Nummer 117 Nov. 1985

Henriette Morsby:

Adversative og koncessive relationer: En analyse af seks franske konjunk­tioner.

Romansk Institut Københavns Universitet

Njalsgade 78-80 2300 Kbh. S Gebyr 5,00 kr.

- 3 -

Forord.,_

Dette RIDS er en forkortet udgave af mit speciale.

Forkortelsen har blandt andet medført, at listen med de ca.

600 eksempler, som har været en væsentlig informationskilde

til beskrivelsen af konjunktionerne, er blevet udeladt.

Desuden har jeg forsøgt at skære ned på specialespecifikke

afsnit som for eksempel: (l) fremlæggelse og diskussion af

tidligere foreslåede beskrivelser cf konjunktionerne, (2)

metodiske overvejelser vedrørende afgrænsningen af emnet,

indsamlingen af eksempler og informantundersøgelsen. Der er

også skåret ned på antallet af eksempler, som drages frem

og kommenteres med henblik på at underbygge iagttagede

forskelle/ligheder mellem konjunktionerne.

Læsere, som måtte savne ovennævnte bestanddele, henvises

til specialet, som kan lånes på specialebiblioteket ( samme

ti te l som RIDS' et) .

Indhold.

h~==~rJg~~gnbl:l~= page.

1.1. Problemstilling----------------------------------- 4 1.2. Definition af koncession og adversativitet-------- 4 1.3. Valget af de seks konjunktioner-------------------11 1.4. Eksempelmaterialet--------------------------------12 1.5. Informantundersøgelsen----------------------------13 1.6. Speciel terminologi-------------------------------14

~=S==~~~g=~~rJJhln~~Å~rJ~f---------------------------------19 l..:.L_ 'Bien~J:'guoique' 00 'merne si..:_ -------------------19 2.1.1. De hypotetiske 'meme si'-sætninger--------------20 2.1.2. De "åbne udsaqn"--------------------------------22 2.1.3. De reale 'merne si'-sætninger--------------------23 2.1.4. Oversigt over 'meme si'-s hovedanvendelser------26 2.1.5. De restriktive 'bien que/quoiquc'- og 'meme si'-

relationer--------------------------------------28

2.2. Si------------------------------------------------33 2.2.1. Adversativt og/eller koncessivt 'si' ?----------33 2.2.2. De koncessive og logisk/materielle 'si'-

relationer--------------------------------------36 2.2.3. De adversative og logisk/materielle 'si'-

relationer--------------------------------------41

2.3. 'Alors que' og 'tandis gue'-----------------------43 2.3.1. Paradigrnatisk/syntagmatisk----------------------44 2.3.2. De adversative 'alors que/tandis que'-

relationer--------------------------------------54 2.3.3. De koncessive 'alors que'-relationer------------56

3.0. Konklusion----------------------------------------60 =============== Bibliografi--------------------------------------------62

Citerede tekster---------------------------------------62

- 4 -

1.1. Problemstilling.

De seks konjunktioner, som vil blive analyseret i det

følgende, bliver i de fleste ordbøger og grammatiske fremstil­

linger karakteriseret som indledere af koncessive eller adver­

sative/oppositionelle bisætninger. Begreberne koncession og

adversativitet/opposition er imidlertid upræcist defineret

(hvis de overhovedet er det), og det er i det hele taget uklart,

hvad der betinger den talendes valg af konjunktion.

Det følgende er et forsøg på at give en mere præcis beskri­

velse af de semantisk-pragmatiske forskelle og ligheder mellem

de seks konjunktioner og de relationer, de indgår i.

Som led i beskrivelsen vil jeg for det første undersøge,

hvilken type relationer de enkelte konjunktioner kan bruges i

koncessive og/eller adversative ? Dette forudsætter, at det på

forhånd er defineret, hvad forskellene er mellem de to typer

relationer (jvf. afsnit 1.2).

For det andet vil jeg foretage en sammenligning mellem

relationer af samme type men med forskellig konjunktion, for

yderligere at kunne afdække forskelle mellem de enkelte kon­

junktioner og "deres" relationer, og for at opnå en nuancering

af begreberne koncession/adversativitet.

Det teoretiske udgangspunkt for beskrivelsen har navnlig

været Peter Blumenthals "La syntaxe du message" (1980) og

Harald Gettrups og Henning Nølkes artikel om koncessive strate­

gier i Revue Romane 19,1 1984. Jeg har sammenholdt (blandt

andet) disse fremstillinger med mit eksempelmateriale, som

består af ca. 600 eksempler med de seks konjunktioner.

Materialet er indsamlet efter særlige principper i et forsøg

på at gøre det repræsentativt for konjunktionernes brug i

"normalt" skriftsprog (jvf. afsnit 1.4). Desuden har jeg ind­

hentet oplysninger fra seks informanter (jvf. afsnit 1.5).

1.2. Definition af koncession og adversativitet.

At Grevisse opgiver at skelne mellem de to begreber, og

at Le Bidois oftest bruger fællesbetegnelsen 'concessif-oppo­

sitif', vidner om den generelle forvirring, der hersker om,

hvad forskellen egentlig er mellem koncession og adversativitet.

Sandfeld (1977, §181 og 223) og Henri Bonnard (i 'Grand Larousse

- 5 -

de la langue fran<;aise', 1977, under "concession"} har forsøgt

at skelne, men definitionerne er upræcise (f.eks. bruges ord

som 'contraste', 'opposition', uden at de defineres}.

I beskrivelsen af de seks konjunktioner har jeg valgt at

gå ud fLa den definition, som Harald Gettrup og Henning Nølke

giver p.4-7 i deres artikel "Strategies concessives: Une etude

de six adverbes franc;:ais", (1984}. Definitionen er præcis og

åbner mulighed for beskrivelse af overgangstilfælde mellem de

to typer relationer, idet den er formuleret på grundlag af tre

dikotomier ( dette har vist sig at være en fordel i forbindelse

med 'si'-re.lationerne, jvf. afsnit 2.2}. Som det vil fremgå

opstår der en del problemer i forbindelse med anvendelsen af

definitionen på konkrete eksempler ( blandt andet er det i nogle

tilfælde umuligt at skelne mellem koncessive og adversative

relationer} , men generelt har den været et udmærket redskab

til beskrivelsen af konjunktionerne.

Den første dikotomi, paradiamatisk versus syntagmatisk, er

inspireret af Blumenthals "La syntaxe du rnessage" (19tl0), hvor

den er et af grundelementen:e i hans beskrivelse af syntaktiske

relationer indenfor sætningen, men især på det transfrastiske

niveau.

Ifølge Blumenthal er en relation paradigmatisk, hvis dens

termer kan henføres til samme paradigme1 ) .

Et paradigme er nærmest et betydningsområde. For eksempel

er termerne rød, blå, grøn osv. elementer i paradigmet eller

mængden "farver". Det er ikke altid indlysende, at der er tale

om elementer i samme paradigme. F.eks. karakteriseres flg.

relation som paradigmatisk :

"La nuit etait noire, le vent soufflait, il faisait un froid rigoreux" (Blu. p. 96) .

Hver sætning beskriver et træk ved (vejr-)situationen, som er

det overordnede "emne" for alle sætningerne. Sætningerne er

altså elementer i paradigmet "(vejr-)situation". Generelt

opfatter Blumenthal paradigmebegrebet bredt, hvilket jeg også

har fundet det mest hensigtsmæssigt at gøre, men det gør det

vanskeligt at definere begrebet helt præcist. I paradigmatiske

relationer kan termerne enten være elementer (som i ovenstående

l) Blu. (1980} p.l2.

- 6 -

eksempel), eller mængden sidestillet med elementer, som i

følgende eksempel :

"Pour participer a l'operation de sauvegarde des felins tachetes en voie de disparition, aucune fourrure, panthere, ocelot, tigre, .•. n e sera vendue. "

(Blu. p.ll)

Det understregede ord angiver mængden, som de følgende termer

er elementer i.

I den syntagmatiske relation kan termerne ikke henføres til

samme paradigme. Udover denne forskel mellem de to relationer

kan der opstilles.tre andre :

'(l) Den syntagmatiske relation er binær i modsætning til den

paradigmatiske, som kan bestå af flere termer.

(2) Den syntagmatiske relations termer forudsætter hinanden,

mens der i den paradigmatiske ikke er noget forudsætningsforhold

mellem termerne.

(3) Tennerne i den syntagmatiske relation har forskellig DC-værdi,

mens de har samme DC-værdi i den paradigmatiske1 ~ At de har

forskellig/samme DC-værdi, vil sige, at de har forskellig/samme

informationsværdi (DC er en forkortelse for "dynamisme communi­

catif"). Ifølge DC-teorien, der er udarbejdet af Jan Firbas og

"l'Ecole de Prague", har ytringens enkelte dele forskellig grad

af kommunikativ dynamik, gående fra det stærkt tematiske (ringe

eller ingen DC) til det stærkt rematiske (stor informationsværdi)

Det normale sætningsskema afspejler en stigende grad af DC, men

der er mange afvigelser fra dette mønster. Som det vil fremgå,

er begreberne tematisk/rematisk meget vigtige [or Blumenthals

diskursgrammatik.

Ifølge Gettrup/Nølke er en adversativ relation altid para­

digmatisk. En paradigmatisk relation er adversativ, hvis paradig­

met udgør en slags skala, og elementerne synes at være henholds­

vis positivt og negativt valoriseret på denne skala2). De giver

følgende eksempel herpå :

"Paul est parti, alors que Pierre est reste" (Gettrup/Nølke p.5).

Denne relation er paradigmatisk og adversativ, fordi subjekterne

1) Se bl.a. Blumenthal (1980) p. 11 og 95.

2) Gettrup/Nølke (1984) p. 5.

- 7 -

og verberne parvis kan henføres til samme paradigme, og fordi

'partir' og 'rester' udgør henholdsvis det positive og negative

yderpunkt på paradigmets skala (+ og tilstedeværelse) .

Gettrup/Nølke har ret i, at der ofte vil være tale om en

modsætning mellem noget positivt og negativt, men der kan også

være tale om andre former for modsætning ( se bl.a. p.9 ) .

Den koncessive relation derimod, er syntagmatisk. C~ttrup/

Nølke giver følgende eksempel :

"Je vais sortir, bien qu'il fasse mauvais temps". (Gettru~/<-lul~e p.5)

Termerne kan ikke henføres til samme paradigme. I afsnit l. 6

vil jeg gøre nærmere rede for, hvorledes Blumenthal analyserer

de to sætninger, og her nøjes med at konstatere, at relationen

er binær, at termerne forudsætter hinanden, at 'bien que'-sæt­

ningen principielt er tematisk og den overordnede sætning

rematisk.

Ud fra den anden dikotomi karakteriserer Gettrup/Nølke

koncessive relationer som asymmetriske, det vil sige der kan

ikke byttes om på rækkefølgen af relationens to sætninger, p og

q, uden en væsentlig betydningsændring, og adversative som

symmetrisk~. det vil sige p og q kan byttes om, og betydningen

stort set bevares 1 ). Det svage punkt ved dette kriterium er, at

det kan være vanskeligt at afgøre, hvad der forst.ås ved en

væsentlig betydningsændring.

Ifølge Gettrup/Nølkes tredje dikotomi er de adversative

relationer materielle, mens de koncessive er looiske. Ved

'materiel' forstås, at der er modsætning mellem de leksikalske

enheder, som er henholdsvis positivt og negativt valoriseret.

'Logisk' vil sige, at der er modsætning mellem den konklusion,

man kan drage af det semantisk-logiske indhold i p og indholdet

i q 2 ). For eksempel er der i ovenstående eksempel på-en para­

digmatisk relation modsætning mellem de leksikalske størrelser

'partir' og 'rester'. I eksemplet på den syntagmatiske relation

kan der ikke udpeges sådanne leksikalske størrelser, men der er

modsætning mellem den konklusion, man kan drage af, at det er

l) Gettrup/Nølke (1984) p. 6.

2) Oettrup/Nølke (1984) p.6.

- 8 -

dårligt vejr, og det at 'je' går ud. Normalt regner man med, at

konsekvensen af, at det er dårligt vejr, er non-q, det vil sige,

at man ikke går ud. I en logisk relation udtrykkes der med andre

ord udeblivelsen af en normal årsagsrelation.

Adversative relationer er altså ifølge Gettrup/Nølke

paradigmatiske, symmetriske og materielle, mens koncessive

relationer er syntagmatiske, asymmetriske og logiske.

Blumenthals beskrivelse af forskellen mellem syntagmatiske

og paradigmatiske 'mais'-relationer kan næsten opfattes som en

beskrivelse af forskellen mellem koncessive og adversative

relationer: i de syntagmatiske 'mais'-relationer er der mod­

sætning mellem en eksplicit udtrykt sætning og en ikke-eksplicit

udtrykt forventning om et eller andet. I de paradigmatiske

'mais'-relationer konfronteres to udsagn direkte11 •

Det har også vist sig, at de modsætningtyper Blumenthal

opstiller i sin beskrivelse af paradigmatisk 'mais' (p.llS-120),

genfindes i de adversative relationer, som analyseres i dette

speciale, og jeg vil derfor gennemgå dem i det følgende.

Modsætningstyperne opdeles i to hovedgrupper:

a) modsætning mellem elementer i en mængde.

b) modsætning mellem mængde og element.

a) Modsætningen kan enten være Q.obbelt eller enkel.

I følgende eksempel er modsætningen dobbelt:

"Paul est parti, mais Pierre est reste." (Blu.p.llS)

for der er modsætning bdae mellem de tematiske størrelser

(Paul/Pierre) oa de rematiske størrel~er 1est paiti/est reste) •

At modsætningen er enkel vil sige, at de tematiske størrel­

ser er identiske eller co-referentielle, og at kun de rema­

tiske størrels.<. •" sti'Jr i modsætning t ., hinanden. F'or eksempel:

"Il est paresseux, mais trEls intelligent" (Blu. p.ll6)

De logiske subjekter er identiske, og der er kun modsætning

mellem de rematiske prædikater.

Blumenthal konstaterer, at når modsætningen er enkel, kan

de rematiske størrelser ikke være kontraster eller kontra­

diktoriske (kun eventuelt ved indsættelse af 'aussi').

Blumenthal giver følgende to eksempler på ikke-acceptable

'mais'-relationer :

l) Blumenthal (1980) p.llS.

- 9 -

"' "Paul es t parti, mais il es t res te."} (Blu. p.ll6) *"Paul est beau, mais il est laid."

Blumenthal definerer kun, hvad der forstås ved kontrast:

"Contraire se dit de deux concepts qui font partie d'un m~me aenre, et qui different le plus entre eux"

(Blu. p.ll6~ note 60).

Denne definition er ikke så præcis, da det er uklart, hvad

der skal forstås ved "genre" og "different le plus entre eux".

så både 'partir/rester' og 'beau/laid' kan ifølge denne defini­

tion siges at være kontraster.

De er imidlertid henholdsvis kontradiktoriske og kontraster:

når Paul er taget afsted, kan man slutte sig til, at han ikke

er blevet. Og når han ikke er taget afsted, kan man slutte sig

til, at han er blevet. 'Partir' og 'rester' er derfor kontra­

diktoriske (man kan slutte fra a's sandhed til b's falskhed,

og fra a's falskhed til b's sandhed). 'Beau' og 'laid' er

kontraster, for når Paul er smuk, kan man slutte sig til, at han

ikke er grim; men at han ikke er smuk, indebærer ikke nødvendig­

vis, at han er grim (man kan slutte fra a's sandhed til b's

falskhed, men ikke fra a's falskhed t~l o's sandhed).

De rematiske størrelser kan altså kun ved dobbelt modsæt­

ning være kontradiktoriske og kontrære. Ved enkel modsætning

er der modsætning mellem dem på et mere abstrakt og generelt

plan. F.eks. er de henholdsvis positivt og negativt valoriseret:

"Le manteau est beau mais cher". (Blu. p.llti)

Eller der er modsætning mellem noget falsk og sandt. F.eks.:

"Il n'est pas b~te, mais il est paresseux"

(Blu. p.ll7)

I den første sætning refereres til en hypotese, som den anden

forkaster som falsk. Blumenthal parafraserer eksemplet på

følgende måde:

"Tu penses peut-etre fr,our expliquer son echec] qu'il est bete; c'est faux: il est paresseux"

(Blu. p.ll7)

b) Når der er modsætning mellem mængde og element, udtrykkes

der restriktion, det vil sige det udsagn, som udgør "mængden",

benægtes delvist i det udsagn, som er "element": Blumenthal opstiller tre slags restriktionstyper:

- Restriktionen kan gå på udstrækningen ("l'extension") af

budskabet i det generelle udsagn (= "mængden"), det vil

- lO -

sige på antallet af tilfælde, hvor det er sandt. F.eks.:

"Certaines limitations subsistent encore, mais elles sont de moins en moins nombreuses."

(Blu. p.ll8)

I 'mais'-sætningen benægtes det nærmest, at visse begrænsninger

stadig eksisterer. De bliver i hvert fald færre og færre.

Ved restriktion af udstrækningen indgår der som regel,

eksplicit eller implicit, en kvantificerbar størrelse i det

generelle udsagn. Jeg vil senere i beskrivelsen af konjunktion­

erne give eksempler herpå.

- Restriktionen kan gå på omfanget ("la comprehension") af det

generelle udsagn, det vil sige på alle de hævdelser det impli­

cerer, eller alle ue associationer, som et af elementerne i

det giver .. ~.eks.:

"Elle est venue, mais sa mere etait avec elle".

(Blu. p.ll9).

At hun er kommet, skulle blandt andet implicere den hævdelse,

a\ Jen '-·~l0nde er blevet glad (f.eks. for at se sin kæreste

igen). I 'mais'-sætningen konstateres, at den talende ikke

blev glad, for hendes mor kom også.

"Il a perdu sa montre, maisil sait oil elle est." (Blu· p.ll9)

'Perdre' giver normalt associationen, at man ikke kan finde

igen, hvilket benægtes i 'mais'-sætningen.

- Restiktionen kan endelig gå på den kommunikative værdi af

det generelle udsagn. F.eks.:

"Je n'ai plus tellement entendu cette expression. Mais j'ai rarementete en France depuis deux ans."

(Blu. p.l20).

I 'mais'-sætningen sætter den talende spørgsmålstegn ved vær­

dien af sin oplysning i den foregående sætning.

Restriktionstype nr. 2 er særlig uigennemskuelig. Hvad

menes der med "alle de hævdelser et udsagn implicerer" ? Som

Gettrup/Nølke bemærker det 1 ), eksisterer der endnu ingen frem-

l) Gettrup/Nølke (1984) p.41.

- 11 -

gangsmåde, der kan benyttes til at opregne alle de hævdelser,

som impliceres af en anden hævdelse. Gettrup/Nølke forsøger

(p.42) at give en klarere definition af denne restriktionstype.

De sidestiller den med begrebet "refutation dissociative", det

vil sige selektiv gendrivelse (begrebet er introduceret af

Jacques ,Jayez). Ved selekti_v gendrivelse benægtes eL af de

udsagn/ som et universelt (f~eks~ 11 Toul.: .Le munCe 2st: 1a 11) e}_ler

konjunktionalt udsagn (f.ei:s. "A,B,C,D sonL la") irr:pli.cerer

eller er sammensat. afl). Det vil siqe, det konstateres for

eksempel: "B est parti". Det universelle/konjunkt.lonelle udsaar:

kan være direkte udtrykt eller underforstået.

I det eksempel Blumenthal giver på restriktionstypen (se

ovenfor), udtrykkes vel næppe nogen selektiv gendrivelse. ~en

selvom 1 selektiv gendrivelse 1 måske ikke i.ndbefat.ler a1lc

tilfælde af 'restriktion af omfanget', er det et klarere define­

ret og derfor mere anvendel1qt begreb.

I det: hele taqet er det vansl~e1.lGL oi_ crr;er~dc restrikt:i on.:~-­

t.yperne på konkrete eksenpJ.er ~ Det- er ofte umu1 J et at afqc:;rt'.

hvilken type restriktion der er t;::~ i e om .. Det. te vi I blandt ancie~.

fremqå af afsnit 2.1.5, hvor Jeg forseaer at klassif1cere no~le

restriktive 'bien que/quoique/mer1e SJ. '-relationer. Endvi<.;2nc

kan det være vanskeligt at. skelne rcc-;trJktJon fra koncess1or,

(dette problem vil jeg også t_aqe op i afsnit 2.1.5).

l . 3 .. _.Y.9..!.9_~!__sif de _g_k~_9JJj_un k ti one r,

~indst fire forskellige syntaktiske kategorier kan danne

koncessive og adversative relationer:

l) Visse §~-~lPasaQyerbi~_:

f.eks. indgår 'pourtan t' , 'cependant ' , 'quand rn,eme' ,

jtout de meme 1 ~n~anmoinsl i koncessive relatirJner,

mens f.eks. ~au contraire 1,

1 par contre 11

1 en revanche' 1 toutefois l er 11 adversat.iverll.

2) En__9_ide_q.rdnen<m__kQDjunkti Ol:L;_ 'mai.s'.

Kan både indgå i koncessive og adversative relat1oner.

3) _'T_q_Uj:__'_:t_g_€: ror'-d~:U_:_

Kan som 'mais' udtrykke både koncession oo adversativile

l) Se også Cettrup/Nølke (1984) p.l9.

- 12 -

4) Visse underordnende konjunktioner:

f.eks. 'bien que', 'quoique', 'meme si', som næsten ude­

lukkende indgår i koncessive relationer.

'Tandis que', 'la ou' kan indgå i koncessive relationer.

'Si', 'alors que' kan indgå i begge typer relationer.

Jeg har valgt at analysere seks konjunktioner af den sidste

kategori. Det ideelle ville selvfølgelig være at analysere alle

katagorier, da de danner relationer, som på det semantisk­

pragmatiske plan er meget nært beslægtet. Man kan måske endda

påstå, at en DLskrivelse af koncessive og adversative relatio­ner, som er baseret på kun en syntaktisk kategori, er ufuld­

stændig og uden synderlig værdi. At jeg har begrænset mig til

seks underordnende konjunktioner, har til gengæld gjort det

muligt at give en grundigere og mere tilbundsgående beskrivelse

af relationerne i denne kategori.

Indenfor kategorien "underordnende konjunktioner" har jeg

simpelthen valgt de konjunktioner ud, som jeg har fundet flest

eksempler på: 'o i en que'' 'quoique'. 'm~me si'' 'si'' 'tandis

que' og 'alors que'. Som det vil fremgå af afsnit 1.4, mener

jeg med nogen sikkerhed at kunne qå ud fra, at de konjunktioner,

jeg har fundet flest eksempler på, også er de hyppigste i skrift­

sproget. Det virker umiddelbart mest nyttigt at behandle konjunk­

tioner, som bruges nogenlunde ofte, fremfor konjunktioner, der

næsten aldrig anvendes.

1.4. Eksempelmaterialet.

Eksempelmaterialet har været en af mine væsentligste

informationskilder. Eksemplerne er indsamlet efter følgende

principper:

Der er indsamlet eksempler på ialt ca.3200 sider fra 121

hovedsaglig narrative tekster fra tiden efter 1945 (hvert

tekststykke har været på 20-30 sider) . Teksterne er fordelt på

mange forskellige forfattere for at sikre, at individuel sprog­

brug ikke kommer til at præge resultatet. De mest læste for­

fattere (som jeg har fundet på bestseller-listen i Quid) er

repræsenteret med flere tekster end de mindre læste, da målet

har været at opnå et materiale, der kan repræsentere kanjunk­

tianernes brug i den fiktive størrelse, man kan kalde "det

- l3 -

notmale skriftsprog", det vil sige det mest almindelige skrift­

sprog, som skrives, læses og forstås af de fleste mennesker.

Meget læste forfattere påvirker i særlig grad folks opfattelse

af, hvad der er normalt skriftsprog, og forklaringen på, at de

læses meget, er måske netop, at de skriver normalsprog og derfor

er lette at læse.

Der må tages forbehold overfor materialets statistiske

bærekraft. Er det indsamlede materiale af tilstrækkeligt omfang

og spredning, til at det kan give et repræsentativt billede

af konjunktionernes brug i "normalt skriftsprog" ?

l~aterialet kan i hvert fald sige noget om konjunktionernes

hyppighed i skriftsproget. Bente Maegaard og Hanne Ruus (1981)

går, i deres undersøgelse af hyppige ord i danske romaner, ud

fra et tekstmateriale på ca. 1000 sider fra mange forskellige

romaner. Så det skulle være nogenlunde sikkert, at et tekst­

materiale på 3200 sider afspejler konjunktionernes hyppighed.

Der er ialt indsamlet 589 eksempler, fordelt på de seks

konjunktioner på følgende måde:

'bien que' .•............ 89 eks.

'quoique' ............... 33 eks.

'meme s i ' ............... 7 3 eks.

'si' (adv./kone.) ........ 61 eks.

'tandis que' •.......... 160 eks.

'alors que' •..•..•..... 173 eks.

1.5. Informantundersøgelsen.

~ndersøgelsens omfang er ret lille: 6 franske informanter

er på spørgeskemaer blevet bedt om at tage stilling til, om

substitution mellem nogle af konjunktionerne er mulig i 31

eksempler.

Det må tages i betragtning, at informanterne i den kunstiae

"spørgeskemasituation" måske afviser sætninger, som de i en

naturlig meddelelsessituationr ville finde acceptable.

Der skal blandt andet af de to ovennævnte grunde tages

forbehold over for værdien af undersøgelsens resultater, og jeg

har også kun i mindre omfang kunnet anvende dem til beskrivelsen

af konjunktionerne.

(Vedrørende spørgeskemaernes udformning henvises til

t;pecialet) .

- 14 -

1.6. Speciel terminologi.

I dette afsnit vil jeg redegøre for den specielle termino­

logi, som jeg vil anvende flere steder i specialet, men som ikke

direkte har noget at gøre med den terminologi, som er knyttet

til begreberne adversativitet/koncession.

For det første er det nødvendigt at definere de kommunika­

tive funktioner, ~lumenthal opererer med, da jeg af og til

refererer til dem.

Ved en terms kommunikative funktion forstås dens syntak­

tiske funktion kombineret med dens DC-værdi l). Blumenthal regner

med seks syntaktiske funktioner, som parvis danner tre syntak­

tiske relationer, og som kan opdeles i dem, der principielt er

tematiske, oq dem, der principielt er rematiske:

____ J:2.I.i. n c i pi e l t t'-'e"'m"-'a=tc=icos:.:ko.:e::_ _____ _____.p'-'r'-'1.=-· n=c'-"i'-'p'-'l.=-· e=l-"t'-'r'-'e"-'m=a-"t"'i"'s'-'k=e

(l)

(2)

( 3)

determinat

psykologisk subjekt

baggrundsplan

determinant

prædikat

forgrundsplan

Funktionerne under punkt l og 2 kan godt få modsat DC-værdi af,

hvad de plejer. Baggrundsplan og forgrundsplan er altid henholds­

vis tematisk og rematisk2 ).

(l) Den rematiske determinJnt defineres som en supplerende oplys­

ning af afgørende betydning for modtageren. Den kan være • "1 3 ) k svar pa et delspørgsma . F.e s.:

"Pierre est venu si tot parce gue le temps etait splendide" (Blu. p. 4).

Den ikke understregede del af eksemplet er tematisk deter­

minat (den _udtrykker det, som modtageren alterede er klar

over). Den understregede del er den afgørende oplysning, den

rematiske determinant, som Kan være svar på spørgsmålet:

"Pourquoi Pierre <'fst-il venu si t6t?"

(2) Det psykologiske subjekt er den sekvens, som betegner det,

man taler om (udgangspunktet for en sætning) . Det rematiske

l) Blu. (1980) p. 6-7.

2) Blu. (1980) p. 6.

3) Blu. (1980) p. 4.

- 15 -

prædikat er det, som siges om det psykologiske subjekt 1 ).

F.eks.

"Charles va se marier" (Blu. p. 5)

'Charles' er psykologisk subjekt, 'va se marier' rematisk

prædikat. (Der er ikke altid, som i eksemplet, sammenfald

mellem det grammatiske og psykologiske subjekt) .

(3) Baggrundsplanet defineres som den tematiske ramme om den cen­

trale meddelelse {= forgrundsplanet) . Det angiver de ydre

omstc;ndigheder, som ikke direkte er "en del" af handlingen,

men n2rmest - logisk eller temporalt - går forud for den 2 ).

F.eks.

"Hier, nous nous sommes disputes" (Blu. p. 16)

'Hier' er baggrundsplan. Resten er forgrundsplan.

Baggrundsplanet kan endvidere indgå i det generelle

spØrgsmål: "Qu'est-ce qui s'est passe (hier)?, som forgrunds­

planet er svar på 2 l.

Det skal lige bemerkes, for det første, at 'tematisk'

og 'rematisk' skal opfattes som graduerede størrelser, det

vil sige tematiske størrelser (eller rematiske størrelser)

kan godt have forskellig DC-værdi.

DC-værdien skal blot ligge inden for det "område", man kan

kalde tematisk (eller rematisk). For det andet, at de tre

syntaktiske relationer er syntagmatiske ( jvf. p. 6 ) : de er

binære, termerne forudsætter hinanden og har forskellig

DC-værdi.

Blumenthal opstiller, som indledning til sit afsnit om

bisætninger, en grundmodel over bisætningers kommunikative

funktioner~) . Da jeg også henviser til den i hovedafsnittet,

vil jeg gennemgå den her:

(l) Når bisætningen er efterstillet uden at være segmenteret

(dvs. uden at være adskilt fra den overordnede sætning med

en pause, f.eks. et komma), er den rematisk determinant.

l) Blu. (1980') p.· 5 2) Blu. (1980) v. 6 og 16 3) Se Blu. (1980) p. 70-71

- 16 -

(2) Når den er foranstillet eller efterstillet + segmenteret

er den tematisk determinant eller baggrundsplan.

Modellen illustreres ved de fØlgende tre 'quand'-rela­

tioner:

(l) "[J'ai rencontre Pierre][quand j'etais a Paris]" tern, determinat rem, determinant

(2) "[Quand j'etais a Paris][j'ai rencontre Pierre]" baggrundsplan forgrundsplan

(2')"[-!_'ai rencontre Pierre],(pause)[quand j'etais a Paris]". forgrundsplan baggrundsplan

Langt fra alle bisætninger følger denne grundmodel (som det

også vil fremgå af hovedafsnittet). F.eks. er 'bien que'-sætning­

erne (og de andre koncessive bisætninger) næsten altid tematiske

determinanter uanset om de er foranstillet eller efterstillet.

Den overordnede sætning er rematisk determinat Dette hænger

sammen med 'bien que'-sætningernes nul-paradigmatiske status 1).

At de er nul-paradigmatiske vil sige, at man ikke associerer til

andre nmlige grunde til, at q skulle være blevet forhindret. Som

Blumenthal konstaterer det i artiklen "Komplexe Satze im Fran­

zBsischen" (1976, p. 71), strider det imod vores almindelige

tænkemåde (i hvert fald i den europæiske kulturkreds) at tage

mere end en mulig grund til, at q skulle være blevet forhindret,

i betragtning. (Til gengæld kan vi godt associere til andre mu­

lige grunde til, at q er blevet forhindret. 'Parce que'-sætninger

er derfor ikke nul-paradigmatiske). 'Bien que-sætninger kan der­

for ikke sættes overfor andre forhindringsgrunde:

*"Vas-tu sortir bien qu ··il fas se mauvais temps ou bien que tu n'aies pas le temps?

De kan for eksempel heller ikke stå som fokus i en sætningskløv­

ning:

*"C'est bien qu'il fasse mauvais temps que je vais sortir".

Graden af DC-værdi afhænger netop af segmenternes evne til at

associere til paradigmatiske mønstre 2 ), og da 'bien que'-sætning­

erne ikke har denne evne, vil de altid have lav DC-værdi. (De kan

----------l) Blu. (1980) p. 74 2) Blu. p. 7

- 17 -

i enkelte tilfælde blive rematiske, hvis de udgør den eneste nye

information i udsagnet. F.eks.: Il veut sortir; et cela bien

qu'il fasse mauvais temps." (Blu. p. 74).

Udover at 'bien que'-sætningerne er nul-paradigmatiske, er

det mit indtryk, at de også altid omhandler noget, som er kendt

for modtageren, eller som fremstilles som kendt, og som derfor

også har lav informationsværdi. Det er vanskeligt helt præcis at

argumentere for, at det er tilfældet. For det første ville det

kræve en længere redegØrelse for den kontekst, eksemplerne indgå

i, da det som regel er ud fra konteksten (f.eks. ud fra noget,

der har stået mange sider forud) man kan slutte, at sætningens

indhold er kendt for modtageren. For det andet kan den talende

godt fremstille noget som kendt, selvom det ikke er det (det kan

den talende for eksempel gøre i sagprosa, hvor modtageren har mu

lighed for at verificere det, som omtales) . De fleste andre kon­

cessive bisætninger omhandler også noget kendt (måske bortset fr

de koncessive 'alors que'-sætninger. Se afsnit 2.3.3.).

I specialet anvender jeg også en del af de begreber, som

Ducrot opererer med (blandt andet) i artiklen "Puisque: Essai de

description polyphonique" (1983).

Forskellen mellem begreberne indhold og sproghandli~ kan

forklares ud fra flg. to eksempler:

"Paul est all€ A Paris parce qu'il a des achats A faire"

"Paul est all€ A Paris puisque ses volets sont fermfis".

Den fØrste relation er en kornbination mellem to indhold: 'parce

que'-sætningen angiver grunden til, at han er taget til Paris.

Den anden relation består af to sproghandlinger: 'puisque'-sæt­

ningen angiver grunden til, at den talende kan slutte sig til

eller hævde, at Paul er taget til Paris. At Paul er taget til

Paris, fremstilles som en kendsgerning i den fØrste relation,

mens det i den anden er usikkert, om den talende har draget den

rigtige konklusion, og Paul faktisk er i Paris.

Der er to typer sproghandlinger: Illokutionen, som har til

hensigt at ændre den "juridiske" relation mellem afsender og

modtager, det vil sige at forpligtige den ene eller den anden

- 18 -

part til at adlyde, hvis illokutionen er en ordre, holde sit

lØfte, hvis illokutionen er et lØfte, tage stilling til, om det

hævdede er sandt eller falsk, hvis illokutionen er en hævdelse,

etc., og ytringsprocessen, det vil sige afsenderens beslutning

om at fremsige en ytringl) . Forskellen mellem de to former for

sproghandling kan illustreres ved følgende eksempler:

"Frotte done puisque tu vois bien que mon habit est crott§" (Ducrot p. 176).

('puisque'-sætningen angiver grunden til, at ordren (= illo­kutionen) skal udfØres) .

"Frotte done puisque vous le voulez absolument."

('puisque'-sætningen angiver grunden til, at den talende vælger at fremsige "Frotte done" (= ytringsprocessen) .

De koncessive relationer synes i langt de fleste tilfælde

at udtrykke en relation mellem indhold. I en typisk koncessiv

relation som

"je sors, bien qu'il fasse mauvais temps"

fremstilles det som en kendsgerning, at den talende går ud ("Je

sors" synes ikke at kunne opfattes som en hævdelse eller formod­

ning), og 'bien que'-sætningen synes at have noget at gØre med

den talendes motiver for at gå ud. Det er klart, at 'bien que'­

sætningen ikke begrunder, at den talende går ud, men normalt

ville de·t dårlige vejr være grund til at blive hjemme. Den kon­

cessive relation udtrykker udeblivelsen af den fØlgende årsags­

relation mellem indhold:

"Je ne sors pas parce qu'il fait mauvais temps."

'Bien que' synes altså at være nærmere beslægtet med 'parce que',

som kombinerer indhold, end med 'puisque', som kombinerer sprog­

handlinger2l (i hvert fald hvad angår de størrelser, som konjunk­

tionerne forbinder. Hvad angår bisætningernes evne til at asso­

ciere til paradigmatiske mønstre og deres "kendthed", har 'bien

que' mere til fælles med 'puisque' end med 'parce que').

Der er i eksempelmaterialet nogle ganske få tilfælde (ialt

12), hvor "koncessive konjunktioner" kombinerer sproghandlinger.

Jeg vil kommentere disse eksempler i afsnit 2.1.4.

l) Ducrat (1983) bl.a. p. 170-71 og 175-76 2) Ducrat (1983) p. 166-67

- 19 -

2.0 Seks konjunktioner.

Jeg har inddelt konjunktionerne i tre grupper, alt efter

hvilken type relationer, de indgår i:

2.1. 'Bien que/quoique' og ~eme si' indgår næsten ude­

lukkende i koncessive relationer.

2.2. 'Si' indgår både i adversative og koncessive rela­

tioner (men selvfølgelig også i mange andre rela­

tioner, som ikke vil blive behandlet nærmere, da

det falder udenfor specialets emne) .

2.3. 'Alors gue' og 'tandis gue', som begge indgår i ad­

versative (og temporale) relationer. 'Alors que' kan

også indlede koncessive (og kausale) relationer.

2.1. 'Bien gue/quoigu~'meme si'.

Der er i ordbØger og grammatikker bred enighed om, at 'bien

que/quoique' og 'meme si' indleder koncessive bisætninger. Langt

de fleste af de eksempler, jeg har undersøgt, har også rent fak­

tisk de egenskaber, der p.6-8 opstilledes i definitionen af kon­

cessive relationer: de er syntagmatiske, logiske og asyrrunetriske

Jeg vil derfor ikke i forbindelse med disse tre konjunktioner

fordybe mig i problematikken adversativitet/koncession, men jeg

vil dog diskutere de 10-12 eksempler, der er restriktive (se af­

snit 2 .l. 5. ) .

Eksempelmaterialet tyder på, at 'bien que' og 'quoique' er

synonymer. Der er en forskel i hyppighed mellem de to konjunk­

tioner (89 'bien que'-forekomster mod 33 'quoique'-forekomster)

og 'quoique' forekommer oftere i bisætningsemner, men egentlige

pragmatisk-semantiske forskelle er der ikke tale om.

Det interessante i dette afsnit vil være at undersøge for­

skelle og ligheder mellem på den ene side 'bien que/quoique' og

på den anden side 'meme si', specielt med hensyn til, om bisæt­

ningen udtrykker noget hypotetisk eller noget faktisk.

I de fleste grarrmatiske fremstillinger (f.eks. Sandfeld

§224 og 228, Fransk Grammatik, 1980, §24.1.4., Le Bidais §1551,

Grevisse §2668) er der enighed om, at bisætninger indledt med

'bien que/quoique' drejer sig om faktiske forhold, mens bisæt­

ninger indledt med 'meme si' omhandler noget hypotetisk.

- 20 -

Kun i Togebys "Grammaire fran<;;aise" bind 5 (endnu ikke ud­

kommet) konstateres det, at 'meme si' også bruges om faktiske for­

hold (§ 1985) - særlig forhold af mindre betydning.

F.eks. kan 'meme si' anvendes i fØlgende eksempel:

"Meme si elle a essuy§ quelques revers, l'arm§e garde tout

son prestige." (Togeby § 1985)

mens 'bien que' er at foretrække i eksemplet:

"Bien qu'elle ait subi une defaite humiliante, l'arm§e garde

tout son prestige." (ibid).

Togeby konkluderer udfra disse (og andre) eksempler, at for­

bindelsen mellem den overordnede og underordnede sætning er mere

lØs i 'meme si'-relationen end i 'bien que'-relationen, og at

koncessionen i 'meme si'-relationen er af mere eller mindre paran­

tetisk værdi, mens der i 'bien que'-relationen er en tydelig "op­

position".

Men det konstateres også, at 'meme si' trænger sig ind på

'bien que'-s område (d.v.s. de to konjunktioner bliver i nogle

tilfælde fuldstændig synonyme). I talesprog, for at undgå den tve­

tydighed, der opstår, når imperfektum konjunktiv erstattes med

præsens konjunktiv. Men også i skriftsprog, særlig avistekster.

Togebys iagttagelser er væsentlige, alene af den grund, at

ca. halvdelen af mit eksempelmateriales 'meme si'-sætninger be­

tegner faktiske forhold.

Mit eksempelmateriale viser også, at der, udover hypotetiske

og reale 'rneme si'-sætninger, findes en tredje type, nemlig de

"åbne udsagn", hvor 'merne si-sætningen har en anden sandhedsvær­

di end i. de andre typer. I det fØlgende vil jeg gennemgå disse

tre hovedanvendelser af 'meme si' (afsnit 2.1.1. 2.1.4).

Sandfeld opererer med 'irreale' og 'mulige' 'meme si'-sæt­

ninger (§229). Denne opdeling er ikke tilstrækkelig præcis, hvil­

ket blandt andet fremgår af fØlgende eksempel, som Sandfeld ka­

rakteriserer som irrealt:

"Meme si on lui offrait un gros prix, elle ne le voudrait

pas" ~§228).

- 21 -

Jeg mener ikke, eksemplet er irrealt, for det er ikke helt ude­

lukket, at hun en gang vil få tildelt en stor pris. Det er alt­

så muligt, men den talende regner det for mindre sandsynligt,

end hvis der havde stået:

"Meme si on lui offre ungros prix, ellene le voudra pas."

Der findes fØlgende slags hypotetiske 'meme si'-sætninger:

De irreale. -------

Har sandhedsværdien falsk, fordi de omhandler noget, der

strider eller stred mod virkeligheden/de faktiske forhold.

Normalt står 'meme si'-sætningen i plus-que-parfait, og den

overordnede sætning i conditionnel passe:

"Meme si on lui avait offertun gros prix, ellene l'aurait

pas voulu" (omskrivning af Sandfelds eksempel).

"Selvom man havde givet hende en stor pris ... "- det gjorde man

altså ikke. Der udtrykkes noget, som ikke var i overensstemmelse

med virkeligheden den gang.

Eller 'meme si'-sætningen står i imparfait og den overordne

de sætning i conditionnel:

"Il n'y a que Monsieur Alessandrovici qui puisse le faire;

Et meme si on y pouvait quelque chose, a quoi ~a nous

avancerait?" (Aym§, tete, 167)

"Selvom vi kunne gØre noget ved det ... " -det vil sige, det kan

de altså ikke. Der er tale om noget virkelighedsstridigt. (Den

foregående sætning viser det også. I den konstateres det, at kun

M.A. kan gØre noget) .

I Gruppegrammatik (1978), bind 2, p. 244) konstateres det

om almindelige betingelsesrelationer med 'si', at hvis de står

i imparfait+conditionnel, er det kun, hvis verbet i 'si'-sætning

en er imperfektivt, at den omhandler noget irrealt. Dette synes

også at gælde 'meme si'-sætninger, som det vil fremgå af det

nedenstående.

De realisable, men lidet sandsy~lige.

Deres sandhedsværdi kan ikke afgøres, da de omhandler noget

som måske indtræffer.

Oftest står 'meme si'-sætningen i imparfait, og den over­

ordnede sætning i conditionnel, som i det irreale eksempel over­

for, men 'meme si'-sætningens verbum er perfektivt, hvilket be­

tyder, at der udtrykkes noget realisabelt.

- 22 -

Dette var netop tilfældet i det ovenfor citerede eksempel,

som Sandfeld karakteriserede som irrealt (Meme si on lui offrait

ungros prix ... "). Som nævnt, fremstiller den talende det som

lidet sandsynligt, at 'meme si' --sætningen skulle bl i ve realiseret,

men det er dog muligt, at den vil blive det.

De realisable. ---~~--··---

Deres sandhedsværdi kan heller ikke afgØres, da de ligeledes

omhandler noget, der eventuelt kan blive til virkelighed.

Som regel står 'meme si'-sætningen i præsens og den over­

ordnede sætning i futurum.

Den talende tager ikke stilling til, om det er sandsynligt/

usand;oynligt, at 'meme si'-sætningen bliver realiseret, men anser

det for muligt. F.eks.

"Mon etiquette a moi, exige que personne au monde ne

penet.re cette nuit dans ma chambre, meme si. la foudre

tombe sur le chateau." (Cocteau, l'aigle, 30).

Et lille antal 'meme si'-sætninger (8 s·tk) i eksempelmateri­

alet er "åb~§._ udsa_<IIl:". Kt "åbent. udsagn" kan enten være sandt

eller falsk alt efter hvilken størrelse, der indsættes på vari­

ablens plads. Det vil sige, at hvis 'meme si'-sætningen er et

"åbent udsagn", omhandler den i et eller flere tilfælde noget

faktisk, og er sand, i et andet eller andre tilfælde noget ir­

realt, og er falsk. F.eks.

"Au debut j'eteignais toujours la luiPierede la

chambre. Plus tard, pour exorciser ce reste de

timidite, je la maintenais allumee, meme si la

fille protestait." (Cesbron, Don Juan, 107)

Den variable størrelse er her 'la fille', og alt efter hvilket

individ, der indsættes, bliver udsagnet sandt eller falsk. l\ied

andre ord: i nogle tilfælde protesterede pigen, i andre tilfælde

gjorde hun det ikke.

"Des freres et des cousins sont pris en meme temps du meme mal ... Meme s'ils habitent dans des quartiers differents." (Ionesco, jeux, 23)

- 23 -

I nogle tilfælde bor de brødre og fætre, som bliver ramt af

sygdommen, i forskellige kvarterer.

"J'ai horreur des hommes qui ne sont pas bons, meme

s'ils sont tr~s beaux et tr~s intelligents."

(Camus, passedes, 40)

I nogle tilfælde er de onde mænd også smukke og intelligente, i

andre tilfælde er de kun onde.

Disse har sandhedsværdien sand, da de omhandler kendsgernin<

er, noget der er virkeligt, i hvert fald set med afsenderens Øjn<

Som nævnt, er halvdelen af eksempelmaterialets 'meme si'­

sætninger reale (37 ud af 73 eksempler). Dette tyder på, at det,

i skriftsprog, er ret almindeligt. at bruge 'meme si' om faktiske

forhold.

IfØlge Togeby (se ovenfor p.2C) bruges reale 'meme si'-sæt­

ninger altså om forhold af mindre betydning, men kan også, både

i tale- og skriftsprog (særlig avistekster) , bruges i relationer

der svarer fuldstændig til 'bien que'-relationer.

Mine informanter accepterer generelt substitution mellem

'bien que' og 'meme si', hvilket synes at bekræfte, at 'meme si'

kan være helt synonym med 'bien que'. Men desværre giver spØrge­

skemaerne ikke tilstrækkeligt klare oplysninger om, hvorvidt in­

formanterne opfatter betydningsændringer ved substitutionen,

og hvilke. Tre informanter mener dog, at indsættelse af 'meme si

i fØlgende eksempel ikke er mulig, hvilket kunne tyde på, at ikk<

alle finder det acceptabelt at bruge 'meme si' og 'bien que' i

flæng i skriftsprog:

"Bien qu'elle emette dans le rayon de 30 km autorise par loi, Radio Baie des Anges-Nice est re9ue jusqua Saint Trapez et meme en Corse;" (France-Soir, 2-8-84,17)

I eksemplet synes der at være en tydelig modsætning mellem det,

man skulle forvente i betragtning af p, og det, som faktisk er

tilfældet (q): på trods af, at der kun udsendes signaler inden­

for det tilladte område, kan de modtages i St. Tropez, og selv

på Korsika. Bisætningen kan ikke opfattes som et forhold af

mindre betydning. Så der er altså åbenbart nogen, som mener, at

- 24 -

'meme si' kun kan bruges om forhold af mindre betydning. Men kun

halvdelen af informantarne svarer 'nej' til substitution i kun et

eksempel. Det kan skyldes en tilfældighed, og det er langt fra

sikkert, at svaret er udtryk for en udbredt norm, om at 'meme si'

kun kan bruges om forhold af mindre betydning.

Eksempelmaterialets reale 'meme si'-sætninger tyder på, at

Togeby har ret i, at 'meme si' i nogle tilfælde bruges om forhold

af mindre betydning, i andre tilfælde er synonym med 'bien que'.

For eksempel synes der ikke a"t være tale om noget af mindre

betydning j_ det fØlgende eksempel:

" ... les marges beneficiaires des entreprises n'ont cesse de se reduire. Depuis mai 1981, et pour 70% d'entre elles, elles ne couraient pas les amortissements, c'est-a-dire les provisions pour remplacer les equipements vieillis. Il a fallu renverser la vapeur, meme si ce n'etait pas un politique "de gauche". (Observateur, 3-8--84,19).

Udtrykket "il a fallu" viser, at der virkelig er tale om noget,

som strider imod den "venstreorienterede" politik, og som nor­

malt ikke ville være blevet fØrt ud i livet. Med andre ord: at

det strider mod "venstreorienteret" polit"ik, ville normalt have

forhindret, at det blev realiseret, men man blev alligevel tvunget

til at gØre det. Der er altså en tydelig modsætning mellem p's

normale konsekvens og den faktiske (q) .

Dette er eventuelt et eksempel på, at man bruger 'meme si'

i stedet for 'bien que' for at undgå imperfektum konjunktiv, eller

de tvetydigheder, som opstår, når præsens konjunktiv bruges i

S"tedet for.

Eksemplet stammer endvidere fra en avis, og ifØlge Togeby

skulle det særlig være i aviser, at 'meme si' er synonym med

'bien que'. 2/3 af eksempelmaterialets reale 'meme si'-sætninger

stammer faktisk fra avis- og sagprosatekster, (som ellers kun har

udgjort ca. 1/5 af de tekster, der er samlet eksempler i) men det

er ikke i alle disse eksempler lige tydeligt, at 'meme si' er sy­

nonym med 'bien que'.

Det er heller ikke udelukkende i materialets sagprosaeksemp-·

ler, at 'meme si' kan indgå i en typisk koncessiv relation. Det

forekommer også i skØnlitterære eksempler:

"Et meme s'il ne camprend pas, il a le sentiment de sa faute, harcele qu'il est de toutesparts par les autres." (Remy, salue,365)

- 25 -

Selvom han ikke forstår, hvad han har gjort galt, føler han sig

skyldig. Det, at han føler skyldfØlelse, strider mod, hvad man

normalt kunne forvente, hvilket fremgår af, at det er nødvendigt

at forklare, hvordan han kan det, når han ikke er klar over sin

forseelse. Det kan han, fordi han er "harcel~ de toutes parts

par les autres". Der er altså i dette eksempel en tydelig mod­

sætning mellem p's normale konsekvens og q.

I øvrigt er det i mange tilfælde umuligt at afgØre, hvor­

når 'roerne si' er brugt, fordi den talende ikke mener, at der er

tale om noget, som normalt ville være tilstrækkelig betydnings­

fuldt til at forhindre q, og hvornår 'roerne si' blot er brugt som

'bien que'-synonym.

For eksempel:

"Le h~ros de l'etape Avallon-Chalon-sur-Sa6ne, roerne s'il n'en a pas ~t~ le vainqueur, s'appelle Angel Jos~ Sarappio. (France §oir, 9-3-84,19).

Betragtes det, at han ikke er vinder af etapen, som noget mindre

væsentligt, der ikke har afgørende indflydelse på, om man kan

kalde ham etapens helt eller ej? Eller betragtes det som noget,

der normalt ville kunne forhindre, at man kalder ham helt, og

som noget, der ligefrem sætter spØrgsmålstegn ved, om det nu

også er rigtigt at kalde ham det?

Der kan altså herske tvivl om, i hvilken betydning 'meme

si' er brugt, men Togeby har stadigvæk ret i, at begge betydning

er forekommer.

De 'meme si'-sætninger, hvor 'meme si' er synonym med 'bier

que', rejser spØrgsmålet om, hvorfor 'roerne si' trænger sig ind

på 'bien que'-s område. Togeby foreslår (som nævnt) en mulig

grund: Ønsket om at undgå de tvetydigheder, der opstår, når im­

perfektum konjunktiv erstattes med præsens konjunktiv. Det kan

eventuelt være for at undgå konjunktiv i det hele taget. En af

informanterne skriver, at 'bien quejquoique' +konjunktiv virker

for hØjtideligt.

Måske ligger der noget helt andet til grund. På dansk er er

lignende udvikling i gang: 'selvom' (oprindelig kun hypotetisk)

trænger sig ind på 'skønt'-s område. Årsagen hertil er i hvert

fald ikke, at man vil undgå konjunktiv. Men det kan være, at

man vil undgå at skulle træffe et valg mellem 'selvom' og 'skønt

Det er meget lettere at bruge 'selvom' som kan bruges både om

det hypotetiske og det reale, fremfor først at skulle tage stil-

- 26 -

ling til, om det, som skal meddeles, er hypotetisk eller realt,

og derpå afgøre, hvilken konjunktion, som skal benyttes.

En sådan tendens til at vælge den konjunktion, som har den

"bredeste" betydning, gØr sig måske også gældende på fransk. Det­

te er naturligvis ikke nogen forklaring på, hvorfor 'meme si' op­

rindelig fik "bredere" betydning, så den kunne bruges både om det

hypotetiske og det reale, og hvorfor det ikke blev 'bien que',

der fik det. Men det forklarer, hvorfor udviklingen (d.v.s. 'meme

si'-s indtrængen på 'bien que'-s område) fortsætter, når fØrst den

er sat i gang.

~~!~~~-Q~~~~!g!_Q~~~-~~~~~-~!~=~-bQ~~Q~~~~~Q~!~~~~ Por at illustrere 'meme si'-s "bredere" betydning, er 'bien

que'-s hovedanvendelser også opstillet i skemaet. Som det kan ses,

har 'meme si' mange flere anvendelsesmuligheder end 'bien que',

men kan dog ikke indgå j_ bisætningsemner (f.eks. * "Elle semblai t

en bonne sante, meme si d'humeur morose" (omskrivning af 'bien-que'­

eksemplet fra Galon, chemin , 195).

TYPE 'SANDHEDS- ! 'MEME SI' BIEN QUE'

De hypotetiske

"De åbne udsagn"

De reale

l) af mindre be­tydning

2) "typisk" konces­siv bisætning

3) koncessivt bi­sætningsemne

4) restriktion

falsk + se eksemplet p.2l ~~~~~~~~-g~ Ayme, tete,_ 16-'-7----r-------

? + se eksemplet p.22 fra Cocteau, l'aigle, 30

f eller s · + se eksemplet P-22

sand

fra Cesbron, Don Juan, 107

+ "Meme si elle a essi.lye quelques revers, l'armee gardP tout son prestige" (Togeby § 1985)

-----r-·-----;

+ se eksemplet p.24 + se eksem-fra Observateur, 3-8-84,: plet p. 23 19. ·fra France-

Seir, 2-8-~~~~~~~~ -~~~~~~-

?...L..__lL~~ + .. ~~J.e

l + se 2.1.5.

~mt,a~J;; en

9nne :;gnte +F.fim~Ur

:v.arose 1 ~R&Iil~n.. 195l

,. + se 2:'i.5.

- 27 -

P.l8 konstaterede jeg, at de koncessive relationer oftest er re­

lationer mellem indhold, men at der i eksempelmaterialet er nog­

le få eksempler på koncessive relationer mellem sproghandlinger.

I forbindelse med den ovenstående sammenligning af 'bien que'-s

og 'roerne si'-s anvendelsesmuligheder skal det lige bemærkes, at

såvel 'bien que' som 'roerne si' kan forbinde sproghandlinger. (Men

det forekommer sjældent: 7 ud af 89 'bien que'-eksempler og 5 ud

af 73 'roerne .si'-eksempler er relationer mellem sproghandlinger).

For eksempel kan nævnes:

"Je n'ai pas encore pu savair son lge exact, rnais il n'est plus tr~s jeune, quoique bien conserve." (Boulle, oreilles, 23)

Det er ikke på trods af, at han holder sig godt, at han ikke er

så ung længere. Det præsupponeres ikke, at når man holder sig

godt, er man normalt ung. Det virker underligt at præsupponere

noget sådant, da man kun siger om en person, at han/hun holder

sig godt, hvis han/hun ikke er ung længere, men måske ser ud til

at være det.

Koncessionen består i, at man på trods af, at han holder sig

godt, kan slutte sig til eller hævde, at han ikke er ung længere.

Det præsupponeres, at når nogen holder sig godt og stadig ser

ung ud, antager man normalt ikke, at de ikke længere er unge.

Sætningen "Je n'ai pas encore pu savair son age exact" viser ty­

deligt, at der er tale om en formodning. Den talende kender ikke

personens alder, men slutter sig til, at han ikke er ung.

Også i fØlgende 'roerne si'-eksempel er den overordnede sætning

en hævdelse:

"La vraie grippe ( ... ) qui ne supporte pas la chaleur et que la fi~vre tue. Dans ce cas, il est cornpl~ternent idiot de faire tomher la fi~vre - ce que l'aspirine reussit rnagni­fiquement roerne si on ne camprend pas tr~s bien pourquoi" (Observateur 24-7-82, 41)

Der er naturligvis ikke her nogen "modsagt" årsagsrelation mellem

aspirinens effektivitet og det, at man ikke kender grunden til

den. Koncessionen består derimod i, at L hævder q 'på trods af'

at han/hun ikke ved, hvorfor aspirinen er så effektiv. Normalt

hævder man ikke noget, hvis man ikke kan forklare det.

- 28 -

I det fØlgende 'bien que'-eksempel er den overordnede sætning en

ordre:

"Apprends une chose, mon gros loup, et retiens-la, bien qu'l priori ~ane puisse plus te servir l grand-chose!" (San-Antonio, compte, 49)

Som det fremgår af skemaet, indgår 'bien que' og 'roerne si' også

begge i restriktive relationer. Denne anvendelse vil jeg behandle

i det fØlgende afsnit.

2.1.5. De restriktive 'bien que'-, 'quoique'- og 'roerne si'-rela­

tioner.

Som det fremgik af p.g er de restriktive relationer paradig­

matiske (de udtrykker modsætning mellem mængde og element) . Det

er mere tvivlsomt, om de er materielle og symmetriske. Der kan

nok ikke altid udpeges leksikalske størrelser, som står i mod­

sætning til hinanden, men der vil altid mere eller mindre direkte

være en modsætning mellem mængden og elementet. I den restriktive

relation vil det, som delvis benægtes, som regel komme før det,

som benægter. Den er altså asymmetrisk. Alt i alt synes den re­

striktive relation umiddelbart at være nærmest beslægtet med den

adversative relation.

Eksempelmaterialet tyder på, at restriktive 'bien que/quoique/

roerne si'-relationer er ret sjældne. I alt er der kun 10-12 eksemp­

ler derpå. Når jeg alligevel vil kommentere dem, er det fordi det

også giver anledning til en diskussion af nØglebegreberne para­

digmatisk versus syntagmatisk. Restriktive (og paradigmatiske)

relationer er nemlig af og til vanskelige at skelne fra konces­

sive (og syntagmatiske) relationer.

FØlgende 'quoique'-eksempel synes kun at kunne opfattes re­

striktivt:

"- On est quelquefois bloque ici, maitre? - En cette saison, rarement. Quoique !'hiver

soit tr~s en avance cette'annee." (Anouilh, Antoine, 33)

Der er ikke tale om udeblivelsen af en normal årsagsrelation. Det

er ikke på trods af, at vinteren er kommet tidligt, at man sjældent

bliver afskåret fra omverdenen på den pågældende årstid. At vinter­

en kommer tidligt et år, medfØrer ikke normalt, at man ofte sner

inde på den pågældende årstid (d.v.s. også de år, hvor vinteren

ikke kommer tidligt) .

- 29 -

Der udtrykkes restriktion, men det er vanskeligt at bestem­

me restriktionstypen. Eksemplet kan opfattes som en restriktion

af udstrækningen af budskabet i den overordnede sætning (jvf.

p.9 } : i den overordnede sætning konstaterer den talende, at

det generelt om ~lle år gælder, at man ikke sner inde på den på­

gældende årstid. (Den kvantificerbare størrelse: 'alle år' frem­

går her kun indirekte}. I 'quoique'-sætningen "udskiller' den

talende ~t åE: ("cette annee"}, hvor vinteren er kommet tidligt.

Den talende underforstår dermed, at man i dette år muligvis kan

blive afskåret fra omverdenen tidligere end normalt.

Det kan også opfattes som en restriktion af den kommunika­

tive værdi af det generelle udsagn (jvf. p. lO). I første omgang

svarer den talende nærmest 'nej' på spØrgsmålet, om man nogle

gange sner inde. I 'quoique'-sætningen sætter den talende spØrgs­

målstegn ved den kommunikative værdi af sit eget svar. Man kan

ikke være sikker på, at svaret er rigtigt, for vinteren er kom­

met meget tidligt det pågældende år, og man kan måske sne inde.

Også i andre eksempler er det vanskeligt at bestemme restrik­

tionstypen. For eksempel kan nævnes:

"Pour les detenus, la majarite des roesures annoncees n'est ... qu'une adaption de la vie penitentiaire a la societe actuelle. Par exemple, au titre du maintien des liens familiaux, on releve une plus large utilisation du telephone, meme si elle reste relativement contrCll§e." (Monde 14-12-82, 12}

Der er i hvert fald ikke tale om udeblivelsen af en normal år­

sagsrelation mellem p og non-q. Der udtrykkes måske en restrik­

tion af omfanget af den overordnede sætning og de associationer,

den giver (jvf. p. lO}, men det er ikke noget tydeligt eksempel

på denne restriktionstype. Afsenderen er bange for, at modtageren,

på grund af udtrykket "une plus large utilisation", skal tro, at

de indsatte frit kan benytte telefonen, og tilføjer derfor 'roerne

si'-sætningen, for at gØre opmærksom på, at det ikke er tilfældet.

Problemet med at skelne restriktive relationer fra konces­

sive kan illustreres ved fØlgende eksempler:

"Elle a un grand air de famille avec vous, dit Chick. Quoique, du c6te du buste, il y ait quelques differences." (Vian, l'ecume, 17}

- 30 -

Der udtrykkes enten en restriktion af udstrækningen. Det vil

sige, at der i den overordnede sætning udtrykkes, at hun generelt

ligner den person, Chick taler med. Hun har for eksempel nogen­

lunde sarrune hØjde, kropsbygning, hårfarve, Øjne, ansigtstræk osv.

I 'quoique'-sætningen konstateres det, at hendes brystparti er for­

skelligt. Den overordnede sætning er al t så ikke sand i alle hen­

seender. Et af de udsagn, som det universelle udsagn ("elle a un

grand air de famille avec vous") indbefatter gendrives i 'quoique'­

sætningen (jvf. selektiv gendrivelse P-11).

Eller også er relationen koncessiv: på trods af, at hendes

brystparti er anderledes, ligner hun den pågældende. Normalt kan

man ikke ligne hinanden, hvis man ikke ser ens ud, hvad brystpar­

tiet angår. Denne fortolkning virker imidlertid mindre sandsynlig.

For det første virker det underligt at gå ud fra, at man normalt

ikke kan ligne hinanden, hvis blot €n del af kroppen er forskellig.

For det andet tilføjes 'quoique'-sætningen efter en pause, hvilket

betyder, at forbindelsen mellem den overordnede sætning og 'quoique'­

sætningen bl.iver mere lØs, hvilket er medvirkende til, at man måske

ikke vil opfatte den som en "modsagt" årsagsrelation.

'Quoique'-sætningen er nærmere en rettelse af det, som lige er

sagt:. Sandfeld omtaler denne anvendelse i §226:

"Il arrive que la proposition concessive soit ajout§e, apr0s un petit arr§t, en mani0re de restrietion ou de cerreetion de ce qu'on vient de dire. Dans ce cas, o~ 'bien que' et 'quoique' prennent la valeur de cependant', 'pourtant', la langue de tous les jour·s emploie l' indicatif' ". Sandfeld § 226).

I ingen eksempler er jeg stød·t på indikativ, men mi t materiale byg­

ger heller ikke på "dagligdagssprog".

I de fØlgende eksempler synes begge fortolkninger at være

lige sandsynlige:

"Les changements seraient encore plus importants, bien qu'il sort difficile d'obtenir des chiffres dans ce domaine, dans les rangs des responsables des grandes entreprises industri-elles" (Le Mande 10-2-84,4)

'Bien que'-sætningen er eventuelt en restriktion af den kommunika­

tive værdi af den overordnede sætning. Den talende sætter spØrgs­

målstegn ved værdien af sin oplysning: man skal ikke stole for

meget på, at forandringerne er endnu stØrre, for det er svært at

- 31 -

opnå de informationer, der skal til for at belafkræfte denne op­

lysnings rigtighed. At den talende er i tvivl om værdien af op­

lysningen, markerer han/hun yderligere ved at sætte verbet i

conditionnel.

Eksemplet kan imidlertid også opfattes som en koncessiv og

syntagmatisk relation. Ikke, som normalt, en relation mellem to

indhold: at det er svært at få oplyst tal, der viser, om der er

sket store ændringer, medfØrer jo ikke normalt, at der ikke er

sket ændringer. Eksemplet må opfattes som en relation mellem to

sproghandlinger: afsenderen gævder, at der er sket store ændringer,

på trods af, a·t han/hun har svært ved at få oplyst tal, der kan

vise, om det er rigtigt.

"Le heros de l'etape Avallon-Chalon-sur-Sadne, m§me s•il n'e~ a pas §te le vainqueur, s'appelle Angel Jose

Sarappio." (France-Soir, 9-3-84 r 19)

'M§me si'-sætningen udtrykker måske en restriktion af omfanget

af den overordnede sætning, d.v.s. af de associationer, den over­

ordnede sætning giver (jvf. p. lO): når man taler om "helten på

en etape" tænker man som regel på etapens vinder. I 'm§me si'­

sætningen benægtes det, at helten er vinder af etapen.

Måske er det en koncessiv relation: normalt er det etapens

sejrherre, der er helten, men i dette tilfælde er Angel Jose

Sarappio helten, selvom han ikke sejrede.

"Par ailleurs le gouvernement, m§me si Mzali semble faire preuve de la plus grande fermete, est toujours dans le vague". ( r·-1atin, 5-l-84, ll)

Udtrykkes der restriktion af udstrækningen af den overordne­

de sætning (regeringen, dvs. alle regeringsmedlemmerne, fØrer

ikke nogen klar konsekvent politik. I 'roerne si'-sætningen konsta­

teres det, at et af regeringsmedlemmerne udviser målrettethed og

konsekvens), eller er det en koncessiv relation (selvom premier­

ministeren udviser målrettethed, er det stadigvæk uklart, hvil­

ken kurs regeringen fØrer. Hans forsøg på at fastlægge en klar

linje i regeringens politik er altså forgæves)?

En af informanterne giver en interessant kommentar til

fØlgende restriktive 'roerne si'-eksempel:

"Et a Sussey, ·tous se connaissent bien. Eleveurs ou agri­culteurs paisibles, beaucoup apprecient d'etre a l'§cart des grandes villes, roerne si les jeunes souhaitent un peu plus de mouvement." (France-Soir 2-8-84,3.)

- 32 -

(I den overordnede sætning konstateres det, at en mængde af in­

divider skønner på livet på landet. I 'roerne si'-sætningen benæg­

tes, at en del af individerne skØnner på landlivet i alle hen-­

seender. Den kvantificerbare størrelse, "beaucoup", i den over­

ordnede sætning viser, at der udtrykkes en restriktion af ud­

strækningen af den overordnede sætning) .

Indsættes 'bien que' i eksemplet, betyder det ifØlge in­

formanten, at Susseys indbyggere skØnner på at være langt væk

fra de store byer, mens de unge slet ikke skønner på det. Med

'roerne si' er betydningen en anden: de unge sætter også pris på

at være langt væk fra de store byer. De ville bare Ønske, at

der skete lidt mere på landet. Dette tyder på, at 'roerne si'­

sætningen på en eller anden måde virker mindre restriktiv end

'bien que'-sætningen. Når det i en 'roerne si'-sætning konstateres,

at de unge ønsker mere liv i gaden, udtrykkes det, at det for

de unge ikke er altafgØrende, om der er liv i gaden. De holder

af livet på landet under alle omstændigheder. Med 'bien que'

udtrykkes det, at det er meget vigtigt for de unge med liv i

gaden. Når der ikke er liv i gaden, kan de ikke lide at bo på

landet. Det restriktive 'roerne si' angiver altså, at noget er af

mindre betydning, ligesom det reale koncessive 'roerne si' kan

gØre det i nogle tilfælde. Det virker sandsynligt, at den for­

skel, der kan være mellem koncessive 'roerne si'- og 'bien que'­

relationer, kan genfindes mellem restriktive 'roerne si' og 'bien

que'-relationer. Dog må man tage i betragtning, at kun en infor­

mant har gjort opmærksom på denne betydningsforskel, så det er

ikke sikkert, at der faktisk er en sådan.

Beskrivelsen af de restriktive 'bien que/quoique'- og 'roerne

si'-relationer har vist, at 'restriktion' er et noget uafklaret

begreb. Det er vanskeligt at skelne mellem restriktionstyperne

og det giver problemer at skelne restriktive og koncessive re­

lationer. Måske er restriktion i virkeligheden nærmere beslægtet

med koncession end med adversativitet, på trods af at koncessive

relationer er syntagmatiske, og de restriktive paradigmatiske?

Som det vil fremgå, er der i eksempelmaterialets adversative

'si'-, 'alors que'- og 'tandis que'-relationer ingen eksempler

på restriktion. Det kunne altså se ud til, at det kun er konjunk­

tioner, som normalt altid indgår i koncessive relationer, der

kan indgå i restriktive relationer.

- 33 -

2.2. 'Si'.

I § 220 beskriver Sandfeld tre typer ikke-hypotetiske 'si'­

konstruktioner:

a) 'Si'-sætningen svarer til en sawmenligningsbisætning (indledt

med 'comme'' 'de meme que')

"Si la Cite est le coeur de Paris, le Quartier Latin en est l'ame".

b) 'Si'-sætningen svarer til en adversativ bisætning:

"Si l'une etait fraiche, l'autre etait remarquablement belle".

c) 'Si'-sætningen svarer til en sætning med koncessiv betydning

(dog forskellig fra koncessive bisætninger, se p.38 )

"Moi, si je suis ta femme, je ne suis pas ton esclave."

I det fØlgende vil jeg undersØge de to sidste typer, da det,

som §220 antyder, vil indebære en diskussion af problematikken

koncession/adversativitet.

2.2.1. Adversativt og/eller koncessivt 'si' ?

Blumenthal (1980) skriver p. 76 om de ovennævnte typer ikke­

hypotetiske 'si'-relationer, at de kun tilsyneladende er syntag­

matiske. I virkeligheden er de paradigmatiske, men relationens

to sætninger har dog forskellig DC-værdi, for 'si' hører til de

ord, den talende kan bruge til at reducere en sætnings DC-værdi

(af andre ord, der kan have samme funktion nævner Blumenthal

'certes', 'naturellement', 'bien sur', 'sans doute', 'soit' 1 l). Dette vil altså sige, at sætningerne nok har forskellig DC-værdi,

men de kan henføres til samme_paradigme og udgør ikke nogen binær

relation, hvor termerne har forskellig syntaktisk funktion (f.eks.

determinat-determinant) og forudsætter hinanden (jvf. definition­

erne af paradigmatisk og syntagmatisk p.6).

Hans argument for at betragte 'si'-relationerne som paradig­

matiske er, at de svarer til paradigmatiske 'mais'-relationer

(jvf. p. 8). F.eks. kan

"S' il est pauvre, il es t honnete" (Blu. (1980) p. 75)

uden at betydningen ændres, omskrives til:

"Il est sans doute pauvre, mais il est honnete".

(Blu. (1980) p. 76).

l) Blu. (1980) p. 117, note 62.

- 34 -

(Som det fremgår af eksemplet, skal der altså indfØjes 'sans doute'

- der som nævnt reducerer sætningens DC-værdi - for at 'mais'­

relationen svarer til 'si'-relationen, hvad DC-værdi angår).

Han mener ikke alene, at 'si'-relationerne er paradigmatiske,

som 'mais'-relationerne, men de sideordner også, som 'mais'-rela­

tionerne, to selvstændige sætninger. Dette fremgår blandt andet

af, at han p. 80 indfØrer 'si'-sætningerne i et skema over sæt­

ninger, der rent konstruktionsmæssigt er underordnet, men som har

sawme funktion som selvstændige sætninger (ifØlge Blumenthal er

en typisk fransk sætnings funktion at udtrykke en "pr§dication",

d.v.s. en relation mellem psykologisk subjekt og prædikat1 ).

De fleste af eksempelmaterialets 'si'-eksempler (41 ud af

61) udtrykker faktisk modsætning mellem størrelser, der henhører

til samme paradigme, og svarer således til paradigmatiske 'mais'­

relationer (hvor der er indfØjet 'sans doute'). Disse 'si'-rela­

tioner er som regel også materielle, da de rummer en modsætning

mellem leksikalske enheder, og symmetriske, da der uden væsentlig

betydningsændring kan byttes om på p og q's rækkefØlge. For ek­

sempel:

"En effet, si l'ancien pr§sident fournissait volontiers tous les docurnents concernant quinze millions de francs ... il refusait, en revanche, de donner des indications sur les pr§levements effectu§s par lui et par son vice-pr§si­dent sur la caisse noire." (France-Soir, 2-8-84, 3).

Man kan ikke drage den konklusion, at når den tidligere præ­

sident er villig til at oplyse om en ting, så vil han også oplyse

om helt andre ting. Der er altså ikke modsætning mellem q og den

normale konsekvens af p. Men der er modsætning mellem de leksi­

kalske enheder "fournissait volontiers" og "refusait de donner".

p og q kan byttes om uden betydningsændring: "si l'ancien presi­

dent refusait de donner ... il fournissait volontiers, en revanche,

tous les documents ... ".

11 af disse 41 paradigmatiske 'si'-relationer synes imidler­

tid også at kunne svare til syntagmatiske 'mais'-relationer, der

som nævnt p.S udtrykker en modsætning mellem en eksplicit udtrykt

sætning og en underforstået forventning om et eller andet.

-------------l) Blu. (1980) p. 93

- 35 -

For eksempel:

"Cette blanquette a ungout d'eau, dit grand-p~re. On semble oublier, dans cette maison, que si la guerre est finie, les restrietions ne le sont pas encore tout a fait." ('l'royat, Vion, 26)

Der er modsætning mellem verberne 'est finie'/'ne le sont

pas encore' (som er elementer i sarrme paradigme), men der er og­

så modsætning mellem q og det man kunne forvente udfra p (rrcan

kunne forvente, at når krigen er slut, er det også slut med re­

striktioner).

Disse 11 'si' -relationer må karakteriseres som både .logiske

og materielle. De er endvidere Ci_EO_YJ:f.l_IT\_E'!:._riske, da det giver en

væsentlig betydningsændring, når der byttes om på antecedent og

konklusion.

Blumenthal (1980) nævner i Øvrigt selv, p. 117, et eksempel

på paradigmatisk 'mais', som også kan tolkes syntagmatisk:

"Pierre est petit, mais il est beau."

Ved en paradigmatisk tolkning er der blot modsætning mellem en

positiv og en negativ egenskab. Ved en syntagmatisk tolkning er

det, at Pierre er smuk, i modstrid med, hvad man kunne forvente

i betragtning af, at han er lille.

I 20 af eksempelmaterialets 'si'-eksempler er der slet ikke

modsætning mellem størrelser, der tilhØrer samme paradigme. De

kan kun svare til syntagmatiske 'mais'-relationer, d.v.s. der er

modsætning mellem den overordnede sætning og det, man kunne for­

vente ud fra 'si'-sætningen. For eksempel:

" ... Jami, le plus jeune des deux ccusins d'Olivier ... Si Olivier continuait a lui faire subir son influence, comrne il ressentalt lui-meme celle de l'aine, Marceau, Jami, obscurement, av a i t s a v j_ e propre, ses pensees secr~tes traversees d'eclairs religieux et de probl~mes persannels qu'on respectait". (Sabatie:::. fiJJc:cttes. 3j)

Der er simpelthen ikke mods2tning mellem "at fortsætte med at

øve indflydelse på en" og "at have sit eget liv", og de to stør­

relser tilhØrer ikke samme paradigme. Men der er modsætning mel­

lem det, man };unne forvente ud fra p (Jami har som følge af

Oliviers indflydelse ikke mere "sa vie propre etc.~ og q.

Disse 20 'si'-eksempler er log_!:-_§_!':~ relationer (der er ikke

modsætning mellem leksikalske stØrrelser men mellem den konklusion,

man kan drage af det semantisk-logiske indhold i p, og indholdet

i q) og de er ~sy~etriske.

- 36 -

Der kan altså opstilles fØlgende typer 'si'-relationer:

l) De logiske, syntagmatiske og asymmetriske, som helt klart

må karakteriseres som ~~g~~gg;k~~·

2) De materielle, paradigmatiske, symmetriske, som helt

klart må karakteriseres som g~~~~gg~~~~·

3) ~~=~g~~g~=~g~~~~~~~~ kan ikke karakteriseres som enty­

digt adversative eller koncessive. De er paradigmatiske

og rummer en modsætning mellem leksikalske enheder, men

udtrykker også en modsætning mellem den konklusion, man

kan drage af p og q, og er asymmetriske. I dette tilfælde

er det altså en fordel, at begreberne koncession og ad­

versativitet er defineret ud fra tre dikotomier, da det

ellers ville være vanskeligt at redegøre for denne over­

gangstype.

I det fØlgende vil jeg forsØge at beskrive disse typer nær­

mere. Hvad angår de koncessive og logisk/materielle 'si'-rela­

tioner, vil jeg undersøge, hvorledes de adskiller sig fra 'bien

que/quoique'-relationer. Hvad angår de adversative og logisk/ma­

terielle 'si'-relationer, vil jeg forsØge at karakterisere dem.

Forskelle mellem dem og adversative relationer med 'tandis que/

alors que' vil fremgå af afsnit 2.3.2.

l~~~~koncessive_~g_~isk/materielle 'si'-relationer.

Disse 'si'-relationer adskiller sig for det fØrste fra

'bien que/quoique'-relationer ved at ~~ætningen så godt som

altid er foranstille~ (det gælder for øvrigt også de adversative

'si'-relationer). Blumenthal (1980) konstaterer p. 75, at 'si'­

sætningen i moderne fransk altid er foranstillet. Der er dog i

eksempelmaterialet et eksempel, hvor den er efterstillet og Sand­

feld nævner tre eksempler i §220. Så de kan altså forekomme, men

kun meget sjældent. At dømme ud fra eksempelmaterialet er 'bien

que'-sætningen efterstillet nogenlunde lige så ofte, som den er

foranstillet, og 'quoique'-sætningen er oftest efterstillet.

Som nævnt p. 47 er 'si'-relationer ifØle Blumenthal kun kon­

struktionsmæssigt underordnet. I virkeligheden sideordner de selv­

stændige sætnin.9:er.

- 37 -

Syntagmatiske relationer på det transfrastiske niveau (d.v.s.

relationer mellem selvstændige sætninger) har som regel højere

DC-værdi end syntagmatiske relationer på sætningsniveau (f.eks.

'bien que'/'quoique'-relationer mellem en overordnet og en under­

ordnet sætningL På det transfrastiske niveau opstår syntagma­

tiske relationer ved retroaktiv tematisering1> • Det vil sige

den fØrste sætning, som i sig selv er rematisk, tematiseres af

den efterfølgende sætning (tematiseringen kan dog også virke i

modsat retning, så den anden sætning i kraft af sin relation med

den foregående sætning tematiseres 2). F.eks.

"Il pleut. Mais je ne prends pas de parapluie". (Blu. (1980) p. 114).

I dette eksempel tematiserer 'rnais'-sætningen retroaktivt den

fØrste sætning (som, inden 'rnais'-sætningen ytres, er rernatisk)

til baggrundsplan. Baggrundsplanet skaber forventning om et eller

andet, som forgrundsplanet (= 'rnais'-sætningen) benægter.

På sætningsniveau foregår der ikke nogen retroaktiv temati­

sering. I en 'bien que'-relation for eksempel, er 'bien que'-sæt­

ningen tematisk,i det Øjeblik relationen ytres. En 'bien que'­

relation har derfor lavere DC-værdi end en syntagmatisk relation

på transfrastisk niveau, hvor den tematiserede sætning på en

gang er rernatisk (som selvstændig sætning) og ternatisk (j Kraft

af sin relation til den anden sætning) 3l.

~en som det fremgik p.33, reducerer 'si' sin egen

sætninas DC-værdi, så 'si'-sætninaen er tematisk i d~t øje-blik den bliver ytret, og ikke som fØlge af retroaktiv temati­

sering. Både 'bien quejquoique'-sætningen og 'si'-sætningen er

altså ternatiske "på forhånd". Så at de to relationer befinder sig

på et forskelligt "niveau" betyder altså ikke, at de har forskel­

lig DC-værdi. Deteriøvrigt også mit indtryk, at 'si'-sætningerne,

ligesom 'bien que/quoique'-sætningerne omhandler noget, som er

kendt for modtageren, eller som fremstilles som kendt. Så begge

typer sætninger skal altså placeres ret langt nede i det tema­

tiske "område" på en eventuel DC-værdi-skala.

l) Blu (1980) p. 93-95 2) Se f.eks. Blu. (1980) p. 104-105 3) Blu (1980) gør p. 105 rede for "dette dobbelte rematiske og

tematiske aspekt".

- 38 -

Sandfeld omtaler, sidst i §220, en forskel mellem "de egent­

lige koncessive sætninger" og de koncessive 'si'-relationer. Han

skriver om de sidstnævnte:

"Elles se distinguent des propositions concessives proprement dites en ce que celles-ci marquent qu'un fait qui devrait empecher la realisation de ce qui est dit dans "la principale", n'a pas cet effet."

(sandfeld §220) .

De egentlige koncessive relationer angiver altså, at et eller

andet, som egentlig skulle forhindre, at det, som står i den

overordnede sætning, realiseres, ikke har denne virkning. Sandfeld

mener derfor ikke, at 'bien que' kan indsættes i flg. eksempel:

"A certaines heures, Dominique eilt prefere combattre les ennemis; a d'autres non. Car s'il etait bon Fran~ais, il tenait a la vie. (Sandfeld §220)

for det ville så blive udtrykt, at det at være en god franskmand

normalt udelukker, at man har sit liv kært.

'Si'-relationerne udtrykker altså ikke det samme som en

'bien que'-relation. Sandfeld beskriver først i §220, hvad den

så udtrykker:

"deux faits sont presentes comme coexistant indEipendamment l'un de l'autre, de sorte que ce qui est dit dans la propo­sition introduite par 'si' est releve comme n'excluant pas ce qui est dit dans l'autre proposition". (Sandfeld §220).

Når der er grund til at fremhæve, at et eller andet ikke udelukker

noget andet, er det så ikke netop, fordi man kunne tro, det ville

gøre det? En forudsætning for at benægte er, at det, som benægtes,

på en eller anden måde forventes 1 l. Så umiddelbart kunne det se

ud til, at 'si'-relationen også udtrykker, at et eller andet mod

forventning ikke forhindrer, at det, som står i den overordnede

sætning, realiseres.

Det er altså noget uklart, hvori forskellen mellem de to re­

lationer egentlig består. I det fØlgende vil jeg prøve at præci­

sere, hvad det er for en forskel, der er tale om.

I 'bien que'-relationen går afsenderen ud fra, at det normalt

vil blive forventet, at det, som står i den overordnede sætning

bliver forhindret af det, som står i bisætningen. Han/hun mener

med andre ord, at det er en almindelig opfattelse, at p medfører

non-q.

l) Blu. (1976) p. 63

- 39 -

I 'si'-relationen mener afsenderen ikke, at der er konsensus om

implikationen 'p ~ non-q'. Men han/hun er klar over, at p kan

medfØre non-q. og at nogle måske vil forvente, at det, som står

i bisætningen, forhindrer det, som står i den overordnede sæt­

ning.

Det udtrykkes altså faktisk i begge relationer, at et eller

andet mod forventning ikke forhindrer, at det, som står i den

overordnede sætning, realiseres. Forskellen ligger i afsenderens

opfattelse af, om der er konsensus om, at p medfØrer non-q.

Dette kan forklare, hvorfor 'bien que' ~kke kan indsættes

i det ovenstående 'si'-eksempel (fra Sandfeld's §220), sådan som

Sandfeld påpegede det.

Afsenderen har i dette eksempel valgt 'si' fremfor 'bien

que', fordi han/hun ikke mener, at det er en almindelig opfattel­

se, at en god franskmand ikke har sit liv kært. Men afsenderen

er klar over, at man kan være så god en franskmand, at man er

rede til at ofre sit liv for fædrelandet. Der er måske endda

nogen, som forventer af en god franskmand, at han er rede til at

gå i dØden fo= at besejre fjenden. Hvis ikke afsenderen var klar

over, at der kan være en årsagssanm1enhæng mellem det at være en

god franskmand og det at ville ofre sit liv for Frankrig, ville

han/hun næppe sætte de to sætninger i relation til hinanden.

Forskellen mellen1 'bien que' og 'si'-relationer illustreres

også tydeligt af de to fØlgende eksempler ('bien que'-eksemplet

er en omskrivning af 'si'-eksemplet, som er fra Sandfelds §220)

"Bien que je sois ta femme, je ne suis pas ton esclave"

" Si je sui;;; ta fenune, je ne suis pas ton esclave"

I 'bien que'-eksemplet går den talende ud fra, at den alminde­

lige opfattelse er, at en gift kvinde er sin mands slave. Det

normale ville være, at hun vartede sin mand op, så hun kan ikke

bebrejde ham for, at han forventer det af hende. (En replik som

denne kan være ment ironisk. I så tilfælde lader den talende blot

som om, der findes en norm om, at mænd skal vartes op af deres

koner, eventuelt for at understrege det vanvittige i en sådan

norm).

- 40 -

I 'si'-eksemplet mener den talende ikke, at der er konsen­

sus om, at en gift kvinde er sin mands slave, men hun ved, at

nogle måske forventer det. Hun har nok indtryk af, at blandt andet

hendes mand gør det, siden hun fortæller ham, at hun ikke er hans

slave.

Ved at bruge 'si' kan den talende altså ligefrem tage af­

stand fra en norm og markere, at han/hun ikke står inde for im­

plikationen 'p ~ non-q'.

Hvorledes forholder det sig så i de reale 'meme si'-sætninger,

hvor 'meme si' ikke er synonym med 'bien que', men er brugt om

noget af mindre betydning (jvf. p.23)? I disse meme si'-relationer

går afsenderen heller ikke ud fra, at non-q regnes for at være

den normale konsekvens af p. Men hvor afsenderen i 'si'-relationen

helt afviser, at der normalt skulle være en årsagsrelation mellem

p og non-q, indrømmer han/hun i 'meme si'-relationen, at p trods

alt "peger lidt i retning af" non-q; p betragtes blot ikke som

tilstrækkelig væsentlig til at kunne medfØre non-q. I 'si'-rela­

tionen tager afsenderen altså klarere afstand fra, at p normalt

medfører non-q, end i 'meme si'-relationen.

I eksemplet:

"Meme si je suis ta femme, je ne suis pas ton esclave"

udtrykkes det altså, at nogle måske forventer, at en gift kvinde

skal varte sin mand op, men normalt kan man ikke forvente det,

for der skal mere til end blot det at være gift, for at manden er

berettiget til at forlange opvartning. (Dette udtrykkes naturlig­

vis kun, hvis den reale 'meme si'-sætning her er brugt om noget

af mindre betydning, og ikke blot er synonym med 'bien que').

De tre konjunktioner kan altså tilsyneladende udtrykke tre

forskellige former for koncession:

I 'bien_g~~·- relationen går afsenderen ud fra, at der er

konsensus om implikationen 'p ~ non-q', og der er derfor en tyde­

lig modsætning mellem q og den normale konsekvens af p.

I 'meme s~'-relationen mener afsenderen ikke, at der er kon­

sensus om implikationen. Forbindelsen mellem den overordnede og

den underordnede sætning virker mere lØs, for afsenderen mener

kun, at p har en vis virkning i retning af non-q.

- 41 -

I 'si'-relationen går afsenderen heller ikke ud fra, at

den almindelige opfattelse er, at p medfører non-q. Forbindelsen

mellem sætningerne virker løsere end i 'meme si'-relationen, for

afsenderen mener, at p normalt ikke på nogen måde "peger i ret­

ning af" non-q.

Undersøgelsen af eksempelmaterialets koncessive og logisk­

materielle 'si'-relationer viser, at indsættelse af 'bien que'

i mange tilfælde vil ændre betydningen væsentligt, hvis substi­

tution overhovedet er mulig. Det er dog ikke i alle tilfælde lige

indlysende, hvorfor den talende har valgt 'si' fremfor 'bien que'.

(Af pladsmæssige hensyn har jeg valgt ikke at kommentere eksem­

pelmaterialets koncessive og logisk-materielle 'si'-relationer

nærmere. Der henvises til specialet.)

~1_, _ _;3 _ _,__~9dversi'l!:i ve og __ logiskl_I11_at~_i~lle '-~~~.:b_!'l:tioner _,_

I det følgende vil jeg forsØge at karakterisere de adversa­

tive og logisk/materielle 'si'-relationer, blandt andet ud fra

de modsætningstyper Blumenthal opstiller i sin beskrivelse af

paradigmatisk 'mais' (jvf. p. 8 ) .

I alle adversative 'si'-relationer er 'si 1 -sætningen, som

nævnt p. 36 for9cnstillet.

I ca. 2/3 af eksempelmaterialets 'si'-relationer er modsæt­

ningen enkel. Det betyder, som nævnt p. b at der kun er modsætning

mellem de rematiske størrelser. De tematiske størrelser er iden­

tiske eller co-referentielle. Kun i 1/3 af eksemplerne er modsæt­

ningen altså dobbelt. For eksempel:

enkel: "Mais enfin, sais-tu que si toujours eu peur de toi ... "

je t'adore, j'ai (Jardin, madame, 129)

dobbelt: "Et vous ne devez pas oublier que si vous etes sa maitresse, moi, j e suis son secretaire intime" (Anouilh, pieces , 13)

I 'si'-relationerne med dobbelt modsætning er de rematiske stør­

relser oftest ko~~~aster eller kontradiktoriske. F.eks.

kontrast: " ... si pour leur premiere apparition ils se contentaient de repondre aux questions de M.Dokan et de chanter, vous les verrez ce soir dans un r6le inedit: presentateurs" (France-Soir, 2-8-84,17)

- 42 -

(at de nøjes med at svare på spørgsmål udelukker, at man ser dem

i rollen som programledere. Men at de ikke nØjes med at svare på

spørgsmål, indebærer ik~~. at de er programledere).

kontradiktorisk: "Si quelques-uns baissent les bras, d'autres cherchent A s'en sortir". (Observateur, ll-9-82,21)

(at de giver op overfor vanskelighederne udelukker, at de prØver

at komme ud af dem. At de ikk~ giver op overfor vanskelighederne

indebærer, at de prøver at komme ud af dem).

Som Blumenthal konstaterer det, kan de rematiske størrelser ved

enkelt modsætning ikke være kontraster eller kontradiktoriske.

De kan være ~}tivt/negativt valoriseret. F.eks.:

"L'Americain, s'il etait heureux de sa medaille d'or, esperait mieux sur le plan du chronom~tre ... " (France-Soir, 2-8-84, l l) .

Eller udtrykke en modsætning mellem noget falsk/sandt:

"Etais-je le meme que jadisi Je me souvenais, bien sUr, de ma jeunesse; Mais j'avais depuis lers connu pire; Si un malheur ne chasse pas l'autre, il le masque comme un arbre en masque un plus lointain: le dernier plante dans ma vie faisait beaucoup plus d'ombre''· (Bazin, cri, 22).

I 'si'-sætningen refereres til muligheden for, at en ulykke kan

drive den anden på flugt, men det forkastes som falsk, og i den

overordnede sætning konstateres, hvad der faktisk er tilfældet:

en ulykke dækker kun over den anden.

Hen der forekommer også andre modsætningstyper end dem,

Blumenthal opstiller:

Der kan være tal<> om noqet, som blot er forskelligt.

F.eks.: "Et vous ne devez pas oublier que si vous §tes sa maitresse, moi je suis son secretaire intime". (Anouilh, pi~ces, 13)

De rematiske størrelser kan ikke være kontrære eller kontra­

diktoriske (at være en eller andens elskerinde udelukker ikke, at

man samtidig er hans intime sekretær). De er ikke positivt/nega­

tivt valoriseret, og der udtrykkes heller ikke modsætning mellem

noget sandt/falsk.

- 43 -

Der er i eksempelmaterialet ingen eksempler på, at 'si'

udtrykker restri~tio~.

Som nævnt p.332r de adversative og logisk/materielle 'si'­

relationer paradigma tiske, men den ove~Q_r_dnedEC_og dens _unders>_r:dne­

de ___:;~_t,~ i n g har forskellig DC-værdi_, for 'si' reducerer "s in"

sætnings DC-værdi. Den talende kan faktisk ved at bruge 'si' mar­

kere, hvilken "halvdel" af den adversative relation, han/hun

lægger mest vægt på. For eksempel lægger den talende i fØlgende

relation mest vægt på personens positive egenskab:

"S'il est pauvre, il est honnete" (Blu. (1980) p. 75)

Le Bidais er i § 1603 inde på denne egenskab ved 'si'. Han

skriver, at 'tandis que' eller 'mais' kunne bruges i stedet for

'si' til at udtrykke modsætning. Men 'si' gØr modsætningen mindre

kategorisk og brutal, og "tempere la rigueur de la declaration".

I ovenstående eksempel er det nok rigtigt, at 'si' mildner

bemærkningen lidt: det, at han er fattig, tillægges ikke så stor

betydning.

Men i flg. eksempel har 'si' nærmest modsat effekt:

"S'il a de l'esprit, il n'a en revanche guere de coeur". (Ducrot (1972) p. 175).

Her understreges den negative egenskab. Bemærkningen ville virke

mindre brutal, hvis der var brugt 'tandis que'.

Som det vil fremgå af afsnit 2.3.2. har sætningerne i de

adversative 'tandis quejalors que'-relationer samme DC-værdi.

l__,__}~ __ ' Al_QJ::_§_~__'_ og ___'__!andi _":_g_ue __'____,__

I det fØlgende (afsnit 2.3.1.) vil jeg med udgangspunkt i

dikotomien paradigmatisk/syntagmatisk forsøge nærmere at ind­

kredse, hvad forskellene er mellem de temporale, adversative,

koncessive og kausale 'alors que/tandis que'-relationer, og jeg

vil diskutere de problemer, der kan være med at skelne mellem

relationerne. Temporale og kausale relationer synes måske umid­

delbart at falde udenfor dette speciales emne. Men det har været

nØdvendigt at behandle, i hvert fald de temporale relationer, da

det, som det vil fremgå, ikke kan lade sig gØre at trække nogen

skarp grænse mellem dem og de adversative relationer. De kausale

relationer er taget med for fuldstændighedens skyld. Det skal

dog understreges, at jeg kun vil beskrive de træk ved de tempo­

rale og kausale relationer, som er relevante for afgrænsningen

- 44 -

af disse relationer i forhold til de koncessive og adversative.

I afsnit 2.3.2. vil jeg forsØge at karakterisere de adver­

sative 'alors que/tandis que'-relationer, blandt andet ved at

sammenligne dem med de adversative 'si'-relationer.

I afsnit 2.3.3. vil jeg saw~enligne de koncessive 'alors

que'-relationer med 'bien que'-relationer.

2.3.1. Paradigmatisk/synt~gmatisk

En grundlæggende forskel mellem temE?rale og ad~~~satiy~

'alors quejtandis que'-relationer er, at de er henholdsvis syn­

tagmatiske og paradigmatiske. Dette fremgår af de to fØlgende

eksempler på en "typisk" temporal og en "typisk" adversativ re­

lation:

a) temporal: "Tandis que je roule vers Paris, il demande: - Tu m'as tout dit a son sujet?'

(San-Antonio, l'histoire, 336)

b) adversativ: " ... un lointain contentieux sur lequel j'ai ete, moi, enormement discrete, tandis que tu en faisais, toi, scandaleusement etat." (Bazin, cri, p. 17).

I eks. (a) er 'tandis que'-sætningen baggrundsplan og udgØr altså

rammen om den centrale meddelelse, forgrundsplanet, som er, at

passageren stiller et spØrgsmål (denne analyse er i overensstem­

melse med grundmodellen for bisætningers kommunikative funktioner,

se p.l5). Det vil sige relationen er syntagmatisk. Sætningerne

forudsætter hinanden og har forskellig DC-værdi.

Eks. (b) er en paradigmatisk relation. De psykologiske subjekter

og prædikaterne kan parvis henfØres til samme paradigme:

'moi/toi', 'e tre enormement discre·te sur/faire scandaleusement

etat de'. De to sætninger forudsætter ikke hinanden og har samme

DC-værdi.

Endvidere er eks. (a), i modsætning til den adversative relation,

asymmetrisk (*"Tandis qu'il demande: - Tu m'as tout dit a son

sujet? je roule vers Paris"), og der er ingen modsætning mellem

leksikalske enheder.

- 45 -

I andre knapt så "typiske" adversative/temporale relationer

træder disse forskelle mindre tydeligt frem. F.eks.:

(c) "Cependant Angelique avait enfile un corsage de drap d'or et demeurait immobile, tandis que Mar­guerite fixait le plastron, veritable oeuvre d'art, d'or filigrane entremele de soies". (Galon, Marquise, 15).

Skal denne relation opfattes som adversativ eller temporal? De

psykologiske subjekter og rematiske prædikater i hver sætning

hører parvis til de sallline paradigmer ( 'Angelique/11arguerite',

'demeurait immobile/fixait le plastron .. '), der synes at være

modsætning mellem prædikaterne (+/- aktivitet), og relationen

synes at være syiTmetrisk, dog kun hvis man udelader den handling,

der er udtrykt i plus-que-parfait ("Marguerite fixait le plastron

... , tandis qu 'Angelique demeurai t illlinobile") . På den anden side

kan 'tandis que'-sætningen også opfattes som en angivelse af,

hvornår og hvorlænge Angelique stod stille. 'Tandis que'-sætning­

en skal i så tilfælde, ifØlge grundmodellen for bisætninge~s kom­

munikative funktioner (p.lS) analyseres som baggrundsplan, da den

er efterstillet og segmenteret. Jeg mener dog også den kan opfat­

tes som rematisk determinant (den kan være svar på delspørgsmålet:

hvornår/hvorlænge stod Angelique stille?). I hvert fald forudsæt­

ter relationens to sætninger, det vil sige forgrundsplanet/bag­

grundsplanet eller determinatenjdeterminanten, hinanden og har

forskellig DC-værdi, når eksemplet fortolkes temporalt.

Der er imidlertid en række faktorer, som favoriserer enten

den ene eller den anden fortolkning af eksempler, der umiddelbart

synes at være tvetydige, som eks. (c):

Blumenthals eksempler med ('pendant que') , 'alors que' og

'tandis que', og hans kommentarer hertil l) synes at antyde, at

QisætD:ingernes stilling_Q<L~~~:!:uelle segmentering er afgørende

for, om de vil blive opfattet som temporale eller adversative.

Han konstaterer, at når bisætningerne er efterstillede +

ikke-segmenterede og foranstillede fØlger de grundmodellen for

bisætningers kommunikative funktioner. De to 'pendant que'-ek­

sempler, han giver derpå, er klart temporale:

l) Se Blu. (1980) p. 78.

- 46 -

(l) "Amusons-nous pendant que nous sarrunes jeunes". (Blu. (1980) p. 78.

(2) "Pendant que la voiture etait en panne, nous sarrunes alles au musee." (ibid).

Om de relationer, hvor bisætningen er efterstillet og seg­

menteret, og som altså afviger fra grundmodellen, skriver Blumen­

thal'

"Les messages de la principale et de la subordonnee se trouvent sut le meme plan, sans que l'un determine ou situe l'autre. Tout en &tant formellement subordinative la construction ... aligne en fait ... deux phrases indepen­dantes dont chacune comporte un predicat rhematique". (Blu. (198/) p. 78).

Han mener altså, at de, som 'si'-relationerne (jvf. p.33),

kun rent formelt er underordnende. I virkeligheden sideordner de

to selvstændige sætninger, der hver indeholder et rematisk prædi­

kat.

Det fremgår ikke klart, om Blumenthal betragter disse rela­

tioner som syntagmatiske eller paradigmatiske.

Det 'tandis que'-eksempel, Blumenthal giver på disse speciel­

le relationer, er imidlertid klart paradigmatisk og adversativt'

(3) "Les pintades sauvages s'envolaient devant eux, tandis que les perdraux, ecrases par le chaleur, se contentaient de s'ecarter un peu". (Blu. (1980) p. 78).

De psykologiske subjekter ('les pintades sauvagesjles perdraux')

og prædikaterne ('s'envolaient/s'ecartaient un peu') hØrer parvis

til samme paradigme, og der er modsætning mellem prædikaterne.

Ingen af sætningerne synes at tematisere hinanden, men forbliver

begge rematiske, og der er intet forudsætningsforhold mellem dem.

Relationen er symmetrisk.

Blumenthals eksempler og kommentarer kunne tyde på, at re­

lationer, hvor 'alors que/tandis que'-sætningerne er efterstille­

de + ikke-segmenterede eller foranstillede, fortrinsvis vil blive

opfattet som syntagmatiske og temporale, mens relationer, hvor

bisætningerne er efterstillede + segmenterede, snarere vil blive

tolket som paradigmatiske og adversative.

- 47 -

Der skulle altså kunne opstilles fØlgende model:

a. Les parents travaillent tandis que les enfants se reposent. b. Tandis que les enfants se reposent, les parents travaillent. c. Les parents travaillent, tandis que les enfants se reposent.

De to første eksempler vil efter al sandsynlighed blive opfattet

som temporale. 'Tandis que'-sætningen er i det fØrste rematisk

determinant og præciserer, hvornår forældrene arbejder. I det

andet er den "rammen" om eller forudsætningen for hovedhandling­

en (fØrst når bØrnene sover, kan forældrene arbejde), d.v.s.

den er baggrundsplan.

Det tredje eksempel vil sandsynligvis blive opfattet som

adversativt. De psykologiske subjekter ('les parents 'j' les en­

fants') og prædikaterne ('travaillent/se reposent') hører par­

vis til samme paradigme, og der er modsætning mellem prædikat­

erne. Sætningerne synes at have samme DC-værdi, og relationen

er symmetrisk.

Eksempelmaterialet viser, at der er en del afvigelser fra

denne model. Ca. l/6 af de temporalejadversative 'alors que'­

relationer, og ca. l/3 af de temporalejadversative 'tandis que'­

relationer har en anden placering, end de skulle have ifØlge

modellen.

En del af afvigelserne fra modellen skyldes eventuelt, at

man ikke altid kan regne med, at der er sat komma som markering

af, at sætningen er segmenteret. I det fØlgende eksempel må der

simpelthen være pause mellem de to sætninger, og relationen

kan ikke opfattes som temporal:

""C'est une affaire sociale dramatique", a affirme pour sa part Laurent Fabius, devant le Conseil des ministres tandis que le ministre des Transports qui considere que les accidents constituent "le premier facteur d'insecurite en France" a presente les orientations d'avenir de sa politique". (France-Soir, 2-8-84, 5).

Sekvensen ville være umulig at læse/sige uden pause. I øvrigt

kan 'tandis que' (og 'alors que') kun bruges temporalt om det

durative (situationer eller tilstande), og i eksemplet er der

tale om punktuelle handlinger. Så relationen må være adversativ.

I de fleste tilfælde er der overensstemmelse med modellen, så

bisætningernes stilling og eventuelle segmentering er absolut

en faktor, man må tage i betragtning.

- 48 -

Af andre faktorer kan nævnes:

Mængden af information~~-~ bisætningen. Hvis der er mange

informationer i bisætningen, er der større sandsynlighed for, at

den vil blive opfattet som adversativ. I hvert fald vil den næp­

pe kunne fungere som baggrundsplan, der jo udelukkende er en

tidsmæssig "ramme" om den centrale meddelelse, og har lav DC­

værdi. F.eks.

"Alors que les banquiers en costurne sombre avec lesquels on parlait dans les couloirs du Sheraton dissimulaient mal, derriere des sourires de circonstance, leur inquietude le secretaire americain au Tresar manifestait un etrange optimisme". (Observateur, ll-9-82, 32).

'Alors que'-sætningen er foranstillet og skulle ifØlge modellen

være temporal og baggrundsplan, men de mange informationer, den

giver, er medvirkende til, at den nok vil blive opfattet som ad­

versativ.

Det skal dog bemærkes, at der godt kan være mange informa­

tioner i en temporal bisætning, uden at den af den grund skal

opfattes som adversativ. Det er kun i de tilfælde, hvor der er

mulighed for begge fortolkninger (det vil sige termerne skal

blandt andet hØre til samme paradigme, og der skal være modsæt­

ning mellem dem) , at denne faktor spiller ind.

Tempus. Som nævnt p. 4 7 kan 'alors que' oq 't an di s que' kun

bruges temporalt om det durative. En betingelse, for at bisæt­

ningen overhovedet kan opfattes som temporal, er altså, at der

er brugt en tempus, som har uafgrænset aspekt (fortrinsvis im­

parfait eller present).

Hvis bisætningen står i imparfait, og den overordnede sæt­

ning i passe simple eller en sawmensat tempus, vil der være ten­

dens til en temporal opfattelse af relationen, og bisætningen er

normalt baggrundsplan. F.eks.:

"Il avait ete ce rebelle qu'elle n'avait pas su etre; tandis qu'il errait sur les routes du monde, son chemin a ellene l'avait menee que de Cologne a Bruxelles". (Yourcenar, l'oeuvre, 403).

Q~undg~ersonlige pronominer anvendt emfatisk betyder, at rela­

tionen efter al sandsynlighed vil blive opfattet som adversativ,

da disse pronominer understreger modsætningen. F.eks.:

- 49 -

"alors que les veufs ont un taux de mortalite deux fois superieur a celui des hornroes maries, les veuves, elles, vivent presque aussi longtemps que les femroes mariees". (Le monde, 10-2-84, 8).

"Le probleme, c'est qu'on liberalise tout l'audio­visuel alors qu'on nous empeche, nous peripheriques, de faire des aujourd'hui comme les autres". (Observateur, 3-8-84, 21).

Endvidere er 'alors que/tandis que'-sætninger, som kommer lige

efter e~tids~ngivelse klart temporale. F.eks.

"Le 23 d~cembre,alors qu' il est hospitalise, il epouse Corinne". (France-Seir, 2-8-84, 2).

"Comment faire comprendre a un garc;:on de vatre age ce qui se passa en moi, ce soir-la, tandis que je redescendais en håte l'avenue de l'Opera". (Hauriac, Haltaverne, 23).

Det må understreges, at de ovenstående faktorer ikke skal be­

tragtes som nogen udtømmende liste. I det hele taget mener jeg

ikke, det er muligt at opstille helt faste retningslinjer for,

hvornår en relation skal opfattes som temporal, og hvornår den

skal opfattes som adversativ. Der vil altid forekomme overgangs­

tilfælde. Jeg mener for eksempel, at eks. (c), som jeg omtalte

ovenfor, også kan opfattes temporalt, selvom det i betragtning

af de ovenstående faktorer nærmest må være adversativt (bisæt­

ningen er segmenteret og indeholder mange informationer).

Af andre overgangstilfælde kan f.eks. nævnes:

"Tandis qu'Augustine adrnire le canot, le canatier admire la bicyclette". (Hauriac, theatre, 200)

'Tandis que'-sætningen er foranstillet og indeholder få informa­

tioner, hvilket tyder på, at relationen er temporal. Hen da de

psykologiske subjekter ('Augustine/le canotier') og rematiske

prædikater ('admire le eanet/admire la bicyclette') klart synes

parvis at hØre til samme paradigme, og da der er modsætning mel­

lem prædikaterne (modsætning mellem noget forskelligt, jvf. 'si'­

afsnittet p.42 ) , vil relationen nok også kunne opfattes som ad­

versativ.

- 50 -

"L~a resta seule au milieu du salon, tandis que passaient et repassaient autour d'elle des gens ~l~gants et parfum~s, riant, papotant, un verre a la main". (Deforges , bicyclette 312) .

Bisætningen er efterstillet + segmenteret og indeholder mange

informationer, hvilket tyder på, at den skal opfattes adversa­

tivt. Der synes også at være modsætning mellem 'rester au milieu

du salon' og 'passer et repasser', og mere indirekte mellem

'seule' og 'papoter'. Men på den anden side står den overordnede

sætning i pass~ simple, mens 'tandis que'-sætningen står i 1m­

parfait, hvilket tyder på, at den er et efterstillet baggrunds­

plan, og altså er temporal. 'Tandis que'-sætningen er i så til­

fælde en beskrivelse af de omgivelser, L~a befandt sig i, d.v.s.

den er en "ramme" om hovedhandlingen/forgrundsplanet.

"Ce que tu tentes, je l'aurais tent~, s'il m'avait fallu, comme toi, me d~fendre d~sesp~r~ment contre une jeunesse qui te quitte alors qu'elle me parvient". (Bazin, vipere, 229) .

'Alors que'-sætningen er efterstillet + ikke-segmenteret, og

indeholder få informationer, hvilket peger i retning af en tem­

poral fortolkning ("en ungdom, som forlader dig, samtidig med

at den kommer til mig") . Men prædikaterne ('te qui tte/me parvient)

hØrer til samme paradigme og står i kontradiktorisk forhold til

hinanden, så relationen kan også fortolkes adversativt ("en ung­

dom, som forlader dig, men kommer til mig").

Desuden vil der ofte i de relationer, som synes at være

klart adversative, sekundært være en temporal betydning, idet

der for det meste er sammenfald i tid mellem handlingerne i de

to sætninger.

Der kan forekomme enkelte 'tandis que'-eksempler, som godt

kan opfattes som ~~ncessive. F.eks. nævner Sandfeld et (han ka­

rakteriserer det selv som adversativt):

"Il a longtemps pass~ pour auteur, tandis qu'il n'~tait que traducteur". (Sandfeld §182).

Normalt betragter man ikke oversættere som forfattere. At han

længe er blevet anset for at være forfatter, er altså i modstrid

med, hvad man kunne forvente i betragtning af, at han kun er

oversætter. Men eksempelmaterialet rummer ingen eksempler på

- 51 -

'tandis que' i koncessive relationer, hvilket tyder på, at det

er noget, som forekommer ret sjældent. Desuden er informanterne

klart enige om, at 'tandis que' ikke kan indsættes i koncessive

'alors que'-relationer, som f.eks. den følgende:

" ... un vieillard qui regarde automatiquement s'il y a du courrier pour lui, alors qu'il n'attend rien". (Butor, passage, lO).

Informanternes svar tyder på, at 'alors que' er at foretrække,

når der skal udtrykkes koncession.

Klart !:~~le relationer er, som det fremgik af p.44

syntagmatiske og asymmetriske, hvad ~2ncessive relationer som be­

kendt også er. Men de temporale er, i modsætning til de konces­

sive, ikke logiske. Det er mit indtryk, at det som regel ikke er

vanskeligt at skelne koncessive og temporale 'alors que'-rela­

tioner fra hinanden. Eksempelmaterialet synes ikke at rumme nogen

tvetydige eksempler. Man kunne godt forestille sig et tvetydigt

eksempel. F.eks.:

"Ona pris cette d~cision alors que vous ~tiez en vacances".

Men det vil nok fremgå af konteksten, om der gælder en norm om,

at der ikke kan tages beslutninger, når modtageren (altså den

person udsagnet er henvendt til) ikke er til stede, eller om mod­

tageren blot informeres om, hvornår beslutningen er taget.

Eksempelmaterialet rummer heller ingen eksempler på 'alors

que'-relationer, som kan opfattes både som koncessive og adversa­

tive. FØlgende konstruerede eksempel er imidlertid tvetydigt, og

kan illustrere, at det i nogen tilfælde kun ud fra konteksten

kan lade sig gØre at skelne mellem koncessive og adversative re­

lationer, som i definitionen p. 5 fremstod som to klart afgrænse­

de størrelser:

"Alors que les autres se pressaient, lui prenait son temps."

Det ubundne pronomen 'lui' betyder, at relationen efter al sand­

synlighed ikke vil blive opfattet som temporal. Jeg mener imid­

lertid ikke, at det udelukker en koncessiv fortolkning. I de

logisk/materielle 'si'-relationer (jvf. p~S) er der jo også mod­

sætning både mellem leksikalske størrelser og mellem q og den

konklusion, man kan drage af p.

- 52 -

Enten konstateres det blot, at det, de andre gjorde, stod

i modsætning til det, han gjorde. Eller også præsupponeres det,

at man normalt skynder sig, hvis de andre også gør det, og det,

at han gav sig god tid, står altså i modsætning til, hvad man

kunne forvente.

Hvis eksemplet indgik i en kontekst, ville det nok kunne

afgØres, om relationen er koncessiv eller adversativ.

For eksempel vil der i den fØlgende situation være konsen-

sus om, at man bØr skynde sig, hvis de andre gØr det:

"Ils s'§taient partag§ le travail, mais n'avaient pas encore fix§ un d§lai. Apparemment Jules n'avaient pas l'esprit du travail en groupe: alors que les autres se pressaient, lui prenait son temps."

I en gruppearbejdssituation gælder den norm, at man skal

prøve at holde trit med de andre, og at Jules ikke gør forsøg

herpå, står i modsætning til, hvad man kunne forvente. Relation­

en er altså koncessiv.

I den fØlgende kontekst kan relationen kun være adversativ:

"Vers neuf heures il scrtit de son hotel pour aller se promener au centre ville. C'§tait l'heure d'affluence. Alors que les autres se pressaient, lui prenait son temps pour mieux pouvoir absorber l'atmosphere de cette ville exotique."

Man vil ikke normalt forvente, at en turist skynder sig, fordi

"de indfØdte", som ikke har ferie, gør det.

I de ~~~sal~_relationer begrunder bisætningen en illokutorisk

sproghandling i den overordnede sætning. Det er oftest spØrgsmål

som begrundes, men der kan også være hævdelser, eller udråb.

F.eks.

"Pourquoi avoir refus§ la chaire de chinois que l'on vons proposait, pour vous contenter de n'etre qu'un diplomate ce qui est a la port§e de n'importe quel imb§cile? Alors que vatre connaissance de la langue, de la civilisation, de l'åme chineise est unique?" (Larteguy, nanfrages, 21) (begrundelse af spørgsmål)

"Sylvie se demandait comment tante Madeleine pouvait faire des additions alors qu'elle devait roettre son nez sur le papier pour lire les chiffres." (Troyat, Viou, 13) (begrundelse af indirekte spØrgsmål)

- 53 -

"Il faut vraiment, dit-il, que les tailleurs de Madrid soient bien peu experimentes pour nuire a ce qui est beau, alors que ceux de Paris sont si habiles a faire valoir ce qui ne l'est pas'. (Golon, Marquise, 35) (begrundelse af hævdelse: "Il faut que ... )

"Stupide folklore masculin en matiere d'amour! Alors que chacun doit creer le sien et le garder secret." (Cesbron, Don Juan, 101). (begrundelse af udråb).

Relationerne er syntagmatiske (som andre kausale relationer),

asymmetriske (der kan ikke byttes om på antecedent og konsekvens),

men ikke logiske (den årsagsrelation, de udtrykker, er ikke mod­

sagt).

Eksempelrr.aterialet rummer ingen eksempler på 'tandis que'

i kausale relationer. Informanterne er enige om, at 'tandis que'

ikke kan indsættes i fØlgende kausale 'alors que'-eksempel:

"Pourquoi faut-il qu'il resurgisse, alors que je l'avais completement oublie". (Troyat, amitie, 23)

Til gengæld mener halvdelen af informanterne, at 'tandis que'

godt kan indsættes i ovenstående eksempel på begrundelse af indi­

rekte spørgsmål (en informant gør dog opmærksom på, at betydning-·

en helt ændres. Eventuelt opfattes bisætningen som temporal,

når 'tandis que' indsættes). Ifølge Le Bidois (§1576) kan 'tandis

que' bruges i kausale relationer (der gives flg. eksempel: "Et

que me servira que la Grece m'admire, tandis que je serai la

fable de l'Epire?"). 'Tandis que' kan altså nok bruges kausalt,

men eksempelmaterialet tyder på, at 'alors que' er langt hyppigere

i denne anvendelse.

De kausale relationer synes heller ikke at være tvetydige,

at dØmme efter eksempelmaterialet. Det skal dog bemærkes, at de

i langt de fleste tilfælde mere eller mindre indirekte rummer

en koncessiv eller adversativ relation. F.eks.

"Il reste qu'il y a quelque chose de suspect dans ce conge pris pour maladie alors que Magis n'etait pas malade du tout et qu'il se promenait." (Marceau, l'oeuf, 161)

I dette eksempel begrunder 'alors que'-sætningen hævdelsen: "il

y a quelque chose de suspect dans ce conge pris pour maladie"

('alors que' er her synonym med 'puisque' eller 'car'). Indirekte

udtrykkes der også en koncession: "Magis a pris ce conge pour

maladie alors qu'il n'etait pas malade du tout" (Magis har taget

denne sygeorlov på trods af, at han slet ikke var syg).

- 54 -

I ovenstående eksempel fra Galon, Marquise p. 35 begrunder

'alors que'-sætningen, som sagt, hævdelsen: "Il faut vraiment

que les tailieurs de Madrid soient bien peu expfriment~s pour

nuire a ce qui est beau". Samtidig udtrykkes indirekte følgende

adversative relation: "les tailieurs de Madrid nulsent a ce qui

est beau, alors que ceux de Paris sent si habiles a faire valoir

ce qui ne l'est pas."

2. 3. 2. De adve._r_s_e>j::ivEO___'_Cil<2C:_'?__Cll_lE:O'_L~ticl~Cl~_s____(LU(O_'_:-::-.t:.E:_~at:iSJ!2"'.E_:_

I eksempelmaterialets adversative 'alors quejtandis que'­

rclationer er 'tandis que'-sætningen kun i 2 ud af 70 tilfælde

foranstillet, og 'alors que'-sætningen er det kun i 11 ud af

60 til fælde. Der er al t så en tydelig tendens til .E:J'i=":'.E"-~~~l:hl!:'1,

i modsætning til de adversative 'si'-relationer, hvor 'si'­

sætninqen al tid er foranstillet ( jvf. p .41 ) .

Eksempelmaterialet tyder endvidere på, at relationerne

oftest udtrykker _c'!obbelt~ll_l_od_s_ætn~.l!:s.!· Kun :L 4 'tandis que' --ek­

serr.pler og i S 'alors que '-eksempler er modsætningen enkel.

'Tandis quefalors que' kan slet :Lkke bruges til at udtrykke

enkel modsætning af typen nævnt p .d , hvor samme person/qenstand/

fænomen tillægqes to egenskaber (som eksisterer på sarrune tid/

sted):

"Il

"Le

es·t paresseux, mais tres intelligent" ·J Blu. p. 116

manteau est beau mais cher".

* "Il alors est paresseux, tandis qu'il est tres intelligent"

alors * "Le manteau est beau tandis qu'il est cher."

Er de tematiske stØrrelser i 'alors que/tandis que'-relationerne

ens, skal de rematiske størrelser på en eller anden måde være

knyttet til forskelliq tid/sted eller implicere forskelLige per·­

soner, f. eks . :

"Ils seraient les premiers a etre terriblement malheureux [si leur pays pouvait etre tout a coup reforme] ... Ils n'auraient plus personne sur qui cracher. Tandis que [maintenant] ils peuvent cracher sur leur pays". (Camus, possed4s, 46)

- 55 -

De tematiske stØrrelser er ens ('ils'), men de rematiske

stØrrelser, der er knyttet til dem, gælder ikke på samme tid,

idet baggrundsplanet for de to sætninger er forskelligt (den

indrammede 'si'-sætning udgør baggrunesplanet for den fØlgende

sætning, mens 'maintenant' er baggrundsplan i 'tandis que'-sæt­

ningen).

"Tandis qu'il est [chez nous] une n§cessit§, le gouvernement est [pour la France] un luxe que ... • (Daninas, carr.ets,26)

De tematiske størrelser er co-referentielle ('il/le gouvernement'),

men de rematiske størrelser gælder ikke på sawme sted ('chez

nousjpour la France').

"Ce que tu tentes, je l'aurais tent§, s'il m'avait fallu, comme toi, medefendre desesperement contre une jeunesse qui [te] quitte alors qu'elle [me] parvient.• (Bazin, vip§re, 229)

Den tematiske størrelse (ungdommen) "gør" her to fr>rskel­

lige ting på samme tid/sted, men der impliceres forskellige per­

soner ( 'tejroe') .

'Tandis que/alors que'-relationerne adskiller sig på dette

punkt fra 'si'-relationerne, som oftest udtrykker enkel modsæt­

ning (jvf. P·41), og som godt kan bruges i relationer, hvor sam­

me "størrelse" tillægges to forskellige egenskaber, der gælder

på samme tid/sted:

"S'il est paresseux il est tr~s intelligent"

"Si le manteau est beau, il est cher."

'Tandis que/alors que'-relationerne synes stort set at kunne

udtrykke de samme modsætningstyper som 'si'-relationerne. Dog synes

det kun at være 'alors que', der kan udtrykke modsætning mellem

noget sandt og falsk. I hvert fald er der i eksempelmaterialet

ingen eksempler på, at 'tandis que' udtrykker en sådan modsætning,

og informanterne er enige om, at 'tandis que' ikke kan indsættes

i flg. eksempel:

"Quand elle decouvrit le bloc de beton blanc, elle poussa un cri qui attira le regard de Surrugues. - Excussez-moi, dit-elle, j'ai cru avoir vu ce lieu dans une autre vie, alors que c'est la television qui me l'a montre tout a l'heure.• (Laurent, sous-ensembles, 421)

- 56 -

I den overordnede sætning refereres til noget, som den ta­

lende troede, men som hun forkaster og erstatter med det rigtige,

det som faktisk var tilfældet (= 'alors que'-sætningen).

'Tandis que/alors que'-relationerne synes, i lighed med

'si'-relationerne, ikke at kunne udtrykke restriktion.

Den overordnede og underordnede sætning har i de adversative

'alors quejtandis que'-relationer saw~e DC-værdi. Det vil sige

afsenderen kan ikke, som i 'si'-relationerne (se p.43), markere

hvilken "halvdel" af den adversative relation han/hun lægger

mest vægt på. I relationen:

"Si l'un §tait beau, l'autre §tait charmant".

har afsenderen valgt, hvilken egenskab han/hun sætter hØjest,

nemlig charme fremfor skØnhed. Indsættes 'tandis quejalors que',

fremgår det ikke, hvem af de to afsenderen foretrækker:

"L'un §tait beau, tandis que l'autre §tait charmant".

2.3.3. De koncessive 'alors~e'-relationer.

De koncessive 'alors que'-relationer og 'bien que'-rela­

tionerne synes umiddelbart at ligne hinanden meget. I 'alors

que'-relationer går afsenderen, som i 'bien que'-relationerne,

ud fra, at der er konsensus om, at p normalt medfører non-q.

Det vil sige, der udtrykkes ikke, som i 'si'-relationerne og

i nogle 'meme si'-relationer, en anden form for koncession.

Jeg mener også, at Sandfeld har ret, når han i §227 konstaterer,

at 'alors que' i adskillige tilfælde kan indsættes i stedet for

'bien que'. Han har også ret i, at substitution ikke er mulig

i alle tilfælde. Mine informanters svar tyder i hvert fald der­

på: For eksempel er informanterne næsten enige om, at 'alors que'

ikke kan indsættes i fØlgende eksempel:

(a) "Les changements seraient encore plus importants, bien qu'il soit difficile d'obtenir des chiffres dans ce domaine." (Le Monde, 10-2-84, 4).

En informant mener dog, at 'alors que' kan indsættes, men

gØr opmærksom på, at betydningen ændres (måske opfattes rela­

tionen som adversativ: man ved lidt om forandringerne på dette

område, men hvad tallene angår, er det vanskeligt at få noget

at vide). En anden informant ved ikke, om substitution er mulig,

- 57 -

da eksemplet forekommer ham at være "du charabia". Men fire mener

altså, at sætningen bliver uacceptabel ved indsættelse af 'alors

que'. En nærliggende forklaring herpå er, at 'bien que'-relation­

en udtrykker restriktion eller er en koncessiv relation mellem

sproghandlinger (se p27).Eksempelmaterialet kunne godt tyde på, at

'alors que' ikke kan indgå i disse to typer relationer, for der

er ingen eksempler på det.

Det er straks vanskeligere at forklare, hvorfor flertallet

af informanterne mener, at substitution er umulig i flg. eksempel

(b) "Bien que ses relations avec ses soeurs fussent fort tendres, elle n'avait annonce sa grossesse a celles-ci que le plus tard possible". (Yourcenar, souvenirs, 26)

Dog svarer to informanter klart 'ja' til substitution, og

kun den ene anfØrer en betydningsændring (modsætningen skulle

blive mere "naturlig").

Det er ligeledes vanskeligt at forklare, hvorfor informanter­

ne er enige om, at 'bien que' men ikke 'alors que' kan indsættes

i flg. eksempel:

"Si j e suis ta fenu<'.e, j e ne suis pas ten esc lave" (Sandfeld §220) .

Forklaringen kan ikke være, at bisætningerne er foranstil­

lede, for eksempelmaterialet viser, at koncessive 'alors-que'­

sætninger også kan være foranstillet. Som ved 'quoique' er der

dog tendens til efterstilling: 22 ud af 29 'alors que'-sætninger

er efterstillet.

En mulig forklaring er, at 'alors que'- og 'bien que/si'­

sætninger har forskellig DC-værdi. Som nævnt p.l6 er 'bien que'­

sætninger principielt tematiske og omhandler som regel noget,

der er (eller fremstilles som) kendt for modtageren. 'Si'-sætning­

er er også tematiske, da 'si' tematiserer "sin egen" sætning, og

de omhandler også som regel noget kendt (jvf. p.37). Måske bruges

'alors que'-sætninger om noget, som er nyt for modtageren, og

altså har hØjere DC-værdi. Dette kan i hvert fald forklare, hvor-­

for 'bien que', men ikke 'alors que' kan indsættes i ovenstående

eksempel fra Sandfeld's §220: det må jo nødvendigvis være kendt

for modtageren, at den talende er hans kone.

- 58

En del 'alors que'-sætninger synes også at indeholde mange

nye informationer. F.eks.

"L'objectif de Gaz de France est de parvenir A l'§quilibre des comptes a la fin 1985, alors que l'entreprise a enregistre 2,5 milliards de francs de pertes en 1983, en raison essentiellement de la hausse du Dollar, non r§per­cut§e dans les tarifs". (Matin, 5-1-84, 32).

"Le candidat R.P.R., St§phane Tryzna, a, hier, porte plainte contre X. Des affiches sur lesquelles figurait son nom d§forme ont, en effet, ete collees dans la nuit de mercredi A jeudi sur des vitrines et des "abris-bus", alors que Stephane Tryzna a declare renoncer volontairement A l'affichage sauvage pour ne pas polluer la ville". (France-Soir, 9-3-84, lO).

Eller det fremgår af konteksten, at 'alors que'-sætningens

indhold ikke er kendt for modtageren. F.eks.:

"un vieillard dejA routinier qui regarde automatiquement dans la loge des concierges s'il y a du courrier pour lui, alors qu'il n'attend rien, car il n'ecrit pas, et qu'il , sait bien que tout aurait dejA ete monte par un des membres de sa smala". (Butor, passage, lO).

At det i 'car'-sætningen er nødvendigt at forklare, hvorfor

den gamle ikke venter nogen post, tyder på, at den oplysning, som

gives i 'alors que'-sætningen, er ny for modtageren.

"Je m'explique. Je trouve l'homme trop modeste. Il se laisse mener alors que c'est presque toujours A lui de decider et qu'il est pratiquement indomptable". (Anouilh, pieces, 40)

Udtrykkene 'je m'explique' og 'je trouve' viser, at de fØlgende

udsagn omhandler noget, som modtageren ikke er klar over, og som

er afsenderens personlige opfattelse, noget han selv har iagt­

taget. Det kan godt tænkes, at det måske også er noget, som mod­

tageren er klar over, men afsenderen fremstiller det i hvert fald

som noget nyt.

Der er imidlertid også nogle 'alors que'-eksempler, som sy­

nes at omhandle noget kendt. F.eks.

"Pardonnez - nous de vivre alors que vous etes morts" (Sartre, mouches, 55)

De personer, afsenderen henvender sig til i dette eksempel, må

nødvendigvis vide, at de er dØde.

- 59 -

"Tes bistaires avec Levska ne m'int€ressent pas, mais je trouve moche, alors qu'a tort ou a raison tu croyais Paul a la derniere extremite, que tu l'aies traine jusqu'au milieu du Pacifique au lieude le ramener en France." (Laurent, sous-ensembles, 415).

Modtageren må nØdvendigvis være klar over, at hun en gang

troede, at Paul var på dØdens rand.

Eksempelmaterialet rummer altså både eksempler og modeksemp­

ler på, at 'alors que'-sætningen omhandler noget nyt. Desværre

rummer det også for få koncessive 'alors que'-relationer (29

ialt), til at det kan lade sig gøre at drage nogen endelige kon­

klusioner derom.

Hvis Blumenthal har ret i, at 'alors que' ('tandis que',

'pendant que') i de relationer, hvor bisætningen er efterstillet

og segmenteret, sideordner to selvstændige sætninger, vil 'alors

que'-sætningen i hvert fald i disse relationer have hØjere DC­

værdi end en 'bien que'-sætning, for som det fremgik af P·37

har en tematiseret selvstændig sætning hØjere DC-værdi end en

underordnet sætnj.ng, som ikke tematiseres, men er tematisk. Men

at en efterstillet+ segmenteret 'alors que'-sætning har hØjere

DC-værdi end en 'bien que'-sætning, indebærer ikke nødvendigvis,

at den omhandler noget nyt.

Forklaringen på, at 4 informanter mener, at indsættelse af

'alors que' er umulig i 'bien que'-eks. b (se ovenfor), er i

hvert fald ikke en forskel i DC-værdi. 'Bien que'-sætningen

indeholder jo ikke noget, som nødvendigvis er kendt for modtager­

en (i dette tilfælde læseren). Jeg mener i det hele taget ikke,

at deres afvisning af substitution kan skyldes semantisk-prag­

matiske forskelle mellem de to relationer. At to informanter

svarer klart 'ja' til substitution understøtter dette synspunkt.

Måske er det af stilistiske grunde, at de fire informanter

svarer 'nej' til substitution.

På baggrund af eksempelmaterialet og informanternes svar

kan det med nogen sikkerhed konkluderes, at 'alors que' i mod­

sætning til 'bien que' ikke kan indgå i restriktive relationer

eller koncessive relationer mellem sproghandlinger. Informanter­

nes afvisning af substitution med 'alors que' i eksemplet fra

- 60 -

Sandfeld's §220, samt nogle eksempler fra eksempelmaterialet

kunne tyde på, at 'alors que'-sætninger, i modsætning til 'bien

que'-sætninger, omhandler noget nyt. Men bortset fra disse (even­

tuelle) forskelle minder koncessive 'alors que'- og 'bien que'­

relationer meget om hinanden.

3.0 Konklusion. ------··---

Undersøgelsen af semantisk-pragmatiske forskelle og lig­

heder mellem de sek$ konjunktioner og de relationer, de indgår

i, har givet fØlgende hovedresultater.

'Bien que', 'quoique' og 'roerne si' indgår næsten udelukken­

de i koncessive relationer, men kan også, tilsyneladende som de

eneste af de seks konjunktioner, udtrykke restriktion. 'Si' kan

indgå i adversative og koncessive relationer og i en overgangs-­

type mellem disse to slags relationer. 'Alors que' og 'tandis

que' indgår begge i adversative relationer, mens det fortrinsvis

synes at være 'alors que', som kan udtrykke koncession.

I forbindelse med denne fordeling af konjunktionerne på

forskellige relationstyper har der rejst sig en del problemer.

Blandt andet har det i nogle tilfælde været vanskeligt at skelne

mellem koncessive og restriktive relationer. Det har, i forbindel­

se med 'si'-relationerne, vist sig, at ikke alle relationer klart

kan karakteriseres som enten koncessive eller adversative, og

det har givet problemer at skelne mellem temporale og adversa­

tive 'alors que/tandis que'-relationer.

Der har vist sig at være en del forskelle mellem relationer

af samme type (koncessive eller adversative) med forskellig kon­

junktion:

De eneste koncessive konjunktioner, der i alle tilfælde

synes at være synonyme, er 'bien que' og 'quoique'.

'Meme si' kan som 'bien que/quoique' bruges om faktiske

forhold, men kan derudover udtrykke koncession i forbindelse med

hypoteser og "åbne udsagn". De relationer, hvor 'roerne si'-sæt­

ningen omhandler kendsgerninger, svarer i nogle tilfælde fuld­

stændig til 'bien que/quoique'-relationer. Det er uklart, hvor­

for 'merne si (som oprindelig kun anvendtes om det hypotetiske)

trænger sig ind på 'bien que/quoique'-s område. Jeg har fore­

slået forskellige forklaringer herpå. I nogle tilfælde svarer

- 61 -

de reale 'roerne si'-relationer ikke til 'bien quejquoique'-rela­

tioner, idet 'roerne si'-sætningen omhandler noget af mindre betyd­

ning. I disse relationer betragter afsenderen ikke p som tilstræk­

kelig væsentlig til at kunne medføre non-q, d.v.s. han/hun går

ikke, som i en 'bien que/quoique'-relation, ud fra, at der er kon­

sensus om implikationen 'p ~non-q'.

I mange koncessive 'si'-relationer synes der at blive udtrykt

en tredje form for koncession: afsenderen mener ikke, at der er

konsensus om, at p normalt medfører non-q. Han/hun er klar over,

at p kan medfØre non-q, men tager klart afstand fra, at det skulle

være normen. p anses ikke blct for at være af mindre betydning,

men for at være uden betydning. Det må dog bemærkes, at forskellen

mellem koncessive 'si'-relationer og 'bien quejquoique/meme si'­

relationer ikke fremgår lige tydeligt af alle eksempler.

De koncessive 'alors que'-sætninger omhandler eventuelt noget,

som er nyt for modtageren, i modsætning til 'bien que/quoique'­

sætningerne, som omhandler noget kendt, men da eksempelmaterialet

rummer både eksempler og modeksempler på dette, og da det rummer

relativt få koncessive 'alors que'-relationer, kan det ikke af­

gØres, om det er tilfældet.

Der er blandt andet blevet konstateret følgende forskelle

mellem de adversative 'si'-relationer og de adversative 'alors

quejtandis que'-relationer.

I de adversative 'si'-relationer er modsætningen oftest

enkel, mens den for det meste er dobbelt i de adversative 'alors

quejtandis que'-relationer. 'Alors que/tandis que' kan slet ikke

(i modsætning til 'si') bruges i relationer med enkel modsætning,

hvor samme "stØrrelse" tillægges to forskellige egenskaber, der

gælder på samme tid/sted. 'Si'-relationerne og 'alors quejtandis

que'-relationerne synes at kunne udtrykke de samme modsætnings­

typer, dog kan 'tandis que' tilsyneladende ikke udtrykke modsæt­

ning mellem noget sandt og falsk.

Beskrivelsen af de seks konjunktioner og de relationer, de

indgår i, er naturligvis langt fra udtØmmende og endelig. Der er

mange uafklarede problemer, også udover dem, som jeg har gjort

opmærksom på i forbindelse med min analyse. Hvorledes skal kon­

junktionerne for eksempel oversættes til dansk? Findes der på

dansk ækvivalenter, som gør det muligt at gengive de betydnings­

forskelle, som jeg har konstateret mellem konjunktionerne?

- 62 -

Bibliografi.

Blu. (1976): Blumenthal, Peter (1976): "Komplexe Satze im

Franzosischen." In Zeitschrift fi.ir romanische

Philoloqie 92, p.59-89, Max Niemeyer, Ti.ibingen.

Blu. (1980): Blurnenthal, Peter (1980): La syntaxe du rnessage.

Beihefte zur Zeitschrift fi.ir Romanische Philologie

:9and 180, Max Niemeyer, Ti.ibingen.

Ducrot, Oswald (1972) : Dire et ne pas dire. Principes de

semantigue linguistigue, Hermann, Paris.

Ducrot, Oswald (1983): "Puisque : Essai de description poly­

phonique." In M. Herslund, o. Nørdrup, F. Sørensen:

Analyses qrammaticales du franqais, Revue Romane numero

special 24, p.l66-185, Akademisk Forlag, København.

Gettrup, Harald, Henrik Prebensen, Carl Vikner, Ole Wewer (1978):

Gruppeqrammatik. Opgaver i moderne fransk grammatik,

bind 2, Akademisk Forlag, København.

Gettrup, Harald og Henning Nølke (1984): "Strategies concessives:

Une etude de six adverbes franc;ais." In Revue Romane

~. p.3-47, Akademisk Forlag, København.

Grevisse, r.:aurice (1980): ~Bon Usage, Duculot, Paris-Gembloux.

Le Bidois, Georges et Robert (1983): syntaxe du Franqais moderne,

tome 2, Picard, Paris.

~1aegaard, Bente og Hanne Ruus (1981): Hyppige Ord i Danske

Romaner, Nordisk Forlag, København.

Pedersen, John, Ebbe Spang-Hanssen, Carl Vikner (1980): Fransk

§r~atik, Akademisk Forlag, København.

Sandfeld, Kristian (1977): Syntaxe du fransais contemporain. Les

propositions subordonnees, Droz, Gen~ve.

Togeby, Knud (endnu ikke udkommet): Grammaire franyaise, tome 5.

Citerede tekster:

I specialet er der en liste over de tekster, eksempelmate­

rialet er indsamlet i. Her nævnes kun de tekster, som direkte

er citeret i det foregående.

Anouilh, Jean: Pieces brillantes, La Table Rande 1951,

: Cher Antoine ou l'amour rate, La Table Ronde,l969.

Ayme, Marcel: La t~te des autres, Grasset 1952.

Bazin, Herve: Vip~re au poing, Livre de poche 1948.

Cri de la chouette, Grasset 1972.

- 63 -

Boulle, Pierre: Les oreilles du jungle, Flammarion 1972

Butor, Michel: Passage de Milan, Minuit 1954.

Camus, Albert: Les passedes, Gallimard 1959,

Cesbron, Gilbert: Don Juan en automne, Laffont 1975.

Cocteau, Jean: L'Aigle a deux tetes, Gallimard 1968.

Daninas, Pierre: Les carnets de Inajor Thompson, Livre de

poche 1973.

Deforges, Regine: La bicyclette bleu, Ramsay 1981.

Golon, Anne et Serge: Serie des Angelique, J'ai lu.

I. Angelique, marguise des Anges, t.2, 1956.

II: Le chemin de Versailles, t.2, 1958.

Ionesco, Eugene: Jeux de massacre, Gallimard 1970.

Jardin, Pascal: Madame est sortie, FlaiUIUarion 1980.

Larteguy, Jean: Les naufrages du soleil, FlaiUIUarion 1978.

Laurent, Jacques: Les sous-ensembles flous, Grasset 1981.

Marceau, Felicien: L'Oeuf, Gallimard 1957.

Mauriac, Claude: Thegtre, Grasset 1968.

Mauriac, Fran~ois: Maltaverne, FlaiUIUarion 1972.

Remy, Pierre-Jean: Salue pour moi le monde, Gallimard 1980.

Sabatier, Robert: Les fillettes chantantes, Albin Michel 1980.

San-Antonio: L'Histoire de France vue par San-Antonio,

Fleuve Noir 1964.

Reglez-lui son compte 1949, Fleuve Noir 1981.

Sartre, Jean-Paul: Les mouches, Gallimard 1947.

Troyat, Henri: Une extreme amitie, Ed.de la Table Rende 1963.

Viou, Flammarion 1980.

Vian, Boris: L'Ecume des jours, Jean-Jaques Pauvert 1963.

Yourcenar, Marguerite: L'Oeuvre au noir, Folio 1968.

Souvenirs pieux, Gallimard 1974.

Le Monde 14/12 1982, 10/2 1984

Le Katin 5/1 1984

Le Nouvel Observateur 24/7 1982, 11/9 1982, 3/8 1984.

France-soir 9/3 1984, 2/8 1984.

e vue mane Romansk Institut under Københavns Universitet udgiver foruden RIDS tidsskriftet REVUE ROMANE, der kommer med to numre om året. Det støttes af Statens humanistiske Forskningsråd og har siden 1966 været Skandinaviens eneste interna­tionale tidsskrift for romanistik med både litteratur og sprogvidenskab.

I 1982 blandt andet:

Steen lansen: Semiotique du theatre Ginette Kryssing-Berg: La Marquise de Lambert ou l'ambivalence de la vertu Henrik Prebensen: La proposition relative dite attributive Nils Soelberg: Du cote de Meseglise: Les metamorphoses du regard; Marcel

Proust: Du C6te de chez Swann

Etudes Romanes fremstår som særnummer af REVUE ROMANE og rummer større samlede afband­linger.

I 1983 er udkommet:

Henning Nølke:Lesadverbes paradigmatisants: Fonctionetanalyse. (Nr. 23).* M. Herslund, O. Mørdrop et F. Sørensen (edit.): Analyses grammaticales du

franrais. Etudes publiees a l'occasion du soe anniversaire de Carl Vikner. (Nr. 24).*

I løbet af 1983 udkommer endvidere:

Jørgen Lomholt: Syntaxe des noms geographiques enfranrais contemporain. (Nr. 25).

Finn Sørensen: La formation des mats en franrais moderne. A propos des suf­fixes -ieme, -iser et -able. (Nr. 26).

Gunver Skytte: La sintassi dell'infinito in italiano moderno. (Nr. 27).

*** Distribueres af: MUNKSGAARD, International Publishers Ltd., Nørre Søgade 35,

Dk-1370 København K De med * markerede dog af: Akademisk Forlag, Store Kannikestræde 6-8,

Dk-1169, København K Y deriigere oplysninger fås ved henvendelse til Romansk Institut, Jens Schou,

Njalsgade 80, Dk-2300 København S, tlf. (Ol) 54 22 Il