1

Del I: Introduktion

Kapitel 1

”Traditions are compiled from selectively combined elements of a pre-existing repertoire, into a coherent version that serves a pragmatic purpose: organizing,

legitimizing, reframing.” (Czarniawska 2003, 111).

1. Indledning

1.1 Tema – narrativer i interaktion

Denne afhandling er et forsøg på at tage en teoretisk og metodisk tradition et

skridt længere i en retning den allerede er ved at bevæge sig ad. Traditionen

kan man overordnet kalde for narrativitetsteori, hvorunder der hører mange

forskellige underkategorier og mere specifikke teorier. Den bevægelse der er

tale om er overordnet set en teoretisk og analytisk bevægelse fra

essensprægede grundantagelser om narrativer som sprogligt udførte

repræsentationer af færdigformede, uimodsagte, interpsykiske ”selver”

(/selvbiografier og af individers indre tilstand og subjektivitet,) i retning af

narrativer set som sociale, dialogiske og interaktionelle handlingsfænomener,

forhandlet lokalt og indlejret i andre typer sociale handlinger (note: Small

stories). Forsøget på at bevæge feltet vil blive afprøvet gennem konkrete

undersøgelser og analyser af mundtlige narrativer i interaktion.

Studier indenfor den livsbiografiske tradition fokuserer typisk på en mere

eller mindre isoleret, individuel fortællers (ofte en informant i et interview)

retoriske udformning af sin ”spontanbiografi” som sprogligt udtryk for de

kognitive eller psykodynamiske processer eller repræsentationer, der ligger

2

bag. Det resulterer ofte i at to ting overses: For det første at narrativ aktivitet

(og med den den repræsentation og konstruktion af ”selvet” som den

formodes at udtrykke) også formes af den interaktionelle kontekst og de

sociale projekter, mål og aktører der præger den - både i interviewsituationer

og mere hverdagsprægede interaktionsituationer. Og for det andet at den

sociale kontekst, som så at sige ”skæres væk” når interviewsituationen

isoleres fra almindelig hverdagspraksis, måske netop er nødvendig for at

kunne forstå hvordan den identitetsskabende narrativaktivitet i praksis bruges

af sociale aktører.

Den interaktionelle tilgang på sin side, lægger et markant

handlingsperspektiv på narrativer, og er derfor stærk i netop at vise hvordan

narrativerne tages i brug til at udføre sociale handlinger, der både opretholder

og producerer den lokale kontekst og i videre forstand den sociale orden. De

større sociale handlinger som interaktionen indgår i og bidrager til, bliver

derimod kun sjældent adresseret. Begge traditioner mister således noget

vigtigt i definitionen af deres genstand, og det er det (den oversete

sammenhæng mellem 1. den enkeltes, subjektivt oplevede og formidlede,

selvfortælling, 2. den sociale og interaktionelle brug og formning af den og 3.

den specifikke narrativs potentielle indlejring, forlængelse, korrektion,

befæstelse og sammenhæng med større sociale praksisser) jeg er interesseret i

at undersøge i denne afhandling.

To gruppeinterviews Mere specifikt dykker afhandlingens analyser ned i,

hvordan christianitter som deltager i gruppeinterviews sprogligt forhandler og

forsøger at opbygge en fælles version af fortiden imellem sig. Der gås i

dybden med empiri fra de to interviews, hvor det ene er overvejende narrativt

og det andet er overvejende argumenterende.

Christiania Samtidig stiller interviewene sig til rådighed som materiale hvis

relevans i et samtidspolitisk perspektiv ikke kan overses. Som tids- og

stedsspecifik empiri udgør samtalerne en vigtig kilde til indsigt i de sociale og

3

betydningsskabende processer der foregår på et politisk og byplanmæssigt set

afgørende tidspunkt i Københavns historie. Hvor afhandlingen teoretisk

således er et forsøg på at nuancere det begrebs- og analyseapparat som

narrativforskningen har til rådighed til at beskrive den sociale

betydningsdannelse, der foregår under fortælleaktiviteten, så er den

kulturanalytisk et forsøg på at beskrive den specifikke forandringsproces, som

det den er: Christianias forsøg på at skabe sammenhæng og mening for sig

selv, på et tidspunkt hvor stedets fortsatte eksistens er et åbent spørgsmål.

Afhandlingens overordnede erkendelsesinteresse har på denne måde en

teoretisk såvel som en kulturanalytisk dimension, hvorudfra der kan defineres

to tæt forbundne problemformuleringer:

Den første problemformulering er af primært analytisk og empirisk karakter:

• På hvilke måder tages narrativ aktivitet i brug under

forhandlingen/kampen om fortiden/historien på Christiania under den

politiske normalisering?

• Hvilke interaktionelle virkemidler tager christianitterne i

gruppeinterviewene i brug i den løbende sproglige forhandling om en

fælles narrativ udlægning af fortiden? Og hvordan manifesterer disse

virkemidler sig interaktionelt? (skal præciseres)

De to gruppeinterviews specifikke samtaleform er velegnet til afhandlingens

overordnede formål. I det første gruppeinterviews formaliserede aktivitet

(præsentationsrunde) består af forskellige individer med hver deres separate

og personlige historie, som igennem samtalen bliver mere og mere kollektiv.

Det viser sig at være et afgørende vilkår for at gennemføre de individuelle,

narrative præsentationer, at forhandle og tilslibe dem så de passer sammen i

en fælles version (som samtidig er tilpasset et klart legitimeringsperspektiv).

4

Udgangspunktet for den enkeltes tale er således individuelt, mens

dialogformen i interviewet bevæger sig mere og mere i retning af at

”slutproduktet” skal være fælles (en fælles version). Det andet

gruppeinterviews mindre formaliserede aktivitet (fri diskussion for åben

mikrofon) bringer deltagerne uenigheder tydeligere frem i lyset og synliggør

på den måde brud og forskelle i cristianitternes forståelse og fortolkning af

fortiden, de dagsordener der er forbundet med deres konstruktion af fortiden

og de måder hvorpå de omgås disse forskelle. Designet af de to interviews og

sammenligningen af dem er velegnet til afhandlingens overordnede formål

idet dels forhandlingerne mellem det individuelle og det kollektive, dels

narrativernes potentielle forlængelse og sammenhæng med andre typer

interaktionel aktivitet, kan undersøges.

Afhandlingens anden problemformulering er af en mere teoretisk karakter:

• Hvad kan et sådant øget fokus på selvfortællingens sociale karakter

tilbyde narrativforskningen?

På dette teoretiske niveau er afhandlingen et forsøg på at bringe narrativfeltet

videre ved hjælp af primært to forskellige teoretiske tilgange til interaktion,

sprog og narrativitet – konversationsanalyse (CA) og diskurspsykologi (DP)

ved at applicere dem på det empiriske materiale bestående af optagelser og

udskrifter af interviewsamtaler. Målet med denne integration er at nuancere

den interaktionelle narrativanalyse, der forsøger at sammentænke

interaktionens sociale aspekt med den større sociale kontekst. Afhandlingen

kan derfor ses som et forsøg på at teste om det allerede interaktionelt

orienterede narrativfelt kan trækkes endnu længere, på en måde der samtidig

kan opbløde det traditionelle skel mellem interaktionsforskningen og den

mere psykologisk forankrede biografiforskning gennem en mere nuanceret

dialog.

5

1.2 Afhandlingens opbygning

Afhandlingen er inddelt i x dele med i alt x kapitler.

Del I består af dette indledende kapitel samt kapitel 2, som indeholder en

præcisering af afhandlingens afgrænsning og en beskrivelse af dens metode.

Denne metode kombinerer greb fra forskellige dele af den

interaktionsanalytiske narrativteori samt etnografiske metoder, hvilket også

medfører flere videnskabsteoretiske overvejelser. Endelig har kapitel 2 en

mere udførlig præsentation af den samlede empiri fra Christiania og de to

fokusgruppeinterviews.

Del II præsenterer i to teoretiske kapitler de to forskellige tilgange til

narrativitet og interaktion (der løber som den røde tråd igennem

afhandlingen.) Kapitel 3 præsenterer således den livsbiografiske

forskningstradition, hvor der især er fokus på den bevægelse feltet har taget,

og på en kritisk gennemgang af essenstankegangen og begrænsningerne i

traditionens empiriske forpligtelse. I kapitel 4 præsenteres den interaktionelle

tilgang som i denne afhandlings optik samlet set består af både

konversationsanalysen og diskurspsykologien. Her bliver vægten især lagt på

de to retningers fælles antagelser i synet på sprog som handling, hvilket

følges af en kritisk gennemgang af retningernes induktive og analytiske

standpunkter (særligt begrænsningerne ved i et kulturanalytisk studie kun at

forstå den partikulære interaktionssituation). Endelig introduceres det centrale

begreb om historiebrug samt en mere social og diskursiv tilgang til erindring.

Del III er afhandlingens analysedel, der består af to interaktionelle

analysekapitler af det første interview og derefter et analysekapitel med

eksempler fra det andet interview:

Kap 5 og 6 viser samkonstruktionen af de kollektive selvfortællinger og den

glidning der sker i samtalen, fra at være organiseret som individuelle

6

narrative selvpræsentationer til at være en fælles forhandling om en kollektiv

version. Det analytiske fokus er lagt på? (rettigheder, viden, højdepunkter,

klimax, medfortællere ???)

I kapitel 7 bygger analysen videre på de interaktionelle observationer, nu ved

at spore forbindelser mellem de to interviews og trække tråde mellem den

narrative konstruktion af fortiden fra det første interview og mere

argumenterende aktiviteter fra det andet, hvor fortiden også italesættes og

rekonstrueres. Kapitlet demonstrerer hvordan konstruktionen af fortiden

fortsættes udenfor den narrative interaktionssituation, og indebærer en

diskussion af hvornår man kan sige at en narrativ ”er slut” og hvor grænsen

mellem narrativ og argumenterende aktivitet går.

Del IV er afhandlingens afrunding, der består af kapitel 8, hvor

analyseresultaterne diskuteres i forhold til afhandlingens teoretiske ambition.

Til sidst fremføres en perspektivering og en konklusion.