Kærlighed, ægteskab og Romeo and Juliet

Studieretningsprojekt i engelsk og historie

Afleveret d. 20/12-2012

––––––––––––––––

Opgavens omfang eksklusiv forside,

indholdsfortegnelse, fodnoter og litteraturliste er:

47.601 anslag, hvilket svarer til

19,8 normalsider á 2400 anslag

Indholdsfortegnelse:

1. Indledning........................................................................................................................................ 3

2. Økonomiske og sociale interesser...........................................................................................4

2.1. Europas adel som en enhedskultur................................................................................................4

2.2. Ægteskabet som en forretning.........................................................................................................4

2.3. Det sociale sikkerhedsnet.................................................................................................................6

3. Forholdet mellem kærlighed og ægteskab............................................................................7

3.1. Arven fra middelalderen...................................................................................................................7

3.2. Brevvekslinger......................................................................................................................................8

3.2.1. Faderen om sin søns forelskelse............................................................................................8

3.2.2. Moderen om sin datters ægteskab......................................................................................10

3.3. Dronning Elizabeth I. om sit ægteskab......................................................................................12

4. Kærlighedsopfattelser i Romeo and Juliet.........................................................................14

4.1. Den umodne og den trivielle kærlighed....................................................................................14

4.2. Den idealistiske kærlighed.............................................................................................................15

4.3. Den fysiske, jordbundne kærlighed............................................................................................17

4.4. Den legitime og den forældrelige kærlighed...........................................................................18

4.5. Den sande kærlighed – Uundgåeligheden og dobbeltheden..............................................19

5. Romeo and Juliet – en samfundskommentar?..................................................................21

5.1. Shakespeares grundlag....................................................................................................................21

5.2. Forholdet mellem Romeo and Juliet og samtiden.................................................................21

5.3. Placering i Verona............................................................................................................................22

5.4. Samfundskommentaren og Shakespeares motiver................................................................23

6. Konklusion....................................................................................................................................25

7. Litteraturliste................................................................................................................................ 26

Side 2 ud af 28

1. Indledning

I denne opgave er det min hensigt at belyse, hvordan William Shakespeares Romeo

and Juliet1 er en kommentar til forholdet mellem kærlighed og ægteskab i den

engelske adel i renæssancen.

Jeg vil redegøre for den europæiske adels internationalisering og herefter redegøre

for de økonomiske og sociale interesser i forbindelse med ægteskab i Europa i

renæssancen. Jeg vil herefter analysere og problematisere forholdet mellem kærlighed

og ægteskab i samme tidsperiode ud fra fire selvvalgte kilder. Ud fra et høvisk digt fra

middelalderen vil jeg undersøge den idealistiske kærligheds uafhængige eksistens på

trods af samfundets normer. Herefter vil jeg ud fra to breve med geografisk spredning

i Europa og en skreven respons fra Dronning Elizabeth I. belyse forholdet mellem

kærlighed og ægteskab og konflikten mellem disse.

I redegørelsen og den historiske analyse fokuseres udelukkende på adelen, fordi

det er det mest hensigtsmæssige, da denne opgave tager udgangspunkt i William

Shakespeares tragedie Romeo and Juliet fra 15972, som jo omhandler to adelsfamilier.

Jeg vil analysere værket med fokus på skildringen af kærlighedsopfattelser. Der

henvises herefter til samme version af værket3 i hele analysen, som er baseret på

Folioudgaven udgivet i 1623. Jeg har valgt at benytte oversatte navne i analysen fx

The Nurse til Ammen for at forhindre danske genitivmisforståelser.

Endeligt vil jeg diskutere forholdet mellem analysen af de behandlede kilder og

analysen af værket med henblik på værket som en samfundskommentar til

Shakespeares samfund.

1 Shakespeare, William. ”Romeo and Juliet” I: Dympna Callaghan (red.): Romeo and Juliet: Texts and Contexts (37-155). New York: Bedford / St. Martin’s. 20032 Bloom, Harold. ”The Story Behind the Story” I: Harold Bloom (red.): Bloom’s Guides: Romeo and Juliet: New Edition. New York: Bloom’s Literary Criticism. 2010, s. 143 Shakespeare. 2003. (37-155)

Side 3 ud af 28

2. Økonomiske og sociale interesser

2.1. Europas adel som en enhedskultur

Fra middelalderen til renæssancen ændrede adelens funktion i Europa sig fra at være

riddere med en militær funktion til at være veluddannede jordejere,4 der blandt andet

fungerede som embedsmænd. Det nye ideal var en dannet humanistisk verdensborger,

derfor blev internationale dannelsesrejser og uddannelser populære blandt unge

adelsmænd.5 Heraf fulgte en gensidig inspiration blandt adelsfolk i de store

europæiske byer og man så en ensartethed i normer og ideer blandt den europæiske

adelskultur. Den stigende internationale handel i Europa6 førte selvfølgelig til en

udveksling af materielle goder, men samlet set førte internationale handelskontakter

også til en kulturel udveksling inden for normer og traditioner.7

Derudover eksisterede en tendens til internationale giftemål.8 Adelsfolk giftede sig

nemlig på tværs af Europas landegrænser, og dermed blev en ensartethed i normerne

inden for ægteskab udbredt. Disse tendenser havde den effekt, at renæssancens adel i

Europa på mange fronter havde en enhedskultur, som altså også omfattede en

ensartethed i synet på ægteskab.9

2.2. Ægteskabet som en forretning

Ægteskabet blev betragtet som en permanent og bindende kontrakt, og skilsmisser

var meget sjældne og praktisk talt umulige10 Det var derfor en vigtig beslutning, når

det kom til valg af ægtefælle. For vigtig til at kunne være overladt til det unge pars

personlige interesser eller fysiske begærs skiftende lyster. Der var nemlig meget på

spil på grund af de økonomiske og sociale forhold.11

4 Danielsen, Kim Beck. ”Renæssancen” I: Gubb, Hemmersam m.fl. (red.): . Fokus 1. Fra antikken til reformationen. Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 2009, s. 1685 ”Dannelsesrejse” (29. januar 2009) Lokaliseret d. 8 december 2012: http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Etnologi/Etnologiske_termer/dannelsesrejse6 Bekker-Nielsen, Tønnes., m.fl. Verdens Historie 1: Fra Oldtid til 1750. Kbh. GAD. 1996, s. 2407 Danielsen, Kim Beck. ”Renæssancen” I: Gubb, Hemmersam m.fl. (red.): . Fokus 1. Fra antikken til reformationen. Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 2009, s. 1688 Aarhus Universitet, Adelsvælden, 1536-1660: Adelen og Standssamfundet. Lokaliseret d. 8. december 2012: http://danmarkshistorien.dk/perioder/adelsvaelden-1536-1660/adelen-og-standssamfundet/ 9 Bekker-Nielsen, Tønnes., m.fl. 1996, s. 24010 Mountfield, David. Everyday life in Elizabethan England. Genève. Liber. 1978, s. 2911 Durant, Will. Durant’s Verdens Kulturhistorie. Bd. 16. Overs. Af Anne Gudrun Schartau. Kbh: Hassing. 1971, s. 80

Side 4 ud af 28

Selvom der eksisterede en ensartethed mellem Europas adelskultur, var der

forskelle i de økonomiske strukturer fra land til land. Eksempelvis havde Italien i

1500-tallet oplevet en økonomisk højkonjunktur før end landene nord for alperne,

hvilket muliggjorde en tidligere renæssance.12 Sidst i 1500-tallet og hårdest i årene

1594-1597 blev England og andre nordeuropæiske lande på samme breddegrad ramt

af, hvad der senere blev kendt som ”The Little Ice Age”.13 Denne klimatiske nedtur

førte til en række dårlige høstår som resulterede i sult, ukontrolleret inflation og

generel national urolighed. Det var nu ikke i renæssancen de økonomiske interesser

for ægteskab opstod. Normer og traditioner for ægteskab samt familiestrukturen i

Europa var allerede dannet over et årtusind før og var en arv fra

landbrugssamfundet.14

Historiker David Mountfield beskriver adelsfamiliens interesser for arrangerede

ægteskaber som en afspejling af staten:

”In many respects, indeed, the family was a microcosm of the state. It was run on rather similar lines, with the head of the family as ”monarch” arranging marriage alliances with neighbouring families to augment family estates much as kingdoms allied themselves for mutual benifit.”15

Europæiske adelsfamiliers adfærd og interesser mht. ægteskab svarede altså til de

europæiske landes alliancedannelse. Økonomiske og politiske interesser var

forbundet, og en adelsfamilie havde samme interesser for et enkelt familiemedlems

ægteskab i samme grad som europæiske samfund havde interesser for en gensidigt

gavnende alliance. Ægteskab mellem to adelsfamilier i Europa i renæssancen var altså

et middel til at skabe handelsforbindelser, familiealliancer og øge familiens egen

kapital.16 Disse arrangerede ægteskaber blev for det meste bestemt af faderen i

familien. Jo ældre en søn var, desto større mulighed var der for, at han selv havde

indflydelse på sit ægteskab. Hvad pigerne angik, var de stort set sat uden for

beslutningen, og de kunne forloves væk fra 3-års alderen og kunne giftes fra 12-års

alderen. Adelsdøtre indgik dog normalt ægteskab ved 17-års alderen efter en mindre

12 Durant, Will. 1971, s. 117. 13 Forgeng, Jeffrey L. Daily life in Elizabethan England: 2nd ed. Santa Barbara: Greenwood Press 2010, s. 614 Forgeng, Jeffrey L. 2010, s. 4015 Mountfield, David. 1978, s. 1716 Jacobsen, Anette Faye og Anne Løkke. Familieliv i Danmark: 1600 til 1980’erne. Kbh. Systime A/S. 1986, s. 20

Side 5 ud af 28

huslig uddannelse.17

For adelsmanden og hans familie afhang valget af ægtefælde ofte af den

obligatoriske medgift, som kvindens familie skulle give ved ægteskabets indgåelse.18

Desuden overtog manden al kvindens ejendom efter ægteskabet, så kvinden ingenting

ejede.19 Umiddelbart virker det som en dårlig handel for adelskvindens familie, men

de skulle være tilfredse, hvis de overhovedet havde en medgift, der var stor nok til at

kunne tiltrække nogle friere med villige familier. Der var nemlig kamp om de få

adelige ungkarle, og man skulle konkurrere med mange familier med store opsparede

summer til medgifter.20 Til gengæld fik kvindens familie mulighed for udvidelse af

landejendom eller opnåelse af højere stillinger.21

2.3. Det sociale sikkerhedsnet

De økonomiske gevinster ved ægteskab blev vægtet højt på grund af de sociale

forhold. Social mobilitet var ikke let, mænd kunne bevæge sig op i hierarkiet gennem

forretning, men for kvinder var ægteskab den eneste mulighed for social forbedring.22

Der blev set meget ned på folk af lavere social rang, det var derfor især vigtigt for

adelsfolk at bevare deres sociale status for deres egen og familiens ære. Social sikring

var stort set ikke-eksisterende, det var familien, som udgjorde det sociale

sikkerhedsnet.23 Der fandtes dog organiserede medgifts-sparekasser, som 15 år efter

indbetaling forsikrede en femdoblet medgiftssum. Hvis datteren i mellemtiden døde

eller bare ikke blev gift frafaldt retten til udbetaling, hvilket var endnu et motiv til at

få en datter tidligt gift.24 Et af de vigtigste interesseområder for familien var

naturligvis at skabe de bedste forhold for slægtens videreførelse, og her skulle man

være gift.25

Som ugift gravid kvinde var man heldig, hvis barnets far var villig til ægteskab. Et

17 Durant, Will. 1971, s. 8018 Jacobsen, Anette Faye og Anne Løkke. 1986, s. 2019 Mountfield, David. 1978, s. 2920 Durant, Will. 1971, s. 8121 Jacobsen, Anette Faye og Anne Løkke. 1986, s. 2022 Forgeng, Jeffrey L. 2010, s. 2423 Mountfield, David. 1978, s. 524 Nordberg, Michael. Renæssancens virkelighed: 1400-tallets Italien – Myter og realitet. Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 1993, s. 10525 Bekker-Nielsen, Tønnes., m.fl. 1996, s. 240

Side 6 ud af 28

forhold som ifølge hans familie kunne være højst upassende, idet uægteskabelige børn

stadig havde ret til at arve. De fleste adelsfamilier så derfor en interesse i at holde

deres døtre afsondret fra mænd og opdraget i kyskhed.26 Modsat forældres idealer om

kyskhed førte renæssancens humanistiske ideer, som havde sit ophav i humanismens

arnested, Italien, til en fralæggelse af kristen moral og etik. Renæssancemennesket var

stadig religiøst, men man havde sat det individuelle menneske i centrum, hvilket i

enkelte tilfælde, førte til en mere løssluppen seksualitet i visse italienske bystater.27

Sex uden for ægteskabet så man officielt ned på, men ikke desto mindre var omkring

hver fjerde førstegangsfødende kvinde gravid uden for ægteskabet. Som modvægt

blev prostitution udbredt og benyttet i stort set alle større europæiske byer, selvom det

var ulovligt.28

Ved international indgiftning i den europæiske adel i renæssancen blev man gensidigt

inspireret på tværs af landegrænser, og synet på ægteskab var derfor ensartet. Adelens

økonomiske og sociale interesser i forbindelse med ægteskab havde stor indflydelse

på hinanden. Ægteskabet blev opfattet som en handel indgået mellem to familiers

overhoveder kun med interesse i social sikring, kapitaludvidelse, slægtens

videreførelse og mulighed for en bedre stilling i samfundet. Sidst i 1500-tallet bredte

der sig en ustabilitet i økonomien, og de sociale og økonomiske interesser i

arrangerede ægteskaber blev derfor endnu mere afgørende for de europæiske

adelsslægter.

3. Forholdet mellem kærlighed og ægteskab

3.1. Arven fra middelalderen

At den idealistiske kærlighed fandtes på trods af samfundets begrænsninger kan ses i

trubadurlyrikken. Omring år 1100 i Provence i Sydfrankrig opstod en forgrening af

trubadurlyrikken med et nyt fokus på den høviske kærlighed, altså kærligheden ved

hoffet. I denne lyrikform dyrkedes en idealistisk kærlighed til den tilbedte, som oftest

var en gift kvinde, og under et nyopstået kvindeideal blev ophøjet til gudindestatus.29

26 Durant, Will. 1971, s. 7727 Durant, Will. 1971, s. 11728 Forgeng, Jeffrey L. 2010, s. 68

Side 7 ud af 28

Kilden ”En kvindelig trubadur”30 er et sådant høvisk digt, skrevet omkring år 1200

af Grevinden af Dia. Det bemærkelsesværdige ved denne kilde er dens afsender,

nemlig en adelskvinde. Den høviske digtning var altså ikke kun forbeholdt

adelsmænds dyrkelse af kvinden, men vedkom begge køn, hvilket i høj grad øger

kildens repræsentativitet. I digtet udtrykkes det fysiske begær som en del af den

idealistiske kærlighed: ”Gerne ville jeg min ridder en aften / i mine arme holde nøgen,

/ så han af lykke blev henrykt / af at jeg hvilede på ham,”.31 Her bliver lykken sat i

forbindelse med den lidenskabelige kærlighed og altså ikke med et økonomisk

fornuftsægteskab. Faktisk udtrykkes en vis afstandtagen til den traditionelle

ægteskabskultur: ”Vid, at min attrå er så stor / efter at I var i min mands sted”,32 hun

vil hellere udleve sin attrå, altså længsel og begær end at overholde ægteskabets

normer. Som der tidligere er redegjort for, skete der ikke store ændringer fra

middelalder til renæssance i familiestrukturen eller inden for normer og traditioner for

ægteskab i Europa. Desuden var adelskulturen jo ensartet i Europa, så ud fra kildens

repræsentativitet kan man konkludere, at denne idealistiske kærlighed og dens

forbindelse af lykke på et idealistisk plan, men også med lidenskab og begær frem for

ægteskab, også har eksisteret blandt renæssancens adel i hele Europa.

3.2. Brevvekslinger

3.2.1. Faderen om sin søns forelskelse

Var det overhovedet et problem, at der ingen sammenhæng var mellem kærlighed og

ægteskab? Kilden “Brev fra far til søn om forelskelse (1594)”33 kan belyse konflikten,

som opstod i forholdet mellem ægteskab og kærlighed.

Kilden er et personligt brev skrevet i 1594 af en dansk far og sendt til hans søn i

Wittenberg, hvor sønnen studerede under sin dannelsesrejse. I brevet befalede faderen

29 Carstensen, Mogens & Jørgen Olsen. ”Høvisk eller romantisk kærlighed. Trubadurlyrikken.” I: Mogens Carstensen & Jørgen Olsen (red.): Middelalderliv. Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 1987, s. 7830Dia, Grevinden af. ”En kvindelig trubadur” I: Mogens Carstensen & Jørgen Olsen (red.): Middelalderliv. Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 1987, s. 8131 Dia, Grevinden af. ”En kvindelig trubadur” I: Mogens Carstensen & Jørgen Olsen (red.): Middelalderliv. Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 1987, s. 81, linje 1-4, min kursivering32 Dia, Grevinden af. ”En kvindelig trubadur” I: Mogens Carstensen & Jørgen Olsen (red.): Middelalderliv. Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 1987, s. 81, linje 13-14.33 Rosenkrantz, Jørgen. “Brev fra far til søn om forelskelse (1594)” I: Anette Faye Jacobsen og Anne Løkke (red.): Familieliv i Danmark: 1600 til 1980’erne. (s. 94-95) Kbh. Systime A/S. 1986

Side 8 ud af 28

sin søn at opgive sin forelskelse og fokusere på sine studier. Som sagt er kilden et

personligt brev mellem far og søn, det er altså en lukket kilde, hvilket i høj grad øger

troværdigheden, da det ville være meningsløst for faderen at lyve.

Det fremgår af den indledende note, at sønnen senere fulgte sin faders befaling og

blev gift med en adelsdame. Da brevet blev skrevet var sønnen på dannelsesrejse så

det var altså uden tvivl en adelig familie. Kildens afsender, faderen, var altså højt

placeret i samfundets hierarki, ligeledes havde han en ophøjet rolle i forhold til

kildens modtager, hans 20-årige søn. Som familiens overhoved, forventede faderen, at

sønnen adlød hans ordre, det fremgår af faderens hårde sprogbrug: ”Saa vil jeg nu

hermed have Dig alvorligen advaret, paamindet, og befalet, at du lader denne Din

gækkelige Handel og Væsen fare”,34 som til sidst når trusselslignende udtryksmåder:

”Da skal Du vist vide og forlade Dig dertil, at vi ville betænke de Middel og Raad

dertil, som Dig skal fortryde, saa længe du lever”.35 Kilden er som sagt troværdig nok

ift. at tale sandt, dog er faderens måde at omtale sønnens forelskelse nedladende, og

den følger herskende normer: ”Men derimod haver jeg ganske ugerne hørt og erfaret,

Dig at være en anden Sygdom paakommen, som hedder paa latin Amor, og dansk en

narrisk og gækkelig (:tåbelig) Kærlighed”.36 Han beskrev sønnens tåbelige kærlighed

som forhindrende i en flittig studering og forbandt det med en uskikkelig levned og

tab af godt rygte.37 Der opstilles en antagonisme mellem den sygeligt forførende,

ulogiske kærlighed og ”Din flittige Studering og skikkelige levned”38 og fornuften i

det hele taget. Men hvorfor prøve at overbevise, advare og ligefrem true sin søn om

dette modsætningsforhold mellem kærlighed og fornuft?

Der bliver ikke lavet forbud, hvis der ikke er en konflikt, som skal forhindres eller

en konsekvens, som skal undgås. Konflikten lå mellem sønnens forelskelse som en

forhindring og modsætning til faderens interesser i sønnens studering og måske senere

ægteskab. I en adelsfamilie som denne lå mange sociale og økonomiske interesser i et

arrangeret ægteskab som tidligere redegjort for, og det ville være en dårlig forretning,

hvis sønnen fik et barn i Wittenberg eller endnu værre endte med at blive gift med en

ikke-adelig. Desuden var brevet skrevet i et tidsmæssigt brændpunkt, nemlig under

34 Rosenkrantz. 1986, s. 9435 Rosenkrantz. 1986, s. 9536 Rosenkrantz. 1986, s. 9437 Rosenkrantz. 1986, s. 9538 Rosenkrantz. 1986, s. 95

Side 9 ud af 28

”The Little Ice Age”39. Som jordejer havde faderen altså i året, som han skrev brevet,

større interesser end normalt i et rentabelt arrangeret ægteskab for sin søn.

Kilden er i høj grad repræsentativ både på grund af kildens troværdighed og fordi

faderen ikke var i opposition til den bestående enhedskultur blandt den europæiske

adel. Desuden henviste han til andre adelsfolk, som var enige med ham: ”Det er mig

af godt, lovagtigt, sanddru Folk blevet advaret og tilkendegivet”,40 hvilket igen

underbygger adelskulturens ensartethed og faderens repræsentativitet for

adelsforældre. Der er formenligt mange adelsforældre, som har stået i samme

situation som faderen, altså er sønnens adfærd også repræsentativ over for adelens

ungdom. Ud fra adelsforældrenes tendens til at holde deres børn i kort snor kan man

konkluderer, at der også har været en tendens til at unge adelsfolks forelskelse

forpurrede deres families interesser, og der har derfor i høj grad eksisteret en konflikt

mellem det fornuftige ægteskab og den lidenskabelige kærlighed i renæssancen.

3.2.2. Moderen om sin datters ægteskab

Adelsforældre kunne åbenbart ikke acceptere deres børns forelskelse og se bort fra de

sociale og økonomiske interesser ved arrangeret ægteskab. Kilden ”Brev fra

Alessandra Strozzi til sønnen Filippo”41 belyser blandt andet hvorfor.

Dette brev er også en lukket kilde, sendt fra en adelig enkemor til sin ældste søn og

dermed meget troværdig. I forhold til forrige kilde er en tids- og stedsmæssig forskel,

kilden blev nemlig skrevet i 1447 og sendt fra Firenze til Napoli. Som der tidligere er

redegjort for, var adelskulturen dog ens på trods af geografisk spredning, og

familiestrukturen ændrede sig ikke markant fra 14-1500-tallet. I brevet bragte

moderen blandt andet nyheden om datterens forlovelse med stor glæde. Afsenderen er

en smule utraditionel, da det er en mor og ikke en far, som står for det arrangerede

ægteskab. Enkelte tilfælde er kendt, hvor en adelig enke overtog sin afdøde mands

forretning og indtog rollen som familiens overhoved42, og derved er kilden altså

repræsentativ.

39 Forgeng, Jeffrey L. 2010, s. 640 Rosenkrantz. 1986, s. 9441 Strozzi, Alessandra. ”Brev fra Alessandra Strozzi til sønnen Filippo” I: Gubb, Hemmersam m.fl. (red.): . Fokus 1. Fra antikken til reformationen. (s. 177-179) Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 200942 Jacobsen, Anette Faye og Anne Løkke. 1986, s. 21

Side 10 ud af 28

Moderen beskrev de mange fordele ved den nyvundne svigersøn: ”Han er af god

familie, en fortræffelig ung mand, alene i verden, rig, 25 år og har en silkeforretning;

familien har et par embeder”,43 han havde alle de egenskaber, som en adelsforældre

kunne ønske sig af en svigersøn, og det oplagte valg, selvfølgelig i forhold til den

medgift, som moderen kunne skaffe. ”For den, der tager en kone, vil have kontanter,

og jeg kunne ingen finde, der ville vente, til han kunne få medgiften i 1448 og til dels

først i 1450. Hvis hun lever, vil sparekassepengene i 1450 så tilfalde mig”.44 Dette var

grunden til, at moderen skrev til sin søn, da hun ville overbevise ham om de

fornuftige interesser i, at hun havde brugt hans formue som medgift til at sikre et så

rentabelt ægteskab og derved også sikre en senere udbetaling fra medgiftssparekassen:

”for hun er allerede 16, og jeg turde ikke vente længere med at få hende gift”,45 som

ellers kunne frafalde, hvis datteren ikke blev gift eller døde.

Moderen var jo ikke på nogen måde ondskabsfuld: ”Gud give hende et godt

helbred i lange tider og skænke hende sin nåde. Det ønsker jeg”,46 hun ønskede det

bedste for sin datter, dog skrev hun ud fra en tendens om, at det bedste opnås gennem

et arrangeret fornuftsægteskab. Moderen kommenterede sit valg omkring ikke at gifte

sin datter ind i en økonomisk ustabil familie, selvom den var finere og af bedre slægt:

”Og jeg ved tilmed ikke, om pigen ville være lykkelig. Der er for den, der ikke hører

til de embedsberettigede familier […] kun den ene genvordighed efter den anden!”.47

Moderen ønskede sin datters lykke, men forbandt den ikke med den samme

idealistiske kærlighed, som tidligere fremgik af det høviske digt. Derimod forbandt

hun lykken med social sikkerhed samt andre interesser, som blev opnået ved et

fornuftigt ægteskab, som der tidligere er redegjort for. Hun mente bestemt ikke, at

datteren selv kunne bedømme hvad, der var bedst for hende. ”Hvis jeg ikke havde

truffet den beslutning, så ville der intet ægteskab være blevet i år”.48 Datterens egen

mening var underordnet, for når det kom til stykket havde kærlighed ingen indflydelse

på ægteskab.

43 Strozzi. 2009, s. 17744 Strozzi. 2009, s. 17745 Strozzi. 2009, s. 17746 Strozzi. 2009, s. 17847 Strozzi. 2009, s. 17748 Strozzi. 2009, s. 177

Side 11 ud af 28

3.3. Dronning Elizabeth I. om sit ægteskab

Som det fremgår af redegørelsen var Englands storpolitiske adfærd og interesser

ensartet med og nærmest en afspejling af den traditionelle familiestruktur og

interesser i forbindelse med arrangerede ægteskaber. Jo højere man kom op i

hierarkiet og jo mere, der var på spil, specielt med henblik på den kongelige familie,

blev ægteskabet behandlet udelukkende som et forretningsanliggende.

Kilden ”Response to Parliamentary Delegation on Her Marriage, 1566”49 er

Elizabeth I.’s respons på der engelske parlaments appel til hende om: ”my marriage,

and in the limitations of the succession of the crown”,50 som hun selv formulerede det.

Hvis det var nødvendigt for en familie at få en arving til at fortsætte slægten, var det

ikke alene et ønske men et krav fra kongeriget. Parlamentet havde en interesse i at få

sikret en arving til tronen, så der i tilfælde af Dronning Elizabeths død ikke ville opstå

en arvekonflikt, en blodig borgerkrig eller endnu en konflikt mellem protestanter og

katolikker, som allerede havde hærget før Elizabeth I. kom til magten. Parlamentet

var derudover interesseret i at få arrangeret et royalt ægteskab med en landsmand og

ikke en udlænding, som kunne gøre krav på tronen.

Kilden, Dronningens svar, er altså en åben kilde, da den er henvendt til hele

parlamentet, og da det er en dronning, som er afsender, er et formelt sprog

nødvendigt. Dette gør nogle udsagn utroværdige, fx sorgen over hendes søsters død:

”my sister, who I would to god were alive again.”,51 på trods af deres alment kendte

fjendskab. Tilsyneladende var Elizabeth I. positivt indstillet over for en begrænsning

af tronfølgen, ”I will marry as soon as I can conveniently… I hope to have children,

otherwise I would never marry”.52 Ægteskabet afhang altså af alle andre interesser end

kærlighed for Elizabeth I. Hun var ikke bleg for at påpege, at parlamentets egne

interesser ikke skulle indblandes i hendes valg af ægtefælle: ”The second point was 49 Elizabeth I. ”Response to Parliamentary Delegation on Her Marriage, 1566.” I: Fordham University. (juli 1998). Modern History Sourcebook: Queen Elizabeth I of England (b.1533, r. 1558-1603) Selected Writing and Speeches: Response to Parliamentary Delegation on Her Marriage, 1566. Lokaliseret d. 7. december 2012: http://www.fordham.edu/halsall/mod/elizabeth1.asp50 Elizabeth I. ”Response to Parliamentary Delegation on Her Marriage, 1566.” I: Fordham University. Modern History Sourcebook  (juli 1998): Lokaliseret d. 7. december 2012: http://www.fordham.edu/halsall/mod/elizabeth1.asp51 Elizabeth I. ”Response to Parliamentary Delegation on Her Marriage, 1566.” I: Fordham University. Modern History Sourcebook  (juli 1998): Lokaliseret d. 7. december 2012: http://www.fordham.edu/halsall/mod/elizabeth1.asp52 Elizabeth I. ”Response to Parliamentary Delegation on Her Marriage, 1566.” I: Fordham University. Modern History Sourcebook  (juli 1998): Lokaliseret d. 7. december 2012: http://www.fordham.edu/halsall/mod/elizabeth1.asp

Side 12 ud af 28

for the limitation of the succession of the crown, wherein was nothing said for my

safety, but only for themselves. A strange thing that the foot should direct the head in

so weighty a cause”.53 En sag som Elizabeth I. understreger, at hun bedre selv kunne

bedømme, da hun var landets hoved og ikke fod, og det vedkom hende mere end

parlamentet. Hun mener altså, at hun sagtens selv kan bedømme, hvad der er bedst for

hende selv og for England. Hendes udsagn i den forbindelse er meget troværdige, da

hun både var udsat for andres indgriben ift. hendes ægteskab, som de unge adelsfolk

også var det, men samtidigt var i en position, som monark for familien, som i dette

tilfælde var hele England, der gjorde det muligt for hende at gøre, som hun ville og

sige sin mening mere direkte, så længe det var i en formel tone.

Konflikten mellem den idealistiske kærlighed og det samfundsbestemte ægteskab

fremgår ikke af denne kilde. Dog viser den i høj grad det problem, som opstår, når det

omgivende samfund griber ind i det enkelte individs valg vedrørende ægteskab selv i

den højeste instans i samfundet. Vi ser nu en interessant parallel, da konflikten

mellem de unge forelskede adelsfolk og deres familie og mellem Elizabeth I. og

samfundet begge rummer en part, som går imod omverdens krav til ægteskabet og

altså har en anden mening end det omkringliggende samfund om, hvad der er bedst i

forhold til deres eget valg som individ.

Analysen af det høviske digt påviser, at den idealistiske kærlighed eksisterede og både

blandt mænd og kvinder. Begrebet lykke forbindes her med en idealistisk

kærlighedsopfattelse men også med lidenskab og begær frem for ægteskab og

traditioner.

I sit brev til sønnen opstillede den danske far et modsætningsforhold mellem

kærlighed og fornuft. Brevet viser, hvordan en konflikt kunne opstå, hvis et ungt

menneskes forelskelse gik imod adelsfamiliens interesser. Ud fra analysen af den

italienske moders brev om sin datters forlovelse fremgår det dog, at europæiske

adelsforældre, hvis de altså ikke handlede ud fra personlige interesser, handlede ud fra

en tendens om, at deres børns lykke afhang af et fornuftigt ægteskab. En lykke, som

den idealistiske kærlighed kunne forhindre, da en ”narrisk, gækkelig”54 kærlighed

53 Elizabeth I. ”Response to Parliamentary Delegation on Her Marriage, 1566.” I: Fordham University. Modern History Sourcebook  (juli 1998): Lokaliseret d. 7. december 2012: http://www.fordham.edu/halsall/mod/elizabeth1.asp54 Rosenkrantz. 1986, s. 94

Side 13 ud af 28

ville blæse alle fornuftige interesser ud af hovedet på folk. I dronning Elizabeths svar

til det engelske parlament ses en stærk individualistisk reaktion på omgivelsernes

indblanding i et individs forhold til ægteskab. Elizabeth sætter sig, ligesom den

idealistiske kærligheds tilhænger, imod samfundets indflydelse herpå.

Forholdet mellem kærlighed og ægteskab i renæssancen blev altså kun styret af

familiernes sociale og økonomiske interesser. Ikke desto mindre eksisterede et

idealistisk kærlighedsbegreb, som skabte en konflikt mellem det fornuftige ægteskab

og den lidenskabelige kærlighed i renæssancen.

4. Kærlighedsopfattelser i Romeo and Juliet

4.1. Den umodne og den trivielle kærlighed

I William Shakespeares Romeo and Juliet optræder et væld af forskellige

kærlighedsopfattelser, vigtigst og mest dominerende er selvfølgelig Romeo og Julies.

Deres respektive opfattelser af kærlighed gennemgår en revolutionerende udvikling,

som stykkets handling skrider frem.

Julie er kun 13 år, utroligt, når man tager hendes ekstreme modning hen over det

fire dage lange intense drama i betragtning. Julie når en erkendelse og en

kærlighedsopfattelse, som på mange måder hører en højere alder til,55 dog stemmer

hendes alder og opfattelse af kærlighed meget godt overens i begyndelsen af stykket.

Tidligt introduceres Julie til ideen om ægteskab med Paris. Hun adlyder barnligt og

naivt sin moder, og hendes respons viser en lidt umoden opfattelse af kærlighed: ”I’ll

look to like, if looking liking move, / But no more deep will I endart mine eye / Than

your consent gives strength to make it fly”.56 Hun vil prøve at se, om hun kan elske

ham. Dog ses allerede her en snært af den viljestyrke, Julie rummer. Hun vil gøre en

indsats kun lige præcis til den grad hendes moder ønsker det og ikke et skridt længere.

Hendes adfærd kan derfor tolkes som form for modstand gennem passivitet.57

Romeo har en anden opfattelse af kærlighed, dog stadig umoden og på mange

måder overfladisk. Han udtrykker sin ugengældte forelskelse i Rosaline: ”O brawling

55 SparkNotes Editors. (2007). Analysis of Major Characters. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/canalysis.html 56 Shakespeare. 2003. Akt 1. Scene 3. Linje 98-100. S. 5657 SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 1, scene 3. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section4.rhtml

Side 14 ud af 28

love, O loving hate, / O anything of nothing first create”.58 Romeos sprog kendetegnes

ved en påtaget og klichéfyldt beskrivelse af kærligheden, og hans gentagne

sammensætning af kontrastfyldte ord viser hans forsøg på at beskrive sine ekstreme

modstridende følelser, der viser sig nærmest umulige at beskrive. Det er et bevidst

valg fra Shakespeares side at lade Romeos tidlige sprog være præget af banalitet og

uoriginalitet, da det viser Romeos uerfarenhed, og at han er mere interesseret i sin

forelskelse og sin beskrivelse af den end i Rosaline. Denne overfladiskhed bliver

yderligere underbygget af, at man netop aldrig ser eller hører Rosaline.59

4.2. Den idealistiske kærlighed

Selv efter Romeo og Julies første kys er Romeos forelskelse stadig efter bogen, da

Julie kommenterer: ”You kiss by th’book”,60 ikke desto mindre ses i deres 14-linjers

lange samtale før dette kys en enorm sproglig udvikling. Den udgør nemlig en sonet,

der med sine poetiske rim og rytme understreger den sande kærligheds opståen.

”Saints do not move, though grant for prayers’ sake / Then move not, while my

prayer’s effect I take”.61 Sonetten benytter sig af en religionsmetafor, da deres nye

kærlighed kun kan beskrives i sammenligning med det guddommelige. Denne metafor

rummer en grad af blasfemi, et tema som vender tilbage, idet de dyrker hinanden som:

”god of my idolatry”,62 men de viser samtidig, at deres kærlighed er mere åndelig og

altså mere idealistisk end den, Romeo nærede til Rosaline. 63

Kort efter deres første møde har Julies sprog allerede ændret sig til et mere lyrisk,

poetisk og billedligt sprog: ”if he be marrièd, / My grave is like to be my wedding

bed. […] My only love sprung from my only hate! / Too early seen unknown, and

known too late!”.64 Julie viser med disse rimende kupletter, at hun allerede her er

villig til at gå i døden for Romeo. Deres forhold forbindes her helt fra begyndelsen

både med had og død, som ligger så tæt op af kærlighed og liv.

58 Shakespeare. 2003. Akt 1. Scene 1. Linje 163-168. S. 4659 SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 1, scene 1. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section2.rhtml 60 Shakespeare. 2003. Akt 1. Scene 5. Linje 108. S. 6661 Shakespeare. 2003. Akt 1. Scene 5. Linje 102-103. S. 6662 Shakespeare. 2003. Akt 2. Scene 2. Linje 114. S. 7463 Hager, Alan. “Analysis of Romeo and Juliet”. I: Alan Hagar (red.): Understanding Romeo and Juliet: A student casebook to issues, sources, and historical documents. London: The Greenwood Press. 1999. S. 1564 Shakespeare. 2003. Akt 1. Scene 5. Linje 131-136. S. 67, min kursivering

Side 15 ud af 28

Romeos kærlighedsopfattelse udvikler sig gennem stykket fra at være overfladisk

til at være en dyb og ægte kærlighed, og Julies gennemgår på samme måde en

modningsproces, hvilket som sagt ses i ændringen i deres sprogbrug. I den såkaldte

balkon-scene bryder en metafor, som er gennemgående i hele stykket, mellem lys og

mørke for alvor igennem. Romeo beskriver Julie som en sol, der maner månen og

mørket væk: ”The bightness of her cheek would shame those stars / As daylight doth

a lamp; her eyes in heaven / Would through the airy region stream so bright / That

birds would sing and think it were not night.”.65 Det poetiske sprog, som er forbundet

til den idealistiske kærlighed, prøver at forvandle de elskendes verden som her, hvor

nat bliver forvandlet til dag ved sprogets magt66. I den forbindelse reflekterer Julie

over hvad sprogets virkelighedsændrende kræfter egentligt kan strækkes til: ”What’s

in a name? That which we call a rose / By any other word would smell as sweet;”.67

På samme måde har de en opfattelse af, at deres identitet, som adskiller dem, er

bundet til deres familiers navne. Julie ønsker og tror på, at de med kærlighedens magt

kan løfte og fjerne de forhindringer, som skiller dem ad: ”O Romeo, Romeo,

wherefore art thou Romeo? / Deny thy father and refuse thy name! / Or, if thou wilt

not, be but sworn my love, / And I’ll no longer be a Capulet.”.68 De er begge villige til

at fralægge sig familiens og samfundets normer, men det er familien og samfundet

desværre ikke.69 De må senere erkende, at der er grænser for, hvad kærlighedens

sprog kan på trods af dens forvandlende og fortryllende evner. Romeo og Julie lever i

en virkelighed, hvor deres kærlighed ikke er mulig, da den forhindres af samfundets

indretning og modstridende kærlighedsopfattelser. Selvom Romeo og Julie senere tyer

til drastisk handling i stedet for sprogbrug i håb om at ændre deres skæbne går den

uundgåeligt mod stykkets tragiske slutning.70

65 Shakespeare. 2003. Akt 2. Scene 2. Linje 19-22. S. 7166 SparkNotes Editors. (2007). Themes, Motifs & Symbols. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/themes.html 67 Shakespeare. 2003. Akt 2. Scene 2. Linje 43-44. S. 7168 Shakespeare. 2003. Akt 2. Scene 2. Linje 33-36. S. 7169 SparkNotes Editors. (2007). Important Quotations Explained. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/quotes.html 70 SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 3, scene 2-4. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section11.rhtml

Side 16 ud af 28

4.3. Den fysiske, jordbundne kærlighed

Romeos og Julies højtsvævende romantiske kærlighed har hver deres jordnære

kontraster repræsenteret af henholdsvis Mercutio og Ammen.

Da Ammen overbringer Julie nyheden om hendes mulige ægteskab med Romeo,

lægger hun især vægt på bryllupsnatten: ”But you shall bear the burden soon at

night”,71 Ammens opfattelse af kærlighed er altså fysisk og seksuel. På trods af at

Ammen er Julies fortrolige, deler hun ikke samme åndelige opfattelse af kærlighed

som Julie men en mere kortsigtet jordnær opfattelse. Hun støtter senere op om

ægteskab med Paris, hvilket er grunden til, at Julie afskriver sig Ammens fortrolighed

og tager sidste skridt mod modenheden, da hun nu står helt på egne ben.72

Mercutio er ligeledes en jordnær kontrast til Romeos romantiske og drømmende

kærlighedsopfattelse. Ved brug af humor, spydigheder og dobbelttydigheder

punkterer han Romeos romantiske kærlighedsboble især i sin tale om Queen Mab.

Hun er den fe, der om natten bringer drømme til de sovende og blandt andet får den

forelskede til at drømme om elskov. Mercutios beskrivelse af Queen Mab er så

farverig og fantasifuld, at den kun kan genfindes i en eventyrlig drøm, og selv Romeo

tror ikke det er reelt eller virkeligt: ”Thou talk’st of nothing.”, 73 Mercutio svarer:

“True, I talk of dreams, / Which are the children of an idle brain”.74 Mercutio hentyder

altså til, at kærlighed også i vågen tilstand blot er en indbildt drøm, og at Romeos

forelskelse er lige så uvirkelig og illusorisk som fantasien om Queen Mab. På dette

tidspunkt er Romeos kærlighed stadig kun til Rosaline, dog står Mercutios anti-

romantiske kærlighedsopfattelse, som når det kommer til stykket kun handler om sex,

allerede nu i kontrast til Romeo og Julies idealistiske kærlighed, som for dem ikke er

en drøm men det eneste reelle og ægte. 75

71 Shakespeare. 2003. Akt 2. Scene 5. Linje 74. S. 8972 SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 3, scene 5. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section12.rhtml 73 Shakespeare. 2003. Akt 1. Scene 4. Linje 96-97. S. 6174 Shakespeare. 2003. Akt 1. Scene 4. Linje 96-97. S. 6175 SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 1, scene 4. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section5.rhtml

Side 17 ud af 28

4.4. Den legitime og den forældrelige kærlighed

I modsætning til skildringen af den fysiske jordbundne kærlighedsopfattelse er der

også i Romeo and Juliet skildret en mere legitim kærlighed, som repræsenteret af

Paris holder sig inden for samfundets normer og rammer. Han holder en høflig tone

og formel afstand til Julie før deres planlagte bryllup, hvilket der ikke er meget

lidenskab over. Han ved, at han er et godt match og udtaler derfor: ”I am sure, that

you love me.”,76 selvom de aldrig før har udvekslet et ord om kærlighed,

”Immoderately she weeps for Tybalt’s death, / And therefore I have little talked of

love,”.77 Ikke desto mindre elsker Paris Julie, men der er her mere tale om en ikke-

lidenskabelig, platonisk kærlighed, hvor han beundrer hende på afstand og venter på

brudenatten.78

Der er ikke meget faderlig eller moderlig kærlighed hos Capuletforældrene, i hvert

fald ikke den slags, vi definerer ud fra vores tid. De deler simpelthen bare ikke Julies

idealistiske kærlighedsopfattelse og forstår ikke, at hun ikke sætter pris på, at de har

fundet en ægtemand med så mange fordele, ”Unworthhy as she is, that we have

wrought / So worthy a gentleman to be her bride?”.79 De vil sikre hendes lykke, men

deres opfattelse af lykke er bare ikke defineret ud fra en idealistisk kærlighed, men ud

fra et fornuftsægteskab. Forældrene er dog ikke fuldstændig følelseskolde, selvom

man kunne få den opfattelse ud fra deres usympatiske reaktion, da Julie nægter at

gifte sig med Paris: ”we have a curse in having her.”80. Deres dybe følelser for hende

kommer senere til udtryk: ”O me, O me! My child, my only life! / Revive, look up, or

I will die with thee!”,81 men for sent, da hun ligger som død. Munken Laurence siger i

den forbindelse en sandhed omkring forældrenes kærlighedsopfattelse og deres

opfattelse af forholdet mellem ægteskab og kærlighed: ”The most you sought was her

promotion, / For ’twas your heaven she should be advanced;”.82 På mange måder ses

en nutidig faderlig kærlighed fra Laurences side. Det er ham, de kommer til, når de

fortvivles. Han vejleder dem og vigtigst af alt, han kan til en vis grad sætte sig i deres

76 Shakespeare. 2003. Akt 4. Scene 1. Linje 26. S. 12177 Shakespeare. 2003. Akt 4. Scene 1. Linje 6-7. S. 12078 SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 4, scene 3-5. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section14.rhtml 79 Shakespeare. 20033. Akt 3. Scene 5. Linje 144-145. S. 11680 Shakespeare. 2003. Akt 3. Scene 5. Linje 167. S. 11781 Shakespeare. 2003. Akt 4. Scene 5. Linje 19-20. S. 13082 Shakespeare. 2003. Akt 4. Scene 5. Linje 71-72. S. 132

Side 18 ud af 28

sted og forstå deres ønsker. Laurence er på mange måder også idealist, da han går

med til at vie Romeo og Julie i den forhåbning, at det vil bringe de stridende familier

til fred. På samme måde er det ham, som får Romeo til Mantua, giver Julie sove-

eliksiren og mislykkes i at sende sin besked om planen til Romeo. Så på trods af de

bedste intentioner bliver Laurence en nøgleperson for et tema, den uundgåelige

skæbne,83 som i høj grad har indflydelse på skildringen af kærlighedsopfattelser i

Romeo and Juliet.

4.5. Den sande kærlighed – Uundgåeligheden og dobbeltheden

Den uundgåelige skæbne er stærkt knyttet til Romeos og Julies kærlighed. Den første

ordveksling mellem dem er jo, som sagt, i form af en sonet, som før kun er set i

prologen. En lighed, der kan ses som et skæbnevarsel, da stykkets tragiske slutning

allerede her blev afsløret for publikum, der får at vide, at de er ”star-crossed lovers”.84

Stjernerne er forbundet med skæbnebegrebet, og da Romeo hører om Julies død, råber

han: ”Then I defy you, stars”85 i et forsøg på at gøre op med det skæbnebestemte.

Dette viser sig umuligt, da netop Romeos voldsomme reaktion er skyld i, at han

kommer før Julie vågner og dermed forårsager deres dobbelte selvmord. Hvad der kan

synes som en række tilfælde, der former handlingen og styrer Romeo og Julie mod

deres død, er i højere grad skæbnens indgriben. I forbindelse med stjernerne når

Romeo og Julies kærlighed altså kosmiske højder. Den sande kærlighed er som en

naturlov – denne slags kærlighed er altså ikke noget, man kan gøre noget ved.86

I Romeo and Juliet optræder der mange modsætningsfyldte opfattelser og

metaforer, hvilket er et andet dominerende tema i stykket, nemlig altings dobbelthed.

I Laurences første replik forklarer han, hvordan alting har to sider i sig: ”Within the

infant rind of this weak flower / Poison hath residence and medecin power […] In

man as well as herbs – grace and rude will;”87. Det er ikke blomsten i sig selv, men

derimod hvordan den bliver brugt, som definerer, om den er god eller ond. Ligeledes

er det med mennesker, som hverken konsekvent er gode eller onde, det er en 83 SparkNotes Editors. (2007). Analysis of Major Characters. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/canalysis.html 84 Shakespeare. 2003. The Prologue. Linje 6. S. 4085 Shakespeare. 2003. Akt 5. Scene 1. Linje 24. S. 13586 SparkNotes Editors. (2007). Themes, Motifs & Symbols. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/themes.html 87 Shakespeare. 2003. Akt 2. Scene 3. Linje 23-28. S. 78

Side 19 ud af 28

påvirkning udefra, som definerer dem. Der optræder ikke nogen skurk i stykket, det er

kun mennesker med forskellige opfattelser af virkeligheden, som kolliderer, hvilket

igen både fører gode og dårlige ting med sig.88

Den kærlighed, Romeo og Julie nærer til hinanden, skildres på samme måde. Det

er langt fra den idylliske og banale kærlighed, som Romeo nærede til Rosaline, men

en voldsom overvældende følelse som bringer ligeså meget død og ødelæggelse med

sig, som had gør, hvilket Laurence forudser da Romeo og Julie bliver gift: ”These

violent delights have violent ends / And in their triumph die”.89 Dog bringer den ligeså

meget smukt med sig, idet Romeo og Julies kærlighed hæver sig op på et meget

højere åndeligt plan end nogen anden kærlighedsopfattelse i stykket og i sidste ende

faktisk bringer fred i Verona. Der skinner altså ikke en bestemt morale igennem ift.

modsætningen mellem godt og ondt. Som Laurence siger, triumferer kærligheden, da

den hæver sig over samfundets begrænsninger og selv døden, dog ligger Romeo og

Julie døde, og prinsen udråber: ”All are punished”.90 Der skildres altså ingen vindere

eller tabere i denne konflikt. I stykket udtrykkes i højere grad den kaotiske beruselse

af kærlighed, og hvad der her følger med af godt og ondt i sammenstødet med familie

og samfund og de modsættende kærlighedsopfattelser, der hersker der. 91

Romeo og Julies kærlighedsopfattelse gennemgår en enorm udvikling og modning,

som fremgår af deres ændrede poetiske udtryksmåde og billedsprog, og den løftes til

et idealistisk og åndelig plan, hvilket fremhæves af deres kontraster: Ammens og

Mercutios jordbundne kærlighedsopfattelser, der ser kærlighed som et udelukkende

seksuelt anliggende. Ligeledes står Paris’ legitime, kølige og beregnende

kærlighedsopfattelse som en kontrast til Romeo og Julies lidenskabelige og

udbrydende kærlighed. Julies forældre vil hende det bedste og begræder hendes død,

dog har de ingen indsigt i Julies følelsesliv og kan derfor ikke forstå, at hun ikke ser

samme interesser, som de selv gør. Laurence opfattelse af kærlighed er mere

omsorgsfuld og nærmer sig den forældrelige kærlighed, vi kender i dag. Til den sande

idealistiske kærlighed er den uundgåelige skæbne knyttet. Lige meget hvad, den fører

88 Hager. 1999, s. 2189 Shakespeare. 2003. Akt 3. Scene 1. Linje 9. S. 9090 Shakespeare. 2003. Akt 5. Scene 3. Linje 295. S. 14991 SparkNotes Editors. (2007). Themes, Motifs & Symbols. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/themes.html

Side 20 ud af 28

med sig, kan det ikke forhindres. Der opstilles ingen moralsk kontrast mellem det

gode og det onde, men derimod vises kærlighedens kaotiske tilstand, og hvad der her

følger af både godt og ondt.

5. Romeo and Juliet – en samfundskommentar?

5.1. Shakespeares grundlag

Ægteskabet blev altså sædvanligvis betragtet som en forretningsinteresse blandt

renæssancens adel, som det fremgår af redegørelsen. Modsat hertil ser vi Shakespeare

give en kunstnerisk beskrivelse af en voldsom og ustoppelig kærlighedsfølelse som en

unægtelig del af mennesket, som ikke kan indpasses i renæssancens samfundssystem.

Shakespeare skrev ikke på et løst grundlag, for som det fremgår af kilderne i den

historiske analyse eksisterede der en konflikt mellem de sociale og økonomiske

tendenser og den idealistiske kærlighed også i England sidst i 1500-tallet.

I dag ville vi opfatte det som en selvfølge, at en konflikt må opstå, når en så

essentiel følelse bliver undertrykt, men på grund af den datidige, generelle opfattelse

af ægteskabet og dets manglende forhold til kærligheden var en sådan konflikt

simpelthen ikke anerkendt i Shakespeares samtid. Som sagt var der ingen social

sikkerhed, og på grund af hårde økonomiske kår drejede tilværelsen sig kun om

overlevelse, slægtens fortsættelse og familiens sikring og aldrig om kærlighedens

åndelige og ubeskrivelige kraft. Spørgsmålet er nu, om der i Shakespeares behandling

af denne konflikt ligger en kommentar eller ligefrem kritik af samtiden.

5.2. Forholdet mellem Romeo and Juliet og samtiden

Der er ingen tvivl om, at de kærlighedsopfattelser, som skildres i Shakespeares Romeo

and Juliet, på mange måder er lig dem, som ses i de behandlede kilder.

Brevvekslingen mellem den italienske mor og hendes søn er i overensstemmelse med

den kærlighedsopfattelse, vi finder hos Julies forældre, de to Capulets. Den

ægtemand, som den italienske mor skrev, at hun havde fundet til sin datter, ville efter

morens overbevisning sikre hendes datters lykke, da han var et meget fornuftigt

match. Denne situation har mange lighedspunkter med den, vi ser omkring Paris´

Side 21 ud af 28

arrangerede ægteskab med Julie, da Capuletforældrene ser en lang række økonomiske

og sociale interesser i deres ægteskab. I Romeo and Juliet og i de behandlede kilder

handler forældrene i begge tilfælde i god mening og vil deres børn det bedste. De er

bare systemets tilhængere og overholder samfundets normer, og de kan derfor ikke

sætte sig ind i deres børns forelskelse og idealistiske kærlighed.

Der er også lighedspunkter mellem situationen for Romeo og for den unge danske

adelsmand, der var på dannelsesrejse i Wittenberg, hvis far skrev til ham angående

hans forelskelse. I begge tilfælde er kærligheden slået ned i de unge mænd som et lyn

og bringer mange konflikter med sig. Eller, som Shakespeare poetisk beskrev det,

som et skæbneslag der ikke kan gøres noget ved, og som et så voldsomt og

overvældene naturelement der unægtelig er en del af mennesket, men som ikke kan

indpasses i systemet. Ligeledes ses mange paralleller mellem den viljestyrke og

beslutsomhed, som kendetegner både Romeo og Julie og Dronning Elizabeth I. I

begge situationer ser vi en ensartethed i konflikten, som opstår, når omgivelserne

griber ind i et individs valg.

Der er selvfølgelig også nogle forskelle mellem den virkelighed, som fremgår af

kilderne, og den som skildres i Romeo and Juliet. Shakespeares teaterstykke er kørt

ud i ekstremerne, da de to familier ikke alene er uinteresseret i en ægtepagt, men

ligefrem er ærkefjender. Det er heller ikke sikkert, at alle unge adelsfolks forelskelse

nåede samme åndelige og idealistiske plan som Romeo og Julies, i hvert fald ikke på

fire dage. Men der har nok været andre unge med samme kærlighedsopfattelse som

Ammen eller Mercutio, hvis seksuelle lyster har skabt en konflikt med forældrenes

interesser.

5.3. Placering i Verona

Før man kan se, hvad Shakespeare kommenterer ved sit samfund, må man først slå

fast, at han har haft England i tankerne, mens han skrev stykket, og at det ikke kun er

en kritik af samfundet i Verona.

Vi ved jo, at adelskulturen var ensartet i hele Europa. Når Shakespeare behandler

et så alment emne som kærlighed og ægteskab ét sted i Europa, gælder det, at

handlingen ligeså godt kunne have foregået i London. Ved at placere handlingen

geografisk langt væk muligøres en mere indirekte kritik af egne omgivelser.

Side 22 ud af 28

Shakespeare undgik at støde nogen med en handling, der jo var ude i ekstremerne, da

enkelte bystater i Italien, som tidligere beskrevet, var en anelse mere frigjorte end

England mht. seksualitet. En anden grund til at placere handlingen i Verona var, at

netop Italien var arnestedet for humanismen. Det kan ses som et udtryk for

humanisme og et typisk renæssancefænomen, at Romeo og Julie fralægger sig normal

kristen moral til fordel for at dyrke det individualistiske menneske som afgud, trods

dét at de stadig er religiøse, da de bliver gift på kristen vis.

5.4. Samfundskommentaren og Shakespeares motiver

Men hvorfor valgte Shakespeare at skrive netop det, han gjorde og lige på det

tidspunkt, han gjorde? Som tidligere nævnt var årene midt i sidste årti af 1500-tallet,

altså de år, hvor Romeo and Juliet formodes at være skrevet, en økonomisk ustabil

periode i England. Det var et samfund, hvor den idealistiske kærlighed, som

Shakespeare behandler, ikke var anerkendt i offentligheden, selvom den bestemt

fandtes. Shakespeare har selvfølgelig skulle sikre sin egen og teatrets overlevelse,

hvilket kun kunne ske ved hjælp af en sikker succes og ikke, hvis han skrev et stykke,

som ramte en snæver målgruppe. Som sagt optræder mange forskellige skildringer af

kærlighedsopfattelser i stykket, som set ud fra kilderne stemte meget godt overens

med dem, som allerede eksisterede i samfundet. Det vil altså sige, at alle på den ene

eller anden måde ville kunne relatere til handlingen.

Shakespeares eneste motiv kunne dog umuligt have været at tjene penge, da man

ikke skaber kunst af en sådan grad og ikke behandler så varmt et emne uden at have i

det mindste en indirekte mening med det. Men stykket har som sagt ingen målrettet

morale og ingen fremhævelse af det gode mod det onde. Det er som sådan ikke

belærende eller opdragende, og det kunne derfor tale til stort set alle i samfundet, da

der ikke åbenlyst tages en bestemt kærlighedsopfattelses parti. Forfatteren siger blot:

Sådan er det, sådan sker det. Shakespeare skildrer konflikten, hvilket i høj grad

muliggør det store antal fortolkninger. Dog rummer stykket en del meninger, som især

munken Laurence står for, og på grund af hans specielle rolle i stykket kunne han

tænkes at repræsentere et indirekte talerør for Shakespeare. Han er den, som

anerkender Romeo og Julies kærlighed og med deres ægteskab mener, at det kunne

bruges til at skabe fred og stoppe for mere had. Han anerkender kærlighedens styrke

Side 23 ud af 28

men også dens skæbnebestemte uundgåelighed, da han, mens han vier dem, faktisk

forudser stykkets tragiske slutning. Som tidligere nævnt skildres ingen karakterer som

konsekvent gode eller onde. Det er påvirkningen udefra som, for at blive i Laurence

billedsprog, enten frembringer blomstens gift eller medicin, altså her systemet selv

som frembringer konflikten. Det er først til slut, når samfundets højeste instans, Prins

Escalus, træder frem og anerkender eksistensen af Romeo og Julies kærlighed, at

freden opstår, og konflikten løses. Der tales som sådan ikke om nogen synd, der er

nærmere tale om en undladelsessynd. Det vil sige, at så længe familierne ikke

anerkender eksistensen af Romeo og Julies kærlighed og individualitet, eller så længe

den danske adelsfar ikke anerkender sin studerende søns følelser, eller så længe den

italienske moder ikke anerkender sin datters individualitet, og så længe systemet og

offentligheden i det hele taget ikke ser denne del af mennesket som et faktum, der

eksisterer, så vil konflikten mellem den idealistiske kærlighed og samfundet blive ved

med at bringe det onde og skadelige med sig, som den gør i Romeo and Juliet.

Der er store ligheder mellem kærlighedsopfattelserne, som optræder i kilderne og som

skildres i Romeo and Juliet. Shakespeares valg om at placere handlingen i Verona er

formentligt både et forsøg på at lade kommentaren til sit eget samfund være mere

indirekte og samtidig et udtryk for den humanistiske tankegang, som afspejles i

stykket, og som havde sit udspring i Italien. Værket kommenterer sin samtid ved at

skildre konflikten mellem den idealistiske kærlighed og de samfundsbestemte normer

inden for ægteskab. Dog, er det hverken de enkelte forældre eller forelskede unge,

som i sig selv bærer skylden for konflikten, men derimod samfundets normer, som er

skyld i, at konflikten i den grad eskalerer.

Side 24 ud af 28

6. Konklusion

Da adelen i renæssancen i de forskellige lande i Europa havde en ensartet kultur, blev

ægteskabet i adelskredse i hele Europa betragtet som en forretning mellem to slægter

kun med interesse i social sikring, kapitaludvidelse, slægtens videreførelse og

mulighed for en bedre stilling i samfundet.

Der var ingen sammenhæng i forholdet mellem kærlighed og ægteskab i Europas

adel i renæssancen, hvilket var kilde til store menneskelige problemer. Den

idealistiske kærlighed, som gik stik imod al fornuft og forretning, eksisterede, hvilket

tydeligt fremgår af det høviske digt fra middelalderen. Men ægteskabet blev

udelukkende bestemt af adelsfamiliernes interesser, som det ses i de to breve, hvori to

adelige forældre slår fast, at fornuften går forud for kærlighedsfølelser mht. at sikre

sin lykke. Et skrevet svar fra Dronning Elizabeth I. på en appel fra parlamentet

vedrørende ægteskab viser, at der opstod en konflikt, hvis omgivelserne blander sig i

et individs forhold til ægteskab.

Ud fra Romeo og Julies sprogbrug fremgår det, at deres kærlighedsopfattelse i

løbet af stykket når et idealistisk og åndeligt plan. Bundet til skæbnen skildres den

idealistiske kærlighed som en uundgåelig voldsom kraft. I kontrast hertil står Ammen

og Mercutios opfattelse af kærlighed som et udelukkende seksuelt spil. Paris og Julies

forældres opfattelse af kærlighed afspejler familiens økonomiske og sociale interesser

og samfundets normer. Der opstilles ingen åbenlys morale i stykket, blot skildres

Romeo og Julies kærligheds kaotiske sammenstød med deres omgivelser, hvilket både

medfører ondt og godt – fem dødsfald men i sidste ende fred i Verona.

De skildrede kærlighedsopfattelser i Romeo and Juliet stemmer i høj grad overens

med dem, som optræder i de behandlede kilder. Stykket har uden en fordømmende

morale kunnet tale til alle i samfundet. I stykket ligger dog en indirekte

samfundskommentar, hvilket blev muliggjort af en geografisk distance til handlingen.

Humanismens ideer blev født i Italien, så handlingens placering kan ses som et udtryk

for en humanistisk tankegang, hvilket også afspejles i stykket. Værket kommenterer

forholdet mellem kærlighed og ægteskab i den engelske adel i renæssancen ved at

skildre konflikten mellem den idealistiske kærlighed og de samfundsbestemte normer

inden for ægteskab. Det er hverken de enkelte forældre eller forelskede unge, som i

sig selv bærer skylden for konflikten, da de blot ligger under for systemets

påvirkning, men konfliktens ophav ligger derimod hos de samfundsbestemte normer.

Side 25 ud af 28

7. Litteraturliste

- Bekker-Nielsen, Tønnes., m.fl. Verdens Historie 1: Fra Oldtid til 1750. Kbh. GAD. 1996

- Bloom, Harold. ”The Story Behind the Story” I: Harold Bloom (red.): Bloom’s Guides: Romeo and Juliet: New Edition. (14-16) New York: Bloom’s Literary Criticism. 2010

- Carstensen, Mogens & Jørgen Olsen. ”Høvisk eller romantisk kærlighed. Trubadurlyrikken.” I: Mogens Carstensen & Jørgen Olsen (red.): Middelalderliv (s. 78) Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 1987

Danielsen, Kim Beck. ”Renæssancen” I: Gubb, Hemmersam m.fl. (red.): . Fokus 1. Fra antikken til reformationen. (s. 156-172) Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 2009

- ”Dannelsesrejse” (29. januar 2009) Lokaliseret d. 8 december 2012: http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Etnologi/Etnologiske_termer/dannelsesrejse

- Dia, Grevinden af. ”En kvindelig trubadur” I: Mogens Carstensen & Jørgen Olsen (red.): Middelalderliv (s. 81) Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 1987

- Durant, Will. Durant’s Verdens Kulturhistorie. Bd. 16. Overs. Af Anne Gudrun Schartau. Kbh: Hassing. 1971

- Elizabeth I. ”Response to Parliamentary Delegation on Her Marriage, 1566.” I: Fordham University. (juli 1998). Modern History Sourcebook: Queen Elizabeth I of England (b.1533, r. 1558-1603) Selected Writing and Speeches: Response to Parliamentary Delegation on Her Marriage, 1566. Lokaliseret d. 7. december 2012: http://www.fordham.edu/halsall/mod/elizabeth1.asp

- Forgeng, Jeffrey L. Daily life in Elizabethan England: 2nd ed. Santa Barbara: Greenwood Press 2010

- Hager, Alan. “Analysis of Romeo and Juliet”. I: Alan Hagar (red.): Understanding Romeo and Juliet: A student casebook to issues, sources, and historical documents. (s.1-33) London: The Greenwood Press. 1999

- Jacobsen, Anette Faye og Anne Løkke. Familieliv i Danmark: 1600 til 1980’erne. Kbh. Systime A/S. 1986

Side 26 ud af 28

- Mountfield, David. Everyday life in Elizabethan England. Genève. Liber. 1978

- Nordberg, Michael. Renæssancens virkelighed: 1400-tallets Italien – Myter og realitet. Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 1993

- Rosenkrantz, Jørgen. “Brev fra far til søn om forelskelse (1594)” I: Anette Faye Jacobsen og Anne Løkke (red.): Familieliv i Danmark: 1600 til 1980’erne. (s. 94-95) Kbh. Systime A/S. 1986

- Shakespeare, William. ”Romeo and Juliet” I: Dympna Callaghan (red.): Romeo and Juliet: Texts and Contexts (37-155). New York: Bedford / St. Martin’s. 2003

- SparkNotes Editors. (2007). Analysis of Major Characters. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/canalysis.html

- SparkNotes Editors. (2007). Important Quotations Explained. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/quotes.html

- SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 1, scene 3. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section4.rhtml

- SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 1, scene 4. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section5.rhtml

- SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 3, scene 2-4. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section11.rhtml

- SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 3, scene 5. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section12.rhtml

- SparkNotes Editors. (2007). Summary & Analysis: Act 4, scene 3-5. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/section14.rhtml

Side 27 ud af 28

- SparkNotes Editors. (2007). Themes, Motifs & Symbols. Lokaliseret d. 17. december 2012: http://www.sparknotes.com/shakespeare/romeojuliet/themes.html

- Strozzi, Alessandra. ”Brev fra Alessandra Strozzi til sønnen Filippo” I: Gubb, Hemmersam m.fl. (red.): . Fokus 1. Fra antikken til reformationen. (s. 177-179) Kbh.: Gyldendal - Nordisk Forlag A/S. 2009

- Aarhus Universitet, Adelsvælden, 1536-1660: Adelen og Standssamfundet. Lokaliseret d. 8. december 2012: http://danmarkshistorien.dk/perioder/adelsvaelden-1536-1660/adelen-og-standssamfundet/

Side 28 ud af 28