D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T

Kandidatspeciale Ole Fugl Hørkilde

NordVestArkivet  -­‐  en  auditiv  formidling  af  livet  i  et  bykvarter          gennem  vandring  og  erfaring  af  steder  

Moderne Kultur og kulturformidling Modul 17: Speciale, prøveform B Institut for kunst- og kulturvidenskab Vejleder: Jacob Kreutzfeldt Omfang: 120.000 anslag = 50 ns Afleveret den: 17. maj 2011

1  

 

NordVestArkivet  

      En  auditiv  formidling  af  livet  i  et  bykvarter    

      gennem  vandring  og  erfaring  af  steder  

 

 

 

Indledning     p.      3  

 

1. Byens  liv  og  erfaring  af  sted    1.1. Intro  –  Modernitetens  storby   p.      5  

1.2. Strategi,  hverdagspraksis  og  den  gående  i  byen   p.      6  

      1.2.1.  Rationalitet  og  strategi        6         1.2.2.  Taktik  og  hverdagspraksis        7         1.2.3.  Psykogeografi  og  den  slentrende        9  

  1.2.4.  Byens  liv  findes  ikke  på  kortet       11       Kritik  af  SI  og  opsummering  af  byens  liv             1.3.  Erfaring  af  sted   p.   13  

      1.3.1.    Stedet  og  kroppen     13         1.3.2.    Stedserfaring  som  resonans     16             1.4.  Opsummering  –  med  henblik  på  NordVestArkivet   p.    17  

 

 

 

2.  NordVestArkivet    

    2.1.  Produktet   p.   20  

      2.1.1.  Produktsbeskrivelse     20           Applikationen         2.1.2.  Produktsinspirationer     22           Audioguiden           Geotagging  af  lyd           Skoldhøj  Arkivet           Morten  Søndergaards  encyklopædiske  Vesterbro         2.1.3.  Opsummering  af  produktet     28         2.1.4.  Målgruppe     30        

    2.2.  Stedsreportagerne     p.   30  

      2.2.1.  Nordvestkvarterets  historie     32             Fra  land  til  by           Fra  udkantsbyggeri  til  moderne  bydel           Kvarterets  deroute           Kvarteret  i  dag  

2  

 

                      2.2.2.  Stedsreportagernes  udformning     36           Forarbejde  og  research           Reporter  og  fortællestil           Stedets  stemme(r)           Redigeringen         2.2.3.  Stedsreportagernes  funktion  og  samlede  udtryk     40        

    2.3.  Applikationen  –  mediering  mellem  krop  og  sted   p.   41  

      2.3.1.  Den  auditive  boble     41           Den  udvidede  lytteboble  –  Det  imaginære  rum  og  stedet           Vandringen  mellem  stedsreportagerne           Applikationens  konsekvenser  for  brugerens  perception             2.4.  NordVestArkivet  –  en  auditiv  og  kropslig  formidling   p.   45  

       

Konklusion   p.    48  

 

 

Litteraturliste   p.    51  

English    abstract   p.    54  

Bilag  

    Bilag  1  -­‐  Visualisering  af  Applikation       Bilag  2  -­‐  Oversigtskort  -­‐  Nordvestkvarteret       Bilag  3  -­‐  Stedsreportagernes  placering       Bilag  4  -­‐  Stedsreportagerne  -­‐  Grundtvigs  Kirke       Bilag  5  -­‐  ”Klokkergårdens  Ungdomsklub”       Bilag  6  -­‐  ”Skrald  og  skate”       Bilag  7  -­‐  ”NV  Auto  Park”       Bilag  8  -­‐  ”Bondestuens  sidste  dag”       Bilag  9  -­‐  ”Harry's  Place  og  gavlen”       Bilag  10  -­‐  ”Hjemløsehuset  og  Trekanten”  

   

Produktet  er  vedlagt  på  en  CD-­‐rom.    

Den  indeholder  8  stedsreportager  fra  NordVestArkivet.  

 1. Foran  Grundtvigs  Kirke  2. I  Grundtvigs  Kirke  3. Klokkergårdens  Ungdomsklub  4. Skrald  og  skate  5. NV  Auto  Park  6. Bondestuens  sidste  dag  7. Harry’s  Place  og  gavlen  8. Hjemløsehuset  og  Trekanten  

3  

 

Indledning  

Rulleskøjter suser hen over ujævn beton, en murerspand bliver smidt og i baggrunden strømmer der punkrock ud fra en ghettoblaster – en ung fyr siger: ”Jeg ved stort set ikke hvad det er for et sted – det har jeg så fundet ud af – men dengang jeg fandt det, vidste jeg ikke, hvad det var. Det var bare en grøn grund, jeg havde lagt mærke til, der havde ligget tom i… ja, flere år. Så tænke jeg bare, der kan sgu nok ikke ske så meget ved, at jeg går i gang med at bygge her…”1

En ung fyr er i gang med at konstruere en skate park på en gammel tomt fyldt med murbrokker, skrald og små grønne skud. Stedet ligger bag en Shell-tank i Københavns Nordvestkvarter, og sekvensen her er fra stedsreportagen ”Skate og Skrald”, der er en del af kulturformidlingsproduktet ”NordVestArkivet” (NVA). Denne følgerapports konkrete auditive produkt er otte stedsreportager fra Nordvestkvarteret, der repræsenterer indholdet i det overordnede formidlingsprodukt, NVA. NVA skal formidle livet i kvarteret gennem et personligt mobilt medie, og brugeren skal gå rundt i kvarteret og lytte til reportager på konkrete steder i kvarteret. Produktet er dermed en form for audioguide. Men hvorfor er det interessant at lave lydformidling af Københavns Nordvestkvarter og hvorfor er den ovenstående ytring fra den unge fyr egentlig interessant? Nordvestkvarteret ligger på kanten af København - lige uden for brokvartererne og lige før forstæderne. Kvarter har et blakket ry, da det er præget af sociale problemer og er forfaldent mange steder. Rent arkitektonisk er det en blanding af boligbebyggelse og erhverv i det 20. århundredes forskellige afskygninger. Men hvordan foregår livet egentlig i bydelen? Er det kun gråt og negativ? Byfornyelser er så småt ved at rydde op og ordne kvarteret med nye boliger og farverige parker - men fører det til et bedre kvarter, når forholdene bliver ordnede, og der bliver pænt og rent? I 1950’erne forsøgte en gruppe avantgardistiske aktivister, Situationistisk Internationale, at kortlægge byen psykogeografisk ved at slentre formålsløst og sansende gennem den. Det var et opgør med den rationelle indretning af livet i byen, og situationisterne søgte at indrette byen efter lyst og behov. I 1980 udkom den franske tænker Michel de Certeaus bog ”Hverdaglivets Praksisser”, der var inspireret af de situationistiske tanker. Certeau begrebsliggjorde den rationelle indretning af byen gennem en dikotomi, hvor ”strategi” var magthavernes rationelle styring af byen, og ”taktik” var borgernes hverdagsbrug af byens rum. Certeau klargjorde, at borgerne gennem hverdagpraksis udfordrede strategien bag byen. Det peger tilbage på udsagnet fra den unge fyr, der er ved at skabe en skate park et sted, strategien ikke favner. Det enkelte sted har betydning for livet i kvarteret og den amerikanske filosof og fænomenolog Edward S. Casey sætter stedet i centrum for menneskets væren i verden. For Casey begynder alt med, at mennesket er på et sted, og derfor er                                                                                                                      1 Bilag 6, CD spor 4

4  

 

vigtigt for mennesket at forstå de steder, hvor det opholder sig. Derfor er det essentielt at erfare stedet, så bydelens liv kan begribes. Disse tre teorier er det teoretiske net under produktet, NVA, som skal aktivere den moderne storbyborger gennem personlig auditiv formidling, der skal oplyse og underholde.

   

Problemformulering  

Hvordan kan auditiv formidling give den gående i byen en dybere erfaring (mererfaring) af stedet hvor han/hun bevæger sig?

Metode  og  produkt  

Udfærdigelsen af følgerapporten er sket løbende med udformningen af produktet. Dermed har produktet udviklet sig i samspil med de teoretiske overvejelser. Således danner Certeaus dikotomi mellem strategi og taktik, SI’s ideer om kortlægning af byen og Caseys stedsfilosofi et ideologisk og diskursivt grundlag for produktets udformning. Derfor har jeg foretaget en grundig læsning af teorien. Jeg har researchet bpde journalistisk og situationistisk til produktet, og det har taget lang tid at finde autentiske stemmer til de steder, der har fascineret mig. Lydormidlingen foregår gennem stedsreportager, der er interviews med lokale på konkrete steder. At jeg har valgt formidling i lyd, skyldes formen sanselige karakter og samtidige frigørelse af resten af kroppen til anden sansning. Praktisk er NVA’s formidling en udnyttelse af tidssvarende personlig mobil teknologi. Telefoner er blevet et samlingspunkt, da de i dag er små computere og produktet er beskrevet som en applikation til smartphones. Teorien er grund designet af brugermuligheder, og stedsreportagerne er en inspireret af radiomediets nærværsskabende kraft.

 

Følgerapportens  struktur  

Rapportens 1. del indledes med en introduktion til modernitetens storby. Derpå udfoldes Certeaus byteori og ”Situationistisk Internationale”s ideer. Herefter præsenteres teori for stedserfaring gennem Caseys tanker, og Casey kobles med kulturforsker Dan Ringgaards refleksioner over steders resonans. 2. del beskriver selve udformningen af produktet ”NordVestArkivet”. NVA er en applikation til smartphones, og jeg beskriver nogle kulturprodukter, hvor jeg har hentet inspiration. Herefter bliver stedsreportagerne udformning beskrevet gennem dokumentar- og radioteori. I 2. dels afslutning ser jeg nærmere på produktets mediering mellem bruger og sted. I rapportens afslutning samles trådene og der konkluderes på produktets funktion.

5  

 

1.  Byens  liv  og  erfaring  af  sted

1.1.  Intro  –  Modernitetens  storby  

Industrialiseringens triumf for godt 200 år siden igangsatte en udvikling, som førte til opførslen af

de store boligbyer, der kendes i dag. Omvæltningen fra landbrugssamfund til industrisamfund førte

til urbaniseringen i hele Europa. Den ekstreme vækst i indbyggerantallet i byerne, gjorde det

nødvendigt at lægge planer for udvidelser. Byerne skulle aflastes, da de var ved at kvæle sig selv i

industrialiseringens vækst. Den østrigske arkitekt Otto Wagner foreslog i sidste del af 1800-tallet at

storbyerne skulle udbygges med relativt selvstændige bykvarterer, hver med boliger, arbejdspladser

og servicefunktioner. Det skulle ske for at undgå den trafikale overbelastning af bykernen.

Bykvartererne skulle så afgrænses af et overordnet trafiknet, der samtidigt knyttede kvartererne til

hinanden og bykernen.2 Wagner havde forståelse for, at urbanisering er trafik og bevægelse, og

derfor måtte begge elementer inkorporeres i planlægning såvel som arkitektur. Denne erkendelse

blev udgangspunktet for planlægningen af de moderne byer. Op gennem det 20. århundrede blev

konceptet skærpet i takt med rationalismen tog til. Industriens tekniske fremskridt blev anskuet som

naturprocesser og kun det nødvendige, det sagligt påkrævede og hensigtsmæssige lå til grund for de

arkitektoniske og planlægningsmæssige valg. En udvikling der skete i samspil med

demokratiseringen af samfundet, hvilket vil sige, at det ikke længere var en enevældig magtudøver,

der manifesterede sin magt gennem opførsel af storslåede byggerier. Det var i højere grad et

demokratisk samfund med valgte magtudøvere, hvis mål var at indrette samfundet optimalt for

borgeren. Byen skulle skabe de bedst mulige forhold i en tid, hvor teknik, fart og funktionalitet

skulle vise vejen til et ideelt samfund.3

Magtudøvernes styring af byen er et kerneelement i den franske filosof Michel de Certeaus

analyser af den moderne bys liv. Derfor vil jeg starte specialets teoretiske del højt over

Nordvestkvarterets tage på toppen af World Trade Center med Certeaus analyse og refleksioner

over byens planlægning og dens hverdagsliv.

 

 

 

 

                                                                                                                     2 Kjærsdam 2006, p. 112 3 Ibid.

6  

 

1.2.  Strategi,  hverdagspraksis  og  den  gående  i  byen  

1.2.1.  Rationalitet  og  strategi  

Michel de Certeau bruger det at stå på toppen af World Trade Center og kigge ned i New Yorks

gader som et billede på den moderne bys planlægningsmæssige logik. Det er strategien bag byen,

der kommer til syne i beskuerens optik, højt løftet over gadernes liv. Begrebet strategi har militær

oprindelse og bruges til at beskrive den handlingsplan, der tilrettelægges for at opnå et bestemt mål.

Det defineres pt. som et længerevarende planlægningsforløb, for hvordan forskellige engagementer

hænger sammen for at opnå målet.4 Funktionalismen opstod omkring 1. Verdenskrig og var en

konsekvent rationalisering af byplanlægningen og arkitekturen. Hele byer skulle planlægges efter

nye funktionsprincipper, der skulle servicere borgeren. I kapitlet ”Vandringer i byen” fra

”Hverdagslivets praksis” har Certeau hævet sig op over gadernes uoverskuelige lukkethed og kan

betragte byens anonyme lov, der vender og drejer gaderne, som det beskrives.5

Begrebet strategi er i

Certeaus byoptik den samlede forestilling om en by, skabt af magtens institutioner, f.eks. et kort

over området, der fremstilles som en objektiv formidling af byen. Certeau spørger retorisk:

Er den umådelige teksturologi, man har for øjnene af sig, ikke blot en repræsentation, et optisk artefakt? Det svarer til

den faksimile, som landskabsarkitekten, byplanlæggeren eller kartografen fremstiller ved hjælp af en projektion, som

en særlig måde at etablere afstand på.6

Certeau beskriver her den strategiske planlægning af byen som en abstraktion, der er skabt til at

kontrollere den levende by med. Dette strategiske blik er for Certeau ikke et reelt billede af, hvad

der sker i byen, men derimod en repræsentation, som skaber afstand til, hvad der konkret foregår.

Certeau beskriver overblikket som ”et teoretisk simulakrum, hvor man glemmer eller miskender

praksisserne”.7

Rationaliseringen af byen omdanner den, ifølge Certeau, til en myte i strategiske diskurser, hvor

den funktionalistiske organisation i kraft af, at den privilegerer fremskridtet (tiden), glemmer sin

Praksisserne er de handlinger, som udøves i gadernes lukkethed, og som strategien

har sat rammerne for, men ikke kan styre. Den planlægningsmæssige diskurs bag byens udformning

handler om at udvikle en strategi, så man kan kontrollere byen. Certeau påpeger, at bybegrebet i

denne optik har til hensigt at skabe et sted, hvor alt der modarbejder byens helhed skal holdes nede.

På den måde skal uregelmæssigheder, afvigelser i en funktionalistisk tradition, afvises.

                                                                                                                     4 Wiki: Strategy –15.05.2011 5 Certeau 2010, p. 36 6 Ibid., p. 38 7 Ibid., p. 37

7  

 

egen mulighedsbetingelse (rummet selv). Samtidig med at rationaliteten styrer byens

mangfoldighed gennem organisering af enkeltheder, glemmer den byens umiddelbare dynamik, som

ligger i det at være et sted med mange mennesker og disses behov, der altså ikke tænkes med i den

videnskabelige og politiske teknologi. Rationaliteten afviser og udsletter de elementer, som

funktionalismen ikke kan rumme. ”Det er på en og samme tid maskineriet og helten i

moderniteten”, konstaterer Certeau og fortsætter: ”Magtens sprog ”urbaniserer sig”, men storbyen

er underlagt nogle modsatrettede bevægelser, som ophæver hinanden og kombineres uden for den

panoptiske magt”.8

Magtudøvernes ideologier sætter sig altså igennem i byen, men der er langt

flere parametre for livet. Borgerne lever i byen på andre måder end magtudøvernes tiltænkte. På den

måde bliver den rationelle gennemsigtighed uklar og dermed umulig at forvalte.

1.2.2.  Taktik  og  hverdagspraksis  

Certeau bruger begrebet taktik til at beskrive, hvordan den gående på selvstændig vis tilegner sig

byen og på den måde skriver en alternativ tekst til det strategiske overblikskort. Taktik er også et

militærbegreb, der dog er adskilt fra strategi ved at fokusere på udførelsen (handlingen) og hvordan

selve slaget udkæmpes.9

Ud fra det praksisorienterede begreb beskriver Certeau, hvordan det er

muligt at:

[…] analysere de ejendommelige og mangfoldige mikrobepraksisser, som et byplanlægningsmæssigt system skulle

forvalte eller undertrykke, og som overlever dets forfald; at følge den ynglende vækst i de procedurer, som ikke bliver

kontrolleret eller udslettet af den panoptiske administration, men i stedet forstærkes i en myldrende illegitimitet,

udvikles og indføres i overvågningens netværker og kombineres ud fra nogle ulæselige, men stabile taktikker, så de

kommer til at udgøre nogle dagligdagsreguleringer og hemmelige kreativiteter, som den observerende organisations

foranstaltninger og diskurser – der i dag er forvildede – blot skjuler.10

De hverdagspraksisser og taktikker, der regulerer dagligdagen og foregår inden for strategiens

ramme, vil hele tiden udfordre og underminere strategien, da praksis har et andet sprog. Rummets

praksisser udstikker de afgørende betingelser for det sociale liv og dermed for borgernes brug af

byen. Den mikrobepraksis Certeau selv griber fat i, er de gåendes skridt i byen. Certeau ser den

gåendes færden som et af de slags systemer, der rent faktisk præger byen, men samtidig er usynlig

for strategien. Bevægelsens eksistens skaber byens liv, men skridtene kan ikke lokaliseres, de

                                                                                                                     8 Certeau 2010, p. 42 9 Wiki: Strategy –15.05.2011 10 Certeau 2010, p. 43

8  

 

spatialiserer og skaber dermed rum. Skridtenes mylder består af talløse singulariteter, og deres spil

giver byens rum form. På den måde er det de gående, der skriver teksten uden selv at være i stand til

at læse den. Hermed sammenligner Certeau det at gå med en sproghandling. Certeau laver en

analogi mellem byens og sprogets strukturer: ”Gå-handlingen er for det urbane system, hvad

talehandlingen er for sproget eller for de fremsatte udsagn”.11 Jeg vil ikke gå dybere ind i de

Certeaus sprogteoretiske overvejelser, som Certeau kalder ”vandringens retorik”, da de ikke er

relevante for projektet, men blot fremhæve nogle af de refleksioner Certeau gør sig. Certeau

antager, at rummets praksisser svarer til en manipulation af nogle grundlæggende elementer i en

bygget orden (som i sproget) og, at det der falder udenfor må forstås, som afvigelser fra den

”bogstavelige mening”, der defineres af det byplanlægningsmæssige system. Det vender og

forskyder meningen i retning af en flertydighed på samme måde som et rystet billede forstyrrer og

mangfoldiggør den fotograferede genstand.12

Det er hverdagspraksisser, der sørger for, at det, det byplanlægningsmæssige projekt udelukker,

kommer frem igen. Bevægelsens ruter kan aftegnes på et kort, men disse linjer henviser kun til

fraværet af det, der er sket. Optegningerne mister det, der har været selve den handling, det er at

passere forbi. Det synlige spor erstatter den usynlige praksis, som har muliggjort det. ”Det

manifesterer det geografiske systems (grådige) egenskab: At kunne forvandle handling til

læselighed, hvilket betyder, at man glemmer en særlig måde at være i verden på”, som Certeau

konstaterer.

Med sin analogi fremhæver Certeau sit syn på

menneskets praksis som en problematisering af menneskets egne rendyrkede ordener. Det afspejles

også i byens rum, hvor Certeau sætter handlingen centralt i skabelsen af disse rum og pointere, at

planlægning ikke alene kan definere dem.

13

Certeau er imidlertid ikke den første, der har haft øje for den gåendes kreative potentiale. Siden

Baudelaires flanør strejfede rundt efter behag, og betragtede Paris i slutningen af 1800-tallet og

Det vil sige, at strategien bag byen har en totaliserende magt i forhold til de taktikker,

der afspejler hverdagspraksisserne. Certeaus beskrivelser af disse praksisser og deres udfordring af

de strategiske diskurser bag byen er en analyse, som forsøger at give forståelse for den fordrejning

magtudøvernes kontrol af byen skaber. Den gående tager byen i besiddelse ved at gå i den,

aktualisere det rumlige systems muligheder og opfinde nye måder at udnytte byen på. Den gående

bliver en medskaber af byens liv. På den måde tager vedkommende del i en kreativ proces på

praksisniveauet, hvilket ofte overses i planlæggerens strategiske optik.

                                                                                                                     11 Certeau 2010, p. 46 12 Ibid., p. 51 13 Ibid., p. 45

9  

 

beskrev ham som en flaneur, har figuren i mere eller mindre modificeret form været garant for

læsninger af byen. Certeaus gående er imidlertid ude af stand til at læse byen og præger den gennem

sine hverdagspraksisser. Certeaus analyse er bl.a. inspireret af den situationistiske bevægelse, der

opstod i 1950’erne og rettede et radikalt angreb på byens funktionalistiske struktur. Situationister

forsøgte at omstyrte byens strategiske diskurser og ønskede at bevidstgøre den gående om

vedkommendes kritiske og revolutionære potentiale til at indrette byen efter egne behov.

1.2.3.  Psykogeografi  og  den  slentrende  

Det var en lille gruppe revolutionære og radikale kunstneriske avantgardister, der i 1957 dannede

gruppen Situationitisk Internationale (SI). Det var en sammensat gruppe og frem til opløsningen i

1972 var der mange forskellige retninger i de samfundskritiske røster. I udgangspunktet ønskede SI

en ophævelse af skellet mellem kunsten og livet. Målet var den komplette overskridelse af det

kapitalistiske system. SI kritiserede den eksisterende arkitektur og det urbane rum, fordi det ifølge

dem fastlåste mennesker og umuliggjorde al form for leg og spontanitet. I SI’s første fase (til start

60’erne) var de interesserede i “the power and politics of urban space”, som de ikke blot studerede,

men samtidig forsøgte at transformere ved hjælp af forskellige metoder.14 Guy Debord var en af

hovedmændene i SI, og Debord var optaget af politisk teori og aktivisme. Allerede i midten af

50’erne skrev Debord kritiske tekster om den moderne byplanlægning og fremlagde metoder for,

hvordan den eksisterende by kunne angribes på nye måder. Et af de begreber Debord tog til sig og

beskrev var psykogeografi. Psykogeografisk observation var et studie af byens psykologiske

indvirken på dens indbyggere og modsætningen mellem traditionelle geografiske kort og de

psykogeografiske kort, hvilket kan ses som modsætningen mellem efterkrigstidens funktionalistiske

byplanlægning og situationisternes ønske om en fremtidig by præget af spontanitet, leg og

lidenskab. Ekstravagance, graciøsitet og desorientering var nøgleord og stod i modsætning til den

stadig større succes, som den funktionalistiske arkitektur havde fra 30’erne og fremefter.15

Debord

skrev i sin ”Kritik af den urbane geografi”:

Geografien studerer fx den bestemmende virkning af almindelige naturkræfter, såsom jordens sammensætning eller de

klimatiske forhold, på den økonomiske udvikling, og således den forståelse et samfund kan have af verden.

Psykogeografien foreslår studiet af de nøjagtige love og eksakte virkninger af det geografiske miljø, bevidst

tilrettelagt eller ej, på individets følelser og adfærd. Adjektivet psykogeografisk, som er passende ubestemt, lader sig

                                                                                                                     14 Pinder 2000, p. 358 15 McDonough 2009, p. 140

10  

 

anvende på de givne resultater fundet gennem denne slags studier; på deres indflydelse på de menneskelige følelser;

og endnu mere alment, på enhver situation og enhver adfærd, som synes at komme af samme opdager-ånd.16

Gennem psykogeografien er det muligt at forstå det virkelige liv i byen, og hvad den strategiske

planlægning egentlig betyder for menneskets adfærd og situationers opståen. Til at udforske byens

psykogeografiske aspekt udviklede Debord en speciel teknik til at kortlægge byens liv - dérive.

”Dérive is defined as a technique of swift passage through varied enviroments”, som Debord

beskriver det.17 På den måde slentrer subjektet igennem byens forskellige miljøer og det er vigtigt at

vedkommende fralægger sig vanlige relationer, arbejde og fornøjelse og giver efter for terrænets

påvirkning og de møder som opstår. Dérive betyder ”afledning” og indebærer, at den slentrende i en

periode ikke på almindelig vis bevæger sig rundt efter vante mønstre og på den måde er dérive’en

uløseligt forbundet til udforskning af de psykogeografiske påvirkninger. Dérive’en er en uproduktiv

og målløs mobilitet, der ikke efterlader nogen form for værk eller noget produkt. Den er en

konstruktiv adfærd, hvor individet lader sig rive med af de stemninger, konkrete områder og

miljøer. Da situationisterne drev gennem byen, foretog de en kortlægning af byens emotionelle

zoner og brød med den sociale orden og dens organisering af tid og rum.18 Det er ifølge Debord

rutinerne, der holder individet fast i forestillingen om hvilke muligheder, der er for at bruge byen.

Debord beskriver eksperimentet som en leg, men målet er skam seriøst, da det urbane landskab

fuldkomment tager hånd om den enkeltes behov, hvad end de måtte være. Således kan dérive-

eksperimentet åbne øjnene for nye og bedre måder at organisere byen på. ”Dériven har som mål at

afnaturalisere de indgroede strukturer”, som Debord skriver.19 Når en dérive udføres, vil ens kurs

været determineret af byens psykogeografiske relief, og den vil være kontrolleret af den strategiske

planlægning af byen, der ligger bag det psykogeografiske relief. På den måde slutter Debords dérive

sig til en marxistisk inspireret insisteren på, at byens natur er bestemt af historiens gang. Derfor er

det muligt gennem dérive’en at erfare byens psykogeografisk påvirkninger og med den viden

påvirke byens liv.20

                                                                                                                     16 Debord 1955

Idealet for Debord og SI var kampen for, at borgerne selv skulle være i stand til

at ændre byen efter egne behov. De havde store tanker om at indrette nye byer ud fra lidenskab og

behov, men det forblev ved utopien. De situationistiske skrifter var en modstand mod den

professionaliserede og sterile arkitektur, og derfor var deres kritik vedvarende, og dérive’en var et

17 McDonough 2009, p. 78 18 Bolt 2005, p. 10 19 Debord 1956 20 McDonough 2009, p. 77ff

11  

 

alternativ til den opfattelse af byens psykogeografi aspekt, som det geografiske kort ikke

indbefattede.

1.2.4.  Byens  liv  findes  ikke  på  kortet  

Certeau og den tidlige situationisme anser strategien, der tegner byen på et kort, som et misvisende

billede af det virkelige liv, der foregår på gadeniveau. Debord og SI understreger, at det geografiske

kort slet ikke afspejler det liv, der foregår i byen og hvordan rationaliteten, der ligger bag strategien,

lægger bånd på menneskets liv. Certeau er inspireret af denne tanke, men er ikke konfronterende og

viser i stedet, hvordan de taktikker, som hverdagens praksisser udgør, udfordrer magtudøvernes

strategi. Begge positioner ser den kartografiske repræsentation, som begrænsende for hverdagslivets

udfoldelser og afviser det geografiske kort, som et billede af byens liv. Det er den gående i byen,

der skaber byens liv ifølge Certeau, mens Debord hævder, at først gennem en formålsløs slentrende

praksis kan man løsrive sig fra strategien. Begge retninger politiserer den gående, men hvor Certeau

redegør for de bånd strategien pålægger den gående, så er SI’s aktivistiske credo et opgør med

magtudøvernes kontrol. Det enkelte menneske kan ifølge situationisterne erkende og forandre

situationen. ”Det gennemtravede miljø skulle netop erfares som sociale konstruktioner, det er

muligt at kritisere og underkaste en anden brug end den almindeligt accepterede, og den staten

dikterer. Målet med dériven var ikke så meget at gøre det genkendelige urbane terræn uhyggeligt

og anderledes, det var i stedet at muliggøre en anden indretning af byen”, som Mikkel Bolt

udlægger det.21

Byen kan gøres mere levende gennem den slentrende praksis nedbrydelse af de

bånd, som magtudøverne har lagt på byen, med det mål, at byen skal afspejle menneskets lyster og

behov.

Kritik af SI og opsummering af byens liv

I en arkitekturanmeldelse fra 1960 ankes der mod situationisternes teknikker, der kaldes

uvidenskabelige, kaotiske og for subjektive, men samtidig skrives der: ”at sandheden er, at

situationister studerer byens tekstur og deres forhold til menneskene mere intensivt end de fleste

arkitekter og en mere nede-på-fortorvet måde end de fleste byplanlæggere”.22

                                                                                                                     21 Bolt 2005, p. 8

Jeg vil plædere for,

at dérive’en er en operationel teknik og indtagelsen af rollen som en observator, der vandrer

formålsløst gennem byen, vil kunne bidrage til erfaringen af byens liv. En anden anke mod SI

kommer blandt andet fra kulturgeografen Kirsten Simonsen, der kritiserer hele den romantiske

22 McDonough 2009, p. 140

12  

 

figur, som den situationistiske slentrer udspringer af. Rollen som ”overlegen” betragter af byens liv

kan spores tilbage til Baudelaires flaneur. Flere gange gennem det 20. århundrede er flaneurens

skikkelse blevet brugt til at indfange byens dynamik, og mange gange er skikkelsen blevet brugt

som prototypen på det urbane liv. Denne skikkelses gyldighed argumenterer Simonsen imod.

Simonsen mener, at fremstillingen ignorerer det ”almindelige” liv, som er den måde, hvorpå

flertallet af byens beboere lever et hverdagsliv. Det er karakteriseret ved den lokale aktivitet og

præget af rutiner og involvering i institutionaliserede cirkler. Social interaktion er forbundet med

steder, hvor man lever, arbejder og konsumerer. På den måde er den frie, formålsløse og uophørlige

strejfen ikke repræsentativ for livsgangen og de dynamiske processer i bylivet. Simonsen

argumenterer for, at det er et arrogant signal at sende overfor de fattige eller de andre grupper i

byen, der ikke har ressourcer til at indgå i denne observation.23

Byens liv afspejles ikke på det geografiske kort og ifølge Certeau er det i byens rum gennem

erfaring af borgerens hverdagspraksisser, at man kan opfange livet. Gangen i byens rum er en

betydningsgenererende handling i sig selv. Dermed er den gående selv udøver af praksis. SI bruger

dérive som en metode for at kortlægge byens liv på en anderledes måde. Det er en analytisk

(læsende) praksis, der åbner nye muligheder. Kirsten Simonsen synes at have en pointe i kritikken

af figuren, der strejfer rundt i byen, som en elitær størrelse, selvom subjektet, der udfører en dérive i

Debords optik, er tænkt som en observator, der indfanger byen psykogeografisk, og derfor ikke kan

sammenlignes med borgeren, som lever et ”almindeligt” liv. Men det ligger implicit i SI’s

revolutionære budskab, at de ønsker at få folket til at omstyrte de eksisterende rammer. Måske er

borgerne slet ikke interesseret i denne operation og måske er tankegangen alt for abstrakt, som

Certeau understreger ved at beskrive taktikker som noget subjektet ikke selv kan artikulere overfor

den styrende strategi. Jeg vil dog holde fast i, at SI’ tænkemåde er interessant og spørgsmålet er,

om det ikke er muligt gennem formidling at tilbyde en anden erfaringsramme for byens liv, ved at

rette den slentrende i byens blik mod nogle af de praksisser, der udgør Certeaus taktikker.    

Det kan betegnes som en svaghed

ved den leg, Debord beskriver, er, at kun situationisterne selv kunne tage del i denne

psykogeografiske øvelse, og at den ikke involverede de borgere, som situationisterne så ivrigt

forsøgte at få i tale i deres aktiviteter.

 

 

 

                                                                                                                     23 Simonsen 2005, p. 35

13  

 

1.3.  Erfaring  af  sted  

Fænomenologen og filosoffen Edward S. Casey skriver: ”To be at all – to exist in any way – is to

be somewhere, and to be somewhere is to be in some kind of place”24. Mennesket er altid på et sted

med sin sansende krop. For Casey bliver stedet til imellem kroppen og landskabet, imellem den ring

af syns-, lugte- og lydindtryk som mennesket orienterer sig efter.25 Filosoffen Martin Heidegger

forbandt sted og væren, via sin udlægning af stedet som blivende skabt i en dobbelt bevægelse af

samling og åbning ud fra et menneskeligt indgreb. ”Et sted er ikke bare; et sted er noget, der finder

sted”, som Dan Ringgaard og Anne-Marie Mai skriver i indledningen til antologien ”Sted”, og på

den måde betegner Heideggers position som onto-fænomenologisk.26 Dan Ringgaard beskriver et

sted som en begivenhed, der ”opstår i mødet med subjektet, der sanser, erindrer og har viden om

det pågældende sted eller andre steder”.27

Med sit fænomenologiske standpunkt hævder Casey, at menneskets erkendelse har et andet

udgangspunkt end i de rene abstrakte begreber rum og tid. Casey gør stedet til genstand for

menneskets erkendelse, som sker gennem dets egen perciperende krop. Det er Caseys betragtninger

af kroppens møde med stedet, der vil være mit udgangspunkt for behandlingen af begrebet

stedserfaring i det følgende. Hvad angår begrebet ”sted” vil jeg præcisere, at Michel de Certeau

benævner ”sted” som en stabil størrelse bestående af sideordnede positioner og som noget, der ikke

er berøres af subjektet, hvilket Casey ville kalde en ”lokalitet”. Det praktiserede sted, som Certeau

kalder ”rum”, er derimod tæt på Caseys stedsbegreb.

En af de tænkere der ligger bag Ringgaards refleksioner

er Edward S. Casey, der har en kropsfænomenologisk tilgang til stedet og på den måde udbygger

Casey Heideggers værensfænomenologi. Caseys tilføjelse består i anskuelsen af, at alting begynder

med stedet. For Casey består stedet til hver en tid, og dermed mener Casey at stedet, hos Heidegger,

mangler bevægelse (tid) og sansning.

28

 

Sted er den levende krops umiddelbare

omgivelser og det erfares med kroppen.

1.3.1  Stedet  og  kroppen  

Casey udlægger "stedet" som værende til stede i det øjeblik, at mennesket eksisterer og dermed

befinder sig et eller andet sted. Casey skriver: ”There is no Knowing or sensing a place except by

                                                                                                                     24 Casey 1997, p. ix 25 Ringgaard 2010, p. 29 26 Mai 2010, p. 13 27 Ibid., p. 9 28 Mai 2010, p. 19

14  

 

being in that place, and to be in a place is to be in a position to perceive it. Knowledge of place Is

not, the, subsequent to perception […] but is a ingredient in perception itself”.29 Viden om et sted

ligger i selve den “levede oplevelse” og ikke kun i en abstrakt analyse af stedet i sig selv. Viden om

stedet er en del af perceptionen og dermed skabelsen af stedet. Det er perceptionen, som er det

vigtigste for oplevelsen af stedet, da den er menneskets opfattelse og fortolkning af det som sanses.

Stedet har sin egen operative intentionalitet, som fremkalder og reagerer på det perciperende

subjekt. Stedet kommer ikke efter perceptionen af dets enkeltdele som et billede der efterhånden

viser et puslespil. Et sted kan ikke stykkes sammen gennem en række mere eller mindre skæve

enkeltsansninger, da sansingen sker ud fra et sted med en fornemmelse, der bunder i kroppen.

Perceptionen er i udgangspunktet altid synæstetisk, ”noget, der angår hele den sansende krop i

bevægelse” (Ringgaard, p. 126). At kroppen sanser og er i bevægelse, tilføjer kinæstesi til

synæstesi. Kinæstesi angår erfaringen af hele kroppen i bevægelse eller hvile. Ved siden af at være

der og percipere stedet samlet og i bevægelse, binder kroppen stedet sammen ved at bevæge sig

omkring på det. Den væver sine mønstre undervejs. ”Samtidig orienterer den sig og det sker i

rummets tre dimensioner fra kroppens tre sider: oppe og nede, forfra og bagfra, højre og venstre.

Vi eksisterer og sanser ikke kun med kroppen, vi orienterer os også ud fra den”, som Ringgaard

udlægger Caseys tænkning.30

Kroppe og steder er begreber af samme type og natur, og de animerer gensidigt hinanden, og de

former for bevægelse udgør en operationel metode, for hvordan det enkelte sted perciperes. Steders

forhold til hinanden, og deres forskellige betydninger bunder i deres relationelle forhold og af

stederne selv. Casey hævder, at eventuel ensartethed mellem steder skyldes deres ”interaction with

bodies that find themselves engaged with them [Places]”.

31 Steder er betydningsmæssigt de samme,

når de er elementer i det samme materielle område. Dette område holder ting sammen, som har den

samme ”materielle essens”, som konstitueres af såvel fysiske ting (som lokaliteten og områdets

tekstur) som psykologiske fænomener (eksempelvis erindringer og tanker).32

                                                                                                                     29 Casey 1996, p.18

Ifølge Casey er det et

kendetegn ved steder, at de sjældent har faste og uigennemtrængelige grænser, derimod er porøse

grænser et essentielt træk ved stedet. Stedet konstrueres i forhold til andre steder, men også fordi

30 Ringgaard 2010, p. 126f 31 Casey 1996, p. 30 32 Ibid., p. 30f

15  

 

stedet ikke er skarpt afgrænset og opstår som begivenhed i nær kontakt med de umiddelbare

omgivelser.33

Casey beskriver desuden, hvordan individets historie og kultur reflekteres i øjeblikket på stedet:

“Place is the immediate ambiance of my lived body and its history, including the whole sediment of

cultural and social influences and personal interests that compose my life-history”.

34 Ud fra sin

fænomenologiske vinkel pointerer Casey, at kultur ikke kan eksistere uden at eksistere på stedet.

”Perceiving bodies are knowing bodies, and inseparable from what they know is culture as it

imbues and shapes particular places. It is by bodies that places become cultural in character”,

skriver Casey, og således vil en kulturel aktivitet altid være knyttet til et bestemt sted.35 Kultur

eksisterer ifølge Casey mere konkret og komplet på steder end i sind og symboler.36 Dermed er

stedet, i samspil med det enkelte subjekts perception, en socialt skabt begivenhed i tid og rum, hvor

såvel kroppen som landskabet i forvejen er ladet med kultur. Casey skriver: “To begin with, we

need only observe that both body and landscape are always already imbued with cultural

determinants.”.37

Kroppen er altid under indflydelse af kultur gennem gentagende bevægelser,

gennem topografien og arkitekturen og gennem de sociale rutiner, der følger med.

Place, already cultural as experienced, insinuates itself into a collectivity, altering as well as constituting that

collectivity. Place becomes social because it is already cultural. It is also, and for the same reason, historical. It is by

mediation of culture that places gain historical depth. We might even say that culture is the third dimension of places

[…].38

Casey understreger her, at stedet ikke er ren natur i sin sammensætning. Casey hævder at ingen

steder er førkulturelle og foreslår, at kultur er stedets tredje dimension, der giver stedet dets

historiske dybde. Således opstår stedet mellem krop, landskab og kultur. Dermed er sted det

centrale for menneskets forståelse af kultur og dermed af sig selv. Erkendelsen opnås ikke a priori,

men gennem perception af stedet.

Indlejret i Caseys stedstænkning er en kritik af det postmoderne liv i et senkapitalistisk samfund.

Casey mener, at den livsstil mennesket har udviklet har konsekvenser for stedet og for livet:

                                                                                                                     33 Ibid., p. 42f 34 Casey 2001, p. 404 35 Casey 1996, p. 34 36 Ibid., p. 33 37 Casey 1993, p. 30 38 Ibid., p. 31f

16  

 

The incessant motion of the postmodern life in late-capitalist societies at once echoes and exacerbates this fear.

Rushing from place to place, we rarely linger long enough in one particular place to savor its unique qualities and its

local history. We pay a heavy price for capitalizing on our basic animal mobility. The price is the los of places that

can serve as lasting scenes of experience and reflexion in memory.39

Casey påpeger, at mennesker uophørligt er i bevægelse fra sted til sted og at det medfører, at

mennesket overser det enkelte steds unikke kvaliteter og den lokale historie. Casey understreger, at

det kan fører til, at mennesker taber steder, som ellers kan være vedvarende scener for erfaringen.

Derfor er det vigtigt at kunne opdyrke stedserfaringen og være bevidste om, hvor vigtig den lokale

viden er. ”Local knowledge is at one with lived experience if it is indeed true that this knowledge is

of the localities in which the knowing subject lives. To live is to live locally, and to know is first of

all to know the place one is in.”.40

Casey samler tid og rum på stedet og frem for at være adskilte, optræder de her som ligeværdige

uomgængelige parametre. Det er en altgennemtrængende samling, der opstår af stedets evne til at

samordne tid og rum i begivenhed. Stedets dekonstruktion af tid og rum baner vej for deres fælles

rekonstruktion, men først og sidst står de to dimensioner tilbage som dimensioner af stedet, og de

erfares og udtrykkes på stedet i kraft af stedet som begivenhed.

Casey pointerer, hvordan ”lokal viden” er ét med den levede

erfaring i sin optik. At leve er at percipere og erfare stedet, hvor man befinder sig. Stedserfaring er

essentielt for subjektet, da det er kilde til at begribe kulturen og historien, der eksisterer på stedet og

gennem subjektets percipering.

41

1.3.2.  Stedserfaring  som  resonans  

Dan Ringgaard skriver at man ”kan betragte stedet som en palimpsest, som en lokalitet der

indeholder lag på lag af betydning og som konstant overskrives med ny betydning”.42 Ringgaard

bruger de gamle pergamenter af dyreskind som billede, hvor skriften aflejrede sig ved genbrug.

Billedet beskriver, hvordan et sted hele tiden bliver ændret og skifter betydning, dels fysisk af alt fra

erosion til vind og vejr, dels i mødet med hvert enkelt individs og grupper tanker, følelser,

erindringer, handlinger og fortællinger.43

                                                                                                                     39 Ibid., p. xiii

De betydninger, der ifølge Casey gør lokaliteten til et sted.

Ringgaard pointerer ydermere, hvordan Caseys samling af tid og rum gør stedet til en kompleks

40 Casey 1996, p.18 41 Mai 2010, p. 127f 42 Ringgaard 2010, p. 153 43 Ibid., p. 154

17  

 

størrelse, når ”det hele tiden udsættes for vilkårlige ændringer, hvis det konstant overskrives af

subjektivitet og andre tider og steder”.44

Stedet er søgt skildret og gengivet i mangt et kulturprodukt, bl.a. i litteratur, og det er her

Ringgaard i stedsbeskrivelser henter et begreb til at begribe det komplekse sted. Ringgaard benytter

begrebet resonans om stedsbeskrivelser, der sætter et sted ”i bevægelse mellem sig selv og noget

andet, eller mellem sine mange udgaver”.

45 Resonans kommer af latin resonantia, der er afledt af

re- og sonare, der betyder at ”klinge”.46 Det er en forlængelse af lyd og klangen ved at

tilbagekastnig af lyden og bruges i fysikken til at beskrive svingninger. Genklangen kan også have

en billedlig betydning som der står under opslaget af resonans i ”Ordbog over det danske sprog –

1700-1900”: ”Ethvert æstetisk Indtyk . . har noget, der viser udover sig selv og giver Resonans

videre om”.47 Resonans kan bruges som en metafor for en merbetydning. Ifølge Ringgaard består

resonansen hos Casey i samlingen af tid og rum, men Ringgaard bruger resonans som

samlingsbetegnelse for forskellige teoriers udlægninger af stedets essenser. ”Resonans er ikke bare

en rumlig, men også en rummelig metafor der kan favne alle de begreber og flere til, en metafor der

gør stedet til et, med de Certeau, levende rum”, som Ringgard skriver.48

Ringgaard understreger

med sit ordspil, hvordan resonans forsøger at indfange stedet som fysisk rumlige begivenhed og

som et samlingspunkt for diverse betydninger som stedet lades med. Som hos Certeau hvor stedet i

høj grad opstår i kraft af handlinger, er stedet bl.a. en resonans af rumlig praksis. Det er de

hverdagspraksisser, der udgør taktikkerne, som skaber byens liv. Resonans er dermed et begreb,

som kan bruges i beskrivelsen af stedet og dets mange betydninger. I øjeblikkets stedsperception

resonerer stedets forskellige fortællinger, historier og mennesker.

 

1.4.    Opsummering  –  med  henblik  på  NordVestArkivet  

Med Michel de Certeaus begrebsapparat er det muligt at begribe byens dynamik. Rationaliseringen

af byen har gjort den til en myte i strategiske diskurser i kraft af, at den priviligerer fremskridtet, og

dermed glemmer sin egen muligshedsbetingelse, som, i Caseys optik, er stedet. Certeau fremhæver,

at det er borgenes hverdagspraksisser, der udgør byens taktikker, der skaber byens liv. Den gående,

                                                                                                                     44 Ibid., p. 154 45 Ibid., p. 154 46 DDO: Resonans – 16.05.2011 47 ODS: Resonans – 16.05.2011 48 Ringgaard 2010, p. 272

18  

 

eksempelvis, tager byen i besiddelse ved at gå i den og aktualiserer steders muligheder og opfinder

nye måder at udnytte disse steder på. Ved at gå i byen udøver subjektet praksis i byens rum, på

stederne, hvilket er en betydningsgenererende handling.

Situationistisk Internationale (SI) hævdede, med Guy Debord i spidsen, at byens liv kan erfares og

kortlægges psykogeografisk gennem en metode, hvor man slentrer formålsløst og uproduktivt i

byen. Denne dérive-metode skulle afnaturalisere byens indgroede stukturer og omstyrte strategien

bag for at indrette byen efter menneskets begær og behov. Kirsten Simonsen påpeger, at den

slentrende observator i byen sætter sig i opposition til de ”almindelige” menneskers

hverdagsprakssiser i byen og derfor ikke repræsenterer dem. En pointe der er særdeles brugbar, når

”NordVestArkivet”s ambition er at formidle byens liv.

Edward S. Casey fænomenologiske stedsfilosofi beskriver, hvordan mennesket perciperer et sted.

Casey beskriver stedet som værende en begivenhed, der bliver skabt i samspil mellem den

perciperende krop, de fysiske omgivelser og kultur. Det sidste kan optræde i form af psykologiske

fænomener (eksempelvis erindring og tanker). Casey pointerer, hvor vigtig interaktionen mellem

krop, sted og bevægelse. Stedets sanses udfra en fornemmelse, der bunder i kroppen og gennem

bevægelse på stedet, binder kroppen stedet sammen. Casey præciserer, at der mellem steder

sjældent er faste og uigennemtrængelige grænser. På den måde flyder de ud i hinanden og Casey

forsøger at fastlægge et områdebegreb for betydningsmæssigt ensartede steder, som er bestemt af

fælles ”materiel essens”, der indeholder både fysiske og psykologiske aspekter. Denne bestemmelse

bruges i ”NordVestArkivet” til at relatere steder i Nordvestkvarteret til hinanden.

En af Caseys anker mod det senmoderne samfund, er, hvordan den hastige livsførelse fører til tabt

dybdeforståelse for stedet. Det pointeres, hvor vigtig ”lokal viden” er for erfaringen af stedet og

hvordan den er ét med den levede erfaring. NVA er en måde at videreformidle det på, da lokale

fortællere give stederne en stemme. En helt konkret menneskelig stemme, der giver perceptionen en

anden dimension end den umedierede gang gennem byen. Dermed kan fortællingen af stedet, helt

matrielt, eksemplificere en kulturel og historisk dimension af stedet.

NVA ansporer til at slentre rundt i byen og opleve kvarterets ”materielle essens”, og på den måde

er produktet inspireret af den situationistiske derivé. Lydformidlingen af kvarteret skal aktivere

brugeren og fremkalde en anden stedsperception gennem stedsreportagerne. Det gør ikke brugeren

til en situationistisk aktivist, men dog til en observator, der perciperer med kroppen og forholder sig

til ”almindelige” mennesker. På den måde er den slentrende observator, men ligeledes en gående

udøver af praksis, som Certeau hævder. I resten af specialet vil jeg bruge betegnelsen ”den gående”

19  

 

om brugerens aktiviteter, for at undgå forvirring. Betegnelsen fremhæver brugeren af NVA, som en

udøver af en betydningsgenererende praksis på trods af sin slentrende observerende rolle. Den

auditive formidling skal henlede brugerens opmærksomhed på de usynlige praksisser, der bl.a.

skaber steder og byens liv. Casey ser stedet som en begivenhed, og det er formidlingen af dette

stedsopfattelse, som NVA vil benytte. Derfor er den gående lytter også med til at skabe stedet i det

øjeblik vedkommende opholder sig der. Dermed bringer NVA vedkommende i en situation med

stedet, i en begivenhed. Dan Ringgaard benytter metaforen resonans, som en samlebetegnelse for

alle typer beskrivelser, der kan sætte stedet i spil mellem sig selv og noget andet eller mellem dets

mange udgaver. NVA vil skabe en resonans mellem den udgave af stedet som reportagen i ørerne

beskriver, og den udgave af stedet som den gående perciperer i lytningens øjeblik.

Dermed skal NVA dokumentere og formidle de hverdagsprakssiser, der river og flår i den strategi,

der ligger bag Nordvestkvarteret. NVA skal skabe resonans gennem en menneskelig stemme, der

giver den gående en anden perception, end den umiddelbare perception, ved at tilføje en anden

kulturel og historisk dimension.

20  

 

2.    NordVestArkivet  

Otte stedsreportager fra Nordvestkvarteret er specialets håndgribelige produkt. Stedsreportagerne er

delelementer af det overordnede produkt, ”NordVestArkivet” (NVA), der ikke er materialiseret, da

det ville kræve en større teknologisk ekspertise og kunnen end jeg er i besiddelse af. Derfor vil jeg

herunder i stedet skitsere en mulig udformning af et endeligt produkt, for derefter at nævne nogle

inspirationskilder. Derpå vil jeg præsentere Nordvestkvarterets historie og beskrive overvejelserne

omkring produktionen af stedsreportagerne, deres samspil med stedets historie og det samlede

produkt.

 

2.1.  Produktet  

NVA mål er at give brugeren, den gående i byen, en erfaring af kvarteret og har fokus på bevægelse

rundt i kvarteret. Stedsreportagerne er NVA’s poster, hvor lytter de enkelte steder lytter til

specifikke fortællinger. De otte stedsreportager er eksempler på de fortællinger arkivet, skal bestå

af, men et endeligt produkt skal som udgangspunkt indeholde flere stedsreportager, som formidler

kvarterets liv. Produktet er tænkt som et uafsluttet arkiv, hvor nye fortællinger fortløbende vil kunne

tilføjes, så de tilføjer stederne historiske lag.

 

2.1.1.  Produktsbeskrivelse  

Bag den udformning af NVA, jeg vil beskrive, ligger en teknologisk udviklingshistorie af

individuelle mobile lydafspillere. De blev hvermandseje med walkman’en i 1980’erne og har siden

udviklet sig til digitale afspillere, hvor man kan have enorme mængder materiale med på farten.

Den primære brug har siden walkman’en været afspilning af musik, men de kan også bruges til

lydbøger, podcast, museumsformidling etc. Deres vigtigste karakteriska er mobiliteten og det

private rum. Udbredelsen af separate mobile lydafspillere (mp3-afspillere) er stadig voksende, men

i de senere år er funktionen også blevet integreret i mobiltelefoner. Telefonerne er blevet et

samlingsmedie og er praktisk talt små computere, hvis fremmeste modeller betegnes smartphones.

Smartphonens funktioner er bygget op omkring et styresystem, og den fysiske navigation sker

eksempelvis via en touch screen.49

                                                                                                                     49 Jf. Bilag 1

Styresystemet giver avancerede datamuligheder og andre

forbindelsesmuligheder end en traditionel mobiltelefon gør, hvilket betyder, at det er muligt at

21  

 

installere nyt software. Det findes utallige tilføjelsesprogrammer (bedre kendt som applikationer),

og de kan købes eller hentes gratis over telefones datanetværk.50

En smartphone er et medie, der kan tilbyde nye aspekter til mobil auditiv formidling ved at

inddrage brugeren aktivt gennem brug af software, men fordrer et aktivt tilvalg. Derigennem kan

den lydlige formidling kombineres med en simpel visuel brugerflade. I forhold til den auditive

formidling af Nordvestkvarterets liv, vil jeg herunder beskrive en mulig udformning af

applikationen og dens egenskaber.

 

Applikationen  

Nordvestarkivet har et geografisk afgrænset funktionsområde. For at man som bruger skal kunne

aktivere det, skal man opholde sig indenfor postnummeret 2400. Det kan smartphonen registrere

gennem Global Positioning System (GPS), der er et positioneringssystem, som bygger på

Sattelitkommunikation med det konkrete medie. Når applikationens åbnes, vil man på

smartphonens skærm kunne se et kort over kvarteret, og på det vil der være en rød prik, der angiver

brugeren position51

De enkelte stedsreportager er også placeret via GPS-teknologi. Helt konkret er deres lokation

bestemt via stedets koordinater, hvilket i dagens mediesprog betegnes geotagging. Det vil sige at

hver enkelt reportage er geotagget ind på det kort, som applikationen benytter.

. Brugerens position spores ligeledes af telefonens GPS-funktion. På skærmen

kan man derudover se en række lyseblå cirkler, og det er her stedsreportagerne befinder sig. For at

kunne lytte til en reportage skal man aktivere den, hvilket sker gennem sin positionering.

Pædagogisk formuleret kan man sige, at den røde indikator skal i kontakt med den lyseblå cirkel,

før det er muligt at afspille stedets reportage.

52 Kortet, der

benyttes i applikationen er Google Maps, er et digitalt verdenskort, som er skabt og ejet af

internetimperiet Google. Firmaet har udviklet et produkt, der hedder Google Maps API, der er en

åben platform, som gør det muligt for softwareudviklere at integrere det i websites og applikationer.

Nordvestarkivet bygger således også på Google Maps API.53

Bilag 1 er en konkret visualisering af applikationens brug. Det er eksemplificeret ved en iPhone 4,

som er firmaet Apple’s produkt, hvortil man i deres applikationsbutik (App Store) pt. kan hente

                                                                                                                     50 Wiki: Smartphone – 15.05.2011 51 Jf. Bilag 1 52 Wiki: Geotagging – 15.05.2011 53 http://code.google.com/intl/da/apis/maps/index.html - 16.05.2011

22  

 

mere end 350.000 applikationer.54 I Bilag 1 befinder brugeren sig på Bispevej 1 og lytter til stedets

reportage ”Skrald og Skate”.55

De muligheder brugeren har for at gå videre i NVA er ret simple. På bilaget er der vist tre

knapper, der henholdsvis foreslår de reportager, der er tættest på; de reportager, der har indhold der

relaterer til den nuværerende, eller de reportager som andre brugere, der har lyttet til den

nærværende reportage, også har lyttet til. Desuden er der en informationsknap, hvor man helt kort

kan læse, hvad der er sket på stedet, hvis det har ændret sig markant, siden reportagen blev optaget.

Dette er grundtrækkene i designet af NVA-applikationens funktioner.    

Når reportagen afspilles, er det muligt at bevæge sig frit omkring,

både på det pågældende sted, men også videre ud i kvarteret, hvis man ønsker det. Under

afspilningen vil det være muligt at se et par fotografier, der er tager på stedet tidligere, så man kan

få et indtryk af, om stedet har ændret sig. Ellers er det blot lyden der hurtigt og enkelt afspilles

således, at brugerens opmærksomhed kan samle sig om den fysiske lokation simultant med

lytningen.

 

2.1.2.  Produktsinspirationer  

Audioguiden  

Den største inspirationskilde til ”NordVestArkivet”s lydlige formidling er audioguiden, der

traditionelt er en auditiv formidling af en udstilling, en oplevelse eller et sted. Formidlingen foregår

oftest gennem en håndholdt enhed med hovedtelefoner og et mere eller mindre struktureret forløb,

som brugeren skal følge. Ifølge digital museumformidler Löic Tallons betragtninger, kan

audioguiden, som medie karakteriseres som ”mobil, digital og personlig”.56 Audioguiden startede

ud med at være (og er stadig mange steder) en oral formidling af objektet eller emnet. I modsætning

til de stationære informationstavler, der ellers anvendes (Tallon skriver om museumsformidling), er

mediet mobilt, fordi brugeren kan lytte i bevægelse, men også fordi information kan modtages

samtidig med, at emnet, der formidles, perciperes visuelt.57

                                                                                                                     54 Wiki: Smartphone – 15.05.2011

Afsenderen kan som minimum bruge en

audioguide til at formidle indsigt, kontekst, praktiske informationer eller videnskabelige

betragtninger, men den kan også været et sanseligt værk i sig selv. Helt praktisk kan det siges, at det

55 jf. Bilag 6; CD spor 4 56 Tallon 2008, p. xviii 57 Fisher 2004, p. 2

23  

 

er elektronisk formidling gennem en bærbar enhed, hvor målet er at give brugeren en personlig og

givende oplevelse, hvor der bliver skabt porte til emnet, så vedkommende kan forholde sig til det.58

Udviklingen i audioguidens udtryk hvad angår afsenderform har gjort, at den i dag står for langt

mindre paternalistisk formidling end tidligere. Det passer til nutidens brugere, der ønsker selv at

kunne være medskabere af oplevelsen. Det 21. århundredes museumsbesøgende er ikke så meget

publikum som de er forfattere og aktive deltagere i henhold til at skabe indhold og betydning.

59 En

velfungerende audioguide er i spændingsfeltet mellem struktur og frihed. Afsenderen vil gerne

formidle konkret information samtidig med, at det visuelle skal sættes i spil uden at blive

gennemtærsket. Så det handler om at give brugeren frie muligheder indenfor for en gennemskuelig

struktur.60

Medieprofessor Andrew Crisell omtaler radio som et ”blindt medie” og det samme kan siges om

audioguiden, da afsender og modtager ikke kan se hinanden. Det kan have konsekvenser for

formidlingen, da muligheden for misforståelse og fejltolkning fra modtagerens side er langt større

end ved visuel formidling.

61

Et eksempel på en audioguide, der tilbød museumsformidling i byrummet, er ”Vejleguide.dk”.

Projektet formidlede Vejles historie gennem en mobiltelefonaudioguide, hvor brugeren kunne lytte

til steders specifikke historie. Det handlede om at give brugerne en forståelse af stedet gennem

historiske fortællinger.

I konkret genstandsformidling på et museum har audioguiden dog sin

styrke i, at lytteren er fysisk til stede og simultant med lydformidlingen kan percipere genstanden

visuelt. Men ved formidling af mere ukonkrete emner kan misforståelser forekomme. I et byrum

kan det være sværere at fortælle historier, da der er mange andre påvirkninger udefra gennem andre

lyde og ukontrollerbare elementer i den visuelle perception.

62 Det skete både i tekst, billede og lyd. Det var en ”on location”

dramatisering og dermed iscenesættelse af stedet, hvor de først prøvede at skabe en novelleform, så

pladsens forskellige begivenheder kunne væves ind i fortællingen. Det skulle ske gennem en fiktiv

auditiv karakter på stedet og resulterede i 5-7 minutters lange historier. Formidlingen havde det

problem, at det fiktive element tog fokus fra det væsentlige, nemlig historieformidlingen. Desuden

oplevede de, under udviklingen af produktet, at 5-7 minutter var alt for kort tid til at sætte sig ind i

en forståelig fiktionsramme.63

                                                                                                                     58 Smith 2008, p. 63 og Tallon 2008, p. xxi

I stedet blev produktet til ”Dagbog fra en Vejle-borger”, hvor der

59 Tallon 2008, p. xiv 60 Smith 2008, p. 64 61 Crisell 1996, p. 3 62 Knudsen 2009, p. 94 63 ibid., p. 95

24  

 

blev kreeret fiktive dagbøger, der var baseret på autentiske historier og de var koblet til 12

destinationer i Vejle centrum. Konceptet blev på den måde ”enkelt, stramt og logisk”, og

formidlingen kunne let springe i tid fra historie til historie uden, at det var forvirrende for brugeren,

som museumsinspektør Jacob Knudsen opsummerer.64

”Dagbog fra en Vejle-borger” er et eksempel på ny museumsformidling gennem de

allestedsnærværende nye medier. Det er kendetegnede for vores liv, at vi kan tage de mobile medier

med overalt. De afspejler vor tids nomadeliv, hvor vi konstant er i bevægelse mellem et sted og et

andet.

65

Et andet inspirerende eksempel på lydformidling i byen, og som er udtryk for den beskrevne

mediemobilitet, er audiowalken. Audiowalk er en anden betegnelse for audioguide-fænomenet. I

navnet understreges bevægelse gennem gang (walk), men til gengæld er guideelementet udeladt.

Den tyske kunstner Christina Kubischs værk ”The Electrical Walks” er en anderledes auditiv

formidling af byens rum gennem byens lyde. Kubisch skabte i 2003 det uafsluttede projekt, som

betjener sig af et par specialbyggede hovedtelefoner. De er bygget til at modtage elektromagnetiske

signaler fra omgivelserne og konvertere dem om til hørbar lyd.

66 Således er de usædvanligt store

hovedtelefoner i sig selv afspilleren. De er tiltænkt bymiljøer og Kubisch lavede et kort og

markerede steder med særligt mange lyde, såsom hæveautomater, sikkerhedssystemer,

undergrundssystemer mv.. På den måde skabte Kubisch en auditiv dérive, hvor den gående kunne

udforske lyden gennem et usynligt net af elektromagnetisk information.67

Projektet har en ultimativ

mobilitet, da brugeren kan bevæge sig helt frit rundt i byen og lytte. Det er en abstrakt æstetisk

formidling af byen, som giver brugeren nye perspektiver på byen ved at lade vedkommende gå

rundt og absorbere den på en anderledes måde. Dermed har det ikke en konkret stedsformidlende

karakter, som er målet med NVA. ”The Elektrical Walks” ligger sig mellem audioguiden og mp3-

afspilleren i sit udtryk, og jeg vil vende tilbage til det i afsnit 2.3., hvor jeg ser på NVA’s mediering

mellem krop og sted.

Geotagging  af  lyd  

Vejleprojektet omhandlede steder med en signifikant historie, hvor NVA handler om at formidle

byens liv gennem øget erfaring af stedet. Derfor er det ikke nødvendigvis historisk signifikante

                                                                                                                     64 ibid, p. 96 65 Chambers 1994, p. 50 66 Kubisch 2011 67 Cox 2009, p.1

25  

 

steder, der formidles, da det primært er steder, som kan bidrage til en forståelse af kvarterets

taktikker, som skal formidles. Metoden til at gøre NVA stedsspecifikt uden at det er signifikante

steder er delvis hentet fra det tyske lydformidlingsprojekt ”radio aporee ::: maps”.68 Det har været

under udvikling siden 2006 og har som mål at samle lyd og rum for at skabe en kortografi, som

udelukkende fokuserer på lyd. Projektet er et deltagelsesprojekt, der er åbent for offentligheden, og

det består af utallige optagelser fra såvel urbane som landlige miljøer. Alle kan deltage ved at

optage et steds lyd og derefter plotte det ind på kortet via koordinater, hvilket betegnes geotagging.

Det er den samme geotagging, som jeg benytter i NVA. Forskellen er, at brugeren af NVA kun er

modtager og ikke afsender. ”radio aporee” har så at sige den modsatte funktion, hvor de har skabt

en applikation, som man kan bruge til at uploade og geotagge ens optagelser, så de bliver

tilgængelige på et kort på nettet. Der er en internetbaseret portal, hvor målet er at lave et fortløbende

”Soundmap” over hele verden. Deres kort er også inspirationen for integrationen af Google Maps

API i NVA-applikationen.69

 

På den måde kan de specifikke stedsreportager gøres tilgængelige for

smartphonebrugeren. NVA er lukket, fordi jeg ønsker en overskuelig og ensartet formidling

igennem projektet. Det er den struktur, der skal gøre det gennemskueligt for brugeren. Derfor skal

stedsreportagerne, der geotagges have en klar rød tråd som eksempelvis ”Dagbog fra en Vejle-

borger”s formidling har.

Skjoldhøj  Arkivet  

Konceptet til NVA er også inspireret af det traditionelle radiomedie – vel at mærke snakkeradio,

hvilket i dansk regi (i skrivende stund) vil sige DR’s P1. I 2002 producerede journalisterne Mads

Brügger, Mikael Bertelsen og teknikeren Kim G. Hansen en radioserie i syv afsnit til P1,

”Skjoldhøj Arkivet”. De over ti timers radio udsprang af en uges ophold i et tomt parcelhus i juni

2002. Brügger og Bertelsen rykkede sammen med teknikeren ind i Skjoldhøjparken – Danmarks

største parcelhuskvarter – og på en uge portrætterede de området gennem beretninger og

lydbilleder. De optog om dagen og lavede råklip med teknikeren om natten. Efterfølgende er

optagelserne blevet finredigeret i postproduktionen før det blev sendt ud i æteren, juli 2002.70

Serien minder om et antropologisk feltarbejde, hvor antropologen opholder sig hos en stamme (her

en anden social gruppe) i en begrænset periode og her samler vidnesbyrd om det liv, der foregår

her. Der optræder en lang række individer, som hver især fortæller en lille beretning, og hver især

                                                                                                                     68 aporee1 – 16.05.2011 69 aporee2 – 16.05.2011 70 Bertelsen og Brügger 2002

26  

 

bliver et dokument i arkivet. Journalisterne bruger sig selv og deres afstand til kvarteret som

omdrejningspunkt for serien. På den måde fremkaldes kvarteret.

Bertelsen og Brügger dokumenterer taktikkerne i parcelparkens strategiske planlægning gennem

de enkelte stemmer og deres gøren og laden. Deres konceptuelle optageform giver serien en

umiddelbarhed, da fortællingerne opstår i mødet med menneskene. Portrættet bliver nærværende i

kraft af, at folk fra kvarteret selv fortæller deres historie om kvarteret fremkaldt af reporterne.

Bertelsen beskriver det selv overfor de naboer som i 1. afsnit låner ham en kop sukker. ”[Vi] er

landet, ligesom hvis man kom i et rumskib”, beskriver Bertelsen.71

Programserien vandt DR’s egen Krygerpris i 2002 og Leif Lønsmann sagde i motivationen ved

prisoverrækkelsen:

Det bliver et nærværende portræt

af parcelhusområdet på grund af journalisternes tilstedeværelse blandt områdets stemmer, og de

bruger mikrofonen som det redskab, der giver dem anledningen til at fremkalde stedets liv. De

modarbejder strategien ved at slentre omkring i bedste dérivestil, og når de støder på et spor følger

de det til ende. Det er deres antropologiske metode.

Bertelsen og Brüggers ligefremme tilgang til andre mennesker får dem til at forfølge den gode historie og det

spændende i et menneske langt ud over hvad man normalt vil gøre i et journalistisk program. Hvor journalister ofte

kun ser et socialt problem i en spritter, ser holdet bag 'Skjoldhøj Arkivet' ligesom Storm P, en livsklog vagabond.72

Interviews og samtaler med mennesker er eminent til at formidle livet, da det skaber en situation –

en begivenhed, hvor der høres stemmer og lyde, og fornemmes stemning og atmosfære. Det er de

kvaliteter, der er brugbare til at formidle de konkrete steder i NVA. NVA er imidlertid ikke et

forsøg på at bedrive journalistik, men jeg deler Brügger og Bertelsens opfattelsen af, at hvert enkelt

individ er en i kilde til erfaring af et kvarters liv. ”Skjoldhøj Arkivet” har masser af tid til at grave,

forfølge og formidle de enkelte mennesker og deres historier, derfor er det kun en konceptuel

inspiration, som er hentet i serien. Titlen, ”Skjoldhøj Arkivet”, spiller på, at antropologiske arbejder

traditionelt ender i et arkiv på et museum som en lagring af sted gennem en befolkningsgruppes liv.

Her bliver arkivet ikke arkiveret på et museum, men placeret i æteren og giver lytteren mulighed for

at erfare områdets liv gennem dens forestillingskraft, som gode radioreportager leverer. Alle

dokumenterne (menneskerne) i arkivet samles til en monteret helhed gennem radioserien.

Radioreportagens kvaliteter, og dens brug i NVA, vil bliver beskrevet i afsnit 2.2.

                                                                                                                     71 Bertelsen, Brügger, Hansen 2002, afsnit 1 72 Lønsmann 2002

27  

 

Morten  Søndergaards  encyklopædiske  Vesterbro  

En anden konceptuel inspiration til NVA er digteren Morten Søndergaards tekstsamling

”ubestemmelsessteder”. Søndergaard har gennem sit forfatterskab beskæftiget sig med både by, lyd

og dokumentation. I de 52 prosatekster i ”ubestemmelsessteder” portrætterer Søndergaard

Vesterbro. Bogen fortælles ikke af nogen eller fra noget bestemt sted, men er betragtninger der

sammen danner en stor fliget figur. Korte betragtninger af forskellige scener og forskellige

mennesker i kvarteret:

Lige midt på Vesterbrogade ved Frihedsstøtten står en bænk. Hvem der nogen sinde fik den forrykte idé at sætte en

bænk op der, ved kun guderne, men der sidder Dirigenten og virrer med sit tunge hoved. Engang imellem rejser han

sig og fægter vildt armene et kort øjeblik, inden han styrter om og knalder ansigtet mod fliserne.73

Søndergaards stil i passagen kombinerer en tilsyneladende nøgtern observation med en mere

digterisk og fri iscenesættelse af stedet. På den måde fortættes portrættet og lades med betydning.

Det gør Søndergaard så gennem 52 små tekster, hvilket både kan henvise til ”kortspillets

tilfældighed” og ”årets ubønhørlige gang”, som professor Martin Zerlang udtrykker det.74 Det er

Søndergaards opmærksomhed ved det tilfældige og det upåfaldende, der karakteriserer

portrætteringen af Vesterbro. Den er fragmentarisk og giver et ufuldstændigt sociologisk billede

gennem Vesterbrotyperne. Zerlang betegner det som en ”encyklopædisk listning af fallerede

eksistenser: ludere, narkomaner, pushere, tatovører, grønthandlere af stadig skiftende etnisk

baggrund osv.”.75

En encyklopædi er en indkredsning af al eksisterende viden og en opdragende tur rundt i denne.

76

”ubestemmelsessteder” har også et encyklopædisk snit med sin lukkede form og de 52 tekster.

Zerlang påpeger dog, at Søndergaard drejer det franske oplysningsprojekt 180 grader uden at opgive

oplysningen som mål. I stedet kombinerer Søndergaard encyklopædiens objektivisme med en

subjektivisme, hvor sanserne står helt åbne for omverdensindtryk. Det gør Søndergaards ”hun” i et

af tekststykkerne i ”ubestemmelsessteder”:

[…] hun betragter snefnuggene oppe under skyerne, følger dem ét for ét hele vejen ned til jorden, hun indprenter sig

stedet, […]. Hun forestiller sig, at hjerteambulancens sirene er hendes stemme, at bilernes opbremningslyde er hendes

                                                                                                                     73 Søndergaard 1996, p. 12 74 Zerlang 2002, p. 240 75 Ibid., p. 241 76 Ibid., p. 239

28  

 

stemme, at børnenes hurtige vandagtige latter, dørklokkerne, flaskerne, kasseapparaterne, […], værkstederne,

vandhanerne, duerne på loftet og sneen, der lander oven på sneen, er hendes stemme. (Søndergaard, p.13)

Det er i sådan en passage, at Søndergaards opmærksomhed for det upåfaldende og den poetiske

fortætning af en scene i kvarteret kommer til udtryk. Zerlang refererer til en anden tekst af

Søndergaard, hvori der bekendtgøres, at ”de bedste digte gemmer på små besættende ordner,

horisontalt organiseret materiale, encyklopædier, små glimt af det objektive, af grunden længe før

enhver tanke og betydning”.77

Søndergaards Vesterbroportræt er taktilt, sanseligt og forunderligt. Det skyldes blandt andet

opmærksomheden for det tilfældige og det upåfaldende. Som nævnt fortættes det i de poetiske

beskrivelser og det er en af inspirationerne for NVA, men i stedet for at benytte sig af poesi, bliver

steder, det påfaldende som upåfaldende, skildret sanseligt for lytteren af en lokal stemme.

Søndergaards Vesterbrotyper er en inspirationskilde for valget af stemmer i NVA. I stedet for en

subjektivistisk encyklopædi uden direkte afsender, er NVA formidling gennem radioreportage og

derfor er afsenderen intervieweren. De lokale stemmers forskellighed, subjektive sansninger og

gøremål skal give NVA et ufuldstændigt sociologisk billede i lighed med ”ubestemmelsessteder”.

Det skal fokusere på at tilfældigheden og det ubestemmelige er karakteristisk for et bykvarter. I

stedet for at være en afsluttet encyklopædi er NVA et fortløbende arkiv, der over tid vil forandre sig

og formidle nye blikke på steder og skabe grundlag for en foranderlig stedserfaring af kvarteret.

Således besidder NVA ikke objektivismen i små besættende ordner, som Søndergaards digte, men

de har samme fokus på horisontalt organiseret materiale, der skaber pladsen til det upåfaldende.

2.1.3.  Opsummering  af  produktet  

Ordet arkiv kommer af latin archivum, der betyder ”opbevaringssted for officielle dokumenter”.78

                                                                                                                     77 Zerlang 2002, p. 240

I

dag dækker begrebet over enhver form for samling, der formidler information, og det kan

eksempelvis være dokumenter, kort, tegninger, planer, film og fotografier. Indeholdet af arkivet

systematiseres og opbevares for at kunne udnytte det til f.eks. historiske studier. Titlen

”NordVestArkivet” (NVA) er inspireret af radioserien ”Skjoldhøj Arkivet” (SA). Begge arkiver

indeholder lydlige fortællinger, der er en formidling af registreringer af livet i et boligområde i

Danmark. Kvarterer som umiddelbart ikke synes særligt interessante, men ved at dykke ned på

78 DDO: Arkiv – 16.05.2011

29  

 

praksisniveau, åbnes der op for mere nuancererede fortællinger om områderne. SA sytematisering

af ”dokumenterne” er tematisk, hvor NVA’s er den geografiske forankring (geotagging).

NVA er ikke et radioarkiv, man skal kunne frekventere på afstand og betragtes i sin helhed. Det er

produktets essens, at brugeren skal bevæge sig ud og opleve kvarteret gennem vandring og erfaring

af steder via reportagerne, der er essensen i audioguiden. NVA bliver helt konkret, når den gående

træder ind i arkivet og går på opdagelse. Den gående konstruerer selv en erfaring af kvarteret. Der

er således to hovedmodi i produktet. Den ene modus er brugerens erfaring af stedet gennem

resonans. Det er en resonans mellem perceptionen i bevægelsen på stedet, som Casey påpeger, og

perceptionen af stedsreportagen, der lyttes til på det konkrete sted. Dermed er stedet en begivenhed,

der får et tilføjet et lag gennem denne resonans. Brugeren kan herefter fortsætte videre i sin gående

opdagelse af kvarteret, der en den anden modus.79

En anden årsag til udformningen af apllikationen er, at audioguidens optimale funktion ligger i et

spændingsfelt mellem struktur og frihed for brugeren. Produktets struktur er bestemt via

stedsreportagerne, der er applikationens livsnerver, og via applikationens fuktionsmuligheder. Det

er gennem den gående praksis mellem reportagerne, at den gående selv træffer sine valg af, hvor

vedkommende vil bevæge sig hen. Den visuelle del af applikationen har desuden til sigte at

minimere risikoen for misforståelser mellem afsender og modtager.

Selve vandringen er ifølge Certeau en

betydningsgenererende praksis, der pårvirker byens rum. Gennem vandringen i NVA indtager

brugeren også en obseverende rolle, som vedkommende kan erfare igennem, som SI pointerer. Med

sin brug af Google Maps bygger applikationen på det strategiske geografiske kort, da brugeren

navigerer efter det. Applikationen er inspireret af den situationistiske dérive, og den skaber en ny

kartografien ved at opstille nye muligheder for brugerens bevægelse rundt i kvarteret. Selve

brugerens gående praksis mellem stedsreportagerne er en del af produktet. Her får brugeren

muligheden for selv at sanse kvarteret nu og her, ansporet af den begivenhed eller situation, som

selve produktet skaber for brugeren.

Produktet kan ses som en analogi til Kubischs formidling af byens elektromagnetiske felter i ”The

Electrical Walks”. Her er stedsreportagerne de felter, der kan afspilles gennem applikationen, hvor

den gående med sin iPhone skal bevæge sig ind på stedet, før reportagen kan aktiveres. Strukturen i

NVA er dog bestemt af afsenderen, der har formet og tilrettelagt reportagerne, og er ikke en ligeså

konkret mediering mellem bruger og by, som fortolkningen af de eletromagnetiske signaler.

                                                                                                                     79 jf. Bilag 1

30  

 

Ligheden består i fremkaldelsen af nogle umiddelbart usynlige lag i byens rum, der skal give den

gående en anden oplevelse og erfaring af byen.

Stedsreportagernes er, som nævnt, livsnerven i NVA. De skal skabe resonans i brugerens

stedsperception. Den enkelte reportage skal skabe nærhed i stedsperceptionen og formidle sin

fortællings autensitet på en sanselig måde. Intimiteten hentes fra radioreportagens form.

Reportagerne skal være ”dokumenter” som i ”Skjoldhøj Arkivet”, men adskiller sig, da radioserien

er en dokumentation af journalisternes udforskning. I NVA vil stedsreportagerne være fortættede

billeder af menneske og sted, som Søndergaards scener, hvor læseren ”vandrer” gennem bogen

”ubestemmelsessteder”. I NVA skal brugeren vandre gennem kvarteret og erfare det gennem egen

krop.  

 

2.1.4.  Målgruppe  

Et kulturformidlende produkt som NVA, der indeholder ny teknologi, auditiv formidling og

interaktion fra brugerens side, sigter mod et lille segment. Som produktet er udformet her er det kun

en eksklusiv gruppe af mennesker, der har adgang til en smartphone, og samtidig vil brugen den til

kulturelle oplevelser, som NVA er rettet imod.

NVA har oplysende og underholdende egenskaber og er tiltænkt brugere, der gerne vil ud og

opleve byen. Produktet er målrettet folk, der ikke har et dyberegående kendskab til kvarteret. Det er

for folk, der gerne vil udforske Nordvestkvarterets mangfoldighed.

NVA er således tiltænkt en yngre målgruppe, der kan navigere i digitalt udstyr, og selv vil have

muligheder for at vælge til og fra. Der er tonet ned for den paternalistiske formidling og i stedet sat

fokus på det sanselige og dynamiske. Det er rettet mod vante medie(for)brugere og er et tilbud, der

kan vise det auditive formidlingspotentiale, som en smartphone besidder. Produktet vil pt. være

mest egnet for folk i alderen 20-45 år.

 

2.2.  Stedsreportagerne  

De otte stedsreportager er i udgangspunktet nært beslægtet med radioreportagen ved at afsenderen

griber ud, fastholder og auditivt videreformidler et øjeblik, en stemning og atmosfære.

Stedsreportagerne skal skildre mennesker og steder og er en form for dokumentarisme.

Dokumentarisme er en mangefoldig genre, der bunder i at afspejle virkeligheden, men som Ib

Bondebjerg slår fast, så kan ”objektivitets- og sandhedskriterier i dokumentariske former aldrig

31  

 

være absolutte, højst et ideal man tilstræber, og i mange dokumentariske formater er det ikke

objektivitet og sandhed i traditionel, empirisk og journalistisk forstand, der står i centrum”.80 Det

gælder også for stedsreportagerne i NVA, der er interviews af mennesker og primært formidler

deres personlige blik gennem reporteren. Bondebjerg referer til Michael Renov, der opsætter fire

fundamentalt forskellige funktioner i dokumentarismen: 1. At kortlægge, dokumentere og bevare

(skabelsen af et virkelighedsarkiv, der fortæller ”sådan ser virkeligheden ud”). 2. At overtale og

propagandere (en stemme med et budskab, der vil have modtageren til at skifte holdning). 3. At

analysere og forhører (stærkt kritisk stemme, der jagter en sandhed under den officielle overflade).

4. At udtrykke (en mere psykologisk poetisk stemme, der skildrer de individuelle følelser og

stemninger). 81

Stedsreportagen bruger radiomediets kraft til at skabe et imaginært rum, hvor lytteren på baggrund

af de lyde der høres, skaber sig en forestilling om et rum.

Dokumentarismen er sjældent ren stilistisk knyttet til en af disse funktionsområder,

og det nærværende produkt kan karakteriseres som en blanding af 1 og 4. Stedsreportagerne vil

kortlægge og bevare samtidig med at de har stor vægt på udtrykket, der formidles gennem

personlige stemninger og følelser. Hovedproduktet NVA er på den måde et

kulturformidlingsprodukt, der knytter sig til Renovs 1. dokumentariske funktion, hvor selve

reportagerne primært lægger sig opad den 4. funktion, men naturligvis også bærer elementer af det

dokumenterende og bevarende.

82

For at kunne konkretisere og eksemplificere stedsreportagerne og deres udformning er det vigtigt

at præsentere Nordvestkvarterets historie. Det er her stederne udspiller sig og derfor er det centralt

at formidle kvarterets historie.    

Lytningen er en intim situation, da man

lytter alene og rummet er et produkt af lytteoplevelsen. Det er imidlertid en gradbøjning af det

imaginære rum i stedsreportagen, da stedet også visuelt er en del af perceptionen og dermed

påvirker lytterens skabelse af et imaginært rum. I NVA bliver den akustiske billedskabelse

kombineret med den kropslige perception af stedet. Alligevel er den akustiske iscenesættelse af

stedet en slags koreografi af de bevægelser, som reportagens personer udøver i rummet. Der vil

stadig blive et imaginært rum, men her i samspil med stedets fysiske fremtrædelse, der kan være

helt forandret, da stedet ikke er en stabil størrelse. Erfaringen af stedet opstår på stedet i samspil

med brugeren. Perceptionen og erkendelsen af det er en del af samme proces, som Casey pointerer.

Det imaginære rum bliver skabt som et lag oven på det sted, hvor lytteren befinder sig.

                                                                                                                     80 Bondebjerg 2008, p. 60 81 ibid., p. 60 82 Poulsen 2006, p. 38

32  

 

2.2.1.    Nordvestkvarterets  historie  

Fra  land  til  by  

I specialets første afsnit (1.1) beskrives nogle af de karakteristiske træk ved den moderne

europæiske bydannelse. Københavns Nordvestkvarter er et konkret dansk eksempel på hvad der

skete, da byerne udviklede sig og kårene på brokvarterne, uden om byens kerne, blev for trange.

Byen blev udvidet og landområder blev inddraget til byens udvidelse. Nordvestkvarterets tidligste

navn er Utterslev Mark og det blev brugt af Kraks vejviser indtil 1901. Hvor området før havde

ligget i Brønshøj-Rødovre sognekommune, blev det nu indlemmet i Københavns kommune. I

slutningen af 1800-tallet var priserne på byggegrunde steget markant i København og virksomheder

og arbejderboliger var begyndt at skyde op uden for byens grænser. Det gjaldt specielt et område

som Utterslev Mark.83

Udover større fabrikker var det mestendels småhuse, der var blevet opført i området Utterslev

Mark i slutningen af 1800-tallet, selvom der tættest på Nørrebro, omkring Frederikssundsvej, blev

opført Nørrebrolignende 5-etagers boligbyggerier. Småhusene havde 1½ og 2½ etager og flere af

dem var villaer med værksted i baghaven. Det var småhåndværkere, renovationskuske, prangere og

slagtere, især hesteslagtere, og de byggede uden nogen form for byplan.

84

De fleste småhuse blev revet ned i starten af 1900-tallet i takt med at boligmanglen i København

blev større og dermed blev der opført nye beboelsesbyggerier. Der ligger stadig nogle små huse

spredt rundt i kvarteret og mast ind mellem andre bygningstyper – specielt i området mellem

Frederikssundsvej, Frederiksborgvej og Tomsgårdsvej.

De større virksomheder,

der havde søgt ud af de trange brokvarterer for at få mere plads og billigere leje, lå imellem

småhusene i de sammen gader.

85

Fra  udkantsbyggeri  til  moderne  bydel  

Kvarteret blev løbende udbygget op gennem 10’erne og 20’erne med veje, kloakering og

udbyggelse af vejnet, og store byggerier som Bispebjerg Hospital og Grundtvigs Kirke blev

henholdsvis opført og påbegyndt i områdets nordlige del, Bispebjerg.

I 1930’erne skete der for alvor en udbygning af kvarteret på begge sider af Frederikssundvej, men

specielt i kvarterets nordlige del. Det var den danske funktionalisme der rykkede ind. I tidens ånd

var samtidens fremmeste arkitekter med til at skabe et helt nyt liv for arbejdere og funktionærer.                                                                                                                      83 Larsen 2000, p. 18 84 Fog 1996, p. 35 85 Bilag 2

33  

 

Oppefra Bispebjerg Torv, hvor Grundtvigs Kirke næsten var færdigbygget efter små 20 år, og ned

langs Tagensvej og Frederiksborgvej blev der opført uornamenterede boligblokke i gul tegl. I

1930’ernes danske funktionalisme var det en fundamental idé at gennemføre en social boligpolitik.

Karakteristisk for kvarteret blev de store bygningskroppe, som er velproportionerede og har taktfast

rytme af vinduer og altan. Det blev eftertragtelsesværdigt for arbejder- og funktionærfamilier med

dets lys, luft og praktiske planlægning og udformning. Stedet blev således et produkt af

moderniteten med dets ”vugge til grav”-mentalitet, hvor man kunne blive født, uddannes, bo,

arbejde og gå bort.86

Dette blev starten på en tid, hvor kvarteret blev anskuet som et funktionelt arbejderkvarter, der

satte nye standarder med lys, luft og grønne områder. Omkring 1950 var kvarteret fuldt udbygget,

og de kommende 40 år skete der kun forandringer ved udvidelse eller ombygning af de store

indfaldsveje, der stadig løber gennem kvarteret og ind til København. Bydelen var i midten af 1900-

tallet kendt for sine moderne boliger, karakteristiske funktionelle arkitektur samt sine rekreative og

byplanmæssige kvaliteter.

 

Kvarterets  deroute  

I 70’erne og 80’erne var kvarterets bygninger fra starten af det 20. århundrede nedslidte, men de var

blevet glemt efter opførelsen i 30'erne. Småhusene og de gamle etagebyggerier med usunde

baggårde medførte mange sociale problemer. De nye huse, der blev opført i 70’erne, og de

renoveringer der var, var præget af ren massebyggeri eller også indeholdt det ikke den samme

entusiasme og stolthed som den tidlige funktionalisme. I 60’erne var det blevet mere fordelagtigt at

være boligejer frem for lejer og der opstod flere muligheder for familier for at trække til forstæderne

og købe sig et parcelhus. Store dele af funktionærerne og arbejderne flyttede i 70’erne ud i

forstæderne.87 På den måde står der et utidssvarende og ufleksibelt byggeri, som nu skal stå til

rådighed for en helt anden klasse. Socialt betød bl.a. saneringer af Vesterbro, at mange misbrugere,

af såvel alkohol som hårde stoffer, blev tvunget til at finde et andet sted, og NV havde små og

billige lejligheder.88

                                                                                                                     86 Larsen 2000, p. 6

I 1980’erne placerede Københavns Kommune folk med psykiske lidelser i dele

af kvarteret, hvor der boede flere og flere socialt dårligt stillede. Det skete samtidig med at den

87 Larsen 2000, p. 82 88 Kirkeby 2002, p.46

34  

 

økonomiske nedtur betød større arbejdsløshed og butikslukninger.89

I 40’erne og 50’erne havde Nordvest været et eftertragtet kvarter pga. sine karakteristiske

funktionelle boliger og sine rekreative og byplanlægningsmæssige kvaliteter, men saneringerne af

Nørrebro og Vesterbro, hvor bygningerne blev moderniseret, alle baghusene forsvandt og store

grønne baggårde åbnede sig, blev Nordvests ry fra 60’erne og frem stadig mere blakket.

Nordvestkvarteret blev på den måde kendt i det brede Danmark, som et af de mest uattraktive

kvarterer i København. I 1998 lavede DR’s radiosatireprogram ”Selvsving” nummeret ”Nordvest”,

der beskriver det forhold offentligheden havde til kvarteret pga. de seneste 30 års udvikling.

Programmet lå på dette tidspunkt på P3’s sendeflade og havde dermed en stor lytterskare. Pet Shop

Boys 90’er hit ”Go West” fik en dansk tekst, hvor omkvædet, der er i citatets første spalte, lyder:

Koncentrationen af 1- og 2-

værelseslejligheder blev en stor belastning for kvarteret, da middelklassen søgte større kår.

90

Set fra et fiktivt beboerperspektiv beskrives livet sarkastisk og alligevel identificerer forsangeren og

koret sig med stedet på trods af dets ry - eller måske rettere i kraft af dets ry. Der ironiseres kraftigt

over situationen og identiteten besegles af, at man ikke har grund til klage, medmindre man har en

rest af håb (underforstået: der er ikke noget håb). Offentlighedens billede af kvarterets armod

konstitueres af diverse radiopersonligheder, der læser nogle ”saglige” fakta om kvarteret op:

”Gennemsnitsalderen for en pensionist i Nordvestkvarteret er 37 år” og ”Over 1/10-del af børnene

i Nordvestkvarteret har stort set ingen sociale problemer”.91

                                                                                                                     89 Larsen 2000, p. 97ff

Dette eksemplificerer glimrende den

opfattelse der har lagt sig tungt over kvarteret fra 80’erne og op gennem 90’erne. Kvarteret ændrede

sig fra at have været et velfungerende bolig- og erhvervsområde til et område som i dag forbindes

90 Selvsving 1998 91 Selsving 1998

Kvarteret

Kan godt virke slemt

Men ofte

Er her rent og pænt

Der er ingen

Grund til klageråb

Med mindre

Du stadig har en rest af håb

 

Nordveeeest

Her er skønt og rart

Nordveeeest

Hvis man ikke er sart

Nordveeeest

Her er himlen grå

Nordveeeest

En dranker/junkie kan du stole på

 

35  

 

med nedslidte huse, utidssvarende boliger, manglende kulturtilbud og i det hele taget et område med

en række sociale problemer.

 

Kvarteret  i  dag    

Først med kvarterløft omkring år 2000 er der for alvor blevet arbejdet med at forandre kvarterets

rygte. Kvarterløft 2001-2007 var et samarbejde mellem Staten og Københavns Kommune, hvor et

kvarterløft foregik ud fra hvordan lokalområdets borgere og interessenter ønskede at udviklingen

skulle være.92 Ambitionen har været et nærdemokratisk projekt med en helhedstænkning, i

erkendelse af at 70’ernes og 80ernes ensidige fokusering på mursten ikke nyttede noget. Der skulle

ske forbedringer på det sociale, kulturelle og idrætsmæssige område, for at gøre kvarteret til et

bedre sted at bo og arbejde.93

I dag er ”Fuglekvarteret” i den sydlige del primært præget af boliger og forskellige institutioner,

der ligger i de gamle fabriksbygninger – fra Hjemløsehuset over Bolsjefabrikken (kreativt

fællesskab for unge) til moskeer. Lidt industri er der dog stadig tilbage. På den nordlige side af

Frederikssundsvej ligger der også stadig en del småindustri, heriblandt stadig en stor mængde

autoværksteder og autolakerer. ”Glud og Marstrand”, en stor gammel fabrik, er blevet overtaget af

Københavns tekniske skole, så der er primært små erhvervsdrivende tilbage. Mange grunde står

tomme og er til debat, da de ofte bare ender som steder, hvor folk dumper skrald af enhver art – fra

plastikposer til køleskabe. Byfornyelser har indtil videre pustet nyt liv i kvarteret hist og her, bl.a.

med nyt boligbyggeri på hjørnet af Frederiksborgvej og Rentemestervej, kaldet Emaljehaven, og

grønne områder som kvartersparken ”1001 træ” ved Hulgårds Plads. Ungdomshuset er flyttet dertil,

og nye kreative virksomheder er rykket ind flere steder i kvarteret, bl.a. i det gamle mælkeri

”Enigheden” på Lygten, hvor ”Metroexpress” og kommunikationsbureauet ”Bysted” holder til.

94

                                                                                                                     92 Kirkeby 2002, p. 5

Kvarteret er altså i den grad i bevægelse og det er en brydningstid på mange måder mellem nyt og

gammelt, mellem trendy og afskrækkende. Alt i alt betyder udviklingen, rent arkitektonisk, at

kvarteret giver et udsædvanligt broget bybillede. Flere steder kan man gå om et hjørne og så få øje

på tre til fire slags bygninger af forskellige stilarter, tider og funktioner. Socialt er kvarteret i dag

også en broget størrelse, hvor der stadig er mange ældre og folk på overførselsindkomst. Samtidig

er der dog kommet flere studerende og unge til, primært på grund af den billige leje, men også fordi

nogle ser det rå og slidte som en uspoleret charme, hvor der er mulighed for at præge byens rum

93 Buch 2007, p. 3 94 Jf. Bilag 2

36  

 

inden for de rå, ukontrollerede rammer. Der er en del sociale problemer med unger, der hænger på

gaderne, da der ikke er specielt mange steder at opholde sig og foretage sig noget. Nogle laver

ballade og det sætter stadig sit præg på offentlighedens billede af kvarteret som belastet.

2.2.2.  Stedsreportagernes  udformning  

Forarbejde  og  research  

Den ovenstående historie er en del af min research til projektet, men udover den litteratur historien

er hentet fra, så er betragtningerne også skabt gennem min personlige oplevelse af kvarteret. En del

af min metode bag formidlingen har været at slentre rundt i kvarteret og finde steder, der kan

formidle enkeltdele af den sammensatte historie og belyse andre sider af kvarteret end dem, der

giver et gråt og negativt billede. Det er en kombination af vidensindsamling og vandringer jeg har

foretaget for at kunne finde frem til steder og personer, der kunne åbne perspektiver for brugeren.

Stedsreportagerne er en interviewsituation og dermed ikke en objektiv formidling af information,

men en dokumentarisk iscenesættelse, hvor intervieweren er afsenderen. Ib Bondebjerg referer i sin

bog ”Virkelighedens fortællinger” til begrebet eksperimentalisme, der beskriver en formidling, der

ligger mellem det objektive og subjektive: ”[Eksperimentalisme”] indicerer, at betydning og

mening i hverdagen og i kommunikationssituationer sker på basis af et samspil mellem situation,

tegn og tidligere erfaringer”.95 De tegn eller kommunikationselementer, der indgår i en

kommunikationssituation, har ikke en indbygget, entydig og logisk bestemt betydning, da

kommunikation er en interaktiv proces, hvor vi benytter os af erfaringsbaserede kategorier, der ikke

er skarpe og logisk afgrænsede. Derfor passer eksperimetalismebegrebet godt til at beskrive den

form for dokumentarisme, som jeg (reporteren) her udøver. At finde cases har været en

tidskrævende proces, hvor jeg er gået hårdt efter fornemmelsen. Eksempelvis fandt jeg frem til den

tidligere organist, Thomas, i Grundvigs Kirken gennem research på internettet og i bøger, hvor hans

baggrund og stadige tilstedeværelse i og omkring kirken viste sig.96 Anderledes var processen med

at finde frem til den unge fyr, der konstruerer skatebanen på Bispevej. Jeg opdagede stedet under en

vandring, og efterfølgende forhørte jeg mig forskellige om stedet og om hvem, der stod bag. Jeg

prøvede at kontakte ham, men mødte ham først på stedet efter at have frekventeret det hyppigt i

flere måneder.97

                                                                                                                     95 Bondebjerg 2008, p. 71

96 Jf. Bilag 4, CD spor 1 og 2 97 Jf. Bilag 6, CD spor 4

37  

 

Steder kan være påfaldende som Grundtvigs Kirke-reportagerne eller upåfaldende, som den

autonome skate park. Tidligere i rapporten referede jeg til Morten Søndergaards

”ubestemmelsessteder”, og målet er at skabe små fortættede scener, der peger på tilsyneladende

tilfældige steder, der alligevel afspejler noget menneskeligt, kulturelt og historisk i de enkelte

reportager. Eksempelvis som i reportagen ”Bondestuens sidste dag”, hvor gæsterne på værtshuset er

gamle kvartersrotter, der hygger sig på stamværtshuset en sidste gang.98

Der er i reportagerne et fokus på at lokale brugere ytrer sig om stedet til reporteren, og peger på

nogle af byens skjulte praksisser og hemmelige kreativiteter, der ikke kan rummes af strategien.

99

Casey pointerer hvordan ”lokal viden” er ét med den levede erfaring. At leve er at percipere og

erfare stedet, hvor man befinder sig. Stedserfaring er essentielt for subjektet, da det er kilde til

begribelse af kulturen og historien, der eksisterer på stedet og gennem subjektets perception.100

 

Stedsreportagen er dermed et formidlingsprodukt, der auditiv skal videregive lokal viden i samspil

med brugerens kropslige perception af stedet.    

Reporter  og  fortællestil  

Som vist tidligere, er det vigtigt at have en simpel og ensartet fortæller gennem et mobiliserende

auditivt formidlingsprojekt.101

                                                                                                                     98 Jf. Bilag 8, CD spor 6

Rammen for iscenesættelsen og brugerens bevidsthed om afsenderen

er derfor vigtig. Stedsreportagernes afsender er en reporter, der interviewer lokale om de enkelte

steder. At jeg vælge at kalde dem reportager, skyldes at det er reporteren, der gennem

interviewpersonen skal fremkalde stedet for lytteren. Jeg kunne vælge at undlade reporteren og

konstruere stedsreportagerne således, at den lokale talte direkte til brugeren af NVA. Men brugeren

skal opfatte den auditive fortælling, som en begivenhed, der er sker, på stedet og forholde sig til

den, som er et dokumenteret øjeblik, der ligger i arkivet. På den måde forankres reportagerne

tidsligt og fysisk. Ambitionen er ikke at skabe en illusion om at fortællingen foregår foran øjnene på

lytteren, men at tilføje et lag i perceptionen af stedet. Derfor kalder jeg de auditive indslag for

stedsreportager. Brugerens imaginære rum bliver skabt mellem stedsreportagen, og den visuelle og

kropslige oplevelse vedkommende har af stedet i øjeblikket. Lyden skaber et rum, der resonerer

med den perception, som brugeren har af stedet i lytningens øjeblik.

99 Certeau 2010, p. 43 100 Casey 1996, p. 14 101 Jf. Knudsen 2009

38  

 

Den svenske radiojournalist Bengt Bok pointerer i sin poetiske interviewbog ”Möte med den

andre”, at interviewet er en kunst, og at intervieweren skal være ydmyg og ikke give et indtryk af at

være overmenneske. Intervieweren skal have empati og kunne identificere sig med ”den anden”.

Det er vigtigt, at reporteren kan træde ind i interviewet og være til stede og koncentreret, for

derefter at kunne træde et skridt tilbage og betragte og analysere det som sker, for derefter at kunne

træde ind i situationen igen.102

Det er reporterens oplevelse, som formidles i en reportage. Reporteren er en vigtig del af

reportagen, som Claus Vittus beskriver det i sin bog ”Jeg står her…”. Dermed skal reporteren tage

ansvaret for at fortælle lytteren, hvordan verden hænger sammen. Reporteren ”formidler

virkeligheden” set gennem sine øjne.

Det Bok her beskriver er netop det nærværende interview, hvor

intervieweren ikke konfronterer ”den anden”, men finder en fælles stemning og skaber den

fornødne tillid til at vedkommende fortæller åbent og uden nervøsitet. Det er vigtige elementer for

stedsreportagen, da den skal kunne formidle autensitet og stemning.

103

”Den primære indentifikation mellem lytter og reporter er gennem den fælles oplevelse, som de to

får sammen”, skriver Vittus.

I stedsreportagerne er det en sammensmeltning af

interviewet og reportagen, da det ganske vist er reporteren, der er afsender, men denne ønsker at

lade så meget så muligt blive fortalt af stedets stemme. Reporteren fremkalder personen og stedets

indbyrdes forhold.

104

En anden pointen i forhold til stedsreportagen, som en imaginær begivenhed for brugeren, er at

den skal have en umiddelbar karakter. Derfor har det været en balancegang i researchen at skabe

nære relationer til interviewpersonerne uden at selve interviewet på stedet skulle blive indforstået

og udynamisk. Det er vigigt for NVA’s dynamik, at reportagerne bevarer en friskhed og

umiddelbarhed, som lytteren træde direkte ind i og forholde sig til som en begivenhed.

Det er ikke det essentielle i stedsreportagen, da det er vigtigt at

brugeren i sin samtidige visuelle perception forholder sig til stedet. Da brugeren selv perciperer her,

skal reporteren ikke sanse alt på modtagerens vegne. Det vil netop kunne føre til en paternalistisk

formidling, der besætter brugeren perception. Stedsreportagen genspiller begivenheden, hvor

reporteren fremkalder en situationen mellem den lokale, stedet og sig selv. Interviewpersonerne

forholder sig til stedets konkrete udseende i interviewsituationen og beskriver deres forhold til

stedet.

                                                                                                                     102 Bok 2008, p. 8 103 Vittus 2001, p. 168 104 Ibid., p. 170

39  

 

Stedets  stemme(r)  

Det enkelte steds stemme(r) er udvalgt udfra kravene om brug af stedet, autencitet og den gode

fortæller. Optagelserne med mikrofon er primært nærbilleder, der skaber intimitet, fordi lydlige

nærbilleder gør brug af stemmen, som vi opfatter den i dagligdagen. Ib Poulsen beskriver stemmens

verbale og vokale aspekter i sin tekst ”Det imaginære rum”. Det verbale relaterer til formidling

gennem sproglig betydning, som her er selve stedsreportagernes indhold.105 De vokale aspekter er

stemmens egne udtryksmæssige kvaliteter. De har i reportagen stor beydning, da personen kun

repræsenteres gennem stemmen. Det vil sige, alt fra køn og alder til social stilling bestemmes

gennem den. Derfor er de lokale stemmer gode til at beskrive kvarterets kontraster og skabe

dynamik mellem stederne. Fra den gamle organists velformulerede og distingverede udtale, over de

unge nydanske drenge i KUK til den hjemløses aggressive og hurtige formuleringer.106

 

Dermed

afspejler ikke bare det verbale, men også det vokale aspekt de forskellige personers tilknytninger til

stederne. Det afspejles også af de rum, som stemmen placeres i, hvor optagelsen i kirken er et

ultranærbillede med hvisken, der skaber andægtighed, hvorimod den hjemløses snak er jovial og

højrøstet i byens larm.

Redigeringen  

Redigeringen har været en proces, hvor det har handlet om at få reportagerne til at have samme

udgangspunkt, men alligevel stritte i forskellige retninger hvad angår dynamik, tempo, lyd og

længde. Fælles er at holde hver reportage til ét auditivt rum, som relaterer direkte til stedet, hvor

brugeren befinder sig. I det auditive rum befinder reporteren og de interviewede sig. I redigeringen

har jeg nedtonet reporteren og sat den lokale stemme i centrum. Hvor meget reporteren fylder er

meget forskelligt fra reportage til reportage, da jeg ikke inddrager ”ham” mere end nødvendigt for

at fremkalde den lokale i begivenheden. Inden for samme auditive rum har jeg krydsklippet mellem

stemmer uden at ”væggene” er blevet ødelagt. Det er ren reportage, så der bliver ikke klippet andre

scener ind.

Længderne er ikke bestemt nøje, men jeg har sat et maksimum på 7 minutter. Det er nødvendigt

for NVA, da jeg vægter bevægelse rundt i kvarteret højt. Redigeringen er en hård og subjektiv

proces, hvor tilrettelæggeren skal balancere hver enkelt valg af stemme, stilhed, lyd og indhold i

forhold til interviewpersonen og stemningen det skal formidle. Specielt når der klippes et længere

                                                                                                                     105 Poulsen 2006, p. 42 106 Henholdsvis Bilag 4, CD spor 1 og 2; Bilag 5, CD spor 3 og Bilag 10, CD spor 8

40  

 

interview ned til få minutter, er det vigtigt at gengive den oplevelse reporteren og

interviewpersonen havde af stedet på netop det tidspunkt, hvor optagelsen blev foretaget. På den

måde er ambitionen at klippe fortællinger til en koncentreret sanselig begivenhed på det enkelte

sted.

Reallydene i stedsreportagerne er tro mod stedet på den måde, at det kun er lyde optaget derfra,

der bliver monteret og forstærket, gentaget eller sænket. Reallydene er normalt noget, der bruges til

at videregive lydbilleder for lytteren, så vedkommende kan skabe et imaginært rum. Her er

situationen en anden. Jeg kan netop pege på tingene og aktivere dem i forhold til lytteren, da

vedkommende er på stedet.

   

2.2.3.  Stedsreportagernes  funktion  og  samlede  udtryk  

Når en stedsreportage afspilles er brugeren inden for et mere eller mindre afgrænset sted. Porøse

grænser er et essentielt træk ved stedet ifølge Casey, og det konstrueres i forhold til umiddelbare

omgivelser.107

                                                                                                                     107 Casey 1996, p. 42f

Med stedsreportagen skaber brugeren et auditivt rum på det enkelte sted, og dermed

tilføjes et lag til interaktionen mellem krop, sted og bevægelse, der konkret skal formidle stedets

kulturelle dimension gennem lokal viden. Stedsreportagerne modarbejder den abstrakte

forestillingsevne, der kendes fra traditionel radio ved at placere folk på stedet, men stedreportagerne

skal fremkalde en dybere stedserfaring for brugeren, end vedkommende ville opnå ved at gå rundt

på egen hånd. NVA skaber et imæginært auditivt rum mellem interviewer, fortæller og sted, som

tilføjelses til brugerens perceptionen af stedet. Jeg benytter radiomediets force, der er at skabe

nærhed og intimitet, til afspejle de lokale personers opfattelser af stederne, som brugeren må

forholde sig til i sin egen stedsperception. Det gøres ved at lave en sanselig reportage på det enkelte

sted, hvor stemme, indhold og lyd skal udnyttes som formidling. I forhold til det imaginære rum har

nogle steder de samme fysiske karakteristika, og således vil kontrasten mellem stedet og det

auditive rum ikke være stor, mens andre steder, der ikke længere har samme karakteristika eller

overhovedet eksisterer i samme form, vil kontrasten være stor. Det vil medføre en mere abstrakt

oplevelse for brugeren. Eksempelvis vil oplevelsen af Bondestuens atmosfære være langt fra den

tomme grund, der i skrivende stund står tilbage, og være en resonans af stedets erindring, hvorimod

reportagen fra Klokkergården vil lægge sig tæt op af det nuværende sted, og derfor vil den være en

resonans af stemmerne i de ”samme” omgivelser. Dermed vil brugerens imaginære rum være meget

forskelligt fra sted til sted og over tid.    

41  

 

2.3.  Applikationen  –  medieringen  mellem  krop  og  sted  

Som applikation til smartphones er NVA et medie. Ordet medium stammer fra latin, hvor det er en

afledning af medeus, der betyder i midten.108 men blev også brugt på dansk før massemedierne skød

frem, hvor det blandt andet betød mellemled eller formidler, som ”skuespilleren er for digteren”,

som det står i ”Ordbog over det danske sprog”.109

NVA’s medierende potentiale er betinget af dets egenskaber. Mediet NVA’s udformning og

design påvirker lyttemåder og lytteforhold og har på den måde også betydning for oplevelsen og

perceptionen af omgivelserne. Jeg vil her tage udgangspunkt i Michael Bulls betragtninger af

lyttekulturen i ”Sound moves – iPod and urban Experience”, hvori Bull beskriver og

problematiserer forholdet mellem iPod-brugeren og omgivelserne i byen. Ipod’en er en mp3-

afspiller, som har lighedstræk med en smartphone, men samtidig har et mere begrænset

funktionsområde.

I dag bruges ordet medie om et

kommunikationsmiddel inden for massekommunikation, men måske ordet igen er ved at tage en ny

drejning, da nye medier hele tiden skyder op. Således er smartphones en platforme for nye medier,

og her findes altså mediet NVA. Principielt er NVA tilgængeligt for alle, men tilgengæld har det en

udpræget personlig funktionalitet.

110 Selvom Bull beskriver en bruger, der bevæger sig i byen efter formålsbestemte

ruter og bruger afspilleren som adspredelse, så er Bulls betragtninger af lytteforhold og bevægelse

brugbare at sætte op overfor NVA, da det kan uddybe og problematisere NVA’s funktionalitet. Bull

beskriver den gående lytter i byen og vedkommendes forhold til omgivelserne, som skabelsen af en

”privatised auditory bubble”.111,112

2.3.1  Den  auditive  bobbel  

Det er kendetegnende for en mp3-afspiller er, at den muliggør en privat og mobil lytning

eksempelvis i byen. Michael Bull beskriver, hvordan en bruger, med iPod’ens lyd i ørerne, udøver

en æstetisk kolonisering af byens rum. Bull beskriver det, som en teknologisk struktureret

oplevelse, der er gennemtrængende og i dag tages for givet.113

                                                                                                                     108 DDO: Medie – 16.05.2011

En iPod gør det muligt for brugeren

at skabe en tilfredstillende æstetisk virkelighed for sig selv, når vedkommende bevæger sig gennem

109 ODS: Medium – 16.05.2011 110 Jf. afsnit 2.1.1. 111 Bull 2005, p. 344 112 Michael Bull har en meget eksklusiv forståelse af den private lytteoplevelse, som er blevet kritiseret af flere. Jeg vil ikke gå nærmere ind i de kritikker her, da jeg udelukkende bruger Bull til at vise NVA’s forhold til iPod’en (Gram 2010, p. 2ff) 113 Bull 2008, p. 38

42  

 

dagligdagen. Bull påviser et slægtskab med Baudelaires flaneur-figur i lytterens æstetiske

betragtning af byens liv, men Bull påpeger samtidig at iPod-kulturen udtrykker en modstridende

position. Flaneur-figuren søger gennem sin fremmedgjorte observation at forstå byen ved at være

åben for eksterne impulser. Brugen af en iPod er en æstetisk strategisk styring, hvor alle

forskelligheder bliver negeret, for at blive et med brugeren og vedkommendes humør og rytme.

iPod-brugeren trækker byens liv ind i sin forestillingsverden.114 Bull konkluderer, at iPod-brugeren,

der subjektiverer rummet og forbruger det, som var det en varer. ”In the process, immediate

experience is fetishised. Technologised experience is fetishised experience. Experience becomes

real or hyper-real precisely through its technologisation – through technological appropriation”,

skriver Bull115

NVA tilbyder ligeledes en privat oplevelse af byens rum gennem et teknologisk produkt, men

medieringen er væsensforskellig. Stedsreportagerne peger på stedet og søger at forstærke

udefrakommende indtryk. Det er et brugervalg at åbne applikationen og træde ind i rammen og

dermed forlade den ultimative individualitet og mobilitet, som iPod’en besidder.

. Brugeren ønsker at leve i et teknologisk rum, hvor oplevelser er under kontrol og

påvirkninger udefra er mindsket. Den teknologiske oplevelse er en festish, der bliver autentisk

gennem teknologien, der tilegner sig byens rum.

116

Brugeren af NVA lytter ikke hele tiden, da vedkommende går ind i stederne i kvarteret, for

derefter at forlade dem igen. Brugeren forlader den sædvanlige transport gennem byen og den

beherskende praksis, som iPod’en understøtter (ifølge Bull). Dermed mimes dérive-metoden, hvor

lytteren åbner for alle sanser og går gennem byen, hvilket er det essentielle ved flaneur-figuren, som

Bull pointerer, at iPod-brugeren negerer. Det er imidlertid vigtigt at slå fast, at brugeren af NVA

ikke bevæger sig formålsløst rundt, da bevægelsen overordnet er styret af NVA’s teknologiske

ramme og strategiske udformning.

En iPod bruges

normalt til adspredelse og skabelse af private lukkede lydrum, der skærmer for omgivelserne. I

NVA er indholdet ikke valgt af brugeren, og det auditive element skærmer ikke for oplevelsen, men

referer til det konkrete sted, så opmærksomheden er delvis rettet ud i det offentlige rum. Intentionen

med NVA er den modsatte af det, som Bulls iPod-beskrivelser viser. NVA lægger et lag på den

fysiske lokalitet og derved forstærker applikationen stedsoplevelsen mellem krop og lokalitet.

Dermed har NVA et andet teknologisk aspekt end iPod’en, da medieringen går ud på at sætte

brugeren og stedets indbyrdes forhold i fokus.

                                                                                                                     114 Bull 2008, p. 39 115 Ibid., p. 49 116 Gram 2009, p. 12

43  

 

Den  udvidede  lyttebobbel  -­‐  Det  imaginære  rum  og  stedet  

Brugeren har valgt at indgå i et kulturformidlende produkt. I stedsreportagen afspilles en iscenesat

begivenhed, på det konkrete sted, ind i det private lytterum. Lyden i ørerne er rettet ud i det

offentlige rum og henviser til det konkrete sted. Casey påpeger, hvordan mennesket kinæstetisk

perciperer stedet, og hvordan kroppen binder stedet sammen ved bevægelse rundt på stedet. Med

stedsreportagen begrænses og iscenesættes de urbane signaler, og den auditive fortælling resonerer i

brugerens stedsperception. Brugeren befinder sig under afspilningen på stedet, i Bulls auditive

bobbel, men reportagen føjer et æstetiserende lag til stedet, som dermed bliver trukket med ind i den

teknologiske auditive bobbel. Det kan siges, at stedsreportagen udvider Bulls bobbel, så stedet

indirekte intervenerer det private lytterum. Det er en dobbeltmediering, hvor mediet er mellem

reportagen og brugeren og mellem brugeren og stedet. Det er en gensidig påvirkning, der ligger til

grund for brugerens mererfaring af stedet. I stedet for at få lytteren til subjektivt at æstetisere, sker

det gennem autentiske fortællinger, der skaber en resonans i stedsperceptionen.

Stedsreportagerne vil over tid forblive de samme, men det vil stedet og dermed brugernes

perception af det ikke. Imodsætning til iPod’en er det ikke lytterens eget habitat, der er centrum for

brugeren af NVA, det er menneskenes brug af stedet, der har tilføjet det kultur.117 Stedet er (ifølge

Casey) en socialt skabt begivenhed i tid og rum og det ekspliciteres i NVA’s auditive formidling,

der bidrager til brugerens perception af stedet.118 Ifølge Casey er det kultur, som alle steder

besidder, der giver stedet dets historiske dybde og det er en flig af den dybde, NVA forsøger at

inddrage i brugerens stedsperception.119

 

Det imaginære rum, som brugeren vil skabe ved at lytte til

en stedsreportage, vil resonere i den visuelle og kropslige perception, og dermed tilføje et ekstra lag

af til erfaringen af stedet.

Vandringen  mellem  stedsreportagerne  

Med den momentvise afspilning af lyd, og den strategiske ramme for bevægelse, adskiller

applikationen sig markant fra iPod’en. Når brugeren skal aktivere reportagen gennem sin position,

sætter applikationen begrænsninger af den individuelle og mobile smartphone op for brugeren.120

                                                                                                                     117 Bull 2008, p. 48

Byens rum mellem lytteoplevelserne, hvor brugeren bevæger sig gennem kvarteret, er underlagt

applikationens strategi. Selvom brugeren ikke befinder sig i en lydboble undervejs, er brugeren

118 Casey 1996, p.33 119 Casey 1993, p. 31f 120 Det er ikke udelukket at brugeren kan sætte musik på mellem reportagerne eller at flere går rundt sammen og snakker mellem stedsreportagerne

44  

 

alligevel styret af applikationens mediering. Det er applikationens valgmuligheder for at vælge en

ny stedsreportage, som destination for vandringen, der præger bevægelsen i kvarteret mellem

stedsreportagerne. Som nævnt mimer brugeren gennem sin vandring den situationistiske dérive,

men her er forskellen den teknologiske mediering mellem kvarteret og den gående. NVA rummer

ganske vist et legende element og måske også lidenskab, men spontaniteten og desorienteringen er

begrænset, når applikationen bruges. Hvad der er tilbage af det oprindelige sigte med dérive’en er

en ny kortlægning af byens liv. Det er dette aspekt, som NVA fokuserer på. Desuden er vandringer i

sig selv en opfyldelse af, at vandring i sig selv har en individuel produktion af betydning for byen,

som Certeau fremhæver i sin analogi med talehandlingen.

Kubischs projekt ”The Electrical Walks” er en auditiv byvandring i elektromagnetiske lyde. De

auditive markeringer konstruere en slags territorier, der peger på stedets udformning. Her er

medieringens funktionalitet bestemt af teknologien, der opfanger de elektromagnetiske signalerne

og formidler dem videre i hovedtelefonerne.121

NVA’s lytteoplevelse farver, kommunikerer og påvirker brugerens oplevelse af stedet, der, som

Casey påpeger, sker gennem vedkommendes perception både mentalt og kropsligt. Det er en

iscenesættelsen af stedet, hvor der sker en perceptuel transformation af omgivelserne.

Ligheden med NVA er fremkaldelsen af

ubemærkede dimensioner af de steder, brugeren passerer ved en umedieret vandring. NVA er

ligeledes en æstestisk performativ og oplysende byvandring, der bogstaveligt talt giver stumme

steder en stemme. Rummet mellem stedsreportagerne er en delvis styret vandring, hvor brugeren er

opøvet til at opleve byen, men det foregår gennem applikationens strategi. På den måde påvirkes

vandringen direkte af produktets afsender, som er undertegnede. NVA er en mediemæssig

iscenesættelse af byens rum. De personlige valg af bevægelse, som brugeren kan træffe er underlagt

applikationen, da det er bevægelsen til et konkret sted, der muliggør afspilningen af de enkelte

stedsreportager. Dermed er de lyttemæssige valg brugeren træffer ikke afhængige af egen

sindsstemning, som f.eks. ved brug af iPod, her er det gennem den kropslige bevægelse i byen, at

brugeren træffer sine valg. Brugeren bestemmer ikke indholdet af det, der lyttes til, men bestemmer,

hvor vedkommende vil lytte udfra, hvad vedkommende gerne vil opleve.

 

Applikationens  konsekvenser  for  brugerens  perception  –  auditivt  og  visuelt  

Den private lydboble er ifølge Bull en æstestisk kolonisering af det offentlige rum. NVA er

teknologisk struktureret, men da det ikke er brugeren selv, der bestemmer indholdet, er det ikke

                                                                                                                     121 Cox 2009

45  

 

brugeren, der koloniserer, men det er NVA’s afsender. Jeg pålægger stedet en tolkning (med en

kritisk betegnelse) eller en kulør (med en positiv betegelse). Der er truffet dokumentariske og

radiofoniske valg i forhold til iscenesættelsen, og den er således en subjektiv tolkning af kvarteret

og stederne. Brugeren er dog bevidst om subjektiviteten, da reporteren er med i produktionerne, og

interviewpersonerne skildres gennem deres personlige sansninger.122

Applikationen i sig selv fjerner, qua sit fysiske og visuelle element, brugerens udadvendte

opmærksomheden fra stedet og vandringen. Risikoen er, trods den simple udformning, at

smartphonens skærm bliver en tiltrækningsmagnet for brugerens opmærksomhed og fjerner den fra

stedet. NVA kombinerer det strategiske kort med stedets taktikker i sin egen strategiske inddeling af

kvarteret. Brugeren vil hele tiden have telefonen i hænderne eller i baghovedet og derfor bliver det

ikke en ren vandring i situationistisk forstand. En gammel marxist ville vende sig i graven, hvis

vedkommende vidste, at den gående skal bruge et medie til at erfare byens liv med. I en maxistisk

optik er det en rendyrket komsumering af byens liv. Desorienteringen er på den måde komplet

fraværende. Kritisk kan det siges, at mediet gør vandringen til et instrument og stedet til et

forbrugsvare. Mediet er således en eksponent for ”det geografiske systems grådige egenskab”.

Medieringen forvandler brugerens færden til læselighed, og vi glemmer en særlig måde at være i

verden på, som Certeau hævder.

Stedets egne lyde

(soundscape) vil blive undertrykt og dermed sløres stedet, men Casey påpeger, at stedet skabes i

perceptionen og er afhængig af forventninger og viden, så derfor er det måske ikke kerneproblemet.

Samlet set er det et paradoks at formidle stedet ved at maskere det gennem lyd og besætte brugerens

stedsperception gennem udvalgte auditive fortællinger, men det er netop formidlingens greb.

123

 

 

2.4.  NordVestArkivet  –  en  oplevelse  af  Nordvest  gennem  vandring  og  stedserfaring    

”NordVestArkivet” er auditivt kulturformidlende produkt, der tilbyder brugeren en kropslig

oplevelse af Københavns Nordvestkvarter. Mediet for formidlingen er en applikation til en

smartphone, gennem hvilken brugeren kan bevæge sig rundt og lytte til reportager forskellige steder

i kvarteret. Et ubestemt antal af lokationer er plottet ind på et virtuelt kort over bydelen og afmærket

med lyseblå cirkler på telefonens skærm. På skærmen kan brugeren følge sin egen bevægelse rundt i                                                                                                                      122 Reporteren er ikke med i ”Harry’s Place og gavlen” (Bilag 9, CD spor 7). Ideen er, at hvis der er små stedsreportager og den lokale medvirker i flere, kan reportagen refere til den/de anden/andre. Her ”Hjemløsehuset og Trekanten” (Bilag 9, CD spor 7). 123 Certeau 2010, p. 45

46  

 

kvarteret, der markeres med en rød prik. Brugeren skal via sin position aktivere den lyseblå cirkel

for at lytte til en stedsreportage. Brugeren kan bevæge sig rundt på stedet, mens vedkommende

lytter eller gå videre rundt i bydelen. Der er på den måde ikke et overordnet narrativ i formidlingen,

brugeren skal selv skabe en erfaring af kvarteret gennem stedsreportagerne og vandringen mellem

dem.

Der er således to modi for brugerens erfaring af kvarteret i NVA. Den ene modus er resonansen på

stedet mellem det imaginære rum og brugerens kropslige og mentale stedsperception. Det er en

dobbeltmediering, hvor mediet er mellem reportagen og brugeren og mellem brugeren og stedet.

Den anden modus er den perciperende og betydningsgenererende vandring mellem stederne på det

virtuelle kort og i kvarteret. Første modus er NVA’s strukturerende pricip, der via applikationen er

en strategi for erfaringen af bydelens liv. Produktets teknologiske strategi er styret af afsenderen

(jeg), hvis valg er motiveret af af krav til god formidling. Det gøres, for at skabe en gennemskuelig

struktureret formidling for brugeren. Brugerens frihed findes i valget af og bevægelsen mellem

steder, som vedkommende vil opleve. Jeg peger som afsender, via de enkelte stedsreportagerne, på

nogle praksisser, der biddrage til kvarterets liv. Afsenderen er således den samme som reporteren,

der fremkalder de enkete steder gennem lokale personer.

Således er stedsreportagerne små dokumentariske fortællinger om steder og mennesker. Via

stedsreportagerne skal brugeren skabe et fragmenterede sociologiske billede af kvarteret. Dette

billede bliver mangfoldigt i kontrasterne mellem de forskellige stedsreportagers udformning og

medvirkende personer. Kontrasten mellem den distingverede organist i kirkerummet og de joviale

pensionerede arbejdere på værtshuset afspejler de forskellige stemmer og atmosfærer, der skaber

NVA’s indhold.124

Applikationen medierer mellem brugeren og stedet, og den påvirker brugerens. Perceptionen

påvirkes af den auditive bobel, som brugeren befinder sig i under lytningen af en stedsreportage.

Det imaginære auditive rum skaber resonans i brugerens visuelle og kropslige perception af stedet.

Det er applikationens mediering, der skaber stedsresonansen og føjer et ekstra lag til brugerens

stedsperception og skal skabe en dybere erfaring af stedet. Applikationens aber dabei er

medieringens konsekvenser. En konsekvens er, at applikationens strategi ikke frigøre brugeren til

selv at erfare, og at afsenderens formidlingsvalg er dominerende. Andre konsekvenser er, at

brugerens sanser svækkes pga. smartphonen tilstedværelse. Applikationen fjerner opmærksomheden

I vandringen mellem stedsreportagerne skaber brugeren en ny kortlægning og

erfaring af kvarteret.

                                                                                                                     124 Jf. Henholdvis Bilag 4, CD spor 2 og Bilag 8, CD spor 6

47  

 

fra såvel stedet som vandringen gennem byen. Brugeren kommer på den måde til at ligne Bulls

iPod-bruger, der forbliver i en teknologisk boble og i stedet tager byen i sin besiddelse.  

48  

 

Konklusion    

Københavns Nordvestkvarter er slidt og har mange sociale problemer, hvilket jeg på ingen måde vil

neglicere, og det har stigmatiseret kvarteret. De senere år er unge og kreative dog begyndt benytte

steder i kvarteret, da husleje er billigere, og de anser bydelen for at være rå og uspoleret charme.

Langsomt vil kvarteret blive mere trendy og tiltrækkende for andre borgere. ”NordVestArkivet” kan

ses som en del af denne bevægelse, men projektet forsøger ydermere at indsamle de kvaliteter og

potentialer, der ligger i kvarterets historie og nuværende liv for at arkivere det.

NVA ’s auditive formidling af Nordvestkvarteret er en kropslig kulturel oplevelse for modtageren,

og netop modtageren har i denne følgerapport har fået en del betegnelser klæbet på sig. At være en

bruger, der er ”gående” og ”lyttende”, er imidlertid det essentielle for modtagerens af NVA’s rolle.

Det afspejler, at modtageren først og fremmest er tilvælger af produktet på sin smartphone, for

dernæst at blive inddraget i formidlingens 2 hovedmodi, som henholdsvis er at være ”gående” og

”lyttende”. Selve vandringen er ifølge Michel de Certeau betydningsgenererende i sig selv, og

samtidig kan brugeren indtage den observerende rolle, som udøver af dérive-lignende situation,

hvor kvarteret erfares og kortlægges på en ny måde. Som lytter på de enkelte steder, vil brugeren

træde ind i en auditiv boble, hvor stedsreportagen tilbyder brugeren en mererfaring af stedet

gennem den resonans, der opstår mellem det imaginære rum, som den auditive formidling genererer

hos brugeren, og brugerens egen kropslige stedsperception. Edward S. Casey fremhæver, hvordan

stedet skabes mellem krop, landskab og kultur. Casey påpeger, hvor vigtig lokal viden er, for at

kunne forstå sig selv i verden. NVA formidler stedets kultur gennem stedsreportager med lokale

stemmer. Stedets kultur fortolkes og formidles auditivt gennem radiomediets egenskaber. Selve

stedsreportagerne er en transformation af radiomediet, som sker på baggrund af de nye

teknologimuligheder.

NVA er dérive-inspireret, men da funktionen bygger på Google Maps, er det en helt anden

situation end Guy Debord og SI’s praksis. Det er dels en erkendelse af, at virkeligheden i dag er en

anden end i 1950’erne. Den moderne storbyborger er i endnu højere grad afhængige af medier, som

vi orienterer os efter. Bevægelsen mellem steder er blot transport, som Casey påpeger. NVA er et

alternativ til den nutidige iPod-medierede vandring i byen. Det er et forsøg på at udnytte

teknologien til andet end borgerens egen rationalisering af byens rum. I stedet kan borgeren, med

smartphonen i hånden, gennem en kombination af det strategiske kort og de lokales taktikker, få

formidlet byens liv ved selv at foretage en betydningsgenererende vandring i kvarteret. I en tid,

hvor såvel by- som mediebilledet ser helt anderledes ud end da Debord og SI foretog deres

49  

 

vandringer eller da Certeau nedskrev sine betragtninger om byen, bruger jeg teknologien til at

arbejde med en anden brug af det strategiske og rationelle kort. De lyseblå cirkler, og vandringen

mellem dem, er en ny måde at kortlægge kvarteret på. For at kunne styre formidlingen, har jeg som

afsender lagt begrænsninger på det mobile og individuelle medie, hvilket gør at brugeren skal

handle aktivt og dermed bidrage til formidlingen. Således er NVA en form for praksisformidling af

moderne kulturteori, som designet af applikationen indeholder.

Selvom det er lokale stemmer, som fortæller om stederne i kvarteret, så er det mig, der er

afsenderen. Både i kraft af reporterrollen i de enkelte reportager, hvor jeg fremkalder stedet gennem

lokale stemmer, men også som den overordnede afsender på formidlingen, qua udvælgelsen af

steder. Den dokumentaristisk eksperimentalisme, jeg udøver, er skabt på baggrund af traditionel

research og egen dérive-inspirerede vandringer i kvarteret. Det er dog ikke et færdig dokumentarisk

produkt, som modtageren skal absorbere. Brugeren er gennem vandringen rundt i kvarteret

medfortæller og medskabe af et ufuldstændigt sociologisk billede af Nordvestkvarteret.

Det overordnede produkt er kun teoretisk og konceptuelt beskrevet, og det er følgeligt svært at

drage nogle konklusioner på det reelle funktion og brugerens reaktion. Applikationens mediering

har konsekvenser for sanserne under oplevelsen. Desuden kan min subjektive formidlingsstil give

skabe en utilsigtet følelse af paternalistisk formidling for brugeren, selvom vedkommende har en

medskabende rolle.

NVA’s hensigt er at åbne op for, at teknologien ikke nødvendigvis behøves at være drivkraft for

en personlig tilegnelse af byens rum, som Michael Bull karakteriserer iPod-brugerens adfærd. NVA

er derimod en personlig teknologisk byformdling, der søger at oplyse og underholde. I København

er der i de senere år dukket forskellige nye byformidlinger, der har en alternativ tilgang til byens

rum. Eksempelvis har ”Projekt Udenfor” lavet en byvandringer under titlen ”Poverty Walks”, hvor

hjemløse viser folk rundt i ”deres by”.125 Et andet eksempel er tiltaget ”Another Copenhagen”, der

arrangerer kritiske byvandringer. En af deres vandringer hedder ”I Slavernes Spor” og er ligeledes

en guidet tour gennem steder, der fortæller Københavns slavehistorie.126

                                                                                                                     125

Begge disse eksempler er

guidede turer og har henholdsvis en social og historisk pointe, men begge har lighedstræk med

NVA, da det handler om at skabe en anden fortælling af byen. At give modtageren en anden

forståelse for byens steder. NVA er ikke en guidet tour, men er tilgængeligt på telefonen i brugerens

lomme, og dermed har den et udpræget individuelt udtryk. NVA sigter mod det moderne

http://www.udenfor.dk/dk/Menu/Projekt+Poverty+Walks – 16.05.2011 Csaba, der medvirker i to stedsreportager er også en del af projektet, Bilag 9, spor 7 og Bilag 10, spor 8 126 http://anothercopenhagen.dk/i-slavernes-spor - 16.05.2011

50  

 

storbymennesker, der gerne vil høre nogle gode autentiske fortællinger og opleve et bykvarter på en

anderledes måde. Det er rettet mod vante medie(for)brugere og er et tilbud, der kan vise det auditive

formidlingspotentiale, som en smartphone besidder.

At NVA er et uafsluttet arkiv betyder, at de geotaggede reportager vil blive hængende på det

enkelte sted og resonere i fremtidige brugeres stedsperception. Det er den geografiske forankring,

der er arkivets systematiserende princip, og som der efterhånden kan lægges flere og flere

fortællinger til, vil det lagrer Nordvestkvarterets historie på en sanselig måde. NVA’s mål er at

lager en bevidsthed, som kan påvirke den forestående kvartersudvikling, så det ikke kun er

rationelle og strategiske hensyn, der bliver lagt vægt på. Gennem NVA kan brugeren skabe et

nuanceret og mangfoldigt billede, som kan vise, hvordan livet foregår under kvarterets fallerede

overflade. Samtidig er NVA en omformulering af radiomediet, hvor jeg forsøger at udnytte

styrkerne i nærvær og forestillingskraft, og kombinere dem med de nye muligheder, den

teknologiske udvikling giver for auditiv formidling.

51  

 

Litteraturliste  

Bok,  Bengt   Möte  med  den  andre       Carlsons  Bokförlag,  Falun  2008    Bolt,  Mikkel   ”Situationisterne,  efterkrigstidens  by  og  den  lidenskalige  arkitektur”         i  Nordisk  arkitektur  Forskning,  nr.  5,  2005        Bondebjerg,  Ib     Virkelighedens  fortællinger:  den  danske  tv-­‐dokumentarismes  historie       Samfundslitteratur,  Frederiksberg  2008      Buch,  Susanne  red.     Guide  til  Kvarterløft  Nord-­‐Vest  2001-­‐2007       Kvarterløft  Nord-­‐Vest,  København  2007    Bull,  Michael   “No  Dead  Air!  The  iPod  and  the  Culture  of  Mobile  Listening”       I  Leisure  Studies,  Vol.  24,  Nr.  4,  2005    Bull,  Michael   Sound  moves,  iPod  Culture  and  Urban  Experience       Routledge,  New  York  2008    Casey,  Edward  S.   “Body,  Self,  and  Landscape:  A  Geophisolophical  Inquiry  into  the  Place-­‐World”         i  Textures  of  Place:  Exploring  humanist  geographis,  red.:    Adams,  Hoelscher  &  Till.       University  of  Minnesota  Press,  Minneapolis  2001    Casey,  Edward  S.   Getting  back  into  place       Indiana  University  Press,  Bloomington  1993    Casey,  Edward  S.   “How  to  Get  from  Space  to  Place  in  Fairly  Short  Stretch  of  Time”         i  Senses  of  place,  red.:    Feld,  Steven  &  Basso,  Kieth  H.       School  of  American  Research  Press,  Santa  Fe,  N.M.  1996    Casey,  Edward  S.   The  Fate  of  Place,  a  Philosophical  History         University  of  California  Press,  Berkeley,  Calif.  1997    Chambers,  Iain   Migrancy,  Culture,  Identity       Routledge,  London  &  New  York  1994        Certeau,  Michel  de   ”Vandringer  i  byen”         i  Sted,  red.:  Anne-­‐Marie  Mai,  mfl.  Aarhus  Universitetsforlag,  Århus  2010    Certeau,  Michel  de   The  Practice  of  Everyday  Life       University  of  California  Press,  Berkeley,  Calif.  2006    Crisell,  Andrew   Understanding  Radio       Routledge,  London  &  New  York  1996    Fisher,  Jennifer   ”Museum  Audioguides  by  Artists”         i  Aural  Cultures,  red.:  Dnobnick,  Jim.  YYZ  Books  &  Walter  Philips  Editions,  2004    Fog,  Asger   Utterslev:  fra  landsby  til  storbysforstad       Brønshøj  Museum,  Brønhøj  1996    Kirkeby,  Christian   Fra  Utterslev  Mark  til  Nordvestkvarteret       Lokalhistorisk  Selskab  for  Brønshøj,  Husum  og  Utterslev,  Vanløse  2002  

52  

 

 Kjærsdam,  Finn     Byplanlægningens  historie       Aalborg  Universitets  forlag,  Aalborg  2006    Knudsen,  Jacob   ”Når  gaden  bliver  til  fortælling”         i  Digital  Museumsformidling,  red.:    Løssing,  A.S.W.l:  Kulturarvsstyrelsen,  Kbh.  2009    Larsen,  Lone  Palm   Fra  Vugge  til  grav  -­‐    København  NV       Arbejdermuseet,  Kbh.  2000        Mai,  Anne-­‐Marie,  mfl.   Sted         Aarhus  Universitetsforlag,  Århus  2010      McDonough,  Tom  edt.   The  Situationists  and  the  City       Verso,  London  2009    Pinder,  David   ”Old  Paris  is  no  more”         i  Antipode,  nr.  4,  2000    Poulsen,  Ib     ”Det  imaginære  rum”         i  Mediekultur,  nr.  40,  2006    Ringgaard,  Dan   Stedssans       Aarhus  Universitetsforlag,  Århus  2010    Simonsen,  Kirsten   Byens  mange  ansigter:  konstruktion  af  byen  i  praksis  og  fortælling     Roskilde  Universitetsforlag,  Frederiksberg  2005    Smith,  Jeffrey  K.  mfl.     “Audibly  Engaged:  Talking  the  Walk”       i  Digital  Technologies  and  the  Museum  Experience,  red.:  Tallon,  Löic  &  Walker,  Kevin.     AltaMira  Press,  Lanham  2008    Søndergaard,  Morten   ubestemmelsessteder       Brøndum/Aschehoug,  Kbh.  1996    Tallon,  Löic   “Introduction:  Mobile,  Digital,  and  Personal”     i  Digital  Technologies  and  the  Museum  Experience,  red.:  Tallon,  Löic  &  Walker,  Kevin.     AltaMira  Press,  Lanham  2008    Tonkiss,  Fran   ”Aural  Postcards.  Sound,  Memory  and  the  City”         i  The  Auditory  Culture  Reader,  red.:  Bull,  Michael  &  Black,  Less.  Berg,  Oxford  2006        Vittus,  Claus   Jeg  står  her…  -­‐  Reportage  i  radio  og  tv       DR  Multimedie,  Søborg  2001    Zerlang,  Martin   Bylivets  kunst:  København  som  metropol  og  miniature       Spring,  Hellerup  2002        Tekster  fra  Internettet    aporee1   http://aporee.org/maps/info/#contact-­‐  –  dato:  16.05.2011    aporee2   http://aporee.org/maps/  –  dato:  16.05.2011  

53  

 

 Bertelsen  og  Brügger   Skjoldhøj  Arkivet  (2002)  –  dato:  15.05.2011       http://www.dr.dk/P1/Skjoldhoejarkivet/20070305161332.htm        Cox,  Christoph   Invisible  Cities:  An  Interview  with  Christina  Kubisch  (2009)  –  dato:  15.05.2011       http://www.christinakubisch.de/pdf/Kubisch_Interview.pdf      Debord,  Guy   Teori  for  derivén  (1956)    –  dato:  15.05.2011       http://copenhagenfreeuniversity.dk/derive.html      Debord,  Guy   Introduktion  til  en  kritik  af  den  urbane  geografi  (1955)    –  dato:  15.05.2011       http://www.copenhagenfreeuniversity.dk/urbangeo.html    Google  Maps  API   http://code.google.com/intl/da/apis/maps/index.html  -­‐  dato:  16.05.2011    Gram,  Nina   Ipod  og  bobler  –  dato:  15.05.2011       Fra  Akademiet  /Akademiet  for  Æstetiskfaglig  Forskeruddannelse  

    http://pure.au.dk/portal/da/publications/ipod-­‐og-­‐bobler%289357a3a0-­‐1242-­‐11df-­‐b95d-­‐000ea68e967b%29.html  

 I  Slavernes  Spor   http://anothercopenhagen.dk/i-­‐slavernes-­‐spor  -­‐-­‐  dato:  16.05.2011    Kubisch,  Christina   Works  with  Electromagnetic  Induction  (2011)  -­‐  dato:  16.05.2011       http://www.christinakubisch.de/english/klangundlicht_frs.htm    Lønsmann,  Leif   Krygerpris  Tale  (2002)  –  dato:  15.05.2011        http://www.dr.dk/Podcast/Radio/Guld%20fra%20arkivet/20070320152130.htm    Poverty  Walks   http://www.udenfor.dk/dk/Menu/Projekt+Poverty+Walks    -­‐  dato:  16.05.2011      Wikipedia.org  

Wiki:  Strategy   http://en.wikipedia.org/wiki/Strategy  –  dato:  15.05.2011  Wiki:  Smartphone   http://da.wikipedia.org/wiki/Smartphone  –  dato:  15.05.2011  Wiki:  Geotagging   http://en.wikipedia.org/wiki/Geotag  –  dato:  15.05.2011  Wiki:  Archive   http://en.wikipedia.org/wiki/Archive  –  dato:  15.05.2011    Den  danske  ordbog  

DDO:  Arkiv   http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=arkiv  –  dato:  16.05.2011  DDO:  Medie    http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=medie  –  dato:  16.05.2011  DDO:  Resonans   http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=resonans&search=S%C3%B8g  –  dato:  16.05.2011    Ordbog  over  det  danske  sprog  

ODS:  Medium   http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=medium  –  dato:  16.05.2011  ODS:  Resonans   http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=resonans  –  dato:  16.05.2011      Lyd  

Bertelsen,  Brügger  og  Hansen   Skjoldhøj  Arkivet,  Afsnit  1     DR  UNG,  P1  2002    Selvsving   Nordvest     DR  P3,  1998  

54  

 

Abstract  

NordVestArkivet    

–  an  auditive  mediation  of  life  in  an  urban  area  through  walking  and  experience  of  places   “NordVestArkivet” (NVA) is an auditive product of cultural mediation, which mediates life in North

West part of Copenhagen. The concrete product of the thesis consists of 8 “reports of places”,

containing my interviews with local people edited into radio-like reports. The overall product is a

smartphone application based on Google Maps. A final product would contain more “reports of

places” and these would be marked on the map. In order to listen, the user of the application must

activate a “report of place”. This is done through the users position, determined by the GPS of the

smartphone. The area is on the verge of Copenhagen an it is marked by social problems and therefore

it’s reputation is somewhat tarnished. Many places the area is decayed, but urban renewal is slowly

changing the character of the area.

There are mainly three theories that supports the product. The French philosopher Michel de

Certeau’s descriptions of the life of the city. In the book “The Practice of Everyday Life” he uses

the concepts “strategy” and “tactics”. It is a dichotomy where strategy is the rational framing and

attempt to control the city, and tactics is the citizens’ use of the structure, which they challenge and

oppose through their everyday practices. According to Certeau, wandering in the city is an example of

production of meaning. The situtionists theories are antoher critique of the rational modern city. In the

1950s among others Guy Debord used a dérive-method to psychogeographically map the city. Debord

adopted the part of the walking observer and was thereby able to comprehend the life of the city. The

American phenomenologist Edward S. Casey has produced theory of places. Man is always at a place

and therefore places are important. The place comes into existence between body, landscape and

culture.

The user of NVA wanders through the city and receives an elevated perception of places when

listening to a report. The report uses presence and imagination of the radio media to create a resonance

in the users perception of the place. The user is free to decide which place he/she wants to

experience.Together the report constitute an archive that is unfinished and has to be a bodily

experience. It is an attempt to use the new individual mobile technology as an instrument for

opening the space of the city and not closing it, as the iPod user does according to professor

Michael Bull. In this way NVA is an auditive mediation, attempting to store the memory of a urban

area, so that the great renewals facing it do not merely become strategic and rational decisions that

will destroy the neighbourhood instead of developing it.