Forord Denne afhandling er resultatet af en antropologisk såvel som en militær

dannelsesproces. Thi for både antropologer og soldater gælder det, at de må ”danne

sig”, dvs. (om)forme sig, i mødet med en for dem fremmed kultur, når de opererer i

felten. Under mit feltarbejde blandt de danske soldater i Kosovo kom dette dobbelte

dannelsesanliggende til udtryk i det forhold, at medens jeg som feltarbejder gradvist

formede mig selv som ”soldat”, formede soldaterne gradvist sig selv som

”feltarbejdere” i mødet den lokale befolkning. I denne forstand befandt både jeg og

mine informanter sig i et civilt-militært træf, dvs. et mellemværende, i hvilket nye

betydninger så at sige ind-træffer og udfordrer den orden, man hidtil har gået rundt og

taget for givet.

Det vil derfor ikke være helt upassende at betegne afhandlingens tilblivelsesproces

som en slags liminalfase, en margin, der bragte mig hinsides såvel territoriale som

mentale grænsedragninger. At det overhovedet lykkedes mig at manøvrere i dette

interregnum skyldes først og fremmest den utrættelighed og det engagement, hvormed

kompagnichefen og det øvrige kompagni (2PNINFKMP) i Kosovo tog sig af min

militære opdragelse og disciplinering. Uden deres indsats var det aldrig lykkedes mig at

vinde adgang til, endsige begribe det militære communitas og dets ethos.

Derudover skal følgende mennesker takkes i forbindelse med udfærdigelsen af

afhandlingen: Hovedvejleder professor Kirsten Hastrup, Institut for Antropologi, skal

takkes for vejledning og inspiration. Hendes evne til at skabe overblik og klarhed i selv

den dunkleste og mest overmættede argumentationsrække har været en uundværlig

støtte i hele skriveprocessen. En stor tak skal også lyde til mine kolleger på

Forsvarsakademiet, i særdeleshed til chefpsykolog Sten Martini, Institut for

Militærpsykologi, samt cand. psych. Jens Lund og konsulent MJ-R Per Bach, der alle

har fungeret som fagligt netværk siden starten af projektet. En særlig tak rettes også til

daværende chef for den Danske Internationale Brigade, GM Jens E. Frandsen og

operationsofficer KN Gorm M. Larsen for deres interesse og imødekommenhed overfor

projektet. Takkes skal også adjunkt Tine Tjørnhøj, Institut for Antropologi, for sin gode

og konstruktive kritik på væsentlige dele af afhandlingen. Ligeledes skal

specialestuderende Kristian Brobæk Madsen, Handelshøjskolen, have tak for

gennemlæsning og kommentarer til kapitlet om samtidsdiagnostik og kulturkritik samt

inspirerende diskussioner om Niklas Luhmanns systemteori og Lars-Henrik Schmidts

socialanalytik. For løbende diskussion og kritiske kommentarer til afhandlings form og

indhold samt ikke mindst en gennemgribende korrekturlæsning takker jeg dog frem for

alt antropolog Susanne Ekman. Med sin aldrig svigtende analytiske sans og teoretiske

skarphed har hun sonderet og luget ud i de værste af mine sproglige eskapader og

idiosynkrasier. Med sin faglige kompromisløshed og knastørre sarkasme har hun

fungeret som en uvurderlig sparringspartner. Sidst, men ikke mindst vil jeg takke

venner og familie for deres moralske opbakning og deres tålmodighed undervejs.

Katrine Nørgaard

København, februar 2004

Indholdsfortegnelse

1. Indledning …………………………………………………………………………1 Den teoretiske kontekst: Fra kulturmetafysik til kulturkritik 4 • Systemteori og organisationskultur 7 • Det militære dannelsesregime 8 • Det genealogiske perspektiv 11 • Ideen om det civile samfund 12 • Tillidsanalysen 12 Den empiriske kontekst: Konflikten i Kosovo 15 Afhandlingens opbygning 18 Kapitel 1. Samtidsdiagnostik og kulturkritik……………………………….....21 Mellemværendet: Den etnografiske intervention 23 Dannelsesarbejdet: Den etnografiske rekonstruktion 26 • Inkorporation 30 • Ekskurs 1: Det militære kropsskema 34 • Artikulation 36 • Ekskurs 2: Det civil/militære ”træf” 40 Forehavendet: Den diagnostiske analysestrategi 42 Kapitel 2. Modernitet og liminalitet……………………………………………..47 Den fleksible organisation 52 Den liminale organisation 57 Fleksibilitet og liminalitet i et antropologisk perspektiv 66 Kapitel 3. Organisation og selvdannelse……………………………………….69 Kultur som helhed og som differens 70 Autopoiesis 77 Mening 80 • Subjektivitet 82 • Ekskurs 3: Systemteori og fænomenologi 82 Individets individualitet 87 Kommunikation 91 Temaer og bidrag 94 Kapitel 4. Organisationskultur og beslutningskommunikation…………...98 Organisation og usikkerhedsabsorption 98 Skematiseringen af individerne eller: Om at have ”frihed under ansvar” 104 • Kommandostrukturen og den militære mødepraksis 110 • Kunsten at give en rask ”sviner” 113 • At gøre sig ”fortjent til respekt” 114 Skematiseringen af tiden eller: Om at være” parat til alt” 117 • Beredskabet - den militære beslutningstid 119 Skematiseringen af rummet eller: Om at have ”styr på stumperne” 121 • Lejren - det disciplinære rum 122 Foreløbig sammenfatning 128

Kapitel 5. Subjektivitet og dømmekraft……………………………………….130 Konstruktionen af det risikovillige individ 131 Governmentality og selvets teknologi 135 • Den etiske substans: Korpsånden 141 • Den etiske forpligtelse: Loyaliteten 146 • Det etiske arbejde: Selvdisciplinen 149 • Det etiske telos: Den professionelle holdning 155 Kapitel 6. Tillid og magt………………………………………………………….159 Tillid som taktisk koncept 160 Missionsområdet: Et uforudsigeligt terræn 164 • ”OP-ugen” 165 • ”Patruljeugen” 169 • ”Beredskabsugen” 174 Generaliseringen af de militære dannelsesidealer 180 Det Civile Samfunds genealogi 184 Afslutning…………………………………………………………………………...191 Organisationsdiagnosen 191 Risikoledelse og tillidsværdighed 195 Udblik: På vej mod et humanitært sikkerhedsdispositiv? 199 Litteraturliste……………………………………………………………………….204 English summary………………………………………………………………….214

1

Indledning

”I alle de samfund, der er gået umiddelbart forud for vore og stadig omgiver os, og også talrige skikke i vores egen folkelige moral er der ingen mellemvej. Man må enten nære fuld tillid eller fuld mistillid; lægge våbnene og afstå fra sin magi eller give alt fra kortvarig gæstfrihed til døtre og formuegoder. Det er i en sådan tilstand, folk har sluppet deres forbehold og har kunnet forpligte sig til at give og gengælde” (Mauss [1924] 2000:108).

Citatet, som indleder denne afhandling, stammer fra ét af social- og kulturantropologiens

mest berømte hovedværker Gaven, skrevet af Marcel Mauss i 1924. I dette klassiske essay

spørger Mauss til det ejendommelige fænomen, som synes at udgøre et grundvilkår i

skabelsen og opretholdelsen af ethvert menneskeligt samfund, nemlig gaveudvekslingens

forpligtelse til give, til at modtage og til at gengælde. Gaveudvekslingens symbolske

betydning ligger i dens kontraktmæssige karakter, for, som Mauss siger: ”Det er ikke kun

den, der giver, der forpligter sig, den, der modtager, binder sig også” (Mauss [1924]

2000:85). Det, Mauss forsøger at nærme sig i analysen af gaveudvekslingens form og logik

er således svaret på et mere grundliggende spørgsmål om, hvad det er, der får et samfund til

at hænge sammen på trods af dets individers forskelligartede egen-interesser, dvs. en

problematisering af selve den sociale ordens mulighed. For Mauss og i særdeleshed for

kollegaen Émile Durkheim var redegørelsen for den sociale ordens mulighedsbetingelse

nært forbundet med identificeringen af et moralsk fællesskab. Et gennemgående ledemotiv i

deres studier af “socialitetens generelle natur” var således det etisk/politiske grundforhold,

som indstiftes ved individets indtræden og tilsynekomst i fællesskabet.

Refleksionen over dette grundvilkår i den sociale genese bliver her introduktionen

til en afhandling, i hvilken jeg sætter mig for at iagttage artikuleringen, generaliseringen og

institutionaliseringen af en bestemt social kontrolproblematik, nemlig den

kontrolproblematik, som er forbundet med indsættelsen af militære styrker i fredsstøttende

operationer1. Traditionelt er denne problematik blevet behandlet som et sikkerhedspolitisk

anliggende, og det har derfor hidtil primært været de retlige og politiske aspekter, dvs. hele 1 Jeg anvender her betegnelsen ”fredsstøttende operationer” som en kategori, der dækker hele spektret fra ”fredsbevarende” til ”fredsskabende” missioner. Fredsstøttende operationer omfatter således humanitære interventioner, overvågning af indgåede fredsaftaler samt en mere direkte indgriben i konflikter, der truer den internationale fred.

Indledning

2

legitimitetsspørgsmålet omkring de fredsstøttende missioner, der har været til diskussion. I

denne afhandling ønsker jeg imidlertid at rette blikket mod selve den

tilblivelsessammenhæng, som knytter fremkomsten af en ny form for militær risikoledelse

til konstruktionen af et nyt sikkerhedsbegreb og et globalt ledelsesdispositiv (global

governance)2, der ikke længere er bundet til den klassiske suverænitetsopfattelse, men til

definitionen af en række humanitære værdier så som ”internationale menneskerettigheder”,

”demokratisk samfundsorden” og ”bæredygtig udvikling”3. Siden afslutningen af den

Kolde Krig er det traditionelle statscentrerede sikkerhedsbegreb således i stigende grad

blevet afløst af et mere abstrakt og værdiorienteret sikkerhedskoncept, der ikke drejer sig

om forsvaret af territoriale grænser, men om håndhævelsen af en række universelle

folkeretlige4 normer og principper, der anser individets (og ikke kun staters) moralske,

juridiske og politiske ukrænkelighed som en forudsætning for international fred og

stabilitet. Afhandlingens primære sigte er således at undersøge, hvorledes disse

forandringer i den sikkerhedspolitiske diskurs sætter sig igennem i de konkrete

hverdagspraksiser blandt de udsendte militære enheder i fredsstøttende operationer.

Med afsæt i et feltarbejde foretaget blandt danske soldater i den multinationale

sikkerhedsstyrke i Kosovo (KFOR) vil jeg vise, at den militære risikoledelse i

internationale operationer forudsætter håndteringen af en dobbelt opgave: At skabe

sikkerhed for befolkningen i området samt at genopbygge den civile og politiske

infrastruktur, således at der skabes de nødvendige forudsætninger for en velfungerende og

stabil samfundsorden. I fredsstøttende operationer er de sikkerhedsmæssige, de politiske og

de humanitære aspekter således uløseligt forbundne og må løses samtidigt. Med

betegnelsen ”risikoledelse” henvises således til håndteringen af en stigende kompleksitet og

uforudsigelighed i de organisatoriske beslutningsprocesser, der sætter de traditionelle

hierarkiske styringsprincipper under pres. Min ambition er i denne forbindelse at yde et

antropologisk bidrag til den nyere organisations- og samfundsteoretiske litteratur, der

beskæftiger sig med overgangen fra bureaukratiske styrings- og kontrolformer til mere

fleksible organiseringsprincipper i komplekse, senmoderne samfund. Jeg vil således 2 Begrebet ”global governance” lader sig vanskeligt oversætte til dansk, men bruges som oftest som betegnelse for den stigende globalisering af politiske og økonomiske styringsprincipper samt universaliseringen af bestemte moralske normer og værdier. 3 Jf. rapport fra Verdenskommisionen for kultur og udvikling ([1995] 1998: Global etik -Kulturens Brundtland rapport. 4 De folkeretlige principper, som blev grundlagt af Hugo Grotius (1583-1645) og senere videreført i FN-pagten, vedrører de politiske og moralske standarder for staters magtanvendelse, herunder befolkningers ret til at gøre modstand mod undertrykkelse.

Indledning

3

argumentere for, at der i fredsstøttende operationer tegner sig en tendens til en opbrydning

af de formelle kommandostrukturer i retning af en mere individuel og situationsbestemt

beslutningstagning, der stiller stadigt større krav til selvstændig informationsbearbejdning

samt evnen til at udøve personlig dømmekraft. Den militære risikoledelse i fredsstøttende

operationer er således kendetegnet ved en højere grad af decentrering og uddelegering af de

ledelsesmæssige opgaver, der muliggør en tempoforøgelse i organisationens beslutnings-

og handleberedskab.

Dét der spørges til i denne afhandling, handler således ikke om, hvorvidt

fredsstøttende operationer ud fra en normativ betragtning er gode og retfærdige eller ej. Ej

heller drejer det sig om at forstå årsagerne til og udviklingen af den historisk specifikke

konflikt mellem serbere og kosovoalbanere i Kosovo (selv om denne konflikt udgør den

empiriske kontekst for afhandlingens problemstilling). Hvad der sigtes mod er snarere at

forbinde (1): Beskrivelsen af et specifikt militært handlings- og erfaringsrum med (2): Det

mere generelle spørgsmål om, hvordan det er gået til, at en bestemt opfattelse af individet

og dets moralske og retsmæssige status i den samfundsmæssige orden er blevet artikuleret

og betydningsfastlagt som et militært sikkerhedsanliggende.

Den første problemstilling omhandler de konkrete hverdagspraksiser og -erfaringer

man som udsendt soldat gør sig i den daglige tjeneste både i og udenfor lejren, blandt

kammeraterne og i mødet med civilbefolkningen. Det drejer sig således i første omgang om

en analyse af den militære organisationskultur og forandringerne i dens interne ledelses- og

styringsprincipper, samt måden hvorpå disse fremstilles og begrundes i organisationens

egen beslutningshistorie.

Den anden problemstilling vedrører den mere omfattende tendens, jeg med Ole

Wævers terminologi kalder for ”sikkerhedsmæssiggørelsen” (securitization) af en bestemt

ideologisk konstruktion, nemlig begrebet og ideen om det Civile Samfund. Med

udgangspunkt i h.h.v. Foucaults begreb governmentality og Laclau og Mouffes begreb om

hegemoniske processer, vil jeg således argumentere for, at der i forbindelse med

fremkomsten af et mere fragmenteret og uforudsigeligt trusselsbillede i det internationale

sikkerhedsmiljø sker en drejning i retning mod en deterritorialiseret og mere humanitært

orienteret sikkerhedsdiskurs, der i stadigt større omfang kæder militære operationer

Indledning

4

sammen med etableringen af et globalt medborgerskab (global citizenship)5 og en offentlig

moral, der forpligter såvel individer som stater i deres indbyrdes magtrelationer.

Opsummerende kan man sige, at afgrænsningen af de to problemstillinger udgør en

bestræbelse på at forbinde en etnografisk beskrivelse af et lokalt handlings- og

erfaringsrum, som rammesættes i fredsstøttende operationer, med en diskursiv analyse af

dannelsen og udbredelsen af et nyt globalt sikkerhedsprogram, der sammenkæder militære

og humanitære opgaver. Dét, jeg ønsker at opnå med denne dobbelte afgrænsning af

problemfeltet, er at anlægge et analysestrategisk dobbeltperspektiv - et “indefra/udefra” -

som gør det muligt at indkredse og analysere den gensidige konstituering af diskurs og

praksis i fredsstøttende missioner. Formålet hermed er at foretage en antropologisk

undersøgelse af en bestemt social teknologi, dvs. en bestemt organiserings- og

subjektiveringsform, som opstår og udøves som en lokal praktik (mikro-magt), men som

artikuleres og generaliseres som svar på en overordnet styringsproblematik og derved opnår

legitimitet som politisk program (makro-magt).

For at anlægge et sådant dobbeltperspektiv er det imidlertid nødvendigt at udforme

en analytik, som gør op med den klassiske dualisme mellem aktør og struktur og i stedet ser

dem som gensidigt konstituerende aspekter af den sociale realitet. Afhandlingens analytiske

greb består således i at kombinere en fænomenologisk tilgang til den konkret levede,

subjektivt erfarede væren-i-verden med et diskursteoretisk perspektiv på sociale

dannelsesprocesser. Hermed forsøger jeg samtidig at bevæge mig hinsides en traditionel

“kulturanalyse” i retning af en kritisk antropologi. For at anskueliggøre, hvad der mere

præcist ligger i dette, er det imidlertid nødvendigt med en kortfattet fremstilling af det

teoretiske problemfelt, jeg indskriver mig i.

Den teoretiske kontekst: Fra kulturmetafysik til kulturkritik

At udforme en antropologisk analytik som tillader et samlet perspektiv på diskurs og

praksis indebærer, at der må fremsættes et kulturbegreb, som ikke lider af en

“intellektualistisk tendens til at underordne kropslig praksis i forhold til verbal praksis”

5 Begrebet ”borger” eller ”medborger” knyttes traditionelt til begrebet om national-staten og henviser til de pligter og rettigheder, der regulerer forholdet mellem det private og det offentlige, individet og staten. For en mere fyldestgørende begrebsafklaring og diskussion se Keith Faulks (2000): Citizenship, Routledge, London & New York.

Indledning

5

(Jackson 1989:122), d.v.s. et kulturbegreb, som tillader, at semantiske og korporeale

domæner ses som gensidigt konstituerende aspekter af den sociale realitet.

Formuleringen af et sådant kulturbegreb forudsætter imidlertid en forskydning fra en

ontologisk orienteret videnskabsteori til en epistemologisk orienteret videnskabsteori

(Andersen 1999:13). Jeg vil argumentere for at antropologiens hidtidige privilegering af

kognitive og lingvistiske modeller for - og af - kulturel meningsdannelse beror på et

ufuldstændigt opgør med en ontologisk metafysik, som bestemmer mennesket som et

fornuftsvæsen. Hos Luhmann hedder det:

“At den europæiske traditions humanistiske antropologi har været bundet til en ontologisk metafysik, er der vel næppe nogen, der vil bestride idag. Det betyder at beskrivelsen af mennesket i denne tradition altid har fulgt et tingsskema...Mens ontologi [kan] opfattes som beskrivelse ved hjælp af en skelnen mellem væren og ikke-væren, lagde man en konkret skelnen til grund for beskrivelsen af det at være menneske, nemlig en skelnen mellem menneske og dyr...Det førte så til bestemmelsen af mennesket som et fornuftsvæsen. Fornuft blev defineret som menneskets natur, mens naturen, ligesom al natur, blev opfattet som modtagelig for korruption” (Luhmann [1992] 1995:34).

Fra denne passage vil jeg fremdrage en central pointe - nemlig at antropologien som følge

af sin oprindelige konstituering som oplysningsfilosofisk disciplin, abonnerer på en

metafysik, som bestemmer fornuften som “det essentielt menneskelige”6. “Kulturen” har

således fra begyndelsen været et begreb, som har forbundet bestemmelsen af det

menneskelige subjekt med forestillingen om en universel fornuftsmæssighed - en

bagvedliggende orden, hvis principper udfoldes i de menneskelige bevidsthedsakter.

Opfattelsen af kulturen som en bagvedliggende, forudgiven meningshorisont har således

været nært forbundet med et subjektbegreb, som gør mennesket til bærer af kulturen som

en specifik bevidsthedsform. Denne form for tænkning er, hvad jeg vil kalde for

kulturmetafysik.

Kendetegnende for kulturmetafysikken er først og fremmest trangen til

helhedsdannelse og årsagsbestemmelse. Såvel i den universalistiske som i den relativistiske

traditionslinie har kulturbegrebet vist sig som et fortolkningsbegreb til skabelse eller

forståelse af en omfattende sammenhæng (Jensen 1988:174), hvilket har udmøntet sig i en

række totaliserende og essentialiserende implikationer. Siden 70´erne har der da også

udspundet sig en vedvarende diskussion om muligheden for at overvinde de teoretiske

vanskeligheder, som er forbundet hermed. Kritikken af kulturbegrebets status som 6 Se Jørgen Hass introduktion til Martin Heidegger i Hvad er metafysik?, Det lille Forlag, 1994.

Indledning

6

antropologisk totaliseringsformel - en kritik der primært har været vendt mod 40´ernes og

50´ernes funktionalistiske og strukturfunktionalistiske analyser - har således forsøgt at gøre

op med forestillingen om kulturer som homogene, afgrænsede enheder med et dertil

hørende og territorialt lokaliseret “folk” (Gupta & Ferguson 1997a:34ff). I erkendelsen af,

at man med et sådant kulturbegreb snarere forudsætter end forklarer muligheden for social

konsensus, har der i stigende grad været rejst tvivl om kulturbegrebets validitet som

analytisk kategori. Tendensen i nyere antropologisk teoridannelse, der går i retning mod en

politisering af det analytiske vokabular, skal således ses som et forsøg på at understrege

betydningen af de konfliktuelle aspekter af den kulturelle meningsdannelse samt

konstruktionen og forhandlingen af den sociale orden.

På trods af disse vedvarende anstrengelser for at frigøre kulturbegrebet fra den

metafysiske og oplysningsfilosofiske traditions enheds- og substanskategorier, har der ikke

tegnet sig noget i retning af et sammenhængende antropologisk teoritilbud. Den almene

udbredelse af en række socialkonstruktivistiske tilgange til studiet af social identitet og

kulturel forandring, har således ikke ændret afgørende ved det faktum, at “kultur” til

stadighed forudsættes som et ubetinget forhold mellem mennesket og verden - en

“førbevidst og uudtalt enighed som fungerer som baggrund for det sociale livs

konfrontationer” (Jensen 1988:172). Man kan derfor med rette spørge sig selv, hvad det er,

der gør, at kulturbegrebet - næsten trodsigt - modsætter sig alle disse dekonstruktionsforsøg

samtidig med, at det på den anden side unddrager sig ethvert forsøg på definitorisk

entydighed.

Dette spørgsmål mener jeg, kan belyses ud fra en skelnen mellem antropologiens

videnskabelige kulturbegreb som en ”anden ordens iagttagelse” og hverdagssprogets

kulturbegreb som ”første ordens iagttagelse”7, idet en stor del af de ovennævnte

vanskeligheder efter min mening beror på en sammenblanding af disse to væsensforskellige

iagttagelsesniveauer. Det er således netop distinktionen mellem hverdagssprogets “første

ordens observationer af “det derude” og videnskabssprogets anden ordens observationer af,

hvorfra vi kigger, når vi observerer” ( Andersen 1999:12), som muliggør forskydningen fra

ontologi til epistemologi. Og heri ligger samtidig muligheden for at frisætte det

7 Denne skelnen mellem iagttagelser af første orden og iagttagelser af anden orden stammer fra Niklas Luhmanns systemteoretiske distinktion mellem (1): første ordens iagttagelser af noget i verden ud fra en bestemt forskel og (2): anden ordens iagttagelser af første ordens iagttagelser og deres ledeforskelle. Anden ordens iagttagelser er altså ”iagttagelser af iagttagelser”, der spørger til, hvordan selve iagttagelsespositionen er konstrueret.

Indledning

7

antropologiske kulturbegreb fra den metafysik, som indtil nu har reduceret kultur til et

spørgsmål om subjektets bevidsthedsakter.

Ved at indskyde en omhyggelig skelnen mellem kultur som ontologiserende første

ordens iagttagelser, nemlig som det repertoire af utematiserede postulater eller

selvfølgeligheder, hvormed der i hverdagslivet konstrueres en forestillet orden - en illusion

som Kirsten Hastrup ville kalde det (Hastrup 2000) - og så kultur som epistemologisk

anden ordens iagttagelse, som tillader en videnskabelig spørgen til, hvordan og under

hvilke betingelser netop denne orden er blevet til som meningsfuldhed, gives der mulighed

for at afsubstantialisere kulturen som et bevidsthedsdatum og dermed åbne mulighed for at

integrere det korporeale domæne, kroppens levede nærvær, i den antropologiske analyse.

Det første skridt i udarbejdelsen af afhandlingens overordnede analysestrategi vil derfor

være at diskutere muligheden for at reformulere et kulturbegreb hinsides den metafysiske

skematik for at nå frem til det, jeg vil betegne som et kulturkritisk perspektiv. Jeg lægger

mig hermed i forlængelse af den poststrukturalistiske kritik af subjektfilosofien og knytter

an til et socialkonstruktivistisk perspektiv for her at søge et muligt afsæt til et kulturbegreb,

som afviser ethvert postulat om et transcendentalt organiserende princip som ultimativt

fundament for menneskelig talen og handlen. Da jeg i de følgende to kapitler vil give en

mere udførlig redegørelse for de metodologiske og epistemologiske konsekvenser af

forskydningen fra det metafysiske til det kritiske perspektiv, vil jeg her nøjes med en kort

og oversigtlig fremstilling af det gennemgående argument.

Systemteori og organisationskultur

Med udgangspunkt i Niklas Luhmanns kommunikationsteori vil jeg forsøge at frigøre

kulturbegrebet fra dets bevidsthedsfilosofiske implikationer, idet jeg - som han - finder det

afgørende at foretage en distinktion mellem kultur som bevidsthedsform og kultur som

kommunikationsform. Ifølge Luhmann kan der i den moderne funktionelt uddifferentierede

samfundsform ikke findes en altomfattende kulturel meningssammenhæng, som sikrer en

fælles orientering mod centrale normer og værdier. Istedet må kulturen forstås som et

forråd af kommunikationstilbud, et bestemt repertoire af temaer, som kan indhentes i en

given kommunikationsproces. De temaer, som kulturen lægger sig fast på, er imidlertid

ikke på forhånd givne, men må ses som resultatet af en række kontingent fastlagte

meningsselektioner, som kunne have været anderledes. Kultur kan således i et Luhmannsk

Indledning

8

perspektiv forstås som en kompleksitetsreducerende mekanisme, som muliggør

midlertidige betydningsfikseringer i den kommunikative proces. Hermed bliver kultur

noget, som kan til- eller fravælges i forskellige kommunikationer, snarere end et i

bevidstheden indlejret absolut forhold til verden.

For så vidt som kultur ikke længere har status af et “absolut ubetinget” forhold

mellem mennesket og verden, men som noget der fortløbende produceres i kraft af de

kommunikative meningsselektioner, åbnes der mulighed for at indløse et ikke-normativt,

kritisk potentiale i den antropologiske kulturanalyse. Kritik skal i denne sammenhæng

forstås som en analyse af kontingent dragne meningsgrænser, idet enhver selektion

forudsætter en distinktion - en meningsgivende forskel, som kunne have været sat

anderledes. I denne forstand bliver kulturanalyse et spørgsmål om blotlæggelse af

ubegrundede selvfølgeligheders herkomst og mulighedsbetingelser.

Ved at anlægge et sådant perspektiv på den militære organisationskultur vil jeg

foretage en kritisk analyse af de kommunikative skematiseringer, dvs. de

meningskonstituerende sondringer, som ligger til grund for de militære

omverdenstydninger i fredsstøttende operationer. Den etnografiske fremstilling af den

organisatoriske orden og dens interne meningsgrænser sigter således - som en slags ”mikro-

organisatorisk diagnose” - på en udpegelse af de kulturelle temaer, dvs. det semantiske og

korporeale forråd af historisk sedimenterede betydningslag, gennem hvilke individuelle

erfaringer tolkes og gøres meningsfulde i det sociale fællesskab. De kulturelle temaer

anskues i denne forbindelse som et repertoire af diskursivt konstruerede

kommunikationsfigurer, som rummer de ontologier, dvs. de forestillinger om en nødvendig

og naturlig årsagssammenhæng, som skal begrunde den sociale orden. Kulturen optræder

hermed som en form for ”afparadokseringsmekanisme”, der reducerer den sociale

kompleksitet gennem en tilsløring af den kontingens, hvorpå dens meningsselektioner

(distinktioner) hviler.

Det militære dannelsesregime

At reducere kompleksitet gennem bestemte meningstilskrivelser er en fundamental og

almen menneskelig foreteelse uden hvilken, vi ikke ville have mulighed for at orientere os i

verden. Hos Nietzsche forstås den menneskelige vilje til mening som en magtfuld vilje til

orden. Denne vilje, som er viljen til sammenhæng og til helhed, er metafysisk i sit anlæg,

Indledning

9

idet den skaber virkelighed (Hass 1982:55). Når jeg taler om “den militære

organisationskultur”, er det således udelukkende m.h.p. at identificere særegenheden ved

denne metafysiske hang til orden, og måden hvorpå den aktualiseres i det sociale rum

gennem konkrete ontologiseringer (verdensudlægninger).

I den etnografiske fremstilling vil jeg søge at vise, at den militære vilje til orden viser

sig - ikke alene i den måde hvorpå de sociale erfaringsprocesser artikuleres, men også i

måden hvorpå den inkorporeres via en række kropslige teknikker og disciplineringer.

Tilsammen konstituerer de semantiske figurer (sproglige artikulationer) og de kropslige

(selv)disciplineringer et specifikt militært dannelsesregime, i hvilket en række sociale

dyder såsom “korpsånd”, “loyalitet”, ”selvdisciplin” og “professionalisme” udøves som

korporative dannelsesidealer.

Dannelsesbegrebet har en lang traditionslinie, som kan spores til

oplysningstænkningens adskillelse mellem natur og kultur, dvs. til en skelnen mellem en

instinktmæssig, ”uciviliseret” og en fornuftmæssig, ”kultiveret” adfærd. Frem for at fortabe

mig i en udtømmende redegørelse for de historiske slægtsskablinier, der forbinder

dannelses- og kulturbegrebet, opspores to for antropologien væsentlige teoretiske

indflydelseskilder, nemlig hhv. Johann Gottfried Herders (1744-1803) historiefilosofi og

Hans Georg Gadamers (1900-2002) filosofiske hermeneutik. Det bliver herigennem klart,

at der i dannelsestraditionen ligger en ansats til et universelt fortolkningsbegreb, som har

haft en afgørende betydning for nyere antropologisk teori og metode. I et systemteoretisk

perspektiv radikaliseres dette fortolkningsbegreb, idet der ifølge Luhmann ikke findes

noget iagttagelsespunkt, hvorudfra det sociale lader sig betragte som helhed, men

udelukkende gives systeminterne meningsselektioner (interpretationer), i hvilke både

systemet selv og dets omverden skabes samtidigt. Dannelse henviser i denne sammenhæng

ikke længere til kulturel enhed og konsensus, men til en særlig måde at omgås forskelle på.

Ligeledes refereres der med kategorien ”dannelsesregime” ikke til en homogen og objektivt

given enhed, men til en bestemt diskursiv praksis, gennem hvilken bestemte forskelle

(skematiseringer) gøres gældende samtidig med, at andre udelukkes.

Ud fra denne betragtning beskrives udsendte enheder i fredsstøttende missioner

som midlertidige og transitoriske dannelsesfællesskaber, i hvilke den enkelte soldat former

sig selv samtidig med, at han formes af de sociale skematiseringer, der stilles til rådighed i

den organisatoriske orden. I dette militære ”overgangsfællesskab” udfordres de sociale

identiteter og gøres til genstand for til en vedvarende forhandling og rekonstruktion. Jeg er

Indledning

10

her enig med Kirsten Hastrup, når hun siger, at det forhold at en kultur er ”temporær og

kondenseret” ikke gør den mindre interessant; tværtimod, siger hun: ”…ingen kulturer [er]

stabile eller absolutte, og ved netop at studere et koncentrat kan man få en ny forståelse for

deres dynamik” (Hastrup 2000:6).

I min fremstilling vil jeg dels støtte mig til Richard Sennetts begreb om fleksible

organiseringsformer og dels til Ole Fogh Kirkebys begreb om liminale

organiseringsformer, idet de begge sigter mod en beskrivelse af en transitorisk

organisationstype, som har den radikale kontingenserfaring, uforudsigeligheden og

kompleksiteten som sit grundvilkår. Centralt i min fortælling om

2PNINFKMP/DANBN/KFOR 3 (den militærenhed jeg var tilknyttet under feltarbejdet) er

altså forståelsen af det militære fællesskabs særlige ethos, dets vilje til dannelse og de

sociale dyder, som former og forandrer organisationen og dens udøvere. Hvor både Sennett

og Kirkeby fastholder et normativt perspektiv i deres organisationsanalyser, der for

Sennetts vedkommende implicerer en generel forfaldshistorie og omvendt for Kirkebys

vedkommende en form for senmoderne emancipationsfigur, går bestræbelsen i denne

afhandling imidlertid i retning mod en ikke-normativ8 tilgang til social organisering og

betydningsdannelse, som er i stand til at overvinde dette modsætningsforhold.

Jeg introducerer derfor Luhmanns begreb om organisationen som et autopoietisk

(selvdannende) system af beslutninger, der gennem et netværk af kommunikationer knytter

sig til andre beslutninger. Ifølge Luhmann består organisationens mindsteelementer ikke af

individer, men udelukkende af kommunikationer der retter sig mod beslutninger. Individet

er ikke den privilegerede bærer af den organisatoriske orden, men optræder derimod som

systemrelativ omverden for organisationen. I Luhmanns systemteori handler organisering

derfor hverken om frigørelse eller tilpasning, men om selvdannelse.

På baggrund af en redegørelse for de centrale begreber i Luhmanns systemteori

udarbejdes således en organisationsdiagnose, som ikke er bundet til den klassiske dikotomi

mellem frihed/magt, autonomi/kontrol, men som ser forholdet mellem individ og

organisation som et vedvarende dannelsesarbejde, i hvilket den enkelte og de andre

gensidigt udsætter sig selv og netop i kraft af denne udsathed adskiller sig fra hverandre.

8 Med betegnelsen ”ikke-normativ” tilgang angiver jeg en iagttagelsesposition, som ikke lægger normative betragtninger af, hvad der er godt/ondt, rigtigt/forkert etc. til grund for analysen, men som ud fra en anden ordens betragtning forsøge at blotlægge, hvordan disse sondringer selv er blevet konstrueret og betydningsfastlagt.

Indledning

11

Det genealogiske perspektiv Efter at have behandlet organisationens indre grænsedragninger i den første del af

afhandlingen, vil jeg i den sidste del af afhandlingen beskæftige mig med de forandringer,

der finder sted i organisationens ydre grænsedragninger. Jeg ønsker med andre ord her at

synliggøre selve den tilblivelsessammenhæng, der forbinder den lokale institutionelle

praksis med den globale sikkerhedspolitiske diskurs. I forlængelse af den etnografiske

fremstilling af de interne skematiseringer og ledelsespraktikker foretages således tillige en

genealogisk analyse af de slægtsskablinier, der har gjort det muligt at forbinde en ny

militær sikkerhedsstrategi med en bestemt moralsk og politisk vision om individets

ukrænkelighed som ultimativt princip i organiseringen af den samfundsmæssige orden.

Først i denne dobbelte perspektivering indløses antropologiens kritiske potentiale, idet

etnografien og genealogien tilsammen udgør en formidling af det sociale og kulturelle

mulighedsrum, inden for hvilket et partikulært styrings- og normaliseringsmønster er blevet

til. Men hvad indebærer det da at anlægge et genealogisk iagttagelsesperspektiv?

Betegnelsen genealogi som en særlig historisk analysestrategi blev først udviklet af

Friedrich Nietzsche som et opgør med den traditionelle historieskrivning, idet han

omformulerer spørgsmålet om oprindelsen til godt og ondt til spørgsmålet om ”de

betingelser og omstændigheder, hvorunder disse værdier er vokset op, har udviklet og

forskudt sig” (Nietzsche cf. Andersen 1999:53). Den genealogiske interesse består altså

ikke i at opregne kausalforklaringer og i at redegøre for den nødvendige udfoldelse af

bestemte årsag-virkningsforhold i en teleologisk historieskrivning. Derimod handler det om

at afdække de kontingente meningsfikseringer, gennem hvilke bestemte vidensregimer og

diskurser konstitueres og sedimenteres som naturlige og selvfølgelige. Der er med andre

ord tale om en opsporing af de diskursive formationer og transformationer, hvorunder

strategier, institutioner og praktikker er formet (ibid:56).

At gøre den diskursive konstruktion af den militære risikoledelse i fredsstøttende

operationer til genstand for en genealogisk analyse vil altså sige, at man i stedet for at

betragte sikkerhed og risiko som objektive og på forhånd givne størrelser, sætter sig for at

undersøge, hvordan disse fænomener selv bliver konstrueret historisk i forskellige faser og i

forskellige sammenhænge.

Indledning

12

Ideen om det Civile Samfund Som udgangspunkt for dette opsporingsarbejde vil jeg vise, at der i artikulationen og

betydningsfastlæggelsen af de militære hverdagspraksiser i missionsområdet i Kosovo

abonneres på en klassisk oplysningsfilosofisk ide, nemlig ideen om det Civile Samfund

(Civil Society), og at denne ide repræsenterer en bestemt social utopi, som generaliseres og

operationaliseres som et sikkerhedsmæssigt anliggende i forholdet til den civile befolkning.

Ideen om det Civile samfund har sine rødder i klassisk vestlig politisk tænkning. I en

række nyere globaliseringsstudier, som forsøger at udpege holdbare visioner for den

moralske og politiske organisering af det ”globale samfund”, har begrebet Civil Society

imidlertid vundet fornyet aktualitet som et distinkt normativt koncept og model for en

ønskelig social orden, hvor individer og grupper frit kan forme organisationer, som

fungerer uafhængigt af staten, og som kan mediere mellem borgerne og staten (Hann &

Dunn 1996, Held & McGrew 2002, Kaldor 2003). Kendetegnende for debatten om det

Civile Samfunds status som politisk ideal er således spørgsmålet om forholdet mellem den

private og offentlige sfære og muligheden for at etablere et genuint politisk rum, som skal

tilsikre muligheden for individets deltagelse i de politiske beslutningsprocesser. Med den

politiske deltagelse følger endvidere ideen om en offentlig moral, som skal bygge bro

mellem de individuelle interesser og det fælles gode. Hermed bliver borgerskab centralt

som et begreb, der udpeger individet som etisk/politisk aktør.

Andet led i afhandlingens analysestrategiske manøvre består da i at vise, at der i

fredsstøttende operationer artikuleres en ny form for militær risikoledelse, som

generaliserer og universaliserer de interne korporative ledelses- og dannelsesidealer som

almene civilisationsidealer, dvs. som regulative principper i forholdet mellem det private

og det offentlige, mellem individet og staten. I håndteringen og betydningsfastlæggelsen af

de daglige opgaver og risici i missionsområdet, udøves den militære vilje til orden og dens

diciplinære teknikker således ikke længere blot som internt dannelsesregime, men

indoptager et nyt og mere omfattende betydningsindhold: Det er ikke kun den enkelte

soldat, men hele det civile samfund, der skal dannes!

Tillidsanalysen Som idéhistorikeren Adam B. Seligman har vist, hviler ideen om det Civile Samfund på

bestemmelsen af individet som bærer af fundamentale værdier og rettigheder samt

Indledning

13

institutionaliseringen og generaliseringen af de tillidsrelationer, som forpligter og

ansvarliggør den enkelte indenfor det sociale fællesskab (Seligman 1997:14). Begrebet om

social tillid har derfor parallelt med udbredelsen og populariseringen af ideen om det Civile

Samfund opnået en central position i den stadigt voksende litteratur om konsekvenserne af

den sociale fragmentation i det moderne samfund. Bla. har sociologen Anthony Giddens i

en række bøger om modernitet og identitet fremhævet tillidsbegrebets betydning, idet han

forsøger at udpege de aktuelle samfundsmæssige erfaringsvilkår, der bla. viser sig i en

vækst i tillid til abstrakte systemer såsom penge- og ekspertsystemer9.

I bogen Trust in Modern Societies (1996) introducerer Barbara Misztal til en række

forskellige tillidsbegreber i sociologien, idet hun finder at tillidsfænomenet er blevet

relevant på baggrund af “en udbredt bevidsthed om, at eksisterende grundlag for socialt

samarbejde, solidaritet og konsensus er forvitret” (ibid.:3). Dette synspunkt bekræftes af

Seligman, som skriver:

“This focus on the changing nature of trust in modernizing societies is not surprising given the extraordinary importance of a universal basis of trust in modern democratic societies....Similarly the very “legitimation” of modern societies is founded on the “trust” of authority and of governments as generalizations of trust on the primary, interpersonal level. In fact the primary venues of socialization, whether they be the educational system or the mass media, are oriented to the continuing inculcation of this value and what is in fact an “ideology” of trust in society” (Seligman 1997:14).

Hvor Seligman taler om en tillidsideologi, vil jeg dog snarere bruge Foucaults begreb

dispositiv som betegnelse for en social differentieringsform, som ”disponerer” eller

”regimerer” den sociale praksis uden dog restløst at determinere den. Med betegnelsen

dispositiv refererer jeg altså i denne sammenhæng til udbredelsen, dvs.

institutionaliseringen, generaliseringen og rationaliseringen, af et bestemt styringsideal - en

ny ”global gouvernementalitet”, der opstår som svar på den sociale kontrolproblematik, der

indstiftes i forholdet mellem individuel autonomi og samfundsmæssig sammenhængskraft.

For at fastholde en konstruktivistisk, ikke-normativ tilgang det sociale støtter jeg mig

primært til det tillidsbegreb, som er formuleret af Luhmann i bogen Tillid - en mekanisme

til reduktion af social kompleksitet ([1968] 1999). Med afsæt i Luhmanns systemteoretiske

funktionsanalyse peges der således i første omgang på den kompleksitetsproblematik, som

9 Blandt andre fremtrædende eksempler kan nævnes Francis Fukuyama (1995):Trust. The Social Virtues and the creation of Prosperity, Adam Seligman (1997): The Problem of Trust og Piotr Sztompkas (1999): Trust. A Sociological Theory.

Indledning

14

knytter sig til bearbejdelsen af informationsoverskuddet og kontingenserfaringen i nutidens

organisationer. Aktualiteten i Luhmanns tillidsbegreb består således i at gøre tillid til en

selektionsmekanisme, der kan reducere det overskud af mulige handlealternativer, der

løbende produceres i organisationens egen beslutningssammenhæng.

Ved at forbinde Luhmanns analyse af tillid som ”taktisk koncept” med Foucaults

begreb om ”governmentality”, vil jeg forsøge at tydeliggøre, hvad der allerede ligger som

ansats i Luhmanns forståelse af tillid som en læreproces, nemlig at tillid kan ses som en

særlig subjektiverings- og disciplineringsform. Som han selv udtrykker det i en punchline:

”Tillid opdrager” (Luhmann [1968] 1999:116). Med titlen Tillidens teknologi ønsker jeg

således at betegne hele det omfattende netværk af kompleksitetsreducerende strategier, som

organiserer såvel det semantiske som det korporeale erfaringsrum blandt udsendte soldater.

Tillidens teknologi henviser med andre ord til selve måden, hvorpå den sociale emergens

betinges i den militære organisation. Hermed understreges Luhmanns pointe, at tillid som

en social relation ”viser sig både at være en chance og en lænke. I tillidsrelationer er der

således indbygget et moment af social kontrol ” (ibid.:115, min fremhævning).

Gennem tillidens optik vender vi altså tilbage til Mauss’ og Durkheims

grundproblem, nemlig spørgsmålet om, hvordan frie individer gensidigt kan forpligtes og

indgå i en social kooperation. Med afsæt i en analyse af et konkret erfaret og levet

risikofællesskab udfoldes således en mere generel diskussion om senmoderne

organiserings- og subjektiveringsformer samt muligheden for at nytænke dem ved at

forbinde dem med begrebet dannelse. Bestræbelsen er dermed at udforme en

samtidsdiagnose, der er i stand til at begrebsliggøre de organisatoriske forandringer, der

finder sted i mødet mellem de militære og de civile aktører i fredsstøttende operationer.

For at give et indblik i den lokale og historiske kontekst, der danner den empiriske

baggrund for denne diagnose, vil det imidlertid være nyttigt at give en kortfattet beskrivelse

af det danske missionsområde i Kosovo og den konflikt mellem serbere og kosovo-

albanere, der gav anledning til udsendelsen af den danske KFOR-styrke. Det skal

understreges, at der ikke sigtes mod en udtømmende historisk og politisk analyse af de

forhold, der førte til krigen og den etniske udrensning af den albanske befolkning i Kosovo,

men alene mod at give en stikordsagtig opsummering af den overordnede udvikling, der

ledte til FN’s sikkerhedsråds beslutning om at intervenere i konflikten.

Indledning

15

Den empiriske kontekst: Konflikten i Kosovo Det danske ansvarsområde (AOR) i Kosovo, der strækker sig over et 25 km bredt og 30 km

langt område, ligger placeret i et bjergrigt terræn i den nordlige del af landet. Kosovo, der

har et areal svarende til omtrent 1 1/2 gang størrelsen af Sjælland, ligger centralt på Balkan

og grænser mod nordøst og nordvest til Serbien, mod vest til Montenegro og Albanien, og

mod syd til Makedonien.

Hele vejen rundt langs Kosovos grænser ligger der høje bjerge. I det danske

missionsområde er de højeste bjerge omkring 1500 m over havets overflade. Der bliver

drevet en del landbrug i området, men det er først og fremmest udvindingen af de rige

mineralforekomster af især bly, zink, krom og jern, der har præget landets historie.

Kontrollen over minedriften og retten til at udnytte disse ressourcer har således været kilde

til omfattende stridigheder helt tilbage til middelalderen, og er en af flere grunde til, at

serberne har ønsket at bevare kontrollen med området (Ross 1999:9).

Den største og vigtigste del af Kosovos bly- og zinkproduktion har siden det 13.

århundrede foregået på værket Trepca og dets tilhørende minekomplekser. Som følge af

utilstrækkelige arbejds- og miljømæssige sikkerhedsforanstaltninger har Trepcaværket været

årsag til en omfattende blyforurening, der gennem generationer har gjort landet til et af

Europas mest forurenede områder.

(Kosovos bjerge) (Trepcaværket)

Gennem en stor del af 1900-tallet har Kosovo været en del af Serbien, der selv blev en del af

staten Jugoslavien efter den Første Verdenskrig (1914-18). Flertallet af indbyggerne i

Kosovo er kosovo-albanere, der udgør ca. 90% af befolkningen. De fleste albanere er

muslimer, men en mindre del er dog katolikker og tilhører den græsk-ortodokse kirke. Af de

Indledning

16

resterende 10% af befolkningen er langt de fleste serbere, men der findes også små grupper

sigøjnere, kroater og montenegrinere.

Efter Anden Verdenskrig blev Jugoslavien kommunistisk og bestod af de seks

republikker Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Kroatien, Slovenien og

Makedonien. Under præsident Tito, som var premierminister for Jugoslavien fra 1945 til

1953 og præsident fra 1953-1980 fik Kosovo mere selvstyre, og i 1974 fik området næsten

status som ligeberettiget republik i Jugoslavien. Serberne, der til trods for deres mindretal

havde siddet på de fleste ledende stillinger, brød sig ikke om denne udvikling, der bla.

betød, at albanerne fik flere poster i kommunistpartiet, at man måtte flage med det albanske

flag, og at der blev åbnet et albansk universitet i hovedstaden Pristina (ibid.:22). Da

præsident Milosevic kom til magten i slutningen af 1987, brugte han serbernes stigende

utilfredshed med det albanske selvstyre til at skaffe sig politisk opbakning og fjernede

kosovoalbanerne fra kommunistpartiets ledelse. Han ønskede at begrænse albanernes

selvstændighed og knytte Kosovo tættere til Serbien. Det medførte en række

demonstrationer og strejker, der dog blev slået hårdt ned af serbiske styrker.

Herefter blev en systematisk undertrykkelse af den albanske befolkning indledt. En ny

forfatning gjorde Kosovos parlament betydningsløst og fjernede dermed den sidste rest af

selvstændighed. Mange af de albanske demonstranter, der protesterede mod forfatningen,

blev enten fængslet eller dræbt. Fra 1990 var albansk ikke længere officielt sprog, albanske

aviser og skoler blev lukket og albanske lærere og læger blev fyret (ibid.:30). I protest mod

den serbiske undertrykkelse dannede en lille gruppe albanske militssoldater i 1992 Kosovos

Befrielseshær (UCK), som ville kæmpe for et selvstændigt Kosovo, der omfattede alle

albansktalende befolkningsgrupper.

I takt med de serbiske styrkers overgreb mod den albanske civilbefolkning voksede

tilslutningen til UCK, og mod slutningen af 1997 kontrollerede de mange landsbyer i det

sydlige Kosovo. I begyndelsen af 1998 sendte Milosevic svært bevæbnet politi og militære

styrker ind for nedkæmpe UCK. Kampene blev stadig alvorligere, og mange indbyggere

flygtede op i bjergene for at undgå repressalier fra de serbiske militser. Efterhånden som

situationen forværredes, og flygtningestrømmen tog til, begyndte man fra det internationale

samfund at reagere med en række krav til præsident Milosevic om at standse konflikten. I

FN’s sikkerhedsråd fordømte man voldshandlingerne og fastslog, at situationen udgjorde en

trussel mod freden og sikkerheden i området. Efter at have udsendt en erklæring, hvori

præsident Milosevic forpligtede sig at medvirke til en fredelig løsning af konflikten,

Indledning

17

lykkedes det imidlertid UCK at opnå kontrol med omkring en tredjedel af territoriet i

Kosovo. I strid med aftalen forstærkede de serbiske styrker derefter deres fremrykning,

hvorefter den kosovo-albanske oprørsstyrke blev trængt tilbage. Antallet af flygtninge og

internt fordrevne var på det tidspunkt nået op over 300.000 mennesker10.

På trods af det internationale samfunds forsøg på at finde en politisk løsning gennem

forhandlinger med parterne i Rambouillet og Paris brød forhandlingerne sammen d. 19.

marts 1999. På det tidspunkt var en omfattende serbisk offensiv sat ind, og alt tydede på, at

en regulær etnisk udrensning var i gang. Det blev herefter besluttet, at NATO skulle indlede

et luftangreb mod Forbundsrepublikken Jugoslavien for at tvinge præsident Milosevic til at

trække sine tropper tilbage og standse overgrebene på den civile befolkning. Den 23. marts

1999 gav NATO’s generalsekretær Javier Solana NATO ordre om at udføre det første af en

række bombeangreb mod det jugoslaviske luftforsvar. Men først efter knap tre måneders

intensive bombninger af serbiske militæranlæg og infrastruktur accepterede Milosevic en

fredsaftale, som omfattede vilkårene for tilbagetrækningen af de serbiske tropper samt

indsættelsen af en NATO-ledet multinational fredsstyrke.

Efter indgåelsen af en militær-teknisk aftale vedtog FN’s sikkerhedsråd d. 10. juni 1999

resolution nr. 1244, i hvilken det blev slået fast, at der skulle etableres en civil

tilstedeværelse og en militær sikkerhedsstyrke i Kosovo. Den civile del skulle varetages af

FN medens den militære del skulle ledes af NATO. Allerede to dage efter rykkede de første

dele af den fredsskabende styrke, der fik betegnelsen Kosovo Force (KFOR), ind i Kosovo

med det formål at overvåge efterlevelsen af fredsaftalen, at skabe sikre omgivelser for de

hjemvendte flygtninge samt medvirke til gennemførelsen af den politiske og civile del af

fredsprocessen. På baggrund af en anmodning fra NATO besluttede det danske Folketing få

dage senere at stille danske militærenheder til rådighed for den multinationale styrke i

Kosovo. Den 19. juli 1999 indledtes således udsendelsen af den danske bataljon, der

benævnes DANBN/KFOR, og som på daværende tidspunkt omfattede ca. 875 mand.

Da jeg ankom til missionsområdet i september 2000, havde de danske soldater således

været i området i godt et års tid. De værste uroligheder var stilnet af, og skønt der endnu var

daglige sammenstød mellem de serbiske og albanske indbyggere - særligt i større byer som

Mitrovica - var genopbygningen af de civile og politiske strukturer allerede påbegyndt. De

militære og civile myndigheder havde indledt et tæt samarbejde, der dels skulle sikre

10 Kilde: Dansk forsvar og Kosovokonflikten, Forsvarskommandoens Presse- og Informationssektion.

Indledning

18

opretholdelsen af sikkerhed og orden, og dels at de politiske reformprocesser kunne

gennemføres på demokratisk vis. For de danske soldater betød det, at de daglige opgaver

både bestod i gennemførelsen af en række kontrolorienterede aktiviteter (f.eks. eftersøgning

af illegale våben, eskortering af serbere og albanere til og fra deres enklaver, bevogtning af

vigtige installationer etc.) og en række tillidsorienterede aktiviteter (f.eks. koordination af

nødhjælp, daglige patruljer til de serbiske og de albanske landsbyer, hjælp til genopbygning

af skoler, udbedringer af el- og vandforsyning etc.). I missionsområdet tjente såvel de

kontrolorienterede som de tillidsorienterede strategier til at mindske graden af usikkerhed

mellem de militære og de civile parter og dermed til at minimere risikoen for nye

sammenstød.

I den antropologiske analyse vil jeg således vise, at der i mødet mellem de danske

soldater og den civile befolkning i missionsområdet blev udøvet en særlig form for

risikoledelse, der forudsatte opbygningen og vedligeholdelsen af et netværk af strategiske

relationer, der implicerede to tilsyneladende modstridende principper, nemlig tillid og

kontrol.

Afhandlingens opbygning

I kapitel 1 redegøres for undersøgelsens metodiske greb. I overensstemmelse med

afhandlingens kulturkritiske perspektiv forskydes de traditionelle antropologiske

metodebegreber feltarbejde, deltagerobservation og etnografiske interviews i retning af en

kritisk fænomenologi, som frisætter den antropologiske metoderefleksion fra den

metafysiske enheds- og substanstænkning. Der introduceres følgelig tre metodologiske

nøglebegreber, nemlig mellemværendet, dannelsesarbejdet og forehavendet. I forlængelse

af den teoretiske begrebsafklaring af disse tre metodekategorier vil jeg med en række

empiriske eksempler fra mit eget forskningsarbejde vise, at den etnografiske praksis ikke

lader sig reducere til den tidsligt og territorialt afgrænsede datagenereringsfase, som

traditionelt kaldes feltarbejdet, men derimod har karakter af en mere omfattende

vidensorganisering og -disciplinering, gennem hvilken de sociale ontologier afdækkes og

rekontekstualiseres.

I kapitel 2 aftegnes det teoretiske og empiriske krydsfelt, idet der med

udgangspunkt i det etnografiske materiale stilles spørgsmål til anvendeligheden af de

foreliggende organisationsbegreber. Den lokale styringsproblematik, der indtræder i

Indledning

19

forbindelse med håndteringen af en stigende kompleksitet og usikkerhed i fredsstøttende

operationer, knyttes således til en mere generel diskussion om erfaringsprocesser i

senmoderne organisationer, der præges af en gennemgribende kontingensbevidsthed.

I kapitel 3 introduceres til Luhmanns systemteoretiske begrebsapparat. På baggrund

af en redegørelse for begreberne autopoiesis, mening, subjektivitet og kommunikation

udarbejdes det teoretiske grundlag for analysen af det empiriske materiale. I forbindelse

hermed præciseres det epistemologiske grundlag for afhandlingens korrektiv til hhv. til

Sennetts og Kirkebys normative tilgang til senmoderne organiseringer. Det gøres således

klart, at forholdet mellem organisation og subjektivitet må betragtes som et forhold mellem

to adskilte systemer, der opretholder sig selv gennem en vedvarende produktion af mening,

og at denne meningsproduktion er et resultat af systemernes indbyrdes lukkethed i forhold

til hinanden. Ved at lægge vejen over Paul Ricoeurs fænomenologi løses problemet med at

forstå, hvordan to lukkede autopoietiske systemer samtidig kan åbne sig fortolkende mod

hverandre.

I kapitel 4 påbegyndes selve organisationsanalysen. Ud fra det teoretiske grundlag

og det empiriske materiale fremlæses de sociale ontologier, dvs. de selvbeskrivelser og

kommunikative skematiseringer, der kendetegner det militære praksisfællesskab som et

distinkt risikofællesskab. Det gøres således gældende, at de militære selvfremstillinger

hviler på en gennemgribende dobbelthed, der vedrører konstitueringen af den enkelte soldat

som en tillidsværdig risikotager. Forvaltningen af denne dobbelthed, der bla. kommer til

udtryk som en meningsbærende forskel mellem person og rang, stiller sig dermed som en

opgave for den enkelte soldat i hans eget fortløbende dannelsesarbejde.

I kapitel 5 redegøres for, hvordan de organisatoriske skematiseringer overtages og

bearbejdes af det enkelte individ. Ved hjælp af Foucaults begreb om selvets teknologier

fremanalyseres fire centrale dannelsesidealer (korpsånden, loyaliteten, selvdisciplinen og

den professionelle holdning), gennem hvilke den enkelte ”former sig selv”, dvs. kommer til

syne som del af det organisatoriske risikofællesskab.

I kapitel 6 vendes blikket fra de interne til de ydre meningsgrænser, dvs. fra

selvbeskrivelsen til fremmedbeskrivelsen. På baggrund af en række empiriske eksempler

fra de militære hverdagsrutiner i missionsområdet tydeliggøres det, at der i

betydningsfastlæggelsen af de civil militære omverdensrelationer konstrueres en ”indre”

omverden, dvs. en omverden som er kompatibel med organisationens egne skematiseringer.

I det civil/militære ”træf” sker der således en rekontekstualisering af de militære

Indledning

20

dannelsesidealer, idet de i de daglige bestræbelser på at opbygge en ny civil infrastruktur,

knyttes til den klassiske politiske vision om det Civile Samfund. I den afsluttende

organisationsdiagnose udpeges således fremkomsten af et nyt sikkerhedsdispositiv, som

forbinder de militære dannelsesidealer med en række borgerlige dyder, som på én gang

frisætter og forpligter det enkelte menneske indenfor et moralsk og politisk fællesskab.

Som diagnostisk forehavende gøres der ikke antrit til endegyldige konklusioner vedrørende

muligheder og begrænsninger i denne udvikling. Det, der gøres forsøg på, er mere

beskedent at fremlægge en tendenslæsning, der forsøger at begrebsliggøre de forandringer i

den militære ledelsesrationalitet- og moralitet, der har fået sit historiske nedslag i

internationale, fredsstøttende operationer.

21

Kapitel 1.

Samtidsdiagnostik og kulturkritik - Den etnografiske dannelseserfaring

”Mennesket - et værende blandt andre - ”driver” videnskab. Ved denne ”bedrift” sker intet mindre, end at ét værende - menneske kaldet - bryder ind i det værendes helhed, og det således, at det værende gennem dette indbrud bryder frem som det, det er. Først dette opbrydende indbrud bringer på sin måde det værende til sig selv” (Heidegger [1955] 1994:83).

Den antropologiske forskningspraksis er ofte blevet beskrevet som en læreproces, gennem

hvilken etnografen vinder adgang til og positioneres i det sociale rum, han/hun studerer

(Bundgaard 2003, Hasse 1995, 2003, Whyte 1995). Som det formuleres af Cathrine Hasse,

kan det metodiske forløb anskues som en ”positioneret læreproces” (Hasse 2002:52), der

involverer et omfattende fortolkningsarbejde. I dette perspektiv trækkes der bla. på Jean

Lave og Etienne Wengers læringsteori, ifølge hvilken viden ikke kan betragtes som en

individuelt erhvervet og akkumuleret substans, men som et forhold, der opstår og

forhandles indenfor et konkret praksisfællesskab (Lave & Wenger 1991).

Bestemmelsen af den antropologiske vidensproduktion som en fortolkningspraksis

finder vi imidlertid frem for alt hos Clifford Geertz i hans klassiske værk The Interpretation

of Culture (1973). I en ofte citeret passage konstaterer han således, at den antropologiske

videnskab er en fortolkende snarere end en forklarende videnskab11:

”Believing, with Max Weber, that man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun, I take culture to be those webs, and the analysis of it to be therefore not an experimental science in search of law but an interpretative one in search of meaning (Geertz 1973:5).

Han mener derfor ikke, det giver mening at tale om en egentlig antropologisk ”metode”:

11 For en mere fyldestgørende videnskabsteoretisk udlægning af forholdet mellem Erklären (forklaring) og Verstehen (forståelse) inden for humanvidenskaberne, se f.eks. Paul Ricoeur ([1974] 1991): ”Tekstmodellen: Meningsfuld handlen betragtet som tekst”, i Lars-Henrik Schmidt (red.), Det videnskabelige perspektiv, Akademisk Forlag.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

22

”[D]oing ethnography is…not a matter of methods. From one point of view, that of the textbook, doing ethnography is establishing rapport, selecting informants, transcribing texts, taking genealogies, mapping fields, keeping a diary, and so on. But it is not these things, techniques and received procedures, that define the enterprise. What defines it is the kind of intellectual effort it is: an elaborate venture in, to borrow a notion from Gilbert Ryle, “thick desription” (ibid.:6).

At bedrive antropologi er således ifølge Geertz ikke et spørgsmål om at afdække generelle

lovmæssigheder, men snarere om at ”aflæse” og dechifrere en mangfoldighed af komplekse

betydningsstrukturer. Han viderefører hermed et antropologisk metodebegreb, som blev

fremsat af Evans-Pritchard for mere end et halvt århundrede siden, og som lægger afstand

til den naturvidenskabelige metodes ahistoriske og objektivistiske vidensideal:

”The thesis I have put before you, that social anthropology is a kind of historiography, and therefore ultimately of philosophy or art, implies that it studies societies as moral systems and not as natural systems…and that it therefore seeks patterns and not scientific laws, and interprets rather than explains” (Evans-Pritchard [1950] 1962:26).

Også i nyere antropologisk metodelitteratur demarkeres den etnografiske praksis som en

historisk og situeret erfaring, der finder sted i mødet mellem antropologen og den

udforskede felt (Amit 2000, Appadurai 1995, Dresh & James 2000, Sanjek 1990).

Kendetegnede for den nyere tids metodediskussioner i antropologien er således et fokus på

det, man under ét kunne kalde for den etnografiske dannelseserfaring. Det er med andre ord

en form for erfaring, der ikke kan reduceres til en række veldefinerede teknikker (Hastrup

2003:399), men som snarere må ses som en formativ proces, gennem hvilken den

antropologiske vidensinteresse ”tager farve” af, samtidig med, at den yder et selvstændigt

bidrag til, den empiriske felt den retter sig mod. Den etnografiske dannelseserfaring har

derfor ikke status som en objektiv metodelære, dvs. et sæt kontekstuafhængige

procedureregler, der ved en korrekt udførelse fører til principielt gentagelige resultater. Den

enkelte antropolog må, som Hastrup pointerer, etablere sin egen videnskabelige autoritet

forfra med hvert nyt projekt (ibid.:400).

I dette kapitel vil jeg forsøge at redegøre for min egen videnskabelige

dannelseserfaring, som jeg med Susan Wrights terminologi vil karakterisere som en distinkt

problematiseringsproces (Wright 1994:4), der i denne sammenhæng drejer sig om

beskrivelsen af en ny militær organiserings- og subjektiveringsform. At problematisere et

givent sagsforhold eller fænomen vil sige, at man betvivler dets status som naturligt og

selvindlysende faktum. Den etnografiske dannelseserfaring har således sin forudsætning i et

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

23

selvfølgelighedstab: Noget, som før blev taget for givet, gøres nu til genstand for undren og

må begrundes på ny (Schmidt 1994:14).

Mellemværendet: Den etnografiske intervention Med problematiseringen og selvfølgelighedstabet indstiftes et mellemværende, dvs. en

midlertidig uafgjorthed, der åbner sig med tvivlen på det evident givne. Mellemværendet

skal i denne forbindelse forstås som et specifikt mulighedsrum - en horisont af mulige

tydningsudkast - som afsøges og afgrænses af antropologen fra den indledende

problemformulering til udarbejdelsen af den færdige tekst. Mellemværendet er derfor ikke

en på forhånd fastlagt tilgang til verden, men et anliggende der viser sig og tager form

gennem etnografens iagttagelse af og deltagelse i den empiriske felt - med andre ord

gennem etnografens eget dannelsesarbejde. Det, der viser sig som et mellemværende, er

altid under opståen (emergent) og kan derfor kun erkendes gennem en levet erfaring, en

personlig mellemkomst, der fordrer, at antropologen i sin udpegning og fortolkning af

felten også selv lader sig udpege og fortolke gennem feltens egne kategorier. Kun gennem

denne gensidige udsathed mellem etnografen og den livsverden, hun indtræder i, afslører

mellemværendet sig som en specifik social emergens. Mellemværendet og

dannelsesarbejdet konstituerer således, hvad man kunne kalde for en rekonstruktiv praksis:

Hvor mellemværendet etableres som en dekonstruktiv problematisering og opsporing af

kontingente betydningsfastlæggelser, udgør dannelsesarbejdet en konstruktiv bestræbelse på

at genindskrive den tabte selvfølgelighed i et nyt tydningsudkast, en ny meningstilblivelse.

Den etnografiske dannelseserfaring omfatter altså to forskellige, men uadskillelige

momenter af (videns)problematisering og videns(organisering) - en ”enhed af

erfaringsdannelse og erfaringstransformation” (Schmidt 1991:32), der tilsammen lader den

antropologiske vidensproduktion fremstå som et rekonstruktivt, dvs. kritisk forehavende.

For så vidt som dette forehavende har sin forudsætning i en form for spørgen, der

problematiserer sociale ontologier og skaber forskydninger i de verdensudlægninger, der

præsenterer sig selv som ”naturlige eller ”selvfølgelige”, er der tale om et kritisk

perspektiv, der ikke abonnerer på et scientistisk metodeideal, men i stedet viser sig som en

strategisk intervention (Gupta & Ferguson 1997b:39), dvs. en etisk/politisk positionering i

mødet med felten:

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

24

”Rather than viewing ethnographic intervention as a disinterested search for truth in the service of universal humanistic knowledge, we see it as a way of pursuing specific political aims while simultaneously seeking lines of common political purpose with allies who stand elsewhere…” (ibid.:38-39).

Det skal understreges, at der ikke er tale om en rekurs til et normativt, emancipatorisk

kritikbegreb, der forudsætter forestillingen om et arkimedespunkt, hvorfra kritikeren kan

beskrive det sociale i sin totalitet. Det drejer sig snarere om den form for

”samtidsdiagnostik”, Lars-Henrik Schmidt programsætter i Det Socialanalytiske Perspektiv

(1992):

”Samtidsdiagnosen, tendenslæsningen, er dermed stedet, hvor socialanalytikken skal give sig til kende. Man skal kunne kende den på de diagnoser den frembringer; og diagnosen er netop enheden af ”patientens” selvfremstilling (den sociale diskurs), og interpretationen af fremstillingen (det socialanalytiske perspektiv). Hensigten er at konstruere en ny ”sygehistorie”, der er i stand til at etablere sammenhæng mellem de enkelte fragmenter og gøre dem levelige ved at fremhæve, hvad der er værd at bide mærke i, hvad der er afgørende, og hvad der ikke har den afgørende betydning for mønsteret”. (Schmidt 1992:119).

Som diagnostisk bestræbelse, har den etnografiske intervention ingen ambition om at

”kurere” patienten (samfundet), hvilket på ingen måde udelukker, at den interpreterer, dvs.

skaber sammenhæng mellem tilsyneladende adskilte erfaringer og fænomener. Som

Schmidt formulerer det: ”Diagnosen i sig selv drager kun omsorg, den behandler ikke, men

den kan udmærket pege på steder, hvor der må interveneres, og hvor en intervention ville

kunne være afgørende med henblik på at ændre sagsforholdene” (ibid.).

I denne afhandling rettes den diagnostiske opmærksomhed mod forandringerne i

den sikkerhedspolitiske diskurs og de militære sikkerhedsstrategier, der siden afslutningen

af den Kolde Krig og murens fald i stigende grad har sammenkædet humanitære indsatser

med militære operationer under betegnelser som ”fredsbevarende”, ”fredsskabende” eller

”fredsstøttende” missioner. Det spørgsmål, der indledte mit mellemværende med felten,

handler med andre ord om, hvordan det er gået til, at ideen om en bestemt samfundsmæssig

orden er blevet knyttet til en ny militær praksis, der ikke længere begrundes med forsvaret

af nationalt og territorialt definerede grænser, men med forsvaret af bestemte ”vestlige

værdier” så som ”demokrati” og ”beskyttelsen af fundamentale menneskerettigheder”. Jeg

satte mig derfor indledningsvist for at finde ud af, hvordan konstruktionen af denne

militære sikkerhedsstrategi blev artikuleret og betydningsfastlagt indenfor den militære

diskurs, før jeg gik i gang med at tilrettelægge et egentligt forskningsprogram.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

25

Min første ”intervention” i felten fandt altså sted længe inden, jeg foretog dét,

man traditionelt betegner som det etnografiske feltarbejde. Det første famlende skridt

bestod i at slå op under ”Forsvar” i telefonbogen for dels at se, hvilke forskellige instanser,

der stod optegnet, dels ud fra deres benævnelser at pejle mig ind på, hvor der ville være

størst mulighed for at åbne for en dialog. Med det jeg vil kalde for et kvalificeret gæt,

valgte jeg at kontakte Institut for Militærpsykologi på Forsvarsakademiet. Selvom

psykologi og antropologi unægtelig er to meget forskellige discipliner, er der dog både

historiske og teoretiske slægtskabslinier, der skaber en umiddelbar genkendelighed i den

akademiske stil. Da jeg efterhånden - gennem ca. et halvt års vedholdende henvendelser -

havde fået etableret en vis personlig troværdighed, viste det sig da også, at denne faglige

affinitet havde givet mig adgang til organisationen og dens interne debat om fredsstøttende

missioner. Mit projektforslag blev godkendt og min deltagelse i den fredsstøttende mission

i Kosovo blev anbefalet til Hærens Operative Kommando, der gav den endelige tilladelse til

feltarbejdet.

Men endnu havde mellemværendet kun vist sig som undren, som spredte

fragmenter og spor, der ikke syntes at pege i nogen bestemt retning. Jeg havde ganske vist,

som enhver anden civilist, bemærket den markante kropslige og sproglige disciplinering,

der kendetegnede det militære system, men det hørte på den anden side med til hele den

forudforståelse, jeg havde af ”militæret” og dets hierarkisk opbyggede kommandostruktur.

Det gav derfor ikke til at begynde med anledning til en særskilt refleksion, det var jo, som

jeg havde forventet: Sådan var militæret bare. Det skulle imidlertid vise sig, at denne

selvfølgelighed rummede nøglen til forståelsen - ikke bare af den militære

organisationskultur og dens semantiske og kropslige skematiseringer, men også til måden

hvorpå den håndterede sine omverdensrelationer i mødet med de civile aktører i

missionsområdet i Kosovo. Denne indsigt var af grunde, som vil blive klarlagt i det

følgende, ikke bare tilgængelig for en iagttagelse udefra, men krævede tillige et etnografisk

dannelsesarbejde indefra.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

26

Dannelsesarbejdet: Den etnografiske rekonstruktion

Med begrebet dannelsesarbejde knytter jeg an til en fænomenologisk traditionslinie12,

nærmere bestemt Hans Georg Gadamers udarbejdelse af det humanistiske ledebegreb

Bildung (dannelse), som i hovedværket Wahrheit und Methode (1975) danner

udgangspunkt for et opgør med det naturvidenskabelige vidensideals hegemoni:

”Det moderne videnskabsbegreb og det dertil hørende metodebegreb er utilstrækkeligt. Det der gør humanvidenskaberne til videnskaber, kan lettere forstås ud fra begrebet Bildung end den moderne ide om videnskabelig metode” (Gadamer [1975] 1993:18, min overs.).

Ifølge Gadamer rummer Bildung et sandhedsideal, som ikke lader sig indløse ved hjælp af

et sæt reproducerbare undersøgelsesprocedurer og -teknikker, men snarere gennem en

historisk situeret omverdensåbenhed:

”…[D]et drejer sig ikke om en procedure eller en adfærd, men om tilblivelse. Det er ikke tilstrækkeligt at observere nøjere, at studere en tradition mere grundigt, hvis der ikke allerede er en modtagelighed for ”andetheden” i kunsten eller historien. Det er, hvad vi, i lighed med Hegel, fremhævede som det generelle træk ved dannelse: at forblive åben mod det andet - mod andre mere universelle synsvinkler (ibid.:17, min overs.).

Gadamers grundtanke er således, at den praktiske og teoretiske dannelse er det, der

karakteriserer den menneskelige væren som en forstående tilværen, der udfolder sig i

dialogen med andre mennesker og med en sprogligt formidlet virkningshistorie (Andersen

1979:242). Sproget indtager følgelig hos Gadamer en erkendelsesteoretisk nøgleposition,

idet den hermeneutiske pointe er, at sproget så at sige kommer individet i forkøbet som en

altid allerede foreliggende forståelseshorisont. Intet menneske er henvist til at udlægge

verden forfra og ”på bar bund”, men får gennem sproget stillet bestemte tydningsforslag til

rådighed. Den rent kropsligt erfarede og formidlede erfaring har derimod ingen særskilt

status hos Gadamer, men indtræder alene som abstrakt finalitet, dvs. som den endelighed,

der transcendentalt mulighedsbetinger den menneskelige erkendelse (ibid.:235). Til forskel

herfra ønsker jeg med dannelsesarbejdet at fremhæve betydningen af det førsproglige,

kropslige erkendelsesdomæne. Som antropologen Michael Jackson påpeger, er

12 Jeg taler her om den traditionslinie, der strækker sig fra Edmund Husserl (1859-1938), Martin Heidegger (1889-1976), Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) til Paul Ricoeur (f.1913).

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

27

underordningen af den kropslige erkendelse i forhold til den sproglige et uholdbart

epistemologisk udgangspunkt:

”Insofar as the body tends to be defined as a medium of expression or communication, it is not only reduced to the status of a sign; it is also made into an object of purely mental operations, a “thing” onto which social patterns are projected” (Jackson 1989:123).

Det etnografiske dannelsesarbejde implicerer med andre ord inkorporation såvel som

artikulation af de ontologier, der begrunder det sociale liv. Dette vender vi tilbage til i det

følgende.

Enhver felt stiller sine egne positioner til rådighed i form af de strukturelle identiteter

og kategorier, den bruger til at benævne de sociale aktører. Ved at udforske disse positioner

samt de muligheder og begrænsninger, der knytter sig til dem, erhverver etnografen sig et

kendskab til et specifikt handlings- og erfaringsrum. Det er således et grundvilkår for den

antropologiske forskningspraksis, at den udfolder sig gennem en positioneret deltagelse i

den felt, man udforsker. Som Michael Whyte har formuleret det:

”Som et interagerende subjekt erfarer antropologen det sociale liv ud fra en bestemt position og ikke via sociale institutioner. Ved en begravelse, for nu at tage et klassisk antropologisk eksempel, kan jeg enten være en affinal slægtning, en kognatisk slægtning, et medlem af den efterladte slægtslinie - eller måske en nabo. Hver rolle anbringer mig et bestemt sted og udstyrer mig med et perspektiv, som er forskelligt fra de andres. Min oplevelse af begravelsesceremonien vil være relateret til min position” (Whyte 1995:27).

Som korrektiv til den hermeneutiske dannelsestradition13, der af mange kritikere betragtes

som en konservativ idealisme, der forudsætter en ”ontologisk garanteret konsensus”

(Kögler 1996:72), henviser dannelsesarbejdet således til et strategisk og produktivt

magtaspekt i den etnografiske positionering, som fastholder et perspektivisk syn på viden

og sandhed.

Forskellige positioner giver adgang til forskellige erfaringer af det sociale. I nogle

tilfælde kan antropologen bevidst vælge mellem forskellige positioner og derved forskyde

iagttagelsesperspektivet i forhold til felten. I andre tilfælde er positionen fastlagt på forhånd

og giver kun plads til mindre manøvrer. I alle tilfælde er man som antropolog henvist til at

13 Jeg tænker her specielt på Wilhelm von Humboldt (1767-1835), Friedrich Schleiermacher (1768-1834) og G.W.F. Hegel (1770-1831).

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

28

tage imod den/de positioner, man bliver anvist i en konkret social sammenhæng. Som

Cathrine Hasse påpeger:

”Antropologer kan ikke indtage en hvilken som helst position, men kan godt forsøge at rokke lidt ved de øvrige deltageres definitioner af hende som ’rig, hvid kvinde’, ’spion for regeringen’, ’kritisk journalist’ o.a.” (Hasse 2002:66).

Det etnografiske dannelsesarbejde refererer med andre ord ikke til en hermeneutisk

horisontsammensmeltning, dvs. til en ophævelse af de strukturelt definerede forskelle, men

tværtimod til den formative proces, gennem hvilken etnografen bemægtiger sig en specifik

position i det sociale rum.

At overtage en bestemt position fordrer imidlertid ikke alene, at antropologen lader

sig disciplinere, dvs. lever op til bestemte adfærdsforventninger, men tillige at

disciplineringen vendes til en aktiv selvdisciplinering og forvaltning af de sproglige såvel

som de kropslige praksiser. Dette gjorde sig ikke mindst gældende under mit eget

feltarbejde blandt de danske soldater i Kosovo. Jeg var, allerede inden jeg ankom til lejren i

det danske missionsområde, blevet anvist en formel plads i den organisatoriske orden. Jeg

var blevet ”iklædt”, dvs. uniformeret, og udrustet som de øvrige soldater (undtagen våben)

og bar som alle andre et sæt distinktioner, der markerede min placering i det militære

hierarki. Da der ikke fandtes en personelkategori for antropologer i organisationen, blev jeg

tildelt en rang, der formelt set svarede til Forsvarets kontaktpsykologer, hvilket da også

betød, at de fleste soldater kategoriserede mig ud fra den antagelse, at jeg ”nok var

psykolog”. Det var imidlertid en antagelse, jeg hurtigst muligt forsøgte at korrigere, da det

viste sig, at mange af samme årsag bevidst holdt sig på afstand af mig.

Allerede et halvt år før udsendelsen var jeg blevet tilknyttet et bestemt kompagni,

dvs. en bestemt underafdeling af bataljonen, nemlig et af de kompagnier der varetog de

såkaldte ”operative opgaver” i missionsområdet. At jeg netop blev tilknyttet dette

kompagni, var resultatet af en blanding af tilfældigheder og et bevidst valg. Det bevidste

valg bestod i at følge en af de enheder, der var i daglig kontakt med den civile befolkning,

eftersom det bl.a. var betydningsfastlæggelsen af dette møde, jeg var interesseret i at

opspore. Det tilfældige bestod i, at det lige netop blev den ene og ikke den anden af

bataljonens to operative enheder - et tilfælde, som jeg ved mange lejligheder (både under

og efter mit feltophold) er blevet gjort opmærksom på som en afgørende faktor i min

militære ”opdragelse”.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

29

Den hierarkiske og funktionelle placering i den formelle organisationsstruktur

udgjorde imidlertid kun den synlige del af min positionering i felten: uniformen,

distinktionerne på skuldrene, den sorte baret, etc. Mindst lige så afgørende var de usynlige

markører, der udpegede mig som ”civilist” (læs: udisciplineret, vægelsindet, eftergivende),

”kvinde” (læs: sårbar, utilregnelig, upraktisk), ”akademiker” (læs: spekulativ, omstændelig,

verdensfjern), ”blondine” (læs: ubegavet, letsindig, utroværdig) etc., dvs. alt sammen noget,

der ekskluderede mig som den radikale Anden. Jeg var således stærkt opsat på ikke at lade

mig indfange i nogen af disse kategorier, eftersom de ikke ville give mig adgang til det

militære erfaringsrum og dets selvbeskrivelser indefra, men kun levne mig plads som

iagttager udefra. Kun ved at overskride disse sociale demarkationer ville jeg kunne gøre

mig gældende som deltager på lige fod med de andre soldater og dermed blive en del af det

militære praksisfællesskab.

For at frigøre mig fra positionen ”civilist” gjorde jeg mig derfor stor umage med hele

den kropslige disciplinering: Hvordan sætter man baretten korrekt, hvordan ruller man sine

ærmer op på den rigtige måde, hvordan binder man sine støvler, hvordan hilser man på

hinanden etc. For at frigøre mig fra positionen som ”kvinde” sørgede jeg for jævnligt at

demonstrere, at jeg ikke ønskede særbehandling i forhold til de andre i kompagniet, der

udelukkende bestod af mænd. Desuden holdt jeg en vis afstand til den lille gruppe på

omkring 15 kvinder, der var udsendt som sygeplejersker, tolke, telegrafister o.a. For at

overskride positionen som ”akademiker” øvede jeg mig på udelukkende at tale i den

militære jargon, dvs. kort, knapt og ligefremt og gerne med en portion knastør sarkasme.

Endelig bestræbte jeg mig på at overvinde positionen som ”blondine” ved generelt at

fremstille mig selv som lærenem, ansvarlig og tilpasningsdygtig.

Udover at vinde generel accept som del af kompagniet var jeg opmærksom på

betydningen af min hierarkiske position, der fra starten havde placeret mig på

officersniveauet. Efter nogen overvejelse omkrig fordele og ulemper ved denne position

fandt jeg det mest hensigtsmæssigt at fastholde min officersstatus. Dels fordi den gav mig

adgang til alle niveauer i organisationen, dels fordi den skabte en vis formel distance i

forhold til den største af personelgrupperne i kompagniet, nemlig konstablerne, hvis respekt

for min tilstedeværelse, jeg vidste ville blive afgørende for hele gennemførelsen af mit

feltarbejde. Dette indebar dog som alle andre valg samtidig et fravalg af muligheder. F.eks.

betød det, at jeg altid spiste sammen med kompagniets officerer i lejrens cafeteria, da det

var en alment gældende, men uskreven regel at officerer og konstabler spiste i hver sin

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

30

afdeling. Det bevirkede bla. at jeg fik begrænset indsigt i den form for uformel

kommunikation, der fandt sted mellem konstablerne under måltiderne, dvs. i den relativt

sparsomme tid, der var mellem deres forskellige arbejdsopgaver. På et tidspunkt gjorde et

par af kompagniets konstabler mig opmærksom på, at det for dem virkede, som om jeg så

det hele ud fra et ”officersperspektiv”, hvilket de udtrykte på følgende måde:

W: ”…[N]u har du været så meget sammen med dem (officererne, red.), at vi måske føler,

at du hører mere til dem end du er en civilist”

B: ”Vi betragter dig næsten som officer nu”

W: ”Det virker også som om, at du har villet tage officerernes synspunkt på det hele”

Eksemplet udtrykker netop, at det på den ene side var lykkedes mig at blive integreret i den

militære orden, idet konstablerne følte, at jeg ”hørte mere til officererne”, end jeg var

civilist, men på den anden side samtidig var blevet sat i bås og begrænset af min position

som officer. Eftersom det var konstablerne selv, der i første omgang foretog denne

udpegning, så jeg det imidlertid som en mulighed for at spørge nærmere til deres

kategoriseringer: Hvad betød det f.eks. at se tingene ud fra et ”officersperspektiv” til

forskel fra et ”konstabelperspektiv”? Hvad var det for ting, der blev talt om ved

aftensmaden, som jeg ikke fik del i? o.s.v. Pointen med dette er, at der ikke findes nogen

neutral position, ud fra hvilken antropologen kan betragte ”det hele”, men at hun må træffe

en række strategiske valg, der fastlægger det perspektiv, dvs. det udsnit af verden, der gøres

til genstand for iagttagelse og refleksion. Hermed træder etnografen så at sige selv i

karakter i felten, idet hun ”indlæser” sin position gennem inkorporation af de kropslige og

de semantiske skematiseringer, der stilles til rådighed for hende.

Inkorporation Positioneringen i og inkorporeringen af et specifikt erfaringsrum hviler ifølge sociologen

Nick Crossley på en form for ”habitueret”, dvs. kropsligt indlejret viden, der transcenderer

den kartesianske modsætning mellem bevidsthed og krop. Med udgangspunkt i Merleau-

Pontys fænomenologi argumenterer han for at:

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

31

”Human beings are neither minds nor strictly speaking, bodies, in this view, but rather mindful and embodied social agents...[W]e are forced to reject the Cartesian tendency to privilege reflective thought and are presented rather with an image of the human ego as a practical being, physically involved in the world and enjoying practical mastery over it before any reflection can take place” (Crossley 2001:3)

Ifølge Merleau-Ponty er kroppen ikke blot givet for os som en genstand blandt andre

genstande, men konstituerer en prærefleksiv intentionalitet, dvs. en før-bevidst ”rettethed”

mod verden, der så at sige altid løber erkendelsen i forvejen og placerer den i verden.

Kroppen er således ikke bare redskab og objekt for min erkendelse, noget jeg har, men er

selve det levede nærvær, jeg er - min ”væren-i-verden” (being-in-the-world).

Kroppens levede nærvær er - selv om det helt igennem er mit nærvær - derfor også

dét, jeg aldrig kan gøre til et udelukkende privat anliggende, for så vidt som min krop netop

er det, der altid er ud-sat i det sociale. I en vis forstand er kroppen da det aspekt af min

personlighed, der altid og uigenkaldeligt er kastet ud i verden, og som altid allerede

engagerer mig i den, forud for ethvert bevidst valg jeg træffer. Den levede krops

intentionelt rettede væren-i-verden er således også det, der bringer mig ud over mig selv og

giver mig adgang til verden, ja overhovedet lader verden komme til syne som noget uden

for og forskelligt fra mig. I denne verdenshenvisning ”glemmer” kroppen sig selv som

medium for erfaringen og glider bort fra opmærksomhedens fokus: Den viser verden, men

skjuler sig selv som iagttagelsens ”blinde punkt”. Den er, som Drew Leder udtrykker det,

på een gang ekstatisk og recessiv af natur, dvs. både nærværende og fraværende i erfaringen

af verden:

”The body conceals itself precisely in revealing what is other. The very presencing of the world and of the body as an object within it is always correlative with this primordial absence…An absence is the being away of something. The lived body, as ecstatic in nature, is that which is away from itself” (Leder 1990:22).

I den antropologiske videnspraksis implicerer inkorporationen af de kulturelle

skematiseringer således en dobbelthed af nærvær og fravær, idet etnografen ud-sætter sig i

felten og i denne sætten-sig-ud kastes tilbage på sig selv i en vedvarende frem-og-tilbage

bevægelse.

Hermed forudsættes, at kroppen ikke meningsfuldt kan opfattes som en helt og

aldeles individuel substans, men snarere som en specifik lokalitet i tid og rum, gennem

hvilket det situerede selv præsenterer sig selv. Den sociale krop er det per-formative selv,

dvs. det selv, der former sig selv gennem fremstilling for nogen. Som fænomenologisk

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

32

kategori henviser den sociale krop således til en specifik emergens, en situeret

dannelsesproces, i hvilken selvet og det sociale har deres gensidige mulighedsbetingelse.

Inkorporation er derfor ikke en statisk tilstand, men en dynamisk proces i hvilken

etnografen så at sige lader sig forme gennem tilegnelsen af en række kropslige teknikker og

disciplineringer - dvs. en form for praktisk viden, der normalt forbliver utematiseret som en

uudtalt og tavs forståelseshorisont. Adgangen til denne kropsligt indlejrede viden opnås

ifølge Leder ikke gennem en intellektuel viljesakt, men har snarere karakter af en kulturel

sedimenteringsproces:

”These bodily transformations are not accomplished via an intellectual ”flash of understanding”, but like something akin to a sedimentary process. Over time, that which is acted out, rehearsed, and repeated seeps into one’s organismic ground…Incorporation is the very means whereby new abilities are acquired, unlocking novel aspects of the world. However, it is also via incorporation that abilities sediment into fixed habits” (ibid.:32).

Denne sedimentering og habituering af de kropslige hverdagspraksiser kalder Merleau-

Ponty for kropsskemaet (Merleau-Ponty [1945] 2000:41ff). Kropsskemaet er det, der giver

erfaringen form og lokaliserer den - ikke i bevidstheden - men i intersubjektiviteten. Som

Crossley formulerer det:

“We are never in complete possession of ourselves. More to the point, our perceptible being is captured in schemas of collective representation. From the moment of birth, and even before, our anatomical state and embodied visibility are made to signify social meanings and we, accordingly, are positioned in social space. Indeed, we only come to have ourselves by first enjoining this intersubjective order and learning to see ourselves from the outside, as “other” (Crossley 2001:141).

Det etnografiske feltarbejde har således karakter af en intersubjektiv erfaringsproces,

gennem hvilken etnografen indlæser et nyt kropsskema og derigennem også en ny

verdenstolkning14.

I det militære fællesskab er inkorporationen af kropsskemaet - og dermed også

selvpræsentationen - kendetegnet ved udførelsen af en række disciplinære teknikker og

praksiser, der sigter mod at reducere de risici, der er forbundet med andre menneskers

autonomi, dvs. deres frihed til at handle og udlægge verden anderledes end jeg. Enhver

selvpræsentation er som udgangspunkt en risikabel affære: Der er ingen garanti for, at den

14 Jf. Kirsten Hastrup (1994): ”Anthropological knowledge incorporated”, i Kirsten Hastrup & Peter Hervik (red.), Social Experience and Anthropological Knowledge, Routledge, London, p. 224-240.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

33

intention, med hvilken jeg præsenterer mig selv i en given situation, vil blive opfattet af

andre på den måde, jeg selv ønsker det. Jeg får måske ikke gjort det helt ”rigtigt”, og jeg

bliver måske helt og aldeles misforstået. Faktisk er dette så udbredt en erfaring, at det

virkeligt interessante spørgsmål er: Hvorfor bliver vi ved med at prøve? Svaret er

naturligvis, at der ikke gives noget meningsfuldt alternativ, fordi der på en meget

fundamental måde ikke kan være et Selv uden genkendelse fra den Anden; Jeg kan ikke

blive mig selv alene for mig selv, fordi selvformation og affirmation er en relationel

praksis. Enhver dannelsesproces forudsætter derfor et minimum af basal tillid - eller det

Niklas Luhmann kalder for ”en risikofyldt forudydelse” (Luhmann [1968] 1999:59), idet

tilliden i sidste instans forbliver ubegrundbar. Selve måden, hvorpå denne risikobetonede

indsats håndteres og formaliseres, er imidlertid kulturelt forskellig. Dette forhold er præcis,

hvad Mary Douglas forsøger at indfange med betegnelsen ”selvet som risikotager” i bogen

Risk and Blame (1992), idet hun siger at:

”The self is risk-taking or risk-averse according to a predictable pattern of dealings between the person and others in the community. Both emerge, the community and the persons self, as ready for particular risks or as averse to them, in the course of their interactions” (Douglas 1992:102)

I det militære praksisfællesskab er den individuelle selvfremstilling altafgørende for ens

tillidsværdighed som risikotager. Det problematiske ved tillidsværdighed er, at den

tilskrives en personlig og for så vidt usynlig kvalitet. Den må derfor gives en ydre side, et

kropsligt udtryk, der præsenterer den enkelte som en disciplineret risikotager15. Soldatens

disciplinerede krop er i denne forstand den situerede præsentation af det militære selv som

et tillidsværdigt selv. Dette symboliseres bl.a. gennem en minutiøs overholdelse af regler

for påklædning og anden form for kropslig etikette, gennem hvilken den enkelte soldat så at

sige fremstiller sin egen bemestring af sig selv. De ypperste symboler på tillidsværdighed

og selvbemestring i det militære fællesskab er dog frem for alt medaljerne. En medalje

symboliserer således ikke bare en bestemt status i det formelle hierarki, den fungerer

samtidig som en kropslig markør og udpegning af soldaten som kompetent risikotager.

For at anskueliggøre, hvorledes kropsdisciplineringen og selvfremstillingen blev

forbundet i mit eget dannelsesarbejde, vil jeg i det følgende afsnit præsentere en enkel

15 Jf. Morten Knudsen (2001): ”Krop og suverænitet - om to måder at skabe tillid på”, i Bordum & Wenneberg (red.), Det handler om tillid, Samfundslitteratur.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

34

beretning, der handler om den udprægede kropslige risikovillighed, der til tider fordres af

etnografer i felten.

Ekskurs 1: Det militære kropsskema eller ”Når etnografer marcherer” En af de ting, man hurtigt lærer som udisciplineret civilist, er, at rigtige soldater ikke går -

de marcherer. Den afgørende forskel på disse to i øvrigt identiske aktiviteter, der begge

består i at bevæge sit oprejste legeme fra et givet punkt til et andet, ligger naturligvis i selve

måden, hvorpå denne bevægelse foretages. At marchere handler imidlertid ikke kun om den

tekniske udførelse, selvom den til tider er det, der er mest iøjnefaldende. Det centrale ved

marchen ligger snarere i udøvelsen af en bestemt holdning, der ikke drejer sig om, hvorvidt

man har den ene eller den anden mening om noget, men snarere om det, Kant i sin tid

bestemte som agtelsen:

”Hvad jeg umiddelbart erkender som en lov for mig, erkender jeg gennem agtelsen, der da blot betyder bevidstheden om underordningen af min vilje under en lov, uden formidlingen af andre indflydelser på min bevidsthed. Den umiddelbare bestemmelse af viljen gennem loven, og bevidstheden herom, kaldes agtelse, således at denne må forstås som virkningen af loven på subjektet, og ikke som årsag hertil” (Kant cf. Kirkeby 2001:33).

Agtelsen indebærer således en vilje til at fremstille sig selv som et (selv)disciplineret

individ, dvs. et individ, som er villigt til at udsætte sine personlige behov til fordel for et

fælles mål. I det militære system kaldes denne agtelse for fællesskabet og villighed til at

sætte sig i den andens sted (med den korporlige risiko det indebærer) for korpsånd.

Omtrent halvvejs i mit feltophold skulle min egen korpsånd da også blive sat på en

alvorlig prøve, da det var blevet tid til afholdelsen af den såkaldte DANCON-march, der

strakte sig over en 25 km lang strækning i bjergrigt terræn, hvor hver mand bar ca. 20 kg

udrustning. I ugerne forud for marchen var jeg ved flere lejligheder blevet spurgt, om jeg

skulle deltage, eftersom det lå fast, at det var en obligatorisk øvelse for soldaterne, men

ikke stod helt klart, om det også gjaldt for mig. Jeg var, til trods for min uniformering,

stadig bare ”en slingrende civilist”, der ikke var under militær kommando. Selv havde jeg

opfattet marchen som en decideret militærøvelse, som jeg ikke havde den fjerneste

forudsætning for at deltage i endsige gennemføre. Denne opfattelse blev tilsyneladende

ikke delt af resten af ”mit” kompagni og i særdeleshed ikke af kompagnichefen. To dage

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

35

inden marchen skulle begynde, blev jeg kaldt op til hans kontor, hvor også kompagniets

næstkommanderende var til stede. Chefen konfronterede mig da atter med spørgsmålet, om

jeg ikke skulle deltage. Men inden jeg nåede at afslutte min noget spagfærdige retræte,

afbrød han mig og sagde kategorisk: ”Jeg synes virkelig, du skulle tage og gøre det”. Jeg

var klar over, at det nok var det nærmeste, jeg kunne komme på at få en direkte ordre, men

jeg tøvede endnu et øjeblik, før den næstkommanderende brød ind og sagde: ”Hvis jeg nu

går sammen med dig, vil du så gøre det?”. Da stod det mig klart, at der ikke fandtes noget

alternativ. En sådan gestus fra en højerestående officer kunne ganske enkelt ikke afvises,

uden at jeg samtidig fraskrev mig ethvert krav på respekt og dermed også meldte mig

definitivt ud af det sociale fællesskab. Så jeg rankede mig og svarede: ”Okay, så går jeg

sammen med dig”, idet jeg mere end anede, at min skæbne dermed var beseglet.

Da jeg, efter at have tilbagelagt de obligatoriske 25 km i fuld uniform inklusive

fragmentationsvest, hjelm og våben, returnerede til lejren i tiden 6 timer og 20 minutter,

forstod jeg årsagen til den store opmærksomhed omkring min deltagelse: Det, jeg netop

havde deltaget i, var intet mindre end en militær rite de passage, en rituel begivenhed, der

gjorde mig genkendelig og socialt anerkendt som en disciplineret og kompetent risikotager.

Ved at vise min vilje til midlertidigt at suspendere mine personlige behov og sætte mig selv

på spil, havde jeg udvist min agtelse for fællesskabet og demonstreret min korpsånd.

Gennem indlæsningen og praktiseringen af et specifikt militært kropsskema havde jeg

overtaget min subjektposition og vendt en kollektiv disciplinering til en individuel

selvdisciplinering. Jeg havde med andre ord inkorporeret en ny kropslig omverdenserfaring

- en tavs viden - der ikke var resultatet af en på forhånd fastlagt og gentagelig procedure,

men en kropsligt forankret mellemkomst i det sociale. Som bekræftelse på min ”tilblivelse”

i det militære risikofællesskab modtog jeg da også efterfølgende - en medalje!

(Medaljeparade) (Medaljeoverrækkelse)

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

36

Artikulation For at etnografen kan fremlæse en sammenhæng i det komplekse og mangetydige netværk

af relationer, hun indskriver sig i, er det imidlertid ikke tilstrækkeligt blot at ”gøre som alle

de andre”. Inkorporationen af de kropslige skematiseringer er kun den ene del af

dannelsesarbejdet. Den anden del består i at gøre dette ko(o)rporative udestående til

genstand for analyse og fortolkning, dvs. at knytte den uartikulerede praksis til en

artikuleret praksis.

Hvor inkorporationen af den utematiserede, praktiske hverdagsviden i vid

udstrækning finder sted som en umærkelig, nærmest organisk indlejring af den kropslige

gestik og skematik, som etnografen gradvist assimilerer og overtager, indtræder

artikulationen oftest som led i et systematisk opsporingsarbejde baseret på deltager-

observationer og etnografiske interviews16. Det er først gennem koblingen af disse to

dannelsesaspekter, at det antropologiske vidensprojekt lader sig identificere som et

diagnostisk, dvs. kritisk, forehavende. Det diagnostiske ærinde indløses, som Lars Geer Hammershøj pointerer, ved at

”stille skarpt på selve italesættelses- eller artikulationsprocessen. Det handler dels om at

detektere forsøg på nye italesættelser, dels om at tilbyde et anderledes vokabular for det,

som forsøges artikuleret” (Hammershøj 2003:19) eller som Lars-Henrik Schmidt

formulerer det: ”At foretage en analyse vil jo sige at artikulere en erfaring i et vokabular,

hvor man kan bemestre den” (Schmidt 1999:73). Det etnografiske dannelsesarbejde drejer

sig altså om at rekonstruere de kulturelle praksiser og selvbeskrivelser i en ny

begrebslighed, der så at sige ”træffer” og synliggør de sociale ontologier, dvs. de uudtalte

selvfølgeligheder, hvormed vi gør os fortrolige med verden.

I forlængelse af den fænomenologiske tilgang til den uartikulerede kropslige indlejring

af felten ønsker jeg derfor at anlægge et diskursteoretisk perspektiv på de sprogligt

formidlede og artikulerede omverdenstydninger, der aktualiseres i de etnografiske

interviews. Mere præcist tager jeg udgangspunkt i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes

begreb om artikulation som en diskursiv praksis, der konstituerer og organiserer sociale

relationer. I Hegemony and Socialist Strategy (1985) definerer de begreberne artikulation

og diskurs på følgende vis:

16 En mere detaljeret fremstilling af deltager observation og etnografiske interviews som antropologisk metode findes i Roy Ellen (ed.), (1984): Ethnographic Research. A Guide to general Conduct, Academic Press, London.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

37

”[W]e will call articulation any practice establishing a relation among elements such that their identity is modified as a result of the articulatory practice. The structured totality resulting from the articulatory practice, we will call discourse” (Laclau & Mouffe 1985:105).

Ifølge Laclau & Mouffe skal en artikulation således forstås som et forsøg på at foretage en

midlertidig ”lukning” eller ”betydningsfiksering” af en diskursiv struktur. Eller som

Jørgensen og Phillips forklarer:

”Artikulationer [er] kontingente interventioner i et uafgørligt terræn. Det vil sige, at artikulationerne hele tiden griber ind i og former betydningsstrukturerne på uforudsigelige måder. Diskurserne er delvise struktureringer i samme uafgørlige terræn, der aldrig helt bliver gennemstruktureret. Derfor er der altid plads til kamp om, hvordan strukturen skal se ud, hvilke diskurser der skal herske, og hvordan de enkelte tegn skal betydningstilskrives” (Jørgensen & Phillips 1999:40).

Social betydningsdannelse foregår derfor som en diskursiv kamp mellem forskellige

diskurser, der på hver deres måde forsøger at hegemonisere, dvs. fastlåse, bestemte

betydningsrelationer på en sådan måde, at diskursen fremstår som ”selvfølgelig”, og

”naturlig”. Artikulationer kan derfor ses som hegemoniske interventioner, der forsøger at

etablere entydighed i et ”uafgørbart terræn” af antagonistiske positioner. Tilsvarende kan

diskurser betegnes som hegemoniske formationer, der ”objektiverer”, dvs. tilslører den

radikale kontingens, hvorpå konstruktionen af det sociale hviler.

Sondringen mellem artikulation og diskurs svarer således til relationen mellem

praksis og system. Diskursen er ikke i sig selv en praksis, men adskiller sig herfra ved

netop at være et resultat af praksis (Andersen 1999:89). Dette formulerer Laclau på

følgende måde:

”Når man som resultat af en artikulatorisk praksis er blevet i stand til at konfigurere et system af præcise forskellige placeringer, betegnes dette system af forskellige placeringer diskurs” (Laclau cf. Andersen 1999:89).

En diskurs etableres med andre ord gennem artikulationer af betydningselementer, der

placeres i et system eller en ”strukturel helhed” af forskelle. Diskursen fastlægger hvert

enkelt tegns betydning i forhold til andre tegn, og det gør den ved samtid at udelukke alle de

andre mulige betydninger, tegnene kunne have. Betydningselementerne fikseres således

gennem opretholdelsen af en konstitutiv forskel - en ”ekskluderende grænse”, der reducerer

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

38

det iboende meningsoverskud, som truer med at destabilisere diskursens interne

meningsfikseringer. Alt det som diskursen udelukker, kalder Laclau og Mouffe for det

diskursive felt:

”We have referred to ’discourse as a system of differential identities…But we have just seen that such a system only exists as a partial limitation of a ’surplus of meaning’ which subverts it. Being inherent in any discursive situation, this ‘surplus’ is the necessary terrain for the constitution of every social practice. We will call it the field of discursivity” (Laclau og Mouffe 1985:111).

Selv om Laclau og Mouffe beskriver diskursen som en strukturel helhed af relationelt

definerede identiteter, understreger de imidlertid, at strukturen aldrig fuldstændig lukker sig

om sig selv, men kun delvist er i stand til at fiksere sine elementer i faste relationer.

Diskursen er derfor en ufuldstændig og flydende struktur, der vedvarende fremtvinger

artikulationer, som intervenerer for at ”afgøre det uafgjorte, uden dog nogensinde at kunne

gøre dette endeligt” (Andersen 1999:90).

Strukturens ufuldstændighed betyder, at der hele tiden må konstrueres nye

fikspunkter i den diskursive orden. Disse fikspunkter, som midlertidigt skal stoppe

relationernes glidninger, kalder Laclau og Mouffe for nodalpunkter. Nodalpunkter er

således de privilegerede tegn, som en diskurs er organiseret omkring, men som hele tiden

trues udefra af nye betydningsmuligheder, der - aktualiseret i konkrete artikulationer - kan

udfordre og forandre diskursens struktur (Jørgensen & Phillips 1999:39).

Netop fordi den diskursive struktur aldrig er fuldstændig, får de konkrete

artikulationer karakter af politiske partsindlæg, som enten reproducerer eller udfordrer den

diskursive orden: ”Diskursanalyse er derfor i grunden en politisk analyse af, hvordan

kontingente relationer bliver fastlåst på én måde, men kunne være fastlåst på mange andre

måder” (Andersen 1999:92). Politik skal i denne sammenhæng ikke forstås i snæver

forstand som ”partipolitik”, men henviser til det forhold, at den sociale virkelighed er et

resultat af en kontingent artikulatorisk praksis, der fastlægger bestemte betydninger ved at

udelukke andre mulige alternativer. Det sociale er således grundlæggende politisk

konstitueret17, for så vidt som den strukturelle uafgjorthed åbner for et valg mellem

forskellige identiteter og positioner.

17 I Chris Shore & Susan Wright (eds.), 1997: Anthropology of Policy. Critical Perspectives on Governance and Power, Routledge, London, introduceres begrebet “policy” som en metodisk kategori, der gør det muligt at iagttage måden hvorpå politiske programmer former relationen mellem individet og samfundet. Politiske programmer er derfor ifølge Shore & Wright

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

39

I et diskursteoretisk perspektiv kan de konkrete artikulationer, der finder sted i

dialogen mellem etnografen og hendes informanter, derfor opfattes som forsøg på enten at

fiksere eller skabe forskydninger i de herskende kategorier. Hvad enten de trækker på

allerede sedimenterede forståelsesudkast eller aktualiserer nye betydningsmuligheder,

producerer de vedvarende det sociale ved at italesætte det på bestemte måder. For så vidt

som etnografen i sin daglige omgang og dialog med sine informanter bliver del af den

artikulatoriske praksis, bliver hun også en aktiv medskaber af den sociale virkelighed, hun

studerer. Det etnografiske dannelsesarbejde handler således ikke blot om at ”genfortælle”

verden, som den ”fortæller sig selv”, men rummer mulighed for at tilføje noget nyt til

verden, snarere end at repræsentere det allerede givne (Hastrup 2003: 27-28).

Dannelsesarbejdet får dermed karakter af det, Lars-Henrik Schmidt kalder for et socialt

træf. Betegnelsen ”det sociale træf ” defineres af Schmidt på følgende måde:

”Et socialt træf kan beskrives som en træfning i et felt, hvor noget indtræffer; en forskydning mellem eller en fortætning af interpretationer - en ændring i forskellige viljer til ordens mulighed for at gøre sig gældende - som lader noget finde sted, blive tilfældet og gjort til genstand for interesse. Træfningen finder sted i en emergensfelt, hvor interpretationen i felten er en interpretation blandt andre. Det er analytikkens egen vilje til orden, der transformerer en emergensfelt til et genstandsfelt, erstatter hændelser med handlinger etc. Genstandsfeltet er ’det sociale’ og dets skæbne; det sociales bliven til kendsgerning” (Schmidt 1999:23).

I Schmidts socialanalytiske vokabular indtræffer det antropologiske mellemværende i og

med felten, som noget der - i mere end én forstand - finder sted, nemlig i dannelsesarbejdets

interpretationer af såvel de kropslige som de semantiske figurer; de uartikulerede såvel som

artikulerede acceptregler, der organiserer det sociale. I dette træf (om)dannes etnografen og

felten samtidig i en gensidig udpegning og konstruktion af hverandre18. For at give et

indblik i, hvordan dette træf formede sig i mit eget møde med det militære erfaringsrum, vil

jeg i det følgende give et eksempel på, hvordan de daglige sikkerhedsopgaver i

missionsområdet blev artikuleret og betydningsfastlagt i et interview med en af bataljonens

forbindelsesofficerer.

antropologiske fænomener, der kan læses som kulturelle tekster eller diskursive formationer, der kodificerer sociale normer og værdier. 18 Se også Bronwyn Davies & Rom Harré ([1990] 2001): ”Positioning: The Discursive Production of Selves”, i M. Wetherell, S.Taylor & S. Yates: Discourse Theory and Practice, Sage Publications Ltd., London.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

40

Ekskurs 2: Det civil/militære ”træf” I forbindelse med varetagelsen af de daglige sikkerhedsopgaver i missionsområdet, så som

patruljering i de svært tilgængelige og afsidesliggende bjerglandsbyer, bemanding af faste

observationsposter, eskortering af nødhjælpstransporter etc., udviklede der sig et komplekst

samspil mellem den militære sikkerhedsstyrke, de lokale politiske repræsentanter og de

humanitære organisationer. Et væsentligt led i dette samspil bestod i skabelsen og

opretholdelsen af et netværk af personlige, tillidsbaserede relationer, der åbnede for

dialogen mellem det civile og det militære system. Med henblik på etableringen og

koordinationen af det civil/militære samarbejde var der knyttet en såkaldt CIMIC-enhed til

den danske bataljon. Dens opgave bestod i at yde støtte til genopbygning af den civile

infrastruktur samt at udgøre forbindelsesled mellem hjælpeorganisationerne (GO’ere og

NGO’ere), de lokale myndigheder, virksomheder og borgere. Udover CIMIC-enhedens

lokale engagement i genopbygningen af vandforsyningen, kloakeringen, elektriciteten,

skoler, veje etc. havde bataljonen tre forbindelsesofficerer, der fungerede som ”bindeled”

mellem det civile og det militære system både i den albanske og den serbiske del af det

danske ansvarsområde. De arbejdede ofte tæt sammen med CIMIC-enheden, eftersom de i

deres daglige efterretningsindhentning og samarbejde med de politiske ledere og

almindelige borgere fik opbygget et grundigt lokalkendskab. De fik dermed også en indsigt

i de daglige problemer og mangler i området, som de bragte videre til CIMIC-officererne,

der så evt. kunne forsøge at løse problemet gennem en projektering eller blot en facilitering

mellem de involverede parter. Tilsvarende kom CIMIC-officererne ofte i besiddelse af

vigtige efterretningsmæssige informationer, som blev bragt videre til

forbindelsesofficererne. De sikkerhedsmæssige og de humanitære opgaver blev på denne

måde uløseligt forbundet med hinanden, idet de gensidigt bidrog til og forstærkede

hinanden.

Eftersom det civil/militære samarbejde tydeligvis var en opgave, der fik en høj

sikkerhedsmæssig prioritering, valgte jeg i et interview med en af forbindelsesofficererne at

spørge mere indgående til den gensidige udveksling, der fandt sted mellem de civile og de

militære aktører.

K: ”Det, vi var inde på sidst, var at der finder en form for udveksling sted - en form for

videnudveksling mellem dig og de mennesker, du færdes iblandt”

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

41

R: ”Ja. Det vi talte om var jo, at de folk her, de har jo et behov for os, ligeså vel som vi har

et behov for dem. Og når de kommer til os, er det jo primært fordi, de kan bruge os. I nogle

få tilfælde er det naturligvis også for vores skyld - der er selvfølgelig nogle folk, som er

interesserede i at få vendt udviklingen hernede til det bedre, selvfølgelig er der det, men

langt den overvejende del af dem, som mødes med os, de mødes med os under en eller

anden form for egen vindings skyld, idet at selvfølgelig støtter vi de folk, som sidder på

magten hernede, men vi skaber dem også”.

K: ”Og når du siger ’sidder på magten’?

R: ”Det vil sige de folk, som sidder på nøglepositioner både i det politiske miljø, men også

i det økonomiske spil, fordi de folk som samarbejder med KFOR på det politiske niveau -

og med UNMIK for den sags skyld - de kan få nogle ting igennem på det politiske niveau,

der understøtter deres magtposition, idet at dem der kan få noget gjort, det er også dem,

der står bedst i befolkningens øjne”.

I dette interview artikuleres og betydningsfastlægges relationen mellem ”de folk hernede”

og ”os” (dvs. mellem de civile og de militære aktører) indledningsvist som en bestemt

magtrelation, idet han pointerer at: ”… selvfølgelig støtter vi de folk, som sidder på magten

hernede, men vi skaber dem også”. Denne magtrelation udlægges endvidere som del af et

mere omfattende politisk og strategisk felt, inden for hvilket den sociale orden vedvarende

blev sat til forhandling. Da jeg spurgte den danske officer om, hvad han mente med, at de

civil/militære relationer ”skaber” de personer, der sidder på magten, gav han følgende

eksempel:

R: ”Ude i konflikten mellem Cabra (albansk landsby, red.) og Zupce (serbisk landsby, red.)

lykkedes det på hold 1 (den danske bataljon i KFOR, hold 1, red.), at få de to byer samlet

til et, hvad skal vi kalde det - et regelmæssigt møde. Og i forbindelse med det her, jamen

der sørger man så for at få guidet så mange nødhjælpsorganisationer ud i området som

muligt, fordi de mødtes, så de kunne se et håndgribeligt bevis på, at det her hjalp. Og da de

så gik fra hinanden i vrede, jamen så holdt man op med at skubbe fra KFOR’s side på

nødhjælpsorganisationerne til præcis at tage derud. Fordi nu havde de - de havde fået

deres chance så at sige. De havde fået hjælp, og de havde også fået mere hjælp, end de

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

42

egentlig havde behov for. Altså vi var gået ud over nødhjælpen, altså vi var kommet langt

forbi det punkt, ikke? Og så går de fra hinanden, idet de synes, at nu har de ligesom fået

det, de vil have. Og så viser man simpelthen signalet: ”Jamen hvis I ikke vil samarbejde, så

trækker vi det hele ud igen”. Og på den måde kan det betale sig at samarbejde med

KFOR”.

Efterhånden som interviewet skred frem begyndte de første klare konturer af

mellemværendet - den oprindelige uafgjorthed - at tone frem: Den militære praksis, jeg i

første omgang havde erfaret og inkorporeret som ”agtelsen for fællesskabet”, dvs.

korpsånden, blev her artikuleret og betydningsfastlagt - ikke bare som internt

ledelsesprincip, men som en ny sikkerhedspolitisk strategi: På samme måde som den

enkelte soldat lod sig udpege og disciplinere som tillidsværdigt og ansvarligt individ, blev

også de civile aktører udpeget og disciplineret - ikke (kun) gennem demonstrationen af en

korporlig - men (tillige) gennem en politisk risikovillighed, nemlig villigheden til at mødes

med modparten for midlertidigt at sætte sig i hans sted. Ikke bare indadtil, men også udadtil

i det man passende kunne kalde for det civil/militære ”træf”, blev agtelsen for fællesskabet,

dvs. udsættelsen af det personlige behov til fordel for ”det fælles gode”, iscenesat og

belønnet. Ikke i form af en medalje, men i form af humanitær nødhjælp og støtte til

genopbygning af den civile og politiske infrastruktur.

Forehavendet: Den diagnostiske analysestrategi I takt med dannelsesarbejdets rekonstruktive fortolkning af de militære hverdagspraksisser i

missionsområdet begyndte det oprindelige selvfølgelighedstab - mellemværendet - gradvist

at antage skikkelse af et specifikt forehavende, idet min interesse begyndte at samle sig om

den organisatoriske (og filosofiske) problematik, der udspiller sig i modsætningsforholdet

mellem frihed og magt eller i mere traditionelle sociologiske termer: mellem autonomi og

kontrol. Dette klassiske paradoks er hovedtemaet i Émile Durkheims sociologiske

hovedværk Om den sociale arbejdsdeling ([1893] 2000). Han beskæftiger sig her med

mulighedsbetingelserne for det moderne funktionelt differentierede samfunds kohæsion og

opstiller indledningsvist spørgsmålet: ”Hvordan går det til, at individet, samtidig med at det

bliver mere autonomt, også bliver mere afhængigt af samfundet? Hvordan kan det være på

en gang mere personligt og mere solidarisk? (ibid.:65). I virkeligheden er der tale om to

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

43

problemer. For det første: Hvordan er den sociale orden mulig? Og for det andet: Hvordan

knyttes individet til fællesskabet? (Harste 2000:20). Ifølge Durkheim skulle svaret findes i

fremkomsten af en ny solidaritetsform, som hviler på en korporativt segmenteret moral - en

form for ”professionel etik”, som via samfundets funktionelle differentiering bliver mere

abstrakt, mere åben for variation samt mere refleksiv (ibid.:16-17). Det mellemværende,

som blev indstiftet med problematiseringen af en lokal institutionel praktik, nemlig

udsendelsen af militære styrker i fredsstøttende operationer, viste sig med andre ord ikke

bare at være af empirisk karakter, men rummede tillige en klassisk teoretisk

problemstilling, der vedrører differentieringens og integreringens gensidige

mulighedsbetingelser i komplekse samfund. I kraft af min ”disciplinære tilblivelse” i det

etnografiske dannelsesarbejde blev det imidlertid muligt at rekonstruere den tabte

selvfølgelighed, dvs. den sociale ontologi, som skulle afparadoksere og begrunde den

organisatoriske orden. Mere præcist var det i inkorporationen og artikulationen af

korpsånden, at rekonstruktionen fandt sted, idet det gradvist blev klart, at der til korpsånden

knytter sig en vilje til association - en ”vilje til orden” - som ikke alene udøves indadtil i

den militære organisation, men tillige i skabelsen og opretholdelsen af de civil/militære

relationer under fredsstøttende missioner. For i korpsånden ligger ikke bare en vilje til

orden, men også en vilje til åbenhed mod den Anden. Som Durkheim påpeger:

”Man skal i øvrigt vogte sig for at tro, at korporationens rolle kun bør bestå i at fastlægge regler og i at anvende dem. Overalt, hvor der opstår en gruppe, danner der sig uden tvivl også en moralsk regulering. Men institutionaliseringen af denne regulering er kun en ud af mange måder, hvorpå hele den kollektive aktivitet udfolder sig. En gruppe er ikke kun en moralsk autoritet, som styrer sine medlemmers liv, det er også en kilde til liv sui generis. Fra den udstrømmer der en varme, som opvarmer og opliver hjerterne, som gør dem modtagelige for sympati, som får egoisme til at smelte” (Durkheim [1893] 2000:55).

I fredsstøttende missioner tjener korpsånden således en dobbelt funktion: indadtil som et

korporativt ledelsesprincip og udadtil som en militær operationalisering og generalisering

af en bestemt samfundsutopi, dvs. en endnu ikke aktualiseret etisk/politisk vision om det

gode og retfærdige samfund, i hvilket det enkelte menneske forvalter sin frihed og

autonomi i overensstemmelse med agtelsen for den Anden, for fællesskabet og for loven.

Forehavendet viste sig således at bestå i en iagttagelse af måden, hvorpå en specifik

militær ethos og dens kropslige og semantiske skematiseringer blev betydningsfikseret og

hegemoniseret som et sikkerhedsmæssigt anliggende i mødet med de civile parter i Kosovo.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

44

At ”sikkerhedsmæssiggøre” et bestemt forhold vil ifølge Barry Buzan, Ole Wæver og Jaap

de Wilde sige at artikulere det som en eksistentiel trussel, et spørgsmål om liv eller død,

som derfor må prioriteres før alle andre hensyn:

”In security discourse, an issue is dramatized and presented as an issue of supreme priority; thus by labelling it as security, an agent claims a need for and a right to treat it by extraordinary means. For the analyst to grasp this act, the task is not to assess some objective threats that “really” endanger som object to be defended or secured; rather, it is to understand the processes of constructing a shared understanding of what is to be considered and collectively responded to as a threat” (Buzan, Wæver & de Wilde 1998:26).

Sikkerhed refererer derfor ikke til en objektiv realitet, men må snarere ses som en form for

talehandling, en retorisk manøvre, der konstruerer noget som et sikkerhedsanliggende.

Ifølge Buzan, Wæver og de Wilde skal sikkerhedsmæssiggørelse således forstås som en

diskursiv strategi, der tjener til at legitimere anvendelse af politiske og militære

magtmidler. Ved at udpege noget som en sikkerhedstrussel frigør man sig samtidig fra de

gængse ”spilleregler” og får lettere ved at vinde politisk opbakning:

Selvom sikkerhedsmæssiggørelse kan opfattes som en politisk strategi, står det i en

vis forstand i modsætning til ”det politiske” forstået som åbninger i en ufuldstændig

struktur, da enhver sikkerhedsmæssiggørelse effektivt lukker diskursen for andre

betydningsmuligheder. Er et forhold først en gang blevet accepteret som

sikkerhedsmæssigt, opløser det de antagonistiske positioner og fremstår herefter som et

uimodsagt og objektivt faktum, dvs. som en hegemonisk intervention. Dette kan ifølge

Buzan, Wæver og de Wilde iagttages ved at spørge til det rationale, der ligger til grund for

sikkerhedspolitiske beslutninger: Under det første lag af almindelige bureaukratiske

argumenter vil man i sidste ende finde en - sandsynligvis irriteret - gentagelse af en

sikkerhedsmæssiggørelse, der er så objektiveret, at den bliver taget for givet (Buzan,

Wæver og de Wilde 1998:28).

Under mit fremadskridende dannelsesarbejde var selvfølgelighedstabet således blevet

erstattet af en selvfølgelighedsinstallation. Koblingen mellem ”det humanitære” og ”det

militære” kunne rekonstrueres, dvs. interpreteres, som resultatet af en diskursiv praksis, der

sikkerhedsmæssiggjorde ideen om ”den korporative ånd”, dvs. en bestemt etisk/politisk

orden. Mit forehavende tog dermed form af en samtidsdiagnostik, eller måske rettere en

form for organisationskritik, der indløses via deontologiseringen af og disciplineringen i

felten - altså som dekonstruktion/rekonstruktion.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

45

Med betegnelsen ”det kritiske forehavende” knyttes der således an til en

konstruktivistisk19 orienteret analysestrategi, der lægger afstand til den klassiske

kulturmetafysik og dens enheds- og substanskategorier. I stedet for en oplysningsfilosofisk

metodelære, der forudsætter et ”afsubjektiveret” og ”afsituationaliseret” begreb om viden

(Schmidt 1991:21), skal forehavendet ses som en videnspolitisk analyse af de kontingente

meningsfikseringer, der afgrænser og fremstiller det sociale træf på bestemte måder, der

kunne have været anderledes. Som en specifik samtidsdiagnose handler forehavendet derfor

ikke om at ”afdække den samfundsmæssige realitet”, men snarere om at ”læse” og

”synliggøre” de tendenser, der er ved at gøre, men endnu ikke har gjort sig gældende

(Hammershøj 2003:23). Det antropologiske forehavende sigter derfor ikke mod at

producere sikker viden, men mod at producere det Hammershøj kalder for relevant viden:

”Det er således ikke muligt at have en metode, der kan sikre, at diagnosen er ’i overensstemmelse med virkeligheden’, for det der skal undersøges er ikke den umiddelbart ’forefundne virkelighed’, men derimod det, der er ved at sætte sig igennem som virkelighed i samtiden, dvs. det der er ved at blive selvfølgeligt. Således fokuserer samtidsdiagnostisk forskning på at producere relevant viden (i form af nye og interessante begrebsliggørelser af samtiden), fremfor…at fokusere på metoden og dens grad af ’sikker viden’” (Hammershøj 2003:23).

Som antropologisk forehavende indebærer dette som allerede vist, at etnografen udleverer

sig selv til felten og lader sig fortolke, alt imedens hun fortolker de andres fortolkninger.

Ligesom mellemværendet og dannelsesarbejdet udspringer forehavendet af den

intersubjektivitet, der danner forudsætning for enhver betydningsdannelse. Dette

metodologiske grundvilkår formulerer Kirsten Hastrup på følgende måde:

”Intersubjektiviteten er ikke blot et forhold mellem to personer, men er en forudsætning for enhver betydningsfastlæggelse i hele det sociale felt…Denne grundfigur har store metodologiske konsekvenser for feltarbejderen, der træder ind i et allerede defineret socialt rum og studerer det ved at indgå i sociale relationer…Som objekt for de andres fortolkning og sociale engagement - inklusive deres venlighed, munterhed, aggression, irritation eller ligegyldighed - opnår antropologen den særlige og nødvendige position på indersiden af deres verden og kan komme til det usagte såvel som det sagte” (Hastrup 2003:410).

19 Betegnelsen ”konstruktivistisk” dækker over et bredt spektrum af mere eller mindre radikale teoretiske perspektiver, der dog alle har opgøret med den klassiske positivistiske og objektivistiske tilgang til virkeligheden til fælles. Jeg tilslutter mig her den position, som Søren Barlebo Wenneberg kalder for socialkonstruktivisme-III, dvs. en erkendelsesteoretisk position, der siger, at al viden er socialt konstrueret. For en uddybende diskussion heraf se Søren Barlebo Wenneberg (2000): Socialkonstruktivisme. Positioner, problemer og perspektiver, Samfundslitteratur.

Kapitel 1: Samtidsdiagnostik og kulturkritik

46

Hvor mellemværendet problematiserer og dannelsesarbejdet inkorporerer/artikulerer den

intersubjektivt konstituerede og skematiserede livsverden, drejer forehavendet sig om at

diagnosticere, eller som Schmidt siger ”tage tegn” af dette konfliktuelle møde - vel at

mærke ikke i en profetisk forstand som åbenbaringen af en ”sand” viden, men som en

bestemt læsning af den sociale sammenkomst.

For så vidt som min læsning af det militære praksisfællesskab i den danske bataljon

i Kosovo (KFOR, hold 3) samtidig er en læsning af forandringerne i de bureaukratiske

strukturer, rettes den diagnostiske opmærksomhed indledningsvist mod en analyse af de

interne ledelses- og organisationsbeskrivelser, som dannede baggrund for de daglige

aktiviteter og beslutningsprocesser. På baggrund af en række empiriske eksempler vil jeg i

det følgende kapitel forsøge at ”tage tegn” af de militære italesættelsesforsøg, dvs. forsøge

at begrebsliggøre dem i et vokabular, som gør erfaringerne håndterbare (Hammershøj

2003:19). Som det første skridt i denne begrebsliggørelse introduceres to aktuelle

organisationssociologiske og -filosofiske tilgange, der på hver deres måde forsøger at

indfange forandringerne i de senmoderne organiseringsformer. Hermed angives samtidig, at

de militære ledelses- og organisationsforandringer ikke finder sted uafhængigt af en socialt

og kulturelt konstitueret omverden, men som et historisk nedslag af et mere omfattende

senmoderne ledelsesdispositiv.

47

Kapitel 2.

Modernitet og liminalitet - Reorganiseringen af den bureaukratiske orden

”Bureaukratisering er dét specifikke middel til at omdanne almindelig samhandling til rationelle, regulerede sociale fællesskaber. Som redskab for en omformning af styreforholdene i denne retning var og er bureaukratisering derfor et magtmiddel af første rang for den som råder over det bureaukratiske apparat…[D]ette apparat beror på uddannelse og specialisering, på at den ansatte til stadighed er indstillet på at varetage tilvante enkeltfunktioner som mestres til fuldkommenhed, og som bringes sammen i en velplanlagt syntese”, (Weber [1922] 1994:141, min overs.).

Et gennemgående tema i nyere modernitetsbeskrivelser handler om, at såvel individer som

organisationer i senmoderne samfund må se sig henvist til at manøvrere i en form for

undtagelsestilstand, i hvilken der ikke længere findes traditionssikrede norm- og regelsæt,

der kan garantere den sociale ordens selvfølgelighed, stabilitet og kontinuitet. Man stilles

derfor ustandseligt overfor et overopbud af mulige handlealternativer, som kræver en

stadigt stigende informationsbearbejdning og refleksivitet. Der hersker således udbredt

enighed om, at fraværet af sikre rolle- og adfærdsstandarder, alment gyldige

tydningssystemer og traditionelle livsformer giver moderne erfaringsprocesser præg af en

permanent omskiftelighed og uforudsigelighed, idet man bestandigt kastes ud i projekter af

ny karakter.

Som det påpeges af Gorm Harste, drejer denne samtidsdiagnose sig i vid

udstrækning om den radikale kontingenserfaring, der karakteriserer det senmoderne liv:

"Vor samtid er præget af, at vi befinder os i en tilstand af uoverskuelighed og af vilkårlighed, af kontingens, der kan defineres således, at alt er muligt, og hvor alt det vi gør, er noget, vi kunne have gjort anderledes" (Harste 1997:13-14).

I bogen Liquid Modernity (2000) giver Zygmunt Bauman en tilsvarende karakteristik af det,

han kalder den "flydende" modernitet:

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

48

"...[W]e are presently moving from the era of pre-allocated "reference groups" into the epoch of "universal comparison", in which the destination of individual self-constructing labours is endemically and incurably underdetermined, is not given in advance, and tends to undergo numerous and profound changes before such labours reach their only genuine end: that is the end of the individual's life. These days patterns and configurations are no longer "given", let alone "self-evident"; there are just too many of them, clashing with one another and contradicting one another’s commandments" (Bauman 2000:7).

Baumann skildrer således den fase i moderniteten, han mener er kendetegnet ved en

"nedsmeltning" af de sociale bånd, som forbinder individuelle valg med kollektive

projekter, dvs. koordineringen af individuelt forvaltede livsstrategier på den ene side og de

sociale fællesskabers politiske handlinger på den anden side (ibid.:6). I lighed med bl.a.

Anthony Giddens og Ulrich Beck mener Baumann, at der i senmoderniteten sker en

individualisering og en privatisering af det enkelte menneskes livspolitik, som løsriver det

fra de samfundsmæssige sammenhænge (ibid.:7-8). Som Beck mere præcist formulerer det:

"Individualiseringen er således ensbetydende med, at individernes biografier løsrives fra deres på forhånd fastlagte bindinger, hvorved de - åbne og beslutningsafhængige - bliver til den enkeltes eget ansvar. Der er stadig færre aspekter af tilværelsen, som principielt ikke kan påvirkes, og stadig flere aspekter af biografien bliver åbne over for beslutninger, dvs. bliver til individets egen konstruktion... Man ikke blot kan, men man er også nødt til, at træffe beslutninger om uddannelse, erhverv, job, bopæl, partner, antal børn osv...I det individualiserede samfund må den enkelte derfor - under truslen om permanent forfordeling - lære at forstå sig selv som begivenhedernes centrum, som et "administrationskontor" for sin egen tilværelse..." (Beck 1997:216-17).

Afskeden med de traditionelle livsformer og opløsningen af de samfundsmæssige bindinger

indebærer ifølge både Beck og Giddens ikke bare en frisættelse af de individuelle livsvalg,

men også at der skabes nye former for risici, som den enkelte forventes selv at forvalte. De

omtaler derfor begge det senmoderne samfund som et risikosamfund, i hvilket "evnen til

dels at foregribe og udholde farer, dels at håndtere dem biografisk og politisk" bliver en

"afgørende civilisatorisk kvalifikation" (ibid. 102-3).

Denne "civilisatoriske kvalifikation" og måden, hvorpå den udøves af en række

individer inden for en konkret organisation, danner den tematiske ramme for denne

afhandling. Det specifikt antropologiske består i denne sammenhæng i fokuseringen - ikke

alene på dannelsen af det enkelte individ som professionel risikotager, men tillige på

dannelsen af et specifikt risikofællesskab inden for den militære organisation. Jeg ønsker

med andre ord at se nærmere på tilblivelsen af en særlig socialitetsform, der muliggøres af

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

49

den risikobetonede omverdenserfaring, der gør sig gældende for senmodernitetens

organisationer i almindelighed, og for den militære organisation i særdeleshed.

Lad det være sagt med det samme, at det ikke gælder den trivielle konstatering, at

udsendte soldater lever et risikabelt liv. Det er, og har altid været soldatens opgave at lade

sig udsætte for og i en vis forstand være villig til at overtage og dermed reducere

risikobyrden for de mennesker og den samfundsorden, han eller hun repræsenterer.

Opmærksomheden retter sig derfor snarere mod de forandringer i de militære

sikkerhedsstrategier, der finder sted i forbindelse med fremkomsten af en ny og mere

globalt orienteret sikkerhedsdiskurs og de nye typer af risici den producerer. Generelt set

kan man tale om en "humanitær vending" i den sikkerhedspolitiske diskurs, som kommer til

udtryk i et voksende ønske om at beskytte civile befolkninger mod omfattende og alvorlige

krænkelser af menneskerettighederne20. Som det påpeges i en udredning fra Dansk

Udenrigspolitisk Institut går tendensen i international retspraksis i retning af, at man i

stadig højere grad anser ikke blot staten, men også individet som et grundlæggende subjekt

i internationale forhold. Hvor fokus tidligere var på fraværet af militær konflikt mellem

staterne, går tendensen nu også i retning af at anse individers sikkerhed og grundlæggende

rettigheder inden for staten som afgørende vigtige for at opnå stabilitet og fred i verden

(DUPI 1999:17). Når danske soldater i stigende omfang udsendes i fredsstøttende

operationer, skal det således ses i sammenhæng med en udvikling i international

sikkerhedspolitik, som går i retning af at definere individets moralske, juridiske og politiske

ukrænkelighed som et ultimativt og ufravigeligt princip. Om denne udvikling skriver

professor i international politik, Stanley Hoffmann:

”The growth of international consciousness about the limits of sovereignty and the deficiency of a legal order dedicated primarily to its preservation has accelerated… We also witness a triple evolution of the idea of human rights. In particularly serious cases, the protection of elementary rights can now override the traditional norm of non-intervention…Increasingly, individuals are seen as having not merely e a right to a state, providing a modicum of law and order…a right to democratic government…and finally, fundamental human rights that are, so to speak, beyond any governments regulation” (Hoffmann 1996:16).

Sideløbende med det stigende fokus på menneskerettighederne knyttes sikkerhedsbegrebet

stadigt tættere til udviklingsbegrebet. I bogen Global Governance and the new Wars 2001

20 Se bl.a. Robert C. Johansen (1996): “Limits and oppportunities in Humanitarian Intervention” i The Ethics and Politics of Humanitarian Intervention, (ed.): Stanley Hoffmann, University of Notre Dame Press, Notre Dame, Indiana.

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

50

argumenterer politologen Mark Duffield således for, at udvikling er blevet synonymt med

opnåelse af sikkerhed og stabilitet, samtidig med at sikkerhed opfattes som forudsætning

for ”bæredygtig udvikling”:

”The association of conflict with underdevelopment…have served to blur security and development concerns…In other words, the promotion of development has become synonymous with the pursuit of security. At the same time, security has become a prerequisite for sustainable development” (Duffield 2001:37).

Den humanitære drejning aftvinger det militære system en række ændringer, ikke alene i

den interne ledelse og uddannelse af soldaterne, men tillige i måden hvorpå den militære

organisation fremstilles udadtil. Man taler nu om Forsvarets "Corporate Identity", om

"virksomhedens fortællinger" og "fælles værdigrundlag", ligesom der gøres meget ud af at

synliggøre Forsvaret som en politisk korrekt og troværdig virksomhed. Det udtrykkes bl.a. i

værdier som "demokratisk samfundsopfattelse" og "et humanistisk menneskesyn"

(Forsvarschefens leder i Værnskontakt nr. 1, 2001:2). Det er der i sig selv ikke så meget

nyt i - det afgørende nye er, at disse begreber optræder som elementer i en selvfremstilling,

der signalerer en tilnærmelse til det civile system: Forsvaret skal i princippet betragtes som

en hvilken som helst anden virksomhed; man vil gerne ryste forestillingen om en

traditionsbunden bureaukratisk ledet organisation af sig til fordel for en mere "dynamisk"

og "åben" struktur med et "stort forandringsberedskab" (ibid.).

I lyset af disse overordnede tendenser ønsker jeg at sætte fokus på det, antropologen

Tian Sørhaug kalder for organisationens grænsereguleringer, der defineres som en

regulering af "forholdene til omgivelserne, mellem afdelinger og positioner, mellem formel

og uformel organisering og ikke mindst mellem det enkelte individ og organisationen”

(Sørhaug 2001:35).

Det, der i denne sammenhæng gøres til genstand for en antropologisk analyse, er den

måde, hvorpå en ny militær sikkerhedspraksis, som ikke længere begrundes med forsvaret

af nationalstaten, men med beskyttelsen af fundamentale menneskerettigheder, bliver

artikuleret og betydningsfastlagt i den militære organisation og dens lokale

sikkerhedsprogrammer. Spørgsmålet er med andre ord, hvorledes den grundlæggende

forandring, at man som intervenerende tredjepart ikke længere står over for en fjende, der

skal nedkæmpes, men over for en række forskellige civile aktører, der alle kæmper om at

vinde politisk legitimitet, håndteres og begrundes i den militære hverdagspraksis.

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

51

I det følgende citat fra et interview med en kompagnichef fra den danske bataljon i

Kosovo i maj 2001, viser denne indledende tilspørgen til feltens selvbeskrivelser sig at

rumme et langt mere dybtgående spørgsmål, der vedrører selve forståelsen af den militære

organisation og dens ledelsesform:

K: "De militære sikkerhedsstrategier, som er skabt under forudsætning af, at der er en

fjende, som man kan risikere at blive konfronteret med og skulle kæmpe for sit liv, for sit

eget og sine kammeraters liv - i hvor høj grad er de i overensstemmelse med de opgaver,

som nu foreligger i form af fredsoperationer?"

S: "Hver gang jeg møder nogle af mine venner og bliver konfronteret med det spørgsmål,

der ligesom går på, at: "Nu er der jo ingen fjende længere - så giver det, I laver, nogen

mening?", så er det faktisk for mig et bevis på, at de ikke helt forstår, hvad organisationen

egentlig er, og hvordan den er strikket sammen...[Det] er en misforståelse at sige, at

uddannelsen af soldaten, som vi uddanner ham i dag betinger en stor fjende som Kina

f.eks....Det synes jeg faktisk er forkert, fordi når man har været i systemet et stykke tid - og

det er selvfølgelig vigtigt, at man kan se det - så er den kampeksercits, man lærer, når man

angriber og når man forsvarer sig - som er traditionel og som den altid har været - så

tjener den til, at man som hærenhed og som forsvar er i stand til at løse nogle opgaver i et

miljø, der er uforudsigeligt, og hvor man kan anvende organisationen med den maksimale

fleksibilitet. Og hvor man faktisk har gjort meget ud af at definere nogle grundlæggende

redskaber, der skal være på plads som forudsætning for, at man kan optræde fornuftigt i så

selvstændige og vanskelige, fragmenterede missioner, som den her f.eks. er... [H]er hvor vi

skaber, hvor vi reagerer og også agerer på - faktisk fra dag til dag - hvordan situationen

udvikler sig - der er man inde og trække på nogle af de her standard kommandostrukturer,

befalingsstrukturer, kampeksercits, tillidsskabende foranstaltninger, som uddannelsen har

været med til at opbygge...[P]å samme måde har vi også behov for at skabe et miljø, hvor vi

får pudset nogle sociale relationer af, og der bliver skabt en organisation, hvor man kan

have tillid til hinanden, hvor man kan have respekt for hinanden, og hvor man kan anvende

de værktøjer, som en soldat skal kunne anvende, når han bliver truet på livet".

Det afgørende interessante ved denne udlægning er, at der formes en

organisationsbeskrivelse, der er i stand til at afparadoksere det forhold, at man på een gang

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

52

øger behovet for formelle kontrolbaserede mekanismer og for uformelle tillidsbaserede

mekanismer for at opnå maksimal fleksibilitet og handledygtighed i missioner, som er

præget af høj kompleksitet og uforudsigelighed. Jeg vil således vise, at den "humanitære

vending" i de militære sikkerhedsstrategier har muliggjort ikke alene en ny forståelse af den

militære organisation og dens iboende rationalitet, men tilmed en ny forståelse af den

militære subjektivitet og dens iboende moralitet.

Med udgangspunkt i hhv. Richard Sennetts begreb om den fleksible organisation og

Ole Fogh Kirkebys begreb om den liminale organisation tager jeg det første skridt i retning

af udarbejdelsen af et processuelt perspektiv på organisation og subjektivitet, der i

overensstemmelse med den indledende tidsdiagnose forlader ideen om organisationen som

en statisk og homogen enhed til fordel for et fokus på organisering21 som en etisk og

politisk dannelsespraksis, i hvilken forholdet mellem den enkelte og det sociale fællesskab

er genstand for en vedvarende forhandling af mening.

Den fleksible organisation Gennem de senere år har man indenfor et bredt spektrum af organisationsteoretiske tilgange

forsøgt at beskrive aftraditionaliseringen og individualiseringen af det senmoderne

samfunds organiseringsformer ved hjælp af samlebegrebet fleksibilitet. Med betegnelsen

"fleksible" organisationer henvises således til organisationer, i hvilke ideen om fast

ansættelse, vante rutiner og centraliseret ledelse er under opløsning og rekonfigurering.

Nøgleordene i paradigmet om fleksible organisationer er tilpasningsdygtighed og

omstillingsevne i forhold til et hurtigt skiftende marked, som fokuserer på nuet og det

umiddelbare snarere end på det langsigtede og varige. En af de førende repræsentanter for

dette organisationsperspektiv er sociologen Richard Sennett, der i sin indflydelsesrige bog

Det fleksible menneske (1998) beskriver, hvorledes denne ubestemthed i det senmoderne liv

giver sig til kende som et stigende krav om fleksibilitet både i forhold til det enkelte

menneske og i forhold til organisationen. Han konstaterer følgelig at:

”Hovedvægten ligger på fleksibiliteten. Stive bureaukratiske former er kommet under angreb, og det samme gælder den blinde rutine. De ansatte skal kunne reagere

21 Jf. antropologen John Laws organisationsanalyse i (1994): Organizing Modernity, Blackwell, Oxford, der ikke forudsætter en objektivt given social orden, men snarere søger at beskrive en bestemt diskursiv ordning.

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

53

hurtigt, være indstillet på forandringer med kort varsel, hele tiden turde løbe risici og gøre sig mere uafhængige af regler og formelle procedurer" (Sennett [1998] 1999:7).

Ifølge Sennett dækker termen fleksibilitet imidlertid over en ny og mere effektiv magt- og

kontrolform, der hævder at give folk øget medbestemmelse og mere frihed til at forme

deres eget liv, men i virkeligheden blot erstatter en ydre, bureaukratisk regulering med en

indre, usynlig selvregulering:

"Fleksibiliteten bruges i dag som endnu en måde at befri kapitalismen for undertrykkende konnotationer på. Ved at nedbryde det stivnede bureaukrati og fremhæve risikoen giver fleksibiliteten - hævder man - folk mere frihed til selv at forme deres liv. I realiteten indfører den ny orden nye kontrolformer og afskaffer ikke blot tidligere tiders regler. Men disse nye kontrolformer er svære at få øje på. Den nye kapitalisme er ofte præget af uigennemskuelig magtudøvelse" (ibid.:8).

Med positivt ladede begreber som "personlig udfordring", "selvstændigt initiativ" og

"individuelle udviklingsmuligheder", internaliseres og tilsløres den bureaukratiske kontrol

som individuel selvkontrol, eller mere præcist: som individuel risikovillighed. At turde løbe

en risiko bliver en "personlighedens prøvesten", altså et spørgsmål om det enkelte

menneskes inklusion i den organisatoriske orden. At administrere risici er således ikke

længere et ansvar, som er forbeholdt organisationens ledelse, men i højere grad et

anliggende, som må forvaltes af den enkelte medarbejder. Fra organisationens synspunkt

bevirker fleksibiliteten således en større medgørlighed hos de ansatte, en medgørlighed der

først og fremmest viser sig som en villighed til vedvarende at lade sig udsætte for den

usikkerhed og de risici, der er forbundet med hele tiden at skulle starte forfra i nye

tidsbegrænsede projekter.

Ifølge Sennett nedbryder fleksibiliteten ikke alene de traditionelle bureaukratiske

organisationsstrukturer, men tillige det normative grundlag, hvorpå begreber som arbejde

og identitet hviler. I takt med at ideen om "fast arbejde" mister sin betydning og i stigende

omfang afløses af midlertidige "projektansættelser", bliver det stadigt vanskeligere for det

enkelte menneske at finde de forankringspunkter, som kan forbinde dets egne valg af

livsstrategier, dets egen "karakterdannelse", med et socialt og moralsk forpligtende

fællesskab. Sennett mener derfor at fleksibilitet er:

"...[E]t princip, der undergraver tillid, loyalitet og gensidige forpligtelser...De moderne virksomheders korte tidshorisont begrænser muligheden for, at den uformelle tillid kan udvikle sig og modne...Hvis en organisation, ny eller gammel,

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

54

fungerer som en løs netværksstruktur og ikke som en stiv kommandopyramide, kan netværket også svække fornemmelsen af social forpligtethed" (ibid.:22).

Kendetegnende for Sennetts perspektiv og for en række af de organisationsstudier, der

anvender begrebet om den fleksible organisation, er således en stærkt normativ betoning af

de negative konsekvenser af tempoforhøjelsen og risikoforøgelsen i de senmoderne

organisationer. Der har været en tendens til et ensidigt fokus på fleksibel magtudøvelse som

en personligheds- og fællesskabsnedbrydende praksis, der indvarsler en social og

værdimæssig ”erosionskrise”22. Fleksibilitet fremstilles hermed som endnu en af den

moderne kapitalismes ideologiske forklædninger, der leder nutidens mennesker ud i den

vildfarelse, at jo mere "fleksible" de bliver, desto "friere" bliver de, alt imens det forholder

sig lige omvendt: Jo mere betingelsesløst de bekender sig til fleksibilitetens herredømme,

desto mere afhængige gør de sig af beslutninger, de ikke selv har truffet. Det fleksible

menneske er efter Sennetts opfattelse det menneske, som i forsøget på at honorere

samfundets krav om omstillingsvillighed har mistet sin evne til at forme sine egne værdier

og sin egen karakter.

Over fleksibilitetsparadigmet hviler således en form for civilisationskritisk

pessimisme, som måske klarest kommet til udtryk i Sennetts afsluttende bemærkning:

"Dette er den menneskelige karakters problem under den moderne kapitalisme. Der findes en historie, men ingen fælles fortælling om vanskeligheder, der skal overvindes, og derfor ingen fælles skæbne. Under sådanne betingelser nedbrydes karakteren...Hvilke politiske programmer der opstår som følge af nutidens indre nød, aner jeg simpelthen ikke. Men jeg er sikker på, at et regime, der ikke giver mennesker nogen dybere grund til at bekymre sig om hinanden, ikke i længden kan opretholde sin legitimitet" (ibid.:166-67).

En del af forklaringen på denne ensidige fremhævelse af den personlige og moralske

erosion i fleksible organisationer ligger muligvis i associeringen mellem fleksibilitet og

tilpasning: I stedet for at se fleksibilitet som en strategisk forvaltning af muligheder, bliver

det til et spørgsmål om at bøje sig eller at give efter (ibid.:47) for eksterne begrænsninger

og kontrolforanstaltninger. I fleksibilitetsparadigmet fremstilles individet derfor

hovedsageligt som et passivt offer for en uigennemsigtig og undertrykkende magtform, der

22 Se bl.a. Kurt Aagaard Nielsen (1996): Arbejdets sociale orientering, Forlaget Sociologi, København. For en mere nuanceret fortolkning af ”den ideologiske forvandling af samfundet” se også Ole Thyssen (1994): Kommunikation, kultur og etik, Handelshøjskolens Forlag 1994, København.

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

55

fratager det muligheden for at opbygge sin egen identitet23. Forholdet mellem organisation

og subjektivitet fremstilles i dette perspektiv som en tvangsform, der undergraver de sociale

bånd og det enkelte menneskes frihed til associere sig med et autentisk fællesskab.

Spørgsmålet er nu, om Sennetts fleksibilitetsbegreb er en iagttagelseskategori, der er i

stand til at belyse de forandringer, der finder sted i den militære organisation i forbindelse

med "den humanitære vending" i fredsstøttende operationer. For mig at se når vi kun et

stykke ad vejen, nemlig det stykke, der handler om, at de bureaukratiske strukturer

nedbrydes, og at den enkelte medarbejder - her den enkelte soldat - derfor må lære at

"kontrollere sig selv". Under udsendelsesperioden til missionen i Kosovo var det således en

generel erfaring på alle niveauer i organisationen, at der gradvist var sket en "opblødning"

og en decentrering af de formelle hierarkiske strukturer. Som en konstabel udtrykte det, da

jeg spurgte ham om, hvordan han ville beskrive forholdet mellem konstabler og officerer :

L: "De var rimeligt strenge hernede de første halvanden måned og alt kørte sådan

stadigvæk meget slavisk efter værnepligtstiden. Men så stille og roligt, så blev vi alle

sammen blødgjort op, sådan så vi ligesom blev blandet sammen, og så kørte det bare

derudaf".

Det der lægges vægt på i denne beskrivelse er, at der i løbet af udsendelsen skete en

ændring i den formelle ledelsesstil i retning af et mere personligt forhold mellem konstabler

og officerer. For at understrege denne ændring tilføjede han:

L: "Dem som var kommet direkte efter værnepligtstiden - har jeg fået at vide - de har aldrig

nogensinde set B.E. (delingsføreren, red), som han er hernede. Han har altid været den

hårde, rigtig strenge premierløjtnant, der bare stræbte efter, at 1. deling var de bedste. Og

det gør han stadigvæk hernede, men han gør det på sådan en meget mere behagelig måde -

altså vi kan lave sjov og ballade med hinanden...Altså i det her kompagni er der ikke en

eneste, jeg ikke kan snakke med, eller som jeg føler presser mig. Og det smitter så også af,

når man møder nogle andre kaptajner hernede og majorer eller et eller andet, så kan man

23 I nyere organisationsteoretisk litteratur gøres der dog forsøg på at modificere fleksibilitetsfiguren som forfaldshistorie og i højere grad at tage højde for de nye samarbejds- og forhandlingsmuligheder, der ligger i fleksible organiseringer. Se f.eks. Steen E. Navrbjerg (1999): Nye arbejdsorganiseringer, Jurist og Økonomforbundets Forlag og Hans Jørgen Limborg (2002): Den risikable fleksibilitet, Frydenlund.

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

56

lave jokes med dem eller snakke med dem. Det er ikke sådan, at man føler: "Uha, nu

kommer der en eller anden stor herre". Og det gør det også nemmere at gå rundt hernede".

At denne opblødning af de hierarkiske strukturer i vid udstrækning indebar en overgang til

en mere "fleksibel" ledelsesstil blev tillige artikuleret af en officer i kompagniet på følgende

vis :

B: "Det er stadigvæk mig, der fører, men man skifter bare ledelsesform. Fra at have været

meget befalende, så går man mere over og bliver en sælger af en idé...[H]ernede (i Kosovo

red.), hvor tingene kører meget mere frit - der er de (konstablerne red.) jo faktisk selv

ansvarlige for, at tingene bliver ordentligt vedligeholdt, og at de stiller på de rigtige steder

på de rigtige tider og sådan noget, ikke? Og jo mere de selv løser, jo mindre skal vi befale

og kontrollere... Og så er det jo op til os at sørge for at sælge ideerne, sådan så de selv

laver dem, og vi ikke skal kontrollere dem...Det her, det er meget sværere, end det er bare

at stille sig op og befale. Man skal sælge, man skal sælge ting til dem, få gjort tingene

interessante...".

Det, der udtrykkes i denne passage, er umiddelbart i overensstemmelse med Sennetts

fleksibilitetsbegreb, nemlig at der sker en decentrering og en individualisering af de

militære kontrolmekanismer. Når jeg imidlertid fastholder, at vi kun når et stykke ad vejen

med denne tilgang, er det, fordi, der samtidig med fleksibiliseringen af de militære

hverdagsrutiner blev etableret en række tillidsbaserede relationer, der syntes at øge den

gensidige respekt og loyalitet i organisationen. Soldaterne kategoriserede derfor - i

modsætning til Sennett - ikke fleksibilitet og tillid som indbyrdes uforenelige fænomener,

men derimod som gensidigt muliggørende principper. Som en anden officer forklarede mig:

S: "Det er respekt, du skal bygge op, og det bliver til tillid. Og så kan man selv om,

hvordan man gør det. Det gør man ved at dele vilkårene med dem, dvs. at når man

forlanger, at soldaterne har udrustning på, så har man selv udrustning på. Altså dele vilkår

med soldaterne, stå i det samme regnvejr: Når det regner på dem, så regner det også på

dig...Og så vær loyal mod dem. Respektér dem for den rolle de har, som de respekterer dig

for den rolle, du har"

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

57

Den gensidige respekt, tilliden og loyaliteten udgjorde således netop det normative

grundlag, der blev opfattet som konstituerende for skabelsen og opretholdelsen af den

fælles korpsånd, dvs. den følelse af samhørighed, der afgjorde, om "det spillede" eller "det

ikke spillede" i gruppen, delingen, kompagniet eller i hele bataljonen.

I det militære fællesskab er fleksibilitet derfor ikke ensbetydende med en

fragmentering af de sociale bånd, men synes snarere at intensivere dem. Sennetts

fleksibilitetsbegreb bliver dermed for snævert til at diagnosticere de militære

ledelsesstrategier, idet han ikke har blik for de integrerende aspekter, men alene de

individualiserende og nedbrydende effekter af fleksibiliteten.

I det følgende vender jeg derfor blikket mod Ole Fogh Kirkebys organisationsfilosofi

og hans begreb om den liminale organisation, idet han i modsætning til Sennett fokuserer

på den korporative ethos, det usynlige bånd, der forener den enkelte med fællesskabet.

Den liminale organisation Ligesom Sennett ønsker Kirkeby at udvikle et organisationsbegreb, som i tråd med de mere

generelle modernitetsbeskrivelser hos Baumann, Giddens og Beck, kan indfange

senmodernitetens "flydende" karakter. Til forskel fra Sennett taler Kirkeby imidlertid ikke

om fleksibilitet og tilpasning, men om liminalitet og forvandling. Selv om der umiddelbart

synes at være tale om nært beslægtede begreber, er der en helt afgørende forskel på de

teoretiske konsekvenser, som Sennett og Kirkeby uddrager af dem. Kirkeby sigter med

begrebet om den liminale organisation mod en bestemmelse af den idealtypiske virksomhed

i "den nye økonomi" (Kirkeby 2001:197) og definerer den således:

"Den liminale organisation henviser til en tilstand i organisationens liv, hvor den strategiske distinktion mellem viden og personlighed, mellem processer og interpersonale relationer, er opløst. Den henviser til en anarkisk tilstand, hvori kapaciteterne flyder, en tilstand af både opløsning og enorm koncentration, af lethed og en anden type målrettethed, der dækkes af ordet "flow"" (Kirkeby 2001:201).

og:

"En sådan type organisation afviser faste procedurer og kanoniserende interpretationer. Den producerer ukoordinerede, improviserede og pludselige skud og vagabonderende sonderinger. Den er nomadisk i sin struktur. Den er på eventyr

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

58

i sit eget land og i fremtiden. Den udforsker enemærker, respekterer ikke indhegninger, leger med dimensionerne" (ibid.:140).

Med begrebet om den liminale organisation knytter Kirkeby an til en antropologisk

traditionslinie, der rækker tilbage til Arnold van Genneps klassiske værk om

overgangsritualerne i traditionelle samfund, Les Rites de passage (1908). Van Gennep

skelnede her mellem tre faser i overgangritualerne: separation, transition og

reinkorporation. I separationsfasen frigøres det rituelle subjekt (novicen eller initianden) fra

sin tidligere position i det sociale fællesskab gennem en række symbolske handlinger. Efter

at være blevet "renset" for sin hidtidige identitet, indtræder det rituelle subjekt i

transitionsfasen, som van Gennep kalder liminal- eller marginalfasen. I liminalfasen

befinder det rituelle subjekt sig så at sige "uden for samfundet" i en form for socialt

ingenmandsland, et "midt-imellem", i hvilket det frisættes fra strukturelt definerede normer

og forpligtelser. Som van Gennep fremhæver:

"During the entire novitiate, the usual economic and legal ties are modified, sometimes broken altogether. The novices are outside society, and society has no power over them, especially since they are actually [in terms of indigenous beliefs] sacred and holy, and therefore untouchable and dangerous, just as gods would be. Thus, although taboos, as negative rites, erect a barrier between the novices and society, the society is helpless against the novices' undertakings. That is the explanation - the simplest in the world - for a fact that has been noted among a great many peoples and has remained incomprehensible to observers. During the novitiate, the young people can steal and pillage at will or feed and adorn themselves at the expense of the community" (van Gennep [1908] 1960:114)

Den liminale fase er således karakteriseret ved opløsningen af hidtidigt fastlagte og socialt

determinerede identiteter og kategorier. Den sociale orden denaturaliseres, dens

selvfølgelighed afmaskeres, og der åbnes op for et væld af nye handlings- og

fortolkningsalternativer. I reinkorporationsfasen genindtræder det rituelle subjekt atter i den

sociale struktur, men nu i en ny velafgrænset og stabil position, hvortil der knytter sig et sæt

af klart definerede rettigheder og forpligtelser, dvs. forventninger, som må indløses for at

reintegrationen kan fuldbyrdes.

Det interessante i van Genneps teori er i denne sammenhæng først og fremmest

bestemmelsen af "det liminale", forstået som et interregnum, hvor vante grænser for tid,

rum og social identitet midlertidigt udviskes og perforeres. Som Victor W. Turner viser i

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

59

bogen The Ritual Process (1969), kan liminalitetsbegrebet generaliseres og udvides til at

beskrive strukturelle forandringsprocesser i alle typer af samfund. Hos Turner defineres

liminalitet på følgende vis:

"Det gælder, at når personer, grupper, klynger af ideer etc., bevæger sig fra ét niveau eller én stil, der kendetegner organisationen eller reguleringen af dens deles eller elementers grad af uafhængighed, til et andet niveau, så må der være et grænsefladeområde eller, for at forandre metaforen, et interval, ligegyldigt hvor kort, en margin eller limen, hvor fortiden momentant negeres, suspenderes eller afsværges, og fremtiden endnu ikke er begyndt, et øjeblik blot bestående af ren potentialitet, da alting skælver i sin ligevægt" (Turner cf. Kirkeby 2001:141).

Turner foretager hermed en radikalisering af liminalitetsbegrebet og betegner det som et

"anti-strukturelt princip", der involverer "frisættelsen af menneskelige evner til erkendelse,

følelse, villen, kreativitet etc. fra de normative begrænsninger, der følger med det at udfylde

et forløb af sociale status'er, at måtte spille mange forskellige sociale roller, og at være akut

bevidst om medlemskab af en fælles gruppe så som familie, slægt, klan, stamme, nation

etc., eller som følge af tilknytningen til en dominerende social kategori så som klasse,

kaste, køn eller alder" (ibid.). Han beskriver derfor liminale faser som perioder, hvor

traditionelle roller og velkendte symbolske strukturer midlertidigt opløses og rekombineres

(Turner 1982:27). Turners hovedpointe er, at liminaliteten skaber et mulighedsrum, i

hvilket nye betydningselementer opstår og skaber forskydninger i de eksisterende

strukturer:

"These new symbols and constructions then feed back into the "central" economic and politico-legal domains and areas, supplying them with goals, aspirations, incentives, structural models and raison d'etre" (ibid.:28).

Når Kirkeby taler om "den liminale organisation", er det da også netop den kreative og

frigørende dimension ved liminaliteten, han lægger vægt på. Han siger ligefrem at:

"Liminalitet henviser i filosofiens varetægt både til individets frigørelse ved at lære at tage vare på sig selv og ad denne vej lære sit egentlige selv at kende; "bliv den du er" siger Marcus Aurelius, og det liminale henviser til organisationers måde at erhverve eller generhverve livskraft, levedygtighed og autenticitet" (Kirkeby 2001:30).

I modsætning til Sennett tolker Kirkeby altså ikke den liminale tilstand af opløsning eller

"flow" som en tilstand, der undergraver den personlige karakter, fællesskabsfølelsen og den

indbyrdes tillid. Tværtimod er liminaliteten nært forbundet med et communitas, dvs. et

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

60

intenst og passioneret fællesskab, som knytter de enkelte individer sammen gennem en

særlig ethos, en fælles "ånd", hvis væsen kommer til udtryk gennem en række sociale

dyder. De "liminale dyder" omfatter ifølge Kirkeby netop sådanne karakterdannende

relationer som loyalitet og gensidig tillid:

"I den liminale fase opstår følelser mellem de involverede individer, følelser, der ofte har karakter af meget stærke bånd...Selvom indholdet af sådanne fællesskaber kan diskuteres ud fra et normativt perspektiv, så er der en ethos på spil, der ikke mindst kommer til udtryk gennem den gensidige sociale dyd, tillid. Uden en højt udviklet tillid mellem dets medlemmer kan et communitas overhovedet ikke eksistere. Begrebet tillid styrkes og suppleres givetvis gennem holdninger og følelser som solidaritet, gensidig respekt, sammenhold, retskaffenhed, ja offervilje, men tillid er og bliver disse interrelationelle bindingers kerne. Den er grundlaget for loyalitet" (ibid.:143).

Hvor Sennetts fleksibilitetsbegreb implicerer en negativt ladet vision om individets tab af

værdighed og integritet, ja en destruktion af selve socialitetens moralske grundlag,

fremstilles der omvendt hos Kirkeby en form for organisationsutopi, der er centreret

omkring virkeliggørelsen af et communitas "hvis væsen er humanitas" (ibid:13), dvs.

realiseringen af et fællesskab, der hviler på række humanistiske dyder. For Kirkeby er

liminaliteten således - i modsætning til fleksibiliteten - ikke et destruktivt, men tværtimod

et generativt princip, der danner forudsætning for innovation og engagement, for

inderlighed og pathos (følelse, stemthed). Liminalitetsbegrebet rummer derfor også en

dimension af poiesis (skabelse, tilblivelse), der både har karakter af kunst og af håndværk -

med andre ord en bestemt dannelsestechné, en "social teknologi" - som former det sociale

rum og de fælles praksiser, gennem hvilke den enkelte bliver til og kommer tilsyne i det

organisatoriske fællesskab. Den liminale dannelsestechné er således karakteriseret ved "en

kombination af en social ikonografi og en social koreografi" (ibid.:73), der retter

opmærksomheden mod et fælles mål, skaber fælles fortællinger og udøves som fælles

organisatorisk ethos.

Et eksempel på, hvorledes denne dannelsesteknologi blev betydningsfastlagt i den

militære organisation, blev formuleret på følgende måde af en af de udsendte officerer i

Kosovo, da vi talte om, hvad det var, der var hans grundlæggende motivation som

delingsfører i kompagniet:

K: "Hvad er det, der gør, at du kan gå helhjertet ind i opgaven og føle, at det er med hele

din person, du er involveret i det? Er det korrekt?"

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

61

Bi: "Ja ... Der er ufatteligt mange ting i det. Selve lærergerningen i det at opdrage nogen

fra at være ingenting til at være alting indenfor det, de nu er opdraget til efter kort tid og

fornøjelsen ved at være den bedste til noget. Og det er jo også en af grundene til, at jeg

brænder for det her, det er fordi jeg ved, at jeg er god til det. Og fornøjelsen ved at se - ja,

se en udvikling, altså både i svendene, men også en udvikling mellem 33 mand, som vi er.

Altså enkeltmand bevæger sig fra at være ingenting til at være alting - delingen der

bevæger sig fra at være 33 mand, der står med pophår og ringe i ørerne og så udvikler sig

til at være - hvor hårdt det end lyder - en, ja en benhård kampmaskine efter 10 måneder,

hvor folk kan kigge på dem udefra, hvis de havde forladt dem 10 måneder før og ikke havde

set dem siden og bare tænke: "Ham kender jeg ikke ham der", eller: "Det ville jeg ikke tro

var muligt - at han kunne det der".

Her artikuleres den militære ledelsespraksis som en ”lærergerning”, der sigter mod at

”opdrage nogen fra at være ingenting til at være alting”, dvs. en formativ proces, der ikke

bare gælder ”enkeltmand”, men involverer en udvikling ”både i svendene, men også en

udvikling mellem 33 mand, som vi er”. Det understreges med andre ord, at det, der formes,

ikke enten er den enkelte soldat eller den organisatoriske enhed på 33 mand, men netop

både den enkelte og det sociale på samme tid.

Liminalitetsbegrebet indfanger efter min opfattelse netop det integrative

dannelsesaspekt, som fleksibilitetsbegrebet ikke får øje på. Til gengæld mister Kirkeby

blikket for den individualiserende og selvdisciplinerende magtform, der erstatter de

bureaukratiske styringsprincipper, med sin stærke betoning af liminalitetens kommunitære

ledelsesform. For selvom begrebet om den liminale organisation i lighed med begrebet om

den fleksible organisation tjener som teoretisk indfaldsvinkel til en analyse af

organisatoriske forandringsprocesser, opfatter Kirkeby ikke disse forandringer som resultat

af en ydre tvang til at tilpasse sig. Begrebet om den liminale organisation er i langt højere

grad en iagttagelseskategori, der tænker organisation som organisering indefra (ibid.:36).

Denne iagttagelse, mener Kirkeby, kun kan muliggøres gennem iværksættelsen af en

terapeutisk aktivitet, dvs. en indsats som retter sig mod individets og organisationens

selvindsigt. Denne organisationsterapeutiske virksomhed kalder Kirkeby en protreptik:

"... 'Protrepo', 'at vende mod', 'at anspore til', er det græske begreb for den kunst (techné), der formår at vende et andet menneske mod handlinger, der er

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

62

efterstræbelsesværdige, primært til at erhverve sig viden om det gode. Protreptikken udgør med andre ord en opfordring til at filosofere, men med et normativt perspektiv...Protreptikken understreger, at den terapeutiske aktivitet ikke kan operere med en "normativ naturalisme"...Men hele dens væsen er gennemsyret af den indsigt, at denne vej kun fører mod det gode og det sande, for så vidt den er rettet mod Det Andet, mod det ubetingede, mod den tilstand, hvis indhold ingen kan tage patent på. Af den grund spiller det liminale på de to betydninger af det græske begreb 'dynamis': Kraft og mulighed. I liminaliteten er kræfter sluppet løs, der ikke vil lade sig bestemme. Her ligner den vellykkede terapi og den sande protreptik hinanden: De skaber frihed" (ibid.:31).

Hele Kirkebys organisationsfilosofi udfoldes således inden for et normativt perspektiv - et

perspektiv, han selv benævner som en radikal humanisme - der sigter mod at indløse den

liminale organisations indre potentiale for frihed og retfærdighed, for moralsk og åndelig

dannelse (ibid.:14). For Kirkeby er liminalitet således ikke ensbetydende med et

værdimæssigt og normativt kollaps, men snarere et udtryk for en intensivering af

organisationens og dens medlemmers gensidige opmærksomhed og forbundethed.

At det militære dannelsesfællesskab var præget af en særlig intensitet, var ikke bare

en emotionel, men i høj grad også en korporlig erfaring, der fulgte med det at leve tæt

sammen med andre soldater 24 timer i døgnet. Privatliv var således et fænomen, der kunne

begrænses til indretningen af det areal på ca. to kvadratmeter, der udgjorde sovepladsen i

den ialt ca. 8 kvadratmeter "store" beboelsescontainer (kaldet FAB'en). Det klareste udtryk

for det militære communitas blev imidlertid formuleret i et interview med en af officererne

fra den enhed, jeg fulgte under mit feltophold, da jeg spurgte ham, hvad der var vigtigst for

ham i det daglige arbejde under udsendelsen:

Bi: "Jeg elsker det, jeg laver. Jeg brænder for det 100%, og dem jeg holder af, dem

brænder jeg også for. Og det er bare en del af min hverdag, at hvis der er nogen, som jeg

virkelig har et tæt forhold til og som jeg af en eller anden grund skal lave noget tæt

samarbejde med, jamen så vil jeg gerne have at de ved, at der er en - hvis ikke gensidig

kærlighed - så i hvert fald en gensidig respekt, og de ved, at de ting vi laver, dem tager vi

alvorligt, og vi gør det ikke bare for vores egen skyld, men for hinanden, og fordi det nu

er et seriøst arbejde, vi har" (min fremhævelse).

Den intense forbundethed, der kendetegner det liminale communitas, kalder Kirkeby for

organisationens tavse ethos. Han finder det i denne forbindelse væsentligt at opholde sig

ved forskellen mellem begrebet organisationskultur på den ene side og begrebet ethos på

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

63

den anden side: I organisations- og ”management”-litteraturen refererer organisationskultur

primært til en teoretisk og strategisk refleksivitet, gennem hvilken organisationens

medlemmer kan blive bevidste om deres værdier - og dermed blive i stand til at håndtere

dem som strategiske "vidensobjekter"24. Ethos refererer derimod i Kirkebys

organisationsfilosofi til en ikke-refleksiv, ubetinget og kropsligt funderet relation mellem

individet og fællesskabet. En ethos adskiller sig ifølge Kirkeby fra en kultur, idet den er:

"...en "stum", "følt" forholden sig til sig selv før enhver tænken og handlen. En kultur bliver da noget, man ved, man har og som man kan tale om. Den er post-liminal, profan og diskursiv. Mens en ethos er langt mere uhåndgribelig, forbundet med eksempler og med ansigt-til-ansigt-møder, ikke med metaforer, billeder, diskurser og begreber. En ethos er liminal i den forstand, at den unddrager sig konceptualisering...Her henvises netop til en tilstand, en styrende stemning, til et niveau af grebethed" (ibid.:212).

Ifølge Kirkeby svarer forskellen mellem ethos og kultur til "to måder at eksistere på, og

dermed til to forskellige måder at føle, tænke og handle på" (ibid.:210). Det ville imidlertid

være forkert at opfatte forholdet mellem ethos og kultur som et enten-eller forhold, hvilket

man kunne forledes til at tro, at Kirkeby mener. Der er snarere tale om et gensidigt

betingende forhold mellem kulturens diskursivt konstruerede tydningsprogrammer og ethos

kropsligt indfølte "stemthed". Kulturen kan således ses som de artikulationer, der skaber

midlertidige synliggørelser af organisationens usynlige, inkorporerede ethos, men som

aldrig fuldstændigt indfanger denne og derfor vedvarende tvinges til at producere nye

kontingent fastlagte selvbeskrivelser og tydningsudkast.

Efter denne kortfattede introduktion til Richard Sennetts og Ole Fogh Kirkebys

organisationsbegreber, står det klart, at begge forfattere opererer med en stærkt normativt

anlagt begrebsramme, men at de når frem til diametralt modsatrettede opfattelser af hhv.

den fleksible og den liminale organisations moralske og ledelsesmæssige implikationer:

Hvor den fleksible organisation opfattes som en undertrykkende magtform, opfattes den

liminale organisation som en frigørende dannelsesform.

Modsætningsforholdet mellem fleksibilitet og liminalitet beror imidlertid på en falsk

dikotomi mellem tillid og kontrol, differentiering og integrering, frihed og magt. Som det

fremgår af nedenstående eksempel, er der ikke er tale om et enten-eller, men derimod et

både-og. En officer i ”mit” kompagni udtrykte det således: 24 For en kritik af managementtilgangen til kulturbegrebet se f.eks. Gideon Kunda (1992): Engineering Culture: Control and Commitment in a High-Tech Corporation, Temple University Press, Philadelphia.

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

64

Bi: "Der er ikke tvivl om, at det er en helt anden ledelsesform herinde. Det, der er i det, det

er, at de situationer, du kan komme ud i herinde, det giver et meget tættere forhold mellem

dig og dine medarbejdere - soldaterne. Fordi - det er måske ikke lige liv/død situationer,

men det er i hvert fald situationer, hvor du kan være meget presset, og de kan være presset

derud, hvor de er klar til at give op, og hvor jeg kan gøre forskellen på, om de giver op

eller ikke giver op ved at gå ind og lede".

Det, der udtrykkes i dette interview, er, at der i fredsstøttende operationer udøves en særlig

form for risikoledelse, dvs. en ledelsesform, som ”giver et meget tættere forhold mellem

dig og dine medarbejdere”, og som fordrer en gensidig tillid til, at den enkelte soldat er i

stand til at kontrollere ikke bare andre, men også sig selv, ”fordi det er situationer, hvor du

kan være meget presset” og ”de kan være presset derud, hvor de er klar til at give op”. Den

militære risikoledelse i fredsstøttende operationer involverer derfor en samtidigt

individualiserende og totaliserende magtform, der opløser modsætningen mellem tillid og

kontrol.

Hermed udfordres det traditionelle skel mellem organisationens formelle og uformelle

strukturer25. Ved organisationens formelle strukturer forstås traditionelt den hierarkiske og

funktionelt specialiserede arbejdsdeling, artikulerede regler og normer samt erklærede

handlings- og målorienteringer, kort sagt alle de aspekter af organisationen, som er baseret

på en middel/mål rationalitet, og som derfor fremstår som entydige og beregnelige. Ved

organisationens uformelle strukturer forstås derimod de personlige relationer, der skabes og

opretholdes gennem fælles værdier, symboler, fortællinger, sladder og vittigheder, kort sagt

alle de aspekter af organisationen, der ikke lader sig beskrive som middel/mål orienterede

og derfor fremstår som flertydige og uberegnelige. Distinktionen mellem formel og uformel

organisering implicerer således en særlig rationalitetsopfattelse, der siden Max Webers

klassiske studie af bureaukratier i Wirtschaft und Gesellschaft (1922) har set rationalitetens

idealtype ud fra en forestilling om middel/mål rationalitet (Harste 1997:162). Rationel

beslutningstagning er i forlængelse heraf blevet fremstillet som en lineær proces, der

25 En mere udførlig redegørelse for distinktionen mellem formel og uformel organisation findes hos Britain & Cohen (1980): ”Toward an Anthropology of Formal Organizations” i Hierarchy & Society. Anthropological Perspectives on Bureaucracy, (eds. Britain & Cohen), ISHI, s. 9-30. For en kritik heraf se f.eks. Schwartzman (1993): Ethnography in Organizations, Sage Publications, s.34-35.

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

65

opbygges af en række logiske sekvenser; fra identificering til formulering til

implementering til evaluering (Brock, Cornwall & Gaventa 2001:2).

Med begrebet risikoledelse refereres imidlertid til en ledelsespraksis, i hvilken

beslutningstagning kun sjældent indløser fordringen om et kausalt og lineært forbundet

forhold mellem mål og midler, årsag og virkning. Den må snarere karakteriseres som det,

organisationssociologen Charles Lindblom har kaldt ”a process of muddling through”

(Lindblom 1959), en ”forplumringsproces”, hvor mål og midler opstilles samtidigt. Jeg

tilslutter mig derfor Gorm Harstes udkast til en ”ny-institutionel rekonstruktion” af

rationalitetsbegrebet, hvor det fastslås at:

”Det rationelle består ikke i at skabe et éntydigt og én-lineært forhold mellem årsag og virkning, mellem før og efter, men i at koble mellem mål og midler samtidigt. Rationaliteten ligger i kompetencen til at lave den samtidige kobling mellem alle tænkelige og utænkelige aspekter, således at del og helhed kobles sammen i en helstøbt form…Rationalitet består ikke i at skabe enkle og entydige koblinger mellem før/efter, midler/mål, input/output, årsag/virkning, spørgsmål/svar, men i at kunne erfare det, der ligger midt imellem som en kompleks og sammensat form” (Harste 1997:161-62).

”Risikoledelse” angiver med andre ord en ledelsesrationalitet, der transcenderer den binære

logik i middel/mål rationalitetens reduktionsskema, idet risikoledelse betegner selve

håndteringen af forholdet mellem det formelle og det uformelle, det beregnelige og det

uberegnelige. Blandt de danske soldater i Kosovo kom dette, som vi skal se i det følgende,

til udtryk gennem udøvelsen af en ledelses- og subjektiveringsform, der øgede tillid og

kontrol som to samtidige og funktionelt ækvivalente styringsprincipper - både indadtil i

organisationen og udadtil i mødet med den civile befolkning; Indadtil gennem en øget tillid

til andres (og egen) selvkontrol og udadtil gennem en række sikkerhedsmæssige

kontrolforanstaltninger og opbygningen af gensidige tillidsrelationer.

Hverken Sennetts fleksible eller Kirkebys liminale organisation er fyldestgørende

kategorier for erfaringer af denne karakter. De er ikke forkerte, men de er ensidige. Der må

derfor udformes en analytik, som er i stand til at iagttage ikke den ene eller den anden side

af dikotomien mellem tillid og kontrol, og mellem frihed og magt, men måden hvorpå selve

dette forhold håndteres i den korporative orden. Det er netop her det antropologiske

perspektiv kan yde et særligt bidrag, for så vidt som antropologiens vidensprojekt er at

redegøre for gensidigheden og dynamikken mellem det enkelte menneskes autonomi og det

sociale fællesskab (Hastrup 2003:9). Netop fordi den antropologiske vidensinteresse retter

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

66

opmærksomheden mod selve det spændingsfelt, i hvilket individualitet og fællesskab

gensidigt konstitueres og associeres gives der mulighed for at udforme et "dobbeltblik",

som er i stand til at overvinde disse klassiske dualismer. Den teoretiske bestræbelse i denne

afhandling går derfor ud på at fremsætte et helhedsperspektiv, som kombinerer

fleksibilitetens individualiserende magtperspektiv og liminalitetens kommunitære

frigørelsesperspektiv.

Fleksibilitet og liminalitet i et antropologisk perspektiv Et lignende forsøg er tidligere gjort af antropologen Christina Garsten, som har foretaget et

studie af midlertidigt ansatte medarbejdere i Apple Computer i USA26. I artiklen Betwixt

and Between: Temporary employees as liminal subjects in Flexible Organisations (1999)

kombinerer hun fleksibilitets- og liminalitetsbegrebet i et forsøg på at fremhæve muligheder

såvel som begrænsninger i liminale organiseringsprocesser:

"The liminal position of "temporaries"...is an ambiguous position involving both risks and opportunities for individuals, temporary staffing agencies, and client organizations alike...Through the lens of liminality then, temporal and contractual flexibilization of work is seen to challenge the old boundaries of industrial society and to suggest new ways of organizing and experiencing work, as well as new ways of constructing organizational subjectivity" (Garsten 1999:601).

I Garstens studie betegner liminaliteten først og fremmest et træk ved subjektiviteten, altså

ved individets snarere end ved organisationens konstituering. I sin anvendelse af Turners

begreb om "det liminale subjekt" trækker Garsten imidlertid stærkt på

fleksibilitetsparadigmet. Hun bruger således i vid udstrækning fleksibilitet og liminalitet

som synonymer for de post-bureaukratiske arbejds- og identitetsformer, som i stigende grad

udfordrer industrisamfundets traditionelle grænser (ibid.). Fleksibilitet og liminalitet er altså

to sider af samme sag for Garsten. Begge begreber rummer et begrænsende såvel som et

muliggørende aspekt, der for subjektets vedkommende indebærer en øget selvovervågning

og refleksivitet. Det liminale subjekt er ifølge Garsten derfor både offer for og medskaber

af de organisatoriske forandringer, der finder sted i det postindustrielle samfund. Som hun

siger:

26 Garstens doktorafhandling (1994): Apple World.Core and Periphery in a Transnational Organizational Culture, Stockholm Studies in Social Anthropology, fokuserer på produktionen af kulturelle ligheder og forskelle i transnationale high-tech organisationer.

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

67

"Flexibilization breaks up the contours and categories of industrial society and opens up transformation of the ways in which the organizational subjectivity of temporary employees is constructed and experienced in the direction of a reflexive, individualized, and ambigous 'temp'. The spirit of large, bureaucratic organizational structures is still there. However, there are other elements, those of mobility, transcience and fragmentation, which also carry the potential to transform not only the nature of work and organization, but also the subjectivity of individuals within them. Temporary employees are simultaneously the agents of such change, and its victims" (ibid.:616).

Umiddelbart synes Garstens tilgang at kunne forene Sennetts og Kirkebys

organisationsbegreber. Alligevel viser det sig, at hun primært indskriver sig i

fleksibilitetsparadigmet, medens hun kun i begrænset omfang anvender liminalitetsbegrebet

som en deskriptiv og metaforisk kategori. Hun afviser liminalitetens kollektive og

passionerede aspekt communitas, idet hun ligesom Sennett fremhæver, at nutidens fleksible

ansættelsesformer er præget af fragmentation og diskontinuitet. Ifølge Garsten bliver det

derfor vanskeligt for den enkelte medarbejder at knytte sig til de andre kolleger, ligesom

man i vid udstrækning undgår at investere for mange følelser i de sociale relationer

(ibid.:611). Forestillingen om at skabe noget i retning af et kollektivt tilhørsforhold og en

fælles samhørighed i organisationen er derfor efter Garstens opfattelse ikke andet end en

forførende idé og et løfte, der undergraves af den stigende individualisering og den

refleksive selvovervågning (ibid.:616).

I sidste ende overvindes modsætningsforholdet mellem fleksibilitetens nedbrydende

og liminalitetens kreative og frigørende potentiale derfor ikke i Garstens analyse. Den

eneste "frihed", Garsten ender med at tilskrive det liminale subjekt, er friheden til ikke at

forpligte sig (ibid.:611). Men en frihed, der kun er frihed til at vælge fra, er en tom frihed,

som ikke beror på et ægte valg. Virkeligt fri er kun den, der også har muligheden for at

vælge fællesskabet - og dermed ansvaret - til. Selvom Garsten kobler begrebet om den

fleksible organisation til begrebet om det liminale subjekt bliver spørgsmålet om, hvorledes

man undgår at reducere hhv. liminale og fleksible organiseringer til den ene eller den anden

side af distinktionen mellem frihed/magt, og tillid/kontrol derfor stadig ikke besvaret.

I det følgende kapitel vil jeg derfor forsøge at udarbejde et sammenhængende

perspektiv på organisation og subjektivitet, der hverken handler om hvorledes individer og

organisationer tilpasser sig omgivelserne eller om, hvorledes de frigør sig fra dem. Det

handler derimod om, hvordan de meningsfuldt afgrænser sig fra og forvalter deres

forskellighed fra omverdenen, dvs. hvordan de danner sig som etisk/politiske aktører. I et

Kapitel 2: Modernitet og liminalitet

68

sådant perspektiv overvindes modsætningsforholdet mellem fleksibilitet som tvangsform og

liminalitet som frigørelsesform, idet der ikke udfra en normativ betragtning lægges vægt på

det ene fremfor det andet aspekt.

69

Kapitel 3.

Organisation og selvdannelse - Niklas Luhmanns systemteori

”Således bringer socialiseringen individet ind i den dobbeltstilling, jeg gik udfra: at individet er inddraget i den og samtidig står overfor den, at det er en del af socialiseringens organisme og samtidig selv et afrundet organisk hele, at det er en væren for den og en væren for sig…Dets eksistens er ikke delvis social og delvis individuel; det står derimod under en fundamental, strukturerende, og ikke videre reducerbar enheds kategori, som vi ikke kan udtrykke anderledes end gennem syntesen eller samtidigheden af på den ene side at være et produkt af samfundet, på den anden side at leve autonomt ud fra sit eget centrum og sin egen vilje” (Simmel [1908] 1991:392).

I det foregående kapitel blev begreberne om den fleksible og den liminale organisation

introduceret med henblik på at udstikke rammerne for afhandlingens teoretiske perspektiv

på forholdet mellem organisation og subjektivitet. På baggrund af den teoretiske

fremstilling samt en række empiriske eksempler fra mit feltarbejde blandt soldaterne i

Kosovo blev det imidlertid klart, at begge disse begreber - taget hver for sig - er

utilstrækkelige til at beskrive forandringerne i den militære organisationskultur og dens

ledelsespraksis. Den normative ansats i Sennetts og Kirkebys organisationsanalyser

bevirker, at senmoderne organisering fremstilles enten som en individualiserende og

selvdisciplinerende magtform, der undergraver den gensidige tillid, eller omvendt som et

intenst fællesskab - et communitas - der netop er baseret på gensidig tillid og loyalitet.

Fleksible kontrolmekanismer og liminale tillidsstrategier fremstår derfor som modstridende

organiseringsprincipper. Som det fremgik af de empiriske eksempler, kan forandringerne i

den militære ledelsespraksis imidlertid ikke betragtes som et enten-eller: Graden af

individuel selvovervågning og selvkontrol øges, samtidig med, at der skabes et intenst

militært risikofællesskab baseret på gensidig tillid. Jeg tilslutter mig derfor den norske

antropolog Tian Sørhaugs kritik af den moderne organisationssociologi, idet han i bogen

Om ledelse. Magt og tillid i moderne organisationer (2001) konstaterer at:

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

70

"Der ser for mig ud til at være noget fundamentalt galt i den måde, hvorpå vi har forstået differentiering og rationalitet... Det er på tide at vende klassisk moderniseringsteori på hovedet, og i denne proces vil det nok blive nødvendigt at revidere forholdet mellem dens elementer" (Sørhaug 2001:26).

Et af de mest konsistente forsøg på en sådan revision finder man efter min mening i den

tyske sociolog Niklas Luhmanns teori om autopoietiske, dvs. selvdannende systemer. I

dette kapitel vil jeg derfor på baggrund af Luhmanns systemteori forsøge at udforme en

analytik, som frisætter organisationsanalysen fra den normative binding, den har i nyere

organisationssociologiske og organisationsfilosofiske tilgange. Først på denne baggrund vil

det være muligt at hævde, at forandringerne i den militære ledelsespraksis indebærer, at

man samtidigt øger de tillidsbaserede og kontrolbaserede styringsprincipper i fredsstøttende

operationer. Inden vi retter blikket mod det systemteoretiske vokabular, skal vi imidlertid

give en kortfattet fremstilling af den teoretiske traditionslinie, som gør det muligt at

forbinde systemteori og kulturanalyse på en modsigelsesfri måde.

Kultur som helhed og som differens Luhmanns systemteori er ofte blevet karakteriseret som en meget abstrakt og vanskeligt

tilgængelig teoribygning. Han betjener sig da unægteligt også af et noget særegent

vokabular, ligesom den kompakte og tematisk overmættede skrivestil, han som oftest

anvender, ikke just kan anklages for at være specielt pædagogisk anlagt. Når jeg alligevel

mener, at Luhmanns begreb om selvdannende systemer er relevant i en antropologisk

sammenhæng, beror det på det nære slægtskab, der er mellem dannelsesbegrebet og

kulturbegrebet. Jeg vil derfor i det følgende forsøge at vise, at Luhmanns systemteoretiske

dannelsesbegreb (autopoiesis) rummer en forskydning fra et kulturmetafysisk til et

socialkonstruktivistisk perspektiv, som gør det muligt at overvinde modsætningsforholdet

mellem fleksibilitetsbegrebets nedbrydende og liminalitetsbegrebets frigørende

organiserings- og subjektiveringsform.

Vi skal ikke her kaste os ud i en udtømmende redegørelse for kultur- og

dannelsesbegrebernes mangfoldige slægtslinier, som går tilbage til den tyske

kulturhistoriske tradition, men nøjes med spore deres fælles rødder tilbage til Johan

Gottfried Herders historiefilosofi og til Hans Georg Gadamers filosofiske hermeneutik.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

71

I sin introduktion til Herders klassiske skrift Også en historiefilosofi til

menneskehedens dannelse (1774) redegør idéhistorikeren Søren Christensen for Herders

kritik af den oplysningsfilosofiske universalisme og dens prætention om at sidde inde med

almengyldige idealer for sandhed og lykke (Christensen 1991:81-82). Som Christensen

påpeger, er det først og fremmest den konsekvente afvisning af en universel moral, der

danner tyngdepunktet i Herders teori om "nationernes karakter", deres "særpræg" og

"tilbøjeligheder". Herder gør således op med forestillingen om at kunne indfange den

kulturelle mangfoldighed i et sæt almene begreber, der forudsætter eksistensen af "det store

virkningsheles hensigt" og ideen om historiens fremskridt. Der findes ifølge Herder ikke

nogen universel målestok, ikke noget absolut og endegyldigt mål, hvorefter de forskellige

kulturer skulle kunne sammenlignes og generaliseres. Hver kultur er essentielt forskellig fra

alle andre, "de har hver deres øjeblik, hvor deres særlige potentiale folder sig ud som

umiskendeligt og unikt. Hvor de er "lykkelige" som sig selv og ikke som eksempel på noget

alment" (Knudsen 1991:133). Menneskets natur er da ikke blot en afspejling af en universel

fornuft - "et kar for en absolut, uafhængig, uforanderlig lyksalighed" (Herder [1774]

1991:90), men er "et bøjeligt stykke ler, der kan forme sig forskelligt efter de forskelligste

situationer, behov og sorger" (ibid.91). Den kulturelle mangfoldighed skal derfor ses som

resultatet af individuelle og nationale læreprocesser, gennem hvilken nationen og

individerne dannes i samspil med en specifik omverden:

"Er den menneskelige natur ingen selvstændig guddom i det gode, da må den lære alt, dannes gennem fremskridt, hele tiden skride videre i en fortløbende kamp; naturligt dannes den altså mest eller udelukkende fra siderne, hvor den har sådanne anledninger til dyden, kampen, fremskridtet - i en vis forstand er altså enhver menneskelig fuldkommenhed national, sekulær og, strengt taget, individuel" (ibid.:89).

I Herders opgør med den oplysningsfilosofiske enhedstænkning bliver dannelsesbegrebet

således knyttet til kulturernes indbyrdes forskellighed og usammenlignelighed, snarere end

til et fællesmenneskeligt civilisationsideal.

Ifølge Christensen bliver Herder dermed den første, der tænker historiens mening

som divergens snarere end konvergens, idet han pointerer, at: "Med Herder bliver det

således den historiske mangfoldighed selv, der kommer til at bære historiens mening. Det er

først i kraft af denne tanke, en egentlig relativisme kan opstå...For relativismen betyder

manglen på en universel moral, at al mening synker ned i det mangfoldige selv"

(Christensen 1991:83). Som Herder selv udtrykker det: ”[...] enhver nation har sit

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

72

lyksaligheds midtpunkt i sig selv, ligesom enhver kugle sit tyngdepunkt!" (Herder [1774]

1991:91).

Herders kulturrelativisme viser sig imidlertid at indeholde et paradoks, for med

frigørelsen af kulturbegrebet fra dets sammenhæng med kulturens universalitet muliggøres

samtidig forståelsen af den enkelte kultur som totalitet: "Her sprænges kulturens store

enhed, men her skabes til gengæld forudsætningen for at forstå enkeltkulturens lille enhed,

dens partikulære totalitet...Kulturens universalitet er blevet til kulturernes relativitet"

(Jensen 1988:164-65). Den afgørende vanskelighed ved denne pluralisering af historiens

mening i separate, kulturelle dannelsesprocesser er imidlertid, som Christensen påpeger, af

hermeneutisk art: For så vidt som kulturernes egenart gør dem fundamentalt

inkommensurable, umuliggøres ikke blot sammenligningen, men også forståelsen

(Christensen 1991:84): Hvis alle kulturer kun er forståelige på deres egne præmisser,

hvorledes er det da muligt at få adgang til deres historisk specifikke meningsfuldhed?

I det filosofiske hovedværk Wahrheit und Methode (1975) udarbejder Hans Georg

Gadamer et muligt svar på dette spørgsmål gennem en reformulering af dannelsesbegrebet.

Dannelse (Bildung) er ikke det, der lukker mennesket inde i sin individuelle

verdensfortolkning, men tværtimod det, der overhovedet gør det muligt at åbne sig

forstående mod den Anden. Han følger indledningsvis Hegels bestemmelse af dannelsen

som det, der adskiller den menneskelige væren fra naturtilstanden og hæver individet fra

partikularitet til universalitet:

"What Hegel calls the formal nature of Bildung depends on its universality...Rising to the universal is not limited to theoretical Bildung and does not mean only a theoretical orientation in contrast to a practical one, but covers the essential character of human rationality as a whole. It is the universal nature of human Bildung to constitute itself as a universal intellectual being. Whoever abandons himself to his particularity is ungebildet ("unformed")... Hence Bildung, as rising to the universal, is a task for man" (Gadamer 1975:12).

Dannelse er altså ifølge Gadamer en opgave for mennesket. Det må vedvarende engagere

sig i sit eget dannelsesarbejde for at "konstituere sig selv som et universelt, intellektuelt

væsen" (ibid., min overs). Med reference til Hegel viser han, at mennesket i sit praktiske

arbejde ikke bare former tingene, men også sig selv. Først gennem hengivelsen til objektet

eller det andet menneske, genkender mennesket sig selv, nemlig som noget andet og

selvstændigt i forhold til verden. Dannelse forudsætter dermed en oprindelig forskel, en

konstitutiv difference, som skyder sig ind mellem mennesket og verden, men som

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

73

overvindes i sproget, idet den bliver del af menneskets egen selvfremstilling. At dannelse

implicerer en refleksion over forskellen mellem selv og omverden, bliver klart i

bestemmelsen af den teoretiske dannelse, som ifølge Gadamer består i en "tilbagevenden til

sig selv fra det, som er noget andet end én selv":

"Theoretical Bildung leads beyond what man knows and experiences immediately. It consists in learning to affirm what is different from oneself and to find universal viewpoints from which one can grasp the thing, "the objective thing in its freedom", without selfish interest..."but it contains at the same time all the exit points and threads of the return to oneself, for becoming acquainted with it and for finding oneself again...Thus what constitutes the essence of Bildung is clearly not alienation as such, but the return to oneself - which presupposes alienation, to be sure" (ibid.:14).

Forståelsen af selvet og forståelsen af omverdenen er således led i en og samme

dannelsesproces. Den differensteoretiske ansats, der allerede blev formuleret af Herder,

overskrides med andre ord gennem menneskets forstående omverdensforhold. Dannelse

forstås dermed ikke blot som en tilegnelse af almene kundskaber og færdigheder, men som

det der i bund og grund karakteriserer den menneskelige væren som en fortolkende

tilværen. Netop fordi det enkelte menneske er henvist til fortolkende at udlægge sit eget

omverdensforhold, er det i stand til at forstå, at også andre mennesker må udlægge verden i

specifikke tydningsudkast - og at disse udkast i deres forskellighed stiller sig som en

udfordring til den enkeltes dannelsesarbejde.

Denne opfattelse af det dannede menneskes fortolkende verdensudlægninger har haft

afgørende indflydelse på den moderne antropologis videnskabelige kulturbegreb: Fra

Clifford Geertz forståelse af kulturen som det kollektive symbol- og betydningssystem, det

"netværk af mening", hvorigennem mennesket tolker sine sociale erfaringer til Kirsten

Hastrups bestemmelse af kultur som en "analytisk implikation":

"Kulturer betragtes ikke længere som form- og substanssystemer, men anskues som relationssystemer. De enkelte forholds betydning ligger ikke i forholdene selv, men i relationerne mellem dem...Kulturer er altså relationssystemer, som identificeres på baggrund af forskelle. Og hvor et samfund - som substanssystem - lader sig identificere empirisk, så er kultur altid en analytisk implikation" (Hastrup 1988:126-27).

Uanset om kulturen forstås som en fællesmenneskelig fortolkningsevne, som

betydningsproduktion eller som kollektivt symbolsystem, antages det, at den foreligger som

helhed. Som Johan Fjord Jensen formulerer det:

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

74

Kultur er helhed. Samtidig med at kulturbegrebet spalter sig ud i sine mangfoldige særbetydninger, er disse betydninger alle fælles om, at hvad der antager form af kultur, gør det i kraft af helhedsdannelser... Kultur viser sig herved at være et fortolkningsbegreb til skabelse eller forståelse af sammenhænge...Det tilhører som begreb metafysikken" (Jensen 1988:174).

Selvom denne helhed altså ikke længere forstås som form- og substanssystem, forudsætter

den stadig en bagvedliggende sammenhæng, en fælles meningshorisont27, der genererer

kulturelt specifikke årsagsforklaringer. Skønt det er antropologisk common sense at

betragte kausale forklaringsmodeller som kulturelle konstruktioner, abonneres der således

til stadighed på en metafysisk traditionslinie, der fremstiller kulturen som en særlig

fornuftsmæssighed, der - udtalt eller uudtalt - fungerer som "den ramme, indenfor hvilken

der skabes, genskabes og transformeres betydning..." (Hastrup 1988:129). At denne ramme

uophørligt udfordres og sættes på spil i den praktiske omgang med verden, som Hastrup

pointerer, ændrer ikke ved det forhold, at kulturbegrebet henviser til en førbevidst og

uudtalt enighed, der fungerer som baggrund for det sociale livs konfrontationer og

ekspressioner (Jensen 1988:172-73) - altså det, vi indledningsvist bestemte som

kulturmetafysik.

I erkendelsen af, at man med et sådant kulturbegreb snarere forudsætter end forklarer

den sociale ordens mulighed, er der gennem de senere år i stigende grad blevet rejst tvivl

om kulturbegrebets validitet som analytisk kategori. I den antropologiske litteratur har

denne kritik resulteret i en stigende politisering28 af det antropologiske genstandsfelt, først

og fremmest gennem udbredelsen af diskursbegrebet. Antropologen Susan Wright skriver

således i bogen Anthropology of Organizations (1994):

"Anthropologists are critical of their discipline's previous conceptualizations of culture - either as a checklist of surface characteristics of a bounded group, or as a "deeper" set of shared authentic meanings. Both rely on an idea of "shared meaning" without asking "is it actually shared? to what extent? by whom? how does it come to be shared? A consensual notion is unhelpful...It has to be shown how a discourse which defines words, ideas, things, or groups becomes authoritative" (ibid.:27).

27 En fremstilling af det hermeneutiske begreb som en bagvedliggende og uudtalt meningshorisont findes i Jean Grondin (1995): Sources of Hermeneutics, State University of New York Press, Albany. 28 Jf. Susan Wright (1998): ”Politicisation of culture”, i Anthropology Today 14 (1): 7-15. Se også V. Amit Talai & Caroline Knowles, eds. (1996): Re-situations and Identities: The politics of Race, Ethnicity, Culture, Broadview Press, Peterborough og Akhil Gupta & James Ferguson, eds.(1997): Culture, Power, Place. Explorations in critical anthropology, Duke University Press.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

75

Hun finder det derfor mere nyttigt at anskue organisationskultur som en politisk proces:

"Treating culture as a political process provides a theoretical approach to the problems identified […]: it helps avoid conceptualizing organizations as bounded units, and deals with the problem of context by placing organizational settings within national and international systems of relations which are ideological, as well as material" (ibid.:26).

Når jeg mener, at Luhmanns systemteori bliver relevant i denne kulturkritiske

sammenhæng, er det således først og fremmest fordi hans systemteoretiske dannelsesbegreb

er baseret på en antimetafysisk og anti-essentialistisk forskelstænkning, der åbner for det

politiske. I stedet for at forudsætte, at der findes en enhedspræget struktur af normer og

værdiorienteringer, opfattes det sociale som en mangfoldighed af indbyrdes konkurrerende

iagttagelsesperspektiver, der gør det umuligt at tematisere samfundet og dets organisationer

som en afgrænset helhed. Der findes med andre ord intet privilegeret iagttagelsespunkt,

intet "centralperspektiv", ud fra hvilket en sådan helhed lader sig betragte, men kun

kontingente konstruktioner af, hvad "helhed" er for noget. "Helheden", eller rettere det at

udtale sig derom, bliver i sig selv til en mulighed, som kan vælges eller fravælges

(Luhmann 2000a:530). Som følge heraf findes der ifølge Luhmann heller ingen normativ

integration af det moderne samfunds individer:

”Der findes [derfor] heller ingen normativ integration af individer i samfundet. Der findes med andre ord ingen normer, som man ikke kan afvige, hvis man har lyst…Der findes kun modsvarende iagttagelsesskemaer, så en iagttager kan determinere sig selv til at fastslå, at en bestemt adfærd stemmer overens med en norm eller afviger fra den…Når man spørger efter realitetsgrundlaget for normer eller konsensus, må man derfor iagttage en iagttager; og hvis man giver afkald på at acceptere Gud som verdensiagttager, så eksisterer der altid flere muligheder” (Luhmann 1997:77).

I overensstemmelse med den diskursive tilgang til organisation og kultur handler Luhmanns

teori om selvdannende systemer derfor ikke om, hvorledes der kan opnås en normativ og

værdimæssig konsensus, men snarere om den måde hvorpå organisationer og individer

håndterer og bearbejder kontingens, dvs. muligheden for alternative meningsfastlæggelser

og værdiorienteringer. Hermed anvises en vej til et ikke-normativt perspektiv på

organisation og subjektivitet, der ikke drejer sig om, hvordan kompleksiteten og

ubestemtheden i senmoderniteten overvindes, men snarere om hvordan den konstruktivt

forvaltes som uomgængeligt erfaringsvilkår.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

76

Ifølge Luhmann fører det moderne samfunds kontingensudvidelse

(kompleksitetsforøgelse) til selektionstvang: Man er nødt til vedvarende at træffe

beslutninger, idet eksistensen af en række generelle sociale kategorier som alder, køn,

social status eller erhverv ikke længere er et tilstrækkeligt grundlag for personlig

selvidentifikation. I lighed med bl.a. Beck og Giddens finder Luhmann derfor, at forholdet

mellem organisation og subjektivitet udfolder sig som en kompleks

beslutningssammenhæng, hvor beslutninger rekursivt knytter sig til beslutninger29. For både

organisationer og individer gælder det således, at de danner sig selv gennem løbende at

træffe beslutninger, der atter danner grundlag for nye beslutninger osv.

Der er dog en afgørende forskel på Luhmann og andre modernitetsteoretikere som

Beck og Giddens, som efter min mening gør ham langt mere interessant i en antropologisk

sammenhæng, nemlig hans fremhævelse af, at "den stigende individualisering af

personerne" ikke er et tilstrækkeligt begreb for de problemer, individet må løse i den

moderne verden (Luhmann 1995b:56). Det moderne samfunds funktionelle differentiering

giver på den ene side det enkelte menneske stadig større anledning til at definere sin egen

forskel i forhold til omverdenen, at fremstille sig selv som noget specielt og anderledes end

andre. På den anden side skaber samfundets stigende kompleksitet og uigennemskuelighed

behov for genkendelse og bekræftelse gennem en forståelig og fortrolig nærverden.

Luhmann understreger derfor, at det moderne menneskes grunderfaring rummer et

dobbeltaspekt af selv-væren og verdensprojekt, der engagerer det enkelte individ i en

dobbelt forstand: i forhold sig selv og i forhold til de andre. Som han siger:

"Man kan ikke bare trække sig tilbage til sin egen autonomi og den dermed givne tilpasningsevne. Det kan man også gøre, men hertil kommer, at den enkelte person har brug for forskellen mellem nærverden og fjernverden, forskellen mellem de erfaringer, vurderinger, reaktionsmåder, der udelukkende har personlig gyldighed, og den anonymt konstituerede, for alle gældende verden for at afbøde den enorme kompleksitet og kontingens i alt det, der melder sig som muligheder. Den enkelte må kunne udnytte denne forskel for at kunne kanalisere sin informationsindsamling. Det kan kun lade sig gøre, hvis der også for den mere personlige oplevelsesbearbejdning og handlingsoverføring står sociale bekræftelser til rådighed, og hvis der eksisterer en række socialt sanktionerede former for opnåelse af disse bekræftelser. Den enkelte må ikke blot kunne finde en resonans i, hvad han selv er, men også i hvad han selv ser" (Luhmann 1995b:56).

29 Se f.eks. Giddens definition af begrebet ”livspolitik” som en ”beslutningspolitik” i Modernity and Self-Identity (1991), Stanford University Press, California, s. 214-15.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

77

Som vi skal se, er det netop dette dobbeltaspekt af selv-væren og verdensprojekt, af

autonomi og omverdensafhængighed, der impliceres i forholdet mellem organisation og

subjektivitet. Dette dobbeltaspekt kalder Luhmann for autopoiesis.

For at indløse et kulturkritisk perspektiv på organisation og subjektivitet, der i stand til

at overvinde modsætningsforholdet mellem frihed/magt og tillid/kontrol, vil jeg derfor i det

følgende se nærmere på de epistemologiske konsekvenser af de centrale begreber i

Luhmanns teori om autopoietiske systemer. Jeg vil starte med en introduktion til den

generelle systemteori, for efterfølgende at sætte dem i spil med den etnografiske beskrivelse

af den danske militærenhed i Kosovo, jeg var udsendt med. På denne baggrund stiller jeg

skarpt på begrebet organisationskultur, hvilket endelig vil bane vejen for en antropologisk

analyse af de forandringer, der finder sted i det civil/militære træf i fredsstøttende

operationer.

Autopoiesis Luhmanns teori om sociale systemer gør, til trods for sin ambition om universel gyldighed,

ikke krav på alvidende førstebegrundelser. Et sådant krav ville forudsætte eksistensen af et

eksternt iagttagelsespunkt, hvorudfra man kunne betragte det sociale som helhed. Men det

sociale lader sig ifølge Luhmann ikke betragte ab extra (udefra), idet ingen iagttager på

münchhausen'sk vis kan træde uden for den iagttagelsessammenhæng, han befinder sig i.

Luhmanns systemteori udgør da heller ikke et forsøg på at opspore endegyldige og

absolutte årsagsbestemmelser, men tager udgangspunkt i den enkle præmis, at der findes

systemer. Ideen om, at social interaktion lader sig beskrive i systemiske termer, er der ikke i

sig selv noget nyt i, men blev som bekendt allerede fremført af Durkheim i slutningen af

1800-tallet. Det afgørende nye ligger i Luhmanns reformulering af systemteorien som en

teori om autopoietiske systemer30, dvs. selvreferentielle, selviagttagende og

selvproducerende systemer. Autopoietiske systemer er systemer, som selv skaber de

elementer, de består af. For at denne reproduktion af egne elementer kan finde sted, må

systemerne vedvarende opretholde en difference til omverdenen, dvs. en grænse, som

30 Begrebet autopoiesis, der er sammensat af de græske ord autos (=selv) og poiein (=at skabe), stammer fra de to chilenske biologer Humberto Maturana og Francisco Varelas almene teori om selvorganiserende og selvopretholdende systemer. De mener, at alle levende systemer er autopoietisk organiserede, dvs. opererer selvreferentielt og rekursivt gennem produktionen af deres egne elementer.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

78

sætter systemet i stand til at skelne imellem, hvad der hører til systemet, og hvad der hører

til omverdenen. Det er denne konstitutive forskel mellem system og omverden, som i det

hele taget gør det muligt for systemet at iagttage og betegne sin egen enhed, nemlig som

noget, der adskiller sig fra noget andet. I denne forstand definerer Luhmann

grænseopretholdelse som systemopretholdelse. Et system skal derfor ikke betragtes som en

bestemt type objekt, men snarere som en bestemt form for sondring, nemlig sondringen

mellem system og omverden:

”Et system er formen for en sondring og har altså to sider: systemet (som er formens inderside) og omverdenen (som er formens yderside). Først begge sider udgør en sondring, udgør formen, udgør begrebet. Omverdenen er altså lige så vigtig, lige så uundværlig for denne form, som systemet selv er” (Luhmann 1997b:65).

Luhmanns pointe er følgelig, at systemet og dets omverden begge bliver til i den

grænsedragning (sondring), som skiller dem ad. Systemet går altså ikke forud for den

omverden, der udgrænses, men konstitueres samtidigt hermed, nemlig som den ene side af

den forskel, det aktualiseres i selve distinktionshandlingen. (Andersen 1999:111-112).

Der kan altså kun tales om et system i og med en forskelsdannende

iagttagelsesoperation, som etablerer en grænse til omverdenen. Der gives ligeledes ikke

nogen omverden, som kan betragtes i og for sig selv, men alene en systemrelativ realitet,

dvs. et iagttagelsesperspektiv som fastlægges af systemets interne grænsereguleringer.

Systemet har derfor heller ikke nogen direkte adgang til og erkendelse af en

systemuafhængig omverden (det ville forudsætte en ophævelse af dets grænse og dermed et

ophør af dets eksistens). Systemet konstruerer i stedet en ”indre omverden”, som er

kompatibel med det enkelte system, ved hele tiden at lægge sin egen sondring mellem

system og omverden til grund for sine omverdensiagttagelser. Den oprindelige

grænsedragning "genindtræder" så at sige internt i systemet selv. Luhmann kalder det for

forskellens re-entry31, idet "den operativt fuldbyrdede differentiering af system og

omverden vender tilbage i systemet som en sondring mellem selvreference og

fremmedreference" (Luhmann 1997b:80). Differencen mellem system og omverden angiver

dermed også en bestemt lukning, idet systemet udelukkende iagttager (opererer) vha. sine

31 Ideen om forskellens re-entry henter Luhmann fra matematikeren G. Spencer-Brown, hvis hovedtanke er, at enhver distinktion indebærer en indikation og vice versa. Som han siger i Laws of Form (1969): ”We take as given the idea of distinction and the idea of indication, and that we cannot make an indication without drawing a distinction” (ibid.:1). Med andre ord: enhver selvreference (systembestemmelse) forudsætter en fremmedreference (omverdensbestemmelse).

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

79

egne distinktioner. Omverdenen kan intet bidrage til systemets operationer. Luhmann

kalder det for systemets operative lukning og bestemmer det som et aspekt ved systemets

autopoiesis:

”Et autopoietisk system, som vil gøre kognitioner mulige, må først og fremmest sikre sin egen autopoiesis og være i stand til at lukke sig operativt…Erkendelse er altså kun mulig, når og fordi systemet beskytter sine operationer mod indvirkninger fra omverdenen. Det må kunne tillade sig indifferens over for omverdenen. For kun på den måde kan det indsætte sin egen sondring, som gør det muligt for det at betegne noget (og ikke noget andet) og isolere dette til videre kognitiv behandling…Uden sondringer ingen iagttagelse, ingen mening og intet distinkt. Men da de altid må konstrueres, er resultatet af de kognitive præstationer altid systemets egen præstation” (Luhmann 1997a:59-60).

Med det vanskelige og ofte misforståede begreb om operativ lukning hævdes ikke, at

systemet ikke påvirkes af omverdenen, eller at det ikke kan indvirke på omverdenen. Den

operative lukning er altså ikke ensbetydende med en ”kausal isolering”, men har alene at

gøre med systemets iagttagelsessbetingelser. Luhmann understreger derfor, at operativ

lukning ikke står i modsætning til, men tværtimod danner forudsætning for, systemets

omverdensåbenhed. Med begrebet om operativ lukning bestemmer Luhmann med andre

ord systemet som en interpreterende sondring, der skaber virkelighed, idet det konstruerer

verden, samtidig med at det afgrænser sig selv.

Luhmanns teori om autopoietiske systemer har således afgørende epistemologiske

konsekvenser: Erkendelse er ikke en genspejling af en ydre realitet, men henviser til et

bestemt systems iagttagelsesoperationer, som i hvert tilfælde beror på skillelinien mellem

system og omverden, mellem selvreference og fremmedreference, mellem iagttager og

iagttaget.

Såfremt vi lægger dette konstruktivistiske systembegreb til grund for iagttagelsen af

den militære organisation, betyder det indledningsvist, at den må beskrives ved hjælp af en

konstitutiv forskel, som gør det muligt for den at skelne mellem sig selv og sin omverden.

Uden denne forskel ville den bestandigt forveksle sine egne og omverdenens iagttagelser og

være ude af stand til at afgrænse og beskrive sin egen enhed. Den forskel, hvormed det

militære system operativt lukker og selvrefererende opretholder sig selv, er forskellen

militær/civil, dvs. alt, hvad der ligger indenfor "system-siden" af differensen mellem

system/omverden, kan betegnes som militært, og alt, hvad der ligger på "omverden-siden",

kan betegnes som civilt.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

80

Ifølge Luhmann må denne forskel betragtes som en meningsbærende grænse, der

bestemmer, hvad der kan, og hvad der ikke kan, indgå som element i systemet. Vi må

derfor se nærmere på, hvordan Luhmann definerer begrebet mening.

Mening Forskellige autopoietiske systemer foretager deres operative lukning på forskellige måder.

Det betyder samtidig, at de iagttager og skaber sig selv på forskellige måder. Luhmann

skelner mellem levende systemer (organiske systemer), psykiske systemer

(bevidsthedssystemer) og sociale systemer (kommunikationssystemer). Han skelner

yderligere mellem tre typer af sociale systemer, nemlig samfund, organisationer og

interaktioner Som operativt lukkede systemer fungerer de uden at overlappe hinanden,

ligesom de heller ikke kan gribe direkte ind i hinandens operationer. Det betyder ikke, at

levende, psykiske og sociale systemer eksisterer uafhængigt af hinanden, og at man f.eks.

kan forestille sig den menneskelige bevidsthed fungere uden en hjerne. Det betyder

imidlertid, at levende, psykiske og sociale systemer alene optræder som omverden for

hinanden og i den forstand udgør hinandens rammebetingelser. Det er i denne

sammenhæng især væsentligt at gøre sig klart, at psykiske og sociale systemer gensidigt

betinger hinanden, uden at de af den grund griber ind i hinandens processer. Psykiske

systemer opretholder sig selv gennem en lukket bevidsthedssammenhæng, hvor tanker

knytter sig til tanker, medens sociale systemer opretholder sig selv gennem en lukket

kommunikationssammenhæng, hvor kommunikationer knytter sig til kommunikationer.

Bevidsthed og kommunikation fungerer altså i hver sin operativt lukkede

systemsammenhæng, uden at bevidsthedselementer (tanker) bliver del af kommunikationen

og vice versa. Dette vender vi tilbage til i afsnittet om Luhmanns kommunikationsbegreb.

Organiske systemer skaber sig selv ved løbende at producere og bearbejde liv,

medens psykiske og sociale systemer skaber sig selv ved løbende at producere og bearbejde

mening. For psykiske og sociale systemers vedkommende er system/omverden differencen

altså meningskonstitueret eller sagt på en anden måde: deres omverdensgrænser er

meningsgrænser. Alt, hvad der forekommer som information i disse systemer, vil blive

behandlet i form af mening:

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

81

”For dem (systemerne, red.) bliver mening til verdensform, og den griber dermed hen over differencen mellem system og omverden. Også omverdenen er for meningssystemerne givet i meningens form, og grænserne til omverdenen er meningsgrænser. Mening i almindelighed og meningsgrænser i særdeleshed garanterer da den sammenhæng mellem system og omverden, som ikke kan ophæves, og det sker i en form, som er karakteristisk for mening: Gennem redundant henvisning” (Luhmann 2000a:101).

Bag udtrykket ”redundant henvisning” skjuler sig et afgørende aspekt ved sociale systemers

meningsgrænser, nemlig at de altid drages kontingent, dvs. aktualiserer én mulighed blandt

et overskud af alternative meningsudkast. Meningsgrænser yder dermed en

kompleksitetsreducerende funktion, idet de gennem specifikke selektioner erstatter en

ubestemt ydre omverden med en bestemt indre omverden. Via meningsbegrebet forener

Luhmann således systemanalysen med en kompleksitetsproblematik: Meningsgrænsernes

funktion er, siger han, ”at adskille og forbinde. De varetager nøjagtig denne funktion

gennem specifikke selektionsydelser. Egenselektiviteten af grænsemekanismer,

grænsezoner og grænsesteder reducerer således ikke blot systemets eksterne, men også dets

interne kompleksitet…” (ibid.:67).

Fænomenet mening forekommer altså i form af en kontingent selektion, som henviser

til et overskud af yderligere muligheder for oplevelse og handling: Noget står i et givet

øjeblik i fokus for tanken eller kommunikationen, i intentionens centrum, og aktualiseres

som given meningsfuldhed, men altid kun i forhold til en horisont af utematiserede

muligheder (ibid.:99). Luhmann definerer derfor mening som forskellen mellem aktualitet

(det virkelige) og potentialitet (det mulige):

"Mening er en løbende aktualisering af muligheder. Da mening...kun kan være difference mellem netop det aktuelle og en horisont af muligheder, fører enhver aktualisering altid også til en virtualisering af de muligheder, der kunne sluttes an til...Mening er altså enheden af aktualisering og virtualisering, reaktualisering og revirtualisering som en selv-propellerende proces" (ibid.:104-5).

Ligesom systembegrebet er meningsbegrebet altså et forskelsbegreb: Sociale systemers

autopoiesis opretholdes i kraft af de meningskonstituerende forskelle, hvormed de iagttager

sig selv og deres omverden.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

82

Subjektivitet Hovedinspirationen til dette meningsbegreb henter Luhmann i Edmund Husserls

fænomenologi, nærmere bestemt i teorien om den fænomenologiske reduktion (epokhé)32.

Da en forståelse af Luhmanns fænomenologiske arv efter min opfattelse er en forudsætning

for at forstå, hvorledes han definerer forholdet mellem organisation og subjektivitet (sociale

og psykiske systemer), vil det være nyttigt med en kortfattet redegørelse for Husserls

tankegang33. For ikke at opfinde den dybe tallerken på ny og komplicere fremstillingen

unødigt, tager jeg genvejen over Paul Ricoeurs Husserl-fortolkning og hans undersøgelse af

de indvendinger, der har været rettet mod idéen om det transcendentale subjekt. Når valget

falder på Ricoeur, skyldes det, at han måske bedre end nogen anden har formået ikke bare

at kritisere, men også reformulere det fænomenologiske perspektiv inden for rammerne af

en mere tidssvarende sprogfilosofi. En kortfattet gennemgang af Ricoeurs overvejelser over

den fænomenologiske reduktion og teorien om det transcendentale subjekt vil derfor give

os en nøgle til at forstå rækkevidden af Luhmanns systemteoretiske meningsbegreb og de

konsekvenser det har for forholdet mellem organisation og subjektivitet.

Ekskurs 3: Systemteori og fænomenologi I essayet Semiologiens udfordring til subjektfilosofien (1970) sætter Ricoeur sig for at

undersøge mulighederne for at føje endnu en korrektion til den lange kæde af Cogito'er34,

der udgør den refleksive filosofis traditionslinie. For Ricoeur skal denne mulighed først og

fremmest findes gennem en omfortolkning af Husserls fænomenologiske reduktion. Ved

den fænomenologiske reduktion forstår Husserl "den originale filosofiske akt, hvorved

bevidstheden skiller sig ud fra verden og bekræfter sig selv som absolut. Efter reduktionen

er enhver ting blevet til mening for bevidstheden og således blevet relativ i forhold til

bevidstheden" (ibid.:76). Reduktionen er således forudsætningen for, at bevidstheden er i

stand til at skelne meningsfuldt mellem sit eget oplevelsesindhold og de genstande i den

objektive verden, det er rettet mod. "Reduktion" skal derfor ikke forstås som en

32 Luhmann refererer ofte til Husserl i sine tekster. For en præcis og oversigtlig redegørelse for inspirationen fra Husserl se Jens Rasmussens introduktion til Sociale Systemer (2000), s. 16-19. 33 Der sigtes naturligvis ikke mod en udtømmende fremstilling af Husserls forfatterskab, men alene mod at udlægge begrebet om den transcendentale reduktion på en måde som åbner for en forståelse af Luhmanns og dermed denne afhandlings epistemologiske udgangspunkt. 34 Cogito, (lat.): ”Jeg tænker (har bevidsthed)”.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

83

formindskelse, men som den erkendelsesakt, der adskiller bevidstheden og verden35. Det,

der reduceres (adskilles) - eller som Husserl gerne udtrykker det: "sættes i parantes",

"afkobles" - er alt det, som ligger uden for den rene selvbevidsthed, dvs. alt det, som ikke er

reelt immanent i erkendelsesoplevelsen (Bundgaard 1997:50). Med reduktionen indstiftes

således en ontologisk forskel mellem den intentionelt rettede bevidsthed og den objektive

givethed, en forskel som afskærer oplevelsesindholdet fra dets realobjekt, men som til

gengæld lader det fremtræde som ideal meningsenhed. Erkendelsen træffer altså ikke sin

genstand i dens objektive givethed, hvad enten den er af materiel eller ideel beskaffenhed,

men konstituerer enhver genstandsmæssighed som immanent meningsfuldhed, dvs. som

fortolkning af noget som noget (Zahavi 2000:45). Som Husserl formulerer det: "[D]e

genstande, som vi bliver "bevidst" om, er ikke blot i bevidstheden som i en kasse, som om

de forefindes i den, og man blot kunne gribe ud efter dem; derimod konstitueres de først for

os, som det de er, og det de gælder som, gennem forskellige former for genstandsmæssige

intentioner" (ibid.).

Reduktionen kan derfor, som det påpeges af Ricoeur, forstås som en transcendental

begyndelse til et liv i betydninger (Ricoeur 1970:78). Som han siger: "Den transcendentale

reduktion...forvandler ethvert spørgsmål om væren til et spørgsmål om værens mening...Det

er reduktionen, der får vores forhold til verden til at komme til syne. I og med reduktionen

møder den fænomenologiske beskrivelse enhver væren som fænomen, som tilsynekomst,

altså som betydning, der må klargøres" (ibid.:63). For Husserl fører den fænomenologiske reduktion til bestemmelsen af en

transcendental subjektivitet, idet bevidstheden ikke blot bør betragtes som en i verden

værende genstand, men derimod som en selvstændig erfarings- og værensregion, der er

andet og mere end et mundant objekt (Zahavi 2000:76). Hermed tildeles bevidstheden og

subjektets selvgivethed forrang i forhold til den objektivt givne verden, for så vidt som

subjektet danner mulighedsbetingelse for fremtrædelse som sådan. Den privilegerede

position, som reduktionen således tildeler bevidstheden er imidlertid stødt på talløse

indvendinger, hvoraf Ricoeur særligt beskæftiger sig med to, nemlig psykoanalysens og

strukturalismens indvendinger. Da disse to traditioner samtidig rummer et afgørende

korrektiv til kulturmetafysikkens privilegering af subjektet som ”bærer” af en prærefleksiv

og uudtalt meningsfuldhed, skal vi kort opholde os ved deres overordnede pointer. I

35 Jf. Edmund Husserl ([1950] 1997): ”Forelæsningernes tankegang” i Fænomenologiens idé, Hans Reitzels Forlag.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

84

hovedtræk er psykoanalysens (den freudianske) indvending rettet mod forestillingen om, at

bevidstheden er givet for sig selv, således som den er. Bevidstheden har ikke nogen direkte

adgang til sig selv, men forhindres af fortrængningens barriere, der kun kan nedbrydes

gennem fortolkningsarbejdet. Som Ricoeur formulerer det:

"Det Cogito, som har gennemgået psykoanalysens kritiske prøve, er ikke længere det samme som det, filosoffen gjorde krav på i sin førfreudianske naivitet. Før Freud sammenblandede man to momenter: uigendrivelighedens moment (l'apodicticité) og overensstemmelsens moment (l'adéquation). Ifølge uigendrivelighedens moment indeholdes jeg tænker, altså er jeg virkeligt i tvivlen, selv i fejltagelsen og illusionen; selv hvis den onde ånd bedrager mig i alle mine drømme, så er det dog nødvendigt, at jeg er det jeg, som tænker. Men det uigendrivelige moment forveksles let med overensstemmelsens moment, hvorefter jeg er, således som jeg opfatter mig selv. Den "sættende" dom, for at bruge Fichtes udtryk, den absolutte eksistensbekræftelse, forveksles med en opfattelsesdom, med den indre opfattelse af min således-væren. Jeg er; men hvad er det, som jeg er? Det er det, jeg ikke mere ved" (Ricoeur 1970:56).

Resultatet af denne kritiske tilrettevisning er, at selvom reduktionen adskiller subjektet fra

verden og uigendriveligt bekræfter, at det er, så er det ikke ensbetydende med, at det i

samme ombæring er givet, hvad det er. Ricoeurs pointe er nu, at freudianismens filosofiske

funktion er at skabe et interval mellem subjektets abstrakte uigendrivelighed og dets

konkrete historiske udleverethed. I dette interval foregår fortolkningen som et sørgearbejde,

der overvinder tabet af subjektets (illusoriske) overensstemmelse med sig selv og åbner det

mod en ny selvforståelse.

Også strukturalismens indvending retter sig mod ideen om subjektets selvgivethed. I

den strukturelle lingvistik er betydning således ikke en bevidsthedsakt, der forudsætter et

tænkende subjekt. Betydning er derimod en relation mellem et sæt af tegn, der går forud for

subjektets tilegnelse af dem: "For den strukturelle lingvistik er sproget selvtilstrækkeligt,

alle forskelle i det er immanente, og systemet går forud for det talende subjekt" (ibid.:68).

Postulatet om et subjektløst tegnsystem, som ikke henviser til noget uden for sig

selv, synes umiddelbart uforeneligt med en fænomenologisk tilgang, og Ricoeur stiller

derfor spørgsmålet om, hvilken fremtidig subjektfilosofi, der vil være i stand til at imødegå

strukturalismens udfordring. Han besvarer selv dette spørgsmål ved at påpege, at

tegnsystemets lukkethed kun danner betydningens mulighedshorisont, men ikke i sig selv

aktualiserer denne betydning. Betydningen, siger han, hører ikke til tegnstrukturens, men til

den levende tales niveau. Ricoeur indfører derfor skelnen mellem den semiologiske

(tegnstrukturens) og den semantiske (talens) funktion:

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

85

"Den nye sproglige enhed der kan danne grundlag for en fænomenologi om betydningen, hører ikke mere til sproggenstanden, men til den levende tale, og denne enhed er sætningen eller ytringen. den bør kaldes semantisk og ikke mere en semiologisk enhed, fordi det er den, der betyder noget i egentlig forstand...At sætte tegn op overfor tegn, er den semiologiske funktion; at forestille sig virkeligheden ved tegn er den semantiske funktion" (ibid.:70-71).

Den strukturelle lingvistiks område, som per definition er det semiologiske område, kan

altså ikke udtømmende redegøre for betydningens domæne, idet den kun beskæftiger sig

med de artikulationsbetingelser, som er nødvendige for sprogets eksistens. Men, siger

Ricoeur:

"[D]et artikulerede (strukturerede) som sådant er endnu ikke sproget (le langage), der ejer evnen til at betyde noget. Det er kun det system af systemer, man kan kalde sproggenstanden (la langue), og hvis blot virtuelle eksistens muliggør sådan noget som den levende tale, der hver gang kun eksisterer i taleakten. Deri sammenknyttes mulighed og virkelighed, artikulation og operation, struktur og funktion eller som vi har sagt andetsteds: system og begivenhed" (ibid.:72).

Slægtskabet mellem Ricoeurs fænomenologiske og Luhmanns systemteoretiske

meningsbegreb bliver tydelig netop i denne passage. I begge tilfælde bestemmes mening

som en difference mellem potentialitet og aktualitet. Først i selektionen, i bemægtigelsen af

tegnene fremtræder noget som meningsfuldt. For Ricoeur danner distinktionen mellem

potentialitet og aktualitet (mellem semiologi og semantik) udgangspunkt for en

reformulering af subjektfilosofien, en "filosofisk antropologi" som han kalder det, medens

den i Luhmanns terminologi bliver til en teori om sociale og psykiske systemers

autopoiesis.

Hos Ricoeur reformuleres den fænomenologiske reduktion ved hjælp af den

hermeneutiske, dvs. den fortolkende, omvej over tegnene, efter at psykoanalysens og den

strukturelle lingvistiks belæring - som under ét kaldes den semiologiske udfordring - er

imødegået. Det gør han ved at bestemme reduktionen ikke alene i dens negative, men også i

dens positive betydning:

"Hvad sker der så med reduktionen i denne overgang fra tegnet til betydningen, fra det semiologiske til det semantiske? Det er ikke længere muligt at standse ved dens negative dimension af adskillelse, afstandtagen, forskellighed. Det bliver nødvendigt at nå til den positive dimension, nemlig den mulighed for en væren, der ved at være forskellig fra alt andet har revet sig løs fra naturforholdene, for at vende sig mod verden, sigte mod den, opfatte den, begribe den, forstå den...

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

86

"Suspensionen" af det naturlige forhold til tingene bliver således kun den negative betingelse for dannelsen af den betydningsgivende relation. Differensprincippet er kun den anden side af referenceprincippet" (ibid. 80-81).

Som i Luhmanns forskelstænkning hører differens og referens, distinktion og indikation

sammen. Ricoeur betragter følgelig reduktionen som "et jegs mulighed for at betegne sig

selv i den levende tales akt ... idet reference til verden og reference til selvet ...er

symmetriske og reciprokke" (ibid.:81).

Ricoeurs sprogfilosofiske korrektiv til subjektfilosofien består således i at vise, at

reduktionens adskillelse mellem bevidstheden og verden kun er den negative side af et

positivt forhold, nemlig jeg'ets frihed til fortolkende at udlægge forskellen mellem selvet og

verden:

"[T]egnets afstand og sprogets fravær fra verden er kun den negative side af et positivt forhold: sproget vil sige noget, dvs. vise noget, gøre nærværende og levende. Tegnets fravær fra tingen er kun den negative betingelse for, at tegnet kan nå ud til tingen, be-gribe den og gå til grunde ved mødet. Sprogets tilhørsforhold til væren kræver altså, at man endnu engang vender op og ned på forholdet, så at sproget selv viser sig som en væremåde i væren" (ibid.:87).

Ved at "lægge vejen over tegnene" overvinder Ricoeur således det idealistiske og

subjektivistiske cogito. Selvforståelsen og verdenstydningen er ikke umiddelbart givet for

et transcendentalt subjekt, men stiller sig som en opgave, som et dannelsesarbejde, der

"sætter" subjektet, samtidig med at det "sætter" verden. Samtidig besvares spørgsmålet om,

hvilken fremtidig subjektfilosofi, der er mulig efter Husserl, Freud og Saussure: Ikke en

transcendental filosofi, men en kritisk fænomenologi, der efter at have accepteret

psykoanalysens og semiologiens udfordring atter placerer det talende subjekt som et

fortolkende subjekt i verden36.

Efter denne fænomenologiske ekskurs kan Luhmanns begreb om autopoiesis forstås

som en systemteoretisk rekonstruktion af den fænomenologiske reduktion, idet reduktionen

kan forstås som den meningsbaserede sondring, den konstitutive forskel, der operativt

lukker, dvs. fortolkende afgrænser og dermed åbner systemet mod omverdenen. Til forskel

36 I et fremragende essay viser Simon Critchley (1999): ”Post-Deconstructive Subjectivity?” i Ethics-Politics-Subjectivity, Verso, London, at spørgsmålet om subjektet er et grundlæggende metafysisk anliggende. Ligesom Luhmann og Ricoeur ønsker han at reformulere subjektets status hinsides den klassiske metafysik og støtter sig bl.a. til Levinas’ definition af væren som extériorité (udsathed) i forholdet til den Anden.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

87

fra Ricoeur afviser Luhmann imidlertid enhver tilbagevenden til subjektet og foretrækker at

tale om psykiske systemer eller mere præcist: om individets individualitet som autopoiesis.

Individets individualitet Luhmann har ligesom Ricoeur taget ved lære af subjektkritikken. Han knytter som Ricoeur

an til Husserls fænomenologiske reduktion, men afviser henvisningen til et transcendentalt

subjekt som bærer af verdens meningsfuldhed. Han foreslår, at man dropper ordet

”subjekt”, for som han siger:

"Subjekt" betyder noget, som ligger under og bærer verden og derfor noget, som eksisterer på sine egne betingelser som et transcendentalt, ikke som et empirisk fænomen... Hvordan kan vi mene, at en del af virkeligheden ligger under eller støtter virkeligheden? Kan en del samtidig være grundlag for helheden? Kan subjektet være subiectum for sig selv og alt andet?... Kan vi betragte subjektet som en fordobling af verden? Den transcendentale teori om bevidstheden var i det mindste opmærksom på problemet og forsøgte at løse det ved at hævde, at den selvreferentielle bevidste oplevelse havde status som noget uden for verden. Men hvis vi afviser den transcendentale løsning, og det gør vi selvfølgelig, står vi igen med det gamle paradoks om privilegerede dele, som støtter et hele" (Luhmann 1997c:91-92).

Ideen om individet som subjekt er ifølge Luhmann et levn fra det "gammeleuropæiske

rationalitetskontinuum", der er bundet til den humanistiske forestilling om mennesket som

absolut og grundlæggende enhed for tænken og handlen (Critchley 1999:53). Den tilhører

ifølge Luhmann "den historiske kæde af forsøg på at omformulere individualitetens

grundproblemer" (Luhmann 1997c:90). Individualitetens filosofiske og religiøse

traditionslinie, mener Luhmann imidlertid, skal ses i lyset af de samfundsstrukturelle

forandringer. Individets udnævnelse af sig selv som subjekt ser han således som en

historisk konstruktion, der blev muliggjort af overgangen fra lagdelte til funktionelt

differentierede samfund.

"I lagdelte samfund blev det menneskelige individ normalt placeret i et enkelt subsystem. Social status...var det mest stabile træk ved et individs personlighed. Det er ikke længere muligt i et samfund, som er differentieret i forhold til funktioner som politik, økonomi, intimitet, religion, videnskab og pædagogik. Ingen kan leve i et enkelt af disse systemer (ibid.)

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

88

I det funktionelt differentierede samfund løsrives de sociale interaktioner i stigende grad fra

de personlige relationer, og individet decentreres i forhold til en mangfoldighed af

subsystemer. Det skyldes, siger Luhmann, at "individet ved den funktionelle differentiering

ikke længere kan nøjes med at være funderet i et enkelt af samfundets subsystemer, men må

forudsættes at være socialt stedløs" (Luhman 1995b:54-55). Ideen om det transcendentale

subjekts position uden for verden fortolker Luhmann således som et symbol på den nye

position, som det empiriske subjekt har i forhold til et system af funktionelle subsystemer:

"Han tilhører ikke længere et enkelt af dem i særdeleshed, men er afhængig af deres

indbyrdes afhængighed" (Luhmann 1997c:91).

Problemet med ideen om subjektet er imidlertid, siger Luhmann, dens manglende

evne til at indrømme et andet subjekt. "Når "subjekt" betyder at ligge til grund for sig selv

og dermed for verden, kan der ikke findes noget andet subjekt" (Luhmann 1995a:38). Man

havner derfor i sidste ende i en uovervindelig solipsisme, der er ude af stand til at redegøre

for spørgsmålet om intersubjektiviteten og erkendelsen af den anden som et andet jeg.

Opgøret med subjektfilosofien betyder således, at der må findes en mere passende

beskrivelse af forholdet mellem individet og det sociale. Sociologien kan ikke længere

beskrive individet som bærer af og ophav til samfundets iboende fornuftsmæssighed, men

kan på den anden side heller ikke frigøre sig fra forestillingen om et konstitutivt subjekt.

Dette dilemma hører til den samfundsvidenskabelige teorihistorie. Men ifølge Luhmann er

det endnu ikke lykkedes at nå frem til en passende afløser for subjektet. Han foreslår derfor

indledningsvist -i overensstemmelse med det systemteoretiske udgangspunkt - at definere

individualiteten hos et individ som autopoiesis. Også individet må bestemmes som et

selvrefererende og selviagttagende system, der operativt skelner mellem sig selv og sin

omverden. Individets individualitet kan med andre ord hverken opfattes som et produkt af

eller som ophav til de sociale meningskonstruktioner, men derimod som et produkt af sin

egen skelneaktivitet. Luhmann definerer derfor individets individualitet som et "lukket,

cirkulært, selvreferentielt netværk", som skaber og opretholder sig selv gennem en sondring

mellem selvreference og fremmedreference. Deri består dets individualitet37.

Fordelen ved at bestemme individets individualitet som autopoiesis er, at individet

frisættes fra de samfundsmæssige bindinger og danner sig selv, samtidig med at samfundet

fungerer som nødvendig og medkonstituerende omverden for individets

37 Jf. Wittgensteins berømte kommentar i Tractatus: ”The subject does not belong to the world: rather it is a limit of the world” (Wittgenstein [1922] cf. Critchley 1999:60, min fremh.).

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

89

meningsselektioner. Individ og samfund frakobles, men fremtræder netop i kraft af denne

frakobling som meningsfuld omverden for hinanden. Ligesom Ricoeur gennemfører

Luhmann altså den fænomenologiske reduktion, men ophæver distinktionen mellem

empirisk og transcendental: Der findes ingen individualitet og intet samfund, der lader sig

bestemme udefra, der findes kun interne systemreferencer, dvs. forskelle der sættes i

verden: "Selvreferentielle systemer er empiriske og har ingen som helst transcendental

status. De er normale genstande for normal videnskab"(Luhmann 1997c:93).

Den autopoietiske reformulering af reduktionen betyder for det første, at den

humanistiske fordom om individet som subjekt afvises, og for det andet at al iagttagelse af

individer må fokusere på forskel, ikke på enhed (ibid.:97), hverken som transcendental eller

samfundsmæssig sådan. Når alle disse forbehold er taget, hvad er da Luhmanns positive

bestemmelse af individets individualitet? Hvori består dets autopoietiske enhed?

Efter det systemteoretiske korrektiv til subjektfilosofien vælger Luhmann at

identificere individet som et psykisk system. Som han siger:

"Med disse begrænsninger står det os frit at vælge psykiske systemer som den systemreference, der bedst udtrykker hvad der ligger os på hjerte, når vi hævder, at vi selv er individer. Det ligger meget tæt op hvad der er beskrevet under overskriften "den transcendentale reduktion" (Husserl). Vi dropper dog distinktionen mellem empirisk og transcendental. Den strider mod...den autopoietiske proces, som genskaber tanker ud af tanker (som elementer ud af elementer) (Luhmann 1997c:97).

Som psykisk system (bevidsthedssystem) er individet ikke en del af samfundet, men

optræder udelukkende som del af samfundets omverden. Konsekvensen af dette er, at

individet som bevidsthedssystem og samfundet som kommunikationssystem forbliver

operativt lukkede, (men immanent meningsfulde) i forhold til hinanden:

"For at sige det hårdt og brutalt: individets "deltagelse" i samfundet er udelukket. Der findes ingen kommunikation mellem individ og samfund, for kommunikation er altid blot en indre operation i samfundssystemet. Samfundet kan med sine egne operationer aldrig gribe ud efter og få fat i individet...For det kan ikke operere uden for sine egne grænser...Det samme gælder også omvendt for individets liv og bevidsthed. Også her forbliver de systemreproducerende operationer i systemet. Ingen tanke kan forlade den bevidsthed, som den reproducerer. Burde man ikke sige: heldigvis? For hvad ville der ske med mig, og hvordan skulle jeg udvikle individualitet, hvis andre med deres tanker kunne bevæge mine tanker? (Luhmann 1997b:76-77).

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

90

Pointen er, at forskellen mellem individet som operativt lukket bevidsthedssystem og

samfundet som operativt lukket kommunikationssystem opretholdes, men denne adskillelse

er netop kun den negative forudsætning for et positivt tilhørsforhold, nemlig individets

indtræden i og bemægtigelse af en meningskonstitueret omverden. Det, som på een gang

adskiller og forbinder bevidsthed og kommunikation - og dermed også individ og samfund -

bestemmer Luhmann, i overensstemmelse med Ricoeur, som sproget. Han afviser

lingvistikkens ensidige opfattelse af sproget som tegnsystem og giver det i stedet en

systemteoretisk funktion:

"Sproget holder kommunikation og bevidsthed - og altså dermed samfund og individ - adskilt. En tanke kan aldrig være kommunikation, men kommunikation kan heller aldrig være en tanke...Der er ingen overlapning på det operative plan. Der er tale om to forskellige operativt lukkede systemer. Det afgørende er, at det alligevel lykkes sproget at koble systemerne sammen, oven i købet i deres forskellige operationsmåder" (ibid.:75).

Sprogets til- og frakoblingseffekt betyder, at der opstår en gensidig "irritabilitet" mellem

bevidsthedssystemet (det psykiske system) og kommunikationssystemet (det sociale

system), som for samfundssystemets vedkommende til gengæld udelukker stort set alle

andre irritationskilder (ibid.). Man kunne også sige, at netop fordi forskellen mellem

bevidstheden og kommunikationen er en meningsfuldt konstitueret og sprogligt formidlet

forskel, er kommunikationen stort set lukket for alle andre impulser end dem, der

kanaliseres gennem bevidstheden (ibid.:76).

Disse overvejelser over meningsbegrebet og den dermed forbundne subjektkritik har

allerede foregrebet en del af det, Luhmann har at sige om forholdet mellem organisation og

subjektivitet, nemlig at de må betragtes som to forskellige autopoietiske systemer, der

afgrænser sig meningsfuldt i forhold til hinanden og alene i kraft af denne afgrænsning er i

stand til at opretholde sig selv. Den meningsproduktion, der løbende aktualiseres i

organisationen, kan altså ikke henføres til de individer, der befolker det, men må ligesom

som individets autopoiesis gøres til genstand for en særskilt analyse. Organisationens og

individets selvdannelse må omhyggeligt skelnes fra hinanden, eftersom de ikke kan

determinere hinanden, men ikke desto mindre gensidigt forudsætter hinanden. For at forstå

hvori organisationens autopoiesis består, er vi imidlertid nødt til først at redegøre for

Luhmanns definition af sociale systemer som operativt lukkede kommunikationssystemer.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

91

Kommunikation I den klassiske sociologi såvel som i antropologien beskrives sociale hændelsesforløb

almindeligvis som et resultat af menneskelige handlinger. Man har derfor opfattet

mennesker og forholdet imellem dem som konstitutivt for det sociale. Men, som vi var inde

på i det foregående afsnit, beror denne opfattelse ifølge Luhmann på en forældet

subjekttænkning, der tildeler mennesket en privilegeret plads som bærer af verdens iboende

fornuftsmæssighed og som oprindelig årsag til og fundament for den sociale orden.

Luhmann ønsker imidlertid at gøre op med denne fordom og gør i stedet mennesket til en

del af det sociale systems omverden:

”Ser man mennesket som en del af samfundets omverden (i stedet for som en del af selve samfundet), vil det ændre præmisserne for alle traditionens spørgsmål, altså også den klassiske humanismes præmisser. Det betyder ikke, at mennesket vurderes mindre væsentligt end i traditionen. Den som formoder det… har ikke forstået paradigmeskiftet i systemteorien. Systemteorien går ud fra den enhed, der består af differencen mellem system og omverden. Omverdenen er et konstituerende aspekt ved denne difference, og den er altså ikke mindre vigtig for systemet end systemet selv” (Luhmann 2000a:256).

Han foretager hermed en omstilling fra et traditionelt handlingsorienteret perspektiv, der

forudsætter et bevidst subjekt som bærer af det sociale, til et kommunikationsteoretisk

perspektiv, der opfatter sociale systemer som operativt lukkede kommunikationssystemer,

der løbende opretholder sig selv ved at knytte kommunikationer an til kommunikationer.

Luhmann bestemmer herefter et socialt system som:

"... et operativt lukket system, der udelukkende består af sine egne operationer og som reproducerer kommunikationer af kommunikationer…Kun ved hjælp af begrebet kommunikation kan man tænke et socialt system som et autopoietisk system, der udelukkende består af elementer, nemlig kommunikationer, som det selv producerer og reproducerer ved hjælp af netværket af netop disse elementer, altså kommunikationer” (Luhmann 1997b:68).

Til grund for denne definition foretager Luhmann en afgørende distinktion mellem handling

og kommunikation. Han påpeger således, at handlingsteoretikere som Max Weber og

Talcott Parsons38 pålægger sig selv en væsentlig begrænsning ved at opfatte sociale

systemer som hhv. en type af handling eller som et aspekt af handling, der så at sige

38 For mere udførlige introduktioner til Weber og Parsons se f.eks. kapitel 6 og 14 i (red.): Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen (1996): Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzels Forlag, København.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

92

installerer subjektet "ad bagvejen". Problemet beror ifølge Luhmann på den uklarhed,

hvormed man hidtil har anvendt begreberne kommunikation og handling. Man har efter

hans mening ikke i tilstrækkelig grad gjort sig de teoretiske konsekvenser af

sammenblandingen af disse to begreber klart. Denne uklarhed skyldes frem for alt, at

kommunikationssystemer normalt forstår sig selv som handlingssystemer (Kneer & Nassehi

2000:91). Som Luhmann udtrykker det, må sociale systemer "flage med", at de er

handlingssystemer for at blive iagttaget eller for at kunne iagttage sig selv. De må med

andre ord reducere deres egenkompleksitet ved at dekomponere

kommunikationsprocesserne i handlinger. Kun gennem en sådan forenkling sikres det, at

der fortsat er tilstrækkeligt med holdepunkter til fortsættelse af kommunikationen. Derfor er

det ikke forkert, men dog ensidigt, at opfatte et kommunikationssystem som et

handlingssystem (Luhmann 2000a:207). Nærmere bestemt foretages forenklingen ved, at

der i kommunikationsprocessen tilskrives et handlende subjekt, hvorved kommunikationen

fremstiller sig selv som subjektets meddelelseshandling. F.eks. vil man sædvanligvis sige,

at det var den og den person, der sagde sådan og sådan for at forenkle beskrivelsen af

kommunikationsforløbet. For at forstå den fulde betydning af dette, må det imidlertid

præciseres, hvad Luhmann egentlig mener med begrebet kommunikation.

Sædvanligvis knyttes der en forestilling om ”overførsel” til

kommunikationsbegrebet. Man siger, at kommunikationen overfører informationer fra en

afsender til en modtager. Denne overførselsmetafor, mener Luhmann, er ubrugelig, fordi

den implicerer for meget ontologi: ”Den suggererer, at afsenderen overgiver noget, som

modtageren modtager. Det passer ikke, allerede af den grund at afsenderen ikke giver noget

bort i den forstand, at han selv mister noget. Den samlede metaforik, der angår det at

besidde, at have, at give og modtage, denne samlede tingsmetaforik er uegnet til en

forståelse af kommunikation” (Luhmann 2000a:180). Kommunikation er altså ikke en

overførsel af bevidsthedsindhold fra en afsender til en modtager. Psykiske systemer

(bevidsthedssystemer) er og forbliver lukkede for hinanden og for kommunikationen.

Gennem det fælles medie mening, er bevidsthedssystemer og kommunikationssystemer dog

i stand til gensidigt at "irritere" hinanden så meget, at der opstår behov for fornyet

kommunikation, som atter skaber et ændret omverdensforhold for bevidsthedssystemet osv.

Luhmann betegner dette gensidige betingningsforhold med begrebet strukturel kobling.

Med begrebet om strukturel kobling undgår Luhmann at havne i et uløseligt

solipsismeproblem, idet han gør det muligt at forklare:

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

93

"... hvordan operativt lukkede autopoietiske systemer kan eksistere i en omverden, som på den ene side er forudsætningen for systemets autopoiesis, men som på den anden side ikke griber ind i denne autopoiesis. Det problem, som dette begreb løser består i, at systemet kun kan bestemme sig selv gennem sine egne strukturer...men alligevel kan det ikke bestrides, at denne form for operativ autonomi forudsætter en medvirken fra en omverden, som må "passe til"...Strukturelle koblinger eksisterer altså med Maturanas udtryk vinkelret på systemets autopoiesis. De bidrager ikke med operationer, som kan reproducere selve systemet...Men de ophidser systemet med irritationer, de forstyrrer systemet på en måde, som derefter internt bringes i en form, som systemet kan arbejde med" (Luhmann 1997b:74)

Psykiske og sociale systemer fungerer via deres strukturelle kobling som gensidigt

konstituerende omverden for hinanden, men forbliver operationelt lukkede systemer. F.eks.

kan jeg via mine tanker hverken overføre bevidsthedsindhold til et andet bevidsthedssystem

eller for den sags skyld sondere mine egne neurofysiologiske processer. Selvom de kan

optræde som genstand for mine tanker, forbliver de som systemer lukkede og

uigennemtrængelige for min bevidsthed. I stedet må kommunikation betragtes som en

selvstændig og egendynamisk proces, som kommer i stand gennem konstitutionen af en

anden type systemer, nemlig de sociale systemer (Kneer & Nassehi 2000:72). I denne

forstand danner kommunikationer et nyt emergent ordensniveau, som imidlertid i sin

autopoiesis forudsætter deltagelsen af levende og psykiske systemer som specifik

omverden for sine operationer.

Den konsekvens, Luhmann drager heraf, er, at kommunikation ikke skal ses som en

todelt proces, i hvilken afsenderen overfører en meddelelse til modtageren. I stedet

defineres kommunikation som en tredelt selektionsproces, der forbinder (1) en selektion af

information, dvs. hvad der skal kommunikeres, med (2) en selektion af meddelelsesform,

dvs. hvordan skal informationen kommunikeres og endelig med (3) en selektion af

forståelse, dvs. hvad der skal forstås ved det meddelte (Andersen 1999:126). Luhmann

understreger, at kommunikationen kun er realiseret, når der foreligger en syntese af alle tre

selektioner. Først når meddelelsen er forstået, er der tale om kommunikation (Luhmann

2000a:188). Det skal dog fremhæves, at begrebet forståelse ikke henviser til en bestemt

bevidsthedsakt i et modtagende psykisk system. Forståelse er ikke en begivenhed i

bevidstheden, men en komponent i kommunikationsforløbet. Det vil sige, at det ikke er de

deltagende bevidsthedssystemer, men kommunikationen selv, der fastlægger, hvad der

fungerer som forståelse i kommunikationsforløbet. Det sker ved den efterfølgende

kommunikations valg af tilknytning til den horisont af muligheder, som den forudgående

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

94

kommunikation etablerer, altså en tilkendegivelse af, at den forudgående kommunikation er

blevet forstået på en bestemt måde. F.eks. er kommunikationen "Jeg har ondt i min højre

overarm" en tilkendegivelse af, at den forudgående kommunikation: "Hvordan går det?" er

blevet forstået (Kneer & Nassehi 2000:88). Hermed udelukkes det samtidig, at

kommunikation kan finde sted som resultat af eet individs handlinger, og kun i denne

forstand giver det mening at tale om forståelse som selektion, nemlig som en specifik

meningsselektion.

Temaer og bidrag Vi er nu bedre i stand til at forstå Luhmanns bestemmelse af forholdet mellem

kommunikation og handling som reduktion af sociale systemers egenkompleksitet, nemlig

som reduktion af kommunikationens komplekse helhed af information, meddelelse og

forståelse til subjektets meddelelseshandling. Når sociale systemer fremstiller sig selv som

handlingssystemer, er det fordi de som iagttagende og selviagttagende systemer må udvikle

forenklede selvbeskrivelser eller det, vi efterfølgende vil kalde for sociale ontologier

(værens- eller eksistensbegrundelser). Sagt på en anden måde: Sociale systemer producerer

i kraft af deres handlings- og subjekttilskrivelser de ontologier, der tjener til at begrunde

deres kommunikation. Ontologiseringen af kommunikationen tjener to formål: For det

første tilsløres den kontingens, hvorpå det sociale systems meningsgrænser hviler. Det vil

sige, at det overskud af meningshenvisninger, som enhver kommunikationssammenhæng

producerer, lades ude af betragtning i systemets selvbeskrivelse, hvorved systemet

fremstiller sig selv som en nødvendig og "naturligt" given enhed. Systemet kan herefter

fortsætte sine operationer (kommunikationer) uden yderligere begrundelser. For det andet

stabiliserer ontologierne kommunikationen omkring bestemte temaer, som øger

sandsynligheden for, at kommunikationens meningstilbud vinder tilslutning.

Ontologiseringen skal hermed forstås som det, der muliggør, at kommunikationen ikke

overbelastes og evt. bryder sammen pga. et overskud af alternative forståelsesudkast, men

så at sige kan "reducere sig selv" ved at tilregne bestemte kommunikationsforløb til

bestemte individer som deres handlinger.

Luhmann skelner i denne forbindelse mellem temaer og bidrag:

"Kommunikationssammenhænge må ordnes gennem temaer, som bidrag til temaet kan

relatere sig til. Temaer varer længere end bidrag, de sammenfatter forskellige bidrag til en

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

95

længerevarende, kortfristet eller langfristet meningssammenhæng" (Luhmann 2000a:196).

Temaer kan med andre ord forstås som kommunikative generaliseringer af mening eller det,

Luhmann også kalder for semantiske figurer, gennem hvilke systemet reproducerer og

beskriver sig selv i forhold til dets omverden, medens bidrag kan forstås som specifikke

udlægninger af denne overordnede meningssammenhæng.

Temaer tjener altså, gennem koordinering af forskellige bidrag, til opbygning af

kommunikationssystemernes meningsstrukturer, idet de fastlægger og ordner

kommunikationen på bestemte måder. Mere præcist definerer Luhmann dem som

"fortætninger" af sociale systemers forventningsstrukturer, idet:

"...meningsgenstandes eller meningstemaers henvisningsstruktur kun kan anvendes i fortættet form. Uden denne fortætning ville selektionsbyrden for tilslutningsoperationer være for høj. Forventninger dannes følgelig ved mellemliggende selektioner af et snævrere repertoire af af muligheder, ved hvilke man kan orientere sig bedre og frem for alt hurtigere" (Luhmann 2000a:136-37).

Med tesen om, at sociale systemers meningshenvisninger fortættes og stabiliseres som

generaliserede adfærdsforventninger, bliver det muligt at forstå temaer og bidrag som de

handlingsprogrammer, der sikrer, at en bestemt kommunikation med tilstrækkelig

forudsigelighed følges af bestemte handlinger:

"Forventninger er det autopoietiske krav om reproduktion af handlinger, og i den forstand er forventninger strukturer...Først og fremmest er forventningsstrukturer ganske enkelt mulighedsbetingelse for tilslutningsduelig handlen og for så vidt mulighedsbetingelse for elementernes selvreproduktion igennem deres eget arrangement. Eftersom elementerne er tidsbundne, må de løbende fornyes, ellers ville systemet ophøre med at eksistere... Dette kan kun forhindres ved, at meningen med handlingen bliver konstitueret i en horisont af forventninger til yderligere handlen" (ibid.:339).

At sociale systemers strukturer er forventningsstrukturer, der garanterer en vis

adfærdsregulering, er en indsigt, der allerede blev formuleret i Marcel Mauss’ teori om

gaveudvekslingens tre grundprincipper: forpligtelsen til at give, forpligtelsen til at tage

imod og forpligtelsen til at gengælde39. Ligesom Mauss påpeger Luhmann, at det kun er i

kraft af den evige fornyelse af disse gensidige forventninger, at der skabes den fornødne

tempogevinst, der muliggør opbygningen af mere komplekse samfundsstrukturer: Man

behøver ikke at indfri gælden med det samme, men kan i kraft af et netværk af gensidige

forventninger og forpligtelser udskyde gengældelsen til et senere tidspunkt. 39 Se Mauss ([1924] 2000:58ff).

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

96

For at kunne ordne og koordinere bidrag har temaerne både en saglig, en tidslig og en

social dimension. Disse dimensioner er alle meningsdimensioner. Ganske kort handler

sagsdimensionen om meningstilskrivelse af kommunikationens genstande, tidsdimensionen

handler om begrebsliggørelsen af fortid og fremtid, og endelig handler socialdimensionen

om den sociale binding, der skabes, ved at deltagerne med deres kommunikation også

udsiger noget om sig selv, om deres meninger, deres erfaringer og deres interesser, kort sagt

præsenterer sig selv gennem kommunikationen (ibid.:197). En væsentlig følge af

kommunikationstemaernes sociale bindingseffekt er, at man sluttelig må handle, som man

har talt, altså hvis man vil bevare sin troværdighed.

Temaer yder i denne forstand en form for social kontrol, idet de gør det muligt at

vurdere "det passende" i sin egen eller andres kommunikative adfærd. Men der er netop kun

tale om generaliseringer: Både temaer og bidrag kan afvises. Som sådan må temaer opfattes

som en slags forråd af hidtidige meningsfastlæggelser, dvs. som skematiseringer, der

regulerer, men ikke determinerer, hvem der kan bidrage med hvad. Skematiseringerne

forbliver imidlertid selv utematiserede og fungerer dermed som kommunikationens ”blinde

punkter”40, dvs. som de diskursive tilknytningspunkter, som ikke selv sættes til diskussion:

"[M]an kommunikerer ikke om skematiseringen og om de optioner, som den har åbnet. Det forudsatte stilles ikke til disposition i kommunikationen, det praktiseres blot. Det fremskynder kommunikationsprocessen og aflaster den for ansporinger til at foretage dybt indgribende negationer" (Luhmann 2000a:126).

Skematiseringernes funktion er med andre ord at skabe forenklinger i de komplekse,

meningsbårne kommunikationssammenhænge, som er uundværlige for opretholdelsen af

sociale systemers selvdannelse.

Vi kan nu foreløbigt sammenfatte hovedtanken bag Luhmanns

kommunikationsteoretiske vending på følgende måde: Sociale systemer består ikke af

mennesker, men udelukkende af kommunikationer, der knytter sig til kommunikationer.

Sociale systemers grænser er meningsgrænser, dvs. alt, hvad der indgår i sociale systemer,

indgår som del af en bestemt meningssammenhæng. Sociale systemers strukturer er

forventningsstrukturer, der skabes og opretholdes gennem de temaer og bidrag, dvs.

kommunikative fortætninger, der ordner og koordinerer kommunikationsprocessernes

iboende meningsoverskud. Kommunikationstemaerne og forventningsstrukturerne udgør

40 Skematiseringernes ”blinde punkter” forudsætter vel at mærke ikke en bagvedliggende og uudtalt enighed, men kan vælges og fravælges i hvert enkelt kommunikationsforløb.

Kapitel 3: Organisation og selvdannelse

97

således de skematiseringer, der regulerer, hvad der i en given kommunikation er

meningsfuldt eller ej.

En væsentlig konsekvens af den kommunikative drejning er således, at social kontrol

ikke er noget, der kan lokaliseres til et bestemt individs eller en bestemt institutions

handlinger, men noget der konstrueres inden for en bestemt kommunikationssammenhæng

i form af dens skematiseringer. Kontrol bliver i denne forstand ensbetydende med den

reduktion af kompleksitet, som danner forudsætning for systemets autopoiesis, dvs. dets

egen selvdannelse. Kontrol opfattes dermed ikke blot som et begrænsende, men som et

muliggørende princip i konstruktionen af den sociale orden. Tilsvarende ses frihed ikke

som et fravær af grænser, men som individets individuelle forvaltning og bemægtigelse af

det mulighedsrum, de stiller til rådighed. Med Luhmanns begreb om selvdannende systemer

overvindes således det modsætningsforhold mellem frihed og magt, der gjorde sig

gældende i Sennetts og Kirkebys normativt anlagte perspektiver. Dermed bliver det også

muligt at forstå forholdet mellem organisation og subjektivitet som et dobbeltforhold, der

på een gang "sætter" den enkelte og fællesskabet i et meningsfuldt forhold til hinanden, på

een gang "danner" individet og den organisatoriske orden.

Lad os afbryde gennemgangen af Luhmanns grundbegreber her, for at se hvilken

betydning det kommunikationsteoretiske perspektiv har for forståelsen af den militære

organisationskultur og dens ledelsespraksis. På baggrund af en etnografisk beskrivelse af

den danske styrkeenhed i Kosovo (2PNINFKMP/DANBN/KFOR hold 3) og dens

kommunikative skematiseringer vil jeg vise, at den militære organisation lader sig beskrive

som et autopoietisk system af meningsbårne kommunikationer, hvis mindsteenhed ikke er

det militære subjekt (soldaten), men derimod beslutningen som en bestemt form for

kommunikation, der har til formål at reducere de risici, der er forbundet med interventioner

i væbnede konflikter.

98

Kapitel 4.

Organisationskultur og beslutningskommunikation - konstruktionen af det militære risikofællesskab ”På den ene side er enhver faktisk mere snævert afhængig af samfundet, jo mere omfattende arbejdsdelingen er, og på den anden side er enhvers aktivitet mere personlig, jo mere specialiseret aktiviteten er. Hvor afgrænset den end måtte være, er den uden tvivl aldrig helt original; selv i udøvelsen af vores fag følger vi nogle sædvaner og praksiser, som vi har tilfælles med hele vores korporation” (Durkheim [1893] 2000:140).

Efter den forudgående redegørelse for nøglebegreberne i Luhmanns teori om sociale

systemer er forudsætningerne for at stille skarpt på den militære organisation tilvejebragt.

De epistemologiske præmisser foreligger i form af begreberne autopoiesis, mening,

subjektivitet og kommunikation. Udgangspunktet for analysen er da følgelig, at en

organisation må opfattes som et autopoietisk system, der består af et operationelt lukket

netværk af kommunikationer, ikke af mennesker eller af ting. Som socialt system

opretholder det sine grænser gennem en vedvarende bearbejdning af mening, dvs. gennem

rekursive meningsselektioner, der organiserer kommunikationen omkring bestemte temaer.

I dette kapitel vil jeg derfor forsøge at fremlæse de temaer og sociale

forventningsstrukturer omkring hvilke, de militære hverdagspraksiser i den danske KFOR

styrke var organiseret. Dette kræver imidlertid en indledningsvis præcisering af Luhmanns

begreber om h.h.v. organisation og organisationskultur.

Organisation og usikkerhedsabsorption For at noget kan blive del af en organisation kræves det, ifølge Luhmann, at der træffes en

beslutning om det. En ting bliver således til organisationens ting, ved at der træffes en

beslutning om at købe, medens et menneske bliver medlem af en organisation gennem en

beslutning om at ansætte (Thyssen 2002:68-69). Det er med andre ord kommunikation i

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

99

form af beslutninger om medlemskab og erhvervelse snarere end de konkrete subjekter og

objekter, der konstituerer organisationen som et socialt system. Luhmann definerer hermed

organisationer som en særlig type af kommunikationssystemer, der er kendetegnet ved, at

de opererer inden for rekursive beslutningssammenhænge. En organisation er altså at

betragte som et socialt system, der som andre sociale systemer består af kommunikation,

men som til forskel fra andre sociale systemer har beslutningen som sit konstitutive element

(ibid:72).

Luhmann understreger, at begrebet beslutning i denne sammenhæng ikke skal forstås

som en individuel bevidsthedsakt, men som en kommunikativ ydelse. Kun som

kommunikation vinder beslutninger en social realitet: "Beslutninger er ikke en

bevidsthedstilstand, men en meningsstruktur" (Luhmann 2000a:347). En organisation er

altså et operationelt lukket selvreferentielt system af meningsbårne kommunikationer, der

reproducerer sig selv ved løbende at skabe sine egne elementer, nemlig beslutninger. Også

når der ikke besluttes, er det et udtryk for en beslutning, nemlig en beslutning om ikke at

beslutte, men at udskyde det til en senere lejlighed: ”På den måde indsættes en beslutning i

en ikke-beslutning, og på den måde får en beslutning, som ikke træffes, samme struktur som

en beslutning, der træffes” (Thyssen 2002:74). Beslutninger er midlertidige bestemmelser

af handlingsoptioner, dvs. midlertidige fastlæggelser af den mulighedshorisont, inden for

hvilken der meningsfuldt kan vælges mellem forskellige handlealternativer. Beslutningens

karakter af meningsstruktur ligger m.a.o. netop i, at en bestemt handlingsoption

aktualiseres med henvisning til en horisont af andre mulige, dvs. potentielle, optioner.

Som specifik meningsform, dvs. som midlertidig aktualisering af muligheder, er

beslutningen kendetegnet ved en grundlæggende ustabilitet, uro og indbygget tvang til

selvforandring. For at stabilisere sine beslutninger må organisationen derfor også træffe

beslutninger om, hvordan den skal træffe beslutninger. Den må udarbejde et

beslutningsgrundlag og opstille procedureregler, som kan opfange og reducere den

usikkerhed, der produceres i systemet. At vælge et beslutningsgrundlag dækker i

virkeligheden over et uendelighedsproblem, en uendelig regres, for et beslutningsgrundlag

hviler jo netop selv på en forudgående beslutning om, hvad der skal være grundlag for

fremtidige beslutninger. Selvom organisationen logisk set ikke kan bryde denne uendelige

kæde af beslutninger, må den kontingent vælge, hvad der skal gælde som sidstebegrundelse

for dens beslutninger. Den må "lægge sig fast" på sit beslutningsgrundlag og derefter

naturalisere det som det eneste mulige, som selvfølgelighed.

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

100

En beslutning er altså både et valg og et fravalg af muligheder. Hermed forenes to

former for kontingens, idet både den mulighed, der aktualiseres som noget bestemt, og de

muligheder, der udelades som noget ubestemt, kunne have været bestemt anderledes. Sagt

på en anden måde: Beslutningen omformer en ubestemt kontingens til en bestemt

kontingens, dvs. den indskrænker en åben mulighedshorisont til en lukket

mulighedshorisont. Beslutningen overfører kontingensen fra den ene form til den anden ved

at binde en ubestemt fremtid til en bestemt nutidig forventning (f.eks.: ”Hvis vi forventer at

kunne opbygge et multietnisk og demokratisk samfund i Kosovo i morgen, må vi

gennemføre fredsstøttende operationer i dag”). Den nutidige forventning er imidlertid selv

knyttet til en allerede fastlagt fortid (ellers ville der ikke være tale om forventning, men om

forhåbning). Således træffes beslutningen om at indsætte en fredsbevarende styrke ikke ”på

bar bund”, men ud fra en række hidtidige erfaringer med lignende situationer. Beslutningen

har altså, som kommunikativ hændelse, karakter af en særlig form for tidsbinding

(Luhmann 2000b:166), der gør det muligt at knytte fortid og fremtid i en aktuel nutid:

”En beslutning deler ”sin” tid i fortid og fremtid. Fortid gives dermed i formen uforanderlighed og fremtiden i form af det endnu-ikke-bestemte. Fra begge i øjeblikket inaktuelle tidshorisonter drager beslutningen holdepunkter for sin egen aktuelle ydelse. Den integrerer sin fortid og fremtid. Kun sådan kan den bestemme sig selv; kun sådan kommer den såvel gennem fortiden som gennem fremtiden bestemte beslutning i stand” (Luhmann 2000b:172, min overs.).

Som de skærings- eller fikspunkter i kommunikationen, der binder fortid og fremtid

sammen, yder beslutninger en kompleksitetsreducerende funktion. De absorberer

usikkerhed og transformerer den til sikkerhed. Som Luhmann formulerer det:

"Med begrebet usikkerhedsabsorbtion lader organisationer sig beskrive som sociale systemer, der i en for dem intransparent verden, transformerer usikkerhed til sikkerhed. Dermed fastlægger organisationen en verden, som den selv har konstrueret og som den tror på, idet den er et resultat af dens egen beslutningshistorie" (ibid.:215-16 min overs.).

Når organisationen beslutter, hvad den lægger til grund for sine beslutninger, beslutter den

samtidig, hvad den vil se bort fra (Thyssen 2002:84). Den producerer dermed også løbende

sin egen ikke-viden, dvs. sine egne risici. Risiko opfattes dermed ikke som et objektivt

foreliggende fænomen, men som en social konstruktion, der løbende produceres gennem

beslutninger (Luhmann 1997d:162). Dette er i overensstemmelse med det sociokulturelle

perspektiv på risiko, der bla. er blevet formuleret af Deborah Lupton i hendes forsøg på at

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

101

fremsætte et konstruktivistisk alternativ til den ”teknisk-videnskabelige” tilgang til risiko.

Som hun siger:

”[A] risk cannot simply be accepted as an unproblematic fact, a phenomenon that can be isolated from its social, cultural and historical contexts. Rather, what are identified as “risks” by “experts” as much as lay people, are understood as inevitably the outcome of sociocultural processes. Further, such risks tend to serve certain social, cultural and political functions (Lupton 1999:2).

I et konstruktivistisk perspektiv opfattes risiko derfor som en måde at ordne virkeligheden

på. Ikke tilfældigt, men i form af bestemte meningstilskrivninger, dvs. skematiseringer, der

regulerer, hvad der skal inkluderes, og hvad der skal ekskluderes fra

beslutningskommunikationen41.

Skematiseringerne er de meningsfortættelser, der står til rådighed som

sidstebegrundelser i organisationens beslutningssammenhæng. Som specifik meningsform

forenkler de kommunikationen, dvs. reducerer kompleksitet i forhold til både tiden, rummet

og de sociale interaktioner. Organisationens skematiseringer udgør, ifølge Luhmann, de

sociale forventningsstrukturer, der koordinerer og stabiliserer organisationens

beslutningsprocesser i overensstemmelse med bestemte forskrifter; De foreskriver, men

tvinger ikke. Som sedimenterede meningsudkast kan de både tilsluttes og afvises. Visse

skematiseringer kan imidlertid blive så selvfølgelige for organisationen, at de ikke længere

udfordres, men glider i baggrunden som tavs forudsætningshorisont for kommunikationen.

I denne forstand udgør skematiseringerne såvel de artikulerede som uartikulerede

acceptregler42, der afgør, hvilke omverdenstydninger, der skal gælde, hvad de skal handle

om, og hvem de skal adresseres til. Skematiseringerne er med andre ord de ledeforskelle i

tids-, sags- og socialdimensionerne, som organisationen bruger til at iagttage sig selv og

andre med - de "blinde punkter", den ikke selv kan iagttage, medens den iagttager.

Som de sidstebegrundelser i organisationens beslutningsgrundlag, der ikke stilles

yderlige spørgsmål til, kalder Luhmann under ét organisationens skematiseringer for

organisationskultur:

41 jf. Luhmanns risikoanalyse i Risk: A Sociological Theory, Walther de Gruyter, Berlin & New York. 42 Betegnelsen ”acceptregler” stammer fra Lars-Henrik Schmidts socialanalytik. I Viljen til Orden (1988) skriver han således: ”I en vidensinstitution udøves et videnregime ved hjælp af acceptregler. De er egentlig strategier uden subjekt, som man eventuelt gerne vil være subjekt for - under alle omstændigheder er man udsat for dem, for deres udøven” (Schmidt 1988:33).

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

102

"Vi vil kalde sådanne ikke-besluttede beslutningspræmisser for organisationskultur. Denne ansats viser på den ene side, at organisationskulturer konstitueres kontingent, thi de bliver, som alle strukturer, kun til i konkrete systemer og kun på grundlag af systemets operationer... Og at de på den anden side i systemet ikke bliver behandlet som kontingente, men bliver anset som selvfølgeligheder, som alle de, der er erfarne og fortrolige med systemet, forstår og accepterer" (Luhmann 2000b:145, min overs.).

Organisationskulturen kan således forstås som det historisk sedimenterede repertoire af

beslutningspræmisser, der skematiserer, dvs. meningsfastlægger, de organisatoriske

hverdagspraksiser.

Eftersom beslutningspræmisser er elementer i kommunikationssystemer og ikke i

bevidsthedssystemer, kan organisationskulturen ikke tilbageføres til et funderende subjekt

og dets bevidsthedsakter. Organisationskulturen defineres i stedet som et forråd af

kommunikationstilbud, eller "semantiske figurer", som kan indhentes i en given

beslutningssammenhæng. De semantikker, organisationen lægger sig fast på, er ikke

ubetingede og på forhånd givne, men må ses som resultatet af en række kontingent fastlagte

meningsselektioner, som kunne have været anderledes. Men, som Luhmann påpeger, bliver

de ikke behandlet som kontingente, men som selvfølgelige og selvindlysende. I et

systemteoretisk perspektiv fungerer organisationskulturen derfor som en

kompleksitetsreducerende mekanisme, der skaber midlertidige fikseringer i organisationens

kommunikationsstruktur. Det gør den ved at fastlægge bestemte betydningsmuligheder,

samtidig med at den udelukker andre. Den fungerer med andre ord som det, man i Laclau

og Mouffes terminologi ville kalde for en diskursiv lukning, der tilslører

beslutningskommunikationens principielle uafgørbarhed. Betragtet som et repertoire af

diskursivt sedimenterede betydningsfikseringer optræder kulturen derfor ikke som en

bagvedliggende helhed, men som de diskursive interventioner, hvormed organisationen

udpeger sine subjekter og sine objekter.

Med den kommunikationsteoretiske vending udfordres samtidig den traditionelle

organisationsteoretiske definition af kultur som uformel organisation, dvs. som betegnelse

for alle de processer i organisationen, der ikke lader sig beskrive som udtryk for en

middel/mål-orienteret rationalitetsform. Organisationskulturen optræder i dette perspektiv

som et særskilt domæne, der skabes og opretholdes gennem fælles værdier, ritualer,

symboler, fortællinger, sladder og vittigheder, kort sagt alle de aspekter af organisationen,

som er flertydige og uberegnelige. Om distinktionen mellem rationelle og irrationelle

organiseringsprocesser skriver Tian Sørhaug :

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

103

”I megen organisationslitteratur og sociologisk teori anvendes en distinktion mellem det rationelle og det irrationelle på en måde, som om det handler om forskellige processer, der udfolder sig i forskellige sfærer…Vores udgangspunkt er nærmest det modsatte. Instrumentelle beregninger og beslutninger udfolder sig altid inden for og gennem en livsverden bestående af sammenfiltrede tegn- og meningsdannelser, af overførte værdier, vaner, holdninger og tænkemåder” (Sørhaug 2001:23-24).

Alligevel bliver organisationskulturen også hos Sørhaug reduceret til spørgsmålet om,

”hvordan værdier og kundskaber deles, vedligeholdes og udvikles inden for en fælles

ramme” (ibid.:126). I stedet for at overvinde distinktionen mellem det rationelle og det

rationelle, det formelle og det uformelle, gøres det hele så at sige uformelt og uberegneligt,

idet kulturen ses som en helhed af værdier og tænkemåder, en ”sammenfiltret” og

uudgrundelig livsverdensbunden horisont (Harste 1997:167).

I et systemteoretisk perspektiv giver ingen af de ovennævnte løsninger mening. For

det første lader organisationskulturen sig ikke reducere til ”det uformelle”, idet både det

formelle og det uformelle er et resultat af organisationens interne skematiseringer. For det

andet må ideen om det formelle og det uformelle som to aspekter af en altomfattende

kulturel livsverden afvises som et levn fra kulturmetafysikken. Tilbage står muligheden for

at forstå organisationskulturen som selve den måde, hvorpå den binære skematisering, dvs.

selve forskellen mellem det formelle og det uformelle, forvaltes i organisationens

beslutningskommunikation. Der er således ikke tale om en ontologisk udlægning af, hvad

hhv. det formelle og det uformelle er, men snarere om hvordan denne forskel gøres

gældende som en kommunikativ strategi.

Idet vi i det følgende lader forståelsen af organisationen som en autopoietisk,

operativt lukket beslutningssammenhæng danne udgangspunkt for analysen af den militære

organisationskultur og dens ledelsespraksis, ser vi da først og fremmest, at den militære

organisation må opfattes som et netværk af beslutninger, der i kraft af bestemte

skematiseringer transformerer usikkerhed til sikkerhed. For så vidt som enhver af den

militære organisations beslutningspræmisser tjener til at reducere den usikkerhed, dvs. de

risici, der er forbundet med en ubestemt fremtid - eksempelvis i fredsstøttende operationer -

lader den militære ledelsespraksis og dens skematiseringer sig betegne som en bestemt type

risikoledelse, der udøves inden for en bestemt type risikofællesskab. Et risikofællesskab er,

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

104

som Stephen Crook formulerer det, ”a regime of risk management” (Crook 1999:175), dvs.

et regime, som selv producerer og ordner sine risici43.

For at belyse hvorledes dette risikofællesskab blev konstrueret og praktiseret i det

militære hverdagsliv, vil jeg i det følgende give en etnografisk beskrivelse af den danske

sikkerhedsstyrke i Kosovo og det kompagni, jeg fulgte under mit feltophold.

Skematiseringen af individerne eller: Om at have "frihed under ansvar" Den danske bataljon i Kosovo, hold 3 (DANBN/KFOR 3), som i august 2000 omfattede ca.

500 mand, bestod af en række forskellige underafdelinger og personelenheder. Foruden

bataljonschefen og hans stab var der et stabskompagni, to panserinfanterikompagnier, et

logistikkompagni, et ingeniørdetachement, en telegrafdeling og et militærpolitielement (se

fig. 1.). Hvert af kompagnierne var desuden opdelt i et antal delinger og sektioner, som atter

var differentieret helt ned på enkeltmandsniveau. Opbygningen af den militære

styrkestruktur lod sig i denne forstand forstå som et funktionelt differentieret system af

specialiserede personelenheder og individer, der hver især ydede deres særlige bidrag til

opretholdelsen af den korporative orden.

Fig. 1: DANBN/MNB(N)/KFOR hold 3:

Den specialiserede arbejdsdeling betød, at der var stor forskel på de enkelte enheder og de

opgaver, de varetog. Samtidig bevirkede specialiseringen en stærk gensidig afhængighed

mellem enhederne. Som bataljonschefen forklarede mig, var styrken opdelt i fire

43 Se også Deborah Lupton (ed.): Risk and Sociocultural Theory, Cambridge University Press, 1999.

Stabskom- pagniet (STKMP)

1. Panser- infanteri- kompagni (1KMP)

2. Panser- infanteri- kompagni (2KMP)

Logistik- kompagniet (LOGKMP)

Ingeniørde- tachementet (IGDET)

Telegraf- delingen (TGDEL)

Militærpoliti- elementet (MPELM)

Bataljons- chefen (CH/BTN)

Staben (ST)

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

105

hovedområder, som alle gensidigt skulle understøtte hinanden "for at få det hele til at

fungere": (1) De operative opgaver (2) Det faglige system (forsyninger af mad og materiel)

(3) Lejrens opbygning/drift ( vand, elektricitet etc.) og sidst, men ikke mindst (4)

Personellets tarv (det fysiske og psykiske velbefindende). Som han sagde: "Hvis blot ét af

disse områder ikke fungerer internt og derfor heller ikke er i stand til at indgå i et samspil

med de andre, får det straks konsekvenser for resten af systemet". De funktionelt

differentierede enheder indgik med andre ord i en overordnet beslutningsstruktur, for så

vidt som de beslutninger, der blev truffet indenfor ét område hang nøje sammen med de

beslutninger, der blev truffet indenfor de øvrige områder.

Den militære beslutningsstruktur hvilede imidlertid ikke alene på et funktionelt, men

tillige på et hierarkisk differentieringsprincip, nemlig den militære rang. Rang er et

autoritativt princip, der angiver det niveau, på hvilket man udøver hhv. sin befalingsret

(nedadtil i hierarkiet) og sin lydighedspligt (opadtil i hierarkiet). Den hierarkiske og

funktionelle differentiering omtales under ét som kommandostrukturen, som er den militære

betegnelse for organisationens formelle beslutningsstruktur.

Den enhed, jeg selv var blevet tilknyttet, og som jeg fulgte i den daglige tjeneste, var

det ene af bataljonens to panserinfanterikompagnier, i daglig tale kaldet 2. kompagni

(2KMP). Kompagniet, der bestod af i alt 141 mand fra forskellige danske regimenter, var

sammensat af fire delinger og to sektioner: En kommandodeling, tre

panserinfanteridelinger, en middeltung mortersektion og en pansret maskinkanonsektion (se

fig.2).

Fig. 2: 2KMP/DANBN/MNB(N)/KFOR hold 3:

Kommando- deling (KDODEL)

1. Panser- infanterideling (1DEL)

2. Panser- infanterideling(2DEL)

3. Panser- infanterideling(3DEL)

Middeltung mortersektion (MMTSEK)

Pansret maskinkanon sektion (PNMKSEK)

Kompagni- chefen (KC)

Næstkom-manderende (NK)

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

106

Kompagniet var en af bataljonens operative enheder, hvilket betød at de daglige opgaver

bestod i afpatruljering, overvågning og indhentning af efterretninger i kompagniets

ansvarsområde. En mere udførlig beskrivelse af kompagniets opgaver og måden hvorpå de

blev løst, vender vi tilbage til i kapitel 6, der omhandler det civil/militære møde.

I kompagniet var der tre overordnede niveauer i kommandostrukturen: Officererne (i alt 5

mand), befalingsmændene, eller mere korrekt: sergentgruppen (i alt 19 mand) samt

konstablerne (i alt 117 mand). Til disse formelle positioner i den hierarkiske struktur

knyttede der sig en række generaliserede forventninger og acceptregler. Som en konstabel

udtrykte det:

"Der er hele tiden regler for, hvad man må, og hvad man ikke må, og det kan jeg egentlig

godt lide. Så ved jeg, hvor jeg er. Så er jeg i min niche. Så kommer jeg ikke til at "hoppe

ved siden af", om man vil".

Acceptreglerne udgjorde i denne forstand en bestemt regimering, et ”rensende filter, som

ordner, som skaber en ordning: lukker ude og indlemmer” (Schmidt 1988:33). De

generaliserede forventninger i den formelle struktur fungerede med andre ord som et sæt

risikominimerende strategier, som anviste den enkelte soldat en specifik position, en

bestemt ”niche” i den korporative orden, således at han ”ikke kom til at hoppe ved siden

af”, dvs. foretog sig noget uforudset.

Til regimeringen af individerne hørte en markant kropslig disciplinering og rutinering,

der bla. blev praktiseret ved de daglige ”morgen-appeller”, hvor alle kompagniets soldater,

undtagen de som var på opgaver i missionsområdet, stillede op på geled foran NK og

kompagnichefen. Ved kommandoerne ”Giv agt!” og ”Til højre ret!” rettede samtlige

soldater (samt undertegnede) sig som én krop ind på linie, og ved kommandoen ”Rør!”

stillede alle sig med let spredte ben og hænderne på ryggen. Derefter informerede NK og

kompagnichefen om de vigtigste af døgnets hændelser samt dagens opgaver. Som

afslutning lavede kompagniet femogtyve armstrækkere. Formålet med denne

morgeneksercits var - udover viderebringelsen af de praktiske informationer - det samme,

som gjorde sig gældende i de utallige og minutiøse reguleringer, der i øvrigt prægede de

kropslige praksiser, nemlig at skabe en rituel begivenhed, i hvilken den enkelte blev anvist

en plads i organisationen og indtrådte i sin militære position. Gennem overholdelsen af de

kropslige acceptregler og kodificeringer udviste den enkelte således sin vilje til at udfylde

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

107

sin position i beslutningsstrukturen og til at underordne sine personlige dispositioner i

forhold til det organisatoriske fællesskab. Den kropslige skematisering og regimering var

således udtryk for en inkorporering af de generaliserede forventninger, dvs. de

meningsstrukturer, der på én gang differentierede og integrerede den sociale orden.

Under et interview med en gruppe konstabler fra 2KMP, hvor vi talte om de

forventninger og acceptregler (skematiseringer), der knyttede sig til de forskellige niveauer

og positioner i organisationen, blev forståelsen af kommandostrukturen artikuleret på

følgende måde:

K: Hvad er efter jeres mening den største forskel på at være konstabel og så befalingsmand

og officer?

D: Opgaverne. Helt klart opgaverne. Altså hvis en officer han får en opgave, den går så

videre til sergenten, og så sætter sergenten det i gang. Og så er det os, der udfører opgaven

…Man er vant til arbejde under ordre, ikke? Så man tænker nok ikke så meget...Vi skal jo

ikke til tre møder om dagen. Vi skal ikke til at finde ud af, at nu har bataljonen gjort dét, nu

har de gjort dét. Alt det skal vi jo ikke finde ud af. Det, vi skal finde ud af, det er, at vi har

en arbejdsopgave i løbet af en dag. Det kan være at lave et eller andet åndssvagt ved

kompagniet, som der nu skal laves. Og det skal bare laves, og det får vi en ordre på, at det

skal laves. Og så laver vi det. Og så laver vi det på vores egen måde, så gør vi sådan og

sådan og sådan. Og der igen, der går vi bare og snakker om alt muligt underligt. Det kan

være at svine én til, det kan være om alt muligt andet, og så går dagen med det, og så har vi

bare næste dag. Og så kører det bare...Vi skal jo ikke tænke på, hvis jeg går og laver et

eller andet fuldstændig åndssvagt - så skal jeg ikke tænke så meget udover det, fordi sådan

er det bare. Men det skal officererne og sergentgruppen tænke over på en helt anden måde.

Fordi de har jo et overordnet ansvar, der gør, at de skal tænke lidt mere over, hvad de

laver. Og de skal også tænke lidt mere over, hvad det er, de siger. De kan ikke bare tillade

sig alt muligt. Det kan vi godt.

B: Og det gør vi jo også.

I dette interview knyttes forståelsen af kommandostrukturen til "opgaverne" og især

"måden", hvorpå de bliver løst. Den meningskonstituerende forskel på, om man tilhørte

konstabelgruppen eller officers/befalingsmandsgruppen var således dels forbundet med

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

108

mængden og arten af de informationer, der skulle bearbejdes i relation til de daglige

arbejdsopgaver, dels med omfanget af det beslutningsansvar, som fulgte med denne viden.

Officererne blev fremstillet som dem, der havde det overordnede beslutningsansvar, for så

vidt som deres opgave var at koordinere og uddelegere opgaverne, medens konstablerne

blev fremstillet som dem, der "er vant til at arbejde under ordre" og derfor "ikke behøver at

tænke", dvs. beslutte så meget - de får en opgave "og det skal bare laves".

Kommandostrukturen fungerede i denne forstand som et system af beslutninger, der

effektivt regulerede, hvad man kunne "tillade sig" eller ej. Den var - som John Law påpeger

i sin analyse af laboratoriets organisatoriske hierarki, en performativ struktur (Law

1994:113ff), gennem hvilken den enkelte soldat præsenterede sig som ansvarlig

beslutningstager. Jo højere placeret man var i kommandostrukturen, desto videre forgrenet

var det netværk af beslutningstagere, der blev involveret i hver enkelt beslutningsproces,

dvs. desto større var de i beslutningsstrukturen medproducerede risici for uforudsete

sideeffekter. F.eks. kunne en sikkerhedsmæssig beslutning om at indsætte en eller flere

enheder til bekæmpelse af større uroligheder (BSU) i missionsområdet afføde en ny form

for risikoadfærd blandt civilbefolkningen, som så atter måtte håndteres gennem nye

beslutninger, som igen dannede grundlag for en ændret risikoadfærd ad infinitum. Som

fører (officer/befalingsmand) bar man således også et større risikoansvar, der medførte en

stærkere begrænsning af det personlige råderum. Paradoksalt nok blev konstablerne derfor

opfattet som dem, der havde den største personlige frihed, medens officerer og

befalingsmænd blev opfattet som dem, der havde mindst personlig frihed: Officererne

kunne "ikke bare tillade sig alt muligt, men "det kan vi (konstablerne, red.) godt".

Den personlige frihed blev derfor ofte udtrykt som et spørgsmål om at "have frihed

under ansvar", dvs. en frihed, der samtidig forpligtede den enkelte til selv at påtage sig

ansvaret for sine beslutninger. Som en af konstablerne sagde:

"Det der med frihed under ansvar, hvor du ved, folkene har fri, og de har også fået at vide,

at de skal lave nogle arbejdsopgaver på et tidspunkt - så må man have tillid til dem. Og det

er ikke noget, de behøver at kontrollere, for det bliver bare gjort… Da vi kom herned, var

det kontrol på kontrol på kontrol. Og de ting blev selvfølgelig slækket hen ad vejen, men

der var meget kontrol i starten, rigtig meget kontrol. Da var det bare lov, det der blev sagt

fra officerernes side af, og så skulle vi bare gøre sådan. At vi så efterhånden selv er

begyndt at tage vores egne ting med, det er jo så en anden side af sagen".

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

109

I starten af denne passage bliver ”frihed under ansvar” forbundet med håndteringen af

forholdet mellem tillid og kontrol: Når man har frihed under ansvar, forskydes kontrollen til

fordel for tilliden. Dernæst forbindes forskydningen fra en kontrolbaseret til en

tillidsbaseret ledelsespraksis med selve det tidsmæssige aspekt af udsendelsesforløbet, hvor

der var ”meget kontrol i starten, rigtig meget”, som imidlertid blev ”slækket hen ad vejen”.

Til slut konstateres det, at konstablerne ”selv er begyndt at tage deres egne ting med”, dvs.

er begyndt at overtage ledelsen af sig selv. Hermed artikuleres den grundlæggende

forandring, der fandt sted i den militære ledelsespraksis under udsendelsen: Fra i starten af

udsendelsen at have været overvejende kontrolbaseret, var den i stigende grad blevet

tillidsbaseret. Det betød imidlertid ikke, at kontrollen var forsvundet. Den havde derimod

skiftet karakter og var blevet til selvkontrol, til "frihed under ansvar". Det, der i

begyndelsen kunne beskrives som en disciplinær ledelsespraksis, var i stigende grad blevet

en (selv)disciplinerende dannelsespraksis. Den enkelte soldat overtog i stadigt større

omfang det beslutningsansvar, som hans position i det formelle hierarki muliggjorde. Han

overtog samtidig også de dermed forbundne risici, idet han konstituerede sig selv som

kompetent beslutnings- og risikotager.

Dette bliver først forståeligt indenfor en analytik, som ikke opfatter autonomi og

kontrol som gensidigt udelukkende principper, men som en konstitutiv dobbelthed i

individers og organisationers selvdannelse. Lars-Henrik Schmidt foreslår kategorierne

subjektivation og subjektivering om dette dobbelte dannelsesforhold, der angiver

samtidigheden af det individuelle bidrag til og bemægtigelse af organisationens

skematiseringer (subjektivation) på den ene side og skemaernes tvang til gentagelse

(subjektivering) på den anden side. Som han siger:

"Respekten for et regime medfører som tilgift en subjektivering (underkastelse under subjektformen), som så på sin side åbner for stilens subjektivation (overtagelse af subjektformen). Subjektivation bruges om den individuelle nuancering af smagsregimet - en individualiseringsproces som erstatter eller tilsætter en substantialitet eller identitet. Men pointen er, at vi er tvunget til subjektivation og således ikke uafhængige af subjektiveringens modsatte bevægelse. Friheden til forskellighed er påtvungen" (Schmidt 1988:15).

Luhmanns kommunikationsteoretiske organisationsbegreb leverer et teoretisk holdbart bud

på, hvorledes dette dannelsesforhold kan forstås: Organisationens

beslutningskommunikation stiller bestemte skematiseringer til rådighed, som tillader de

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

110

enkelte individer at indtræde i en række socialt accepterede og sanktionerede positioner

(subjektivering), uden at disse skematiseringer indfanger og determinerer individernes

personlige selvidentitet, deres "individuelle individualitet" (subjektivation). Dette lader sig

kun gøre, såfremt individet ses som del af organisationens omverden og ikke som dets

mindsteenhed.

Kommandostrukturen og den militære mødepraksis En af de måder, hvorpå kommandostrukturens kommunikative skematiseringer blev

synliggjort, var under afholdelsen af de daglige briefinger både på bataljonsniveauet og på

kompagni- og delingsniveauet. Hver morgen kl. 0800 blev der gennemført en

"morgenbriefing" ved bataljonen. Her blev cheferne og de vagthavende officerer fra de

forskellige kompagnier orienteret om det foregående døgns hændelser (såvel i bataljonens

eget ansvarsområde som i de andre brigadeområder i Kosovo) og om de forestående

begivenheder, man forventede ville finde sted i løbet af de kommende dage. Der blev

således givet en militær analyse af situationen i missionsområdet, som dannede baggrund

for konstruktionen af et overordnet "trusselsbillede", dvs. en vurdering af de risici, der var

forbundet med den militære tilstedeværelse i området. Hvad der blev opfattet som værende

risikabelt, var udelukkende et udtryk for det militære systems egne beslutninger. Disse lå

ikke fast, men blev løbende justeret i forhold til ændringerne i organisationens omverden,

herunder først og fremmest forholdet til de civile parter i missionsområdet. Hovedformålet

med de daglige briefinger var således artikuleringen og betydningsfastlæggelsen af de ydre

og indre grænsedragninger, som dannede grundlag for organisationens daglige beslutninger.

Morgenbriefingerne foregik efter en på forhånd fastlagt taleorden, således at alle

vidste, præcis i hvilken rækkefølge, de forskellige informationer ville blive fremlagt samt i

hvilken rækkefølge, de selv skulle give tilbagemelding. Karakteristisk for briefingerne var

desuden en udpræget formel tiltaleform. Der blev stort set aldrig anvendt personlige

markører som f.eks. navne, men altid formelle benævnelser af funktion og rang. Mest

bemærkelsesværdigt var imidlertid den omfattende brug af forkortelser og standardfraser

for militære procedurer, som f.eks. at give en SITREP (en situationsrapport), kategorier af

personel (PSN), som f.eks. ”CIMIC-enheden” (den enhed, der varetog det civil/militære

samarbejde) og materiel, f.eks. PMV'er og GD'ere (pansrede mandskabsvogne og

terrængående hjulkøretøjer). Det betød, at der på meget kort tid kunne formidles en enorm

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

111

mængde information i en stærkt koncentreret form. Disse fortætninger krævede imidlertid

fastlæggelsen af et fælles tydningsgrundlag, dvs. et fælles repertoire af skematiseringer, der

gjorde det muligt at fiksere et udsagn i én og kun én alment gældende betydning. Man

kunne således være enig eller uenig i en given beslutning, men selve betydningen af

kommunikationsforløbet stod ikke åben for fortolkning. Det var bare sådan, som det blev

sagt. Da jeg spurgte en officer, om han kunne beskrive forskellen mellem det civile og det

militære sprog, svarede han:

S: "Det er mindre nuanceret. Det er da også derfor, vi er så slemme til at bruge

forkortelser og standardfraser og befalinger og metodik - altså vi er meget skarpe i

metodikken, netop for at undgå misforståelser, for at vænne folk til at høre samme frase

hver gang. Altså vores kommunikation er renset for latente fuck-ups, ikke? Det er jo noget,

vi helt bevidst gør.

Her knyttes forståelsen af den militære sprogbrug i form af ”standardfraser”, ”befalinger”

og ”metodik” til håndteringen af risikoen for ”latente fuck-ups”, som ”noget man helt

bevidst gør”, dvs. som risikominimerende kommunikationsstrategi. I de kommunikative

skematiseringer gjorde der sig i denne forstand en vilje til orden gældende: For ikke at

overbelaste beslutningsstrukturen fulgte briefingerne et sæt procedureregler, der reducerede

den sociale kompleksitet. Ved bataljonens morgenbriefinger var der således ingen adgang

for personel under officersniveauet. I stedet var hver af de operative enheder repræsenteret

af en vagthavende officer. Hans opgave var at aflægge en kortfattet rapport om dagens

forestående aktiviteter samt at videregive de oplysninger, der havde relevans for hans

enhed, ved den efterfølgende briefing ved underafdelingerne. Den vagthavende officers

rolle var altså i denne sammenhæng at fungere som kommunikativt "bindeled" mellem

bataljonsniveauet og kompagniniveauet og derfra videre ned på delingsniveauet. Det var

samtidig hans opgave at "sortere" i de givne informationer, hvilket i realiteten betød at

omkring 2/3 af de oplysninger og analyser, der blev givet ved bataljonen omkring den

politiske situation i Kosovo, blev udeladt til fordel for de mere praktiske oplysninger, der

direkte vedrørte kompagniets ansvarsområde. På denne måde blev risikohåndteringen i

organisationens beslutningsstruktur fortløbende opdelt og ordnet gennem et stadigt finere

netværk af underafdelinger og sektioner.

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

112

Umiddelbart efter bataljonens morgenbriefing afholdtes kompagniets morgenbriefing,

som i daglig tale blev kaldt 9-mødet (udtales "najne-mødet"). Også her deltog kun

kompagniets officerer og befalingsmænd. Det foregik ligesom ved bataljonen efter en nøje

fastlagt mødeorden. Ikke alene var man placeret på bestemte pladser i briefingrummet, der

var tydeligt markeret med de såkaldte "kaldetal" på bordene, men man havde også kun lov

til at sige noget i den fastlagte talerækkefølge, der fulgte den hierarkiske orden. Man

startede f.eks. altid 9-mødet med den vagthavende officers (VO) referat fra bataljonens

morgenbriefing, hvorefter næstkommanderende i kompagniet (NK) tog over og efter tur -

startende med delingsfører 1 og nedefter i hierarkiet - lod førerne for delingerne og

sektionerne orientere om dagens opgaver.

(2KMP briefingrum) (Møde i briefingrummet)

Man blev aldrig tiltalt ved navn, men udelukkende ved det "kaldetal", man havde i

kompagniet, som angav rang og funktion, f.eks. 15, 25 og 35, som var de tre delingsføreres

kaldetal (udtales én-fem, to-fem og tre-fem). Først når NK eller kompagnichefen nævnte

ens kaldetal, havde man lov til at ytre sig.

Når man var færdig med at sige noget, skulle også dette tydeligt markeres, hvilket man

gjorde ved at sige: "alt!", tydeligt og klart. Kom man i tanke om noget, man skulle have

sagt forinden, var det bare ærgerligt - så snart man havde sagt "alt!", havde man definitivt

afsluttet sin taletur, og den gik videre til den næste i rækken. Dertil kom en streng

overholdelse af mødets dagsorden, der betød, at man på forhånd måtte sortere sine

informationer, således at man, når det blev ens "tur" til at sige noget, kun viderebragte

informationer, der havde direkte relevans til det angivne punkt på dagsordenen. Havde man

informationer, der vedrørte to eller flere forskellige punkter, kunne man altså ikke bare sige

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

113

det hele på een gang, men måtte hver gang vente på sin tur under det tilhørende punkt.

Enhver overtrædelse af disse møderegler medførte øjeblikkelig korrektion - ofte til andres

slet skjulte fornøjelse. Hele den militære mødeform afspejlede i denne forstand

kommandostrukturens hierarkiske orden og bidrog derved til reproduktionen af den

formelle beslutningsstruktur og de acceptregler, der knyttede sig til den. Som helhed

udgjorde kommandostrukturen og dens korte og knappe sprogstil en

kompleksitetsreducerende og risikominimerende ledelsesform, der tjente til at sikre

organisationens fortsatte beslutningsdygtighed.

Kunsten at give en rask "sviner" Parallelt med den formelle, upersonlige omgangstone, der blev anvendt under de daglige

briefinger, eller når der blev givet befaling fra førerne, gjorde man i vid udstrækning brug

af en meget uformel og humoristisk form for kommunikation, der var kendetegnet ved en

knastør og - vil nogle mene - meget maskulint præget sarkasme. Den slog ofte over i

forskellige former for practical jokes, som oftest gik ud på at fremstille det udvalgte offer,

som én der ikke havde kontrol over sig selv og den situation, han befandt sig i. En dag

måtte en af befalingsmændene for eksempel indse den eklatante fejlvurdering, han havde

begået, ved at lade sit håndklæde og tøj ligge ubevogtet udenfor badekabinen. Straffen for

dette ”sløseri” bestod naturligvis i, at han efterfølgende måtte lide den tort at løbe nøgen

tværs over paradepladsen for at komme ned til sin FAB (til rengøringspigernes og de øvrige

tilskueres udelte fryd). Legendarisk blev også historien om, hvordan det var lykkedes en

konstabel fra 2KMP i ly af mørket at score den udskårne træstok (også kaldet "feltpikken"),

som chefen fra 1KMP altid gik rundt med, fra hans åbne GD (terrængående køretøj) - en

symbolsk bedrift, der skaffede den pågældende soldat stor anseelse i kompagniet.

Som regel nøjedes man dog med at uddele de såkaldte "svinere", en sproglig genre,

der med tiden og den rette øvelse kunne udvikle sig til en verbal kunstart. Kunsten bestod i,

at man gensidigt imiterede og karikerede hinandens personlige tilbøjeligheder og i det hele

taget forsøgte at provokere hinanden med de mest udsøgte uforskammetheder. De bedste

svinere var dem, der "blev bygget op" over længere tid, nogle gange gennem flere uger,

hvor man konkurrerede indbyrdes om, hvem der var bedst til at "håne" den anden for hans

personlige og professionelle inkompetence. En sviner skulle helst gives, når man var samlet

nogle stykker under aftensmaden, eller når man havde fri og gik i messen for at drikke

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

114

kaffe/Bailey eller en enkelt øl, hvis man ikke var på beredskab. De indbyrdes svinere syntes

således ud over deres underholdningsværdi at have en særlig social funktion, der krævede

et indforstået publikum for at være meningsfuld. Det ville f.eks. ikke give nogen som helst

mening at svine hinanden til, hvis der ikke var en tredjepart tilstede, som kunne bevidne

spillets gang. I en vis forstand blev en sviner først en sviner, når en eller flere tilhørere

anerkendte den som sådan, nemlig ved at bryde ud i latter.

Som Lars-Henrik Schmidt gør gældende i sin socialanalytiske fortolkning af vitsen,

repræsenterede svinerne i denne forstand et socialt træf, dvs. en åbning mod det sociale,

hvor der spilles på en mer-betydning, en flertydighed, som formår at bære og forlige

modsatrettede betydninger. Vitsen kan, som han siger:

"… opretholde ordspillet eller det meningsløse, eller det spøgefuldt tilladelige eller det åndrige, og det takket være ordenes mangetydighed eller tankeforbindelsernes mangfoldighed. Det er dobbeltforholdet, der er det afgørende ved vitsen: den abonnerer på mere end en betydning, dvs. altid også på en betydningsmulighed mere" (Schmidt 1992:95).

Det mere end, der blev abonneret på i svinerne, var således det, der altid blev udeladt i den

formelle "kommandotone", nemlig den personlige selvidentitet. Svinerne havde i denne

forstand en meningsbærende funktion, som på én gang reproducerede og udfordrede den

formelle kommandostruktur ved hele tiden at spille på merbetydningen i forskellen mellem

formel autoritet og personlig selvidentitet.

At gøre sig ”fortjent til respekt” Samspillet mellem den formelle "kommandotone" og de uformelle "svinere" indikerede

således en gennemgribende dobbelthed i konstruktionen af den organisatoriske orden og de

positioner, den stillede til rådighed: en dobbelthed, der kom til syne som en skelnen mellem

person og rang. Det blev ofte pointeret overfor mig, at hvis man ikke havde tilstrækkelig

forståelse for denne forskel og magtede at håndtere den i overensstemmelse med den givne

situation, så ville man ikke være i stand til at opnå den fornødne respekt for sin position.

Betydningen af denne skelnen blev bl.a artikuleret af en konstabel på denne måde:

L: "Jeg synes, B.E. (delingsføreren, red.) han har gjort sig selv fortjent til, at jeg

respekterer ham både som person og som en officer, medens mange af de officerer

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

115

hernede, dem respekterer jeg ikke... men B.E. - hvis han beder mig om en vennetjeneste, så

vil jeg gøre det...Hernede der har jeg fået større respekt for ham, fordi det er den måde,

man snakker med ham på. Han er ikke sådan en højrøvet officer, der løber rundt. Han kan

godt være hård og dele skideballer ud så det baldrer, men så til gengæld dagen efter, så

kan vi bare gå rundt og pjatte og komme med dumme kommentarer og sådan noget. Det er

den måde, man får respekt hos mig i hvert fald" (min fremhævelse).

Respekten for ”personen” og ”officeren” forbindes her med ”den måde, man snakker på”,

dvs. den kommunikative praksis, og uddybes efterfølgende vha. en skelnen mellem at være

”hård og dele skideballer ud” på den ene side og at ”gå rundt og pjatte” på den anden side.

Hvor kategorien ”person” forbindes med at ”pjatte og komme med dumme kommentarer”

kobles kategorien ”officer” til ”at være hård og dele skideballer ud. Der knyttes med andre

ord forskellige forventninger til den enkelte hhv. som person og formel position.

Blandt soldaterne var den generelle opfattelse af den militære rangorden og den

dertilhørende formelle autoritet, at den ikke i sig selv var tilstrækkelig til at opbygge

gensidig respekt. Den udgjorde så at sige kun en rolle, en "tom plads", der skulle udfyldes

og forvaltes af den enkelte soldat gennem hans personlige selvfremstilling. En

befalingsmand (gruppefører) formulerede det på følgende måde:

"En god gruppefører er jo én, der ikke er nødt til at bruge sin rang for at få respekt. Der

skal være et eller andet der siger, at når vi går sammen, så kan vi godt gå og snakke stille

og roligt til hinanden, men når showet kører derudad, så er det altså mig, der har

kommandoen. Og det skal der ikke på noget tidspunkt være tvivl om. Og den her respekt,

den skal man ikke få ved at stå og pege på sin skulder og sige: "Jeg har tre vinkler, og det

er mig, der bestemmer". Den skal man få ved at være velforberedt og have styr på det hele,

gå foran som et godt eksempel, have en ordentlig omgangstone. Det er i hvert fald de

erfaringer, jeg har gjort mig".

På alle niveauer i organisationen blev forvaltningen af forholdet mellem person og rang

således artikuleret som et spørgsmål om, hvorledes "man fik respekt" - en respekt, som ikke

automatisk fulgte med den formelle position, men som man derimod måtte gøre sig fortjent

til. Som en konstabel sagde:

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

116

"For at blive 100% accepteret, så skal man jo vise sig på en eller anden måde, ikke også?

Men man skal også gøre sig fortjent. Altså det skal man altid inde ved Forsvaret. Dér skal

du gøre dig fortjent til det. Sådan er det bare".

Det, der tydeliggøres her, er netop, at man skal "vise sig" gennem sin rolle, men man skal

samtidig "gøre sig fortjent" som person.

En ”person” er ifølge Luhmann ikke et menneske af kød og blod, men en social, dvs.

kommunikativ konstruktion, hvortil der kan rettes bestemte forventninger:

"Ved personer forstår vi ikke psykiske systemer endsige hele mennesker. En person er snarere konstitueret for at kunne ordne adfærdsforventninger, som kan indfris gennem personen selv og kun gennem den...Det at være person kræver, at man ved hjælp af sit psykiske system og sin krop trækker og binder forventninger til sig - såvel egne forventninger til sig selv som andres forventninger til én selv. Jo flere og jo mere forskelligartede forventninger der individualiseres på denne måde, jo mere kompleks er personen" (Luhmann 2000a:369).

Personer konstitueres altså gennem menneskers deltagelse i (dvs. som nødvendig omverden

for) kommunikationen. Personer er ikke mennesker; de lever ikke, de tænker ikke - de er

konstruktioner i kommunikationen (Luhmann 2000b:90). Som sådan fungerer de som

kommunikative fikspunkter, der tjener til at fremstille beslutninger, som om de er et bestemt

individs beslutningshandling. Hermed skabes der en forenkling, der gør det muligt at

placere ansvar for et givent hændelsesforløb. Når ansvaret er placeret kan man ud fra dette

holdepunkt træffe nye beslutninger, der fører kommunikationen videre. Uden tilskrivning af

ansvar og uden personer som holdepunkter i kommunikationen ville netværket af

beslutninger til sidst blive overbelastet af sin egen kompleksitet og ophøre med at fungere.

Organisationen ville miste sin evne til at styre og afgrænse sig selv.

En person kan "indtræde" i forskellige roller, dvs. knytte forskellige typer af

adfærdsforventninger til sig. I forhold til personen er rollen derfor både mere speciel og

mere almen, idet den på den ene side altid kun betegner et udsnit af et menneskes adfærd og

på den anden side betegner en position, som kan udfyldes af mange og udskiftelige

mennesker (Luhmann 2000a:370). Som Luhmann pointerer, må man i organisationen

derfor kunne skelne imellem, hvilke forventninger, der kun adresseres til bestemte

personer, og hvilke der må tilregnes til formelle positioner:

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

117

"At personligt adresserede forventninger...tydeligt kan skelnes fra rolleforventninger, er et resultat af sociokulturel evolution...Det kan man aflæse af historien om differencen mellem embede og person. Men også det, som man idag kalder for formel organisation, er kun muligt takket være denne adskillelse. Det betyder ikke, at "det personlige" har mistet betydning. Der er ikke en "trend" fra personorientering til rolleorientering. Udviklingen er snarere karakteriseret ved, at denne difference opnår større betydning generelt og især i formelle organisationers indre liv. Man må her kunne skelne mellem, hvilke forventninger der kun adresseres til bestemte personer, og hvilke der er gennemførlige på grund af formelle positioner. Kun ved at forbinde begge kontaktnet samtidig - og de hæmmer gensidigt hinanden - kan man optimere muligheder for effektivitet i organisationer. (ibid.:370 -71).

Pointen er, at selve denne difference mellem person og rang fungerer som en

meningskonstituerende forskel, ”en binær skematik”, ved hjælp af hvilken organisationen

øger sin beslutningsdygtighed, dvs. sin evne til at håndtere risici, både gennem tillid og

kontrol. Det er således denne evne til at håndtere risici, der afgør, om man har ”gjort sig

fortjent til respekt” eller ej.

Vi griber hermed tilbage til den indledende problemstilling, nemlig hvordan man

undgår at reducere forholdet mellem tillid og kontrol til to gensidigt udelukkende

ledelsesprincipper, der viser sig som et enten muliggørende eller begrænsende forhold

mellem organisation og subjektivitet. Som det blev indikeret i beskrivelsen af samspillet

mellem ”kommandotonen” og ”svinerne”, må det at ”gøre sig fortjent til respekt” ses som

en samtidighed af subjektivering og subjektivation, dvs.underkastelse og bemægtigelse af

subjektformen. Ud fra dette synspunkt drejer det sig således ikke om at se på enten den ene

eller de anden side af forholdet mellem tillid og kontrol, frihed og magt, men om en

iagttagelse af, hvordan selve forskellen mellem tillidsbaserede og kontrolbaserede, formelle

og uformelle ledelsesstrategier håndteres og meningsudfyldes.

Skematiseringen af tiden eller: Om at være ”klar til alt” Som vi tidligere har været inde på opretholder organisationen sig selv gennem vedvarende

at træffe nye beslutninger, der knytter sig til hidtidige beslutninger. Det er således

beslutningssammenhængen og dens iboende før/efter-struktur, der lader organisationens

specifikke tidshorisont komme til syne. For organisationen gælder det derfor, at den ikke

alene skematiserer sin kommunikation som beslutningskommunikation, men også sin tid

som beslutningstid.

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

118

Tiden, og måden hvorpå den opfattes i forskellige kulturer, er et af de klassiske temaer

i den antropologiske litteratur. Antropologer som Evans-Pritchard (1940), Lévi-Strauss

(1963) og Geertz (1973) har argumenteret for, at den lineære tidsopfattelse vi normalt tager

for givet, kan opleves på fundamentalt andre måder, eksempelvis som statisk eller cyklisk.

Påstanden om, at der findes grundlæggende forskellige måder at forstå tidslige forløb på,

afvises dog af bla. Ernest Gellner (1968) og Maurice Bloch (1977) ud fra et a priori

argument. Argumentet lyder, at hvis de mennesker, som Evans Pritchard og Geertz har

studeret (hhv. nuerne og balineserne) vitterligt havde en radikalt anden oplevelse af tiden,

så ville vi slet ikke kunne kommunikere med dem, eftersom al sproglig syntaks forudsætter

en bestemt opfattelse af temporalitet og sekvens. Diskussionen om tidsbegrebet har således

udfoldet sig som en strid mellem et kulturrelativistisk og et kulturuniversalistisk perspektiv

på sprog, rationalitet og kognition44.

I et systemteoretisk perspektiv overvindes dette modsætningsforhold, idet tiden ifølge

Luhmann er en systemrelativ konstruktion, der dog samtidig må være i overensstemmelse

med tiden i omverdenen. Som Luhmann selv formulerer det:

”På en meget abstrakt måde kan man sige, at der opstår en tid, som er systemets egen, men som alligevel må være i overensstemmelse med verdenstiden…Intet system kan nå ind i fremtiden hurtigere end andre og således miste den samtidighed, som omverdenskontakter kræver…Den fortløbende forbindelse mellem omverden og system forudsætter altså en fælles kronologi. Selv når man vedgår dette, kan man ikke desto mindre aflæse ud fra abstraktheden i de kronologiske meningsformer, at tidens fællesskab må fortyndes gennem en stadig stærkere uddifferentiering…Disse differentieringer synes frem for alt, at bestå i, at systemerne danner deres egne relevansgrænser i retning mod fremtiden og fortiden” (Luhmann 2000a:228-29).

Som meningsdimension er enhver tid altså en ”systemtid”, der gennem differencen mellem

fortid og fremtid selv fastlægger, hvad der er relevant for opretholdelsen af systemets

meningsgrænser. I konstitueringen af tidsdimensionen indgår der derfor allerede momenter

af afværgelse af risiko og øgning af systemintern sikkerhed (ibid.:361).

I den militære ”systemtid” kommer dette forhold bl.a. til udtryk i konstruktionen af tiden

som ”beslutningstid”, dvs. som en meningsdimension, der er orienteret mod beslutninger.

44 Se f.eks. Bryan R. Wilson (ed.): Rationality. Key Concepts in the Social Sciences, Basil Blackwell, 1970 og Martin Hollis & Steven Lukes (eds.): Rationality and Relativism, Basil Blackwell, Oxford, 1982

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

119

Beredskabet - den militære beslutningstid I den militære organisation kaldes beslutningstiden for "beredskabet". Beredskabet angiver

et mål for den tid, der går, fra en befaling bliver givet, til den bliver sat i værk. Som udsendt

soldat er man i princippet altid "på beredskab", dvs. altid parat til at iværksætte en befaling,

hvad enten det drejer sig om indsættelse i tilspidsede konflikter mellem de stridende parter

eller mere rutineprægede opgaver. I en vis forstand er tiden i den militære

beslutningssammenhæng derfor altid "ventetid", nemlig den tid man venter på at modtage

en ny befaling, dvs. en beslutning, hvortil man kan knytte en ny beslutning.

Afhængigt af det aktuelle "trusselsbillede", der blev konstrueret på baggrund af bataljonens

efterretningsvirksomhed i missionsområdet, blev beslutningstiden i organisationen

skematiseret i forskellige "beredskabsniveauer", der angav, præcist hvor hurtigt personellet

skulle være klar til at forlade lejren, hvor de måtte opholde sig, hvorledes de skulle være

påklædt, og hvilken udrustning de skulle bære. I 2KMP opererede man således med fem

forskellige beredskabsniveauer: 5 min., 15 min., 30 min., 60 min. og 360 min. (6 timer).

Var man på 5 min. beredskab (kampberedskab), var det f.eks. kun tilladt at opholde sig ved

køretøjerne klar til opsidning med våben, hjelm og fragvest inden for rækkevidde. Kun hvis

man var på et lavere beredskab, var det tilladt at bevæge sig rundt på et større område eller

at afklæde sig sin uniform for at gå i bad eller sove. Beredskabsniveauernes tidslige

skematiseringer fordelte således hvert enkelt individ i det militære rum på en måde, som

gjorde det muligt hurtigt at lokalisere, hvem der var hvor og i hvilken funktion. Det drejede

sig, som Foucault har formuleret det, "om at etablere hvem, der er tilstede og fraværende,

vide hvor og hvordan man genfinder individerne, oprette nyttige kommunikationsmidler,

afbryde de andre, sådan at man hvert øjeblik kan overvåge enhvers opførsel..." (Foucault

[1975] 2002:159). Kompagniets standarder for beredskab udgjorde i denne forstand en

forenkling af beslutningskommunikationen, et sæt procedureregler, som effektivt

regulerede og koordinerede personellets bevægelser i tiden og rummet. Skematiseringen af

tiden som beredskabstid var med andre ord del af den militære sikkerhedspraksis, dvs. en

bestemt form for risikohåndtering, der tjente til at transformere usikkerhed til sikkerhed.

I et interview med en af kompagniets konstabler bad jeg ham om at beskrive en

almindelig arbejdsdag og en almindelig arbejdsuge. Han forklarede det således:

"Opgaverne inddeles i tre områder, hvor den første uge er en uge i beredskab. Der er vi så

på en halv time hele dagen, 24 timer i døgnet. Og det betyder, at vi skal gå rundt i

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

120

kampuniform hele tiden...Og det er bare at være klar til alt. Og de gange, hvor vi er rykket

ud til Mitrovica (det går på tolv minutter, et kvarter, en halv time - så er vi afsted), og det

er meget vigtigt for os...Så det der med at gå i FUT-tøj (træningstøj, red.) eller gå i messen,

det må man ikke. Det må vi kun, når vi er på 6 timer. Når vi er på 6 timer, så betyder det, at

vi er i patruljeugen, den anden uge. Der kører vi patrulje hver eneste dag - en patrulje der

varer mellem 4 og 6 timer...Når vi er på 6 timer må vi gå i messen og drikke to genstande

(...) Det er faktisk den uge, hvor man har mest fri inde i lejren, hvor man kan tillade sig at

sove længe, hvis ikke man skal til appel eller et eller andet ...Og så i den sidste uge, som er

OP-ugen, hvor vi tager ud på en observationspost, og så sidder vi så der i syv dage, hvor vi

hele tiden -24 timer i døgnet - har en person i et tårn, som sidder og observerer ned mod

albanerne eller ned mod serberne og sørger for, at der ikke er nogen, der stjæler køer og

angriber hinanden og chikanerer hinanden".

Den stramme opdeling af tiden fremgik således ikke bare af de overordnede

beredskabsstandarder, men tillige af det faste ugeskema, der blev lagt for hver enkelt deling

og sektion i kompagniet. Af skemaet fremgik det for det første, hvilke opgaver der skulle

løses indenfor hver deling, f.eks. om man var patruljedeling, beredskabsdeling eller OP-

deling. For det andet hvor i missionsområdet hver enkelt gruppe i delingen skulle operere,

og for det tredje inden for hvilket tidsrum de skulle gøre det. Ugeskemaet var altså

udfærdiget sådan, at hver eneste soldat på ethvert tidspunkt på døgnet vidste, hvor han

skulle være, og hvad han skulle foretage sig, samtidig med at han vidste, hvor alle andre

skulle være, og hvad de skulle foretage sig. Han var i Foucaults terminologi, et "levende

skema", der i sin tidslige og rumlige lokalisering legemliggjorde hele det organisatoriske

beslutningsnetværk. Beslutningskommunikationens skematikker i kommandostrukturen,

beredskabsniveauerne og ugeplanerne muliggjorde således en maksimal udnyttelse af tiden.

For, som Foucault siger:

"Jo mere man opsplitter tiden, jo mere man øger dens underinddelinger, jo bedre man skiller den ad ved at udfolde dens interne elementer...desto mere kan man da accelerere en funktion eller i det mindste regulere den efter maksimal hastighed" (ibid:170).

Skematiseringen af beslutningstiden, det konstante beredskab, tjente med Luhmanns ord til

at vinde en ”tempogevinst”, der gjorde organisationen mere modstandsdygtig overfor

uventede hændelser, dvs. risici.

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

121

Skematiseringen af rummet eller: Om at "have styr på stumperne" Ikke kun i de tidslige, men også i de rumlige skematiseringer, var det militære hverdagsliv

karakteriseret af en bestemt vilje til orden, som blev udøvet i de daglige aktiviteter. I bogen

The production of Space (1991) gør den franske filosof Henri Lefebvre op med

forestillingen om ”det naturlige rum” forstået som en objektivt foreliggende og demarkeret

lokalitet. Der findes ikke et rum, siger han, der er givet i sig selv, dvs. uafhængigt af det

iagttagelsesperspektiv, hvorfra det betragtes. Ligesom tiden må rummet derfor forstås som

et relativt snarere end et absolut begreb, for som han siger: ”Time per se is an absurdity;

likewise space per se” (Lefebvre 1991:170). Rummet må derfor ifølge Lefebre forstås som

en social konstruktion, der på én gang muliggør og begrænser bestemte adfærdsformer.

Også i antropologien defineres rummet traditionelt som et socialt rum, dvs. et rum i

hvilket de sociale relationer indskrives og forankres i en specifik materialitet. Et eksempel

på dette er bl.a. Michael Gilsenans analyse af organiseringen af det private og offentlige

rum i et muslimsk landsbysamfund i nord-Libanon. Han skriver således:

”Space is not a kind of pure given form but is a set of structures and relations that have to be learned, absorbed into what is taken for granted, and constantly acquired in everyday life…Space is crucial in thinking about culture and ideology because it is where ideology and culture take on physical existence and representations. These material forms embody, reinforce, and order universes of power and belief” (Gilsenan 1983:187).

Tilsvarende hedder det hos Arjun Appadurai, at:

”…[S]pace and time are themselves socialized and localized through complex and deliberate practices of performance, representation and action…The large litterature on techniques for naming places, for protecting fields, animals and other reproductive spaces and resources, for marking seasonal change and agricultural rythms, for properly situating new houses and wells, for appropriately demarcating boundaries…is substantially a literature documenting the socialization of space and time. More precisely, it is a record of the spatio-temporal production of locality” (Appadurai 1995:206).

I en systemteoretisk udlægning vil det sige, at det sociale system producerer sit eget rum

gennem en række skematiseringer, f.eks. gennem interne meningsfastlæggelser af

forskellene mellem offentlig/privat, ude/inde, nær/fjern, oppe/nede, højre /venstre etc.

Ifølge Luhmann konstitueres rummet således ved en kontingent draget grænse, i forhold til

hvilken ”alt enten er på den ene eller den anden side og intet på begge sider samtidig”

(Luhmann 2000a:446).

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

122

Beskrivelsen af det militære rum handler derfor først og fremmest om en bestemt

måde at organisere mennesker og ting på, eller som det ofte blev formuleret af soldaterne:

om at have ”styr på stumperne”. Som en af delingsførerne formulerede det, da han

forklarede mig, hvad der var vigtigt i forbindelse med det at være på beredskab:

F: ”Man skal have sine ting klar, og når alt er klart, så kan man lægge sig ind og sige

”snork”, fordi så ved man også med sig selv, at når alarmen den går, så har jeg mine

stumper klar, så går jeg ud og siger ”snip, snip, snip”, og så er jeg afsted. Det er det, som

det et langt stykke hen ad vejen også går ud på, hvis man skal opretholde en eller anden

form for tempo, der gør, at man kan overholde de her beredskaber, så bliver man nødt til at

have styr på stumperne”.

Knytter vi forståelsen af denne passage an til analysen af beredskabet som den militære

”systemtid”, bliver det tydeligt, at skematiseringen af tiden og rummet er uløseligt

forbundne aspekter af en overordnet sikkerhedspraksis, en vilje til orden, der

gennemtrænger hele den militære beslutningssammenhæng. For at give et bedre indtryk af

de rumlige og materielt indlejrede skematiseringer, vil jeg give en kort beskrivelse af

lejrens organisering og arkitektur, således som den tog sig ud på KFOR hold 3 i

august/februar 2000-2001.

Lejren - det disciplinære rum Den danske lejr Camp Olaf Rye, der var ca. 2 km i omkreds, var omgivet af en høj

beskyttelsesmur, i daglig tale kaldet "Hesco'er" (fork. for Hesco Bastion), der var sikret

med pigtråd foroven. Muren var bygget af store sække med grus og sten, der var forstærket

indvendigt og udvendigt med et kraftigt ståltrådsnet. For at komme ind og ud af lejren

skulle man gennem hovedvagten, der bestod af et vagttårn og en bom, som regulerede

gennemkørslen. Hovedvagten var bemandet 24 timer i døgnet og overvågede og

registrerede al ind- og udkørsel. Når man passerede hovedvagten, trådte der en række

sikkerhedsprocedurer i kraft, som skulle sikre, at der til ethvert tidspunkt kunne føres en

nøje kontrol med trafikken af såvel personel som materiel. Det var derfor ikke tilladt for

soldaterne at forlade lejren uden en tjenstlig begrundelse og tilladelse dertil. På mange

måder repræsenterede beskyttelsesmuren og hovedvagten mere end blot en territorial

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

123

afgrænsning mellem et civilt og et militært system. Den markerede samtidig udøvelsen af

en særlig type ”risikorationalitet”, dvs. praktiseringen af en form for tidslig og rumlig logik,

der inddeler og ordner mennesker og ting efter bestemte sikkerhedsforskrifter, tildeler dem

faste pladser og rubricerer dem efter rang og funktion. Som Foucault skriver i sin analyse af

det disciplinære dispositiv:

”Det drejer sig om at organisere det mangfoldige, skabe et redskab til at overskue og beherske det. Det drejer sig om at påtvinge det en ”orden” (Foucault [1975] 2002: 164).

Indlejringen og inkorporationen af denne orden i det militære rum var først og fremmest

synlig i den allestedsnærværende skiltning og navngivning af de forskellige lokaliteter.

Således var en af de første ting, man så, når man kørte ind gennem hovedvagten et stort

skilt med bataljonens navn øverst og et forenklet kort over lejren nedenunder, således at den

nytilkomne ikke risikerede at komme på afveje i sit ærinde, men hurtigt og sikkert (!) kunne

finde frem til sin destination.

I midten af lejren lå en stor åben plads, også kaldet paradepladsen, hvor bataljonens

stabsbygning og kommunikationscenter (TOK'en) var placeret. På begge sider af pladsen

var de såkaldte FAB'er (præfabrikerede beboelsescontainere) opstillet i lange lige rækker,

også kaldet FAB-gange. Hver FAB-gang havde et bogstav og hver FAB i gangen et

tilsvarende bogstav og et nummer. Hele vejen langs FAB'ernes bagsider var der opstillet

Hesco'er, således at helhedsindtrykket mest af alt mindede om en stor grå bunker, der var

opdelt i nummererede gange og FAB-døre.

(Paradepladsen) (FAB-gang under konstruktion)

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

124

I hver FAB, der bedst kan beskrives som en ca. 8 kvadratmeter stor rektangulær

metalcontainer med et vindue i hver ende, boede enten tre konstabler eller to

officerer/befalingsmænd sammen. Kun cheferne havde deres egen FAB. De forskellige

personelgrupper var fordelt i hver deres FAB-område, dels efter funktion, dels efter rang,

således at konstablerne havde deres eget område, som så igen var funktionsopdelt i f.eks. en

ingeniørgang, en sanitetsgang osv. Hele organiseringen af lejren afspejlede den militære

beslutningsstruktur og dens vilje til orden, både i måden hvorpå den var afgrænset udadtil,

og i måden hvorpå den var ordnet indadtil.

Som enhver form for socialt konstrueret ordning var det militære rum imidlertid

genstand for en vedvarende forhandling af mening: Hvem havde adgang til hvilke områder

på hvilke tidspunkter og med hvilket formål. Et tilbagevendende tema i forhandlingen af

den rumlige organisering var eksempelvis indretningen af FAB-gangene, hvor der med

tiden opstod et særpræget udendørsmiljø af forhåndenværende plastichavemøbler, udvalgte

kitschgenstande samt pudsegrej, spande og koste.

(Konstablernes FAB-gang) ( Indretning af FAB)

Undertiden, når der kom besøg af Forsvarschefen eller andre vigtige gæster, som f.eks.

prins Joachim, blev gangene imidlertid ryddet for alle disse ting. Som et par af konstablerne

forklarede:

"[N]år nogen af de høje herrer, f.eks. en forsvarschef, kommer herned, så bliver det hele

ryddet op, alting det spiller, og alting det kører...Dengang Joachim kom herned, da skulle

vi rydde vores FAB-gang fuldstændig! Vi måtte intet have stående i FAB-gangen, ikke

engang et bord eller noget. Så fik vi lov til at have et bord stående, så fik vi lov til at have

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

125

skraldespanden stående - men til at starte med da skulle alt ryddes, og det hænger jo ikke

sammen vel? Der er jo ikke nogen, der bor i en FAB-gang, hvor alting er væk. Jo,

officererne derovre, de har det sådan rimeligt ryddeligt. Men når vi er så mange mand, som

vi er, så vil man også gerne nogle gange uden for FAB'en og sidde og snakke i stedet for at

sidde inde i FAB'en. Og det er jo det, der gør, at vi har lidt flere ting stående i FAB-

gangen. Så folk kan gå udenfor og ryge eller gå ud for at sidde og snakke med de andre.

Men det blev fuldstændig ryddet væk, ikke? Og det er jo også et forkert indtryk...Og det er

sådan nogle ting, der bare bliver pålagt - det var vist oppe fra 79 (bataljonschefen, red.),

det blev pålagt det der, og så var det, man gik videre med det, og så fik man trumfet nogle

af tingene tilbage".

I denne beskrivelse tydeliggøres det, at skematiseringen af det militære rum ikke var

baseret på en social konsensus, men var resultatet af en hegemonisk fiksering af den sociale

orden, som dog vedvarende blev udfordret og bemægtiget af de individer, den "ordnede",

idet de fik ”trumfet nogle af tingene tilbage”.

Overalt uden for FAB-områderne var der opstillet køretøjer og containere med

materiel. Eftersom lejren stadig var under opbygning, foregik der et omfattende arbejde

med kloakering og udbygning af de militære installationer. Hele lejren mindede da også

mest af alt om en stor byggeplads, hvor man behændigt måtte springe ud og ind mellem de

største og dybeste mudderhuller.

Over for konstablernes FAB-område, omtrent midt i lejren, lå cafeteriaet. Ved

indgangen til cafeteriaet var der bygget et forrum med en lang stålvask, hvor alle - pga. den

omfattende blyforurening i området - havde pligt til at vaske hænder, inden de gik ind og

spiste. Som en grundregel tog man sin hovedbeklædning af, så snart man trådte ind i

forrummet. Det var heller ikke velset at træde ind med fragvest og mudder på støvlerne,

selvom kravene til sidstnævnte efterhånden måtte justeres pga. det mudrede terræn. Når

man kom ind i cafeteriaet, var det første, man gjorde, at tage en bakke samt service,

hvorefter man enten kunne stille sig op i køen til uddeling af den varme mad eller forsyne

sig fra den "kolde buffet", der var opstillet i midten af lokalet. Derefter satte man sig i det

område af lokalet, hvor personellet svarende til ens egen rang havde for vane at placere sig.

Hermed opstod over tid en usynlig hierarkisk skematisering af rummet, der opdelte det

mellem officerer og konstabler. Selvom ingen direkte påtalte det, og selvom der ikke var en

fysisk adskillelse mellem de forskellige spiseområder, var denne inddeling ikke desto

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

126

mindre så stærkt inkorporeret i den militære hverdagspraksis, at den virkede ikke alene

naturlig, men også selvfølgelig.

Ved siden af cafeteriaet lå den ene af lejrens i alt tre bade-FAB'er. Bade-FAB'erne var

indrettet med 6 bruserum langs den ene side og håndvaske og spejle langs den anden. I

starten af hold 3 badede mænd og kvinder i samme bade-FAB. Da der ikke var ret mange

kvinder i lejren, klarede man sig med at sætte et bræt foran døren, hvorpå der stod "kvinder

i bad". Efterhånden som lejren blev udbygget, fik kvinderne dog deres egen bade-FAB.

Ofte måtte man imidlertid gå forgæves i sine badetøfler og med sine medbragte toiletsager

blot for at konstatere, at der ikke var mere varmt vand pga. strømsvigt i lejren. Af og til

stoppede endog selve vandforsyningen, så man var nødsaget til enten måtte foretage en

drastisk nedprioritering af den personlige hygiejne eller ty til at vaske sig i flaskevand.

På den anden side af cafeteriaet lå den såkaldte PX - en lille butik, hvor man kunne

købe slik, sodavand, toiletartikler samt forskellige militære artefakter og

beklædningsgenstande. Lidt længere henne lå lejrens postkontor og feltpræstens FAB samt

- måske væsentligst af alt: "velfærdstelefonerne", dvs. de lydisolerede telefonbokse, hvorfra

soldaterne kunne ringe hjem til familien, kæresten og vennerne. Som regel var der kø

udenfor boksene, og der var indført en max. taletid på 15 minutter, for at alle skulle have en

chance for at komme til. Hen ad vejen blev der også oprettet en række computerpladser

overfor boksene, hvor der var adgang til internettet.

Både PX’en, postkontoret, feltpræstens FAB og velfærdstelefonerne hørte under

funktionsområdet ”personellets tarv”, dvs. faciliteter der havde til formål at sikre

personellets fysiske og psykiske trivsel i udsendelsesperioden. Til denne kategori hørte

også et mere symbolsk signifikant rum, nemlig ”messen”, som var et stort opholdsrum med

en bardisk og en række borde og stole, der lå placeret i en af lejrens faste bygninger.

Officerer og konstabler havde hver deres messe. Konstablerne havde ingen adgang til

officersmessen, og officererne kom kun yderst sjældent i konstabelmessen.

Netop på grund af adskillelsen mellem officers- og konstabelmesserne blev de oplevet

som en slags frirum, hvor de formelle rangforhold trådte i baggrunden til fordel for det

personlige samvær. Selv om der formelt set gjaldt de samme regler for opførsel i som

udenfor messerne, herskede der derfor alligevel - især i konstabelmessen - en mere

løssluppen og afslappet stemning end i det hierarkisk skematiserede rum udenfor.

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

127

(Officersmessen) (Konstabelmessen)

Konstabelmessen fungerede i denne forstand, som det Erving Goffmann i sin dramaturgiske

analyse af den sociale samhandling kalder for backstage (Goffmann 1959), dvs. et område

hvor aktørerne er skjult for publikums vurderende blikke (Jacobsen & Christiansen

2002:100). Som en slags ”tabu-område” for officererne, var konstabelmessen derfor det

sted, hvor konstablerne midlertidigt kunne slække selvdisciplinen; træde ud af ”rollen” så at

sige og få afløb for en del af de følelser og frustrationer, de ikke havde mulighed for at vise

frontstage. På samme måde, som publikummet ved teaterforestillingen udmærket er klar

over, at spillets regler sættes ud af kraft bag kulisserne og accepterer denne grænse som en

del af selve spillet, var også officererne klar over, at der bag døren til konstabelmessen

foregik ting, som ikke tålte rampelyset, men accepterede dette som en nødvendig del af den

disciplinære performance.

I samme bygning lå 2KMP fælles faciliteter. Bag en kraftig grøn presenning, der

fungerede som en slags interimistisk svingdør, fandt man først kommandokontoret, dvs. det

kontor hvorfra kommandobefalingsmanden administrerede alt, hvad der havde at gøre med

kompagniets materielanskaffelser, personellets løn og ikke mindst deres leave-perioder

(ferieperioder). Derefter kom man til kompagniets træningsrum og videre til et opholdsrum

med bordtennis, bordfodbold og computere, hvor de fleste af soldaterne opholdt sig, når de

havde et par timer fri. Ovenover lå briefingrummet, hvor alle kompagniets møder blev

holdt.

Overfor lå selve kompagniets hjerte: ”eschelonen”, dvs. det åbne rum, hvor

køretøjerne blev kørt ind til eftersyn og reparation. Her lå også patruljerummet, hvor alle

patruljeførerne indtegnede deres patruljekort og skrev deres rapporter efter hver patrulje, O-

rummet (operationsrummet) hvorfra al ind- og udgående radiokommunikation blev

registreret og koordineret samt kompagnichefens og næstkommanderendes kontor. Disse

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

128

rum, som hver især ikke var større end 8-10 kvadratmeter, lå i åben forbindelse med

hinanden, således at man stort set kunne følge med i alt, hvad der foregik, når man stod i

patruljerummet. Det var herfra, alle kompagniets aktiviteter blev koordineret, og der var

som regel altid stor aktivitet, især sidst på dagen når patruljeførerne vendte hjem, og

delingsførerne og kompagnichefen forberedte sig til dagens sidste møde for officerer og

(2KMP eschelon) (2KMP patruljerum)

befalingsmænd. Det var med andre ord i disse rum kompagniets og bataljonens

beslutningskommunikation blev bearbejdet, koordineret og uddelegeret. Til trods for den

ringe plads og det høje aktivitetsniveau, herskede der altid orden i patruljerummet, for alle

ting havde deres bestemte plads, der for en sikkerheds(!) skyld var markeret med skilte,

således at ingen ved en fejltagelse skulle komme til at lægge noget forkert på et forkert sted.

Alle de forskellige dokumenter, ugeplaner, patruljerapporter, områdebeskrivelser etc., dvs.

hele den mængde af information, som gik til og fra kompagniet, blev således ordnet og

kategoriseret efter bestemte forskrifter og regulativer, der skulle reducere kompleksiteten

og øge sikkerheden i den militære beslutningssammenhæng. Som det gjorde sig gældende i

det militære rum i almindelighed, gjorde det sig således gældende i kompagniets rum i

særdeleshed, at alt blev nøje inddelt og skematiseret med henblik på at transformere

usikkerhed til sikkerhed.

Foreløbig sammenfatning Inden vi fortsætter med analysen af organisationens interne grænsedragninger og deres

betydning for håndteringen af de daglige opgaver i missionsområdet, vil jeg kort resumere

Kapitel 4: Organisationskultur og beslutningskommunikation

129

fremstillingens forløb: I forlængelse af det systemteoretiske dannelsesperspektiv, som blev

præsenteret i den første del af afhandlingen, har jeg beskrevet den militære

organisationskultur og dens kommunikative praksiser som en særlig måde at skabe en

ordning på, nærmere bestemt som en autopoietisk beslutningssammenhæng, der rekursivt

knytter beslutninger til beslutninger. Den militære orden er således kendetegnet ved den

måde, hvorpå den skematiserer (meningsfortætter) sine beslutninger i både tids-, sags- og

socialdimensionen, dvs. måden hvorpå den former tiden, rummet og individerne.

På baggrund af en etnografisk beskrivelse af beslutningskommunikationen,

beredskabstiden og det disciplinære rum har jeg endvidere argumenteret for, at det militære

fællesskab kan betragtes som et risikofællesskab, i hvilket tillid og kontrol udøves som

gensidigt muliggørende snarere end indbyrdes modstridende ledelsesprincipper. Dette viser

sig først og fremmest gennem håndteringen af forskellen mellem person og rang, som

kommer til udtryk i hhv. kommandostrukturen og ”svinerne”.

Som vi var inde på i kapitel 1, sker der imidlertid en opblødning af den stramme

bureaukratiske kontrol til fordel for en individuel selvkontrol under fredsstøttende

operationer. Fragmenteringen og kompleksiteten i de daglige opgaver sætter de traditionelle

førings- og kontrolstrategier under pres og tvinger organisationen til at øge sit

tillidsberedskab både indadtil og udadtil. I det følgende kapitel vil jeg derfor se nærmere på,

hvordan denne forskydning fra kontrol til selvkontrol finder sted i løbet af

udsendelsesperioden.

130

Kapitel 5.

Subjektivitet og dømmekraft - soldaten som professionel risikotager

”De institutionelle forhold, som påvirker individerne, er ikke længere hændelser og omstændigheder, som bare sker. De er også konsekvenser af individernes egne beslutninger, og de må erkendes og bearbejdes som sådan…[D]e individualiserede biografier, som viser tilbage til individets skabelse af sig selv…opnår en næsten uendelig åbenhed. Alt hvad der i et systemteoretisk perspektiv fremstår som adskilt, bliver til en integral bestanddel af den individuelle biografi” (Beck [1986] 1997:217-218).

Indtil videre har vi overvejende beskæftiget os med den militære organisationskultur og

dens skematiseringer af tiden, rummet og individerne. Det blev herigennem tydeligt, at der i

organisationens beslutningssammenhæng gør sig en vilje til orden gældende - en orden,

som hviler på et dobbeltforhold, der viser sig i distinktionen mellem person og rang, og i

samspillet mellem de uformelle "svinere" og den formelle kommandostruktur.

Vi mangler imidlertid stadig at vise, hvorledes individerne, dvs. soldaterne, selv

bemægtiger sig denne orden og forvalter de organisatoriske skematiseringer, dvs. gør dem

til genstand for individuel forhandling og nuancering. Vi vender derfor opmærksomheden

fra organisationen som lukket beslutningsstruktur til soldaten som individuel

beslutningstager; fra konstruktionen af risikofællesskabet til konstitueringen af den enkelte

som risikotager.

Med Luhmanns bestemmelse af individet som et selvdannende psykisk system blev

det klart, at individer og organisationer er to forskellige typer af autopoietiske systemer,

som forbliver operativt lukkede, og som netop i kraft af denne lukning åbner sig

fortolkende mod hinanden. Problemet med denne bestemmelse bliver imidlertid at forklare,

dels hvorledes den meningsbearbejdning, der finder sted i individets psykiske system,

undgår at forblive en individuel bevidsthedsakt uden mulighed for at vinde social

bekræftelse, og dels hvorledes de sociale forventningsstrukturer og de kulturelle temaer

bliver del af det enkelte menneskes egen forståelseshorisont. Hvorledes bliver f.eks. den

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

131

enkelte soldats individuelle tolkninger og beslutninger i konkrete konfliktsituationer socialt

reflekteret og meningsfastlagt i det militære fællesskab, og omvendt: Hvordan former de

militære skematiseringer den enkelte soldats beslutningspraksis og hans personlige

risikohåndtering?

Det spørgsmål, der rejser sig i dette kapitel, vedrører med andre ord spørgsmålet om,

hvordan den enkelte soldat former sig selv som et ansvarligt individ, samtidig med at han

formes og positioneres gennem de organisatoriske skematiseringer og

forventningsstrukturer.

Konstruktionen af det risikovillige individ I et interview med en af kompagniets konstabler, som var en af de såkaldte "gengangere",

der også havde været udsendt med det foregående hold, blev forholdet mellem individ og

organisation artikuleret som en personlig dannelsesberetning:

K: Har du selv mærket en ændring - altså, at du har udviklet dig?

J: Ja, det har jeg. Da vi var i Holstebro (i værnepligten, red.), da havde vi jo bynavne. Og

jeg kom fra Tjele kommune, og derfor hed jeg Tjele. Da jeg så begyndte i Forsvaret, da

blev den her "Tjelefigur" ligesom bygget op til at være i Forsvaret, og når jeg så var ude i

det civile, jamen så hed jeg Jimmy. Det var en lidt spøjs måde at bygge det op på, fordi ham

Tjele, han ordnede sgu alt det, der hed militæret, og så ham Jimmy, det var ham, der farede

ud i byen og havde det skægt. Sådan var det også på hold 2 (i Kosovo, red.), fordi der var

mange fra Holstebro og min gamle deling og gruppen med... Da jeg så kom på hold 3, der

er jeg så J.S.. Det vil sige, jeg er sådan set selv startet helt forfra. Og det var også derfor,

jeg ville være kører/vognkommandør..Fordi min soldaterperson det er ham, som der ordner

PMV'en, det er ham der kører PMV'en, det er ham, der er vognkommandør på PMV'en -

jamen, jeg ved bare alt om den skide motor og bælter, og hvordan det det hele skal lyde og

se ud. Og det er bare mig. Det er min militære figur, ikke? Hvis kompagnichefen var

kommet ned og havde sagt: "Du skal være LMG-skytte", så var det hele brudt ned, fordi det

aner jeg ikke noget om. Og det er også det, jeg mener: Alle er specielle indenfor vores

fag...Så derfor bliver du også nødt til at vise, at du er noget indenfor den ting, du har...Og

det tror jeg sgu, alle vil give mig ret i: At hvis du ikke viser, at du er noget indenfor det

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

132

område, du arbejder på, jamen så kan du ligeså godt bare kalde det hele det samme - alle

over én kam. Og det kæmper jeg også rimeligt hårdt for at vise, at jeg ikke er ham, der

bare står i det grønne tøj og tager imod ordrer eller giver ordrer" (min fremhævning).

I den første del af fortællingen artikuleres forskellen mellem den formelle og den personlige

identitet, mellem "Tjele-figuren" og "Jimmy". Det bliver gennem denne distinktion

tydeliggjort, at begge identiteter er konstruktioner eller "figurer", der tjener hver deres

strategiske formål. Begge positioner omtales således i tredjeperson som h.h.v. "ham Tjele"

og "ham Jimmy". I denne selvfremstillig præsenteres individets individualitet, dvs.

individets selvdannelse altså ikke som noget enhedsligt eller essentielt, men tværtimod som

evnen til at håndtere en bestemt forskel - i dette tilfælde forskellen mellem en personlig og

en militær identitet. Dernæst søges forskellen overvundet og meningsfastlagt gennem

understregningen af, at "alle er specielle indenfor vores fag", altså: Det man er fælles om, er

netop at være forskellige fra hinanden - man er et fællesskab af specielle individer, der hver

især "er noget" indenfor sit område. For at blive en del af fællesskabet er man tvunget til at

blive sig selv; man er nødt til at vise sig som noget særligt, og netop i kraft af denne

selvfremstilling at blive genkendelig. Til sidst understreges det, at dette forhold implicerer

en vedvarende dannelsesbestræbelse, der kræver, at man "kæmper for at vise", at man er

mere end blot en tom uniform, "der giver eller tager imod ordrer". Dertil kræves en

personlig risikovillighed: Man må uophørligt træffe beslutninger, gennem hvilke man så at

sige træder i karakter og synliggør sig selv som én, der kan rettes bestemte forventninger

til, ikke blot i kraft af sin rang, men også i kraft af sin person.

Beretningen er interessant, ikke alene fordi den udsiger noget centralt om

konstruktionen af den militære orden - den korporative moral, som Durkheim kaldte for

"organisk solidaritet", men også fordi den rummer en tidsdiagnose, som bla. beskrives af

Gorm Harste:

"Fra slutningen af det 18. århundrede til slutningen af det 20. århundrede har individet skullet stå til ansvar over for kollektivet, først og fremmest arbejdspladsen, uddannelsesstedet, og staten ved at udfylde sin allerede veldefinerede rolle. Det skal tilpasse sig og derudover være frit. Men i dag er det kategoriske imperativ mere sofistikeret: Et tilregneligt individ skal kunne være andet og mere, end hvad der forventes af det... Det moderne individ skal ikke være ligesom de andre, men det skal endog tilmed kunne opretholde et monopol på at kunne fortolke det selv, og deri skal det ikke blot være lig sig selv, men også forskellig fra sig selv. Det moderne tilregnelige individ skal være anderledes, men ikke afvigende, lidt skør, men ikke direkte sær" (Harste 1997:35-36).

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

133

Det moderne individs dannelsesprojekt består med andre ord i "at give selvet en bemestret

stil" (Schmidt 1988:77), der på een gang distancerer og integrerer. Individet er ikke længere

givet for sig selv, men arbejder bestandigt på at blive til som et anerkendelsesværdigt selv.

Hos Lars-Henrik Schmidt formuleres dannelsesforholdet således:

"Det ligger i selve subjektiveringen til subjektformen, at selvet udmærkes som selv, og det kan kun ske ved at selvet i sin selvforsikring adskiller sig fra andre... Selvet er dét, der endeløst modtager sig selv og giver sig selv" (ibid.:73-74).

Vi griber hermed tilbage til afhandlingens indledende problemstilling, nemlig spørgsmålet

om hvorledes forholdet mellem organisation og subjektivitet kan beskrives uden at reducere

det til enten en begrænsende eller en muliggørende relation, som tvangsform eller

frigørelsesform. Som det blev indikeret i beskrivelsen af samspillet mellem den formelle og

den uformelle kommunikation i organisationen, må relationen mellem organisationen og

individet ses som en samtidighed af subjektivering og subjektivation, dannelse og

selvdannelse. Ud fra et systemteoretisk synspunkt drejer det sig således ikke om at se på

enten den ene eller den anden side af forholdet mellem tillid og kontrol, frihed og magt,

men om at iagttage, hvordan selv og omverden gensidigt udgrænses og udleveres til

hinanden. Det er selve denne udleverethed, denne given og modtagen, der konstituerer

dannelsesarbejdet.

Der anslås hermed en etisk/politisk dimension i forholdet mellem organisation og

subjektivitet, der allerede ligger som ansats i Luhmanns kommunikationsteoretiske

perspektiv: Når kulturen ikke længere opfattes som en bagvedliggende, og i bevidstheden

indlejret, fornuftsmæssig sammenhæng, men som en særlig måde at skematisere

forventninger på, så bliver det op til den enkelte at vælge sit eget beslutningsgrundlag. Og

det er netop i dette valg, at det etiske såvel som det politiske overhovedet får en plads. Som

Luhmann siger:

"Samfundet placerer på denne måde de (helt ukontrollerbare) individer i et skema, som åbner for valg. Hvad det alligevel ikke kan ændre, accepterer det som frihed; og det sker i en så stærkt skematiseret form, at kommunikationen om ja'erne og nej'erne (beslutningerne, red.)...kan fortsætte, ligegyldigt hvad individerne beslutter sig for. I alt dette kan vi erkende nogle stærkt selektive indretninger...som håndterer adskillelsen og forbindelsen af systemer og af frihed og orden" (Luhmann 1997b:78).

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

134

Jeg ser altså den etisk/politiske ansats hos Luhmann formuleret som denne "håndtering" af

forholdet mellem frihed og orden. Individet er ikke længere blot en fortsættelse af det

sociale, men må skabe sig selv gennem forvaltningen af de skemaer, kulturen stiller til

rådighed.

Ser man nærmere på, hvordan Luhmann redegør for koblingen mellem psykiske og

sociale systemer, bliver hans retorik imidlertid meget abstrakt. Han taler således om, at

systemerne interpenetrerer hinanden, ved gensidigt at "stille deres kompleksitet til rådighed

for opbygningen af et andet system" (Luhmann 2000a:257). Men hvordan kan et operativt

lukket system bidrage til opbygningen af et andet? Modsiger det ikke hele teorien om

autopoiesis? Luhmann er selv klar over denne vanskelighed og forsøger at undgå en

selvmodsigelse ved at præcisere at:

"De interpenetrerende systemer forbliver omverden for hinanden. Det vil sige, at den kompleksitet, som de stiller til rådighed for hinanden, er uforståelig - altså uorden - for det modtagende system. Man kan derfor også sige, at de psykiske systemer forsyner de sociale systemer med tilstrækkelig uorden, og omvendt. Interpenetration sætter ikke spørgsmålstegn ved systemernes egenselektion og autonomi. Selv hvis man forestillede sig, at systemer var fuldstændig determinerede, ville interpenetration inficere dem med uorden og udsætte dem for uberegnelighed m.h.t. tilvejebringelsen af deres elementarhændelser. Al reproduktion og al strukturdannelse forudsætter følgelig en kombination af orden og uorden..." (ibid.: 258).

Det, Luhmann siger her, er altså, at interpenetrationen mellem systemerne skaber en uro, en

ubestemthed i strukturdannelsen, som beror på deres indbyrdes uforståelighed. Det

forbliver imidlertid efter min mening uklart, hvad der menes med, at et autopoietisk system

"fører sin egenkompleksitet ind" i et andet system, og dermed "inficerer det med uorden",

for har ethvert system ikke altid allerede konstrueret en for den kompatibel, dvs.

meningsfuld indre omverden, der gør det uforståelige forståeligt og det uordentlige

ordentligt? Præcis hvordan denne "uro" og gensidige "irritation" kommer i stand, forbliver

efter min opfattelse temmelig uigennemskueligt. Problemet synes at hænge sammen med

Luhmanns skepsis over for mulighederne for fremmedstyring, der i sidste ende er et resultat

af systemernes operative lukkethed. Som det påpeges af politologerne Borch & Larsen er

spørgsmålet om individets subjektivation/subjektivering en magtrelation, som Luhmann

ikke tematiserer. Jeg er derfor enig med dem i deres konstatering af at:

"Subjektiveringsbegrebet peger på en blind plet i den systemteoretiske analyse. Her er det utilstrækkeligt som systemteoretisk forsvar at hævde, at subjektet

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

135

befinder sig i sociale systemers omverden og derfor ikke påkalder sig den store interesse for en sociologisk og politologisk analyse. Om man konstrueres som subjekt eller individ er nemlig ligegyldigt i nærværende sammenhæng, hvor det er subjektiveringen som social magtudøvelse, det kommer an på" (Borch & Larsen 2003:173-174).

For at udfolde det etisk/politiske perspektiv, jeg mener, der ligger i den systemteoretiske

tilgang, men som Luhmann ikke selv ekspliciterer, vælger jeg derfor at supplere Luhmanns

begreb om autopoiesis med Michel Foucaults begreb governmentality, for så vidt som dette

begreb netop udsiger noget centralt om forholdet mellem sociale systemers vilje til

dannelse (orden) og individets vilje til selvdannelse (frihed).

Governmentality og selvets teknologi Begrebet "governmentality" eller "gouvernementalitet", som det ofte oversættes til, hører til

den del af Michel Foucaults forfatterskab, der ofte kaldes den "genealogiske fase" (Dreyfus

& Rabinow 1982:104, Jørgensen & Phillips 1999:21). I den første såkaldte "arkæologiske

fase" beskæftigede Foucault sig først og fremmest med en historisk analyse af de måder,

hvorpå mennesket har konstrueret sig selv som objekt for viden og magt, dels gennem

udviklingen af humanvidenskaberne, dels gennem en række disciplinære teknikker og

programmer i skolerne, hospitalerne og fængslerne. Mod slutningen af sit forfatterskab

begyndte Foucault imidlertid i stigende grad at interessere sig for måden, hvorpå mennesket

konstituerer sig selv som et subjekt (Foucault 1982:208). Fra en interesse i magtens

allestedsnærværende gennemtrængning og subjektivering af individerne forskydes

perspektivet i retning af individernes selvkonstituering som etisk/politiske aktører. Han

ønsker, som han siger, ikke at studere magt i og for sig, men snarere at beskrive tilblivelsen

af subjektet i mødet mellem de disciplinære teknologier (technologies of domination) på

den ene side og selvets teknologier (technologies of the self) på den anden side:

"Perhaps I've insisted too much on the technology of domination and power. I am more and more interested in the interaction between oneself and others, and in the technologies of individual domination, in the mode of action that an individual exercises upon himself by means of the technologies of the self". (Foucault 1994a:225).

Det er dette møde, Foucault kalder for governmentality:

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

136

"This encounter between the technologies of domination of others and those of the self I call "governmentality" (ibid.).

Governmentality henviser således til udøvelsen af en bestemt form for magt både i forhold

til sig selv og i forhold til omverdenen. Han udvider hermed den traditionelle betydning af

begrebet "government" som juridisk og politisk forvaltning af et specifikt statsapparat, dvs.

magten til at håndhæve love og regler, til også at omfatte den etiske forvaltning af selvet,

eller det han kalder for care of the self.

Ifølge Foucault skal individets "care of the self", dvs. subjektets selvdannelse forstås

som en frihedspraksis (pratice of freedom). Denne frihedspraksis er, hvad Foucault forstår

som etik. Men det er samtidig det, der forbinder det etiske med det politiske:

"The care of the self is ethical in itself; but it implies complex relations with others insofar as this ethos of freedom is also a way of caring for others...it is also the art of governing (Foucault 1994c:287).

"The art of governing" betyder kunsten at lede eller styre. I Foucault's magtanalytik bliver

begrebet governmentality en betegnelse for en etisk/politisk regeringskunst45, en

”gouvernementalitet”, som ikke kan reduceres til håndhævelsen af en række love og regler,

men som snarere må ses som en form for "holdning" (conduct), en bestemt

dannelsestechné, der forudsætter en overensstemmelse mellem den måde, man "fører sig

selv" og den måde, man "fører andre".

De teknologier, gennem hvilke individer konstituerer sig selv som subjekter, kan

findes i alle kulturer i forskellige former, siger Foucault. Disse teknikker er ikke

individuelle konstruktioner, selvom den enkelte kan give dem et personligt præg, men

"tilbydes og stilles til rådighed af hans kultur, hans samfund og sociale gruppe" (ibid.:291,

min overs.). Ligesom hos Luhmann placeres de frie individer altså "i et skema, der åbner

for valg". Kun gennem uophørligt at vælge, dvs. skelne, former individet sin individualitet

og lader sig udpege som person i det sociale.

Selvom de varierer markant i både form og indhold i forskellige kulturer og epoker,

inddeler Foucault selvets teknologier i fire hovedaspekter: (1) den etiske substans, (2) den

etiske forpligtelse (3) det etiske arbejde (4) det etiske telos.

45 For en uddybende fremstilling af denne forskydning fra ”statsræson” til ”regeringskunst” hos Foucault se Jens Erik Kristensens artikel med samme overskrift i Borch & Larsen (red.): Perspektiv, magt og styring. Luhmann & Foucault til diskussion, Hans Reitzels Forlag, 2003.

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

137

Den etiske substans kan defineres som "det aspekt eller den del af mig selv, som er

genstand for moralsk vurdering" (Foucault 1994b:263, min overs.). Foucault taler her først

og fremmest om bestemte følelser, intentioner, begær eller seksualitet, som indenfor en

given epoke problematiseres og gøres til genstand for refleksion ud fra et etisk perspektiv.

Den etiske forpligtelse er "den måde, hvorpå mennesker opfordres eller anspores til at

anerkende deres moralske ansvar" (ibid.:264, min overs.). Den etiske forpligtelse er med

andre ord de forskrifter eller regler, som følger af bestemmelsen af den etiske substans.

Hvis den etiske substans f.eks. er troskab, kan den etiske forpligtelse være beherskelse og

kontrol over ens begær, eller at man har en god følelsesmæssig relation til sin partner.

Det etiske arbejde er selve det dannelsesarbejde, den techné, individet udøver i forhold

til sig selv, for at hans handlinger og adfærd stemmer overens med de regler eller

standarder for moralsk ansvarlighed, som han har etableret i forhold til sig selv. Foucault

kalder også det etiske arbejde for "en selvformende aktivitet” (practique de soi) (ibid.:265).

Det etiske arbejde kan således ses som en selvdisciplinerende praksis, eller mere præcist

som de teknikker individet bruger til at forme sig selv som et etisk subjekt (ibid.:267).

Det etiske telos eller det moralske mål for dette dannelsesarbejde er "den væremåde vi

tilstræber, når vi optræder på en moralsk måde" (ibid.:265, min overs.). For eksempel kan

målet for dannelsesarbejdet være at opnå renhed eller udødelighed, frihed eller

selvbeherskelse etc.

Ud fra disse fire aspekter sammenfatter Foucault individets selvdannelse eller

subjektivation som:

"... a process in which the individual delimits that part of himself that will form the object of his moral practice [ethical substance], defines his position relative to the precept he will follow [mode of subjection], and decides on a certain mode of being that will serve as his moral goal [telos]. And this requires him to act upon himself, to monitor, test, improve, and transform himself [ethical work] (Foucault cf. Clifford 2001:72).

Tilsammen udgør disse fire aspekter som sagt det, Foucault kalder for selvets teknologi,

eller "care of the self". Gennem udøvelsen af disse formative teknikker, placerer individet

sig selv i forhold til de sociale og kulturelt sedimenterede skematiseringer og præsenterer

sig selv som et moralsk subjekt. Det er væsentligt at gøre sig klart, at Foucault hermed - i

lighed med Luhmann - ønsker at gøre op med forestillingen om et funderende subjekt. Som

Luhmann fremhæver han, at subjektet ikke kan ses som privilegeret centrum og konstitutivt

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

138

sidsteelement i det sociale, men snarere må defineres som en diskursiv konstruktion, en

specifik position, hvorfra det er muligt at tale og handle, og som må udfyldes for at skabe

midlertidige ordninger. Som han siger:

”In the proposed analysis, instead of referring back to the synthesis or the unifying function of a subject, the various enuncitive modalities manifest his dispersion. To the various statuses, the various sites, the various positions that he can occupy or be given when making a discourse” (Foucault [1969] 1995: 54).

Subjektet er således ikke givet for sig selv, men må vedvarende konstituere sig selv som et

etisk/politisk individ gennem sit dannelsesarbejde, dvs. gennem sin frihedspraksis. Sagt på

en anden måde: For at blive et individ må man aktivt udøve sin frihed til at forme sin

eksistens, dvs. træffe beslutninger. Med begrebet ”governmentality” henviser Foucault

netop til denne forståelse af selvdannelsen som individets forvaltning af sin egen frihed

inden for rammerne af en specifik samfundsmæssig orden.

Ved at forme sig selv yder individet modstand mod og "irriterer", for nu at bruge

Luhmanns terminologi, den sociale orden. Hvor Luhmann taler om "interpenetration"

mellem systemerne, taler Foucault om et netværk af strategiske relationer, som

"strukturerer mulighedsrummet for andres handlinger" (Foucault 1982:221).

Governmentality bliver dermed et strategisk begreb for individets mulighed for at

overskride og skabe forskydninger i de sociale kategorier og skematiseringer, der

kendetegner et givent samfund, organisation eller gruppe46. Som han selv formulerer det:

"I do not believe that the only possible point of resistance to political power - understood, of course, as a state of domination - lies in the relationship of the self to the self. I am saying that "governmentality" implies the relationship of the self to itself, and I intend this concept of governmentality to cover the whole range of practices that constitute, define, organize, and instrumentalize the strategies that individuals in their freedom can use in dealing with each other (Foucault 1994c:299-300).

Frihed står derfor ikke i et ydre forhold til magt, men er en del af magt. Hvor der ingen

frihed er, er der ingen magt. Slaveri er således ikke et magtforhold, men derimod en form

for vold. Magt udøves kun over frie individer, og kun for så vidt som de er frie (Foucault

1982:221). Hermed lægger Foucault afstand til en traditionel opfattelse af magt som

46En fremstilling af Foucaults frihedsbegreb som en grænseoverskridende (transgressive) praksis findes i Jon Simons (1995): Foucault and the political, Routledge, London & New York.

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

139

"dominans", eller det man kan kalde for "lov- og suverænitet" opfattelsen af magt

(Flyvbjerg 1991:108). Han siger således:

"With government it is a question not of imposing law on men, but of disposing things: that is to say, of employing tactics rather than laws, and even of using laws themselves as tactics - to arrange things in such a way that, through a certain number of means, such and such ends may be acheived...whereas the end of sovereignty is internal to itself and posesses its own intrinsic instruments in the shape of its laws... the instruments of government instead of being laws, now come to be a range of multiform tactics" (Foucault [1978] 1991:91).

Med denne definition af governmentality som en "mangfoldighed af taktikker" ønsker

Foucault at sætte en mere positiv og mere produktiv magtopfattelse overfor den klassiske

Hobbesianske47 magttænkning. Magt og frihed er ikke hinandens modsætninger, men er

tværtimod gensidigt muliggørende. Magtrelationer skal derfor ikke ses som et resultat af

dominans (Hobbes), eller en overførsel af rettigheder fra de mange til de få (Locke) -

selvom begge dele kan være et resultat af magt - men som det, der i bund og grund

producerer det sociale:

"[I]t seems to me...that the notion of repression is quite inadequate for capturing what is precisely the productive aspect of power...What makes power hold good, what makes it accepted is simply the fact that it doesn't only weigh on us as a force that says no, but it traverses and produces things, it induces pleasure, forms knowledge, produces discource" (Foucault 1984:60-61).

Han mener derfor, man bør skelne mellem magt forstået som et sæt af strategiske relationer

mellem frie individer, der forsøger at "handle i forhold til andre handlinger", på den ene

side, og magt forstået som en mekanisme, der er tilknyttet staten og dens institutioner, dvs.

et system af regler og love, på den anden side:

"If you try to analyze power not on the basis of freedom, strategies and governmentality, but on the basis of the political institution, you can only conceive of the subject as a subject of law...On the other hand, I believe that the concept of governmentality makes it possible to bring out the freedom of the subject and its relationship to others - which constitutes the very stuff (matière) of ethics" (Foucault 1994c:300).

47 For en tilgængelig, men kritisk fremstilling af traditionslinien, der forbinder Thomas Hobbes (1588-1679), John Lockes (1632-1704) og Michel Foucaults (1926-1984) magttænkning se Barry Hindess (1996): Discourses of Power. From Hobbes to Foucault, Blackwell Publishers, Oxford & Massachusetts.

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

140

Den frihed, Foucault tilkender individet, er altså friheden til at manøvrere gennem et

netværk af strategiske magtrelationer - ikke til at ophæve dem. Det er denne

"manøvredygtighed", evnen til at "disponere" over forskellige strategier og taktikker, eller

det man med et andet ord kalder for dømmekraften, der forbinder den enkelte med det

sociale fællesskab.

Governmentality henviser da netop til måden, hvorpå individet udøver sin

dømmekraft både i forhold til sig selv og i forhold til andre. Ligesom dømmekraften er

governmentality på een gang et individuelt og alment princip. Det er selve evnen til at

aktualisere det universelle i det partikulære, dvs. evnen til at omsætte alment accepterede

normer og regler til individuelle tolkninger og handlingsalternativer. Om dømmekraften

siger Gadamer:

"Judgement is not so much a faculty as a demand that has to be made of all. Everyone has enough "sense of the common" (gemeinen Sinn) - i.e. judgement - that he can be expected to show a "sense of the community" (Gemeinsinn), genuine moral and civic solidarity, but that means judgement of right and wrong, and a concern for the "common good" (Gadamer [1975] 1993:32).

Governmentality knytter således den enkeltes dømmekraft, hans evne til at skelne mellem

godt og dårligt, sandt og falsk osv., til sansen for fællesskabet og viljen til "det fælles

gode".

Med denne sammenkobling af governmentality, og det man med en passende

neologisme kunne kalde for "judgementality", åbnes der mulighed for en besvarelse af

spørgsmålet om, hvordan individets beslutninger medkonstituerer det sociale samtidig med,

at det sociale medkonstituerer det individuelle: Gennem et komplekst netværk af strategiske

magtrelationer og teknologier, som former, men ikke determinerer det mulighedsrum, dvs.

den frihed, som tillader et individ at udøve sin dømmekraft i forhold til andres handlinger.

Hermed fokuseres på forvaltningen af de frihedsstrategier, der er på spil i moderne

organiseringsformer (Borch & Larsen 2003:169).

For at vise hvordan dette forhold mellem frihed og orden satte sig igennem og blev

artikuleret i den militære organisation, vil jeg i det følgende forsøge at udpege de fire

hovedaspekter af den dannelsesteknologi ved hjælp af hvilken, den enkelte soldat formede

sig selv som individuel beslutnings- og risikotager. Jeg vil herigennem forsøge at

fremanalysere overgangen til en ny militær ledelsespraksis, i hvilken den bureaukratiske

styring forskydes i retning mod individuel selvstyring.

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

141

Den centrale pointe i analysen er således, at der i forbindelse med fremkomsten af en

ny sikkerhedsdiskurs og et stigende antal fredsstøttende operationer skabes en ny militær

gouvernementalitet, og dermed en ny militær subjektiveringsform, der indebærer, at de

enkelte soldater ikke længere kan betragtes som passive trivialmaskiner eller som føjelige

kroppe, hvis lydighed er prompte og blind (Foucault [1975] 2002:182), men derimod som

etisk/politiske aktører, der selv tager vare på og ansvar for den usikkerhed og de risici, der

er forbundet med hverdagsopgaverne i missionsområdet. Organisationens ledelses- og

koordineringsprincipper ændrer dermed karakter fra en regelbaseret til en værdiorienteret

regimering af individerne, som tillader større frihedsgrader i beslutningskommunikationen,

men som samtidig skaber en stærkere ethos, en mere gennemgribende stemthed i

holdningen og det individuelle engagement. For disciplineringen af selvet nedbryder ikke,

men danner forudsætning for opbygningen af den gensidige tillid og loyalitet - det man i

den militære terminologi kalder for korpsånden i organisationen.

Den etiske substans: Korpsånden I et interview med en af kompagniets delingsførere spurgte jeg ham om, hvad der dannede

grundlag for de beslutninger, han skulle træffe i forbindelse med de daglige opgaver i

missionsområdet, med andre ord: hvad han selv opfattede som forudsætningen for hans

egen ledelsespraksis. Han svarede da på følgende måde:

K: "Når du er ude i et uforudsigeligt terræn og skal træffe nogle beslutninger, hvad holder

du dig så til, og hvad skal der til, for at du får din beslutning gennemført?"

B: "Altså det tror jeg, det er 100% bygget på tillid og korpsånd…Man snakker tit om i krig,

at hvis du har en gruppe, der knækker under ild, så hvis de ikke har nogen fører med sig, så

vil de blive ved med at være knækket. Altså så kommer de ikke videre, mens hvis der er en

fører, så vil han ofte kunne få dem op. Og det, jamen det bygger jo på alt det der. Jeg ved

ikke, om respekt er det rigtige ord, men tillid og korpsånd - at man stoler 100% på dem. Og

det er jo det, der giver ham rygstødet til at kunne tage de beslutninger overhovedet og i

øvrigt, uden at vende sig om, så bare gå fremad".

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

142

Tilliden og korpsånden udpeges her under ét som den følelse af samhørighed og gensidig

respekt, der danner forudsætning for den enkelte soldats konstituering af sig selv som

beslutnings- og risikotager.

Det interessante ved denne bestemmelse er, at den knyttes direkte til den enkelte

soldats evne til at håndtere risici, til om man "knækker" eller om man "uden at vende sig

om, så bare kan gå fremad". Det, der er afgørende for udfaldet af kritiske situationer, er

altså ikke så meget et spørgsmål om autoritet og formelle kommandostrukturer, men

snarere om der er etableret et personligt bånd mellem den enkelte og de andre, som går på

tværs af de hierarkiske strukturer. Der er imidlertid ikke tale om et enten-eller, men om et

gensidigt muliggørende forhold mellem det formelle og det personlige, mellem tillid og

kontrol. Som han forklarede mig:

"Det er meget vigtigt at kunne se, at autoriteten, den er der i starten mere eller mindre for

alle, men den er lige så hurtigt væk for dem, der egentlig ikke - altså som bare har formel

autoritet, altså dem, der bare er sergenter, fordi der er tre vinkler (distinktioner på

uniformen, der viser rang af sergent, red.)...og det går hele tiden tilbage til, at de dér

fastsatte rammer for loyalitet, de strækker sig så langt - (han viser hvor kort med en

centimeters afstand mellem fingrene) - og resten, det opbygges ved at vise interesse for folk

og ved at skabe korpsånd og at sørge for at folk, de holder af hinanden, føler noget for

hinanden".

Korpsånden fremstilles her som "den etiske substans", dvs. det aspekt af soldatens egen

holdning til sig selv og til andre, der "skal opbygges", ved "at sørge for at folk de holder af

hinanden, føler noget for hinanden". Den følelse, den enkelte skal bygge op, er følelsen for

fællesskabet, dvs. en sans for den sociale sammenhæng, der rækker ud over hans egen

individualitet. Uden fornemmelsen for denne indbyrdes forbundethed mellem den enkelte

og de andre, vil man ikke kunne træffe passende beslutninger, dvs. beslutninger, som er

afvejet i forhold til den konkrete situation og den overordnede sammenhæng, de indgår i.

Til korpsånden knytter sig således ikke alene en opøvelse af dømmekraften og brugen af

"den sunde fornuft", ratio, men tillige en "sans", eller "følelse", for det fælles - en sensus

communis, der forener den militære ledelsesrationalitet med en specifik moralitet. Om

denne sammenhæng mellem dømmekraften og sensus communis skriver Gadamer:

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

143

"[T]here is a positive ethical motif involved [in ] the sensus communis. The grasp and moral control of the concrete situation require subsuming what is given under the universal - that is, the goal that one is pursuing so that the right thing may result. Hence it presupposes a direction of the will - i.e. moral being (hexis)...Although practising this virtue means that one distinguishes what should be done from what should not, it is not simple shrewdness and general cleverness. The distinction between what should and should not be done includes the distinction between the proper and the improper and thus presupposes a moral attitude, which it continues to develop" (Gadamer [1975] 1993:21-22).

Til korpsånden knytter sig således det, som Kirkeby kalder for de ”sociale dyder” eller

hexis48, der betegner "den proces, hvori vi lærer os selv at forme vore tilbøjeligheder, bid

for bid, efter det gode, indtil vi føler den gode tanke, og spontant vil den gode handling"

(Kirkeby 2001:86).

Det vil imidlertid være forkert at opfatte korpsånden som en passiv "indordnen sig"

under gældende normer og standarder. Der er snarere tale om et aktivt princip, som

"forbinder følelse, tanke og vilje i et lidenskabeligt handlingssprog" (Kirkeby 2001:88-89),

et "sprog", hvori følelsen, for "hvad der er redeligt, sansen for det rimelige" (ibid.),

kontinuerligt formes gennem fælles erfaringer. Som Kirkeby udtrykker det:

"Begrebet "hexis" er et livsbekræftende begreb, for det udtrykker menneskets mulighed for at forme sig selv gennem sine handlinger, reciprokt, at forme sine handlinger gennem tidligere handlingers bindende kraft, og dermed gennem de tanker og følelser, som på én gang har skabt dem, og som de bekræfter og genskaber... Hexis betyder, at et menneske ved at tage ansvaret for sit liv, kan...bygge det op - ligesom atleten bygger sin krop op" (ibid.:80-81).

Som det fremgår af interviewet, er korpsånden ikke noget, der automatisk følger med den

formelle autoritetsstruktur, men noget som vedvarende skal "bygges op". Korpsånden er i

Foucaults terminologi den "etiske substans", som individet former i relationen til sig selv,

men på en sådan måde, at denne relation selv bliver bestemt gennem forholdet til det

sociale, til det militære fællesskab. Der ligger således i begrebet korpsånd en form for

48 Med Aristoteles begreb hexis ønsker Kirkeby at lægge afstand til enhver form for æstetisering af selvdannelsen som ”konstruktion” eller ”iscenesættelse”. Begrebet henviser, som han siger, til ”en måde at være på, det er ingen performance”. I modsætning til Luhmanns konstruktivistiske og ikke-normative autopoiesisbegreb, udtrykker hexis derfor et ontologisk orienteret og normativt dannelsesbegreb, som efter min mening alene egner sig til en første ordens iagttagelse af, hvilke skematiseringer, der gør sig gældende, men ikke til en anden ordens iagttagelse af, hvordan disse selv er blevet meningsfikseret. Når jeg bruger Kirkeby i denne sammenhæng, er det således kun for at uddybe betydningen af organisationens egne ontologiseringer, og altså (til forskel fra Kirkeby) ikke et forsøg på at bestemme, hvad korpsånd som sådan er.

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

144

hengivelse af selvet til fællesskabet, et personligt beredskab i form af en "lidenskabelig

tilbøjelighed" (ibid.:110), som udtrykkes i en særlig militær kærlighedssemantik. I

nedenstående passage fra et interview med chefen for 2KMP bliver "ånden", den

korporative ethos således inderliggjort og udtrykt som professionel passion.

Under interviewet, der tog udgangspunkt i brugen af de såkaldte FORPUBS-

skemaer (Forsvarets Personeludviklings- og Bedømmelsesskema) som en konkret

ledelsesstrategi, viste korpsånden sig da at rumme nøglen til forståelsen af det sociale bånd,

som knytter individet til fællesskabet, og jeg vælger derfor at bringe et længere uddrag af

samtalen, der begynder med en redegørelse for, hvad man bruger bedømmelsesskemaerne

til:

K: "Kan du fortælle mig, hvad et FORPUBS-skema er?"

C: "Et FORPUBS-skema er et stykke papir, som bliver udfærdiget på enkeltmand i en

masse forskellige terminer, som er fastlagt af Forsvaret. Hvis man udfylder det ordentligt,

så kommer man hele cirklen rundt om personen - både arbejdsmæssigt, socialt og privat…

FORPUBS'en tjener flere formål. For medarbejderens eget vedkommende er det at give

ham et øget indblik i sig selv, få øget selvindsigt kan man sige. Og så er det for at kunne -

dybest set kunne effektivisere Forsvaret…Det er i ordets bedste forstand et

udviklingsskema, fordi manden skal have mulighed for at udvikle sig… Men det er

sammenfatningen, som betyder noget. Det er egnethed i funktionen, det er egnethed til

bestridelse af andre funktioner, og så er det egnethed til eksempelvis udnævnelse. Det er

det, man skal kigge på. Det er det, der betyder noget. For det er ligesom manden som

helhed, der går ind og bliver bedømt der. Og hvis delingsførerne ikke har gjort det

ordentligt, så føjer jeg gerne et par linjer til, som ligesom underbygger mandens karakter".

Det centrale i denne indledende passage er præsentationen af bedømmelsesskemaet som et

"udviklingsskema", der skal give soldaten "et øget indblik i sig selv", samtidig med at

organisationen får et indblik ikke bare i hans egnethed i funktionen, men i hele hans

karakter. Udfærdigelsen af bedømmelsesskemaerne var i denne forstand led i en samtidigt

individualiserende og totaliserende gouvernementalitet, som i bogstaveligste forstand

placerede de frie individer i et skema, der ӌbnede for valg", dvs. for beslutninger.

Efterhånden som interviewet skred frem, antog betydningsfastlæggelsen af denne formelle

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

145

ledelsesstrategi imidlertid et stadigt mere intenst personligt præg i takt med, at den blev

kædet sammen med korpsånden. Kompagnichefen formulerede sammenhængen således:

C: "Hvis man nærlæser de regler, der blandt andet er for personelbedømmelser, så står der

mange ting, og så står der, at man skal afholde personelsamtaler på det og det tidspunkt

osv. Og ånden i det, det er jo for at tilsikre medarbejderens behov og ønsker og

arbejdsgiverens behov og ønsker, og de to ting skal kombineres. Og medmindre der er en

dialog, så falder man tilbage på det egentlige militære system, nemlig befalingsretten og

lydighedspligten. Så følger man ikke ånden i personelplejen. Og det er langt lettere at miste

grebet og miste forståelsen for ånden i Forsvaret, end det er alle mulige andre steder, fordi

som jeg siger: Vi har befalingsretten, vi har lydighedspligten… men det er ånden i

opgaveløsningen, man skal have fat i".

K: "Hvad er det så, der får dig til at forsøge at fastholde den ånd?"

C: "Fordi jeg er blevet - fordi jeg vil gerne være elsket!"

Her understreges det endnu engang, at den formelle autoritetsstruktur - befalingsretten og

lydighedspligten - kun udgør den ene side af den korporative orden, den "tomme struktur",

som skal udfyldes af noget andet, nemlig ånden, som ikke kan installeres og sanktioneres

gennem doktriner og regulativer, men måske nok foregribes gennem individuel motivation

samt ydre tilskyndelse og belæring. Korpsånden er derfor ikke at forstå som en væremåde,

man enten har eller ikke har, men som en dannelsespraksis, en social teknologi, gennem

hvilken hver enkelt soldat opdrages til ikke alene at kende sine pligter, men også sig selv.

Forståelsen af korpsånden som en etisk praksis, der knytter individet til fællesskabet,

fremstilles måske klarest med følgende citat af Kirkeby:

"Individet kan simpelthen ikke forstå sig selv som individ uden først at have formet sig selv gennem en normativ praksis, der er skabt og sanktioneret af fællesskabet. Fra organisationsfilosofiens og ledelsesfilosofiens perspektiv betyder det, at en leder (beslutningstager, red.) må være en harmonisk del af communitas, og at det kun kan lade sig gøre, hvis han er i harmoni med sig selv. Men denne harmoni kan han ikke beslutte sig til, endsige vælge. Han må bygge den op ved at gøre sig fortjent til den" (Kirkeby 2001:95).

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

146

Hvor Kirkeby taler om en tilstand af harmoni foretrækker jeg imidlertid som Foucault at

tale om en problematisering af forholdet selv og omverden. Det, korpsånden

problematiserer og stiller som en vedvarende dannelsesopgave, er således skabelsen og

opretholdelsen af det sociale bånd, det uudtalte løfte, som lader den enkelte se sig selv i den

Anden og den Anden i sig selv. Og heri ligger egentlig korpsåndens dybeste betydning:

Som individets tilblivelse i det militære communitas, det passionerede fællesskab. Som vi

skal se, knytter der sig imidlertid en fordring til denne tilblivelse, som forpligter den enkelte

på en vedvarende fornyelse af det løfte, som een gang er givet.

Den etiske forpligtelse: Loyaliteten Da jeg talte med delingsføreren om betydningen af korpsånden, knyttede han den tæt

sammen med et andet begreb nemlig loyalitet. Jeg bad ham derfor uddybe sammenhængen

mellem disse to begreber for mig.

K: "Hvem er det, man er loyal overfor? Er der nogen måde, man kan afgrænse det på, hvor

man kan sige: Dem og dem og dem er jeg loyal overfor?"

Bi: "Jamen det er der helt klart…Der er ingen tvivl om, at ligegyldigt hvor gode venner jeg

er med delingsførerne, så skulle Claus (kompagnichefen, red.) - han skulle tage en meget,

meget (latter) meget modstridende - mod alle mine egne begreber - beslutning, før at jeg

ikke ville være 100% loyal overfor ham. Altså det skulle virkelig være liv eller død for mig

selv. Så altså på den måde: Man har pligt til at være 100% loyal overfor føreren…Så

derfor vil min største loyalitet altid ligge over for ham. Og altså ikke kun fordi det er ham -

altså nu også ham, fordi jeg godt kan lide ham - men også enhver anden, der havde været

min direkte chef, ville have fået den samme loyalitet… Altså det hænger sammen med

korpsånd. Loyalitet hænger skarpt sammen med, hvem det er, man har forpligtelser

overfor, hvem det er man skal stole på, hvis tingene går galt, eller hvis man kommer ud i

noget skarpt".

Ser vi tilbage på Foucaults bestemmelse af selvdannelsens andet aspekt "den etiske

forpligtelse", bliver det tydeligt, at loyaliteten fungerer som den forskrift eller regel, der må

følges såfremt korpsånden skal kunne opbygges. Loyalitet handler, som Kirkeby formulerer

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

147

det, om "en forpligtelse overfor communitas, der både kommer til udtryk gennem de

enkelte medlemmers omsorg for hinanden og for helheden" (Kirkeby 2001:122).

Ligesom korpsånden knyttes loyaliteten nært sammen med evnen til at håndtere risici,

til at kunne vurdere "hvem det er du skal stole på, hvis tingene går galt, eller hvis vi

kommer ud i noget skarpt". Efterfølgende understreges atter dobbeltheden i det militære

dannelsesregime gennem fastholdelsen af, at loyalitet på den ene side er foreskrevet som en

pligt i det formelle hierarki, altså noget som "kræves af systemet", men at den på den anden

side samtidig kræver opbyggelse af en personlig ansvarsfølelse:

K: "Hvordan opstår loyalitet? Hvordan kommer det i stand?"

B: "Jamen den opstår for det første ved, at der er noget personligt - at folk de holder af

hinanden - og så at man tror på de beslutninger, der bliver taget…Så den opstår både af

systemet, at systemet kræver, at man skal være loyal, men altså den holder jo kun til en vis

grænse. Den holder lige til, at de personlige ting ikke er med.

K: "Er det noget man kan lære?"

B: "Jeg tror loyaliteten, den ligger - det som er inde i militæret, det ligger bare fast: Du

skal være loyal over for din fører, for det står i reglerne. Alt det andet med hvor loyal du er

og sådan noget, det er noget du lærer - dårlig samvittighed, sådan noget der… På en eller

anden måde, så tror jeg også, at loyalitetsfølelsen den er steget med årene - altså sådan

noget med almindelig ansvarsfølelse. Jeg tror da, jeg var mindre loyal som 20 årig, end jeg

er idag".

Loyalitet er med andre ord netop den måde, hvorpå den enkelte soldat "opfordres eller

anspores til at anerkende sit moralske ansvar", som Foucault udlægger det. Den er et aspekt

af individets etiske selvdannelse, som må formes indenfor rammerne af det sociale

fællesskab. Den kan således ikke ensidigt beskrives som redskab for en "fleksibel

tvangsform", der nedbryder den personlige karakter som i Sennett’s

organisationsperspektiv. For som Kirkeby siger:

"Loyalitet kræver ikke blind offervilje eller nidkærhed (endsige hensynsløshed) i fællesskabets navn. Den beror på besindighed og oprigtighed, på anstændighed, på

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

148

en solid dømmekraft, på en udviklet sans for det rimelige og for det rigtige. Det loyale menneske er ikke autoritetstro, men tro mod en autoritet, hvis rettigheder han selv har ratificeret. Den ægte loyalitet går hånd i hånd med kritikken. Men måske er det allervigtigst, at den ikke er fremmed for kærligheden" (Kirkeby 2001:122).

Det betyder ikke, at kontrollen med den enkelte soldat forsvinder. Men den skifter karakter

fra en centraliseret og bureaukratisk kontrol til en individualiseret og personlig selvkontrol,

som muliggør en langt mere effektiv og situationsbestemt risikohåndtering. For ligesom

korpsånden drejer loyaliteten sig i sidste ende om at reducere risici. Som delingsføreren

sagde:

B: "For at jeg kan stole på, at de ting som jeg siger, de bliver udført, så skal jeg vide, at

folkene er 100% loyale. Lige så snart jeg har en mistanke om, at de ikke er… så er det, jeg

bliver nødt til at gå over og kontrollere, og alt andet lige, så har folk en aversion mod at

blive kontrolleret".

For at reducere risikoen for et utilsigtet hændelsesforløb, der øger kompleksiteten og

dermed usikkerheden i den militære beslutningssammenhæng, er det nødvendigt at øge

forudsigeligheden i den enkelte soldats adfærd. Eftersom forudsigeligheden af individuelle

handlingsforløb aldrig er absolut, men i princippet er ukontrollerbar, kan der ikke alene

med en kontrolbaseret styring opnås tilstrækkelig sikkerhed i beslutningsstrukturen. Den

må suppleres med en tillidsbaseret ledelsesstil, der forpligter den enkelte som person og

ikke bare som position.

I det militære risikofællesskab må den formelle magtstruktur og dens iboende kontrol-

og overvågningsmekanismer således hele tiden understøttes af korpsånden og loyaliteten -

den korporative ethos. Dette kan kun lade sig gøre i kraft af et samspil mellem det militære

dannelsesregime og dens diciplinære teknikker på den ene side, og den enkelte soldats vilje

til selvdannelse på den anden side, altså gennem subjektivering/subjektivation. For at skabe

tilstrækkelig sikkerhed i sine beslutningsprocesser, dvs. i sin autopoiesis, må organisationen

derfor paradoksalt nok tillade en større grad af autonomi, dvs. differentiering, samtidig med

at den udvikler en stærk ethos, dvs. integrering. Risikohåndtering i den militære

organisation forudsætter med andre ord en form for gouvernementalitet, gennem hvilken

der stilles et repertoire af socialt konstruerede forventningsstrukturer og skemaer til

rådighed for den enkelte, som gennem sin egen selvforvaltning, sit personlige

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

149

dannelsesarbejde må "vise sig", dvs. konstituerere sig som professionel risikotager. Om

denne samtidigt integrerende og differentierende gouvernementalitet sagde en anden af

kompagniets officerer, da jeg bad ham beskrive sin opgave som delingsfører:

K: ”Hvordan vil du beskrive din opgave som delingsfører hernede?”

Bj: ”For det første er man ansvarlig for alle de ting, der foregår i delingen. Og det er både

det rent operative og det faglige. Man er også ansvarlig for, at holdningen i delingen er,

som den skal være. At folk er glade og tilfredse, og samtidig arbejder som de skal, opfører

sig jvf. de direktiver, der er givet ved kompagniet. Og der er det hernede utroligt meget med

uddelegering af opgaver… Her, der er vi så meget spredt ud, at det er meget vigtigt, at man

får fat i sine gruppeførere, og så lader dem holde opgaven. Men samtidig er det også

vigtigt at få samlet delingen så ofte som muligt, så de kan få de retningslinier og direktiver.

Man er ikke så meget fører hernede, som derhjemme”.

Her bliver det for det første tydeligt, at gouvernementaliteten forbindes med udøvelsen af

en bestemt ethos i form af "ansvaret for at holdningen i delingen er, som den skal være".

For det andet knyttes denne ethos til det forhold, at der i fredsstøttende missioner sker en

stærkere decentrering og uddelegering af opgaverne, idet soldaterne er "meget spredt ud" i

missionsområdet, og at man derfor ”ikke er så meget fører". Den kontrolbaserede

ledelsesstil forskydes derfor i retning af en "holdningsbaseret" ledelsesform, som til

gengæld stiller forventninger til den enkelte om ikke bare at gøre det, han bliver befalet til,

men at han selv forvalter sine beslutninger i fællesskabets ånd. I det militære hverdagssprog

kaldes denne selvforvaltning også for selvdisciplin.

Det etiske arbejde: Selvdisciplinen I et interview med en af delingsførerne, spurgte jeg ham om, hvordan hans militære

uddannelse og udsendelsen til Kosovo havde påvirket ham. Til det svarede han:

K: ”Hvad har denne her udsendelse og hele dit forløb som soldat betydet for dig

personligt?”

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

150

Bj: ”[M]an udvikler sig utroligt meget i sådan et forløb. For det første: Man begynder at

snakke anderledes. Det går så væk igen på et tidspunkt. Så synes man ikke, det er sjovt

længere at gå rundt og sige: ”Det spiller” og ”spiller max” og alt sådan noget, som man

synes, ”nu er jeg soldat, så er det sjovt at gå rundt og sige sådan noget”. Men også rent

holdningsmæssigt er der ting, som jeg kan hidse mig helt vildt op over derhjemme, og som

andre bare griner ad. Altså f.eks. hvis man skal være et sted kl. 13.00 - hvis jeg skal være

her kl. 13.00 og så kommer fem minutter over ét, så er det noget pis, fordi så har jeg spildt

en anden persons tid. Og omvendt: Vil jeg have, at folk de kommer kl. 19.00, så skal de

kraftedeme også komme klokken 19.00, for jeg skal ikke sidde og vente et kvarter på, at vi

skal køre et sted hen…Og så: Man giver ærlige svar. Det har du også oplevet. Man skal

kunne redegøre for, hvad fanden man har gang i. Og så sige, hvorfor man ikke har nået det,

man gør… Det kommer ikke på én gang, det gør det ikke, men det kommer. Man bliver

holdningspåvirket hele vejen igennem…Tingene skal fandeme virke, og man skal gøre, hvad

man kan, og man skal møde til tiden og alle de der gammeldags firkantede ting, som i

grunden er ganske udmærkede”.

Den ”holdningspåvirkning”, der finder sted i det militære dannelsesregime udtrykkes her

som det etiske arbejde, dvs. de teknikker, der former soldaten som et disciplineret individ -

ikke på én gang, men lidt efter lidt. En af de måder, hvorpå denne ”holdningsbearbejdelse”

kommer til udtryk, er den præcision og effektivitet, hvormed man udfører sine

arbejdsopgaver. Det udtrykkes bla. som en vilje til ”at gøre, hvad man kan”, ”møde til

tiden” og ”give ærlige svar”.

I artikulationen af ”det holdningsmæssige” sker der tilsyneladende en glidning fra en

ekstern disciplinering til en intern selvdisciplinering. Jeg spurgte derfor om denne

”holdning” havde noget med selvdisciplin at gøre:

K: ”Har det noget med selvdisciplin at gøre?”

Bj: ”Jamen det har det da. Og det er jo forholdsvis nemt i det her system, fordi magter du

det ikke selv, jamen så skal du nok få det at vide. Men det har det da, det har utroligt meget

med selvdisciplin at gøre. Også som delingsfører hernede har det utroligt meget med

selvdisciplin at gøre, fordi hvis man vil, så er der mange steder, hvor du godt kan skippe

ting og sager, lade ting sejle sin egen sø og lade gruppeførerne nøjes med deres grupper og

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

151

så sige: ”Jamen jeg skal sgu nok holde min delingsførertime en gang imellem og skrive

ugeplan, så står det jo dér, ikke også? Men hvor man så i stedet for kan gå ud og gøre

noget ved det…Altså selvdisciplin har det meget med at gøre”.

I denne passage knyttes individets selvdisciplinering til ”systemets” disciplinering i

udtalelsen om, at ”magter du det ikke selv, jamen så skal du nok få det at vide”,

underforstået at der hvor selvdisciplineringen hører op, der starter disciplineringen.

Denne forståelse af forholdet mellem selvdisciplin og disciplin var ikke kun udbredt

blandt officererne, men deltes i vid udstrækning af konstablerne. Jeg havde ved flere

forskellige lejligheder noteret et bestemt udtryk, de anvendte, når de syntes disciplineringen

tog overhånd i forhold til selvdisciplineringen, nemlig at det blev for ”værnepligtsagtigt”.

Jeg spurgte derfor en konstabel, hvad det betød, når noget var ”værnepligtsagtigt”:

K: ”Hvad vil det sige, at noget er ” værnepligtsagtigt”? Hvad ligger der i det?”

L: ”Det skal man nok prøve for at forstå det på den rigtige måde. Værnepligtsagtigt, det er

f.eks. hvis man skal - vi har ti hjelme på vores PMV (pansret mandskabsvogn, red.) - vi skal

fremholde alle ti hjelme, den ene hjelm ligger så nede i vores FAB, og så siger han

(føreren, red.): ”Der er ikke ti hjelme her”, og så siger vi: ”Den ene hjelm ligger nede i

FAB’en”. I værnepligtsagtigt, der skal man så løbe ned og hente hjelmen og så fremvise

hjelmen, selvom man har den, man véd, man har den 100%, fordi man havde den på her i

morges eller sådan noget. Sådan er det i værnepligtsagtigt, der skal man fremvise alt, man

skal have alt. Hvis vi rengør gevær, så skal det være sådan, så der ikke er et eneste lille

fnuller eller skidt på, som også hedder at ”kneppe i bund”. I værnepligtstiden der skal alt

bare køre efter en hård disciplin, fordi det er den eneste måde, man kan sørge for, at man

respekterer officererne”.

Også her knyttes disciplineringen til det etiske arbejde, som ”den eneste måde man kan

sørge for, at man respekterer officererne”. Men med udtrykket ”værnepligtsagtigt”

artikuleres samtidigt en modstand mod en ensidig og rigid kontrolvirksomhed, der

suspenderer den enkelte soldats autonomi og dømmekraft. Da jeg bad min informant om at

uddybe betydningen af ”værnepligtsagtigt”, blev det imidlertid igen understreget, at såvel

kontrolbaseret som tillidsbaseret ledelse var nødvendigt for at ”få det til at fungere”, dvs.

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

152

for på én gang at øge graden af håndterbar kompleksitet og reducere risici i organisationens

beslutningsprocesser:

K: ”Når man siger om noget, at det er værnepligtsagtigt, betyder det så, at officeren

kontrollerer det man…”

(informanten afbryder).

L: ”Man skal faktisk ikke tænke selv, man skal bare udføre en ordre. Den ordre man får,

der skal man bare, uden at stille spørgsmål, bare gå direkte i gang med den. Mange af de

opgaver vi får, de skal udføres sådan, medens andre opgaver, der kan man godt lige give

lidt snor, give lidt line, og så lade os selv bearbejde det arbejde og sådan noget - bare det

bliver udført. Men det er jo militæret. Det skal foregå på en hård måde. Han (delingsfører

1, red.) går meget op i tidspunkter. Hvis vi kommer to minutter for sent, så går han meget

op i det. Og det er også sådan det skal være, fordi ellers kan det ikke fungere hernede”.

Selvom der tydeligvis blev givet udtryk for en modstand mod den eksterne kontrol, som

begrænsede den enkelte soldats handlingsrum, var der altså tilsyneladende alligevel en

udbredt accept og inderliggørelse af selve den vilje til orden, der gjorde sig gældende i den

militære ethos. Det, man fra konstablernes side udtrykte modvilje mod, var den ”blinde”,

rutineprægede kontrolform, medens det man stræbte efter, var at få ”frihed under ansvar”,

dvs. en ledelsesstil, som afhængigt af den konkrete arbejdsopgave tillod den enkelte soldat

selv at forvalte og tage ansvar for sine beslutninger. Modviljen mod den eksterne kontrol

bevirkede således en ”overtagelse af subjektformen”, i Schmidts terminologi, som

muliggjorde en individuelt bearbejdet meningsfastlæggelse af de organisatoriske

skematiseringer og kontrolformer. Som konstablen selv udtrykte det:

L: ”Jeg har min opgave, og den skal jeg bare - det er i hvert fald min mentalitet, det er, at

hvis jeg får en opgave, så skal jeg udføre den så godt som muligt så hurtigt som muligt. Om

det så betyder, at jeg skal arbejde sent over, så gør jeg bare det…Jeg tror især det der med

at være præcis, det er en god ting at have. At have styr på stumperne, det er jo ting der gør,

at man er professionel, dygtig”.

Her artikuleres subjektivationen i bisætningen ”det er i hvert fald min mentalitet” og

meningsudfyldes derefter som en bestræbelse på at ”udføre sin opgave så godt som muligt,

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

153

så hurtigt som muligt”, ”at være præcis” og at ”have styr på stumperne”. Det etiske arbejde

havde således karakter af en selvdisciplinerende indsats, gennem hvilken den enkelte soldat

opøvede sin egen effektivitet, præcision og systematik i opgaveløsningen, dvs. i sin egen

beslutningspraksis.

Bestemmelsen af det etiske dannelsesarbejde som en selvdisciplinerende teknologi

blev også formuleret af en af officererne på følgende måde:

F: ”Langt de fleste ting man gør, der kan man sætte sit eget lille personlige præg på

forskellige ting og sager, og det synes jeg også, jeg gør”.

K: ”Hvad er dit personlige præg?”

F: ”Det er nok en holdning til, at man kan gøre ting uden at skulle have det at vide tusind

gange. Altså det vil jeg gerne have, at man kan indse, at hvis man ikke selv gør det, så får

man alligevel at vide, at man skal gøre det, så hvorfor ikke gøre det første gang

alligevel?...Det er jo der, jeg nok vil prøve at dreje den henad, at folk bliver opdraget til

selv at gøre de ting, som de ved, at de alligevel skal gøre. Og hvis de så kan tænke skridtet

længere og sige: ”Hvad kan jeg gøre for at hjælpe hans opgave til at blive hurtigere

færdig, eller endnu bedre: så løbe over og give noget støtte til det…Hvis folk de kan være

selvstændige nok til at sætte ting i værk og løse deres opgave og have en holdning til de

ting: at det løser jeg, fordi det her, det er min opgave, ikke? Sådan synes jeg selv, jeg har

det, ikke? Nu er det her min opgave, den løser jeg så godt, som jeg overhovedet kan”.

Først udtrykkes subjektivationen som ”det personlige præg” man sætter på tingene og

meningsudfyldes derefter som ”en holdning” til, at ”folk bliver opdraget til selv at gøre de

ting, de ved, de alligevel skal gøre”, at ”løse deres opgave” og ”have en holdning til de

ting”. Til sidst begrundes overtagelsen af subjektformen i sætningen ”sådan synes jeg selv,

jeg har det”. Det interessante ved netop denne passage er, at begrebet ”holdning” bliver

brugt både om den personlige ledelsesstil - dvs. den holdning, han selv har - og om

konstablernes måde at løse opgaverne på - dvs. den holdning, de har. Den militære

gouvernementalitet fremstilles altså her som ”en holdning til en holdning”, eller det

Foucault ville kalde ”the conduct of conduct”:

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

154

”[T]o conduct is at the same time to “lead” others…and a way of behaving within a more or less open field of possibilities. The exercise of power consists in guiding the possibility of conduct and putting in order the possible outcome”. (Foucault 1982:220 -221).

Der er med andre ord tale om en ledelsespraksis, der ikke lader sig beskrive som en

kausalrelation, hvor den ene part påtvinger den anden en bestemt adfærd, men snarere om

en ”conduite”, som både henviser til individets selvstændige ledelse samt til måden hvorpå,

det lader sig lede af andre (Borch & Larsen 2003:155). Som det gjorde sig gældende i de to

første af selvdannelsens fire aspekter, korpsånden og loyaliteten, bliver også selvdisciplinen

betydningsfastlagt som en risikominimerende strategi, der på én gang øger tillid og kontrol

i beslutningsstrukturen, idet den på den ene side tillader en videre ramme for individuel

handlefrihed (individualisering), men samtidig kræver et højt kontrolberedskab

(totalisering) for at opfange eller ”absorbere” tilstrækkeligt af organisationens iboende

usikkerhed. Selvdisciplinen var med andre ord både en personlig og en ledelsesmæssig

strategi, man vedvarende tilstræbte at virkeliggøre i organisationen, medens kontrol blev

opfattet som den mindre hensigtsmæssige, men nødvendige sikkerhedsforanstaltning. Om

dette sagde delingsføreren:

F: ”Hvis jeg giver dem nogle rammer, de kan arbejde indenfor, så må det alt andet lige

også give dem en større tilfredshed at sige: ”Nu har vi selv løst det her, og det kan vi finde

ud af, og i øvrigt synes delingsføreren, at det spiller. Så er der bare den risiko ved det, at

nogle gange så går det galt. Og det lærer man jo af, ikke? Hvem man kan sige: ”Find ud af

det” til, og hvem man kan sige: ”Det skal være sådan, sådan, sådan og sådan. Meld dig til

mig, når du er færdig”. Igen, det finder man lynhurtigt ud af: Hvem der skal have det på

den ene eller den anden måde”.

Tillid og kontrol udelukker altså ikke gensidigt hinanden i den militære gouvernementalitet,

men udøves situationsbestemt, afhængigt af ”hvem der skal have det på den ene eller den

anden måde”. Gennem det etiske arbejde forskydes den kontrolbaserede ledelse imidlertid i

retning mod tillidsbaseret ledelse i takt med, at kontrollen inderliggøres gennem en række

selvdisciplinerende teknikker. Uanset om man var konstabel eller officer, blev det etiske

arbejde således artikuleret og praktiseret som en selvdisciplinerende ledelsesrationalitet og -

moralitet, gennem hvilken den enkelte formede sig selv som en kompetent og selvstændig

beslutningstager.

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

155

Det etiske telos: Den ”professionelle holdning” Et gennemgående tema - både i de ovenfor refererede interviews og i den daglige

kommunikation - var problematiseringen af en bestemt ”holdning” til tingene, nærmere

bestemt hvorvidt man selv eller andre havde en ”professionel holdning”. Jeg besluttede

derfor at spørge de tre delingsførere, hvad det ville sige at være ”professionel”:

K: ”Vil I forklare mig, hvad det betyder at være professionel?”

F: ”For at man kan være professionel soldat, så skal man hele tiden holde sig målet for øje,

fordi det er der, vi skal hen, og kommer vi ikke der hen, så har vi ikke løst opgaven. Og det

er professionelle folk, der løser opgaver. Så skal man udvise initiativ, det synes jeg ligger i

det at være professionel, så skal man have noget overhøjde, og man skal kunne komme ud

over sin egen næsetip. Og det gør man ved at vise noget initiativ og finde på nogle ting og

løse andre opgaver”.

Professionalisme betydningsfikseres her i første omgang som en målrettet og

resultatorienteret opgaveløsning, idet det fastslås, at ”det er professionelle folk, der løser

opgaver”. Det tilføjes imidlertid yderligere i bestemmelsen, at man for at være professionel

”skal kunne komme ud over sin egen næsetip” , ”vise noget initiativ” og ”løse andre

opgaver”. Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt at udføre det arbejde, som pligten

foreskriver, men man må derudover vise personligt initiativ til at påtage sig andet og mere,

end der befales. At være professionel er således noget, der omfatter mere end blot en faglig

ekspertise - noget som skal vise sig gennem ens personlige holdning. Som en af de andre

førere sagde:

Bj: ”Altså det der med holdninger, det er en stor del af det at være professionel. Mman

skal sgu vide, hvad man laver, og hvorfor man gør det. Og så kræver det nogle ting af én

selv, og det har helt klart noget med holdninger at gøre - også fremtoningen. Det gælder

både, hvis man er fører, men så sandelig også, hvis man er nede på jorden. Moral, det er

hvis man som fører udstikker nogle retningslinier, nogle regler, så skal man også kunne

overholde det selv. Men også hvis man er på lavere niveau, så skal man også have moral til

at skride ind over for andre, som ikke følger vejen, som går til det bedste, ikke også? Men

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

156

der er mange eksempler på det der med at: Har man ikke holdningen og ansvarsfuldheden,

jamen så når man ikke, aldrig at blive professionel”.

I denne passage bliver den professionelle holdning meningsfastlagt som det etiske telos

eller det moralske mål for det militære dannelsesfællesskab, nemlig som ”vejen som går til

det bedste”. Den professionelle holdning kan således ses som mål for og resultat af den

enkelte soldats selvdannelse. Først når man har både ”holdningen og ansvarsfuldheden”, er

man en professionel soldat, dvs. en tillidsværdig risikotager.

Som dannelsesideal viser den professionelle holdning hen mod en etisk/politisk

ledelsespraksis, som forener viljen til selvdannelse med viljen til dannelse. Dette blev bl.a.

formuleret af den tredje delingsfører på denne måde:

Bi: "Det er også en del af professionalisme, at man ikke bare ved, hvordan pisset det skal

fungere selv, men sørger for, at ens svende, de er 100% med på klatten - og at det er et mål

for én, og ikke bare fordi det står i bogen, men fordi man virkelig ønsker, at ens svende de

ved lige så meget, som man selv gør, for at de kan løse opgaven så godt som muligt. Og så

dét, der nok er vigtigst for mig: At tro på sagen. Altså jeg mener ikke, man kan være

professionel medmindre, at det man laver, at man virkelig - jeg ved ikke, om jeg skal sige

"holder af det" eller "går op i det".

Den professionelle holdning artikuleres her som virkeliggørelsen af et professionelt

communitas, i hvilket individets ledelse af andre er uløseligt forbundet med dets ledelse af

sig selv og vice versa. Den professionelle holdning henviser således til en specifik militær

gouvernementalitet, dvs. en etisk/politisk ledelsespraksis, der forener de korporative og de

individuelle dyder, idet ”man ikke bare ved, hvordan pisset det skal fungere selv”, men

”virkelig ønsker, at ens svende de ved lige så meget, som man selv gør”, og ”at det er et

mål for én”. Denne målsætning nås imidlertid ikke medmindre man ”tror på sagen”, ”holder

af det” eller ”går op i det”, dvs. ikke uden, at den enkelte ”giver sig selv”, som Mauss ville

have udtrykt det. Som det var tilfældet med korpsånden, loyaliteten og selvdisciplinen, blev

den professionelle holdning således opfattet som noget, den enkelte soldat vedvarende

skulle opbygge både gennem indre motivation og ydre tilskyndelse. Alle tre delingsførere

understregede, at det afgørende for den professionelle holdning ikke så meget lå i de

specifikke militære evner og færdigheder, men snarere i selve viljen til vedholdende at ville

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

157

forbedre sig og gøre sit bedste i enhver sammenhæng, uanset hvor vanskelig den forekom.

Som de selv udtrykte det:

Bj: ”Selvom man ikke løser opgaven i første hug, så skal man kunne finde en ny vinkel og

gøre det en gang til eller tre gange endda, før at tingene bliver lavet… Altså én ting, det er

en mand, som er dårlig, som ikke kan gøre for det, som bare ikke ved bedre, men noget

andet det er fandeme en mand

Bi: - som godt ved det

Bj: - ja, som godt kan mere, og som så ikke

Bi: - og som i princippet har fået opdragelsen til det

F: - altså hvis man får en opgave, så må man jo løse den. Hvis man ikke kan løse den, så

må man melde med det samme, efter man har forsøgt på flere forskellige måder at angribe

denne her opgave. Og det er sgu det, der gør en eller anden til en professionel soldat - det

er, at man kan sige: ”Nå, nu gik det ikke lige med denne her metode, så må man sgu finde

på noget andet”…Hvis man stiller en opgave, og man ved manden kan finde ud af det, og

han så ikke gør det, så bliver man både skuffet og ærgerlig over det”.

Den professionelle holdning blev således artikuleret som det militære ledelses- og

dannelsesideal, det etiske telos, mod hvilket den enkelte soldat stræbte at konstituere sig

selv. Samtidig blev det understreget, at det langtfra var alle i kompagniet og bataljonen,

som levede op til dette ideal, og at man blev ”både skuffet og ærgerlig over det. Da jeg

spurgte, om de havde nogle eksempler på noget, de ville betegne som værende ”ikke-

professionelt”, forklarede de:

F: ”Der er kraftedme mange”

Bi: ”Ja, for fanden. Jamen vi kan da bare starte med vores konstabler - og det er ikke fordi

konstabler er de eneste uprofessionelle i den danske hær - men altså hvor - når jeg siger:

”Sæt iværksæt” og forventer, at de så iværksætter, så er det ikke altid, det sker på den

måde, som man selv forbinder med at være professionel. Så kan det godt være, man skal

ned og være kontrollerende en enkelt gang”

Kapitel 5: Subjektivitet og dømmekraft

158

Her bliver det tydeligt, at dannelsesidealerne fungerer som de generaliserede

forventningsstrukturer, der foreskriver bestemte adfærdsnormer, som både kan tilsluttes

eller afvises. Tilsluttes de, kan tilliden opretholdes. Afvises de, ”så kan det godt være, man

skal ned og være kontrollerende en enkelt gang”.

Dannelsesidealerne skal med andre ord ikke opfattes som en i organisationen iboende

og fælles normativitet, som deles af alle, men som en række disciplinerende teknikker og

praksiser, der både inkluderer og ekskluderer bestemte betydningsmuligheder. De er, som

Foucault udtrykker det, eksplicitte programmer, der ordner og regulerer organisationens tid

og rum, og måden hvorpå den enkelte soldat ”fører” sig selv og andre (Foucault [1980]

1991:81-82). Tilsammen udgør de et specifikt normaliseringsapparat, som disponerer

forholdet mellem den enkelte og den korporative orden på bestemte måder, f.eks. ved at

udpege det militære subjekt, soldaten, som professionel risikotager. De må som sådan ikke

forstås som noget substantielt, som en ”mekanik” eller skabelon, der altid producerer det

samme. De er, som Hastrup ville sige, ”analytiske implikationer” (Hastrup 1989:14), dvs.

de epistemologiske konstruktioner, der gør det muligt at fremlæse bestemte

forbindelseslinjer i det sociale (Jensen 2002:11).

På baggrund af analysen af den militære gouvernementalitet, som den blev opfattet

blandt officerer og konstabler i 2KMP, vil jeg således argumentere for, at forholdet mellem

organisation og subjektivitet i det militære risikofællesskab kan ses som håndteringen af to

samtidigt inkluderende og ekskluderende styringsprincipper, nemlig tillid og kontrol, og at

der i den strategiske håndtering af disse to principper udøves en vilje til (selv)dannelse, dvs.

en vilje til orden. I det følgende kapitel vil jeg mere konkret vise, hvordan disse tillids- og

kontrolstrategier indgik i den daglige risikoledelse i missionsområdet i Kosovo.

159

Kapitel 6.

Tillid og magt - sikkerhedsmæssiggørelsen af ideen om det Civile Samfund

”The passage from the state of nature to the civil state produces a very remarkable change in man, by substituting justice for instinct in his conduct, and giving his actions the morality they had formerly lacked. Then only, when the voice of duty takes the place of physical impulses and right of appetite, does man, who so far had considered only himself, find that he is forced to act on different principles, and to consult his reason before listening to his inclinations” (Rousseau [1762] 1950:18).

I de to foregående kapitler har vi beskæftiget os med den militære organisation som et

system af beslutninger og soldaten som professionel beslutningstager. Vi har i denne

forbindelse skildret forholdet mellem organisation og subjektivitet som et vedvarende

dannelsesarbejde gennem hvilket, den enkelte soldat former sig selv som en tillidsværdig

risikotager indenfor det militære risikofællesskab, dvs. som del af en specifik korporativ

orden. Det analytiske fokus har med andre ord været rettet mod organisationens interne

differentieringer og grænsereguleringer, dens hierarkiske og funktionelle skematiseringer

samt individets bemægtigelse og forvaltning af disse.

I dette kapitel skal vi imidlertid se nærmere på organisationens ydre grænsedragning,

idet vi retter opmærksomheden mod selve mødet med den civile befolkning i

missionsområdet. På baggrund af en række interviews og etnografiske skildringer af de

daglige opgaver i det danske ansvarsområde i Kosovo vil jeg argumentere for, at det

militære dannelsesregime, der udøves som en lokal organisatorisk praktik (mikro-magt), får

en ny betydning i fredsstøttende operationer, idet det generaliseres og legitimeres som

overordnet sikkerhedsstrategisk program (makro-magt). Jeg vil hermed vise, at

risikorationaliteten i denne type operationer hviler på det, jeg med et lån fra Buzan, Wæver

& de Wilde vil kalde for ”sikkerhedsmæssiggørelsen” (securitization)49 af ideen om en

specifik moralsk og politisk orden, nærmere bestemt ideen om ”det Civile Samfund” (Civil

49 Jf. definition i kap.1.

Kapitel 6: Tillid og magt

160

Society). Som jeg vil redegøre for i det følgende, implicerer denne idé en form for

generaliseret tillid, der i mødet med den lokale befolkning får karakter af en opdragende

dannelsesbestræbelse, som har til formål at erstatte den ydre militære kontrol med en indre

moralsk selvkontrol. Vi vender derfor blikket tilbage til den indledende problematisering af

modsætningsforholdet mellem tillid og kontrol og tager afsæt i Luhmanns forståelse af tillid

som ”en mekanisme til reduktion af social kompleksitet”.

Tillid som taktisk koncept I kontrast til Sennetts og Kirkebys normative tilgange til tillidsfænomenet udarbejder

Luhmann en funktionel analyse af tillid. I bogen Tillid - en mekanisme til reduktion af

social kompleksitet ([1968] 1999) foretager han således en omstilling af tillidsbegrebet fra

en moralsk til en sociologisk betragtning. Hermed fastlægges udgangsproblemet for

tillidsanalysen i overensstemmelse med den generelle systemteori som sociale og psykiske

systemers grænseopretholdelse, dvs. deres evne til at reducere kompleksitet.

Som vi tidligere har været inde på, opretholder både psykiske og sociale systemer deres

grænser gennem meningsbearbejdelse, dvs. ved at reducere det overskud af alternative

meningsmuligheder, der løbende produceres i hhv. kommunikations- og

bevidsthedssystemerne. Kun gennem denne reduktion kan systemerne konstituere sig selv

og dermed åbne sig mod verden som meningsfuld omverden. Kompleksitetsproblemet

omfatter både psykiske og sociale systemer, og tillid ses som følge heraf som et fænomen,

der ikke lader sig begrænse hverken til psykiske eller sociale systemers domæne, men som

derimod relaterer sig til dem begge:

”Vi ved, at beredskabet til at udvise tillid er afhængigt af psykiske systemstrukturer…Men lige så sikkert er det, at en psykologisk forklaring alene ikke er tilstrækkelig…Tillid dannes i et interaktionsfelt, der bliver influeret såvel af psykiske som af sociale systemdannelser, og som ikke kan tilordnes nogen af dem eksklusivt” (Luhmann [1968] 1999:34).

Når Luhmann knytter tillidsanalysen til reduktionen, knytter han dermed samtidig an til

tesen om den dobbelte åbenhed, der præger al menneskelig interaktion - dét Talcott Parsons

kaldte for ”dobbelt-kontingens”. Med dette begreb henvises til den ubestemthed, der

indtræder i erkendelsen af det andet menneske, ikke som en genstand blandt andre

genstande, men som et andet jeg, der kan opleve og handle anderledes end jeg, og derfor

Kapitel 6: Tillid og magt

161

kan skabe radikal usikkerhed for mig - og vice versa (Mortensen 1999:17-18). Alt dette

sammenfatter Luhmann under en enkelt formel: Mennesket må på baggrund af denne

radikale kontingenserfaring udvikle virksomme måder til reduktion af social kompleksitet,

herunder eksempelvis tillid.

Luhmann skelner i denne forbindelse mellem tre forskellige reduktionsmekanismer:

Fortrolighed, tillid og mistillid. Ved fortrolighed forstår Luhmann den intersubjektive og

anonymt konstituerede verdenstydning, som kun er delvist verbaliseret, og som forudsættes

som værende selvfølgelig, god og rigtig (Luhmann [1968] 1999:52). Fortroligheden er, i

Luhmanns terminologi, den bekendthedsstil, hvormed kontingensen i meningsdannelsen

tilsløres og dækkes til mod indsigt. Meningsforskelle henregnes ikke til verden, men

tilskrives menneskenes manglende fornuft, onde hensigter, fremmede herkomst etc. (ibid.).

Den fortrolige verden udgør således den relativt sikre forventningshorisont, der danner

baggrund for tillid såvel som for mistillid. Som Luhmann pointerer:

”Fortrolighed i denne betydning muliggør relativt sikre forventninger og dermed også en absorption af vedvarende risici, men fortroligheden selv er hverken gunstig eller ugunstig forventning, men mulighedsbetingelse for dem begge. Fortrolighed er forudsætning for tillid såvel som mistillid, dvs. for enhver måde at engagere sig på i en bestemt indstilling til fremtiden” (ibid.:53).

Hvor fortroligheden retter sig mod fortiden, mod gentagelsen af det velkendte, og det der

har været, retter tillid og mistillid sig mod fremtiden, mod et overskud af endnu ikke

aktualiserede muligheder. Fortrolighed, tillid og mistillid indgår altså i et komplementært

ydelsesforhold50 og er - som fortid og fremtid - kædet sammen. Dette indbyrdes

ydelsesforhold er dog ifølge Luhmann ikke invariabelt, men afhænger af det sociale

systems kompleksitet: Jo mere kompleks og differentieret en socialorden bliver, desto

mindre fortrolig og selvfølgelig erfares den. Med kompleksitetsstigningen trænges den

uproblematiske tydningshorisont tilbage og erstattes af en ny form for generaliseret

systemtillid, der rækker hinsides den personligt motiverede tillid og mistillid. Således

kræver uddifferentieringen af eksempelvis det politiske, økonomiske og videnskabelige

system, at der sker en omstilling fra en personlig tillid til embedsmanden, kassedamen og

apotekeren, til en generaliseret tillid til hhv. det politiske system, til markedet og til de

videnskabelige institutioner. 50 Betegnelsen ”ydelsesforhold” skal forstås som en funktionel ydelse, der tilvejebringes gennem et systems interne operationer (eks. kommunikationer/tanker), og som bidrager til dets egen selvopretholdelse.

Kapitel 6: Tillid og magt

162

Hvor traditionelle og relativt enkle samfundstyper er domineret af fortrolighedens

bekendthedsstil, bliver det moderne komplekse samfund kendetegnet af et større behov for

tillid som reduktionsmekanisme, idet tillid til forskel fra fortrolighed tillader en

eksplicitering af meningsdannelsens iboende kontingens og indstiller den tillidshavende på

et overskud af handlingsalternativer:

”De store civilisatoriske processer i omstillingen til systemtillid giver menneskeheden en stabil indstilling til kontingensen i en kompleks verden; de giver menneskene mulighed for at leve med den indsigt, at alt kunne være anderledes. I systemtilliden bliver verdens sociale kontingens bevidsthedsegnet” (ibid.:110).

Omstillingen fra fortrolighed til tillid implicerer, ifølge Luhmann, en

refleksivitetsforøgelse, der gør systemet (f.eks. individet eller organisationen) i stand til at

indstille sig på mere komplekse betingelser, dvs. gør det mere robust overfor risici. For

tillid relaterer sig i modsætning til fortrolighed ikke til, at den anden vedbliver med at være,

hvad han altid har været - den relaterer sig ikke længere til konstante egenskaber i hans

natur, men til at han fortsætter sin selvfremstilling og føler sig forpligtet af sin

selvfremstillings historie (ibid.:112). Sagt på en anden måde er tilliden i stand til at

håndtere større frihedsgrader end fortroligheden, der i bund og grund hviler på

forudsigelighed: Den der kun gentager, hvad pligten foreskriver, er beregnelig, men viser

sig ikke af den grund som tillidsværdig, for tillidsværdighed kræver derudover en personlig

risikovillighed, nemlig viljen til at sætte sig selv på spil og udlevere sig selv til den anden.

Tillid åbner således flere muligheder for opbyggelsen af en mere differentieret

socialorden, men lægger til gengæld også den enkelte fast på en kontinuerlig

selvfremstilling, der binder ham til en bestemt ”personlighedsstil”. I tillidsrelationer, siger

Luhmann, er der således indbygget et moment af social kontrol: Tillid opdrager.

Tillidsdannelsen får dermed karakter af en social teknologi (subjektivering/subjektivation),

som øger graden af håndterbar kompleksitet ved på én gang at frisætte og forpligte det

enkelte individ indenfor det sociale fællesskab.

Fremfor at begrunde tillid udfra et moralsk imperativ vurderer Luhmann tillidens

rationalitet51. Systemrationalitet kan imidlertid, ifølge Luhmann, ikke tilskrives tilliden

alene. Den må snarere ses som en binær skematisering af omverdensforholdet, der omfatter 51 For Luhmann henviser rationalitet ikke til en absolut ”fornuft”, men derimod til et systems skelneaktivitet. Tillidens rationalitet handler derfor ikke om, hvad der ud fra en normativ betragtning er ”rigtigt” eller ”forkert”, men om at øge et systems evne til at håndtere kontingens.

Kapitel 6: Tillid og magt

163

både tillid og mistillid. Han tildeler derfor ikke tillid en normativ forrang i forhold til

mistillid, men anlægger en mere nøgtern betragtning af tillid og mistillid som funktionelle

ækvivalenter: Både tillid og mistillid reducerer kompleksitet, og man må derfor vælge,

hvilken indstilling, der i en given sammenhæng er den mest hensigtsmæssige. Som

Luhmann påpeger:

”Tillid reducerer social kompleksitet; den forenkler altså livsførelsen ved at påtage sig en risiko. Hvis paratheden hertil mangler…fordi man vil undgå en overilet absorption af usikkerhed, er problemet ikke løst endnu. Tillidens funktion bliver i så fald ikke opfyldt. Den der vægrer sig ved at yde tillid, genopretter den oprindelige kompleksitet i de mulige hændelsesforløb, og han belaster dermed sig selv…[D]en, der ikke yder tillid må derfor gribe tilbage til funktionelt ækvivalente strategier til reduktion af kompleksitet. Han må tilspidse sine forventninger negativt og må i bestemte henseender blive mistroisk” (ibid.:125)

Hverken tillid eller mistillid lader sig betragte som almene indstillinger til omverdenen,

men må afvejes og vurderes i forhold til den konkrete situation. Hvis man ikke er parat til at

nære tillid, må man være mistroisk. Men mistillid er mere belastende end tillid, for den der

nærer mistillid behøver flere informationer og bliver samtidig stærkere afhængig af

bestemte informationer. Fordelen ved tillid er, at den frisætter den tillidshavende for en

psykisk og tidsmæssigt krævende informationsbearbejdelse og overlader det til den anden

at overtage en del af usikkerheden. Gennem tillid vinder systemet derfor en tempogevinst,

der muliggør koordination af mere komplekse interaktionsmønstre.

Ikke desto mindre er og bliver tillid en ”risikofyldt forudydelse” - et spring ud i det

uvisse, der ikke kan stå alene, men som kræver hjælpemekanismer i form af læring,

symbolisering og sanktionering. Man må derfor, ifølge Luhmann, formode, at et system

med højere kompleksitet, som bruger mere tillid, også behøver mere mistillid, og at

mistillid derfor må blive institutionaliseret i form af kontrolinstanser (ibid.:152).

Systemrationalisering ligger således i selve håndteringen af forholdet mellem tillid

og kontrol:

”Systemer kan på denne måde regne med, at tillid og mistillid står ved siden af hinanden, men også at de på mange måder griber ind i hinanden, og at de dermed forøges…I organisationer kan der være indrettet kontroller, som opererer under et specificeret påbud om mistillid, og også her sætter andre, og ikke sjældent de kontrollerede selv deres lid til, at denne mistillid fungerer” (ibid.:157).

Kapitel 6: Tillid og magt

164

I den militære organisation viser dette gensidige forøgelsesforhold mellem tillid og kontrol

sig ved, at mistilliden institutionaliseres og skematiseres gennem kommandostrukturens

hierarkiske kontrol- og overvågningsmekanismer samtidig med, at den enkelte soldat

gradvist overtager kontrolstrukturerne og transformerer dem til selvkontrol - med andre

ord: frisætter sig til tillid.

Den militære risikorationalitet og dens sikkerhedsstrategier hviler på dette

dobbeltforhold - den reducerer kompleksitet og skaber forenklinger, der kan holde

beslutningssammenhængen i gang. Med denne konstatering udpeges et træk ved den

militære organisationskultur, som må formodes at gøre sig gældende i stort set alle typer af

operationer. Hvad der i denne sammenhæng påkalder sig større interesse er, som jeg vil

vise i det følgende, at den militære gouvernementalitet og dens dannelsespraksis ikke

længere blot udøves indadtil i organisationen, men i fredsstøttende operationer tillige

artikuleres og generaliseres udadtil i de civil/militære relationer.

For at indkredse baggrunden for og betydningen af denne forskydning fra et internt

militært ledelses- og dannelsesideal til et overordnet sikkerhedsdispositiv, vil jeg træde et

skridt tilbage fra beskrivelsen af organisationen ”indefra” og se på det civil/militære træf

”udefra”. Hensigten med dette dobbeltblik er at indfange og begrebsliggøre selve den

konfliktuelle tilblivelsesproces, i hvilken de militære skematiseringer intervenerer og

skaber en ny ordning i mødet med de civile parter i missionsområdet.

Missionsområdet: Et uafgørbart terræn Da jeg i september 2000 ankom til DANBN/KFOR hold 3, var forholdet mellem serbere og

kosovoalbanere stadig anspændt og præget af dyb mistillid. Situationen var dog forholdsvis

stabil, selvom der næsten dagligt blev gennemført demonstrationer i Mitrovica52 og med

jævne mellemrum opstod lokale stridigheder omkring den etniske skillelinie53. De første

skridt mod etableringen af et fungerende retssystem, en civil administration samt

genopbygningen af den lokale infrastruktur var taget, og demokratiseringen af det politiske

system var i sin første spæde begyndelse. Den væsentligste opgave for de danske soldater

bestod derfor i at skabe de bedst mulige betingelser for en fredelig udvikling og at forhindre

52 Mitrovica er en af Kosovos største byer og ligger ca. 30 km nord for hovedstaden Pristina. 53 Den etniske skillelinie var den grænse, der adskilte den albanske befolkning i den sydlige del af Kosovo fra den serbiske befolkning i det nordlige Kosovo.

Kapitel 6: Tillid og magt

165

nye voldelige sammenstød i at opstå. Den militære tilstedeværelse skulle således på et

neutralt grundlag sikre begge de stridende parter mod overgreb og samtidig understøtte den

igangværende genopbygningsproces. Den daglige kontakt med civilbefolkningen, de lokale

entreprenører og de politiske ledere bestod derfor i vid udstrækning i at etablere en række

gensidige tillidsrelationer mellem den militære organisation på den ene side og de civile

parter på den anden side.

Som led i disse bestræbelser udførte bataljonens to panserinfanterikompagnier en

række opgaver, som overordnet set bestod i (1): at overvåge kompagniets ansvarsområde

(2): at yde støtte til FN’s politistyrke (UNMIK Police) og de humanitære organisationer (3):

at fungere som underafdeling for den franske brigade i bekæmpelsen af større uroligheder

(RIOT CONTROL).

Den daglige varetagelse af disse opgaver var imidlertid opdelt i en række mere

afgrænsede arbejdsrutiner, der var tilrettelagt som en tre-ugers rotationsordning: én uges

OP/CP-tjeneste (bemanding af kompagniets faste observations- og kontrolposter), én uges

patruljetjeneste (patruljekørsel i terrænet og i de lokale landsbyer) og én uges

beredskabstjeneste (vagttjeneste og vedligeholdelse af materiel i lejren). For at give et

indblik i de militære hverdagsopgaver vil jeg nedenfor give en kort beskrivelse af hver af de

tre faste arbejdsuger.

”OP-ugen” ”OP-ugen” var den gængse betegnelse for den uge, hvor én af PNINF-delingerne -

undertiden med støtte fra PNMK-sektionen og MMT-sektionen - tog ud for at besætte

observations- og kontrolposterne i kompagniets område. 2KMP to faste OP/CP’er, kaldet

D21 og D26 (udtales Delta to-én og Delta to-seks), var oprettet m.h.p. at overvåge den

etniske skillelinie mellem serbere og kosovo-albanere, der var blevet etableret efter krigen.

Omkring den etniske skillelinie, der løb omtrent midt gennem det danske AOR, havde der

været et antal episoder med gensidige beskyldninger om tyverier og andre chikanerier, der

truede med at få konflikten mellem de to befolkningsgrupper til at blusse op igen. Området

omkring skillelinien blev derfor betragtet som et spændingsområde, der krævede

overvågning 24 timer i døgnet for at sikre stabiliteten og minimere risikoen for nye

uroligheder.

Kapitel 6: Tillid og magt

166

De to deltaer (OP/CP’er), der lå ca. 10- 12 km udenfor lejren på hhv. serbisk og albansk

side, blev bemandet med en gruppe på ca. 10-12 mand, der boede der én uge ad gangen. I

begyndelsen af missionen var de kun nødtøftigt etableret; D26 i et faldefærdigt serbisk hus

uden el, varme og vinduesruder og D21 i to telte, der lå på en bakketop med udsyn over

hovedvejen MSR HEN (Main Supply Route HEN). Den militære risikohåndtering på

deltaerne bestod (foruden den konstante overvågning af terrænet) i at kontrollere de

gennemkørende køretøjer for illegale våben og at gennemføre daglige fodpatruljer i

nærområdet. En typisk arbejdsdag på D21 blev eksempelvis tilrettelagt, så hver soldat havde

tre timers vagt i tårnet, en tre-fire timers fodpatrulje til de to nærliggende landsbyer Cabra

(albansk) og Zupce (serbisk) og derudover forskellige praktiske arbejdsopgaver på

opbygningen og vedligeholdelsen af deltaet. På D26 gennemførte man desuden såkaldte

”car-searches” i checkpointet, der var oprettet på vejen nedenfor selve OP’et. Når en bil

kørte frem til checkpointet, blev den standset af to soldater, der signalerede med

håndbevægelser, at den skulle stoppe og holde ind til siden. Derefter blev bilens passagerer

venligt, men bestemt bedt om at stige ud og åbne motorhjelmen og bagagerummet for at

kontrollere, at der ikke var gemt ulovlige våben. Soldaterne anvendte altid en ganske

bestemt procedure til gennemsøgning af bilerne, dels for sikre sig selv mest muligt, dels for

at hindre eventuelle misforståelser, der kunne føre til en unødvendig eskalering af

situationen og dermed brugen af stærkere og mere truende magtmidler. Det var imidlertid

sjældent, at de biler, der passerede, medbragte noget ulovligt - formodentlig fordi alle var

klar over, at de ville blive kontrolleret netop dér.

(D21) (Cabra )

De daglige fodpatruljer, der udgik fra D21 til den nærliggende landsby Cabra, var ubetinget

de mest populære blandt soldaterne. Byen var bogstaveligt talt blevet jævnet med jorden af

Kapitel 6: Tillid og magt

167

serberne under krigen, men var nu blevet midlertidigt ”genopført” af UNHCR (FN’s

Flygtningehøjkommisariat) med telte og beboelsescontainere. Befolkningen i landsbyen, der

pga. de omfattende ødelæggelser havde nydt stor bevågenhed i mediedækningen af det

krigshærgede Kosovo, havde allerede på et tidligt tidspunkt modtaget massiv støtte fra en

række nødhjælpsorganisationer og var - ikke overraskende - meget KFOR-venlige. Så snart

de danske soldater viste sig i byen, blev de mødt af tililende og vinkende børn, der fulgte

dem gennem byen, og de blev ofte inviteret indenfor af de lokale beboere. Der var således et

særdeles godt forhold mellem den albanske befolkning og de danske soldater, medens

indbyggerne i den serbiske nabolandsby var mere forbeholdne overfor KFOR, som de -

heller ikke overraskende - mente havde en pro-albansk indstilling. Denne skepsis

vanskeliggjorde i høj grad virkeliggørelsen af missionens målsætning om at skabe et

multietnisk Kosovo. For at fremme arbejdet mod et velfungerende civilsamfund gjorde de

danske soldater derfor brug af en række langsigtede strategier til skabelse og opretholdelse

af tillid i de civil/militære relationer. Det blev f.eks. ofte understreget, at det var af

afgørende betydning, at de som intervenerende tredjepart udviste neutralitet i forhold til

parterne ved at tage henvendelser og klager fra serbisk side lige så alvorligt som fra albansk

side, samt at de generelt viste vilje og evne til at beskytte både serbere albanere. I et

interview med en af de forbindelsesofficerer, der havde til opgave at sikre dialogen mellem

bataljonen og de lokale indbyggere, blev betydningen af de tillidsskabende strategier

formuleret på denne måde:

Kj: ”Det allervigtigste for bataljonen hernede i øjeblikket, og det, som er altafgørende for,

at der er stille og roligt hernede, og det der kan gøre, at vi ikke skal indsætte soldater til

bekæmpelse af uroligheder, det er at sørge for at have en god kontakt til befolkningen

derude. Og jeg vil da hellere bruge fire timer på at sidde og snakke med folk og forhindre, at

der bliver en demonstration eller ballade på anden måde, end at skulle ind i en time for at

bekæmpe”.

Her artikuleres og generaliseres tilliden indledningsvist som en overordnet

sikkerhedsstrategi, der er ”altafgørende for, at der er stille og roligt hernede”. I Luhmanns

terminologi optræder tillid her som et taktisk koncept, altså som ”det, der kan gøre, at vi ikke

skal indsætte soldater til bekæmpelse af uroligheder”. Til slut tilføjes det, at der er tale om et

valg mellem en tillidsorienteret og en kontrolorienteret ledelsesstrategi, nemlig at han

Kapitel 6: Tillid og magt

168

”hellere vil bruge fire timer på at sidde og snakke med folk”, ”end at skulle ind i en time for

at bekæmpe”.

I OP-ugen gjorde man således dels brug af en række kontrolbaserede, dels af en række

tillidsbaserede teknikker, der ofte blev sammenfattet under betegnelsen ”at vise

tilstedeværelse” eller mere formelt: ”SHOW OF PRESENCE”. Som en af konstablerne

beskrev det:

L: ”Den sidste uge, det er OP-ugen, hvor vi tager ud på en observationspost. Så sidder vi

så der i syv dage, hvor vi hele tiden - 24 timer i døgnet - har en person i et tårn, som sidder

og observerer ned mod albanerne eller ned mod serberne og sørger for, at der ikke er

nogen, der stjæler køer og angriber hinanden…Og så har vi så patrulje to-tre gange om

dagen, hvor vi går ned gennem byerne…og så går vi ned og ser, hvordan folk har det. Går

ned og hilser på de små børn og sådan noget. Så er det SHOW OF PRESENCE, så de kan

se, at vi er heroppe, vi holder øje med dem og sådan noget”.

I OP-ugen indebar dét at ”vise tilstedeværelse” med andre ord forvaltningen og ikke mindst

synliggørelsen af to gensidigt forstærkende mekanismer til reduktion af kompleksitet: (1):

Tillidsdannelse - gennem opretholdelsen af en daglig og personlig kontakt til landsbyernes

beboere og gennem neutralitet overfor parterne, (2): Udøvelse af kontrol under trussel om

sanktioner i tilfælde af brud på gældende regler iflg. fredsaftalen. I begge henseender

drejede det sig for soldaterne om ”at vise sig”, dvs. om at skabe troværdighed i

selvfremstillingen, både når det gjaldt kontrolbaserede teknikker som f.eks. ”car-search”, og

når det gjaldt tillidsbaserede teknikker som f.eks. sociale patruljer til landsbyerne. Som

Luhmann pointerer:

”[T]illidsspørgsmålet svæver over enhver interaktion, og selvfremstillingen er mediet for beslutningen om at yde tillid eller ej. Enhver handlende bliver af sine tilskuere ikke bare oplevet som en kausal proces, som en forvandler af årsager til virkninger, men bliver samtidig oplevet som et symbolkompleks, der har betydning for en generaliseret kontrol over denne proces” (Luhmann [1968] 1999:82).

Gennem den strategiske håndtering af såvel tillids- som kontrolbaserede principper i mødet

med civilbefolkningen blev den enkelte soldats vilje til dannelse, dvs. hans konstituering af

sig selv som tillidsværdig risikotager, således synliggjort - ikke bare som en individuel

Kapitel 6: Tillid og magt

169

holdning - men som symbol for en bestemt social ordning. Dette forhold kom bla. til udtryk

i forbindelsesofficerens beskrivelse af sit daglige arbejde:

Kj: ”Altså jeg skal være sådan en person, der er synlig derude, som alle - hvis de har et

problem af den ene eller den anden art, både CIMIC-mæssigt eller sikkerhedsmæssigt eller

hvad det end måtte være - så kan de komme til mig som repræsentant for bataljonen. Og mit

primære arbejde er egentlig sikkerhed derude, men…det er også at sørge for at udnytte den

rolige situation, der er derude til at få skabt nogle ting og aktiveret nogle af de her

folk…Altså få dem aktiveret, sådan at man stabiliserer og sikrer sikkerheden derude”.

I mødet med civilbefolkningen i Kosovo var det med andre ord først og fremmest denne

synliggørelse og symbolisering af viljen til dannelse gennem selvfremstillingen, der dannede

grundlag for den militære risikohåndtering. Dette gjorde sig ikke kun gældende i ”OP-

ugen”, men også i ”Patruljeugen”.

”Patruljeugen” ”Patruljeugen var den uge, hvor en af PNINFDEL kørte ud i missionsområdet, primært i den

del af kompagniets AOR, der var blevet tildelt som delingens patruljeområde. Hver deling

kørte derfor på skift i turnusen i hver ”sit” område, for på denne måde at opnå et grundigt

lokalkendskab og en fortrolighed med indbyggerne samt ikke mindst de vanskeligt farbare

bjergveje, der ofte var mudrede og oversvømmede af regn eller blokeret af nedstyrtet jord og

vegetation.

I løbet af ugen blev der hver dag kørt mellem fire og fem patruljer fra kl. 08.00. om

morgenen til kl. 23.00. om aftenen. Patruljerne bestod normalt af to GD’ere med fire-fem

konstabler med eller uden en gruppefører. På næsten alle patruljer fulgte desuden enten en

albansk eller en serbisk tolk afhængigt af hvilket område, der blev patruljeret i.

Der kunne være forskellige formål med patruljerne. Det kunne enten dreje sig om

indhentning af informationer af efterretningsmæssig karakter, f.eks. om politiske,

økonomiske og sociale forhold, eller det kunne dreje sig om at afdække behovet for

humanitær nødhjælp så som mad, tøj, medicin og bygningsmaterialer. Endelig kunne man,

hvis der ikke var en tolk med, nøjes med at køre en ”SHOW OF PRESENCE”- patrulje -

blot for at ”vise tilstedeværelse”. På en del patruljer blev der oprettet mobile checkpoints, de

Kapitel 6: Tillid og magt

170

såkaldte MCP’er, forskellige steder langs ruten. De blev etableret ved at parkere de to

GD’ere i hver sin side af vejbanen med ca. 50 m afstand og med et advarselsblink placeret

foran bilerne i hver ende. Et MCP blev oprettet en times tid ad gangen og havde, ligesom de

faste checkpoints, til formål at kontrollere de passerende biler for våben og ammunition,

men på steder og tidspunkter, der ikke var kendte af civilbefolkningen i forvejen.

Langt de fleste patruljer førte op i de afsidesliggende og svært tilgængelige

bjerglandsbyer. De mennesker, der boede der, levede under trange kår og måtte for manges

vedkommende klare sig uden el og vand i små utætte og faldefærdige hytter. De levede

hovedsageligt af det sparsomme udbytte af grøntsager, frugter og mejeriprodukter, som de

selv fremstillede på de omkringliggende jorder. De bedst stillede havde et par høns, en gris

og måske endda et par køer.

(”Social Patrol”) (”Social Patrol”)

Skønt fattigdommen var stor, blev de danske soldater som regel budt indenfor til en kop

kaffe og en hjemmebrændt slivovic (blommebrændevin), når de kom på patrulje. Det var

derfor ikke svært at skabe kontakt til befolkningen, der ofte var glade for, at der i det hele

taget kom mennesker ud til dem. Ved hjælp af tolken fik patruljeføreren hurtigt gjort sit

ærinde klart, men først når alle var bænket i de nødtørftigt møblerede rum, og slivo’en

rundhændet blev skænket op, kunne man for alvor komme i gang med at stille de spørgsmål,

som bataljonen gerne ville have besvaret. F.eks. hvor mange indbyggere der var i landsbyen,

om de havde tilstrækkeligt med fødevarer og klæder til at klare sig gennem den kommende

vinter, om der var brug for lægehjælp, og hvad deres holdning til de kommende valg i

Serbien og Kosovo var osv. I de fleste af landsbyerne manglede man da også stort set alt. I

begyndelsen følte mange af soldaterne det derfor frustrerende, at de ikke selv kunne bringe

Kapitel 6: Tillid og magt

171

nødhjælpsforsyninger derud, men kun havde bemyndigelse til at fungere som mellemled til

de humanitære organisationer. En regel, der ofte blev indprentet overfor soldaterne, var

således, at de aldrig måtte love nogen noget, andet end at bringe de oplysninger, de havde

fået, videre til ”deres chef”, dvs. til bataljonen, som så derefter muligvis kunne foranstalte, at

der blev sendt hjælp til byen.

Som den ene af bataljonens to forbindelses- og efterretningsofficerer forklarede mig:

Kj: ”Den eneste ting, som jeg sørger for at overholde, det er, at man skal aldrig love folk

noget, som man ved, man ikke kan overholde. Nu er jeg jo ude ved serberne, og serberne

går meget op i, om man overholder de ting, man lover dem…[H]vis man har lavet en aftale

med dem, eller noget der kan fortolkes som en aftale, og man ikke overholder det, så mister

de tilliden til én. Derfor så sørger jeg meget for ikke at love noget derude, som jeg ikke selv

kan udføre…Men jeg kan love, at jeg siger det videre, f.eks. hvis det er CIMIC-

sammenhænge…så kan jeg love, at jeg siger det videre til CIMIC”.

Det, der udtrykkes her, er netop betydningen af skabelsen og opretholdelsen af et gensidigt

tillidsforhold mellem de militære og de civile aktører. Der lægges således vægt på ”at man

aldrig skal love folk noget, som man ved, man ikke kan overholde”, for hvis man gør det,

”så mister de tilliden til én”.

Han understregede derefter, at det der kendetegnede opgaverne i fredsstøttende

operationer i modsætning til konventionelle krigsoperationer var, at de krævede en

omstilling fra gensidig mistillid til gensidig tillid som risikominimerende sikkerhedsstrategi:

Kj: ”[D]et er nogle andre opgaver, der er hernede end en normal krig. Der er ikke så

voldsomt mange soldatermæssige opgaver her. Og det er det, man er uddannet til, det er

det, man træner hjemmefra, men der må man ligesom hurtigt se, hvad det kræver hernede og

så omstille sig til det…Men i løbet af forholdsvis kort tid opbygger man sådan et

tillidsforhold til folk. Man ved, hvem man kan snakke med, men ikke kan stole på. Men langt

de fleste er ærlige overfor én, og hvis man bare husker at være det selv over for dem, så er

der ingen problemer derude”.

Også her bliver det tydeligt, at det først og fremmest er troværdighed i selvfremstillingen,

der er den centrale sikkerhedsstrategi. Det var således i høj grad op til den enkelte soldat at

Kapitel 6: Tillid og magt

172

tilpasse sin tillidsadfærd til den konkrete situation og vurdere i hvert enkelt tilfælde, om han

kunne nære positive eller negative forventninger til de personer, han talte med under

patruljerne i missionsområdet. Det var med andre ord evnen til selvstændig

informationsbearbejdning, til at sætte enkeltstående begivenheder ind i en overordnet

sammenhæng, til løbende at foretage beslutningsjusteringer og omstille risikohåndteringen

fra tillid til kontrol tilbage til tillid osv., kort sagt: dømmekraften, der var det vigtigste

element i den militære risikoledelse.

Efterhånden som udsendelsen skred frem udviklede der sig imidlertid en vis

ambivalens i forholdet til den civile befolkning, da de oplysninger, der blev givet i

landsbyerne om antallet af indbyggere, der havde brug for nødhjælp og om, hvornår der

sidst havde været uddelt nødhjælp i området, ikke altid stemte overens med de

informationer, der siden hen blev indhentet fra de respektive organisationer og fra FN-

administrationen (UNMIK). Denne ambivalens blev bla. udtrykt på følgende måde af en

delingsfører:

B: ”Man får nemt den fornemmelse, at man gerne vil hjælpe, men at det i grunden er

rimeligt svært. Og det er det jo også, fordi man kan ikke bare lige hjælpe ude i en landsby,

og så - bum - så står der nybyggede huse, og så har de alle sammen penge og mad. Og det

er jo heller ikke det, vi skal. Man bliver nødt til at være noget kynisk, når man kommer ud på

patrulje, fordi der er ingen tvivl om, at de har det skidt mange af dem. Men hvor skidt har de

det? Fordi jeg ved jo godt, at de lyver og bedrager og stjæler, hvis de kan komme til det, de

fleste af dem…Jeg har en fornemmelse af, at mange af de folk, de lyver…Og der er utroligt

mange, som giver udtryk for, at de aldrig har fået noget, og de aldrig har set noget, og når

man så tager kontakten til CIMIC, og siger: ”Den der by har aldrig set noget til CIMIC”, så

siger de: ”Jamen det passer ikke”…Men de folk der bor ude i bjergene, de vil selvfølgelig

gerne presse citronen så hårdt, som de kan”.

Også blandt konstablerne var ambivalensen i forhold til lokalbefolkningen tydelig at spore,

som f.eks. i dette interview:

W: ”Altså jeg kan godt mærke, at jeg har ændret mig, hvad gælder de indfødte…Fordi på

den ene side, så er jeg hernede for at hjælpe og på den anden side, så er det ikke særlig tit,

at man ser taknemmeligheden ved, at vi er her. Og det er måske også svært, for det er os,

Kapitel 6: Tillid og magt

173

der er på deres område. Men altså albanerne de virker som sådan nogle guttermænd, ikke?

De elsker, når vi kommer og besøger dem, men det virker også tit som om, de dolker os i

ryggen. Altså de vil gerne have vores hjælp, men de vil hellere have pengene…Og serberne

de mener jo, at vi er her for at sparke dem ud, så dem får vi ingen hjælp fra, eller hvad skal

man sige - imødekommenhed…På sin vis så blev man skuffet. Det er jo også dejligt, når man

kommer kørende ned ad landevejene og alle børnene står og vinker op i luften, og man føler

sig som en lille konge, ikke? Men man ved også godt, du skal ikke vende ryggen til dem,

fordi de stjæler med arme og ben og er nogle små aber” .

I nogle tilfælde slog den ambivalente indstilling over i en regulær mistillid til

lokalbefolkningen, som i dette interview med en anden af kompagniets konstabler:

J: ”[D]u ser nogle ting hernede (i Kosovo, red.). Folk der læner sig tilbage som Cabra

(albansk landsby, red.) og tager imod. Du ser nogle enkelte landsbyer, der tager sig sammen

og bygger lidt op, ikke? Men som jeg siger: Jeg har været hernede et år, og der er den lille

racist, han er helt klart kommet op i mig… Der er ikke en reel albaner, der gider at lave

noget. Selvfølgelig er der en enkelt en eller to, men den albanske mentalitet og holdning det

er: Hvorfor lave noget, når du kan få andre til det? Og sådan vil det altid være. Hvorfor gå

ud og få et arbejde når vi kan få penge af nødhjælp, ikke? Og det er tydeligt i hele området.

Det synes jeg i hvert fald, jeg har erfaret”.

Det, der artikuleres i disse interviews, er en manglende tillid til, at det behov for støtte og

hjælp, som lokalbefolkningen gav udtryk for, at de havde, var ægte og afspejlede en vilje til

at deltage i genopbygningen af et fungerende civilsamfund. Mistilliden skyldtes primært en

oplevelse af, at den hjælp, der blev ydet, blev anvendt til andre formål end det, der var

tiltænkt fra militærets, FN-administrationens og nødhjælpsorganisationernes side, så som

f.eks. et omfattende videresalg og eksport til det sorte marked. Der var med andre ord en

række situationer, i hvilke de danske soldater oplevede en radikal uoverensstemmelse

mellem deres egen og civilbefolkningens ”vilje til orden”, dvs. en uoverensstemmelse

mellem forskellige opfattelser af det ”gode”, ”retfærdige” og ikke mindst: den ”fornuftige”

samfundsorden. Hvor det fra et militært synspunkt drejede sig om at skabe de nødvendige

rammer for opbyggelsen af et demokratisk samfund med et fungerende retssystem, virkede

det efter mange soldaters opfattelse som om, de fleste lokale ledere kun var interesserede i at

Kapitel 6: Tillid og magt

174

skrabe så meget profit sammen til sig selv, sin familie og sine politiske støtter som muligt,

dvs. en holdning, der var i grundlæggende modstrid med militære dannelsesidealer så som

individuel ansvarsfølelse og forpligtelse overfor det sociale fællesskab.

En konsekvens af dette var bla. en række skærpede krav og kontroller i forbindelse med

den økonomiske støtte, der blev ydet fra de internationale organisationer og UNMIK. Også

blandt soldaterne blev de tillidsskabende teknikker gradvist suppleret og justeret med flere

kontrolaktiviteter, inden en endelig vurdering af de indhentede informationer fra patruljerne

blev foretaget. I patruljeugen gjorde soldaterne således brug af såvel tillidsbaserede som

kontrolbaserede strategier i deres risikohåndtering, dvs. i deres daglige beslutningspraksiser.

”Beredskabsugen” Når man som PNINF-deling var i beredskabsugen, indebar det, at man opholdt sig i lejren,

klar til at blive indsat i RIOT CONTROL under kommando af den franske brigade. Desuden

havde man i beredskabsugen til opgave at bestride hovedvagten, lave eftersyn og

vedligeholdelse af materiellet (specielt af køretøjerne) og at udføre forskellige slags

”CAMP-arbejder”, dvs. forefaldende arbejde i lejren. Det var også den uge, man

gennemførte forskellige typer uddannelse af personellet, f.eks. førstehjælpskurser,

landminetjeneste, træning i ”håndgemæng”, ”indtrængen i hus” og RIOT CONTROL.

Beredskabsugen var den eneste uge, hvor hele delingen havde lejlighed til at samles i

lejren, og den blev derfor også brugt til at afholde diverse sociale arrangementer så som

grillaftener og delingskonkurrencer. Gennemførelsen af disse aktiviteter afhang imidlertid

altid af det gældende beredskabsniveau. Hvis der f.eks. blev varslet om demonstrationer i

Mitrovica, eller hvis der blev afholdt vigtige politiske møder, blev beredskabet hævet til en

time eller derunder og de sociale arrangementer aflyst.

Da den politiske situation i Kosovo på daværende tidspunkt var præget af

forberedelserne til de første lokalvalg samt præsidentvalget i Serbien, blev der næsten

dagligt gennemført større eller mindre demonstrationer i Mitrovica, som nøje blev overvåget

af KFOR. I den forbindelse skete det jævnligt, at beredskabsdelingen kørte i ”venteområde”,

dvs. kørte ud af lejren i de pansrede mandskabsvogne (PMV’er) til et angivet område i eller

omkring Mitrovica, hvor de holdt klar til indsættelse. I de fleste tilfælde forløb

demonstrationerne dog fredeligt, og delingen kunne køre tilbage til lejren igen efter at have

fordrevet tiden i PMV’erne med et par timers søvn, et parti skak eller en venskabelig

Kapitel 6: Tillid og magt

175

slåskamp når kedsomheden blev for påtrængende. Efter omkring 5 måneders forløb i

missionsområdet var der endnu ikke opstået så alvorligt et sammenstød mellem serbere og

kosovo-albanere, at der havde været brug for at indsætte alle PNINF- delingerne på én gang.

Om morgenen d. 30. januar blev 2KMP som så ofte før befalet på 5 min.

kampberedskab. Det var der ikke noget bemærkelsesværdigt i - det var sket så mange gange

før, uden at det var kommet til en egentlig konfrontation med parterne. Omkring kl.11.00 fik

kompagniet ordre til at køre med to delinger plus sanitet og militærpoliti til et venteområde i

udkanten af Mitrovica. Der var atter udbrudt uroligheder i forbindelse med en demonstration

i den sydlige del af byen, hvorfra man tydeligt hørte bragene fra de chokgranater, der blev

affyret af de franske styrker. Forventningen om en snarlig befaling om at rykke ind til RIOT

CONTROL var tydelig at spore hos kompagnichefen og soldaterne, og spændingen steg

efterhånden som minutterne gik, og larmen fra byen tog til. Efter knap to timers venten kom

befalingen så: Kompagniet skulle omgående køre ind til centrum i Mitrovica, hvor kosovo-

albanske demonstranter var trængt ind i én af FN-administrationens bygninger.

(Venteområde udenfor Mitrovica) (Indsættelse i RIOT CONTROL)

I løbet af få øjeblikke var alt personel på plads i køretøjerne, og frustrationen over

ventetiden blev afløst af fornyet intensitet og koncentration. Den sædvanlige småsludren

blandt soldaterne forstummede, og tonen blev kort og knap. På et splitsekund blev

interaktionen omstillet fra en personlig til en formel kommunikationsform. Al

kommunikation blev renset for støj og ”latente fuck-ups” for at sikre den størst mulige

entydighed, mest mulig orden og effektivitet.

På vej ind til byen modtog kompagnichefen imidlertid en melding over radioen om, at

de franske gendarmer havde bragt situationen under kontrol, og at alle demonstranter var

Kapitel 6: Tillid og magt

176

ude af bygningen. Til trods herfor befalede bataljonschefen kompagniets pansrede

mandskabsvogne op på linie nogle få hundrede meter fra FN-bygningen m.h.p. at rydde hele

pladsen for de omkring 500 ophidsede kosovo-albanere, der stadig befandt sig der.

Kompagnichefen, hans kører samt undertegnede befandt sig på dette tidspunkt i en GD

umiddelbart bag de fremrykkende PMV’er, der med deres øredøvende buldren og

kæmpestore bælter havde en markant effekt på den vigende menneskemængde. Mellem

PMV’erne og langs siden af vejen havde soldaterne dannet kæde for at forhindre de

demonstranter, der kom løbende til fra sidevejene, i at trænge igennem. Det viste sig

imidlertid hurtigt, at demonstranternes kasteskyts primært var rettet mod de franske enheder,

der befandt sig langs vejen. Alligevel modtog også kompagniets soldater en del stenkast og

molotovcocktails, der blev kastet ind fra siderne, hvilket medførte nogen forvirring og delvis

opløsning af kæden. De voldsomme brag fra franskmændenes chokgranater gjorde, ud over

at bidrage til de i forvejen kaotiske lyd- og synsindtryk, ikke et synderligt stort indtryk på

kosovo-albanerne, der virkede mere eller mindre immune over for dem. Pludselig

detonerede en chokgranat mellem benene på en af de danske soldater, der faldt om og måtte

hjælpes ud af kæden. For at give plads og ro til at reorganisere kæden besluttede

kompagnichefen da, at der skulle affyres tåregas, medens franskmændene forskansede sig i

de omkringliggende bygninger. Tåregassen havde den ønskede effekt, og i løbet af et par

timer stilnede optøjerne af. Kun omkring de antændte bål langs vejen forsamlede der sig

endnu små grupper af kosovo-albanere, der af og til sendte et par sten i retning af

franskmændene. Men netop som roen atter var ved at indfinde sig, fik kompagniet en ny

befaling: I en anden del af byen var en græsk militærenhed, der bevogtede en ortodoks

kirke, kommet under kraftig beskydning af sten og molotovcocktails. Der viste sig at være

tale om et albansk gengældelsesangreb mod en gruppe på ca. 20 serbere, der havde søgt

tilflugt i kirken. Dagen forinden havde en albansk dreng mistet livet, angiveligt skudt af

serbere. Nu søgte de rasende albanere at trænge ind til serberne i kirken for hævne drabet på

drengen. Eftersom den græske KFOR-enhed ikke var i besiddelse af udrustning beregnet til

at trænge civile demonstranter bort (det såkaldte ”RIOT-udstyr”), kunne de ikke gøre ret

meget andet end at affyre varselsskud med deres geværer, hvilket åbenbart ikke havde virket

synderligt overbevisende. De danske soldaters opgave var derfor at yde grækerne støtte og

rydde vejen foran kirken, så de indespærrede serbere kunne undsættes.

Da kompagniet nåede frem til kirken, blev der derfor, til trods for den relativt positive

indstilling over for de danske soldater, rettet svært kasteskyts mod dem fra den ophidsede

Kapitel 6: Tillid og magt

177

mængde. Kompagnichefens GD blev undervejs ramt af en byge af sten, hvoraf én smadrede

sideruden og ramte køreren, der derved pådrog sig et brækket ribben. En anden soldat blev

såret af en sten i hovedet og måtte evakueres til lejren for at blive syet sammen. I løbet af

kort tid lykkedes det dog at få dannet en perimeter af pansrede køretøjer og personel, som

trængte de vrede albanere tilbage i begge retninger væk fra kirken. For at holde

menneskemængden på afstand af køretøjerne blev der med jævne mellemrum kastet tåregas,

hvilket mange af demonstranterne dog syntes af have vænnet sig til i en sådan grad, at de

mest rutinerede af dem formåede at samle den afskudte gaspatron op og kaste den tilbage

mod soldaterne. I mellemtiden var fire græske soldater kommet under belejring i deres OP,

der lå ved kirkens bagudgang. Der var de blevet fanget af albanerne, der forsøgte at sætte ild

til OP’et. En gruppe danske soldater nåede frem og fik slukket ilden, men endnu turde

grækerne ikke at komme ud. Herefter blev albanerne ved med at sætte ild til OP’et og

soldaterne med at slukke den igen. Til slut indså albanerne dog det nytteløse i at fortsætte

ildspåsættelsen og valgte at fortrække.

Klokken ca. 23.00 om aftenen var situationen omkring kirken stabiliseret, og de øvrige

tilstedeværende KFOR-enheder blev trukket tilbage. Ved midnatstid åndede alt fred og ro,

og til alles glædelige overraskelse fik kompagniet lov til at vende tilbage til lejren med

forholdsordre om atter at være klar på kampberedskab fra 08.00 næste morgen. En halv

times tid senere var kompagniet atter samlet i lejren, hvor kompagnichefen gav resume og

tilbagemelding på dagens og aftenens begivenheder.

Da jeg efterfølgende spurgte både officerer og konstabler, hvordan de havde oplevet

denne og de følgende dages indsættelser, gav de fleste udtryk for, at de var glade for, at de

nu havde fået ”prøvet sig selv af” og set ”at tingene de virkede”, med andre ord at deres

kontrolteknikker fungerede som beregnet. Blandt konstablerne var man især optaget af at

diskutere fordelene og ulemperne ved de procedurer, der var blevet indlært under

uddannelsen. Da jeg spurgte en gruppe konstabler, hvordan de havde oplevet indsættelsen i

Mitrovica, drejede samtalen sig således hurtigt hen på de kampfærdigheder, de havde fået

afprøvet:

D: ”Dengang vi var i Oksbøl (under missionsorienteret uddannelse, red.), der brugte vi flere

dage på at lære afløsning med to hold frem, og bagerste hold tog gasmaske på, og så gik

man op og afløste. Og når der var gået en halv time, så skød man gas, og så kunne man

Kapitel 6: Tillid og magt

178

ellers bevæge sig fremad. Og det virker jo ikke, fordi det tager alt for lang tid. Det kan vi jo

se hernede, når det eskalerer, det går jo lynende stærkt.

B: (Samstemmer og bryder ind): ”Når man flytter sig med skjoldet og tager gasmaske på

samtidigt. Det har vi ikke lært derhjemme. Jo, der var en gang vi prøvede det, og der er

mange af tingene, der går igen, men…”

D: (Afbryder igen): ”Altså sådan noget som fodstilling er selvfølgelig en vigtig ting, og det

har man lært. Det har man ligesom fået ind, at fødderne de skal bare stå, som de gør. Det er

en ting, man kan bruge, men resten synes jeg ikke…Men det er da helt klart, at hvis jeg var

taget hjem fra det hold her, uden at der havde været en eneste RIOT, så havde jeg grædt

hele vejen hjem. Fordi det der med at man skal presse sig selv på en eller anden måde, og

man står i en situation, hvor man prøver kræfter med sig selv. Det er jo helt klart, for mig i

hvertfald har det været en utrolig oplevelse at prøve at stå. Det er jeg i hvertfald glad for -

og så det, at der ikke er sket noget”.

De kropslige rutiner og skematiseringer bliver her genstand for en intens forhandling og

meningsbearbejdning. Der er tydeligvis ikke tale hverken om en form for passiv tilpasning

eller oplevelse af en ydre tvang, men derimod en oplevelse af, ”at man skal presse sig selv”,

og at ”man står i en situation, hvor man prøver kræfter med sig selv”. I denne

meningsbearbejdning udlægges og bemægtiges skematiseringerne af den enkelte soldat, idet

de artikuleres og betydningsfastlægges som en række (selv)disciplinerende praksiser, der

præsenterer den enkelte som professionel risikotager inden for det militære

dannelsesregime.

Da jeg ved en senere lejlighed talte med en konstabel om, hvad det efter hans mening var

for en ”oplevelse”, de talte om, svarede han:

J: ”Det er da det der med: ”Se mig, nu vil jeg altså være midtpunkt igen”, ikke? Og det

giver jo en eller anden selvtilfredshed, det er klart, det gør det for alle, at blive ”i midten”

igen”.

K: ”Tror du det er sådan for alle - uanset hvem man er - så føler man sig ”i midten”?

J: ”Ja, det er jeg helt sikker på. Bare se når vi er inde på broen, ikke? Jamen hele verden

drejer sig om os. Det er os, der styrer hundrede procent, hvad der skal ske næste gang.

Kapitel 6: Tillid og magt

179

Altså, hvis vi skal ti meter længere frem - jamen, hvis der står nogen foran os, so what? Det

er os, der styrer det, os der er på toppen, ikke også? Om vi så er konstabel eller major, eller

hvad vi er…Så derfor: Man er midtpunkt. Altså om det er dig eller 140 mand, det giver det

samme. Fordi du er de 140 mand, du ved hundrede procent, hvad der sker lige derovre. Og

det giver jo den der selvtilfredshed af at være centrum, ikke? Det er dig, der bestemmer, det

er dig der er toppen ”

På den ene side var indsættelserne altså forbundet med en positiv oplevelse af magt og

kontrol, der styrkede både selvtilliden og sammenholdet i enheden, fordi ”du er de 140

mand” og ”det er os, der styrer hundrede procent, hvad der skal ske”. På den anden side blev

indsættelserne samtidig opfattet som en negativ situation, der betød et tilbageskridt for

missionen, og noget som i videst muligt omfang skulle undgås. Som en af delingsførerne

sagde:

Bj: ”Det er jo bedre, at tingene kører sin trivielle triste gang, end at vi skal ud og lave

sådan noget, som vi laver her (RIOT CONTROL, red.). Og det skal man bare tænke på hver

gang, man synes, det er ved at blive kedeligt og gråt. Det er jo bedre - og bedre for

situationen, at det bare er kedeligt…Fordi man opnår jo mere, når tingene bare kører sin

vante gang. Hver eneste gang der sker noget, så er det et lille skridt tilbage”.

I mødet med de civile indbyggere under OP-ugen, Patruljeugen og Beredskabsugen gjorde

soldaterne i 2KMP således brug af såvel tillidsbaserede som kontrolbaserede

sikkerhedsstrategier, ikke som indbyrdes udelukkende principper, men derimod som

funktionelt ækvivalente styringsprincipper, der begge tjente til at reducere kompleksiteten

og øge stabiliteten i forholdet mellem parterne og det militære system. Dog blev fordelene

ved en tillidsbaseret risikoledelse fremhævet og betydningsfastlagt som den optimale og

mest holdbare strategi i forhold til de målsætninger, der var angivet for missionen, nemlig at

skabe sikre omgivelser for de hjemvendte flygtninge og at støtte udviklingen mod et

demokratisk samfund. For, som Luhmann siger, er det kun gennem opbygningen af en vis

tillidskapital, at et socialt system bliver i stand til at hæve sit handlingspotentiale ud over

den elementære behovstilfredsstillelse:

”Uden tillid er kun meget enkle former for menneskelig kooperation mulig, nemlig kun kooperation som kan afvikles på stedet…Helt nye arter af handlinger, især

Kapitel 6: Tillid og magt

180

sådanne som ikke tilfredsstiller umiddelbart, og som må blive motiveret kunstigt, bliver mulige i et system, som kan aktivere tillid. Gennem tillid vinder et system tid, og tid er den kritiske variabel i forhold til at opbygge mere komplekse samfundsstrukturer” (Luhmann [1968] 1999:151).

Det var således opbygningen af tillidskapitalen mellem parterne og den militære

organisation, der blev anset som et afgørende succeskriterium for missionen i Kosovo og for

hele den demokratiseringsproces, der i sidste ende skulle gøre den militære tilstedeværelse

overflødig.

Generaliseringen af de militære dannelsesidealer I forsøget på at sætte gang i den demokratiske proces stødte den danske styrke imidlertid på

et problem, der ikke udelukkende handlede om at få serberne og kosovo-albanerne til at

bilægge de indbyrdes stridigheder. I fraværet af et fungerende retssystem og en tårnhøj

arbejdsløshed var der nemlig skabt optimale betingelser for en anden type organisation,

nemlig mafiaen. Mafiavirksomheden udsprang i vid udstrækning af de eksisterende

klanstrukturer, med andre ord af en form for politisk organisering, der ikke bygger på

demokratisk udvalgte repræsentanter, men på familierelationer og biologisk herkomst. En

stor del af de personer, der var placeret i magtfulde positioner i mafiastrukturen, så ikke

deres interesser befordret i et velfungerende demokratisk opbygget system, men fandt en

større personlig og økonomisk fordel i at fastholde status quo. Dette forhold blev bekræftet

af en dansk forbindelsesofficer:

R: ”Systemet hernede er meget stringent bygget op. Klansamfundet eksisterer stadigvæk -

ikke helt intakt, men meget tæt på, idet der er kommet nogle nye klaner så at sige, nemlig de

klaner der er bygget op omkring organiseret kriminalitet. Og de sidder på en magtposition,

der er mindst lige så stor som de gamle klaner. I mange tilfælde er det de samme

personer…Det har ændret sig en lille smule nu. Og de steder, det har ændret sig, er primært

på de ledende poster. Der sidder nu nogle folk, som er forholdsvis ”rene”, som man i hvert

fald ikke har noget på. Men det er de samme folk som, når de begynder at køre deres

visioner om lov og orden i området, så begynder de at få trusselsbreve. Og det kan man så

vælge at kalde politisk motiveret eller kriminelt motiveret, det kommer an på hvilken

indfaldsvinkel, man har. Min egen vurdering er, at det er kriminelt, idet det er egentlig

Kapitel 6: Tillid og magt

181

ligegyldigt hvilken politisk overbevisning, de har. Alle folk, der taler om lov og orden, de vil

modtage et trusselsbrev, fordi det underminerer denne her økonomi”

Netop fordi demokratiseringsprocessen og afholdelsen af de første frie lokalvalg blev

opfattet som vejen til fred og stabilitet i området, blev mafiaorganisationens forsøg på at

infiltrere den økonomiske og den juridiske struktur anset som en væsentlig sikkerhedsrisiko.

Ironisk nok medvirkede den massive tilstrømning af nødhjælp i tiden umiddelbart efter

krigen til en yderligere konsolidering af den organiserede kriminalitet, for så vidt som man i

første omgang overdrog ansvaret for fordelingen af nødhjælpen til de lokale ledere. Som

oftest var det derfor de lokale klanledere, deres familie og bekendte, der fik den største del

af hjælpen, medens de svageste indbyggere, der havde mindst politisk indflydelse, også var

dem, der fik mindst del i nødhjælpen.

For at bryde denne onde cirkel var det afgørende at få indsat demokratisk valgte ledere i

det politiske system. Problemet var bare, at de personer der stod opført som kandidater på

valglisterne, var de samme, som før havde haft nøglepositioner i klanstrukturen. Ved at

gennemføre lokalvalgene ville man derfor ikke opnå den gennemgribende udskiftning af de

korrupte ledere, som man havde ønsket, men snarere en legalisering af deres aktiviteter.

Bestræbelserne fra UNMIK´s side gik derfor ud på at få uddannet en professionel

embedsmandsstyrke indenfor selve FN-administrationen, der gradvist skulle rekrutteres til

det lokale bystyre. I den forbindelse forsøgte man også fra dansk KFOR side at lægge pres

på de politiske ledere for at skabe en demokratisk beslutningsproces. Et eksempel på denne

strategi var ifølge den danske forbindelsesofficer et projekt, han selv havde været

initiativtager til, som skulle bidrage til større åbenhed og mindre korruption i det politiske

system. Da netop dette projekt tjener som nøgleeksempel på forholdet mellem tillid og

kontrol i den militære risikorationalitet i fredsstøttende operationer, bringer jeg et længere

uddrag fra hans beskrivelse af projektet. Han forklarede mig her at:

R: ”I Cabra kunne vi konstatere, at endskønt det var et meget moderat parti, nemlig LDK

(Kosovos Demokratiske Forsamling, red.), som egentlig sidder med magten derude, den

politiske magt - og de har nogle meget fine sætninger med ”tolerance” og ”plads til alle”

og alle de fine ord, som vi fra vesten ønsker at høre - så får jeg faktisk borgmesteren derude

til at erklære, at han kun ser sig selv som borgmester for LDK’erne. Og det er lidt af et

problem. For de PDK’ere (Partiet for Demokratisk Udvikling i Kosovo, red.), der er derude,

Kapitel 6: Tillid og magt

182

de AAK’ere (Alliancen for et uafhængigt Kosovo, red.), der er der, og som normalt er hard-

liner partier, og som har deres udspring i miljøet omkring UCK - jamen de sidder tilbage i

mørket. Og de her personer de er meget farlige at have til at sidde i mørket. Rigtig farlige.

Idet at en del af deres medlemmer er unge mænd, som i deres fascination over deres UCK-

helte har meldt sig ind i de her partier…Og de har et lidt andet forhold til vold, end vi

egentlig bryder os om, at de har. Og derfor så har jeg så forsøgt at få startet op og fået

UNMIK til at købe ideen nu, med at vi laver et internt råd i Cabra. Et råd hvor alle tre

partier skal være til stede. Et råd som ikke har nogen beslutningskompetence, men et råd

som kun skal to ting: Modtage et referat fra de bestyrelsesmøder, der har fundet sted i

kommunen, således at alle borgere i byen de ved, hvad der foregår i deres kommune. For set

fra vores synspunkt har de jo krav på det. Og det andet det er, at de kan stille spørgsmål til

de her to repræsentanter, der nu er valgt, og forespørgsler til byrådet via dem, præcis som

man ville gøre i ethvert andet demokratisk land. Og eftersom vi kan sidde der, og holde de

møder med dem - enten os som KFOR eller os som UNMIK - så ville vi være sikre på, at de

her personer rent faktisk ville få den besked. De to - altså PDK og AAK er selvfølgelig

meget, meget glade for den her løsning. De synes, det er det bedste, de længe har hørt,

medens LDK’erne er meget lidt glade for den her løsning. De vil helst holde det for sig selv,

ja - fordi ”gewissen ist macht, unwissen ist unmacht”…Så derfor forsøger vi på den måde

at få påvirket processen, og det er jo så det, som er en politisk understøttende manøvre, og

som vi ser er af stor vigtighed hernede. Også fordi hvis vi ikke har de kampe mellem

partierne - hvis vi kan få dem til at klare problemerne ved forhandlingsbordet, så skal vi

heller ikke derud og stå med skjoldene. Og set med vores øjne, jamen hver gang det er

nødvendigt, vi står derude med skjoldene, så har vi tabt” (min fremhævning).

Det, der artikuleres her, er en ny form for militær gouvernementalitet og risikohåndtering,

der ikke længere er rettet mod en fjende, der truer det nationale forsvar af et bestemt

geografisk afgrænset territorium. Der er med andre ord ikke længere tale om et traditionelt

territorialforsvar baseret på militære kampfærdigheder og troppebevægelser, men om ”en

politisk understøttende manøvre” som skal få parterne til at ”klare problemerne ved

forhandlingsbordet”. Denne betydningsfastlæggelse af den militære risikoledelse i

fredsstøttende operationer markerer efter min opfattelse tilblivelsen af en ny militær

ledelsesteknologi, der sikkerhedsmæssiggør en bestemt samfundsorden, hvilket vil sige, at

Kapitel 6: Tillid og magt

183

den betydningsfastlægger en specifik social organisering som et sikkerhedsmæssigt

anliggende.

Da jeg spurgte forbindelsesofficeren, hvordan han oplevede at skulle optræde som

militær person i en konflikt, hvor den primære sikkerhedsstrategi bestod i skabe et netværk

af gensidige forpligtelser og tillid, svarede han:

R: ”Det er et paradoks, at nogenlunde det mest udemokratiske hverv, som er dét at være

soldat, er i en situation hernede, hvor man rent faktisk skal ud og lære de her folk det. Men

så må man sige, at vi er her jo ikke kun som soldater. Vi er her også som repræsentanter for

Danmark…Og det vi laver hernede, det er jo meget lidt soldaterarbejde, men mere et

spørgsmål om, at vi går ud og repræsenterer et samfundssyn, som vi tror på…Og det vi så

går derud og gør, jamen det er, at vi går ud, og så fortæller vi dem i praksis, hvordan vi

mener, at et samfund bør hænge sammen”.

I denne passage afparadokseres modsætningsforholdet mellem rollen som krigsførende

militærenhed på den ene side og rollen som tillidsskabende og medierende tredjepart i

fredsstøttende operationer på den anden side gennem betydningsfastlæggelsen af den

militære tilstedeværelse som opdragende dannelsesmagt snarere end som undertrykkende

besættelsesmagt, idet ”vi går ud, og så fortæller vi dem i praksis, hvordan vi mener at et

samfund bør hænge sammen”

Det forhold at den militære organisation optræder i rollen som dannelsesinstans snarere

end som besættelsesinstans knytter således an til det oprindelige paradoks, der indledte selve

organisationsanalysen, nemlig at der i forbindelse med fredsstøttende operationer

konstrueres en ny organisationsbeskrivelse, der forbinder to umiddelbart modsatrettede

principper, nemlig tillid og kontrol: Gennem etableringen af et netværk af strategiske

tillidsrelationer, der løbende justeres og kontrolleres, gøres den civile befolkning til

genstand for en opdragende bestræbelse, der ligger i forlængelse af organisationens egne

dannelsesidealer, dvs. dens egne skematiseringer. Gennem sikkerhedsmæssiggørelsen af de

militære dannelsesidealer bliver de civile borgere og de politiske repræsentanter i

missionsområdet med andre ord gjort til genstand for et militært dannelsesarbejde, der

skematiserer og positionerer den enkelte borger som et ansvarligt individ, dvs. som

etisk/politisk aktør. Den militære (selv)dannelsespraksis fungerer med andre ord ikke

længere blot som internt ledelsesideal, men som universelt civilisationsideal.

Kapitel 6: Tillid og magt

184

Beskrivelsen af den militære organisation som et autopoietisk system, der opretholder

sig selv ved løbende at træffe beslutninger om at yde eller ikke yde tillid, bliver hermed

nøglen til at forstå, hvorledes organisationen konstruerer sin egen indre omverden, altså en

for den kompatibel og systemrelativ omverden, der lader sig organisere, dvs. ordne på en for

organisationen meningsfuld måde. I meningsfastlæggelsen af sine omverdensrelationer, og

de dermed forbundne handlingsalternativer, benytter organisationen sine egne

skematiseringer, og dermed sine egne dannelsesidealer, som grundlag for sine

tydningsudkast, eksempelvis ved at fortælle lokalbefolkningen ”hvordan vi mener at et

samfund bør hænge sammen”. I mødet med den civile befolkning får det etisk/politiske

aspekt af den militære gouvernementalitet således en ny og afgørende betydning, idet den

generaliseres som en specifik samfundsutopi54. De militære dannelsesidealer optager med

andre ord et nyt og mere omfattende betydningsindhold, der ikke blot er gældende for

organisationens egne medlemmer, men tillige for den lokale befolkning i missionsområdet

og i princippet for enhver civiliseret menneskehed.

I det følgende afsnit vil jeg således forsøge at vise, at der i betydningsfastlæggelsen af

fredsstøttende operationer som ”politisk understøttende” sikkerhedsstrategier kan spores en

række forbindelseslinier til den klassiske oplysningsfilosofiske idé om det Civile Samfund

(Civil Society), og at denne idé repræsenterer en bestemt social utopi, som operationaliseres

og sikkerhedsmæssiggøres i mødet med den lokale befolkning.

Det Civile Samfunds genealogi Begrebet om det Civile Samfund har rødder i den vestlige politiske filosofis traditionslinie,

gennem hvilken det med tiden har fået en række forskellige betydningslag. Således taler

Comaroff og Comaroff (1999) om det Civile Samfunds ”arkæologi”, hvis

oprindelsesfortælling kan dateres tilbage til slutningen af 1700-tallet. De argumenterer for at

begrebet er blevet en ”neo-moderne myte” i den stadigt voksende litteratur om begrebets

tilblivelseshistorie, dets udlægninger og teoretiske implikationer (Comaroff & Comaroff

1999:4).

I sin oprindelige version blev begrebet om det Civile Samfund defineret i kontrast til

naturtilstanden og henviste i 1700-1800 tallets politiske tænkning til en retsligt funderet

54 Begrebet ”utopi” bruges her som et kritisk begreb i betydningen af et fremtidigt, men aldrig fuldt ud realiserbart ideal, der fungerer som korrektiv til en mindre ideel nutid.

Kapitel 6: Tillid og magt

185

samfundsorden, der blev håndhævet af en central politisk autoritet, hvis magtudøvelse

ligeledes var underlagt og begrænset af gældende love og regler. Denne oprindelige idé om

et societas civilis stod derfor ikke i modsætning til, men forudsatte eksistensen af en stat, der

besad et monopol på legitim magtanvendelse, og som kunne sikre den enkelte borger mod

lovløshed og anarki. Ifølge denne definition er det Civile Samfund nært forbundet med det,

Norbert Elias refererer til som ”the civilizing process” - en historisk proces, i hvilken

statsmagtens og individualitetens dannelse ses som samtidige og indbyrdes forbundne

sociale processer (Olofsson 2000:402). Begrebet civilité knytter sig således ifølge Elias til to

komplementære processer, nemlig statens monopolisering af voldsudøvelsen og

forvandlingen af den samfundsmæssige ydre tvang til indre selvtugt. Som politologen Mary

Kaldor skriver:

”The term [civil society] was linked to the concept of ”civility”. It meant respect for individual autonomy, based on security and trust among people who had perhaps never met. It required regularity of behaviour, rules of conduct, respect for law, and control of violence. Hence, a civil society was synonymous with polite society, a society in which strangers act in a civilized way towards each other, treating each other with mutual respect, tolerance and confidence, a society in which rational debate and discussion becomes possible” (Kaldor 2003:17, min fremhævelse).

Til ideen om Det Civile Samfund knytter sig dermed forestillingen om en offentlig moral

baseret på individuel ansvarlighed og selvkontrol. I den skotske oplysningstænkning fra

Anthony Shaftesburys Characteristics of Men, Morals, Opinions, Times (1711), Francis

Hutchesons Inquiry into the Origins of Beauty and Virtue (1725), Adam Fergusons An Essay

on the History of Civil Society (1767) og til Adam Smiths The Theory of Moral Sentiments

(1790) blev det Civile Samfund således opfattet som resultatet af en proces, gennem hvilken

mennesket udfolder en iboende og universel ”moralsk følelse” (moral sentiment) eller

”sympati”55.

Denne moralske dimension blev efterfølgende reformuleret og formaliseret i Kants

kategoriske imperativ og i hans beskrivelse af menneskets ”asociale socialitet”, dvs. den

iboende konflikt mellem individuelle interesser på den ene side og behovet for social

association på den anden side. Som han skriver:

55 For en mere nuanceret fremstilling af de indbyrdes ligheder og forskelle mellem de skotske oplysningstænkere se Fania Oz-Salzberger (2001): ”Civil Society in the Scottish Enlightenment”, i Kaviraj & Khilnani (eds.): Civil Society. History and Possibilities, Cambridge University Press.

Kapitel 6: Tillid og magt

186

”Mennesket har en tilbøjelighed til at samfundsmæssiggøre sig, fordi det i en sådan tilstand føler sig mere som menneske, dvs. føler sine naturlige anlæg udvikles. Det har imidlertid også en kraftig hang til at individualisere (isolere) sig, fordi det hos sig tillige træffer på den asociale egenskab, at alt skal gå efter dets eget hoved… ” (Kant [1787] 1991:102).

Det Civile Samfund var for Kant det menneskelige samfunds telos, der ikke realiseres

gennem udfoldelsen af et medfødt instinkt eller behov, men gennem en offentlig brug af

fornuften, ”som forvandler den patologisk aftvungne overenskomst om et samfund til en

moralsk helhed (ibid.). Udviklingen af en borgerlig offentlighed var derfor ifølge Kant det

princip, som alene kunne garantere politikkens overensstemmelse med moralen (Habermas

[1962] 1997:98). Hegel forkastede imidlertid Kants moralske formalisme og anlagde i stedet

et dialektisk perspektiv, der adskilte det Civile Samfund fra staten, det private fra det

offentlige og individet fra fællesskabet. Det Civile Samfund var ifølge Hegel ”the

achievement of the modern world” (Hegel [1820] 1996:185), dvs. et historisk fænomen, der

var knyttet til fremkomsten af en moderne markedsøkonomi, og en pluralititet af ikke-

statslige institutioner, der forenede private behov med en offentlig frihed.

Marx og Engels overtog Hegels dialektik, men for dem var det Civile Samfund ikke

historiens telos, men en illusion, der skulle afmaskeres, idet den tilsyneladende handlefrihed

det tildelte individet, i virkeligheden blot tjente til at tilsløre den underliggende

klasseundertrykkelse. Som antropologen Ernest Gellner formulerer det:

”One way of summarizing the central intuition of Marxism is to say: Civil Society is a fraud. The idea of a plurality of institutions - both opposing and balancing the state, and in turn controlled and protected by the state - is in the Marxist view, merely the provision of a façade for a hidden and maleficent domination” (Gellner 1994:1)

I nyere tid er det Civile Samfund imidlertid paradoksalt nok blevet en betegnelsen for et

moderne frigørelsesprojekt, der dækker over en bred vifte af sociale bevægelser og fora, der

fremmer den offentlige debat. Hos Jean Cohen og Andrew Arato (1992) bliver det Civile

Samfund eksempelvis opfattet som en form for Habermasiansk kommunikativ handlen, der

modvirker ”kolonisationen af livsverdenen” gennem valideringen af en række moralske krav

(Cohen & Arato 1992:22-3). Habermas pointerer da også selv at:

”What is meant by ’civil society’ today, in contrast to its usage in the Marxist tradition, no longer includes the economy as constituted by private law and steered through markets in labour, capital and commodities. Rather its institutional core

Kapitel 6: Tillid og magt

187

comprises those non-governmental and non-economic connections and voluntary associations that anchor the communication structures of the public sphere in the society component of the life-world” (Habermas cf. Kaldor 2003:21).

I overensstemmelse med Habermas definerer Gellner det Civile Samfund som en pluralistisk

samfundsorden, i hvilken de ikke-statslige og de statslige institutioner gensidigt holder

hinanden i balance:

”Civil Society is that set of diverse non-governmental institutions which is strong enough to counterbalance the state and, while not preventing the state from fulfilling its role of keeper of the peace and arbitrator between major interests, can nevertheless prevent it from dominating and atomizing the rest of society” (Gellner 1994:5).

Ifølge antropologen Chris Hann består udfordringen for en politisk antropologi imidlertid i

at tænke hinsides den traditionelle modsætning mellem individet og staten, det private og det

offentlige, mellem system og livsverden og i stedet forstå det Civile Samfund som et begreb,

der henviser til et komplekst netværk af institutioner, der medierer mellem selvet og

fællesskabet (Hann 1996:21). Han plæderer for et mere produktivt begreb om det Civile

Samfund, der ikke defineres negativt i opposition til staten, men positivt som en praksis

gennem hvilken kooperation og tillid etableres i det sociale liv (ibid.:22). Hann finder

derfor, at det Civile Samfund er et begreb, der åbner for en komparativ politisk antropologi,

der beskæftiger sig med de forskellige ideer og moraliteter, der inspirerer til kohæsion og

tillid i menneskelige samfund.

I bogen The Problem of Trust (1997) knytter idéhistorikeren Adam B. Seligman da også

netop begrebet om det Civile Samfund til en analyse af tillidsfænomenet, idet han skriver at:

”Civil society is identified with everything from multiparty systems and the rights of citizenship to individual voluntarism and the spirit of community…One possible way to avoid such confusion is to eschew all normative discussion of the above terms and approach them more analytically…And it is in this context that an understanding of the operation of trust in society is vital. For not only is trust necessary for the workings of society, but a specific form of generalized trust - rooted in modern individualist norms - is necessary for the workings of civil society. To call for the establishment of civil society without taking into consideration the fundamental terms of trust in society is but an empty exercise” (Seligman 1997:6).

Seligman argumenterer således for, at et fungerende civilsamfund forudsætter en særlig

form for generaliseret tillid, og at socialiseringsprocesserne i moderne demokratiske

socialordener hviler på en specifik ”tillidsideologi” (ibid.:14). I overensstemmelse med

Kapitel 6: Tillid og magt

188

Luhmann, mener Seligman derfor, at den moderne tillidsideologi må opfattes som et svar på

de typer af risici, der opstår med udviklingen af et funktionelt differentieret samfund, i

hvilket individet snarere end en kollektivt defineret enhed som f.eks. familien, opfattes som

bærer af den sociale orden:

”The breakup of local, territorial, and, crucially, primordial ties that accompanied Europe’s entry into the modern era engendered, as is well known, a new concern with redefining the nature of society. With the destruction of these bonds of primordial attachment to kith and kin, to territorial and local habitus…new forms of generalized trust had to be established…The interest in establishing nonascriptive bases for trust has been a constant theme from John Locke’s concern with “trustworthiness, fidelity, the keeping of agreements and promises and respect for oaths”…and down to the later, nineteenth-century theorists of society such as Tönnies, Maine and Durkheim” (ibid.15-16).

Kendetegnende for det Civile Samfunds begrebshistorie er således forsøget på at udpege

holdbare visioner for den moralske og politiske organisering af forholdet mellem individet

og fællesskabet i en stadigt mere differentieret og fragmenteret samfundsorden. Ifølge Mary

Kaldor har ideen om det Civile Samfund derfor altid været forbundet med bestræbelsen på at

opstille et politisk alternativ til voldelige konflikter (Kaldor 2003:3). Det har med andre ord

altid været forbundet med visionen om en harmonisk og fredelig samfundsorden, der

håndterer konflikter gennem den offentlige brug af fornuften, dvs. gennem et institutionelt

sikret borgerskab.

I forbindelse med decentreringen og deterritorialiseringen af det traditionelle nationale

og statscentrerede sikkerhedsbegreb optræder ideen om det Civile Samfund imidlertid ikke

længere blot som modvægt til det moderne samfunds stigende rationalisering, men som et

eksplicit sikkerhedsstrategisk koncept, der sigter mod transformationen af hele samfund og

deres moralske grundlag. I forbindelse med konflikten i Kosovo blev det således

understreget, at NATO ikke kæmpede for territorium, men for værdier (Blair 1999). De nye

krige handler derfor, som Duffield pointerer, om operationaliseringen af en ny global

moralitet, der forbinder statslige og ikke-statslige humanitære, politiske, militære og lokale

civile aktører i et omfattende strategisk netværk (Duffield 2001:42).

På baggrund af denne genealogiske begrebsafklaring, bliver det muligt at opspore de

slægtskabslinier som forbinder ideen om det Civile Samfund med konstruktionen af en ny

militær sikkerhedsstrategi i internationale operationer. Det bliver med andre ord muligt at

iagttage tilblivelsen af en sikkerhedsdiskurs, der er ikke længere fokuserer på forsvaret af

nationalstaten, men på visionen om en pluralistisk samfundsorden og en offentlig moral,

Kapitel 6: Tillid og magt

189

som skal tilsikre etableringen af et genuint politisk rum, der ikke er baseret på biologisk

affiliation og klanstrukturer, men på individets deltagelse som etisk/politisk aktør, dvs. som

borger i samfundet. I betydningsfastlæggelsen af de ”politisk understøttende manøvrer”,

som i realiteten omfatter alle de militære opgaver i fredsstøttende operationer, abonneres der

således på en klassisk vision om en borgerlig offentlighed, idet den artikuleres og

generaliseres som svaret på en overordnet sikkerhedsproblematik: Det er ikke længere kun

soldaten, men borgeren og den offentlige moral, der skal dannes for at sikre fred og

stabilitet. De militære dannelsesidealer: korpsånden, loyaliteten, selvdisciplinen og den

professionelle holdning transformeres hermed til et sæt universelle civile dyder: korpsånden

og loyaliteten generaliseres eksempelvis som et ”humanistisk menneskesyn”, der ”sikrer

fundamentale rettigheder” og selvdisciplinen og den professionelle holdning generaliseres i

et sæt almene begreber om ”social ansvarlighed” og ”demokratisk samfundsopfattelse”. I

FN’s sikkerhedsresolution 1244 (1999) fastslås det således, at den militære og civile

tilstedeværelse i Kosovo skal sikre ”udviklingen af demokratiske institutioner”, ”facilitere

den politiske proces”, ”støtte de humanitære organisationer”, samt ”beskytte

menneskerettighederne” med henblik på at fremme ”økonomisk velstand, stabilitet og

regional kooperation”.

Knytter vi nu den etnografiske beskrivelse af de militære hverdagspraksiser sammen

med den mere overordnede analyse af sikkerhedsmæssiggørelsen af det Civile Samfund i

fredsstøttende operationer, bliver det muligt at iagttage fremkomsten af et nyt

sikkerhedsdispositiv, dvs. generaliseringen af et netværk af teknikker og programmer, der

skematiserer og normaliserer en lokal militær praktik som svaret på en overordnet

sikkerhedsproblematik. Tilblivelsen af dette sikkerhedsdispositiv markeres af to sideløbende

og indbyrdes forbundne processer. For det første: Overgangen fra en centraliseret og

bureaukratisk ledelsesrationalitet til en decentraliseret og tillidsbaseret risikoledelse, der

frisætter den enkelte soldat til at kontrollere sig selv. Og for det andet: Overgangen fra en

territorialt defineret sikkerhedsdiskurs til en værdiorienteret sikkerhedsdiskurs, der gør

opbyggelsen af det Civile Samfund og en civil/militær tillidskapital til et sikkerhedsmæssigt

anliggende. Disse to tendenser står ikke i et ydre, uafhængigt forhold til hinanden, men

afspejler den gensidige konstituering af system og omverden: ændringer på omverdenssiden

aftvinger ændringer i systemsiden og vice versa.

Det er i denne forbindelse væsentligt at understrege, at der er tale om en

tendenslæsning, der retter sig mod forandringerne i de militære selvbeskrivelser, dvs. mod

Kapitel 6: Tillid og magt

190

de artikulationer, der forsøger at betydningsfastlægge den militære hverdagspraksis på en ny

måde. Tendenslæsningen går ikke ud på at sige noget objektivt om, hvordan den militære

organisation fungerer ”i virkeligheden”, men om at forbinde de udsagn, der vedrører

organisationens indre og ydre grænsedragninger, til en samlet diagnose. Overgangen fra en

bureaukratisk til en tillidsbaseret organisationsbeskrivelse angiver således ikke, at den

bureaukratiske organisering ikke stadig fungerer i praksis, men at den netop er på vej til at

blive rekonstrueret som noget andet, end den har været hidtil. Tilsvarende skal

sikkerhedsmæssiggørelsen af ideen om det Civile Samfund ikke forstås som et endegyldigt

brud med den traditionelle opfattelse af, hvilke opgaver en militær enhed skal kunne løse,

men snarere som et forsøg på at imødegå fremkomsten af et radikalt nyt trusselsbillede ved

at meningsfastlægge de civil/militære relationer på en ny og for organisationen kompatibel

måde.

I analysen af såvel de indre som de ydre grænsedragninger i den militære organisation

fremlæser jeg således en tendens, der går i retning af at øge tillid og kontrol samtidigt

gennem øget selvkontrol i fredsstøttende operationer. Denne tendens skal - både indadtil og i

forhold til omverdenen - ses som et forsøg på at overvinde et klassisk dilemma, nemlig

spørgsmålet om hvordan frie og myndige individer med en selvstændig fornuft og

dømmekraft kan etablere et fælles, offentligt rum for etisk/politisk meningsdannelse. Den

etnografiske analyse af det militære dannelsesregime peger dermed hinsides den lokale

empiriske sammenhæng, hvori den tog sit udgangspunkt, i retning af en mere omfattende

videnspolitisk problematisering af den selvfølgelighed, hvormed ”de nye krige”

universaliserer og hegemoniserer en bestemt moralsk og politisk samfundsvision.

191

Afslutning ”Med dyb foragt ser vi ned paa de vilde, som ikke vil give slip paa den lovløse frihed til uophørlig at ligge i haarene paa hverandre. Det vil de hellere end underkaste sig en tvang, som de selv havde lovordnet. De foretrækker den gale frihed for den fornuftige. Men, naar vi betragter det som raahed, udannethed og dyrisk nedværdigelse af det menneskelige hos de vilde, saa skulde man rigtignok tro, at civiliserede folk - af hvilke hvert for sig er forenet i en stat - vilde skynde sig, jo før des heller, at komme ud af en saa forvirret tilstand” (Kant [1796] 1990:34).

Jeg har i denne afhandling forsøgt at diagnosticere de forandringer, der finder sted i den

militære organisation og dens omverdensrelationer i forbindelse med et stigende antal

internationale operationer. Udgangspunktet for dette diagnostiske forehavende er en

problematisering af en ny form for militær risikoledelse i fredsstøttende missioner, som

implicerer en reorganisering - dels af de indre bureaukratiske grænser - og dels af de ydre

civil/militære grænser. Det spørgsmål, der indledte mit mellemværende med det militære

handlings- og erfaringsrum, var således, hvordan disse grænsereguleringer blev håndteret

og begrundet i de militære hverdagspraksiser i fredsstøttende operationer. Mere konkret har

jeg ønsket at undersøge, hvorledes den radikale forandring, at man som soldat ikke længere

står overfor en defineret fjende og et territorium, der skal erobres, men overfor en række

civile aktører der skal beskyttes, bliver artikuleret og betydningsfastlagt i organisationen.

Organisationsdiagnosen I første omgang blev denne forandring betydningsfastlagt gennem artikulationen af en ny

militær ledelses- og organisationsbeskrivelse, der var i stand til at afparadoksere det

forhold, at man i fredsstøttende operationer på én gang øger behovet for formelle

kontrolbaserede mekanismer og for uformelle tillidsbaserede mekanismer til reduktion af

social kompleksitet. Gennem en række empiriske eksempler blev det tydeliggjort, at den

traditionelle beskrivelse af den militære organisation som en formel, bureaukritisk og

hierarkisk opbygget struktur ikke længere var tilstrækkelig til at rumme de erfaringer, de

danske soldater gør sig under de daglige opgaver i missionsområdet i Kosovo. Under

udsendelsen udfordres de strukturelt definerede identiteter og gøres til genstand for en

Afslutning

192

vedvarende forhandling og meningsbearbejdning. Den militære orden og dens

ledelsespraksiser indtræder i denne forstand i en tilstand af ”flow” i Turners forstand, dvs.

en overgangstilstand præget af ”både opløsning og enorm koncentration” (Kirkeby 2001,

201). Hermed opstår nye betydningsmuligheder, som virker tilbage på de eksisterende

institutioner og den sikkerhedspolitiske diskurs.

Med henblik på at udforme en analysestrategi, som på tilfredsstillende måde er i stand

til indfange og diagnosticere disse forandringer, introducerede jeg h.h.v Richard Sennetts

begreb om den fleksible organisation og Ole Fogh Kirkebys begreb om den liminale

organisation. Både den fleksible organisation og den liminale organisation henviser til

fremkomsten af en senmoderne organiserings- og subjektiveringsform, som nedbryder de

traditionelle bureaukratiske strukturer og arbejdsrutiner. Det blev imidlertid klart, at

Sennetts og Kirkebys organisationsbegreber implicerer en indbyrdes modstridende

opfattelse af forholdet mellem organisation og subjektivitet, dvs. mellem individet og den

organisatoriske orden: Hvor Sennett opfatter den fleksible organisation som en

undertrykkende og individualiserende magtform, der nedbryder den gensidige tillid og

forstærker kontrollen, opfatter Kirkeby den liminale organisation som et intenst fællesskab,

der befordrer tilliden og løsner kontrollen. De opererer således begge med et implicit

modsætningsforhold mellem tillid og kontrol og mellem frihed og magt, idet de begge ud

fra en normativ betragtning lægger vægt på det ene frem for det andet aspekt. Hverken

Sennetts eller Kirkebys organisationsbegreber er således tilstrækkelige til at gribe den

erfaring, at tillid og kontrol øges samtidigt i fredsstøttende operationer.

For at fremsætte en ikke-normativ organisationsdiagnose, der overvinder

modsætningsforholdet mellem tillid/kontrol og frihed/magt, valgte jeg at tage udgangspunkt

i Niklas Luhmanns systemteori og hans begreb om organisationen som et netværk af

kommunikationer, der er orienteret mod beslutninger. Med dette valg fulgte imidlertid en

række epistemologiske konsekvenser, som vi kort skal resumere: Først og fremmest

indebærer omstillingen til et systemteoretisk perspektiv en kommunikationsteoretisk

(diskursiv) vending, der lægger afstand til enhver form for essentialiserende og

totaliserende tænkning - herunder den klassiske kulturmetafysik og ideen om det

transcendentale subjekt som bærer af verdens meningsfuldhed. I stedet for en

ontologiserende enhedstænkning tager organisationsdiagnosen afsæt i en deontologiserende

forskelstænkning, der ikke handler om at begrunde det sociale i et sæt af fælles normer og

værdier, og en bagvedliggende kulturel helhed, men om at afdække de kontingente

Afslutning

193

meningsgrænser, der lader verden komme til syne i en mangfoldighed af konfliktuerende

tydningsudkast. I et systemteoretisk perspektiv kan der således ikke være tale om et

kulturbegreb, der henviser til en altomfattende meningssammenhæng. Mening produceres

udelukkende i kraft af den konstitutive forskel, den specifikke sondring mellem system og

omverden, som ligger til grund for systemets opretholdelse af sig selv. Kulturen kan derfor

ikke føres tilbage til et i bevidstheden indlejret, transcendentalt erkendelsesvilkår, men må

snarere opfattes som et forråd af historisk sedimenterede skematiseringer, et bestemt

repertoire af temaer, der kan indhentes i en given kommunikationsproces. Hermed frisættes

kulturbegrebet fra den metafysiske tradition: Fra at være et begreb om det hele er det blevet

til et begreb om de temaer og bidrag, som de enkelte individer (eller organisationer) kan

vælge at knytte an til i hvert enkelt kommunikationsforløb. Kulturens tilsynekomst som

absolut og ubetinget sidstebegrundelse for det sociale, dens karakter af ontologiserende

verdensudlægninger, forudsættes med andre ord ikke, men indtræder i stedet som distinkte

kommunikative interventioner, der tilslører deres egen konfliktuelle herkomst.

Med kritikken af kulturmetafysikken følger endvidere en reformulering af

forholdet mellem organisation og subjektivitet, der indebærer, at individet ikke længere ses

som det konstituerende mindsteelement i organisationen, dvs. som bærer af den

organisatoriske orden. Som et socialt system består organisationen udelukkende af

kommunikationer, der knytter sig til kommunikationer. Kommunikation er ikke en

overføring af tanker fra et bevidsthedssystem til et andet, men danner et selvstændigt,

emergent ordensniveau (Kneer & Nassehi [1993] 1997:72). Individet er derfor ikke blot en

forlængelse af organisationen, men må - som et selvdannende, operativt lukket psykisk

system - løbende adskille sig fra denne for at kunne betegne sin egen enhed. I

afhandlingens systemteoretiske korrektiv til begreberne om hh.v. den fleksible og den

liminale organisation formuleres følgelig et organisationsteoretisk perspektiv, i hvilket

organisationen betragtes som et diskursivt konstrueret dannelsesregime og subjektiviteten

som individets eget dannelsesarbejde, dvs. dets egen bemægtigelse af de diskursive

skematiseringer.

Gennem en fænomenologisk læsning af subjektkritikken og reformuleringen af den

transcendentale reduktion blev forholdet mellem organisation og subjektivitet bestemt som

en meningskonstituerende forskel mellem to autopoietiske (selvdannende) systemer, der

operativt skelner mellem sig selv og sin omverden. Individet som bevidsthedssystem og

organisationen som kommunikationssystem forbliver lukkede for hinanden. Denne

Afslutning

194

lukkethed står imidlertid ikke i modsætning til, men danner forudsætning for enhver

omverdensåbenhed, dvs. for enhver interpretation: Individ og organisation adskilles, men

fremtræder netop først i kraft af denne adskillelse som meningsfuld omverden for hinanden.

Dette tilsyneladende paradoksale forhold blev af Ricoeur formuleret som en refleksion over

enheden af distinktion og indikation: Adskillelsen (distinktionen) er kun den negative

forudsætning for et positivt forhold (indikationen), nemlig individets frihed til fortolkende

at udlægge forskellen mellem selv og omverden.

Den systemteoretiske sondring mellem kommunikation og bevidsthed som operativt

lukkede, autopoietiske systemer, der ikke determinerer, men gensidigt medkonstituerer

hinanden gennem opretholdelsen af deres omverdensgrænser, gør det muligt at se på

forholdet mellem organisation og subjektivitet som en vedvarende og gensidig

meningsbearbejdning, der indskrives i en bestemt beslutningshistorie. Ligesom

organisationskulturen ikke blot foreligger som en given og altomfattende helhed, men må

rekonstrueres i hvert enkelt kommunikationsforløb, er subjektet ikke givet for sig selv, men

stiller sig som en opgave for sig selv i artikulationen af sin egen fortløbende beslutnings-

(og risiko) fortælling. I beslutningshistorien knyttes individets og organisationens

selvfortællinger sammen i en fælles dannelsesberetning, en bestemt vilje til orden, der

midlertidigt fikserer og meningsudfylder den principielle uafgjorthed, der indstiftes i

forholdet mellem individet og den organisatoriske orden. For så vidt som forholdet mellem

organisation og subjektivitet betragtes som en vedvarende meningsforhandling, der

fortløbende fremtvinger nye beslutninger, handler det derfor hverken om, hvordan individer

og organisationer tilpasser sig omgivelserne eller om, hvorledes de frigør sig fra dem, men

om hvordan de forvalter de skemaer, de interpreterende sondringer, kulturen stiller til

rådighed.

I den militære organisationskultur er de sproglige og kropslige skematiseringer

kendetegnet ved en gennemgribende dobbelthed, der bla. kommer til udtryk som en skelnen

mellem person og rang. For at bemestre sin position og ”træde i karakter” i det militære

fællesskab er det således afgørende, at den enkelte soldat viser sin evne til håndtere selve

denne forskel mellem person og rang, dvs. mellem formel og uformel identitet i sin egen

selvfremstilling. Den formelle position i den militære kommandostruktur udgør kun en tom

plads - en strukturel åbning, der skal udfyldes af den enkelte gennem hans egen

beslutningspraksis. Den formelle organisationsstruktur kan ikke fuldstændig indfange og

determinere det enkelte individ, men aftvinger det i stedet løbende at træffe en række valg.

Afslutning

195

Denne dobbelthed af frihed og tvang betegnes ofte med frasen ”at have frihed under

ansvar”. Hermed indikeres på den ene side at den enkelte soldat frisættes til selv at tage

ansvar for sine beslutninger og på den anden side, at der netop i kraft af denne frisættelse

påhviler ham en forpligtelse overfor det fællesskab, han er en del af. At ”have frihed under

ansvar” udtrykker således håndteringen af den grundlæggende usikkerhed, den dobbelte

kontingens, der knytter sig til erfaringen af det andet menneskes jeg-agtighed, nemlig at det

andet menneske ligesom jeg, er i stand til at udlægge og fortolke verden på bestemte måder,

som ikke nødvendigvis stemmer overens med mine fortolkninger. I et systemteoretisk

perspektiv bliver udgangspunktet for organisationsdiagnosen derfor, at der nødvendigvis

må udvikles mekanismer, der reducerer graden af usikkerhed i de intersubjektive relationer

- som f.eks. tillid.

Risikoledelse og tillidsværdighed I det militære fællesskab er tillid en ”risikofyldt forudydelse”, som ikke gives uvilkårligt,

men som en gave man må ”gøre sig fortjent til”. For at ”gøre sig fortjent” kræves det, at

man præsenterer sig selv som et tillidsværdigt individ. Tillidsværdig er således kun den,

som forvalter sin frihed i overensstemmelse med den militære ethos og dens

dannelsesidealer: korpsånden, loyaliteten, selvdisciplinen og den professionelle holdning. I

tillidsforholdet ligger således et element af social kontrol: Tillid opdrager, idet den

forpligter en giver og en modtager til skiftevis at yde og gengælde tillid i en vedvarende

social udveksling - en form for ”tillidsøkonomi”, der på én gang muliggør større

frihedsgrader og en stærkere afhængighed mellem individerne.

I dette perspektiv fremstilles forholdet mellem organisation og subjektivitet ikke

enten som en individualiserende magtform, der nedbryder tillid, eller som en kommunitær

frigørelsesform, der opbygger tillid, men som en gensidig udleverethed, i hvilket selvet og

det sociale vedvarende må udgrænse sig og definere sig i forhold til hinanden. Som det

påpeges af Lars-Henrik Schmidt ligger det i selve subjektiveringen til subjektformen, at

selvet udpeges som selv i det sociale, og at dette kun kan ske ved at selvet i sin

selvforsikring adskiller sig fra andre (Schmidt 1988:73). Selvet og fællesskabet

konstitueres således i en indbyrdes udsathed, et ”socialt træf”, som Schmidt ville sige det, i

hvilket selvet er ”det der endeløst modtager og giver sig selv” (ibid.:73-74).

Afslutning

196

For at begribe dette udestående mellem den enkelte soldat og det organisatoriske

fællesskab trækker jeg på Foucaults begreb om governmentality. Med dette begreb henviser

Foucault til udøvelsen af en bestemt form for magt i mødet mellem organisationens

disciplinære strategier på den ene side og selvets teknologier på den anden side. Hermed

udvides den traditionelle betydning af begrebet ”government” som forvaltningen af et

specifikt statsapparat til også at omfatte forvaltningen af selvet. Governmentality betegner

således en bestemt ledelsesrationalitet og -moralitet, der ikke lader sig reducere til

håndhævelsen af en række love og regler, men som snarere må ses som en form for

dannelsespraksis, en social teknologi, der forudsætter en overensstemmelse mellem den

måde den enkelte ”fører sig selv”, og den måde han ”fører andre”. Med dette udgangspunkt

bliver det muligt at formulere en organisationsdiagnose, som er i stand til at iagttage

overgangen til en ny militær ledelsespraksis, i hvilken den bureaukratiske kontrol forskydes

i retning mod individuel selvkontrol - vel at mærke uden dermed at implicere en

nedbrydning af den personlige karakter og de sociale bånd. Kontrollen forsvinder ikke, men

artikuleres i stedet som et sæt korporative dyder, der inderliggøres som del af den enkeltes

egen selvfremstilling og positionering i den militære orden.

På baggrund af den empiriske analyse vil jeg således argumentere for, at den militære

orden og dens dannelsesidealer hviler på et sæt binære skematikker (tillid/kontrol,

frihed/ansvar, person/rang, formel/uformel), der på én gang inkluderer og ekskluderer

bestemte positioner og betydningsmuligheder. Er man som individ ikke i stand til at

forvalte disse skematikker og derigennem fremstille sig selv som disciplineret risikotager,

gør man sig ikke ”fortjent til respekt” og bliver dermed ekskluderet fra det sociale

fællesskab.

I det militære fællesskab er inklusions- og eksklusionsmekanismerne nært forbundet

med udøvelsen af den særlige holdning, Kant bestemte som agtelsen. Ifølge Kant er

agtelsen det princip, der forener individet med fællesskabet gennem en pligt, som den

enkelte pålægger sig selv, dvs. en følelse, der er selvskabt, men som bestemmer sig selv

gennem loven (Kirkeby 2001:33). Agtelsen rummer derfor både et etisk og et politisk

aspekt, idet den betegner mødet mellem individets vilje til selvdannelse (subjektivation) og

fællesskabets vilje til dannelse (subjektivering).

I agtelsen sammenfattes således de sociale dyder, der udøves gennem korpsånden,

loyaliteten, selvdisciplinen og den professionelle holdning, dvs. de militære

dannelsesidealer, der danner forudsætning for tilliden såvel som for mistilliden: Den der

Afslutning

197

udviser agtelse inkluderes (ydes tillid) medens den, der ikke udviser agtelse ekskluderes

(ydes mistillid). Agtelsen, forstået som individets vilje til at underordne sine personlige

interesser i forhold til et fælles mål, tjener i fredsstøttende operationer imidlertid ikke alene

som et internt ledelses- og dannelsesprincip, men tillige som et sikkerhedsstrategisk princip

- en form for opdragende bestræbelse i forhold til de civile parter, der sigter mod

etableringen af en moralsk og politisk samfundsorden.

Afhandlingens centrale pointe er således, at det kun er gennem en begrebsliggørelse

af de organisatoriske inklusions- og eksklusionsmekanismer (dvs. dannelsesidealerne og

den militære ethos), at det bliver muligt at diagnosticere det civil/militære træf i

fredsstøttende operationer og de forandringer i de militære selvbeskrivelser, som dette træf

afstedkommer. For at forstå de ydre grænsedragninger organisationen sætter mellem sig

selv og sin omverden må man nødvendigvis forstå, hvordan den konstruerer sin egen indre

omverden, idet det er i overensstemmelse med den indre omverden og de

sikkerhedsstrategier, der knytter sig dertil, at organisationen træffer sine beslutninger. Det

er med andre ikke muligt at udskille et sæt objektive risikoparametre, der tillader en

iagttagelse af organisationens beslutningssammenhæng ab extra. Kun gennem en

systematisk opsporing og rekonstruktion af de kontingent fastlagte omverdenstydninger,

der fungerer som den selvfølgelige og delvist uudtalte forståelseshorisont for de daglige

beslutningspraksiser, bliver det muligt at begribe og diagnosticere det konfliktuelle træf

mellem en organisation og dens omverden.

I nærværende organisationsdiagnose har jeg således ønsket at vise, at fremkomsten af

et mere fragmenteret, komplekst og foranderligt trusselsbillede og drejningen mod et mere

værdiorienteret sikkerhedsbegreb har produceret en ny type risici, der aftvinger den

militære organisation en række ændringer ikke alene i de konkrete hverdagsopgaver, men i

selve den militære ledelses- og subjektiveringsform. Disse ændringer kan, efter min

opfattelse, ses som svaret på en ny militær kontrolproblematik, der handler om, hvordan

man styrer folk, der styrer sig selv. I fredsstøttende missioner, hvor de operative opgaver

primært varetages af små mobile enheder, der er spredt over et stort område, og hvor

trusselsbilledet ændrer sig fra dag til dag, fra time til time, sættes de traditionelle

kommandostrukturer under pres, og der skabes behov for en højere grad af delegering og

decentrering af den militære risikoledelse. Det bliver derfor i højere grad op til den enkelte

soldat at ”kontrollere sig selv” gennem overtagelsen og forvaltningen af sin egen

subjektposition. Hermed udfordres forestillingen om soldaten som en passiv og forudsigelig

Afslutning

198

trivialmaskine, der mekanisk modtager og udfører et sæt givne ordrer. Den enkelte soldat

lader sig således ikke blot beskrive som en anonym og udskiftelig del af et effektivt

militært apparat, men repræsenterer personligt i hver enkelt af sine beslutninger hele det

militære fællesskab og dets ethos.

I organisationsanalysen fremlæses med andre ord en tendens, i hvilken den

bureaukratiske kontrol transformeres til en individuel selvkontrol, der frisætter den enkelte

soldat til at udøve sin egen dømmekraft og til at træffe en række situationsbestemte

afgørelser i mødet med den lokale befolkning. Uforudsigeligheden og kompleksiteten i det

civil/militære træf tvinger således organisationen til en stigende individualisering og

selvovervågning. I fredsstøttende operationer fungerer soldaten derfor ikke længere blot

som en ”lydig krop”, men forventes selv at kunne håndtere og bearbejde stadigt større

mængder af information. Heraf udlæses altså ikke bare fremkomsten af en ny type

risikoledelse, men tillige en ny militær subjektiveringsform, som er mindre regelbaseret og

mere refleksiv end hidtil.

Med en stærkere differentiering følger imidlertid også en større indbyrdes

afhængighed og dermed behovet for at udvikle en professionel etik, dvs. en form for

korporativ moral, der inderliggør den organisatoriske orden som telos for den enkeltes eget

dannelsesarbejde. Denne sammenhæng mellem differentiering og integrering er der i sig

selv ikke noget nyt i, men er allerede blevet beskrevet i Durkheims teori om den sociale

arbejdsdeling. Det afgørende nye er altså ikke, at man i den militære organisation betjener

sig af en række tillidsskabende strategier, der reducerer usikkerhed og kompleksitet. Det er

derimod det forhold, at tillidsrelationerne ikke længere blot fungerer som den uformelle

side af organisationen, men tillige artikuleres og udøves som overordnet sikkerhedsstrategi

i de militære omverdensrelationer. Organisationsdiagnosen bliver således også en

tillidsdiagnose: Hvor begrebet tillid hidtil udelukkende har fungeret som betegnelse for en

personlig og uformel relation, der dannede den nødvendige forudsætning for udøvelsen af

den formelle autoritet indadtil i organisationen, bliver det i stigende grad et strategisk

omdrejningspunkt for en ny militær risikoledelse, der retter sig udadtil med henblik på

etableringen af bestemt samfundsmæssig orden.

På baggrund af en række empiriske eksempler fra de daglige opgaver i

missionsområdet i Kosovo og ikke mindst måden, hvorpå disse opgaver blev erfaret og

fortolket af det militære personel, blev det således klart, at der til disse tillidsstrategier

knytter sig en bestemt vision om det Civile Samfund, gennem hvilke de militære

Afslutning

199

dannelsesidealer rekontekstualiseres og generaliseres som universelle civilisationsidealer.

Den militære ethos indoptager hermed et nyt betydningsindhold, idet den forbindes med

forestillingen om en offentlig moral baseret på individuel ansvarlighed og selvkontrol. I

mødet med den civile befolkning forskydes den militære rolle som besættelsesmagt derfor i

retning af en rolle som etisk/politisk dannelsesmagt.

Denne forskydning er efter min mening ikke blot et lokalt fænomen, der hæfter sig

ved bestemte personer på et bestemt sted, men er snarere udtryk for en mere omfattende

rekonstruktion af den internationale sikkerhedsdiskurs, der går i retning af at betragte grove

og massive menneskerettighedskrænkelser, folkedrab og etniske udrensninger som en

trussel mod international fred (jvf. DUPI 1999:73). Det stigende antal internationale

operationer kan derfor ses som udtryk for en hegemonisk proces, der forsøger at

meningsfiksere en bestemt opfattelse af individet som folkeretssubjekt, dvs. som borger i

verdenssamfundet.

På baggrund af ovenstående analyse af forandringerne i de militære

sikkerhedsstrategier i fredsstøttende operationer formuleres følgelig en diagnose, der ikke

vurderer det civil/militære træf ud fra et normativt perspektiv, dvs. udfra en vurdering af,

om fredsstøttende operationer er gode eller dårlige, undertrykkende eller frigørende, men

som forsøger at aflæse den tilblivelsessammenhæng, der forbinder en bestemt diskurs med

en bestemt organisatorisk praksis. Organisationsanalysen sigter således mod en mere

generel tendensudpegning i de internationale operationer, som går i retning af en

sikkerhedsmæssiggørelse af menneskerettighederne og den humanitære folkeret.

Udblik: På vej mod et humanitært sikkerhedsdispositiv? I den nye fase af internationale relationer, der blev indvarslet med afslutningen på den

Kolde Krig, frisættes den militære sikkerhedsdiskurs i stigende grad fra den traditionelle

binding til nationalstaten, og knyttes i stedet til et mere abstrakt og værdiorienteret

sikkerhedsbegreb, der sætter det klassiske suverænitetsbegreb og forbudet mod at gribe ind

i en stats indre anliggender under pres. I Dansk Udenrigspolitisk Instituts udredning om

humanitære interventioners retlige og politiske aspekter konstateres det således at:

”Statssuveræniteten er stadig en hjørnesten i den internationale retsorden og i den

internationale politiske orden, men i stadigt voksende omfang anfægtes den klassiske

suverænitetsopfattelse af normen om, at legitim udøvelse af suverænitetsrettighederne

Afslutning

200

forudsætter respekt for menneskerettighederne og for repræsentationsprincippet” (DUPI

1999:17). I en radikal tendenslæsning kan der således anføres et argument om, at det

stigende antal humanitære og fredsstøttende interventioner peger i retning af et alternativt,

frembrydende sikkerhedsdispositiv, der sætter sig igennem via konstruktionen af et sæt

universelle civile dyder og ideen om individets ukrænkelighed. Denne tendens betegner

ikke et pludseligt brud med den folkeretlige sædvane, men udtrykker snarere en gradvis

udvikling i den internationale retsorden, der bla. har fundet sted gennem undertegnelsen af

en række erklæringer og konventioner, der åbner mulighed for at overskride skellet mellem

det nationale og det internationale område (DUPI 1999:19-20). Således udtrykte FN’s

generalforsamling allerede i 1970 den generelle opfattelse at: ”De internationale

konventioner og erklæringer, der er blevet til under De Forenede Nationers auspicier, giver

udtryk for menneskehedens moralske samvittighed og repræsenterer humanitære normer for

alle medlemmer af det internationale samfund” (cf. DUPI 1999:55, min fremhævelse).

Fremkomsten af det humanitære sikkerhedsdispositiv har således navnlig siden

1990’erne været kendetegnet ved et stigende antal tilfælde, hvor FN’s Sikkerhedsråd har

defineret en humanitær nødsituation som en ”trussel mod international fred”, dvs. som et

internationalt sikkerhedsanliggende. Som konsekvens heraf er grænsen mellem den

humanitære og den sikkerhedspolitiske diskurs blevet stadig mere uskarp, for så vidt som

humanitære og sikkerhedsmæssige aspekter i stigende omfang opfattes som værende

sammenfaldende: For at skabe fred og sikkerhed skal de humanitære forhold stabiliseres

gennem politiske reformer. For at gennemføre de nødvendige reformer skal der imidlertid

først skabes fred og sikkerhed i området. Sikkerhed og udvikling optræder dermed stadig

oftere som synonyme begreber i international sikkerhedspolitik (Duffield 2001).

Den ”humanitære drejning” i den militære risikoledelse og dens sikkerhedsstrategier i

fredsstøttende operationer skal derfor ses som del af en mere omfattende rekonstruktion af

det traditionelle sikkerhedsbegreb. Siden afslutningen af den Kolde Krig er det territoriale

og statscentrerede sikkerhedsbegreb således i stigende omfang blevet afløst af et

deterritorialiseret og decentreret sikkerhedsbegreb, der ikke længere knyttes til forsvaret af

nationalt demarkerede grænser, men til en række mere humanitære værdiorienteringer, der

bla. artikuleres i begreber som ”udvikling”, ”demokrati” og ”internationale

menneskerettigheder”. Efter terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001

er denne tendens blevet yderligere forstærket, navnlig i forbindelse med krigen i Irak, hvor

de humanitære organisationer er blevet tildelt en central rolle i etableringen af det

Afslutning

201

civil/militære tillidsforhold mellem koalitionsstyrkerne og den irakiske befolkning. Som et

aktuelt eksempel herpå opfordrede forsvarsminister Svend Aage Jensby i et interview med

Ritzaus Bureau i oktober 2003 de humanitære organisationer til at besøge de danske

soldater i Camp Eden i Irak, idet han tilbød at stille både fly, køretøjer og soldater til

rådighed for organisationerne i et forsøg på at fremskynde genopbygningen af det irakiske

samfund. Han udtalte i denne forbindelse at:

”Der er et akut behov for bistand og humanitær hjælp, og det skal gå stærkt, hvis ikke

irakernes tålmodighed skal sættes over styr. Nogle vil sige, at når irakerne har ventet 35 år

på at få deres frihed, så kan de vel også vente et år eller to på genopbygningen. Men sådan

ser jeg ikke på det, og forsvaret stiller gerne et fly til rådighed for dem, der har lyst til at

komme og se på forholdene” (cf. Fyens Stiftstidende 4/10 2003).

I denne appel til de humanitære organisationer artikuleres således et nyt sikkerhedspolitisk

program, som forsøger at betydningsfiksere det civil/militære træf gennem en reartikulation

af de humanitære organisationers opgaver i missionsområdet. Som del af

sikkerhedsmæssiggørelsen af ideen om det Civile Samfund udgrænses de humanitære

opgaver ikke længere til det militære systems omverden, men indgår nu som element i de

militære hverdagspraksiser. Som chefen for den danske CIMIC-enhed i Irak (hold 1)

udtaler:

”Vi er ikke en nødhjælpsorganisation, for det har vi ikke kompetence til. Men det er det

arbejde vi laver” (cf. Urban 26/9 2003).

Den etnografiske beskrivelse af de udsendte styrkers hverdagsliv og analysen af de dermed

forbundne meningsfastlæggelser giver således anledning til en mere omfattende

tendensudpegning, i hvilken den militære risikohåndtering i fredsstøttende operationer ses

som del af en ny global gouvernementalitet, der gør humanitære normer og udviklingen af

en offentlig moral til et sikkerhedsmæssigt anliggende. I Human Rights Watch World

Report for år 2000 formuleres denne tendens således:

”Behind the advances in international justice and the increased deployment of troops to

stop atrocities lies an evolution in public morality. More than at any time in recent history,

Afslutning

202

the people of the world today are unwilling to tolerate severe human rights abuses and

insistent that something be done to stop them” (www.hrw.org/wr2k).

I denne afhandling fremstilles diagnosen af det militære risikofællesskab og dets

sikkerhedspraksiser derfor ikke blot som en lokal etnografisk kuriøsitet, men knytter an til

de samfunds- organisations- og kulturanalyser der hævder, at den fremadskridende

individuering i funktionelt differentierede samfundsordener går hånd i hånd med

udviklingen af mere abstrakte, mere refleksive værdiorienteringer, der involverer en

universel moral og solidaritet.

Afhandlingen kan således ses som et antropologisk bidrag til den hastigt voksende

litteratur om det ”globale civile samfund” og den ”nye militære humanisme” (Kaldor 2003,

Chomsky 1999, Chandler 2001) som svaret på en ny type risici i det internationale

sikkerhedsmiljø. Som udgangspunkt er den imidlertid en empirisk funderet udforskning af

det, man i et Luhmannsk perspektiv kunne kalde for ”tillidsstyring” i moderne komplekse

organisationer. Med begrebet tillidens teknologi, som er titlen på denne afhandling,

indikeres altså, at der er tale om udforskningen af en særlig form for organisering, der

tillader både større frihedsgrader og en stærkere indbyrdes afhængighed i den

organisatoriske orden.

Tillidens teknologi henviser dermed også til en særlig måde at omgås den radikale

kontingens og usikkerhed, der skyder sig ind i forholdet mellem den enkelte og det

organisatoriske fællesskab. Det specifikt antropologiske bidrag består i denne forbindelse i

en fremlæsning af den militære organisationskultur - ikke som et statisk og afgrænset sæt af

normer og værdier - men som en særlig måde at ”absorbere usikkerhed” gennem

kommunikative interventioner, dvs. beslutninger. For så vidt som usikkerhedsabsorption er

et anliggende, der vedrører etableringen af enhver form for social orden anslås endvidere en

mere generel diskussion om forholdet mellem frihed og magt og om individets indtræden i

det sociale. Afhandlingens fokus har således både metodisk og teoretisk været rettet mod

håndteringen af en specifik uafgørbarhed, nemlig selve det konfliktuelle træf, i hvilket

individer (og organisationer) betegner sig selv og udlægger deres omverden. Analysen af de

forandringer, der finder sted i den militære organisation i forbindelse med fredsstøttende

operationer, peger selvsagt på en ganske særlig og meget iøjnefaldende konfliktualitet, der

udspiller sig indenfor et bestemt tidsligt og geografisk afgrænset territorium. I et

samtidsdiagnostisk perspektiv bliver den konkrete, historiske konflikt, der har dannet den

Afslutning

203

empiriske kontekst for denne afhandling, imidlertid optik for et mere generelt

erfaringsvilkår i det senmoderne liv, nemlig at tillid til personer og tillid til organisationer

er et risikabelt, men nødvendigt vovestykke i et foranderligt og principielt uforudsigeligt

terræn. Stiller man spørgsmålet om, hvorfra tilliden skal komme, kunne et muligt bud være:

fra viljen til (selv)dannelse.

204

Litteraturliste Amit, Vered, 2000: ”Introduction: Constructing the field”, i Vered Amit (ed.): Constructing the Field, Routledge, London, s. 1-18. Amit, Vered & Caroline Knowles eds., 1996: Re-Situations and Identities: The Politics of Race, Ethnicity, Culture, Broadview Press, Peterborough. Andersen, Niels Åkerstrøm, 1999: Diskursive analysestrategier, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København. Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen (red.), 1996: Klassisk og moderne samfundsteori, Hans reitzels Forlag, København. Andersen, Vagn, 1979: ”Filosofisk hermeneutik”, i Jørgen Bukdal (red.): Filosofien efter Hegel, Gyldendal, København, s. 224-259. Appadurai, Arjun, 1995: ”The Production of Locality”, i Richard Fardon (ed.): Counterworks. Managing the Diversity of Knowledge, Routledge, London & New York, s. 204-223. Baumann, Zygmunt, 2000: Liquid Modernity, Polity Press, Cambridge. Beck, Ulrich, [1986] 1997: Risikosamfundet - på vej mod en ny modernitet, Hans Reitzels Forlag, København Blair, Tony, 1999: “A New Generation Draws the Line”, i Newsweek, April 19, CXXXIII (16):41. Bloch, Maurice, 1977: “The Past and the Present in the Present”, i Man vol. 12, 2, s. 278-292. Borch, Christian og Lars Thorup Larsen, 2003: “Magten uden årsag - om Foucaults og Luhmanns magtopfattelser”, i Christian Borch og Lars Thorup Larsen (red.): Luhmann & Foucault til diskussion, Hans Reitzels Forlag, København, s. 149-179. Britain, Gerald M. & Ronald Cohen, 1980: ”Toward an Anthropology of Formal Organizations”, i G.M. Britain & R. Cohen (eds.): Hierarchy & Society. Anthropological Perspectives on Bureaucracy, ISHI, Philadelphia. Brock, Karen, Andrea Cornwall & John Gaventa, 2001: Power, knowledge and political spaces in the framing of poverty policy, Working Paper 143, Institute of Development Studies, Brighton, Sussex. Bundgaard, Helle, 2003: ”Lærlingen. Den formative erfaring”, i Kirsten Hastrup (red.): Ind i verden, Hans Reitzels Forlag, København, s. 51-69.

Litteraturliste

205

Bundgaard, Peer F., 1997: ”Indledning”, i Edmund Husserl, Fænomenologiens idé, Hans Reitzels Forlag Buzan, Barry, Ole Wæver og Jaap de Wilde, 1998: Security. A New Framework for Analysis, Lynne Rienner Publishers, Colorado. Chandler, David, 2001: “The Road to Military Humanitarianism: How the Human Rights NGO’s Shaped a New Humanitarian Agenda, i Human Rights Quarterly 23, 3, s. 678-700. Chomsky, Noam, 1999: The New Military Humanism: Lessons from Kosovo, Pluto Press, London. Christensen, Søren, 1991: ”Det mangfoldiges orden - indledning til Herders Også en historiefilosofi”, i Slagmark nr. 18 efterår 1991, Århus, s. 81-86. Clifford, Michael, 2001: Political Genealogy After Foucault, Routledge, New York. Cohen, Jean & Andrew Arato, 1992: Civil Society and Political Theory, Verso, London. Comaroff, John L. & Jean Comaroff (eds.), 1999: Civil Society and the Political Imagination in Africa: Critical Perspectives, University of Chicago Press, Chicago. Critchley, Simon, 1999: “Post-Deconstructive Subjectivity?”, i S. Critchley: Ethics-Politics-Subjectivity. Essays on Derrida, Levinas and Contemporary French Thought, Verso, London & New York. Crook, Stephen, 1999: “Ordering risks”, i Deborah Lupton (ed.), Risk and Sociocultural Theory: new directions and perspectives, Cambridge University Press, Cambridge. Crossley, Nick, 2001: The Social Body. Habit, Identity and Desire, SAGE Publications, London. Davies, Bronwyn & Rom Harré, [1990] 2001: “Positioning: The Dicursive Production of Selves”, i M. Wetherell, S. Taylor & S. J. Yates, Discourse Theory and Practice. A Reader, Sage Publications, London. Dresch, Paul & Wendy James, 2000: “Introduction. Fieldwork and the Passage of Time”, i Paul Dresch, Wendy James & David Parkin (eds.): Anthropologists in a wider World, Berghahn Books, New York & Oxford, s. 1-25. Dreyfus, Hubert L. og Paul Rabinow, 1982: Michel Foucault: Beyond Structuralism and Hermeneutics, Harvester Wheatsheaf, The University of Chicago. Douglas, Mary, 1992: Risk and Blame. Essays in cultural theory, Routledge, London & New York. Durkheim, Émile, [1893] 2000: Om den sociale arbejdsdeling, Hans Reitzels Forlag, København. Duffield, Mark, 2001: Global Governance and the new Wars, Zed Books, New York.

Litteraturliste

206

DUPI, 1999: Humanitær intervention. Retlige og politiske aspekter, Dansk Udenrigspolitisk Institut. Ellen, Roy (ed.), 1984: Ethnographic Research. A Guide to General Conduct, Academic Press, London. Evans-Pritchard, E.E., 1940: The Nuer, Oxford University Press, London. Evans-Pritchard, E.E., [1950] 1962: “Social Anthropology: Past and Present” , i Essays in Social Anthropology, Faber & Faber, London. Faulks, Keith, 2000: Citizenship, Routledge, London & New York. Flyvbjerg, Bent, 1991: Rationalitet og magt. Bind I. Det konkretes videnskab, Akademisk Forlag, Århus. Foucault, Michel, [1969] 1995: The Archeology of Knowledge, Routledge, London Foucault, Michel, [1975] 2002: Overvågning og straf, Det lille Forlag, Frederiksberg. Foucault, Michel, [1978] 1991: “Governmentality”, i Graham Burchell, Colin Gordon & Peter Miller (eds.): The Foucault effect: Studies in governmentality: with two lectures by and an interview with Michel Foucault, The University of Chicago Press, Chicago, s. 87-104. Foucault, Michel, 1982: “The Subject and Power”, i Hubert L. Dreyfus & Paul Rabinow (eds.): Michel Foucault: Beyond Structuralism and Hermeneutics, Harvester Wheatsheaf, The University of Chicago. Foucault, Michel, [1982] 1994a: ”Technologies of the Self”, i Paul Rabinow (ed.): Michel Foucault. Ethics. Essential works of Foucault 1954 -1984, Penguin Books, London, s. 223-251. Foucault, Michel, [1983] 1994b: “On the Genealogy of Ethics: An Overview of Work in Progress”, i Paul Rabinow (ed.): Michel Foucault. Ethics. Essential works of Foucault 1954-1984, Penguin Books, London, s. 253-280. Foucault, Michel, [1984] 1994c: “The Ethics of the Concern for Self as a Practice of Freedom”, i Paul Rabinow (ed.): Michel Foucault. Ethics. Essential works of Foucault 1954-1984, Penguin Books, London, s. 281-301. Foucault, Michel, 1984: “Truth and Power”, i Paul Rabinow (ed.): The Foucault Reader, Penguin Books, London, s. 51-75. Fukuyama, Francis, 1995: Trust. The Social Virtues and the Creation of Prosperity, Free Press Paperbacks, New York. Gadamer, Hans-Georg, [1975] 1993: Truth and Method, Sheed & Ward, London

Litteraturliste

207

Garsten, Christina, 1994: Apple World: Core and periphery in a transnational organizational culture, Stockholm Studies in Social Anthropology/Almquist and Wiksell International, Stockholm. Garsten, Christina, 1999: Betwixt and Between: Temporary Employees as Liminal Subjects in Flexible Organisations, Organization Studies 1999, 20/4, s. 601-617. Geertz, Clifford, 1973: The Interpretation of Cultures, Basic Books, New York. Gellner, Ernest, 1994: Conditions of Liberty: Civil Society and its Rivals, Hamish Hamilton, London. Gellner, Ernest, 1968: “The new Idealism”, i I. Lakatos & A. Musgrave (eds.), Problems in the philosophy of science, North Holland Publications, Amsterdam. Gennep, Arnold van, [1908] 1960: The Rites of Passage, The University of Chicago Press. Giddens, Anthony, 1991: Modernity and Self-Identity. Self and Society in the Late Modern Age, Stanford University Press, California. Gilsenan, Michael, 1983: Recognizing Islam. An Anthropologists Introduction, Croom Helm, London. Goffmann, Erving, 1959: The Presentation of Self in Everyday Life, The Overlook Press, New York. Grondin, Jean, 1995: Sources of Hermeneutics, State University of New York Press, Albany. Gupta, Akhil & James Ferguson, 1997a: “Beyond ‘Culture’: Space, Identity, and the Politics of Difference”, i A. Gupta & J. Ferguson (eds.): Culture, Power, Place. Explorations in Critical Anthropology, Duke University Press, Durham & London. Gupta, Akhil & James Ferguson, 1997b: “Discipline and Practice: “The Field as Site, Method, and Location in Anthropology”, i Akhil Gupta & James Ferguson (eds.): Anthropological Locations. Boundaries and Grounds of a Field Science, University of California Press, Berkeley, s. 1-46. Habermas, Jürgen, [1962] 1997: Borgerlig offentlighet - dens fremvekst og forfall, Gyldendal, Oslo. Hammershøj, Lars Geer, 2003: Selvdannelse og socialitet. Forsøg på en socialanalytisk samtidsdiagnose, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag. Hann, Chris, 1996: ”Introduction. Political society and civil anthropology”, i C. Hann & E. Dunn (eds.): Civil Society: Challenging Western Models, Routledge, London, s. 1-26. Hann, Chris & Elisabeth Dunn (eds.), 1996: Civil Society: Challenging Western Models, Routledge, London.

Litteraturliste

208

Harste, Gorm, 1997: Modernitet og organisation, Forlaget politisk revy, København. Harste, Gorm, 2000: ”Introduktion og fortolkning”, i Emile Durkheim 2000 [1893]: Om den sociale arbejdsdeling, Hans Reitzels Forlag, København. Hass, Jørgen, 1982: Illusionens filosofi. Studier i Nietzsches firsermanuskripter, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Hass, Jørgen, 1994: ”Introduktion”, i Martin Heidegger, Hvad er Metafysik, Det lille Forlag, Frederiksberg. Hasse, Cathrine, 1995:”Fra journalist til ”Big Mama”. Om sociale rollers betydning for antropologers datagenerering”, i Metode Tidsskriftet Antropologi nr.31, s. 53-63. Hasse, Cathrine, 2002: Kultur i bevægelse - fra deltagerobservation til kulturanalyse - i det fysiske rum, Samfundslitteratur. Hasse, Cathrine, 2003: ”Mødet. Den antropologiske læreproces”, i Kirsten Hastrup (red.): Ind i verden, Hans Reitzels Forlag, København, s. 71-91. Hastrup, Kirsten, 1988: ”Kultur som analytisk begreb”, i Hans Hauge og Henrik Horstbøll (red.): Kulturbegrebets kulturhistorie, Aarhus Universitetsforlag, s. 120-139. Hastrup, Kirsten, 1989: “Kultur som analytisk begreb”, i Kirsten Hastrup & Kirsten Ramløv (red.), Kulturanalyse. Fortolkningens forløb i antropologien, Akademisk Forlag, s.11-21. Hastrup, Kirsten, 1994: ”Anthropological knowledge incorporated”, i Kirsten Hastrup & Peter Hervik (red.), Social Experience and Anthropological Knowledge, Routledge, London, s. 224-240. Hastrup, Kirsten, 2000: Menneskelig handling: Illusionen som dramatisk grundvilkår, Tidsskriftet Antropologi nr. 41, s. 5-22. Hastrup, Kirsten, 2003: ”Metoden: Opmærksomhedens retning”, i Kirsten Hastrup (red.): Ind i verden, Hans Reitzels Forlag, København, s. 399-419. Hegel, G.W.F, [1820] 1996: The Philosophy of Right, Prometheus Books, London. Heidegger, Martin, [1955] 1994: Hvad er metafysik?, Det lille Forlag, Frederiksberg. Held, David & Anthony McGrew (eds.), 2002: Governing Globalization. Power, Authority and Global Governance, Polity Press, Cambridge. Herder, Johan Gottfried, [1774] 1991: ”Også en historiefilosofi til menneskehedens dannelse”, i Slagmark, efterår 1991, nr.18, s. 87-93. Hindess, Barry, 1996: Discourses of Power. From Hobbes to Foucault, Blackwell Publishers, Oxford.

Litteraturliste

209

Hoffmann, Stanley (ed.), 1996: The Ethics and Politics of Humanitarian Intervention, University of Notre Dame, Indiana. Hollis, Martin & Steven Lukes, (eds.),1982: Rationality and Relativism, Basil Blackwell, Oxford. Husserl, Edmund, [1950] 1997: Fænomenologiens idé. Fem forelæsninger, på dansk ved Peer F. Bundgaard, Hans Reitzels Forlag, København. Jackson, Michael, 1989: Paths toward a Clearing. Radical Empiricism and Etnographic Inquiry, Indiana University Press, Bloomington and Indianapolis. Jacobsen, Michael Hviid og Søren Kristiansen (red.), 2002: Erving Goffmann. Sociologien om det elementære livs sociale former, Hans Reitzels Forlag, København. Jensen, Anders Fogh, 2002: “Indledning”, i Michel Foucault, Overvågning og straf, Det lille Forlag, Frederiksberg. Jensen, Johan Fjord, 1988: “Det dobbelte kulturbegreb - den dobbelte bevidsthed”, i Hans Hauge og Henrik Horstbøll (red.): Kulturbegrebets kulturhistorie, Aarhus Universitetsforlag, Århus, s. 155-191. Johansen, Robert C., 1996: “Limits and Opportunities in Humanitarian Intervention”, i Stanley Hoffman (ed.): The Ethics and Politics of Humanitarian Intervention, University of Notre Dame Press, Indiana, s. 61-86. Jørgensen, Marianne Winther & Louise Phillips, 1999: Diskursanalyse som teori og metode, Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur. Kaldor, Mary, 2003: Global Civil Society. An Answer to War, Polity Press, Cambridge. Kant, Immanuel, [1787] 1991: ”Ide til en almen historie med verdensborgerlig hensigt”, i Slagmark nr. 17, oversat af Morten Haugaard Jeppesen, s. 99-110. Kant, Immanuel, [1796] 1990: Den evige fred, oversat af Fredrik Bajer, Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg. Kaviraj, Sudipta & Sunil Khilnani, 2001: Civil Society. History and Possibilities, Cambridge University Press, Cambridge Kirkeby, Ole Fogh, 2001: Organisationsfilosofi - en studie i liminalitet, Samfundslitteratur. Kneer, Georg og Armin Nassehi, [1993] 1997: Niklas Luhmann - introduktion til teorien om sociale systemer, Hans Reitzels Forlag, København. Knudsen, Anne 1991: ”Tegn på Liv? - om følelse og fornuft i etnografisk kulturforskning”, i Slagmark, efterår 1991 nr.18, s. 131-144. Knudsen, Morten, 2001: ”Krop og suverænitet - om to måder at skabe tillid på”, i A. Bordum & S. Wenneberg (red.), Det handler om Tillid, Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Litteraturliste

210

Kristensen, Jens Erik, 2003: “Statsræson og politisk regeringskunst hos Foucault”, i C. Borch & L. T. Larsen (red.), Perspektiv, Magt og Styring. Luhmann og Foucault til diskussion, Hans reitzels Forlag, København. Kunda, Gideon, 1992: Engineering Culture: Control and Commitment in a High-Tech Corporation, Temple University Press, Philadelphia. Kögler, Hans Herbert, [1992] 1996: The Power of Dialogue. Critical Hermeneutics after Gadamer and Foucault, trans. Paul Hendrickson, The MIT Press. Laclau, Ernesto og Chantal Mouffe, [1985] 2001: Hegemony and Socialist Strategy. Towards a Radical Democratic Politics, Verso, London. Lave, Jean & Etienne Wenger, [1991] 1996: Situated Learning, Legitimate Peripheral Participation, Cambridge University Press, Cambridge. Law, John, 1994: Organizing Modernity, Blackwell, Oxford. Limborg, Hans Jørgen, 2002: Den risikable fleksibilitet, Frydenlund. Lindblom, Charles, 1959: “The science of ‘muddling through’”, Public Administration Review, vol 19 no. 19. Leder, Drew, 1990: The Absent Body, The university of Chicago Press, Chicago. Lefebre, Henri, [1974] 1991: The Production of Space, Blackwell, Cambridge. Lévi-Strauss, Claude, [1963] 1972: Structural Anthropology, Penguin Books, London Luhmann, Niklas, [1991] 1993: Risk: A Sociological Theory, Walter de Gruyter, Berlin & New York. Luhmann, Niklas, [1992] 1995a: ”Subjektets nykker og spørgsmålet om mennesket”, i Jens Christian Jacobsen (red.): Autopoiesis II. Udvalgte tekster af Niklas Luhmann, politisk revy, København, s. 34-50. Luhmann, Niklas, [1982] 1995b: ”Samfund og individ. Personlige og upersonlige relationer”, i Jens Christian Jacobsen (red.): Autopoiesis II. Udvalgte tekster af Niklas Luhmann, politisk revy, København, s. 51-57. Luhmann, Niklas, [1995] 1997a: ”Autopoiesis - problemer omkring operativ lukning”, i Iagttagelse og paradoks, Gyldendal, s. 45-60. Luhmann, Niklas, [1995] 1997b: ”Begrebet samfund”, i Iagttagelse og paradoks, Gyldendal, s. 61-82. Luhmann, Niklas, [1990] 1997c: ”Individets individualitet - historiske betydninger og nutidige problemer”, i Iagttagelse og paradoks, Gyldendal, s. 83-99.

Litteraturliste

211

Luhmann, Niklas, [1990] 1997d: ”Risiko og fare”, i Iagttagelse og paradoks, Gyldendal, s. 155-201. Luhmann, Niklas, [1968] 1999: Tillid - en mekanisme til reduktion af social kompleksitet, oversat af Nils Mortensen, Hans Reitzels Forlag, København. Luhmann, Niklas, [1984] 2000a: Sociale systemer. Grundrids til en almen teori, Hans Reitzels Forlag, København. Luhmann, Niklas, 2000b: Organisation und Entscheidung, Westdeutscher Verlag, Opladen. Lupton, Deborah, (ed.),1999: Risk and Sociocultural Theory: new directions and perspectives, Cambridge University Press, Cambridge. Mauss, Marcel, [1924] 2000: Gaven. Gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund, på dansk ved Elisabeth Ellekjær, Spektrum. Merleau-Ponty, Maurice, [1945] 1994: Kroppens fænomenologi, Det lille Forlag. Misztal, Barbara, 1996: Trust in Modern Societies, Polity Press, Cambridge. Mortensen, Nils, 1999: “Introduktion. Aktualiteten af Luhmanns tillidsanalyse”, i Niklas Luhmann: Tillid - en mekanisme til reduktion af social kompleksitet, Hans Reitzels Forlag, København. Navrbjerg, Steen E., 1999: Nye arbejdsorganiseringer, Jurist og Økonomforbundets Forlag. Nielsen, Kurt Aagaard, 1996: Arbejdets sociale orientering, Forlaget Sociologi, København. Olofsson, Gunnar, 2000: ”Norbert Elias”, i Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen (red): Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzels Forlag, København. Oz-Salzberger, Fania, 2001: ”Civil Society in the Scottish Enlightenment”, i S. Kaviraj & S. Khilnani, Civil Society. History and Possibilities, Cambridge University Press, Cambridge. Rasmussen, Jens, 2000: ”Introduktion”, i Niklas Luhmann, Sociale Systemer. Grundrids til en almen teori, Hans Reitzels Forlag, København. Ricoeur, Paul, 1970: ”Semiologiens udfordring til subjektfilosofien”, i Sprogfilosofi, J. Vintens Forlagsboghandel, s. 49-89. Ricoeur, Paul, [1974] 1991: ”Tekstmodellen: Meningsfuld handlen betragtet som tekst” i Lars-Henrik Schmidt (red.), Det videnskabelige perspektiv. Videnskabsteoretiske tekster, Akademisk Forlag. Ross, Stewart, 1999: Krigen i Kosovo, Forlaget Flachs. Rousseau, Jean Jaques, [1762] 1950: The Social Contract and Discourses, oversat af G.D.H. Cole, E.P. Dutton and Company, New York, J.M. Dent and sons, Ltd, London.

Litteraturliste

212

Sanjek, Roger, 1990: ”On Ethnographic Validity”, i Roger Sanjek (ed.): Fieldnotes. The Makings of Anthropology, Cornell University Press, Ithaca, s. 385-413. Schmidt, Lars-Henrik, 1988: Viljen til orden, Modtryk, Århus. Schmidt, Lars-Henrik, 1991: ”Når viden skal være videnskab”, i Lars-Henrik Schmidt (red.): Det videnskabelige perspektiv. Videnskabsteoretiske tekster, Akademisk Forlag, s. 11-65. Schmidt, Lars-Henrik, 1992: Det socialanalytiske perspektiv, Aarhus Universitetsforlag, Århus. Schmidt, Lars-Henrik, 1999: Diagnosis, Danmarks Pædagogiske Universitet. Schwartzmann, Helen,1993: Ethnography in Organizations, Sage Publications, London & New Delhi. Seligman, Adam B., 1997: The Problem of Trust, Princeton University Press, Princeton New Jersey. Sennett, Richard, [1998] 1999: Det fleksible menneske eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning, oversat af Ole Lindegård Henriksen, Forlaget Hovedland. Shore, Chris & Susan Wright (eds.), 1997: Anthrpology of Policy. Critical Perspectives on Governance and Power, Routledge, London. Simmel, Georg, [1908] 1991: ”Hvordan er samfund muligt?”, i Lars-Henrik Schmidt (red.), Det videnskabelige perspektiv. Videnskabsteoretiske tekster, Akademisk Forlag. Simons, Jon, 1995: Foucault & the Political, Routledge, London & New York. Spencer-Brown, George, 1969: Laws of Form, Goerge Allen and Unwin LTD, London. Sztompka, Piotr, 1999: Trust. A Sociological Theory, Cambridge University Press. Sørhaug, Tian, [1996] 2001: Om ledelse. Magt og tillid i moderne organisationer, Hans Reitzels Forlag, København. Thyssen, Ole, [1997] 2002: Værdiledelse - om organisationer og etik, Gyldendal, København. Thyssen, Ole 1994: Kommunikation, kultur og etik, Handelshøjskolens Forlag, København. Turner, Victor, [1969] 1977: The Ritual Process, Cornell University Press, Ithaca NY. Turner, Victor, 1982: “Liminal to Liminoid, in Play, Flow, and Ritual. An Essay in Comparative Symbology”, i From Ritual to Theatre: The human seriousness of Play, PAJ Publications, New York, s. 20-60.

Litteraturliste

213

Verdenskommissionen for kultur og udvikling, Javier Pérez de Cuéllar m.fl., [1995] 1998: Global etik - Kulturens Brundtlandrapport, Mellemfolkeligt Samvirke, København. Weber, Max, [1922] 1994: Magt og bureaukrati, Det lille Forlag, Frederiksberg. Wenneberg, Søren Barlebo, 2000: Socialkonstruktivisme - positioner, problemerog perspektiver, Samfundslitteratur, Frederiksberg. Whyte, Michael A., 1995: “Brødre og søstre. Position og deltagelse på feltarbejdet”, i Metode, Tidsskriftet Antropologi nr. 31, s. 27-36. Wilson, Bryan R., 1970: Rationality. Key Concepts in the Social Sciences, Basil Blackwell,Oxford. Wittgenstein, Ludwig, [1921] 1961: Tractatus Logico-Philosophicus, Routledge & Kegan Paul, London. Wright, Susan, 1994: ”’Culture’ in anthropology and organizational studies”, i Susan Wright (ed.): Anthropology of organizations, Routledge, London & New York, s. 1-31. Wright, Susan, 1998: ”The politicisation of ’culture’”, i Anthropology Today 14(1), s. 7-15. Zahavi, Dan, 2001: Husserls fænomenologi, Gyldendal.

Avisartikler og internetsider

Ritzaus Bureau, 2003: ”Forsvaret inviterer nødhjælpen til Irak”, i Fyens Stiftstidende 4/10 2003. Nordjyske Stiftstidende, 2003: ”Forsvaret laver nødhjælp i Irak”, i Urban 26/9 2003. Human Rights Watch World Report, 2000: www.hrw.org./wr2k

214

English Summary

This thesis presents an anthropological analysis of the changes occurring in the military

organization and its management practices in connection with an increasing number of

international peacekeeping operations. Based on fieldwork conducted among Danish

soldiers in the multinational security force in Kosovo (KFOR), the organizational analysis

draws upon classical anthropological and sociological reflections on the possibility of the

social order and the problem of cohesion and cooperation in modern, functionally

differentiated organizations. The empirical focus on the everyday life experiences of

Danish soldiers in their encounter with civilian parties in Kosovo thus gives rise to a more

general discussion about the ethico-political relation between freedom and power,

organization and subjectivation.

Based on an ethnographical description of the military everyday-life routines in the mission

area, it is argued that the military organization can be described as a specific disciplinary

regime, which forms its subjects and objects through the exercise of a certain kind of risk

management. Furthermore, it is shown that the military risk management in peacekeeping

operations rests on the accomplishment of a double task: (1) to create security and stability

in the mission area and (2) to reconstruct the civil and political infrastructure. In

peacekeeping operations, the issues of security, politics and humanitarianism are thus

inextricably connected and must be managed simultaneously. Thus, the concept of “risk

management” refers to the management of an increasing complexity and unpredictability in

the organizational decision processes, which transform the traditional bureaucratic

principles of control to a more decentred and situational type of management. This makes

the individual soldier capable of exercising a greater degree of situational and context-

dependent decision-making, thereby allowing the construction of more complex patterns of

social interaction, while also leading to an overall increase in effectivity and readiness of

action in the organization. This, however, does not mean that the mechanisms and

apparatuses of control disappear. The external control is merely replaced with an internal

self-control. Consequently, trust and control are not seen as mutually exclusive principles

of management, but rather as functional equivalents that both serve to reduce social

complexity.

English Summary

215

In order to conceptualize this managerial experience in peacekeeping operations, I draw on

the analysis of trust by Niklas Luhmann, and on his understanding of organizations as

autopoetical networks of decisions. As a corrective to the normative perspective on the

relation between organization and subjectivity represented by, e.g., Richard Sennett and

Ole Fogh Kirkeby, the thesis introduces a systems theoretical perspective, which makes an

important distinction between social systems of communication and individual systems of

consciousness. The subject and its acts of consciousness are not considered to be the

ultimate foundation of the social. Instead, the individual and the social are seen as two

distinct autopoetical systems, which mutually appear as constitutive difference, i.e. as

boundary, to each other. Thus, the primary theoretical endeavor lies in constructing an

analytic that makes it possible to explore the simultaneous emergence of the subject and the

world without reducing the one to the other.

Along with the systems theoretical perspective follows a number of epistemological

consequences that affect the analysis of the military organizational culture. First and

foremost, the systems theoretical perspective implies a communications theoretical

(discursive) turn that rejects any form of essentialization and totalization – including the

classical metaphysics of the concept of culture and the idea of the subject as the constitutive

unity of the social. Instead of an ontological search for underlying principles of unity and

origin, the organizational analysis is based on a deontologizing focus on difference and

emergence, which does not attempt to explain the social as a system of collectively shared

values and norms. Rather, it attempts to uncover the contingent and discursively

constructed distinctions of meaning, that make the world appear in a multitude of

conflicting interpretations. Thus, in order to grasp the relation between the individual

soldier and the military community, the attempt is made to make a theoretical turn from a

metaphysical to a constructivist perspective on organization and subjectivity. In this

perspective, the relation between the organization and the subject is not presented as being

either an individualizing power that undermines all trust (Sennett) or an integrative

communitas that reinforces trust (Kirkeby), but rather as a mutual suspension (udsathed) in

which the self and the social are continually distinguished from and defined by each other.

By applying a phenomenological reading of Luhmann’s systems theoretical concepts

autopoiesis, meaning, communication and subjectivity, the thesis introduces a non-

English Summary

216

normative, difference-oriented analysis that overcomes the contradiction between

freedom/power and trust/control. Consequently, the organizational analysis attempts to

explain neither how individuals and organizations adjust to their surroundings, nor how

they emancipate themselves from them, but rather how they manage the semantic and

corporeal schemas, i.e. the constitutive distinctions of meaning that the culture places at

their disposal. With a number of empirical examples of the discursive schemas that

organize the military security practices in the mission area, it is shown that the military

organizational culture and its ethos is characterized by the practice of a range of

disciplinary techniques of self-formation - such as esprit-de-corps, loyalty, self- discipline

and the professional attitude - which at once include and exclude certain positions and

possible meanings. When the organization forms its decisions and determines the horizon

of possible actions represented by them, it applies its own schemas and thus its own

formative ideals as the basis for interpretation, e.g. when the soldiers tell the local

population “how a society is supposed to function”.

Consequently, the central point of this thesis is that in the civil/military “encounter” in

peacekeeping operations, the military ethos and its social technologies are recontextualized

and generalized. It is no longer just the individual soldier who must be formed, i.e.

disciplined, as a trustworthy and responsible person, but rather the entire moral and

political constitution of the civil society. Hence, the organizational analysis points to the

emergence of a new military management technology that turns the military practices of

self-formation into a set of universal civilizational ideals by associating them with the

classical political vision of the “Civil Society”.

The concept “Civil Society” stems from the tradition of Western political philosophy and

was originally defined in contrast to the state of nature. Scottish Enlightenment thinkers

closely associated Civil Society with the idea of a public morality and the formation of a

state that could protect the individual citizen against lawlessness and anarchy. Following

this tradition, anthropologist Ernest Gellner defines Civil Society as a pluralist societal

order in which governmental and non-governmental, i.e. private and public, institutions

keep each other in mutual balance (Gellner 1994:5).

Generally speaking, the conceptual history of Civil Society is characterized by the attempt

to present tenable visions for the moral and political organization of an increasingly

English Summary

217

differentiated and complex society. In a genealogical perspective, the various definitions of

Civil Society can be seen as a number of historically specific attempts to create

ethical/political alternatives to the exertion of violent force. Thus, by combining military,

political and humanitarian assignments in peacekeeping operations, the securitization (i.e.

presenting it as a security issue) of the idea of Civil Society serves to operationalize and

legitimize a new military security strategy and a new management technology that are not

concerned with the defense of territorial boundaries but with a number of more abstract

values expressed through concepts such as “human rights”, “democracy” and “sustainable

development”.

In light of this discursive analysis, it is possible to trace the genealogical lines that connect

the idea of Civil Society with the appearance of a new kind of military risk management,

one that poses the formation of a pluralist society and of a public morality as a matter of

security. Thus, in the UN security resolution 1244 (1999), which authorized the

intervention in Kosovo, it was established that the multinational security force must ensure

“the development of democratic institutions”, “the facilitation of the political process”, “the

support of the humanitarian organizations” and “the protection of human rights” in order to

further “the financial welfare, stability and regional cooperation”.

By applying an analytic double perspective in the analysis, which connects the changes in

the political discourse of security with the local military management practices in the

Kosovo mission area, a final diagnosis of two parallel and mutually connected tendencies in

peacekeeping operations is presented. On the one hand: a transition from a centralized and

bureaucratic type of management to a decentralized risk management, which allows the

individual soldier to control himself. On the other hand: a transition from a territorially

defined discourse of security to a value-oriented discourse of security, which turns the

construction of a civil/military “trust capital” and political cooperation into a military

security issue.

Together, these two tendencies mark the transition to a humanitarian security dispositif and

a construction of a new global governmentality that connects humanitarian, political,

military and local civilian actors in an extensive network of strategic power relations. The

title “The Technology of Trust” thus refers to a specific manner of “absorbing uncertainty”,

i.e. a certain way of managing the contingency, the unpredictability and the risks that are

produced in complex organizations and societal systems. In this perspective, the analysis of

English Summary

218

the military management strategies and the ethnograpical description of the Danish

soldiers’ everyday life in Kosovo points toward a more general condition in late modern

life, a condition concerning the constitution of the individual as a risktaker and the question

of how to govern oneself as a competent decisionmaker.