kompleks interdependens · keohane & nye ønskede derfor at udarbejde et analytisk alternativ,...
TRANSCRIPT
KOMPLEKS
INTERDEPENDENS
I det anglo-spanske forhold?
Brian Boesdal
Stabskursus 2013-14 Forsvarsakademiet
Vejleder: Andreas Westberg Institut for strategi
1
Abstract
Complex Interdependence – in the Anglo-Spanish relationship?
Through a theory-confirming case study, this master thesis examines, whether Keohane &
Nye’s concept of Complex Interdependence is applicable in describing the Anglo-Spanish
relationship. In order to focus the thesis, the dispute over Gibraltar is chosen as a “case in
case” – the Gibraltar conflict becoming the centre for attention in the analysis.
The series of analysis of the Anglo-Spanish relation in the past 50 years, concentrates on
the three characteristics of Complex Interdependence:
Multiple channels connects the societies
Absence of hierarchy among issues
Minor role of military force
Afterwards, the distinct political processes of Complex Interdependence is given a thorough
examination in order to validate the conclusions based on the three characteristics.
The thesis concludes that United Kingdom and Spain are connected through an unusual
high number of channels - that the hierarchy of issues are a lot less distinct than it used to
be – and that military force plays a minor close to non-existent role in the relationship.
The overall conclusion is that complex interdependence is a genuine description of the
Anglo-Spanish relationship – hence strengthening the overall proposition of complex
interdependence developed by Keohane & Nye forty years ago.
2
Resume
Kompleks Interdependens – I det anglo-spanske forhold?
Dette speciale er et teori-bekræftende casestudie af Keohane & Nyes Complex
Interdependence. Teorien er en del af bogen af Power and Interdependence som i dag
regnes for et af hovedværkerne inden for Neoliberal Institutionalisme. Teorien blev udviklet i
midten af halvfjerdserne, som en reaktion på den manglende forklaringskraft de klassiske
realistiske teorier gav på datidens politiske udfordringer.
Keohane & Nye efterviste, at kompleks interdependens var en retvisende beskrivelse af det
amerikansk-canadisk forhold. De antog derefter, at der var en zone af kompleks
interdependens, der blandt andet omfattede Vesteuropa. De overlod det dog til andre at
eftervise dette. Formålet med dette speciale, er derfor at bidrage til en styrkelse af Keohane
& Nys teori.
Problemformuleringen er derfor:
I hvilke grad passer teorien om kompleks interdependens på
Storbritanniens og Spaniens konflikt om Gibraltar?
Den anglo-spanske relation er udvalgt for at give studiet mest mulig værdi i forhold til at
styrke teorien om kompleks interdependens. Casen er udvalgt så den i videst mulig
udstrækning adskiller sig fra analysen af det amerikansk-canadiske forhold foretaget af
Keohane & Nye. Den amerikansk-canadiske relation er kendetegnet ved asymmetri i
befolkningsstørrelse og militær styrke, mens der til gengæld er fælles landegrænse, sprog
og historie. I Casen i dette speciale forholder det sig anderledes; her er der nærlig symmetri
mellem nationernes populationsstørrelse og militær kapacitet, mens der hverken er
sprogfællesskab eller fælles landegrænse.
Gibraltarkonflikten er udvalgt som en form for ”case i case”, der ikke alene sikrer, at
analysen bliver afgrænset og fokuseret, men også garanterer, at der analyseres på et
emne, som har konfliktpotentiale – var dette ikke tilfældet, ville studiet have begrænset
værdi.
Det anglo-spanske forhold analyseres over en halvtresårig periode:1963-2013. Hermed
indeholder det en periode af Spaniens historie, hvor der endnu ikke var demokrati, men
derimod et diktatur ledet af General Franco. At der inddrages en periode, hvor Spanien ikke
3
er en del af det liberale vestlige fællesskab, er med til at understrege at kompleks
interdependens ikke nødvendigvis er en normaltilstand i nationers relationer.
Kompleks interdependens er et ideal, som er defineret ved tre karakteristika:
Mange kontaktflader forbinder samfundene.
Mangel på hierarki af emnerne på den politiske dagsorden.
Militær magt spiller en mindre rolle i relationen.
Disse karakteristika er derfor omdrejningspunkterne for analysen; er disse konditioner
fremherskende, er den anglo-spanske relation retvisende beskrevet ved kompleks
interdependens. Da den politiske proces samtidig er distinkt, når kompleks interdependens
er fremtrædende, bliver eksempler på dette benyttet til at validere de resultater, som
analysen af de tre karakteristika giver.
Specialet konkluderer, at kompleks interdependens er en retvisende karakteristik af det
anglo-spanske forhold i dag - Storbritannien og Spaniens relation er meget tæt på idealet.
Dermed bidrager specialet til at bekræfte Keohane og Nyes tese om, at der findes en zone
af kompleks interdependens; at det ikke udelukkende er et fænomen, der gælder for den
Nordamerikanske relation.
Konklusion dokumenterer i tillæg, at kompleks interdependens hverken er en normal
tilstand, eller noget som opstår momentant. Den anglo-spanske relation har langsomt
udviklet sig fra at være bedst beskrevet ved det realistiske ideal til i dag at være kompleks
interdependent.
4
Indholdsfortegnelse
Abstract ............................................................................................................................................ 1
Resume ............................................................................................................................................ 2
Indledning ......................................................................................................................................... 5
Relevans og motivation ................................................................................................................. 5
Problemstilling ............................................................................................................................... 6
Afgrænsninger ............................................................................................................................... 9
Problemformulering ..................................................................................................................... 10
Metode ........................................................................................................................................ 10
Struktur ....................................................................................................................................... 12
Empiri .......................................................................................................................................... 13
Kompleks Interdependens .............................................................................................................. 14
Karakteristika for kompleks interdependens ................................................................................ 14
Den politiske proces i kompleks interdependens ......................................................................... 17
Operationalisering af kompleks interdependens .......................................................................... 20
Det anglo-spanske forhold .............................................................................................................. 22
Det anglo-spanske forhold 1963-1975 ......................................................................................... 22
Delkonklusion .............................................................................................................................. 26
Det anglo-spanske forhold 1975-1980 ......................................................................................... 28
Delkonklusion .............................................................................................................................. 31
Det anglo-spanske forhold 1980-1984 ......................................................................................... 33
Delkonklusion .............................................................................................................................. 36
Det anglo-spanske forhold 1985-1990 ......................................................................................... 38
Delkonklusion .............................................................................................................................. 41
Det anglo-spanske forhold 1991-1999 ......................................................................................... 43
Delkonklusion .............................................................................................................................. 46
Det anglo-spanske forhold 2000-2006 ......................................................................................... 48
Delkonklusion .............................................................................................................................. 51
Det anglo-spanske forhold 2007-2013 ......................................................................................... 53
Delkonklusion .............................................................................................................................. 55
Konklusion ...................................................................................................................................... 57
Perspektivering ........................................................................................................................... 59
Litteraturliste ................................................................................................................................... 60
Bilag ............................................................................................................................................... 63
Bilag 1 – Utrechttraktaten, juli 1703 ............................................................................................. 63
Bilag 2 – Lissabonaftalen, april 1980 ........................................................................................... 64
Bilag 3 – Bruxellesdeklarationen, november 1984 ....................................................................... 65
Bilag 4 – Cordobaaftalen, September 2006 ................................................................................. 66
5
Indledning
Relevans og motivation
I årene omkring 1960 var det amerikanske perspektiv på internationale relationer domineret
af et realistisk1 perspektiv, hvor risikoen for krig mellem verdens nationer havde en
fremtrædende rolle. Denne fremstilling fandt Robert O. Keohane og Joseph S. Nye
(Keohane & Nye) for ensidig og ude af trit med samtiden, hvor økonomisk integration og
internationale institutioner fik en stadig mere fremtrædende rolle (Keohane & Nye, 2000, p.
viii).
Keohane & Nye fandt årsagssammenhæng mellem mange af de fejl, som de så, i den
amerikanske udenrigspolitik og det analytiske udgangspunkt, som realisterne med Hans
Morgenthau2 i spidsen havde leveret til de politiske beslutningstagere. Keohane & Nye
ønskede derfor at udarbejde et analytisk alternativ, hvilket via et omfattende samarbejde
gennem midten af 1970’erne førte til udgivelsen af bogen ”Power and Interdependence” i
1977 (Keohane & Nye, 2000, pp. viii-ix).
Power and Interdependence regnes i dag for et af hovedværkerne (sammen med flere
senere udgivelse af Keohane) inden for Neoliberal Institutionalisme, hvor specielt
forkastningen af realismen på realismens egne præmisser fremhæves som et af teoriens
vigtigste bidrag til generel teoriudvikling inden for IP disciplinen (Andersson, et al., 2012, p.
91).
At en udgivelse fra 1977 i dag stadig står som et skelsættende værk skyldes ikke alene, at
bogen er skrevet af to af de mest anerkendte teoretikere inden for international politik:
Robert Keohane har været professor ved såvel Harvard som Duke universitet
(DenStoreDanske.dk, 2009). Nye har ligeledes et professorat ved Harvard på sit CV samt
været rådgiver for både det amerikanske udenrigsministerium og forsvarsministerium
(DenStoreDanske.dk, 2013). Power and Interdependence’s langtidsholdbarhed skyldes, at
bogen er blevet opdateret og suppleret ad flere omgange. Disse opdateringer er dog
1 Realistisk her forstået som teoriretning inden for international politik.
2 Keohane & Nye fremhæver Hans Morgenthau’s “Politics Among Nations”, som det værk, de ønskede ’at
sætte ind i en bredere kontekst’ (Keohane & Nye, 2000, p. viii).
6
foretaget således, at den efterhånden fyrre år gamle originaltekst står uberørt.
Opdateringerne har ikke ændret ved de originaler teser og argumenter, men alene
koncentreret sig om at præcisere uklarheder, besvare kritik samt opdatere til en tidsmæssig
kontekst (Keohane & Nye, 2011).
Power and Interdependence’s første del (som er den del af publikationen, hvor teserne
fremsættes - bogens efterfølgende dele bruges herefter til at efterprøve disse) indeholder
tre temaer: magt og gensidig afhængighed, kompleks interdependens og skift i
internationale regimer3 (Keohane & Nye, 2000, p. 267).
Det emne, som jeg finder mest interessant, og som derfor vil dominere denne opgave, er
kompleks interdependens. At det ikke alene er min interesse for emnet, der skal
retfærdiggøre problemstillingen i dette speciale underbygges af, at det jævnfør forfatterne
selv var netop konceptet omhandlende kompleks interdependens, som blev kritiseret og
misforstået af flest samtidige teoretikere (Keohane & Nye, 2000, p. 271).
Problemstilling
Kompleks interdependens skal ses som en idealtype; en idealtype bestemt ved være det
direkte modstykke til de konditioner, som de klassiske realistiske teoretikere sætter op.
Realisterne ser verden som konfliktfyldt og militær magtanvendelse som en konstant
mulighed i forsøget på at beskytte eget territorie og egne interesser, at politisk integration
mellem staterne er et midlertidigt fænomen, der kun finder sted, så længe det er i de stærke
staters interesse og at transnationale aktører er uden betydning. Kompleks interdependens
er derimod defineret ved, at andre aktører end stater deltager i verdenspolitikken, at
problemstillinger er uden hierarki, og at militær magt er et ineffektivt politisk instrument
(Keohane & Nye, 2000, pp. 20-21).
Det kan ikke understreges nok, at kompleks interdependens er en idealtype og ikke en
sand beskrivelse af virkelighedens verden. Kompleks interdependens kan ses som det ene
yderpunkt på en skala, hvor de klassiske realisters verdenssyn udgør modpolen (se figur
1). Keohane & Nye argumenterer netop for, at ”all real situations in world politics as falling
3 Internationale regimer er i denne kontekst defineret som: ”sets of governing arrangements that affect
relationships of interdependence.” (Keohane & Nye, 2000, p. 268)
7
somewhere on a continuum between the ideal types of realism and complex
interdependence.” (Keohane & Nye, 2000, p. 271).
Figur 1
Et relevant spørgsmål melder sig. Og hvad så? Hvad skal vi bruge tesen om en idealtype
kaldet kompleks interdependens til? Her er det værd at erindre sig, hvorfor Keohane & Nye
i det hele taget satte sig for at udvikle teser og teorier inden for international politik. De fandt
forklaringsevnen, som de realistiske teorier gav, for lille på en række af samtidens
konflikter. Det overordnede formål med kompleks interdependens er derfor at give alternativ
forklaringskraft til de politiske processer, som ikke kan forklares tilfredsstillende med et
klassisk realistisk perspektiv (Keohane & Nye, 2000, p. 276).
Med fokus på kontinuummet, hvor henholdsvis kompleks interdependens og realisme
udgør de to yderpunkter, vil en afklaring af graden af kompleks interdependens give
vejledning i, hvornår forklaringsmodeller med fokus på strukturelle modeller netop ikke vil
være valide; når nationers indbyrdes forhold i høj grad ækvivalerer kompleks
interdependens (Keohane, 1989, p. 36).
Et andet spørgsmål melder sig? I hvor høj grad er tesen om kompleks interdependens bare
skildringen af et Utopia? Desværre er Keohane & Nye ikke udpræget eksplicitte i, hvor de
ser forudsætningerne være opfyldt. De giver dog flere antydninger, hvoraf det kan tolkes, at
forholdene allerede4 er til stede mellem nogle nationer ”(…)they come close to
characterizing the entire relationship between some countries” (Keohane & Nye, 2000, p.
22). Den resterende del af Power and Interdependence bruges så efterfølgende til at bevise
dette. Her konkluderer Keohane & Nye, at forholdet mellem USA og Canada i udpræget
4 Her er det værd at erindre, at udsagnet er fra midten af halvfjerserne.
8
grad passer på tesen om kompleks interdependens, mens det amerikansk-australske
forhold kun i nogen grad udviser samme tendens (Keohane & Nye, 2000, p. 190)
Det er her problemstillingen, som jeg ser, bliver interessant. Påstanden fra forfatternes side
er, at kompleks interdependens er den sande tilstand mellem en række lande, men de har
kun bevist det i ét bilateralt forhold. Og det vel at mærke mellem to lande, som deler
verdens længste landegrænse, taler samme sprog, har en sammenlignelig historisk
baggrund; kort sagt to nationer, der har mange fællestræk. Hvis det kun er under sådanne
forhold, at tesen om kompleks interdependens kan finde anvendelse, giver den ikke meget
værdi i forhold til at give forklaringskraft på andre nationers forhold.
Formålet med dette speciale vil derfor være at bekræfte eller afkræfte tesen omhandlende
kompleks interdependens. At jeg skulle være i stand til at afkræfte en tese, der er fremsat
af to af verdens førende forskere på området, og hvis arbejde på dette felt er bredt
anerkendt, er ikke sandsynligt. Med dette in mente finder jeg, at jeg kan yde mit bidrag ved
at lave et ’theory-confirming’ casestudie, der styrker den fremsatte tese (Lijphart, 1971, p.
692).
For at give casestudiet mest mulig værdi ser jeg, at aktørerne i den bilaterale analyse skal
udvælges således, at de i udpræget grad adskiller sig fra analysen foretaget af Keohane &
Nye. To nationer, der hverken deler landgrænse, sprog eller kultur og som samtidigt er
mere symmetriske i eksempelvis befolkningstallet og militær styrke end USA og Canada,
skal udvælges.
Valget er faldet på Storbritannien og Spanien.
At jeg har valgt en case, som ligger inden for de rammer, som teorien om kompleks
interdependens burde dække, bekræftes af en senere udgivelse fra den ene af forfatterne:
”…the notion of complex interdependence that Nye and I developed in the 1970s, and that
increasingly, it still seems to me, characterizes relationships among democratic
industrialized countries, though not necessarily elsewhere in the world…Western Europe,
North America, and Japan form a zone of complex interdependence” (Keohane, 1989, p.
9).
9
Afgrænsninger
Uden en yderligere afgrænsning vil en analyse af relationerne mellem Storbritannien og
Spanien blive for omfangsrigt, og dermed uden for dette speciales formelle begrænsninger.
En snæver tidsmæssig afgrænsning ser jeg af flere årsager ikke som en mulighed. Da
kompleks interdependens er en idealtilstand, hvor kontrasten er det realistiske ideal5, giver
det ikke i tilstrækkelig grad mening at tage et øjebliksbillede. Specielt ikke når det samtidigt
erindres, at kompleks interdependens søger at forklare i hvilken grad samarbejde,
planlægning og forhandling i den politiske proces, hvor adfærdsmønstrer ændres over tid,
er fremherskende (Keohane, 1989, p. 11).
Et alternativ til en tidsmæssig begrænsning er derimod at fokusere på ét emne. Et
undersøgelsesemne kan naturligvis ikke udvælges ud fra et tilfældighedsprincip, men skal
naturligvis underlægges en række kriterier. De to udvalgte nationer må nødvendigvis være
hovedaktørerne, der skal være en tidsmæssig udstrækning, der skal være modsatrettede
interesser og der skal være et vist konfliktpotentiale. Her finder jeg, at Gibraltarkonflikten
opfylder alle disse kriterier: Storbritannien og Spanien har været i konflikt omkring om
Gibraltars status i mere end 300 år - er det stadig den dag i dag, og konflikten har flere
gange været af militær karakter.
At et specifikt emne kan bruges til at teste teorien om kompleks interdependens bevidnes
af, at det netop er, hvad Keohane & Nye selv gør i Power and Interdependence. Her er to
emnecases henholdsvis pengepolitik og havret (Keohane & Nye, 2011).
Den sidste væsentlig afgrænsning er af selve teorien. Ved kun at udvælge det ene af de tre
teoretiske emner, som Power and Interdependence introducerer, er der en nærliggende
fare for at gøre vold på teorien om kompleks interdependens ved at tage den ud af dens
rette kontekst. Her kommer forfatterne mig igen til hjælp. De tre teoretiske elementer er
netop tiltænkt at kunne bruges enkeltvis; man behøver ikke at acceptere de andre
koncepter for at anvende det ene (Keohane & Nye, 2000, p. 272).
5 Ideal skal ikke opfattes værdiladet, men alene som fuldkomment eller totalt.
10
Problemformulering
Med såvel problemstilling, relevans og afgrænsninger på plads kan problemformulering
formuleres:
I hvilke grad passer teorien om kompleks interdependens på
Storbritanniens og Spaniens konflikt om Gibraltar?
For at kunne behandle denne problemstilling, finder jeg det nødvendigt at opstille et par
arbejdshypoteser:
Indtil begge lande blev industrialiserede demokratier var deres indbyrdes forhold
langt fra kompleks interdependens.
Efter demokratiseringen af Spanien har landenes forhold gradvist udviklet sig til i dag
at afspejle en udpræget grad af kompleks interdependens.
Metode
Problemformulering med de tilhørende arbejdshypoteser vil blive besvaret gennem et
teoribekræftende casestudie. Formålet bliver dermed at verificere påstanden om, at
kompleks interdependens eksisterer og er en retvisende måde at beskrive forholdet mellem
to nationer i den vestlige verden på. I sig selv bekræfter en enkelt case ikke en teori i sin
helhed, men hvert enkelt casestudie bidrager til at styrke den fremsatte teori (Lijphart, 1971,
p. 692). Ved at vælge en case, der på mange områder adskiller sig væsentligt fra de cases,
som teoriudviklerne selv studerede, finder jeg, at jeg bidrager i størst muligt omfang til at
styrke kompleks interdependens som teoriværktøj.
Eftersom dette speciale tager udgangspunkt i én teori, hvis gyldighed testes gennem de
enkelte analyseafsnit, bliver opgaven en hypotetisk-deduktion, hvor den overordnede
hypoteser er, at nutidens forhold mellem Storbritannien og Spanien udviser en høj grad af
kompleks interdependens, mens Gibraltarkonflikten er det eksperiment, der måles på.
Specialets konklusion vil så sammenstille den overordnede hypotese med de indsamlede
måledata. Med valget af et teoribekræftende casestudie, har jeg reelt allerede indikeret, at
jeg formoder, at hypotesen gælder. Selv om min formodning skulle vise sig korrekt, kan der
11
ikke på den baggrund entydigt konkluderes, at hypotesen (kompleks interdependens) er
korrekt. Dette beror på en vurdering af, om eksperimentet (Gibraltarkonflikten) findes
repræsentativ. Med valg af case har jeg med fuldt overlæg afsøgt grænserne for
”udbredelsen” af kompleks interdependens, fordi en bekræftelse her vil give mest værdi til
den generelle hypotese. Modsat gælder, at såfremt kompleks interdependens ikke viser sig
at være en retvisende beskrivelse af det anglo-spanske forhold, kan teorien ikke entydigt
afskrives. Ud over det generelle forbehold i forhold til eksperimentfejl (i dette tilfælde en
dårligt udført analyse), vil der kunne argumenteres for, at Gibraltarkonflikten er en
enkeltstående anormalitet, der på grund af sin ekstremitet kun giver anledning til en mindre
svækkelse af den overordnede teori.
12
Struktur
Dette speciale vil være opbygget som
nærværende figur illustrerer.
Første kapitel er indledningen, som har til formål
at rammesætte resten af opgaven og give
læseren muligheden for at danne sig et overblik
over specialet.
Andet kapitel er dedikeret til teorien om
kompleks interdependens. Indledningsvis
udredes teoriens væsentligste bestanddele,
hvorefter den operationaliseres i konteksten af
Gibraltarkonflikten.
Tredje kapitel er analysedelen. Analysen af det
anglo-spanske forhold vil i lighed med de
analyser, som Keohane & Nye selv foretog i
Power and Interdependence strække sig over
en periode på 50 år. Herved bliver det muligt at
se på den generelle tendens og ikke bare slå
ned på et enkelt øjebliksbillede; et billede der
meget vel kunne risikere at være en anormalitet
i den større trend. En 50-årig periode bliver
dermed garant for validiteten i konklusionen.
Kapitlet er opdelt i en række delanalyser.
Opdelingen er sket på baggrund af indgåelse af
traktater og deklarationer eller større hændelser
i globalkontekst. Opdelingen giver mulighed for
at kunne dokumentere udviklingen i graden af
kompleks interdependens, hvilket gøres i afsnittenes delkonklusioner.
Fjerde kapitel er den samlede konklusion, hvor de foregående delkonklusioner samles og
problemformuleringen besvares. Afslutningsvis perspektiveres der i forhold til den
fremtidige anvendelse af specialets konklusion.
Indledning
Relevans & motiavationProblemstillingAfgrænsninger
ProblemformuleringMetodestrukturEmpiri
Teori
Kompleks interdependensOperationalisering af teorien
Analyse af det anglo-
spanske forhold
1963-19751975-19801980-19841985-19901991-19992000-20062007-2013
Konklusion
Perspektivering
13
Empiri
Størstedelen af empirien i analyseafsnittene hentes i faglitterære værker om
Gibraltarkonflikten. Disse er ikke skrevet med fokus på kompleks interdependens, men
typisk som forsøg på at forklare, give løsningsforslag til eller afgøre de juridiske forhold
omkring Gibraltarkonflikten. Det mest benyttede værk: ”Gibraltar – British or Spanish?” er
skrevet på baggrund af åbne kilder, da forfatteren, Peter Gold, ikke havde adgang til
klassificeret materiale, der ofte først frigives efter tredive år. En af hans vigtigste kilder var
derfor artikler fra den spanske avis, El País. Golds vigtigste argument for at vælge en
spansk avis var, at Gibraltar i store dele af perioden havde større bevågenhed i den
spanske presse end i den britiske. Risikoen for bias ser jeg i nogen grad opvejet af
forfatterens britiske herkomst. Endvidere har jeg valideret væsentlig pointer/påstande i
andre kilder. Den anden hovedkilde til analysen: ”Spain – What everyone needs to know” er
ligeledes skrevet af en englænder, William Chislett. Chislett er tidligere korrespondent i
Madrid for The Times og er nu tilknyttet den spanske tænketank, The Elcano Royal
Institute.
Da dette speciale i et tidsmæssigt perspektiv strækker sig til årsskiftet 2013/14, må
bogudgivelser nødvendigvis suppleres med mere aktuelle kilder. Her er tidskrifter og
blogindlæg anvendt. Validiteten er i disse tilfælde forsøgt sikret ved primært at benytte de
samme to forfattere, Gold og Chislett. For den højeste grad af aktualitet er avisartikler
benyttet til den sidste del af analysen, dog er der naturligvis en risiko for, at mine
mangelfulde spanskkundskaber her kan have en indflydelse på analyserne. Held er
selvfølgelig heller aldrig at foragte, så en debat om Gibraltar i det britiske Underhus i
november 2013 er selvfølgelig benyttet til at klarlægge den britiske udlægning af
sensommerens hændelser med relation til konflikten.
Empiriindhentning afsluttet januar 2014.
Links kontrolleret april 2014.
14
Kompleks Interdependens
Med ønsket om at skabe en modvægt til datidens realistiske verdenssyn inden for
international politik, skabte Keohane & Nye kompleks interdependens som et ideal, der stod
for det diametralt modsatte. I kompleks interdependens er stater ikke enhedsaktører, der er
ikke et entydigt hierarki mellem de politiske emner og militær magt er et ineffektivt politisk
instrument. Under sådanne konditioner må den førte politik nødvendigvis være anderledes
end i relationer, hvor sikkerhed er altdominerende. At Keohane & Nye ikke entydigt
afskriver realisternes verdensbillede understreges af, at de netop pointerer, at man inden
en analyse af et specifikt emne skal fastslå, i hvor høj grad relationerne mellem aktørerne
minder om det realistiske ideal eller kompleks interdependens (Keohane & Nye, 2000, pp.
20-21).
Karakteristika for kompleks interdependens
Mange kontaktflader
Mangel på hierarki
Militær magt spiller en mindre rolle
Mange kontaktflader
Verden er forbundet gennem utallige kontaktflader, der i tillæg til de traditionelle
udenrigspolitiske forbindelser består af blandt andet uformelle kontakter mellem eliter og
transnationale organisationer. Hvor de interstatslige ”altid” har bestået, er det ”nye” de
såkaldte ’transgovernmentale’ kontaktflader, hvor andre end repræsentanter for
regeringerne har kontakt og dermed indflydelse. Dette bevirker, at stater ikke er
enhedsaktører. Når transnationale aktører ligeledes tildeles indflydelse underbygger, at
staterne ikke er de eneste aktører (Keohane & Nye, 2000, p. 20).
Eksemplet på kontaktfladerne på tværs af og ikke mindst uden om de traditionelle
udenrigspolitiske kanaler kan findes i de direkte relationer mellem embedsmænd og andre
bureaukrater på eksempelvis fagspecifikke møder, eller når interagerer uden for den
normale politiske dagsorden. Hertil skal tilføjes de multinationale firmaer og organisationer,
som har indflydelse på de enkelte nationers indenrigspolitik såvel som deres indbyrdes
relationer. Disse ’nye’ aktører i det politiske landskab har betydning, idet de giver en større
gennemsigtighed, der medfører, at nationernes politik bliver mere følsom over hinanden.
Nettoeffekten er, at hvad der traditionelt har været karakteriseret som indenrigspolitik, nu
15
får direkte betydning på de interstatslige relationer; en effekt der kun forstærkes med bedre
og billige kommunikationslinjer på tværs af landegrænser (Keohane & Nye, 2000, p. 22).
Mangel på hierarki
De mange emner på den interstatslige dagsorden er uden et klart og entydigt hierarki.
Hermed forstås, at militær sikkerhed ikke dominerer agendaen, som det er tilfældet, når det
realistiske ideal er fremherskende. Emner, som tidligere blev regnet for indenrigspolitiske
dukker op, hvormed adskillelsen af indenrigs- og udenrigspolitik bliver udvisket. De
forskellige problemstillinger behandles i flere regeringsdepartementer og på forskellige
niveauer - ikke bare på ministerniveau i udenrigsministeriet. Dette vanskelliggør entydig
national koordination samtidig med, at koalitioner både internt i regeringer og transnationalt
opstår. Koalitioner opstår på baggrund af den enkelte problemstillingen. Graden af konflikt
er således også emnespecifikt (Keohane & Nye, 2000, p. 21).
Den daværende amerikanske udenrigsminister, Henry A. Kissinger, udtrykte sig således i
1975: ”… the traditional agenda is no longer enough. A new and unprecedented kind of
issue has emerged. The problems of energy, resources, environment, population, the use
of space and the seas now rank with questions of military security, ideology and territorial
rivalry…” (Keohane & Nye, 2000, p. 23). Kissingers liste er langtfra udtømmende, men
illustrerer til fulde, at problemstillinger, der hidtil blev regnet for indenrigs, nu havde fået en
udenrigspolitisk dimension. De mange internationale organisationer: OECD, GATT/WTO,
IMF, EF/EU med flere demonstrerer netop dette overlap mellem indenrigs- og
udenrigspolitik.
Med mange og forskelligartede problemstillinger på dagsordenen, hvor ikke alle har
interesse for nationen som helhed, men alene truer enkeltinteresser, bliver udfordringen
med at formulere og føre en entydig og konsekvent udenrigspolitik vanskeliggjort. Dette kan
medføre forsinkelser og beskyttelse af særinteresser samt manglende sammenhængende i
den førte politik (Keohane & Nye, 2000, p. 23).
Militær magt spiller en mindre rolle
Når kompleks interdependens er dominerende i en relation bliver militær magt ikke
benyttet. Militær magt kan derimod sagtens benyttes mod stater, som ikke befinder sig i
sfæren for kompleks interdependens (Keohane & Nye, 2000, pp. 21-22).
I zonen, hvor kompleks interdependens er fremherskende, er frygten for militære angreb fra
en af de andre inden for zonen ikkeeksisterende. Militær magt betragtes som irrelevant for
16
at opnå mål inden for andre områder, som i stigende grad betragtes som mere relevante.
Defensiv militær magt kan dog stadig finde anvendelse; yder en nation en form for
sikkerhedsmæssig garanti til en anden, vil denne garanti kunne bruges i forhandlinger på
andre problemstillinger mellem disse aktører (Keohane & Nye, 2000, pp. 23-24).
Disse tre distinkte karakteristika ved kompleks interdependens fører til, at den politiske
proces også bliver karakteristisk.
17
Den politiske proces i kompleks interdependens
At den politiske proces er anderledes end i konditioner, der i højere grad minder om det
realistiske ideal, ændrer ikke på, at magtressourcer forsøges omsat til kontrol af udfaldet af
forhandlinger/konflikter. Men det betyder, at denne veksling af ressourcer til magt har andre
omkostninger og derfor er anderledes (Keohane & Nye, 2000, p. 25). Den forandrede
politiske proces har fem overordnede kendetegn:
Aktørenes mål
Sammenkoblingsstrategi
Dannelse af dagsorden
Staters politiske instrumenter - transnationale og transgovernmentale relationer
Internationale organisationers betydning
Aktørenes mål
Militær sikkerhed er ikke længere det dominerende mål for de enkelte stater. Målsætninger
vil i tilfælde af kompleks interdependens være afhængige af det enkelte emne. Samtidig vil
de mange kontaktflader og de heraf mange afledte aktører gøre det svært entydigt at
definere målet. I tillæg vil nationerne være under påvirkning fra internationale firmaer og
organisationer, som forfølger mål, der ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med
statens (Keohane & Nye, 2000, pp. 25-32)
Sammenkoblingsstrategi
Under realistiske forudsætninger vil militært eller økonomisk stærke nationer ofte have held
til at sammenkoble emner inden for andre områder med deres militære eller økonomiske
styrke. Der vil derfor være en større overensstemmelse af udfald på tværs af politiske
emner. En sådan overensstemmelse vil være mindre sandsynlig, når der er tale om
kompleks interdependens. Her vil militær/økonomisk magt ikke kunne kobles og dermed
kontrollere udfaldet af konflikter på andre områder. Modsat vil svagere stater i højere grad
kunne udnytte en sammenkoblingsstrategi til at opnå politiske indrømmelser fra de
stærkere stater, hvilket skyldes, at deres oftest anvendte instrument i forbindelse med
sammenkoblinger, internationale organisationer, fremstår relativt billigt i forhold til de
stærke staters militære magt. Sammenfattende kan det siges, at stærke stater får sværere
ved at sammenkoble emner, da militær magt er ineffektiv, mens svagere stater vil kunne
18
udnytte internationale organisationer til at koble emner. Samlet gør dette, at det normale
magthierarki undergraves (Keohane & Nye, 2000, pp. 26-32).
Da teorien på dette punkt sondrer mellem stærke og svage stater, og indikationen på
kompleks interdependens er, at de svage stater vil have en større grad af succes, giver det
ikke mening at operationalisere denne parameter. Storbritannien og Spanien er netop
udvalgt på baggrund af en høj grad af symmetri.
Dannelse af dagsorden
Under forudsætninger formuleret af det realistiske ideal vil storpolitikken være domineret af
sikkerhedsspørgsmål, som derfor ligger øverst på dagsordenen. Skift i en sådan dagsorden
vil ske på baggrund af skift i magtbalancer eller trusler mod staternes sikkerhed. Under
kompleks interdependens, hvor hierarkiet mellem emner er udvisket bliver dagsordenen en
anden. Det får derfor betydning, hvordan dagsordener dannes og af hvem. Hvad gør, at
nogle emner behandles på højeste politiske niveau, mens andre må nøjes med ”teknisk”
bevågenhed? Det kan forventes, at internationale såvel som nationale udfordringer
forårsaget af økonomisk vækst og tiltagende gensidig afhængighed vil være
dagsordenforandrende. Det kan endvidere forventes, at aktører, som ikke føler de bliver
hørt på deres hjemmefront, vil forsøge at politisere emner og løfte dem til den internationale
dagsorden. På det internationale niveau kan det forventes, at stater og andre aktører vil
forsøge at udvide eller indskrænke dagsordener i organisationer, så de i højere grad er i
overensstemmelse med deres egen interesse (Keohane & Nye, 2000, pp. 27-29).
Dagsordener bliver i højere grad påvirket af, hvem som har magtressourcerne på det
specifikke område, herunder om det lykkes for aktører at få politiseret det pågældende
emne (Keohane & Nye, 2000, p. 32).
Staters politiske instrumenter - transnationale og transgovernmentale relationer
Den noget kryptiske overskrift dækker over, at de mange kontaktflader samfundene
imellem og den afledte udviskning af forskellene på udenrigs- og indenrigspolitik gør, at
staters relationer ikke nødvendigvis er begrænset til nationale organisationer eller andre
staters regeringer, men lige så vel kan være udenlandske organisationer. Transnationale
relationer får dermed en langt større indflydelse på politiske forhandlinger. Her er det værd
at hæfte sig ved, at de transnationale relationer ikke nødvendigvis er uden for den normale
politiske sfære; Bureaukratier på tværs af landeskel kan ligeså vel indgå alliancer. Disse
alliancer medfører, at regeringer har sværere ved at bevare den centralistiske kontrol, som
19
er nødvendig, hvis stater vil signalere en entydig nationalinteresse. Nationale interesser kan
derfor være defineret forskelligt afhængigt af emne, tidspunkt og regeringsorgan. Stater kan
med andre ord fremstå som skizofrene (Keohane & Nye, 2000, pp. 29-30).
Igen er det magtressourcerne inden for det specifikke emne, og ikke militær eller
økonomisk magt, som bliver bestemmende for aktørers mulighed for at påvirke udfald.
Vigtigste instrumenter bliver derved relationer til internationale organisationer og
ligesindede aktører på tværs af nationale skel (Keohane & Nye, 2000, p. 32).
Internationale organisationers betydning
Når kompleks interdependens er dominerende får internationale organisationer en større
rolle. I en verden, som består af mangeartede problemstillinger, bundet mere eller mindre
sammen, hvor koalitioner opstår på tværs af regeringer såvel som nationsgrænser, er
internationale organisationer ofte den katalysator, der muliggør dannelsen af alliancer. I
tillæg virker internationale organisationer som det forum, hvor mindre stærke stater kan
have held til at lave koblinger af ellers ikke forbundne problemstillinger. Internationale
organisationer har derudover en indirekte rolle i de nationale regeringers organisering, idet
fremtrædende emner på dagsordenen i eksempelvis FN vil føre til, at de enkelte stater i vid
udstrækning vil oprette regeringskontorer til netop at behandle disse emner. Herved dannes
nye bureaukratiske strukturer, som de internationale organisationer efterfølgende fører
sammen til konferencer og lignende, her udvikles endnu flere kontaktflader, hvormed
effekten er selvforstærkende (Keohane & Nye, 2000, pp. 30-31).
Sammenfattende kan internationale organisationer siges at være dagsordensættende,
koalitionsformerende og fora for svagere staters politiske ageren. De væsentligste politiske
processer for den enkelte aktør er i denne forbindelse udvælgelse af de rette fora til de
enkelte problemstillinger og evnen til at indgå alliancer og dermed mobilisere stemmer for
sin sag (Keohane & Nye, 2000, p. 32).
Med teorien for de tre karakteristika ved kompleks interdependens og de fem dominerende
kendetegn ved den ændrede politiske proces på plads, er det på tide at overføre dette på
den valgte case – forholdet mellem Storbritannien og Spanien med Gibraltarkonflikten som
fokusområde.
20
Operationalisering af kompleks interdependens
Med en teori, der beskriver en idealtilstand og som favner meget bredt, er det nødvendigt
med en indskrænkning for at kunne anvende den på et bilateralt forhold, hvor der fokuseres
på en enkelt problemstilling.
Mange kontaktflader
Der ses i første omgang på om repræsentanter for de to regeringer mødes; i hvilken
udstrækning dette sker, og om de aktivt søger at mødes. I forlængelse af de to
regeringernes interageren, fokuseres der på andre repræsentanter for de to stater;
eksempelvis royale. Herefter analyseres kontaktfladerne uden for de to regeringer; her er
både transnationale NGO’er og multinationale firmaer interessante. Afslutningsvis ses der
på kontakten mellem de to landes befolkninger, hvor graden af turisme og emigration er
vigtige indikatorer på antallet af kontaktflader.
Mangel på hierarki
Hierarki i problemstillingerne vil normalt udmønte sig i, at emner af militærpolitisk karakter
vil have fortrinsret over samfundsøkonomiske. I tilfældet Gibraltar hører
suverænitetsspørgsmålet til i den militærpolitiske kasse, hvorfor det kan udledes, at når
Gibraltars suverænitet figurerer som det vigtigste emne, når de to landes mødes, er der tale
om et hierarki.
Militær magt spiller en mindre rolle
I tilfælde af fuldstændig kompleks interdependens ville militær magt af enhver art ikke blive
brugt mellem staterne. I forholdet mellem Storbritannien og Spanien har militæret historisk
været anvendt i udpræget grad; Gibraltar blev netop erobret med militær magt i 1704. I
mere moderne tid er regulær krig mellem de to nationer ikke en option, som bør tildeles
seriøse overvejelser. Det giver derfor ikke mening at fokusere på den øvre del af
konfliktspektret. Derimod er den nedre del af konfliktspektret interessant; her kan
magtmidler stadig finde anvendelse. I det aktuelle forhold vil analysevariablene derfor være
tilfælde af eksempelvis styrkeprojektering, hvor flådestyrker viser tilstedeværelse,
grænsekontrol ud over, hvad der må siges at være normen og kystvagtsoperationer, hvor
fiskere udsættes for forøget overvågning.
Når den operationaliserede teori senere anvendes i de enkelte delanalyser af det anglo-
spanske forhold, vil de tre overordnede karakteristika blive vægtet højere end
21
kendetegnene på den ændrede politiske proces. Dette skyldes, at kompleks
interdependens som ideal netop er defineret ved disse tre karakteristika, hvorfor det ikke vil
give mening at konkludere alene på baggrund af den politiske proces. Kendetegnene for
den ændrede politiske proces vil derfor blive brugt til at forstærke eller svække den
konklusion, som drages på baggrund af de tre karakteristika.
Den politiske proces i kompleks interdependens
At den politiske proces tillægges mindre betydning end de tre karakteristika, betyder
således også, at de fire6 kendetegn anvendes samlet i de efterfølgende analyser.
Indikationer på kompleks interdependens vil derfor være:
Opfatter Storbritannien og Spanien de internationale organisationer som
betydningsfulde og derfor respekterer afgørelser, henstillinger og lignende, som
ellers umiddelbart er i strid med deres egne interesser?
Er transnationale alliancer i stand til at få den ene nation til at ændre sine
mål/holdninger? Et eksempel herpå kunne være, at en britisk bank og Spanien
havde sammenfaldende interesser, og at den britiske bank via pres på den engelske
regering, får denne til at ændre sin politik i forhold til finansielle transaktioner i
Gibraltar.
Giver transgovermentale kontakter sig udslag i, at officielle målsætninger
modarbejdes indefra? I den anglo-spanske relation vil eksempler på dette være, hvis
politiske venskaber giver anledning til, at der træffes beslutninger i modstrid med det
politiske flertals eller befolkningens ønsker.
Med operationalisering af kompleks interdependens på plads kan den anglo-spanske
relation analyseres.
6 Det femte kendetegn, sammenkoblingsstrategi, gav ikke en indikation af kompleks interdependens ved
symmetriske stater
22
Det anglo-spanske forhold
Det anglo-spanske forhold 1963-1975
Denne periode starter i 1963 med, at Spanien indbringer spørgsmålet om Gibraltar for FN’s
komite for dekolonisering (Morris & Haigh, 1992, p. 12), og den ender i 1975 med General
Francos død og den indledende overgang til et konstitutionelt monarki i Spanien.
Mange kontaktflader
Allerede umiddelbart efter afslutningen på Anden Verdenskrig gjorde Storbritannien det
klart, at det anglo-spanske forhold aldrig kunne blive normaliseret, så længe Franco sad
ved magten. At Spanien reelt blev betragtet som en paria understregedes af, at Spanien
blev ekskluderet fra at modtage Marshallhjælp. Spanien var blevet medlem af FN i 1955 og
IMF, Verdensbanken og OEEC/OECD i 1959, hvilket umiddelbart indikerede en ”accept” af
Spanien. Dette sættes dog i relief af, at ingen7 europæiske regeringschefer mødtes med
Franco gennem hans næsten 40-årige regeringsperiode (Chislett, 2013A, pp. 47-55).
At det ikke kun var på det politiske niveau, at kontakten mellem Storbritannien og Spanien
var begrænset bevidnes af de spanske handlinger i slutningen af tresserne. Den 8. juni
1969 lukkede Spanien grænseovergangen mellem La Línea og Gibraltar; senere samme
måned blev færgeoverfarten mellem Algeciras og Gibraltar suspenderet. (Gold, 2005, p.
15).
Multinationale firmaer eller direkte investeringer fra Storbritannien var begrænset af, at
Spanien trods reformer op gennem tresserne (efter medlemskabet af IMF) stadig var et
land, hvis økonomi var præget af en stor grad af protektionisme (Chislett, 2013A, p. 56).
De to landes befolkninger havde bedre mulighed for kontakt. Spanien havde i slutningen af
halvtredserne erkendt, at turisme var en måde at få tilført tiltrængt udenlandsk valuta,
hvorfor man ophævede kravet om visa for turister og devaluerede pesetaen, hvilket gjorde
den spanske solkyst endnu mere attraktiv. Spanien drog i den grad fordel af det generelle
boom8 i charterturisme op gennem tresserne; en stor del af disse kom fra Storbritannien.
Gensidig turisme var ikke et større fænomen. Spanien var stadigt et relativt fattigt land med
7 Den portugisiske diktater, Antonio de Oliveira Salazar, undtaget
8 Spanien havde 4,3 millioner turister i 1960, 18 millioner i 1967 og 30 millioner i 1975.
23
høj arbejdsløshed. Rejser til udlandet var derfor ikke for fornøjelsens skyld, men primært for
at søge arbejde9 (Chislett, 2013A, pp. 57-59).
Mangel på hierarki
I slutningen af 1964 og begyndelsen af 1965 forsøgte Spanien at få Storbritannien til at
indlede direkte forhandlinger uden forbehold. Det nægtede Storbritannien. Overdragelse af
suverænitet over Gibraltar til Spanien kunne under ingen omstændigheder indgå i
samtalerne. De bilaterale møder i den efterfølgende tid var resultatløse og Spanien
reagerede ultimativt med at lukke grænseovergangen mellem Spanien og Gibraltar for
køretøjer i oktober 1966 (Gold, 2005, pp. 16-17).
Den spanske indbringelse af Gibraltar for FN’s komite for dekolonisering resulterede i
resolution 2231 fra december 1966, der pålagde Storbritannien at fremskynde
dekoloniseringen af Gibraltar, samt bød de to lande at fortsætte deres bilaterale
forhandlinger. Storbritannien foreslog, at disse samtaler skulle finde sted i foråret 1967,
men aflyste dem igen, da Spanien indførte et forbud mod udenlandske fly i et område
grænsende op til Gibraltar. Da Storbritannien indkaldte til forhandlinger om forbuddet,
svarede Spanien igen ved at indkalde til forhandlinger om Gibraltars dekolonisering (Gold,
2005, p. 17).
Lukningen af den spansk-gibraltarske grænse i 1969 var resultatet af utallige spanske
forsøg på at få Storbritannien til diskutere overdragelsen af Gibraltars suveræniteten.
Storbritannien gjorde det på den anden side gentagne gange klart, at det eneste
spørgsmål, som de under ingen omstændigheder ville diskutere, var netop spørgsmålet om
overdragelse af suverænitet. Et senere eksempel på det tydelige hierarki af emnerne på
dagsordenen, var da Spanien i maj 1974 nægtede at diskutere adgangen til lufthavnen i
Gibraltar uafhængigt af spørgsmålet om dekolonisering (Gold, 2005, pp. 16-22).
Militær magt spiller en mindre rolle
Med fokus på den lavere ende af konfliktspektret må en lukning af den landfaste
grænseovergang og en samtidig afbrydelse af den eneste direkte færgeforbindelse siges at
9 I perioden 1960-73 estimeres det, at 1.5 millioner spaniere udvandrede for at søge arbejde andre steder i
Europa. Storbritannien var dog ikke blandt de foretrukne lande; hovedparten udvandrede til Tyskland,
Frankrig og Schweiz.
24
være dramatiske foranstaltninger. Handlingerne fik da også straks den britiske regering til
at tilkalde den spanske ambassadør i London til samtaler. Her pointerede Storbritannien, at
grænselukningen: ”flouts standards of international behavior accepted by modern
governments” (Gold, 2005, p. 15), og at tiltagene var i modstrid med bekymringen for
Gibraltars indbyggeres velbefindende, som Spanien ellers hævdede at værdsætte.
Storbritannien mente, at specielt indstillingen af færgeruten var en overtrædelse af
Utrechttraktaten10, der fastsætter, at der skal være kommunikation ad søvejen mellem
Spanien og Gibraltar. Lukningen af grænseovergangen og indstillingen af færgeoverfarten
var ikke pludselige indskydelser, men derimod kulminationen på en gradvis optrapning af
”fysiske” magtmidler. De indledende skridt var et forbud mod overflyvning af spansk
territorium med britiske militærfly, den gradvise lukning af grænseovergangen, hvor
forbuddet indledningsvis kun var gældende for køretøjer, den pludselige manglende
anerkendelse af pas udstedt af Gibraltar og afskæring af telefonforbindelserne. I August
1973 afskar Spanien Gibraltar for den sidste rest af kommunikation via søvejen, da de
mindre fartøjer, som hidtil havde sejlet mellem Gibraltar og Algeciras, blev indstillet (Gold,
2005, pp. 15-21).
Den politiske proces
Spaniens indledende argumentation i FN-komiteen var baseret på resolution 151411 af
december 196012. Komiteen konstaterede i sin afsluttende bemærkning i efteråret 1964, at
der var: ”a disagreement, even a dispute, between the UK and Spain over the status and
the situation of the territory of Gibraltar” (Gold, 2005, p. 16) og opfordrede de to lande til at
indlede forhandlinger. Storbritanniens repræsentant, Cecil King, udtalte, at den britiske
regering ikke ville føle sig bundet af eventuelle anbefalinger, som komiteen måtte have
angående suverænitetsspørgsmålet, og at Storbritannien ikke havde tænkt sig at indlede
forhandlinger med Spanien, hvor Gibraltars suverænitet var et emne (Gold, 2005, p. 16).
10 For Utrechttraktatens fulde ordlyd, se bilag 1.
11 Resolutionen med titlen: ”Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples”
slog fast, at alle kolonier og deres indbyggere havde ret til frihed og uafhængighed (FN Resolution 1514,
1960).
12 Som et kuriosum kan det nævnes, at 89 nationer stemte for, ingen imod og 9 lande undlod at stemme –
herunder både Storbritannien og Spanien.
25
Det britiske underhus besluttede i sommeren 1967, at der skulle afholdes en
folkeafstemning i Gibraltar samme efterår, hvor Gibraltars indbyggere skulle vælge mellem
fortsat at være under britisk overherredømme eller spansk suverænitet. Den annoncerede
folkeafstemning fik Spanien til at bringe sagen for komiteen for dekolonisering, der den 1.
september vedtog en resolution til fordel for det spanske synspunkt – at folkeafstemningen
var en overtrædelse af Utrechttraktaten. Folkeafstemningen blev gennemført13, hvilket fik
FN’s ”formynderskabskomite” til at vedtage en resolution, som senere blev godkendt af
Generalforsamlingen, der beskrev folkeafstemningen som værende en overtrædelse af
tidligere resolutioner. Den britiske FN-ambassadør, Lord Caradon, beskrev den vedtagne
resolutionen som: ”unworthy of the UN and a disgrace to the [trusteeship] Committee”. Da
FN-resolutionen senere blev diskuteret i det engelske parlament, blev den omtalt som
”foragtelig” og ”skammelig” (Gold, 2005, pp. 18-19).
Spanien fortsatte FN-sporet og sendte i juli 1968 en erklæring til FN’s generalsekretær,
hvori der argumenteredes for, at folkeafstemningen og den efterfølgende forfatning14 var i
strid med vedtagne FN-resolutioner. Hertil svarede den britiske delegation, at resolutioner
kun var anbefalinger og derfor ikke bindende, og at når resolutioner strider mod FN’s
charter, har chartret fortrinsret.15 Endnu en FN-resolution, den hidtil stærkest formulerede,
blev vedtaget af generalforsamlingen i december 1968. Den erklærede Gibraltars
kolonistatus for at være i uoverensstemmelse med FN-chartret og bød Storbritannien at
afslutte denne og indlede forhandlinger med Spanien uden forsinkelse. Responsen fra Lord
Caradon var ligeledes klar; han erklærede fra talerstolen, at resolutionen hverken kunne
eller ville træde i kraft (Gold, 2005, pp. 19-22).
13 Ud af 12.762 stemmeberettigede stemte 12.138 for et fortsat tilhørsforhold til Storbritannien, mens 44
stemte for spansk suverænitet (Gold, 2005, p. 18).
14 Forfatningens forord indeholder en passus om, at Storbritannien kun vil overgive Gibraltars suverænitet til
et andet land, såfremt dette sker på baggrund af et frit og demokratisk valg i Gibraltar. En erklæring, der reelt
har givet Gibraltar vetoret på spørgsmålet om suverænitet (Gold, 2005, p. 19).
15 Med henvisningen til FN-chartret menes artikel 73, der pålægger kolonimagter at varetage indbyggerne i
koloniernes interesser.
26
Delkonklusion
Det mest slående ved en analyse af det anglo-spanske forhold i perioden 1963-75 er, hvor
dårligt to af de tre karakteristika for kompleks interdependens passer på forholdet.
Der er ikke mange kontaktflader mellem de to nationer. Det spanske diktatur var ikke velset
i et ellers overvejende demokratisk Europa, og Spanien var derfor politisk isoleret på
mange områder. De eneste synlige kontaktflader på politisk niveau mellem Storbritannien
og Spanien var derfor, når FN de facto tvang dem til at mødes for at diskutere Gibraltar.
Denne isolation var også gældende på det økonomiske område, hvor spansk
protektionisme forhindrede udenlandske investeringer. Kun på turismeområdet var der stor
kontakt; britiske turister valfartede til den billige og solrige spanske middelhavskyst.
Hierarkiet på den politiske dagsorden var ikke manglende. Gibraltars suverænitet var altid
øverst; det eneste tidspunkt, hvor dette ikke var tilfældet, var, når Storbritannien nægtede at
mødes, hvis suverænitetsspørgsmålet i det hele taget var på dagsordenen. I perioden var
der således talrige eksempler på, at spørgsmålet om suverænitet eller Gibraltars koloniale
status havde fortrinsret over mere praktiske udfordringer såsom adgangsforholdene til
Gibraltars lufthavn.
Militær magt spillede en mindre rolle i relationerne mellem de to nationer. Der var ingen
tilfælde af, at egentlige militære kapaciteter blev anvendt - heller ikke i den mildere del af
spektret. Civil magt spillede dog en tydelig rolle. Det spanske forsøg på at isolere Gibraltar
ved gradvist at skærpe grænseovergang for ultimativt helt at lukke alle forbindelse til
Gibraltar, er et eksempel på, hvor langt man kan gå uden at involvere militær magt.
Den politiske proces tyder heller ikke på, at kompleks interdependens er en retvisende
beskrivelse af det anglo-spanske forhold. Under kompleks interdependens ville det
forventes, at de enkelte nationer respekterer de afgørelser eller henstillinger, som
internationale organisationer træffer. Storbritanniens reaktion eller retteligt manglende
reaktioner er et eksempel på det diametralt modsatte. De gentagne overtrædelse af FN-
resolutionerne og udtalelserne om, at resolutionerne var ”uværdige” for FN, underbygger
dette.
Det må derfor konkluderes, at det anglo-spanske forhold i perioden 1963-75 er tættere på
det realistiske ideal end kompleks interdependens. En visualisering på kontinuummet
”klassisk realisme vs. kompleks interdependens” ser derfor således ud:
27
Den grafiske fremstilling er ikke ment som en endegyldig sandhed, og den røde priks
eksakte placering giver ikke i sig selv mening. Denne mening findes reelt først ved en
sammenligning med de efterfølgende analyser af tidsperioderne fremmod i dag. Med
prikkens nøjagtige placering sat til side kan specialets første arbejdshypotese: ”Indtil begge
lande blev industrialiserede demokratier var deres indbyrdes forhold langt fra kompleks
interdependens” ikke desto mindre bekræftes16.
16 Det er her værd at erindre, at Keohane & Nye netop udarbejdede teorien om kompleks interdependens i
midten af halvfjerdserne og efterviste, at kompleks interdependens allerede på daværende tidspunkt var en
retvisende beskrivelse af nogle landes relationer.
28
Det anglo-spanske forhold 1975-1980
Denne periode begynder i 1975 med General Francos død og ender i foråret 1980, hvor
Lissabonaftalen underskrives.
Tre uger før sin død udpegede Franco prins Juan Carlos som sin efterfølger. Carlos var klar
over, at overgangen til demokrati var en delikat balancegang. For hurtig fremgang ville
kunne fremprovokere et militærkup, mens en for langsom transformation ville kunne udløse
et folkeligt oprør. Spanien afholdte sit første demokratisk valg den 15. juni 1977. Valget
endte med en sejr for de midtsøgende kræfter. Højrefløjens reformister slog ny-
francoisterne, mens den moderate venstrefløj slog de yderligtgående – en indikation på, at
spanierne ønskede forsoning (Chislett, 2013A, pp. 74-85).
Mange kontaktflader
Med Francos død og Spaniens overgang til demokrati var der åbnet op for, at politiske
møder kunne finde sted på højeste niveau. Den spanske premierminister, Adolfo Suárez
besøgte således den britiske premierminister, James Callaghan, i oktober 1977. Suárez
udtalte i forbindelse med mødet, at det nye demokratiske Spanien ville være i stand til at
forhandle sig frem til en løsning på Gibraltarspørgsmålet. Han understregede dog samtidigt,
at der ikke kunne blive tale om ensidige spanske indrømmelser såsom ophævelse af
blokeringen af Gibraltar (Gold, 2005, p. 23).
Spanien blev medlem af Europarådet i november 1977 og i forbindelse med et af de første
møder i Rådet, benyttede den spanske og den britiske udenrigsminister muligheden for et
separat møde17; mødet resulterede i en ny mødedato i marts 1978. På dette møde enedes
man om at oprette dedikerede arbejdsgrupper med specifikke arbejdsområder: tele- og
maritim-kommunikation og pensionsudbetalinger til tidligere spanske arbejder i Gibraltar
(Gold, 2005, p. 23).
I forbindelse med forberedelserne til endnu et møde i Europarådet, som skulle foregå i
Lissabon i april 1980, vedtog det spanske parlament enstemmigt en resolution om
Gibraltar. Håbet var, at de spanske og britiske ministre ville få mulighed for at afholde et
17 På dette møde deltog også repræsentanter for Gibraltar, heriblandt Gibraltars førsteminister, Joshua
Hassan.
29
bilateralt møde med Gibraltar på dagsordenen. Resolutionen blev ad uofficielle kanaler
sendt til det britiske udenrigsministerium. (Gold, 2005, pp. 26-27).
Storbritannien fik i oktober 1979 en uventet allieret, da fagforeningerne i La Línea indkaldte
til en 24 timers generalstrejke i protest mod manglende kompensation fra den spanske
regering for de mistede indtægter, den lukkede Gibraltargrænse havde forårsaget. Spanien
var dermed nu udsat for et indre pres for at hæve blokaden af Gibraltar (Gold, 2005, p. 25).
Mangel på hierarki
At alle udfordringer ikke var forsvundet med Francos død, tydeliggjorde Carlos i sin
tiltrædelsestale. Her understregede han, at Spanien ville fortsætte sine forsøg på at
genvinde suveræniteten over Gibraltar. At Carlos ikke var alene med dette synspunkt blev
bekræftet ved det første kabinetsmøde, hvor kravet om Gibraltar som en del af det spanske
territorium blev gentaget. Og ved parlamentets første udenrigspolitiske debat var alle partier
enige om dekoloniseringen af Gibraltar (Gold, 2005, pp. 22-23).
Spanien var dog ikke ene om at sætte Gibraltar og dets status øverst på dagsordenen. Da
den engelske udenrigsminister, David Owen, besøgte Spanien i september 1977, gjorde
han det klart, at egentlige forhandlinger om Gibraltar først kunne iværksættes, når
restriktionerne mod Gibraltar var lempet. Kravet var næppe overraskende, men det
”lykkedes” Owens, at kæde spørgsmålet om Gibraltar sammen med Spaniens mulige
optagelse i EF/EU og NATO (Gold, 2005, p. 23).
At et regeringsskifte i Storbritannien heller ikke medførte forandringer understregedes af, at
den nye konservative udenrigsminister, Lord Carrington, hurtigt bekræftede, at
regeringsskiftet ikke ville medføre et skift i den britiske politik omkring Gibraltar. Da den nye
britiske viceudenrigsminister besøgte Gibraltar i juli 1979, ”lykkedes” det også ham at koble
spørgsmålet om Gibraltar med den spanske ansøgning om EF/EU-medlemskab (Gold,
2005, pp. 24-25).
Militær magt spiller en mindre rolle
Der skete ingen større ændringer i situationen ved grænsen mellem Gibraltar og Spanien;
den var stadig hermetisk lukket og færgefarten indstillet. En enkelt mindre forbedring kunne
dog spores; telefonlinjerne blev lejlighedsvis åbnet – typisk i forbindelse med højtider (Gold,
2005, p. 22).
30
Perioden bød også på åbenlyse muligheder for at vise militær tilstedeværelse, som ikke
blev forsøgt udnyttet. Da Storbritannien i februar 1980 besluttede at støtte den amerikanske
indsats i Afghanistan, afsejlede disse fra Gibraltar. Afsejlingen skete uden, at det kunne
opfattes af Spanien som en provokation (Gold, 2005, p. 26)
Den politiske proces
I denne periode bliver Europarådet den mest betydende internationale organisation. Med
Spaniens medlemskab i 1977 åbnedes endnu en kanal for interaktion og forhandling; at de
to parter nu mødtes oftere (og på neutral bane) fik betydning.
Det spanske parlaments resolution, som blev sendt under hånden til det britiske
udenrigsministerium, indeholdt en plan for at løfte de spanske restriktioner over for Gibraltar
trin-for-trin i takt med fremskridt i de anglo-spanske forhandlinger. I tillæg indeholdt
resolutionen en plan for genopretningen af regionens økonomi og kultureludveksling på
tværs af grænsen. Resolution gav den spanske forhandler et stærkt mandat og med den
tidlige udveksling til den britiske delegation en mulighed for, at de også kunne møde
velforberedte frem (Gold, 2005, pp. 26-27).
Resolutionen var dermed en vigtig faktor for, at møderne i Lissabon i april 1980 ikke endte
resultatløse. Den 10. april offentliggjorde de to landes udenrigsministre Lissabonaftalen18.
Aftalen slog blandt andet fast, at de to nationer ville indlede forhandlinger for at løse alle
deres uoverensstemmelser og ophæve de restriktive foranstaltninger i regionen (Gold,
2005, pp. 27-28). Spanien fik indskrevet en bekræftelse af deres krav om territorial
integritet, og at Gibraltars interesser vil blive varetaget. Storbritannien fik på den anden side
indført deres forpligtelse til at efterkomme Gibraltars befolknings demokratisk udtrykte
ønsker (Bilag 2, pkt. 5).
At de to ord: interesser og ønsker reelt dækker over en stor uoverensstemmelse blev
synliggjort, da Oreja en uge senere i en udtalelse til den spanske udenrigskomite
understregede, at Spanien var klar til at varetage og anerkende Gibraltars indbyggeres
interesser, men at man aldrig ville anerkende deres ret til at disponere over noget, som
aldrig havde tilhørt dem - suveræniteten over Gibraltar. Carrington måtte i en debat i
18 For Lissabonaftalens fulde ordlyd, se bilag 2.
31
Underhuset modvilligt bekræfte, at aftalen ikke forhindrede diskussionen af Gibraltars
suverænitet på kommende møder (Gold, 2005, p. 29).
Delkonklusion
Overgangen til demokrati løste ikke med ét alle uoverensstemmelser, og kompleks
interdependens blev ikke øjeblikkeligt en retvisende beskrivelse af det anglo-spanske
forhold. På nogle områder skete der i perioden fremskridt, mens andre tilsyneladende stod
stille.
Med pariaprædikatet lagt i graven sammen med Franco, åbnedes der mulighed for langt
flere kontaktflader mellem de to nationer. Transgovernmentale relationer var nu en reel
mulighed; men med spansk fokus på intern konsensus for at understøtte det nye og stadigt
skrøbelige demokrati og skiftende britiske regeringer, der understregede, at deres politiske
ståsted med hensyn til Gibraltar ikke havde ændret sig, var eventuelle transgovernmentale
relationer ikke udslagsgivende for en ændret målsætning eller dagsorden.
Omend den spanske generalstrejke i La Línea ikke er et eksempel på en decideret
transnational relation (der er intet, der tyder på, at Storbritannien på nogen måde var
involveret), er det dog et begyndende tegn på, at staterne ikke nødvendigvis er
enhedsaktører.
Med hensyn til hierarki af problemstillinger er det tydeligt, at suverænitetsspørgsmålet
stadig dominerer. Mod slutningen af perioden er der dog en opblødning idet der nu
nedsættes specifikke arbejdsgrupper, som kan behandle praktiske problemområder uden
nødvendigvis at tage hensyn til Gibraltars status. Ligeledes ses Lissabontraktaten, hvor
Storbritannien ikke på forhånd udelukker diskussioner omkring suverænitet som et tegn på
en lempelse af det ellers fastlåste hierarki.
Angående militær magt i relationen er udviklingen stærkt begrænset; grænsen forbliver
lukket og de enkelte symbolske handlinger (midlertidig etablering af telefonforbindelser)
ændrer ikke på, at en blokade er en alvorlig indskrænkning af en gensidig relation.
Lissabonaftalen dokumenterer dog, at der på begge sider er vilje til at søge konflikten løst.
At det var muligt at indgå en aftale, som lagde fundamentet for fremtidige forhandlinger, var
et stort skridt fremad. At de to parters udgangspunkter for disse forhandlinger var milevidt
fra hinanden, var i den henseende en detalje.
32
Alt taget i betragtning må det derfor konstateres, at der på kontinuummet er taget et mindre
skridt mod idealet kompleks interdependens.
Det samme forbehold, som gjorde sig gældende ved den forrige figur, er stadigt gældende:
Prikkens præcise placering skal ikke ses som den endegyldige sandhed. Med det in mente
er det selvsagt for tidligt at bekræfte specialets anden arbejdshypotese: ”Efter
demokratiseringen af Spanien har landenes forhold gradvist udviklet sig til i dag at afspejle
en udpræget grad af kompleks interdependens”, men det må konstateres, at den anglo-
spanske relation bevæger sig mod kompleks interdependens.
33
Det anglo-spanske forhold 1980-1984
Perioden begynder med indgåelsen af Lissabonaftalen i april 1980 og ender med
underskrivelsen af Bruxellesdeklarationen i november 1984.
Af betydende begivenheder i perioden skal Falklandskrigen mellem Storbritannien og
Argentina fremhæves. Krigen i Sydatlanten får direkte betydning for det anglo-spanske
forhold, da begge sider drager paralleller til Gibraltarkonflikten.
Mange kontaktflader
Muligheden for endnu en betydende kontaktflade mellem de to nationer blev forpurret, da
prinsen og prinsessen af Wales offentliggjorde, at de ville indlede deres bryllupsrejse om
bord på HMY Britannia i Gibraltar. Dette fik den spanske kongefamilie til at aflyse deres
deltagelse i brylluppet i England (Gold, 2005, p. 31).
Spanien fik en ny og uventet forbundsfælle i underhusets udenrigskomite, der efter et
besøg i Gibraltar og Madrid i foråret 1981 fremlagde en rapport. Rapporten indeholdt en
passus om, at den spanske forfatning muliggjorde regionalt selvstyre, hvilket kunne være
en del af løsningen af konflikten. Rapporten satte i tillæg spørgsmålstegn ved den britiske
ret til dele af landtangen, der forbinder Gibraltar med Spanien (Morris & Haigh, 1992, pp.
101-103).
Da Falklandskrigen udsatte den ellers planlagte åbning af grænsen mellem Spanien og
Gibraltar, var der stor skuffelse blandt de lokale på begge sider. La Líneas borgmester
påpegede, at mange mindre virksomheder nu kom i yderligere økonomiske
vanskelligheder. I dagene op til den nye dato for grænseåbningen (25. juni) argumenterede
borgmesteren for, at Spanien skulle åbne grænsen uanset, om forhandlinger om Gibraltar
blev påbegyndt. Da grænseåbningen blev udsat, sendte La Línea en delegation til Madrid
for at gøre regeringen opmærksom på deres nød (Gold, 2005, pp. 39 & 48-49).
Mangel på hierarki
Da den nye spanske premierminister, Calvo Sotelo, besøgte sin britiske kollega i London i
januar 1982, var Gibraltar ikke det eneste emne på dagsordenen, men det var højt
prioriteret. På mødet aftalte man, at konkrete forhandlinger på baggrund af Lissabonaftalen
skulle iværksættes den 20. april – simultant skulle grænseovergangen åbnes. Da
34
Falklandskrigen udsatte disse forhandlinger og grænseåbningen, udsendte henholdsvis
London og Madrid synkront en enslydende bekendtgørelse19 (Gold, 2005, pp. 34-39).
Den 30 maj 1982 blev Spanien medlem af NATO, hvilket var bemærkelsesværdigt givet en
række faktorer: internt i Spanien var der langt fra enighed om, at NATO-medlemskab var en
god idé; Falklandskrigen, hvor et enigt NATO stod bag Storbritannien, mens Spanien
støttede Argentina, var endnu ikke afsluttet; og sidst men ikke mindst, var
Gibraltarkonflikten ikke nærmere en løsning. Netop spørgsmålet om Gibraltar var inden for
det seneste år blevet koblet med optagelse i NATO af såvel den spanske regering, den
spanske opposition og den britiske regeringen (Gold, 2005, pp. 30-47).
At sammenkædningen af Gibraltarkonflikten med Spaniens eventuelle medlemskab af
internationale organisationer ikke var et overstået kapitel blev understreget i en debat i
underhuset. Her beklagede den britiske udenrigsminister, Francis Pym, den spanske
udsættelse af grænseåbningen i juni 1982, og gjorde det samtidigt klart, at Spanien ikke
kunne forvente optagelse i EF/EU, hvis dette ikke ændrede sig (Gold, 2005, p. 49).
I sin tale til nationen, efter socialisternes jordskredssejr ved parlamentsvalget i 1982,
bekræftede den nye premierminister, Felipe González, Spaniens stræben efter at
reintegrere Gibraltar. På sit første kabinetsmøde i starten af december enedes den spanske
regering om en delvis åbning af grænsen, hvor kun fodgængere ville få lov at passere
(Gold, 2005, p. 51).
Militær magt spiller en mindre rolle
Falklandskrigen fascinerede de spanske medier, og forskelle og ligheder med Gibraltar blev
jævnligt trukket op. De britiske medier havde ikke fokus på en tilsvarende sammenligning. I
midten af maj, hvor argentinerne havde besat Falklandsøerne i mere end en måned,
barslede den yderste spanske højrefløj med idéer om, at Spanien kunne følge i Argentinas
fodspor og besætte Gibraltar. Idéen om at anvende militær magt var dog aldrig en del af det
etablere politiske miljø20 (Gold, 2005, pp. 37-42) & (Morris & Haigh, 1992, pp. 109-110).
19 Af bekendtgørelsen fremgik det, at forhandlinger og åbningen af grænsen var udsat til den 25. juni.
20 Det mislykkede militærkup i Spanien året før satte selvfølgelig tingene i perspektiv.
35
I marts 1983 informerede den britiske ambassadør i Madrid den spanske regeringen om, at
den britiske flåde i forbindelse med en flådeøvelse i Atlanterhavet ville anløbe Gibraltar21.
Spanien mente, at flådebesøget var uvenligt og burde have afventet, at de anglo-spanske
forhandlinger havde vist fremskridt. Da de 13 flådefartøjer den 13. april ankom til Gibraltar,
var den spanske presse ikke sen til at bemærke, at de alle havde deltaget i konflikten i
Sydatlanten. Den spanske udenrigsminister besluttede at sende spanske krigsskibe til
Algeciras/Gibraltar-bugten for at vise tilstedeværelse22 (Gold, 2005, pp. 55-56) & (Morris &
Haigh, 1992, pp. 118-119).
Den politiske proces
Da Spanien undlod at stemme for UNSCR 502, der fordømte den argentinske aggression
(FN Sikkerhedsrådsresolution 502, 1982) forbedrede det selvsagt ikke forhandlingsklimaet.
Senere samme måned forklarede Spanien i Europarådet, at selv om de var imod
anvendelsen af militær magt til at afgøre internationale uoverensstemmelser, var de for FN-
princippet om dekolonisering. Et par uger senere undlod Spanien som de eneste at stemme
for en resolution i Europarådet, der støttede Storbritannien, og fordømte den argentinske
fremfærd (Gold, 2005, pp. 39-41).
Det spanske medlemskabs af NATO (mens Falklandskrigen stadig foregik) gjorde
Storbritannien og Spanien til militært allierede for første gang i 170 år. Håbet var, at dette
alliancefællesskab var et godt tegn for de kommende forhandlinger om Gibraltar. Disse
forhandlinger fik dog et vanskelligt udgangspunkt, da Margaret Thatcher kort efter i et
interview slog fast, at Storbritannien ikke var klar til at indlede forhandlinger med Spanien
om Gibraltars suverænitet. Først halvandet år senere kom der skred i forhandlingerne; I en
række møder i henholdsvis CSCE/OECD, FN og NATO forbedrede forhandlingsmiljøet
mellem de to nationer sig så meget, at der bag kulisserne blev arbejdet på forhandlinger om
implementeringen af Lissabonaftalen. De diskrete forhandlinger viste sig at bære frugt, da
udenrigsministrene, Howe og Morán, mødtes officielt i Bruxelles den 27. november 1984.
21 At britiske flådefartøjer benyttede faciliteterne i Gibraltar var langt fra en sjældenhed, og informeringen af
Spanien blev alene foretaget af høflighedsmæssige årsager. Da den spanske regering indkaldte den britiske
ambassadør for at overbringe en protest, var Storbritannien derfor noget forundret.
22 Den spanske militære tilstedeværelse udgjordes af en destroyer, en fregat og en korvet, der således kunne
følge med i den britiske flådes ankomst til Gibraltar.
36
Her nåede man samme dag frem til Bruxellesdeklarationen23, som forpligtede begge parter
til at implementere Lissabonaftalen24 (Gold, 2005, pp. 47-49 & 57-60) & (Morris & Haigh,
1992, pp. 113 & 127-128).
Delkonklusion
At de to regenter endnu ikke har mødtes ved en officiel lejlighed, er ikke kun af symbolsk
karakter; både det britiske og det spanske kongehus nyder på dette tidspunkt stor folkelig
opbakning, hvorfor de som meningsdannere har betydning for befolkningernes gensidige
opfattelse af hinanden. Til gengæld udvides de transgovernmentale relationer i denne
periode. Med Gibraltarrapporten fra underhusets udenrigskomite kan spanierne ved selvsyn
se, at det britiske politiske system ikke er helt enige i spørgsmålet om Gibraltar; den britiske
regering er dermed svækket som enhedsaktør. Den spanske har dog en tilsvarende
udfordring, idet der er et folkeligt pres fra regionen om handlinger, der strider mod officiel
spansk politik.
Gibraltar og spørgsmålet om suverænitet står stadig højt på dagsordenen, når de to
nationer mødes, men som tilfældet med Spaniens optagelse i NATO illustrerer, så bliver
trusler om sammenhæng mellem medlemskab og udfordringerne omkring Gibraltar sat til
vægs af realpolitiske hensyn. Spanien blev medlem af NATO midt i Falklandskrigen, hvor
Spanien støttede Argentina.
Militær magt spillede i denne periode en større rolle end hidtil set. Idéen om en spansk
invasion af Gibraltar i stil med den argentinske af Falklandsøerne var aldrig seriøst ment,
men at begge lande havde et behov for at udvise militær tilstedeværelse i kraft af
flådestyrke i Gibraltar/Algeciras-bugten, var bemærkelsesværdigt. Uden at placere skyld
kan det konstateres, at ingen af parterne tog udvidede hensyn til modpartens ’følelser’ eller
på den anden side ignorerede, hvad man opfattede som en provokation.
Den politiske proces var præget af Falklandskrigen og ikke mindst den spanske støtte til
Argentina, hvilket vanskelliggjorde konkrete forhandlinger i en stor del af perioden.
23 For Bruxellesdeklarationen fulde ordlyd, se bilag 3
24 Spanien fik en frist til den 15. februar 1985 til at fjerne alle restriktionerne ved den spansk-gibraltarske
grænse, mens briterne forpligtede sig til at diskutere spørgsmålet om suverænitet.
37
Ultimativt enedes de to nationer dog om at fortsætte forhandlingssporet, hvilket
Bruxellesdeklarationen er beviset for.
Det må derfor konkluderes, at denne periode ikke bragte de to lande nærmere en tilstand af
kompleks interdependens. Den mindre udvidelse i antallet af kontaktflader samt det mindre
tydelige hierarki kan ikke kompensere for, at militær magt fik en langt større betydning i
perioden - også selv om nogle af grænserestriktionerne blev ophævet.
Figuren er derfor magen til den forrige.
Det må samtidigt konstateres, at specialets anden arbejdshypotese: ”Efter
demokratiseringen af Spanien har landenes forhold gradvist udviklet sig til i dag at afspejle
en udpræget grad af kompleks interdependens” kræver en fortolkning, hvis den skal være
entydigt sand. Gradvist må i hvert fald ikke opfattes som en kontinuerlig lineær proces.
38
Det anglo-spanske forhold 1985-1990
Perioden indledes med Bruxellesdeklarationens underskrivelse i slutningen af 1984 og
ender ved årsskiftet 1990/91, hvor den kolde krigs afslutning varsler store omvæltninger i
Europa.
Signifikante begivenheder i perioden er åbningen af grænseovergangen, hvor
restriktionerne på køretøjer fjernes, Spaniens optagelse i EF/EU den 1. januar 1986 samt
kontroverserne omkring Gibraltars lufthavn.
Mange kontaktflader
Med restriktionerne ved grænseovergangen ved La Línea fjernet blomstrede økonomien,
herunder turisme25, i området. Turismen gavnede ikke kun Gibraltar; Spanien eksporterede
for £20-30 millioner årligt, mens Gibraltars indbyggere brugte omkring £15 millioner i
Spanien. I tillæg var der blevet skabt 400 jobs; en del af disse i den finansielle sektor, hvor
flere større spanske banker udnyttede skattefordelene i Gibraltar – fordele, der naturligvis
ikke ville være der, hvis Gibraltar var spansk (Gold, 2005, pp. 68, 74, 87 & 119) & (Morris &
Haigh, 1992, pp. 133 & 140-141).
Spaniens optagelse i EF/EU fik stor betydning for den spanske nationaløkonomi og de
større spanske virksomheder. På få år fordobledes eksport/import andelen af Spaniens
bruttonationalprodukt, mens den udenlandske ejerandel af spanske virksomheder næsten
firdobledes frem til 1992. De store spanske monopolselskaber inden for telekommunikation,
olie, gas og elektricitet stod overfor hel eller delvis privatisering i tråd med reglerne for det
indre marked (Chislett, 2013A, pp. 106, 114 & 140).
I april 1986 tog Kong Juan Carlos og Dronning Sofía på et tre dage langt officielt besøg i
Storbritannien - det første i mere end firs år fra en regerende spansk monark. Den spanske
kongefamilie blev inviteret til at bo på Windsor Castle. Under sit besøg blev Juan Carlos
den første udenlandske regent, der fik mulighed for at tale til et samlet britisk parlament. I
sin tale nævnte kongen Gibraltar ved et par lejligheder. Det kongelige besøg var en stor
25 Efter bare et år havde to millioner turister besøgt Gibraltar, hvilket var syv gange så mange som
gennemsnittet de ti foregående år.
39
succes, hvor de to familier på det private plan kom godt overens26. Godt to år senere
gengældte Dronning Elizabeth den spanske gestus med et delvist officielt delvist privat
besøg. Besøget i Spanien, som varede en hel uge, var det første nogensinde af en britisk
regent. Ved dronningens besøg i det spanske parlament og på Madrids rådhus, lykkedes
det alle parter at undgå at nævne Gibraltar (Gold, 2005, pp. 76-77 & 109-110).
På det højeste politiske niveau var relationerne knap så hjertelige. Medio 1987, hvor begge
premierministre havde fejret deres fem års jubilæum, havde ingen af dem prioriteret af
aflægge modparten et besøg. Der skulle gå endnu et år, før Margaret Thatcher besøgte
Spanien, et besøg som blev beskrevet som både historisk og vanskelligt. Historisk fordi det
var det første officielle besøg af en fungerende britisk premierminister i Spanien. Vanskelligt
fordi der var en lang række af uoverensstemmelser; ikke bare omkring Gibraltar, men også
på spørgsmålet om den europæiske union og Spaniens andel af det kommende Eurofighter
kampfly (Gold, 2005, pp. 90 & 107-108).
Mangel på hierarki
Med Gibraltars lufthavns placering på landtangen, som ikke er omfattet af Utrechttraktaten,
var Spaniens holdning, at lufthavnen lå på spansk territorium. Medio 1985, hvor begge
lande forsøgte at nå et kompromis omkring fælles anvendelse af lufthavnen i stil med
modellen for lufthavnen i Basel27, forsøgte begge nationer at omgå det ømtålelige
spørgsmål om suverænitet (Gold, 2005, pp. 69-70).
I en form for svanesang to måneder efter sin fratrædelse som udenrigsminister afslørede
Morán, at der 1983 havde været hemmelige forhandlinger mellem Storbritannien og
Spanien, hvor briterne havde truet med at blokere for spanske optagelse i EF/EU,
medmindre Spanien opgav deres krav på Gibraltar. Spanien havde tilsyneladende været
villige til at ofre sit EF/EU-medlemskab frem for at opgive Gibraltar (Gold, 2005, p. 71).
Nogle måneder efter sit genvalg ved det spanske parlamentsvalg i juni 1986 blev den
spanske premierminister interviewet af BBC. Her refererede han til Gibraltar som ”a stone
in Spain’s shoe” og til et spørgsmål omhandlende Gibraltars rettigheder fik han udtalt: ”they
26 Prinsen og prinsessen af Wales blev inviteret til den spanske kongefamilies sommerresidens på Mallorca
senere samme sommer.
27 Her vælger passagerer efter landing om de vil entre Frankrig eller Schweiz.
40
have no right to self-determination” (Gold, 2005, p. 83). En udtalelse der naturligt medførte
skarpe reaktioner i Gibraltar. Den britiske reaktion var noget mere afdæmpet og var
begrænset til, at dronningen i sin tale ved det britiske parlaments åbning en måned senere
havde inkluderet en frase om Storbritanniens stadige forpligtelse til Gibraltars indbyggere –
en reference, der ellers havde været udeladt de seneste år.
Militær magt spiller en mindre rolle
Midnat mellem den 4. og 5. februar 1985 blev de grænsebomme, som var blevet opsat 76
år tidligere og lukket af Franco i 1969 åbnet på vid gab; nu var det også tilladt for køretøjer
at passere grænsen. Godt fem år senere blev grænsebommene fjernet helt og erstattet af
stensætninger og blomsterbede (Gold, 2005, p. 64 & 127).
Den 2. april 1986 indgav briterne en protest over, at et spansk hangarskib den 20. marts
havde befundet sig i britisk territorialfarvand i Gibraltarbugten i 20 minutter. Spaniens
respons var, at de slet ikke havde været i nærheden af britisk territorialfarvand, eftersom de
ikke anerkendte britisk jurisdiktion uden for Gibraltar havn. De to nationer lod herefter
sagen ligge; begge havde fremført deres sag (Gold, 2005, pp. 75-76).
I begyndelsen af 1989 offentliggjorde den britiske udenrigsminister, at de britiske
hærstyrker i Gibraltar, som havde til opgave at forhindre en spansk invasion28, ville blive
trukket hjem få år senere. Den britiske befolknings største forundring i denne anledning var,
at tilbagetrækning først skete på nu. Spaniens reaktion var end ikke synlig (Gold, 2005, pp.
113-114).
Den politiske proces
Et halvt år efter Spanien optagelse i EF/EU skulle Gibraltarkonflikten vise sig at få
betydning for det europæiske samarbejde. Spanien ville ikke indgå i en aftale omkring
deregulering af den kommercielle lufttrafik, da spanierne mente, at det implicit ville være en
anerkendelse af britisk suverænitet over Gibraltars lufthavn og dermed den bestridte
landtange. At Spanien ville opnå store fordele ved den foreslåede deregulering, ændrede
ikke den spanske position. Spanien fandt problematikken af så vital interesse, at de var klar
28 Den britisk hær havde i modsætning til deres flåde- og luftstyrker ingen NATO-rolle, men havde alene til
opgave at beskytte Gibraltar mod Spanien.
41
til at nedlægge veto29 (Gold, 2005, pp. 87-89). Halvandet år senere nåede Storbritannien og
Spanien frem til en aftale om Gibraltars lufthavn, hvorefter Spanien kunne tiltræde
dereguleringsaftalen; Gibraltar lufthavn var dog indtil videre undtaget fra direktivet. Gibraltar
indgav i oktober 1989 en appel til Den Europæiske Unions Domstol med påstand om
annullering af den anglo-spanske aftale. Spanien søgte og fik opbakning fra briterne, der
forsikrede, at såfremt domstolen godtog Gibraltars anmodning30, ville de gå i retten
sammen med Spanien (Gold, 2005, pp. 94 & 120-121) & (Morris & Haigh, 1992, pp. 145-
147).
Delkonklusion
Med den fulde åbningen af den spansk-gibraltarske grænse og Spaniens EF/EU-
medlemskab skabtes der i perioden mange flere kontaktflader. De to kongehuses gensidig
besøg og tilsyneladende private relationer var et bevis på, at de to nationer havde flere
fællestræk end forskelligheder. Og når selv Jernladyen, Thatcher, besøger det land, som få
år forinden havde støttet modstanderen i den krig, hun i høj grad var personificeret ved, er
graden af kontakt udpræget.
At der stadig var et hierarki på dagsordenen og spørgsmålene om Gibraltar og suverænitet
dominerede, kan der ikke være tvivl om. Men som det var tilfældet i forbindelse med den
spanske optagelse i NATO, viste Spaniens indlemmelse i EF/EU, at realpolitiske hensyn
havde præcedens over spørgsmålet om Gibraltar. Storbritannien gjorde ikke alvor af deres
trussel om at forhindre spanske EF/EU-medlemskab.
Militær magt var af mindre betydning. De symbolske grænsebomme fjernes helt, og
Storbritannien tilbagetrækker de hærstyrker, der i flere hundrede år havde beskyttet
Gibraltar mod Spanien. Mere afgørende var dog, at ingen af parterne forsøgte at eskalere
en mulig overskridning af territorialfarvand til en politisk manifestation, som det skete ved
det britiske flådebesøg bare to år tidligere.
29 Netop på dette tidspunkt overgik EF/EU til princippet om kvalificeret flertal frem for enstemmighed på
spørgsmål af denne karakter. Veto kunne dog stadig nedlægges, såfremt spørgsmål var af vital national
interesse.
30 Domstolen afviste Gibraltars appel, da den ikke fandt, at Gibraltar var i en juridisk position til at foretage et
sådant søgsmål, eftersom de ikke var berettiget til at føre deres egne udenrigspolitik.
42
Med hensyn til den politiske proces var den spanske opposition til EF/EU-forslaget om
deregulering af luftfarten til fordel for egne interesser (interesser der end ikke var entydige),
et eksempel på fravær af kompleks interdependens. I den anden retning trækker dog, at de
to nationer faktisk nåede frem til en aftale.31
Overordnet kan det derfor fastslås, at denne periode bragte de to nationer noget tættere på
kompleks interdependens idealet. Kontaktfladerne blev forøget, hierarkiet formindsket og
militær magt spillede en væsentligt mindre rolle.
På figuren rykker prikken sig derfor et godt stykke til højre.
Den anden arbejdshypotese: ”Efter demokratiseringen af Spanien har landenes forhold
gradvist udviklet sig til i dag at afspejle en udpræget grad af kompleks interdependens”, er
dermed stadig plausibel.
31 Om aftalen var blevet en realitet uden pres fra det europæiske fællesskab, må betragtes som tvivlsomt.
43
Det anglo-spanske forhold 1991-1999
Perioden begynder den 1. januar 1991, hvor det britiske rigsarkiv frigiver
regeringsdokumenter fra 1940, der viser, at Storbritannien tilsyneladende var villige til at
give afkald på Gibraltar, under forudsætning af, at Franco og Spanien forblev neutrale i
Anden Verdenskrig. Perioden slutter ved årtusindskiftet.
Af betydende begivenheder i perioden skal fremhæves valget i Spanien i 1996, hvor de
konservative overtog regeringsmagten og valget i Storbritannien i 1997, hvor Labour (med
Tony Blair i spidsen) kommer til magten.
Mange kontaktflader
I forbindelse med festligholdelsen af Gibraltar Dag den 10. september 1995, viste flere
deres solidaritet med Gibraltars sag. Opbakningen kom ikke kun fra catalanske og baskiske
separatister, men mere bemærkelsesværdigt udtrykte formanden for FN’s
dekoloniseringskomite håb om, at nationaldagen ville fylde dem alle med stolthed over at
være gibraltarisk. At det inden for Spaniens grænser ikke kun var separatister fra de
nordlige regioner, som støttede Gibraltar, blev få år senere tydeliggjort. I 1999 vandt
Marbellas Borgmester, Jesús Gil, regionsvalget på løfter om at genoprette økonomien i
området ved at forbedre relationerne med Gibraltar (Gold, 2005, p. 168 & 215).
Den senere premierminister og daværende leder af oppositionen, José María Aznar
besøgte i oktober 1991 London. Her mødtes han med britiske konservative kolleger,
herunder premierministeren, John Major. Syv år senere, hvor regeringsmagten var skiftet i
både Storbritannien og Spanien, mødtes Aznar og Blair i forbindelse med et EU-topmøde.
Det viste sig, at de var enige om stort set alt - Gibraltar undtaget. Da de få måneder senere
mødtes igen, var det i en afslappet atmosfære32 ved den britiske premierministers
ferieresidens, Chequers (Gold, 2005, pp. 137 & 211-214).
Privatiseringen af de store statslige aktieselskaber tog yderligere fart i forbindelse med
Spaniens bestræbelser på at opfylde konvergenskravene til den Økonomiske Unions tredje
32 At der på det nærmeste var tale om et venskabeligt forhold understregedes at, at de to premierministre
havde medbragt deres respektive familier.
44
fase. Store aktieposter i Repsol, Telefónica og Iberia blev solgt for at nedbringe det
spanske budgetunderskud (Chislett, 2013A, pp. 136-137).
Mangel på hierarki
I forbindelse med Aznars første officielle besøg i London som spansk premierminister, gav
han et interview til The Times: ”Our position is crystal clear. We want it back. Full Stop. But
we are not going to let that become an unhelpful obsession in our bilateral relations. The
dispute is … an ‘inconvenience’, one that prevents us from having a full relationship, but we
are determined not to let it get in the way of everything else.” (Gold, 2005, p. 177).
Mindre end et år senere, hvor Spanien søgte fuld integration i NATOs militære
kommandostruktur, udtalte den britiske udenrigsminister i et radiointerview, at
Storbritannien ikke ville støtte spansk integration, medmindre Spanien lempede
restriktionerne for anvendelsen af luftrummet ved Gibraltar. Spanien ville ikke fjerne
begrænsningerne, da de så disse i sammenhæng med deres suverænitetskrav over
landtangen. En aftale blev derfor ikke indgået på det efterfølgende NATO-topmøde og
Spaniens fulde integration udskudt. I sin efterfølgende afrapportering til Underhuset, gjorde
Blair det klart, at Storbritannien ønskede fuldt spansk medlemskab, men at Gibraltars
interesser skulle beskyttes. Til stor overraskelse for de resterende NATO-lande
offentliggjorde den britiske forsvarsminister, George Robertson, få måneder senere, at
Storbritannien ikke ville lægge hindringer i vejen for Spanien. Et halvt år senere fjernede
Spanien de omdiskuterede restriktioner33 (Gold, 2005, pp. 187-192 & 202).
Militær magt spiller en mindre rolle
Periodens begyndelse havde to mindre militære hændelser med vidt forskellige
konsekvenser. Da to Harrier jetfly med base på Gibraltar ’interceptede’ et Avianco Fokker
27 på vej fra Melilla til Málaga, reagerede Spanien ikke. Da Spanien opdagede, at 44
medlemmer af Gibraltarregimentet var på overlevelsestur/øvelse34 i Sierra Nevada bjergene
33 Militærfly måtte nu benytte spansk luftrum og flådefartøjer måtte benytte spanske havne, selvom deres
sidste anløbshavn havde været Gibraltar. Forudsætning var dog, at de deltog i NATO-øvelser.
34 Øvelsen, Operation Snowfox, blev af det britiske forsvarsministerium efterfølgende karakteriseret som en
overlevelsestur og ikke en militær øvelse.
45
i Spanien, medførte det, at britiske tropper blev forbudt at deltage i øvelser på spansk jord
(Gold, 2005, p. 141 & 351).
I oktober 1994 indførte de spanske myndigheder omfattende grænsekontrol - angiveligt af
hensyn til kampen mod smugling af tobak og narko. Virkeligheden var dog, at tolderne
brugte enhver undskyldning til at forsinke de rejsende og pålægge dem store bøder35.
Størstedelen af smuglingen foregik ad søvejen, så da Spanien udvidede kontrollen til også
at omfatte gående, var den slet skjulte dagsorden at få myndighederne i Gibraltar til selv at
dæmme op for smuglingen. Selvom Spanien og Storbritannien nogle måneder senere
indgik en aftale om smugling og grænsekontrol, var udfordringerne ved grænsen ikke løst.
Da Schengenaftalen trådte i kraft med Spanien som medlem, benyttede man muligheden
for nok en gang at forøge kontrolforanstaltningerne ved grænsen. Da Gibraltars politi i juli
1995 konfiskerede mere end 50 speedbåde, som var mistænkt for at være involverede i
smugling, lempede Spanien grænsekontrollen inden for en uge. Ved det spanske
regeringsskift i 1996 gjorde den ny spanske udenrigsminister, Abel Matutes, det klart, at
han var klar til helt at lukke grænsen. Umiddelbart herefter strammede han
grænsekontrollen uden begrundelse. Året efter var det spørgsmålet om udstedelse af pas,
der kom på dagsordenen; Spanien ville ikke længere acceptere gibraltarske pas (Gold,
2005, pp. 154-182).
Da årtusindskiftede nærmede sig, var det spørgsmålet om retten til fiskeri, der fik en
betydende rolle for de anglo-spanske relationer. Den 13. marts 1998 skulle en spansk
toldhelikopter tilsyneladende have truet en politibåd fra Gibraltar. Mindre end en måned
senere eskorterede den britiske destroyer, HMS Nottingham, en spansk patruljebåd ud af
Gibraltars kystfarvand. Et halvt år senere eskalerede situation yderligere, da fiskere fra
Algeciras i et forsøg på at ’påvise’, at Gibraltar ikke havde et territorialfarvand, fiskede, hvor
det passede dem, og afskød nødblus mod patruljefartøjerne. I en separat hændelse fik en
spansk trawler sit net afskåret af en motorbåd fra den britiske flåde. Disse og flere lignende
hændelser fik den britiske og spanske udenrigsminister til at indgå en mundtlig aftale36; en
35 Bøder på optil £50 blev udstedt ved eksempelvis manglende reservebriller for en brillebærende chauffør.
36 Aftalen gik på, at fiskeriet skulle vende tilbage til sin normale praksis – en formulering, der viste sig åben for
fortolkning. Aftalen forhindrede dermed ikke, at der efterfølgende var flere hændelser, der involverede
spanske trawlere, gibraltarske politifartøjer og enheder fra den britiske flåde.
46
skriftlig ville kræve for store indrømmelser. I britisk perspektiv var der ikke tvivl om, at de
spanske fiskere ikke handlede på egen hånd, men derimod agerede på baggrund af en
stiltiende accept fra de spanske myndigheder (Gold, 2005, pp. 198-204).
Den politiske proces
I slutningen af 1997 genfremsatte den spanske udenrigsminister det 12 år gamle forslag om
delt suverænitet. Forslaget indebar, at Spanien efter en årrække ville opnå fuld suverænitet,
mens briterne ville få en lang ’lejekontrakt’. Forslaget havde enstemmig opbakning fra alle
spanske partier. Storbritannien undlod endnu en gang at give et give et klart svar på
forslaget. Dette irriterede såvel Spanien som Gibraltar37 (Gold, 2005, pp. 193, 198 & 206).
De spanske grænseforanstaltninger fik EU's bevågenhed og kommisæren for det indre
marked, Mario Monti, truede med at indlede procedurer mod Spanien, eftersom
kommissionen fandt, at Spanien overtrådte reglerne om arbejdskraftens frie
bevægelighed38. Også Storbritannien lagde sig ud med EU over Gibraltar relaterede emner.
Storbritannien havde undladt at implementere flere direktiver omhandlende selskabsret i
forhold til Gibraltar; et af direktiverne var 20 år gammelt (Gold, 2005, p. 218).
Delkonklusion
Antallet af kontaktflader steg yderligere i perioden, men den afledte politiske effekt af
eksempelvis venskabet mellem premierministrene og den forøgede privatisering af store
spanske virksomheder har endnu ikke vist sig.
Spørgsmålet om Gibraltars suverænitet ligger stadig højt på dagsordenen, men der viser
sig efterhånden en forståelse for, at det ikke må stå i vejen for vigtigere emner. NATO-
problematikken viste også, at de to lande var i stand til at foretage ensidige indrømmelser,
hvor en eventuel ’belønning’ først viste sig på et senere tidspunkt.
Fysisk magt som politisk virkemiddel blev til gengæld reintroduceret. Den fornyede fokus på
grænseovergangen og de mange foranstaltninger, som besværliggjorde dagligdagen for
områdets beboere, kan tolkes i en svæver spansk-gibraltarisk kontekst, hvor det set fra et
37 Gibraltar og Spanien var dog ikke enige om, hvad de ønskede fra briterne. Gibraltar ønskede en tydelig
afvisning af forslaget, mens Spanien ønskede forhandlinger.
38 Spanien argumenterede på den anden side sin sag med, at eftersom Gibraltar ikke var en del af Schengen
eller den europæiske toldunion, gjorde Spanien bare sin pligt ved en ydre grænse.
47
spansk synspunkt alene handler om relationerne med Gibraltar og ikke relationerne til
Storbritannien. Dette underbygges umiddelbart af, at der reageres forskelligt på, om det er
Gibraltarregimentet39, som tager på ’øvelse’ i Spanien eller RAF, som foretager intercept i
spansk luftrum. I modsætning hertil står dog de mange kontroverser i farvandet omkring
Gibraltar. Her stod Gibraltars politistyrke og den britiske flåde over for de spanske fiskere,
som havde implicit politisk opbakning.
Den politiske proces viste nok en gang eksempler på, at de to nationer havde svært ved
entydigt at rette sig efter forordninger fra internationale organisationer, når disse var i
modstrid mere deres egne interesser og involverede Gibraltar.
Med to karakteristika, der trækker det anglo-spanske forhold mod kompleks interdependens
og ét, der afgjort trækker den anden vej; samt en politisk proces, som ikke entydigt har
ændret sig må konklusionen være, at der nærligt er status quo i relationerne.
Den visuelle præsentation er derfor magen til den forrige.
Med det andet eksempel på, at det anglo-spanske forhold ikke entydigt bevæger sig mod
kompleks interdependens, må formulering ”gradvist” i den anden arbejdshypotese igen
fortolkes.
39 For god ordens skyld skal det understreges, at ’ The Royal Gibraltar Regiment’ formelt er en del af den
britiske hær.
48
Det anglo-spanske forhold 2000-2006
Perioden indledes ved årtusindskiftet og slutter ved indgåelsen af Cordobaaftalen i
slutningen af 2006.
Af betydende hændelser for de anglo-spanske relationer skal reparationen af HMS Tireless,
folkeafstemningen i Gibraltar, Irakkrigen, det spanske valg (hvor socialisterne genvinder
magten) og Cordobaaftalen fremhæves.
Mange kontaktflader
Årtusindet begyndte med en begivenhed, der viste nye alliancer i det komplicerede anglo-
spanske forhold. Da den britiske atomubåd, HMS Tireless, fik en defekt i sit
reaktorkølesystem på en patrulje i Middelhavet, besluttede briterne, at reparationen skulle
udføres i Gibraltar. Da der var tale om en nukleart fremdreven ubåd, blev spørgsmålet om
sikkerhed afgørende. Faciliteterne i Gibraltar var kun dimensioneret til at modtage ubåde af
denne type i forbindelse med genforsyning og rekreative ophold, men ikke til reparationer40.
Problematikken førte til to de facto alliancer: Gibraltar og den spanske region på den ene
side og Storbritannien og Spanien på den anden. På et fælles pressemøde slog Blair og
Aznar det fast, at Gibraltar var det rigtige sted at foretage reparationen. Aznar uddybede
erklæringen med, at Spanien følte sig velinformeret af briterne. Da reparationen var
overstået et år senere, og HMS Tireless havde forladt Gibraltar, måtte den britiske
ambassadør, Peter Torry, svare på spørgsmål om eventuelle gentagelsestilfælde – om
Gibraltar reelt var blevet et reparationssted for nukleare ubåde. Her var svaret nej, men at
Gibraltar stadig var en option i tilfælde af uforudsete hændelser. Vigtigere var dog, at Torry
frem for at spille suverænitetskortet (at Storbritannien reelt hverken behøvede at spørge om
lov endsige informere Spanien i sådanne tilfælde) valgte at takke Spanien for deres store
forståelse for problematikken. (Gold, 2005, pp. 228-233 & 249-250).
40 Faciliteterne i Gibraltar var en såkaldt Z-kaj som kunne modtage atomubåde i forbindelse med
rutineoperationer. Kravet for at kunne foretage reparationer var en X-kaj. Det krav, som flådebasen i Gibraltar
ikke levede op til i forhold til en opgradering til X-kajs status, var fraværet af en større
befolkningskoncentration i nærområdet
49
Mangel på hierarki
Perioden bød på en lang række eksempler på, at Spanien i deres iver for at vise, at de ikke
anerkendte Gibraltar som en selvstændig enhed, lagde hindringer i vejen for Gibraltars
kulturelle interaktion med omverdenen. I 2001 sørgede det spanske udenrigsministerium
for, at Gibraltars deltagere i verdensmesterskaber i badminton ikke repræsenterede
Gibraltar41. Året efter var det Den Europæiske Fodboldunion, UEFA, som bøjede sig for
spansk pres og nægtede Gibraltar optagelse.42 Et år senere var det en international
hundeudstilling i Gibraltar, som Spanien forbød spanske hunde og dommere at deltage i
(Gold, 2005, pp. 252-253, 260-261 & 311). I januar 2007 forhindrede spansk lobbyarbejde
endnu en gang, at Gibraltar blev optaget i UEFA (Gold, 2009, p. 90).
På den større politiske scene skete der derimod fremskridt. Den britiske europaminister,
Peter Hain, og den spanske udenrigsminister, Josep Piqué, var hovedarkitekterne bag et
forslag om delt suverænitet. Forhandlingerne mellem Storbritannien og Spanien foregik
under stor diskretion, hvilket Piqués afvisning af en pressekonference i oktober i 2001 og
den britiske udenrigsministers, Jack Straw, undvigende svar på spørgsmål i Underhuset,
understregede. På trods af langvarige forhandlinger, blev en endelig aftale aldrig indgået.
Konsensus kunne ikke opnås på områder som status af de militære anlæg, og hvorvidt den
delte suverænitet skulle være uendelig eller bare på ubestemt tid (Gold, 2005, pp. 257,
262-263, 270, 275-276 & 304-306)
En ting, Storbritannien og Spanien kunne blive enige om, var, at folkeafstemningen43 i
Gibraltar med det ene spørgsmål: ”do you approve of the principle that Britain and Spain
should share sovereignty over Gibraltar?” (Gold, 2005, p. 314) var et enormt
irritationsmoment (Political Risk Services Group, 2002, p. 16).
41 Gibraltar stillede op som et hold under Det International Badmintonforbund, IBF, uden nogle referencer til
Gibraltar. Holdet tabte alle sine kampe, og en spiller fra Gibraltar har stadig verdensrekorden for hurtigste
nederlag: 6 minutter.
42 UEFA besluttede kun at tildele medlemskab til lande, som FN anerkendte som selvstændige. Med den
begrundelse burde Englands, Skotlands, Wales og Nordirlands medlemskab også tages op til overvejelse.
43 Valgdeltagelse var tæt på 88 procent og 99 procent stemt nej.
50
Militær magt spiller en mindre rolle
At konflikter, der på overfladen minder om Gibraltarkonflikten, også kan forsøges løst med
militære midler, blev tydeliggjort, da Marokko indtog den lille ø, Parsley/Perejil/Leila. Øen,
som Spanien hævder suverænitet over, ligger på den anden side af Gibraltarstrædet, 200
meter fra den marokkanske kyst. En mindre gruppe marokkanske soldater indtog den
ubeboede ø, og hejste det marokkanske flag. Spanien svarede igen få dage senere, da
specialstyrker genindtog øen og tog en håndfuld marokkanske soldater til fange (Tremlett,
2002A) & (Tremlett, 2002B).
Den politiske proces
Med Aznar som spansk premierminister og Blair som britisk var der et klart
interessefællesskab. Dette materialiserede sig ikke alene i Europa, hvor de formede en
modpol til den fransk-tyske akse, men endnu tydeligere i alliancen med USA. Aznar og Blair
var hovedarkitekterne bag en artikel44 i begyndelse af 2003 som entydigt bakkede op om
USA's politik over for Irak. Ved det britiske-spanske-amerikanske topmøde på Azorerne
satte Spanien handling bag ordene, sluttede sig til ’the coalition of the willing’ og sendte
1.300 soldater til fredsbevarende og genopbygningsopgaver45 i Irak. Da de spanske
socialister overtog regeringsmagten i 2004 var en af deres første handlinger da også at
trække de spanske styrker hjem (Chislett, 2013A, pp. 149-151).
På spørgsmålet om Gibraltar viste den nye socialistiske regering i Spanien sig mere
nytænkende end deres konservative forgængere. Den 3. august 200446 skrev den spanske
udenrigsminister, Miguel Ángel Moratinos, en kronik, hvori han indikerede et spansk ønske
om at forbedre forholdet til Storbritannien og Gibraltar. Ønsket udmøntede sig i et ’forum for
dialog’, hvor Gibraltar for første gang kunne deltage som en ligeværdig tredjepart.
Forummet skulle føre til samarbejde på en række områder: lufthavnen, grænsetrafikken og
telekommunikation med flere – emner, hvor der hidtil havde været store udfordringer. Med
44 De otte europæiske regeringschefer som stod bag artiklen var: Tony Blair, Storbritannien - Jose Maria
Aznar, Spanien - Silvio Berlusconi, Italien - Jose Manuel Durao Barroso, Portugal - Vaclav Havel, Tjekkiet -
Peter Medgyessy, Ungarn - Leszek Miller, Polen & Anders Fogh Rasmussen, Danmark.
45 Egentlige kamptropper kunne Aznar ikke sende, da den folkelige opinion i Spanien langt fra var enige med
ham – kun to procent støttede deltagelse uden FN-mandat.
46 Dagen markerede samtidig 300-årsdagen for Storbritanniens erobring af Gibraltar.
51
de sædvanlige forbehold omkring suverænitet fra Storbritanniens og Spaniens side blev
forummet en realitet allerede i december 2004. Efter forummets femte møde den 18.
september 2006 i Córdoba offentliggjordes en aftale47 på en række delområder: lufthavnen,
pensioner til tidlige spanske arbejdere, telekommunikation, trafikafviklingen ved grænsen
og etablering af ’Instituto Cervantes’48 i Gibraltar (Gold, 2009, pp. 81-85).
Delkonklusion
Perioden op til årtusindeskiftet viste indikationer på, at Spanien behandlede emner meget
forskelligt alt afhængig af, om modparten var Gibraltar eller ’rest’ Storbritannien. Denne
tendens viste sig endnu tydeligere i den første halvdel af denne periode. Her accepterede
Spanien den langvarige reparation af HMS Tireless, hvilket stod i skarp kontrast til
’drillerierne’ af Gibraltar, hvor sagen om hundeudstillingen er et eklatant eksempel.
Hundeudstillingen og problematikken omkring UEFA skal dog ses som en spansk kamp
mod enhver form for anerkendelse af Gibraltar.
Storbritanniens tilsyneladende vilje til at give køb på suveræniteten over Gibraltar ved at
indgå en aftale om delt suverænitet, viser tegn på, at man i en eller anden grad var villig til
at gå på kompromis med den ellers højt besungne vilje til at lytte til ønsket fra Gibraltars
befolkning. Hvorfor ellers være så arrig modstander af den afholdte folkeafstemning; en
afstemning, der reelt bare dokumenterede det ønske, man netop ville efterkomme.
At Storbritannien i højere grad end tidligere viste villighed til at lytte og måske endda
efterkomme spanske ønsker på spørgsmålet om suverænitet, er en tydelig indikation på en
større grad af kompleks interdependens. At forhandlinger faldt til jorden på spørgsmålet om
de militære anlæg vidner dog om, at en hvis grad af realisme stadig præger det anglo-
spanske forhold.
At et forum for dialog på relativ kort tid kan løse konflikter, der har verseret i årtier, er et
eksempel på, at kompleks interdependens er fremherskende. Indikationerne herpå er, at
trepartsforhandlingerne giver mulighed for alliancer på tværs af tidligere skel og mål af
suverænitetsmæssigkarakter kan undertrykkes af behovet for praktiske løsninger på
47 For Cordobaaftalens fulde ordlyd, se bilag 4
48 ’Instituto Cervantes’ er opkaldt efter ’Miguel de Cervantes’ forfatteren til ’Don Quixote’. Instituttet udbreder
spansk sprog og kultur fra afdelinger i mere end 20 lande.
52
dagligdags udfordringer. En pointe, der understreges af, at Storbritannien og Spanien (som
de klassiske realister ser som såvel enhedsaktører som de eneste aktører) ikke var i stand
til at løse disse udfordringer. Først da Gibraltar, der i denne sammenhæng kan ses som en
kontaktflade, blev involveret, kom der skred i den politiske proces og løsninger blev nået.
Det skal dog bemærkes, at der er tale om en aftale og ikke en traktat eller deklaration,
hvorfor dens langtidsholdbarhed og dermed implementering er afhængig af, at kommende
magthavere hos forummets tre medlemmer respekterer de indgåede aftaler.
Den marokkansk-spanske ’løsningsmodel’ for en disput over et omstridt landområde,
sætter den anglo-spanske relation i relief. Ingen rationelt tænkende vil kunne forestille sig
Storbritannien og Spanien forsøge sig med en lignende fremgangsmåde over Gibraltar.
Den røde prik tager derfor et stort spring til højre på kontinuummet.
53
Det anglo-spanske forhold 2007-2013
Perioden starter i 2007 og slutter ved udgangen af 2013, hvor begivenhederne i
sensommeren 2013 har indlejret sig i den politiske proces. En screening efter betydende
hændelser i 2014 har vist sig resultatløs.
De mest betydende hændelser de seneste syv år er det spanske regeringsskifte i 2011,
den tidligere britiske europaministers, Peter Hain, udgivelse af sine erindringer i 2012 og
sidst men ikke mindst de mange begivenheder i sensommeren 2013. Begivenheder, der
tog sin begyndelse med dumpningen af mere end 70 betonblokke i farvandet ud for
Gibraltar.
Mange kontaktflader
Kontroverserne efter Gibraltars beslutning om at etablere et kunstigt rev ved hjælp af
betonblokke fik nogle analytikere til at fokusere på lighederne og integrationen mellem
Storbritannien og Spanien. En opgørelse slog fast, at mere end en million briter er
bosiddende i Spanien49, og at Spanien er den foretrukne feriedestination. Relationen er nu
gensidig, idet Storbritannien er spaniernes største turistmål, når der ses bort fra
nabolandede. Samtidig er Storbritannien det EU-land, hvor andelen af spanske indbyggere
er vokset mest de senere år. Også på det økonomiske område er landenes relation såvel
omfattende som balanceret. Som eksempler herpå skal nævnes, at spanske Telefonica er
den næststørste mobiltelefonoperatør i Storbritannien, mens Vodafone er den tredjestørste
i Spanien. Fusionen af British Airways og Iberia i 2010 dannede Europas tredjestørste
luftfartsselskab og er i dag en medvirkende faktor til, at lufttrafikken mellem Storbritannien
og Spanien er den travleste i verden med mere end 30 millioner årlige passagerer. Når
udenlandske investeringer opgøres, ligger de to lande øverst på hinandens lister, hvilket
understreger de tætte økonomiske bånd (Molina, 2013).
Mangel på hierarki
Peter Hain afslørede i sin selvbiografi fra 2012, hvor langt Storbritannien og Spanien var i
deres forhandlinger omkring delt suverænitet i 2002. Ifølge Hain var idéerne om delt
49 I modsætningen til den populære opfattelse er flertallet ikke pensionister. Pensionister udgør kun omkring
20%, hvilket betyder at langt hovedparten hører til de kategorier, der typisk har stor interaktion med
lokalsamfundet – eksempelvis studerende og lønmodtagere.
54
suverænitet heller ikke fremmede for den daværende konservative opposition i
Storbritannien, hvor blandt andre den tidligere udenrigsminister, Lord Howe, støttede op om
forslaget. Vigtigst var dog premierminister, Tony Blairs, holdning: ”Spain is very important
for our economic reform agenda in Europe, for which we don’t have that many allies.
France and Germany for example can be very difficult. We need an alliance with Aznar
primarily.” (Hain, 2012, p. 278). En holdning han senere uddybede i en privat samtale med
Hain: ”It is really important to get a better future for Gibraltar, to secure a better relationship
with Spain and to remove it as an obstruction to our relations within Europe.” (Hain, 2012,
p. 280). Blair ønskede ikke, at Gibraltar skulle stå i vejen for vigtigere emner på den
politiske agenda (Hain, 2012, pp. 274-280).
At situation ikke er den samme i 2013 som den var i 2002 blev understreget, da Hain
udtrykte ønske om at genoptage forhandlingerne om delt suverænitet. Dette fik det
konservative parlamentsmedlem, Michael Ellis, til at slå fast, at den nuværende regering
ikke ville gå på kompromis med hensyn til suverænitet. I tillæg ønskede Ellis, at Labours
leder, Ed Millibrand, fordømte Hains udtalelser (Little, 2013).
Militær magt spiller en mindre rolle
Spaniens reaktion på Gibraltars dumpning at betonklodser var nok en gang forstærket
grænsekontrol, der som vanligt førte til lange køer ved grænsen og en besværliggjort
dagligdag for lokalbefolkningen og turisterne. Storbritannien klagede over grænsekontrollen
til EU, der dog fandt, at kontrollen ikke stred mod EU-regler, eftersom cigaretsmugling over
grænsen er omfattende. EU opfordrede til, at de to nationer arbejdede tættere sammen, og
at Spanien var mere selektiv i sin kontrol (BBC News Europe, 2013).
I en spørgerunde i Underhuset gav den britiske regering sit syn på Gibraltarkonflikten, som
den så ud i slutningen af 2013. Debatten var indkaldt af den konservative parlamentariker,
Robert Neill, der indledte med at spørge til et spansk flådefartøjs indtrængen på britisk
territorialfarvand. Regeringsrepræsentanten, Mark Simmonds, præciserede, at der var tale
om et spansk forskningsskib, og at regeringen på ingen måde så det som et militært
angreb. Simmonds understregede gentagne gange, at kontroverserne skulle søges løst ad
diplomatisk og politisk vej, og at det var i alles interesse ikke at eskalere konflikten. Flere
spørgere fandt lejlighed til at pointere, at de så de spanske handlinger som provokationer,
der primært skyldes spanske indenrigspolitiske udfordringer, og at Storbritannien derfor
skulle udvise den største grad af tilbageholdenhed. Det lykkedes i løbet af spørgeperioden
55
Hain at rette fokus mod det forslag, han selv var arkitekt bag ti år tidligere. Hertil var svaret,
at regeringen gjorde sit ypperste for at bringe Spanien tilbage til de trepartsforhandling, som
blev afbrudt ved det spanske regeringsskifte (House of Commons, 2013).
Den politiske proces
Om end det er rigtigt, at trepartsforhandlingerne brød sammen i forbindelse med det
spanske regeringsskifte, hvor de konservative overtog regeringsmagten, er det ikke korrekt,
udelukkende at bebrejde Spanien for sammenbruddet. Den spanske regering insisterede
på, at den nærliggende spanske region, Campo de Gibraltar, skulle inddrages som en
fjerde part i forhandlingerne, hvilket Storbritannien og Gibraltar nægtede, hvilket blev
forummets endeligt (Chislett, 2013B).
Delkonklusion
Den store økonomiske interaktion mellem Storbritannien og Spanien, samt de kulturelle
udvekslinger gennem eksempelvis turisme dokumenterer, at de to samfund er tæt
forbundne på mange områder, hvilket i denne kontekst viser et meget stort antal
kontaktflader.
Hains selvbiografi, og de reaktioner, som italesættelsen af en genfremsættelse af forslaget
om delt suverænitet, foranledigede, tyder på, at hierarkiet af emner reelt var noget mindre i
2002 end i 2013. I et retroperspektiv burde den foregående perioden måske have været
beskrevet som endnu tættere på kompleks interdependens, end den blev.
Fysiske magtmidler spiller stadig en rolle. Med EU accept af den forstærkede
grænsekontrol kan denne ikke siges ikke også at være begrundet i reelle bekymringer
omkring eksempelvis smugleri. At Storbritannien ikke lader sig provokere til at reagere med
en militær optrapning i forhold til spanske statsskibes indtrængen i, hvad de betragter som
territorialfarvand, vidner om, at de er dedikeret til at søge en diplomatisk løsning på
konflikten.
Da de tre definerende karakteristika samlet set ikke giver en entydig indikation på, om det
anglo-spanske forhold i 2013 var tættere på kompleks interdependens, end det var tilfældet
i 2007, må den politiske proces benyttes som lakmusprøve. Når der konkluderes på graden
af kompleks interdependens, er det underordnet, hvem der bærer ansvaret for at forummet
for dialog, som blev etableret i 2004, ikke længere eksisterer. Sikkert er det derimod, at det
er en klar indikation på en mindre grad af kompleks interdependens.
56
Illustrationen på kontinuummet må derfor nødvendigvis vise en tilbagegang.
Specialets anden arbejdshypotese: Efter demokratiseringen af Spanien har landenes
forhold gradvist udviklet sig til i dag at afspejle en udpræget grad af kompleks
interdependens, må tages op til revision. Hvorvidt graden af kompleks interdependens er
udpræget, er selvfølgelig op til en fortolkning, men at det anglo-spanske forhold skulle have
udviklet sig mod en stadig større grad af kompleks interdependens, har under alle
omstændigheder vist sig ikke at være sand.
57
Konklusion
Overordnet ser jeg, at teorien om kompleks interdependens passer på Storbritanniens og
Spaniens konflikt om Gibraltar. Og at jeg med dette studie har været med til at bekræfte, at
Keohane & Nyes tese om kompleks interdependens også eksisterer i andre relationer end
den amerikansk-canadiske.
Analysen af det anglo-spanske forhold i perioden 1963-2013 har vist, at deres relation har
bevæget sig fra at være mest nøjagtigt beskrevet med realisternes ideal (stater er
enhedsaktører, politisk integration er ikkeeksisterende/midlertidig og militær magt er
afgørende) til i dag at være mere retvisende beskrevet ved de tre karakteristika for
kompleks interdependens. Der er sket en tydelig udvikling på alle parametre.
Storbritannien og Spanien er to af de nationer i verden med flest kontaktflader på trods af,
at de hverken deler landegrænse eller sprog; muligvis er de, de tættest forbundne nationer
uden lingvistisk fælleskab og territorial nærhed. Kontaktfladerne har gradvist udviklet sig fra
at være meget få under det spanske diktatur til i dag at være meget omfattende. De 30
millioner årlige flypassagerer vidner om en tæt integration uden for den politiske sfære, hvor
turisme, emigration og forretningsforbindelser er de drivende faktorer. På den politiske
scene er der tegn på, at relationerne toppede i begyndelsen af årtusindet, hvor Blair og
Aznars tætte relationer formede et alternativ til den fransk-tyske akse i Europa.
Hierarkiet på den politiske dagsorden blev ligeledes mindre udtalt gennem den 50-årige
periode. Fra at alene tilstedeværelsen af suverænitetsspørgsmålet på agendaen var nok til,
at møder ikke blev afholdt, blev det ad åre muligt at diskutere emnet for ultimativt at være
noget, der kunne forhandles om. Igen er der indikationer på, at graden af kompleks
interdependens var størst i begyndelsen af årtusindet, hvor Storbritannien og Spanien
ifølge Peter Hain var tæt på at indgå en aftale om delt suverænitet.
Militær magt har gennem hele perioden været af lille relevans; ikke en gang under Franco,
var et regulært militært angreb en reel option. Andre fysiske pressionsmidler benyttes dog
stadig, herunder kan fremhæves Spaniens ageren omkring den fælles grænse som et
eklatant eksempel herpå. Det skal dog understreges, at grænsekontrollen i efteråret 2013
blev sanktioneret af EU og under alle omstændigheder hører til i den absolut laveste ende
af spektret for magtanvendelse.
58
Den politiske proces har også vist udvikling. I tresserne var Storbritannien på ingen måde
villig til at implementere beslutninger truffet i FN. Senere fordrede møder i internationale
organisationer, at de to nationer nåede til flere bilaterale aftaler. Den politiske proces var
tættest på kompleks interdependens i midten af forrige årti. Idéen om et trilateralt forum,
som blev virkeliggjort på seks måneder og som nåede banebrydende resultater på få år, er
det lysende eksempel herpå.
Da Keohane & Nye udgav Power and Interdependence i 1977, var det anglo-spanske
forhold ikke retvisende beskrevet ved kompleks interdependens. I 1989, hvor Keohane
præciserede zonen for kompleks interdependens:”…Western Europe, North America, and
Japan form a zone of complex interdependence” (Keohane, 1989, p. 9), var det anglo-
spanske forhold godt på vej mod kompleks interdependens. I dag er relationen meget tæt
på idealet; at der i det seneste årti, har været tidspunkter, hvor graden har været endnu
større, ændrer ikke på dette. Den seneste tids fluktuation er sket på den yderste del af
spektret. Ændringer der meget vel kan være forårsaget af indenrigspolitiske årsager såsom
økonomiske eller politiske kriser; en kobling nogle britiske parlamentarikere ikke var sen til
at foretage (House of Commons, 2013).
59
Perspektivering
Med konstateringen af, at det anglo-spanske forhold er komplekst interdependent, melder
spørgsmålet sig om, hvad dette kan bruges til. Her er det værd at erindre årsagen til
Keohane & Nyes ønske om at udvikle nye teorier inden for international politik: Den
manglende forklaringskraft som de realistiske teorier gav. Under forhold af Kompleks
interdependens bliver skift i internationale regimer50 anderledes. Her kan ’the International
organization model’, som Keohane & Nye udvikler i tredje kapitel af Power and
Interdependence forventes at finde anvendelse (Keohane & Nye, 2011, pp. 48-49).
Teorien om kompleks interdependens hjælper os dermed i højere grad til at stille de rigtige
spørgsmål frem for at give svar på konkrete problematikker.
Analysen har skabt en undring på et relateret emne; noget der kunne fordre en anden
undersøgelse. Det er de gentagne tilfælde af, at Spanien tilsyneladende differentierer
mellem Gibraltar og ”rest”-Storbritannien, når det kommer til anvendelse eller reaktion på
modpartens anvendelse af magtmidler, der har vakt min nysgerrighed. Uden at have
foretaget en analyse forekommer det mig, at hvis man fokuserer snævert på det spansk-
gibraltarske forhold, er dette noget længere fra at være komplekst interdependent end det
anglo-spanske. Det er måske netop i denne kontekst, at denne konflikt kan finde sin løsning
på den lange bane. Kunne det tænkes, at tiltag i tråd med karakteristikaene for kompleks
interdependens var vejen frem? At teorien ’vendes om’ og i stedet for at beskrive en tilstand
bliver mål, der forfølges: at forøgede kontaktflader, en mindre hierarkisk dagsorden og
mindre anvendelse af fysiske magtmidler er skridt i retning af en permanent løsning på de
spansk-gibraltarske stridigheder – og dermed måske også på den anglo-spanske
Gibraltarkonflikt?
50 Internationale regimer er i denne kontekst defineret som: ”sets of governing arrangements that affect
relationships of interdependence.” (Keohane & Nye, 2000, p. 268)
60
Litteraturliste
Andersson, L., Friese, D. & Nielsen, G. K., 2012. IP i praksis. København: Jurist- og
Økonomiforbundets Forlag.
BBC News Europe, 2013. Spain's Gibraltar checks lawful - EU. [Online]
Available at: http://www.bbc.com/news/world-europe-24954881
[Senest hentet eller vist den 28 april 2014].
BBC News, 2005. Sub snub angers Gibraltar leader. [Online]
Available at: http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/4238379.stm
[Senest hentet eller vist den 26 april 2014].
Chislett, W., 2013A. Spain, what everyone needs to know. New York: Oxford University
Press.
Chislett, W., 2013B. Spain and the UK: between a rock and a hard place over Gibraltar.
[Online]
Available at: https://blog.oup.com/2013/09/gilbraltar-spain-uk-concrete-reef-border-delays/
DenStoreDanske.dk, 2009. Robert Owen Keohane. [Online]
Available at:
http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Samfund%2C_jura_og_politik/Samfund/Polit
ologi%2C_biografier/Robert_Owen_Keohane
[Senest hentet eller vist den 01 04 2014].
DenStoreDanske.dk, 2013. Joseph Samuel Nye, jr.. [Online]
Available at:
http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Samfund%2C_jura_og_politik/Samfund/Polit
ologi%2C_biografier/Joseph_Samuel_Nye%2C_jr.
[Senest hentet eller vist den 01 04 2014].
FN Resolution 1514, 1960. Declaration on the Granting of Independence to Colonial
Countries and Peoples. [Online]
Available at: http://www.un.org/en/decolonization/declaration.shtml
[Senest hentet eller vist den 21 04 2014].
FN Sikkerhedsrådsresolution 502, 1982. Falkland Islands (Malvinas). [Online]
Available at: http://unscr.com/en/resolutions/502
61
Gold, P., 2005. Gibraltar: British or Spanish?. London: Routledge.
Gold, P., 2009. The Tripartite Forum of Dialogue: Is this the Solution to the 'Problem' of
Gibraltar?. Mediterranean Politics, marts, Vol. 14(1), pp. 79-97.
Hain, P., 2012. Outside in. London: Biteback Publishing Ltd..
House of Commons, 2013. Oral answers to Questions. [Online]
Available at:
http://www.publications.parliament.uk/pa/cm201314/cmhansrd/cm131120/debtext/131120-
0001.htm#13112076000002
[Senest hentet eller vist den 27 april 2014].
Keohane, R. O., 1989. International Institions and State Power. Boulder: Westview Press.
Keohane, R. O. & Nye, J. S., 2000. Power and Interdependence (3rd Edition).
s.l.:Longman.
Keohane, R. O. & Nye, J. S., 2011. Power and Interdependence (4th edition). s.l.:Longman.
Levie, H. S., 1983. The Status of Gibraltar. Boulder: Westview Press.
Lijphart, A., 1971. Comparative Politics and the Comparative Method. The American
Political Science Review, Sep, 65(3), pp. 682-693.
Little, A., 2013. Tory MP challenges Ed Miliband to condemn colleague's Gibraltar remarks.
[Online]
Available at: http://www.express.co.uk/news/uk/420223/Tory-MP-challenges-Ed-Miliband-
to-condemn-colleague-s-Gibraltar-remarks
[Senest hentet eller vist den 28 april 2014].
Molina, I., 2013. All that Remains sound between Spain and the UK. Real Instituto Elcano,
18 september.
Morris, D. S. & Haigh, R. H., 1992. Britain, Spain and Gibraltar 1945-1990: the eternal
triangle. London: Routledge.
Moses, J. W. & Knutsen, T. L., 2007. Ways of Knowing, Competing Methodologies in Social
and Political Research. New York: Palgrave MacMillan.
Political Risk Services Group, 2002. Spain Country Forecast. december, pp. 11-18.
62
Stockey, G., 2009. Gibraltar 'A Dagger in the Spine of Spain?'. Eastbourne: Sussex
Academic Press.
Tremlett, G., 2002A. Moroccans seize Parsley Island and leave a bitter taste in Spanish
mouths. [Online]
Available at: http://www.theguardian.com/world/2002/jul/13/spain.gilestremlett
Tremlett, G., 2002B. Spanish troops recapture Parsley island. [Online]
Available at: http://www.theguardian.com/world/2002/jul/18/spain.gilestremlett
63
Bilag
Bilag 1 – Utrechttraktaten, juli 1703
Article X of The Treaty of Utrecht 1713 (English translation)
The Catholic King does hereby, for himself, his heirs and successors, yield to the Crown of Great Britain the full and entire propriety of the town and castle of Gibraltar, together with the port, fortifications, and forts thereunto belonging; and he gives up the said propriety to be held and enjoyed absolutely with all manner of right for ever, without any exception or impediment whatsoever.
But that abuses and frauds may be avoided by importing any kind of goods, the Catholic King wills, and takes it to be understood, that the above-named propriety be yielded to Great Britain without any territorial jurisdiction and without any open communication by land with the country round about.
Yet whereas the communication by sea with the coast of Spain may not at all times be safe or open, and thereby it may happen that the garrison and other inhabitants of Gibraltar may be brought to great straits; and as it is the intention of the Catholic King, only that fraudulent importations of goods should, as is above said, be hindered by an inland communications. it is therefore provided that in such cases it may be lawful to purchase, for ready money, in the neighbouring territories of Spain, provisions and other things necessary for the use of the garrison, the inhabitants, and the ships which lie in the harbour.
But if any goods be found imported by Gibraltar, either by way of barter for purchasing provisions, or under any other pretence, the same shall be confiscated, and complaint being made thereof, those persons who have acted contrary to the faith of this treaty, shall be severely punished.
And Her Britannic Majesty, at the request of the Catholic King, does consent and agree, that no leave shall be given under any pretence whatsoever, either to Jews or Moors, to reside or have their dwellings in the said town of Gibraltar; and that no refuge or shelter shall be allowed to any Moorish ships of war in the harbour of the said town, whereby the communication between Spain and Ceuta may be obstructed, or the coasts of Spain be infested by the excursions of the Moors.
But whereas treaties of friendship and a liberty and intercourse of commerce are between the British and certain territories situated on the coast of Africa, it is always to be understood, that the British subjects cannot refuse the Moors and their ships entry into the port of Gibraltar purely upon the account of merchandising. Her Majesty the Queen of Great Britain does further promise, that the free exercise of their religion shall be indulged to the Roman Catholic inhabitants of the aforesaid town.
And in case it shall hereafter seem meet to the Crown of Great Britain to grant , sell or by any means to alienate therefrom the propriety of the said town of Gibraltar, it is hereby agreed and concluded that the preference of having the sale shall always be given to the Crown of Spain before any others.
64
Bilag 2 – Lissabonaftalen, april 1980
Joint Anglo Spanish Statement by the Spanish Foreign Minister Sr. Marcelino Oreja and the British Foreign Secretary Lord Carrington.
1. The British and Spanish Government, desiring to strengthen their bilateral relations and thus to contribute to Western solidarity, intend in accordance with the relevant United Nations Resolutions, to resolve, in a spirit of friendship, the Gibraltar problem.
2. Both Governments have therefore agreed to start negotiations aimed at overcoming all the differences between them on Gibraltar.
3. Both Governments have reached agreement on the re-establishment of direct communications in the region. The Spanish Government has decided to suspend the application of the measures at present in force. Both Governments have agreed that future cooperation should be on the basis of reciprocity and full equality of rights. They look forward to the future steps which will be taken on both sides which they believe will open the way to closer understanding between those directly concerned in the area.
4. To this end, both Governments will be prepared to consider any proposals which the other may wish to make, recognising the need to develop practical cooperation on a mutually beneficial basis.
5. The Spanish Government, in reaffirming its position on the re-establishment of the territorial integrity of Spain; restated its intention that in the outcome of the negotiations the interests of the Gibraltarians should be fully safeguarded. For its part the British Government will fully maintain its committment to honour the freely and democratically expressed wishes of the people of Gibraltar as set out in the Preamble to the Gibraltar Constitution.
6. Officials on both sides will meet as soon as possible to prepare the necessary practical steps which will permit the implementation of the proposals agreed to above. It is envisaged that these preparations will be completed not later than 1 June.
65
Bilag 3 – Bruxellesdeklarationen, november 1984
The Foreign and Commonwealth Secretary, the Rt Hon Sir Geoffrey Howe, and the Spanish Foreign Minister, His Excellency Sr Don Fernando Moran Lopez, held a meeting in Brussels on 27 November 1984 during which they agreed the way in which the Spanish and British Governments will apply the Lisbon Declaration of 10 April 1980 in all its parts.
These will involve simultaneously:
(a) The provision of equality and reciprocity of rights for Spaniards in Gibraltar and Gibraltarians in Spain. This will be implemented through the mutual concession of the rights which citizens of EC countries enjoy,taking into account the transitional periods and derogations agreed between Spain and the EC. The necessary legislative proposals to achieve this will be introduced in Spain and Gibraltar. As concerns paid employment, and recalling the general principle of community preference, this carries the implication that during the transitional period each side will be favourably disposed to each other's citizens when granting work permits.
(b) The establishment of free movement of persons, vehicles and goods between Gibraltar and the neigbouring territory.
(c) The establishment of a negotiating process aimed at overcoming all the differences between them over Gibraltar and at promoting co-operation on a mutually beneficial basis on economic, cultural, touristic, aviation, military and environmental matters. Both sides accept that the issues of soverignty will be discussed in that process. The British Government will fully maintain its commitment to honour the wishes of the people of Gibraltar as set out in the preamble of the 1969 constitution.
Insofar as the airspace in the region of Gibraltar is concerned, the Spanish Government undertakes to take early actions necessary to allow safe and effective air communications.
There will be meetings for this purpose between the Spanish and British Foreign Ministers.
66
Bilag 4 – Cordobaaftalen, September 2006
Communique of the ministerial meeting of the forum of dialogue on Gibraltar 18-09-2006
1. The Minister of Foreign Affairs and Co-operation of the Kingdom of Spain, Mr Miguel Angel Moratinos, the Minister for Europe of the United Kingdom of Great Britain and Nothern Ireland, Mr Geoff Hoon and the Chief Minister of Gibraltar, Mr Peter Caruana held the first ministerial meeting of the Trilateral Forum of Dialogue on Gibraltar ("the Forum") in Cordoba today under the terms of the Joint Communiqué of 16 December 2004.
2. Since the establishment of the Forum there have been five rounds of discussions. This has made it possible to address a number of issues in detail, and in a constructive spirit, and to resolve them in a way acceptable to Governments of Spain, the United Kingdom and Gibraltar ("the participants"), so as to benefit both Gibraltar and the Campo de Gibraltar, and thus contribute to the creation of a constructive atmosphere of mutual trust, respect and co-operation.
3. We are therefore happy to announce today a package of agreements which we believe will enhance the economic and social development of both Gibraltar and the surrounding region, in particular the Campo de Gibraltar. These agreements show our commitment to the solution of specific problems but have no implications whatsoever regarding sovereignty and jurisdiction, or regarding any issues thereby affected, and any activity or measure undertaken in applying them, or as a consequence of them, is understood to be adopted without prejudice to the respective positions on sovereignty and jurisdiction. The Government of Gibraltar understands and accepts that references to sovereignty in this Communiqué are bilateral to the UK and Spain.
The Pensions Issue
4. We are glad to announce a settlement of the issue of the pensions of former Spanish workers in Gibraltar, the details of which are set out in the Statement on Pensions attached to this Communiqué as Annex 1. From our earliest discussions about the establishment of the Forum, we agreed on the need to tackle this issue, given the age and financial vulnerability of the group of people affected. Thanks to the thorough work carried out by our technical experts and to our political determination to resolve this issue, we are able to offer a solution which we believe is fair and balanced to all the former Spanish workers who suffered the consequences of decisions adopted in the 1960s. Every affected pensioner will be personally informed of this offer shortly, and we hope that those affected will welcome the settlement which the participants regard as final. The Gibraltar Government will make a separate statement shortly in respect of other Gibraltar pensioners.
Gibraltar Airport
5. We have also been able to agree upon arrangements that will facilitate the enhanced use of the Gibraltar Airport for civilian air traffic for the benefit of Gibraltar and the Campo de Gibraltar. Details of the agreement are set out in the Statement on Gibraltar Airport attached to this Communiqué as Annex 2. The full implementation of that Statement entails the construction of a new single air terminal adjoining the south side of the fence/frontier, and related road and access works. We have therefore agreed to advance, as far as
67
possible, the implementation of many of the provisions of that Statement, so as to enable the citizens of Gibraltar and the surrounding area to enjoy the benefits thereof even before these civil works are completed.
Fence/Frontier
6. More fluid movement of people, vehicles and goods between Gibraltar and the surrounding area will improve the day to day lives of people in Gibraltar and the Campo de Gibraltar. The Spanish Government, through the Agencia Estatal de Administración Tributaria, is already investing close to one and a half million euros in substantial improvement works to its facilities and those of the Guardia Civil. The works will be completed this year, at which time the access will operate on a two lane basis in both directions and the red/green channels system, for both people and for vehicles, will be introduced. The Gibraltar Government has also invested substantial sums of money on the enhancement of its facilities.
7. We also commit ourselves to keep the situation under review and to study additional measures to further improve the fluidity of both commercial and non-commercial traffic in both directions, bearing in mind the challenge posed by an annual traffic of more than seven million persons between territories with different customs regimes since Gibraltar is outside the EU Customs Union, and given also the fact that the UK (and thus Gibraltar) are outside the Schengen area for external borders purposes. As long as these differences remain, certain controls are necessary, and this, coupled with traffic volumes means that some delays are inevitable. However, we acknowledge that the fluidity of traffic will continue to be an important issue for the Forum given the high numbers of daily movements for reasons of work, commerce and leisure.
Telecommunications
8. In the field of telecommunications, and in order to both address the current limitation on the quantity of telephone numbers in Gibraltar accessible from and through the Spanish network, and also enable roaming agreements between networks in Spain and Gibraltar for mobile telephones, telephone calls from Spain to Gibraltar will be channelled using the technical procedures for international direct dialling recommended by the International Telecommunications Union for all States and territories, including the territory of Gibraltar.
In addition, the Spanish network operators will be able to accept the codes assigned to Gibraltar by the aforementioned organization, in order to identify the operators in that territory. These arrangements will become operational within four months from to-day's date, and the 30,000 telephone numbers reserved by Spain in its national numbering plan for access to the Gibraltar network will then be available for reassignment in Spain. Since the introduction of mobile roaming is a matter for the Network operators, the participants shall request from their respective telephone Network operators that, as soon as possible, they enter into appropriate commercial agreements, in accordance with the rules of the free market and in compliance with the EC Electronic Communications Directives (Directive 2002/21/EC of the European Parliament and of the Council of 7 March 2002 on a common regulatory framework for electronic communications networks and services) and other legal community provisions on electronic communications, all of which have been brought into effect.
68
Instituto Cervantes
9. We welcome the proposal by the Spanish Government to establish in Gibraltar an Instituto Cervantes. The Instituto Cervantes is dedicated to increasing knowledge of the Spanish language and culture. We welcome also the Gibraltar Government’s agreement to make available suitable premises for the Institute, and its willingness to facilitate its early establishment.
Comisión Mixta de Cooperación y Colaboración
10. We encourage the "Comisión Mixta de Cooperación y Colaboración established between the Mancomunidad de Municipios de la Comarca del Campo de Gibraltar and the Gibraltar Government" to continue its work for the development of local co-operation. We would also welcome the participation in the Comision Mixta of the Junta de Andalucia, as this would enhance the efficacy of this process in areas of its competence.
Ports
11. We welcome and encourage the co-operation between the port authorities of the Bay in relation to issues relating to their operations, and in continuing to explore possibilities for collaboration in fields of common interest.
Commitment to the Forum
12. We reiterate our full commitment to continue the process of dialogue entailed by the Forum, with its open agenda, on any issue relating to or which affects Gibraltar. We have had an exchange of views about the range of issues that could be discussed in future meetings of this Forum.