Forbeholdt postvæsnet Klatring 47966

PP B

DANSK BJERG & KLATREKLUB

Klatring

Feroce

Force

ThunderSuperkomfortabel sko til lettere ruter med god støtte til foden.

Herre

Dame

Skoen til den øvede klatrer på de lange dage i såvel boulderen, som på ruten! Herre- og damemodel.

Superpræcis sko - når kun det bedste er godt nok!

699,-

749,-

999,-

Scarpa er i verdenseliten - også når det gælder klatresko. Produktionskvalitet og materialer er i top, men derudover er Scarpa ekstremt innovative og har tradition for at knytte topklatrere med evner som skodesignere til sig og give dem en stor frihed til at udvikle nye modeller.

København - Roskilde - Odense - Århus - Aalborg - www.friluftsland.dk - 33 14 51 50

scarpa_bag_hel_10.indd 1 01-06-2011 10:34:57

2011#2

DA

NS

K B

JER

G &

KLATR

EK

LUB

KLATR

ING

#2, 2011

KLATRING #2, 2011

KLATRING ISBN: 1603-5976

ANSV. REDAKTØR Claus P. ØstergaardRømersgade 25, 1. t.h.1362 København K.Tlf: 26 36 51 10

REDAKTIONThomas BoesgaardCamilla Hylleberg

DESIGN & LAYOUTCamilla Hylleberg

EMAILblad@dbkk.dk

DEADLINE FOR NÆSTE UDGAVE1. april 2012

FORSIDEUlrik Hasemann

TRYKScanprint as

BESTYRELSE FORMANDHenrik Jessen Hansensummit@dadlnet.dk3332 2262

KASSERERLars Lysgårdsekretaer@dbkk.dk

ØVRIGEOla MattssonLars ThorslundRune WindfeldKonrad Nielsen

For kontakt information se www.dbkk.dk.

INDHOLDLeder ....................................... 3

Cima Grande ....................... 6

Klippeklatring i DK ........... 12

År O ........................................ 18

Højt at klatre ......................24

Karma Cowboys ..............28

Galleri - Alex Buisse ........32

Ensomme dage ................36

Chere Couloir ....................46

Make climbing a battle ...52

Træningstips ......................58

Messner’s Museum. ........64

Ulykke på Kullen...............66

Medlemsliste ......................68

6 Cima Grande

Foto

: Enr

ique

Uga

rte

Sae

z.

Foto: Ulrik Hasemann

v

København K - LyngbyRoskilde - OdenseAarhus - Aalborg

33 14 51 10

Arc’teryx - Evolution in ActionArc’teryx står for nytænkning, kvalitet og kom-promisløshed. Deres design og teknologier har de senere år dannet skole for mange af de øvrige producenter, men Arc’teryx er stadig i en klasse for sig. Søger du et effektivt værn mod elementernes rasen og påskønner du elegante, langtidsholdbare løsninger, er Arc’teryx uden tvivl noget for dig.

Womens Beta AR Jacket

Men’s Covert Hoody

Women’s Caliber Hoody

3.999,-

1.599,-

749,-

Mens Beta FL Jacket Fuldblods alpinjakke.

4.999,-

arcteryx.indd 1 06-12-2011 09:19:39

5

LEDER

Tillykke Til os! D. 19. september kom det på nettet, at der var indgået forlig på Københavns Rådhus om budgettet for 2012, og der står bl.a.: klatrecenter på Refshaleøen.

Indendørsklatring er en hurtig voksende og populær idrætsgren i København, for både børn og voksne, men sporten mangler plads. Dansk Bjerg- og Klatreklub ønsker at imødekomme det voksende behov for moderne klatrefaciliteter med et klatrecen-ter i en af de tidligere B&W-hal. Den samlede udgift til etablering af klatrecentret er kr. 18 mio., hvoraf Dansk Bjerg- og Klatreklub selv finansierer kr. 9,0 mio. via fondsmidler, lån og egenfinansiering. Parterne er enige om at afsætte kr. 9,0 mio. i anlæg i 2012 til den resterende finansiering af klatrehallen. Dette holdt også ved den endelige budget vedtagelse.

Det giver os en masse nye og spændende udfordringer, som vil blive koordineret af ”ny hal”-styregruppen. Ola Mattson er nu fuldtidsansat til processerne omkring dette. Ultimo oktober forhandles der om lejekontrakt og yderlig finansiering, og der skal til at laves materiale til renoveringen af lejemålet. Det er jo ikke sådan, at vi d. 1. januar har en ny hal. Det kommer til at tage tid, og der kan gå over et år. Men det er stort, og det bliver rigtig stort med måske nordens største klatrecenter, midt i København.

Det er ikke nok at lave den fede hal, vi skal også have en klub med en klubidentitet, og det bliver også en del af Ola’s arbejde, at lave oplæg og planer for dette. Klubprofilen, hallens indretning og vores sport skal spille sammen, så alle føler sig velkomne, og at det er et super tilbud, som de vil være en del af, hvad enten man er eliteklatrer, motionist eller medlem af DBKK pga. udendørsaktiviteter.

Det er vores plan, at åbne klublokaler på Refshaleøen inden hallen er færdigbygget, så vi får et mødested og kan genaktivere biblioteket i løbet af nogle måneder. Der sker også spændende ting på Kullen-fronten, hvor hytten og grunden nu ser ud til at få et løft med toilet og vand.

Sensommeren medførte længere tids intern uenighed i bestyrelsen, dermed trak to medlemmer sig fra bestyrelsen, og vi er nu i gang med at supplerer op. Ligeledes skal IDU rekonstruktureres, og dette tydeliggøre også den nødvendige debat omkring klub-identitet.

Sommeren har også bragt nogle flotte klatre præstationer, som den danske gruppes førstebestigninger i Kirgisistan. 13 årige Primula har lavet Paris-Texas 7c på Kalymnos, hvilket gør hende til den yngste danske pige i den grad. Tillykke.

Desværre bliv vi også ramt af et meningsløst og tragisk dødsfald, da Stephan Bach Ko-foed styrtede ned på Kullen og døde af sine kvæstelser (læs ulykkesanalyse her i bladet). Tankerne går til de efterladte.

Henrik Jessen HansenFormand, DBKK

KLATRING #2, 2011

Fran

ska

Tric

ks, K

ulle

n.

Foto

: Ale

xand

re B

uiss

e.

Stat

us

fra

bes

tyre

lsen

98

å Trad Climbing Meet i Valle d’Orco i 2010 mødte jeg, og klatrede med en italiener ved navn Paolo. Paolo er prototypen på en italiensk klatre- bums. Han kommer fra den lille

Alanga-dal ved foden af Monte Rosa og har en kortere teknisk udannelse som ingeniør. Den har han valgt ikke at bruge og i stedet arbejder han i en sportsbutik og er ved at blive bjergguide. Optagelseskravene til det italien-ske UIAGM system er hårde og man skal i øvrigt lægge ca. € 16.000 for de forberedende kurser der naturligvis skal bestås inden man kan kalde sig aspirant guide og få lov til at arbejde.

På træffet i september 2010 klatrede vi nogle fine ruter sammen og ved afslutningen på træf-fet blev vi da også enige om at holde kontakten ved lige med henblik på fremtidige ture. Over vinteren og foråret talte vi en del om at lave en tur, men muligheden bød sig først da jeg kunne tage en forlænget weekend i begyndelsen af september 2011. Paolo havde fået klatret nogle fine ruter over sommeren, bl.a. nordvæggen på Matterhorn og den svære britiske rute på Piz Badile. Jeg havde været i Chamonix over påsken med Hans og havde da også fået sat lidt kiler i Sverige så jeg følte mig i hæderlig form. Det var lige op over med min 40 års fødselsdag, så må-ske man kunne få nordvæg i fødselsdagsgave?

Vi blev enige om at målet måtte være Cas-sin ruten på Piz Badile. Jeg havde forsøgt at klatre ruten før med Kristoffer Szilas, men vi blev stormet af væggen næsten før vi kom i gang. Paolo havde klatret en væsentligt hår-dere rute på Badile over sommeren, men ville også gerne lave Cassin som et led i sin almene dannelse.

Da jeg torsdag aften stod i hans lille lejlighed ved foden af Monte Rosa blev planerne dog hurtigt ændret. I Bregaglia så vejret ikke sær-ligt godt ud og det eneste sted vi kunne finde en forholdsvis hæderlig vejrudsigt var i Dolo-mitterne.

Målet blev ændret til Comici-Dima ruten på Cima Grandes nordvæg. Denne rute var også på min ønskeliste og er jo også en af de seks store klassiske nordvægge i Alperne. Man kan ikke undgå at blive fascineret og inspireret af denne væg der majestætisk står som symbolet for klatring i Dolomitterne.

En kraftig tordenstorm med masser af nedbør fredag aften gjorde dog at vi ændrede planerne til den sydvendte klassiske Comci rute Spigolo Giallo, med den sagnomspundne “gule kant”. Den skulle nok tørre når der kom sol på den i modsætning til nordvæggen der er kendt for fugtige kaminer flere dage efter det har regnet.

Anders Strange Nielsen.

Tekst billeder

emilio Comici (1901-1940)

Cima Grandes nordvæg blev klatret første gang i 1933 af den ekstremt talentfulde Italiener Emilio Comici fra Trieste, sammen med Dimai brødrene fra Cortina. Emilio Comici er en af de helt store personer i alpinismens historie og hans rute på Cima Grande (Eller Grosse Zinne, som den hedder på tysk) er hans mesterværk, sammen med førstebestigningen af nordvæggen på Civetta. Ruten blev klatret efter 20 fejlslagne forsøg fra andre reblag, og fremprovokerede hård debat i datidens klatremiljø. Han blev beskyldt for at have brugt for for mange slagbolte, og have klatret for meget artificielt. Kritikken tav da han 4 år senere, igen klatrede sin egen rute free-solo uden reb. Comici kan med rette betegnes, som den første 6. grads klatrer i alperne. Man kan finde gamle optagelser med ham på Youtube.com, der tydeligt demonstrer hans talent.

Som sagt så gjort, vi gik efter en lidt sen start for at få lidt tørrende sol på væggen og forlod Rifugio Auronzo kl. 07.45

Ved indstigningen mødte vi resten af Nordita-lien der havde fået samme fine idé og udsigten til en kø på over 2 timer fik os da også hurtigt lokket os om på den anden side til nordvæg-gen. Her var forståeligt nok ingen mennesker og efter lidt overvejelse gik vi i gang med at klatre Comici ruten kl. 09.20 - vi måtte bare være hurtige! Ruten står til UIAA VII+ (sådan ca. F6b+/F6c), hvis den klatres helt frit. Vi delte reblængderne, klatrede frit og fik forholdsvist hurtigt overstået de syv midterste reblængder, der er overhængende og indeholder 7’er crux-ene. Sikringen består af selvplaceret grej, kom-bineret med gamle slagbolte af mere eller min-dre tvivlsom kvalitet. Ganske som ventet var topkaminerne sjaskvåde så vi måtte trække vel rigeligt i udstyret og klatre A0 da de drivvåde klipper ikke rigtigt egnede sig til friklatring. En våd og beskidt affære. Det sløvede os be-tragteligt og kostede formentligt er par timers ekstra arbejde, men efter ca. ni timer stod vi under toppen på ring terrassen. På ruten havde vi overhalet et Britisk reblag der var de eneste andre klatrere vi mødte på ruten. I tiltagende mørke fik vi en semi-episk nedstigning i pan-delampens skær da det var svært at finde vej og var først tilbage på Terra Firma omkring midnat.

Alt i alt en super imponerende rute med mak-simal eksponering. Væggen er overhængende det meste af vejen, og jeg tror ikke jeg har haft så meget luft under fødderne nogensinde. Ruten er seriøs, da man er committed til væg-gen efter ca. fire reblængder, da fæle overhæng og traverser vil gøre det meget tidskrævende at abseile ud. Det er for mit vedkommende en af de mest imponerende alpine klipperuter jeg har lavet i min karriere.

En herlig 40 års fødselsdagsgave!

1110

Klippeklatringi Danmark

Tekst & billeder: Ulrik Hasemann

Sportsklatring i Moseløkken Stenbrud på Bornholm.

14 15

I Kr. Himmelfartsferien blev Moseløkken Sten-brud, der huser de over 30 boltede ruter, åbnet med et stort klatretræf arrangeret af Dansk Klatreforbund. I løbet af de fire dage fra 2.-5. juni 2011 var over 120 klatrere samlet ved Ege-lykke Naturlejrplads og Moseløkken Stenbrud, som meget belejligt ligger klods op og ned af hinanden på det nordlige Bornholm tæt ved Allinge.

Solen skinnede fra en skyfri himmel samtlige dage, og skabte perfekte forhold til et sjovt arrangement, som for mange var noget af en øjenåbner for, hvor god klatring der findes på Bornholm.

En stor klippeklatrekonkurrence, den første af sin slags i Danmark, blev den officielle åbning af de ruter, som Dansk Klatreforbunds Born-holm Komité og medlemmer af Bornholms Klatreklub havde brugt mange vinter- og for-årsdage på at rense og bolte. Med sværheds-grader fra 4a til 7b+ var der noget at rive i for alle, og på trods af de mange timer konkurren-cen strakte sig over, var det vist de færreste, der løb tør for ruter.

Et stenbrud er ikke smukt! Men med det impo-nerende sommervejr, de mange glade klatrere og musik fra dommerteltet blev Moseløkken denne dag forvandlet til et festligt granitteater med forestillinger på alle bruddets vægge. Så fantastisk var det, at selv helikopteren fra TV2 News måtte slå et smut forbi granitbruddet!

TV2 Bornholm var i det hele taget massivt til stede og havde udsendelser hver dag un-der træffet, samt i dagene op til, og de dæk-kede konkurrencefinalen live. Den foregik på bruddets højeste væg, den 30 meter høje ”Mu-seumsvæg”, og af hensyn til TV-dækningen

(hvor absurd det end lyder i forbindelse med klatring) var der kun 3 herre- og damefinali-ster. Hos herrerne var det storfavoritten Bjørn Iisager, der løb med sejren, mens Katrine Van-det Salling vandt hos kvinderne. Bjørn gik til tops med onsight og førstebestigning af Life of the Quarrymen, 7b, mens Katrine var den af damerne, der kom højest på Shpongle, 7a. Underholdningen var i top, og ”Crush”-råbene galdede mellem granitblokkene.

Men træffet var meget andet end klippekon-kurrencen og sportsklatring i Moseløkken. Engelske Adrian Berry var træffets (u)kendte prof-klatrer-trækplaster. Han leverede et ret skuffende foredrag og slidebilledshow om sin klatrekarriere, men hans boulder-workshops fik til gengæld mere ros. Og det fortjener gra-nitblokkene på Hammerkysten så sandelig også. Hård og kompakt klippe med lækker friktion i fantastiske omgivelser ud til Øster-søens blå bølger, og nogle steder endda med et velplaceret blødt græsunderlag gør det værd at tage på bouldertur til Bornholm.

Mere krudt var der i Michael Hjorths foredrag om Bornholms klatrehistorie, som han har væ-ret en del af næsten fra begyndelsen af 70’erne. Med imponerende entusiasme blev der serve-ret forunderlige og spøjse historier om Born-holms traditionelle ruter, krydret med klatre-billeder fra dengang, man sikrede med rebet om hoften, og knickers var en obligatorisk del af klatrebeklædningen. Der faldt mange rosen-de ord om ruter som Hammercracket (6-) og Den til venstre for Hammercracket (6), begge i Hammerbrudet, Flydene Salewa (6-) og Tret-ten Rigtige (6) på Hammerkysten, Lænestolen (6) og mange af de andre ruter på kysten syd for Vang, og hvis man er til den hårdere slags Hartebeest (7-) samt Hurtigruten (7+/8-).

Aftenen fortsatte med sjove historier, nye som gamle, og hvis man vil høre en af de nyere, kan man sprøge Peter Harremoës, som var med til udviklingen af ruterne i Moseløkken Stenbrud, om hvordan Bowlingvæggen fik sit navn. Det indebærer rensningen af en rute, store granit-blokke og to containere – den ene fyldt med dynamit!

I løbet af træffet var der også lejlighed til selv at besøge nogle af ovenstående ruter, og man kunne endda være heldig at få et lift med træf-fets minibus om morgenen fra Naturlejrplad-sen.

Det som jeg fik set til Bornholms traditionelle klatring, var rigtig godt og absolut på højde med de klassiske ruter på Kullen. Det er gneiss som på Kullen, men knap så brudt og udefine-ret som mange steder på den sydsvenske halvø, og med ruter i 10-25 meters klasssen. Man skal dog vælge sine ruter med omhu, hvis man har fobi for skrigende kamikazemåger. De kan komme skræmmende tæt på, når man sidder i en standplads et par meter fra deres reder, og dem er der mange af på kystklipperne.

Bornholm er en rigtig fin klatredestination, og øen fungerede perfekt til et hyggeligt og sjovt klatretræf. Det var en fornøjelse at være sam-men med så mange mennesker fra hele Dan-mark, der alle deler den underlige interesse for at danseg op ad lodret klippe i små sko.

Tak til alle de mange, der har stået for at udvik-le ruterne i Moseløkken og lagt mange dage i planlægning og afholdelse af træffet. Det skete med stor succes!

Der er planlagt træf igen næste år, og der er jeg hvert fald tilbage på Solskinsøen.

Sportsklatring på klippe i DK?

Jeps, det findes på Bornholm!

Juniorlandsholdet til VM

Imst

20 21

Det er onsDag eftermiddag og jeg mødes med halvdelen af juniorlandsholdet i Kastrup lufthavn. Frederik og Theis fra Ros-kilde, samt Natacha og Elias fra DBKK ud-gør sjællænderne, der tager den sene afgang mod München. Jyderne er taget i forvejen med landstræner Mads, og Elias’ far Simon. Holdet skal registreres af landstræneren imel-lem 15.00 og 18.00 samme dag i Imst, Østrig. Da jyderne, Katrine og Store Thomas fra Nord-jysk, Alexander fra Århus, samt den sidst til-meldte Lille Thomas fra DBKK, alligevel skal tage fri om onsdagen, følges de med Mads. Turen går videre fra München i lejet bil, og vi støder til de andre ved vandrerhjemmet tæt på kl. 23. Efter gensynsglæden har fortaget sig, og Mads har holdt et kort info-møde på bænke ved flodbredden, bliver alle sendt i seng. Der venter en tidlig vækning næste morgen. Over 650 unge fra 50 nationer er tilmeldt til Junior VM. Dette er langt mere end vandrerhjem og hoteller i Imst kan bære, og derfor har den dan-ske delegation en 45 minutter lang køretur fra Innsbruck til klatrehallen.

Morgenmad fra kl. 07.00 til 08.00, og alle er derefter på vej mod Imst. Den sidste af vores to biler svinger ind på P-pladsen ti minutter

før rutefremvisningen begynder, og klatrerne springer ud af bilen og ned ad stien mod den store udendørsvæg, hvor showet skal foregå. Bakken ned mod scenen er fyldt med unge klatrere, som er på vej i samme retning. Start- listerne gennemgås, og de danske klatrere for-bereder sig på, hvorledes deres klatre opvarm-ning skal gennemføres.

Det går slag i slag og efterhånden går de danske klatrere på. Der er klare for-bedringer fra den tidligere EYC* konkurrence. Nerverne er mere i ro og det afspejler sig di-rekte i alles præstationer. Dog er der stadig meget at arbejde med for årgang 0, og således er det eneste reelle håb for en semifinale, dvs. top 26, Store Thomas. Men han skal stadig lave en super præstation den efterfølgende dag. Natacha mistede sin mulighed, da hun havde for travlt og gled af pga. af en dårlig fodpla-cering. Danmarks fire unge drenge-klatrere er dog helt færdig, da begge deres kval-ruter lå på samme dag, og de ikke nåede videre. At deres kvalifikationer ligger samme dag skyldes, at deltager antallet efterhånden er så stort, at det er svært at afvikle på tre dage. Således var det første JVM nogensinde, hvor alle kontinenter var repræsenteret.

Bilerne læsses og vender snuden imod Innsbruck og vandrerhjemmet. De klatrere der mangler at klatre anden kval-rute, er op-satte på at vise deres værd endnu engang den næste dag. Især Natacha, som endte tredje sidst på første kval-rute.

Op kl. 07, så morgenmad, og ned i bilen igen. Der køres også med to afgange denne dag. Den første med de fire klatrere som skal i aktion, og en time senere de fire unge gutter sammen med Mads og Simon. Musikken dun-ker højt i bilen, mens der køres igennem dalen mod klatrevæggen. Ankomst, og af sted til rutefremvisningen. Den er hurtig overstået og der er et par timer til første dansker skal vise sit værd. Igen bliver det til acceptable præstationer for alle, især for Natacha, som revancherer sig for gårsdagens fejl. Behørigt belært er der max fokus på fodplaceringerne, og da resten af fokuspunkterne også holdes under kontrol, lykkedes det hende at opnå en 14. plads ud af de 72 deltagere i Female Youth B.

sammenlagt blev Det generelt set til middelmådige placeringer lidt under midten. Acceptabelt set ud fra det perspektiv, at dette er Årgang 0 af junior eliteklatrerne.

Natacha når dog op på en sammenlagt 32. plads, på trods af den første meget dårlige placering, kun seks pladser fra en semi-finale. Således har alle fri dagen efter, hvor semi- finalerne og finalerne afholdes. Efter at have set semi-finalerne i meget trist og regnfyldt vejr, besøger vi Tivoli lørdag eftermiddag. Tivoli er en veldrevet kommerciel klatrehal i Innsbruck. Klatrerne øver onsights, og får brændt masser af energi af.

Efter sidste nat på vandrerhjemmet i Innsbruck kører vi efter morgenmaden, imod München. Der er god tid til flyet letter sent om aftenen, og derfor er der endnu et onsight-træningspas i en af Deutscher Alpenverein’s klatreklubber. Det er et kæmpe imponerende klatreanlæg med masser af bouldering og ruteklatring på meget forskellige typer væg, både inde- og udendørs. Efter den sidste energi har forladt fingre, arme og kroppe, kører vi til lufthavnen og ankommer tæt ved midnat i København.

Alt i alt, en god og meget lærerig tur. Der ses frem mod fremtidig internationale konkurrencer.

Tekst billeder: Mitchell Jagd

Alexander, Å

K.

Da jeg var til EYC i Edinburgh var jeg nervøs, og

lavede rigtig mange fejl. Da jeg skulle klatre her til

VM var jeg slet ikke så nervøs. Jeg lavede ikke så

mange fejl, som jeg gjorde til EYC. Jeg kan mærke,

at jeg skal arbejde rigtig meget for, at komme i en

semifinale. Nu har jeg været med, og set hvad jeg

er oppe imod, og hvad jeg skal træne efter.”

“

*) European Youth Cup.

22

“Det var mega fedt, at komme til

Østrig og klatre VM i Imst. Det

var nogle fede ruter, og jeg synes

at det gik godt på den anden rute,

men det ku’ godt være gået lidt

bedre på min første rute. Jeg var

også nervøs, fordi det var den

første internationale konkur-

rence, udover NM. Det var fedt,

at se nogle mega gode klatrere og

selv få klatret på en ny væg.

Theis, ROKK/D

BKK.

”Det har været en fed oplevelse at være med til VM.

Jeg synes, at jeg klatrede godt og jeg lavede næsten ingen fejl. Jeg kan mærke, at

jeg har forbedret mig siden EYC i Edinburgh. Jeg synes begge gange vi har været

til internationale konkurrencer, at den første kval har været mere balance, med

små greb, på slabbet eller lodret væg. Den anden kval var mere overhængende på

store greb. Det gjorde mig lidt nervøs, at jeg var nummer 8 på den første rute ...Frederik, ROKK/D

BKK.

”

”

24 25

Tekst & billeder: Michelle Kim Theisen.

vejret er overskyet, men behageligt. Der bliver solgt både klatresko, T-shirts og guides i den opstillede bod. Det er lørdag og stemningen er god her på havnen i Arendal, hvor besøgende og lokale nyder en øl. Sam-tidig, højt over dem, går Magnus Høgstrom dynamisk efter topgrebet på klatrevæggen i herrernes anden kvalifikation. Han får gre-bet, men svinger af og lander med et vældigt plask i det kølige vand 12 meter nede. Der bliver klappet fra tilskuerne, som efterhån-den fylder hele den ene havneside, hvorfra man kan følge med i klatrernes forsøg på

Højt at klatre, dybt at falde

at toppe de opsatte ruter. Det er Norwe-gian Rockmaster 2011 - Deep Water Soloing. Med omkring 30 klatrere fra hele Europa sam-let kunne de norske tilskuere nyde et spekta-kulært show på en imponerende konstruktion af en 12 meter høj og 18 meter bred klatre-væg installeret over havnen i Arendal, Norge d. 12.-14. august 2011.

Det er andet år i træk, at jeg deltager i arran-gementet, og for andet år i træk som den ene-ste dansker. Traditionen tro er deltagerlisten prydet med internationale top-navne fra både

England, Spanien, Tyskland, Norge og Sverige. Blandt de deltagende kunne jeg f.eks. møde engelske Steve McClure, de tyske Jung-brødre og det norske søskendepar Magnus og Hannah Midtbø.

Alle er mødt op for at være med til årets kon-kurrence her i Norge, og spændingen er høj, for de fleste har aldrig prøvet deep water solo-ing før. Men midt i mængden af ambitiøse klatrere, som selvfølgelig alle går efter en sejr – personlig eller offentlig – er det også tydeligt, at eventen er præget af mere end bare konkur-

rencen. Alle går og hyggesnakker, griner, deler erfaringer indbyrdes og udfordrer hinanden både i bordtennis og på den opstillede svamp, hvor opvarmningen foregår.

som en Del af Det sociale var der blevet arrangeret en mindre speed-konkurren-ce, for dem der havde lyst til at prøve det, samt en bådtur for alle deltagere til en lille ø ca. 20 minutter fra Arendal. Her kunne vi opleve en anden side af Norges smukke natur med den flotte udsigt fra et gammelt fyrtårn ud over vandet.

I sommers i Norge blev det store klatreevent Norwegian Rockmaster

afholdt for tredje år i træk. Dette års arrangement udsprang af en idé af

Steve McClure, om at afholde den første officielle internationale Deep

Water Solo konkurrence. Men selvom det er en konkurrence, så handler

det langt fra kun om at vinde.

26

Tilbage på havnen var rutebyggerne i fuld gang med de sidste justeringer til finaleruterne, mens speakeren gjorde klar til at præsentere finalisterne, som skulle kæmpe om pokalerne.

klokken 20:45 starteDe finalen. Jeg skulle klatre som anden kvinde efter Han-na Midtbø. Den velkendte sitren i maven for-talte mig at jeg var klar, selvom tanken om de 12 meters fald fik mig til at håbe, at jeg ikke toppede. Første halvdel gik fint. Jeg følte mig stærk. Men mens jeg hang og rystede ud, begyndte tankerne om at kigge ned at trænge sig på, og jeg tvang mig selv til at klatre videre. En lettere cruxet bevægelse senere, grundet dårlig læsning, hænger jeg og ryster igen. Jeg kan mærke, hvordan syren i armene gør det sværere at holde på, på de mindre greb. De seks næste bevægelser klatrer jeg derfor hur-tigt for at hænge så lidt som muligt i hvert enkelt greb. ”Sådan! Du kan godt!” lyder det. Jeg overbeviser mig selv om, at slutdynoen ser mulig ud, men må indse, at et afsæt fra væggen bliver begrænset med albuerne oppe om øre-ne. Armene er fuldstændig tilsyrede. Jeg hop-per alligevel, men får kun lige klappet sidste greb. Et sug går gennem mig, mens jeg flyver gennem luften og lander med et plask i vandet. Publikum jubler, mens jeg bliver sejlet ind til land, hvor to opstillede jacuzzier stod klar til deltagerne efter den kolde dukkert. Herfra kunne jeg nyde herrernes finale, selvom jeg langt hellere ville hænge på væggen igen!

Sejren gik til søskendeparret Magnus og Han-nah Midtbø, som uden større besvær fik klatret sig gennem hele konkurrencen, og i junior-konkurrencen vandt norske Endre Evensen. Jeg selv kunne, tilfreds med min præstation, sige tak for et fedt arrangement og en fin tredjeplads.

Dagene efter konkurrencen bød både på bouldering ved kysten, en sjov båd-tur, klatring på sidste års konkurrencevægge, lidt introduktion i det spanske sprog, fælles middag, sjov, hygge og spas! Mine ni dage i Norge inkluderede også tre dages hiking i Lysefjorden, hvor jeg, på trods af delvist dår-ligt vejr, fik oplevet den smukke udsigt fra Prekiestolen og Kjerag-fjeldet, hvorfra man har basejumpet siden 1990’erne og hvor turister, som jeg selv, fik taget et billede på den meget populære Kjeragbolten. Alt i alt har jeg nydt tiden i Norge og med hjem i tasken har jeg en fin tredjeplads, en masse fede oplevelser og nogle gode minder til samlingen. Men vigtigst af alt, så har jeg haft det sjovt og jeg har mødt en masse nye søde mennesker, som ligesom jeg selv, elsker klatresporten højt. Det handler om at komme ud og udfordre sig selv, men i sidste ende handler det om at have det sjovt.

En stor tak til Børre Bergshaven, manden bag arrangementet, for dette fantastiske event! Jeg glæder mig til næste år.

Billeder og resultater kan ses på konkurrencen egen hjemmeside:www.norwegianrockmaster.com

Michelle er sponsoreret af Edelweis og Tenaya Climbingshoes – tak for at I gør oplevelser som disse mulige for mig!

Thomas klatrede 7b+ ruten ”Un été au parfum de citronelle” i 2. go.

Karma cowboys

& andre jokere

”Som mennesker og klatrere skaber vi et selvbillede, og dømmer os selv ud fra vores præstationer og bilder

os selv ind, at andre mennesker også dømmer os ud fra samme billede.”

30 31

Tekst: Mads Winsløv Wied Billeder: Pernille Wied

i skrivenDe stunD sidder jeg på Kalym-nos, og er lige begyndt et fem uger langt even-tyr med familien. I går var vi på Kalydna. Ved siden af os klatrede to italienske mænd. Den ene havde netop, med større besvær, klatret Uschana, en meget flot 30 meter 6c-rute. Men italieneren var ikke enig. Han syntes, at det var en dum og farlig rute, hvilket han fortalte på flere sprog, herunder også kropssprog, og med en salut af skræmmebilleder blev det hans makkers tur. Makkeren fik også en dårlig ople-velse med ruten, forudsigeligt tænkte jeg. Men den dårlige karma sluttede ikke med det. Jeg havde lige onsightet den 45 meter lange 7b-del af Aurora, og var i gang med at give Pernille beta til et flash, da vores italienske ven prik-kede Pernille på skulderen. Han gjorde hende opmærksom på, at ruten var meget svær i top-pen, hvor den i øvrigt havde et langt runout. Og ja, ruten er 7b i toppen, men der er intet run-out overhovedet, det er Kalymnos-style. Pernille kunne heldigvis fokusere på opgaven, og fik gået ruten. Men det gav mig lyst til, at skrive lidt om den mentale del af klatringen.

Selvfølgelig har det mentale aspekt af klatring en stor indflydelse på vores præstationer, og er desuden sikkert også en del af de puslespil af udfordringer, der gør klatring til en så dragen-de aktivitet, at mange af os organiserer vores liv omkring klatring. Angst, og især angsten for at falde, er en grundlæggende mekanisme hos os mennesker. Nogle psykologer mener, at angst for at falde er medfødt. I hvert fald er det tydeligt, at børn under et år er bevidste om at afgrunde er lig med at falde, og at det bør und-gås. At undgå, at falde og slå sig er automatise-ret. Rammer foden en kant på en fortovsflise,

justerer vi intuitivt vores tyngdepunkt og gen-vinder balancen. Dog oplever vi, at hjernens “fight or flight”-system er slået til. Adrenalinen gennemstrømmer kroppen og vores bevidst-hedsniveau hæves. Og selvom vores kognitive del af hjernen genkender oplevelsen, og hur-tigt bedømmer den ufarlig, er kroppens spæn-dingsniveau påvirket efterfølgende.

Når vi klatrer er vores præstation afhængig af vores spændingsniveau. Er spændingsniveau-et for lavt, er vi sløve, ikke parate og kan ikke præstere vores bedste. Er spændingsniveauet højt, er vi nervøse og anspændte. Det forhin-drer vores hjerne i at fokusere, og en forhøjet spænding i musklerne hæmmer udholdenhe-den, og forlænger den tid det tager at genvinde kræfterne. Bliver det høje spændingsniveau til angst, fokuseres vi på at genvinde kontrollen. Musklerne låser eller brænder hurtigt ud. Hvor mange af os har ikke selv oplevet, eller set en klatrer klatre tilbage til sidste bolt af angst for at falde, uden overskud til at bevæge sig op mod næste bolt, men åbenbart med kræfter til at klatre mange flyt tilbage.

Som mennesker og klatrere skaber vi et selvbil-lede, og dømmer os selv ud fra vores præstatio-ner og bilder os selv ind, at andre mennesker også dømmer os ud fra samme billede. Da in-gen af os bryder os om, at have et selvbillede som “en der ikke kan...blah blah blah”, søger vi at beskytte os selv ved, at forklare os ud af pro-blemerne. For eksempel har jeg mange gange hørt klatrere fortælle hinanden om, hvorfor de ikke kunne klatre en rute: “Der er våde greb” “Det er en umulig bevægelse, hvis man er lille”

“Der er for meget kalk på grebene” “Der er psyko-langt mellem boltene”Men ikke nok med at vi forklarer, hvorfor vi ikke havde den ønskede succes, så starter mange med en række forbehold, inden vi går på ruten: “Jeg er ikke rigtig i form”“Jeg er skadet”“Den type klatring ligger ikke til mig””Jeg har ikke sovet”“Jeg er forkølet”Ja, for på den måde har man på forhånd forkla-ret sig, at hvis man ikke skulle være succesfuld på ruten. Det et er en Joker. Den ligger i din bevidsthed, mens du klatrer, og du risikerer at bruge din Joker, hvis ruten giver modstand. “Jeg er jo kommet ret langt, og jeg er jo forkølet, så… stram op!” Ikke nok med at du risikerer, at bruge din joker, så er den også med til at hæve dit spændings-niveau. For selvom Jokeren er præsenteret over for andre for at beskytte dit selvbillede, har du jo også præsenteret den for dig selv. Altså er du på et bevidsthedsniveau optaget af den mulig-hed, at du ikke kan klatre ruten, og dele af din bevidsthed er i gang med, at beskytte dig i mod fald - angsten er på vej.

Som træner for elite-juniorer i mange år, har jeg været optaget af at lære dem, at være posi-tive og fokusere på det der lykkedes, på succes-erne, samt at betragte modstand og fald som en del af en succesfuld proces. Det er selvføl-gelig en vankelig og kontinuerlig opgave for en træner. Men ikke desto mindre har det til en vis grad lykkedes os. Jeg brugte min som-mer i Sydfrankrig med syv juniorer fra lands-holdet. Udover at være dygtige, er de utroligt

positive i forhold til egne og andres præsta-tioner. De pakker ikke nederlag ind, men sø-ger at lære af dem, så fejl og styrt diskuteres ud fra viklen: “Jeg giver den næste gang!” De er fyldt med: “Nu laver jeg den fandme” og de andre stemmer i med: “Jeg er sikker på, at du laver den.” Luften er fyldt med sejrsbrøl, komplimenter og rosende ord. Ja, i sådan en grad, at udenforstå-ende sikkert oplever det som en flok selvfede unger, der bare får det hele foræret. Men sand-heden er, at det er et resultat af hård fysisk- og og mentaltræning. De bruger lang tid på at planlægge den selvtale, som de har i hovedet, mens de klatrer. De aftaler, at man skal være positiv i træningsfællesskabet, også når man er stresset, bevarer man roen og den positive til-gang, da det er med til at spændings-regulere og ikke præge de andres præstationer negativt. Som sportspsykologerne i USA siger: “If you can’t make it, fake it!” Det betyder, at de arbej-der med at fastholde en positiv procesoriente-ret tilgang, også når de kan mærke ur-angsten komme snigende.

Vil man have det bedste ud af sin klatring og udnytte sin krops tekniske og fysiske poten-tiale, er man nødt til at se sig selv i øjnene om-kring både den indre og ydre dialog, man har i forbindelse med klatring. Vær bevidst om at talen om fald, afstande mellem bolte med mere påvirker ens egne, men også andres mulig-heder. Så dræb dine jokere og find den indre Karma-Cowboy frem - sig til dig selv: “Det kan jeg sagtens lave!” Og nyd processen.

Pernille og Mads er sponsoreret afEdelweiss, Tenaya & Abekatten.

Karma cowboys

& andre jokere “If you can’t make it, fake it!”

3332

Alexandre Buisse

GALLERI göteborg/tuborg 6+

34 35

Alexandre Buisse

GALLERI göteborg/tuborg 6+

ensomme Dage iargentière

Argentière-gletcheren.

Eftersom vi tog til Chamonix i midten af august, var vi indstillet på at dele bjerge med masser af ligesindede. Men med en jævn blanding af held og snilde, lykkedes det alligevel for to temmelig grønne alpi-nister, at klatre alene rundt, på klassiske ruter i godt vejr. Det er da løgn tænker du - men nej.

40

ulrik og jeg lærte hinanden at kende på sidste års alpinkursus, og vi havde sat hinan-den i stævne til endnu en uge i Chamonix. Nu skulle vi på egen hånd derop hvor bjergene er smukkest, og vi nåede da også en enkelt rute fra Albert 1. hytten inden dårligt vejr fik os til at fortrække ned til Chamonix igen. Her trip-pede vi utålmodigt rundt i regnvejr, pakkede om og nåede langsomt til den erkendelse, at vejrudsigten faktisk var perfekt, hvorfor det kun handlede om, at komme hurtigst muligt op i højden igen. Så i regn og tåge tog vi Grand Montets-liften op, og tænkte at de to timers til-gang til Argentière-hytten nok kunne klares selv hvis den lovede opklaring udeblev. Det gjorde den ikke, og fem minutter efter vi var stukket afsted, stod Argentière-bassinet plud-selig i alt sin pragt, mens vi benovet over ud-sigten vandrede ud over gletcheren. At lykken står den kække bi, viste sig da vi nåede hyt-ten, som var gabende tom. Vi var midt i høj-sæsonen og de eneste gæster til 150 køjer, så hyttemor og hendes to sønner tog godt imod os. Men vi gik også tidligt i seng - “good clients respecting alpine time” som vi var.

Næste nat var vi oppe klokken to, og efter en hurtig morgenmad på vej ud i mørket og op af Amethyst-gletcheren med ruten Flèche Rousse til Aig. Argentière som mål. Efter at have taget de første 800 højdemeter på gletcheren, nåede vi via snefelter og løse blokke op på ryggen, og

de første spæde tegn på dagslys viste sig langt ude over Schweiz. Herefter snoede ruten sig op over sne, is og klippe, rundt om tårne og igen-nem en enkelt brevsprække. Klatringen var til tider eksponeret, men aldrig teknisk svær, og udfordringen bestod snarere i at finde letteste vej. Da det kritiske punkt kom, lykkedes det os formodentlig også, at nedklatre den helt rig-tige uindbydende mix-couloir på vestsiden. Vi overså til gengæld fuldstændig den lovede die-dre der skulle føre op igen. Her var ingen bolte til at vise vej, så lidt vel langt nede kom Ulrik rundt om først et hjørne, og endnu et, hvorefter vi kunne drage et lettelsens suk, og konstatere at overkommeligt terræn igen førte op og til-bage på ruten. Efter nogle praktisk placerede hylder, ramte vi en lang sne-couloir som ende-lig gav os nogle lette, hårde og hurtige højde-meter. Vi endte i et lille amfiteater, hvor flere mulige linier førte op. Vi valgte den midterste, placerede en ensom isskrue i bunden af kami-nen, og klatrede hvad der blev rutens eneste re-elle reblængde. Og så - let overraskede - nåede vi toppen af Flèche Rousse, et enkelt abseil og en bred snegrat fra selve Argentière. Der var tid til at nyde udsigten, stilheden, og endnu et stykke chokolade inden nedturen af Millieu-gletcheren, som udgør normal ruten. Den var uproblematisk, men monotom så ti timer efter afgang kunne vi sidde i solen og lade hyttemor bringe os to velfortjente colaer.

Tekst: Simon Mariager. Billeder: Ulrik Hasemann.

Ensomme dage i Argentière

4342

En lang dag med godt vejr havde som forven-teligt fyldt hytten godt op, og der var mas-ser af grupper som skulle op på Argentière næste dag. Forvænte som vi var med at have bjergene for os selv, var vi undervejs klokken fir med kig på en af Rébuffats 100 klassiske ruter: Traversen af Tour Noir. Gaston Rébuf-fat er en af de helt store alpine helte, og hans altid poetiske rutebeskrivelser er den slags drømme er gjort af. Mens tidens tand altså har været mild mod bogen (The Mont Blanc Massif: The 100 finest routes), så har nogle af ruterne skiftet karakter. På Tour Noir var den indledende sne-couloir i hvert fald no-get tyndere end på Rébuffats skitse, men det kunne måske tilskrives en varm August. Det betalte sig i hvert fald at være tidligt ude for at undgå stenfald, og efter en enkelt spæn-dende passage, og efter at jeg en del gange havde konstateret at nu var der kun 30 meter tilbage, nåede vi nord-ryggen. Herfra var det let men smuk mixklatring til toppen, med Val Ferret og Schweiz til venstre, Argentierre bassinet og hele Mont-Blanc massivet til høj-re: Grandes Jorasses, Dent du Géant, Mont Blanc, Aig. Verte og mange flere eventyr som bare ligger og venter på dem der tør. Nogle gange er klatring så enkelt, og så flot.

På vej mod toppen.

I øjeblikket, handlede det selvfølgelig om at holde fokus på ruten, hvor turen ned fra top-pen ifølge Rébuffat, går langs sydøst-graten, som når den bliver stejl (og kan jeg tilføje - løs) forlades til fordel for Jarbelles hylder, som fø-rer klatreren sikkert på tværs af Tour Noirs østside. Desværre har et større stenfald på et eller andet tidspunkt siden Rébuffats sidste besøg, omdannet Jarbelles hylder til Jarbelles overhæng så den korrekte beskrivelse nu ly-der: Ryggen nedklatres til den bliver stejl og løs, hvorefter man forsætter. Det blev nu aldrig svært, så efter lidt finden vej og et enkelt ab-seil fra en blok godkendt af tidligere slynger, kunne også vi krydse Tour Noir’s østside til lettere terræn.

Selvom ruten var både kortere og lettere end Flèche Rousse, var vi stadig næsten ni timer undervejs, så dagens cola måtte nydes hurtigt, inden vi sagde farvel til hyttemor og Argentiè-re, og stak afsted i jagten på den sidste lift. Der var dog tid til at kaste endnu et blik op på bjer-gene omkring os. Les Courtes, Les Droites og Aig. Verte næste år? Det er på Verte man ifølge Rébuffat bliver alpinist, men jeg tillod mig alligevel at nyde følelsen af, at vi var kommet godt på vej.

Ensomme dage i Argentière

Argentière-bassinet. Se mere på www.hasemannphotos.com

Rasmus nyder solen og det gode vejr i en af de sidste standpladser.

”Nærmestepiske forhold”

48

Tekst: Jacob Klaris-Jensen Billeder: Rasmus & Jacob Klaris-Jensen

lysten til at lave en hurtig alpetur på en forlænget weekend, har jeg længe haft. De sidste forsøg på en sådan tur har dog ramt perioder med dårligt vejr, hvilket har resulteret i minus klatring. Derfor var der ej heller mange overvejelser, da muligheden bød sig i starten af maj 2011. Min bror Rasmus og jeg, ville til Chamonix for at klatre alpint. Vi havde hver især nogle ønske-ruter, men kunne blive enige om specielt Chere Couloir'en på Mont Blanc du Tacul. Ruten Chere Couloir, er en sand lille al-pin perle, graderet D, II, 4, 350m. En rute som bliver gået mange gange i løbet af sæsonen, hvilket gør at man sjældent er alene på ruten. I starten af maj, og med udsigten til ustabilt vejr var der kun få reblag foran os. Vi beslut-tede os for at udnytte vejrvinduet til et ”go” på ruten.

Planen lød fra start af på en morgenlift (som blev til en middagslift) op på Aig. du Midi. Dernæst klatre ruten (Chere Couloir på Tacul). Ned og bivi i “midi-city”, og efterfølgende gå på en af ruterne omkring Tour Ronde. Men som så ofte oplevet før i bjergene, så holder planen kun til første møde med fjenden, og i denne forbindelse var fjenden det ustabile vejr.

Det blev ikke til flere ruter da vejret slog om, og tiden blev brugt på kaffe, cafebesøg og Snell-shopping. Fedt eller surt?

“Chere” ruten var i super lækre forhold. Virkelig en sand fornøjelse at sætte sine økser i. Vi startede i god og hurtig stil op ad rampen (ca. 50°), hvorefter man kommer ind i selve couloiren. Vi fik hurtigt nogle meter under os, og følte flowet i takt med at vi steg op igennem den til tider smalle og mixede rende.

Da vi nåede toppen af ruten, droppede vi at gå videre ad snekammen til hovedtoppen på Tacul. Vi havde allerede have fået det vi kom efter, nemlig lækker alpinklatring, og desuden havde jeg også været der før, og fik overtalt Rasmus til at nå ned i tide.

Under et af de første abseil jammede det ene af vore to halvreb. Efter at have brugt en del tid på at få det fri, endte vi med at skære meget af rebet af, og valgte derefter at fortsætte med kun et reb. Surt! Dårlig stil! Men nu gjaldt det om at komme sikkert ned og holde fokus.

At kun have et 60-meter reb tilbage at abseile på, gav selvfølgelig en hel del flere skift. Flere gange måtte vi vælge en standplads som var tættere på os end normalt, af frygt for ikke at kunne nå helt ned til det næste anker. Det blev en langsommelig, trættende, men sikker pro-ces.

Et stykke nede i couloiren nåede vi en stand-plads, hvor vi begge hængte i to dårlige punk-ter. En gammel piton, som bevægede sig svagt, og en gammel ussel slynge. Vi skyndte os at få forstærket standpladsen med en ny slynge og prussik, og skyndte os at fortsætte videre ned.

Mørket lagde sig over Mont Blanc-massivet, og gav en fantastisk solnedgang. Vi fandt vo-res pandelygter frem. I en hængende stand-plads rammer Rasmus den ene klippeside med sin hjelm, og pandelygten flyver mod bunden af couloir'en. Vi kigger på hinanden og ved at nu kræver den sidste nedstigning mere end fuldt fokus. I mørket ville vi let kunne lave fejl. En enkelt fejltagelse her og det er slut. Vi finder en metode, hvor Rasmus

Chere Couloir

Nedstigning i aftensolen. Fantastisk dag i bjergene!

Chere Couloir.

sættes på rebet i lyset fra min lygte, hvorefter jeg abseiler videre ned til næste standplads.

Sikkert nede i Col du Midi lidt over midnat, finder vi en god plads til det lille bivitelt. Vi har brugt for meget tid i dag. Alt for meget. Men vi er sikkert nede og kan grine af det hele. Vi ligger og drikke varm kakao og er oppe at køre over oplevelserne vi blev budt på ruten. Dette var helt sikkert et godt eksempel på, hvor hurtigt tingene kan skifte fra fuld kontrol til et grænseland. Et grænseland, hvor man skal trække på alle de erfaringer som reblaget er i besiddelse af. Dette er helt sikkert en af grundene til at jeg bliver ved med at klatre og bestige bjerge. Netop disse situationer og alpine oplevelser som kræver en helt speciel og unik form for engagement og fokus. Det er essensen for mig.

Chere Couloir

Make climbing a battle instead of a ballet

Make climbing a battle instead of a balletMake climbing a battle

instead of a ballet

54 55

et vinDstøD slår op gennem gully’en, vejrudsigten sagde vindstød af 150 km/t., og middelvind omkring 100 km/t. Jeg står med begge økser, og begge steigeisen godt place-ret i den skotske gully-is. Selvom isen ikke er helt den samme kvalitet, som den gode vandis i Rjukan, føler jeg mig virkelig sikker. Der er fuld fokus, jeg står godt oppe på 3. reblængde på Point Five Gully på Ben Nevis’ nordside. Vinden kommer op gennem gully’en, så det næsten er umuligt at se ned, for at placere sine fødder. At se op kan også være svært, fordi de større isstykker der er blæst af falder ned gen-nem gully’en. Jeg har det egentligt bedst, når jeg står med hovedet helt inde ved isen, hvor der ikke er vind i øjnene. Jeg ser en gang imel-lem op efter en ny økseplacering, eller ned for en fodplacering. Alligevel spreder glæden sig inde i mig. Jeg kan ikke lade være med at råbe højlydt, ”Det er feeeedt!” Lige det vi er kommet til Skotland efter.

Det havde lykkedes for Mikkel og jeg at finde en uge i marts, hvor vi begge havde tid til at tage til Skotland. Mikkel fra hans arbejde, som hyttevært og instruktør på Climb-inn i Rjukan, og jeg fra mit lille nystartede ingeniørfirma. Desværre havde jeg været skadet med skul-deren hele vinteren, så forbedredelserne var ikke helt som man kunne have håbet. Vi var fulde af forventninger, da vi mandag mødtes i Edinburgh lufthavn. En lejet bil førte os til Fort Williams og Ben Nevis Inn, hvor vi skulle bo de næste syv dage. Ben Nevis Inn ligger ved vandrestien til toppen af Ben Nevis, der også er en af tilgangene til nordvægsruterne.

Tirsdag startede med regn og 10°C varme, så vi besluttede at gå en rekognosceringstur til star-ten af de ruter, vi ville klatre de følgende dage. Det skal siges at byen Fort Williams ligger ud til havet, og klatreruterne på Ben Nevis’ nord-side starter 800-1000 m.o.h., og slutter alle nær

toppen på 1344 m.o.h. For besøgende er det ikke muligt at køre højere op end 50 m.o.h. Så hver dag har man en til to timers tilgang. Hvis man reserverer i god tid er det muligt at over-natte i CIC-hytten, der er den eneste rigtige alpinhytte på de britiske øer. Så sparer man 650 højdemeter, og over en times tilgang hver mor-gen (og aften). På rekognosceringsturen stod det hurtigt klart, at det ikke kunne betale sig at gå fra Ben Nevis Inn. Det var en meget kuperet, og meget dårlig sti. Planen blev at køre over på The North Face parkering de følgende dage.

Princippet med godt åndbart skaltøj og støvler som fungerede godt i Rjukan, viste sig ikke helt at holde til skotske forhold. Vi var meget våde efter rekognosceringsturen, så eftermiddagen gik med at købe nyt GORE-TEX-tøj og impræg-nering til vores gamle.

Første klatredag var onsdag, hvor målet blev Green Gully (skotsk IV, 4). En 130 meter isrute med vældig god klatring, uden de store ud-fordringer. Det synes vi ville være en god in-troduktion til ruterne på Ben Nevis. Vi nåede toppen i total whiteout. Vi kunne ikke se hvad der var sne og hvad der var skyer. Helt klas-sisk troede vi, at vi skulle nok kunne finde ned, bare vi sørgede for ikke at komme for tæt på nordsiden, hvor der er risiko for at falde ned af de andre ruter. Da vi kommer ned under 800 meter og under skydæket, udbryder Mikkel:

“Hmm, der skulle da ligge en sø der? Kan den fryse til natten over?” Ganske rigtigt passede landskabet ikke med hvordan det så ud på kor-tet. Doh, vi er gået ned på sydsiden, og ikke ad normalvejen på vestsiden. Desværre skilles syd- og vestsiden af Five Finger Gully, så vi er nødt til at gå 300 højdemeter op for at komme med den rigtige vej - så føler man sig træt.

Nu stod jeg så på tredje-dagen i Skotland – vores anden klatredag – på Point Five Gully. Benchmark for skotsk femtegrads klatring, føles lidt lettere end WI5 i Rjukan, men de alpine forhold gør hele oplevelsen større. Da vi snakker om ruten senere, viser det sig at vi begge på vej op mod ruten har tænkt om vinden var for hård til, at ruten kunne klatres. Guidebo-gen fraråder at klatre den i hård vind, da vinden ofte står lige på. Men der var ingen andre på ru-ten, og hvor ofte oplever man at kunne klatre Point Five helt alene? Så uden at diskutere vo-res overvejelser gik vi på ruten, og det var den rigtige beslutning. Egentlig er det kun de første tre reblængder, der er stejle, derefter flader den ud. Men sjov klatring er det nu stadig, og hvor mange af sikringsplaceringerne skal findes i klippen. Denne gang bliver GPS’en tændt da vi når toppen, og vi finder den rigtige vej ned.

De våde støvler fra første dag, havde også gi-vet grobund for nogle gode vabler på mine hæle. Ligeså med den lange tilgang. Kombi-

Tekst og billeder: Anders Hedager Pedersen.

56 57

neret med min manglende træning op til turen, gjorde det at jeg var ved at være ret godt brugt torsdag aften. Så da fredagen så ud til regn, valgte vi at holde hviledag. Efter kaffe på Icefactor (verdens største indendørs isklat-revæg), frokost på Nevissport (den lokale grej-pusher) og masser af afslapning, var vi klar til endnu et eventyr lørdag, og vejrudsigten var rigtig god: 80% sol.

Vækkeuret ringede kl 04:00. To timer tidli-gere end normalt. Vi havde i Skotland valgt at holde centraleuropæisk tid, men dette var lige to timer tidligere end normalt. Tilgangen til ruten foregik i mørke, men vi fandt allige-vel det planlagte projekt, Orion Direct. Da vi ankom til ruten var der allerede to hold i kø foran os. Vi blev hurtigt enige om at klatre på Minus Two Gully, som vi havde snakket om at skulle klatre søndag. Der var ikke andre på den, eller for den sags skyld muligt, at se at andre havde været på den. Vi fik racket op, og Mikkel gik igang med første reblængde. Derfra hvor vi stod var det ikke muligt at se selve gul-ly’ens første reblængde, og derfor heller ikke muligt at se forholdene på den. Men jeg kunne hurtigt regne ud. at med den koncentration, og langsomme fremgang Mikkel klatrede, var for-holdene ikke perfekte.

Første reblængde går op i gully’en og har standplads lige under et overhæng, som man traverserer ud under til venstre (crux). Jeg kunne se at Mikkel ca. 40 meter oppe får sat nogle sikringer inde i klippen til højre (viser sig senere at være en gammel piton) og fortsæt-ter cirka otte meter op mod cruxet. Der bliver brugt lang tid og stor koncentration for at kom-me igang med traversen. Endelig lykkedes det, og han fortsætter op, jeg forlader standpladsen og følger lidt efter, før han får strukket vores 57 meter reb ud, og kommer op og til en god standplads. Nu er jeg kommet rundt om hjør-net og kan se gully’en, stejlheden passer meget godt med femte grad, men der er ikke meget is. Jeg ved ikke helt om det var på grund af de dårlige forhold, eller jeg generelt havde en off-dag, men jeg kunne i hvert fald mærke kraften bliver trukket ud af mig, og at det vil blive en kamp. Da jeg kommer op til Mikkel, er hovedet mest til at baile ud. Jeg kan mærke at motivationen ikke helt er der. Næste reb-

længde, jeg skal fører bliver også noget rod, og jeg ender med at lade Mikkel føret de to næste, inden jeg får genvundet kræfterne og motiva-tionen. Derefter går det bedre, og vi kommer op på Northeast Buttress, som vi klatrer det sidste stykke til toppen. Endnu en gang kom vi til toppen af Ben Nevis, og også tredje gang var det i total whiteout. Nedturen kendte vi ef-terhånden, selvom den blev hårdere hver gang.

Under aftensmaden nede på Ben Nevis Inn siger Mikkel: “Jeg er mæt”. “Nåh”, tænker jeg. “Han har jo kun fået en portion”. “Mæt af skotsk isklatring”, fortsætter Mikkel. Vi hav-de egentligt planlagt, at skulle lave endnu en rute søndag, inden vi skulle hjem om manda-gen. Egentligt havde jeg lyst til en rute mere, måske lidt lettere, men på den anden side kunne jeg godt mærke, at min krop var godt brugt, og endnu en tur de 1344 meter op på Ben Nevis, ville blive rigtig hårdt. Så jeg havde let ved at gå med på at søndagens udfordring var at få smagt skotsk whiskey. Og tidlig i seng, så vi kl. 01.00 kunne køre mod lufthavnen, og jeg kunne nå flyet kl. 06.05.

Tilbage til overskriften. Den kommer fra Andy Kirkpatrick der skriver om træning til de store ruter:

“In the autumn when the sky is heavy, and the crags are lashed with rain, go out and climb big long easy rock routes. Go up crappy grass filled gullies and frig your way up severes. Make climbing a battle instead of a ballet, and learn to squirm, struggle and fight. These skills will prove perfect when you find yourself in a tight – and frosty – spot.”

For det første, er det meget sigende om vores tur til Skotland. Men jeg synes også “kam-pen” er en del af klatresporten, der ofte bliver tilsidesat i stræben efter de høje tekniske grader i perfekte forhold. Det er fedest, at nå toppen, når man virkelig har skulle kæmpe for at komme derop. Og det er også en disciplin, der skal trænes. Afslutningsvis vil jeg sige, at den mæthed vi havde fået af skotsk isklatring lørdag aften, hurtigt fortog sig. Vi er begge sultne på nye kampe i bjergene.

59

unDerarmeHer handler det først og fremmes om at udvikle noget volumen, som du så kan præge i forhold til hvilken type klatring, du ønsker at blive god til. At øge tværsnittet er meget udfordrende og kræver ihærdighed, så du er nødt til at være disciplineret i de næste 12 uger.

heavy finger rollsSuper øvelse du kan lave med vægtstang eller håndvægte, sæt griptape på stangen for at sikre, at det ikke er manglende friktion, der får dig til at tabe vægten. Der skal meget vægt på for at det giver noget. Har du klatret i nogen tid, skal du mindst have vægt på der svarer til din kropsvægt. Jeg sidder her med 90 kg - noget over min kropsvægt. Lad vægten kontrolleret rulle så langt ud på fingerspidserne du kan uden at tabe den - og ja, du vil komme til at tabe en gang i mellem den, så husk at sikre dig et fornuftigt underlag. Rul vægten tilbage til lukket hånd. Gentag 8-12 gange 3-5 sæt 2min pause mellem sæt. Vær obs. på at du kun bruger fingrene og ikke ”kipper” i albueleddet eller med kroppen. Har du kun tid til en øvelse, så lav denne. Det er kongeøvelsen!

rulle hånDtagSamme øvelse som Heavy finger rolls men med et håndtag, kræver mindre vægte og meget ef-fektiv. Håndtaget kan desuden bruges til flere øvelser, og kan købes for under 200,- på nettet. Stå med håndtaget mellem benene hav opmærksomhed på at stabilisere ryg og skuldre.

rolly balls lEt fedt redskab til træning af underarmene og udfordre din grebsstyrke. Det er to runde klatr greb med øjerne til montering. Kan købes hos Abekatten.

Træn som med rullehåndtaget, bare statisk. Du skal sætte så meget vægt på, at du kun lige kan kontrollere vægten 15-20 sek. 1½ min pause, 5 sæt. Pres dig selv ellers giver det ikke noget.

Af Mads Winsløv Wied

Pernille og jeg bliver ofte spurgt om styr-ketræning vil være et godt supplement til klatring og hvilken type. Og selvfølgelig er det det, men svaret er ikke så enkelt, for det skal tage udgangspunkt i, hvad det er, du ønsker at blive god til, boulder, traditionel, sport, is mm., og hvad der er dit individuelle udgangspunkt. Da klatring består af samspillet mellem det tekniske, taktiske, mentale og fysiologiske, vil der være et krav til din styrke.

Nu er styrke jo ikke bare store muskler, men også max. styrke, styrke hurtighed (RFD) og styrke udholdenhed, og hvad du bør træne skal ses i forhold til, hvad vil du gerne være god til, og hvad du kan nu.

Dog vil alle klatre have fordel af at have stort tværsnit i under- og overarmene og dele af ryggen kombineret med en del max. og hur-tighed, da det er de primære muskelgrupper, der giver gribe- og trækstyrke. Alle vil også have gavn af en stærk kropsstamme (core) udholdenhed, idet at det er kroppens stabilitet,

der gø det muligt at overføre kraft fra benene til fremadrettet bevægelse, samt at du kan etablere kompenserede balancer. Desuden har du brug for at have fokus på den stabiliseren-de muskulatur, men det bliver i næste artikel.

Altså vil jeg her komme med et bud på et par øvelser, du kan lave hjemme eller i klub-ben evt. i forbindelse med anden træning. Du skal beslutte dig til, hvad du vil udvikle og afsætte tiden til det. Tre gange om ugen i 10 til 12 uger så batter det virkeligt noget. Hvis øvel-serne er helt nye for dig, skal du starte med 3 uger med 2 gange om ugen, og derefter have hvile-/lightuger hver 3. uge. Lyt til kroppen. Styrketræning handler om at belaste ud over din komfortzone, men ikke at lave overbelast-ningsskader.

Det er perfekt at bruge vinteren på at etab-lere en god styrkemæssig grundform inden foråret. Et nyt opnået niveau kan vedligehol-des med alm. klatring plus en gang styrketræ-ning om ugen.

STYRkETRæNINg TIl klATRINg Inspiration til hjemmetræning

»

60 61

Pull uPs i rolly balls lPull ups er jo en klassisk klatreøvelse, som bliver noget mere interessant, hvis du udfordrer dine fingre samtidig. Tag mellem 5-8 gentagelser, 2 min. pause, 5 sæt. ObS: Pas på ikke at holde oven på kuglerne, for så går de fra at være meget krævende at holde til meget lette - og dermed nedsættes effekten af træningen.

ryg og overarme

skæve Pull i boarDØvelsen rammer godt og minder mere om klatring end almindelige pull ups, og hvis du har et godt hang board er der også mulighed for stor variation. Tag fat på boardet med den ene hånd højre end den anden, øverste greb godt nederst dårligt. Træk nu op til den øverste hånd. Va-riationer: Øverste greb dårlig nederste godt, træk lige op i stedet for den øverste hånd, træn op over den nederste hånd. 6-10 gentagelser, 3-5 sæt, 1½ min. pause mellem sæt. Kan du ikke tage 5 gentagelser giver det ikke nok -aflast evt. med en fod på væggen. Kan du til gengæld tage nemt tage 12 træner du mest udholdenhed - brug evt. vægtvest.

bar worksEndnu en klassiker, men nok noget glemt i det danske klatremiljø. Du skal bruge mellem 1½ -2 m rundstok, en stor diameter stiller større krav til din grebsstyrke. Du kan lave utallige øvelser. Pull ups, front lever mfl.. Men den er rigtig god til at træne lås.

låst armgangDu starter i den ene ende af baren og trækker dig op til dine arme er låst i 90 grader. Med låste arme går du nu armgang fra den ene ende til den anden. Flyt kun hånden lige foran den anden. Gentag 5 gange med 2 min pause. Alternativt hæng i statisk lås i 15 sek på skift i hver arm 1½ min, pause, 5 gange – old school men fedt.

kroPsstamme Hvis du skal udnytte det kraft overskud dine ben repræsen-terer, når du skal spænde op for, at etablere dig på væggen, er det centralt, at du har en stærk kropsstamme, og at den har overskud nok til at blive ved og ved med at spænde op. Og ja, alm. maverulninger er et sted at starte, men de fleste kan hurtigt lave over 20 af gangen, og der arbejdes kun på en side af kroppen, så her er et bedre alternativ.

ninja hoPStart hængende i fx to Rock Rings, træk din venstre hofte op mellem dine hænder med så strakt krop som muligt. Re-turner til udgangsposition og træk derpå din højre hofte op mellem dine hænder. Gentag 6-10 gange, 5 sæt, 2 min. pause. Meget krævende med du får fuld valuta, så er du i tidsnød er det denne øvelse du ikke må springe over.

Alternativt træk din hofte så højt op som muligt med bøjede ben. Gør det langsomt og kontrolleret undgå at bruge mo-ment og sving.

»

STYRkETRæNINg TIl klATRINg - fortsat

62 63

front lever er klassikeren - god træning men kræ-ver stor skulder stabilitet og styrke – træn dig op til den. Men det er jo en fed øvelse.

Der er utallige gode øvelser jeg kunne have valgt at præsen-tere, men det vigtigste er at blive fortrolig med nogle basale og effektive øvelser og så holde på med dem. De første 6 uger du træner din styrke sker der stort set kun neurale tilpasnin-ger, der hurtigt kan forsvinde igen – så hold på.

5 goDe råD til styrke træning Find en makker at gøre det med. Det er nemmere at presse sig selv i selskab med andre, og det motiver at træne sammen.

• Lav 2 programmer med forskellige øvelser der rammer de samme muskelgrupper. Skift mellem programmerne hver anden gang. Variation motiverer og beskytter mod skader.

• Lav 45 min styrketræning efter træning 2-3 gange om ugen.• Start let ud for at lære øvelserne. Lav vægt, lang pause, få gentagelser og sæt – forvent ikke

at du kan køre max. før efter 3 uger.• Vær disciplineret. Det giver altså kun noget hvis du bliver ved. Men for alt i verden skal du

kun styrketræne, hvis det passer ind i dine mål og at du finder det sjovt og udfordrende.

Pernille og Mads er sponsoreret af Edelweiss/Tenaya/Abekatten.

Foto

: Ale

xand

re B

uiss

e.

STYRkETRæNINg TIl klATRINg - fortsat

64 65

Tekst & billeder: Frederik Rostrup

reinholD messner blev kendt for sin nye måde at bestige de største bjerge på: I alpin stil:hurtigt op og hurtigt ned. Med kun det mest nødvendigste udstyr og uden hjælp eller kon-takt udefra.Han holdt et glimrende foredrag i klubben med titlen Grenzgänger for ca. 10 år siden, hvor han forklarede sin gøren med, at han søgte sine egne grænser i sine projekter, som siden er blevet udvidet med pol- og ørkenvandring, EU-politik, et hav af bøger og film, og senest museer.

messner skiller også vanDeneHan er meget i medierne og udtaler sig i meget polariserende vendinger om alt fra bjergbestig-ning, masseturisme og miljøspørgsmål til reli-gion og virksomhedsmanagement.

messner mountain museumNetop denne særegne blanding af Messners tankegods, gør Messner Mountain Museum anderledes end et statsmuseum.Faktisk er det ikke ét, men fem museer, fordelt over hele Sydtyrol, på steder med en særlig kraft og signifikans for museets tema. Man aner noget indiansk power-place tænkning, men det bliver ved antydningen.

Turen gennem bjerglandskabet hen til det en-kelte museum er faktisk en del af museumsop-levelsen.Hvert museum er tilegnet et bestemt aspekt af bjerg-verdenen:

forholdet mellem menneske og bjergDette er hovedmuseet i Schloss Sigmundskron, Bozen, hvor vi rent faktisk mødte mesteren himself. Så nu har jeg mødt ham to gange (den første var til foredrag i bjergklubben).

bjergfolkHovedsageligt fra Himalaya.(Bjerg-folk på Tibetansk: Ri-Pa) i Schloss Bru-neck, MMM Ripa. Besøg af bjergstammer og koncerter med deres musik er planlagt.

klipper, sten og bjergGeologi i Dolomitterne, ligger 2180 m.o.h., kun åbent i sommermånederne.

is og mørkeVed foden den mægtige Ortler - Sydtyrols hø-jeste bjerg.

mytiske bjerge Kailash, Ayers rock etc. Bjergenes religiøse be-

tydning i Schloss Juval, ved Schnalstal, hvor Messner bor om sommeren. Meget smagfuldt indrettet med Buddhaer og bedemøller.

ruinen juvalMessner købte Juval som ruin i 1997 og satte det i stand. Ironisk nok styrtede den selvud-råbte risikomanagement-guru fra taget og ska-dede hælen permanent.Siden har han udvidet med to slotte, et fort og en underjordisk nybygning med Yak-opdræt på taget

meDicinMan må sige at manden tager sin egen medi-cin. Det er utroligt lækkert og grundigt lavet. Arkitekturen er overraskende gennemtænkt og i perfekt harmoni med omgivelserne. Des-uden understøtter den museumsoplevelsen som jeg sjældent har oplevet det før (og jeg har været på mange museer). Der må være yderst kompetente kræfter indblandet i museumsind-retning og arkitektur – der Reinhold kan umu-ligt overkomme at holde styr på det, selvom det virker som om han har fingeren med over det hele. De små skilte rundt omkring er tydeligvis Messners personlige budskab til os.

store tankerStore bjerge, store tanker. Det kan godt virke lidt provokerende på en fladlandsdansker fra Jante. Men vi lader os rive med af hans bud-skab om at overvinde sig selv og ikke mindst omgivelsernes modstand mod forandring.

DisneylanDDe lokale er ikke udelt begejstrede. Nogle be-tragter MMM, som et Messner Mausolæum, andre som en slags Disneyland, som ødelæg-ger den sydtyrolske kultur med tivolisering og masseturisme i følsomme bjergområder.

et museum om DagenDet er ganske overvældende, og jeg fraråder at tage mere end et museum om dagen, derfor krydrede vi besøgene med viaferrata-ture. Ti-den tillod os ikke at besøge Monte Rite i Do-lomitterne eller Ortles i Sulden, men så har vi dem til gode til næste gang. Vi glæder os alle-rede – og vi siger tak til Reinhold Messner for at invitere os indenfor i sin verden.

syDtyrolSydtyrol blev delt fra Nordtyrol efter første verdenskrig, i hvilken Østrig tabte til Italien. Sydtyrol ligger nu i Italien- men det er tysk kul-tur over hele linien. Der har været heftige løsri-velsesforsøg og tvangs-italienisering, og først i 1970’erne faldt gemytterne til ro, ved hjælp af en masse penge og udbredt autonomi. Sydtyrol er således den rigeste region i Italien. Så snart man kører over grænsen fra Italien bemærker man den nye asfalt, de friserede grøftekanter og de helt nyistandsatte huse.

På vej hjem, ud af Sydtirol og ind i det ”rigtige” Italien var det påfaldende, hvor nedslidt, nus-set og fattigt der var - lige på den anden side af kommunegrænsen.

Messner bruger Sydtyrol, som eksempel på, hvordan det lykkedes de kulturelle mindretal at opnå reel autonomi inden for rammerne af en nationalstat.

Han foreslår Tibetanerne at gøre ligeså, inden-for den kinesiske stat. En af hans mærkesager er at redde den tibetanske kultur, som er ved at forsvinde fra Tibet pga. af voldsom kinesisk indvandring og undertrykkelse af det oprinde-lige Tibetanske folk.

messner mountain museumbjergbestigeren Reinhold Messner har lavet et bjergmuseum i sin hjemegn, Sydtyrol. Fruen og jeg har længe ønsket at besøge det, og det lykkedes i september, i strålende sol, og vi fik også klatret nogle via ferrata’er i Dolomitterne.

Messner har sågar lavet sin egne hud-pleje-pro-duktserie. Tal lige om branding ...

Fig. 1

Fig. 2

66 67

baggrunDLørdag d. 22. oktober 2011 omkom Stephan Bach Kofoed (SBK) i at klatreuheld ved Palnatokes Skrænt på Kullaberg i Skåne, Sve-rige.

Stephans klatremakker (SK) er en dygtig sportsklatrer, men har ikke den store erfaring i at klatre traditionelt sikrede ruter. SK havde tidligere ved enkelte lejligheder klatret tradi-tionelt på Bornholm sammen med SBK, der så-ledes var den erfarne i reblaget. SBK havde flere års erfaring med traditionel klatring og SBKs tidligere klatrekammerater fortæller at SBK var en dygtig og rutineret klippeklatrer. Endvidere havde SBK lige bestået en erhvervsklatreeksa-men.

hænDelsesforløbUheldet skete ved abseil fra et punkt ovenfor ruten ’Den Glemte Vej’, der er en af de mest klassiske og klatrede ruter i dette område. Ru-ten er 20-25m høj.Reblaget var ankommet til Kullen fredag aften, og om lørdagen skulle de første ruter klatres. Området ved Palnatokes Skrænt blev valgt, da der denne dag var kraftig vind på de ellers normalt meget populære klipper på sydsiden af Kullen. På Palnatokes Skrænt var der læ og den klassiske rute ’Den glemte vej’ var dagens første.

SBK var den erfarne i reblaget og det var na-turligt, at han klatrede først. SBK førte ruten i sikker stil og etablerede standplads, hvorefter SK helt efter bogen fulgte efter og rensede ru-ten for sikringsudstyr. Der blev etableret et nyt anker for at muliggøre et abseil tilbage til bun-den af ruten da sikringsankeret ikke var hen-sigtsmæssigt positioneret i forhold til abseil. SK fortæller at SBK brugte god tid på at rette sik-ringerne til og at de efterfølgende begge var af den opfattelse, at et tilfredsstillende anker var blevet etableret i henholdsvis en kile #5 samt

en friend, der var udlignet med en slynge og samlet i et sikringspunkt.

SK abseiler først og når bunden af ruten uden problemer. Det næste SK ser, er at SBK kommer flyvende fra toppen af klippen inklusive reb og hele abseilankeret. SK erindrer ikke, at der skulle være faldet klippe ned fra ruten. SBK rammer jorden og er efterfølgende bevidstløs, men dog i live. En kompliceret redning blev iværksat, men SBK måtte erklæres død under transporten til hospitalet.

analyseEn efterfølgende analyse viser, at der ikke var nogen skader på rebet eller på sikringsudsty-ret, som SBK fortsat var forbundet til da han ramte jorden. SBKs bremse var korrekt forbun-det til rebet.

Ved et besøg på Kullen d. 29/10/2011 ved SK, Kim Sørensen (KS) og Anders Strange Nielsen (ASN) blev uheldsstedet besøgt og situationen forsøgt genskabt med hjælp fra SK. SK var i stand til at udpege det område, hvor ankeret havde været etableret og også hvor de enkelte sikringer havde været placeret.

Abesilankeret var ifølge SKs udsagn etable-ret, som set på Fig. 1 med en ’Friend’ samt en ’Rock #5’ og samlet med en slynge, der udlig-nede belastningen. ASN og KS forsøgte at gen-skabe ankeret, men konkluderede hurtigt at hele den store blok var løs. Man ser tydeligt på billedet, at hele flagen er frasprængt og tilsyne-ladende har været i bevægelse.

Efter noget flåen og sparken kunne KS og ASN fjerne hele blokken, der forsvandt med et ordentligt brag ned i dybet jf. Fig. 2

Det bemærkes også at SK har været helt uri-meligt heldig, dels fordi han abseilede først, men også fordi SBK ikke efterfølgende hev hele blokken med ned i hovedet på SK

Muligvis var blokken ikke frasprængt da an-keret blev etableret, og SBK kan have opfattet

den som solid. Denne forklaring sandsynliggø-res af at der er efter ASNs og KSs opfattelse var bedre sikringspunkter i en radius af 3m.

Under blokken ses der tydelige spor af jord, hvilket er ensbetydende med at klippen gen-nem længere tid har været påvirket af vand og følgende frostsprængning.

konklusionDen normale standard for standpladser og ab-seilankre er, at sådanne skal bestå af mindst to uafhængige ligebelastede perfekte sikringer. Ulykken og den efterfølgende undersøgelse vi-ser, at de to sikringer hverken var perfekte eller uafhængige.

SBKs abseilanker fejlede grundet løs klippe, der fik hele abseilankeret til at kollapse.

Der har på Palnatokes Skrænt været flere uheld grundet dårlig klippekvalitet. Således brækkede en dansk klatrer benet i samme om-råde i 2010, da han fik en løs klippeblok ned over sig. Endvidere har en Svensk klatrein-struktør bosiddende i Mölle også haft oplevel-ser med svigtende klippekvalitet på Palnatokes Skrænt

Der bør i fremtiden udvises særligt agtpågi-venhed ved klatring på Palnatokes Skrænt, da klippen i området omkring ’Den Glemte Vej’ synes mere ustabil end på resten af Kullen.

hvaD kan man lære?Hav altid mindst to perfekte uafhængige sik-ringspunkter og sæt gerne flere. Særligt i et område som Kullen der har ry for at have me-gen løs klippe er dette yderst vigtig lærdom.

såleDes oPfattet afAnders Strange Nielsen og Kim Sørensen. Den 1. november 2011.

kontaktØnskes yderligere information omkring ind-holdet af denne ulykkesrapport kan der rettes henvendelse til:

Anders Strange Nielsenastrange@mail.tele.dk / 42652155Lundtoftevej 131B2800 Lyngby

Kim Sørensenks@events.dk / 28738744Zahrtmannsvej 363700 Rønne

uhelDsanalyse i forbinDelse meD ulykke På kullen D. 22. okt. 2011

Forbeholdt postvæsnet Klatring 47966

PP B

DANSK BJERG & KLATREKLUB

Klatring

Feroce

Force

ThunderSuperkomfortabel sko til lettere ruter med god støtte til foden.

Herre

Dame

Skoen til den øvede klatrer på de lange dage i såvel boulderen, som på ruten! Herre- og damemodel.

Superpræcis sko - når kun det bedste er godt nok!

699,-

749,-

999,-

Scarpa er i verdenseliten - også når det gælder klatresko. Produktionskvalitet og materialer er i top, men derudover er Scarpa ekstremt innovative og har tradition for at knytte topklatrere med evner som skodesignere til sig og give dem en stor frihed til at udvikle nye modeller.

København - Roskilde - Odense - Århus - Aalborg - www.friluftsland.dk - 33 14 51 50

scarpa_bag_hel_10.indd 1 01-06-2011 10:34:57

2011#2

DA

NS

K B

JER

G &

KLATR

EK

LUB

KLATR

ING

#2, 2011