pinligt_dittes _familie

dittes fam

ilie

dittes familie1.

henrik nilaus

1.ISBN: 978-87-705-5453-4

henriknilaus

Da præsten tændte for mikrofonen, lød en høj hylen, som gav ekko i det store kirkerum. “Han må have noget hjælp,” sagde far og rejste sig, “ellers får vi jo aldrig Ditte konfirmeret.” Og inden mor nåede at reagere, var han oppe på prædikestolen. Far skruede hurtigt ned for lydstyrken og fik det til at holde op med at hyle. Præsten smilede forlegent, da far bøjede sig ind over mikrofonen og sagde: ” 1-2-3 – det er en prøve – 1-2-3.”

Ditte er 13 år og har det virkelig ikke let. Hun er belemret

med verdens mest pinlige far og en mor, som det er umuligt

at have hemmeligheder for. En nævenyttig lillesøster og

en rigtig klog storebror (det synes han i hvert fald selv). Til

gengæld er Rasmus fra klassen ret sød. Det er Ditte bare

ikke helt klar over endnu. Hendes højeste ønske er at komme

på efterskole. Desværre er det temmelig dyrt, så der er ikke

meget håb om, at Ditte kan slippe væk fra familien foreløbig.

Læs også de andre bøger om DittePinligt! Ferien i Grønland

Pinligt! Ditte på efterskole

Pinligt! Væddemålet

Henrik Nilaus

Pinligt!Dittes familie

Pinligt_bind1.indd 3Pinligt_bind1.indd 3 21/08/08 18:57:0721/08/08 18:57:07

5

1

Mor har fundet sine gamle dagbøger. Så nu handler alt om barndomsminder. Der er bare det ved barndomsminder, at de kun er interessante for dem, der har oplevet dem.

Mor ser helt salig ud, når hun læser i sine gamle dagbøger. Dem kunne jeg godt tænke mig at kikke lidt i, men hun holder dem tæt ind til kroppen. Hun siger, at efter hun har læst dem, er hun begyndt at holde meget mere af sin familie. Af os. Det var måske værd at overveje. Hvis det at skrive dagbog kan få mig til at holde mere af min familie, så er det lige før, jeg er med på den.

Jeg ved ikke, om far på en eller anden måde har følt sig lidt udenfor, men lige pludselig begyndte han også at snakke om sin barndom. Og han fi k en fan-tastisk trang til at gense sit barndomshjem – eller måske snarere: At vise os det. Den var mor med på, for i fars barndomsby ligger en ret speciel kirke, og den ville hun gerne se. Hvad vi andre mente, blev der ligesom ikke spurgt om. Far lånte en bil, for sådan en har vi ikke, og så blev vi ellers mere eller mindre mod vores vilje proppet ind i den. Mor på forsædet, Mikkel, Christina og


6

mig på bagsædet. På vej til Vallekilde. Barndoms-mindernes by. Det var ellers ikke lige den måde, vi havde regnet med at tilbringe den sidste dag i sommerferien. Men far og mor syntes, at det netop var den helt rigtige måde at afslutte en sommerferie på. Mens Far kørte, snakkede han om det, vi skulle se. “Det er sådan en sød dame, der har overtaget huset,” sagde han. “Faktisk overvejede vi at opkalde dig efter hende.” Han så på mig i bakspejlet. “Men mor kunne bedre lide navnet Ditte.” “Hvad hedder hun?” spurgte jeg. “Fru Ingeborg.” “Tak, mor,” sagde jeg Fars begejstring steg i takt med, at vi nærmede os. Men den virkede ikke smittende på os andre, måske endda tværtimod. Ingen af os bryder os særligt om at køre i bil, og der er langt fra Hillerød til Valle-kilde. “Det er vigtigt at kende sine rødder,” sagde far. “Jeg har også tænkt på, om jeg skulle begynde at gå til slægtsforskning.” “Vi nedstammer sikkert fra slaver, som vikingerne har hjembragt.” sagde Mikkel. Da jeg var mindre – en hel del mindre – syntes jeg, at min storebror Mikkel var så klog. Det er snart længe siden. Nu er det mest ham selv, der synes han


7

er klog. Specielt nu, hvor han skal starte i 10. klasse og bagefter skal i gymnasiet. Jeg glæder mig til, at han skifter skole, men der er altså et helt år til. “Du gør helt sikkert,” sagde Christina. “Jeg ned-stammer fra vikingerne.” Da Christina var lille, var hun rigtig sød, og vi legede næsten altid sammen. Jeg fandt på legene, og hun gjorde, som jeg sagde. Begge dele er desværre gået over. Nu skal hun i 4. og rykker over i min fl øj i skolen. Jeg sad pludselig og fi k en fornemmelse af, at tingene aldrig bliver bedre. Tænk, hvis man allerede har oplevet det bedste af sit liv i en alder af kun 13 år! “Det er sikkert min tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldefar, der har røvet din tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldemor,” sagde Christina. “Det ville nok være lidt af en biologisk sensation, hvis det forholdt sig sådan,” sagde mor. “Hvem ved,” sagde far, “kæden kan jo være hop-pet af et eller andet sted undervejs. Men det kan jeg jo prøve at fi nde ud af.” “Jeg kunne nu ellers fi nde på mange andre ting, du kunne bruge din tid på,” sagde mor. “Det vil jeg tro,” svarede far. “Men først vil jeg nyde mit gyldne håndtryk.” Far er lige blevet fyret. Rigtigt fyret er han måske ikke blevet, men han har fået et gyldent håndtryk efter 25 år i samme bank.


8

“Hvad er egentligt et gyldent håndtryk?” spurgte Christina. “Det er, når et fi rma betaler sine ansatte for ikke at komme på arbejde,” forklarede Mikkel. “Får du penge for at blive væk?” spurgte hun. Far nikkede og smilede. “Ja, er det ikke smart!” “Så har de da ikke været særlig glade for dig,” kon-kluderede hun. Og så var han sur, og ingen sagde noget et stykke tid. Vi kørte bare og kikkede på landskabet, der dan-sede forbi bilruden. Jeg sendte en sms til Ida fra min klasse, om at vi desværre ikke kunne ses, da jeg skulle på tvangsbe-søg i min fars barndomsminder.

“Så er vi der,” sagde far, stadig småsur. Han holdt ind til siden, og vi så på et helt almin-deligt hus. Røde mursten, rødt tegltag. Foran huset en stor græsplæne med en tårnhøj fl agstang. Der var ingen træer eller buske i haven, kun en hæk, som tilmed visse steder var gået ud. Det var begyndt at småregne. “Kom nu!” Far åbnede bildøren. “Skal vi ud?” spurgte jeg. “Ja,” sagde far. “Hvorfor tror du ellers, vi er kørt den lange vej.” Det svarede jeg ikke på. Mor tog en paraply og trådte ud i regnen. Vi andre


9

fulgte tøvende efter og prøvede alle tre at klemme os ind under hendes paraply. Far så ind mod huset, vi andre hen mod bilen. “Det var større dengang,” sagde far efter et stykke tid. “Alt var større dengang.” “Også fl agstangen,” spurgte mor “Det har man hørt om tidligere,” mumlede Mik-kel. “Det med, at huse bliver mindre med alderen. De ligesom synker lidt i knæ.” “Hvor er alle de træer, som du altid byggede huler i?” spurgte Christina. “Det var ovre hos Egon og Frank. Nogle værre rødder. Der var ikke det træ, vi ikke kunne komme op i.” Han pegede på huset skråt bagved. Vi vendte os og kikkede alle på en have, også helt uden træer. “Nej, det vil jeg godt tro,” sagde Mikkel. “De er blevet fældet.” Far så lidt irriteret på ham. “Det var ellers nogle gigantiske træer, men det hele er væk. Man kan ikke engang se, hvor de har stået. Stubbene, ja, selv rødderne er sikkert væk.” “Egon og Frank?” spurgte Christina. “Ja, de er nok også væk,” far smilede skævt. “Vi sloges nu også altid. De var så sjove at drille. Men selvom de var to, kunne jeg godt klare dem. Jeg gik i klasse med Egon, og Frank var så et år yngre. Nogle ordentlige brød.” Inde i vinduet kom et hoved til syne. En gammel


10

kvinde med furet ansigt og hvidt hår. Hun så vred ud og truede ad os. “Der er en, der kikker på os.” Jeg trak far i ærmet. Han vendte sig, og da han fi k øje på hende, vin-kede han. “Hun vinker til os – kom.” Han begyndte at gå op ad indkørslen. Vi andre blev stående. Far ringede på, og vi kunne se det vrede ansigt forsvinde fra vinduet. “Hvad tror du, han vil,” spurgte Christina. Mikkel trak på skulderen. “Hun så da ikke særlig rar ud,” fortsatte Christina. “Hun lignede en heks!” “Måske tryller hun ham om til en tudse,” sagde Mikkel. “Så skal du bare kysse den,” sagde Christina og så på mor. “Så har du din prins igen.” “Min prins – ja,” sagde mor. Eller … måske skulle hun bare lade være, tænkte jeg. “Jeg tror nu, han klarer sig,” sagde mor og kikkede endnu engang over mod bilen. Der gik lang tid, før far igen kom til syne, men ingen af os var nu rigtig bekymrede. Det blev vi først, da han vinkede os nærmere. Mor sukkede og begyndte at gå op mod huset. Vi andre tre blev stående tilbage i regnen, men mor kaldte


11

os på plads under paraplyen. Og så bevægede vi os langsomt op mod døren. Der lugtede af kattepis. “Det er fru Ingeborg,” far præsenterede hende. “Fru Ingeborg overtog huset, da farfar og farmor fl yttede. Og hun har boet her i alle 29 år.” Han smi-lede til hende. “Fru Ingeborg har givet os lov til at se huset.” Hun så bestemt ikke mere rar ud her tæt på. Far gik først ind, derefter mor, så fulgte vi, og til sidst lukkede fru Ingeborg døren bag os. Der vrimlede med katte. Christina prøvede at tage en halvstor killing op, men den hvæsede ad hende. Fru Ingeborg smilede, hun havde ikke en tand i mun-den. Christina holdt sig tæt op ad mor. “Lagde du mærke til, om tagstenene var lavet af pandekager,” hviskede Mikkel til hende. Jeg kikkede efter eventuelle fl ugtveje. Luften var tyk af katte og fru Ingeborg. “Hvor er det spændende,” sagde far begejstret. “Her ser fuldstændigt ud, som da jeg boede her. Kom, så skal I se mit gamle værelse.” Han gik foran op ad trappen. “Hvad nu, hvis hun lukker os inde,” hviskede Chri-stina til mig. “Pjat!” snerrede jeg tilbage. “Nej, hvor er det sjovt,” vedblev far. “Det er endda det samme tapet som dengang.” Han smilede. “Her stod min seng, og så havde jeg et lille bord der.”


12

Jeg prøvede at forestille mig far som dreng, sidden-de ved sit lille bord, her i værelse. Det lykkedes ikke. “Det er helt fantastisk. Her står endda mit gamle skab.” Far gik hen og prøvede at åbne det, men det var låst. Fru Ingeborg så igen sur ud. Jeg holdt mig lidt på afstand. Hverken hun eller hendes tøj havde vist heller ikke været vasket, siden hun fl yttede ind. “Der ligger nogle blade derinde,” gnækkede fru Ingeborg og fandt nøglen frem. “Anders And og Tintin?” sagde far. “Jeg havde fak-tisk en stor samling, de må være penge værd.” “Må jeg få dem?” spurgte Christina. “Du må læse dem,” svarede mor. Far åbnede skabet, og vi gik alle tættere på for at se. Der lå et stor stak Rapport. “Vær venlig at tage dem med,” sagde fru Ingeborg stramt. “Hvad er Rapport?” spurgte Christina. Mor sendte Mikkel et blik, der fortalte, at han ikke skulle begynde at forklare noget. Far så sig om efter en bærepose, men der var ingen, så han måtte tage en stak under hver arm. “Kan du ikke også vise os haven?” foreslog Mik-kel. En gang imellem kan han nu godt få et lyst ind-fald.


13

Den var far med på. Han var først nede ad trap-pen og henne ved hoveddøren. Han prøvede, sta-dig med bladene under armen, at få døren skubbet op med den ene albue. Men den bandt, og den ene stak blade gled ned på gulvet. Og nu var Christina ikke mere i tvivl om, hvad Rapport var. Far lagde sig på alle fi re mellem de nøgne damer og begyndte at samle bladene op. Christina faldt halvt hen over ham for at komme først ud. Far takkede mange gange og skyndte sig ud i bagagerummet med bladene. Da han kom tilbage, viste han os den store græsplæne og fortalte, hvor der havde stået træer og buske, hvor de havde haft køkkenhave, og hvor han selv engang havde sået blomster. Vi nød luften og regnen, mens vi lod ham snak-ke.

“Var hun ikke lidt underlig?” spurgte Christina, da vi igen sad i bilen, på vej mod mors kirke. “Synes du ikke, hun var sød?” spurgte far. “Det var da sødt af hende at gemme dine gamle blade,” smilede mor. “Og sødt af dig,” sagde jeg og så på mor, “at jeg hedder Ditte.” Og så talte vi ikke mere om fru Ingeborg.

Vi standsede ved kirken, som så helt almindelig ud.


14

Indeni var den også helt almindelig. Den lugtede tilmed almindeligt: Trist, klamt og mørkt. Jeg satte mig på en bænk. Mor styrede direkte mod altertavlen. “Der er den,” sagde hun og pegede. Mikkel kom over til hende. “Den er helt speciel,” sagde hun. “Den viser den sidste nadver i stedet for Jesus på korset, som man ellers plejer.” Mikkel nikkede. Far kikkede på orglet, og Christina holdt sig for næsen og sagde, at hun gik ud. Jeg skal konfi rmeres til foråret, og jeg er glad for, det ikke skal foregå her. Der er ikke meget fest og farver over denne kirke. Men den er sikkert god til begravelser. “Skal vi ikke snart hjem?” spurgte jeg og gabte. “Lige om lidt,” sagde mor. “Bare der stod noget om den altertavle,” fortsatte hun henvendt til Mik-kel. “Måske er der en, du kan spørge,” foreslog han. Mor nikkede og gik hen mod en dør. Den var hel-digvis låst. Hun prøvede en til med samme resultat, men den tredje, hun tog i, gik op. “Må du det?” spurgte jeg. Mor kikkede ind, så vendte hun sig mod mig. “Kom og se, det er virkelig fl ot.” Hun og Mikkel forsvandt gennem døren, og jeg


15

gik derover. Der var smykket med blomster alle veg-ne, og midt i rummet stod en åben kiste. Jeg blev stående helt stiv i døren. “Kom og se,” sagde mor og rakte hånden ud mod mig. Jeg blev stående. “Døden er naturlig,” sagde hun. “Ja, med mindre den selvfølgelig indtræffer una-turligt,” sagde Mikkel. “Ham her ser ud til at have sovet ind i den,” sagde mor og så på mig. “Kom nu.” Jeg rokkede mig ikke ud af stedet. “Når man har sagt ja til livet, har man samtidig sagt ja til døden,” sagde Mikkel. “Jeg husker nu ikke, jeg blev spurgt,” svarede jeg. “Prøv nu at se,” blev mor ved. “Han har fået fred nu.” “Ja, måske,” sagde Mikkel. “Men det kan også være, at han bliver pint og plaget, der hvor han er havnet.” Mor tog en hvid nellike fra en buket og lagde den på brystet af den døde. “Hvad hvis der kommer nogen?” spurgte jeg. “En engel for at hente ham,” mor smilede. “Eller en nedefra,” foreslog Mikkel. “Hvorfor er kisten åben?” spurgte jeg. “Måske er de bare trætte af at høre på bankelyde.”


16

Mikkel smilede til mig. “Det sker jo, at nogen vågner op!” Jeg gik over til far og fi k ham trukket med ud af kirken. Ude på pladsen kunne vi se Christina i færd med at samle tomme fl asker. På en bænk foran et gravsted sad to mænd og drak. De så godt røde ud i hovederne, og deres tøj var ikke for kønt. Den ene kaldte på Christina, og vi gik også derover. Fra den anden side nærmede mor og Mikkel sig. “Du må sgu ikke løbe med vores fl asker,” sagde den ene og rejste sig, en ret spinkel mand næsten et halvt hovedet mindre end far. “Hvor skal de næste bajere så komme fra?” Han smilede pludselig bredt til far. “Jamen Slaske – er det ikke Slaske,” han grinede. “Gode gamle Slaske.” Han vendte sig mod den anden. “Kan du kende Slaske. Og nu med frue og børn og det hele.” “Få en øl med,” sagde ham på bænken og begyndte at rode i en klirrende plasticpose. Han fandt to fl asker og rakte dem frem mod far. “Også en til fruen.” “Det er Egon og Frank, som jeg har fortalt om,” sagde far og så på mor. Frank blev ved med at holde øllerne frem. “Nej, tak. Jeg skal køre,” far rystede smilende på hovedet. “Du kan da godt drikke en gravøl med os.” Egon


nikkede hen mod stenen overfor. “Der ligger vores salige forældre. Man skal ære de døde.” Han holdt fl asken frem mod gravstenen som en hilsen og drak. Jeg så på stenen. Det var henholdsvis syv og ni år siden, de var døde. “Vi skal desværre videre,” sagde far. “Hvad fanden, en enkelt skader vel ikke,” sagde Egon. “Vi skal nok lade være at drille.” De grinede begge larmende. “Du blev sgu altid så sur dengang,” sagde Frank. “Nej, vi skal nok se at komme hjemad nu,” sagde far og begyndte at gå over mod bilen. “Du går sgu da ikke allerede?” råbte Egon. Far vendte sig og hævede hånden til hilsen, og vi gik samlet ud af kirkegården. “Alting var meget større dengang,” sagde Mikkel sådan nærmest for sig selv. “Hvorfor kaldte han dig Slaske?” spurgte Chri-stina. Det svarede far ikke på; i det hele taget sagde han ikke ret meget på hele turen hjem. Måske har jeg lært noget om mine rødder, men om jeg er begyndt at holde mere af min familie, det ved jeg nu ikke rigtigt.


pinligt_dittes _familie

Documents