Quentin Tarantino

HER ER TARANTINOS9 FILM

FRA VÆRST TIL BEDSTTarantino har både dovne plots

og deciderede mesterværker på cv’et.Hver gang Quentin Tarantino lancerer en ny film, holder hele verden vejret

og venter i spænding på, hvilke vilde betragtninger, skuespilvalg og tematikker, den 56-årige instruktør nu kaster sig over. Og det er faktisk ret unikt.

I en tid, hvor kun svimlende dyre film, der bygger på noget, vi allerede kender, det værende en tegneserie, computerspil, bog eller gammel film, er

Tarantino en af de eneste mainstream-filmskabere, der, med en 100 procent original filmidé, kan få folk i biografen.

Det har ikke været nemt at rangliste hans film, og vi indrømmer at være nostalgisk farvet af at være vokset op med hans 90’er-film i en tid, hvor alle, der var noget ved musikken, havde hans filmplakater hængende på deres kollegieværelse.

Ikke desto mindre er det altid en fornøjelse at gense Tarantinos film, og selvom der er stor kvalitetsforskel i top og bund, er de alle bemærkelsesværdigt underholdende og filmisk interessante.

Serieeksperterne Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg

9

8Det var i midten af 00’ernes

verdens bedste nyhed, da de to filmnørdede mesterinstruktør-ven-ner Quentin Tarantino og Robert Rodriguez med ‘Grindhouse’ be- sluttede sig for at vise deres kær- lighed for voldelige B-film, hoved-sageligt fra 70’erne.

Tarantinos bidrag ‘Death Proof’ er et sjovt eksperiment og handler kort fortalt om tre kvinder, som får Kurt Russel på nakken, i hvad der føles som én lang biljagt.

Som der med titlen ‘Grindhouse’ – slang for en bestemt type biograf, der viser B-film - også blev lagt op til, er det her ikke Tarantinos mest seriøse stund. På den ene side er et filmisk legebarn som Tarantino den helt rigtige til at ære en glemt kult- filmstradition og videreføre den til de brede masser. På den anden side var resultatet hans mest useri-øse filmbidrag, som bærer præg af et dovent plot og mindre interes- sante figurer.

Death Proof (2007)

The Hateful Eight (2015) På mange måder er ‘The Hateful

Eight’ Tarantino, når han er aller- bedst.

Et relativt lille budget, ganske få locations og tonsvis af dialog ud- vekslet mellem fantastiske skuespil- lere. På papiret burde det være en af mine yndlings-Tarantino-film, og selvom jeg bestemt finder den både uhyre velinstrueret og flot som ind i helvede – ikke mindst fordi den er skudt på film – så halter den både på et tonalt og historiemæssigt niveau.

Mest af alt er filmen bare småke-

delig. Mellem pludselige udbrud af vold – hovedsageligt mod filmens eneste kvindelige figur – får vi ikke meget andet end teatralske ordud-vekslinger, som hele tiden føles lidt for forcerede og emotionelt distan- cerede, til at filmen udmærker sig som et mindeværdigt kammerspil.

Kurt Russel som ‘Stuntman Mike’ i Tarantinos hyldest til voldelige B-film fra 70’erne. (Foto: DIMENSION FILMS/A BAND APART/BIG)

En af Tarantinos favoritter Samuel L. Jacksonsom ‘Major Marquis Warren’ i ‘The Hateful Eight’(Foto: WEINSTEIN COMPANY)

7

6‘Django Unchained’ er ikke

bare Tarantinos dyreste film, det er også hans største hit til dato.

Kombinationen af Jamie Foxx, Leonardo DiCaprio og en kontroversiel tematik, hvor Ta- rantino forsøger at genskrive Amerikas slavehistorie, var et kom-mercielt homerunfor Tarantino.

Tarantino blander nutidens

braggadocio-rap med billeder af sorte slaver og forsøger at skabe kontrast i den afroamerikanske mands position i samfundet.

Tv-serier såsom ‘Underground’ har senere forsøgt at gøre det sam-me, men Tarantino var først til at skildre den kulturelle kontrast og cementerede sin politiske stemme en gang for alle.

Django Unchained (2012)

Jamie Foxx får sat slaveejerne på plads i ‘Django Unchained’.(© Face To Face / Zuma / Ritzau Scanpix)

Kill Bill 1+2 (2003, 2004)Selvom Tarantino fra starten ikke

har lagt skjul på, at han er en gi- gantisk filmnørd, og at hans tid som medarbejder i en videobutik omrin- get af gamle, bizarre film stadig sid- der i ham, så repræsenterede ‘Kill Bill’ i høj grad et skifte i Tarantinos stil.

Hans referencer til diverse kult-film – i ‘Kill Bill’ i særdeleshed we-sterns og kampsportsfilm – røg helt op i forgrunden, og han har ikke kigget sig tilbage siden.

Uma Thurmans gule dragt er en homage til Bruce Lees påklæd-

ning i ‘Game of Death’, og brugen af Ennio Morricones musik emmer af spaghettiwestern.

For en filmnørd som mig er det mest af alt en fascinerende vej, Ta- rantino går ned af, men jeg har al-tid følt, at han på godt og ondt gav afkald på lidt af sit selvstændige filmudtryk i et forsøg på at agere hele verdens film-dj, der remixer gamle favoritter med et moderne spin.

Ikke desto mindre er begge ‘Kill Bill’-film mere end blot seværdige.

Uma Thurman svingede sit sværd i hele to film som ‘The Bride’. (© Constantin Film)

5

4Normalt ser vi et bredt cast af

bryske figurer, men i ‘Once Upon a Tima… in Hollywood’ er Leonardo Dicaprio ikke bare den klare hoved-person; Vi kommer rent faktisk ind under huden på ham på en måde, som jeg ikke er vant til i Tarantinos univers.

Det er ikke kun kærlighed til Hol-lywood og filmmediet, som hele Tarantino-universet dyrker, det er også kærlighed til venskabet mel-

lem Cliff Booth og Rick Dalton og den tragiske Hollywood-skuespiller Sharon Tate.

Desuden er rollen som Rick Dalton et af Leonardo DiCaprios absolutte karrierehøjdepunkter. For selvom han spiller et privilege-ret Hollywood-røvhul, gør han det med så stor skrøbelighed, at man ikke kan andet end at falde plada- sk for ham.

(2019) Once Upon a Time… in Hollywood

Tarantino har fået fat i to af de allerstørste stjerner til sin nye film - nemlig Brad Pitt og Leonardo DiCaprio. (Foto: Andrew Cooper © © 2019 CTMG)

Jackie Brown (1997)Mange folk blev slemt skuffe-

de over Jackie Brown, som kom i hælene på Tarantinos kommer-cielle gennembrud med ‘Pulp Fiction’ - med et umådeligt stort forventningspres på skuldrene.

Filmen føltes mere moden, der var længere mellem de voldelige scener, og skuespilpræstationer-ne var måske mindre karikerede, end dem vi så i hans foregående film.

Set i bakspejlet var det ikke opskriften på en dårlig Taranti-

no-film. Men det var derimod gro- bund for en film, som kun bliver bedre med tiden. Komplet med et badass 70’er-soundtrack, iko-net Pam Grier som sjælden lika-ble Ta-rantino-figur, og Robert De Niro og Samuel Jackson i genialt samspil, er Jackie Brown Quentin Tarantinos mest under-vurderede og tidløse film.

Der var kæmpe forventningspres efter ‘Pulp Fiction’, og mange var skuffede over ‘Jackie Brown’, da den udkom.(© Warren Clarke / Reuters / Ritzau Scanpix)

3 Christoph Waltz spillede helt i ‘Django Unchained’ men før da gav han den som nazisten Hans Landa i ‘Inglorious Basterds’. (Foto: FRANCOIS DUHAMEL / UNIVERSAL STU)

2Efter succesen med ‘Kill Bill’ 1 og 2

fortsatte Tarantino i det kitschede spor, og på mange måder føltes det, som om filmreferencer næsten blev vigtigere end hans egne kreati-ve ambitioner.

Heldigvis har Tarantinos me-ta-lag aldrig fungeret bedre, end det gør i ‘Inglourious Basterds’, hvor han ikke bare låner fra filmhi-storien, men også for første gang

portrætterer virkelige, historiske begivenheder.

Det gør han selvfølgelig på sin helt egen måde, og det skulle vise sig at blive en ting, som efterføl-gende også gjorde sig gældende i ‘Django Unchained’ og nu i ‘Once Upon a Time… in Hollywood’, hvor Tarantino giver sig selv lov til at genskrive historien ud fra sin egen fantasi og politiske overbevisning.

Inglourious Basterds (2009)

Reservoir Dogs (1992)Tarantinos debutspillefilm viste

hele verden, at hér var en instruk-tør, som ikke bare mestrede de filmiske aspekter; han kunne også skrive morsom og knivskarp dia-log, som ville få selv den mest gar-vede teater-dramaturg til at klø sig i nakken.

Filmen, som kun udspiller sig på ganske få locations og med næsten lige så få skuespillere, var alt, hvad jeg som teenager kunne ønske mig: En håndfuld af den tids bedste skuespillere i sorte jakkesæt med

eksplosive temperamenter og et humoristisk glimt i øjet.

Der skulle gå mange år, før Ta-rantino med ‘The Hateful Eight’ igen skar ind til benet og skrællede al unødvendig pomp og pragt fra.

Men modsat ‘The Hateful Eight’, som aldrig lykkedes helt, er ‘Reser-voir Dogs’ (‘Håndlangerne’ på dansk) lavet med så meget over-skud, fortælleglæde og kærlighed til figurerne, at det er umuligt ikke at lade sig rive med.

(© Ronald Grant Archive / Mary Evans Picture Library / Ritzau Scanpix)

1

Få film har haft så stor kultu- rel påvirkning på filmbranchen i 90’erne som ‘Pulp Fiction’.

Den affødte egenhændigt en uendelig række af Tarantino-klo-ner, der lavede rædselsfulde, kækt klippede og musikfyldte film. Ingen nævnt, ingen glemt. Host, ‘The Boondock Saints’, host.

Ikke desto mindre er ‘Pulp Fic-tion’ et mesterværk – og proppet til randen med en perlerække af både rørende, humoristisk og stilmæssigt udfordrende scener, som jeg aldrig nogensinde vil glemme.

Hvem husker ikke Vincent og Jules’ samtaler om stort og småt, Butchs sammenstød med sadisten Zed, Mia Wallaces nærdødsop-levelse, eller Pumpkin og Honey

Bunnys mislykkede røveriforsøg?Og få mig ikke engang startet,

når det kommer til musikken… Al Greens ‘Let’s Stay Together’ ak- kompagnerer perfekt Ving Rha-mes’ bøffede nakke, mens han forklarer Butch, hvordan han skal tabe sin bokse- kamp.

Chuck Berrys ‘You Never Can Tell’ er perfekt til at highlighte John Travolta slidte dansetrin, og det oser af sex og stoffer, når Uma Thur- man danser til ‘Girl, You’ll be a Woman Soon’.

Filmen er let parodiere, og man kan nemt glemme, hvor fan-tastisk nyskabende den var for sin tid. Ikke desto mindre holder den stadig den i dag og intro-

ducerede succesfuldt Quentin Tarantino for hele verden.

Pulp Fiction er siden premieren i 1994 blevet et decideret fænomen. (Foto: CAP/KFS © Image supplied by Capital Pictures)

Pulp Fiction (1994)

Faktisk var Tarantinos nye spillefilm ‘Once Upon a Time… in Hollywood’ hans hidtil største åbningsweekend i USA.Man forstår godt hvorfor. Selvom instruktøren sjældent rammer helt rigtigt, så er der altid meget at tale om i forbindelse med en ny Tarantino-film.

The director says of his new film, “I think of it like my memory piece...

my love letter to LA.”