Julens Eventyr  

Forskellige forfattere  

Samlet af Patrik Christiansen 

 

   

  

1 

Indhold Peters Jul ........................................................................................................................................................... 2 

Den lille pige med svovlstikkerne .................................................................................................................... 11 

Grantræet ........................................................................................................................................................ 13 

Jerikorosen ...................................................................................................................................................... 18 

Nissen hos Spekhøkeren .................................................................................................................................. 22 

Juleevangeliet .................................................................................................................................................. 24 

Sneemanden .................................................................................................................................................... 25 

Snedronningen ................................................................................................................................................ 29 

Julenissen......................................................................................................................................................... 45 

Søren Spidsmus ............................................................................................................................................... 49 

Forfatterliste .................................................................................................................................................... 51 

 

   

  

2 

Peters Jul: 1. Før Julen  

 

Jeg glæder mig i denne Tid;  

nu falder Julesneen hvid,  

og saa maa Julen komme!  

Min Faer hver Dag i Byen gaar,  

og naar han kommer hjem, jeg staar  

og ser hans store Lomme.  

 

Og paa hans Bord forleden Dag  

jeg saa et yndigt, lille Flag,  

og det jeg ikke glemmer.  

Papir han klipper med en Sax;  

men naar jeg kommer ind, han strax  

sin Stads i Skuffen gjemmer.  

 

Og Moer har Peberkager bagt;  

jeg ved det, jeg har selv dem smagt,  

da de var ganske varme.  

Sit Sølvskab Moer nu aabnet har,  

og Stadsestagen frem hun ta'er,  

den med de mange Arme.  

 

Og Moer hun har saa mange Bud,  

hvert Øjeblik skal Anders ud,  

og Moer og Anders hvisker.  

Men jeg kan dog høre, – tys!  

i Morges var det Julelys  

og røde Baand og Svesker.  

 

Og Søster Hanne syr og syr.  

Hun siger, Julen er saa dyr,  

hver Gang hun Grisen ryster.  

Til Faer hun har en Pibesnor  

af Perler, og til Bedstemoer  

hun hækler paa en Trøster.  

 

Jeg vil nok ogsaa noget faa;  

jeg maa jo ind i Salen gaa,  

naar hun skal til at strikke.  

Der inde er der rigt'nok koldt;  

men naar jeg spiller med min Bold,  

saa mærker jeg det ikke.  

 

Da før jeg ud med Karen gik,  

  

3 

vi var i Bagerens Butik;  

dér stod den tykke Bager,  

og han skrev op, hvad Karen sa'e:  

Til Juleaften skal vi ha'e  

to store Julekager.  

 

Gid det var Jul! Hvor det var rart.  

Men nu maa den da komme snart,  

det varer ikke længe;  

thi fra min Stol ved Vindvet her  

paa Køkkenmuren jeg jo ser  

alt Julegaasen hænge.  

 

2. Bedstemoer inviteres  

 

Du gamle, rare Bedstemoer,  

hvor det var dejligt, at du tror,  

at nok du ud tør kjøre.  

Og Juletræet er saa stort;  

Jeg saa' det staa i vores Port.  

Nu skal du bare høre!  

 

Med Risengrød begynder vi,  

husk paa, der er en Mandel i!  

Og saa skal Gaas vi have.  

I Gaasens Ryg et Flag skal staa,  

og den har smaa Manchetter paa  

og Grankrans om sin Mave.  

 

Naar Faer skær Hul paa Gaasen saa,  

han løfter mig, jeg kige maa  

til Sveskerne der inde.  

Vi trækker „Gaasekrog“ for Spøg,  

og tænk! en stor Klat Syltetøj  

jeg faar, hvis jeg kan vinde.  

 

Så får vi vin i vore glas,  

og Moer hun henter Juleknas  

og Godter til at spise.  

Og Gaasens Skaal vi drikke vil,  

og Faer han synger nok dertil  

en morsom Julevise.  

 

Og naar til sidst vi klinket har,  

sin Søndagspibe henter Faer,  

og Hanne hun maa stoppe.  

  

4 

Med Julelys hun tænder den;  

saa leger Faer med os igjen,  

og vi bli'er længe oppe!  

 

Far vel! for nu vil Karen gaa.  

Men jeg dig ikke sige maa,  

hvad vi skal hen og hente.‐  

Men kom nu rigtig tidligt! hva'?  

Du kan jo kjøre hjemme fra,  

før Lygterne er tændte.  

 

3. I Mørkningen Juleaften  

 

Vi sov af Glæde kun lidt i Nat,  

og Dagen har været saa lang;  

nu har vi os her paa Skamlerne sat,  

fortæl en Historie en Gang!  

Vi ved, du over hundrede kan.  

Mens Faer og Moer gør Træet i stand,  

fortæl, lille Bedstemoer! Gjør det! Aa!  

Men en, som er lang, at Tiden kan gaa  

 

Bedstemor fortæller:  

„Hver Juleaften netop nu,  

naar Julegrøden koger,  

da vandrer ‐Peter, hører du!  

igjennem Aftnens Taager  

med store Kanestøvler paa  

den gamle Jul til Staden;  

fra Vindvet kan man se ham gaa  

paa Sneen gjennem Gaden.  

Et dejligt Juletræ han bær',  

det største vist i Skoven.  

Hans Skjæg naar lige til hans Knæer;  

og paa hans Hat for oven  

et lille Julelys der staar;  

det straaler, og det skinner  

paa Næsen og de hvide Haar  

og paa hans røde Kinder.  

Og Gade op og Gade ned  

sit Træ han om vil bære;  

hvor alle bo, bestemt han ved,  

derpaa kan vis man være.  

Ved Husets Dør han stille staar  

og lytter meget længe;  

  

5 

han vide maa, før ind han gaar,  

om der er slemme Drenge.  

Og hører han, at Faer er vred,  

imens han Træet tænder,  

han rokker strax ad Trappen ned  

og ud paa Gaden render.  

 

Men hører han, at Faer og Moer  

er glad for deres Drenge,  

imens de pynte Julebord  

og Lys i Træet hænge,  

da ler den gamle Julefaer  

og ind i Stuen smutter.  

Sit Lys fra Hatten ned han ta'er,  

det funkler, og det futter;  

med det han hen til Træet gaar  

og nikker i det samme,  

strax fra hvert lille Lys der staar  

en klar og dejlig Flamme.  

Se, der, hvor Julen ej gik ind,  

hvor ej han vilde tænde,  

har Lysene et daarligt Skin  

og vil slet ikke brænde;  

men der, hvor Julen har dem tændt,  

de straale, og de skinne.  

Og derpaa har nu let man kjendt,  

om Julen var der inde.“  

 

4. Ved Juletræet  

 

Aa, hvor det straaler! Nej, se dog blot,  

hvor alle Lysene skinne!  

Og se, hvor Træet er fuldt af Godt!  

en Kat kan nu først jeg finde.  

Og dér er et Horn og en Svane — aa!  

Og dér er Pjerrot af Sukker;  

ham skal jeg rigtignok passe paa,  

naar siden vi Træet plukker.  

Her hænger en Hest under denne Gren,  

og dér er en Kurv med Pærer.  

Og dér er en Mand, nej, sikken en!  

En Tøffel paa Ryggen han bærer;  

hvoraf han er lavet jeg ikke ved.  

Men se blot Storken der oppe!  

 

Og Kagedukker, som Hænderne ned  

  

6 

i Buxelommerne proppe!  

Og Æbler, hvis Stilk er fint forgyldt,  

og et Par Strømper af Kage  

og Kræmmerhuse, som helt er fyldt  

med Ting, som jeg nok gad smage!  

Og Svøbelsebørn! Og se blot dér  

to Frøer af Chokolade!  

Nej, kom, der sidder en Ugle her.  

Aa, hvor vi alle er glade!  

Og store Figner i røde Baand  

og Grise og Sukkerkranse! —  

Bedstemoer, kom, tag fat i min Haand!  

Nu skal vi om Træet danse  

 

5. Julesangen  

 

Men se, Klaveret op er lukt,  

og hør, hvor Moer nu spiller smukt!  

Med foldede Hænder vi synge maa  

Den Julesang, vi har øvet os paa.  

 

Du grønne, dejlige Træ, god Dag!  

Velkommen du, som vi se saa gjærne  

med Julelys og med danske Flag  

og højt i Toppen den gyldne Stjærne!  

Ja, den maa skinne,  

thi den skal Minde  

os om vor Gud.  

 

Den første Jul i et fremmed Land  

Vorherre den store Stjærne tændte;  

den skulde vise vor Jord, at han  

den lille Jesus her ned nu sendte.  

I Stjærneglansen  

gik Engledansen  

om Bethlehem.  

 

Om Jesusbarnet fortalte Moer  

saa mangen Aften, vi sad her hjemme;  

vi kan hans Bud og hans milde Ord,  

vi ved, at aldrig vi dem maa glemme.  

Naar Stjærnen skinner,  

om ham os minder  

vort Juletræ.  

 

 

  

7 

6. Faers Julevise  

 

Og Gaasen kom paa Marken, da Kornet var kjørt væk;  

det kunde han nu lide, og derfor sa'e han: „Gæk!“  

Ved Mortensdag kom Pigen ud med den blanke Kniv,  

da gøs han, for han tænkte, det gjaldt hans glade Liv.  

 

Hun sleb den paa sin Tøffel, han fik en grusom Skræk;  

højt fløj han over Gærdet, mens han hvinede: „Gæk!“  

Men Pigen tog ham ikke, hun greb en anden en;  

da dansed han paa Marken paa sine lave Ben.  

 

De drev ham hjem fra Marken, paa Vejen fik han Smæk;  

han virrede med Halen, og han hvæsede: „Gæk!“  

De satte ham paa Sti, og de propped Maden ned,  

de holdt ham fast om Halsen, skjønt han kneb, og han bed.  

 

Til Julen blev han slagtet, da fik hans Hals et Knæk;  

den gang de vred den, skreg han sit allersidste „Gæk!“  

Saa laa han ganske stille, han mærked Kniven knap,  

som tog hans hvide Vinge og røde Gaaselab.  

 

Til Torvs ham Pigen bragte; dér roste man hans Vægt.  

Han Æbler fik i Maven og blev saa dejlig stegt.  

En Julegaas, det blev han, og det er ikke lidt,  

og Moer har skummet af ham en vældig Krukke Fedt.  

 

 

7. Juledag  

 

Hanne og jeg og min lille Broer,  

vi sidder her ved det store Bord  

og leger saa dejligt paa Dugen.  

Da Faer og Moer i Kirke gik,  

alt Juletøjet frem vi fik;  

vi er ganske ene i Stuen.  

 

Knud har en Æske med Dyr og Træer,  

mine Soldater marschere her,  

og Hanne sit Køkken har hentet.  

Jeg sender hende en Tinsoldat,  

som spørger, om Maden er parat,  

hun siger, at den har ventet.  

 

I Morges, da jeg vaagnede, Faer  

  

8 

her ind i Dagligstuen mig bar,  

han tog mig i Tæppet paa Armen;  

for Julemorgen al Tid vi maa  

her ind og høre Klokkerne gaa  

og blive klædt paa i Varmen.  

 

8. Et Besøg  

 

Den fattige Rasmus er kommen her hen.  

Han har det der hjemme kun daarligt; men  

nu skal vi ham nok fornøje.  

Et godt stykke Legetøj skal han faa,  

og Moer hun siger, at hun vil gaa  

og hente min ældste Trøje.  

 

De Billedbøger, vi har, skal han se,  

og saa vil han nok blive glad og le,  

og vi vil med Rasmus lege.  

Og Moer en Kop Kaffe ham skjænke vil  

og skære af Julekagen dertil,  

og vi vil ham Æbler stege!  

 

9. Nytaarsaften  

 

I Aften ender det gamle Aar,  

og derfor vi Æbleskiver faar.  

Jo, vi kan lugte, at Karen bager,  

mens vi spiller Gnav om Peberkager.  

 

Naa, hvor det buldrer der ude! Hør!  

Der kom en Potte på Karens Dør.  

Det var vist Anders; for Karen siger,  

at han gjør Løjer med alle Piger.  

 

Paa Gaden knalder det Skud paa Skud,  

nu skyder Drengene Aaret ud.  

Jeg hørte det før, da ned vi rendte  

for Bedstemoer fra Vognen at hente.  

 

Hun bliver al Tid, til tolv den slaar;  

for saa begynder det nye Aar.  

Først vil hun „Glædeligt Nytaar“ sige,  

saa kommer Vognen og hendes Pige.  

 

Naar „Glædeligt Nytaar“ vi har sagt  

og alle hinanden Haanden rakt,  

  

9 

så kommer Karen her ind i Stuen  

og siger, hun takker Herren og Fruen.  

 

Saa siger Faer, naar jeg skal i Seng:  

Hvert Aar maa man blive en bedre Dreng.  

Han banker mig lidt med Piben paa Panden,  

og han og Moer de kysser hinanden  

 

 

10. Helligtrekongers Aften  

 

Se, nu er da Julen strax forbi;  

det er Helligtrekongers Aften.  

Saa ender den rare Jul; men vi  

er glade, at vi har haft den.  

Tre Lys har vi tændte — tænk en Gang!‐  

for Kongerne, de, som bragte  

Jesusbarnet en Julepresent;  

vi ved det, for Faer har sagt det.  

Her sidder vi ved vort lille Bord  

og ser, hvordan Lysene brænde;  

naar de er slukkede, siger Moer,  

at saa er Julen til Ende.  

 

11. Efter Julen  

 

Og Julen endte — Børnene fik  

igjen deres Bøger fat og gik  

til Skolen glad og fornøjet  

Dér tænkte de ikke paa Julen; men  

naar Klokken to de kom hjem igjen,  

de leged med Juletøjet.  

 

Og deres Juletræ de beholdt,  

det vilde staa grønt, blev det nok saa koldt,  

det kunde de ikke miste.  

Paa Duehustaget det blev sat op  

og Spurvene kvidrede i dets Top,  

og Duerne sad paa dets Kviste.  

 

Og Træet ‐ ja, det blev et syn at se,  

da det stod fuldt af den hvide sne;  

det var som med sølv bedækket. —  

Men den gang forårsfuglene sang,  

med sine brune grene det hang,  

og toppen var også knækket  

  

10 

 

Og skraldemanden efter det kom,  

men børnene syntes ikke derom,  

den gang det på vognen knejste.  

Det var jo rigtignok vissent, men  

det var dog, som om en gammel ven  

for sidste gang fra dem rejste. 

  

11 

Den lille pige med svovlstikkerne:  

Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder; ja hun havde jo rigtignok havt Tøfler paa, da hun kom hjemme fra; men hvad kunde det hjælpe! det var meget store Tøfler, hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store vare de, og dem tabte den Lille, da hun skyndte sig over Gaden, i det to Vogne foer saa grueligt stærkt forbi; den ene Tøffel var ikke at finde og den anden løb en Dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til Vugge, naar han selv fik Børn. 

Der gik nu den lille Pige paa de nøgne smaa Fødder, der vare røde og blaa af Kulde; i et gammelt Forklæde holdt hun en Mængde Svovlstikker og eet Bundt gik hun med i Haanden; Ingen havde den hele Dag kjøbt af hende; Ingen havde givet hende en Skilling; sulten og forfrossen gik hun og saae saa forkuet ud, den lille Stakkel! Sneefnokkene faldt i hendes lange gule Haar, der krøllede saa smukt om Nakken, men den Stads tænkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle Vinduer skinnede Lysene og saa lugtede der i Gaden saa deiligt af Gaasesteg; det var jo Nytaarsaften, ja det tænkte hun paa. 

Henne i en Krog mellem to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de smaa Been havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hiem turde hun ikke gaae, hun havde jo ingen Svovlstikker solgt, ikke faaet en eneste Skilling, hendes Fader vilde slaae hende og koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun Taget lige over dem og der peeb Vinden ind, skjøndt der var stoppet Straa og Klude i de største Sprækker. Hendes smaa Hænder vare næsten ganske døde af Kulde. Ak! en lille Svovlstikke kunde gjøre godt. Turde hun bare trække een ud af Bundtet, stryge den mod Væggen og varme Fingrene. Hun trak een ud, "ritsch!" hvor spruddede den, hvor brændte den! det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden om den; det var et underligt Lys! Den lille Pige syntes hun sad foran en stor Jernkakkelovn med blanke Messingkugler og Messingtromle; Ilden brændte saa velsignet, varmede saa godt! nei, hvad var det! ‐ Den Lille strakte allerede Fødderne ud for ogsaa at varme disse, ‐ ‐ da slukkedes Flammen, Kakkelovnen forsvandt, ‐ hun sad med en lille Stump af den udbrændte Svovlstikke i Haanden. 

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor Skinnet faldt paa Muren, blev denne gjennemsigtig, som et Flor; hun saae lige ind i Stuen, hvor Bordet stod dækket med en skinnende hvid Dug, med fiint Porcellain, og deiligt dampede den stegte Gaas, fyldt med Svedsker og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen af Gulvet med Gaffel og Kniv i Ryggen; lige hen til den fattige Pige kom den; da slukkedes Svovlstikken og der var kun den tykke, kolde Muur at see. 

Hun tændte en ny. Da sad hun under det deiligste Juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gjennem Glasdøren havde seet hos den rige Kiøbmand, nu sidste Juul; tusinde Lys brændte paa de grønne Grene og brogede Billeder, som de der pynte Boutikvinduerne, saae ned til hende. Den Lille strakte begge Hænder i Veiret ‐ da slukkedes Svovlstikken; de mange Julelys gik høiere og høiere, hun saae de vare nu de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en lang Ildstribe paa Himlen. 

"Nu døer der Een!" sagde den Lille, for gamle Mormoer, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: naar en Stjerne falder, gaaer der en Sjæl op til Gud. Hun strøg igjen mod Muren en Svovlstikke, den lyste rundt om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet. "Mormoer!" raabte den Lille, "O tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store velsignede 

  

12 

Juletræ!" ‐ og hun strøg ihast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet, hun vilde ret holde paa Mormoer; 

og Svovlstikkerne lyste med en saadan Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldrig før været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, ‐ de vare hos Gud! 

Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smiil om Munden ‐ død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde!    

  

13 

Grantræet:  

Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ; det havde en god Plads, Sol kunde det faae, Luft var der nok af, og rundtom voxte mange større Kammerater, baade Gran og Fyr; men det lille Grantræ var saa ilter med at voxe; det tænkte ikke paa den varme Sol og den friske Luft, det brød sig ikke om Bønderbørnene der gik og smaasnakkede, naar de vare ude at samle Jordbær eller Hindbær; tidt kom de med en heel Krukke fuld eller havde Jordbær trukket paa Straa, saa satte de sig ved det lille Træ og sagde: "nei! hvor det er nydeligt lille!" Det vilde Træet slet ikke høre.  Aaret efter var det en lang Stilk større, og Aaret efter igjen var det endnu een meget længer; thi paa et Grantræ kan man altid, efter de mange Led, det har, see hvor mange Aar det har voxet.  "O, var jeg dog saadant et stort Træ, som de Andre!" sukkede det lille Træ, "saa kunde jeg brede mine Grene saa langt omkring og med Toppen see ud i den vide Verden! Fuglene vilde da bygge Rede imellem mine Grene, og naar det blæste kunde jeg nikke saa fornemt, ligesom de Andre der!" 

Det havde slet ingen Fornøielse af Solskinnet, af Fuglene eller de røde Skyer, som Morgen og Aften seilede hen over det.  Var det nu Vinter, og Sneen rundt omkring laae gnistrende hvid, saa kom tidt en Hare springende, og satte lige over det lille Træ, ‐ o, det var saa ærgerligt! ‐ Men to Vintre gik, og ved den tredie var Træet saa stort, at Haren maatte gaae uden om det. O, voxe, voxe, blive stor og gammel, det var dog det eneste deilige i denne Verden, tænkte Træet.  I Efteraaret kom altid Brændehuggerne og fældede nogle af de største Træer, det skete hvert Aar, og det unge Grantræ, som nu var ganske godt voxent, skjælvede derved, thi de store, prægtige Træer faldt med en Knagen og Bragen til Jorden; Grenene bleve hugne fra, de saae ganske nøgne, lange og smalle ud; de vare næsten ikke til at kjende, men saa bleve de lagte paa Vogne, og Heste trak dem afsted ud af Skoven.  Hvor skulde de hen? Hvad forestod dem? 

I Foraaret, da Svalen og Storken kom, spurgte Træet dem: "Veed I ikke, hvor de førtes hen? Har I ikke mødt dem?"  Svalerne vidste ikke noget, men Storken saae betænkelig ud, nikkede med Hovedet og sagde: "Jo, jeg troer det! jeg mødte mange nye Skibe da jeg fløi fra Ægypten; paa Skibene vare prægtige Mastetræer, jeg tør sige, at det var dem, de lugtede af Gran; jeg kan hilse mange Gange, de kneise, de kneise!"  "O, var jeg dog ogsaa stor nok til at flyve hen over Havet! Hvorledes er det egentligt dette Hav, og hvad ligner det?"  "Ja det er saa vidtløftigt at forklare!" sagde Storken, og saa gik den.  "Glæd Dig ved din Ungdom!" sagde Solstraalerne; "glæd Dig ved din friske Væxt, ved det unge Liv, som er i Dig!"  Og Vinden kyssede Træet, og Duggen græd Taarer over det, men det forstod Grantræet ikke.  Naar det var ved Juletid, da bleve ganske unge Træer fældede, Træer som tidt ikke engang vare saa store eller i Alder med dette Grantræ, der hverken havde Rast eller Ro, men altid vilde afsted; disse unge Træer, og de vare just de allersmukkeste, beholdt altid alle deres Grene, de bleve lagte paa Vogne og Heste trak dem afsted ud af Skoven.  "Hvorhen skulle de?" spurgte Grantræet. "De ere ikke større end jeg, der var endogsaa eet, der var meget mindre; hvorfor beholde de alle deres Grene? Hvor kjøre de hen?"  "Det vide vi! det vide vi!" qviddrede Graaspurvene. "Vi have nede i Byen kiget ind ad Ruderne! vi vide, hvor de kjøre hen! O, de komme til den største Glands og Herlighed, der kan tænkes! Vi have kiget ind af Vinduerne og seet at de blive plantede midt i den varme Stue og pyntede med de deiligste Ting, baade forgyldte Æbler, Honningkager, Legetøi og mange hundrede Lys!" 

  

14 

"Og saa ‐ ?" spurgte Grantræet og bævede i alle Grene. "Og saa? Hvad skeer saa?"  "Ja, mere have vi ikke seet! Det var mageløst!"  "Mon jeg er blevet til for at gaae denne straalende Vei?" jublede Træet. "Det er endnu bedre, end at gaae over Havet! Hvor jeg lider af Længsel! Var det dog Juul! nu er jeg høi og udstrakt, som de andre, der førtes afsted sidste Aar! ‐ O, var jeg alt paa Vognen! var jeg dog i den varme Stue med al den Pragt og Herlighed! og da ‐ ? Ja, da kommer noget endnu Bedre, endnu Skjønnere, hvorfor skulle de ellers saaledes pynte mig! der maa komme noget endnu større, endnu herligere ‐! men hvad? O, jeg lider! jeg længes! jeg veed ikke selv, hvorledes det er med mig!"  "Glæd Dig ved mig!" sagde Luften og Sollyset; "glæd Dig ved din friske Ungdom ude i det Frie!"  Men det glædede sig slet ikke; det voxte og voxte, Vinter og Sommer stod det grønt; mørkegrønt stod det; Folk, som saae det, sagde: "det er et deiligt Træ!" og ved Juletid blev det fældet først af alle. Øxen hug dybt igjennem Marven, Træet faldt med et Suk hen ad Jorden, det følte en Smerte, en Afmagt, det kunde slet ikke tænke paa nogen Lykke, det var bedrøvet ved at skilles fra Hjemmet, fra den Plet, hvor det var skudt frem; det vidste jo, at det aldrig mere saae de kjære gamle Kammerater, de smaae Buske og Blomster rundtom, ja maaskee ikke engang Fuglene. Afreisen var slet ikke noget behageligt.  Træet kom først til sig selv, da det i Gaarden, afpakket med de andre Træer, hørte en Mand sige: "Det der er prægtigt! vi bruge ikke uden det!"  Nu kom to Tjenere i fuld Stads og bar Grantræet ind i en stor, deilig Sal. Rundtom paa Væggene hang Portrætter, og ved den store Flisekakkelovn stode store chinesiske Vaser med Løver paa Laaget; der var Gyngestole, Silkesophaer, store Borde fulde af Billedbøger, og med Legetøi for hundred Gange hundred Rigsdaler ‐ idetmindste sagde Børnene det. Og Grantræet blev reist op i en stor Fjerding, fyldt med Sand, men Ingen kunde see, at det var en Fjerding, thi der blev hængt grønt Tøi rundt om, og den stod paa et stort broget Teppe. O, hvor Træet bævede! Hvad vilde der dog skee? Baade Tjenere og Frøkener gik og pyntede det. Paa een Green hang de smaa Næt, udklippede af kouleurt Papir; hvert Næt var fyldt med Sukkergodt; forgyldte Æbler og Valdnødder hang, som om de vare voxede fast og over hundrede røde, blaae og hvide Smaalys bleve stukne fast i Grenene. Dukker, der saae livagtig ud som Mennesker, ‐ Træet havde aldrig seet saadanne før ‐ svævede i det Grønne, og allerøverst oppe i Toppen blev sat en stor Stjerne af Flitter‐Guld; det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt.  "Iaften," sagde de Allesammen, "iaften skal det straale!"  "O!" tænkte Træet, "var det dog Aften! var bare Lysene snart tændte! og hvad mon da skeer? Mon der komme Træer fra Skoven og see paa mig? Mon Graaspurvene flyve ved Ruden? Mon jeg her voxer fast og skal staae pyntet Vinter og Sommer?" 

Jo, det viste god Besked; men det havde ordentligt Barkepine af bare Længsel, og Barkepine er ligesaa slem for et Træ, som Hovedpine for os Andre.  Nu bleve Lysene tændte. Hvilken Glands, hvilken Pragt, Træet bævede i alle Grene derved, saa at eet af Lysene stak Ild i det Grønne; det sved ordenligt.  "Gud bevare os!" skreg Frøknerne og slukkede i en Hast.  Nu turde Træet ikke engang bæve. O, det var en Gru! Det var saa bange for at tabe noget af al sin Stads; det var ganske fortumlet i al den Glands, ‐ ‐ og nu gik begge Fløidøre op, og en Mængde Børn styrtede ind, som om de vilde vælte hele Træet; de ældre Folk kom besindige bag efter; de Smaa stode ganske tause, ‐ men kun et Øieblik, saa jublede de igjen saa at det rungede efter; de dandsede rundt om Træet, og den ene Present efter den anden blev plukket af.  "Hvad er det, de gjør?" tænkte Træet. "Hvad skal der skee?" Og Lysene brændte lige ned til Grenene, og eftersom de brændte ned, slukkede man dem, og saa fik Børnene Lov til at plyndre Træet. O, de styrtede ind paa det, saa at det knagede i alle Grene; havde det ikke ved Snippen og Guldstjernen været bundet fast til Loftet, saa var det styrtet om.  Børnene dandsede rundt med deres prægtige Legetøi, Ingen saae paa Træet uden den gamle Barnepige, der gik og tittede ind imellem Grenene, men det var bare for at see, om der ikke var glemt endnu en Figen 

  

15 

eller et Æble.  "En Historie! en Historie!" raabte Børnene og trak en lille tyk Mand hen imod Træet, og han satte sig lige under det, "for saa ere vi i det Grønne," sagde han, "og Træet kan have besynderligt godt af at høre med! men jeg fortæller kun een Histoire. Vil I høre den om Ivede‐Avede eller den om Klumpe‐Dumpe, som faldt ned af Trapperne og kom dog i Høisædet og fik Prindsessen!"  "Ivede‐Avede!" skreg Nogle, "Klumpe‐Dumpe!" skreg Andre; der var en Raaben og Skrigen, kun Grantræet taug ganske stille og tænkte: "Skal jeg slet ikke med, slet ikke gjøre Noget!" Det havde jo været med, havde gjort hvad det skulde gjøre.  Og Manden fortalte om "Klumpe‐Dumpe der faldt ned af Trapperne og kom dog i Høisædet og fik Prindsessen." Og Børnene klappede i Hænderne og raabte: "fortæl! fortæl!" de vilde ogsaa have "Ivede‐Avede", men de fik kun den om "Klumpe‐Dumpe." Grantræet stod ganske stille og tankefuld, aldrig havde Fuglene ude i Skoven fortalt Sligt. "Klumpe‐Dumpe faldt ned af Trapperne og fik dog Prindsessen! Ja, ja, saaledes gaaer det til i Verden!" tænkte Grantræet og troede at det var virkeligt, fordi det var saadan en net Mand, som fortalte. "Ja, ja! hvem kan vide! maaskee falder jeg ogsaa ned af Trapperne og faaer en Prindsesse!" Og det glædede sig til næste Dag at blive klædt paa med Lys og Legetøi, Guld og Frugter. 

"Imorgen vil jeg ikke ryste!" tænkte det. "Jeg vil ret fornøie mig i al min Herlighed. Imorgen skal jeg igjen høre Historien om "Klumpe‐Dumpe" og maaskee den med om "Ivede‐Avede"." Og Træet stod stille og tankefuld den hele Nat.  Om Morgenen kom Karl og Pige ind.  "Nu begynder Stadsen igjen!" tænkte Træet, men de slæbte det ud af Stuen, op ad Trappen, ind paa Loftet, og her, i en mørk Krog, hvor ingen Dag skinnede, stillede de det hen. "Hvad skal det betyde!" tænkte Træet. "Hvad mon jeg her skal bestille? Hvad mon jeg her skal faae at høre?" Og det hældede sig op til Muren og stod og tænkte og tænkte. ‐ ‐ Og god Tid havde det, thi der gik Dage og Nætter; Ingen kom herop, og da der endelig kom Nogen, saa var det for at stille nogle store Kasser hen i Krogen; Træet stod ganske skjult, man skulde troe, at det var reent glemt.  "Nu er det Vinter derude!" tænkte Træet. "Jorden er haard og dækket med Snee, Menneskene kunne ikke plante mig; derfor skal jeg nok her staae i Læ og Foraaret! hvor det er velbetænkt! hvor dog Menneskene ere gode! ‐ Var her kun ikke saa mørkt og saa skrækkeligt eensomt! ‐ Ikke engang en lille Hare! ‐ Det var dog saa artigt der ude i Skoven, naar Sneen laae, og Haren sprang forbi; ja, selv da den sprang hen over mig, men det holdt jeg ikke af den Gang. Her oppe er dog skrækkeligt eensomt!"  "Pi, pi!" sagde en lille Muus i det samme og smuttede frem; og saa kom der nok en lille. De snusede til Grantræet og smuttede mellem Grenene paa det. 

"Det er en gruelig Kulde!" sagde de smaa Muus. "Ellers er her velsignet at være! Ikkesandt, du gamle Grantræ?"  "Jeg er slet ikke gammel!" sagde Grantræet, "der ere mange, der ere meget ældre end jeg!"  "Hvor kommer Du fra?" spurgte Musene, "og hvad veed du?" De vare nu saa grueligt nysgjerrige. "Fortæl os dog om det deiligste Sted paa Jorden! Har Du væreet der? Har Du været i Spisekammeret, hvor der ligger Oste paa Hylderne og hænger Skinker under Loftet, hvor man dandser paa Tællelys, og gaaer mager ind og kommer feed ud!"  "Det kjender jeg ikke!" sagde Træet, "men Skoven kjender jeg, hvor Solen skinner, og hvor Fuglene synge!" og saa fortalte det Alt fra sin Ungdom, og de smaa Muus havde aldrig før hørt saadant noget, og de hørte saadan efter og sagde: "nei, hvor Du har seet meget! hvor Du har været lykkelig!"  "Jeg!" sagde Grantræet og tænkte over, hvad det selv fortalte; "ja, det var, i Grunden, ganske morsomme Tider!" ‐ men saa fortalte det om Juleaften, da det var pyntet med Kager og Lys.  "O!" sagde de smaa Muus, "hvor Du har været lykkelig, du gamle Grantræ!"  "Jeg er slet ikke gammel!" sagde Træet, "det er jo i denne Vinter, jeg er kommet fra Skoven! jeg er i min allerbedste Alder, jeg er bare sat i Væxten!"  

  

16 

"Hvor Du fortæller deiligt!" sagde de smaa Muus, og næste Nat kom de med fire andre Smaa‐Muus, der skulde høre Træet fortælle, og jo mere det fortalte, desto tydeligere huskede det selv Alt og syntes: "det var dog ganske morsomme Tider! men de kan komme, de kan komme! Klumpe‐Dumpe faldt ned af Trapperne og fik dog Prindsessen, maaskee jeg kan ogsaa faae en Prindsesse," og saa tænkte Grantræet paa saadant et lille nydeligt Birketræ, der voxte ude i Skoven, det var for Grantræet en virkelig deilig Prindsesse.  "Hvem er Klumpe‐Dumpe?" spurgte de smaa Muus. Og saa fortalte Grantræet hele Eventyret, det kunde huske hvert evige Ord; og de smaa Muus vare færdige ved at springe op i Toppen paa Træet af bare Fornøielse. Næste Nat kom der mange flere Muus, og om Søndagen endogsaa to Rotter; men de sagde, at Historien var ikke morsom, og det bedrøvede de smaa Muus, thi nu syntes de ogsaa mindre om den.  "Kan De kun den ene Historie?" spurgte Rotterne.  "Kun den ene!" svarede Træet, "den hørte jeg min lykkeligste Aften, men den Gang tænkte jeg ikke paa, hvor lykkelig jeg var!"  "Det er en overmaade daarlig Historie! kan De ingen med Flesk og Tællelys? Ingen Spisekammer‐Historier?"  "Nei!" sagde Træet.  "Ja, saa skal De have Tak!" svarede Rotterne og gik ind til deres.  De smaa Muus bleve tilsidst ogsaa borte, og da sukkede Træet: "Det var dog ganske rart, da de sad omkring mig de vævre Smaa‐Muus og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er ogsaa det forbi! ‐ men jeg skal huske at fornøie mig, naar jeg nu tages frem igjen!"  Men naar skete det? ‐ Jo! det var en Morgenstund, da kom der Folk og rumsterede paa Loftet; Kasserne bleve flyttede, Træet blev trukket frem; de kastede det rigtignok lidt haardt mod Gulvet, men strax slæbte en Karl det hen imod Trappen, hvor Dagen skinnede.  "Nu begynder Livet igjen!" tænkte Træet; det følte den friske Luft, den første Solstraale, ‐ og nu var det ude i Gaarden. Alt gik saa gesvindt, Træet glemte reent at see paa sig selv, der var saa meget at see rundtom. Gaarden stødte op til en Have, og Alt blomstrede derinde; Roserne hang saa friske og duftende ud over det lille Rækværk, Lindetræerne blomstrede, og Svalerne fløi om og sagde "qvirre‐virre‐vit, min Mand er kommet!" men det var ikke Grantræet, de meente.  "Nu skal jeg leve!" jublede det og bredte sine Grene vidt ud; ak, de vare alle visne og gule; det var i Krogen mellem Ukrud og Nælder, at det laae. Guldpapirs‐Stjernen sad endnu oppe i Toppen og glimrede i det klare Solskin.  I Gaarden selv legede et Par af de lystige Børn, der ved Juletid havde dandset om Træet og været saa glade ved det. Een af de Mindste foer hen og rev Guldstjernen af.  "See, hvad der sidder endnu paa det ækle, gamle Juletræ!" sagde han og trampede paa Grenene, saa de knagede under hans Støvler. 

Og Træet saae paa al den Blomster‐Pragt og Friskhed i Haven, det saae paa sig selv, og det ønskede, at det var blevet i sin mørke Krog paa Loftet; det tænkte paa sin friske Ungdom i Skoven, paa den lystige Juleaften og paa de smaa Muus, der saa glade havde hørt paa Historien om Klumpe‐Dumpe.  "Forbi! forbi!" sagde det stakkels Træ. "Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunde! forbi! forbi!"  Og Tjenestekarlen kom og hug Træet i smaa Stykker, et heelt Bundt laae der; deiligt blussede det op under den store Bryggerkjædel; og det sukkede saa dybt, hvert Suk var som et lille Skud; derfor løbe Børnene, som legede, ind og satte sig foran Ilden, saae ind i den og raabte: "pif! paf!" men ved hvert Knald, der var et dybt Suk, tænkte Træet paa en Sommerdag i Skoven, en Vinternat derude, naar Stjernerne skinnede; det tænkte paa Juleaften og Klumpe‐Dumpe, det eneste Eventyr, det havde hørt og vidste at fortælle ‐, og saa var Træet brændt ud. 

  

17 

Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier!    

  

18 

Jerikorosen:  

Afsnit 1 ‐ Opbrud 

Maria vågnede med et sæt. Josef havde vækket hende og hans ansigt var alvorligt. 

"Jeg har drømt noget i nat," sagde han. "En engel sagde tydeligt, at vi skulle flygte til Egypten. Senere vil vi få mere at vide." 

Maria var chokeret. Skulle hun igennem flere mareridt? Som om mistænkeliggørelsen omkring undfangelsen ikke var nok. For slet ikke at tale om stalden hun var nødt til at føde i. Og nu på flugt! helt til Egypten. 

  

Afsnit 2 ‐ Barnet 

Men pludselig faldt hun til ro. Hun kiggede på barnet og var overbevist om, at det ville beskytte dem på den farefulde færd, for der var knyttet store løfter til barnet. 

Hun huskede de tre gaver fra vismændene: 

Guld, røgelse og myrra. 

De måtte hver symbolisere noget godt. 

Hun havde tænkt over gaverne og forstod, at 

‐ guldet måtte betyde, at drengen skulle være en konge som David, 

‐ røgelsen måtte betyde, at han skulle være en præst som Melkisedek 

‐ myrraen, at han skulle være en profet som Moses. 

Hun syntes dog, der manglede noget, men slog det hen. Det var nok også bare en mors ærgerrighed. 

"Maria!" sagde Josef. "Står du nu igen og drømmer? Vi må af sted. Jeg tager vismændenes gaver med, så må du finde vores mad og tøj." 

De samlede tingene sammen og lagde alt i æslets saddeltaske. Maria satte sig op på æslet med drengen. Hendes frygt var fuldstændig forsvundet. 

Hun så på barnet og tænkte, at Gud ville omslutte dem med kærlighed og tryghed. Men frygten kom hurtigt tilbage, da de kom til den store ørken, som de skulle igennem. Der var ørken lige så langt øjet rakte. 

  

19 

Hvordan skulle de klare det? Flugten og frygten fyldte hendes sind, ja, hun nærmest klamrede sig til frygten. "Nej, det er for meget", tænkte hun, "igennem en gold ørken med mand og barn." Hun trak barnet tæt ind til sig for at beskytte det. 

  

Afsnit 3 ‐ Klippehulen  

De rejste hele dagen gennem ørkenen, og ved aftenstid nåede de en klippehule, hvor de ville overnatte. Den lignede stalden fra Betlehem. Men de blev overrasket, for den var allerede beboet. 

Efter lidt snak frem og tilbage med beboerne, blev de inviteret indenfor. 

En gammel mand førte hånden hen mod drengen og spurgte forundret: "Hvordan tør I tage drengen med ud i ørkenen? Der er så mange farer herude." 

Josef svarede: 

"En engel har befalet os at flygte til Egypten, men vi vil blive beskyttet undervejs, for Gud har planer for med drengen. 

Ved fødslen skete der noget mærkeligt. Drengen modtog tre vidunderlige gaver: 

Guld, røgelse og myrra. 

Så jeg tror, at han vil dele gaver ud til mennesker, fordi han selv har modtaget gaver." 

  

Afsnit 4 ‐ Gaven 

Den fremmede blev meget opmærksom og kiggede på drengen. 

"Jeg vil også give en gave til drengen", sagde manden ivrigt og rakte bagud efter en tot vissent græs. 

"Det er Jerikos rose. Ja, navnet har den fået efter byen Jeriko, der ligger som en oase midt i en stenørken. Jeriko er frugtbar og giver liv til mange. 

Jeg er selv opvokset i byen, og dér går det rygte i forbindelse med rosen, at giver man den som gave til et drengebarn i ørkenen, kan man være sikker på, at drengen har de samme egenskaber som rosen". 

Og så fortalte den gamle mand om rosens fantastiske egenskaber. Hvordan der kom liv i den ved den mindste fugtighed, og at den aldrig kunne dø. Jord behøvede den heller ikke. 

Manden knælede grædende og sagde: "Nu ved jeg, at min datter vil blive rask. Ligesom vand bringer liv i Jerikorosen, vil bønnetårer og glædestårer få drengebarnet til at give liv til dem, der trænger." 

  

  

20 

Afsnit 5 ‐ Guds søn 

Maria syntes, det lød mærkeligt. Og gaven ‐ det var jo ingenting. Den så så lurvet og værdiløs ud. 

Pludselig kom hun til at tænke på plantens egenskaber, som var så livsbekræftende. 

Aldrig dø; og give liv fra sig! 

Det var det, hun syntes, de tre andre gaver manglede. 

Hendes dreng skulle senere i livet give liv til alle, der med bønnetårer og glædestårer knælede for ham. 

Hun kiggede på Jerikorosen. Nu forstod hun, at hendes søn skulle se det oversete, ‐ det andre gik forbi. Han skulle være rosen, som folk ville drages imod. Han skulle aldrig dø, men bringe evigheden ind i tiden. 

Rosen måtte absolut betyde, at han var Guds søn. Nu så hun det for sig: Hendes dreng var både konge, præst, profet og Guds søn. 

Maria tog imod gaven og så sig omkring. 

  

Afsnit 6 ‐ Miraklet 

I det ene hjørne så hun en tøjbylt, der begyndte at bevæge sig. Dernæst så hun et ansigt og til sidst en lille menneskekrop, som rejste sig. 

"Jeg er rask far!" udbrød pigen bevæget. "En varm strøm gik igennem min krop, da du gav Jerikorosen til de fremmede." 

Maria takkede for gaven og kunne nu se, at hendes dreng skulle være alt for alle. 

Fire gaver kunne også kun betyde, at hans gaver skulle nå ud til alle fire verdenshjørner og gælde alle fire årstider. 

Hun velsignede rosen, idet hun sagde: "Du Jerikorose, du skal overalt i verden bringe bud om min søn, der aldrig kan dø, og på hans fødselsdag skal man tage dig frem og glædes ved dit livs mirakel. 

Børnene skal glæde sig og de voksne skal undre sig ‐ og du fremmede føjede hun til: Fordi du blev tilskyndet til at give min søn en gave, skal du opleve nådelønnen ved at give. Det er den velsignelse, som altid følger med, når man giver gaver til Guds udvalgte, ja, du har allerede mødt den; se på din datter!" 

Den gamle mand smilede og omfavnede sin datter. 

  

   

  

21 

Afsnit 7 ‐ mod nye mål 

Næste morgen tog de rejsende afsked med de fremmede 

De anbragte Jerikorosen i saddeltasken ved siden af guldet, røgelsen og myrraen. 

En stjerne viste sig på himlen og ledte de tre skikkelser og æslet videre gennem ørkenen til Egypten.    

  

22 

Nissen hos Spekhøkeren:  

Der var en rigtig Student, han boede paa Qvisten og eiede Ingenting; der var en rigtig Spekhøker, han boede i Stuen og eiede hele Huset, og ham holdt Nissen sig til, for her fik han hver Juleaften et Fad Grød med en stor Klump Smør i! det kunde Spekhøkeren give; og Nissen blev i Boutiken og det var meget lærerigt. 

En Aften kom Studenten ind fra Bagdøren for selv at kjøbe sig Lys og Ost; han havde Ingen at sende, og saa gik han selv; han fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket "god Aften" af Spekhøkeren og af Madammen, og det var en Kone, som kunde mere, end nikke, hun havde Talegaver! ‐ og Studenten nikkede igjen og blev saa staaende midt i Læsningen af det Blad Papir, der var lagt om Osten. Det var et Blad, revet ud af en gammel Bog, der ikke burde rives istykker, en gammel Bog, fuld af Poesi. 

"Der ligger meer af den!" sagde Spekhøkeren, "jeg gav en gammel Kone nogle Caffebønner for den; vil De give mig otte Skilling, skal De have Resten!" 

"Tak," sagde Studenten, "lad mig faae den istedetfor Osten! jeg kan spise Smørrebrødet bart! syndigt var det, om den hele den Bog skulde rives i Stumper og Stykker. De er en prægtig Mand, en practisk Mand, men Poesi forstaaer De Dem ikke mere paa, end den Bøtte!" 

Og det var uartigt sagt, især mod Bøtten, men Spekhøkeren loe og Studenten loe, det var jo sagt saadan i en Slags Spøg. Men Nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt til en Spekhøker, der var Huusvært og solgte det bedste Smør. 

Da det blev Nat, Boutiken lukket og Alle tilsengs, paa Studenten nær, gik Nissen ind og tog Madammens Mundlæder, det brugte hun ikke naar hun sov, og hvor i Stuen han satte det paa nogensomhelst Gjenstand, der fik den Maal og Mæle, kunde udtale sine Tanker og Følelser ligesaa godt, som Madammen, men kun een ad Gangen kunde faae det, og det var en Velgjerning, for ellers havde de jo talt hverandre i Munden. 

Og Nissen satte Mundlæderet paa Bøtten, hvori de gamle Aviser laae: "Er det virkeligt sandt," spurgte han, "at de ikke veed, hvad Poesi er?" 

"J, det veed jeg," sagde Bøtten, "det er saadant noget, som staaer paa Nederdelen af Aviserne og klippes ud! jeg skulde troe, at jeg har mere af det inden i mig, end Studenten, og jeg er kun en ringe Bøtte imod Spekhøkeren!" 

Og Nissen satte Mundlæderet paa Caffemøllen, nei, hvor den gik! og han satte det paa Smørfjerdingen og Pengeskuffen; ‐ Alle vare de af Mening, som Bøtten, og hvad de fleste ere enige om, det maa man respectere. 

"Nu skal Studenten faae!" og saa gik Nissen ganske sagte af Kjøkkentrappen op til Qvisten, hvor Studenten boede. Der var Lys derinde, og Nissen kiggede gjennem Nøglehullet og saae, at Studenten læste i den pjaltede Bog nedefra. Men, hvor der var lyst derinde! der stod ud af Bogen en klar Straale, der blev til en Stamme, til et mægtigt Træ, som løftede sig saa høit og bredte sine Grene vidt ud over Studenten. Hvert Blad var saa friskt og hver Blomst var et deiligt Pigehoved, nogle med Øine saa mørke og straalende, andre saa blaa og forunderlige klare. Hver Frugt var en skinnende Stjerne, og saa sang og klang det vidunderligt deiligt! 

  

23 

Nei, saadan Herlighed havde den lille Nisse aldrig tænkt sig, end sige seet og fornummet. Og saa blev han staaende paa Taaspidserne, kiggede og kiggede, til Lyset derinde slukkedes; Studenten blæste nok sin Lampe ud og gik til Sengs, men den lille Nisse stod der alligevel, thi Sangen klang endnu saa blød og deilig, en yndig Vugge‐Vise for Studenten, der lagde sig til Ro. 

"Her er mageløst!" sagde den lille Nisse, "det havde jeg ikke ventet! ‐ Jeg troer, at jeg vil blive hos Studenten ‐!" ‐ og han tænkte ‐ og tænkte fornuftigt, og saa sukkede han: "Studenten har ingen Grød!" ‐ og saa gik han ‐ ja, saa gik han ned igjen til Spekhøkeren; ‐ og det var godt han kom, for Bøtten havde næsten forbrugt alt Madammens Mundlæder, ved at udtale fra een Led alt hvad den rummede i sig, og nu var den lige i Begreb med at vende sig, for at give det samme igjen fra den anden Led, da Nissen kom og tog Mundlæderet igjen til Madammen; men hele Boutiken, fra Pengeskuffen til Pindebrændet havde fra den Tid Mening efter Bøtten, og de agtede den i en saadan Grad, og tiltroede den saameget, at naar Spekhøkeren siden efter læste "Kunst‐ og Theateranmeldelser" af sin "Tidende", den om Aftenen, saa troede de, at det kom fra Bøtten. 

Men den lille Nisse sad ikke længer rolig og lyttede til al den Viisdom og Forstand dernede, nei saasnart at Lyset skinnede fra Qvistkammeret, saa var det ligesom om Straalerne vare stærke Ankertoug, der drog ham derop, og han maatte afsted og kigge ind af Nøglehullet, og der ombruste ham da en Storhed, som den vi føle ved det rullende Hav, naar Gud i Stormen gaaer hen over det, og han brast i Graad, han vidste ikke selv, hvorfor han græd, men der var i denne Graad noget saa velsignet! ‐ Hvor det maatte være mageløst deiligt, at sidde med Studenten under det Træ, men det kunde ikke skee, ‐ han var glad ved Nøglehullet. Der stod han endnu paa den kolde Gang, de Efteraars‐Vinden blæste ned fra Loftslugen og det var saa koldt, saa koldt, men det følte den Lille først, naar Lyset slukkedes inde paa Tagkammeret, og Tonerne døde hen for Vinden. Hu! saa frøs han og krøb ned igjen i sin lune Krog; der var mageligt og behageligt! ‐ Og da Julegrøden kom med en stor Klump Smør, ‐ ja, saa var Spekhøkeren Mester! 

Men midt om Natten vaagnede Nissen ved et frygteligt Rabalder paa Vindues‐Skudderne, Folk udenfor dundrede paa; Vægteren peeb, der var stor Ildløs; hele Gaden stod i lysende Lue. Var det her i Huset eller hos Naboens? Hvor? Det var en Forfærdelse! Spekhøker‐Madammen blev saa befippet, at hun tog sine Guld‐Ørenringe af Ørene og puttede dem i Lommen, for dog at redde Noget, Spekhøkeren løb efter sin Obligationer og Tjenestepigen efter sin Silkemantille, den havde hun Raad til; hver vilde redde det Bedste og det vilde ogsaa den lille Nisse, og i et Par Spring var han oppe af Trappen og inde hos Studenten, som stod ganske rolig ved det aabne Vindue og saae ud paa Ilden, der var i Gjenboens Gaard. Den lille Nisse greb paa Bordet den vidunderlige Bog, puttede den i sin røde Hue og holdt paa den med begge Hænder, Husets bedste Skat var frelst! og saa foer han afsted, heelt ud paa Taget, heelt op paa Skorstenen og der sad han belyst af det brændende Huus ligeoverfor og holdt med begge Hænder paa sin røde Hue, hvori Skatten laae. Nu kjendte han sit Hjertelag, hvem han egentlig hørte til; men da saa Ilden var slukket og han blev besindig, ‐ ja: "jeg vil dele mig imellem dem!" sagde han: "jeg kan ikke reent slippe Spekhøkeren for Grødens Skyld!" 

Og det var ganske menneskeligt! ‐ Vi andre gaae ogsaa til Spekhøkeren ‐ for Grøden.    

  

24 

Juleevangeliet:  

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. (1) 

I den samme egn var der hyrder, som lå på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engle frem for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; Han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:  “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”  Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: "Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os." De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. 

Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad der havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem. 

 

  

25 

Sneemanden:  

Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det!" sagde snemanden. "Vinden kan rigtignok bide liv i én! Og 

hvor den gloende der, hun glor!" det var Solen, han mente; den var lige ved at gå ned. "Hun skal ikke få mig 

til at blinke, jeg kan nok holde på brokkerne!" 

 

Det var to store, trekantede tagstensbrokker, han havde til øjne; munden var et stykke af en gammel rive, 

derfor havde han tænder. 

 

Han var født under hurraråb af drengene, hilst af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne. 

 

Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den blå luft. 

 

"Der har vi hende igen fra en anden kant!" sagde snemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig 

igen. "Jeg har vænnet hende af med at glo! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan se mig selv. Vidste 

jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg ville så gerne flytte mig! kunne jeg det, ville jeg 

nu ned at glide på isen, som jeg så drengene gøre det; men jeg forstår ikke at løbe!" 

 

"Væk! væk!" bjæffede den gamle lænkehund; han var noget hæs, det havde han været, siden han var 

stuehund og lå under kakkelovnen. "Solen vil nok lære dig at løbe! det så jeg med din formand i fjor og med 

hans formand; væk! væk! og væk er de alle!" 

 

"Jeg forstår dig ikke, kammerat!" sagde snemanden; "skal den deroppe lære mig at løbe?" Han mente 

Månen; "ja hun løb jo rigtignok før, da jeg så stift på hende, nu lister hun fra en anden kant!" 

 

"Du ved ingenting!" sagde lænkehunden, "men du er da også nylig klattet op! Den du nu ser, kaldes Månen, 

den der gik, var Solen, hun kommer igen i morgen, hun lærer dig nok at løbe ned i voldgraven. Vi får snart 

forandring i vejret, det kan jeg mærke på mit venstre bagben, det jager i det. Vi får vejrskifte!" 

 

"Jeg forstår ham ikke!" sagde snemanden, "men jeg har en fornemmelse af, at det er noget ubehageligt, 

han siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder Solen, hun er heller ikke min ven, det har jeg på 

følelsen!" 

 

"Væk! væk!" bjæffede lænkehunden, gik tre gange rundt om sig selv og lagde sig så ind i sit hus for at sove. 

 

Der kom virkelig forandring i vejret. En tåge, så tyk og klam, lagde sig i morgenstunden hen over hele 

egnen; i dagningen luftede det; vinden var så isnende, frosten tog ordentlig tag, men hvor det var et syn at 

se, da Solen stod op. Alle træer og buske stod med rimfrost; det var som en hel skov af hvide koraller, det 

var som om alle grene var overdænget af strålehvide blomster. De uendelig mange og fine forgreninger, 

dem man om sommeren ikke kan se for de mange blade, kom nu frem hver evige en; det var en knipling og 

så skinnende hvid, som strømmede der en hvid glans ud fra hver gren. Hængebirken bevægede sig i vinden, 

der var liv i den, som i træerne ved sommertid; det var en mageløs dejlighed! og da Solen så skinnede, nej, 

hvor funklede det hele, som om det var overpudret med diamantstøv og hen over jordens snelag glimrede 

de store diamanter, eller man kunne også tro, at der brændte utallige små bitte lys, endnu hvidere end den 

hvide sne. 

  

26 

 

"Det er en mageløs dejlighed!" sagde en ung pige, som med en ung mand trådte ud i haven og standsede 

just ved snemanden, hvor de så på de glimrende træer. "Dejligere syn har man ikke om sommeren!" sagde 

hun, og hendes øjne strålede. 

 

"Og sådan en karl, som ham der, har man nu slet ikke!" sagde den unge mand og pegede på snemanden. 

"Han er udmærket!" 

 

Den unge pige lo, nikkede til snemanden og dansede så med sin ven hen over sneen, der knirkede under 

dem, som om de gik på stivelse. 

 

"Hvem var de to?" spurgte snemanden lænkehunden; "du er ældre på gården end jeg, kender du dem?" 

 

 "Det gør jeg!" sagde lænkehunden. "Hun har jo klappet mig, og han har givet mig et kødben; dem bider jeg 

ikke" 

 

"Men hvad forestiller de her?" spurgte snemanden. 

 

"Kærrrrr‐restefolk!" sagde lænkehunden. "De skal flytte i hundehus og gnave ben sammen. Væk! væk!" 

 

"Har de to lige så meget at betyde som du og jeg?" spurgte snemanden. 

 

"De hører jo til herskabet!" sagde lænkehunden; "det er rigtignok såre lidt man ved, når man er født i går! 

det mærker jeg på dig! jeg har alder og kundskab, jeg kender alle her på gården! og jeg har kendt en tid, 

hvor jeg ikke stod her i kulde og lænke; væk! væk!" 

 

"Kulden er dejlig!" sagde snemanden. "Fortæl, fortæl! men du må ikke rasle med lænken, for så knækker 

det i mig!" 

 

"Væk! væk!" bjæffede lænkehunden. "Hvalp har jeg været; lille og yndig, sagde de, da lå jeg i fløjlsstol 

derinde på gården, lå i skødet på det øverste herskab; blev kysset i flaben og visket om poterne med 

broderet lommetørklæde; jeg hed "den dejligste," ‐ "nussenussebenet," men så blev jeg dem for stor! så 

gav de mig til husholdersken; jeg kom i kælderetagen! Du kan se ind i den, hvor du står; du kan se ned i 

kamret, hvor jeg har været herskab; for det var jeg hos husholdersken. Det var vel et ringere sted end 

ovenpå, men her var mere behageligt; jeg blev ikke krammet og slæbt om med af børn, som ovenpå. Jeg 

havde lige så god føde, som før og meget mere! jeg havde min egen pude, og så var der en kakkelovn, den 

er på denne tid det dejligste i denne verden! jeg krøb helt ind under den, så at jeg blev borte. Oh, den 

kakkeovn drømmer jeg endnu om; væk! væk!" 

 

"Ser en kakkelovn så dejlig ud!" spurgte snemanden. "Ligner den mig?" 

 

"Den er lige det modsatte af dig! kulsort er den! har en lang hals med messingtromle. Den æder brænde, så 

at ilden står den ud af munden. Man må holde sig på siden af den, tæt op, ind under den, det er en 

uendelig behagelighed! Du må ind af vinduet kunne se den der, hvor du står!" 

 

Og snemanden så, og virkelig så han en sort blankpoleret genstand med messingtromle; ilden lyste ud 

  

27 

forneden. Snemanden blev ganske underlig til mode; han havde en fornemmelse, han ikke selv kunne gøre 

sig rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle mennesker kender, når de ikke er 

snemænd. 

 

"Og hvorfor forlod du hende?" sagde snemanden. Han følte at det måtte være et hunkønsvæsen. "Hvor 

kunne du forlade et sådant sted?" 

 

"Det var jeg nok nødt til!" sagde lænkehunden, "de smed mig udenfor og satte mig her i lænke. Jeg havde 

bidt den yngste junker i benet, for han stødte fra mig det ben, jeg gnavede på; og ben for ben, tænker jeg! 

men det tog de ilde op, og fra den tid har jeg stået i lænke, og har mistet min klare røst, hør hvor hæs jeg 

er: væk! væk! det blev enden på det!" 

 

Snemanden hørte ikke mere efter; han så stadig ind i husholderskens kælderetage, ned i hendes stue, hvor 

kakkelovnen stod på sine fire jernben og viste sig i størrelse som snemanden selv. 

 

"Det knager så underligt i mig!" sagde han. "Skal jeg aldrig komme derind? det er et uskyldigt ønske, og 

vore uskyldige ønsker må dog vist blive opfyldt. Det er mit højeste ønske, mit eneste ønske og det ville 

være næsten uretfærdigt, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg må derind, jeg må hælde mig op til hende, om 

jeg også skal knuse vinduet!" 

 

"Der kommer du aldrig ind!" sagde lænkehunden, "og kom du til kakkelovnen, så var du væk! væk!" 

 

"Jeg er så godt som væk!" sagde snemanden, "jeg brækker over, tror jeg!" 

 

Hele dagen stod snemanden og så ind af vinduet; i tusmørket blev stuen endnu mere indbydende; fra 

kakkelovnen lyste det så mildt, som ikke Månen lyser og heller ikke Solen, nej, som kun kakkelovnen kan 

lyse, når der er noget i den. Gik de med døren, så slog luen ud, det var den i vane med; det blussede 

ordentligt rødt i snemandens hvide ansigt, det lyste rødt lige op af hans bryst. 

 

"Jeg holder det ikke ud!" sagde han. "Hvor det klæder hende at række tungen ud!" 

 

Natten var meget lang men ikke for snemanden, han stod i sine egne dejlige tanker og de frøs, så de 

knagede. 

 

I morgenstunden var kældervinduerne frosset til, de bar de dejligste isblomster, nogen snemand kunne 

forlange, men de skjulte kakkelovnen. Ruderne ville ikke tø op, han kunne ikke se hende. Det knagede, det 

knasede, det var just et frostvejr, der måtte fornøje en snemand, men han var ikke fornøjet; han kunne og 

burde have følt sig så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde kakkelovnslængsel. 

 

"Det er en slem syge for en snemand!" sagde lænkehunden; "jeg har også lidt af den syge, men jeg har 

overstået den! væk! væk! ‐ Nu får vi vejrskifte!" 

 

Og der blev vejrskifte, det slog om i tø. 

 

Tøvejret tog til, snemanden tog af. Han sagde ikke noget, han klagede ikke, og det er det rigtige tegn. 

 

  

28 

En morgen styrtede han. Der stak noget ligesom et kosteskaft i vejret, hvor han havde stået, det havde 

drengene rejst ham om. 

 

"Nu kan jeg forstå det med hans længsel!" sagde lænkehunden, "snemanden har haft en kakkelovnsskraber 

i livet! det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstået; væk! væk!" 

 

Og snart var også vinteren overstået. 

 

"Væk, væk!" bjæffede lænkehunden; men småpigerne på gården sang: 

 

"Skyd frem, skovmærke! frisk og prud, 

 hæng, pil! din uldne vante ud, 

 kom, kukker, lærke! syng, vi har 

 alt forår sidst i februar! 

 Jeg synger med, kukkuk! kvivit! 

 Kom, kære sol, kom sådan tit!" 

 

Så tænker ingen på snemanden! 

  

29 

Snedronningen:  

Første Historie, der handler om Speilet og Stumperne.  

 

See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide, for det var en ond 

Trold! det var een af de allerværste, det var "Dævelen"! Een Dag var han i et rigtigt godt Humeur, thi han 

havde gjort et Speil, der havde den Egenskab, at alt Godt og Smukt, som speilede sig deri, svandt der 

sammen til næsten Ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det traadte ret frem og blev 

endnu værre. De deiligste Landskaber saae ud deri som kogt Spinat, og de bedste Mennesker bleve ækle 

eller stode paa Hovedet uden Mave, Ansigterne bleve saa fordreiede, at de vare ikke til at kjende, og havde 

man en Fregne, saa kunde man være saa vis paa, at den løb ud over Næse og Mund.  

Det var udmærket morsomt, sagde "Dævelen." Gik der nu en god from Tanke gjennem et Menneske, da 

kom der et Griin i Speilet, saa Trolddjævelen maatte lee af sin kunstige Opfindelse. Alle de som gik i Trold‐

Skole, for han holdt Trold‐Skole, de fortalte rundt om, at der var skeet et Mirakel; nu kunde man først see, 

meente de, hvorledes Verden og Menneskene rigtigt saae ud. De løb omkring med Speilet, og tilsidst var 

der ikke et Land eller et Menneske, uden at det havde været fordreiet deri.  

 

Nu vilde de ogsaa flyve op mod Himlen selv for at gjøre Nar af Englene og "vor Herre". Jo høiere de fløi med 

Speilet, des stærkere grinede det, de kunde neppe holde fast paa det; høiere og høiere fløi de, nærmere 

Gud og Englene; da zittrede Speilet saa frygteligt i sit Griin, at det foer dem ud af Hænderne og styrtede 

ned mod Jorden, hvor det gik i hundrede Millioner, Billioner og endnu flere Stykker, og da just gjorde det 

megen større Ulykke end før; thi nogle Stykker vare knap saa store som et Sandkorn, og disse fløi rundt om 

i den vide Verden, og hvor de kom Folk i Øinene, der bleve de siddende, og da saae de Mennesker Alting 

forkeert, eller havde kun Øine for hvad der var galt ved en Ting, thi hvert lille Speilgran havde beholdt 

samme Kræfter, som det hele Speil havde; nogle Mennesker fik endogsaa en lille Speilstump ind i Hjertet, 

og saa var det ganske grueligt, det Hjerte blev ligesom en Klump Iis. Nogle Speilstykker vare saa store, at de 

bleve brugte til Rudeglas, men gjennem den Rude var det ikke værd at see sine Venner; andre Stykker kom i 

Briller, og saa gik det daarligt, naar Folk toge de Briller paa for ret at see og være retfærdige; den Onde loe, 

saa hans Mave revnede, og det kildede ham saa deiligt. Men ude fløi endnu smaa Glasstumper om i Luften. 

Nu skulle vi høre!  

 

 Anden Historie. En lille Dreng og en lille Pige.   

 

Inde i den store By, hvor der ere saa mange Huse og Mennesker, saa at der ikke bliver Plads nok til, at alle 

Folk kunne faae en lille Have, og hvor derfor de fleste maa lade sig nøie med Blomster i Urtepotter, der var 

dog to fattige Børn som havde en Have noget større end en Urtepotte. De vare ikke Broder og Søster, men 

de holdt ligesaa meget af hinanden, som om de vare det. Forældrene boede lige op til hinanden; de boede 

paa to Tagkammere; der, hvor Taget fra det ene Nabohuus stødte op til det andet og Vandrenden gik langs 

med Tagskjæggene, der vendte fra hvert Huus et lille Vindue ud; man behøvede kun at skræve over 

Renden, saa kunde man komme fra det ene Vindue til det andet.  

 

Forældrene havde udenfor hver en stor Trækasse, og i den voxte Kjøkkenurter, som de brugte, og et lille 

Rosentræ; der var eet i hver Kasse, det voxte saa velsignet. Nu fandt Forældrene paa at stille Kasserne 

saaledes tvers over Renden, at de næsten naaede fra det ene Vindue til det andet og saae ganske livagtig 

ud som to Blomster‐Volde. Ærterankerne hang ned over Kasserne, og Rosentræerne skjøde lange Grene, 

  

30 

snoede sig om Vinduerne, bøiede sig mod hinanden: det var næsten som en Æreport af Grønt og af 

Blomster. Da Kasserne vare meget høie, og Børnene vidste, at de ikke maatte krybe op, saa fik de tidt Lov 

hver at stige ud til hinanden, sidde paa deres smaa Skamler under Roserne, og der legede de nu saa 

prægtigt.  

 

Om Vinteren var jo den Fornøielse forbi. Vinduerne vare tidt ganske tilfrosne, men saa varmede de 

Kobberskillinger paa Kakkelovnen, lagde den hede Skilling paa den frosne Rude, og saa blev der et deiligt 

Kighul, saa rundt, saa rundt; bag ved tittede et velsignet mildt Øie, eet fra hvert Vindue; det var den lille 

Dreng og den lille Pige. Han hed Kay og hun hed Gerda. Om Sommeren kunde de i eet Spring komme til 

hinanden, om Vinteren maatte de først de mange Trapper ned og de mange Trapper op; ude fygede Sneen.  

 

"Det er de hvide Bier, som sværme," sagde den gamle Bedstemoder.  

"Har de ogsaa en Bidronning?" spurgte den lille Dreng, for han vidste, at imellem de virkelige Bier er der 

saadan een.  

"Det har de!" sagde Bedstemoderen. "Hun flyver der, hvor de sværme tættest! hun er størst af dem alle, og 

aldrig bliver hun stille paa Jorden, hun flyver op igjen  den store Sky. Mangen Vinternat flyver hun gjennem 

Byens Gader og kiger ind af Vinduerne, og da fryse de saa underligt, ligesom med Blomster."  

"Ja, det har jeg seet!" sagde begge Børnene og saa vidste de, at det var sandt.  

"Kan Sneedronningen komme herind?" spurgte den lille Pige.  

"Lad hende kun komme," sagde Drengen, "saa sætter jeg hende paa den varme Kakkelovn, og saa smelter 

hun."  

Men Bedstemoderen glattede hans Haar og fortalte andre Historier.  

Om Aftenen da den lille Kay var hjemme og halv afklædt, krøb han op paa Stolen ved Vinduet og tittede ud 

af det lille Hul; et Par Sneeflokker faldt derude, og een af disse, den allerstørste, blev liggende paa Kanten 

af den ene Blomster‐Kasse; Sneeflokken voxte meer og meer, den blev tilsidst til et heelt Fruentimmer, 

klædt i de fineste, hvide Flor, der vare som sammensatte af Millioner stjerneagtige Fnug. Hun var saa smuk 

og fiin, men af Iis, den blændende, blinkende Iis, dog var hun levende; Øinene stirrede som to klare 

Stjerner, men der var ingen Ro eller Hvile i dem. Hun nikkede til Vinduet og vinkede med Haanden. Den lille 

Dreng blev forskrækket og sprang ned af Stolen, da var det, som der udenfor fløi en stor Fugl forbi Vinduet.  

Næste Dag blev det klar Frost, ‐ og saa kom Foraaret, Solen skinnede, det Grønne pippede frem, Svalerne 

byggede Rede, Vinduerne kom op, og de smaa Børn sad igjen i deres lille Have høit oppe i Tagrenden over 

alle Etagerne.  

Roserne blomstrede den Sommer saa mageløst; den lille Pige havde lært en Psalme, og i den stod der om 

Roser; og ved de Roser tænkte hun paa sine egne; og hun sang den for den lille Dreng, og han sang den 

med:   

 

         "Roserne voxe i Dale, 

         Der faae vi Barn‐Jesus i Tale!"  

 

Og de Smaa holdt hinanden i Hænderne, kyssede Roserne og saae ind i Guds klare Solskin og talte til det, 

som om Jesusbarnet var der. Hvor det var deilige Sommerdage, hvor det var velsignet at være ude ved de 

friske Rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre.  

Kay og Gerda sad og saae i Billedbogen med Dyr og Fugle, da var det ‐ Klokken slog akkurat fem paa det 

store Kirketaarn, ‐ at Kay sagde: "au! det stak mig i Hjertet! og nu fik jeg Noget ind i Øiet!"  

Den lille Pige tog ham om Halsen; han plirede med Øinene; nei, der var ikke Noget at see.  

  

31 

"Jeg troer, det er borte!" sagde han; men borte var det ikke. Det var just saadant et af disse Glaskorn, der 

sprang fra Speilet, Troldspeilet, vi huske det nok, det fæle Glas, som gjorde at alt Stort og Godt, der 

afspeilede sig deri, blev Smaat og Hæsligt, men det Onde og Slette traadte ordenlig frem, og hver Feil ved 

en Ting blev strax til at bemærke. Den stakkels Kay han havde ogsaa faaet et Gran lige ind i Hjertet. Det 

vilde snart blive ligesom en Iisklump. Nu gjorde det ikke ondt mere, men det var der.  

"Hvorfor græder Du?" spurgte han. "Saa seer Du styg ud! jeg feiler jo ikke noget! Fy!" raabte han ligemed 

eet: "den Rose der er gnavet af en Orm! og see, den der er jo ganske skjæv! det er i Grunden nogle ækle 

Roser! de ligne Kasserne, de staae i!" og saa stødte han med Foden haardt imod Kassen og rev de to Roser 

af.  

"Kay, hvad gjør Du!" raabte den lille Pige; og da han saae hendes Forskrækkelse, rev han endnu en Rose af 

og løb saa ind af sit Vindue bort fra den velsignede lille Gerda.  

 

Naar hun siden kom med Billedbogen, sagde han, at den var for Pattebørn, og fortalte Bedstemoderen 

Historier, kom han alletider med et men ‐ kunde han komme til det, saa gik han bag efter hende, satte 

Briller paa og talte ligesom hun; det var ganske akkurat, og saa loe Folk af ham. Han kunde snart tale og 

gaae efter alle Mennesker i hele Gaden. Alt, hvad der var aparte hos dem og ikke kjønt, det vidste Kay at 

gjøre bag efter, og saa sagde Folk: "Det er bestemt et udmærket Hoved, han har den Dreng!" men det var 

det Glas, han havde faaet i Øiet, det Glas der sad i Hjertet, derfor var det, han drillede selv den lille Gerda, 

som med hele sin Sjæl holdt af ham.  

Hans Lege bleve nu ganske anderledes end før, de vare saa forstandige: ‐ en Vinterdag, som Sneeflokkerne 

fygede, kom han med et stort Brændeglas, holdt sin blaa Frakke‐Flig ud og lod Sneeflokkerne falde paa 

den.  

"See nu i Glasset, Gerda!" sagde han, og hver Sneeflok blev meget større og saae ud, som en prægtig 

Blomst eller en tikantet Stjerne; det var deiligt at see paa.  

"Seer Du, hvor kunstigt!" sagde Kay, "det er meget interessantere end med de virkelige Blomster! og der er 

ikke en eneste Feil ved dem, de ere ganske akkurate, naar de blot ikke smelte!"  

Lidt efter kom Kay med store Handsker og sin Slæde paa Ryggen, han raabte Gerda lige ind i Ørene: "jeg har 

faaet Lov at kjøre paa den store Plads, hvor de Andre lege!" og afsted var han.  

Derhenne paa Pladsen bandt tidt de kjækkeste Drenge deres Slæde fast ved Bondemandens Vogn og saa 

kjørte de et godt Stykke med. Det gik just lystigt. Som de bedst legede, kom der en stor Slæde; den var 

ganske hvidmalet, og der sad i den Een, indsvøbt i en laaden hvid Pels og med hvid laaden Hue; Slæden 

kjørte Pladsen to Gange rundt, og Kay fik gesvindt sin lille Slæde bunden fast ved den, og nu kjørte han 

med. Det gik raskere og raskere lige ind i den næste Gade; den, som kjørte, dreiede Hovedet, nikkede saa 

venligt til Kay, det var ligesom om de kjendte hinanden; hver Gang Kay vilde løsne sin lille Slæde, nikkede 

personen igjen, og saa blev Kay siddende; de kjørte lige ud af Byens Port. Da begyndte Sneen saaledes at 

vælte ned, at den lille Dreng ikke kunde see en Haand for sig, men han foer afsted, da slap han hurtigt 

Snoren, for at komme løs fra den store Slæde, men det hjalp ikke, hans lille Kjøretøi hang fast, og det gik 

med Vindens Fart. Da raabte han ganske høit, men Ingen hørte ham, og Sneen fygede og Slæden fløi afsted; 

imellem gav den et Spring, det var, som om han foer over Grøfter og Gjærder. Han var ganske forskrækket, 

han vilde læse sit Fader vor, men han kunde kun huske den store Tabel.  

 

Sneeflokkerne bleve større og større, tilsidst saae de ud, som store hvide Høns; med eet sprang de til Side, 

den store Slæde holdt, og den Person, som kjørte i den, reiste sig op, Pelsen og Huen var af bare Snee; en 

Dame var det, saa høi og rank, saa skinnende hvid, det var Sneedronningen.  

"Vi ere komne godt frem!" sagde hun, "men er det at fryse! kryb ind i min Bjørnepels!" og hun satte ham i 

Slæden hos sig, slog Pelsen om ham, det var, som om han sank i en Sneedrive.  

  

32 

"Fryser Du endnu!" spurgde hun, og saa kyssede hun ham paa Panden. Uh! det var koldere end Iis, det gik 

ham lige ind til hans Hjerte, der jo dog halv var en Iisklump; det var, som om han skulde døe; ‐ men kun et 

Øieblik, saa gjorde det just godt; ham mærkede ikke mere til Kulden rundt om.  

"Min Slæde! glem ikke min Slæde!" det huskede han først paa; og den blev bunden paa een af de hvide 

Høns, og den fløi bag efter med Slæden paa Ryggen. Sneedronningen kyssede Kay endnu en Gang, og da 

havde han glemt lille Gerda og Bedstemoder og dem alle der hjemme.  

Nu faaer Du ikke flere Kys!" sagde hun, "for saa kyssede jeg Dig ihjel!"  

Kay saae paa hende, hun var saa smuk, et klogere, deiligere Ansigt kunde han ikke tænke sig, nu syntes hun 

ikke af Iis, som den Gang hun sad udenfor Vinduet og vinkede ad ham; for hans Øine var hun fuldkommen, 

han følte sig slet ikke bange, han fortalte hende at han kunde Hoved‐Regning, og det med Brøk, Landenes 

Qvadrat‐Mile og "hvor mange Indvaanere," og hun smilte altid; da syntes han, det var dog ikke nok, hvad 

han vidste, og han saae op i det store, store Luftrum og hun fløi med ham, fløi høit op paa den sorte Sky, og 

Stormen susede og brusede, det var, som sang den gamle Viser. De fløi over Skove og Søer, over Have og 

Lande; neden under susede den kolde blæst, Ulvene hylede, Sneen gnistrede, hen over den fløi de sorte 

skrigende Krager, men oven over skinnede Maanen saa stor og klar, og paa den saae Kay den lange, lange 

Vinternat; om Dagen sov han ved Sneedronningens Fødder.  

 

Tredie Historie. Blomster‐Haven hos Konen, som kunde Trolddom.  

 

Men hvorledes havde den lille Gerda det, da Kay ikke mere kom? Hvor var han dog? ‐ Ingen vidste det, 

Ingen kunde give Besked. Drengene fortalte kun, at de havde seet ham binde sin lille Slæde til en prægtig 

stor, der kjørte ind i Gaden og ud af Byens Port. Ingen vidste, hvor han var, mange Taarer flød, den lille  

 

Gerda græd saa dybt og længe; ‐ saa sagde de, at han var død, han var sjunket i Floden, der løb tæt ved 

Byen; o, det var ret lange, mørke Vinterdage.  

    Nu kom Vaaren med varmere Solskin.  

    "Kay er død og borte!" sagde den lille Gerda.  

    "Det troer jeg ikke!" sagde Solskinnet.  

    "Han er død og borte!" sagde hun til Svalerne.  

    "Det troer jeg ikke!" svarede de, og tilsidst troede den lille Gerda det ikke heller.  

    "Jeg vil tage mine ny røde Skoe paa," sagde hun en Morgenstund, "dem Kay aldrig har seet, og saa vil jeg 

gaae ned til Floden og spørge den ad!"  

    Og det var ganske tidligt; hun kyssede den gamle Bedstemoder, som sov, tog de røde Skoe paa og gik 

ganske ene ud af Porten til Floden.  

    "Er det sandt, at Du har taget min lille Legebroder? Jeg vil forære Dig mine røde Skoe, dersom Du vil give 

mig ham igjen!"  

 

Og Bølgerne, syntes hun, nikkede saa underligt; da tog hun sine røde Skoe, det Kjæreste hun havde, og 

kastede dem begge to ud i Floden, men de faldt tæt  

 

inde ved Bredden, og de smaa Bølger bare dem strax i Land til hende, det var ligesom om Floden ikke vilde 

tage det Kjæreste hun havde, da den jo ikke havde den lille Kay; men hun troede nu, at hun ikke kastede 

Skoene langt nok ud, og saa krøb hun op i en Baad, der laae i Sivene, hun gik heelt ud i den yderste Ende og 

kastede Skoene; men Baaden var ikke bundet fast, og ved den Bevægelse, hun gjorde, gled den fra Land; 

hun mærkede det og skyndte sig for at komme bort, men før hun naaede tilbage, var Baaden over en Alen 

ude, og nu gled den hurtigere afsted.  

  

33 

 

Da blev den lille Gerda ganske forskrækket og gav sig til at græde, men Ingen hørte hende uden 

Graaspurvene, og de kunde ikke bære hende i Land, men de fløi langs med Bredden og sang, ligesom for at 

trøste hende: "her ere vi! her ere vi!" Baaden drev med Strømmen; den lille Gerda sad ganske stille i de 

bare Strømper; hendes smaa røde Skoe flød bag efter, men de kunde ikke naae Baaden, den tog stærkere 

Fart.  

Smukt var der paa begge Bredder, deilige Blomster, gamle Træer og Skrænter med Faar og Køer, men ikke 

et Menneske at see.  

    "Maaskee bærer Floden mig hen til lille Kay," tænkte Gerda og saa blev hun i bedre Humeur, reiste sig op 

og saae i mange Timer paa de smukke grønne Bredder; saa kom hun til en stor Kirsebær‐Have, hvor der var 

et lille Huus med underlige røde og blaae Vinduer, forresten Straatag og udenfor to Træ‐Soldater, som 

skuldrede for dem, der seilede forbi.  

Gerda raabte paa dem, hun troede, at de vare levende, men de svarede naturligviis ikke; hun kom dem 

ganske nær, Floden drev Baaden lige ind imod Land.  

Gerda raabte endnu høiere, og saa om ud af Huset en gammel, gammel Kone, der støttede sig paa en Krog‐

Kjæp; hun havde en stor Solhat paa, og den var bemalet med de deiligste Blomster.  

    "Du lille stakkels Barn!" sagde den gamle Kone; "hvorledes er Du dog kommet ud paa den store, stærke 

Strøm, drevet langt ud i den vide Verden!" og saa gik den gamle Kone heelt ud i Vandet, slog sin Krog‐Kjæp 

fast i Baaden, trak den i Land og løftede den lille Gerda ud.  

Og Gerda var glad ved at komme paa det Tørre, men dog lidt bange for den fremmede, gamle Kone.  

    "Kom dog og fortæl mig, hvem Du er, og hvorledes Du kommer her!" sagde hun.  

Og Gerda fortalte hende Alting; og den Gamle rystede med Hovedet og sagde "Hm! hm!" og da Gerda 

havde sagt hende Alting og spurgt om hun ikke havde seet lille Kay, sagde Konen, at han var ikke kommen 

forbi, men han kom nok, hun skulde bare ikke være bedrøvet, men smage hendes Kirsebær, see hendes 

Blomster, de vare smukkere end nogen Billedbog, de kunde hver fortælle en heel Historie. Saa tog hun 

Gerda ved Haanden, de gik ind i det lille Huus, og den gamle Kone lukkede Døren af.  

 

Vinduerne sade saa høit oppe og Glassene vare røde, blaae og gule; Daglyset skinnede saa underligt 

derinde med alle Couleurer, men paa Bordet stode de deiligste Kirsebær, og Gerda spiste saa mange hun 

vilde, for det turde hun. Og mens hun spiste, kjæmmede den gamle Kone hendes Haar med en Guldkam, og 

Haaret krøllede og skinnede saa deiligt guult rundt om det lille, venlige Ansigt, der var saa rundt og saae ud 

som en Rose.  

"Saadan en sød lille Pige har jeg rigtig længtes efter," sagde den Gamle. "Nu skal Du see, hvor vi to godt 

skulle komme ud af det!" og alt som hun kjæmmede den lille Gerdas Haar, glemte Gerda meer og meer sin 

Pleiebroder Kay; for den gamle Kone kunde Trolddom, men en ond Trold var hun ikke, hun troldede bare 

lidt for sin egen Fornøielse, og nu vilde hun gjerne beholde den lille Gerda. Derfor gik hun ud i Haven, 

strakte sin Krog‐Kjæp ud mod alle Rosentræerne, og, i hvor deiligt de blomstrede, sank de dog alle ned i 

den sorte Jord og man kunde ikke see, hvor de havde staaet. Den Gamle var bange for, at naar Gerda saae 

Roserne, skulde hun tænke paa sine egne og da huske lille Kay og saa løbe sin Vei.  

 

Nu førte hun Gerda ud i Blomster‐Haven. ‐ Nei! hvor her var en Duft og Deilighed! alle de tænkelige 

Blomster, og det for enhver Aarstid, stode her i det prægtigste Flor; ingen Billedbog kunde være mere 

broget og smuk. Gerda sprang af Glæde, og legede, til Solen gik ned bag de høie Kirsebærtræer, da fik hun 

en deilig Seng med røde Silkedyner, de vare stoppede med blaae Violer, og hun sov og drømte der saa 

deiligt, som nogen Dronning paa sin Bryllupsdag.  

 

  

34 

Næste Dag kunde hun lege igjen med Blomsterne i det varme Solskin, ‐ saaledes gik mange Dage. Gerda 

kjendte hver Blomst, men i hvor mange der vare, syntes hun dog, at der manglede een, men hvilken vidste 

hun ikke. Da sidder hun en Dag og seer paa den gamle Kones Solhat med de malede Blomster, og just den 

smukkeste der var en Rose. Den Gamle havde glemt at faae den af Hatten, da hun fik de andre ned i Jorden. 

Men saaledes er det, ikke at have Tankerne med sig! "Hvad!" sagde Gerda, "er her ingen Roser!" og sprang 

ind imellem Bedene, søgte og søgte, men der var ingen at finde; da satte hun sig ned og græd, men hendes 

hede Taarer faldt netop der, hvor et Rosentræ var sjunket og da de varme Taarer vandede Jorden, skjød 

Træet med eet op, saa blomstrende, som da det sank, og Gerda omfavnede det, kyssede Roserne og 

tænkte paa de deilige Roser hjemme og med dem paa den lille Kay.  

"O, hvor jeg er bleven sinket!" sagde den lille Pige. "Jeg skulde jo finde Kay! ‐ Veed I ikke hvor han er?" 

spurgte hun Roserne. "Troer I at han er død og borte?"  

    "Død er han ikke," sagde Roserne. "Vi have jo været i Jorden, der ere alle de Døde, men men Kay var der 

ikke!"  

    "Tak skal I have!" sagde den lille Gerda og hun gik hen til de andre Blomster og saae ind i deres Kalk og 

spurgte: "Veed I ikke, hvor lille Kay er?"  

    Men hver Blomst stod i Solen og drømte sit eget Eventyr eller Historie, af dem fik lille Gerda saa mange, 

mange, men Ingen vidste noget om Kay.  

Og hvad sagde da Ildlillien?  

    "Hører Du Trommen: bum! bum! det er kun to Toner, altid bum! bum! hør Qvindernes Sørgesang! hør 

Præsternes Raab! ‐ I sin lange røde Kjortel staaer  

 

Hindue‐Konen paa Baalet, Flammerne slaae op om hende og hendes døde Mand; men Hindue‐Konen 

tænker paa den Levende her i Kredsen, ham, hvis Øine brænde hedere end Flammerne, ham, hvis Øines Ild 

naae mere hendes Hjerte, end de Flammer, som snart brænde hendes Legeme til Aske. Kan Hjertets 

Flamme døe i Baalets Flammer?"  

    "Det forstaaer jeg slet ikke!" sagde den lille Gerda.  

    "Det er mit Æventyr!" sagde Ildlillien.  

Hvad siger Convolvolus?  

    "Ud over den snevre Fjeldvei hænger en gammel Ridderborg: det tætte Evigtgrønt voxer op om de gamle 

røde Mure, Blad ved Blad, hen om Altanen, og der staaer en deilig Pige; hun bøier sig ud over Rækværket 

og seer ned ad Veien. Ingen Rose hænger friskere fra Grenene, end hun, ingen Æbleblomst, naar Vinden 

bærer den fra Træet, er mere svævende, end hun; hvor rasler den prægtige Silkekjortel. "Kommer han dog 

ikke!"  

    "Er det Kay, Du mener," spurgte lille Gerda.  

    "Jeg taler kun om mit Eventyr, min Drøm," svarede Convolvolus.  

    Hvad siger den lille Sommergjæk?  

    "Mellem Træerne hænger i Snore det lange Bræt, det er en Gynge; to nydelige Smaapiger, ‐ Kjolerne ere 

hvide som Snee, lange grønne Silkebaand flagre fra Hattene, ‐ sidde og gynge; Broderen, der er større end 

de, staaer op i Gyngen, han har Armen om Snoren for at holde sig, thi i den ene Haand har han en lille 

Skaal, i den anden en Kridtpibe, han blæser Sæbebobler; Gyngen gaaer, og Boblerne flyve med deilige, 

vexlende Farver; den sidste hænger endnu ved Pibestilken og bøier sig i Vinden; Gyngen gaaer. Den lille 

sorte Hund, let som Boblerne, reiser sig paa Bagbenene og vil med i Gyngen, den flyver; Hunden dumper, 

bjæffer og er vred; den gjækkes, Boblerne briste, ‐ Et gyngende Bræt, et springende Skumbilled er min 

Sang!"  

    "Det kan gjerne være, at det er smukt, hvad Du fortæller, men Du siger det saa sørgeligt og nævner slet 

ikke Kay. Hvad sige Hyazinterne?"  

  

35 

    "Der var tre deilige Søstre, saa gjennemsigtige og fine; den Enes Kjortel var rød, den Andens var blaa, den 

Tredies ganske hvid; Haand i Haand dandsede de ved den stille Sø i det klare Maaneskin. De vare ikke 

Elverpiger, de vare Menneskebørn. Der duftede saa sødt, og Pigerne svandt i Skoven; Duften blev stærkere; 

‐ tre Liigkister, i dem laae de deilige Piger, glede fra Skovens Tykning hen over Søen; Sant‐Hansorme fløi 

skinnende rundt om, som smaa svævende Lys. Sove de dandsende Piger, eller ere de døde? ‐ 

Blomsterduften siger, de ere Liig; Aftenklokken ringer over de Døde!"  

    "Du gjør mig ganske bedrøvet," sagde den lille Gerda. "Du dufter saa stærkt; jeg maa tænke paa de døde 

Piger! ak, er da virkelig lille Kay død? Roserne have været nede i Jorden, og de sige nei!"  

    "Ding, dang!" ringede Hyazintens Klokker. "Vi ringe ikke over lille Kay, ham kjende vi ikke! vi synge kun 

vor Vise, den eneste, vi kunne!"  

    Og Gerda gik hen til Smørblomsten, der skinnede frem imellem de glindsende, grønne Blade.  

    "Du er en lille klar Sol!" sagde Gerda. "Siig mig, om Du veed, hvor jeg skal finde min Legebroder?"  

    Og Smørblomsten skinnede saa smukt og saae paa Gerda igjen. Hvilken Vise kunde vel Smørblomsten 

synge? Den var heller ikke om Kay.  

    "I en lille Gaard skinnede vor Herres Sol saa varmt den første Foraars Dag; Straalerne glede ned ad 

Naboens hvide Væg, tæt ved groede de første gule Blomster, skinnende Guld i de varme Solstraaler; gamle 

Bedstemoder var ude i sin Stol, Datterdatteren den fattige, kjønne Tjenestepige, kom hjem et kort Besøg; 

hun kyssede Bedstemoderen. Det var Guld, Hjertets Guld i det velsignede Kys. Guld paa Munden, Guld i 

Grunden, Guld deroppe i Morgenstunden! See, det er min lille Historie!" sagde Smørblomsten.  

    "Min gamle stakkels Bedstemoder!" sukkede Gerda. "Ja hun længes vist efter mig, er bedrøvet for mig, 

ligesom hun var for lille Kay. Men jeg kommer snart hjem igjen, og saa bringer jeg Kay med. ‐ Det kan ikke 

hjelpe, at jeg spørger Blomsterne, de kunne kun deres egen Vise, de sige mig ikke Beskeed!" og saa bandt 

hun sin lille Kjole op, for at hun kunde løbe raskere; men Pindselillien slog hende over Benet, i det hun 

sprang over den; da blev hun staaende, saae paa den lange gule Blomst og spurgte: "Veed Du maaskee 

Noget?" og hun bøiede sig lige ned til Pindselillien. Og hvad sagde den?  

    "Jeg kan see mig selv! jeg kan see mig selv!" sagde Pindselillien. "O, o, hvor jeg lugter! ‐ Oppe paa det lille 

Qvistkammer, halv klædt paa, staaer en lille Dandserinde, hun staaer snart paa eet Been, snart paa to, hun 

sparker af den hele Verden, hun er bare Øienforblindelse. Hun hælder Vand af Theepotten ud paa et Stykke 

Tøi, hun holder, det er Snørlivet; ‐ Reenlighed er en god Ting! den hvide Kjole hænger paa Knagen, den er 

ogsaa vadsket i Theepotten og tørret paa Taget; den tager hun paa, det safransgule Tørklæde om Halsen, 

saa skinner Kjolen mere hvid. Benet i Veiret! see hvor hun kneiser paa een Stilk! jeg kan see mig selv! jeg 

kan see mig selv!"  

    "Det bryder jeg mig slet ikke om!" sagde Gerda. "Det er ikke noget at fortælle mig!" og saa løb hun til 

Udkanten af Haven.  

Døren var lukket, men hun vrikkede i den rustne Krampe, saa den gik løs, og Døren sprang op, og saa løb 

den lille Gerda paa bare Fødder ud i den vide Verden. Hun saae tre Gange tilbage, men der var Ingen, som 

kom efter hende; tilsidst kunde hun ikke løbe mere og satte sig paa en stor Steen, og da hun saae sig rundt 

om, var Sommeren forbi, det var seent paa Efteraaret, det kunde man slet ikke mærke derinde i den deilige 

Have, hvor der var altid Solskin og alle Aarstiders Blomster.  

    "Gud! hvor jeg har sinket mig!" sagde den lille Gerda: "Det er jo blevet Efteraar! saa tør jeg ikke hvile!" og 

hun reiste sig for at gaae.  

    O, hvor hendes smaa Fødder vare ømme og trætte, og rundt om saae det koldt og raat ud; de lange 

Pileblade vare ganske gule og Taagen dryppede i Vand fra dem, eet Blad faldt efter et andet, kun 

Slaaentornen stod med Frugt, saa stram og til at rimpe Munden sammen. O hvor det var graat og tungt i 

den vide Verden.  

 

  

36 

Fjerde Historie. Prinds og Prindsesse.  

 

Gerda maatte igjen hvile sig; da hoppede der paa Sneen, ligeover for hvor hun sad, en stor Krage, den 

havde længe siddet, seet paa hende og vrikket med Hovedet; nu sagde den: "Kra! kra! ‐ go' Da'! go' Da'!" 

Bedre kunde den ikke sige det, men den meente det saa godt med den lille Pige og spurgte hvorhen hun gik 

saa alene ude i den vide Verden. Det Ord: alene forstod Gerda meget godt og følte ret, hvor meget der laae 

deri, og saa fortalte hun Kragen sit hele Liv og Levnet og spurgte, om den ikke havde seet Kay.  

    Og Kragen nikkede ganske betænksomt og sagde: "det kunde være! det kunde være!"  

    "Hvad, troer Du!" raabte den lille Pige og havde nær klemt Kragen ihjel, saaledes kyssede hun den.  

    "Fornuftig, fornuftig!" sagde Kragen. "Jeg troer, jeg veed, ‐ jeg troer, det kan være den lille Kay! men nu 

har han vist glemt Dig for Prindsessen!"  

    "Boer han hos en Prindsesse?" spurgte Gerda.  

    "Ja hør!" sagde Kragen, "men jeg har saa svært ved at tale dit Sprog. Forstaaer Du Kragemaal saa skal jeg 

bedre fortælle!"  

    "Nei, det har jeg ikke lært!" sagde Gerda, "men Bedstemoder kunde det, og P‐Maal kunde hun. Bare jeg 

havde lært det!"  

    "Gjør ikke noget!" sagde Kragen, "jeg skal fortælle, saa godt jeg kan, men daarligt bliver det alligevel," og 

saa fortalte den, hvad den vidste.  

    "I dette Kongerige, hvor vi nu sidde, boer en Prindsesse, der er saa uhyre klog, men hun har ogsaa læst 

alle Aviser, der ere til i Verden, og glemt dem igjen, saa klog er hun. Forleden sidder hun paa Thronen, og 

det er ikke saa morsomt endda, siger man, da kommer hun til at nynne en Vise, det var netop den: "hvorfor 

skulde jeg ikke gifte mig!" "Hør, det er der noget i," siger hun, og saa vilde hun gifte sig, men hun vilde have 

en Mand, der forstod at svare, naar man talte til ham, En der ikke stod og kun saae fornem ud, for det er 

saa kjedeligt. Nu lod hun alle Hofdamerne tromme samme, og da de hørte, hvad hun vilde, bleve de saa 

fornøiede, "det kan jeg godt lide!" sagde de, "saadant noget tænkte jeg ogsaa paa forleden!" ‐ Du kan troe, 

at det er sandt hvert Ord jeg siger!" sagde Kragen. "Jeg har en tam Kjæreste, der gaaer frit om paa Slottet, 

og hun har fortalt mig Alt!"  

 

Det var naturligviis ogsaa en Krage hans Kjæreste, for Krage søger Mage, og det er altid en Krage.  

"Aviserne kom strax ud med en Kant af Hjerter og Prindsessens Navnetræk; man kunde læse sig til, at det 

stod enhver ung Mand, der saae godt ud, frit for at komme op paa Slottet og tale med Prindsessen, og den, 

som talte, saa at man kunde høre han var hjemme der, og talte bedst, ham vilde Prindsessen tage til Mand! 

‐ Ja, ja!" sagde Kragen, "Du kan troe mig, det er saa vist, som jeg sidder her, Folk strømmede til, der var en 

Trængsel og en Løben, men det lykkedes ikke, hverken den første eller anden Dag. De kunde Allesammen 

godt tale, naar de vare ude paa Gaden, men naar de kom ind af Slotsporten og saae Garden i Sølv, og op ad 

Trapperne Laquaierne i Guld og de store oplyste Sale, saa bleve de forbløffede; og stode de foran Thronen, 

hvor Prindsessen sad, saa vidste de ikke at sige uden det sidste Ord, hun havde sagt, og det brød hun sig 

ikke om at høre igjen. Det var ligesom om Folk derinde havde faaet Snuustobak paa Maven og vare faldet i 

Dvale, indtil de kom ud paa Gaden igjen, ja, saa kunde de snakke. Der stod en Række lige fra Byens Port til 

Slottet. Jeg var selv inde at see det!" sagde Kragen. "De bleve baade sultne og tørstige, men fra Slottet fik 

de ikke engang saa meget, som et Glas lunket Vand. Vel havde nogle af de Klogeste taget Smørrebrød med, 

men de deelte ikke med deres Nabo, de tænkte, som saa: lad ham kun see sulten ud, saa tager Prindsessen 

ham ikke!"  

    "Men Kay, lille Kay!" spurgte Gerda. "Naar kom han? Var han mellem de mange?"  

    "Gid Tid! giv Tid! nu ere vi lige ved ham! det var den tredie Dag, da kom der en lille Person, uden Hest 

eller Vogn, ganske freidig marcherende lige op til Slottet; hans Øine skinnede som dine, han havde deilige 

  

37 

lange Haar, men ellers fattige Klæder!"  

    "Det var Kay!" jublede Gerda. "O, saa har jeg fundet ham!" og hun klappede i Hænderne.  

    "Han havde en lille Randsel paa Ryggen!" sagde Kragen.  

    "Nei, det var vist hans Slæde!" sagde Gerda, "for med Slæden gik han bort!"  

    "Det kan gjerne være!" sagde Kragen, "jeg saae ikke saa nøie til! men det veed jeg af min tamme 

Kjæreste, at da han kom ind af Slotsporten og saae Livgarden i Sølv og opad Trappen Laquaierne i Guld, blev 

han ikke det bitterste forknyt, han nikkede og sagde til dem: "det maa være kjedeligt at staae paa Trappen, 

jeg gaaer heller indenfor!" Der skinnede Salene med Lys; Geheimeraader og Excellenser gik paa bare 

Fødder og bare Guldfade; man kunde nok blive høitidelig! hans Støvler knirkede saa frygtelig stærkt, men 

han blev dog ikke bange!"  

    "Det er ganske vist Kay!" sagde Gerda, "jeg veed, han havde nye Støvler, jeg har hørt dem knirke i 

Bedstemoders Stue!"  

    "Ja knirke gjorde de!" sagde Kragen, "og freidig gik han lige ind for Prindsessen, der sad paa en Perle, saa 

stor som et Rokkehjul; og alle Hofdamerne med deres Piger og Pigers Piger, og alle Cavalererne med deres 

Tjenere og Tjeneres Tjenere, der holde Dreng, stode opstillede rundt om; og jo nærmere de stode ved 

Døren, jo stoltere saae de ud. Tjenernes Tjeneres Dreng, der altid gaaer i Tøfler, er næsten ikke til at see 

paa, saa stolt staaer han i Døren!"  

    "Det maa være grueligt!" sagde den lille Gerda. "Og Kay har dog faaet Prindsessen!"  

    "Havde jeg ikke været en Krage, saa havde jeg taget hende, og det uagtet jeg er forlovet. Han skal have 

talt ligesaa godt, som jeg taler, naar jeg taler Kragemaal, det har jeg fra min tamme Kjæreste. Han var 

freidig og nydelig; han var slet ikke kommet for at frie, bare alene kommet for at høre Prindsessens 

Klogskab, og den fandt han god, og hun fandt han god igjen!"  

    "Ja, vist! det var Kay!" sagde Gerda, "han var saa klog, han kunde Hoved‐Regning med Brøk! ‐ O, vil Du 

ikke føre mig ind paa Slottet!"  

    "Ja, det er let sagt!" sagde Kragen. "Men hvorledes gjøre vi det? Jeg skal tale derom med min tamme 

Kjæreste; hun kan vel raade os; thi det maa jeg sige Dig, saadan en lille Pige, som Du, faaer aldrig Lov at 

komme ordenlig ind!"  

    "Jo, det gjør jeg!" sagde Gerda. "Naar Kay hører jeg er her, kommer han strax ud og henter mig!"  

    "Vent mig ved Stenten der!" sagde Kragen, vrikkede 

 med Hovedet og fløi bort.     Først da det var mørk Aften kom Kragen igjen tilbage: "Rar! rar!" sagde den. 

"Jeg skal hilse Dig fra hende mange Gange! og her er et lille Brød til Dig, det tog hun i Kjøkkenet, der er Brød 

nok og Du er vist sulten! ‐ Det er ikke muligt, at Du kan komme ind paa Slottet, Du har jo bare Fødder; 

Garden i Sølv og Laquaierne i Guld ville ikke tillade det; men græd ikke, Du skal dog nok komme derop. Min 

Kjæreste veed en lille Bagtrappe, som fører til Sovkammeret, og hun veed, hvor hun skal tage Nøglen!"  

Og de gik ind i Haven, i den store Allee, hvor det ene Blad faldt efter det andet, og da paa Slottet Lysene 

slukkedes, det ene efter det andet, førte Kragen lille Gerda hen til en Bagdør, der stod paa klem.  

O, hvor Gerdas Hjerte bankede af Angest og Længsel! det var ligesom om hun skulde gjøre noget Ondt, og 

hun vilde jo kun have at vide, om det var lille Kay; jo det maatte være ham; hun tænkte saa levende paa 

hans kloge Øine, hans lange Haar; hun kunde ordentlig see, hvorledes han smilede, som da de sade hjemme 

under Roserne. Han vilde vist blive glad ved at see hende, høre hvilken lang Vei, hun havde gaaet for hans 

Skyld, vide, hvor bedrøvet de Alle hjemme havde været, da han ikke kom igjen. O, det var en Frygt og en 

Glæde.  

Nu vare de paa Trappen; der brændte en lille Lampe paa et Skab; midt paa Gulvet stod den tamme Krage og 

dreiede Hovedet til alle Sider og betragtede Gerda, der neiede, som Bedstemoder have lært hende.  

    "Min Forlovede har talt saa smukt om dem, min lille Frøken," sagde den tamme Krage, "deres Vita, som 

man kalder det, er ogsaa meget rørende! ‐ Vil de tage Lampen, saa skal jeg gaae foran. Vi gaae her den lige 

  

38 

Vei, for der træffe vi Ingen!"  

    "Jeg synes her kommer Nogen lige bag efter!" sagde Gerda, og det susede forbi hende; det var ligesom 

Skygger hen ad Væggen, Heste med flagrende Manker og tynde Been, Jægerdrenge, Herrer og Damer til 

Hest. 

    "Det er kun Drømmene!" sagde Kragen, "de komme og hente det høie Herskabs Tanker til Jagt, godt er 

det, saa kan De bedre betragte dem i Sengen. Men lad mig see, kommer De til Ære og Værdighed, at De da 

viser et taknemmeligt Hjerte!"  

    "Det er jo ikke noget at snakke om!" sagde Kragen fra Skoven.  

 

Nu kom de ind i den første Sal, den var af rosenrødt Atlask med kunstige Blomster opad Væggen; her 

susede dem allerede Drømmene forbi, men de foer saa hurtigt, at Gerda ikke fik seet det høie Herskab. Den 

ene Sal blev prægtigere end den anden; jo man kunde nok blive forbløffet, og nu vare de i Sovkammeret. 

Loftet herinde lignede en stor Palme med Blade af Glas, kostbart Glas, og midt paa Gulvet hang i en tyk Stilk 

af Guld to Senge, der hver saae ud som Lillier: den ene var hvid, i den laae Prindsessen; den anden var rød, 

og i den var det at Gerda skulde søge lille Kay; hun bøiede eet af de røde Blade tilside og da saae hun en 

bruun Nakke. ‐ O, det var Kay! ‐ Hun raabte ganske høit hans Navn, holdt Lampen hen til ham ‐ Drømmene 

susede til Hest ind i Stuen igjen ‐ han vaagnede, dreiede Hovedet og ‐ ‐ det var ikke den lille Kay.  

 

Prindsen lignede ham kun paa Nakken, men ung og smuk var han. Og fra den hvide Lillie‐Seng tittede 

Prindsessen ud, og spurgte hvad det var. Da græd den lille Gerda og fortalte hele sin Historie og Alt, hvad 

Kragerne havde gjort for hende.  

    "Din lille Stakkel!" sagde Prindsen og Prindsessen, og de roste Kragerne og sagde, at de vare slet ikke 

vrede paa dem, men de skulde dog ikke gjøre det oftere. Imidlertid skulde de have en Belønning.  

    "Ville I flyve frit?" spurgte Prindsessen, "eller ville I have fast Ansættelse som Hofkrager med Alt, hvad der 

falder af i Kjøkkenet?"  

Og begge Kragerne neiede og bade om fast Ansættelse; for de tænkte paa deres Alderdom og sagde, "det 

var saa godt at have noget for den gamle Mand," som de kalde det.  

    Og Prindsen stod op af sin Seng og lod Gerda sove i den, og mere kunde han ikke gjøre. Hun foldede sin 

smaa Hænder og tænkte: "hvor dog Mennesker og Dyr ere gode," og saa lukkede hun sine Øine og sov saa 

velsignet. Alle Drømmene kom igjen flyvende ind, og de saae de ud som Guds Engle, og de trak en lille 

Slæde, og paa den sad Kay og nikkede; men det Hele var kun Drømmeri, og derfor var det ogsaa borte igjen, 

saasnart hun vaagnede.  

    Næste Dag blev hun klædt op fra Top til Taa i Silke og Fløiel; hun fik Tilbud at blive paa Slottet og have 

gode Dage, men hun bad alene om at faae en lille Vogn med en Hest for og et Par smaa Støvler, saa vilde 

hun igjen kjøre ud i den vide Verden og finde Kay.  

    Og hun fik baade Støvler og Muffe; hun blev saa nydeligt klædt paa, og da hun vilde afsted, holdt ved 

Døren en ny Karreet af puurt Guld; Prindsens og Prindsessens Vaaben lyste fra den som en Stjerne; Kudsk, 

Tjenere og Forridere, for der vare ogsaa Forridere, sade klædte i Guldkroner. Prindsen og Prindsessen hjalp 

hende selv i Vognen og ønskede hende al Lykke. Skovkragen, der nu var bleven givt, fulgte med de første 

tre Mile; den sad ved Siden af hende, for den kunde ikke taale at kjøre baglænds; den anden Krage stod i 

Porten og slog med Vingerne, den fulgte ikke med, thi den leed af Hovedpine, siden den havde faaet fast 

Ansættelse og for meget at spise. Indeni var Karreten foret med Sukkerkringler, og i Sædet vare Frugter og 

Pebernødder.  

    "Farvel! farvel!" raabte Prinds og Prindsesse, og lille Gerda græd, og Kragen græd; ‐ saaledes gik de første 

Mile; da sagde ogsaa Kragen farvel, og det var den tungeste Afsked; den fløi op i et Træ og slog med sine 

sorte Vinger, saalænge den kunde see Vognen, der straalede, som det klare Solskin.  

  

39 

 

Femte Historie. Den lille Røverpige.  

 

De kjørte gjennem den mørke Skov, men Karreten skinnede som et Blus, det skar Røverne i Øinene, det 

kunde de ikke taale.  

    "Det er Guld! det er Guld!" raabte de, styrtede frem, toge fat i Hestene, sloge de smaae Jokeier, Kudsken 

og Tjenerne ihjel, og trak nu den lille Gerda ud af Vognen.  

    "Hun er feed, hun er nydelig, hun er fedet med Nøddekjerne!" sagde den gamle Røverkjelling, der havde 

et langt, stridt Skjæg og Øienbryn, der hang hende ned over Øinene. "Det er saa godt som et lille Fedelam! 

naa, hvor hun skal smage!" og saa trak hun sin blanke Kniv ud og den skinnede, saa at det var grueligt.  

    "Au!" sagde Kjellingen lige i det samme, hun blev bidt i Øret af sin egen lille Datter, der hang paa hendes 

Ryg og var saa vild og uvorn, saa det var en Lyst. "Din lede Unge!" sagde Moderen og fik ikke Tid til at slagte 

Gerda.  

    "Hun skal lege med mig!" sagde den lille Røverpige. "Hun skal give mig sin Muffe, sin smukke Kjole, sove 

hos mig i min Seng!" og saa beed hun igjen, saa Røverkjellingen sprang i Veiret og dreiede sig rundt, og alle 

Røverne loe og sagde: "see, hvor hun dandser med sin Unge!"  

    "Jeg vil ind i Karreten!" sagde den lille Røverpige og hun maatte og vilde have sin Villie, for hun var saa 

forkjælet og saa stiv. Hun og Gerda sad ind i den, og saa kjørte de over Stub og Tjørn dybere ind i Skoven. 

Den lille Røverpige var saa stor som Gerda, men stærkere, mere bredskuldret og mørk i Huden; Øinene vare 

ganske sorte, de saae næsten bedrøvede ud. Hun tog den lille Gerda om Livet og sagde: "De skal ikke slagte 

Dig, saalænge jeg ikke bliver vred paa Dig! Du er sagtens en Prindsesse?"  

    "Nei," sagde lille Gerda og fortalte hende Alt, hvad hun havde oplevet, og hvormeget hun holdt af lille 

Kay.  

    Røverpigen saae ganske alvorlig paa hende, nikkede lidt med Hovedet og sagde: "De skal ikke slagte Dig, 

selv om jeg endogsaa bliver vred paa Dig, saa skal jeg nok selv gjøre det!" og saa tørrede hun Gerdas Øine 

og puttede saa begge sine Hænder ind i den smukke Muffe, der var saa blød og saa varm.  

    Nu holdt Karreten stille; de vare midt inde i Gaarden af et Røverslot; det var revnet fra øverst til nederst, 

Ravne og Krager fløi ud af de aabne Huller, og de store Bulbidere, der hver saae ud til at kunne sluge et 

Menneske, sprang høit i Veiret, men de gjøede ikke, for det var forbudt.  

    I den store, gamle, sodede Sal brændte midt paa Steengulvet en stor Ild; Røgen trak hen under Loftet og 

maatte selv see at finde ud; en stor Bryggerkjedel kogte med Suppe, og baade Harer og Kaniner vendtes 

paa Spid.  

    "Du skal sove i Nat med mig her hos alle mine Smaadyr!" sagde Røverpigen. De fik at spise og drikke og 

gik saa hen i et Hjørne, hvor der laae Halm og Tepper. Ovenover sad paa Lægter og Pinde næsten hundrede 

Duer, der alle syntes at sove, men dreiede sig dog lidt, da Smaapigerne kom.  

    "Det er allesammen mine!" sagde den lille Røverpige og greb rask fat i een af de nærmeste, holdt den ved 

Benene og rystede den, saa at den slog med Vingerne. "Kys den!" raabte hun og baskede Gerda med den i 

Ansigtet. "Der sidder Skovcanaillerne!" blev hun ved og viste bag en Mængde Tremmer, der var slaaet for 

et Hul i Muren høit oppe. "Det er Skovcanailler, de to! de flyve strax væk, har man dem ikke rigtigt laaset; 

og her staaer min gamle Kjæreste Bæ!" og hun trak ved Hornet et Rensdyr, der havde en blank Kobberring 

om Halsen og var bundet. "Ham maa vi ogsaa have i Klemme, ellers springer han med fra os. Hver evige 

Aften kilder jeg ham paa Halsen med min skarpe Kniv, det er han saa bange for!" og den lille Pige trak en 

lang Kniv ud af en Sprække i Muren og lod den glide over Rensdyrets Hals; det stakkels Dyr slog ud med 

Benene, og Røverpigen lo og trak saa Gerda med ned i Sengen.  

    "Vil Du have Kniven med, naar Du skal sove?" spurgte Gerda og saae lidt bange til den.  

    "Jeg sover altid med Kniv!" sagde den lille Røverpige. "Man veed aldrig, hvad der kan komme. Men fortæl 

  

40 

mig nu igjen, hvad Du fortalte før om lille Kay, og hvorfor Du er gaaet ud i den vide Verden. Og Gerda 

fortalte forfra, og Skovduerne kurrede deroppe i Buret, de andre Duer sov. Den lille Røverpige lagde sin 

Arm om Gerdas Hals, holdt Kniven i den anden Haand og sov, saa man kunde høre det; men Gerda kunde 

slet ikke lukke sine Øine, hun vidste ikke, om hun skulde leve eller døe. Røverne sad rundt om Ilden, sang og 

drak, og Røverkjællingen slog Kolbøtter. O! det var ganske grueligt for den lille Pige at see paa.  

 

Da sagde Skovduerne: "Kurre, kurre! vi have seet den lille Kay. En hvid Høne bar hans Slæde, han sad i 

Sneedronningens Vogn, der foer lavt hen over Skoven, da vi laae i Rede; hun blæste paa os Unger, og alle 

døde de uden vi to; kurre! kurre!"  

    "Hvad sige I deroppe?" raabte Gerda, "hvor reiste Sneedronningen hen? Veed I noget derom?"  

    "Hun reiste sagtens til Lapland, for der er altid Snee og Iis! spørg bare Rensdyret, som staaer bundet i 

Strikken."  

    "Der er Iis og Snee, der er velsignet og godt!" sagde Rensdyret; "der springer man frit om i de store 

skinnende Dale! der har Sneedronningen sit Sommertelt, men hendes faste Slot er oppe mod Nordpolen, 

paa den Ø, som kaldes Spitsberg!"  

    "O Kay, lille Kay!" sukkede Gerda.  

    "Nu skal Du ligge stille!" sagde Røverpigen, "ellers faaer Du Kniven op i Maven!"  

    Om Morgenen fortalte Gerda hende Alt, hvad Skovduerne havde sagt, og den lille Røverpige saae ganske 

alvorlig ud, men nikkede med Hovedet og sagde: "Det er det samme! det er det samme. ‐ Veed Du, hvor 

Lapland er?" spurgte hun Rensdyret.  

    "Hvo skulde bedre vide det end jeg," sagde Dyret, og Øinene spillede i Hovedet paa det. "Det er jeg født 

og baaret, der har jeg sprunget paa Sneemarken!"  

    "Hør!" sagde Røverpigen til Gerda, "Du seer, at alle vore Mandfolk ere borte, men Mutter er her endnu, 

og hun bliver, men op ad Morgenstunden drikker hun af den store Flaske og tager sig saa en lille Luur 

ovenpaa; ‐ saa skal jeg gjøre noget for Dig!" Nu sprang hun ud af Sengen, foer hen om Halsen paa Moderen, 

trak hende i Mundskjægget og sagde: "min egen søde Gjedebuk, god Morgen!" Og Moderen knipsede 

hende under Næsen, saa den blev rød og blaa, men det var altsammen af bare Kjærlighed.  

 

Da saa Moderen havde drukket af sin Flaske og fik sig en lille Luur, gik Røverpigen hen til Rensdyret og 

sagde: "jeg kunde have besynderlig Lyst til endnu at kilde Dig mange Gange med den skarpe Kniv, for saa er 

Du saa morsom, men det er det samme, jeg vil løsne din Snor og hjælpe Dig udenfor, at Du kan løbe til 

Lapland, men Du skal tage Benene med Dig og bringe mig denne lille Pige til Sneedronningens Slot, hvor 

hendes Legebroder er. Du har nok hørt, hvad hun fortalte, thi hun snakkede høit nok, og Du lurer!"  

 

Rensdyret sprang høit af Glæde. Røverpigen løftede lille Gerda op og havde den Forsigtighed at binde 

hende fast, ja endogsaa at give hende en lille Pude at sidde paa. "Det er det samme," sagde hun, "der har 

Du dine laadne Støvler, for det bliver koldt, men Muffen beholder jeg, den er alfor nydelig! Alligevel skal Du 

ikke fryse. Her har Du min Moders store Bælvanter, de naae Dig lige op til Albuen; stik i! ‐ Nu seer Du ud 

paa Hænderne ligesom min ækle Moder!"  

    Og Gerda græd af Glæde.  

    "Jeg kan ikke lide at Du tviner!" sagde den lille Røverpige. "Nu skal Du just see fornøiet ud! og der har Du 

to Brød og en Skinke, saa kan Du ikke sulte." Begge Dele bleve bundne bag paa Rensdyret; den lille 

Røverpige aabnede Døren, lokkede alle de store Hunde ind, og saa skar hun Strikken over med sin Kniv og 

sagde til Rensdyret: "Løb saa! men pas vel paa den lille Pige!"  

    Og Gerda strakte Hænderne, med de store Bælvanter, ud mod Røverpigen og sagde farvel, og saa fløi 

Rensdyret afsted over Buske og Stubbe, gjennem den store Skov, over Moser og Stepper, alt hvad det 

  

41 

kunde. Ulvene hylede, og Ravnene skreg. "Fut! fut!" sagde det paa Himlen. Det var ligesom om den nyste 

rødt.  

    "Det er mine gamle Nordlys!" sagde Rensdyret, "see, hvor de lyse!" og saa løb det endnu mere afsted, 

Nat og Dag; Brødene bleve spiist, Skinken med og saa vare de i Lapland.  

 

Sjette Historie. Lappekonen og Finnekonen.  

 

De holdt stille ved et lille Huus; det var saa ynkeligt; Taget gik ned til Jorden, og Døren var saa lav, at 

Familien maatte krybe paa Maven, naar den vilde ud eller ind. Her var Ingen hjemme uden en gammel 

Lappekone, der stod og stegte Fisk ved en Tranlampe; og Rensdyret fortalte hele Gerdas Historie, men først 

sin egen, for det syntes, at den var meget vigtigere, og Gerda var saa forkommet af Kulde, at hun ikke 

kunde tale.  

    "Ak, I arme Stakler!" sagde Lappekonen, "da have I langt endnu at løbe! I maa afsted over hundred Mile 

ind i Finmarken, for der ligger Sneedronningen paa Landet og brænder Blaalys hver evige Aften. Jeg skal 

skrive et Par Ord paa en tør Klipfisk, Papir har jeg ikke, den skal jeg give Eder med til Finnekonen deroppe, 

hun kan give Eder bedre Besked, end jeg!"  

 

Og da nu Gerda var blevet varmet og havde faaet at spise og drikke, skrev Lappekonen et Par Ord paa en 

tør Klipfisk, bad Gerda passe vel paa den, bandt hende igjen fast paa Rensdyret og det sprang afsted. "Fut! 

fut!" sagde det oppe i Luften, hele Natten brændte de deiligste blaae Nordlys; ‐ og saa kom de til Finmarken 

og bankede paa Finnekonens Skorsteen, for hun havde ikke engang Dør.  

 

Der var en Hede derinde, saa Finnekonen selv gik næsten ganske nøgen; lille var hun og ganske grumset; 

hun løsnede strax Klæderne paa lille Gerda, tog Bælvanterne og Støvlerne af, for ellers havde hun faaet det 

for hedt, lagde Rensdyret et Stykke Iis paa Hovedet og læste saa, hvad der stod skrevet paa Klipfisken; hun 

læste det tre Gange, og saa kunde hun det udenad og puttede Fisken i Mad‐Gryden, for den kunde jo godt 

spises, og hun spildte aldrig noget.  

 

Nu fortalte Rensdyret først sin Historie, saa den lille Gerdas, og Finnekonen plirede med de kloge Øine, men 

sagde ikke noget.  

    "Du er saa klog," sagde Rensdyret; "jeg veed, Du kan binde alle Verdens Vinde i en Sytraad; naar 

Skipperen løser den ene Knude, faaer han god Vind, løser han den anden, da blæser det skrapt, og løser 

han den tredie og fjerde, da stormer det, saa Skovene falde om. Vil Du ikke give den lille Pige en Drik, saa 

hun kan faae tolv Mands Styrke og overvinde Sneedronningen."  

    "Tolv Mands Styrke," sagde Finnekonen; "jo, det vil godt forslaae!" og saa gik hun hen paa en Hylde, tog 

et stort sammenrullet Skind frem, og det rullede hun op; der var skrevet underlige Bogstaver derpaa, og 

Finnekonen læste, saa Vandet haglede ned af hendes Pande.  

 

Men Rensdyret bad igjen saa meget for den lille Gerda, og Gerda saae med saa bedende Øine, fulde af 

Taarer, paa Finnekonen, at denne begyndte igjen at plire med sine og trak Rensdyret hen i en Krog, hvor 

hun hvidskede til det, medens det fik frisk Iis paa Hovedet:  

    "Den lille Kay er rigtignok hos Sneedronningen og finder alt der efter sin Lyst og Tanke og troer, det er 

den bedste Deel af Verden, men det kommer af, at han har faaet en Glas‐Splint i Hjertet og et lille Glas‐Korn 

i Øiet; de maa først ud, ellers bliver han aldrig til Menneske, og Sneedronningen vil beholde Magten over 

ham!"  

    "Men kan Du ikke give den lille Gerda noget ind, saa hun kan faae Magt over det Hele?"  

  

42 

    "Jeg kan ikke give hende større Magt, end hun allerede har! seer Du ikke, hvor stor den er? Seer Du ikke, 

hvor Mennesker og Dyr maae tjene hende, hvorledes hun paa bare Been er kommen saa vel frem i Verden. 

Hun maa ikke af os vide sin Magt, den sidder i hendes Hjerte, den sidder i, hun er et sødt uskyldigt Barn. 

Kan hun ikke selv komme ind til Sneedronningen og faae Glasset ud af lille Kay, saa kunne vi ikke hjælpe! To 

Mile herfra begynder Sneedronningens Have, derhen kan Du bære den lille Pige; sæt hende af ved den 

store Busk, der staaer med røde Bær i Sneen, hold ikke lang Faddersladder og skynd dig her tilbage!" Og saa 

løftede Finnekonen den lille Gerda op paa Rensdyret, der løb alt, hvad det kunde.  

    "O, jeg fik ikke mine Støvler! jeg fik ikke mine Bælvanter!" raabte den lille Gerda, det mærkede hun i den 

sviende Kulde, men Rensdyret turde ikke standse, det løb, til det kom til den store Busk med de røde Bær; 

der satte det Gerda af, kyssede hende paa Munden, og der løb store, blanke Taarer ned over Dyrets Kinder, 

og saa løb det, alt hvad det kunde, igjen tilbage. Der stod den stakkels Gerda uden Sko, uden Handsker, 

midt i det frygtelige iiskolde Finmarken.  

 

Hun løb fremad, saa stærkt hun kunde; da kom der et heelt Regiment Sneeflokker; men de faldt ikke ned 

fra Himlen, den var ganske klar og skinnede af Nordlys; Sneeflokkerne løb lige hen ad Jorden, og jo 

nærmere de kom, des større bleve de; Gerda huskede nok, hvor store og kunstige de havde seet ud, 

dengang hun saae Sneeflokkerne gjennem Brændeglasset, men her vare de rigtignok anderledes store og 

frygtelige, de vare levende, de vare Sneedronningens Forposter; de havde de underligste Skikkelser; nogle 

saae ud som fæle store Pindsviin, andre, som hele Knuder af Slanger, der stak Hovederne frem, og andre, 

som smaa tykke Bjørne paa hvem Haarene struttede, alle skinnende hvide, alle vare de levende 

Sneeflokker.  

 

Da bad den lille Gerda sit Fadervor, og Kulden var saa stærk at hun kunde see sin egen Aande; som en heel 

Røg stod den hende ud af Munden; Aanden blev tættere og tættere og den formede sig til smaa klare 

Engle, der voxte meer og mere, naar de rørte ved Jorden; og alle havde de Hjelm paa Hovedet og Spyd og 

Skjold i Hænderne; de bleve flere og flere, og da Gerda havde endt sit Fadervor, var der en heel Legion om 

hende; de hug med deres Spyd paa de gruelige Sneeflokker saa de sprang i hundrede Stykker, og den lille 

Gerda gik ganske sikker og freidig frem. Englene klappede hende paa Fødderne og paa Hænderne, og saa 

følte hun mindre, hvor koldt det var, og gik rask frem mod Sneedronningens Slot.  

 

Men nu skulle vi først see, hvorledes Kay har det. Han tænkte rigtignok ikke paa lille Gerda, og allermindst 

at hun stod udenfor Slottet.  

 

Syvende Historie. Hvad der skete i Sneedronningens Slot, og hvad der siden skete.  

 

Slottets Vægge vare af den fygende Snee og Vinduer og Døre af de skjærende Vinde; der vare over 

hundrede Sale, alt ligesom Sneen fygede, den største strakte sig mange Mile, alle belyste af de stærke 

Nordlys, og de vare saa store, saa tomme, saa isnende kolde og saa skinnende. Aldrig kom her Lystighed, 

ikke engang saa meget, som et lille Bjørne‐Bal, hvor Stormen kunde blæse op, og Iisbjørnene gaae paa 

Bagbenene og have fine Manerer; aldrig et lille Spilleselskab med Munddask og slaae paa Lappen; aldrig en 

lille Smule Caffe‐Commerts af de hvide Ræve‐Frøkner; tomt, stort og koldt var det i Sneedronningens Sale. 

Nordlysene blussede saa nøiagtigt, at man kunde tælle sig til, naar de vare paa det Høieste, og naar de vare 

paa det Laveste. Midt derinde i den tomme uendelige Sneesal var der en frossen Sø; den var revnet i 

tusinde Stykker, men hvert Stykke var saa akkurat ligt det andet, at det var et heelt Kunststykke; og midt 

paa den sad Sneedronningen, naar hun var hjemme, og saa sagde hun, at hun sad i Forstandens Speil, og at 

det var det eneste og bedste i denne Verden.  

  

43 

 

Lille Kay var ganske blaa af Kulde, ja næsten sort, men han mærkede det dog ikke, for hun havde jo kysset 

Kuldegyset af ham, og hans Hjerte var saa godt som en Iisklump. Han gik og slæbte paa nogle skarpe flade 

Iisstykker; som han lagde paa alle mulige Maader, for han vilde have noget ud deraf; det var ligesom naar vi 

andre have smaa Træplader og lægge disse i Figurer, der kaldes det chinesiske Spil. Kay gik ogsaa og lagde 

Figurer, de allerkunstigste, det var Forstands Iisspillet; for hans Øine vare Figurerne ganske udmærkede og 

af den allerhøieste Vigtighed; det gjorde det Glaskorn, der sad ham i Øiet! han lagde hele Figurer, der vare 

et skrevet Ord, men aldrig kunde han finde paa at lægge det Ord, som han just vilde, det Ord: Evigheden, og 

Sneedronningen havde sagt: "Kan Du udfinde mig den Figur, saa skal Du være Din egen Herre, og jeg 

forærer Dig hele Verden og et Par nye Skøiter." Men han kunde ikke.  

    "Nu suser jeg bort til de varme Lande!" sagde Sneedronningen, "jeg vil hen og kige ned i de sorte 

Gryder!" ‐ Det var de ildsprudende Bjerge, Ætna og Vesuv, som man kalder dem. ‐ "Jeg skal hvidte dem lidt! 

det hører til; det gjør godt oven paa Citroner og Viindruer!" og saa fløi Sneedronningen, og Kay sad ganske 

ene i den mange Mile store tomme Iissal og saae paa Iisstykkerne og tænkte og tænkte, saa det knagede i 

ham, ganske stiv og stille sad han, man skulde troe han var frosset ihjel.  

 

Da var det, at den lille Gerda traadte ind i Slottet gjennem den store Port, der var skjærende Vinde; men 

hun læste en Aftenbøn, og da lagde Vindene sig, som de vilde sove, og hun traadte ind i de store, tomme 

kolde Sale ‐ da saae hun Kay, hun kjendte ham, hun fløi ham om Halsen, holdt ham saa fast og raabte: "Kay! 

søde lille Kay! saa har jeg da fundet Dig!"  

 

Men han sad ganske stille, stiv og kold; ‐ da græd den lille Gerda hede Taarer, de faldt paa hans Bryst, de 

trængte ind i hans Hjerte, de optøede Iisklumpen og fortærede den lille Speilstump derinde; han saae paa 

hende og hun sang Psalmen:  

 

            "Roserne voxe i Dale, 

            Der faae vi Barn‐Jesus i Tale!"  

 

Da brast Kay i Graad; han græd, saa Speilkornet trillede ud af Øinene, han kjendte hende og jublede: 

"Gerda! søde lille Gerda! ‐ hvor har Du dog været saa længe? Og hvor har jeg været?" Og han saae rundt 

om sig. "Hvor her er koldt! hvor her er tomt og stort!" og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og græd af 

Glæde; det var saa velsignet, at selv Iisstykkerne dandsede af Glæde rundtom og da de vare trætte og lagde 

sig, laae de netop i de Bogstaver, som Sneedronningen havde sagt, han skulde udfinde, saa var han sin egen 

Herre, og hun vilde give ham hele Verden og et Par nye Skøiter.  

     

Og Gerda kyssede hans Kinder, og de bleve blomstrende; hun kyssede hans Øine, og de lyste som hendes, 

hun kyssede hans Hænder og Fødder, og han var sund og rask. Sneedronningen maatte gjerne komme 

hjem: hans Fribrev stod skrevet der med skinnende Iisstykker.  

 

Og de toge hinanden i Hænderne og vandrede ud af det store Slot; de talte om Bedstemoder og om 

Roserne oppe paa Taget; og hvor de gik, laae Vindene ganske stille og Solen brød frem; og da de naaede 

Busken med de røde Bær, stod Rensdyret der og ventede; det havde en anden ung Reen med, hvis Iver var 

fuldt, og den gav de Smaa sin varme Mælk og kyssede dem paa Munden. Saa bare de Kay og Gerda først til 

Finnekonen, hvor de varmede sig op i den hede Stue og fik Besked om Hjemreisen, saa til Lappekonen, der 

havde syet dem nye Klæder og gjort sin Slæde istand.  

 

  

44 

Og Rensdyret og den unge Reen sprang ved Siden og fulgte med, lige til Landets Grændse, der tittede det 

første Grønne frem, der toge de Afsked med Rensdyret og med Lappekonen. "Farvel!" sagde de 

Allesammen. Og de første smaa Fugle begyndte at qviddre, Skoven havde grønne Knoppe, og ud fra den 

kom ridende paa en prægtig Hest, som Gerda kjendte (den havde været spændt for Guldkarreeten) en ung 

Pige med en skinnende rød Hue paa Hovedet og Pistoler foran sig; det var den lille Røverpige, som var kjed 

af at være hjemme og vilde nu først Nord paa og siden af en anden Kant, dersom hun ikke blev fornøiet. 

Hun kjendte strax Gerda, og Gerda kjendte hende, det var en Glæde.  

    "Du er en rar Fyr til at traske om!" sagde hun til lille Kay; "jeg gad vide, om Du fortjener, man løber til 

Verdens Ende for din Skyld!"  

    Men Gerda klappede hende paa Kinden, og spurgte om Prinds og Prindsesse.  

    "De ere reiste til fremmede Lande!" sagde Røverpigen.  

    "Men Kragen?" spurgte den lille Gerda.  

    "Ja Kragen er død!" svarede hun. "Den tamme Kjæreste er bleven Enke og gaaer med en Stump sort 

Uldgarn om Benet; hun klager sig ynkeligt og Vrøvl er det Hele! ‐ Men fortæl mig nu, hvorledes det er gaaet 

Dig, og hvorledes Du fik fat paa ham!"  

    Og Gerda og Kay fortalte begge to.  

    "Og Snip‐snap‐snurre‐basselurre!" sagde Røverpigen, tog dem begge to i Hænderne og lovede, at hvis 

hun engang kom igjennem deres By, saa vilde hun komme op at besøge dem, og saa red hun ud i den vide 

Verden, men Kay og Gerda gik Haand i Haand, og som de gik, var det et deiligt Foraar med Blomster og 

Grønt; Kirkeklokkerne ringede, og de kjendte de høie Taarne, den store By, det var i den de boede, og de 

gik ind i den og hen til Bedstemoders Dør, op ad Trappen, ind i Stuen, hvor Alt stod paa samme Sted som 

før, og Uhret sagde: "dik! dik!" og Viseren dreiede; men idet de gik igjennem Døren, mærkede de, at de 

vare blevne voxne Mennesker. Roserne fra Tagrenden blomstrede ind af de aabne Vinduer, og der stode de 

smaa Børnestole, og Kay og Gerda satte sig paa hver sin og holdt hinanden i Hænderne, de havde glemt 

som en tung Drøm den kolde tomme Herlighed hos Sneedronningen. Bedstemoder sad i Guds klare Solskin 

og læste høit af Bibelen: "uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!"  

     

Og Kay og Gerda saae hinanden ind i Øiet, og de forstode paa eengang den gamle Psalme:  

 

       "Roserne voxe i Dale, 

       Der faae vi Barn‐Jesus i Tale." 

 

Der sad de begge to Voxne og dog Børn, Børn i Hjertet, og det var Sommer, den varme, velsignede Sommer. 

  

45 

Julenissen:  

Det var langt ude på landet i en lille landsby. Julesneen var faldet så blødt og tæt i et par dage, så hele 

landskabet var som et hvidt eventyrland. det var snart helt besværligt at komme frem undtagen i slæde. 

Men børnene i landsbyen var henrykte. De tumlede den hele dag, rutschede på slæderne ned ad den høje 

bakke lige uden for byen. Som en stormvind fór de små slæder af sted ned ad den glatte, tilkørte bakke. Det 

var en fryd at suse gennem luften ‐ det var jo, som man fløj! 

Og børnene kom hjem med røde kinder, strålede øjne og god appetit. Det var utroligt, hvad de kunne sætte 

til livs af store humpler fedtebrød. Hvor det smagte, det hvide fedt med det grove køkkensalt og så en slurk 

af det hjemmebryggede, gærede øl! 

Og næste dag var det jul! 

Gamle Lars Klokker ville stå og hive i det tykke tov deroppe i tårnet, hvor uglen havde sit hjem, og krager og 

alliker fløj ud og ind. 

 

Og mor ville sætte et fad dampende julegrød ud i laden til nisserne ‐ og næste dag ville fadet være 

tømt. Far sagde godt nok, at det var kattene; men mor vidste bedre besked: 

Og børnene ville blive vasket med sæbevand ‐ både i ansigtet og på hænderne ‐ de ville blive vandkæmmet. 

Pigernes lange hår ville blive flettet i små hårde fletninger med røde og blå bånd, drengenes omhyggelig 

skilt i en fuldkommen lige juleskilning! 

Inde i husene duftede det af klejner og julekager, og fra ovnen brasede det: Mad var det jo selv i den 

fattigste hytte, når det var jul! Der kom store kurve fulde fra præstens og gårdene rundt omkring ‐ i julen 

skulle ingen mangle. 

Den store, store fest nærmede sig. 

Præstens julegæster kom kørende i slæde ned gennem landsbyen, og var pakket ind lige til næsen, så man 

ikke kunne se, hvem det var. De så ud, som skulle de til Sibirien. 

Der blev liv og lystighed inde i de små, lavloftede stuer med de store, gammeldags, slidte møbler og den 

rummelige, gæstfri favn. 

 

Oppe i storstuen stod juletræet pyntet og parat til at tændes, og på bordet langs væggen lå alle gaverne i 

pakke med navn. Til stuen var der låst, ingen måtte se, og ingen måtte røre! ‐ Men forpagterens håbefulde 

lille søn Mads var sluppet ind, uden at nogen havde lagt mærke til dertil. 

De havde alle været så optaget af juleforberedelserne, at de slet ikke havde set Mads ‐ hverken da han 

smuttede ind i storstuen bag Ane Kokkepiges brede skørter, og heller ikke, da han kravlede ind under 

bordet med den lange, hvide dug. 

Mads gik ud og ind hos præstens. Hans forældre boede i selve præstegården og passede gården. De skulle 

til juletræ hos præstens og havde derfor spist tidlig til middag, og Mads havde fået lov til at gå i forvejen og 

underholde pigerne ude i køkkenet.‐ Men Mads fandt, der var langt mere interessant i storstuen. Han var 

fire år, havde rødlig blondt hår, blå øjne og røde kinder. I anledning af julen havde han fået sin nye 

matrosdragt på. Den var syet til at vokse i, så Mads druknede både i trøjen og bukserne; men fandt man 

ham endelig, blev man glad af at se på ham, hvis ikke man var det i forvejen. Han lo næsten altid over hele 

ansigtet, der lyste af sundhed og glæde. 

 

Mads blev forkælet både hjemme og hos præstens ‐ ellers ville han nok ikke have vovet det, han fandt på 

juleaften! ‐ Drevet af nysgerrighed var Mads kommet ind i den store stue, hvor han vidste, alle 

juleforberedelserne nu var endt. 

  

46 

Ilden knitrede i kakkelovnen, og henne i hjørnet stod en tændt lampe, der lyste svagt over stuens 

herligheder. 

Det store juletræ stod midt på gulvet behængt med vidundere af udklippede hjerter, net med rødkindede 

æble, forgyldte valnødder og et strålende spindelvæv af sølvtråde, der lyste i halvmørket. Mads sad så stille 

som en mus under bordet, indtil alle var gået ud af stuen, og døren låst. 

Så stak han forsigtigt hovedet ud under dugen og så sig om. ‐ Dette var mere end sjovt. 

Han var ganske alene til juletræ. 

Han kravlede på alle fire ud på gulvet og rejste sig op. At et grantræ kunne blive så fint! Han måtte hen og 

undersøge det nærmere, føle på æskerne og kræmmerhusene og se, hvad der var i. Pebernødder, 

chokolader, rosiner og mandler. Mads smagte på sagerne og blev mere og mere tilfreds. 

 

Der var nogen ved døren, og nøglen blev drejet om. Mads var hurtig som et lyn inde under bordet igen: 

Det var præstefruen og en af døtrene. 

"Vis mig så, hvor lille Mads' pakker ligger," sagde præstefruen. Og Stella, Mads' gode legekammerat, der 

havde lært bogstaverne, pegede på en bunke pakke midt på bordet. 

"Her," sagde hun, ‐ "sikken en masse ting, han skal have ‐ nu lægger jeg tømmen fra dig her, mor ‐ så er det 

hele i orden!" 

"Vi forkæler den dreng," sagde præstefruen, "bare han kan tåle det!" 

"Jo, det er jeg vis på," svarede Stella, "Mads er en sød og god dreng!" 

Mads blev ganske rød i hovedet. De skulle bare ane, han sad under bordet, så ville de nok ikke mere synes, 

han var sød! 

Men ingen magt i verden skulle få ham ud af julestuen. 

Der var et helt langt år, til julen kom igen, så man måtte jo nyde den, det man kunne. 

Så lukkede døren igen, og alt blev stille. 

Tømmen! 

Mads havde kun én eneste tanke i hovedet, da han kom frem på ny ‐ tømmen. 

Mon det var en rød med bjælder, som havde ønsket sig så længe? 

 

Forsigtig lirkede han lidt ved det hvide papir og kikkede. ‐ Jo, den var rød, og der var noget der raslede! 

Mads pakkede ud, dette var alt for spændende, og det var jo ham der skulle have tømmen! Nej hvor var 

den fin! Mads holdt den ud i stiv arm, og alle de små bjælder skinnede og raslede ved den mindste 

bevægelse. Hans hjerte bankede højt af glæde, det var jo hans højeste ønske ‐ julens drøm, den blev 

opfyldt. 

Mads havde ingen tydelig følelse af, hvor galt han bar sig ad. Han var kun fire år, og han var jo bedt med til 

at se juletræet og skulle have sine gaver, så det faldt ham ikke ind før bagefter, at han gjorde noget forkert. 

Foreløbig var han optaget af alt det nye og spændende, som han var ganske ene om at undersøge. 

Han gik fra opdagelse til opdagelse. 

Under tømmen lå der en stor, flad pakke ‐ den var nok også til ham! Mads var blevet dristigere, han rev 

papiret til side ‐ og frem kom en stor, dejlig billedbog med mange, brogede billede. Den var nok fra Stella! 

 

Mads så på alle billederne, og sommetider lo han højt. Da bogen var gennemset, blev den lagt til side, og 

Mads fandt en stor pakke frem. Stella havde lært ham bogstaverne, så han kunne godt læse, at der stod 

"Mads" udenpå. 

Det var lidt svært at få sejlgarnet op, men det gik ‐ og frem kom den nydeligste nissedragt, grå bukser, en 

rød ulden trøje og en rød, spids nissehue med lang kvast. 

Mads hoppede højt af glæde og dansede rundt om juletræet. Så begyndte han at trække i stadsen, og et 

  

47 

øjeblik efter var forpagterens Mads forvandlet til en julenisse. Og nu vågnede først rigtig hans eventyrlyst. 

 

Han ville ud i laden for at se, om alle de andre julenisser sad og spiste af grødfadet, hans mor havde sat ud. 

Men døren var låst, og ingen måtte jo vide, at han havde været skjult i den store stue. ‐ Præstegården var 

lav, vinduerne ikke ret langt fra jorden, og der var både rørværk og tremmer og vildvinsranker at holde sig 

fast ved. Mads åbnede forsigtigt vinduet og kravlede op i karmen. Den lille nisse overskuede et øjeblik 

situationen, så lod han sig resolut glide ned på jorden. Det gik udmærket. Udenfor var det mørkt, men 

Mads kendte vejen, og kort efter stod han i laden. Der duftede det af hø og halm, det puslede i alle kroge. ‐ 

Mads stod ganske stille. ‐ Var det mon nisserne, der ville frem til det store grødfad, der stod midt på gulvet? 

Mor havde hængt en tændt lygte på loftsbjælken, for at nisserne skulle kunne se at spise, og for at det hele 

skulle være lidt festligt. 

 

Det halve af grøden var spist, men nisserne var ikke at se. 

Mads satte sig hen i krogen for at vente. 

Når de nu alle sammen var kommet og sad nok så godt ved grøden, så ville han gå hen til dem og tage huen 

af og ønske dem "glædelig jul" og fortælle dem, at det var hans mors grød, de spiste. Så ville de nok danse 

omkring ham og lege med ham. Mads sad ganske stille og ventede. 

Hvor det puslede alle vegne! For oven, for neden, i krogene, det var, som halmen var levende. Alle de vilde 

kattekillinger kom frem. De var så smukke ‐ sorte, grå, rødspættede, hvide ‐ ingen menneskelig hånd havde 

krammet dem endnu, for de var umulige at få fat på. Men nu sad de nok så fredeligt omkring grødfadet og 

gjorde sig til gode. Mads morede sig kongeligt. Han nærmede sig ganske stille ‐ hvor ville han gerne fange 

bare én eneste og klappe dens bløde pels! Men vips, var hele flokken væk og skjult højt oppe på loftet. De 

havde optaget faren, der truede ‐ og hvad var en klat grød mod den ubudne frihed! 

 

Mads satte sig ned igen og ventede. Hvis nissefamilien ville have mad, måtte den snart komme, for fadet 

var næsten tømt. 

Det puslede igen, halmen rørte sig hist og her ‐ og se, frem kom rotterne, de store, grå rotter og lejrede 

rundt om fadet. 

De var sultne og tog for sig af retterne, men Mads kunne ikke lide dem og var lidt bange for dem. 

Der kom nogen udenfor ‐ det var moderen. Mads kendte de hastige, små skridt. Nu måtte man nok se at 

komme af sted i en fart for ikke at blive opdaget! 

Rotterne havde instinktiv taget flugten og var skjult under halmen igen. Mads havde rejst sig op så sig et 

øjeblik rådvild omkring. Fra laden førte der en dør ud i huggehuset; hvis den stod åben, kunne Mads 

komme derfra ud i præstens have. Nu stod hans mor i døren. "Ih, jøsses dov," sagde hun og slog hænderne 

sammen, nisserne har nok været der og spist julegrøden!" 

Mads havde vendt ryggen til og tog flugten. 

 

"Nej se, nej se," råbte hans mor henrykt," der er jo en af de små fyre ‐ hej, hop, lille ven. Du behøver ikke at 

skynde dig så stærkt, jeg skal såmænd ikke gøre dig noget fortræd! Er du kommet væk fra familien, dit lille 

pjus! Nej se, nej se, hvor du kan bruge de små, tykke ben! Det skulle fatter se, så ville han gi' mig ret i, at 

det er nisserne, der spiser julegrøden! Ja, det har jeg jo vidst i mange år! Glædelig jul, glædelig jul, lille 

nissemand!" 

Nissemanden svarede ikke, men han viftede med huekvasten, og forpagterens kone forlod laden glad over 

sit syn og stolt over, at hun havde fået ret og nu kunne overbevise sin mand. 

Men Mads styrede, så hurtigt hans små ben kunne bære ham ‐ gennem huggehuset og ud i præstens have. 

 

  

48 

Langs muren sneg nissen sig forbi de oplyste vinduer ‐ over den gamle veranda ‐ og videre til storstuens 

vindue, der endnu stod på klem. 

Mads var en rask dreng og vant til at klatre, det var en let sag for ham at kravle op ad det lille stykke mur. 

Men da han sad overskrævs oppe i vindueskarmen og lige skulle til at hoppe ned på gulvet, gik døren til 

dagligstuen op, og Ane Kokkepige kom ind med forklædet fult af appelsiner, der skulle i kurvene. 

 

Hun gav et vræl ved synet af julenissen og slap forklædet, så alle appelsinerne rullede ud over gulvet. Mads 

var lamslået og vidste ikke, om han skulle springe ud eller ind ‐ han sad som spigret fast til vindueskarmen. 

Ane så ud, som var hun en besvimelse nær. 

I stuens halvmørke kunne hun ikke skelne Mads' træk, hun så kun den røde trøje og huen og de grå bukser. 

Præsten kom til: "Hvad er der, Ane ‐ hvorfor skriger du?" 

"Julenissen er der ‐ julenissen!" stønnede Ane og pegede hen på lille Mads, der begyndte at føle 

situationens alvor. 

Tænk, at den store, tykke Ane kunne blive så bange for ham! Hun havde åbenbart aldrig før set en 

julenisse! 

 

Og nu gav Stella også et højt vræl fra sig og den lille Jenny. Mads fik helt ondt af dem. 

"I skal ikke være bange!" sagde han resolut og lod sig glide ned på gulvet og gik hen imod dem. 

Der blev en leen og spøgen og skænden, og Mads blev ført i triumf ind i dagligstuen, hvor præstens og alle 

gæsterne sad. 

Men da var julenissens mod forbi. Han holdt begge hænder for øjnene og stortudede. 

Der vankede jo nok lidt skænd og nogle alvorsord; men det var jo juleaften, hvor alle sind stemmes til 

mildhed og overbærenhed, og da Mads hurtigt indså, hvor galt han havde båret sig ad, fik han snart 

tilgivelse. 

Værst blev det hjemme. 

For hans far glemte aldrig den historie og drillede bestandig sin kone med den jul, hun så julenissen nede i 

laden. 

Og grødfadet blev aldrig mere sat derned! 

   

  

49 

Søren Spidsmus: Søren Spidsmus’ store kærlighed. 

 

Sneen faldt tykt og tæt udenfor. Ilden buldrede i skorstenen – og det var juleaftensdag! 

 

Søren Spidsmus lå behageligt henslængt i sin lille skotøjsæske, der stod oppe på loftet over den gamle 

købmandsgård. Æsken var godt polstret med gamle kludestumper, og var så tæt placeret op ad skorstenen 

at han kunne mærke den dejlige varme. 

 

Søren Spidsmus var godt tilfreds. Der var udsigt til den bedste jul nogensinde, og det var der flere gode 

grunde til. For det første var der jo Mette Markmus! Den lille dejlige, lysebrune damemus han havde truffet 

en dag ovre i stalden. Og så var der hans egen vidunderlige hemmelighed. Den hemmelighed der havde 

gjort ham til den mest tilfredse og lykkelige mus på hele egnen. Den hemmelighed der havde givet ham 

mod til – i dag, at bede Mette Markmus om at gifte sig med ham. Aldrig mere sulte – aldrig mere fryse – og 

aldrig mere være alene. Og alting skyldtes hans hemmelighed – hullet! 

 

Nede i køkkenet stod der et køleskab stopfyldt af de dejligste juleretter – lige til at spise! Køleskabet havde 

ved en flytning fået et slag i det ene hjørne, og med tiden var kanterne blevet lidt rustne og møre. Og her i 

sidste uge var det lykkedes for ham at fjerne så meget af det rustne metal, at han kunne krybe ind. 

Isoleringen og plastikken havde ikke voldt Søren nogen problemer, og heldet havde da også været på hans 

side. Det lillebitte hul der førte ind til alle herlighederne var skjult bag en lille afrimningskasse så den ikke 

var synlig når husets beboere kom for at hente noget. Det hele var ganske tilfredsstillende, tænkte han – 

bare man var en smule forsigtig med, hvor man gnavede – og hvad man gnavede i. 

 

Og her – denne aften skulle Mette komme! Og sammen skulle de leve lykkeligt til deres dages ende, lunt og 

godt og med masser af mad. – Joe, der var lyse og gode udsigter til en ganske usædvanlig jul på loftet. 

 

Så! – Nu var hun der! – En ganske svag puslen henne i hjørnet varslede om den lykke der ventede ham, ja 

han kunne næsten fornemme alle de små museunger nede i den anden ende af skotøjsæsken. Det var nu 

godt at der var rigeligt med plads. 

 

‐ Hallo! ‐ Er du der Søren? Mettes spinkle stemme fik hjertet til at hoppe helt op i halsen på den forelskede 

Søren Spidsmus. 

 

‐ Herovre, hviskede han! – Her i æsken! – Skynd dig at komme indenfor. 

 

‐ Næh! Hvor er her altså nydeligt, sukkede den lille yndige Mette Markmus! – Og så rent overalt! 

 

‐ Synes du? – Jamen – jamen – hvis du vil have mig, så kan du blive boende her hele livet! Sørens hjerte 

bankede helt vildt medens han ventede på sin elskedes svar. 

 

‐ Det vil jeg da rigtig gerne, Søren! – Og hvor er det romantisk, at du sådan valgte juleaften til at spørge mig. 

Jeg tror godt at jeg kan blive lykkelig her. – Men er du sikker på at der er mad nok til en musefamilie har i 

huset? 

 

Se det var jo lige det spørgsmål Søren havde ventet så spændt på. – At kunne fortælle Mette Marksmus  om 

  

50 

– hullet! – Det skulle være hans jule‐ og bryllupsgave til hende. – Og så fortalte han. 

 

Mette var virkelig imponeret og ville straks ned og smage på alle lækkerierne. 

 

‐ Jae! – Men du må være forsigtig, advarede Søren! – Der må jo hverken ske dig eller hullet noget! – Hvis du 

hører nogen komme må du straks løbe ud! Der er en stor, gammel sort hankat dernede. 

 

‐ Ja, ja! ‐ Jeg skal nok være forsigtig. Vis mig nu bare vej lille mand, tilføjede hun kælent. 

 

  Stolt fulgte Søren sit hjertes udkårne ned i køkkenet, ledte hende gennem fadeburet, over hylderne og til 

hjørnet på køleskabet hvor hullet var. 

 

‐ Det  er jo ikke så stort, hviskede han da de stod foran hullet. – Og du må passe på at du ikke spiser så 

meget at du ikke kan komme ud igen! 

 

Jae jae – Jeg skal nok passe på. Synet af den dejlige ost, de røde spegepølser og alt det andet der befandt 

sig i skabet, fik hendes øjne til at lyse med en næsten ekstatisk glans. 

 

Søren stod på vagt udenfor, og glædede sig over hendes appetit. Det var hans musekone, og det var ham 

der havde sørget for at alt dette var deres. Men en lille bekymret rynke begyndte at komme frem på hans 

pande. Mette var slet ikke til at styre derinde. Hun var gået i gang med det hele, og helt uden forsigtighed. 

 

‐ Pas nu på, hviskede han ind gennem hullet! – Du bliver for tyk! 

 

Mette havde slet ikke tid – eller lyst til at svare, men gnaskede ivrigt videre på alle de rare sager. 

 

Søren Spidsmus blev mere og mere fortvivlet. Det var helt tydeligt at Mette slet ingen fornuft havde mere. 

Hun blev bare tykkede og tykkere, og med en bedrøvet mine satte Søren sig ned på stengulvet og ventede 

på den uigenkaldelige afgørelse. Han sukkede dybt og resigneret, det var umuligt at stoppe Mette Markmus 

nu – og i øvrigt ville det også være forsent. Hullet var altfor lille for hende når hun engang havde fået nok. 

 

Søren hørte konen i købmandsgården komme ind og lukke køleskabsdøren op. Han hørte Mettes 

fortvivlede skrig, da det gik op for hende at hun ikke kunne komme tilbage gennem hullet. – Og han hørte 

konen kalde på katten der trods sin alder alligevel fik stablet så megen kraft på benene, at kampen i den 

underste del af køleskabet blev kort. 

 

Ak ja! Tænkte Søren – Den lykke blev kort! – Bare mus – og mennesker ville lære at kende deres 

begrænsninger. Grådighed og ufornuft er skyld i mange ulykker. 

 

Hullet blev selvfølgelig stoppet og der kom både fælder og gift i den gamle købmandsgård, så Søren 

Spidsmus måtte tage til takke med, hvad der nu var at finde i lader og udhuse. Skotøjsæsken havde han 

dog, og her var der både varme og hygge. Så alt taget i betragtning – så blev der alligevel en god jul på 

loftet over den gamle købmandsgård. 

  

51 

Forfatterliste:  

Titel:  Forfatter:  Årstal: 

Peters Jul  Johan Krohn  1866 

Den lille pige med svovlstikkerne  H.C. Andersen  1848 

Grantræet  H.C. Andersen  1845 

Jerikorosen  Gert Grube  Ukendt 

Nissen hos Spekhøkeren  H.C. Andersen  1853 

Juleevangeliet  Lukas  Ukendt 

Sneemanden  H.C. Andersen  1861 

Snedronningen  H.C. Andersen  1845 

Julenissen  Ellen Reumert  1918 

Søren Spidsmus  Ib Raug  Ukendt