rÆson5 30/09/09

1. å

rgan

g n

r. 5

/ 30

. sep

tem

ber

200

9

TROELS MYLENBERG OM CHRISTIANSBORG: DA DANMARK FIK EN OPPOSITION

FRA G8 TIL G20 / OBAMA OG STORMAGTERNE TYSKERNE: LIBERALT SVAR PÅ KRISEN

KARSTEN LAURITZEN: HUMANISTER ELLER HYKLERE?

BENDT BENDTSEN: INGEN PROTEKTIONISME

KINA: 60 ÅR / BLØD MAGT

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 2 af 26

!"##$%&'()#("&"*+,-$(.$"(

!"#$%#&#'("))"$

/-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet på nettet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: [email protected]. FOTOS: Socialdemokraterne s.1+4, Det Hvide Hus/Pete Souza s.8+11, FDP s.14, Kirkeasyl s.16, alle andre arkivfoto. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

http://WWW.RAESON.DK


mailto:[email protected]


http://www.raeson.dk

http://www.raeson.dk


Lørdag d.28/11 inviterer RÆSON for første gang til Årskonference om Politik, Medier, Net & Demokrati - hvor bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskuterer demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Der er plads til 600 deltagere; tanken er, at arrangementet bliver en årligt tilbagevendende begivenhed.

Programmet, der strækker sig fra 10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.:

- Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør, Berlingske Tidende- Tøger Seidenfaden, ansv. chefredaktør, Politiken- Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen- Henrik Dahl, sociolog og forfatter- Per Mikael Jensen, direktør for Metro- Leif Beck Fallesen, chefredaktør, Børsen

Praktisk:- Tilmelding: 1.000 kr.- Antallet af pladser er begrænset, reservér derfor i god tid- Frokost og aftensmad indgår ikke som en del af programmet; der holdes to pauser fra 12-13 og 17.30-19.30.

Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html

Nyt

fra

RÆ

SO

N

RÆSONs Årskonference

om Politik, Medier, Net og

Demokrati 28/11 2009



http://www.raeson.dk/konferencen2009.html

http://www.raeson.dk/konferencen2009.html


Troels Mylenberg om ChristiansborgDa Danmark fik en oppositionTirsdag åbner Folketinget. Oppositionspartierne er tilbage, men balancen mellem blokkene synes foreløbig urokkelig. Det kommende år bliver afgørende for næste valg: Det er over de næste 12 måneder, regeringsalternativet skal optjene vælgernes tillid.

Af Troels Mylenberg

PÅ tirsdag skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for første gang åbne Folketinget på den traditionsrige første tirsdag i oktober, hvor folkestyret rulles ud i al sin glamourøse pragt med alt fra gudstjeneste og dronningebesøg over forudsigelig oppositionskritik af statsministerens tale til Enhedslistens larmende ankomst i folketingssalen efter hilsnen til kongehuset – det republikanske partis repræsentanter deltager ikke i den slags royalt pladder.

Men selv om det meste vil se ud og lyde, som det plejer, er der i år ganske meget nyt at lægge mærke til. Nye magtstrukturer og frontlinjer er ved at materialisere sig. Til gavn for spændingen og underholdningen, men nok også for debatten, som de senere år har været solidt præget af den urokkelige flertalskonstellation, som Dansk Folkeparti har forsynet VK-mindretalsregeringen med.

Flertallet lever stadig godt og trygt, men sidste weekends socialdemokratiske kongres viste tydeligt, at Socialdemokraterne efterhånden er færdige med kun at slås med sig selv. Det betyder reel modstand til VKO og dermed også en mulighed for, at se VKO-blokken blive udfordret. Og hvordan klarer VKO sig så?

I Anders Fogh Rasmussens syv et halvt år ved magten var han reelt aldrig rigtig presset af oppositionen. Der var kun lige en kort overgang tilbage i 2004, hvor daværende S-formand Mogens Lykketoft havde et pludseligt overtag i meningsmålingerne, hvor ledigheden steg en smule, og hvor Fogh syntes at have mistet sit greb om regeringen og magten. Men dengang formåede oppositionen på ingen måde at udnytte det pludselige overtag til at blive en trussel, og faren drev hurtigt over. Ikke mindst fordi oppositionen var kronisk splittet og stadig led af

den individuelle markeringstrang, som følger af et langt regeringssamarbejdes mange kompromisser. Lykketoft, den daværende radikale leder Marianne Jelved og SF’s Holger K. Nielsen repræsenterede tilsammen en svunden tid, mens Fogh trods alt var fremtidens mand for de fleste danskere.

I dag er oppositionen en helt anden med nye folk på posterne, som efter valgnederlaget i 2007 har fundet ud af, at hvis de skal lykkes, så skal der trækkes i samlet flok. Bevares, Det Radikale Venstre med Margrethe Vestager i spidsen har ikke mistet sin hang til masochisme, men de radikale kamptropper er langt tættere på Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal og deres S-SF-ægteskab, end de har været før.

DET RADIKALE VENSTRE er, hvad enten de selv vil erkende det eller ej, et parti, der for længst har meldt sig ind i den røde blok. Den fløj i partiet, der besynger friheden til at kunne samarbejde med VK-regeringen, er reelt ikke længere eksisterende. Morten Helveg Petersen forlod politik denne sommer. Hans far, Niels Helveg Petersen, genopstiller ikke, og tilbage i gruppen sidder nu alene Johs. Poulsen og repræsenterer den såkaldte højrefløj i partiet. Han er sjovt nok tidligere SF’er med byrådssæde i Herning tilbage i 1990erne – og han tilhørte dengang den del af SF, der forsøgte at trække partiet ind mod midten. Det lykkedes ikke under Holger K. Nielsens SF-ledelse, og Johs. Poulsen blev radikal. Og der er han altså nu ret alene om at være meget skeptisk over for SF.

Margrethe Vestager selv holder fast i sit (ultimative) krav om, at hun ikke vil acceptere ultimative krav i et samarbejde, sådan som S og SF har stillet dem på skatte- og

STA

TU

S 3

0. s

epte

mb

er 2

009




udlændingeområdet. Men at hun som snart sagt eneste ledende oppositionspolitiker med ministererfaring (undervisnings- og kirkeminister fra 1998-2001) skulle lade radikal regeringsdeltagelse glide fra sig på den baggrund, er utænkeligt.

Dér skal man nok få forhandlet et resultat hjem. Ikke mindst fordi både Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager så gerne vil i regering. Thorning vil gerne have De Radikale med – så hun kan skærme sig mod kritik af, at hun reelt skaber et rødt kabinet. Og Vestager har reelt samme begrundelse, dog med den ekstra tilføjelse, at det regeringsvante radikale parti efterhånden er så tynget af manglen på indflydelse, at der skal tankes den slags rygradsrankende benzin, som får den radikale motor til at spinde. Dvs.: ministerposter.

Det behøver ikke være mange minister-poster til De Radikale, men et økonomisk mini-sterium – skat, erhverv, økonomi eller beskæftigel-sesministeriet – samt et af holdningsministerierne – kultur, undervisning eller udvikling – vil styrke den skrantende radikale selvfølelse gevaldigt.

Selv om SF udadtil virker som oppositionens stærkeste kort, og selv om Søvndal er dansk politisk svar på Kong Midas – eller måske snarere fætter Højben – så vil situationen for SF formentlig forandre sig drastisk, når et regeringssamarbejde bliver reelt. Sådan noget har SF aldrig prøvet før, og euforien over en given valgsejr og over at have bragt SF helt ind i magtens inderste gemakker vil nok gøre det vanskeligt for SF’erne at stille meget skrappe krav til et regeringssamarbejde, hvor S og R basalt set blot vil føle at de er tilbage, hvor de hører hjemme.

DET folketingsår, der blæses i gang på tirsdag, er præcis det mellemår, hvor oppositionen skal vise, at den slås mere mod regeringen end med sig selv. Det sigte blev præsenteret meget klart på Det Radikale landsmøde i Nyborg for et par uger siden og ikke mindst på den socialdemokratiske kongres i sidste weekend. Begge partier lykkedes – stort set – med at få knæsat regeringen som den egentlige fjende. Og hvor indlysende den strategi end lyder, så har det faktisk de senere år vist sig at være særdeles vanskeligt for de to partier at nå derhen.

Lad os tage R først. Optakten til det lille partis landsmøde var præget af diskussioner med S og SF om, hvordan de såkaldt ultimative krav kunne spænde ben for samarbejdet. Men weekenden i Nyborg afsluttedes i en hel anden toneart, hvor De Radikale hyldede og priste tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen for hans indsats i dansk politik. ”Jeg savner Uffe

Ellemann-Jensen,” lød det fra Margrethe Vestager, der ud over at glæde den gamle venstrekæmpe også fik sendt et klart signal til alverden om, at Venstre har flyttet sig og fjernet sig gevaldigt fra de værdier, som Uffe Ellemann-Jensen stod for. Uagtet at han ikke lykkedes med at vinde regeringsmagten, så var det ham, der gennem 1980’erne og 1990’erne fik mobiliseret vælgerne til at gøre Venstre til landets stærkeste parti. Og i dag står hans stemme stærkt blandt de borgerlige, der føler, at Dansk Folkeparti i lige vel høj grad fører taktstokken i regeringssamarbejdet. De mennesker fik Vestager sendt et signal til på sit landsmøde – og hun fik tilmed vist noget af det overskud, som ellers ikke har været en del af hendes offentlige fremtoning, siden hun i juni 2007 overtog partilederposten efter Marianne Jelved.

Helle Thornings kongres i Ålborg gav hende lignende succeser. Thorning talte længe og markant om Dansk Folkepartis magt og fik dermed smart iscenesat Pia Kjærsgaard som regeringens egentlige magthaver. Tricket er velkendt – Fogh var en mester i at udråbe Villy Søvndal til oppositionens åndelige leder for på den måde at udstille Thornings svaghed, og nu anvender Thorning altså samme trick over for dansk politiks tavse mand, statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Samtidig lå Thorning & Co’s spark til Dansk Folkeparti godt i fortsættelse af den DF-frustration, som venstremanden Eyvind Vesselbo luftede i en kronik i Berlingske Tidende i ugen om til S-kongressen. Godt nok blev kritikken af regeringens følgagtighed over for Pia Kjærsgaard skudt prompte ned af Venstres ledelse. Men Vesselbos tanker flugter godt med de frustrationer, som mange, rigtig mange, venstrefolk stadig oftere lufter uden for citat over for journalister på Christiansborg. Det er frustrationer, som Lars Løkke Rasmussen nok ikke slipper for at forholde sig til, når han fra sine mange rejser verden rundt indimellem mellemlander på Christiansborg.

LØKKE. Han farer rundt til møder i Indien, New York, Paris og møder alle de store internationale politiske stjerner, men er reelt ude i præcis samme rille, som gjorde Poul Nyrup Rasmussen til taber i 2001. Det var dengang lige efter 11. september, hvor Nyrup opøvede al sin statsmandskraft og fløj til møder med FN’s generalsekretær og den slags folk, og hvor oppositionsleder Fogh i valgkampen i november 2001 blæste Nyrup af banen med det primære argument om, at valg ikke vindes på de bonede gulve, men handler om danskernes hverdag. Godt nok har Løkke en bunden – og helt afgørende – opgave i et klimatopmøde og adskillige internationale forpligtelser, men




sandheden er stadig den, at valget, når det kommer, vindes på hjemlig grund. Det kan nok så mange Obama-besøg ikke gøre noget ved. En stærk klimaaftale i december vil selvfølgelig give Løkke mange point, men samtidig vil alle de store landes ledere kæmpe om opmærksomheden – og få den.

For dansk politik er det en gave, at kampen mellem blokkene synes at blive mere ligeværdig. Det giver klarere valg og dermed bedre og mere interessant politik. Der er langt til valget, og Lars Løkke Rasmussen skal nok få chancer for at vise, hvad han kan. Faktum er, at han indtil videre blot har administreret sin forgængers regering. Det siger en hel del om tilliden til Løkkes forgængers politiske jugement, og om manglen på samme hos oppositionen, at Løkke står forholdsvis stærkt – helt uden at sige, ville eller gøre noget på den politikformulerende front.




Fra G8 til G20: Det globale magtskifte er en realitetI denne uge afløste G20 G8 som verdensøkonomiens hovedforum: nye årlige møder skal forhindre en ny finanskrise. I IMF forskydes magten fra Europa til Kina og udviklingslandene. RÆSONs udsendte samler mødets hovedkonklusioner i denne rapport fra Pittsburgh.

af Martin Wøldike og Johanne Hesseldahl Larsen

DET er kun et år siden, at G20 blev opgraderet fra ministerniveau til statslederniveau: fredag gjorde forummet ikke alene sig selv permanent, men afløste også G8 som det sted, hvorfra verdensøkonomien skal styres. Tiden er løbet fra G8: Kina, Indien og Brasilien er for vigtige magter til at kunne blive holdt udenfor. Fra nu skal G20-lederne mødes hvert år for at holde hinanden fast på en balanceret økonomisk vækst. Aftalen i Pittsburgh ses af nogle iagttagere som en stor sejr for Obama, der var vært på sit første internationale topmøde. Siden valgsejren sidste år har Obama netop arbejdet for at få anerkendt verdens nye toneangivende økonomier, fx Kina, og for at give dem mere indflydelse på den verdensøkonomiske scene.

IMF: Europa mister privilegier til fordel for de nye økonomier og udviklingslandenePå mødet blev det besluttet at give mere indflydelse til udviklingslande i Den Internationale Valutafond, IMF, hvor verdens fattigste lande længe har været stærkt underrepræsenteret. Den endelige aftale lægger op til, at stemmevægten i IMF ændres med mindst 5 procent. Som det er i dag, har udviklingslandene kun 43 procent af stemmerne i IMF overfor industrilandenes 57 procent. Den nye struktur skal gøre fordelingen af stemmer mere lige. Mange kommentatorer ser det som en stor bedrift, at G20 har formået at blive enige om ændringerne så hurtigt - ikke mindst på grund af det store tab i stemmevægt i IMF som især de europæiske lande må lide til fordel for udviklingslandene. For Obama-administrationen er aftalen særlig succesfuld, da det netop var amerikanerne, der foreslog de fem procent.

Aftalen afspejler også, at USA og EU nu for alvor anerkender en globale økonomiske virkelighed, hvor nye markedsøkonomier spiller en større rolle – især i kølvandet på den globale finanskrise, der forårsagede større skader på økonomierne i industrilandene end den gjorde i udviklingslandene. Ændringen i IMFs stemmevægt på fem procent er den største omfordeling af indflydelse i IMF's historie og kan meget vel betyde, at et land som Kina overtager magtpositionen fra gamle europæiske stormagter som Frankrig og Storbritannien, der af gode grunde længe har modsat sig en sådan ændring. Fra nu skal G20-lederne som sagt mødes hvert år for at holde hinanden fast på en balanceret økonomisk vækst. Det bliver i den forbindelse IMFs opgave at analysere hvert lands økonomi for at sikre, at ingen bygger deres økonomi på ekstremt risikable bankforretninger, som man har set tidligere. Kritikere mener dog, at det er et problem, at der ikke er nogle konsekvenser, hvis landene ikke overholder dette, fordi især Tyskland og Kina er skeptiske over for den type tilsyn og måske kan finde på at rende fra aftalen. På mødet i Pittsburgh blev G20 også enige om at ledelsen i IMF i fremtiden skal udpeges på baggrund af kvalifikationer og ikke nationalitet. Traditionelt har ledelsen af IMF ellers altid været europæisk, mens præsidenten af Verdensbanken altid har været amerikaner. Det er nu ikke længere en selvfølge.

Kampen mod bankbonusserBankerne skal øge egenkapitalen og stramme op på brugen af bonusser. Planen bliver positivt modtaget omend meget forsigtigt af flere banker.

G20

30.

sep

tem

ber

200

9 RÆSON er til G20-møde i Pittsburgh: Johanne Hesseldahl og Martin Wøldike rapporterer.




”Klar tale i tidsplanen er positivt og nu venter vi blot på klarhed i tallene. Men det er en god start,” sagde en talsmand for the British Bankers Association til Reuters. I ugerne op til G20-mødet var netop diskussionen om bankernes enorme bonusser et varmt emne. Således truede den franske præsident Nicolas Sarkozy kort før mødet med, at han ville udvandre, hvis der ikke kom en aftale, der satte klare grænser for bankernes brug af bonusser. Sarkozy blev dog på intet tidspunkt set forlade mødet i det store David L. Lawrence Convention Center i Pittsburgh – til trods for at han og de andre G20-ledere ikke vedtog det franske forslag om konkrete begrænsninger for bankbonusserne. Fra den svenske finansminister, Anders Borg, lød kommentaren: ”Det, vi blev enige om i dag, var, at vi kan ikke regulere grådighed og grådigheden vil helt sikkert vende til når krisen er overstået. Men nu har vi i det mindste en aftale om, hvordan vi kan balancere denne grådighed.”

Klimaforkæmpere ikke tilfredseEt andet emne, som mange NGO'er havde håbet ville blive en del af en endelig aftale i Pittsburgh, var klimaet. Ifølge professor i statskundskab og grundlægger af The G20 research Group, John Kirton, fra University of Toronto, er netop klimadelen af Pittsburgh-aftalen et stort skridt i den rigtige retning. ”Ved at fastsætte klare retningslinier for, hvor pengene skal komme fra, hvordan de skal administreres og hvem der skal modtage dem, er aftalen med til at hjælpe udviklingslande til at nedbringe deres CO2-udslip. Aftalen er med til at bryde isen i de fastlåste forhandlinger, der indtil nu hovedsageligt har fokuseret på finansiering.” Flere organisationer med Greenpeace i spidsen er imidlertid dybt uenig med John Kirton i det spørgsmål. De påpeger, at aftalen i Pittsburgh netop ikke indeholder klare aftaler om, hvor pengene skal komme fra, men derimod blot sender det spørgsmål videre til G20-landenes finansministre, når de mødes på et senere tidspunkt. Flere organisationer med Greenpeace i spidsen opfordrede ellers politikerne til konkret at afsætte op mod 160 milliarder dollar til at hjælpe udviklingslandene med at nedbringe deres CO2-udslip. Og så sent som fredag sagde klimapolitisk chef i Greenpeace, Martin Kaiser, til RÆSON, at en succesfuld aftale på G20-mødetvar en direkte forudsætning for at der kunne opnås en tilfredsstillende aftale på klimatopmødet i København til december. Men Greenpeace er ikke imponeret over den aftale, som G20-lederne i sidste ende kunne blive enige om:

”Desværre ser vi nu, at G20-mødet endte uden en klar aftale om finansiering af CO2-nedbringelse og overgangen til bæredygtig energi i udviklingslandene. I stedet valgte politikerne at skubbe spørgsmålet videre til finansministrene”, skriver Greenpeace i en erklæring om G20-mødets resultater og konstaterer: ”G20 har vist sig at være endnu et møde hvor klima og ren energi blev diskuteret, men hvor konkrete aftaler igen er blevet udskudt.”

Redningspakker bevaresEfter finanskrisen indtraf sidste år måtte regeringer over hele verdentræde til med økonomiske redningspakker, der skulle redde bankerne og sparke økonomien i gang igen. Nu er økonomien flere steder vendt, og det har derfor været diskuteret om det ernødvendigt at opretholde hjælpepakkerne. På mødet i Pittsburgh blev de politiske ledere enige om at lade de nuværende pakker fortsætte, fordi netop de ses som årsagen til, at den kraftige recession aldrig fik lov at udvikle sig til en decideret depression. Ifølge beregninger fra IMF kan vi i de kommende år forvente en global vækst på 3%, men især Storbritanniens premierminister Gordon Brown mener ikke, landene skal læne sig for langt tilbage. “Økonomiens bedring er stadig meget skrøbelig,” sagde han efter mødet var slut fredag. Brown mener, man vil kunne redde 10 millioner job globalt og 15 millioner næste år ved at opretholde de økonomiske hjælpepakker. Hvis det kan lade sig gøre, vil det være gode nyheder for det store antal fagforeninger, der var mødt op i Pittsburgh for at påvirke beslutningerne. John Evans fra Det Internationale Fagforeningsråd, TUAC, mener dog, der skal endnu mere til for at undgå, at global arbejdsløshed forårsager en ny og endnu større krise: ”Indtil vi har set en stærkere forbedring af verdensøkonomien – og indtil vi får flere arbejdspladser – indtil jobtabene standser og vender rundt, så vi måske kan øge beskæftigelsen igen, så mener vi, at regeringerne bliver nødt til at holde fast i redningspakkerne. Men overordnet er der alt for lidt i pakkerne, der direkte fokuserer på at skabe flere og mere holdbare job. Derfor vil vi kæmpe for at der bliver oprettet en beskæftigelsesgruppe under G20, hvor vi, sammen med OECD og ILO (den Internationale Fagforeningssammenslutning, red.) skal være repræsenteret”, sagde John Evans før mødet til RÆSON. Hvis ikke der bliver gjort noget for at løse problemet viser beregninger fra TUAC, at den globale arbejdsløshed vil blive fordoblet over de næste 8 måneder, og ved udgangen af 2009 vil mere end 59 millioner job være gået tabt. Over




200 millioner arbejdere verden over risikerer at blive skubbet ud i ekstrem fattigdom, ikke mindst i verdens fattigste lande. Ifølge TUAC er den globale arbejdsløshed derfor den største trussel mod den verdensøkonomiske bedring.

Fra G8 til G20Efter Lehman Brothers kollaps sidste år var G20-mødet et vigtigt forum for håndteringen af den økonomisk-politiske koordination. Men i takt med, at muskelmassen i gruppen er vokset, har det vist sig vanskeligt at holde de sikkerhedspolitiske spørgsmål væk, når G20-landene har været samlet. Det blev ikke mindst tydeligt, da spørgsmålet om Irans atomprogram igen blussede op og løb med mediernes opmærksomhed. Kun et enkelt af de fem spørgsmål, der blev stillet på den afsluttende pressekonference, handlede om G20. Resten fokuserede på Iran og Afghanistan. Det er da også langt fra alle, der har været imponerede over konklusionerne fra G20-mødet. Det gennemgående tema for kritikken er manglen på konkrete tal og datoer. Andre opfordrer til at man opfinder sanktioner, der kan bruges mod de lande som ikke følger de nye regler. En af disse kritikere er Peter Morici, økonom ved ved universitet i Maryland. ”Uden sanktioner betyder denne aftale ingenting,” siger han til The Wall Street Journal. Det blev besluttet, at næste G20-møde skal holdes i den canadiske by Muskoka, Ontario i juni 2010, med et delt værtskab mellem Canada og Sydkorea. Oprindeligt skulle mødet kun have indbefattet G8-landene, men dette er efter mødet i Pittsburgh altså udvidet til at inkludere hele G20.

(bragt i RÆSON på nettet 27/9 2009)




FN Stormagterne bakker Obama opDet er muligt at forandringsprojektet går lidt trægt på hjemmefronten, men på den internationale scene har Obama succes. Ved åbningen af FN’s generalforsamling står det klart, at han har lagt pres på sværvægterne for at levere. På ét område holder Obama dog igen: Klimaet. De hjemlige omkostninger spærrer for de dyre løfter.Af Morten Østergaard (MF, Rad V.)

FN-talerne fra verden er brikker i et storpolitisk puslespil, hvor hvert ord vejes på en guldvægt før det skrives ind. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at de store landes ledere i New York signalerede handlingsparathed på de samme centrale områder. Som tilhører kunne man ikke undgå at blive påvirket af stemningen. Der er rent faktisk er udsigt til et mindre polariseret verdenssamfund.

Starten bød nu ellers også på freakshow fra Libyens diktator Muammar al-Gaddafi og Irans præsident Ahmadinejad for. Gaddafi talte i over en time uden hverken hoved eller hale, men med en smagløs sønderrivning af FN’s charter. Ahmadinejad benægtede ikke holocaust ved denne lejlighed, men udtrykte sig så urimeligt over for Israel, at en lang række EU-lande og USA udvandrede i protest. Freakshowet har kun én sikker effekt: at udstille FN på en lidet flatterede måde overfor den amerikanske offentlighed.

Storpolitisk var der langt mere at glæde sig over. Allerførst slog Obama fast, at USA nu har betalt sine regninger til FN og ønsker at basere sin udenrigspolitik på samarbejde, multilateralisme og et internationalt retssamfund. Men han gjorde også klart, at han forventede medspil: ”this cannot be solely America’s endeavor. Those who used to chastise America for acting alone in the world cannot now stand by and wait for America to solve the world’s problems alone.“

På en række centrale udfordringer slog Obama tonen an, og talte herefter tilnærmelsesvis i kor med briter, russere og kinesere: om nedrustning, Mellemøsten, økonomisk udvikling, bekæmpelse af global fattigdom. Klimaet/COP15 fik også pæne ord med på vejen, men har var især USA desværre bemærkelsesværdig ukonkret.

Nedrustning og MellemøstenNedrustning har været på programmet siden Obamas tale om nedrustning i Prag og hans møde med Ruslands præsident Medvedev, der blev starten på forhandlingerne om en ny nedrustningsaftale. Rusland og USA arbejder på at forny den såkaldte START-aftale (Strategic Arms Reduction Treaty), som udløber i 2009 efter 15 år. Her lovede præsidenten markante reduktioner i de to landes strategiske våbenarsenaler. Men Obama vil også ratificere traktaten, der forbyder prøvesprængninger. I april vil han holde topmøde om at forhindre atomvåben i at havne hos terrorister. Til gengæld forventer Obama verdenssamfundets opbakning til en hård hånd i håndhævelsen af ikke-spredningstrakten NPT. Med direkte henvisning til Nordkorea og Iran advarede Obama mod nye oprustningskapløb i Asien og Mellemøsten: “The world must stand together to demonstrate that international law is not an empty promise, and that Treaties will be enforced. We must insist that the future not belong to fear.”

Iagttagere hæftede sig især ved, at Obama ved at gøre så meget ud af nedrustning, fik brudt op i den klassiske konfliktlinje mellem atom-magterne (som typisk fokuserer på ikke-spredning), og de andre lande, som fokuserer på nedrustning. Ikke mindst var forventningerne til omkalfatringen af Det Europæiske Missilskjold, at det ville kunne smøre kæden i de internationale nedrustningsforhandlinger – ikke mindst med Rusland (se tidligere artikel af forfatteren i RÆSONs Ugemagasin, red.)

Gordon Brown fulgte efter på talerstolen. Han vil droppe en af fire atomubåde - en betragtelig reduktion af kapaciteten, uden

RE

PO

RTA

GE

30.

SE

PT

EM

BE

R 2

009 Morten Østergaard er blandt de

folketingsmedlemmer, som repræsenterer Danmark ved FN’s generalforsamling i de kommende uger i New York.




egentlige modydelser. UK ville også stille fredelig atomteknologi til rådighed for lande, som afskrev sig atomvåben; han foreslog en Uran-bank og et videnscenter, som skal hjælpe til at ordne anvendelsen af atomkraft.

Også Medvedev var prisværdigt konkret og klar. Han erklærede sig klar til bindende aftaler om nedrustning og foreslog med henvisning til Washington Konferencen i 1921 om flådekapacitet, at landene ikke søgte at blive ”lige stærke”, men at en bred kreds af lande i stedet forpligtede sig på et ”kapacitetsloft”. Uden at nævne Iran slog han fast at Mellemøsten skal være atomvåben-fri zone – og lagde dermed nyt pres på Teheran For lige at understrege dette, gjorde Medvedev i et afsluttende værdiafsnit i sin tale klart, at Rusland her næsten 65 år efter 2. verdenskrigs afslutning tager skarp afstand fra enhver form for nynazime, neofacisme og holocaust-fornægtelse. Det sidste jo med klar adresse til Cirkus Ahmadinejad. Medvedev stak også til Nordkorea og Asien.

Blandt de store ledere gjorde Kinas præsident Hu Jintao mindst ud af nedrustningsspørgsmålet. Således gentog han blot en opfordring til verdenssamfundet om at tage ”troværdige skridt” mod nedrustning, ikke-spredning og fredelige anvendelse af atomkraft.

På generalforsamlingens anden dag overtog Præsident Obama som den første amerikanske præsident nogensinde formandsstolen i Sikkerhedsrådet til en særlig nedrustningssession, som skulle sætte gang i de kommende forhandlinger. Endnu et symbol på præsidentens fornemmelse for positive signaler om internationalt samarbejde.

Men Medvedev leverede altså første rate af tilbagebetalingen for Obamas missilskjolds-omlægning. Og ikke mindst Iran måtte altså se sig efterhånden ganske isoleret i verdenssamfundet. Aldrig så snart var verdens ledere taget videre til G20 i Pittsburg, før tonen skulle blive endnu skarpere. Her offentliggjorde USA nemlig informationer om et nyt hemmeligt atomanlæg i Iran, som blev set som en optrapning af konflikten. For ”hvorfor lave et hemmeligt anlæg, hvis det er fredeligt?”, spurgte Forsvarsminister Robert Gates i direkte amerikansk TV. Og Obama, Brown og Sarkozy trådte i fællesskab frem med skarp fordømmelse af Iran og krav om en international undersøgelse.

Nogle kunne måske få den tanke, at Obama-administrationen først med ”søde ord” havde lokket lederne fra stormagterne ud i at gøre samlet front mod Iran, for derefter at præsentere konkrete beviser, som kunne hænge dem op på deres ord. Uanset hvad, bliver det en hed tid for Iran, som svarede ved at prøveaffyre

mellemdistanceraketter på den jødiske helligdag Yom Kipur.

Det andet store tema i Obamas tale var fredsprocessen i Mellemøsten. Aftenen før generalforsamlingens åbning samlede Præsident Obama for første gang den israelske premierminister Netanyahu og Palæstinensernes Abbas i New York. Noget konkret kom der ikke ud af mødet, men det var nok til, at Obama i et følelsesladet afsnit af sin tale kunne slå fast, at tiden nu var kommet til at en ny forhandlingsrunde – uden forudgående betingelser. Dette er nyheden: At forhandlingerne skal genoptages uden forudgående betingelser, hvilket afviger fra den indtil nu gældende ”roadmap”. Målet er stadig en to-statsløsning og en varig fred med Israels naboer. Obama erklærede, at USA ikke ville gøre Israel nogen tjeneste ved at afstå fra kritik af bosættelser og andre krænkelser af palæstinensernes rettigheder, ligesom han understregede at absurde verbale angreb på Israel i FN ikke hjælper palæstinensernes sag.

Klimaet og krisenObamas tredje tema var klimaforandringerne. Han lovede, at USA ikke ville være fodslæbende på dette område længere, men derimod investere i grøn energiomstilling, dybe CO2-reduktioner og fremme ny teknologi. Han vil hjælpe de fattige lande. Han anerkendte at den økonomiske krise gjorde det politisk opportunt at udskyde diskussionen, men fastholde behovet for fælles skridt fremad.

Men mener han det? På klimatopmødet før generalforsamlingen havde han offentligt været prisværdig klar omkring behovet for en aftale i København, men forbavsende ukonkret i øvrigt – han henviste således til lovgivningsprocessen i USA, hvor Senatet aktuelt behandler klimalovgivningen uden at have noget synligt hastværk. Senest er der da også sluppet forlydender ud fra G20-mødet om at præsidenten skulle have nedtonet en aftale i København som det afgørende succesparameter.

Kinas præsident Hu Jintao var ikke stort mere meddelsom. Han opfordrede lakonisk til i forlængelse af Kyoto og en succesfuld konference i København med ”mutual benefit and common progress.”. Han havde dog sendt subtile positive signaler på klimatopmødet. De danske forhandlere havde opfattet det meget positivt, at Præsident Hu ville forpligte Kina på at reducere CO2-anevndelsen per produceret enhed. Ikke noget, som samlet vil nedbringe Kinas CO2-udledning, men dét er også et urealistisk krav med de kinesiske vækstrater. Derimod vil en forpligtende såkaldt low-carbon- vækststrategi i Kina være et




væsentligt bidrag frem mod COP15. Men Kinas præsident annoncerede disse planer uden at love, at de kan knæsættes i en international aftale. Medvedev nævnte kun klimaet kort, mens klimaet var det første punkt hos Gordon Brown: ”If we do not reach a deal at Copenhagen, if we miss this opportunity to protect our planet, we cannot hope for a second chance some time in the future. There will be no retrospective global agreement to undo the damage we will have caused.” Brown, der lover selv at komme til København, opfordrede andre ledere til allerede nu at melde, at de ville gøre en aftale til et personligt succeskriterium: ”This is too important an agreement - for the global economy, and for the future of every nation represented here - to leave to our official negotiators.”

Samlet set er billedet på klima-området således ikke helt så optimistisk, som man kunne ønske sig. Dog foreslog Frankrig et nyt mini-topmøde inden København – fx i G20 regi - som måske kan hjælpe processen på vej.

Finanskrisen fyldte i sagens natur meget. Generel fokuserede lederne på behovet for bedre mekanismer til økonomisk regulering på internationalt plan og samarbejde om at få verdensøkonomien tilbage på sporet. Forventningerne knyttede sig her særligt til G20-mødet.

En oplagt frygt kan være, at krisen får de rige lande til at fokusere mindre på de fattige, selvom disse rammes hårdere af såvel finansiel krise, som fødevarekrise og klimaforandringer. Man kan holde fremskridtene op mod FN’s 2015 mål – de såkaldte Millenium Development Goals (MDG). Udviklingen halter noget efter tidsplanen. Og under finanskrisen er den positive udvikling på f.eks. børnedødelighed blevet slået tilbage. I forbindelse med FN’s generalforsamling i 2010 er der derfor aftalt et ekstraordinært topmøde om realiseringen af 2015-planen. Og de fire store landes ledere var overraskende enige om at krisen ikke skal bruges som undskyldning for at forlade planen. Brown advarede om, at man i det nuværende tempo vil nå målene om 100 år – i stedet for 5.

Klimaets omkostninger for amerikanerneEnhver der lytter til Barack Obama må blive fascineret af hans retoriske evner. Nok er ord taknemmelige Alligevel er det åbenlyst, at den nye amerikanske administrations multilaterale tilgang til verdens problemer har været et sceneskift. Obama har vovet sig ud på planken, når det gælder nedrustning og Mellemøsten. Lovet lederskab på økonomisk udvikling og fattigdomsbekæmpelse – og trods alt, vist engagement i klimasagen, selvom de konkrete handlinger lader vente på sig. Selvom det har været vidtløftigt på sine punkter, er det dog en

dagsorden, som forpligter – og som vil vende tilbage som en boomerang, hvis resultaterne udebliver. I givet fald er også høgene i Washington og på Fox News klar til at udstille tilgangen som forfejlet.

Men Obama har allerede haft virkning på verdenssamfundets sværvægtere. Der er pres på for at levere. Talerne fra USA, Kina, UK og Rusland var et første vidnesbyrd om ny dynamik i det internationale samarbejde.

Som ofte i amerikansk politik er USA’s præsident dog ikke stærkere på den storpolitiske scene end den indenrigspolitiske tillader. Og her trues hele Obamanien af at blive suget ned i den politiske Bermuda-trekant, som udgøres af den igangværende sundhedsreformdebat. Præcis som det skete for Bill Clinton i hans første embedsperiode. Bliver sundhedsreformen en sejr vil Obama fortsat kunne gå på vandet. Men taber han reformen på gulvet – eller ender det bare i et remis med de konservative kræfter – vil han blive stækket. Og derfor forpligter han sig ikke på andet end gode intentioner i forhold til COP15: En forpligtende klimaaftale vil have direkte indflydelse på amerikanernes livsførelse – og vil kræve massiv omstilling. Det ønsker Obama af et ærligt hjerte og han har allerede med sin vækstpakke sat gang i den grønne omstilling. Men han kan vise sig at foretrække at massere det langsomt ind, frem for at tage endnu en opslidende kamp med de konservative kræfter, som måske allerede er blevet presset til det yderste i en sundhedsdebat

Tilsyneladende er Obama ikke så bekymret for at trykke på speederen, når det gælder nedrustning og Mellemøsten. Men her er også tale om områder, som alt andet lige har mindre direkte konsekvenser for amerikanerne. Vist vil han få kritik for at gå for hårdt til palæstinenserne og selvfølgelig vil der være dem, som synes nedrustning er en tak for fodformet. Men amerikanerne er trætte af opslidende krige i fjerne egne. De er ikke imponerede over hvad Bush-æraens enegangsdoktrin gav af resultater. Og Obama har derfor lang snor på den klassiske udenrigspolitik – altså også til at vælge en mere multilateral og institutionel tilgang til arbejdet.En forsigtig prognose kunne være, at Obama investerer sin politiske kapital i sundhedsreformen, ser tiden an på klima og vejrer stemningen helt frem til sidste øjeblik, mens han i øvrigt kompenserer for dette lurepasseri ved at holde dampen helt oppe på Mellemøsten, den økonomiske genopretning og især nedrustning. Kan han levere et samlet verdenssamfund, der sætter kraftige sanktioner ind mod Iran har han vist, at hans tilgang virker. Godt for nedrustning, men mindre godt for klimaet. Desværre.




DA socialdemokraternes hovedudfordrer og valgets taber Frank-Walter Steinmeier på valgaftenen indtog scenen ved SPD’s valgfest i Willy-Brandt-Haus, ville den tragi-komiske jubel ingen ende tage. Den berusende fejring af kanslerkandidaten, der har givet de tyske socialdemokrater deres suverænt største valgnederlag siden krigen, tegner et billede af et folkeparti, der ikke længere repræsenterer folket. Få kilometer derfra modtog kansler Angela Merkel ligeledes folkets hyldest, og selvom hendes valgresultat sikrede hende den fortsatte regeringsmagt, kan hendes nye borgerlige regering give hidtil ukendte vanskeligheder. Begge folkepartier er kommet under et fornyet profileringspres.

Socialdemokraternes jubel var så euforisk, at en udefrakommende ville have tilskrevet det gamle arbejderparti en historisk storsejr. Realiteterne taler et andet sprog: SPD fik ved søndagens valg færre end hver fjerde afgivne stemme og faldt mere end 11 % i forhold til det i forvejen lave valgresultat fra 2005. Et sådant fald i vælgertilslutning har intet tysk parti nogensinde oplevet fra et valg til et andet. Men i stedet for at tage de personlige konsekvenser af det sønderlemmende valgresultat, talte såvel kanslerkandidat Steinmeier som partichef Franz Müntefering om partiets historiske mission: at modvirke social ulighed og være et samlingsparti for hele den tyske befolkning. Steinmeier anerkendte den borgerlige sejr og accepterede SPD’s kommende oppositionsrolle. At kun ca. 16 % af alle stemmeberettigede tyskere (og 23 % af dem, der mødte op og stemte) satte deres lid og stemme til socialdemokraterne, blev i denne sammenhæng diskret forbigået. Og man ignorerede, at SPD’s tidligere vælgere enten er blevet hjemme på sofaen eller har givet de mindre partier deres støtte. Selvom Steinmeier i løbet af valgaftenen eftertrykkeligt gentog, at ”man efter et sådant nederlag ikke uden videre kan fortsætte den gamle dagsorden”, virkede det ikke, som om

socialdemokraterne helt havde forstået, hvilket historisk nederlag de i disse dage oplever – endsige hvordan partiet kan genetablere sig selv.

Borgerlig storsejrValget var allerede afgjort fra valgaftenens første minut. Den første prognose gav Merkels konservative CDU/CSU og det liberale FDP, valgets store vinder, et klart regeringsflertal. På forhånd var det klart, at Merkel ville fortsætte som regeringschef, usikkerheden bestod i, hvilket støtteparti der skulle lægge stemmer til. Meningsmålinger havde spået et tæt resultat, men det blev til en borgerlig storsejr. Ikke til Merkel selv, der måtte se sit partiforringe det i forvejen lave valgresultat fra 2005, men til de liberale, der gik markant frem og trak 15 % af stemmerne. Partiformand Guido Westerwelle (fotoet ovenfor), der spås at blive Tysklands kommende udenrigsminister, vil formentlig udnytte dette momentum til at sætte et klart liberalt præg på det fælles regeringsprogram, der skal udformes henover de kommende uger.

At det markedsliberale parti, midt i forbundsrepublikkens største økonomiske krise, kunne opnå dets bedste resultat nogensinde, kan virke overraskende. Tilsyneladende ønsker de tyske vælgere at sende et klart signal til de folkevalgte om, at krisen skal imødekommes med skattelettelser og forbedrede vækstbetingelser for det fri marked.

Merkels balancegangKansler Merkel kan ikke undgå at tage dette signal mere end alvorligt. Nettovælger-vandringerne viser, at over en million af hendes tidligere vælgere er strømmet til FDP. Samtidig har 800.000 tidligere socialdemokrater stemt på Merkel, hvilket er en klar indikation af, at hun i vælgernes bevidsthed i de sidste fire år er rykket længere mod venstre, hvilket den store koalition også gav hende mulighed for. Denne situation ændres i den kommende regeringsperiode – for

FRA

HO

VE

DS

TÆ

DE

RN

E 3

0. S

EP

TE

MB

ER

200

9 TYSKLANDFolkepartier under presDen helt store taber: SPD. De helt store sejrherrer: de tre små partier, der blev belønnet af vælgerne for deres klare budskaber. Og med FDP’s kanonvalg har de tyske vælgere valgt nye løsninger på krisen: skattelettelser og liberaliseringer.Af Kim B. Olsen, RÆSONs korrespondent




søndagens valgresultat understregede tyskernes forventning om liberale løsninger. Merkel må på den ene side give plads til Westerwelles krav om hurtige skattelettelser, men samtidig kæmpe for at fastholde de vælgere, socialdemokraterne øjensynligt ikke længere kunne indfange. Kansleren vil efter eget udsagn være ”forbundskansler for alle tyskere”, men selvom hun kan læne sig op ad et stabilt flertal, kan hun blive tvunget til at vælge en mere liberal linje end hidtil.

Steinmeier må omvendt reagere på, at han har tabt vælgere til både højre- og venstrefløjen, men særlig til socialisterne fra Die Linke. Også han må skærpe sin profil.

Dette krav-til-tydelighed kan blive en svær øvelse for begge de to pariledere. I modsætning til de tre små partier – der fandt polariserende positioner i valgkampen og blev entydigt belønnet af vælgerne.

Midten tabte magtenSøndagen bød ikke kun på regeringsskifte,

men også på en markant protest fra den tyske vælger. Valgdeltagelsen faldt til 70 %, syv procent under det i forvejen lave niveau fra 2005. 18 mio. af de stemmeberettigede valgte at blive væk fra valgstederne, flere end alle Merkels vælgere tilsammen. Disse tal sender et tydeligt signal om, at færre og færre tyskere føler sig repræsenteret af partierne. Årsagen til manglen på interesse finder mange tyskere i den intetsigende valgkamp, både Merkel og Steinmeier har ført. Som regeringskollegaer havde de ingen interesse i at angribe hinanden, og særligt Merkel prøvede at undvige enhver konfrontation. Hendes plan lykkedes, og det borgerlige flertal blev sikret, men både CDU og SPD har dermed medvirket til, at deres rolle som samlende folkepartier snart kan være fortid.

De små partier og især FDP vandt, med valgforsker Prof. Dr. Karl-Rudolf Kortes ord, fordi de forfulgte et klart magtperspektiv. Ingen af de tre forsøgte at repræsentere den brede midte i tysk politik, men fokuserede bevidst på et mere indsnævret vælgersegment. Det gav dem mulighed for at udvikle en klar politisk profil og derved fremstå som hinandens alternativer. Den udfordring står både Merkel og Steinmeier nu over for, hun som kansler, han som oppositionsleder.

På begge fløje vil man tvivle på deres person, særligt socialdemokraterne mangler en klar lederprofil, som de nu skal opbygge. Tiden er knap: allerede til foråret venter vigtige delstatsvalg. Derfor vil kritikken mod SPD’s spidser tiltage i løbet af de kommende dage og uger, den kommende tid kan blive brutal for mange

nuværende ledelsesskikkelser. Sent tirsdag aften stod det klart, at Steinmeier har mistet opbakning i partiet, han bliver ikke ny partiformand, men blot gruppeleder i parlamentet. Yngre (og mere venstreorienterede) kræfter som miljøminister Gabriel står på spring i kulissen, han handles som bud på ny partiformand. Men presset på ham og den øvrige nye ledelse i SPD vil være massivt - den euforiske jubel-opbakning fra valgaftenen vil næppe blive gentaget ved det næste nederlag.




Til Benny Andersen m.fl: Er I ægte humanister?En række af de 92 kendte danskere, som har erklæret at de vil skjule en afvist iraker for politiet, får penge på finansloven, fordi de er kunstnere – fx forfatter og musiker Benny Andersen, filminstruktør Christian Braad Thomsen og forfatter Kirsten Thorup. Hvis eksempelvis Benny Andersen var ægte humanist kunne han donere sin livsvarige ydelse til FN’s flygtningeorganisation UNHCR, som hjælper rigtige flygtninge i Iraks nærområder, hvor der er 1,5 mio. flygtninge i Jordan og Syrien.

Af Karsten Lauritzen, Integrationsordfører for Venstre, [email protected], www.stemLAURITZEN.dk

DER har i de seneste uger været en massiv mediedækning af foreningen Kirkeasyl og deres arbejde i de forgangne måneder, herunder ikke mindst stiftelsen af deres nye forening "Komitéen for Skjulte Flygtninge", som har til formål at hjælpe afviste asylansøgere med at skjule sig for politiet. Historien om Kirkeasyl og deres støttekomité er både en positiv og en negativ historie om det danske demokrati. Og så er det en historie om humanisme – eller manglen på samme.

Som venstremand synes jeg, det er dejligt, at der stiftes politiske bevægelser og foreninger – også selvom de modarbejder regeringens politik. Vores demokrati dør og mister sin værdi, hvis ikke de demokratiske rettigheder bruges aktivt gennem f.eks. engagement i en politisk sag. Det er imponerende, at Kirkeasyl har samlet næsten en mio. kr. ind, og jeg har intet problem med, at de bruger pengene til at støtte og skaffe vælgere til Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som ønsker en anden udlændingepolitik end VK-regeringen. Det er nemlig vilkårene i et demokrati.

Alligevel har vi som samfund et stort problem, når en forenings midler bruges til at understøtte direkte ulovligheder og på udemokratisk vis undergraver retsstaten. Det er helt evident og åbenbart, hvad Støttekomitéen for Skjulte Flygtninge har til formål at gøre, idet de har det som deres erklærede formål at skjule afviste asylansøgere. Det er udtryk for en farlig demokratisk forrådnelse i samfundet, når man

under dække af foreningsfriheden stifter foreninger, som har til formål at facilitere og understøtte ulovligheder samt bryde den lovgivning som et demokratisk valgt flertal på Christiansborg har vedtaget.

Men det, der virkelig forarger mig og ryster mig i min demokratiske grundvold, er dog den måde, der argumenteres på fra personerne bag Kirkeasyl og deres medstøtter i Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og måske især Enhedslisten. At veluddannede unge og anerkendte kunstnere og kulturpersoner tordner frem på skærmen på landsdækkende TV og i aviserne med forklaringer om, at det er deres moralske og humanistiske kompas og samvittighed, som byder dem at bryde loven og hjælpe afviste irakere med at skjule sig for politiet og myndighederne. Jeg havde naivt troet, at så intelligente og veluddannede mennesker godt kan se den logiske konsekvens af en sådan argumentation og ageren: at retssamfundet undergraves, og vi får et samfund præget af selvtægt og vilkårlighed. For hvad mon andre menneskers moralske og humanistiske kompas fortæller dem? Skal de så også have lov til at bryde loven? Der kan jo være folk, der føler, de betaler for meget i skat, og derfor mener, at det i orden, at de arbejder sort eller svindler med skattebetalin-gerne. Eller en håndværker, som mener, at han bliver underbetalt af sin arbejdsgiver, og derfor har ret til at stjæle værktøj fra arbejdspladsen. Eller faderen, der blev slået som barn, og dermed mener, at det er okay at slå sine egne børn. Vilkårlighed og kaos vil således ingen ende tage.

OP

INIO

N 3

0. s

epte

mb

er 2

009





http://www.stemLAURITZEN.dk

http://www.stemLAURITZEN.dk


Over folketingssalen står der "Med lov skal land bygges". Hvis vi accepterer, at etablerede kunstnere, meningsdannere eller tilfældige folketingsmedlemmers moralske eller humanistisk kompas står over lovgivningen, er Danmark ikke længere en retsstat og vores demokrati undergraves. Går man lidt videre, er det faktisk tankevækkende at spinde en ende over folkene bag Kirkeasyl og deres argumentation. De hævder, at deres kamp for irakerne er en kamp for ”humanisme” og ”anstændighed”. Men når det kommer til stykket, er folkene bag Kirkeasyl ikke humanister. Det er de 92 kendte danskere, som har skrevet under på, at de vil skjule en afvist iraker for politiet, heller ikke. Nej, de påstår blot – ganske gratis i øvrigt – at de er humanister, men når det kommer til stykket, kan de nok bedre betegnes som dobbeltmoralister og venstreorienterede hyklere.

Humanister eller hyklere?En ægte humanist har ikke behov for at prale med sine bedrifter og stille sig op i offentligheden og pudse sin glorie, som Lykkehjulets Bendt Burg gjorde det i BT. Nej, en ægte humanist, en ægte velgører, lever bedst i anonymitetens skygge. Velgørere, der stiller sig frem og praler med deres godhed, har næsten altid en bagvedliggende dagsorden. Det er der umiddelbart ingenting i vejen med, når bare man er åben og ærlig om sin dagsorden. Mange vil nok kritisere mig for denne bredside af anklager mod nogle af Danmarks mest anerkendte kunstnere og forfattere, og derfor vil jeg give dem en mulighed for at vise, at jeg tager fejl og bevise, at de er ægte humanister. I så fald skal jeg tage mine ord i mig igen og sige undskyld! En række af de 92 kendte danskere, som har tilkendegivet, at de vil skjule en afvist iraker for politiet, får penge på finansloven, fordi de er kunstnere. De er på den lukrative ordning kaldet ”Livsvarige ydelser for kunstnere”, hvor Statens Kunstfond hvert år giver 275 kunstnere, forfattere, filminstruktører og andre kulturpersonligheder en større sum penge. I alt uddeles der i år 26,3 mio. kr. til disse 275 personer, som har været så heldige at komme på listen indtil den dag, de dør. Kunstnerne modtager hvert år i gennemsnit 100.000 kr. af skatteborgernes penge. Nogle af de heldige kunstnere er bl.a. forfatter og musiker Benny Andersen, filminstruktør Christian Braad Thomsen og forfatter Kirsten Thorup. Alle tre kunstnere står på Kirkeasyls liste over folk, hvis ”humanistiske” hjerte byder dem at bryde loven for irakerne. Hvis eksempelvis Benny Andersen var ægte humanist, og ikke blot ”retorisk

humanist”, så kunne han donere sin livsvarige ydelse til FN’s flygtningeorganisation UNHCR, som hjælper rigtige flygtninge i Iraks nærområder, hvor der er 1,5 mio. flygtninge i Jordan og Syrien. Det anslås, at UNHCR i gennemsnit bruger $50 pr. flygtning de hjælper. De $50 svarer til 250 kr. og det vil derfor sige, at Benny Andersen, Christian Braad Thomsen og Kirsten Thorup tilsammen hvert år kunne hjælpe 1200 flygtninge, hvis de gav deres kunstnerstøtte til UNHCR. Det ville gøre en langt større forskel på den måde at hjælpe langt flere mennesker i reel nød. Det er lige før, jeg vil foreslå kulturminister Carina Christensen at skrive et personligt brev til de tre og foreslå dem frivilligt at indvillige i at donere pengene til UNHCR. Jeg tror dog ikke, at det er for meget at påstå, at et sådant brev er nyttesløst, for det vil de tre kunstnere selvfølgelig ikke være med til. ”Det er at blande tingene sammen” vil de sikkert sige. Eller ”sådan kan man ikke argumentere”. Men hvorfor kan man ikke det? Svaret er ganske enkelt, og de fleste har nok gættet det: for så vil de tre kendte kulturpersonligheder blive afsløret som dobbeltmoralister og venstreorienterede hyklere. De vil gerne sole sig i den opmærksomhed, det giver dem offentligt at erklære sig som ”humanister”, men når det kommer til at sætte handling bag ordene, så sker der ingenting. Hvis Benny Andersen, Christian Braad Thomsen og Kirsten Thorup var ægte humanister, så ville de med glæde veksle deres livslange kunstnerstøtte til flygtningehjælp i nærområderne i Irak, hvor nøden er størst. Hvis de – stik imod min forventning – tager udfordringen op, så vil jeg med stor glæde anerkende, at jeg har taget fejl, og i stedet glæde mig over de 1200 flygtninge, som nu kan se frem til at blive hjulpet ud af den ulykkelige situation, de står i.

Vores flygtninge er ikke de dårligst stilledeDet er nemlig sådan, at de asylansøgere, der banker på Danmarks dør og søger om asyl, generelt ikke er de dårligst stillede flygtninge. Det er mennesker, som godt nok er flygtet fra noget, men de har oftest, trods alt, haft mulighed for at betale de formuer, som menneskesmuglere forlanger for at transportere dem til Danmark. De flygtninge, som jeg som liberal og venstremand ønsker at hjælpe, og som ofte bliver glemt i den danske asyldebat, er det store flertal af flygtninge, som ikke har haft formuer at betale med, men hvis eneste udvej har været at flygte til nabolandet, hvor de lever i usle flygtningelejre. De flygtninge synes jeg, vi burde hjælpe mere. Danmark er allerede et af de lande i verden, der giver flest penge til UNHCR. Vi giver årligt over




300 mio. kr. til at hjælpe flygtninge i nærområderne, hvor nøden er størst, og hvor vi kan hjælpe mange flere rigtige flygtninge, end vi hjælper ved at acceptere, at afviste asylansøgere blot kan blive i Danmark og ignorere Flygtningenævnets afgørelser. En ægte humanist vil hjælpe dem frem for afviste irakere, der ikke er forfulgte. Men de flygtninge hjælper Kirkeasyl ikke. De hjælper altså ikke de flygtninge, der har det største behov. Og det gør de ikke, fordi når alt kommer til alt, så handler deres arbejde ikke om at udvise en særlig ”humanisme” over for afviste irakere. De er blot blevet gidsler i Enhedslistens, Kirkeasyls og venstreorienterede kunstneres kamp mod VK-regeringen. Hele denne affære handler om, at disse personer opfatter sig selv som ”de gode mennesker”. Dem, der burde have magten og mener, at borgerlige mennesker er ”onde”. Og i deres frustration over, at et flertal af befolkningen ikke er enige med dem, vælger de så at tage demokratiundergravende midler i brug. Den ”humanisme”, de udviser, er en fuldstændig gratis omgang og kan ikke betegnes som andet en tom retorik.

KIRKEASYL, de venstreorienterede og især kunstnerne forsøger at fremstille sig selv som de ”bedre” mennesker. Det, de imidlertid synes at glemme, er, at gode mennesker ikke har det i munden, men i handlingerne. Det er derfor også kvalmende, når de – i øvrigt ofte – ynder at sammenligne sagen om de afviste irakere med vilkårene under Anden Verdenskrig ved nærmest at fremstille og sidestille sig selv med dem, der hjalp jøderne til Sverige. Den sammenligning siger alt om Kirkeasyl, kunstnerne og de venstreorienterede. Under Anden Verdenskrig satte folk deres liv på spil for at hjælpe forfulgte jøder. Jøder, der virkelig var forfulgte blot pga. deres etniske og religiøse oprindelse. Irakerne er ikke individuelt forfulgte, i så fald ville de have fået asyl i Danmark. Det grænser til det patetiske og selvfede, når Kirkeasyl, kunstnere og de venstreorienterede skriver deres navn på en liste og erklærer, at de rent hypotetisk ville hjælpe, hvis de blev sat i den situation. Prisen: sandsynligvis ingen og da højest en bøde. Denne sammenligning illustrerer hele denne artikels pointe: Støtten til irakerne har intet med ægte humanisme at gøre.




Ingen protektionisme til dansk erhvervslivSmå lande som Danmark vil blive taberne, hvis protektionismens fortalere får held til at udnytte krisen til at rejse nye barrierer. Tværtimod: mindre bureaukrati og mere samhandel – også for de små og mellemstore virksomheder. For det er dem, der skal skabe vækst i Europa.

Af Bendt Bendtsen (MEP, K)

RÆSON: Hvad er de vigtigste barrierer/mure EU-landene imellem, som i dag holder virksomhederne tilbage fra at fungere på tværs af grænserne i Europa?

Det første, vi skal er at få aflivet, er alle tanker om protektionisme - også i Danmark. Da jeg var til min første rigtige mødeperiode i Strasbourg i september, blev jeg noget forbavset. Mandag aften var der en debat om bilindustriens vanskelige situation - og særligt tyskerne var på barrikaderne, De ville beskytte deres egne producenter og forsøgte at få overbevist de øvrige mødedeltagere om, at protektionistisk statsstøtte er socialpolitik. Samme scenarie gentog sig de følgende dage i et forsøg på at beskytte de hårdt ramte mælkebønder, Her gik belgiere, franskmænd og tyskere i front som forkæmpere for en forældet politik, der efter min mening allerede har bevist sin nyttesløshed. Også en del danske mælkebønder håber i dag på støtte - selvom de godt ved, de ikke får det med en borgerlig regering ved roret. For ganske nylig måtte jeg fortælle en repræsentant fra dansk landbrug, at den bedste måde at få mælkepriserne til at stige igen, er ved at slagte nogle flere køer hvortil han svarede: "bare det ikke er vores!". Det ER altså hårdt, når det går ud over danske arbejdspladser, men det handler i sidste ende om at give vores børn og børnebørn de bedste muligheder.

RÆSON: Du har erklæret, at du ikke vil beskytte små og mellemstore virksomheder i EU mod import udefra (Erhvervsbladet 18/9). Er de beskyttet i dag? Hvordan skal de, uden særlig opmærksomhed fra

EU, kunne klare sig overfor den udenlandske konkurrence - og i en krisetid?

At vi er i en krisetid, skal ikke ses som en begrænsning men som en mulighed. Kriser får verden til at bryde med fortiden og gøre ting anderledes: efter to verdenskrige startede seks lande således Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab fra 1951 - forløberen for EU, for at hindre flere krige på det europæiske kontinent. .

Som følge af den nuværende krise er det vigtigt, at vi ikke vender os mod protektionismen, men snarere skaber bedre muligheder for samhandel og innovation. Det er i Danmarks interesse at kæmpe mod brugen af statsstøtte, for vender protektionismen tilbage bliver det størrelsen på statskasserne, der bestemmer hvem der vinder - og i det løb har Danmark ikke de store fordele. Det bliver ikke nødvendigvis de bedste virksomheder der vinder, men dem der har hovedsæde i lande, der tænker kortsigtet og egoistisk.

Hvis vi vil "beskytte" vore egne virksomheder må vi få dem til at fungere på tværs af grænserne og ikke ty til protektionisme eller forsøge at holde dem kunstigt i live gennem subsidier. Virksomheder, der eksporterer, er også virksomheder, der har en høj produktivitet og oplever vækst. Derfor skal vi hele tiden forsøge at fostre nemmere adgang til andre markeder ligesom det skal være lettere at få adgang til vore markeder.

Med subsidier, der fastholder store virksomheders markedsposition, straffer vi de små

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

30.

sep

tem

ber

200

9 I EU-parlamentet er Bendt Bendtsen blevet medlem af udvalget om Industri, Forskning og Energi. Han er også blevet formand for SME Circle - en lobbyorganisation, der varetager små og mellemstore virksomheders interesser og er en del af det tvær-europæiske parti, The European Peoples Party (EPP), som de Konservative tilhører. EPP er parlamentets største parti; det kalder sig selv 'kontinentets førende politiske kraft', og har 9 kommissærer blandt sine medlemmer - inklusiv Barroso.




virksomheder, der forsøger at være innovative og har ambitioner om at vokse sig større. Det er markedsforvridende og unfair konkurrence.

SMV'erne - virksomheder med mindre end 250 medarbejdere - udgør 99% af alle virksomheder i EU. Der, hvor jeg vil ligge en indsats, er i forbindelse med vilkårene for europæiske SMV'ere, for hvis alle firmaer i EU arbejder under lige vilkår, vil det være lettere at slå igennem. Afbureaukratisering og regelforenkling er nøgleordene. Jeg vil have gjort det nemmere at være lille virksomhed i EU – bl.a. ved at kræve færre indberetninger og arbejde med digital indberetning. Kernen i hele problematikken er, at små virksomheder er mere sårbare end store. Det er således relativt dyrere for en lille virksomhed at udføre arbejde, der rækker ud over kerneproduktet - fx når der skal laves kontrakter, udarbejdes budgetter, indberettes moms eller forskes. På alle disse områder er det lettest hvis man er mange om at deles om ansvaret. Det er jo tankevækkende, at det er de samme ting vi snakkede om for 30 år siden, for også i dag er dette områder, der kræver en indsats.

Vilkårene for SMV'erne danner grundlag for den europæiske velfærd. Der bliver relativt flere ældre, der skal forsørges, og vi har behov for mere højtkvalificeret arbejdskraft i Europa. Vækst er nødvendig.

RÆSON: Du argumenterer for et Indre Marked for viden (www.bendt.dk). Hvordan ser du gerne, at det udvikler sig de næste fem år? Hvad betyder det for danske borgere?

Helt konkret betyder det flere jobs til danskere og europæere. Små virksomheder laver den mest banebrydende forskning og opfinder helt nye produkter og skaber dermed nye typer jobs, som fastholdes lokalt i en årrække. Mikroskopet og kontaktlinsen blev opfundet af små virksomheder. Store virksomheder bruger mange penge på forskning, og det er vigtigt! Men deres forskning handler oftest om at videreudvikle egne produkter, og skaber dermed ikke den samme dynamik som SMV'erne gør. Store virksomheder kan spare penge på at flytte både forskning og produktion til Indien, Kina eller Mexico, mens SMV'er vil danne grundlag for væksten i EU fremover.

I vores nuværende situation er det altafgørende, at vi tænker miljøet ind i denne sammenhæng. Den vidensbaserede økonomi skal sammentænkes med den miljøbaserede økonomi, for de to er kun modsætninger, hvis vi gør dem til det. Vi skal gøre vilkårene lettere for SMV'er, der tænker grønt, for - med ovenstående pointe om nye produkter in mente - er det altså SMV'erne, der kan presse de store virksomheder til for alvor at tage miljøindsatsen seriøst. Instrumentet til at

gøre dette er innovation. – et område, som den nyligt genvalgte kommissionsformand Barroso har tilkendegivet vil være helt centralt for den nye Kommission.

Hvordan vi skaber et godt fundament for innovation? Det handler i høj grad om at gøre forskningsprogrammerne brugervenlige, gøre det lettere, på den ene side at dele forskningsresultater for derved at skabe mere frihed for forskere, og på den anden side at beskytte nye ideer bedre. Som det er nu, kan det være meget besværligt for SMV'erne at deltage i ansøgningsprocessen om støttekroner, da der er en betragtelig administrativ byrde forbundet hermed. Dertil kommer, at det gerne tager et år fra man indsender sin ansøgning, til man kan komme i gang med sit projekt. Det er alt for lang tid for en lille virksomhed, der har behov for hurtigere investeringer. Situationen for en lille virksomhed kan jo have ændret sig betragteligt på et år.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen



http://www.bendt.dk

http://www.bendt.dk


FREDELIG opstigning – peaceful rise – er den etikette, som Kinas ledelse har anvendt om landets udenrigspolitik i det 21. århundrede. Helt fundamentalt handler det om, at et land med en så markant voksende økonomi – og et effektivt politisk styringssystem til at bakke ambitionerne op – før eller siden tiltager sig eller kræver indflydelse på de globale magtforhold. I Kinas tilfælde tegner det til, at opstigningen vil ske med fredelige midler i hvert fald et stykke tid endnu.

Morgendagens 60-års fødselsdag er kun et symbol på de dramatisk ændrede vilkår for en femtedel af menneskeheden. Det kinesiske folkehav står midt i et gigantisk eksperiment, som kun har 30 år på bagen, men udvikler sig med imponerende hastighed. I de tre årtier, hvor Kina har fulgt en eksperimenterende reformpolitik (læs mere om dette i interviewet med den kinesiske økonomiprofessor Cui, efterfølgende sider, red.), hvis nøgleord har været åbenhed og internationalisering, har den etablerede akademiske sagkundskab diskuteret, om Kina kan opretholde sit formelt kommunistiske politiske system og samtidig fortsætte udviklingen af både en markedsøkonomi og et aktivt civilsamfund, hvor landets borgere træffer flere og flere beslutninger uafhængigt og individuelt.

Den særlige kinesiske model er blevet kaldet ”markeds-leninisme” eller ”kongfutsiansk leninisme”. Vi har også hørt virksomheds-varianten: China Incorporated. En vel nok mere dækkende definition på reformpolitikkens Kina er en ”civilisation, der foregiver at være en stat”, som den amerikanske sinolog Lucian Pye engang har formuleret det. Kina fylder 60 i denne uge, men er så ung, sprudlende og vital som aldrig tidligere – samtidig med at rigets 2500 år gamle kulturelle

og filosofiske fader Kongfutse (Confucius) er genstand for en politisk besluttet renæssance. Den gamle vismand skal legitimere Kinas forvandling under etiketten ”det harmoniske samfund”.

Kinas økonomiske magt vokserVi står over for et gigantisk samfund, som

har fundet en model for vækst, velstand og politisk legitimitet – uden at kopiere en vestlig skabelon. Kan Vesten leve med det? Den britiske forfatter og professor Timothy Garton Ash mener, at verden bør hilse Kina velkommen som en stor medspiller og fuldgyldig deltager i den åbne verdensorden, som er blevet opbygget siden 1945. Tidligere i år skrev han i The Guardian: ”I stedet for at modsætte os kinesiske anmodninger om større indflydelse i internationale organisationer bør vi tilbyde denne indflydelse på eget initiativ. Dernæst skal de vestlige lande, tålmodigt og vedholdende, fremføre det argument, at indholdet i en åben og liberal orden ikke nødvendigvis afspejler vestlige, men derimod universelle, værdier. Dette bliver ikke nemt, men Kina er spækket med skarpe og åbne hjerner. Der er meget at vinde”.

Og noget tyder på, at kineserne allerede er ved at trænge igennem. Det nylige Pittsburgh-topmøde, der erstattede G8 med G20, blev en illustration af hvor lidt Kina behøver at presse på for at opnå sine mål. Riget i Midten blev inviteret inden for i kredsen af de rige og magtfulde næsten uden at kræve det.

For nylig konstaterede Orville Schell, direktør ved Center of US-China Relations ved Asia Society, at Kinas svar på finanskrisen var at indlede historiens mest imponerende infrastrukturprogram. ”De har også

VE

RD

EN

30.

sep

tem

ber

200

9Politikens journalist Flemming Ytzen har besøgt Kina og Taiwan regelmæssigt siden 1978. I fjor udgav han den anmelderroste ”Supermagten Kina – mirakel eller mareridt” på Politikens Forlag

FOLKEREPUBLIKKEN 60 ÅR Nu kan alle mærke KinaKina vokser som verdensmagt, så det kan mærkes på alle verdens kontinenter. Hjemme er landet i gang med en kulturel og politisk genopfindelse af sig selv som China Incorporated ved at kombinere autoritære rekrutteringsprogrammer med en større frihed for borgerne end nogensinde før.

Af Flemming Ytzen




implementeret en vellykket økonomisk genopretningspakke og bevæger sig nu frem i forreste linje i udviklingen af miljøvenlig teknologi, vedvarende energi og energieffektivitet. Alt sammen aktiviteter, som vil skabe vækst i den nye globale økonomi. Kina summer kort sagt af energi, penge, planer, ledelse og fremdrift, mens Vesten virker lammet”, lød hans vurdering.

Asien samarbejderVil lederne i Beijing andet end at beholde magten og blive rige i processen? Den globale finanskrise, der begyndte i sensommeren 2008, fik analytikere til at fremrykke tidspunktet for det historiske øjeblik, hvor den kinesiske drage lægger sig ud i overhalingsbanen og svinger uden om den amerikanske ørn i det globale kapløb om vækst og velstand i det 21. århundrede. Økonomer diskuterer, om det sker i 2030 eller 2050. Overordnet arbejder Kina på at integrere sine asiatiske naboer i et tættere økonomisk fællesskab. Integration via samhandel og investeringer skal få tidligere fjender til at se Kina som kilden til fremtidig velstand og stabilitet. Bestræbelserne tog fart med det såkaldte Chiang Mai Initiativ (CMI) i 2000, opkaldt efter den nordthailandske by, hvor et østasiatisk topmøde blev holdt. CMI er blevet kaldt et ”beskyttelsesarrangement”, der skal sikre landene, når der indtræffer fremtidige kriser.

Det interessante perspektiv er her, at rivaliseringen mellem Kina og Japan ikke længere blokerer for fortsat økonomisk integration i Østasien. Redskabet er en fond på 120 milliarder dollars. Næppe begyndelsen til en erstatning for Valutafonden (IMF), men et vigtigt supplement, der på sigt kommer til at gøre fremtidige interventioner fra IMF overflødige. I dette samarbejde er Kina på vej til at overtage Japans og USA’s rolle som attraktiv handelspartner, investor og bistandsyder i Østasien.

For at ingen skal være i tvivl om Beijings hensigter på det lange sigt er det værd at erindre om oprettelsen af China Investment Corp (CIC) i september 2007. Her har Beijing foreløbigt placeret 200 milliarder dollars (omkring en syvendedel af landets valutareserver på daværende tidspunkt), og hovedformålet er opkøb af virksomheder i udlandet.

Kina har siden 2006 været Afrikas tredjestørste samhandelspartner. Kun USA og Frankrig handler mere med Afrika, end Kina gør, så Kina har dermed overhalet den gamle imperiemagt Storbritannien. I 1999 beløb samhandlen sig til godt to milliarder – seks år senere var tallet tæt på 40 mia. Økonomen Jeffrey Sachs, der er tilknyttet FN’s millenniumprojekt, har sagt, at Beijing er i en bedre position til at hjælpe Afrika end de vestlige lande, for Kina

”holder færre foredrag og giver mere praktisk hjælp”. Og for at understrege Kina’s selvopfattelse af at være en international magt på linje med de vestlige stater, er Beijing begyndt at eftergive en del af sin gæld til de afrikanske stater og har indført en række handelslempelser for udvalgte varer fra 25 af de allerfattigste lande.

På det meget lange sigt arbejder Kina på at kunne reducere afhængigheden af mellemøstlig og afrikansk olie. Det vil muligvis kunne lade sig gøre, når Beijing er nået til enighed i den langvarige konflikt med sine sydlige naboer om grænsedragninger i det Sydkinesiske Hav. Der er et stykke vej endnu, men for det gode naboskabs skyld taler alle parter med hinanden i disse år. Kina har næppe råd til at lægge sig ud med sine sydlige naboer omkring dette store og lovende havområde og arbejder derfor målbevidst i disse år på at opbygge politisk tillid og samarbejdsstrukturer.

Autoritære reformer og borgerindflydelseMens Kinas økonomiske vækst og udenrigspolitiske dynamik har sat håndgribelige aftryk i verdenssamfundet, er det for omverdenen noget mere uklart, hvor langt de kinesiske reformpolitikere er nået på hjemmefronten. Eller sagt på en anden måde: hvor langt de i virkeligheden har bevæget sig, siden Mao Zedong etablerede en meget sovjetmarxistisk virkelighed i sit land i 1950’erne.

Alt taler for, at Kinas reformstrateger har vejet den vestlige demokratimodel – og fundet den for let. Når officielle parti- og statsrepræsentanter taler om demokrati mener de noget ganske andet med ordet end det, vi forstår ved det. Sagt i kort form handler en ”demokratisering” i Kina om, at kommunistpartiet med sine flere end 75 millioner medlemmer skal blive bedre til at rekruttere de mest egnede til at styre riget – efter uddannelse og kvalifikationer og ikke som i Maos tid efter ideologisk og politisk loyalitet ’. Ganske som Kongfutse og hans kejserlige efterfølgere tilsigtede det, er Kina med andre ord i gang med en kulturel og politisk genopfindelse af sig selv.

Kineserne taler om ”demokrati”, men mener meritokrati. Det betyder et politisk-administrativt system, hvor kun the best and the brightest får lov til at komme til tops. Ganske som hvis det havde været Novo eller Mærsk. Derfor er betegnelsen China Incorporated ganske rammende. Et politisk styresystem byggende på meritokratiske principper er selvsagt autoritært, men betyder ikke nødvendigvis, at hele befolkningen gøres til lydige undersåtter. Partistaten har skabt nye måder at skabe borgerindflydelse på, f.eks. ved at udpege borgerpaneler, der får til opgave at prioritere




mellem forskellige udviklingsprojekter i lokalsamfundet.

Professor i kinesisk ved Århus Universitet, Stig Thøgersen, har beskrevet, hvorledes disse projekter præsenteres af eksperter i offentligheden, og at projekterne efter grundige diskussioner bliver sat til afstemning blandt borgerne. På møderne udformes prioriterede lister, som sendes videre til den lokale Folkekongres. Den forventes at følge panelets indstillinger, når den formelt vedtager budgettet for det følgende år.

Modellen kaldes deliberativt demokrati og blev bragt til Kina af den amerikanske professor James Fishkin. Det kan netop accepteres af de kinesiske myndigheder, fordi demokratiets spillerum er nøje afgrænset. Staten sikrer sig, at de lokale beslutninger afspejler befolkningens holdninger, men beholder magten til at afgøre, hvilke sager borgerne skal spørges til råds om. ”Der er således ingen fare for beslutninger, der fører til større omvæltninger, men det er værd at lægge mærke til, at staten faktisk afgiver reel magt til borgerne gennem disse høringer. Normalt er den slags prioriteringer mellem projekter en oplagt mulighed for embedsmænd til at modtage bestikkelse fra entreprenørerne, men det er sværere, når beslutningerne lægges ud til åben debat”, pointerer professor Stig Thøgersen. ”Andre eksperimenter går på at få skaffet sig af med upopulære embedsmænd, der kan være belastende for staten og partiet, gennem popularitetsafstemninger. Men de fleste af disse afstemninger foregår inden for partiet. Hvor det tidligere var en fast regel, at lokale stats- og partiledere blev udpeget af det umiddelbart højere niveau, holder man nu nogle steder reelle afstemninger på lokale partikongresser, når der skal findes en ny partisekretær. Formelt har det godt nok altid været kongressen, der var besluttende myndighed, men det er noget nyt, at man eksperimenterer med at tage denne regel alvorligt”, forklarer professoren i en særudgave af Kinabladet, der udkommer her i oktober.

Det afgørende spørgsmål i bedømmelsen af Kinas fremtidige interne reformkurs er ifølge Thøgersen, om kommunistpartiet kan udvikle en bæredygtig autoritær model. Er det realistisk at komme korruptionen til hjælp uden demokratiske reformer? Hvis det lykkes, er det svært at se, hvad der kan rokke en autoritær politisk model, hvor man løbende sørger for at afstemme kursen med de mest magtfulde befolkningsgrupper og enkeltpersoner.

Dette er kernen i den neo-autoritære kinesiske model: Partiet med sine 75 millioner medlemmer – tilstrømningen stiger stærkt i disse

år – har allieret sig med rigets nye middelklasse, der sandsynligvis tæller en kvart milliard.

De underprivilegerede – industriarbejder-klassen og bønderne – har blot at rette ind i denne orden, fordi middelklassen vil fortsætte med at høste frugterne af reformpolitikken.

Ventiler for lokal frustrationMen selvfølgelig er der risici ved denne eksperimenterende reformpolitik. Partiet bliver i stigende grad udfordret på sit magtmonopol. Millioner af borgere protesterer årligt mod overgreb og uretfærdigheder. Der er typisk tale om lokal korruption og magtmisbrug, hvor borgerne anmoder de centrale myndigheder om at gribe ind. Af ren og skær nødvendighed har partistaten derfor tilladt tusinder af sociale organisationer, der kan tjene som ”ventiler” for lokal frustration og varetagelse af nye interesser, herunder miljøbeskyttelse og erhvervsinteresser. Enhver ny organisation i Kina kræver statens tilladelse, men den gives ofte. Hertil kommer de mange uformelle netværk, der markerer sig på enkeltsager. De bliver i høj grad hjulpet på vej af de sociale medier som Internettet og mobiltelefonien.

”Realiteten er, at det kinesiske samfund aldrig tidligere har været så frit under et etableret regime, og at grænserne for ytringsfrihed og politisk artikulation bliver stadig videre. Det sker ikke som resultat af en stor plan, som kommunistpartiet kunne have ønsket sig, men nærmere som følge af både kamp og dialog mellem stat og samfund, som konstant får grænserne for aktion og interaktion til at flytte sig”, konstaterer professor i kinesisk ved Københavns Universitet, Jørgen Delman. Han pointerer, at Kinas civilsamfund udvikler sig i sfæren mellem stat, økonomi, samt familie og klaner – i princippet et åbent område, hvor borgerne kan samarbejde og organisere sig uafhængigt af deres øvrige tilhørsforhold for at forfølge interesser, som de deler med andre, over for myndigheder, institutioner og virksomheder.

Gennem århundrederne har Kinas magthavere aldrig accepteret uafhængig samfundsorganisering. Det har ikke forhindret civilsamfundet i at agere, dog oftest i fælles forståelse med magthaverne og med sanktion fra statsmagten. Men de historiske organisationer i civilsamfundet har aldrig været demokratiske institutioner, forklarer Delman.

Tilbage står, at det kinesiske civilsamfund om ti år, når Folkerepublikken runder de 70, sandsynligvis vil have fået afgørende indflydelse på udformningen af den variant af ”demokrati”, som reformstrategerne tumler med i det gigantiske laboratorium. De bliver ikke vores vestlige model, men deres egen.




FOLKEREPUBLIKKEN 60 ÅRThe Beijing Consensus: Kina som foregangsland Krisen har gjort det klart, at verden må se andre steder hen end til USA for at finde nye økonomiske løsninger, mener kinesisk økonom. Udviklingslande vil i fremtiden lade sig inspirere af Kinas ideer - og landets indflydelse på omverdenen vil derfor stige uden brug af militære magtmidler. Interview af Ras Tind Nielsen

Hvad mener du med ”blød” magt?

Begrebet ”blød” magt blev formet af den amerikanske politiske teoretiker og embedsmand, Joseph Nye. Helt firkantet beskriver det det enkelte lands indflydelse på verdenspolitikken baseret på landets ideer og ikke på dets militære eller ’hårde’ magt. Kan du give et eksempel på Kinas bløde magt?Det er interessant at se på et begreb, som kaldes ”the Beijing Consensus”, der har floreret i de internationale medier de sidste par år. Det har i særdeleshed været brugt som kontrast til ”the Washington Consensus”, men det er vigtigt at pointere, at selve begrebet ikke er formet af kinesiske politikere eller forskere. Det er altså ikke startet som en bevidst politisk strategi mod ”the Washington Consensus”, derimod var det en af de ledende skikkelser ved Kissinger Associates i New York som først formulerede det. ”Washington Consensus” kan ses som et sæt af doktriner, som USA gennem IMF (Den Internationale Valutafond, red.) mere eller mindre har pålagt udviklingslandene: fuldstændig privatisering, liberalisering af markedsprisen, og makroøkonomisk stabilitet ved hjælp af anti-inflations politik. Denne [udviklings]tilgang har været den dominerende opskrift og totalt uudfordret i mange år. Derfor er det interessant, at der nu ligefrem kan tales om en kinesisk konsensus om, hvordan udviklingslande bør styre deres ”udvikling”. Den repræsenterer et alternativ til ‘Washington Consensus’.

[The Beijing Consensus er] først og fremmest en eksperimentel tilgang til markedsreformer – en åben proces, som ikke ekskluderer privatisering, men som heller ikke betyder “det hele” på én gang. For eksempel fastholder man i Kina det offentlige ejerskab af land og i stort omfang offentligt ejerskab af banksystemet. Det andet element er en stigende opmærksomhed på nødvendigheden af at bekæmpe social ulighed, fordi markedsreform-processen måske bryder sammen og kan føre til socialt kaos. Her tror jeg, at Kina helt særligt kan lære af stater som Danmark og Norge, fra de såkaldte “socialdemokratiske stater”. Det tredje element er det, vi kan kalde en ”asymmetrisk forsvars-strategi”. Mange i Vesten er bekymrede over Kinas voksende magt. Men i modsætning til det tidligere våbenkapløb mellem USA og Sovjet, ønsker Kina ikke at udligne USA’s forspring. I stedet for at bygge hangarskibe har Kinas regering for eksempel valgt at skabe en ”elektronisk kampstyrke”, som kan forstyrre og ødelægge en eventuelt invasionsstyrkes kommunikationsudstyr og dermed sætte den ud af spillet. Sådan en strategi, tror jeg, vil appellere til mange udviklingslande, som ikke har ressourcerne til at opretholde en stor hær, men stadig ikke vil finde sig i at blive kostet rundt med.

Hvilke lande appellerer ”Beijing Consensus’”-ideer til? Jeg tror, mange lande finder ideen om eksperimentelle reformer imødekommende. At

INT

ER

VIE

W 3

0. s

epte

mb

er 2

009 Professor i økonomi ved Tsinghua University,

Zhiyuan Cui var for nylig i København som keynote speaker ved konferencen ’Spheres of Influence – the soft power of Asia’ på Københavns Universitet.




kunne reformere sig gradvist i retning af en markedsøkonomi. Jeg tror for eksempel, at Rusland har indset, at dette ville være meget bedre end, hvad de foretog sig i 90’erne. Putin har jo også re-nationaliseret meget af energisektoren.

Tror du så, at Kina ligefrem kan være en form for rollemodel for andre?Jeg vil igen understrege, at ”Beijing Consensus” ikke er blevet formuleret konkret af nogle kinesere, men jeg tror dog, at Kinas succeser efterhånden kan tjene som eksempel for andre.

Har den internationale finansielle krise forbedret Kinas position i den sammenhæng?

Ja, helt klart. For eksempel har den givet plads til nye ideer. Vi så jo blandt andet, at da guvernøren for Kinas Centralbank, Zhou Xiaochuan, foreslog at lave en ny global reservevaluta (i stedet for dollaren, red.), var der straks meget opmærk-omhed omkring det, - simpelthen fordi finanskrisen skabte et behov for at kigge andre steder hen end til USA for at finde løsninger. I det hele taget har finanskrisen afdækket flere af de helt centrale problemer med det globale finan-sielle system, problemer som kræver reformer.

Hvilke slags reformer er da nødvendige?

Altså ved G20- topmødet i Pittsburgh var der jo enighed om at strukturen i IMF slet ikke er tidssvarende. Fordelingen af indflydelse var baseret på magtfordelingen i 1948, men det er jo ikke tilstrækkeligt i dag. Derfor måtte den ændres for at imødekomme de lande, som faktisk bidrager mest til de internationale finansielle institutioner. Det ville også være gavnligt, hvis økonomier med overskud på betalingsbalancen kunne handle deres ”overskuds”-dollars til IMF for “special drawing rights”, dvs. en form for ny global valutareserve. Og for det tredje mener jeg, at man bør støtte mere regionalt pengesamarbejde som for eksempel Asian Monetary Fund.

Man kan mene, at det ikke er så simpelt for Kina at øve indflydelse over andre. Indflydelse handler jo også om legitimitet, og der er mange, som stadig kigger skævt til Kinas politiske system. Hvad skal der til for at forbedre Kinas omdømme i den henseende?Det er et meget vigtigt, men også meget ømtåleligt emne. Selvfølgelig er Kina i mange vestlige øjne et ikke-demokratisk system, og dette betyder mangel på legitimitet og manglende ”appeal”. Og selv om man kunne argumentere for, at valginstitutionerne i Kina har mange problemer, så prøver regeringen, i ånden fra ”Beijing Consensus”, at eksperimentere sig til mere demokratisering. Et eksempel er væksten i lokalvalg, særligt på landet. Mange kritiserer, at mellem 60 og 70 procent af

de valgte her er medlemmer af partiet, men faktisk bliver de ikke nødvendigvis valgt, fordi de er medlemmer, men snarere pga. de konkrete forbedringer, de lover at skabe. Jeg mener sådan set, at der er et skift i gang i Kina, således at folk lægger mindre vægt på partitilknytning og mere på, hvilke emner der bliver sat på dagsordenen.

Er demokratiske ændringer i centralregeringens struktur ikke nødvendige, før vi kan tale om effektiv forbedring?Jo, men jeg mener også, at dette allerede langsomt er ved at ske. Jeg synes, der sker en udvikling mod mere åbenhed og ansvar i centralregeringen. Faktisk var det præcis det, som det netop afholdte Fjerde Plenum for den Syttende Kongres fokuserede på (topmøde hvor Kinas centralkomité fastlægger den politiske linje. red.); mere demo-krati i selve partiet. Jeg synes også, at det er vigtigt at understrege, at der eksisterer meget debat og meget åben uenighed internt i CCP (Kinas Kommunistiske Parti. red.), dvs. der finder en form for diskussion sted.

Men det er jo ikke sådan, at man helt åbent kan tale om, hvad man vil i kinesisk politik. Der er jo betydelig censur på bestemte ting, så dit argument er vel begrænset?

Det er sandt, men faktisk er det kun meget få emner, som ikke kan diskuteres, som for eksempel Tianamen Square i 1989 (studenteroprøret på den Himmelske Freds Plads, red.). Men hvis du spurgte det kinesiske folk i dag, så er et politisk opgør med den episode ikke det allermest presserende emne. Der er en forståelse for, at dette emne nødvendigvis må tages op i fremtiden, men ikke nu.

Hvordan tror du, den kommende 60-års dag for Folkerepublikken Kina vil påvirke Kinas image udadtil?

Det er et godt spørgsmål. Først og fremmest vil det jo give en masse opmærksomhed på Kinas bedrifter. Tænk på, hvor hurtigt Kina har udviklet sig. Hvor vi startede fra, og hvor vi er i dag. Jeg tror også, det vil være med til at signalere den overordnede positive udvikling, der har været mellem Kina og resten af verden. Især fordi den gensidige forståelse er forbedret. Jeg mener, at Kina har en ret unik og uafbrudt historie, da vi ikke for alvor har været genstand for vestlige magters kolonisering. Men vi har også lært en hel del fra Vesten. Derfor kan kinesiske intellektuelle komme med et kreativt mix af erfaringer og løsninger, som kan tilpasses til nutidens og fremtidens problemer.

Men kan vi ikke også forvente en militærparade af dimensioner og vil en sådan ikke give anledning til




bekymring over Kinas voksende magt?

Jamen, jeg tror, at når det kommer til militærparader og nationale dage, så er det ikke kun et kinesisk fænomen, tag for eksempel Rusland. Der er en tradition for parader, og det er ikke noget, som andre bør være bange for. Det er et ”show”, det er en måde at vise national stolthed på, et symbol. Amerikanere bruger måske ikke parader på samme måde, men de har heller aldrig oplevet at blive invaderet. Historien er en vigtig faktor, der kultiverer sådanne traditioner. Derfor har det mere noget at gøre med en manglende forståelse. Men faktisk er det interessant, at Australien og USA for nylig foreslog at lave den første fælles militære øvelse med Kina. Det viser, at også militært samarbejde mellem Kina og

Vesten er muligt.

Ras Tind Nielsen er stud.scient.pol og forskningsassistent ved Nordisk Institut for Asienstudier.



rÆson5 30/09/09

Documents