Foto: Jan Jørgensen/Scanpix + Unicef.

NYHEDER OG DEBAT OM UDVIKLINGSBISTANDEN

Juni/Nr. 03/2007

MED SOM NR. 2Sol, safari og selskabe lighed. Tennis ogtjenende ånder til alt det grove. Udefra ligner hver dagen for danske udstatione-rede familier i u-landene et liv i luksus. Den ene arbejder, den anden spiller tennis. Men et liv, hvor den enes karriere er sat på stand by, trækker store veksler på tålmodigheden – og kærligheden.

Som nyudsendt til udstationering i Afrika, Asien eller Latinamerika venter der et spæn-dende og meningsfuldt job – men næsten al-tid kun til den ene af parterne. Mange par vælger derfor i sidste ende at takke nej til et job i et u-land.

Også den der rejser ud som medfølgende eller spouse, som det hedder i expat-verde-nen, forlanger i dag ofte at kunne komme til at bruge sine evner og uddannelse. Men men mange oplever, at det kan være svært at fi nde sin plads og en mening med tilværelsen, når først man sidder fjernt fra fædrelandet.

’Medfølgende hustru’ lød titlen for en del år siden. I dag er det lige så ofte kvinden, der rejser ud til et job og manden, der er ’med som det tynde øl’ som spouses med undskyl-dende selvironi ofte omtaler sig selv.

udvikling sætter i dette nummer fokus på spouses. Læs om medfølgende Dorte, der tri-ves med at have valgt jobbet fra og i stedet har skabt sig en mere kunstneragtig tilværelse i Afrika. Og læs om hvordan de nyudklæk-kede RUC-kandidater fra Internationale Ud-viklingsstudier (IU) forsøger at få udstatione-ring, karrieredrømme og parforhold til at gå i spænd./sk

Læs side 14-18.

Brylle og BalslevTo erfarne danskere arbejder med konfl iktløsning og humanitær hjælp til to brændpunkter:Sudan og Somalia.Læs om fejlslagne state på side 7-11.

Illustration: Rasmus Meisler, Spild af Tid ApS.

Ny dansk Afrika-politik Hvad går den ud på og hvorfor lige nu? Interview med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).Læs mere på side 3.

SIDE 2

INDHOLD

AKTUELTAfrika på vej. Interview med Ulla Tørnæs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3Danmarks Indsamling på DR. Hvem skal stå derude og banke på? . . . . . . . 4Scoop. Rumænske sporhunde graver med dansk støtte . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Til servicetjek. Danidas civilsamfundsstrategi skal fornys . . . . . . . . . . . . . . . 6

FEJLSLAGNE STATERBrylles bryderier. Dansker udnævnt til EU-toppost for Darfur . . . . . . . . . . . 7Livet går videre, selvom staten dør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8Burundi-Østjylland. Fra fl ygtningelejren til den gule rapsmark . . . . . . . . . . 9 Christian Balslev-Olesen: Rejsebrev fra Somalia. . . . . . . . . . . . . . . . . . .10-11

DET ER DACHvad er bistand? Det bestemmes af DAC – bistandens bogholder . . . . .11-13

TEMA: SPOUSES – MED SOM DET TYNDE ØLTo år med tennis er ikke nok . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .14-15Det bedste fra to verdener. Dorte og Flemming . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16Kærlighed eller karriere. Marie-Louise og Christian . . . . . . . . . . . . . . . . . 17Udenrigsministeriet: Grib selv taktstokken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18MS: Spouses må selv fi nde arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18

BØGERUden for meget tåreperseri. Kan mænd skrive om kvinder i u-landene? . . . 19Easterly versus Calderisi: Derfor virker bistanden ikke . . . . . . . . . . . . . . . 20En fremtid for dansk bistand? Ny debatbog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21

AFRIKAS STORE TABUDen usynlige minoritet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22Ikke se, ikke høre – intet gøre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23Født forkert. Bøsse i Ghana . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

DEBATTimber! Skovdebatten ruller. Lokal skovforvaltning – håbløs romantik? . . . 24WHO: Mandlig omskæring ikke mirakelkur mod hiv . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26Per Bregengaard: Danske kommuner skal på banen i u-landene . . . . . . . . . 26

NAVNENyt om Navne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27

OPERATION HEMMELIG HYTTEHuset ligger laaangt ude i skoven! Operation Dagsværks bz-aktion . . . . . . 28

Af Morten Østervang

Intifada. Selvmordsbomber. En lurende bor-gerkrig.

De besværlige Palæstinensiske Selvstyre-områder er ikke ligefrem en ’darling’ i det in-ternationale bistandsmiljø. En del NGO’er har på grund af problemer med sikkerheden indstillet hjælpearbejdet i Gaza. Og i 2006 indstillede fl ere vestlige lande – også Dan-mark – den direkte støtte til selvstyret, da pa-læstinenserne valgte Hamas-bevægelsen til at lede regeringen.

Hamas er på EU’s terrorliste og har hidtil ikke anerkendt staten Israel. Ikke ligefrem et styre, danske skattekroner bør støtte? Eller er det?

For Danmark, der har støttet god regerings-førelse, kommuneudvikling og infrastruktur siden 1994, blev Hamas’ valgsejr enden på den direkte offi cielle bistand til selvstyret.

Hvad så med de hårdt trængte palæstinen-sere i Gaza? Arbejdsløsheden er skyhøj, og infrastrukturen – herunder adgang til rent vand og sanitet – mange steder brudt sam-men. Mange kommuner har kun meget be-grænsede midler at gøre godt med. Og de in-terne politiske stridigheder har i perioder haft karakter af åben borgerkrig.

Bistandens dilemmaerDet sætter Danida over for et par klassiske bi-stands-dilemmaer: Skal Danida arbejde i et område, hvor man ikke kan arbejde sammen med styret – og måske derfor heller ikke kan sætte sig bæredygtige spor? Og giver det me-ning at hælde danske udviklingskroner i et område, hvor borgerkrig kan bombe indsat-sen tilbage til start igen?

På mødet i april i Danidas Styrelse blev Fase 3 af et program for støtte til 11 kommu-ner i Gaza ikke desto mindre tiltrådt. Pro-grammet er en fortsættelse af en dansk ind-sats, der har kørt uafbrudt siden 1999 – altså gennem intifada, Irak-krig, valg af Hamas-re-gering – og nå ja – Tegninge-sagen. En lang række andre donorer valgte i samme periode at standse deres udviklingsprogrammer.

Bag programtitlen ligger en indsats, der al-lerede har givet synlige, håndgribelige resul-tater. ’Byudviklingsprojektet’ støtter 11 kom-muner i Gaza med 40 mio. kr. over to år – og skal forbedre kommunernes evne til at levere basale serviceydelser til borgerne – og har i de tidligere faser blandt andet sørget for veje og sanitet, herunder i fi re fl ygtningelejre. Nu skal der skabes fl ere job til kvinder og sættes mere fokus på de udsatte børn.

Konstruktionen af programmet er interes-sant: Enhver kompliceret situation kræver sit eget skræddersyede svar – som netop er én af pointerne i arbejdet med svage stater (som man kan læse om på side 9-10). Normalt ville bistanden nemlig – i bæredygtighedens hel-lige navn – være koordineret gennem et cen-tralt ministerium, som kan bære erfaringerne videre, når Danida-programmet stopper. Men da man ikke samarbejder med den centrale regering, styres de fi nansielle midler af et

projektkontor i Gaza, der giver teknisk råd-givning og administrerer hjælpen til kommu-nerne. Alt andet lige ville det give mere bære-dygtighed på sigt, at støtten var forankret i ministeriet. Til gengæld har omlægningen be-tydet, at kapaciteten ved kommunerne er gået markant op: nu skal de selv levere varen og borgerne holder dem ansvarlige for det.

Et af fokusområderne ved projektet er, at kommunerne i fællesskab med små lokale foreninger skal skabe udviklingsprojekter. Med få midler sætter lokale foreninger fx gang i sportsaktiviteter, der kan give børn ad-spredelse i en noget trøstesløs tilværelse. Det hjælper kommunerne – i et område hvor det offentlige kunne stå stærkere over for de poli-tiske organisationer – med at opbygge et tæt-tere forhold til borgerne. Når fokus ikke er på NGO’erne, men på kommunerne, er det netop for at give borgerne en direkte kontakt med kommunerne – og give dem en stærkere plat-form i et område, der er præget af større poli-tiske og religiøse organisationers indfl ydelse.

RisikovillighedLæser man de obligatoriske risiko-vurderin-ger i programdokumentet, så må man vist sige, at risiko-villighed er et helt passende ord. Men omvendt: Tager du ned og kigger på bistanden fra de tidligere faser – er den langt fra gået op i røg. Trods sin beskedne størrelse er programmet i en lokal meningsmåling fra medio 2006 nævnt som det mest synlige og populære blandt palæstinenserne overhove-det. En anden undersøgelse viser, hvor meget projektet med simple infrastrukturforbedrin-ger bidrager til øget livskvalitet i fi re ud af Gazas otte fl ygtningelejre.

Syv internationale bistandskontorer i Gaza blev angrebet under Tegninge-sagen – det danske var ikke ét af dem. Bistandsindsats i hånd med det fi ne ord public diplomacy? Selv mener de danske repræsentation, at dens ved-holdende engagement gennem kriserne og jævnlige kontakt med de ’almindelige men-nesker’ ude ved projekterne er en stor del af forklaringen.

Risikoen for en borgerkrig lurer stadig i selvstyreområderne og bryder fra tid til an-den med forudsigelig regelmæssighed ud i lys lue. Når det sker, ligger projektet lavt og afventer. Når krudtrøgen igen letter, starter arbejdet igen. Set som en investering, ja – så kunne der være sikrere steder at lægge dan-ske skattekroner. Men for den almindelige palæstinensiske familie er det i høj grad bi-stand, der giver mening. Så må budgetstøtte, god regeringsførelse og alt det dyre få vente…

Morten Østervang er journalist ved udvik-ling.

SKRÆDDERSYEDE SVAR

AKTUELT

NYT FRA STYRELSEN

Udgives af Danida, Udenrigsministeriet,Kommunikationsenheden, Asiatisk Plads 2, 1448 København KTelefon 33 92 00 00, Fax 33 92 07 1033. årgang. Udkommer ottte gange om året. Trykoplag: 14.500ISBN nr. 978-87-7667-712-1 (papirversion) ISBN nr. 978-87-7667-713-8 (netversion)ISSN nr. 0106-0570

Abonnement (gratis), adresseændringer og udsendelsewww.udvikling.dk eller kontakt Schultz Distribution: Telefon 43227288, schultz@schultz.dk

RedaktionRedaktør: Stefan Katic (sk) (stekat@um.dk) 33 92 08 67Journalist: Morten Østervang (mø) (morost@um.dk) 33 92 01 34Journalistpraktikanter: Mira Borggreen (mirbor@um.dk) 33 92 00 66 og Line Lagoni Leonhard (linleo@um.dk) 33 92 00 52Ansvarshavende ifl g. presseloven: Kontorchef Eva Egesborg Hansen.Redaktionen afsluttet den 24. maj 2007.

AnnoceringKlaus Aa. Lange – 33 92 09 32 (klalan@um.dk)

Nyt om navneSigne Smidt – 33 92 19 27. avisenudvikling@um.dk

Design og layout: 1508 A/STryk: Skive Folkeblad. Trykt på svanemærket papir med miljøvenlige farver.

Hjemmeside www.udvikling.dk. Her fi ndes blandt andet tidligere numre og artikelbibliotek.Tidligere numre på tryk kan rekvireres fra Netboghandelen på: www.danida-publikationer.dk eller hos DBK Logistik Service på telefon 32 69 77 88.

Artikler i udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter.

NR. 03/2007

Projekter og programmer tiltrådt af Danidas Styrelse i april:Det Palæstinensiske Selvstyre-område: Byudviklingsprogram (40 mio. kr.)Anden international udviklingsforskning:(15 mio. kr.)

NR. 03/2007 SIDE 3

Klimaændringer, migration og jobskabelse for unge er blandt de store nye emner i debat-oplæg til ny Afrika-politik. udvik-ling talte med Ulla Tørnæs, der under sit Kina-besøg for nylig inviterede en gruppe kinesiske embedsmænd til Danmark for at se på dansk bistand.

Af Morten Østervang og StefanKatic

Det er blot tre år siden, at Danmark fi k en Afrika-politik. Hvorfor skal vi nu igen have en ny politik?

– Der er sket meget, siden vi lancerede den første Afrika-politik i 2004. Mange af de for-slag, der er anbefalet i den første politik, er nu gennemført. Så nu må vi se på det med nye øjne. Der er også en politisk grund til, at den kommer nu, og det er, at vi må fastholde et stærkt politisk fokus på Afrika. Blandt an-det klima, miljø og migration, som de seneste år er kommet meget højere op på den politi-ske dagsordenen.

Hvad er de største udfordringer, som dansk politik i Afrika står overfor?

– Fattigdomsbekæmpelse er fortsat det over-ordnede formål – lad det være sagt. Blandt det nye er hele spørgsmålet om migration. Man kan ikke forholde sig til migrationen uden at komme ind på hele formålet med at lave udviklingsbistand, nemlig fattigdomsbekæm-pelse. Formålet med øget fokus på Afrika er at understøtte, at Afrika får mulighed for at blive en del af den globaliserede verden. Det kan Afrika ikke selv, og det skal vi bistå kontinen-tet med. Hvordan sikrer vi fx, at den energi, som de mange unge bruger på at søge væk fra Afrika, i stedet bliver brugt til at skabe noget i Afrika? Vi vil se på, hvordan vi kan bidrage til jobskabelse og økonomisk vækst.

Hvordan kan Afrika blive en del af globali-seringen?

– Der er ikke noget nemt svar. Det er mange elementer: Jobskabelse, handel, kvinder og så videre. Jeg så gerne, at der blev brudt hul i muren med hensyn til handelsforhandlinger. Det ville være det, som ville batte allermest for Afrika. Det ville også betyde, at virksom-heder ville blive interesserede i at investere i Afrika. Der er kæmpe udfordringer, men man må ikke glemme, at der samtidig er en utrolig positiv udvikling i gang – og politisk vilje. Det er nyt. Høje vækstrater i landene syd for Sahara. Frie valg. Og der har aldrig været så mange demokratier i Afrika som nu.

En del af baggrunden for politikken, er re-geringens 0,8-garanti, der betyder markant

fl ere penge til bistanden. Hvad skal de nye penge overordnet bruges til?

– Kvinder. Kvinder vil fortsat være et vig-tigt fokusområde for den danske, bilaterale bistand. Den stigning i kroner og ører, som 0,8-garantien medfører, at der er kommet penge til nye initiativer. Størstedelen af de penge vil blive brugt i Afrika. Igen: Kvinder.

Kunne der ikke være gode argumenter for at gå ind og støtte Afrikas fejlslagne stater yderligere?

– Det mener jeg sådan set også, vi gør. Vi er tilstede i Sudan med et meget opfattende program. I fejlslagne eller svage stater er vi er primært til stede gennem multilateral bistand (FN etc., red.). Jeg synes, der er en fi n ba-lance mellem den støtte, vi yder til vores pro-gramsamarbejdslande og til post-konfl iktom-råderne. Så er der jo Zimbabwe, hvor vi over-hovedet ikke kan samarbejde med styret, men hvor vi gennem NGO’er forsøger at arbejde for demokrati og menneskerettigheder. Jeg er parat til at se åbent på, hvordan vi yderligere kan styrke dén indsats. Men jeg forestiller mig ikke, at vi skal ændre fokus, så vi for-holdsmæssigt kommer til at bruge mange fl ere penge på fejlslagne stater. Der er en pointe i, at vi stod i spidsen for FN’s freds- og genopbygningskomission. For området vare-tages bedst af de multilaterale.

Frem for NGO’erne?– Nej, NGO’erne er selvfølgelig vigtige.

Det spor er vi allerede på i dag. I Zimbabwe fx er det gennem NGO’erne, vi arbejder.

Kunne Danmark styrke indsatsen ved at

genetablere en repræsentation i Zimbabwe?– Jeg tror, at Mugabe ville klappe i sine

hænder, hvis vi besluttede os for at åbne en repræsentation i Zimbabwe, og det skulder-klap ønsker jeg ikke at give ham. Derfor må vi arbejde ad de kanaler, vi har mulighed for. Det kan være gennem andre donorer eller NGO’er, der er til stede. For mig er det meget væsentligt, hvis vi skal opgradere i Zim-babwe, at vi målrettet arbejder mod at det kommende valg blive frit og fair. Dér kan jeg se, at vi kan spille en rolle. Jeg ønsker ikke at øge bare for at øge. Der er det ikke nok bare at sikre en international valgobservation. Det er jo også hele forberedelsen af valget. Det vil jeg gerne se på om vi kan støtte.

Hvad skal Danmark gøre i forhold til Sudan?– I Sudan er vi jo til stede med et meget

stort program. Med hensyn til den humani-tære katastrofe i Darfur, synes jeg det er vig-tigt, at man ikke glemmer selve fredsaftale nord-syd fra 2005. Det er vores bidrag til, at tidsplanen i fredsaftalen kan følges. Som si-tuationen er i Darfur i dag, kan vi ikke bi-drage med udviklingsbistand. Jeg havde hå-bet på, da jeg var dernede at fi nde nogen, Danmark kunne samarbejde med om over-gangsbistanden. Men jeg måtte konkludere, at det var der ikke. Så vi vil fortsætte med den humanitære bistand, og så vil vi politisk lægge pres de steder vi kan: FN, EU osv. for at fi nde en løsning i Darfur.

Hvad er Afrika-politikkens svar på klima-forandringerne?

– Det er jo så sammen med migration det

nye. For mig er der ikke nogen tvivl om, at vi skal blive bedre til at indarbejde vores viden om klimaforandringer i de ting, vi laver. Vi skal også blive bedre til at hjælpe vores part-nere med at indarbejde klimaforandringerne i deres fattigdomsstrategier. Her er vi nået ret langt i Tanzania.

Organisationen Christian Aid vurderede for nylig, at vi får en milliard klimafl ygt-ninge?

– Der er mange tal, men bundlinjen er, at der sker en forandring af klimaet. Det er der utroligt mange eksempler på, fx ørken-spredning. Jeg tror ikke på, vi kan ændre det, men vi må gøre hvad vi kan for at tage højde for det og med den viden, vi har. Hvis folk må fl ygte fra et område, fordi man ikke læn-gere kan dyrke den afgrøde, man har levet af i årevis, så handler det fx om at fi nde andre afgrøder, der er tørkeresistente. Det er der vo-res samarbejde med landene om klima i deres fattigdomsstrategi kommer ind. Så vi kan gøre, hvad vi kan for at minimere antallet af såkaldte klimafl ygtninge.

Mange afrikanske lande så gerne mere bi-stand givet i form af budgetstøtte…

– Grundlæggende skal der være den for-nødne tillid til den pågældende regering. Jeg er ikke tilhænger af, at man bare skal lukke øjnene og give budgetstøtte bare for at give budgetstøtte. Jeg mener ikke, det er den måde man bedst sikrer sig, at der gennemføres re-former.

Fordi man kan lægge yderligere pres på modtagerlandene?

Hånden på hjertet – ja. Det er det værktøj, vi har til at være i dialog vores afrikanske partnere. Det lyder måske meget imperiali-stisk og paternalistisk, men det er et instru-ment, vi har, og som vi skal bruge når det gi-ver god mening. Jeg skal stå til ansvar overfor de danske skatteydere, og her er penge givet til budgetstøtte langt vanskeligere at følge el-ler spore. Jeg er tilhænger af budgetstøtte, men betingelserne skal være tilstede. Og jeg mener også, det er vigtigt for at opretholde en politisk dialog, at man bruger udviklingsbi-standen strategisk.

I er mere tilbageholdende i forhold til an-dre donorer.

ULLA TØRNÆS:

AFRIKA SKAL BLIVE EN DEL AF DEN GLOBALISEREDE VERDEN

AKTUELT

Hvordan sikrer vi at den energi, som de mange unge bruger på at søge væk fra Afrika, i stedet bliver brugt til at skabe noget i Afrika?

Ulla Tørnes.

Tørnæs synes, det er godt, Kina er til stede i Afrika. På sin Kina-rejse inviterede hun kinesernes bistandsfolk til at besøge Danmark. Foto: Rosalina Dias Larsen/udvikling.

SIDE 4AKTUELTNR. 03/2007

Det handler om synlighed i primetime og millionvis af kroner. Hjælpeorganisationerne kæmper en intens kamp om at være med i næste tv-indsam-ling. DR har sat et reklame-bureau til at mægle mellem de stridende NGO’er.

Af Lars Thostrup

Danmarks Indsamlingen er en af de tv-begi-venheder, som er guld værd, når der skal samles penge ind til de fattige. De syv hjæl-peorganisationer, som var med i indsam-lingsshowet sendt på DR den 17. februar, var derfor mere end tilfredse. De fi k ikke alene deres andel af de indsamlede godt 55 mio. kroner. De fi k også slået deres navn ekstra godt fast i seernes bevidsthed.

Men så var der alle de andre hjælpeorgani-sationer. Dem, som stod derude og bankede på, mens Thomas Helmig sang en sang for de varme lande og donationerne rullede ind til Tivolis Koncertsal. De var og er stadig godt sure og meldte derfor i januar DR til Konkurrencestyrelsen.

– For mindre organisationer er det vigtigt at være med i de store indsamlinger, fordi det skaber synlighed. Men desværre var udvæl-gelseskriteriet, at kun dem, der i forvejen havde synlighed kom med, siger generalse-kretær Lehnart Falk fra adventisternes hjæl-peorganisation, ADRA.

Sammen med Ibis, Mellemfolkeligt Sam-virke, ASF Dansk Folkehjælp, Mission Øst og Care Danmark har han sendt et hvast klage-brev til bestyrelsen for Danmarks Radio. Alle er de utilfredse med ikke have fået tilbud om at deltage i indsamlingen, fordi udvælgelsen efter deres opfattelse ikke skete ud fra deres ’evne til at levere projekter’ inden for det valgte tema: bekæmpelse af hiv/aids i Afrika.

’Dette er stærkt konkurrenceforvridende og strider efter vores opfattelse mod Dan-marks Radios public service-forpligtelse så-vel som (mod) organisationens programetik’, stod der i brevet.

Ikke plads til alle– Enhver udvælgelse vil naturligvis efterlade nogle skuffede. Men det er umuligt at lave en fælles indsamling for alle. Især når formålet er at iværksætte en række større, konkrete projekter, siger Mogens Damgaard.

Han er fundraisingchef hos Dansk Røde Kors, som sammen med fi re andre organisa-tioner – UNICEF, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Læger uden Grænser – præ-senterede DR for ideen til Danmarks Ind-samlingen. Undervejs kom yderligere to til, nemlig SOS-Børnebyerne og Børnefonden.

Alle er de kendte af de fl este danskere, for

der er tale om organisationer, som i høj grad har været i stand til selv at skaffe penge gen-nem egne indsamlinger.

– De har historisk set haft et højt indsam-lingsresultat, fordi de har slået sig op på fad-derskaber eller været aktive inden for nød-hjælp. Det kan næppe være et relevant krite-rium, når der skal samles ind til langsigtet udvikling, mener Frans Mikael Jansen, gene-ralsekretær i MS, og tilføjer:

– Folkelig forankring er andet og mere end evnen til at samle penge ind. MS har 8.000 individuelle medlemmer, 80 organisationer er kollektive medlemmer og vi har gennem årene sendt omkring 15.000 danskere ud i verden. MS har ikke tidligere lavet indsam-linger, men det betyder ikke, at vi ikke er fol-keligt forankrede.

Et godt show til danskerneFor Danmarks Radio kom kritikken som en ubehagelig overraskelse:

– Vores primære mål er at levere et godt show til danskerne. Om det er Røde Kors el-ler ADRA, som deltager, er ligegyldigt for os. Men det er trist, at vi på denne måde bli-ver udsat for noget, der ligner mistænkelig-gørelse, siger den ansvarlige redaktør, Carl Otto Dethlefsen.

DR’s krav til hjælpeorganisationerne har mest handlet om kommunikation. Projek-terne skulle være få i antal, store i omfang, konkrete i natur. Kunne fotograferes, være godt fjernsyn.

– Det ville ikke være noget problem for os, hvis 10 organisationer gik sammen om at gennemføre tre fælles projekter, siger han.

Carl Otto Dethlefsen erkender, at denne løsning næppe vil være spiselig for de delta-gende organisationer. For én ting har han lært undervejs:

– Der er en tendens til, at hjælpeorganisa-tionerne fokuserer mindst lige så meget på branding af deres egne organisationer som på gennemførelsen af de konkrete projekter.

UltimatumHos DR tager man ét år ad gangen, men vil hellere end gerne gentage successen både i 2008 og 2009. Men der er én forudsætning, som skal opfyldes: DR vil ikke igen have kritik for at have klemt nogen udenfor. Orga-nisationerne må sammen fi nde ud af, hvem der skal være med.

Under alle omstændigheder er der tale om et udskillelsesløb, hvor nogen må fi nde sig i at blive sorteret fra. DR har derfor givet rekla-mebureauet Propaganda McCann, som også deltog i tilrettelæggelsen af dette års indsam-lingskampagne, en ny opgave: Som mægler.

Indtil videre vil reklamemanden Sune Bang intet sige om de igangværende for-handlinger:

– Det er ikke min rolle at uddybe mellem-tiderne. Det vil blot forplumre forløbet.

Heller ikke Mogens Damgaard fra Dansk Røde Kors rutter med oplysningerne:

– Jeg synes, det er rigtigst at holde detal-jerne lidt tæt til kroppen, indtil vi er færdige med et forslag. Men vi arbejder med en mo-del, som ikke kun tager højde for organisati-onernes evne til at samle penge ind.

De organisationer, som ikke var med i 2007-indsamlingen, er mindre ordknappe. De er parate med egne forslag til udvælgel-sesmetoder, som vil sætte dem pænt frem i køen:

– Danida stiller store krav til sine partnere, mens private bidragsydere ingen krav stiller ud over, at organisationerne skal se trovær-dige ud. Størrelsen på de bevillinger, en or-ganisation har modtaget fra Danida, kunne derfor være en god indikator for kompeten-cer, foreslår Lehnart Falk, ADRA.

– En mulighed ville være at tage udgangs-punkt i organisationernes størrelse forstået som de midler, de årligt anvender på langsig-tet udviklingsarbejde i Afrika. I så fald vil MS være den tredjestørste organisation. Man kunne forestille sig, at de mindre organisati-oner kunne deltage på en turnusordning ved lodtrækning, lyder forslaget fra Frans Mikael Jansen, MS.

Lars Thostrup er freelancejournalist. larsthostrup@kallnet.fo

HVEM SKAL STÅ DERUDE OG BANKE PÅ?

Værten Signe Lindkvist pudser de sidste ting af ved generalprøven før lørdag aftens store indsamlingsshow Danmarks Indsamling på DR1 den 17.2. Showet blev sendt direkte, og seerne kunne ringe eller sms’e deres bidrag ind under udsendelsen. Foto: Khan Tariq Mikkel/Polfoto.

– Helt klart.Tror du Kina kommer med i OECD’s DAC-

komité? (Se side 11-12, red.)– Det synes jeg ville være fantastisk. Men

der er nok et stykke vej at gå. Det er positivt, at Kina har valgt at engagere sig i Afrika, men det giver nye udfordringer. Det er vig-tigt, at Kina bliver en del af den koordinering af bistanden, som donorerne giver på lande-niveau. Men vi skal også lægge pres på de afrikanske lande for at sikre, at de koordine-rer med Kina. Da jeg for nylig besøgte Kina, oplevede jeg stor interesse for, hvordan Dan-mark laver bistand. Jeg har inviteret en dele-gation af embedsmænd fra ’Kinas Danida’ til at komme her og høre vores erfaringer. De er jo også interesserede i at lave effektiv bi-stand.

Er der ikke en risiko for, med al denne fo-kus på Afrika, at glemme de mange fattige, der fortsat lever i Asien og Latinamerika?

– Nej. I løbet af sommeren og efteråret vil vi lave henholdsvis en Asien- og en Latin-amerika-strategi. Men ingen tvivl om, at re-geringens fokus er på Afrika. To tredjedele af den bilaterale bistand skal gå til Afrika.

Hvordan vil du sælge budskabet om Afrika til danskerne?

– Jeg arbejder hele tiden med hvordan dette her kommunikeres ud. Hvorfor og hvordan bruger vi de knap 14 mia. om året? For det første af indlysende, menneskelige grunde: Alene i Afrika lever 300 millioner mennesker for under én dollar om dagen. For det andet er det et bidrag til en mere stabil verden at be-kæmpe fattigdommen. Det oplever jeg i høj grad er noget der optager danskerne. Migra-tion betyder jo, at fattigdommen pludselig kommer tættere på os. Men der vil altid være nationale dagsordener, som interesserer dan-skerne mere end u-landene. Sådan er det bare.

NU BLOGGER MINISTEREN

Både Ulla Tørnæs og Per Stig Møller vil blogge om den nye Afrika-politik frem til den 8. juni på den nye hjemmeside om Afrika www.afrika.um.dk

Her kan du også læse Udenrigsministeriets Afrikaanalyse og debatoplæg til Afrika-politikken.

På hjemmesiden kan du også deltage i debatten i 12 debatfora, der handler om alt fra Danmarks holdning til EU i Afrika og hvordan kvinder engageres i udviklingen.

DISKUTÉR AFRIKA-POLITIKEN

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) fremlægger den ny Afrika-politik til debat ved et offentligt møde tirsdag den 19. juni. Se nærmere på www.afrika.um.dk

SIDE 5

De siger nej til bestikkelse og afslører både mafi a og korrupte magthavere. Under søgende journalister i Østeuropa og på Balkan baner vejen mod et mere gen nem sigtigt samfund.

Af Ulrikke Moustgaard

Da det statslige rumænske elselskab Elec-trica i 2005 øgede priserne, stod 330.000 ru-mænere uden strøm, fordi de ikke kunne be-tale deres regning.

Begivenheden blev for den rumænske journalist Paul Radu startskuddet til et stort journalistisk projekt om omfattende svindel

med elektricitet på hele Balkan, hvor man eksporterede den billige el, mens folk så måtte tage til takke med den dyre. Mellem-mænd scorede fortjenesten.

Projektet er bare ét af mange opsigtsvæk-kende, journalistisk dybdeborende projekter, som har fundet vej til offentligheden i lande, der ellers ikke kan prale af at have en særlig kritisk eller uafhængig presse. Fælles for dem er, at de har dansk støtte i ryggen gen-nem det såkaldte Scoop-program, der støtter undersøgende journalister og redaktører i Øst- og Sydøsteuropa og på Balkan.

Annoncørerne bestemmer musikken– De fi rmaer, vi skrev om, var meget magt-fulde og forsøgte at stoppe os for eksempel ved bestikkelse. Så det var vigtigt for os at få støtte til både at lave research og trykke hi-storien bagefter, fortæller Radu, da udvikling

møder ham og kollegaen Stefan Candea i København, hvor de er på visit for at fortælle danske kolleger om deres arbejde.

Ingen rumænsk avis var interesseret i Ra-dus historie, da de hørte, hvem der var skur-kene. Samme fi rmaer lagde nemlig en del an-nonceindtægter i aviskasserne.

For Radu var det ikke noget nyt. Undersø-gende journalistik i Rumænien er nemlig stort set ikke eksisterende, og det, der fi ndes, er som regel ’bestillingsarbejde’, som Radu og Candea siger.

Radu: – Journalistik bruges ofte som et red-skab af forretningsmænd eller politikere til at angribe en modstander eller bare som middel til at tjene penge. Derfor falder avisoplaget også; folk har mistet tilliden til pressen.

Candea: – Mange emner fi nder heller ikke vej til redaktionerne. Du ser aldrig undersø-gende journalistik om politik. Om minoriteter. Om miljø. Eller bare om almindelige menne-skers problemer. Grunden er, at der ikke er no-gen penge i det for udgiverne. De sætter hellere ressourcer af til at dække deres øvrige forret-ningsområder eller angribe konkurrenter.

Priser til Scoop-journalisterGennem Scoop får journalisterne mulighed for at få løn, mens de graver, få betalt rejse- og researchomkostninger, eller de kan bruge Scoop som en platform til at samarbejde på tværs af grænser.

Netop samarbejde på tværs af grænserne er det, Scoop-støttede projekter har vist sig at være bedst til.

Et eksempel er historien om den ulovlige udbryderrepublik Trans-Dnestr mellem Moldova og Ukraine, der er centrum for blandt andet pengevask, våbensmugling, traffi cking og andre former for organiseret kriminalitet. I fi re måneder undersøgte Can-dea og journalister fra fi re andre lande, hvor-dan Trans-Dnestr bliver drevet og af hvem.

– Vi satte fokus på alt fra våbenhandel over den politiske situation til menneskeret-tigheder og sociale aspekter, fortæller Can-dea.

Historien, der ligesom Radus el-svindelhi-storie blev offentliggjort på internettet, vandt fl ere priser. Det samme gælder for andre Scoop-støttede historier. Ser man på histori-erne, der siden Scoops start i 2003 er blevet lavet, er det ikke overraskende. Falske tuber-kulosestatistikker i Hviderusland, børnesla-veri i Rumænien og valgkorruption i Bulga-rien er bare nogle af de væsentlige historier, som er blevet gravet frem.

For magthaverne er de journalistiske spor-hunde ofte en torn i øjet. For eksempel blev en korrupt dommer i Ukraine fyret efter en Scoop-historie. Og en borgmester fra Moldova tabte en sag om bagvaskelse mod de journalister, der afslørede, at han og andre embedsmænd solgte offentlige grunde til fa-miliemedlemmer til spotpriser. Men også pressen selv har fået hug.

Candea: – Vi har fået startet en debat i medierne om medierne. Årsagen var en hi-storie om ejerne bag medierne. For hvem er det egentlig, der tegner journalistikken i vo-res land? Og hvilke andre forretningsinteres-ser har de? Faktum er, at de ikke alle er helt så rene, som de gerne vil give sig ud for at være.

Et bidrag til støtte for gennemsigtighedSkal lande som Rumænien fortsætte den de-mokratiseringsproces, der er i gang, er støtte til undersøgende journalistik en vigtig ingre-diens, siger de to journalister. Den kan nem-lig være med til at holde et vågent øje med samfundet og, ikke mindst, den organiserede kriminalitet, som er særdeles aktiv i regio-nen.

Radu: – Organiseret kriminalitet driver politik. Den kontrollerer politikere og har indfl ydelse på lovgivningen og den økono-miske situation. Masser af rumænske banker er eksempelvis gået bankerot på grund af or-ganiseret kriminalitet og svindel.

Candea: – Undersøgende journalistik gi-ver også gennemsigtighed. Når vi publicerer en historie på nettet, stiller vi samtidig doku-mentation til rådighed. Det kan hjælpe andre journalister eller fx beslutningstagere eller investorer udefra, der har brug for informa-tion.

Hvad angår mafi aen, har den endnu ikke helt fået øjnene op for faren fra den dybde-borende journalistik.

– Er der en artikel om en mafi agruppe, tror den typisk, at det nok er en rival, der står bag artiklen: ’Hvem har mon betalt for at få lavet dén der?’ Så det er på en måde heldigt for os, så længe det varer, griner Paul Radu.

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist og forfatter.ulrikke@luxpresse.dk

UNDERSØGENDE JOURNALISTER

Scoop er et støtteprogram for undersøgende journalister og redaktører i Østeuropa og på Balkan. Programmet er lavet i samarbejde af Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) og International Media Support (IMS) og er støttet af Udenrigsministeriets Naboskabsprogram med i alt 5,4 mio. kr. Langt størstedelen af pengene er gået direkte til journalistisk arbejde i marken.

Scoop startede i januar 2003 og har foreløbig støttet omkring 100 projekter. Det dækker landene Ukraine, Hviderusland, Moldova (inkl. den løsrevne region Trans-Dnestr), Rumænien, Bulgarien, Makedonien, Bosnien-Hercegovina, Serbien (inkl. Kosovo og Montenegro), Kroatien og Albanien.

I 2005 kom programmet Arab Reporters for Investigative Journalism (ARIJ) til. Det støtter undersøgende journalistik i foreløbig Syrien, Libanon og Jordan med midler fra Det Arabiske Initiativ.

Læs mere på www.i-scoop.org og www.arij.net

DE AFSLØRER SVINDLERE OG MAFIA PÅ BALKAN

AKTUELTNR. 03/2007

De rumænske journalister Poul Radu (t.v.) og Stefan Candea på besøg i København. De to har deltaget i et grænseoverskridende samarbejde mellem pressefolk i regionen, som har ført til en række saftige afsløringer. Det er sket med støtte fra det dansk-fi nansierede Scoop-program. Foto: Ty Stange.

NR. 03/2007 SIDE 6AKTUELT

Tekst og foto: Jan Kjær

Samme dag som Rigsrevisionen offentlig-gjorde sin beretning om Udenrigsministeriets håndtering af NGO-bistanden (se boks ne-derst til højre), fastslog udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), at hun ’fi nder tiden inde til en opdatering af civilsamfundsstrategien, herunder hvordan vi kan styrke mål- og resul-tatstyringen af bistanden til civilsamfundet’.

Bekæmp årsagerne Civilsamfundsstrategi. Smag på ordet. Ikke ligefrem titlen på en bestseller. Ikke desto mindre er strategien det vigtige instrument, der styrer den danske støtte til folkelige orga-nisationers kamp mod fattigdommen i u-lan-dene. Strategien, som Folketinget tilsluttede sig i år 2000, skal styrke organisationernes kapacitet til at udføre deres arbejde og lægger vægt på fortalervirksomhed, lobbyarbejde og netværksdannelse. Danske u-landsorganisati-oner skal altså ikke blot lave konkrete vand- eller sundhedsprojekter, men påvirke de un-derliggende årsager til fattigdommen.

Sekretariatsleder Erik Vithner fra Projekt-rådgivningen, der er en sammenslutning af mindre danske NGO’er, er enig i, at der blot skal være tale om en opdatering:

– Civilsamfundsstrategien er fl eksibel i for-hold til tid, sted, situation og partnere. Samti-dig har den en klar målsætning om at støtte fattige menneskers organisering. Det er det, der gør den så fremragende.

Erik Vithner er ikke den eneste, der er til-freds med grundlaget. Det viste et NGO-træf i Vejle i marts 2006, hvor 250 deltagere var samlet for at tage temperaturen på civilsam-fundsstrategien. Ud over repræsentanter for NGO’erne deltog også politikere, andre be-

slutningstagere og ressourcepersoner. De kunne konkludere, at der stadig var bred til-slutning til strategien.

Ulla Tørnæs ser derfor også det nuværende eftersyn som en proces, ’der skal bringe stra-tegiens operative afsnit på omgangshøjde med udviklingen’.

For mange ’donor darlings’De danske NGO’er har forskellige forslag til ændringer klar. Ibis’ generalsekretær Vagn Berthelsen ønsker øget fokus på fejlslagne stater.

– Der er for mange NGO’er og donorer i Uganda og i andre lande, som er ’donor dar-lings’. Og for få, der arbejder med lande, der er helt nede på bunden efter en borgerkrig. Det er afgørende, at de lande får støtte til at

komme i gang igen, og det er ofte helt basale problemer, de står overfor. Hvis vi som NGO’er skal det, skal civilsamfundsstrategien tilpasses, fordi forholdet mellem konkret ud-viklingsarbejde og fortalervirksomhed er helt anderledes i sådanne lande. Sagt populært skal 80 pct. være konkret udviklingsarbejde og 20 pct. være fortalervirksomhed. I den nu-værende strategi er forholdet det omvendte, siger han.

Vagn Berthelsen mener desuden, at NGO’erne må diskutere, hvordan arbejdsde-ling og koordinering kan forbedres. Kapaci-tetsopbygningen af organisationerne i Syd kunne også trænge til et eftersyn.

– Har der været for lidt handling og for me-get snak? Har vi workshoppet folk ihjel? spørger generalsekretæren.

Projektrådgivningens Erik Vithner ønsker også forbedring af kapacitetsopbygning i Syd. Han forestiller sig en netværksbaseret model – noget a la Projektrådgivningen. Han efterly-ser samtidig en bedre forståelse for civilsam-fundets rolle hos de danske ambassader.

Vejen fremBåde Vagn Berthelsen og Erik Vithner ser frem til ’en inkluderende proces’:

– Jeg håber på en levende proces med vægt på dynamik og netværk. Ikke kun glasklok-ken skal høres, siger Vagn Berthelsen, der også var med i strategiarbejdet i år 2000, som han betegner som forbilledlig.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs mener, at opdateringen kun lykkes ved fælles hjælp og inspiration.

– Jeg inviterer derfor til et tæt samarbejde og dialog med de danske NGO’er om vejen frem, siger hun.

Dialogen er allerede begyndt. Udenrigsmi-nisteriet har holdt det første uformelle møde med en række NGO-repræsentanter.

Forarbejdet til opdateringen ligger nu i hænderne på den eksterne konsulent Lars Udsholt, der har årtiers erfaringer fra ci-vilsamfundet i Syd og Nord, blandt andet som tidligere generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

Jan Kjær er journalist, tidligere MS-medar bejder og konsulent med kommunika-tion, globalisering og u-lande som speciale. jank@parknet.dk

NGO-SAMARBEJDE TIL SERVICETJEK

Civilsamfundsstrategien skal styrke den folkelige deltagelse i udviklingen. Mellemfolkeligt Samvirke støtter her den nicaraguanske NGO IPADE med at overvåge, at et kommunalvalg foregår frit og fair.

Har der været for lidt handling og for meget snak? Har vi work-shoppet folk ihjel?

Generalsekretær Vagn Berthelsen, Ibis.

ROS FRA RIGSREVISIONEN

Rigsrevisionen er generelt tilfreds med Udenrigsministeriets håndtering af NGO-bistanden. Det fremgår af en beretning, som statsrevisorerne fremlagde 28. marts. Rigsrevisionen efterlyser dog en samlet handlingsplan til konkret at føre civilsamfunds-strategien ud i livet. Ministeriet bør også i højere grad inddrage NGO-bistanden i ministeriets mål- og resultatstyringssystem, og vurdere effekten af NGO-bistanden i forhold til målene for den danske udviklingsbistand.

Rigsrevisionens undersøgelse koncentrerede sig om fi re områder: Udenrigsministeriets ope-rationalisering af civilsamfundsstrategien, mini-steriets tilsyn med rammeaftaler, administratio-nen af enkeltprojekter og ambassadernes rolle i forhold til civilsamfundsstrategien.

Beretningen fi ndes på www.rigsrevisionen.dk

Kilde: Beretning til statsrevisorerne om Udenrigsministeriets administration af NGO-bistanden, marts 2007.

NGO-BISTANDEN I TAL

I 2006 udbetalte Danida knap 1,4 mia. kr. til danske NGO’ers udviklingsaktiviteter og humanitære indsatser. 16 danske NGO’er fi k over 20 mio. kr., og fem fi k over 100 mio. kr. Topscorer med 174,5 mio. kr. blev Folkekir-kens Nødhjælp. Herefter følger Dansk Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis og Dansk Flygtningehjælp.

Fra 2005 til 2006 steg de samlede udbetalin-ger til NGO’ernes udviklingsaktiviteter fra 893,1 mio. kr. til i alt 966,4 mio. kr., hvilket svarer til 8,4 pct. af den samlede danske u-landsbistand.

Rammeaftalerne som de seks store u-lands -organisationer som Dansk Røde Kors og Red Barnet har med Danida, viser et lille fald fra 513,9 til 510,4 mio. kr. Til gengæld er der stor vækst i beløbs rammen for andre samarbejds-former med NGO’erne, nemlig fra 313 til 394,8 mio. kr.

Udgifterne til humanitær bistand gennem NGO’erne var 399,4 mio. kr., svarende til 37,3 pct. af den samlede humanitære bistand og 3,5 pct. af den samlede danske bistand.Andelen til Afrika stiger – både hvad angår udviklingsaktiviteter og humanitær indsats.

Kilde: Danidas NGO-samarbejde 2006 (NGO-beretningen). Beretningen fi ndes på www.um.dk

Øget hjælp til fejlslagne stater, bedre koor dinering og kapaci tetsopbygning med mere hand ling. Det er på NGO’ernes ønskeliste, når den ellers populære civil sam funds strategi nu sendes til eftersyn.

SMÅ ORGANISATIONER STÅR STÆRKT

Der er grøde i de små danske u-landsorganisationer. Det er Projektrådgivningens årsmøde den 21. april i Korsør et levende eksempel på.

På årsmødet blev det konstateret, at mini-puljen er en stor succes. ’Minipuljen’ er med til at udvikle kvalitetsprojekter og styrke de danske organisationer. Puljen har også bidraget til, at fl ere organisationer har fået midler til gavn for de fattige. 70 nye organisationer har kvali fi ceret sig til at opnå støtte de seneste fi re år.

Projektrådgivningen, en sammenslutning af 222 mindre organisationer med interesse for u-landsarbejde, administrerer ’Minipuljen’, som er statslige NGO-bevillinger på op til tre mio. kr. til udviklingssamarbejde under civilsamfundsstrategien.

Udenrigsministeriet støtter Projektrådgivningens sekretariat i Århus, som varetager kursus- og rådgivnings-arbejde for medlemmerne samt administrationen af Minipuljen.

Læs mere på hjemmesiden www.prngo.dk

NR. 03/2007 SIDE 7FEJLSLAGNE STATER

Af Jesper Strudsholm

Ingen skal beskylde sudaneserne og andre med interesse i Sudan for at kede ambassadør Torben Brylle, EU’s nye særlige repræsentant i landet.

På de blot elleve dage fra hans udnævnelse til den offi cielle tiltræden den 1. maj skete der blandt andet følgende: Sudans fl yvevåben bombede et område, hvor nogle af Darfur-re-gionens nu talrige oprørsledere mødtes for at diskutere en fælles strategi til forestående fredsforhandlinger. Oprørerne skød derefter den ene af kamphelikopterne i angrebet ned. Sudans viceudenrigsminister afviste den tredje fase af en plan for en større FN-styrke, som hans regering tidligere har skrevet under på.

Den Arabiske Liga rasede over, at Repræ-sentanternes Hus i USA havde opfordret li-gaen til at anerkende overgrebene i Darfur som et folkedrab. Og den britiske Rolls-Royce koncern meddelte, at den vil trække sig ud af Sudans olieindustri på grund af ’in-ternationale humanitære bekymringer’.

Torben Brylle er derfor en mand midt i en smertefuld fordøjelsesproces, da udvikling interviewer ham et par dage efter hans første møde med mange af deltagerne i dette ’diplo-matiske mareridt’.

Udsigt til forhandlingAmbassadøren er netop kommet hjem fra Li-byens hovedstad Tripoli, hvor præsident Mu-ammar Khadafi har budt deltagerne i en kon-ference om Darfur velkommen med advarsler mod en FN-styrke. Khadafi har samtidig gi-vet Darfurs oprørere meget af skylden for den fortsatte konfl ikt, mens vestlige lande regner Sudans regering for hovedansvarlig for over 200.000 menneskers død og fordrivelsen af yderligere 2,5 millioner.

Trods den slags grundlæggende uenighe-der i verdens opfattelse insisterer Torben Brylle på, at mødet i Tripoli var præget mere

af konsensus end konfrontation. For første gang mødtes Sudans regering med repræsen-tanter for alle nabolande, EU og de fem per-manente medlemmer af Sikkerhedsrådet.

– Jeg har et indtryk af et vist momentum. Man nåede frem til en erklæring om at for-sætte fredsprocessen, en såkaldt Tripoli-kon-sensus. Udsigten til, at man kan skabe ram-mer om en forhandling, står stærkere end før mødet. Man skal ikke beskrive det som det store vendepunkt. Men det interessante var, at parter, der er indblandet på hver sin side, var til stede. Også Tchad og Eritrea, der har gode forbindelser til rebellerne.

Konfl ikten i Darfur er på mange måder ble-vet et tema i et tilspidset opgør mellem den islamiske og den vestlige verden. Mærkede du det på mødet i Tripoli?

– Nej. Mødet var karakteristisk ved, at man ikke drøftede sanktioner, det var meget ukon-frontatorisk, siger Brylle.

Men er du enig i, at baggrundsstøjen fra en mere global konfl ikt er med til at gøre det sværere at fi nde en løsning i Darfur?

– Ja. Det skærper nogle kanter, at der også er andre konfl ikter med de dimensioner. Men det er en forenkling at se det som et mus-limsk-ikkemuslimsk opgør. Det kan skygge for, hvad der sker i terrænet (hvor Darfur – i modsætning til Sudans ældre konfl ikt mod syd – har muslimer på begge sider, red.). Så-dan er vilkårene for konfl iktløsning i dagens verden anderledes, end de var tidligere. Det sker langt mere i det offentlige rum. En me-get stærk opinion kommer til at påvirke pro-cesserne. Ting, som man før kunne slippe af sted med, er i dag synlige. Den internationale opmærksomhed om krænkelser er kolossal. Og det er naturligvis godt.

Overgreb til ophørDu er oppe imod et styre, der i over 20 år legede gemmeleg med det internationale samfund i konfl ikten mod syd. Er der nogen grund til at tro, at den vil opføre sig anderledes i Darfur?

– Alle, der kender konfl iktens udvikling, er

enige om, at det går frem og tilbage – nogle gange mere tilbage end frem. Og det sker samtidig med, at folk stadig bliver fordrevet. En del af svaret på dit spørgsmål er imidler-tid, at der faktisk til sidst blev indgået en af-tale mellem nord og syd. Men samtidig må man jo forstå, at mennesker, der udsættes for vold og fordrivelse ikke kan vente på resultat af langvarige forhandlinger, og derfor er det i første omgang vigtigt, at fjendtlighederne og overgrebene bliver bragt til ophør.

Hvilken betydning har det for fredsudsig-terne i Darfur, at de tidligere oprørere – SPLM – fra den lignende konfl ikt mod syd, nu er en del af regeringen?

– SPLM har fået mandat af regeringen i Khartoum til at samle parterne til forhandling. Det er vigtigt af fl ere grunde: SPLM nyder større tillid hos rebellerne – og har måske bedre forbindelser med omverdenen. Det viser også, at SPLM interesserer sig for nationale sudanske anliggender, hvilket ikke er uvæsent-ligt.

Men SPLM har ofte været beskyldt for at gå mere op i at gennemføre fredsaftalen mel-lem nord og syd end i at bidrage til at løse konfl ikten i Darfur?

– Det billede ændrer sig i øjeblikket. De er blevet mere aktive. Deres hovedsigte er fort-sat at gennemføre nord-syd aftalen. Men den er også helt nødvendig for en fredelig fremtid i landet – og det går ikke så stærkt. Derfor er det også vigtigt, at det internationale samfund ikke glemmer den langsigtede interesse i at opretholde den aftale.

Hvad betyder det for fredsprocessen, at re-bellernes organisationer synes at være split-tet til atomer?

– Det er et enormt problem. Man skal have et repræsentativt udsnit for at kunne lave en forhandling. Da vi talte sidst, nåede vi op på 14-15 fraktioner. Og det har mere at gøre med, hvem der skal være leder end med sub-stansen i deres politik.

Hvor stort et ansvar har rebellerne for den fortsatte konfl ikt?

– Det er svært at sige noget om proportio-ner. Men de har klart et ansvar for brud på våbenhviler, for overgreb på befolkningen og for den fortsatte ustabilitet. De slås jo også indbyrdes. Og de skal have at vide, at de også bliver stillet til regnskab for deres gerninger. Hvordan påvirker opfordringerne til sanktio-ner mod regeringen fredsprocessen?

– Det er svært at sige. Regeringen siger konstant, at det ikke vil fremme dens tilbøje-lighed til at deltage i forhandlinger, hvis den er udsat for pres. Så simpelt er det næppe. Men deres forhold til omverdenen er ikke skruet sammen, så én enkelt mekanisme vil virke, siger Brylle.

Jesper Strudsholm er journalist ved Politiken og bosat i Sydafrika.jesper@iafrica.com

BRYLLES BRYDERIER

Ting, som man før kunne slippe af sted med, er i dag synlige. Den internationale opmærksomhed om krænkelser er kolossal. Og det er naturligvis godt, siger Torben Brylle – en af de højst placerede danskere på en international toppost. Foto: Jan Jørgen/Scanpix.

BLÅ BOG TORBEN BRYLLE

Født 7. juli 1948 i København.

Samfundsfag ved Københavns Universitet, afrikanske studier ved Legon Universitet i Accra, Ghana. Siden 1978 ansat i Udenrigsministeriet, blandt andet som chef for ministersekretariatet, kontorchef for først det sydlige Afrika og siden Mellemøsten og Latinamerika, multilateral chef og senest ambassadør i Sydafrika.

Var nytiltrådt ambassadør i Kairo da han blev udnævnt som EU’s særlige repræsentant i Sudan.

Ambassadør Torben Brylle, blev i april udnævnt til EU’s nye særlige repræsentant i Sudan. Allerede inden sin tiltræden var han i nærkontakt med de knivskarpe holdninger og den komplicerede internationale dynamik i konfl ikten i Darfur.

SPLM/A

SPLM er Sudan People’s Liberation Movement – den politiske gren af Sudan People’s Liberation Army (SPLA). Den sydsudanesiske bevægelse SPLM/A kæmpede mod Sudans regering fra 1983 til 2005. SPLM/A undertegnede i 2005 en fredaftale med regeringen i Khartoum, der sikrede selvstyre til Sydsudan.

NR. 03/2007 SIDE 8

Af Hanne Mølby Henriksen

Først gad de ikke rigtig at bøvle med dem. Så gad de godt, men vidste ikke hvordan. Og nu har den samlede gruppe af vestlige donorer – nærmere bestemt medlemmerne af OECD’s udviklingskomité Development Assistance Committee (DAC) – udviklet et sæt princip-per for, hvordan man skal agere i forhold til verdens skrøbelige stater. De stater, hvor re-geringen enten ikke kan eller vil levere de basale offentlige ydelser til folket. Hvor veje, skoler, økonomi, hospitaler samt lov og or-den er under opløsning, og hvor folk bare får det værre og værre. Nu skal også de have del i den internationale udvikling.

På et møde i DAC i april vedtog den vest-lige verdens udviklingsministre ti principper for, hvordan man bedst og mest effektivt hjæl-per folk i lande, hvor staten ikke kan. Princip-perne går blandt andet på, at man skal handle hurtigt og tænke langsigtet. At man skal fore-bygge fremfor at lappe. Og tage udgangspunkt i de forskellige landes forskellige situationer.

– Da man lavede det første udkast og be-gyndte at diskutere principperne i 2005, var det banebrydende på den måde, at man for første gang tog det her problem alvorligt, fortæller fuldmægtig Christian Lotz fra Afrikakontoret i Udenrigsministeriet. Han fortsætter:

– Der er tale om en ny erkendelse i det in-ternationale donorsamfund. Principperne er et udtryk for en vilje til at gøre noget, være aktiv og engageret – også i de skrøbelige stater.

Gode performereDer fi ndes mange måder at defi nere både de skrøbelige og de fejlslagne stater på. OECD opererer med en liste på 22 skrøbelige stater verden over. Amerikanerne og briterne kan mønstre 46 under samme betegnelse. Antal-let kommer helt an på, hvad man kigger på, men der skulle være bred enighed om, at de decideret fejlslagne stater hører til blandt de skrøbeligste af de skrøbelige, hvad angår statsapparat og strukturer. Det er lande som Congo, Liberia, Somalia, Sierra Leone og

Afghanistan, fortæller Louise Andersen, cand.scient.pol og ph.d-studerende ved Dan-marks Institut for internationale Studier.

Danmark har i mange år kørt en ’noget for noget-politik’ og koncentreret sig om at få mest muligt ud af hver eneste bistandskrone. Ligesom verdens andre donorer.

– Det har betydet en systematisk udskil-lelse af de svage, siger Louise Andersen.

Hun fortæller, at donorerne betragtede det som alt for problematisk og risikofyldt at være i de skrøbelige og fejlslagne stater. Og at de derfor hellere fokuserede på de såkaldt gode performere som Tanzania og Vietnam med stærke, samarbejdsvillige regeringer.

– Der skete så et skift ved 11. september. Det gik op for mange højtstående politikere, at man ikke bare kan ignorere de her lande, siger Louise Andersen.

Siden har verden vist de skrøbelige og fejlslagne stater mere opmærksomhed, for-tæller hun. Først af frygt for, at fattigdom-men og de svage statsapparater ville avle fl ere terrorister. Siden af hensyn til befolk-ningens kummerlige levevilkår.

– Ingen tror længere, at der er en direkte sammenhæng mellem fejlslagne stater og terrorister. Men når man kigger på 2015 Må-lene, skal vi have denne svage gruppe med. Vi kan ikke bare fokusere på de stærke.

Dem ingen vil lege medDanida har for sit vedkommende blandt an-det støttet Afghanistan siden Taliban-styrets fald i 2001 – senest med 670 millioner kro-ner til både akut hjælp og langsigtet genop-bygning frem til 2009. Til det sydlige Sudan er der – uden om regeringen i Khartoum – afsat 500 mio. kroner frem til 2009. Og i Ne-pal planlægger Danida at yde 100 millioner kroner til fredsprocessen frem til 2009.

Samtidig påpeger UM’s globaliseringsana-lyse, at ministeriets evne til at støtte verdens skrøbelige stater skal opprioriteres. At der vil blive givet mere humanitær støtte til udsatte områder gennem NGO’er og internationale organisationer, og at ministeriet skal have en ’task force’ af specialiserede medarbejdere,

som kan sendes til kriseramte lande som Su-dan og Afghanistan for at hjælpe.

Et af målene med at yde bistand til de skrø-belige og fejlslagne stater er at sikre, at de ikke bliver hægtet helt af udviklingen og resten af verden, fortæller Christian Lotz fra UM.

– Man må erkende, at der er opstået en gruppe af lande, som får meget lidt bistand, og som nærmest er isoleret. Det er dem, man kalder aid-orphans. Det er meget uheldigt, og det er det, man nu vil prøve at undgå. Både af hensyn til de mennesker, der bor der og af hensyn til os selv, siger han.

Udvikling og stabilisering af de skrøbelige stater vil nemlig ikke kun gavne internt i lan-det. Det vil for eksempel også kunne hjælpe med til at regulere migrationen, begrænse den internationale handel med mennesker og illegale våben og øge den regionale og inter-nationale sikkerhed, forklarer han.

– Et klassisk eksempel må jo være nabo-landene til Congo, hvor konfl ikterne har bøl-get frem og tilbage. Det har suget alle nabo-landene ind i en serie af konfl ikter og har kostet enorme summer i indkomstmulighe-der men også i menneskeliv og menneskelig ulykke, siger Christian Lotz.

Farlige dønningerFolk i verdens skrøbelige og især i de decideret fejlslagne stater bliver typisk fattigere og fatti-gere, og deres vilkår ringere og ringere. I Libe-ria for eksempel er folks forventede levetid 42,5 år. Halvdelen af befolkningen er underer-næret. Hver tredje har ikke adgang til rent vand. Hvert femte barn dør, inden det bliver fem år. Kun halvdelen af befolkningen kan læse. Alli-gevel er det slet ikke sikkert, at folk her har det værre end folk i så mange andre lande:

– Der er en tendens til at se på fejlslagne stater som steder, hvor alt bare er ad helvede til. Men når man så kigger nærmere på de enkelte lande, ser man jo, at folk overlever alligevel, siger Louise Andersen.

I dønningerne efter en sammenbrudt stat opstår ofte nogle uformelle strukturer, der ta-ger over og gør, at hverdagen alligevel er til at komme igennem for befolkningen, forkla-

rer Louise Andersen. Det kan for eksempel være klaner, stammer, krigsherrer eller reli-giøse institutioner, der får samfundet til at hænge sammen, hvor staten ikke kan.

– I Somalia brød staten sammen i 1991, og alligevel er der steder, hvor folk faktisk har det bedre end før sammenbruddet. Så det er meget komplekst, siger hun.

Et af dilemmaerne for verdens donorer i for-hold til de helt fejlslagne stater er at beslutte sig for, om man vil støtte de private strukturer i landet – dem, som folk er afhængige af og som viser mere effektivitet og handlekraft end staten – eller om man vil støtte det svage stats-apparat på bekostning af de andre.

– Som donor er det et minefelt at træde ind i. Hvem skal man alliere sig med? spørger Louise Andersen.

– Skal man forsøge at mægle mellem de to

grupper og opbygge en stat, som hviler på alle de centrale aktører? Det er meget meget svært, og der fi ndes ikke en bestemt løsning. Man kan jo ikke bare fl yve erfaringerne fra Afgha-nistan videre til Congo og gøre det samme her. Det er to vidt forskellige situationer.

Meningen med de nyligt vedtagne princip-per fra DAC er netop at gøre livet nemmere for verdens donorer, når de opererer i skrøbelige stater. Så pengene ikke pr. automatik er bedre brugt i lande, hvor regeringerne selv kan og vil være med til at gøre noget ved problemerne.

– Jeg tror aldrig, det vil blive sådan, at vi svinger helt over i den anden grøft. Vores fo-kus er og skal være på de lande, som kan og vil. Men nu, hvor vi ved mere om, hvad der virker, og hvordan vi bruger pengene effek-tivt, så bliver det jo pludselig mere interes-sant at agere i de skrøbelige stater, ikke? me-ner Christian Lotz.

Hanne Mølby Henriksen er freelancejourna-list. hmh@journalist.dk

Læs mere om kvinder og fejlslagne stater i Ver-densbankens nye statusrapport om 2015 Må-lene, som kan hentes på www.worldbank.org (klik på Global Monitoring Report 2007).

LIVET GÅR VIDERE, SELV NÅR STATEN DØR

– Man må erkende, at der er opstået en gruppe af lande, som får meget lidt bistand, og som nærmest er isoleret. Det er dem, man kalder aid-orphans.

Christian Lotz, Udenrigsministeriets Afrikakontor.

Der er en tendens til at se på fejlslagne stater som steder, hvor alt bare er ad helvede til. Men når man så kigger nærmere på de enkelte lande, ser man jo, at folk overlever alligevel.

Ph.d-studerende Louise Andersen, DIIS.

Synet på verdens skrøbelige og fejlslagne stater har ændret sig siden 11. september. Også Danidas. Den skærpede vilje til at hjælpe de plagede befolk ninger bliver nu fulgt op af et nyt sæt internationale principper for god bistand.

FEJLSLAGNE STATER

NR. 03/2007 SIDE 9FEJLSLAGNE STATER

Tekst: Line Lagoni Leonhard

I et lille rødt rækkehus lidt nord for Århus sidder Ismail, 25 år, og Jolie, 24 år, sammen med deres otte måneder gamle søn, Akbar, og Jolies 16-årige kusine, Neema. Solen skinner og farver rapsmarken uden for deres vinduer så vidunderligt gul, at man må knibe øjnene sammen mod det stærke genskær.

Det er den smukkeste forårsdag i april, træ-erne er begyndt at springe ud og den lille fa-milie ser ud til at trives i den jyske forsommer. Intet i dette billede afslører, at det blot er seks uger siden, Ismail og Jolie kom til Danmark som en del af de 151 kvotefl ygtninge, der for-lod en utryg tilværelse med kummerlige for-hold i en fl ygtningelejr i Malawi. Til fordel for et nyt og forhåbentligt bedre liv i Danmark.

Fordrevet af tutsi’erVoldelige konfl ikter har hærget Burundi lige siden landet fi k sin selvstændighed i 1962. Ligesom i nabolandet Rwanda har blodige kampe mellem rivaliserende hutu’er og tut-si’er kostet fl ere hundrede tusinde menneske-liv og gjort endnu fl ere hjemløse.

Det var stammekrig, der 12. januar 2004 tvang den dengang 22-årige Ismail Ntungwa-nayo på fl ugt fra sin hjemby Kamenge i den nordvestlige del af Burundi. Ismail befandt sig på sin skole, hvor han gik i tiende klasse, da han fi k at vide, at de stammekrige, der raserede landet, havde nået hans by.

På swahili fortæller Ismail gennem en tolk udviklings udsendte, hvordan han ventede ved skolen i næsten et døgn, inden han tog tilbage til Kamenge:

– Da jeg kom hjem til vores hus, fandt jeg min mor og mine søskende. De var blevet slået ihjel af tutsi’er.

Ismail fl ygtede fra Burundi med det samme. Sammen med en fl ok på omkring 50 unge mænd, alle hutu’er, bevægede han sig mod øst, til nabolandet Tanzania. I en uge fortsatte fl ugten videre gennem Tanzania sydpå til Ma-

lawi, til fl ygtningelejren Dzaleka, som i lidt over tre år var Ismails hjem.

Med færge mod sikkerhed?Ikke langt fra Kamenge ligger Burundis ho-vedstad, Bujumbura. Her bor godt 450.000 af Burundis otte millioner indbyggere. Blandt dem var også Jolie Iddi og hendes familie. Familien er oprindeligt fra den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), men fl ygtede fra urolighederne til det dengang mindre krigsramte Burundi.

Jolie befandt sig på et af byens markeder, da helvede brød løs. Bomber og granater reg-nede uden varsel ned over de handlende, og det kom til hårde kampe mellem stammerne:

– Det var en meget farlig situation. Man kunne blive standset på gaden og dræbt, alene fordi man tilhørte den forkerte stamme, for-klarer Jolie.

Under gadekampene fi k Jolie at vide, at både hendes forældre og alle hendes søskende var blevet dræbt ved urolighederne. Sammen med vold og mishandling var det med til at drive hende og kusinen på fl ugt.

Jolie fandt sammen med en gruppe andre kvinder og familier og fl ygtede på en færge mod syd over den store Tanganyika-sø, som danner den naturlige grænse mellem Burundi, Tanzania, DR Congo og Zambia.

Færgen bragte de fl ygtende til Tanzania, hvorfra de gik det sidste stykke til Malawi. Her blev de mødt af de malawiske myndighe-der, som sendte dem til Dzaleka-lejren ved hovedstaden Lilongwe. Den fl ygtningelejr, hvor også Ismail befandt sig, intetanende om, at han snart skulle møde sin kommende brud.

Flygtningelejr i et fattigt landDzaleka-lejren huser omkring 5.000 fl ygt-ninge fra både DR Congo, Zambia, Rwanda og Burundi, bredt repræsenteret både ved køn, alder, uddannelse og stamme.

Jordhytter, fordærvet mad og en soveplads på den hårde jord udgjorde livet i Dzaleka. Forhold, som til dels var resultatet af, at leve-

standarden inden for en lejrs grænser gerne skal afspejle levestandarden uden for lejren, da det ellers kan skabe grobund for harme og uvilje fra den lokale befolkning.

Men selv om forholdene i Dzaleka-lejren på ingen måde var bedre end forholdene uden for lejren, betød det dog ikke fred og fordra-gelighed for de mange fl ygtninge:

– Der var en meget anspændt stemning i lejren, fordi de forskellige grupper af fl ygt-ninge ikke kunne forstå hinanden. De fl ygt-ninge fra Rwanda, som havde været i lejren længst, var allerede begyndt at blive genbosat i andre lande, og det skabte en meget dårlig stemning blandt de andre fl ygtninge, fortæl-ler Ismail.

Misundelse og intern uro gjorde, at nogle af fl ygtningene brændte hinandens hytter af. An-dre stjal og røvede, og hvis man bevægede sig for langt væk fra sin hytte, kunne det betyde overfald og, i kvindernes tilfælde, voldtægt.

Et nyt og bedre liv i DanmarkIsmail og Jolie havde aldrig før set hinanden, da de en dag stod ansigt til ansigt i køen til fødevareuddelingen i Dzaleka-lejren. Det var kærlighed ved første blik. En kærlighed så stærk, at de to unge hurtigt fl yttede fra klemte fælleshuse til deres egen lille hytte, Ismail havde bygget af de mursten, han selv havde fremstillet i lejren.

Selv om det lyder som den rene idyl, var virkeligheden en ganske anden. Ismail og Jolie var stærkt påvirkede af den uro, som herskede i lejren, og de frygtede hele tiden

overfald og voldtægt. For dem var det en lise, da de fi k at vide, at de var blandt de udvalgte, som kunne forlade Malawi for at starte et nyt liv i Danmark.

– Vores familier blev dræbt i Burundi, der er intet for os at vende tilbage til, fortæller Jolie. Ismail nikker og gør sætningen færdig:

– Nu er Danmark vores hjem. Det er her vores fremtid er.

Netop det, at hverken Ismail eller Jolie har familie tilbage i Burundi, og at de to levede en meget usikker tilværelse i Dzaleka-lejren, dannede baggrund for Udlændingeservices beslutning om at lade familien komme til Danmark på kvoteordningen.

Line Lagoni Leonhard er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

FRA FLYGTNINGELEJREN TIL DEN GULE RAPSMARK

KVOTEFLYGTNINGE

Kvotefl ygtninge er fl ygtninge, der er udvalgt af UNHCR til at blive genbosat. For langt de fl este kvotefl ygtninge gælder, at de bliver genbosat efter omfattende interviews foretaget af repræsentanter fra Udlændingeservice og Dansk Flygtningehjælp i de respektive fl ygtningelejre.

Danmark har en treårig kvote på 1.500 fl ygt-ninge, det vil sige 500 årligt. Sverige modtager 1.500 kvotefl ygtninge om året, mens Norge tager imod 2.500.

Antallet af kvotefl ygtninge er uafhængig af antallet af asylansøgere. Sagerne bliver behandlet af Udlændingeservice, som hører under Integrationsministeriet og tæller dermed ikke en del af udviklingsbistanden.

Kilde: Dansk Flygtningehjælp.

At få statsborgerskab er at få friheden til at være dansker.

Ismail Ntungwanayo, burundisk fl ygtning.

AFRIKAS ’VERDENSKRIG’

I alt har krigene i de store søers område (DR Congo, Rwanda, Burundi) kostet godt fi re millioner mennesker livet. Krigene omtales derfor undertiden som Afrikas 1. verdenskrig.

Både Ismails og Jolies familier blev dræbt i Burundi. Nu håber de, efter års venten i en fl ygtningelejr i Malawi, på at kunne starte en ny tilværelse i det fredsommelige Østjylland. Foto: Martin Kurt Haglund.

Ismail og Jolie mødtes i køen til fødevareud delingen i en fl ygt-ningelejr i Malawi og sød musik opstod. Det kunne være starten på en kærlighedsroman, men det er (også) en historie om vold, arrest og fl ugt. Den historie fi k udvikling, da vi be søgte Ismail og Jolie i deres nye hjem i Folby lidt nord for Århus.

NR. 03/2007 SIDE 10

Som chef for Unicef i det borger-krigshærgede Somalia hjælper Christian Balslev-Olesen landets regering med at få landet på fode. Læs hans noter fra et land, hvor meget kan lade sig gøre – trods kaos.

Af Christian Balslev-Olesen

Som chef for den største FN-organisation i Somalia, Unicef, er jeg det seneste halvandet år gået fra den dybeste desperation til den største optimisme. Og retur igen.

At være FN-arbejder i et land uden rege-ring og fungerende myndigheder giver kolos-sale vanskeligheder, men også store mulighe-der for at gøre en forskel og konstante over-raskelser over somaliernes evner til at skabe fremskridt midt i kaos. Her er nogle dagbogs-notater.

November 2005:På et møde med Somalias nye overgangsrege-ring får vi at vide, at undervisning er en top-prioritet. At få børnene i skole vil være det første synlige tegn på normalitet. Den nyudv-nævnte undervisningsminister tager mig med på en tur gennem den ødelagte provinsby, hvor regeringen midlertidigt holder til. Vi skal se de udfordringer, som skole og under-visning står overfor, og første stop er ruinerne af en tidligere velanskrevet regeringsskole. Et enkelt klasselokale er renoveret. Lidt længere nede ad gaden ligger en helt ny muslimsk skole, betalt fra udlandet.

– Jeg ved ikke, hvilken undervisning, man driver i skolen, kun at en masse forældre sen-der deres børn der, siger den muslimske mi-nister og peger på nogle ruiner overfor:

– Her lå en af Somalias fi neste skoler, dre-vet af kristne missionærer. Jeg har opfordret dem til at komme tilbage. Vi har brug for dem!

Hvis alle børn i Somalia skal i skole, går det ikke uden de religiøst baserede skoler.

Juni 2006:Vi afslutter to års arbejde med at beskrive, hvordan man genetablerer en stat med parla-ment, penge, skat, veje, politi, domstole, ho-spitaler, skoler, ja det hele! 100 eksperter fra FN, Verdensbanken og Somalia er ved at fær-diggøre en samlet master plan – eller skal vi kalde den en Marshall – plan. Det er stats-dannelse for begyndere:

– I taler om nationalsang – og om regering. Jeg har aldrig oplevet nogen af delene, sagde en 14-årig dreng på et møde forleden.

December 2006:Årets sidste møde med præsident og under-visningsminister. Ministeren har nu både kontor, en lånt pc, fi re frivillige medarbejdere og en plan: Undervisning for Alle! For præsi-denten – tidligere general, krigsherre og fri-hedskæmper – handler det om lov og orden. Somalias første 500 betjente blev færdigud-dannet i går. Jeg taler ved afslutningen af et tre ugers kursus for 300 lærere – en blandet forsamling fra lokalt oprettede privatskoler og koranskoler.

Januar 2007:Siden nytår har vi prøvet at demonstrere, at det gør en forskel at have præsidenten og myndigheder tilbage i Mogadishu. 3.000 nye politifolk, 40.000 fl ere børn i skole, rent vand og skoler til hovedstadens 250.000 interne fl ygtninge. Vi har givet os selv seks måneder til at få alt dette på plads. Men efter morteran-greb mod et par af vores fl y, en vejbombe mod en kolonne af vores køretøjer og nedskydnin-gen af et fl y fra Den Afrikanske Union (AU) er det lige nu svært at få fl ere medarbejdere ind i Mogadishu. For første gang melder vores

STATSDANNELSE FOR BEGYNDERE

Mogadishu er ikke som andre hovedstæder i verden. For eksempel er det 16 år siden byen sidst husede en central-regering. Foto: AP/Polfoto.

Der er ingen synlige tegn på international støtte til Somalias nye virkelighed.

Christian Balslev-Olesen

FEJLSLAGNE STATER

lokalt ansatte, at de er bange og gerne vil have deres familier evakueret.

Februar 2007:Turen går til Hargeisa, hovedstaden i den selverklærede republik Somaliland, for at drøfte FN’s kommende toårsprogram for re-gering, parlament og civilsamfund. Et godt møde med mere end 100 meget engagerede deltagere.

En af de vigtigste prioriteter er at få alle børn i skole; måske den vigtigste sejr for mig: Alle bakker nu op om en plan, som soma-lierne også selv tager alvorligt. På landsplan er 250.000 fl ere kommet i skole de seneste fi re år. Dermed går 28 pct. af alle børn i skole, op fra 22 pct. Tilgangen er større for piger end for drenge.

Samtidig er børnedødeligheden faldet med 30 pct. siden 1999. Ganske overraskende og imponerende i et land uden centrale sund-hedsmyndigheder. Jeg glæder mig over at få styrket mine argumenter over for både kolle-gaer og donorer: Vi skal ikke nødvendigvis først have regering og myndigheder for at give somalierne bedre uddannelse og sundhed!

Marts 2007:Møder med en mission fra Sikkerhedsrådet, der skal opstille betingelserne for en FN-styrke til afl øsning for AU’s fredsstyrke. Vi er dybt skeptiske. Endnu er der ingen fred at be-skytte. Og en FN-styrke kan meget vel gøre vores i forvejen komplicerede arbejde endnu sværere. Var det ikke netop fredsstyrkerne i begyndelsen af 90’erne, der skabte hele grundlaget for krigsherrer, spørger mange skeptiske somaliere. De husker alt for godt den amerikansk ledede Operation Restore Hope, der endte med fordrivelse af de uden-landske tropper.

I en stor Unicef-undersøgelse siger Soma-lias unge, at de tror på en positiv fremtid for landet (75 pct.), at de vil blive i Somalia (60 pct.), at det vigtigste for dem er skoler og ud-dannelse – og at vejen til et bedre Somalia er demokratiske valg. Tankevækkende, siden Somalias unge aldrig selv har oplevet valg under de seneste 16 års kaos. De unge er imod traditionel praksis som kvindelig om-skæring, tidlige ægteskaber og polygami, mens deres vigtigste rollemodeller er religi-øse ledere, sportsfolk og lærere. Politikere kommer langt nede på listen.

April 2007:Somalia er i gang med det 14. fredsforsøg, siden staten gik i total opløsning i 1991. Hvis det skal lykkes, må man støtte og investere i det, som somalierne selv tror på. Deres op-fi ndsomhed, fl air for business og entrepre-nante kultur er imponerende. Hver provinsby har fl ere konkurrerende mobiltelefonselska-ber og banker, der får overført millioner af dollars fra somaliere i eksil. Men lige nu er der ikke meget, der tyder på, at drengen fra mødet i fjor snart kommer til at opleve funge-rende nationale myndigheder og en national-sang. Krigsherrer og klanledere vil ikke af-give magt og penge til nye centrale myndig-heder. Og somalierne er blevet ganske vante til at klare sig uden regering og nationale symboler.

Maj 2007:Vi er tilbage i Jowhar. Provinsbyen, hvor

overgangsregeringen etablerede sig for små to år siden. Vi skal møde Mohamed Dhere, warlord og guvernør for Jowhar. Han er netop udnævnt guvernør og borgmester for Mo ga-dishu. Han er én af Somalias notoriske krigs-herrer med egne militser og med fuld kontrol over Jowhar og omegn. For et år siden var han i spidsen for den amerikansk fi nansierede al-liance af warlords til bekæmpelse af terror. Da jeg sidst mødte ham, var han i kamp med de islamiske domstole og måtte senere tage fl ugten til Etiopien.

De seneste ugers voldsomme kampe i Mo-gadishu er det værste somalierne har oplevet de seneste 16 år. Bombardementer af civile, en tredjedel af byens indbyggere på fl ugt, mi-litsers overgreb på fl ygtningene og kæmpe problemer med at nå 400.000 fl ygtninge med nødhjælp. Globalt set den p.t. værste humani-tære situation verden er vidne til, melder FN’s katastrofechef, John Holms fra New York.

Ifølge regeringen er det fødselssmerter for den nye stat. Om få uger vil regeringen have fuld kontrol over hovedstaden og vil samle alle til en stor forsoningskonference i hoved-staden, lyder det optimistisk fra præsident og premierminister.

Omverdenen ser skeptisk til. For iagttagere ligner det mere dødskramper for det fjortende somaliske fredsforsøg. Bortset fra 1.500 ugandiske soldater omkring Villa Somalia (som huser regeringen red.), præsidentpalad-set og lufthavnen i Mogadishu er der ingen synlige tegn på international støtte til Soma-lias nye virkelighed.

Mohamed Dhere er nu tilbage, dog ikke som krigsherre, gør han klart for os. Han vil bruge sin nye post til at sikre FN adgang til Mogadishu. Han har tre prioriteter for byen som han beder FN om hjælp til at løse:

Få ryddet offentlige bygninger for fl ygt-ninge, Mogadishu havde før de seneste kampe 250.000 interne fl ygtninge. Få etableret en effektiv administration for Mogadishu. Og få omgående få vand og kloakering til byen – diarre og kolera er en tikkende bombe, siger han. Der er vi desværre enige!

Christian Balslev-Olesen er uddannet teolog, tidl. generalsekretær i Folkekirkens Nød-hjælp og landechef for Unicef i Eritrea. Han er netop fyldt 60.

Foto: Unicef

NR. 03/2007 SIDE 11

BAG OM KRISEN

Af Morten Østervang

Ifølge FN står Somalia lige nu over for den værste humanitære katastrofe, siden et mili-tærkup i 1991 førte landet ind i årevis af kaos. Over 350.000 mennesker er fl ygtet fra hoved-staden Mogadishu på grund af voldelige kampe, som i høj grad rammer civile. Ifølge OCHA, FN’s humanitære kontor, kan kun 60.000 civile nås af hjælpeorganisationer på grund af den dårlige sikkerhedssituation. Mange er derfor uden mad og vand – kolera truer med sygdomsepidemier. Op mod 1,8 millioner mennesker har akut behov for hu-manitær hjælp.

Landet har været uden regering – og mar-tret af klanstridigheder – siden 1991 – hvor den socialistiske præsident Siad Barre blev styrtet ved et kup.

Klaner og islamiske domstoleFørst i 2004 underskrev nogle af de vigtigste krigsherrer og politikere en aftale, der skulle skabe et nyt parlament. Det udpegede siden en præsident. Men regeringen har ikke på noget tidspunkt haft reel indfl ydelse i Somalia. Stort set al politisk magt i Somalia udspringer fra klanstrukturen. For at sikre ligelig klanrepræ-sentation i parlamentet er de fi re største klaner således hver tildelt 61 pladser og en alliance af mindre klaner har 31 pladser.

I 2006 lykkedes det imidlertid den såkaldte Union af Islamiske Domstole at få kontrol med en stor del af det sydlige Somalia – og hovedstaden Mogadishu. De formåede at skabe en vis stabilitet indenfor Hawiye-kla-nen, der tidligere havde været præget af in-terne stridigheder, men det lykkedes ikke at inkludere de øvrige større klaner i landet.

Domstolenes tale om et Storsomalia og mulig støtte til oprørsgrupper i Ogaden-pro-vinsen i Etiopien var en torn i øjet på nabo-landet, der så de islamiske domstole som en

trussel. Og i december 2006 – med opbak-ning fra USA – invaderede etiopiske tropper samt tropper, der er loyale over for den mid-lertidige somaliske regering, Somalia. Det lykkedes hurtigt at drive de islamiske dom-stole på fl ugt.

Herefter kunne den FN anerkendte midler-tidige regering etablere sig i Mogadishu – og påbegynde den kæmpemæssige opgave med at genopbygge en stat. Tiden siden har budt på voldsomme stridigheder.

Svær forsoningParterne tegner et komplekst billede, og over-gangsregeringen står overfor en vanskelig op-gave i at sikre en rimelig magtdeling, som også inkluderer Hawiye-klanen og moderate ledere i de tidligere islamiske domstole. Enkelte klan– og militsledere har haft gode vilkår i det tomrum, som anarkiet har skabt, og deres inte-resser står til at blive kompromitteret.

Mange så det som et ’window of opportu-nity’ for Somalia, da den FN-støttede rege-ring kunne tage over i starten af 2007. Hvor-for er det så gået så galt?

Én forklaring er, at kun få lande var parate til at bidrage med fredsbevarende styrker til landet. Samtidig peger fl ere på, at det for mange er en torn i øjet, at de etiopiske trop-per – som er forhadt i dele af den somaliske befolkning – ikke er trukket tilbage endnu. Dertil kommer nok, at nogle af de stridende parter – klaner med forskellige motiver – til-syneladende ikke er interesseret i en fredsaf-tale. De har formentlig interesser, der ikke tilgodeses ved at blive afvæbnet og lade den nuværende regering få magten.

Lige nu er der ca. 1.500 ugandiske soldater gennem den Afrikanske Union – men de kan ikke stille meget op og har ikke mandat til det. Næste chance for fred er til juni, hvor der skal afholdes en forsoningskonference.

Kilder: Irin news, BBC, OCHA, Nyhedsma-gasinet Ræson, The Economist, Udenrigsmi-nisteriet.

SOMALIA: KLAN MOD KLAN MOD KLAN

Somalia er i gang med det 14. fredsforsøg, siden staten gik i total opløsning 1991.

Christian Balslev-Olesen

FEJLSLAGNE STATER

Civile i klemme i kampen. Her er det slægtninge, der bringer en såret mand på en båre til Medina Hospitalet i Moga-dishu. Foto: Polfoto/AP Photo/Mohamed Sheikh Nor.

NR. 03/2007 SIDE 12DAC

Hvad kan regeringerne tælle medsom udviklingsbistand, når løft-erne skal nås? Flygtninge, gælds-lettelser, fredsbevarende styrker?udvikling kigger nærmere på det internationale komite, der defi nerer bistanden – DAC.

Af Jesper Heldgaard

Når den danske regering lover at give mindst 0,8 pct. af den bruttointernationaleindkomst BNI som udviklingsbistand, når EU-landene lover, at deres bistand i 2006 skal udgøre 0,36 pct. af BNI, og når verdens rige lande lover at øge deres bistand, så 2015 Målene kan nås, så er det en institution med det mundrette navn DAC, der holder øje med, om løfterne holdes, og om donorlandene for-søger at snyde på vægten ved at indberette noget som udviklingsbistand, der rent faktisk ikke kan regnes som bistand.

Men hvad er DAC for en størrelse? Og er DAC til at stole på som udviklingsbistandens bogholder og vagthund?

DAC står for Development Assistance Committee, Komité for Udviklingsbistand, og den hører hjemme under OECD, Organi-sationen for Økonomisk Samarbejde og Ud-vikling. OECD blev dannet i 1948 – som OEEC – for at administrere USA’s enorme

Marshall-hjælp til Europa. I 1961 tog organi-sationen navneforandring til OECD og op-rettede samtidig DAC, fordi mange tidligere kolonier på den tid blev selvstændige og ville få brug for udviklingsbistand.

Det er DAC, der sikrer, at der overhovedet fi ndes pålidelige og sammenlignelige data om udviklingsbistand. For de donorlande, der ikke er medlemmer af OECD – og der-med DAC – som for eksempel Kina, de ara-biske lande og Rusland, fi ndes der kun mere eller mindre kvalifi cerede skøn for bistan-den. DAC anslår selv, at de 30 DAC-lande står for omkring 90 pct. af verdens samlede bistand.

Et følsomt emne: Hvad er bistand?Skal udgifterne til at huse fl ygtninge og asyl-ansøgere fra den tredje verden i Sandholm-lejren regnes med i Danmarks udviklingsbi-stand?

Skal det regnes med i norsk bistand, at Norge afskriver et gammelt statslån til et ud-

viklingsland, der i sin tid brugte lånet til at betale for skibe fra norske værfter, der fi k sikret beskæftigelsen?

Den slags spørgsmål tager DAC sig også af. Når politikere udsteder løfter om stigende udviklingsbistand, er det vigtigt, at der fi ndes en internationalt anerkendt defi nition af, hvad landene kan tælle med som bistand. Den defi nition står DAC og dermed med-lemslandene selv for.

Men er det en god idé, at donorlandene selv beslutter kriterierne for udviklingsbi-stand? Er det ikke at sætte ræven til at vogte gæs?

Tidligere udviklingsminister og EU-kom-missær for udvikling, Poul Nielson, er ikke i tvivl:

– Ideelt set burde det være et FN-organ, der overvågede, men medlemslandene vil ikke give FN den magt og de ressourcer, som det kræver, og så er det godt, vi har DAC. Uden DAC ville der ikke være nogen aner-kendte kriterier, som selv de stærkeste lande

må rette ind efter. Og uden DAC ville der ikke være pålidelig og sammenlignelig stati-stik, der viser, om donorlandene lever op til deres løfter, og som fortæller om fordelingen af bistanden til regioner, lande, sektorer osv., siger Poul Nielson og tilføjer:

– DAC indsamler de tal og den dokumen-tation, der gør, at vi kan have en diskussion om bistandens størrelse og om den rette defi -nition af bistanden. Desuden er DAC et per-manent forum, der sikrer, at indholdet og kvaliteten af udviklingsbistanden til stadig-hed er til debat. Tænk på, at det var i DAC-regi, at Paris-erklæringen om ny og bedre bistand blev vedtaget i 2005, siger Nielson.

Han medgiver, at DAC ikke er nogen ga-ranti imod, at bistandsbegrebet udvandes.

– Det er helt op til medlemslandene. Men DAC’s solide dokumentation gør, at donor-landene ikke kan slå det hen, når kritikere med henvisning til DAC-tal peger på, at gældseftergivelse de seneste år har udgjort en foruroligende stor del af den samlede bi-stand.

Kunstig oppumpningFra NGO-side er donorlandene de seneste år blevet beskyldt for at pumpe tallene for deres udviklingsbistand kunstigt i vejret med gældslettelse, udgifter til at modtage asylan-søgere og fl ygtninge, bidrag til fredsska-bende og bevarende operationer med mere.

Eurodad, et netværk af europæiske NGO’er, der arbejder med udvikling og gæld, følger området tæt, og Lucy Hayes fra hovedkontoret i Bruxelles anerkender, at DAC-sekretariatet gør et rigtigt godt stykke arbejde med at indsamle og viderebringe på-lidelig bistandsstatistik.

– Men vi må konstatere, at der blandt med-lemmerne ikke har været fl ertal for – eller politisk vilje til – at stramme op på kriteri-erne for udviklingsbistand, så vi undgår de seneste års oppumpning af tallene, siger Lucy Hayes, der understreger, at det i sidste ende er hvert enkelt donorland selv, der af-gør, hvad der skal indberettes som bistand.

– De europæiske DAC-medlemmer burde gå foran med et godt eksempel og holde op med at fi nansiere gældseftergivelse og udgif-ter til fl ygtninge i Europa som en del af ud-viklingsbistanden, siger hun.

Jesper Heldgaard er freelancejournalist. Heldgard@post7.tele.dk

BISTANDENS BOGHOLDER

Foto: Klaus Holsting.

Dette er rigtig udviklingsbistand …

NGO’ER: VENT MED BIFALDET

Europas regeringer pumper udviklings-bistanden kunstigt op, siger NGO-sammenslutning i ny rapport.

Der jongleres med tallene for udviklingsbistand i de europæiske hovedstæder. Det mener den europæiske sammenslutning af udviklings-organisationer CONCORD, der netop har offentliggjort en rapport. Sammenlagt er en tredjedel af EU-landenes u-landsbistand ikke reel bistand. Og Afrikas andel falder.

Det skriver CONCORD i en ny rapport ’Vent med Bifaldet’. For andet år i træk har NGO’erne overvåget bistanden i EU-landene, og der er stadig problemer med nedtælling af gældsefter-givelse samt udgifter til fl ygtninge og udenland-ske studerende som udviklingsbistand, lyder det i en pressemeddelelse fra maj.

Særlig gældseftergivelse betyder utrolig meget, når man ser på de stigninger i bistanden, som EU-landene rapporterer til OECD. I 2006 var det mere end 75 mia. kr., hvoraf langt størstedelen gik til to lande: Irak og Nigeria. For donorlan-dene er det en billig måde at opfylde forpligtig-elserne på, skriver CONCORD. Navnlig Frankrig, Østrig, Italien og Tyskland kriti-seres for at mellem en tredjedel og halvdelen af deres offi cielle udviklingsbistand består af gældseftergivelse m.v. Ifølge NGO’erne viser tallene også, at Afrikas andel af bistanden trods EU-landenes fi ne erklæringer, falder.

www.concordeurope.org

DE VESTLIGE LANDES KLUB

Under den kolde krig var OECD, der har hovedsæde i Paris, kendt som den vestlige verdens organisation med USA, de vesteuro-pæiske lande, Canada, Australien og Japan som medlemmer. Selv om den kolde krig er afblæst, er OECD fortsat først og fremmest de vestlige landes klub med nu 30 medlemmer. Blandt de senest tilkomne er nye EU-lande som Tjekkiet og Polen.

NR. 03/2007 SIDE 13

Gæld Sidste år besluttede den norske regering, at gældseftergivelse på i alt 80 mio. dollars ikke skulle tages af det norske bistandsbudget og heller ikke rapporteres til DAC som bistand – i bistandsfaglig tale at DAC’e.

Årsagen var, at gælden stammede fra eks-portkreditter fra slutningen af 1970’erne og bestod af norske skibsleverancer, som snarere havde til formål at hjælpe Norges dengang kriseramte skibsindustri end at sikre udvik-ling i fattige lande.

Eksportkreditterne indeholdt ellers et gave-element på over 25 pct., og gældseftergivel-sen levede derfor op til DAC’s defi nition af

udviklingsbistand. Norge er da også det ene-ste land, der undlader at DAC’e disse års mas-sive gældseftergivelse.

Alene i 2006 løb den samlede gældseftergi-velse til u-lande op i over 19 mia. dollars ud af en samlet bistand på 104 mia.

I 2005 var tallet næsten 25 mia. Danmark eftergav i 2006 gæld for 113 mio. dollars, som DAC’es. Gældseftergivelsen er således med til at sikre, at Danmark lever op til målet om at give 0,8 pct. af BNI i bistand. Sagt på en anden måde: Hvis Danmark – som Norge – valgte ikke at rapportere gældslettelse som udviklingsbistand, ville det udløse ekstra dansk bistand for 113 mio. dollars.

Flygtninge og asylmodtagereI 1980’erne begyndte fl ere donorlande at fi -nansiere udgifter til asylansøgere og fl ygt-ninge i donorlandene som udviklingsbistand. Det fi k i 1991 DAC til at indføre regler på området. De betyder, at udgifterne kun kan tælles med det første år, efter at fl ygtninge og asylansøgere er ankommet. Men det er også her, de store udgifter ligger, så det betød en væsentlig opskrivning af bistandens omfang. I 2006 brugte de europæiske lande i alt én mia. dollars af deres bistand til at modtage asylansøgere og fl ygtninge. Danmark brugte 42 mio. dollars. Også her gælder det, at do-norlandene ikke behøver at ’DAC’e’ udgiften. Men det er kun Storbritannien – og indtil 2005 Luxembourg – der ikke DAC’er udgif-ten. De øvrige lande gør det alle, om end det er forskelligt, hvor mange af udgifterne de medregner.

Sikkerhed, militær, fredsbevarelseKonfl ikterne på Balkan i 1990’erne betød, at udgifterne til fredsbevarelse og sikkerhed eksploderede. Siden er Afghanistan og Irak kommet til og rykket op på top 5-listen over de største modtagere af udviklingsbistand i verden. Der hersker ikke tvivl om, at bistand til at udvikle landbruget, til vand, sundhed og uddannelse skal regnes med som udviklings-bistand. Men skal udgifterne til den militære indsats, der sikrer fred og sikkerhed?

Nogle mener ja, fordi sikkerhed er en for-udsætning for udvikling. Andre mener nej af frygt for en militarisering af udviklingsbi-standen og for, at de rige lande kan beskyldes for at pumpe bistanden kunstigt op for at leve op til deres løfter om øget bistand.

I 2005 vedtog DAC en præcisering på om-rådet, der var ret restriktiv. Defi nitionen skulle foreløbigt gælde for to år. Den var oppe igen dette forår, hvor et fl ertal, heriblandt Dan-mark, vedtog ikke at ændre på den restriktive praksis.

Bistand til de rige landes CO2-reduktion

Skal de rige lande have lov til at bruge udvik-lingsbistand til at hjælpe fattige lande til at re-ducere deres CO

2-udslip og derefter købe re-

duktionen og få den godskrevet i deres CO2-

regnskab? Spørgsmålet var oppe i DAC i 2004, hvor der var uenighed, blandt andet mellem Norge og Danmark. Norge var helt imod, mens Danmark mente, at en sådan trafi k kunne være med til at sikre u-landene ny teknologi og der-for burde regnes med som bistand.

Kompromiset blev, at rige landes udgifter til direkte køb af CO

2-kvoter ikke er bistand,

hvorimod donorlandes bistand til, at u-lande kan udvikle og administrere CO

2-besparende

projekter, kan regnes med som bistand. Det skal ske efter et nettoprincip. Hvis

Danmark for eksempel støtter en vindmølle-park med bistand og samtidig køber CO

2-

besparelsen, så skal det vurderes, om Dan-mark på grund af sin bistand får rabat på CO

2-købet, og rabatten skal så fratrækkes den

bistand, Danmark har givet til projektet./jh

DAC

Foto: Bo Vincent Madsen/Scanpix.

HVAD ER BISTAND?

DAC spiller en så central rolle i den internationale udviklings-bistand, at den har lagt navn til et verbum: At noget kan DAC’es, det vil sige tælles med som udviklingsbistand. Hvad tæller som bistand? Her er en oversigt over de kontroversielle spørgsmål.

DANSK BISTAND TIL EKSAMEN – BLANDT VENNER

Danmarks udviklingsbistand er oppe til DAC-eksamen i år, og resultatet ventes i begyndel-sen af juni.

Hvert medlemsland får hvert fjerde år gennemgået sin bistand i et såkaldt Peer Review – en gennemgang af ligemænd, det vil sige andre DAC-lande. Det er Nederlandene og Grækenland, der i år står for gennemgangen af den danske bistand. Og de skal også selv have deres bistand set efter i sømmene på et tidspunkt.

Så er denne kritik blandt ligemænd overhove-det noget værd? Danmark modtager hver gang mas ser af roser og vil formentlig gøre det igen i år.

Poul Nielson har som udviklingsminister prøvet at få roser, men også oplevet, at den danske regering, der i 2001 skar i dansk bistand, i 2003 fi k en fi n DAC-anmeldelse og formentlig vil få det igen i år.

Det får imidlertid ikke Poul Nielson til at kalde Peer Reviewene ligegyldige:

– Den politiske uenighed herhjemme går jo først og fremmest på omfanget af vores bistand, og det tager DAC ikke stilling til, når vi ellers overholder FN-målene. Danmark får ros for indholdet af vores bistand, og det har ikke ændret sig fundamentalt under den nuværende regering. Og glem ikke, at reviewene går til biddet over for andre lande og stiller skarpt på kritiske punkter. På den måde er de med til at holde liv i en vigtig diskussion om kvalitet.

SÅDAN DEFINERES UDVIKLINGSBISTAND

I bistandens barndom var der ikke nogen internationalt anerkendt defi nition af, hvad bistand er. Men fra 1970’erne har der været enighed om, at overførsler fra donorlande til u-lande eller internationale institutioner skal leve op til tre krav:

• Overførslerne skal ske fra den offentlige sektor.

• Hovedformålet skal være at fremme økonomisk udvikling og velfærd i modtager-landene.

• Der skal være et gaveelement. Ved lån skal gaveelementet være mindst 25 pct. Hvis det er tilfældet, medregnes hele lånet som bistand.

Ud over økonomiske overførsler regnes faglig/teknisk bistand til u-landene som udviklingsbi-stand. Den overordnede defi nition har ikke ændret sig siden 1970’erne, men DAC-landene har gentagne gange præciseret, hvad der kan regnes med som bistand.

Et par eksempler:• I 1979 besluttede DAC, at også udgifter i

donorlandene til at forvalte bistanden kan regnes med.

• I 1993 besluttede DAC, at USA’s eftergivelse af lån til Egypten til militære formål ikke kunne regnes med. Samtidig blev det besluttet, at andre lån og eksportkreditter – med et gaveelement på 25 pct. – kan regnes med.

Er dette også bistand?

NR. 03/2007 SIDE 14

Af Poul Kjar, Tanzania

Der er stadig nogle, som stiltiende følger ud i verden med deres mand – dem er der stadig fl est af – når han udstationeres. Og de kan se frem til tre år som hjemmegående husmor i privilegerede rammer.

Men det er ved at være undtagelsen.I dag har næsten alle par to karrierer at tage

hensyn til. For vel er kroket et vidunderligt spil. Men det er de færreste spouses (det en-gelske udtryk for medfølgende, red.), som er indstillet på at spille kroket eller tennis i to, tre, fi re år, mens ægtefællen arbejder med at bekæmpe fattigdom.

Men i et udviklingsland er det svært at fi nde et regulært job, der matcher ens kvalifi -kationer, og det giver store frustrationer.

Derfor vælger nogle familier at leve adskilt, hvor den ene part er udstationeret, og den an-den bliver hjemme i Danmark. En tendens, der understøttes af nye samlivs- og familie-mønstre. Sammenbragte familier kan ikke bare tage til Bolivia eller Bangladesh i 3-4 år.

Summen af frustrerede medfølgende, pend-ler-ægteskaber og nye familiemønstre stiller store udfordringer til Udenrigsministeriet og andre udviklingsorganisationer, som er af-hængige af velfungerende medarbejdere ud-stationeret i de varme lande.

Verden er ikke som en stor legeplads– Manden kører på arbejde, og så sidder man dér som fruen i huset med to små børn og en familiestruktur, der hører en anden genera-tion til. Der er grundlæggende tale om et helt andet liv, og jeg har haft svært ved at fi nde mig til rette, indrømmer 37-årige Karen Ting-gaard, cand. comm., socialforsker og medføl-gende til Niels Hedegaard Jørgensen, der er fuldmægtig på ambassaden i Dar Es Salaam.

Den danske spouse er dog bevidst om, at hun – der lever en luksustilværelse med tje-nestefolk, chauffør og masser af fritid med børnene – i nogles øjne må fremstå som dybt forkælet.

Det har også hjulpet lidt på hendes situa-tion, at hun med den danske ambassadørs hjælp har fået et 15 timers job som bogholder på den svenske skole i Dar Es Salaam.

TO ÅR PÅ TENNISBANEN ER IKKE ET LIV

’Medfølgende hustru’ hed det i gamle dage. I dag hedder en medfølgende partner ’spouse’ og kan være af begge køn. udvikling har set nærmere på recepten på en vellyk-ket udstationering, når man er to der skal af sted.

TEMA: SPOUSES

NR. 03/2007 SIDE 15

– Det er ikke et job, der har noget med mit fag at gøre. Men dog et job. Min viden som socialrådgiver kan dog ikke bruges til ret me-get i Tanzania, konstaterer Karen Tinggaard, som ud over jobbet har søgt om at blive opta-get på University of London, der tilbyder en række fag som fjernundervisning. En oplagt studieform for medfølgende, som imidlertid ikke er særligt udviklet på danske universite-ter og andre læreanstalter. En god, men langt fra perfekt tilværelse.

– Jeg har aldrig været i Afrika før. Det inter-nationale liv er ikke min stærke side, og jeg betragter ikke verden som en stor legeplads fuld af muligheder, lige som folk i det interna-tionale miljø gør. Derfor har jeg også følt mig dum i sociale sammenhænge, fortæller Karen Tinggaard. Med befriende ærlighed.

Direktør for ingentingIfølge Global Connection, der er verdens største expat community, er omkring 10 pro-cent af alle udsendte spouses mænd. Antallet af ’spouse-mænd’ stiger – og er væsentligt højere for danskere, der arbejder med udvik-lingsbistand.

De mandlige spouses kæmper med de samme problemer som de kvindelige ditto; de vil have et meningsfyldt arbejde og ikke spilde fl ere år af deres arbejdsliv med at spille tennis.

Det gælder for eksempel den 38-årige cand. merc. Kenneth Øhrberg, der for fi re måneder skiftede titlen som leder af et reklamebureau i København ud med en tilværelse som med-følgende til 31-årige Marlene Krag.

Hun er udsendt som JPO (Junior Professio-nal Offi cer) gennem Danida i sundhedssektor-programmet i Tanzania. udvikling møder parret i Dar Es Salaam. Kenneth Øhrberg fortæller:

– Jeg har haft lederstillinger i de sidste 12-13 år, og det virker, som om der godt kunne være brug for mine evner her i Tanzania. Men jeg ser ikke ud til at kunne få et arbejde.

At få et rigtigt lønnet job i en virksomhed i Tanzania er ikke alene svært. Det er nærmest umuligt på grund af landets skrappe regler om arbejdstilladelser til udlændinge, der ikke må besætte stillinger, som kan besættes af lokale.

– Ofte tænker jeg: Giv mig lige ansvaret for den her forretning i en time, så skal jeg få sat lidt struktur på tingene. Eller giv mig bare 10

procent af den meromsætning, som jeg kan generere, så skal jeg drive det her hotel, siger Kenneth Øhrberg, der oplever, at der reelt set ikke er hjælp at hente nogen steder.

En plan BKenneths kone Marlene Krag mener, at hen-des arbejdsgiver, Udenrigsministeriet, bør være bevidst om, at der er et problem. At man risikerer at spilde de medfølgendes ressour-cer, og at det bliver stadig sværere at rekrut-tere folk med koner og kærester til rådgiver-stillinger. Hun er naturligvis bekymret for, om hun kan få lokket Kenneth med, når eller hvis hun skal søge en stilling som seniorråd-giver på et senere tidspunkt i karrieren. Ken-neth Øhrberg er dog ikke typen, der straks giver op, fordi tingene ikke lige fl asker sig.

Karrieremanden giver Tanzania en chance og afsøger mulighederne. Spiller squash, golf og tennis. Tager sig af de mange venner, der stempler ind for at tage på safari, dykke og be-stige Kilimanjaro. Og så har parret Kenneth & Marlene en plan B, når regntiden og de forud-sigelige frustrationer melder sig senere på året.

– Hvis jeg ikke fungerer, så må jeg pendle frem og tilbage mellem København og Tanza-nia. Jeg har en web-shop, der sælger livsstils-produkter, og en partner, der tager sig af det

fysiske derhjemme. Så jeg kan faktisk godt drive dele af forretningen fra Afrika. Vi må så leve med de omkostninger, der er forbundet med pendlertilværelsen, og så har vi jo ikke nogen børn endnu, siger Kenneth og tilføjer:

– Når man ikke har et job, mister man jo sin status og identitet, og det bliver man hele tiden mindet om i sociale sammenhænge. Når folk som det første spørger ’Nå, hvad laver du så?’

Når far er i DarUdenrigsministeriets familierådgiver Anne Rudbeck bekræfter, at fl ere og fl ere familier vælger pendler-modellen for at få karriere-kabalen til at gå op.

Men hun anbefaler den ikke. – Man risikerer at bevæge sig i hver sin ret-

ning og miste den kontakt, som er så vigtig i et familieliv. Ofte rejser medarbejderen ud, mens partneren med børnene bliver hjemme og har svært ved at følge med i, hvad farmand går og laver. Og når man så endelig er sammen, så skal det gerne være lykkeligt, og det kan være meget svært, siger familierådgiveren.

Foruden karrieren nævner Anne Rudbeck hensynet til nye familiemønstre som afgø-rende årsag til, at fl ere og fl ere vælger en pendler-løsning.

– Familier med sammenbragte børn står med særlige problemer. Er det dine, mine el-ler vores børn – som vi tager med til Tanzania i 3-4 år? Ofte ender det med, at den, der har fået kontrakten, tager af sted alene. Og det gi-ver store problemer for de udsendte og for udenrigstjenesten, siger hun.

Udstationerede enlige mødreDen tidligere ambassadør i Tanzania, Carsten Nilaus Pedersen, kender til problemerne med pendlerægteskaber og enlige forældre, der la-der sig udstationere med børn, mens ægtefæl-len passer karrieren hjemme i Danmark.

– Det er svært for en person at få arbejds- og privatliv til at hænge sammen på en post som Dar Es Salaam. Og i visse tilfælde kan den bedste løsning være, at medarbejderne rejser tilbage til Danmark, siger Carsten Nilaus Pedersen, der er ny chef for den bilate-rale udviklingsbistand på Asiatisk Plads – efter fi re udstationeringer, den seneste som

enlig far til Jonas på 10 år i New Delhi, In-dien. Enlige udstationerede fædre er dog sta-dig en sjældenhed i udenrigstjenesten.

Som ambassadør har Carsten Nilaus Peder-sen et ansvar for at hjælpe medfølgende til Udenrigsministeriets egne folk – de fuld-mægtige på ambassaden, men ikke Danida-rådgiverne – i arbejde.

Og det er relativt nemt i et land som Tanza-nia, hvor der er et hav af internationale orga-nisationer til stede. Men det løser ikke altid de medfølgendes problemer – eller som Car-sten Nilaus Pedersen formulerer det:

– Ligegyldigt hvad, så er det et grundlæg-gende vilkår, at den medfølgende er der i kraft af en anden, og ikke i kraft af sig selv. Det er en psykisk faktor, og nogle er bedre til at tackle situationen end andre.

Jobbank gik fallitI 2001 oprettede udenrigstjenesterne og indu-striorganisationerne (Dansk Industri etc.) i de nordiske lande en fælles jobdatabase for spouses og virksomheder i udlandet med det formål at få fl ere medfølgende i arbejde.

Men interessen for initiativet fra virksom-heder såvel som medfølgende var for lille, og databasen blev lukket igen i 2005.

Man måtte konstatere, at det er svært at fi nde ’rigtigt’ arbejde til folk med vidt for-skellige kvalifi kationer i nogle af verdens al-lerfattigste lande.

Men problemstillingen tages alvorligt i Udenrigsministeriet, og der er nu nedsat en arbejdsgruppe bestående af blandt andet medarbejdere og ægtefæller, som skal udar-bejde forslag til ministeriets fremtidige fami-liepolitik (se side 18).

Ifølge Anne Rudbeck overvejer man mere fl eksible udsendelsesperioder.

Hun nævner også den mulighed, at man gennem et konsulentfi rma på forhånd kan un-dersøge mulighederne for den medfølgende part – og det kunne i princippet også gælde for Danida-rådgivere.

– Større fl eksibilitet i udstationeringen ville være en stor hjælp. Så kunne vi tilpasse ud-stationeringen efter vores families behov, og ikke omvendt, siger Karen Tinggaard.

Når man ikke har et job, mister man jo sin status og identitet, og det bliver man hele tiden mindet om i sociale sammenhænge.

Kenneth Øhrberg, medfølgende

TEMA: SPOUSES

Illustration: Rasmus Meisler/Spild af Tid ApS.

Fortsættes på næste side >

Flere og fl ere familier vælger pendler-modellen for at få kar-riere-kabalen til at gå op.

Kenneth Øhrberg, medfølgende

NR. 03/2007 SIDE 16

– Men hun understreger også, at det ikke kun er et spørgsmål om, at man som medføl-gende bliver en del af et arbejdsmarked. Det handler i høj grad om, at man som medføl-gende får en mere synlig og selvstændig rolle.

Kenneth Øhrberg undrer sig over, at der slet ikke er nogen, der har efterspurgt eller vist interesse for ham som person. Heller ikke i forbindelse med Marlenes jobsamtale hos Mercuri Urval, der står for at rekruttere råd-givere til Udenrigsministeriet.

– Du sidder med en fornemmelse af, at du kun er med for deres skyld. For at de kan for-visse sig om, at du ikke ligefrem vil være en hæmsko i forbindelse med udstationeringen. Og så får man at vide til samtalen, at man bli-ver alkoholiker og boller udenom, siger Ken-neth en anelse fortørnet.

Andre medfølgende til Danida-rådgivere, som udvikling har talt med, føler sig også overset i forbindelse med udstationeringen.

En medfølgende til en hospitalsrådgiver i Tanzania efterspørger et selvstændigt spouse-interview inden udsendelsen, hvor hun havde haft mulighed for at formulere sine behov.

En rådgiver-hustru på Zanzibar efterlyser, at de medfølgende deltager i hele forberedel-sesforløbet og ’ikke kun den ene dag, hvor der tales sundhed.’ Og en medfølgende, der har prøvet livet ude i fl ere omgange, efterly-ser hjælp til at komme i arbejde efter udstati-oneringen.

Går tæt påChefkonsulent Rasmus Bing fra Mercuri Ur-val er forhindret i at kommentere den kon-krete sag, da kandidater og ægtefæller skal kunne forvente fortrolighed, men ’beklager hvis Mercuri Urvals intentioner har givet an-ledning til misforståelser.’ Om Mercuri Ur-vals rolle siger han:

– Vores opgave er dels at rådgive Udenrigs-ministeriet om udvælgelsen, dels kandidaten om udsendelsen. Når der er tale om et par, der ikke har været ude før, indbyder vi også ægtefællen til et interview for at sikre os, at de har tænkt over tingene, så det ikke bliver et chok når de lander. Det er vores job at sikre os, at ægteparret får talt sammen om alle rele-vante problemstillinger – blandt andet sund-hed, sikkerhed, skolegang og konsekvenserne af ægtefællens beskæftigelsesmuligheder – inden udstationeringen.

Om Mercuri Urvals interview, siger Ras-mus Bing:

– Vi forsøger at få et indtryk af, hvor parate folk er til livet ude. Har kandidat eller ægte-fælle ingen erfaring fra udviklingslande, er der naturligvis fl ere ting vi skal omkring.

Han understreger i øvrigt, at rekrutterings-fi rmaet generelt får positive feedback – også fra ægtefæller:

– De oplever, at vi er ansigtet i den udvæl-gelsesproces, som de helt naturligt har et stort behov for at føle sig som en del af. Vi vil hel-lere end gerne sparre med ægtefællerne om job ude og efter, men det ligger ikke i vores kontrakt med Udenrigsministeriet at gøre det, siger Rasmus Bing, der tilføjer, at der også kan gøres meget for at hjælpe udsendte, der skal tilbage til Danmark med at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Men det er en an-den historie.

Poul Kjar er cand.comm. og tidl. journalist på udvikling. poul_kjar@hotmail.com

Tekst og foto: Poul Kjar, Tanzania

– Jeg tager det bedste fra to verdener, og en del af ’familiekontrakten’ er, at jeg rejser hjem til Danmark tre gange om året for at tage kurser, besøge veninder og være en del af storbyen, fortæller Dorthe Friis Pedersen, 39, da udvikling afl ægger besøg hos fami-lien i Tanzanias hovedstad, Dar Es Salaam.

Dorthe er gift med Flemming Winther Ol-sen, 55, som er koordinator for Mellemfolke-ligt Samvirke i Tanzania. Han er på orlov fra Udenrigsministeriets bistandsfaglige tjeneste, hvor han i 20 år har arbejdet som agronom i en række afrikanske lande. Parret mødtes for 15 år siden i Mozambique – og siden da har de fået to børn, Salomon på 13 og Barbara på 9, der stort set aldrig har boet i Danmark.

– Jeg rejser til Danmark en gang om året i en uges tid eller to sammen med Dorthe og børnene, men så har jeg også fået nok og skal hjem til Afrika igen, fortæller Flem-ming og betoner, at hjem for ham er Afrika.

Se, det ligner en grundkonfl ikt, der kunne koste ægteskabet mellem agronomen, der har blandet blod med Afrikas småbønder, og storby-antropologen med den store kærlig-hed til København.

Men familiekontrakten og Dorthes bevid-ste fravalg af en traditionel erhvervskarriere betyder, at ægteskabsbåndet holder.

– Mit afsavn af et karriereliv opvejes først og fremmest af, at familien som helhed har det bedst ude. Vi har en ustresset hverdag til sammenligning med mange af vores venner i Danmark, der jo bliver skilt på stribe, siger Dorthe og bruger familiens gamle villavej i Lyngby som et eksempel. Her er alle famili-erne gået fra hinanden!

’Godt man bor på Østerbro og ikke i Lyngby’, tænker jeg og spørger Dorthe, om det ikke ligger til højrebenet for en antropo-log at arbejde med udvikling i Afrika.

Hun understreger, at hun er storby-antro-polog. Og uddyber:

– Jeg har faktisk fået tilbudt fl ere forskel-lige job, men har valgt at sige nej tak. Hvis jeg skal have et fast 9-16 job og en mere stresset hverdag, så vil jeg hellere gøre det i Danmark, hvor jeg så heller ikke skal bruge

DET BEDSTE FRATO VERDENERDorthe er veluddannet, elsker Københavns puls og bagerens frøsnappere. Men i de seneste ni år har hun været spouse i Afrika – uden arbejde.

TEMA: SPOUSES

Antropologen og agronomen. Dorthe Friis Pedersen er antropolog og spouse til Flemming Winther Olsen, som er koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania. Han er på orlov fra Udenrigsministeriets bistandsfaglige tjeneste. Børnene hedder Salomon og Barbara.

Vi har en ustresset hverdag til sammenligning med mange af vores venner i Danmark, der jo bliver skilt på stribe.

Dorthe Friis Pedersen, medfølgende.

halvdelen af min tid på at få bestilt rent vand fra en tankvogn, og alle de andre ting, der tager meget ekstra tid i hverdagen.

Hobby som arbejdeDorthe har i stedet valgt at bruge interessen for antropologi til at skabe et mere kunstner-agtigt liv i Afrika. Hun har blandt andet la-vet kunsthåndværk og er i gang med en foto-opgave fra en tanzanisk guldmine sammen med en dansk ph.d.-studerende og to journa-lister.

– Jeg har brug for at gøre noget andet end at beskæftige mig med bistand, selv om mine fotos selvfølgelig også forholder sig til fattigdom og udvikling. Jeg har valgt at gøre mine hobbyer til mit arbejde, men uden at få de helt store penge for det. Det er på den måde, at jeg trives, når nu jeg ikke kan bo i København.

Her bryder Flemming ind og siger, at Dor-the kunne drive det til meget mere, hvis hun havde det kommercielle gen. Dertil svarer Dorthe, at det for hende er langt sjovere og mere udfordrende at lave udstillinger end at reproducere billeder til salg.

Man fornemmer, at den diskussion har fa-milien også været igennem et par gange, og at det også er en del af familiekontrakten, at Flemming står for den faste del af husstands-indkomsten.

Men skaber det ikke ubalance i ægteska-bet, at det er Flemming, der har lønarbejdet og Dorthe der tager sig af det huslige?

– Nej, i vores familie behøver vi ikke at kæmpe om, hvis arbejde der er vigtigst. Og jeg har ikke noget imod at være alene hjemme, når Flemming er på feltbesøg. Jeg kompenserer ved at rejse til Danmark og ved at lave mine fotoopgaver, svarer Dorte.

Familiens fremtid og FCKSalomon på 13 år i en blå FCK-trøje kom-mer buldrende ind i familiens stue, hvor der i øvrigt står et friskt juletræ fra det tanzaniske højland med duften af gran og levende lys.

Ikke at han kan have set sine idoler spille ret mange kampe, da han har boet i Afrika, siden han var fem år og kun kender Danmark for BonBon-land, Tivoli og ponyridning på Læsø, som Flemming formulerer det.

Men det bliver der snart lavet om på. Familien har nemlig besluttet, at Salomon

skal have chancen for at gå på efterskole i 9. klasse i Danmark. Han skal have det danske ind under huden. Herefter er det op til ham selv, om han skal i et dansk gymnasium eller fortsætte på en international linje i Tanzania.

– Hvis han vælger at gå i dansk gymna-sium, så er jeg parat til at fl ytte hjem, og så må vi rejse frem og tilbage mellem Danmark og Tanzania, siger Dorthe.

– Det bliver alvor, når børnene bliver store, fastslår Flemming, der har to store børn fra et tidligere ægteskab, der gik i styk-ker, da familien var udstationeret i Mozam-bique. Og så tilføjer han:

– Familien skal ikke splittes, så må vi hel-lere rejse til Danmark.

Læs også om en anden dansk familie i Tanzania, familien Godiksen/Jacoby, hvor hun er udsendt og han er medfølgende på www.udvikling.dk

NR. 03/2007 SIDE 17

Selv om man har valgt en international uddannelse og brænder for at arbejde i udlandet, hænger udlængsel og moderne parforhold ikke altid sammen. Det kan give seriøse karriereovervejelser.

Af Ulrikke Moustgaard

Da Marie-Louise Muff blev kandidat i engelsk og Internationale Udviklingsstudier (IU) fra RUC og i 2002 fi k job for FN i New Delhi, Indien, forestillede hun og kæresten Christian sig et spændende udlandsophold, hvor Marie-Louise gik på arbejde, mens Christian var hjemmegående husfar for deres lille datter. De forestillinger måtte parret justere en smule.

– Jeg var ikke god til ikke at skulle lave no-get så længe. Og det var heller ikke et specielt godt karriereskridt, når man er midt i 30’erne at være af sted så længe, fortæller Christian Muff.

Så da familien havde været ude i næsten fi re år, vendte de tilbage til Danmark, hvor Christian havde fået et godt job.

Selv om udlængsel er en del af drivkraften for mange danskere, der arbejder for for ek-sempel Danida, FN eller en dansk ambassade i udlandet, er en karriere i udviklingsbran-chen også en udfordring for både parforhold og familieliv. For nogle betyder det, at de vælger at søge job i Danmark, selv om de er

uddannet til at arbejde med og i udviklings-landene.

En af dem er Ann-Katrine Lisby Dahm, der ud over at være specialestuderende på IU også er studievejleder på studiet. Hun og hen-des kæreste, som også er fra IU, regner begge som udgangspunkt med at søge et job i Dan-mark med internationalt fokus.

– Det ville da være utopisk, at vi begge kunne få job samme sted ude, og vi vil gerne blive sammen, siger hun.

Ann-Katrine Lisby Dahms karriereoverve-jelser er ikke fremmede på et fag som IU, der leverer mange kandidater til udviklingsbran-chen. Her er emnet jævnligt til diskussion.

– Det er en problematik, jeg har diskuteret med mange af mine medstuderende, fortæller Louise Rasmussen, som netop har afl everet speciale på IU.

Hun er single og uden børn, så hendes kar-riereovervejelser er ikke knyttet specifi kt til tanker om parforhold eller familieliv.

– Men generelt har jeg selvfølgelig refl ek-teret en del over, hvad en karriere i udlandet på længere sigt kan komme til at betyde for det at skulle stifte familie på et tidspunkt. Ikke mindst fordi jeg synes, der kan være nogle forskellige forventninger på spil for henholdsvis kvinder og mænd.

Medfølgende mandNetop kønsforskelle i forventningerne til folk i udviklingsbranchen og deres medfølgende kærester og ægtefæller bliver fremhævet af fl ere, udvikling har talt med.

Ligesom på mange andre fag på universite-tet er kvindelige studerende nu kommet i

overtal på IU. De mange kvindelige stude-rende kan betyde, at der blandt de kommende udsendte vil melde sig karriereovervejelser i en anden grad end det tidligere har været til-fældet. For dengang den typiske udsendte var en mand, var der formodentlig ikke de store

overvejelser forbundet med, at hans ægtefælle så kunne gå glip at sin karriere. At være hjem-megående husmor var i forvejen et kvindeligt lod for mange. Men i dag hvor den udsendte ofte er en kvinde – og det er manden, der blot følger med – er situationen mere uklar. For hvis karriere er vigtigst?

At livet som medfølgende mand kan rumme sine helt egne problematikker, kan Christian og Marie-Louise Muff tale med om.

– Mange udviklingslande har et gammel-dags og traditionelt syn på kønsroller. Som vores udlejer i Delhi en dag sagde til Chri-stian: ’Oh, I forgot Marie-Louise is the man in the house,’ siger hun.

Medfølgende mænd fi nder heller ikke sam-men socialt på samme måde som kvinder.

– Typisk fi nder kvinderne sammen og tager ud og shopper, går på cafe, dyrker yoga eller aerobics sammen. Det gør mændene ikke på samme måde. De fi nder mere sammen, hvis

der er en, de klikker med, så som mand har du større risiko for at blive isoleret.

At det kan være en stor mundfuld for fami-lielivet at slå sig ned i et udviklingsland i fl ere år, forsøger et fag som IU derfor at ruste de studerende til.

– Vi giver de nye studerende en kort intro-duktion til problemerne ved at rejse ud, og når de begynder at overveje deres praktikop-hold, bliver de igen konfronteret med temaet, fortæller Henrik Søborg, formand for Studie-nævnet på IU.

KandidatnetværkPå IU har man også forsøgt at etablere et kan-didatnetværk, hvor folk kan udveksle erfarin-ger via netværksmøder og en særlig hjemme-side på internettet.

Endelig bliver emnet taget op på karriere-dage, hvor folk fra branchen kommer og gi-ver information og gode råd, og de lægger ikke altid fi ngrene imellem.

– Nogle fra konsulentbranchen sagde, at bliver man sendt ud på opgaver i fl ere år eller fl ere gange på et år, kan man godt vinke far-vel til familielivet. Det afskrækkede nogle, husker specialestuderende Ann-Katrine Lisby Dahms.

Men trods udfordringer er livet som ansat uden for Danmark stadig værd at overveje. Det mener Marie-Louise Muff:

– Man får plads til at være sammen som familie på en helt anden måde end herhjemme. Man skal aldrig lave mad, vaske op eller gøre rent. Man kan vågne op en lørdag til morgen-mad og være sammen med børnene hele da-gen. Det er et privilegeret liv på mange måder.

KÆRLIGHED ELLER KARRIERE

Oh, I forgot Marie-Louise is the man in the house.

Indisk udlejer.

TEMA: SPOUSES

Mellemfolkeligt Samvirke har opgivet at fi nde beskæftigelse til de medfølgende. Organisationens HR-konsulent Birgit Møller Jensen svarer på fi re skarpe.

Af Poul Kjar

Hvad er jeres spouse-politik? – Spouses er velkomne i vores landeprogram-mer og der gives et spouse allowance (medføl-gerbidrag, red.) til vores udviklingsarbejdere,

som rejser ud sammen med en partner. Tidli-gere forsøgte MS at fi nde DW-placeringer (DW = Development Workers, red.) til spouses. Det gør vi ikke mere. I dag må spouses forbe-rede sig på selv at skulle fi nde noget at lave.

Hvordan indgår de udsendtes spouses, når I rekrutterer MS-udviklingsarbejdere? – Spouses skal indsende materiale forud for interviews og bliver interviewet i cirka en time af to rekrutteringsmedarbejdere. Her fo-kuseres på spousens evne til at være medføl-gende uden job. Spousen deltager i MS’ tre-dages introkursus i Danmark og i landeorien-teringskurserne, som foregår i de enkelte

lande. Spouses har ifølge de nuværende reg-ler ret til også at deltage på tre ugers forbere-delseskursus på TCDC (MS’ uddannelses-center, red.) i Tanzania. Dette gælder for spouses i alle lande.

Hvad gør MS for at hjælpe spouses til at få et arbejde under udstationeringen? – MS har i dag ingen forpligtelser, og det vil være op til det enkelte landekontor at støtte spouses. Det er forventningen, at MS’ lande-kontorer kan hjælpe spousen med at netværke i starten, hvor de er ukendte med landet, men ofte fi nder spouses selv på aktiviteter i deres nærmiljø – uden assistance fra MS.

Hvordan er kønsfordelingen blandt jeres spouses? Finder de arbejde?– Vi har ikke overblik over kønsfordelingen, men der er en god blanding. Det sidste år ser det dog ud til, at der har været en trend hen imod, at det er kvinder, der får job, og mænd, der følger med. Spouses er ofte kommet til et sted i deres arbejdsliv, hvor de har brug for en pause til at tænke sig om. For de yngre er det for at støtte samleveren i en karriere, før det for alvor kolliderer med deres egen. Men be-væggrundene er meget forskellige, da de folk vi sender ud, er meget forskellige.

www.ms.dk/udviklingsarbejde

MS: EGET ANSVAR AT FINDE ARBEJDE

NR. 03/2007 SIDE 18

DU SKAL SELV GRIBE TAKTSTOKKEN…

TEMA: SPOUSES

Af Morten Østervang

Hvordan får du lige overbevist kæresten, der er nyuddannet økonom og ser frem til en kar-riere i Danske Bank om, at det er fedt med bopæl i skiftevis København, Maputo, Kø-benhavn, Lissabon, København og Dar?

Måske er det ikke så svært endda. Da Udenrigsministeriet (UM) for nylig skulle ansætte 13 nye fuldmægtige, tikkede godt 800 ansøgninger ind. Udsigten til et arbejds-liv langt væk fra bedsteforældre, nære venner og opbrud i karrieren for spousen skræmmer tilsyneladende ikke de unge væk.

Eller gør det?

Ikke kun livstidsdiplomater– Det arbejde og den livsstil, som UM tilby-der, er fortsat stærkt efterspurgt, forklarer Anne Dorte Riggelsen, chef for Fællesadmi-nistrationen i UM. Men hun tilføjer:

– I hvert fald for en tid.De sidste ord er bemærkelsesværdige. For

en karrierediplomat – det er jo sådan en, der starter som ung kandidat på Asiatisk Plads og trofast tager en post i Addis Abeba eller Ba-mako hvert fjerde år. Lige ind til pensionen. Spousen får så den karriere, som tilfældigvis byder sig. Eller bliver hjemmegående. Men vil alle fi nde sig i det fremover?

Netop de første år af karriereforløbet kan være kildne for mange at tage ud, da det ty-pisk er her spousen også gerne vil skabe sit fodfæste på det danske arbejdsmarked. Og det er man da også opmærksom på i UM:

– Jeg tror, at en del unge har en anden ind-stilling til livstidsansættelser. De er måske ansat i ti år – ikke nødvendigvis hele livet. Det har vi så småt indstillet os på også i UM. Det kan også være folk, der kommer ind i

UM senere i deres liv, hvis det bliver sværere at rekruttere unge i starten af deres karriere, forklarer Anne Dorte Riggelsen.

– Vi kigger da også åbent på, om mere fl ek-sible perioder for udsendelser kan gøre det lettere for familier. Det er et element som på linje med andre familiepolitiske elementer er fremhævet i globaliseringsanalysen.

Fremtidstanker Med globaliseringsanalysen, som UM offent-liggjorde i efteråret 2006, er der i det hele ta-get lagt op til at familiepolitikken vægtes hø-jere. Nu bliver udfordringen så at omsætte tankerne til konkrete initiativer. Selvom UM er blandt de mest ombejlede arbejdspladser i landet, så er der udfordringer forbundet med livsstilen.

Området er derfor kommet højt på dagsor-denen: Arbejds- og familieliv skal hænge bedre sammen. Indsatsen for at fi nde job til spousen er en vigtig, men langt fra den eneste, brik. UM har for nylig nedsat en familiepoli-tisk arbejdsgruppe og et idé-forum med børn, ægtefæller og tillidsrepræsentanter, der skal komme med konkrete ideer til, hvordan man kan gøre mere at få livet til at hænge sammen for hele familien. Og fl ere ting er i spil: Mere fl eksible udsendelsesperioder, job til den med-følgende og familie- og karriererådgivning.

– Et harmonisk forløb ude handler om, at alle strenge skal være tænkt ind. Så kan det være, at man ender med en løsning, hvor den

medfølgende arbejder. Det kan være, man ikke gør. Men man skal passe på med at tro, at bare fordi begge får et job, så er alt som derhjemme. Det vigtige er, at familierne ak-tivt forholder sig til helheden i den nye tilvæ-relse, siger Anne Dorte Riggelsen og peger på et tiltag, der allerede nu går i gang som pilotprojekt:

– Vi bestræber os på at lave skræddersyet karriererådgivning til den medfølgende. Det handler om at se helt konkret på ’hvad kan jeg gøre, mens jeg er afsted’ – hvad enten det er arbejde eller noget andet.

Tag taktstokkenEn ting er helt afgø-rende, mener Anne Dorte Riggelsen:

– Den medføl-gende skal selv tage taktstokken. Der er en tendens til, at den udsendte har hoved-rollen. Det manu-

skript skal omskrives. Der ligger ikke nogen kritik i det, men en opfordring til, at ægtefæl-len gør udsendelsen til sin også.

Men diskussionen lander alligevel tit på spørgsmålet – ’hvordan sikrer jeg, at min kar-riere ikke synker ned i kviksandet, mens min ægtefælle stormer op ad karrierestigen?’

For folk, der har været mange år i bistands-branchen, er begge parter ofte reelt sporet ind

på en bistandskarriere. Men hvad så med kæ-resten, der ikke været i et u-land før?

– Vi skal blive bedre til at se den enkelte, og på hvad den person kan. De medfølgende behøver ikke at være spejlbilleder af os selv, forklarer Anne Dorte Riggelsen og tilføjer:

– I UM skal vi også blive bedre til at fi nde job. Vi skal fx blive bedre til at udnytte de muligheder, der kan være for at knytte kon-takter til danske og internationale virksomhe-der på stedet, til andre ambassader og inter-nationale organisationer. Eller måske ansætte en medfølgende på lokale vilkår på ambassa-den. Det vil i nogle tilfælde måske ikke være en stilling, der fuldt ud svarer til ens kompe-tencer, men det kan være en trædesten. Jeg tror også på ideen om at vi skal se på de inter-nationale organisationer. Kan vi blive bedre til at kontakte dem og skaffe job til medføl-gende der?

Hvor vil ægtefællerne hen?Umiddelbart skulle man tro, at den medføl-gende lettere kunne trækkes til London og Berlin end Lusaka og Bamako. Og lige nu er det for eksempel svært for UM at besætte stillinger på ambassaderne i fransk-talende Afrika (Mali og Benin, red.) Men faktisk be-høver det ikke være svært at få spousen med mod Syd, fastslår Anne Dorte Riggelsen, som også oplever en anden tendens, der taler for et ophold i den tredje verden:

– Mange ser det som et projekt at komme langt væk og få en samlende oplevelse for fa-milien, hvor det handler om fordybelse, kva-litet og tid. Det trækker derfor i mange at komme en årrække til lande som Kina eller Vietnam. Og så sætter den medfølgende må-ske ens egen karriere på standby for en tid, forklarer Anne Dorte Riggelsen.

– Jeg synes, man ser tendenser til, at karri-ereforløbet i dag ikke behøver være helt så lineært, som det har været. Men snarere – både for den udsendte og ægtefællen – noget der også kan gå sidelæns i en periode og ikke altid opad. Men det vigtige er, at man har for-holdt sig til det og truffet et valg.

Fuld fart på i felten med at udrydde fattigdom – men hvad med den medfølgende? Her er en rådgiver på besøg ved en fabrik i Bhutan. Foto: Mikkel Østergaard.

GRØNSPÆTTEBOG FOR SPOUSES

Bogen ‘Når Penelope rejser med – udstatione-ring for hele familien’ beskriver praktiske erfaringer med boligjagt, ansættelse af hushjælp, børns skolegang etc. Og beskæftiger sig med problemerne forbundet med at være medfølgende uden job. Skrevet af Aase Gullestrup, Kirsten H. Kristensen og Mette Weber. Gyldendal, 1998. Der fi ndes også en del foreninger og sites for danskere bosat i udlandet, med informationer, råd og debat om livet som spouse.

Besøg for eksempel www.danes-abroad.com, www.dk-mor-i-udlandet.com og www.danes.dk

SVÆRT AT FINDE JOB

Det er ikke kun medfølgende i udviklingslan-dene, der har svært ved at få arbejde. En undersøgelse fra 2006 foretaget af ægtefæl-leforeningen for udsendte diplomater i EU (EUFASA) viser, at det er meget svært at forene to karrierer på en udepost.

75 pct. af de medfølgende ægtefæller arbejder ikke under udstationeringen, selv om mange gerne vil have et job. Derudover har de medfølgende svært ved at holde kontakten til deres arbejdspladser i hjemlandene. Kun 25 pct. kan vende tilbage til deres oprindelige job, og op mod en tredjedel af de hjemvendte spouses har af den ene eller anden grund slet ikke noget arbejde.

Anne Dorte RiggelsenFoto: Udenrigsministeriet.

Gladere spouses. Udenrigsministeriet overvejer, hvordan man fortsat kan levere folk til udeposter, så livet hænger bedre sammen for hele familien. Skræddersyet karriererådgivning og en større indsats for at fi nde job i marken til den bedre halvdel er nogle af midlerne.

NR. 03/2007 SIDE 19BØGER

Dobbeltanmeldelse. Kan hvide, vestlige mænd skrive over-bevisende om, hvad der sker i hovedet på en fattig asiatisk eller sydamerikansk u-lands-kvinde? Dette lykkes faktisk ganske godt for d’herrer Bluitgen og Lowe.

Af Ulrikke Moustgaard

Undertrykkelse, børnefødsler og hårde trængsler i en verden, hvor mænd bestem-mer.

Det er hverdagen for mange fattige kvinder i udviklingslandene – og derfor også tema-erne for mange artikler, bøger og beretninger om samme emne. De seneste to skud på bog-stammen er ingen undtagelse.

Kåre Bluitgen kom på alles læber, da han i forbindelse med arbejdet til en bog om profe-ten Muhammed i 2005 angiveligt havde svært ved at fi nde profet-illustratorer, hvilket blev den direkte anledning til Danmarks største udenrigspolitiske krise i efterkrigstiden – Mu-hammedkrisen eller Tegninge-sagen.

Bluitgen har siden været på en længere rejse i Nepal, hvor han har talt med en lang række kvinder om deres liv. Det har inspireret ham til at skrive romanen Kvinderne ved Den Gale Flod om fem fi ktive nepalesiske kvin-der i en landsby ved Jaladh-fl oden.

Den australske fotograf Peter Lowe har i årevis arbejdet med temaer om undertryk-kelse i Bolivia. Han har boet i byen Camargo i Los Cintis i den fattige delstat Chuquisaca i Bolivia og er vendt tilbage for at portrættere 35 landbokvinder fra Los Cintis. Det gør han i bogen Regnen fra mine øjne gennem både billeder og tekst, hvor kvinderne selv fortæl-ler brudstykker fra deres liv. Bogen udkom oprindeligt på spansk, men er nu blevet over-sat til dansk af Ronnie Nielsen.

Kvindeidentifi kation i højeste potensDet er svært at åbne både Bluitgens og Lowes bøger om fattige u-landskvinder uden at have en lille snert af en af den forgangne vinters store offentlige debatter i baghovedet.

Her var spørgsmålet om køn og litteratur nemlig sat til diskussion; først i Sverige af en række kvindelige forfattere, som hængte navngivne mandlige anmeldere ud for køns-diskrimination i medierne. Dernæst i Dan-mark, hvor fl ere kvindelige forfattere påpe-gede, at det også er et problem for dansk lit-teratur, at så mange anmeldere er mænd, fordi mandlige anmeldere ikke forstår kvinder og dermed heller ikke kvinders litteratur.

Så med de to bøger på bordet, ligger det lige for at spørge: Kan to hvide, vestlige

mænd (som formodentlig ikke lever under FN’s fattigdomsgrænse) overhovedet sætte sig kvalifi ceret og overbevisende ind i hove-det på en fattig asiatisk eller sydamerikansk u-landskvinde?

Tja, Bluitgen lægger hårdt ud med kvinde-identifi kation i højeste potens, da han indleder sin roman med et øjebliksbillede af den unge partisankvinde Sunita, der bruger forsiden af Kathmandu Post som menstruationsbind og tisser i sandet, så det bliver rødt af blod.

Denne anmelderinde sukkede tungt, da blodet to sider senere også begyndte at løbe ind i mundingen af en pistol, der var gemt i Sunitas trusser; for det kan være en trættende tendens, når nogle mandlige forfattere for at højne troværdigheden bliver for ivrige med at menstruere på deres kvindelige romankarak-terers vegne.

Til gengæld overrasker Bluitgen på de føl-gende sider med både indsigtsfulde, vel-skrevne og tankevækkende fortællinger om de fem nepalesiske kvinder Sunita, Gita, Sita, Anita og Lalita.

Alle bor de i et samfund, hvor undertryk-kelse på baggrund af både køn, kaste og æg-

teskabelig status er et barsk faktum. Er man som Gita enke, risikerer man både sladder, hån og overgreb fra en omverden, der ser selvmord i den afdøde ægtemands ligbål som enhver respektabel enkes bedste fremtidssce-nario. Er man som Anita ikke i stand til at blive gravid, lurer faren for at blive udstødt, få en rivaliserende 2. kone, der skal føde børn, eller bare at blive behandlet som et dyr lige om hjørnet, mens kvinder, der ikke føder sønner, risikerer samme skæbne.

Skæbne er i det hele taget det uafvendelige omdrejningspunkt for de nepalesiske kvinde-liv i bogen, både skæbne i religiøs forstand og konkret forstand, men Bluitgen formår at be-skrive dette uden at forfalde til tåreperseri eller gøre kvinderne til stakkels og umælende ofre.

Tværtimod tager hans karakterer overra-skende personlige valg og kommer dermed også udover alle de stereotype klicheer, man ellers let kan falde i, når man vil beskæftige sig med andre menneskers anderledes liv.

Et hovsa-agtigt livI Bolivia spiller skæbne derimod ikke den store rolle, forstår man, når man dykker ned i

hver enkelt af de 35 kvindevidnesbyrd, der optræder i Peter Lowes dokumentarbog.

Faktisk er det slående, hvor mange af de interviewede og smukt fotograferede kvinder i næsten alle aldre, der ikke har nogen ma-sterplan for deres liv, men i stedet lever det lidt hovsa-agtigt med der til hørende konse-kvenser. Skal man for eksempel blive gift ka-tolsk eller evangelisk? Ja, hvad mon er bil-ligst? som 25-årige Brigida Chambi Jimenez formulerer det.

Eduarda Fernandez Cilizaya på 62 år for-tæller om, hvordan hun først blev voldtaget og så gift med manden, fordi han havde gjort hende gravid. ’På den måde blev jeg gift med en mand, der ikke havde fortjent mig,’ som hun tørt konstaterer.

Den klassiske kvindehistorie i store dele af Sydamerika handler netop om at blive gravid ved et tilfælde i en meget ung alder og heref-ter at måtte lægge alle andre drømme på hyl-den, fordi man nu har børn at forsørge. De bolivianske landbokvinder er ingen undta-gelse. De fl este har ingen eller en meget kort skolegang bag sig; de har passet geder, jord og søskende i stedet for at få uddannelse, og mange taler om, at kvinderne både arbejder hårdere end mændene på stedet, og at de sam-tidig har mindre indfl ydelse.

– Nogle gange siger mændene, at vi ikke kan læse og ikke ved noget om møder eller myndigheder, som den 27-årige enlige mor Alejandra Ventura Mamani siger om det sam-fund, hvor kvinder ikke kan få indfl ydelse.

Alligevel er kvinderne i Regnen fra mine øjne ikke nogle stakler; de organiserer sig, de tager sagerne i egen hånd, de starter mødre- og sundhedsgrupper, sender deres børn i skole og rejser til byen for at arbejde, når maverne bliver for tomme eller drømmene om nyt tøj for store. De er i bund og grund tilfredse med deres tilværelse på landet, selvom den er hård – og selv om mange selvfølgelig også efterly-ser basale fornødenheder som medicin, mere skolegang eller en ordentlig vej.

Og så virker det stærkt, at bogen som side-gevinst næsten var et lille empowerment-pro-jekt for de kvinder, der ved at deltage også for første gang fi k mulighed for at komme til orde over for medier, myndigheder og offent-lighed.

Kåre Bluitgen: Kvinderne ved Den Gale Flod. Forlaget Thorup. 148 sider. 219 kroner.

Peter Lowe: Regnen fra mine øjne. Oversat fra spansk af Ronnie Nielsen. Udgivet med støtte fra IMCC og Danidas oplysningsbevilling. PASACH 2003. 105 sider. 100 kroner. Se mere på www.lluvia.dk

’Skal man blive gift katolsk eller evangelisk? Ja, hvad mon er billigst?’, funderer Brígida Chambi Jiménez, 25 år fra San Marcelo. Hun er en af bolivianske kvinder, som portrætteres i Regnen fra mine øjne. Foto: Peter Lowe.

UDEN FOR MEGET TÅREPERSERI

NR. 03/2007 SIDE 20BØGER

Bistandskritik. Ingen bistand uden betingelser. Så langt er økonomerne Easterly og Calderisi enige i to vigtige bøger om alt det, der forhindrer bistanden i at blive effektiv.

Af Henrik Nielsen

Der er udkommet to bøger, der er særdeles kritiske overfor den måde, som Vesten giver Afrika bistand på. Det er der ikke noget nyt i. Sådanne bøger udgives med lidt ujævne mel-lemrum; sidst var der en bølge i slutningen af fi rserne, hvor en første runde af development fatigue – bistandstræthed – satte ind.

Dengang var årsagen, at den strukturelle tilpasningspolitik ikke fi k de resultater, man ønskede. Man begyndte derfor at sætte fokus på de særlige politiske faktorer i de afrikan-ske stater, der bevirkede, at udviklingen lod vente på sig. De store omvæltninger som mu-rens fald i 1989 gjorde en ny kortvarig opti-misme mulig. Da denne desværre faldt sam-men med en temmelig kraftig reduktion af udviklingsbistanden, skal vi ind i det nye år-tusinde for at fi nde næste bølge.

Med de store initiativer i forbindelse med 2015 Målene og den gradvist stigende bistand til Afrika – samt en isolering af Afrika syd for Sahara som den helt store globale udviklings-mæssige udfordring – ser vi nu en ny bølge af kritisk litteratur.

Fælles for bøgerne fra den gang og nu er, at bistand kan være godt nok, men at det er vig-tigt, at særlige betingelser er til stede, for at midlerne ikke skal blive spildt. Titlerne The Trouble with Africa og The White Man’s Bur-den mere end antyder, at bøgerne handler om hindringerne for effektiv udviklingsbistand..

Det er al ære værd at råbe vagt i gevær, hvis man ser en risiko for, at den stigning i bistanden til Afrika, man oplever i disse år, løbe ud i sandet. Begge forfattere går således voldsomt i rette med 2015-kampagnelederen Jeffrey Sachs, rock-aktivisten Bono og Co., da de frygter, at den satsning, der sker i disse år for at ‘make poverty history’ ender med fi -asko. De to forfattere frygter, at man vil gen-tage de fejl, man har gjort de seneste fi re-fem årtier, og at dette vil medføre yderligere spild af ressourcer og forstærket desillusion.

Dette er en vigtig dagsorden, der fortjener stor opmærksomhed.

Easterly indleder med at stille to globale tra-gedier op.

Den første tragedie er at verden i dag, på trods af en velstand uden historisk fortilfælde, rummer over én milliard ekstremt fattige, hvor millioner af børn dør af sult og elemen-

tære og helbredelige sygdomme. Den anden tragedie, som er den, han be-

skæftiger sig med, er, at verdenssamfundet – på trods af, at det over årene har brugt 2,3 tu-sinde milliarder dollars på formålet – må er-kende, at man ikke er nået til et niveau, hvor

man kan levere de mest basale serviceydelser til verdens fattige i form af for eksempel sundhedspleje og uddannelsesmuligheder.

Det er disse to skandaler, som Easterly (til daglig professor i økonomi ved New York University, red.), forsøger at forklare. Her er hans hovedtese, at man indenfor udviklings-verdenen kan dele folk op i to hovedkatego-rier, ‘the searchers’ og ‘the planners’.

The searchers er de gode. Utrætteligt søger de lokale løsninger på lokale problemer gen-nem innovation, foretagsomhed og lokal del-tagelse. Til gengæld er de mindre bekymrede om, hvorvidt det indgår i nationale planer, om der er udarbejdet performance indicators, osv.

Planlæggerne, derimod, prøver at lave so-cial engineering ovenfra. De er ufl eksible, ofte bundet af mandater fra donorlande, er ude af stand til at eksperimentere og bureau-kratiserer alle procedurer. Ifølge Easterly gi-ves langt det meste af bistanden i denne plan-ner-form. Og derfor er vi stort set ikke nået nogen vegne.

Denne kritik er naturligvis meget relevant eksempelvis for dansk bistand, der i stigende grad har som specifi k målsætning, at den skal være ‘planner’-baseret, med sektorprogram-mer, indgå i en national planlægningssam-menhæng, være institutionelt bæredygtig etc.

Bistanden – en fi asko?Det er nu spørgsmålet, om man kan stille tin-gene så kategorisk op, som Easterly gør.

Der kan således argumenteres for, at det netop er manglen på en eller anden form for overordnet ide, der er skyld i, at mange bi-standsprojekter fremstår som isolerede fejlta-gelser. Og samtidig er mange ‘searcher’-akti-viteter spredt fægtning, hvor man gentager fejl. Alle tror, at nu er de kommet op med den store ide, men mangel på koordination bevir-ker, at resultaterne bliver beskedne. Meget NGO-arbejde har lidt under denne form for skavank.

Et andet spørgsmål – som Easterly lidt for

AFRIKA – MED DEN BREDE PENSEL

Begge parter ender med dybt problematiske overvejelser om afrikanske værdier og kultur som hovedforklaring på kontinentets underudvikling.

Koloniseringen af Afrika bragte også gode ting med sig, skriver økonomen Robert Calderisi. Her tobaksplakat fra det britiske Empire Marketing Board, 1927-1933. Foto: Polfoto.

NR. 03/2007 SIDE 21BØGER

Af Jens Müller

Det kan være en tilfældighed, at der her og nu, hvor udviklingsbistanden runder de 40 år, udkommer en hel del bøger og indlæg om, hvordan det så er gået. Har det været anstren-gelserne værd? Det hænger måske sammen med, at vi er fl ere, der var med fra starten og har brugt en stor del af vores arbejdsliv i den sammenhæng.

Nærværende bog er dog ikke kun skrevet af en gammel rotte (Poul Buch-Hansen), men har forfriskende deltagelse af en ny genera-tion med gode politologiske briller (Marie Hertz). Og selvom bogen giver et relevant til-bageblik over bistandens historie, er den i høj grad fremadskuende.

Tankevækkende kritisk gennemgås de tre hidtidige bistandsformer fra projekt- over program- og til budgetbistand og hele tiden sammenholdt med den overordnede målsæt-ning om fattigdomsbekæmpelse.

Er der noget at komme efter?Ja, i højeste grad. Bogen sætter et utal af

spørgsmålstegn ved alle de væsentligste ini-tiativer og aktiviteter, som Danida har haft gang i. Den gennemgår tillige rigtig mange hvis’er, der grundigt belyser bistandens for-udsætninger og hidtidige præmisser.

Det skæres ud i pap, at de fattige ikke er fattige, blot fordi de ikke har ret mange penge. Det gøres også klart, at den samlede danske såkaldte ressourcebase ikke har forudsætnin-ger for at bidrage til løsninger med mindre den forstår – og gennem intensiv dialog kan sætte sig ind i – de enkelte modtagerlandes vidt forskellige problemer. For eksempel kan det jo diskuteres, om vi fra dansk side selv ved så forfærdelig meget om, hvad ’god rege-ringsførelse’ er for noget.

Forfatterne argumenterer for nødvendighe-den af en grundig målsætningsdebat og peger på muligheden for indsatser for politik- og in-

stitutionsudvikling, der kan bidrage til at skabe mere socialt afbalancerede samfundsmodeller.

Mange af bogens dilemmaer og modsæt-ningsforhold er for så vidt kendte fra andre sammenhænge. Men bogens sidste del kæder disse emner sammen med en konstruktiv de-bat om, hvilke ændringer i administrationen af udviklingsbistanden der fremover kræves for at tilgodese en nyfortolkning af udvik-lingsbistanden. Her henvises til et tidligere forslag fra Administrationsdepartementet (1986), som, mener forfatterne, vil kunne fremme debatten. Her nævnes følgende kon-krete forslag (i) decentralisering, (ii) kvalifi -ceret medarbejderstab, (iii) selvstændig pla-cering af Danida og (iv) bedre sammenhæng mellem opgaver og struktur.

Ny vin på gammel fl aske?Behovet for en tilbundsgående debat om en ny bistandspolitisk dagsorden bliver således overbevisende påvist. Forfatterne gør selv opmærksom på, at diskussionerne bliver holdt relativt snævert inden for den danske bilaterale scene med ganske få antydninger af en globalpolitisk verdensorden, der hele tiden ændrer sig. Det bagvedliggende argument for udviklingsbistand berøres altså næsten ikke. Er vi i Danmark blot stik-i-rend agenter for det gamle rationale om at fremme udvikling for fortsat mulighed for udbytning? Fortsæt-ter bistanden ikke med at sive ud af huller i de pågældende samfund? Hvordan kan vi bi-drage til at få stoppet disse huller?

Dog, optimisten ved for lidt om, hvad der foregår, mens pessimisten har mistet sin fore-stillingsevne om, hvad der trods alt kan lade sig gøre. Bogen henvender sig til begge parter.

Marie Hertz og Poul Buch-Hansen: Dansk udviklings-bistand – er der en fremtid? Forlaget Thorup, 2007. 126 sider. Pris: 139 kr. Publiceret med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.

Jens Müller er ingeniør og adjungeret docent ved Institut for Udvikling og Plan-lægning, Aalborg Universitet.jensm@plan.aau.dk

kategorisk besvarer – er, hvorvidt det egent-lig passer, at bistanden vitterlig er den fi asko, man gør den til. Hvis man ser på andre fakto-rer, der har virket negativt for Afrika – fal-dende råvarepriser, øget protektionisme på amerikanske og europæiske markeder etc. – er det vel spørgsmålet, om bistanden kan ud-råbes som en fi asko.

Ligeledes får han det også til at se ud som om, der er tale om en i global sammenhæng astronomisk sum penge, der er blevet klattet væk. Men Afrika har siden murens fald mod-taget mindre bistand end genforeningen af Tyskland har kostet, og i det tidligere Øst-tyskland snakker man også om manglen på ‘impact’.

Skurken er Afrikas ledere Hvor det i Easterlys verden er en lang række af meget forskelligartede aktører indenfor bi-standsverdenen såvel som indenfor politik, der er skyld i miseren, er Calderisi – i dag pensioneret efter mere end 30 år som chef-økonom i Verdensbanken – mere kategorisk. Her er der ingen tvivl; det er de forbryderiske afrikanske ledere, der har stukket det hele i egne lommer, og som ved uduelig ledelse har gjort, at afrikanerne har mistet deres place-ring på verdensmarkedet og er sunket ned i en fattigdom dybere end den, de befandt sig i for fyrre år siden. Og ikke nok med det. De har samtidig snedigt udnyttet europæernes og amerikanernes dårlige samvittighed og for-mået at fastholde, at ulykkerne skyldes slave-handlen, koloniseringen og neo-imperialis-men. Men det gør de ikke ifølge Calderisi.

Jo før vi fralægger os den ‘politiske korrekt-hed’, og kalder tingene ved deres rette navn, jo bedre. Kolonialismen bragte jo også nogle gode ting med sig! Derfor: Ingen bistand til forbryderregimer. Stil fl ere betingelser for bi-standen. Insistér på ’gennemsigtighed’. For-lang demokratiske valg og fri presse. Vær ikke bange for at skære ned i bistanden. Koncentrér den om nogle få lande, der ‘performer’. Og ikke noget med at lægge fi ngre imellem, når man skal forklare, hvor problemerne stammer fra.

Økonomer i tvivlEt problem i denne forklaringsmodel bliver naturligvis, at man fuldstændigt frikender do-norer og udenlandske investorers rolle i kor-ruptionen. Faktisk viser det sig jo, at investe-ringer i Afrika nu til dags særligt fi nder sted dér, hvor der er mulighed for at korrumpere sig igennem, så man kan omgås skatte- og miljøregler og udføre overskuddet uden om eksisterende regelsæt. Investorer i Afrika ef-terspørger ikke nødvendigvis ‘transparency’ og ‘good governance’.

Både Calderisi og Easterly er økonomer med en fortid i Verdensbanken. Og her mel-der der sig en lille pudsighed. Vi er vant til, at økonomien er en hegemonisk videnskab, og hvis man vil igennem med noget som helst udviklingspolitisk, så skal der økonomiske nøgletal på bordet. I Danmark er alle ‘vis-mænd’ som bekendt økonomer. Men sjovt nok er det økonomerne selv, der nu tvivler. Hverken Calderisi eller Easterly behandler således Afrikas økonomiske placering i ver-densøkonomien særligt grundigt. Derimod får vi udpeget en masse mere eller mindre velunderbyggede forestillinger, de har om afrikansk kultur og værdier, som skyld i mi-

seren. Hovedindtrykket bliver dermed, at begge bøger kommer til at fremstå som be-mærkelsesværdigt ateoretiske.

Easterly foretrækker således nogle ganske overfl adiske spilteoretiske overvejelser kom-bineret med meget tvivlsomme forestillinger om ‘afrikanske værdier’, ‘tillid’ og ‘kulturelle forklaringsmodeller’.

I Calderisis version skyldes det ligeledes afrikanske værdier samt inkompetent og kor-rupt ledelse. Hvorfor afrikanske ledere gang på gang viser sig at udvikle sig korrupt og in-effektivt, bliver vi imidlertid ikke meget klo-gere på. Sådan er de åbenbart bare, ifølge Cal-derisi.

Kultur som forklaringsmodelDette får begge parter til at ende med dybt problematiske og stereotypiske overvejelser om afrikanske værdier og kultur som hoved-forklaring på kontinentets underudvikling. Det er der grund til at være betænkelig ved. Disse kulturalistiske forklaringsmodeller bli-ver, som man ser, hurtigt meget politisk slag-kraftige. Og resultatet ser vi hjemligt, hvor Danidas nye kändis-udsending, fi tnessdron-ningen Charlotte Bircow, for nyligt, i en rede-gørelse for hvorfor man skulle støtte kvinder i Afrika, slipper af sted med at udtale at ‘afri-kanske mænd bare sidder på deres rumpet og drikker og spiller ludo’.

Som det også kendes fra den hjemlige poli-tiske debat, kan opgøret med ‘politisk kor-rekthed’ i værste fald udarte sig til, at man kan postulere det mest uhyrlige uden at behø-ver at fremlægge dokumentation eller over-veje den skade, ens udtalelser volder.

Calderisi og Easterly skulle holde sig til det, de er bedst til. De sporadiske analyser af økonomiske tal for Afrika er det mest interes-sante i de to bøger. Men det er deres bred-penslede, udokumenterede generaliseringer om den afrikanske folkesjæl, der nok vækker mest genklang.

Robert Calderisi: The Trouble with Africa. Why Foreign Aid isn’t Working. Yale University Press, 2006. New Haven.

William Easterly: The White Man’s Burden. Why the West’s Efforts to aid the rest have done so much Ill and so little Good. The Penguin Press, 2006. New York.

Ph.d. Henrik Nielsen er Afrika-udreder ved Institut for Menneskerettigheder.hni@humanrights.dk

NY DEBATBOG DER BATTEREn faglig og konstruktiv debat om Danmarks fremtidige rolle i udviklingsarbejdet har i lang tid været en mangelvare. Således indleder forfatterne denne bog, og det lykkes dem så sandelig at lægge op til en grundig diskussion.

Diskussionerne bliver holdt relativt snævert inden for den danske bilaterale scene med ganske få antydninger af en globalpolitisk verdensorden, der hele tiden ændrer sig.

NR. 03/2007 SIDE 22

Af Camilla Kæraa, Accra.

– Hvis jeg fandt ud af, at en person var homo-seksuel, ville jeg slå ham ihjel.

De kyniske ord kommer fra en 25-årig gha-nesisk mand. Roligt og uden nogen form for vrede eller ophidsethed. Alligevel er der ikke tvivl om, at han mener dem.

Hans holdning er en indlært selvfølgelig-hed, som han aldrig har skullet forsvare eller argumentere for. Og den bærer tydeligt præg af den overlegenhed, der kommer af at vide, at alle, man kender og respekterer, mener det samme.

Ghana er en lille demokratisk oase i Vest-afrika, hvor borgerne nyder godt af de vigtig-ste frihedsrettigheder og en forholdsvis høj levestandard. Det er et land, som er svært for andre afrikanere at få visum til. På ét punkt adskiller ghaneserne sig dog ikke fra deres naboer på kontinentet: Når det drejer sig om emnet homoseksualitet.

Denne fordømmelse af homoseksuelle er ikke unormal for et afrikansk land, siger lektor i sociologi Dr. Akosua Darkwah. Ud over religionens indfl ydelse tror hun, at det primært skyldes, at man i traditionel afri-kansk kultur defi nerer sin identitet ud fra fa-milien.

– I Afrika er det at få mange børn nøglen til at blive opfattet som en ansvarlig voksen, og

homoseksualitet går imod hele dette værdi-sæt, siger hun.

Biblens bogstavelige ordKristendommen er den mest dominerende re-ligion i Ghana, og i et land hvor troen er både stærk og socialt nødvendig for den enkelte, har kirkens afvisning af homoseksualitet stor vægt.

Generalsekretæren i Det Kristne Råd, Dr. Fred Deegbe, opfordrer personligt alle homo-seksuelle til at komme til kirken, så de kan blive hjulpet af med deres tilbøjeligheder. Han sammenligner det med at have malaria, som man også søger lægehjælp for.

– Det er en tillært adfærd, som nogle men-nesker nok har nemmere ved at tage til sig end andre. Men det er ingen undskyldning for at gøre det. Hvis du har lyst til at stjæle en bil, kan du jo heller ikke bare gøre det uden kon-sekvenser. De mennesker skal udvise selv-kontrol, og de, der ikke kan eller vil hjælpes, må simpelthen holde sig fra sex, slår han fast.

På spørgsmålet om hvordan kristendom-mens syn på homoseksualitet harmonerer med menneskerettighederne, kommer svaret:

– Menneskerettigheder er ikke det samme som den Hellige Bibel, og Herrens lov står over de menneskeskabte.

Lang vej endnuIfølge Dr. Akosua Darkwah vil der nok med tiden komme en bedring i forholdene for lan-dets homoseksuelle. Men nok aldrig accept.

– Før eller senere vil nogen tage fat i men-neskerettigheds-siden af det, og det vil føre til en ændring i loven. Alligevel tror jeg al-drig, at homoseksualitet vil blive moralsk ac-cepteret, understreger hun.

Hun baserer sin vurdering på fl ere ting. For det første er kristendommen meget stærk og dominerende i Ghana, og det er svært at sætte sig op mod kirkens klare fordømmelse af ho-moseksualitet. For det andet har ghaneserne rigeligt af andre problemer at tænke på først, såsom at få deres tre måltider om dagen. Og

for det tredje er ghaneserne et meget traditi-onspræget folk, som altid er mistænksomme over for ændringer:

– Vi tænker meget over, om forandringer vir-kelig kommer indefra, eller om det er vestlig indfl ydelse, der presser på udefra, forklarer hun.

– For i så fald vil vi ikke have det! Det er allerede sket på så mange områder, og nu øn-sker vi at holde fast i den sidste rest af ghane-sisk kultur, vi har tilbage.

GHANA HADER SINE BØSSER

En inhuman tilværelse fyldt med frygt og løgne er skæbnen for homoseksuelle i Ghana. Vejen til bedre vilkår er lang.

Illustration: Rasmus Meisler, Spild af Tid ApS.

Hvis du har lyst til at stjæle en bil, kan du jo heller ikke bare gøre det uden konsekvenser. De mennesker skal udvise selvkontrol. Generalsekretæren i Det Kristne Råd i Ghana, Dr. Fred Deegbe om homoseksuelle.

Prince MacDonald opfandt kvindelige kærester for at dække over sin seksualitet.

Af Camilla Kæraa, Accra.

– Hele mit liv har jeg skullet lyve og lade som om. Skjult mine følelser og passet på, at jeg ikke talte over mig, så jeg kom til at sige eller gøre noget, der kunne afsløre, at jeg er homoseksuel.

Prince MacDonald er 29 år og er en af Ghanas mange bøsser, der ikke kan være åben omkring sin seksualitet af frygt for sam-fundets reaktion. Han er ikke en af dem, der har feminine træk og har derfor nemmere ved at skjule det end andre. Alligevel har han fl ere gange været udsat for vold og trusler om poli-tianmeldelse.

– For det meste er jeg glad for mit liv og føler, at jeg har truffet den rigtige beslutning ved at stå ved min seksualitet. Men så er der også andre gange, hvor jeg taber modet. Det sker, når jeg bliver mindet om, at ingen bry-der sig om os, og hvad der sker med os.

Prince MacDonald har været med til at op-rette en hjemmeside, www.geocities.com/gaytourghana der sætter fokus på bøsser og lesbiskes rettigheder i afrikanske lande og på grund af det, får han tit trussel-mails og op-ringninger fra folk, der vil have ham til at lukke den. Selv fra andre homoseksuelle, som foretrækker, at han ikke bringer proble-met op i folks bevidsthed.

– Der er mange homoseksuelle, som har accepteret at indrette sig efter samfundets normer; de er gift, har børn, går i kirke og føler ingen trang til nogensinde at fortælle deres nærmeste, at de i virkeligheden er ho-moseksuelle. De mennesker ser helst, at em-net slet ikke bliver diskuteret, og bliver vrede når nogen prøve at tage det op.

Født forkertMacDonald fandt tidligt i sin barndom ud af, at han kunne lide drenge i stedet for piger, men nægtede at acceptere den del af sig selv.

– Jeg tænkte, at jeg nok ville blive normal med tiden og bad meget i kirken. Men på trods af alle bønnerne, var der ikke noget, der ændrede sig. Jeg troede, at jeg måske var ble-vet født forkert, eller at der var kastet en for-bandelse over mig.

Igennem teenageårene levede han hele ti-den i håbet om at blive normal som alle an-dre. Men en dag indså han, at det var håbløst, og at han aldrig ville holde op med at føle sig

FØDT FORKERT

AFRIKAS STORE TABU

Fortsættes på næste side >

Hvis jeg fandt ud af, at en person var homoseksuel, ville jeg slå ham ihjel. 25-årig ghanesisk mand.

Jeg huskede altid at sige ’hun’ i stedet for ’han’.

Prince MacDonald

NR. 03/2007 SIDE 23AFRIKAS STORE TABU

Af Camilla Kæraa, Accra.

Offi cielt er hver 25. ghaneser smittet med hiv/aids. Uoffi cielt menes tallet at være langt højere.

Mandlige homoseksuelle er en af højrisi-kogrupperne for smitte og spredning af vi-russet, og derfor er det vigtigt at inkludere dem i arbejdet med at standse epidemien. Men her kniber det gevaldigt.

Hos Ghanas Aids-Kommission er man klar over problemet, uden at man af den grund er kommet tættere på en løsning. Det er især be-folkningens foragt for og benægtelse af mino-ritetens eksistens, der besværliggør arbejdet.

– Da det er ulovligt at være homoseksuel, har vi svært ved at fi nde dem, og vi kan ikke arbejde åbent omkring det ved for eksempel at informere på store skilte eller have rekla-mer i radioen. Det vil ikke være passende. Folk ville blive både vrede og stødte over at skulle forholde sig til, at der er ghanesiske mænd, der har sex med andre mænd, siger generalsekretær Sakyi Awuku Amoa fra Aids-komissionen.

Aids smitter da ikke ved analsexDen generelle berøringsangst over for homo-seksualitet har resulteret i, at der kun er me-get lidt viden om aids i forhold til denne gruppe. Men i 2004 lykkedes det for første

gang at gennemføre en undersøgelse i hoved-staden Accra med 150 bøsser, der udfyldte et spørgeskema om deres vaner og holdninger. Mange af oplysningerne var foruroligende og bekræftede, hvor vigtigt det er at inddrage denne gruppe i kampen mod aids.

De fl este troede for eksempel, at analsex var mere sikkert end vaginalsex, fordi de al-drig havde hørt analsex blive omtalt i medi-erne i forbindelse med aids. Flere personer svarede endda, at de slet ikke mente, at aids kunne overføres fra én mand til en anden mand.

Derudover svarede mange af personerne i undersøgelsen, at de var tvunget til at leve som biseksuelle for at skjule, at de var homoseksu-elle. De var enten gift eller havde kvindelige kærester at vise frem, samtidig med at de havde sex med andre mænd i det skjulte.

Dermed bliver virusset hurtigt spredt ud til det heteroseksuelle miljø.

En aktivist, der ønsker at være anonym, har arbejdet i Accra de sidste par år med at opsøge homo- og biseksuelle og skabe et fri-sted for dem, hvor de kan mødes og udveksle erfaringer. Han bruger meget tid på at snakke med mændene om aids og vigtigheden af at bruge kondom, hvilket de fl este ikke gør. De tror ikke, at det er nødvendigt, men snarere at det er en smart måde for fi rmaer at tjene penge på.

Uvidenhed og benægtelse er de to ting, som han stadig kæmper mest imod. Men de sidste par år er han begyndt at opleve mere åbenhed og en stigende interesse for sine projekter. Formentlig på grund af det høje antal aids-ramte.

– At gå til den ene begravelse efter den an-den er noget, der skræmmer dem, og det får dem til at ville tale om de problemer, der er involveret i deres livsstil, siger han.

SHARP er en NGO, der arbejder med at bekæmpe aids i Ghana. Ifølge Dr. John Da-vid Dupree, formand for SHARP, er det ikke kun samfundets fordømmelse og manglen på viden om brug af kondom ved analsex, der er problemet.

En helt praktisk ting som for eksempel at skaffe glidecreme er meget vanskeligt i Ghana og er derfor med til at hindre homo-seksuelle i at bruge kondom. Da der ikke er nogen naturlige væsker involveret i analsex, er det både vanskeligt og smertefuldt at bruge kondom, så mange lader være eller bruger olie, som ødelægger kondomet. Et af SHARPs projekter er derfor at gøre glide-creme tilgængeligt til en rimelig pris.

Nødvendig handlingPå det globale plan er de afrikanske lande

syd for Sahara hjemsted for over halvdelen af alle verdens hiv/aids-tilfælde, og kampen mod denne pandemi bliver svær at vinde uden at konfrontere det homoseksuelle tabu.

I Central- og Sydamerika samt store dele af Asien gætter man for eksempel på, at mel-lem 40 og 50 pct. af smittetilfældene fra 1983 til 1994 er et resultat af homoseksuel overførsel. Og intet tyder på, at Ghana skulle kunne sove trygt på den front.

Det er et faktum, at analsex medfører en langt højere smitterisiko for hiv/aids end va-ginal sex, men alligevel svarede kun 12 pct. af mændene i undersøgelsen fra Accra, at de altid brugte kondom, når de dyrkede analsex – mod 21 pct., der aldrig brugte det. Resten brugte det af og til.

Undersøgelsen viste også en forholdsvis høj grad af promiskuitet mellem deltagerne. Mindre end en tredjedel svarede, at de kun havde én regelmæssig partner. 60 pct. sva-rede, at de havde 2-4 partnere, og resten havde fem eller derover. De fl este angav også, at de havde tilfældige partnere ved si-den af deres regelmæssige.

Konklusionen i undersøgelsen var, at de ghanesiske homoseksuelle med al sandsyn-lighed bidrager væsentligt til spredningen af aids, og at Ghana er nødt til at erkende pro-blemet og handle derefter, da landet ikke har råd til at fejle på dette punkt.

Homoseksualitet er et betændt emne i mange udviklingslande, og det gør kampen mod aids besværlig. I det vestafrikanske land Ghana erkender man, at netop denne gruppe burde inddrages i arbejdet med at få kontrol over sygdommen, men tabuer og berøringsangst står i vejen.

IKKE SE, IKKE HØRE – INTET GØRE

Flere personer svarede, at de slet ikke mente, at aids kunne over-føres fra én mand til en anden mand.

Sakyi Awuku Amoa, Aids-Kommissionen i Ghana.

Camilla Kæraa er nyuddannet journalist. Denne artikelserie er hendes hovedopgave ved Danmarks Journalist-højskole.smillriis@mail.djh.dk

tiltrukket af mænd. Han besluttede sig for at begå selvmord.

– Hvordan skulle jeg kunne leve et liv fyldt med ensomhed og bedrag? Den tanke var for hård.

Men inden han gjorde alvor af det, mødte han en fyr, der var homoseksuel og som over-beviste ham om, at der ikke var noget galt i det, og at mange havde det på samme måde. De tog hjem til ham og dyrkede sex, og fra den dag besluttede Prince MacDonald også at leve som homoseksuel og begyndte at få mandlige kærester.

Hemmeligheder og løgneMen selv om han nu kunne være ærlig mod sig selv, var han til gengæld nødt til at lyve over for alle andre.

– Jeg havde kvindelige kærester, som jeg kunne vise frem, men tit opfandt jeg også bare nogle, som var ude at rejse eller boede i en anden by. Når jeg talte med mine venner om piger, fortalte jeg tit rigtige historier om, hvad der foregik i mit liv; at jeg var blevet forelsket i én, men at der var de og de proble-mer. Og altid huskede jeg at sige ’hun’ i ste-det for ’han’. En gang kom jeg alligevel til at fortale mig, og sagde ’han’ ved en fejltagelse, men så grinede mine venner bare og drillede mig med, om min kæreste var en mand i ste-det for en kvinde. Det lo jeg med på, og lod som om jeg var meget fl ov over min ’fejlta-gelse’.

Prince MacDonalds far døde for mange år siden, og sin mor har han heller aldrig snak-ket med om det. Når hun spørger, hvornår

han skal giftes og have børn, siger han bare, at han ikke føler, at han har sparet nok penge op til det.

– Men inderst inde tror jeg godt, at hun ved

det. Det burde hun i hvert fald. Men jeg tror ikke, hun ved, hvordan hun skal spørge, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle hende det.

TI PROCENT – OGSÅ I GHANA

Det nøjagtige antal af homoseksuelle i Ghana kendes ikke, men ud fra Kinsey-modellen regner sociologer med, at omkring ti procent af enhver befolkning er homo-, bi- eller transsek-suel og heraf er cirka fi re procent udelukkende homoseksuel. Med forbehold for hvor nøjagtigt den udregning kan overføres på det ghanesiske samfund, ligger antallet af ghanesere med en undertrykt seksualitet dermed mellem 800.000 og to millioner.

OGSÅ TABU I ASIEN

Også i Asien er den tabubelagte homoseksuali-tet et stort problem i kampen mod aids.Sidste år udkom en rapport fra The American Foundation for Aids Research, der advarede om konsekvensen ved, at de fl este homosek-suelle mænd i Asien enten er tvunget til at gifte sig eller både har sex med mænd og kvinder for at skjule deres seksualitet.Læg dertil oveni at mange af dem ikke bruger kondom, og at det stort set er umuligt at komme i kontakt med denne gruppe og lære dem om faren ved ikke at gøre det.

NR. 03/2007 SIDE 24DEBAT

Af Anders Pedersen

I ’Vejen til lokaldemokrati går gennem sko-ven’ (udvikling 1/2007) bygger forfatterne deres påstande på vestlige fi losofi ske præmis-ser, hvor lovene beskytter miljøet, og hvor den folkelige deltagelse er både synlig og indfl ydelsesrig.

Imidlertid er demokrati i mange udvik-lingslande stadig ønsketænkning. Og de alt-overskyggende problemer som dyb fattig-dom, diskriminering, høj dødelighed, epide-mier og miljønedbrydning synes overset. Under så ekstreme tilstande er lokaldemo-krati hverken mest relevant eller mest pro-blemløsende for folk og regeringer.

Efter 20 års udviklingsarbejde på alle tro-piske kontinenter bliver man bevidst om ud-viklingslandenes realiteter, som er svært for-døjelige, umulige at acceptere, men som skal forstås.

Skov-romantik Artiklen er misvisende. Den tegner et roman-tisk billede fra en landsby i ’hjertet af Tanza-nia’ – så er tonen lagt. (hvor en landsby gen-nem indtægter fra skoven har indsamlet penge til en skole, red.)

Det hævdes, at Participatory Forest Ma-nagement (PFM) har genetableret ’mange’ skove, hvilket er en horribel påstand set i ly-set af den massive, tiltagende skovødelæg-gelse. Kvalitative analyser skal ledsages kvantitativt! Der savnes derfor i artiklen en sober, kvantitativ analyse af skovenes kvalitet og forandring som følgerne af decentraliseret skovforvaltning (DSF) og PFM.

Ordet participatorisk borger ikke nødven-digvis for kvalitet, hvilket Solveig Danielsen påpeger i læserbrevet i samme nummer af ud-vikling.

Tanzanias 10.600 landsbyer ekspanderer på skovenes bekostning. Der er hårdt pres på al skov grundet energimangel, kulsvidning, og unødigt stort forbrug af træ i konstruktioner. De værste ødelæggelser fi ndes netop i de skove, som forfatterne idealiserer! Ifølge en

national skovtaksering i 2005 fandtes stort set alle skove stærkt truede og i meget hurtig til-bagegang. Bemærkelsesværdigt nok er de private skove de mindst ødelagte. De centralt kontrollerede skove var også nogenlunde in-takte. Men helt galt var det med de skove, som var overdraget til lokale myndigheder.Her er situationen katastrofal! Denne bombe under DSF og PFM sætter stort spørgsmåls-tegn ved opskrift såvel som udførelse!

At fi nde enkelte solstrålehistorier om suc-ceser i PFM er ikke svært, selv i lande uden for Tanzania eller Nepal. Driftsformen er imidlertid sjælden og udgør under én pct. af Danmarks skove sammenlignet med andre ejer- og driftsformer. Det er højst tvivlsomt, om konceptet er effektivt i større skala.

I langt de fl este tropelande er veldrevne og lokalt fuldt regulerede fællesskove et særsyn, der absolut mere er undtagelsen end reglen, hvis man ser bort fra visse etniske bjerg- og skovfolk. PFM-succes’erne er utopiske uden eksternt donorinput og igangsættelse. Selv om syv pct. af Tanzanias skovareal under lo-kal forvaltning er der ingen analyse eller ga-ranti for skovenes tilstand. Skovene ofres så længe fattigdommen plager – de overlades til andre formål og kulsvierne. Korruption eksi-sterer også på lokalt niveau. Tømmer udgør en kæmpe resurse, som det er fristende at rea-lisere. Stærkt divergerende lokale interesser forhindrer etablering af effektive PFM skov-komitéer.

En høvding fra Uluguru Mountains råber nu på hjælp fra regeringen til at beskytte lo-kale skove, der plyndres, og invaderes af ”folk udefra”. Dette illustrerer, at PFM ikke

kan stå alene: Landsbyer har hverken har vå-ben eller magt til at jage indvandrere, fred-løse og ignoranter væk fra de skove, de søger at beskytte (Kingalu 2007). De gode tiltag undermineres. De, der bevarer skoven og dri-ver den fornuftigt mister den til desperate, hensynsløse eller grådige folk, der profi terer eller blot overlever qua andres tilbageholden-hed...

Selv fra de bedre eksempler på PFM er der basal mangel på viden om hugstmåder, tek-nikker, og planer for optimal drift og god ud-nyttelse, der sammen med bevaring og for-øgelse af skoven kan opbygge store værdier samtidig med ydelse af gode løbende afkast til gavn lokalt såvel som for nationaløkonomien. Men dette skal ske uden at skoven forarmes og dens biodiversitet og produktivitet mistes.

Indonesien overlod i 90’erne skovene til lo-kaladministrationen. Stort set al naturskov i delstaten Kalimantan på Borneo forsvandt derefter i løbet af få måneder – man havde sat ræven til at vogte gæs – regionale myndighe-der holdt udsalg af kommissionsrettigheder og skummede fl øden, mens tømmeret for-svandt til Japan og USA.

God skovdrift er blevet en saga, men er den eneste bæredygtige løsning, hvis ikke skoven skal mistes. Mangel på udrustede og kompe-tente skovfolk hindrer udførelsen af selv de mest sparsomme tiltag for at forbedre sko-vene og deres udnyttelse. Hatten bliver hængt op på gode intentioner i form af nationale strategier for skovene (TFAP), skovprogram-mer (NFP), der optegner smukke scenarier i form af PFM-strategier, skovbevaring, og god

skovdrift. Det afføder falske forhåbninger om skovenes redning og bygger på den farlige an-tagelse, at fattigdomsbekæmpelse går hånd i hånd med biodiversitet og naturkonservering.

Og det er her at kæden brister. Meget fat-tige mennesker må nødvendigvis bruge alle deres resurser for blot at selv overleve. Uden tag og mad er det svært at motiveres til at dele, regulere, plante træer, afse resurser til andre og til naturen. Måske er PFM en brug-bar vej frem, men PFM er også blevet en il-lusion, et glansbillede fra en verden, som vi gerne vil se den. Men virkeligheden banker på, skoven forsvinder og ødelægges med uformindsket kraft. Øjensynligt kan Tanzania endnu ikke beskytte sine resurser. Operatio-nel, specifi k viden savnes i skovkomiteerne, der har svært ved at sætte tilstrækkelige grænser for hugst, rydning, og ødelæggelser.Tabes skoven mistes produktionsapparatet og arterne – og der er typisk ingen vej tilbage. Daleren ruller...

Anders P. Pedersen, seniorrådgiver, Ph.d. i skovbrug); p.t. landbrugsrådgiver i Moro-goro, Tanzania. anderspp@gmail.com

Helt galt var det med de skove som var overdraget til lokale myndigheder, her er situationen mest katastrofal!

HOLDER VI PÅ 5-ØREN MENS DALEREN RULLER?I årtier har griske centrale regeringer i u-landene udnyttet og ødelagt skove – og skabt korruption. Læg skovforvaltningen ud i de lokale samfund, som er afhængige af skovene: Så bevarer man på én og samme tid skovene, skaber udvikling og god regerings-førelse fra bunden. Sådan lød budskabet fra tre forskere i februar. Sludder, siger Anders Pedersen, Tanzania, der nu kalder forskerne romantikere. Du kan ikke sætte ludfattige mennesker til at vogte skov – uden at friste. I Tanzania er situationen for lokalt drevede skove nærmest katastrofal, skriver han.

NR. 01/2007

SIDE 25

fra civilsamfundet. Skovlovsforslaget er ikke

taget af bordet endnu, men meget tyder på, at

skovbrugergrupperne ikke blev påvirket syn-

derligt af perioden med direkte kongestyre og

derfor står godt rustet til fremtidige politiske

styrkeprøver. Det vilde vesten lever stadig

I Tanzania har de skovforvaltende landsbyer

ikke en national overbygning, der kan tale de-

res sag i Dar es Salaam. Den skal tales af

skovadministrationen, som har åbenlyse inte-

resser i det dekret, der pt. forbyder udnyttelse

af skovene. Dekretet giver også de mange

centralt placerede ’forest offi cers’ med inte-

resse i tømmerhugst endnu et par år i ’det

vilde vesten’, hvor de uforstyrret kan udstede

ulovlige licenser til især kinesiske fi rmaer,

som hen over lokalbefolkningernes hoveder

henter tømmer af værdifulde træarter ud fra

områder, hvor de endnu fi ndes.

Småt er smukt – og stort er stærkt

Decentraliseret skovforvaltning i udviklings-

lande kan være et godt og vigtigt middel til at

afhjælpe fattigdom i landdistrikterne og be-

vare skove til gavn for miljøet.

Desuden kan det hjælpe med til at demo-

kratisere udviklingslande ’nedefra og op’.

Sagen er nemlig, at i modsætning til landbrug

er langt det meste skov i udviklingslande of-

fi cielt kontrolleret eller direkte ejet af staten,

så her har regeringerne et fysisk gode og ikke

blot ’gode’ råd at tilbyde deres befolkning i

landdistrikterne. Parlamentarisk demokrati på nationalt plan

er naturligvis noget, Danmark bør støtte, men

på grund af korruption, magtmisbrug og in-

kompetence er diverse unge demokratiers po-

litiske ledere – inklusive oppositionens –

sjældent særlig respekterede af den brede be-

folkning.I forhold til få lov at stemme ved præsi-

dent- og parlamentsvalg betyder det mere for

eksempelvis Nepals landbefolkning, at de har

legal adgang til lokale skovressourcer og på

demokratisk vis kan bestemme hvad og hvor

meget, der må høstes af hvem og hvornår.

Alle kan se og forstå, hvad der foregår, og

dårlige lokale ledere kan prompte afsættes af

deres egne naboer, hvilket også sker fra tid til

anden.Denne ’småt-er-smukt’ fi losofi er velkendt i

u-landsbistanden, men den skal kombineres

med en ’stort-er-stærkt’ tilgang med over-

dragelse af kompetence til lokale brugergrup-

per, som derefter skal støttes i at danne en

national interesseorganisation.

Donorernes vanskelige rolle

I de fl este udviklingslande skal donorerne,

herunder Danida, arbejde aktivt og målrettet

på at hjælpe fattige landsbyboere i den politi-

ske kamp for at vinde og derefter fastholde

deres rettigheder til skov. Og der er nok at

tage fat på i Danmarks samarbejdslande.

Danida trak sig eksempelvis ud af skovsek-

toren i Nepal, da landets konge i 2002 afsatte

parlamentet, og selvom skovbrugergrupperne

er mange og godt organiserede, har højest 25

pct. af landsbyerne fået overdraget retten til

lokale skovressourcer.

I Tanzania støtter Danida pt. decentralise-

ring af skovforvaltningen, men kun i få di-

strikter, og civilsamfundet (brugergrupper,

forskere, NGO’er og medierne) er ikke velor-

ganiseret i den politiske debat.

Meget taler for, at de gode argumenter for

decentralisering af skovforvaltningen skal

fremføres af andre end donorrepræsentan-

terne: NGO’er, en fri presse og uafhængige

forskere. Donorerne bør støtte sådanne grup-

per i at skabe en kritisk debat baseret på en

ordentlig dokumentation af, om regeringerne

reelt decentraliserer, og dernæst hvordan de-

centraliseringen så virker på den tredobbelte

målsætning om fattigdomsbekæmpelse, skov-

bevarelse og demokratisering af beslutnings-

processer. Finn Helles er professor, Jens Friis Lund

ph.d.-studerende og Thorsten Treue lektor –

alle på Center for Skov og Landskab ved

Københavns Universitet.

Staten serverer skoven på et sølvfad for lokalbefolkningen? Et noget optimistisk scenarie, mener kronikkens forfattere. For mange steder gen-centraliseres skovforvaltningen.

Ill.: Rasmus Meisler/Spildaftid.

KRONIK

Meget taler for, at de gode argu-

menter for decentralisering af

skovforvaltningen skal fremføres

af andre end donorrepræsen-

tanterne.

TRÆER I TROPERNE. En kronik i udvikling nr. 1/2007 slog debatten an.

NR. 03/2007 SIDE 25DEBAT

Udenrigsministeren og udviklingsministeren lancerer den 15. juni en ny Asien-strategi. Det foregår ved et offentligt møde, som ind-går i en større asiensdag i og omkring Eigt-veds pakhus, hvor der vil være fri adgang til en række asiatiske kulturoplevelser.

Strategien ’Danmark i Asien – en priorite-ring af fremtiden’ er regeringens samlede bud på prioriteterne for, hvordan mulighederne og udfordringerne i Asien skal tackles. Bag-grunden for strategien lyder:

’Skal Danmark klare sig godt i globalise-ringen, skal vi alle blive bedre til at udnytte de muligheder Asien byder på. Asien rummer store markeder for danske virksomheder, nye muligheder for samarbejde indenfor forsk-ning og udvikling og uddannelsessamarbejde, og nye muligheder for gensidige investerin-ger. Men Asien rummer også betydelige ud-fordringer. Terrorisme, spredning af masse-ødelæggelsesvåben og potentielle konfl ikter, hvor nogle af dem kan have globale konse-

kvenser. Danmark må tage bestik af udviklin-gen og indrette sin samlede politik over for Asien, så vi udnytter mulighederne og hånd-terer udfordringerne i tide. For at styrke Dan-marks position i Asien overfor de asiatiske regeringer, virksomheder og befolkninger er det vigtigt, at alle aktører i Danmark spiller ind med hele paletten af vores kompetencer. Og det er Asienstrategiens sigte.’

Den 15. juni 2007, hvor strategien lance-res, vil der først være et offi cielt seminar. Kl. 17 åbner Asiatisk Plads på Christianshavn op for boder med et udvalg af asiatisk kunst-håndværk og gastronomiske smagsprøver produceret af herboende asiater. De asiatiske landes repræsentationer her i landet er og-så inviteret til at bidrage med en præsentation af landets kulturer og erhverv i form af en kulturevent og/eller en bod. Der arbejdes og-så på at tiltrække en række asiatiske kunst-nere, der repræsenterer samtidskulturen, gerne unge.

ASIATISK PLADS – NU OGSÅ MED ASIATER

FOKUS PÅ HÅNDTERING AF KONFLIKTER – NY ’ERFA-RAPPORT’ OM ARBEJDET I FN’S SIKKERHEDSRÅD

I to år har Danmark haft en plads i FN’s Sikkerheds-råd. De danske repræsentanter har især arbejdet for at skabe sammenhæng i det internationale samfunds indsats for at skabe fred i lande med borgerkrig og konfl ikter. På FN-topmødet i 2005 vedtog man således at etablere en Fredsopbygningskommission (PBC), som blandt andet Danmark har arbejdet aktivt for.

Denne og andre danske erfaringer og resultater fra arbejdet i Sikkerhedsrådet kan læses i en ny rapport fra Udenrigsministeriet. Det fremgår også, at Danmark har brugt sin plads i Sikkerhedsrådet på at:

• følge op på en række resolutioner om beskyttelse af civile, kvinders inddragelse i konfl iktløsning og børns vilkår under væbnet konfl ikt.

• lægge vægt på at styrke Afrikas evner til selv at forebygge og håndtere konfl ikter.• arbejde for samtænkning af indsatser fra FN, EU, den Afrikanske Union (AU) og

andre regionale organisationer i Afrika.

Læs mere i Udenrigsministeriets 28-siders erfaringsopsamlings rapport, som kan bestilles på www.danida.netboghandel.dk

danmarks medlemskab af sikkerhedsrådet

2005-06. erfaringsopsamlingsrapport

Anders Pedersen (AP) har fået sit faglige fun-dament udfordret, og det er tilsyneladende ube-hageligt. Hans erfaring fra 20 års udviklingsar-bejde på alle tropiske kontinenter siger ham, at lokalbefolkningen er uvidende og grådige skov-ødelæggere, at skoven skal bevares, og at det bedst sker gennem en effektiv, stærk central skovforvaltning. Den opfattelse er ikke lige-frem ’romantisk’ – som han beskylder vores for at være – men den er teknokratisk og i hvert fald ikke fremmende for udviklingsarbejde.

Det er netop 20 år siden FAO’s tidligere skovdirektør Jack Westoby udgav en bog, som argumenterer imod denne opfattelse – med undertitlen ”The Follies of Develop-ment” (Westoby 1987), men den kursæn-dring, som bogen bidrog til, har AP tilsynela-dende ikke opdaget.

Inkonsistensen i AP’s argumenter er tyde-lig, når han kritiserer vore præmisser for de-centralisering af skovforvaltningen for at bygge på ”vestlig tænkning”, og samtidig selv plæderer for indførelse af traditionel europæisk skovbrugspraksis i Tanzania med sit fokus på ”hugstmåde”, ”optimal drift”, ”produktion” og ”driftsplanlægning”.

Ubrugelig høvdingEssensen i AP’s indlæg er, at decentraliseret skovforvaltning er dømt til at mislykkes, fordi fattigdom nødvendiggør stærk central styring, hvis skovødelæggelse skal undgås. Det er et me-get ensidigt og forenklet syn på sammenhængen mellem fattigdom og afskovning. Og eksempler på, at en stærk central skovforvaltning har for-hindret uplanlagt afskovning i udviklingslan-dene, er da vist meget sjældne. Blandt forudsæt-ningerne for, at decentraliseret skovforvaltning

kan lykkes, er naturligvis, at lokalbefolkningen sikres tilstrækkelige incitamenter, og at ejen-domsretten til skovprodukterne er sikret.

Den første gør AP’s eksempel med Kaliman-tan ubrugeligt, den anden gør eksemplet med den magtesløse landsbyhøvding ubrugeligt. At alle forudsætninger ikke altid er til stede, bety-der ikke, at man skal opgive ideen om decen-traliseret skovforvaltning.Tværtimod skal der lægges kræfter i at sikre disse forudsætninger. Rutebildrift opgives jo heller ikke, fordi en bro mangler eller styrter sammen. Man bygger en ny eller bedre bro og fremmer udvikling.

For menneskenes skyldVi gør os skyldige i den ”horrible” påstand, at decentraliseret skovforvaltning har genetab-leret mange skove. Det er dokumenteret til-fældet i Nepal og Indien.

I Tanzania fi ndes der endnu ikke større kvantitative studier af decentraliseret skov-forvaltnings effekt på skovressourcen. Skov-takseringen af 2005, som AP refererer til, dækker kun de tanzaniske bjergregnskove, hvor potentialet for participatory forest ma-nagement (PFM) er begrænset af deres ringe udstrækning og høje frekvens af sjældne ar-ter, som gør stort set enhver udnyttelse pro-blematisk ud fra et biodiversitetshensyn. Me-get tyder på, at der til stadighed foregår af-skovning i Tanzania – men det kan ikke læg-ges PFM til last, al den stund at PFM kun vedrører ca. 11 pct. af landets skovareal.

I øvrigt kan det være fornuftigt at ”øde-lægge” skov og for eksempel etablere land-brug – skoven er jo til for menneskenes skyld, primært lokalbefolkningen, og ikke for sin egen eller forstmænds skyld.

Finn Helles er professor, Jens Friis Lund ad-junkt og Thorsten Treue lektor – alle på Cen-ter for Skov, Landskab og Planlægnig ved Københavns Universitet.

LAD DALEREN RULLE!

SVAR

Den 15. juni omdannes Asiatisk Plads til – en asiatisk plads. Foto: Ulla Bjulver/www.photo-art.dk.

NR. 03/2007 SIDE 26DEBAT

Efterlysning: Svenske kommuner er en aktiv del af Sveriges udviklingspolitik. Hvor er de danske kommuner? Ex-borgmester vil have de danske kommuner på banen – med støtte fra Danida.

Af Per Bregengaard

Bukoba ved Victoriasøens bred i det vestlige Tanzania og nordjyske Morsø Kommune har været venskabsbyer siden 1983.

Kommunernes styre både i syd og nord har været involveret i samarbejdet. Men primus motor har ikke mindst været Morsø Ulands-forening.

Bukobas borgmester Samuel N. Luangisa har især været glad for kultur- og skolesamar-bejdet. Der har været gensidige besøg af læ-rere og elever. Og lærere fra Mors har arbej-det frivilligt i skolerne, hvor de har undervist i engelsk. Det er indtrykket, at det især er sket i deres sommerferie.

Selvom de kun har været i Bukoba i kort tid, har det været en stor hjælp. Der er lærer-mangel. Antallet af skolesøgende elever vok-ser, og lærere er samtidig en udsat gruppe, når det handler om aids. Bukoba har også draget nytte af frivilligt arbejde på andre fel-ter. Unge piger fra Mors har assisteret på spædbørnehjemmet i Ntoma.

Borgmester Luangisa fremhæver også et andet positivt element i samarbejdet: De mange containere, der er kommet med senge og udstyr til sundhedsklinikker og til områ-dets hospitaler med skolemøbler og undervis-ningsmidler til skolerne.

Danida på banenEt samarbejde med mindre NGO’er og den form for venskab, Bukoba har med Mors, har sine klare fordele i de personlige relationer og venskaber. Men det har også sine begrænsnin-ger. Bukoba ønsker et udvidet samarbejde,

som ikke udelukkende er baseret på fritid og ferie og i høj grad er afhængig af enkeltperso-ners indsats. De vil have en direkte relation, hvor en kommune samarbejder med en kom-muner.

– Når en ekspert udsendt af Danida har fuldendt sit arbejde, drager han til et andet sted, hvor Dar es Salaam mener, at der er be-hov for det. Et samarbejde med Morsø er mere vedvarende. Venskaber grundlagt på et kommunalt samarbejde vil vokse, slutter borgmesteren. Det kan lade sig gøre, hvis Da-nida kanaliserer nogle af sine midler via kom-muner – som fx Morsø.

Svenske kommuner i AfrikaMedarbejdere fra kommuner, regioner og Kommunernes Landsforening (KL) har del-taget i bistandsprojekter, men kommuner og regioner har ikke på samme måde som i Sve-rige været aktive samarbejdspartnere i for-hold til tilsvarende lokale enheder i Syd. SIDA (Sveriges statslige udviklingsorganisa-tion) har eksplicit inddraget kommunerne i sin bistandsstrategi, og den svenske kommu-neforening har en konsulentenhed, Sala Ida, der understøtter samarbejdet mellem kom-

muner i Nord og i Syd. Sala Ida har også mid-ler til at fi nansiere tvillingesamarbejder.

Spørgsmålet er, om Danida aktivt skal gå ind og fremme sådanne tvillingesamarbejder. Der eksisterer lokale ønsker om det, og kom-muner og regioner har uudnyttede og særegne potentialer til at yde en virkningsfuld indsats på en række felter i bistandsarbejdet.

En kommune eller region skal ikke op-bygge en professionel bistandsorganisation. Grundlaget for indsatsen skal være samarbej-der og joint venture-projekter med Danida og danske NGO’er med erfaringer og professio-nalisme inden for international bistand.

Men en bistandsindsats vil understøtte en kommunes internationaliseringsstrategi og interkulturelle indsatsområder. Den kan ses i sammenhæng med personaleudviklingen og vil være en dimension i arbejdet for at skabe attraktive arbejdspladser. Bæredygtighed ind-går i mange kommuners værdigrundlag, og bistandsarbejde kan løfte målsætningerne på dette område.

Kommuner og regioner har materiel, der er forældet og udtjent i en dansk sammenhæng. Det kan være it-udstyr, brandsluknings- og redningsmateriel, hjælpemidler til afhjælp-

ning af handicap eller undervisningsmidler inden for naturfagene.

Meget af det, en kommune kasserer, vil med støtte til forsendelse, klargøring og in-struktion i betjening og vedligeholdelse kunne nyttiggøres under andre himmelstrøg.

Mindre snæversynKommunale medarbejdere har kompetencer og ekspertiser inden for en lang række bi-standsopgaver. Det drejer sig ikke alene om instruktion i at betjene og vedligeholde for-skellige former for udstyr, men ansatte vil også kunne indgå i efteruddannelsesforløb og i in-novations- eller inspirationssammenhænge.

Andre vil kunne få glæde af vores viden om og erfaringer fra arbejdet med traumatise-rede fl ygtninge, med børnehavepædagogik, udvikling af demokrati og brugerindfl ydelse på lokalt niveau eller sagsbehandling, admi-nistrative procedurer og journalisering.

Arbejdet andre steder i verden kan endvi-dere bidrage til udviklingen af medarbejder-nes snævre faglige såvel som generelle kultu-relle kompetencer og dermed understøtte en kommunes visioner om mindre snæversyn og større mangfoldighed på arbejdspladserne.

Internationale relationer og samspillet mel-lem forskellige kulturer er en integreret del af kommuners aktiviteter på mange områder. Det gælder samarbejder og udvekslinger mellem venskabsklasser, klubber og ungdomsskoler og inden for idræts- og kulturområdet. Mindre bistandsprojekter i form af indsamling af sportsudstyr, legetøj og briller kan både have en pædagogisk funktion og være en døråbner.

Skribenten opholdt sig i Uganda og Tanzania i 2006 med tilskud fra Danidas Oplysnings-bevilling.

Per Bregengaard er medlem af Københavns Borgerrepræsenta-tion og tidl. skoleborgmester (Enhedslisten).Per_Bregengaard@br.kk.dk

KOM PÅ BANEN, KOMMUNER

Danske kommune har masser af ekspertise at tilbyde kommuner i den fattige del af verden – eksempelvis indenfor børnehavepædagogik. Her Guinea-Bissau. Foto: Ann Eriksson, Nordicphotos.

Srdan Matic, Jeffrey V. Lazarus og Ida Vase WHO, Regional Offi ce for Europe, skriver:

Mads Mariegaards interview med Dr. Inon Schenker i udvikling 01/2007 om mandlig omskæring og hiv-forebyggelse giver anled-ning til at diskutere fl ere etiske og praktiske problemstillinger. Vi vil gerne understrege, at omskæring aldrig er i stand til at beskytte den enkelte 100 pct. mod hiv-infektion.

Derudover er selve indgrebet ikke uden ri-sici. Dr. Schenkers anbefaling af at udbrede omskæring blandt drengebørn bygger på re-sultater fra prøvestudier, men de resultater er skabt under ideelle og velfi nansierede for-hold, som ikke nødvendigvis kan genskabes i

det virkelige. Flere studier fra Afrika har vist et uacceptabelt højt niveau af komplikationer i forbindelse med omskæring, herunder hiv-infektion. Så længe sterile instrumenter og hygiejniske forhold ikke kan garanteres, vil det ikke være forsvarligt at udbrede omskæ-ring som hiv-forebyggelse, da indgrebet kan sprede og ikke bremse epidemien.

Derudover kan man spørge, hvem omskæ-ring egentlig gavner. De eksisterende studier tyder på, at mandlig omskæring kun reduce-rer hiv-smitte fra kvinder til mænd, men ikke fra mænd til kvinder eller blandt mænd, der har sex med mænd. Eftersom studierne har fokuseret på heteroseksuel smitte har meto-den for eksempel meget begrænset anvende-

lighed i WHO’s europæiske region, hvor epi-demien er drevet af stofbrug og ubeskyttet sex mellem mænd.

Mandlig omskæring kan skabe falsk tryg-hed og underminere eksisterende forebyggel-sesstrategier såsom konsekvent brug af kon-dom. WHO understreger, at omskæring kun kan anbefales som en del af en omfattende forebyggelsesstrategi. Som Dr. Schenker er inde på, skal grundig information om fordele og ulemper ved indgrebet være tilgængelig, og kondombrug er fortsat det mest sikre mid-del mod hiv-infektion.

Forslaget om omskæring af nyfødte dren-gebørn rejser det helt centrale spørgsmål om, hvordan man sikrer informeret samtykke og

frivillighed i samfund, der har tradition for at omskære drengebørn af kulturelle og religi-øse grunde. Alene hensynet til barnets krops-lige integritet udgør et argument for at ud-sætte indgrebet, indtil drengen er myndig.

I lyset af den usikkerhed er det ikke forsvar-ligt at anbefale en massiv udbredelse af mand-lig omskæring som forebyggelse af hiv i Europa. WHO understreger, at en sådan pro-cedure til forebyggelse af seksuel overføring af hiv skal diskuteres som en del af en integre-ret og rettighedsbaseret forebyggelsesstrategi.

Referencer til data og materiale kan fås ved at sende en mail til Jeffrey Lazarus på jla@euro.who.int

MANDLIG OMSKÆRING IKKE MIRAKELKUR MOD HIV

NR. 03/2007 SIDE 27

Af Stefan Katic

Det gibbede lidt i de ikke særligt høje india-ner-damer i landsbyen San Agustín i Bolivia, da en godt to meter høj rødhåret viking ved navn Rolf Belling i 1987 for første gang trådte ind ad døren til forsamlingshuset.

Jeg havde selv lært Rolf at kende et par år før, da vi begge startede på Tek.Sam.-uddan-nelsen (miljøplanlægning) på RUC. Her var

han idémanden bag et gruppeprojekt, som førte os til feltstudier i det fattige San Agustín i den nedbørsfattige egn tæt på grænsen til Chile.

Opholdet i San Agustín førte til et forslag om et drikkevands- og havebrugsprojekt, som det lykkedes Caritas Danmark – med Rolf som dy-namo – at skaffe Danida-fi nansiering til. Den lokale bondeorganisation kvitterede i øvrigt med at udnævne Rolf til æresborger i San Agustín!

Siden udviklede det beskedne projekt i landsbyen San Agustín sig til et egnsudvik-lingsprojekt af hele Lípez-regionen syd for den store saltsø Salar de Uyuni. Igen med Rolf som ankermand.

Da han i 2001 blev ansat som projektkoor-dinator i den katolske kirkes hjælpeorganisa-tion Caritas Danmark, var det da også med Bolivia som hovedområde. Og når danske forbrugere i dag kan købe quinua – en hård-

før afgrøde, der fl ittigt dyrkes i det bolivian-ske højland – fra Lípez er det ikke mindst Rolf Bellings fortjeneste.

Det blev også i Bolivia, at Rolf pludseligt skulle gå bort. Han døde på sit hotelværelse i byen Sucre fredag den 20. april, formodent-ligt som følge af et voldsomt anfald af den astma, han i mange år havde levet med.

Skippersønnen Rolf Belling stammede fra Grenaa. Da han i 1983 skulle starte på RUC, fl yttede han til Roskilde, hvor han efter stu-dieårene fi k to sønner.

Mange i det danske u-landsmiljø har på et tidspunkt været i kontakt med den store, rød-hårede mand med det brændende engagement for en mere retfærdig verden. Et engagement, som vel at mærke aldrig indeholdt fordøm-melse af andre. For Rolf Belling mødte ver-den og dens mennesker aldeles fordomsfrit.

Mellem-amerika-komiteen, Caribien-komi-teen, SFU, Max Havelaar og netværket Kaffe-klubben er blot nogle af de steder, han gennem årene lagde noget af sin utrættelige energi.

Rolf stillede store og hårde krav til sig selv. Tingene skulle gøres ordentligt – og grundigt. Rolf var myrefl ittig og kastede sig ud i tin-gene med stor energi og entusiasme. Altid med en tillid til, at det – trods alle vanskelig-heder – nok skulle gå.

Hans virke var i høj grad båret af idealisme og pligtfølelse. Men altid med plads til en god diskussion, en høj latter – og også gerne en sang til guitar når lejligheden bød sig.

Rolf Belling vil blive savnet af mange såvel i Danmark som i Bolivia – og i det nordøstlige Indien, hvor han i de seneste år var stadig mere engageret i Caritas-projekter blandt fattige stammefolk.

Med Rolf Bellings død har det danske u-landsmiljø mistet en stor og vellidt personlighed. Rolf døde i det Bolivia, han var så engageret i, kun 46 år gammel.

NYT OM NAVNE

ENERGI OG ENGAGEMENT

MULTILATERALE RÅDGIVERE

Cand.jur. Sofi e Gillesberg Lassen tiltræder en stilling som Junior Professional Offi cer (JPO) ved Child and Adolescence Health Programme for WHO i Kenya.

BILATERALE LANGTIDSRÅDGIVERE

(Ansatte på sektorprogrammer, der administreres af Danida og regeringer i modtagerlandene).

Per Hartmann, 59, er kontraktansat som seniorrådgiver ved Agricultural Sector Programme Support i Maputo, Mozambique.

UDENRIGSMINISTERIET

Anne-Birgitte Albrectsen, 40, tiltræder som chef for kontoret for humanitær bistand og NGO-samarbejde.

Søren Peder Davidsen, 38, er ansat som bistandskonsulent i Bistandsfaglig Tjeneste.

Dan E. Frederiksen, 53, er tiltrådt som ambassadør i Pretoria, Sydafrika.

Christian Hoppe, 58, udnæv-nes til ny ambassadør i Kairo, Egypten, hvor han afl øser Torben Brylle.

Mette Knudsen, 45, bliver ny chef for Afrikakontoret.

Marianne Kress, 43, er udnævnt til chefrådgiver og skal indgå i ledelsen af Bistandsfaglig Tjeneste.

Charlotte Laursen, 44, tiltræder som chef for kontoret for erhvervsinstrumenter i udviklingsbistand og personel-bistand.

Nicolai Ruge, 41, tiltræder som chef for Kvalitetssikring af udviklingsbistand.

Fuldmægtig Maria Tarp, udviklingspolitisk kontor, tiltræder 1.9. som ambassadesekre-tær ved ambassaden i Kabul, Afghanistan.

Rina Trautner, 28, er ansat som fuldmægtig i Afrika-kontoret.

Henrik Westerby, 44, er ansat som bistands-rådgiver ved ambassaden i Cotonou, Benin.

NGO’ER

Søren Brix Christiansen er valgt som næst -formand i sydafrikansk MSF. Søren Brix Christensen har selv arbejdet som læge for MSF i et hiv-projekt i Sydafrika i 2001.

Elna Bruun, 28, udsendes til Sydsudan for Læger uden Grænser (MSF).

Jørgen Eskemose, 57, udsendes af Organi-sationen for Vedvarende Energi (OVE) til Maputo, Mozambique. Han skal fungere som rådgiver i bymiljøprojektet SUDEMA.

Rådgivende ingeniør, konsulent Steen Frederiksen er blevet valgt som ny bestyrel-sesformand i foreningen ‘Ingeniører uden Grænser’. Steen Frederiksen var før 1997 koncerndirektør med ansvar for udlands-aktiviteter i Carl Bro og Rambøll.

Sygeplejerske Randi Jensen rejser for Dansk Røde Kors til Somalia, hvor hun de næste seks måneder skal tage sig af tilskadekomne samt undervise lokale sygeplejersker i det borgerkrigsramte land.

Rima Khalidi, er tiltrådt som centerleder for Mellemfolkeligt Samvirkes Youth Dialogue Center i Amman, Jordan.

Lindy Lillelund, 47, udsendes til Darfur i Sudan af Dansk Røde Kors. Han skal indgå i Internationalt Røde Kors’ sundhedsarbejde i det kriseramte område.

Sygeplejerske Serina Macdonald, 58, er rejst til byen Bo i Sierra Leone, hvor hun det næste halve år skal stå for sygeplejen til de 150 indlagte børn i Læger uden Grænsers (MSF) ernæringscenter.

Anders Kjær Nielsen, 40, udsendes til Syd-sudan for Læger Uden Grænser (MSF). Han skal de næste seks måneder stå for al logistik for MSF i Juba.

Inge og Henrik Nis-Hansen, 39 og 42 år, udsendes til Den Danske Skole i Iringa, Tanzania. Lærerparret er udsendt af den Luthersk Missionsforenings landsstyrelse.

92-gruppens koordinator, John Nordbo, 44, har efter ni år valgt at søge nye udfordringer som klimamedarbejder i WWF Verdensnatur-fonden. Som ny koordinator i 92-gruppens er ansat Troels Dam Christensen, 44, der indtil for nylig var programmedarbejder i WWF Verdensnaturfonden.

Jørgen Riis Pedersen, sociolog, 51, udsendes af regnskovsgruppen Nepenthes til La Ceiba i Honduras som repræsentant og rådgiver i

Mellemamerika.

Agronom Poul Sloth Petersen, Herning, er udsendt som konsulent til Sierra Leone, hvor Sudanmissionen gennem Dansk Missionsråds udviklingsafdeling støtter et plantageprojekt under den anglikanske kirke i Bo Stift.

Ole Timotej, 57, udsendes til Sudan for Læger uden Grænser (MSF). Her skal han de næste seks måneder indgå i MFS’s mobile team.

ANDRE

Josette Sheeran, 53, er tiltrådt som ny direktør for FN’s Fødevareprogram (WFP). Sheeran kommer til WFP med mere end 20 års erfaring som leder indenfor diplomatiet, regeringsledelse, fonde, international journalistik og forretningslivet.

Peter Frödin, 43, er udnævnt til Unicef-ambassadør i Danmark. Skuespilleren indgår i et korps på 17 kendte, der støtter FN’s børnefonds arbejde.

NYT OM NAVNE

STUDENTERSTILLINGER I UDENRIGSMINISTERIET

Udenrigsministeriet forventer, at der hen over sommeren vil blive et antal ledige studenterstil-linger i forskellige kontorer.

Studentermedhjælpernes arbejdsområder afhænger af deres placering i Udenrigsministe-riet og omfatter som oftest forefaldende kontorarbejde, kopiering, arkivarbejde, regnskab, dokumentdistribution, samling af håndakter, lettere sagsbehandling m.v

Det er en forudsætning, at man har bestået 2. årsprøve eller dertil svarende eksamener ved en højere læreanstalt (universitet eller lignende).

Arbejdstiden kan maksimalt udgøre 19 timer pr. uge, men kan variere afhængigt af, hvorledes kontorerne har valgt at udnytte studenternes timetal. Afl ønning sker efter HK’s studenterlønskala. Læs mere om stillingerne www.um.dk/om os/ under ’ledige stillinger’.

NEKROLOG

Af Hanne Mølby Henriksen

Det begyndte med en løbetur i skoven. Besty-relsen for Operation Dagsværk var ude at jogge et sted langt ude i Jylland og kom forbi en åben skovhytte mellem træerne.

– Øj mand, må en eller anden have udtalt.– Den nupper vi.Sikkert er det i hvert fald, at bestyrelses-

medlemmerne efter løbeturen anden påske-dag sendte besked til den samlede danske presse om, at de var rykket ind i et forladt hus et ukendt sted i Jylland.

De unge mennesker havde ifølge sig selv besat 14 kvadratmeter hemmelig hytte og ud-råbt den til det eneste fristed, som vil stå til rådighed til kulturel mangfoldighed, når nor-maliseringen af Danmarks fristeder er tilen-debragt og den kommercielle populærkultur har overtaget al kulturel aktivitet. Sådan skrev de.

Heldigvis uddybede talsmanden for besty-relsen Rasmus Hovedskov Hansen: Huset vi har besat er et tilbud til ungdommen. Det har plads til den store del af den danske ungdom, som nægter at prioritere friværdi frem for fri-steder.

Og så begyndte budskabet at dæmre rundt omkring. Sammenhængen var ganske vist stadig en smule uklar, men gymnasie- og HF-elevernes egen solidaritetsorganisation Ope-ration Dagsværk var taget til et hemmeligt sted i Jylland for at aktionere mod rydningen af Ungdomshuset og normaliseringen af Christiania.

Nyt globalt brændpunktVenstres Ungdom reagerede prompte og kræ-vede al offentlig støtte til foreningen stoppet. Og Konservativ Ungdom opfordrede elever og rektorer på landets gymnasier til at standse samarbejdet med foreningen om den årlige aktionsdag.

Operation Dagsværk er kendt over hele landet for at samle penge ind til uddannelse af fattige børn og unge i u-landene ved blandt andet at få gymnasieelever til at donere løn-nen fra en dags arbejde på en særlig aktions-dag. Siden 1985 har foreningen sendt cirka 100 mio. kr. til lande som Bolivia, Cambodja og Sydafrika. Og nu var turen altså kommet til den undertrykte ungdom i…Danmark.

udviklings reporter beredte sig på at tage i skoven for at rapportere direkte fra dette nye

brændpunkt i kampen for global retfærdig-hed. Men så tikkede en ny pressemeddelelse ind på redaktionen – tre dage efter den første: Hemmelig besættelse var en happening, stod der på papiret, en humoristisk kommentar til debatten om plads til kulturel mangfoldig-hed.

KU: Stop støttenFor anden gang måtte talsmand Rasmus for-klare sig over for pressen: Operation Dags-værks bestyrelse vil hermed gerne under-strege, at der ikke var tale om reel besættelse, men om en pressemeddelelse, der var ment som en uskyldig happening. Ideen var at gøre opmærksom på, at der ikke mere var plads til fristeder, så man måtte langt ud i skoven for at fi nde dem.

– Det gør ingen forskel, sagde landsfor-manden for Konservativ Ungdom (KU), som stadig mente, at Operation Dagsværks besty-relse misbrugte sin magt til at bakke op om en politisk sag, der ikke vedkom dem.

– Det er jeg harm over. Og jeg synes, at det er surt, hvis ikke den offentlige støtte og sam-arbejdet med gymnasierne frafalder nu, sagde den konservative Rune Kristensen.

Siden har der været nogenlunde fredeligt omkring foreningen. Dansk Folkeparti har stillet et §20 spørgsmål i Folketinget til un-

dervisningsminister Bertel Haarder (V) om hans holdning til fremtidige statstilskud til Operation Dagsværk uden at få et klart svar på lige netop det. Og selv er de unge i besty-relsen ikke nervøse for, at deres spøgefulde debatindlæg vil få nogen videre konsekven-ser eller skade foreningens arbejde for de fat-tige børn og unge i verdens u-lande.

– Vi afventer situationen, men tror og håber stadig på, at folk vil engagere sig i det kon-krete projekt vi kører til efteråret, siger Ras-mus Hovedskov Hansen.

Bertel Haarder, som gennem Undervis-ningsministeriet støtter foreningen med en halv million kroner i år, ønsker ikke at kom-mentere på sagen.

Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist.hmh@journalist.dk

OPERATION MAKVÆRK?NR. 03/2007

MA

SK

INE

L MA

GA

SIN

PO

ST

Id-nr. 42

32

8

Re

turadre

sse:

Postboks 77

77

DK

-70

00

Fredericia

HUSET LIGGER LAAAAANGT UDE I SKOVEN!

Bestyrelsen for Operation Dagsværk besatte et hus i en jysk skov i solidaritet med ungdomshuset. Og meddelte tre dage senere, at det bare var for sjov. Konservativ Ungdom havde svært ved at se mor-skaben og kræver fortsat al offentlig støtte til organisationen bremset.

Operation Hemmelig Hytte fi k tre dages liv – mest i medierne.

Illustration: Rasmus Meisler/ Spild af Tid ApS.

NO BIG DEAL ELLER DUM IDÉ?

udvikling har spurgt tre ’voksne’, hvad de syntes om Operation Dagsværks happening.

Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, som har samarbejdet med Operation Dagsværk om ni projekter i årenes løb:– Når man sidder i en professionel organisa-tion, skal man overveje to gange, hvad det er, man spænder den foran. Der kan være utroligt mange ting man kunne have lyst til at give sin mening tilkende om, men der skal være en legitim grund, før man gør det. Det har jeg svært ved at se her.

Vagn Berthelsen, generalsekretær i Ibis, som samarbejder med Operation Dagsværk om dette års projekt i Bolivia:– Jeg synes da, at det er sjovt og fi nt at man laver en happening. Når man laver noget i en skov i Jylland, så er det vel netop den symbol-ske værdi man lægger i det, og det er sgu da meget morsomt. No big deal.

Peter Kuhlmann, formand for Gymnasieskoler-nes Rektorforening:– Det er en rigtig dum ide. De skal fokusere på det, de er sat i verden for og lade være med at blande det ind i dansk indenrigspolitik. Nu bliver vi sparket tilbage til den gamle debat, om der er politiske valg bag organisationen og dens projekter. Det fjerner fokus fra det egent-lige formål; at børn og unge i u-lande skal have hjælp. Og det er da dumt.

udvikling er på gaden igen den 5. juli.