEMBER

Måske har du mediteret længe nok til at have opdaget, at intet af det, som nogen som helst kan sige om meditation, nogen sinde er særlig tilfredsstillende. Hvis du er kommet så vidt, vil du også vide, at den eneste ultimativt vigtige ting er, at vi mediterer, betræder vejen for denne pilgrimsvandring hver dag i vores liv.

At tale om en vej af denne slags kan oven i købet være farligt, fordi det ligger i sprogets natur, at det er så let at komme til at forestille sig, at vi ved at tale om det også ved noget om det. Men selv om vi talte om det fra nu og til verdens ende, ville vi næsten intet vide om det.

Mysteriet er, at hvis vi bare kan lære ydmyghed, tålmodighed og udholdenhed i at sige mantraet, kan vi komme helt ind i alt hvad der er. Dét er nærværet i Guds mysterium, Han som er, som er nu, som er altid, som er alt. Den tidsbundne struktur i sproget og den ego-bundne drift i vores ønsker og forestillinger får os til hele tiden at undgå at finde indgangen til dette mysterium. Mantraet, der holder os fast i det nærværende øjeblik og hinsides ego’et, slipper gennem den snævre port ind i Guds stad.

Word Made Flesh

8. SEPTEMBERFestdagen for Marias fødsel

I den rige kristne andagtslitteratur står Maria-skikkelsen frem blandt alle kirkens forbilleder som en af de rigeste og mest personligt identificerbare tegn på muligheden for menneskelig harmoni. Alle aspekter af den menneskelige ånd og dens forhold til den kropslige dimension i livet finder deres indbyrdes forbindelse og fuldendte balance i Maria: hendes renhed og moderskab, hendes styrke og ydmyghed.

Det er præcis denne balance, denne indre harmoni i vores menneskelige ånd og vores menneskelige talenter, der er betingelsen for at bede – og samtidig, på et konkret plan, betingelsen for at det er bøn. Det er denne tilstand i bøn, der fører til den fulde og hele bevidsthed om vores forening med Jesus’ Ånd, som de tidlige kirkefædre kendte og kaldte ”den virkelige viden om Gud” – omvendelse, ”oplysning af øjets hjerte’.

Maria moderskab er et tegn, et sakramente for hendes indre og fulde liv. Når Maria for de tidlige kirkefædre blev et så værdifuldt symbol på bøn, var det, fordi de var inspireret af deres egen erfaring af det indre liv i det kristne mysterium. I Maria så de en afspejling af, og et ideal for, deres egen erfaring. De responderede så varmt på Maria, Jesus’ mor, fordi de vidste, at alle kristne er kaldet til at lade Jesus fødes inden i sig; at, ligesom Jesus blev undfanget og voksede i Marias kropslige virkelighed, på samme måde undfanges Han ikke mindre virkeligt ved Åndens kraft og vokser til fuld skikkelse ved kærlighedens kraft i hvert eneste åbne menneskehjerte. Ligesom den egentlige betingelse for Marias modtagelse af Jesus var hendes åbenhed og hendes enkelhed – det som evangeliet kalder ’hjertets renhed’ – sådan er hjertets renhed nødvendigt for hver eneste kristen.

Community of Love

9. SEPTEMBER

For at lære at meditere er det nødvendigt at meditere hver dag: hver morgen og hver aften. At lære er en disciplin, og vi er nødt til at være generøse med vores tid, med vores energi, med vores opmærksomhed. Vi er nødt til at være generøse. Vi vil aldrig kunne lære at træde ind Guds overvældende selv-givende generøse kærlighed uden det generøse commitment til Vejen og til den disciplin det er at gå på Vejen.

Det er ikke nok at tale eller læse om religion eller spiritualitet. Det er ikke nok at studere eller have en spirituel mester. Vi må personligt træde ind i den grundlæggende kristne erfaring, og det kan vi kun gøre med en enkelhed som et barns. Sammenhængen mellem enkelhed og disciplin forklarer, hvorfor det er nødvendigt at sige sit meditationsord fra begyndelsen til enden. Vi har alle en så skrækkelig sult efter selv-analyse, efter selvoptagethed, der ofte maskerer sig som spiritualitet, som, hvis vi brugte meditationstiden til at tilfredsstille dette ønske, ville være fuldstændig kontraproduktivt. Vi ville gå glip af at møde vores dybeste behov, som er behovet efter enhed, efter at være forenet. Meditationens essens er at tage opmærksomheden væk fra os selv og se fremad, hinsides os selv, ind i Guds mysterium; at rejse ud over os selv ind i Hans kærlighed, ind i forening.

Så lad mig igen understrege betydningen af at sige meditationsordet. Tænk ikke over Gud, tænk ikke over dig selv. Prøv ikke på at analysere Gud, eller på at analysere dig selv. Vær stille og vær med Ham, i Hans nærhed.


10. SEPTEMBER

For at meditere må man lære at være stille. Meditation er fuldkommen stilhed i krop og ånd. I den stilhed åbner vi vore hjerter for Guds evige stilhed, for at blive fejet ud af os selv, hinsides os selv, ved kraften i den stilhed. Så den første ting at lære er at sidde fuldstændig stille, og den eneste, men vigtige regel for ens kropsstilling er, at rygraden skal være så opret som muligt, men uden at være stiv. Brug et par minutter ved begyndelsen af hver meditation til at sidde stille; find en så behagelig kropsstilling som muligt og sid så opret du kan. Ens øjne bør være let lukkede. Og begynd så indvendig, stille, i dit hjerte, at sige dit meditationsord, dit mantra. Det meditationsord, jeg anbefaler, er maranatha. Og det er alt, hvad man skal gøre. Tænk ikke over Gud, og forsøg ikke at oparbejde nogen som helst hellige følelser for Gud.

Kristen meditation er noget langt mere end tanker eller følelser for Gud. Kristen meditation er at være med Ham, ikke bare at leve i Hans nærvær, men fra ressourcerne i Hans nærvær. Vi har kapacitet til at leve med Hans kraft, forenet med Hans kraft, og Hans kraft er den basale energi i al skabelse, kærlighedens kraft. Den kraft er en mægtig flod, der flyder ind i og gennem vore hjerter, og det vi gør i meditation er, at åbne vore hjerter for den pure virkelighed af denne kærlighedsstrøm. Hvor er vi, når vi mediterer? Vi er i Gud. Hvor er Gud? Han er i os. Ganske enkelt og enfoldigt, det er den faste overbevisning i oldkirken og hos Kristus’ disciple. Nærværet i vore hjerter er den levende Kristus’ nærvær, og den store opgave for ethvert menneske, som vil være fuldt menneskelig, er at være åben overfor dette nærvær.


11. SEPTEMBER

Når man når til sin aftenmeditation, er alt, hvad der er sket i løbet af dagen, samlet sammen. Det er sammenfattet i Jesus og i Hans nærvær i ens hjerte. Alle spændinger, bekymringer, så vel som glæderne, alt god og skidt, er bragt sammen i Jesus. Men det er helt igennem betinget af en praksis. Der er ingen der kan lære at meditere ved at læse bøger om meditation eller ved at lytte til talks om meditation. Den eneste måde, man kan lære det, er ved at meditere. Det er derfor, det er fundamentalt at meditere hver dag, hver morgen og aften. Det er et stort krav, men et krav, der får os til at se underet i alt det, som evangeliet åbenbarer. Vi opdager i erfaringen af at gå ind i sand, stille bøn, hvad Jesus har opnået og hvad Han har givet os hver især.

Hemmeligheden ved meditation er at være afspændt og vågen, stille og enkel. Hvis du vil vide hvorfor, så læs Paulus’ brev til kolossenserne, hvor han taler om essensen af det kristne budskab. Dette koncentrat er hvad meditation drejer sig om, og ved at forstå dette koncentrat af kristendom igennem sine egne erfaringer, finder man Gud i sit eget hjerte.


12. SEPTEMBER

Hvad vi ved ud fra, hvad Jesus sagde og gjorde, er, at Gud er helt vendt imod os i Jesus; og ved at tage vores meditation absolut seriøst og gøre den til den fundamentale akse i vores liv, vender vi os helt imod Gud i Jesus. Det er, hvad vores meditation handler om: at vende vores liv om, så de er helt fokuserede inden for det felt, som Jesus’ bevidsthed udgør; det er, hvad det betyder at komme ind i det evige liv. Det forbløffende ved evangeliet er, at der for os er en mulighed for at have adgang til det evige liv nu, i dag, hvis bare vi lytter, hvis bare vi kan vende om, hvis bare vi kan tage Jesus’ ord seriøst. Så kan vi forstå den vidunderlige mulighed, vi har. At komme ind i Hans bevidsthed, åbne os helt for den, er at komme ud over alle begrænsninger, alle begrænsninger, der er pånødet os ved vore tankemønstre, vores kulturelle mønstre, vores evne til selvbedrag og fantasteri; at åbne til Hans bevidsthed er at rejse hinsides alt dette ind i hans grænseløse livs mysterium.

Hvad vi må forstå, er, at enhver af os ikke alene har dette kald, men har kapaciteten til at overskride de begrænsninger, vi har pånødet os selv ved vores egen egoisme, at overskride de begrænsninger, vi påtvinger os selv ved illusion, ved begær. At have adgang til det evige liv ved at åbne vor menneskelige bevidsthed for Jesus’ menneskelige bevidsthed er at gå ind nu, i dette liv, ind i ubegrænset liv, ubegrænset fred, ubegrænset glæde: en fred som langt overgår al forstand.

Being On The Way

13. SEPTEMBER

Det følgende er en scene fra Jesus’ liv fortalt i Lukas-evangeliet:

”Og de bar også deres spædbørn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; da disciplene så det, truede de ad dem, men Jesus kaldte børnene hen til sig og sagde: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«146

At lære at meditere er at af-lære. Det store problem, som konfronterer alle der begynder at meditere, er, hvor enkelt det er. Gud er Én. Kristen bøn kan beskrives som for-énende, at blive én, at blive ét med den Ene, som er En. Problemet vi må se i øjnene, er at lægge det komplicerede bag os. Vi er vant til, at ting skal være komplicerede, fordi vi er opdraget til at tro, at jo mere kompliceret en metode er, des bedre bliver resultatet. Men Jesus opfordrer os til enkelhed, til at blive som børn. Meditation er metoden til at genopdage vores medfødte, barnlige sans for at undres. Kristen bøn er en tilstand af uskyld.

Når vi mediterer, bevæger vi os hinsides ønsker, hinsides trang til at besidde, hinsides at synes vi er åh så betydningsfulde, hinsides skyld og rollespil. Derfor er det første man må lære, når man begiver sig ud på meditationens pilgrimsvandring, at høre budskabet med barnlig uskyldighed. Gud er Én. Og det særlige ved den kristne forkyndelse er, at vores kald er at blive ét med Ham, i Ham og gennem Ham.


14. SEPTEMBER

146 Luk.18, 15-17.

Vi er alle, hver enkelt af os, opfordret til med vores egen personlige erfaring at lære at se med vore egne øjne, høre med vore egne ører og elske med vores eget hjerte, og at gøre det i Ham, i forening med Ham og ét med Ham. Hvad det betyder i praksis er at komme ud over al dualisme, al delthed i os selv og udenfor os selv. Kaldet til enhver af os er at overskride alle de barrierer, der skiller os fra os selv, fra andre og fra Gud. Vi må bevæge os, virkelig komme ud over – hinsides alle disse falske modsætninger, falske modsætninger, som kun kan opløses i forsoning, i kærlighed, i Gud. Med andre ord, det som enhver af os er opfordret til, er til en fundamental enkelhed.

Enhver af os må lære at være, og dette er præcis kaldet i dyb bøn, til at være i kærlighed, i tillid, i total hjertets åbenhed overfor det som er: overfor Gud som er kærlighed. Når vi åbner vore hjerter og øjne mod dette perspektiv, er det så fascinerende, at vi må nærme os det med ydmyghed; og alle har vi brug for, hver eneste af os, at være sandt ydmyge. Det vil sige, at være sandt rodfæstet i det som er.

The Door to Silence

15. SEPTEMBER

At være stille rent fysisk fører os ind i en stilhed udover sproget, fordi sproget altid er mangelfuldt. Stilheden genopbygger os til den indre balance, hvorfra vi så kan bruges sproget mere præcis og sandt. Men vi er stadig i en sådan forfatning, at Gud må finde os i vores søgen efter Ham i det dybeste niveau af vores væren.

Det er derfor udholdenhed i den daglige meditation og i vores mantra under disse meditationer betyder alting. Vi ved, at vi ikke skal tænke over Gud eller forestille os Gud under disse alt-afgørende tidsrum, simpelthen fordi Han er nærværende. Han er der, ikke kun for at blive fundet, men for at blive elsket. I kærlighed slipper vi alle tanker.

For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.147

Hvorfor så lade sig slå ud af vores distraktioner?Word Made Flesh

16. SEPTEMBER

147 Rom.8,38-39.

Meditation er noget der foregår i total fred i en alt-omfattende stilhed. I meditationens stilhed er kærligheden altomfattende. Vejen er disciplinens vej, stilhedens og roens vej, mantraets vej. Vi søger ikke andet end total sandhed, total kærlighed, fordi vi ved, at livsopfyldelse finder vi kun i Gud. Idet vi finder det, bliver vi selv oplivede med Hans liv og oplyst med Hans lys. Jesus lover os, at hvis vi vil høre og hvis vi vil tro, vil vi ikke komme for dommen: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er allerede gået over fra døden til livet.”148 Sådan er det fordi vi i troen ikke kan andet end vælge Gud, når vi erkender os selv kendt af Ham: og dette er overgangen fra døden til livet.

Derfor handler meditation ikke om at få noget til at ske. Hvad det handler om, og det er det fundamentale mål med meditation, er at blive fuldt bevidst om, fuldt indsat i, fuldt grundfæstet i det som er. Hvis vi skulle opfinde en term til at beskrive noget, der går forud for alt sprog, kunne vi sige, at meditation handler om er-hed. I husker, hvordan Gud i 2. Mosebog beskriver sig selv helt enkelt med ordene ’Jeg er … Fortæl dem, at Jeg er har sendt dig’149. Jeg er er nutidsformen af udsagnsordet ’at være’, og Gud er, helt fundamentalt, væren i nu’et. Meditation er fuld åbenhed overfor vores væren i nu’et. Hvad man kan lære af meditation, er, at ens væren er fuld og hel, når man er helt åben overfor den, som er Jeg er.


17. SEPTEMBER

148 Joh.5,24.149 2.Mos.3,14.

Det budskab, som vi har fået overdraget at give videre og at gentage med al den friskhed, som den kreative Ånd indgiver os, er af enorm vigtighed for nutiden, mest af alt for de unge. Men det er et hårdt budskab, og det kan næppe høres, hvis det står alene, medmindre vi selv er levende vidner om dets autenticitet. Begrebsmæssigt kan vi tale om det på et utal af måder – de begreber, jeg har brugt, er, dels nødvendigheden af at bringe sin person i spil, og dels at mødes med det absolutte. Jeg tror, de begreber kan finde respons i nutidig tankegang og sprog. Men det begrebsmæssige er ikke nogen erstatning for det konkrete. Og konkret er vores budskab et kald til genopdagelse af bøn og af, at vi selv har evne til dyb bøn i ånd og sandhed, et kald til genopdagelse af bøn som den vigtigste identitetsdannende faktor for vores liv og personlighed.

Community of Love

18. SEPTEMBER

Det store faktum i erfaringen i meditation er, at er vi først kommet ind i Jesus’ menneskelige bevidsthed, begynder vi at se, som Han ser, at elske som Han elsker, at forstå som Han forstår og at tilgive som Han tilgiver. Vores synsvinkel på hele skabelsen bliver fundamentalt ændret. Er vores synsevne først en gang udvidet, vil den aldrig indsnævres igen, hvis vi altid husker disciplinen i meditation.

I praksis er det nødvendigt at meditere hver dag, morgen og aften. Det er nødvendigt for at grundlægge og rodfæste vores liv i den fundamentale virkelighed af Kristus’ levende Ånd, som manifesteres i ethvert aspekt af menneskeligt liv. Men som især er karakteriseret ved dens venlighed og ved tilgivelsens stærke gave. Du vil måske spørge: ”Hvordan kan det at sidde bringe mig til denne medfølelse og tilgivelse? hvordan skulle mantraet kunne lede mig til denne kærlighed?” Når du begynder at meditere, må du tage det på ordet. Der er ingen vej til at besvare dette spørgsmål undtagen ud fra dig selv, gennem praksis.

I meditation søger vi at nedrive de barrierer, som vi har sat op rundt om os selv og som afskærer os fra bevidstheden om Kristus’ nærvær i vore egne hjerter. I meditation starter vi på processen med at afmontere ego’et og dets konstante forsøg på at placere os selv i centrum. Vi begynder at forstå, at Gud er i centrum, og derfor skifter hele vores perspektiv og orientering. I meditationens praksis begynder vi at lære, hvad virkelig ydmyghed handler om; at være os selv på den rette plads.

Meditation kan også lære os, at vi kan nå Gud Fader, gennem Jesus’, Sønnens, menneskelige bevidsthed, fordi vi i meditation i tro opdager, at Jesus er broen, der tager os over på den anden kyst. Han er den færge, der tager os hen over egoismens lille biflod og fører os ud i den guddommelige kærligheds hovedstrøm. Egoismen flyder ud i isolationens stillestående dødvande. Meditation leder os gennem denne isolation ud i Guds oceaniske kærlighed.

Word Into Silence

19. SEPTEMBER

Det første skridt i denne proces af forvandling og forening med Gud bliver taget, idet vi vender os mod bøn. Dette er et sandhedens øjeblik. Det er et øjeblik, hvor vi er konfronteret med det faktum, at vi eksisterer, og bliver udfordret til at acceptere det med den allerstørste frimodighed og ligefremhed. Det er et øjeblik af stilhed og kærlighed. I det øjeblik sådan en beslutning skal træffes, er vi nødt til at vende os mod bøn med en tro, som tillader os at vende os væk fra alt andet. Det er bønnens overgivelse. Det er at kaste ud på dybet, på Guds dyb som grunden for vor væren, og tillade os selv at falde tilbage til kilden til vores eksistens. På grund af det sprog vi bruger til at beskrive det, kan det lyde som et tilbageskridt. Vi kalder det at ’gå tilbage’, at ’vende tilbage’. Og på en måde er det det også. Det er den fortabte søns hjemvenden, han som forstod, at hans virkelighed kun kunne findes hjemme og ikke i en hvileløs søgen efter illusioner i det fremmede.

Ørkenfædrene beskrev det ofte som en vandring i ’et land, hvor intet ligner’ og en venden tilbage til vores virkelige lighed med Guds billede. Dette aspekt af bøn, altså som genopbygning, tilbagevenden eller kommen hjem, er fundamental vigtig for os. Det understreger det menneskelige aspekt af den rejse vi er kaldet til at foretage, og det antyder nogle af de kærligste og inderste grunde til, at Gud er kendt af os, og beskrevet af Jesus som ’Far’.


20. SEPTEMBER

Når jeg tror, at meditation er så vigtig for alle, er det, fordi den lærer os i vore egne hjerter, lige i centeret af vores eksistens, hvor vi kan vide det ud fra vores egen erfaring, at Gud virkelig er alt i alle. Det som vi må lære, er, at alt liv er energi. Den mindste plante, og den mest komplekse bevægelse i hjernen, er begge liv, og deres liv består i den levendegørende energi, som holder dem i live og får dem til at kommunikere deres energi til nyt liv, til udfoldelse af livet. Jeg tror, at det, som vi er kaldet til i vores liv som modne mennesker, er at komme i kontakt med, at opdage Guds mysterium i vores egne hjerter. Og at Guds mysterium er mysteriet i den guddommelige energi.

Det som enhver af os må lære ud fra egen erfaring, er, at denne guddommelige energi, som vi kan møde inden i os selv, er grænseløs, uendelig, selvkommunikerende kærlighed. Det som vi skal vide, er, at Gud er grunden under vores eksistens. Det som vi skal vide, er, at Gud er grunden for al væren, og når vi først er begyndt at komme i kontakt med den virkelighed, med den sandhed i vores eget hjertes dyb, føres vi til forståelse af den dybeste og samtidig enkleste sandhed: at vi er alle ét i Gud.

The Door to Silence

21. SEPTEMBER

Styrken i meditation er dens enkelhed og at det er en praksis – at vi foretager det praktiske skridt at gå af sted på den vej det er at forlade bøgerne, talerne, forelæsningerne, ideerne bagved. Vi lærer at være til stede i dybet, lærer at være, lærer at være i Guds nærhed, lærer ud fra vores egen erfaring. Alt hvad der er nødvendigt for os for at være så helt og fuldt til stede, som vi kan være i Hans nærvær. Det som vi må lære af vores meditation – og i hver generation må det gen-læres – er at se dette lys og at se alting oplyst af dette lys, at lyset er Kristus’ lys, og, som apostlen Paulus fortæller os, at dette lys skinner i vores hjerter.

Dette er formålet med vores meditation; det er en virkning af vores meditation: at lære at se med denne visionære dimension; og vores opgave i dette liv er at berede vores hjerter til at vokse i dette lys, dette lys som er liv, som er kærlighed, som er Gud. Det som vi skal lære – og dette er det mest overraskende af alt – er at vores opgave i dette liv er at blive dette lys, at miste os selv i Gud, at finde os selv i Gud, at blive et med Ham.

Being On The Way

22. SEPTEMBER

Det er i den grad vigtigt for os alle at lære at være stille. I stilheden lærer vi at blive i den energi, der opstår ved den kontakt, vi har etableret med vores egen spirituelle natur. Meget nutidig ’spiritualitet’ ligner ikke en pilgrimsrejse mod centrum. Det ligner mere en razzia, der pludselig farer frem, plyndrer hvad den kan få fat på i form af spirituel oplevelse eller indsigt, og straks efter trækker sig tilbage bag det religiøse ego’s mure. Der er en verden til forskel – forskellen mellem virkelighed og illusion – mellem pilgrimmen og landevejsrøveren.

Pilgrimmen bliver på sin rejse, støt og selvforglemmende, fokuseret ikke på følelsesmæssig eller intellektuel tilfredsstillelse, men på målet, målet der fører os frem, målet som er Kristus. Dette er den sande, kristne omvendelse, den revolution som Kristus underviste i og eksemplificerede i Sin egen person. Det er det, som gør vores tro troværdig – for os selv og for andre, fordi det gør os troværdige. Den udholdenhed – fasthed, rodfæstethed, som Paulus beskriver den – er garantien for vores sundhed. Vores seriøsitet med hensyn til rejsen garanterer dens glæde.

The Present Christ

23. SEPTEMBER

Ordet ’meditation’ har en interessant mulig forbindelse med det latinske sto in medio – ’Jeg står i centrum’. Meditation betyder faktisk at lære at leve ud fra centeret af ens væsen.

Det er ikke en esoterisk150 praksis. Alle har brug for at lære den rodfæstethed i deres center, så at de kan blive fuldt sig selv. Det er noget dybt elementært og naturligt. Vi lever i en verden, der stiller store krav til os og som konstant truer vores evne til at forblive rodfæstet i centeret af vores væsen. Stress og alle dets relaterede former for dysfunktioner, depression, angst og misbrug, er ikke sjældne omstændigheder i et moderne liv. Det er faktisk svært at forestille sig et moderne liv helt uden dem.

For at være stabilt balancerede er vi nødt til at være sikre på os selv. Vi er nødt til at føle, at vi står på fast grund, og at vi ikke vil få vores identitet eller selvrespekt blæst væk af de første storme af skuffelse eller konflikt vi møder. Meditation er vejen til den første og grundlæggende følelse af stabilitet, rodfæstethed i os selv. Uden den kan ydre eller fysisk stabilitet degenerere til en søgen efter sikkerhed eller selv-beskyttelse. Den grundlæggende stabilitet er en virkelighed i vores eget væsen, men hvor mange er i kontakt med den?

Word Made Flesh

24. SEPTEMBER

150 Esoterisk: kun for indviede specialister. (O.a.)

I det kristne syn på meditation er hele formålet med processen at befri ens ånd til at være åben imod uendelighed. At tillade ens hjerte og ens sind, hele ens væsen, at udvides udover alle ens isolerende egos grænser og at komme i forening med alt, med Gud.

Men - når man begynder at meditere, vil man opdage alle slags distraktioner i sit sind.

Formålet med mantraet er at bringe sindet til ro, til fred, til koncentration. Og måden at gøre det er at blive ved med at sige mantraet. Når man begynder, vil man opdage, at hvis man siger mantraet, hele tiden og bliver ved, så vil det efter en ti minutters tid sandsynligvis bringe én til en dyb fred. Man vil blive forbavset og sige: ”Jeg havde ingen anelse om, at jeg havde den evne til fred. Det er utroligt. Skal jeg ikke bare holde fast i den og holde op med at sige mantraet?” Men hvis man gør det, vil der ske ét af to: Man vil enten komme ind i en tilstand af drømmeri, bare flyde uden at komme nogen vegne, og det vil være præcis hvor man er, ingen vegne. Eller, ens sind vil øjeblikkelig igen blive fyldt af distraktioner.

Så, når man går i gang, skal man være absolut klar over, at måden at meditere er at sige sit mantra fra begyndelsen til enden. Lad ikke nogen som helst oplevelse af velbehag som man ønsker at besidde eller holde fast i, eller nogen som helst narcissistisk tilgang til bøn som man kunne være blevet opfordret til at bruge, aflede én fra mantraets vedvarende egofrihed. Det er det der gør, at meditation er absolut enkel.


25. SEPTEMBER

Lad mig nu prøve at beskrive, hvordan man når til den enkelhed der er nødvendig for bøn. Når man skal forberede sig til meditationen, skal man prøve at finde en siddestilling, der er både komfortabel og årvågen. Den eneste vigtige regel for siddestillingen er, at ryggen skal være opret, men uden at være stiv. Luk øjnene og begynd at gentage mantraet uden at bevæge hverken læberne eller tungen. Og gentag meditationsordet kontinuert indtil meditationen er færdig.

Det er svært for kristne, når de for første gang hører denne instruktion, så at forstå, hvordan det overhovedet kan være bøn. Hvordan kan denne tilstand af ikke-tænken have betydning i et kristent menneskes liv? Er det bare en måde at slappe af? Har det virkelig en ultimativ betydning i det kristne syn på livet? Men hvis man holder ud og bliver ved med meditation, vil man selv opdage betydningen.

Betydningen er, at Guds gave i Jesus til enhver af os er en absolut gave. Meditation er vores absolutte, accepterende svar. Gud har givet os Sig selv. Intet er blevet holdt tilbage. Han har givet os fylden af sin guddommelighed i Jesus’ menneskelighed. Et kristent liv er vores svar på den gave og, ligesom gaven er absolut, sådan må vores svar være absolut og permanent.


26. SEPTEMBER

En af de stærkeste kræfter, som blokerer for livsudfoldelse, er frygt. Og frygt er stort set frygten for at blive straffet eller frygten for at dø. Frygt, død, liv og kærlighed er de temaer der er på spil i det kristne drama.

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.151

Det er den sandhed i evangeliet som enhver af os er inviteret til ikke bare at læse, men at leve. Jesus’ evangelium handler om at leve. Det drejer sig om liv, og alle er vi inviteret til at leve vore liv ikke med måske halvtreds eller tres procent af vores potentiale, men hundrede procent: at leve livet fuldt og helt. Evangeliets forkyndelse er, at det kun er muligt, men så til gengæld muligt for enhver, hvis vi er i fuld kontakt med vores livs-kilde, som er kilden til alt liv, den Guddommelige energi.

Vi er nødt til at lære at lytte til ham, lytte til invitationen til at leve vore liv fuldt og helt og blive fyldt af guddommelig kraft. Vi er nødt til at lytte med hele vores væsen, dybt, totalt. Det er derfor stilheden i meditationen er så vigtig, og derfor, at enhver af os, gennem vor egen erfaring når vi holder ud med at meditere, opdager, at stilheden er så værdifuld i vore liv generelt. Stilheden berører også vores fælles liv sammen, så at vi kan dele en fornemmelse af den mystiske kraft både i og iblandt os og uden om os.


27. SEPTEMBER

151 Joh.5,24.

Den renselse, som fører frem mod en hjertets renhed, og som fører frem mod nærværet indeni os, er en fortærende ild. Meditation er at gå ind i den ild, den ild som brænder alt det væk, der ikke er virkeligt, som brænder alt det væk, som ikke er sandt, og som brænder alt det væk, som ikke er kærlighed. Vi behøver ikke at være bange for den ild. Vi kan have absolut tillid til den ild, for ilden er kærlighedens ild. Ja, ilden er mere. Det er det store mysterium i vor tro. Det er den ild, som er kærlighed. Hør hvad Jesus siger i Johannes-evangeliet:

”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, bærer megen frugt, men skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, som ikke bliver i mig, kastes væk som en visnet gren, men hvis I bliver i mig og mine ord bliver i jer, så bed om hvad I vil, og I skal få det, og det er min Faders fryd, at I må bære frugt i mængde og være mine disciple. Som min Fader har elsket mig, sådan har jeg elsket jer. Bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i Hans kærlighed.”152

The Door to Silence

28. SEPTEMBER

152 Joh.15,5-10.

Den indiske mystiker Sri Ramakrishna, som levede i Bengalen i Indien i 1800-tallet, plejede at beskrive sindet som et kæmpe træ fyldt med aber, der svinger sig fra gren til gren og i et uophørligt virvar af pludren og bevægelse. Når vi begynder at meditere, genkender vi det billede som særdeles velegnet til at beskrive det konstante virvar der foregår i vores eget sind. Bøn handler ikke om at forøge denne forvirring ved at prøve at overdøve den med endnu et bidrag til pludreriet.

Meditationens opgave er at bringe hele dette flygtige og forstyrrede sind til stilhed og koncentration, til at tjene dets egentlige opgave. Det er det formål, der er givet os af psalmisten: ”Vær stille, og vid at jeg er Gud.” 153 For at nå dette formål bruger vi et meget enkelt redskab. Et redskab, som den hellige Benedikt154 gjorde sine munke opmærksom på så langt tilbage som 500-tallet ved at få dem til at læse Conferences af Johannes Cassian.155

Cassian anbefalede enhver, der ønskede at lære at bede, og at bede uophørligt156, at tage et enkelt kort vers fra Bibelen og bare gentage dette vers igen og igen. I sin Tiende Conference anbefaler han kraftigt denne metode med enkel og uophørlig gentagelse som den bedste måde at kaste alle distraktioner og abepludren væk fra vores sind, for at det kan hvile i Gud.157

Word Into Silence

29. SEPTEMBER

153 Ps.46,10.154 Benedikts Regel 42,6; 13,73; 14.155 Se teksten til 8. januar i denne bog. (O.a.)156 Jfr. Paulus’ 1.Thess.5,17 og Ef.6,18.157 Conference 10:10.

At sige et mantra er ligesom at kaste anker. Det synker ned i dybet af vores væsen; og det er just dér vi skal, langt ned under overfladen, uanset hvor fremmed denne nedstigning i dybet umiddelbart kan forekomme. Vi er så viklet ind i at forholde os til alt det, der foregår på overfladen, at vi ikke giver os selv tid til at træde til side for alt det der hele tiden sker omkring os. Stress, nervøsitet, eller nedtrykthed kan let blive undskyldning for ikke at meditere.

Men tid er hvad vi må give det, hver morgen og aften. Tænk på meditation ikke så meget som noget du foretager dig, men som en tid til bare at være, at være dig. Prøv at lade være med at køre op over det at meditere. Meditation er en tid til at være dig selv. Prøv ikke at retfærdiggøre eller forsvare det, og forsøg ikke at gøre dig rigtig i Guds øjne. Forhold dig helt praktisk til tiden. Afsæt minimum tyve minutter, som du gradvis kan sætte i vejret til femogtyve og op til maksimum en halv time. Og lær at sige dit mantra fra begyndelsen til enden.

Word Made Flesh

30. SEPTEMBER

Jeg synes det er sværere at meditere om aftenen end om morgenen. Jeg tror, det er meget sværere at meditere, når man er træt, når man ikke har så meget psykisk energi. For et par år siden, da jeg var indlagt på hospital efter en operation, opdagede jeg så sandelig, at især da jeg var temmelig svag lige efter en operation, så kunne jeg sige mantraet måske et par gange og faldt så i en meget dyb og fredfyldt søvn. Når jeg vågnede kunne jeg sige det nogle gange, og faldt så i søvn igen. Men jeg mener, vi skal være meget forsigtige med at give point for succes. Jeg mener, vi skal gøre vores allerbedste under de omstændigheder vi har lige nu. For eksempel er det ideelt at meditere et meget stille og roligt sted, så man kan være så samlet som muligt. Selv om ens nabo skulle gå i gang med en tryklufthammer og man mister sin indre samling, er det langt at foretrække at blive ved med at meditere end at sige: ”Nå, det blev ikke de optimale omstændigheder i dag, så jeg må hellere holde op.”

For eksempel, da jeg i sidste uge rejste hjem med flyver fra Irland, besluttede jeg at meditere under flyveturen. Men stewardessen mente åbenbart, at der da vist var god tid til at tage en snak med en passager, som så ud til at være ret alene eller ret stille, og hun kom hen og satte sig ved siden af mig, så vi talte sammen et godt stykke tid. Hun var bestemt mere talende end folk er flest, og det tog mig noget tid, før jeg venligt kunne vende tilbage til min meditation. Man må gøre det bedste man kan under omstændighederne, og jeg vil altid råde til, at man ikke giver op, selv om man er træt og ikke har meget energi. Gør dit bedste for at få puttet aftenmeditationen ind.

Being on The Way

1. OKTOBER

En af de spændinger der løber igennem kristenhedens historie, er en spænding mellem den aktive og kontemplative eksistensform. En af tragedierne i moderne kristendom er, at den spænding er blevet så svækket. Alle kristne er kaldet til at leve den kontemplative dimension af det kristne liv. Alle kristne er, med andre ord, kaldet til dyb bevidsthed om, hvad det betyder at være skabt af Gud, hvad det betyder at være forsonet med Jesus, og hvad det betyder at være et tempel for Helligånden. I historien kan man se, at når som helst religiøse mennesker har ignoreret den kontemplative dimension af deres kald, er de blevet geskæftige, ureflekteret aktive, og de ender for det meste med at rende rundt og blande sig i ting, som ikke kommer dem ved.158

Hvis vores liv er rodfæstet i Kristus, rodfæstet i hans kærlighed og i bevidst viden om Hans kærlighed, behøver vi ikke være usikre på, hvad der er det rigtige at gøre. Vores handling vil altid udspringe af og blive oplyst og formet af den kærlighed. Ja, faktisk er det sådan, at jo mere aktive vi er, des vigtigere er det at vore handlinger udspringer af og er grundfæstet i kontemplation. Og kontemplation betyder dyb, stille forening; at vi ved, hvem vi er, ved at være dem vi er. At vi er rodfæstet og grundfæstet i Kristus, Guds opstandelse, er kristen selv-kundskab.


2. OKTOBER

158 2.Thess.3,11.

Som apostlen Paulus formulerer det: ”Selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag, forvandles fra herlighed til herlighed.”159 På det biologiske livs plan har vi alle vores andel i den guddommelige energis flow, i al dens variation, i al dens kompleksitet. Det forunderlige i den kristne forståelse af livet er, at denne kreative strøm af energi i alle disse forskellige former for stof og ånd har sine styrende principper, sine fokuspunkter og sine mål. Det styrende princip, retningen for dets flow, for dets formål er Ånden, Ånden, som er hinsides form og som dog informerer al form. Fokuspunktet, som alt i skabningen er ordnet i forhold til, er Sønnen, og det forunderlige i vores kristne kald er, at i Ham er vi selv centrerede og forklarede. Og enden, målet for alt, målet for hele dette flow af energi er Faderen, som er altings kilde.

Når vi sætter os ned for at meditere hver morgen og hver aften, må vi gøre det i største ydmyghed i lutter forundring over at vi er kaldede, og vi må meditere i absolut tillid til, at der i Jesus’ kraft er en virkelig kontinuitet mellem det endelige og det uendelige, mellem det dødelige og det udødelige, og at Jesus lever i vores hjerter.

The Door to Silence

3. OKTOBER

159 2.Kor.4,16 og 3,18.

Meditationens vej er troens vej, og troens sakramente er vores stilhed. Og døren til stilhed er mantraet. Derfra er der ikke langt før vi begynder at forstå, at tabet af det involverede ego ikke er selvfornægtelse, men empati, ikke er udslukkelse af individualitet, men fællesskab mellem personer160. For efterhånden som vi bliver dybere rodfæstet i grunden under vor væren, bliver vor væren klar og bekræftet i det rensende mysteriums stilhed, der er nærværende i vort hjerte.

Vi er ikke længere udenfor skabelsen eller udenfor Gud, fordi vi, ved den kraft der udfolder sig i det åbne felt i centrum af vor væren, overskrider os selv og når til fuld væren. For at gøre det må vi være enkle nok til at være rodfæstet i virkeligheden, og udholdende nok til at blive på vores pilgrimsvandring og meditere hver morgen og aften. Derved virkeliggør vi vores forening med Gud og med vores oprindelse som skabt i Guds billede. Vores skæbne og vores medvandrer er ét. ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.”161 Det er det, der gør pilgrimsvandringen mulig for enhver af os.

The Present Christ

4. OKTOBER

160 Personer: her tænkes især på, at Gud er en enhed af tre personer. (Overs. forklaring.)161 Joh.15,15.

Mantraet imødekommer den menneskelige udfordring om at kende Gud, at kende Ham uden frygt og at kende Ham til det yderste af vores kapacitet for at kende. For at vokse i en grad, så livet bliver et eventyr, kræver vores meditation ikke kun en del af vores opmærksomhed eller en del af vores kærlighed, men hele vores opmærksomhed og alle vores forenede kærlighedskræfter. Derfor lærer vi at sige vores mantra med oprigtig udholdenhed og med total opmærksomhed.

For at lære denne form for bøn, ja, for at lære noget som helst, må vi være indstillet på at være tålmodige, fordi tålmodighed er betingelse for at lære udholdenhed og fuld opmærksomhed.

Den viden, vi når til i meditation, er ikke bare nye tilføjelser til hukommelsesbanken. Den viden, vi kommer til, er visdom. Visdom er at vide betydningen af det vi ved, at vide i perspektiv og sande proportioner. Visdom er simpelthen at vide i guddommeligt perspektiv; det betyder at vide alt det, der er givet os at vide, i evighedens perspektiv. Vi ved, hvad der er vigtigt, når vi ved, hvad der varer evigt. Visdom er frugt af vækst i meditation, fordi vi ved med sikker viden, at Gud er, og at Han er evig. Og at Han er evig Kærlighed.


5. OKTOBER

Det vil være næsten umuligt for en ikke at føle, når man begynder: ”Hold da op, sikken et spild af tid. Skulle jeg ikke hellere bruge mit fantastiske sind, som Herren har givet mig, den vidunderlige intelligens jeg har, og så videre, til at uddybe min viden, uddybe min forståelse?” Men man er nødt til at lære at være stille. Man er nødt til at lære ud fra sin egen erfaring, det som Johannes af Korset162 mente, da han skrev ”vejen til besiddelse er ikke-besiddelsens vej”. Det store ord, som de tidlige munke brugte til at beskrive meditationens vej, var, at det var fattigdommens vej. Vi giver slip på alle vores ord, alle vores ideer, og vi lærer at være maksimalt stille.

Må Han ud af rigdommen i Sin herlighed give jer styrke og kraft i det indre menneske ved hans Ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter i kærlighed.163

In The Beginning

6. OKTOBER

1621542-1591, spansk karmelitmunk, mystiker og forfatter. (O.a.)163 Ef.3,16-17.

Renhed af hjertet er et fokuseret syn, skarptindstillet syn, og mens vi siger mantraet, indsnævrer vi vores koncentration til et enkelt punkt: mantraet. Dette enkelte punkt fører til dette syn. Alt andet – alle distraktioner, alle tanker om os selv, alt ego – er blevet sat til side, og vores syn er koncentreret helt og aldeles ind i mysteriet, ind i Guds syn. Når alt andet er sat til side og fokus alene er på Gud, åbner mysteriet sig for den mediterende.164

Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der har haft den oplevelse – en meget smuk oplevelse, hvis I har prøvet det – af at polere en messingplade. For nogle år siden var der nogen, der gav mig et bord med en bordplade af messing. Det så ud, som om det var lavet af ebonit.: det var sort. Hvis man vil polere en messingplade, så kan man prøve med lange, brede strøg, men man vil aldrig komme langt med det og man vil bruge en masse polish. Hemmeligheden er at koncentrere poleringen på et lille punkt af gangen. Polerer man på dette ene punkt og så går videre ud fra dette punkt, så vil hele messingbordet begynde at glinse, at skinne.

Jesus’ lære er, at den renhed, som hver enkelt af os er kaldet til, er en indre renhed. Det er en indre klarhed. Det er der, vi er nødt til at begynde; det er der, vi er nødt til, på en måde, at skærpe vores syn, og så er det, at det ekstraordinære der ligger i den kristne åbenbaring, viser sig, at denne indre klarhed, som hver enkelt af os er kaldet til, er intet mindre end Hans eget Nærvær, Hans eget væsen, Hans egen kærlighed.

The Door to Silence

7. OKTOBER

164 Søren Kierkegaard: Hjertets renhed er at ville ét. Se også teksten til 14. januar. (O. a.).

Jeg tror det er rigtigt nok at sige, at vi alle begynder at meditere som egoister, og den første krise vi kommer til, er, når vi under selve meditationen erfarer egoismens sterilitet, tørhed, intethed. Vi når alle, tror jeg, når vi begynder, til et punkt, hvor vi spørger os selv ”Hvad får jeg ud af det her? Giver det mig noget?” eller ”Sker der overhovedet noget? Skal jeg bare ende her med en oplevelse af sterilitet?”. Fristelsen her er, selvfølgelig, at give op, at flygte fra denne nye og måske endnu dybere sterilitet. Det er på dette punkt, at vi alle er nødt til at foretage en trosakt, troshandling. Det kan se ud som det er den tro, der kræves for at gå ind i mørket og favne steriliteten, men der er ingen måde at favne den på anden end ved at give totalt afkald. Det er en total trosakt. Med andre ord, vi committer os selv til meditation, og til mantraet som en måde at committe os selv, til at give slip på selv-optagethed. Faktisk committer vi os selv til at slippe vores sterilitet.

Meditation er vækst og transcendens. Ligesom en plante, der har rod, og som vi plejer og passer, er i en konstant tilstand af selv-transcendens, idet den lægger sin tidligere tilstand bag sig og bliver hvad den er nu, sådan sker det samme med os på denne spirituelle væksts rejse. Frøet er skuddet, skuddet er stængelen, stængelen er frugten og så videre. Meditation er præcis det flydende øjeblik af selv-transcendens, der folder sig ud som én realitet – den person vi er – i Guds evige nu.

I meditation er vi ganske enkelt så helt og fuldt åbne imod kærligheden i dette nuværende øjeblik som muligt. Hvis vi kan være udholdende i det, og vende tilbage til det hver morgen og hver aften, vil vores evne til kærlighed komme i en tilstand af konstant daglig vækst, en konstant forøgelse af kvalitet og rækkevidde. Det var det, som apostlen Paulus forstod som troens frugt i den proces af at leve et kristent liv.

Sådan skal vi alle til sidst nå frem til den enhed, der ligger i vores tro, og til kundskab om Guds Søn – til voksen modenhed – en vækst som kan rumme hele Kristus’ natur.165


8. OKTOBER

165 Ef.4,13.

Det forekommer mig umuligt at overbevise mennesker om meditation udelukkende ved at tale om det. Og der er også kun en meget lille grund til at argumentere for det, fordi når mennesker begynder at meditere, gør de det, fordi de fornemmer at der er noget sandt i det. De responderer på det. Måske de oven i købet på en måde erindrer det, fordi det både synes at klargøre og genkalde deres dybeste fornemmelse af livets mening. Det er ganske enkelt sådan virkeligheden er struktureret. Hvis nogen ønsker at finde sit liv, må man først miste det. At det er sådan, ved vi også fra vores almindelige erfaring. Hvad vi derefter har brug for, er en praktisk måde, som tillader os at tilpasse og realisere denne viden på det dybeste niveau af vores væren. På den måde bliver vi, på det dybeste niveau, ét med virkelighedens struktur.

I meditation kommer vi i harmoni med den måde virkeligheden er. Og hvad vi lærer er dette – at vi er nødt til at være til stede i virkeligheden i hver enkelt af de øjeblikke vi har fået, indtil døden på et tidspunkt sammenfatter fortid og fremtid i evigheden. Det betyder at vi må lade det ego og den egoisme dø, som altid prøver at undgå nuets virkelighed ved at beklage fortid eller dagdrømme om fremtiden. At meditere er at lære at være nærværende, at være stille. Vær stille og forstå, at jeg er Gud.166

Community of Love

9. OKTOBER

166 Ps. 46,11.

Når man efterhånden finder ud af at komme ind i meditationens fred og dens enkelhed og stilhed, tror jeg, man vil synes, at det er alt andet end kedeligt. Men til enhver, som til tider måske kunne finde meditationen kedelig, vil jeg sige: Bliv ved. Det råd, jeg vil give enhver, er ”Sig dit mantra”.

Det er måske det, der er sværest at forstå, når man begynder. Fordi man synes, man skal ”bede”, eller man synes man burde få dybe indsigter eller man burde levitere eller burde gøre noget, mens sandheden er, at man skal sige sit mantra og være tilfreds med at sige det.

Det er vanskeligt, især for moderne mennesker, for vi er ikke en generation der er tilfreds. Vi forventer altid, at der skal ske noget. Vi mener, at hvis der er et vist input, vil der også være et vist output, et pay-off. Det er derfor jeg siger, at meditation er en form for af-læring, og man er nødt til at af-lære både ens materialistiske holdninger og såmænd også de fleste af ens religiøse holdninger. Begge skal af-læres. Det har altid været sådan og vil altid være sådan. Vi erkender, hvad der er sket og sker for evigt. Den erkendelse er det der sker i ens meditation. Når man indser det, keder man sig ikke!


10. OKTOBER

Samfundet vænner os til at forblive barnlige, afhængige af ydre stimuli og underholdning, madet med ske af de præfabrikerede oplevelser vi kalder underholdning, som har lige så meget åndelig næring som den fast-food mad, der, ligesom TV, symboliserer vores kultur. Skulle det ske, at vi opdager, hvilket ansvar vi selv har, er vi fristet og vænnet til at undgå det, og li’som børn lade vores opmærksomhed aflede fra det. Ansvaret for at give et modent svar på vores ansvar for os selv forekommer os at være en indskrænkning af vores frihed.

Det er derfor meditation er så vigtig for os alle. Den forbereder os til den virkelige frihed, som lever og frydes ved kernen af kærlighedens mysterium i os, den guddommelige energi, som både er en bevægelse og samtidig en væren i ro i vores indre pilgrimsvandring. At være maximalt fri er at bede ud af det uendelige dyb i vores Ånd, som er Guds uendelige dyb.

Og vores daglige meditation, vores stadig dybere erfaring som kommer af vores daglige disciplin, lærer os den fundamentale viden om modenhed: frihed består ikke i at gøre, hvad vi ønsker, men i at være den vi er. At være fri er at være blevet befriet til at være i en kærlighedskraft større end kraften i vores ego. At være fri er at have mødt og svaret Den Anden i ydmyghed. Frihed er friheden til at være åben overfor Gud som grunden for vores eksistens – i det indre såvel som i det ydre. Friheden er ved kærlighed at være frigjort fra selv-bevidsthedens og selv-optagethedens slaveri.


11. OKTOBER

En af de første ting vi opdager, når vi begynder at meditere daglig, er, at den daglige praksis i sig selv begynder at have resultater i vores liv. Den harmoniske lyd inden i os, mens vi mediterer, bevirker et medfølende respons i hvert aspekt af vores personlighed og liv. Hvis det ikke var sådan – hvis vores meditation var isoleret i et spirituelt vacuum – kunne vi være sikre på, at meditationen i sig selv var illusorisk.

Det er godt af og til at minde sig selv om, at meditation ikke er en tilfældig interesse eller aktivitet i vores liv. Meditation er så absolut fundamental eller central, at man på en måde kan sige, at det er livgivende. Alt liv indebærer bevægelse, vækst, udvikling. Et menneske eller en institution begynder at dø, når dets vilje til at vokse begynder at svækkes. Det er derfor vores tro faktisk giver energi til vores meditationsrejse, og, da det er en rejse imod Gud, er vores commitment til et dybt, guddommeligt princip om vækst ud over alle grænser. Som Paulus beskriver det, begynder vores rejse, og evangeliet selv, i tro og ender i tro. Det at vi beslutter os for at meditere som en daglig praksis, er udtryk for og fornyelse af vores tro.

The Present Christ

12. OKTOBER

Problemet for os mennesker i det tyvende århundrede er at have nok tillid, at være stille nok, at være enkle nok, at være tilfredse med blot at sige vores meditationsord. Tænk på de her ord af Jesus: ”Hvis I ikke bliver som små børn, kommer I ikke ind i Himmeriget”.167 Jesus sagde ikke ”Det vil være vanskeligt for jer, det vil være svært.” Han sagde ”Hvis I ikke bliver som små børn, kommer I ikke ind i Himmeriget”. At lære at sige vores mantra udholdende, ydmygt, er vores vej ind i den barne-lignende tillid, den barne-lignende tro. Så vidt det nu står til os, i den tradition vi taler fra som munke, er det afgørende den daglige praksis.

Hvis man har en time daglig at bruge til sit spirituelle liv, er min anbefaling, at man bruger en halv time om morgenen og en halv time om aftenen til meditation. Spild ikke så meget som fem minutter på at læse bøger om meditation. Kom selv ind i erfaringen. Når man er trådt ind i erfaringen, så er der tid nok til at læse bøger. Man vil måske oven i købet forstå nogle af dem på det trin. Men selv på det trin er det afgørende den daglige praksis. En halv time om morgenen og det samme hver aften.

The Door to Silence

13. OKTOBER

167 Matt.18,3.

I meditation søger vi ikke at tænke over Gud, vi søger ikke at tænke over Hans Søn, Jesus, og vi søger ikke at tænke over Helligånden. Vi søger snarere at gøre noget usammenligneligt større. Ved at vende os væk fra alt hvad der er forgængeligt og alt hvad der er tilfældigt, søger vi ikke bare at tænke over Gud, men at være med Gud, at erfare Ham som grunden for vores væren. Én ting er at vide, at Jesus er en åbenbaring af Faderen, og at Jesus er vores Vej til Faderen; en helt anden ting er at erfare Jesus’ nærvær inden i sig. I meditation erfarer vi den reele kraft i Hans Ånd inden i os, og i den erfaring bringes vi ind i et nærvær af Hans og vores Far.

Mange mennesker i dag må se det faktum i øjnene, at der er en altafgørende forskel mellem at tænke over disse sandheder i den kristne tro og at erfare dem, mellem at tro dem ud fra hvad man har hørt, og tro dem ud fra, hvad man selv personlig kan bekræfte. At erfare og bekræfte disse sandheder er ikke kun en opgave for specialister i bøn. Paulus’ inspirerende og begejstrede breve blev ikke skrevet til medlemmer af en lukket, religiøs orden, men til almindelige slagtere og bagere i Rom, Efesus og Korinth.

Det er sandheder, som vi hver især er kaldede til at vide med os selv. Og i meditation søger vi at erfare dem.

Word Into Silence

14. OKTOBER

Walter Hilton168 er et ganske godt vidnesbyrd om, at der ikke er nogen modsætning mellem kontemplativ bøn, privat bøn med ord, og liturgisk bøn. Han ser en slags progressiv udvikling gennem disse former, men ikke i den forstand, at vi nogensinde når til et stade i vores liv, hvor vi er kommet ud over liturgisk bøn eller individuel privat bøn. Den mulige udvikling han ser, er en vækst i den glæde, med hvilken man går ind i den form for bøn, som er relevant på et givet tidspunkt. Og alle disse former for bøn er, naturligvis, komplementære, forudsat at vi erkender dem som det, de virkelig er: som indgange ind i Jesus’ evige bøn, som er Hans kærlige venden-tilbage til Faderen. Til alle tider i vores liv løber alle disse strømme af bøn sammen og knytter os stadig tættere til Vor Herre Jesus i hans bøns universelle hav.


15. OKTOBER

168 Engelsk augustinermunk, død 1396. Hans skrifter nød stor udbredelse i England i de følgende århundreder. (.a.)

At lære Kristus at kende får os til at fatte den fulde mening med vores liv såvel som meningen med deres liv, som vi elsker og deler livet med. Den største tragedie i et menneskes liv ville være at gå fejl af meningen med det. I teaterstykket ”Romeo og Julie” var Romeos tragedie, at han fejllæste situationen i dramaets højdepunkt, da han troede, at Julie var død. Sådan kan enhver af os let gå fejl af meningen med en begivenhed ved at vurdere den alene ud fra hvordan den viser sig. Lige så let kan vi gå glip af mysteriet i livets inderste mening.

Når vi i meditation går ud over det tilsyneladende, søger vi at åbne os – åbne vores dybeste center – for det mysterium, vi er som skabte, så at vi, dybt i os, kan begribe Guds gave i Kristus. Det kan vi kun gøre i tro. Troen er vores evne til selv-transcendens. Tro fører os ind i den sandhed, at Kristus er vores forløser og at vi allerede er forløst. Når vi når frem til den sandhed, må vi næsten med nødvendighed åbne os helt for den. Det er det væsentlige i ethvert discipelforhold: ikke at være halvhjertede, men at være helt åbne overfor Hans gave som vores liv er, og helt åbne overfor Hans kærlighed i vores liv.

Word Made Flesh

16. OKTOBER

Det man kan opdage ved at være udholdende med at meditere, er at det er ikke bare, at vores liv har fundet sin egen indre sammenhæng. Det er selvfølgelig et nødvendigt første skridt for enhver af os. Men det er noget større end det, og det er hvad enhver af os er inviteret til, hvis vi blot kan gennemføre den disciplin som fører til det. Det vi kan opdage ved at holde ud med at meditere er, at i meditation finder vi vor egen indre resonans i Gud.

Jeg tror, at hvad vi skal sige til jer som munke er, at ingen bør stille sig tilfreds med at leve sit liv på blot 10 procent af dets potentiale. Enhver af os bør leve 100 procent af vores potentiale og gå ind i denne dybe indre resonans i Gud – vi er ikke bare kaldet til vor egen indre resonans med Gud, men i Gud. Det er vores kald; det er vores skæbne: at finde fred hinsides os selv i Gud.

The Door to Silence

17. OKTOBER

Meditation leder os ind i en tilstand af ren bøn. Når vi mediterer lægger vi handling væk, vi lægger alle overvejelser i sindet væk for ganske enkelt udelukkende at være. Vores vej ind i en sådan tilstand af væren er at lære at sige vores mantra, lære os at sige det fra begyndelsen til enden i vores meditation. Vi lægger tænkning bag os, fordi vi kun kan tænke os Gud som Skaber, eller Gud som retfærdig, eller Gud som god. Men hvad vi må lære i meditation, er, at Gud er den Gud som er, som er ’ren væren’, og hvad vi må lære, er, at i lyset af Hans virkelighed bliver al virkelighed virkelig. I lyset af Hans væren, bliver al godhed god. Og vi må være opmærksomme, være opmærksomme med hele vores væsen, åbne overfor Guds væren. At meditere er at være i en tilstand af indleven i Gud, at være i en tilstand af forening med Ham.

Being On The Way

18. OKTOBER

Især når man begynder at meditere, er det ekstremt vigtigt at man i sin tilgang til meditationen er absolut klar over, hvad det indebærer. Da jeg lærte at meditere, havde jeg en lærer, som stillede det krystalklart op for mig. Hans undervisning kunne sammenfattes i tre ord: Sig dit mantra. I de sidste tredive år er jeg i stigende grad blevet slået af den usædvanlige visdom i hans undervisning. At sige mantraet er den første ting, vi må forstå. Det vil måske tage dig fem eller ti år at forstå vigtigheden af at sige dit mantra uden ophør fra begyndelsen til enden i din meditation.

Du vil møde andre opfattelser, men jeg vil appellere til dig om at holde dig til traditionen, som fortæller os, at hvis man vil finde og erfare en virkelighed, som er både sand og vigtig for en, må man lære at være dybt stille. Vi må lære at være disciplinerede, og vi må lære at lægge vores tanker og forestillinger helt bag os. Vejen er den vedholdende gentagelse af mantra’et. Det tager tid at lære den visdom og dybe sandhed i denne radikalt enkle lære. Som sagt, det har taget mig det meste af tredive år at forstå, hvor vigtigt det er.


19. OKTOBER

Guds mysterium har karakter af uendelig generøsitet, en strømmen-ud af uendelig kærlighed, og vores opgave i det er at berede vores hjerter til at være så generøse og kærlige som vi kan. Så når vi siger vores mantra, slipper vi vores tanker, planer og problemer for at berede vejen for Gud. Det betyder, at vi må lære at sige mantraet uden forventninger, uden krav. Med andre ord, vi må blive ”fattige i ånden”169, og for de fleste af os er det den største udfordring. Det kan sandsynligvis oven i købet blive en totalt ny erfaring af en helt ego-løs handling: at gøre noget uden overhovedet at være optaget af hvad man vil få ud af det.

Når man begynder, er det ret let at sige ”OK, jeg vil prøve det. Jeg vil meditere i seks måneder og hvis det virker, vil jeg fortsætte.” Men hvis vi virkelig ønsker at komme i gang, er vi nødt til fra bgyndelsen at sige mantraet uden betingelser. Det er en stor tros-akt. Og naturligvis sætter de fleste af os i gang med en mindre perfekt attitude. Det som derfor er af altovervejende betydning er, at vi er så vedholdende som vi kan, så generøse som vi kan, så ikke-krævende som vi kan; og at vi hver dag vender tilbage til praksis. Hvis man seriøst ønsker at lære at meditere, er det nødvendigt at meditere i mindst tyve minutter hver morgen og hver aften. Den optimale tid er omkring tredive minutter.


20. OKTOBER

169 Matt.5,3.

Meditationens vej er den vej at åbne os så meget vi kan i dette liv mod Guds gave. Hans gave, par excellence, er Jesus Kristus. Han er vores lys. Han er vores oplysning. Hans Ånds fylde er i vore hjerter, og kristnes opgave er at forstå dette i al dets kraft og i al dets forunderlighed i dybet af vores egen ånd. Vores evangelium, evangeliet som vi prædiker, er evangeliet om Kristus’ herlighed. En herlighed, som stråler igennem historien, og en herlighed, som stråler i hver enkelt af os. Lyset fra denne herlighed er det der giver retning i livet for hver enkelt af os.

Når vi mediterer hver morgen og hver aften, sætter vi alt andet til side og vi er åbne overfor dette lys. Vi søger at følge dette lys, og på den måde bliver vi oplyst af det. Det fantastiske ved meditation er, at, hvis vi holder ved med meditationen, vil alt i vores liv, der ikke er på bølgelængde med det lys, brændes væk. Vi behøver ikke bruge tid og anstrengelser på at skrive resolutioner om at gøre det ene eller ikke gøre det andet. Al vores energi skal lægges i den ene opgave at komme ind i Jesus’ menneskelige bevidsthed. Efter at det er gjort i tro, bliver alt andet givet til os. Alt andet i vores liv, som ikke er kompatibelt med det lys og den kærligheds varme, vil falde væk, hvis blot vi er udholdende i den daglige pilgrimsvandring væk fra delt-hed og selvoptagethed og ind i Jesus’ bevidsthed. Så, ligesom vi må gå ud over os selv ind i Kristus’ bevidsthed, sådan vil Han Selv tage os med ud over Sig selv, i Hans bevidsthed, til Gud, til Faderen.


21. OKTOBER

I den vision, Jesus forkyndte, bliver hver enkelt af os inviteret til at forstå, at vores eget liv og væren er hellig. Det er derfor, at den anden prioritet 170 er af så stor betydning: nemlig, at vi bør give vores ånd plads og rum til at udvides. I traditionen for meditation skal dette rum for udvidelse af ånden findes i stilhed, og meditation er både en vej til stilhed og et commitment171 til stilhed, der gror i hver eneste del af vores liv. Det bliver en stilhed, som vi kun kan beskrive som Guds uendelige stilhed, den evige stilhed.

Og, som jeg er sikker på I vil opdage fra jeres egen erfaring, det er i denne stilhed vi begynder at finde den ydmyghed, den medfølelse, den forståelse, vi behøver for at vores ånd kan ekspandere. Tænksomme mennesker i verden i dag er begyndt at se, at spirituel vækst, spirituel vågenhed er det vigtigste i vor tid.

Moment of Christ

22. OKTOBER

170 Her manglerne tilsyneladende en omtale af en ’første prioritet’, men den har været omtalt i den forudgående tekst. Teksten her er, ligesom alle de andre tekster i bogen, taget ud af sin sammenhæng. (O. a.)

171 Der findes på dansk ikke et enkelt ord, der svarer til det engelske commitment. Commitment kan nærmest oversættes: Beslutning om at ville forpligte sig, engagere sig; at ville det. (O. a.)

Hvad vores møde med Indien og Østen lærer os, er noget, vi aldrig skulle have glemt – at den essentielle kristne erfaring overgår alt, hvad nogen som helst kulturel eller intellektuel dannelse er i stand til udtrykke, nemlig det som i Ny Testamente kaldes ”Guds børns herlige frihed”172: ingen begrænsning. Det blev i den grad klart for os, da vi mødtes med Fader Bede173, at den erfaring må genopdages, hvis kirken kreativt skal se og møde de udfordringer, der ligger foran den: udfordringen til at forny kirkens kontemplative religiøse liv, udfordringen til at finde enhed i Ånden med alle kristne fællesskaber, udfordringen til at omfavne de ikke-kristne religioner med Kristi universelle kærlighed som er nærværende i alle menneskers hjerter, og som kirken har en særlig pligt til at forløse og identificere. For at møde disse udfordringer må enhver af os personlig være rodfæstet i den erfaring af Gud, som Jesus personligt kender og deler med os alle ved Hans Ånd.


23. OKTOBER

172 Rom.8,21.173 Bede Griffiths, 1906-93. Engelskfødt benediktinermunk, der levede i mange år

i Indien og blev en kendt yogi. Han blev en ledende teolog i udviklingen af dialogen mellem kristendom og hinduisme. (O.a.)

Det ord, som man fra den tidlige munkebevægelses tid har brugt til at karakterisere den tilstand, sindet er i, når det be’r, er det latinske ord quies, som indeholder betydningen af at være i hvile, være i en tilstand af stilhed, af og til beskrevet som ”at være stille i Herren”. Det latinske ord quies hænger sammen med det engelske quiet, stille. Denne tilstand af at være stille antyder total tillid og tryghed ved at være i Guds nærhed. I vores samfund er vi så vant til at skulle præstere for at opnå noget, at eje noget, at gøre os fortjent til andres accept, at det er rimelig svært for os at mene, at vi foretager os noget nyttigt, hvis vi bare ”hviler i Herren” i denne tilstand af quies. Men hvad de af os, som prøver at vandre denne pilgrimsvej, altid må huske er, at blot det at være i Hans nærvær er fuldt tilstrækkeligt.

Når vi er helt nærværende overfor Gud, er vi helt nærværende overfor os selv og helt nærværende overfor alt skabt. Men som vi ved fra vores egen menneskelige erfaring, kræver det at være helt nærværende overfor hinanden tryghed, tillid, og at være afslappet og afspændt. Man kan ikke have en virkelig konstruktiv samtale, hvis man tror, at stolen man sidder i, kan bryde sammen hvert øjeblik.

Det at være nærværende overfor hinanden kræver altså tillid, tillid til vores egen evne til at være i kontakt, tillid til at den anden accepterer os, elsker os. Men at føle sig accepteret kræver vores egen vilje til at blive accepteret, at vi ikke selv er bange i forholdet. Det at holde sig til mantraet under meditationen er en måde at nå til denne tryghed, tillid, denne fuldstændige frygtløshed, når vi hviler i nærværet af den Ene, som er den kærlighed der driver al frygt ud.

Being On The Way

24. OKTOBER

Den kvalitet, som enhver af os har mest brug for, er stilhed. Vi må simpelthen lære, hvordan vi skal være stille, og hvordan vi kan blive i stilheden. Når man først er gået ind i stilheden, når man først åbner sit hjerte for den uforudsigelige og usammenlignelige erfaring, vil man opdage, at enhver af os kun kan blive det menneske, vi er kaldet til at blive, hvis vi tillader stilheden at udvikles i vore hjerter. Tag ikke fejl, den stilhed, som enhver af os opfordres til at gå ind i, er Guds evige stilhed. Det er samtidig den stilhed, som enhver af os kan finde i vore egne hjerter. Når man har opdaget det, vil det lede én til at forstå, at stilhed i sig selv er medium for fuldkommen kommunikation. Det er i stilhed vi kommunikerer i dybet og i en altomfattende sandhed.

Den tradition, vi taler fra i klosterbevægelsen, fortæller os, helt kompromisløst, at vejen til stilhed kræver disciplin. Og disciplin er hårdt for os i det tyvende århundrede, fordi vi må lære at lægge vore egne tanker bag os, ja, give slip på dem, sammen med vores ord, ideer og forestillinger. Den stilhed vi behøver er: en stilhed hinsides alle ord, ideer, tanker, hinsides alle forestillinger. En gammel tradition fortæller os, at vejen til denne billedløse, men vågne stilhed, som er meditationens vej, er at lære at sige vores ord, i al enkelhed og koncentration. Vores meditationsord, vores mantra.


25. OKTOBER

Kunsten i meditation er kunsten er lære at sige mantraet, lære at sætte det fri i ens hjerte, så at det lyder i ens hjerte hele tiden som et fokuspunkt for stabilitet i dybet af ens væren. Skatten i den kristne vision om bøn, om meditation, om væren er, at det kun er i dybet i os selv, at vi kan møde Guds mysterium.

Meditationens vej er helt igennem en ikke-voldens vej, og derfor kræver kunsten at sige mantraet vedvarende finfølelse og styrke snarere end fuld kraft frem. De to egenskaber skal man hele tiden gøre brug af, fordi det at sige mantraet kræver, at man lærer at sige det. Vi er nødt til, gennem tykt og tyndt, gennem modgang og medgang, at give slip på vore egne tanker, planer og ideer såvel som alle vore egne billeder. Og derfor er en af de ting, vi må lære, at gå til hver eneste meditation med en åben ånd. Hver meditation er en ny begyndelse, en frisk afgang på pilgrimsruten, der når udover en selv, overskridende grænser ind i Guds under. Hvad vi søger at gøre, når vi mediterer, er helt enkelt at sige vores mantra så udholdende og så generøse som vi kan.


26. OKTOBER

Evangelisten Johannes gør det overmåde klart, at hver enkelt af os er inviteret til at tillade Guds Ord – Guds sandhed – at tage bolig aktivt og kraftfuldt i vore hjerter. Det er når det sker, at vi når udover falskhed og synd. En af de ting, som kristne er så skyldige i, er at undervurdere dette kald og denne opgave. Hver enkelt af os er kaldet til at livet kan udfolde sig fuldt og helt ved den fulde kraft i Åndens kærlighed. Vores opgave er ganske enkelt at komme i fuld kontakt med Sandhedens Ånd ved at vende os væk fra al illusion og det ønske, som avler illusionen; at være et med Ham, i Ham.

Mens jeg stadig er i verden, taler jeg disse ord, for at de fuldt ud må have min glæde i sig. Jeg har overleveret dit ord til dem … Jeg be’r dig ikke om at tage dem ud af denne verden, men at du vil bevare dem fra det onde … Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. Ligesom du har udsendt mig til verden, sådan udsender jeg dem til verden. For deres skyld helliger jeg mig selv, for at også de må være helliget i sandheden.174

Det er ganske enkelt hvad meditation handler om: at blive helliget ved sandheden, der har taget bolig i vores hjerter, kraftfuldt.

Word Made Flesh

27. OKTOBER

174 Joh.17,13-19.

Meditation er et meget enkelt koncept. Der er ikke noget kompliceret omkring det, ikke noget esoterisk175. Det er det enkleste koncept, man kan forestille sig, og skønheden i det er, at det fører os hen til at erfare enkelhed. Hvis man skærer ind til benet, er meditation ganske enkelt at være stille i centrum af sit væsen. Det eneste problem der er forbundet med det, er, at vi lever i en verden præget af en rastløs energi, og derfor forekommer stilhed og rodfæstethed helt fremmed for de fleste af os. Men i naturen sker al vækst indefra og ud. Vores centrum er dér hvor vi begynder, og igen, det er, hvad meditation handler om. Meditation etablerer kontakt med det oprindelige center for ens egen væren. Det er en venden-tilbage til grunden for ens egen væren, til ens oprindelse, til Gud. At kende Gud, at vokse og at være stille er alle sammen erfaringer der gøres ved centeret for ens væren.

I sine refleksioner over meditationens natur skrev Johannes af Korset176, at ”Gud er sjælens midtpunkt”. Et af de store religiøse dilemmaer i vor tid er, at de af os, som opfatter os selv som religiøse, prøver at forstå Gud med sindet eller intellektet, mens de af os, som ikke er specielt religiøse, udelukker Gud fra vores liv. Hvad vi alle har brug for at opdage, er, at den eneste måde vi kan tale på nogen som helst meningsfuld måde om Gud, er, hvis vi opdager Ham i os selv, hvis vi tager af sted på en selv-opdagelserejse, som er pilgrimsrejsen til vores eget egentlige væsen.


28. OKTOBER

175 Esoterisk: lukket, hemmelig. (O.a.)176 Spansk munk, teolog og mystiker, 1542-92. (O.a.)

Den udholdende gentagelse af mantraet er vores svar på Jesus’ kald på os. Det er fast arbejde – men Guds arbejde. Frem for alt er meditation et generalangreb på egoisme, på isolation og på tristhed. Det er en styrkelse af både bevidsthed og liv gennem erfaringen af kærlighed. Den kristne vision kræver et fællesskab, der er skabt og vitaliseret i Kristus’ ånd. Det budskab, som det fællesskab må kommunikere, er, at det er muligt for enhver af os at blive levende ved Kristus’ liv. Ja, det er ikke bare muligt, det er enhvers bestemmelse.

Vejen til denne vitaliserede kristendom – en kristendom som er et lys for nationerne, verdens salt og en kraft til fred – er bønnens vej: den bøn, som ikke er vores bøn, men Jesus’ egen bøn. Også nu hvor du læser dette, flyder den bøn i vore hjerter. Vores meditation er vores fulde accept af denne ontologiske virkelighed – den fulde accept af den gave, som vores egen væren er, og fulde accept af Guds væren, fuldt legemliggjort i Jesus. Sådan forstået er vores bøn vores livskraft.

The Present Christ

29. OKTOBER

Meditation er den meget enkle proces, ved hvilken vi forbereder i første omgang os selv til at være i fred med os selv, så vi er i stand til at skønne på Guddommens fred i os.

Det syn på meditation som mange mennesker bliver påvirket til, nemlig meditation som et middel til afspænding og til at bevare en indre ro igennem det moderne bylivs pres, er ikke i sig selv helt forkert. Men hvis det er alt, hvad man forstår ved meditation, er synspunktet meget begrænset. Jo længere tid vi mediterer, des mere bliver vi klar over, at det er Guds liv i os, der er kilden til vores nyfunde ro i vores daglige liv.

Graden af fred i os er direkte proportional med vores opmærksomhed på det faktum, at Guds liv er kilden til vores ro i vores daglige liv. Det er et faktum om den menneskelige bevidsthed, som er fælles for alle mennesker på jorden. Men for at realisere det faktum som en nærværende realitet i vores liv er vi nødt til at beslutte os for at vi ønsker at have fred. Det er grunden til salmistens udsagn: ”Vær stille, og vid at jeg er Gud.”177

Word Into Silence

30. OKTOBER

177 Ps.46,10.

Jeg vil godt tale til jer om meditation som vejen til fred. Hør disse ord af apostlen Paulus:

Jeres verden var engang uden håb og uden Gud. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristus’ blod kommet nær. For Han Selv er vor fred.178

I Det ny Testamente er den fred den højeste kvalitet vi kan opnå. Den går over vores forstand, men for at vi kan blive i stand til at få den fred, må vi gå ind i selve oplevelsen af meditation.

Et af de store problemer ved at tale om meditation er, at mennesker, som hører på en der taler om meditation, tit ikke har nogen erfaring med dét, der bliver talt om, med det resultat, at de fuldstændig misforstår, hvad meditation inviterer os til.

Den kristne tradition og det kristne mysterium inviterer hver enkelt af os til uendelige rigdomme. Hver eneste af os. Det vi virkelig må forstå om Jesus, er, at han er den universelle forsoner, og hver enkelt af os er, hvis vi dog blot kunne erkende det, forsonet, det vil sige, befriet fra alle vore lænker af frygt og af skyld, og vi er befriet i vores ånds dyb. Fred er ikke en statisk kvalitet. Fred er fuld vitalitet. Det er den fornemmelse af glæde ved at have det godt, som kommer til os, når vi er helt harmoniske, alle dele af vores væsen i harmoni.

The Door to Silence

31. OKTOBER

178 Ef.2,12-14.

Jeg mener, at det som vi alle må lære, er, at det ikke er os, der skal skabe stilhed. Stilheden er der i forvejen inde i os. Det, vi skal gøre, er at gå ind i den, at blive stille, at blive stilheden. Formålet med meditation, og udfordringen ved meditation, er at tillade os selv at blive stille nok til at tillade den indre stilhed at manifestere sig. Stilhed er Åndens sprog.

Disse ord fra Paulus’ brev til Efeserne er ladet med den kraft, der er i stilhed:

Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert forældreforhold i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans Ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed.179

De ord, vi bruger, når vi prøver at kommunikere det kristne budskab, er nødt til at blive ladet med styrke og kraft, men de kan kun være ladet med denne styrke og kraft, hvis de udspringer fra Åndens stilhed i vores indre. At lære at sige vores mantra, lægge alle ord bag os, alle idéer, forestillinger og fantasier, er at lære at gå ind i nærværet af den Ånd, som bor i vores hjerter, og som bor der i kærlighed. Guds Ånd bor i vores hjerter i stilhed, og det er i ydmyghed og i tro, at vi må gå ind i dette stille nærvær. Paulus slutter dette afsnit af brevet til Efeserne med ordene: ”Så I bliver fyldt med alt det Gud rummer.” Det er vi bestemt til.

Moment of Christ

1. NOVEMBER

179 Ef.3,14-16. (Overs. eft. Den Ny Aftale.)

Vi må forstå, at meditationens vej er en vej til renselse. Renselse er ofte smertefuld. Men vi må forstå, at vi må have fjernet alt, hvad der hindrer vores åbenhed overfor Guds rene energi. Egoisme må væk; begær må væk; grådighed må væk; og det er smertefuldt. Men enhver af os må være forberedt på en vis mængde lidelse, som uundgåeligt hænger sammen med, at vi slipper vores gamle måder, vores gamle selv, og åbner for det nye liv, den nye vej, som er Guds vej.

Men vi kan være rolige, for ikke alene er kraften til at komme igennem processen og slippe det gamle givet til hver af os, men kraften til at komme igennem er uendelig, ubegrænset. Den kraft, der her er tale om, er i enhver af os og er præcis den samme kraft, som Gud lod virke, da han oprejste Kristus fra døden.

Ved at følge den disciplin som meditationen kræver og være nærværende overfor os selv og overfor Gud, hver morgen og hver aften, åbner vi os for den kraft, den livgivende energi, som er kilden til alt liv og al kærlighed. Uanset udfordringer, uanset vanskeligheder, uanset lidelser, kraften er altid med os.

Being On The Way

2. NOVEMBER

Der er intet dramatisk ved meditation; den eneste vigtige ting er at forstå, hvor absolut ukompliceret det er. Der er ikke noget dramatisk ved det; det er absolut enkelt. Man er nødt til at begynde: den vigtigste ting at gøre er at begynde. Spørg ikke dig selv: ”Har jeg ressourcer til rejsen? Har jeg den nødvendige viljestyrke, karakterstyrke – eller hvad som helst?” Bare begynd. Men straks, når man begynder, vil alt hvad man har brug for på rejsen, blive givet én. Og for at begynde har man brug for at bygge sin meditation ind i sin hverdag. Man må forstå, at det er umuligt at lære at meditere uden at meditere. Så den første ting er at afsætte tid. Mediter hver morgen og hver aften.

In The Beginning

3. NOVEMBER

At meditere er blot at ”stå i centeret”. Selve ordet ’meditation’ er dannet ud fra de latinske ord stare in medio, at opholde sig i centeret. Men det forekommer ikke dækkende at sige, at meditation blot er at ’centrere os selv’ eller at ’finde vores centrum’. Det gør vi også, men det er ikke vores bevidste formål – det ville være for selv-optaget, for begærende. Vi finder kun vores center ved at placere os i Guds stilhed hinsides ethvert billede af centrum eller omkreds. Hvad vi forestiller os som ’vores centrum’, er alt for ofte en illusion skabt af det selv-reflekterende ego, et sted hvor vi gerne vil stille os op og observere Gud i arbejde i os. Men det kan aldrig være den rigtige vej.

Udfordringen vi må se i øjnene, peger på foreningens mysterium, som vi opfordres til at gå ind i. Men vi finder kun vej ind i dette mysterium af forening med andre og med Gud, hvis vi i os selv får fat på det sted, hvor Jesus erfarer Sin forening med Faderen. Det sted, hvorfra Han bad ”Jeg i dem og Du i mig, at de fuldt ud skal blive ét.”180


4. NOVEMBER

180 Joh. 17,23.

Vi er alle kaldet til at vandre den indre pilgrimsrejse. Og at rodfæste vores liv i den spirituelle virkelighed er en del af frelsesplanen – meningen med universet – åbenbaret og konkret fuldbragt i Jesus. Vores opgave er ganske simpelt at komme på bølgelængde med det, Han har gennemført. Vi behøver ikke selv at fuldende det – at prøve på det ville være den højeste hybris.

Mantraets funktion er at bringe os i harmoni med Ham. Mantraet er en tuningsknap, en harmonisk hjælp til at komme på bølgelængde med Jesus. Med dette middel bliver vi i stand til, som apostlen Peter udtrykker det, at lade os selv blive opbygget som levende sten til et åndeligt tempel. Ved vores commitment til at meditere vælger vi denne mulighed. Ved at afsætte disse to halve timer bevæger vi os væk fra dimensionen med materialistiske forventninger og betingelser for at komme ind i Guds højeste virkelighed, der er åbenbaret af Jesus. Virkeligheden eksisterer ikke udenfor os, eller inden i os. Den er i hjertet, hvor alle modsætninger er opløst og der kun er Gud, fuldkommen helhed.

Word Made Flesh

5. NOVEMBER

Meditation er ganske enkelt en måde at blive fri. Det er den frihed, som enhver af os kan finde, hvis vi bare vil underkaste os den disciplin, som rejsen kræver. Alle og enhver kan finde den frihed i sit eget hjerte. Men så snart man bruger ordet ’disciplin’, føler vi ’Er det ikke et tab af frihed?’ Med vores moderne, afslappede forhold til disciplin kan vi ikke have anden tilgang til meditation end at sige ’OK, jeg prøver, jeg giver det en chance og ser om der er noget i det for mig; hvis der er, så holder jeg ud og bliver ved; hvis der ikke er, giver jeg op og går i gang med at jogge eller noget andet.’ Men vores tilgang til meditation kan ikke foregå på den måde. Blot det at begynde at meditere konfronterer os med den udfordring som disciplin er for os som moderne mennesker, fordi vi ikke er vant til at foretage os noget, medmindre der er en hurtig og synlig pay-off.

Meditation er som åndedrættet. Hvis ens liv skal være et helt og fuldt liv, er en spirituel disciplin lige så nødvendig for ens ånd som åndedrættet er for ens krop. Det giver én det nødvendige rum til at være, stilheden til at være, og frem for alt freden til at være. At have fred er at erfare den virkelighed af ro og orden, som allerede er i ens eget hjerte. Det er, selvfølgelig, hvad alle stræber efter, at have fred, at være hel, og i centrum af ens væren at erfare harmoni med alle ting. Og det er præcis, hvad meditation drejer sig om.


6. NOVEMBER

Som vi alle ved, er det afgørende, at vi på vores pilgrimsrejse har et rent sind og et åbent hjerte – vores pilgrimsrejse væk fra selvet og ind i det forunderlige i Guds mysterium. Meditation er en total hengivelse til nu’et, det nærværende øjeblik. Vi mediterer, fordi vi tror, at Gud er, og at Han er nærværende i os. Vi tror også, at vi, enhver af os, gennem Jesus’ menneskelige bevidsthed kan være dybt nærværende i Gud. ”Må de være i os, som du, Fader, er i mig og Jeg i dig, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.”181 Disse ord af Jesus burde minde os om, at bøn, det at bede, at være i bønnens tilstand, er den utrolige handling, der formidler evangeliet. Læg mærke til Jesus’ ord ”at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Verden vil tro, når vi selv hviler helt og fuldt i Guds nærvær. Vores meditation er derfor en tid til at være i ro, og være i stilhed, og den giver hver især og hver enkelt af os evnen til at være i harmoni med alt Guds. Meditation gør det, at vi i rette tid gør det rette, ikke alene at tale om det der vedrører Gud, men at leve vores liv i Gudslighed.

Being On The Way

7. NOVEMBER

181 Joh.17,21.

Jeg har talt om enkelhed, i meditation og i det daglige liv. Indgangen til enkelhed er praksis. Vores praksis er at sige mantraet. Sige det klart og opmærksomt. Hvis man kan, så ånde det ind med åndedrættet, og ånde ud i stilhed. Sige det fra begyndelsen til enden af meditationsperioden. Ikke analysere det, ikke analysere hvad man er i gang med. Ikke tænke over, hvad man er i gang med, men være ét med hvad man gør. Det er første skridt til en enhed, som man vil opleve svimlende, en enhed med hele skabelsen, med al skønhed, en enhed med al virkelighed, en enhed med Gud – hvilket er en anden måde at sige, at det er en væren ét med kærlighed, den grundlæggende energi for alle og alting.

Det er en mulighed, som enhver af os er kaldet til. Til en åbenhed over for erfaringen af hel og udelt bevidsthed, erfaringen af enhed. Alt hvad der kræves, er, at vi giver denne vej vores udelte opmærksomhed. Så sig dit ord, dit mantra under meditationen, lad det tone, lyt til det og giv slip på alt andet.

Mantraet afspejler den fokusering, som Paulus skriver om i brevet til galaterne: ”For hvis vi er forenet med Kristus … er det eneste som tæller, tro som kommer til udtryk i kærlighed.”182 Vi siger mantraet i tro, og vores meditation bliver derved et udtryk for kærlighed.


8. NOVEMBER

182 Gal.5,6. (Oversætterens oversættelse, delvis fra engelsk.)

Vi kan ikke gå i gang med at meditere og håbe at blive ekspert og mester indenfor en uge eller to (eller indenfor et år eller to). Hvad vi har brug for er den regelmæssige praksis at meditere hver morgen og aften og et konstant commitment til praksis. Man kan læse alle bøger i verden om at spille fløjte, men førend man får en fløjte i hånden og begynder at spille, er man ikke rigtig kommet i gang. Har man først forstået, at meditation er en kunst, begynder man at forstå at meditationens praksis er meget vigtigere end alle spekulationer om det.

Vi begynder langsomt at forstå, at for at lære at meditere, er det nødvendigt med disciplin: den disciplin at sætte sig ned og sidde stille og sige vores meditationsord, vores mantra, fra begyndelsen til enden. Det er noget, der er svært at forstå, når man begynder. Vi vil helst følge vores tanker, og ikke mindst komme til nye indsigter. Er man et religiøst menneske, vil man måske prise Gud, eller sige en bøn. Men når vi mediterer, må vi sætte os ud over alle tanker og alle ord, og være stille, i ro og ydmyg i dybet af vores egen væren.


9. NOVEMBER

Jeg mener, at der kun findes én menneskelig tragedie, og det er: ikke at leve hele det liv ud, som er givet os som gave. I meditation forsøger vi at svare på denne livets gave fra det allerdybeste af vores væsen.

Hvorfor opbygger vi alle disse beskyttende forsvar omkring os selv? Jeg tror det er fordi, vi er usikre på om andre mennesker kan lide os som vi er. Årsagen til det er sandsynligvis, at vi ikke selv accepterer os som vi er. Så vores frygt mht os selv må opløses. Det er derfor meditation er vigtig for os.

Meditation er i første omgang at vende vores energi væk fra os selv og i retning af den yderste virkelighed, mod Gud. Med andre ord er meditation at bringe os selv i kontakt med kilden til al skabelsens energi.

Hvad betyder det i praksis for os? Det betyder, at vi lærer at opgive vores selvbeskyttelse, vores selvoptagethed, vores besættelse af os selv, og at træde ind i Guds virkelighed.

Hvad meditation handler om er nemlig at komme i kontakt med flowet i den grundlæggende skabelsesenergi i dybet af vort eget hjerte, i vort eget væsen, den energi, som er Gud, som er kærlighed.

I hjertet hos hver eneste af os, i dybet af vort eget væsen findes en uophørlige kærlighedskilde. Det er den kærlighed der driver al vores frygt ud, og som ved at drive frygten ud gør os i stand til at blive os selv, at blive det menneske, vi er kaldet til at være. For at frisætte al den energi vi bruger på vores forsvar og på at blive os selv, må vi simpelthen bringe os i fuld kontakt med den kraft, med den energi, som vi kalder kærlighed.

The Door to Silence

10. NOVEMBER

For at meditere må man lære at være stille og ikke være bange for stilhed. Der opstår faktisk en stor vanskelighed for mange nutidsmennesker, som er begyndt at meditere, simpelthen fordi de er så uvant med stilhed. Selv ved vores meditationsgrupper spiller vi ofte noget musik, mens folk ankommer, i stedet for at forberede den totale stilhed, fordi mange vil føle sig ubehagelig ved at komme ind i et rum med stille fremmede.

Da jeg for nylig rejste i Californien overhørte jeg denne samtale, eller noget i den retning, mellem to mænd, der sad i nærheden af mig: den ene sagde ”Skal du et bestemt sted hen?” til hvilket den anden temmelig overrasket svarede ”Nej.” Der blev en pinlig pause, hvorefter den første håbefuldt sagde ”Der har jeg lige været. Nu tager jeg tilbage.”

Mange af os bruger en del tid med lignende intetsigende samtale, fordi vi er bange og føler os socialt kejtede af stilhed, når vi er sammen. Vi frygter også stilhed, når vi er alene, og derfor lever vi ofte med en konstant baggrund af radioprogramsnak eller muzak.

I meditation overskrider vi tærskelen mellem baggrundsstøj og stilhed. Dette er vitalt for os, fordi stilhed er nødvendig, hvis den menneskelige ånd skal trives og være kreativ. Stilhed udløser et kreativt svar til livet, til vores omgivelser og venner, fordi det giver vores ånd rum til at ånde, rum til at være. I stilheden behøver vi ikke at retfærdiggøre os selv, undskylde eller gøre indtryk for andre. Bare være.

Word Made Flesh

11. NOVEMBER

I meditation opdager vi en harmoni og en integration, som bliver basis for alle vores efterfølgende brug af de store menneskelige gaver, vi har fået. Freden, stilheden og harmonien, som vi erfarer i meditation, bliver basis for al vores gøren og laden. Alle vore domme og vurderinger er nu oplyste, inspireret af kærlighed, fordi vi ved, at denne kærlighed er selve grunden for vores væren. Hver og en der holder ud i meditation, opdager, at selv om det i den tid, som meditationen varer, ser ud til, at intet sker, ændres hele vort liv dog gradvis. Vi er nødt til at være tålmodige, fordi vi godt kunne tænke os, at det skulle ske noget hurtigere.

Vores tanker bliver gradvis klarere, relationer bliver mere præget af kærlighed, og der sker, fordi vi i meditationsprocessen bliver frisat af kærligheden til at elske. Grunden til det er egentlig ganske enkel. Når vi mediterer, ikke alene undlader vi individuelle handlinger for vores egen skyld, men vi begynder at lære at finde en helt ny grund at stå på. Vi opdager en rodfæstethed i vores væsen, som ikke bare er i os selv, fordi vi opdager, at vi selv er rodfæstet i Gud. Rodfæstet i Gud, som er kærlighed. Alt dette sker, fordi vi lærer modet til at tage opmærksomheden væk fra os selv og tillader os selv at være. At være stille, fysisk og psykisk, er den lektie vi skal lære, og i den fysiske og psykiske stilhed finder vi os selv i Gud, i kærlighed.


12. NOVEMBER

I meditation er det meste af det, vi er nødt til at gøre, at af-lære. Det vi er nødt til, er at slippe alle de falske billeder, vi har af os selv og af Gud.

Meditation er, i denne tradition, altid blevet forstået som en kunstart. Det er alle kunstarters kunst. Og det er faktisk en hjælp at se på meditation på den måde, for det minder os om, at vi er i gang med den proces at lære at blive et med vores kunst. Hvis du nogen sinde har set en af de store violinister spille, vil du have oplevet, at violinisten og violinen bliver ét. Når vi ser det, ser det legende let ud, som om det ikke kræver noget særligt. Når jeg en gang imellem har set Isaac Stern eller Jehudi Menuhin spille, har jeg været sikker på, at jeg kunne spille lige så godt; det ser så nemt ud. Men jeg ved godt, at når det ser så let ud for de store kunstnere at være ét med deres kunst, kommer det af, at de øver sig, hver dag. Selv en eminent kunstner som Yehudi Menuhin øver sig fire timer hver dag.

Meditation og at lære at meditere er en gradvis proces, og dens vigtigste element er praksis. Vi er nødt til at meditere hver dag.


13. NOVEMBER

Jeg tror alle frygter at forpligte sig, fordi forpligtelse ser ud til at indskrænke vores muligheder for, hvad vi ellers kan gøre. Vi siger til os selv: ”Hvis jeg beslutter mig for at meditere, så er der noget andet, jeg ikke kan gøre.” Men jeg tror alle vil opdage, at denne frygt forsvinder ved den konkrete beslutning om at være seriøs, at være åben, ikke at leve ud fra et overfladisk niveau, men ud fra vores dyb. Det som vi alle erfarer ved at meditere er, at vores horisont udvides, ikke indskrænkes, og at vi ikke oplever indespærring, men frihed.

Hvordan kan det ske? Jeg tror det sker som en virkning af at engagere sig, ikke til et abstrakt ideal eller til en ideologi, men til enkelhed, den enkelhed som kræves for at sætte sig ned hver morgen, lukke øjnene og sige sit meditationsord fra først til sidst gennem meditationen. Begynd din dag på den måde, i kontakt med det grundlæggende i dit eget væsen. Forbered din dag ved at være. Om aftenen kan du så vende tilbage og give mening til alt det du har lavet dagen igennem, ved at være åben over for din egen rodfæstethed i Gud og åben over for grunden for din egen væren.

Mantraet vil lede dig ind i en større stilhed. Stilheden vil lede dig mod en større dybde. I dybet vil du finde, ikke idealer eller ideologier, men en person, som er Gud, som er Kærlighed. Vejen er enkelhedens vej. Det vi må lære i meditation, er at acceptere dag for dag at blive mere og mere forenklede i vores liv. Læs igen Jesus’ ord:

Velsignet er de, som er fattige; for Guds rige er deres…. Velsignet er de, som er rene af hjertet; for de skal se Gud.183

Meditation er vejen til hjertets renhed, og at lægge al frygt og al begrænsning bag sig og – ganske enkelt – gå ind i Guds nærvær.

Moment of Christ

14. NOVEMBER

183 Matt.5,3 og 8.

Vi ved alle med det dybeste og inderste i os, at vi er skabt til samhørighed; at vi kun kan være hele mennesker ved at være forbundet med den anden; det vil sige, at hvis vi vil komme ud over os selv, må vi åbne os helt over for den anden. Men at blive forenet på den måde kræver tro, fordi vi må give slip på os selv og på en måde springe over den kløft der er mellem os selv og den anden. Næsten alt i vores moderne opdragelse protesterer mod at gøre det. ”Er det klogt? Er det muligt? Er det ikke en dumdristig måde at forstå vores eget kald eller skæbne?” Men, igen, hvad vi ved, er, at dette er Vejen.

Meditation underviser os, styrker os til dette spring, så at vi, når springet kommer, knap opdager at det er sket. Meditation forenkler os. Meditation smelter blidt alle de forhindringer, som kunne få os til at være bange for at springe, smelter vores frygt, og den gør det på en fuldkommen mild og næsten umærkelig måde. Af og til kan det synes, som om vi slet ikke gør fremskridt; det kan måske se ud som vi har sagt mantraet i uger, måneder, år uden resultat. Hvis du tænker på den måde, så husk: det er ikke din individuelle vej, det er Vejen. Rejsen vi er på, er ikke bare vores individuelle rejser, det er Rejsen. Vejen er Jesus, vejen er sandhed og liv.

Being On The Way

15. NOVEMBER

Vores stilhed, indre og ydre, og vores udholdenhed i mantraets enkelhed tjener til at føre os væk fra vores isolerende, selvcentrerede syn på livet. Vi er kun ’realiserede’ eller ’hele’ i meditation, for så vidt vi er holdt op med at søge eller ønske realisering eller helhed. Vi kan kun lære at være fyldt af glæde, fordi vi har lært ikke at ville besidde eller ønske at besidde. Den helt almindelige disciplin i vores daglige meditation flytter mere og mere centrum for vores bevidsthed væk fra os selv og ind i Guds kærligheds grænseløse mysterium.

Men en vis indsats er nødvendig for at disciplinen skal slå rod i vores væsen og ikke bare være et element i hverdagens rutine. Vi er nødt til at have meditationen rodfæstet som en indre såvel som en ydre disciplin, så vi kan bære den med os gennem de uundgåeligt skiftende omstændigheder i livet. Selv i klostrene ændrer man på tidsskemaerne! Når rytmen med den to-gange-daglige meditation bliver en del af vores selvopholdelsesdrift, naturlig og derfor altid fornyet og fornyende, så bliver vores liv forvandlet fra centrum og ud efter. Så lærer vi at se det der sker selv i vores almindelige liv, i arbejde og i relationer, med kærlighedens blik. Den kristne er nemlig kaldet til at se al virkelighed med Kristus’ øjne.

The Present Christ

16. NOVEMBER

Meditation er den proces, i hvilken vi giver os selv tid til at blive opmærksom på vores uendelige potentiale i sammenhæng med Kristus-begivenheden. Som apostlen Paulus siger det i kapitel 8 i brevet til romerne: ”Og dem Han har kaldet, har Han også tilgivet, og dem Han har tilgivet, har Han også givet del i sin guddommelighed.”184

I meditation åbner vi os for denne guddommelighed. Sagt på en anden måde: dette betyder at vi i meditation opdager både hvem vi er, og hvorfor vi er. I meditation løber vi ikke væk fra os selv, men vi finder os selv; vi forkaster ikke os selv, vi bekræfter os selv. Augustin185 udtrykte det meget koncist og meget smukt, da han sagde: ”Vi må først blive regenereret til os selv, for at vi så, idet vi bruger os selv som trædesten, kan løfte os og blive født for Gud.”

Word Into Silence

17. NOVEMBER

184 Rom.8,30. (Efter oversættelsen i Den Nye Aftale. O.a.)185 Romersk teolog og kirkefader, 354-430.(O.a.)

Vi ved alle fra egen erfaring, fordi alle vi der er her, har mediteret i lang tid, at en af de vigtigste ting vi må lære med hensyn til vores meditation, er at meditere uden forventninger. Vi er nødt til at lære, at vejen vi går, er en given-slip, og vi må lære at give slip på vores ønske om visdom, om kundskab, om hellighed eller hvad det ellers måtte være. En måde at udtrykke dette er at forstå, at når vi først begynder at gå ind i at erfare bøn i vores meditation, begynder vi at forstå de begrænsninger der ville blive involveret i at bede om ting, om begrænsede ting. Vi begynder at sætte pris på det rene under at erfare bøn i sig selv, underet at træde ind i det ubegrænsede i Kristus’ bøn, at træde ind i de uopdagede områder af guddommelig virkelighed, og vi begynder i erfaringen i vores meditation at lære, at bøn om ting forfører vores egne ønsker og gør dem endnu mere attråværdige.

The Door to Silence

18. NOVEMBER

Findes der sådan noget som bøn, hvor man be’r om noget konkret? Har den nogen værdi? Det ser i hvert fald ud til, at den slags bøn findes. Jesus selv opfordrer os til at søge, for at vi skal finde; og bede, for at der skal gives os.186 Men jo mere man mediterer, des mere indser man, at alt, hvad vi kan bede om, allerede er indeholdt i Jesus’ bøn. Hans kærlighed til os og Hans kærlighed til Faderen gør Ham til den perfekte formidler. I den tid, hvor vi mediterer, kaster vi alle vores sorger og bekymringer totalt over på Ham, overgiver dem i Hans hænder.

Som man ved, er bøn om noget konkret ikke at informere Gud om, hvad vi har brug for eller hvad vi kunne tænke os. Gud ved allerede, hvad vi har brug for. Han ved, hvad vi kunne tænke os. Sådan bøn er egentlig især til gavn for dem, som hører, hvad vi be’r om. Essensen af den form for bøn, for eksempel i menighedens nadver, er virkelig ikke henvendt til Gud; vi henvender os til menigheden, fællesskabet som vi informerer om vores bekymringer, om hvad vi har brug for. I en menighed, hvor der er en generel forståelse af vores totale commitment til Jesus’ bøn og dens virkningsfuldhed, kunne det måske synes, at vi kan bede om noget på det niveau, hvor vi har vore bekymringer og vores opfattelse af, hvad vi har brug for. Det kunne være passende at fremføre en sådan bøn fra tid til anden, vil jeg tro. Men også det er indeholdt i Jesus’ bøn. Og igen, i meditation fornægter vi ikke virkeligheden eller under visse omstændigheder nytten af bøn om noget konkret eller forbøn. Men hvad vi bekræfter, er storheden i Jesus’ kærlighed, vores overbevisning om Hans kærlighed til os og til hele menneskeheden og vores totale tillid til Ham.

Being On The Way

19. NOVEMBER

186 Matt.7,8.

Det er derfor vidunderligt, men ikke overraskende, at et meget vigtigt aspekt af meditation er stilheden. Den betyder, at vi kan være nærværende for at lytte, lytte med en åben opmærksomhed. Det er en meget frugtbar stilhed vi møder i vores meditation, en som er i resonans med Guds nærvær, i resonans med Hans kærlighed; i resonans med en stemme der kalder os ud over os selv, ud over vores selvbegrænsninger, og som afslører de ufattelige muligheder, der ligger for os, og som vi kan se, når vi forener os med den kraft der ligger i kærlighedens oplysning.

Der er også en anden side af Guds stilhed, som vi kan beskrive som, at Han prøver os. Det er en pædagogisk stilhed. Det er en stilhed, som renser os; og for at rense os tillader Han os at blive i denne stilhed af fravær og tab; at erfare, hvordan det er at være afskåret fra at fornemme Hans virkelighed; at erfare, hvordan det er at være afskåret fra at fornemme Hans nærvær. Det er en følelses-fraværende stilhed, og troen bliver virkelig udfordret til større dybde når dette fravær fornemmes. En del af den disciplin der hører til meditationen, er, at vi lærer at være åbne over for begge slags stilhed. I den form for meditation vi praktiserer, lærer vi at gå ind i dette dobbelte aspekt af Guds stilhed.


20. NOVEMBER

I stilhed spiller man ikke en rolle eller opfylder nogens forventninger. Man er der bare, med bevidsthed om at man er der, åben over for virkeligheden. Så bliver man, i den kristne forståelse, overvældet af opdagelsen af, at den virkelighed, som vi eksisterer i, er kærlighed. I stilhed ved vi, at vores ånd udvider sig til kærlighed.

At lære at være stille er at begynde en rejse. Alt hvad man skal gøre, er at begynde. At tage det første skridt ind i stilheden er at begynde sin livsrejse, sin rejse til livet. Man lærer to ting: for det første at sidde stille, ikke fordi man er bange for at bevæge sig eller skal lægge en byrde på sig selv, men fordi man i stilheden søger en enhed af krop, sind og ånd; for det andet at recitere sit mantra som svar på den fordybende stilhed, som vokser i stilheden.

Når man begynder at sige sit mantra, bliver man klar over, at man er på tærskelen til stilhed. Dette er et kritisk øjeblik for de fleste mennesker, når de forlader den kendte verden af lyde, idéer, tanker, ord og billeder. Man ved ikke, hvad der venter én, når man krydser ind i stilheden. Det er derfor det er så vigtigt at lære at meditere i en tradition og i en gruppe, som modtager, videregiver og konkretiserer den tradition. Det er for os en tradition, der siger ”frygt ikke”. Jesus er hjertet i en tradition, som ser formålet med meditation som at være i kærlighedens nærvær, den kærlighed, der fordriver al frygt187

Word Made Flesh

21. NOVEMBER

187 1.Joh.4,18.

Meditation er en måde at vende tilbage til vores egen uskyld og lære at have tillid som et barn; ligesom vi havde tillid, før vi erfarede at blive snydt, og før vi selv var blevet nogen der snød andre. Men mega-budskabet om håb i evangeliet er, at fordi vores synder er tilgivet, er også vores snyderier tilgivet og vi kan i total tillid vende tilbage til det totalt hele liv der var i begyndelsen, helt uskyldige og helt i kærlighed. At elske i uskyld er at have fuldstændig tillid. I meditation ved vi, at vi lever af denne kraft. Vi ved at vi er blevet tilgivet, vi kender den mirakuløse forskel, som er sket for hver eneste af os i kraft af Jesus’ liv, død og opstandelse.

Hver enkelt af os er inviteret til at vide dette, vide det med sig selv, og således helt besvare den gave, som vores liv er. Uskyld er kendetegnet ved tiltro, og Jesus siger, at vi må tro Faderen, ’tro Ham, som sendte mig’188. Det er en fundamental udfordring og invitation til hver enkelt kristen, fordi for at tro må vi give slip. For at tro må vi hvile i Ham og tillade os selv at blive holdt oppe af Ham. Meditation åbner for den erfaring, som enhver af os er kaldet til, en erfaring af den indre realitet af de teologiske dyder, realiteten af tro, realiteten af håb, realiteten af kærlighed; en treenig realitet, virkeliggjort i uskyld og tillid.


22. NOVEMBER

188 Joh. 5,24.

Jeg tror, at vi i en eller anden forstand ikke for ofte kan høre hvordan vi skal meditere. Og det er dette: at lære at sige sit meditationsord, sit mantra, fra begyndelsen til enden af meditationen. Det er noget, man konstant er nødt til at gen-lære, fordi den fristelse, som de fleste af os må se i øjnene, er at vores tanker begynder at tage over. Tankerne er for det meste rigtig forførende, fordi de ofte kan være for eksempel sådan: ”Gad vide, om jeg bedre vil kunne sige mantraet, hvis jeg sad i den fulde lotus-stilling end i halv lotus. Gad vide, hvordan kan jeg lære at sidde i fuld lotus?” Ti minutter efter sidder man og tænker på, hvad man skal have til aftensmad eller lave i morgen, og så kommer man måske tyve minutter senere tilbage til at sige mantraet igen. Men det man er nødt til at lære, er, at det afgørende er at sige mantraet fra begyndelsen til enden, og at når man opdager, at man er kommet væk fra det, så straks vende tilbage til det, ikke voldeligt, bom-bom, men venligt, blidt, og vedholdende.


23. NOVEMBER

Kaldet til meditation var for kirkefædrene et kald til hjertets renhed, og det er præcis hvad uskyld er – hjertets renhed. Et syn på livet, der ikke er overskygget af egoisme eller af ønsker eller af billeder, et hjerte der helt enkelt kun bevæges af kærlighed. Meditation leder os til ren klarhed – klarhed i syn, klarhed i forståelse og klarhed i kærlighed – en klarhed der kommer af enkelhed. At begynde at meditere kræver ikke mere end den enkle beslutning om at begynde og så blive ved. At begynde betyder at opdage ens egne rødder, ens eget potentiale og kald. Det er at sætte ud på rejsen både til ens egen kilde og ens mål.

Lad mig nu minde om, hvad det indebærer. Det er en opmærksomhedens vej. I meditation må vi komme udover tanke, udover ønske og udover forestilling, og i det udover begynder vi at vide, at vi her og nu er i Gud, i hvem ”vi lever og ånder og er”.189 Enkelhedens vej er det ene ords vej, at gentage det ene og samme ord. Det er gentagelsen, og udholdenheden i gentagelsen hver morgen og hver aften, som leder os udover al larmen i ord, udover labyrinten af idéer og tanker, til enhed.


24. NOVEMBER

189 Ap.Gern.17,28.

En af de ting, som vi alle opdager, når vi træder ind på meditationens vej i enkelhed og med ydmyghed, er at der vil være visse ting i vort liv, som vi er nødt til at lave om på. For eksempel tror jeg, det vil være meget vanskeligt at meditere, hvis man bruger tre eller fire timer hver dag på at se fjernsyn. En stor fjende af al bøn og af al indre samling er en overflod at billeder i sindet. Man vil opdage, og jeg er sikker på at mange allerede har opdaget det af egen erfaring, at det er tåbeligt at supplere hæmningsløst til denne overflod af billeder i sindet.

Lyt til disse ord af apostlen Paulus, som han skriver til korintherne: ”Husk, at den der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt”.190 Der er forunderlig høst for os alle i vores egen ånd. Men kaldet til denne åbenhed mod Jesus’ ånd efterlyser en virkelig generøsitet fra enhver af os.

Først er der brug for vores generøsitet til at sætte en halv time til side hver morgen og hver aften. Og jeg forstår meget vel, at det virkelig efterlyser et meget generøst svar og et meget kreativt svar, med de opgaver og ansvar vi har i vores eget liv. For det andet kræves der stor generøsitet af os i den tid vi mediterer, for at sige vores meditationsord, maranatha fra begyndelsen til enden. Alt for tit ønsker vi at følge vores egne tanker, vores egne indsigter, vores egne religiøse følelser. Men vi er nødt til at lære at lægge alt bag os og at søge ånden i vore egne hjerter.

Moment of Christ

25. NOVEMBER

190 2.Kor.9,6.

Et spørgsmål, der til stadighed kommer igen, er: hvad man faktisk gør, når man mediterer? Hvilken plads har meditation i vores liv som kristne generelt? Når man begynder at meditere og man får at vide: ”Du skal sige dit meditationsord fra begyndelsen til enden; du må ikke tale til Gud eller tænke på Gud, men du skal nøjes med at sige dit meditationsord’, vil man være tilbøjelig til at sige ’Er det bøn? Er det overhovedet kristendom? Eller er det bare en form for afspænding eller selv-hypnose?’ Men i Det ny Testamente kan man se, at et af de tilbagevendende temaer er, at bøn er Jesus’ bøn og at det er Hans bøn vi må lære at blive delagtige i.

Det at sige sit mantra, sit meditationsord, er ganske enkelt en slags skildvagt for ens hjerte, så at ydre trivialiteter ikke kan komme ind, ikke en gang ens sædvanlige hellige ord og tanker. Intet må afsvække den strøm af bøn, som er Jesus’ kærlighed til sin Far. Vi må være udelt åbne overfor den, og mantraet er li’som en vagthund der vogter ens hjerte. Det er derfor vi bliver bedt om at lære at sige det fra begyndelsen til enden af hver enkelt meditation.


26. NOVEMBER

At mødes og meditere med så mange, der midt i deres almindelige daglige liv vandrer den særlige og vidunderlige pilgrimsrejse, får mig til mere klart end nogen sinde at se det, som det egentlig handler om, den rejse vi gør sammen. Vi ved, at det er en rejse i tro, en rejse i at vokse i evnen til at elske og at blive elsket; og derfor også mod en større vision om virkeligheden. Vi ved også, at det er en rejse, der kræver mere og mere tro. Bjerge bliver stejlere jo nærmere man kommer dem, og vejen bliver smallere. Men samtidig bliver også udsynet større, mere inspirerende og mere ydmygende, samtidig med at det forstærker den vilje, der kræves af os for at komme de sidste skridt mod toppen.

Vi ved også, at vores rejse er en rejse alene. Sandt nok, det er afslutningen på ensomhed og isolation. Men det at rejse som sig selv bliver det materiale, som Guds kærlighed forvandler til fællesskab, til at høre til og være i relation på alle niveauer i ens liv. Men stadigvæk er det en øvelse, en askese191, en fortsat renselse, en fortsat lutring i kærlighedens ild.

The Present Christ

27. NOVEMBER

191 Det græske ord ’askese’ betyder øvelse, praktisk øvelse. (O.a.)

Meditation er en nærværets disciplin, en øvelse i nærvær. Når vi sidder i stilhed i krop og ånd, må vi hver især tage ansvar for at sidde så stille som vi kan. I den disciplin lærer vi at blive helt nærværende overfor os selv, overfor situationen, overfor stedet. Ved at forblive rodfæstet i vores eget væsen bliver vi nærværende overfor kilden til vores væren, ja, bliver vi rodfæstet i Væren selv. Vi bliver rodfæstet i Gud, og i den rodfæstethed bliver vi ikke til at ryste under nogen af livets omskiftelige omstændigheder.

Men det er en gradvis proces. Den kræver tålmodighed; den kræver udholdenhed; den kræver disciplin; den kræver ydmyghed – ydmygheden til under meditationen at slippe alle ego-vigtige spørgsmål, slippe al ego-vigtighed, at erfare os selv som magtesløse, nøgne, mens vi lærer at være, at være nærværende, overfor Den Nærværende. Vi begynder at lære, ikke ud af vores egen dygtighed, men vi begynder at lære at være fra kilden til den eneste sande visdom – Visdommen selv. Og husk, når man begynder, at praksis er det vigtigste … Ingen af os kan gå på den vej – uanset hvor længe vi har været på den – ingen af os kan gå den vej uden det daglige commitment, den daglige disciplin, den daglige udholdenhed. Så, lær at være udholdende ved at meditere hver morgen og hver aften. Mediter ikke for at opnå resultater. Det eneste og tilstrækkelige motiv for at meditere er – at Gud er.

The Door to Silence

28. NOVEMBER

Tærskelen til stilhed er til stadighed et kritisk øjeblik, fordi, hvis man vender tilbage til sine tanker og billeder, endog til de bønner man holder mest af, har man derved vendt sig væk fra døren til den stilhed, som leder ind til kærlighedens rene bøn. At lære ydmygt at vende tilbage til sit mantra er første skridt ind i den vidunderlige erfaring af stilhed som nærvær af kærlighed.

Jeg kunne bruge alle ordene i vores sprog for at fortælle om Guds evige stilhed, som bor i det allerinderste i os, skabelsens rene stilhed. Jeg kunne sige, hvor vigtig stilheden er, fordi man i den hører sit eget navn sagt klart og tydeligt for første gang. Men kommer til at vide, hvem man er. Men alle disse ord ville ikke kunne formidle selve erfaringen – en erfaring af den frihed, der ligger i ikke at være optaget af sig selv i Guds skabende nærvær.

At lære at være stille er at sige sit mantra og at blive ved med at sige det. Så, frygt ikke for at lægge alle tanker bag dig. Vend ikke tilbage til dine idéer og forestillinger. Læg dem fra dig og sig dit meditationsord. Det er vi ikke alene om. I Ny Testamente læser vi:

Han trak sig tilbage til ørkenerne og bad . . . I de dage gik han engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud.192

Når vi mediterer i denne tradition, går vi ind i den samme stilhed, og det gør os til ét med Jesus i Gud.

The Word Made Flesh

29. NOVEMBER

192 Luk.5,16; 6,12

Vores meditation og vores daglige commitment til den er hjertets forberedelse på det øjeblik, hvor vi daglig går ud på troens vej. Dag efter dag lægger vi al egoisme bag os og undgår enhver opdeling. Vi mediterer i en stadig dybere stilhed i den ydmyge erkendelse, at alt hvad vi kan lære eller erfare, er gave direkte fra Gud.

Hvad der understøtter rejsen og understøtter vores stadig dybere commitment er den enkle erkendelse, at Gud er Gud, Gud er en, Gud er kærlighed. Det øjeblik, hvor den erkendelse sker, er vores indgang til Guds evige nu. Det samler hele vores liv i et ’før’ og ’efter’, ligesom den ene Inkarnation193, den ene Korsfæstelse, den ene Opstandelse favner fortid og fremtid i det evige nu. I dette øjeblik erkender vi, hvad vi har set. Vi ved at vi er kaldede – ved navn, personligt – ind i et ocean af enhed mod Gud. Og vi erkender kaldet, fordi det kommer fra en af os selv, som har nået denne enhed. Det kommer fra vores Bror, Jesus, vor Herre, vor Guide.

The Present Christ

30. NOVEMBER

193 Inkarnation: at Kristus blev menneske. (O.a.)

At lære at meditere er en proces, og som enhver anden proces tager det tid. Vi må lære meget tålmodighed og ydmyghed. Efter al den uddannelse og erfaring, som vi har skabt os, er det meget udfordrende at lære kun at sige sit meditationsord. Vi må være meget tålmodige med vores langsomhed og med vore fejl i et holde ud. Jeg tror det gælder for alle, der begynder at meditere, at man begynder og holder op, og begynder og holder op, og vi har alle brug for mod og opmuntring. Det kræver både mod og ydmyghed at vende tilbage og begynde igen Men faktisk er det jo sådan, at hver gang vi mediterer, hver gang vi sætter os ned for at meditere, er det som at begynde endnu engang. Derfor er det ikke mærkeligt, at udholdenhed får os til at føle os en lille smule bedre og tænke en lille smule bedre om os selv.

Ved at lære at sige vores mantra lærer vi at give slip på alle vores ideer, planer, tankeprocesser og, på et givent tidspunkt, også vores selv-bevidsthed. Vi giver slip på dem, fordi vi ved, at vi må gå ind i total stilhed.


1. DECEMBER

Vi kommer alle fra en tilstand, som vi engang kunne være umiddelbart glade i, en tilstand af enkelhed, uskyld og glæden ved ren og skær godhed. Dette er grundlaget for et sandt religiøst svar på livet. Man kan se det i øjnene på et barn, der begynder at opdage underet i livets mysterium, i religion, i Gud. Meditation er så vigtig for os alle, fordi det, ved den styrke der ligger i enkelheden i meditation, igen leder os til denne seriøse tilgang til den religiøse oplevelse.

Med ’seriøs’ mener jeg, at vi i meditation ikke prøver at manipulere Gud til vores egne formål. Vi nedlader os ikke til at prøve at involvere Ham i vore liv. Vi er snarere i gang med at opdage underet i Hans involvering i vores liv. Det gør vi ved at sige mantraet, komme til stilhed, fysisk og mentalt, sætte os ud over ønsker og komme til hjertets renhed. Så er vi ganske enkelt åbne – men dette kræver så alt hvad vi er – imod virkeligheden i dens reneste og mest inderlige selv-åbenbaring.

Word Made Flesh

2. DECEMBER

Der er kun Jesus’ bøn. Han er helt og aldeles bøn, og den bøn er strømmen af Hans bevidsthed fuldt åben imod Faderen. Den helt ekstraordinære sandhed om den kristne forkyndelse er, at hver enkelt af os, uanset hvorfra vi starter, er inviteret til at åbne vores bevidsthed fuldt til Jesus’ bevidsthed, og, i denne åbenhed, at blive taget ud af os selv, ud over os selv, ind i den strøm af bevidst kærlighed, der flyder mellem Jesus og Faderen. Dette er hver enkelts personlige bestemmelse, og i den erfaring bliver vi gjort helt og aldeles og evigt virkelige. Paradokset er at kende sig selv for første gang, fordi man har mistet sig selv i Gud. Det er hvad evangeliet fortæller os: ”Den, der vil finde sit liv, må miste det.”194

Meditation er en sikker vej til at miste sit liv, miste sin egen bevidsthed om sig selv som en autonom individuelt, adskilt enhed. Ved at miste det, finder man sig selv ét med Gud og ét med hele skabelsen, fordi man nu endelig til sidst er ét med sig selv. Ens bevidsthed er ikke længere delt, ikke længere forvirret. Den er forenklet. Den er ét med Gud.


3. DECEMBER

194 Matt.10,39.

Når man skal til at meditere, skal man bruge lidt tid på at sætte sig godt til rette. Hvis man vil sidde på en stol, skal man sidde naturligt opret. Hvis man sidder på gulvet, så sid i en behagelig stilling. Og så skal man prøve at sidde og være så stille, man kan, gennem hele meditationen. For de fleste er det slet ikke nemt når de begynder, men meditation medfører, at man når til en stilhed i ånd og en stilhed i krop. Det giver en bevidsthed om en selv som én enhed, som stille, som hel. Så man må lære at sidde så stille man kan. Når man har sat sig og sidder stille, så luk øjnene og begynd at gentage, indvendig og stille i sit hjerte, ordet Maranata. I nogle traditioner kaldes det et ’mantra’, i andre en ’bønssætning’ eller ’bønsord’.

Essensen af meditation og kunsten at meditere er ganske enkelt at sige det ord, at recitere det, at lade det lyde inden i sig selv, fra begyndelsen til enden af meditationen. Det er yderst enkelt – sig det sådan: ’Ma - ra - na - ta’. Fire stavelser med ens betoning. De fleste siger det i sammenhæng med deres åndedræt, men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at man siger ordet fra begyndelsen til enden og bliver ved med at sige det gennem hele tiden for meditationen. Tempoet skal være rimelig roligt, næsten rytmisk – ’Ma - ra - na - ta’. Det er alt, hvad man behøver at vide for at meditere. Man har et ord, og man siger sit ord, og man sidder stille.

Moment of Christ

4. DECEMBER

Meditation vil medføre en oplevelse af fattigdom, og det som vi kan lære at gøre i meditation, er at udbygge vores fattigdom, at forøge den. Det store, vi må forstå, er dette: invitationen, som vi har fra Jesus, er at følge Vejen. Ikke min vej, men Vejen. For os som moderne mennesker er dette meget vanskeligt at forstå, fordi næsten alt i vores erfaring får os til at se efter min vej, og hvad der vil give mig lykke, tilfredsstillelse og opfyldelse af forventninger. Men Jesus’ klare kald til hver enkelt af os er at følge vejen. Og som vi alle ved, er Vejen Jesus. Han er Vejen: Vejen som er sandhed og liv. Det forunderlige ved vores eksistens er dette: at Vejen er forening, enhed med Ham. Det er mærkeligt, at det tager os så lang tid, eller det tager mange af os så lang tid, at forstå dette – at forstå, at der er en kilde til kraft, der er en energi, der er tilgængelig for alle – som fører os… vi ved ikke hvor hen, men som altid fører os ind i dybere sandhed og i større og mere liv.

Being On The Way

5. DECEMBER

Når vi holder ud i meditation, vil vi opdage, at vi ikke kan sætte Gud på stand-by, at vi ikke kan anbringe Ham i et venteværelse og sige til Ham ”Jeg skal nok give dig opmærksomhed, når jeg er færdig med den her vigtige ting, som jeg lige nu er helt optaget af”. Vi kan ikke melde tilbage til Gud og sige ”Jeg er tilbage om to minutter”. Når vi committer os til at meditere hver morgen og aften, vil vi komme til at få øje for den centrale betydning af Guds evige nærværelse, og vi vil opdage, at vi er nødt til at lære at være opmærksomme på Gud nu, i dag.

Det kan godt give anledning til en mindre panik, fordi vi vil spørge os selv, om vi vil være i stand til det? Men, der er reelt ingen grund til panik. Faktisk ville den eneste grund til panik kunne være den modsatte, nemlig hvis vi ikke mødte Guds nærvær og nødvendigheden af at svare på den. Vi har god grund til at gå i panik, hvis vi opdager, at vi har committet os til ting, der kun varer en tid, eller til hvad der er anden klasses, til anden-hånds illusioner, som altid synes at gå i opløsning allerede før vi møder dem. Nej, vores kald er at committe os til den absolutte Gud, til den Ene som Er. Der findes ingen mulighed for at undgå den sandhed, at vi kun kan committe os absolut.


6. DECEMBER

Det ser tit ud som om vi ræser igennem livet med rigtig høj fart, mens der i vores hjerte er den eksistentielle indre flamme af væren. Vores ræsen fører os tit så hurtigt af sted, at den indre flamme er ved at gå ud. Men når vi sætter os ned for at meditere, i stilhed og enkelhed, begynder flammen at brænde lyst og stabilt. Når vi holder op med at tænke i forhold til succes og vores egen vigtighed, hjælper flammens lys os til at forstå os selv i forhold til lys, varme og kærlighed.

Mantraet leder os til det punkt af stilhed, hvor eksistensens flamme kan lyse klart. Den lærer os, hvad vi godt ved, men ofte glemmer, at vi ikke kan leve et fuldt og helt liv medmindre det er grundet på et underliggende formål. Livet har en ultimativ betydning og værdi, som kun virkelig kan opdages i den stille konstante væren, som er vores eksistentielle rodfæstethed i Gud.

Word Made Flesh

7. DECEMBER

Som kristne i dag er vi nødt til at reflektere dybt over idéen om Guds stilhed. Før vi hørte Ordet, var Ordet allerede i Gud. Det kan vi læse i Johannes-evangeliet. Og da Ordet blev udtalt, blev det åbenbaringen af et mysterium, som havde været tilsløret i mørke og stilhed siden tidernes begyndelse. I en reel forstand er vores personlige kald til at kende og tjene Gud af samme orden. Selv før Gud kalder os til at kende Ham og før Han kalder os til at tjene Ham, kender og elsker Gud os i vores mors skød. Allerede her er en del af stilhedens mysterium, som vi ubevidst deltager i.

Nedenunder menneskets møde med Gud ligger det ekstraordinære mysterium, at Gud kender os fra den allerførste begyndelse. Han kalder os fra den allerførste begyndelse, og taler Ordet når tiden er moden. På den måde er Guds stilhed, fra den allerførste menneskelige erfaring af den, frugtsommelig med kærlighed, frugtsommelig med kraft. Når Ordet bliver udtalt, er det et åbenbarings-ord, der føder Guds kærligheds under, inkarneret i menneskelige kroppe.


8. DECEMBER

Den fundamentale kristne indsigt, som Maria eksemplificerer i Lukas-evangeliet, er fattigdom i ånden. Det er hjertets renhed, et hjerte som er uplettet af indtrængen af den egoistiske vilje, der søger efter oplevelse, ønsker hellighed, ser Ånden udenfor sig selv, eller skaber Gud i sit eget billede. Maria åbenbarer den basale enkelhed i det kristne svar i en fattigdom i ånden, der består i at vende sig helt mod Gud, helt væk fra sig selv.

Maria er et af de største udtryk i nogen kultur for den helt fuldendte kvinde, fuldkommen i hendes moderskab, hendes kvindelighed, og tillige fuldkommen i hendes spirituelle modenhed. Og eftersom både hendes kvindelighed og hendes spirituelle modenhed var fuldkomne, var der ingen virkelig adskillelse mellem dem. I Maria, såvel som i Jesus, ser vi udtryk for den grundlæggende korrespondance mellem krop og ånd, som i sig selv finder udtryk i Ny Testamentes beretning om Opstandelsen og, senere, Himmelfarten. Betydningen af disse beretninger er, at de minder os om integrationen af det hele menneske i det kristne mysterium og videreførelsen af denne integration i det fuldkomne liv i Opstandelsen.

Community of Love

9. DECEMBER

Gud er vores Skaber og Far. Jesus er vores forsoner og Bror. Og Helligånden er til stede i hver enkelt af os på en sådan måde, at vi er – som vi hørte i den smukke Vesper Liturgi i aften – vi alle er, ganske bogstaveligt ’templer for hellighed’. Så meditation er ganske enkelt den proces, hvorved vi indstiller os på disse sandheder: sandheder om Gud, sandheder om os selv, og tilmed sandheder om vores medmenneske. For i vores daglige meditationer afstår vi fra alt, hvad der kan samles under betegnelsen ’dagligdagens her-og-nu-oplevelser’, og vi åbner os fuldt ud for Guds storhed og under – for det evige nu. Og i den proces både opdager vi vores egen storhed og overvejer vores kapacitet for undere. Vi kan også og med lige så fuld ret sige, at idet vi opdager vort eget værd, opdager vi Gud, skaberen af alt, hvad der er noget værd. Vi opdager, med Gerard Manley Hopkins195 ord, at ’verden er ladet med Guds storhed’.


10. DECEMBER

195 1844-89. Engelsk digter og jesuitter-præst. (Overs. anm.)

Når vi mediterer, er der to farer, vi skal undgå. Den første er at blive distraheret og komme til at tænke på dagligdagens opgaver. Den anden er at gi sig selv lov til at svæve ud i ingenting. Bøn er ikke at svæve rundt i verdensrummet. Bøn er en fuld og fuldt bevidst indgang i den bøn, som Jesus konstant var i. Bøn er faktisk at have Kristi sind, som Paulus skriver: ”Vi har Kristi sind”, (1.Kor.2,16).

I buddhistiske skrifter er et konstant tilbagevendende tema advarslen til mennesker mod at spilde livet, ikke at lade livet sive ud gennem fingrene på os, indtil vi pludselig opdager at det er forbi. Livet er til for at leves. Vores liv er til for at komme til fuld bevidsthed, fuld oplysning. Med Paulus’ ord: Vi lader Kristus’ lys skinne med fuld styrke i vore hjerter, (2.Kor.4,6).

Meditation er at tage imod den gave, den gave som livet er, den gave som Jesus er, og tage imod Helligånden der giver sig selv til os. Eftersom gaven er ubegrænset, kræver den vor fulde opmærksomhed og fulde koncentration. Vi bruger ikke en halv time om morgenen og en halv time om aftenen på lidt religion, og vi praktiserer ikke en spiritualitet som en del af et sundhedsprogram. Nej, under den halve times meditation søger vi at leve i det evige nu. Vi søger at sætte alt det til side, som er forgængeligt og at leve i Guds evighed.196


11. DECEMBER

196 Jfr. Mester Eckehart, o. 1300: 'Det nu, hvori Gud skabte det første menneske, det nu, hvori det sidste menneske engang skal dø, og det nu. hvori jeg taler her, er alle eet hos Gud og er kun et eneste samtidigt nu.' (O.a.)

Mantraet leder den mediterende imod opmærksomhed, imod en bevidsthed om opmærksomhed, imod en fuld bevidsthed om hvad der er nu, ikke hvad der har været eller hvad der kunne have været, men om hvad der er. Næste trin – som mere er som et spring eller et fald ned i grundlaget for alt, hvad der er – er erkendelsen af, at Gud er, at Gud er nærværende, at Gud er nu, og - måske det mest vidunderlige af alt - at Gud er bevidst om alt.

Mennesker, der begynder at meditere, undrer sig ofte over den tydelige forskel mellem, på den ene side, deres tro på Gud, og på den anden side mantraet, den omhyggelige gentagelse af mantraet. Når man begynder at meditere og man er instrueret i at slippe alle tanker, ideer og forestillinger i meditationen, kan det se ud som om man også må slippe Gud, fordi vi under meditationen ikke kan tænke på Ham, ikke kan forestille os Ham, ikke kan konstruere noget billede eller nogen idé om Ham. Men, helt grundlæggende, hvad vi må lære at forstå, er, at alle vore billeder og forestillinger er fantasier.

The Door to Silence

12. DECEMBER

En af de svagheder vi har som mennesker er, at vi altid prøver at slå os ned og falde til ro. En af de udfordringer vi må se i øjnene i vores liv som kristne er derfor, at vi må lære at blive pilgrimme, det vil sige at være på vej. Vi prøver altid at samle sammen, enten materielle ting eller viden, men vi er nødt til at lære at gå på den vej der hedder ikke-besiddelse. Jesus beskrev frelsens vej som en snæver vej, som kun få vil finde. Og grunden til at så få finder den, er, at det er en forholdsvis ubefærdet vej.

To grundlæggende ting er nødvendige for en pilgrim. Pilgrimmen må ikke falde for fristelsen til at slå sig ned på vejen: ’Jeg har rejst langt nok. Jeg er ved at blive træt. Vandringen er for anstrengende.’ Alle disse følelser må pilgrimmen lægge til side.

Men måske er den mest snigende fristelse for pilgrimmen at sige: ’Det er et rigtig godt sted jeg er nået til; helt vidunderlig fredelig. Jeg er nødt til at blive her og hvile mig lidt.’ Hvad vi lærer, efterhånden som vi bliver ved, er, at vores commitment til pilgrimsvandringen bliver noget, der er absolut. Og grunden er enkel: at rejsen, vandringen kommer af vores commitment til en, som er uendeligt meget større end vi er. Hvad vi opdager er, at vi er inviteret til denne rejse, ikke sådan, at vi vil komme et bestemt sted hen, og ikke sådan, at vi vil få en eller anden slags oplevelse. Vores invitation er et kald til enhed i Gud, et kald til at indgå i Guds enhed.

Det kald, den vision som Jesus forberedte, er et kald til absolut fællesskab, og som pilgrimme må vi altid holde fast ved denne ultimative destination, dette ultimative kald, som hver enkelt af os har skrevet klart i vores hjerter. Ingen af os ved, hvad vi må udholde, ingen af os ved, hvilke farer vi må igennem. Men hvad vi ved, og kommer til at lære med stadig voksende klarhed, er at kraften til at overkomme alle sådanne prøvelser, alle sådanne vanskeligheder, bliver givet os og vil blive givet os fra den kraft-kilde, som enhver af os er inviteret til at opdage i vore egne hjerter, den kraft-kilde, som er Gud, den kraft-kilde, som er kærlighed.

Being On The Way

13. DECEMBER

At lære at meditere er noget af en udfordring. Det indebærer generøst at bruge tid på det, som er vigtigst i livet, at Gud er og at Guds Ånd bor i vore hjerter. I meditation er det vores udgangspunkt, som vi har en helt og aldeles positiv indstilling til. Det er ikke alene døden, vi ofte undertrykker og fornægter, det er også Gud, og derfor livet. Det er nødvendigt, at hver dag begynder ud fra en accept af Guds kraft i vores liv. Og det er nødvendigt, at hver dag afsluttes med at vende vores splittede sind tilbage til mysteriet om Hans nærvær og kærlighed.

Integritet betyder helhed. Meditation er en måde, der bringer hver eneste del af vores dag, alle vore erfaringer og alle dimensioner i vores tilværelse i harmoni. Det er den måde, der når ud over vores personlige splittethed og den angst, vi lider af som følge af vores fornægtelse af Gud og vores adskillelse fra Ånden. Ved udholdende praksis viser meditation sig for os som en vej til dyb fred og glæde. Meditation fører os over den bro af tristhed, der kommer af vores følelse af at være skilt fra det egentlige. Ego’et kommer af vores adskilthed, og når ego’et transcenderes, erfarer vi vores enhed med Gud.

Word Made Flesh

14. DECEMBER

I Inkarnationen197 har Gud rørt ved vores liv i Jesus, og den store betydning af Julefesten er, at den er fejringen af vores menneskelighed, forsonet fordi den er berørt af Gud. Gud tager den menneskelige dødelighed på sig, så at vi kan bryde igennem dødens bånd i Ham. Ja, faktisk, Han bryder igennem alle de lænker, der holder os bundet af jorden.

Hvad vi kan lære af Hans liv er, at vores kald, opgaven for hver enkelt af os, er at begynde at leve vores liv fuldt og helt nu, under vores nuværende jordiske, dødelige betingelse. At leve vores liv nu, som frie mennesker, ikke bundet af frygt eller lænket af ønsker, men i højeste grad i harmoni med de befriende kræfter fra Guds egen energi. Denne Guds energi kan ikke bindes af nogen menneskelig begrænsning. Det er den evige livs-kilde, som ikke bare konstant fornys i hver enkelt af os, men som altid forøges i hver eneste af os.

Invitationen til os, vores kald, er at koordinere vores liv i komplet harmoni med denne guddommelige energi. Derfor kan den kristne erfaring ikke rummes i nogen som helst samling formuleringer, eller biblioteker, nogen dogmer eller trosbekendelser. Den kan kun udtrykkes adækvat i Jesus’ menneskelige erfaring. Han alene, af alle mennesker, var i stand til at sige om Gud ”Abba, Far.”198


15. DECEMBER

197 Det teologiske udtryk for, at Gud blev menneske. (O.a.)198 Mark.14,36.

Stilhed vil først opleves som en tomhed og et fravær. Somme tider kan det opleves overordentlig negativt. Og man kan spørge: ”Skal jeg virkelig bruge en time sådan her hver dag – og er det nødvendigt at meditere en halv time om morgenen og en halv time om aftenen?” Andre spørgsmål rejser sig også som en konsekvens: ”Skal jeg virkelig vende ryggen til menneskelige relationer i den tid? Bliver jeg bedt om at give afkald på mine egne rationelle evner? Bliver jeg bedt om at give slip på alt hvad jeg har lært? Der ser ud til at være så meget på spil. Skal jeg give slip på alle mine studier, al min professionelle træning? Skal jeg give afkald på min egen kreativitet?” Sådan ser det ud ved første øjekast. Det ser ud som om vi lidt efter lidt giver afkald på hver eneste af vores menneskelige potentialer. Hvorfor? For stilhed, for at være stille. For ingenting.

Nu er det helt sikkert, at der ikke er nogen anden vej vi kan komme til et tilfredsstillende svar på den slags spørgsmål end den faktiske meditationspraksis. Det er kun i praksis og i tro at man kan finde svaret, men at finde det kræver af hver enkelt af os et virkeligt spring ind i mørket, ind i stilheden. Det er kun i den faktiske erfaring af dette, at vi kan finde noget som helst tilfredsstillende svar. Det her ligner ikke den bedste tilgang til en dialog om meditation. Men uanset hvor meget værdifuldt vi kan sige om meditation, kommer der et punkt, hvor dialogen selv må blive stille.


16. DECEMBER

En af de store vanskeligheder ved at lære at meditere er, at det er så enkelt. I vores samfund tænker de fleste, at det kun er meget komplekse ting der duer. Men for at meditere må man lære at være enkel, og det er en virkelig udfordring for os alle.

Den enkelhed, der er involveret i at lære at meditere, er at vende sig væk fra mangfoldighed og fra alle de muligheder, der er foran os, og koncentrere sig om det allermest enkle at være. Tænk på, hvordan det er at lære at cykle. For at lære at cykle må man allerførst lære at balancere på cyklen. Og senere må man koncentrere sig både om at holde balancen og at styre cyklen. Det overraskende er, at når man bruger al sin energi på at balancere og holde en støt kurs, så opdager man en uventet harmoni og en ny frihed. Det samme gælder ved meditation. Ligesom når det drejer sig om at lære at cykle, må man være villig til at lære. Man må være villig til at koncentrere sig. Man må lære at fokusere alle ens energier til den enkle opgave at være balanceret og rejse støt i en bestemt retning.

For at være på vejen i meditation må man være enkel nok til at vende sig væk fra alt andet, så at man virkelig kan være harmonisk og fri.

Moment of Christ

17. DECEMBER

Vores opgave er at holde ud – ikke modvilligt eller selvhøjtideligt, men i tiltro til hans kærlighed.

Mariaskikkelsen er central i vores forståelse af julen. Frem for alt er hun det store eksempel på det indre liv, som har direkte betydning for hver enkelt af os. Ligesom hun bar den menneskelige Kristus inde i sig, sådan må vi bære og tilbede Kristus i vore egne hjerter og huske at Han er ligeså sandt nærværende inderst i os, som Han var fysisk nærværende i Sin mor.

Maria har også en anden forbilledlig betydning for os: da hyrderne i Betlehem fortalte Maria om englens budskab, svarede Maria ikke med ord, men hun grundede i stilhed over det. At grunde som hun, er en måde, Jesus’ nærvær også bliver virkeligt i os. Svaret på Jesus’ nærvær i os er netop stilhed. Men stilheden i vores meditation er både kreativ og frugtbar. I takt med at den bliver dybere og vokser, lader den opstandne og levendegjorte Kristus kærligheden vokse i vore hjerter.

Vores opgave er at være stille, være fysisk i ro, og at tillade Hans forvandlende nærvær at indfinde sig i os fra det levende, kreative center i vores liv.


18. DECEMBER

Mysteriet i inkarnationen199 og det rent ud forunderlige i den kristne forkyndelse af sandhed er, at Kristus deler sin erfaring med hver eneste af os. Han inviterer aktivt hver enkelt af os til at komme ind i Hans egen erfaring af Faderen. Han inviterer os ikke bare til at give en form for intellektuel tilslutning eller bevidst ønske. Han inviterer os til at dele, til at få del i Hans erfaring i al dens fylde, til at dele og blive båret væk af den grænseløse tillid i hans energi, sådan som Han kender Faderen og elsker Faderen, og sådan som Han på sin side er kendt og elsket grænseløst. Og det er, hvad vi alle er kaldet til.

I meditation prøver vi at udvikle fuld opmærksomhed, fuld indlevelse, fordi det vi går efter, er at komme ind i det evige nu i Guds selv-formidling i Jesus. Vi er kaldet til ikke bare at være bevidste om det, men at dele det, at komme ind i det i dybet af vores egen væren. Og virkningen for os er kæmpestor og dyb og urokkelig glæde. Vore sind og hjerter fyldes ud over alle grænser ind i enhed; til forening. Og vejen er den vej, der består i daglig udholdenhed overfor praksis.


19. DECEMBER

199 Inkarnationen: det at Gud blev menneske. (O.a.)

Som erfaringen viser, er mantraet en handling i ren kærlighed, universel kærlighed. Det vil alle komme til at erfare, der udholdende mediterer gennem alle personlige storme og udfordringer i deres personlige liv. De vil også erfare, at de mediterer sig gennem kriser og tragedier i den verden, de lever i. Sådan er det, fordi Ånden er i bevægelse midt i alt dette, og på en måde kompletterer alt, og forsoner det, hvilket er tegnet på, at Gud er i det.

Den enhed med Gud, vi begynder at opdage, når vi lytter til mantraet, er ikke enhed med os selv. Det kan måske være det første tegn på det vi søger – en dybere personlig harmoni og frihed. Men den tvinger os længere ud, til den enhed vi deler med alle mennesker, med alle døde og levende og de endnu ufødte. Med dem deler vi den store og mystiske gave som livet er i den fysiske krop og i Ånden.

Og efterhånden som vi vågner til denne både dybere og højere sans for helhed, sanser vi tillige den ultimative alt-omfavnende forening, som rummer alt og kommer til udtryk i alt. Den forening vi har med Gud og i Gud – det er den dybe sandhed vi møder. Alt hvad vi til slut kan sige, er hvad vi sagde i begyndelsen – at meningen med livet er kærlighedens mysterium.

The Present Christ

20. DECEMBER

Hvor vi end er på vejen – om vi lige er begyndt og mediterer tyve minutter to gange om dagen, eller vi har været på vejen i nogen tid og vi mediterer tredive minutter eller mediterer tre gange om dagen – hvor vi end er, er alt hvad der behøves, at vi i nu’et giver os selv helt til den beslutning vi har taget. Det kan måske, når vi begynder, se ud som om det kræver meget af os, men julens fest minder os om, at Gud i sin gave til os ikke bare giver os meget, men giver os alt af sig selv i Jesus. På en eller anden måde må vi forstå det og vi må forstå det i stilheden i vort eget hjerte. Vi må forstå det i Guds evige stilhed.

Og derfor, når vi mediterer hver morgen og aften, modtager vi, hver enkelt af os så vidt vi nu er i stand til det, Guds gave i Jesus. At modtage den gave kræver fra vor side en velvilje, ja, en hengivelse, som ikke er mindre end Guds velvilje og generøsitet overfor os. Det er derfor vi må sige vores mantra med den største opmærksomhed vi kan, med den største kærlighed vi kan. Det Jesus har sagt, inspirerer os til stadighed til at uddybe vores velvilje og storsind.


21. DECEMBER

Den tyske mystiker, Silesius200, har i en refleksion over Kristus’ fødselsfest skrevet, at det kan godt være, at Jesus blev født i Bethlehem, men at det ikke vil være til gavn for os, med mindre han fødes i vore hjerter. Det er hele formålet med kristen meditation, at vi accepterer den frihed, som inkarnationen201 har bevirket for hver enkelt af os. For at acceptere det må vi følge efter Jesus’ vej.

Vi må reduceres til den enkle aktivitet at være; være den person, som vi er kaldet til at være, og være den person fuldt og helt. At være den vi er, betyder at acceptere den gave, at vi er skabt af Gud, acceptere den gave, at vi er forsonet i kraft af Jesus, og fuldt acceptere Åndens gave, Helligånden, der er i vores hjerter. For at acceptere denne Treenighed må vi vende os fra alt, hvad der er mindre end den hele og fulde Gud-hed. Vi må fokusere og vi må koncentrere os. Vi må reduceres til intet, for at komme igennem, og blive alt. Fødselsfesten er festen for Guds reduktion til menneske, så at mange må nå til Gudslighed.


22. DECEMBER

200 1624-77. (O.a.)201 Inkarnationen: det at Gud blev menneske. (O.a.)

I denne juletid, i en tid, hvor vi alle tænker på Kristus’ nye liv og vores egen genfødsel i nåde som et resultat af Hans fødsel i kødet, tænkte jeg, det kunne være passende at fremlægge nogle tanker for jer i Skt. Benedikts ånd, en ånd der flyder ret direkte fra en viden om det inkarnerede Ord, der er født i os ved Guds kærlighed.

For Benedikt202 er den første egenskab, som vi alle har brug for hvis vi vil svare på Kristus og være åbne overfor Hans liv i vore hjerter, evnen til at lytte. Det første ord i hans munkeregel er ’Lyt’. Og som vi alle ved, er denne evne en af de største frugter af meditation, hvilket lærer os, at betingelsen for ægte lytten er stilhed. Vi kan kun lytte til ord, der er talt til os af en anden, hvis vi selv er stille og uden ord.

Det vidunderlige ved Benedikts ånd, som den taler til os i hans Regel, er, at hans forståelse af et hjerte som vil det med bøn, er så naturligt og menneskeligt integreret i hele hans syn på livet. Han ser ikke stilhed i klosteret, for eksempel, bare som en forordning, der skal adlydes, men at der selvfølgelig også er tidspunkter, hvor kærlighed kræver ord. I stedet ser han stilhed som den fundamentale betingelse for vores hjerte, en virkelighed større end grænserne for vores øjeblikkelige aktiviteter og anliggender, et hjerte klædt i stilhed og helt opmærksom på sin Mesters ord.


23. DECEMBER

202 480-547, grundlægger af den vesteuropæiske klosterorden Benediktiner-ordenen. (O.a.)

Selv de menneskelige aspekter af menneskelivet formidler Guds nærvær.

Ved juletid bliver vi mere skærpet bevidste om den mystiske blanding mellem det ordinære og det sublime i munkelivet, ja, i alt liv, der er virkelig kristent. Men det er vigtigt er se det som en blanding, ikke som en modsætning.

Det er fristende at behandle Kristus’ fødsel som noget romantisk, som ikke har egentlig betydning i Hans liv, noget før-kristent. I den rige og smukke evangelieberetning om hans fødsel kan vi være fristede til at se denne del af Hans liv blot som noget trøstende eller idyllisk. Men det er en del af det menneskelige mysterium, at intet er udenfor Mysteriet. Ved inkarnationen203 accepterede Gud dette aspekt af betingelsen for at være menneske, og derfor har Kristus’ fødsel og barndom del i Hans livs mysterium – et liv, der kulminerede på korset og nåede dets fuldstændige forvandling i Opstandelsen og Himmelfarten.

Vores meditation lærer os, hvor fuldstændigt enhver del af os er nødt til at være involveret i den radikale omvendelse, der sker i vores liv. Den lærer os, at vi er nødt til at lægge hele vores hjerte ind under det arbejde, Ånden gør med os, hvis vi ægte skal svare på kaldet til at forlade overfladen og få kontakt med det dybe, den direkte viden der kendetegner et liv levet i Guds mysterium. Så opnår alt i vores liv denne dybdedimension af guddommeligt Nærvær. Vi er tåber, hvis vi vil se efter ’tegn’ på vejen, en form for spirituel materialisme, som Jesus afviste, fordi hvis vi er på vejen, i den lyse sky af Guds nærvær, så er alle ting tegn. Alle ting formidler Guds nærvær.

The Present Christ

24. DECEMBER

203 Inkarnationen: det at Gud blev menneske. (O.a.)

Når vi hvert år forbereder os til julefesten, har vi en glimrende mulighed for at reflektere over den forunderlige sammenhæng i den kristne vision. Inkarnationen, Jesus’ fødsel, er at Gud åbenbarer sig. Ved at inkarnere sig viser Gud sin magt, sin Visdom og sin kærlighed i mennesket Jesus. Sagt med et billede er inkarnationen, at Gud ligesom øser sig selv ud over jorden. Og, som Jesus’ liv viser, Gud holder intet tilbage. Guds storsind bliver fysisk legemliggjort i Jesus’ storsind. I Hans liv ser vi, hvordan Han står til rådighed for mennesker, Hans medfølelse med de syge og sørgende. Hans ultimative uselviskhed når sit klimaks i Hans død på korset.

Kristus blev født i Betlehem, og det er et forunderligt, men også historisk faktum. Det skete. Det skete en gang, så at han nu må fødes i vores hjerter. Vores hjerter må gøres rede for ham. Der må gøres plads for ham i stalden i vore hjerter. Det er, hvad meditation er : en klargøring og åbning af vore hjerter for Kristi fødsel.

Det er fordi Han er den uendelige Gud, at vi må give slip på alt andet, så der er plads for ham i vore hjerter. Mysteriet er, at når Han fødes i vore hjerter, bliver alt genfødt med Ham. Vore hjerter fyldes med al Hans kærlighed, al Hans medfølelse, al Hans tilgivelse. Vi ved, at vi er tilgivet og elsket og forstået af den uendelige Gud og af Hans Søn, vor bror. Fyldt af denne erfarede viden kan vi ikke lade være med at kommunikere og dele det med alle, vi kommer i kontakt med, og som vores liv er vævet sammen med.


25. DECEMBER

Julen er festen for denguddommelige

eksplosion,Guds

kærlighedåbenbaret i

Kristus’ fattigdom

Med alt det materialistiske pres der er involveret i julen i dag, kan vi let komme til at opfatte den som en periode med hektisk forberedelse, en dag hvor der er fest, og et kort efterspil. Vi kan let komme til at glemme, at det er mere end en fest. Det er en cyklisk tilbagevendende tid ligesom en årstid. Og som alle årstider er dets væsen en cyklus af forberedelse, af fuldbyrdelse og så en tilegnelse af det der blev fuldbyrdet, i den større cyklus, som den er en del af, vores livscyklus.

The Present Christ

26. DECEMBER

”Har jeg et ansvar for at fortælle andre om meditation?” Jeg tror, at svaret på det er, at når vi først er på den vej, kan vi ikke lade være med at fortælle andre om det. Jeg mener ikke vi skal passe på for ikke at komme til at fortælle om meditation. Jeg tror, at hvis vi udholdende siger vores mantra, ydmygt og enkelt, hver morgen og hver aften, vil vi i Guds egen time og i Hans planer ikke kunne lade være med at fortælle om det.

Et af de andre spørgsmål, som vi må gå mere i detaljer med, er ”Er dette en snæver vej?” ”Gør meditation én mere snæversynet?”. Jeg opfatter det som en snæver vej. Det er en vej, hvor vi indskrænker fokus for vores bevidsthed til én ting, til Gud, til Hans kærligheds mysterium, til mysteriet i Hans nærvær. Begyndelsesprocessen i meditation er en indsnævring til det punkt, den enkelhed i sindet, og når vi har nået dette bevidsthedspunkt, den enkelhed i sindet, er vi kommet igennem.

Nu ser vi alt i et guddommeligt perspektiv. Før vi begyndte at meditere, forekom livet ofte at blive fattigere og smuldre ud gennem fingrene på os, og tilsvarende syntes livet også ofte at kunne mobilisere en stadig mindre mængde energi. Efter at have gennemlevet den erfaring af at fokusere vores bevidsthed til det blotte faktum af Guds eksistens og Hans kærlighed, er vores erfaring af livet ikke, at der er mindre energi, men en voksende energi: energien fra Guds skabende kærlighed.

Being On The Way

’Hjertets renhed er at ville eet.’ Søren Kierkegaard. (O.a.)27. DECEMBER

Måske er det vigtigste i en første lektion om meditation, at Jesus’ komme til jorden, som vi fejrede i julen, har forvandlet det almenmenneskelige. Hvis vi kan se det klart, kan vi se vores egen spirituelle rejse, vores egen religiøse praksis, vores personlige liv gennemvævet af den forvandlende mulighed i Kristus’ forsonende kærlighed.

For at se det klart må vi forstå, hvor grundlæggende og almenmenneskelig meditation er. Ligesom åndedrættet er nødvendig for kroppens liv, sådan er meditation nødvendig for udvikling og vedligeholdelse af vores spirituelle liv. At sige mantraet er en meget ligetil ting. Det er af samme karakter som at spise, trække vejret og sove. Det er kun for dem, som ikke har foretaget denne rejse, at det kan virke esoterisk. For dem, som har påbegyndt denne rejse, er det så ligetil og vidunderligt som dagens lys. Ligesom andre funktioner, som er nødvendige for et balanceret og sundt liv, kræver det en regelmæssig, daglig praksis. Men at meditere er unikt i forhold til disse andre funktioner. Meditation er den store, integrerende funktion, hvori alle vores andre processer holdes i balance og forbindelse med vores centrum. At nå eller virkeliggøre denne balance er første trin. Derfra når vi stadig fremad og ind i hjertet af det guddommelige.

The Present Christ

28. DECEMBER

Folk spørger tit: ”Det ser ud som om jeg ikke gør nogen fremskridt i min meditation. Hvad skal jeg gøre?” Måske er det vigtigste fremskridt vi kan gøre i vores meditation, at afskrive ideen om at gøre fremskridt. Det er vigtigt at forstå, at vi på en måde altid begynder. Hver gang vi sætter os ned for at meditere, er som at begynde igen. Hver eneste meditation. Vi ved ikke, hvordan det vil være at meditere denne gang. Og fordi hver eneste meditation er en begyndelse, vil den altid være en nyhed, altid en indgang ind i mysteriet, som er uendeligt, uudtømmeligt.

Det er også vigtigt at forstå, at selv om vi taler om meditation som en rejse, så er det en usædvanlig rejse, fordi den er en pilgrimsvandring til dér, hvor vi er. Den er en venden tilbage til vore rødder, til at blive rodfæstet. Det er en pilgrimsvandring til det eneste sted, hvor vi virkelig kan være, nemlig dér hvor vi er.

Som vi alle også ved, er meditation en fokusering af vores opmærksomhed på nu’et. Det er at være helt nærværende i nu’et, i det nu som er. Når vi prøver at tale om det, beskriver vi det med alle mulige slags ord – ren bevidsthed, ren opmærksomhed, hjertets renhed.

Being On The Way

29. DECEMBER

Det som vi gør i meditation livet igennem er at forfine vores modtageapparat helt ned til et enkelt punkt, som er Kristus. Kristus er vores vej, vores mål, og vores guide. Men Han er kun vores mål for så vidt, at når vi først er helt med Ham, helt ét med Ham, føres vi igennem Ham til Faderen. I meditation kommer vi til det nødvendige enkelt-fokuspunkt, og opdager, at det er Kristus.

Det er umuligt at tale om meditation ligesom det er umuligt at tale om den kristne erfaring på nogen som helst præcis måde. Som en filosof har udtrykt det: ”Så snart vi begynder at tale om mysterierne i Kristus, hører vi himlens porte lukke sig.” Alligevel er vi nødt til at tale, selv om vi kun taler for at få mennesker til at tie stille. Stilheden i vores meditation er vores vej ind i det ubeskrivelige mysterium som findes i hjertet i enhver af os, hvis blot vi vil foretage denne pilgrimsvandring til enkelt-fokuspunktet, til hjertets renhed.

Meditation er ligesom at gennembryde lydmuren. Når man kommer til det punkt, vil der være en masse turbulens. Det er i dette øjeblik, at den disciplin, som man har lært ved at sige mantraet og ved udholdende at blive ved med at sige det, vil gøre én i stand til at være fuldstændig åben overfor Jesus’ kærlighed, som vil føre én igennem. Vi har brug for disciplin for at elske og for at være åbne for kærlighed, eftersom vi har brug for disciplin for at blive frie. Mens vi nærmer os det punkt, ser det ud, som om vi får brug for meget mod. Og det ser ud, som om vi har brug for meget udholdenhed. Men hvad vi opdager, er, at alt mod og al evne til at holde ud, har vi kvit og frit i Jesus.

Moment of Christ

30. DECEMBER

Døden, især når det er en vi elsker der dør, lærer os, hvad også kærligheden lærer os. Den afslører for os, at jo mere dybt vi elsker og jo mere dybt vi går ind i et fællesskab, desto mere radikalt må vi blive u-bundet og ikke-besiddende. For at blive ved med at kunne blive forelsket, må vi blive ved med at slippe ego’et. Det er den sidste og mest krævende af de lektier, livet lærer os. Det er meningen med Korsets absolutte slutpunkt, som dog åbner op og ud imod Opstandelsens uendelige univers.

Både i erfaringen af kærlighed og erfaringen af død opdager vi realiteten i at slippe sig selv. Underet for enhver af os er at opdage, at vi kan give slip på os selv. Vi opdager, at selve grunden til vores skabelse er, at vi faktisk giver slip på os selv. Og det er, hvad meditation lærer os så grundigt. For at slippe os selv må vi holde op med at tænke på os selv. Vi må placere vores center udenfor os selv, udover os selv i den anden, i den Anden.

Community of Love

31. DECEMBER

Den kristne vision er fascinerende. Men vi skal passe på med ikke bare at lade os fascinere. Vi må ud på rejsen og fortsætte på vejen, ikke med krav, men med udholdenhed, ikke med forventninger, men i dyb fattigdom i ånden, ikke kun af nysgerrighed, men med tro: en villighed til at gå ind i, at smage og at se. Lyt til apostelen Johannes’ første brev:

Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os – det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at glæden for os alle kan være fuldkommen.204

Når vi mediterer nogle få øjeblikke, kommer vi, ved vores stilhed, ved vores disciplin, ved vores transcendens, ind i at dele liv med Jesus og Hans Far.

Daily Readings 31. december

204 1.Joh. 1,-4.

kristenmeditation.orgkristenmeditation.org/daily readings - daglige læsninger … · web...

Documents