-·

Vibeke Grubbe

Nummer 94 December 1981 ·

Juan Goytisolo: "Makbara" (1980)

En neoanarkistisk nomadeutopi (En narrativ og ideologisk analyse)

Romansk Institut Københavns Universitet

Njalsgade 78-80 2300 Kbh. S

Kci:' 'P~ ;3\, P- l ·. ;· ,

p\.._ t tf 11 ~ .\ (~

Gebyr 5,00 kr.

REVUE ROMANE ETUDES ROMANES RIDS

Revue Romane Romansk Institut under Københavns Universitet udgiver foruden RIDS tidsskriftet REVUE ROMANE, der kommer med to numre om året. Det støttes af Statens humanistiske Forskningsråd og har siden 1966 været Skandinaviens eneste internationale tidsskrift for romanistik med både litteratur og sprogvidenskab.

I 1981 blandt andet:

Jose Ma. Alegre: Las mujeres en el Lazarillo de Tormes Daniela Quarta: Il teatro prefuturista di Marinetti. Marie-Alice Seferian: Mer, ville, desert, trois espaces

privilegies du Muezzin de Bourboune. Disp·ltatsforsvar: Marcel Henaff, Sade. L' invention du

corps libertin. Indlæg ved Yvon Belaval og Ebbe Spang-Hanssen, svar ved Marcel Henaff.

Etudes Romanes fremstår som særnumre af REVUE ROMANE og rummer større sam ­lede afhandlinger.

Nr. 19 (1979) Arne Schnack: Animaux et paysages dans la description des personnages romanesques (lBoo-184 5)

Nr. 2o (1979) Lene Waage Petersen: Le strutture dell' ironia ne "La Coscienza di Zeno" di Italo Svevo

Nr. 21 (1980) Michael Herslund: Problemes de syntaxe de 11 ancien frani;ais. Complements datifs et genitifs

***

Abonnementstegning og yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Romansk Institut, Jens Schou, Njalsgade Bo, 2300 KØbP.nhavn S

Telefon (ol) 54 22 11

3

INDLEDNING

Hovedemnet for dette RIDS er en intern analyse af de væsentligste

narrative og ideologiske strukturer i Juan Goytisolos seneste ro­

man "Makbara" fra 1980. Juan Goytisolo anses af mange for at være

Spaniens mest betydningsfulde nulevende romanforfatter takket være

især en nyligt af sluttet romancyklus af stærkt eksperimenterende

karakter, der har placeret ham som den vægtigste fornyer af roman­

genrens form og indhold i de senere år i Spanien. Det første og

mest indlysende formål med en analyse af "Makbara" er derfor gan­

ske enkelt at følge den seneste udvikling i et uhyre spændende for­

fatterskab. Da Juan Goytisolos litterære produktion endvidere altid

har udmærket sig ved at være særdeles repræsentativ for den span­

ske romans seneste udviklingstendenser, som han lige siden sin tid­

lige ungdom har vist en sjælden evne til både at opfange og stimu­

lere, har en analyse af "Makbara", der fortsætter den eksperimen­

telle linje fra cyklussen, desuden til formål at give en ide om, i

hvilken retning den spanske avantgarderoman bevæger sig i disse år.

Hvad angår den narrative dimension er et af de mest påfalden­

de træk ved "Makbara" den klare udvikling tilbage mod en mere fa­

bulerende og fremkommelig romanform, end man har været vant til i

1970'ernes avantgarderoman . Denne karakteristik er dog særdeles

relativ, idet Juan Goytisolo også i "Makbara" benytter sig af en

kompliceret retorik og struktur, der har hentet inspiration dels

fra poesiens dels fra barokkens verden, en cocktail der holder, hvad

den lover med hensyn til at være vanskeligt tilgængelig, Denne så­

kaldte poematiske og neobarokke fortælleform, der skal ses som et

led i det sidste årtis opgør med funktionalismen, indebærer nemlig

en overvældende sproglig overdådighed, der i den grad forhaler og

bryder handlingen, at selv en trænet læser kan have behov for en

håndsrækning for at danne sig et klart indtryk af bogens problema­

tik. Denne analyse er tænkt som en sådan.

Sammenfattende kan denne problematik karakteriseres som en neo­

anarkistisk nomadeutopi. Betegnelsen "nomadeutopi" er hentet fra en

passage i bogens slutning, der må betragtes som en slags konklus-

4

sion, hvor Goytisolo taler om "nomadeidealets overlevelse i form

af utopi" ("Makbara", i det følgende forkortet M., s.205). Begrebet

"nomadisme" med de specifikkke konnotationer, som det er benyttet

med i "Makbara", stammer, såvidt jeg kan se, fra det berømte fran­

ske filosofpar G. Deleuze og F. Guattari, der i deres kendte vær­

ker fra 1970'erne, som Goytisolo efter ·alt at dømme har læst med

stor interesse, benytter termen som betegnelse for den særlige anti­

kapitalistiske strategi og ideologi, som de slår til lyd for. Bag

den eksotiske sprogbrug gemmer der sig dog en nok så velkendt anar­

kistisk ideologi, omend en serie metafysiske udbygninger og ny­

marxistiske påvirkninger gør det mere korrekt at bruge benævnelsen

neoanarkistisk. Både med hensyn til formsprog og ideologi er "Makbara" et værk,

der kan give anledning til kritiske betragtninger, men denne side

af sagen har jeg ladet ligge her, fordi jeg i første omgang har væ­

ret mere interesseret i blot at beskrive det kompleks af tidstypi­

ske holdninger, som kommer til udtryk i "Makbara", og som klart pla­

cerer Goytisolo som eksponent for den antifunktionalistiske og anti­

kapitalistiske strømning, der har været dominerende inden for ven­

strefløjens kulturelle avantgarde verden over i de seneste år. Goy­

tisolos nære kontakt med franske, latinamerikanske, nordafrikanske

og nordamerikanske avantgardekredse og hans position som toneangi­

vende forfatter i tilsvarende kredse i Spanien gør nemlig hans for­

fatterskab særdeles velegnet til at belyse den meget fascinerende

problematik, som eksistensen af sådanne samtidige internationale

strømninger rejser. Også en sådan ekstern analyse har jeg dog des­

værre måttet udskyde til en anden gang, dels af hensyn til RIDS'

omfang, dels nok så vigtigt på grund af mit utilstrækkelige kend­

skab til de mange forgreninger af dette uhyre omfattende fænomen.

Mit håb er dog, at en præsentation af "Makbara" kan give anledning

til en debat af denne kulturspredningsproblematik, som forekommer

mig at være langt det mest interessante perspektiv i den analyse,

jeg har foretaget. Af hensyn til læsere uden fagkundskaber i spansk starter jeg

med en kort indledning om Juan Goytisolos baggrund og forfatterskab,

inden jeg går over til selve analysen af "Makbara". Af samme grund

har jeg valgt at oversætte samtlige citater til dansk, idet man dog

i et appendiks kan finde dem i deres originale spanske ordlyd. Goy­

tisolos forfatterskab er allerede genstand for en omfattende sekun­

dærlitteratur. I den korte bibliografi, jeg har udarbejdet til dette

5

RIDS, nævner jeg kun nogle enkelte værker, som forekommer mig sær­

ligt relevante for problematikken i "Makbara". Specielt ønsker jeq

dog at henvise til Goytisolos egen samling af litteraturkritiske

artikler "Disidencias" ("Meningsafviqelser"), som efter min meninq

er den bedste indgang til forståelsen af hans forfatterskab fra de

seneste år. Direkte om "Makbara" er der mig bekendt endnu ikke skre­

vet andet end ret uinteressante anmeldelser og lignende (hvoraf

langt den bedste kan læses i "El ano literario espanol 1980", s.

28-29), men det varer næppe længe, inden der foreligger mere seri­

øse analyser, hvis resultater da forhåbentlig vil svare mere eller

mindre til mine.

1. JUAN GOYTISOLOS BAGGRUND OG FORFATTERSKAB

1.1 Barndoms- og ungdomårene 1931-62.

Juan Goytisolo er født i 1931 i Barcelona. Familien, der tilhører

den højere middelklasse, har tilknytning dels til Cuba, hvor en

baskisk oldefar under det spanske koloniherredømme grundlagde en

betydelig formue, dels til Kataloniens liberale intellektuelle bor­

gerskab, hvilket sidste nok er en af forklaringerne på, at ikke

blot Juan selv, men også hans to brødre, Jos~ Agustin og Luis, er

betydelige forfattere. Den katolske, men politisk moderate familie

tilbragte det meste af den spanske borgerkrig 1936-39 på deres land­

sted uden for Barcelona, hvor børnene havde adgang til at opleve di­

verse anarkistiske aktiviteter på nært hold. I 1938 blev Goytisolos

mor dræbt under et italiensk bombeangreb på civilbefolkningen i

Barcelona, hvilket affødte et bittert had mod frankisterne hos bør­

nene. Efter borgerkrigen vendte familien tilbage til Barcelona,

hvor børnene kom i skole og under voldsom protest blev udsat for

den fanatiske katolsk-frankistiske disciplin, der var normen i

1940'erne. Som reaktion herpå deltog alle tre brødre lige fra star­

ten i 1951 i oppositionsaktiviteten omkring universitetet i Barce­

lona, Juan dog mest på den kulturelle front, mens Luis allerede i

1955 blev medlem af det strengt forbudte kommunistparti PCE.

Juan Goytisolo debuterede for alvor som forfatter i 1954 med

romanen "Juegos de manos" ("Falskspillerne"), der er en skildring

af den rådvilde frustration i et oppositionelt universi tetsmiljØ,

og allerede året efter udsendte han sin anden roman "Duelo en el

6

På dansk i 1961) om den spanske borger-

1 " ("Sorg i Paradiset, Para so . I begge tilfælde er der tale om voldsom-krig set med børnenes ØJne. id

d v r tabu på det t s-1 . udladninger om emner, er a

rne og person ige litt skaf fede ham ry som den nye spanske era-

punkt, hvilket straks h

d mand" og åbnede dørene for ham i Paris, hvor an

turs "vre e unge i forlagskonsulent ved det . store Gallirnard-forlag

blev ansat som til at introducere den nye genera-

1957 Denne position brugte han tion.af spanske forfattere til et publikum uden for Spanien, men

f l l' til at slå hans eget forfatter­ikke mindst hjalp den selv Ø ge ig

navn fast. d r fortsatte lin-I årene 1955-59 udgav han tre nye romaner, e

samtidig udsendte han en række stærkt jen fra debutromanerne, og k

. h ik voldsomt ind for en fænomenologis polemiske artikler, hvor an g

de og symbolladede romaner socialrealisme, som hans egne engagere . dog ikke selv levede op til. I fortsættelse heraf pålagde han i de

følgende år, under indtryk af den objektivistiske "Nye Roma~"~ frem-

si· g selv en asketisk fotografisk perspektivisme, march i Frankrig,

som han dog senere har indrømmet ligger hans naturlige skrivetempe-

rarr.ent meget fjernt . Resultatet heraf

portager fra Sydspanien og Cuba, samt

roman om det frankistiske borgerskabs

var nogle glimrende rejsere­

en del noveller og en kort

"søde liv".

1.2 Den spanske venstrefløjs krise efter 1962.

Da det neokapitalistiske "Økonomiske mirakel" begyndte at blive • ffødte det hurtigt

mærkbart i Spanien i begyndelsen af 1960 erne, a

et reformistisk omsving i størs~eparten af den spanske arbejder-

bl t unktum for den drøm om en og middelklasse, hvorved der ev sa P .

· · lt · der havde været driv-middelbart forestående politisk omvæ ning,

u . . . d iden 1956 havde kraften i den hektiske oppositionsaktivitet, er s

ræ et ikke mindst de spanske venstreintellektuelle. PCE, der var p g · · · t d imidlertid at se de det altdominerende oppositionsparti, næg e e ændrede forhold i øjnene og ekskluderede i stedet for i 1964 ~e to

di J s rnprun der havde gJort centralkornit~medlemmer, F. Clau n og · e '

· sig til talsmænd for en Ajourføring af partiets linje. Resultatet

f 1ø· korn ud i en dybtgå­af alt Qette blev, at den spanske venstre J

· d · d følgende år blot blev d tillidskrise og rådvildhed, er i e en e k · t · ke og anar· forværret i takt med de cubanske, maoistiske, trots is i~

å 0 den kommunistiske ver-kistiske tendensers opdukken p arenaen g

densbevægelses voksende interne problemer.

1.3 Juan Goytisolos krise efter 1962 og hovedværkerne f ra de

modne år.

7

Juan Goytisolo, der var en af venstrefløjens fremtrædende skikkel­

ser, blev dybt berørt af denne politiske krise, der for hans ved­

kommende desuden udviklede sig til at omfatte et opbrud af profes­

sionel og privat karakter med det resultat, at han i årene efter

1962 trak sig ud af alle sine hidtidige aktiviteter inden for poli­

tik og forlagsverden, samt af sit mangeårige parforhold med den

franske oversætterinde Monique Lange. I stedet for helligede han

sig fra da af fuldt og helt sin forfattervirksomhed kun afbrudt af

en hektisk rejseaktivitet, fortrinsvis i de arabiske lande, som

han har gennemstrejfet på kryds og tværs, og i USA, hvor han i det

sidste årti har gæsteforelæst over spansk og sydamerikansk litte­

ratur ved en række universiteter især i og omkring New York. I

sidstnævnte forbindelse har dette af stedkommet en lang række ofte

fremragende artikler om litterære og politiske emner, hvoraf de

vigtigste er udgivet i bogform i "El furg6n de cola" ("Bagvognen")

fra 1967 og "Disidencias" ("Meningsafvigelser") fra 1977.

Det uden sammenligning betydeligste resultat fra disse år er

dog de tre monumentale værker "Senas de identidad" ("Identitets­

tegn") fra 1966, "Reivindicaci6n del conde Don Juli~n" ("Grev Ju­

lians fordring") fra 1970 og "Juan sin Tierra" ("Juan uden Land")

fra 1975 , der tilsammen udgør en uformel trilogi, der fører ham

igennem en total løsrivelses- og forvandlingsproces både i identi­

tetsmæssig og kunstnerisk henseende. I første del beslutter han så­

ledes efter et sønderlemmende opgør med sin spanske fortid at bry­

de forbindelsen med sit land og sit folk. I anden del hudfletter

han det imperialistiske Spaniens kultur og litteratur fra det 16.

århundrede op til idag for at ende med også at vende denne arv ryg­

gen. Og endelig slutter han tredje del , der beskriver en fantas­

tisk rejse gennem fortid og nutid inden og uden for det forhenvæ­

rende spanske imperiums grænser, med helt at afskrive sig sin hid­

tidige identitet med følgende ord på arabisk og i arabisk grafi:

"jeg er endeligt på den anden side, med de evindelige pariaer, og

hvæsser kniven" ("Juan sin Tierra·", i det følgende forkortet JsT.,

s.323). Samtidig hermed undergår hans fortælleteknik og sprog en

radikal ændring, der fører ham milevidt bort fra hans ret traditio­

nelle, socialrealistiske udgangspunkt ind i en moderne interteks­

tuel og fantastisk diskurs, der bærer tydeligt præg af hans profes-

8

sionalisme, der lige fra starten har fået ham til at dyrke litte­

rærkreativitet og t eori sideløbende. Det er da også først og frem­

mest denne trilogi, der uden overdrivelse må betegnes som en stor­

slået og særpræget litterær bedrift, der placerer ham som en af

Spaniens helt store forfattere i moderne tid.

2. DEN NARRATIVE STRUKTUR I "MAKBARA"

2. 1 "Makbara", en ny etape.

"Juan sin Tierra" er blevet karakteriseret som en omvendt skabelses­

beretning, hvis 7 kapitler bevæger sig frem til et absolut nulpunkt,

som det umiddelbart synes at være vanskeligt at komme videre fra,

selvom det nu, hvor vi kender svaret, forekommer indlysende lige­

til . Således åbner "Makbara" med at fastslå, at "i begyndelsen var

skriget" (M. s.13), altså med et primalskrig som optakt til en ny

Genesis, hvor en ny verden og en ny identitet skabes. Dog er "Mak­

bara"s univers ikke så nyt endda, idet der for det meste er tale om

variationer over temaer, der er velkendte fra den afsluttede cyklus

og især fra dennes sidste del, "Juan sin Tierra". Det nye i "Mak­

bara" består især i, at disse temaer har ændret proportioner, idet

det spanske tema nu har fortonet sig til fordel for et mere gene­

relt opgør med kapitalismen i vid forstand, samtidig med at det u­

topiske tema indtager en lang t mere fremtrædende rolle end tidlige­

re . Parallelt med de tematiske forskydninger kan man endvidere iagt­

tage en markant udvikling i retning af et mere autonomt fiktions­

univers, for selvom man stadigvæk kan identificere en række selv­

biografiske elementer, har de reale historiske og kulturelle refe­

rencer, der var et dominerende indslag i trilogien, i udstrakt grad

veget pladsen til fordel for en i traditionel forstand fiktiv ver­

den med langt færre og mere almene realhenvisninger.

Den mest markante nyhed i "Makbara" er dog nok, at Goytisolo

her genintroducerer et vist, omend diffust handlings- og spændings­

moment, der sammen med bogens yderst overkommelige omfang (222 si­

der) gør den adskilligt mere publikumsvenlig end hans foregåe'nde

værker. Denne relative tilbagevenden til en mere traditionel roman­

form kommenteres på følgende måde: "leve, bogstavelig talt, af for­

tællingen: •.. levere et publikum med en uudslukkelig tørst efter

historier et kendt tema: vedligeholde deres spænding med aldrig

9

svigtende opfin?somhed" (M. s.219-220). Sammesteds omtales fortæl­

leren som en "drømmesælger", hvis historier "opfordrer publikum

til aktiv deltagelse, indvirker på det som et psykodrama" (M. s.

220). Både i teori og praksis er der tydeligvis tale om et tilbage­

tog fra 1970'ernes tendens i retning af en elitær og asketisk op­

fattelse af litteraturen som en næsten videnskabeligt eksperimente­

rende forpost forbeholdt de få udvalgte, og i stedet for ser man

nu en legitimerende akcept af publikums behov for underholdning og

leg og en mere ydmyg opfattelse af forfatterens rolle i et jævnbyr~

digt samspil med læseren. Denne nye holdning, der betoner det lyst­

betonede element i kunsten og en decentralisering af kreativiten,

må givetvis betragtes som en manifestation af visse fundamentale

aspekter i Goytisolos nomadeideologi, som jeg skal vende tilbage

til senere, men samtidig er der efter alt at dømme tale om en signi­

fikant tendens i spansk prosalitteratur ved indgangen til 1980'erne

(cf. "El a~o literario espanol 1980", s.12), hvilket igen viser no­

get om, hvor tidstypiske Goytisolos holdninger er.

På trods af de her nævnte forskelle ville man imidlertid nok

have klassificeret "Makbara" som en direkte fortsættelse af cyklus­

sen, hvis ikke "Juan sin Tierra" havde udgjort en så helstøbt af­

slutning på den identitetssøgning, som Goytisolo begav sig ud i ef­

ter 1962. At tale om "Makbara" som indledningen til en ny etape,

således som jeg har foretrukket, indebærer derfor heller ikke fra

min side noget postulat om et skarpt brud. Tværtimod gør den udtal­

te kontinuitet, at "Makbara" måske bedst af alt kan beskrives ved

hjælp af det kendte metamorfosemotiv som en sprudlende Fugl Føniks,

der rejser sig af sin egen aske.

2.2 Metamorfosemotivet i "Makbara"

At betegne "Makbara" som en metamorfose af "Juan sin Tierra" er ik­

ke noget helt tilfældigt valgt billede, idet den mærkelige titel

"Makbara", der er arabisk og betyder 'kirkegård', netop dækker over

et metamorfosemotiv. Den første og tydeligste forklaring ' af makba­

raens betydning findes i slutningen af "Juan sin Tierra", hvor Goy­

tisolo afviser at lade sig begrave i spansk jord og .i stedet for ud­

taler ønsket om at blive stedt til hvile "i en muslimsk makbaras ro:

... omsider integreret i et goldt landskab." (JsT. s.317-318), for

derfra at genopstå "efter fuldbyrdelsen af den biologiske udviklings­

cyklus, der forvandler larven til et overdådigt og farvestrålende in-

1 0

sekt, der er fremmed og ligegyldig overfor sin plumrede oprindelse"

(JsT. s.318). Som det kan ses, må makbaraen tolkes som arnestedet

for en omformningsproces eller metamorfose, der her går ud på at

skille Goytisolo af med sin forhadte spanske identitet til fordel

for en arabisk.

I "Makbara" selv optræder o rdet makbar a kun ~n gang, nemlig

om den kirkegård ud til havet ved Rabat, hvor Goytisolos alter ego,

en engel, mødes med sin arabiske elskede og kommer med følgende op­

fordring: "lad os elske sammen som besatte, skidt være med at andre

ser på, vi vil ophede gravenes knog ler, få dem til at dØ af bar mis­

undelse, hele makbaraen er vor, den skal gå til g runde , _v i skal gå

til grunde, levende, konvulsive, ildomspændte" (M. s.53-54). Moti­

vet er her stort set det samme, idet denne vulkanske kirkegård, der

også karakteriseres som en "død by gennemstrømmet af livspust, Eros

og Thanatos i forening" (M. s.51), hvor de levende er "nærværende

indbudte af en gårsdag, der uophørligt fornyer sig" (M. s.52), at­

ter er skueplads for en omformningsproces, hvor destruktion og kon­

struktion blot er to aspekter af samme livsprincip, der opf attes

som et kredsløb i konstant bevægelse, eller med andre ord, som en

uendelig serie metamorfoser .

Dette fundamentale livsprincip gælder selvsagt også makbaraen

selv, der bogen igennem optræder i f o rskellig e skikkelser. Helt ind­

lysende er det, at de elskendes ande t mødeste d, de res "vintergemak­

ker" i en underjordisk kloak i USA, er en metamor fose af den sommer­

lige makbar a ved Rabat. Dette understreges ved, at kloaken betegnes

som "livmoder" m.v. og beskrives som et nutidigt Pompei, altså en

gentagelse og derve d også e n f o rstærkning af de konnotat i oner, der

var forbundet med makbaraen. variatione r ove r disse k o nnotationer

optræder igen og igen i forbindelse med en række andre lokaliteter

i bogen, således at også de formodentlig skal opfattes som levende

eller forstenede metamorfosestadier af makbaraen.

Hermed er metamorfosemotivets manifestatione r i "Makbara" dog

langtfra udtømt, idet man på alle planer i boge n genfinder dette

motiv eller princip, som da også netop e r identisk med selve noma­

debegrebet i dets metafysiske betydning, forstået som et krav om

konstant bevægelse, hvor destruktive og konstruktive kræfter uaf­

brudt omformer materien ved stadigt at frembringe nye variationer,

så livets kredsløb, der er selve det levendes inderste væsen, al­

drig standser. Det destruktive dødens univers, som titlen "Makbara"

henviser til, viser sig således paradok salt at være ensbetydende

med selve livets konstruktive verden.

2.3 Litteraturens metamorfose eller nomadisme.

11

Et af de planer, hvorpå vi selvsagt finder metamorfose- eller noma­

deprincippet anvendt, er selve Goytisolos fundamentale kunstsyn,

som kommer til udtryk i hans beskrivelse af det litterære kunst­

værk som en "vægtløs lydbygning i konstant de(kon)struktion" (M. s.

219). Hermed understreger han dels det litterære kunstværks særegne

natur og dets autonomi i forhold til andre virkelighedsområder som

f.eks. det socio-økonomiske, dels nødvendigheden af en eksperimen­

tel holdning, der i overensstemmelse med nomadeprincippet forholder

sig nyskabende og ikke kopierende i relation til den litterære tra­

dition. Denne holdning ligger klart på l inje med den russiske for­

malismes grundsynspunkt, men under indtryk af de senere års nymarx­

istiske ideologiforskning har han inddraget en række politiske argu­

menter til forsvar for denne holdning, idet han fra marxistisk hold

ofte er blevet angrebet for elitær æsteticisme. Denne beskyldning

er ikke ganske usand, da hans senere romaner givetvis er for kom­

plicerede til at kunne nå ud til et større publikum, men heroverfor

henviser Goytisolo til, at litteratur nødvendigvis må være eksperi­

menterende og dermed vanskelig tilgængelig, hvis den skal have en

revolutionær effekt, idet en ukritisk gentagelse af en litterær tra­

dition, det være sig af sproglig eller strukturel art, ikke blot

fremmer mental konservatisme, men tillige viderefører en række ide­

ologiske elementer, der implicit er til stede i denne tradition.

Dette gælder uanset om den eksplicitte ideologi, der fremføres, er

nok så revolutionær. Den ikke erkendte reaktionære ideologi, der så­

ledes overleveres via et ukritisk forhold til traditionen, er end­

videre langt farligere end den bevidste eventuelt revolutionære

holdning, idet den dels ikke lader sig bearbejde dels ofte er af

en mere fundamental art end den bevidste. Dertil kommer så, at en

dybtgående mentalitetsændring, der ikke mindst omfatter de ikke er­

kendte ideologier, er et helt centralt led i en revolution af det

nuværende samfundssystem, der ifølge Goytisolos fremstilling i

"Makbara" først og fremmest opretholdes ved hjælp af ideologiske

manipulationer . Goytisolo afviser derfor, at hans litterære form­

eksperimenter skulle være formalisme for formalismens egen skyld,

dog synes han som nævnt med "Makbara" at gøre forsøg på at være

12

mindre elitær, selvom mange også trænede læsere nok stadig vil fin­

de "Makbara" svært tilgængelig.

2.4 Sprogets erotiske frigørelse.

En meget klar illustration af ovenstående synspunkter udgør Goyti­

solos eksperimenterende brud på de traditionelle veltalenhedsnor­

mer. I første omgang er der slet og ret tale om et principielt norm­

brud, idet enhver form for retorisk norm opfattes som en slags kas­

trerende censur og en accept heraf som en helt grundlægg~nde accept

af ufrihed. Det første skridt består derfor i "frigørelse af dis­

kursen, af alle diskurser der er i strid med den dominer~nde nor­

malitet: afskaffelse af den ubønhørlige tavshed der er blevet på­

tvunget af love, overtro og sæder: skarpt brud med officielle dog­

mer og påskrifter: stammens fædres, ægtemænds, føreres, statsråds

autoriserede røst" (M. s.2211.

Derudover er der imidlertid også tale om brud med mere speci­

fikke normer, nemlig dels den særlige spanske norm, dels den vest­

lige kulturs generelle funktionalistiske norm. Hvad angår den span­

ske norm, der går under betegnelsen "casticismo" dvs. "ægte spansk",

er der tale om et højkastilliansk bedsteborgersprog med et kraftigt

chauvinistisk islæt og streng katolsk snerpethed, samt en akademisk

konservatisme, der værner ømt om den historiske sprogarv, hvor bl.a.

ordsprog er et yndet indslag. I modsætning hertil dyrker Goytisolo

det uforfalskede folkesprog med dets utal af sociale og lokale dia­

lekter, som han rundhåndet blander op med diverse spanske og syd­

amerikanske neologismer, foruden ofte lange passager på fransk, en­

gelsk, marokkansk, italiensk og latin. Til hans arsenal af sprog­

lige virkemidler hører derudover et saftigt repertoire af seksuelle

tabuord og en konstant ombrydning af alle mulige former for stereo­

type talemåder.

Den funktionalistiske norm, der lægger vægt på sproget som et

rationelt redskab, der præcist, koncist og logisk skal denotere den

ikke sproglige virkelighed, modarbejder han ved hjælp af en poema­

tisk retorik, hvis umådelige ordrigdorn, langstrakte opremsninger,

snørklede metaforer og sindrige konnotationer ikke bare skal fast­

holde læserens opmærksomhed ved sproget selv, men også skabe et

selvstændigt univers ved hjælp af sproget. Goytisolo taler i den

forbindelse om et såkaldt erotisk sprog, der ikke skal forstås som

et sprog med erotiske referencer, men som et sprog med selvstændige

13

erotiske kvaliteter, et sprog der kan høres og ses, et sprog med

krop - assisteret af en krop med sprog -, der ikke i første række

sigter mod at reproducere information, men derimod på at være en

nydelse i sig selv, samtidig med at det befordrer en bevidsthedsud­

videlse ved at åbne op for fantasien og en grænseoverskridende re­

volution ved sit principielle normbrud og sin fokusering på alter­native værdier.

Goytisolos egen malende beskrivelse af det utæmmede sprogs va­

rierede muligheder kan samtidig tjene som en typisk smagsprøve på ·

hans egen udnyttelse deraf: "det folkelige måls resourcer: talemå­

der renset for barrierer, hæmninger, censur: historier om intriger,

hanrejer, usleben grammatik, ispækket vers, obskøniteter, skrift­

steder, latter, forbandelser, injurier: ••. blomstrende overflod

af hentydninger, parafraser, eufemismer, smykket med guldkronede

mundgrimasser, bratte lydefterligninger, hurtige knytnævebevægel­

ser med stiv langemand: kneppe:' Tiznit: slikke den af: Tefraut:

røvpule: Uarzaz&t: uden at forsmå den klassiske veltalenheds nor­

mer, det retoriske spørgsmål henvendt til tilhængerne" (M. s.2 14).

Jeg skal ikke her gå i detaljer med, hvorledes Goytisolo nær­

mere administrerer sine sproglige virkemidler, dels fordi det vil

være for pladsrøvende, dels fordi "Makbara" ikke på dette punkt

indeholder væsentlige nyheder i forhold til de tre foregående vær­

ker. Det eneste jeg vil sige er, at den sproglige virtuositet i

"Makbara" er overvældende på godt og ondt. I negativ forstand for­

di den danner en massiv barriere for en hurtig tilegnelse og der­

ved skræmmer mange læsere væk, og i positiv forstand fordi den,

hvis man når om på den anden side af barrieren, faktisk bibringer

den revolutionerende oplevelse af intens nydelse og fantastisk be­

vidsthedsudvidelse, som Goytisolo tilsigter.

2.5 Den "diskursive" roman med genresynkretisme.

De(kon)struktionen af den litterære tradition går imidlertid ikke

blot på de sproglige normer, men i ligeså høj grad på den litteræ­

re fiktions konventioner. På dette plan opponerer Goytisolo især

imod den socialrealistiske romanform og den traditionelle genreind­deling.

Hvad angår den socialrealistiske roman må det bemærkes, at den­

ne af en lang række årsager oplevede en uhørt renæssance i Spanien

under France, hvor den bl.a. takket være Goytisolo selv var næsten

14

enerådende fra midten af 1950'erne til langt op i 1960'erne. Når

Goytisolo imidlertid idag tager så skarpt afstand fra en viderefø­

relse af den socialrealistiske roman, som han gør, sker det dels

ud fra en generel betragtning om, at kunst, der ikke er grænseover­

skridende, automatisk bliver reaktionær og kunstnerisk værdiløs,

dels ud fra en specifik kritik af socialrealismens præmisser, idet

han for det første gør op med forestillingen om en transparent vir­

kelighedsreference, der bl.a. modbevises af selve den dramatisk

manipulerede forløbsstrukturering, og for det andet afviser den so­

cialrealistiske funktionalisme som en reaktionær instrumentalise­

ring af kunsten.

Sit alternativ til socialrealismen beskriver Goytisolo såle­

des: "eliminere de sidste rester af teatralskhed fra romanens kor­

pus: forvandle den til diskurs uden dramatisk højdepunkt: sprænge

det indgroede begreb om personer af blod og kød i luften: erstatte

beretningens dramatiske progression med en samling tekstuelle grup­

peringe r bevæget af en fælles centripetalkraft: organisatorisk kær­

ne for selve skriften, genesisk pennekilde til den tekstuelle pro­

ces" (JsT . s. 311). Den "diskursive" roman, som Goytisolo praktiserer

idag, vedkender sig således i modsætning til den socialrealistiske

roman åbent at være et sprogligt udsagn om et rent fiktivt univers ,

der ikke prætenderer at være identisk med den reale verden, men

udelukkende konstrueret på basis af de love, som dets afsender, for­

fatteren, har valgt at afstikke. Således står det forfatteren helt

frit for at manipulere sin meddelelse uden hensyntagen til kausal­

logik eller dramatisk graduering, ligesom han uden forskel kan be­

nytte sig af reale, imaginære eller litterære referencer m.v.

En særlig konsekvens, som Goytisolo drager af den "d i skursive"

romans nedbrydning af bindingerne til den reale virkelighed og den

litterære tradition, består i at ophæve grænserne mellem de histo­

riske genrer, der typisk har været knyttet til forskellige erken­

delsesformer og -objekter. Det er især en ophævelse af grænserne

mellem poesi, roman og essay , der ligger ham på hjerte, idet en

sammensmeltning i en fælles diskurs af poesiens sensitive og intui­

tive erkendel se, romanens katharsiske eller psykodramatiske effekt

og essayistikkens videnskabelige forankring efter hans opfattelse

åbner mulighed for en dybere erkendelse med større gennemslags­

kraft end hidtil.

De citerede passager fra "Juan sin Tierra" og "Makbara" skulle

være fuldt tilstrækkelige til at illustrere Goytisolos brug af poe-

15

tiske og essayistiske elementer i en fælles diskurs, mens det nok

har været svært at få øje på det fabulerende romanelement. Dette

element førte faktisk også en ret hensygnende tilværelse både i

"Juan sin Tierra" og i "Reivindicaci6n del conde Don Juliån", men

som jeg allerede har været inde på, og som man kan overbevise sig

om i handlingsreferatet i næste afsnit, er det fabulerende element

vendt livskraftigt tilbage i "Makbara", som derfor nok i højere

grad end de forrige værker gør sig fortjent til betegnelsen "dis­

kursiv" roman.

2.6 Handlingsforløbet i "Makbara".

Handlingsforløbet i "Makbara" er som følge af Goytisolos brud med

den traditionelle romanform så kompliceret og usædvanligt, at jeg

har fundet det på sin plads at give et forholdsvis fyldigt referat

heraf, dels for at den følgende.strukturanalyse overhovedet skal

være forståelig, dels fordi rekonstruktionen af dette forløb fak­

tisk i sig selv er en væsentlig del af tolkningsprocessen. Det sid­

ste hænger sammen med, at Goytisolos neobarokke fortælleform ofte

gør det vanskeligt at følge med i handlingen, der har tendens til

at smuldre bort i minutiøse beskrivelser eller kamuflere sig i me­

taforer, som når f.eks. en tur gennem Pittsburgs kloaksystem er

fremstillet som en vandring i Pompei. Dertil kommer bevidste mysti­

fikationer fra Goytisolos side i form af indbyrdes modstridende

detaljer. Alt dette gør, at bare det at få rede på handlingens art

og sammenhæng er en ligeså vanskelig og spændende opgave som at sam­

le et puslespil, hvis brikker ovenikøbet ikke passer helt sammen.

Følgende referat er derfor bl.a. tænkt som en hjælpende hånd til

en eventuel læsning af selve bogen.

"Makbara" består af 15 unummererede kapitler (i det følgende

angivet som K-1, K-2, K-3, osv.), hvoraf hovedparten i korte træk

handler om en marokkansk paria og en transseksuel engel, der udgør

det elskende par, hvis drøm om forening kun gå~ i opfyldelse ved

et møde eller to på deres vej frem og tilbage mellem Frankrig, USA,

Marokko og Paradis. r K-1 "Del mås acå venido" ("Fra det dennesides l<omne") følger

vi et udskud af en marokkansk fremmedarbejder på hans vandretur i

Paris' araberkvarter, hvor han til sidst søger tilflugt i en under­

jordisk biograf, hvorfra han drømmer sig tilbage til sit hjemland.

r K-4 "Cementerio marinO" ("Kirkegård ved havet") er den beundrede

16

halaiqu{ dvs. gøgler vendt tilbage til Rabat, hvor han spadserer

ud til kirkegården ved havet, hvor han møder en kvinde, der har ven­

tet på ham i mange år, og som opfordrer ham til at elske påny. I

K-6 "Dar oebbagh" (garverkvarteret i Marrake chl dagdrømmer en ussel

arbejdsmand, mens han pukler i de åbne garverier, om at voldtage en

af de smukke unge amerikanerinder, der sammen med sin mand og andre

amerikanske turister besøger garverierne, indtil han senere på vej

fra arbejde bliver kapret af nogle andre amerikanere til at arbejde

for dem i et omre j sende cirkus. I K-8 "Aposentos d e invi~rno" ("Vin­

tergemakker") stiger en marokkansk tigger ned i Pittburgs pompejan­

ske kloak og begiver sig til sit natteleje, hvor han onanerer og ry­

ger hash. I K-11 "Eloisa y Abelardo" ligger en ludfattig· marokkanner

på sit leje i kloaken og reflekterer over sin triste tilværelse som

minearbejder i Pittsburg, da han i sin hash-rus aner en tåget skik­

ke l se af en kvinde nærme sig med en tændt kærte i hånden. Og ende­

lig handler K-13 "Como el viento en la red" ("Som v inden i nettet")

om en forældreløs hyrdedreng, der strejfer om i Saharas ørken, ind­

til han møder et omrejsende cirkus, s o m han følge r i hælene på ind til

de små militærgarnisoner i håb om at blive en berømt halaiqu{ . Her

har han en nat sit første samleje med en prostitueret fransk kor­

pige, der før ham har bet j ent samtl i ge byens mænd .

Ligesom marokkaneren er engelen (m/ k) h ovedperson i seks ka­

pitler. I K-3 "Angel" ("Engel") fortæller den om sin fortid i Para­

dis, hvor den efter sit besøg i Sodoma, hvor bye ns mænd ville vold­

tage den, ikke længere kan udholde kedsomheden i himmelen og derfor

er udelt tilfreds, da den efter en langvarig p r oces bliver forvist

til jorden. Her blændes den først af det store udbud af porno og

militante bevægelser, men efter en depression beslutter den sig til

at tage til den arabiske verden og få foretaget en kønsoperation

til kvinde. I K-5 "Sic transit gloria mundi" sidder en gammel for­

smået fransk ludder i en bikube af et nødtørftigt underjordisk bor­

del i Paris og venter på kunder, mens hun drømmer om en genforening

med sin store kærlighed, en · eller anden af de marokkanske soldater,

hun tidligere har mødt på e n variet~turn~ i Atlas-bjergene. I K-7

"Le salon du marriage" besøger en transvestit, ombølget af forar­

gelse, en brudeudstyrsmesse i Paris for at forberede sit forestå­

ende bryllup med en araber fra en af sides oase på grænsen til Saha­

ra. I K-9 "Androlatra" (dvs. mandegal) beskriver en fransk kvinde

de kontaktannoncer, der bragte hende i forbindelse med en marro­

kansk soldat, som hun rejste til Atlasbjergene for at møde. Efter

17

et kort glimt a~ ham tabte hun ham i midle rtid af s yne , men har lige

siden søgt efter ham overalt, indtil hun efter at have set ham om­

talt i en cirkusanmeldelse nu er i Pittsburg og gør sig parat til

at møde ham. I K-11 "Eloisa y Abelardo" går en kvinde med en tændt

kærte gennem Pittsburgs kloak, hvor hun møder sin elskede, en marok­

kaner, der borer sin gigantiske pik langt ned i h a lsen på hende lige­

som ved deres første møde i en lurvet biograf i Algier eller Paris.

I K-14 "Noticias del mås allå" ("Nyheder fra det hinsides") er kvin­

den, der er flygtet fra kloaken, blevet kidnappet og bragt tilbage

til Paradis, hvor hun efter atter at være blevet forvandlet til en­

gel bliver underkastet nok en langvarig proces i et forsøg på at få

hende til at øve selvkritik, hvad hun nægter, hvorpå hun nok engang

bliver forvist til jorden, denne gang for tid og evighed.

Resten af bogens kapitler undtagen det sidste handler om en

slags kollektiv "person", som m~n kunne kalde "Amerikas Stemme". I

K-2 "Radio Liberty" tilhører stemmen en speaker i Pittsburg, der

lovpriser fremskridtets velsignelser og til slut annoncerer en di­

rekte reportage om nogle sære troglodytter, man ved et tilfælde har

fundet i byens kloak. I K-10 "Sightseeing-tour" besynger en ameri­

kansk turistguide Pittsburgs seværdigheder, der sammenlignes med de

kvindelige kønsorganer, for en gruppe turister fra Sahara, der er

på busrundtur, og som da de kommer tilbage til deres hotel, lukker

op for reportagen fra kloaken. I K-11 "Eloisa y Abelardo" hører vi

de amerikanske TV-folk under deres optagelser i Pittsburgs kloak,

hvor de afbryder et par midt i et samleje ved at tænde deres projek­

tører. De opnår dog ikke et interview, da kvinden flygter halvnøgen

og marokkaneren bider den mikrofon, han får stukket i munden, over.

I K-12 "Hip6tesis sobre un avern!cula" ("Hypotese om en avernoboer")

fremvises manden fra kloaken som en seværdighed på universitetet,

hvor et panel af modespecialister fremfører hver deres uforgribe­

lige mening om det eksotiske fænomen, indtil turistgruppen fra Sa­

hara tilfældigt kommer forbi og straks genkender deres landsmand,

der falder dem om halsen og forlader salen sammen med dem.

Tilbage er nu kun K-15 "Lectura del espacio en Xemaå-El-Fnå"

("Læsning i rummet i Xemaå-El-Fnå"l, hvor en fremmed, der efter al

sandsynlighed skal opfattes som Goytisolo selv, beskriver sit møde

med Marrakech' z oao dvs. torveområde Xemaå-El-Fnå, hvor han i

vrimlen ~n for ~n får Øje på de torvefolk, der var ·på turistbesøg

i Pittsburg, samtidig med at han fremsætter en række ideologiske og

litteraturæstetiske kommentarer.

18

2.7 Personmetamorfose og diskursiv enhed.

Forestiller man sig dette handlingsforløb ordnet i den rækkefølge,

hvori det faktisk optræder i "Makbara", forstår man måske, hvorfor

læseren har vanskeligt ved i første omgang at holde rede på handlin­

gen i bogen og længe er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet drejer

sig om en sammenhængende roman eller, eftersom hvert afsnit udgør

et afrundet hele, om en slags novellesamling med et vist tematisk

fællesskab. Afgørende i denne forbindelse er, hvorvidt det er de samme per-

soner, der går igen fra kapitel til kapitel. Men netop på dette punkt

står man overfor det første og største problem, der bes~ærliggør sam­

lingen af puslespillet, for Goytisolo benytter sig nemlig konstant

af teknikken med at give indbyrdes modstridende v ersioner af perso­

nernes situation og færden fra det ene kapitel til det andet, et

trick der både sammenknytter og bryder personernes identitet. Denne

tvetydighed er dog, for trods alt at skabe den nødvendige personkon­

tinuitet, supplere t med en anden mekanisme, der mere ~ntydigt tilla­

der en identifikation, og som består i ordret at gentag e ofte lange

beskrivelser af personer og situationer, samtidig med at visse iøj­

nefaldende kendtegn såsom marokkanerens g igantiske pik og manglende

ører og engelens toiletsager og brudeslør gentages med små variati­

oner fra kapitel til kapitel . Læserens vildrede i starten er dog

særdeles forståelig, idet identifikationsmekanismen med de ordrette

gentagelser først e tableres i K-6, men ved bogens slutning er der

ved hjælp af denne teknik vævet et fint spindelvævsnet, der direkte

eller indirekte forbinder alle bogens kapitler, bortset fra en en­

kelt undtagelse, med hinanden, så at den personkontinuitet, der er

nødvendig for at etablere en sammenhængende handling, er sikret på

trods af hovedpersonernes til stadighed skiftende fremtoninger.

Det elskende pars varierende identiteter skal dog givetvis ik­

ke udelukkende ses som et udtryk for forfatterens ønske om at mysti­

ficere læseren, idet denne konstante personmetamorfose tillige er

et oplagt eksempel på identi tetsmæssig nomadisme. I betragtning

af den fundamentale status, der tillægges metamorfosen som livsbe­

varende princip, er det indlysende, at også identitet må være en

foranderlig størrelse i konstant bevægelse med nye inkarnationer

for ikke at forstene i en livløs skal. Dette identitetsideal kommer

tydeligt til udtryk i Goytisolos forkærlighed for figurer som skue-

' tt d takket være "intermistisk fornyel-spilleren og transvesti en, er

se af klædedragtog social personlighed: skifte tøj for at skifte

ham" (M. s.209) er udprægede identitetsnomader.

19

En lignende identitetsnomadisme er imidlertid også kendeteg­

nende for den nearanake ha l a iqul dvs. den udenlandske gøgler, der

i de sidste linjer af K-14 pludselig træder frem som historiens

fortæller, "der har berettet handlingen for Dem ved skiftevis at

påtage mig stemmer og roller og få Dem til at flyve fra kontinent

til kontinent uden et øjeblik at have bevæget mig uden for den bro­

derlige kreds, vi danner" (M. s.200). Der kan næppe være tvivl om,

at denne gøgler, der fortsætter som hovedperson i bogens sidste ka­

pitel, må betragtes som en inkarnation af Goytisolo selv, der der­

ved ikke blot realiserer sit eget nomadeideal, men tillige under­

streger "Makbara"s i dobbelt forstand diskursive struktur, idet bo­

gens univers for det første karakteriseres som et sprogligt udsagn

og for det andet udelukkende knyttes sammen til en helhed takket

være diskursens enhed via Goyti~olos identitetsnomadisme, der der­

for må betegnes som intet mindre end den strukturerende centripe­

talkraft i "Makbara", hvorved nomadebeg rebets fundamentale betyd­

ning i bogen fremgår nok engang.

2.8 Tid og utopi.

Det andet problem består i at holde r e de på d e forskellige tidsdi­

mensioner og deres indbyrdes forhold, idet "Makbara" indeholder he­

le fire forskellige forløb, nemlig ~t for hver af de 4 "personer".

De tre "dramatiske personers" forløb krydser dog hinanden et en­

kelt sted, i K-11, hvor de kort mødes.

Omkring TV-reportagen i K-11 etableres der en slags hovedhand­

ling, der strækker sig over et par dage og har fortløbende kronolo­

gi. Dette handlingsforløb omfatter samtlige kapitler om "Amerikas

Stemme", men knytter tillige et kapitel om marokkaneren og to om

engelen til sig, således at det sammenbinder 7 kapitler ialt, hvil­

ket er præcis halvdelen af de "dramatiske" kapitler, som desuden

er fordelt iøjnefaldende ~ymmetrisk, idet det drejer sig om ~t ka­

pitel fra bogens første halvdel, nemlig K-2, samt alle kapitler und­

tagen ~t, det næstsidste K-13, fra bogens anden halvdel, altså K-2-

8-9-10-11-12-14. Ligesom tilfældet er for de ordrette . gentagelsers

vedkonuuende, varer det dog, som man kan se, længe inden denne ho­

vedhandling kommer igang.

Den anden halvdel af de "dramatiske" kapitler spænder over så

store tidsrum som et helt menneskeliv i marokkanerens tilfælde og

20

en hel verdens liv - fra før Sodoma og Gomorra - for engelens ved­

kommende, men deres temporale placering både i forhold til hoved­

handlingen og indbyrdes må udledes ad logikkens vej, da relative

tidsangivelser mangler. Med lidt god vilje lader K-3-5-7 om engelen

sig således opfatte som et forløb med fortløbende kronologi, der

fortsætter i K-9 hvor det kobles på hovedhandlingen. Derimod kan

serien af kapitler om marokkaneren tolkes på to forskellige måder.

Den enkleste måde er at opfatte dem som et forløb med springende

kronologi, hvis logiske rækkefølge ville være K- 13-6-1-(11-12)-4,

således at historien endte lykkeligt med hans tilbagevenden til Ma­

rokko og forening med engelen på kirkegården. Den and~n mulighed

består i at fortolke serien som et forløb med fortløbende kronolo­

gi på linje med hovedhandlingen og engelens historie. Begrundelsen

herfor er, at K-1 slutter med, at marokkaneren i ly af biografens

mørke i en hashrus drømmer sig hjem til Marokko, således at de be­

givenheder, der beskrives i K-4, måske skal opfattes som indholdet

af hans euforiske drøm, mens K-6 så skulle stå for den bedske op­

vågnen til mindet om den barske virkelighed . som en slags eksplici­

tering af denne tolkningsmulighed er netop K-6 opbygget af sekven­

ser, hvor drømmehallucinationer og virkelighedserkendelse afløser

hinanden. De symmetrisk placerede kapitler i bogens anden halvdel

former en tilsvarende sekvens, omend med den forskel, at marokkane­

rens hallucinationer i K-11 ikke længere kan tolkes som drøm , men

må opfattes som forvrængninger af virkeligheden, samt at fortsættel­

sen i K-12, der danner basis for den første fortolkningsmulighed,

savner modstykke i første halvdel.

Denne dobbelte fortolkningsmulighed og dermed usikkerheden om

udfaldet på marokkanerens historie er efter alt at dømme bevidst

udtænkt af Goytisolo, idet også engelens historie afsluttes med en

serie forskellige muligheder, som halaiquien kommenterer på følgen­

de måde: "jeg kan ikke bekræfte rigtigheden af nogen af disse ver­

sioner: ikke desto mindre har bestillingen sine betingelser , og da

publikum plejer at finde behag i en glad slutning, er jeg tilbøje­

lig til at gå ind for den mest tiltalende hypotese: ..• [for at vi

kan] sove ind til natten med tanken om, at alt vil blive bedre i mor­

gen" (M . s . 200) . Da en lykkelig udgang på historien om marokkaneren

og engelen imidlertid er den fiktive forudsætning for realiseringen

af Goytisolos nomadeutopi, er disse forbehold af central betydning

for forståelsen af hans opfattelse af utopiens status. I fuld over-

21

ensstemmelse med den her viste uvisse slutning på historien taler

han da også kun om en "utopi om en retfærdig gud med dybe og rene

hensigter: nødvendig modgift imod det fattige og barfordede liv, den

utilfredsstillede sult, den uretfærdige virkelighed" (M. s.220), alt­

så blot en idealistisk forhåbning, der måske er urealisabel, snarere

end en forudsigelse om en bedre verdens komme eller en opstilling af

en model deraf.

Tilbage er nu kun at omtale det fjerde forløb, der er knyttet

til forfatterpersonen i K-15. Dette forløb strækker sig efter alt

at dømme over en dag, der ligesom danner en diskret ramme omkring

halaiquiens fortælling og Goytisolos diskurs, der begge slutter sam­

tidig med dagen, således at "Makbara" nok er "en bog, hvis læsning

træder i virkelighedens sted" (M. s.222), men alligevel selv er un­

derkastet livets universelle metamorfose ved, som det siges i bogens

sidste sætning, at være "læsning i palimpsest: kaligrafi der dagligt

udviskes og fortoner sig i årenes lØb: ustadig kombination af tegn

med uvist budskab: uendelige spillemuligheder udfra det tomme rum:

natlig sorthed, tomrum, stilhed i det endnu hvide blad" (M. s.222).

2.9 Rum og bevægelse.

Det tredje fænomen, der klart adskiller "Makbara" fra en traditionel

roman, og som i starten let får bogen til at virke som en novelle­

samling, består i, at der næsten ikke er to kapitler, der foregår

samme sted, idet sceneriet ustandseligt skifter mellem forskellige

lokaliteter i henholdsvis Paris, Pittsburg, Paradis og Marokko. Ik­

ke desto mindre danner disse mange forskelligartede lokaliteter en

meget præcis rumstruktur, der er af fundamental betydning for tolk­

ningen af bogen. Nøglen til denne struktur ligger ge mt i ordparret

"dennesides" og "hinsides", der optræder i overskrifterne til K-1

og K-14. Via disse to ords forskellige konnotationer etableres der

nemlig en modsætning ime llem på den ene side Ma rokko (og hele det

øvrige muslimske Nordafrika), hvis sydlige beliggenhed og såkaldte

"underudvikling" gør det til en slags "underru~" i stil med de un­

derjordiske lokaliteter i storbyernes undergrund såsom biografen i

K-1, bordellet i K-5 og især kloaken i K-8 og K-11, der er tilholds­

sted for de importerede fremmedarbejdere, og på den anden side "o­

verrummene", der dels omfatter de industrialise rede storbyer Paris

og Pittsburg i Nord, dels det overjordiske Paradis, der udover de

indlysende konnotationer til den katolske kirke er beskrevet som

22

en mellemting mellem France-Spanien og sovjetrusland. Denne rum­

strukturering relaterer selvsagt "Makbara" til Nord-Syd-debatten

og moderne imperialismeteori; men det vender _jeg tilbage til senere.

Iagttager vi nu personerne i forhold til denne struktur, ser

vi, at forfatterpersonen er fast forankret i Marokko, hvilket er en

af indikatorerne på Goytisolos :ralorisering af "underrummene" som

positive. Modsat befinder "Amerikas Stemme" sig bortset fra det kor­

te besøg i kloaken hele tiden i "overrummet" Pittsburg. Marokkane­

ren og engelen derimod bevæger sig rundt i de forskellige rum, men

ikke efter samme mønster. Marokkaneren foretager således nærmest en

rekursiv cyklisk bevægelse frem og tilbage mellem Marokko og de in­

dustrielle storbyers undergrund, hvorfra han aflægger korte besøg

op til livet på overfladen. På grund af de to forskellige måder,

hans historie kan fortolkes på, er det ikke til at sige, om han en­

der i Pittsburgs kloak eller på makbaraen i Marokko, men under alle

omstændigheder virker det snarest, som om han er fanget i en ond

cirkel, hvor han svinger mellem at lade sig friste af storbyerne og

længes tilbage til Marokko. Som modstykke til denne fatalisme stræ­

ber engelen målbevidst bort fra paradiset og i en karakteristisk

zigzag-bane mod foreningen med sin elskede i Marokko. Om det så lyk­

kes, er uvist, men om intentionen kan der ikke herske tvivl. Enge­

lens vej afspejler derfor så at sige selve utopiprojektet i "Makba­

ra•, der, som vi lige har set, var karakteristisk ved sit markerede

opbrud, men uvisse realisation.

2.10 Den kaleidoskopiske kompo$ition.

Betragter man "Makbara"s komposition i sin helhed er der to fænome­

ner, der springer i øjnene. Det første er en enorm variation i for­

tælleteknik og struktur , der bevirker, at der ikke findes to k~pit­

ler i bogen, der er ens opbygget, for selv om adskillige komposito­

riske træk går igen i flere kapitler, er den indbyrdes kombination

af disse altid forskellig fra kapitel til kapitel, således_ at et ka­

pitel f.eks. har en kombination a-b-c, et andet a-c-d et tredje b­

d-e- os~. Et af de mest ~arkante eksempler på et såda~t gennemgåen­

de træk er, at de ·fleste af bogens kapitler, der som nævnt er kompo­

neret som afrundede, selvstændige episoder, slutter af med en kort

passage, hvis indhold peger ud af kapitlet imod en fortsættelse, som

da også dukker op i et senere kapitel, altså nok et trick til at kæ­

de forskellige episoder sammen til en helhed, men typisk nok mangler

23

selv dette særdeles hyppige fænomen i enkelte kapitler, især i bo­

gens sidste halvdel.

Det andet iøjnefaldende fænomen er det geometriske kompositi­

onsprincip, der kan iagttages bag kapitlernes indbyrdes placering,

og som Goytisolo beskriver således i "Juan sin Tierra": "improvise­

rende det litterære objekts arkitektur ikke i et net af logisk-tempo­

rale relationer, men derimod i en ars combinatoria af elementer (op­

positioner, alternationer, symmetriske mønstre) på sidens hvide rek­

tangel: om kap med maleriet og poesien på et rent og skært rumligt

plan" (JsT. s.311). Den arkitektoniske figur i "Makbara" består af

to sekvenser hver på 7 kapitler fulgt af et separat slutkapitel,

"forfatterkapitlet". Endvidere lader de to 7-talssekvenser sig un­

deropdele i mindre sekvenser bestående af 3-1-3 kapitler, hvis cen­

trale kapitler K-4 og K-1 er klart markerede ved, at det første er

det eneste sted, hvor bogens titel optræder i teksten, og det andet

er det eneste sted, hvor alle tre "dramatiske" forløb optræder i

samme kapitel. "Makbara"s komposition danner således følgende gra­

fiske figur:

K-1 K-5

K-2 K-4 K-6

K-3 K-7

K-8 K-12

K-9 K-11 K-13

K-10 K-14

Inden for denne figur kan man pege på en lang række symmetrier og

mønstre, hvoraf enkelte er blevet omtalt i de foregående afsnit,

men karakteri s tisk er det, at alt efter hvilken strukturel dimensi­

on man betragter, skifter mønstrene som i et kaleidoskop, og dertil

kommer, at det spindelvævsnet, som de ordrettte gentagelser trækker

mellem kapitlerne, danner deres eget totalt asymmetriske mønster,

der end ikke er baseret på ovenstående f igur.

Både med hensyn til bogens helhedsstruktur og kompositionen af

de enkelte kapitler kan man derfor konstatere, at det uomtvistelige

helhedspræg, som "Makbara" faktisk besidder, bygger på en kombina­

tion af gennemgående kornpositionsstrukturer, der ·overlapper hinan­

den, men hvoraf ingen dækker bogen totalt i dens helhed, idet de al­

tid er behæftet med en eller flere und t agelser efter formlen n-1,

svarende til den strukturformel, Deleuze og Guattari opstiller (jf.

"Mille Plateaux" s. 31). Dette usædvanlige strukturprincip er da og­

så såvel hos Goytisolo som hos de franske filosoffer udtryk for en

antiautoritær hensigt af klart anarkistisk tilsnit, idet målet helt

24

klart er at undgå, at afskaffelsen af en traditionel kompositions­

struktur eller lov blot munder ud i indstiftelsen af en ny lov. O­

venstående formel er da også den måske eneste mulige antilov, idet

dens lov om lovoverskridelse netop indeholder sin egen undtagelse.

Ifølge denne antilov vil en imitation af kompositionsstrukturen i

"Makbara" således nødvendigvis. indebære en overskridelse eller me­

tamorfose af denne i overensstemmelse med f.eks. den metamorfose­

relation, der netop foreligger mellem "Juan sin Tierra" og "Makba­

ra • selv.

3. DEN IDEOLOGISKE STRUKTUR I "MAKBARA"

3.1 Kapitalismens metropoler og periferier.

Som allerede nævnt er "Makbara"s rumlige univers struktureret i 3

"overrum", nemlig Paris, Pittsburg og Paradis, og 2 typer "under­

rum", der omfatter forskellige lokaliteter dels i storbyernes un­

dergrund dels i Marokko. Denne opdeling svarer nøje til moderne im­

perialismeteoriers skelnen ~ellem metropol og periferi, på samme

måde som de to typer"underrum" følger den gængse opdeling i ekstern

og intern periferi dækkende henholdsvis de egentlige u-lande og de

subproletære enklaver i i-.landene, der netop som skitseret i "Mak­

bara" ofte udgøres af emigranter fra den eksterne periferi. Derimod

er Goytisolos underopdeling af metropolerne øjensynligt ikke base­

ret på de sædvanlige synkrone kriterier, idet det frankistisk-korn­

munistisk konnoterede Paradis'.rang som supermetropol ikke giver

mening i en sådan sammenhæng. For at forklare denne placering er

man nok nødt til at inddrage en modificeret udgave af den klassi­

ske marxismes diakrone kapitalismeteori, ifølge hvilken kapita­

lismens imperialistiske ekspansion tendensielt kulminerer i dikta­

tur i sit forsøg på at undertrykke de stadigt voksende modsætninger.

Fascismen, hvortil den spa~ske frankisme må henregnes, er således

ofte blevet anført i netop denne sammenhæng, mens en tilsvarende

tolknipg af den stalinistiske kommunisme først er dukket op i de

seneste år i visse anarkistiske og neomarxistiske kredse, der nær­

mest betragter Sovjetkommunismen som en særlig variant af kapitalis­

men. Således repræsenterer Paris, Pittsburg og Paradis efter alt at

dømme fundamentalt set det samme kapitalistiske system·,- men på tre

forskellige udviklingsstadier, hvilket forklarer den forholdsvis

ensartede karakteristik af de tre metropoler.

25

Denne meget betydningsladede rumstruktur er af afgørende be­

tydning for tolkningen af "Makbara"s ideologiske univers, idet hi­

storien om engelens flugt fra Paradis og stræben efter at blive

smeltet sammen med marokkaneren derved bliver en fabel om en anti­

kapitalistisk revolutions årsager, midler og mål i form af en neo­

anarkistisk nomadecivilisation, og det er hovedelementerne i denne

revolutions stadier, således som Goytisolo forestiller sig den, som

jeg skal ridse op i det følgende.

3.2 Kritikken af det kapitalistiske system.

Det logiske udgangspunkt for Goytisolos nomadeutopi er hans kriti­

ske analyse af det kapitalistiske system, der er mest udførligt og

systematisk behandlet i sin protofase, der er repræsenteret af det

amerikanske samfund med et ganske let anstrøg af science-fiction.

Det vigtigste kapitel i denne henseende er K-2, hvor han i en for­

rygende satire over amerikanernes ideologiske selvforståelse præ­

senterer de basale mekanismer, som det kapitalistiske system iføl­

ge hans opfattelse hviler på.

Det første og vigtigste fænomen, han tager fat på, er kapita­

lismens fremskridtsideologi , der hævdes at være den legitimerende

instans for den teknologiske udvikling, den omsiggribende datasty­

ring og produktionens og afsætningens dominans over individets be­

hov. Ligesom engelen gør det, kan man imidlertid sætte spørgsmåls­

tegn ved det uophørlige fremskridts berettigelse, for "hvordan per­

fektionerer man det perf ekte " (M. s.188) uden til sidst at lande

i et fremskridt, der både kvantitativt (forbedre rekorden af ave ­

mariaer) og kvalitativt (forfine udtrykkene for fromhed yderligere)

i bedste fald er absurd. Troen på fremskridtet som en konstant for­

bedring af menneskehedens vilkår karakteriseres derfor som en ideo­

logisk forvrængning, der tjener til at tilsløre det faktum, at en

stadig ekspansion af produktion og konsum er en nødvendig mekanis­

me for at holde det kapitalistiske systems hjul igang. I stedet for

som påstået at være kapitalismens formål kan fremskridtet derfor

med større ret siges at være ikke blot dens væsentligste ideologi ­

ske legitimering, men tillige den grundlæggende forudsætning for

dens fortsatte beståen.

De mest slående beviser på, at det såkaldte fremskridt ikke

er ensbetydende med en reel forbedring af menneskets livsbetingel­

ser, finder Goytisolo ved at betragte den teknol ogiske udvikling,

26

der efter hans opfattelse indebærer en konsekvent negativ vurdering

og om muligt total undertrykkelse af den menneskelige organismes

naturlige funktioner til fordel for et naturstridigt ideal om ef­

fektivitet og steril hygiejne. I den forbindelse fremhæver han pri­

vatbilismen (der øger den fysiske mobilitet, men hæmmer den natur­

lige motorik og direkte fysiske kontakt. med omverdenen), transplan­

tationskirurgien (hvis ideal er at fastholde en evig ungdom, der

indebærer en komplementær nedvurdering af alle andre livsstadier

og en livsfornægtende angst for forandring), kunstig insemination

(der både kritiseres for sin tendensielle seksualfortrængning i ar­

bejdsproduktivitetens tjeneste og for den fare for genetisk manipu­

lation, som den indebærer), syntetisk mad (der anskues som en til­

svarende bestræbelse på at sublimere det ligeså tabubelagte fordø­

jelsessystem). Af disse og andre eksempler udleder han, at der fun­

damentalt set er tale om en livs- og menneskeundertrykkelse, hvis

kamuflerede formål på den ene side er at intensivere arbejdsindsat­

sen i produktionens tjeneste og på den anden side at stimulere en

række kunstige behov for derved at sikre en konstant ekspansion af

konsumet. I fortsættelse af kritikken af det teknologiske fremskridt ta-

ger Goytisolo fat på kapitalismens to fundamentale styringsmekanis­

mer, programmering og reklame, der i snævert samspil sørger for

"ikke blot tilretttelæggelsen af Deres arbejde, men også opfyldel­

sen af Deres mest intime privatlivs forgodtbefindender" (M. s.26),

med andre ord en total styring af "vore to alternerende poler: kon­

sum versus produktion: afskaff~lse af mellemstadier, eliminering

af de døde punkter, hvor borgerne ikke konsumerer det, de har pro­

duceret, eller producerer det, som de senere skal konsumere" (M.

s.28). I skarp kontrast til det erklærede formål at hjælpe den en­

kelte til bedst muligt at realisere sine spontane behov tjener dis­

se styringsmekanismer efter hans opfattelse således fortrinsvis til

at fremkalde en række alt andet end spontane behov med det formål

at indordne individet helt og aldele~ under kapitalismens behov for

serieproduktion og forbrugsekspansion, en funktion der ligeledes

tilgodeses af den kapitalistiske reklames identitetsbegreb, ifølge

hvilket "det moderne menneske lever sit liv uden at ændre sin være­

måde fundamentalt: identiteten med sig selv afspejler sig i konti­

nuiteten i dets stil: det er denne særegne, personliggjorte stil,

skræddersyet efter Deres mål, som vi tilbyder Dem ved at kombinere

27

en serie ofte dristige, men altid kompatible kombinationer specielt

til Dem" (M. s.27), en statisk identitetsopfattelse der står i grel

modsætning til Goytisolos identitetsnomadisme. Og endelig fremhæver

han, hvorledes denne tilsyneladende ret harmløse kombination af pro­

grammering og reklame i virkeligheden udgør en af de mest destruk­

tive former for undertrykkelse ved at internalisere de ønskede sty­

ringer, så folk forledes til at tro, at de selv bestemmer, efter de­

visen: "at overlade beslutningen i vore hænder vil altid være den

sikreste måde at beslutte selv" (M. s.28).

En følge af denne internalisering af kapitalismens præmisser

er, at drømmen om det klasseløse samfund på en måde kan siges at

være blevet realiseret på trods af den tilsyneladende modsætning,

der består mellem systemets ideologer på den ene side og folket på

den anden, og som kommer til udtryk i ideologernes forsikring om,

at "for at redde folkets konsumniveau er vi rede til alt: om nødven­

digt til at ofre folket" (M. s.25). Et af de mest markante træk

ved Goytisolos kritik af kapitalismen er, at han i modsætning til

traditionelle marxister overhovedet ikke omtaler profitproblematik­

ken, men i stedet for synes at slutte implicit op om de postmarxis­

tiske teorier om fraværet af fundamentale klassemodsætninger i et

samfundssystem, hvor såvel arbejdsløn som kapitalprofit omsættes

direkte i forbrug/reinvestering. Herved reduceres kontrasten mellem

arbejdere og kapitalister nemlig til en irrelevant gradsforskel, i­

det de kvantitative og kvalitative forskelle i udbytte, i form af

behovstilfredsstillelse, der er parterne imellem, er helt uvæsent­

lige i sammenligning med det forhold, at begge i lige hØj grad fun­

gerer som bærere af kapitalismens basale mekanismer. På samme måd~

foreligger der selvsagt heller ikke i virkeligheden noget egentligt

modsætningsforhold mellem folket og de ideologer og teknokrater,

der i "Makbara" er trådt i kapitalejernes sted som herskende klas­

se, eftersom deres magtudøvelse jo netop tjener til at få det kapi­

talistiske system til at fungere bedst muligt. Men hvad mere er, så

viser det sig, at ikke engang de "marginale, minoritære, overpoli­

tiserede, metasexistiske, ultraradikale grupper" ~M. s.43), der til­

syneladende udgør en opposition inden for systemet selv, for alvor

anfægter dets grundlæggende mekanismer, idet engelen skuffet må kon­

statere, at de blot reproducerer "de samme fejl og mangler som det

påståede jahvistiske paradis: dogmatisme, magtbegær, doktrinal skle­

rose, rubricering, isolation, snigende genindførsel af hierarkier"

28

(M. s.43). Derfor kan det ved første øjekast se ud, som om det er

lykkedes kapitalismen at skabe et samfundssystem, hvis præmisser

alle systemets grupper bevidst eller ubevidst accepterer med det

resultat, at det tilsyneladende skulle kunne fortsætte med at be­

stå for bestandigt.

En sådan pessimisme deler Goytisolo imidlertid ikke, hvilket

fremgår af hans analyse af kapitalismens diakrone udvikling. En

første endnu ikke fuldt udviklet fase udgør Paris, der er skildret

i en let karikeret, men absolut realistisk version, hvilket tjener

til over for læseren at dokumentere den faktiske eksistens af de

udviklingstendenser, som i en grellere udgave er beskrevet i for­

bindelse med protofasen i USA, hvis science-fiktion karakter i øv­

rigt er langt mindre fremtidsmusik, end man umiddelbart er tilbøje­

lig til at tro, og endelig fremstilles disse tendenser så i den

sidste fase i Paradis, hvor de i mytologisk form klart viser, hvad

det er for idealer, de stiler imod. Foruden en række sekundære ud­

viklingsdimensioner, som jeg ikke skal gå i detaljer med, beskæfti­

ger Goytisolo sig især med kapitalismens driftsundertrykkelse eller

sublimering om man vil, der fra den milde kastraktionsfase på kær­

nefamiliestadiet i Paris, som i K-7 "Le salon du marriage" er skil­

dret i al sin forbrugsorienterede frenunedgjorthed, forstærkes til

seksualfjendskhed i USA, hvor man ved hjælp af teknificering f.eks.

i form af kunstig insemination søger at reducere kønsakten til en

aseptisk formeringsprocedure, således som det vises i K-10 "Sight­

seeing-tour", indtil idealet om udødelighed og total kønsløshed til

slut realiseres i Paradis. For ~t gennemføre denne produktions- og

forbrugsfrenunende driftsundertrykkelse, der under neokapitalismen

ifølge Goytisolo har erstattet den direkte økonomiske udbytning, an­

tager de sociale styringsmekanismer i sanune takt mindre og mindre

subtile former for, efter en udvikling fra et diffust beskrevet de­

mokrati i vesteuropæisk stil til edb-alderens omklamrende registre­

ring, kontrol og standardisering, at ,ende i åbent diktatur i det Au-

. toritære og hierar kiserede Paradis. Disse udviklinger indebærer imid­

lertid en radikal trussel mod systemets fortsatte opretholdelse ved

at udvikle en sådan grad af frustration, at det nødvendigvis på et

tidspunkt må før e til et opgør med kapitalismens værdisystem, hvis

pltvungne karakter blottes· mere og mere, efterhånden som styrin­

gerne skærpes.

29

3.3 Den antikapitalistiske revolution.

Selv i den sidste paradisiske fase af kapitalismen, hvor behovet

for et opgør med det herskende værdisystem er tilstede, foreligger

der imidlertid en væsentlig hindring for en sådan revolution i form

af manglen på et radikalt alternativ inden for systemets egne ram­

mer. Ikke desto mindre findes dette alternativ faktisk, nemlig i de

uassimilerede kulturer i kapitalismens periferi, hvilket vil sige i

de såkaldte u-lande og blandt de derfra importerede frenunedarbejde­

re, der fungerer som subproletære enklaver inden for kapitalismens

egne grænser. Disse beslægtede grupper har nemlig det tilfælles, at

de på trods af deres uundgåelige kontakt med kapitalismen kun til­

egner sig tilfældige løsrevne brokker deraf, mens dens værdisystem

afvises, en holdning som er symboliseret i marokkanerens manglende

ører, og som får Goytisolo til at omtale kapitalismens kolonialise­

ringsbestræbelser som "tom forfængelighed hos en kultur, der er ble­

vet forvandlet til gadget, afskåret fra de rødder, som den skulle

suge sin saft fra, på bar bund endog med hensyn til sin egen drama­

tiske mangel på eksistens" (M. s. 209 I . Den nye situation, der opstår i kapitalismens sidste fase, og

som baner vejen for en revolution, består i, at mens man i den vest­

lige verden i starten reagerede med en arrogant og aggressiv afvis­

ning af de ikke kapitalistiske kulturer og senere med typisk repres­

siv tolerance i form af begloende , men distanceret nyfigenhed, som

om det drejede sig om dyr i zoologisk have, så afføder den paradi­

siske frustration en radikal holdningsændring over for de frenunede

kulturer, hvis alternative værdier man nu ligefrem stræber på at

tilegne sig. Som Goytisolo selv er e t udmærket eksempel på, så fo­

religger denne holdningsændring faktisk allerede i visse venstrein­

tellektuelle kredse, selvom der er tale om et så minoritært fænomen,

at det kapitalistiske system ikke umiddelbart forekonuner at være

truet. Spørgsmålet er derfor, om Goytisolo har ret i den optimis­

tiske vurdering af denne intellektuelle oppositions gennemslags­

kraft, som konuner til udtryk i afviger-engelens advarsel om, at

"eksistensen af en defekt, hvor lille og ubetydelig den end er,

ville være et berettiget motiv til ængstelse på grund af helhedens

absolutte perfektion, ikke mindst eftersom en plet i et så enestå­

ende hvidt panorama øjeblikkeligt ville tiltrække sig alles blikke

. •. [og] især når man tager i betragtning, at omtalte plet meget vel

kunne brede sig, smitte uskyldige og rene sjæle med sit odiøse ek­

sempel" (M. s.196-197).

30

Som det kan ses, er den revolution, som Goytisolo forestiller

sig, baseret på en absolut fredelig strategi, hvis vigtigste våben

er ideologisk påvirkning. Både af den grund og fordi opgøret med

kapitalismen i høj grad er anskuet som et opgør med den kapitalis­

tiske verdens seksualfortrængning i vid forstand, har han udformet

sin revolutionsutopi som en fabel basetet på seksuelle symboler,

hvis psykoanalytiske implikationer jeg ikke skal komme ind på her.

Således er den alternative nomadeideologis levedygtighed emblema­

tisk udtrykt i marokkanerens gigantiske pik, på samme måde som Goy­

tisolos forhåbninger - med de forbehold jeg tidligere har været in­

de på - til et lykkeligt udfald af den spåede revolution kommer

frem ved, at han i sin reviderede udgave af historien om Heloise

og Ab~lard lader marokkaneren bide de amerikanske tv-folks mikro­

fon over eller med andre ord kastrere den kapitalistiske ideologi.

Selve nomadeutopien kan derfor fortolkes som resultatet af elskovs­

mødet mellem den transseksuelle engel og marokkaneren, med alt hvad

det medfører af tabubelagte konnotationer til homoseksualitet og

raceblanding. Som tidligere nævnt indledes "Makbara" da også med et

fødselsskrig, og i den forbindelse skal man være opmærksom på, at

Goytisolo næppe forestiller sig sin nomadeutopi som andet end et

meget ufærdigt projekt til en alternativ civilisation. Engle er som

bekendt bebudere, og af det anførte citat om den smitsomme plet i

Paradis fremgår det tydeligt, at Goytisolo opfatter det som sin egen

og andre intellektuelles rolle at fungere som inspiratorer og ikke

organisatorer. Derfor er det nok rimeligt at levne "Makbara"s noma­

deutopi en vis margen, inden man giver sig til at kritisere den søn­

der og sammen for at være urealisabel.

3.4 Den neoanarkistiske nomadeutopi.

Sine tanker om, hvad det er for en type samfund, han forestiller

sig som alternativ til det kapitalistiske, fremlægger Goytisolo for­

trinsvis i sidste kapitel af "Makbara", der indeholder forfatterens

fortolkning af den marokkanske kultur, som han møder de n på en spad­

seretur i Marrakech en tilfældig torvedag. Men ligesom jeg før ad­

varede mod at opfatte Goytisolos utopi som et fikst og færdi~t for­

slag til en ny samfundsstz:uktur, vil jeg godt foregribe den misfor­

ståelse, at der skulle være tale om et forsøg på at give en realis­

tisk skildring af de faktiske foreliggende samfundsforhold i Marok­

ko, som Goytisolo næppe vil kalde nomadiske endsige tage i forsvar.

31

Og endelig må man ikke lade sig forlede af betegnelsen nomadeutopi

til at forestille sig, at det drejer sig om en beskrivelse af kon­

krete nomadestammer, således som de stadig findes f.eks. i Sahara.

Ganske vist er nomadebegrebet delvis udformet på basis af træk fra

diverse nutidige og h istoriske nomadekulturer, men som Goytisolo

og andre bruger det , er der tale om en meget abstrakt ideologisk

struktur, hvor nomadismen især dækker over størrelser som det meta­

fysiske metamorfoseprincip, som jeg allerede har omtalt (i afsnit

2.2), og den deraf afledte fordring om konstant grænseoverskridelse

inden for alle livets forhold. Dog indeholder Goytisolos nomadeuto­

pi også social t betonede aspekter, som jeg efter disse forbehold

skal gå over til at beskrive hovedtrækkene af.

Goytisolo beskriver indledningsvis sin vision om et antikapi­

talistisk samfund som en "ludfattig utopi om total lighed og tilla­

delse til alt" (M. s.204) for derefter at give følgende specifika­

tioner med hensyn til det ny samfunds indretning: "univers uden

stat og leder, fri cirkulation af personer og goder, fælles terri­

torium, hyrdeliv, ren centrifugalkraft: afskaffelse af ejendom og

hierarki, rigid parcelopdeling, dominans på grund af køn og alder,

træg ophobning af rigdom" (M. s.205). Som man kan se, er der tale

om et typisk anarkistisk projekt, hvor solidaritetsprincippet dog

har en langt mindre fremtrædende plads end normalt inden for den a­

narkosyndikalistiske tradition, der i al fald tidligere var fremher ­

skende i Spanien, i det det er blevet indoptaget i lighedsbegrebet,

der på sin side fortolkes som respekten for andres frihed . Det cen­

trale bliver således et meget radikalt frihedsbegreb, der kun be­

grænses af metamorfoseprincippets krav om konstant at overskride

nye grænser, og det er bl.a. t ilstedeværelsen af dette superindivi­

dualistiske og vagabonderende frihedsbegreb, der ganske vist har

en vis tradition i fransk og tysk anarkisme, men som især er et ka­

rakteristisk t ræk i de seneste års anarkistiske tendenser, der er

begrundelsen for at kalde Goytisolos utopi for neoanarkistisk eller

libertær i stedet for slet og ret anarkistisk.

Et så drastisk krav om frihed er imidlertid selvsagt et yderst

minimalt grundlag at opbygge en samfundsformation på. For at løse

denne vanskelighed er Goytiso lo lt1 også nødt til at arbejde med en

tilbagevenden til et så arkaisk stade som hyrdesamfundet, hvilket

er svært at tage helt a l vorligt. Dette er dog ikke det eneste ar­

kaiske træk i hans idealsamfund, der desuden udmærker sig ved en

32

total accept af alle mulige afskygninger af fysiske og psykiske

handikap, således at tilstedeværelsen af krøblinge, åndssvage, sinds­

syge osv. ikke blot med f .atalistisk sindsro betragtes som uundgåe­

lig, men snarere som decideret ønskværdig udfra et princip om ret­

ten til og det positive i at være forskellige, et princip der kan

udledes af frihedsbegrebet, men som unægtelig let kommer i karambo­

lage med lighedsprincippet. Hvorvidt denne ret til forskel også gæl­

der i social henseende, står ikke ganske klart, men hovedindtrykket

er, at den gør, og atter engang må man sige, at et sådant idealsam­

fund nok er noget mere problematisk, end man først kan være tilbø­

jelig til at antage.

Accepten af forskelle og mangfoldighed på godt og ondt må i­

midlertid sammenholdes med to nærtbeslægtede og meget vigtige pro­

blemstillinger nemlig dels metamorfosens de(kon)struktive livsprin­

cip dels et a-teleologisk eller immanent h istoriesyn. "det er mit

ønske at blive uigenkaldeligt dødelig, falde i Historiens mødding"

(M. s.198), siger engelen, velvidende at den ikke i så fald kan

"springe fra fortid til fremtid uden at behøve at gennemgå de kampe,

spændinger, dramatiskekonflikter, der kendetegner nutiden i andre

historisk fordømte samfund" (M. s.196). I klar modsætning til den

kapitalistiske fremtidsideologis ideal om at skabe en uforanderlig

tilstand af ungdom og lykke, der dog hele tiden ligger ude i frem­

tiden, men ikke desto mindre bruges til at legitimere enhver form

for afsavn i nutiden, hævder Goytisolo således retten til fuldt og

helt at leve og dø i en kæde af omskiftelige nutidsøjeblikke, hvor

destruktive og konstruktive kræfter er to aspekter af samme sag.

Inden for denne tydeligvis økologiske tankegang er det selvmodsi­

gende at prioritere visse livsvariationer højere end andre, hvorved

også enhver forestilling om fremskridt bliver meningsløs.

Samme tankegang medfører også bortfaldet af enhver bevæggrund

for sublimering og dermed rehabiliteringen af menneskets naturlige

drifter og funktioner. Den frie og naturlige driftudfoldelse og -til­

fredsstillelse, som man også kunne kalde den erotiske leg, spiller

en væsentlig rolle i Goytisolos nomadeideologi. Som jeg tidligere

har været inde på i forbindelse med det erotiske sprog, refereres

der ikke hermed kun til seksuel aktivitet i snæver forstand, men ge­

nerelt til sensualitet og kreativitet i forhold til mennesker, ting,

natur osv. i det hele taget, på samme måde som der ligeså godt kan

være tale om smertelige som glædelige oplevelser. Derimod er det ka­

rakteristisk for den erotiske leg, at den for det første er ufunk-

33

tionel ved i p~incippet udelukkende at tjene som formål i sig selv,

dvs. som lysttilfredsstillelse, og at den for det andet er uøkono­

misk ved at se helt bort fra indsatsens forhold til udbyttet. Den

erotiske leg er med andre ord luksus, men en luksus med en central

revolutionær funktion dels ved at stå i diamentral modsætning til

den kapitalistiske tveenighed produktion-forbrug, et forhold der

jo også netop er årsagen til dens bandlysning, dels ved at udgøre

en nok så attraktiv begrundelse for at afskaffe det kapitalistiske

system som f.eks. hensynet til den Økologiske balance.

Neoanarkisme med en voldsom betoning af frihedsaspektet og i­

øjnefaldende arkaiserende elementer, der må tilskrives et økologisk

metamorfoseprincip. En immanent historieopfattelse med en markant

rehabilitering af den øjeblikkelige driftstilfredsstillelse som føl­

ge. For mig at se er dette de væsentligste træk i Goytisolos noma­

deutopi, der derved sprænger den historiske anarkisme~ ideologiske

rammer, men til gengæld er i fuld overensstemmelse med de libertære

eller neoanarkistiske ungdomsbevægelser, der er brudt massivt i gen­

nem i Spanien efter Frances død .

EFTERSKRIFT

Især et intellektuelt publikum, som RIDS i første række henvender

sig til, vil formodentlig nikke genkendende til langt de fleste af

Goytisolos overvejelser og holdninger, som de her er fremstillet ,

idet de stort set kan siges at tilhøre hvad man kunne kalde 1970'er­

nes venstreintellektuelle fællesgods, hvilket iøvrigt er det, der

gør det uhyre vanskeligt med sikkerhed at pege på specifikke påvirk­

ninger. I den forstand kan Goytisolo derfor ikke siges at være no­

gen særlig original forfatter . Originaliteten og værdien af en bog

som "Makbara" skal da også først og fremmest søges i den måde, hvor­

på den omsætter abstrakt formulerede ideologier i kreativ fiktion,

men desværre har jo netop den fiktive dimension en tendens til at

fortone sig i en analyse af denne art, så derfor vil jeg gerne un­

derstrege, at "Makbara" langt fra kommer til sin fulde ret på de

foregående sider.

Spørgsmålet om Goytisolos originalitet kan imidlertid også an­

skues udfra en anden synsvinkel, som man ofte anlægger i Spanien,

hvor man uden at nævne navne spydigt snakker om det parisiske gauche

divines katalanske lillebror, hvormed man selvfølgelig hentyder til

34

Goytisolos og andre katalanske forfatteres påståede snakken de skif­

tende franske modestrømninger efter munden. Beskyldningen kan nok

ikke helt afvises, men for Goytisolos vedkommende må det siges, at

denne overensstemmelse er ret naturlig, eftersom han selv må regnes

med til den parisiske intelligensia. Desuden tyder de meget dybe

rødder, som langt de fleste af hans temaer i f.eks. "Makbara" har

i hans eget forfatterskab, på at det faktisk drejer sig om en ge­

nuint personlig holdning, der dog selvfølgelig ikke er totalt upå­

virket af, hvad der er foregået lige omkring ham i de forløbne år.

Originalitet eller ej, så kan man under ingen omst~ndigheder frakende Goytisolo den betydningsfulde rolle, han spiller som kul­

turformidler af nye vesteuropæiske strømninger til Spanien, endsige

hans bemærkelsesværdige kreative evner, der i "Makbara" folder sig

helt ud både på det sproglige og det fabulerende plan.

35

BIBLIOGRAFI

oa der foreligger en fuldstændig bibliografi over værker af og om

Juan Goytisolo (Cårenas, F.: Bibliografiadel archivo Juan Goyti­

solo. - I Rios, J. m.fl.: Juan Goytisolo), nøjes jeg he~ med at

anføre de værker, der pr ~~~ununet siden da eller som Jeg har cite-

ret .

Amor6s, A. m.fl.: El ano literario espanol 1980. (Castalia, Madrid 1981).

oeleuze, G./Guattari, F.: L'Anti-CEdipe. (Ed. de Minuit, Paris 1972).

do. Mille Plateaux. (Ed. de Minuit, Paris 1980).

Goytisolo, J.: Juan sin Tierra. (Seix Barral, Barcelona 1975).

do. Disidencias. (Seix Barral, Barcelona 1977).

do. Libertad, Libertad, Libertad. (Anagrama, Barcelona 1978).

do. El problema de Såhara. (~~~~i~~~. ~arcelona 197S).

do. Makbara. (Seix Barral, Barcelona 1980).

R1os, J. m.fl.: Juan Goytisolo. (Fundamentos, Madrid 1975, artikler om J.G.).

do. Juan sin Tierra. Espiral / revista 2. (Fundamentos , Madrid 1977, artikler om JsT).

36

APPENDIKS

De benyttede citater bringes her i deres originale spanske version.

Læg i den forbindelse mærke til, hvorledes Goy tisolo konsekvent

erstatter punktum fulgt af stort bogstav med kolon fulgt af lille

bogstav. Hensigten med denne ortografi ske særhed, som første gang

optræder i "Reivindicaci6n del conde Don Juliån", er at fjerne

skriftsprogets konventionelle opbrydning af den ubrudte tanke- og

talestrøm, en effekt der yderlige r e forstærkes ved, at. kolonet fak­

tisk for det meste bruge s med sin sædvanlige v alør.

ad s . 4)

s. 7)

s. 8)

s . 8)

s . 9)

"supervivencia del ideal n6mada en termi nos de utop1a:;' (M . s.205)

"estoy def ini tivamente al otro l a do , con los parias de s i empre , af i ­lando el cuchi llo" (JsT s .323 , oversat f ra ar abisk til spansk, cf. RS:os , J . m. fl . : "Juan sin Tierra", Espiral/r evista 2, s . 10 og s . 47)

"al principio fue el grito " : (M . s . 13)

"vivir, literalmente , del cuento : •. . servir a un publico s i empre hambr i ento de h i storias un tema conocido : entr etener su suspenso con sostenida imaginaci6n : " (M . s . 219- 220)

" •• • invitan a l publico a una participaci 6n activa, oper an sobre el como un sicodr ama, " (M . s. 220)

s. 9) "en la calma de un makbar a musulmiin : • • • integr ado por .fin en un paisa je :rermo:" (Js'l' s . 317- 318)

s. 9) "completado el ciclo de evoluc i6n biologica que convier te a l a lar­va en insecto de aparencia regalada y vistosa, ajena y vuelta de espaldas a sus turbios orS:genes" (JsT s . 318)

s. 1 0) "amemonos como posesos , no importa que otros nos mi r en , calentare­mos l os hue sos de las tumbas , los haremos mor i r de pura envi di a , t odo el makbara es nuestro , lo i ncendiaremos , arder a con nosotr os , per ecera, per eceremos , vivos , convulsos , abr asados" (M . s . 54)

s. 10) "muerta ciudad recorrida por hali t os de v i da, Er os y Tanatos mez-c l ados:" (M. s . 51)

s.10) "pres encias convocadas de un ayer que sin cesar se renueva :" (M. s.52)

s.11) "ingravido edificio sonoro en de (con)strucci6n perpetua: " (M. s .219)

s. 12) "li beraci6n del di scurso , de t odos l os discursos opuest os a l a nor-malidad dominant e : aboli c i 6n del sil enc i o i mpl acable i nfligido por l eyes , supersticion~s , costumbres : en abrupt a ruptura con dogmas y preceptos oficiales: voz autorizada de padres, maridos , j eres , au­licos consejos de la tribu:" (M. s. 22 1 )

s.13) " • •• los r ecursos del habla popular : j erga limpia de t rabas, i nhibi ­ciones , censuras: hi storias de enredos , cuernos , gramatica parda en­treveradas con versos , obscenidades, suratas , risas, imprecaci ones, injurias: •.• .florida abundancia de alusiones , parafrasis , eufemis­mos adornada de muecas aurS:feras, onomatopeyas bruscas, veloces mo­vimientos del puno con el dedo mayor empalmado: fornicaci6n: Tiznit: .fel aci6n: Tefraut: coito posterior: Uarzazat: sin descuidar l as nor­mas de la oratoria clasica, la pregunta ret6rica dirigida a l os se­cuaces:" (M. s .214 )

37

ad s . 14) "e l i minar del cor pt:.s de la obra novelesca los ul timos vestigios de teatr alidad : transformarla en discurso sin peripecia alguna: dina­mitar la inveterada noci6n del personaje de hueso y carne: substi­tuyendo la progressio dramatica del relato con un conjunto de agru­pac ione s textuales movidas por fuerza cent r1peta unica: nucleo or ga­nizador de la propia escritura, plumafuente genesica del proceso tex­tual: " (JsT s . 311)

s. 18) "renovacion interina de prendas y per sonalidad social: mudar de ro­pas para mudar de piel:" (M . s.209)

s. 1 9) " •• • el halaiqu1 nesrani que les ha referido la accion, asumiendo por turno voces y papeles , haciendoles volar de uno a otr o continen­te sin haberme movido un instante del corro fraternal que formamos ," (M. s . 200 )

s . 20) " ••. no puedo confirmar la certeza de ninguna de las versione s [Il con todo , el oficio tiene sus exigencias, y como el publico suele gustar de un final alegre , me inclino a sost ener l a hipotesis mas amena : • •• [par a] concili ar el sueno con la i dea de que todo sera mejor ma­nana • • . " (M . s.200)

s. 21) " ••• utop1a de un dios equitativo de designios pro.fundos y honrados: ant1doto necesario de la vida pobre y descalza, el hambre insat is­fecha , la realidad inicua: " (M. s .220)

s.21 ) " ••• un libro, cuya lectur a suplanta la realidad" ( M. s .222)

s. 2 1 ) "lectura en palimpsesto : caligraf1a que diar iamente se bor ra y re­traza en el decur so de los anos : precaria combinacion de signos de mensaje incierto. infinitas posibilidades de juego a partir del cspa­cio vac1o: negrura, oquedad, silencio noctur no de la pagina todavS:a en blanco" (M . s.222)

s . 2 3 ) "improvisando la arqui tectura del objeto li terario no en un tej ido de relaciones de orden logico-temporal sino en un ars combinatoria de elementos (oposiciones, alternancias, juegos simetricos)sobre el blanco rectangular de la pagina: emulando con la pintura y la poe­sS:a en un plano meramente espacial:" (JsT s . 311)

s.25 ) "como perfeccionar lo perfecto, •. • ?" (M . s . 188)

s. 26 ) " . . • no solo la organizaci6n de su vida profesional sino tambien el cumplimiento de los antojos de su esfera privada mas S:ntima: " (M . s . 26)

s . 26 ) "nuestros dos polos de alternancia: consumo versus producci6n: supre­si6n de estadios intermedios, eliminacion de aquellos tiempos muer­tos en que los ciudadanos no consumen lo que han producido ni produ­cen lo que mas tarde consumiran: " ( M. s . 28 )

s . 26) " •.. el hombre moderne vi ve su vida sin alterar fundamentalmente su forma de ser: la identidad consigo mismo se refleja en una continui­dad de su estilo: este estilo propio, personali zado , a la medida de su medida, es el que nosotros le proponemos coordenando para usted una serie de comb:naciones a menudo audaces , pero siempre compati ­bles : " (M. s .27)

s. 27 ) "con.fiar el poder de decision en nuestras manos sera simepre la forma mas segura de decidir por usted mismo" (M . s.28)

s . 2 7) " para preservar el ni vel de consumo del pueblo estamos dispuestcs a todo: si es preciso, a inmolar al propio pueblo: " (M . s . 25)

s . 2 7) " .•• grupos marginales, minoritarios, hiperpol1ticos, rnetasexistas , ultra-radicales:" (M. s.43)

s. 2 7) " .. . los mismos defectos y lacras del supuesto para1so yahvista: dogma-

38

tismo, afan de poder, esclerosis doctrinal, compartimentaci6n, ais­lamiento, subrepticia reconstrucci6n de jerarqu1as:" (M. s.43)

ad s • 2 9) "vanidad de una cul tura transformada en gadget , cortada de las ral­ces de donde deber1a extraer su savia, ayuna incluso de su propia y dramatica inexistencia" (M. s .209)

s.29) " ••• la existencia de un defecto, por mfoimo e insignificante que fuere, supondr1a , a causa de la absoluta perfecci6n del conjunto, un justo motivo de inquietud tante cuanto una simple mancba en pa­norama de tan excepcional blancura atraer1a inmediatamente la aten­ci6n de cualquier observador , ••• maxime si se tiene en cuenta que dicha macula pudiera muy bien extenderse, contagiar su odioso ejem-plo a almas inocentes y puras," (M. s.196-197) ·

s. 30) "utopia pauperrima de igualdad y licencia absolutas:" (M. s. 204)

s. 31) "universo sin estado ni jefe, libre circulaci6n de personas y bienes, territorio comun, pastoreo , pura impulsi6n centr1fuga : abolici6n de propiedad y jerarqu1a, r1gida acotaci6n espacial, dominio fundado en razones de sexo y edad, torpe acumulaci6n de riqueza: " (M. s,205)

s. 32) "quiero ser definitivamente mortal, caer en el muladar de la Histo­ria" (M. s. 198)

s . 32) "". saltar del pasado al futuro, sin necesidad de sufrir las luchas , teusiones, con flictos dramaticos que definen el presente de las de­mas sociedades hist6ricamente condenadas," (M . s.196)