KANYLEN– D I T M Å N E D L I G E F I X –

Tema: En iblandt

Filmmediet er for mig det mest ultimative medie, idet det er sammensat af to – i forvejen fantastiske – udtryksformer

Interview med filmelskeren Felics, side 28

Skal vi være helt ærlige (og det skal vi), så var det jo langt fra alle af de elever, der stemte for, der rent faktisk gik ud og

demonstrerede.

Undervisningsnedlæggelse: reportage side 8og debatindlæg side 35

Månedensredaktion

Refleksionerved Mads Vig

“Hvordan står det til med fællesskabet på Rysensteen?Den selvdyrkelse, der er så fremtrædende i dag, gør, at vi ikke altid ser de mennesker i vores umiddelbare nærhed, der har brug for os, og som vi er forpligtede til at lære at kende og tage os af. Svarene ligger måske ikke altid hos os selv, men hos netop dem. Derfor: tag brillerne af, kontakt ham eller hende, du støder ind i og gør din virkelighed større.”

København, Danmark – november 2015

Asta Handber, 3uCille Hvass, 2aEmil Ipsen, 3cIda Baunkjær, 3cJohan Delfs, 2sJulie Nosch, 1uJulius Gotthardt Møller, 3uLaura Riis-Klikvort, 2uMathilde Eilschou Holm, 2eMille Holkenfeldt Behrendt, 1a

IndholdKanylen menerKalenderWork like a BossUndervisningsnedlæggelsenNyt fra elevrådetGuide: overlev SRPNyt fra Musicalen

Gitte Transbøl, et portrætSpilOp reportageInterview med JørgenÉn i blandt 7 milliarderIblandt en filmelskerAnders Folden Brink

En blå prik i det røde havNedlæggelse - oh, why?

4568111215

172022252830

3435

Aktu

elt

Tem

aD

ebat

Kanylen mener”Året har 16 måneder: November, december, januar,februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september,oktober, november, november, november, november.” - Henrik Nordbrandt

Det er koldt, det er vådt, og det er efterår med stort E. På gangene går november-trætte ryssere rundt med hovedet begravet i halstørklæder og vinterjakker. De kigger sjældent op fra deres dampende varme americano’er, som de lige nåede at købe i pausen – enten på Risteren eller ved kaffemanden og ænser ikke hinanden.

Det er mørkt, når de møder til 1. modul kl. 8.15, og skumringen falder på, når de tager hjem efter fjerde. Der er ikke meget fest eller mange glade dage på Rysensteen i november. 3.g’erne stresser over SRP, 2.g’erne stresser over livet, og 1.g’erne overvejer, hvorvidt gymnasiet overhovedet var en god ide.

Midt i al stressen, vinter-depressionen og de lange efter-

middage begravet i bøgerne kan det måske være svært at finde de små glæder – lyspunkterne.

Men prøv engang at rette hovedet op og fjerne blikket fra kaffen, hvad ser du? Hvis du kigger dig omkring, ser du 1000 andre elever, forskellige som nat og dag, med hver sit særlige kendetegn. Hvor mange af de elever kender du, sådan rigtigt? 40? Måske 50? Men så heller ikke mere end det, vel?

Tænk på hvor mange mennesker, som hver dag går på de samme gange som dig, køber den samme kaffe og sidder ved de samme borde, uden at jeres veje nogensinde mødes. Kunne det ikke være fedt, hvis du fandt ud af, at hende fra 3.w, havde præcis de samme interesser som dig? Eller ham fra 2.b var

en totalt nice fyr, selvom du egentligt altid har troet, at han bare er en nar?

Kanylen sætter i denne måned fokus på den ”gennemsnitlige” rysser, ham eller hende, som ikke nødvendigvis er med i musicalen, festudvalget eller Rysbloggen. Den rysser, som du møder på gangene i Spiseren, men som du aldrig har snakket med.

Det bliver både spændende, lærerigt og sjovt. Så slå benene op, put dig lidt længere ind under dynen, lav dig en kop te og læs med, når vi udforsker Rysensteen. Fordi hvem ved, måske finder du ud af, at du omgiver dig med flere spændende mennesker, end du hidtil har troet.

Kalendernovember

27 / 11ÅrsmødeElevrådets tur til at shine. Medhele skolen samlet i DGI-byenbliver det i år studiemiljøet,der kommer til debat

27 / 11Bond, James Bond

Den anden Rys-fest på underen måned byder på suits, kjoler,skurke med russisk accent og ølder med lidt god vilje kan gå foren martini “shaken, not stirred”

3 / 12Oh, shit!3.g’erne kommer til at semeget stressede ud, efter dedenne skæbnesvangre onsdagfår deres problemformuleringertil SRP

9 / 12Jule-kælderaften

Krydr din SRP eller almene jule-stress med en hyggelig kælder-aften, der måske byder på juleøl

(redaktionen lover intet)

december

18 / 12JuleafslutningEn hyggelig afslutning på en kolddecember med sang og en lilletale fra Gittes side3.g’erne har deres egen omtorsdagen, efter de harafleveret SRP

Work likea Boss

Kampagnefoto fra årets Operation Dagsværkfoto: pressefoto

I anledningen af Dagsværkdagen den 4. November, stiller vi skarpt på Operation dagsværk her på Rysensteen.

Operation Dagsværk er en tredive år gammel græsrods-organisation bestående af elever fra landets ungdoms-uddannelser. Unge frivillige gennemfører en årligt skiftende kampagne til fordel for et internationalt udviklingsprojekt, som kulminere på Dagsværkdagen.

Tusindvis af danske elever sætter for en enkelt dag det travle gymnasieliv til side for at arbejde i en god sags tjeneste. Dette kommer mindre velstillede unge til gode, når de indsamlede penge hvert år er

med til fremme uddannelse i et andet land.

Årets projekt støtter unge i Somaliland, der i alle højeste grad mangler en stemme i samfundet. Selvom de unge udgør 70% af befolkningen, bliver alle politiske beslutninger truffet henover hovedet på dem.

Derfor vil Operation Dagsværk i samarbejde med SOS-Børnebyerne etablere elevråd på Somalilands gymnasier og uddanne 15.000 elever i demokratiske rettigheder. Dette vil forhåbentligt skabe en positiv

dominoeffekt blandt de unge i samfundet og på sigt være med til at ændre magtbalancen i befolkningen.

På Rysensteen har vi et aktivt OD-udvalg med elever fra alle tre årgange. De bruger en del af deres fritid på at formidle Dagsværks kampagner og opfordre elever på skolen til at trække i arbejdstøjet på Dagsværkdagen. De synes det er fedt, at man ved at hive en enkelt dag ud af kalenderen, kan gøre en forskel for andre unge.

Omkring 400 Ryssere ydede i år

et dagsværk og tjente penge på alt fra kagesalg ved Københavns Universitet til gademusik og afhentning af børn. Maggie og Malou fra 2.t tilbragte endda dagen i DR byen på optagelser til et nyt tv program. Jobbet havde de fundet via Operation Dagsværks jobbank.

Fredag den 6. November blev dagsværkdagen fejret med et brag af en støttefest. Årets Natværk blev som altid afholdt i Den Grå Hal, hvor en række danske musikere lagde lyd til. I

blandt dem var Pharfar, Kaka og Dean Thomson.

Desværre samler Operation Dagsværk på landsplan færre og færre penge ind. Det er svært at vide om den faldende arbejdsgejst hos elever skyldes en mere individualistisk tilgang til verden, et større arbejdspres i skolen, eller måske en kombination af begge.

Hvad end årsagen er, så opfordrer OD-udvalget til, at vi her på Rysensteen holder gang

i traditionen. Ifølge dem, skal vi nemlig sørge for, at der også om tredive år, stadig er elever, som støtter op om dette horisont-udvidende projekt. Rysensteen profilerer sig desuden som et globalt orienteret gymnasium, der uddanner aktive verdens-borgere. Så måske har lige netop Rysensteens elever visse værdier at leve op til.

– Laura Riis-Klikvort

Sherzandum spiller til Natværkfoto: Natværk

Undervisnings-nedlæggelsen

Bannermaling inden demonstrationenfoto: Mille Holkenfeldt Behrendt

Siden det blev offentliggjort, at vi elever skulle stemme om en eventuel undervisningsnedlæg-gelse har bølgerne mildest talt gået højt. Vandene er blevet delt af alt fra de lavpraktiske spørg-smål om, hvilke workshops der ville være på dagen og uklar-heder om stemmeprocedurer, til de politiske diskussioner om finansloven og sure opstød over DGS. Følgende er de karikere-de holdninger, der også kom til udtryk på dagen.

Vi kan sige fra, så det gør viDu er ikke bare med i elevrådet, men også aktiv i både DGS og måske DSU eller RU. Uanset er du fortaler for de studerenes rettigheder og flere penge til uddannelse. Efter at tiltroen til elevrådet faldt drastisk med den ‘shady’ valgprocedurer i forbind-else med undervisningsnedlæg-gesen for to år siden, har du kæmpet med næb og klør for at gøre den så transperant som muligt denne gang.

Du meldte dig frivilligt til at gå rundt i alle klasserne, fra lar-mende 1.g’ere til skeptiske 3.g’ere, og fortalte – så objektivt som muligt – om nedskæringer

og politik, fordele og ulemper, workshops og procedurer. Du ventede tålmodigt indtil alle ha-vde stemt.Din våde drøm om under-visningsnedlæggelse gik i op-fyldelse, og allerede fem i ti ha-vde du trukket i malertøjet og malede det ene banner efter det andet nede i salen.Du var med til hele demonstatio-nen på trods af det lidt for tidlige novembervejr, du blev imponer-et over dine 30 000 medstuder-ende, og du ville egentlig godt have haft fat i et af romerlysene, selvom Anti-Fa er lidt for eks-treme for dig.

Nej tak til automatreaktionerSom en blandt de 94 elever, der stemte nej, har du et stort prob-lem: kan man være solidarisk uden at tage drastiske midler i brug? Kan man argumentere for at målet ikke helliger midlet – i hvert fald ikke denne gang. Du prøver.Allerede inden det blev sik-kert, at der skulle stemmes om undervisningsnedlæggelse brokkede du dig over DGS. Dine venner blev langsomt trætte af dig, og du rodede dig konstant ud i længere og længere diskus-

Knap var afstemningen afsluttet, før de sociale medier blev fyldt op af nyheden om, at ”89,5% af Rysensteens elever stemte ja til at nedlægge undervisningen”, det er ikke helt forkert, men reelt var det ’kun’ 80,7% af alle elever, der stemte for. Det er dog stadig et overbevisende flertal, som vel kun kan være udtryk for en bred opbakning til pro-jektet. For lige at forklare omstændigheder til de cirka 100 elever, der valgte ikke at stemme, så var undervisningsnedlæggelsen en del af en koordineret aktion arrangeret af de interesseorganisationer, der stod bag eftermiddagens demonstration. I praksis er en nedlæggelse af undervisningen én af de eneste muligheder man som gymnasieelev har for at vise utilfredshed – ud over demonstrationer, læserbreve og dets lige.

Sebastian, 3wStemte nej “fordi jeg ikke men-er, at man kan protestere ved at nedlægge undervisningen.”

“Det er jo lidt hyklerisk, at man vælger at stemme ja, men så ikke bliver for at protestere. Det er jo det, der er meningen med det hele. Hvis man stemmer nej, og ikke er enig i at protestere mod tiltaget fra Venstre, så er det okay.”

sioner om, hvorfor en nedlæg-gelse ikke ville være gavnligt.Dine sure opstød blev kun hyp-pigere og voldsommere som ugen forløb, og torsdag morgen kunne du næsten ikke koncen-trere dig af bare spænding og indædthed. Med afstemningens udfald følte du dig splittet. Hvis du tog hjem, så ville du autom-atisk blive stemplet, men i din rolle som nej-siger havde du en god grund. For at vise din med-

menneskelige side mødte op på Rådhuspladsen trods vind og regn, og sammen med de 40-ish andre ryssere støttede du op om sagen i et par timer.

UndervisningsfriDu hører til majoriteten. Det er ikke noget at være videre stolt af, men allerede klokken elleve stod det alligevel klart: der var langt fra 798 elever tilbage på skolen.

Måske havde du en aflevering som du lige skulle have lavet færdig, måske ville du ikke

kunne koncentrere dig i bib-liotekets lektiecafé, måske skulle du til køretime, måske ville du bare have fri.

Dine super engagerede og politiske venner takkede dig for at have stemt for, men mente, at det var lidt dårlig stil bare at tage hjem, modstanderne mod demonstrationen mente, at du ligeså godt kunne have stemt nej.

– Julius Gotthardt Møller

Julie, 1uStemte ja “Fordi det er vigtigt at sende et signal. Det er nok det største signal vi kan sende. Det nok faktisk det eneste vi rigtigt kan gøre som elever, er at lave undervisningsnedlæggelse. Det er jo en form for strejke for at vise, at vi er utilfredse. Så det synes jeg er vigtigt.”

“Det er vigtigt at vi for det første som skole tager et valg, og enten vælger at nedlægge undervisnin-gen eller lader vær. For det har bare ikke samme effekt, hvis der er sådan tre i hver klasse, som vælger ikke at komme til under-visningen.”

Kjartan, 2tStemte ja “Fordi sådan, gratis fridag. Jeg valgte LAN-udvalget, fordi jeg spiller mange videospil.”

“Jeg er her fordi, hvis jeg kan spille videospil her i stedet for derh-jemme, så gør jeg bare det.”

Operation Dagsværk havde en af de mest succesfulde workshopsfoto: Mille Holkenfeldt Behrendt

Nyt fraelevrådet

Elevrådet er stærkt tilbage efter en vellykket hyttetur, som blev brugt på en masse Ryssnak - og selvfølgelig lidt spas og gøgl.

Vi fik lavet de sidste opfølgninger på demokratidagen, der blev drøftet vedtægtsændringer, og så kan vi også løfte sløret for en kampagne eller to. Eller vi kan i hvert fald tease lidt med, at der er en på vej.

I øjeblikket arbejder en gruppe af elevrødder hårdt på at gøre

kampagnerne til en realitet. Vi får også brug for jeres hjælp, men det hører I mere om, når vi når så langt... Lige nu er det nemlig årsmødet, der er i fokus. Elevrådet har brugt timer på at planlægge og arrangere. Det var op til jer, om vi så skal snakke DGS eller studiemiljø. Afstemningen er slut, og vi glæder os til, at vi fredag d. 27. november i 2. og 3. modul skal ytre os og diskutere studiemiljø.

Hvis I vil høre mere om planlægningen af årsmødet, eller bare gerne vil se, hvad det er, vi går og laver, så tag med til næste elevrådsmøde den 2. december i andet modul. Elever er altid velkomne!!

– Signe Birkeby, elevrod fra 1s

Den netop overståede hytteturfoto: Rysensteens Elevråd

Guide:overlev SRP

Den første vi spurgte var Katinka, der sidste år blev student her fra Rysensteen, og som nu arbejder med drama, som hun også havde som linjefag.

Har du et godt råd til 3.g’erne?Vælg et emne, du synes er interessant! Hvis det er for sent nu, så brug tusind timer på at vinkle det til noget, der er er mere spændende.

Hvordan er man entusiastisk i to uger?Igen, vælg noget, du brænder for. Jeg skrev selv om Harry Potter. Fordyb dig. Giv dig selv fri et par timer hver dag, så du føler, du har fritid.

Kan man godt tillade sig at drikke en øl?Du skal drikke øl et par gange. Men beware - du kommer til at sidde på Grotten og snakke om

dit SRP-emne med alle de andre, så du muligvis aldrig slipper væk.

Hvad er det værste ved at skrive SRP?At man skal cutte ned i sit hjerteblod, som man lige har brugt 13 dage på at skrive. Alle sætninger er perfekte, og det skærer i sjælen at slette dem.

Hvordan skal man fejre det, når man er færdig?

Katinkafoto: privatfoto

I sidste nummer fik vi 2. og 3.g’erne til at give deres bedste råd til, hvordan man overlever 1.g. I denne måned har vi så hentet nogle 4.g’ere ind for at hjælpe de stakler, der om under to uger starter på deres SRP.

Dans, dans, dans, dans! Bevæg din krop efter to uger i en dynehule! Lad være med at åbne det dokument igen, for så er det 1000 % sikkert, at du finder fejl og bliver nervøs i to måneder.

Noget du vil sige her på falderebet?Jeg synes, de fedeste ting i gymnasiet var musicalen, fester/kælderhalløj, og SRP! Når “Harry Potter og Fønixordenen” var en overspringshandling, så var livet lækkert!

Efter at have snakket med Katinka fandt vi Jonas, der

dimitterede fra Nørre G med noget så særligt som tysk på A.

Har du ét godt råd til 3.g’erne?Nyd at få lov til at dykke ned i noget, som de rent faktisk selv har valgt at arbejde med. I modsætning til alle andre skriftlige afleveringer i gym-nasiet, så er det ikke lærere, politikere eller andre ‘kloge hoveder’, der har udformet ens opgave, og det er både super irriterende ind imellem, men også meget lærerigt og anderledes.Ellers vil jeg råde dem til at huske at opprioritere variation i

Jonasfoto: privatfoto

form af pauser og at bevæge sig uden for døren ind i mellem.

Hvordan er man entusiastisk i to uger?Det kan jeg lige så godt sige med det samme, at man ikke er. Ikke uafbrudt i hvert fald. At fastholde koncentration og fokus over en så lang periode er ikke helt nemt, men som udgangspunkt hjælper det en hel del at lade sig fordybe.For nogle kan det hjælpe med mere faste rammer som f.eks. at skulle arbejde 6-8 timer hver dag, mens nogle arbejder bedre om aftenen, hvor der er ro. Prøv dig frem og find den rytme, der passer dig bedst med fokus på, at du ikke skal skrive hele opgaven de sidste to dage.

Kan man godt tillade sig at drikke en øl?Ja, det synes jeg. Det er godt at være social i et par dage i løbet af de to uger, for ellers bliver man sgu mere eller mindre skør. Men til gengæld ville jeg nok holde igen med at drikke mig helt hen i hegnet indtil kl. 12.00 på afleveringsdagen.

Hvad er det værste ved at skrive SRP?Det er hårdt i perioder, fordi man komme ud af sin vante rytme med at se sine venner dagligt og så videre. Det værste er nok tanken om, at noget undervejs skulle gå galt, så husk lige dropbox eller USB - alt andet er for surt.

Hvordan skal man fejre det, når man er færdig?Jeg tror, at alle bodegaer i Danmark står klar med ekstra mange kolde øl på dagen. Du har kørt hårdt på med arbejde i to uger - nu kan du så gå på druk i de næste to!

Slutteligt spurgte vi Carl, fra 4.d, en rysser, hvis lokker de fleste nok har beundret en gang eller to.

Har du ét godt råd til 3.g’erne?Mit gode råd, som også er svaret på, hvordan man holder sig entusiastisk i to uger, er at have en aftale med et par andre,

helst nogle, der skriver i de sam-me fag eller ihvertfald noget der minder om, så man mødes hver dag og skriver/researcher sammen i et par timer.

Så kan man nå at få dårlig samvittighed, hvis man ikke laver noget.

Kan man godt tillade sig at drikke en øl?Man SKAL nå at drikke øl! SRP’en tager ikke 14 dage i streg at skrive. Den bedste måde at gøre det på, er at skrive et par timer om dagen, og så holde fri resten af tiden.Hvis man insisterer på at lukke sig inde på sit værelse

Carlfoto: privatfoto

og ikke komme ud, før den er færdig, kommer man til at være sindssygt ineffektiv. Det er vigtig at holde fri, holde masser af pauser og drikke masser af øl.

Hvad er det værste ved at skrive SRP?Det værste ved at skrive SRP er afgjort de timer, hvor man bare sidder og stirrer ind i word-dokumentet og ikke har skrevet noget den sidste halvanden time. Så er det tid til at komme udenfor eller drikke en øl.

Hvordan skal man fejre det, når man er færdig?Når det hele engang er overstået, så er der kun et svar: Hvis SRP’en ikke allerede har drevet dig ud i et alkoholmisbrug, er det på tide at starte et nu! Det er trods alt ved at være jul!

Så er der ikke andet for, end at ønske os held og lykke med den kommende tid. Hvis de mange opfordringer til øl skal følges, så må jule-kælderaftenen være et oplagt sted lige at mødes til en enkelt én.

– Julius Gotthardt Møller og Asta Handberg

Nyt framusicalen

Musicaløverne er i fuld gang! Musik, dans, skuespil og hele produktionen arbejder på højtryk for endnu en gang at levere den bedste musical til jer. Skuespillerne øver deres replikker, så de kan dem alle bedre end deres eget lectio-login.

Danserne flyver rundt fra trin til trin, som var de z’erne til eksamen. Musik spiller toner, som sætter stemningen endnu bedre, end når “lækker” bliver spillet på floor til festerne. Og vi glæder os sådan til, at I skal se resultatet allerede den 22. januar!

Der bliver dog også hygget, mens der knokles, så det hele

ikke bare bliver hårdt arbejde- det er da også svært ikke at hygge sig, når man er omgivet af de skøreste og sjoveste mennesker.

Alt i alt kan I se frem til et spændende, underholdende og fantastisk stykke, hvor de søde ryssere, I normalt ser på gangene, lige pludselig er nogle helt andre.

I kan glæde jer til overraskelser, der blandt andet indebærer identitetskonflikt, skænderier, kærlighed og en masse andet - uanset hvad bliver det noget, du ikke vil gå glip af.

Herunder kan I læse en lille teaser for, hvad I kan forvente af

dette års musical:

Forstår du, hvordan det føles - konstant sensitivitet? Det er som at have en større bredde på nervebanerne og den her… tætsiddende hud. Som om det er selve kødet, der tager imod berøringerne. Som om der sidder en lille metronom inde i mig og klikker hver gang I blinker.En fortælling om ensomhed i tosomhed og at holde fast i livets smalle holdepunkter. En invitation ind i elleve menneskers kalejdoskopiske hjem, hvor man let snakker forbi hinanden, og kaffe, ødelagte stole og VVS’ere får det til at slå klik.

Vi glæder os til at se jer!

Uh det ser intenst udfoto: musicalen

En iblandt

foto: Mille Holkenfeldt Behrendt

Gitte Transbøl, et portræt

Der er få mennesker på Rysensteen, som kan bryste sig af at være kendt af ALLE - det kan faktisk hurtigt indsnævres til en håndfuld; Anders Shultz, Lene Schjødt, Bernardt, Malika og Gitte T. Ud af den håndfuld er der én, som formår at skille sig ud. Muligvis på grund af hendes jobtitel som rektor men måske også på grund af hendes person.Til tider kan Gitte måske for nogle virke intimiderende, når der fx snakkes om et tab af den såkaldte rysånd, som nu er omdøbt NORA, men hun tager sig også tid til at tale med elever, der har udfordringer.

Kanylen har i forbindelse med månedens tema “En iblandt” valgt at tage en snak med Gitte om alt dette og mere til for at komme tættere på vor allesammens rektor, der til tider

kan føles fjern fra vores hverdag.

Gittes gymnasietid - ansvar og frihederSom ung afsluttede Gitte sin studentereksamen efter tre år

på Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Her havde hun brugt især de to første år på at forsøge at balancere mellem sangen, som var hendes yndlings fritidsbeskæftigelse, og skolen,

foto: Mille Holkenfeldt Behrendt

som hun også ønskede at klare med bravour.

Efter gymnasiet gik vejen direkte videre til lærerseminariet, hvor Gitte ikke helt følte, at hun kunne tilfredsstille sine ønsker til en uddannelse: “Jeg læste først et år på Seminariet, men så ‘strikkede jeg simpelthen for mange sweatre’, så jeg tog orlov, og dernæst begyndte jeg året efter på at læse dansk og idræt på universitetet.”

Dette skift var ikke uden større overvejelser, og Gitte mener da også, at man ikke skal skifte på grund af de mange muligheder, som bliver ud-

budt: “Man skal tage ansvar for sine egne handlinger, og det er da uhensigtsmæssigt at skifte rundt rastløst. Jeg mener, at man bør gøre alt, hvad man kan for at opnå sine mål. Noget af det bedste, jeg ved, er at se på mennesker, der virkelig brænder for, hvad de laver.”

Dagenes gang på Rysensteen og privat Hver dag skal Gitte repræsentere Rysensteen, dette belyser hun som en af de største udfordringer som rektor, men hun har aldrig været tæt på at kaste håndklædet i ringen: “Det er jo aldrig sjovt fx at tale til en kollegas begravelse, men det er

nødvendigt.”

Dog vejer lyspunkterne ved Gittes arbejde på Rysensteen højere, end de udfordringer hun oplever. Blandt andet nævner hun, at hun elsker at følge med i moduler hos klasser, at overvære et arrangement, hvor eleverne er engagerede eller opleve GCP på førstehånd, som da hun var med 3.c i Egypten.

Selvom Gitte umiddelbart kan virke som et meget udadvendt menneske, opfatter hun mest sigselv som en blanding: “Jeg skal være et udadvendt menneske, når jeg er på arbejde, men nogle gange kan jeg også godt lide bare at se indad, læse en kriminalroman, gå tur med min hund i sommerhuset og generelt bare være privat og ikke rektor.”

En anden ting, som Gitte gør i sin fritid, på trods af, at hun ellers synes, at hun gør for lidt, er at se klassiske koncerter og gå i teatret. Specielt musikken har haft en stor rolle i Gittes liv, da hun som sagt tidligere har sunget meget, og hun har nu så småt endnu engang påbegyndt det. Blandt Gittes yndlings-musikere findes Billie Joel, som hun engang lavede et helt opvarmningsprogram med.

Det nyere musik er hun dog ikke meget for: “Når det bliver fredag, og Max og Malte står nede og laver Mamse, sker det en gang imellem, at jeg bliver nødt til at minde dem om, at der stadig er

foto: Mille Holkenfeldt Behrendt

nogle, der arbejder”.

En generel holdning til Gitte, som kan findes på Rysensteen, er, at Gitte er en meget seriøs og kontrolleret person, dette forstår hun, men hun forklarer det med, at hun som rektor - på trods af en umiddelbar lyst - ikke kan gå forrest i grinekoret.

Privat opfatter Gitte dog sigselv som en person, hvor humor fylder meget: “Jeg husker specielt en episode med min veninde, hvor vi kørte hjem i en bus, og jeg grinede hele vejen hjem. Min veninde stod af, og selv efter hun var væk, grinede jeg alene hele vejen hjem. Det var så pinligt, men jeg kunne bare ikke stoppe. Jeg kunne nok bare være stået af bussen og være gået hjem grinende, men jeg var nærmest helt lammet.”

Vi slutter vores møde med Gitte her, hvor vi føler, at vi har fået et bedre indblik i, hvad der driver den kvinde, der driver vores skole. Men et møde med Gitte uden ros og samtale om NORA er tæt på umuligt, så her bringer vi en hilsen fra Gitte til alle jer: “Jeg kunne godt tænke mig at sige, at jeg synes, Rysensteens elever er fantastiske, og jeg er meget stolt af at være rektor for alle jer. Men vi skal huske at være ansvarlige over for hinanden og tage ansvar sammen.”

– Asta Handberg, Emil Ipsen og Mille Holkenfeldt Behrendt

Gittes Blå bogFødselsdag: 23. februar 1959 i Brønshøj

Civiltilstand: Gift med Poul gennem 30 år. De har to børn sammen

Bopæl: Frederiksberg

Uddannelse: Sankt Annæ Gymnasium, Lærerseminariet, Københavns Universitet

Job inden Rys: Leder på Københavns Kommunes Ungdomsskole, AOF Hovedstaden, gymnasielærer og pædagogisk afdelingsleder på Avedøre Gymnasium

Fritidsinteresser: løb, gå tur med sin hund, være i sommerhus

foto: Mille Holkenfeldt Behrendt

SpilOpreportage

Klokken var lidt i syv på en højhellig tirsdag. Folk stimlede stille og roligt sammen i salen, der var badet i den bløde belysning fra de to hjemlige standerlamper, som omgav scenen. Lokalet summede af småsnak. Forventningerne til aftenens musikalske strabadser var høje. Med ét indtog de fire spilopper scenen, med de velkendte træningsjakker fra dengang far var ung, hurtigbriller og højt humør. Rytmen blev talt for, og hele salen klappede med. Tonerne blev slået an. Synths ala Twin Peaks møder Beverly Hills fyldte rummet. Nu var vi for alvor i gang.

Et arrangement med plads til politiske løjerFørste band på aftenens line-up var Fuldautomatisk

Raketskib, bestående af tre gutter fra henholdsvis 1. og 2.a. På programmet stod der energisk punk tilsat en anelse

kækhed. Der blev smadret løs på bas, guitar og trommer. Det handlede om at holde fast på hat og briller, for tempoet var

foto: SpilOp

højt – man skulle jo nødigt misse noget.

Forsangeren, Benjamin, præ-senterede deres næste sang på allerbedste vis: ”den hedder ‘du er kæmpe dum og jeg hader dig’ – den er dedikeret til vores statsminister, Lars Løkke”. Publikum kastede en forløsende latter fra sig.

Hvis man troede, at SpilOp kun ville handle om lejrbålsmusik og akustiske guitarer, så kan man godt tro om igen. Til SpilOp er der nemlig plads til alle slags genrer og indslag – også de politiske af slagsen. Serenade-sang og digtning med et twistI en helt anden boldgade var Karens indslag, der med sin soul-sound fortryllede publikum. Klara fra 3.a fandt også saxofonen frem og fyrede op for en omgang autentisk speakeasy-stemning. Det var helt sikkert aftenens hede, sensuelle musikalske oplevelse, der fik temperaturen op og folk til at rykke lidt tættere sammen.Endelig var det som om, at ildstedet, der var projekteret op på bagvæggen, kom til sin fulde ret. Viktoria fra 1.a fandt også frem til scenen, hvor hun optrådte, med hvad hun kaldte for beatpoetry. Det var, som genretitlen antyder, en blanding af det bedste fra begge verdener. Hun reciterede et kort, originalt digt om sin

bedste ven, som døde for 4 år siden. Der gik et sug gennem salen, og publikum lyttede intenst med.Viktoria beviste med sit lille indslag, at det ikke handler om kvantitet, men om kvalitet. Fra Christianshavn til Balkan og hjem igenSpoler man et par optrædener frem, kommer man til Okarma. Okarma er et fuldblods Christianhavnerband, der spiller balkaninspireret musik.Der var ingen tvivl om, at bandets placering i programmet var mere end nøje overvejet. Det er ej heller en hemmelighed, at dette var og blev aftenens højdepunkt!

Ingen fortrak en mine, da de gik i gang med at spille sangen ”Balkan Mountains”. Dette var solidt håndværk af den fornemste kaliber. De spillede enormt ’tight’ – hver en tone blev spillet på præcist det tidspunkt det skulle. Og tro ikke det er den rene barneleg at spille balkan; Okarma bevægede sig rundt i et univers af skæve taktarter, rytmiske krummelurer og dissonerende lyde.

Dette vidnede ikke mindst om en dyb musikalsk forståelse samt stor dygtighed, men også om at bandmedlemmerne nærmest var som skabt for hinanden.

Aftenen sluttede af med et lille ensemble bestående af en håndfuld drenge fra 1.a, der både

spillede og sang i allerfineste singer-songwriterstil. De skru-ede helt ned for tempoet og gjorde klar til, at der skulle lukkes og slukkes.

Der hang en rar atmosfære i luften. Én efter én forlod publikum salen, til den stod helt tom. Folk trissede lige så stille hjemad; mæt på både kaffe og hjemmebagt kage, men også på musikalske oplevelser i alle genrer og stilarter

– Cille Hvass

“den hedder ‘du er kæmpe dum og jeg hader dig’ – den er dedikeret til vores

statsminister, Lars Løkke”foto: Asta Handberg

Iblandthjemløse

Jørgenfoto: Emil Ipsen

Vesterbro. Et brokvarter, der gennem de seneste årtier har gennemgået en massiv udvikling, som har affødt, at bydelen er gået fra at være et råt arbejderkvarter med et stærkt sammenhold til et mondænt mekka af café latte til overpris, gallerier og fine fornemmelser - den kreative klasses foretrukne legeplads med individualismen i højsædet.

Dog er alt på Vesterbro ikke lutter øko-brunch og instagramfiltre, for bevæger man sig væk fra Enghave Plads og ned mod Hovedbanegården, hvor hjemløse, narkomaner og prostituerede har deres vante gang, vil man blive overrasket over bydelens skarpe kontraster.En grå tirsdag i november besluttede vi os for at bryde med paralleluniverserne på Vesterbro og tage en snak med en af de skæbner, man finder i den “dystre” ende af Istedgade.

Ved indgangen til Hovedbanen ender vi med at falde i snak med en dejlig kvinde ved navn Susan, der lever på gaden, og skælder alle, der forsøger at sælge os alverdens narkotika fra suspekte inderlommer, ud på hendes egen bestemte og dog joviale facon.

Hun fortæller os, at hendes gode ven Jørgen vil være den bedste kandidat, når det kommer til et interview om bydelens udvikling, idet han er en mand, som er vant til mediernes rampelys. Det vil senere vise sig, at der er noget om snakken, og vi ender med at slå os ned på Jernbanecaféen, som vil danne rammerne for interviewet, med Jørgen og Susan over en kold tuborg.

“Skål”, siger Susan, og vi stemmer i. For Jørgen, som har været dybt afhængig af både hårde stoffer såvel som alkohol, men idag har været stoffri i fem år, bliver det blot til et skål ved særlige lejligheder - som denne.

Jørgen har ikke haft det let. Som ni-årig blev han seksuelt misbrugt af pædagoger på det børnehjem, som han som barn var blevet placeret på, hvilket medførte, at han stak af, og siden da har levet et liv på gaden.Et hjemløst liv der bl.a. har budt på overnatninger under åben himmel i 23 frostgrader men også op til flere fængselsophold.

Jørgen husker dog tydeligt sin barndom på Vesterbro, der på det tidspunkt tog sig noget anderledes ud:“Jeg har boet på Vesterbro siden 1970, hvor jeg blev født. På det tidspunkt var Vesterbro et samlingspunkt for alle os arbejdere og os, der kunne finde ud af at stå hinanden nær og hjælpe hinanden.

Vi var seksten drenge fra West-end, som hang ud på Vesterbro. Luderne, lommetyvene og alfonserne tog sig af os, og hvis vi stod en flok drenge, som ikke havde fået noget at æde, så købte de mad til os i

pølsevognen, fordi de vidste, at vores forældre ikke altid havde mad til os, når vi kom hjem.

Så hvis man sammenligner min barndom på Vesterbro med i dag, så vil jeg sige, at dengang tog man sig af hinanden. I dag kigger vi på hinanden og tænker ”Gud, hvad fanden laver du her?”, fortæller han om det kontrastfyldte Vesterbro: “Prøv at gå turen fra Enghave Plads og ned ad Istedgade. Lige så snart du når til Gasværksvej, så vil du kunne mærke en forandring af rang. Nede ved Enghave er der caféer, hipsters, og du kan sidde og hygge dig, men det kan du ikke i denne her ende.”

I 1991 og frem til 2005 fore-tog man en byfornyelse af brokvartererne, hvis formål var at hæve boligstandarden i størstedelen af de gamle arbejderboliger, som blev opført som følge af industrialiseringen og dertilhørende urbanisering i slutningen af 1800-talletDette initiativ har bidraget til Vesterbros udvikling i retning mod det mere mondæne: ”Den lejlighed i Westend vi boede i, da jeg var barn, kostede 1400 kr., i dag koster den 4,7 millioner.

Det er blevet til ejerlejligheder,

fordi de har moderniseret det hele. Den gang havde vi pissoir på bagtrappen og lokum nede i baggården, og så havde vi en grukedel, hvor vi børn blev spulet med koldt vand sommer såvel som vinter, når vores mor var færdig med sin tøjvask. Sådan var det at vokse op herinde.

Men det skabte jo også sammenhold. Vi var jo lige os børn. Vi kom allesammen fra arbejderklassen. Idag er der kommet et stort skel på Vesterbro. Her bor nogle, som er multumillionære og andre, som ikke har en krone.”

Vesterbro er ikke det samme, som det har været, og det modsætningsforhold, som præger bydelen idag, er på én og samme tid dybt grotesk men også enormt fascinerende.

Man kunne dog ønske sig, at Vesterbros sammenhold på trods af kontrasterne kunne udvikles i en positiv retning i form af fx en større anerkendelse af og indblik i de forskellige livsformer og mennesker, som bor i bydelen. Jørgen er en progressiv mand, og han har faktisk forsøgt at gøre op med Vesterbros kontrastfyldte natur, idet han er medstifter af firmaet

“Gadens Stemmer”, hvis formål bl.a. er at skabe unikke møder på tværs af samfundslag.

Her agerer han guide på byvandringer, hvor han giver et unikt indblik i det hjemløse liv på Vesterbros gader og stræder. Man kan læse mere om “Gadens Stemmer” og bestille en byvandring med Jørgen på:http://www.gadensstemmer.dk/

– Emil Bundgaard Ipsen og Ida Johanne Baunkjær

Jørgen på en rundvisning med ‘Gadens Stemmer’foto: Emil Ipsen

Én iblandt7 milliarder

foto: Julie Nosch

Da jeg sidste år var udvekslingsstudent i Los Angeles, tog jeg efter nogle måneder en weekend til San Francisco. Jeg er vant til, at jeg i Danmark er fra Tyskland, i resten af Europa er fra Danmark, og i USA var jeg fra Europa – eller Sveriges hovedstad. Men da nogle andre turister dén weekend i San Fransisco spurgte, hvor jeg var fra, svarede jeg uden tøven: ”I’m from LA”. Selvom vi lever i en multietnisk globaliseret verden, er der i dag stadig, og måske præcis af denne grund, stort fokus på, hvor man kommer fra. Kan det være, at jo mere internationale vi bliver, desto stærkere har vi brug for det nationale? Har vi nu til dags i højere grad brug for et

nord, et hjem, vi kan orientere os ud fra?

Jeg er selv fuldstændig forvirret og til tider frustreret over ikke præcist at vide, hvor jeg hører til blandt milliarder af medmennesker. Jeg ved ikke engang, hvor jeg kommer

fra. Jeg lyver, når jeg siger, jeg kommer fra Danmark, da jeg er født i Tyskland, men min danske accent og tyske grammatikfejl afslører mig, når jeg i München siger, jeg er fra Tyskland. Så får jeg spørgsmålet: ”men hvor kommer du oprindeligt fra?” Fordi jeg sidste år var udvekslingsstudent

i både Frankrig og USA, har jeg nu tilhørsforhold i endnu flere nationaliteter.

Jeg kom tilbage til Danmark som nationalitetsskizofren. Dette betyder, at jeg højlydt diskuterer tysk fodbold med en Dortmunder i garderoben før en Rysfest, fordi Bayern München jo åbenlyst er det bedste hold- Dette betyder, at jeg bliver fornærmet, når andre kalder franskmænd snerpede. Og det betyder, at vi fejrer Thanksgiving i min familie.

Jeg ved, at flere unge i vores globaliserede verden og på GCP-Rysensteen, med inter-national profil, kender denne følelse af nationalitetsskizofreni, hvor ens modersmål ikke tales i fædrelandet, eller man føler sig hjemme flere forskellige steder, hvor man hverken er født eller opvokset.

Jacob Friis, 1.d, som var udvekslingsstudent i USA skriver: ”Da jeg boede på den anden side af kloden, vil jeg næsten påstå, at jeg tillærte mig at skifte nationaliteten ud

med en global identitet”. Mange har allerede svært ved præcist at sige hvor de kommer fra eller hvor de hører til, og jeg er sikker på, at det er et dilemma, de fleste kommer til at opleve i fremtiden. Nogle vil argumentere, at man helt enkelt kommer fra det land, der står på ens pas. Det lyder logisk, for jeg holder mere af København end noget andet sted i verden. Hver gang jeg cykler ned ad Vesterbrogade, hver gang jeg køber en overdyr sort kaffe i Indre by eller falafel

foto: Julie Nosch

på Nørrebro, ved jeg, at det er her, jeg hører til.

Men lige så meget som jeg har tilfælles med alle de andre halvt genbrugs- halvt Acneklædte piger, der farver Københavns smukke gader i uendelige nuancer af sort og blond, lige så lidt har jeg tilfælles med de DF-stemmende førtidspensionister i Sønderjylland og resten af den xenofobiske danske befolkning, som nu får Danmark til at fremstå som et land med skyklapper på i den internationale presse.

Måske føler jeg mig kun splittet mellem nationaliteter, fordi jeg ikke vil indrømme, at jeg er dansk? Og kan jeg overhoved kalde mig dansk, når jeg er født i München, hellere vil spise shawarma end flæskesteg og desuden hverken støtter op om den danske regering eller monarkiet? Kan man kalde sig dansk, når man kender

forskellen på who og whom, men ikke hans og sin?

Jeg kan forestille mig, at vores generation i fremtiden kommer til at have tilhørsforhold til så mange byer, at hele ideen om fædreland, modersmål og nationaliteter langsom vil bryde sammen. Og hvor hører vi så til henne?William fra 3.a, som både er etnisk dansk og japansk, skriver, at man helt enkelt hører til der, hvor man føler sig hjemme. Men hvad hvis man ikke kun føler sig hjemme ét sted?

Peter Borring Balle fra 1.u, som var udvekslingsstudent i Paraguay, skriver: ”For mig er et hjem ikke et sted men en følelse, og jeg ved at rigtig mange af mine udvekslingsvenner har det på samme måde. Jeg har tidligere boet i Sverige, og har en følelse af at være hjemme der, men ikke når jeg er i Malmø

fx, kun når jeg befinder mig i Stockholm, hvor jeg boede.”

Måske er der ved at ske et opgør med nationalstaten som rammen for vores identitet, og vi vil i fremtiden i stedet fokusere på alle de steder i verden, hvor vi er lokale? Jeg ved godt, at jeg ikke er fra Los Angeles, men måske hører jeg hjemme flere end ét sted? Måske kan vores kompasser i fremtiden føre hjem til flere forskellige ”norder”?

Hvis det betyder, at jeg hverken skal give afkald på kindkys ved Canal st. Martin, Weißwürstle og Augustiner, surfing i Stillehavet eller tidlige morgner med kaffe og ølrester i ladet på christianiacyklen, så har jeg intet imod bare at være én verdensborger i blandt milliarder.

– Julie Nosch

foto: Julie Nosch

Iblandt enfilmelsker

”Jo mere jeg fordyber mig og arbejder med film, des mere begejstret og passioneret bliver jeg.”foto: Mathilde Eilschou Holm

Døren åbner, du går op ad trappen, forbi sprogcenteret, op ad trapperne igen. Det er lige inden første modul, og du er ikke sikker på, hvilket lokale, du skal være i. Mens du får åbnet dagens skema på mobilen, passerer adskillige andre elever din let foroverbøjede krop – der er ingen længere samtale, højst et venligt smil eller en kort hilsen fra en, du kender.

Med al den diversitet og mangfoldighed, der er at finde på de uendelige trapper i Hovedbygningen og de blankpolerede gange på Flæsketorvet, kan det være svært at sætte en finger på hver og en af alle de ansigter, man møder på en dag. Hvad bruger en elev fra Rysensteen sin tid på, når han eller hun går hjem? Hvilke fritidssysler og drømme bliver udviklet i deres hoveder, når der ikke er særlig meget at lave i et DGI-modul?

Felics Pedersen er 17 år gammel og går i 2.x. På mange måder minder Felics om adskillige andre fra Rysensteen: Han er hovedsageligt vokset op på Østerbro, men har også tilbragt meget tid på Nørrebro, hvor hans far bor. Til gengæld skiller han sig ud ved at have en brændende passion for film.

”Filmmediet er for mig det mest ultimative medie, idet det er sammensat af to – i forvejen fantastiske – udtryksformer, og at det over tid er blevet udviklet til at kommunikere abstrakte koncepter og historier.Derudover kan filmen også være satans snu og virkelig tale til underbevidstheden. Hvis der er noget, man gerne vil opnå som

kunstner, så er det at fucke med folks virkelighedsopfattelse.”

Drømmen om i fremtiden at arbejde med film er reel, men også en udfordring at realisere, siden konkurrencen inden for filmbranchen er benhård. Derfor bruger Felics størstedelen af sin fritid på at søge information på diverse hjemmesider og snige sig ind på en masse produktioner, så han på den måde kan uddanne sig selv og gøre sig klogere på industrien.

Han understreger, at hvis du en dag ser ham begravet i en computerskærm, er chancen for, at det er en aflevering, meget lille.

Men hvornår og hvordan har interessen for film slået rødder? ”Jeg tror i bund og grund, at min far har været min største indflydelseskilde, og han er også grunden til, at jeg er så glad for film. Han er musiker, så jeg lavede meget musik sammen med ham, da jeg var mindre.Blandt andet udgav vi for familien en jule-cd hvert år af sange, vi havde lavet. Det har ændret sig lidt siden, men det er helt sikkert der, at jeg er blevet glad for det kreative.”

Senest har Felics været med på en uafhængig spillefilm, som bliver lanceret i mindre biografer til foråret. Han har i et par år arbejdet på egne små projekter, der oftest ender ud i kortfilm.

”Mit arbejde med at studere film inkluderer at se, læse om, lave og diskutere film, hvilket også er, derfor jeg er rigtig glad for at kunne få lov til at være med til at arrangere Filmklubben. Så har jeg en undskyldning for at nørde lidt og få en god diskussion.”

Ønsker du at høre mere om Filmklubbens næste arrangement, så hold øje med Lectio, Facebookbegivenheder og morgensamlingen.

– Mathilde Eilschou Holm

AndersFolden Brink

“USA har jo virkelig alt slags klima, natur og kultur for den sags skyld, på grund af dets størrelse”foto: privatfoto

Som elev kan det til tider være svært at forestille sig læreres liv uden for skolen, og oftest kender vi egentlig ikke meget til vores lærere. Men det vil vi gerne lave om på. For mange er naturgeografi-lærer Anders Brink nok bare én blandt utallige lærere. Måske har du alligevel bemærket ham på gangen med hans karakteristiske lange, krøllede hår og læderstøvler. Du har måske endda siddet gennem mange lange moduler om vejr, vulkaner og vækstpyramider. Men hvem er Anders egentlig? Vi har fanget ham på gangen og talt med ham om livet udenfor Rysensteen.

Hvad laver du så udover at være lærer på Rysensteen?Jeg har jo altid spillet musik, det er der sikkert nogle af jer der har fundet ud af. Jeg kan godt mærke når eleverne finder ud af det, og sidder og spiller min musik i klasselokalet. Men jeg har jo ikke lyst til ligefrem at bede dem om at slukke min egen musik!

(der grines lidt)

Jo, vi har hørt lidt om dit band, hvis du har lyst til at fortælle lidt om det?Vi hedder Sea, og vi er sådan heavy rock, i bund og grund. Det gør vi ret meget, vi har pladekontrakt med et pladeselskab der hedder Target Records, og har udgivet en plade her for et år siden. Den har fået rigtig mange fine anmeldelser og vi har vundet nogle awards. Vi spillede også på Copenhell her sidste år. Lige nu er vi i gang med at skrive vores nye plade og skal i studiet om et par uger.

Hvor længe har I så spillet sammen?Vi har spillet sammen i 4 år, men de fleste af os har altid spillet musik. Jeg har spillet heavy, men

jeg startede faktisk med at spille klassisk musik.

Så når du selv hører musik er det ikke kun heavy rock?Nej nej, jeg hører alt mulig forskellig musik. Mest musik fra før jeg selv blev født. Ikke så meget på grund af genren, men jeg synes det var en renere verden dengang, ikke forpurret af så mange kommercielle interesser.Jeg har mange yndlingsbands – alt fra gammel soul til 50’er til heavy rock til min fars gamle Beatles-plader. Men måske Beatles egentlig, bare for at være så almindelig. De har bare god sangskrivning i fokus, hvilket jeg måske generelt synes der mangler lidt i noget musik i dag. Vi prøver også i bandet at følge samme filosofi, dog en anden genre selvfølgelig.

Hvad er så den bedste koncert du har været til?Den første Roskilde Festival jeg var på for 10 år siden, hvor Black Sabbath spillede. Stort, klassisk, det var jo dem der opfandt heavy metal. De spillede deres første reunion koncert i næsten 30 år på det tidspunkt, så det

var vældig specielt.De er faktisk genforenet igen nu, og spiller deres sidste koncert nogensinde på dansk jord på min fødselsdag i år, så det må helt klart være mindet og et af yndlingsbandsne.

Når nu du er geografilærer, hvor mange af verdens kontinenter kan du så krydse af?Jeg har været i de fleste europæiske lande tror jeg. Jeg har haft mine interrail-ture efter gymnasiet, og også på tour med bandet osv. Der får man virkelig kørt nogle kilometer, så Europa den har jeg godt dækket, vil jeg sige.Jeg har været i USA på nogle ture, og i Sydamerika på noget arbejde engang, hvor vi var nede til klimatopmøde i Brasilien. Jeg har dog aldrig været i Asien, Australien eller Afrika endnu.

Hvad er så det bedste sted du har besøgt?Det er altid sjovt at komme til USA, fordi det er så anderledes. Jeg tog derover i starten af 20’erne og kom til Los Angeles og oplevede den musikbranche der var der, der skete altså rigtig mange sjove ting der. Vanvittigt

flot land også, USA har jo virkelig alt slags klima, natur og kultur for den sags skyld, på grund af dets størrelse.

Men generelt set elsker jeg at rejse i Europa også, der er mange der glemmer Europa. Europa har jo sindssygt mange ting samlet på et meget lille areal, og folk fra hele verden rejser jo til Europa af gode grunde.

Det er ikke som i USA, hvor du må rejse 2 dage for at se et eller andet. I Europa kan du sætte dig ind i en bil 5 timer og nærmest være hvor som helst, i en helt anden kultur eller natur. Jeg elsker også Danmark. Man skal huske hvor dejligt det er at bo i Danmark egentlig, det er få byer i verden jeg har været i, som er lige så behagelige som

København. København er et meget særligt sted.

Har det altid været planen at du skulle være naturgeografilærer?Nej, det var egentlig lidt et tilfælde. For mange musikere er det jo selvfølgelig drømmen at leve af musik, men jeg har altid haft det sådan at jeg gerne ville have et godt alternativ til musikken.Men klima og miljøproble-matikken har jeg altid syntes var super spændende, så det er bestemt ikke noget jeg kun gør for alternativets skyld. Jeg begyndte bare stille og roligt at uddanne mig ved siden af musikken.Jeg fik jobbet igennem mit studiejob, som var for noget der hedder Grøn Campus, som har været med til at gøre

Københavns Universitet til et af de grønneste universiteter i verden. Vi underviste også på flere universiteter i verden og samarbejdede med bl.a. Yale.

Det var også herigennem at jeg kom til klimatopmøde i Rio, så det viste sig at være noget jeg blev rigtig glad for, jeg vidste det bare ikke selv før rimelig sent. Det er en meget god kombination jeg har nu; halv gymnasielærer og halv rockstjerne

(siges der med et smil på læben)

Der er jo også andre lærere på skolen som spiller musik, så vi skal nok have et godt lærerband parat til når I går ud af 3.g.

– Laura Riis-Klinkvort

Seafoto: pressefoto

En iblandt

En blå priki det røde hav

Som gymnasieelev på Rysensteen Gymnasium fremstår man hurtigt som en minoritet hvis man, som jeg, er tilhænger af nogle af DF’s holdninger. Jeg hører tit kommentarer som ”hvor er du et dårligt menneske” og ”fuck du er klam” når jeg udtaler mig om min politiske holdning.

For at gøre det klart, så mener jeg, at vi som land ikke er i stand til at løfte ansvaret, som de åbne grænser medfører. Jeg mener at indvandringen er for stor, og at

grænserne burde kontrolleres, som man nu er begyndt på i Sverige, grundet de mange problemer med den hidtidige frie indvandringspolitik.

Mange gange er der lavet undersøgelser, som viser, at en forholdsvis stor del af kriminaliteten i Danmark begås

Emmeli og Søren Espersenfoto: privatfoto

af folk med en anden etnicitet end vestlig. Derudover er det, for mig, et kæmpe problem, at en stor del af indvandrerne i Danmark vil sætte koranen over grundloven, hvis de stod med valget. Som gymnasium er Rysensteen venstreorienteret, og med de holdninger, jeg har, fremstår jeg tit som en minoritet - alene og latterliggjort. Eleverne på Rysensteen er privilegerede mennesker. Vi lever i en lille osteklokke, og de færreste af os har selv stået ansigt til ansigt med problemerne ved indvandring.

Jeg mener, at eleverne på Rysensteen er meget kompetente, men jeg mener bare også, at de ikke har været i kontakt med bagsiden af indvandringen.

Rysensteen Gymnasium af-spejler ikke samfundet, det er de færreste, som reelt lever blandt de problematiske ind-vandrere og i ghettoerne. På Rysensteen ser vi kun velintegrerede indvandrere og unge, der er bedre stillede.

Alle dem i de lavere sociale lag, og udkantsdanmark er ikke repræsenteret. Rysensteen er elitens og overklassens

Danmark. Mange har foragt for almindelige menneskers oplevelser af problemerne. For at vende tilbage til effekten af den udstødte og foragtede holdning, som jeg har, så stilles jeg ofte ansigt til ansigt med fuldstændigt uforstående mennesker, der ser mig som et dårlig menneske grundet min politiske overbevisning.

Men kan jeg virkelig bedømmes som menneske grundet mine holdninger til indvandring? Når man omtaler mig som et dårligt menneske, udelukkende grundet det, så flytter man det politiske over til en moralsk stillingtagen til mig som menneske.

I stedet for at have en kon-struktiv politisk diskussion om væsentlige elementer i vores samfund og om samfundets udvikling, så kom-mer holdningerne hurtigt til at handle om moral og menneskesyn.

Dermed om rigtige og forkerte meninger. Her lander man hur-tigt i, at de rigtige godt må mene det forkerte, men de forkerte må ikke mene det rigtige.

Dem med politiske korrekte holdninger, som ønsker at hjælpe alle, har taget patent på

det gode og på sandheden. Hvis man så, som jeg, er uenig med dem, gøres man automatisk til den onde og forkerte. Den politiske diskussion bliver hurtigt fjernet, og menneskets moral og etik bliver pludselig issuet. For at have en politisk debat skal der helst være flere meninger repræsenteret. Alligevel kri-tiseres jeg dagligt for at repræsentere det forkerte.

Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal føle mig hjemløs i gymnasiet, blot fordi, at jeg er i besiddelse af den ”forkerte” holdning. Hvis alle var enige, ville det føre til et totalitær regime, hvor kun en mening ville være anerkendt.

Når man som mig, har anderledes holdninger end de andre kan man nemt blive udstødt. Jeg fremstår som den grimme ælling i andegården, når jeg udtaler mig om min holdning til indvandring.

Jeg mener, at hvis I virkelig er demokratiske, burde I som mine medstuderende respektere mine, for Rysensteen atypiske, holdninger, for som Niels Haugaard siger; ”Enighed gør dum”

– Emmeli Rose Adler

Det er nok ikke gået nogen af Rysensteens elever forbi, at et flertal valgte at nedlægge undervisningen i tre moduler torsdag d. 29. oktober, som protest mod regeringens bebudede besparelser på uddannelsesområdet. Besparelserne kan der siges meget om, både godt og skidt. Det er dog ikke den diskussion, jeg synes er mest relevant. Nej, i stedet kommer her en lille samf-lektion 101:

Arbejdere har mulighed for at nedlægge deres arbejde (en såkaldt strejke) såfremt de ikke kan blive enige med deres arbejdsgiver om de forhold, der arbejdes under. Ligeledes kan

en arbejdsgiver lock-oute sine medarbejdere, hvis man ikke er parat til at imødekomme deres krav. Den dynamik er kernen i den danske arbejdsmarkedsmodel.

Dynamikken bæres af, at det er skidt for arbejdsgiverens profit, hvis hans medarbejdere ikke møder på arbejde, og det er skidt for arbejderne ikke at få løn, fordi de er blevet lock-outet.

Nedlæggelse– oh why?

Verafoto: privatfoto

I en arbejdskonflikt vil begge parter derfor have interesse i at løse konflikten så hurtigt som muligt. So far so good.

Hvorfor er det relevant spørger du? Jo, nu skal du høre. Hvis den dynamik ikke eksisterer, så giver det ingen mening at strejke.

Som elev i Danmark bliver hele din uddannelse betalt af skatteyderne, altså staten. Du er en udgift (en ret stor en, faktisk). Du kommer ikke til at skabe profit for staten, før du kommer ud på arbejdsmarkedet efter at have afsluttet en kompetencegivende uddannelse.

Indtil da er du faktisk bare på overførselsindkomst og et stort rødt minus i statens budget. Hvis du er på overførselsindkomst, giver det ingen mening at strejke, for du er ikke en profit for nogen. Så da et stort flertal besluttede sig for, at nu skulle vi sgu strejke på Rysensteen og gå ud og rigtig vise regeringen, at vi ikke fandt os i deres pis, gav det absolut ingen mening.

Kæmpe cadeau til de elever, der rent faktisk tog til demonstrationen på Slots-pladsen. Selvom jeg ikke er enig i, at besparelserne udelukkende er dårlige, fortjener al politisk engagement respekt. Men helt ærligt; den demonstration startede kl. 16, og vores sidste modul slutter 15.25. Hvorfor i alverden var det nødvendigt, at

lave en fuldkommen meningsløs markering, når de folk, der havde lyst, sagtens kunne have nået demonstrationen efter det sidste modul? For at vise magthaverne at vi har fået nok? I så fald way to go.

Det eneste den nedlæggelse gjorde, var at understrege, at danske elever og studerende grundlæggende ikke har nogen idé om, hvor privilegerede de er, er interesserede i at modtage undervisning eller forstår betydningen af ordet arbejdsnedlæggelse. Og det budskab tror jeg ikke rigtig får regeringen til at trække deres besparelser tilbage.

Skal vi være helt ærlige (og det skal vi), så var det jo langt fra alle af de elever, der stemte for, der rent faktisk gik ud og demonstrerede. For langt de fleste var det en mere eller mindre frivillig fridag og en kæmpe omgang fællespjæk. Så meget for at lave et statement.

Hvis jeg nu bare for et kort øjeblik skal forholde mig til besparelserne, synes jeg, at der er et par ting, der ikke rigtig blev taget med i debatten. For det første kan man ikke komme udenom det faktum, at der er få penge i staten Danmark. Man kan råbe og skrige alt hvad man vil, men der skal findes penge et eller andet sted, hvis vores finanser skal hænge sammen.Det er en legitim holdning, at

de penge skal findes et andet sted end uddannelse. Men det kunne da egentlig være rigtig interessant at høre, hvor de så skal komme fra.

Sundhedsområdet har igennem de sidste 10 år sparet langt, langt mere end uddannelsesområdet nogensinde kommer til. Er det der, pengene skal komme fra? Eller skal vi stoppe med at bruge offentlige kroner på vores flygtningeindsats? Ulandsbistand? Ældrepleje?

Der er masser steder i uddan-nelsessystemet, der sagtens kan spares på. Man kunne f.eks. starte med SU’en, den mest socialt skævvridende over-førselsindkomst, vi har i det her land, der koster ca. lige så meget som finansieringen af det samlede uddannelsessystem. Bare et forslag.

Næste gang elevrådet eller andre driftige elever får lyst til at lave en politisk markering, har jeg to bønner: prøv for det første at være ansvarlige nok til rent faktisk at komme med konstruktive bud på den dagsorden, I kritiserer. Ellers er protesten indholdsløs. Og demonstrer for det andet, for Guds – og de elever, der rent faktisk er interesserede i at modtage deres undervisnings – skyld, på en lørdag eller efter skole.

– Vera Rosenbeck

Det knaser, det knirker, det knagerBølgerne brækker båden baglensHavet tager himmelens skikkelse men mister sin egenEt foragtende flygtigt spejlbillede spænder sig verden over

Til tider is, til tider ikke, til tider altid, til tider aldrigMan kan ro til det dybe vadestedMan kan vade til det lave rostedStrømhvirvlerne slynger alt rundt

Slipper det fri igen på langt sigtIngen ved, hvor de kan bundeIngen ved, hvor floderne enderMen alle ved, at intet menneske er en sø

For vi er alle en i blandt etVi er alle blot brusbefængte bølger

Blot Brusbefængte Bølger – Sofus Sean Basset, 3y