Pølsevognen

MuhameDANEREN.indd 79 11/07/11 11.59

81

»Højskole,« sagde sagsbehandleren. Farshad så mistroisk på hende. »En høj skula?« forsøgte han at udtale

med et spørgende, usikkert tryk i slutningen af ‘skole’.»Ja, en højskole. Hvis du virkelig vil lære at forstå Danmark og dan­

skere, er det et perfekt sted at starte. Det er indbegrebet af dansk tradi­tion,« sagde Dorthe, som havde været Farshads sagsbehandler, siden han ankom til Danmark tre år tidligere. Tolken forsøgte at bryde ind for at oversætte det til farsi, men Farshad afbrød ham hurtigt. »Jeg kan godt selv,« fastslog han på persisk.

Dorthe rystede på hovedet. »Nej, Farshad. Det er en skole, hvor du bor og læser sammen med andre.« Farshad tøvede og så derefter på sin kone, Mariam, der sad stille og så ud af vinduet. Han kunne ikke se hendes ansigtsudtryk for det hvide silketørklæde, der dækkede alt hendes hår på nær de forreste lokker på hendes pande. »Hvad med min kone?« spurgte han.

Dorthe forsikrede ham om, at han kunne tage sin kone med, og at hun også kunne tilmeldes et fag, hvis hun havde lyst. Dorthe foreslog et litteraturkursus, som de kunne tage sammen over sommeren. Opholdet ville vare i to måneder, og de ville kunne søge penge fra kommunens integrationskasse for at få råd til udgifterne.

»Hvis det er sådan, alle andre danskere gør, så er det også det, vi skal,« sagde Farshad anerkendende.

Han udfyldte en ansøgning for sig selv og en for Mariam. Sagsbe hand­leren lovede dem, at de ville høre fra kommunen inden udgangen af måneden, så de ville have god tid til at planlægge deres højskoleophold. Farshad takkede Dorthe for hendes hjælp og gik ud af lokalet sammen med Mariam. Han var sikker på, at han havde gjort det rigtige.

MuhameDANEREN.indd 81 11/07/11 11.59

82

Foran den kommunale bygning lå en park, hvor børnefamilier, kære­ster og nabolagets drankere ofte hang ud. Farshad elskede at komme her i frokostpauserne, mens han gik på sprogskolen. Han brugte det som et sted, han kunne flygte til – primært fra de andre indvandrere og flygtnin­ge på sprogskolen, som han ikke mente, han havde noget til fælles med. I timerne talte han ikke til de andre – kun læreren – og han afskyede ara­berne og afghanerne for deres manglende danskkundskaber, motivation og almendannelse. Farshad opfattede sig selv som bedre end dem i alle henseender. Det var ikke et spørgsmål om socialklasse eller om økonomi, men snarere et spørgsmål om, hvem der ville Danmark mest, og det var der ingen tvivl om, at han ville.

Når eleverne i klassen talte til ham, svarede han kortfattet, ignore­rede dem eller lod blot, som om han ikke kunne forstå, hvad de forsøgte at sige eller forklare. Når læreren var syg, eller der var pauser, gik han altid ned til parken, hvor han var blandt andre, der var som ham selv. Somalierne og tyrkerne kom aldrig derned. De holdt sig til deres klubber og moskeer – steder, hvor Farshad ikke kunne drømme om at sætte sine ben. I parken kunne Farshad sidde i timevis og bare iagttage de nye om­givelser; den måde, danskerne gik på, hvordan de talte med hinanden og deres sjofle vittigheder og kedsommelige brok var alt sammen værdifuldt for Farshad. Han forsøgte sommetider at udtale ord eller brudstykker af sætninger, som han havde hørt, eller gøre ting, som han havde set an­dre danskere i parken gøre. Han efterlignede. Det var sådan, man lærte bedst, havde Farshads underviser sagt.

Farshad havde også et yndlingssted i parken – et sted, hvor han fore­trak at tilbringe sin tid, hvis han altså selv kunne vælge. Stedet var helt specielt og lå ved græsplænen lige omkring springvandet ved siden af pøl­sevognen et par meter fra drankernes faste bænk. Grunden til, at stedet var så værdifuldt for Farshad, var, at drankerne og pølsevognens kunder talte højere end alle andre i parken, og det gjorde det lettere for ham, når han ville smuglytte til deres spændende samtaler. Han behøvede knap nok at anstrenge sig, selvom mange af ordene mindede om hinanden. Den måde, hvorpå danskerne udtalte enkelte ord, tilførte små accenter i endelserne og fordrejede og trak sætningerne ud, når de overdrev eller satte tryk på et bestemt ord, imponerede ham.

Så der lyttede han – altid med sin dansk­persiske ordbog i tasken i

MuhameDANEREN.indd 82 11/07/11 11.59

83

tilfælde af, at der skulle dukke nye ord op, som han kunne skrive ned i sit hæfte med danske gloser. Det var her, han kunne forsvinde fra sin fortid og sit nuværende liv og blive en del af et konstrueret univers, hvor alt gik op i en højere enhed. Et sted, hvor alt gav mening. I dag var han dog ikke alene. Mariam var med ham.

Der var noget ganske besynderligt ved pølsevognen, som interesserede Farshad, uden at han kunne sætte ord på det. Det var de samme men­nesker, som kom og købte mad der. Der var ingen fornyelse eller ud­skiftning i kundekredsen. Der var ingen, der købte maden og gik videre eller hjem – alle standsede op og satte tid af til at tale med pølsemanden. Sommetider talte de i flere timer. Der måtte være noget særligt ved den pølsevogn, tænkte Farshad, mens han sad godt lænet tilbage på bænken sammen med sin kone. Pølsevognens farver tiltrak også Farshad. Den var rød og hvid og hed ’Svinestuen’, hvilket Farshad fandt ufatteligt morsomt.

»Hvad tror du, de taler om?« spurgte Farshad undrende sin kone. »Folk kommer og går hos ham, som de gør hos den gamle imam i

Doolab i Iran. Han må sige noget værdifuldt. Måske giver han gode råd.«»Det her har intet med imamer at gøre. Det er slet ikke det samme.

Af det, jeg kan forstå, taler de om vejret og om fodbold. Men jeg er ikke sikker. Jeg tror, at man skal købe noget for at tale med ham,« lød det fra Farshad.

Solen skinnede på pølsevognens facade, der sendte refleksioner ned i springvandet midt på græsplænen, hvor en gruppe topløse kvinder havde lagt et tæppe og nu lå og solbadede uden hensyntagen til folk omkring dem. De gjorde, hvad der passede dem. Deres strittende, tomatrøde bry­ster var solskoldede, men de blev liggende under solen. Farshad mistede koncentrationen og holdt op med at smuglytte til samtalerne hos pølse­manden. Han gloede nu dybt koncentreret på kvinderne på plænen.

»Se, det er frihed, Mariam. Ikke ligesom dit tørklæde, som du bærer rundt om dit hoved som en tætpakket emballage. Du er ikke engang ret smuk, så hvorfor gemme dit hår?« sagde han i en irriteret tone, der afslø­rede, at sagen var et følsomt emne, de havde diskuteret før.

»Det er min religion. Du skal ikke blande dig, Farshad. Jeg har frihed til at vælge, hvad jeg selv vil. Det sagde du selv til mig, da vi blev gift,« svarede hun ham brat.

Farshad mumlede noget surt tilbage på dansk – noget, han ikke selv

MuhameDANEREN.indd 83 11/07/11 11.59

84

forstod, men havde overhørt pølsemanden sige surt til en af drankerne. Han lænede sig derefter dagdrømmende tilbage på bænken og så over på de nøgne kvinder på en måde, der udtrykte, at han var villig til at gøre næsten hvad som helst for at være en del af deres selskab. Trangen var langt fra seksuel – faktisk det modsatte. For Farshad handlede det ikke bare om bryster, men mere om det, som de bare, pompøse patter repræ­senterede: hensynsløs og firkantet frihed.

»Alle kigger på dig og tænker, at du er undertrykt. Du er ligesom ara­berne. Når de ser mig med dig, kan de se, jeg ikke er herfra. De tror, at jeg ikke vil være en del af samfundet. Det tørklæde skal væk,« vrissede han til Mariam.

Mariam rejste sig op. »Jeg går hjem,« sagde hun i en tone, der vid­nede om, at hun gerne ville have, at han skulle gå efter hende eller i det mindste forsøge at spørge ind til, hvad det var, der plagede hende. Men Farshad nikkede godkendende til hende uden at spørge, hvorfor hun nu var blevet sur, som han ellers tidligere ville have gjort. Efter at hun var gået, vendte hun sig om et par gange for at se, om han gik efter hende, men han blev siddende i samme stilling og med det samme blik. Man skulle nærmest tro, at der ikke lige havde været et skænderi mellem de to. Farshad var ikke nærværende i Mariams selskab længere. Han var i en anden verden – i sit helt eget univers.

Ved siden af den bænk, som Farshad sad på, var et kærestepar i fuld gang med at udtrykke deres kærlighed over for hinanden. De var tydelig­vis nyforelskede og kunne ikke holde fingrene fra hinanden. De kyssede lige så glødende, som Farshad og Mariam havde gjort det på deres bryl­lupsnat – intimt og vildt, på grænsen til det stødende. Farshad var imid­lertid ikke stødt. »Det her er frihed,« anførte han for sig selv og tænkte på, hvad der ville ske i Iran, hvis to personer i deres tidlige teenageår var blevet taget i at kysse på den måde. Følgerne havde været katastrofale for dem begge og for deres familier. Parken var langt væk fra Iran, både fysisk og mentalt.

Han blev i parken, indtil det blev mørkt, og pølsevognen lukkede. Og det var først, da pølsemanden kørte sin vogn væk fra parken, at Farshad besluttede sig for at gå hjem til Mariam.

****

MuhameDANEREN.indd 84 11/07/11 11.59

85

Han åbnede døren til lejligheden brat og brasede ind i stuen. Mariam sov på sofaen, mens den nationale iranske fjernsynskanal kørte i baggrun­den og viste et program om, hvor smukt et land Iran er. Det var en kanal, som Farshad absolut afskyede. Den var forudsigelig og uden kritik og afsløringer. Det var det samme igen og igen. Mariam havde helt sikkert set korankanalen og var faldet i søvn undervejs, tænkte han.

»Stå op,« galede Farshad. Hun reagerede ikke med det samme, selv­om hun hørte ham. Hun lod, som om hun fortsat sov, i håbet om at han ville gå igen. Men han blev ved med at råbe. Farshad havde altid været stædig.

Han ruskede hårdt i hendes ene skulder, indtil hun blev nødt til at reagere.

»Har du lavet mad til mig,« spurgte Farshad i en irriteret tone. Det havde Mariam ikke. Hun fortalte ham, at hun havde sovet, lige

siden hun var kommet hjem fra parken, da hun følte sig sløj efter skæn­deriet.

Farshads blodårer voksede kraftigt og synligt frem under huden i hans pande, og hans næsebor blafrede som en tyrs, som de altid gjorde, når han blev rasende.

»Hvad er du for en kone? Du har ikke engang lavet mad til din mand!«Farshad behøvede ikke at sige mere. Det var i sig selv nok, og han

vidste, han havde ramt et ømt punkt hos Mariam. Hun bøjede hovedet og gik ud i køkkenet for at lave en ret til ham, som hun vidste, han kunne lide. Efter en time var maden klar. Vilde ris med kylling og grøntsager. Den behagelige duft af krydderierne på kyllingen spredte sig fra køkke­net og ind i stuen. Hun satte maden frem på bordet og kaldte på ham. Farshad reagerede ikke. Han blev liggende på sofaen.

»Maden er klar. Kommer du?« spurgte hun ham blidt, nærmest selv­udslettende.

»Jeg har mistet min appetit nu. Jeg er ikke sulten længere,« svarede han uinteresseret.

»Hvad mener du? Jeg har lige stået i køkkenet midt om natten for at lave din mad, og nu siger du, at du ikke er sulten?«

»Mariam, jeg behøver ikke at sige det to gange. Jeg er ikke sulten. Kan du ikke fatte det, kvinde?« spurgte Farshad, der fastholdt sit blik på fjernsynet. Han så nyhederne på dansk.

MuhameDANEREN.indd 85 11/07/11 11.59

86

»Hvad vil du have fra mig, Farshad? Hvad har jeg gjort dig? Vil du ikke nok sige det til mig, så jeg kan gøre det godt igen?«

»Dit skide tørklæde. Jeg hader det. Og når du har det på, hader jeg dig. Det viser alle mennesker omkring os, at vi hører hjemme i middelalde­ren. Kan du forstå det, Mariam?«

Farshad rejste sig op og forsvandt ind i soveværelset.»Kan du så ikke forstå, at jeg er muslim? Det er mit eget valg. Hvorfor

går du så meget op i, hvad de andre tænker om os? Hvad er der sket med dig? I Iran bad du og fastede under Ramadanen. Du elskede islam, men her prøver du at være en anden for at tilfredsstille dem,« skrålede hun efter ham, men det var for sent, for han havde allerede lukket døren til soveværelset. Mariam fulgte ikke efter ham. Hun smed den varme mad ud, tallerken efter tallerken, mens hun så op på billederne, som hang på væggen i køkkenet. Der var især ét billede, som hun elskede. Det var et, hvor hun og Farshad holdt om hinanden, som om de aldrig ville give slip igen. Det var fra dengang, de stadig var forelskede i hinanden. »Hvad er der sket med os?« tænkte Mariam, mens hun vaskede op. »Hvor er det hele gået galt?«

****

Næste morgen vågnede Mariam tidligt. Hun havde sovet på sofaen i pro­test over Farshad, men var nu begyndt at få dårlig samvittighed over sin rolle i skænderiet.

»Er jeg så dårlig en kone? Kan jeg ikke engang gøre min mand glad?« Hendes samvittighed udviklede sig til en tung sten i bunden af maven, der trykkede sig mod hendes organer. Smerten var fysisk.

Hun besluttede sig for at lave morgenmad til Farshad. Hun ville lave al den mad, som Farshad elskede. Alle retter, desserter og frugter, som han holdt af fra Iran. Det ville måske få ham til at huske de gode, forel­skede tider, som de havde haft sammen.

Mariam arbejdede i køkkenet i flere timer, indtil morgenbordet min­dede om en femstjernet buffet, men det var ikke nok. Hun måtte gøre mere ud af undskyldningen, så hun hoppede i sin flotteste og strammeste sommerkjole, der viste alle hendes runde former. Under kjolen havde hun hvidt undertøj med blonder på – den præcist samme cremede farve,

MuhameDANEREN.indd 86 11/07/11 11.59

87

som hun havde haft på under deres bryllupsnat i Iran. Mariam huskede den måde, hvorpå Farshad havde kærtegnet og kysset hvert eneste om­råde på hendes nøgne krop, da han for første gang så hende uden tøj på. Hun ville genskabe det minde, som de begge på det seneste havde mi­stet alle erindringer om, og som de begge snart tvivlede på overhovedet havde eksisteret engang.

Hun åbnede døren til soveværelset for at vække Farshad.»Azizam, jeg har en overraskelse til dig. Stå op, skat,« hviskede Ma­

riam, samtidig med at hun tændte lyset i soveværelset og bevægede sig hen mod sengen. Den var tom – han var stået op før hende.

I samme stund, som Mariam stod i værelset, sad Farshad som altid på sin yndlingsbænk ved pølsevognen. Han havde netop hørt et ord, som han ikke kunne finde i ordbogen, men som han var sikker på, han havde hørt før.

»Perker,« sagde pølsemanden til en af stilladsarbejderne, mens de begge så over på Farshad.

Han bladrede ihærdigt igennem de slidte sider under ’p’ i ordbogen, men der var intet ord, der bare mindede om det, pølsemanden havde sagt, så Farshad opgav til sidst at finde betydningen. Han nikkede yd­mygt tilbage til dem, som om han forstod, hvad de talte om. Alle dele i Farshads krop længtes efter at være en del af selskabet foran pølsevognen, hvor de altid stod med deres øl og pølsebakker. Farshad havde aldrig i sit liv drukket alkohol eller spist svinekød. Han var vokset op i en troende shiamuslimsk familie i Iran. Som barn gik han i koranskole, hvor han lærte Koranen udenad. Han elskede at praktisere den som barn. Ikke så meget fordi han kom tættere på Gud, men mere, fordi han var bedre end alle de andre til det – og alle talte om religion. Det var noget, som alle var tvunget til at forholde sig til. Alle troede, han ville blive mullah som voksen. Farshad var den dygtigste i klassen, men valgte i sidste øjeblik at søge ind på universitetet i Teheran for at læse persisk litteratur og histo­rie. Efter revolutionen i Iran i 1979 rejste han frivilligt til Syrien, hvor han underviste i persisk litteratur. Efter et par år vendte han tilbage til Teheran. Der giftede han sig med Mariam, som havde været Farshads nabo så langt tilbage, han kunne huske. Det var først, da han var blevet politisk aktiv i en socialistisk undergrundsgruppe, hvis hovedpolitik var at vælte præstestyret, at han valgte at vende religionen ryggen – ikke kun

MuhameDANEREN.indd 87 11/07/11 11.59

88

islam, men alle etablerede monoteistiske religioner. Men selv efter han var blevet fanget, tortureret og afhørt i Evin­fængslet i flere måneder, vendte han aldrig sine vaner ryggen. Han drak aldrig alkohol og spiste heller ikke svinekød.

Når noget er forbudt, er det mere tiltrækkende og spændende end noget af det vante fra hverdagen. Sådan havde Farshad det lige nu med maden fra pølsevognen. Han fantaserede sig til smagen ud fra duften; han brændte efter at spise deres kød og drikke af deres grønne flasker, og måske var muligheden der i dag. Det var første gang, pølsemanden hav­de kigget hen mod Farshad og opnået øjenkontakt. Det var nu, Farshad havde muligheden for at tage det første skridt.

Men hvad skulle han sige? Han slog ordet pølse op på persisk og fandt ordet ’salami’. Måske skulle han bare sige ’en salami, tak’, og så ville samtalen folde sig naturligt ud.

Han gentog sætningen igen og igen i sit hoved, som han plejede at gøre i koranskolen i Teheran, indtil han var sikker nok i sin udtale. Farshad rejste sig op, børstede sin habitjakke af for støv og gik op til pølsevognen, hvor der allerede stod en gruppe mænd i deres blå ar­bejdstøj. De var stilladsarbejdere. De bemærkede ikke, at han var på vej hen mod dem, og inden de kunne nå at registrere noget som helst, udbrød han:

»Hej. Salami en, tak,« sagde Farshad, der i samme øjeblik kunne høre, at han havde forkludret sin eneste sætning i teaterstykket.

»A hva’ siger du? Kan du ikke tale dansk?« spurgte pølsemanden pro­vokerende med stilladsarbejderne grinende i baggrunden.

»Jo, jeg vil gerne en salami,« sagde Farshad igen, rød i hovedet og endnu mere usikker end før. Det mindede ham om de sjældne gange, han i skoletiden forkludrede Al­bakara, det længste vers i Koranen.

»Hør her, gamle, det her er sgu ikke en halalslagter. Det er en dansk pølsevogn. Her kan du kun få pølser og fritter.« De gjorde tydeligvis alle nar af ham, og flere kunder flokkedes om pølsevognen for at købe noget, så Farshad blev mere nervøs.

»Hvis du ikke skal have noget, så er der altså en lang kø bag ved dig, kammerat. Bliver det i dag?«

Farshad så hen på et af billederne af pølserne, som hang på siden af pølsevognen. »En ol’ og en fransk hotdog,« stammede han usikkert.

MuhameDANEREN.indd 88 11/07/11 11.59

89

»Nu forstår jeg, hvad du mener. Se, du taler jo dansk,« sagde pølse­manden højt, mens han slyngede en pølse på grillen. Farshad rykkede lidt til side, mens bestillingen blev gjort klar. I mellemtiden forsøgte han at komme i kontakt med stilladsarbejderne, som ikke virkede særligt in­teresserede i ham. »Flot vejr i dag. Synes du ikke?« spurgte Farshad. De nikkede fjernt uden at lukke ham ind i fællesskabet – hverken fysisk eller i samtalen. Gruppen lukkede sig mere sammen. »Er det ikke dig, der altid sidder på bænken med hende spøgelset fra Arabien?« spurgte den ene af dem pludseligt.

»Hvem?« »Hende pigen, du altid er sammen med,« sagde den tykke af de tre

stilladsarbejdere. Farshad forstod ikke præcis, hvad de sagde, men vidste nok til at forstå,

at det handlede om hans kone, da de sagde ’pige’ og pegede hen mod den bænk, hvor han altid plejede at sidde med Mariam.

»Jo, det er min kona,« svarede han. »Hvorfor har hun tørklæde på? Er det, fordi hun er grim?«Farshad lod, som om han ikke kunne forstå, hvad de sagde. Inderst

inde vidste han godt, at det handlede om tørklædet. Han grinede med dem, som om de talte om noget, der var konsensus om var sjovt. Et ko­misk fællesskab, som Farshad drømte om at være en del af, selvom de tilstedeværende vidste, at han ikke hørte til der. Pølsemanden overrakte Farshad en øl og pølse. Der stod han som den eneste mørkhudede mand blandt stilladsarbejdere og pensionister. Udadtil så det lige så uvant ud som et helt hvidt maleri med en enkelt forstyrrende sort plet i midten – noget, der mest af alt mindede om en konstruktionsfejl i naturens og de sociale relationers forventelige orden.

»Du skal ikke tage dig af de fjolser,« sagde pølsemanden til Farshad og fortsatte: »Du må bare forstå, at vi her i Danmark ikke giver vores kvinder tørklæder på.«

Farshad blev flov igen. I et desperat forsøg på at genvinde sin status i forhold til pølsemanden og de andre rakte han sin hånd ud til pølseman­den.

»Jeg hedder Farshad, og jeg hader islam og Iran. Jeg vil gerne være Danmark,« fastlog Farshad i en dansende tone, der mest af alt mindede om arabisk folkemusik.

MuhameDANEREN.indd 89 11/07/11 11.59

90

»Han er sgu god nok, ham her. Han er ikke som de andre. Han drik­ker øl ligesom os,« påpegede pølsemanden og åbnede en øl mere til Farshad.

»Den her er på huset, Frede.«Farshad elskede klangen af sit nye navn. Der var noget frisk over

Frede, og så mindede det også om ordet frihed, som var et af de første ord, Farshad havde lært i sprogskolen.

»Jeg hedder Ove. Det er så min pølsevogn,« erklærede han til Farshad, der stod med sin øl nummer to i hånden.

»Hvor mange år har du været i Danmark?« spurgte Ove, mens han tog imod en bestilling.

»Tre år, men Danmark er min land nu«. »Tre år? Det sgu ikke meget. Lad mig give dig et råd, Frede, hvis du

altså gerne vil være dansker.«Farshad spidsede øren og så op på Ove, som om han skulle til at over­

levere en guddommelig åbenbaring, og som han plejede at se op på ima­merne som barn, når de reciterede Koranen eller forsøgte at lære ham en bestemt arabisk udtale.

»Hør, Frede, kan du se de tøser derovre?« Han pegede over på nogle teenagepiger, der lå i deres bikini og solbadede ved siden af springvan­det. »Når din kone smider tørklædet og tager det samme tøj på som de skønne kvindemennesker derovre, så er du en rigtig dansker. Det kan jeg saftsuseme love dig,« konstaterede Ove selvhøjtideligt.

»Nej, i Danmark dækker vi sgu ikke vores kvinder til, som de gør i andre lande i Arabien. Her kan kvinderne selv bestemme,« udbrød en af de ældre pensionister, der var brudt ind i samtalen af nysgerrighed.

Farshad bøjede sit hoved i skam. »Tak, Ova. Mange tusind tak.« Pølsen var blevet kold, så den smed han ud på vej hjem, mens han

drak sin fjerde øl. Han strejfede rundt i byen i et par timer, indtil det blev mørkt. Han ville ikke længere finde sig i Mariams tørklæde. Nok måtte være nok.

****

Farshad var godt beruset, da han omsider kom hjem. Mariam var igen faldet i søvn på sofaen. Denne gang advarede han hende ikke ved at

MuhameDANEREN.indd 90 11/07/11 11.59

91

spørge, om hun sov. Han greb fat i hendes arm og hev hende hårdt op fra sofaen. Idet han trak hende op, kunne han se hendes flotte kjole og makeup, men det var nu for sent at gå tilbage til at være flink. »Det tog er for længst kørt,« tænkte han.

»Du har gjort mig til grin foran mine venner. Ved du, hvad de kaldte mig i dag? En araber! De sagde, at du lignede et spøgelse, fordi du dæk­ker dig selv til som et,« råbte han så voldsomt ind i Mariams ansigt, at der væltede spyt ud af hans mund. Han var mere såret end sur, mere ensom end rasende, og det kunne hun godt se.

»Det gør ondt. Stop! Jeg har ikke gjort dig noget. Slip så min arm. Hvad har de gjort ved dig?«

Farshad trak sin arm så langt tilbage, at den næsten gik af led, og kla­skede derefter sin håndflade ind i Mariams ansigt, så det ringede for hen­des ører.

»Du skal aldrig have tørklæde på igen. Aldrig mere.«Han løb ind i soveværelset og åbnede den nederste skuffe, hvor

Mariam plejede at have sine tørklæder, og hev dem alle ud i ét hug. Han for ind på toilettet, kastede dem på gulvet og satte ild til alt stoffet. Flam­merne spredte sig fra den ene ende af de lyserøde tørklæder til de sorte og hen til de hvide. Bagved stod Mariam chokeret med sit lange, glatte hår frit og løst over sine skuldre.

»Har du drukket? Det er kun min mand, der skal se mit hår. Det er kun til dig. Vil du virkelig dele mig med andre?«

»Må jeg ikke dele din skønhed med andre? Kan du ikke forstå, at alle mennesker griner af mig? Og det hele er din skyld. Kun din.«

Da ilden blev ustyrlig, slukkede han flammerne med bruseren. De brændende tørklæder efterlod et sort brændemærke på toiletgulvet.

Han vendte sig om mod Mariam og sagde: »Hvis du ikke tager tørklæ­det af, forlader jeg dig.«

Han sagde ikke mere. Stilheden var kaotisk larmende mellem Mariam og Farshad. De var begge frosset fast i entreen og så dybt ind i hinandens øjne. Hun ville ikke opgive det eneste minde om Iran og det, som hun troede på, og han fastholdt skråsikkert sin overbevisning om, at tørklædet forhindrede ham i at være en del af et fællesskab.

Farshad smækkede døren efter sig uden at fortælle, hvor han var på vej hen. Mariam ville brændende gerne følge efter ham – men blev in­

MuhameDANEREN.indd 91 11/07/11 11.59

92

dendørs, da alle hendes tørklæder var blevet ødelagt af ilden. Hun kunne ikke vise sig offentligt med utildækket hår. Han flakkede ned i parken i håb om at finde nogen at snakke med ved pølsevognen, men alle var gået. Selv drankerne, der plejede at blive der til sent ud på morgenen, var taget hjem.

Farshad kastede et blik på sit ur. Klokken var allerede blevet kvart i fire om morgenen, men han ville ikke hjem. Han foldede sin jakke som en hovedpude, lagde sig vandret på sin yndlingsbænk og faldt roligt hen.

****

Det var først, da dråberne nåede hans overlæbe, at han vågnede. En vold­som hovedpine gjorde hans syn sløret, og oven i det føltes det, som om hans indre organer var ved at fremprovokere optøjer, og at revolutionen ville blive ført ud i virkeligheden gennem Farshads mund. Han satte sig op og bemærkede straks, at parken var tom. Der var ingen mennesker ud over en mand et par gader derfra, der trak sin vogn.

Da han var kommet tættere på, kunne Farshad se, at det var Ove med sin pølsevogn.

»Hva’ fanden? Er det ikke min gode ven Frede, der sidder der?« spurg­te Ove friskt.

Frede rystede kvalmen af sig og fremtvang et undertrykt smil for at imødekomme Ove. Han hjalp til med at åbne vognen.

»Det ser lidt trangt ud i dag, hva’, Frede. Sådan er det altid, når det regner. Regn er bare bad business for pølsebranchen,« sagde han, mens han rakte Farshad dagens første øl som belønning for hans hjælp.

Efterårsvejret var åbenbart kommet tidligt i år og med en sådan dunkel og grå kraft, at det gjorde minderne om gårsdagens sommervejr meget di­sede og uklare. Farshad skulle flere gange knibe øjnene tæt sammen for at holde øjenkontakt med Ove, som var inde i pølsevognen i varme og tørvejr. Ove fortalte Farshad om en episode, hvor han som dreng havde været en tur i Tyskland med sin far for at handle ind, og at det sådan set var den eneste gang, han havde forladt Danmark i sin ungdom. I dag rejste han ofte til Tyskland, men hvorfor rejse, når man har det så godt, spurgte han Farshad, der nikkede enigt, inden Ove overhovedet fik fær­diggjort sine sætninger.

MuhameDANEREN.indd 92 11/07/11 11.59

93

Farshad var meget interesseret i Ove. Hvem var han, hvordan arbej­dede han, hvordan forholdt han sig til at betale skat, var han glad for sin nabo…? En af de første ting, som Farshad bed mærke i, var, at Ove ud­trykte sig ved altid at sige det modsatte af, hvad han i virkeligheden men­te. I starten var det svært for Farshad at følge med, men efter et par timer fangede han legen, og Farshad prøvede også selv, da han blev spurgt, om han var glad for at bo i Danmark:

»Nej. Jeg savner krig og diktator i Iran«, sagde han ironisk, mens han ventede på et anerkendende smil eller grin fra Ove.

Farshad fortsatte med at tale sådan og opsnusede også hurtigt de in­terne bandeord, som Ove hele tiden brugte for at sætte tryk på ting: fan­den, sgu, for helvede, for satan og andre ord, som man bare ikke lærte i sprogskolen.

»Sig mig en gang, Frede, Har du fået styr på det med tørklædet og din kone?«

»Ja, jeg sagde: enten mig eller tørklædet,« svarede han. Han fortsatte med at fortælle Ove, at han ikke kunne acceptere, at Mariam lignede en araber. »Nu er vi i Danmark, og vi må leve som danskere,« påpegede Farshad, mens han åbnede sin anden morgenøl. Smagen var han så småt begyndt at vænne sig til.

Farshad besøgte oftere og oftere Oves pølsevogn. Efter noget tid blev han Oves faste assistent og fik sin betaling i øl. Det gode vejr vendte til­bage, og folk flokkedes igen i og omkring parken. Ove stolede så meget på Farshad, at han gav ham lov til at blive alene i pølsevognen og betjene kunderne, mens han var nede i banken for at hæve penge. Det var et stort privilegium for Farshad, der tog sit arbejde meget alvorligt. Med tiden lærte han, hvordan han skulle tale med kunderne. Det var især standard­sætningerne om vejret, som satte samtaler i gang mellem Farshad og de købende gæster. Han lærte sætningerne så godt, at man ikke længere kunne høre, at han var fra Iran, når han netop brugte de sætninger. Blev han spurgt om noget andet, ville hans identitet som iraner øjeblikke­ligt blive afsløret. »Sådan noget tager tid,« forklarede Ove, der ofte roste Farshad. Han lovede ham, at hvis han blev ved sådan her, ville han blive dansk på ingen tid.

MuhameDANEREN.indd 93 11/07/11 11.59

94

Farshad var sjældent hjemme hos Mariam. Han tog på arbejde tidligt om morgenen og var sent hjemme om aftenen. Mariam og Farshad kom­munikerede ikke længere med hinanden. Deres forhold var blevet meget praktisk – præcist som alle iranske kvinder bedst kunne lide det, mente Farshad, der ikke længere brugte tid på at komplimentere Mariam el­ler købe gaver til hende, som han tidligere havde gjort. De elskede ikke længere. De sov bare i samme seng. De gik ikke længere ud sammen. De købte bare ind sammen. De talte heller ikke længere med hinanden. De spurgte bare hinanden om håndterbare størrelser i hjemmet. Han fortalte Mariam, at han havde fået et arbejde på en fabrik i byen. Han ville ikke fortælle hende, at han arbejdede i pølsevognen i parken – dette for at undgå, at hun skulle dukke op på arbejdet med tørklæde på. Hun købte desuden nye tørklæder, og selvom Farshad forbød dem, bar hun dem stadig stolt. Det provokerede Farshad, der ikke kunne sige noget til hende længere. De havde ikke været ærlige over for hinanden så længe, at det ville betyde, at han gik over grænsen, hvis han talte om tørklædet på ny. Det var især værst om morgenen, inden Mariam skulle ud og købe ind. Hun brugte lang tid på at gøre sig lækker; foldede først tørklædet helt ud og lagde det på kommoden, mens hun strøg alle kanterne ud på en stille, nærmest meditativ måde. Først tog hun et hvidt hårbånd på, der strammede hendes hår tilbage. Derefter lagde hun tørklædet blidt over sit hoved og bandt stoffet sammen under hagen med en klips. Til sidst foldede hun de små kanter ind ved sin pande og gemte alle sine hårlok­ker væk under tørklædet. Hun viste ikke længere det yderste af pande­håret, som hun tidligere plejede at gøre.

Mariam blev hjemme, mens Farshad dagligt holdt til ved pølsevog­nen. Han var desuden begyndt at drikke mere og mere, og hver gang, han kom fra arbejde om aftenen, faldt han om på sofaen. Indtil videre afholdt han sig imidlertid fra at spise svinekød.

****

»Frede, ved du hvad? Alle andre perkere kan sgu lære noget af dig,« hav­de Ove engang sagt til Farshad, mens de var ved at lukke pølsevognen. Der var ganske enkelt ikke ord nok til at beskrive den glæde, Farshad følte, da Ove erklærede sin helt store tillid til ham ved at give ham kopi­

MuhameDANEREN.indd 94 11/07/11 11.59

95

nøglerne til pølsevognen, så han selv kunne passe den, når Ove ikke var til stede. Inden Farshad kunne få nøglen, skulle han dog først bestå en prøve.

Han skulle spise en pølse. Farshad indvilligede. Det var første gang, Farshad nogensinde havde spist svinekød. I starten tøvede han, men efter at have undersøgt den store, røde pølse med bacon rundt om gav han op. Han stod med pølsen i hånden og kiggede anspændt på den, inden han kastede sig ud i at fortære den.

»For satan da. Du er sgu mere dansk, end jeg er, Frede,« sagde Ove, der gav Farshad hans første røde og hvide forklæde, hvorpå der stod Frede i midten. Det kunne ikke blive meget bedre, tænkte Farshad. Inden Ove overlod pølsevognen til Farshad, forklarede han ham, at vognen for ham var mere end bare mad. Det var den ultimative frihed; den rigtige danske kulturs kerne og et sted, hvor danskere kunne være fri for al indvandring og halalsnak. »Her kan vi være danskere,« forklarede Ove.

Hele efteråret passede Farshad pølsevognen den ene del af ugen og Ove den anden. Farshads løn var den samme, som den altid havde væ­ret; han måtte spise og drikke alt det, han ville, men han modtog ingen betaling i form af penge. Det passede ham fint. Ingen spørgsmål stillet, ingen diskussioner taget. Farshad værnede om pølsevognen, som om det var hans egen, og han talte kassen igennem flere gange, når han havde fri. Derefter kørte han pølsevognen over til Oves lejlighed og smed nøg­lerne i postkassen.

Sådan blev det ved med at være i flere måneder frem til den dag, da resten af sprogskolen opdagede pølsevognens beliggenhed. Farshad op­fattede hurtigt, at det først var enkelte indvandrere, der kom til parken. Derefter strømmede de alle sammen dertil i deres frokostpause. De hav­de fundet hans gemmested. Mange af dem var de samme, som Farshad havde gået i sprogskole med; de samme arabiske mænd og kvinder, som han for alt i verden ville undgå at blive set sammen med. De væltede i flok ind over græsplænen fra alle sider, og de tog deres egen mad med hjemmefra. De købte ikke noget fra pølsevognen. I weekenderne med­bragte de også deres børn, så der næsten ikke var plads til danskerne. Det var uretfærdigt, fastslog Farshad. Der måtte gøres noget. En af dagene var det tæt på at gå galt, da en af araberne kom hen til Farshad, mens han ekspederede en kunde. Araberen huskede ham, fordi Farshad engang

MuhameDANEREN.indd 95 11/07/11 11.59

96

havde oversat noget fra dansk til arabisk for ham på sprogskolen. Arabisk havde Farshad lært under et undervisningsophold i Syrien. »Salamu rei­lakum, broder. Det er godt nok længe siden. Går det godt? Det er godt at se dig,« sagde fyren til Farshad på arabisk og rakte hånden frem for at hilse.

»Go’ daw. Ja, det er fint med mig,« svarede Farshad tøvende på dansk og vendte sig om for at undgå at give ham hånden. Farshad kiggede pa­ranoidt omkring sig for at se, om der var nogen, der bemærkede, at han talte med en fra Mellemøsten.

»Har du fået nyt arbejde her?« spurgte araberen smilende Farshad i et nyt forsøg på at etablere kontakt. Farshad lod igen, som om han ikke hørte, hvad der blev spurgt om. Han vendte sig om for at tale med gæ­sten, der var i gang med at spise sin hotdog og i øvrigt ikke så, at araberen stod der.

»Er du okay med dig,« spurgte araberen på et gebrokkent dansk. »Hold fast, hvor taler den mand flot dansk, hva’, min ven,« sagde

Farshad ironisk til stamgæsten, der ikke svarede, da han havde travlt med at se nyhederne, som kørte i baggrunden i pølsevognen.

Araberen vendte sig om og piftede til sine andre venner, der sad på Farshads tidligere favoritbænk.

»Se, hvem der arbejder her. Det er Farshad fra sprogskolen. I kan godt huske ham, ikke?«

Farshad kunne ikke længere ignorere dem. Det var de alt for mange til. Det kunne ende galt, tænkte han, så han hilste på dem alle individu­elt på en kold og afvisende måde. De talte lidt med Farshad, inden de vendte sig mod hinanden og udelukkede ham fra deres nye samtale. De gik ikke igen – de blev derimod stående foran pølsevognen, og flere og flere af deres andre venner kom til. Pølsevognen var blevet samlepunktet for alle mændene fra sprogskolen. De købte colaer og brød fra pølsevog­nen, men ikke kød eller øl. De var jo alle skide muhamedanere.

Kort efter forlod gæsten pølsevognen. Nu var der ingen danskere tilbage; kun arabere, afghanere og nogle få somaliere. De diskuterede højlydt religion; de diskuterede, hvilken retskole der havde mest ret i sin fortolkning af Koranen, og hvordan Ramadanen ville ligge i år. Alle stamkunder var væk – ingen var tilbage. Selv drankerne var forsvundet.

MuhameDANEREN.indd 96 11/07/11 11.59

97

Næste dag forløb på samme måde. Indvandrerne ankom tidligt om mor­genen og stillede sig ved siden af pølsevognen og snakkede igen om re­ligion og politik til Farshads store ærgrelse. Den indenrigspolitiske situa­tion i Somalia, Libanon og Marokko blev vendt på hovedet, analyseret og samlet, og de brokkede sig over deres familiers økonomiske forhold i deres hjemlande. Den enes tante manglede penge til medicin, den andens fætter havde ikke penge til at blive gift, og sådan fortsatte sangen. Det var til at brække sig over, mente Farshad, der ikke havde noget til overs for disse ’perkere«, der levede deres liv, som de ville have gjort i deres hjemlande. Der var især en af dem, der irriterede Farshad. Det var en af de ældre arabiske mænd. Han havde et langt gedeskæg, som imamerne havde det i Ahwaz, og han stod altid i midten iført sine hvide klæder og prædikede til de andre, som lyttede til ham, som om han be­sad den absolutte sandhed nedsendt af Skaberen selv. Han var også den af dem, der talte højest, altid i en vred og ophidset tone. Ja, selv da han grinede, så det surt ud. Og det værste ved det hele var, at han hele tiden så over på Farshad, som om han var fra en anden planet. De dømmende mørke øjne mindede ham om præstestyrets efterretningsmænd i Iran.

****

Der var stille i lejligheden. Mariam lå nok stadig og sov, så Farshad gav sig til at kigge på billederne af parret, der hang på væggen i køkkenet. Det var især et ægteskabsbillede af Mariam og ham selv, som tiltrak hans opmærksomhed. På billedet holdt han om hende, som om han aldrig ville give slip. Han havde et særligt blik i sine øjne dengang; et lykkeligt blik fuldt af tilfredshed. Billedet fremprovokerede dårlig samvittighed i ham. »Hvordan har jeg dog behandlet Mariam? Hun er min kone. Hun rejste med mig hele vejen til Danmark, og det her er måden, jeg siger tak på? Ved at tvinge hendes tørklæde af hende?« Tanken gjorde ondt, og en følelse af skærende og brændende skyld flød rundt i kroppen på ham. Han satte sig for, at han ville gøre det godt igen ved at lave samme retter til hende, som hun havde lavet til ham tidligere. Dengang havde han bare ignoreret hende, hvor han i stedet burde have kysset hendes hænder. Han skammede sig dybt over sin behandling af Mariam. Han bankede stille på døren til soveværelset, men hun svarede ikke. Hun sov

MuhameDANEREN.indd 97 11/07/11 11.59

98

formentlig stadig, tænkte han og tændte lyset i værelset. Men sengen var tom. Der lå kun en seddel på Farshads seng.

Min elskede Farshad, Jeg er ked af at det, der er sket med os. Du skal vide, at jeg sætter pris på de gode stunder, vi har haft sammen, og at jeg aldrig vil glemme de ting, du har gjort for mig. For det elsker jeg dig – for det vil jeg altid huske dig og bevare dig i mit hjerte.

Du har på det seneste bedt mig om at vælge mellem min religion og mit livs kærlighed. Det er et urimeligt valg, du har bedt mig om at træffe. Jeg havde tørklædet på, da vi mødtes, og du vidste, hvad du gik ind til. Tørklædet er noget, som jeg selv har valgt. Noget, som bekræfter mig i, at jeg er på rette spor i mit liv som muslimsk kvinde. For dig repræsenterer det imidlertid det modsatte. Tørklædet er en del af min identitet; en del af mig som menneske, kvinde, kommende mor og som kone. Nu når jeg aldrig at blive mor – i hvert fald ikke til dine børn.

Jeg finder det derfor bedst, at vores veje skilles nu. Når du læser dette brev, er jeg nok på vej til Teheran. Det er ikke Danmark, som jeg flytter fra, men dig. Hvis du ønsker at kontakte mig, kan du finde mig i mine forældres gamle hus ved siden af bageren.

Du har altid været god ved mig, men det ændrede sig, da vi kom til Danmark. Landet, der kunne have rummet vores fremtid, rummer nu min fortid. Vil du være en del af min fremtid, ved du, hvor du kan finde mig.

Du vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og jeg vil altid elske dig.Din for evigt. Mariam

Farshad smed brevet fra sig og indså, at det nu var for sent at redde hans forhold med Mariam. Han ville aldrig vende tilbage til Iran. Det var et lukket kapitel, og alt det, som var i landet, eksisterede praktisk talt ikke i Farshads tanker. Han faldt i søvn kort tid efter. Han skulle jo tidligt op og hente pølsevognen hos Ove.

Næste morgen drak Farshad sin kaffe og gjorde sig klar til arbejde. Han iagttog stolt sig selv i spejlet, idet han bandt det røde og hvide for­

MuhameDANEREN.indd 98 11/07/11 11.59

99

klæde rundt om halsen og rundt om taljen. Han strammede båndet så meget, at man kunne se formerne på hans topmave, der på det seneste var blevet større af al den øl og pølserne. Meningen var, at Farshad skulle hente pølsevognen hjemme hos Ove. I dag gik han dog en omvej igen­nem parken. Vejret var smukt og solrigt, hvilket også betød, at parken var propfyldt med mennesker. Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da han nåede frem til parken. Indvandrerne var væk, og bænken var helt fri, ligesom dengang Farshad første gang besøgte parken. Dengang var bænken hans yndlingssted. Det ville blive en god dag, tænkte han. Optimismen overlevede da også et stykke tid endnu, men blev afbrudt og pakket sammen i takt med, at han kom tættere på pladsen.

På afstand kunne Farshad se, at Ove var sammen med araberen med det lange skæg. Mullahen – ham, alle muhamedanerne altid lyttede til. Ham, Farshad ikke kunne udstå synet af. Hvad fanden lavede han med Ove, spurgte Farshad sig selv? De havde også hentet pølsevognen, som allerede var åbnet.

»Frede, du skal møde Mohammed,« sagde Ove, så snart Farshad nå­ede frem til dem.

»Hvorfor snakker du med ham, Ove? Har han gjort noget ved butik­ken?« udbrød Farshad forpustet.

»Nej, nej, overhovedet ikke. Mohammed er den nye ejer af pølsevog­nen. Han har lige givet mig et tilbud, som jeg ikke kan sige nej til,« lød det leende fra Ove, som lagde sin lange arm rundt om skuldrene på den lumske Mohammed.

»Hvad? Har du solgt den? Hvorfor har du det? Er du dum?« brølede Farshad ind i Oves ansigt.

»Slap nu af, Frede. Det, som Mohammed vil gøre, er at lave den om til en kebabvogn. Han vil ikke sælge svinekød længere, da det er forbudt i islam. Der er sgu også flere penge i kebab og den slags,« medgav Ove tilfreds.

Farshad kunne ikke tro sine egne ører. Havde Ove solgt pølsevognen til islamisten? Manden med det lange skæg, der ønskede at forvandle vognen til en kebabmoske på hjul? Farshad kunne ikke udtrykke sig med ord. Han var ophidset, rasende og skuffet. Han tog sig gentagne gange til hovedet i fortvivlelse. Helt lamslået forsøgte han en sidste gang at redde pølsevognen:

MuhameDANEREN.indd 99 11/07/11 11.59

»Okay, lad mig købe den,« sagde Farshad, der godt selv kunne høre, at det lød dumt, da han ingen penge havde. Det vidste Ove også godt.

»Frede, i Danmark er en aftale en aftale. Og jeg har aftalt med Mohammed, at han må købe den. Det er sådan, vi laver forretning her i landet,« svarede Ove.

Farshad tog krigerisk fat i kraven på Ove og så aggressivt ind i øjnene på ham og sagde:

»Hvad fanden ved du om at være dansk? Du er ikke dansker. Du har solgt friheden og livet for penge. Du har solgt dig selv for penge.« Mohammed forsøgte at bryde ind, men blev hurtigt afbrudt af Farshad. »Hold din kæft. Jeg vil slet ikke høre på dig.«

Derefter blev der stille. Der var ingen, der sagde noget. Folk var begyndt at flokkes om pølsevognen. Indvandrerne var i mellemtiden også nået frem til pølsevognen sammen med stilladsarbejderne. Ove, Mohammed og Farshad gloede skeptisk på hinanden, indtil Ove ikke kunne holde sig tilbage længere. Han lagde venligt sin arm om Farshads nakke og hviskede:

»Slap af, Frede. Det er altså bare en pølsevogn.«

MuhameDANEREN.indd 100 11/07/11 11.59