… man passer den for den næste generation. Italienske Carlo Falcone rejste til Caribien, byggede en marina på Antigua og nyder nu at sejle en af de smukkeste klassiske både, der findes: Mariella fra 1938. Vi har fået en snak med manden, som i 2006 sejlede næsten 25.000 mil med sit klassiske smykke af en båd. For som han siger: Det bedste, du kan gøre for en båd, er at sejle den.

Man ejer ikke en klassisk båd ...

R eggaemusik lægger en rytme rundt om Mariella, som om skibets oprindelig skotske puls er blevet helt caribisk efter alle årene med hjemmehavn på Antigua. I skyggen

under bomteltet – bimini hedder det vel her – står romflasker, is, lime og hvad, der ellers hører til. Rommen er sejlet over Atlanten på egen køl, og nu inviteres naboerne i den italienske havn til fest. Jeg balancerer over den gyngende landgang, og kanter mig forbi store messingspil, tovværk og vant, frem til ejer og skipper Carlo Falcone. Han står på fordækket med bare fød-der, kakishorts og hvid, løs skjorte, og mønstrer mig med blik-ket, mens han slår ud med den ene arm, som en solbrun Don Corleone. ”So,” siger han og nikker lidt med hovedet i takt med reggaerytmerne. Hans engelsk har den helt rigtige italienske accent. ”Tell me…” Det er underforstået, at jeg skal fortælle, hvorfor jeg er kommet til ham.

To jordomsejlingerMariella hører som sagt hjemme i marinaen på Antigua, og den ejes i øvrigt også af manden foran mig. Altså marinaen. Denne 80 fods klassiske yacht er kun én af hans mange både, men jeg er blevet fortalt, at det er Mariella, som ligger hans hjerte nærmest. Det er også her, han tilbringer rigtig meget af sin tid, uanset hvor i verden fartøjet befinder sig. Oftest handler det om Middelhavet i sommersæsonen og Caribien i vintersæsonen,

men Mariella har også været to gange rundt om jorden – den ene gang under Falcones myndighed. I kapsejladserne for klassiske både er Mariella en legende. Hun sejler fantastisk og håndteres kompetent.

En ægte Fife-yawlSom man kan se af billederne, er der tale om et særligt har-monisk bygget fartøj. Linjerne er ekstremt lange og lave. Men selv om dette er et smalt og lavt fartøj, er der masser af sejl på de to master – og det er sikkert både vådt og krævende at sejle Mariella i hårdt vejr. Dette er en yawl, hvilket vil sige, at der er to master. For at fortjene betegnelsen yawl, skal den forreste mast desuden være den højeste, og den bagerste skal være placeret agter for rorstammen. Det sidste betyder, at sejlene på mesan-masten (den bagerste mast) er velegnede til at skabe ligevægt, så roret er i balance. Mariella og hendes mandskab, og ikke mindst ejer og skipper Carlo Falcone, omtales i respektfulde vendinger blandt kendere af klassiske sejlbåde. I det miljø er Mariella en af stjernerne.

Den hurtigste og smukkesteVi finder lidt læ for musikken helt forude, ved det blankpudsede ankerspil. Jeg vil gerne høre lidt om fartøjets oprindelse. Falcone nikker lidt mere med hovedet og begynder at fortælle. ”Båden

blev bestilt af en tysker ved navn Paterson,” siger han. ”Det må have været i 1937, for hun blev søsat i 1938. Paterson ville have den hurtigste og smukkeste båd, som det var mulig at bygge. Den skulle slå alle de andre på kapsejladsbanerne i Tyskland og Nordeuropa dengang. Så han sendte en hel flok medarbejdere ud for at undersøge mulighederne, og finde ud af hvem, der bedst kunne løfte en sådan opgave. De kom tilbage, og rapporte-rede deres konklusion til Herr Paterson. Det bedste er et design af amerikanske Alfred Milne, men båden bør bygges af skotske William Fife. Og sådan blev det.”

Ikke mand nok?Den legendariske William Fife III var ellers kendt for kun at bygge både, som var designet på hans eget værft. Men han ind-villigede dog i at kigge på de tegninger, som Milne lavede, og han må have hævet mindst et af sine buskede, skotske øjenbryn

ved synet – for som noget helt ekstraordinært, gik værftet kort efter i gang med byggeriet – det eneste Fife-byggeri nogensinde, siger man, som ikke var tegnet i huset. Og resultatet var slående. En ret ekstrem, lang og lav konstruktion med kæmpestore over-hæng og et massivt sejlareal. Det var en båd, som krævede sin mand. Og måske var Paterson ikke mand nok. I hvert fald solgte han fartøjet kort efter søsætningen. ”There are two versions of the story,” beretter Falcone med sin Marlon Brando-tone. ”Den ene går på, at manden manglede penge. Krigen var på vej og alt det der. The other version,” fortsætter han med uændret poker-fjæs, ”– is, that the boat was too powerful for him.”

WhiskybaronManden, som købte Mariella i 1938, blev dog hængende. For der var tale om et rigtigt mandfolk. Ingen ringere end den skot-ske baron Teacher, kendt for den berømte whisky, Teacher’s. Baronen sejlede Mariella med stor fornøjelse og passede hende godt, både i modvind og i medvind og i gode som i onde dage helt frem til 1974. I 36 år med andre ord. Og det er lige her på dette punkt i historien, at Falcones pokerfjæs omsider slår en sprække. Han tier et øjeblik, stikker sit hoved tæt hen imod mig og fastholder mit blik. ”I can assure you,” siger han lavt, men meget tydeligt. ”I can assure you, I want to reach the same age as him.”

Femcifret antal mil hvert årDet falder helt naturlig lige her at spørge, om hvornår han selv erhvervede båden. ”I 1993,” fortæller han. ”Men jeg bruger aldrig ordet ”at eje” om båden. We just keep it for the next one,” forklarer han, da jeg ser lidt spørgende ud. ”Du kan aldrig eje en klassisk båd. Du kan kun få lov til at passe og pleje den til den næste generation. Og så sejle den selvfølgelig. Det bedste, du kan gøre for en båd, er at sejle den. I år har vi indtil videre 18.000 nautiske mil. Og snart skal vi sejle tilbage til Antigua.” Tidligere har jeg talt med fartøjets ”best man”, Pete Simmonds, som forklarede, at Mariella i alle Falcones år har været under sejl rigtig, rigtig meget til både cruising og kapsejlads. En hel jordomsejling samt årlige ture frem og tilbage over Atlanten har gjort, at loggen viser udsejlede distancer på femcifrede antal mil hvert år. Og ejeren selv er, i modsætning til hvad der er almindeligt i denne afdeling af sejlsporten, med ombord meget af tiden. Det er tydeligt, at mandskabet er mere hans venner end hans ansatte, og at der ikke hersker nogen herre/tjener stemning ombord. Den caribiske ”hang loose” stil er tydelig på Mariella, selv om den aldrig fjerner den naturlige autoritet, som Falcone bærer med sig over alt, hvor han går.

Tørt kølsvin – i teakNu er vi begyndt at bevæge os rundt for at besigtige skibet, der viser sig at være bygget af massiv teak! Både skrog og dæk består af tykke planker af den bedste teak, som kunne opdrives dengang, og i skroget er bordgangene monteret på stålspanter. Det var en velkendt byggeteknik, dog forbeholdt særligt presti-getunge byggerier, uden loft på budgettet. Mariella skulle være det bedste, smukkeste og hurtigste, og eftersom hun har været

passet ordentlig og sejlet godt, er hun stadig i lige så fin form, som da hun var ny. En større renovering på New Zealand i 1991 medførte fornyelse af stålspant og dæk, mens masterne er de originale. Under dæk er interiøret præget af, at der faktisk bor folk her, der sejler skibet mere eller mindre kontinuerligt. Dette er ingen blankpoleret udstilling. Stolt løfter Falcone en luge, så vi kan kigge direkte ned på kølsvinet. Galvaniserede stålspanter, behandlet med hvid grunder og maling, ligger i en dyb kurve ned mod kølstokken, og plankerne ser sunde og friske ud. Der er ingen fugt, ingen dårlig lugt og ikke en dråbe vand i bunden. Luften under dørkpladerne virker lige så tør, som i resten af skibet. Det er sjældent i en gammel træbåd.

OL-sejler med søn i ACCarlo Falcone er altså en rigtig sejler, ikke bare en mand med penge. Men at han faktisk er OL-deltager, kommer dog som en overraskelse. Jeg spørger lidt ind til hans baggrund og interesse for sejlsport, mens vi står i salonen under dæk, og det viser sig, at han sejlede Starbåd under OL i Barcelona i 1992. For Antigua. Ellers har det stået på kapsejlads igennem hele hans liv i stort set alt, hvad der kan flyde. Sådan er det stadig. Flere af hans øvrige, mere nutidige både, deltager i international kapsejlads. Med ham selv ved roret. Og lidenskaben for sejlsport er tilsyne-ladende tilflydt næste generation. Sønnen Shannon er grinder på Prada, som har deltaget i Louis Vuitton Cup. Oprindelig er Carlo Falcone italiensk sejlmager, men de sidste 24 år har han altså haft sin base på den anden side af Atlanten, hvor det årlige Antigua Race Week og Antigua Classic Yacht Regatta sikrer besøg af mange verdensklassesejlere og deres både hvert år i april måned – med udgangspunkt i hans egen marina i Falmouth Harbour.

Pokerfjæs og solbrillerGæsterne er begyndt at ankomme til rompunch. Jeg må gerne sejle med to dage senere, når de er kapsejlads, siger Falcone. Men en tidlig flyafgang forhindrer mig i at få den oplevelse med. Til

gengæld kan jeg nyde synet af Mariella dagen efter fra dækket af en anden båd. Når hun krænger, tager det lange overhæng fat i vandet og forøger hastigheden tydeligt. Mandskabet arbejder koncentreret, men afslappet og rutineret. Og med sorte solbriller og pokerfjæs står Falcone ved roret, mens Mariella stryger af sted mod krydsmærket. Hun er i gode hænder, tænker jeg. Næste generation kan begynde at glæde sig. ■

”S/Y MArIELLA”LOA: 80 fod (24,4 m.)Byggeår: 1938Værft: W. Fife, SkotlandDesign: A. Milne, USAMaterialer: Teak på stålspantRig: Yawl

tekst Øyvind B

ordal foto ?????