C N T Arbejdernes Landsforbund

Oversættelse Jens Falkentorp fra den franske udgave:Collectivisations LØuvre Constructive de la Revolution Espagnole 1936 - 1939 Recueil de documents

Layout Ole Bidsted Tryk Specialtrykkeriet Viborg

Beboertryk Redaktion Ole Bidsted Sverrigsgade 49 Kbh. S 2300 Tlf. ol 578605 giro 8060843

I SBN 87 80 e O 4

2

C N T

KOLLEKTIVISERINGER Selvstyre og selvforvaltning i Spanien under borgerkrigen.

I dette historiske kildemateriale er der mulighed for at vurdere problemer, strategier og erfaringer fra kollektiviseringerne under den spanske borgerkrig på aktØrernes egne betingelser.

"Collectivisations" er referater fra mØderne mellem kollektiverne i uet frie Spanien. OVersættelsen omfatter bogens teoretiske ind­ledning,afsnittene om retningslinierne for kOllektivisering af transport og landbrug og det afsluttende afsnit om landsbyernes konkre­te problemer og erfaringer med selvstyre og selvforvaltning.

Ud over denne udvælgelse, der dækker bogens hovedemner og omfatter omkring halvdelen af bogens samlede tekst er der ikke sket redige­ring af materialet.

OVersættelsen er den fØrste samlede fremstil­ling på dansk af dette enestående eksempel på anarkistisk fungerende samfund.

Indhold side

Indledning 3

Transportens kollektivisering 17

Landbrugets 28

Eksempler på landsby kollektiver 36

Indledning KOLLEKTIVISERINGEN I SPANIEN

I

Militæroprøret af 19. juli fik vidtrækkende følger for det Økonomiske liv i Spanien. Kampen mod den kir­kelig-militære klan var kun mulig med arbejderklass nu hjælp. Hvis det republikanske borgerskab havde vær L overladt til sine egne kræfter alene, var det bl v L knust. Derfor måtte det stille sig på proletar i L s side . I 1934, da det Katalanske Venstre ville før kdm­pen mod Madrid uden arbejderne, og endda imod nn,rk1.­Lerne og syndikalisterne, var det jo Madrid d r vandt

3

4

omgangen. Forkæmperne for katalansk selvstyre 'blev knust. Efter deres nederlag tog Madrid revanche. De katalanske leder , med Companys i spidsen, blev idØmt flere års fæng sel .

For at undgå den samme fare denne gang, måtte små­bo ger skabet alliere sig med syndikalisterne og anar­kisLerne.

Denne alliance kunne ikke afgrænses til det politiske område. Syndikalisterne og anarkisterne havde dårlige er­faringer med den borgerlige republik. Man skulle altså ikke gøre sig hå b om, at d ville lade sig nøje med at knægte det kirke lig-mil iLurls 1ske oprør. Man måtte også regne med, at der ville bJJv' g nnemfØrt ændringer af det Økonomiske system. D' kunn ikke fortsat tolerere den Økonomiske udbytning, d r i d'r s øjne var grundlaget for den politiske undertrykkcls .

Gejstligheden, d n miliLær kamarilla og de storka­pitalister som stod i l dLog med d Lo fØrstnævnte klaner, var klar over detL . De vidsLe godt, hvad der stod på spil. En sejr for militaris terne viII have fØrt ti l op­rette lse af et mi litærdiktatur , en forstærket udgave af Primo de Riveras diktatur. på den måd e vj lJ den privi­ligerede klass e ikke blot have b e vare L sin e positioner , men man måtte også have forudset en forværring af arbej ­derklassens udbytning. Ud fra det motiv sluttede den pri­viligerede klasse sig til de oprØrske militære ledere .

Mens generalerne agerede, trak storkapitalistern e i ' trådene. De holdt sig i baggrunden. En hel d e l af dem befandt sig ikke engang på skuepladsen for operationer­ne. Juan March, Francois Cambo og andre folk af den slags var ikke engang i Spanien, da oprøret brØd ud. De afven­tede begivenhedernes gang fra udlandet. Hvis oprØrs­lederne havde sejret, ville disse kommanditister straks være vendt hjem.Men i Katalonien, såvel som i stØrst~­delen af Spanien, blev militæroprØret knust. Og bagmænd­ene blev i udlandet.

DirektØrerne for de store firmaer og selskaber anså det ligeledes for klogest at rejse til udlandet og af­vente udfaldet af militæroprøret. Den 19. juli og de fØlgende dage blev alle større virksomheder forladt af deres direktØrer. DirektØrerne for jernbaneselskaberne, byernes trafikselskaber, rederierne, jernindustrien, tek­stilindustrien - formændene og bestyrelsesmedlemmerne i arbejdsgiverforeningerne - alle var de væk. General­strejken, som arbejderklassen satte i gang for at for­svare sig mod oprøret, lammede i otte dage hele det Øko­nomiske liv.

Såsnart oprøret var nedkæmpet, besluttede arbejdernes organiqationer at afblæse strejken. CNTs medlemmer i Bar­celona var enige om, at genoptagelsen af arbejdet ikke kunne ske på de samme betingelser som fØr. Generalstrej­ken var ikke en strejke for at forsvare eller forbedre lØnnen. Det drejede sig ikke om at opnå hØjere lØn eller

bedre arbejdsbetingelser. Alle fabrikanterne var væk. Arbe jderne skulle ikke blot genindtage deres pladser ved samlebåndet, i lokomotivet, i sporvognen eller på kon­toret. De måtte også påtage sig ledelsen af fabrikkerne, værkstederne, virksomhederne o.s.v. Med andre ord: ledel­sen af industrien og hele de~ Økonomiske liv påhvilede fra nu af arbejdere og funktionærer i alle landets Øko­nomiske sektorer.

Men man kan ikke tale om en socialisering elI r kol­lektivisering indfØrt efter en velforberedt plan. Faktisk var intet forberedt på forhånd, alt måtte improvi s r s. Som i alle revolutioner overgik praksis teorien. Teori­erne blev overgået og ændret i overensstemmelse med vjr­kelighedens Øjeblikkelig krav. Tilhængerne af den opf L­telse, at man kun kan oprette en ny samfundsordning ad den fredelige udvikling~ vej, fik uret i lige så hØj gr d som de der troede, at man kun kan gØre det med vold. Begge opfattelser blev afslØret som forkerte. Den eneste ide som blev bekræftet var denne: Den kapitalistiske stats militære, politimæssige og offentlige magt må knuses for at vejen til nye samfundsformer kan åbnes. Og man konstaterede at det også var nØdvendigt, at de der. skal skabe det nye Økonomiske liver forberedt både på det teoretiske og det praktiske plan, så de kan have en klar og tydelig ide om deres opgave. Enhver samfunds­teori indeholder en god del utopi. Og det er godt det samme, for ellers ville der aldrig blive skabt noget nyt. De præcise ideer, begreber og fortolkninger på den valgte vej må være undfanget på forhånd.

Spaniens anarkister og syndikalister havde en ganske bestemt samfunds-doktrin. For marxisterne bestod socia­liseringen i at overlade Økonomien til staten, indu­strierne skulle gØres statsejede. Anarkisterne mente tværtimod, at socialiseringen skulle gennemføres af ar­bejderne på værkstederne, fabrikkerne, i alle sektorer af Økonomien. Denne vej fØrer fra bund til top, fra peri­feri til centrum, mens marxisternes fØrer fra oven og ned, fra staten til folket.

I Spanien, og især i Katalonien, begyndte sociali­seringsprocessen ad den anden vej, ved kollektivisering. Man må ikke tro, at det var en forudfattet plan der kom til udfØrelse. Det skete spontant. Men den anarkistiske doktrins indflydelse på denne omformning er ubestridelig. Igennem mange år har anarkisterne og syndikalisterne i Spanien betragtet en samfundsændring som deres hØjeste mål. på deres fagforenings- og gruppemøder, i deres blade, brochurer og bØger er problemet social revo lu tion blevet diskuteret uafbrudt og systematisk. Hvad sk, I d(ot ske dagen efter prc:letariatets sejr? Re;reringsapp '"" 1(' 1 skal knækkes. ArbeJderne skal selv tage sig af d' li

v irksomheds drift, selv administrere den, fag[or '11IIll J('1 11\'

skal kontrollere hele det Økonomiske liv. Indu8 1"1 -fo rbund skal styre produktionen; lokale fag[ot 'n I nq 'I

skal regulere forbruget. Det var anarko-syndik, I j n i 1' 1 'l;'! 1

ideer, som også FAI accepterede. på sine konf r nc " oc) 5

6

kongresser havde denne organisation til stadighed er­klæret, at det Økonomiske liv skal regule res af fag­foreningerne.

Hvis man ser på kæden af begivenheder i Barce­lona og mange andre steder i Katalonien og Spanien, konstaterer man at virkeligheden nærmer sig disse teo­ri r stærkt. Statsmagten er overg P. et til de anarko­syndikalistiske fagforeninger, rbejderklassens poli­tiske partier og småborg rskab L. De Antifascistiske Militsers Komite, som bl v sat i spidsen for denne nye organisation, rummed repræsentanter for Det Katalanske Venstre (Esqu r ra), De Katalanske Selv­styretilhængere (Autonomi s ter) , Landmandsforeningen, CNT og FAI, Det Foren d Socialistiske Parti og , Arbejderpartiet for M rxistisk Forening. Anarkisterne og syndikalisterne kunn i de fØrste uger efter den 19. juli have fået hel sL tsmagten i deres hænder. Men de tog den ikke de vill ikke have den. Den katalanske regering havde ing n reel magt. Parlamentet trådte slet ikke sammen læng r . To en halv måned senere forsvandt regeringen helL. D n blev den 28. september erstattet af en ny regering n ' Jn:mensat af repræsentanter for alle. de antifascistiske organisationer, som havde deltaget l bekæmpelsen f militærets oprØr.

Det var ændringerne på det politiske område. på det Økonomiske Vtr fagforeningerne de eneste agerende. Efter den 19. juli 1936 påtog CNT-fagforeningerne sig produk­tionen og ] vn dsmiddelforsyningen. Fagforeningerne be­stræbte sig l fØrsLe omgang på at lØse det mest påtræn­gende problem, nemlig at sikre forsyningen af befolk­ningen. I alle kvarterer blev der indrettet kØkkener i fagforeningernes lokaler. Forsyningskomiteer sØrgede fo: at hente levnedsmidler i byens centrale depoter eller pa landet. Disse levnedsmidler blev betalt med bon'er, hvis værdi var garanteret af fagforeningerne. Alle fag fore- o

ningsmedlemmer, militssoldaternes koner og bØrn, og ~gsa befolkningen i almindelighed, alle blev ernæret gratls. Under strejken fik arbejderne ingen lØn. De Antifascisti­ske Militsers Komite besluttede at udbetale arbejderne og funktionærerne en sum svarende til hvad de ville have tjent hvis de havde arbejdet de dage. Dette Økonomiske liv uden omlØb af kontanter varede to uger. Da arbejdet blev genoptaget og det Økonomiske liv kom i gang igen, begyndte også pengeomlØbet igen. En uge senere måtte man også betale for den nØdvendige benzin til bilerne. Men fagforeningerne kontrollerede fortsat anvendelsen af benzinen.

Den fØrste fase af kollektiviseringen begyndte, da arbejderne overtog ledelsen af virksomhederne. I hvert værksted, fabrik, kontor, butik blev der udnævnt fag­foreningsdelegerede, som tog sig af ledelsen. Ofte havde disse nye virksomhedsledere ingen teoretisk uddannelse og næsten ingen viden om nationalØkonomi. Men de havde et nØje kendskab til deres egne personlige behov og til

Øjeblikkets krav. Spørgsmålet om lØn, priser og produk­tion og deres indbyrdes forhold havde de aldrig studeret videnskabeligt. De var hverken marxister eller proudon­nianere. Men de kendte deres metier og produktionspro­cessen inden for deres industri. Og de forstod at give råd. Deres initiativrigdom og opfindsomhed erstattede manglen på uddannelse. på nogle tekstilfabrikker frem-stillede man sort-rØde silketØrklæder med påtrykte anti­fascistiske tekster. Disse tØrklæder blev udbudt til salg. "Hvordan har I beregnet prisen? Hvordan har I fastl gt profitmarginen?" spurgte en udenlandsk, marxistisk jour­nalist. "Jeg aner intet om prof.itmargen," svarede en arbejder. "I bØgerne fandt vi prisen på råstofferne, de lØbende udgifter beregnede vi, så lagde vi noget på til reserv -fonden og noget til lØnninger, og så et tillæg på 10% til de Antifascistiske Militsers Komite, og så havde vi prisen." TØrklæderne blev solgt til en lavere pris end de ville have kostet under det foregående regime. LØnnen var sat op, og profitmarginen, dette hellige begreb indenfor bor­gerlig Økonomi, var brugt til fordel for kampen mod fascismen.

på denne måde blev arbejdernes ledelse af produk­tionen gennemfØrt på de fleste virksomheder. Fabrikan­terne blev smidt på porten, hvis de modsatte sig den nye Økonomiske driftsrnåde. De blev accepteret som arbejdere, hvis de godtog den nye tingenes tilstand. I så fald blev de beskæftiget som teknikere, handelsdirektØrer eller endog som almindelige arbejdere. De fik en lØn svarende til en arbejders eller teknikers, alt efter det arbejde, de udfØrte.

Denne begyndelse og disse forandringer var relativt enkle. Vanskelighederne viste sig senere. Efter ret kort tid var der ikke flere råvarer at få. De fØrste dage efter revolutionen blev råvarerne beslaglagt. Senere måtte man igen betale for dem, d.v.s. tage dem med i be­regningerne. Fra udlandet ankom der kun meget få råvarer, og det medfØrte en prisstigning på råvarer og færdige produkter. LØnningerne blev forhØjet, men ikke for alle. I nogle industrier var lØnfremgangen anselig. I kollek­tiviseringens fØrste fase var der forskel på arbejder­eller funktionær lØnninger selv inden for samme industri.

Kollektiviseringen begrænsede sig til afskaffelse af visse arbejdsgiveres privilegier, eller bestod simp lL­hen i inddragelse af aktieudbyttet i et aktieselskab. Arbejderne i disse virksomheder eller selskaber ov r <4 altså de tidligere ejeres fordele. Denne forandriny V~l en legitim forbedring i forhold til den tidliger ul u-ation, for nu hØstede arbejderne virkelig frug Ir deres arbejde.

Men denne forbedring, denne Økonomiske ordninc], Vdl

hverken socialistisk eller kommunistisk. En k ' pi dl f ~Jl:

7

8

var erstattet af en slags kollektiv kapitalisme. Hvor der havd e været en enkelt indehaver af en fabrik eller en caf6, kom der nu en kollektiv indehaver bestående af fabrikkens arbejdere eller cafepersonalet. Personalet på n velbesØgt cafe har meget større indtægt end per­son let på et mindre velkendt etablissement.

Kollektiviseringen kunne ikke standse på dette trin. D t blev fastslået overalt. Fagforeningerne besluttede selv at tage sig af kontrollen med virksomhederne. Klubberne på virksomhederne blev omdannet til industri­fore tagender. Byggefagenes [ gforening i Barcelona påtog sig ledelsen af alt erhv rsbyggeri i byen. FrisØrsalon­erne blev kollektiviser .! hver eneste frisørsalon var der en fagforeningsd l q c t. Hver uge bragte han hele indtægten til fagfor ningen Økonomiske komite, som så betalte udgifterne , indb fattet lØnningerne.

Arbejdernes fag o ninger erstattede arbejdsgiver­foreningerne. Ind n for rammerne af hver enkelt industri indfØrte man soct~1 lighed. Men nogle brancher klarede sig bedre end and '. Der var rige og fattige industrier, hØje og lave lØnninCj r.

KOllektivis'rlnCjsprocessen kunne heller ikke standse på dette trin.

I det lokale CNT-forbund i Barcelona talte man om at oprette en forbind lseskomite. Den skulle omfatte alle de forskellige fagforeningers Økonomiske komiteer, pengene skulle koncentereres på et sted, en udligningskasse skul­le sØrge for en rim lig fordeling af midlerne. I nogle industrier eksister de denne forbindelseskomite og denne udligningskasse all rede fra starten. Barcelonas bussel­skab, et rentabelt foretagende, der blev administreret af arbejderne, havde overskud. En del af det blev indsat i en reservefond til indkØb af varer i udlandet. En anden del blev afset til at stØtte sporvejsselskabet, hvis Øko­nomiske afkastning er ringere end busselskabets. Et fore­tagende, der slet ikke kan svare sig, er tovbanen der fØrer fra bjerget Montjuich ned til Barcelonas havn. Af Økono­miske grunde indstilles dens drift i vintermånederne.

Da der indtraf benzinmangel, blev 4000 taxichauf­fØrer arbejdslØse. Deres lØn skulle alligevel udbetales af fagforeningen. Det blev en tung byrde for transport­faqforeningen. Den måtte bede to andre fagforeninger og Barcelonas kommune om hjælp. I tekstilindustrien blev man på grund af råvarernanglen nØdt til at indskrænke arbejds­tiden. I nogle fabrikker blev der kun arbejdet tre dage om ugen. Og alligevel skulle arbejderne have lØn. Da tekstil-fagforeningen ikke havde midler til sin rådighed, betalte Generalitetet i stedet arbejderne.

Kollektiviseringsprocessen kunne ikke standse på dette trin. Syndikalisterne kræver socialisering. Men med socialisering mener de ikke nationalisering eller statslig styring af Økonomien. Socialiseringen skal være en generalisering af kollektiviseringen. Det gælder om at samle de forskellige fagforeningers kapitaler i en

central kasse; koncentrationen indenfor rammen af det lokale forbund forvandles til en slags kommunal Økonomisk virksomhed. Det gælder om at socialisere fra neden. Uden organisering af arbejderne ingen socialisering.

II Man taler ikke meget om ekspropriering. Man mener at dette negative begreb som angiver indlemmelse i den nye Økonomi, ikke giver nogen præcisering af den nye ord­nings form. Den marxistiske formel "Ekspropriering af ekspropriatØrerne" er ikke særlig velkendt i Spant n. Kollektivismen, derimod, har gamle traditioner. Den ksi ­sterede allerede i gamle former fØr den moderne arbej­derbevægelse. I den FØrste Internationale dukkede den op igen. I modsætning til hvad der var tilfældet i andre lande med romerrets-traditioner, fandtes der i Spanien en feudal udbytningsform der grundede sig mindre på den private ejendomsret til jorden, end på brugsretten til jordens afgrØder. Denne form eksisterede lige til revo­lutionen. IfØlge det katalanske forpagtningssystem skulle forpagtningsafgiften erlægges i naturalier. De forhØj ede skattesatser på landbrugsejendomme gav i 1934 anledning til en alvorlig konflikt mellem Katalonien og Madrid. Madrid gjorde krav på at udnævne alle de dommere, der blev beskikket til at dØmme om jordejernes fordringer. SmåbØnderne gjorde fælles sag med de katalanske selv­styretilhængere. Kampen for Kataloniens politiske uaf­hængighed havde altså en Økonomisk side. Godsejerne solidariserede sig med Madrid.

Ikke kun i Katalonien, men også i alle andre dele af Spanien, havde kollektivismen rod i traditionerne. Da generalernes magt var slået ned, konstaterede man i hele landet et udbredt Ønske om at kollektivisere de eksisterende storgodser. Fagorganisationerne og de anar­kistiske grupper stillede sig i spidsen for denne kol­lektiviseringsbevægelse. De forblev trofaste over for deres traditioner. på CNTs kongres i Madrid i juni 1931 blev kollektiviseringen af jorden erklæret for et af de vigtigste mål for landarbejderne. Vedtagelsen på denne kongres angav klart den vej, landarbejderne skulle fØlge i juli og august 1936.

I den udtalelse, der blev vedtaget i juni 1931, krævede man: "al Alle græsgange, godser, jagtområder og andre jord­besiddelser skal eksproprieres uden erstatning og er­klæres for samfundsejendom. Alle kontrakter vedrØrend tiende at betale til ejerne annulleres og erstattes [ andre kontrakter oprettet af fagforeningerne i over­ensstemmelse med hvert enkelt distrikts behov. bl Det slagtekvæg, den udsæd, de landbrugsredsk b' og maskiner der befinder sig i privateje, eksproprl cl Afskaffelse af skatter, tiende, gæld og p nL h, I I (' 1 ('l

der påhviler sådanne landbrugsejendomme der udnyt I f ejeren selv uden stadig hjælp eller lØnnet Lj n ,t

9

10

andre arbejdere. e) Afsk ffelse af landbrug s skatter og afgifter af anden art som småbØnderne er tvunget til at betale til stor­bØnderne eller til mellemmænd." "At forberede landarbejderne på indførelsen af vore principper er syndikalismens vigLigste og vanskeligste opgave på landet. Det er den vigligste, fordi uden denne forberede lse er det umuligt at [remme fuldbyrdelsen af samfunds revolutionen. Det er d n vanskeligste på grund af en række stærke fordomme og barrierer af traditions­mæssig og kulturel art: t i i b gestående kulturelt niveau, et hØjtudviklet ndomsinstinkt, en fanatisk ego isme, som gør det m q v nskeligta t vinde masserne på landet for vort soci l og kollektive mål. Men fag­bevægelsen kan og skal ov rvinde disse vanskeligheder ved hjælp af en klar og omfattende propaganda for vore ideologiske mål, og v d hjælp af en social opdragelse af bØnderne for at få l m til at anerkende den kollektive solidaritet, for n forberede dem til og sætte dem i stand til at samnrb jde , i deres egen interesse og uden fordomme, om udv iklingen af det kollektive styre og den libertære (anarkistiske) kommunisme. Kongressen erklrer at social iseringen af jorden og alle midler og redskaber vedrØrende landbrugsproduktionen og frugtbargørelsen og udnyttelsen af jorden ved landar­bejdernes fagforeni nger er en afgØrende betingelse for organiser ingen af e n Økonomi der kan sikre arbejdernes fællesskab det fulde produkt og udbytte af deres arbejde."

Kollektiviseringen af jorden antog i Spanien andre former end i Rusland. Landbr ugs jorden blev, indenfor en kommunes rammer , kollektivi seret forsåvidt den tilhØrte en godsejer, der havde stillet sig på den kirkelig­militaristi ske klans side mod folket. De jordejere som havde accepteret den Økonomiske ændring, kunne fortsætte med at arbejde inden for rammerne af fagforeningen, som stillede sig i spidsen for ko llektiviseringen. Ekspor­tØrerne sluttede sig også til fagforeningen, og flere steder ligeledes de små jordejere.

Jorden og ejendommen bliver bearbejdet i fællesskab af landarbejderne, alle produkterne afleveres til fag-

Fodnote I Valencia-provinsen overværede jeg en generalforsamling i landarbejdernes fagforening, hvor også de små jordejere var repræsenteret. De fik også lov til at deltage i dis­kussionen. De beklagede sig over at mangle det ene eller det andet. Man opfordrede dem til at melde sig ind i fag­foreningen. En kommission fremlagde en rapport om de for­bedringer der skulle indfØres i landbrugsarbejdet Det var meget lærerigt at se, hvordan de tilstedeværende ar­bejdere kunne komplettere kommissionens forslag med deres personlige erfaringer.

foreningen der udbetaler lØn og sælger produktionen. Nogle små jordejere, som ikke vil melde sig ind i fag­foreningen, arbejder uden for fællesskabet . De må slide hårdt i det for at sikre sig udkommet. Man har ikke lagt noget pres på dem, men man giver dem heller ikke andel i de Økonomiske lempelser. I fagforeningen, derimod, er arbejdet rationelt organiseret. Der hersker virkelig princippet: En for alle og alle for en. Den lille jord­ejer lever altså uden for fællesskabet. Ved fordeling af landbrugsmaskiner, næringsmidler o.s.v. står han bagest i kØen.

Landarbejderens tilværelse er blevet Økonomisk for­bedret ved kollektiviseringen af arbejdet og den nye for­brugsordning. Politisk er landarbejderen i dag fri. Landboen har fået lov til at beholde sine skikke, hans individuelle rettigheder er ikke blevet indskrænket. Ingen indkvartering i store kaserner, ingen kollektive kØkkener. Men besidder-ånden, ejendoms-dæmonen, som på landet meget ofte fØrer til den kradseste egoisme, er blevet trængt tilbage.

Landarbejdernes fagforening er i dag en økonomisk virksomhed. RengØring og indpakning af forskellige frug­ter beregnet til transport foregår under fagforeningens ledelse. Arbejderne modtager deres lØn fra fagforeningen. I nogle kommuner er hele det Økonomiske liv lagt i fag­foreningernes hænder. Fagforeningen har nedsat forskel­lige komiteer til at sØrge for arbejdet, forbruget, for­delingen af ejendom og kampen mod fascismen. Cafeer og biografer er, forsåvidt som de overhovedet eksisterer, under fagforeningskontrol. på små steder er der ingen skelnen mellem forskellige professioner eller håndværk. Alle er forenet i det lokale forbund, som udgØr kommunens Økonomiske livsnerve og samtidig dens politiske og kul­turelle centrum.

Fodnote En lille erindring: Under en rejse i Levant-provinsen kom vi forbi en appelsinplantage, og en af mine rejsekamme­rater fik lyst til at kØbe nogle appelsiner. "Vi sælger ikke", svarede de bønder der var i færd med a~ hØste appelsinerne. "Man kan altså ikke få appelsiner her?" "Du kan få ligeså mange du vil, men ikke for penge ", lØd svaret. Og de tilbØd os gratis en sæk med 50 kg app l 'lu r. Alle forsøg på at få dem til at tage imod betaling vc\r forgæves. "':lår vi kommer til Barcelona," tilfØjede de, " s k In I glve os noget af det, som I har overflod af!"

11

12

III I Barcelona blev sejren over fascismen betragtet som

en befrielse fra et meget tungt åg . ~ll var henrykte. Mange troede at de nu kunne begynd . l nyde livet og lade stå til. Fabrikker, værksteder og ror r ninger , hvis inde havere var fascister , stod omm. D wrbejds løse for­vandledes hurtigt til gadesælg .1 . Forlovshandelen bredte sig som en epidemi. Alle byens or v<r hus blev tømt for varer, som så til gengæld bL v [albudl pu gadern e . Byen ændrede udseende . For cl bulikshandl nd udgjorde denne friluftshandel en alvo l- l! g konkurr nc . Men de fandt snart et middel til L bøde på denne lingenes til­stand: De ansatte gades,lg r lil også at sælge deres varer på fortove ne . G cl ., I g rnes fagforening øgede sit medlemstal helt enorm t.

Fra nogle hundr do, om d fØrst var , blev de mange tusinde. Kun de der h<l vcl en fagfore ningsbog havd e lov til at beskæftige s l cJ m d gadehandel. CNT- fagforeningen bar hele ansvaret fo d nne udvikl ing. Til sidst beslut­tede den at lukk ror tilgangen af nye medlemmer. Men så dannede gad . il' I g rne en ny fag forening tilknyttet UGT, som optog, I l der var blevet afvist af CNT. Af denne omfangsrig gadehandel opstod rivaliseringen me lle m de to orqanis . on r. Sagen blev forelagt CNTs lokal­forbund som b 'sluttede al gøre en ende på denne inflation i friluft shundel. Der blev fra nu af kun tolereret et bestemt anlul sælgere , og de fik anvist bestemte stade­pladser på de forske llige offentl ige steder. Denne fag­foreningsbeslutning gjaldt som et dekret. på en dag så Barcelona flere hundrede af sine gadesælgere forsvinde fra gad rne.

Denne fase af den økonomiske udvikling fik en vis betydning for Kataloniens hovedstad generelt. Fagfore­ningernes energ i fik ved denne l ej lighed endog afgØrende betydning. Fagforeningerne markerede den Økonomiske ud­viklings forlØb og rytme; de regulerede hovedstadens erhvervsliv ; de kontrollerede ikke blot arbejderne på fabrikkerne, men også sælgerne på gaderne.

IV Der var en branche, hvor der ingen kollektivisering

skete: i bankerne. Af grunde , som vi kommer ind på senere, blev kollektiviseringen ikke dekreteret af de overordnede organer, den blev besluttet af arbejderne og funktio­nærerne i deres egen virksomheder .

Hvorfor blev bankerne så ikke kollektiviseret? Bank~ funktionærerne var svagt organiseret. De var ikke til­knyttet CNT-fagforeningerne, men UGT-fagforening~rn~, ~om er modstandere af kollektiviseringen. UGT er soclallstlsk og har andre traditioner. Dens ideologi er socialdemokra­tisk, den Ønsker statsovertagelse. IfØlge den~e doktrin bØr socialiseringen foretages af staten ved hJælp af de­kreter. Reqeringen dekreterede ikke nogen kollektivise-

ring af bankerne. Bankfunktionærerne vidste ikke, hvad de skulle gØre. Derfor blev bankerne ikke kollektiviseret.

En kollektivisering eller socialise ring af bankerne ville uden tvivl have fået et specielt forlØb. Bankernes ejendom består ikke af maskiner og arbe jdsredskaber, men af omsætningsmidler, nominelle værdier, penge. Beslag­læggelse af bankernes formue ville have muliggjort en central, unik fordeling af finansmidlerne og udarbejdelse af en finansplan. En reguleringscentral kunne være b levet stablet på benene. Efter tilskyndelse fra repræsentanter for industri-fagforeningerne kunne bankfunktionærerne have udarbejdet en plan for finansieringen af de livs­vigtige sektorer i landets Økonomi. Finansinstituttet kunne omgående have stillet landets pengemagt i kol­lektiviseringens tjeneste. Kollektiviseringen ville ikke være forblevet partiel, den havde kunnet udstrække sig til hele det Økonomiske liv. Kollektiviseringsprocessen kan sammenlignes med bygningen af et boligkvarter; sten bringes til fra mange steder, og små uafhængige bygninger opfØres. Hvis bankerne var blevet kollektiviseret, kunne kvarteret være blevet opfØrt efter en samlet arkite kt­plan. Desværre gik det ikke sådan, og der blev spildt tid.

Men hvad man tabte på den ene side, vandt man ind på den anden. Det at de enkeltes initiativer var afgØrende gjorde, at der ikke blev skabt hindringer for andre. Efter 7 måneders kollektivisering konstaterede fagfor­eningerne i lyset af deres erfaringer, at det var nØd­vendigt at koordinere alle de kollektiviserede virksom­heder i de forskellige industrier. De byggede altså på indhØstede erfaringer. Den centralstyrelse, som er under indfØrelse i dag, behØver ikke bekymre sig om at oprette underordnede organer. De eksisterer allerede. Toppen af kollektiviseringen hviler på et solidt fundament, der som grundlag har industri-fagforeningen, dens klubber på de enkelte virksomheder og værksteder. Det er det der skaber styrken i kollektiviseringen i Spanien.

V I udviklingen af kollektiviseringen konstaterer man

det samme forlØb som i den politiske udvikling, navnlig afvisningen af enhver totalitær tendens. Fagforeningerne fremsatte fx deres krav om at regulere levnedsmiddel­forsyningen uden at ville have monopol på den. Nærings­middelindustriens fagforening påtog sig ansvaret for bageriernes funktion. (Der er i Barcelona ingen stor bagerier, ingen brØdfabrikker).

Ved siden af disse eksisterer endnu de små b ag r­butikker, der arbejder som fØr. Mælketransporten fr land til by sikres også af fagforeningerne, som d rud ­over også sØrger for de fleste ismejerier. Næring -middel-fagforeningen kontrollerer landbrugsvi ksomhl'dt I ­

ne og samarbejder med de kollektiviserede g rd . N cl-

13

14

gangen i importen af kondenseret mælk medfØrte mælke­mangel i Barcelona. r Rusland var forretningerne lukket den fØrste tid efter revolutionen . ·sådan var det ikke i Spanien. Storhandelen overgik til fagforeningerne. De småhandlende fik deres varer fra fagforeningen. For detailhandelen blev priserne fasLsat generelt. Den or­ganiserede indenrigshandel kom under kontrol. r spidsen for levnedsmiddel-monopolet s år "la Consejeria de abastos", Levnedsmiddelrådel. MAlet var at organisere og forene den samlede levnedsmlddelforsyning i Kata­lonien på en måde, så ehver lokalitet blev betjent i overensstemmelse med sine b hov. En enhedspris blev fast­sat af de kollektiviser cl kommuner , fiskernes fagfor­eninger og andre levneosrnldd lbrancher, i overensstem­melse med udbuddet af I c'vn dsmidler. At undgå en for­hØjelse af fødevarepri. rne var målet med denne økono­miske politik. Spekul nLer og pugere skulle også eli­mineres.

Midt i decemb bl v denne politik suspenderet. Den 16. december bl v der dannet en ny katalansk regering. Kommunisterne opn. d aL få udelukket POUM (Arbejder­partiet for Marxl Lisk Enhed) af regeringen. Ved rege­ringsdannelsen bl v forsyningsministeriet givet til Comorera, m dl m f D L Forenede Socialistiske Parti (tilknyttet 3. lnL rnaLionale). Et andet ministerium blev givet til Dom ncch, repræsentant forCNTs syndikalister . Comorera afJk ffede levnedsmiddel-monopolet. Handelsfri­heden bl v i.g n indfØrt. Man banede vej for en pris­stigning. på dette område blev kollektiviseringen sus­penderel. D L var, i lille målestok, en slags spansk NEP.

r Ku lonien gik udviklingen hurtigere end i Rusland. Hvad d r der tog år, tog her kun nogle måneder. Men med den nye vej , med den katalanske NEP, er udviklingen ikke slut. Arbejderbefolkningen vil ikke gøre tingene halvt eller gå tilbage. Kollektivismen kan ikke tilintetgØres i Spanien. Samfundsudviklingen bestyrker den. Selv krig kan ikke standse denne udvikling.

vr r denne bog præsenterer vi på systematisk vis for­

lØbet af kollektiviseringen i dens fØrste faser og i nogle industrier. Med støtte i dokumenter vil vi vise, hvordan arbejderne overtog virksomhedernes drift og sik­rede deres udbytte. Vi vil også i lyset af kendsgernin­ger søge at påvise kollektiviseringens resultater. Har kollektiviseringen haft en gavnlig eller en uheldig virk­ning på produktionen? Svaret på dette spørgsmål ligger i dag ikke længere inden for teoriens område. Vi har resul­tater fra mange virksomheder. Talrige arbejderes mening udgØr ligeledes et vidnesbyrd. Er arbejdernes tilfredse? r så fald vil deres produktivitet forØges. FØler de sig virkelig som kammerater ansvarlige for virksomheden? De vil i så fald have større interesse i at øge produk-

Lionen. r transportsektoren er kollektiviseringens heldige

virkning iØjnefaldende. på trods af en generel prisstig­ning er Barcelonas transportselskabers takster ikke steget. r Barcelonas gader ser man nye, helt friskmalede sporvogne såvel som nye busser. Talrige taxier er blevet nyistandsat.

Situationen er ikke lige så god i tekstilindustrien. på grund af råvarernangel arbejdes der kun 2-3 dage om ugen i mange.fabr~kker, men der udbetales lØn for 4 d geo Hvis denne sltuatlon trækker i langdrag, vil det svækk disse indus~rier. Arb~jdsindtægten på kun 4 dages lØn om ugen er utllstrækkellg. Det er ikke en fØlge af kollektivi­seringen, men af krigen. Kataloniens tekstilindus tri har mistet sine vigtigste afsætningsmarkeder. En del af ~nd _ lusien, Extremadura, Gammel Kastillien og hele Nordspanjen med den fOlkerige industriregion Asturien er faldet i fascisternes hænder. Det er ikke muligt at finde et nyt marked.

Det er forklaringen på krisen i Kataloniens tekstil­industri. r lØbet af de fØrste måneder af 1937 har situ­ationen bedret sig en smule. Man arbejder for hæren. r Sa~adell, en tekstilby på 60.000 indbyggere, er alle ar­beJdere beskæftiget. r nogle spinderier i Barcelona er arbejdstiden stadig reduceret.

Kollektiviseringen af landbruget og industrien åbner nye udviklingsveje for samfundets strukturelle forandring. Men det er for tidligt at afsige en definitiv dom over denne udvikling, som er en af de mest interessante sam­fundsbegivenheder i vor tid.

KOllektiviseringen åbner nye perspektiver, nye veje. r ~usland s~og revolutionen ind på statsovertagelsens veJ. r rtallen og Tyskland har fascismen sat sin lid til det korporative system. r de demokratiske stater tænker man også på at finde en lØsning på den aktuelle Økonomi­ske krise i at give samfundets Økonomiske og politiske grundlag nye former. r Amerika er .. Roosevelt slået ind på en ny vej; i Belgien har de Man foreslået en delvis socialisme. r Frankrig låner de demokratiske teoretikere nogle ~f ~eres ideer fra det korporative system. Man fore~lar lndfØrelse af et kollektivt valg system til af­lØsnlng af det individuelle; man foreslår også indfØrel­se af et Økonomisk parlament som skal fungere sidelØbende med det politiske. Borgeren bØr ikke blot være repræsen­teret som forbruger; arbejderen bØr også være repræsen­teret som producent i de nationale organer.

Gennem disse nyopfindelser skimter man en udvej af den politiske, Økonomiske og åndeliqe krise, en he]br _ delse af det Økonomiske liv. r Spanien har man ikk op­stillet nye teorier. Folket selv, bØnderne på land L ~rbe jderne i byerne, har selv overtaget udnitt ]s n ~I Jorden og produktionsmidlerne. Omgivet af store v< JlHk ,_

ligheder, famlende, og med en masse fej l tagels r CJ,'\r cl

15

16

stadig fremad og forsØger at opbygge er retfærdigt Øko­nomisk system, hvor arbejderne selv nyder godt af deres arbejde. ... . .

Det er meningen med kollekt~v~ser~ngen ~ Span~en. Det mx-man ikke glemme, når man læser denne bog.

Transportens kollektivisering

al TO JERNABNEBESLAGLÆGGELSER I KATALONIEN

Den 24. juli 1936 blev der i byen Manresa holdt et møde mellem fØlgende organisationer: Landsforbundet fo Jernbaneindustrien (FNIFl tilknyttet CNT (Arbejderl nl' ­forbundet ) og Jernbanelandsforeningen (SNFl tilknyL 'L UGT (Den Almene Arbejderunionl. I enighed og på v Cjnt' d I personalet ved Kataloniens Jernbaneselskab, linj n~ Barcelona-Manresa, Martorell- Igualada, Manres, -Ol V,Ul I

Olvan-G~ardiola, Manresa-Suria og Bordeta-Puer o, hlc'v

17

18

det enstemmigt vedtaget at foretage en fuldstændig og officiel beslaglæggelse af sammes driftmidler og tilbehØr, idet man samtidig med Øjeblikkelig virkning påtager sig det fulde ansvar for administration, l delse og normali­sering af ovennævnte linjers drift.

Der er ligeledes enighed om l give FNIFs forbindel­sesudvalg og forretningsudvalg l for. SNFs 9. zone, samt den Antifascis tiske Regional R voluLionskomite og Gene­ralitetsregringen meddelels om d nn k ndsgerning af hensyn til de virkninger d n vil afsledkomme.

Dette er en kopi af oriqin len , som er. behØrigt underskrevet og stemplet, r cl respektiv organisationer.

TIL HELE PERSONALET Til oplysning og tilfr 'd ' ~Lillelse for all vore kammera­ter: Vi har den glæd Il m d i fuld ordlyd at gengive det dokument der med f J .,L mulig juridiske garantier hjemler beslaglæggelsen af cl L Lidligere Kataloniens Jernbane­selskab, et dokum n d r er udfærdiget og underskrevet af os og af Kataloni ns G neralitet den 27. ds.

"Barcelona, d-n 28. juli 1936. Landsforbundet for JernbaneindusLr i n (FNIF), medlem af CNT, og Jernbanelands­foreningen (SNl-'), medlem af UGT, som har beslaglagt alt driftsrnateri l i Kataloniens Jernbaneselskab, linjerne Barcelona, M.r orell og Manresa, Manresa, Olvan og Guar­diola, Marlo r ll-Igualada, Manresa-Suria og Bordeta­Puerto, og som ligeled s har overtaget al drift på samme linjer, s~v l teknisk som kommercielt og administrativt, meddeler h rved dette Lil Kataloniens Generalitet, som intet har al indvende og som godkender beslaglæggelsen på fØlg nde betingelser:

a) Der skal udfærdiges en fortegnelse over alt mobilt materiel samt alle andre ting, der indgår i de nævnte jernbanelinjers drift. Fortegnelsen skal være færdiggjort og berigtiget inden ti dage.

b) Der skal foretages regnskabsmæssig status for be­slaglæggelsestidspunktet, hvori anfØres kassebeholdningen samt andet hertil henhØrende.

c) Alle aktiver i de pågældende jernbanelinjer, som ikke omfattes af de ovenstående afsnit, specificeres i et særskilt notat.

d) Kataloniens Generalitet godkender denne beslag­læggelse, idet det dog forbeholder sig ret til at gribe ind på fØlgende måde:

Kataloniens Generalitet vil udnævne en delegeret, hvis eneste opgave skal være at fØre tilsyn med driften og indtægterne af denne, i det væsentlige med det formål at sØrge for, at disse bruges til vedligeholdelse og for­bedring af personalets ejendom, samt til at dække udgif­ter ved driften, hvilke vel at mærke naturligvis ikke indbefatter forpligtelser i henhold til aktionærers og obligationsindehaveres tidligere rettigheder.

e) Samtidig anerkender Kataloniens Generalitet, at

de ovennævnte faglige organisationer har retten til at organisere alt arbejde i den form der måtte være mest hensigtsmæssig for den hØjst mulige effektivitet i drif­ten og for nedbringelse eller afskaffelse af al gæld, af hvilken art den end måtte være.

f) Under denne form vil Kataloniens Generalitet godkende denne beslaglæggelse og give al sin hjælp og al den tekniske rådgi~ning, som det anser for nØdvendig, såfremt det bliver anmodet herom.

Dette aktstykke er udfærdiget i tre eksemplarer, underskrevet dels af Generalitetsregeringens højtærede rådmand, og dels af repræsentanter for SNF og FNIF på dato ut supra. Underskrevet: For Kataloniens Generalitet: Rådmand Jose Maria Espan For FNIF: Emiliano Martinez, Antonio Casanovas, Pedro Rius, Jose Pericas og Eduardo Casals. For SNF: Miguel Salvador, Isidro Medina, Pedro Corrons, Miguel Canals og -Julio Guardiola.

Barcelona, den 31. juli 1936. Direktionskomiteen.

b) HVORDAN VORE KAMMERATER GJORDE SIG TIL HERRER OVER JERNBANERNE OG ORGANISEREDE DERES DRIFT.

Mandag den 21. juli bemægtigede arbejderne sig jern­banelinjerne Madrid-Zaragoza-Alicante (MZA) og Nord­banerne. De oprettede revolutionskomiteer og organiserede forsvaret af banegårdene med vagter, karabiner er og maskingeværer. på MZA-linjen var kammeraterne fra CNT de fØrste der gav sig i kast med den opgave at reorgani­sere driften. I Banegårdens Revolutionskomite blev der dog givet UGT ligelig repræsentation.

Også nordpå var det CNT-fagforeningen der tog ini­tiativet til besættelsen, og også der gav man senere UGT en plads svarende til dens indflydelse. I denne region bar man sig således ad:

Via jernbanetelegrafen meddelte man alle stationerne, at CNT-fagforeningen havde gjort sig til herre over virk­somheden. Denne meddelelse blev modtaget med tilfredshed af alle. Der blev udnævnt en CNT-banegårdskomite som po­litiet og samtlige ansatte stillede sig til rådighed for.

Om tirsdagen meldte UGT sig for at indtræde i komi­teen, der tilsidst kom til at bestå af seks kammerater, tre fra hver organisation og to forbindelsesfolk, en fr hver fagforening.

Derefter udsendte man et cirkulære der bekræfted d ordrer der var udsendt i fØrste Øjeblik og udnævnl under-revo lutionskomiteer på de vigtigste station Sabadell, Tarrasa, Manresa, Granollers, Vich og Rjpol l. Der blev etableret forbindelse med Lerida , hvor kc IIun -raterne havde dannet en komite.

19

20

Banegårds-revolutionskomiteen påtager sig det direkte ansvar for at organisere arbejdet og administrere virk­somheden. Borgerkrigen raser i Spani n, og den fØrste forholdsregel der vedtages er bepansring f to l okomo­tiver og to jernbanevogne på værksL ti rn i San Andres . Der arbejdes ekspres. Arbejdern s ill r d res begej­string i sagens tjeneste, og o dag IL r er opgaven udfØrt. Disse to første 10komoLiv r og de Lo LilhØrende waggoner anvendes af den fØrR L ' kolonne , der opererer ved Huesca. Æren for dette iniL i , tv og dets udfØrelse til­kommer udelukkende CNT.

Man afsætter alle afd'lingschefer og giver dem besked om ikke at mØde på arb jd , fØr de bliver tilkaldt.

Ad San Juan-lin jen B nder man en en vogn på rekog­noscering fra Vich Li l lU pollog fra Vich til la Fran­cuesca.

Efter anmodning Ir Militskomiteen organiserer man et hospitalstog m ti indlagt e l ektricitet og med påmalede rØde kors.

Operationsbo d installeres i en jernbanevogn, i andre vogne anbringer man sygesenge. Toget består af syv enheder. LokomoLivet bærer et stort rØdt kors foran. Det hospitalsp rsonale der skal med toget er så tilfreds at de forsink r Logets afgang for at de regeringsrepræ­sentanter d' har tilkaldt kan nå at se og værdsætte kva­liteten af det friv illige arbejde, arbejderne har ydet.

Man opretter fØlgende tjenestekomiteer: En værkstedskomite En komite for depoter og rullende materiel. En Logpersonale-komite. En banelegeme- og reparationskomite. En driftskomite En lokomotivfØrer-komite. Disse tjenestekomiteer mØdes hver dag og består af

e n delegeret fra hver komite og en delegeret fra revolu­tionskomiteen.

En ansvarlig kommission nedsættes til at foretage en undersØgelse af chefernes officielle og private dokumen­ter. Efter undersØgelsens afslutning beslutter man ikke længere at ville beskæftige disse chefer. Et antal af dem tilbyder imidlertid deres tjeneste som teknikere i komiteerne.

Stations-revolutionskomiteen organiserer et vagthold til bevogtning og beskyttelse af stationen. En vigtig og presserende opgave blev det at efterse de varer der ho­bede sig op i jernbanevogne, som blev tilbageholdt på banegården som fØlge af den fascistiske fremrykning og generalstrejken. Man tager letfordærvelige varer fra og lader levnedsmiddelforsynings-komiteen tage sig af dem.

Såsnart ekspresopgaverne var udfØrt, genoprettede man normal trafik i overensstemmelse med forbundsorgani­sationen. FØrst organiserede man nærtrafikken Barcelona­Manresa og forlængede den siden til Lerida.

Man indfØrte streng kontrol med de rejsende, som ikke

fik lov til at medbringe mere e nd 200 pesetas. Senere blev en forbindelse fra Barcelona til San Juan

de las Abadesas organiseret. Efterhånd en forbedredes dr iften, indtil den opnåede det normal e niveau på det landområde, hvor det fascistiske oprØr er blevet besejret.

Uden for dette område kØrer der ikke og. Person- og godstog kØrer helt til Tardienta, d.v. s . der hvor de a ntifascistiske kolonner opererer. Den Økonomiske situa­tion kan betragtes som stort set tilfredsstill nd trods de for en normal jernbanetrafik lidet g unstige forhold .

Man kan for Øjeblikket ikke på noget konkret grund­lag afgØre den nØjagtige opstilling mellem indtægL r oq udgifter. De umiddelbare og fremtidige projekter skal s tuderes af de respektive fagorganisationers general­for samlinger. Indtil da opretholdes det samme lØnniv <u og den samme arbejdstid som fØr juli-bevægelse n.

Personalets sindstilstand er fortrinlig og persona­let er parat til at give sig i kast med den kollektivi ­serede Økonomiske genopbygning.

c ) BARCELONAS HAVN De nye arbejdsbetingelser, der blev skabt af den

omvæltning der har rystet hele byen, har også bredt sig til Barcelonas havn. Hovedmålet var at afskaffe mellem­mændene (mæglerne), disse snyltere som levede på arbej­dernes bekostning ved at stå for organiseringen af al lastning og losning og forbeholde sig selv broderparten af de belØb, som skibsredere, skippere og dampskibs­agenter betalte.

Mellemmændenes eneste arbejde bestod i at danne arbe jdssjak. For at give en ide om, hvor tykt de tjente, ka n man blot tage manipulationen med bomuld og æg som eksempel. Her var mellemmændenes profit oppe på 200 pese tas pr. dag pr. sjak. (Et sjak bestod af 11 mand om bord og 5 på kajen). Nogle både krævede 4-5 sjaks arbejde, og i de tilfælde fik mellemmændene ca. 1000 pese tas pr. dag, blot for ulejligheden med at ansætte arbe jderne.

Det er denne kategori snyltere man nu er ved at be­fr i Barcelonas havn for. Man har indfØrt en direkte kon­trakt med skibsredere, skippere og dampskibsagenter. Og man betragter ikke anerkendelsen af disse som en ind­rØmmelse til kapitalismen, men som en fØlge af, at det er en fysisk umulighed for fagforeningen at handle direk­te med eksportfirmaer som har deres sæde i andre byer i Span ien eller i andre lande i verden. Dampskibsagenten fx er udenlandske firmaers repræsentant i Barcelonas havn , og man er nØdsaget til at forhandle med ham. Men nu er det fagforeningen der forhandler arbejdskontrakt n og ikke mellemmændene, for hvem denne kontrakt var L p,\skud for den rene udplyndring.

Styrelsen inddriver betalingen for lastning og 10,,­ning efter de gældende tariffer. Den organiserer arb jclfl ­ojakkene og betaler daglØnningerne. Skibsrederne , ski!)

2 1

22

perne og dampskibsagenterne anerke nder ikke andre en­heder end CNTs Transportarbejdernes Enheds-fagforening. Ved således at tage et stort skridt h nimod socialisering af rigdommene gør Forbundet sin magL bsolut gældende.

I den kontrakt der er indgåeL m J1 m skibsrederne og dampskibsagenterne og fagfor e n ing n c bl. a. fØlgende punkter præciseret:

I) Undertegnede skibsred r , skipp r og dampskibs­a genter forpligter sig til kun t n rk nde arbejdere fra Transportarbejdernes Enheds-f,gfor n ing , havnesektionen, til udfØrelse af alt arb jd m cl 1asLning og losning af skibe, transport af var r 1 1 modtager n og modtagelse af varer til indskibning. D cc pterer de gældende tariffer, som er godkendt af Ha nd ls- og Søfatskamm ret , og med­regner de belØb, som nf.nitLene 4 og 9 omhandler .

II) Der vil bliv udn vnt en styrelse, som får til opgave at undersØg og b kræfte slutopgØrelsen efter hver operation. Varemod "cg ren vil være forpligtet til at af ­regne med denne syrelse.

III) FØr arb jdet påbegyndes, er varemodtageren for­pligtet til til styrelsen a t indsende en kopi af losnings­tilladelsen s mt enhver anden instruks af interesse for det arbejde d c ska l udfØres.

IV) Det r aftalt, at man for at dække omkostningerne ved forsikring mod arbejdsulykker opkræver 50 centimer pr. ton af lle varer.

V) Man vil fortsat onkræve belØb på mellem 40 Oq 70 centimer pr. ton for at dække arbejdsstandsnings-omkost­ninger, ifØlge aftalen af 7. juli 1936.

Dette dokument rummer 19 paragraffer, som bl. a. fast­sætter en syv timers arbejdsdag fordelt på timerne kl. 8-12 og kl. 14-17. Overarbejdstimer afskaffes.

Denne kollektive kontrakt giver indseende med alt hvad der foregår i Barcelonas havn: skibs-ankomster og afgange, varernes tonnage og kvalitet O.S.V., eftersom Transport-fagforeningen sikres fuld kontrol.

d) DET TRANSATLANTISKE KOMPAGNI Det Transatlantiske Kompagni, der engang var det

stærkeste internationale dampskibsselskab i Spanien, havde gennem de seneste år mistet sin fØrsteplads på SØ­ruterne, fordi regeringen havde nedskåret sin stØtte til det. Denne situation havde indflydelse på den sindsstem­ning arbejderne befandt sig i, da de overtog forvalt­ningen af hovedkontoret i Barcelona.

Den 27. juli satte de ansatte sig i besiddelse af kontorerne og meddelte dette til Generalitetet. De Øko­nomiske vanskeligheder gjorde det formålstjenligt at lade beslaglæggelsen munde ud i et indgreb udefra, og så ind­trådte kammeraterne fra CNT i komiteen.

Centralkomiteen blev sammensat på fØlgende måde: 3 kammerater fra CNT, 2 fra UGT, l underordnet funktio­nær fra UGT og to delegerede fra Generalitetet, en for

Madrid og en for Barcelona. Det var komiteen der fik pålagt organisering og ad­

ministration, de officielle delegerede blev udelukket fra disse funktioner.

Da man skred til undersØgelse af kassen, fandt man 63.000 pesetas og små mængder udenlandsk valuLa.

I de lokale banker havde selskabet en kr ditsaldo på 1.800.000 pesetas, hvoraf en million omgående blev hen­lagt til udbetaling af lØnninger og forskuds afr gninger til mæglere. Desuden blev der i bankerne fundet v ksel­konti på 1,700.000 pesetas med en fast rente og b 1ings­terminer på mellem l og 3 måneder.

Selskabet ejer 6 skibe i aktiv tjeneste med n s miet tonnage på 100.000 tons. Intet af fartØjerne er f ld i fascisternes hænder.

Såsnart det blev besluttet at genoptage arbejdet, satte komiteerne alt ind på at genoprette den regelmæs­sige sejlads fra fØr samfundsforandringen. Til det for­mål fik de arrangeret en sejlads til Mellemamerika med "Comillas" og en anden til New York med "Havana".

Senere besluttede Militskomiteen at indrette "Comillas" til hospitalsskib. Da de nØdvendige foran­dringer var gennemfØrt, sejlede skibet ud i retning mod Mahon, medbringende hospitalspersonale og parat til at deltage i erobringen af Mallorca, når den blev besluttet.

Det Transatlantiske Kompagni havde aldrig haft noget imod præster og religiØs pomp ombord på deres både. Straks efter beslaglæggelsen blev alle præster sat i land, skØnt deres lØn var betalt frem til 18. juli, og afskediget. Dette blev gennemfØrt af skibskaptajnerne.

I Øvrigt blev hele bestyrelsen sat fra bestillingen, og ligeledes forretningsudvalget, som bestod af medlemmer af samme bestyrelse, som sad og delte fede summer mellem sig: dels deres honorarer, og dels salærer som de ind­kasserede fra anden side. Den samlede besparelse, der blev opnået herved, er på 262.300 pesetas om året.

De ansattes funktioner er blevet opretholdt, med und­tagelse af chef-myndigheden, som er blevet ændret til teknisk bisidder uden nogen som helst udØvende myndighed, medmindre den udgår fra komiteen. Som i alle andre be­slaglagte virksomheder samarbejder det tekniske personale med arbejderne.

Da det var nØdvendigt omgående at bestride en udgift på 400.000 pesetas til forsikring af bådene, ansØgte centralkomiteen centralregeringen om Økonomisk stØtte. Chefen for søfartsdepartementet svarede undvigende på gentagne ansØgninger fra komiteerne. Senere erklærede han, for at redde sin anseelse, at dampskibsselskabernes kontorer i republikkens hovedstad var blevet overtaget af: F~rbundet af Maritime FØderationer. Ydermere havde reg -rlngen udnævnt en socialistisk deputeret til direktØr fOl ' det Transatlantiske Kompagni.

Komiteen har til hensigt at sende en kommission I I Valencia med det formål at sØge en tilfredsstillend

23

24

lØsning på dette problem, så regelmæssig sej lads kan gen­etableres . IfØlge oplysninger fremskaffet af en kammerat tillader man faktisk ingen skibsafgang fØre nd forsikrings­præmi e n er betalt, af hensyn til det tilfælde at skibet skul l e gå tabt og Kompagni e t befind sig ude af stand til at udbetale ofrenes familier de skyldige pensioner.

Det er muligt, at man, still t ov rfor borgerkrigens krav, vil henvende sig til komite n ror at få stillet nogle af dette kompagnis både til rådigh d for krigs­ministeriet, således som det allerede cr tilfældet med "Uruguay" og "Argentina", d r r ombygget til fængsler, og med hospitalsskibet "Coml li as ". Arbejderne i det Transatlantiske Kompagni v i I i så fald gØre deres yderste for at organisere arbejd L hurtigst muligt.

Det personale som Komp gmiet har hj emsendt som re­pressalie under samfundskonflikten, vi l blive geninte ­greret i de stilling de beklædte før, og det gælder og­så de ansatte, der blev bortvist på grund af uoverens­stemmelser med Kompagniet.

80% af Kompagn ' cts arbejdere tilhører vores CNT . De gamle skibskomiteer bevares i deres funktioner som tekniske komite r tilknyttet centralkomiteen. Der skal indkaldes en g n e ralforsamling der skal træffe beslutning angående opretholdelse eller ændring af komiteerne.

Udbetal ingen af måneds lØnninger belØber sig til næsten 450.00 0 pesetas . Man kan endnu ikke give nØjagtige tal, for skibskaptajnernes budgetter varierer efter hvil­ke havne de anlØber, og hvor længe ' de ligger der.

Man håber at opnå et resultat af de skridt den oven­for omtalte kommission kan foretage i Madrid for at op­n å støtte fra regeringen og Forbundet af Maritime FØde­rationer.

Blandt de opgaver, det nye styre har taget op, er der en som vil betyde arbejde for metal- og snedkerfaget, nemlig en sanering af personalekahytterne. Denne for­bedring har det aldrig været muligt at opnå tidligere trods strejker og protester.

Arbejdstidens varighed er blevet nedsat til 40 timer om ugen i Barcelonas havn, undtagen ombord på skibene, hvor personalet ikke har Ønsket at gå ned i timetal, og hvor der arbejdes 48 timer. Spørgsmålet om en lØnfor­hØjelse er under overvejelse, idet arbejderne endnu ikke engang har opnået den 15 % forhØjelse, som Generalitetet har fastsat. 26. december 1936.

e) CNTs ARBEJDE FORBEDRER SPORVEJSDRIFTEN I BARCELONA.

Om morgenen den 24. juli, da befolkningen i Barcelona forsvarede sin frihed med våben i hånd, var der nogle kammerater fra CNT der forlod deres udsat~e poster og i pansret lastbil begav sig til sporvejsselskabets kontorer for at overtage denne arbejdsplads, i forståelse med

Transportarbejdernes Enheds-fagforening . De affyrede nogle maskingeværsalver ved ankomsten til

kontorerne, for de vidste ikke hvil ke elem nter de ville stØde på. De fandt en korporal fra civilgarden og fire bevæbnede mænd, som stillet over for vore kammeraters faste holdning trak sig diskret tilbage .

Nogle minutter senere blev den forsvundn bestyrelses herskabelige kontorer i bygningens b e l etage omskabt til en pragtfuld arbejdsplads for vore kammerater , hvor de kunne sætte hele deres intelligens og initiativ ind i den påbegyndte revolutions tjeneste.

EN HUMAN HANDLING Da vore kammerater gennemgik kontorerne med lilliq ­

gender, traf de på en fascistisk advokat, det enesl m d ­lem af den gamle bestyrelse, som var blevet i bygning n. Mere dØd end levende og stammende af sindsbevægelse r­klærede denne ulyksalige, at han ikke vidste hvor hans kolleger fra bestyrelsen var flygtet hen. De havde ladl ham i stikken. Vore kammerater aflagde endnu engang prØv på den godhed og ædelhed, som de skulle hØste så ringe tak for fra visse hadefulde militærpersoners side, og gav manden hans frihed, skØnt han havde været en af dem der havde tilfØjet arbejderklassen mest ondt.

INGEN PENGE! FORHØJEDE GAGER OG HEMMELIGE UDGIFTER.

Da beslaglæggelseskomiteen nåede frem til kassen, fandt de den komplet tom for kontanter. Forklaringen på denne uregelmæssighed var let at opdage. Få dage fØr beslaglæggelsen havde de magnater som ledede selskabet bortfjernet betragtelige summer. En vis Nadal havde så­ledes tildelt sig selv 32.000 pesetas; Veiga 28.000; Victor Mesa, bestyrelsesformand, 35.000 pesetas o.s.v. Denne afslØring fremgik af en lang fortegnelse i kasse­bØgerne. Fra andre bØger og dokumenter fik man håndgribe­lige beviser på, at den bande der havde været forenet under betegnelsen bestyrelse havde tildelt sig selv helt utrolige gager. DirektØren indkasserede således 11.000 pesetas om måneden i fast lØn, hvortil kom hemmelige emolumenter. Og alle forØgede de i Øvrigt deres måneds­gage fra midler som de henlagde til "hemmelige udgifter".

I den dokumentation man fandt herom figurerer regnin­ger fra store banketter, kvitteringer for penge udbetalt til en politiembedsmand og betroede hjælpere, der havde haft til opgave at fængsle og dræbe arbejdere. Andre detaljer er påfaldende afslØrende for den umoralske atmo­sfære der herskede blandt blodsugerne i den hØje ledelse.

NEDSLIDT MATERIEL, ARSAG TIL ALVORLIGE ULYKKER. Mens direktionen plejede deres egne interesser så

godt de formåede, var der inqen der bekymrede sig om

25

26

selskabets materiel. Det fik lov at forfalde. Skinnernes tilstand var elendig. Nogle af dem viste sig at være så ubrugelige, at man måtte spørge sig selv, hvorfor der ikke dagligt var indtruffet alvorlige katastrofer.

Værkstederne var berØvet deres bedste maskineri. Vognene var beskadigede, et storL a ntal stod uden motor. Reparationsmateriellet var af Sd dårlig kva litet, at man ved gennemgangen af det forstod årsagerne til de mange kollisioner og ulykker af forsk llig art . Kun en ting var i god stand: BestyrelsesmedI mm rnes kontorer, hvor en eventyrlig luksus klart b vis t , at de havde beklædt deres poster for fornØjelsen s og rorlystels~rnes skyld mere end for at udfØre et seriØst arb jde .

CNTs ARBEJDE BEGYNDER. DE FØRSTE VANSKELIGHEDER OVERVUNDET. Der måtte ryddes op i dette rod, sporvognene måtte ud

og kØre. Til de ma 'ri lle vanskeligheder korn de vanske­ligheder, revolut 'onen affØdte ; flere steder i byen var der barrikader, d r gjorde sporve ne ufarbare . Mange l ed­ningsmaster var væltet .

Men CNT-arb jderne veg ikke tilbage for hårdt og slid­somt arbejd e . De tilbØd spontant at sætte det hele i stand igen. De r var hverken timetælling, arbejdskontrakter eller specialisering. Alle forenedes i en kraftpræstation og beviste på nogle timer overfor befolkningen i Barcelona, Spanien og hele verden, at arbejdere kan regere sig selv og l ede deres ege t arbejde uden mestre og pisk over nak­ken.

Tre dage efter beslaglæggelsen demonstrerede Barce­lonas befolkning sin sympati med arbejderne i anledning af at sporvognene igen var i gaderne.

FORBEDRINGER I DRIFTEN OG TAKSTNEDSÆTTELSE. - Har I så gennemfØrt forbedringer i driften? spØrger vi en kammerat. - Driften er forbedret med 25 %. - Har I kunnet nedsætte billetprisen på visse strækninger? - på linje 37 og 38 er der gennemfØrt en 40% nedsættelse. Vi har afskaffet natbilletterne, der betød et tillæg på 5 centimer til normaltaksten, og vi har taget under over­vejelse at indfØre en Økonomibillet for arbejdere. Den skal være gyldig kl. 4-8 og kl. 18-20. Vi overvejer også en enhedsbillet, der vil betyde 40% nedsættelse af den ordinære takst.

OM HVORDAN DET GAR ARBEJDERNE. Kammeraten er så hyggelig, at vi fortsætter inter~

viewet:

- Er arbejdernes lØnninger blevet forhØjet? - Vi har forhØjet lØnnen for de lavestlØnnede med 35%,

mens andre har fået forhØjelser på 20, 15 og 10%. - Er personalet blevet udvidet? - Ja, 25% på ruterne og 200% i værkstederne. - Hvilke planer har I nu? - Vi gik fØrst i gang med at istandsætte alle beskadigede spor. Men der er ingen grænser, vi sætter hele tiden os selv nye arbejdsrnål, vi studerer planer til udvide lse af bytrafi~ken til fordel for sporvejene, organisationen og bef~lknlngen i ,almindelighed. Vi studerer også - og det bllver hovedhJØrnestenen i vores arbejde - ind­førelse af en enhedsbillet for hele byen. Vi regn r med s~ri~s stØtte til ~enn~mf~relsen af vores planer . D n vlgtlgste stØtte vll Vl fa fra alle arbejdere. D v I slutte helhjertet op om den ændring, vi er i gang m'l, for de ved at de selv bliver de fØrste der får gavn Ir de~. Kontrolkomiteens må~ er at nå frem til e n fejlfri drlf~, en,takst der er sa lav som muligt, og at vores arbeJde tJener fællesskabet bedst muligt. - Har I tænkt på nye vogn typer? - For Øjeblikket er der otte typer i drift. Men vi til-stræber at få en enhedsmodel. For at nå til det har vi ~åttet overvinde nogle vanskeligheder i forbindelse med lmporten af materiel fra udlandet. FØrhen blev 85 % af materiellet importeret; i dag har vi fundet råmateria­lerne inden for Spaniens grænser og importerer kun 10 %. - Er antallet af ansatte ved sporvejene steget? - Da,sporve~ene blev beslaglagt, talte vi 3.100 sporvejs-arbeJdere; l dag er vi 3.800. De nye arbejdere er blevet ansat med samme rettigheder og pligter som de gamle. - Og hvad med den administrative ordning? - Den er blevet meget forenklet. Det tekniske personale og kontorpersonalet yder maksimalt arbejde takket være denne forenkling. Den bureaukratiske luksus er ligeledes forsvu~det. Vi har ikke afskediget nogen. Da vi overtog sporveJsselskabet, samlede vi hele det tekniske og admi­~istr~tive p;rsonale og ~eddelte dem, at alle de der var lnds~lllet pa at samarbeJde med os ville blive modtaget med abne arme og kunne beholde deres stillinger. Alle reager~de positivt, og i dag er alle uvejrsskyer trukket væk. Vl nærmer os vore fremtidsrnål, som er fOlkets selv­organisation.

27

28

&_._.

------~

Landbrugets kollektivisering a) UDTALELSE VEDTAGET PÅ KATALONIENS

LANDARBEJDERES PLENARFORSAMLING.

Efter en grundig gennemgang af de forskellige særtræk der kendetegner det katalanske landbrug, og efter en dybt-

gående analyse af egnens bØnde rs psyko l og i, tillader Kon­gressen sig at opridse fØlgende r e tningslinj e r i håb om at de kan tjene som rettesnor for og l eL~e de t arbejde, som vil fØre frem til den fuldstændig e ko l lektivisering af jorden, som er vort endemål ifØlge CNT s prin c ipper.

Den lille katalanske landejendoms sær t ræk h a r deres oprindelse i den uafhængihedsånd, der e r så dybt rod­fæstet hos vore bØnder. Ledet af et stær kt ø n ske om at frigØre sig fra det lØnarbejdets og åg e rre n tern s s laveri som forpagtnings- og fæsteafgifter betød for d em, havd e de kun en ide og et mål tilbage: JORDEN. Deres n sL stræben gik ud på at blive jordejere.

Og ligesom en bejler, hvis lidenskab bla ndes m d n d­arvet egoisme, lagde landarbejderen al sin kra f t i ti

erobre og nå det, han begærede. Han sparede hverken p~ sine anstrengelser, sit slid dØgnet rundt elle r s in g n og sin families nØd. Han ernærede sig kun nØdtØrftig L, Ødelagde sit helbred og levede en skyggetilværelse som et trækdyr.

Når vi betænker al den selvfornæqtelse oq opofre l se , ledes vi til at forstå, at hvis vi ville gennemtvinge en Øjeblikkelig kollektivisering af jorden, også den som disse arbejdsmartyrer har erhvervet sig, ville vi stØd e på en række hindringer, som i sidste instans ville umu­liggØre de mål, vi har sat os.

Den lille jordejer er så tæt knyttet til sin jordlod, som for ham er en del af hans eget liv, at vi er overbe­vist om, at han ville betragte enhver der forsØgte at tage den fra ham som en tyv, selvom hensigten var at skaffe ham stØrre velfærd.

En - række grunde retfærdiggØr denne mistænksomhed. Arbejderen har kunnet konstatere, at mange af dem der

tidligere har lovet at hjælpe ham, kun har snydt ham så vandet drev for at trække mere fortjeneste ud af ham. Også politikerne har bidraget til dannelsen af denne ego­istiske mentalitet, som mere er en småborgers end en proletars, og den tilstand af sky mistænksomhed, som landarbejderen isolerer sig selv i.

Og ud fra alle de ovennævnte betragtninger foreslår kommissionen forsamlingen fØlgende:

l) Når kollektiviseringen af jorden påbegyndes, må man - for at de små jordejere ikke et Øjeblik skal tvivle .på at vor hensigt er frigØrelse, og som fØlge deraf blive til fjender og sabotØrer af vort arbejde - principielt respektere den bondes ejendomsret, som selv vil dyrke sin jord, dog naturligvis på den betingelse, at han ikke lægger hindringer eller vanskeligheder i vejen for ud­viklingen af den kollektivistiske kernegruppe.

Vi er af den overbevisning, at det som vi måske kunne opnå med magt, skal opnås ved at vi i praksis beviser, at kollektivisering af jorden samt forbedr e d e dyrkningsmetoder og brug af maskiner, kemi og egnet teknik vil give en bedre produktion med mindre arbejd -indsats, og som fØlge deraf et bedre, mere værdigt,

29

30

mere behageligt og moralsk hØjnet liv for landarbejderen. 2) Alle beslaglagte jorder skal kontrolleres og ad­

ministreres af fagforeningen, som skal dyrke den kollek­tivt, idet udbyttet skal gå direkte til fagforeningerne og derigennem til alle arbejdere.

3) Fagforeningen villigeled s udØve kontrol med hele produktionen såvel som med indkØb af produkter fra de små jordejere.

4) Ved hjælp af samarbejde mellem flere fagforeninger og kollektiviserede kerner vil man bestræbe sig på.at overføre landarbejdere til gne, hvor der er mere Jord og færre arme til at dyrke d n, fra egne hvor der er over­skud af arbejdskraft, id L man således praktiserer prin-cippet om lighed arbejd r imellem. .

5) Fagforeningerne i hver landsby bØr eksperlmentere med og indfØre fagfor ningernes og CNTs frihedsprincipper i deres eget område, idet de tilpasser dem til arbejder­nes lokale skikke. Por at det skal lykkes dem, må de tage hensyn til følgeno anvisninger:

A) Hvis de h r mulighed for at gennemføre en kollek­tivisering i landsbyen uden frygt for at støde på de van­skeligheder, vi nævnte fØr, skal de skride til fuldstæn­dig og øjeblikk lig kollektivisering.

B) Hvis fl rtallet af arbejdere på stedet, eller nog­le af dem, r imod det, skal fagforeningerne respektere de små jord jeres jord som ovenfor angivet. Imidlertid skal de så skride til overtagelse af store ejendomme og oprørske elementers jord, som ligeledes skal kollektivi-seres.

C) Fagforeningerne er bemyndiget til, hvis særlige forhold i deres landsby taler for det, at lade de små fæstebØnders gårde drive efter samme regler som dem der gælder for de små jordejere, sålænge det e~ nødvendigt. inden den endelige kollektivisering, idet Jorderne altld kan kollektiviseres med ganske kort varsel.

Oprettelsen af kollektivgårde vil være fuldendelsen af bondens befrielse. Her vil man bringe alle de frem­skridt der er sket inden for dette erhverv i anvendelse. Desuden vil elektrificering, lokalplanlægning og dræning bidrage til de nyoprettede enheders fuldstændige succ~s, og det vil være den bedste tilskyndelse for alle ~rbeJ­dere til at slutte sig til de ædle idealer, der llgger i CNTs projekter.

For at slutte denne rapport i den brede fØderalismes ånd, mener forsamlingen at det er rigtigt at tilbyde hver landsby den største frihed i valget af former og omstæn­digheder, forudsat at det endelige mål stedse holdes for øje.

b) REGLEMENT FOR DEN KOLLEKTIVE ARBEJDSSEKTION INDEN FOR FAGFORENINGEN I VALLS

§ l - For at sikre arbejdernes almene interesser og lette det fælles landbrugsarbejde, som det er meget van­skeligt at indfØre på en så opdelt jord som denne, og af mange andre overordnede grunde, oprettes nærværende kollektive Arbejdssektion.

§ 2 - Dette reglement er gyldigt for et landbrugsår, d.v.s. fra l. november til 31. oktober. Efter denne dato, eller fØr, hvis man anser det for formålstjenligt, skal det drØftes ved en generalforsamling, som skal godkende det eller rette alt det, der ikke forekommer hensigts­mæssigt.

§ 3 - Det kollektive arbejde skal begynde på alle b -slaglagte jorder (også selvom de er bortforpagtet), p~ de jorder som man har inddraget, fordi de lå brak, og de jorder som arbejderne medbringer ved indmeldelse i Sek­tionen.

§ 4 - For alle arbejdere der indtræder i Sektionen vil der blive udfærdiget en fortegnelse over alle de red­skaber, vogne, dyr og jorder, som de medbringer, idet det præciseres, om det drejer sig om ejendom eller forpagt­ning. Denne fortegnelse udfærdiges i to eksemplarer: Originalen forbliver i vedkommendes besiddelse, kopien opbevares på fagforeningens kontor.

§ 5 - Såsnart et års hØst er i lade, skal man såfremt et medlem Ønsker at udtræde, tilbagegive ham alt hvad der er opfØrt på fortegnelsen ved hans indtræden. Det betyder at det kollektive arbejde er fuldstændig frivilligt.

§ 6 - Landbrugsarbejdet udfØres af brigader, som består af arbejdere, dyr og vogne i et antal der svarer til jordens areal og arbejdsdagens længde.

§ 7 - I hver brigade udpeges en delegeret, og disse delegerede udgØr tilsammen Ledelsen, der har til opgave at styre det kollektive arbejde. Mindre beslutninger m.h.t. arbejdets udfØrelse træffes med flertal i hver brigade.

§ 8 - Sektionen fastsætter en minimums- og maxi­mums-familielØn. MinimumslØnnen baseres på fØlgende:

FØrste kategori: Medlemmer uden bØrn eller mindre­årige brØdre, 32 pesetas om ugen, også under fravær -på grund af sygdom.

Anden kategori: Medlemmer med et barn eller en mindreårig bror, 36 pesetas om ugen.

Tredje kategori: Medlemmer med mere end et barn eller en mindreårig bror, 39 pesetas om ugen.

Tilfælde med meget store familier eller familier der ikke er i stand til at arbejde afgØres af Rådet i samstemmighed med den forsamlede Sektion. Ud over lØnnen ydes også brænde.

Som maximumslØn anses den enhedslØn, som arbejder­organisationerne fastsætter. Hvis den endnu ikke er fastsat, sættes den til 8 pesetas om dagen.

31

32

§ 9 - For at kunne tilmelde sig sek~ionen, må man være medlem af Landarbejdernes Fagforenlng. Intet med­lem af fagforeningen kan nægtes optagelse i Sektionen, hvis han opfylder følgende betingelser:

a) Er mindst 14 år gammel. b) Ved sin indtræden i Sektionen medbringer al den

jord og alle de vogne og arbejdsredskaber, han måtte være ejer af.

c) Optagelse nægtes medlemmer af en f~milie, hvo~ et andet familiemedlem har nægtet at arbeJde kollektlvt.

§ 10 - I tilfælde af et medlems dØd kan hans familie fortsat oppebære hans lØn indtil påfølgende h~st: Der-. efter må familien vælge m llem at overdrage Sln Jord tll fællesskabet eller at arbejde for sig selv.

§ 11 - Medlemmer m llem 14 og 16 år får halvdelen af den fastsatte lØn. Fr 16 til 18 år 3/4, og fuld lØn mellem 18 og 60 år. Fra 60 til 65 år 3/5, og over 65 halvdelen.

§ 12 - Sektionen skal også have en administrations-komite dannet på samme måde som koordinationskomiteen, nemlig af en de] geret fra hver brigade; efter behov kan denne komite ansætte en sekretær til at tage sig af Sek­tionens regnskaber .

§ 13 - Der skal også være en gartnerbrigade, som får til opgave at drive et grØnsagsudsalg på torvet for med­lemmerne i særdeleshed og beboerne i almindelighed. Prisen på disse grønsager skal holdes så langt nede som muligt.

§ 14 - Hvis et dyr der er medbragt i kollektivet dØr i lØbet af det fØrste år, og ikke bliver erstattet med et andet, skal man refundere dets ejer halvdelen af dets værdi i tilfælde af, at han Ønsker at forlade fælles­skabet. Ved fastsættelsen af erstatningen henholder man sig til dyrets værdi lige fØr dets dØd.

§ 15 - Sektionen får en kreditkasse, hvor medlemmer­ne kan indsætte deres sparepenge. De oppebærer i så fald 3% rente.

§ 16 - De jordstykker som Sektionens medlemmer har dyrket som daglejere skal fortsat dyrkes af dem, på den betingelse at de overlader deres lØn herfor til Sektionen. Hvis de efter hØsten Ønsker at trække sig ud af det kol­lektive arbejde, kan de fortsætte med at dyrke dem for egen regning.

§ 17 - Når fØrst det kollektive arbejde er påbegyndt, kan ingen tilmeldinger til fællesskabet ske fØr næste år.

Indmeldinger modtages i hele oktober måned. Derefter lukkes medlemslisten, undtagen for de kammerater der kæm­per ved fronten. De kan indtræde i fællesskabet på en hvilken som helst dato. De får samme rettigheder som de Øvrige medlemmer, hvis de underkaster sig nærværende reg­lement.

§ 18 - Enhver som Ønsker at indmelde sig i det kol­lektive arbejde, og som ikke i den fØrste del af året kan forlade sit lØnarbejde, kan fortsætte med at passe det

på betingelse af at han overlader sin indtjening til fællesskabet og nØjes med at indkassere den lØn, der svarer til den kategori, han tilhØrer. Dette gælder dog ikke militsfolk, der kæmper ved fronten.

§ 19 - Hvis et medlem ikke opfylder sin pligt. kan Sektionen ved en generalforsamlingen vedtage de nØdven­dige sanktioner. Vedtagelsen af disse sanktioner skal ske med 75% af stemmerne på generalforsamlingen.

Tillægs-§ - Hvis der ved indfØrelsen af dette regle­ment opstår vanskeligheder, kan medlemmerne på en gene­ralforsamling ændre alt, hvad der måtte forekomme dem at stå i vejen for en god udvikling af det kollektive arbejde.

c) PLAN FOR ORGANISERING AF SOLLANAS RIGDOMME INDENFOR LANDBRUG, HUSDYRAVL OG INDUSTRI

FØRSTE KAPITEL § l - De faglige organisationer CNT og UGT på dette

sted forpligter sig til at organisere produktionen, uden skelen til fagorganisatorisk tendens, og til at respek­tere alle således vedtagne aftaler.

§ 2 - Fra dette Øjeblik at regne erklæres al beslag­lagt jord for socialiseret. Desuden socialiseres alle jordlodder der overstiger 20 hanegadas i flademål, hvis den der dyrker dem er ene-producent, og 30 hanegadas, hvis der er to eller flere producenter.

§ 3 - De kammerater der ikke vil deltage i fælles­skabet, og hvis jordareal overstiger henholdsvis 20 og 30 hanegadas, skal dyrke den jord de ejer, og vil ikke få del i nogen af fællesskabets fordele, sålængde de ikke indtræder i sammenslutningen.

Note - Det arbejde de uafhængige kammerater udfØrer vil blive kontrolleret af administrationsrådet, ligesom også deres produkter og afgrØder.

§ 4 - En ufravigelig betingelse for indtræden i fæl­lesskabet er, at man medbringer alle arbejdsredskaber, afgrØder o.s.v., idet enhver dog beholder genstande til personligt brug.

Noter - a) Fællesskabet svarer på kammeraternes vegne for enhver debet- eller kreditsaldo.

b) Fællesskabet påtager sig at forsØrge alle som ikke er i stand til at arbejde, eller som er gamle eller syge, såfremt de tilhØrer medlemmernes familier.

c) Gamle og syge, hvis familie ikke indgår i fælles­skabet, må ligge deres egne familier til byrde og får ingen ret til at nyde godt af fællesskabets fordele.

d) Industridrivende kammerater som måtte Ønske at indtræde i fællesskabet, må medbringe alle deres arbejds­redskaber og produktionsmidler, idet sammenslutningen Sd overtager udgifter og indtægter på deres vegne. Selv­stændige industridrivende vil blive kontrolleret af admi-

33

,

34

nistrationsrådet. De vil ikke kunne dyrke jord eller ud­fØre andet arbejde end det der hØrer til deres eget fag, og de kan heller ikke benytte lØnnet arbejdskraft udover deres egen familie.

ANDET KAPITEL, OM ADMINISTRATIONEN § 5 - Med henblik på fællesskabets forsyning med livs­

fornØdenheder indfØres der familie-bon'er med en basis­tarif på 5.50 pesetas til et hjem med to personer. Familierne får derudover 50 centimer for hvert ikke-pro­duktivt medlem, 1.50 peseta for hver produktiv mand og l peseta for hver produktiv kvinde. Ugifte uden famili~ får 4 pesetas. Familier b stående udelukkende af uarbe]ds­dygtige personer får 3 p setas for et hjem med to perso­ner, og 50 centimer fo hvert ekstra medlem. Hvis det drejer sig om et voks nt medlem, får han en peseta. En enligtstillet uarb jdsdygtig får 2 pesetas.

§ 6 - Administ r Lionsrådet indfØrer en type penge, der svarer til Øj blikkets behov.

§ 7 - Alle produktive medlemmer af familier der er tilsluttet fæll skabet udfØrer villigt det arbejde, som administrationsrådet beder dem om.

§ 8 - For t undgå kapitalflugt fra egnen omveksler man de bon' er , der er sat i omlØb til statens mØnt i et forhold, som dministrationsrådet fastsætter for hver familie.

§ 9 - Fællesskabet udarbejder ved medlemsforsamling et reglem nt, hvori det enkelte medlems rettigheder og pligter nedfældes.

TREDJE KAPITEL, OM BYGNINGER § 10 - Alle bygninger overgår til fællesskabet. De

uafhængige kammerater får ret til et hus med det strengt nØdvendige til dem og deres familie, alt efter deres akti­vitet. De kollektiviserede kammerater får nytte af de huse der tilhØrer fællesskabet, og som fordeles så lige­ligt som muligt.

FJERDE KAPITEL, OM INDUSTRI OG H1\.NDVÆRK § 11 - Industri og håndværk inddeles og ordnes i

grene, og disse grene igen i sektioner, på fØlgende måde: Næringsmidler: bagere, slagterier, slagterbutikker og

ismejerier. - Byggeri: murere og arbejdsmænd. - Træfag: tØmrere, polerere, møbelsnedkere og vognmagere. - Metal­fag: mekanikere, blikkenslagere, smede, elektrikere. -Transport: chauffØrer, kuske. - Læderfag: garvere og sadelmagere. - Handel: maskinskrivere, kontorfunktionærer. - Beklædning: skræddere, syersker, skomagere. - Hygiejne og sundhed: læger, dyrlæger, apotekere, drogister, fri­sØrer, malere. - Undervisning: lærere og lærerinder. -Husdy~- og fjerkræavl: røgtere, hyrder o.s.v.

FEMTE KAPITEL, OM FORDELINGEN AF ARBEJDET § 12 - Arbejdet fordeles på fØlgende måde:

al Administrationsrådet, bestående af en generalsekretær, en sekretær og nogle funktionærer - bl Dyrkningsrådet, bestående af flere landbrugskyndige kammerater, som får ansvaret for landbrugsdriften. - cl Arbejderne, opdelt i grupper på 10 til 15. - dl Staldfolkene, med en eller flere ansvarlige, alt efter behov. - el Skomagerne med deres ansvarlige. - fl Slagterne med deres ansvarlige. -gl Handel og Økonomi med ansvarlige - hl Ansvarlige for mekanikere, smede og elektrikere. - il Ansvarlige for byggeriet.

§ 13 - Den stØrste myndighed har administrations­rådet.

§ 14 - Dyrkningsrådet får den fulde myndighed hvad angår arbejdet; ordrer modtages af de ansvarlige for grupperne, som skal sØrge for at de bliver udfØrt.

§ 15 - Forsyningskommissionen, som er tilknyttet til den ansvarlige for handel, sØrger for at befolkningen ikke mangler noget.

§ 16 - Administrationsrådet påtager sig ansvaret for en god udvikling af fællesskabet i alle henseender.

35

36

o

pa Eksempler

landsby kollektiver

DEN LIBERTÆRE (ANARKISTISKE) KOMMUNISME

I LECERA En b e folkning af eksemplarisk godhed

Lecera er den vigtigste landsby i provinsen Zaragoza. Retsligt hØrer den under Belchite, som ligger 12 km fra den .

Lecera tæller 2.400 indbyggere og har en smule indu­stri, mest gips-industri. Hele resten er landbrug, hvis vigtigste produkter er hvede, vin, safran og nogle andre kornsorter, dog kun i små mængder.

Lecera, hvo r man ikke kend t e CNTs fØdera l e bevægelse fØr revolutionen, er en flittig og hj erten sgod landsby . I kraft af sine indbyggeres godhed og fors t åe lse vil Lecera utvivlsomt blive et forbill e d e f o r ma n ge a ndre landsbyer i Aragon.

En snak med folkekomiteen

Det fØrste vi foretager os efter ankomsten til dette sted, som i dag er omdannet til lejrpla ds fo r mi l its­styrkerne, er at opsØge Komiteen.

Her finder vi den på det gamle kommune ko n tor. Det er kammerat Pedro Navarro Jarque, fol kesko l elærer

fØdt i Lecera, som besvarer vore spørgsmå l. - Komiteen har fået navnet Den Antifascistiske Re v o l u­tionskomite, og den består af syv medlemmer, alle fra d n lokale fagforening, der er tilknyttet CNT. Den har f u ld­stændig handlefrihed og bliver hverken holdt i tØmme eller påvirket af noget politisk parti. Vi blev udnæv n t ved en landsbyforsamling, og vi repræsenterer hele l a nd s ­byens bestræbelser. Vi har samme myndighed som et kom­munekontor hvad angår administrationen og landsbyens l iv . Der er et lokalt administrationsråd med fem medlemmer, der også tilhØrer CNT-fagforeningen, og som tager sig af at organisere arbejdet i Leceras marker og industrier. Vi har udnævnt en arbejdsdelegeret som i samarbejde med 12 under-delegerede beskæftiger sig med at dække de behov, som den kolonne, der kæmper ved fronten, har, og med det kollektive arbejde. Alle er naturligvis enige med Revo­lutionskomiteen. - Har I kollektiviseret jorden? - Det har været et meget vanskeligt problem, eller rettere sagt, det er et problem der eksisterer endnu, for vi Ønsker at folk skal komme tilos, overbevist om det frem­ragende og fordelagtige ved vore ideer.

Vi har kollektivseret storgodserne, og foreløbig respekteret de mindre ejendomme. Hvis omstændighederne er gunstige for os, håber vi at den lille jordejer vil komme af sig selv for at indgå i kollektiviseringen. For leceranerne er gode og forstandige, hvilket de har bevist ved at skænke en masse af deres afgrØder til fæl­lesskabet.

For Øjeblikket plukkes der safran på alle de mindre gårde. Man lægger hØsten sammen og opmagasinerer den kollektivt til eget brug og til salg.

SmåbØnderne, som fØr knap havde det daglige brØd, fordi næsten hele hØsten gik til godsejerne, som alle stod i gæld til, Ønskede fØrst at beholde deres jord. Men på en generalforsamling fik vi dem til at forstå, at det var nødvendigt at lægge afgrØderne sammen i en f æl l pulje, og det blev enstemmigt vedtaget.

Man må respektere folks vilje og ikke Øve pres mod dem, men tiltrække dem med eksemplets magt.

3 7

38

Revolutionskomiteen Ønsker at udbrede kendskabet til det kolossale arbejde kammerat Manuel Martinez, social under-delegeret på Lecera-fronten, har udført. Hele lands­byen er ham taknemlig for det. - Har han arbejdet længe i Komiteen? - Næsten tre måneder. Den 25. august indtrådte han i sine funktioner, og indfØrte fra samme dato den anarkistiske (libertære) kommunisme og afskaffede pengene i landsbyen.

Vi udveksler forskellige produkter med Tortosa og Reus. Til militsen på den front slagtede vi 5000 får og leverede dem desuden 280.000 kg hvede. Den komite, der sørger for forsyninger, skaffede til gengæld en mængde forskellige varer til civilbe folkningen. - Hvordan klarer de små jordejere at dække deres forskel­lige behov uden pengeomlØb? - Som sagt så prædiker vi eksemplets magt. Her er hverken klasser eller kategorie r. For os er småbonden ved at op­hØre med at være småbonde og blive producent.

Gennem de underde legerede for arbejdet, som også er område-delegerede, kender vi udmærket alle dem der ar­bejder, og den dele gerede for forsyningen, som har en

. familiefortegnels e i levnedsmiddelbutikken, giver hver familie det som e r nØdvendigt. Fordelingen sker på den mest retfærdige måde, slutter Navarro, formand for Komi­teen, og det vil lykkes os at bevise vores systems over­legenhed på alle områder.

Lecera har a ltid været en meget liberal landsby

I denne lille landsby med sin ideelle måde at leve og styre sig selv på, har der altid levet mænd med libe­rale ideer. Man fortalte os anekdoter helt tilbage fra forrige århundrede, da hverken CNT eller FAI havde ladet deres agitatorers stemmer hØre. De ideer, vores orga­nisationer repræsenterer, var altså ukendte for Leceras indbyggere lige til for ganske nyligt. - FØr den grusomme fascistiske bevægelse, fortalte kam­meraterne os, eksisterede her en venstrerepublikansk og en socialistisk gruppe. CNT var ikke kendt.

Nu er alt det forsvundet, og arbejderne har alle sluttet sig til CNT.

Vi har 512 medlemmer, næsten samtlige arbejdere, således at det er umuligt at oprette nogen anden fag­forening. I Øvrigt er der god forståelse blandt os alle, og har altid været det.

på det kulturelle plan har vi Ønsker om at oprette gode skoler og biblioteker. - Har der været fascistiske angreb på byen? - Ikke på selve landsbyen, men i de omliggende bjerge har kampene været hårde, navn l ig på r-10n t Lobo, hvor op­rØrerne har lidt svære tab.

I de fØrste dage rejste alle byens fascister med en del af kommunalbestyrelsen til Belchite. Resten forblev i Lecera, og det uundgåelige skete. Folket tog retfær-

digheden i egen hånd. Det drejede sig ikke om den folke­valgte kommunalbestyrelse, for den var bl e v e t opløst den samme 19. juli af fascisterne, som havde udnævnt en anden.

på forsyningsdepotet

Ikke langt fra Revolutionskomiteens lokal e r ligger Leceras depot. Det optager en stor sal og nogl e lejlig­heder i en bygning, der kaldes Salon Pompeya, og s om skulle have været indviet til dansehal. Magasinerne e r fulde af levnedsmidler - bØtter med mælk, grØns a ger i sække, oliedunke, store stabler af kasser med kØd k • ' onserv~s o.s.~., og pa etagen ovenover er der depo t for bekl~dnl~gsartlkler og landbrugsredskaber. Forsyningern e er rlgellge.

I dette . lokale mØdte vi kammerat Antonio Gonzale z d~r har posten som generaldelegeret i Lecera. Alt bliver g~ort.for at ,civilbefolkningen intet skal mangle. For Ø]ebllkket glver landsbyerne intet til forsyningskomiteen fordi de havde givet alt allerede fØr den blev oprettet . ' Men de kommer med en stor mængde olie, som de havde op­magasineret . - Forsyningskomiteen, siger kammerat Gonzalez, består af 15 medlemmer plus en generaldelegeret og en underinten­dant. Alle er delegerede ved Milits-centurierne. Den ene af dem repræsenterer desuden Lokalkomiteen.

Som du har kunnet forvisse dig om, er der rigeligt med fØdevarer. Spørgsmålet om levnedsmidler og klæder er det ~neste, Komiteen tager sig af. Den blander sig hver­ken l sundhedsvæsenet eller i krigen.

II F RAGA En anden lille by, temmeligt dårligt forsynet med rig­~omme og komfort. Ved vejen Barcelona-Zaragoza-Madrid, l det aragonske bondeland, på skrænten af en af de bakker m~n find~r i hele denne egn, ligger Fraga, en f~ække pa 900? lndbyggere, centrum i en af Aragons pro­Vlnser. Den llgner en forvokset landsby med dårligt bro­lagte gader og gamle fattige huse. Ud af husene kommer jævne, sympatiske arbejdere; gaderne er fulde af liv· byen, der fØrlå som dØd hen, er i dag fuld af aktivitet.

Det skyldes, at også her har de, der altid har været undertrykte, de som altid har slidt for en sultelØn for at holde liv i dovenkroppene, også her har disse arbejdere på markerne og i værkstederne taget deres kæbne i deres egne hænder. Det var ikke særligt vanskeligt: Såsnart de fØrste nyheder om militærets oprØr og folkets reak­tion var nået frem, forsvandt de få aktive fascister hurtigt. Nogle andre, som tidligere havde profiteret af regimet, f~lk der ejede nogle huse eller butikker, e lI r som sympa~lserede med den kapitalistiske udbytning, for. _ trak at tle og acceptere det liv, som byens arbejdere indførte.

3 9

40

Landarbejderne følger alle CNT og FAI. Der er ingen anden gruppering i byen, hverken politiske partier eller UGT, bortset fra Det Katalanske Venstre, som har et lille kontor, hvor en snes småborgere mØdes. 1000 arbejdere er med i CNT, alle de som er samfundsbevidste. Der er kun en fagforening for alle medlemmerne. Arsagen hertil er ganske ligetil. Næsten samtlige Fragas indbyggere er be­skæftiget med landbrugsarbejde. Derudover er der nogle få håndværksvirksomheder som er nØdvendige i en by med 9000 mennesker: en smedje, et skomagerværksted, en tØmrer o.s.v. Disse få håndværkere, hvis tilværelse og arbejdsbetingel­ser er så nært knyttet til landbruget, har helt naturligt sluttet sig tillandarbejdernes fagforening.

Men denne fagforening er noget helt andet end de fagforeninger man kender i et hvilket som helst kapi­talistisk land. Det er ikke kun en fagforening i ordets snævre betydning, men er samtidig en kollektiviseret virk­somhed. Alle fagforeningens medlemmer er også medlemmer af et arbejdskollektiv. Resultatet af deres arbejde går til fagforeningen, som fordeler livsfornØdenhederne til alle. 40% af byens jorder dyrkes af dette kollektiv. Indmeldelse er gratis. Men de der vil dyrke deres jord individuelt, beholder så meget af deres ejendom, som de selv og deres familie kan overkomme at dyrke uden lØnnet medhjælp. En sindrig liste fastslår, hvilke jordstykker og hvormange husdyr der tilhØrer disse enkeltfamilier: tallene varierer efter om det drejer sig om den frugtbare jord nede i dalen, eller den magre jord på bakkerne; om det er hvedemarker eller haver (figendyrkningen er ganske særligt vigtig på denne egn). Alle hensyn er taget for at gøre fordelingen retfærdig, og for at alle kan have lige betingelser.

FamilielØnnen udgØr en anden side af denne fordelings­politik. Hvis arbejdet er ligeligt fordelt, så er leve­standarden det også. Produktet af eget arbejde: korn, frugt, oliven o.s.v. står til fri rådighed. Til at dække Øvrige behov får hver familie en ugentlig sum der varierer med familiens stØrrelse og antallet af voksne arbejdere i familien.

Denne sum udbetales ikke i pengesedler fra Spaniens Bank. De ville ikke være særligt bevendte, for de har ingen værdi i byens seddelomlØb. Små papirlapper trykt af fagforeningen med en pålydende værdi varierende fra 10 centimer til 25 pesetas fungerer som kØbe-bon'er. Kun disse lapper modtages hos frisØren, skomageren eller på udleveringsstedet for levnedsmidler i byen.

En rejsende som vil gØre ophold i byen, må gå til Komiteen for at veksle sine spanske penge til lokale bon 'er. på samme måde, hvis en indbygger vi l forlade byen, må han også henvende sig til Komiteen og angive formålet med rejsen og hvormange penge han har brug for. så veks­ler Komiteen hans lokale bon'er til spanske pengesedler.

I Øvrigt, når Komiteen således har koncentreret han-

I I

•

delen med omverdenen i sine hænder, når den sælger produk­ter og såvidt muligt indkØber alt hvad byen har behov for udefra, så gØr den det heller ikke altid ved hjælp af penge. Til dækning af byens allervigtigste behov forsØger man sig med direkte byttehandel: Man fylder nogle last­biler op med lokale produkter, navnlig hvede, majs og frugt, og sender dem ud til egne der har behov for disse produkter. Der bytter man så hos fagforeningskomiteerne med produkter som der er overflod af der, og som man mangler i Fraga.

Landarbejdernes fagforening i Fraga fungerer altså ikke kun som arbejdern~s organisation indenfor det kol­lektive arbejde. Den organiserer også al forsyning til byen og alt forbrug.

Men denne lokale CNT-afdeling har også andre opgaver . Den tager sig af hele byens administration.

I samarbejde med Kommissionen til Fordeling af Land­brugsjord, hvis aktivitet er omtalt ovenfor, fungerer d e r en anden kommission med den opgave at fordele boligerne retfærdigt. Ingen kan bevare ejendomsretten til flere huse, eller i det hele taget optage mere plads, end der tilkommer ham efter hans families stØrrelse. Kommissionen ove:våger omh~ggeligt denne fordeling for også på det omrade at opna stØrst retfærdighed. Og det er også fag­foreningen der tager sig af kulturlivet. En biograf, en teater trup og nogle nydannede orkestre vidner om den indsats kammeraterne - effektivt bistået af ivrige Fri Ungdom-medlemmer, gØr for at give alle del i den kultur som hidtil har været dem nægtet - trods den "sociale Republik". Også en skolegruppe er dannet. Den har taget navn efter hele byens lærer: Francisco Ferrer.

Efter denne kammeratlige og venskabelige modtagelse, som svarer til den man får overalt hos vore revolutionære kammerater i Spanien, vil den besØgende fortsætte sin rejse. Min inden kammeraterne lader ham forlade byen vil de lige vise ham to af deres nyeste frembringels~r.

. Den.før~te: Da det fascistiske luftvåben for nylig vlste Slg pa egnen for fØrste gang - endnu langt fra Fraga - gik man straks i gang med sikkerhedsforanstalt­ninger for indbyggerne. Overalt i byen bygger man beskyt­telsesrum efter de mest moderne principper. Og lad os i forbifarten nævne, at der ikke er en tekniker, ikke en specialist i Fraga, hverken på dette område eller andre. Alt er arbejdernes eget værk.

• Den anden: Disse arbejdere og unge mennesker, som er s~ b~gærlige efter ny viden, har oprettet et offentligt blbl;ot~k. Alle og enhver har sat sine egne bØger derhen, de fa blnd som de med besvær har skaffet sig gennem et langt liv i illegal kamp. Dertil kommer alt hvad der havde nogen værdi på boghylderne hos de rigmænd, der nu er flygtet fra byen. I lyse, behagelige sale viser de d n besØgende rundt mellem bØgerne - med berettiget stolth d.

Fraga har givet et godt eksempel på, hvordan revoltl ­tionære arbejderes fagforeninger kan organisere det ny liv.

--

41

42

III MEMBRILLA

I det stenede la Mancha, sydvest for Ciudad-Rea1, ligger Membri11a. I de usle hytter bor en fattig pro­vinsbefolkning. 8000 indbyggere, men gaderne er ikke asfalteret, byen har ingen avis, ingen biograf, ingen cafe, intet bibliotek. Til gengæld havde den mange kirker, men de er blevet brændt.

I 1920 oprettede nogle arbejdere en CNT-fagforening. Aktivisterne var genstand for konstant forfØlgelse. Organisationen blev endda opløst under Primo de Riveras regime.

Republikken genindfØrte de politiske friheder, men det Økonomiske liv blev ikke forbedret, og befolkningen blev ved med at være lige så fattig som den hele tiden havde været. Således gik der fem år uden nogen forandring.

Da militæret gjorde oprØr den 19. juli 1936, var der syv civilgardister og nogle dusin fascister i Membri11a. SmåbØnderne, som var organiseret i en katolsk gensidig ~æ1peforening, skyldte tilsammen tre millioner til ban­kerne. Den 22. juli blev godserne eksproprieret og små­bØndernes ejendomsret ophævet. Al jord overgik til kom­munen. SmåbØnderne anerkendte alle disse skridt, som fri­gjorde dem for deres gæld og deres bekymringer m.h.t. lØn.

Kommunekassen var tom. I privat besiddelse fandt man i alt 30.000 pesetas, som blev beslaglagt. Alle fØdevarer, klæder og redskaber blev fordelt ligeligt mellem folk. Pengene blev afskaffet, arbejdet blev kollektiviseret, al ejendom overgik til fællesskabet, forbruget blev socialiseret. Men det var ikke en socialisering af rig­domme, det var en socialisering af fattigdom. Lad mod­standerne af den anarkistiske (libertære) kommunisme være klar over det: Man uddelte alt det, som der var overflod af, og rationerede kun mangelprodukterne.

Arbejdet går videre som fØr. De få værksteder arbej­der 8 timer i dØgnet. på markerne varierer arbejdstiden efter sæsonen.

Kommunalrådet er sammensat af 15 medlemmer, hvoraf de 10 er fra CNT og de 5 er venstrerepublikanere. Fire komiteer styrer kommunens liv. En tager sig af det lille samfunds forsyning, en anden af dets forsvar, en sØrger for landbruget, og endelig er der en boligkomite. Levnedsmidler og nØdvendige dagligartikler uddeles i 4 lokaler. Forsyningskomiteen tager sig af at indkØbe rå­stoffer og produkter som ikke fremstilles på stedet. Der er ikke længere nogen detailhandel. Den anarkistiske (libertære) kommunisme hersker. Apoteket drives af sin forhenværende ejer, men hans Økonomi kontrolleres af kommunen.

Kommunens medlemmer modtager lokale produkter gratis. De fordeles som i en stor familie. Man har sendt mange produkter til Madrid, men for Øjeblikket er der ratio­nering. Der uddeles tre liter vin pr. person pr. uge.

Husleje, elektricitet, vand, lægehjælp og medicin er gratis. Konsultation hos en specialist udenfor kommunen betales om nØdvendigt af Komiteen. Jeg sad ved siden af sekretæren, da en kvinde kom ind og bad om tilladelse til at tage ind til Ciudad-Rea1 og gå til specialist for sin mavesygdom. Uden bureaukratiske betænkeligheder fik hun omgående udbetalt pengene til rejsen.

Den lokale kornproduktion rækker kun til ni af årets måneder. I dag er det endnu mindre, fordi man holder liv i et stort antal flygtninge fra Andalusien. Der er tre læger i Membri11a, hvoraf den ene er medlem af eNT.

I nogle uger har skolebygningen været optaget af 600 soldater. Derfor kan bØrnene ikke blive undervist. For til en vis grad at råde bod på det, er der oprettet en tegneskole takket være en kammerats initiativ. Frem­skridtene i de sidste fire måneder er forblØffende.

KØbebon'er på 5 og 25 centimer muliggØr det for en­hver at kØbe hvad man vil udover de livsnØdvendige pro­dukter, som uddeles gratis. Enhver modtager 50 centimer om dagen. Et kg ris koster en peseta, sukker 2.50, en liter olie 1.50.Hver familie har en bog, hvori modtagne produkter opfØres hver måned.

Formanden for forsyningskomiteen, en gammel venstre­republikaner, finder sig vældig godt til rette i denne situation, og han ofrer al sin energi på opbygningen af den anarkistiske (libertære) kommunisme.

Et skomagerværksted beskæftiger 7 mænd, 12 kvinder og tre bØrn på henholdsvis 11, 13 og 14 år. Ingen får lØn, og alle giver indtryk af stort velvære. Faderen til den 13-årige dreng er stolt over at se sin sØn lære et håndværk.

Kommunen ejer 3.200.000 liter vin til en værdi af 1 million pesetas, men man mangler stof til klæder. Hvis man får held til at sælge vinen, vil man kØbe tøj og red­skaber for pengene.

, I,oktober 1936 dannede nogle småbØnder en UGT-orga­nlsatlon. Den tæller i dag 100 medlemmer. Modstanderne af d~t nye regime organiserer sig i UGT, navnlig fhv. jord­eJere, som vil have deres privatejendom igen.

~NT-fagforeningen har 900 medlemmer. Der betales ikke kontlngent, fordi der ikke er penge i omlØb.

Der var ikke noget bibliotek i Membri11a. Nu har fag­foreningen kØbt bØger for 1000 pesetas og indrettet et offentligt bibliotek.

Hele befolkningen lever altså som en stor familie. Funktionærerne, de delegerede, fagforenings sekretærer­

ne og kommunalrådsmedlemmerne fungerer som familiefædre men familiefædre under kontrol. Man ville ikke tolerere' protektion eller korruption.

Membri11a er måske nok Spaniens fattigste by, men den er den mest retfærdige.

43

44

FORORD: Ni Liv -Det er en problematisk sag både at genoptrykke gamle artikler og skrive forord til dem. Men jeg tror det er vigtigt at huske tilbage og bearbejde de erfaringer som så mange fik i 1968 og årene umiddelbart op til den varme sommer. I den flodbølge af aktiviteter der skyllede ind over os blev der skabt meget nyt, men i nedbrydningen af det gamle røg der ini­tiativer og grupper med i købet, som burde have levet videre. Jeg tænker først og fremmest på Studentersamfundet, en ærværdig organisation som havde bevist sin levedygtighed så godt, at offentlige institutioner påtog sig at medvirke til dens opløsning. Ingen ny organisation har været i stand til at give den ramme som Studentersamfundet gav og som nu viser sig at være nødvendig for at kunne bearbejde kamperfaringerne i fællesskab. 1970'ernes græsrødder fungerer stærkt og selvstændigt både·i provinsen og hovedstadsområdet, men før eller senere blir det nødvendigt for det første at formulere erfaringerne systematisk og for det andet skabe en ramme inden for hvilken dette arbejde kan foregå. Drømmen om en anden og bedre verden er som en kat - den har ni liv. I krise-Danmark er drømmen blevet forstærket og 1970'erne har frem­bragt folkelige grupper og bevægelser, der har påtaget sig at fungere som samfllndsmoralens vogtere - det er fra græsrødderne kritikken af og korrektivet til vanviddet omkring os er kommet. Græsrødderne defineres ikke ved hvad de er men ved hvad de gør. Med den opfattelse lægger jeg ikke afstand til traditionel klasseteori, jeg ud­trykker kun med ord det vi oplever i praksis, at det ikke er samfundets herskende lag og grupper der kæmper for at give hverdagen en mening for mennesker. Efter min bedste overbevisning er magtstrukturen kun optaget af at bevare sin magt hvadenten den er politisk eller økonomisk eller begge dele. Mellem græsrødder og herskere findes mellemlag som er følelsesmæssigt frygtsomme og så tynget af en vanemæssig selv­foragt, at de er let bytte for sjælefiskere, som kan tilbyde aflad. Jeg har mere end en lørdag formiddag set pæne borgere sælge venstreorien­terede blade og aviser på torve og foran i~dkøbscentre. De var ilde tilpas og lignede den berømte hængte kat - for at udstille sigselv på den måde er en lidelse! Men lidelsen i sigselv linder på samvittighedsnaget over at have arbejde i en arbejdsløshedsperiode, uddannelse når der er adgangs­begrænsning på uddannelsesstederne, mad når resten af verden sulter osv.

Rent bortset fra at politiske masokister er et sørgeligt syn, så siger det noget om tiden, for sjælefiskeri bygger på en formodning om, at hvis folk er nede i skidtet kan. man tilbyde dem hvadsomhelst og få bid. Forringelsen af vore daglige livskvaliteter er en frodig grobund for ned­trykthed og pessimisme og længslen efter opskrifter på hvor og hvordan tingene skal gøres er stærk. Vores avancerede produktionsprocesser kræver at mennesket underordner sig maskinerne. Men det er ikke gjort med at underordne sig maskinerne, vi skal også underordne vores bevidsthed både den herskende samfllndsideologi og det politiske ideo­logimarked, som anonymiserer os lige så meget som samlebåndet.

Det kan ikke være meningen at vi frivilligt skal gå ind på at reducere os selv til noget mindre end vi er. Mennesker er alting og for at handle direkte i forhold til sin hverdag er det ikke nok at forstå et problem med sin intelligens alene, man må føle noget, sanse, kæmpe for at opnå et minimum af selvrespekt. Hverdagen er et existentielt problem og det er politik også, for så vidt som politisk kamp er et skærpet udtryk for hverdagens overvejelser, irritation, vrede og visioner udviklet til et fælles anliggende og lejlighedsvis kollektive handlinger. Sagt på en anden måde: en politisk tænkning' og praksis, der tar udgangspunkt i ideen, principperne, organisationen eller staten har en tendens til at gøre mennesket til et lydigt vedhæng til parti maskinerne og fratage det lysten til at tage hånd om sit eget liv. Mens den politiske handling der springer ud af dagligdagen bevarer mennesket som målestok, som begyndelse, midte og slutning.

Den hellige graver ikke vel forvaret, hvis samfundets kritikere nøjes med at frembære et andet politisk budskab end deres modstandere kommer med. Form og indhold kan ikke skilles ad, organisationsformer og kampmål må være forbundet både på et ydre og indre plan. Vi ser hver dag skræmmende exempler på hvad den delte bevidsthed kan føre til: politikere siger et og gør noget andet, mennesker med et progressivt kvindesyn køber dukker til deres døtre og plasticrevolvere til deres sønner, videnskabsmænd laver neutronbomber fra 9 til 17 og går hjem og sår persille i køkkenhaven. Den delte bevidstheds mest groteske produkt var nazisten og lejrkommandamen Eichmann - en god, kærlig familiefar og fin musiker i sin fritid samt bureaukrat og massemorder i

sin arbejdstid.

Anarkistiske og anarkosyndikalistiske bevægelser og grupper har altid fungeret på et existentielt grundlag - menneske og mening, liv og ar­bejde, følelser og fornuft er ikke blevet adskilt, mennesket er blevet opfattet som en totalitet der er i stand til at handle selvstændigt. En enkel men brugbar tommelfingerregel har været, at ens nabo såmænd ikke var så farlig meget klogere eller dummere end en selv. På det or­ganisatoriske plan er den økonomiske og politiske kamp ikke blevet splittet - det vil sige, at bevægelserne har fornægtet de organisations­former vi kender fra Vesteuropa, hvar fagbevægelser og politiske partier på dogmatisk vis holdes hver for sig. Der har været undtagelser. Den bedst kendte er fra spansk historie før anden verdenskrig og udvalget her bringer en kort studenteropgave om spansk anarkosyndikalisme. De øvrige tekster er i det store og hele fra 1968 og er alle skrevet i kampsituationer , som på mange måder er for­skellige fra den form for kampe der foregår idag. Noget af det jeg selv er optaget af er det enkelte menneskes private drømme om en anderledes tilværelse end den vi kender så godt. Jeg er foreløbig kommet dertil, at det er hver enkelts politiske ansvar at arbejde med sine drømme så godt det nu kan lade sig gøre at dele dem

45

/

46

med andre. Ingen kan fortælle hvordan man gør sådan noget, men de fleste har erfaringer med noget så simpelt - og vanskeligt - som sam­talen nogen få mennesker imellem. Man kunne tale om visioner i stedet for stigende priser på fødevarer af og til. Samtalen kunne udvides ti l at være samtale i brevform og udveksnling af dagbogsnotater - det kan være befriende at beskrive de oplevelser man har på ganske almindelige dage med det sprog man føler sig tryg ved, nemlig ens eget. Der er mange andre muligheder og med de få bemærkninger her har jeg kun ønsket at antyde, at der ikke behøver at stables store sager på benene for at få gang i vigtige overvejelser. Det er nødvendigt men ikke tilstrækkeligt at forsvare så indlysende in­teresser som arbejde, bolig og personlig frihed. Det er heller ikke til­strækkeligt at gå til angreb mod forurening, energispild, højrente­byggeri, atomkraftværker og lukning af børneinstitutioner. Der kom­mer et tidspunkt, hvorgræsrødderne må fortælle hvad der skal til i ste­det for det nuværende kaos på en måde som ikke er til at misforstå.

Inge Eriksen

I vest har vi priyatkapitalisme: konkurrence, akkordarbejde,

arbejdsløshed, umyndiggørelse, kriser. Det kaldes demo­

krati.

I øst har de statskapitalisme: akkordarbejde, partidiktatur,

umyndiggørelse. Det kaldes kommunisme eller socialisme.

Både i øst og vest har vi oprust'ling. Det kaldes forsvar af

freden.

2/3 af jordens befolkning lider nød, mens vi har et over­

forbrug, som er ved at kvæle os. Det kalder vi retfærdig

fordeling af goderne. Vi fylder gift i vores madvarer. Det

kalder vi at forskønne maden. Drikkevandet tilsættes gifte,

det gøres for at fremme folkesundheden .

Alle kæmper mod alle, for at få højest mulig løn, størst

mulig forbrug. Det kaldes frihed, lighed og broderskab.

Vi kalder det KAOS - og det er KAOS!

Alternativet er ophævelse af ejendomsretten, indførelse af brugsr€t~en. Fælles kontrol med produktion og ressourcer.

Afskaffelse af militær og magtkoncentrationer. Decentrali­s8ring, international koordination. Afskaffelse af akkord­arbejde og pengespekulation. AI viden og ekspertice står

til rådighed for folket, og ikke omvendt. Den eneste auto­ritl1t vi respekterer, er fællessk<lbet og det enkelte menne­skes selvstændighed.

Ingen skal tvinge os til at handle mod vor overbevisning,

og ingen må have magt over andre. Hverken økonomisk

eller arbejdsmæssigt. Vi skal i fæl!esskab lede og fordele arbejdet, styre produktionen, fylde arbejde og fritid med

mening, kærlighed og fællesskab. Dette kræver, at vi hver

især og i fællesskab overskrider de grænser og normer,

som er sat for os af magthavere og autoriteter. Stol på dig selv og pil dine kammerater.

ANARKISTISK INFORMATIONSGRUPPE

Anarkistisk-Syndikalistisk Bogcafe Studiestræde 18 Kbh. K 1455

47

48

Beboertryks udgivelser om selvstyre og selvforvaltning

NI LIV Inge Eriksen kr.24.00 Beretninger fra anarkiets lange sommer. Beskrivelse af ideerne og holningerne hos anarkisterne i den spanske borger­krig.Om oprøret i 1968 og om de antiau­torirære bevægelsers bydelsaktioner i KØbenhavn i 1968.

BYDELSAKTIONER,TAKTIK OG STRATEGI Ole Bidsted kr.20.00 Hvad er hovedprobl emerne i bydelsakti­onerne,hvilken taktik og strategi benyt­ter beboergruppe rne og hvordan er organi-seringen?

BORGERDELTAGELSE I PLANLÆGNINGEN Ole Bidste d kr.20.50 Hvor går nærdemokratiets grænser?Magtha­verne er blev e t nervøse for grædsrods­bevægelse rne 'og forsøger at pasivisere miljØ-og beboergrupper ved at afgive en begrænset magt. For at udnytte denne situ­ation optimalt er det nØdvendigt at kende systemets arbejdsmetoder.

HUSE FOR MENNESKER Carsten Hoff og Susanne Ussing kr. 23.00 Kan der indføres reeelt demokrati i bolig­byggeriet?Ved at bygge i åbne systemer kan beboerne organisere sig ud fra egne forudsætninger. Erfaringerne fra konkrete utopier kan bruges i andre samfundsstruk-turer.

kr. 15.00 BYEN DER SATTE RODSKUD Helle Carlslund Andersen Science fiction tegneserie om en større bys udvikling.Fra opløsning,over reog a -nisering fra bunden til den genopstår som færdigudviklet og stort set selvstyrende bykollektiv,et levedygtigt anarki.

I dette historiske kildemateriale er qer mulighed for at vurdere problemer,strategier og erfaringer fra kollektiviseringerne under den spanske borgerkrig på aktØrernes egne betinge.lser.

"Collectivisations" er referater fra mØderne mellem kollek"tiverne i det frie Spanien. Oversæ~telsen omfatter bogens teoretiske ind­ledning,afsnittene om retningslinierne for kollektivisering af transport og landbrug og det afsluttende afsnit om landsbyernes konkre­te problemer og erfaringer med selvstyre og selvforvaltning.

Ud over denne udvælgelse,der dækker bogens hovedemner og omfatter omkring halvdelen af bogens samlede tekst er der ikke sket redige­ring af materialet.

Oversættelsen er den fØrste samlede fremstil­ling på dansk af dette enestående eksempel på anarkistisk fungerende samfund.

Bogen kan fås gennem bogcafeer og boghandlere eller ved at sætte kr. 18.00 på giro 8060843 Beboertryk Sverrigsgade 49 Kbh. S 2300

FORLAGET " BEBOERTRYK

Pris kr. 18.00

ISBN 87 98053094