kongen af jim lyngvild

a

Iselin C. Hermann

KongenJim Lyngvild

carlsen

jim lyngvild

skyggernes bog

bogDel enit augait at, veliquisse velit ip

ea ad delissi.

Obor secte minciduipis diam, quat lor-

tisse mod tisim volorem quat nissit pra-

tismolore tion el dolore min heniamet

wisi eugait loreet niam volor augiamet

praestie endiat laortie minim dolor-

per irit, voloreetum ver at, conse ming

euguerci blaore dolor si.

Min vel et am, qui blaorpero dit am-

commy nullandigna facincipit lortis

nonsenim dolore volum quatie te do-

loreet amcommy nos at nulla faci te

jim lyn

vild k

on

gen

Kongen

Kongen.indd 1 22/01/09 12:42:56

121

Kapitel 27

Rådet

Skyerne hang som gennemsigte vogtere uden for vinduerne i tårnet Exillion. På afstand kunne man se lys brænde bag ruderne, og folk samlede sig i større og mindre grupper.

”Rådssalen er taget i brug,” sagde en høj, tynd mand med laset kap-pe. ”Det varsler nye tider. Gad vide, om rygterne taler sandt?” sagde en anden og drejede en stok mellem hænderne. ”Det er mange år siden, at nogen har besøgt de øverste lokaler, og mærkeligt nyt er kommet mig for øre. Måske er kongen vendt hjem?” sagde en lille, tyk dame med et hvidt forklæde og kyse på hovedet. Midt i den prægtige stad Elderburg stod det store tårn. Der havde det stået siden tidernes morgen. Oppe i tårnet sad syv skikkelser omkring et stort bord. De syv var Hrôlf, Helenah, Alvis, Alfrigg, Lupinia, Luana og Radelia med Corbix på skulderen. På Alvis’ befaling var de alle draget mod den store stad for at rådslå. Alvis rejste sig op støttet af sin vandrestav. ”Det er forfærdeligt, yderst forfærdeligt,” begyndte han. ”Vores unge ven Jerod har været udsat for endnu et angreb. Det er det tredje siden hans ankomst til riget. Han er gjort af et særligt stof, men den slags sætter sine spor. Vores fjerklædte ven …” Han holdt en pause og pegede på fuglen på Radelias skul-der, ”… har holdt øje med ham og hans rejsefælle, men skæbnen har

Kongen indhold.indd 121 07/05/09 14:20:51

122 123

desværre indhentet den stakkels Sindre.” Han holdt endnu en pause. ”Vi har ikke hørt fra Jerod i flere dage, og vi frygter det værste.” Han havde netop udtalt de sidste ord, da en let skraben hørtes på vinduet. En lille due flaksede mod ruden, og Hrôlf rejste sig straks. ”Luk den straks ind. Den har noget om benet,” sagde troldmanden, og fuglen blev båret ind i varmen. Troldmanden løsnede det lille brev og læste højt for sig selv. ”Hm, fundet … hm, kongeligt blod … hm, søster …” Han holdt inde og kiggede op. ”Dette brev er som sendt fra himlen. Drengen er i god behold, og hans søster lever.” Der gik et sus gennem forsamlingen. ”Undskyld, hans … hvad, hr. Alvis?” spurgte Helenah og så nysgerrigt op på den gamle mand, mens hendes hånd kælede for den runde mave. ”Dette brev er skrevet af Alvilda, heksen, der har forestået drengens opdragelse. Hun har endnu ikke fortalt andre end os om den opdagelse, som kan blive af største vigtighed for riget.” ”Undskyld, Alvis, men hvad er det for en søster?” spurgte Lupinia med et mærkeligt flakkende lys i øjnene og lagde armene over kors. ”Hende har jeg da aldrig hørt om.” ”Nej, det har du ganske givet ikke, kære Lupinia, for du er jo ikke medlem af Ældsterådet, men kun midlertidig stedfortræder for din mand.” Borgmesterfruen gryntede, men sagde ikke mere. ”Alle, undskyld, næsten alle i rummet,” sagde han henvendt til Hrôlf og Helenah, ”kender historien. Jerod er ikke det eneste og heller ikke ældste barn af Bellisima af alfernes slægt.” ”Hvem?” sagde Helenah forvirret. ”Drengens mor.” ”Jamen blev hun ikke dræbt i en ulykke, da drengen var ganske lille?” spurgte hun. Troldmanden nikkede. ”Det er korrekt, men Jerod var ikke det eneste barn, der overlevede. For at forhindre historien i at gentage sig, fik vi barnet, en cirka femårig pige, fragtet til Anglesey. Hun ankom som planlagt til en af havnene


122 123

sydpå med Den sorte engel. Men hun forsvandt under mærkelige om-stændigheder lige efter sin ankomst, og siden ved ingen, hvad der skete med hverken hende eller den værge ved navn Sibylla, der fulgte barnet af sted. Vi ledte i mange år, men uden resultat. Nogle mener, de blev dræbt af vilde dyr, og andre, at de omkom af sult. Et har altid været sik-kert. Den sorte fyrste har ikke kendt til hendes eksistens, ellers ville han have brugt denne viden til selv at komme på tronen.” ”Og du siger, at drengen heller ikke kender til hendes eksistens?” spurgte Alfrigg. ”Det står der i brevet. Alvilda siger, at kun hun, hendes ledsagerske Alleta og vi kender sandheden.” ”Men hvad er så næste skridt for drengen?” spurgte Luana, der hidtil havde forholdt sig i ro. ”Dette sætter jo unægtelig situationen i et andet lys, selv om det ikke ændrer ved vores planer. Pigens rolle skal jeg nok tage mig af. Jeg ved præcis, hvor hun skal bruges. Det er Jerod, vi stadig må have for øje. Han må og skal have den trone.” Han skulede til Lupinia over kanten på sine briller. ”Ja, og en passende kone, vil jeg mene,” smiskede hun, da troldman-dens øjne fangede hendes. ”Det skal vi tidsnok finde ud af. Nu er det vigtigst, at vi får diskuteret sagerne omkring kong Urials krone.” Igen blev der uro blandt de for-samlede. ”Jamen den gamle ammestuehistorie kan du da ikke tage alvorligt,” afbrød Lupinia og lo en ikke særligt overbevisende latter. ”Nu er det bedst, at du enten tier stille eller forlader rummet,” sner-rede Radelia. Hendes øjne var knebet sammen til to glødende sprækker, og de skød lyn. ”Ammestuehistorien, som du kalder den, er skam sand nok. Alle børn i riget kender den, desværre også fyrsten. Det eneste kendte billede, der findes, befinder sig i den bog, som netop nu er på vej til heksenes stad. Det er vigtigt, at den ikke falder i hænderne på fjenden. Gør den mod forventning det, er vi dog stadig ikke helt fortabte. I bogen står ikke de fire hemmelige ingredienser.”


124 125

”Og hvad skulle de så være?” spurgte borgmesterfruen grådigt. ”Fug-leøjne og slangespyt?” Hun holdt straks mund, da Radelia rejste sig fra stolen. ”Nej, nu da du bringer det på bane, er det blod. Det er ikke nok at samle troskabens ring, evighedens rubin, forfængelighedens krave og retfærdighedens medaljon. Uden blod er kronen uden værdi.” ”Hvad for noget blod?” spurgte Hrôlf. ”Blod fra nyfødt kærlighed, kongelige aner, jomfruelig skønhed og uberørt renhed.” Han stod lidt og tøvede, mens snakken begyndte at brede sig. ”I så fald er vi jo i sikkerhed. De tre ting findes under ingen omstæn-digheder i Skyggernes Gruber,” sagde Alfrigg, men Alvis holdt en hånd i vejret. ”Nej, ikke endnu,” sagde han. En skygge lagde sig over hans ansigt. ”Men hvor befinder de fire dele sig egentlig henne?” spurgte amazo-nernes leder og rykkede længere frem i stolen, så det flammende hår fangede lyset. ”Det vides ikke med sikkerhed, men der findes visse spor. Til hver genstand hører en ledetråd. De står her. Han sendte et stykke perga-ment rundt, som alle på skift læste højt.

Tidernes ring af pureste guld, gemt i den stav, der er lagt hos dem, der har visdom og kender til ord, der giver begreberne magt.

Dødens rubin i mørket er hængt på leje af kulde og is.Skal arves fra fader til søn af den æt, der hyldes i mørke og dis.

Forfængelighedens krave skal smykke den drot, der ej er af kød eller blod, men bor dybt i skoven, blandt dyrene, som kan tale med tanke og mod.

Retfærdighedens medaljon er givet til dem, som sidder på magten alene,som føler, at Urials blod ruller stærkt i egne som i egnes grene.

”Undskyld mig, kære Alvis, men jeg får intet ud af det der volapyk,”


124 125

udbrød Lupinia, da hun havde læst pergamentet. ”Nej, det havde jeg nu heller ikke forventet, kære frue,” sagde han spagt, mens han fangede Radelias blik. ”Det er jo netop det, der er meningen, at man ikke bare skal forstå det. Jeg tror nu nok, at jeg har afkodet, hvad det betyder,” sagde han og vendte tankefuldt staven mellem hænderne. Guldkransen glimtede i lyset fra den tændte pejs. ”Jeg vil afsløre to af delene i dag. Resten kan vente til senere. Des-værre kommer den ene af dem til at volde os alvorlige problemer, er jeg bange for.” ”Hvad er det for en?” spurgte Alfrigg, der indtil videre kun have fæ-stet sig ved ordene guld og rubin. ”Den første er let nok. Det er Retfærdighedens medaljon skænket til dem, hvis blod ruller fra Urials tid.” ”Jamen det er jo kongeslægten og dermed Jerod,” udbrød Helenah. ”Lige præcis, kære frue,” sagde Alvis og klappede i hænderne. ”Jerod ejer allerede, uden at vide det, den første del af kronen. Det er medal-jonen, som han har arvet fra sin mor. Den anden, som vi må samle alle vores kræfter for at generhverve, er Dødens rubin – hængt på leje af kulde og is. Skal arves fra fader til søn af den æt, der hyldes i mørke og dis, står der. Kan det være andre end elverfyrsten selv?” Der lød spredte udbrud fra flere i forsamlingen. ”Vi må bede til, at han ikke selv kender til denne hemmelighed, og til, at jeg er den eneste, der har regnet sammenhængen ud.” Mødet var slut, og rådet forlod salen.

Senere blev lyset dæmpet, men rummet var stadig ikke tomt. En rank heks og en gammel troldmand var blevet siddende. ”Jeg har mine bange anelser for fremtiden, Alvis,” sagde Radelia. ”Det har jeg også, men jeg tror, jeg har sagerne under kontrol.” ”Ja, det siger du jo, men jeg kunne ikke lide Lupinias ansigtsudtryk, da du fortalte om blodet.” ”Du har ret, kære ven, og lagde du mærke til, hvor hurtigt hun forlod salen, da vi var færdige?”


127

”Ja, mon ikke. Man skulle tro, at hun var ude på noget.” ”Det er jeg bange for, og hvis jeg ikke gætter meget galt, er Exillion blevet en due fattigere i aften.” ”Jamen vi må da gøre noget. Vi kan da ikke bare lade denne fornem-melse glide uset forbi,” sagde heksen og stillede koppen på bordet. ”Jeg tror, det er bedst at lade som ingenting indtil videre. Lad Lupi-nia spille sit spil. Før eller siden begår hun fejl. Lige nu er hun på sikker grund og under borgmesterens beskyttelse.” ”Du har som sædvanlig ret. Vi lokker slangen ud af sit skjul med hendes egen medicin.” Uden for vinduerne piskede regnen mod ruden, og dybt nede på jorden stod folk stadig og snakkede. ”Lur mig, om det ikke trækker op til krig,” sagde en, mens en anden fulgte en lille dues usikre bevægelser gennem regnen.


kongen af jim lyngvild

Documents