Panserhandsken fra ØrumI 1937 modtog museet en samling genstande, fundet tæt ved ”Gl. Ørum voldsted” i Sydthy.Man var i gang med at lave en ny landevejsbro, og de fund, arbejdsmændene tog op af moselagene, blev købt til museet.

Én af genstandene er et velbevaret stykke af en panserhandske fra 1300-tallet. Handsken er i middelalderen blevet benyttet - og tabt -ved den borg, der lå i Ørum. En hestesko, potteskår og en mængde træstykker var også blandt fundene.

Kort med angivelse af voldstedet og Gl. Ørumgård.

Ørum Voldsted ligger i dag som to græsklædte banker i engarealet nord for Ørum Sø, tæt ved Kystvejen mellem Vestervig og Svankær. Åen går tæt omkring voldstedet og har også i middelalderen betydet, at borgen lå i et vådområde, der var vanskeligt at indtage for fjenden. Voldstedet er et fredet fortidsminde, der ikke må dyrkes. Afgræsning er tilladt.

Lynderupgård ved Skals er en firfløjet gård fra slutningen af middelalderen. Nogenlunde sådan kan det Ørum, der er tegnet på kortet, have set ud med bindingsværk og omgivet af voldgrave.

Resens stik fra ca. 1680 viser Ørum Slot set fra øst. Midt i billedet det firfløjede gårdsanlæg på borgbanken (se udsnit), omgivet af andre bygninger – smedje, ladegård og vandmølle – der også var vigtige elementer i driften af hovedgårdene. I middelalderen har borgen højst sandsynligt også bestået af en firfløjet gård på den ene banke og et tårn på den anden banke.Ladegården ligger formentlig samme sted som nutidens Gl. Ørumgård.

Vi ved ikke, hvordan bygningerne har set ud på Ørum i middelalderen, men der har højst sandsynligt været huse af bindingsværk – måske i et firfløjet anlæg, ligesom på Resens stik fra 1680. Der har også stået et tårn, hvorfra borgen kunne forsvares. Hele anlægget omgives af en palisade. Tårn og palisade nævnes i en kilde fra 1373 som bygninger, der skal genopføres, efter de er blevet ødelagt.

Tegningen viser en rekonstruktion af en borg i Sønderjylland– men der er mange lighedstræk med Ørum.Borgens huse ligger på et par holme, omgivet af et vådområde, som er en vigtig del af befæstningen.

Den ældste skriftlige kilde, der nævner Ørum, er fra 1367. Da overdrog Bo Christiernsen Høg hovedgården Ørum til kong Valdemar Atterdag. Derudover fik kongen også 15 gårde i Thy, som Bo Høg og hans hustru ejede.

Bo Høg var en væbner, der i de urolige 1350’ere deltog i de jyske stormænds oprør mod Valdemar Atterdag. Senere ser det ud som om, han gik over på kongens parti og fik magt og indflydelse.

I 1360’erne gjorde kongen dog regnskabet op med sine modstandere, og det er i den forbindelse, Bo Høg mere eller mindre frivilligt har måttet afgive noget af sit gods. Udover Ørum ejede han flere hovedgårde, bl.a. Lyngholm i nabosognet, der dog forblev i slægtens eje.

Fra 1367 var Ørum en kongelig borg og vedblev at være det til 1661. Herfra styredes kongens ejendomme i Thy, og her lå det administrative centrum i ”Ørum Len”.

Slægten Høg førte et halvt vildsvin i sit våbenskjold.Heraldik og våbenskjolde som markering af slægtsforhold blev udviklet i middelalderen. Riddertitlen var til at begynde med en militær rang; senere fik slægten stor betydning for adelen.

I begyndelsen af 1370’erne blev borgen i Ørum ødelagt af Mogens Maltesøn Juul. Han var en af de jyske rebeller, der kæmpede mod Valdemar Atterdag – bl.a. ved at ødelægge kongens borge.

Et brev fra 3. april 1373 beskriver, hvordan han dømmes til at genopføre borgen, sådan som den stod før – med ”bygninger, grave, huse, hegn, befæstning og palisader”, samt at forsyne den med det inventar og de våben, der var gået tabt. Han skulle også levere en stor mængde fødevarer. Mogens Maltesøn Juul accepterede straffen, og vi må formode, at han efterlevede den.

Brevet, der er skrevet på latin, er en af de få bevarede kilder, der konkret omhandler borgenes bygninger, indretning og udstyr. Det kan diskuteres, hvor nøjagtigt brevet beskriver Ørum, men det giver et godt indtryk af borgens elementer –bygninger, barfred (tårn eller befæstning), grave og palisader.

Kalkmaleri fra Sct. Peders Kirke i Næstved, 1375. Valdemar Atterdag, der døde samme år, er afbildet i kriger-udstyr, knælende og i bøn.Valdemar Atterdag var konge 1340-75 og formåede at samle riget efter mange års intern uro og pantsætning.

Panserhandsken fra Ørum består af en manchet og en del af håndrygs- og tommelfingerbeskyttelsen til venstre hånd.

Handsken er smedet af jern. Messingnitterne langs manchettens rand har fastholdt en læderhandske, der har siddet inde under jernet og beskyttet hånden. Fingrene har også været beskyttet af plader, der ikke er bevaret.

Panserhandsken var en del af højmiddelalderens rustning, der skulle beskytte krigeren mod sværdhug og armbrøstpile. Vi kender andre fragmenter af panserhandsker fra denne periode, men handsken fra Ørum er det mest velbevarede eksemplar fra Danmarks middelalder.

Typen kan dateres til omkring 1370, men kan også være lidt yngre. Handsken er altså tabt ved Ørum i borgens storhedstid, evt. i forbindelse Mogens Maltesøn Juuls erobring, som han senere blev straffet for.

Vi kender krigerudstyr, bl.a. panserhandsker, fra middelalderlige afbildninger. På Junker Christoffers gravmæle i Roskilde Domkirke (1363) viser en liggende skulptur den afdøde unge mand i krigerudstyr. Hans handsker er af samme type som handsken fra Ørum. Gravmælet viser også, hvordan pladerustningerne på den tid dækkede det meste af kroppen.

Et kalkmaleri i Jetsmark Kirke fra 1474 viser en kriger med sværd, økse og kølle. Sporerne tyder på, at han lige er steget af hesten. Han har rustning på arme og ben og formentlig ringbrynje under koften. Handskerne er også af en type, der minder om fundet fra Ørum.

Ved nutidens genopførelser af ridderturneringer forsøger man at genskabe genstande og stemninger så godt som muligt.

Her ses ”Ridder Lilje” på Middelalder-centeret på Falster.

Bemærk handsken, der tydeligvis er en rekonstruktion af panserhandsken fra Ørum.