PIGEN DER FORTALTE FILM

TIDERNE SkIFTER

Hernán Rivera Letelier

Pigen der fortalte filmOversat af Rigmor kappel Schmidt

TIDERNE SkIFTER Læderstræde 5, 1. sal · 1201 københavn k

Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 tiderneskifter@tiderneskifter.dk

www.tiderneskifter.dk

Pigen der fortalte filmOversat fra spansk efter „La contadora de películas“

udgivet af Aguilar Chilena de Ediciones S.A.© Hernán Rivera Letelier 2009Published by arrangement with

Guillermo Schavelzon & Assoc. Literary AgencyDansk udgave: © 2013 Tiderne Skifter

Forlagsredaktion: Claus ClausenSat med New Baskerville hos An:Sats, Espergærde

Tryk: Holm Print Management, TjeleISBN 978-87-7973-589-7

Oversættelsen er udgivet med støtte fraStatens Kunstråds Litteraturudvalg

Vi er gjort af samme stof som drømme.

William Shakespeare: Stormen

Vi er gjort af samme stof som film.

Hada Delcine

7

1 Hjemme fik pengene hurtigt ben at gå på,

og vi haltede altid bagefter med betalingerne, så

når der kom en film til Salpeterværket, eller bare

Værket i daglig tale, som min far syntes om – han

afgjorde det ud fra navnet på den skuespiller, der

havde hovedrollen – skrabede familien penge

sammen til én og kun én billet og sendte mig i

biografen for at se den.

Derefter, når jeg kom hjem fra biografen, hav-

de hele familien samlet sig i dagligstuen, og så

skulle jeg fortælle filmen.

8

2 Det var dejligt, når jeg havde set filmen,

at komme hjem til min far og mine brødre, der

spændt sad og ventede på rad og række ligesom i

biografen, med nyredt hår og deres pæne tøj på.

Min far sad i husets eneste lænestol med en

boliviansk poncho over benene: Det var parterre.

På gulvet ved siden af lænestolen lyste en flaske

rødvin op sammen med det eneste glas, vi havde.

Galleriet var en lang bænk af ubehandlet træ,

hvor mine brødre havde sat sig trip trap træsko.

Og da nogle af deres venner fandt på at tage op-

stilling i vinduet, blev det til balkonen.

Jeg kom lige fra biografen, drak hurtigt en kop

te (som de havde stillet parat til mig) og begyndte

så min forestilling. Jeg stod foran dem med ryg-

gen til den kalkede væg, der var hvid som bio-

graflærredet, og gik i gang med at fortælle filmen

fra A til Z, som min far plejede at sige, og jeg be-

stræbte mig på ikke at glemme en eneste detalje

fra handlingen, dialogerne og personerne.

Her skal jeg lige indskyde, at jeg ikke blev

sendt i biografen, fordi min far og mine brødre

9

optrådte ridderligt over for damerne og dermed

også mig som familiens eneste kvinde. Bestemt

ikke. Jeg blev sendt i biografen, fordi jeg var bedre

end alle de andre til at fortælle film. Jo, De hørte

rigtigt: den bedste filmfortællerske i familien. Se-

nere blev jeg den bedste i barakken og snart også

den bedste i hele byen. Så vidt jeg vidste, var der

ingen i Værket, der kunne slå mig, når det gjaldt

om at fortælle film. Uanset hvilken slags: film om

krig eller kærlighed, marsmænd, western, horror.

Og naturligvis de mexicanske film, for ligesom an-

dre fra syden havde min far en svaghed for dem.

Og det var netop en mexicansk film, en rigtig

tåreperser med masser af sjælere, jeg vandt på.

For titlen skulle man nemlig vinde.

Eller tror De måske, jeg blev valgt for mit køn-

ne udseende?

10

3 Vi var fem børn i familien. Fire drenge og så

mig. Vi fem fulgte hinanden trip trap træsko både

i størrelse og i alder. Jeg var den yngste. kan De

forestille Dem, hvad det vil sige at vokse op i et

hjem kun med brødre? Jeg har aldrig leget med

dukker. Til gengæld vandt jeg altid, når vi spillede

med kugler eller kegler. Og ingen kunne overgå

mig, når vi jagtede firben. Opdagede jeg et firben,

plaf, så var det dødsens.

Jeg rendte barfodet omkring hele dagen, røg

i smug, gik med kasket og kunne stå op og pisse.

Man står op og pisser, man sidder på hug og

tisser.

Og jeg gjorde det overalt på pampaen ligesom

mine brødre. Selv når vi kappedes om, hvem der

kunne pisse længst, slog jeg dem med mindst ti

centimeter. Og dét op imod vinden.

Da jeg fyldte syv, kom jeg i skole. Udover at jeg

måtte acceptere at gå med nederdel, havde jeg

enormt svært ved at vænne mig til at tisse som en

ung dame.

Det var sværere end at lære at læse.

11

4 Da min far kom på den idé at afholde en

konkurrence, var jeg ti år gammel og gik i tredje

klasse. Hans idé bestod i at sende os i biografen

én ad gangen, og bagefter skulle vi fortælle fil-

men. Den, der var bedst til at fortælle, skulle gå i

biografen, hver gang der var en god film på pla-

katen. Eller en mexicansk. Hvad de mexicanske

film angik, var min far bedøvende ligeglad med,

om de var gode eller dårlige. Selvfølgelig skulle

der også være penge til billetten.

De øvrige måtte nøjes med at få filmen fortalt

derhjemme.

Vi kunne alle lide idéen. Hver især følte vi os

i stand til at vinde. Det var ikke helt ved siden af,

for ligesom de andre børn i minebyen plejede

vi at efterligne filmens „unge helte“ i deres bed-

ste scener, når vi havde været i biografen. Mine

brødre var eksperter i at efterligne John Waynes

særlige gang og skæve blik, Humphrey Bogarts

hånlige træk om munden og Jerry Lewis’ utrolige

grimasser. De var ved at omkomme af grin, når

jeg forsøgte at blinke som Marilyn Monroe eller

12

efterligne Brigitte Bardot, når hun satte et ansigt

op som en uskyldig – forførende uskyldig – lille

pige.

13

5 Nogle vil nok spørge, hvorfor min far ikke

selv gik i biografen, i det mindste når der blev vist

en mexicansk film. Min far kunne ikke gå. En ar-

bejdsulykke havde gjort ham lam fra livet og ned.

Nu arbejdede han ikke længere. Han fik en elen-

dig invalidepension, der knap rakte til maden.

For slet ikke at tale om en rullestol. For at

flyt te ham fra spisestuen til soveværelset eller fra

spisestuen ud til gadedøren – hvor han holdt af

at sidde og drikke en flaske rødvin, snakke med

vennerne og se dagen gå på hæld – havde mine

brødre taget hjulene fra en trehjulet cykel og sat

dem på hans lænestol. Den trehjulede cykel var

min ældste brors første julegave, men hjulene

kun ne ikke klare min fars vægt, så de eksede og

måtte konstant rettes ud.

Hvad så med min mor? Ja, altså, min mor for-

lod min far efter ulykken. Hun forlod ham og os,

hendes fem børn. Sådan uden videre, fra den ene

dag til den anden! Derfor havde min far forbudt

os at nævne hende derhjemme, „tøjten“ sagde

han altid med foragt i stemmen.

14

„Jeg vil ikke høre den tøjte omtalt,“ plejede

han at sige, når en af os tankeløst kom til at nævne

mor.

Når det skete, sank han hen i tavshed, og det

tog timer, før han igen var til at slå et ord af.