micki 19:50

Christian Reslow

Micki 19:50

1. Akt: (Lys, Kamera…)

I denne akt:

Tonni: Kameramand. Hader sit liv.

Georg: Dirigent. Elsker sit liv. Ser frem til sit otium.

Raquelle: Sangerinde. Deler sit liv – og sin krop – med sin døde tvilling.

Og jeg så Dyret og Jordens Konge og deres Hære samledes for at føre Krig imod Ham,

som sad på Hesten, og imod hans Hær.Michael – åbenbaringen 19

7

Christian Reslow - Micki 19:50

Tonni:

Højrehæng. Første gang Tonni hørte om ’højrehæng’, var han faretruende tæt på at pisse i sine nystrøgne bukser af grin. Karlsen, den aldrende, vomfede kameramand, der havde lært ham udtrykket, virkede dengang, mild-est talt, selv en smule ’højrehængt’. Den skæve ryg, det subtile træk af undertrykt pine i hans ansigt, den slæbende højre fod. ”Højrehæng,” forklarede Karlsen, ”er en uund-gåelig arbejdsskade i vores branche, knægt, og der er ikke en skid at gøre ved det eller en krone at hente i erstatning for det! Ser du, min dreng,” Tonni var blot toogtyve på det tidspunkt og endnu kun en lærling i det fag, der sidenhen skulle komme til at definere ham så gennemgribende som men-neske, ”der findes ikke noget, der hedder et ’venstre-håndskamera’, så det her forpulede apparat,” Karlsen klappede det imponerende kamera ved sin side med en gestus, der tydeligt afslørede hans afsky for det, ”det kommer til at hænge på din højre skul-der fra nu og til den dag, du slæber dig på førtidspen-sion. Stol på det, kammerat!” Det var på dét tidspunkt, efter denne dystre, melankolske spådom, at Tonni havde grinet. Han havde grinet, fordi han troede, at Karlsen tog pis på ham – fordi han troede, at den gamle hingst kun ville fnyse arrigt og trampe sit territorium af og lade den unge hvalp vide, at han ikke var det mindste værd …

8


Endnu, i hvert fald … Karlsen havde ikke taget pis på ham, og han, Karlsen, tog overhovedet ikke godt imod latteren. Vreden over udbruddet fik Tonnis – oprindeligt us-kyldige – latter til at skifte over i trodsig provokation, og siden da havde de to holdt sig fra hinanden. Og nu stod han så her; en syvogtrediveårig kam-eramand – underholdningsbranchens usleste bærme – med en knagende, skæv og smertende lænd, en hængende skulder og et stift højre ben. Tonni var ble-vet ’højrehængt’. Han havde smerter, var underbetalt, og ikke én fagforening eller offentlig instans ville kompensere ham for det. Ganske som Karlsen havde forudsagt … Kiropraktoren havde hjulpet, havde endda (måske) kunnet rette bod på noget af skaden, men Tonni havde ikke råd til den slags luksusbehandlinger. Ikke med en kameramands løn. Ikke på vilkår! Så nu stod han altså hér med udsigt over scenen, på arbejde i sin fritid, med et tredive kilos Panasonic på sin grove skulder og tjente, hvad han kunne. 10 spir, på tre aftener. Tre aftener i træk – 10.000 kroner. 10.000 skattep-ligtige kroner, naturligvis! B-indkomst, ingenlunde, altså tres procent til skattefar, jovist. Så var der jo hele 4.000 kroner tilbage, lige til at stikke i foret … For tre afteners arbejde … I hans fritid … Om Tonni var glad? Han ville skrige af grin over spørgsmålet, hvis ikke han havde så ondt … Mens han bandende mindede sig selv om den sid-ste og yderligste uretfærdighed ved denne utaknem-melige tjans – at alt, han kunne bruge pengene på, oven i købet ville være blevet tillagt femogtyve fuck-ing procent i moms! – betragtede han, gennem linsen,

9


dette jobs eneste, åbenlyse fordel: Den fabelagtige Miss Raquelle.

Raquelle:

”Uh, de venter på dig, søde! Du kan tro, der er mange derude i aften. Hele byen må have trodset vejret for at komme og se dig optræde, Raquelle.” Raquelles overkrop var drejet, underkjolen på plads, stropperne løse omkring hendes lyse over-arme. Hendes barm, kun skjult af den lette silke og hendes spredte fingre, blev komplimenteret af stillin-gen. Og hun var ikke et sekund i tvivl om, at John lagde fuldt ud mærke til dette, om end han ikke lod sig mærke med det. ”Undskyld, må jeg bede om noget ro!?” Hun snerrede ikke ligefrem, men kulden i hendes stemme var tydelig nok. John, den evige diplomat, var enten for primitiv til at forstå fornærmelsen eller valgte at overhøre den. Raquelle vidste, at John ikke var primitiv. ”Selvfølgelig, skatter. De er klar, når du er. Du ser marvellous ud, Raquelle. En superstar! I love you!” Marvellous… Mens døren klikkede på plads bag den ranglede, kronragede agents nakke, rakte Raquelle – på ganske barnlig vis – tunge af ham. Så drejede hun sig tilbage på plads, tilbage mod sit spejlbillede. Hun havde sådan set ikke rigtigt noget imod sin agent – den mand der havde skaffet hende denne korte turné, efter hendes eget ønske, i hendes hje-megn, midt i en snestorm, for guds skyld!

10


Dét, hun havde noget imod, var at blive kaldt ’skat-ter’, at blive omtalt som ’marvellous’ og ’superstar’. Hvis han så bare ville tale dansk, i det mindste! OG – Raquelle kunne slet ikke fordrage den måde, John lod sin feminine krop vimse omkring på. De løse hån-dled, den lyse stemme, den påtagede læspen. Skue-spillet – det var dét, hun ikke kunne snuppe. Raquelle var en flot kvinde – gudeskøn, havde adskillige anmeldere endda kaldt hende – men selv hendes krop ville ikke tiltrække sig så meget op-mærksomhed fra en homoseksuel mand. Hun betragtede sig selv, stadigt skærmende sine bryster, med sine løse hænder. Underkjolen, den middelalderlige dragt, der hørte til under kostumet, fremstod sensuel mod hendes kurver, selvom dette aldrig havde været dens formål. Og Raquelle selv fandt absolut intet appellerende ved kødet bag hendes håndflader. Nå ja, i hvert fald bag den venstre. Det, hun følte i stedet, var rædsel! Ikke for kødet i sig selv men for den gevækst, der boede der. Den knude hun som nittenårig havde fundet. Den hårde knold der havde styrtet hendes verden i grus. Den væskende pose bag huden der dengang kun kunne have ét navn – og én uundgåelig konsekvens. Cancer. Død. Nu, mens hun langsomt slap sit højre bryst og stirrede stift på håndryggen i spejlet, der dækkede det venstre, ønskede hun sig cancer mere end noget andet. Døden endnu bedre. Det var bedre end det hér. Bedre end at dele sin krop på denne måde. Fra tid til anden, uden en tilfredsstillende medicinsk forklaring, hænder det, at to fostre ender som ét barn.

11


Det sker, en sjælden gang imellem, at det ene foster ganske enkelt absorberer det andet. Og det er lige så normalt i disse tilfælde, at kropsdele fra det tabende foster senere hen i livet manifesterer sig i vinderens væv. Det kan være som en ekstra kindtand, som en eks-tra finger, som en hjernefejl. Men oftest – i halvfems procent af tilfældene – som rester af væv (brusk, ben, vener, blodårer, organer, bløde legemer som øjne eller sågar testikler), ind-kapslet i en beskyttende sæk af hud i den overlevende tvillings krop.

Tøvende, med dirrende fingre og mundvigene kræn-get ned i ængstelig forventning, afslørede hun sit venstre bryst. Dér sad hendes tvilling. Der, som den hadefulde, hævngerrige, jaloux para-sit den var, sad Micki. Micki, ikke Mickey, ikke Mikael, men Micki. Deres forhold var rædselsfuldt, deres kommuni-kation tortur mod hendes psyke. Det var en primitiv morsekode, der første gang havde gjort hende klar over, at Micki var i live. Et primitivt tegnsprog skrevet i smerte. Lægen havde foreslået en udskrabning, et kirur-gisk indgreb, der ville redde hendes bryst og det var da, ved udsigten til sit eget endeligt, at Micki tog kon-takt for første gang. Smerten havde spredt sig, så pludseligt og varmt, at Raquelle var besvimet i sin stol. Da hun kom til sig selv, sad lægen stadig på sin plads bag skrivebordet, lamslået over det spontane bevidsthedstab.

12


Raquelle var ude af konsultationen, inden han kunne nå at protestere – og hun var aldrig vendt til-bage. Den aften, afklædt fra livet og op, foran et spejl som dette (om end dét spejl, dengang, ikke havde hængt i et upersonligt omklædningsrum med en komple-mentær buket roser som den eneste pynt) lærte hun for alvor sin ukendte tvilling at kende. ”Er du i live?” Havde hun spurgt og intet var sket. ”Kan du høre mig?” Ingenting. ”Gå ad helvede til!” Og dét affødte øjeblikkeligt et svar! Hun besvimede ikke igen, måske fordi hun for-ventede smerten, måske fordi den var anderledes denne gang. Mildere var den i hvert fald ikke – snarere tværti-mod! Det var som et rottebid på indersiden af bryst-vorten. Hun fik halsbrand, hjertebanken, en svidende is-ning igennem brystbenet. Det føltes, som om bæstet havde et greb om hendes hjerte og klemte til med sine beskedne kræfter. Hun havde adskillige gange forsøgt at myrde Micki, grebet om sit bryst så hårdt, at brystvorten si-vede blod, klemt sit bryst mellem døre og dørkarme, og hver gang havde Micki vundet kampen, med sit usle kneb. Hun var vågnet i ufattelige lidelser, efter disse selvpåførte overgreb, forpustet og grædende, med frygten så dybt i sig at hun end ikke vovede at bev-æge sig for det tilfælde, at bæstet i hendes bryst, ud-for hendes hjerte, skulle myrde hende. Her i omklædningsrummet, bag det tynde silk-eklæde, bevægede bæstet sig igen.

13


Om Micki voksede eller bevægede sig, det vidste hun ikke. Men nu, siden turnéen begyndte og snestor-men havde lagt sig over sjælland, nu kunne hun se Micki bevæge sig. Hun kunne se sit bryst bevæge sig, som forsøgte en hånd at presse sig ud gennem det… Micki var på vej ud.

Georg:

Salen var skøn. Akustikken, de smukke udskæringer, detaljerne. Balkoner i både første sals og anden sals højde, med romersk-inspirerede sæbeskåle og vaskefade, ud for de private båse. Lyssætningen, orkestergraven, det lydløse he-jsespil der styrede tæppet og kulisserne. Det hele var så æstetisk, så majestætisk. Han var stolt over at få æren af denne sal. At han måtte dirigere sit orkester, på dette sted, for denne sangerinde, som den perfekte afslutning på sin kar-riere. Femogtres år, med en sølvfarvet hårpragt, der end-nu dækkede hans isse og i sin mest elegante smoking – den i blank, sort uld, med revers af satin – ville han blive foreviget på den fabelagtige Raquelles (til dato) mest eftertragtede koncert-dvd. Se dét var at tage afsked med manér! Orkesteret havde øvet repertoiret i tre måneder nu, seks dage om ugen, to en halv time ad gangen, to gange om dagen. De var trætte, de var stressede… Og de var fantas-tiske!

14


Georg havde aldrig været så stolt over sine musik-eres præstation, som han havde været de sidste to af-tener. Strygerne holdt tonen, blæserne den rette mængde luft, trommerne det rigtige tempo. Og i aften ville de gøre det igen. Og de ville være trætte og udkørte, have hjemve og søvnmangel bagefter. Men de ville også være stolte, lykkelige. Hans gave til dem, deres gave til ham. I aften var der tæppefald. Efter i aften trak han sig tilbage. Efter i aften, skulle han nyde sit otium. Han stod rank og stolt, fuld af forventning og ære-frygt – og han skælvede, da hun trådte ind på scenen. Det purpurrøde slæb, den hviskende silke, der syntes at svæve i luften, i hendes kølvand. Den smukke Miss Raquelle. Hvem der blot var 30 igen.

Tonni:

Hold kæft, hvor var hun lækker! Tonni vidste stort set alt, hvad sladderpressen havde at afsløre om Popera-ikonet Miss Raquelle. Hun var en 75 dobbelt D-skål, var 176 pragtfulde centimeter høj og havde et taljemål på 60,9cm. Hun var 31 år ung/gammel, havde taget Danmark med storm med sin debut – Phantom´s Popera – og hun havde egenhændigt skabt den mest innovative musikgenre i nyere dansk historie. Tonni havde læst, at ’Popera’ – som selv samme sladderpresse havde døbt genren – i virkeligheden ikke var nogen nyhed, men havde eksisteret siden starten af firserne.

15


Men det var Miss Raquelle, der gjorde sangene – klassisk pops bastard barn efter et møde med oper-aen – til ungdommens musik. Den eneste musik der blev spillet i radioen efterhånden. Og så var hun bare tæskelækker! Tonni var sandt at sige fuldkommen ligeglad med hendes musik, med hendes infantile budskaber om kærlighed og livsglæde, men hendes stemme; så blød og hæs og rund … Mmm, Mama! Og, dette var nærmest en selvfølge; han elskede hendes musikvideoer. Han havde dem faktisk alle på sin harddisk, i en mappe lige ved siden af hans kollektion af porno. Hendes varemærke, hendes kendetegn, var den røde silke. I videoerne stod hun enten i regnen eller på en klippe ved et oprørt hav og lod det våde stof svaje i takt med hendes fyldige ’lunger’. Hold kæft, hvor han elskede at se på hende. Lyden kunne være lige meget, men synet af hende, når hun sang… Fra venstre side af scenen, med den lange kjoles slæb efter sig, syntes hun at svæve ind på brædderne. Alle klappede, i salen og på balkonerne. Alle, und-tagen musikerne, dirigenten og kameramanden – der i øvrigt slikkede sine læber ivrigt ved synet. Hun betragtede mørket, hendes ansigt melankolsk, som altid. Normalt havde hun bare skuldre samt en flot, syn-lig kavalergang, men ikke i aften. I aften bar hun et sjal omkring sig, der skjulte det meste af hendes over-krop. Synd og skam, tænkte Tonni, men sjalet røg nok af i løbet af showet, mon ikke?

16


Hun kunne jo ikke holde sine private dele private for evigt, vel?

Raquelle:

Hvad havde hun gang i? Hun kunne sgu da ikke det hér – kunne simpelthen ikke! Popera havde været hendes opfindelse, hendes baby, og hun havde aldrig – Aldrig! – været nervøs over at optræde med den. Hun var den første. Det var hende, der havde sat standarden, hende, der var originalen. Enhver anden, der lavede popera i dag – og det var mange, efterhån-den – måtte måle sig ud fra hendes eksempel. Der var ingen grund til at være nervøs, ikke over koncerten i hvert fald. Alle elskede hende, hun defi-nerede kvalitet, hun havde født et monster, og Dan-mark havde adopteret det. Men ville de også adoptere det næste? Ville de elske resultatet af hendes næste fødsel på samme måde? Hun tvivlede … Hun tvivlede også på, at Micki ville blive i hendes bryst ret meget længere. Inden aftenen var omme, ville monstret være født. Mens salen rungede af applaus, og dirigenten bøjede teatralsk for hende, følte hun det velkendte, bølgende hav af smerte i sit venstre bryst. Hun følte sig selv gå op i sømmene og så det yderligste af sit synsfelt forsvinde i skygger. Hun så verden svinde bort for øjnene af sig. Hun vidste, at hun ville besvime, netop som hun var nået langt nok ud på scenen til ikke længere at kunne vende om.

17


Som et sindssygt feberbillede så hun et fjernt ansigt for sit svømmende blik – blodigt, skjult i skyggerne, med en urskive i midten, hvor en næse burde sidde. Hvad Raquelle ikke vidste, var, at lyset ikke kun flimrede og dæmpedes for hende. Dirigenten så det, og det gjorde kameramanden også. Da de elektriske lanterner dæmpedes første gang, for straks efter at lyse op igen, formodede de fleste, at det måtte være en planlagt del af showet. Da det skete anden gang, og divaen på scenen tydeligvis havde vendt det hvide ud af øjnene og var på vej ned i knæ, gik det dog straks op for folke-mængden, at noget var grueligt galt.

Tonni:

Panasonic-kameraet kørte på batteri, og da også det begyndte at flimre, og linsen langsomt tonede væk i skygger, blev han klar over, at det ikke var bygnin-gens strøm, der var ved at sætte ud… Det var alt elektronisk, der fejlede. Og det var i virkeligheden en skam, i mere end én forstand. For Tonnis kamera – det møgdyre apparat, han havde lånt fra tv-stationen, under det påskud at ville rense det – var udstyret med alle tiders natte linse, og han skulle siden hen komme til at ønske sig, at han havde set, hvad der præcis var sket de næste par minutter, mens salen forsvandt i fuldkomment mørke. Det sidste, han nåede at se – det sidste Panasonic’en nåede at optage – var smukke Miss Raquelle, der med

18


et grådkvalt ansigtsudtryk faldt omkuld, i en ynde-fuld dynge af purpurrødt silke. Synet var det mest sensuelle, smukke og rædsels-fulde han nogensinde havde set.

Georg:

Miss Raquelle mistede bevidstheden, inden lyset i salen gik endeligt ud. Derfor hørte hun ikke det hysteriske, korte kvin-deskrig og den forbløffede mumlen, der fyldte salen de efterfølgende to sekunder. Hun hørte ikke det overraskede trut, da en af trompetisterne slap sine lungers fulde indhold ud gennem sin trompet. Hun hørte ikke det rabalder af tabte instrumenter, klirrende armbåndsure og rædselsslagne gisp, der for et mikrosekund larmede smerteligt højt. Men det gjorde Georg … Han stod fastfrosset, med ryggen rank og hænderne foldede, med ansigtet slapt af såvel forbløffelse som alder. Han hørte sine musikeres desperate små signaler. De små piv igennem hornene, de korte skrig over strengene, de klirrende halvtoner fra en af trom-meslagerens messinghatte. Dette var ikke tilfældige fejl begået af musikere, der blev overraskede over det pludselige strømsvigt. Det lød nærmere som om, at hans folk pludseligt blev revet væk fra deres instrumenter, meget voldsomt. Måske var det logikken, der fik ham til at forblive fuldkommen ubevægelig, for ikke at støde ind i andre eller komme til skade i mørket, men mere sandsynligt

19


var det nok, at det var frygt, der havde lammet ham. Der var ved at ske noget forfærdeligt, her i salen hos ham. Han var helt sikker. Mørket omkring ham syntes tykt af ondskab og lydene – alle så velkendte, alle så fremmede – syntes af uransagelige årsager at lyde som død.

Tonni:

At se på sit armbåndsur, som det allerførste, efter dét, han netop havde været vidne til, virkede ulogisk og underligt malplaceret – og Tonni fik dog heller ikke det fjerneste ud af det, under alle omstændigheder. Det billige urs visere plejede at skinne selvlysende i mørket, men ikke nu. Han kunne føle sin venstre arm foran sit ansigt, kunne mærke sine overarmsmuskler, der spændtes ved bevægelsen … Men det eneste, han kunne se, var absolut og perfekt sorthed. Der havde lydt et underligt spektakel i salen og især fra en af båsene lige under ham, mens han havde stået fastlåst bag sin kameralinse, men nu var der fuldkommen stilhed. Og stilheden virkede så tung, at han følte sig kvalt af den. Han kunne høre sit eget åndedrag ,og han kunne høre platformen, han stod på, knirke omkring sig. Men udover det; intet. Med forsigtige bevægelser og den velkendte smerte i den højre skulder og lænden placerede han kameraet foran sine fødder og fiskede sin lille, fikse lommelygte ud af bukselommen. Han skruede hætten mod højre, hvilket plejede at tænde den lille pind, men intet skete. Han prøvede

20


til venstre så til højre igen, og til sidst skilte han den forsigtigt helt ad. I mørket kunne han ikke se, hvad han lavede, men han mærkede tydeligt de to batterier lande i sin hånd-flade, og han vidste, at de var helt nye. Da der stadig ikke skete noget, efter han igen havde skruet hætten helt til højre, opgav han at få den til at virke. Lyset virkede ikke, kameraet virkede ikke, arm-båndsuret virkede ikke, og lommelygten virkede heller ikke. Så var der kun én ting at gøre. Mens han fiskede sin lighter ud af lommen, blev han grebet af en uvant, klaustrofobisk angst. Der var ikke en lyd at høre derinde, ingen følelse af andre mennesker, ingen vibrationer af bevægelse. Hvad hvis han var helt alene? Med en blandet følelse af ængstelighed og forvent-ningsfuld lettelse så han hjulet slå gnister, da han forsøgte at tænde lighteren. De få springende gløder gjorde intet for at oplyse hans omgivelser, men på fjerde forsøg, mens sve-den for alvor drev over hans ansigt, skød en fuldfed flamme endeligt op af lighterens top. Og den gik ikke ud igen. Han var opmærksom på at puste væk fra flammen, da han åndede lettet op, men straks derefter var enh-ver betænksomhed igen forsvundet. Flammen oplyste det meste af den platform, han stod på – om end kun i svage, orange farver – men udover det kunne han også se sædet af de fire nærmeste balkonstole. Ganske som han havde frygtet, en slags uhyrlig spådom, kunne man sige, så var sæderne tomme.

21


Der lå en mørk skygge over det ene, der kunne være en dametaske, men ejeren var ikke i syne. Var han virkelig alene? På så kort tid, havde alle i salen da forladt ham? Og hvordan? Med en tøset, pivende stemme hørte han sig selv kalde ud over den deserterede sal under ham: ”ER DER NOGEN?” Han skulle netop til at tilføje en bøn, om nogen ikke ville være søde at svare ham, da han så en lille spæd flamme i det fjerne, helt oppe foran scenen, magen til den hans egen lighter frembragte. En hvid cirkel, der måtte være et ansigt, svævede en halv meter over den. Flammerne legede i spø-gelsesmønstre over den fremmede, og pludselig var Tonni bange for at kalde igen. Truslen syntes ikke længere at være hans ensom-hed men snarere det, at han netop ikke var alene heri-nde. Han skulle lige til at slukke flammen på sin egen lighter, da han hørte en bævende ældre mands stemme, der steg op dernedefra, og straks følte han sig sikker igen. ”ER DU ALENE, DEROPPE?” Ville den fremmede vide. ”JA!” Svarede Tonni og tilføjede: ”HVAD MED DIG?” Der var stille i et stykke tid, hvor han kunne se den andens flamme bevæge sig fra side til side, i et forsøg på at oplyse området omkring scenen. Så lød stemmen igen: ”JEG ER BANGE FOR, AT VI TO ER HELT ALENE HERINDE, MIN VEN …”

micki 19:50

Documents