okkuper udkanten
DESCRIPTION
ÂTRANSCRIPT
OKKUPER UDKANTEN
“Der er noget indtagende ved den paradoksale fornemmelse af forladthed, der opstår, når efterladte ruiner bringes til live af “efterladte” bohemer,
udskud, breughelianske fiolspillere og dansere – kontrasten mellem en tung tilstedeværelse af en svunden triumfalisme og nomaders lethed og lys.”
Hakim Bey
Udkanten ekspanderer. Den breder sig hinsides sin egen
grænseløshed i takt med at grundlaget for selve det sociale
liv, den hidtil har næret, forvitrer. Denne entropiske proces
er blandt andet resultatet af en evindeligt accelererende
urbanisering, hvor metropoler imploderer og suger
strømme af varer, kroppe og åndelig energi til sig og
efterlader et udstrakt øde af forladte byer og insolvente
industrier.
Også Staten trækker sig fra de mere yderligtliggende
provinser og befæster sin magt omkring udvalgte urbane
bastioner. Dermed ikke sagt, at den fuldstændigt har
sluppet grebet om udkanten, men det vil i stadig stigende
grad, det mener vi at ane, blive forsøgt alene at kontrollere
den symbolsk gennem simulation (massemedier,
symbolske geografier, sporadiske spektakulære events etc.)
Således kan den måske synes forladt, udkanten – fortabt.
Men denne Statens tilbagetrækning medfører, at der her
former sig en skrøbelig struktur som gør det muligt at
introducere nye eksperimentelle sociale praksisser netop
her. Således ligger udkanten ikke øde hen overalt, nej, der
går spøgelser gennem disse industrialiseringens ruiner –
obskure eksistenser, lovløse bohemer, freaks og udskud,
‘breughelianske fiolspillere og dansere’. Der tegner sig en
ujævn geografi af strategisk usynlige og lyssky projekter.
Fra kollektivt forvaltede autonome zoner til centraler for
sorte økonomier og andre former for transgressiv
foretagsomhed.
Som sådan har udkanten egentlig altid tjent som asyl for
ukendte friheder. Mere utilgængelige, ufremkommelige
egne eller endnu ikke kortlagte verdenshjørner beboet af
hvide løver, enhjørninger og drager, har historisk tjent som
tilflugtssted for udstødte og forfulgte her på Jorden. Man
kunne forsvinde her, blive usynlig og leve frit på afstand af
det, som forfølger og fanger ind.
Tænk bare på det 18. århundredes maroons, disse
behjertede slaver, der havde held til at flygte og forme nye
autonome samfund i det skjulte. I Louisiana og Floridas
sumpe, i Jamaica og Haitis bjergrige indland og mange
andre steder. De dyrkede jorden kollektivt, de gik på jagt i
skovene, de dristede sig sågar til at plyndre de nærmest
liggende plantager i ly af natten. Flere steder allierede
maroons sig endda med lokale indianerstammer og
modarbejdede stædigt lokale plantageejere såvel som
skiftende imperiers koloniseringsforsøg.
Maroonsamfundet tjener som et autonomt forbillede for os
(i dag kunne det være papirløse migranter, eftersøgte
økosabotører, informationspirater etc., der formede nye
skjulte samfund i spekto-statens blinde vinkler), og dets
eksempel minder os samtidigt om, at udkanten ikke blot
kan tjene som skjulested og eksperimentfelt, men at den
også i høj grad kan tænkes som en base for fornyede
angreb på magtens centre.
Lad os tage et andet eksempel, skrue tiden frem til
tredivernes Kina, hvor Mao Tse Tung og hans hær søgte
tilflugt i Yan’ans bjerghuler i Shanxi-provinsen. Området var
uvejsomt og svært angribeligt, hvilket gav ro til at træne,
styrke hærens sammenhold og ikke mindst mobilisere til
den endelige march mod Beijing. Denne utilgængelige
egn understøttede således et helt samfund i årevis og kom
samtidig til at tjene som afsæt for et succesfuldt
revolutionært angreb.
Nutidens udkant kunne på samme måde blive arnested for
en revolutionær kamp. Men mens vores eksodus muligvis
også i sidste ende går gennem metropolen, vil vi aldrig
komme for at blive. Vi vil ikke lede, kun detonere. Så snart
det er muligt vender vi tilbage til engene, til skovene og
fjeldet. For vores udkant er muligvis resultatet af en
geografisk udmagringsproces, der har efterladt et ujævnt,
arret landskab, og vores okkupation er muligvis det
umiddelbare resultat af et nederlag og en flugt, men deri
finder vi en stor skønhed – deri ser vi muligheden for et
flimrende autonomt forsøg.
Vores udkant henter sin skønhed i det uens og
foranderlige. Den vil basere sig på radikal forskellighed og
horisontal organisering, den vil være high-tech, low-
energy, bevægelig og omskiftelig, men samtidig forbundet
og durabel. Et udstrakt spind af selvforvaltede, autonome
enklaver, zoner for skønhed, sabotage og terapeutisk
smitte, hvor det som civilisationen har adskilt og nedbrudt
kan samles igen og heles, og hvorfra en endelig barbarisk
invasion kan udgå og bane vej for en evindelig og
planetarisk autonomisering.
Frisk Flugt, Siggalycke, vinter 2013-2014