international orden efter al-bashir - fak · international orden efter al-bashir 2010 side 3...

2010

Kaptajnløjtnant Jakob D. Rousøe

Forsvarsakademiet

17‐05‐2010

International orden efter al‐Bashir

ICC

ICC

International orden efter al-Bashir 2010

Side 2

ABSTRACT On the 4th of March 2009 the Pre-chamber to the International Criminal Court (ICC) in the Haag issued a warrant on the president of Sudan, Omar Hasan Ahmad al-Bashir. This arrest warrant was the culmination of the investigation into the situation in the Province of Darfur carried out by the court’s prosecutor. The investigation was the first of its kind where the United Nation’s Security Council (UNSC) had referred a situation to the ICC.

Despite numerous objections and protests by international actors claiming that the rule of sovereignty has been violated the warrant has been upheld so far.

This paper examines why the international society has accepted this obvious neglect of one of the elementary rules for maintaining the international order. Subsequently the effect or outcome of the case is examined to see whether or not the general accepted order among states has undergone or is undergoing some kind of change as a consequence.

The analysis is based on an operationalisation of Hedley Bull’s doctrinal theory of five institutions maintaining and/or changing the international order. Hence the paper’s conclusions is founded on the English School’s traditional theory. However, in this case focus is more on pluralism rather than solidarism as the tradition’s continuum extremes.

The conclusion suggests that the Great Powers of USA and China, despite their interest in maintaining a status quo with regard to the international order, has accepted the violation of the elementary rule of sovereignty in order to ensure their legitimacy as great powers. Consequently this acceptance has forced the international order to change or commence a change to embrace a higher degree of international justice.


Side 3

RESUMÈ Den 4. marts 2009 udsendte den Internationale Straffedomsstol (ICC) en arrestordre på Sudans præsident, Omar Hasan Ahmad al-Bashīr, der af domstolen bliver anklaget for såvel overtrædelse af krigens love som forbrydelser mod menneskeheden. Det unikke ved al-Bashirs arrestordre er, at der for første gang i domstolens historie er tale om tiltalerejsning mod et siddende statsoverhoved.

Nærværende afhandling stiller derfor det nærliggende spørgsmål om, hvorfor ICC’s udstedelse af arrestordren på al-Bashir, som et brud på ordensreglen om staters suverænitet, er blevet accepteret af det internationale samfund. I naturlig forlængelse af dette ønsker afhandlingen tillige at få svar på, hvilken samlet effekt og konsekvens ICC’s virke symboliseret ved arrestordren har og har haft på den internationale orden.

Til besvarelse af ovenstående spørgsmål benytter afhandlingen ”den engelske skoles” teoriapparat, men ud fra et udpræget ordensperspektiv, hvorfor analysen finder det naturligt at anvende Hedley Bull’s institutionsdoktrin til strukturering og fokusering af analysen. Gennem en operationalisering af de fem institutioner undersøger og svarer hvert enkelt institutionsafsnit på et for casen relevant spørgsmål.

Folkerets-, magtbalance- og diplomatiafsnittenes delkonklusioner har til opgave gennem legitimering af problemformuleringen at vise afhandlingens relevans.

Herefter følger en deskriptiv analyse af casen diskuteret i forhold til institutionerne krig og stormagter, der efter problemformuleringens legitimering nu kan analysere casen med henblik på besvarelse af problemformuleringens to hovedspørgsmål.

Institutionsafsnittenes fokuseres ved hjælp af følgende afsnitsspørgsmål:

Folkeretsafsnittet: Hvad er ICC’s relation til folkeretsinstitutionen, samt er ICC under påvirkning af den internationale orden?

Magtbalanceafsnittet: Har kravet om tilstedeværelsen af en magtbalance været opfyldt i forbindelse med casen?

Diplomatiafsnittet: Hvordan fremgår det af casen, at det internationale samfund har accepteret retsforfølgelsen af al-Bashir?

Krigsafsnittet: Hvad er sammenhængen mellem og forskellen på krigsinstitutionen og ICC?


Side 4

Stormagtsafsnittet: Hvorfor har stormagterne accepteret overtrædelsen af ordensreglen om staters suverænitet?

På baggrund af den samlede analyses svar på ovenstående spørgsmål fremkommer afhandlingen med følgende konklusion på problemformuleringens to hovedspørgsmål.

Spørgsmålet om accept af ICC’s udstedelse af arrestordren på al-Bashir indsnævres til et spørgsmål om stormagterne USA’s og Kinas vurdering og valg af vigtigheden i at støtte et individuelt retfærdighedskrav om overholdelsen af folkeretten mod at undgå et internationalt retfærdighedskrav om staters monolitiske behandling for overtrædelse af de internationale ordensregler. USA og Kina er derved som stormagter havnet i et dilemma, hvor opretholdelse af den internationale orden ved håndhævelse af folkeretten medfører en trussel mod stormagternes ønske om status quo af selv samme orden. Stormagternes accept af ICC’s indblanding vidner om, at begge stormagters frygt for at miste legitimitet som stormagt vejer tungere end frygten for forandringen af den internationale orden mod en højere grad af international retfærdighed.

Derved svarer ovennævnte argumentation, for det internationale samfunds accept af arrestordren, tillige implicit på problemformuleringens andet hovedspørgsmål, idet accepten i anvendelsen af ICC som ordensinstrument indeholder en ufravigelig forandring af den internationale orden gennem et krav om større international retfærdighed. På den måde tilbyder ICC ”den engelske skoles” symbiotiske institutionsregime et nyt instrument, der afviger fra de andre institutioners karakteristika.

Slutteligt stiller afhandlingens perspektiveringsafsnit et antal kritiske teori og case specifikke spørgsmål, som afhandlingen ikke formår at besvare.


Side 5

INDHOLDSFORTEGNELSE ABSTRACT .....................................................................................................................2

RESUMÈ .........................................................................................................................3

1 OPGAVEDISKUSSION OG PROBLEMFORMULERING........................................7

1.1 Indledning og motivation.....................................................................................7

1.2 Formål ................................................................................................................7

1.3 Relevans ............................................................................................................8

1.4 Problemformulering ............................................................................................8

1.5 Teori ...................................................................................................................8

1.5.1 Generelle betragtninger om ”den engelske skole” .......................................9

1.5.2 Stater på en anarkisk verdensscene..........................................................10

1.5.3 Orden.........................................................................................................11

1.5.4 Opretholdelse af orden – regler og institutioner .........................................12

1.5.5 Retfærdighed .............................................................................................14

1.6 Afgrænsning .....................................................................................................16

1.7 Metode og struktur............................................................................................16

1.7.1 Metode og operationalisering.....................................................................16

1.7.2 Struktur ......................................................................................................18

1.8 Empiri ...............................................................................................................19

1.9 Metode- og kildekritik........................................................................................19

2 REDEGØRELSE FOR ARRESTORDRE-CASE....................................................21

2.1 Situationen i Sudan ..........................................................................................21

2.2 ICC og baggrunden for udstedelsen af arrestordre ..........................................23

2.2.1 Historisk baggrund for ICC.........................................................................23

2.2.2 Arrestordre på Sudans præsident Omar al-Bashir .....................................25

3 DESKRIPTIV ANALYSE........................................................................................27

3.1 Folkeret ............................................................................................................29

3.1.1 Folkeretten som ordensinstitution ..............................................................29

3.1.2 Folkeretten i relation til casen ....................................................................30

3.1.3 Delkonklusion.............................................................................................34


Side 6

3.2 Magtbalance.....................................................................................................35

3.2.1 Magtbalance som ordensinstitution............................................................35

3.2.2 Magtbalance i relation til casen..................................................................37

3.2.3 Delkonklusion.............................................................................................39

3.3 Diplomati ..........................................................................................................40

3.3.1 Diplomati som ordensinstitution .................................................................40

3.3.2 Diplomati i relation til casen .......................................................................42

3.3.3 Delkonklusion.............................................................................................47

3.4 Krig ...................................................................................................................49

3.4.1 Krig som ordensinstitution..........................................................................49

3.4.2 Krig i relation til casen................................................................................50

3.4.3 Delkonklusion.............................................................................................55

3.5 Stormagter........................................................................................................56

3.5.1 Stormagter som ordensinstitution ..............................................................56

3.5.2 Stormagter i relation til casen.....................................................................57

3.5.3 Delkonkusion .............................................................................................61

4 SYNTESE OG KONKLUSION ...............................................................................63

5 PESPEKTIVERING ................................................................................................66

6 Kildehenvisning ......................................................................................................67

6.1 Bibliografi..........................................................................................................67

6.2 Anvendte officielle dokumenter ........................................................................68

Tillæg A – Opgavestruktur .............................................................................................69


Side 7

1 OPGAVEDISKUSSION OG PROBLEMFORMULERING

1.1 Indledning og motivation Den 4. marts 2009 udsendte den Internationale Straffedomsstol (ICC) en arrestordre på Sudans præsident, Omar Hasan Ahmad al-Bashīr, der af domstolen bliver anklaget for såvel overtrædelse af krigens love som forbrydelser mod menneskeheden. Arrestordren er en blandt flere rettet mod individer, der menes at have et centralt ansvar i initieringen og den efterfølgende eskalering af den humanitære katastrofe i den sudanske provins Darfur. Det unikke ved al-Bashirs arrestordre frem for de andre er, at der for første gang i domstolens historie er tale om tiltalerejsning mod et siddende statsoverhoved. Hvorfor dette har vist sig at være en interessant problemstilling vidner reaktionerne fra statslige aktører, internationale organisationer og eksperter om, hvilket prægede mediebilledet omkring udstedelsestidspunktet. Disse udtalelser viser tydelige tegn på, at den pågældende arrestordre har udfordret de interstatslige regler. Kan den nuværende internationale (interstatslige) orden holde til et så grundlæggende opgør med staten som suveræn enhedsstørrelse til fordel for implementering af universelle retfærdighedsnormer? Kan universelle regler og normer vinde indpas på en anarkisk interstatslig arena, hvor internationale såvel som individuelle og universelle retfærdighedsbetragtninger traditionelt har måttet vige pladsen i respekt for opretholdelsen af den internationale orden? Eller vil en overstatslig aktør som ICC aldrig blive til mere end en pseudo-institution, der ikke får lov til at virke grundet de internationale ordensregler. Det er spørgsmål som disse, udstedelsen af arrestordren på al-Bashir har afstedkommet, hvorfor casen tilbyder en god mulighed for at diskutere, hvad der for nuværende ligger af muligheder og udfordringer for det internationale samfund samt hvilken indvirkning overstatslige aktører som ICC har på den internationale orden.

1.2 Formål Formålet med nærværende afhandling er at undersøge, hvilken indvirkning den internationale straffedomstol (ICC) har på det internationale samfund og, hvordan det internationale samfund reagerer på domstolens adfærd, når denne strider imod gældende internationale ordensregler. Dette søges opnået gennem problemformulering, analyse og besvarelse af et til formålet udvalgt casestudie.

Læsevejledning:

Det anbefales, at læseren ved hjælp af tillæg A indledningsvis orienterer sig med hensyn til opgavens struktur inden gennemlæsning af analyseafsnittet påbegyndes


Side 8

1.3 Relevans I en verden, hvor transnationale problemstillinger som miljø, global opvarmning, terrorisme, organiseret kriminalitet, ressourceknaphed og ikke mindst humanitære katastrofer indtager en mere og mere central rolle på den internationale sikkerhedspolitiske dagsorden er det naturligt, at verdenssamfundet introducerer overstatslige kontrolorganer til sikring af fælles regler og rettigheder på disse områder. Den Internationale Straffedomstol (ICC) fremstår som en sådan overstatslig aktør, der har til formål at fremme retfærdighed på tværs af landegrænser. Det har dog vist sig ikke at være helt gnidningsfrit at implementere uafhængige overstatslige aktører. Problemfelterne er mange, men en af de helt centrale er de opståede konflikter i opretholdelsen af på den ene side overstatslige aktørers universelle regler og på den anden side de interstatslige regler, der siden den Westfalske fred i 1648 har sikret orden staterne imellem. Arrestordren på al-Bashir repræsenterer til dato den mest i øjenfaldende udfordring af den internationale orden, idet den gør op med en af det internationale samfunds grundlæggende ordensregler - staters suverænitet gennem ikke-intervention. Problemstillingen findes derfor yderst relevant, da den på en afgrænset facon, og gennem en aktuel case, giver mulighed for at studere effekterne af overstatslige aktører i det internationale samfund. Ved at forstå disse reaktioner vil man fremadrettet bedre kunne forudsige og derved præventivt kunne mindske de uhensigtsmæssige effekter den øgede overstatslige kontrol (som en naturlig del af globaliseringsprocessen) unægteligt vil medføre.

1.4 Problemformulering Gennem en deskriptiv analyse ønskes undersøgt, hvorfor ICC’s udstedelse af arrestordren på al-Bashir, som et brud på ordensreglen om staters suverænitet, er blevet accepteret af det internationale samfund set ud fra et ordensperspektiv. På baggrund af analysen vurderes, hvilken samlet effekt og konsekvens ICC’s virke som udtrykt i casen har og har haft på den internationale orden.

Denne overordnede problemformulering ønskes besvaret ud fra ”den engelske skoles” teoriopfattelse af ordensinstitutioner til opretholdelse og udvikling af den internationale orden.

1.5 Teori ”…to pursue the idea of world justice in the contexts of the system and society of states is to enter into conflict with the devices through which order is at present maintained.” (Bull, 1977)

Citatet er hentet fra Hedley Bull’s hovedværk ”The Anarchical Society – A Study of Order in World Politics” fra 1977. På trods af værkets betragtelige alder har Bull’s doktrin omhandlende international orden vist sig at bevare sin relevans, hvilket gentrykningen af bogen i 2002 er et synligt bevis på. ”Den engelske skoles” teoriretning,


Side 9

som Bull’s doktrin tilhører, nyder i dag en betragtelig anseelse, hvor den bliver fremstillet som en af de rationelle hovedteorier inden for internationale politiske studier på linje med realisme og liberalisme samt deres neo-afarter.

Ovenstående citat indleder teoriafsnittet, idet det på glimrende vis fanger hovedessensen af afhandlingens problemformulering. Det er derfor nærliggende at benytte ”den engelske skole” og i særdeleshed Bull’s internationale ordensdoktrin som teoretisk fundament til besvarelsen af problemformuleringen, idet denne teoriretning bygger bro mellem orden og retfærdighed. Derved giver teorien, i modsætning til de realistiske og liberalistiske skoler, mulighed for at analysere spændingsfeltet mellem disse interdependente, men konkurrerende begreber.

Nedenfor vil hovedlinjerne for ”den engelske skole” blive beskrevet efterfulgt af en indføring i de teoribegreber Bulls ordensdoktrin anvender.

1.5.1 Generelle betragtninger om ”den engelske skole” Teoriretningen placerer sig i familien af rationelle internationale politiske (IP) teorier som realisme og liberalisme, hvilke alle er kendetegnet ved et normativt forklaringsfundament i modsætning til refleksionismen (eks. konstruktivismen og poststrukturalismen), hvor antagelser om objektive præferencer ikke eksisterer, men er sociale konstruktioner. Grafisk er forholdet mellem andre internationale politiske teoriretninger og ”den engelske skole” forsøgt spatialt illustreret ved nedenstående figur (figur 1).

Figur 1. – Sammenhænge mellem IP teorier (inspiration: (Wæver, 1994)).

Som det fremgår af figuren, tilhører ”den engelske skole” gruppen af traditionelle klassiske IP tilgange, der alle er kendetegnede ved at opsætte regler, normer og værdier i deres forklaring af den internationale politiske udvikling. Udover den normative tilgang bygger de klassiske IP teorier på historiske kendsgerninger (Jackson&Sørensen, 2007).

Engelsk Skole

Neo

Neo


Side 10

Metodologisk beskæftiger ”den engelske skole” sig med humanisme og interpretation, hvor teorien tager et historisk, jurisprudentielt og filosofisk afsæt (Jackson&Sørensen, 2007).

Grundlæggende koncepter indenfor skolen tæller menneskelige relationer, stater, anarkisk internationalt samfund, system af stater og samfund af stater (Jackson&Sørensen, 2007).

”Den engelske skoles” raison d’etre er opfattelsen af, at stater vil have og samtidigt kan se fordele ved at samarbejde og opstille fælles regler i et internationalt samfund. Skolen tale ligefrem om et raison de système. I den sammenhæng spiller forholdet mellem orden og retfærdighed en afgørende rolle, hvor den rette balance mellem disse vil skabe fredelig sameksistens staterne imellem.

Den resterende del af teoriafsnittet vil præsentere grundbegreberne i Bull’s ordensdoktrin, hvilken vil danne fundamentet for analyseafsnittet.

1.5.2 Stater på en anarkisk verdensscene En hel central pointe i ”den engelske skoles” teoriforståelse er opfattelsen af at stater, på trods af at de agerer i et anarki, kan skabe et interstatsligt samfund, der tilbyder en merværdi for alle medlemmer (plussumsspil). For at kunne forklare, hvordan et sådan samfund kan opstå i et anarkisk miljø, er det nødvendigt at forstå ”den engelske skoles” opfattelse af det internationale anarki.

I modsætning til individer i en stat, der har en regering og et statsapparat til at sikre orden og retfærdighed, er stater ikke underlagt nogen reel og fælles autoritet. Opfattelsen af at stater agerer i et anarki, har ”den engelske skole” tilfælles med realisterne, men opfattelsen af anarkiets mekanismer er forskellig, idet den Hobbesianske skole sætter lighedstegn mellem det interstatslige anarki og det, der opstår, når individer ikke har en fælles autoritet. ”Den engelske skoles” teoretikere deler ikke denne forståelse af en naturtilstand, hvor det er alle staters kamp mod alle, men argumenterer derimod for, at der i stedet er tale om et modent anarki, idet stater grundlæggende besidder andre karakteristika end individer. Blandt andet pointerer Bull, at stater har indbygget en større tolerance overfor hinanden end individer, hvilket skyldes, at staten består af mange enkeltenheder frem for individets udelelige størrelse. Det betyder, at trusler mod staten ikke bærer den samme ultimative vægt som tilfældet er for individer.

Derudover er det internationale samfund styret af regler, som til trods for svingende grad af effektivitet udøver orden, hvilke forklares af nedenstående citat:

”In spite of the formally anarchical structure of the world of states, international relations are governed by rules, and therefore, substantively, the interactions of states exhibit a degree of order that could not, under anarchy, normally be expected.” (Suganami, 2006)


Side 11

Det er netop det modne internationale anarki, der åbner muligheder for udviklingen af en international orden på trods af den manglende universelle autoritet.

1.5.3 Orden Hvilken funktion har orden så i det internationale samfund? Orden, i det internationale samfund, har til opgave at fremme mål og værdier for den sociale interaktion, som foregår i et sådant samfund. Derfor fremstår orden som et arrangeret mønster med disse mål og værdier for øje. Orden skal dog ses i sin relevante kontekst, idet et ordensmønster taget ud af en kontekst og sat ind i en anden, kan komme til at fremstå som uorden i stedet, idet den pågældende orden ikke nødvendigvis støtter en anden konteksts mål og værdier. Et simpelt eksempel kunne være, at en række biler placeret i nummerpladerækkefølge ville gøre det hurtigt og nemt at forstå bilernes indbyrdes alder eller registreringsdato. Imidlertid vil denne nummerpladeorden ikke nødvendigvis bidrage positivt, hvis man ønsker at forstå, hvilke biler, der er dyrest i statslige afgifter, hvor det vil være mere passende at opstille dem i motorstørrelsesrækkefølge eller efter vægt. Pointen er, at ordensmønstre kun giver mening i den rette kontekst eller samfundskonstellation.

Af ovenstående fremgår, at orden kun kan opstå, hvis der er fælles opfattelse af et antal mål og værdier i det pågældende samfund. Når der er tale om en internationalt orden opstår den, som redegjort for i det foregående afsnit, i et modent internationalt anarki, hvilket har en særlig effekt på denne orden. Da udgangspunktet for orden ligger i et antal mål, men måske mere vigtigt i et antal værdier, som ønskes fremmet, sætter det naturligt nogle relative begrænsninger for, hvor langt denne ordenskonstruktion kan udvikles, idet staternes værdiopfattelse traditionelt tager udgangspunkt i forskellige kulturelle diskurser. ”Den engelske skole” argumenterer dog for, at der findes et antal elementære eller primære mål, som er mere eller mindre universelle for stater. De mest grundlæggende mål er (Bull, 1977):

• Bevarelse af systemet og samfundet af stater • Opretholde uafhængighed eller ekstern suverænitet af individuelle stater • Fredelig sameksistens mellem medlemsstaterne af det internationale samfund

som værende normaltilstanden (krig er også en del af opretholdelsen af orden, men er ikke normaltilstanden – se 1.5.4.2)

• Begrænsning af vold, overholdelse af aftaler og stabilisering af ejendomsbesiddelse

Hvordan denne internationale orden vedligeholdes eller opretholdes, forklares i næste afsnit, men det er værd at bemærke, i forhold til problemformuleringen, at casen netop har udfordret den anden af de oplistede elementære mål for den internationale orden (jf. ovenstående liste) omhandlende suverænitet.


Side 12

1.5.4 Opretholdelse af orden – regler og institutioner Orden opstår og opretholdes jf. ”den engelske skole” gennem følgende tre forhold (Bull, 1977):

• En følelse af fælles interesser i de elementære eller primære mål, som den respektive orden fremmer.

• Regler, der positivt dikterer adfærdsmønstre, som opretholder den respektive orden.

• Institutioner, som sikrer at reglerne efterleves.

Ovenstående sammenfattes af Bull som:

”The maintenance of order in international society has as its starting-point the development among states of a sense of common interests in the elementary goals of social life.” (Bull, 1977)

Hvor det første forhold er afgørende for etablering og fastholdelse af en international orden, fremstår disse følelser typisk svage og tilbyder ingen eller begrænsede retningslinjer for staternes indbyrdes adfærd. Dette skyldes, at motiverne for den fælles interessefølelse kan være mangeartede (eks. frygt, rationel kalkulation eller værdier). Derfor er der behov for en mekanisme, der kan oversætte denne fælles interessefølelse til håndfaste retningslinjer, hvilket netop er reglernes funktion.

1.5.4.1 Regler Regler til opretholdelse af den internationale orden kan opdeles i følgende fire tilstandskategorier (Bull, 1977):

• Operationelle regler – opstået uden nogen form for formelle aftaler. • Etableret sædvane eller praksis. • Moralske principper. • Juridisk bindende konventioner.

Regler vil typisk gennemgå en modningsproces, hvor de over tid springer mellem to eller flere af de fire kategorier.

Typemæssigt kan de internationale ordensregler grupperes i tre (Bull, 1977):

• Grundlæggende regler, der identificerer ideen om et samfund af stater. • Regler for staters sameksistens. • Regler for interaktion mellem stater.

Regler kan dog ikke stå alene. De behøver en agent til at sikre deres legitimitet og ønskede effekt.


Side 13

Alt efter, hvilken tilstandskategori og hvilken regeltype den enkelte regel på et givent tidspunkt tilhører vil håndhævelsen af reglen falde ind under en eller flere institutioner, der har til opgave at sikre, at reglerne fungere effektivt. Institutionernes specifikke opgaver og særtræk, jf. ”den engelske skole”, vil blive gennemgået under næste punkt.

1.5.4.2 Institutioner Som nævnt under forrige punkt er regler ikke nok i sig selv, for at den internationale ordens fællesstatslige elementære og primære mål og værdier bliver opretholdt. Bull understreger dette forhold således:

“But rules by themselves are mere intellectual constructs. They play a part in social life only to the extent that they are effective” (Bull, 1977)

For at regler ikke kun er intellektuelle konstruktioner må der nødvendigvis være en agent, der kan udføre et antal funktioner, der har til formål at gøre reglerne socialt effektive. Jf. Bull er følgende funktioner i større eller mindre grad (alt efter situationen) vigtige i denne effektiviseringsproces (listen er dog ikke udtømmende, men giver et godt bud på de væsentligste funktioner):

• Reglerne skal formuleres og kundgøres • Reglerne skal kommunikeres • Reglerne skal administreres • Reglerne skal fortolkes • Reglerne skal håndhæves • Reglerne skal legitimeres • Reglerne skal justeres • Reglerne skal forsvares

Disse funktioner bliver i stater styret af en fælles autoritet (regeringen) og gennemført af statsapparatets forskellige fysiske instanser. Da regeringerne i velfungerende moderne stater suverænt fastsætter reglerne på baggrund af statens særegne ordensopfattelse

Statssamfund med fælles autoritet Det anarkiske internationale samfund

Funktioner til opretholdelse af ordensregler Fysiske instanser Institution

Fysisk instans = Institution Fysisk instans ≠ Institution

Figur 2 – Forskelligheden i institutionsbegrebet mellem staten og det internationale samfund (eget design).


Side 14

kommer disse statsinstanser til at have så godt som monopol på ovenstående funktioner, hvilket gør dem til fuldgyldige institutioner, og den fysiske statsinstans bliver sammenfaldende med institutionsbegrebet.

Dette er ikke tilfældet i det internationale samfund, idet aktørerne, som tidligere fremstillet, agerer i et anarki. Der er ikke per se fysiske instanser, der ligesom tilfældet er i staten, kan varetage alle de nævnte funktioner for at sikre reglernes effektivitet.

”Den engelske skole” betegner ligefrem fysiske instanser (internationale organisationer), som eksempelvis FN, som pseudoinstitutioner (Bull, 1977), idet de måske kan udføre enkelte af de oplistede funktioner men, at det til syvende og sidst er op til staterne selv, egenhændigt eller i fællesskab, at håndhæve reglerne. Institutionsbegrebet i det internationale samfund får derfor en mere metafysisk og abstrakt størrelse end tilfældet er i samfund med en overordnet autoritet. Bull oplister fem institutioner, der tilsammen varetager regelhåndhævelsen:

• Magtbalance • Folkeret • Diplomati • Krig • Stormagter

Hvor de sidste fire institutioner indtager forskellige roller alt efter konteksten, fungerer den første institution som forudsætningsskaber for det internationale samfund, og er dermed afgørende for de andre institutioners virke. Dette er en grundlæggende pointe i ”den engelske skoles” teoriopfattelse, og forklares ved følgende citat:

”…both the general balance of power, and such local balances as exist at present, help to provide the conditions in which other institutions on which international order depends are able to operate. International law, the diplomatic system, war and the management of the international system by the great powers assume a situation in which no one power is preponderant in strength. All are institutions which depend heavily on the possibility that if one state violate the rules, others can take reciprocal action” (Bull, 1977)

Den nærmere forståelse af delelementer under de fem institutioner vil blive introduceret efter relevans under analyseafsnittet, som strukturelt vil være afsnitsinddelt i netop disse institutioner.

1.5.5 Retfærdighed Til trods for afhandlingens afgrænsning til hovedsageligt at fokusere på internationale ordensproblematikker er det umuligt ikke at berøre ”den engelske skoles” opfattelse af retfærdighed idet denne, som nævnt under den generelle gennemgang af teoriretningen, spiller en nærmest symbiotisk rolle i forholdet til ordensbegrebet.


Side 15

Derudover er det netop delelementer i retfærdighedssfæren, der har udløst problemstillingen (se 3.5.2).

”Den engelske skole” opdeler retfærdighed i tre hovedkategorier (Bull, 1977):

• International eller interstatslig retfærdighed • Individuel eller menneskelig retfærdighed • Kosmopolitisk eller verdensretfærdighed

Den internationale retfærdighed indbefatter retfærdighedsopfattelse stater imellem. Her tænkes specielt på fordelingen af ressourcer og udviklingsstadie. Det er denne form for retfærdighed tredjeverdenslande traditionelt har argumenteret for skulle have prioritet over internationale ordenshensyn (international fred og sikkerhed), hvor det modsatte har været holdningen hos de rige lande.

Den individuelle retfærdighed er den ældste af de tre retfærdighedsopfattelser, og har stået fadder til den internationale retfærdighed, idet logikken til interstatslig retfærdighed indledningsvis tog udgangspunkt i individets rettigheder. I det 18-århundrede deltes vandene og interstatslig retfærdighed fik sin egen forståelsesramme, og den individuelle retfærdighed kom til at leve i en form for dvaletilstand ind til efter Anden Verdenskrig. De sidste årtier har individets rettigheder indtaget en mere og mere central rolle i den internationale debat, og det er også her, vi finder en stor del af den Internationale Straffedomstols raison d'etre.

Den sidste af de tre retfærdighedskategorier, den kosmopolitiske retfærdighed, tager sit afsæt i en opfattelse af, hvad der er rigtigt eller godt for hele verdenen eller rettere hele menneskeheden (civitas maxima). Det handler ikke om, at rige stater skal give til de fattige, som tilfældet kan være i den internationale retfærdighedsopfattelse, men mere om at opnå en mere retfærdig fordeling af velstand blandt alle medlemmer af menneskeheden, hvor individet som udelelig størrelse har primat over konstruktioner som stater. Den centrale problemstilling i opfattelsen af kosmopolitisk retfærdighed er, at definitionen af hvad der er godt og rigtigt for menneskeheden, nødvendigvis må blive en moralsk diskussion med afsæt i egen virkelighedsopfattelse. Da staterne er de mest troværdige aktører, jf. Bull (1977), på den internationale scene bliver de styrende for denne diskussion, idet det er staterne, der skal ændre adfærd for, at den kosmopolitiske retfærdighed sker fyldest. Men da staterne agerer i et internationalt samfund, er det vanskeligt for staterne at adskille egeninteresser fra statens kosmopolitiske retfærdighedsopfattelse, hvorfor staters moralske konklusion af, hvad der er rigtigt og godt for menneskeheden ofte bliver set af andre aktører som værende subjektiv og selvpromoverende.


Side 16

Teoriafsnittet har forsøgt at introducere de væsentligste begreber og sammenhænge i ”den engelske skoles” ordensopfattelse, som vil ligge til grund for analysen og besvarelsen af problemformuleringen.

1.6 Afgrænsning Problemformuleringens fokus på international orden opstiller en logisk afgrænsning af afhandlingen. Det betyder ikke, at diskussionen vil afholde sig fra at brede sig til relevante retfærdighedsbetragtninger, men udgangspunktet vil til stadighed være den internationale orden, og hvilken indflydelse arrestordren på al-Bashir har haft på denne.

Samtidigt finder afhandlingen en naturlig afgrænsning i den valgte case, hvor kun forhold, der direkte kan relatere sig til ICC’s udstedelse af arrestordren på al-Bashir, vil blive behandlet. Denne afgrænsningsregel er dog vanskelig at specificere i tid eller rum, hvilket forklares ved ”den engelskes skoles” hovedfokus på udviklingen af det internationale samfund ud fra en historisk helhedsforståelse. Konklusioner ud fra ”den engelske skoles” optik kræver derfor en holistisk diskussion i både tid og rum, hvilket analysen derfor vil afspejle.

1.7 Metode og struktur

1.7.1 Metode og operationalisering Metodologisk skal afhandlingen forsøge på en klar og stringent facon at afdække og forklare det internationale samfunds accept af ICC’s brud med den elementære ordensregel om staters suverænitet, eksemplificeret gennem casen: ”arrestordre mod et statsoverhoved”. Tillige søges forklaret, hvilken effekt casen har og har haft på den internationale orden.

”Den engelske skoles” ordensinstitutioner tilbyder en logisk inddeling af analysen i fem underafsnit. Som berørt under teoriafsnittet indtager magtbalancen som institutionsbegreb en forudsætningsskabende rolle i forhold til de andre fire institutioner, hvorfor magtbalanceinstitutionen naturligt indleder præsentationen af ordensinstitutionerne i Bull’s teoretiske værk. I nærværende afhandling er sammenhængen mellem ICC’s virke og den internationale orden nødvendig indledningsvis at påvise, for derved at legitimere den videre analyse, hvorfor folkeretsinstitutionen i dette tilfælde indleder den deskriptive analyse.

Folkerets-, magtbalance- og diplomatiafsnittenes delkonklusioner har til opgave gennem legitimering af problemformuleringen at vise afhandlingens relevans.

Herefter følger en deskriptiv analyse af casen diskuteret i forhold til institutionerne krig og stormagter, der efter problemformuleringens legitimering nu kan analysere casen med henblik på besvarelse af problemformuleringens to hovedspørgsmål.


Side 17

Figur 3 illustrerer Bull’s opfattelse af de fem internationale ordensinstitutioners indbyrdes forhold. Derudover viser figuren, hvorvidt institutionernes virke kun har ordensopretholdende effekt eller en kombination af denne og ordensforandrende effekt.

Alle fem underafsnit er ens bygget op med en kort beskrivelse af ”den engelske skoles” teoretiske forståelse af den respektive ordensinstitution, hvorefter denne forståelsesramme vil blive sat i relation til casen. Herved bliver teorien operationaliseret, idet hvert institutionsafsnit får til opgave at svare på et for casen relevant institutionsspørgsmål. Nedenfor er oplistet institutionsafsnittenes grundlæggende spørgsmål.

Folkeretsafsnittet: Hvad er ICC’s relation til folkeretsinstitutionen, samt er ICC under påvirkning af den internationale orden?

Magtbalanceafsnittet: Har kravet om tilstedeværelsen af en magtbalance været opfyldt i forbindelse med casen?

Diplomatiafsnittet: Hvordan fremgår det af casen, at det internationale samfund har accepteret retforfølgelsen af Bashir?

International orden

Opretholdelse Forandring

Folkeret Diplomati Stormagter Krig

Magtbalance

Figur 3 – Sammenhæng mellem Bull’s fem ordensinstitutioner (eget design)


Side 18

Krigsafsnittet: Hvad er sammenhængen mellem og forskellen på krigsinstitutionen og ICC?

Stormagtsafsnittet: Hvorfor har stormagterne accepteret overtrædelsen af ordensreglen om staters suverænitet?

Hvert institutionsafsnit vil afsluttes af en delkonklusion opsummerende underafsnittets pointer.

Analyseresultaterne fra de fem institutionsafsnit vil efterfølgende, i form af en syntese, blive sat i forhold til hinanden, hvilket fører frem til den overordnede konklusion.

1.7.2 Struktur Specialestrukturen ses opbygget på følgende måde. Opgavestrukturen er tillige illustreret grafisk under tillæg A. Diagrammet tilbyder et hurtigt overblik over opgaven, hvor operationaliseringen af teorien tillige er gjort overskuelig.

Redegørelse for arrestordre-case Afsnittet har til formål at forberede læseren til den efterfølgende analyse af casen, men da denne, som nævnt, er deskriptiv, og derfor vil præsentere empiri efter behov i forbindelse med analysen, skal redegørelsesafsnittet kun fungere som en overordnet indførelse i de to centrale forhold for casen – Sudan og ICC. Derfor forventes det tillige, at læseren har et generelt kendskab til folkeretten og international politik, idet redegørelsen på ingen måde vil forsøge at levere en udtømmende fremstilling af disse eller for den sags skyld tegne et fuldstændigt billede af de forskellige aktører.

Overordnet vil afsnittet inddeles i:

- Situationen i Sudan - ICC og baggrunden for udstedelsen af arrestordre

Deskriptiv analyse Dette afsnit vil, som berørt under metodeafsnittet, være inddelt i de fem institutioner. Under hvert institutionsafsnit vil elementer fra casen med specifik relevans for den respektive institution blive redegjort for og diskuteret, hvorved de respektive underafsnits grundlæggende spørgsmål besvares.

Slutteligt vil hvert institutionsafsnit blive afrundet af en delkonklusion, som vil opsummere de identificerede pointer.

Syntese og konklusion Syntesen vil samle og ordne de fem delkonklusioners væsentligste pointer, der danner grundlag for hovedkonklusionen.


Side 19

Hovedkonklusionen er et kvalificeret bud på problemformuleringens to grundlæggende spørgsmål:

• Hvorfor ICC’s udstedelse af arrestordren på al-Bashir, på trods af at den er et brud på ordensreglen om staters suverænitet, er blevet accepteret af det internationale samfund?

• Hvilken samlet effekt og konsekvens arrestordren har og har haft på den internationale orden?

Perspektivering Perspektiveringsafsnittet vil afslutningsvis diskutere, om der er væsentlige pointer, der er blevet udeladt ved valg af metode, teori og case.

1.8 Empiri Under redegørelsesafsnittet og den institutionsstrukturerede deskriptiv analyse er empirien primært hentet fra artikler, deklarationer, resolutioner, pressemeddelelser, taler og andre tilsvarende hensigtserklæringer, hvor en kritisk kildekritik skal sikre disses validitet. Tillige vil historisk og samtidig empiri enkelte steder blive introduceret som sammenligningsobjekter i tråd med teoriens grundprincip om dennes relevans.

Delkonklusionerne, syntesediskussionen og hovedkonklusionen vil tage udgangspunkt i min egen analyse, hvor relevant empiri i form af international samfundsteoretikeres hovedværker, analyser og kommentarer, vil understøtte eller udfordre egne pointer.

1.9 Metode- og kildekritik Metode- og kildekritisk vil det være af interesse for læseren at forstå, hvorfor afhandlingen har valgt at lægge en aldrende ordensdoktrin til grund for analysen af problemformulering, idet Bull’s værk umiddelbart kunne antages for at være forældet. Men selvom analysen og den efterfølgende konklusion viser, at Bull’s institutionsmodel sat i problemformuleringens perspektiv med fordel kan justeres giver teoriens tidsmæssige distancering fra casen en styrkelse af dens akademiske legitimitet, idet afhandlingen får karakter af at være teoritestende. Afhandlingens påvisning af ordensdoktrinens generelle anvendelighed i besvarelsen af problemformuleringen giver derved samtidig en konfirmation af teoriens tidløse relevans, hvorved den popperianske metodologi om gendrivelse eller falsifikation følges (Klausen, 2005).

Afhandlingen gør den antagelse, at ICC’s sigtelser mod al-Bashir for overtrædelse af krigens love som forbrydelser mod menneskeheden jf. folkeretten objektivt er korrekte, idet analysen på intet tidspunkt stiller spørgsmålstegn ved eller undersøger de specifikke anklager og deres kontekst. Derved bliver analysen løftet fra at være en detaljeret undersøgelse af al-Bashir som person eller omstændighederne i forbindelse med den aktuelle konflikt i Darfur til at blive en mere overordnet analyse af internationale samfundsprocesser. Det er klart, at dette valg gør muligheden for at


Side 20

overse nuancer i den pågældende case større, men det har til gengæld den styrke, at chancen øges for at identificere generelle IP tendenser.

Slutteligt kan opgaveanalysens metode kritiseres for at anvende hele tre underafsnit (folkeret, magtbalance og diplomati) til at legitimere problemformuleringen og derved kun efterlader to femtedele af analysen til den egentlige besvarelse. Det vurderes dog, at denne fordeling dels er nødvendig for at sikre analysens relevans og dels ikke er så udtrådt som her fremstillet. Sidstnævnte forklares ved det forhold, at krigs- og stormagtsafsnittenes besvarelse af problemformuleringen bygger og henviser i stor udstrækning til de foregående analyseafsnit.


Side 21

2 REDEGØRELSE FOR ARRESTORDRE-CASE Den internationale straffedomsstols udstedelse af arrestordren på al-Bashir er den hidtidige kulmination på domstolens virke som overstatsligt organ. For at kunne diskutere denne begivenhed i forhold til problemformuleringens spørgsmål er det nødvendigt at have den samtidshistoriske kontekst arrestordren er blevet til i, for øje. Nærværende afsnit vil således præsentere den case-relaterede empiri, der danner grundlag for den efterfølgende analyse.

2.1 Situationen i Sudan1 Afrikas geografisk største land er med sin nordøstlige kontinentale placering og kyststrækning ud til det Røde Hav gennem tiderne naturligt blevet påvirket af mange forskellige folkeslag og kulturer. En påvirkning, der har været med til demografisk at forme det nuværende Sudan. Det vil være for omfattende og samtidig mindre relevant for analysen at redegøre for hele Sudans historie, hvorfor afsnittet kun medtager Sudans nyere historie.

Fra 1899 til 1956 var Sudan under britisk kontrol, hvor Egypten skiftevis støttede konstellationen eller modarbejdede den. Sidstnævnte adfærd var motiveret af et ønske om en sammenlægning af Egypten og Sudan i en stat indeholdende hele Nildalen.

I 1953 bakkede en nyetableret regering i Egypten op om Sudans ret til uafhængighed og indvilgede derved i, overfor Storbritannien, at støtte en transitionsproces. Derved var vejen banet for det første selvstændige sudanesiske valg, der blev afholdt i 1954. Tidspunktet for ikrafttrædelse af Sudans uafhængighed blev besluttet til begyndelsen af 1956, men allerede i august 1955 udbrød der uroligheder i det sydlige kristne og animistiske Sudan, hvor grupperingerne så sig truet af de overvældende og stærke islamiske kræfter i det nordlige Sudan.

De politiske ambitioner hos det sudanske islamiske samfund, der har stærke rødder i den ægyptisk grundlagte Islamistiske Broderskab (Islamic Brotherhood) fra 1928, medførte to intrastatslige konflikter. Dels den nordligcentrerede kamp mellem religiøse (arabiske islamister) og sekulære kræfter (specielt marxisme), og dels den borgerkrigslignende konflikt mellem nord og syd, hvor Equatoria-regionen kæmper for uafhængighed og frihed fra truslen om islamistisk overherredømme styret fra Khartoum.

Borgerkrigen mellem nord og syd, der på dette tidspunkt havde varet i 17 år, fik dog en midlertidig afslutning i 1972, hvor Addis Ababa aftalen blev underskrevet, hvilket betød,

1 Hovedkilderne til afsnittet har været:

- Report of the African Union, High-Level Panel of Darfur (AUPD) den 29. oktober 2009 - www.un.org, unamid.unmissions.org og unmis.unmissions.org - www.historyworld.net


Side 22

at Equatoria-regionen i det sydlige Sudan opnåede intern selvbestemmelse. Aftalen fik kun en midlertidig effekt, idet Sudans regering omstødte den efter 10 års virke, da en voksende islamistisk majoritet i landet ønskede at få den sydlige region tilbage under central administration. De store naturressourcer i det sydlige Sudan havde en forstærkende, hvis ikke initierende effekt på dette ønske.

Den øgede muslimske politiske indflydelse manifesterede sig i 1983 ved en omlægning af sudansk lovgivning, så den i større grad følgede den islamiske sharia-lov.

Et militærkup i 1989 opløste en svag sudanesisk regering og oberst, senere general, Omar Hassan Ahmad al-Bashir, som stod i spidsen for den Nationale Islamiske Front (NIF) (det Islamistiske Broderskabs sudanesiske fraktion) blev indsat som præsident. Valget i 1996 stadfæstede al-Bashir som præsident, idet NIF (det eneste tilladte parti i Sudan) vandt alle 400 pladser i parlamentet. Valget var et synligt eksempel på et omfattende marginaliseringsprogram som styret i Khartoum iværksatte for derved at sætte ikke-islamiske grupperinger i Sudan udenfor indflydelse.

Hvad der er blevet benævnt Sudans anden borgerkrig mellem nord og syd blev initieret i 1983 ved annulleringen af Addis Ababa aftalen. I 1989 eskalerede konflikten yderligere, da al-Bashirs erklærede kampen mod Sudanese People's Liberation Army (SPLA) (den Sydsudanske oprørshær er primært forankret i en kristen trosretning) for helligkrig (Jihad).

Nairobi Comprehensive Peace Agreement (CPA), der blev underskrevet den 9. januar 2005 varslede en mulig løsning på nord-syd konflikten. Aftalen gav Sydsudan 6 ½ års selvbestemmelse, hvorefter et demokratisk valg (planlagt afholdt i 2011) i Sydsudan skulle afgøre regionens fremtid med hensyn til en mulig løsrivelse. Derudover indbefattede aftalen en fordelingsnøgle til de omfattende olie- og naturressourcer i det sydlige Sudan (ca. 85 % af landets samlede olieressourcer er placeret i Sydsudan) mellem provinsen og det centrale styre i Khartoum samt indsættelse af en sydsudansk vicepræsident i den nationale enhedsregering (government of national unity), som huser repræsentanter fra alle Sudans provinser. Borgerkrigen havde på dette tidspunkt krævet mere end 2 millioner menneskeliv, det dobbelte i internt fordrevne (IDP) samt over 600.000 flygtninge2.

Sideløbne med den anden borgerkrig mellem nord og syd begyndte uroligheder at bryde ud i den vestlige del af Sudan. Sudan Liberation Movement/Army (SLM/A), en provinsiel funderet oprørsgruppe, satte sig imod styret i Khartoum og indledte i 2003 en fælles front med Justice and Equality Movement (JEM). Regeringen i Khartoum svarede igen på oprørenes aktioner ved at motivere og supportere arabisk orienterede nomadekrigere, som fik betegnelsen Janjaweed (bevæbnede mænd på hesteryg) militsen, til at angribe oprørsgrupperne og plyndre landsbyer, der formodedes at støtte

2 http://www.un.org/en/peacekeeping/missions/unmis/background.shtml


Side 23

disse. I foråret 2006 indgik styret i Khartoum en fredsaftale med dele af oprørerne (SLA ledet af Minni Arko Minnawi). En fredsaftale, der var forhandlet på plads med den Afrikanske Union som mægler. Aftalens ønske om en afvæbning af dels oprørene, og dels de regeringsstøttede Janjaweed militser blev desværre udvandet af de oprørsgrupper, der ikke ønskede at underskrive. Resultatet af oprørsgruppernes og militsernes indbydes forskellige interesser har forårsaget en fragmentering af de tidligere bipolære hovedgrupperinger i adskillige mindre militser, der stort set alle kendetegnes ved en høj grad af uforudsigelighed og opportunistisk adfærd i spørgsmål om alliancer og interesser.

Konflikten i Darfur menes at have kostet mellem 200.000 og 400.000 menneskeliv, og have fordrevet mere end 2 millioner mennesker internt i Darfur og godt 200.000 er flygtet over grænsen til Tchad.

Darfur konflikten bliver nu af flere eksperter betegnet som en lavintensitetskonflikt3 i modsætning til perioden mellem 2003 og 2005, idet voldsudgydelserne er aftaget i intensitet og omfang.

Afsnittet har forsøgt at give læseren en fornemmelse af kompleksiteten og de mange modsætningsforhold i Sudans interne forhold.

2.2 ICC og baggrunden for udstedelsen af arrestordre Afsnittet giver en kort historisk baggrund for etableringen af ICC for derefter at redegøre for de væsentligste begivenheder i forbindelse med udstedelsen af arrestordren på al-Bashir.

2.2.1 Historisk baggrund for ICC Den 1. juli 2002 blev den Internationale Straffedomsstol med hovedsæde i Haag (Holland) etableret efter, at 60 stater havde ratificeret domstolens statut.

“An International Criminal Court (‘the Court’) is hereby established. It shall be a permanent institution and shall have the power to exercise its jurisdiction over persons for the most serious crimes of international concern, as referred to in this Statute, and shall be complementary to national criminal jurisdictions. The jurisdiction and functioning of the Court shall be governed by the provisions of this Statute.” Romstatutten, Artikel 1 Oprettelsen af ICC, som den første permanente overstatslige domstol var den hidtidige kulmination på mere end 50 års arbejde for at introducere et organ, der havde jurisdiktion til at bryde med staters suverænitet i ønsket om at sikre en universel retspraksis i håndhævelsen af folkeretten. Selve tanken om en international

3 Report of the African Union, High-Level Panel of Darfur (AUPD) den 29. oktober 2009


Side 24

straffedomstol opstod allerede midt i sidste århundrede som et resultat af Anden Verdenskrig. Før krigen havde international lov kun beskæftiget sig med forhold stater i mellem, men krigens retslige efterspil i forbindelse med Nürnberg-processerne introducerede nye praksisser. Til trods for, at processerne stadig var at betragte som sejrherrernes dom af taberne, blev der for første gang gennemført et decideret forsvar af de tiltalte (Goldstone, 2008).

Det nyoprettede FN tog i slutningen af 1940’erne initiativer til at ændre international retspraksis, hvilket blandt andet kom til udtryk ved generalforsamlingens udstedelse af resolution 260 omhandlende internationalt samarbejde for at forhindre folkedrab. I samme resolution blev den internationale lovkommission bedt om at undersøge mulighederne for at etablere et internationalt retsorgan. På baggrund af kommissionens anbefaling blev der herefter nedsat en komite med det formål at forberede et forslag omhandlende oprettelsen af en sådan domstol.

Op gennem 1950’erne fremstillede komiteen af flere omgange forslag til en statut, men det skulle vise sig at være vanskeligt at finde fælles fodslag med hensyn til indholdet. Specielt vakte definitionsdiskussionen om aggression store problemer. Under Nürnberg-processerne var anklagede blevet dømt for kriminelle handlinger (acts of aggression) over for den internationale fred (som eksempelvis Rudolf Hess), men uoverensstemmelserne var for store til at komiteen kunne finde en fælles acceptabel definition. Tillige var der store uoverensstemmelser om, hvilken rolle FNs Sikkerhedsråd skulle spille i forbindelse med en permanent domstols virke (Goldstone, 2008). Godt hjulpet af den kolde krigs paralysering af FN skete der ikke afgørende nyt i disse anstrengelser før generalforsamlingen på foranledning af Trinidad og Tobago i 1989 anmodede den internationale lovkommission om at genoptage arbejdet på en domstol. Den transnationale narkotikatrafik i Syd- og Mellemamerika var den direkte årsag til Trinidad og Tobagos henvendelse.

Konflikterne i Jugoslavien og Rwanda i første halvdel af 1990’erne afstedkom FN’s sikkerhedsråds beslutninger om at etablere to individuelle ad hoc tribunaler for at retsforfølge personer med ansvar for forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og/eller krigsforbrydelser, hvilket blev en afgørende løftestang i arbejdet for at oprette den permanente domstol. Specielt blev det synligt, at ad hoc tribunaler ikke virkede præventivt over for potentielle forbrydere, at videndeling og erfaringsfastholdelse var vanskeligt samt at bevismateriale typisk var svært at indhente eller forældet, når efterforskningen startede sent i konfliktforløbet (Goldstone, 2008).

I sidste halvdel af 1990’erne arbejdede den nyoprettede komite for forberedelse af den internationale straffedomstol med den vanskelige accepterings- og justeringsproces af statutten, hvis arbejde kulminerede i juli 1998, hvor 120 stater underskrev. ICC’s juridiske fundament var nu på plads, og man kunne begynde den forventelige


Side 25

langsomme ratificeringsproces, hvor staterne skulle justere egen lovgivning for derved at muliggøre ICCs overstatslige jurisdiktion. Ratificeringen af de første 60 staters nationale lovgivning tog dog væsentligt kortere tid end forventet (Goldstone, 2008), og 1. juli 2002 kunne ICC statutten træde i kraft, og domstolen var hermed en realitet. Derved blev den 1. juli 2002 den tidsmæssige venstremargen for domstolens jurisdiktion4.

2.2.2 Arrestordre på Sudans præsident Omar al-Bashir Afsnittet ønsker at skabe et overblik over hændelsesforløbet fra igangsættelsen af kommissionsarbejdet i FN til ICC’s udstedelse af arrestordren. Men indledningsvis er det formålstjenstligt at få et kort indblik i Rom-statuttens jurisdiktionsparametre.

Den International Straffedomstol kan som udgangspunkt kun iværksætte undersøgelser med henblik på mulig retsforfølgelse af individer i de tilfælde, hvor den mistænkte enten er statsborger i en stat, der har ratificerede Rom-statutten eller har begået forbrydelser på et af medlemslandenes territorier jf. Rom-statuttens artikel 12 stk. 2. Alternativt kan domstolen udøve jurisdiktion på ikke-medlemslandes statsborgere eller territorium, hvis der foreligger en invitation fra det pågældende ikke-medlemsland (artikel 12 stk. 3).

Iværksættelse af ICC undersøgelser sker på følgende tre måder (jf. artikel 13):

- På anmodning fra et medlemsland - På opfordring af FN’s Sikkerhedsråd i form af en kapitel VII resolution5 - På ICC domstolens eget initiativ

I Sudans tilfælde har domstolen ikke kunnet iværksætte undersøgelser uden en sikkerhedsrådsresolution, idet Sudan dels ikke er medlemsland og dels ikke haft interesse i at acceptere en ICC-undersøgelse af begivenhederne i forbindelse med konflikten i Darfur. Dette har betydet en relativ langsommelig proces, der startede med Sikkerhedsrådets beslutning den 18. september 2004 om at nedsætte en undersøgelseskommission med følgende opgave:

“Requests that the Secretary-General rapidly establish an international commission of inquiry in order immediately to investigate reports of violations of international humanitarian law and human rights law in Darfur by all parties…” FN Sikkerhedsrådsresolution 1564 (2004)

På baggrund af kommissionens rapport besluttede Sikkerhedsrådet på et møde den. 31. marts 2005 at anmode ICC om at undersøge, hvorvidt der var begået forbrydelser, jævnfør statuttens artikel 5, i forbindelse med konflikten i Darfur.

4 Stater, der ratificerer statutten senere end 1. juli 2002 vil først fra den pågældende dato være juridisk bundet med mindre der foreligger en FN sikkerhedsrådsresolution (Sluiter, 2009). 5 Trussel mod den internationale fred og sikkerhed


Side 26

”Decides to refer the situation in Darfur since 1. July 2002 to the Prosecutor of the International Criminal Court” FN Sikkerhedsrådsresolution 1593 (2005)

Herved fik Den Internationale Straffedomstols chefanklager, Luis Moreno-Ocampo, mandat til at gennemføre en undersøgelse, der havde til hensigt at identificere personer med hovedansvar for overtrædelse af statuttens artikel 5. Resolutionen pointerede tillige, at Sudans regering og alle andre parter i konflikten var påkrævet at samarbejde med ICC samt at tilbyde enhver nødvendig hjælp i forbindelse med domstolens arbejde.

På baggrund af undersøgelsen fandt Monroe-Ocampo hjemmel til at indgive fire navne på individer til ICC’s forkammer med henblik på dennes accept og efterfølgende udstedelse af arrestordre. Dette har resulteret i fire arrestordrer af hovedaktører tilhørende henholdsvis den sudanesiske regering, JEM og Janjaweed militsen6.

Den mest i øjenfaldende af de fire var Sudans præsident Omar Hassan Ahmad al-Bashir, der den 4. marts 2009 blev efterlyst af domstolen.

6 Kilde: http://www.icc-cpi.int/menus/icc/situations%20and%20cases/situations/situation%20icc%200205/related%20cases/icc02050209/icc02050209


Side 27

3 DESKRIPTIV ANALYSE I det foregående afsnit har læseren fået præsenteret hovedtrækkende i casens underliggende empiri, og dermed den fornødne forståelsesramme til nærværende analyseafsnit.

Analyseafsnittet er, som beskrevet under metodegennemgangen i kapitel 1, inddelt i Bulls fem institutioner, der gennem en analyse af adfærden indenfor disse, sat i relation til casen, diskuterer og konkluderer, hvorfor det internationale samfund i casens tilfælde har accepteret et brud med suverænitetsreglen, og hvorvidt arrestordren har haft eller vil have en effekt på den internationale orden.

Hvordan forklarer og måler man så henholdsvis det internationale samfunds accept af arrestordren og casens effekt på den internationale orden? I teoriafsnittet under kapitel 1 (1.5.4.2) oplistes et antal funktioner, som institutioner generelt og kontinuerligt skal gennemføre for, at regler til opretholdelse af orden kan vedligeholdes. Det er gennem en analyse af disse funktioner, at man kan undersøge den internationale ordens virke indenfor hver af de fem institutioner og samtidig få en indikation af ændringer til ordensreglerne og derved selve ordnen.

I det internationale samfund er det staterne, som de væsentligste aktører, der varetager disse funktioner (Bull, 1977), hvorfor det er deres ageren, der skal stilles skarpt på for at finde svar på problemformuleringen. Dette forklarer Bull på følgende måde:

”States undertake the task of changing or adapting operational, moral or legal rules to changing circumstances, but have to do so in the absence of a universal legislative authority competent to rescind old rules and devise new ones, and the handicap that there is often no consensus as to whether or not, or how, the rules should be changed. States change the rules by demonstrating, through their words or their actions, that they are withdrawing their consent from old rules and bestowing it upon new ones, and thus altering the content of custom or established practice” (Bull, 1977)

Med ovenstående citat som udgangspunkt vil de fem institutionsafsnit se nærmere på staternes adfærd i det internationale samfund med casen som omdrejningspunkt. Staternes reaktioner, verbale som nonverbale, på arrestordren er jf. Bull udtryk for regelvedligeholdelsesprocessen. For at forstå reaktionerne, eller lige så relevant de manglende reaktioner i forhold til arrestordren, er det nødvendigt at sammenholde disse med reaktioner på tilsvarende påvirkninger af den internationale ordensregel om staters suverænitet. Derfor vil analysen, specielt under krigsafsnittet, sammenligne forholdene omkring arrestordren med andre eksempler, hvor den westfalsk-introducerede ordensregel om staters suverænitet ligeledes bliver udfordret. Derved er det håbet, at


Side 28

analysen vil kunne identificere, hvorvidt der forligger mønstre, som peger på fastholdelse eller forandring af den internationale orden og derved svare på problemformuleringen.


Side 29

3.1 Folkeret

ICC’s statut bygger på et fundament af allerede eksisterende folkeretslige love, hvorfor det er naturligt at indlede analysen med at undersøge, hvorvidt Rom-statutten kan kategoriseres som folkeret i en international ordensramme. Hvis ICC som overstatsligt retsorgan er afkoblet fra den internationale orden, vil analysen med henblik på at besvare problemformuleringen stoppe her. Derfor vil afsnittet vise, hvordan ICC’s virke har været, og stadig er, under indflydelse af den internationale orden, men samtidig, hvordan statutten afviger fra den almindelige folkeret.

Afsnittet vil indledningsvis forklare ”den engelske skoles” fortolkning af folkeretten som en international ordensinstitution. Derefter vil ICC som overstatsligt retsorgan generelt og forholdene omkring udstedelsen af arrestordren i særdeleshed blive analyseret i denne forståelsesramme. Dette vil forventeligt afdække, hvordan den internationale orden og ICC interagerer. Derved vil afsnittets delkonklusion kunne sætte scenen for den videre analyse af problemformuleringen.

3.1.1 Folkeretten som ordensinstitution Ved en Hobbesiansk opfattelse af det internationale anarki, hvor der ingen fælles autoritet er til stede, har internationale regler i princippet ingen reel virkning, idet der ikke vil kunne opstilles instanser, der kan sikre de funktioner, der er oplistet i teoriafsnittet (se 1.5.4.2). ”Den engelske skole” deler som sagt ikke denne kategoriske afvisning af internationale reglers relevans, men erkender, at der er betydelige udfordringer i sikringen af de førnævnte funktioner. Dette skyldes ligeledes det internationale anarki, men ”den engelske skoles” fortolkning af det interstatslige anarki tilbyder en mulighed for at regler, til trods for den manglende overordnede autoritet, kan fungere og dermed medvirke til blandt andet opretholdelse af den internationale orden (som beskrevet i teoriafsnittet (se 1.5.2)).

Filosoffen Herbert Lionel Adolphus Hart (1907-92), som var juraprofessor ved Oxford universitetet, har beskrevet regler eller love ved at kategorisere disse i primære og sekundære regler (Hart, 1961). Ved primære regler forstås regler, der dikterer individer til enten at skulle gøre noget eller afholde sig fra at gøre noget, eksempelvis at holde løfter eller omvendt afholde sig fra at bruge vold. Sekundære regler er derimod regler om regler. Sekundære regler legitimerer primære regler samt forbinder disse, så de står

Grundlæggende afsnitsspørgsmål:

Hvad er ICC’s relation til folkeretsinstitutionen, samt er ICC under påvirkning af den internationale orden?


Side 30

i forhold til hinanden. Derudover sikrer sekundære regler, at regelsæt er adaptive og dynamiske (Hart, 1961). Harts pointe med denne opdeling er blandt andet at kunne differentiere mellem regelsæt, idet disse vil være forskellige med hensyn til sammensætning og vægtning af primære og sekundære regler. Han påpeger, at der er en tendens til, at primitive samfund ofte udelukkende har regelsæt bestående af primære regler (Hart, 1961). Bull benytter denne konstatering til at drage en parallel til folkeretten, idet han siger:

”For what is called international law is clearly what Hart calls a set of primary rules. Within international society there are rules, generally believed to have the status of law, requiring states and other actors to do and refrain from doing certain things. But it is impossible to find rules of recognition, establishing beyond doubt those rules which are, and which are not, part of the system and what relation these rules have to each other within the system. It is impossible to find rules of change empowering anybody to alter the rules in relation to changing circumstances. And it is not possible to find rules of adjudication, empowering anybody to lay down authoritatively whether or not in a particular case, there has been a violation of rules.” (Bull, 1977)

Den efterfølgende analyse vil diskutere, hvordan ICC passer ind i denne forståelsesramme af folkeretten.

3.1.2 Folkeretten i relation til casen Det vil være nærliggende at stille sig spørgsmålet, om ICC domstolen passer ind i Bulls betragtning om folkeretten som en ordensinstitution bestående af primære regelsæt. Umiddelbart må svaret være nej, idet sekundære regler netop er nødvendige for lovgivende, dømmende og udøvende magter (Hart, 1961). ICC fremstår i international sammenhæng som en dømmende magt, hvorfor Bull’s kategoriske konklusion, af folkeretten som et sæt primære regler ikke passer på ICC. Hvad betyder dette for den videre analyse af casen generelt og ICC i særdeleshed? Hvis Rom-statutten ikke møder Bull’s karakterisering af folkeretten som international ordensinstitution betyder det så, at ICC er afkoblet fra den internationale orden, og derved ikke er en del af folkeretten i Bull’s perception? Hvis det er tilfældet må det betyde, at ICC ikke har mulighed for at påvirke eller blive påvirket af den internationale orden, hvorved problemformuleringen ville falde til jorden. Omvendt kunne dette forklare, hvorfor domstolen har kunnet udstede en arrestordre på et siddende statsoverhoved og derved overtræde den internationale ordensregel om staters suverænitet, idet den internationale ordens eventuelle modstand grundet afkoblingen ikke ville kunne forhindre dette.

Men til trods for, at ICC’s regelsæts indeholder en kombination af primære og sekundære regler, og derved afviger fra Bull’s definition på folkeret, er der ikke tale om en komplet afkobling mellem ICC’s virke og den internationale orden. Dette forklares ud fra det forhold, at der i Rom-statutten er indlagt et antal mekanismer, der giver mulighed


Side 31

for en fortsat vedligeholdelse af den internationale orden i ”den engelske skoles” forstand.

For det første er det op til det internationale samfunds statslige aktører frivilligt at vælge om de ønsker at ratificere statutten, hvilket imødekommer to ordensvilkår, jf. teoriafsnittet. Dels, at de primære aktører i forhold til ICC er stater og dels, at disse stater har et frit valg (se 1.5.2). Sidstnævnte støtter derved opfattelsen om det internationale anarki, idet medlemskab bliver en vurdering fortaget af den enkelte stat, hvorvidt en ratificering af statutten vil kunne støtte statens egne interesser. Interesser skal i denne sammenhæng ikke kun ses som en kynisk kalkulation af relativ og realistisk gevinst, men kan lige så vel være udtryk for et sammenfald af normer og værdier mellem stat og ICC, hvilket, som beskrevet i teoriafsnittet, er afgørende for tilstedeværelsen og udviklingen af et internationalt samfund. Det er her ”den engelske skole” distancerer sig fra realismen og placerer sig mellem denne og liberalismen (se figur 1).

For det andet er domstolens ageren i princippet afgrænset af staters territorier, hvilket understreges i statuttens artikel 12, der handler om, hvor domstolen spatialt kan udøve sin jurisdiktion. Dette forstærker opfattelsen af staterne som de primære aktører i det internationale samfund og dermed orden som værende et interstatsligt anliggende.

Man kan argumentere for, at disse to første mekanismer ikke fremstår stærke nok til at sikre ICC’s interaktion med den internationale orden og åbne op for, at ICC kan indgå i institutionsprocesserne, idet ICC, jf. statutten, har mulighed for at omgå disse to forholdsregler. For selv om disse to regler begrænser domstolens jurisdiktion til kun at gælde medlemslandenes territorier, tilbyder statuttens artikel 13 (b) som bekendt (med udgangspunkt i en FN sikkerhedsrådsresolution (kapitel VII)), retsforfølgelse personer, der ikke umiddelbart møde jurisdiktionskravene i artikel 12 (som i casens tilfælde). Derved kan domstolens jurisdiktion i princippet udøves over alt, hvorved retfærdighed prioriteres over og fortrænger international orden. Denne opfattelse må dog afvises, idet FN’s Sikkerhedsråd i høj grad må siges at være et vigtigt medium for ordensinstitutionerne i opretholdelse af den internationale orden, hvorfor ICC’s tildelte jurisdiktion uden for medlemslandene også i dette tilfælde er under påvirkning af orden.

For det tredje er domstolens jurisdiktion blevet begrænset gennem komplementaritetsreglen (jf. statuttens artikel 1), hvorved domstolen kun kan retsforfølge individer, der har forbrudt sig mod statutten i de tilfælde, hvor den stat på hvis territorium den sigtede har begået sin forbrydelse eller, hvor den sigtede er statsborger ikke selv ønsker eller evner at retsforfølge vedkomne. Denne regel om komplementaritet (som afviger fra de midlertidige tribunaler i Det tidligere Jugoslavien og Rwanda, hvor disse er givet primat over de nationale domstole) blev implementeret i statutten efter stærkt pres fra stater, der ikke ønskede, at deres suverænitet blev svækket for meget (Schiff, 2008).


Side 32

”The preamble affirms state sovereignty, declaring that the ICC’s jurisdiction will be complementary to that of national courts” (Schiff, 2008)

Som citatet understøtter styrker komplementaritetsreglen statens suverænitet i nulsumsspillet mod ICC’s universale jurisdiktion, hvilket støtter argumentet om ICC som en del af den internationale orden.

For det fjerde - og i forlængelse af ovenstående tre ordensmekanismer, der argumenterer for, hvorfor ICC er under påvirkning af den internationale orden - tilbyder statutten et antal muligheder for at udskyde domstolens arbejde eller helt at omstøde ICC’s jurisdiktion.

Jf. artikel 16 har FN’s sikkerhedsråd mulighed for at stoppe videre retsforfølgelse i eller yderligere undersøgelse af specifikke sager, såfremt FN’s Sikkerhedsråd vedtager en resolution under kapitel VII (trusler mod den internationale fred og sikkerhed) med dette for øje7. Derudover giver artikel 98 mulighed for at forhindre ICC i at retsforfølge personer, der er statsborgere i et ikke-medlemsland, men har begået forbrydelser jf. statutten på et territorium, hvor ICC ellers har jurisdiktion. Denne mulighed har USA i stor udstrækning benyttet sig af ved bilateralt at indgå aftaler med medlemslande. Denne bilateralt skabte immuniteten er dog kun gældende i det pågældende land, hvorfor en sigtet vil kunne blive retsforfulgt i eller udleveret af et andet medlemsland for selv samme forbrydelse (Smith, 2010).

På trods af sidstnævnte teknikalitet åbner artikel 16 og 98 op for muligheden for at omgå domstolens jurisdiktion, hvilket støtter pointen om, at den internationale orden har mulighed for at påvirke og omvendt kan påvirkes af ICC domstolen.

Man kan derfor argumentere for, at ICC’s afvigelse fra Bull’s folkeretsfortolkning, med hensyn til indholdet af sekundære regler i regelsættet, omstødes af de ovenstående undtagelsesregler (eller ordensmekanismer). Derved bliver de sekundære regler ikke konsekvente og mister deres vægt, hvilket ikke overraskende præcis har været ønsket hos de stater, der har argumenteret for opretholdelsen af staten som suveræn magtenhedsstørrelse (Schiff, 2008). Når de sekundære regler kommer til at fremstå inkonsekvente i deres håndhævelse af primære regler, åbnes der op for forskellige juridiske fortolkninger af objektiv set ens forbrydelser (primære regler).

”A…defect of the simple form of social life in which primary rules are present is “the inefficiency of the diffuse social pressure by which the rules are maintained”. Disputes as to whether or not a particular rule has been violated occur in all societies; but in the absence of any means of authoritatively settling the matter, such disputes are likely to

7 Sikkerhedsrådet kan kun stoppe ICC’s arbejde i en periode på op til 12 måneder, hvorefter en ny resolution er påkrævet for videreførelse og opretholdelse af forbuddet.


Side 33

continue interminably” (Bull, 1977)

Ovenstående citats problemstilling kan applikeres på kritikken af ICC’s virke, hvor forbrydelser mod statutten i tilfælde, hvor domstolen ikke har haft egenhændig jurisdiktion (jf. statuttens artikel 12), er blevet håndteret forskelligt i FN’s Sikkerhedsråd. Kritikken indikerer samtidig, at den internationale orden påvirker domstolen. ICC’s statut kan derfor ikke komme i kategori med Bull’s opfattelse af folkeretten, idet ICC ikke dikterer de folkeretslige regler, men derimod er sat i verden for at håndhæve disse.

Efter at have konkluderet, at ICC påvirker og er under påvirkning af den internationale orden kan fokus nu rettes på selve udstedelsen af arrestordren for at diskutere og analysere den internationale ordens ræsonnement for at tillade arrestordrens tilblivelse.

Indledningsvis vil det give mening at identificere de forhold eller tidspunkter, hvor den internationale orden havde mulighed for at stoppe udviklingen hen i mod udsendelsen af arrestordren, men valgte at acceptere denne og derved undlod at skride ind.

Den første situation er der tidligere i afhandlingen blevet refereret til. Den fremstår som den mest afgørende accept af udviklingen hen i mod udstedelsen af arrestordren. Der hentydes her til Sikkerhedsrådet vedtagelse af resolution 1593 (2005), hvor ICC’s anklager blev givet formel tilladelse til at undersøge konflikten i Darfur. Resolutionen, som Storbritannien havde taget initiativ til, blev vedtaget i Sikkerhedsrådet med 11 stemmer for, mens fire valgte at undlade at stemme (Algeriet, Brasilien, Kina og USA) (jf. referat fra Sikkerhedsrådets 5158. møde).

Det andet forhold, hvor den internationale orden har haft mulighed for at stoppe tilblivelsen af arrestordren, var i forbindelse med vurderingen af Sudans eget forsøg på at retsforfølge personer, som havde forbrudt sig mod statutten. Havde Sikkerhedsrådet anerkendt arbejdet af den særlige domstol som Sudan selv etablerede, ville ICC ikke kunne have gennemført sin egen undersøgelse og retsforfølgelse, idet man her kunne have refereret til komplementaritetsreglen (jf. statuttens artikel 1), hvor national jurisdiktion netop har primat over ICC’s.

Det tredje og sidste forhold drejer sig om Sikkerhedsrådet mulighed for at benytte artikel 16 til at stoppe ICC’s ageren i forhold til konflikten i Darfur i det tilfælde, hvor rådet vurderer, at ICC’s indblanding sætter den internationale fred og sikkerhed i fare.

Som bekendt forhindrede den internationale orden ikke ICC i at udstede arrestordren til trods for de nævnte tre muligheder for at gøre dette. Spørgsmålet er så, om denne afståelse fra at forhindre et brud på ordensreglen om staters suverænitet er et udtryk for en grundlæggende ændring af den internationale orden, eller der er tale om en enkel svale.


Side 34

3.1.3 Delkonklusion Afsnittet har haft til opgave at vise ICC’s relation til folkeretsinstitutionen samt forklare, hvordan ICC statutten er under påvirkning af den internationale orden, idet sidstnævnte er et krav for at sikre problemformuleringens relevans.

Til trods for, at ICC statutten fremstår som et modent regelsæt af såvel primære som sekundære regler, som man normalt kun ser i samfund med én fælles autoritet jf. Hart viser en nærlæsning af statuttens artikel 1, 12, 13, 16 og 98, at domstolens jurisdiktion langt hen ad vejen dikteres af de enkelte stater generelt og FN’s sikkerhedsråd i særdeleshed. Konklusionen støtter dermed påstanden om, at ICC statutten er under påvirkning af den internationale orden.

Men afsnittet viser tillige, at der er sket en forandring i mulighederne for at håndhæve folkeretten med introduktionen af ICC statutten. Specielt har ICC’s overstatslige jurisdiktion over for de ratificerede stater tilbudt en måde at sikre universal strafferetslig retfærdighed fri for staternes påvirkning. Eksempelvis kan domstolen intervenere i staternes tidligere suveræne retsforfølgelsesprocesser jf. komplementaritetsreglen. Så selvom afsnittet argumenterer for at komplementaritetsreglen er et udtryk for sikring af den internationale orden i ICC sammenhæng, er ICC ikke fuldstændig blottet for den internationale ordens effekt i sager, hvor domstolen agerer indenfor de ratificerede staters territorium eller borgerskabssfære.

Da casen netop er karakteriseret ved ikke at falde ind under domstolens autonome jurisdiktionssfære, kommer den til at befinde sig et sted på et kontinuum mellem ICC’s fulde jurisdiktion jf. statutten og FN’s Sikkerhedsråds kontrol. Hvor casen om arrestordren placerer sig på dette kontinuum af, på den ene side international orden repræsenteret ved Sikkerhedsrådet og staternes mulighed for at omgå statuttens jurisdiktion, og på den anden side ICC’s evne til at gennemtvinge sin universelle og overstatslige retfærdighed er blevet diskuteret i nærværende afsnit. Den umiddelbare konklusion er, at den internationale orden har haft alle muligheder for at forhindre og omstøde arrestordren. Delkonklusionen må derfor nødvendigvis være, at den internationale orden accepterer arrestordren og dermed ordensregelovertrædelsen med hensyn til staters suverænitet.


Side 35

3.2 Magtbalance

Efter det foregående afsnit har skabt fundament og relevans for den resterende analyse vil nærværende afsnit behandle magtbalancen som institutionsfænomen sat i relation til casen. Sammenhængen mellem magtbalance og folkeretten i international ordenssammenhæng og dermed tillige ICC’s virke forklares ved nedenstående citat, hvilket understreger det altafgørende i magtbalancens tilstedeværelse.

”While it is not the case that every rule of international law depends for its effectiveness on coercive acts of self-help, the system of international law as a whole may depend on some such resort to self-help. It is for this reason that there exists an intimate connection between the effectiveness of international law and the functioning of the balance of power. It is only if power, and the will to use it, are distributed in international society in such a way that states can uphold at least certain rights when they are infringed, that respect for rules of international law can be maintained” (Bull, 1977)

Teoriafsnittet fremstiller magtbalancen, jf. ”den engelske skole”, som en forudsætning for de resterende institutioners virke, hvilket dette afsnit indledningsvis har til hensigt at forklare. Derefter vil afsnittet afdække og identificere magtbalanceforhold i relation til casen.

3.2.1 Magtbalance som ordensinstitution Vedligeholdelse og tilstedeværelse af en magtbalance har historisk set haft følgende tre funktioner (Bull, 1977):

- Den generelle magtbalance (hele systemet) har sikret det internationale system mod transformation til et universelt imperium.

- Lokale magtbalancer har forsvaret staters uafhængighed i specifikke områder og undgået, at de blev absorberet eller domineret af lokale overlegne magter

- Begge ovenstående fænomener har sikret konditioner, som de fire andre institutionsformer er afhængige af for at fungere (folkeret, diplomati, krig og stormagter).

Dette indikerer, hvorfor magtbalancen er forudsætningsskabende for de øvrige institutioner. Hvis ikke der er en form for magtbalance til stede, vil en dominerende stat


Har kravet om tilstedeværelsen af en magtbalance været opfyldt i forbindelse med casen?


Side 36

kunne vælge at gennemtvinge sine interesser uden at lade sig påvirke af internationale ordensregler, idet chancerne for repressalier er små. Dette sammenfatter Bull således:

”Where one state is predominant, it may have the option of disregarding the rights of other states, without fear that these states will reciprocate by disregarding their rights in turn.” (Bull, 1977)

Det er dog væsentligt at bemærke, at der er tale om et valg og ikke en automatisk systemstyret reaktion fra den dominerende stats side om at bryde med den internationale orden i tilfælde, hvor egeninteresser er uforenelige med ordensreglerne og en magtbalancekondition samtidigt ikke er til stede. Dette er et forhold, der adskiller ”den engelske skoles” teoriopfattelse fra neorealismens forståelse af magtbalance.

Magtbalance har, i ”den engelske skoles” optik, ikke nogen effekt som institution, hvis den kun eksisterer som objektivt fænomen (i modsætning til neorealisternes systemiske tilgang). En magtbalance, der ikke subjektivt set eksisterer, til trods for en objektiv tilstedeværelse, vil ikke have nogen effekt på den internationale orden. Sagt på en anden måde kan den internationale orden først opretholdes, når magtbalancen får en subjektiv anerkendelse.

Den objektive og den subjektive opfattelse af en given magtbalance behøver i sagens natur ikke at være sammenfaldende, hvilket den kolde krigs bipolære magtbalance er et udmærket eksempel på. Sovjetunionens konventionelle militære magt viste sig efter den kolde krigs ophør at have været overvurderet fra vestlig side. Havde den subjektive opfattelse af magtbalancen korreleret bedre med den objektive, er det muligt, at de øvrige fire institutioner ville have fungeret anderledes under den kolde krig i opretholdelsen og udviklingen af den internationale ordensopfattelse.

Til trods for det ovenstående koldkrigseksempels fokus på militære magtmidler i vurderingen af magtbalancen, er den subjektive opfattelse af en given magtbalance ikke begrænset til en sammenligning af militære kapaciteter.

Historisk set har militære kapaciteter dog haft en dominerende plads i dette regnestykke, men som ”den engelske skole”, i lighed med mere moderate neo-realister som Waltz (Waltz, 1979), påpeger, er målepunkterne for magt udvidet til også at indbefatte domæner som økonomi, ideologi, teknologi og naturressourcer (Bull, 1977).

Den subjektive magtstørrelse skal dog ikke forstås som en konstant størrelse som påvirker omgivelserne ens overalt i det globale system. Dette forklares ved det forhold, at staters magt jf. teorien skal anskues i en geopolitisk kontekst, hvor evnen til at udøve magt aftager med afstanden fra statens hjemmebase (Mouritzen, 1999). Lokale magtbalancer kommer efter denne opfattelse til at fremstå som hybrider mellem den generelle og globale magtbalance, og den magtprojicering regionale stormagter yder på et givet område (Bull, 1977).


Side 37

3.2.2 Magtbalance i relation til casen I forbindelse med anvendelse af Bull’s teori om magtbalance vil den normale analytiske fremgangsmåde være at undersøge magtbalanceforholdet i og omkring det relevante geografiske område for at undersøge om magtbalanceinstitutionen har fungeret, og derved har skabt mulighed for de øvrige fire institutioners virke.

Grundet casens særtræk, vil det dog være nødvendigt at modificere eller specificere analysen af magtbalancen en anelse fra den traditionelle geopolitiske fremgangsmåde. Dette forklares ud fra det forhold, at der i princippet er tale om en beslutning taget af en uafhængig international domstol. Det er derfor ikke på samme måde interessant at undersøge de specifikke magtkonstellationer i og omkring Sudan, men mere relevant at undersøge, hvorvidt ICC’s virke er under indflydelse af en magtbalance, og derved påvirkes af den internationale orden.

Institutionalister, der advokerer for en global retfærdighed (World Justice) sikret gennem universelle retsinstanser uafhængige af det internationale samfund eller system, vil argumentere for, at ICC ikke bør være under indflydelse af en interstatslig magtbalance. Denne uafhængighed har til dels også været til stede fra det tidspunkt, hvor ICC’s anklager fik mandat af FN’s Sikkerhedsråd til at undersøge forholdene i forbindelse med Darfur-konflikten (gennem vedtagelsen af resolution 1593 (2005)). Domstolen har efter dette tidspunkt autonomt truffet beslutning om udstedelse af arrestordrer8 samt påbegyndt retssager.

Men der er to processuelle forhold, der har været under indflydelse af statslige magtkonstellationer og derved også magtbalanceinstitutionen.

For det første har selve tilblivelsen af ICC som international domstol været under dominerende interstatslig påvirkning, hvor eksempelvis udarbejdelsen af statutten har haft særlig opmærksomhed fra statslige aktører. Der er eksempelvis en udbredt opfattelse af, at et af de tungest vejende incitamenter for USA ved underskrivelse af statutten i 1998, var at bevare indflydelse på den videre udvikling af domstolen (Smith, 2010) for efterfølgende den 6. maj 2002 alligevel at omstøde underskriften. Rusland har ligeledes kun underskrevet statutten, men ikke ratificeret, hvorimod Kina og Indien helt har afholdt sig fra at underskrive. Rom-statutten og den efterfølgende opbygning af ICC er derved indirekte blevet påvirket af dele af den generelle magtbalance til trods for, at både USA, Kina ikke er medlemmer af ICC.

For det andet repræsenterer selve beslutningen i FN’s Sikkerhedsråd (i form af udstedelsen af resolution 1593 (2005)) om at henvise situationen i Darfur til ICC, en tilsvarende interstatslig magtbalancepåvirkning af arrestordretilblivelsen. Man kan så stille sig spørgsmålet om magtfordelingen i Sikkerhedsrådet afspejler den aktuelle

8 Forholdene omkring Rom-statuttens artikel 16, hvor FN’s Sikkerhedsråd kan sætte ICC’s jurisdiktion ud af kraft for en 12 måneders periode behandles i næste afsnit.


Side 38

generelle magtbalance, idet strukturen som bekendt blev designet og fastsat tilbage i 1945. Omvendt kan man argumentere for, at det ikke har den store betydning så længe de nuværende stærkeste globale stormagter er repræsenteret blandt de fem permanente medlemmer (P-5), hvilket jeg nedenfor kort vil argumentere for er tilfældet.

USA's status som eneste reelle supermagt efter murens fald har siden årtusindskiftet gennemgået en inkrementel erodering, hvilket har flere forklaringer. Kina har længe været forudset til at blive en betydelig supermagt i en ny verdensorden, efter USA’s dominerende periode op gennem 1990’erne ophørte. Kinas nye eller vordende position er ikke kun skabt gennem en militær kapacitetsopbygning. For til trods for et stadig større og mere indflydelsesrigt militær kan Kina på ingen måde, for nuværende eller i nærmeste fremtid, måle sig med USA.

Det er derfor ikke overraskende Kinas progressive økonomi, der i denne forbindelse er den afgørende faktor i opnåelsen af eller kandidaturet til supermagtsstatus. Eksempelvis har Kina i perioden 1980-2008 11-dobblet sit real BNP per indbygger (Morrison, 2009).

Derudover har finanskrisen accelereret denne skabelse af en ny verdensorden, idet USA hurtigere end forudset taber terræn.

”Sammenbruddet i finanssystemet betyder, at eroderingen af USA’s supermagtsstatus sker langt hurtigere, end nogen kunne forestille sig… Det er værre end 11. september: det er ikke ondsindede terrorister, der angriber udefra; det er et delvist sammenbrud i essensen af den amerikanske identitet: det kapitalistiske system.” (Mouritzen, Verden efter 08.08.08 - 5 forudsigelser, 2008)

Mouritsen forudser, at økonomiske redningspakker, og det han kalder ”Imperial Over-stretch”, som eksempelvis USA’s engagement i Afghanistan, vil hindre USA i at gennemføre fremtidige internationale interventioner.

Disse ændringer i interstatslig magt afspejles i FN’s sikkerhedsrådsarbejde (Hannay, 2009), hvilket nødvendigvis må indikere tilstedeværelsen og indflydelsen af magtbalanceinstitutionen jf. ”den engelske skole”. Følgende citat, omkring USA’s evne til at opnå konsensus for egne resolutionsinitiativer i Sikkerhedsrådet understøtter denne opfattelse.

“…the steady rise of China, gradually emerging from being just a regional power to becoming a global one, and the re-assertiveness of Russian foreign policy under Vladimir Putin, however tinged with post-imperial nostalgia, meant that the solidarity, or at least the acquiescence, of the five Permanent Members of the Security Council (P5) could no longer simply be taken for granted.” (Hannay, 2009)


Side 39

3.2.3 Delkonklusion Afsnittet har identificeret og diskuteret de interstatslige magtkonstellationer, der har haft indflydelse på tilblivelsen af arrestordren. Dette har afdækket to magtbalanceforhold, der har påvirket arrestordren.

Først selve ICC’s tilblivelse, hvor specielt ordlyden i statutten er fremkommet under interstatslige magtkampe og derved været genstand for den internationale orden.

Dernæst FN’s Sikkerhedsråds beslutning om at tildele ICC jurisdiktion over Sudan i forbindelse med Darfur-konflikten til trods for Sudans manglende ratificering af Rom-statutten. Den internationale orden sikret gennem konstellationen af medlemmer i Sikkerhedsrådet har derved ligeledes haft indirekte indflydelse på arrestordren.

Arrestordren er derfor ikke et resultat af en enkelt stormagts politiske enegang eller et overstatsligt retsorgans autonome adfærd, hvor den internationale orden jf. ”den engelske skole” ikke har fået mulighed for at virke. Bull forklare de øvrige fire institutioners interdependens med magtbalancen på følgende måde:

”International law, the diplomatic system, war and the management of the international system by the great powers assume a situation in which no power is preponderant in strength. All are institutions which depend heavily on the possibility that if one state violates the rules, others can take reciprocal action.” (Bull, 1977)

Hermed kan afsnittet konkludere, at eksistensen af en magtbalanceinstitution til sikring af de øvrige fire institutioners effektive virke er opfyldt. Dette åbner op for den efterfølgende analyse af, hvilken sammenhæng og indflydelse casen har haft på de øvrige internationale ordensinstitutioner.

Det kan muligvis forekomme besynderligt, at afsnittet ikke går mere i dybden med, hvorledes stormagterne så har ageret med hensyn til casen, men metodisk ville det være at foregribe analysens diskussioner under de øvrige ordensinstitutioner (særligt afsnittet om stormagterne i relation til casen (3.5.2)). Derfor har det været vigtig kun at afdække, hvorvidt tilblivelsen af arrestordren er sket under indflydelse (eller mulig indflydelse) af den generelle interstatslige magtbalance.


Side 40

3.3 Diplomati

De foregående to afsnit omhandlende folkeret og magtbalance har henholdsvis vist, at ICC er forbundet med den internationale orden, og derved er under dennes potentielle påvirkning og, at arrestordren er blevet skabt i medfør af en magtbalance. Begge konklusioner er fundamentale i kvalificeringen af afhandlingens ordensanalyse og problemformuleringens relevans.

Nærværende afsnit vil efter at have beskrevet begrebet diplomati som ordensinstitution undersøge og diskutere, hvor stærk ICC fremstår som internationalt diplomatisk forum for derved at fastslå, hvor stor en rolle ICC spiller i internationale ordensspørgsmål. Dernæst vil afsnittet se nærmere på selve casen for at vise, at arrestordren tilblivelse er blevet accepteret af den internationale orden, som problemformuleringen påstår.

3.3.1 Diplomati som ordensinstitution ”Den engelske skole” fremstiller fire forhold, der karakteriserer og beskriver diplomati som institution (Bull, 1977):

1. Begrebet diplomati indbefatter både formuleringen af en stats eksterne policy og eksekveringen af denne policy. Førstnævnte omfatter indhentning og vurdering af informationer om internationale forhold, hvor sidstnævnte inkluderer kommunikationen af den valgte eksterne policy til andre regeringer og befolkninger.

2. Diplomati udøves enten bilateralt eller multilateralt. En stats bilaterale diplomati er traditionelt set blevet varetaget gennem statens ambassader i andre lande. Multilateraldiplomati tager normalt form af konferencer mellem tre eller flere stater. I de tilfælde, hvor disse konferencer får en permanent status taler man om internationale organisationer.

3. Diplomati kan udøves på enten en ad hoc basis eller gennem mere institutionaliserede forhold. I nyere tid er diplomatiet blevet mere og mere institutionaliseret gennem formelle aftaler om diplomatiets spilleregler som wiener konventionen fra 1961 som kodificerede den traditionelle interstatslige diplomatisk praksis på verdensplan er et eksempel på.

4. Diplomati er ikke det samme som konsulattjeneste, idet diplomati tager sig af forholdet mellem regeringer i modsætning til konsulatet, der varetager borgeres


Hvordan fremgår det af casen, at det internationale samfund har accepteret retsforfølgelsen af al-Bashir?


Side 41

kontakt til andre staters regeringer som befolkninger. Årsagen til at disse jævnligt bliver forvekslet skyldes formenligt, at funktionerne som oftest fysisk er placeret samme sted.

De første tre karakteristika bliver centrale i diskussionen og undersøgelsen af ICC som diplomatisk organ, hvorimod den fjerede og sidste mere har form af en konstatering.

Derudover fremstiller Bull fem funktioner som diplomatiet udfylder i relation til international orden (Bull, 1977):

1. Diplomatiet faciliterer kommunikationen mellem politiske ledere og andre internationale politiske aktører (budbringer), hvilket samtidig er den ældste funktion diplomatiet har udfyldt.

2. Diplomatiet forhandler såvel bilaterale som multilaterale aftaler, hvor aftaler kun muliggøres gennem identifikation af overlap af staters individuelle interesser.

3. Diplomatiet indhenter efterretninger og information om andre stater. Denne funktion er en vigtig forudsætning for det effektive virke af den internationale orden generelt og magtbalanceinstitutionen i særdeleshed, idet, som beskrevet under magtbalanceafsnittet (3.2.1), den subjektive magtbalance herved kan komme så tæt på den objektive som muligt.

4. Diplomatiet har til opgave at minimere gnidningerne i internationale relationer. At være diplomat, i den rene form, har alle dage betydet, at man besidder færdigheder i at mægle mellem parter. Det er denne færdighed diplomatiet tilbyder, hvorved forhandlinger bliver gennemført i en sober og respektfuld tone med fokus på det fælles mål, og bliver derved ikke påvirket af indbyrdes emotionelle magtkampe. Forståelse for kulturel forskellighed og traditioner samt identificering af mulige kompromisser, er alle værktøj den rene diplomat besidder.

5. Diplomatiet i sig selv fremstår som et symbol på eksistensen af et internationalt samfund, idet diplomater er det synlige bevis på accepterede internationale spilleregler.

Diplomatiet kommer på denne måde til at fremstå som en væsentlig del af sammenhængskraften i det internationale samfund. Som beskrevet i teoriafsnittets fremstilling af mekanismer til opretholdelse af ordensregler (1.5.4.2) opfylder de ovenstående diplomatiske funktioner et antal af disse, hvilket forklarer diplomatiets vigtige rolle i forbindelse med opretholdelse, men måske også udvikling, af den internationale orden. Det er disse diplomatiske institutionelle processer i relation til casen, efterfølgende underafsnit har til opgave at diskutere.


Side 42

3.3.2 Diplomati i relation til casen Et nærliggende spørgsmål i forbindelse med identificering af sammenhænge mellem den diplomatiske ordensinstitution og ICC som international domstol er, hvorvidt ICC kan sættes i kategori med ”den engelske skoles” fortolkning af en international organisation som en multilateral permanent konference.

Umiddelbart kunne det være nærliggende at afvise denne sammenhæng. Det forklares ud fra det forhold, at diplomatiinstitutionens anvendelse af ordet konference hentyder til det forhold, at diplomatiet benytter den internationale organisation som forhandlingsforum. Formålet med de diplomatiske konferencer er at fungere som platform for gennemførelsen af forhandlinger om nye aftaler mellem de statslige regeringer og andre internationale aktører styret af overlap af egeninteresser (se figur 4).

Dette organisationskarakteristikum, som man eksempelvis finder hos FN, er blandt andet kendetegnet ved den internationale organisations folkeretslige regelsæts simplicitet (se foregående afsnit omhandlende folkeretten som ordensinstitution 3.1.1 for forståelse af simple kontra mere modne regelsæt). Det simple regelsæt åbner op for staternes mulighed for at benytte folkeretten forskelligt alt efter situationen og det diplomatiske råderum. ICC statutten afviger, som allerede argumenteret for under folkeretsafsnittet (se 3.1.2), fra det simple regelsæt ved at indeholde sekundære regler jf. Hart (Hart, 1961). Derfor kan man argumentere for, at statutten dermed fastlåser og mindsker medlemslandenes diplomatiske råderum grundet sit eksplicitte og modne regelsæt.

Dette forhold beskriver Bull også til trods for, at han i nedenstående citats kontekst fokuserer mere på det statslige udenrigspolitiske niveau end det overstatslige, men mekanismen er den samme:

”Diplomacy can play no role where foreign policy is conceived as the enforcement of a claim to universal authority…” (Bull, 1977)

At ICC statutten på denne måde kan tilsidesætte staters skiftende egeninteresser til fordel for et universelt regelsæt er vel netop den grundlæggende ide med den

Figur 4 – Diplomatiskråderum (i den rene form) – (eget design)

De enkelte cirkler repræsenterer staternes egeninteresser

Overlap i nationale interesser

= Diplomatiskråderum


Side 43

internationale straffedomstol. Til trods for denne solidaristiske idé identificerede det foregående folkeretsafsnit, at statutten indeholder mekanismer, der kan tilsidesætte ICC’s universelle regelsæt til fordel for internationale ordens hensyn. Når det er tilfældet, at statuttens jurisdiktion kan fortolkes og styres af specielt FN’s Sikkerhedsråd, som interstatsligt fora, må det nødvendigvis tillige åbne op for diplomatiinstitutionens virke i forbindelse med ICC’s arbejde.

Derudover er statutten i sig selv udtryk for et interstatsligt diplomatisk værk, der på trods af kraftig lobbyisme fra NGO’er og NGO sammenslutninger som CICC9 (Schiff, 2008), er forhandlet og udfærdiget af det internationale samfunds diplomatkorps. Hvorefter statutten indledningsvis er blevet underskrevet og efterfølgende ratificeret af deres respektive statsledere. Havde der ikke eksisteret en appetit for ICC gennem et, som Bull beskriver det, overlap i interesserne mellem de stater, der forhandlede statutten på plads ville domstolens jurisdiktion ikke kunne være trådt i kraft den 1. juli 2002, da stat nummer 60 ratificerede denne. Bull forklarer det således:

”Agreements are possible only if the interest of the parties, while they may be different, overlap at some point, and if the parties are able to perceive that they overlap.” (Bull, 1977)

Denne påstand forekommer meget pluralistisk i sin argumentation. Det pluralistiske aftryk skyldes staternes rolle i oprettelsen af ICC og deres fokus på opfyldelsen af egeninteresser i afhandlingens ordenssammenhæng tildeles primat over en mere solidaristisk forståelse af ICC’s som institution. I den forbindelse er det dog afgørende at forstå, at ”den engelske skole” ikke forsøger at diktere, hvad staters egeninteresser indbefatter, idet disse ligeså vel som realistiske nulsums-kalkyler kan bestå af normative og solidariske betragtninger og holdninger. Det afgørende her er, at statuttens ikrafttrædelse har været afhængig af, at 60 af FN anerkendte stater har ratificeret denne, hvorved ICC’s oprettelse har været styret af en interstatslig accept blandt de ratificerende stater.

Statutten kommer derved til at fremstå som en diplomatisk forhandlet regelpakke, der godt nok fungerer autonomt i forhold til medlemslandenes suverænitet, men som indledningsvis er accepteret på interstatsligt niveau. Flere kritikere, der havde ønsket en mere ambitiøs statut i form af større universel jurisdiktion tildelt domstolen, har da også påpeget staternes begrænsende effekt på udarbejdelsen af statutten. Specielt opponerede permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet mod en afkobling mellem rådet og domstolen (Schiff, 2008). Disse statsligt motiverede begrænsninger i ICC’s jurisdiktion til fordel for en beskyttelse af landenes suverænitet er allerede beskrevet i folkeretsafsnittet (se 3.1.2). USA fremstår til dato som den mest i øjenfaldende modstander af ICC’s overstatslige jurisdiktion. ICC’s tildelte jurisdiktion var direkte årsag til, at supermagten tog konsekvensen og undlod at ratificere statutten, da det blev klart, 9 The NGO Coalition for the International Criminal Court


Side 44

at ICC ville kunne bryde med reglen om staters suverænitet uden, at Sikkerhedsrådet indledningsvis skulle høres (Schiff, 2008).

Denne overstatslige autonome jurisdiktion finder som bekendt kun anvendelse over for medlemslandene. Den har derfor ikke har samme relevans i forhold til casen, hvor situationen i Darfur for første gang i domstolens historie er blevet henvist af Sikkerhedsrådet til ICC. Det vil derfor være relevant at diskutere den diplomatiske ordensinstitutions rolle i situationer, hvor domstolen er afhængig af rådets afgørelser.

Statutten fremstår selvsagt ens i begge tilfælde, hvad enten der er tale om en FN sikkerhedsrådsinitieret eller en af ICC autonom besluttet sigtelse, og repræsenterer til stadighed en diplomatisk forhandlet og accepteret regelpakke. Men, hvor den autonomt fremførte sigtelse i princippet ikke er påvirket af det interstatslige diplomati, vil vedtagelsen af en sikkerhedsrådsresolution altid opstå under påvirkning af den diplomatiske ordensinstitution. Dette forklares ud fra det forhold, at sikkerhedsrådsresolutioner netop bliver forhandlet på plads mellem rådets statslige aktører. De møder derfor ”den engelske skoles” karakteristika for den diplomatiske ordensinstitution, som oplistet i indledningen til dette afsnit (3.3.1).

Vedtagelsen af sikkerhedsresolution 1593 (2005) er derfor udtryk for en diplomatisk aftale mellem Sikkerhedsrådets medlemmer generelt og de permanente medlemmer i særdeleshed. Resolution 1593 (2005) kommer derved til at fungere som en ny form for sanktionsredskab over for Sudan på linje med de i FN charteret nedfældede sanktionsmuligheder. Sanktionen består af, at Sikkerhedsrådet tildeler ICC jurisdiktion over Sudan. Hermed kommer statutten til at tage form af et juridisk sanktionsvåben eller instrument, som Sikkerhedsrådet kan anvende mod stater, der ikke har ratificeret statutten. Dette repræsenterer en væsentlig nyskabelse i FN sammenhæng, der i efterfølgende afsnit omhandlende krig som ordensinstitution vil behandles yderligere.

Det resterende af afsnittet vil undersøge de diplomatiske forhold i forbindelse med vedtagelsen af sikkerhedsrådsresolution 1593 (2005) og vise problemformuleringens forudsætningsskabende påstand om det internationale samfunds accept af arrestordren.

Det vil i ordenssammenhæng kun være relevant at undersøge Sikkerhedsrådets permanente medlemmers (P5) argumentation og ageren i forbindelse med vedtagelsen af resolution 1593 (2005). Dette skyldes, at P5 er de eneste statslige aktører, der, gennem deres vetoret i rådet, kunne have forhindret, at situationen i Darfur blev henvist til ICC. Med andre ord fremstår et P5 veto mod vedtagelsen af en resolution umiddelbart som den eneste mulighed for at afvise arrestordrens og dermed undgå tilsidesættelsen af den traditionelle ordensregel om staters suverænitet. Sikkerhedsrådet har efterfølgende qua statuttens artikel 16, som redegjort for i folkeretsafsnittet (3.1.2), mulighed for at obstruere domstolens arbejde, men det forhold afspejler blot samme ordensmekanisme.


Side 45

Ovenstående identifikation af P5 som de primære garanter for den internationale ordens virke i relation til casen retfærdiggør og forklarer, hvorfor magtbalanceafsnittets (3.2.2) fokuserede på at bevise en eksisterende magtbalance blandt P5 i forbindelse med vedtagelsen af sikkerhedsrådsresolution 1593 (2005).

I det efterfølgende vil de traditionelle P5 ICC modstanderes (USA, Kina og Rusland) bemærkninger til vedtagelsen af resolution 1593 (2005) blive fremstillet og diskuteret. Det ses ikke relevant at undersøge Frankrig og Storbritanniens argumentation, idet de begge har underskrevet Rom-statutten. Derudover har begge tillige stemt for resolution 1593 (2005), hvilket nødvendigvis må betyde, at de implicit har accepteret domstolens jurisdiktion. I tillæg kan det nævnes, at det derudover var Storbritannien, som tog initiativ til resolution 1593 (2005).

I forbindelse med afstemningen i Sikkerhedsrådet valgte USA og Kina, sammen med Brasilien og Algeriet, at stemme blankt grundet deres forbehold over for domstolen, hvilket understøttes af nedenstående citater fra sikkerhedsrådsmøde 5158, hvor resolutionen blev vedtaget.

Nedenfor ses uddrag af Mr. Wang Guangya, medlem af FN’s Sikkerhedsråd for Kina, bemærkninger til vedtagelsen af resolution 1593 (2005):

“Based on that position and out of respect for national judicial sovereignty, we would prefer to see perpetrators of gross violations of human rights stand trial in the Sudanese judicial system. We have noted that the Sudanese judiciary has recently taken legal action against individuals involved. In order to ensure the justice, transparency and credibility of the trials, the international community could provide appropriate technical assistance and necessary monitoring. Of course, the African panel for criminal justice and reconciliation, proposed by Nigeria on behalf of the African Union, could also serve as a way out. We are not in favour of referring the question of Darfur to the International Criminal Court (ICC) without the consent of the Sudanese Government, because we are afraid that that would not only severely complicate efforts to secure an early settlement of the Darfur issue, but also have unforeseeable consequences for the north-south peace process in the Sudan.”

“It should also be pointed out that China is not a State party to the Rome Statute and has major reservations with regard to certain of its provisions. We cannot accept any exercise of the ICC’s jurisdiction against the will of non-State parties, and we would find it difficult to endorse any Security Council authorization of such an exercise of jurisdiction by the ICC.”

Den kinesiske sikkerhedsrådsrepræsentant påpeger dels, at han helst så sudanesere retsforfulgt af en sudanesisk domstol og dels, at Kina generelt ikke kan acceptere, at ICC udøver sin jurisdiktion mod et ikke-medlemslands vilje. Omvendt accepterer Kina implicit FN’s Sikkerhedsråd vurdering (jf. komplementaritetsreglen (se 3.1.2)) af, at


Side 46

Sudan ikke har kunnet evne at gennemføre en tilfredsstillende juridisk håndhævelse af folkeretten (den del som er dækket af Rom-statutten). Ellers ville Kina vel næppe påpege, at det internationale samfund burde hjælpe Sudan med at gennemføre en tilfredsstillende retsforfølgelse. Med hensyn til modstanden mod ICC’s udøvelse af jurisdiktion mod ikke-medlemslandes vilje repræsenterer dette netop den traditionelle ordensregelopfattelse om staters suverænitet, samt understøtter Kinas argumentation for ikke at have ratificeret statutten.

Men på trods af denne stærke retorik mod ICC og henvisning af situationen i Darfur vælger Kina alligevel ikke at benytte sig af sin vetoret, hvorved Kinas adfærd i forbindelse med vedtagelsen af resolutionen kommer til at fremstå som en accept. Sagt på en anden måde må Kina, set i den diplomatiske ordensinstitutions lys, have en overlappende egeninteresse i at tillade vedtagelsen af resolutionen. Denne interesse skal ikke diskuteres her, men vil blive undersøgt i stormagtsafsnittet (se 3.5.2).

Nedenfor ses uddrag af Mrs. Pattersons, medlem af FN’s Sikkerhedsråd for USA, bemærkninger til vedtagelsen af resolution 1593 (2005):

“The United States continues to fundamentally object to the view that the ICC should be able to exercise jurisdiction over the nationals, including government officials, of States not party to the Rome Statute. That strikes at the essence of the nature of sovereignty. Because of our concerns, we do not agree to a Security Council referral of the situation in Darfur to the ICC and abstained in the voting on today’s resolution.”

“By adopting this resolution, the international community has established an accountability mechanism for the perpetrators of crimes and atrocities in Darfur. The resolution will refer the situation in Darfur to the International Criminal Court (ICC) for investigation and prosecution. While the United States believes that the better mechanism would have been a hybrid tribunal in Africa, it is important that the international community speak with one voice in order to help promote effective accountability.”

USA fremfører, ligesom Kina, sin modstand mod, at ICC udøver jurisdiktion over statsborgere tilhørende stater, der ikke har ratificeret Rom-statutten, men giver samtidigt udtryk for, at resolutionen er et nødvendigt onde grundet komplementaritetsreglen (se 3.1.2). USA vælger, ligesom Kina, at stemme blankt, og derved ikke at benytte sin vetoret. Derved fremstår den internationale ordensbetragtning af USA identisk med den kinesiske, idet USA accepterer dette brud med ordensreglen om staters suverænitet. Forklaringen skal findes i et overlap af individuelle interesser, hvilket ligeledes vil blive behandlet under analysens sidste afsnit omhandlende stormagterne (se 3.5.2).

Nedenfor ses uddrag af Mr. Denisov, medlem af FN’s Sikkerhedsråd for Rusland, bemærkninger til vedtagelsen af resolution 1593 (2005):


Side 47

“The members of the Security Council have frequently reaffirmed that the struggle against impunity is one of the most important elements of a long-term political settlement in Darfur and the Sudan as a whole. All who are guilty of gross violations of human rights in Darfur must be duly punished, as is rightly pointed out in the report of the International Commission of Inquiry. We believe that the resolution adopted today by the Security Council will contribute to an effective solution in the fight against impunity in Darfur in the context of providing for the normalization and stability of the situation in that region of the Sudan.”

Rusland fremfører, i modsætning til Kina og USA, ikke nogen form for normativ argumentation mod ICC’s udøvelse af jurisdiktion over for stater, der ikke har ratificeret Rom-statutten på trods af, at Rusland selv har afholdt sig fra ICC medlemskab. Rusland forholder sig nøgternt til Sikkerhedsrådets gentagende vurdering af, at kampen mod frihed for straf (impunity) er et af de vigtigste elementer til sikring af en langvarig politisk løsning i Darfur, hvilket understøttes af det forhold, at Rusland ikke ligesom Kina og USA stemmer blankt, men vælger at stemme for resolutionen.

Den internationale ordensbetragtning kommer dog til at fremstå identisk med de to ovenstående for henholdsvis Kina og USA, idet den sidste af de tre P5 stater, som ikke har ratificeret Rom-statutten, ligeledes i relation til casen, accepterer et opgør med ordensreglen om staters suverænitet.

3.3.3 Delkonklusion Afsnittet har indledningsvis forklaret, hvordan ”den engelske skole” definerer og karakteriserer diplomati som ordensinstitution samt, hvilke funktioner diplomatiet har i vedligeholdelsen og udviklingen af den internationale orden.

Efterfølgende er denne diplomatiforståelse blevet sat i relation til casen for derved at undersøge diplomatiets rolle i forbindelse med udstedelsen af arrestordren og det internationale samfunds accept af denne.

Diskussionen har affødt et antal væsentlige pointer.

For det første fremstår Rom-statutten som et diplomatisk værk i ordenssammenhæng, hvor statutten repræsenterer det interesseoverlap de ratificerede stater forhandlede sig frem til under statuttens tilblivelse.

For det andet kommer ICC til at fungerer som et nyt sanktionsinstrument for FN’s Sikkerhedsråd i de tilfælde, hvor rådet, som eksemplet er med resolution 1593 (2005), vælger at henvise situationer i ikke-ICC medlemslande til domstolen. Derved bliver Rom-statutten benyttet som en juridisk regelpakke, der efter FN’s Sikkerhedsråds forgodtbefindende kan bringes i anvendelse ved at udvide ICC’s jurisdiktion.

For det tredje er fokus specielt rettet mod forhandlingerne i Sikkerhedsrådet i forbindelse med identifikation af den diplomatiske ordensinstitutions virke i relation til


Side 48

casen, idet det er rådets permanente medlemmer qua deres vetoret eller accept, der har muligheden for at forhindre/udskyde eller vedtage, at ICC bliver benyttet som sanktionsinstrument, jf. statuttens artikel 13 og 16.

Den fjerde og sidste diskussionspointe er at P5, til trods for afgivelse af blanke stemmer og opponerende retorik fra Kina og USA, i international ordenssammenhæng, har accepteret, at ordensreglen om staters suverænitet er blevet tilsidesat i forbindelse med casen.


Side 49

3.4 Krig

I analysen af internationale ordensinstitutioner fremstår krigsinstitutionen måske umiddelbart knap så relevant i forbindelse med casen og i besvarelsen af afhandlingens problemformulering. Dette afsnit har til formål at modsige denne umiddelbare opfattelse, idet afsnittet vil vise en måske overraskende sammenhæng mellem ”den engelske skoles” krigsinstitution og ICC.

Indledningsvis vil afsnittet, som tilfældet har været med de foregående, kort skitsere ”den engelske skoles” opfattelse af krig for derefter at sætte denne i relation til casen.

3.4.1 Krig som ordensinstitution ”Den engelske skoles” anvendelse af begrebet krig i relation til den internationale orden tager udgangspunkt i det moderne statssystems forståelse af krig som en legitim voldhandling mellem stater. Bull underkender på ingen måde, at der findes andre former og perceptioner af krigsbegrebet, men understreger, at det er den internationale anerkendte krigsopfattelse, der har relevans i internationale ordenssammenhæng (Bull, 1977).

Historisk kan funktionen af krig i det moderne statssystem anskues fra tre perspektiver (Bull, 1977):

1. Fra den individuelle stats side 2. Fra systemet af staters side 3. Fra internationale samfunds side

Det er ud fra det sidste perspektiv, krig har relevans i besvarelse af problemformuleringen, hvorfor det er denne synsvinkel der vil blive behandlet i dette afsnit.

Det internationale samfund har historisk set haft et ambivalent forhold til krig, hvilket fremgår af følgende citat:

”On the one hand, war is a manifestation of disorder in international society, bringing with it the threat of breakdown of international society itself into state of pure enmity or war of all against all. The society of states accordingly, is concerned to limit and contain war, to keep it within the bounds of rules laid down by international society itself. On the


Hvad er sammenhængen mellem og forskellen på krigsinstitutionen og ICC?


Side 50

other hand, war – as an instrument of state policy and basic determinant of the shape of the international system – is a means which international society itself feels a need to exploit so as to achieve its purpose.” (Bull, 1977)

Så på den ene side har det internationale samfund, igen historik set, forsøgt at forhindre krig, men på den anden side følt sig draget af de muligheder krig tilbyder til at forandre det demografiske verdenskort af stater.

Bull opstiller i sin argumentation fire måder, hvorpå det internationale samfund har forsøgt restriktivt at regulere anvendelsen af krig (Bull, 1977):

1. Det er kun suveræne stater, der kan erklære krig 2. Udkæmpelse af krig skal følge krigens love (Jus in Bello) 3. Krige, som er udbrudt er forsøgt geografisk afgrænset gennem regler om

neutralitet 4. Legitimitet i anvendelse af krig er forsøgt afgrænset med hensyn til årsag og mål

På sammen måde opstiller Bull tre positive roller, som det internationale samfund historisk set har anerkendt, at krig tilbyder, hvorigennem krig medvirker til vedligeholdelsen og udviklingen af den internationale orden (Bull, 1977):

1. Det internationale samfund har set krig som en mulig måde til at håndhæve folkeretten, men grundet en manglende central autoritet eller verdensregering har håndhævelsen kun kunnet gennemføres ved hjælp af specifikke staters evne og vilje til at udføre dette på vegne af det internationale samfund.

2. Det internationale samfund har set krig som en måde til at beskytte magtbalancen mod, at en stat skulle blive alt dominerende og derved kunne omgå den internationale orden.

3. Der kan argumenteres for, at det internationale samfund har set krig, når krig ikke har været motiveret af de to foregående internationale samfundsfunktioner (håndhævelse af folkeretten og beskyttelse af magtbalancen), som en mulighed for at gennemføre ”just” forandring.

Ovenfor er krigens funktioner, som en international ordensinstitution, samt det internationale samfunds muligheder for at regulere krigen blevet fremstillet. Afsnittet vil efterfølgende sætte disse udsagn i relation til casen for at vise den i indledningen påståede sammenhæng mellem krig som ordensinstrument og ICC.

3.4.2 Krig i relation til casen Krig har i nyere tid ændret karakter.

”In a process that long went unnoticed by the public, war has gradually changed its appearance over the past few decades. The classical model of war between states, which still largely marked the Cold War scenarios, appears to have been disconnected:


Side 51

states have given up their de facto monopoly of war…” (Münkler, 2005)

Citatet er taget fra en af de mange bøger af nyere dato, der beskæftiger sig med begrebet nye krige. Münkler forklarer i sin bog, hvordan krige har ændret sig fra den traditionelle interstatslige og clausewitzianske form til nu at fremstå som et meget mere diffust og vanskeligt begreb at definere.

Derved kunne man fristes til at tro, at ”den engelske skoles” definition af krig som ordensinstitution ligeledes må have ændret sig, og derfor nødvendigvis bør redefineres før institutionen kan sættes i relation til casen. Det er imidlertid ikke tilfældet, idet ”den engelske skole” kun anser den legitime interstatslige definition af krig som relevant i vedligeholdelsen og udviklingen af den internationale orden. Det forklares ud fra det forhold, at det internationale samfunds væsentligste aktører, som beskrevet under teoriafsnittet (se 1.5.1), er staterne, og at vedligeholdelsen af den internationale orden gennem det internationale samfunds ”anvendelse” af krig derfor tager udgangspunkt i den interstatslige fortolkning.

Derfor er Münklers udsagn om krigens evolution, i international ordenssammenhæng, nærmere et udtryk for, at krigsinstitutionens virke mere eller mindre er ophørt i den rene clausewitzianske form. Dette rejser umiddelbart spørgsmålet, om krigsinstitutionen derved ikke længere er en aktiv del af vedligeholdelsen af den internationale orden. Hvis krig, som Bull definerer den, er forsvundet, hvilke mekanismer (fysiske institutioner) i det internationale samfund har overtaget krigens positive roller i opretholdelsen og forandringen af ordensreglerne.

Her skal svaret findes i den udvikling, der har fundet sted efter den kolde krigs ophør, hvor FN nu indtager en meget større og mere fremtrædende rolle i opretholdelsen af den internationale orden gennem sin legitimering af humanitære interventioner.

”When humanitarian intervention increased in frequency in the post-Cold War period, they also began to constitute the international normative order. Humanitarian intervention generated a large discourse about rights and responsibilities at the global level, structuring the way we think about international order more broadly. Intervention, whether humanitarian or not, helped define the international order by highlighting core constructive ideas of sovereignty and human rights” (Lang, 2008)

Humanitærintervention kan defineres som:

”…the threat or use of force across state borders by state (or group of states) aimed at preventing or ending widespread and grave violations of the fundamental human rights of individuals other than its own citizen, without the permission of the state within whose territory force is applied” Jeff Holzgrefe - (Lang, 2008)


Side 52

Som det fremgår af ovenstående citater har den individuelle retfærdighedsopfattelsen, som beskrevet i teoriafsnittet (se 1.5.5), påvirket krigsinstitutionen. Det kommer til udtryk ved at interventioner (en stats udøvelse af autoritet inden for en anden stats jurisdiktion, uden sidstnævntes tilladelse (Lang, 2008)) i princippet skal kunne tildeles et normativt folkeretsligt motiv for at kunne tilsidesætte reglen om staters suverænitet. Derved kan man tillige argumentere for, at krigsinstitutionens anden positive ordensrolle, om at beskytte magtbalancen efter den kolde krigs afslutning, kun har kunnet gennemføres som interventioner, der har haft humanitær karakter.

Selv begrebet humanitærintervention er inden for det sidste årti blevet sat under tilsvarende pres. Denne gang af den internationale/interstatslige retfærdighedsopfattelse (se 1.5.5), hvor de gennemførte humanitære interventioner, på baggrund af ovenstående logik, er blevet beskyldt for at have dækket over stormagternes ideologiske eller realistiske egeninteresser. En perception Irak krigen i 2003 i særlig grad har medvirket til.

Derfor har humanitærintervention videreudviklet sig til begrebet Responsibility To Protect (R2P), hvor interventionen nu fremstår meget mere forpligtende for den intervenerende stat eller koalition af stater end tidligere for derved at mindske opfattelsen af fordækt magtpolitik. Lang (2008) beskriver det øgede ansvar på følgende måde:

”…the responsibility to protect includes responsibility to help change the conditions that allowed crimes against humanity to be committed in the first place.” (Lang, 2008)

I Darfur konfliktens tilfælde er humanitærintervention ligeledes forsøgt gennemført, men den overordnede situation i Sudan har vanskeliggjort (se 2.1) det internationale samfunds muligheder. Nervøsitet for at komme til at ødelægge den skrøbelige fredsaftale mellem Nord- og Sydsudan har begrænset FN’s engagement i Darfur provinserne (Collins, 2008). Dette forhold sammenholdt med beskyldninger fra den sudanesiske regering (bakket op af afrikanske og arabiske lande), om de vestlige landes neokolonialistiske motiver for at intervenere i Darfur har haft en reducerende effekt på FN’s engagement. Derudover har Kinas udvanding og blokering af Sudan-kritiske resolutioner i Sikkerhedsrådet, bevirket, at det internationale samfund har været tvunget til at satse på AU som løsning på konflikten. Den 16. maj 2006 blev sikkerhedsrådsresolution 1679 vedtaget, der officielt ændrede AMIS10 missionen fra en observatørmission til en FN fredsbevarende operation bundet op på Darfur fredsaftalen (the Abuja Agreement eller DPA). Den 31. december 2007 overtog den nyetablerede UNAMID AMIS’s opgaveportefølje, hvorved styrkebidraget blev markant forøget fra 7.000 til 20.000. Et kontingent, som dog ikke har kunnet realiseres endnu.

10 African Union Mission to Sudan


Side 53

Styrkekompositionen har, for at imødekomme blandt andet Sudans regerings eget ønske, fortsat et dominerende og derved legitimerende afrikansk aftryk11.

I international ordenssammenhæng har UNAMID ”interventionen” haft vanskeligt ved at spille den positive ordensrolle om sikring af folkeretten, som den clausewitzianske krig tidligere udfyldte. Spørgsmålet er da, om det internationale samfund i manglende succes med humanitærintervention, har fundet andre veje til stimulering af krigens positive roller.

Vender man blikket mod ICC som overstatsligt retsorgan viser det sig, at domstolens virke møder de fleste af de karakteristika ”den engelske skoles” krigsinstitution har. Det internationale samfund har, som det fremgår af analyserne af folkerets- og diplomatiinstitutionerne, et tilsvarende ambivalent forhold til ICC. Dette kommer bedst til udtryk ved Rom-statuttens jurisdiktionsbegrænsende artikler. Gennem de allerede berørte statutartikler om komplementaritet, geografisk og juridisk afgrænsning af jurisdiktion, FN’s sikkerhedsråds mulighed for intervention i domstolens arbejde m.m. forsøger det internationale samfund på samme måde restriktivt at regulere domstolen. Dette sammentræf forklares ved, at ICC ligesom krig bryder med den internationale ordens grundregel om staters suverænitet, hvorfor domstolen, hvis den fik mulighed for at agere fuldstændigt autonomt potentielt ville skabe uorden i den nuværende internationale orden.

Til gengæld kan der argumenteres for, at ICC tillige udfylder to af den clausewitzianske krigsinstitutions positive roller.

For det første er det ikke overraskende, at domstolen gennem sit virke forsøger at håndhæve folkeretten, men i modsætning til Bull’s krigsførende stater (se 3.4.1) tager ICC form af en overstatslig autoritet. Der er ikke tale om en absolut og universel autoritet og slet ikke i relation til casen, hvor domstolen har været afhængig af, at Sikkerhedsrådet tildelte den jurisdiktion. Men efter som 111 FN anerkendte stater indtil nu har ratificeret statutten bærer domstolen i international samfundshenseende en relativ høj grad af legitimitet. Når denne legitimitet tillægges FN’s Sikkerhedsråds accept gennem en resolutionsvedtagelse om at henvise situationen i Darfur til ICC må legitimiteten ud fra en relativ betragtning nødvendigvis styrkes yderligere.

Ens for krigen og ICC er dog, at de fungerer som det internationale samfunds politibetjent i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at omgå ordensreglen om staters suverænitet for at sikre håndhævelse af folkeretten.

For det andet tilbyder ICC gennem sit virke en mulighed for ”just” forandring af den internationale orden, men hvor krigen jf. Bull kun fungerede som forandringsplatform i de tilfælde, hvor de to andre positive roller (håndhævelse af folkeretten og beskyttelse af magtbalancen) ikke får primat, kan man argumentere for, at ICC’s ordensroller ikke 11 http://unamid.unmissions.org


Side 54

på samme måde kan adskilles i forbindelse med domstolens virke. For selvom både krigen og ICC’s virke er karakteriseret ved at gribe ind i en stats interne anliggender, så påvirker krigens forandringseffekt primært den sanktionerede stat og derigennem det internationale systems fysiske komposition. Bull beskriver krigens effekt på følgende måde:

”It is war and the threat of war that help to determine whether particular states survive or are eliminated, whether their frontiers remain the same or are changed, whether their people are ruled by one government or another, whether disputes are settled or drag on, and which way they are settled, whether there is a balance of power in the international system or one state becomes preponderant.” (Bull, 1977)

ICC kan principielt have tilsvarende effekt som de i citatet opstillede krigseffekter, men i tilgift er det muligt at advokere for, at domstolens virke skaber et øget fokus på individuel og international retfærdighed, der med sin ultimative facon sætter pres på det internationale samfund for at ændre den internationale orden.

Ovennævnte forhold forklares ved ICC’s overstatslige fremtoning såvel uden for som inden for domstolens autonome jurisdiktion. For selvom arrestordren på al-Bashir har krævet en FN sikkerhedsrådsresolution, ligger det implicit i afgørelsen, at dette vil skabe præcedens for andre tilsvarende situationer.

Kritikken af arrestordren og ICC’s beslutning om at udstede den er et udtryk for den forventede præcedens arrestordren vil have, og dermed en indikation på en mulig forandring af den internationale orden. Nedenstående artikel fra Information giver udtryk for denne kritik:

”Et af de mange problemer med Den Internationale Straffedomsstol er, at forbrydere, der stadig er aktive, bliver desperate, hvis de ved, at en fredsløsning vil føre til livsvarigt fængsel…Den internationale retsorden, som der rørstrømsk tales om, er nok i overensstemmelse med de internationale retsnormer, men konsekvensen af denne idealisme er større lidelse blandt de civile og sagesløse ofre.” (Information, 2009)

Denne effekt af ICC’s virke kan ikke, som Bull’s krigsinstitution, adskilles fra håndhævelsen af folkeretten, hvorved en central pointe i dette afsnit må være, at FN’s Sikkerhedsråds anvendelse af ICC som ordensinstrument, som beskrevet under diplomatiafsnittet (se 3.3.2), nødvendigvis må tvinge den internationale orden til forandring.

Et synligt bevis på denne forandring kunne være USA’s anstrengelser for at undgå, at den såkaldte Goldstone rapports konklusion og anbefaling bliver taget op i FN’s


Side 55

Sikkerhedsråd med henblik på en mulig resolutionsvedtagelse12. I den UNHRC initierede rapport, der er produktet af en undersøgelse af begivenhederne omkring Gaza-krigen mellem Israel og Hamas i 2009, anbefaler den Sydafrikanske tidligere dommer Richard Goldstone (Head of the UN Fact Finding Mission on the Gaza Conflict), at situationen efter seks måneder bliver videregivet til ICC’s chefanklager, hvis henholdsvis Israel og Hamas ikke formår at gennemføre en tilfredsstillende retsforfølgelse af mulige folkeretsovertrædere. Den 26. februar 2010 vedtog FN’s generalforsamling, at parterne skulle tildeles yderligere fem måneder13, men hvis spørgsmålet om at henvise Israel til ICC kommer op i FN’s Sikkerhedsråd vil USA få vanskeligt ved at argumentere for, hvorfor rådet skulle agere anderledes end i casens tilfælde. En international retfærdighedsproblematik, der er ny i Sikkerhedsråds og P5 regi, hvor arrestordren på al-Bashir uden tvivl vil komme til at spille en hovedrolle.

3.4.3 Delkonklusion Afsnittet har forklaret, hvordan krigen, som institution i opretholdelse og forandring af den internationale orden, tilbyder tre vigtige positive roller, men at udviklingen specielt af den individuelle og interstatslige retfærdighedsopfattelse i det internationale samfund har begrænset krigens handlefrihed kraftigt og derved rollernes virke. Casen er et godt eksempel på denne restriktive interventionspolitik, hvor manglende interstatslig enighed om retfærdigheden i, at det internationale samfund intervenerer i Sudans interne anliggender vanskeliggør UNAMIDs internationale ordenseffekt.

ICC sammenlignes herefter med krigen som international ordensinstitution, hvorigennem ICC viser sig at tilbyde det internationale samfund generelt og stormagterne i særdeleshed flere af krigens positive roller. Der kan derfor argumenteres, at ICC i forbindelse med casen bliver anvendt som ordensinstrument.

Afsnittet identificerer dog en væsentlig forskel mellem krigen som ordensinstitution og ICC, idet førstnævnte, jf. Bull (1977), har mulighed for at adskille de to ordensopretholdende positive roller fra den ordensforandrende rolle. Denne valgmulighed om adskillelse argumenterer afsnittet for, at ICC ikke på samme måde kan, hvilket forklares ved domstolens særegne i ordenssammenhæng som pseudo-overstatslig retsorgan. ICC skaber qua sit virke en forventning i det internationale samfund om en ens forvaltning fra Sikkerhedsrådets side i lignende situationer.

12 http://www.haaretz.com/hasen/spages/1125593.html 13 UN General Assembly - GA/10917 - Sixty-fourth General Assembly, Plenary, 72nd Meeting (AM)


Side 56

3.5 Stormagter

Den sidste institution i Bull’s kvintet omhandler stormagternes særlige rolle i det internationale samfund. Afsnittet vil forklare, hvordan denne ordensinstitution er altafgørende for opretholdelse af den internationale orden, men samtidig, hvis ikke administreret klogt af stormagterne, selv skaber friktion og oprør som manifesterer sig ved ønsket om såvel større individuel som international retfærdighed.

Afsnittet er inddelt som de forrige fire med en introduktion til institutionen og en efterfølgende case projicering.

3.5.1 Stormagter som ordensinstitution Ifølge Bull hentyder begrebet stormagter til eksistensen af følgende tre forhold (Bull, 1977):

1. Der er to eller flere magter, der er sammenlignelige i status, hvilke Bull kategoriserer som en klub med særlige medlemskabsregler.

2. Medlemmer af denne klub er alle førerne med hensyn til militær magt, hvilket betyder at stater, der kategoriseres som stormagter er sammenlignelige i militær magt, og at der ikke eksisterer nogen andre magter, som er dem overlegne.

3. Stormagter er magter, der af andre stater anerkendes at have særlige rettigheder og forpligtelser.

Disse definerende parametre finder tillige anvendelse i forbindelse med casen med det lille forbehold, at punkt to ikke vægter på samme måde som punkt et og tre. Denne omskrivning legitimeres ud fra argumentationen under magtbalance afsnittet (se 3.2.2) om den subjektive magtstørrelse generelt og Kinas magtposition i særdeleshed.

I forbindelse med opretholdelsen af den internationale orden administrerer stormagterne deres relation til hinanden ud fra følgende seks forhold (Bull, 1977):

1. Sikring af den generelle magtbalance (se 3.2.1) 2. Søger at undgå eller kontrollere gensidige kriser i stormagternes relationer 3. Søger at begrænse eller inddæmme stormagtskrige

Stormagterne udfordrer deres dominerende rolle i forhold til resten af det internationale samfund ved:


Hvorfor har stormagterne accepteret overtrædelsen af ordensreglen om staters suverænitet?


Side 57

4. Unilateralistisk udforskning af lokalt overherredømme 5. Enighed om respekt for andre stormagters indflydelsessfære 6. Samarbejde, som det fremstår implicit af ideen om stormagternes koncert eller

kondominium (flere stormagters fællesstyre)

Stormagternes særegne rettigheder og forpligtelser har en latent fare for at skabe friktion fra det øvrige internationale samfund En friktion som stormagterne, alt efter situationen, vil ønske at begrænse. Bull opstiller et antal restriktioner eller måder, hvorpå stormagterne kan søge at legitimere deres specielle rolle (Bull, 1977):

• Stormagter kan ikke på en eksplicit måde formalisere det fulde omfang af deres særstatus.

• Stormagterne skal så vidt muligt forsøge at undgå at være ansvarlig for i øjenfaldende overtrædelser af de internationale ordensregler.

• Stormagterne skal søge at opfylde en grad af de krav om ”just” forandring (se 3.4.1) som bliver fremstillet af i det internationale samfund.

Denne logik med hensyn til stormagternes pligter og rettigheder samt legitimering af denne særstatus vil i det efterfølgende blive diskuteret i forhold til casen.

3.5.2 Stormagter i relation til casen Som det fremgår af de foregående fire analyseafsnits diskussioner er det under nærværende afsnit kun interessant at afdække, hvilke af Sikkerhedsrådets P5 medlemmer, der møder kravene for at være en stormagt for efterfølgende at forklare deres rolle og adfærd med hensyn til udstedelsen af arrestordren. Dette forklares ud fra det forhold, at beslutningskompetencen om, hvorvidt situationer skal henvises til ICC i casens tilfælde ligger hos Sikkerhedsrådets P5 medlemmer.

Naturligt bliver Frankrig og Storbritannien i identificeringen af stormagter i Bull’sk forstand umiddelbart afskrevet, hvorved Kina, USA og Rusland står tilbage. Her ville det være useriøst at så tvivl om USA’s fortsatte stormagtsstatus til trods for den under magtbalanceafsnittet (se 3.2.2) fremførte magtpositionelle tilbagegang. Kina må på tilsvarende måde være trådt ind i Bull’s klub af stormagter, idet opmærksomheden henledes på analysens argumenterede nedprioritering af den militære kapacitets vigtighed for opnåelse af stormagtsstatus. Med hensyn til Rusland er det straks vanskeligere at vurdere, idet Rusland, da landet stadig var omdrejningspunkt i Sovjetunionen og Warszawapagten som bekendt havde stormagtsstatus, men tabte terræn i forbindelse med murens fald. Herefter har Rusland nok repræsenteret en lokal stormagt, men har på ingen måde kunne møde kravene for opnåelse af klubstatus. Omvendt har Rusland op gennem nullerne vist spirende takter for igen at vinde noget af det tabte terræn tilbage. Her er det især Ruslands store energiressourcer, der gør, at Rusland aspirerer til igen at komme i det fine selskab. Men i forhold til casen vil Rusland ikke blive betragtet som stormagt. Derfor defineres klubben af stormagter i det efterfølgende som værende USA og Kina.


Side 58

USA’s og Kinas relationer til Sudan er særdeles forskellige. USA har siden 1996 diplomatisk og kommercielt haft en meget begrænset interaktion med Sudans regering i Khartoum (Collins, 2008). Dette skyldes store sikkerhedsmæssige problemer for udenlandske virksomheder (specielt olieselskaber) ved at operere i landet qua nord-syd konflikten. Endvidere har de mange rapporter (fra blandt andre UNCHR) om overtrædelser af folkeretten i forbindelse med den sudanesiske regering og olieselskabernes aktiviteter i det sydlige Sudan fra hjemligside skabt et pres på de vestlige virksomheder om at stoppe aktiviteterne i Sudan (Collins, 2008).

Det officielle Sudan og USA har tillige haft et særdeles anstrengt forhold i forbindelse med USA’s kamp mod terror. Sudans nære kontakt til terrororganisationer som al-Qa’ida har ikke overraskende været en styrende årsag til det kølige forhold, hvor amerikanerne i 1996 til 2002 eksempelvis lukkede deres ambassade. Omvendt knyttedes der stærkere og stærkere indirekte bånd mellem USA og den sydlige separatistbevægelse SPLM/A, som modtog stadig større og større pengebeløb, som eksempelvis US Public law 107-45 bedre kendt som the Sudan Peace Act, hvor daværende præsident George W. Bush autoriserede et pengebeløb på $100 millioner årligt i perioden 2003-05 til områder, der ikke var under sudanesisk regeringskontrol (Collins, 2008). En økonomiskhjælp Khartoum så som klart undergravende for den sudanske stats virke.

Kina har omvendt haft et meget tæt samarbejde med den sudanesiske regering, hvor det altovervejende motiv har været den gensidige gevinst ved samarbejdet om udvinding og eksport af den sudanesiske olie. I den forbindelse har Kina været en af hoveddrivkræfterne i oprettelsen og finansieringen af the Greater Nile Petroleum Operating Company, der byggede og nu opererer olieledningen fra oliefelterne vest for den Hvide Nil og op til det Røde Hav. Dette har sikret styret i Khartoum en pålidelig og voksende indkomstkilde (Raine, 2009). I forbindelse med de sikkerhedsmæssige udfordringer, som den anden sudanesiske borgerkrig mellem nord og syd introducerede, havde det statsejede kinesiske olieselskab CNPC (China National Petroleum Corporation) ikke på samme måde, som de vestlige private olieselskaber problemer med at indgå samarbejde med regeringsstøttede militser i skabelsen af sikkerhed i forbindelse med olieborefaciliteterne (Collins, 2008). Udover en sikker indkomst for regeringen i Khartoum har det kinesiske samarbejde medført et væsentligt løft og udbygning af den sudanske infrastruktur i og omkring de olieressourceholdige områder, som eksempelvis vejrsikrede veje og landingspladser, som regeringsstyrker efterfølgende har kunnet benytte i kampen mod SPLM/A, hvorved Kina, ligesom USA, men med modsat fortegn, indirekte har påvirket nord-syd konflikten. Kina har et stort incitament i at sikre sin fortsatte dominerende rolle med hensyn til opkøb af sudanesisk olie, der p.t. står for 32% af den kinesiske oversøiske olieimport. Omvendt har Sudan en lige så stor, hvis ikke større, interesse i, at Kina forsætter med at købe, hvad der svare til 2/3 af Sudans samlede eksporterede olie (Raine, 2009). Denne stærke økonomiske og energimæssige afhængighed mellem Beijing og


Side 59

Khartoum har tillige haft indflydelse på det internationale samfunds muligheder for at intervenere i Darfur konflikten. Kineserne har i FN’s Sikkerhedsråd med diplomatisk snilde formået at få udvandet resolutionsforslagene for intervention og sanktionering i Darfur for efterfølgende at benytte vetoretten og derved omstøde resolutionerne (Raine, 2009).

Med ovenstående empiri med hensyn til henholdsvis USA’s og Kinas forhold til Sudan in mente, vil det være interessant at undersøge om, der er en sammenhæng mellem disse forhold og stormagternes ageren i relation til casen.

USA’s ageren som stormagt i forbindelse med casen er ikke så vanskelig at forklare, idet USA’s interesser umiddelbart bliver støttet eller i hvert fald ikke bliver kompromitteret ved benyttelsen af ICC som ordensinstrument. At USA alligevel ikke stemmer for resolution 1593 (2005), kan kun forklares ved USA’s forsøg på at undgå, at casen danner præcedens og derved vil kunne udfordre USA’s magtposition jf. det første af de seks forhold som stormagterne anvender til opretholdelse af den internationale orden. Opmærksomheden skal dog igen henledes på konklusionen fra diplomatiafsnittet (se 3.3.3), hvor det fremgår, at USA’s blanke stemme i forbindelse med vedtagelsen af resolution 1593 (2005) i ordenssammenhæng kun kan tolkes som en accept.

Kinas incitament for at tillade vedtagelsen af resolution 1593 (2005) er, i modsætning til USA’s, vanskeligere at forklare ud fra den ovenstående empirifremstilling, idet der med accepten af ICC’s indblanding er tale om et opgør med Kinas generelle og historiske holdning om ikke-intervention i stater (Raine, 2009) samt Kinas stærke støtte til regeringen i Khartoum. Hvad kan så forklare dette skift i adfærd? Man kan argumentere for, at der ikke er sket et så radikalt skift i adfærd, som nærværende afsnit lægger op til, idet Kina, efter vedtagelsen af resolution 1593 (2005) har fortsat sit bilaterale samarbejde med Sudan, hvor olieudvindingen nu også har spredt sig til Darfur-provinserne. De sudanske sikkerhedsstyrker tilstedeværelse i det sydlige Darfur til sikring af de nyåbnede olieboringer og deres kinesiske borebisser viser med al synlighed dualismen i kinesisk Sudan-politik (Raine, 2009). Men disse argumenter ændre ikke ved det faktum, at Kina har ændret sin sikkerhedsrådsadfærd gennem den indirekte accept af at henvise situationen til ICC, hvilket Bull’s stormagtsinstitutionens logik kan forklare.

Så selvom begge stormagter har forbehold med hensyn til at tildele ICC jurisdiktion over Sudan, vælger de at acceptere denne historiske beslutning ud fra et ønske om fortsat at kunne legitimere deres specielle rolle som stormagt. I både USA’s og Kinas tilfælde drejer det sig om ikke at gå i mod de mange statslige aktører, der ønsker større retfærdighed gennem ICC, idet stormagterne derved ikke vil fremstå ansvarlige i denne gruppes øjne.

”A great power hoping to be accepted as a legitimate managerial power cannot ignore these demands or adopt a contrary position, in a way that lesser powers can do; its


Side 60

freedom of manoeuvre is circumscribed by responsibility.” (Bull, 1977)

Med hensyn til Kinas position som en relativ ny stormagt vil det være fair at antage, at hun på det seneste har erkendt det uordensskabende ved situationen i Sudan, og at Kina, i denne sammenhæng, af flere er blevet beskyldt for i higen efter egen vinding at ignorer Sudans brud på den elementære folkeret og dermed den internationale orden.

”International society may accept an order that does not embody perfect justice, because all treat order as ultimately prior to justice, and a system which is able to provide order will engender support. But when the great power appear to be undermining order as well as denying justice, the legitimacy of their position is eroded.” (Bull, 1977)

Til trods for at Kina og USA, jf. ovenstående argumentation, har følt sig nødsaget til at acceptere ICC’s indblanding i situationen i Darfur, vil de formentligt aldrig ratificere Rom-statutten, idet deres relative magt derved vil reduceres, hvilket vil udfordre den internationale orden ved en skævvridning af magtbalancen, da alle stater moralsk skal behandles lige med hensyn til domstolens udøvelse af sin jurisdiktion. Bull forklarer:

”The contribution of the great powers to international order derives from the sheer facts of inequality of power as between the states that make up the international system. If states were equal as they are in law, and every state could assert its claims with the same degree of force as every other, then it is difficult to see how, apart from resort to alliances that may introduce a contrived element of inequality, international conflicts could ever be settled and laid to rest, or the claims of any state definitely granted or denied.” (Bull, 1977)

Paradokset i stormagternes (Kina og USA) indirekte accept af ICC’s arrestordre på al-Bashir (se 3.3.3), hvilket, som konkluderet under krigsafsnittet (se 3.4.2), har sat pres på den internationale orden med henblik på en evolution, ligger i stormagternes latente interesse i at opretholde den uens magtfordeling.

”It is obvious that the international order sustained by the great powers does not provide equal justice for all states. The measures they take to provide central direction of international affairs – by exploiting their local preponderance, by concluding spheres-of-influence agreements and by co-ordinating their policies in relation to other states – involve them directly in the defence of the existing distribution of power.” (Bull, 1977)

Hvorfor logikken umiddelbart ville pege på, at stormagterne, med ovenstående citat in mente, ikke har interesse i at henvise situationen i Darfur til ICC, idet det netop fremadrettet vil skabe et øget internationalt retfærdighedskrav om, at ICC, når der, som i casen, er tale om tildeling af jurisdiktion over ikke ratificerede staters suverænitet, skal


Side 61

anvendes ens. Årsagen til, at Kina og USA alligevel, i casens tilfælde, har vedtaget resolution 1593 (2005) og accepteret ICC indblanding er allerede forklaret tidligere i afsnittet. Det forhold, at ICC som ordensinstrument viser sig at have nogle uhensigtsmæssige følger med hensyn til øget international retfærdighedskrav, hvor staterne ønskes behandlet lige overfor statuttens folkeretslige love, forsøger Kina og USA at omgå ved deres bemærkninger til resolutionen og ved at stemme blankt (se 3.3.2). Derved kan man argumentere for, at Kina og USA forsøger at forhindre forventninger om, at casen danner præcedens. Denne konklusion bekræftes af det tvivlsomme tankespil om, at stormagterne fremover vil indvilge i at henvise alle situationer, hvor Rom-statutten er blevet overtrådt, til ICC. Et tankespil, der afvises gennem USA’s og Kinas retorik i forhold til henholdsvis Israel og Myanmar problematikkerne, hvor stormagternes egeninteresser tillægges skylden for tilsidesættelse af de retfærdighedsnormer som ICC statutten repræsenterer.

3.5.3 Delkonkusion Afsnittet har præsenteret stormagterne som en klub af stater med særlige privilegier, men også forpligtelser i det internationale samfund. Derudover har afsnittets indledning vist, hvordan stormagterne er nødsaget til at administrere denne særstatus med omtanke for at vedligeholde den internationale orden og deres position i det internationale system.

I forbindelse med casen er USA og Kina blevet identificeret som værende de eneste to stater, der lever op til ”den engelske skoles” krav for medlemskab af stormagtsklubben, hvorfor en forklaring af disse tos accept af ICC’s indblanding i situationen i Sudan har været omdrejningspunkt for afsnittet.

Til trods for USA’s mindre synlige incitament for ikke at få ICC indblandet i Sudan problematikken, har analysen vist, at såvel USA som Kina, jf. ”den engelske skoles” logik potentielt vil få udfordret deres magtposition ved anvendelse af ICC som ordensinstrument. Analysen har afdækket, at den tvungne ordensforandring, der latent (jf. foregående afsnits konklusion (se 3.4.3)) ligger i Sikkerhedsrådets anvendelse af ICC udenfor domstolens autonome jurisdiktion (som i casens tilfælde), ikke er i stormagternes interesse at stimulere. Henvisningen af situationen i Sudan fra Sikkerhedsrådet til ICC vil kunne danne præcedens for fremtidige tilsvarende situationer, hvilket kan udfordre stormagterne særlige rettigheder (oplistet i første del af nærværende afsnit) og udvande forskellen mellem stormagterne og andre statslige aktører i det internationale samfund qua domstolens internationale retfærdighedsdogme.

Afsnittet slutter med at konkludere, at årsagen til, at USA og Kina alligevel vælger at acceptere vedtagelsen af resolution 1593 (2005) og henvise situationen til ICC skal findes i ”den engelske skoles” pointe om vedligeholdelsen af en legitim opfattelse blandt


Side 62

de øvrige statslige aktører af stormagternes særegne status og dertil hørerne rettigheder.


Side 63

4 SYNTESE OG KONKLUSION Analysen har gennem sine fem institutionsafsnit fremkommet med et antal pointer, som syntesen nu vil sammenholde, før den overordnede konklusion kan svare på problemformuleringens to hovedspørgsmål.

Folkeretsafsnittet påviser, at ICC i forbindelse med casen har været under indflydelse af den internationale orden, men at Rom-statutten ikke kan sidestilles med den gængse folkeret grundet statuttens kompleksitet som regelværk. Statutten definerer ikke, hvad man må og ikke må, men fungerer i stedet som håndhævelsesinstrument af den allerede eksisterende folkeret.

Efterfølgende beviser magtbalanceafsnittet, hvordan tilblivelsen af arrestordren lige siden vedtagelsen af Rom-statutten frem til vedtagelsen af resolution 1593 (2005) har været under påvirkning af en magtbalance.

Slutteligt i forbindelse med analysens legitimering af problemformuleringen viser diplomatiafsnittet, hvordan det internationale samfund har accepteret tilblivelsen af arrestordren. Derudover påviser afsnittet, hvordan ICC, i tilfælde, hvor Sikkerhedsrådet tildeler domstolen jurisdiktion (som i casens tilfælde), kan benyttes som Sikkerhedsrådets sanktionsinstrument i opretholdelse af den internationale orden.

På baggrund af de foregående tre analyseafsnits pointer afdækker krigsafsnittet en slående lighed mellem ”den engelske skoles” krigsinstitution og ICC. De kan begge benyttes i opretholdelsen af den internationale orden ved håndhævelse af folkeretten, hvor begge tilsidesætter ordensreglen om staters suverænitet i opretholden af andre internationale ordensregler. Derved tilbyder Bull’s interstatslige krigsbegreb og ICC en måde, hvorpå det internationale samfund kan skabe forandringer i den internationale orden. Til gengæld afviger interstatslige krige og ICC som ordensinstrumenter fra hinanden på et vigtigt punkt, idet den internationale ordens forandringsproces og funktion ikke er identisk i de to tilfælde. ICC har ikke som interstatslige krige mulighed for at tilsidesætte forandringsprocessen af den internationale orden, når domstolen anvendes som ordensinstrument. Derudover skaber domstolens virke i tilfælde som casen (tildelt jurisdiktion over ikke-medlemsstat) en forventning om større international retfærdighed staterne imellem.

Slutteligt viser stormagtsafsnittet, hvorfor Kina og USA, til trods for et forventet krav fra det øvrige internationale samfund om større international retfærdighed i anvendelsen af ICC (hvilket potentielt vil svække de to stormagters relative magtposition), alligevel accepterer ICC’s indblanding i Sudan. Afsnittet forklarer, hvordan casen udgør et eksempel på stormagternes behov for at balancerer ordenshensyn over for


Side 64

retfærdighedsbetragtninger for at legitimere stormagternes særstatus og accept fra det øvrige internationale samfund i fastholdelsen af deres særlige rettigheder.

På baggrund af syntesens fremstilling af den samlede analyses væsentligste pointer er afhandlingen derved fremkommet med følgende konklusionssvar på problemformuleringens to hovedspørgsmål.

Spørgsmålet om accept af ICC’s udstedelse af arrestordren på al-Bashir indsnævres til et spørgsmål om stormagterne USA’s og Kinas vurdering og valg af vigtigheden i at støtte et individuelt retfærdighedskrav om overholdelsen af folkeretten mod at undgå et internationalt retfærdighedskrav om staters monolitiske behandling for overtrædelse af de internationale ordensregler. USA og Kina er derved som stormagter havnet i et dilemma, hvor opretholdelse af den internationale orden ved håndhævelse af folkeretten medfører en trussel mod stormagternes ønske om status quo af selv samme orden. Stormagternes accept af ICC’s indblanding vidner om, at begge stormagters frygt for at miste legitimitet som stormagt vejer tungere end frygten for forandringen af den internationale orden mod en højere grad af international retfærdighed, end tilfældet er for nuværende.

Derved svarer ovennævnte argumentation, for det internationale samfunds accept af arrestordren, tillige implicit på problemformuleringens andet hovedspørgsmål. Accepten i anvendelsen af ICC som ordensinstrument indeholder en ufravigelig forandring af den internationale orden gennem et krav om større international retfærdighed. På den måde tilbyder ICC ”den engelske skoles” symbiotiske institutionsregime et nyt instrument, der afviger fra de andre institutioners karakteristika, hvilket er forsøgt afbilledet i figur 5.

International orden

Opretholdelse Forandring

Diplomati Stormagter ICC

Magtbalance

International Retfærdighed

R2P (Krig)

Folkeret

Figur 5 – ICC som ordensinstrument placeret i forhold til de traditionelle fem institutioner (eget design)


Side 65

Figuren skal ikke tolkes på den måde, at ICC ikke medvirker til opretholdelsen af den aktuelle internationale orden, men at ICC i problemformuleringens perspektiv har den tvungne forandring af den nuværende internationale orden som særegne.

Det vil være naturligt afslutningsvis at spørge sig selv, om afhandlingens konklusion i en videnskabsteoretisk falsifikationssammenhæng har afvist Bull’s ordensdoktrin som værende eviggyldig grundet de ovenstående justeringer i ordensinstitutioner (Klausen, 2005). Er ovenstående justeringer udtryk for grundlæggende teoretiske anomalier jf. Thomas S. Kuhns paradigmelære, hvorved Bull’s doktrin mister sin autoritet (Klausen, 2005)?

Det korte svar til disse videnskabsteoretiske spørgsmål er nej, idet afhandlingens analyse viser, hvordan opretholdelsen af de internationale ordensregler gennem ordensinstitutioner stadig udfører teoriens regelhåndhævelse, men at institutionernes metafysiske rammer er ændret, hvilket følger Bull’s pointer om den internationale ordens kontinuerlige forandringsproces (Bull, 1977). Spørgsmålet er mere, hvorvidt det internationale samfund kan holde til denne forandring.

”Bull was constantly worried by what he called premature global solidarism – that too many hopes, too many demands, and too many moral claims were being placed on the still thin fabric of international society.” Stanley Hoffman (2002)

Men den analyse vil kræve en særskilt afhandling.


Side 66

5 PESPEKTIVERING Konklusionen har nu fundet svar på problemformuleringen gennem den valgte teoris forståelsesramme, hvorfor det vil være naturligt at stille sig det spørgsmål, om ”den engelske skole” har overset eller metodisk undladt væsentlige pointer i forhold til problemstillingen. I en sådan diskussion vil det, qua problemformuleringens ordlyd, der er præget af begreber forankret i ”den engelske skole” (eks. internationalt samfund og international orden), forekomme overflødigt at diskutere overordnet valg af teoretisk hovedretning. Det er indlysende, at et fundamentalt skift i hovedteoriretning, til for eksempelvis en mere liberalistisk skole, efter al sandsynlighed vil afstedkomme andre vurderinger og konklusioner afhandlingen igennem. Det fremstår umiddelbart mere interessant at forholde sig til de pointer, der potentielt er blevet udeladt eller undertrykt, grundet det forhold, at besvarelsen har valgt at anlægge en ordens- frem for en retfærdighedsbetragtning inden for ”den engelske skoles” teorispektrum. Grundet afhandlingens fokus på orden kan man argumentere for at analysen implicit kommer til at få et pluralistisk skær, der kendetegnes ved, at orden derved indtager en vigtigere rolle i det internationale samfund end ønsket om retfærdighed. Derfor er det muligt, at analysen overser solidaristiske pointer, der kunne have ændret opfattelsen af specielt stormagternes perception af og ageren i forhold til ICC i den specifikke case.

Et andet interessant spørgsmål af mindre IP teoretisk karakter er, hvorvidt konklusionen og dermed svaret på problemformuleringen skyldes den unikke case. Sagt på en anden måde, ville analysen kunne have fremkommet med tilsvarende pointer, hvis casen ikke havde behandlet situationen i Sudan, men en ækvivalerende problemstilling et andet sted. Svaret på dette spørgsmål er vanskeligt at finde, idet casen som sagt er første eksempel i ICC’s korte historie, hvor domstolen er blevet anvendt uden for medlemslandenes territorium, uden at den pågældende stat selv har ønsket domstolens intervention. Derfor vil det eksakte svar på dette spørgsmål nødvendigvis måtte afvente historiens gang. Men hvis man skal tro konklusionen af nærværende afhandling, som netop identificerede, at casen har initieret en forandringsproces mod større international retfærdighed skal det internationale samfund formentligt ikke vente længe før ICC igen bliver afprøvet som retfærdigheds- og/eller ordensinstrument, hvilket derved vil kunne be- eller afkræfte dette spørgsmål.


Side 67

6 Kildehenvisning

6.1 Bibliografi Bull, H. (1977). The Anarchical Society - A Study of Order in World Politics. Palgrave.

Collins, R. O. (2008). Modern Sudan. Cambridge, UK: Cambridge University Press.

Goldstone, R. J. (2008). The International Criminal Court - Challenges to achieving justice and accountability in the 21st century. New York: The International Debate Education Association.

Hannay, D. (2009). Effectiveness and Ineffectiveness of The UN Security Council in the last twenty years: A European Perspective. Rome: The Istituto Affari Internazionali (IAI).

Hart, H. L. (1961). The Concept of Law. Oxford, UK: Oxford University Press.

Hirst, P. (2001). War and Power in the 21st Century. Cambridge, UK: Polity Press.

Information. (6. marts 2009). Ny retsorden eller ny kolonialisme. Information .

Jackson&Sørensen. (2007). Introduction to International Relations - Theories and Approaches. Oxford University Press.

Klausen, S. H. (2005). Hvad er videnskabsteori. København: Akademisk Forlag.

Lang, A. F. (2008). Punishment, Justice and International Relations - Ethics and Order after the Cold War. Routledge.

Morrison, W. M. (2009). China's Economic Conditions. Washington: Congressional Research Service.

Morss, J. R. (2010). Source of Doubt, Source of Duty: HLA Hart on International Law. Deakin Law Review , 698-707.

Mouritzen, H. (1999). At forklare International Politik. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Mouritzen, H. (2008). Verden efter 08.08.08 - 5 forudsigelser. Ræson , s. 52-53.

Münkler, H. (2005). The New Wars. Cambridge, UK: Polity Press.

Raine, S. (2009). China's African Challenges. Abingdon, UK: Routledge.


Side 68

Schiff, B. N. (2008). Building the International Criminal Court. Cambridge University Press.

Sluiter, G. (2009). The Emerging Practice of The International Criminal Court. Leiden, NL: Koninklijke Brill.

Smith, M. (2010). AMICC's Analysis of the Backgrounder Published by The Heritage Foundation: "An Inconvenient Founding: America's Princibles Applied to the ICC". AMICC.

Suganami, H. (2006). The English School of International Relations - A Contemporary Reassessment. Cambridge University Press.

Vincent, R. J. (1986). Human Rights and International Relations. Cambridge University Press.

Waltz, K. N. (1979). Theory of International Politics. Berkeley: McGraw-Hill Inc.

Wheeler, N. J. (2000). Saving Strangers - Humanitarian Intervention in International Society. Oxford University Press.

Wight, M. (1991). International Theory. Leicester University Press.

Wæver, O. (1994). The Rise and Fall of the Inter-Paradigm Debate. Copenhagen: Centre for Peace and Conflict Research.

6.2 Anvendte officielle dokumenter Alle anvendte officielle dokumenter (statutter, mødereferater, rapporter m.m.) fra ICC, FN, AU og diverse NGO’er, der refereres til i afhandlingen er tilgængelige på de respektive organisationers hjemmesider, hvorfor det ikke er fundet nødvendigt at vedlægge disse som bilag.


Side 69

Tillæg A – Opgavestruktur

Folkeret

Magtbalance

Diplomati

Krig

Stormagter

Fælles afsnitsstruktur

Grundlæggende afsnitsspørgsmål

Hvad er ICC’s relation til folkeretsinstitutionen, samt er ICC under påvirkning af den internationale orden?

Har kravet om tilstedeværelsen af en magtbalance været opfyldt i forbindelse med casen?

Hvordan fremgår det af casen, at det int. samfund har accepteret retsfor-følgelsen af al-Bashir?

Hvad er sammenhængen mellem og forskellen på krigsinstitutionen og ICC?

Hvorfor har stormagterne accepteret overtrædelsen af ordensreglen om staters suverænitet?

Overordnet afsnitsfunktion

Syntese

Problemformulering

Teori Metode

Problemformulering Konklusion

Perspektivering

Subjekt som ordens-institution

Institutionen i relation til casen

Vise afhandlingens relevans gennem en legitimering af problemformuleringens tese om en sammenhæng mellem ICC og den internationale orden samt det internationale samfunds accept af udstedelsen af arrestordren.

Analysere casen med henblik på besvarelse af problemformuleringens to hovedspørgsmål

international orden efter al-bashir - fak · international orden efter al-bashir 2010 side 3...

Documents