KUN RAMT AF MØRKETS HAMMERFANGER SOLENS STRÅLER OS

Om Carsten Franks billedserie:The Dream

LEO TANDRUP

KUN RAMT AF MØRKETS HAMMERFANGER SOLENS STRÅLER OSLayout: Maja Nedergaard NielsenOmslagsillustration: Udsnit af Carsten Franks værk: ”How could we go so far - blind in mind”Copyright: Leo Tandrup, Carsten Frank og Learnmark HorsensPrinted in Denmark 2015 Tilegnet Learnmark Horsens’ elever og kursisterISBN 978-87-994916-6-7 (Forlaget LAND)

KUN RAMT AF MØRKETS HAMMERFANGER SOLENS STRÅLER OS

om Carsten Franks billedserie:The Dream

LEO TANDRUP

GLOBALISERINGENOVER OS OG I OSVi lever under en globalisering, der startede, da europæerne fra og med renæssancen begyndte at erobre verden med økonomiske, reliøse og militære tiltag. Globaliseringen tog fart med industrialise-ringen i 1800-tallet. Da tog de rige lande, med Storbritannien i spidsen, for alvor i indbyrdes hård konkurrence mellem deres borgerskaber for sig af ressourcerne rundt om på kloden. Konkurrencen avlede 1. og 2. verdenskrig. Og disse alt ødelæggende krige, der bragte kulturen på nulpunktet, åbnede plads for totalitære tyranstaters indmarch på verdensscenen. Hitler-tyskland og Italien, Sovjet og siden Kina kunne tage del i den nu galopperende globaliserende imperialisme. Den har USA siden 1945 og indtil for nylig overlegent stået i spidsen for.

Historiens tidligere globaliseringer, den fønikiske middelhavsglo-balisering i århundrederne omkring 900 f. Kr. og den hellenistisk–romerske efter Alexander den Store fra omkring 300 f. Kr., minder om vores i dag. Alle er de i begyndelsen forløbet med store fordele for magterne bag den. Siden blev omkostningerne større og større, så de til sidst er endt med at tage livet af magterne selv og staterne og samfundene bag dem, således med de græske bystater og siden med Romerriget. I kraft af den totale dyrkelse af magten ovenfra endte Romerriget hånd i hånd med den kristne kultur i opløsning i form af militær og politisk statslig afmagt, stammekrige, naturalieøkonomi og åndelig nihilisme. Det skete i den mørke middelalders århundreder fra 300-tallet e. Kr. indtil omkring år 1000.

Grundproblemet bag globaliseringerne har hver gang været og er stadig, at kun magt og penge efterhånden talte for magthaverne og eliten om dem, mens idealer som frihed og solidaritet fra den græske kultur før Alexander og den verdslige kærlighed, der udvikledes under den vestlige faustiske kultur mellem 1000 og 1800 sammen med en mere og mere forpligtende frihed, i realiteten blev tilsidesat. Der opstod derfor større og større gab økonomisk og mentalt mellem eliten og den brede befolkning.

Denne følte sig alene og uden fremtidsudsigter, fordi statsmagten og den økonomiske elite ikke kerede sig om den. Det førte til, at jævne mennesker fra omkring 300 f. Kr. rundt om begyndte at dyrke frelserguder, opstandelse og evigt liv. Undertrykt i livet her på jorden var der kun det hinsides Paradis i Abrahams skød at se hen til. Sådan opstod både kristendommen og siden den islamiske tro i 600-tallet. Ramt af mørkets hammer fremstod Gud og Allah som eneste sol i deres liv. Og den var vel at mærke ikke en bevidsthedens

Apollonsol, som i den græske kultur, der kun satsede på livet her på jorden, men den ulykkelige følelses altid redebonne drift mod at dyrke sentimental overjordisk uvirkelighed og utopi. I vor moderne civilisation er vi godt på vej til at passere vendepunktet mellem fordele og ulemper i globaliseringen. De vestlige stater kan ikke længere beskytte deres indbyggere mod social deroute. Konkurrencestaten, hvor kun de bedste og heldigste klarer sig, har stort set taget over fra velfærdsstaten. Resultatet er blevet en ny, stigende opslutning i befolkningerne om en mere og mere fundamentalistisk dyrkelse af opstandelsen og det evige liv, først og fremmest blandt Mellemøstens muslimer, men også i kristendommen.

Vi kan ikke mere som indtil 1960-erne eksportere alle de overflø-dige mennesker, der løbende er opstået i vore vestlige samfund som følge af effektiviseringer af erhvervslivet. For der er ikke flere tomme områder i verden, som i sin tid i Australien og i det vestlige USA, hvor de fattige hvide kunne emigrere til, og hvor man bare kunne decimere eller udrydde de indfødte. Tilstanden siden da er tilmed forværret i Vesten som følge af stor tilstrømning af gæstearbejdere og andre immigranter. De har taget ofte dårligt betalt arbejde, presset lønningerne og gjort mange hvide arbejdsløse. De er derfor mere og mere blevet set på som uønsket affald. Der er heller ikke mere nær penge nok til at sikre folk mod arbejdsløshed og medfølgende social degradering og mangel på selvværd. Penge til sikring af sundhed for alle og til at modtage de tusinder af flygtninge, der nu banker på, savnes også.

Problemet er, at en over alle territorier flyvende globaliseret elite, der intet sted betaler skat, totalt har taget magten over en løbsk markedsøkonomi. Det betyder, at selv skabelsen af en for denne elite højst overkommelig skat på finansielle operationer er nærmest umulig at få igennem, og at staternes finansministerier blot bliver forretningskontorer i denne elites tjeneste. Resultatet er, at stadig flere mennesker må søge individuelle løsninger på de sociale proble-mer, som de stadig fattigere stater ikke mere kan tage hånd om for pressede borgere, og de løsninger kan de fleste af disse borgere selvsagt ikke finde.

Det er den situation, Carsten Frank skildrer konsekvenserne af. Men han forsøger også at vise nogle alt andet end let gennemførlige løsninger herpå. Først konsekvenserne i værk nr. 1:

VÆRK NR. 1THE DREAM OF THE PERFECT MARRIAGE Figurgruppen er inspiration fra den tjekkiske fotograf Jan Saudek.Carsten Frank: 110 x 200 cm. 2014 - 15. Akryl på lærred

”THE DREAM OF THE PERFECT MARRIAGE”Kulissen her er taget fra New York. Og værket viser ikke et billede af USA og New York som det forjættede land og en strålende by, men som et mareridt for de mennesker, der er blevet overflødige som føl-ge af globaliseringen. De må derfor tage til takke med ghettoagtige kaserner som i alle store metropoler i verden. Som overflødige baggårdsfolk anses de som uønskede, ja som menneskeligt affald, der selv er skyldige i deres fattigdom og den kriminalisering, som den har affødt.

Staterne, der har opgivet kampen mod den internationale storfi-nans, kan derfor nu ikke mere finde deres legitimitet i velfærd for alle, men må nøjes med at søge den i lov og orden, det vil sige i at beskytte de arbejdende borgere mod det stigende antal affaldsindi-vider. Disse baggårdsfolk gælder det bare om så vidt muligt at holde indespærrede og isolerede i de mange trøstesløse miljøer som dette. De har udviklet sig til kæmpemæssige lossepladser, fulde af skrald som på kunstnerens billede, og hvad kunne også passe bedre til affaldsmenneskene end at vade rundt i det.

Disse lossepladser er ikke mere til at undvære, og foranstaltnin-gerne imod dem helt utilstrækkelige. For de hastigt stigende affalds-bunker af plastic, bilvrag, hurtigt forældede forbrugsvarer og giftigt affald fra den hastigt stigende produktion er mere og mere vanskeli-ge at eksportere til de hidtidige udviklingslande. Derfor efterlades umådelige mængder i havene, hvor fugle og fisk kreperer af ufordø-jeligt plastic, andet danner på afsides steder kæmpemæssige losse-pladsbjerge eller havner som nævnt i storbyslummen selv.

De af samfundet kasserede hvide beboere er dog stadig kede af helt at opgive alt håb om et bedre liv. De fokuserer på begyndelsen, det vil sige på forelskelsen og ægteskabet start. Det skal gøres til noget helt særligt, for hvem vover at tænke på forløbet siden, endsige på enden? Derfor er også de, uden endnu rigtigt at ville indrømme det – for de ser ikke opad mod den derfor i værket kun lille smule himmel over sig – begyndt at drømme om at slutte livet med en rumrejse til et forhåbentligt materielt og lystbetonet liv i paradis. Tidsånden kan de nemlig ikke unddrage sig, og den afspejler de mere velbjergedes liv. Den er mere og mere i kraft af pengenes enemagt og en

rablende individualisme præget af en uhellig kombination af dybt selvisk religiøsitet og grum kynisme, der har overtrumfet alle, rige som fattige, så en dennesidig varig troskab og kærlighed kun er undtagelser i et hav af halv- eller helforliste ægteskaber. I konkurrencesamfundets ånd nærer alle mistillid til alle. Så enhver alliance i erhvervs- og privatliv varer kun så længe, som den enkelte selv har økonomisk og lystmæssig fordel af den. Der findes ikke mere ret mange Jeg-Du forhold, hvor to ikke kan undvære hin-anden, som i kulturens tid. Der er næsten kun Jeg-Det forhold, hvor man i ægteskaber bare smider den anden væk som affald. Som når manden i borgerskabet har udnyttet konen, og hun er blevet for gammel og fed, så han ikke mere gider hende og de indbyrdes pro-blemer, som til alle tider har indfundet sig mellem ægtefolk. Det får ham til at lede en ny op, tyve år yngre end ham selv. Han nøjes kun med hende eller derefter med en tredje, hvis han selv er blevet så halvfattig og grim, at ingen andre vil have ham. Så indfinder helvede på jord sig for alvor. Og drømmen om et hinsides fremstår måske sammen med narkoen som de eneste håb.

Også mennesker på bunden har svært ved at acceptere, hvor skrøbelig ægteskabet, den ældste samfundsskabende institution i verden, er blevet. De kan stadig drives af en romantisk tro på det perfekte liv med den eneste ene. Men de er i så fald helt ubevidst nødt til at gøre ægteskabets indgåelse til en ren og skær teaterfore-stilling. Opfostret med den i samfundet herskende individualisme er de som den etablerede borger besat af at være originale, skønt eller snarere fordi individualismen har skabt en ensartethed, der får de fleste til at ligne hinanden til forveksling.

Som kasserede i samfundet holder nogle sig oppe ved at karne-vallisere deres liv eller epoker i det. På den måde søger de at demonstrere deres særpræg. Billedet her viser det samme unge ægtepar i to forskellige positioner. Kvinden er nøgen til venstre, manden i scenen til højre. Begge fremtræder yderst selvsikre.

For hvad har de ikke turdet indlade sig på, den ene ved at stå i en fin brudekjole sammen med en nøgen mand, den anden ved som påklædt mand at agere med et fast greb om en alt andet end slimline, altså helt umoderne, meget buttet, men æggende brud, der er i stand til at opfylde hans inderste, dvs. blotte og bare seksuelle tanker. Hvad har man hende ellers for?

Der er ikke anelse af fortidens kultur med dens ægte samhu tilbage. Det er tale om et Jeg-Det forhold, ikke et Jeg-Du forhold. Begges attituder afslører vor moderne civilisations narcissisme, ubønhørligt og lige ud: vor selvoptagethed og tomhed, vort ringe selvværd. De to elsker at fremstå i andres beundring. Og de lader, som om de er frie og veltilpasse. Men kun til fotografen har forladt dem. Alene inde i lejligheden, hvor arbejdsløshedens grumme spøgelse hersker, ryger de hurtigt ned i deres voldelige trash-virkelighed.

De ødelægger hinanden, som samfundet har ødelagt dem. De oplever den opløsningsproces, som også endnu ikke overflødige familier og grupper i erhvervslivet er i fuld gang med at gennemgå. Løse forbindelser og midlertidige netværk har i alle miljøer afløst den ægte vare, de tætvævede nære netværker og solidariteten i familierne. Og hvem kender til ægte Jeg-Du forhold?

Så hvordan vil parret, og vi andre endnu ikke kasserede, se på den lille sorte familie, der som flygtninge har indfundet sig? De er standset op ved synet af parret og tør ikke gå nærmere. Det er forståeligt. For de to i begge par vender ryggen til dem. Og de kan trods al narcissisme let blive enige om ét: at kaste skylden for deres egen misere på flygtningene frem for på en impotent stat, der i leflen for den evige og ´nødvendige´ vækst har ladet magt og penge tryne al anstændighed og mulighed for at fastholde et solidarisk fællesskab, som alle har del i.

Hvis denne skildring har virkelighed i sig, må man spørge: Ser alt så håbløst ud? Det mener Carsten Frank heldigvis ikke i værk nr. 2:

5

VÆRK NR. 2SHE WILL GRAB YOUR HAND IN THE SHADE Carsten Frank: 110 x 200 cm. 2014 - 15. Akryl på lærred

”SHE WILL GRAB YOUR HAND IN THE SHADE”Værket skildrer kærestesorg. Og den hænger sammen med ungdom mere end manddom. Første gang vi føler os svigtet, husker mange af os højt op i årene. Her sidder en ung, moderne klædt mand som fortabt, ulykkelig og alene i sit rum. Han tænker kun på ét, kæresten, der har forladt ham. Hun er derfor kun til stede som en skygge, og han ønsker brændende, at hun igen skal tage ham i hånden. Kunstneren viser det ved, at hun som skygge griber om hans skyggehånd. Skyggebilleder så levende som dette taler om underbevidsthedens indtrængende og langvarige rolle. Så der er ikke tvivl om, at det vil blive meget svært for ham at komme over tabet af hende.

Den unge mand tilhører vor tid, som hans klædedragt viser, men rummet er alt andet end moderne. Det ligner snarest et primitivt rum fra 50´erne, simpelt, fattigt og – set med unge øjne fra vor tid: trist og ubeboeligt. Bortset fra en grim jernseng er det uden møbler, spejle og andet bohave. Oveni savner det alt moderne teknisk isen-kram: tv, mobiltelefon, computer, i-pad, i-phone med mere.

Hvorfor har Carsten Frank skabt denne twistede situation: en nu-tidig ung i en tidligere tids miljø? Måske han vil sige: kærestesorgs væsen og dybde hænger sammen med den tid, hvori den foregår. Narcissismen med dens overfladiskhed og tomhed er de senere årtier vokset stærkt. Hvad har det f. eks. gjort ved mennesker, at de nu bruger næsten al deres tid i enrum foran computere på arbejde, på computerspil hjemme, optaget af mobilsniksnak med folk om, at lige nu er der kun ti minutter, til de er nået hjem? Så hører man nok i denne småsnakken såkaldte venners stemmer, men på afstand, og selv med venner taler man sjældent, hvis nogensinde, om vigtige livsspørgsmål. Og hvordan så etablere tætte personlige forhold, blive egentlige venner? Hvordan så undgå, at vennen bare bliver et let udskifteligt Det?

Kommer vi med den levevis ikke til mere og mere at ligne sociale autister, der helst bare vil være alene? Er det ikke derfor, flere og flere lever som singler, så de højst får sig et knald en gang imellem med mere eller mindre ukendte mennesker, hvis de ikke helt opgi-ver også sex med nogen til fordel for en dildo? Er det ikke derfor,

vi ustandselig ser os selv i spejlet, og hvem ser vi ellers? Og er det ikke, hvad kunstneren advarer mod?

Siger han ikke: Brug dog tid sammen, mor jer og skab i samvær idealer om et livsnært og bedre samfund, med ægte varige fælles-skaber, så vi ikke skal nøjes med det ensomme pseudoliv, som alt for mange i dag trasker rundt i? Han mener selvsagt ikke, at vi skal skrotte teknikken. Han mener, at vi ikke bør lade den fylde hele vort liv, for så kommer vi snart til at ligne levende lig.

Måske han ønsker, at vi vil lære noget af vore forældre og bedste-forældre, der har levet uden nær så mange skilsmisser og brud som i dag. Måske det er baggrund for, at skyggen af pigen også kan tolkes som den mor, der ud fra sin erfaring kunne fortælle den histo-rieløse unge noget om, at et samliv på godt og ondt i gensidig re-spekt stadig burde være en mulighed. Men, og det men er svær at besejre: Hvor mange orker tale om vigtige eksistensspørgsmål med de ældre i familien eller med andre ældre? Unge og ældre har altid i fortidens store kulturer haft glæde og udbytte af hinanden. Men ses de ældre i dag ikke allermest som besværlige oldsager, teknisk ube-hjælpsomme, uden for rækkevidde, ja nærmest som affald?

Og den frodige og venlige natur, fuld af lys, blåt hav og gule marker, hvem kommer nær på den? Gør den unge mand nogensinde det? Han synes at have trukket det store forhæng for sin mulighed for et sandt liv, og han sidder med højre hånd for ansigtet, mens han med venstre arm på låret lader hånden falde afmægtig ned. Men kunstneren giver ham alligevel chancen for at få et forhold til marken og naturen udenfor og dermed til sin egen natur. Han har udrustet ham med en t-shirt, gul som marken.

Men hvor står vi som beskuere? Har vi overhovedet lagt mærke til blomsterne lige uden for den dør, der i Carsten Franks billede står åben og indbyder den unge og os andre til at gå ud i naturen? Er vi ikke opmærksomme på det nære, her på disse blomster, ser vi ingenting. Og det er katastrofalt. Fængsles vi ikke af solens spil i blomsterne eller i en birkestamme, og har vi ikke lyst til at snuse til de blomster eller favne den stamme, som for den sags skyld til at tage om de mennesker, som vi lever med, uddør sjælen i os.

”I vores moderne civilisation”, falder kunstneren i med et hak i tuden på os, ”er vi blevet så forstenede, at vi faktisk slet ikke kan se landskabet længere. Vi er blevet så lamme, at vi uden mening og mål haster af sted i bilen med blikket fast rettet mod GBS og mobil-telefoni, mens det ligegyldige landskab suser forbi udenfor. Det naturlige er gledet os af hænde, for vi vil ikke se og lytte”, heller ikke til hinanden, ”og forstår dårligt at være en del af naturen”.

”Nej”, fortsætter han, ”man iklæder sig moderne måleudstyr og dyrt outfit, for så næsten at løbe livet af sig på en helvedes lang rute ude i skoven. Så lang, at man er ved at besvime og kaste op – men man nåede det sikkert til tiden! De har bare stadig ikke set skoven, og fuglene hørte de heller ikke, fordi noget musik larmede i ørerne hele vejen. Det er efterhånden sjældent at opleve et par mennesker, der går en helt almindelig menneskelig tur i skoven – med hinanden i hånden”.

I kulturens tid hørte natur og menneske sammen, sådan som vort legeme behøvede vor sjæl, og to mennesker behøvede hinanden. Vi udnyttede nok naturen til landbrug, og dets korn og dyrehold blev til dels fortæret, men blev også hele tiden genfødt om foråret. Og vi formåede at tage vare på naturen, som på de mennesker, vi havde ansvar for.

Nu behandler vi derimod naturen som minedriften, der efterlader et øde landskab. For vi har ikke tid til omsorgen i dag, hvor vi er blevet slaver af den ubønhørlige økonomiske vækst. Derfor har vi mistet vore nære relationer til natur og medmennesker, så vi har tabt sjælen og mest af alt satser på at holde vort eget legeme i live. Kun kroppen tæller, ikke sjælen. Det får flere og flere til at overplaske sig med tatoveringer: Ser vi ikke fantastiske ud?

Uden sjæl kan vi ikke mere se os selv som led i menneskeslægtens lange kæde af generationer. Det har gjort os så ensomme og derfor så bange for at dø, at vi mest af alt er optaget af at leve længst muligt. Derfor al den konditræning, al den fitness og wellness. Men hvad sker der så med os? Uden sjælen er det svært at finde en egentlig mening med livet, såsom overhovedet at se det vigtige i at gøre noget for hinanden og for fremtidens mennesker. Derfor bruger vi tiden, ikke på at involvere os nært med andre, men på personligt omkostningsfrie, overflødige og overfladiske ting, på at dyrke vor egen lyst og vort eget behag, og på ustandseligt bekymrede at sikre vor egen overlevelse, så tomheden breder sig i os.

Det har gjort dødsangsten så lammende, at vi er blevet livsangste. Det fremgår af kunstnerens værk nr. 3:

7

VÆRK NR. 3FOUR YOUNG MEN THREATENED BY WAR Carsten Frank: 110 x 200 cm. 2014 - 15. Akryl på lærred

”FOUR YOUNG MEN THREATENED BY WAR” De fire unge mænd føler sig ikke bare truet, men skrækslagne over de krigshandlinger, der nærmest er blevet en permanent del af vor moderne virkelighed. Deres store problem er: De er så angste, at de ikke tør se denne virkelighed i øjnene. De tre forreste krymper sig sammen og forsøger duknakkede og med hænderne foran øjnene eller over hovedet at beskytte sig, mens den fjerne vrider overkrop og hoved væk. De vil ikke vide af den krigeriskhed, som de truede føler, at de ikke kan værge sig imod.

Kunstneren er ude på at vise, hvordan disse fire unge adskiller sig fra den unge mand med en lampe i hånden fra Picassos berømte værk Guernica, skabt 1937 ud fra en hændelse i begyndelsen af den spanske borgerkrig. I den lod general Francos fascistiske oprørs-tropper uden militær nødvendighed tyske nazifly sønderbombe en lille by Guernica, der var under den republikanske spanske rege-rings kontrol. Det var en ren afskrækkelseshandling, der svarer til den terror, som vi også i Vesten i dag udsættes for.

Carsten Frank indarbejder noget fra Guernica som baggrund for sin skildring af de fire unge, og det er ikke mindst vigtigt at fæstne sig ved, hvad han udelader. Foran det sted på lærredet, hvor hans unge mænd agerer i skræk, findes i Guernica en olm tyr, der symboliserer det problematiske i den store del af det spanske folk, der sluttede op om Franco. Under tyren sidder en mor, der er blevet offer for dette medløberi. Fortvivlet skriger hun sit raseri op i hoveder på tyren, mens hun bærer på sit barn, der er blevet dræbt ved Luftwaffes angreb.

Picasso har sin historiske arv i behold. Han lader moderen fremstå som en nutidens madonna, som Maria med sit Jesusbarn. Og han viser, at hun vel at mærke ikke får nogen chance for at opleve, at hendes barn som voksen tager kampen op og ofrer sit liv for et ægte fællesskab mellem mennesker, modsat Maria, som dengang kunne glæde sig over sin voksne Jesu store indsats, så hans død trods hendes sorg over den blev til at bære. Derfor optræder moderen så trøstesløs i Picassos billede.

Carsten Frank udelader også kunstens Pegasus, der er ramt af bomberne ligesom hestens ridder. Døende med en blomst i næven symboliserer ridderen i Guernica, at hvis ikke spanierne og vi andre går til kamp mod tidens nazi- og fascistkræfter, mister vi meningen med vort liv. De tre unge mænd hos Carsten Frank optræder, hvor Pegasus og ridderen findes hos Picasso. Vil de nogensinde kunne handle aktivt? Typisk for Frank lader han et lille håb lyse. Den lam-pesol, som Picasso har placeret over Pegasus, anbringer Frank i sit værk lige over hovedet på den første unge mand. Det er den, der skal give ham handlekraftig bevidsthed. Men skal der ikke en rigtig sol til det, som den grækerne under deres intakte kultur i sin tid dyrkede i deres sol-Apollon som retfærdighedens og mådeholdets gud? Og den er væk hos begge kunstnere. Frank lader også de tre unge mænd gå fremad. Måske de alligevel vil overvinde den hand-lingslammende angst, så de ikke ender som blotte tilskuere. Det er i Guernica Picassos mand til højre blevet, og ham kopierer Carsten Frank næsten i sin version, også til højre. Med hænderne afmægtigt i vejret er han for rædselsslagen til at kigge ud af vinduet over sig. Han skal ikke nyde noget af at tage stilling til de grusomheder, der netop har fundet sted. Budskabet hos både Picasso og Frank er: Det duer ikke at være tilskuer, man skal være deltager.

Hvordan bliver man så det? Det kræver, at man som Picassos unge mand og som Franks unge mænd bevæger sig ud i den kampzone, der i dag er næsten verdensomspændende. Kun en bleg lampesol lyser over dette landskab som symbol på, at vor civilisation er i forfald. Derfor bærer han foran sig sin egen lampe, der symbolise-rer hans ivrige og undersøgende bevidsthed. Det gælder om først at iagttage rædslerne intenst og så overveje, hvordan man bedst forsvarer sin verden mod dødens og undergangens djævelske magter.

Carsten Frank har i sin version gengivet hovedet på Picassos unge mand og den arm, hvormed han bærer lampen. Det er imidlertid sværere for Carstens Franks unge ”Picasso”-mand end for Picassos unge mand at handle. For historieløse, som unge i dag er blevet, er han modsat Picassos unge mand ude af stand til rigtigt at perspek-tivere det moderne liv, som han iagttager. Det samme gælder de fire unge under ham. Det mest sande og regulære perspektiv opstår kun, hvis man evner at drage sammenligninger med, hvad der tidligere er sket af lignende begivenheder. Det er Franks og vor tids unge mænd ude af stand til.

De kender hverken grækernes Apollon, deres Pegasus eller pietàens Maria med Jesusbarn, og hvad de dybest set står for. Modsat Picassos unge mand, der kender dem, ved de ikke rigtigt, for hvad, hvornår og hvorfor de skal tage kampen op. De ved ikke, at det skal være så vigtigt, at man som Jesus er rede til at ofre livet for det, og at man med netop den indsigt og indstilling ikke vil blive så angst over for den overvældende opgave, at man ude af sig selv af angst for døden kryber i skjul. For en spanier i 1930´erne var der med de mange historiske erfaringer i lignende situationer kun ét at gøre: at

bekæmpe den Franco-fascisme, der midt i fædrelandet var i færd med at smadre det. Carstens Franks unge mænd vil heldigvis også gerne gøre noget, men hvad og hvorfor? Var det bare indlysende, at de som den danske regering og det politiske flertal ønskede, burde tage til Afghanistan og Irak som soldat. Er det indlysende, at de skal engagere sig kampberedt i Mellemøsten og Afrika, som det er regeringens politik? Det er langt fra Danmark, der ikke er truet, andet end af en mere eller mindre ansigtsløs fjende og uden en egentlig hær, indtil ISIS kom på banen.

Med historien i baghovedet ville de være klar over, at små allierede før havde nægtet at følge deres store allierede, hvis den store som USA selv fra 60´erne havde været den oprindelige aggressor i Mel-lemøsten økonomisk og militært og derfor selv havde udløst terroren. Så ville de spekulere over, om man under nogen omstændigheder skulle tvinge andre civilisationers mennesker til at dyrke kvindefrigørelse og menneskerettigheder. Så ville de vide, at man ikke bare i et dræbende snuptag udefra kunne ændre årtusinders levevis, men at en sådan indgriben ville avle et rasende had. Så ville de vide, at al frigørelse fra barbariske skikke måtte komme indefra, bare hjulpet af fredelige ord fra Vesten.

Og så ville de ikke mindst spekulere på, om vi i Vesten havde nogen moralsk myndighed til at gribe ind, hvis de menneskerettigheder, vi er så stolte over, ikke var blevet meget andet end en dobbelt-moralsk legitimation for USA og Europa, så vi kunne føre en aggres-siv global politik for at sikre olietilførsler og ambitiøst udvikle vort hegemoni over kloden, en politik, der selvsagt er utålelig for alle på jorden uden for Vesten selv?

At de historieløse unge uden at kunne sætte tingene i perspektiv bliver urolige og angste i den situation, er derfor ikke så underligt. Det er det heller ikke, at Carsten Frank må male sin unge Picasso-mand øverst, der prøver at finde ud af, hvad han bør gøre, helt sort, og at han modsat Picassos unge mand må skildre ham med rædsel i øjnene, fordi hans beslutning dårligt kan undgå at blive vilkårlig uden historisk sammenligningsgrundlag. Hvordan kan man komme til at kæmpe uden en ødelæggende angst i sig, hvis man ikke ud fra regulær viden er blevet overbevist om, at der er tale om en retfærdig sag?

Selv med historisk viden i sig er det svært at manøvrere ind i fremtiden. Men uden den viden er man hjælpeløs, og hjælpeløshed avler altid en ubodelig livsangst. Den er udtryk for den mentale afvikling, der er sket siden 1937. Den historieløse bevidsthed i dag har slet ikke den frigørende virkning som den historiekyndige be-vidsthed hos de unge dengang.

Spørgsmålet er så: Har de unge i dag så ingen nutidsressourcer mod denne hjælpeløshed, så alt fremtidshåb fortoner sig? Det mener Carsten Frank trods alt med rette i værk nr. 4:

Pablo Picasso: Guernica. 1937. 350 x 780 cm. Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia, Madrid

9

VÆRK NR. 4THE INNOCENT LOVE Carsten Frank: 110 x 200 cm. 2014 - 15. Akryl på lærred

”THE INNOCENT LOVE” Vi får en chance som unge. Da tror vi, hvis vi ikke er blevet helt smadrede som børn af de voksne, at alt smukt og godt kan lade sig gøre. Vi har endnu ikke oplevet så barske realiteter som dem, vi alle siden kommer ud for. Og troen kan i så fald flytte selv de ubehage-ligste bjerge.

Forelsket er det let at blive, men forelskelsen er oftest flygtig som vindens retning. For forelskelsen bygger på den fra fornuften isole-rede følelse, og den er højst ustabil. Hvis man en dag rammes af en heftig forelskelse, kan man den næste dag undrende ærgre sig over, hvad man dog faldt i med. Kærligheden opstår først, når to menne-sker med fornuftens eller bevidsthedens hjælp bliver betagede af noget smukt og hjerteligt i hinandens væsen.

Så kan de begynde at se sig i lyset af den stadigvæk eksisterende opfattelse af den store verdslige kærlighed mellem to mennesker. Den opstod i 1200-tallet i Europas faustiske kultur. Denne kultur er opkaldt efter Goethes epokegørende tragedie om Faust, skrevet

omkring 1800, fordi den som den eneste kultur i verden har bragt enkeltmennesket med dets tarv i centrum. Den verdslige kærlighed er derfor dybt inspireret af den kristne kulturs kærlighedsopfattelse, selvom denne først og sidst drejede sig om kærligheden til Gud. Paulus satte ord på den i 1. korintherbrev, kapitel 13:

”Sad jeg end inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Uddelte jeg end alt til de fattige …, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet. Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke. Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse …, men glæder sig over sandheden. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig”.

Omtrent sådan har de to unge i Carsten Franks billede som mange andre unge opfattet deres kærlighed. De har naivt fundet den lige så ren, uskyldig, ideel, som Paulus lige så naivt så kærligheden til Gud. De har lige ligget sammen ude i naturen. Og nu sover de bagefter,

hoved mod hoved, sind mod sind, midt i den gule mark, hvor lette og levende kornaks duver blidt i vinden. De er tabt for omverdenen, bortset fra den natur, som udgør deres jordnære himmelske leje. Og de er ramt af den ideale romantiske kærligheds smukkeste sødme. Ud over naturens åndepust, som de også føler at have i sig selv, mærker de kun hinandens åndedræt og ånd. Ånden i naturen er kærlighedens ånd.

Kunstneren har kompositorisk skabt dem, så deres ansigter drejes mod hinanden, og så de udgør en smuk helhed i billedets midte. Desuden har han formet dem, så deres ´kroppe danner en kraftig diagonal gennem billedet. Skrå linjer som denne er fra og med ba-rokken et karakteristisk stiltræk. Den antyder ofte forholds og men-neskenes skrøbelighed. Og den manifesteres ved, at menneskene siden barokken er begyndt at spille skuespil frem for at leve ægte, naturligt og ligetil sammen. Det skuespil præger parrene i både værk nr. 1 og 5.

De to unge her er imidlertid ikke skuespillere. De aner med deres Paulusagtige, om end verdslige kærlighedsopfattelse i sig knapt nok, at deres unge paradisiske forhold ikke kan vare ved. De har endnu ikke fæstnet sig ved, at intet ansvarligt menneske kan leve i uskyld. Hvem har i dag i skolen lært at bearbejde skabelsesberetningen i Biblens start?

Allerede Adam og Eva var i den nødt til at bryde deres Guds forbud mod i Paradisets have at æde af træet til kundskab om godt og ondt. Det betød ganske vist, som Gud fortalte dem, at de skulle dø,. hvis de gav afkald på livet i haven som uskyldige dyr, hvor de modsat Gud ikke kunne skelne mellem godt og ondt. Men død eller ikke død, sådan ville de ikke være med til at leve. Det gik op for dem, at de kun kunne blive frie mennesker og tage ansvar for hinanden og andre liv, hvis de forstod, hvad i livet der var godt, hvad ondt. Og det var deres Gud sikkert også ude på. Han havde skabt forbuddet, for at de skulle bryde det, blive sig selv ved sprænge deres grænser.

Sagen er, at vi dybest i os helt fra vor førmenneskelige urtid inden huleboerne bærer volden og ondskaben i os. Kristne kalder den med rette for arvesynd. De ser den som fanden i os. Og den er uudrydde-lig, selvom det er muligt at gøre noget for at begrænse den. Det har vi fået bevidstheden til, og den blev da også i kulturens tid kaldt den guddommelige fornuft, mens den upålidelige og svingende følelse dengang med føje blev forbundet med det djævelske i os.

Der er derfor fare på færde i billedet. Er de to unges søvn, sådan som de lukkede øjne ellers i den store verdenskunst, symbol på, at de mere eller mindre ubevidst har stænget af for det problematiske ikke bare i sig selv, men for verden og dens gru, som den fremstår i kunstnerens andre billeder? Bilder de sig ind, at de kan leve i ren uskyldig kærlighed i en verden, hvor ondskab og dumhed altid har været stærke kræfter?

I så fald bliver deres opvågnen hård. For så risikerer de at kassere den anden, når de efter den første paradistid uundgåeligt begynder at opdage alt det problematiske, om ikke i sig selv, så i hvert fald i den anden: det utålmodige, det barske, ophidselsen, det opblæste og pralende, manglen på total åbenhed, de egocentriske træk, nød-løgnene, den narcissisme, der ligger på lur i os alle.

Måske pigen har på fornemmelsen, hvad der venter dem i fremti-den. Hendes venstre hånd, der kærligt tager om den unge mands nakke, er ret snavset. Det kan tolkes som en klog viden hos hende om, at man uundgåeligt får skidt på fingrene, når man engagerer sig i kærligheden. For den kan ikke undgå at tage farve af verden, hvor-for den ingenlunde ligger på et guddommeligt paulinsk plan. Så ved hun også, at man i forholdet kun skal bestræbe sig på at holde de betænkelige træk i sig selv og den anden i skak, ikke rase sindssygt over, at man ikke kan komme af med dem. Så vil man kunne vokse sammen, som de kornaks, der symbolsk stryger hen over hendes hår og rammer hendes, men ikke hans tøj. Begges tøj er imidlertid hvidt som udtryk for det pure eller rene, de gerne vil bygge deres forhold på.

Et modent sindelag som pigens avler håbet i billedet om, at de to ikke løber ind i vor tids sædvanlige skilsmisser, der værst af alt rammer børnene. I så fald vil de trods de yderst vanskelige vilkår for Jeg-Du forhold formå at holde sammen på godt og ondt. Og så kan de tage afstand fra den selvoptagne individualime i vor tidsånd med dens dominerende eneopmærksomhed på den andens svage træk.

Gør vi ikke oprør mod denne tidsånd, kan vi ikke fastholde den anden som et betagende og uundværligt Du. Så bliver den anden et irriterende Det, som det mere og mere synes på tide at kaste bort. For dyrkelsen af svaghederne avler kun murren, hån, afvisning, vold, utroskab, til sidst tavshed, så vi ender i hvert vort soveværelse, inden vi skilles.

Som de to ligger der i naturen, ansigt til ansigt, har de stadig muligheden for i ægte Jeg-Du samhu opmærksomt at se ud mod verden og engagere sig i den for at højne den. Så vil de bevare det hvide i sig og ikke kunne holde ud at låse sig fast i det sædvanlige blotte karrierejag og med alle midler bare hver for sig sørge for at komme frem i verden i jagt på magt, anseelse og penge. Så vil de opdage, at samhuen og den fælles udadvendthed for menneskeslægtens og en bedre fremtids skyld vil forlene deres liv med en meningsfylde, som savnes i dag, og de vil opdage, at det vil give deres liv fylde og glæde og holde det problematiske i dem selv i skak.

Højner man verden, højner man sig selv. At gøre det, bliver dog sværere end svært for de to unge i værk nr. 5:

11

VÆRK NR. 5HOW COULD WE GO SO FAR – BLIND IN MIND Carsten Frank: 110 x 200 cm. 2014 - 15. Akryl på lærred

”HOW COULD WE GO SO FAR – BLIND IN MIND” De to unge her repræsenterer den dumhed, uvidenhed og økonomiske begærlighed, der ligger bag vor moderne civilisations blinde voldtægt og spolering af naturen. Den stupiditet har præget naturen i os alle. Vi er organismer som alt andet i naturen og rustet til at leve i pagt med den. Derfor kan vi ikke underminere den ydre natur omkring os uden at miste forbindelsen med vor egen indre natur og dermed naturlighed.

Det betyder, at vi ikke mere som vore urfædre huleboerne og endnu vore forfædre i renæssancen kan skabe en naturalisme i kunsten, hvor både mennesker, dyr og planter folder sig ud i lys, frodighed og med en nær indbyrdes kontakt. Vi har siden renæssancen fået et mere og mere afstandtagende og efterhånden blot udbyttende forhold til naturen og til hinanden. Det fik allerede kunstnerne i 1500-tallet til at skabe forkrampede, ensomme, manierede og identitetstomme mennesker med små hoveder, og dét tilmed på sort baggrund, fordi naturen bag dem var væk. Og det fik os siden til at foretrække abstrakt kunst, som for alvor er slået igennem de sidste hundrede år.

Maler vi stadig mennesker, skabes de som æggehoveder uden an-sigtstræk, det vil sige uden sjæl, eller de vises som blotte skygger. Sådan har også Carsten Frank malet os før. Men i de senere år har han indset, at han er nødt til at skildre os med så meget natur og så meget liv i ansigtstrækkene, at vi tvinges til at tænke over, hvem vi er, hvis vi mere er nogen. Han vil holde os ansvarlige for vore hand-linger, og det bliver man ikke med abstrakte farveklatter og tomme former foran sig på væggen. Det hjælper således ikke den fine dame i pels foran det abstrakte maleri, at hun deklamerer: ”Den gule og røde farve dér, det er lige mig, de farver går lige ind i min sjæl”. Hun aner ikke, hvor klart den udtalelse røber, at sjælen for længst har abdiceret. En sjæl kan ikke nøjes med farver uden levende kroppe. Der er ingen glæde ved at ligge i med en farve.

I værket her optræder de to unge da også med intakte kroppe. Og man ser den unge mands ansigt med en i og for sig sympatisk usik-kerhed i øjet. Men den står som en svag modvægt til begges lige så krukkede som overdrevent selvbevidste attituder. Så det er højst tvivlsomt, at hans indre usikkerhed nogensinde vil føre til nogen handling i naturens tjeneste, selvom kunstneren ikke vil fratage ham håbet om det. Kunstig og med manierede fagter har han stillet sig op på en søjle, der slet ikke hører hjemme i landskabet, sådan som

han selv mentalt heller ikke gør det. Søjlen er skabt i en vis lighed med en skraldespand, og den kan i så fald antyde, at han skal passe på ikke at dratte ned i den.

Ingen af dem er i realiteten optaget af naturen, heller ikke af ad-varselsskiltet: Fare, hold jer væk. Og det er helt bevidst ikke den totale ødelæggelse af naturen bag pigtrådshegnet med de giftige og forurenende olietønder, som den unge pige vil fotografere. Denne ødelæggelse skal hun ikke nyde noget af at tage ansvar for og kæm-pe for at gøre noget ved.

Hun er ganske vist i færd med at tage et billede af kæresten i na-turen, men netop så hun undgår pigtråden og alt det forurenende, og så bare de nøgne lyse birkestammer på den sorte baggrund kommer med. Og det lykkes. Bagefter kan hun så tage et billede af sig selv, hvis hun ikke allerede har gjort det. Man er vel, som hun tænker, et naturligt menneske med sig selv nærmest. Og det bliver man ved at se sig selv og kæresten som lige så ren som naturen!

De tilhører ganske vist samme klasse som parret i værk 4 og har som dette par hvide bluser på. Men her signalerer det ikke nogen renhed i pagt med naturen, for de to går i ét med civilisationens af-tenmørke, der smyger sig ind i dem og i den hvide del af deres tøj.

Maleriet fortæller os om, hvordan vi af reklamer og medier bliver manipuleret, så vi mister al troværdighed, så vor virkelighed for-vrænges, og så vi kommer til at leve som søvngængere. Sådan frem-stillede den store modernistiske forfatter Hermann Brock os allerede i 3-bindsværket Søvngængerne fra 1930-32. Søvngængeriet, skrev han, har gjort os til falske romantikere uden øje for kæresten og an-dre eller til kynikere, der bruger alle midler, inklusiv mord og terror, for at føre sig selv frem.

Reklamen fremstiller os da også i reglen med en glamourøs pseu-do-romantisk og fejlfri tilværelse. I den fristes vi til at masturbere foran en æggende superkvinde i reklamen frem for at gå i seng med vor problematiske kæreste, der burde hedde noget andet. For ser vi inderst inde nogen som den, der er os ”kærest”?

Medieverdenen fremstiller til gengæld først og sidst en verden, der er et rent skrækscenarium af affald, voldtægt, halshugning, krig og mentale katastrofer. Og den viser, hvordan de økonomiske og politi-

ske eliter tumler rundt og ofte kun er ude på at øge deres egen magt og indflydelse, så de under henvisning til ”den nødvendige vækst” uden dårlig samvittighed har haft alt for let spil, også over for bor-gerne, med at iværksætte den allerede langt hen fuldbyrdede be-stræbelse på at forvandle velfærdsstaten til et barsk konkurrence-samfund.

Siden 1930´erne har de udbredte Film-noire og siden DVD-noir-serier yderligere fremmet processen. Det gælder således den berømte serie House of Cards, skabt siden 2012, med dens skildring af de egocentrisk beregnende politiske og erhvervsmæssige ledere, der driver deres spil og skaber et dybt voldeligt miljø i og omkring Det hvide Hus i Washington. Disse noir- eller sortproduktioner hedder sådan, fordi stort set alle deltagere i den har forskrevet sig til fanden. Filmene fængsler ganske vist almindelige mennesker. Ubevidst beroliges vi ved at være i stue med folk, som vi ligner. Men samtidig får filmene os til at fortrænge alt det onde, som vi selv udøver – ”sådan er vi altså slet ikke” –, så vi kommer til at se os selv som for-træffelige, enestående og gode mennesker, altså uden arvesynd og urvold i os.

Det har medvirket til, at Carstens Franks to unge i egne øjne fremtræder som rene, fejlfrie – og i andres øjne ofte til gengæld utåleligt selvtilstrækkelige – glansbilleder af sig selv. De to unge tilhører som parret i værk 4 en anden, langt højere klasse end parret i værk nr. 1. For dette par er allerede som olietønderne endt som uønsket og overflødigt affald i en globalisering, hvor teknikken, robotterne og de endnu underbetalte fattige landes befolkninger overtager stadig flere af jobbene fra stadig flere i ilandene.

De to unge har ganske vist selv en flimrende og usikker fremtid for sig, ikke bare fordi de troligt er under uddannelse, men fordi de fremover må agere i en stat, der som nævnt ikke mere kan garantere deres kommende stillinger, så de må leve med den konjunktursvingende og for de enkelte staters sociale forhold ligegyldige internationale finansverdens globale transaktioner.

Denne verden, hvor staten bare repræsenterer lov og orden, ser de to unge frem til at blive medaktører i, og de er derfor pænt og nobelt klædt modsat parret i værk 1. Men i den verden må de helt klare sig selv socialt. Det er vind eller forsvind. Den unge mand har derfor som de globale aktører allerede stillet sig op på en piedestal,

13

hvor han som de føler sig som gud på jorden, som deus in terris, med ret til at leve som han lyster, uden hensyn til andre, fordi de er ubønhørlige i konkurrencen om stillinger med ham, desuden uden hensyn til den naturs tarv, som denne finansverdens deltagere er stort set uden øje for.

De tilhører nemlig en udvikling eller rettere afvikling, der startede i renæssancen. Dengang afløste de den hidtil herskende jødisk-kristne Gud i himlen, der i tidernes morgen havde sat mennesket til at drage omsorg for dyrene og naturen. Problemet er, at de i deres historieløshed ikke aner, at det altid i historien er gået galt, hvis fyrster og præsteskaber i ledtog med mammoneliten har gjort sig selv til guder. I så fald forvandles de til djævle, bare med sig selv i hovedet. Så dør al kultur, og solen bliver sort.

Opgaven med at pleje naturen er især de sidste par århundreder blevet misligholdt. Derfor skildrer Carsten Frank i pagt med moder-nismens store kunst naturen i en nøgen og kold vinterdragt, som tidens mørke tilmed er ved at sænke sig over, som et aftenland, hvor solen er på vej til at forsvinde.

Det understreger den lurende katastrofe, der truer menneske-slægtens eksistens på jorden. For ikke meget tyder på, at vi kan se frem mod et nyt forår og en ny sommer i slægtens lange historie. Carsten Frank er som Oswald Spengler i det epokegørende værk Der Untergang des Abendlandes I-II fra 1921-22, Vesterlandets Under-gang, da. 1948, ikke blind for situationens alvor.

Vor vestlige civilisation, der har afløst den foregående faustiske kultur, er mere og mere kommet til at ligne denne kulturs mumie. Kulturens længe sprudlende, eftertænksomme og naturlige menne-sker prægede gotikkens og renæssancens kunst og endnu kunsten på Rembrandts tid. Nu dyrker vi i stedet Michael Kviums social-autistiske gnomer uden at vide, at det desværre skyldes, at vi ligner dem lidt for meget.

Som Carsten Franks fem værker viser, er han ligesom Spengler dybt bekymret. Men de to ser ikke ens på sagen. Spengler finder, at den åndelige afvikling ikke kan standses, men er determineret. og der intet vil ske, før globaliseringens stater er gået under, som det skete for de hellenistiske stater og siden for Romerriget i den mørke middelalders århundreder fra og med 300-tallet.

Vi vil derfor længe endnu uundgåeligt blive mere og mere mumifi-cerede. Spørgsmålet er, om der til den tid så vil være mennesker til-bage på jorden. Med tanke herpå insisterer Frank modsat Spengler da også på, at vi med Picassos og traditionens hjælp, før det er for sent, må vende afviklingen til en positiv udvikling og komme ind i en ny kultur, hvor vi genvinder vor identitet og selvværd som mennesker. Men det kræver et borgerligt-folkeligt og intellektuelt-kunstnerisk opgør mod den pengedyrkende, ensrettende, åndeligt overfladiske, menneske- og naturspolerende globaliserings stærke kræfter.

Det er et sådan opgør, kunstneren appellerer til i sine værker, og det gør dem vigtige at tilegne sig. Han ved, at hvis man ikke fatter og skildrer, hvor mørk situationen er, det vil sige, hvis man ikke ram-mes af mørkets hammer, kommer solens eller bevidsthedens stråler aldrig til at skinne så stærkt i os, at vi kan sige fra.

Kunstnerens værker har et så højt kunstnerisk niveau, at formen går i ét med det eksistentielle indhold. Som beskuere får vi derfor svært ved at unddrage os værkerne og deres budskab, med mindre vi lukker øjnene. I så fald lades alt håb ude. Solen skinner ikke for de søvnige og de blinde.

OM KUNSTERENCarsten Frank er født 1954. Han har i løbet af årene udviklet sig stærkt som kunstner. Det fremgår af Leo Tandrups bog om ham Hvid – Sort – Rød, der udkommer 2015. Frank er både landskabsmaler og som her i serien optaget af at skildre menneskets situation i vor barske civilisation. Det sker ud fra det håb, at vi alle kan opnå større selvværd og mere fællesskab. Kunstneren har lavet udsmykninger til bl.a. Jyske Bank, Arbejdernes Landsbank og The Royal Danish Embassy, Washington DC. Se mere om ham på www.carstenfrank.dk

OM FORFATTEREN Leo Tandrup er født 1935 og har indtil 2005 undervist og forsket som lektor i historie og kunst på Aarhus Universitet. Han er dr. phil., har drevet en omfattende foredragsvirksomhed og skrevet en lang række meget læste værker, således det store tre-bindsværk om udviklingen fra huleboerne til i dag: Det oprejste menneske, På sporet af fremskridt, kriser, gæring og nedture i Vesten kulturer og civilisationer, set i lys af kunsten. Værket udkom i 2012 og fik en yderst ro-sende modtagelse for sin dybde og sit velskrevne, ligefremme sprog. Man kan læse nærmere om Tandrup i Kraks blå bog eller på www. leotandrup.dk.

Foto af Rolf Due. Leo Tandrup sidder sammen med en nøjagtig kopi af hovedet på renæssancekunstneren Michelangelos David, der for ham er kunstens mest betydningsfulde frihedshelt. Som Carsten Franks serie tydeligt viser, kan vi ikke mere leve op til renæssancens menneskelighed.

15

Billedkunstner Carsten Frank i sit spanske atelier, hvor hele billedserien er skabt.

Carsten Franks billedserie: The Dream