Betænkning

om

Erstatning i anledning afstrafferetlig forfølgning

Afgivet af det afjustitsministeriet den 16. januar 1968

nedsatte udvalg

BETÆNKNING NR. 801

1977

ISBN 87-503-2127-7Ju 00-8-bet.

Indhold.

Udvalgets nedsættelse og hidtidige arbejde

Resumé

Kap. 1. Erstatningsreglernes historie, udvikling og kritik

Kap. 2. Fremmed og international ret

Kap. 3. De ansvarspådragende indgreb og retsfølger

Kap. 4. Nedsættelse og udelukkelse af erstatning

Kap. 5. Strafforfølgningens udfald

Kap. 6. Fremgangsmåde m. v

Kap. 7. Skaden og tabet

Udvalgets lovudkast (retsplejeloven)

Bemærkninger til lovudkastet

Færdselsloven, lovudkast og bemærkninger

Mindretallets udtalelse og lovudkast

Bilag 1. Lov nr. 52 af 5. april 1888Bilag 2.Erstatningsbestemmelser,i,retsplejeloven,af,1916......................................................Bilag 3. Lov nr. 209 af 23. juli 1932 (retsplejelovens kapitel 93 a)

5

6

10

18

24

30

35

41

44

52

53

57

59

65

67

70

Udvalgets nedsættelse og hidtidige arbejde.

Den 16. januar 1968 nedsatte justitsministe-riet udvalget med den opgave at gennemgåog fremkomme med forslag til revision afbestemmelserne i retsplejelovens 4. bog, 2.og 3. afsnit. Ved skrivelse af 12. september1968 anmodede justitsministeriet udvalgetom endvidere at behandle reglerne i retsple-jelovens kapitel 93a om oprejsning i anled-ning af strafferetlig forfølgning:

Udvalget fik følgende sammensætning:Landsdommer Povl Hansen (formand),Retspræsident E. Caspersen,Højesteretssagfører Mogens Christensen,Politimester Erik Christensen,Rigsadvokat Per Lindegaard,Landsdommer Frank Poulsen,Politimester A. V. Sørensen.

Som sekretær for udvalget fungerede byrets-dommer Ib Dalgas Rasmussen.

Efter afgivelse af delbetænkningen om an-holdelse og varetægt ønskede E. Caspersenog Frank Poulsen at udtræde. I deres stedudpegedes den 21. november 1974 henholds-vis byretsdommer Ib Dalgas Rasmussen, dersamtidig fratrådte som udvalgets sekretær,og kontorchef (nu politimester) Tage Bæk-gård.

Som sekretær udpegedes lektor HansGammeltoft-Hansen.

Udvalget har indtil afgivelsen af dennebetænkning afholdt 84 møder.

Den 27. september 1971 afgav udvalgetdelbetænkning om efterforskning i straffesa-ger m. v. (betænkning 622/1971). I delbe-tænkningen foretog udvalget en almindeliggennemgang af reglerne i retsplejeloven ka-pitlerne 70, 74 og 75. Samtidig behandledesspørgsmålene om børns og unge menneskers

stilling i straffesager og om klager over poli-tiet. Spørgsmålet om klager over politiet ernu løst ved lov nr. 325 af 13. juni 1973, deri retsplejeloven har indført kapitel 95b (§§1019-1019 n) om undersøgelse af klagerover politiet.

Den 10. oktober 1974 afgav udvalget del-betænkning om anholdelse og varetægt (be-tænkning 728/1974). I denne delbetænk-ning foretog udvalget en gennemgang af be-stemmelserne i retsplejeloven kapitlerne 71og 72 samt § 1002, stk. 1 og 2, og §§1003-1005 i kapitel 90.

Efter at de to delbetænkninger samlethavde været udsendt til høring, deltog ud-valgets medlemmer i to møder med repræ-sentanter for justitsministeriet og nogle af dehørte instanser, hvorunder de afgivne udta-lelser drøftedes.

I nærværende betænkning behandler ud-valget reglerne om oprejsning i anledning afstrafferetlig forfølgning og fremsætter ud-kast til en ny affattelse af bestemmelserne iretsplejelovens kapitel 93 a (§§ 1018a-1018m) samt færdselslovens § 133.

Det er udvalgets hensigt efter afgivelsenaf denne delbetænkning at fortsætte gen-nemgangen af de særlige retsmidler underefterforskningen i straffesager: besigtigelse(kapitel 67), beslaglæggelse og telefonaflyt-ning (kapitel 68), ransagning (kapitel 69),beslaglæggelse af sigtedes formue m. v. (ka-pitel 73) og personundersøgelser (kapitel 73a). Endvidere har justitsministeriet ved skri-velse af 23. oktober 1975 anmodet udvalgetom at behandle reglerne i retsplejeloven §§731 og 732 om forsvarerbeskikkelse. Udval-get har indledt drøftelserne af dette spørgs-mål.

Tage Bækgård. Erik Christensen.

Mogens Christensen. Per Lindegaard.

Ib Dalgas Rasmussen. A. V. Sørensen.

Hans Gammeltoft-Hansen.

Povl Hansen.

København, den 10. december 1976.

Resumé.

I kapitel 1 opridses baggrunden for indførel-sen af særlige erstatningsregler vedrørendestrafforfølgningsskader i dansk ret, reglernesudvikling og den kritik, der har været rettetimod dem. Initiativet blev i 1878 og det føl-gende årti især taget og fulgt op afN. F. Schlegel, hvilket resulterede i lov nr.52 af 5. april 1888 om Erstatning for ufor-skyldt Varetægtsfængsel og Straf m. v. Rets-plejeloven af 1916 afløste med bestemmelserom erstatning for anholdelse, varetægt, be-slag og udstået straf 1888-loven, hvis grund-principper blev fastholdt med enkelte udvi-delser og formelle ændringer. I årene efterretsplejeloven fremkom forskellige kritiskebidrag til diskussionen, og i 1929 nedsatteset udvalg, der året efter fremsatte forslag omen række ændringer af bl. a. retsplejelovenserstatningsregler. Forslaget dannede i nogetændret skikkelse grundlag for lov nr. 209 af23. juli 1932, hvorved retsplejelovens kapi-tel 93 a indføjedes; en væsentlig udvidelseaf ansvarsområdet bestod i, at der åbnedesmulighed for at opnå erstatning for besigti-gelse, ransagning, beslaglæggelse samt vare-tægts- og anholdelsessurrogater. Bortset fraen formel ændring i 1948 skete den næsteændring af retsplejelovens kapitel 93 a vedlov nr. 164 af 31. maj 1961. I perioden for-inden var der blevet ydet teoretiske bidragaf bl. a. Hurwitz og E. Munch-Petersen.1961-ændringen indeholdt enkelte mindreudvidelser af erstatningsområdet i form afbegrænsning af erstatningsudelukkelses-grundene. Siden 1961-loven har både de ma-terielle og de formelle erstatningsregler samtstørrelsen af de tildelte erstatningsbeløbværet udsat for kritik fra såvel teoretisksom politisk hold. Linien i dansk ret siden1888-loven viser en stadig udvidelse af ad-gangen til at opnå erstatning i anledning afstrafferetlig forfølgning. Visse spørgsmål harherunder gang på gang været debatteret; detgælder i særlig grad omfanget og arten af deindgreb, der kan give anledning til erstat-ning eller anden oprejsning, samt reglen om,

at erstatning ikke skal gives, såfremt derogså efter frifindelse eller påtaleopgivelsefortsat består en formodning om den erstat-ningssøgendes skyld i de påsigtede forhold(den såkaldte »skyldformodningsregel«).

Kapitel 2 indeholder en kort oversigtover, hvorledes de centrale spørgsmål vedrø-rende erstatning for straffeprocessuelle ind-greb og strafferetlige retsfølger er løst iNorge, Sverige, England, Vesttyskland, Øst-rig og Frankrig. Endvidere omtales de på-gældende bestemmelser i den europæiskemenneskerettighedskonvention. Gennemgan-gen af fremmed ret viser en betydelig uens-artethed i reguleringen af selve ansvars-grundlaget (objektivt ansvar, culparegler,billighetserstatning), omfanget af de ansvars-pådragende indgreb og retsfølger (varetægt,anholdelse og andre processuelle tvangsmid-ler, øvrige strafforfølgningsskader, straf ogandre retsfølger), erstatningsudelukkelses-og nedsættelsesgrundene (skyldformodning,erstatningssøgendes egen foranledning afindgrebet eller foranstalningen), samt denprocessuelle fremgangsmåde ved kravetsfremsættelse og behandling; også andre afvi-gelser kan påpeges. Det er derfor ikke mu-ligt at fremhæve en generel udvikling ellerretstilstand inden for de vesteuropæiske rets-systemer på dette område. På enkelte punk-ter (f. eks. vedrørende skyldformodningsreg-len og mulighed for erstatning efter påtale-frafald eller domfældelse til en mindre ind-gribende sanktion) kan der hentes inspirationog erfaring i nogle af de fremmede retssy-stemer.

I kapitel 5 drøftes spørgsmålet om, hvilkeindgreb og retsfølger, der efter omstændighe-derne skal kunne begrunde et erstatnings-krav, uanset at de ikke er forårsaget af fejleller forsømmelser fra myndighedernes side.For så vidt angår de straffeprocessuelle ind-greb foreslår udvalget en vis udvidelse i for-hold til de gældende regler. En række kon-

krete efterforskningsskridt (f. eks. konfron-tationer, fotografering med indsættelse afbilledet i fototek, personundersøgelser o. a.)inddrages under erstatningsområdet. Detsamme gælder tilfælde, hvor sigtelsen vedmyndighedernes foranstaltning er bragt tilkundskab for en større kreds (f. eks. gen-nem en offentlig efterlysning). Derimod fin-der udvalget ikke, at risikoen for den skade,der eventuelt kan påføres ved den blotte sig-telse og en rutinemæssig afhøring af en min-dre personkreds i forbindelse hermed, børbæres af det offentlige. Den nærmere af-grænsning af, hvilke straffeprocessuelle ind-greb, der efter omstændighederne kan be-grunde et erstatningskrav, overlades til prak-sis; i lovforslaget gives der med ordet »ind-greb« udtryk for, at det skal dreje sig om ef-terforskningsforanstaltninger af en vis kon-kret indgribende karakter. For så vidt angårstrafferetlige foranstaltninger er det udval-gets opfattelse, at enhver strafferetlig rets-følge, som efter genoptagelse viser sig athave været uforskyldt, bør kunne givegrundlag for erstatning. Udvalgets flertal fo-reslår endvidere en graduering af ansvars-grundlaget, således at erstatning for anhol-delse, varetægt og alle strafferetlige retsføl-ger ydes på objektivt grundlag, mens de øv-rige straffeprocessuelle indgreb giver mulig-hed for at opnå erstatning efter en friere be-dømmelse. Denne graduering svarer i prin-cippet til den nuværende retstilstand. Ende-lig foreslås det, at en ny regel indføres, hvor-ved der skabes hjemmel for at behandle deerstatningskrav, der fremsættes under ud-trykkelig henvisning til myndighedernes fejleller forsømmelser (culpa-krav), eftersamme processuelle regler som de øvrige er-statningskrav.

Når de erstatningsbegrundende foranstalt-ninger og ansvarsgrundlaget er fastlagt, måder foretages visse korrektioner gennem desåkaldte nedsættelses- eller udelukkelses-grunde; dette spørgsmål drøftes i kapitel 4.En betydningsfuld ændring i forhold til dengældende retstilstand består i udvalgets for-slag om afskaffelse af reglen om udelukkelseaf erstatning på grund af fortsat formodningom den erstatningssøgendes skyld i det på-sigtede forhold. Denne regel - der finder sinteoretiske begrundelse i de forskellige bevis-byrderegler inden for henholdsvis straffepro-

cessen og civilprocessen - skaber i praksis toklasser af frifindelser: de frifindelser, dergiver grundlag for erstatning, og de frifindel-ser, hvor erstatning ikke opnås på grund afskyldformodningsreglen. Dette (ofte kritise-rede) forhold - som i øvrigt ikke genfindesved erstatning for udstået straf - finder ud-valget uacceptabelt, og reglen foreslås derforafskaffet. Den anden årsag til udelukkelse(eller nedsættelse) af erstatning er eftergældende ret den erstatningssøgendes egenforanledning af det indgreb eller den for-anstaltning, for hvilken der nu kræves er-statning. Efter en gennemgang af den hidti-dige praksis på dette område når udvalgetfrem til den opfattelse, at denne udelukkel-ses- eller nedsættelsesgrund bør opretholdesi det væsentlige i sin nuværende skikkelse.Der ydes en række fortolkningsbidrag til be-stemmelsen - især gennem jævnføring medden civile erstatningsrets principper vedrø-rende skadelidendes »egen skyld« og det på-vises nærmere, i hvilket omfang der i prak-sis sker sammenfald mellem udelukkelse pågrund af henholdsvis »skyldformodning« og»egen skyld«. Kapitlet afrundes med en kortdrøftelse af muligheden for under særligeomstændigheder at lade afkortning i enidømt straf træde i stedet for erstatning; ud-valget finder dog ikke anledning til at fore-slå en regel herom.

I kapitel 5 drøftes spørgsmålet om den ef-terfølgende konstatering af, at den pågæl-dende foranstaltning var uforskyldt, uberet-tiget eller ulovlig - alt efter hvilket krite-rium der vælges. Udvalget finder ikke anled-ning til at fravige den hidtidige ordning,hvorefter det som altovervejende hovedregeler strafforfølgningens udfald (især frifin-delse og påtaleopgivelse), der udløser erstat-ningsansvaret. En særlig bestemmelse omansvar for ulovlige indgreb anses for over-flødig; dels synes den nuværende bestem-melse herom (retsplejeloven § 1018 a) kunsjældent at være blevet anvendt i praksis, ogdels vil de foreslåede bestemmelser om cul-pa-krav og billighedserstatning opfange defå tilfælde, hvor erstatning for et ulovligtindgreb ikke ville kunne gives på andetgrundlag. De forskellige former for udfald afstrafforfølgning opregnes, og det påvises, atudelukkelsesgrunden »egen skyld« i enrække tilfældegrupper afskærer erstatning.

7

Med denne indskrænkning bør enhver frifin-delse eller påtaleopgivelse efter udvalgetsopfattelse kunne udløse et objektivt erstat-ningsansvar for det uforskyldte indgreb,bortset fra frifindelse på grund af tiltaltesutilregnelighed. Undtagelsesvis bør man dogogså åbne mulighed for erstatning, selvomstrafforfølgningen er endt med domfældelseeller påtalefrafald, såfremt den idømte sank-tion står i misforhold til de under sagen an-vendte indgreb (f. eks. hvor 8 måneders va-retægt efterfølges af 4 måneders fængsel).Denne udvidelse af ansvarsgrundlaget - derdog delvis kendes også i den nuværendepraksis - foreslås lovfæstet i form af en fa-kultativ bestemmelse, og der anføres enrække momenter, som bør tages i betragt-ning ved udøvelsen af skønnet over, hvor-vidt erstatning bør tilkendes i disse specielletilfælde. Hertil føjes et forslag om en billig-hedsregel med henblik på de ganske særligesituationer, hvor der kan være trang til atyde erstatning, til trods for at de i loven be-skrevne betingelser ikke er opfyldt. Tilsva-rende synspunkter finder - i lidt forenkletform - anvendelse ved erstatning for ufor-skyldt straf, dog således at erstatningstilken-delsen her altid sker efter en obligatoriskregel.

Reglerne om den formelle fremgangsmådeved fremsættelsen og behandlingen af erstat-ningskravet omhandles samlet i kapitel 6.Den gældende regel om, at erstatningskravetskal fremsættes i umiddelbar tilslutning tilden frifindende afgørelse, foreslås ophævetog erstattet af en bestemmelse om, at kravetkan rejses senere inden for en frist på nor-malt to måneder. Endvidere findes det hen-sigtsmæssigt at styrke anvendelsen af denadministrative behandling af erstatningssa-gen, således at alle krav først undergives enadministrativ prøvelse. I tilfælde af helt ellerdelvis afslag indbringer anklagemyndighe-den sagen efter den erstatningssøgendes be-gæring for den underret, hvor straffesageneventuelt har været pådømt. Såfremt sagenikke har været pådømt ved underretten -fordi det drejer sig om en nævningesag, ellerfordi påtalen opgives eller frafaldes - ind-bringer anklagemyndigheden sagen for un-derretten i den retskreds, hvori det pågæl-dende indgreb er blevet besluttet eller vedden erstatningssøgendes hjemting. Som i

gældende ret bør sagen behandles i straf fe-retsplejens former. Det foreslås dog, at på-dømmelsen sker uden medvirken af lægdom-mere. Ved afskaffelsen af skyldformodnings-reglen mindskes betydningen af lægdommer-elementet afgørende; sagen antager i højeregrad karakter af en almindelig civilretlig er-statningssag, hvor medvirken af lægdom-mere ville være en afvigelse fra det nor-male. Hertil kommer, at det efter den fore-slåede tidsmæssige adskillelse af erstatnings-sagen og den oprindelige straffesag kan værepraktisk vanskeligt eller umuligt at få desamme lægdommere, som medvirkede vedstraffesagens behandling, til at deltage i på-kendelsen af erstatningskravet. Ud over detnævnte foreslås der en række mindre æn-dringer i de formelle bestemmelser, hovedsa-geligt ophævelse af regler, som findes over-flødige.

Kapitel 7 omhandler nogle særligespørgsmål vedrørende skader og tab i forbin-delse med strafforfølgning. Erstatningsdæk-ningen udstrækkes til alle tilfælde af ikke-økonomiske skader, og bestemmelsen heromforeslås i det væsentlige udformet i overens-stemmelse med den almindelige regel iikrafttrædelsesloven § 15, stk. 1. De gæl-dende regler, hvorefter politimesteren kanudstede en erklæring om, at en foranstalt-ning eller selve strafforfølgningen har vistsig at mangle grundlag og ikke har væretforskyldt ved sigtedes eget forhold, foreslåsophævet; forslaget støttes af politimesterfor-eningen, som bl. a. påpeger, at erklæringeraf denne art vil kunne afgives også udensærlig lovhjemmel. Som grundlag for overve-jelserne vedrørende erstatningsniveauet ogtil belysning af de økonomiske konsekvenseraf de foreslåede udvidelser af erstatningsan-svaret har udvalget anvendt og indhentet enrække oplysninger om praksis vedrørendeudmålingen af erstatningsbeløbene. En delaf dette materiale fremlægges, selvom detikke giver mulighed for en nærmere påvis-ning af erstatningsniveauets størrelse ellerudvikling. Hvor det fremsatte krav afvises afadministrationen, henhører erstatningsfast-sættelsen under domstolene, der - ligesom ide mange andre arter af erstatningssager,som afgøres af domstolene - i nogen gradmå følge udviklingen på andre områder. Pådenne baggrund mener udvalget ikke at

8

burde stille forslag om selve erstatningsud-målingen. Afslutningsvis drøftes mulighedenaf at optage en bestemmelse om erstatningfor skader, der i anledning af strafforfølg-ning påføres ikke-sigtede personer. Et for-slag herom afvises imidlertid af udvalgetsflertal, som finder, at spørgsmålet bør løses isammenhæng med de generelle regler om detoffentliges erstatningsansvar.

1 tilslutning til de foreslåede ændringer iretsplejeloven foreslås også færdselslovens §

133 ændret. Selv om erstatning for ufor-skyldt inddragelse eller frakendelse af fører-retten i anledning af strafforfølgning princi-pielt er hjemlet allerede ved retsplejelovensbestemmelser - der omfatter alle straffor-følgningsindgreb - findes det hensigtsmæs-sigt og mest oplysende, at der i færdselslo-ven bibeholdes en særlig erstatningsbestem-melse. Den foreslåede bestemmelse er udfor-met som en ren henvisningsregel til retspleje-lovens kapitel 93 a.

9

10

Kapitel 1.Erstatningsreglernes historie, udvikling og kritik.

Tanken om et særligt ansvar for skader, deruforskyldt påføres ved strafforfølgning, er afældre dato. Allerede i slutningen af det 18.århundrede gjorde fremtrædende jurister ogkriminalister i England, Frankrig og Italiensig til talsmænd for sådanne synspunkter.Koncist og udtryksfuldt sammenfattedeBentham (1748-1832) opfattelsen således,at »an error in justice is already, by itself, asubject of grief, but that this error, onceknown, should not be repaired by proportio-nal indemnification, is an overturning of thesocial order«.

Gennem det 19. århundredes første halv-del fortsatte diskussionen, især i Frankrig ogTyskland, uden dog at resultere i konkretebestemmelser bortset fra enkelte schweiziskeog italienske delstatslovgivninger. I1870'erne intensiveredes drøftelserne i Tysk-land, bl. a. på de store Juristdage, og nåedead denne vej til de nordiske lande.

I Danmark kendte man på dette tidspunktkun regler om almindeligt culpaansvar forden embedsmand, der ved pligtstridig ad-færd i forbindelse med strafforfølgninghavde forvoldt tab1). På initiativ af N. F.Schlegel blev spørgsmålet om et særligt er-statningsansvar taget op, dels i de nordiskejuristmøders regie, og dels i Rigsdagens de-batter, hvor Schlegel i tre på hinanden føl-gende samlinger i perioden 1885-88 fremsat-te lovforslag om erstatning for uforskyldt

varetægtsfængsling.2) Fremtrædende i dissedebatter var (foruden Schlegel), Goos, Nel-lemann, Getz, Uppström og Rump. Drøftel-serne påkalder sig særlig interesse, ikke blotfordi de danner baggrunden for indførelsenaf særlige ansvarsregler om strafforfølg-ningsskader i dansk ret, men også fordi deanslår praktisk taget alle de temaer, hvor-over debatten siden har udspillet sig.

Megen opmærksomhed blev - som natur-ligt var - ofret spørgsmålet om selve grund-laget for indførelsen af særegne ansvarsreg-ler. Stillingtagen til dette spørgsmål indebarkonsekvenser for såvel indførelsen af erstat-ningsregler som udstrækningen af ansvaret.Schlegel (og til dels Getz) opfattede erstat-ningsansvaret som hvilende på en interesse-afvejning, der kunne minde om nødretligebetragtninger. Således fremhævede Schlegeli 1878, at »naar Staten i det Almenes Inter-esse fordrer Offre, bør den give den Enkelte,som lider derunder, Erstatning derfor«; handrog herved paralleller til bl. a. krigsskade-erstatninger, groshavari, ekspropriation, ned-slagtning af kvægsyge besætninger o. a. Idisse tilfælde skulle der - inden for vissegrænser - ydes erstatning, til trods for, atder var tale om i øvrigt fuldt lovlige handlin-ger. Selv om erstatning for uforskyldt fængs-ling således ikke stødte an mod almindeligeretsgrundsætninger, fandtes handlingerneskarakter af at være lovlige dog at indebære

') Jfr. Forordning ang. Rettens vedbørlige og hurtige Pleie, af 3. juni 1796, § 35.2) Se Nordisk Juristmøde 1878, Bilag VI; Nordisk Juristmøde 1884, Bilag IV og s. 135-166; Rigsdags-

tidende 1885-86, Landstingets Forhandlinger, s. 344-368; 1886-87, Landstingets Forhandlinger, s. 28-30,356-357, 590-600, Tillæg B, s. 93-96, 1739-1752; 1887-88, Landstingets Forhandlinger, s. 29-30, 121-129, 239-244, Folketingets Forhandlinger, s. 1097-1125, 4375-4400, Tillæg A, s. 2405-2408, Tillæg B, s.1169-1176.

11

et krav om udtrykkelig lovhjemmel. - I se-nere tid (bl. a. hos Hurwitz og E. Munch-Pe-tersen) fandt det samme grundsynspunkt,hvorefter en interesseafvejning i forhold tilden skadegørende handlings iværksættelseskulle være afgørende, udtryk i en anden ju-ridisk konstruktion: særligt ansvar for far-lige handlinger. Retshåndhævelsen karakte-riseredes som en »farlig bedrift«, hvis skade-forvoidelse ubetinget måtte erstattes af be-driftens udøver og interessebærer, dvs. sta-ten som repræsentant for almenheden.

Mens de anførte opfattelser indebar en ka-rakteristik af erstatningen som et egentligtretskrav, der under visse betingelser kunnegøres gældende af skadelidende, blev det fraanden side (bl. a. Goos, Nellemann ogRump) hævdet, at de pågældende kravalene måtte opfattes som en billighedserstat-ning. Det kunne ikke afvises, at det efteromstændighederne måtte stille sig som rime-ligt at yde en vis kompensation for de ufor-skyldte skadevirkninger af strafforfølgnin-gen. Opfattelser af denne art måtte føre til athenvise erstatningsspørgsmålet i videst mu-ligt omfang til fakultative og stærkt skøns-mæssigt betonede regler. - En senere udvik-ling af sådanne billighedssynspunkter nær-mede sig gennem synspunktet »social forsik-ring« den ovennævnte opfattelse, hvoreftererstatningen snarere måtte betegnes som etegentligt retskrav. Allerede H. Munch-Peiersen antydede dette synspunkt;1) og i ny-este tid har det været gjort gældende af Brat-holm2), at i en tid, hvor samfundet søgerat beskytte borgerne mod at lide tab ved syg-dom, invaliditet og mange andre ulykker, erdet rimeligt, at det offentlige også påtagersig ansvaret for den ulykke, der består i atblive fængslet, skønt man er uskyldig.

Drøftelserne drejede sig oprindelig ude-lukkende om erstatning for frihedsberøvelse.Schlegel selv beskæftigede sig i sine indlægog forslag alene med varetægtsfængsling.Om anholdelse hed det, at denne sag ikke »iØjeblikket er moden til at tages med«; og er-statning for udstået straf byggede efter hansopfattelse på afvejninger og afgrænsninger,der var så væsensforskellige fra varetægtser-statningen, at det ikke kunne anses for hen-sigtsmæssigt at sammenfatte de to problem-

kredse. Selv om drøftelserne på juristmødet i1884 havde fremhævet erstatning for udståetstraf som et problem af lige så påtrængendekarakter som varetægtserstatningen, blevSchlegels afgrænsning af sit lovforslag til va-retægtsfængsling opretholdt i landstingetsdrøftelser gennem alle tre samlinger. FørstFolketingets behandling i 1887-88 foranle-digede, at Lov nr. 52 af 15. april 1888 omErstatning for uforskyldt Varetægtsfængs-ling og Straf efter Dom m. v. kom til at in-deholde en bestemmelse (§ 5) om udståetstraf.

Alle var enige om, at erstatningskravetskulle knyttes til en senere frifindelse elleren opgivelse af påtalen af bevismæssigegrunde. Schlegel og Goos pegede på, at ogsåfrifindelsen måtte bygge på beviset, ikke påmanglende strafbarhed, forældelse eller util-regnelighed o. a. Ligeledes lå det uimodsagt ialle forslag, at sigtedes egen foranledning affængslingen måtte afskære ham fra erstat-ning. Schlegel understregede dog, at sigtedesadfærd i så henseende måtte indeholde etdadel værdigt moment. I landstingets drøftel-ser af dette spørgsmål foregreb Nellemann etaf de store diskussionspunkter i den senereudvikling ved at påpege, at også sigtedes for-hold forud for strafforfølgningen kunne ude-lukke erstatning for varetægtsfængsling. Envis afsvækkelse af denne erstatningsudeluk-kelsesgrund skete dog, da Folketinget i sinbehandling indsatte bestemmelsen i 1888-loven, § 2, pkt. 2, hvorefter der kunne til-kendes en nedsat erstatning, såfremt sigtedesforanledning af fængslingen skyldtes frygt,forvirring eller undskyldelig misforståelse.

Et væsentligt led i drøftelserne var spørgs-målet om sigtedes skyld i det påsigtede for-hold. I sit oplæg til juristmøderne havdeSchlegel fremhævet, at der herom kun fand-tes to løsninger: Enten måtte frifindelsen isig selv være tilstrækkeligt til at udløse er-statningskravet, eller også måtte sigtede po-sitivt være i stand til at godtgøre sin uskyld.Selv anså Schlegel den første løsning for atvære rimeligst; den frifundne burde i enhverhenseende betragtes som uskyldig, og enmodsat regel ville indebære, at reelt uskyl-dige personer ville blive berøvet erstatning.På det senere juristmøde i 1884 var det den

') Retspleje og Kultur, Københavns Universitets Festskrift (1913), s. 38 ff.2) Anders Bratholm, Erstatning til uskyldig fengslede (1961), s. 12 f.

12

gennemgående opfattelse, at erstatning kunburde gives, såfremt sigtede beviste sinuskyld, eller fængslingen havde været ulov-lig. Ved fremsættelsen af sit lovforslag skifte-de Schlegel selv signaler, således at uskyldenkrævedes bevist, eller dog ethvert spor afmistanken måtte anses for fjernet. Også pådette punkt fik Folketingets behandlingimidlertid indflydelse på udformningen, så-ledes at bestemmelsen - med ordene: ». . .har Krav på . . . Erstatning . . ., naar detefter de fremkomne Oplysninger maa an-tages, at han er uskyldig i den Forbrydelse,hvorfor han er fængslet« (§ 1, stk. 1) - fiken lidt afsvækket udformning, der pegede iretning af den nugældende skyldformod-ningsregel (retsplejeloven § 1018 b, stk. 1,nr. 1).

Lov nr. 52 af 5. april 1888 (gengivet somBilag 1) indeholdt følgende hovedpunkter:

a) Kun varetægtsfængsling og udståetstraf kunne komme i betragtning som an-svarspå dragende.

b) Frifindelse eller opgivelse af påtalen afbevismæssige årsager kunne udløse erstat-ningen. - Selv om frifindelse på grund afutilregnelighed ikke nævntes udtrykkeligt iloven, blev erstatning alligevel anset for ude-lukket i disse tilfælde (jfr. HRT 1899, s.528).

c) Også ulovlig fængsling blev delvisanset for erstatningsgrund (§ 1, stk. 2).

d) Sigtedes egen foranledning af fængs-lingen var erstatningsudelukkende eller un-der særlige omstændigheder nedsættende(§2).

e) Sigtedes uskyld skulle findes antagelig-gjort efter de fremkomne oplysninger (§ 1,stk. 1).

f) Godtgørelse kunne tillige gives for li-delse og tort.

I perioden mellem 1888-loven og retsple-jeloven af 1916 var de teoretiske bidrag tilerstatningsdiskussionen sparsomme. Nævnesskal kun to artikler af H. Munch-Petersen

fra 19131). Udover de oven for omtalte be-tragtninger vedrørende selve erstatnings-grundlaget beskæftigede han sig hovedsage-ligt med erstatningsudelukkelsesgrundene.Skyldformodningsreglen foreslog han afskaf-fet; og om sigtedes egen foranledning af fri-hedsberøvelsen hedder det, at der må væretale om andet og mere end dette, at han medrette har været under mistanke for det påsig-tede forhold. Visse kvalificerende omstæn-digheder må foreligge, før der kan blive taleom at afskære erstatning. Som eksempel påen sådan kvalificerende omstændighed næv-nes en sag, hvor en for brandstiftelse sigtetperson under undersøgelsen urigtigt benæg-tede, at han skulle have frarådet at anvendesprøjter i forbindelse med slukning af enbrand. - Ganske det samme synspunkt blevsenere taget op af Helge Hoff,2), der som etandet eksempel anførte sigtedes nægtelse afat give oplysninger, der kunne have rensetham straks. Bratholm generaliserede tankenved at hævde, at sigtedes adfærd måtte væreaf en vis »klanderverdig« karakter,3), og inyeste tid er opfattelsen videreudviklet afGammeltoft-Hansen, som peger på, at sigte-des handling i overensstemmelse med almin-delige erstatningsregler må kunne karakteri-seres som culpøs for at bevirke udelukkelseeller nedsættelse af erstatningen.4).

I sine lærebøger5) fremsatte H. Munch-Petersen lignende synspunkter omend i enmere forenklet form, idet han nu konsekventhævdede, at sigtedes adfærd forud for un-dersøgelsen ikke kunne have virkning som»egen skyld«.

Retsplejeloven af 1916 indeholdt fire ma-terielle bestemmelser om erstatning forskade forvoldt ved strafforfølgning: § 778(anholdelse), § 792 (varetægt), § 799 (be-slag) og § 988 (udstået straf). De trykte for-arbejder til disse bestemmelser er af beske-dent omfang, hvilket vel forklares af de rela-tivt ringe afvigelser, der skete i forhold til1888-lovens system.

Hovedbestemmelsen var § 792 om vare-lægtserstatnmg. Udover redaktionelle æn-dringer indeholdt den tre afvigelser fra

') UfR 1913 B, s. 161 ff; Retspleje og Kul tur , Univers i te te ts Festskrift (1913), s. 38 ff.2) UfR 1949 B, s. 243 ff.3) Anders Bratholm, op.cit., s. 47 f.4) Hans Gammeltoft-Hansen, Varetægtsfængsling (1976), s. 307.5) H. Munch-Petersen, Den Danske Retspleje V (1918 og 1926).

13

1888-loven. Den ulovlige varetægt blev med-taget i generel form svarende til den nugæl-dende § 1018 a. Skyldformodningsreglenantog sin nuværende karakter, således at er-statning som udgangspunkt skulle gives,»medmindre de fremkomne Oplysninger doggiver begrundet Formodning for, at han erskyldig i den Forbrydelse, hvorfor han varfængslet«. Heri lå, at det var det offentlige,der måtte bære bevisbyrden for, at der -trods en frifindende dom - kunne være ensådan sandsynlighed for sigtedes skyld, athan ikke burde tilkendes erstatning.1 ) - En-delig blev der under Rigsdagens behandlingindsat en passus, hvorefter erstatning ude-lukkes ved frifindelser på grund af utilregne-lighed, eller hvor sigtede på nærmere angi-vet måde var tidligere straffet.2 )

I bestemmelsen om udstået straf (§ 988)præciseredes det, at straffen skulle værebortfaldet efter anke eller genoptagelse. End-videre indførtes en bestemmelse om sigtedestilbagebetaling af erstatningen i forbindelsemed domfældelse i en genoptaget sag.

Endvidere blev (med bestemmelsen i §778) anholdelse inddraget blandt de ansvars-pådragende strafforfølgningsskridt, såledesat den, som havde været anholdt »uden til-strækkelig Grund« kunne opnå erstatningefter reglerne i § 792. Samtidig indførtes desærlige oprejsningserklæringer ved politime-steren, men kun for så vidt angik anhol-delse.

Endelig blev der åbnet mulighed for efterreglerne i den borgerlige retspleje om arrestpå gods at yde erstatning for tab, tort og kre-ditspilde som følge af uforskyldt eller ulov-lig beslag på sigtedes formue (§ 799, jfr. §§641-643).3 )

Om den processuelle fremgangsmådefandtes et stort antal bestemmelser anbragtforskellige steder i retsplejeloven af 1916.Hovedsynspunktet var, at strafferetsplejensalmindelige processuelle regelsæt også skulleomfatte erstatningssagerne. - Om det nær-

mere indhold af de pågældende processuellebestemmelser henvises til reglernes indhold(jfr. Bilag 2).

I årene efter retsplejeloven fremkom for-skellige kritiske bidrag til diskussionen. Defleste indlæg i denne periode kom fra TroelsG. Jørgensen,4 ) der stillede forslag om æn-dring såvel af de materielle som de formelleregler. Den i retsplejeloven af 1916 indførteudelukkelsesregel vedrørende tidligere straf-fede kritiseredes skarpt. Skyldformodnings-reglen blev foreslået opretholdt, men i enændret formulering, der ikke ville knytte såbetydeligt et odium til afslaget. Hertil fore-slog Troels G. Jørgensen en meget væsentligudvidelse af erstatningsområdet, således atalle velfærdstab, der måtte udspringe afstrafforfølgningen, efter omstændighedernekunne dækkes. Blandt forslagene til den for-melle fremgangsmåde bør fremhæves ønsketom hjemmel for anklagemyndigheden til atindgå bindende forlig, hvor erstatningskravetkan anerkendes.

I juni 1929 nedsattes et udvalg under le-delse af V. Topsøe-Jensen med den opgaveat udarbejde forslag til forskellige ændringeri retsplejeloven. Udvalget afgav betænkningi februar 19305) og stillede herunder forslagom en omredigering og samling af erstat-ningsbestemmelserne i et særligt kapitel 93a. Forslaget indeholdt tillige nogle betyd-ningsfulde afvigelser fra den hidtidige ord-ning.

Først og fremmest blev skyldformodnings-reglen foreslået ophævet; argumenterne her-for var gentagelser af de synspunkter, der al-lerede forud for 1888-loven var blevet gjortgældende om dette spørgsmål. I stedet villeman indføre en vidtgående adgang til skøns-mæssigt at afslå eller nedsætte erstatningen,når der i den pågældendes forhold forelåsærlige omstændigheder, som kunne taleherfor. I sammenhæng hermed blev ogsåsærbestemmelsen om tidligere straffede per-soner foreslået ophævet. Det samme gjaldt

') Jfr. Hurwitz, D e n D a n s k e Strafferetspleje (1948), s. 783; E. Munch-Petersen, i Festskrift til HenryUssing (1951) , s. 405; cfr. Axel Petersen, UfR 1921 B, s. 286 f.

2) Jfr. Rigsdagst idende 1907-08, Til læg B, sp . 2459.3) Om almindelig beslaglæggelse blev der de r imod ikke givet særlige erstatningsregler; se he rved UfR

1921, 552 S, hvor ers tatning blev givet under henvisning til, at beslaglæggelsen måt te anses for ulovlig.") UfR 1921 B, s. 209 ff; Tidsskrif t for Ret t sv i tenskap 1923, s. 46 ff; Nord i sk Tidsskrift for Straffe-

ret 1929, s. 255 ff, og 1930, s. 282 ff.5) Jfr. Rigsdagst idende 1930-31, Ti l læg A, sp . 4947-4960.

14

reglen om frifindelse på grund af utilregne-lighed.

Endvidere foreslog man kredsen af erstat-ningsgivende foranstaltninger udvidet såle-des, at foruden beslag tillige besigtigelse,ransagning, beslaglæggelse samt varetægts-og anholdelsessurrogater1) blev undergiveten fakultativ bestemmelse, hvorefter såvelformueskade som ideel skade kunne kom-penseres. Inspirationen til dette forslagudgik fra den norske straffeproceslov § 469,stk. 1, som også Troels G. Jørgensen havdeinddraget i diskussionen. Så vidt som dennorske bestemmelse, der gav mulighed forerstatning for alle tab, der måtte udspringeaf strafforfølgningen (jfr. s. 18), gik mandog ikke. I de tilfælde, der faldt uden foropregningen af de erstatningsgivende tvangs-foranstaltninger, foreslog man en udvidetadgang til under visse betingelser at opnåpolitimesterens erklæring om, at strafforfølg-ningen havde manglet grundlag og ikkeværet forskyldt ved sigtedes eget forhold(jfr. gældende retsplejelov § 1018 d, stk. 2).

Udvalgets forslag til processuelle bestem-melser svarede nogenlunde til den opbyg-ning, der er gældende i dag. Særligt bør detfremhæves, at adgangen til administrativt atimødekomme erstatningskrav (jfr. gældenderetsplejelov § 1018 h, stk. 2) indgik iforslaget.2)

Forslaget blev herefter behandlet i det stå-ende retsplejeudvalg, der i en engageret ud-talelse tog afstand fra forslaget om at ladeskyldformodningsreglen (og særreglerne omfrifindelse på grund af utilregnelighed og omtidligere straffede) afløse af en fakultativbestemmelse.3). Retsplpjeudvalget tiltrådteherved en af 1929-udvalgets mindretal(Lett) afgiven udtalelse, hvori det påpege-des, at flertallets forslag opgav at formulerede fornødne regler i loven og henskød så atsige alt til domstolene.

Retsplejeudvalget foreslog, at man i be-grundelsen for erstatningsafslag undlod di-rekte at udtale en skyldformodning, men an-vendte en mere neutral formulering; forsla-

get blev gennemført (jfr. § 1018 h, stk. 5, iden gældende retsplejelov).

I øvrigt sluttede retsplejeudvalget sig tilforslaget med undtagelse af et enkelt punktvedrørende tillægsspørgsmål til nævningerom eventuel nedsættelse af erstatningen.

Højesterets flertal tiltrådte retsplejeudval-gets indstilling,4) der i det væsentlige blevlagt til grund for lov nr. 209 af 23. juli 1932(gengivet som Bilag 3) , hvorved retsplejelo-vens kapitel 93 a indføjedes. De væsentlig-ste nydannelser i denne lov var herefter føl-gende:

a) Udvidelsen af de erstatningsgivendeforanstaltninger (§ 1018 c); også suspen-sion fra virksomhed som sagfører (retspleje-loven § 137, stk. 1) blev inddraget i opreg-ningen.5) 1 modsætning til det oprindeligeforslag gav bestemmelsen dog kun adgang tilerstatning for formueskade, ikke godtgørelsefor lidelse og tort.

b) Den udvidede adgang til at opnå er-klæring fra politimesteren (§ 1018 d, stk.2).

c) En adgang for justitsministeren tilunder særlige omstændigheder at meddeletidligere straffede adgang til at søge erstat-ning (§ 1018 b, stk. 2 in fine).

d) Hjemmel for administrativ imødekom-melse af erstatningskravet (§ 1018 h, stk.2).

e) Den særlige begrundelsesregel ved af-slag på grund af skyldformodning (§ 1018h, stk. 5).

f) En noget ændret udformning af de pro-cessuelle regler (§§ 1018 g—1018 m).

Som følge af, at man i 1932-loven forlodhenvisningssystemet, ifølge hvilket erstat-ning fer anholdelse og udstået straf behand-ledes efter reglerne om erstatning for vare-tægt, opstod der visse generelle afvigelser iforhold til den tidligere retstilstand, somnæppe fuldt ud var tilsigtede. I teori og

') Jfr. he rved UfR 1929, 1024 H, hvor ers ta tning for rejseforbud blev anset for uhjemlet .2) En oversigt over forslagets hovedpunk te r er givet af udvalgets sekretær , Victor Hansen. UfR 1930

B, s. 325 ff.') Jfr. Rigsdags t idende 1930-31, Ti l læg A, sp . 5185-5192.4) Jfr. Rigsdags t idende 1931-32, Ti l læg B, sp . 2733 .5) Derimod nævntes frakendelse af retten til at drive virksomhed som sagfører ikke og blev i praksis ej

heller inddraget under erstatningsområdet i medfør af en analogi; jfr. UfR 1937, 778 H.

15

praksis antog man således, at udelukkelses-grundene, skyldformodning og tidligerestraf, måtte anvendes analogt på anholdelse.Ved erstatning for udstået straf førtes analo-gien ikke videre end til sigtedes egen foran-ledning af frihedsberøvelsen.1 )

I 1940 udsendte Hurwitz første udgave afDen Danske Strafferetspleje.2) Med detteværk ydede Hurwitz ikke blot væsentlige bi-drag til fortolkningen af retsplejelovens er-statningsregler, men fremsatte også adskil-lige retspolitiske forslag.

Han gjorde sig således til talsmand for enalmindelig erstatningspligt (på linie medden norske bestemmelse i straffeprocesloven§ 469, stk. 1) for den skade, som uforskyldtpåføres en sigtet ved strafforfølgning. Indivi-duelle oprettelseshensyn og en præventiv ef-fekt over for misbrug af de processuelletvangsmidler førte ham til dette standpunkt,over for hvilket erstatningspligtens eventuelthæmmende virkning på strafforfølgningenseffektivitet og udgiften til erstatningsudbeta-lingerne måtte vige.

Hurwitz retter også kritik mod den sær-lige erstatningsudelukkelse over for tidligerestraffede. Ved frifindelse af andre grundeend beviset (f. eks. på grund af manglendepåtaleret, eller fordi forholdet ikke findesstrafbart) foreslår han en fakultativ erstat-ningsregel, i mangel af hvilken han anbefa-ler analog anvendelse af reglerne om bevis-mæssig frifindelse.

Endelig tager han afstand fra den af H.Munch-P etersen hævdede opfattelse, hvoref-ter sigtedes egen foranledning af varetægts-fængslingen ikke skulle kunne bestå i for-hold forud for strafforfølgningen. Til støttefor sit modsatte standpunkt henviserHurwitz både til lovmotiver, reale grunde ogpraksis.

I forbindelse med retsopgøret opstod pro-blemet om erstatning for uforskyldt interne-ring ved frihedsbevægelsens foranstaltning.Herom udfærdigedes der ved lov nr. 490 af9. oktober 1945 regler, som formentlig til-lige afspejler visse mere generelle træk i ti-dens opfattelse af spørgsmålet om kompen-sation for uforskyldt frihedsberøvelse. Ho-vedbestemmelsen (§ 1, stk. 1) giver ufor-

skyldt internerede personer ret til erstatningfor formueskade, lidelse og tort. Ved anven-delsen af udtrykket »uforskyldt« synes derat være henvist til reglerne såvel om skyld-formodning som om den interneredes egenforanledning af frihedsberøvelsen; retspleje-lovens sondring på dette område ses altsåikke gennemført i interneringsloven. I stedetgives der i loven en særlig præcisering af,hvilke omstændigheder der udelukker, at in-terneringen kan anses for »uforskyldt«(medlemskab af visse organisatiner, samar-bejde og anden form for nationalt uværdigoptræden). Af interesse er det også, at lovensøger at standardisere erstatningsudmålingenfor lidelse og tort, således at der gives etgrundbeløb på 100 kr. samt 25 kr. for hverpåbegyndt uge; i særtilfælde skal det dogvære muligt at tilkende større beløb. - Denprocessuelle fremgangsmåde tildrager sigingen interesse i dag; det kompetente organvar en række særlige oprejsningsnævn samtet ankenævn, alle bestående af jurister: endommer, en forsvarer samt et medlem, deropfyldte betingelserne for at kunne beskik-kes som dommer.

Ved lov nr. 276 af 9. juni 1948 skete deren ændring af retsplejelovens regler om denprocessuelle fremgangsmåde ved erstatnings-kravets fremsættelse (§ 1018 g, stk. 1). Denhidtidige bestemmelse om, at kravet underalle omstændigheder skulle fremsættes indensagens optagelse til dom blev fraveget forandre sager end nævningesager, således atkravet også kunne fremsættes i umiddelbarforbindelse med domsafsigelsen. Ændringenskete efter henstilling fra Sagførerrådet, somhavde påpeget, at den gældende regel frem-kaldte mange ugrundede erstatningskrav,idet forsvareren kunne risikere at blive gjortpersonligt ansvarlig, dersom kravet efter enmåske noget overraskende skyldvurderingog frifindelse ikke var blevet fremsat i tide.Ved ændringsloven indføjedes endvidere enpassus om, at erstatningsspørgsmålet underalle omstændigheder bør påkendes af desamme dommere og domsmænd, som har af-gjort straffesagen.

I en omfattende artikel i 1951 gjorde E.Munch-P eterserv3) spørgsmålet om forståel-

') Jfr. Hurwitz, op.cit, s. 780 og 787; E. Munch-Petersen, op.cit., s. 416 ff.2) Oprejsning i anledning af strafforfølgning omhandledes s. 767-793. Anden og tredie udgave ud-

kom i Í948 og 1959, men indeholdt ikke væsentlige ændringer på dette punkt.J) Op.cit., s. 399 ff.

16

sen af sigtedes »egen skyld« til genstand foren dybtgående undersøgelse. En gennemgangaf varetægtssagerne viste, at i retsopgøretslandssviger- og værnemagersager var forhol-dets formodede kriminelle karakter i sig selvblevet anset for tilstrækkeligt til at statuere»egen skyld«. I almindelige straffesager vardet på grund af de mangelfulde begrundelservanskeligere at belyse spørgsmålet, menMunch-Petersen mente dog at kunne påviselignende tendenser som i landssvigersagerne.Han konkluderede herefter, at praksis isager om varetægtserstatning går ud på, aterstatning nægtes overalt, hvor sigtede vedsit forhold har været så nær den kriminellestreg, at det ville føles urimeligt, om statenskulle udrede erstatning.

For så vidt angik erstatning for udståetstraf var lovgrundlaget anderledes, idet be-stemmelsen herom (retsplejeloven § 1018 b,stk. 3 in fine) ikke nævnte erstatningsude-lukkelse på grund af »egen skyld«. Munch-Petersen fandt dog også på dette område ten-denser til at begrænse erstatningen på grundaf tiltaltes egen adfærd.

Herefter fremsatte Munch-Petersen for-slag om en almindelig regel omfattende bådeanholdelse, varetægt og udstået straf, hvoref-ter erstatning kan nægtes, såfremt der i denpågældendes forhold foreligger særlige om-stændigheder, der taler imod tilkendelsen.Han fandt, at en sådan regel - der svaredetil 1929-udvalgets ovennævnte forslag - villeimødekomme det forefundne behov i prak-sis. Hertil føjer han den betragtning, at daden bredt formulerede bestemmelse også vilomfatte nægtelse af erstatning for varetægts-fængsling på grund af fortsat formodningom skyld, vil den særlige defami i forbin-delse med sådanne afslag forsvinde.

Munch-Petersens tanker slog ikke igen-nem, da man ti år senere med lov nr. 164 af31. maj 1961 foretog den ændring af § 1018b, som gav bestemmelsen dens nuværendeudformning. Ændringen var først og frem-mest begrundet i lovtekniske hensyn; be-stemmelsens hidtidige udformning var i hen-seende til erstatningsudelukkelse ved anhol-delse cg udstået straf uklar og havde over-ladt for meget til analogislutninger (jfr. s.14 f). Herved var der også skabt mulighedfor en uensartet retspraksis. Det blev nu ud-

trykkeligt fastslået, at den pågældendes egenforanledning af domfældelsen skulle gældesom udelukkelses- eller nedsættelsesgrundved erstatning for udstået straf (§ 1018 b,stk. 4 in fine). Med tilføjelsen ». . .ved sitforhold under sagen . . . « blev det tilligefastslået, at domfældtes forudgående forholdikke skulle komme i betragtning som »egenskyld«; herved fastholdt man modsætningentil reglerne om anholdelse og varetægt (§1018 b, stk. 3).1)

Samtidig med disse præciserende ændrin-ger af bestemmelsen foretog man nogle reali-tetsændringer. Erstatningsudelukkelse pågrund af den pågældendes »egen skyld« blevgjort fakultativ, og der blev åbnet mulighedfor nedsættelse i stedet for fuldstændig ude-lukkelse; den særlige bestemmelse om sigte-des frygt, forvirring eller undskyldelige mis-forståelse (jfr. s. 11) blev dermed ophævetsom overflødig. Endvidere ophævedes be-stemmelsen om udelukkelse af erstatning tiltidligere straffede som principielt betænke-lig, især hvor den kriminalitet, der havdeført til varetægtsfængsling, var af en andenart end den, som den pågældende tidligerevar dømt for.

Blandt de teoretiske bidrag, som siden denseneste lovændring i 1961 er blevet ydet tildiskussionen om erstatning for strafforfølg-ning, bør nævnes Bratholms behandling afemnet i »Erstatning til uskyldig fængslede«fra 1961. I denne afhandling fremsættes der(s. 80 ff) en række legislative forslag til æn-dring af straffeprocesloven § 469, som i etvist omfang også kan have interesse for dis-kussionen af de danske regler. Bratholm gen-nemgår fortrinsvis de materielle erstatnings-betingelser og peger på, at genoprettelses-hensynet og rehabiliteringshensynet tilsigeret vidtgående erstatningsansvar. Han hældernærmest til den opfattelse, at der bør væreet objektivt og obligatorisk ansvar for en-hver skade, som sigtede uforskyldt påføresved strafforfølgning. Bratholm forudsætterherved en - snævert udformet - skyldfor-modningsregel. Endvidere går han ind for etsærligt erstatningsansvar for ulovlig anhol-delse og varetægt.

I 1968 udsendte Koktvedgaard »Lærebogi den danske Strafferetspleje«. I fremstillin-

') Jfr. Folketingstidende 1960-61, Tillæg A, sp. 544.

17

gen af erstatningsreglerne (s. 198 ff) kritise-res skyldformodningsreglen, der hævdes atholde »døren åben for en »uægte frifin-delse« med skyldformodning«. Koktved-gaard påpeger herved - som tidligere E.Munch-Petersen - at en passende bred an-vendelse af reglerne om »egen skyld« inogen måde vil kunne overflødiggøre skyld-formodningsreglen. Endvidere finder handen begrænsning, som ligger i den udtøm-mende opregning i retsplejeloven § 1018 c,ubegrundet og utilfredsstillende.

I de senere år har erstatningsreglerneværet udsat for kritik i forbindelse med Fol-ketingets spørgsmålsdebatter. En række kon-krete retsafgørelser har dannet baggrund forden rejste kritik. I 1964 stillede Ib Thyregodspørgsmål om erstatningsniveauet,1 ), og i1968 rejste Kjeld Olesen det sammespørgsmål.2) I ministrenes svar på beggespørgsmål blev det blandt andet anført, atdet næppe var hensigtsmæssigt eller rimeligti loven at angive bestemte takster for dengodtgørelse, der ydes for lidelse og tort.

I 1971 og 1975 rejste henholdsvis Bern-hard Tastesen og Per Gudme spørgsmåletom ophævelse af skyldformodningsreglen iretsplejeloven § 1018 b, stk. 2, nr. 1.3) I sva-ret på Gudmes spørgsmål udtrykte justitsmi-nisteren sympati for en sådan ændring, menfandt, at den måtte bero på overvejelserne istrafferetsplejeudvalget.

I den seneste tid er spørgsmålet om erstat-ning for varetægt og varetægtssurrogater ble-vet gjort til genstand for behandling afGammeltoft-Hansen.4) Hovedpunkterne i defremsatte forslag er afskaffelse af skyld-formodningsreglen samt af bestemmelsen omulovlig anholdelse og varetægt (retsplejelo-ven § 1018 a), der anses for mindre anven-delig i praksis. Endvidere foreslås det at ind-føre en særlig hjemmel for at yde erstatningi tilfælde, hvor der idømmes en straf af kor-tere varighed end varetægtsperioden, ellerhvor straffen gøres betinget eller bortfalder,samt efter omstændighederne ved påtalefra-fald og bøde. I henseende til de processuelle

regler foreslås det, at lægdommeres medvir-ken ved erstatningskravets pådømmelse af-skaffes, samt at der åbnes mulighed forinden for visse frister at fremsætte kravet pået senere tidspunkt end straffesagens afslut-ning.

Endelig har Gomard5) ydet bidrag til for-tolkningen af erstatningsreglerne og fremsatforslag om ændringer. Bestemmelsen i rets-plejeloven § 1018 a om erstatning for ulov-lige indgreb foreslås både i fortolkningen oglegislativt tillagt et bredere anvendelsesom-råde; nedsættelse eller udelukkelse af erstat-ningen på grund af »egen skyld« (retspleje-loven § 1018 b, stk. 3 og 4) ønskes nogetindsnævret i forhold til gældende praksis.Endvidere går Gomard ind for afskaffelse afskyldformodningsreglen, og foreslår dertilen takstmæssig regulering af erstatningsbelø-bene.

Udviklingslinien i dansk ret siden 1888-loven viser en stadig udvidelse af adgangentil at opnå erstatning i anledning af straffe-retlig forfølgning. Visse spørgsmål har gangpå gang været debatteret i dette forløb. Detgælder i særlig grad skyldformodningsreglenog omfanget af de indgreb, der kan give an-ledning til erstatning eller anden oprejsning.Også spørgsmålet om godtgørelse for ideelskade samt den nærmere afgrænsning af be-grebet »egen skyld« har jævnlig tildraget siginteresse. Blandt de processuelle spørgsmålhar især fristerne for kravets fremsættelse og- i den seneste tid - lægdommeres medvir-ken ved påkendelsen været genstand fordebat. I kapitlerne 3—7 drøftes disse — ogandre - spørgsmål med henblik på eventu-elle lovændringer. I gennemgangen anvendesudtrykket »straffeprocessuelle indgreb« omde handlinger, der ligger forud for dom elleranden endelig afgørelse af straffesagen,mens udtrykket »strafferetlige foranstaltnin-ger« eller »retsfølger« anvendes om sådanneforanstaltninger, der pålægges ved dom ellerpåtalefrafald.

') Jfr. Folket ingst idende 1964-65, sp . 1772 ff.2) Jfr. Folket ingst idende 1967-68, sp . 4093 ff.3) Jfr. Folket ingst idende 1970-71, sp. 7772 f og 1974-75, sp . 5214 ff.4) Jfr. Scandinavian Studies in Law 1974, s. 27 ff; Varetægtsfængsl ing (1976) , s. 312 ff.s) Bernhard Gomard, Studier i den danske straffeproces (1976) , s. 360 ff.

18

Kapitel 2.Fremmed og international ret.

I dette afsnit skildres, hvorledes de centralespørgsmål vedrørende erstatning for straffe-processuelle indgreb og strafferetlige retsføl-ger er reguleret i Norge, Sverige, England,Vesttyskland, Østrig og Frankrig. - Endvi-dere omtales de pågældende bestemmelser iden europæiske menneskerettighedskonven-tion.

I beskrivelsen af hvert enkelt lands retssy-stem omtales følgende spørgsmål i den an-førte rækkefølge:- Lovgivnings- eller andet retsgrundlag.- Indgreb og retsfølger.- Ansvarsgrundlaget.- Den erstatningsudløsende omstændighed.- Erstainingsudelukkelsesgrunde.- Godtgørelse for ikke-økonomisk skade.- Processuelle regler (frister, kompetence,

procesart).- Reformbestræbelser.

Norge. Der findes særlige erstatningsreg-ler i straffeprocesloven (1887), §§ 469-472,samt en regel om culpaansvar og statenshæftelse for sådanne skader i domstolsloven(1915), §200.

Straffeproceslovens bestemmelser er prak-tisk set de mest betydningsfulde. De omfat-ter principielt enhver skade, som måtte for-årsages ved strafforfølgning, men indeholderdertil særlige bestemmelser om udstået strafog varetægt.

Ansvaret for straf og varetægt er obligato-risk og objektivt, mens det for andre skaderer fakultativt. - Reglen i domstolsloven §

200 beskriver ansvarsgrundlaget som for-sømmelse eller andet utilbørligt forhold ud-vist af tjenestemænd, procesfuldmægtige,retsmedhjælpere eller forsvarere under ret-tergang eller tvangsfuldbyrdelse.

Erstatningsansvaret udløses for så vidtangår udstået straf ved frifindelse; ved vare-tægt sker det ved frifindelse eller ved indstil-lelse af strafforfølgningen, medmindre detteskyldes særlige i loven opregnede straffri-heds- eller strafophørsgrunde eller den om-stændighed, at det påsigtede forhold ikkekan henføres under nogen straffebestem-melse. I så fald kan erstatning dog tilkendesefter en fakultativ regel. Den fakultative er-statning for andre strafforfølgningsskader ud-løses ved frifindelse eller opgivelse af påta-len. Vel påtalefrafald kan erstatning derimodsom hovedregel ikke tilkendes.

Erstatningen udelukkes, hvor sigtede harudvist »egen skyld«. Dette præciseres nær-mere i § 470 således, at sigtede ved sin tilstå-else eller på anden måde forsætligt har for-årsaget domfældelsen eller strafforfølgnin-gen, eller - for så vidt angår varetægt - harforetaget flugt- eller kollusionsforsøg.

Også formodning om skyld udelukker er-statning for varetægt. Efter lovens ord for-dres, at de fremførte beviser skal være gen-drevet, men i praksis har man nøjedes medat stille krav om en vis svækkelse af bevi-serne, således at den pågældende formodesat være uskyldig i de påsigtede forhold.

Kun formueskade kan kompenseres. Dre-jer det sig om andre indgreb end udståetstraf og varetægt, indskrænkes erstatningenyderligere til kun at omfatte de »væsentligevelfærdstab«, som strafforfølgningen har

19

medført. Dette udtryk er blevet fortolket så-ledes, at skaden skal indebære indgribendekonsekvenser for sigtedes hele økonomiskesituation; en noget mere liberal fortolkninghar dog kunnet spores i de senere års prak-sis.

Erstatningskravet kan forlanges påkendt iden dom elier kendelse, hvormed straffesa-gen afgøres. Den erstatningssøgende kanimidlertid også vælge at fremsætte det på etsenere tidspunkt, dog inden en måned efterdommen eller efter meddelelse om, at straf-forfølgningen er indstillet. Kompetencen til-kommer den ret, som har pådømt straffesa-gen (og hvor lægmænd kan have sæde),eller - dersom pådømmelse ikke har fundetsted - »enhver ret, ved hvilken et værnetingfor sagen er begrunnet« (§ 471, stk. 2).

I juni 1969 afgav Straffeprosesslovkomi-teen betænkning om ændring i straffeproces-lovgivningen. De væsentligste ændringsfor-slag vedrørende erstatningsreglerne (forsla-gets §§ 422-429) er følgende:

- Erstatningsansvaret skal omfatte alle ska-der, der forårsages ved strafforfølgning,uden nogen begrænsning til »væsentligevelfærdstab«.

- Skyldformodningsreglen bevares, mendens formulering bringes i overensstem-melse med den udviklede praksis.

- De objektive ansvarsregler suppleres meden bestemmelse, hvorefter erstatning iandre tilfælde kan tilkendes efter billig-hedssynspunkter.

- Også ikke-økonomisk skade skal kunneerstattes.

- Fristen for fremsættelse af kravet forlæn-ges til tre måneder.

- Skader, som på grund af straffeprocessu-elle indgreb tilføjes ikke-sigtede, kan er-stattes, når det findes billigt.

Sverige. Blandt de undersøgte lande harSverige det senest reviderede lovgrundlagmed lov af 1. juli 1974 om ersättning vidfrihetsinskränkning.1)

De foranstaltninger, der omfattes afloven, er udstået frihedsstraf eller andre fri-hedsberøvende eller -begrænsende retsfølger,

varetægt samt anholdelse, rejseforbud, ind-læggelse på retspsykiatrisk klinik og andreprocessuelle, frihedsberøvende foranstaltnin-ger under forudsætning af, at de har straktsig over mere end et døgn.

Ansvarsgrundlaget må i hovedsagen ka-rakteriseres som objektivt; men man gør dogogså brug af kriteriet »ulovlige« foranstalt-ninger.

For så vidt angår udstået straf udløses er-statningsansvaret, såfremt der træffes en nyafgørelse i straffesagen, hvorved den pågæl-dende frifindes eller idømmes en kortereeller mindre indgribende retsfølge end denudståede. Straffeprocessuel frihedsind-skrænkning danner grundlag for erstatning,såfremt strafforfølgningen opgives ellerender med frifindelse eller afvisning; densamme virkning har de overordnede instan-sers omgørelse af beslutningen om at an-vende det pågældende tvangsmiddel, såledesat et mindre indgribende træder i stedet,eller tvangsmidler overhovedet ikke anven-des. For anholdelse (i mere end 24 timer)og varetægts vedkommende vil ansvars-grundlaget endvidere kunne bero på, at derkun sker domfældelse for sådanne mindreforbrydelser, hvor anholdelse eller varetægtifølge lovens bestemmelser ville have væretudelukket.

Til disse ganske komplicerede regler omden erstatningsudløsende omstændighedknytter sig en generel regel, ifølge hvilkenerstatning kan tilkendes også uden for de an-førte tilfælde, dersom den iværksatte fri-hedsberøvelse var åbenbart grundløs. Dennebestemmelse antages ikke at få praktisk be-tydning inden for strafferetsplejen, men kandog tænkes at finde anvendelse efter iværk-sættelse af tvangsmidler over for vidner.

Som erstatningsudelukkelsesgrund anfø-res først og fremmest den pågældendes egen- forsætlige - foranledning af frihedsind-skrænkningen. I tilfælde af forsøg på kollu-sion eller unddragelse skal erstatning kun til-deles, dersom der findes særlige grunde, somtaler herfor. Endvidere indeholder loven engenerel udelukkelsesbestemmelse, hvoreftererstatning skal være udelukket, såfremt detefter omstændighederne måtte anses for uri-meligt, om den kom til udbetaling. Som ek-sempler på anvendelsen af bestemmelsen

l) Lovændringen bygger på en betænkning, SOU 1972:73, afgivet i september 1972.

20

nævnes bl. a. frifindelse på grund af foræl-delse (men hvor skyldspørgsmålet i øvrigt erklart) eller udstrækning af anholdelse imere end et døgn, fordi sigtede på grund afspiritus- eller narkotikapåvirkning ikke harkunnet afhøres. Afgørende er det imidlertid,at det i loven udtrykkeligt fastslås, at erstat-ning ikke må afslås på grund af den blottemistanke eller formodning om skyld i det på-sigtede forhold.

Endelig kan erstatningen nedsættes ellerbortfalde, dersom der er sket anden kompen-sation, især i form af afkortning i en idømtstraf.

Erstatning kan tilkendes både for formue-skade og for ikke-økonomisk skade.

Loven indeholder ikke særlige bestemmel-ser om den processuelle fremgangsmåde ved-rørende erstatningskravet, hvilket indebæ-rer, at de almindelige bestemmelser (i erstat-ningsloven af 1. juli 1972) om erstatnings-krav imod det offentlige skal finde anven-delse. Kravet skal herefter blot være fremsatinden for den almindelige forældelsesfrist på10 år over for Justitiekansleren. Såfremt detikke imødekommes - eller såfremt den er-statningssøgende ønsker at gå direkte tildomstolene med sit krav - fremsættes detfor Stockholms tingsrätt (Justitiekanslerensværneting), hvor det behandles efter de ci-vilprocessuelle regler.

England. Engelsk ret adskiller sig fra dekontinentaleuropæiske retssystemer, idet derikke findes særlig lovregulering vedrørendeerstatning for straffeprocessuelle indgrebeller strafferetlige retsfølger. To begreberhar imidlertid udviklet sig i praksis: »falseimprisonment« og »malicious prosecution«.

False imprisonment omfatter straffepro-cessuel frihedsberøvelse; ansvarsgrundlagetbestår i, at frihedsberøvelsen skal haveværet ulovlig. Malicious prosecution kanefter omstændighederne omfatte alle skader,der forårsages ved strafforfølgningen, mendet er en betingelse, at anklagemyndighedenhar iværksat forfølgningen uden rimelig an-ledning og med forsæt til at påføre sigtedeskade. - Krav om erstatning, der fremsættespå de anførte grundlag, behandles som al-mindelige civile erstatningssøgsmål. De hardog ikke - især for så vidt angår maliciousprosecution - nogen væsentlig praktisk be-tydning.

Som følge af de særlige regler vedrørendeansvarsgrundlaget bliver der ikke tale om attillægge frifindelse eller påtaleopgivelse af-gørende betydning; ej heller spørgsmålet omskyldformodning spiller nogen rolle. Deri-mod kan der godt kræves erstatning for ik-ke-økonomisk skade i forbindelse med et ci-vilretligt erstatningssøgsmål.

En særlig erstatningsform kendes i en-gelsk praksis, idet regeringen (indenrigsmi-nisteren) undertiden lader erstatningkomme til udbetaling ex gratia. Sædvanlig-vis er det en forudsætning herfor, at det dre-jer sig om en tiltalt, der frifindes, og som harlidt et væsentligt tab på grund af fejl ellerforsømmelse fra retsvæsenets side. Drejerdet sig om en udstået straf, der ophæves vedbenådning, kan erstatningen dog også udbe-tales uden hensyn til, om der foreligger fejl-agtig adfærd i forbindelse med sagens be-handling. De særlige udbetalinger, der kunforekommer yderst sjældent, kan også om-fatte kompensation for ikke-økonomiskskade.

Så vidt vides er der ikke planer om lovgiv-ning vedrørende erstatningsspørgsmål afdenne art.

Vesttyskland. I Vesttyskland findes ensærlig lov (Gesetz über die Entschädigungfür Strafverfolgungsmassnahmen af 8.marts 1971) om erstatning for strafforfølg-ning.

For udstået straf eller andre retsfølger,som bortfalder eller formildes ved genopta-gelse eller i forbindelse med anden ekstraor-dinær prøvelse, er der objektivt erstatnings-ansvar.

Også for varetægt, anholdelse og enrække andre - særligt opregnede - straffe-processuelle tvangsindgreb gælder et objek-tivt ansvar, såfremt sigtede frifindes eller på-talen opgives, og dette ikke skyldes utilreg-nelighed eller proceshindringer (f. eks. for-ældelse eller manglende påtaleret).

De objektive erstatningsregler suppleresaf fakultative bestemmelser om billighedser-statning for de straffeprocessuelle tvangsind-greb, såfremt strafforfølgningen afsluttesmed påtalefrafald eller domfældelse til ensanktion af mindre indgribende karakter endde under sagen anvendte foranstaltninger.

Mens man i vesttysk ret ikke anvenderskyldformodningsreglen, indeholder loven

21

en detailleret angivelse af, hvornår erstatnin-gen udelukkes eller nedsættes på grund afden pågældendes »egen skyld«. Således ersigtedes forsætlige eller groft uagtsomme for-årsagelse af de pågældende foranstaltningerudelukkelsesgrund; herunder falder også sig-tedes udeblivelse fra retsmøde efter behørigindkaldelse, hvorimod hans nægtelse af atafgive forklaring eller hans undladelse af atanvende retsmidler ikke skal have indfly-delse på erstatningsansvaret. Endvidere kanerstatningen nedsættes eller bortfalde, der-som sigtede har afgivet urigtige, modstri-dende eller ufuldstændige forklaringer.

Endelig findes der en særlig udelukkelses-eller nedsættelsesgrund, såfremt de særligeregler om sanktioner over for unge lovover-trædere anvendes, og de iværksatte straffe-processuelle indgreb tages i betragtning vedden endelige domfældelse.

Om kompensation for ikke-økonomiskskade er der givet særlige regler. Sådan godt-gørelse kan kun ydes i forbindelse med ud-stået frihedsstraf samt varetægt. Godtgørel-sens størrelse er i loven fastsat til 10 D-Markfor hver påbegyndt dag i frihedsberøvelse.

Den processuelle fremgangsmåde er op-delt i to faser. Vedrørende selve erstatnings-ansvaret træffer domstolene afgørelse. Detdrejer sig om den ret, som har behandletselve straffesagen, eller som ville have væretkompetent, dersom der var rejst tiltale. Så-fremt straffesagen er indbragt for retten,skal erstatningsspørgsmålet prøves ex offi-cio, mens der ved udenretlig afgørelse afstraffesagen forudsættes en begæring, derskal fremsættes af sigtede inden én månedefter meddelelse om strafforfølgningensophør. Sagen behandles i denne fase efter destraffeprocessuelle regler.

Er et erstatningsansvar herefter fastslåetved domstolene, skal den erstatningsberetti-gede inden seks måneder gøre sit krav gæl-dende over for anklagemyndigheden.Spørgsmålet om erstatningens størrelse bli-ver herefter afgjort af Landesjustizverwal-tung. Afgørelsen kan indbringes for domsto-lene i form af et civilretligt søgsmål.

Østrig. Også Østrig har en nyere special-lovgivning (Strafrechtliches Entschädigungs-gesetz af 8. juli 1969) om erstatning forstraffeprocessuelle og strafferetlige foran-

staltninger. Den suppleres af den alminde-lige Amthaftungsgesetz fra 1948.

For så vidt angår de straffeprocessuelleindgreb omfatter loven kun frihedsberø-vende foranstaltninger; anholdelse regneskun med, såfremt den enten efterfølges afanden frihedsberøvelse eller har overskredetde i loven fastsatte grænser. Erstatningsan-svar kan i disse tilfælde udløses, såfremt fri-hedsberøvelsen var ulovlig, eller der dog påtidspunktet for dens iværksættelse forelå så-danne omstændigheder, som senere viste sigat udelukke strafforfølgning (oprindeligeproceshindringer). Endvidere indtræder dererstatningsansvar i tilfælde af senere frifin-delse, afvisning eller anden form for ophøraf strafforfølgningen, såfremt dette ikkeskyldes utilregnelighed. For domfældelsersvedkommende fordres det, at afgørelsen se-nere skal være blevet ændret til frifindelseeller formildelse, uden at dette skyldes enmellemkommende lovændring.

For så vidt angår de ikke-frihedsberø-vende straffeprocessuelle tvangsindgreb, måden erstatningssøgende gå frem efter almin-delige civilretlige regler og gøre sit krav gæl-dende over for det offentlige i medfør afAmthaftungsgesetz, ifølge hvilken de offent-lige myndigheder hæfter for erstatningskravi anledning af skader forvoldt af de offent-ligt ansattes fejl eller forsømmelser i tjene-sten.

Som udelukkelsesgrund anføres ved straf-feprocessuel frihedsberøvelse skyldformod-ningsreglen, bortset fra tilfælde af ulovligfrihedsberøvelse eller oprindelige proceshin-dringer. Loven anvender den udtryksmåde,at mistanken skal være »entkräftet«; ogifølge forarbejderne synes der heri at ligge etkrav om en egentlig godtgørelse af sigtedesuskyld. Endvidere udelukkes erstatning, så-fremt sigtede forsætligt har pådraget sig denmistanke, som førte til processuel frihedsbe-røvelse eller til domfældelse. Endelig ude-lukkes erstatning for varetægt, i det omfangder kan kompenseres ved afkortning i enidømt straf.

Erstatningen omfatter kun formueskader.Loven indeholder ikke særlige bestemmel-

ser om frister for erstatningskravets fremsæt-telse.

Som i Vesttyskland opdeles erstatnings-spørgsmålets afgørelse i to faser. Selve er-statningsansvaret fastslås som hovedregel af

22

den domstol, der har afgjort straffesagen -eller for hvilken sagen kunne være indbragt- under medvirken af lægdommere. I til-fælde af ulovlig frihedsberøvelse er det dogden instans, som er overordnet den beslut-tende ret, der træffer afgørelsen. I dennefase behandles sagen efter de straffeproces-suelle regler.

Når erstatningsansvaret er fastslået, kanden berettigede fremsætte sit krav over forforbundsmyndighedernes finansforvaltning.Såfremt kravet helt eller delvis afslås, ellerden berettigede ikke modtager svar indenseks måneder, kan han indbringe spørgsmå-let for de civile domstole.

Frankrig. Lovgrundlaget i fransk ret fin-des dels i civilprocesloven (art. 505) og delsi straffeprocesloven (art. 149, 150 og 626).

Efter civilproceslovens bestemmelser kander rejses erstatningskrav over for undersø-gelses- og straffedommere, som gør sig skyl-dige i strafbare forhold eller grove tjeneste-forsømmelser i forbindelse med straffesa-gens behandling. For sådanne erstatnings-krav hæfter staten.

Såfremt en domfældt efter genoptagelsefindes uskyldig, kan han i medfør af straffe-procesloven (art. 626) opnå erstatning forden ved dommen forvoldte skade. - Selv ombestemmelsen efter sin ordlyd fremtrædersom fakultativ, fremgår det dog af forarbej-derne, at erstatningsansvaret er obligatorisk,kun med forbehold af domfældtes »egenskyld«. - 1 sådanne tilfælde kan han tilligebegære den frifindende afgørelse kundgjort.

Om erstatning for processuel frihedsberø-velse findes der særlige bestemmelser i straf-feprocesloven art. 149-150. Ansvaret efterdisse regler hviler på fakultativt grundlagog omfatter kun skader af usædvanlig ogsærlig alvorlig art. Erstatning kan komme påtale, når strafforfølgningen er endt med fri-findelse eller opgivelse af påtalen.

Da erstatningsansvaret efter straffeproces-loven art. 149 er undergivet en fakultativbedømmelse, opstår spørgsmålet om særliglovregulering af udelukkelsesgrunde (skyld-formodning, »egen skyld«) ikke; betragtnin-ger af denne art inddrages i den fakultativevurdering. For så vidt angår erstatning fordomfældelse og straf skal art. 626 som an-ført fortolkes som en obligatorisk erstat-

ningsregel, hvor kun den pågældendes »egenskyld« kan udelukke erstatningen.

Godtgørelse for ikke-økonomisk skadekan ydes i forbindelse med erstatning eftersåvel civilproceslovens som straffeproceslo-vens bestemmelser.

Særlige processuelle bestemmelser findes iart. 149. Erstatningskravet skal fremsættesinden seks måneder efter frifindelsen elleropgivelsen af strafforfølgningen. Afgørelsen,der ikke kan appelleres, træffes af en særligkommission bestående af tre dommere fraCour de cassation. Sagen behandles efter ci-vilprocessuelle regler med mundtlig forhand-ling.

Erstatning for udstået straf tilkendes afden ret, som træffer afgørelse i genoptagel-sessagen. I disse tilfælde finder de straffe-processuelle regler anvendelse.

Der er ikke for øjeblikket forlydender omen revision og indbyrdes afstemning af defranske erstatningsbestemmelser på detteområde.

Konventioner. Danmark er tilsluttet tokonventioner, der indeholder bestemmelserom erstatning for varetægt og anholdelse:Den europæiske menneskerettighedskonven-tion af 4. november 1950 (art. 5, stk. 5) ogFN's konvention om borgerlige og politiskerettigheder af 16. december 1966 (art. 9, stk.5). De to konventionsbestemmelser er næ-sten enslydende; praktisk betydning fordansk lovgivning og retsanvendelse har kunden europæiske konvention, om hvilkenfremstillingen i det følgende derfor drejersig.

Kun egentligt frihedsberøvende foranstalt-ninger i straffeprocessuelt øjemed (anhol-delse og varetægt) er omfattet. Da bestem-melsen alene anvender kriteriet »ulovlig«frihedsberøvelse (». . . arrest or detentionin contravention of the provision of this Ar-ticle . . .«), bortfalder spørgsmålet om ude-lukkelse af erstatning på grund af fortsatformodning om skyld eller på grund af sigte-des egen foranledning af frihedsberøvelsen.- Forståelsen af indholdet af begrebet »ulov-lig frihedsberøvelse« i konventionens for-stand fordrer en nærmere gennemgang afkonventionens bestemmelser og organernespraksis i henseende til de enkelte fængslings-grunde, fængslingsvarigheden o. a. En sådangennemgang skal ikke gives her, hvor der

23

blot skal henvises til, at art. 5, stk. 5, for-mentlig må forstås således, at ulovlighedenkan bestå enten i forhold til konventionensegne bestemmelser eller i forhold til det ind-klagede lands nationale anholdelses- ogfængslingsbetingelser.

Det fremgår ikke klart, om art. 5, stk. 5,også omfatter ikke-økonomisk skade; en vistvetydighed mellem henholdsvis den engel-ske og den franske konventionstekst gør siggældende på dette punkt. Det er dog den al-mindelige opfattelse, at også ideel skade eromfattet.

Ifølge konventionens art. 26 kan klage tilMenneskerettighedskommissionen ikke ind-gives, før alle nationale retsmidler er ud-tømt. Statueres der en krænkelse af konventi-

onens bestemmelser om lovligheden af an-holdelse eller varetægt, kan Kommissionensåledes ikke tage stilling til erstatnings-spørgsmålet, før dette har været bragt op forde nationale myndigheder. Anderledes for-holder det sig derimod, ifald det er menne-skerettighedsdomstolen, der konstatererkrænkelsen. Konventionens art. 50 rummeren almindelig hjemmel for Domstolen til attilkende erstatning, når den har konstateretet brud på de rettigheder, som konventionentilsikrer. I denne situation behøver de natio-nale retsmidler ikke at være udtømt; i prak-sis udskyder Domstolen afgørelsen af erstat-ningsspørgsmålet for derved at give den ind-klagede stat lejlighed til selv at forligesagen.1)

') En nærmere gennemgang af bestemmelsen i art. 50 og dens forhold til dansk ret er givet af Gam-meltoft-Hansen, Turisten 1973, s. 401 ff; og Varetægtsfængsling (1976), s. 294 ff.

24

Kapitel 3.De ansvarspådragende indgreb og retsfølger.

Sker der i forbindelse med behandlingen afen straffesag skade som følge af myndighe-dernes fejl eller forsømmelser, kan der blivetale om, at det offentlige skal yde erstatningpå grundlag af dansk rets almindelige regelherom (culpareglen). Erstatning på dettegrundlag er ikke begrænset til bestemte ind-greb eller foranstaltninger. Reglerne i rets-plejeloven - og i udvalgets lovforslag - omerstatning i anledning af strafferetlig for-følgning rækker i henseende til ansvars-grundlaget videre, idet det hjemler erstat-ning også uden culpa. Spørgsmålet i nærvæ-rende kapitel er, hvilke foranstaltninger derskal kunne begrunde dette videregående er-statningsansvar.

Der er i så henseende enighed om, at deindgreb, der hidtil har været omfattet af denobligatoriske erstatningspligt (anholdelse,varetægt og straf eller anden strafferetligretsfølge af frihedsberøvende karakter),fortsat bør danne grundlag for erstatning.Det samme gælder de i § 1018 c opregnedeindgreb (suspension fra advokatvirksomhed,besigtigelse, beslaglæggelse, ransagning, an-holdelses- og varetægtssurrogater samt be-slag og forbud), der i gældende ret omfattesaf en fakultativ adgang til at tilkende erstat-ning; hertil kommer inddragelse af førerret-ten i medfør af færdselslovens § 130, jfr. §133.

De nærmere overvejelser knytter sig her-efter til følgende spørgsmål:- Bør kredsen af de straffeprocessuelle ind-

greb, der kan give anledning til erstatning,

udvides, og i bekræftende fald hvor vidt?- Bør kredsen af erstatningsgivende straffe-

retlige retsfølger udvides?- Bør reglerne om erstatning være ens for

alle de erstatningsgivende indgreb, ellerbør gældende rets differentiering mellemobligatoriske og fakultative erstatningsbe-stemmelser opretholdes?

Overvejelserne vedrørende omfanget af deerstatningsgivende straffeprocessuelle ind-greb koncentreres om, hvorledes grænsenskal drages inden for følgende yderpunkter:På den ene side bør de hidtidige erstatnings-givende indgreb som oven for understregetfortsat være omfattet af erstatningspligten.På den anden side afstikkes en ydre grænseaf udvalgets kommissorium; allerede afdenne grund er spørgsmålet om indgrebuden for strafferetsplejen ikke inddraget iudvalgets overvejelser. Som følge heraf harudvalget ikke beskæftiget sig med eksempel-vis administrativ frihedsberøvelse (jfr. her-ved retsplejeloven § 469, stk. 6) eller andreadministrativt bestemte friheds- eller rettig-hedsindskrænkninger (f. eks. nægtelse overfor tidligere straffede af førerbevis til er-hvervsmæssig personbefordring, husunder-søgelse i medfør af byggeloven § 19, jfr. §20). Inden for begrebet »straffeprocessuelleindgreb« vil derimod falde inddragelse af fø-rerret i medfør af færdselsloven § 130, jfr. §133, idet denne foranstaltning sker som led istrafferetlig forfølgning.1)

De indgreb, der er afgrænset på den be-') Når spørgsmål om erstatning for indgreb uden for strafferetsplejen berøres, skyldes det bl. a., at

den nye svenske lovgivning som anført har søgt at regulere erstatningsansvaret for alle frihedsindskrænk-ninger af såvel judiciel som administrativ karakter under ét (jfr. s. 19). Udvalget finder på det fore-liggende grundlag ikke anledning til at anbefale, at en lignende struktur tilstræbes her i landet. Vurderin-gen af erstatningsspørgsmålet vil almindeligvis opvise karakteristiske forskelligheder, afhængig af omindgrebet er foretaget som led i en strafforfølgning eller på andet grundlag; navnlig vil godtgørelse forideel skade oftere komme på tale i forbindelse med strafforfølgning end uden for strafferetsplejen.

25

skrevne måde og dermed i særlig grad harværet gjort til genstand for overvejelse, kanfølgelig karakteriseres som alle straffepro-cessuelle handlinger - bortset fra anholdelseog varetægt - der falder uden for opregnin-gen i retsplejelovens § 1018 c (samt færdsels-loven § 133). Det drejer sig dels om enrække konkrete efterforskningsskridt, ogdels om selve sigtelsens rejsning.

Blandt de konkrete efterforskningsskridter for det første en række tvangsindgreb,som vel ikke er udtrykkelig omfattet af op-regninger i § 1018 c, men hvis hjemmels-mæssige grundlag i vidt omfang findes i ana-logien fra reglerne om besigtigelse og ransag-ning (f. eks. sigtedes pligt til at underkastesig legemlige undersøgelser; jfr. herved rets-plejeloven § 742 og færdselsloven § 55). Så-danne indgreb må også erstatningsmæssigtligestilles med besigtigelse og ransagningm. v., hvilket formentlig må anses for atvære tilfældet også efter gældende ret, hvor§ 1018 c må fortolkes udvidende på dettepunkt.1)

At mentalundersøgelser (retsplejeloven §800 b) ikke er omfattet af opregningen i §1018 c beror formentlig på en lapsus. Men-talobservationer var tidligere hjemlet i rets-plejeloven § 744 (kap. 67), og dermed ud-trykkeligt omfattet af § 1018 c. Da kap. 73 aom personundersøgelser m. v. (§§ 800a-800 c) blev indsat ved lovændringen i1960 (lov nr. 139 af 31. marts 1960), blev §1018 c ikke ændret. For så vidt angår de ik-ke-ambulante mentalundersøgelser (§ 800 b,stk. 2) har erstatningsspørgsmålet dog sjæl-dent voldt problemer i praksis, idet obser-vanden normalt vil være undergivet vare-tægt, på hvilket grundlag erstatningskravetkan rejses.

Tilbage står en række forskelligartede ef-terforskningshandlinger, som ikke uden vi-dere kan sidestilles med de nuværende er-statningsgivende indgreb. Det drejer sig ek-sempelvis om konfrontationer, fotografering(med indsættelse i fototek), optagelse af fin-geraftryk, personundersøgelse o. a. Selv omflere af disse efterforskningsskridt ikke er afindgribende karakter, finder udvalget detdog ikke rimeligt på forhånd at udelukke er-

statning i anledning af disse foranstaltnin-ger. Selv de mindre indgreb kan foretagesunder omstændigheder, der opleves som såkrænkende, at det kan stille sig naturligtat yde en vis kompensation, dersom de visersig at være uforskyldte.

Udvalget har overvejet, om der til denvide fastlæggelse af området for erstatnings-givende handlinger bør knyttes den udtryk-kelige begrænsning, at det skal dreje sig omindgreb, der gennemføres (eller, i tilfælde afvægring, kan gennemføres) tvangsmæssigt.Det er imidlertid vanskeligt at anvende et så-dant skelnemærke på grund af dets mangelpå skarphed.2) Visse indgreb kan direktegennemtvinges (f. eks. optagelse af fingeraf-tryk). I andre tilfælde kan der kun være taleom en vis indirekte tvang af varierendestyrke. F. eks. kan nægtelse af at deltage i enkonfrontation ikke mødes med nogentvangsforanstaltning, såfremt det drejer sigom en sigtet. På den anden side vil nægtel-sen efter omstændighederne kunne bevirkesagens forhaling og i visse tilfælde ligefremindebære, at varetægt er indiceret. Man kanderfor ikke afvise, at den sigtede vil oplevedeltagelse i konfrontation o. a. som en afomstændighederne affødt nødvendighed.

En vis afgrænsning kan derimod indlæg-ges i, at det skal dreje sig om konkrete foran-staltninger i forbindelse med efterforsknin-gen, ikke blot om dette at man overhovedetudsættes for strafforfølgning. Denne konkre-tisering søges angivet med det i lovforslagetanvendte udtryk »indgreb«, der bl. a. tagersigte på at udelukke den blotte afhøring iforbindelse med rejsning af sigtelse fra er-statningsområdet.

Hertil knytter sig det vigtige spørgsmål,hvorvidt selve sigtelsen bør kunne dannegrundlag for erstatning. Til fordel for ensådan udstrækning af erstatningsansvarettaler det, at en betydelig del af den ideelleskade, som forårsages af en strafforfølgning,ofte knytter sig til sigtelsen og omverdenenskendskab hertil. Den blotte sigtelse børimidlertid efter udvalgets opfattelse ikkekunne udløse erstatning. »Sigtelse« er i sigselv et uskarpt kriterium. Bestemmes erstat-ningsgrundlaget af, om der formelt er rejst

1) Jfr. også UfR 1945, 1144 0, hvor erstatning for udgifter til en bankgaranti, der stilledes for at und-gå beslaglæggelse, blev givet i medfør af analogien af § 1018 c.

2) Cfr. om mindretallets (Ib Dalgas Rasmussen) opfattelse, s. 61 f.

26

sigtelse, vil indførelse af adgang til erstat-ning kunne føre til tilbageholdenhed med atrejse formel sigtelse, hvilket vil være i mod-strid med andre retsplejehensyn, der talerimod tilbageholdenhed på dette punkt.

Såfremt man ikke har kendskab til no-gen mistænkt, indebærer efterforskning heltrutinemæssigt afhøringer af personer, der- formelt eller reelt - betragtes som sig-tede. En udvidelse af erstatningsgrundlagettil også at omfatte selve sigtelsen vil såledesføre meget vidt, og kriteriet vil kunne giveanledning til idelig tvivl. Hertil kommer, atrisikoen for, at man på et grundlag — dersenere viser sig at være uholdbart - sigtes foret strafbart forhold og afhøres herom, efterudvalgets opfattelse må bæres af borgernesom et bidrag til det almene gode, der liggeri retshåndhævelsen. Denne betragtning - derikke i sig selv er en argumentation, men enbeskrivelse af en valgt afgrænsning af an-svarsområdet - støttes som nævnt af hensy-net til den mistænkte, der ikke bør udsættesfor, at den formelle sigtelse (og de dertilknyttede retsplejegarantier) holdes tilbage iafventen af en mere kvalificeret mistanke.

Erstatning for sigtelse og afhøring vil fort-sat kunne kræves på almindeligt culpagrund-lag. Men denne mulighed vil som hidtil kunhave forsvindende praktisk betydning, idetsigtelsen normalt vil være lovlig (og dermedikke-culpøs), når der foreligger en bestyr-kelse af mistanken, som ikke er af ganskesubjektiv art.

Ved vurderingen af, hvorvidt den skade,der kan påføres i forbindelse med sigtelsensudbredelse - og som anført er det omverde-nens kendskab hertil snarere end selve sig-telsen, der kan rumme en betydelig ideelkrænkelse - bør kunne medføre erstatnings-ansvar, må det erindres, at retsmøder i straf-fesager som hovedregel er offentlige, bl. a.som en garanti for sigtede. Erstatningsansvarsom følge af en udbredelse af kendskabet tilsigtelsen i et offentligt retsmøde er derforikke en rimelig konsekvens, og en regelherom ville kunne tilskynde til dørlukning ividere omfang og dermed komme i konfliktmed andre retsplejehensyn.

Ved anden udbredelse af kendskabet tilsigtelsen, må der tages hensyn til de nær-mere omstændigheder, hvorunder udbredel-sen finder sted. Det må således tillægges be-tydning, hvorvidt det i hovedsagen sker på

politiets og anklagemyndighedens initiativ,eller om det er andre (især pressen), deruden opfordring og eventuelt i strid med depresseetiske regler - eller endog på strafbarmåde - befordrer oplysninger om sigtelsenog den sigtede.

Hvor de efterforskende myndigheder selvhar bragt eller opfordret til at bringe sigtel-sen til andres kundskab, vil dette skridt un-dertiden kunne karakteriseres som en ube-rettiget tilsidesættelse af tavshedspligten,hvorved erstatningsansvar kan komme påtale efter den almindelige erstatningsregel(cul paregien).

Tilbage står de tilfælde, hvor de efterfor-skende myndigheders afsløring af sigtelsenikke kan karakteriseres som uberettiget. I af-vejningen af, hvorvidt der i disse tilfældebør være et særligt erstatningsgrundlag (dvs.et objektivt erstatningsansvar), må der efterudvalgets opfattelse foretages en opdeling.Undertiden vil afsløringen og viderebringei-sen af sigtelsen indebære et for den sigtedealvorligt og dybtgående indgreb, der er for-bundet med en betydelig ideel krænkelse(som f. eks. ved offentlig efterlysning). I så-danne tilfælde må fremgangsmåden ansessom et sådant særligt straffeprocessuelt ind-greb, at der bør gives erstatning, såfremt sig-telsen viser sig at have været urigtig. - Deter i øvrigt tænkeligt, at disse tilfælde børgøres til genstand for en særlig regulering iretsplejelovens bestemmelser om straffepro-cessuelle tvangsmidler, hvorved der skabesklarhed om erstatningsgrundlaget (jfr. udka-stet § 1018 b). - Sker udbredelsen af sigtel-sen ikke ved sådanne dybtgående indgreb,men f. eks. blot gennem rutinemæssige afhø-ringer af en begrænset personkreds, er derefter udvalgets opfattelse ikke tilstrækkeliganledning til at lade det være omfattet af detsærlige erstatningsansvar uden culpa. Også idisse situationer bør den ovennævnte risiko-betragtning finde anvendelse.

Mindre kompliceret stiller spørgsmålet omen udvidelse af kredsen af strafferetlige for-anstaltninger sig. Den nugældende bestem-melse herom (§ 1018 b, stk. 4) omfatter»udstået straf« og »anden strafferetlig rets-følge af frihedsberøvende karakter«. Derhersker nogen tvivl om den nærmere ud-strækning af indholdet af disse to udtryk.»Udstået straf« sigter umiddelbart til fri-hedsstraf; men praksis har dog også anvendt

27

bestemmelsen eller dennes analogi på rente-tab efter fuldbyrdet bødestraf (UfR 1957,575 H) og afsoning af forvandlingsstraf (UfR1958, 73 H). Den gruppe af foranstaltninger,der herefter næppe kan anses for omfattet afbestemmelsen, udgøres især af betinget dommed eventuelle vilkår, samt særlige foran-staltninger i medfør af straffeloven § 68; detforudsættes herved, at der er tale om vilkårog foranstaltninger, som ikke er af friheds-berøvende karakter. Endvidere bør nævnesrettighedsfortabelse og konfiskation. - Ved-rørende frakendelse af førerretten findes ensærlig hjemmel for erstatning på fakultativtgrundlag i færdselsloven § 133.

Det er udvalgets opfattelse, at enhverstrafferetlig retsfølge, som efter genoptagelseeller anke viser sig at have været uforskyldt,bør kunne give grundlag for erstatning. Enfældende straffedom vil oftest indebære enideel skade, selv om intet økonomisk tab erlidt f. eks. i forbindelse med en betinget domuden særvilkår. Hertil må føjes, at når de til-svarende straffeprocessuelle indgreb af min-dre indgribende karakter danner grundlagfor erstatning, må dette endmere gælde detilsvarende strafferetlige retsfølger.

Gældende ret indeholder en graduering afansvarsgrundlaget, afhængig af hvilke ind-greb det drejer sig om. Anholdelse, varetægtog udstået straf er (med forbehold af even-tuelle erstatningsudelukkelsesgrunde, jfr. s.30 ff), undergivet et obligatorisk erstatnings-ansvar på objektivt grundlag. De øvrige i§ 1018 c nævnte indgreb er med tilsvarendebegrænsninger omfattet af en fakultativ be-stemmelse, der overlader det til domstolenesbedømmelse, om erstatning bør tilkendes, ogdermed for så vidt gør det nærliggende attale om billighedserstatning.

I overvejelserne vedrørende ansvars-grundlaget (bortset fra det almindelige cul-paansvar, jfr. s. 28) har tre mulighederværet inddraget:

- En generel, fakultativ regel, der lader heleerstatningsområdet være omfattet af etbillighedsansvar.

- En generel, obligatorisk regel, som medforbehold af visse udelukkelsesgnmdelader hele området hvile på det objektiveansvar.

- En blandet regel, der ligesom de nuvæ-

rende bestemmelser graduerer ansvars-grundlaget efter indgrebenes art.

Den første mulighed (en generel, fakulta-tiv regel) kendes i forbindelse med erstat-ning for varetægt i fremmed ret, bl. a. iFrankrig og Holland. Også den tidligeresvenske erstatningslov (1945) havde i reali-teten denne karakter, idet den indeholdt enganske vidtgående og skønsmæssig udeluk-kelsesregel (»Omständighetarna ej är skäligtatt ersättning gives«); om den tilsvarendebestemmelse i den nugældende lov § 4, stk.2, se ovenfor s. 19 f. En sådan regulering idansk ret ville imidlertid indebære en ind-skrænkning af erstatningsmulighederne iforhold til de gældende bestemmelser for såvidt angår anholdelse, varetægt og udståetstraf m. v. Som anført er det udvalgets ud-gangspunkt, at sådanne indskrænkningerbør undgås.

Valget står derfor mellem en generel, obli-gatorisk regel eller en blandet regulering.

En generel, obligatorisk regel ville harmo-nere med det bag erstatningsreglerne lig-gende grundsynspunkt, at erstatningsansva-ret alene knyttes til den senere konstatering(i form af frifindelse eller andet tilsva-rende) af indgrebets manglende berettigelse,ikke til culpabetragtninger. Endvidere villeman med en sådan bestemmelse undgå van-skelighederne ved grænsedragningen mellemde to grupper af indgreb, der skulle udløsehenholdsvis obligatorisk erstatning på objek-tivt grundlag og erstatning efter en friere be-dømmelse. Selv om man anvendte en ensar-tet ansvarsregel for alle indgreb, ville der al-ligevel indtræde en betydelig differentieringi erstatningstildelingen som følge af skadensvidt forskellige omfang, f. eks. ved iværk-sættelse af en konfrontation sammenholdtmed en langvarig varetægt; dette gælder ud-præget den økonomiske skade, men lignendetendenser ville gøre sig gældende også for såvidt angår den ideelle skade.

Et flertal af udvalgets medlemmer (alle,undtagen Dalgas Rasmussen) har dog mentat måtte anbefale en blandet ansvarsregel,bl. a. på grund af den sjældenhed, hvormedder kan forventes at indtræde skade og tab iforbindelse med de mindre indgreb. En obli-gatorisk regel på objektivt grundlag ville fået noget fiktivt præg i forhold til disse ind-greb. Heroverfor må det anses for en mere

28

oplysende karakteristik af erstatningsreg-lerne at henføre de mindre indgreb til en fa-kultativ regel og kun lade de praktisk fore-kommende tilfælde være undergivet den ob-ligatoriske erstatningsbestemmelse. Herfortaler også, at i de tilfælde, hvor der overho-vedet lides et tab i forbindelse med de min-dre indgreb, vil skaden oftest være af ideelart, og da fastsættelse af godtgørelsen for ensådan skade oftest vil bygge på skønsmæs-sige overvejelser, får erstatningstildelingen idisse tilfælde under alle omstændigheder etfakultativt præg. Endvidere vil sådanne ind-greb ofte være foretaget i forståelse med denpågældende; og selv om udvalgets flertalikke i øvrigt har fundet det hensigtsmæssigtat knytte afgørende retsvirkninger til en son-dring mellem tvungne og frivillige indgreb(s. 25), kan et klart samtykke dog efteromstændighederne betage erstatningskravetdets rimelighed. Endelig bør det fremhæves,at en fakultativ ansvarsregel vedrørende demindre indgreb gør det mindre betænkeligt,at grænsen til de ikke-ansvarspådragendeforanstaltninger ikke drages med fuld skarp-hed (jfr. s. 25 f).

Flertallet har yderligere tillagt det betyd-ning, at et egentligt retskrav på erstatningfor anvendelse af mindre indgreb kunne på-lægge politiet og anklagemyndigheden en op-lysningspligt vedrørende erstatningsmulighe-den, som næppe ville stå i et rimeligt forholdtil den sjældenhed, hvormed der lides nogettab i disse tilfælde.

Som kriterium for grænsedragningen mel-lem de større og de mindre indgreb - og der-med mellem det obligatoriske og det fakulta-tive erstatningsansvar - ønsker flertallet atfastholde den nuværende sondring mellempå den ene side anholdelse og varetægt og påden anden side alle andre straffeprocessuelleindgreb. En anden mulighed ville væreat drage grænsen mellem frihedsberøvendeog ikke-frihedsberøvende foranstaltninger,hvorved bl. a. indlæggelse til mentalundersø-gelse (uden varetægtskendelse) og visse va-retægtssurrogater ville komme under den ob-ligatoriske erstatningsregel. Dette kriteriummå imidlertid anses for mindre skarpt. Vare-tægtssurrogaterne kan efter deres indholdplaceres på en skala fra den fuldstændige

frihedsberøvelse til den blotte frihedsind-skrænkning. Ved visse mellemformer kunnedet stille sig tvivlsomt, om de i henseende tilerstatningsreglerne skulle anses for friheds-berøvelse eller blot henføres til den fakulta-tive regel. - Af hensyn til klarheden fasthol-des derfor den hidtidige sondring, for så vidtangår de straffeprocessuelle indgreb.

Derimod findes der ingen grund til at an-lægge en lignende sondring for så vidt angårde strafferetlige retsfølger. På dette områdevil behovet for oprejsning i forhold til dentidligere fældende straffedom normalt væreså påtrængende, at erstatningskravet underalle omstændigheder bør henføres til den ob-ligatoriske regel. Endvidere foreligger densammenhæng mellem en fakultativ ansvars-regel for de mindre indgreb og vanskelighe-den ved en skarp afgrænsning af de ikke-an-svarspådragende foranstaltninger, som ovenfor er fremhævet for så vidt angår de straffe-processuelle indgreb, ikke i forbindelse medde strafferetlige retsfølger; ingen strafferet-lige retsfølger er i sig selv af så ringe indgri-bende karakter, at erstatningsmuligheden afdenne grund bør udelukkes.

Et mindretal (Dalgas Rasmussen) anseren obligatorisk regel, der omfatter samtligeforanstaltninger af såvel straffeprocessuelsom strafferetlig karakter for den mest an-befalelsesværdige løsning.1)

Ved siden af det særlige erstatningsansvarpå objektivt grundlag eller efter billigheds-synspunkter kan der efter dansk rets almin-delige regler rejses erstatningskrav for en-hver ulovlig embedshandling inden for straf-feretsplejen, som kan lægges vedkommendetjenestemand eller myndighed til last.2) Detmå antages, at sådanne krav fremdeles vilforekomme sjældent; dog kan den foreslåedeophævelse af bestemmelsen om ulovlig an-holdelse og varetægt (jfr. s. 35 f) muligvisindebære, at erstatningskrav i enkelte til-fælde vil blive rejst på grundlag af culpa. Isådanne tilfælde finder udvalget det rime-ligt, at den processuelle fremgangsmåde,som foreskrives for erstatningskrav på detsærlige ansvarsgrundlag, efter begæring kanfinde anvendelse frem for anlæggelse af etcivilretligt søgsmål. Udvalget foreslår derfor

1) Se nærmere herom mindretallets udtalelse, s. 60.2) Jfr. Hurwitz, Den Danske Strafferetspleje (1948), s. 773 med note 2.

29

en regel (forslagets § 1018 g) af dette ind-hold.

De anførte forslag vedrørende det særligeerstatningsansvar kan sammenfattes i føl-gende punkter:

a) For anholdelse, varetægt og alle straf-feretlige retsfølger ydes erstatning på objek-tivt grundlag efter en obligatorisk regel, så-fremt ingen af de særligt opregnede erstat-ningsudelukkelsesgrunde foreligger.

b) De øvrige straffeprocessuelle indgrebgiver mulighed for at opnå erstatning efteren friere bedømmelse.

c) For sigtelsen og for andre led i straffor-følgningen, som ikke betegner et egentligtindgreb (især afhøringer), ydes ingen erstat-ning.

d) Erstatningskrav på culpa-grundlag be-

handles på begæring efter samme processuel-le regler som de øvrige erstatningskrav.

Punkt a) adskiller sig fra gældende retderved, at også strafferetlige retsfølger af ik-ke-frihedsberøvende karakter kan dannegrundlag for erstatning. Erstatning for fra-kendelse af førerretten ydes efter en obliga-torisk regel i stedet for som hidtil på fakulta-tivt grundlag (jfr. s. 57).

Punkt b) indeholder en betragtelig udvi-delse af de erstatningsgivende indgreb i for-hold til opregningen i den nugældende §1018 c i retsplejeloven.

Punkt c) svarer til gældende ret.Punkt d) indebærer en principiel udvi-

delse i forhold til gældende ret; bestemmel-sen vil dog næppe få særlig praktisk betyd-ning.

30

Kapitel 4.Nedsættelse og udelukkelse af erstatning.

Som anført (jfr. s. 17) har den i retspleje-loven § 1018 b, stk. 2, nr. 1, nævnte erstat-ningsudelukkelsesgrund (skyldformodnings-reglen) givet anledning til megen debat ogkritik. Der er i udvalget enighed om, at debetragtninger, som almindeligvis anses for atvære bærende for skyldformodningsreglen,er af begrænset vægt.

Det formelle grundlag for, at en sigtet påén gang kan opnå en positiv og en negativbedømmelse af sin skyld i det påsigtede for-hold, findes i forskellen mellem bevisbyrde-reglerne i henholdsvis civil- og strafferetsple-jen. For afgørelsen af selve straffesagen stil-les der kvalificerede beviskrav, idet enhverrimelig tvivl vedrørende tiltaltes skyld skalkomme ham til gode, mens det i et erstat-ningssøgsmål som udgangspunkt er skade-lidte, der bærer bevisbyrden for erstatnings-betingelsernes opfyldelse, medmindre andetudtrykkeligt er bestemt. Disse grundsætnin-ger om bevisbyrdens fordeling kan imidler-tid ikke anses for tvingende for indretnin-gen af de her omhandlede erstatningsregler.Selv om der formelt er tale om et civilretligtkrav, indebærer afgørelsen en vurdering afden erstatningsøgendes eventuelle skyld i etstrafbart forhold. - Også de nugældenderegler afviger fra det formelt konsekventesystem, idet der ikke efter § 1018 b, stk. 2,nr. 1, pålægges den erstatningssøgende enpligt til positivt at godtgøre sin uskyld veden egentlig gendrivelse af anklagemyndighe-dens beviser.

Som en afgørende indvending mod afskaf-felse af skyldformodningsreglen har detværet anført, at en række reelt skyldige per-soner i givet fald ville få udbetalt et beløb af

staten, hvilket anses for en uacceptabel kon-sekvens. For udvalget vejer det tungere, atder under den nuværende retstilstand er enrisiko for, at reelt uskyldige (og frifundne)personer ikke søger eller ikke får tilkendtnogen kompensation for de indgreb, de harværet udsat for under strafforfølgningen.

Heller ikke det synspunkt, at en afskaf-felse af skyldformodningsreglen ville inde-bære en almenpræventiv svækkelse — ellerligefrem undergrave retsvæsenets autoritet -finder udvalget overbevisende.

Yderligere taler en række momenter imodat fastholde bestemmelsen. Først og frem-mest indebærer anvendelsen af skyldformod-ningsreglen, at der skabes to klasser af fri-findelser: De frifindelser, der giver grundlagfor erstatning, og de frifindelser, hvor erstat-ning ikke søges eller opnås på grund afskyldformodningsreglen. Den frifundne kankomme i en meget vanskelig situation, hvisden strafferetlige frifindelse efterfølges afden i erstatningsafslaget udtalte skyldfor-modning, uanset om det sker i forbindelsemed selve dommen eller (som foreslået, jfr.s. 41) på et senere tidspunkt. - Selv omden reelle begrundelse for afslaget med be-stemmelsen i retsplejeloven § 1018 h, stk. 5,søges tilsløret i domsgrundene, er problemetlangtfra afhjulpet.

For afskaffelse af skyldformodningsreglentaler også, at det er ønskeligt at opnå ensar-tede materielle erstatningsregler for hen-holdsvis den straffeprocessuelle frihedsberø-velse (anholdelse og varetægt) og den udstå-ede frihedsstraf. Den person, som frifindesefter at have hensiddet i varetægt, er imange henseender stillet som den. der har

31

udstået en frihedsstraf af tilsvarendelængde. Alligevel kan der efter gældende retnægtes erstatning på grund af fortsat for-modning om skyld, medens dette ikke kanske for strafafsonerens vedkommende. -Sammenstillingen af uforskyldt varetægt ogstrafudståelse er dog kun delvis holdbar,idet der i henseende til behovet for oprejs-ning for den ideelle skade er en vis forskelpå de to situationer (jfr. s. 27 f).

Når skyldformodningsreglen ikke børfastholdes i sin nuværende skikkelse, kanman enten opgive enhver form for bestem-melser af denne art, eller indføre andre -men væsentligt mere snævert udformede -bestemmelser til delvis imødekommelse afde hensyn, der måtte ligge bag skyldformod-ningsreglen. Et eksempel på den sidstnævnteløsning findes i ændringsforslaget i Rigsdags-tidende 1930-31, Tillæg A, sp. 5073, hvor-efter erstatning »kan nægtes eller nedsættes,naar der i hans Forhold iøvrigt foreliggersærlige Omstændigheder, der taler imod attilkende Erstatning eller dog fuld Erstat-ning« . Det er imidlertid udvalgets opfattelse,at en sådan mellemløsning ikke er hensigts-mæssig. De samme indvendinger, som oven-for er anført mod den nugældende bestem-melse, kunne stort set rejses mod en sådanregel; infamien ved erstatningsafslaget villeendda være stærkere, jo større krav der stil-les til sandsynligheden for, at den erstat-ningssøgende trods frifindelsen alligevel erskyldig i det påsigtede forhold. Hertil kom-mer, at det næppe vil være muligt at formu-lere en regel, som kan administreres på enmåde, der adskiller sig fra den nuværendepraksis vedrørende skyldformodningsreglen.

Udvalget anbefaler derfor, at man - i lig-hed med retstilstanden i Sverige og Vesttysk-land - helt afskaffer skyldformodning somudelukkelsesgrund.

Bestemmelserne i retsplejsloven § 1018 b,stk. 3 og 4, hvorefter erstatning kan nægteseller nedsættes, såfremt den erstatningssø-gende selv »har givet anledning til« friheds-berøvelsen, har for så vidt angår anholdelseog varetægt medført megen fortolkningstvivlog diskussion (jfr. s. 15 f). Til belysning afbestemmelsens rækkevidde og behovet foreventuelle ændringer gives i det følgende enoversigt over de forhold, som i praksis erblevet anset for omfattet af bestemmelsen i §1018 b, stk. 3. Oversigten er udarbejdet på

grundlag af trykte afgørelser. Den er næppeudtømmende, men må dog formodes at inde-holde de væsentligste tilfældegrupper.

Sigtedes adfærd forud for strafforfølgnin-gen.

A) Sigtede bevæger sig nær grænsen fordet kriminelle, men undgår domfældelse pågrund af en restriktiv fortolkning af straffe-bestemmelserne.Eks. Talrige landssviger- og værnemagersa-ger; se E. Munch-Petersen, i Festskrift tilHenry Ussing (1951), s. 407-411.

B) »Uforsigtighed«. Sigtede udviser enadfærd, der må påregnes at medføre risikofor sigtelse og anholdelse eller varetægt.Eks. Uf R 1921, 599 0 (en person, derhavde været fængslet som sigtet for hæleri,havde udvist en betydelig grad af uagtsom-hed i forbindelse med erhvervelsen af de isagen omhandlede varer). UfR 1935, 133 V(en person var anholdt i seks timer; hanhavde opsøgt en entreprenør, uanset at hanmåtte have vidst, at det p. g. a. en lønuover-ensstemmelse kunne komme til håndgribelig-heder). UfR 1940, 883 0 (en redaktørhavde benyttet oplysninger fra nogle papi-rer, der var fjernet fra SocialdemokratiskForbunds kontor). UfR 1947, 503, lands-retsdommen (sigtede havde udvist uforsig-tighed ved at give oplysninger til etDNSAP-medlem om illegal våbentransport).UfR 1973, 822 H (to piger, der havde boetsammen med narkotikaforhandlere og levetaf disses indtjening samt været med på ture,hvor der solgtes stoffer, fik kun reduceret er-statning).

C) Sigtede udviser anden mistankepådra-gende adfærd.Eks. UfR 1936, 84 H (tiltalte, der sigtedesfor brandstiftelse, havde været beruset ogfraværende fra hjemmet om natten, da bran-den opstod). VLT 1949, 74 (tiltalte, der sig-tedes for brandstiftelse, havde forud forbranden givet udtryk for, at hun syslede medtanken om at forårsage ildebrand på ejen-dommen) .

Opdelingen A)-C) giver ikke udtryk forskarpe sondringer, men er kun en grupperingomkring visse adfærdstyper. Mens gruppeA) som nævnt karakteriseres ved, at sigtedebevæger sig nær den kriminelle streg og kun

32

undgår domfældelse takket være en restrik-tiv fortolkning af straffebestemmelserne, ertilfælde af gruppe B) snarere udtryk forkonkret udvist uforsigtighed, der ikke i sigselv er kriminel eller på grænsen hertil, mensom meget vel kan forårsage en begivenheds-kæde, der ender med sigtelse og frihedsbe-røvelse.

Sigtedes mistankepådragende adfærd i for-bindelse med strafforfølgningen.

D) Urigtig tilståelse.Eks. UfR 1950, 591 0 ; UfR 1957, 666 0 ;og UfR 1964, 206 0 .

E) Sigtede undlader at rense sig for mis-tanken.Eks. UfR 1940, 883 0 (også nævnt undergruppe B). - Men i UfR 1938, 974 0 (sig-tede ville ved sin anholdelse ikke benægte,at han i fuldskab havde udfærdiget et forfal-sket dokument) blev erstatning givet.

F) Vaklende og usandfærdige forklarin-ger i øvrigt.Eks. UfR 1921, 965 H; UfR 1922, 519 H;VLT 1946, 193; og VLT 1954, 311 (erstat-ning nægtet for beslaglæggelse over for tosigtede, hvoraf den ene havde afgivet urigtigforklaring, mens den anden nægtede at ud-tale sig); UfR 1963, 636 V (tiltalte, der sig-tedes for spirituskørsel, nægtede over for po-litiet at have ført den på stedet parkeredebil).

í visse tilfælde ydes der alligevel erstat-ning til trods for urigtige forklaringer:

UfR 1929, 720 H (vaklende forklaringkun afgivet på mindre væsentlige punkter);UfR 1930, 898 V (de urigtige forklaringervar klarlagt inden fængslingen); UfR 1971,827 V (uanset, at de tiltalte fandtes »i nogengrad« at have givet anledning til fængslin-gen, blev der alligevel ydet erstatning medhenvisning til »omstændighederne, herunderden meget alvorlige karakter af den oprinde-lige anmeldelse«, som omfattede voldtægt;jfr. s. 47 f).

Sigtede udviser adfærd, der i særlig grad in-dicerer en fængslings- eller anholdelses-grund.

G) Unddragelsesforsøg.Eks. UfR 1927, 915 H (tiltalte, der gennem

længere tid havde taget varer på kredit, for-lod sit opholdssted og blev først fundet efteret halvt års eftersøgning).

H) Kollusionsforsøg.Eks. UfR 1936, 84 H (nævnes også undergruppe C. - Tiltalte søgte til dels efter aftalemed sin familie at skjule nogle natlige fravæ-relser). VLT 1938, 291 (tiltalte opfordredetelefonisk et hovedvidne til en sammen-komst forud for vidnets afhøring i retten).UfR 1959, 309 H (advokat forsøgte at skjuledokumenter).

I) Nægtelse af at besvare identitetsspørgs-mål.Eks. UfR 1959, 949 0 .

Tilfældene G)-I) vil ud over at indicereen fængslings- eller anholdelsesgrund i reglenogså bevirke en styrkelse af mistanken modden pågældende. Særligt gælder dette kollu-sionsforsøg, der oftest vil være kombineretmed usandfærdige forklaringer eller fortiel-ser fra sigtedes side (gruppe F).

Det er efter gennemgang og afvejning afde anførte tilfældegrupper udvalgets opfat-telse, at den nugældende fastlæggelse af»egen skyld« som erstatningsudelukkelses-grund bør opretholdes. - Samtidig må detimidlertid understreges, at den »egen skyld«,som kan begrunde nedsættelse eller udeluk-kelse af erstatning for straffeprocessuelleindgreb, principielt må betragtes på sammemåde som »egen skyld« i forbindelse med etalmindeligt civilretligt erstatningssøgsmål.Det drejer sig om en udmøntning af de al-mindelige principper for bedømmelsen afskadelidendes egen medvirken til skadensindtræden; og der må derfor i det hele skeen vis afgrænsning med udgangspunkt i dealmindelige civilretlige regler, i første rækkevedrørende culpa, kausalitet og adækvans.Sigtedes adfærd må indebære et dadelvær-digt moment, der karakteriserer hans hand-lemåde - eller hans undladelse - som cul-pøs. Og det må dertil stå for ham som en på-regnelig følge af hans adfærd, at han kanblive udsat for strafforfølgning og eventuelfrihedsberøvelse1). Særligt bør det fremhæ-ves, at sigtedes adfærd forud for straffor-følgningen i visse tilfælde ud fra en adæ-kvans-vurdering vil falde uden for begrebet

1) Om den nærmere udvikling af disse principper på det her omhandlede område henvises til Gam-meltoft-Hansen, Varetægtsfængsling (1976), s. 307-509.

33

»egen skyld«. Det drejer sig om de ovenforunder C) anførte tilfælde, hvor sigtedes ad-færd kan bringe ham under mistanke, efterat en forbrydelse er konstateret, men hvordenne konsekvens måtte stille sig som upå-regnelig, fordi en forbrydelse ikke på tids-punktet for den pågældende adfærd kunneforudses at ville indtræffe. Derimod vil deandre tilfældegrupper af forudgående ad-færd, A) og B), også efter en adækvansvur-dering normalt kunne anses som »egenskyld«.

Da den foreslåede regels anvendelsesom-råde således i henseende til de under C)nævnte tilfælde er snævrere end hidtidigpraksis ved anholdelse og varetægt, ville detvære misvisende at lade bestemmelsen frem-træde med et sprogligt videre indhold endden nuværende regel (retsplejeloven § 1018b, stk. 3); udvalget har derfor afstået fra atmedtage et i øvrigt klargørende »før ellerunder sagen« i selve lovbestemmelsen (for-slaget § 1018 a, stk. 3). I stedet er fastholdten formulering, der blot henviser til de al-mindelige principper om »egen skyld« ogdermed også åbner mulighed for en tilpas-ning af bestemmelsens anvendelse i takt medudviklingen på andre erstatningsområder.

Den foreslåede bestemmelses intention ogfortolkning må anses for fyldestgørendeklarlagt gennem beskrivelsen af den hidti-dige praksis og tilkendegivelsen af bestem-melsens forhold til denne praksis.

Det har været anført (jfr. s. 17), at manmed en passende bred anvendelse af bestem-melserne om »egen skyld« i et vist omfangvil kunne opfange de tilfælde, hvor erstat-ning under de nugældende regler udelukkespå grund af skyldformodningsreglen. Nårsigtedes adfærd forud for strafforfølgningenkan betragtes som »egen skyld«, består der-med også muligheden for at inddrage hansmistankepådragende adfærd i vurderingen,og afslå erstatning under henvisning hertil.

De grunde, der ovenfor er anført for af-skaffelse af skyldformodningsreglen, talersåledes også for en klargøring af, i hvilketomfang de foreslåede bestemmelser om»egen skyld« omfatter tilfælde af skyldfor-modning. Dette vil kun være tilfældet, hvorsigtede ved sin egen culpøse adfærd har for-årsaget strafforfølgning og tvangsindgrebsom en påregnelig følge. Har sigtede f. eks.bevisligt deltaget i en natlig køretur, der er

endt med indbrud, men frifindes på grund afutilstrækkeligt bevis for deltagelse i selveindbruddet, vil erstatning efter omstændig-hederne kunne afslås; deltagelse i turen vilkunne opfattes som en konkret udvist ufor-sigtighed (jfr. s. 31). Den samme adfærdkunne efter omstændighederne have væretomfattet af skyldformodningsreglen, det vilsige dannet grundlag for en formodning om,at den pågældende sandsynligvis alligevelhar medvirket ved tyveriet. I en sådan situ-ation kan bestemmelserne om »egen skyld«derfor nok siges at træde i stedet for skyld-formodningsreglen. Det samme kunne tæn-kes i en situation, hvor sigtede i en voldtægts-sag frifindes, fordi man ikke tør se bort frahans påstand om, at han troede, der forelåsamtykke. Hvor en eventuel skyldformod-ning derimod bygger på andres forklaringer(f. eks. gemingsmandsbeskrivelse), ellerhvor strafforfølgning og tvangsindgreb måttestille sig som upåregnelige følger af en i øv-rigt mistankepådragende adfærd (jfr. til eks.Uf R 1936, 84 H, omtalt s. 31), vil erstat-ning ikke kunne afslås efter de foreslåederegler om »egen skyld«.

I gældende ret (§ 1018 b, stk. 4) er detudtrykkeligt fastslået, at »egen skyld« i for-hold til udstået straf skal forstås således, atkun tiltaltes adfærd under strafforfølgningenkan komme i betragtning (jfr. s. 16). Påbaggrund af de anførte civilretligt prægedebegrænsninger finder udvalget ikke anled-ning til formelt at opretholde denne afvi-gelse i forhold til reglerne om straffeproces-suelle indgreb. Adækvansbegrænsningen vilgribe ind og afskære erstatningsudelukkelsei de situationer, hvor det i praksis har væretanset for rimeligt at give erstatning trods til-taltes forudgående forhold. Mens en konkretudvist uforsigtighed ofte må påregnes atkunne medføre sigtelse og eventuelt iværk-sættelse af processuelle tvangsindgreb, vildomfældelse og straf næppe kunne anses foren påregnelig følge; er man uskyldig i detpåsigtede forhold, må det påregnes, at dettekommer i dagen i løbet af efterforskningeneller bevisførelsen, såfremt man ikke underselve strafforfølgningen fortsat udviser mis-tankepådragende adfærd, f. eks. i form afurigtig tilståelse.

Ud over den erstatningssøgendes »egenskyld« omtales der i lovforslaget ikke andreforhold, som kan bevirke nedsættelse eller

34

udelukkelse af et erstatningskrav. Udvalgethar drøftet, i hvilket omfang andre formerfor kompensation end den pekuniære oprejs-ning kan tænkes at influere på erstatnings-kravet. Sædvanligvis vil anden kompensa-tion bevirke, at intet (eller kun et mindre)tab lides, således at erstatningskravet alle-rede af denne grund bortfalder eller nedsæt-tes. Kun et enkelt spørgsmål påkalder sig hersærlig interesse.

Undertiden rejses der begæring om, at enuforskyldt varetægtsperiode i stedet for atudløse erstatning bringes til afkortning i enikke fuldbyrdet frihedsstraf, der er idømt iforbindelse med en anden strafforfølgningmod den pågældende. Da der ikke er hjem-

mel til direkte at foretage en sådan afkort-ning, har man ansøgt om, at der benådes forden idømte straf i et omfang svarende til denudståede varetægt1).

Udvalget har overvejet at foreslå en regel,hvorefter retten efter begæring kan be-stemme, at en tidligere idømt straf skalkunne anses for helt eller delvis udstået, istedet for at tilkende erstatning. Da det eroverordentlig sjældent, at disse sager optræ-der, har man imidlertid fundet det uhensigts-mæssigt at medtage en bestemmelse af detpågældende indhold. Udvalget forudsætterherved, at sådanne sager afgøres ved benåd-ning, således at et afkald på erstatningskravsættes som betingelse for benådning.

') Jfr. til eksempel den i Gammeltoft-Hansen, op.cit., s. 303 f omtalte sag, hvor en uforskyldt vare-tægtsperiode på 17 dage i en sag, hvor der var rejst sigtelse for blodskam, ved benådning blev bragt til»afkortning« i en uafsonet hæftedom. Se også Folketingets ombudsmands beretning for året 1975, s. 638.

35

Kapitel 5.Strafforfølgningens udfald.

De materielle betingelser for erstatningskra-vet falder i tre hovedgrupper. Der skal væreforetaget et indgreb, som er omfattet af er-statningspligten (jfr. kap. 3); endvidere måder ikke foreligge en særlig erstatningsude-lukkelsesgrund (jfr. kap. 4); men hertilkommer, at der efterfølgende skal ske en -direkte eller indirekte - konstatering af, atden pågældende foranstaltning var ufor-skyldt, uberettiget, ulovlig, alt efter hvilketkriterium der vælges. Denne senere konstate-ring kaldes her for den erstatningsudløsendekendsgerning.

I overvejelserne vedrørende karakteristik-ken af den erstatningsudløsende kendsger-ning har to væsensforskellige mulighederværet inddraget. Enten kan man udløse er-statningsansvaret gennem en senere efterprø-velse af de pågældende indgreb, hvorunderdet konstateres, om det har været ulovligt,upåkrævet, uhensigtsmæssigt e. a. Dennemulighed svarer til den almindelige frem-gangsmåde i erstatningssager, hvor der fore-tages en efterfølgende vurdering af den er-statningspådragende handlings karakter, of-test af, hvorvidt den er culpøs eller ikke-cul-pøs. Eller også kan man knytte erstatnings-udløsningen til objektive kriterier, typisk ensenere afgørelse vedrørende den strafforfølg-ning, der har givet anledning til, at indgrebetoverhovedet er foretaget. Det sidstnævntekriterium benævnes her: Strafforfølgningensudfald.

En drøftelse af disse to teoretiske mulig-heder findes i forarbejderne til den svenske

erstatningslov1). Udvalget finder, (jfr. s.24), at ansvarsgrundlaget i betydeligt om-fang bør være objektivt, således at staten ivid udstrækning bærer risikoen for de mereindgribende foranstaltninger, der foretagessom led i den retshåndhævende virksomhed.Det objektive ansvar får kun mening og ind-hold, når den erstatningsudløsende kends-gerning har et objektivt præg, således somtilfældet er ved frifindelse eller påtaleopgi-velse. En efterfølgende vurdering af grundla-get for det foretagne indgreb vil snarerevære knyttet til legalitets- og culpabetragt-ninger. Udvalget finder herefter ikke anled-ning til at fravige den hidtidige ordning idansk ret, hvorefter det som altovervejendehovedregel er strafforfølgningens udfald, derudløser erstatningsansvaret.

Når det anbefales, at der alene læggesvægt på strafforfølgningens udfald, kræverdet imidlertid en særlig drøftelse af begre-bet »ulovlig anholdelse eller varetægt«,hvorom der findes en særlig bestemmelse iretsplejelovens § 1018 a. Denne bestem-melse spiller en forsvindende ringe rolle ipraksis ved siden af § 1018 b. For så vidtangår varetægt, kan der i den trykte praksiskun findes et enkelt eksempel på, at § 1018a med sikkerhed har været anvendt2). Atbestemmelsen så sjældent anvendes (og på-beråbes) i praksis, hænger formentlig sam-men med varetægtsbetingelsernes karakter.Betingelserne er enten af en så konkretskønsmæssig art, at det må anses for næstenudelukket at underkende skønnets udøvelse

') Jfr. SOU 1972:73, s. 115 ff, og Proposition nr. 97, år 1974, s. 19 ff.2) Det drejer sig om UfR 1931, 638 0, hvor landsrettens afgørelse endda synes svært forenelig med

den samtidige højesteretsafgørelse, UfR 1931, 462 H.

36

under en efterfølgende sag1). Eller også ervaretægtsbetingelserne af så enkel karakter,at overtrædelse næppe kan forekomme ipraksis; der tænkes herved på betingelsenom, at kun sigtelse for visse bestemte sager(statsadvokatsager og de særligt opregnedepolitisager, jfr. retsplejeloven § 780, stk. 1,nr. 2) kan danne grundlag for varetægt.

Det samme kan hævdes om karakteren afanholdelsesbetingelserne. Ved anholdelse er§ 1018 a dog brugt i visse tilfælde, bl. a.hvor anholdelsen udstrækkes længere endefter loven tilladt (jfr. til eks. UfR 1935,410 0 og 1940,937 V).

I justitsministeriets praksis vedrørendeadministrativ imødekommelse af erstatnings-kravet i medfør af retsplejeloven § 1018 h,stk. 2, skelnes der sjældent skarpt i hense-ende til hjemmel efter § 1018 a eller § 1018b. Enkelte eksempler på anvendelse af §1018 a findes dog i forbindelse med anhol-delse.

Såfremt frihedsberøvelsens iværksættelseeller udstrækning har savnet hjemmel, viludvalgets forslag ikke afskære erstatning oganvendelsen af den processuelt lettere frem-gangsmåde efter kap. 93 a. Tilfælde afuhjemlet frihedsberøvelse må ofte antages atindebære en culpøs handlemåde fra de rets-håndhævende myndigheders side. Der vilderfor i disse tilfælde foreligge et materieltansvarsgrundlag i medfør af dansk rets al-mindelige erstatningsregler. Da udvalget fo-reslår (jfr. udkastet § 1018 g og bemærknin-gerne foran s. 28 f), at den processuellefremgangsmåde efter kap. 93 a skal kunnefinde anvendelse, hvor erstatningskravet rej-ses på almindeligt culpa-grundlag, er også deformelle regler til gennemførelse af erstat-ningskrav opretholdt i tilfælde af uhjemletfrihedsberøvelse.

Skulle der alligevel opstå situationer, hvoren ulovlig frihedsberøvelse ikke indebæreret ansvarsgrundlag af culpøs karakter, vil er-statning kunne tilkendes i medfør af forsla-gets § 1018 a, stk. 2 in fine, hvorefter erstat-ning kan ydes, selv om de almindelige betin-gelser ikke er opfyldt, når det af særligegrunde findes billigt.

Som anført (jfr. s. 22 f) kan ulovligheden

af en anholdelse eller varetægt afføde et er-statningskrav i medfør af Danmarks traktat-mæssige forpligtelser2); også sådanne kravvil efter udvalgets opfattelse kunne opfyldesi medfør af bestemmelsen i forslaget § 1018a, stk. 2.

Herefter må en særlig bestemmelse omulovlige indgreb anses for overflødiggjort;og udvalget foreslår derfor, at den nugæl-dende bestemmelse i § 1018 a opgives.

Man kan rejse det spørgsmål, om ikke denumiddelbare underkendelse, som ligger i op-hævelsen af en foranstaltning som anhol-delse eller varetægt ved kære, burde udløseet objektivt erstatningsansvar. - En regel afdette indhold findes i svensk ret (Lov omersättning vid frihetsinskränkning § 1, nr.4).

En sådan situation forelå i den oven-nævnte dom, UfR 1931, 638 0. Også i sagenUfR 1931, 462 H blev varetægtsfængslingenophævet af landsretten under henvisning til,at der ikke forelå tilstrækkelig kollusions-fare; men netop i denne sag blev erstatningnægtet af både landsretten og højesteret, og inoten til afgørelsen fremhæves det udtrykke-ligt, at fængslingens ophævelse efter kæreikke i sig selv danner grundlag for erstat-ning. En bestemmelse som den ovennævnteville således betegne en udvidelse af erstat-ningsgrundlaget i forhold til gældende ret.

Udvalget kan ikke anbefale en sådan ud-videlse af erstatningsgrundlaget. Hvis densigtelse, der har givet anledning til indgre-bet, fører til domfældelse, og hvis indgrebetikke står i misforhold til strafforfølgningensudfald, vil det ofte være upåkrævet at giveerstatning, selvom indgrebet under sagensbehandling er blevet ophævet efter kære. Op-hævelsen vil i mange tilfælde skyldes om-stændigheder, der først fremkommer undersagens behandling. De få tilfælde af den om-handlede art, hvor erstatning kan være rime-lig, vil være dækket af den fakultative billig-hedsregel, der foreslås i udkastet §§ 1018 a,stk. 2 og 1018 b.

Når den erstatningsudløsende kendsger-ning knyttes til strafforfølgningens udfald,er det hensigtsmæssigt at gennemgå de for-skellige muligheder for i hvert enkelt til-

1) Det må herved erindres, at § 1018 a kun har selvstændig betydning i forhold til § 1018 b, såfremtsagen er endt med domfældelse eller påtalefrafald, og den erstatningssøgende derfor er anset for skyldig.

2) Jfr. Espersen, Juristen 1970, s. 315.

37

fælde at afgøre, hvorvidt - og i bekræftendefald, hvorledes - erstatningsansvaret bør ud-løses. Neden for bringes en oversigt over derelevante former for udfald af strafforfølg-ning:

1. Frifindelse:a) på grund af beviset vedrørende ger-

ningsmomenterne,b) på grund af nødværge eller nødret,c) på grund af samtykke,d) på grund af manglende tilregnelse,e) på grund af utilregnelighed,f) på grund af frivillig tilbagetræden fra

forsøg,g) på grund af forældelse,h) på grund af forholdets manglende

strafbarhed (subsumptionstvivl).

2. Påtaleopgivelse af de samme årsager somnævnt under a)-h).

3. Afvisning:a) på grund af endelige formalitetsmang-

ler (f. eks. manglende offentlig påtaleret),b) på grund af forholdets manglende

strafbarhed, forældelse e. 1. (jfr. retsplejelo-ven § 842, stk. 1, nr. 3).

4. Påtalefrafald:a) med institutionsanbringelse,b) med andre vilkår,c) uden vilkår, eller uden andet vilkår

end straffri vandel.

5. Domfældelse:a) med strafbortfald,b) med bøde,c) med kortere frihedsstraf end en even-

tuel varetægtsperiode,d) anden domfældelse uden foranstaltnin-

ger med frihedsberøvelse.

6. Betinget dom:a) med institutionsanbringelse,b) med andre vilkår,c) uden vilkår eller uden andet vilkår end

straffri vandel.

Den relativt vidtgående fastlæggelse af be-grebet »egen skyld« (hvorefter også sigtedesadfærd forud for strafforfølgningen e. o. kanbevirke nedsættelse efter udelukkelse af er-statningen, jfr. s. 32) får særlig betydning ien række af de ovennævnte tilfældegrupper.Ved frifindelse, afvisning eller påtaleopgi-velse på grund af forældelse, vil der såledesalmindeligvis have foreligget en oprindeligkriminel adfærd fra sigtedes side, der kankarakteriseres som »egen skyld«. Ved frifin-delse, påtaleopgivelse eller afvisning pågrund af, at forholdet ikke kan henføres tilen straffebestemmelse, vil det oftest være til-fældet, at den pågældende har bevæget sigså nær ved den kriminelle streg, at han der-ved har foranlediget strafforfølgningen ogde foretagne indgreb (jfr. s. 31). Dettesidste vil undertiden også være tilfældet vedfrifindelse på grund af samtykke eller tilba-getræden fra forsøg. Derimod kan sigtedesutilregnelighed næppe i sig selv give anled-ning til nedsættelse eller udelukkelse af er-statningen, idet sigtedes adfærd sædvanligvismå kunne karakteriseres som culpøs, for atder kan statueres »egen skyld«. Dette er for-mentlig også baggrunden for, at man haranset det for nødvendigt i de nugældenderegler (§ 1018 b, stk. 2, nr. 2) at indføre fri-findelse eller påtaleundladelse på grund afutilregnelighed som en særlig erstatningsu-delukkelsesgrund ved siden af bestemmelsenom »egen skyld«.

Ved de forskellige former for domfæl-delse og påtalefrafald har sigtede ikke blotnænnet sig, men også overskredet grænsentil det strafbare; »egen skyld« vil derfor ofteforeligge. Udelukkelse af erstatning behøverdog ikke altid at være givet i disse tilfælde.De iværksatte straffeprocessuelle foranstalt-ninger kan være af mere indgribende karak-ter eller af længere varighed end indiceretved sigtedes (kriminelle) adfærd. - En nær-mere drøftelse af dette spørgsmål findes ne-denfor (s. 38 f).

Med de - generelle som konkrete - ind-skrænkninger, der følger af erstatningssø-gendes »egen skyld«, bør enhver frifindelseeller påtaleopgivelse efter udvalgets opfat-telse kunne udløse et objektivt erstatningsan-svar for det uforskyldte indgreb. En undta-gelse herfra bør dog - som i gældende ret -gøres, såfremt frifindelsen skyldes utilregne-lighed. Da denne situation som nævnt

38

næppe vil kunne omfattes af bestemmelsenom »egen skyld«, må den fremhæves somen udtrykkelig undtagelse fra hovedreglen(jfr. udkastet § 1018 a, stk. 1, pkt. 1 in fine).- Erstatning i disse tilfælde af utilregnelig-hed vil herefter kun kunne gives i medfør afden nedennævnte fakultative bestemmelse(jfr. s. 39 f).

Som anført kan afvisning teoretisk findested i visse af de tilfælde, der ellers fører tilfrifindelse. Det ville således være naturligtat medtage endelig afvisning på lige fod medfrifindelse og påtaleopgivelse. På grund afden overordentlige sjældenhed, hvormed af-visning finder sted i strafferetsplejen, harudvalget dog ikke fundet det nødvendigteller hensigtsmæssigt at nævne dette udfaldaf strafforfølgningen i bestemmelsen. Skulleendelig afvisning finde sted, må et eventuelterstatningskrav behandles efter analogien afreglerne om frifindelse.

Et særligt problem opstår, hvor frifindel-sen (eller påtaleopgivelsen) kun er delvis,således at der frifindes for nogle forhold,men domfældes for andre. I denne situationmå det ved bedømmelsen af et eventuelt er-statningskrav afvejes, hvorvidt det pågæl-dende indgreb også ville være blevet foreta-get, selv om sigtelsen kun havde omfattet deforhold, for hvilke domfældelse er sket. -Efter tilsvarende retningslinier bør domfæl-delse efter en væsentlig mildere straffebe-stemmelse end den i påtalen anvendte vurde-res. - Afvejningen af dette spørgsmål kanvære vanskelig at gennemføre efterfølgen-de1). I visse tilfælde er det dog klart, at derforeligger et erstatningsansvar, nemlig hvordet pågældende indgreb formelt ville haveværet udelukket, hvis sigtelsen kun havdeomfattet de forhold, for hvilke der seneredomfældes.

Endelig bør det tilføjes, at der i tilfælde afdelvis frifindelse ofte vil være mulighed forkompensation i form af afkortning med entilsvarende nedsættelse af erstatningskravettil følge (jfr. s. 34).

Hvor strafforfølgningens resultat består idomfældelse eller påtalefrafald, vil erstat-ning sædvanligvis ikke være påkrævet. Destraffeprocessuelle indgreb kan her sjældentbetegnes som uforskyldte. Behovet for op-rejsning er vigende, idet de frihedsberø-

vende foranstaltninger vil kunne afkortes istraffen; og der vil sjældent kunne påvisesen ideel krænkelse, idet sigtede jo er fundetstrafskyldig. Man kan dog næppe affærdigespørgsmålet alene med disse betragtninger.Selv om strafforfølgningens resultat indebæ-rer, at sigtede anses for skyldig i de påsig-tede forhold, kan den til domfældelsen ellerpåtalefrafaldet knyttede sanktion være af såringe indgribende karakter, at afkortnings-muligheden er udelukket, og at der i det helemå siges at være et misforhold mellem destraffeprocessuelle indgreb og den endeligesanktion. Det er næppe hensigtsmæssigt atinddrage disse situationer under det objek-tive ansvar. Allerede fordi »egen skyld« iform af forudgående kriminel adfærd oftestvil kunne statueres, egner et eventuelt erstat-ningsansvar sig bedre til regulering inden foren fakultativ bestemmelses rammer.

En fakultativ bestemmelse åbner ligeledesbedre mulighed for en konkret vurdering af,hvorvidt forholdet mellem de iværksattestrafforfølgningsskridt og den endelige sank-tion kan begrunde erstatning i den enkeltesag.

Afgrænsningen af en sådan fakultativ be-stemmelses område bør som anført knyttestil det forhold, at de anvendte straffeproces-suelle foranstaltninger har været af mereindgribende karakter end den påfølgendesanktion; at der med andre ord er sket en til-sidesættelse af proportionalitetsgrundsæt-ningen. På den anden side egner kriteriet»mere indgribende« sig efter udvalgets op-fattelse ikke til optagelse i lovens tekst. Selvom der i visse tilfælde ikke vil være tvivlom, hvorvidt betingelsen er opfyldt (f. eks.hvor otte måneders varetægt efterfølges affire måneders fængsel), vil det i mangfol-dige andre situationer være vanskeligt at må-le indgrebet med sanktionen (f. eks. ved på-talefrafald eller betinget dom med visse vil-kår, dom til anbringelse under åndssvagefor-sorgen o. a.).

Udvalget har derfor (jfr. udkastet § 1018a, stk. 2) foretrukket en anden formulering:

». . . den under sagen anvendte frihedsberø-velse ikke står i rimeligt forhold til straffor-følgningens udfald«.

Som vejledende momenter for det skøn,

') Jfr. herved Gammeltoft-Hansen, op.cit., s. 303 f.

39

der herefter skal udøves i anvendelsen afden foreslåede bestemmelse, kan der bl. a.peges på følgende:

- Erstatning må i almindelighed være ude-lukket (eller nedsættes), hvor sigtede selvhar foranlediget indgrebet.

- Erstatning må ligeledes være udelukket idet omfang, indgrebet (især varetægt) erafgørende for, at den mildere sanktionoverhovedet vælges.

- Herudover er det en forudsætning for er-statning, at der kan påpeges et klart mis-forhold mellem på den ene side det pro-cessuelle indgreb og på den anden side sa-gens karakter og det påsigtede forholdsgrovhed. - I de ovennævnte klare til-fælde, hvor sanktionen er umiddelbartsammenlignelig med tvangsforanstaltnin-gen (f. eks. hvor 8 måneders varetægt ef-terfølges af 4 måneders ubetinget fæng-sel), vil erstatning relativt ofte kunnegives, idet sanktionen i disse tilfælde i hø-jere grad er udtryk for en egentlig vurde-ring af forholdets grovhed end ved andresanktioner som f. eks. påtalefrafald på vil-kår.

Til bestemmelsen i udkastet § 1018 a, stk.2, om erstatning ved misforhold mellem ind-greb og retsfølge har udvalget fundet det øn-skeligt at føje en almindelig billighedsregel.Det kan ikke udelukkes, at der kan opståganske særlige situationer, hvor der vil væretrang til at yde en vis erstatning, til trods forat de i loven beskrevne betingelser ikke eropfyldt. For at etablere det fornødne hjem-melsgrundlag i sådanne ekstraordinæresager, foreslås bestemmelsen i udkastets §1018 a, stk. 2 in fine. Som nævnt (jfr. s.36) vil denne bestemmelse også kunne an-vendes i de sjældne tilfælde, hvor et ulovligtindgreb ikke med sikkerhed kan karakterise-res som culpøst, eller hvor traktatmæssigeforpligtelser afføder erstatningskrav, derikke kan imødekommes efter de almindeligeregler.

De anførte synspunkter og konklusionervedrørende den erstatningsudløsende kends-gerning finder også anvendelse ved erstat-ning for udstået straf. Udgangspunktet erogså her, at den udståede retsfølge skal kon-stateres at være uforskyldt. En sådan konsta-

tering vil praktisk taget altid ske ved en nydom, afsagt efter ekstraordinær anke ellergenoptagelse af den tidligere afgørelse. Derkan dog tænkes situationer, hvor straffensurigtighed konstateres uden en ny judicielafgørelse; i justitsministeriets praksis kendessådanne tilfælde i forbindelse med bøde-sanktioner (se også UfR 1958, 73 H). Pågrund af den sjældenhed, hvormed de optræ-der, har udvalget dog anset det for rimeligtat se bort fra dem i selve lovteksten og i ste-det henvise dem til behandling efter erstat-ningsreglernes analogi.

Også hvor den idømte sanktion ikke fuld-stændigt bortfalder, men kun formildes, ud-løses der et erstatningsansvar i lighed medde tilfælde, hvor et straffeprocessuelt ind-greb ikke står i rimeligt forhold til den efter-følgende sanktion (jfr. s. 38). En forudsæt-ning er det dog, at den fuldbyrdede del afden først idømte sanktion er mere indgri-bende end den sanktion, der idømmes vedden senere afgørelse.

I disse tilfælde, hvor en sanktion formil-des efter genoptagelse eller ekstraordinæranke, vil det i praksis almindeligvis frem-træde som en nedsættelse af straffen inden-for samme strafart. Udvalget finder derforikke, at der her knytter sig betænkelighed tilanvendelsen af formuleringen »mere indgri-bende«. Ligeledes synes der i disse situatio-ner at være den fornødne klarhed og et til-strækkeligt erstatningsbehov (jfr. s. 27) til,at erstatningen bør ydes efter en obligatoriskregel.

De anførte synspunkter fører frem til enrække forslag, som kan sammenfattes i føl-gende hovedpunkter:

a) Det objektive erstatningsansvar børknyttes til frifindelse eller påtaleopgivelse;undtaget fra ansvaret er tilfælde af »egenskyld« eller utilregnelighed.

b) En fakultativ erstatningsmulighed børforeligge, hvor der ikke består et rimeligt for-hold mellem de under straffesagen anvendteindgreb og strafforfølgningens udfald.

c) Endvidere bør erstatning kunne ydesefter rene billighedssynspunkter.

d) Erstatning for (for meget) udståetstraf ydes altid efter en obligatorisk regel -med forbehold af domfældtes »egen skyld«

- også hvor der blot er tale om formildelseaf en tidligere idømt sanktion.

Punkt a) svarer til nugældende ret, menspunkterne b), c) og til dels d) betegner en

40

udvidelse i forhold til loven; i praksis harman dog undertiden ydet erstatning i så-danne tilfælde, som ville være omfattet afden foreslåede bestemmelse.

41

Kapitel 6.Fremgangsmåde m.v.

Forpligtelsen til at rejse kravet om erstatningi umiddelbar tilslutning til den frifindendeafgørelse har været udsat for kritik1). Udval-get finder, at der ikke er grundlag for at fast-holde den snævre forbindelse mellem erstat-ningsspørgsmålet og selve straffesagens på-dømmelse. Behovet for samtidig vurderingaf erstatningsspørgsmålet formindskes, så-fremt skyldformodningsreglen opgives. Detmå hertil anses for en fordel, at afgørelsen aferstatningssagen fjernes fra domsafsigelsen.Dels giver det mere ro for den erstatningssø-gende og hans forsvarer til at overveje oggennemdrøfte, hvorvidt kravet bør rejses; ogdels vil det i sager om alvorlig kriminalitetformentlig bevirke, at belastningen for denerstatningssøgende ved et umiddelbart afslagpå erstatning mindskes i nogen måde. En ud-sættelse vil yderligere imødegå den påstand,at en afskaffelse af skyldformodningsreglensom udelukkelsesgrund kunne få uheldigekonsekvenser for skyldvurderingen i selvestraffesagen ved at skabe risiko for domfæl-delse på et ikke fuldt tilstrækkeligt bevis,når en frifindelse ville indebære, at mansamtidig måtte tilkende en erstatning, sompå baggrund af de foreliggende oplysningerføles ganske urimelig. Endelig kan en udsæt-telse af erstatningssagen være påkrævet tilundersøgelse af en række forhold - især ved-rørende den erstatningssøgendes »egenskyld« - der kan få betydning for afgørel-sen, men som ikke har været belyst understraffesagens behandling.

På den anden side er det nødvendigt at

sætte visse frister for kravets fremsættelse.En række af de forhold, der er fremkommeti forbindelse med strafforfølgningen, kanvære af afgørende betydning for erstatnings-spørgsmålets vurdering, især vedrørende denerstatningssøgendes eventuelle egen foran-ledning af indgrebet. Der bør derfor kunhengå forholdsvis kort tid mellem straffor-følgningens afslutning og erstatningskravetsrejsning. Udvalget foreslår en frist på to må-neder, regnet fra afsigelse eller forkyndelseaf endelig dom eller meddelelsen til sigtedeom strafforfølgningens ophør. For så vidtangår sager, der afsluttes med dom, foreslåsfristens begyndelsestidspunkt fastsat i over-ensstemmelse med reglerne om anke (jfr.retsplejeloven § 948). I de tilfælde, hvor an-kesagen hæves, regnes fristen fra det tids-punkt, hvor dette meddeles tiltalte. - Er denerstatningssøgendes overskridelse af fristenundskyldelig, bør kravet kunne fremsættesog behandles. Dette vil til eksempel være til-fældet, hvor kravet bygger på senere frem-komne oplysninger (jfr. retsplejeloven §1018 g stk. 3).

I forbindelse med domsafsigelse ellermeddelelse om strafforfølgningens ophørbør sigtede efter omstændighederne vejledesom fremgangsmåden for fremsættelse af er-statningskrav.

Udvalgets flertal2) anbefaler at fastholdebestemmelsen i retsplejelovens § 1018 h, stk.4, hvorefter den erstatningssøgende på begæ-ring skal have beskikket en advokat, der harsamme stilling som forsvarere i straffesager.

') Jfr. som eksempel på bestemmelsens anvendelse Uf R 1958, 972 0.2) Et medlem (Ib Dalgas Rasmussen) finder, at forsvarerbeskikkelse bør være fakultativ, jfr. mindre-

tallets udtalelse, s. 63.

42

Det bør endvidere i bestemmelsen præcise-res, at beskikkelsen efter omstændighedernekan finde sted allerede forud for sagens ind-bringelse for retten.

Udvalget anbefaler, at man fastholder enordning, der forener muligheden for admini-strativ og judiciel prøvelse. Det findes hen-sigtsmæssigt at styrke anvendelsen af denadministrative behandling, således at allesager først behandles administrativt. Ophæ-velsen af skyldformodningsreglen og dermedaf forbindelsen mellem bevisbedømmelsen istraffesagen og erstatningsspørgsmålets af-gørelse, gør den judicielle prøvelse af erstat-ningssagen upåkrævet bortset fra de til-fælde, hvor der er tvist om erstatningsansva-ret og kravet. Kun hvor der ikke kan opnåsenighed mellem den erstatningssøgende ogden pågældende myndighed (justitsministe-riet), skal den erstatningssøgende derforkunne indbringe kravet for domstolene.

Under den foreslåede ordning er dernæppe grund til at opretholde bestemmelsenom obligatorisk høring af rigsadvokaten, for-svareren og vedkommende ret, således somdet er foreskrevet i den gældende bestem-melse (jfr. retsplejeloven § 1018 h, stk. 2,andet punktum).

Udvalget har overvejet, om det bør fore-skrives, at judiciel prøvelse skal finde sted itilfælde af helt eller delvis afslag på erstat-ningskravet, men finder ikke at kunne anbe-fale en sådan ordning. Det kan i visse situa-tioner stille sig uklart, om en imødekom-melse af erstatningskravet efter et forhand-lingsforløb indeholder et delvist afslag; ogder kan forekomme tilfælde, hvor den erstat-ningssøgende ikke ønsker, at den administra-tive behandling efterfølges af en judiciel prø-velse. Efter forslaget skal der derfor fore-ligge en begæring fra den erstatningssø-gende, før sagen indbringes for retten.

Erstatningssagen bør normalt indbringesfor den underret, som har pådømt straffesa-gen. Drejer det sig om en nævningesag, børdette efter udvalgets opfattelse ikke med-føre, at landsretten pådømmer erstatnings-spørgsmålet i første instans. Opgivelsen afskyldformodningsreglen gør det også i disse

sager muligt at lade erstatningssøgsmålet be-gynde ved underretten, hvilket er enklere forden erstatningssøgende og mere hensigts-mæssigt af procesøkonomiske grunde.

I de tilfælde, hvor underretten ikke harpådømt sagen - fordi det drejer sig om ennævningesag, eller fordi påtalen opgiveseller frafaldes - anbefales en værnetingsre-gel, hvorefter sagen af anklagemyndighedenkan indbringes enten for retten i den rets-kreds, hvori det pågældende indgreb er be-sluttet eller ved den erstatningssøgendeshjem ting. Hvor indgrebet er besluttet underrettens medvirken, vil det oftest være mesthensigtsmæssigt, at sagen forelægges fordenne ret.

Erstatningssagen bør på grund af sin næresammenhæng med strafforfølgningen be-handles i strafferetsplejens former. Forslagetindeholder en generel bestemmelse herom (§1018 e, stk. 3), der - i tilknytning til forsla-get om tidsmæssigt at adskille den strafferet-lige og den erstatningsretlige bedømmelse- overflødiggør de særlige regler om anke,som findes i den nugældende § 1018 m, stk.2. Ligeledes findes det overflødigt i lovenstekst at optage særlige bestemmelser omtingfæstning og påstand (jfr. den gældenderetsplejelov § 1018 h, stk. 3).

Udvalget foreslår, at pådømmelsen af er-statningssagerne sker uden medvirken aflægdommere. Ved afskaffelsen af skyldfor-modningsreglen (retsplejeloven § 1018 b,stk. 2, nr. 1) mindskes betydningen af læg-dommerelementet i væsentlig grad. I praksiser det blevet antaget, at netop skyldformod-ningsreglens sammenkædning af erstatnings-spørgsmålet med den tiltaltes mulige skyld idet påsigtede forhold, danner grundlaget forlægdommernes funktion i disse sager1). Efterforslaget antager sagen i højere grad karak-ter af en almindelig civilretlig erstatningssag,hvor medvirken af lægdommere ville væreen fravigelse fra det normale. Udvalget fin-der det derfor - under forudsætning af skyld-formodningsreglens afskaffelse - unødven-digt at fastholde det læge element i pådøm-melsen. Herfor taler også det praktiske hen-syn, at den foreslåede tidsmæssige adskillelse

l) Jfr. UfR 1971, 49 H, hvor højesteret fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt erstatning med føje varnægtet på grund af fortsat formodning om sigtedes skyld, ikke kunne afgøres uden en prøvelse af bevi-sernes vægt, og dermed var unddraget rettens kompetence; tidligere (i UfR 1948, 1080 H) var højeste-ret nået til det modsatte resultat for så vidt angår spørgsmålet om sigtedes egen foranledning af varetæg-ten.

43

af erstatningssagen og den oprindelige straf-fesag kan gøre det vanskeligt eller umuligt atfå de samme lægdommere, som medvirkedeved straffesagens behandling, til at deltage ierstatningssagens behandling.

Forslaget indeholder yderligere en rækkeændringer vedrørende den formelle frem-gangsmåde m. v.

Det anses således for unødvendigt at op-retholde bestemmelsen i retsplejeloven §1018 f, stk. 1 (om statens regresret over forvedkommende tjenestemand), idet bestem-melsens indhold vil være gældende ogsåuden en udtrykkelig regel herom. Det ergivet, at det objektive erstatningsansvar på-hviler det offentlige. Og det følger af almin-delige erstatningsretlige regler, at der kanrejses et regreskrav over for den tjeneste-mand, som ved uforsvarlig handlemåde hargivet anledning til erstatningskravet. - Rej-ser den erstatningssøgende sit krav på cul-pa-grundlag og retter det direkte mod denpågældende tjenestemand, påhviler der detoffentlige en subsidiær hæftelse i medfør afretsplejeloven § 1020 a.

Som nævnt indeholder forslaget en be-stemmelse, hvorefter strafferetsplejens reglergøres anvendelige på erstatningssøgsmålet.Dette indebærer, at også de almindelige gen-optagelsesregler - om genoptagelse såvel tilgunst som til ugunst for sigtede - overføres.Hermed overflødiggøres bestemmelsen i den

nugældende § 1018 m, stk. 4. Også bestem-melsen i § 1018 f, stk. 2, kan udelades. Er-statningssagen kan genoptages efter desamme regler som gælder for genoptagelse afden straffesag, der gav anledning til erstat-ningen. Ved straffesagens genoptagelse tilugunst for sigtede kan et eventuelt krav omtilbagebetaling af et erstatningsbeløb der-med inddrages allerede i forbindelse medgenoptagelsens rejsning.

Reglerne om succession ved erstatningssø-gendes død (jfr. retsplejelovens § 1018 e)foreslås afstemt med de almindelige bestem-melser om overførsel ved død. Supplerendeforeslås det, at allerede fremsættelse af be-gæring over for anklagemyndigheden er til-strækkelig til at etablere den arveretlige suc-cession for så vidt angår godtgørelse for ik-ke-økonomisk skade (se herved ikrafttrædel-sesloven § 15, stk. 3).

De processuelle beføjelser til iværksæt-telse af anke og genoptagelse, som i medføraf § 1018 m, stk. 5, tillægges den erstat-ningssøgendes ægtefælle og livsarvinger,gentages ikke i forslaget. Såfremt skyldfor-modningsreglen afskaffes, vil genoptagelseaf sager, hvori erstatning er afslået, næppeforekomme efter den pågældendes død. Be-føjelsen til at anke erstatningsafgøreisen måefter almindelige regler tilkomme den erstat-ningssøgendes bo.

44

Kapitel 7.Skaden og tabet.

På baggrund af forslaget om ophævelse afskyldformodningsreglen har udvalget over-vejet, om denne ændring burde få konse-kvenser for erstatningspligtens omfang i hen-seende til de ikke-økonomiske skader. Derer imidlertid enighed om, at godtgørelses-pligten for ideelle skader ikke bør indskræn-kes i forhold til de nuværende regler, hvoref-ter godtgørelse for lidelse og tort gives efteruforskyldt anholdelse, varetægt og straf.

Ved de ikke-frihedsberøvende foranstalt-ninger kan der efter gældende ret kun ydeserstatning for formueskade (jfr. retsplejelo-ven § 1018 c og færdselsloven § 133, stk.1). At denne bestemmelse kun sjældent sesanvendt i praksis hænger formentlig sam-men med, at skaden i forbindelse med så-danne indgreb oftest er af ikke-økonomiskart. Erstatningsansvaret for de mindre ind-gribende foranstaltninger får derfor førstvirkelig betydning, når også den ikke-økono-miske skade kan dækkes. Ofte vil det ganskevist være vanskeligt at adskille den ideelleskade, der måtte være forbundet med selveindgrebet, fra følgerne af selve sigtelsen;men dette - som også til en vis grad gælderde frihedsberøvende foranstaltninger - børefter udvalgets opfattelse ikke udelukke mu-ligheden for at yde godtgørelse for den ide-elle skade, der må formodes at knytte sig tilindgrebet. Denne opfattelse dækker ogsåinddragelse og frakendelse af førerretten.Spørgsmålet om godtgørelse for ikke-økono-

misk skade rejstes i forbindelse med indfø-relsen af færdselslovens § 70 a (den tidli-gere bestemmelse om erstatning, nu § 133),men henvistes til behandling i nærværendeudvalg1).

Den nærmere udformning af bestemmel-sen om godtgørelse for ideel skade kan mesthensigtsmæssigt foretages i overensstem-melse med dansk rets almindelige reglerherom i ikrafttrædelsesloven § 15. Det harherunder været overvejet at formulere be-stemmelsen blot som en henvisning til § 15.Udvalget finder det dog mere hensigtsmæs-sigt, at der gives en selvstændig regel i rets-plejeloven, bl. a. under hensyn til, at intenti-onen bag godtgørelsesreglerne for de mindreindgribende foranstaltninger er videre i lov-forslaget end i ikrafttrædelsesloven § 15;selv om erstatningsansvaret for de pågæl-dende foranstaltninger hviler på fakultativtgrundlag (udkastet § 1018 b, jfr. § 1018 a,stk. 2), er det tanken, at der i alle tilfælde,hvor der tilkendes erstatning, også skalkunne ydes godtgørelse for den ideelleskade2).

Udvalgets forslag følger med den i note2)nævnte undtagelse indholdet af ikrafttrædel-sesloven § 15. I opregningen af de skadeligefølger er »lyde« og »vansir« udeladt somoverflødige i den her omhandlede sammen-hæng. Terminologisk er udtrykket »erstat-ning« anvendt som overbegreb for såvel er-

') Jfr. Folketingstidende 1970-71, Tillæg A, sp. 2307 f, og Tillæg B, sp. 3053. Se også nedenfor, s. 57 f.2) I ikrafttrædelseslovens § 15, stk. 1, er der ved krænkelser af andre goder end legeme og frihed

indføjet en særlig betingelse om, at krænkelsen skal være retsstridig; jfr. Straffelovrådets betænkningnr. 601, 1971, om privatlivets fred, s. 67 ff, og Folketingstidende 1971-72, Tillæg A, sp. 560; her er detyderligere fremhævet, at krænkelsen i de omhandlede tilfælde skal være culpøs.

45

statning for formueskade som godtgørelsefor ideel skade.

Udvalget har i forbindelse med overvejel-serne vedrørende ikke-økonomisk skadedrøftet, om bestemmelsen i retsplejeloven §1018 d om de såkaldte politimestererklærin-ger bør opretholdes. I medfør af denne be-stemmelse kan politimesteren på begæring afpersoner, som har været udsat for de i §§1018 a-1018 c nævnte foranstaltninger elleri øvrigt har været udsat for strafferetlig for-følgning, udstede en erklæring om, at foran-staltningen eller strafforfølgningen har vistsig at mangle grundlag og ikke har væretforskyldt ved sigtedes eget forhold. Drejerdet sig om tvangsforanstaltninger i medføraf retsbeslutning, skal retten samtykke i er-klæringen.

Politimestererklæringerne, der oprindeligvar tænkt som et middel til at begrænse visseaf de ideelle skader ved strafforfølgning, ud-stedes i praksis overordentlig sjældent. Ud-valget har forespurgt politimesterforeningen,om man fortsat ønsker dette særlige oprejs-ningsmiddel lovreguleret. Foreningen har til-kendegivet, at man anser bestemmelsen foroverflødig; erklæringer af den omhandledeart kan afgives også uden særlig lovhjemmel,og efter foreningens opfattelse vil manendda stå væsentligt friere i henseende til af-givelsen, dersom bestemmelsen ophæves.

Udvalget foreslår herefter, at bestem-melsen om politimestererklæringer ikke op-tages i de nye lovregler. I konsekvens herafkan kapiteloverskriften ændres fra »oprejs-ning« til »erstatning i anledning af straffe-retlig forfølgning«.

Som grundlag for overvejelserne vedrø-rende erstatningsniveauet - såvel for økono-misk som for ideel skades vedkommende -samt til belysning af de økonomiske konse-kvenser af de foreslåede udvidelser af erstat-ningspligten har udvalget anvendt og ind-hentet en række oplysninger om praksis ved-rørende udmålingen af erstatningsbeløbene.

Følgende materiale har foreligget for ud-valget:

a) 48 domsafgørelser for perioden1930-1965 (udarbejdet af landsdommerErik Tofthøj, hovedsageligt på grundlag aftrykte afgørelser samt østre landsrets realre-gister). - I oversigten er for hver sag anført

det tidsrum, for hvilket erstatning er til-kendt, det tilkendte beløb samt korte be-mærkninger om straffesagens art og udfald.

b) 28 domsafgørelser indeholdende desamme oplysninger som a) for perioden1966-marts 1975.

c) Oversigt udarbejdet af justitsministe-riet for perioden 1960-1967. - I oversigten,der indeholder 88 journalnumre, er oplystdet tidsrum, for hvilket erstatningen er udbe-talt, samt erstatningsbeløbet. Enkelte jour-nalnumre vedrører andre erstatningsspørgs-mål end det her omhandlede.

d) Oversigt som c) for perioden1968-maj 1976 i alt 97 sager, hvori erstat-ning udbetaltes.

e) Oplysninger fra de enkelte politikredseom udbetalte erstatninger i perioden1966-1970; i alt 60 sager. - Der foreliggerkun oplysning om antallet af sager og erstat-ningernes størrelse. De udbetalte erstatnin-ger udgjorde for hele perioden 161.453 kr.,fordelt på 25 politikredse.

f) Oplysninger fra de enkelte politikredseom udbetalte erstatninger i perioden januar1975-februar 1976. - Indholdet af denneundersøgelse meddeles nedenfor i tabel III.

g) Oversigt udarbejdet af rigsadvokaturenfor perioden 1974-august 1976. - Oversig-ten, der omfatter 51 journalnumre, indehol-der oplysninger om den erstatningssøgendeserhverv, frihedsberøvelsens varighed, sigtel-sen, eventuelle forstraffe samt erstatningensstørrelse med specifikation af godtgørelses-beløbet for ideel skade, hvor dette er oplyst.

h) Oversigt over justitsministeriets sam-lede forbrug på erstatningskontoen for fi-nansårene 1965/66-1975/76. - Tallenemeddeles nedenfor i tabel II.

Om praksis i andre lande foreligger kunet sparsomt materiale. Visse oplysninger omsvensk udmålingspraksis fremgår af SOU1972:73, s. 196-210. I øvrigt indeholder detindsamlede materiale om fremmed praksisikke særskilte oplysninger om frihedsberø-velsens varighed i de enkelte sager; da er-statningen pr. dag eller time derfor ikkekan beregnes, er der ikke det fornødnegrundlag for at anstille sammenligninger

46

med dansk udmålingspraksis i det omfang,denne kan oplyses.

Det opregnede materiale lader sig ikke be-arbejde på en sådan måde, at der kan udle-des generelle oplysninger om udviklingen ierstatningsniveauet. Dels er det talmæssigtet relativt lille materiale, især når det skalopdeles i erstatning for henholdsvis anhol-delse, varetægt og udstået straf; de forskellei udmålingen, som følger af individuelle af-vigelser i formuetabets størrelse, får dermeduforholdsmæssig stor betydning og gør sam-menligninger mindre meningsfulde. Hertilkommer, at det i de enkelte sager kun sjæl-dent fremgår, hvorvidt erstatningen er ned-sat på grund af den erstatningssøgendes egenforanledning af indgrebet eller foranstaltnin-gen. Endelig er det kun i de færreste sagermuligt at udskille størrelsen af den særligegodtgørelse for lidelse og tort; selv hvor ensådan udskillelse er mulig, er godtgørelses-beløbene næppe fuldt sammenlignelige, idetde i væsentlig grad må antages at være be-stemt af konkrete omstændigheder, såsomden erstatningssøgendes stilling, hans tidli-gere vandel, sigtelsens art, hans holdning un-der sagen, samt hans påstand om godtgørel-sens størrelse.

Af de nævnte grunde må udvalget afståfra at bringe en egentlig jævnføring af heledet indsamlede materiale. I stedet bringestre tabeller, som dels giver et indtryk af deadministrativt behandlede erstatningssagersantal over en årrække (tabel I), dels desamlede udgifter for det offentlige til erstat-ningsudbetalingerne siden midten af1960'erne (tabel II) som baggrund for vur-deringen af de økonomiske konsekvenser afde foreslåede lovændringer, og dels en over-sigt over de indsamlede oplysninger for peri-oden januar 1975-februar 1976 (tabel III),hvorved der gives et indtryk af den aktuellepraksis og de betydelige afvigelser, den inde-holder.

Tabel I.Antal sager (behandlet i justitsministe-

riet), hvor erstatning er udbetalt i medfør afretsplejeloven kapitel 93 a (samt færdselslo-ven § 70 a og tilsvarende senere bestemmel-ser) i perioden 1966-1975:1)

År

1966196719681969197019711972197319741975

Forbrugstallene i tabel II omfatter ogsåerstatningsudbetalinger, der ikke vedrørerretsplejeloven kapitel 93 a eller førerretsfra-tagelse, men som har tilknytning til andredele af politiets virksomhed; det kan f. eks.dreje sig om erstatning for beskadigelse afbiler, der har været fjernet ved politiets for-anstaltning. Den indflydelse, som sådanneandre erstatningsudbetalinger har på de sam-lede forbrugstal, må dog anses for at være afforholdsvis underordnet betydning.

Tabel III.Erstatninger udbetalt for uberettiget an-

holdelse eller varetægt i perioden januar1975-februar 1976, erstatningsbeløbet, fri-hedsberøvelsens varighed m. v.:

1) Af tabellen kan der ikke udledes oplysninger om det samlede antal erstatningssager; dels kendesantallet af afslag ikke, og dels er antallet af sager, der afgøres direkte af domstolene, ukendt.

Antalsager

108775

1412141118

Tabel II.Samlet årligt forbrug på justitsministeriets

erstatningskonto i perioden finansårene1965/66-1975/76:

Finansår

1965-661966-671967-681968-691969-701970-711971-721972-731973-741974-751975-76

Forbrug(kr.)

25.06035.29119.49141.87535.14353.80967.94777.36871.80263.011

142.090

47

Som det fremgår af tabellen, drejede detsig om 33 sager, heraf 12 anholdelser og21 varetægter. For så vidt angår anholdelses-erstatningerne, udgjorde totalgennemsnittet27 kr. pr. time, men med en meget betydeligspredning (fra 9 kr. til 167 kr. pr. time).Det samme gælder varetægtserstatningerne,hvor totalgennemsnittet udgjorde 112 kr. pr.dag (med spredning fra 27 kr. til 500 kr. pr.dag). At spredningen er så stor hænger del-vis sammen med de ovennævnte faktorer(forskel i formuetab, eventuel nedsættelsepå grund af »egen skyld«, den erstatningssø-gendes egen påstand, m. v.), men må for-mentlig også tages som udtryk for, at derikke har udviklet sig en fast praksis på detteområde.

For så vidt angår godtgørelse for lidelseog tort er dette givet særskilt i 6 anholdelses-sager og 6 varetægtssager. Totalgennemsnit-tet i anholdelsessager er 24 kr. pr. time(spredning fra 4 kr. til 67 kr. pr. time). Ivaretægtssager udgør det 48 kr. pr. dag(spredning fra 27 kr. til 182 kr. pr. dag).Også på dette område, hvor forskellene i detkonkret lidte formuetab er elimineret, er af-vigelserne således meget betydelige.

Til yderligere belysning af praksis skalfire nyere erstatningssager refereres:

UfR 1971, 827 V: To udlændinge, TI ogT2, blev anholdt, efter at en kvinde, A,havde anmeldt dem for voldtægt. Dagenefter anholdelsen blev de fremstillet i grund-

48

lovsforhør; T1 sigtedes for overtrædelse afstraffelovens § 244, stk. 3 og 4, straffelovens§ 216, jfr. § 21 og § 261, subsidiært § 260,T2 for overtrædelse af straffelovens § 216,subsidiært § 217. De tiltalte nægtede sigskyldige, og retten traf beslutning om opret-holdelse af anholdelsen.

Ved et retsmøde tre dage senere afgav deto tiltalte forklaringer, der delvis var indbyr-des modstridende. De nægtede begge at havehaft samleje med A, som forklarede, at T2havde tiltvunget sig samleje med hende; enlægeerklæring bekræftede, at A havde haftsamleje. Retten fængslede herefter T1 og T2som med skellig grund sigtede for overtræ-delse af straffelovens § 217 samt § 260, ogunder henvisning til retsplejeloven § 780,stk. 1, nr. 2, litra a og c. Efter kære stadfæ-stedes kendelsen af vestre landsret i henholdtil de anførte grunde. - Fængslingen blevforlænget efter henholdsvis 9 og 14 dagesforløb.

Ved anklageskriftet rejstes der tiltale modT1 for overtrædelse af straffeloven § 244,stk. 2 og 4, og mod T2 for overtrædelse afstraffeloven § 217, jfr. § 260. Dommen, derblev afsagt efter 52 dages varetægt, frifandtbegge for de påsigtede forhold; for T2's ved-kommende fandtes det bevist, at han havdehaft samleje med A, men ikke at dette varsket under udøvelse af ulovlig tvang.

Hver af de tiltalte påstod sig tilkendt enerstatning på 6.000 kr. for indtægtstab samttort og lidelse. By- og herredsretten nægtedeerstatning under henvisning til, at de beggeunder såvel efterforskningen som domsfor-handlingen havde afgivet delvis urigtige for-klaringer, hvilket havde været af afgørendebetydning for de afsagte fængslingskendel-ser.

For landsretten oplystes det, at T1'sugentlige indtjening som arbejdsmand an-drog ca. 540 kr. T2 havde halvanden uge føranholdelsen fået tilbud om arbejde i endansk erhvervsvirksomhed; uden visum ogarbejdstilladelse var han herefter indrejst il-legalt i landet.

Uanset at de erstatningssøgende måtteanses for i nogen grad selv at have givet an-ledning til den iværksatte anholdelse og va-retægt, fandt landsretten, at de efter om-stændighederne, herunder den meget alvor-lige karakter af den oprindelige anmeldelse,burde tilkendes fuld erstatning. T1 fik heref-

ter tilkendt 4.000 kr. for formueskade og2.000 kr. for lidelse og tort. For T2's ved-kommende fastsattes erstatningen for formu-eskade skønsmæssigt til 2.000 kr. og godtgø-relse for lidelse og tort ligeledes til 2.000 kr.

UfR 1973, 394 0: Erstatningssøgende, E,kom til København med Malmøbåden ogblev her af nogle personer på båden anmeldtfor at have udgivet falske penge. Tre be-tjente fra Havnegades politivagt anholdtham, bl. a. til konstatering af identiteten.Det viste sig nu, at ingen om bord ville ståved anmeldelsen; endvidere fandtes E ikke ibesiddelse af falske sedler. Han blev herpåløsladt efter ca. 15 minutters anholdelse.

Byretten fandt ikke grundlag for at fast-slå, at anholdelsen ikke burde have været fo-retaget, og afviste derfor at tilkende erstat-ning i medfør af retsplejelovens § 1018 a.Da anholdelsen endvidere måtte antages atvære blevet foretaget på en sådan måde, at Eikke var tilføjet nogen lidelse eller tort, blevogså erstatning efter retsplejeloven § 1018 bafslået.

Landsretten tiltrådte byrettens afgørelsefor så vidt angik erstatning i medfør af §1018 a. Derimod fandtes betingelserne efter§ 1018 b, stk. 1, at være opfyldt; nedsæt-telse under henvisning til E's egen foranled-ning af anholdelsen fandtes ikke begrundet.Da der efter det oplyste ikke var tilføjet Enogen formueskade ved anholdelsen, til-kendtes han 200 kr. som godtgørelse for li-delse og tort.

Justitsministeriet, j. nr. 1975-2051-44: Eblev anholdt den 18. november 1974 og sadi varetægt fra den 19. november til den 20.februar 1975 (i alt 95 dage) som sigtet forrøveri af farlig karakter, drabsforsøg samtovertrædelse af færdselsloven. Ved dom af-sagt af nævningeting den 20. februar 1975blev han frifundet, men fremsatte ikke kravom erstatning, idet han befrygtede et afslagbegrundet med fortsat formodning om hansskyld i de påsigtede forhold. Den 25. marts1975 tilstod en anden person imidlertid, athan havde begået de forhold, for hvilke derhavde været rejst tiltale mod E, som herefter- i juni 1975 - rejste krav om erstatning påca. 22.000 kr. Heraf udgjorde de 10.000 kr.godtgørelse for lidelse og tort, mens den re-sterende del af kravet svarede til, hvad han

49

kunne have opnået i arbejdsløshedsunder-støttelse i varetægtsperioden, dersom hanhavde været på fri fod.

På baggrund af sagens forløb så man bortfra, at fristen for erstatningskravets fremsæt-telse var overskredet og imødekom admini-strativt det rejste erstatningskrav fuldt ud.

UfR 1976. 440 0: A, der bortset fra færd-selsbøder o. 1. ikke havde været straffet i desidste 10 år, var underkastet varetægt i peri-oden 10. august-9. november 1971, i alt 92dage, som sigtet for tyveri. Sigtelsen blev ijuni 1972 frafaldet af statsadvokaten i med-før af retsplejeloven § 723, stk. 1.

A fremsatte et erstatningskrav på 45.116kr. efter retsplejeloven § 1018 b. I kravetindgik 20.000 kr., der var lidt som tab påudbetaling på en båd, der af sælgeren blevtaget tilbage i medfør af afbetalingslovensregler med en yderligere udgift på 3.116 kr.,fordi A på grund af varetægtsfængslingenikke kunne overholde ratebetalingerne. Tabtarbejdsfortjeneste som pladesmed opgjordestil 13 uger å 1.000 kr. eller 13.000 kr. Er-statning for lidelse og tort ansattes til 9.000kr.

A forklarede, at han i de sidste år havdetjent til livets ophold ved at handle medbiler og antikviteter. Han måtte 4-5 gangeom ugen foretage småreparationer på biler.Han havde endvidere ernæret sig ved frem-stilling af fliseborde og haft lidt indtægt veddykning og fotoarbejde. Hans indtægt i 1970og 1971 var ved forlig med skattevæsenetansat til 40.000 kr. hvert af de to år. Under-retten nægtede erstatning, bl. a. under hen-visning til, at A havde afgivet urigtige for-klaringer eller undladt at give oplysninger,som kunne have bidraget til at rense ham formistanke.

Landsretten fandt (i lighed med underret-ten), at det tab, der var opstået ved mislig-holdelse af bådkontrakten, ikke kunne til-regnes det offentlige. Endvidere fandt lands-retten, at der ikke var tilstrækkeligt grund-lag for at nægte erstatning under henvisningtil skyldformodningsreglen. Herefter sigesdet i dommen, at selv om A ved sit forudgå-ende forhold har givet anledning til varetæg-ten og ved sin holdning under efterforsknin-

gen har medvirket til varetægtens varighed,findes der dog alligevel at burde tillæggesham erstatning. Da han efter rettens opfat-telse ikke havde godtgjort, at han var gåetglip af regelmæssige arbejdsindtægter, fast-sattes erstatningen til et samlet beløb af8,000 kr.

Som anført giver det indsamlede materialeaf en række forskellige årsager ikke grund-lag for at bestemme udviklingen inden forerstatningsniveauet eller påpege et bestemtniveau i den seneste praksis. En vis fornem-melse af niveauet blev i 1966 i forbindelsemed den ovennævnte undersøgelse udtryktaf Tofthøj, som fandt, at hovedtendensen idomsafgørelserne var varetægtserstatninger(givet samlet for formueskade og ikke-øko-nomisk skade) svarende til 60-85 kr. pr.dag til personer uden længere forstraffe og ijævne økonomiske kår; det tilsvarende beløbfor de administrativt afgjorte sager var efterhans opfattelse noget højere, omkring 110kr. pr. dag, medens særskilt fastsatte beløbfor lidelse og tort udgjorde omkring 50-80kr. pr. dag. De af udvalgets medlemmer,som har aktuelt kendskab til den administra-tive behandling af erstatningssagerne, angi-ver som deres erfaring, at godtgørelseskravfor lidelse og tort på mere end 150-200 kr.pr. dag normalt ikke akcepteres. For kortva-rige frihedsberøvelser er niveauet dog nogethøjere. - Tilsvarende konklusioner er dra-get i rigsadvokaturens under g) nævnte un-dersøgelse for årene 1974-1976.

Selv om justitsministeriet i skrivelse af 12.september 1968 har anmodet udvalget om attage spørgsmålet om en ændring af erstat-ningsniveauet op til overvejelse, finder ud-valget efter de foreliggende oplysningerikke at have tilstrækkelig mulighed for atfremsætte specificerede forslag vedrørendeselve erstatningsudmålingen. Da der knyttersig megen usikkerhed til, hvor det eksiste-rende niveau for godtgørelse for ideel skademå placeres, er det næppe muligt at ud-mønte et ønske om en eventuel forhøjelse afniveauet i lovbestemmelser. En takstmæssigfastsættelse i loven af godtgørelsen for ufor-skyldt frihedsberøvelse pr. dag1) kan næppeanses for hensigtsmæssig. Den konkrete bag-

') En sådan ordning kendes i Vesttyskland og sås herhjemme anvendt i interneringsloven fra 1945;jfr. s. 21 og s. 15. Senest er et tilsvarende forslag stillet af Gomard, Studier i den danske straffepro-ces (1976), s. 376.

50

grund for godtgørelseskravene varierermeget fra sag til sag, først og fremmestunder hensyn til karakteren af den oprinde-ligt rejste sigtelse, men også på grund af denerstatningssøgendes stilling, hans tidligerevandel og hans holdning under sagen. Ende-lig ville den omskiftelige økonomiske udvik-ling kræve en jævnlig å jour-føring, dersomen regel om bestemte takster blev optaget iselve loven. Udvalget kan derfor på grund-lag af det foreliggende materiale og medlem-mernes erfaringer på dette punkt alene ud-tale som sin opfattelse, at der bør tilstræbesen vis fastlæggelse af udmålingsniveauet forideel skade i bestemte typer af sager, og atdet ved erstatningsfastsættelsen - hvadenten den sker administrativt eller ved dom-stolene - bør fastslås, hvilken del af erstat-ningen, der dækker formuetab, og hvilkendel af beløbet, der er godtgørelse for ideelskade. Disse synspunkter skulle være prak-tisk lettere gennemførlige under den foreslå-ede ordning, hvorefter alle erstatningskravindledningsvis skal undergives administrativbehandling.

De gældende bestemmelser i retsplejelo-ven omhandler kun erstatning til personer,der er sigtede. Også andre end sigtede kanimidlertid påføres skade i forbindelse medefterforskningsskridt, såsom ransagning -herunder undersøgelse af personer og udta-gelse af prøver - beslaglæggelse o. a. Udval-get har derfor overvejet, om der i lovudka-stet bør optages særlige bestemmelser om ik-ke-sigtedes erstatningskrav. En sådan regel,der bygger på billighedssynspunkter, findes ilovforslagets § 426 i den norske Innstillingom Rettergangsmåten i straffesaker (1969).s. 53 og 366.I drøftelsen er der indgået tre muligheder:

a) Spørgsmålet lades uomtalt i retsplejelo-ven og er dermed, som i gældende ret, om-fattet af de almindelige regler om culpa-an-svar og civilt søgsmål.

b) Ikke-sigtedes erstatningskrav inddra-ges under den fakultative ansvarsregel ved-rørende de mindre indgribende foranstaltnin-

ger (jfr. s. 27 f). Der kan ikke blive tale omat henføre kravene til den objektive regel,idet indgreb over for trediemand altid vilvære »uforskyldte« i den forstand, at ingendomfældelse el. 1. følger efter.

c) Der indsættes en særlig bestemmelseom ikke-sigtedes adgang til at opnå erstat-ning efter billighedssynspunkter.

Det bemærkes, at dersom der indføressærlige bestemmelser om ikke-sigtedes er-statningskrav, vil der ikke blive tale omnogen overlapning i forhold til reglerne omerstatning fra staten til ofre for forbrydelser(lovnr. 277 af 26. maj 1976, jfr. betænkningnr. 751, 1975). Statens erstatningsansvar eri den nævnte lov betinget af, at skadeforvol-delsen indeholder en overtrædelse af straffe-loven.

Et flertal (alle, undtagen Dalgas Rasmus-sen) er af den opfattelse, at spørgsmålet omdet offentliges erstatningsansvar over for tre-diemand, der påføres skade i forbindelsemed strafforfølgning, ikke bør løses i sam-menhæng med retsplejelovens regler om er-statning til sigtede personer. Det forekom-mer vanskeligt at begrunde, at en sådan per-son bør stilles anderledes i form af en lettereerstatningsadgang end den person, som i øv-rigt i forbindelse med det offentliges forvalt-ningsvirksomhed påføres skade. - At ikke-sigtede dermed stilles ringere end sigtedepersoner i henseende til at opnå erstatningfor skader i forbindelse med strafforfølg-ning, må ses på baggrund af, at der for sig-tede personer ofte består et mere påtræn-gende behov for at opnå erstatning (isærgodtgørelse for ideel skade) på grund af densærlige defami, der knytter sig til indgrebover for sigtede.

Det er derfor flertallets opfattelse, atspørgsmålet om ikke-sigtedes erstatningsan-svar bør løses i sammenhæng med de gene-relle overvejelser om det offentligeserstatningsansvar1).

Såfremt det alligevel ønskes, at en særligregel optages i kapitel 93 a, kan flertallet til-slutte sig det af mindretallet fremlagte for-slag til bestemmelsernes udformning.

') I betænkning nr. 214 (1959) om statens og kommunernes erstatningsansvar, s. 10 f, anføres det, atfarlige handlinger fra det offentliges side (f. eks. indgreb fra politiets side til opretholdelse af ro og or-den) e.o. kan indebære et objektivt ansvar. De særlige regler i retsplejeloven kap. 93 a er ikke taget optil nærmere overvejelse i betænkningen, idet det ikke findes hensigtsmæssigt at optage dem i en almin-delig lovgivning om det offentliges erstatningsansvar.

Et mindretal (Dalgas Rasmussen) er afden opfattelse, at spørgsmålet bør reguleres i

1) Se nærmere herom mindretallets udtalelse, s. 60 f.

51

sammenhæng med retsplejelovens regler omerstatning til sigtede1).

52

Udvalgets lovudkast vedrørende retsplejeloven.

§,1 I lov om rettens pleje, jfr. lovbe-kendtgørelse nr. . . . foretages følgende æn-dringer:

»Kapitel 93 a.

Erstatning i anledning af strafferetligforfølgning.

§ 1018 a. Den, der har været anholdt ellertaget i varetægt som led i en strafferetlig for-følgning, har krav på erstatning for den der-ved tilføjede skade, såfremt påtale opgives,eller tiltalte frifindes, uden at dette er be-grundet i, at han findes utilregnelig. Erstat-ning ydes for økonomisk skade, samt for li-delse, tort, ulempe og forstyrrelse eller øde-læggelse af stilling og forhold.

Stk. 2. Selv om betingelserne for at yde er-statning efter stk. 1 ikke er opfyldt, kan er-statning ydes, såfremt den under sagen an-vendte frihedsberøvelse ikke står i rimeligtforhold til strafforfølgningens udfald, ellerdet af andre særlige grunde findes billigt.

Stk. 3. Erstatning kan nedsættes ellernægtes, såfremt den sigtede selv har givetanledning til foranstaltningerne.

§ 1018 b. Efter samme regler som angiveti § 1018 a kan erstatning tillægges en sigtet,der som led i en strafferetlig forfølgning harværet udsat for andre straffeprocessuelleindgreb.

§ 1018 c. Der tilkommer den, der har ud-stået frihedsstraf eller været undergivetanden strafferetlig retsfølge, erstatning efterreglerne i § 1018 a, såfremt anke eller gen-optagelse medfører bortfald af retsfølgen. 1tilfælde af formildelse ydes der erstatning,såfremt den retsfølge, der er fuldbyrdet, ermere indgribende end den, der idømmesefter anke eller genoptagelse.

§1018 d. Krav om erstatning i medfør af§§ 1018 a-1018 b skal fremsættes over for

anklagemyndigheden inden to maneder efterafsigelse eller forkyndelse (jfr. § 948) af en-delig dom eller meddelelse til sigtede omstrafforfølgningens ophør.

Stk. 2. Fremsættes kravet efter udløbet afden i stk. 1 nævnte frist, kan det behandles,såfremt overskridelsen findes undskyldelig.

§ 1018 e. 1 mødekommes erstatningskravetikke, kan den erstatningssøgende inden tomåneder efter meddelelse om anklagemyn-dighedens afslag begære kravet indbragt forden underret, som har pådømt straffesagen.Har straffesagen ikke været pådømt, eller erden pådømt af landsret i første instans, ind-bringer anklagemyndigheden erstatningskra-vet for retten i den retskreds, hvori den på-gældende foranstaltning er besluttet, ellerved den erstatningssøgendes hjemting.

Stk. 2. På den erstatningssøgendes begæ-ring beskikkes der en advokat for ham. Deregler, der er fastsat for forsvarere, finderanvendelse for den beskikkede advokat. Be-skikkelse kan ske for sagens indbringelse forretten.

Stk. 3. Erstatningssagen behandles i straf-feretsplejens former, dog uden medvirken afdomsmænd.

§ 1018 f. Erstatningskravet falder i arvefter de almindelige regler herom, dog såle-des at krav på godtgørelse for en ikke-øko-nomisk skade falder i arv, når det er fremsati overensstemmelse med reglerne i § 1018 d.

§ 1018 g. Erstatningskrav, der på grund-lag af dansk rets almindelige erstatningsreg-ler rejses af sigtede eller domfældte i anled-ning af strafferetlig forfølgning, behandlespå begæring efter reglerne i nærværende ka-pitel.«

§ 2. Denne lov træder i kraft den

53

Bemærkninger til lovudkastet.

Som i den nugældende retsplejelov samlerudkastet alle bestemmelser om erstatning ianledning af strafferetlig forfølgning i ét ka-pitel (kap. 93 a).

Ved lovudkastet sker der en indholdsmæs-sig ændring af adskillige af de gældende be-stemmelser. De bestemmelser, hvis indhold idet væsentlige bevares, undergives for fler-tallets vedkommende en betydelig omformu-lering.

De materielle erstatningsregler (§§ 1018a-1018 c) er opbygget således, at erstatning- hvor erstatningsbetingelserne er opfyldt -skal ydes i visse, niere indgribende tilfælde,medens der efter et konkret skøn kan ydeserstatning i andre tilfælde. Tilkendelsen aferstatning er uafhængig af, om der efter enfrifindelse eller påtaleopgivelse fortsat måttebestå en formodning om, at den erstatnings-søgende er skyldig i det påsigtede forhold.Derimod bevares i udkastets § 1018 a, stk.3, den hidtidige regel, hvorefter erstatningkan nægtes eller nedsættes, såfremt den på-gældende selv har givet anledning til foran-staltningerne.

De formelle bestemmelser (§§ 1018d-1018 f) er undergivet en betydelig forenk-ling i forhold til de nuværende bestemmel-ser herom. De væsentligste ændringer beståri, at der gives en frist på to måneder forfremsættelse af erstatningskravet, at ethvertkrav skal undergives en administrativ prø-velse, før det eventuelt indbringes for dom-stolene, og at påkendelse af kravet sker udenmedvirken af domsmænd.

Ved en særlig bestemmelse (§ 1018 g)skabes der hjemmel for, at erstatningskrav,der i anledning af strafforfølgning rejses pågrundlag af dansk rets almindelige erstat-ningsregler, kan behandles efter de særlige

processuelle regler i retsplejeloven kapitel93 a.

Af de gældende regler i retsplejelovenskapitel 93 a er følgende (eller tilsvarendebestemmelser) ikke medtaget i udkastet:

a) § 1018 a, om ulovlig frihedsberøvelse.- Der henvises herom til s. 35 f.

b) § 1018 b, stk. 2, nr. 1, om begrundetformodning om skyld i det påsigtede for-hold. - Der henvises herom til s. 30 f.

c) § 1018 d, om de såkaldte politimester-erklæringer. — Der henvises herom til s. 45 f.

d) § 1018 f, om statskassens hæftelse ogeventuelle regresret over for den pågældendetjenestemand. Bestemmelsens indhold måantages at være gældende også uden en ud-trykkelig regel herom (jfr. s. 43).

e) § 1018 f, stk. 2, om tilbagebetaling aferstatning som følge af domfældelse eftergenoptagelse af straffesager. Indholdet afdenne bestemmelse må antages at fremgå afden almindelige regel (udkastets § 1018 e,stk. 3), hvorefter strafferetsplejens regler gø-res anvendelige på erstatningssøgsmålet (jfr.s. 43).

f) § 1018 h, stk. 3, om tingfæstning. Be-stemmelsen udgår som overflødig.

g) § 1018 h, stk. 5, om indskrænkning afbegrundelsen ved nægtelse af erstatning.Udeladelsen af denne bestemmelse er enfølge af forslaget om afskaffelse af § 1018 b,stk. 2, nr. 1, om betydningen af fortsat for-modning om den erstatningssøgendes skyld idet påsigtede forhold.

h) § 1018 1, om nævningernes afgørelse aferstatningsgrundlaget. Da erstatningskravetifølge udkastet påkendes af underretten - og

54

uden lægdommeres medvirken - må bestem-melsen udgå.

i) § 1018 m, stk. 1-4, om anke og genop-tagelse. - Disse bestemmelser udgår, delssom overflødige i forhold til den almindeligeregel (udkastets § 1018 e, stk. 3) om anven-delse af de straffeprocessuelle regler, og delssom følge af forslaget om at lade erstatnings-spørgsmålet afgøre uden medvirken af læg-dommere.

k) § 1018 m, stk. 5, om beføjelsen for denerstatningssøgendes ægtefælle eller livsarvin-ger til at iværksætte anke og genoptagelse -Der henvises herom til s. 43.

Til § 1018 a.

Der henvises til bemærkningerne ovenfor, s.24 ff, 30 ff, 35 ff og 44 f.

Bestemmelsen, der svarer til reglerne i §1018 b, stk. 1, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, i dengældende retsplejelov, indeholder de materi-elle betingelser for at yde erstatning i anled-ning af straffeprocessuel frihedsberøvelse(anholdelse og varetægt).

Efter stk. 1 er erstatning obligatorisk, så-fremt strafforfølgningen munder ud i frifin-delse eller påtaleopgivelse; en undtagelsegøres dog som hidtil, hvor frifindelsen skyl-des, at sigtede findes utilregnelig. En nær-mere gennemgang af de forskellige mulighe-der for at udløse et erstatningskrav (straffor-følgningens udfald, en efterfølgende pro-velse af grundlaget for tvangsindgrebet) ergivet s. 35 ff.

T stk. 1, andet punktum, fastslås endvi-dere, at erstatning skal ydes for såvel okono-misk som ideel skade; for så vidt angårgodtgørelse for ideel skade er bestemmelsenudformet i tilslutning til ikrafttrædelseslo-vens § 15, stk. 1. Udtrykket »erstatning« an-vendes terminologisk som også omfattende»godtgørelse« for ikke-økonomisk skade.

I stk. 2 hjemles en generel udvidelse afmuligheden for at tilkende erstatning i an-ledning af straffeprocessuel frihedsberø-velse. I modsætning til stk. 1 er der her taleom en fakultativ regel. Erstatning kan fordet første tilkendes, uanset at strafforfølg-ningen ikke er mundet ud i frifindelse ellerpåtaleopgivelse, såfremt der består et misfor-hold mellem den under sagen anvendte fri-

hedsberøvelse og den senere idømte sank-tion. En nærmere begrundelse for denneregel samt en oversigt over de vejledendeskonsmomenter, der kan indgå i anvendelsenaf bestemmelsen, er givet s. 38 f, hvortilder henvises. - For det andet kan erstatningtilkendes efter rene billighedssynspunkter,såfremt der foreligger ganske særlige og kon-krete holdepunkter derfor.

I stk. 3 gentages den nuværende bestem-melse om nedsættelse eller udelukkelse af er-statning som følge af sigtedes egen foranled-ning af frihedsberøvelsen; jfr. herved s. 31ff.

Til § 1018 b.

Der henvises til bemærkningerne ovenfor, s.24 ff.

1 denne bestemmelse, der svarer til reg-lerne i § 1018 c i den gældende retsplejelov,findes de materielle betingelser for at opnåerstatning for andre straffeprocessuelle ind-greb end anholdelse og varetægt.

I modsætning til den nugældende bestem-melse er der i udkastet ikke givet nogen op-regning af de indgreb, der kan danne grund-lag for et erstatningskrav. I stedet er valgtden mere generelle formulering »straffepro-cesuelle indgreb«. Om begrundelsen for — ogden nærmere forståelse af — denne udform-ning henvises til kapitel 3, hvoraf det bl. a.fremgår, at der skal være tale om straffepro-cessuelle foranstaltninger af en vis konkret,indgribende karakter. Med hensyn til spørgs-målet om eventuelt ansvar for sigtelsens rejs-ning og udbredelsen af kendskabet til denhenvises til bemærkningerne oven for s. 26,hvor det gøres gældende, at risikoen forden skade, der eventuelt kan påføres vedden blotte sigtelse og en rutinemæssig afhø-ring af en begrænset personkreds i forbin-delse hermed, ikke bør påhvile det offent-lige; erstatning kan derimod komme på tale,hvor kendskabet til sigtelsen ved myndighe-dernes foranstaltning er bragt ud til en vi-dere kreds (f. eks. gennem en offentlig efter-lysning).

I øvrigt består bestemmelsen i en henvis-ning til de i udkastets § 1018 a opregnedeansvarsbetingelser, dog med den væsentligemodifikation, at erstatningsansvaret i § 1018b hviler på en fakultativ regel (jfr. nærmeres. 27 f). Udkastet svarer i så henseende til

55

de gældende regler (retsplejelovens § 1018c), hvorefter tilkendelse af erstatning forandre straffeprocessuelle indgreb end anhol-delse og varetægt sker på fakultativt grund-lag.

Til § 1018 c.Der henvises til bemærkningerne ovenfor, s.26 ff, 33 og 39.

I forhold til den gældende regel indehol-der udkastet en udvidelse af de foranstalt-ninger, der kan begrunde erstatning, idet be-grænsningen til retsfølger af »frihedsberø-vende karakter« foreslås opgivet. Dette med-fører, at bøde, betinget straf, konfiskation,rettighedsfortabelse samt visse særlige sank-tioner over for utilregnelige bliver omfattetaf bestemmelsen (jfr. i øvrigt s. 37 f). Deri-mod fastholdes den hidtidige formulering,hvorefter erstatningskravet betinges af, atretsfølgen bortfalder som følge af fornyet på-dømmelse af straffesagen under anke ellergenoptagelse.

Herudover henviser § 1018 c til ansvars-betingelserne i udkastets § 1018 a. Dettemedfører, at bestemmelserne om erstatningfor såvel formueskade som ideel skade, omerstatning efter billighedssynspunkter, samtom sigtedes egen foranledning af den straffe-retlige foranstaltning, finder anvendelse ogsåpå sager om erstatning for udstået straf m. v.Den nuværende begrænsning af den sidst-nævnte udelukkelses- eller nedsættelses-grund til sigtedes adfærd »under sagen« erikke medtaget i udkastet (se nærmere s. 33).

For så vidt angår den særlige situation,hvor der nok er sket domfældelse, men hvorder alligevel består et misforhold mellemden idømte sanktion og den allerede an-vendte foranstajtning, er der anvendt enmere enkel formulering i udkastets § 1018 c,andet punktum, end i § 1018 a, stk. 2. Hvoren sanktion formildes efter genoptagelseeller anke, vil det i praksis almindeligvisfremtræde som en nedsættelse af straffeninden for samme strafart. Der knytter sigderfor ikke i disse tilfælde betænkelighedertil at anvende udtrykket »mere indgribende«retsfølger som beskrivelse af erstatningsbe-tingelsen (jfr. s. 39).

Til § 1018 d.Der henvises til bemærkningerne oven for, s.41 f.

Stk. 1 træder delvis i stedet for de nugæl-dende bestemmelser i retsplejelovens §§1018 g, stk. 1-2, og 1018 h, stk. 2. Somfremhævet, foreslås det at frigøre behandlin-gen af erstatningskravet fra pådømmelsen afselve straffesagen. Kravet skal derfor altidfremsættes over for anklagemyndigheden,således at der som hidtil åbnes mulighed foren administrativ imødekommelse, på sammemåde som efter den nugældende § 1018 h,stk. 2, andet punktum.

Det overlades til administrativ bestem-melse at fastsætte eventuelle interne ret-ningslinier for, i hvilket omfang den admini-strative afgørelse træffes af henholdsvis denoverordnede eller den underordnede ankla-gemyndighed eller af justitsministeren.

Der foreslås en frist på to måneder forerstatningskravets fremsættelse, regnet fradommens afsigelse eller forkyndelse, eller fraunderretningen til sigtede om påtaleopgivel-se eller -frafald.

Stk. 2 svarer i forenklet udformning til §1018 g, stk. 3, i den gældende retsplejelov.

Til § 1018 e.Der henvises til bemærkningerne oven for, s.42. Bestemmelsen i stk. 1 træder delvis istedet for §§ 1018 h, stk. 2, 1018 i og1018 k i den gældende retsplejelov.

Stk. 2, der svarer til den nugældende §1018 h, stk. 4, tilvejebringer hjemmel for, atbeskikkelse af forsvarer efter omstændighe-derne kan finde sted forud for erstatnings-kravets indbringelse for retten.

I stk. 3 fastslås den samme hovedregelsom i § 1018 h, stk. 1 i den gældende rets-plejelov. - Forslaget om at undlade medvir-ken af domsmænd må ses i sammenhængmed forslaget om afskaffelse af den såkaldteskyldformodningsregel (jfr. nærmere s. 42 f).

Til § 1018 f.Bestemmelsen, der svarer til § 1018 e i dengældende retsplejelov, henviser til de almin-delige regler om succession i erstatnings-krav. For så vidt angår krav på godtgørelsefor ikke-økonomisk skade drejer det sig omikrafttrædelsesloven § 15, stk. 4. I forholdtil denne bestemmelse præciseres det, at sue-

cessionen i godtgørelseskravene indtræder,når den erstatningssøgende har fremsat kra-vet over for anklagemyndigheden i overens-stemmelse med udkastet § 1018 d.

Til § 1018 g.Der henvises til bemærkningerne oven for s.28 f.

Bestemmelsen, som er ny, er medtaget,fordi det må anses for hensigtsmæssigt, atden fremgangsmåde, som anvendes ved be-

56

handlingen af erstatningskrav på de særligeansvarsgrundlag efter udkastet §§ 1018a-1018 c, også kan finde anvendelse, hvor detgøres gældende, at erstatningskravet aleneudspringer af en ulovlig embedshandlinginden for strafferetsplejen, som kan læggesvedkommende tjenestemand eller myndig-hed til last. Bestemmelsen må bl. a. ses påbaggrund af forslaget om ophævelse af dennugældende § 1018 a om erstatning for ulov-lig frihedsberøvelse.

57

Udvalgets lovudkast og bemærkninger vedrørendefærdselsloven §133.

§ 1. I lov nr. 287 af 10. juni 1976, færdsels-lov, foretages følgende ændringer:

§ 133 affattes således:»Reglerne i lov om rettens pleje kapitel

93 a finder anvendelse på krav om erstat-ning for frakendelse eller inddragelse af fø-rerretten i anledning af strafforfølgning. «

§ 2. Denne lov træder i kraft den

Bemærkninger til udkastet:

I bemærkningerne til forslaget til den tidli-gere færdselslovs § 70 a (Folketingstidende1970-71, tillæg A, sp. 2307 ff) fremhæve-des det, at begrænsningen af erstatningsmu-ligheden til den økonomiske skade bl. a.måtte ses i sammenhæng med den tilsva-rende begrænsning i retsplejelovens §1018 c. Samtidig anførtes det, at man varopmærksom på, at der i visse tilfælde kanforeligge et reelt oprejsningsbehov, uanset atingen økonomisk skade er lidt; der blev der-for peget på en senere udvidelse af erstat-ningsansvaret som en mulighed. - I be-mærkningerne til den nugældende færdsels-lovs § 133 (Folketingstidende 1974-75, til-læg A, sp. 1999 f) findes synspunktet genta-get.

Udvalget har taget denne tanke op, såledesat der med den foreslåede bestemmelse ska-bes hjemmel for at yde godtgørelse for ikke-økonomisk skade også ved uberettiget ind-dragelse eller frakendelse af førerretten.

Udvalgets hovedsynspunkt er, at inddra-gelse og frakendelse af førerretten bør dannegrundlag for erstatning efter de samme reg-ler som andre straffeprocessuelle indgreb

eller strafferetlige foranstaltninger af ikke-frihedsberøvende karakter. Denne ordningkunne formelt etableres blot ved at ophævede særlige erstatningsbestemmelser i færd-selsloven. Forslaget til retsplejelovens kapi-tel 93 a omfatter efter sin ordlyd alle ind-greb og foranstaltninger, der sker i forbin-delse med strafforfølgning, også sådanne derer hjemlet i særlovgivningen. Da der imidler-tid findes erstatningsbestemmelser i den gæl-dende færdselslov, finder udvalget det mestoplysende og hensigtsmæssigt til forebyg-gelse af misforståelser at bevare en regel ifærdselsloven i form af en henvisningsbe-stemmelse til retsplejeloven.

Herved overføres det differentierede an-svarsgrundlag, således at erstatning for ufor-skyldt inddragelse er undergivet den fakulta-tive bestemmelse og den supplerende billig-hedsregel (udkastet § 1018 b, jfr. § 1018 a,stk. 2), mens frakendelse af førerretten gi-ver adgang til erstatning efter den obligato-riske regel i udkastet § 1018 c. For så vidtangår frakendelse, er der tale om en ændringi forhold til den gældende - fakultative - be-stemmelse i færdselsloven § 133, stk. 1.Dette gælder også i henseende til betingetfrakendelse (jfr. § 133, stk. 2); i disse til-fælde vil der dog kun undtagelsesvis værepåført en skade (af ikke-økonomisk art), ogretstilstanden vil derfor i praksis næppe ad-skille sig væsentligt fra den nuværende.

Den erstatningssøgendes egen foranled-ning af inddragelsen eller frakendelsen (ud-kastet §§ 1018 b og 1018 c, jfr. § 1018 a, stk.3) vil som hidtil kunne nedsætte eller ude-lukke erstatning. Derimod kan en eventuelformodning om den erstatningssøgendes

skyld i den forseelse, der gav anledning tilinddragelsen eller frakendelsen, ikke tages ibetragtning efter den foreslåede regel.

Endelig medfører henvisningsbestemmel-sen, at retsplejelovens bestemmelser om

fremgangsmåden ved erstatningskravets be-handling finder anvendelse i lighed medden gældende ordning efter færdselsloven §133, stk. 3.

58

59

Mindretallets udtalelse og lovudkast.

Et medlem af udvalget (Dalgas Rasmussen)har på nogle punkter ikke kunnet tiltrædeflertallets lovudkast, men har fremsat et min-dretalsudkast, der er optrykt neden for s. 62.Det pågældende medlem har som begrundel-se for sit udkast fremsat følgende mindretals-udtalelse:

Ved fastlæggelsen af indholdet af lovud-kastet bør der navnlig lægges vægt på to for-hold):

I. For det første er reglerne i retsplejelo-vens kap. 93 a om oprejsning i anledning afstrafferetlig forfølgning - som mange andreaf retsplejelovens regler - udtryk for grund-læggende principper. De indgår som en væ-sentlig del af fundamentet for strafferetsple-jens funktion og domstolenes virksomhed.Reglerne har derfor udvist - og bør udvise -en betydelig stabilitet gennem tiderne. Nårvi i dag står overfor at skulle foreslå nye reg-ler, bør forslaget udformes således, at detikke blot er egnet til at danne ramme omden praksis, vi kender i dag, eller som vimener bør være gældende under de i dagherskende forhold. Forslaget bør udformessåledes, at det også er egnet til at regulerespørgsmål om erstatning for strafferetlig for-følgning i et spand af år frem i tiden undersociale og tekniske forhold, der formentligvil afvige fra de i dag rådende. Selvom deter vanskeligt at vurdere, hvilke ændringerfremtiden vil bringe, så giver den hidtidigeudvikling og forholdene i andre lande doggrundlag for formodning om, efter hvilkeretningslinier udviklingen vil forløbe.

II. For det andet er der en nøje sammen-hæng mellem udformningen af reglerne iretsplejelovens 4. bog, 2. og 3. afsnit og reg-

lerne om erstatning i kap. 93 a. Bestemmel-serne i 4. bogs 2. og 3. afsnit omhandler debeføjelser, der tillægges politi og domstoleunder behandlingen af straffesager indenden endelige domsforhandling. Disse beføjel-ser er på den ene side nødvendige for atsikre en rimelig effektivitet i strafferetsple-jen. Herved yder beføjelserne et bidrag til, atalmenheden kan leve i et relativt kriminali-tetsfrit samfund. På den anden side indehol-der beføjelserne en adgang for politi og dom-stole til i konkrete tilfælde at begrænse bor-gernes frihed ved at foranstalte anholdelse,varetægt, afhøringer, ransagning, beslaglæg-gelse osv. I hvilket omfang man i et retssam-fund vil akceptere, at politi og domstole - ialmenhedens interesse - skal have adgang tilat foretage indgreb i den enkelte borgers fri-hed, må naturligvis vurderes i lyset af demuligheder, den enkelte, der bliver ramt afet indgreb, har for at opnå erstatning elleranden form for oprejsning af det offentlige.Jo lettere erstatningsreglerne gør det for denforurettede at opnå erstatning, jo bedre kanman akceptere straffeprocessuelle indgreb.

Den samfundsudvikling, der er i gang, iform af fortsat urbanisering og deraf føl-gende anonymitet mellem mennesker, størreinternationalt samkvem og lettere bevægelig-hed mellem nationerne både med hensyn tilmennesker, varer og kapital, samt stærkvækst i komplicerede økonomiske strukturersåsom skattelovgivning, afgiftslovgivning,erhvervsmæssige tilskuds- og reguleringsord-ninger og sociale biståndsregler, vil øve ind-flydelse på arten og omfanget af den krimi-nalitet, som vi vil blive stillet overfor. Vikan ikke forvente, at de »Midler til sagensoplysning«, som under indtryk af samfunds-forholdene i forrige århundrede hidtil i rets-

60

plejeloven er stillet til politiets og domstole-nes rådighed til opklaring af kriminalitet ogtil forberedelse af sagernes behandling forretten, vil være tilstrækkelige i fremtiden.Allerede den tekniske udvikling, vi hidtilhar set (telefon- og anden form for aflyt-ning, indsamling af fingerafryk og andenform for spor, oprettelse af fototeker, syste-matisk oplagring af oplysninger i EDB-sty-rede registre etc.) har rejst spørgsmål om an-vendelse af andre midler til sagens oplys-ning end de i retsplejeloven kendte. Ogsåden organiserede form, som navnlig har præ-get narkotikakriminaliteten, har rejst behovfor mere effektive midler til bekæmpelsen.Det er et stort og endnu uløst spørgsmål, ihvilket omfang man bør godkende anvendel-sen af sådanne nye midler, og hvorledes re-guleringen af dem eventuelt bør ske. Mankommer dog næppe uden om at give mulig-hed for anvendelse af sådanne nye midler ividere omfang, end man hidtil har brudt sigom. Det er udvalgets opgave senere at fore-slå regler til regulering heraf.

En udvidet adgang for myndighederne tilsom led i strafferetsplejen at træffe foran-staltninger, der føles som indgreb i den en-kelte borgers frihed, må imidlertid følges afen udvidet ret til erstatning eller anden op-rejsning til den borger, over for hvem derhar været foretaget et indgreb, der ikke se-nere legitimeres ved, at han findes skyldig idet strafbare forhold, der har begrundet ind-grebet. Retsplejelovens kap. 93 a bør derforudformes på en sådan måde, at den åbner opfor en væsentlig udvidet anvendelse af op-rejsning i anledning af strafferetlig forfølg-ning.

III. Flertallets lovudkast koncentrerer op-mærksomheden om erstatning for anholdelseog varetægt. Dette er i overensstemmelsemed den hidtidige praksis, hvor erstatningefter kap. 93 a næsten udelukkende harværet krævet og ydet på grund af anholdelseog varetægt. Man bør imidlertid ved regler-nes udformning skabe en sådan åbenhed, atde principielt finder anvendelse også på er-statning for andre indgreb. Herved under-streger man det grundlæggende synspunktbag reglerne: at det offentlige bør bære risi-koen for alle de skades- eller lidelsesforvol-dende indgreb, der i almenhedens interessetræffes som led i strafferetsplejen. og som

rammer enkelte borgere, der senere viser sigikke at være skyldige. I flertallets udkast ererstatning for andre foranstaltninger end an-holdelse og varetægt henført under en sær-skilt bestemmelse, ifølge hvilken ydelse aferstatning er fakultativ. Mindretallet finderikke de af flertallet anførte begrundelser foren sådan opdeling (s. 27 f) tilstrækkeligtoverbevisende. Endvidere savnes der angi-velse af, efter hvilke kriterier det skøn skaludøves, der afgør, om en fakultativ erstatningskal tilkendes. Efter mindretallets opfattelsevil en udformning af erstatningsreglen somen fakultativ regel bidrage til at fastfryseden hidtidige retstilstand, hvorefter erstat-ning for andre foranstaltninger end anhol-delse og varetægt uhyre sjældent er søgt ellergivet. Selvom mindretalsudkastet tilsigter atudvide anvendelsen af erstatning, er dernæppe grund til frygt for, at de i mindretals-udkastet (s. 62) foreslåede regler vil med-føre, at myndighederne og statskassen vilblive overrendt af erstatningskrav. De hidti-dige obligatoriske regler vedrørende anhol-delse og varetægt har kun givet anledningtil, at et mindre antal erstatningskrav erfremsat. I øvrigt bør man som anført ikkebeklage, hvis antallet af erstatningskrav, derfindes berettigede, stiger, hvis de ogsåkommer til at omfatte andre foranstaltningerend anholdelse og varetægt. Herved vil reg-lernes formål blive tilgodeset, og man vil fåafspejlet den realitet, at der naturligvis i etvist omfang foretages både anholdelse, vare-tægtsfængsling og andre indgreb i tilfælde,hvor sagen ikke gennemføres til fældendedom eller tilsvarende afgørelse. Selvom for-anstaltningen har været rimeligt begrundetpå det tidspunkt, da beslutningen deromblev truffet, og der derfor intet er at be-brejde den myndighed, der har iværksat for-anstaltningen, forekommer det naturligst, atdet offentlige har pligt til at betale erstatningfor den skade, lidelse, tort osv., som foran-staltningen har medført.

IV. Flertallets udkast omhandler kun er-statningskrav fra personer, der har væretsigtet eller mistænkt. En række straffepro-cessuelle indgreb (f. eks. ransagning og be-slaglæggelse) kan imidlertid foretages bådeover for den sigtede og over for andre. Detforekommer urimeligt, at sigtedes erstat-ningskrav i anledning af en ransagning skal

61

kunne behandles efter de lette regler i kap.93 a, og skal kunne imødekommes, selv omsædvanligt ansvarsgrundlag ikke foreligger,medens den person, der ikke har været sig-tet, men hos hvem der også har været foreta-get ransagning med økonomisk skade, lidelseeller tort til følge, skal være henvist til at gåden tunge gang at anlægge en civil retssag ogkun kan få sit krav imødekommet, hvis derer udvist et ansvarspådragende forhold framyndighedernes side. Ganske vist vil et ind-greb mod en ikke-sigtet sjældnere medføreøkonomisk skade, lidelse eller tort end etindgreb mod en sigtet, men i de tilfælde,hvor skade, lidelse eller tort faktisk forelig-ger, ses der ingen grund til at stille den ik-ke-sigtede ringere end den sigtede.

Derfor forslås det i mindretalsudkastet (§1018 b), at reglerne udformes således, at deogså dækker erstatningskrav fra personer,der ikke har været sigtet. Erstatningsadgan-gen er i § 1018 b begrænset til tilfælde,hvor det findes billigt at yde erstatning.Denne begrænsning er egentlig ikke ganskelogisk. I virkeligheden burde det afgørendekriterium for, om erstatning skal ydes i dissesager, være, om der er lidt en skade som om-handlet i § 1018 d. Den erstatningsudlø-sende begivenhed (frifindelse etc.) vil joaltid være til stede. Billighedskriteriet i §1018 b i mindretallets lovudkast skyldes, atdet næppe vil være muligt på nuværendetidspunkt at få gennemført en erstatningsre-gel, der er mere vidtgående end den foreslå-ede. Det kan endvidere anføres, at en even-tuelt mere vidtgående erstatningsregel børudarbejdes i sammenhæng med løsningen afhele problemet om det offentliges erstat-ningspligt, jfr. s. 50.

Den foreslåede adgang for andre end sig-tede til at fremsætte erstatningskrav efterkap. 93 a nødvendiggør en mindre ændring i§ 1018 e om frister. Endvidere foreslås denprocessuelle bestemmelse om, at erstatnings-krav på culpa-grundlag kan behandles efterreglerne i kap. 93 a (mindretalsudkastet §1018 h) udvidet til at omfatte krav fra per-soner, der ikke har været sigtede eller dom-fældte. Her foreslås dog den sikkerhedsven-til, at retten får adgang til at henvise et er-statningskrav fra en ikke-sigtet til civilt søgs-mål.

V. Mindretallet foreslår fremdeles, at er-

statningspligten, hvor indgrebet er foretagetmed den pågældendes samtykke, begrænsestil tilfælde, hvor det findes billigt at yde er-statning, jfr. mindretallets lovudkast §1018 a, stk. 3. Denne begrænsning har føl-gende begrundelse:

Det er af væsentlig retssikkerhedsmæssigbetydning at skabe klarhed over, hvorvidthandlinger foretaget af politiet som led i enstrafferetlig forfølgning er sket med hjemmeli retsplejeloven eller tilsvarende lovgivning(f. eks. færdselsloven), og dermed undergi-vet de begrænsninger og processuelle garan-tier, som loven indeholder, eller om de ersket på samtykkegrundlag. Det kan ikkeudelukkes, at der i dag forekommer tilfælde,hvor man ikke med sikkerhed kan sige, omet indgreb er gennemført med formelt grund-lag i loven, eller om det er sket på samtykke-grundlag. Det hænger antagelig sammenmed, at et samtykke undertiden kan fore-ligge stiltiende, og at den, der giver samtyk-ket, ofte vil have en følelse af, at det ikkekan nytte at sige nej, eller at et nej vil med-føre mere ubehagelige konsekvenser. Denneuklarhed er sjældent til stede ved de friheds-berøvende indgreb: anholdelse og varetægt.Her tvinger reglerne oftest til en afklaring.Ved andre straffeprocessuelle indgreb fore-kommer en for retssikkerheden uheldiguklarhed derimod. Det bør være en opgavefor udvalget ved den fremtidige udarbejdelseaf regler for disse indgreb at sikre en afkla-ring. I tråd hermed bør erstatningsreglerneudformes på en sådan måde, at de medvirkertil at sikre denne afklaring.

Som ovenfor anført går mindretallet indfor, at erstatning også for andre straffepro-cessuelle indgreb end anholdelse og varetægtgøres obligatorisk, således at erstatningskra-vet fremtræder som et retskrav for borgerne.En obligatorisk regel nødvendiggør imidler-tid, at der er skarpe grænser for dens anven-delsesområde. Dette er uforeneligt med, atman under reglen medtager tilfælde, hvorden pågældende havde meddelt samtykke.Det beror på, at grænsen mellem et »straffe-processuelt indgreb på samtykkegrundlag«og andre af politiet med den pågældendessamtykke foretagne handlinger er ganske fly-dende. Derimod er der - eller bør der ihvert fald være - en skarp grænse mellem detilfælde, hvor et indgreb foretages medhjemmel i loven, og hvor det foretages frivil-

62

ligt. Kun i førstnævnte tilfælde kan erstat-ningsreglens begrundelse med fuld styrkemotivere en obligatorisk erstatningsregel.Også i sidstnævnte tilfælde vil det dog ikkesjældent stille sig naturligt at yde en erstat-ning, men det kræver en nøjere vurdering afden enkelte situation, herunder af omstæn-dighederne i forbindelse med afgivelsen afsamtykket. Derfor vil en billighedsregelpasse godt til samtykketilfældene.

Det må vel i øvrigt antages, at man efterde i dag gældende regler, hvor erstatning foranholdelse og varetægt er obligatorisk, nårlovens betingelser er opfyldt, ikke uden vi-dere vil yde erstatning i en situation, hvor ensigtet uden formel anholdelse »frivilligt« ermedfulgt til politistationen til afhøring, fordihan - måske med rette - har regnet med atblive anholdt, hvis han ikke samtykkede.

Det må understreges, at bevisbyrden for,at samtykke foreligger, må ligge hos politiet,således at kun hvor politiet kan godtgøre, atsamtykke har foreligget, flyttes sagen fra denobligatoriske regel til reglen om billighedser-statning.

Mindretallet er i øvrigt enig med flertalleti, at såvel afhøringer som selve sigtelsen ikkebør begrunde erstatningspligt uden culpa.For så vidt angår afhøringen beror det på, atder aldrig er pligt til at afgive udenretligeforklaringer, og at enhver politiafhøring der-for principielt er frivillig. For så vidt angårsigtelsen beror det på, at dette retsskridtikke er noget indgreb, men snarere en foran-staltning til beskyttelse af og advarsel overfor den person, der sigtes. (Der ses her bortfra udbredelsen af sigtelsen).

Lovudkast.

§ 1. I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgø-relse nr foretages føl-gende ændringer:

»Kapitel 93 a.

Erstatning i anledning af strafferetlig for-følgning.

§ 1018 a. En sigtet, der har været anholdt,taget i varetægt eller undergivet andre straf-feprocessuelle indgreb som led i en straffe-retlig forfølgning, har krav på erstatning for

den derved tilføjede skade, såfremt påtaleopgives, eller tiltalte frifindes, uden at detteer begrundet i, at han findes utilregnelig.

Stk. 2. Selvom betingelserne for erstatningefter stk. 1 ikke er opfyldt, kan erstatningydes, såfremt de under sagen anvendte ind-greb ikke står i rimeligt forhold til straffor-følgningens udfald, eller det af andre særligegrunde findes billigt.

Stk. 3. Har den erstatningssøgende givetsamtykke til indgrebet, kan erstatning ydes,hvis det findes billigt.

Stk. 4. Erstatning kan nedsættes eller næg-tes, såfremt den pågældende selv har givetanledning til indgrebet.

§ 1018 b. Har der over for en person, derikke har været sigtet, være iværksat indgrebsom led i en strafferetlig forfølgning, kan er-statning ydes, hvis det findes billigt.

§ 1018 c. Der tilkommer den, der har ud-stået frihedsstraf eller været undergivetanden strafferetlig retsfølge, erstatning, så-fremt anke eller genoptagelse medfører bort-fald af retsfølgen. I tilfælde af formildelseydes der erstatning, såfremt den retsfølge,der er fuldbyrdet, er mere indgribende endden, der idømmes efter anke eller genopta-gelse. Bestemmelsen i § 1018 a, stk. 4, findertilsvarende anvendelse.

§ 1018 d. Erstatning på grundlag af §§1018 a-c ydes for økonomisk skade samt forlidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller øde-læggelse af stilling og forhold.

§ 1018 e. Krav om erstatning i medfør af§§ 1018 a-c skal fremsættes over for ankla-gemyndigheden. Krav fra en person, der harværet sigtet, skal fremsættes inden to måne-der efter meddelelse til sigtede om straffor-følgningens ophør eller efter afsigelse af en-delig dom. Har tiltalte ikke været til stedeved dommens afsigelse, regnes fristen fraden dag, da udskrift af dommen er ham for-kyndt. Krav fra andre skal fremsættes inden2 måneder efter at indgrebet er ophørt.

Stk. 2. Fremsættes kravet efter udløbet afden i stk. 1 nævnte frist, kan det behandles,såfremt overskridelsen findes undskyldelig.

§ 1018 f. Imødekommes erstatningskravetikke. kan den erstatningssøgende inden to

63

måneder efter meddelelse om anklagemyn-dighedens afslag begære kravet indbragt forden underret, som har pådømt straffesagen.Har straffesagen ikke været pådømt, eller erden pådømt af landsret i første instans, ind-bringer anklagemyndigheden erstatningskra-vet for retten i den retskreds, hvori den på-gældende foranstaltning er besluttet, ellerved den erstatningssøgendes hjemting.

Stk. 2. På den erstatningssøgendes begæ-ring kan der beskikkes en advokat for ham.Beskikkelse kan ske, før sagen indbringesfor retten. De regler, der er fastsat for for-svarere, finder anvendelse på den beskik-kede advokat.

Stk. 3. Erstatningssagen behandles i straf-feretsplejens former, dog uden medvirken afdomsmænd.

§ 1018 g. Erstatningskravet falder i arv

efter de almindelige regler herom, dog såle-des at krav på godtgørelse for ikke-økono-misk skade falder i arv, når det er fremsat ioverensstemmelse med reglerne i § 1018 e.

§ 1018 h. Erstatningskrav, der på grund-lag af dansk rets almindelige erstatningsreg-ler rejses af sigtede, domfældte eller andre ianledning af strafferetlig forfølgning, be-handles på begæring efter reglerne i nærvæ-rende kapitel. Retten kan dog nægte at be-handle et erstatningskrav, som fremsættes afnogen, der ikke har været sigtet, såfremtkravet ikke på rimelig måde vil kunne be-handles i strafferetsplejens former. Det stårherefter den forurettede frit for at fremsættekravet i den borgerlige retsplejes former."

§ 2. Denne lov træder i kraft den

Bilag

67Bilag 1.

Lov nr. 52 af 5. april 1888om

Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel og Straf m. m.

§1.Den, der har været underkastet Vare-

tægtsfængsel og derefter frifindes eller løsla-des, uden at Sagen forfølges til Dom, harKrav paa en af Retten fastsat Erstatning forden Lidelse, den Tort og det Formuestab,der er tilføjet ham ved Frihedsberøvelsen,naar det efter de fremkomne Oplysningermaa antages, at han er uskyldig i den For-brydelse, hvorfor han var fængslet.

Saadan Erstatning tilkommer ligeledesden, der har været underkastet Varetægts-fængsel paa Grund af Sigtelse for et For-hold, som falder ind under en Straffebestem-melse, der ikke hjemler Anvendelse af høi-ere Straf end Bøder eller simpelt Fængsel.

§2 .Den ommeldte Ret til Erstatning bortfal-

der, naar den Paagjældende selv ved sit For-hold har givet Anledning til Fængslingen.Retten kan dog, naar det udviste urigtigeForhold maa antages at være foranlediget afFrygt, Forvirring eller undskyldelig Misfor-staaelse, tilkjende en forholdsvis mindre Er-statning.

§3.Sluttes Sagen uden Tiltale imod den Paa-

gjældende, kan han, hvis han begjærer det,fordre Erstatningskravet afgjort ved enKjendelse, der afsiges, naar Sagen for hansVedkommende sluttes, dog at der gives Ove-røvrigheden (i Kjøbenhavn Politidirektø-ren) fornøden Underretning, for at dennekan varetage Statskassens Tarv.

løvrigt gjøres Krav paa Erstatning for Va-retægtsfængsel gjældende under en særegen

civil Sag imod det Offentlige, efter Stævningtil Amtmanden, i Kjøbenhavn Politidirektø-ren, og vedkommende Forhørsdommer, ogstaar det Sagsøgeren frit for at anlæggeSagen enten ved Underretten paa det Sted,hvor han har været fængslet, eller umiddel-bart ved den overordnede Ret, under hvil-ken Forhørsdommeren hører, forsaavidt detikke er Høiesteret. Sagen er for begge Parterbeneficeret, og den for det Offentlige be-skikkede Sagfører har tillige at varetage For-hørsdommerens Tarv.

Indankes den paagjældende kriminelleSag eller Fængslingskjendelsen særskilt forhøiere Ret, kan Erstatningsspørgsmaalet dogogsaa fremsættes og forlanges afgjort underAppelsagen. Det paaligger i saadant FaldAktor at paase Forhørsdommerens og Stats-kassens Interesse.

Underordnet Rets Afgjørelse af Krav paaErstatning for Varetægtsfængsel kan saavelaf den Paagjældende som af det Offentligeappelleres uden Hensyn til summa appellabi-lis.

§4.Sag om Erstatning for uforskyldt Vare-

tægtsfængsel maa anlægges inden et Aar,efter at den Paagjældende er kommen tilKundskab om de Omstændigheder, hvorpaahan støtter sit Krav. Findes dette at være al-deles ubegrundet, bør det ved Dommen paa-lægges ham at udrede Sagens Omkostninger.

§5.Saafremt det, efter at Nogen i Henhold til

Dom har udstaaet en Straf eller nogen Del afen saadan, paa behørig Maade afgjøres, at

68

Straffen ikke af ham har været forskyldt,har han Krav paa Erstatning af Statskassenfor tilføiet Lidelse, Tort og Formuestab.

Saadant Erstatningskrav kan indtales vedden Underret, for hvilken Straffesagen harværet anlagt, efter Stævning til Overøvrighe-den og den eller de Dommere, som haveidømt Straffen, eller umiddelbart ved dennærmest overordnede Ret, saafremt detteikke er Høiesteret, hvorhos de øvrige i § 3for Sager angaaende Erstatning for Vare-tægtsarrest givne Regler komme til Anven-delse ogsaa paa heromhandlede Sager.

§6.Fordringen paa Erstatning for Formues ta-

bet tilkommer efter Den Paagjældendes Dødhans Ægtefælle og Livsarvinger.

§7.Erstatning i Henhold til denne Lov udre-

des af Statskassen, men denne har Regres til

den vedkommende Dommer, forsaavidt handerved har gjort sig skyldig i Misbrug af Em-bedsmyndighed, Skødesløshed eller andetuforsvarligt Forhold.

§8 .Naar den Sigtede frifindes eller Sagen iøv-

rigt endes uden at have ført til hans Domfæl-delse, blive i offentlige Straffesager Omkost-ningerne at bære af det Offentlige, undtagenforsaavidt de i det Hele eller for en Del ereforaarsagede ved tilregneligt, retsstridigtForhold fra den Sigtedes Side.

§9 .Denne Lov træder strax i Kraft. - Med

Hensyn til tidligere udstaaet Varetægtsfæng-sel finder den kun Anvendelse, forsaavidtden Sag, under hvilken Fængslingen har fun-det Sted, ikke ved Lovens Ikraftræden erendelig paakjendt eller paa anden Maadesluttet.

69Bilag 2.

Bestemmelser om oprejsning i anledning af strafforfølgning iLov nr. 90 af 11. april 1916 om Rettens Pleje.

§ 683. Alle Spørgsmaal om Straf, somikke i Medfør af særlig Hjemmel i Lovgiv-ningen afgøres uden særlig Straffesag ellerbehandles i den borgerlige Retsplejes For-mer eller henhører under særlige Domstole,behandles efter de i denne Bog fastsatte Reg-ler. Det samme gælder Ærefornærmelser inavnløse eller med urigtigt eller opdigtetNavn forsynede Skrivelser, for saa vidt denfornærmede forlanger offentlig Paatale, samtSager om Oprejsning for uforskyldt Anhol-delse eller Erstatning for uforskyldt Vare-tægtsfængsel eller for uforskyldt Udstaaelseaf Straf.

§ 687. Ved Underretterne, henholdsvisSø- og Handelsretten, behandles og paaken-des i første Instans

f) Sager om Oprejsning for uforskyldtAnholdelse;

g) Sager om Erstatning for uforskyldt Va-retægtsfængsel eller for uforskyldt Ud-staaelse af Straf, naar den, som kræver Er-statningen, ikke samtidig med Erstatningsbe-gæringen forlanger Paakendelse ved Lands-ret.

§ 701. Sag om Oprejsning for uforskyldtAnholdelse (§ 687 f) forfølges ved Retten iden Retskreds, hvor Anholdelsen har fundetSted. - Sag om Erstatning for uforskyldt Va-retægtsfængsel forfølges, dersom den skalbehandles ved Underret (§ 678 g), ved denUnderret, for hvilken Forundersøgelsen afSagen er foretaget, eller, i Mangel af en saa-

dan, ved den Underret, som har besluttetFængslingen, og, hvis den skal behandlesved Landsret, ved den Landsret, under hvil-ken nævnte Underret hører. - Sag om Erstat-ning for uforskyldt Udstaaelse af Straf, for-følges, naar den skal afgøres ved Underret,ved den Underret, som har dømt i Sagen,eller, hvis Dommen er afsagt af Landsret,ved den Underret, for hvilken Forundersø-gelse i Sagen er foretaget, eller, i Mangel afen saadan, ved den Underret, i hvis Rets-kreds den uskyldig straffede bor eller ophol-der sig, og, hvis Sagen skal afgøres vedLandsret, ved den Landsret, som har dømt iden, eller under hvilken den Underret hører,som har afsagt Dommen (jfr. dog § 960,2det Stykke). Dersom den paagældende For-brydelse har været paatalt ved Sø- og Han-delsretten i København eller udenfor Køben-havn ved en Underret i Medfør af § 18,kommer foranstaaende Bestemmelser til An-vendelse med de fornødne Lempelser, saale-des at Sagen bliver at anlægge ved vedkom-mende Landsret eller ved den almindeligeUnderret i Retskredsen.

§ 778. Enhver, som har været anholdtuden tilstrækkelig Grund og uden ved siteget Forhold at have forskyldt det, kankræve Oprejsning enten ved en Erklæringom, at Anholdelsen har været paa nævnteMaade ugrundet og uforskyldt eller ved Til-kendelse af Erstatning, jfr. § 792. Begæresalene den nævnte Erklæring, afgør Politime-steren i den Politikreds, hvor Anholdelsenhar fundet Sted, om han efter Sagens Om-stændigheder finder at kunne udstede en

70

saadan. Skønner Politimesteren, at saadanErklæring kan udstedes, udfærdiges dennesnarest muligt og overgives vedkommende.Vægrer han sig herved, eller begæres der Er-statning alene eller som Alternativ, afgøresSpørgsmaalet af Retten, jfr. §§ 687 og 701,efter Henvisning af Overanklageren (jfr. §926 sammenholdt med § 841).

Begæring om nævnte Oprejsning skalfremsættes for Politimesteren, henholdsvisOveranklageren, inden 3 Maaneder, efter atAnholdelsen er hævet.

Regelen i § 792, 4de Stykke, finder medfornøden Lempelse Anvendelse paa den heromhandlede Erstatning.

Dommer, for saa vidt han har gjort sig skyl-dig i Misbrug af Embedsmyndighed, Skødes-løshed eller andet uforsvarligt Forhold.

§ 792. Den, der har været underkastet Va-retægtsfængsel og derefter frifindes eller lø-slades, uden at Sagen forfølges til Dom, har,naar han inden et Aar efter at være kommettil Kundskab om de Omstændigheder, hvor-paa han støtter sit Krav, fremsætter Begæ-ring derom for Overanklageren, jfr. § 841sammenholdt med § 926, Krav paa en afRetten fastsat Erstatning for den Lidelse,den Tort og det Formuestab, der er tilføjetham ved Frihedsberøvelsen, medmindre defremkomne Oplysninger dog giver begrundetFormodning for, at han er skyldig i den For-brydelse, hvorfor han var fængslet. SaadanErstatning tilkommer ligeledes den, der harværet underkastet Varetægtsfængsel i Til-fælde, hvor saadant ikke burde have væretanvendt.

Retten til Erstatning bortfalder, naar denpaagældende selv ved sit Forhold har givetAnledning til Fængslingen, medmindre detudviste urigtige Forhold maa antages at væreforanlediget af Frygt, Forvirring eller und-skyldelig Misforstaaelse, endvidere naar ved-kommende frifindes paa Grund af en Tilreg-nelighed udelukkende mangelfuld Sjælstil-stand, eller naar han forhen er straffet medStrafarbejde for nogen i den offentlige Me-ning vanærende Handling, og der ikke sidenhans Løsladelse er hengaaet 3 Aar, herunderdog ikke det i 1ste Stykke, 2det Punktum,nævnte Tilfælde.

Fordringen paa Erstatning for Formuesta-bet tilkommer efter den paagældendes Dødhans Ægtefælle og Livsarvinger.

Erstatningen udredes af Statskassen, mendenne har Regres til den vedkommende

§ 799. Beslaglæggelsen bortfalder, naarForfølgning f raf aides, eller Sigtede frifindes,og den ophæves, naar den paa Grund af se-nere fremsatte Indsigelser eller senere ind-trufne Omstændigheder findes ikke at haveHjemmel. Beslutninger og Forholdsreglermed Hensyn til Beslaglæggelsens Ophørtræffes af den Ret, for hvilken Sagen er ellervar tingfæstet. Med Hensyn til Krav paa Er-statning for Beslaglæggelsen finder Reglerneom Arrest paa Gods i Bogen om den borger-lige Retspleje Anvendelse med de fornødneLempelser.

§ 830. I Sager om Oprejsning for ufor-skyldt Anholdelse eller om Erstatning foruforskyldt Varetægtsfængsel eller Udstaaelseaf uforskyldt Straf (jfr. § 988) tilvejebrin-ges de fornødne nye Oplysninger i Overens-stemmelse med Reglerne i dette Kapitel.Den, der kræver Erstatning eller anden Op-rejsning, har Ret til at forlange, at der skalforetages Afhøring af ham selv eller andreopgivne Personer.

§ 841. Sager om Erstatning for uforskyldtVaretægtsfængsel eller for uforskyldt Ud-staaelse af Straf rejses ved, at Overanklage-ren udfærdiger en Beslutning om Sagsanlægmod vedkommende til at kendes uberettigettil Erstatning, og Fremgangsmaaden bliver iøvrigt med de fornødne Lempelser i Over-ensstemmelse med de i nærværende Kapitelgivne Regler for Tiltale. For Tiltalte beskik-kes en Forsvarer, for saa vidt han ikke begæ-rer selv at sørge for sit Forsvar.

§ 910. I Sager angaaende Erstatning foruforskyldt Varetægtsfængsel eller for ufor-skyldt Udstaaelse af Straf kommer foran-staaende Regler til Anvendelse med de for-nødne Lempelser. I Stedet for Spørgsmaal tilNævningerne om Tiltaltes Skyld rettesSpørgsmaal paa, om Tiltalte efter det oplysteer berettiget til Erstatning. Kun, hvis mindst8 Nævninger er enige om, at der tilkommer

71

Tiltalte Erstatning, vil der være at tilkendeham Erstatning. Retten bestemmer Størrel-sen af det Beløb, der vil være at tilkende Til-talte.

§ 926.I Sager om Oprejsning for uforskyldt An-

holdelse og om Erstatning for uforskyldt Va-retægtsfængsel eller uforskyldt Udstaaelse afStraf følges ligeledes med de fornødne Lem-pelser Reglerne i Kapitlerne 78 og 79, navn-lig finder ogsaa § 841 tilsvarende Anven-delse ved Underretterne.

§ 947. Vil Overanklageren anke til Skadefor Tiltalte, maa han inden fjorten Dageefter Dommens Afsigelse for Tiltalte ladeforkynde Meddelelse om, at Dommen paaan-kes. Anke til Fordel for Tiltalte kan Overan-klageren iværksætte ogsaa efter Udløbet afden nævnte Frist; saadan Anke hindres hel-ler ikke ved, at Tiltalte har givet Afkald paaAnke.

I Sager om Erstatning for uforskyldt Va-retægtsfængsel eller for uforskyldt Ud-staaelse af Straf er Ankefristen for det of-fentlige altid 3 Maaneder.

Meddelelsen skal indeholde Tilkendegi-velse om, at Sagen vil blive foretaget i Høje-steret, saa snart dertil er Lejlighed, udennogen yderligere Underretning til Tiltalte.Genpart af Meddelelsen indleveres paaLandsrettens Kontor.

§ 960. Kommer Højesteret til det Resul-tat, at den paaankede Afgørelse bliver at for-andre, kan den selv afsige ny Realitetsdom,naar den finder, at det fornødne Grundlagherfor foreligger, hvortil, for saa vidtSpørgsmaal er om at afsige en fældendeDom, ifølge § 945 hører hvis Sagen er enNævningesag, at Tiltalte ved en gyldig Næv-ningeerklæring er kendt skyldig i den For-

brydelse, for hvilken der er Spørgsmaal omat domfælde ham.

Gaar den nye Realitetsdom ud paa Tiltal-tes Frifindelse, kan Højesteret af egen Driftoptage og afgøre Spørgsmaalet om Erstat-ning til Tiltalte for uforskyldt Varetægts-fængsel eller uforskyldt Udstaaelse af Straf,medmindre Tiltalte har begært dette Spørgs-maal afgjort under Medvirkning af Nævnin-ger.

§ 966.Landsrettens Dom i en fra Underret ind-

anket Sag om Erstatning for uforskyldt Va-retægtsfængsel eller for uforskyldt Ud-staaelse af Straf kan altid indankes for Høje-steret.

§ 988. Har en Domfældt udstaaet Straf,der bortfalder enten som Følge af Anke elleraf Genoptagelse, har han Krav paa Erstat-ning. De i § 792 for Sager angaaende Erstat-ning for Varetægtsfængsel givne Reglerkommer i øvrigt til Anvendelse ogsaa paadisse Sager.

Naar en Straffesag genoptages i Medfør af§§ 976 eller 977 og Forfølgningen leder tilDomfældelse af Sigtede, bliver det, hvisdenne har oppebaaret Erstatning i Anled-ning af en tidligere i samme Sag stedfundenAnholdelse eller Fængsling, i Dommen at be-stemme, at Erstatningen skal tilbagebetalestil Statskassen.

§ 1008. Findes Sigtede skyldig, eller ken-des han ved Dom uberettiget til Oprejsningfor uforskyldt Anholdelse eller Erstatningfor uforskyldt Varetægtsfængsel eller Straf-udstaaelse, er han pligtig at erstatte det of-fentlige de nødvendige Udgifter, som ermedgaaet til Sagens Behandling.

72Bilag 3.

Lov nr. 209 af 23. juli 1932om

ændringer i lov om rettens pleje.

Kapitel 93 a.Oprejsning i Anledning af strafferetlig For-følgning.

§ 1018 a.En Sigtet, der har været underkastet An-

holdelse eller Varetægtsfængsel i Tilfælde,hvor saadant ikke burde have været an-vendt, har Krav paa Erstatning for den hamved Frihedsberøvelsen tilføjede Formue-skade, Lidelse og Tort.

§ 1018 b.Saadan Erstatning tilkommer ogsaa den,

der har været underkastet Varetægtsfængselog derefter frifindes eller løslades, uden atSagen forfølges til Dom, medmindre defremkomne Oplysninger dog giver begrundetFormodning for, at han er skyldig i den For-brydelse, for hvilken han var fængslet.

Retten til Erstatning bortfalder dog, naarden paagældende selv ved sit Forhold hargivet Anledning til Fængslingen, medmindredet udviste urigtige Forhold maa antages atvære foranlediget af Frygt, Forvirring ellerundskyldelig Misforstaaelse, endvidere naarvedkommende frifindes paa Grund af enTilregnelighed udelukkende mangelfuldSjælstilstand, eller naar han forhen er straf-fet med Fængsel i 8 Maaneder - eller efterden ældre Straffelovgivning med Strafar-bejde - for nogen i den offentliges Meningvanærende Handling, og der ikke siden hansLøsladelse er hengaaet 3 Aar. Dog skal Ad-gangen til Erstatning ikke være udelukket isidstnævnte Tilfælde, saafremt Justitsmini-steren under Hensyn til særlig foreliggende

Omstændigheder meddeler Tilladelse tilSagsanlæg.

Endvidere tilkommer saadan Erstatningden, som har været anholdt uden tilstrække-lig Grund og uden ved sit eget Forhold athave forskyldt det, samt den, som har ud-staaet Straf, der bortfalder enten som følgeaf Anke eller Genoptagelse.

§1018 c.Naar der i øvrigt under en offentlig For-

følgning, som ikke føres igennem til Dom,eller som slutter med Frifindelse, er truffetForanstaltninger i Medfør af § 137, 1steStykke, Kapitlerne 67-69, § 777, 3dieStykke, § 785 eller Kapitel 73, kan Rettenefter Omstændighederne tilkende SigtedeErstatning for Formueskade, som er tilføjethem ved Foranstaltningen. Regelen i §1018 b, 2det Stykke, finder tilsvarende An-vendelse.

§ 1018 d.I de i §§ 1018 a - 1018 c nævnte Tilfælde

kan Sigtede, i Stedet for at kræve Erstatning,begære Politimesterens Erklæring om, at dethar vist sig, at den paagældende Foranstalt-ning har manglet Grundlag og ikke harværet forskyldt ved Sigtedes eget Forhold.Skønner Politimesteren, at saadan Erklæringkan udstedes, udfærdiges den snarest muligt.Hvis Retten under Sagen i Medfør af § 137,1ste Stykke, Kapitlerne 67-69 og 71-73 hartaget Beslutning om nogen Foranstaltningmod Sigtede, skal Rettens Samtykke dogforud indhentes. Politimesters Afgørelse kanikke indbringes for højere administrativMyndighed eller for Domstolene.

73

Ogsaa i andre Tilfælde kan den, modhvem en strafferetlig Forfølgning har væretindledet, begære Politimesterens Erklæringom, at det har vist sig, at Forfølgningen harmanglet Grundlag og ikke har været for-skyldt ved Sigtedes eget Forhold. Politime-sterens Afgørelse kan ikke indbringes forDomstolene.

§ 1018 e.De i §§ 1018 a - 1018 c nævnte Krav paa

Erstatning for Formueskade tilkommer efterden paagældendes Død hans Ægtefælle ogLivsarvinger.

§ 1018 f.Erstatning i Henhold til §§ 1018 a -

1018 c udredes af Statskassen, men dennehar Regres til den paagældende Tjeneste-mand, for saa vidt han har gjort sig skyldig iMisbrug af Embedsmyndighed, Skødesløshedeller andet uforsvarligt Forhold.

Naar en Straffesag genoptages, og Forfølg-ningen fører til Domfældelse af en Sigtet,der har oppebaaret Erstatning i Anledningaf en tidligere i samme Sag stedfunden For-følgning, bliver det, dersom Grundlaget forErstatningen herefter er bortfaldet, i Dom-men at bestemme, at Erstatningen skal tilba-gebetales til Statskassen.

§1018 g.Den, der vil rejse Krav om Erstatning

ifølge §§ 1018a - 1018c, skal, saafremtSagen forfølges til Dom, fremsætte det i Ret-ten inden Sagens Optagelse, og Kravet bliverda at paakende under Sagen. Dog kan Ret-ten i Embeds Medfør eller efter Begæring afen af Parterne beslutte, at Spørgsmaalet omRet til Erstatning eller om dennes Størrelseudskydes til særlig Afgørelse under sammeSag eller undtagelsesvis under en særskiltSag. Rettens Beslutning kan ikke paakæres.Begæring om Anlæg af særskilt Sag skalfremsættes inden 12 Uger efter DommensAfsigelse.

Er Sagen ikke blevet forfulgt til Dom,skal Begæring om Sagsanlæg fremsættesinden 12 Uger efter, at Sigtede har faaetMeddelelse om, at Forfølgningen er frafal-det.

Efter de ovennævnte Frister kan Erstat-ningskrav kun rejses, naar der tilvejebringes

nye Oplysninger, som af Retten skønnes atvære af væsentlig Betydning for Erstatnings-spørgsmaalets Afgørelse. Begæring om Sags-anlæg maa fremsættes inden 4 Uger efter, atvedkommende er kommet til Kundskab omde nye Oplysninger.

§ 1018 h.De i dette Kapitel omhandlede Erstat-

ningssager behandles i StrafferetsplejensFormer med de Lempelser, som følger afForholdets Forskellighed.

Begæring om Anlæg af Erstatningssagfremsættes over for Statsadvokaten, som for-anlediger, at den indbringes for Retten. Er-statningskravet kan dog imødekommes afJustitsministeren efter indhentet Erklæringfra Rigsadvokaten, Forsvareren og vedkom-mende Ret.

Sagen er tingfæstet, naar Retten har mod-taget Statsadvokatens Henvendelse. Dergives under Sagen vedkommende Lejlighedtil at paastaa sig tilkendt Erstatning.

Naar den erstatningssøgende begærer det,beskikkes der en Sagfører for ham.

Naar Erstatning for Varetægtsfængselnægtes af den i § 1018 b, 1ste Stykke,nævnte Grund, skal Dommens Grunde ind-skrænke sig til at angive, at Lovens Betingel-ser for Erstatning efter de i Sagen tilveje-bragte Bevisligheder ikke skønnes at fore-ligge.

§ 1018 i.Sagen behandles og paakendes ved den al-

mindelige Underret.

§ 1018 k.Sagen anlægges ved den Ret, ved hvilken

Straffesagen har været tingfæstet, eller naarStraffesagen har været behandlet ved Næv-ningeting eller ikke er blevet forfulgt tilDom, ved Retten i den Retskreds, hvori denForanstaltning er besluttet, paa hvilken Er-statningskravet støttes. Bestemmelserne i Ka-pitel 63 finder herved tilsvarende Anven-delse.

§ 10181.Skal Erstatningskravet afgøres under en

Nævningssag, spørges Nævningerne, om Til-talte er berettiget til Erstatning. Til den forTiltalte gunstigste Besvarelse af Spørgsmaa-

74

lene kræves, at mindst 8 Nævninger stem-mer derfor. Retten fastsætter ErstatningensStørrelse.

§ 1018 m.Anke kan finde Sted efter de almindelige

Regler i denne Bog.Er Erstatningskravet paakendt under

Straffesagen, kan Paaanke ske enten i For-bindelse med denne eller ved særskilt Ankeaf Erstatningsspørgsmaalet. I sidste Tilfælde,saavel som naar Anke finder Sted af Sager,der alene drejer sig om Erstatning, er Anke-fristen for det offentlige altid 12 Uger. Der-som Spørgsmaal om Ret til Erstatning er af-

gjort under Nævningers Medvirken, kanAnke ikke støttes paa, at Nævningernes Er-klæring herom er fejlagtig, medmindre dettepaastaas at skyldes urigtig i Retsmødet givenVejledning i Loven fra Rettens FormandsSide eller Fejl i Spørgsmaalene til Nævnin-gerne, beroende paa en urigtig Forstaaelse afLoven.

Genoptagelse af en Sag, i hvilken Erstat-ning er blevet nægtet, kan finde Sted underBetingelser, svarende til de i § 977 fastsatte.

Efter den paagældendes Død kan Anke ogGenoptagelse med Hensyn til Erstatning forFormueskade iværksættes af hans Ægtefælleog Livsarvinger.