erstatningsretforord denne bog er først og fremmest bestemt for universitetsunder visningen. da...

H E N R Y U S S I N G

ERSTATNINGSRET

6. O P L A G

J U R I S T F O R B U N D E T S F O R L A G

K Ø B E N H A V N

1962

U æ n dret fo to g ra fisk o p try k 1 9 6 2 A T E L I E R E L E K T R A

K Ø B E N H A V N

FORORD

Denne Bog er først og fremmest bestemt for Universitetsundervisningen. Da Jul. Lassens Fremstilling i nogen Tid har været

udsolgt og det vilde være utilfredsstillende for Studenterne endnu en Gang a t faa den tryk t op til Brug, sammen med mine »Noter«, tra f jeg sidste Efteraar den Beslutning a t udsende en ny Fremstilling snarest mulig. Jeg m aatte da nøjes med at gennemarbejde mit Forelæsningsmateriale og udfylde det hist og her, navnlig paa Grundlag af spredte Optegnelser fra de forløbne Aar. Derfor er Fremstillingen blevet noget ujævn. Jeg haaber dog paa de fleste Punkter a t have medtaget de vigtigste Retsafgørelser og L itteraturhenvisninger fra de sidste 20 Aar.

Landsretssagfører Adam Jacobi har gjort mig den store Tjeneste a t gennemlæse Manuskriptet og har givet mig mange værdifulde Vink. Stud. jur. N. A lkil Mikkelsen har udarbejdet Lovregistret og Sagregistret og har ydet mig fortrinlig Hjælp med K orrekturlæsningen.

Or d r u p , d. 1. Apr i l 1937.

Henry Ussing.

I dette Optryk er der kun gjort Tekstændringer S, 43 , 66, 71 og 236 samt paa Grund af ny Love S. 45 (Prisaftale- og Prislove), 96 (Sølov § 59), 98 og 195 (Presselov), 174 (Gældsbrevslov § 62), 89, 220-21 og 234 (Lov om borteblevne). løvrigt kan ny Love findes ved Hjælp af Lovregistret for Tiden efter 31 /3 1937.

Ordrup i December 1946.Henry Ussing.

INDHOLDSFORTEGNELSESide ta l lene e r a n f ø r t i P a re n te s .

§ 1. Indledning. (1— 8)I. F rem st i l l ingens G e n s ta n d (1— 2). II . E r s t a tn in g s r e t t e n s U d v ik ling (2— 6). I I I . E r s t a tn in g i og u d en fo r K o n t r a k t (6— 7). IV. F r e m s ti l l ingens S y s te m (7— 8).

§§ 2—12. Ansvarsgrundlaget ved Culpareglen.§ 2. Culpareglens Anerkendelse. Dens praktiske Virkninger. Vurdering a f

Reglen. (8— 18)I. Fore løb ig F o rm u le r in g a f Reglen. D ens A nerk en d e lse i R e ts p raks is og L o v g iv n in g (8— 9). II . V i rk n in g e rn e a f C ulpareg lens G ennem føre lse (9— 13). A. A lm indel ige B e m æ rk n in g e r (9— 10).B. C ulpareg lens fo rebyggende V i rk n in g (10— 12). C. D ens g en o p r e t t e n d e V irk n in g (12— 13). I I I . S am fu n d sp o l i t i sk V u rd e r in g (13— 15). IV. C ulpareg lens B egrunde lse i L i t t e r a tu r e n (15— 17). V. B em æ rk n in g e r om U d v ik l ingen i F re m t id e n (17— 18).

§ 3. Foreløbige Bemærkninger om, hvad der forstaas ved Culpa, og om Retslridighedslæren. (18— 26)

I. C ulpa og R e ts t r id ig h e d (18). I I . R e ts t r id ig h ed s læ ren s U dv ik l in g (18— 23). I I I . N y ere A n g reb p a a Læ ren (23— 25). IV. S y s te m e t for den følgende B e h a n d l in g a f C u lpabe tinge lsen (25— 26).

§ 4. Den almindelige Grænse fo r Handlefriheden ved Integritetskrænkelser. (26— 34)

1. G ræ nsen for A n s v a r s o m ra a d e t ved In te g r i t e t s k ræ n k e lse r (26— 30). A. L o vg ivn ingens B id ra g her t i l . P ræ v e n t iv e Love (26— 28). B. G ræ n sen, h v o r særlig V e j ledn ing savnes . S æ d v an l ig A g tp a a g iv e n h e d . B o n u s p a te r fa m i l ia s -R eg len (28— 29). C. B e ty d n in g e n a f de reale H e n s y h (29— 30). II . D e p ra k t i s k e H e n s y n (30— 34). A. A lm in d e lige B e m æ rk n in g e r (30). B. De e n k e l t e H o v e d h e n s y n (30— 34). H a n d l in g e n s S k a d e e v n e (Far l ighed ) . D er sondres m el lem 3 G ru p p e r a f T ilfælde. 1. H a n d l in g e r , d e r f re m k a ld e r for s to r F a re (31— 32).2. H e l t ufarl ige H a n d l in g e r (32). 3. M e llem gruppen . A fveje lsen a f de forskellige H e n s y n (32— 34). I I I . F o rsæ t e r som Regel ir rele v a n t (34).

VIII

§ 5. Det almindelige Grundlag fo r Ansvaret udenfor Integritetskrænkelserne.(34—40)

I. In te re sse n m a a væ re v æ rn e t ved E rs ta tn in g s re g le rn e . Spørgs- m aa le t , om en R e t t ig h e d ska l væ re k ræ n k e t (34— 38). II . G ræ nsen for E rs ta tn in g s a n s v a re t . A lm indelige B e m æ rk n in g e r (38— 40).

§ 6. Ansvarsgrundlaget ved forskillige Grupper a f Handlinger. (40— 50)I. Forr ingelse a f S u n d h e d e n ved ulegemlige M id le r (40— 41). II . U nddrage lse a f T in g (41). I I I . K ræ nke lse a f en F o rd r in g sh a v e rs R e t (41). IV. K ræ nke lse a f F o r f a t t e r r e t m. m. (41— 42). V. S k ad e paa de Goder, de r næ vne s i I k ra f t t ræ d e lses lo v § 15.1° (42— 43). A. F r ih e d sk ræ n k e lse (42— 43). B. A n d re T il fæ lde (43). V I . A ngreb paa b e s ta a e n d e E rh v e rv sv i rk s o m h e d e rs A d g an g til E rh v e r v (43). V I I . B o y k o tn in g (43— 49). A. B egreb (43— 44). B. R e ts reg le r (44— 48).C. Særlig om A rbe jderes in d b y rd e s B o y k o tn in g (48— 49). V I I I . Skadelige U d ta le lse r iøvr ig t (49— 50).

§ 7. Undladelser. (50— 56)I. K a n d e r opsti l les en a lm inde l ig Regel om A n s v a r for U n d lad e ls e r? (50— 52). A. A lm indelige R e ts g ru n d s æ tn in g e r (50— 52). B. D a n s k L ovg iv n in g (52). II . Særlige G ru p p e r a f T ilfælde, hv o r U nd lade lse ia lfald m edfø re r E rs ta tn in g s a n s v a r (53— 56).

§ 8. Særlige Omstændigheder, der gar Handlingen forsvarlig. (56— 62)Alm indel ige B e m æ rk n in g e r (56— 57). 1. N ø dvæ rge (57). 2. N ø d re t (57— 58). 3. V are tage lse a f den skadelidendes_eget T a r v (59). 4. F o r sva r l ig R e ts h a a n d h æ v e lse og a n d e n Udøvelse a f M yn d ig h e d over an d re . B in d en d e Befaling (59). 5. H a n d l in g e n h jem le t ved s u b je k t iv R e t (59— 61). 6. S k ade l idendes S a m ty k k e (61— 62).

§ 9. Forsæt og Skadehensigt. (62— 67)I. D e t e r ikke u d e lu k k e t a t ta g e H e n s y n her t i l (62— 63). II . S k a d e hens ig t (63— 66). I I I . A n d re M otiver til H a n d l in g en (66). IV. F o r sæ tl ig Skadeforvo lde lse (66— 67).

§ 10. Hvor meget subjektivt indeholder Culpa? (67— 73)I. In d led n in g (67— 68). II . B e døm m elsen a f H a n d l in g en m a a ske u d f ra den S i tu a t io n , de r forelaa for den hand len d e , og d e r k an k u n k ræ ves sæ dvan l ig O p m æ rk so m h e d (68— 71). I I I . O m A n s v a re t u n d e r t iden in d sk ræ n k e s til grov U a g ts o m h e d (71— 72). IV. Skad ev o ld e ren s In d iv id u a l i t e t . Skal der tages H e n s y n til særlig gode E v n e r hos h a m ? (72— 73).

§ 11. Individuel Underlegenhed hos Skadevolderen. (73.—78)I. In d ledn ing . Æ ld re L æ re (73). II . B ørn , Afsindigé e tc . — M dhl §§ 63— 64 — U m ynd ige . (73— 74). I I I . M indre Afvigelser fra Nor-

IX

m a lm a a le t (74— 78). A. H o v ed reg len (75— 76). B. Særlige H an d le - o m r a a d e r (76— 77). C. L i t t e r a t u r (78). D. R e ts p ra k s i s (78).

§ 12. Retstridighedslæren. (78— 85)I. A lm indelige B e m æ rk n in g e r om n o rd i sk og t y s k R e ts t r id ig h e d s læ re (78— 81). I I . L u n d s t e d t s princip ie lle K r i t i k (81— 82). I I I . H v a d fo rs taas ved R e ts t r id ig h e d ? U d t r y k k e t R e t s b r u d (82— 85). IV. N. Cohns særl ige K r i t ik (85).

§§ 13—17. Ansvarsgrundlaget, naar Erstatningspligt indtræder uden Culpa.

§ 13. Indledning. Raaden over andres Formue. (86— 89)I. O r ie n te re n d e B e m æ rk n in g e r . U d t r y k k e n e »A nsvar u den R e tsbrud« og »Ansvar for r e tm æ ss ig H andl ing« (86). I I . A n s v a r for a t r aad e ov e r a n d re s F o rm u e g e n s ta n d e u d e n H je m m e l (86— 89).

§ 14. Ansvar fo r andres Fejl. (90— 100)I. D L 3— 19— 2 (90— 97). A. Reglens N y t t e (90— 93). B. H v a d skal T je n e re n h a v e g j o r t ? (93— 95). C. H v i lk e P e r so n e r o m f a t t e r 3— 19— 2 ? (95— 96). D. U nd tage lses t i l fæ lde , h v o r H u s b o n d e n ikke ifalder A n s v a r e f te r 3— 19— 2 (96— 97). I I . A n s v a r for an d re s C ulpa iøvr ig t (97— 100). 1. Sølov § 8 (97). 2. iyiotorlov, S tæ rk s t rø m s lo v , Sporve js- koncess ioner (98). 3. P re sse lov § 3 (98— 99), 4. A n s v a r for an d re s C ulpa u den L o v h je m m e l (99— 100).

§ 15. A nsvar fo r Dyr. (100— 105)I. I n d le d n in g (100— 101). II . Vilde D y r (101). I I I . M ark- og Vej- freds loven (101). IV. A n d re R egle r om H u s d y r (101— 103). A. H u n d e (101— 102). B. A n d re H u s d y r (102— 103). V. Fæ lles Regle r (103— 105). A. A n sv a rsb e t in g e lse r v e d rø re n d e S k a d e n s A arsag (103— 104). B. H v e m er a n s v a r l ig ? (104— 105).

§ 16. A nsvar uden Culpa iøvrigt. (105— 115)1. Fo rsæ tl ige In d g re b (105— 113). 1. E k sp ro p r ia t io n (105— 107).2. F o rsæ tl ige In d g re b a f a n d e n A r t (107— 113), d e r u n d e r (a) F r e m ka ldelse a f v ar ige U le m p e r for N a b o e r (108— 110) og (b) N ø d re ts in d - g reb (110— 113). I I . H a n d l in g e r , d e r f r e m k a ld e r F a re , m e n ikke er forsætlige In d g reb (113— 115). A. N ødre ts t i l fæ ld e (113— 114). B. A n d re Tilfælde a f k o n k r e t In teresseko ll is ion (114). C. A n s v a r for farl ige H a n d l in g e r iøv r ig t (115).

§ 17. Særlig om A nsvar uden Culpa ved farlige Handlinger (fa rlig Bedrift) . (115— 134)

I. R e ts u d v ik l in g e n i n yere T id (115— 118). I I . H v a d d e r l igger b a g

X

ved . R e tspo l i t iske S y n s p u n k te r (118— 124). A. G runde , d e r t a l e r for a t p aa læ gge A n s v a r u den C u lpa (118— 121). B. M o d g ru n d e (121— 122). C. A fvejelsen . A n d re F o rf a t t e r e s B e g ru n d e lse r a f Reg le rne om A n s v a r u d e n Culpa (122— 1-24). I I I . A nsva rs re g le ns O m r a a d e e f té r a lm inde l ige R e ts g ru n d sæ tn in g e r . A n s v a re t begræ nses ti l e k s t ra o rd i næ re H an d l in g e r , d e r m edfø re r en sæ regen Fare . A fv isn ing a f e t a l m inde l ig t K a u s a l i t e t s a n s v a r (125— 127). IV. A nsva rs re g le ns n æ r mere U d fo rm n in g e f te r a lm inde l ige R e ts g ru n d s æ tn in g e r (127— 131). A. A n sv a rsb e t in g e lse r (127— 130). B. H v e m E rs ta tn in g s p l ig te n paa - hvilei (130— 131). V. D a n s k R e ts Sti l l ing (131— 134)!

§ 18. Skaden. Økonomisk Skade. (134— 142)I. S k a d e n (134— 136). II . I A lm inde l ighed e r s t a t t e s k u n øk o n o m isk S k ad e (136— 137). I I I . H v a d e r ø k o n o m isk S k a d e ? (137— 142). A. A n d re no rd iske F o rfa t t e re s T eo rie r (137— 139). B. D e t afgø rende S y n s p u n k t og d e ts K o n s ek v en se r (139— 140). C. Afv isn ing a f de t S y n s p u n k t , a t k u n ø k o n o m isk S k ad e k a n e r s t a t t e s (141). D. R e t s p raks is (141— 142). E. Særlig om T a b a f f rem tid ige F o rm u e e rh v e r velser (142).

§ 19. Aarsagsforbindelse og Adækvans. (142— 153)I. A arsags fo rb inde lse (143— 147). A. H v a d d e r k ræ ves ved posit ive H a n d l in g e r (143— 146). B. H v a d d e r k ræ v es ved U n d lad e lse r (146— 147). I I . B e ty d n in g e n af, a t e t t i l sv a re n d e T a b v ilde væ re i n d t r a a d t ad a n d e n Vej (147— 148). I I I . O m A n s v a r for posi t iv H a n d l in g k an in d t ræ d e u d e n F o raarsage lse (148). IV. A n s v a re t o m f a t te r k u n a d æ k v a te Fø lger (148— 153). A. U paaregne l ige Fø lger e r s t a t t e s ikke (149— 150). 1. D e t te gæ lder om C ulpareg len (150). 2. Ligeledes ved A n s v a r u d e n C u lpa (150). B. S kade , d e r in d t ræ d e r p a a u p aaregne l ig M a ade , e r s t a t t e s ikke (150— 151). C. Forskell ige T eo rie r om P r o b lem e t (151— 152). D. U n d ta g e ls e r (153). E . Særlig om K o n t r a k t s - forhold (153).

§ 20. Hvilke Personer værnes ved Erstatningsreglerne? (153— 167)I. S p ø rg s m a a le t k a n ikke løses ved en e n k e l t a lm inde l ig G r u n d s æ t n ing (153— 156). I I . E r s t a tn in g for T a b v ed en a n d e n s Død eller L eg em ssk ad e (156— 164). A. R e tsu d v ik l in g e n v e d rø re n d e E r s t a t n ing for T a b ved en a n d e n s D ød (156— 157). B. G æ ldende Love om E r s t a tn in g for T a b a f F o rsø rger (157— 158). 1. Ik ra f t t ræ d e lse s lo v § 15.2° (157— 158). 2. A n d re L o v b e s te m m e lse r (158). C. E r s t a tn in g for B eg rav e lse so m k o s tn in g e r (158). D. Iø v r ig t m edfø re r P e r so n s k ad e so m Regel ikke E r s t a tn in g s k r a v for T re d i e m a n d (158— 160). E. T re d ie m a n d s »afledede« K r a v p a a E r s t a tn in g (160— 164). 1. Om P erson fo rs ik re ren h a r e t s a a d a n t K r a v (160— 161). 2. O m K r a v tilk o m m e r A rbe jdsg ive ren , d e r h a r sk a d es lø sh o ld t sin T je n e r eller h an s

XI

E fte r l a d t e ved a t yd e L øn eller P ension (161— 163). 3. A n d re T il fælde (163— 164). 4. H v a d d e r l igger i S y n s p u n k te t »afledet Krav« (164). I I I . T ingsska de . O m In d e h a v e re a f F o rd r in g s r e t t ig h e d e r k a n k ræ v e E r s t a tn in g de r fo r (164— 166). IV. O m E r s t a tn in g k a n k ræ v es a f den T re d ie m a n d , hvis F o rd r in g p a a den s k a d e l id e n d e fa lder b o r t el ler forr inges i V æ rdi (166— 167).

§ 21. Erstatningen. (167— 1.77)I. E r s t a t n in g i P enge eller G en o p re t te lse a f S k a d e n p a a a n d e n M a ade (167— 168). I I . E r s t a tn in g e n s O m fa n g (169— 172). A. A lm indel ige Regler. D e t ind iv idue l le T a b e r s t a t t e s (169— 170).- B. Særlig om T in g s sk a d e og P e rso n s k a d e (170— 172). I I I . C o m p e n s a t io lucri cu m d a m n o (172— 173). IV. Særlige R egle r om E rs t a tn in g e n s S tørre lse . E r s t a tn in g for R e n te ta b (174). V. U n d e r t id e n m a a en v u n d e t B e r igelse afg ives, se lvom T a b e t e r m in d re (174— 175). V I . H v o r n a a r o p s t a a r og fo rfa lder E r s t a t n in g s k r a v e t ? (176— 177). V I I . K r a v e t s G e nnem før l ighed . A nsv a rs fo r s ik r in g en s V æ rd i (177).

§ 22. Regler om Lempelse a f Erstatningsansvaret. (177— 183)I. Skal E r s t a tn in g e f te r Culpareg len a fpasses e f te r S k y ld e n s G ra d eller k u n n e lem pes e f te r D o m sto len e s frie S k ø n ? (177— 180). II . F o rs ik r in g sa f ta le lo v en s § 25, 2 P k t . (180— 183). I I I . F re m t id s p e r s p e k t iv e r (183).

§ 23. Skadelidendes M edvirken. (183— 194)I. S k a d e l id e n d e se lv S k y ld i S k a d e n (183— 191). A. D en a lm inde l ige B a g g ru n d for A n s v a rs lem p e lsen (183— 184). B. H v a d e r egen S k y ld ? (184— 185). C. H v i lk e n In d v i rk n in g h a r egen Sk y ld p a a A n s v a r e f te r C u lp a re g le n ? (186— 188). D. Visse T re d ie m æ n d s Sk y ld ligestil les m ed egen Sky ld (188— 190). E . E gen Sky ld v ed E rs ta tn in g s re g le r , d e r g a a r u d o v e r C u lpareg len (190— 191). II . S k a d e l id e n d e s M e d v irk en u d e n C ulpa (191— 192). I I I . Gens id ig Skadefo rvo lde lse (193— 194).

§ 24. Flere erstatningsansvarlige. (194— 200)I. F leres E rs ta tn in g s p l ig t o v e r fo r S k a d e l id e n d e (194— 197). A. D en a lm inde l ige Regel o m so l idar isk A n s v a r (194— 196). B. G oos’s L æ re o m A n s v a re t for M e d v irk e n (196). C. O m de sæ rlige T il fæ lde , h v o r A n s v a re t lem pes (196). D. A n s v a r u d e n C ulpa for f le re D y re h o ld e re el ler D r i f t s h e r r e r (196— 197). E. T il fæ lde , h v o r een h a r A n s v a r i K o n t r a k t s fo rh o ld , e n a n d e n A n s v a r u d e n fo r K o n t r a k t s f o rh o ld . D en s id s tn æ v n te s A n sv a rs f ra sk r iv e lse (197). I I . O p g ø re t m el lem de a n svarl ige. R egressen (197— 200). A. Sæ r l ig t G ru n d la g for Regres (197— 198). B. D en a lm inde l ige su bs id iæ re Regresregel (198— 200).

§ 25. Bevisregler. (201— 205)I. A lm inde l ige G ru n d s æ tn in g e r om B e v ise t i S ag e r o m E r s t a t

XII

ning u d en fo r K o n t r a k t s fo rh o ld (201— 203). II . Særlig o m Tilfælde, h v o r d e r er U v ished om, hv em a f flere d e r e r S k a d e v o ld e r (203— 205).

§ 26. Godtgørelse fo r ikke-økonomisk Skade. Bod. (205— 211)I. D a n s k L ovg iv n in g (205— 208) . A. Ik ra f t t ræ d e lse s lo v § 15.1° (205— 206). B. A n d re L o v b e s te m m e lse r (206— 207). C. A lm inde l ige B em æ rk n in g e r om A n sv a rs b e t in g e lse rn e og om G od tgø re lsen (207— 208).I I . D e t lovg ivn ingspo l i t iske P ro b le m . Fo rs lage t o m a t ind fø re en B od (208— 211).

§§ 27—29. Berigelseskrav.§ 27. Berigelsesgrundsætningen (212— 219)

I. H v a d d e r m enes m ed B e r ige lse sg rundsæ tn inge n (212— 213). II . Reale H en sy n . F re m m e d R e t (213— 215). I I I . J u l . L assens F o r kas te lse a f B e rigelseskrav (215— 219). A. H a n s K r i t ik a f Berigelsesg ru n d sæ tn in g e n (215— 216). B. H a n s K r i t ik a f B erigelsesm aale- s to k k e n (216— 219). IV. P la n for §§ 28— 29 (219).

§ 28. Hovedtilfælde, hvor Berigelseskrav maa anerkendes. (220— 229)I. R a a d e n o ve r a n d re s F o rm u e g e n s ta n d e u d e n H je m m e l (220— 222).II . F re m bringe lse og T i lv æ k s t (222— 224). A. Forøgelse a f egen F o r m u e p a a a n d re s B e k o s tn in g (222). B. Forøgelse a f a n d re s F o rm u e p a a egen B e k o s tn in g (222— 224). C. F o rm u e fo rsk y d n in g , d e r hv e rk en h idføres a f den ber igede eller den t a b l id e n d e (224). D. A fs lu t te n d e B e m æ rk n in g e r (224). I I I . F o rm u e o p o fre lse r til Fo rde l for a n d re (224— 228). A. Indfrielse a f a n d re s Fo rp l ig te lse r (224— 227). B. A n d re T il fæ lde (227— 228): IV. B e s tem m else rn e i Veksellov § 74, Checklov § 57 og Sølov § 158 (228). V. H v o r A f ta le r o m s tø d e s el ler hæves (228— 229).

§ 29. Almindelige Grundsætninger om Berigelseskrav. (229— 236)I. B ø r d e r i d a n s k R e t a n e rk e n d e s en a lm in d e l ig Berigelsesregel? (229— 230). II . H v o r n a a r e r Berigelsen u g r u n d e t ? (230— 231). I I I . H o v e d b e t in g e ls e n : Berigelse paa en a n d e n s B e k o s tn in g (231— 233). A. F orm ueforøgelse (231— 232). B. T a b (232). C. S a m m e n h æ n g der im el lem (232— 233). IV. B e ty d n in g e n af, a t Berigelsen falder b o r t (233— 234). A. D e t m o d ta g n e F o rm u e g o d e t a b e s (233— 234). B. D en øvrige F o rm u e fo rm indskes (234). V. B eg ræ n sn in g e r i Afgivelses- p l ig ten (234— 235). VI. K r a v e t s O m fa n g iøv r ig t (235— 236).

Forkortelser. (237— 239). Sagregister. (240— 252). Lovregister. (253— 255).

§ 1.

Indledning.I. Erstatning er en Art Genoprettelse af en lidt Skade. Den

typiske Erstatning er Genoprettelse af en økonomisk Skade — et Formuetab — ved en Formueydelse, og Midlet til a t gennemføre Erstatningen er, at Skadelidende faar en Fordring paa Erstatning, som oftest en Pengefordring, til hel eller delvis Dækning af Tabet.

Som Erstatning betragter man ikke Udlevering af en Ting til den, der har Krav paa Besiddelsen. Reglerne om Vindikationskrav og lignende Krav (Dansk Obligationsret S. 5) er ogsaa saa forskellige fra Erstatningsreglerne, at de ikke kan behandles under eet.

Under Erstatningsretten inddrages paa den anden Side de Tilfælde, hvor en Person i Anledning af en Skade, der ikke er Formueskade, faar en Fordring paa en Formueydelse som Godtgørelse eller Oprejsning. Reglerne herom fremstilles nemlig lettest sammen med de typiske Erstatningsregler.

Det er ikke al Erstatning, der skal behandles i denne Bog. Der ses navnlig bort fra Erstatning, der skyldes i Kraft af særlige Aftaler, som netop gaar ud paa at love Erstatning. — Hovedeksemplet herpaa er Erstatning i Henhold til Forsikringsaftaler. — Her behandles kun de Tilfælde, hvor Erstatning paalægges Personer, som man af særlige Grunde mener a t kunne gøre ansvarlige for Skaden, skønt de ikke har afgivet noget Løfte om at erstatte den. Det er disse Tilfælde, der sigtes til, naar der i det følgende tales om Erstatningsansvar.

De særlige Spørgsmaal, der angaar Statens og Kommunernes Erstatningspligt, vil ikke blive taget op i denne Bog.

Undersøger man, i hvilket Omfang Erstatningsansvar i vore Dage gennemføres i de forskellige Lande, viser det sig, a t Reglerne i de fleste Lande ialfald i de store Linier falder sammen. I Almindelighed sondres der mellem Formueskade (økonomisk Skade) og anden Skade (ideel Skade). Erstatning for Formueskade gennemføres som

Ussing E rsta tn ingsret. 1

2 §1.1.

oftest i langt videre Omfang end Erstatning eller Godtgørelse for anden Skade. Saaledes er Forholdet ogsaa i Danmark. De særlige Regler om Godtgørelse for ideel Skade udskydes derfor til Behandling for sig i § 26.

Erstatning for Formueskade søges i Almindelighed gennemført i Overensstemmelse med den saakaldte Culparegel, d .v .s . Ansvar paalægges, hvor en Person har forvoldt en anden Person Skade ved »Culpa« (Skyld) eller, som det gerne udtrykkes i nyere Tid, naar han retstridig og forsætlig eller uagtsomt har voldt en anden Person Skade. De fleste Retsforfatninger gaar dog i et vist Omfang herudover.

Erstatningsansvar indtræder uden Culpa i flere eller færre Tilfælde. Fremdeles kan Formueforskydninger i et vist Omfang kræves ført tilbage. Det sidste kan ogsaa udtrykkes saaledes: Naar en Person har opnaaet en Formueforøgelse (Berigelse) paa en andens Bekostning, kan den tablidende jævnlig kræve, at den afgives til ham.

De K rav , der e r b eg ræ n s e t til »Berigelsen«, be tegnes i A lm inde l ighed ikke sotn E rs ta tn in g s k r a v og p le je r heller ikke a t b live d r a g e t ind i E r s t a t n in g s r e t te n . N a a r m a n skiller E r s t a tn in g s r e t t e n ud fra O b l ig a t io n s re t te n s a l mindelige Del, synes d e t dog hens ig tsm æ ssigs t a t lade Læren om Berigelses- k r a v følge med.

Min Indd e l in g a f S to ffe t e r k o r t fo rk la re t i D a n s k O b l iga t ionsre t § 2 Ju l. Lassen tog E rs t a tn in g s r e t t e n ind i O b l ig a t io n s re t ten s a lm inde l ige Del, se n avn l ig Lassen I §§2 6 — 31, 35— 38. H a n g jo rde iøvr ig t en s k a rp S o ndring m ellem de T ilfælde, h v o r E rs ta tn in g s p l ig t v a r k n y t t e t til et »Retsbrude , ide t A n s v a re t he r v a r b e g ru n d e t i » R e tsh aan d h æ v e lsen s G rundsæ tn ing« , og de øvrige Tilfælde, som han b eh a n d le d e Side om Side med Berigelses- p ro b le m e t i §§ 33— 35. O ps ti l l ingen hæ nger sa m m e n m ed , a t Lassen, i O v e r en ss tem m else med den i hans yn g re A ar he rsk en d e R e tn ing , søg te a t fore R e ts in s t i t u t t e r n e t i lbage p aa nogle faa g run d læ g g en d e P rinc iper . Se herom L assen I § 7.

II. Erstatningsrettens Udvikling.For et Par Menneskealdre siden var det en udbredt Opfattelse,

a t Erstatningsretten havde naaet sin endelige Skikkelse, og at Culpareglen for bestandig m aatte beherske den. Det var et Fejlsyn, der var saa meget mærkeligere, som Erstatningsretten i Tidernes Løb er undergaaet meget store Forandringer.

En udførlig Fremstilling af Erstatningsrettens Historie skal ikke gives i denne Bog. Kun et Par Hovedtræk skal omtales.

§1.11. 3

lø v r ig t henv ises til Fredrik Stang E r s t a tn in g s a n s v a r § 2 og i D e t n o rd iske S tu d e n te r - J u r i s t -S tæ v n e (1918) 225 ff, Knoph N orges r e t t § 84, U tv ik l ings- l in jer i m o d e rn e fo rm u e r e t t 16, 47 ff. E t b e ty d e l ig t h is to r isk S to f in d e h o ld e r Popp-M adsen B od , se a n g a a e n d e d a n s k R e t S. 130 ff.

Under mere primitive Retsforhold findes der ingen Erstatningsret i moderne Betydning. Mod Skadeforvoldelser reageres der ved Regler, hvorefter der paalægges Skadevolderen en »Bod« til den krænkede; men denne Bod fungerer paa een Gang som S traf og som Erstatning eller Oprejsning. Ansvarsbetingelserne var helt forskellige fra dem, der opstilles i nyere Tid. Ansvaret var ikke betinget a f Skyld (Culpa) eller af, at der var handlet uforsvarlig i det enkelte Tilfælde. Bod blev kun paalagt for Skade foraarsaget paa bestemte Maader; men i disse Tilfælde varselve Skadens Indtræden tilstrækkeligt Grundlag til a t lægge Ansvaret paa Skadevolderen. Man indlod sig ikke paa en Bedømmelse af Skadevolderens Adfærd i det enkelte Tilfælde. Dette Standpunkt betegnes gerne som »Kausalitetsreglen«. I Virkeligheden var det dog langtfra enhver Foraarsagelse, der paadrog Ansvar.

Den senere Udvikling har medført en Æ ndring paa begge de omtalte Punkter. Boden er afløst af den »offentligretlige« S traf og det rent »civilretlige« Erstatningskrav. Og Ansvaret er baade i Strafferetten og indenfor Erstatningsretten blevet betinget af Skyld eller Culpa.

Naar dette sidste U dtryk anvendes, sker det for a t antyde, at der ikke sigtes til Skyld i almindelig etisk eller religiøs Betydning, men at det drejer sig om et særligt juridisk Begreb. løvrigt falder Culpa heller ikke sammen med Skyld i den Betydning, hvori Ordet tages, naar Skyld opstilles som Betingelse for Straf. I Erstatningsretten ser man bort fra visse individuelle eller subjektive Undskyld- ningsgrunde. Gennemsnitlig vil Culpa dog ogsaa være Skyld i subjektiv Forstand.

I romersk Ret blev Erstatningsretten ikke udformet som et selvstændigt civilretligt Institu t. Derimod trængte Skyldprincipet igennem allerede i klassisk romersk Ret. For en Del blev Ansvaret endog betinget af Forsæt; men Culpa blev Ansvarsbetingelsen dels i Kontraktsforhold, dels ved Tingsbeskadigelse (lex Aquilia) og ved Personskade.

I Løbet af Middelalderen og den nyere Tid er der sket en tilsva1*

4 § 1.11.

rende Udvikling i store Dele af Europa, deriblandt de skandinaviske Lande.

Vore Landskabslove bygger paa det gamle Bødesystem: privat Bod uden Hensyn til Skyld. Kun i een Retning tages der væsentlig Hensyn til Skylden, idet man er begyndt at sondre mellem forsætlig Skadeforvoldelse, »Viljesværk«, og andre Tilfælde, »Vaadesværk«. Det sidste behandledes mildere end det første, men der m aatte ogsaa svares Bod til den krænkede ved Vaadesværk.

Senere sker der en gradvis Tilnærmelse til det nyere Standpunkt, men Overgangen er langsom. DL er endnu Udtryk for dette Over- gangsstadium.

D e r e r b e tyde l ige L ev n in g e r a f d e t g am le B ø d e sy s te m , især med H e n s y n til P e r so n s k a d e er d e t e n d n u o ve rve jende . D er im od f inder vi indenfor K o n t r a k t s r e t t e n ta l r ige Regler, d e r be t in g e r A n s v a re t a f Fo rsøm m else , Skødesløshed el. lign. , se nav n l ig D L 5— 7— 1, 5— 8— 8, 11 og 14.

Lovreg le rne g iver im id lert id ikke e t f u ld s tæ n d ig t Billede a f d a n s k R e ts U dv ik l ing , de r ogsaa paa d e t t e O m ra a d e for en Del e r sk e t igennem D o m s to lenes P raksis . D om sto len e synes i v id t O m fan g a t have g ive t E r s t a tn in g u d e n særl ig H je m m e l i L ovbøgerne , og med H e n s y n til F o rm u e sk a d e — og n a v n l ig T ingsska de — synes de r e t t id l ig a t h a v e v æ re t paa Vej til a t u d v ik le en a lm inde l ig E rs ta tn in g s reg e l , jfr. Popp-M adsen B od , særlig 145 og 157. 1 hv i lk e t O m fan g Culpareg len h a v d e b r e d t sig ad d en n e Vej, er næ ppe t i l s t ræ k k e l ig o p ly s t en d n u . Men i d e t 18. A arh . rejses d e r u n d e r N a tu r r e t t e n s B a n n e r e n d n u en vis M o d s tan d m od S k y ld p r in c ip e t . D enne R e a k t io n fik d og ikke v a r ig Ind f lyde lse p aa U dvik l ingen .

Fra og med A . S . Ørsted er Culpareglen naaet til afgørende Sejr i dansk Ret. Kun paa enkelte Omraader har specielle videregaaende Ansvarsregler kunnet holde Stand.

De Regler, der gennemføres i Europa i nyere Tid, afviger fra Romerrettens ikke blot ved, a t Skadeserstatning er blevet et selvstændigt civilretligt Institut, men ogsaa ved, a t Culpareglen har faaet et videre Omraade. I adskillige Lande opstilles Culpareglen nu som ganske almindelig Erstatningsregel ogsaa udenfor Kontraktsforhold.

Saaledes i F ra n k r ig (Code civil a r t . 1382, 1383), Ø s tr ig (Lovbog 1811 § 1295) og Schweiz (O R a r t . 41). D en ty s k e borgerl ige L ov b o g h a r der im od h o ld t sig noget næ rm ere ved R o m e r re t t e n s S t a n d p u n k t (se B G B § 823).

I dansk Ret antages i Almindelighed, ligesom i de førstnævnte Lande, Culpareglen at være »den almindelige Erstatningsregel«. Nogen virkelig Prøvelse af denne Anskuelse ses dog ikke at være

§1.11. 5

sket. Men det er givet, a t Culpareglen er den vigtigste og mest omfattende Erstatningsregel i dansk Ret.

Culpareglen passede særlig godt til Tankegangen i Individualismens og Liberalismens Tidsalder. Derfor er det ikke saa mærkeligt, at Reglen for Datiden kom til a t staa som indlysende retfærdig, og at de ældre Regler, der paalagde Ansvar uden Culpa, blev trængt tilbage. Begejstringen for Culpareglen fik sit stærkeste Udtryk i det berømte S k rift: Das Schuldmoment im römischen Privatrecht, som i 1867 blev udsendt af den store tyske Ju rist Jhering. Han begrundede Skyldprincipets Rigtighed ud fra etiske Principer og komderved til a t tillægge det evig Gyldighed: »T anken........ er den evigsande Sætning, intet Onde uden Skyld.«

Det varede dog ikke længe, før Skyldprincipets Eneherredømme blev anfægtet. Allerede dengang Jhering skrev sit berømte Skrift, havde der i Lovgivning og Retspraksis vist sig de første Spor af en Tendens til at gennemføre Erstatningsansvar uden Culpa i visse Til- fælde. Omkring Aarhundredskiftet spores der en tydelig Bevægelse i denne Retning i mange Lande, og Retslitteraturen har for Alvor taget Problemet op. Bevægelsen har ikke ført til Afskaffelse af Culpareglen, men i vidt Omfang er denne blevet suppleret med Regler om Erstatning uden Culpa. Udviklingen i denne Retning omtales ndfr. i § 17.1 og V.

Erstatningsrettens voksende Betydning kan iøvrigt ikke maales fuldtud paa de Udvidelser, som Reglerne om Erstatning uden Culpa har faaet. Der er ingen Tvivl om, a t ogsaa de ældre Regler om Erstatning er blevet udnyttet i stigende Grad i den senere Tid. Det skyldes sikkert for en Del de Kræfter, der ligger bagved Udviklingen af Reglerne om Ansvar uden Culpa, for en Del vel ogsaa den voksende Velstand og den stigende Anbringelse af store Formueværdier i Genstande, der kan beskadiges eller ødelægges af andre. En vigtig medvirkende Faktor har fremdeles været Opkomsten af den saakaldte Ansvarsforsikring, hvorved Personer, der føler sig udsat for a t ifalde Erstatningsansvar, forud kan sikre sig, a t Forsikringsselskabet holder dem fri for Udgifter til Erstatningsbetalinger. — Se derom Enkelte K ontrakter § 37.V. — Ansvarsforsikring giver de skadelidende øget Udsigt til a t faa Erstatninger betalt og fjerner den økonomiske Interesse, som ellers frister mangen Skadevolder til at forsøge at undgaa Ansvaret eller dog slippe saa billigt som

6 § 1.11.

mulig. Naar det under en Erstatningssag er oplyst, at Sagsøgte er dækket ved Ansvarsforsikring, kan det ogsaa tænkes at gøre Dommeren mere tilbøjelig til a t paalægge Erstatningspligt.

Det er dog ikke udelukkende Tendensen til a t udvide E rsta tningsansvaret, der spores i Nutiden. For visse Omraader mærkes ogsaa en begyndende Bevægelse i Retning a f at begrænse Erstatningsansvaret. Baggrunden for denne Bevægelse er for en Del ligeledes Forsikringsvæsenets stærke Udvikling. Trangen til Erstatningsansvar bliver mindre, naar Skadelidende selv er sikret mod Tab ved en Brandforsikring eller anden Skadeforsikring (Enk. Kontr. § 36). Derfor kan den stigende Udbredelse af Forsikring ogsaa tænkes at medføre en Begrænsning af Erstatningsreglerne, se herom ndfr. § 22.11 og III.

Erstatningsretten er saaledes blevet eller ved at blive langt finere nuanceret, end den var for et Par Slægtled siden.

Endnu maa nævnes, a t nogle har rejst Tvivl om Hensigtsmæssigheden af nyere Rets skarpe Sondring mellem Straf og Erstatning. Der spores en vis Tendens til at overføre strafferetlige Synspunkter paa Erstatningsretten. Ved Anvendelsen af Culpareglen vil nogle saaledes lade ponalt farvede Synspunkter faa væsentlig Indflydelse paa Erstatningens Størrelse, jfr. ndfr. § 22.1. Særlig stærkt gør saadanne Synspunkter sig gældende ved Krænkelser af ideelle Goder, og her virker de ikke blot ved Fastsættelsen af Godtgørelsen for ikke- økonomisk Skade, men man er ogsaa kommet ind paa den Tanke at indføre Regler, der minder om gammel Rets Regler om Bod og i Virkeligheden staar paa Overgangen mellem Straf og Erstatning i traditionel Forstand (ndfr. §26.11).

I vore Dage tør man derfor ikke hævde, a t Erstatningsretten i Hovedsagen staar fast. Det er f. Eks. muligt, at den i vidt Omfang vil komme til at afstaa sit Omraade til Forsikringsretten. Man kan dog endnu ikke med nogen-Grad af Sikkerhed forudse, hvoriedes Udviklingen vil forme sig. Foreløbig kan man vel vente, at don vil blive præget af samfundspolitiske Synspunkter. Men hvad de forer til, er endnu ikke klart.

III. Erstatning i og udenfor Kontrakt.I Almindelighed gøres der en skarp Sondring mellem Erstatnings

ansvar i Kontraktsforhold og Ansvar udenfor Kontraktsforhold. —

§ l . III. 7

Det sidste kaldes ofte »Deliktsansvar«. Dette fra Romerretslittera- turen hentede Udtryk er imidlertid uhensigtsmæssigt, fordi Ordet Delikt i Litteraturen tages i flere forskellige Betydninger. — Sondringen er uden Tvivl systematisk berettiget. Der opstaar en Række særlige Problemer vedrørende Erstatningsansvaret i Kontrakts- forhold, og selv om Culpareglen antages at være Hovedgrundsætningen ogsaa i Kontraktsforhold, gælder der dog visse særlige Regler om Erstatning i Kontraktsforhold. Derfor bliver det nødvendigt at give en særlig Fremstilling af Reglerne om Erstatning i Kontrakts- forhold, se herom Dansk Obligationsret §§ 12— 15. Men der er ingen Grund til at betragte Erstatning i Kontraktsforhold som principielt forskellig fra Erstatning udenfor K ontrakt.

D e t te v a r ogsaa Ju l. Lassens O pfa t te lse . H a n s F rem st i l l ing i §§ 26 ff o m f a t te r i og for sig ogsaa K o n t r a k t s fo rh o ld , m en supp le res f o rs a a v id t i visse H e n s een d e r a f §§ 41 ff. Im od den principie lle Adskil lelse h a r Lundstedt v e n d t sig m ed V oldsom hed , se nav n l ig G ru n d l in je r 11 ff. Den fu n d a m e n ta le Forskel bes tr ides ogsaa a f Mazeaud' I no. 97 ff.

I det følgende ses der bort ikke blot fra de særlige Problemer, der opstaar i Kontraktsforhold, men ogsaa fra andre særlige Forhold, der kan begrunde en særegen Ordning af Erstatningsansvaret. Det er de almindelige Regler om Erstatning, der søges fremstillet her.

IV. Fremstillingens System.De særlige Regler om Tilbageførelse af Berigelse (Formuefor

skydning) maa behandles for sig og er derfor udskudt til sidste Afsnit (§§ 27—29). Til særskilt Behandling er ogsaa henvist Spørgs- maalet om Godtgørelse for ikke-økonomisk Skade (§ 26). løvrigt omtales først Ansvarsgrundlaget, d. v. s. selve den grundlæggende Ansvarsbetingelse, der angaar den ansvarlige Persons Adfærd (Optræden) eller Forhold. Ansvarsgrundlaget er ved Culpareglen den ansvarlige Persons Culpa, og hvad der ligger heri, undersøges i §§ 2— 12. Ansvarsgrundlaget i de Tilfælde, hvor Ansvar indtræder uden Culpa, omtales i §§ 13— 17. Derefter fremstilles de øvrige Ansvarsbetingelser samt Reglerne om Erstatningen (§§ 18—23). Bortset fra Ansvarsgrundlaget er Reglerne nemlig for en stor Del ens, hvad enten Erstatning paalægges efter Culpareglen eller uden Culpa.

Rent forelobig kan det siges, at Erstatningsansvar i Almindelighed er betinget af, 1) at der er indtraadt en Skade (§ 18.1), 2) at

8 § l.IV.

Skaden har ram t en Ret eller Interesse, som Retsordenen værner ved Erstatningsreglerne (§ 20, jfr. ogsaa § 5.1), 3) at Skaden er økonomisk eller, som man ogsaa udtrykker det, a t der er indtraadt et Formuetab (§ 18.11), 4) at Skaden (Tabet) er en adækvat (paaregnelig) Følge af det Forhold, der paadrager Personen Ansvar (§ 19). Fremdeles kan særlige Grunde udelukke Erstatningskrav, selv om de almindelige Ansvarsbetingelser iøvrigt er til Stede (§§ 22 og 23). Hovedtilfælde af denne Art er Skadelidendes Medvirken til Skaden samt den Omstændighed, at Tabet er dækket ved Forsikring.

Til s ids t o m ta le s de særl ige S pørgsm aa l , d e r o p s ta a r , hvo r flere P e rso n e r h v e r for sig o p fy lder de a lm indelige A nsv a rsb e t in g e lse r (§ 24), s a m t Beviss p ø r g s m å l (§ 25).

Ansvarsgrundlaget ved Culpareglen (§§ 2 —12).§ 2.

Culpareglens Anerkendelse.Dens praktiske Virkninger. Vurdering af Reglen.

1. Til rent foreløbig Orientering kan Culpareglen formuleres saaledes: Naar en Person ved uforsvarlig Adfærd (Culpa) har krænket en andens ved Erstatningsreglen værnede Ret eller Interesse og derigennem paaført ham et Formuetab, kan denne anden kræve Tabet erstattet a f Skadevolderen.

I dansk Retspraksis i Nutiden gennemføres Culpareglen paa et meget stort Felt, og den er saa fast indgroet i Retsanvendelsen, at det har forholdsvis ringe Interesse a t paavise, a t den ogsaa har Støtte i Lovgivningen. Det har den imidlertid, skønt vor Lovgivning ikke indeholder almindelige Regler om Skadeserstatning.

E n R æ k k e L o v e fo ru d s æ t te r dog, a t de r i d a n s k R e t f indes a lm inde l ige Regle r om E rs ta tn in g , se f. E ks . P a te n t l . (nu Bek. 192 1 Sep t . 1936) § 25, L 54 15 F e b ru a r 1895 § 5 , M ønster l . (Bek. 193 1 Sep t . 1936) § 2 5 , R pl §493 .1° s a m t Lodsl. 131 17 April 1916 § 55, Sparekasse l . (Bek. 255 25 J u l i 1938) § 25 og B ank l. (Bek. 254 s. D.) § 21.2°. De t r e s id s tn æ v n te Love viser ti ll ige livaü de a lm indelige Regle r forer lil paa deres O m ra a d e . De k n y t t e r A n

§ 2.1. 9

s v a re t til »U kyndighed , Fo rsøm m else el ler Forseelse« (Lodsl.) og »plig tstr id ige H a n d l in g e r eller Forsømmelser« (Sparekasse l , og B ankl.) .

De U d t r y k , de r b ruges i disse Love, og de bes læ gtede U d t r y k i en R æ kke a n d re L ove — f. Eks. »Skødesløshed eller Forsømmelse« (D L 5— 7— 1), »Skyld«, »Fejl« (Sølov § 220), »Skødesløshed eller a n d e t u fo rsv a r l ig t F o rhold« (R p l § 1018 f.) — m a a forto lkes som V a r i a n t e r a f s a m m e Regel, den, som h e r ka ldes Culpareg len .

A f de n æ v n te L o v b u d kan ikke udledes , a t C ulpareg len g æ lder overa l t , hv o r d e r ik k e e r særl ig H je m m e l for a t gøre U n d tag e lse . P a a O m ra a d e r , hvor d e r f indes a t væ re G ru n d til e n ten a t s k æ rp e eller a f sv æ k k e A n s v a re t , m aa d e t t e k u n n e gøres.

Vor Lovgivning giver ikke store Bidrag til Culpareglens nærmere Udformning. Denne sker for en væsentlig Del gennem Domstolenes Virksomhed, og Dommerne vil herved, ligesom en Lovgiver, stræbe henimod den Løsning, der stemmer med en forstandig Samfunds- politik.

II. A. For at kunne arbejde mod dette Maal, maa man først og fremmest undersøge, hvilke Virkninger Culpareglens Gennemførelse har i Samfundet. Dette er vanskeligt a t faa Rede paa, fordi mange forskellige Forhold griber ind i hverandre. — Undersøgelsen af Culpareglens faktiske Virkninger kan siges a t være en sociologisk Opgave. Den kræver ikke Anvendelse af særlige juridiske Metoder, men maa foretages med Benyttelse af de Metoder, der anvendes i andre Forskningsgrene, f. Eks. Historie, Økonomi, S tatistik, Psykologi, ikke mindst Massepsykologi. — Det følgende maa betragtes som en meget summarisk Skitse.

I al Almindelighed kan man sige, at Culpareglen i Forbindelse med andre Retsregler, navnlig Straffereglerne, bidrager til a t skabe Orden og Tryghed i Samfundet.

Opstillingen og Gennemførelsen af Culpareglen og af Regler om Straf virker først og fremmest forebyggende (præventivt), d .v .s . bidrager til a t hindre saadanne Forstyrrelser, som vi kalder Skader.

Culpareglen har dernæst i et vist Omfang den Virkning, a t indtraadte Skader genoprettes, eller dog, a t deres økonomiske Virkninger for den skadelidende — »Tabet« — fjernes.

Igennem de to Sæt Virkninger, den forebyggende og den genoprettende, bidrager Culpareglen til at forøge Sikkerheden i Samfundet og saaledes give dets Medlemmer Tryghed.

Paa den anden Side skaber Culpareglen Usikkerhed og Utryghed

10 § 2 .H.A.

hos dem, som foretager Handlinger, der kan medføre Skade for andre, og Erstatningsansvarets Gennemførelse kan volde ubehagelige Forstyrrelser ikke blot i de ansvarliges Forhold, men indirekte ogsaa. i andre Menneskers.

Hvor stor Betydning Culpareglen har i de forskellige Retninger, er imidlertid om tvistet. Der er navnlig meget delte Meninger om, i hvilken Grad Culpareglen virker forebyggende.

B. Culpareglens forebyggende Virkning.Forebyggelsen sker for en Del ved en psykologisk Paavirkning i

den enkelte Handlingssituation. Naar en Person er i Færd med at overveje, om han skal foretage en vis Handling, der kan paadrage ham Ansvar til (Straf eller) E rstatning, kan Frygten for Ansvaret afholde ham fra a t foretage Handlingen. Men Reglerne om (Straf og) Erstatning bidrager ogsaa til hos Samfundsmedlemmerne a t skabe en almindelig Indstilling, der virker i samme Retning. Paa den ene Side opdrages Individerne til a t tage et vist Hensyn til andre, saa at dette bliver en Vane for de allerfleste og føles som en Pligt. Og paa den anden Side skabes der en almindelig Opinion, der reagerer mod dem, som ikke tager saadant Hensyn til andre. Paa denne Maade kan Erstatningsreglens Opretholdelse virke forebyggende, selv om den handlende i det konkrete Tilfælde ikke tænker paa Muligheden af, a t han kan ifalde Erstatningsansvar.

Culpareglens konkret præventive Virkning, d .v .s . den Virkning, som Culpareglens Opretholdelse har i den enkelte Handlings- situation ved at fremkalde Frygt for Ansvar, svækkes eller falder bort overfor Personer, der ikke frygter Erstatningsansvaret, f. Eks. fordi de mener a t være dækket ved en Ansvarsforsikring, eller fordi de regner med, a t Bevisvanskeligheder vil gøre det umuligt a t drage dem til Ansvar, eller fordi de hverken har Formue eller stræber efter a t erhverve Formue. Selv i saadanne Tilfælde kan Culpareglen dog virke forebyggende indirekte, fordi den har bidraget til a t paavirke den handlendes almindelige Indstilling og andre Menneskers Holdning overfor ham.

Hermed skulde der i meget grove Træk være gjort Rede for, hvorledes Culpareglen kan komme til at virke forebyggende. Men det anførte skaber ikke Klarhed over, hvor stor en Rolle Culpareglen spiller som forebyggende. Der er nemlig som oftest — ja vel altid — andre Faktorer, der samtidig virker forebyggende, f. Eks. Frygten

§ 2.II.B. 11

for Straf, for andre Menneskers Dom, for Ubehageligheder af forskellig Art, for Samvittighedens Stemme, religiøse Motiver. Og det er umuligt a t afgøre, i hvilket Omfang andre Menneskers Holdning overfor den paagældende indirekte er medbestemt af Culpareglen. Det er imidlertid ret klart, a t Culpareglens præventive Virkning i mange Tilfælde er svagere end Virkningen af andre Faktorer.

I særlige Grupper af Tilfælde faar man Lejlighed til at konstatere Culpareglens præventive Betydning.

Naar der indføres en ny Erstatningsregel, kan man efterspore dens præventive Virkning ved at se, om den medfører Anvendelse af nye Sikkerhedsforanstaltninger. Og en lignende Virkning kan følge af Domme, der fastslaar Erstatningsansvar ifølge Culpareglen i Tilfælde, hvor den almindelige Opfattelse forud ikke regnede med Ansvar. Det kan næppe bestrides, a t en ny Retspraksis ved vore Domstole paa flere Omraader har bevirket, at der er blevet indført nye, mere betryggende Foranstaltninger til a t undgaa Skade. Som Eksempel kan henvises til de talrige Domme om Erstatning for Skade ved Fald paa glatte Fliser el. lign. Efter dem er det bl. a. blevet almindeligt, naar Fliser eller Trappetrin af Sten véd Slid er blevet glatte, da at lade dem bearbejde, saa Overfladen bliver ru igen. Nogle Domme om Nedstyrtning af Altaner og Gesimser medførte ogsaa Eftersyn af talrige Bygninger.

Hjælp til a t vurdere Culpareglens præventive Virkning kan ogsaa søges i Ansvarsforsikringens Erfaringer. For den, der har tegnet Ansvarsforsikring, falder Erstatningsreglens konkret præventive Virkning i Hovedsagen bort. Derfor kan man faa et Bidrag til Bedømmelse af denne Virkning ved at undersøge, om Ansvarsforsikringen medfører en Forøgelse af Uagtsomheden. Derom er der imidlertid stor Uenighed. Nogle Forsikringsfolk hævder, at Ansvarsforsikringen i Almindelighed ikke forringer Agtpaagivenheden — men kun i ganske særlige Grupper af Tilfælde. — Andre hævder lige saa bestemt det m odsatte. Der kan næppe siges a t være tilvejebragt afgørende Oplysninger om Problemet. Udfra almene psykologiske Erfaringer er det imidlertid usandsynligt, a t Slappelsen af Agtpaagivenheden kun skulde indtræde paa enkelte, særlige Omraader. Noget andet er, at der i mange Forhold vil foreligge andre Motiver til at undgaa Skade, og at de kan være stærke nok, saaledes at Ansvarsforsikringen ikke faar væsentlig Betydning. Snm Hoved

12 §2.11.B.

regel maa Formodningen imidlertid nærmest være for, at Ansvarsforsikringen medfører en vis Slappelse a f Agtpaagivenheden.

Men selv om man antog, at Ansvarsforsikring normalt ikke medførte væsentlig Svækkelse af Agtpaagivenheden, vilde det ikke bevise, at Culpareglen ikke havde forebyggende Virkning. Ansvarsforsikringen kan vel ophæve Culpareglens konkret præventive Virkning, men har ialfald endnu ikke ophævet dens almindelig opdragende Virkning. Hvis det bliver almindeligt a t tegne Ansvarsforsikring mod ethvert Ansvar, er det tænkeligt, a t de Slægtled, der vokser op under en saadan Tilstand, vil faa deres almindelige Indstilling paavirket deraf. Men selv med dtn videst gennemførte Ansvarsforsikring bliver der noget tilbage af Erstatningsreglens præventive Virkning. Det vil nemlig stadig ved Retsafgørelser blive konstateret, hvad der hører med til forsvarlig Handlingsmaade, og dette vil paavirke den almindelige Opfattelse.

O m d e t t e S pørgsm aa l henvises iøvr ig t til F o rh a n d l in g e rn e paa 16. no r d iske J u r i s tm ø d e S. 90 ff, jfr. ogsaa S v J T 1937.116 ff.

C. Erstatningsreglens genoprettende Virkning er meget usikker. Det er jo langtfra det regelmæssige, a t den Erstatning, der skyldes, bliver betalt, og i mange Tilfælde strander Gennemførelsen af Erstatningskrav paa Bevisvanskeligheder. Men dernæst bringer den Omstændighed, a t et Tab erstattes, i Almindelighed ikke den skete Skade ud af Verden.

Erstatningen kan bevirke, a t den skadelidende faar sin Skade genoprettet eller dog, at Skadens økonomiske Virkninger for ham — hans »Tab« — ophæves. Men i Almindelighed opnaas dette kun ved, at der tilføjes den, der erstatter Skaden, et tilsvarende Tab, Som oftest betyder Erstatning af et Tab kun, a t Tabet flyttes over paa andre, og denne Flytning medfører endda Besvær og normalt yderligere Tab ved de Udgifter, der medgaar til Erstatningens Gennemførelse.

Genoprettelsen af Tab i Medfør af Erstatningsreglerne har imidlertid ikke blot den Virkning i en Række enkelte Tilfælde at flytte Tabet. Den virker ogsaa ud over det konkrete Tilfælde ved at skabe en øget almindelig Tryghed. Utrygheden beror for en Del paa, a t der er mange Skader, som Individerne er ude af Stand til a t afværge og ikke engang kan gøre sig nogen nærmere Forestilling om paa Forhaand. Denne Utryghed formindskes, naar Tabene i videst mulig

§ 2 .11.C. 13

Omfang genoprettes efter Culpareglen. Ansvaret medfører nemlig ikke en tilsvarende Utryghed for dem, der udsættes derfor. De kan tage Ansvaret i Betragtning, naar de beslutter, om de vil foretage en Handling, der kan paadrage Ansvar. A nsvaret er en Mulighed, som de kan regne med og bedømme mer eller mindre nøjagtigt, og det staar i Almindelighed i deres Magt a t undgaa Ansvaret ved at handle med fornødent Hensyn til andre.

III. Vurdering.Juristen kan imidlertid ikke blive staaende ved en Undersøgelse

af Culpareglens faktiske Virkninger, men maa forsøge at vurdere Culpareglen fra et samfundspolitisk Synspunkt. En almengyldig Vurdering kan ganske vist ikke gives, men naar Culpareglen vurderes med Henblik paa Forholdene i vor Tid og i et Land som Danmark, skulde jeg tro, a t de fleste vil være nogenlunde enige om, hvilke Maal det er ønskeligt at tilstræbe, og hvilke Virkninger man derfor kan anse som gavnlige.

Det vil vistnok blive almindelig anerkendt, a t de to Hovedvirkninger af Culpareglens Gennemførelse, som er skildret ovfr. under II, er gavnlige. Under vore Forhold maa det i Almindelighed anses for heldigt at søge Skader afværget indenfor Culpareglens Rammer. Derved vil der jo skabes en værdifuld Sikkerhed og Tryghed i Samfundet.

Hvad enten Culpareglens præventive Betydning er større eller mindre, maa det saaledes betragtes som heldigt, a t Culpareglen bidrager til a t skabe Sikkerhed og Tryghed ved at virke forebyggende.

Fremdeles vil der være Enighed om, a t det er en Fordel, hvis Trygheden kan forøges ved Genoprettelse af Tabene. I og for sig vilde det være ønskeligt, om Samfundet kunde sikre enhver, der led Tab, Erstatning af Tabet, ialfald hvor han ikke selv var Skyld i sit Tab. Det følger af de Grunde, der overhovedet fører til ved Retsmaskineriet at betrygge Individernes Opsamling af Formue (den private Ejendomsret).

Culpareglen har saaledes paa een Gang gavnlige Virkninger i to Retninger. Den virker forebyggende, og den øger yderligere Sikkerheden og Trygheden ved i et vist Omfang a t hidføre Genoprettelse af lidte Tab.

14 §2.111.

Forebyggelsen er efter mit Skøn Culpareglens vigtigste sociale Virkning, naar man overskuer hele Culpareglens Omraade under eet og ikke tænker paa de store Forskelligheder mellem forskellige Livs- omraader.

Hvad dernæst angaar den Virkning, a t Culpareglen skaber Usikkerhed og Utryghed hos dem, der udsætter sig for Erstatningsansvar, saa er dette i Hovedsagen kun gavnligt. Det er jo bl. a. derigennem, Culpareglen virker forebyggende.

Fra et alment Synspunkt er det derimod et Minus, at Culpareglens Gennemførelse medfører store Omkostninger. Og Gennemførelsen af Erstatningskrav kan i mange enkelte Tilfælde have uheldige Virkninger, f. Eks. hvor Erstatningsansvaret slaar en Mand ud af en nyttig Virksomhed, eller hvor Tabet indirekte rammer andre end Skadevolderen, f. Eks. hans Kreditorer. Saadanne uheldige Følger har dog ikke hindret Culpareglens Anerkendelse. Ved den nærmere Udformning af Culpareglen maa det imidlertid overvejes, om man ikke for en Del kan undgaa de uheldige Følger, uden at der opstaar for stor Usikkerhed. Der kan navnlig blive Tale om at foretage visse Lempelser i Erstatningsansvaret, jfr. ndfr. § 22.

De lege ferenda kan Culpareglens uheldige Virkninger føre til at rejse Spørgsmaal om endnu videregaaende Reformer, jfr. ndfr. V.

De ovenfor anførte Betragtninger kunde ved første Øjekast synes at føre til, a t det var ønskeligt at paalægge Ansvar for enhver For- voldelse af Skade, altsaa selv om Skadevolderen ikke havde udvist Culpa. Dette viser sig dog ved en nærmere Prøvelse ikke at holde Stik, ialfald ikke, hvor det drejer sig om Livets dagligdags Forhold. Erstatningsreglerne kan jo kun virke præventivt ved direkte eller indirekte a t paavirke Folks Handlemaade. Men det er klart, at den ikke kan paavirkes af Omstændigheder, som det i Handlingsøjeblik- ket var umuligt for den handlende a t tage Hensyn til. Kendsgerninger, som først bagefter har kunnet konstateres, maa man derfor se bort fra. Det vilde heller ikke være hensigtsmæssigt at betinge Ansvarsfrihed af den alleryderste Anspændelse og Agtpaagivenhed. I Livets dagligdags Forhold vil det ikke i større Omfang være muligt at presse Folk til at vise større Agtpaagivenhed end den, Culpareglen forudsætter. Paa den anden Side vilde en almindelig Gennemførelse af Ansvar uden Culpa have uheldige Følger. Den vilde i nogle Tilfælde kunne afskrække helt fra Virksomhed eller

§2.111. 15

føre til, a t der blev truffet uforholdsmæssig bekostelige Sikkerheds- forholdsregler. Og hos dem, der ikke lod sig afholde fra a t handle, vilde den skabe Utryghed, idet de jo løb Fare for at ifalde E rsta tningsansvar ved upaaregnelige Uheld. Gennemførelsen af Ansvar udover Culpareglen ved dagligdags Handlinger vilde derfor ikke øge Trygheden, men snarere formindske den. — Utrygheden kunde vel undgaas ved omfattende Ansvarsforsikring, men en saadan Ordning vilde medføre uforholdsmæssig store Omkostninger. Iøvrigt kan den økonomiske Utryghed hos dem, der er udsat for Skade, ogsaa i det væsentlige undgaas ved, at deres Interesse forsikres. — Endelig medfører Gennemførelse af Erstatningskrav forholdsvis betydelige Omkostninger, og Erstatningsansvar bør derfor ikke anerkendes, medmindre overvejende Grunde taler derfor.

Forholdet ligger anderledes ved ekstraordinære Handlinger, se ndfr. § 17.III.

IV. Culpareglens Begrundelse i Litteraturen.Den O p fa t t e l se a f C ulpareg lens B e ty d n in g , som er f rem st i l le t foran , er

navn l ig p a a v i rk e t a f Lundstedt, jfr. om d e n n e ndfr . P ræ v e n t io n s h e n s y n e t s s to re B e ty d n in g er im id le r t id a l le rede la n g t t id l igere f re m h æ v e t a f a n d re F o rfa t te re . P a a den a n d e n Side e r d e r adskill ige, d e r ikke a n s e r P ræ v e n - t ion s h e n sy n e t som d e t væ g tig s te . Til S t ø t t e herfor p a a b e r a a b e r m a n sig, a t E r s ta tn in g e n t i l fa lder den sk a d e l id e n d e og beregnes e f te r T a b e t s S tø r relse, n o rm a l t u d e n a t de r tag es H e n s y n til , h v o r s to r S k y ld en e r hos den ansvarl ige . Alt d e t t e viser dog ku n , a t P ræ v e n t io n s h e n s y n e t ikke e r d e t enes te H e n s y n , der v a re tag es ved C ulpareg len , og a t a n d re H e n s y n fører i R e tn in g a f a t søge T a b e t g e n o p re t t e t . D e t g iver ingen G ru n d til a t bes tr ide P ræ v e n t io n s h e n s y n e t s V æ gt . E n O rdn ing , h v o rv e d T a b e n e g e n o p re t te s , er nemlig ve legne t til a t fy ldes tgøre P ræ v e n t io n sh e n s y n e t . Og den næ rm e re U d fo rm n in g a f A n sv a rsb e t in g e lse rn e h a rm o n e re r i d e t s to re og hele med P ræ v e n t io n s h e n s y n e t .

I forrige Aarhundrede v a r d e t længe den h e r sk en d e Lære, a t E r s t a tn in g e n v a r b e g ru n d e t i Skadevolderens subjektive Skyld . L æ ren fa n d t e t sæ rlig t k r a f t ig t U d t r y k i d e t S k r if t a f Jhering, som er o m t a l t foran i § 1 . I I . J h e r in g u d ta le r deri bl. a. , »at ikke S k a d e n som s a a d a n , m en a lene Sky ld en , beg r u n d e r A n s v a r .............. ikke den u d v o r te s Handlen forpligter , m en Handlingen, d. v. s. G ern ingens K a u s a l i t e t i den m enneske l ige Vilje, ja , den b lo t te H a n d l in g gør d e t ikke engang , den gør d e t ku n , n a a r den k a n t i l regnes Viljen til Dadel . U den d en n e F o ru d s æ tn in g fa lder Sk ad en , som M e nneske t h a r a n r e t t e t , u n d e r s a m m e S y n s p u n k t som den , H a g lv e j r e t h a r a n r e t t e t . Den e r en N a tu rb e g iv e n h e d , hvis uheld ige Følger m aa bæ res a f den , de r a m m e r ..........«

16 S2.IV.

Jh e r in g s T a n k e r k l inger igen hos Niels Lassen i T fR 1889.65 (»R etfæ rd igheden k ræ v e r L igevæ gt m ellem Sk y ld og Ansvar«) og 88. D e bek æ m p e s al le rede a f V. Bentzon i Vis m a jo r (1890) 26 ff. Senere d a n s k e Forff. søger a t give en p r a k t i s k B egrunde lse , se Hindenburg i T fR 1910.386 ff, Axel Møller S k ib ss a m m e n s tø d 18 ff, Ussing Sky ld og S k ad e §§ 3 og 4, (dertil) Vinding Kruse i T fR 1915.270 ff, N . Cohn i J T 1923.138 f, Krabbe K om - In e n ta r 120. Alle disse Forff. lægger s to r V æ gt p aa P ræ v e n t io n s h e n s y n e t . Nogen V æ gt d e rp a a lagde ogsaa , ialfald i senere Aar, Ju l. Lassen, se L assen I 267 og 283. K r i t is k s t a a r Illum i T fR 1935.56 ff, og en s t æ r k t a fv igende O p fa t te lse er f re m s a t a f N. H. Bache i T fR 1928.301 f jfr. 299 og a f K nud Christensen 16. nord iske J u r i s tm ø d e F o rh a n d l in g e rn e 90 ff og Bilag IV.

D e t f re m g a a r a f d e t nys an fø r te , a t jeg a n s e r d e t for g an s k e forfejlet, n a a r Lundstedt — f. Eks. N o rd isk a J u r i s t s t ä m m a n 1926.205 f — siger, a t J u r i s p ru d e n s e n ( h v o ru n d e r h a n a a b e n b a r t in d b e f a t t e r de t id l ig e re no rd iske F o rf a t t e r e i A lm inde l ighed) m ener , a t E r s t a tn in g s a n s v a r in d t ræ d e r , ford i d er e r h a n d le t i S t r id m ed fra S a m fu n d e t u d g a a e n d e retsl ige F o rb u d eller Befalinger, el ler a t E r s t a tn in g s a n s v a re t m o ra lsk re t fæ rd iggøres m ed , a t S k ad ev o ld e ren h a r h a n d le t p l ig ts t r id ig t , og der fo r h a r sin »indre R e tfærd ig- hedsgrund« i den an sv a r l ig es Skyld .

J e g ti l føjer , a t d e t e r mig u fa t te l ig t , hvor ledes Lundstedt kan fortolke m in egen O p fa t te l se som sk e t i h an s »Grundlinjer« S. 171 f, 175 ff. L u n d s t e d t h a r m is fo r s ta a e t m in M ening om R e ts t r id ig h ed s b eg reb e t , jfr. ndfr . § 12, og han lægger a l t fo r m ege t ind i min S æ tn in g i Sky ld og S k ad e S. 26, a t al S k a d e s e r s ta tn in g f inde r sin G ru n d i T ra n g e n til a t skaffe den skade l id en d e O p re tn in g . H e rm e d h a r jeg k u n v ille t u d ta le , a t T ra n g e n til O p re tn in g e r een a f G ru n d e n e til E r s t a tn in g og den eneste , som m a a a n ta g e s a t væ re til S tede ved al S k a d e s e rs ta tn in g , jfr. S. 27, hv o r d e t siges, a t O p re tn in g e r ø n sk v æ rd ig fra e t S a m fu n d s s y n s p u n k t , og a t d e t t e e r d e t n ø d v e n d ig e G r u n d lag for a l t , h v a d d e r h e d d e r S k ad es e rs ta tn in g .

Den U dta le lse fra Sky ld og S k ad e S. 22, som L u n d s t e d t k r i t ise re r , vil jeg ikke forsvare , m en den ko r r igeres a f a n d re U dta le lse r , se f. Eks. S. 28— 29. J e g e rk e n d e r im id le r t id , a t jeg d e n g an g — so m d e t jæ vnl ig e r sk e t ogsaa for a n d re — v a r lovlig »nærsynet« ved P røve lsen a f de reale H en sy n . I L u n d s t e d t s k ra f t ige A d v a rs le r im od fo rt r insv is a t fæste B l ik k e t p a a de enke l te K onf l ik ts t i l fæ lde — f. E ks . T fR 1923.72, 84 f — ser jeg en a f hans v irkelige F o r t je n e s te r , selv om T a n k e n ikke p r inc ip ie l t er ny. A t en Del a f mine a n d re U d ta le ls e r i »Skyld og Skade« kan kri tiseres, e r jeg ikke blind for. J e g sk y ld e r nav n l ig L u n d s te d t , a t jeg nu ser n oge t ande r ledes p a a B ety d n in g e n a f G enopre t te lsen .

Fr. Stang E r s t a tn in g s a n s v a r § 3 ser d e t som E rs ta tn in g s r e t t e n s O pgave a t f l y t t e S k a d e n for d erved a t berøve den d e t usikre M om en t. E r s t a tn in g s r e t t e n s H o v e d ø je m e d er for h a m a t b o r te l im ine re U beregne l igheden eller »at negere Tilfældet«. D e t e r nu i og for sig r ig tig t , a t E rs ta tn in g s re g le rn e s G ennem førelse forøger S ik k e rh ed en — ogsaa b o r tse t fra deres p ræ v e n t iv e V irk n in g — jfr. ovfr. u n d e r I I I . — Men S ta n g s B egrunde lse fo re k o m m e r

§ 2.IV. 17

mig a l t fo r sp inke l til a t bæ re E rs ta tn in g s re g le rn e , jfr. m in A nm elde lse i U -1920 B.226. Dens U t i l s t r æ k k e lighed t u r d e ogsaa f rem gaa af, a t m a n v ilde blive fø rt t i l a t opg ive C u lpabe tinge lsen , hvis E r s t a tn in g s r e t t e n b lev o p b y g g e t p a a S ta n g s B e t r a g tn in g . S t a n g se lv e r ikke hel t f rem m ed for d en n e Mulighed. P ræ v e n t io n s h e n s y n e t u n d e rs t reg es s t æ r k t a f D agfinn Dahl F o r hand l in g e rn e paa 16. no rd iske J u r i s tm ø d e 107 ff, legem sskade 123 ff.

Lundstedt t i l lægger o m v e n d t P ræ v e n t io n sh e n s y n e t o v e rd re v e n s to r Be- t v d n in g . H e r k a n henv ises til h a n s U d ta le ls e r i T fR 1923, især 102— 18, jfr. ogsaa 72 f, 83 f, 86 f, 96, 124 f, 127 f, i S v J T 1924.241 ff, N ord iska J u r i s t s t ä m m a n 1926.213 f, G ru n d l in je r 104;ff. Se herover fo r Sandström 16. n o rd isk e J u r i s t m ø d e Bilag II 20 ff.

F o r F in la n d kan henvises til Ekström P r i v a t r ä t t e n s allm. lä ror 837 f.T y s k L i t t e r a t u r in deho lde r m ege t l id t om P ro b le m e t , som d e t k o n s t a

teres a f Bienenfeld Die H a f tu n g e n o hne V erschu lde n 52 f. D er im od drøf tes S p ø rg s m a a le t om E rs ta tn in g s re g le rn e s legislat ive G ru n d e a f Demogue I I I S. 462 ff, d e r f re m h æ v e r P ræ v e n t io n sh e n s y n e t som væ sen t l ig t for C u lp a reg lens V e d k o m m e n d e .

V. V ed V u rd e r in g e n a f C ulpareg len h a r jeg fo rudsa t , a t den b e s ta a e n d e R e ts t i l s t a n d i H o v e d sa g e n s to d fast , og navn l ig , a t d e t civilre tl ige E rs t a t - n in g s in s t i tu t b e s ta a r ved S iden a f — og i d e t væ sen t l ige u a fh æ n g ig t a f — Stra ffe lovg ivn ingen . R e n t te o re t i sk k a n m a n im id le r t id ry d d e ogsaa disse F o ru d s æ tn in g e r a f V ejen og rejse S p ø rg s m a a le t om d en beds te f rem tid ige L o v o rd n in g a f d e t Felt , d e r n u d æ k k e s a f S t r a f og E r s ta tn in g . Med v o r n u v æ ren d e E rfa r in g t u r d e d e t im id le r t id v æ re u m u l ig t a t u d ta le en b lo t n ogen lunde s ik k e r D o m he rom . D erfor ska l der i d en n e S a m m e n h æ n g kun f rem sæ t te s e n k e l te B e t r a g tn in g e r til S u pp le r ing a f U dv ik l in g en ovfr.

N a a r Forebygge lsen b e t r a g te s som Culpareg lens v ig t ig s te V irkn ing , b l iver d e t e t H o v e d s p ø rg s m a a l for F re m t id e n s L ovgivn ingspo l i t ik , om Culpareg len e r e t h ens ig tsm æ ss ig t F orebygge lsesm idde l . D e t er u den Tviv l e t v i rk so m t F o rebygge lsesm idde l a t k n y t t e visse uhehagelige V irk n in g e r til de H an d l in g e r , som m a n ø n sk e r a t fo rh indre , fordi de k a n m edfø re S kade, ja i m an g e T ilfæ lde er d e t t e d e t enes te Middel, d e r sa m fu n d s p o l i t i s k k an k o m m e i B e tra g tn in g . Men d e rm e d e r selvfølgel ig ikke g ivet , a t den u b e hagelige V irkn ing ska l b es taa i E r s t a tn in g s a n s v a r i t r a d i t io n e l F o rs ta n d .

A t den s k a d e l id e n d e f a a r R e t t i l en Y delse i A n ledn ing a f T a b e t , h a r dog i p ræ v e n t iv H en seen d e den Fordel , a t h an b l iver in te resse re t i a t sæ t te R e ts m a sk in e r ie t i F u n k t io n . D e t b e v i rk e r derfor , a t R e ts m a s k in e r ie t bl iver m ere e f fek tiv t . Til Forebyggelse a f H an d l in g e r , d e r ud sp r in g e r a f Ø nske t om a t berige sig p a a a n d re s B e kos tn ing , er d e t ogsaa h ens ig tsm æ ss ig t a t have Regle r om , a t S kad ev o ld e ren i d e t m in d s te ska l lægge hele Berigelsen fra sig — til S k ad e l id en d e eller til S a m fu n d e t . — Og over fo r H a n d l in g e r , de r u d sp r in g e r a f L y s t til a t sk a d e a n d re ø konom isk , h a r de t uden T v iv l en b e tydelig fo rebyggende V irkn ing , a t de r g ennem føres E r s t a tn in g s a n s v a r .

P a a den a n d e n Side e r d e t k la r t , a t Ø nske t om G eno p re t te lse a f ske t


18

S k a d e kan fy ldes tgøres ogsaa p aa a n d re M a a d e r end ved Regle r om E r s ta tn in g s a n s v a r , f. Eks. ved F ors ik r ing eller ved , a t T a b e n e d æ k k e s a f S a m fu n d e t . E f t e r h a a n d e n som d e t b l ive r m ere og m ere a lm inde l ig t , a t T a b g e n o p re t te s p a a disse M aader , e r d e t de r fo r r e t n a tu r l ig t , a t E r s t a t n in g s reglernes V æ rd i d rages i T v iv l , j fr. ndfr . § 2 2 . I I I .

§ 3.

Foreløbige Bemærkninger om, hvad der forstaas ved Culpa, og om Retstridighedslæren.

I. Den grundlæggende Ansvarsbetingelse efter Culpareglen er, a t Skaden er forvoldt ved Culpa. I den videnskabelige L itteratur omskrives denne Betingelse gerne med den Vending, a t Skaden skal være forvoldt »retstridigt og med Forsæt eller Uagtsomhed«, og Culpa bestemmes derfor som et retsindigt, forsætligt eller uagtsomt Forhold eller et tilregneligt retstridigt Forhold.

L ig n e n d e U d t r y k e r a n v e n d t i n y e re K o d if ik a t io n e r , se B G B § 823.1° og O R § 41. D enne sids te fo rm ule re r C u lpareg len sa a ledes : W e r e inem ä n d e rn w id er rech t l ich Sch ad en zufüg t , sei es m it A bs ich t , sei es aus F ah r lä ss ig k e i t , w ird ih m z u m E rs ä tz e v e rp f l i c h te t .

Culpa opløses herved i to forskellige Bestanddele, men denne Sondring gennemføres ingenlunde altid paa samme Maade.

De fleste nyere danske Forfattere anvender Ordet »retstridig« som Navn for de objektive Elementer i Begrebet Culpa, medens »tilregnelig« anvendes om de subjektive. Andre anvender »retstridig« saaledes, at Begrebet ikke er rent objektivt, idet der ved Handlingens Bedømmelse kun skal tages Hensyn til de Omstændigheder, der kunde iagttages af en Mand i den handlendes Situation. Denne Forskel maa erindres ved Læsningen af Litteraturen.

I det følgende skal der gives nogle kortfattede Oplysninger om Udviklingen af den nyere nordiske Lære om Retstridighed.

II. Retstridighedslærens Udvikling.A . S. Ørsted u d so n d re d e alle rede R e ts t r id ig h ed s b e t in g e lsen fra de s u b je k

t ive A nsvarsbe t inge lse r . H a n s U ndersøge lse r herom f indes i N y t ju r id isk A rk iv X X (1818) 123 ff og i H d b g V 4 ff. — D e t s ids te S ted e r o p t r y k t i P riv . Skr. I 356 ff. —

§3.11. 19

Ø rsted fa s ts laa r over fo r Hurtigkarl, a t » H and l ingen skal væ re o b j e k t iv t retstridig«. »Det v i lde væ re en a a b e n b a r Modsigelse , a t M an s k u ld e væ re b e re t t ig e t til en H an d l in g , og dog sv a re til den S kade , som d e n n e lovlige H and l ing , u d ø v e t a ldeles inden R e t t ig h e d e n s lovlige G ræ ndser , f o raa rs ag e r en A nden (qui ju re suo u titur in juriam non committit).« — A t d e n n e B egrunde lse ikke ho lder S tik , vil f rem g aa a f d e t følgende, n avn l ig §§ 16— 17. — Som Personer , h v e m d e r he re f te r ikke k a n v æ re Ta le om a t p aa læ gge E r s ta tn in g s a n sv a r , n æ v n e r Ø rs ted eksem pelv is »Den, d e r ved sin V indskibelig- hed og D y g t ig h ed g jorde en A n d e n A fb ræ k i h a n s N æring , e ller D en , d e r ved a t udsige S a n d h e d eller u d ø v e sin lovlige T v a n g s re t , t i l fø jede en A nden e t Onde«.

D er v a r im id le r t id en vis U k la rh e d i Ø rs teds Frem st i l l ing , fordi Ø rs ted ikke n æ rm e re an a ly se re d e R e ts t r id ig h ed sb e t in g e lsen . De E k sem p le r , han n æ v n te , v a r ialfald fo rt r insv is T ilfælde, h v o r ikke en g an g forsætlig Skade- forvoldelse k u n d e p a a d ra g e A n sv a r . V ed H a n d l in g e r , d e r fo re tages u den S kadefo rsæ t , ind lagde Ø rs ted d e n fo rnødne B e græ nsn ing a f A n s v a re t i K ra v e t om U ag tso m h e d . H ero m udv ik lede Ø rsted , a t m a n ikke kan k ræ ve den hø jes te A g tp a a g iv e n h e d , m en k u n »den O p m æ rk so m h e d , som en fors ta n d ig M and vilde med H en s y n til G e n s ta n d e n s B eskaffenhed h a v e a n v e n d t p a a sa m m e , hvis H a n d l in g e n b lo t a ng ik h a m selv«. »Graden a f den A g tp a a g iv e n h e d , d e r bø r vises, m a a beroe p a a h vad d e r med H e n s y n til d e t borgerl ige Sam livs T a rv bill igen k an fordres«. D e t te S t a n d p u n k t g iver ogsaa i H o v ed sag en p r a k t i s k t i l fredss t i l lende R e su l ta te r .

F. C. Bornemann (Sam lede S k r i f te r I 173 ff) u d d y b e d e Fo rs taae lsen a f U ag tso m h ed sb e t in g e lsen . U a g ts o m h e d foreligger e f te r hans Lære, n a a r H a n d l in g e n b u rd e v æ re u n d la d t paa G ru n d a f den med sa m m e fo rb u n d n e Fare . U a g ts o m h e d fo ru d s æ t te r derfor , a t H a n d l in g e n s Fore tagelse m edfø r te Fare for a n d re , d . v . s. Muligheden a f en S k a d e ; men H a n d l in g en kan væ re saa »vigtig«, a t en f jern F a re ikke fo rp l ig ter til a t u n d la d e den. B o rn e m a n n s B e m æ rk n in g e r om R e ts t r id ig h ed sb e t in g e lsen er til Gengæld m ege t k n a p p e og u fy ldes tgø rende . H a n k ræ ver , a t den lidte Skade e r re ts t r id ig — ikke, a t Handlingen v a r d e t — og s i t K r a v belyser han k u n ved a t n æ v n e e t P a r E k se m p le r (M ag tan v en d e lse ved N ø dvæ rge eller ved E k sek v er in g a f Dom, Skad e l id en d es S a m ty k k e ) .

F. T. J . Gram søger a t forene Ø rs ted og B o rn e m a n n og opst i l le r ( F o r m u e re t I I .2 § 263 Nr. 3) den Sæ tn ing , a t »Skadetilføjelsen maa-være retstridig«. Til B e lysn ing h e ra f an fø re r h an l ignende E k se m p le r som Ø rs ted , næ vner , a t de f leste U nd lade lse r ikke e r r e ts t r id ige og t i lføjer, a t d e r k u n d a »kan væ re Ta le om Skadet i l fø je lsens R e ts t r id ig h ed , n a a r K ausa lfo rb inde lse n m ellem S k ad en og p aag jæ ld e n d e P e rsons Fo rho ld i og for sig eller i A lm in d e lighed t a g e t e r forudseelig«. D enne sids te T a n k e forfølger han dog ikke.

En væsentlig ny Lære blev i den sidste Trediedel af det 19. Aarh. fremsat af Carl Goos, og om trent samtidig og uafhængig af ham hævdede Bernhard Getz i Norge en lignende Opfattelse.

20 §3.11.

G oos’s Lære e r næ rm e re udv ik le t dels i Den d an s k e S tra ffe re ts a im . Del §§ 7— 13, dels i D en alm indelige R e ts læ re I 191 f, 327 ff.

Goos opstillede ligesom Ørsted Handlingens objektive Retstridighed som Ansvarsbetingelse. Men han paaviste, at denne Betingelse havde en langt større Betydning, end man hidtil havde antaget, og navnlig, at en konsekvent udformet Retstridighedsbetingelse indeholdt en væsentlig Del af de Begrænsninger, tidligere Forfattere havde indlagt i Betingelsen Uagtsomhed.

Goos opstillede den Sætning, a t al »Retshaandhævelse« forudsætter et objektivt Retsbrud, hvorved han forstod en Forstyrrelse i et rets- beskyttet Gode, som i retlig Forstand maa siges at være bevirket ved en Persons retstridige Handling. Den retstridige Handling opfattede han som den Handling, der overskrider de af Retsordenen dragne Grænser for Handlefriheden, og han søgte nærmere a t bestemme, hvorledes Grænserne m aatte drages. En Handling er ikke retstridig, blot fordi den viser sig a t medføre et Indgreb i et rets- beskyttet Gode; men det maa kræves, at den overskrider de for Godets Skyld dragne Grænser for Handlefriheden. Om Handlingen er retstridig, maa derfor bero paa selve Handlingens Egenskaber og kan ikke afhænge af, hvilke Følger den i det enkelte Tilfælde viser sig at faa. Den blotte Omstændighed, a t Handlingen udsætter et Retsgode for Fare, er langtfra i alle Tilfælde tilstrækkelig til at gøre Handlingen retstridig. I mange Tilfælde beror Handlefrihedens Grænser paa »en Afvejelse af Retssikkerhedens Krav paa den ene Side, den af Livet krævede Handlefrihed paa den anden Side, en Afvejelse, hvis Udslag ikke beror paa logiske Bestemmelser« (Strafferet Alm. Del S. 79).

Ved den nærmere Udformning heraf undersøger Goos først de »almindelige i Forholdets N atur hjemlede Grundsætninger« (anf.V. § 9). Han udvikler, at Afgrænsningen maa foretages paa forskellige Maader (S. 158 ff), men gaar kun nærmere ind paa Spørgsmaalet om Afgrænsningen a f Handlefriheden overfor de selvstændige, udvortes Retsgoders Integritet (S. 161). Herom opstiller han først nogle særlige Regler, bl. a., at Handlingen ikke er retstridig, naar den kun har Evne til at foraarsage Skade ved Tilstød af fremtidige uberegnelige Begivenheder. Inden for de ved disse særlige Regler dragne Grænser, maa det (se S. 190 ff) komme an paa »en Afvejelse af de to modstaaende Hensyns fornuftige Krav, paa den ene Side Fordringen paa

§ 3.II. 21

en saadan Handlefrihed, som er fornøden for Opnaaelsen af Livsvirksomhedens berettigede Formaal, paa den anden Side en saadan Betryggelse for Rettighederne, som er Betingelsen for en virkelig Retssikkerhed. Den uendelige vekslende Mangfoldighed, som fremtræder i først nævnte Henseende, medfører uundgaaelig, a t Udslaget af denne Afvejelse maa blive højst forskjelligt og at det vilde være et frugtesløst Forsøg, i én eller flere Sætninger, hvis Anvendelse blot skulde bero paa en logisk Subsumtion, at angive Grænselinjen. For enkelte bestemte Grupper af Livsforhold er det vel naturligt, a t der efter Haanden under Erfaringens Indflydelse afsætter sig fastere Regler, som i ringere Grad blive paavirkede af ethvert individuelt Tilfældes konkrete Beskaffenhed; men til Gjengæld bringer Livsudviklingen idelig nye Forhold frem, som paa ny rejse Spørgsmaalet, og de paa den en Gang vundne Erfaring og Kundskab byggede Regler skifte jævnlig under Indflydelse af fremskridende Indsigt og rigere Erfaring, jfr. f. Eks. Lægevidenskaben. Hvad der under denne i Forholdets N atur grundede Umulighed af faste, intet Skjøn forudsættende Mærker, maa være Ledetraaden, kan efter Retslivets Krav paa en objektiv, almén tilgængelig, for alle lige Norm ikke være tvivlsomt. Det er det, som efter en almindelig-Dom hos den større eller mindre Kreds, der efter det paagjældende Livsforholds Beskaffenhed kan komme i Betragtning, er en fornuftig og berettiget Handlemaade under den objektivt foreliggende Situation, som maa bestemme Afgjørelsen. Det er den »Livets Regel« (Bar), som her maa følges. Den handler retmæssig, som har denne Dom for sig. Han har handlet, for a t bruge Romerrettens Udtryk, som en bonus pater familias. Hans Handlemaade er objektivt forsvarlig. Gaar Dommen derimod imod ham, har han handlet uforsvarlig; der foreligger Culpa i objektiv Forstand.

D en O pgave, som i f o rek o m m en d e T ilfæ lde m aa løses i H e n h o ld til d e t a n g iv n e K r i t e r iu m , e r fø rs t den , om H a n d l in g en over H o v e d e t k an væ re b e re t t ig e t lige ov e r for R e t t ig h e d e rn e s U kræ n k e l ig h ed , d e rn æ s t n a a r d e t t e m a a besvares b ek ræ f ten d e , om Be tinge lse rne for dens Lovlighed.

I førs t n æ v n te H enseende m edfø re r L iv sv i rk so m h ed en s uendelige F o r g ren ing og H an d l in g e rn es h ø js t forskjel lige B e ty d n in g og In te res se for L ivs fo rm aalene e t idelig veks lende U ds lag a f Afvejelsen, b evæ gende sig fra d e t ene Y d e r p u n k t , a t H a n d l in g en e r u re tm æ ss ig , n a a r den b lo t m edfø rer iiogen, om end f jærn og l idet s a ndsyn l ig — k u n inden for de u d v ik led e G ræ nser liggende — Fare for F o rs ty rre lse i en a n d e n s Retsgode, til d e t a n d e t Y d e r p u n k t , a t H a n d l in g en e r re tm æssig , sk jø n t den u u n d g aae l ig m a a h a v e

22 § 3.II.

en s a a d a n F o rs ty rre lse til Følge. Ved h in t Y d e r p u n k t s t a a de H and l inger , hv i lke e f te r den a lm inde l ige D om ikke ere til nogen N y t te . D eref te r k o m m e r R æ k k e n a f de i og for sig n y t t ig e H an d l in g e r . D e t s ti l ler sig idelig saa ved disse, a t de m aa væ re lovlige, u a g te t de m edføre en Fare , d e r l igger u den fo r de t , hvo r t i l d e r i R e ts l ive t tag es H en sy n . T h i farlige i d en n e F o rs ta n d ere m an g e a f L ive ts dag l igdags Sysler og m an g en E rh v e rv s V irksom hed , som dog L iv e t ikke kan u n d v æ re . B e døm m elsen in concre to r e t t e r sig p a a den ene Side e f te r H a n d l in g e n s s tø r re eller m indre N y t t e (»Vigtighed«), paa den a n d e n Side e f te r S k ad en s s tø r re el ler m in d re S a ndsyn l ighed . I s a m m e G rad , som N y t t e n stiger , st ige F o rd r in g e rn e til den S andsyn l ighed for S kade, so m m a a til f o r a t paalæ gge P l ig ten a t u n d la d e H and l in g en . Ig jen n em denne S k a la n aas d e r endelig til d e t P u n k t , hv o r H a n d l in g e n m a a erk læ res for b e r e t t ig e t , u a g te t S k a d e n e r u undgaae l ig , fordi d en n e S k ad e ikke kan k o m m e i B e t r a g tn in g imod a n d re O nder , som H a n d l in g en er egne t til a t a fværge. D e rp a a b e ro r f. Eks. den Berett igelse , d e r kan væ re for Lægen t il a t a m p u te r e e t L em for a t frelse en sa a re ts Liv, eller d en R e t, en Sk ibsføre r kan h a v e til a t s æ t t e e t Skib p a a L a n d for a t u n d g aa , a t de t forliser m ed Mand og Mus, o. s. fr.

I de Tilfælde, hv o r H a n d l in g en over H o v e d e t er lovlig t r o d s U ds ig ten til, j a ef te r O m stæ n d ig h e d e rn e V isheden om S kade , vil im id le r t id Be tingelsen a l t id være, a t d e r ved i V æ rk Sæ tte isen hand le s forsvarl ig og i A gt tag es s a a d a n n e Fors ig t igheds Regler, som m a a kræ ves a f en fo rnuf t ig og k y n d ig M and . D e t te e r d a i disse Tilfælde d e t a n d e t S pørgsm aa l , som m a a besvares fra de t a n g iv n e S y n s p u n k t i H e n h o ld til, h v a d E rfa r in g e n s a lm inde l ig er- k j e n d te Lfere eller den sæ regne K u n s ts g o d k je n d te Regler tilsige«.

D ere f te r gør Goos Rede for »Lovgivn ing og Re tsanvende lse« (§ 11) og fa s ts laa r , a t den m ed F o rh o ld e ts N a t u r s t e m m e n d e Løsn ing m a a anses for gæ ld en d e R e t u den fo r »de e n k e l te Forhold«, for hvilke L ovg ivn ingen »fasts æ t t e r mere præcise Regler« (S. 226).

D e t te e r ikke r ig t ig t o p fa t t e t a f Augdahl. Allerede Goos s t a a r derfo r k la r t p a a d e t S ta n d p u n k t , som A ug d ah l ( R e t og R e tsk ræ n k e lse S. 11 f) m ener , fø rs t senere F o r fa t te re , u n d e r U k la rh ed , bevæ ger sig hen im od.

Goos’s Retstridighedslære søger først og fremmest at give en rigtigere Bestemmelse af Ansvarsgrundlaget ved Straf og Erstatning. For den ældre Lære var den subjektive Betingelse, at Retsbrudet var tilregneligt, langt den vigtigste Ansvarsbetingelse. Goos hævder heroverfor, at man ikke naar en tilfredsstillende Begrænsning af Ansvaret ad subjektiv Vej. De ældre Forfattere naar kun taalelige Resultater ved at indlægge visse objektive Krav i Uagtsomheds- betingelsen. Dernæst fremhæver Goos, at den af hám forsvarede objektive Afgrænsning af Handlefriheden endnu klarere er nødvendig ved Retshaandhævelse, der ikke forudsætter subjektive Betingelser, f. Eks. ved Nødværge.

§3.11. 23

Den af Getz opstillede Lære er saa nær beslægtet med Goos’s, at den ikke kan omtales særskilt her. Kun skal det nævnes, at Getz jævnlig benytter Betegnelsen »forbudt« i Stedet for retstridig. En Række senere Forfattere har fortsat i samme Spor, og flere definerer den retstridige Handling, som den Handling, der er forbudt a f Retsordenen.

S aa ledes Vinding Kruse i T fR 1925.273 ff, Knoph H en s ik ten s b e ty d n in g 17, Stang E r s t a tn in g s a n s v a r 101 f, sml. ogsaa Torp S t r R 250 f.

Imod at anvende dette Udtryk kan der dog rejses en væsentlig Indvending. »Forbudt« kan nemlig let bibringe den Opfattelse, at den, der bruger Ordet, gaar ud fra Læren om, at Retsreglerne er ßefalinger, en Lære som efter min Mening klart er uholdbar.

Da Goos fo rk as ted e B efa lings teorien , se h an s Alm. Re ts læ re I 91 ff, v a r d e t an tag e l ig med v e lb e ra a d H u han u n d g ik den o m ta l t e D ef in i t ion . Det v a r ia lfald for a t holde mig fri a f B efa lings teorien , a t jeg se lv i »Skyld og Skade« § 1 u nd lod a t d e f inere r e t s t r id ig som fo rb u d t .

A t d e r dog ligger noget reelt til G ru n d for den o m ta l te D ef in i t ion , berø re s i d e t følgende.

Den af Goos og Getz opstillede Lære vandt hurtigt Herredømmet i Danmark og Norge. Den blev f. Eks. optaget af Jul. Lassen og Carl Torp, der kun paa mindre væsentlige Punkter gjorde Æ ndringer i den. De Grundsætninger, som Goos havde udviklet særlig om Inte- gritetskrænkelser, blev endda af flere Forfattere opstillet som almindelige Grundsætninger. Dette var betænkeligt, da det skete uden en tilstrækkelig bred Undersøgelse af de reale Forhold, som Grundsætningefne skulde anvendes paa.

III. I den sidste Snes Aar er den nordiske Retstridighedslære blevet angrebet fra flere Sider, og enkelte Forff. har helt forkastet den, saaledes navnlig Lundstedt. Dette vil blive om talt nærmere ndfr. i § 12. Uden Hensyn til, hvad den endelige Dom om den nordiske Retstridighedslære bliver, maa det imidlertid hævdes, at Goos’s Lære betegnede et stort Fremskridt.

F o r d e t fprs te fasts log Goos k la r t , a t A n s v a r n o rm a l t v a r b e t in g e t af, a t selve Handlingen — b e d ø m t i H a n d l in g s ø je b l ik k e t — afveg fra en vis N orm . D e t te v a r ikke f re m h æ v e t k la r t hos lians n æ rm e s te Forgæ ngere .

Fo r d e t a n d e t v a r Goos m ere k o n s e k v e n t end Forgæ ngerne , d e ru n d e r Ø rs ted . N a a r m a n o v e rh o v e d e t u d so n d re r de t o b je k t iv e E le m e n t i A n s v a rs g ru n d la g e t u n d e r B enæ vnelsen o b je k t iv R e ts t r id ig h ed , m a a m a n konse

24 §3.111:

k v e n t m ed Goos an e rk e n d e , a t m a n h e ru n d e r m a a henføre en s to r Del a f de t , som tid l igere sk i ld redes som s u b je k t iv e Betingelser . Ved Goos’s »Ompostering« b lev B e g reb e t C ulpa ogsaa l a n g t k la re re og fastere , ide t Culpa i H o v e d s a g e n k a n k a ra k te r is e re s som kendelig R e ts t r id ig h ed .

Om N ø d v e n d ig h e d e n a f en a lm inde l ig o b je k t iv A nsvarsg ræ nse se ogsaa Skeie S t ra f fe re t I § 18.

Ved U d fo rm n in g en a f R e ts t r id ighedsbe t inge lsen o p tog Goos dernæ st , og v ide re fø r te , B o rn e m a n n s T a n k e r om, a t H a n d l in g en ikke p a a d ra g e r A n sv a r , b lo t fordi den f re m k a ld e r Fare , m en a t H a n d l in g e n s »Vigtighed« k an føre til a t se b o r t fra dens Far l ighed . E nde l ig p a av is te Goos, a t R e t- s t r id ighed , f o rs ta a e t i O verenss tem m else m ed hans Lære, er en i H ovedsagen fælles Be tingelse for al »R e tshaandhæ velse« .

Den følgende Fremstilling, navnlig § 4, vil yderligere vise, at Goos’s Lære for en stor Del har Værdi den Dag i Dag. Alligevel vil den ikke uden videre blive lagt til Grund for Fremstillingen. Den hviler for det første paa abstrakte Spekulationer, hvorfra visse Principer deduceres, jfr. ogsaa Ross Virkelighed og Gyldighed S. 350 ff. Udfra de metodiske Synspunkter, som jeg har slu ttet mig til, kan en almindelig Retstridighedslære i en Fremstilling af »gældende Ret« imidlertid kun være berettiget,-naar den er en nyttig Sammenfatning af Retsreglerne om Straf, Erstatning etc. Men en saadan Sammenfatning kan vanskelig finde Plads i Erstatningsretten — og kan det navnlig ikke efter de talrige Angreb paa den nordiske Retstridighedslære i de sidste Aartier. — Jeg foretrækker derfor at give en Fremstilling, der begrænser sig til Erstatningsretten, og at søge den opbygget fra Grunden af.

Ogsaa Ju l. Lassen t o g opr inde l ig e t d e d u k t iv t U d g a n g s p u n k t , som de t e n d n u f re m g a a r a f U d v ik l ingen i L assen I S. 240 f. H a n fa s ts laa r først, a t E rs ta tn in g s a n s v a re t e r b e t in g e t a f en H an d l in g , d e r er s u b j e k t iv t dade lv æ rd ig , og fo r t s æ t te r s a a : »Nu k a n en Skade t i l fø je lse ikke i ju r id isk F o r s t a n d betegnes som dade lv æ rd ig , m e d m in d re den s t r id e r m od en R e t, h v o r im od den m ege t vel k a n væ re re tss t r id ig (util ladelig , o b j e k t iv t misbilliget) uden a t væ re d ade lvæ rd ig , id e t f. Eks. den h a n d len d e i H a n d l in g e n s Øjeblik b e fa n d t sig i en un d sk y ld e l ig Vildfarelse om dens sk a d e b r in g e n d e E g e n skaber.«

D e t te U d g a n g s p u n k t forlod L assen im id lert id senere, som d e t nav n l ig f rem g aa r a f A fhan d l in g en »Nogle B e m æ rk n in g e r om D e f in i t ione r i R e ts - l i tera turen«, d e r bl. a. e r t r y k t i U 1923 B.310 ff, se nav n l ig 314— 316.

Bag Forfatternes Udtalelser om, a t den retstridige (eller culpøse) Handling er »dadelværdig« eller »forbudt«, ligger der imidlertid en vigtig Realitet. Gennemførelsen af Culpareglen i det praktiske Rets

§ 3 .111. 25

liv virker psykologisk paa almindelige Mennesker som et Forbud mod a t foretage culpøse Handlinger. Som om talt ovfr. i § 2 .II skabes der en almindelig Indstilling i Samfundet og en Følelse af Pligt til at undlade Handlinger, der kan paadrage (Straf eller) Erstatning efter Culpareglen. Det karakteristiske ved Culpareglen turde netop være, at den formaar a t frembringe denne Følelse af, at de paagældende Handlinger ikke blot modvirkes ved Risikoen for Erstatningsansvar, men ogsaa fordømmes som forkastelige eller utilladelige. Derfor falder det saa naturligt at karakterisere den culpøse Handling som forbudt.

D enne sids te Iag t tage lse sk y ld e r jeg nav n l ig A lf Ross V irkelighed og G y ld ighed i R e ts læ ren S. 376 f. U dfra sin O p fa t te lse y t r e r Ross en vis S y m p a t i for den ovfr. o m ta l t e D ef in i t ion a f »retstridig« som »forbudt« — fo ru d s a t a t m an u d e la d e r Fores t i l l ingen om R e t te n som b e s ta a e n d e a f B e falinger. — I s i t V æ rks K ap . X I I I g iver Ross iøv r ig t en i f lere H e n s e e n d e r in te re s s a n t B e h an d l in g a f R e ts t r id ig h ed s læ ren , se der t i l min A nm elde lse i U 1934 B.297 ff.

Det nysfremhævede adskiller Culpareglen fra Reglerne om Erstatning uden Culpa. Disse Regler kan efter Omstændighederne bevirke, a t visse Handlinger »bremses« ved Risikoen for E rsta tningsansvar, uden a t Handlingen betragtes som utilladelig. Forholdet er i saa Fald et lignende som, hvor en høj Told forhindrer Import.

IV. Ved Redegørelsen for, hvad der ligger i Kravet om Culpa, vil jeg — for saavidt mulig at undgaa Fejlkilder — helt undlade at bygge paa en almindelig Retstridighedslære. I og for sig kan Erstat- ningsbetingelserne fremstilles tilfredsstillende uden at gøre Brug af Retstridighedsbegrebet.

D e t te h a r jeg ialfald u n d g a a e t i m ine F o re læ sn inger i adskill ige Aar . Den sa m m e O p fa t te lse er g jo r t g æ ldende a f Ross V irke l ighed og G y ld ighed 353.

A llerede a f r e n t f rem s t i l l ings tekn iske G ru n d e e r d e t im id le r t id h e n s ig ts m æssig t a t de le U ndersøge lsen i f lere S ty k k e r . D e t an b e fa le r sig for d e t første a t u d so n d re de særl ige ind iv iduel le ( sub jek t ive) G ru n d e , d e r k a n u d e lu k k e A n s v a r (ndfr . § 11). Ved B e h an d l in g e n a f visse S p ø rg sm aa l e r d e t n a tu r l ig t a t so n d re m ellem posit ive H a n d l in g e r og U n d lad e lse r (se § 7) og m ellem forske llige G ru p p e r a f H a n d l in g e r (§§ 4— 6). A ndre S pørgsm aa l k a n d e r im o d behan d le s u d e n s a a d a n n e S ondringe r . D e t te gæ lder en R æ k k e sæ regne O m s tæ n d ig h ed e r , d e r u d e lu k k e r A n s v a r (ndfr . § 8) s a m t de særl ige S p ø rg s m a a l ,

26 S3.IV.

d er o p s ta a r , h v o r S k a d ev o ld e ren h a r h a n d le t med H en s ig t til a t vo lde S kade e ller h a r h a f t særl ige E v n e r ud ov e r d e t n o rm a le (ndfr . §§ 9 og 10). Fore løbig m a a vi tæ n k e os s t i l le t o v e r fo r en n o rm a l Skad ev o ld e r . De o m ta l t e særl ige S p ø rg sm aa l o p s t a a r o v e rh o v e d e t ikke i d e t s to re F le r ta l a f E r s t a tn in g s sager.

F ø rs t u n de rsøges d a den a lm inde l ige A nsv a rsb e t in g e lse ved posi t ive H an d l in g e r , og h e rv ed sondres d e r m ellem I n te g r i t e t s k ræ n k e lse r (§ 4) og a n d r e sk a d e g ø re n d e H a n d l in g e r (§§ 5 og 6).

§ 4 .

Den almindelige Grænse for Handlefriheden ved Integritetskrænkelser.

1. Fra gammel Tid har Krænkelser af det menneskelige Legemes og Tingenes Integritet affødt Erstatningskrav. Erstatningsansvaret giver her et meget vidtrækkende Værn ialfald imod Skadeforvoldelse ved fysiske Midler.

Naar disse Tilfælde — der kort kaldes Integritetskrænkelser — behandles først, er det netop, fordi det for vor Tids Opfattelse staar som en Selvfølge, at der maa ydes Integriteten et saadant vidtrækkende Værn, og at det navnlig ogsaa maa ydes ved Gennemførelsen af Culpareglen som Hovedgrundsætning. — Integritetskrænkelserne har ligefra Romerrettens Dage været Culpareglens Hovedfelt. — Naar man bygger paa denne Opfattelse, forenkles Problemet. Opgaven begrænses til at fastslaa nærmere, hvor Grænsen skal drages mellem de Handlinger, der medfører Ansvar som culpøse, og andre Handlinger.

A. Naar man skal fastlægge Ansvarsgrænsen ved Integritetskrænkelser, maa man først og fremmest undersøge, hvorvidt Lovgivningen giver Bidrag dertil. Imidlertid kan der af Lovgivningens Erstatningsregler ikke udledes meget om Ansvarsgrænsen. De fleste Lovbud siger ganske kort, at Ansvar indtræder ved al Uagtsomhed, Forsømmelighed el. lign. Men Spørgsmaalet er jo netop, hvad der nærmere ligger i disse Udtryk. Større Vejledning kan man heller ikke finde i de almindelige Straffebestemmelser for Integritetskrænkelser. Derimod kan en vis Hjælp til Afgrænsningen findes i mere

§ 4.I.A. 27

specielle Lovbestemmelser, der foreskriver Straf for nærmere beskrevne Handlinger.

Særlig Interesse har her de saakaldte præventive Love, der sætter S traf for bestemte Handlinger, som regelmæssig er farlige, saaledes at S traf paalægges uden Hensyn til, om Handlingen i det givne Tilfælde medførte nogen Fare. Naar disse Lovbestemmelser ikke tillige hjemler Erstatningsansvar — hvad de i Almindelighed ikke gør — , kan det imidlertid ikke antages, a t alle Handlinger, der.kan straffes efter dem, ogsaa medfører Erstatningsansvar, naar de volder Skade. Der kan ialfald ikke- sluttes fra S traf til Erstatning, hvor Loven kræver visse formelle Forskrifter iagttaget og dens Regel derfor er af en saadan Art, at den ikke kunde tænkes gennemført uden positiv Lovhjemmel. Som Eksempel kan nævnes særlige formelle Regler om Gifthandel og Bestemmelser, der kræver en formel Legitimation for en vis Færdighed (»Førerbevis« ved Befordringsmidler).

Hvor Lovreglen derimod i Hovedsagen maa betragtes som en Fiksering af, hvad der er en forsvarlig Fremgangsmaade, og derfor i det væsentlige stemmer med, hvad der er eller kunde ventes at blive Sædvane uden Lovens Hjælp, maa det normalt antages, a t de Handlinger, der kan straffes efter Lovreglen, ogsaa er egnet t il at paadrage Erstatningsansvar. Som Eksempler paa Regler af denne Art kan nævnes en stor Del af Bestemmelserne i Færdselsi. 129 14 April 1932 og talrige Bestemmelser i Motorl. Men hvis der i et givet Tilfælde foreligger saadanne særlige Omstændigheder, at den Fare, der har motiveret Reglen, klart ikke-er til Stede, kan Handlingens Strafbarhed dog ikke tvinge til a t paalægge Erstatningsansvar: Mange Regler af denne Slags er ikke tilstrækkelig elastiske.'

Til B e lysn ing a f d e t s ids te k a n henvises til U 1920.392* H jfr. 1919.761 (her forelaa dog K o n t r a k t s fo rh o ld m ellem P a r te rn e ) , 1927.715*.

O m v e n d t k a n m an ikke u den v idere s lu t te , a t A n s v a r e r u d e lu k k e t , fordi S k a d ev o ld e ren paa e t O m ra a d e , h v o r d e r f indes p ræ v e n t iv e L ovregler, h a r i a g t t a g e t disse.

Se som E k sem p e l U 1920.650* , 1925.126, 1927.381. E f t e r O m s tæ n d ig h ed e rn e vil d e t dog k u n n e føre t i l Frif indelse , a t ingen p ræ v e n t iv e Regle r er o v e r t r a a d t , se U 1931.165 og 528 H, sml. Becker Olsen i U 1933 B.85.

Det kan fremdeles tænkes, at Lovgivningen om visse Handlinger indeholder saadanne Regler, a t der ikke kanyæreTale om over en Bank a t belægge alle de Handlinger af den paagældende Art, som medfører Skade, med Erstatningsansvar efter Culpareglen uden Hensyn til de

28 § 4 .1.A.

konkrete Omstændigheder. — Som Eksempler kan nævnes Lovreglerne om Søfart, Stærkstrømsanlæg og Motorkøretøjer. — Det vilde jo føles som et Forbud mod saadanne Handlinger. Paa alle saadanne Omraader begrænses Opgaven til en Prøvelse a f, om den enkelte Handling er forsvarlig under de konkrete Omstændigheder, hvilket i Almindelighed vil bero paa, om den er udført med Iagttagelse af sædvanlige Forsigtighedsforanstaltninger, jfr. ndfr. under B.

B. Hvor Lovgivning eller Retspraksis ikke giver fornødent Grundlag for Afgrænsningen, maa Grænsen drages efter »Forholdets Natur«, d. v. s. ved en samfundspolitisk Bedømmelse, bygget paa tilgængelig Erfaring. Da normale Mennesker er indstillet paa, at de »bør« tage Hensyn til andres Integritet, kan Reglen i den almindelige Indstillings Tankegang udtrykkes saaledes: Afgørende for Ansvarsgrænsen er i Almindelighed, om Handlingen efter den paa Livets Erfaringer hyggede almindelige fornuftige Dom er forsvarlig. Ved Bedømmelsen maa der — idet det foreløbig forudsættes, a t den handlende er en med normale Evner udrustet fornuftig Person — regnes med Forholdene, saaledes som de frem- traadte for den handlende. Man maa altsaa se bort fra Omstændigheder, der var ukendelige for en Person, der befandt sig i den handlendes Situation. Se herom nærmere § 10.11.

I de praktisk hyppigste Tilfælde — hvor det drejer sig om Handlinger, der jævnlig foretages af mange forskellige Personer — kan der dog opstilles en Regel, der giver en besterntere Vejledning. Her maa Afgørelsen normalt bero paa, om den handlende har tilsidesat den Agtpaagivenhed, som sædvanlig udvises i Livsforhold a f den paagældende Art. Da det er af stor Værdi at have faste Regler, bør denne Norm — »Livets Regel« – lægges til Grund overalt, hvor Dommeren ikke finder det klart, a t den afviger fra, hvad der maa anses som forsvarligt. I Tvivlstilfælde bør den altsaa følges. Men der kan forekomme Tilfælde, hvor den maa fraviges. Fremskridt i Videnskab og Teknik, Forandringer i Samfundsforholdene o .s .v . kan medføre, at en gammel Sædvane bliver uforsvarlig, og en ny skal oftest have nogen Tid til at danne sig. Men selv bortset derfra kan det tænkes, a t der dannes slappe og uforsvarlige Sædvaner i visse Forhold, navnlig paa Omraader, hvor særlige, snævre Personkredse færdes. I saadanne Tilfælde maa Domstolene kunne paalægge Erstatningsansvar for a t søge en bedre Sædvane tilvejebragt.

S4.I.B. 29

B e ty d n in g e n a f »Skik og Brug« er bl. a. f r e m h æ v e t i L u f t f a r t s a n o rd n . 96 23 April 1929 § 51.

For almindelige Livsforhold kan Reglen sammenfattes i den efter Romerrettens Forbillede opstillede Sætning, a t det afgørende er, om der er handlet med den Agtpaagivenhed, som en god M and (en »bonus paterfamilias«) eller en omhyggelig og fornuftig Mand plejer at udvise. Hvor det drejer sig om mere specielle Livsforhold, vilde det derimod ikke være fyldestgørende at henvise til en almindelig god Mands Handlemaade. Maalestokken maa i Almindelighed være en god Mand, der er bevandret paa det paagældende specielle Om- raade, f. Eks. en god Skipper, Automobilfører, Flyver o .s .v . — Se hertil dog, hvad der anføres ndfr. S. 77—78. —

Hvor der ikke kan oplyses fæstnede Sædvaner, fordi det drejer sig om meget specielle eller helt nye Livsforhold, maa Dommeren falde tilbage paa den paa Livets Erfaring grundede almindelige fornuftige Dom om Handlingens Forsvarlighed. Men dette vil i Virkeligheden sige, at Dommeren maa lægge Vægt paa, om Handlingen fra et samfundsmæssigt Synspunkt er uønskværdig i den Forstand, at der er Grund til ved Erstatningsregler at søge saadanne Handlinger modarbejdet og i den almindelige Opfattelse stemplet som utilladelige.

Vanskeligst er Dommeren stillet, hvor det drejer sig om Handlinger, der aldrig før er foretaget, eller som hidtil kun er foretaget i saa faa Tilfælde, a t Erfaringerne om dem endnu er ringe. I saadanne Tilfælde vil det endog kunne volde Tvivl, om ikke enhver Foretagelse af Handlinger af den paagældende Art er en Uforsvarlighed.

C. Hvor Dommen om Handlingens Uforsvarlighed er usikker, fordi den savner S tøtte i faste Sædvaner og omfattende Erfaringer, kan det faa Betydning for Dommeren, at der skabes Klarhed over de væsentlige reale Hensyn. I Virkeligheden dækker den paa Livets Erfaringer grundede Dom over et — mere eller mindre ubevidst — Skøn over de reale Hensyn. Men hvor Dommen støttes paa Sædvaner og omfattende Erfaringer, har det ingen Interesse i Praksis at efterprøve de reale Hensyn, fordi Skønnet normalt giver sikrere Resultater end en tankemæssig Afvejelse af de reale Hensyn.

For Videnskaben har det imidlertid Interesse at efterforske de reale Hensyn i alle Tilfælde, dels fordi det uddyber Forstaaelsen af den Regel, der anvendes, dels fordi de Resultater, der naas ved

30 4.I.C.

Undersøgelse af de almindelige Handlinger, faar Betydning ved Bedømmelsen af de sjældnere.

Denne Undersøgelse kan i det væsentlige bygge paa den nordiske Lære om Retstridighed (ovfr. §3.11).

II. De praktiske Hensyn.A. De afgørende reale Hensyn kan ikke angives udtømmende.D e t h a r n æ p p e V ærdi a t s a m m e n fa t t e d em i en en k e l t Form el, som vore

æ ldre F o r f a t t e r e o f te g jorde . Som E k sem p e l k a n næ vne s Ju l. Lassens Form e l, h v o re f te r H a n d l in g e n ikke e r re ts t r id ig , »naar en fo rnu f t ig Afvejelse p aa den ene Side a f F o rd r in g en p a a en s a a d a n H an d le f r ih e d , som er forn ø d e n for O p n a a e ls e n a f L iv sv i rk so m h ed en s bere t t ig ed e F o rm a a l , og paa den a n d e n S ide en sa a d a n B e trygge lse a f R e t t ig h e d e rn e , som er B e tingelsen for en v irkel ig R e ts s ik k e rh ed , fører til a t give d e t første M o m e n t O v e r vægten .« D e t vil ses, a t Fo rm len ganske sv a re r til den , Goos opsti l lede for e t s n æ v re re O m ra a d e , jfr. foran § 3 . 11.

De vigtigste materielle Hensyn er allerede angivet ved Begrundelsen af Culpareglen. For Ansvar taler navnlig Hensynet til a t forebygge Skader. Imod Ansvaret taler først og fremmest Hensynet til Handlefriheden i Almindelighed, navnlig Trygheden ved at handle. Men for mange Grupper af Handlinger kommer dertil, a t de har positiv Værdi fra Samfundets Synspunkt, og denne Værdi maa da tages med i Betragtning. Ved Afvejelsen maa der selvfølgelig tages Hensyn t i l de Formaal, Retsordenen iøvrigt forfølger. Naar Retsordenen anerkender visse Rettigheder, f. Eks. Ejendomsretten, maa Ansvarsreglerne derfor indrettes saaledes, a t de bidrager til, a t disse Rettigheder faar et fornuftigt Indhold og Rettens Indehaver en passende Retsbeskyttelse. Paa alle Omraader maa der endvidere arbejdes med de Hensyn, som hører ind under Rettens Teknik. Der maa saaledes ses paa, om Forholdet overhovedet egner sig til a t have retlig Relevans, og paa, om Reglerne maa tilskæres mer eller mindre skarpt for a t faa større Fasthed og blive lettere at haandtere, ligesom Bevisbyrdespørgsmaalet maa inddrages i Overvejelserne, jfr. herom ndfr. § 25.

B. Efter disse almindelige Bemærkninger skal det forsøges nærmere at beskrive Elementerne i Ansvarsgrundlaget.

For at en Handling skal kunne anses som uforsvarlig (uønsk- værdig), maa den have en v is »Skadeevne«, d .v .s . en vis Tendens til a t fremkalde Skade. Den behøver ikke med Sikkerhed at-m edføre

§ 4.II.B. 31

Skade, men den maa ialfald fremkalde Fare for Skade (Mulighed for Skade).

Om en Handling er farlig, afgøres i Almindelighed ved en skønsmæssig Dom bygget paa Livets Erfaringer. Men i visse Forhold kan Erfaringerne være konstateret saaledes, a t Faregraden (Chancen for Skade) kan udregnes med en vis Nøjagtighed. Enhver Bedømmelse af Faren maa i Virkeligheden ske ved, a t man generaliserer det konkrete Tilfælde og ser hen til, hvorvidt der, naar der var foretaget et stort Antal Handlinger Mage til den enkelte, som skal bedømmes, m aatte paaregnes a t indtræde Skade, og hvor stor en Del af Handlingerne der vilde medføre Skade. En Handling kan derfor siges a t være farlig, naar den maa antages efter sin Art (d .v .s . naar Handlingen generaliseres) a t begunstige Skadens Indtræden.

Dette maa forstaas i Overensstemmelse med Læren om »adækvat Foraarsagelse«, der omtales ndfr. i § 19.IV, jfr . Skyld og Skade 19.

Hvis Spørgsmaalet om Faren først rejses, efter at der er sket Skade, som det jo sker i Erstatningssager, maa Dommeren altsaa tænke sig tilbage til det Øjeblik, da den skadevoldende Handling blev foretaget. Og han maa regne med de Omstændigheder, der kunde iagttages af en normalt udrustet Person i den handlendes Situation.

Paa denne Maade kan man bestemme en vis Handlings »Skadeevne«. Naar den er fastslaaet, vil det i nogle Tilfælde (se Nr. 1 og 2) dermed være givet, om Handlingen er uforsvarlig; men meget ofte maa andre Hensyn tages med i Betragtning for at udfinde, om Handlingen er uforsvarlig (se Nr. 3).

1. Trangen til et effektivt Værn mod Integritetskrænkelser fører til som Hovedregel a t paalægge Ansvar for Handlinger, der medfører en Fare a f blot nqgen Betydning. Naar Faren gaar ud over en vis meget lav Grænse, er Handlingen derfor som Hovedregel uforsvarlig, uden Hensyn til, om det i det givne Tilfælde vilde have stor Værdi — ogsaa for Samfundet — , a t Handlingen blev foretaget, f. Eks. fordi en meget stor Interesse kunde varetages derved, samtidig med at den truede Persons Interesse i at undgaa Handlingen var meget ringe efter en objektiv Dom. Dette gælder ikke blot om Fare for Personskade, men ogsaa om Fare for Tingsskade. Ligesom end ikke Almenvellet kan gøre det berettiget a t fratage en Mand en Formuerettighed — i Følge Grl § 80 kræves der jo særlig Lovhjemmel her-

32 § 4.II.B.1.

til — , saaledes kan hverken private eller Samfundsinteresser i Almindelighed gøre-det berettiget a t beskadige privat Ejendom eller blot a t udsætte den for større Fare.

Værdien af det faste Værn for Personers og Tings Integritet kræver denne Hovedregel fastholdt med stor Styrke. Ligesom Lovgivningen selv gør Undtagelser fra den, m aa der dog ogsaa uden Lovhjemmel kunne opstilles visse Begrænsninger i Reglen. Men de nævnte Hensyn kræver, at der kun gøres Brud paa Reglen i særegne Grupper af Tilfælde, som er saa sjældne eller udskiller sig saa klart fra de almindelige Tilfælde, a t Hovedreglens Værdi ikke svækkes væsentlig. De vigtigste Undtagelser af denne Art omtales ndfr. i § 8; men der maa sikkert kunne gøres flere Undtagelser, og det ikke blot, hvor der er S tøtte herfor i Lovgivningen, jfr. som Eks. DL 6— 17—31, men ogsaa uden saadan Støtte.

I visse Tilfælde beror den konkrete Fare paå saadanne særlige Forhold hos den truede Person, a t det vilde være urimeligt a t lade dem føre til Begrænsning af andres Handlefrihed. Dette gælder saaledes til Dels, hvor en Person vilkaarlig bringer sine Goder, navnlig sine Ting, i en usædvanlig farlig Situation. — Det forudsættes herved, a t hans Adfærd ikke er uforsvarlig, jfr. herom ndfr. § 23. —

2. Omvendt er der visse Handlinger, der er saa ufarlige, a t de altid maa kunne foretages ansvarsfrit, hvad enten de fra Samfundets Synspunkt har positiv Værdi eller ikke. Man kan maaske drage Grænsen saaledes, at det gælder Handlinger, der er saa ufarlige, at man overhovedet ikke regner med Skademuligheden, saa at intet fornuftigt Menneske vilde undlade Handlingerne af Hensyn til Skademuligheden.

3. Hvor Faren er større, men dog saa ringe, at der kan være Tale om a t lade Handlingen gaa fri for Ansvar, maa der ske en egentlig Afvej else a f de modstaaende Hensyn.

Den ene Hovedfaktor bliver da normalt Handlingens Skadeevne, bedømt saaledes, a t det dels undersøges, hvor stor en'Skade man maa regne med, a t Handlingen kan medføre, dels, hvor stor Sandsynligheden for Skadens Indtræden er. — Handlingens Skadeevne er altsaa Produktet af den mulige Skades Værdi og Sandsynligheds- graden. — Og Skadeevnen maa bedømmes konkret paa Grundlag af de Omstændigheder, der kan iagttages af en Mand i den handlendes Situation.

§ 4.II.B.3. 33

B e d ø m m e ls e n a f den k o n k re te S k a d e e v n e e r ifølge d e t fo ran udv ik lede en V u rd e r in g af, hvilke Fø lger e t s t o r t A n ta l H a n d l in g e r m ed sa m m e E g e n s k a b e r som den k o n k re te H a n d l in g v ilde h av e . D e t e r a l t s a a se lve den k o n k re te H an d l in g , d e r m a a tæ n k e s som T y p e (Art) , el ler r e t te re , d e r m aa d a n n e s en T y p e p a a G ru n d la g a f alle de kendelige O m stæ n d ig h e d e r , d e r k a n h a v e In d f lyde lse p a a S k ad eev n en .

F u ld tu d g ennem føres d e t dog ikke, a t S k ad e e v n e n b ed ø m m e s ko n k re t . D er e r adskill ige ind iv iduel le M o m e n te r , d e r ikke egne r sig til a t v æ re ret l ig r e levan te . Ved H a n d l in g e r , d e r m ed fø re r F a re for a n d re s Person , t a g e r m an saa ledes ikke H e n s y n til d e t enke l te M enneskes s tø r re eller m in d re »Værdi« for S a m fu n d e t .

Den anden Hovedfaktor maa i de fleste Tilfælde være Handlingens generelle Værdi, d .v .s . den gennemsnitlige Værdi af Handlinger af den paagældende Art. Som oftest tages der altsaa ikke Hensyn til, hvor store Interesser der er kny tte t til Handlingen i det givne Tilfælde. Afgørende er derimod, om Handlinger af den paagældende Art gennemsnitlig er saa værdifulde, a t der er Grund til a t gøre dem ansvarsfri i Almindelighed. Man opnaar derved en fast Afgrænsning, der har Værdi ikke blot for Handlefriheden i Almindelighed, men ogsaa i andre Retninger, navnlig fra retsteknisk Synspunkt.

P a a d e t t e P u n k t herskede d e r t id l igere U k la rh e d i den nord iske L i t t e r a tu r . D e t e r n avn l ig b leve t k la re t v ed U ndersøge lse r a f Knoph H en s ik ten s b e ty d n in g 234 ff, 196 ff og Augdahl R e t og re tsk ræ n k e lse 51, 69 ff, jfr. 20 ff. A u g d a h l g ive r dog ikke e t he l t r ig t ig t Billede a f æ ldre Forff. og g a a r selv for v id t . Se f rem deles H e n v is n in g e r ndfr . S. 80 neders t .

I sjældnere Tilfælde kan der dog formentlig være Grund til a t tage Hensyn til den enkelte Handlings Værdi. Det er klart, a t der tages et saadant Hensyn i visse af de ndfr. i § 8 omtalte Tilfælde, f. Eks. i Nødretstilfælde og ved negotiorum gestio. Men selv udenfor de dér omhandlede Tilfælde kan det være begrundet.

U n d e r t id e n in deho lde r ogsaa Lovgi vn ingen Regler, d e r g a a r i d enne R e tn in g , se som E k sem p e l Fæ rdsels lov 129 14 April 1932 § 31, nav n l ig N r . 3: »m ed m in d re særlige Fo rh o ld gør d e t nødvendigt« .

Getz o m ta le r i sin A fh a n d l in g om D elag t ighed flere T ilfælde, h v o r der tag es H e n s y n til, om den e n k e l te H a n d l in g h a r en n y t t i g F u n k t io n . N L 5— 10— 9 t i l la d e r e f te r L y sn in g a t udlægge Se lvskud for U lve, B jø rn e eller a n d re D y r . Men, s iger Getz, d e r a f følger ikke, a t m a n ogsaa e r angerløs, o m m a n ud læ gger Se lvskud , h v o r d e r ingen D y r f indes, som d e r k u n d e væ re T a le om a t s k y d e p a a d e n n e M aade . ( Ju r id isk e A fh an d l in g e r S. 54, se ogsaa e t P a r E k se m p le r S. 66.) G e tz ’s U d ta le lse r in deho lde r ialfald, a t en H a n d ling kan b live re ts t r id ig , n a a r den fore tages u d e n n o g e tso m h e ls t fo rnu f t ig t F o rm a a l , jfr. h e rm e d B e m æ rk n in g e rn e ndfr . i § 8. 5. Men e f te r O m stæ nd ig -


34 § 4.II.B.3.

hederne m a a der ved B e døm m elsen ogsaa k u n n e tages H en s y n til, h v o r s tæ rk en In te resse d e r e r k n y t t e t t i l H a n d l in g e n i d e t e n k e l te T ilfælde. Afgørelsen af, om en M a n d an s v a rs f r i t k a n o p s æ t te en R æ v esa k s el ler lægge A rsen ik p a a sin G ru n d , m a a s ik k e r t for en Del bero p aa , om M a n d en i d e t g ivne Tilfælde h a v d e fo rnøden In te resse deri, fordi d e r m a a t t e a n ta g e s der p a a E g n e n a t væ re R æ v e eller R o t te r , som d e r v a r G ru n d til a t b ek æ m p e p a a den Maade. Som e t a n d e t E k s e m p e l — fra Ju l. Lassens Fore læ sn inger — k a n næ vne s den s a a k a ld te S t a k k e b ræ n d in g . H v is B r a n d fa r e n d e rv ed o v e r s t ige r en vis Grad, b ø r den k u n a n e rk e n d e s som re tm æ ss ig , n a a r H e n s y n e t til G a a rd e n s D r if t el. lign. k ræ v e r B ræ n d in g e n fo re tage t.

Se frem deles U 1922.680.Selv hv o r d e t d re je r sig o m G ræ hserne for en E je rs ansvars fr i R a a d e n

over en fast E je n d o m , fo rek o m m er d e r fo rm en t l ig T ilfælde, h v o r d e r m aa tag es H e n s y n til, h v o r s to r In te ressen i den enke l te H a n d l in g e r fra e t Sam - fu n d s s y n sp u n k t . Se h e rom ndfr . § 16.1.2.

I I I . N a a r de ovenfor b e s k rev n e Be tinge lse r foreligger, i n d t ræ d e r der E r s ta tn in g s a n s v a r , selv om S k a d ev o ld e ren ikke h a r Hidført S k ad en med Forsæt. M an k a n im id le r t id spørge, om de s a m m e B e tinge lse r k ræ ves o p fy ld t , n a a r S k a d e n e r h id fø r t m ed Forsæ t . D e t t e særl ige S pørgsm aa l b eh an d le s ndfr. i § 9.

§ 5 .

Det almindelige Grundlag for Ansvaret udenfor Integritetskrænkelserne.

I. Udenfor Integritetskrænkelsernes Omraade er. Problemet om Ansvarsgrundlaget mere sammensat. Her er det langtfra al Slags Skade, der overhovedet erstattes. For at der skal kunne blive Tale om Erstatning, maa Skaden have ramt en a f de Interesser, som værnes ved Erstatningsreglerne. Denne Betingelse er efter Nutidens Opfattelse altid opfyldt ved Integritetskrænkelserne. Derfor er Behandlingen af den blevet udsat til § 5.

Flere Forfattere har opstillet den Sætning, a t der kun kan blive Tale om Erstatning efter Culpareglen-, hvor der er forvoldt en Forstyrrelse a f en Ret. Som Eks. nævnes Lassen I 246. Lassen har dog ikke tilsigtet hermed at stille noget andet Krav end, a t den ramte Interesse skal høre til dem, der værnes ved Erstatningsreglerne. — Selve dette, at en Interesse værnes ved Erstatningsreglerne, gor den

§5.1. 35

nemlig efter hans Opfattelse til en Ret. — Men naar dette forholder sig saaledes, kan man ligesaa godt lade være med a t opstille Kravet om Forstyrrelse af en Ret, og det anbefaler sig a t gaa denne Vej, dels fordi Kravet om Forstyrrelse af en Ret let kan føre til at nægte Erstatning uden real Grund i Tilfælde, hvor det falder særlig unaturlig a t tale om en Ret, dels fordi det er uheldigt paa saa vigtigt et Punkt a t bygge paa en bestemt Opfattelse af Begrebet subjektiv Ret. Rent bortset fra, a t Begrebet helt forkastes af Lundstedt, jfr. ndfr. § 8.5, tages U dtrykket subjektiv Ret i de fleste os nærstaaende Lande i Reglen i en snævrere Betydning.

A n g a a e n d e d e t t e S p ø rg sm aa l henv ises ti l Knoph i T fR 1922.219 ff. Se ogsaa Vinding Kruse i T fR 1919.201 ff, U 1933 B.373, N . Cohn i J T 1923. 129 ff, særlig 149 f, 1922.196 ff.

Hvilke Interesser der værnes ved Erstatningsreglen, kan ikke angives udtømmende. Og der kræves ikke S tøtte i Lovregler for a t tillægge en Interesse Værn ved Erstatningsregler.

Lassen I 246 u d t r y k te d e t s a m m e sa a ledes : »D om sto lene har , f o r s a a v id t L ovg ivn ingen t ier , F r ihe d til a t afgøre , o m en vis In te resse bø r v æ re re ts - b e s k y t te t eller m ed a n d re Ord a n e rk e n d e s for en Ret.« Ved d e n n e S æ tn in g m odifice rer L assen den lovlig m ass ive U dta le lse , d e r g a a r lige fo ru d : » E th v e r t sæ del ig t Gode, d e r egne r sig til a t væ re r e t s b e s k y t te t , m a a a n ta g e s a t v æ re a n e r k e n d t som Ret.«

D o m sto len e k a n lige sa a l id t he r so m ellers bygge u d e lu k k e n d e p a a »F orho lde ts Natur« , m en deres »Fr ihed« her t i l k a n væ re beg ræ n se t ikke b lo t ved L o v b es tem m else r , d e r o m f a t t e r T il fæ lde t , m en ved H e n s y n til L o v g iv n in g s t i l s t a n d e n i d e t hele, til S æ d v a n e r og R e tsp rak s is . D e t te synes ove rse t a f Vinding Kruse, n a a r h an i U 1933 B.373 a r g u m e n te r e r m ed L assens S æ tn in g som en m assiv Retsregel , jfr. h e ro m ndfr . § 6 . IV.

N. H. Bache h a r i T f R 1928.293 i M o d s æ tn in g til d e t ovfr. u d v ik led e g jo r t gældende , a t d e t e r »ti l ladt a t t i l fø je A n d e n m a n d S kade , m e d m in d re e t p o s i t iv t F o rb u d i d e t e n k e l te Tilfælde foreligger.« H a n t i l fø jer d en gaad e - fulde Y tr in g , a t F o rb u d e t »kan k u n hvile p a a S ta t e n s tv in g e n d e M ag t , ikke paa en Teori«. D e t k a n siges, a t d e r k u n foreligger e t »Forbud«, n a a r d e r s t a a r T v a n g sm id le r bag . Men e t he l t a n d e t S p ø rg sm aa l e r de t , om A nv en d e lsen a f E r s t a tn in g s a n s v a r el ler a n d re »Sanktioner« e r b e t in g e t a f L o v h je m m e l , eller om D o m sto len e kan s t a tu e re E r s t a tn in g s a n s v a r e tc . u den L o v h je m m e l D e t te s ids te a n ta g e s i P raksis . — I d e n n e S a m m e n h æ n g k a n henv ises til U 1916.126 H, h v o r H ø je s te re t s t a tu e r e d e R e ts t r id ig h e d u d e n posit iv H j e m mel i e t r e t tv iv l s o m t T ilfælde. — Følger m a n d e n n e O pfa t te lse , m a a D o m sto lene selvfølgel ig ogsaa ved de Regler, de gennem føre r , k u n n e s lu t t e sig til en eller a n d e n »Teori«. P a a den a n d e n Side f re m g a a r d e t af, h v a d d e r u d v ikles n d f r . , a t B a ch e h a r R e t, n a a r h an b e s t r id e r R ig t igheden a f den k la s

36 §5.1.

siske M aks im e: D e t e r ikke t i l la d t a t t i l fø je A n d e n m a n d S kade . E r s t a tn in g for Skade t i l fø je lse k a n næ g tes u den L o v h je m m el .

P a a d e t h e ro m h a n d le d e P u n k t afv iger d a n s k O p fa t te lse s t æ r k t fra den, d e r e r n ed fæ lde t i t y s k R e ts H o vedrege l om E rs ta tn in g , B G B § 823.1°, de r k ræ v e r K ræ n k e lse e n te n a f en R e t (d. v. s. s u b je k t iv R e t t ig h e d i snæ vre re F o rs ta n d ) el ler a f visse b e s te m te Goder, de r opregnes.

Imidlertid kan man paa ingen Maade opstille som dansk Rets Regel, a t Erstatningsreglen værner alle Interesser, som er moralsk berettigede eller sympatiske fra et Samfundssynspunkt. Det kræver en særlig Undersøgelse, om der er Grund til at give Interesserne Værn ved Erstatningsregler. Og det lader sig ikke gøre i en enkelt Sætning at angive, hvor langt man skal gaa.

Reglerne om Erstatning for Formuetab værner først og fremmest de Interesser, der betrygges ved de forskellige Formuerettigheder (Ejendomsrettigheder), der er anerkendt i Retslivet. Anerkendelsen af disse Rettigheder betyder netop, at visse Interesser hos den berettigede værnes ved Retsregler, og navnlig ved Erstatningsregler.

Indirekte værner Erstatningsreglerne i et vist Omfang ogsaa andre Interesser eller Goder. Erstatningsansvaret kan virke præventivt i alle Tilfælde, hvor det kan paaregnes, at Krænkelse af disse Goder eller Interesser har Formuetab til Følge.

Ikrafttrædelsesl. 15 April 1930 § 15.1°, hvis Hovedindhold er at foreskrive Godtgørelse for ikke-økonomisk Skade (ndfr. § 26), viser ved Ordene »foruden a t yde Erstatning for økonomisk Skade eller Tab«, a t Erstatningsansvar for økonomisk Skade kan paalægges i Anledning af de Krænkelser, Lovbestemmelsen nævner, nemlig Krænkelse a f en andens Legeme eller Frihed, hans Person iøvrigt. hans Fred eller Ære. Men Erstatning for økonomisk Skade maa uden Tvivl paalægges ved Krænkelse af mange andre Goder end dem, der nævnes i § 15.1°.

Strfl 1866 §300 gav den almindelige Regel, a t enhver, der har gjort sig skyldig i en Forbrydelse, er pligtig at tilsvare den skadelidende Erstatning. Denne Regel er nu ophævet, og Retsanvendelsen er derfor friere stillet. I de allerfleste Tilfælde, hvor en Strafferegel hovedsagelig tjener til Værn for Individernes Interesser, vil man dog uden Tvivl ogsaa i Fremtiden antage, at de ved Strafferegien værnede Interesser skal værnes ved Erstatningsansvar.

I Almindelighed kan der sluttes fra Straf til Erstatning ikke blot, hvor der er sat Straf for Handlinger, der har medført Krænkelse af,

§5.1. 37

eller fremkaldt Fare for, enkelte Personers Goder, men ogsaa hvor Straffebestemmelsen fremtræder som et Værn for en ubestemt Mængde Individer (»Almenheden«), Derimod er der ingen Formodning for, a t en skadelidende Person kan kræve Erstatning i Tilfælde, hvor Strafferegien værner Statens Funktioner, Forvaltningsmaskine- riets Gang, det Offentliges fiskale Interesser el. lign.

I T ilfælde h v o r en Regel p a a e e n g an g t j e n e r visse a lm e n e H e n s y n og e n kelte P ersoners In teresse r , k a n d e t væ re v a n s k e l ig t a t afgøre, h v o r v id t disse enke l te P e r so n e r bø r h a v e A d g a n g til se lv a t h æ v d e deres In te re s se r ved D om sto lene . Megen T v iv l h a r S p ø rg sm a a le t saa ledes v o ld t m ed H e n s y n til B ygnings lovgivn ingen , se D iskuss ionen m ellem Poul Andersen og Gøtzsche i U 1925 B.237 ff, især 249 f, 1.926 B.231 ff, 1932 B.80 f, jfr. ogsaa T fR 1927.284, 1932.80.

H v is S tra ffereg ien vel t j e n e r til V æ rn for I n d iv id e rn es In teresser , m en d e t væ sen t l ig d re je r sig om rent ideelle Interesser, k a n d e t volde T v iv l , om d e r skal paalæ gges E r s ta tn in g s a n s v a r . Ik k e s jæ ld e n t n æ g te r m a n E rs ta tn in g .

U 1909.736 s ta tu e re d e , a t der ikke v a r H je m m e l til a t g ive en P e rso n , d e r h a v d e faae t s i t P o r t r æ t m ale t , E r s t a tn in g i A n led n in g af, a t M aleren h a v d e o v e r t r a a d t Reglen i F o r f a t t e f l .2 9 M arts 1904 §27.2°. 2. P k t . — D en n e k ræ v e r ligesom den nugæ ld en d e Lov a f 26 April 1933 d en p o r t ræ t te r e d e s S a m ty k k e til a t offentl iggøre G engivelser a f P o r t r æ t t e t . — Afgørelsen synes , ialfald for nogle Dornm ere , a t væ re b e g ru n d e t i, al' de p o r t ræ t te r e d e s R e t b e t r a g te s som en personlig R e t, hvis K ræ nkelse ikke k a n m edføre E r s ta tn in g s a n s v a r , se N o te n u n d e r D o m m en . — O m R e t til a t a fvæ rge K ræ nke lsen v ed E g e n m a g t se U 1916.729*. — I s a m m e R e tn in g g a a r Reglen i F o r fa t te r l . § 20, h v o re f te r d e r ikke k an k ræ ves E r s t a tn in g for den b lo t t e U nd lade lse a f K ildeangivelse.

I T y s k la n d e r d e t fremdeles b lev e t a n t a g e t i P raksis , a t e t s t r a f b a r t Æ g te s k a b s b ru d ikke afføde r a lm inde l ig t c iv ilre tl ig t E r s ta tn in g s a n s v a r . Selve d e t t e S p ø rg sm aa l o p s ta a r ikke i d a n s k R e t, e f te r a t S tra ffen for Æ g te s k a b s b ru d e r a fskaffe t . Men e t l ignende P ro b le m k a n o p s ta a i a n d re T ilfælde. I den n e S a m m e n h æ n g kan næ vnes, a t Æ g te sk ab s i . 30 J u n i 1922 in d rø m m e r e t K r a v p a a Godtgøre lse for visse K ræ n k e ls e r a f ideelle In te resse r , se n avn l ig §§ 47 og 67. I disse Tilfælde k a n d e r ikke væ re T a le om, a t Æ g te fæ llen ved S iden a f den i Loven h jem lede Godtgøre lse sku ld e k u n n e k ræ ve E r s t a tn in g for s i t ø konom iske T ab . Men G od tgø re lsen kan o m f a t te øk o n o m isk T a b , jfr. Bentzon F a m i l ie re t te n I 142 ff, 229 ff.

D e t n y sa n fø r te viser, a t d e r ikke kan kræves Erstatning efter Culpareglen i alle Tilfælde, hvor en subjektiv Ret er krænket.

Afgørelsen af, om en vis Interesse er værnet ved. Erstatningsreglen, maa iøvrigt træffes for hver enkelt Gruppe af Interesser for sig. Herved maa der selvfølgelig i første Række tages Hensyn til de spredte Bestemmelser i Lovgivningen. Men forsaavidt Lovgivningen

38 §5.1.

eller Retspraksis ikke fører til andre Resultater, maa man antage, a t Erstatningsreglen værner alle Interesser, som der er Grund til at værne ved en Regel om Erstatning af Formuetab. Her skal kun fremhæves, a t Individernes Formue som Helhed i et vist Omfang værnes ogsaa mod Angreb, som hverken retter sig mod bestemte Rettigheder eller mod andre Goder, der fortjener selvstændigt Værn.

Spørgsmaalet om, hvilke Interesser der værnes ved Erstatningsreglen, kan imidlertid vanskelig adskilles fra Spørgsmaalet, hvor langt Værnet for de enkelte Interesser rækker. Dette viser sig ialfald, naar man ser paa Værnet for Individets Formue som Helhed. Talrige Handlinger kan foretages uden Ansvar, skønt de paafører andre Personer Tab. Det gælder navnlig Handlinger, der volder Tab ved at forringe Udsigten til fremtidig Erhvervelse af Formue, f. Eks. ved at forhindre en indtægtgivende Erhvervsvirksomhed. Erstatning af saadanne Tab er først blevet anerkendt i Tilfælde, hvor Tabet var en Følge af Handlinger, der allerede af andre Grunde var egnede til a t paadrage Ansvar, f. Eks. Legemskrænkelser. Men Udviklingen er gaaet videre, og Erstatningsansvar paalægges nu for adskillige Handlinger, der netop kun retter sig mod andres Adgang til Erhverv, jfr. ndfr. § 6.VI—V II.

I § 6 skal forskellige Grupper af Interessekrænkelser omtales, og for hver enkelt Gruppe skal tillige undersøges, hvor langt E rstatningsreglernes Værn gaar.

Vanskeligheden ved at afgøre, om Erstatning skal ydes, beror i adskillige Tilfælde paa, at det er tvivlsomt, hvilke Personers In teresser Retsordenen værner paa forskellige Ornraader. Dette særlige Spørgsmaal behandles ndfr. i § 20.

II. Først maa det Spørgsmaal dog rejses, om der ikke kan opstilles en almindelig Grundsætning om, hvorledes Grænsen for Erstatningsansvaret skal drages paa de Felter, der omtales i §§ 5—6 — altsaa udenfor Integritetskrænkelserne. —

Af de fleste Fremstillinger af Erstatningsretten her i Norden faar man det Indtryk, a t der gælder samme Regler om Integritetskræn- kelser og om andre Skadetilfælde. I Virkeligheden er dette Spørgsmaal ikke undersøgt tilstrækkelig. For a t naa til en sikker Besvarelse maa man efterprøve, om Culpareglen uforandret kan anvendes paa de mange forskellige Grupper af skadegørende Handlinger. En saa-

§5.11. 39

dan Undersøgelse kan nu ikke optages her, men Spørgsmaalet om Ansvarsgrænsen skal i § 6 kort berøres for en Række forskellige Tilfælde.

Det er nu let at se, at Ansvarsreglernes Værn i adskillige Grupper a f Tilfælde rækker mindre vidt end ved Integritetskrænkelser. I mange Forhold kan man ikke som ved Integritetskrænkelser (foran § 4.II.B.1) opstille den Hovedsætning, a t en Handling er uønsk- værdig, saa snart den fremkalder en ikke helt ubetydelig Fare for den paagældende Interesse. Der er adskillige Grupper af Forhold, hvor en Person selv udenfor de særlige Tilfælde, der omtales ndfr. i § 8, kan fremkalde stor Fare uden a t paadrage sig Ansvar, ja i visse Forhold kan man endog ansvarsfrit paaføre andre Skade med Forsæt. En handlende kan saaledes ansvarsfrit ruinere andre ved Konkurrence, naar han blot ikke anvender »illoyal« Konkurrence.

Denne praktiske Forskel fra Integritetskrænkelserne er i visse Tilfælde, f. Eks. ved Boykotning, saa stor, a t man ikke vil kunne gengive Ansvarsreglen med de fleste af de uvidenskabelige Udtryk, som man benytter til a t udtrykke Culpareglen ved Integritetskrænkelser. Ingen vilde finde det retvisende at sige, at den boykottende ifalder Ansvar, naar han handler med »Forsæt eller Uagtsomhed«, viser »Forsømmelse« eller »Skødesløshed«.

Naar den herskende Lære alligevel har kunnet opstille Culpareglen som almindelig gældende ogsaa udenfor Integritetskrænkelserne, beror det paa, a t Culpareglen formuleres paa en særlig elastisk Maade. Naar Culpa bestemmes som et tilregneligt retstridigt Forhold, faar Begrebet i Virkeligheden ikke noget bestemt praktisk Indhold. Det bliver i Hovedsagen en tom Henvisning til, a t E rsta tning kun paalægges, naar Skaden er voldt ved en Handling, som er samfundsmæssig uønskværdig, og som der findes at være Grund til at modvirke og søge stemplet som utilladelig i den almindelige Bevidsthed ved Erstatningsreglerne. Den Betingelse, at Handlingen skal have været retstridig, kan nemlig dække over de mest forskellige Krav.

Naar man nærmere undersøger, hvor Ansvarsgrænsen skal drages i forskellige Forhold, viser det sig, a t Vanskeligheden ved a t drage Grænsen ofte beror paa, a t det er svært at afgøre, hvilke Handlinger der skal anses for uønskværdige fra et samfundsmæssigt Synspunkt. I saadanne Tilfælde falder det naturligt a t udsondre dette

40 §5.11.

Spørgsmaal til særlig Behandling, og dette vil sige, a t man netop udsondrer, hvad den herskende Lære kalder Retstridighedsproblemet. Saaledes vil jeg ogsaa for en Del gaa frem i § 6. Fremstillingen maa derfor udfyldes med § 10.

P a a m an g e O m ra a d e r e r d e t im id le r t id v an s k e l ig t a t u d so n d re Spørgs- m a a le t om H a n d l in g e n s U ø n s k v æ rd ig h e d fra S p ø rg sm aa le t , om H a n d l in g e n o p fy lder A n s varsbe t inge lse rne . D e t gæ lder nav n l ig p a a O m ra a d e r , h v o r H a n d l in g e n p r a k t i s k k u n k a n tæ n k e s m o d v i rk e t ved Regle r om S t ra f eller E rs ta tn in g . I d e t følgende vil Sond rin g e n der fo r k u n til Dels b live g e n n e m ført . O v e ra l t ses d e r dog b o r t fra de U n d s k y ld n in g s g ru n d e , d e r b e ro r paa Skad ev o ld e ren s In d iv id u a l i t e t (se om d em ndfr . § 11).

Med d e t ovfr. u d v ik led e kan jæ vnfø res N. Cohn i J T 1923.129 ff, særl ig 149 ff, j fr. d e rom ndfr. § 12 .IV.

§ 6.

Ansvarsgrundlaget ved forskellige Grupper af Handlinger.

I. Forringelse a f en Persons Sundhedstilstand ved ulegemlige Midler maa uden Tvivl modarbejdes i et vist Omfang ogsaa ved Erstatningsregler. Som Eksempel kan nævnes det Tilfælde, a t en Person skræmmer en anden saaledes, a t han faar et Chok, der for en Tid gør ham uarbejdsdygtig. Vil man afgøre, i hvilket Omfang saadan Adfærd paadrager Ansvar, maa man undersøge Tilfælde, hvor Handlingen ikke allerede af andre Grunde er egnet til a t paadrage Ansvar, hvad den eksempelvis er, naar de under et Røveri fremsatte Trusler medfører et Chok for den angrebne, eller naar uforsvarlig Kørsel, der sætter andres Liv og Lemmer i Fare, fremkalder et Chok hos en Fodgænger, der har været udsat for Fare, men ikke har lidt ydre Skade, jfr. som Eks. U 1926.1019. Ser man bort fra saadanne Tilfælde, kan Erstatningsansvaret formentlig ikke udstrækkes saa vidt som ved fysisk Skadeforvoldelse. Saaledes vil den, som ved sin Livsførelse volder en anden Sorg, der gør ham syg, som Hovedregel ikke kunne drages til Ansvar derfor, selv om han af særlige Grunde indsaa, at der var Fare for den nævnte Følge, eller han endog ansaa Følgen for saa sandsynlig, a t han kan siges a t have hidført den med Forsæt. Og den, der anmelder en anden

§ 6.1. 41

for en alvorlig Forbrydelse, vil i Almindelighed heller ikke blive ansvarlig for den andens Selvmord, selv om han havde nogen Grund til a t frygte derfor.

P a a den a n d e n Side b lev A n s v a r m ed R e t t e p a a la g t i e t T ilfælde, hv o r en u n g M and i K a a d h e d a f fy rede en H u n d e p is to l m ed den Følge, a t H u s ass is te n te n fik en nervøs Lidelse, se U 1932.973.

II. Unddragelse a f Ting kan ogsaa medføre Erstatningsansvar, og Erstatningsansvar maa kunne paalægges, selv om Unddragelsen ikke er strafbar. Formentlig maa enhver uagtsom Unddragelse af Ting medføre Erstatningsansvar. Ansvarsgrænsen maa derfor fastsættes paa lignende Maade som ved Integritetskrænkelser.

Spørgsmaalet, om Erstatning kun tilkommer dem, der havde »tinglig« Ret, omtales ndfr. i § 20.III.

III. Naar en Person har en Fordring paa en anden, værnes Fordringshaverens Interesser ved Erstatningsregler, ikke blot i Forhold til Skyldneren, men i ret vidt Omfang ogsaa overfor andre. Herom maa henvises til særlige Undersøgelser, se bl. a. § 20.

IV. Lovhjemmel for a t paalægge Erstatningsansvar findes ved Krænkelser af Forfatterretten, Kunstnerretten og andre »udelukkende Erhvervsrettigheden eller Enerettigheder med Hensyn til immaterielle (aandelige) Goder.

Erstatningsansvar hjemles i Forfatterl. 26 April 1933 §§ 17— 19 og 32, Patentl. (Bek. 192 1 Sept. 1936) § 25, Mønsterl. (Bek. 193 1 Sept 1936) § 25, Fotografil. 131 13 Maj 1911 § 2. Disse Love giver Bidrag til nærmere at fastsætte Grænserne for Ansvaret ved deres Regler om Enerettens Omfang. De hjemler kun Erstatning for Handlinger, der er i Strid med de paagældende Lovbestemmelser eller Rettigheder. Derved fastlægges de objektive Ansvarsbetingelser (Retstridighedsbetingelsen) ialfald i Hovedsagen. Men yderligere forudsætter Erstatningsansvaret Culpa. Dette fremgaar klart af Forfatterl. § 19, der kræver Uagtsomhed, men følger for Patent- og Mønsterlovens Vedkommende af, a t de henviser til de almindelige Erstatningsregler, jfr. foran § 2.1. Fotografil. maa formentlig fortolkes paa tilsvarende Maade. I disse Love finder man saaledes gennemført Sondringen mellem Retstridighedsbetingelsen og Uagt- somhedsbetingelsen.

42 S6.IV.

F o rfa t te r l . h jem le r i M o d sæ tn in g til den ældre Lovs § 17, a t ogsaa F o r h a n d le re n ifa lder A n s v a r v ed U a g ts o m h e d .

De o m ta l t e Love m a a i v id t O m fa n g a n ta g e s a t u delukke, a t d e r p a a deres Fe l t paa læ gges E r s t a tn in g ud fra a lm inde l ige R e ts g ru n d s æ tn in g e r i T ilfælde, h v o r E r s t a tn in g ikke vilde k u n n e k ræ v es m ed H je m m e l i de p a ag æ ld en d e Love. P a a visse O m r a a d e r kan d e r dog re jses S p ø rg sm aa l om a t a a b n e P lads for a lm inde l ige E rs ta tn in g s re g le r . H e rh e n h ø re n d e S p ø rg sm aa l e r b e h a n d le t a f Vinding Kruse E je n d o m s r e t t e n 458 ff, 718, jfr. 162 f, og d r ø f t e t a f h am og H unvitz i U 1933 B .357 ff, 373 ff, jfr. ogsaa T fR 1934.211 ff. E n B em æ rk n in g til V ind ing K ru ses A r g u m e n ta t io n er g jo r t foran i § 5 .1 .

Fremdeles kan Erstatning kræves for Krænkelse af Eneretten til Navn, Firma, Forretningskendetegn o. 1.

E r s t a tn in g e r saa ledes h jem le t i V arem æ rk e l . 101 7 April 1936 § 13, der o m f a t te r U a g tso m h ed , jfr. om æ ld re R e t Ú 1922.480 N o te 1, s a m t i L om u re tm æ ss ig K o n k u r re n c e (nu i Bek. 1937) § 9 jfr. § 17 (B e n y t te lse »i E r hvervsøjemed«), — D en n e Lovs Regle r a n g a a r k u n forsætlig K rænkelse , m en der fra kan ikke s lu t tes , a t E r s t a tn in g s a n s v a r ikke in d t ræ d e r ved U a g t s o m h e d . — Fre m de les i L om F æ llesm æ rker 102 7 April 1936 § 6 og L om F ore n ingsreg is te r 100 31 M a rts 1926 §2 .2 ° . D er er d e rn æ s t h jem le t S t ra f for u b e re t t ig e t B ru g a f F i rm a eller S læ g tsnavn , se F irm al . 23 1 M a r ts 1889 § 23 og L 89 22 April 1904 § 8, og d e r m a a fo rm entl ig ogsaa k u n n e p a a lægges E r s t a tn in g i disse Tilfælde. O m E n e re t t e n til N a v n henvises iøvrig t til Borum F a m il ie re t te n I § 18.

V. Skade paa de i Ikrafttrædelseslov 1930 § 15.1° nævnte Goder.A. Ikrafttrædelseslov § 15.1° stiller Frihedskrænkelser ved Siden

af Legemskrænkelser.Mod egentlig Frihedsberøvelse (Strfl 1930 §§ 261—262) maa der

uden Tvivl ved Erstatningsregler skabes et lige saa omfattende Værn som mod Legemskrænkelser. Frihedsberøvelse maa derfor paadrage Erstatningsansvar under lignende Betingelser som Integritetskrænkelser.

Krænkelser af Friheden ved ulovlig Tvang maa formentlig som almindelig Regel, altsaa ikke blot under de i Strfl 1930 §260 Nr. 1 og 2 angivne Betingelser, paadrage Erstatningsansvar, medmindre Tvangen af særlige Grunde er berettiget. Tvivlsomt er det derimod, om en blot uagtsom Fremkaldelse af F rygt paadrager Erstatningsansvar, f. Eks. for det Tab, en Person lider ved af Frygt at undlade en vis Handling, der vilde have bragt ham Fordel.

A t d e r e f te r O m s tæ n d ig h e d e rn e kan k ræ ves E rs ta tn in g , n a a r en F a re for P e rsonen m ed fø re r S k a d e paa H e lb red , e r o m ta l t ovfr. u n d e r I.

Ogsaa Udnyttelse (Aft i § 31, S t r f l 1930 § 282) m aa k u n n e b eg ru n d e E r

§ 6.V.A. 43

s ta tn in g s a n s v a r . D er im od kan d e t s a m m e n æ p p e a n ta g e s om en b lo t u a g t som B e n y t te l s e a f a n d re s N ød , U e r fa ren h e d etc .

B. Ved K ræ n k e ls e a f de øvrige Goder, der omtales i Ikrafttrædelsesi. § 15.1°, k a n E r s t a tn in g s a n s v a r for F o rm u e ta b heller ikke u b e t in g e t fo ru d sæ t te , a t H a n d l in g e n e r s t r a fb a r . F o r en Del m aa S t ra ffe lovens Regler dog a n v e n d e s t i l sv a r e n d e p a a E rs ta tn in g s a n s v a re t . D e t te m aa f. Eks. ialfald i H o v ed s ag en gælde R egle rne i S t r f l 1930 §§ 269 og 271, og u n d e r en Sag, h v o r den forn æ rm ed e a lene p a a s t a a r S t r a f for d e t i F o rm e n u t i lbørl ige i U d ta le lsen , vil han fo rm en tl ig ikke, s a m tid ig m ed a t p a a b e r a a b e sig § 270.2°, k u n n e k ræ ve E r s t a tn in g for s i t F o r m u e ta b ved Fornæ rm elsen .

VI. Bestaaende Erhvervsvirksomheders Adgang til Erhverv værnes ved Lovgivningen om Bestemmelser mod uretmæssig Konkurrence.

Hovedlovbudet er Bek. 80 31 Marts 1937, hvis § 15 giver en vid Erstatningsregel (Generalklausulen). Selv bortset fra den maa Erstatning kunne paalægges, skønt visse af Lovens Betingelser for Straf ikke er opfyldt.

Saaledes fo rm en tl ig i de Tilfælde, d e r o m ta le s i L ’s § 9, de r so m d e r er h a n d le t u a g t s o m t , og i T ilfæ ldene i § 11, hv is S t ra ff r ihed in d t ræ d e r paa G ru n d a f S lu tn in g sb es tem m e lsen . F re m de les a n ta g e s ur ig tige Meddelelser , d e r e r egnede til a t sk a d e en E rh v e rv s v i rk s o m h e d , a t k u n n e p a a d ra g e E r s t a tn in g s a n s v a r ogsaa, hv o r de ikke f rem s æ t te s »i K onkurrenc eø jem ed« (L ’s § 10). — K o n k u r re n c e re t t e n b e h a n d le r K noph Norges r e t t §§ 72— 74, Å n d s re t t e n 510 ff, jfr. dertil Vinding Kruse i U 1937 B. 86 ff.

VII. Den almindelige Adgang til Erhverv værnes i et vist Omfang ved Erstatningsregler, og ogsaa paa dette Omraade er det fastslaaet i Praksis, a t Erstatning kan tilkendes uden særlig Lovhjemmel.

Det er navnlig anerkendt, a t der kan paalægges Erstatningsansvar for Skade, som voldes ved Boykotning.

A. Boykotning (eller Boykot) tages i flere Betydninger. Her forstaas ved Boykotning at afholde sig fra en vis økonomisk Forbindelse med en eller flere andre (de boykottede). Det kan ske, ved a t en bestaaende Forbindelse afbrydes, som det sker ved en typisk Strejke eller Lockout, eller ved at den boykottende nægter a t træde i Forbindelse med den boykottede, som det sker, naar en Fagforening etablerer »Blokade« overfor en Arbejdsgiver, der ikke forud beskæftigede dens Medlemmer, eller naar en Arbejdsgiver nægter a t antage Arbejdere, der tager Del i en Blokade overfor en anden Arbejdsgiver, eller naar en Grossist nægter a t indlade sig paa Forretningsforbindelse med en Detailhandler. I begge Grupper af Tilfælde

44 § 6.VII.A.

forekommer det ofte, a t Forbindelsen ikke afskæres absolut, idet den boykottende kun stiller visse Betingelser. Arbejderne kræver f. Eks. højere Løn, Grossisten nægter f. Eks. blot a t indrømme Detailhandleren sædvanlig Rabat. Formaalet med Boykotning er som oftest at tvinge den boykottede til en vis Optræden. I det følgende medtages dog ogsaa Tilfælde, hvor økonomisk Forbindelse med en Person afskæres af andre Grunde, f. Eks. for at ødelægge hans Forretning, hvad enten Motivet hertil er Ønsket om Tugt eller Hævn eller af anden Art.

Ofte bestemmes Begrebet langt snævrere. Det er navnlig almindeligt, at Boykotning begrænses til fleres Samvirken om (Deltagelse i) at afholde sig fra Forbindelser. Andre finder det ejendommelige i, a t en Person opfordrer en eller flere andre til at afholde sig fra Forbindelser med Trediemand. Problemet maa imidlertid undersøges i hele dets Bredde, og man kan navnlig ikke opstille som et Axiom, a t den enkelte har ubegrænset Frihed til at afholde sig fra a t indgaa Forbindelser med andre. — Noget andet er, a t der som oftest ikke er Grund til ved Retsregler a t skride ind imod, a t en enkelt Person afholder sig fra visse økonomiske Forbindelser. —

O m B o y k o tn in g i A lm inde l ighed k a n bl. a. henvises til Vinding Kruse A rb e jd e t s og K a p i ta le n s O rgan isa t ione r , især 166 ff, F o rh a n d l in g e rn e p a a d e t 15. no rd iske J u r i s tm ø d e 99 ff og Bilag IV, R. Bergendal U d re d n in g ang . t r ed je m an s r ä t t till n e u t r a l i te t i a r b e t s k o n f l ik te r (Sth . 1933), n o rsk T ru s t lo v 12 M a r ts 1926 §§ 21— 22 og L om a rb e id s tv i s te r 5 Maj 1927 § 1 Nr. 9, § 5, § 6 a, jfr. L 6 Ju l i 1933, K noph O v e rs ik t ov e r Norges r e t t 361 ff, K r. Andersen Stre ik og a rb e id sb o ik o t t (Oslo 1932), T fR 1932.45 ff. A n g a a e n d e Sp ø rg sm a a le t om B o y k o tn in g fra en en k e l t P ersons Side se Carl Ussing i U 1928 Til læg 8 f og dero v e r fo r Kr. Andersen i T fR 1932. 67 ff, jfr. ogsaa Bergendal F o rh a n d l in g e rn e p a a 15. nordiske. J u r i s tm ø d e 105 og Tr. Jørgensen i T fR 1927.135 s a m t den n o rsk e -T ru s t lo v § 21.

Boykotning anvendes i overordentlig stort Omfang i den nyeste Tid, og det ikke blot i Forholdet mellem Arbejdsgiver og Arbejder. En Opfordring til a t boykotte Trediemand ledsages ofte af en Trusal. om a t boykotte den opfordrede. En Fagforening opfordrer f. Eks. under Trusel om Strejke Arbejdsgiveren til a t afskedige en uorganiseret Arbejder, eller den opfordrer under Strejketrusel en Arbejdsgivers Forretningsforbindelser til a t boykotte ham.

B. Den retlige Behandling a f Boykotning volder store Vanskeligheder. Det er med Føje fastslaaet i Praksis, a t Boykotning i visse Tilfælde kan søges hindret ved Forbud og kan afføde Krav paa

§ 6.VII.B. 45

Erstatning af det Tab, der voldes ved Boykotningen. Men det er meget vanskeligt a t fastslaa, under hvilke Betingelser Boykotning kan mødes med Forbud eller afføde Erstatningsansvar.

1. Spørgsmaalet er her i Landet kun i ringe Omfang afgjort ved Lov. Vigtigst af de gældende Lovbestemmelser er L om den faste Voldgiftsret § 5.B.2, der omtales ndfr. under 4.

Lov om Prisaftaler 158 18 Maj 1937 g iver i § 9 følgende R egel: »Aftaler el ler B e s tem m else r o m Pris-, P ro d u k t io n s - , O m sæ tn in g s- eller T r a n s p o r t forhold er fo rb u d t , for saa v id t de p aag æ ld e n d e A f ta le r el ler B e s te m m e lse r m edfø re r eller k a n a n ta g e s a t m edfø re ur imelige P r is e r e ller a n d re s a m fu n d s m æssig t ur imelige In d s k ræ n k n in g e r i den fri E rh v e rv su d ø v e ls e , h e ru n d e r U d n y t te l s e i n æ v n te H e n s e e n d e r a f V a re k n a p h e d e. 1.« B o y k o t f o r a n s t a l t n inger k a n e. O. r a m m e s a f Reglen og m a a d a af føde E r s t a tn in g s a n s v a r ov e r for Personer , d e r l ider T a b ved dem . — O m B e s tem m elsen k a n ses Hjejle i U 1937 B 336 ff.

P r isa f ta le loven er m id le r t id ig s a t ud a f K r a f t ved L ov om P r is e r 306 30 Mai 1940 § 20. og d en n e B e s tem m else e r o p r e th o ld t i den senere m id le r t id ige Pr is lovg ivn ing , foreløbig til 28 F e b r u a r 1947, se Lov 580 30 Nov. 1946. Prisloven in deho lde r im id le r t id e t a lm in d e l ig t F o rb u d m od urimelige P r ise r og F o rre tn in g sb e t in g e lse r og m o d A f ta le r , V ed tage lse r og B e s te m m e l ser, d e r k a n a n ta g e s a t m edfø re ur im elige P r i s e r el ler Fo rre tn in g sb e t in g e lse r , se L 472 28 N ov. 1942 §§ 8 og 10 m ed S t ra f feb es te m m els e i § 19.

2. Spørgsmaalet er undertiden afgjort ved A ftale, f. Eks. ved kollektiv Overenskomst. Det omtales Enk. K ontrakter § 44, a t Adgangen til Strejker og Lockout begrænses ved kollektive Overenskomster, dels ved a t der opstilles særlige Betingelser for Adgangen til Arbejdsstandsning, saaledes som det navnlig er sket ved »September- forliget« af 5 September 1899 (aftrykt i »Danmarks Love«), dels fordi de kollektive Aftaler mellem Arbejdere og Arbejdsgivere normalt udelukker Kamp om de ved dem ordnede Forhold i Overenskomstperioden. Adgangen til Arbejdsstandsning kan imidlertid ogsaa (i Forholdet mellem Parterne) udvides ved kollektiv Overenskomst, og en saadan Udvidelse antages a t være sket indenfor Septemberforligets Omraade. Her antages det a t være Reglen, a t de enkelte Arbejdskontrakters Opsigelsesregler ikke behøver a t overholdes ved Strejke eller Lockout, og a t Sympatiaktioner frit kan iværksættes af Hovedorganisationerne med de foreskrevne Varsler.

Se h e ro m U 1935.507 H , Carl Ussing i U 1928 Til læg 32 ff, Tr. Jørgensen i T fR 1936.363, 1927.134, 140 ff. cfr. Olrik i U 1926 B.189. D e t te gæ ld e r im id le r t id k u n i F o rh o ld e t m ellem dem , d e r e r b u n d e t a f S e p te m b e r fo r l ig e t el. a f »Norm f. R eg le r f. faglig Strid«, se E n k e l t e K o n t r a k t e r 2. Udg. S. 341.

46 § 6.VII.B.2.

Fra alle saadanne Aftaler ses der bort i det følgende. Iøvrigt maa Spørgsmaalet — hvor Lovgivningen ikke fører til andre Resultater — løses ud fra almene, samfundsmæssige Betragtninger. Saavidt man kan skønne paa nærværende Tidspunkt, kan Grænsen ikke drages ved en enkelt Regel.

3. Væsentlig Betydning har for det første Formaalet med Boykotningen.

Boykotning kan ialfald paadrage Ansvar, naar den bæres .af et Formaal, som Retsordenen maa modarbejde ved Culpareglen eller endog ved Straffeloven. Som Eksempel kan nævnes Boykotning, der tilsigter a t tvinge den boykottede til at begaa en Forbrydelse eller en Handling, der er i Strid med Æ rbarhed. Fremdeles formentlig Boykotning, der foretages netop i den Hensigt a t skade den boykottede (sml. ndfr. § 9) eller for a t gennemtvinge noget, som det vilde være i Strid med Lov eller Æ rbarhed a t fremtvinge.

B o y k o tn in g for a t f re m tv in g e Opfy ldelsen a f en F o rd r in g v i l v i s tn o k som o f tes t væ re re ts t r id ig , m en d e r m a a an e rk e n d e s v i d t ræ k k e n d e U n d tage lse r , se h e ro m Carl Ussing i U 1928 T il læ g 25 ff s a m t U 1928.1026 H.

B o y k o tn in g e r ogsaa b lev e t an se t som re ts t r id ig , h v o r M o t iv e t v a r a f m ere personlig A r t el ler iøv r ig t f a n d te s for sva g t , se U 1921.694* H , 1924.75 H , 1928.337, 803. Og m a n bø r v is tn o k opsti l le den a lm inde l ige Regel , a t B o y k o tn in g e r re t s t r id ig , m e d m in d re den t j e n e r e t F o rm a a l , so m m a n fra e t S a m f u n d s s y n s p u n k t f in d e r d e t fo rsvar l ig t genere l t a t søge n a a e t ved B o y k o tn in g .

D en n e Regel vil dog n æ p p e blive g e n n e m fø r t fu ld tu d , n a a r B o y k o tn in g e n ho lder sig in den fo r en sn æ v er K reds , m e d m in d re d e n n e fa k t i sk b e h e rsk e r e t v is t E rh v e rv so m ra a d e , sml. e t G rænseti lfæ lde i U 1916.677 (T fR 1918.86), og den k a n ialfald ikke r a m m e den en ke l tes A fb ryde lse a f F o r r e tn in g s fo rb in delser b o r t s e t fra M onopolt i lfælde, sml. U 1934.527, hvis P ræ m iss e r synes r e t v id tg aaen d e .

A t d e r ved B o y k o tn in g tages H e n s y n til Hensigten eller M otivet iøvr ig t , ses a f f lere a f de n æ v n te D o m m e, jfr. ogsaa U 1915.765.

Boykotning kan imidlertid være retstridig, selv om dens Formaal i og for sig kan tilstræbes ansvarsfrit ved Hjælp af Boykotning.

4. Det er forlængst med Føje fastslaaet i Praksis, a t det er retstridigt a t gennemføre Boykotning ved visse Midler. Saaledes navnlig a t fremkalde Boykotning ved urigtige faktiske Anbringender, f. Eks. vildledende Fremstilling af Konfliktens Aarsager.

Se som E ksem pel U 1892.98 H , 1927.27 H, jfr. 1926.643 H, 649* H og T f R 1927.275.

§ 6.VII.B.4. 47

I og for sig k a n U s a n d h e d e n vel k u n b e g ru n d e A n s v a r for d e t T a b , d e r vo ldes v ed den . Men n a a r d e r foreligger b e v id s t V ild ledn ing , m a a A n s v a re t o m f a t t e hele T a b e t med U n d tag e lse a f d e t , som bevislig ikke e r en Følge a f U s a n d h e d e n , sml. nd f r . § 25.1.

D e t e r frem deles r e t s t r id ig t a t f rem k a ld e B o y k o tn in g v ed Æ r e fo rn æ r melse r el ler ved a n d e n n e d s æ t te n d e O m ta le , som v i lde væ re re ts t r id ig , selv om den ikke t j e n t e til B o y k o tn in g , el ler ved r e ts t r id ig T v a n g . S a a d a n T v a n g e r ofte b leve t a n v e n d t n avn l ig u n d e r S t re jk e a f A r b e jd e rn e over fo r »arbejdsvillige«, f. E ks . ved H jæ lp a f udst i l lede S t re jk e v a g te r . Men U ds ti l l ing a f S t re jk e v a g te r e r b lev e t a n s e t for r e ts t r id ig over fo r A rbe jdsg iveren , selv om der ikke b lev a n v e n d t T rus le r .

Se som E ks. U 1894.696 H , 1892.98 H , 1928.188, 810. O m n e d s æ t te n d e O m ta le U 1909.187 H, 1928.191, jfr. 1917.830 H.

Der har været Tilbøjelighed til a t anse det for retstridigt offentlig at opfordre til Boykotning eller give Meddelelse om en Boykotning, naar dette kan betragtes som en Opfordring til Boykotning.

Spørgsmaalet er for en Del blevet afgjort ved L om den faste Voldgiftsret 536 4 Oktober 1919 § 5.B.2, der ligesom den tidligere Lov af 12 April 1910 bestemmer, a t »naar en Strejke eller Lockout ikke er retstridig, er den blotte offentlige Meddelelse om dens Varsling eller Ikrafttræden heller ikke retstridig«.

B estem m elsen m a a fo rm en t l ig d æ k k e en o b j e k t iv rig tig Angivelse a f G ru n d e n e til A rb e jd ss ta n d sn in g e n , jf r . Carl Ussing i U 1910 B.273, m en dog U 1911.375, s a m t en til d en b o y k o t t e n d e F ag fo ren in g s M e d lem m e r r e t t e t O p fo rd r ing til ikke a t ta g e A rb e jd e , se U 1912.433, 1914.328, jfr. ogsaa 1928.130, 1932.572. Og den m a a e f te r O m s tæ n d ig h e d e rn e k u n n e a n v e n d e s a n a lo g t p a a M eddele lser om B o y k o tn in g a f a n d e n A r t , j fr. U 1914.328, ialfald n a a r sæ rsk il t Meddelelse til D e l tag e rn e i B o y k o tn in g e n ikke e r t i ls t ræ kke l ig e ffek tiv og o verkom m elig .

Mere k an d e r ikke ud ledes a f den n æ v n te L o v b es tem m else . I P ra k s is syne s d e r im id le r t id a t væ re T ilbø je l ighed til a t a n ta g e , a t alle andre Boykot- opfordringer er retstridige, naar de rettes til Offentligheden , f. E ks . igennem Pressen eller ved U dde l ing a f O p fo rd r in g e r eller ved B rev e til t i lfældige Personer . G a n s k e a lm in d e l ig t k a n d en n e S æ tn in g dog n æ p p e opst il les.

A n g a a e n d e Arbejdernes Boykotning a f Arbejdsgivere e r d e t fo rlæ ngst fast- s la ae t i P ra ks is , a t A rbe jd sg iv e ren kan ned læ gge F o rb u d og e v e n tu e l t k ræ v e E rs ta tn in g , n a a r d e r u n d e r en B lo k ad e o f fentl iggøres N a v n e p a a Personer , d e r a r b e jd e r hos h a m (»arbejdsvillige«), jfr. h e rv e d Krabbe K o m m e n ta r 464. N yere D o m m e h a r a n s e t d e t for r e t s t r id ig t o ffentl ig a t o p fo rd re P e r so n e r u d e n fo r den b lo k e ren d e O rg an isa t io n til a t u n d la d e a t a rb e jd e for A r b e jd s g iveren , se U 1930.142, 499, jfr. ogsaa 935. 1932.142 (der e n d o g a n v e n d e r den nu o p h æ v e d e E rh v e rv sf r ih ed s i . 70 27 M a r ts 1929 § 3).

D er im od k a n d e t fo rm en t l ig ikke anses for r e t s t r id ig t , a t en A rb e jd e r

48 S6.VII.B.4.

u n d e r en B lo k ad e p r i v a t o p fo rd re r e n k e l te a n d re A rb e jd e re t i l ikke a t ta g e d e t b lokerede A rb e jd e op, jfr. N . Lassen i T f R 1895.78. M en en O p fo rd r ing til fa s t a n s a t t e T je n e n d e om a t fo rlade deres P lad s i S t r id m ed T je n e s te a f ta le n e r b lev e t a n s e t for r e t s t r id ig v ed U 1932.308 H.

O m v e n d t e r d e t r e t s t r id ig t a t o p fo rd re A rb e jd sg iv e re t i l B o y k o tn in g a f e n k e l te A rb e jd e re v ed a t offen tl iggøre deres N a v n e (»sorte L is ten «), j fr. U 1909.877, 1911.639. D er im o d anses d e t i A lm inde l ighed ikke som re t s t r id ig t a t sende s a a d a n n e L is te r til den p a a g æ ld e n d e A rb e jd sg iv e r fo ren in g — fo ru d s a t a t B o y k o tn in g e n h a r e t b e r e t t ig e t F o rm a a l •— , jfr. U 1911.639, 1920.487, sml. ogsaa 1931.391. N a a r en A rb e jd e r s Fo rho ld h a r v æ re t særl ig g rav e ren d e , k a n d e t v i s tn o k e f te r O m s tæ n d ig h e d e rn e v æ re re tm æ ss ig t a t a d v a r e ogsaa Fagfæller , d e r i k k e - s t a a r i O rg a n isa t io n m ed den a d v a re n d e , jfr. F o ru d s æ tn in g e n i U 1909.877.

Ogsaa i Forretningsforhold e r B o y k o to p fo rd r in g e r r e t t e t til O ffentl igh eden i A lm inde l ighed b lev e t a n s e t som re ts t r id ige . Se som E k sem p e l U 1901.985, 1902.212, 1917.707, 1919.937, 1923.201. Sml. 1922.132* H, 727*.

5. Selv Midler, der normalt kan benyttes ansvarsfrit, vil efter Omstændighederne kunne paadrage Ansvar. De anvendte Midler maa navnlig staa i et rimeligt Forhold til Formaalet.

Afgørelsen m a a fo rm en t l ig bero p aa , om d e t e r fo rsvar l ig t genere l t a t søge e t F o rm a a l so m d e t t i l s t ræ b te n a a e t ved Midler a f den p aag æ ld e n d e Art . Og h erved m a a d e r tag es H e n s y n til S a m m e n sp i l le t m ellem de forskellige B o y k o t fo ra n s ta l tn in g e r . N a a r en R æ k k e Midler an v e n d e s , k a n deres s a m lede P re s væ re saa s tæ rk t , a t d e t ikke k a n fo rsvares ved B o y k o tn in g e n s F o r m aa l , sml. U 1926.649* H , 1928.928.

C. T a lr ige D o m m e a n g a a r Arbejderes Boykotning a f andre Arbejdere. D e t e r i adskill ige Tilfælde b lev e t a n s e t for r e ts t r id ig t , a t A rb e jd e re ko l lek t iv t k ræ ver , a t A rb e jd sg iv e ren ska l a fsked ige en en k e l t A rb e jd e r . E n s a a d a n O p t ræ d e n k a n væ re re tm æ ss ig , n a a r A rb e jd e re n h a r g ive t r imelig A n ledn ing dert i l , e n te n ved a t ta g e A rb e jd e u n d e r en B lokade , jfr. U 1911.875 og fo ru d sæ tn in g sv is 1927.55 H , eller ved g ro v T ils idesæ tte lse a f na tu r l ig e F o ru d s æ tn in g e r for S a m a rb e jd e , jfr. U 1928.138. Men se lv i s a a d a n n e T il fælde b liver B o y k o tn in g e n re ts t r id ig , n a a r den r a m m e r m ed en V æ gt , de r m a a anses for ur imelig i B e t r a g tn in g a f Forseelsens Størrelse . Se som Eks. U 1927.55 H , 1928.423 H (om .S t re jke b ryde re ) , 1921.694* H , 1925.370 H.

T v iv l s o m t e r de t , om B o y k o tn in g a f den ny s n æ v n te A r t k a n væ re r e t mæssig, n a a r dens F o im a a l a lene e r a t f re m m e A rb e jd e rn es Organiserings- bestræbelser, saa ledes n a a r en A rb e jd e r k ræ v es afsked iget , b lo t fordi h an er u o rg an ise re t . E n s a a d a n B o y k o tn in g over fo r e t t id l igere F ag fo ren ingsm ed lem e r b lev e t a n s e t som le tm æ ss ig i U 1914.868, m en som r e ts t r id ig i U 1922.371 i e t T ilfælde, h v o r A rb e jd e re n i særl ige F o rho ld k u n d e h ave G ru n d til a t u d m e ld e sig a f F ag fo ren ingen , jfr. ogsa a N o te n i U 1921.694* s a m t U 1910.317.

§ 6.VII.C. 49

D en h e r o m h a n d le d e B o y k o tn in g anses f rem deles som re ts t r id ig , n a a r A r b e jd e re n vil v æ re Medlem a f F ag fo ren ingen , m en u d e n Føje h in d res heri. V ed ta l r ige D o m m e om ulovlig E k sk lu s io n a f F a g fo re n in g s m e d le m m e r eller ulovlig N æ gte lse a f O p tage lse i en Fag fo ren in g e r d e r t i lk e n d t den u d e luk k ed e A rb e jd e r E r s t a tn in g for d e t I n d tæ g t s t a b , h a n h a r l id t ved a t holdes u d e fra F ag fo ren ingen , se f. E ks . U 1918.75 H , 1928.636 H , 828 H , 1929. 676 H , 1930.48 H ; 1926.30 H , 1927.44 H , 1929.296 H.

P a a d en a n d e n Side e r B o y k o tn in g e n b lev e t a n s e t for re tm æss ig , h v o r den k u n b es to d i H æ v d e lse a f en O v e re n sk o m s t m ellem F agfo ren ingen og A rbejdsg ive ren om, a t han u d e lu k k e n d e eller fo rt r insv is sk u ld e beskæftige o rgan ise rede A rbe jde re . Se som E k s . U 1928.477 H , 423 H (fo rudsæ tn ings- vis) , 1929.1111 s a m t 1932.534 H , h v o r de t dog f rem hæ ves, a t den b o y k o t te d e h a v d e v æ re t Medlem a f Fag fo ren ingen . A f ta le r so m de n y s n æ v n te bø r dog n æ p p e g anske a lm inde l ig a n e rk e n d e s so m b e re t t ig ed e . H v is de a n v e n d e s p a a en M aade , d e r v æ k k e r alvor l ige B e tæ n k e l ig h ed e r , m a a de k u n n e e r k læres ugy ld ige e f te r a lm inde l ige R e ts g ru n d sæ tn in g e r .

Ialfald b o r t s e t fra s a a d a n n e A f ta le r g a a r T e n d e n se n fo rm en tl ig i R e tn in g a f den Regel, a t d e t b lo t te O rgan ise r ingsfo rm aa l ikke gø r B o y k o tn in g a f den h e ro m h a n d le d e A r t be re t t ig e t .

V III. Skadelige Udtalelser iøvrigt. Ogsaa udenfor de Tilfælde, der er om talt i det foregaaende, kan

en Person ifalde Erstatningsansvar for Tab, han paafører andre ved sine Udtalelser.

D et g æ lder for d e t førs te, h v o r h a n s U d ta le lse r e r rettet til den skadelidende selv. E r s t a tn in g s a n s v a r m a a saa ledes i v id t O m fa n g k u n n e paalæ gges den, d e r v ed a t give u r ig tige O p ly sn in g e r (eller t i lbageho lde r ig tige O plysn inge r) fo ran led iger , a t en a n d e n p a a fø re r sig se lv T a b . Og d e t kan ikke v æ re en B e tingelse for A n s v a r , a t d e r foreligger B e drage r i el ler s t r a f b a r Svig iøvr ig t (S tr f l 1930 §§ 279, 298). E r s t a tn in g s a n s v a r m a a endog i e t v is t O m fa n g k u n n e paa læ gges den , d e r ikke h a r h a n d le t m ed F o rsæ t ti l a t p a a v i rk e den a n d en s H a n d le m a a d e . Saaledes m a a d e r ialfald k u n n e in d t ræ d e A n s v a r for den P a r t , d e r u d e n s a a d a n t F o rs æ t under Kontraktsforhandlinger f r e m s æ t te r u r ig t ige Angivelser , f o ru d s a t a t h a n indsa a eller b u rd e indse, a t h a n s A n givelser k u n d e v irke b e s te m m e n d e p a a M e d k o n t ra h e n te n . Og h a n m a a k u n n e d rag es t i l A n s v a r , selv om h a n u a g t s o m t h a r t r o e t p aa , a t h a n s O p lysn inger v a r rigtige. A n s v a r for U a g ts o m h e d m a a ogsaa k u n n e paa læ gges den Trediemand, de r u r ig t ig t b e v id n e r e t a fg ø re n d e P u n k t i en Afta le . I P ra k s is e r A n s v a r o f te p a a l a g t V it te r l ig h ed sv id n e r , de r u a g t s o m t bev id n ed e en U n d e r sk r i f t , som v is te sig a t væ re falsk.

S aa led es U 1935.374, 1915.599, 1911.93, 1901.292*P a a d en a n d e n Side k a n der n æ p p e in d t ræ d e A n s v a r ved al U a g ts o m h e d ,

n a a r en P e r so n lider S k ad e ved a t følge et Raad , som en a n d e n h a r g ive t h am u d e n V eder lag , jfr. U 1898.617, 1919.223 og Lassen I 259 i N o te n med H en v isn .

U ssing E r s ta tn in g s re t . 4

50 § 6.V III.

E rs t a tn in g m a a ogsaa k u n n e lægges p a a den, d e r p a a fø re r en a n d e n T a b ved a t udtale sig nedsættende om h a m til Trediemand, og d e t se lv om H a n d lingen ikke e r s t r a f b a r eller r a m m e s a f særl ige L ovbes tem m else r .

Se som Eks. U 1931.12 H , 1893.1072*. A n s v a r e r n avn l ig ogsaa b leve t p a a la g t Oplysningsbureauer, de r g iver ur ig tige M eddelelser o m en Persons ø ko n o m isk e Forho ld , se U 1902.843*, jfr. ogsaa 1915.710, 1926.542, 1923. 201, og som E k sem p e l paa T ilfælde, h v o r H a n d l in g e n ikke an sa a s for r e t s t r id ig U 1930.1084. Se om S p ø rg s m a a le t Ottesen i U 1909 B.24, Lassen I 257 i N o ten , N R t 1905.559 (TfR 1909.159). O m K ritik se d e t ndfr . S. 65 ci terede, H urw itz i J u r i s t e n 1937.117 ff.

Det er næppe muligt a t opstille almindelige Regler om, under hvilke Betingelser der indtræder Erstatningsansvar for saadanne skadelige Udtalelser. Saa meget kan dog siges, a t Retspraksis heller ikke her indskrænker Ansvaret til forsætlig Skadeforvoldelse.

Se U 1931.12 H, 1902.843* og F o ru d s æ tn in g e n i 1910.158 H. A n g a a e n d e S p ø rg sm aa le t , om d e r e r G ru n d til a t k ræ v e Forsæ t , k an henvises t i l M unch- Petersen i T fR 1898.4 ff, 14, 26 jfr. 32, m en d e rove r fo r Lassen I § 29 N o te 8 d. O m skadelige U d ta le ls e r søger Lassen I § 28 N o te 21 a t opsti l le næ rm ere Regle r p a a G ru n d lag a f R e tsp raks is .

§ 7 .

Undladelser.I. I hvilket Omfang Undladelser kan begrunde Erstatningsansvar,

kræver en særlig Undersøgelse.A. De Grunde, der foran i § 2 er anført som liggende bagved

Culpareglen, kan utvivlsomt føre til a t paalægge Ansvar for Undladelse. E t saadant Ansvar kan navnlig ogsaa have præventiv Betydning. Det kan nemlig tilskynde til Handlinger, der er egnet til a t forhindre Skade.

Udfra dette Synspunkt maa Ansvar for en Persons Undladelse ialfald forudsætte, 1) a t en Fare for andres Interesser var synlig for den paagældende, 2) at han m aatte antage, at den af ham undladte Handling vilde have en Evne (Tendens) til at afværge Skaden.

D er er ingen G ru n d til a t lade A n s v a re t for U nd lade lse r bero p aa , om U nd lade lse r o v e rh o v e d e t k a n siges a t fo raarsage noget . S t r iden h e rom er k o r t o m t a l t ndfr. i § 19.1.B.

§ 7.I.A. 51

De nævnte Betingelser svarer til dem, der stilles ved positive Handlinger. Men der er flere Grunde, der taler for at drage snævrere Grænser for Ansvarsomraadet ved Undladelser.

For det første er det ikke saa nødvendigt for Samfundet, a t Undladelser modvirkes. Kun i særlige Grupper af Tilfælde kræver Sikkerhedshensynet, a t Folk kan stole paa, at visse positive Handlinger bliver foretaget, se om saadanne Tilfælde ndfr. under II. For det andet kan Kravene til positiv Handlen — bortset fra de særlige Tilfælde under II — ikke stilles ret højt, da det ellers næppe vil lykkes hos Samfundets Medlemmer a t vinde fornøden Tilslutning til Kravene. Dette staar a tter i Sammenhæng med, at det gennemsnitlig er byrdefuldere at foretage en bestemt-positiv Handling end at undlade visse uønskværdige Handlinger. Den positive Handling kræver Anvendelse af en Del af den paagældendes Tid og Kræfter og afskærer ham derved fra at anvende samme Tid og Kræfter i egen Interesse. Hvor byrdefuldt det føles at handle, vil afhænge af, dels hvor megen Tid og Kraft Handlingen kræver, dels hvor store Interesser af anden Art den paagældende maa tilsidesætte for at handle.

Dertil kommer, at det er meget vanskeligt at drage en praktisk brugbar Grænse mellem de Undladelser, der skulde paadrage Ansvar, og de andre. Man kan næppe blive staaende ved et almindeligt Skøn om Undladelsens »Uforsvarlighed«, da dette Skøn vilde være for usikkert. Grunden hertil er navnlig, a t Skønnet ikke kan finde Støtte i en fast almindelig Moralopfattelse. Den moralske Opfattelse er nemlig meget vaklende paa dette Punkt. Under djsse Omstændigheder er det betænkeligt at henvise Afgørelsen til Domstolenes frie Skøn. Og uden positiv Hjemmel lader det sig næppe gøre a t formulere en nogenlunde præcis Regel, der kan ventes a t vinde almindelig Anerkendelse hos Domstolene. Saa meget er ialfald givet, a t intet af de hidtil gjorte Forsøg har vundet større Tilslutning.

Under disse Omstændigheder er det forstaaeligt, a t den herskende Lære forkaster en almindelig Regel om Ansvar for Undladelser og kun vil paalægge Ansvar i særlige Grupper af Tilfælde. En saadan Løsning vil ogsaa i det væsentlige kunne fyldestgøre det praktiske Behov, naar man ikke kræver særlig Støtte i Lovgivningen for Ansvaret, men antager, a t Ansvar kan paalægges i alle de særlige Grupper a f Tilfælde, hvor der findes at være Grund dertil. Efterhaanden4*

52 § 7.I.A.

som Antallet af Ansvarstilfælde forøges, vil man iøvrigt nærme sig mere og mere til en almindelig Regel.

O m -S p ø rg s m a a le t se Lassen I 256 ff m ed H en v isn . , Stang E r s t a tn in g s a n s v a r 67, 111 f, 116 N o te 39, Krabbe K o m m e n t a r 17, 21, Ross V irkelighed og G y ld ighed 183 f, Lundstedt T fR 1923.115, 151 f, F ö re lä sn in g a r I 16 ff, 40 ff, I I 52 ff og derover fo r Thyrén D en m o d e rn a s t r a f f r ä t t e n s g ru n d å s k å d - n in g a r 34 ff, A n m ä r k n in g a r vid en sk r i f t a v p rofessor A. V. L u n d s t e d t 7 f, Oertmann A n m . 4 .d fo ran § 249, § 826 A n m . 2 i S lu tn . , M azeaud I no. 524 ff.

Lundstedt vil (m ed H e n s y n t il -Straf) ligestil le U nd lade lse m ed posi t iv H an d l in g , n a a r H a n d l in g e n ikke k ræ v e r nogen n æ v n e v æ rd ig Opofrelse, m en bevislig u n d la d e s e n ten a f b lo t og b a r L igegyld ighed eller l igefrem i S k a d e h e n s ig t . Beslæ gtede S æ tn in g e r e r opst i l le t a f flere F o r fa t te re . Stang vil g ive fri B a n e for In teresseafveje lsen . M azeaud vil a n v e n d e d e t a lm in d e lige K r i t e r iu m Fejl (fa u te ). Oertmann vil ialfald und tage lsesv is a a b n e A d g a n g til a t paa læ gge A n s v a r for U nd lade lse og nav n l ig ef te r O m stæ n d ig hed e rn e a n v e n d e B G B § 826.

D a en a lm inde l ig Regel om A n s v a r for U nd lade lse r m a a t t e væ re m ege t snæ ver , k a n jeg ikke lægge s to r V æ gt p a a den In d v e n d in g , d e r o f te f rem s æ t te s m o d A n s v a r for U n d lad e lse r : a t m an d e rv ed v ilde sk a b e en uheld ig F a re for a l t fo r geskæftig I n d b la n d in g fra a n d re Folks Side.

D e t Spørgsm aal , d e r v o lde r T v iv l , siges o f te a t v æ re P ro b le m e t , h v o rn a a r U nd lad e lsen er retstridig, eller h v o r n a a r d e r b e s ta a r en Retspligt til a t handle . Disse U d t r y k peger f o rs a a v id t i den r igtige R e tn ing , som d e r fo rm ent l ig ingen særl ige V anske l igheder o p s t a a r med H e n s y n til de s u b je k t iv e ( individuelle) U n d s k y ld n in g s g ru n d e . Men U d t r y k s m a a d e n k a n v æ k k e ur ig tige Forest i l l inger. E f t e r en n a tu r l ig Fo rs taae lse a f O rdene foreligger R e ts t r id ig - hed eller R e tsp l ig t i de Tilfælde, de r o m ta le s ndfr. u n d e r I I .g , men dog in d t r æ d e r d e r ikke A n s v a r for U nd lade lsen . U d t r y k s m a a d e n hæ nger sa m m e n med, a t flere nord iske F o r f a t t e r e b ru g e r O rd e t re ts t r id ig i en in d sn æ v re t B e ty d n in g , se herom ndfr . § 12 .I I I .

B. Den danske Lovgivning giver ikke bestemte Holdepunkter for Besvarelsen af Spørgsmaalet i al Almindelighed. Straffelovgivningen kan vel siges ret tydelig a t vise, at Undladelser som Regel ikke kan straffes efter samme Straffebestemmelser som positive Handlinger. Men herfra kan der ikke drages bindende Slutning til Erstatningsansvaret.

Da heller ikke Praksis har fastslaaet nogen almindelig Regel om Ansvar for Undladelser, maa man formentlig regne med, at vore Domstole ialfald foreløbig vil nøjes med a t paalægge Ansvar i særlige Grupper af Tilfælde.

§7.11. 53

II. Tilbage staar at undersøge nærmere, i hvilke særlige Grupper a f Tilfælde Undladelse ialfald bør paadrage Erstatningsansvar. Der skal fremdrages forskellige Tilfælde, hvor der efter dansk Ret maa kunne paalægges Ansvar. Men Opregningen tilsigter ikke a t være udtømmende.

A n g aae n d e R e tsp rak s is om disse Spørgsm aal kan henvises til Becker Olsen i U 1930 B.161 ff.

a. Der er ingen Tvivl om, a t Undladelse kan paadrage Ansvar, hvor der bestaar en retskraftig Fordring paa en positiv Ydelse. Det nærmere herom maa imidlertid fremstilles andetsteds, se bl. a. Dansk Obligationsret § 12.

b. Hvor Lovgivningen eller med fornøden Hjemmel en offentlig Myndighed tildeler en Person et særligt Hverv, vil dette ofte ske bl. a. for at faa truffet Foranstaltninger imod visse Farer. I saadanne Tilfælde vil der normalt være Grund til a t paalægge Ansvar for Undladelser under Betingelser svarende til dem, der gælder for positive Handlinger.

c. Hvor en Person ved en forsvarlig Handling har skabt en Situation, der rummer paaregnelig Fare for andre, maa han i Almindelighed ifalde Ansvar, saafremt han ikke træffer forsvarlige Foranstaltninger for at hindre Skade. Den Kusk, der har sat et Hestekøretøj i Gang paa en Landevej, maa saaledes normalt blive ansvarlig, dersom han, naar der opstaar Fare for, a t Køretøjet skal gøre Skade, ikke griber ind og foretager alt, hvad en ordentlig Kusk plejer at foretage for a t hindre Skade i tilsvarende Situationer.

Hvis F a re n følger a f en Persons H a n d l in g i T ilfælde, h v o r d e t v a r upaa- regneligt ved B e s lu tn ingen om H a n d l in g e n s Fore tagelse , m a a han v i s tn o k n o rm a l t b live ansvar l ig , dersom han u n d la d e r a t t ræ ffe rimelige F o r a n s t a l t n inger til a t h in d re Sk ad en . K ra v e n e m a a a l t sa a s lappes noget .

De h e r o m h a n d le d e U nd lade lse r g a a r u den s k a r p G rænse ov e r i de T i l fælde, h v o r S k a d e n voldes ved en posi t iv H an d l in g , der bl iver u forsvarl ig , fordi den ikke fo re tages p a a forsvarl ig M aade. I de fleste Tilfælde, hv o r S ik k e rh e d s fo ra n s ta l tn in g e r und lades , kan Grundlaget fo r Ansvaret fin d es i en positiv Handling. Saaledes, n a a r en P erson k o m m e r til S kade, fordi T ræ e r fældes eller beskæres eller H use r ives ned u den b e try g g e n d e A fspæ rr ing , eller fordi en M o to rvogn k ø re r m ed daar l ige B rem s er el ler en K u s k d re je r til v en s t re u d e n a t vise af. U n d e r t id e n k a n A n s v a r dog k u n bygges p a a en Undladelse . Som E ksem pe l n æ vne s følgende T ilfæ lde: E n K u s k fo r lade r sin Vogn p a a Vejen e f te r a t h a v e t ru f f e t sæ dvan l ige F o rs ig t ig h ed sfo ran s ta l t -

54 § 7.II.C.

n inger . H es ten d re je r ganske upaa regne l ig ud til S iden og fo raarsnger en M o to ru ly k k e . K u s k en i a g t t a g e r den farlige S i tu a t io n t id sn o k til a t afværge S k a d e n , m en b liver skødesløs s t a a e n d e p aa A fs tan d fra Vognen.

N a a r en P erson u k a ld e t h a r g reb e t ind i a n d re s Anliggender, f. Eks. p a a b e g y n d t F o ra n s ta l tn in g e r til a t a fvæ rge en t r u e n d e Skade , men ikke fø re r s i t F o re ta g e n d e igennem , k a n han ialfald blive ansvar l ig , hvis hans In d g r ib e n kendelig h a r forøget Faren , f. Eks. hvis en Læge h a r p a a b e g y n d t en farlig O pera t ion .

d. Den, der har den almindelige Raadighed over en Ting , som kan medføre Farer for andre, vil efter Omstændighederne blive ansvarlig, saafremt han ikke imødegaar Faren ved forsvarlige (sædvanlige) Forsigtighedsforholdsregler.

Naar f. Eks. et Træ styrter om og rammer forbipasserende paa offentlig Vej eller falder ind over Nabogrunden, maa Ejeren eller Brugeren af den Grund, hvorpaa Træet stod, som Regel ifalde Ansvar, hvis han ved rimelig Agtpaagivenhed kunde have opdaget Træets farlige Tilstand og have afværget Faren. En Husejer kan paa lignende Maade blive ansvarlig for Skade, som voldes ved, at Murværk og lignende — f. Eks. Dele af en Gesims eller Altan — falder ned, eller ved at Sne skrider ned fra Taget.

Sml. U 1936.599, d e r dog ikke a n g a a r E rs ta tn in g , 1920.809*, 1921.863*.E r s t a tn in g s a n s v a r m a a in d t ræ d e , se lv om T in g e n ikke bevæ ger sig, n a a r

d e n ved selve sin farlige T i l s t a n d fo ranlediger S kade. D en , der g iver a n d re A d g a n g til sin G rund , sin B ygning , s i t F a r tø j o. s. v., m a a n o rm a l t ifalde A n s v a r over fo r dem , d e r k o m m e r til S k ad e u n d e r B e n y t te ls e n a f d e n n e A dgang , n a a r S k a d e n in d t ræ d e r , fordi han ikke h a r t r u f f e t sædvartlige eller forsvarl ige F o rho ldsreg le r for a t u n d g a a S k a d e for and re .

Saaledes k an A n sv a r in d t ræ d e , n a a r Veje ikke holdes i forsvarl ig S ta n d , se f. E k s . V L T 1931.14, d e r o m ta le s ndfr . i § 17 i S lu tn . , el ler n a a r FortoV'et ikke bes trø s ved g la t Føre . F re m de les n a a r de Dele a f e t H us , d e r er t i lgængelige for f rem m ede , f. E ks . T ra p p e , E le v a to r , G aa rd eller But iks loka le , ikke in d re t te s saa ledes, a t F o rho lde ne ikke uforsvarl ig u d s æ t t e r dem , der h a r lovlig t Æ r in d e dér, for Fare .

I de h e ro m h a n d le d e Tilfælde m a a Ansvaret i A lm inde l ighed paalægges den, der har det fa ktiske Herredømme over Tingen, h v a d e n te n h a n er Ejer, I n d e h a v e r a f en B ru g s re t el ler en Besidder , d e r h a r fa a e t T inge n i sin M agt u d e n nogen A d k o m st . Se hert i l Vinding Kruse E je n d o m s re t te n 1978— 79, h v o r A n s v a re t t i l sy n e lad en d e som H o vedrege l paalæ gges »Ejeren«, u d e n a t d e t næ rm e re siges, h vad d e r fo rs taas herved .

N a a r d e t ved Lov eller m ed H je m m e l i L ov e r p a a l a g t en b e s te m t Person a t t ræffe F o ra n s ta l tn in g e r a f en vis A r t , m a a d en n e Person dog bæ re A n

§7 .II .d . 55

sv a re t for Fo rsøm m else deraf . H v is en P o l i t iv e d tæ g t f. Eks. p aa læ gger H u s e je rne a t renho lde G ad en u d en fo r H u s e t , b es t rø d en o. s. v. , m a a ogsaa E r s t a tn in g s a n s v a re t r a m m e H use je re n , selv om G aden e r offentlig og a n la g t p a a K o m m u n e n s G rund .

e. Særlige Forho ld m ellem P e rso n e r kan ogsaa føre til a t paa læ gge A n sva r , sml. S tr f l 1930 § 255.

f. E n Slags U ndlade lse , de r i den s ids te T id h a r t i ld rag e t sig O p m æ r k som hed , e r Nægtelsen a f at indgaa A ftaler m ed a n d re . I visse T ilfæ lde p a a lægger L o v g ivn ingen en P lig t til a t a f s lu t te K o n t r a k t e r , se f. E ks . A po teke r l . 107 31 M a r ts 1932 § 29. D et fo re k o m m e r navn l ig , h v o r en E rh v e r v s v i r k s om he d forbeholdes enke l te el ler b e s te m te , særlig au to r ise red e Personer . I s a a d a n n e T ilfælde, d e r iøvr ig t ogsaa k u n d e henføres til den ovfr . u n d e r b o m ta l t e G ru p p e , vil N æ gte lsen a f a t a f s lu t t e K o n t r a k t m ed en Person k u n n e p a a d ra g e E r s ta tn in g s a n s v a r , og d e t s a m m e m a a gælde Fors inkelse med a t e f t e rk o m m e en A n m o d n in g om a t hand le , sml. U 1926.166.

T i ls v a ren d e Regle r m a a fo rm en tl ig k u n n e opst il les, h v o r de iøvr ig t f indes p a a k ræ v e d e , saa ledes n a a r en V irk so m h ed o p n a a r e t fak t isk Monopol.

H v o r v i d t A n s v a r for U ndlade lse a f a t k o n t r a h e re kan paalæ gges E n k e l t m a n d u d en fo r s a a d a n n e Tilfælde, e r tv iv l so m t , m en S p ø rg sm aa le t h a r ikke s to r p ra k t i s k B e ty d n in g . D er im o d m aa A nsvars reg le r ialfald k u n n e b e n y t te s til a t m o d a rb e jd e kollektiv Nægtelse a f at kontrahere. Disse S pørgsm aa l e r a lle rede be lys t ved B e h an d l in g e n a f B o y k o tn in g (ovfr. § 6 . V II) .

g. Endnu kan spørges, om Ansvar ikke selv udenfor særlige Forhold bør paalægges i Tilfælde, hvor Undladelsen er strafbar. Spørgsmaalet kan næppe besvares under eet for alle Tilfælde. En Undladelse, der er strafbar efter Strfl 1930 § 192, maa formentlig paadrage Erstatningsansvar. Derimod kan Ansvar næppe paalægges ved Undladelser, der er strafbare efter Strfl 1930 §§ 185 og 253. Man kan vel ikke slutte dette af, at Undladelserne her er gjort til delicta sui generis med særlig lavere Straf. Men denne Ordning maa forklares ved, a t en kraftig Prævention i disse Tilfælde ikke er nødvendig, ja endogsaa har visse Betænkeligheder. Det vilde vistnok støde den almindelige Retsfølelse, om Undladelsen i de nævnte Tilfælde blev belagt med samme Ansvar til Straf og Erstatning som den positive Handling. Hvis man kun havde de to Alternativer: Ansvarsfrihed eller fuldt Ansvar som for positiv Handling, vilde Retsfølelsen antagelig bevirke, a t Ansvar for Undladelse kun blev paalagt i de allergroveste Tilfælde. Naar man derimod ogsaa kan gaa den lempeligere Mellemvej a t paalægge en ringe S traf og ingen Erstatning, kan man belægge langt flere Undladelser med Ansvar og derved opnaa at udstrække Præventionens Omraade.

56 §7.11 .g.

D et siges u n d e r t id en , a t S k a d e n i de h e ro m h a n d le d e T ilfæ lde ikke anses som re ts t r id ig fo rvo ld t ved U nd lade lsen , se f. E ks . Krabbe K o m m e n t a r 22. O m d e t t e f ik t ionsm æ ssige U d t r y k , hvis M ening e r uk la r , se ndfr . § 19.IV.C, jfr. fo ran u n d e r I.A i S lu tn .

O fte opsti l les den Sæ tn ing , a t U n d lad e lse r k u n p a a d ra g e r A n sv a r , n a a r d e r bes tod en særlig (speciel) Retspligt til a t h ind re S k ad en , m ed en s en a f L oven p a a la g t almindelig Hjælpepligt ikke e r t i ls t ræ kke l ig . E n s a a d a n Sondr in g lade r sig dog fo rm en tl ig ikke gennem føre . Ved a t opsti l le K r a v e t om en »Retspligt« o p n a a r m a n iøvr ig t ikke m eg e t a n d e t en d a t f l y t t e Spørgsm a a le t el ler a t give d e t e t N av n .

O m P l ig tk o n s t ru k t io n e n k an n avn l ig henvises til den fo ran u n d e r I .A. ci terede D iskussion m ellem Thyrén og Lundstedt.

§ 8 .

Særlige Omstændigheder, der gør Handlingen forsvarlig.

Der er en Række særlige Omstændigheder, der udelukker E rstatningsansvar efter Culpareglen. En Del af disse Omstændigheder vil blive fremstillet i anden Sammenhæng, se navnlig § 11 og §§ 22 og 23. Her i § 8 skal omtales nogle særlige Forhold, der medfører, at den paagældende Handling overhovedet ikke er uforsvarlig eller uønskværdig fra Retsordenens Synspunkt.

Der findes adskillige Omstændigheder af denne Art, og de vil, hvad der er ganske naturligt, i Almindelighed udelukke ogsaa Strafansvar og Nedlæggelse af Forbud mod Handlingen (saavel Fogedforbud som Dom til Undladelse). I den almindelige Læres Udtryks- maade siger man derfor, at disse Omstændigheder udelukker »Ret- stridigheden«. Hvad der ligger bagved, er som allerede antydet, at Handlingen i de paagældende Tilfælde overhovedet ikke er uønskværdig fra et samfundsmæssigt Sydspunkt.

Betingelserne for Udelukkelsen af de forskellige Retsmidler er dog ikke fuldstændig ens. Der kommer ialfald en vis Forskel frem med Hensyn til de »subjektive« Betingelser. Men da der foreløbig ses bort fra dem, skulde de følgende Bemærkninger i Hovedsagen gælde ikke blot om Erstatningsansvaret, men ogsaa om Straf og Forbud. Derfor kan der ogsaa til Udfyldning af Bemærkningerne henvises til Straffe-

§ 8 . 57

retten, hvor en Del af disse Spørgsmaal plejer a t blive behandlet niere indgaaende.

Som herhenhørende Tilfælde kan nævnes følgende, der dog ikke skal være en udtømmende Opregning:

1. Nødværge. Erstatningsansvar efter Culpareglen paadrages ikke ved Handlinger, der foretages i Nødværge, naar Betingelserne i Strfl 1930 § 13.1° er opfyldt, og heller ikke ved de i § 13.3° nævnte Handlinger.

Den i § 13.1° opstillede Betingelse, a t Angrebet er »uretmæssigt« falder ialfald i Hovedsagen sammen med, a t Angrebshandlingen skal høre til de »uønskværdige« (retstridige) Handlinger. Den nærmere Afgrænsning maa dog foretages med særligt Henblik paa, i hvilket Omfang der er Grund til a t give Nødværget fri Bane. Dette gælder navnlig Spørgsmaalet, om Nødværge bør anerkendes, naar Handlingen er uretmæssig efter en rent objektiv Bedømmelse, der tager alle paa Dommens Tid oplyste Omstændigheder i Betragtning.

Se h e rom S t ra f f e r e t s l i t t e ra tu r e n , f. E ks . Torp S t r R 287, frem deles Per Augdahl N ø d v æ rg e 34, Knoph H e n s ik te n s b e ty d n in g 31 ff, Hoel Den m o d erne re t s m e to d e 150 f. A u g d ah ls A fhand l ing , d e r ogsaa f indes i N o rd isk T id s sk r i f t for S t ra f fe re t 1920, g iver en udførl ig B e h a n d l in g a f hele N ø d væ rge læ ren .

Til B e lysn ing a f N ø dvæ rgereg lens B e ty d n in g k a n henvises til U 1920. 969 H, 1922.132 H , 1928.1093.

Nødværgereglen i Straffeloven dækker ikke Tilfælde, hvor Skade truer fra Dyr eller livløse Ting, uden a t dette skyldes uretmæssig Adfærd fra Ejeren af Dyret eller Tingen. Alligevel bør man formentlig antage, a t den truede ialfald i et vist Omfang ansvarsfrit kan beskadige eller tilintetgøre Dyret eller Tingen, forsaavidt det har været nødvendigt for a t undgaa Skaden. Og formentlig kan man ikke indskrænke Ansvarsfriheden til de Tilfælde, hvor Nødretsbetingelserne (ndfr. Nr. 2) er opfyldt.

J f r . Krabbe K o m m e n t a r 68 f. Særlige L ovreg le r e r g ive t om A d g an g en til a t a fvæ rge A n g reb fra visse D yr , se L om M ark- og Vej fred 25 M a r ts 1872 § 7.3°, jfr. H u n d e l . 18 Maj 1937 § 13.3°, J a g t l . 145 28 April 1931 §§ 7 og 11.

O m P o l i t im y n d ig h e d e rn e s Beføjelse til a t u skade l iggøre farlige T in g henvises til H urw itz K o n f isk a t io n 67, 69 f.

2. Nødret. Handlinger, der er nødvendige til Afværgelse af tru ende Skade, paa Person eller Gods, kan ikke paadrage Ansvar efter

58 § 8 .2 .

Culpareglen, naar Betingelserne for Straffrihed ifølge Strfl 1930 § 14 er opfyldt. Om Handlinger, der er nødvendige til at afværge truende Skade af anden Art, maa der gælde tilsvarende Regler.

Nødssituationen kan gøre det forsvarligt med Forsæt a t bruge eller beskadige Trediemands Ting, men kan selvfølgelig ogsaa gøre det forsvarligt a t foretage Handlinger, der ikke med Sikkerhed volder Skade, men blot fremkalder Fare for Trediemands Goder. Saaledes kan et truende Sammenstød mellem Motorkøretøjer gøre det forsvarligt, a t den ene Bils Fører styrer Bilen saa tæ t ind imod en paa Gaden holdende Vogn, at der er stor Fare for en lettere Paa- kørsel.

Sml. U 1925.455. Se ogsaa Skeie S t ra f f e r e t I § 20.Torp g jo rde i sin T id k r a f t ig gældende , a t N ød re ts reg len k u n e r en en k e l t

A nvende lse a f den a lm inde l ige Regel d m H a n d le f r ih e d e n s G rænser, og a t de r ikke e r B ru g for nogen Særregel om N ødre ts t i l fæ lde . Selv ved en U d v ik ling a f a lm inde l ige R e ts g ru n d s æ tn in g e r e r d e n n e L æ re l ide t heldig. D e t h a r s to r In te resse a t f a s t s la a , a t N ø d s s i tu a t io n e n — ligesom a n d re særl ige G ru n d e — k a n føre til a t f ravige den no rm a le G ræ nse for H an d le f r ih e d en . Ellers t a b e s d e t a f Syne, a t d e t i m a n g e F o rh o ld e r u fo rsv a r l ig t a t f rem k a ld e en b lo t n o g en lu n d e b e ty d e l ig F a re , j fr. ovfr. § 4 . I I .B .1 . Og d e t m a a v æ re O p g a v e n a t u d fo rm e n æ rm e re R egle r om B e tinge lse rne for N ø d re t . F o r gæld e n d e R e ts V e d k o m m e n d e k o m m e r her t i l , a t vi h a r posi t ive L o v b e s t e m melse r om N ø d re t , førs t og f r e m m e s t d en a lm inde l ige Regel i S t r f l 1930 § 14, og den m a a fo rm en tl ig a n ta g e s a t an g iv e den a lm inde l ige G ræ nse for N ø d re t ved H an d l in g e r , d e r s ig te r til a t a fvæ rge t r u e n d e S k ad e p a a Person eller Gods. Men § 14 k a n ikke u d e lu k k e , a t d e r a n e rk e n d e s en v id e reg aaen d e In d g re b s re t i særl ige G ru p p e r a f Tilfælde, og den k a n n avn l ig ikke an ta g e s u d tø m m e n d e a t gøre op m ed al N ø d re t .

J f r . her t i l Krabbe K o m m e n t a r t i l § 14. T o rp s Lære e r u d v ik le t i T fR 1897.60 ff, S t r R 264 ff. T o rp hæ v d e d e , a t den d ag æ ld e n d e N ødre ts rege l i S t r f l 1866 § 41 o v e rh o v e d e t ikke s a t t e nogen G rænse for N ø d re t t e n , se h e r im od Augdahl R e t og re tsk ræ n k e ls e 36 f. Se iøvr ig t Sky ld og S kade 146 ff og ndfr. § 12, Stang E r s t a tn in g s a n s v a r 121 f, Vinding Kruse E je n d o m s re t t e n 219 f. H e r u d ta le s bl. a. , a t d e r k a n o p s ta a Koll is ioner m ellem Goder, som ikke k a n m aa le s in d b y rd e s , og h v o r der fo r T a len om s tø r re eller m in d re S k ad e h ø re r op, f. E ks . Kollision m ellem øko n o m isk e og sjælelige In te resse r . D enne S æ tn in g e r ikke n ø d v en d ig for a t n a a ti l de p r a k t i s k e R e s u l ta te r , som V ind ing K ru s e m ed Fø je h æ v d e r . E f te r m in M ening m a a ogsaa In te re sse r som de n æ v n te v u rd e re s e f te r G ru n d s æ tn in g e n i S tr f l § 14.

Skade, der voldes ved forsvarlige Nødshandlinger, kan i vidt Omfang kræves ersta tte t efter andre Regler end Culpareglen, se herom ndfr. § 16.1.2.b. og II.A.

§8.3. 59

3. Varetagelse a f den skadelidendes eget Tarv (negotiorum gestio).Ansvar kan ikke paalægges en Person for den Skade, som han til

føjer en anden ved en Handling, som det er nødvendigt at foretage for den anden, fordi denne selv ikke kan handle eller træffe Bestemmelse. Ansvarsfri ifølge denne Bestemmelse er navnlig Handlinger, der er nødvendige til Afværgelse af truende Skade. Reglen falder derfor til Dels sammen med Nødretsreglen, men rækker videre i een Retning. Handlinger, der har til Formaal a t afværge Skade netop for den Person, som de tilføjer Skade, er forsvarlige i langt videre Omfang end. Handlinger, der gaar ud over andre; de paadrager iøv- rigt heller ikke Erstatningsansvar efter Reglerne om Ansvar uden Culpa. Som et praktisk vigtigt Eksempel kan nævnes Operation af bevidstløse Personer. Se iøvrigt Enkelte K ontrakter § 52.11 og V.

D en h e r o m h a n d le d e G ru p p e Tilfælde e r o m ta l t i Sky ld og S k ad e 147 f, j fr. ogsaa Ross V irkelighed og G yld ighed 363 og der t i l U 1934 B.298. Goos S tra f f e r e t A lm . Del 192 vilde in d d rag e disse T ilfæ lde u n d e r den a lm indelige Afvejelse , d e r b e s te m m e r H a n d le f r ih e d en s G ræ nser. Saaledes ogsaa Torp S t r R 255, se h erved dog h a n s B e m æ rk n in g S. 272— 73.

4. Ansvarsfri ifølge Culpareglen er fremdeles Handlinger, der er en »lovlig« Retshaandhævelse, derunder saavel offentlig Retshaand- hævelse som privat »Selvtægt«, hvor den er lovlig. Det samme gælder Handlinger, der er en lovlig Anvendelse a f Forældremyndighed eller anden Myndighed over andre Personer, og i det hele Handlinger, der gyldigt er tilladt a f Lovgivningen eller Administrationen. Den nærmere Afgrænsning af disse Undtagelser maa ske andetsteds. Ogsaa i adskillige Tilfælde, der falder ind under denne Gruppe, kan Erstatningsansvar følge af andre Regler, jfr. ndfr. §§ 16— 17.

O m B e re t t ige lsen a f »Egenm agt« se Vinding Kruse E je n d o m s re t te n 718 ff, Krabbe K o m m e n t a r 562 ff.

A t en el lers u forsvarl ig H a n d l in g e r fo re tage t i H e n h o ld til en Befaling, u d e lu k k e r k u n A n s v a r e f te r Culpareg len , dels n a a r den befa lende gyld ig k u n d e t i l lad e H an d l in g e n , dels n a a r S kad ev o ld e ren u n d tage lsesv is v a r forp l ig te t t i l a t e f t e rk o m m e Befa lingen t rods dens Indhold .

Selv i s id s tn æ v n te T ilfæ lde a n t a g e r Krabbe K o m m e n t a r S. 20, a t H a n d lingen kan m ødes m ed N ødvæ rge . K r a b b e an se r der fo r ikke H a n d l in g e n som o b je k t iv t re tm æ ss ig . Se de r im o d Torp S t r R 303 f, Lassen I 264 f.

5. Som en videre Anvendelse af de under Nr. 4 om talte Synspunkter kan man betragte den Sætning, a t Ansvar ifølge Culpareglen ikke paadrages ved Handlinger, der er hjemlet ved en subjektiv Ret. De saakaldte subjektive Rettigheder medfører ofte, a t Hand-

60 §8.5.

linger, der ellers paadrager Ansvar, bliver ansvarsfri. Saaledes vil en Brugsret over en Ting medføre, a t Brugsrettens Indehaver ansvarsfrit kan gøre Brug af Tingen indenfor Brugsrettens Grænser.

Fra Romerretten har den romanistisk prægede L itteratur arvet M aksimen: qui jure suo utitur neminem laedit. — Slutningen ændres ofte, f. Eks. t i l : nemini facit injuriam. — Lassen I 260 gengiver Sætningen saaledes: Den, der udøver sin Ret, begaar ikke Herved noget Retsbrud.

Sætningen har givet Anledning til mange Stridigheder, se Henvisningerne hos Lassen, og det samme gælder det reelle Spørgsmaal om de subjektive Rettigheders Betydning for Erstatningsansvaret. Vanskelighederne har navnlig beroet paa, a t man ikke var blevet klar over, at der maa gøres en Række Begrænsninger i Adgangen til a t udøve de forskellige Rettigheder. I nyere Tid har man indset, at de subjektive Rettigheder maa begrænses paa flere forskellige Maader. Visse Handlinger antages a t falde udenfor Retten alene paa Grund af de skadelige Følger, som de kan have for andre. — Som Eksempel kan nævnes, a t Grundejerens faktiske Raadighed over Ejendommen er begrænset af Hensyn til Naboerne. Disse behøver i Almindelighed ikke at finde sig i en Brug af Ejendommen, der paafører dem Ulemper, som gaar væsentlig ud over det normale, jfr. ndfr. § 16.1.2. — I andre Tilfælde tages der tillige Hensyn til, hvilke Interesser H andlingen tjener. Nogle subjektive Rettigheder kan kun udøves i bestemte Interessers Tjeneste. — Saaledes kan et aftalt Konkurrence- forbud ifølge Aftl § 38 ikke gøres gældende, forsaavidt det gaar videre end paakrævet for a t værne imod Konkurrence. — Der kan ogsaa forekomme Tilfælde, hvor en Rettighed dækker visse Handlinger, naar de blot har en eller anden nyttig eller anerkendelsesværdig Funktion. Endelig kan der efter Omstændighederne være Grund til a t lade Ansvarsfriheden bortfalde ved Handlinger, der foretages netop i den Hensigt a t skade andre.

D e t t e s ids te P u n k t o m ta le s n æ rm e re ndfr . i § 9 .1 1. Til Be lysn ing a f den fo ru d g a a e n d e S æ tn in g k a n henvises til Getz Ju r id i s k e A fh a n d l in g e r S. 54 og 66 (til Dels o m t a l t ovfr. i § 4 . I I .B ) . Krtoph H en s ik ten s b e ty d n in g 216 vil opsti l le en sa a d a n a lm inde l ig Regel om s u b je k t iv e R e t t ig h e d e r : R e ts t r id ig e r en R aad ig h ed su d ø v e lse , n a a r d en m an g le r e n h v e r a f R e tso rd e n e n a n e r k e n d t H en s ig t (en h v e r a n e r k e n d t In te resse for den h an d lende) . Lassen I § 28 ved N o te 28 opst i l le r en l ignende Sæ tn ing , der dog e r in d s n æ v re t n o g e t i L ighed m ed B G B § 226, som o m ta le s ndfr. i §9 .11 . D e t e r im id le r t id

§8.5. 61

t v iv l s o m t , om d e t e r b e r e t t ig e t a t opsti l le en s a a d a n Regel om s u b je k t iv e R e t t ig h e d e r i A lm inde l ighed , jfr. U 1922 B .273 f. — Vinding Kruse E je n d o m s re t t e n 284 gø r en sa a d a n B e græ nsn ing i G ru n d e je re n s R e t til a t fordre U n d la d e ls e r a f N ab o en . — M en m a n k a n fo rm en tl ig sige, a t en H an d l in g , de r b l iver r e ts t r id ig ved a t fore tages i S k ad eh en s ig t , m a a b e t r a g te s som re ts t r id ig , selv om d e r ved S iden a f Sk ad e h e n s ig te n foreligger a n d re M otiver , n a a r disse e r »retsf jendtlige«, jfr. K noph anf . V æ rk 220. N a a r m a n lægger B e v is b y rd e n for m a n g le n d e In te res se p a a den , d e r vil bes t r ide H a n d l in g en s Bere tt ige lse , h a r hele S p ø rg s m a a le t iøv r ig t ik k e s to r B e ty d n in g .

I nogle engelske D o m m e a n g a a e n d e U le m p e r i N abofo rho ld f inde r m an U d ta le ls e r om , a t en el ler a n d e n lovlig H a n d l in g k a n b live re ts t r id ig (blive en »nuisance«), hv is den fore tages i S k a d e h e n s ig t el ler »wantonly« eller i »sheer w antonness« , se bl. a. V. W illiams i Harrison v. Southwark and Vaux- hall Water Co (1891), j fr. ogsaa Christie v. Dauey (1893). D e t e r ikke hel t k la r t , o m d e n n e P ra k s i s ska l b e t a g t e s som æ n d re t ved O v e rh u s d o m m e n i Bradford Corporation v. Pickles (1895), d e r o m ta le s a f K noph S. 191.

Schw. Z G B § 2 indeho lder følgende a lm inde l ige B e s tem m else : »Der o ffenba re M issb rauch eines R e ch te s f in d e t ke inen Rech tsschu tz .« Iø v r ig t f indes de r nav n l ig i F r a n k r ig en s to r L i t t e r a t u r om M isbrug a f R e t t ig h e d e r (abus de droit), se f. E k s . H e n v is n in g e rn e i M azeaud I no. 547 ff. T eo r ie rne herom h a r navn l ig g jo r t N y t t e ved a t sk a b e Midler til r imelige B egræ n sn in g e r a f de s u b je k t iv e R e t t ig h e d e r , førs t og f rem m es t E je n d o m s re t te n . Men n a a r m a n a n e rk e n d e r , a t en vis H a n d l in g fa lder u d e n fo r R e t t ig h e d e n , e r d e t i og for sig u logisk a t k a lde den e t M isbrug a f R e t te n .

Lundstedt fo rk a s te r he l t B e grebe t s u b je k t iv R e t , se bl. a. Obligat ions- b e g re p p e t I 68 ff, I I . 1 109 ff. H a n s K r i t ik g a a r a l t fo r v id t , m en k a n ikke o p ta g e s til B e h a n d l in g her. J e g h env ise r d e rove r fo r til Undén i F es tsk r i f t t i l läg n ad Axel H ä g e r s t rö m (1928), sml. ogsaa T fR 1933.287 ff og Svensk S a k r ä t t II 58 f i N o ten .

6. Den skadelidendes Samtykke til den Handling, der voldte Skade, vil ofte udelukke Ansvar.

D e t u d e lu k k e r f. E ks . A n s v a r e f te r P a te n t lo v e n (Bek. 192 1 S ep t . 1936) § 5 jfr. § 25 og e f te r M øns te r loven (Bek. 193 s. D.) § 8 jfr. § 25.

Om Betydningen af Skadelidendes Samtykke for Erstatningsansvar efter Culpareglen maa der iøvrigt gælde lignende Regler som i Strafferetten, jfr. Krabbe Kommentar 19. At Handlingen trods Sam tykket er strafbar, fordi den tillige truer Trediemands Interesser, bevirker dog ikke, a t den samtykkende selv kan kræve Erstatning.

Med H e n s y n til L eg em san g reb m a a d e t ia lfald an tag es , a t S a m ty k k e u d e lu k k e r E r s t a tn in g s a n s v a r i de T ilfælde, d e r k u n fa lder ind u n d e r S trf l 1930 § 244.1°, sml. § 2 4 8 . Men m a n m a a v i s tn o k g aa v idere. N ogen T v iv l vo lder S p ø rg s m a a le t om V irkn ingen a f S a m ty k k e til H a n d l in g e r , d e r a n tages a t m edfø re en vis Fare for L iv eller H e lb red , m en ikke m ed S ik k e rh ed

62 §8.6.

a t m edfø re S kade. D er m a a her tag es væ sen t l ig H e n s y n til , om d e t e f te r en a lm inde l ig fo rnuf t ig D o m v a r fo rsvar l ig t a f den skade l id en d e a t u d s æ t te sig for F a ren . H v is d e t v a r fo rsvarl ig t , f. Eks. a f H e n s y n til d en s k a d e l id e n des eget T a rv , m a a S a m t y k k e t u d e lu k k e A n sv a r , jfr. som E k sem p e l S a m ty k k e til en farl ig O p era t io n . I a n d re T ilfæ lde m a a S a m ty k k e t i A lm inde l ig hed v æ re u den B e ty d n in g , ia lfa ld n a a r F a re n ikke v a r r inge.

E n b e s te m t Begæring om at blive dræbt m aa v is tnok , n a a r den ikke t i ls idesæ t te s som »ugyldig« a f særl ige G runde , u d e lu k k e P l ig t for D ra b s m a n d e n til a t e r s t a t t e T a b a f F orsørger, jfr. Krabbe K o m m e n ta r til § 239 og ndfr. S. 188— 189.

§ 9 .

Forsæt og Skadehensigt.1. Flere nordiske Forfattere har hævdet, a t der ved Afgørelsen af,

om en Handling var retstridig, ikke kan tages Hensyn til den handlendes subjektive Forhold. Man kan imidlertid ikke afvise den Mulighed, a t Handlinger i et vist Omfang bør forebygges netop paa Grund af den handlendes subjektive Forhold. Det er givet, a t Handlinger, der ellers ikke er strafbare, kan blive strafbare paa Grund af den handlendes subjektive Forhold. Straffelovgivningens Regler om Forsøg er et klart Bevis herpaa. (Goos betragtede Meddelagtigheds- reglerne som et andet Eksempel herpaa.) Men bortset fra saadanne mulige Undtagelser har det været hævdet, a t den handlendes subjektive Forhold ikke kunde gøre en Handling retstridig, naar Handlingen efter en objektiv Bedømmelse ikke var retstridig.

Spørgsmaalet har særlig været drøftet med Henblik paa de Tilfælde, hvor en Person tilføjer en anden Skade med Forsæt eller endog i den Hensigt at skade ham. Goos, der særlig havde Integritetskrænkelser for Øje, opstillede den Sætning, a t Forsættet (dolus) — bortset fra de ovenfor nævnte særlige Grupper a f Tilfælde— ikke kunde udvide det retstridiges Omraade, og han ansaa dette som en nødvendig Konsekvens af Retstridighedslæren. Vore senere Forfattere har indset, a t der ikke foreligger nogen nødvendig Sammenhæng mellem Retstridighedslæren og Spørgsmaalet om Forsættets Betydning. Men flere af dem har dog i det væsentlige fastholdt Goos’s Resultat.

§9.1. 63

D e t te g jo rde nav n l ig Torp S t r R 259 ff, og Lassen I 270 f, jfr. dog 261, h v o r h an om R e tsu d ø v e lse ops t i l led e en Regel, d e r o m t r e n t sv a re d e til B G B § 226.

I fremmed Ret tillægger man i vidt Omfang Forsættet og Skadehensigten Betydning.

BGB h a r saa ledes su p p le re t den re t sn æ v re E rs ta tn in g s re g e l i § 823 med følgende B es tem m else i § 826: »W er in e ine r gegen die g u ten S i t t e n ver- s to ssenden W eise e inem a n d e re n v o rsä tz l ich S c h ad en zu füg t , ist d em a n d e ren zum E rs ä tz e des S chadens verpfl ich te t .« Og OR § 41.2° g iver en t i l sv a ren d e Regel. B G B § 826 k ræ v e r ikke S k ad eh en s ig t , m en k a n selvfølgel ig an v e n d e s , hv o r der foreligger Skad eh en s ig t . A n g a a e n d e U døve lse a f su b je k t iv e R e t t i g heder gives en særlig Regel i BG B § 226: » D ie .A u s ü b u n g eines R e ch te s ist unzulässig , w enn sie n u r d en Z w eck h ab en k a n n , e inem a n d e re n Sch ad en zuzufügen.« A t d e r her opsti l les s t r e n g e re B e tinge lse r en d i § 826, faa r dog ikke s to r B e ty d n in g , d a § 826 i P ra k s i s a n v e n d e s p a a R e tsu d ø v e lse sh an d - linger, se Oertmann § 226 A n m . 6, § 826 A n m . 3.

I Frankrig h a r P ra k s is fo rlæ ngst fa s t s laae t , a t en G ru n d e je r ifalder E r s ta tn in g s a n sv a r , n a a r han k u n i S k a d e h e n s ig t h a r u d ø v e t en vis R a a d e n o ve r sin E je n d o m og d erved s k a d e t N aboerne .

I engelsk Ret haF S k ad eh en s ig t e ller »malice« ialfald B e ty d n in g v ed visse »torts«, se Popp-M adsen B od 23 N o te 17, jfr. ogsaa fo ran § 8.5. Iø v r ig t hen vises om f rem m ed R e t til K noph H e n s ik te n s b e ty d n in g § 10.

II. I nordisk L itteratur fra nyere Tid har der navnlig været Strid om, hvorvidt Ansvarsomraadet udvides, naar Skadevolderen har handlet netop i den Hensigt at skade. Den ældre Lære, der besvarede Spørgsmaalet benægtende, blev energisk bekæmpet af Ragnar Knoph i hans første Bog: Hensiktens betydning for grensen mellem rett og urett (1921).

K n o p h a n ta g e r for d e t førs te, a t S k ad eh en s ig ten h a r B e ty d n in g ved A fgørelsen af , om d e r foreligger en b e re t t ig e t U døvelse a f en s u b je k t iv R e t. F o r d en n e G ru p p e Tilfælde opst i l le r K n o p h en a lm inde l ig C hikane rege l : E n R a ad ig h ed , hvis enes te Maal e r a t ska de , k a n ikke væ re in k lu d e re t i den s u b je k t iv e R e t, n a a r den k ræ n k e r el ler t r u e r a n d re s In te resse r , som er »retsverdige«. — K n o p h giver iøvr ig t ogsaa en a n d e n v idere F o rm u le r in g a f C hikanereg len . Den e r o m ta l t ovfr. i § 8.5. —

Men ogsaa b o r t s e t fra. S p ø rg s m a a le t om U døve lsen a f s u b je k t iv e R e t t i g h eder h æ v d e r K n o p h , a t S k a d eh en s ig ten kan gøre en H a n d l in g re ts t r id ig . I s to re T ræ k e r h a n s R e su l ta te r , a t S k ad e h e n s ig te n ikke faa r B e ty d n in g ved ufarl ige H an d l in g e r , men a t en farlig H a n d l in g e r re ts t r id ig , n a a r dens eneste M otiv e r S kad eh en s ig ten . — O m Bogen U 1 9 2 2 B .272 ff, Cohn i J T 1922.194 ff, A . K . og Torp i T fR 1925.306 ff, "l928.251 ff.

64 §9.11.

Efter min Mening har Knoph Ret i Hovedsagen, nemlig a t Skadehensigten ofte bør have den Betydning, a t Handlingen paadrager Ansvar for deraf følgende Skade. Torp har vel herimod anført, at man ved a t lade Skadehensigten paadrage Ansvar vil forringe den Sikkerhed, der giver Handlefriheden Værdi, idet enhver vilde blive udsat for Beskyldninger om Skadehensigt og for Retssager i den Anledning. Disse Betænkeligheder er dog nærmest Fantasifostre. Dette viser Retslivet i Frankrig og flere andre Lande, idet man der i lang Tid har tillagt Skadehensigten Betydning, uden at man har mærket væsentlige Ulemper derved.

O verfo r K n o p h s U ndersøge lse r gør Torp i T fR 1928.251 ff n avn l ig gæld en d e , a t mart ia lfald i A lm inde l ighed k a n n a a t i l fredss t i l lende R e su l t a te r a d a n d e n Vej. A t d e t t e g æ lder i m an g e T ilfæ lde , skal ikke bes tr ides . Men der e r dog s ik k e r t en R æ k k e Tilfælde, h v o r d e t er v æ rd i fu ld t a t h a v e E r s ta tn ings re g le r , de r r e t t e r sig m od S kad eh en s ig ten . S a a d a n n e Regle r k an ogsaa s ty r k e P ræ v e n t io n e n i A lm inde l ighed . I P ra k s is vil d e t o f te væ re tv iv l so m t , om den s k a d e g ø re n d e H a n d l in g e r forsvarlig , n a a r d e r bor tses fra Skad eh en s ig ten , og i s a a d a n n e T ilfæ lde e r d e t en s to r F orde l a t . k u n n e ho lde sig ti l, a t d e r e r h a n d le t m ed S k adehens ig t .

Det synes klart, a t der er Trang til en Chikaneregel overfor Handlinger, der hævdes at være Udøvelse a f en subjektiv Ret. Dette gælder ikke mindst i Forholdet mellem Naboejendomme. Jeg er overbevist om, a t danske Domstole ikke vil betænke sig paa a t anvende en Chikaneregel her. Overfor udspekuleret Chikane vilde man ikke have tilstrækkeligt Værn i en Regel som BGB § 226.

Se ogsaa Vinding Kruse E je n d o m s r e t t e n 284. J e g k a n de r fo r ikke t i l t r æ d e Popp-M adsens U d ta le ls e r om d e t t e P u n k t i U 1933 B.234.

Udenfor Spørgsmaalet om Retsudøvelse er der formentlig ingen Trang til en almindelig Regel om, a t Handlinger foretaget i Skadehensigt paadrager Ansvar.' I hvilket Omfang Skadehensigten bør have Betydning, maa bestemmes særskilt for hver enkelt Gruppe af Tilfælde.

Hvad særlig angaar Integritetskrænkelser, bør man formentlig ikke opstille den almindelige Regel, a t der indtræder Erstatningsansvar, overalt hvor Handlingen var baaret af Skadehensigt. Der bør navnlig ikke indtræde Ansvar i Tilfælde, hvor Skadevolderens Handling hørte til de helt ufarlige Handlinger. Ved Handlinger, der frembringer en vis betydeligere Fare, er der snarere Grund til a t lade Skadehensigten medføre Ansvar. Det synes ialfald rimeligt i de Til

§9.11. 65

fælde, hvor der ved Bedømmelsen af Handlingen tages Hensyn til den enkelte Handlings Værdi, jfr. ovfr. § 4 .II.B i Slutn. Dog maa Skadehensigten formentlig være irrelevant, naar Handlingen er positivt værdifuld for selve den Person, hvis Goder den. angriber eller truer, jfr. som Eksempel en farlig Operation, der udføres fuldstændig forsvarlig.

Udenfor Integritetskrænkelsernes Kreds kan der vistnok ogsaa i adskillige Forhold opstaa Trang til a t kunne paalægge Ansvar, hvor Skaden er tilføjet i Skadehensigt. Det kan formentlig faa Betydning ved Boykotning og ved litterær Kritik.

O m d e t t e s ids te k a n henvises t i l D iskuss ion mellem Jørgen Bentzon og Popp-M adsen i U 1933 B .204 og 234, K noph anf . V æ rk 118 f, jfr. U 1922 B.272. Se p a a den a n d e n Side Torp i T f R 1928.265 f, 285 ff. O m B o y k o tn in g se ovfr. § 6 . V I I . B . 3 s a m t K noph an f . V æ rk 120 ff.

F re m de les kan S k ad eh en s ig ten v i s tn o k m edføre , a t m an u d v id e r K redsen a f de Personer , d e r kan k ræ v e E r s t a tn in g i A n ledn ing a f en S kade . Se særlig om I n te g r i t e t s k ræ n k e lse r ndfr . § 2 0 . I I .D .

I de Tilfælde, h v o r E r s t a tn in g s a n s v a r bygges p a a Skadehensigt, m a a der ialfald i n d t ræ d e A n s v a r , hvis det. h a r v æ re t Skadevolderens endelige M aal med Handlingen a t sk a d e d en p a a g æ ld e n d e Person . Som E k se m p e l k a n n æ v n e s en l i t te ræ r K r i t ik , d e r t i l s ig te r a t sk a d e den a n g re b n e F o rf a t t e r ø k o n o m isk v ed a t h æ m m e Sa lge t a f h a n s Bog. Men fo rm en tl ig m a a d e r e f te r O m s tæ n d ig h e d e rn e ogsaa in d t ræ d e A n s v a r , h v o r S kade t i l fø je lsen ikke e r d e t endelige Maal for H an d l in g e n , m en all igevel t i ls t ræ bes , fordi S kad ev o ld e ren a n s e r S kade t i l fø je lsen som et nødvendigt M iddel til at naa det M aal, han har sat sig. E t s a a d a n t Tilfælde foreligger, hvis den o n d sk a b s fu ld e K r i t ik er s k re v e t , fordi A n m eld e ren h a r i n d g a a e t e t hø j t V æ d d e m a a l m ed en Kollega om, a t h a n k a n slaa en F o r f a t t e r ned . I ø v r ig t e r d e t ikke u d e lu k k e t , a t de r m a a stil les forskellige K r a v t il H e n s ig te n i .forskel lige G ru p p e r a f T ilfælde.

K noph b e s te m m e r (anf. V æ rk 37 ff) H en s ig ten saa ledes, a t d en o m f a t t e r de to ovfr . n æ v n te G ru p p e r a f T ilfælde.

N a a r d e r paa læ gges E rs t a tn in g s a n s v a r , fordi S k ad e v o ld e re n h a r h a n d le t m ed S k a d e h e n s ig t , foreligger d e r en k va l i f ic e re t A r t a f C ulpa . Og hvis m an vil a n v e n d e R e ts t r id ig h ed s læ ren s Term ino log i , e r d e t ogsaa n a tu r l ig t a t k a lde H a n d l in g e n retstridig. Se lv om R e ts t r id ig h e d e n a lene b e ro r p a a S k a d e hens ig ten , m a a d e r k u n n e a n v e n d e s a n d re ret l ige S a n k t io n e r (end E r s t a t n ing) o v e r fo r H an d l in g e n . Den, d e r i . S k a d e h e n s ig t h a r a n b r a g t e t h ø j t P la n k e v æ rk , d e r h in d re r N a b o e n s U ds ig t , m a a f. E k s . k u n n e d ø m m e s til a t f je rne de t . E n D o m til f rem t id ig a t u n d la d e visse H a n d l in g e r i S k a d e h ens ig t vil d e r p a a den a n d e n Side vanske l ig k u n n e b live T a le om.

B G B § 826 og O R § 41.2°, d e r h jem le r E r s t a tn in g s a n s v a r for den, d e r med F o rs æ t t i l fø je r en a n d e n S k ad e paa en M aade, d e r s tø d e r a n m od »die g u te n Sitten«, e rk læ re r ikke H a n d l in g e n for re ts t r id ig , og m an g e F o r f a t t e r e be-

U ssing E r s ta tn in g s re t . 5

66 §9.11.

t r a g t e r he ller ikke s a a d a n n e H a n d l in g e r som re ts t r id ig e se f. E k s . Oertmann A n m . 1 t il § 826.

III. I særlige Grupper af Tilfælde kan der tænkes at være Grund til at lægge Vægt paa Motivet, ogsaa hvor det ikke er Skadelyst. Det kan saaledes tænkes at faa Betydning, at Handlingen bæres af et egennyttigt Motiv. Til Belysning heraf kan henvises til, a t § 10 i L om uretmæssig Konkurrence (i Bek. 1937) sæ tter S traf for visse Handlinger, naar de foretages »i Konkurrenceøjemed«, jfr. orn E rstatning L’s § 17.

IV. Der forekommer vistnok ogsaa Tilfælde, hvor Erstatningsansvar er knyttet til forsætlig Skadeforvoldelse, jfr. ovfr. § 6.V m. fl. Steder. I de praktisk vigtigste Tilfælde antages det simple Forsæt imidlertid ikke at udvide Ansvarsomraadet. Som Hovedregel har Sondringen mellem Forsæt og Uagtsomhed derfor ingen Betydning for Erstatningspligten.

Man har rejst det Spørgsmaal, om Erstatningsansvar ikke som Hovedregel maa være betinget af Forsæt, naar Skade voldes ved ulegemlige Midler. Dette Spørgsmaal maa dog besvares benægtende. I dansk Praksis er det mange Gange antaget, a t skadelige Udtalelser kan forpligte til Erstatning, selv om de ikke er fremsat med Forsæt til a t skade eller med Bevidsthed om deres Urigtighed

Se n a v n l ig de D o m m e , d e r e r o m t a l t fo ran i § 6 .V I I I . O m S p ø r g s m å l e t henvises iøv r ig t t i l Lassen I §29.11 .

DL 5-5-4 antages i Nutiden at medføre, at en Besidder (bortset fra ulovlig Egenmagt) kun er ansvarlig for de af ham oppe- baarne Fritter, naar han har gjort sig skyldig i uredeligt -Forhold, jfr. ogsaa L om borteblevne 397 12 Juli 1946 § *18.4° og § 22. Tilsvarende Regler antages a t gælde om Erstatning for Afsavn.

F o rs æ t e r til Dels en B e t in g e ls e for P l ig te n til a t b e ta le Godtgørelse J'or ikke- økonomisk Skade. D e t te gæ lder o m de f les te a f de Tilfælde, h v o r Godtgøre lses- p l ig ten e r b e t in g e t a f s t r a f b a r t F o rh o ld , j fr. nd f r . § 26.1.A.

A t d e r e r h a n d le t m ed Fopsæt, k a n ende l ig i v isse T ilfæ lde faa B e ty d n in g for E rs t a tn in g e n s S tørre lse , se n a v n l ig nd f r . § 22.1 og § 23.

H vad der skal forstaas ved Forsæt i d e s jæ ld n e re Tilfælde, h v o r E r s t a t n in g sa n sv a r e r b e t in g e t a f F o rsæ t , og h v a d F o r s æ t t e t ska l o m f a t te , m a a a f gøres for h v e r e n k e l t G ru p p e T ilfæ lde for sig. N a a r d e r ikke e r H o l d e p u n k t e r for a n d e t , l igger d e t n æ r a t sti l le l ig n en d e K r a v som ind en fo r S t ra f fe re t te n . Selv om en P erson h a n d le r m ed F o rs æ t til a t vo lde en S kade , vil d e r ikke

§ 9.IV. 67

k u n n e paalæ gges h a m A n s v a r e f te r en Regel, d e r k ræ v e r F o rsæ t , n a a r den h a n d le n d e ikke h a r k e n d t de O m stæ n d ig h e d e r , d e r g jo rde H a n d l in g e n u fo r sva r l ig ( re ts t r id ig ) .

Se om S p ø rg s m a a le t Lassen I 265 f, 270 f med H envisn .

§ 10.

Hvor m eget subjektivt indeholder Culpa?I. Undersøgelsen i §§ 4— 9 har i Hovedsagen haft samme Gen

stand som den herskende Læres Udviklinger om Retstridigheds- betingelsen. Medens de vigtigste danske Forfattere i Retstridigheds- læren har fremstillet, hvad der fra et objektivt Standpunkt er retsindigt eller forsvarligt, har jeg imidlertid i min Fremstilling inddraget en væsentlig Del af det, som vore fleste Forfattere indlægger i den »subjektive« Betingelse, at det skete kan »tilregnes«, jfr. foranS. 18. Jeg har — navnlig i § 4 — søgt under eet a t fremstille Ansvarsgrænsen for normale voksne Personer, d. v. s. Personer, hvis Evner etc. holder Maal med Gennemsnittet. Kun de Ansvarsfriheds- grunde, der beror paa særlige individuelle Forhold vedrørende Skadevolderens Person, er udskudt til særlig Behandling i § 11.

Forsaavidt skulde det egentlig være overflødigt særlig at undersøge, i hvilken Grad Bedømmelsesgrundlaget er »subjektivt« i den Forstand, at det ikke bliver gjort saa objektivt som mulig. Alligevel tror jeg, det vil være gavnligt a t vende tilbage til Spørgsmaalet. Det er hovedsagelig behandlet for Integritetskrænkelsernes Vedkommende (foran § 4). Og i § 6 har jeg for en Del nøjedes med at udrede, hvad der er (objektivt) uønskværdigt. Imidlertid gælder de Grundsætninger, der i denne Henseende er udviklet om Integritetskrænkelser, ogsaa om de øvrige Tilfælde, der er om talt i det foregaaende, derunder dem, der er behandlet i § 6. Ogsaa Bedømmelsen af, om en Handling gaar fri for Ansvar paa Grund af Nødværgeret eller andre af de særlige Omstændigheder, der er om talt i § 8, maa ske paa et tilsvarende Grundlag. Ansvar ifølge Culpareglen er derfor udelukket, naar en Person i den handlendes Situation m aatte antage, at der forelaa en af de særlige Omstændigheder, der gør Handlingen forsvarlig.5*

68 §10.1.

I m an g e G ru p p e r a f Tilfælde, og nav n l ig ved In te g r i te t s k ræ n k e lse r , vil m a n , n a a r e t p r a k t i s k Tilfælde foreligger til B edøm m else , n o rm a l t gaa d i r e k te til a t v u rd e re H a n d l in g e n ud fra den S i tu a t io n , hvori den h a n d le n d e b e f a n d t sig. Sml. Sky ld og S k ad e § 7, d e r n æ v n e r e t r e t u p r a k t i sk Tilfælde, h v o r en r e n t o b je k t iv B e døm m else sku ld e k u n n e faa B e ty d n in g . Sml. e n d v id e re Benlzon Alm. R e ts læ re 158 ff, hv o r d e r a d v a re s im od »a t b ry d e Culpa- S k ø n n e ts Enhed«.

II. Hvad der normalt kræves i denne Retning, anskueliggøres i og for sig godt ved en Tankeoperation, hvorved man først — ligesom Jul. Lassen — søger a t udfinde, hvad der fra et rent objektivt Synspunkt er forsvarlig eller uforsvarlig Handlemaade, og derefter, i hvilken Grad der tages Hensyn til den paagældende Skadevolders Situation. Som fremhævet foran i §5.11 er det i adskillige Forhold nærliggende at rejse det Spørgsmaal, om Handlingen objektivt er uønskværdig, men Spørgsmaalet kan rejses ogsaa i andre Tilfælde.

Naar det først er fastslaaet, at en vis Handling objektivt betragtet er uforsvarlig (uønskværdig, retstridig), er det let at se, hvad der normalt derudover kræves til Culpa. Ansvar kan ikke paalægges efter Culpareglen, naar den handlende ved Handlingens Iværksættelse hverken indsaa eller kunde indse, at Handlingen havde de Egenskaber, som gjorde den uforsvarlig.

Dette er ogsaa let at forklare. Culpareglens præventive Virkning bestaar jo i, a t dens Gennemførelse afgiver en Tilskyndelse til at undlade Handlinger, der kan paadrage Ansvar. Men det er umuligt for et Menneske at indrette sin Handlemaade efter Forhold, som han ikke kan vide Besked om. Som Hovedregel vil en Ansvarsregel derfor ikke kunne forebygge Handlinger, der vel »objektivt« bedømt er uønskværdige, men hvorom den handlende med al Opmærksomhed ikke har kunnet indse, a t de var uønskværdige — enten fordi han ikke har kunnet se, at Handlingen udsatte andre for Skade, eller fordi han ikke har kunnet undgaa at tro paa, at der forelaa Omstændigheder, der gjorde Handlingen forsvarlig —

Ansvaret bør imidlertid ikke engang gennemføres overalt, hvor den handlende med den højeste Grad af Opmærksomhed kunde have indset, at Handlingen var uønskværdig. Det vilde ikke være muligt a t presse det store Flertal af Mennesker til i alle Livsforhold a t anvende den højeste Grad af Opmærksomhed. — Iøvrigt vilde det heller ikke være ønskeligt a t gøre Livet saa byrdefuldt, som det

§10.11. 69

derved vilde blive. — Man maa derfor nedsætte Kravene og nøjes med det Maal af Opmærksomhed, som der er Haab om a t faa praktiseret af Flertallet af Menneskene, saaledes a t de gør det til Norm for deres Handlinger, selv om de ikke altid retter sig efter Normen. En strengere Regel vilde fremkalde en almindelig Utryghedsfølelse. De fleste vilde uden Tvivl kun anvende almindelig Opmærksomhed ved deres Handlinger og derfor føle sig udsat for at ifalde Ansvar. Ved en strengere Ansvarsregel vilde man altsaa ikke opnaa synderligt i Retning af Prævention, og paa den anden Side vilde Reglen skabe almindelig Utryghed. Alt i a lt vilde det derfor snarest formindske Trygheden at udstrække Ansvaret saa vidt.

Ansvaret er altsaa betinget af, a t Skadevolderen vilde have indset Handlingens Karakter ved almindelig Opmærksomhed i den ovenfor angivne Forstand. Man kan ogsaa udtrykke Reglen saaledes, a t der kræves saa megen Opmærksomhed, som almindelige Mennesker plejer at anvende i saadanne Forhold. Denne Formel har bl. a. det Fortrin, at det er aabenbart, at den er elastisk. Og det er vigtigt at fastslaa, at den Grad af Opmærksomhed, som kræves, ingenlunde er konstant, men varierer stæ rkt efter Omstændighederne i de enkelte Grupper af Tilfælde.

D e t te e r m ed S ty rk e f rem h æ v e t a f N. H. Bache, nav n l ig i U 1934 B.108 ff, l ivor han g iver den a lm indelige E rs ta tn in g s reg e l følgende F o rm u le r in g : »En H a n d l in g (eller U ndladelse) m edfø re r E rs ta tn in g s p l ig t , n a a r den e r i S tr id med a lm inde l ig A g tp a a g iv e n h e d i d e t p aag æ ld en d e L ivsforhold.« Se f remdeles T fR 1928.299 Tf. B ache b e t r a g t e r den a f h a m opsti l lede Betingelse som forskel lig fra e t K ra v om U a g tso m h e d . N a a r d e r ses b o r t fra de T il fælde, d e r beh an d le s ndfr. i § I I , falder B aches Fo rm e l im id le r t id for alle H v erd ag s l iv e ts Forho ld sa m m u n med, h v a d jeg — og fo rm en tl ig de f leste a n d re F o rf a t t e r e — fo rs taa r ved U ag tso m h ed , sml. ovfr. S. 28 f. U d t r y k som U a g ts o m h e d og Culpa faar, nuur de a n v e n d e s i E rs ta tn in g s læ re n , deres B et y d n in g fa rv e t a f A nvende lsen .

Hvis Handlingens Egenskaber vel ikke kunde opdages ved almindelig Opmærksomhed, men den handlende faktisk kendte dem i det enkelte Tilfælde, er Ansvarsbetingelsen selvfølgelig ogsaa opfyldt.

Dommen om Handlingen maa altsaa fældes paa Grundlag af, hvad den handlende ved Handlingens Iværksættelse vidste eller med Anvendelse af den i den paagældende Situation normale Opmærksomhed vilde have vidst om Handlingens Egenskaber. Paa

70 §10.11.

det saaledes tilvejebragte Grundlag maa Dommen saa fældes efter de almene, retlige Grundsætninger, hvorefter det afgøres, om Handlinger af den paagældende Art skal søges forebygget ved E rstatningsregler.

A t b a a d e den h a n d le n d e se lv og m a n g e a n d re M e nneske r an læ gger en lem peligere V u rd e r in g , k a n i A lm indel ighed ikke føre til a t i n d rø m m e A n sv a rs fr ih ed . K u n h v o r D om sto lene vil f ravige en fa s t a lm inde l ig O p f a t telse , k u n d e m a n tæ n k e sig d en Løsning, a t D om sto len e f ri tog S k a d e v o lderen for A n sv a r , s a m tid ig m ed a t de fasts log den s t r en g e re N o rm for F r e m t id e n . Sml. U 1928.31 H a n g a a e n d e en i P ra k s is ind g ro e t R e tso p fa t te lse .

I de normale Tilfælde, som foreløbig alene haves for Øje, kan Hovedbetingelsen for Erstatningsansvar (Culpa) herefter siges at foreligge, naar den handlende ved Handlingens Iværksættelse indsaa eller med Anvendelse a f almindelig Opmærksomhed vilde have indset, at Handlingen havde de Egenskaber, som fører til at anse den som uønskværdig (retstridig).

O fte b e n y t t e s i S te d e t herfor den V ending, a t den h a n d len d e indsa a eller burde indse, a t H a n d l in g en v a r re ts t r id ig . D enne U d t r y k s m a a d e h a r e t F o r billede i adskill ige L o v b es tem m else r , m en »burde indse« m a a b e t r a g te s som en k o r t O m sk r iv n in g for: »m a a t ie indse, hvis h a n a n v e n d te den G rad a f A g tp a a g iv e n h e d , som a lm en e H e n s y n fører til a t kræve.«

Ju l. Lassens D ef in i t ion a f U a g ts o m h e d (I 266) fo ru d sa t te , a t den h a n d lende b u rd e h a v e indset, a t h a n s H a n d l in g vilde volde Skade. D e t t e v a r e t Fej lsyn . Ved de f leste u a g t s o m m e H a n d l in g e r vil de r k u n f rem ka ldes en re t r inge C ha nce for S kade, og den h a n d le n d e kan der fo r g o d t h a v e v u r d e re t H a n d l in g e n s »Skadeevne« (ovfr. § 4 . 11.B) rig tig og dog h a v e a n s e t d e t for o v e rv e jen d e san d sy n l ig t , J t H a n d l in g en ikke v ilde faa skadelige Følger.

Culpa som Ansvarsbetingelse forudsætter altsaa enten Bevidsthed om Handlingens Karakter eller dog, a t den handlende ved passende Opmærksomhed kunde have indset Handlingens Karakter, d .v .s . kunde have set de Egenskaber, der gjorde Handlingen uønskværdig. Paa den anden Side mangler der Culpa, dels naar den handlende selv med almindelig Opmærksomhed ikke vilde have indset, at Handlingen var farlig for andre, dels naar han med Grund antog, at der forelaa saadanne Omstændigheder, a t Handlingen trods Faren ikke var uønskværdig.

Indenfor den angivne Grænse kan Erstatningsreglen paa den anden Side normalt virke præventivt. Særlig skal kun fremhæves, at den virker forebyggende saavel overfor Handlinger, som foretages med Bevidsthed om deres Uønskværdighed, som overfor

§10.11.

andre Handlinger (Tilfælde af ubevidst Uagtsomhed). Hvor den handlende ved, a t den paagældende Handling er uforsvarlig, gør Erstatningsreglens konkret forebyggende Virkning (Frygten for Ansvar) sig gældende med fuld Styrke. Hvor der foreligger ubevidst Uagtsomhed, kan den handlende ogsaa have en vis Fornemmelse af, a t Handlingen medfører Risiko, og Ansvarsreglen bidrager vistnok til a t fremkalde denne Fornemmelse. Men det vigtigste Værn mod ubevidst Uagtsomhed ligger formentlig i Folks almindelige Indstilling. Bl. a. som Følge af Erstatningsreglens opdragende Virkning (foran § 2.11) lærer de og vænner sig efterhaanden til at fæste Opmærksomheden paa Handlingssituationen.

Iø v r ig t e r G ræ nsen m ellem de to G r u p p e r a f U a g ts o m h e d g anske f lydende . P a a O v e rg a n g e n s t a a r de T ilfæ lde , h v o r den h a n d le n d e e r k la r over , a t han ikke h a r O p m æ rk s o m h e d e n t i l s t ræ k k e l ig h e n v e n d t p aa O m givelse rne , men h v o r h a n ikke gør sig nogen Fores t i l l ing om, hv i lke F a re r de t k a n medføre. E n s a a d a n S i tu a t io n vil ikke s jæ ld e n t f re m k o m m e , n a a r en M a n d b ev ids t s v æ k k e r sin S e lv k o n tro l ved a t n y d e Alkohol.

III. Indskrænkning a f Ansvaret til grov Uagtsomhed.Det er ofte gjort gældende, at Erstatningspligten i visse Forhold

bør være afhængig af strengere subjektive Betingelser end almindelig Uagtsomhed (Culpa). Foran i § 9 .IV er om talt Spørgsmaalet, om Ansvaret ikke undertiden bør være betinget af Forsæt.

I de Tilfælde som er nævnt dér, kan der ogsaa rejses Spørgsmaal om at knytte Ansvaret til grov Uagtsomhed.

Vinding Kruse a n to g i E je n d o m s r e t t e n , 1. Udg. 746 f, a t B esidderen ifa ld t A n s v a r for F ru g te r ved g rov U a g ts o m h e d . I 2. Udg. 766 k ræ v e r han de r im o d b e v id s t ond T r o . '

Hvor Skade voldes ved ulegemlige Midler, spores der i dansk Praksis ingen Tilbøjelighed til a t betinge Ansvaret af grov Uagtsomhed eller iøvrigt lempe den almindelige Culparegels Krav.

D er k a n henv ises til de D o m m e , d e r e r o m t a l t ovfr. i § 6 .V I I I . U n d e r t id e n f rem h æ v es d e t dog, a t d e r e r u d v is t g rov U a g ts o m h e d , se f. Eks. U 1901.292*, jfr. ogsaa om s k a d e l ig t R a a d fo ran S. 49. O m S p ø rg s m a a le t henvises iøv r ig t til Lassen I §29.11 og Stang E r s t a tn in g s a n s v a r § 8 I I I .

I de f leste T ilfæ lde vil m a n v i s tn o k k u n n e naa t i l f redss t i l lende R e s u l t a t e r u d e n a t opsti l le Særregler , d e r b e t in g e r A n s v a re t a f g rov U a g ts o m h e d . Culpareg len e r jo o v e ro rd e n t l ig elastistv, og K ra v e n e vil nav n l ig oj;saa bl ive p a a v i r k e t a f A r te n a f de L ivsforho ld , h v o ro m d e t d re je r sip. D erfor er d c i

72 § 10.III.

v an s k e l ig t a t afgøre, om d e r e r T ra n g til i b e s te m te Tilfælde a t fas ts laa , a t A n s v a re t ikke in d t ræ d e r ved al U ag ts o m h e d .

Sml. U 1919.223, d e r s t a tu e re d e , a t d e r ikke v a r h a n d le t re t s t r id ig t .I a lm indelig se lskabelig O m g a n g og l ignende B erø r inger mellem M e n n e

ske r k a n A n s v a r m uligv is bet inges a f g ro v U ag ts o m h e d , s a a f r e m t d e t ikke d r e je r sig om P e rso n s k ad e . Se ogsaa N . H. Bache i U 1934 B.108 ff.

Der kan formentlig anføres gode Grunde for a t begrænse Ansvaret til grov Uagtsomhed for Personer, der handler i andres Tjeneste, ialfald naar det ikke drejer sig om Personskade. Det vil dog vistnok være vanskeligt at faa en saadan Regel anerkendt uden Lovhjemmel. I den nyeste Tid er der imidlertid blevet aabnet en ret vid Adgang til at lempe Erstatningen, hvor der ikke foreligger grov Uagtsomhed, jfr. ndfr. §22.

A n g a a e n d e S p ø rg sm a a le t om en B e græ nsn ing a f T jeneres A n s v a r dels over fo r A rb e jd sg iv e ren dels over fo r T re d i e m a n d se Lassen I 272 m ed H envisn. s a m t Trolle i U 1933 B . 129 ff.

IV. Skadevolderens Individualitet. Særlig gode Evner.I det foregaaende er der set bort fra Spørgsmaalet om Betydningen

af Skadevolderens Egenskaber, hans legemlige og aåndelige Udrustning. Der er regnet med, at Skadevolderen er en normal Person, et Gennemsnitsmenneske. I Praksis vil man ogsaa gaa ud herfra, naar Sagens Oplysninger ikke fører til et andet Resultat. Men hvis det oplyses, at Skadevolderen afviger fra Normalmaalet, bliver Spørgsmaalet, om dette faar Betydning for hans Ansvar. Størst Interesse har de Tilfælde, hvor Skadevolderen staar under Normalen, se herom ndfr. i § 11.

Her i § 10 skal der gøres nogle faa Bemærkninger om det Forhold, at Skadevolderen rager op over Normalen ved sine Evner eller Kundskaber.

Det følger af, hvad der er sagt ovfr. under II, at Skadevolderens særlig gode Udrustning kan faa Betydning, hvis han som Følge deraf har faaet en særlig Viden om de Forhold, der er afgørende for Handlingens Bedømmelse. I saa Fald maa der tages Hensyn til denne Viden ved Afgørelsen af Ansvarsspørgsmaalet, hvadenten Skadevolderens Viden fører til a t paalægge ham Ansvar, hvor Personer uden saadan Viden vilde gaa fri, eller omvendt til a t fritage ham for Ansvar, der vilde ramme andre. Derimod er det tvivlsomt, om der bør paalægges Erstatningsansvar, blot fordi Skadevolderen

§ 10.IV. 73

ved normal Opmærksomhed — takket være sine særlig gode Evner og Kundskaber — kunde have indset, at Handlingen var uforsvarlig.

Ø n s k e t om s a a v id t m u lig t a t fo rebygge S k a d e t a le r for a t paa læ gge A n sva r . Men d e t t e b l iver ikke m ed S ik k e rh ed a fgø re nde , d a d e t e r m ege t t v iv l som t, om d e t v i lde lykkes a t faa e f fe k t iv t in d sk æ rp e t , a t de særl ig ve lu d ru s te d e P e r so n e r skal a n s p æ n d e deres E v n e r i s a m m e G rad som a n d re M ennesker . Sml. Sky ld og S k ad e 50 f, Stang S k a d e 248 N o te 9.

§ 11.

Individuel Underlegenhed hos Skadevolderen.I. Tilbage staar Spørgsmaalet, om Ansvarsfrihed kan følge af, at

Skadevolderen afviger fra Normalmaalestokken paa en saadan Maade, at det kunde tænkes a t begrunde ringere Ansvar for ham. Det er med andre Ord Spørgsmaalet om individuelle eller subjektive Undskyldningsgrunde.

Inden for Strafferetten tages der i meget vidt Omfang Hensyn til den handlendes fysiske og psykiske Egenskaber ved Afgørelsen af, om Handlingen kan tilregnes ham til Straf. I Erstatningsretten kan der ialfald ikke i samme Grad tages Hensyn til Individualiteten.

D enne Forskel ved B e d ø m m elsen a f U a g ts o m h e d belyses bl. a. a f Beckei Olsen i U 1933 B .83 ff.

Den herskende ældre Lære, der af de fleste antages a t stemme med Romerrettens Standpunkt, gaar ud paa, at Ansvar ikke paalægges Børn og Afsindige, men at der ses bort fra alle mindre Afvigelser fra Gennemsnitsmaalet.

Ju l. Lassen h æ v d e d e , a t de a f s in d ig e e f te r d a n s k R e t m a a t t e ifalde E r s ta tn in g s a n s v a r , se L assen I § 31 .IV.2. Iø v r ig t s lu t t e d e h a n sig i H o v e d sagen til den æ ld re Lære, ide t h an a n to g , a t U a g ts o m h e d v a r til S tede , n a a r d e r v a r »t i lsidesat den A g tp a a g iv e n h e d , som en m ed n o rm a le E v n e r u d r u s te t og m ed d e t p aag æ ld e n d e F o rho ld e r fa ren , fo rnu f t ig og hæ derl ig M a n d k u n d e og v ilde udv ise i d en p aa g æ ld e n d e S i tua t ion .« I visse særl ige F o rh o ld vilde h an dog gøre U n d ta g e ls e fra H ovedreg len , se L assen I § 29 ved N o te 8— 8 a .

II. Børn, Afsindige, Umyndige.For Ydertilfældenes Vedkommende er Spørgsmaalet nu løst ved

Mdhl § § 63 og 64, der foreskriver et Billighedsansvar dels for Børn

74 §11.11.

under 15 Aar, dels for Personer, som paa Grund af Sindssygdom, Aandssvaghed, forbigaaende Sindsforvirring eller lignende Tilstand har manglet Evnen til at handle fornuftmæssigt. Disse to Grupper af Personer er vel erstatningspligtige »efter samme Regler som? andre; men Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, forsaavidt det findes billigt. — En Undtagelse fra dette sidste gøres dog ved § 64.2°. —

O m disse Regle r henvises til Bentzon P e r s o n re t t e n 93 ff og til m ine B em æ r k n in g e r i U 1923 B.137 ff, 259 f og 1926 B .146 f s a m t der t i l Olrik i T fR 1927.297 ff. D iskuss ionen de s id s tn æ v n te S te d e r h a r i d e t væ sen t l ige t a b t sin In te resse ved Ik ra f t t ræ d e lses l . § 15. O m B ørns A n s v a r se frem deles Heise i U 1929 B. 180, Simonsen i T fR 1936.126 ff.

Skadevolderens Umyndighed kan ogsaa i visse særlige Tilfælde medføre en Begrænsning i hans Erstatningsansvar. Dette hjemles ved Mdhl § 44 med Hensyn til det Tab, den umyndiges Medkon- trahent lider ved at stole paa, a t der er indgaaet en gyldig Aftale. Reglen gælder ogsaa om Personer under Lavværgemaal, se Mdhl § 56, og en beslægtet Regel gives om Tilfælde af Fornuftmangel i Mdhl § 65.

H ero m henvises til Bentzon P e r so n re t t e n 81 ff, 112 ff og m ine B e m æ rk n inger i U 1923 B . 134 f, 142 f. B egræ n sn in g en a f A n s v a re t til den n e g a t iv e K o n t r a k t s in te r e s s e kr i t iseres a f Lundstedt i S v J T 1924.277 f.

III. Om mindre Afvigelser fra Normalmaalet har Betydning for Erstatningsansvaret, er ikke afgjort i Lovgivningen.

De spredte Lovbestemmelser om Erstatning bruger en Række forskellige Udtryk, der ikke giver nogen klar Vejledning. Flere af disse Udtryk peger vel sproglig i Retning af en rent individuel Skyldbedømmelse — saaledes »Forsømmelse«, »Skødesløshed« (DL 5—7— 1, 5—8— 11, Kbl § 42.2°), »tilregnes« (Kbl § 23), »utilbørligt Forhold« (Mhjl § 12). Men Udtrykkene er ikke særlig skarpe, og da de angaar Kontraktsforhold, hvor praktiske Grunde taler afgørende mod at anvende en rent individuel Maalestok, jfr. Dansk Obligationsret 131, er det almindelig antaget, at de maa fortolkes friere. De paagældende Lovbud kan derfor saa meget mindre tvinge til at anvende en individuel Maalestok udenfor Kontraktsforhold. Den almindelige Regel maa da nærmere udformes ud fra de praktiske Hensyn, der bærer Culpareglen.

§11.111. 75

Herefter kan der ikke være Tale om som almindelig Regel at lade Normalmaalestokken være afgørende. Lige saa lidt kan en rent individuel Bedømmelse anlægges. Der maa sondres mellem forskellige Grupper af Tilfælde.

A. I Almindelighed maa Underlegenhedstilstandens Art være afgørende.

(1) Der maa tages Hensyn til de Afvigelser fra Gennemsnittet, som ikke kan betegnes som Mangler eller Fejl selv ud fra en objektiv Betragtning, men som simpelt hen er Udslag a f Menneskers naturlige Udvikling. Herhen hører først og fremmest Alder — baade ung Alder og Alderdom — og Køn, men vistnok ogsaa Samfundsklasse— dens almindelige Kundskabstrin — og lignende.

(2) Bestemt paaviselige fysiske Defekter — Blindhed, Døvhed, Lamhed, Mangel af et Lem o. lign. — maa der vistnok ogsaa tages Hensyn til.

(3) Andre »Mangler« eller »Fejl« maa der som Hovedregel ses bort fra. Saaledes navnlig, a t Skadevolderen staar under Normalmaalet i Intelligens eller Karakteregenskaber — f. Eks. Viljesstyrke, Beslutsomhed — , eller a t hans Vurdering af Livsforholdene afviger fra det almindelige.

Disse Sætninger skal nu søges begrundet i Korthed.For at se bort fra de Afvigelser fra Normalen, der er nævnt under

Nr. 3, taler en Række Grunde. Hvis man tog Hensyn til saadanne Afvigelser, vilde den almindelige Ansvarsregel blive mindre effektiv. Retsafgørelserne vilde ikke med samme Klarhed tjene til a t indskærpe, hvad der er uforsvarlig Optræden. Der vilde vel ogsaa være Fare for, at den konkrete Prævention svækkedes ved, a t nogle Skadevoldere regnede med at kunne trænge igennem med urigtige Paastande om, at de havde saadanne Undskyldningsgrunde.

Dette hænger a tter sammen med, at Ansvarsreglen vilde blive meget usikker a t arbejde med paa Grund af tekniske Vanskeligheder. Der vilde ofte opstaa Tvivl baade med Hensyn til Beviset for den paastaaede Skavank og ved Afgørelsen af, hvilken Rolle den paagældende Skavank har spillet for Personens Adfærd.

Iøvrigt er det særlig klart, a t man ikke kan tage Hensyn til, at Skadevolderen har en særegen Opfattelse af, hvad der er forsvarligt eller uønskværdigt. Hvis Retsordenen overhovedet skal tilstræbe at skabe en vis Sikkerhed ved Erstatningsreglerne, maa man ialfald

76 § ll.III .A .

sætte individuelle Vurderingsmaalestokke ud af Betragtning. Foran i § 10.11 er det nævnt, a t man endog efter Omstændighederne maa se bort fra Vurderingsmaalestokke, der er fælles for mange Mennesker.

Der kan ogsaa anføres yderligere Betragtninger for at se bort fra de øvrige »Mangler«, der falder ind under Nr. 3. Det kan navnlig have en vis præventiv Virkning overfor de underlegne Personer. Ansvarsreglen kommer til a t virke generelt opdragende, idet den modarbejder, a t der kæles for individuelle Skavanker. Den kan ogsaa mere konkret virke præventivt ved a t tilskynde de underlegne enten til at begrænse deres Virksomhed til Felter, hvor deres Underlegenhed ikke medfører væsentlig øget Fare, eller til a t anspænde sig særlig for derved a t raade Bod paa, hvad de mangler i Evner.

De nysnævnte Grunde gør sig ikke — eller dog ikke med samme Styrke — gældende ved de fysiske Defekter, der er nævnt under Nr. 2, eller ved de under Nr. 1 omtalte »normale« Afvigelser fra Gennemsnitsmaalet. At gennemføre Ansvar i disse Tilfælde vil næppe betyde nogen stor Forøgelse af Sikkerheden for andre Mennesker, men det vil tynge de underlegne stærkt, enten ved a t frembringe Utryghed hos dem, eller ved at føre dem til a t underkaste sig en følelig Begrænsning i Livsudfoldelsen.

Naar man ser bort fra de Afvigelser fra Normalen, der er nævnt under Nr. 3, bliver der dog heller ikke Tale om en rent individiiel Bedømmelse af de Personer, der er nævnt under Nr. 1 og 2. Man tager kun Hensyn til den paagældende Type og spørger f. Eks.: Hvad kan man forlange af den typiske Dreng paa 15 Aar, af en voksen Mand, der er døv?

I de T ilfælde, h v o r d e r he re f te r tages H en s y n til en U n d e r le g e n h e d s t i l s t a n d , m a a den u n d er legne dog t i l sk y n d es til a t m o d v irk e d e s æ r l ig e F a re r , h an s T i l s t a n d m edfø re r for an d re . D e t k an væ re r im elig t a t t i l sk y n d e de u n d er legne til a t u n d e rk a s te sig visse I n d sk ræ n k n in g e r i deres B evægelsesfrihed. Ligeledes m a a de — fo r sa a v id t d e t k a n n y t t e — t i l sk y n d e s til a t fo rm indske F a re rn e ved fo rnu f t ig B e h an d l in g a f deres »Fejl«, f. E ks . ved L æ gebehand l ing , Opøvelse. M an m a a der fo r paa læ gge d em A n sv a r , hvis de ikke i disse Henseender fo re tager, h v a d Sam liv e t med a n d re M e nneske r k ræ v e r — udv ise r »die im V e rk e h r erfo rder l iche Sorgfalt« (B G B § 276) — .

B . Særlige Handleomraader.1. Tilfælde, hvor Underlegenheden ikke tages i Betragtning.Overalt hvor en Person giver sig af med en Virksomhed, der

kræver noget særligt, f. Eks. en særlig Uddannelse, for at Virksom

heden skal kunne udøves uden særlig Fare, maa dette Krav som Hovedregel fastholdes uden Hensyn til, om Personen paa Grund af sine Evner ikke kan fyldestgøre det. Saaledes maa den, der vil styre et Motorkøretøj, have den fornødne Sagkundskab, Øvelse, Koldblodighed og andre Evner dertil. Hvis en Person er saaledes indrettet, at han ikke kan præstere det angivne Maal, maa han holde sig fra den paagældende Virksomhed. Alt dette faar iøvrigt navnlig Betydning i Kontraktsforhold.

Det kan imidlertid omtvistes, om der bør opstilles en saadan Særregel. I Hovedsagen kan man naa samme Resultater ud fra de almindelige Regler. Man vil nemlig meget ofte kunne statuere, a t der allerede efter de almindelige Regler foreligger en Uagtsomhed, der medfører Erstatningspligt, idet det var uagtsomt a t indlade sig paa Foretagendet uden a t have de fornødne Evner.

H v is d e r inden fo r a lm inde l ige M enneskers sæ d v an l ig e V irk ek re d s o p s t a a r Fare r , som k u n kendes a f T ek n ik e re , a n t a g e s den a lm inde l ige M a n d ik k e a t blive an sv a r l ig for de tek n isk e Fejl, h an b e g a a r paa G ru n d a f sin m a n g e l fulde Indsig t , sml. U 1929.961*.

2. P aa visse Livsomraader bør der formentlig tages Hensyn til individuelle Skavanker i videre Omfang.

Hvis en Person i Anledning af, at han lider af en eller anden Skavank, er anbragt paa en Anstalt, der modtager saadanne Personer, i Pleje, maa der i hans Forhold til Anstalten som Regel tages Hensyn til, hvad man kunde forlange af ham i Betragtning af hans Skavank. Noget lignende maa undertiden antages i Kontraktsforhold, naar Medkontrahenten kendte den paagældende Skavank, jfr. Dansk Obligationsret S. 78. I selskabelig Omgang mellem Mennesker eller lignende personligfarvede Berøringer bør man vistnok ogsaa tage Hensyn til de Skavanker, som Skadelidende kendte, da han indlod sig med Skadevolderen. Endelig maa man formentlig tage Hensyn til den individuelle Underlegenhed, naar Skaden er voldt ved en Handling, der tilsigtede at afværge en truende Fare, og Skadevolderen kunde tro, a t hans Handling var en forsvarlig Nødretshandling eller negotiorum gestio (foran §8.2 og 3). I Tilfælde af sidstnævnte Art vilde en modsat Regel kunne afholde de paagældende fra a t foretage Redningshandlinger.

Ialfald i disse s ids te Tilfælde m a a d e r tag es H e n s y n til U nd er leg en h ed en , selv om den fo re tagne H a n d l in g h ø re r til dem , d e r n o rm a l t k ræ v e r særl ige F o ru d s æ tn in g e r (ovfr. Nr. 1).

§ . l l . I I I . B . l . 77

78 § ll .III .C .

C. In d t i l for nylig v a r d e t den herskende Lære h e rh jem m e, a t d e r som H ovedrege l m a a t t e anlægges en Normalmaalestok og ses b o r t fra ind iv idue l U nder leg en h ed , se Lassen I § 29.11 m ed H en v isn . H e r im o d to g jeg t i l O rde i den re t in d g a a e n d e Undersøgelse i Sky ld og S k a d e § 5. D ér fu lg te jeg e n d n u den h e r sk en d e L æ re med H e n s y n til de Personer , d e r e r n æ v n t u n d e r A Nr. 2. S p ø rg s m a a le t b e h a n d le s i n d g a a e n d e a f Stang S k ad e 248 ff, E r s t a t n in g s a n s v a r 131 ff. D en æ ld re he rsk en d e L æ re h e rh je m m e s t e m m e r m ed den t rad i t io n e l le O p fa t te l se i U d la n d e t , se om den Sky ld og S k a d e 293 f, 356 f, 401 f. S om o m t a l t d é r spores d e r dog nu i flere L a n d e en T e n d e n s til a t gøre visse Afvigelser fra den s t ive N o rm a lm a a le s to k . T y s k P ra k s is ta g e r saa ledes, t ro d s de ovfr . i S lu tn . a f A a n fø r te Ord i B G B § 276, H e n s y n til visse ty p isk e F o rske l l igheder m ellem G r u p p e r a f M ennesker , f. E ks . Alder, K øn , S a m fundsk lasse , se Planck II S. 1736 f, Oertmann A n m . 1 b t i l § 276. Se f rem deles en lærerig A fh a n d l in g a f W. A . Seavey i H a r v a r d L a w R ev iew 41 (1927— 28) 1 ff, som vil begræ nse »S tandard iser ingen« e n d n u m ere end T e k s te n ovenfor . I F ra n k r ig e r d e r o v e rv e je n d e T ilbø je l ighed til a t f a s tho lde N o rm a lm a a le s to k k e n , se M azeaud I no. 423 ff s a m t Demogue I I I 424 ff, de r selv s t i l ler sig k r i t isk til den h e r sk en d e Lære.

D. Dansk Praksis ses ikke a t have taget afgørende Stilling til Spørgsmaalet.

A t d e r tages H e n s y n til u n g Alder, k a n dog s lu t t e s a f U 1932.1162, s k ø n t D o m m e n a ng ik e t B a rn u n d e r 15 Aar . E n vis S tø t t e de r fo r g iver ogsaa R e t s afgøre lserne om Skad e l id en d es egen S kyld , jfr. ndfr . § 2 3 .I .B .2 , m en b in d e n d e S lu tn in g k a n ikke d rages fra dem . U 1935.14 H , d e r p a a la g d e en 15 A ars D reng A n sv a r , ses ikke a t gaa imod T ek s ten .

§ 12.

Retstridighedslæren.1. I det foregaaende har jeg søgt at undgaa Deduktioner fra en

spekulativ Retstridighedslære, sml. § 3.11— III. Jeg har ikke engang benyttet Ordet Retstridighed til Opbygning af de vigtigste Retsregler, skønt det godt kan forsvares a t anvende Udtrykket som en kort Betegnelse for visse Elementer i Culpabetingelsen.

U d t r y k k e t o m f a t t e r ikke de su b je k t iv e E lem en te r , e l le r dog ikke dem alle, jfr. fo ran S. 18 og 41. Lejlighedsvis, navn l ig S. 46 ‘ff, h a r jeg b e n y t t e t U d t r y k k e t p a a lignende M aade. H v a d d e r p r a k t i s k ligger i U d t r y k k e t p a a disse S teder , h a r jeg n æ v n t S. 39, jfr. ogsaa § 6 .V I I .B . i Begynde lsen .

Det er nærliggende at bruge »Retstridighed« paa denne Maade, ogsaa i Betragtning af, at Ordet er anvendt i Lovgivningen. Ialfald

§12.1. 79

hvis Ordet alene eller fortrinsvis benyttes i Erstatningslæren, vil det være praktisk a t forstaa det som svarende til Culpa, blot med den Forskel, at der ses bort fra subjektive og individuelle Undskyld- ningsgrunde (§ 11). Alle de Betingelser vedrørende Skadevolderens Adfærd, som er om talt i §§ 4— 10, sammenfattes saaledes under Betegnelsen Retstridighed.

N a a r de ledende d a n s k e F o r f a t t e r e u d fo rm e d e B e g reb e t R e ts t r id ig h e d re n t o b je k t iv t , be roede d e t i førs te R æ k k e p aa , a t de vilde d a n n e e t a lm in d e ligt B egreb , d e r ikke u d e lu k k e n d e to g S ig te p a a E r s t a tn in g s r e t t e n — eller S t r a f f e r e t t e n — .

Fremstillingen i det foregaaende, navnlig §§ 4—8, vil imidlertid vise, a t jeg ingenlunde har forkastet den nordiske Retstridigheds- læres praktiske Indhold. Tværtimod har jeg i Hovedsagen optaget det og kun søgt a t føre Læren videre frem ved mindre Æ ndringer og Tilføjelser.

Allerede deraf fremgaar det, a t jeg ikke kan være enig med de Forfattere, der helt har forkastet den nordiske Retstridighedslære som blot skolastisk Begrebsjurisprudens uden nogen Nytte.

I d en n e R e tn in g u d t a le r sig nav n l ig U psa lap ro fesso ren A . V. Lundstedt, d e r f a a r T i l s lu tn in g a f N. H. Bache i T fR 1928.291 og U 1934 B.108. L u n d s te d t f r e m s a t t e førs t sin K r i t ik i F ö re lä sn in g a r I (1920) 69 ff, II 24 ff. Af hans senere ta l r ige F re m st i l l inge r k an næ vne s T fR 1923.55 ff, N ord iska J u r i s t s t ä m m a n 1926.205 ff, G ru n d l in je r , n a v n l ig 170 ff. H a n b lev imøde- g a a e t a f Thyrén Den m o d e rn a s t r a f f r ä t t e n s g ru n d å s k å d n in g e r 41 ff, An- m ä rk n in g a r vid en sk r i f t a v prof. L u n d s t e d t 6 f, og a f Torp i T fR 1928. 244 ff, jfr. ogsaa N. Cohn i J T 1923.138 f og Ross V irkel ighed og G y ld ig hed 348.

Et andet Spørgsmaal er, om det har Værdi at opstille en almindelig Retstridighedslære, der ikke særlig sigter paa et enkelt retligt Problem saasom Erstatningsretten eller Strafferetten. Herom kan der kun gøres nogle faa Bemærkninger paa dette Sted.

En almindelig Retstridighedslære af lignende Omfang som den nordiske kan have det fornuftige Formaal under eet at behandle visse Hovedproblemer, der rejser sig i Strafferetten, Erstatningsretten og visse andre Discipliner. En saadan samlet Behandling kan have Værdi, da de Grundproblemer, Retstridighedslæren berører, er fælles for Strafferetten, Erstatningsretten og Læren om afværgende eller forebyggende Retsmidler.

Hvad der giver den samlede Behandling Værdi, er først og fremmest, at Betingelserne for Straf, Erstatning, Forbud o. s. v. i mange

80 §12.1.

Retninger ikke er præciseret tilstrækkelig i Lovgivningen. Det viser sig nemlig paa alle disse Omraader, a t den manglende Præcisering for en stor Del maa tilvejebringes ved en Undersøgelse af, hvilke Forhold der samfundsmæssig set er uønskværdige saaledes, a t Retsordenen overhovedet kan have Grund til at reagere imod dem, være sig ved Straf, Erstatning efter Culpareglen eller ved forebyggende Retsmidler. Og denne Undersøgelse har netop været Hovedindholdet af den nordiske Retstridighedslære.

Forsaavidt har Læren utvivlsomt haft Værdi. Men det er rigtignok ikke alle Forfattere, der har holdt sig for Øje, a t Lærens Værdi væsentlig bestod deri. Og en almindelig Retstridighedslære har en Tilbøjelighed til a t blive abstrakt i en saadan Grad, a t den taber den nødvendige Forbindelse med Livets Realiteter.

E n a lm inde l ig m e to d isk K r i t ik a f L æ ren g iver A strup Hoel D en m o d ern e R e ts m e to d e 128 ff. E n Del a f hans k r i t iske B e m æ rk n in g e r e r be fø jede og k a n gøre G a v n ved a t hen lede O p m æ rk s o m h e d e n p a a F a re r , d e r fø lger med den mere a b s t r a k t e B e h a n d l in g a f P ro b le m e rn e . Hoels eget S t a n d p u n k t hæ nger s a m m e n m ed h an s sæ regne m e to d isk e Syn, som ikke k a n o p tag es til B e h an d l in g her.

Den nordiske Lære har ogsaa i visse Retninger givet Anledning til urigtige Anskuelser — noget, som i og for sig ikke kan undre — . Den almindelige danske Læres »objektive« Retstridighedsbegreb har vistnok jævnlig fremkaldt den Opfattelse, a t der udover Retstridighedsbetingelsen kun blev Tale om »subjektive« Betingelser — i forskelligt Omfang ved de forskellige Retsmidler. — Dette kan man imidlertid ikke uden videre gaa ud fra, og det er formentlig ikke rigtigt.

Den rigtige Iagttagelse, a t der ved Afgrænsningen af Handlefriheden (Ansvarsomraadet) jævnlig maa foregaa e n »Interesseafvejelse«, jfr. foran § 4 .II, har ogsaa ført nogle Forfattere ind paa at lade Af- vejelsen blive afgørende i videre Omfang, end det kan forsvares.

Som E k se m p le r h e rp a a k a n henvises til Torps N ødre ts læ re , d e r e r o m ta l t ovfr. § 8.2, s a m t Stangs U d ta le lse i E r s t a tn in g s a n s v a r 116, d e r kr i tiseres a f K noph H e n s ik te n s b e ty d n in g 196 f, N . Cohn i J T 1923.144 f. Se iøv r ig t a n g a a e n d e d e t t e P u n k t Ross V irkel ighed og G yld ighed 359 ff og dertil U 1934 B.298.

In te resseafve je lses læ ren kr i t iseres p r inc ip ie l t a f N . Cohn i J T 1923.133 ff, 1922.196 ff, a f Ross anf . V. 369 ff, se ogsaa Ekström P r i v a t r ä t t e n s aim . lä ro r S. 865. L æ rens næ rm e re U d fo rm n in g e r n avn l ig b lev e t k r i t i s e re t a f Augdahl R e t og re tsk ræ n k e lse s a m t a f K noph H e n s ik te n s b e ty d n in g 231 ff,

§ 1 2 , 1 . 81

se d e rover fo r Torp i T fR 1928.251 ff. De p r a k t i s k v ig t ig s te S pørgsm aal , der e r r e js t a f disse F o rfa t te re , h a r jeg t a g e t Sti l l ing til i d e t fo regaaende, se n a v n l ig § 4 . I I .B .3 .

Den saakaldte nordiske Retstridighedslære er aldrig blevet almindelig antaget i Sverige, og udenfor Norden møder man kun hos enkelte Forfattere Tilslutning til den.

I f rem m ed L i t t e r a t u r og L o vg ivn ing opst i l le r m an g anske v is t ogsaa H a n d l in g e n s R e ts t r id ig h e d som en Betingelse for E r s t a tn in g s a n s v a r e f te r C u lpareg len , se f. E ks . B G B § 823 og O R § 41. Men i K ra v e t om R e ts t r id ig hed ind lægger m a n i A lm inde l ighed lan g t m in d re en d e f te r no rd isk Lære. Den he rsk en d e ty s k e O pfa t te lse s t a a r p ra k t i s k p a a e t l ignende S t a n d p u n k t som nord isk L i t t e r a t u r før Goos og Getz. R e ts t r id ig h ed s b e t in g e lsen h a r der fo r nav n l ig den B e ty d n in g , a t d e r ikke in d t ræ d e r A n s v a r e f te r C u lp a reglen, n a a r d e r foreligger r e tm æ ss ig t N ø d v æ rg e eller a n d re a f de særl ige G ru n d e , d e r e r o m ta l t ovfr. i § 8.

Den he rsk en d e Læres S t a n d p u n k t u d t r y k k e s s k a rp t a f Oerlmann i hans K o m m e n ta r § 823 A nm . 7: »Als w id er rech t l ich ist also jede Verletzung des f raglichen R e c h tsg u te s u n d R e ch ts an zu seh en , die nicht besonders gerechtfertigt wird.« T i l s v a re n d e Planck K o m m e n ta r z u m B G B § 823 A nm . 11.3 s a m t Nagler i F es ts ch r i f t für K ar l B in d in g (1911) 2 Bd. 368 f.

E t S t a n d p u n k t , d e r n æ rm e r sig s t æ r k t til d en nord iske Lære, in d ta g e r M ax Ludwig M üller Die B e d e u tu n g des K a u s a lz u s a m m e n h a n g e s (Tüb ingen 1912).

S a m m e n l ig n e t m ed he rsk en d e t y s k O p fa t te lse h a r den no rd iske Lære flere F o r t r in . D en e r mere k o n se k v e n t i O p b y g n in g e n , jfr. h v a d d e r ovfr. i § 3.11 e r sa g t om L æ rens F o rh o ld ti l æ ld re d a n s k L i t t e r a tu r . Og L æ ren h a r fa k t i sk m ed fø r t , a t visse p r a k t i s k e P ro b le m e r la n g t t id l igere en d i T y sk la n d h a r f aae t v id en sk ab e l ig B e hand l ing . Men d e t siger sig selv, a t t y s k L i t t e r a tu r r u m m e r m a n g e T a n k e r , d e r h a r V æ rd i ogsaa for T ilhæ ngere a f d en nord iske Lære. H e r ska l k u n n æ vne s L æ ren om a d æ k v a t Foraarsage lse , jfr. Sky ld og S k ad e S. 19. Den nord iske L æ re t ræ n g e r ogsaa til y der l igere A fk la r ing i f lere R e tn in g e r .

D er f indes ta l r ig e ty sk e A fh a n d l in g e r om R e ts t r id ig h ed . F o r E r s t a tn in g s r e t t e n h a r de im id le r t id ikke f aae t s tø r re B e ty d n in g , som d e t f re m g a a r a f K o m m e n ta r e rn e til B G B . D e t te hæ nger sa m m e n m ed , a t d e t hovedsage l ig er retsf i losofiske U ndersøge lse r eller U dv ik l in g e r om B egrebet .

Se til d e t t e s id s te Ross anf . V æ rk 342 f. S. 349 ff p røvé r Ross a t k o n f ron te re ty s k og n o rd isk Lære , jfr. de r t i l m in A nm elde lse i U 1934 B.297 ff.

I I . Lundstedts principielle K ritik .L u n d s t e d t h a r m e n t a t k u n n e t i l in te tg ø re hele R e ts t r id ig h ed s læ ren ved

a t paav ise , a t den b ygge r p a a ur ig tige , sp e k u la t iv e U d g a n g s p u n k te r . H a n s Bevisførelse e r m ege t enkel. H a n d l in g e n s R e ts t r id ig h e d sk u ld e b e ty d e , a t

U ssing E rs ta tn in g s re t . 6

82 §12.11.

den s t r id e r mod e t re ts l ig t B u d . Men d e r f indes bevislig ingen re ts l ige B ud . Saaledes f. Eks. T fR 1923.57.

D en n e K r i t ik kan faa en vis Be re t t ige lse derved , a t adskill ige F o r f a t t e r e d ef inere r »retstr idig« som »forbudt«, jfr. ovfr. § 3 . I I . Men d e t t e k an ikke u den v idere give Fø je til a t a n tag e , a t de p aag æ ld e n d e F o rf a t t e r e b y g g e r p aa Teorien om, a t Loven er en B efa ling til Borgerne . De f leste a f d em h a r s ikk e r t ikke t æ n k t p aa a t lægge d en n e Teori til G ru n d . Og deres næ rm e re B eh a n d l in g a f E m n e t v ise r d e t te . Ia lfald h a r den o m ta l te Defin i t ion ikke h in d re t F o r f a t t e rn e i a t give en n y t t i g B e h an d l in g a f reale P rob le m e r .

D e t te ska l ikke u d d y b e s n æ rm ere . O verfo r L u n d s t e d t k a n d e r nem lig yder l igere henvises til, a t flere F o r f a t t e r e ikke h a r b e n y t t e t den o m ta l t e D ef in i t ion el ler iøvr ig t s lu t t e t sig til den Lære, L u n d s t e d t b ek æ m p e r . J e g selv h a r i Sky ld og S k a d e § 1 b ev id s t lag t a n p a a a t holde mig fri a f den, og dog h a r jeg i H o v ed s ag en s l u t t e t mig til den h erskende Lære.

Men d e rm ed fa lder L u n d s t e d t s H o v e d a n g re b til Jo rd e n . D e t r a m m e r helt ved Siden af. Og der fo r e r d e t ove r f lø d ig t a t gaa ind p a a en R æ k k e a f de yder l igere In d v e n d in g e r , som L u n d s t e d t re jse r m od den O pfa t te lse , a t E r s ta tn in g s p l ig te n e r b e g ru n d e t i, a t en B efa ling e r o v e r t r a a d t .

L u n d s t e d t gør nemlig gældende , a t den he rsk en d e Lære begrunder E r s ta tn in g s a n s v a re t heri eller i en m o ra lsk Skyld , b e s ta a e n d e i p l ig ts t r id ig A dfæ rd . Og han paav ise r , hv i lke u h o ld b a re K o n s ek v en se r d e r v i lde følge heraf . Ogsaa d en n e Del a f h an s K r i t ik e r uden In teresse , da vore n yere F o r fa t t e re a ldeles ikke a n se r E rs ta tn in g s p l ig te n som b e g ru n d e t i m o ra lsk Sky ld el. lign., jfr. ovfr. § 2 . IV.

P a a den a n d e n Side ska l d e t ikke benæ gtes , a t nogle a f den no rd iske R e t- s tr id ighedslæ res B a n n e rfø re re h a r t a g e t urea lis t iske , s p e k u la t iv e U d g a n g s p u n k te r , jfr. ovfr. §3.111. Men d e t t e v a r al le rede e r k e n d t før L u n d s te d t . V. Bentzon v a r a l lerede p a a V a g t heroverfor , se h a n s a lm inde l ige R e ts læ re 125 ff og 158, jfr. ogsaa h v a d d e r ovfr. i § 3 . I I I e r n æ v n t om Ju l. Lassens senere S t a n d p u n k t . E n F a re for u rea l is t iske S p e k u la t io n e r e r d e r a f næ r l ig gende G ru n d e navnlig , n a a r P ro b le m e t behan d le s a b s t r a k t i en a lm inde l ig R e ts læ re .

III. Hvad forstaas ved Retstridighed? Udtrykket Retsbrud. Det er en Svaghed ved den nordiske Lære, at det ikke er lykkedes

at opnaa Enighed om, hvad der skal forstaas ved Retstridighed.Defin i t ionen a f r e t s t r id ig som fo rb u d t h a r — som allerede n æ v n t foran

§3.11 — den Mangel, a t den, fo rs ta a e t bogstavelig , b ygge r p a a en særegen O pfa t te lse a f Re ts reg le rne , som fo rkas tes a f m ange , e f te r min M ening med R e t te .

D enne In d v e n d in g r a m m e r ikke G oos’s D ef in i t ion : » R e ts t r id ig e r den H a n d l in g eller Undladelse , som ove rsk r id e r de retlige G ræ nser for H a n d le friheden«, m en den e r til Gengæld m in d re klar . H v a d vil »de ret l ige G ræ nser

§ 12.I I I . 83

for H and le f r ihe den« sige? H v o r led es f r e m k o m m e r de, hvis d e t ikke sker ved R e ts o rd e n e n s F o rb u d eller B e fa l inger?

D en n e V anske l ighed fø rte m ig i sin T id ind p a a den T a n k e a t b ru g e Ret- s t r id ighed s im p e l th e n som e t N a v n for e n h v e r H a n d l in g eller U ndlade lse , som R e tso rd e n e n m o d v i rk e r p a a en el ler a n d e n M aade , f. E ks . ved S tra f , E r s t a tn in g eller fo rebygge nde R e tsm id le r , se Sky ld og S k ad e 12 f. D en n e Defin i t ion v a r dog u fy ldes tgø rende . D er k a n ske en M odarbe jde lse a f en vis A r t H a n d l in g e r igennem R ets reg ler , u den a t m a n b e t r a g t e r H a n d l in g e rn e som re ts t r id ige . D e t te h a r i og for sig ikke v æ re t s k ju l t for mig. M en jeg m e n te a t k u n n e f inde d e t k a r a k te r i s t i s k e for R e ts t r id ig h e d e n i, a t R e ts o rd en en søg te a t m o d a rb e jd e d en k o n k re te H a n d l in g — om m u lig t he l t a t fo rh ind re den — jfr. n avn l ig Sky ld og S k a d e 14 N o te 11. (T a n k e n e r ikke u d t r y k t k la r t og der fo r ikke fo r s ta a e t a f Vinding Kruse i T fR 1915.273 ff, jfr. i T i l s lu tn in g til h a m K noph H e n s ik te n 18, Stang E r s t a tn in g s a n s v a r 102 N o te 7.) J e g h a r im id le r t id fo r læ ngst indse t , a t P ro b le m e t ikke kan k lares ved H jæ lp a f m i t K r i te r iu m , se lvom d e t tydeliggøres. D e t k a r a k t e r i s t iske for den M odv irkn ing , d e r b e t in g e r R e ts t r id ig h e d (eller C ulpa) , m a a fo rm entl ig søges i, a t den a lm inde l ige G ennem føre lse a f de p aag æ ld e n d e m o d v i rk e n d e Re ts reg le r paa A lm en h ed en v i rk e r som en Misbilligelse el ler F o rdøm m else a f Fo rh o ld e t . D en n e O pfa t te lse e r u d v ik le t a f Ross i V irkelig hed og G yld ighed 367 f.

Lundstedt h a r forskellige S te d e r k r i t i s e re t m ine f r a g m e n ta r i sk e B e m æ rk n inger om R e ts t r id ighed i Sky ld og S k a d e og nav n l ig m e n t a t n ed s ab le m in O pfa t te lse ved a t paav ise , a t jeg bevæ ger mig i en Cirkel , ide t H a n d l in g e n p a a den ene Side siges a t m o d arb e jd es , fordi den e r re ts t r id ig , og p a a den a n d e n Side siges a t væ re re ts t r id ig , n a a r den m o d arb e jd es . — H e r k a n h e n vises til G ru n d l in je r 173 f, T fR 1923.62 f. I s a m m e R e tn in g Ross V irkel ighed og Gyld ighed 367 og der t i l m in A nm elde lse i U 1934 B.299. —

Med lid t s y m p a t i s k F o rs taae lse vil e n L æ se r dog v i s tn o k indse, a t d e t k u n er d e t sidste , jeg for A lvor vil gøre gældende , jfr. ogsaa K noph H e n s ik te n 18. D e t e r en Skødesløshed, n a a r jeg b e g y n d e r med den Sæ tn ing , a t H a n d l in g e n er re ts t r id ig , n a a r den »str ider m od Loven og de r fo r m o d a rb e jd e s a f denne.«

A t m in Defin i t ion bevæ ger sig i en Cirkel, h a r fra B egynde lsen v æ re t m ig bev ids t , som d e t k a n ses a f Sky ld og S k a d e S. 14. J e g h a r b ev id s t t i l s t ræ b t a t give en to m T erm ino log idef in it ion a f l ignende A r t som den D ef in i t ion a f possessio, Ju l. Lassen g a v i R o m e r r e t t e n . S a a d a n n e D e f in i t ione r b evæ ger sig a l t id i en Cirkel, m en kan e f te r O m stæ n d ig h e d e rn e væ re hensig tsm æssige .

I en almindelig R e ts t r id ig h ed s læ re v ilde d e t im id le r t id n æ p p e væ re held ig t a t a n v e n d e m in D efin it ion , se lv om den blev a fk la re t . 1 en s a a d a n F re m st i l l ing m a a t t e m a n v i s tn o k fo re t ræ k k e e t B egreb , d e r v a r fas te re i K o n tu re rn e . D en fo rnødne F a s th e d k u n d e f. E k s . n aas ved m ed Ju l. Lassen a t gøre B e g re b e t r e n t o b je k t iv t , saa a t d e t o m f a t t e d e de o b je k t iv e B e t in gelser, d e r e r fælles for S tra f , E r s t a tn in g etc. jfr. U 1923 B.314 f. Im o d a t gaa d en n e Vej ta le r dog, a t de o b jek t iv e Be tinge lse r ikke kan skilles he l t ud6*

84 § 12.I I I .

fra de su b je k t iv e . D erfor an b e fa le r d e t sig v i s tn o k a t lade R e ts t r id ig h ed o m f a t t e ogsaa visse s u b je k t iv e Fo rho ld og k u n udskil le de ind iv iduelle og s u b je k t iv e M om e n te r , d e r k a n u d e lu k k e R e tso rd en en s R e ak t io n , jfr. foran u n d e r I i Begyndelsen . E t saa ledes u d fo rm e t R e ts t r id ig h ed s b eg reb b e n y t te s fak t isk a f flere F o r f a t t e r e n avn l ig i Norge.

E t s a a d a n t Begreb er, l igesom d en klassiske d a n s k e Læres o b jek t iv e B egreb , e t r e n t v idenskabe l ig t H jæ lp eb e g reb eller e t Skolebegreb, som det k a ld e s a f Bentzon Alm. R e ts læ re 158.

Der kan formentlig ikke rejses afgørende Indvendinger imod at bruge U dtrykket »retstridig« paa den ovfr. under I (i Begyndelsen) angivne Maade.

I Lovgivningen anvendes det i en lignende Betydning. Hvorledes det nærmere skal forstaas, maa selvfølgelig bero paa Fortolkningen af den enkelte Lov. I de Tilfælde, hvor U dtrykket anvendes til Gengivelse af Culpareglen, ledsages det af Ord som »tilregnelig«. Efter Sammenhængen maa »retstridig« da være brugt enten i en lignende Betydning som af mig, idet »tilregnelig« da antages at sigte til de subjektive (individuelle) Undskyldningsgrunde, eller renere objektivt som af Goos og Jul. Lassen.

N a a r U d t r y k k e t a n v e n d e s i L o v b es tem m else r , d e r ikke fo ru d s æ t te r s a a d a n n e s u b je k t iv e Betingelser , b l iver d e ts B e ty d n in g e n d n u mere u b e s te m t. M an k an ikke u den v idere g aa ud fra , a t der , o v e ra l t hv o r U d t r y k k e t bruges, sti l les lige s to re eller sm a a su b je k t iv e K rav . U d t r y k k e t a n v e n d e s u n d e r t id e n b lo t for a t a n ty d e , a t L o v b es tem m else n m a a fo rs taas m ed en Begræ nsn ing , hvis R e tn in g a n ty d e s , m en hvis næ rm e re In d h o ld m a a ud r indes ved F o r to lkn ing , jfr. Ross anf . V æ rk 365 f, Skeie S t ra f fe re t I § 19.

Sproglig k a n »retstridig« b e ty d e to T in g : e n te n h v a d d e r s t r id e r m od en s u b je k t iv R e t (R e t t ig h ed ) , el ler h v a d J e r s t r id e r m od d en o b je k t iv e R e t (R e ts o rd e n e n s Regler) . N ;iar U d t r y k k e t a n v e n d e s i n yere L i t t e r a t u r eller L ovgivn ing , an ta g e s d e t som o f te s t a t væ re b r u g t i den s id s tn æ v n te B e ty d - t y d n in g . D e t er ogsaa n æ rm e s t d en n e B e ty d n in g , U d t r y k k e t tag es i, n a a r m a n b ruge r »retstridig« som en k o r t Be tegnelse for I n d b e g re b e t a f de f leste A nsvarsbe t inge lse r . Man m aa b lo t ikke o p fa t t e »str idende mod« som »forbudt« i bogstavel ig F o rs ta n d , m en fo rs taa d e t i O verenss tem m else med, h v a d d e r e r u d v ik le t ovfr.

Den nord iske R e t s t r id ighedslæres F æ d re h a r iøvr ig t , ialfald for en Del, b ru g t O rd e t re ts t r id ig som indeho ldende e t K r a v om, a t H an d l in g en s t r id e r m od en s u b je k t iv R e t. D er k a n henv ises til Lassen I § 27 ved N o te 3, § 28 ved N o te 3. D e t sa m m e k o m m e r frem, n a a r vore F o rf a t t e r e opsti l le r den Ansvarsbe t inge lse , a t H a n d l in g e n er re ts t r id ig i Forho ld til de t paagæ ldende R e tsgode , jfr. som E k sem p e l Lassen I 243.

§ 1 2 . I I I . 85

Se hert i l Sky ld og S kade § 1 N o te 15, K noph H e n s ik te n s b e ty d n in g 25 f, N. Cohn i J T 1923.149, 151 s a m t ndfr. § 19.IV.

V ore ledende F o rf a l l e r e h av d e i R e ts t r id ig h ed s læ ren o v e rh o v e d e t k u n d e t S pørgsm aal for Øje, h v o rv id t H a n d le f r ih e d e n begrænses a f H e n s y n til bes t e m te Re tsgoder . »Retstridig« ka ld te de der fo r k u n den H a n d l in g , d e r i Forho ld til e t k o n k re t R e isgode o ve rsk red G ræ nserne for H an d le f r ih e d en . D e t te i Forb inde lse med disse F o rf a t t e r e s v ide R e t t ig h ed sb eg reb , jfr. ovfr. § 5.1, fork larer , a t d e t r e ts t r id ige Fo rho ld k u n d e o p fa t te s som s t r id e n d e paa e engang mod R e tso rd en en s Regle r og m od en s u b je k t iv R e t. P a a den a n d e n Side m ed fø r te den o m ta l te I n d sn æ v r in g a f B eg reb e ts R æ k k ev id d e , a t R e t st r id ighed ikke kom til a t d æ k k e a l t , h v a d m an k a n k a lde r e t s t r id ig t i B e ty d n in g e n s t r id e n d e m od R e ts o rd en en s Regler. D e t te h a r g ivet A n ledn ing til Misfors taae lse . Se herom Torp i T fR 1928.252 ff.

I d e n n e Forb inde lse m aa e n d n u henvises til IV ndfr.

U dtrykket »Retsbruda har jeg undgaaet a t benytte, skønt det spiller en stor Rolle i den nordiske Litteratur. Det anvendes nemlig i meget skiftende Betydning. Nogle anvender det som ensbetydende med retstridigt Forhold eller med Culpa, se f. Eks. Stang E rsta tningsansvar 3 f, 100 Note 2. De ledende danske Forfattere har imidlertid brugt det om den Skade eller Krænkelse, der er hidført ved retstridigt Forhold. Lassen I 243 bestemmer saaledes Retsbrud som »en Forstyrrelse af et Retsgode, foraarsaget ved en i Forhold til dette Retsgode retstridig Handling«.

IV. N. Cohn h a r i J T 1923, n avn l ig S. 149 f. g jo r t gældende , a t den her ske nde L æ re e r p a a Afveje, og a t U d g a n g s p u n k te t for E r s t a tn in g s r e t t e n m a a væ re de b e s ta a e n d e R e t t ig h e d e r . G r u n d la g e t for E r s t a tn in g s r e t er, a t H and l in g en s t r id e r m od Skad e l id en d es R e t (d. v. s. R e t t ig h ed ) , og forsaa- v id t kan m a n opstil le som en særl ig A nsvarsbe t inge lse , a t H a n d l in g e n er r e ts t r id ig i d en n e F o rs ta n d , a l t sa a a t den s t r id e r m od en a n d e n P e rsons R e t t ig h e d eller s u b je k t iv e R e t. D e t e r im id le r t id a l lerede ovfr. i § 5.1 o m t a l t , a t d e r k a n paalæ gges A n s v a r e f te r Culpareg len , selv om H a n d l in g e n ikke s t r id e r m od eller k ræ n k e r nogen su b je k t iv R e t. Iøv r ig t e r d e t heller ikke h ens ig tsm æ ss ig t a t a n v e n d e Be tegne lsen r e ts t r id ig i den a f C ohn a n g iv n e B e ty d n in g , d a O rd e t i nye re T id fo r t r in sv is a n v e n d e s i B e ty d n in g e n »str id ende m od o b je k t iv Ret«, og d a m a n u d e n s tø r re B e svæ r kan b ru g e d e t k la rere U d t ry k , a t H a n d l in g e n s t r id e r m od en Persons R e t, jfr. som E k se m p e l fra L o v g iv n in g en Rpl § 646.

Cohn h a r im id le r t id for en Del R e t i sin K r i t ik . O gsaa i N u t id e n m a a G ræ nsen for H an d le f r ih e d en fa s ts æ t te s for h v e r en k e l t A r t a f R e t t ig h e d e r e l le r In te re s se r for sig, jfr. fo ran § § 5 — 6.

86

Ansvarsgrundlaget, naar Erstatningspligt indtræder uden Culpa. (§§ 13—17).

§ 13.

Indledning.I. Det er allerede nævnt i § 1, at der i et vist Omfang kan blive

Tale om at paalægge Erstatning uden Culpa. Her skal Spørgsmaalet undersøges nærmere.

Fra gammel Tid har det haft Hjemmel i dansk Lovgivning, a t Husbonden har Ansvar for Skade, som hans Tjener volder ved Fejl i Tjenesten (§ 14), og a t den, der holder Dyr, i vidt Omfang maa ersta tte Skade, som Dyret volder Trediemand (§ 15). Fremdeles er det fastslaaet, a t der indtræder Erstatningspligt uden Culpa ved Ekspropriation og i Tilfælde, der er beslægtet dermed (§ 16). Endelig findes der en Del spredte Lovbestemmelser om Ansvar uden Culpa. De fleste af dem omtales i § 17, der ogsaa behandler Spørgsmaalet, om der uden Støtte i Lovgivningen kan opstilles Regler om Ansvar uden Culpa, f. Eks. ved farlig Bedrift. I § 17 behandles det væsentlige af den nyere Bevægelse i Retning af et udvidet Ansvar uden Culpa.

I de Tilfælde, der omtales i §§ 15— 17, er det ikke en Betingelse for Erstatningsansvar, at der er udvist Culpa, og heller ikke, a t Skaden er voldt ved en retstridig Handling i den Forstand, hvori Goos og Jul. Lassen tog dette Udtryk. Man plejer derfor at sige, at det her drejer sig om Ansvar uden Retsbrud eller Ansvar for retmæssig Handling. Naar jeg foretrækker a t tale om Ansvar uden Culpa, er det dels, fordi jeg saa lidt som mulig vil bygge paa Ret- stridighedsbegrebet, jfr. § 12, dels fordi jeg forkaster Lassens System atik, der satte et skarpt Skel mellem Ansvar, der var »begrundet i Retshaandhævelsens Grundsætning«, og andet Ansvar, jfr. ovfr. § 1.1.

L assens S y s te m m edfø r te , a t han i R e ts b ru d s læ ren (Lassen I § 2 9 . I I I ) , a d s k i l t fra a n d re Tilfælde a f A n s v a r u d e n Culpa, b eh an d led e R egle rne om A n sv a r for »retstr id ig U døve lse a f a n d re s F o rm uere t t igheder« . H a n s Lære he rom ska l k o r t o m ta le s nu.

II. Ansvar for at raade over andres Formuerettigheder uden Hjemmel.

§13.11. 87

Jul. Lassen hævdede, a t »retstridig Udøvelse a f andres Formueretlighede,r« som Hovedregel paadrager (et begrænset) Erstatningsansvar, selv om Udøveren ikke var i Culpa.

At Udøvelsen skulde være »retstridig«, indeholdt navnlig den Betingelse, a t Udøverens Handling ikke var hjemlet ved en Ret over Tingen, ved Samtykke fra den berettigede eller ved et særligt Retsforhold til ham, f. Eks. negotiorum gestio. Jeg foretrækker at udtrykke denne Betingelse ved at sige, a t Udøvelsen sker uden Hjemmel.

Den, der udøver en andens Formueret uden Hjemmel, f. Eks. ved a t forbruge en Ting, der tilhører den anden, ved a t sælge eller pantsætte den eller raade over den paa anden Maade, bliver ifølge Lassens Lære forpligtet til at erstatte Tingens (Rettighedens) Værdi, selvom han var i begrundet god Tro og derfor ikke handlede uagtsomt. Dog ifalder Skadevolderen intet Erstatningsansvar, naar hans begrundede gode Tro stø tter sig til en Overdragelse i levende Live. Og Erstatning for andet Tab end Genstandens Værdi kan kun kræves efter de almindelige Erstatningsregler, altsaa normalt efter Culpareglen.

Se om disse Regle r Lassen I § 29.111 og Sp .D . 1931 § 145. Imcrd Lassen se n avn l ig N. Cohn i J T 1924.205, særl ig 229 ff.

N a a r »retstridig« b ruges i den B e ty d n in g , hvor i Lassen a n v e n d te O rde t , j fr. fo ran § 3.11 og § 12.1 og I I I , k a n se lv en u h je m le t Udøvelse b live r e t mæssig p a a G ru n d a f særl ige O m stæ n d ig h e d e r som N ø d v æ rg e eller N ø d re t (foran § 8. 1 og 2). L assen h a r ikke særl ig o m ta l t de Tilfælde, h v o r Udøvelsen f inde r S ted i ur ig tig , m en v e lb e g ru n d e t T ro p aa , a t H a n d l in g e n er re tm æ ss ig a f s a a d a n n e G runde . A n tage l ig v ilde L assen ikke h a v e a n s e t U d ø v eren som an sv a r l ig i s a a d a n n e Tilfælde, m e d m in d re d e t fu lg te a f N ød re ts reg len (ndfr . § 16.1.2 og II .A) . E r d e t t e r ig tig t , v i lde d e t k u n v æ re god T ro p a a a t h ave særl ig H je m m e l for U døvelsen , d e r ikke b e s k y t te s m od A n s v a r e f te r L assens Lære.

Hovedsætningen støttede Lassen navnlig paa DL 5—6—9 og 5—8—6 samt Fr. 11 Sept. 1839 § 2. Men disse Lovbestemmelser kan næppe føre saa vidt.

Lassens Fortolkning af DL 5—6—9 og 5—8—6 er vel den, der ligger nærmest efter Lovordene. Men Retspraksis har fastslaaet en lempeligere Regel. Naar en Person i god Tro hos sin Skyldner har gjort Udlæg i Trediemands Ting og bortsolgt dem ved Tvangsauktion, antages det, a t han kun er pligtig at erstatte Trediemanden

88 § 13.11.

det Nettoprovenu, som Auktionssalget giver, jfr. Henvisningerne ndfr. S. 89.

Hvad dernæst angaar Fr. 11 Sept. 1839 § 2, er dens Rækkevidde tvivlsom. Den hjemler en forbigaaet Arving Ret til i 15 Aar a t »søge Arven tilbage« fra de Arvinger, den er udlagt til. Dog kan han hos den enkelte kun søge, »hvad denne har oppebaaret«, og Renter kan han ikke kræve. Disse sidste Bestemmelser fraviges dog, naar Modtageren har gjort sig skyldig i »Mislighed, der efter Lov og Ret kan medføre Forpligtelse til Skadeserstatning.« Selve denne Vending taler imod, at Modtagerens Forpligtelse i de almindelige Tilfælde er en sædvanlig Erstatningsforpligtelse, der blot er undergivet to særlige Begrænsninger. Holder man sig til Forordningens Ord, maa Modtageren vel være ansvarlig for den Arvekapital, der er udlagt ham i Penge. Men naar Arven bestaar i andre Genstande, kan Forordningens Ord godt forenes med den Forstaaelse, a t den kun hjemler Pligt til a t tilbagelevere selve Arvegenstanden eller eventuelt, hvad der m aatte være tilbage af den. Reglen m aatte da antagelig udfyldes med, at Modtageren ogsaa m aatte afgive Formuegenstande, der var traad t i Stedet for det modtagne, f. Eks. det Vederlag, som han m aatte have opnaaet ved at afhænde den modtagne Ting. Og den m aatte nærmere udformes i Overensstemmelse med almindelige Grundsætninger om Berigelseskrav, se herom ndfr. § 29.

Forstaas Fr. 1839 § 2 saaledes, er det klart, a t den ikke afgiver Grundlag for en almindelig Grundsætning som den, Lassen forsvarede. Imod Lassens Lære kan ogsaa henvises til, a t Indgreb i Forfatterrettigheder ifølge Forfatterl. 26 April 1933 §§ 17— 19 ikke medfører Erstatningsansvar, naar der ikke er udvist Uagtsomhed.

D en t id l igere F o rfa t te r l . a f 1 April 1912 § 19 lod e n d d a ved s im p e l -U a g t som he d k u n in d t ræ d e Forplig te lse til a t afgive d e t in d v u n d n e .

O m P a te n tk ræ n k e l s e r gælder ifølge P a te n t l . (Bek. 192 1 S ep t . 1936) § 25 de a lm indelige for S k a d e s e r s ta tn in g g æ ldende Regler, j fr. h e rom § 6 . IV foran . U 1913.288 h a r a n ta g e t , a t U v id e n h e d om P a t e n t e t s E k s is ten s ikke f r i tag e r for A nsvar . D e t f re m g a a r ikke hel t k l a r t a f D o m m en , o m U v id e n h eden ikke s k y ld te s U ag ts o m h e d . D o m m e n k a n ialfald tæ n k e s a t væ re beg ru n d e t i d e t særlige F o rho ld , a t e n h v e r h a r A d g a n g til a t skaffe sig O p ly sn ing om m ed d e l te P a te n te r . D erfo r k a n d e r ikke d rages nogen S lu tn in g fra D o m m e n t il a n d re A r te r a f R e t t ig h ed s k ræ n k e lse r , se h erved Knoph Ånds- r e t t e n 309. Sml. ogsaa U 1936.1132.

§ 13.11. 89

Med H e n s y n til U d læ g i T re d ie m a n d s T in g g a a r R e ts p ra k s i s k l a r t imod L assens L æ re om V æ rd ia n s v a r u den Culpa , se U 1930.123, 1927.177, 1012.512, 1900.173, d e r f o r t s æ t t e r den P ra ks is , d e r o m ta le s a f L assen II § 145 N o te 49 . H e l le r ikke iø v r ig t h a r P ra k s is a fgø re nde g o d k e n d t Læren, som U 1919.483 dog s t e m m e r med.

Fr 1839 er nu afløst af L om borteblevne 397 12 Ju li 1946. Har Arvingen ved Erhvervelsen gjort sig skyldig i Svig, er han erstatningspligtig efter Lovgivningens almindelige Regler (§ 22). Ellers skal hver Arving kun give tilbage, hvad han har modtaget (§ 18.1°). Har Arvingen afhændet eller forbrugt det modtagne, ifalder han et begrænset Erstatningsansvar, som yderligere kan lempes, se nærmere § 18.2°.

E t strengere Ansvar paalægger Mdhl § 44 den umyndiges Med- kontrahent, naar den umyndige har erlagt en Ydelse uden at være bundet derved og M edkontrahenten ikke kan levere den tilbage. Han skal da erstatte Ydelsens Værdi, selv om han ikke har udvist Culpa. Dette maa imidlertid opfattes som en Særregel, der skyldes Ønsket om effektivt Værn for Umyndige.

Paa den anden Side er den, der i god Tro har oppebaaret Frugter eller Renter, i Almindelighed ansvarsfri efter Grundsætningen i DL 5-5-4, selv om han har handlet uagtsomt, jfr. foran § 9 .IV.

Udenfor disse Tilfælde maa Erstatningsansvar paa den ene Side paalægges ikke blot i Tilfælde af Svig, som L 1946 hjemler, men for enhver uagtsom Raaden over en fremmed Formuegenstand. Paa Raaden i begrundet god Tro kan man paa den anden Side ikke uden videre anvende Reglen i L om borteblevne § 18 analogt. Den, der har faaet Genstanden overdraget, kan man ikke engang paalægge det begrænsede Erstatningsansvar, § 18 hjemler. Man maa enten med hidtil herskende Lære fritage ham for ethvert Krav eller nøjes med a t paalægge ham a t afgive sin ugrundede Berigelse paa Trediemands Bekostning, jfr. ndfr S. 220. Overfor Udlægshavere er der formentlig heller ikke Grund til a t fravige de Regler, der er dannet i Praksis. Derimod kan Reglen i L 1946 § 18 maaske anvendes analogt paa den, der uden nogen Adkomst raader over en fremmed Genstand i begrundet Tro paa, at den tilhører ham. Men selv her maa det vistnok foretrækkes at give et Berigelseskrav, hvis dette anses som foreneligt med dansk Ret, jfr. ndfr § 28.1.

90

§ 14.Ansvar for andres Fejl.

I en Række Tilfælde kan Fejl (Culpa) begaaet af en Person medføre Ansvar for en anden Person, skønt han ikke har udvist Culpa.

I. DL 3—19—2, der er Hovedbestemmelsen herom, fastsætter, at hvis Husbond giver sin Tjener eller anden Fuldmagt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Husbonden selv at svare til hvad derudi forses af den, som han har givet Fuldmagt, og af ham igen søge Opretning.

A. Reglen er formentlig gavnlig. I store Træk kan den begrundes med, a t Anvendelsen af Culpareglen ikke vilde skabe tilstrækkelig Sikkerhed. I Principet er Husbonden vel ansvarlig efter Culpareglen, naar Skaden er foranlediget ved, at han har udvist Uagtsomhed ved Valget eller Instruktionen af Tjeneren eller ved Tilsynet med hans Arbejde. Men jævnlig er det vanskeligt a t tilvejebringe Klarhed herom. Domstolene vil ofte se sig nødsaget til at dømme paa et usikkert Grundlag. En behændig Husbond vil derfor ofte kunne gøre Regning paa, at Domstolene tror paa hans urigtige Paastand om ikke a t være medskyldig. Men deraf følger atter, at en Gennemførelse af Culpareglen ikke vil give Husbonden tilstrækkelig Tilskyndelse til at vise Omhu i de nævnte Retninger.

I mange Tilfælde er der Trang til et særligt Værn, fordi Tjenerens eget Ansvar ikke skaber samme gennemsnitlige Sikkerhed som Culpareglen ellers. Det gælder saaledes, naar Tjeneren under sit Arbejde for andre sættes til a t foretage farligere Handlinger, end han vilde foretage paa egen Haand. Han kommer f. Eks. til a t benytte Trafikmidler eller Maskiner, som han ikke selv vilde have Adgang til a t benytte, og derigennem faar han Mulighed for a t volde langt større Skader. Derved forøges Usikkerheden — ogsaa den rent økonomiske Tryghed formindskes, fordi de fleste Tjenere ikke har Midler til a t erstatte større Skader. — Hvis Tjeneren er formueløs, vil Culpareglen tilmed i saadanne Tilfælde overfor mange Tjenere miste sin konkret præventive Virkning.

Disse Betragtninger gør sig med øget Styrke gældende i vore Dage, hvor der er opstaaet saa mange store Virksomheder med en talrig

§ 14.I.A. 91

Stab af Arbejdere. Overfor vor Tids Storbedrifter er der særlig Trang til den faste Regel, som 3— 19—2 giver.

Paa den anden Side maa det indrømmes, a t Arbejdsgivere i Nutiden jævnlig har forholdsvis ringe Frihed ved Valget af Tjenere og' ringe Magt over deres Folk. Men det vilde forøge Usikkerheden betænkeligt, hvis man opstillede den Undtagelse, a t Husbonden gik fri for Ansvar i Tilfælde, hvor det ikke vilde have væsentlig præventiv Betydning a t fastholde Ansvaret.

D e t f rem h æ v es jævnlig , a t d e r i al m enneske l ig V irk so m h ed m a a regnes m ed , a t d e r nu og d a begaas Fejl , og a t s a a d a n n e Fejl ogsaa m a a t t e ven tes b e g a a e t a f den , d e r v i rk e r u den M edh jæ lpere . E n A rbe jdsg iver , d e r ikke h a v d e A n s v a r for sine T je n e res Fejl, v i lde de r fo r s l ippe for e t A n s v a r — eller v isse D r i f t s o m k o s tn in g e r — , som vilde r a m m e a n d re . D en , d e r d r iv e r en V i rk so m h ed og n y d e r U d b y t t e t de ra f , bø r ogsaa bæ re d e n Risiko, d e r e r f o rb u n d e t m ed V irk so m h ed en . S a a d a n n e B e t r a g tn in g e r s a m m e n fa t t e s ofte i den g am le M aks im e cujus comm.od.um ejus periculum . U n d e r t id e n siges d e t ogsaa, a t H e r re n , d e r faa r G ev ins ten v ed T je n e re n s V irk so m h ed , ogsaa bø r b æ re dens uhe ld ige Følger. Disse B e t r a g tn in g e r h e n v e n d e r sig væ sen t l ig til Følelsen og in d eh o ld e r v i s tn o k ikke m egen R e a l i te t . D e to s ids te B e t r a g t n inge r v i lde ogsaa føre l a n g t ud o v e r R eg le r som 3— 19— 2. D en fø rs te Bet r a g tn in g in d eh o ld e r noget m ere og faa r ialfald en vis V æ g t i K o n t r a k t s - forhold, se D a n s k O b l iga t ionsre t 134.

Man kan spørge, om Bestemmelsen ikke i andre Retninger har uheldige Virkninger, der opvejer Fordelene. Særlig kan der spørges, om den ikke skaber en tilsvarende Usikkerhed i en anden Retning, nemlig for alle, der har »Tjenere«. Det kan dog ikke antages. I større Virksomheder vil Driftsherrens Ansvar i de fleste Tilfælde forme sig som en ret konstant Bedriftsrisiko, der kan tages i Betragtning ved Omkostningsberegninger. I m indre Virksomheder kan Usikkerheden i Reglen undgaas ved Ansvarsforsikring. Men rent bortset herfra er det formentlig selv i dagligdags Forhold i Almenhedens Interesse, at Reglen gennemføres, fordi den tjener til a t formindske Skadehyppigheden.

Set fra de m an g e s m a a A rbe jdsg iveres S y n s p u n k t t u r d e d e t ogsaa gennemsnitlig væ re a t fo re træ kke , a t Reglen gælder. H u s b o n d e n k a n n em lig bedre b e d ø m m e og fo rm indske den Risiko, so m 3— 19— 2 pa a fø re r h a m , en d den Risiko, d e r v i lde følge af , a t a n d re s T je n e re v o ld te h a m S kade , u d e n a t deres H u s b o n d v a r an sv a r l ig derfor .

Det fremgaar af det anførte, a t Reglen ikke har lige stærke Grunde i alle Tilfælde. Den har de stærkeste Grunde for sig ved ekstraordi

92 § 14.I.A.

nære, farlige Bedrifter og ved Erhvervsvirksomheder, der kan karakteriseres som Stordrift. Men hvis en Regel om Ansvar for Tjeneres Culpa skal gøre Nytte, maa den vistnok formes saa omfattende, som 3— 19—2 er. Ellers vil Vanskelighederne ved Reglens Afgrænsning svække dens Effektivitet.

Nogle F o r f a t t e r e h a r h æ v d e t , a t Reglen b u rd e begrænses til særlige G ru p per a f T ilfælde, f. E ks . særl ig farl ige H v e rv . Stang E r s t a tn in g s a n s v a r 199 ff m ener , a t Reglen h a r h a f t en Mission som F orløbe r for el ler S u r ro g a t for de ra t ione l le Regler om A n s v a r for farl ig B edrif t , m en a t d e t ikke e r b e g ru n d e t a t paa læ gge H u s b o n d e n A n s v a r for T je n e re u d en fo r farl ig B edrif t . B la n d t de a n d re F o r fa t te re , d e r b e k æ m p e r Reglen, f rem hæ ves N . H. Bache i U 1920 B.321 ff, T fR 1928.298 f, 305 f. Im o d S ta n g se Lundstedt i T fR 1923. 88 f, 148 f, Illum i T fR 1935.62 ff. — Se iøvr ig t om B e grunde lsen a f Reglen Lassen I § 35 .1 m ed H e nv isn inge r .

Da det er vanskeligt a t udtale sig med Sikkerhed om de praktiske Virkninger af Reglen, er der særlig Grund til a t lægge Vægt paa, hvad Retsudviklingen viser. Og den taler ret tydelig for, at Retslivet finder sig tjen t med Reglen.

Regler om Husbondens Ansvar fandtes i gammel germansk Ret, men ikke i romersk Ret. I vore Dage gælder Regler, der er nær beslægtet med DL 3— 19—2, foruden i Norge (NL 3—21—2) navnlig i England og Frankrig. Det sidste har særlig Interesse, fordi fransk Ret iøvrigt er stæ rkt paavirket af Romerretten.

E n k e l te F o r fa t te re , f. Eks. Planiol II no. 911, k r i t i s e re r vel Reglen som for v id tg a a e n d e . Men den a n v e n d e s i m ege t v id t O m fa n g i P ra k s is og synes ogsaa bil l iget a f de f leste Forff ., se f. Eks. Demogue V no. 881 ff, M azeaud I no. 858 f. Planiol-Ripert V I no. 641 o p ta g e r heller ikke P lan io ls K r i t ik .

I T y s k la n d h a r B G B § 831 n æ rm e t sig ti l d e t g e rm a n sk e S t a n d p u n k t ved a t p aa læ gge H u s b o n d e n B e v is b y rd en for, a t han ikke e r m ed s k y ld ig i S k ad en . O R § 55 h a r en l ignende Regel, m en ig en n em P ra ks is er den y d e r ligere n æ rm e t til v o r Regel, se herom U 1922 B.85 f, v. Tuhr Schw . O bl igat io n e n re c h t 352 ff. I Sverige gæ lder d e r u d en fo r K o n t r a k t s fo rh o ld ingen Regel s v a re n d e til 3— 19— 2, m en i nye re T id spores d e r dog visse T e n d e n se r til a t u d v id e A n s v a re t for H u sb o n d e n . Se herom Alexanderson N ord iska J u r i s t s t ä m m a n 1926.18 ff, Strahl i M innesskr i f t ä g n a d 1734 års lag II 894 ff, 905 ff; F in sk R e t h a r s a m m e H ovedrege l , se Ekström P r i v a t r ä t t e n s a llm. lä ro r S. 873 ff.

Udviklingen i dansk Praksis viser ogsaa, at man har følt Trang til Reglen. I sidste Halvdel af det 19. Aarh. var 3— 19—2 praktisk ta lt gaaet af Brug udenfor Kontraktsforhold — formentlig under Indflydelse af Troen paa Dogmet om Culpareglens U niversalitet. —

§ 14.I.A. 93

Men fra henimod 1900 har Praksis a tter gjort udstrakt Brug af Reglen, se f. Eks. U 1897.152*, 1902.167-, B.249*. Denne Udvikling stemmer med den Opfattelse, a t den nyeste Tids økonomiske Vilkaar har gjort Reglen særlig paakrævet.

Paa den anden Side har FAL § 25, 2 Pkt. aabnet Adgang til a t ophæve Ansvaret ifølge 3— 19—2, naar Tabet er dækket ved Skadeforsikring. Men i saa Fald bliver Usikkerheden jo mindre, da Skadelidende undgaar det økonomiske Tab. Om denne Regel henvises til §22.11.-

B. Hvad skal Tjeneren have gjort?For a t Husbonden skal blive ansvarlig efter 3— 19—2, kræves

det, a t Tjeneren har voldt Trediemand Skade ved en Forseelse i Udførelsen af Husbondens Hverv. Ansvaret forudsætter nærmere bestem t, at Trediemand har lidt en Skade, a t Skaden er voldt af T jeneren ved en Forseelse i Hvervets Udførelse, og at Skaden er en adækvat Følge af Tjenerens Forseelse. Den midterste af disse Betingelser er den eneste, der behøver a t undersøges nærmere her. Det er den, der i 3— 19—2 er udtryk t ved Ordene »hvad derudi forses«. — De andre Betingelser behandles i §§ 18— 19. —

1) Der skal foreligge en Forseelse fra Tjenerens Side. Forseelse maa fortolkes som Culpa. Herfor taler dels, at 3— 19—2 i Slutningen forudsætter, a t Husbonden kan gøre Regres gældende mod Tjeneren, dels a t K ravet naturlig følger af de reale Grunde, der er anført som S tøtte for Reglen.

H v o r en V i rk so m h ed h a r en R æ k k e P e rso n e r i sin T je nes te , m aa 3— 19— 2 a n v e n d e s ov e ra l t , hv o r d e r a n ta g e s a t væ re b e g a a e t en Fejl a f en eller an d en a f dem . D e t e r ikke n ø d v e n d ig t a t skaffe op ly s t , hv em d e r h a r b e g a a e t F e j len. O gsaa den »anonyme« Fejl (faute de service) m a a b eg ru n d e A n s v a r for H u s b o n d e n . E llers v ilde Reglen m is te sin E ff e k t iv i te t overfor de s to re V irk som he der , hv o r den n e to p er særl ig p a a k ræ v e t .

H e rm e d s t e m m e r U 1936.139 om e t Sygehus, jfr. m a a s k e ogsaa U 1931.949, d e r dog ikke k o n s ta te re r U a g ts o m h ed , ialfald ikke i k lare Ord.

Ved Afgørelsen af, om d e r foreligger Culpa fra en b e s te m t T je n e rs Side, m a a der tag es H en sy n til, h vad m a n med Rim elighed kan forlange a f en T je n e r a f den p aag æ ld en d e A r t , sml. U. 1936.665 H.

D e t e r noge t tv iv lso m t , hvor ledes m an skal b eh an d le de T ilfælde, Hvor Tjeneren selv hel t el ler delv is f r i tages for E rs ta tn in g s p l ig t , fordi han er under 15 A ar eller afsindig (Mdhl §§ 63— 64). I M edfor a f 3 — 19— 2 kan m a n næ ppe paalæ gge H u s b o n d e n e t A n sv a r , de r ræ k k er v idere end d e t A nsva r , d e r paa- iægges T je n e re n . 3— 19— 2 fo ru d sæ t te r jo, a t H u s b o n d e n h a r Regres mod

94 § 14.I.B.

T je n e ren , og T je n e re n s A n s v a r m a a ogsaa over fo r H u s b o n d e n fa s tsæ t te s e f te r M dhl §§ 63— 64. Men 3— 19— 2 k a n ikke u d e lu k k e e t v id e reg aaen d e A n s v a r for H u sb o n d e n . H v is H u s b o n d e n h a r k e n d t T je n e ren s T i l s tan d , m a a h a n i A lm inde l ighed h a v e fu ld t A n s v a r , se lv om T je n e re n s E r s t a tn in g s p l ig t lempes . Men selv om H u s b o n d e n h a r v æ re t i god T ro , f. E ks . fordi T je n e re n u v e n te t b l iver afsindig , bø r H u s b o n d e n v i s tn o k som Regel bære d e t fu lde A nsva r . D e t s t e m m e r m ed H o v e d s y n s p u n k te t i M dhl §§ 63— 64, og de særl ige G ru n d e , der h a r fø rt til a t lem pe A n s v a re t for B a rn e t el ler den afsindige, gø r sig ikke g æ ldende for H u s b o n d e n s V e d k o m m e n d e .

A t H u s b o n d e n se lv fa lder ind u n d e r Mdhl §§ 63— 64, k a n ikke føre til a t lem pe h an s A n s v a r paa G ru n d a f 3 — 19— 2, m e d m in d re d e t n e to p e r H u s b o n d e n s Fejl, d e r h a r fo ran led ige t S kaden , se herom U 1923 B.139.

2) Forseelsen skal være begaaet derudi. Sproglig kan dette forstaas som »indenfor Hvervet«, d. v. s. ved en Optræden, der stemmer med Hvervgiverens Instrukser og Tjenerens Pligter overfor Husbonden. Denne Forstaaelse maa dog forkastes. Den vilde berøve Reglen al selvstændig Betydning. Det følger nemlig allerede af Culpareglen, a t Husbonden maa ifalde Erstatningsansvar, naar han er medskyldig i Skadeforvoldelsen. Imod den nævnte Fortolkning taler ogsaa Regresreglen i Artiklens Slutning. Den vilde være helt urimelig, naar Tjeneren havde handlet i Overensstemmelse med Husbondens Instrukser.

Derfor maa »derudi« læses som »i Hvervets Udførelse« eller »i Tjenesten«, jfr. Sølov § 8.2°. Det maa ialfald kræves, at Forseelsen er begaaet under Udførelsen a f Hvervet, Og a t den saaledes staar i en vis Forbindelse med Hvervets Udførelse. Men en hvilkensomhelst Forbindelse kan ikke være nok. Man kunde spørge, om Handlingen ikke skal være foretaget af Tjeneren i den Hensigt at tjene til Hvervets Udførelse. Dette vilde dog ikke give tilfredsstillende Resultater. Reglen vilde paa den ene Side blive for snæver, paa den anden Side for vid.

Det første kan illustreres ved følgende Eksempel. En Husejer lader grave et Hul i Ejendommens Gaard og paalægger »Gaard- manden« at hænge en tæ ndt Lygte op hver Aften. En Dag undlader Gaardmanden det, fordi han er taget bort i eget Ærinde. Husejeren maa dog ifalde Erstatningspligt, da Tjeneren har forsømt at opfylde den Tjenesteforpligtelse, som netop skulde afværge Faren for Trediemand.

S e en d v id e re U 1930.558* og p a a den a n d e n Side 1936.620, h v o r d e r hen vises til flere D om m e.

§ 14.I.B. 95

Paa den anden Side vilde den omtalte Fortolkning strække Husbondens Ansvar for vidt. Selv om Tjenerens Handling tilsigter a t opnaa Hvervets Maal, vil det ikke altid være rigtigt a t paalægge Husbonden Ansvar for den. Husbonden maa gaa fr i, naar Handlingen er a f en saa abnorm Karakter, at den ligger ganske udenfor, hvad en Husbond kunde paaregne, Tjeneren vilde falde paa. Som Eksempel kan nævnes, a t Inkassatoren gør Indbrud hos Skyldneren, der ikke er hjemme, og ødelægger hans Gemmemøbler for at sætte sig i Besiddelse af Pengene. Denne Begrænsning er beslægtet med Adækvansbetingelsen (ndfr. § 19.IV) og maa begrundes paa lignende Maade. Den vil ofte føre til, a t Husbonden gaar fri for Ansvar, naar Tjeneren gør Skade med Forsæt. Men det kan ikke opstilles som en almindelig Regel, a t Husbonden ikke er ansvarlig for Skade, som Tjeneren volder forsætlig.

B e græ nsn ingen synes a t b l ive g jo r t i P ra ks is , se U 1930.558*, 1927.129, 1902.841.

C. Hvilke Personer omfatter 3—19—2?3— 19—2 taler om, a t Husbond giver Tjener eller anden Fuld

magt til paa sine Vegne a t forrette noget.1. Fuldmagt kan ikke forstaas i samme Betydning som i Aftale

loven. Det maa betyde det samme som Hverv, og Reglen maa anvendes, selv om Tjeneren ikke havde forpligtet sig til a t udføre Hvervet. Den maa omfatte Hverv af enhver Art, og navnlig saavel Foretagelse af Retshandler som anden Virksomhed.

2. Af Ordene »Tjener eller anden« maa udledes, a t Reglen gælder ikke blot Personer, der staar i fast Tjenesteforhold til en Arbejdsgiver, men ogsaa den, hvem blot et enkelt Hverv betros. Faste Tjenere maa Reglen anvendes paa, hvad enten de volder Skade under et særligt Hverv, der er betroet dem, eller under Udførelsen af deres almindelige Tjenestepligt.

Da Loven bruger Ordet Husbond, kan Reglen kun om fatte Tilfælde, hvor Hvervgiveren staar som Herre i Forhold til Arbejderen i den Forstand, a t han har Ret til at lede Hvervets Udførelse og derfor navnlig har Ret til a t instruere Tjeneren og føre Tilsyn med Udførelsen af Arbejdet. Derfor om fatter Reglen ikke Personer, der faar det Hverv selvstændig at udrette noget, saaledes a t vedkommende selv er Herre over, hvilken Fremgangsmaade han vil benytte.

96 § 14.I.C.2.

Grænsen e r vanske l ig a t d rage . F ra P ra k s is k a n n æ v n e s U 1931.561, 1928.953, 1129, 1919.768, 1922.665. O m en m ulig U d v id e ls e a f Reglen se ndfr . 11.4. Som ovenfor f ra n s k R e t ifølge M azeaud I no. 882 ff.

3. Ansvaret paahviler Husbonden. I større Virksomheder med flere Trin af Tjenere, er Husbonden selve Driftsherren, ved Aktieselskaber selve Selskabet, ikke Direktion eller Bestyrelse. Hermed stemmer, at Sølov § 8 lægger Ansvaret paa Rederen.

Se U 1934.353, 1909.509 (D ire k tø r ikke ansvarl ig) . Om B es ty re lsen røbes e n d n u T v iv l a f Lassen I § 35 ved N o te 24 c, se d er im od Ilium i T fR 1935.63. E f te r Sølov 1892 § 59.2° (o p h æ v e t 1937) v a r S k ipperen a nsva r l ig for S kade , som a f M a n d sk a b e t forvoldes ved Fejl el ler F o rsøm m else i T je n es ten , m e d m in d re d e t m a a a n tag es , a t h an ikke h a r l ad e t d e t m an g le p aa behørig O p m æ rk so m h e d og T ilsyn . Se om Reglen A xe l Møller S k ib ss a m m e n s tø d I § 12.

I P ra k s is h a r d e t v o ld t T v iv l , h v e m d e r e r H u s b o n d , n a a r en F o rre tn in g »udlejer« C y k lebude eller a n d re B u d e til K u n d er, d e r øn sk e r Æ r in d e r besø rget . I A lm inde l ighed m a a »Budcentralen.« b e t ra g te s som H u s b o n d . D er tæ n k e s her k u n p a a S k ad e r , d e r paafø res T re d ie m a n d . H v o r v i d t S kade , de r t i l fø jes K u n d e n ved T a b eller B eskadigelse a f de G en s tan d e , de r er b e t ro e t B u d e t , k a n k ræ ves e r s t a t t e t a f B u d c e n t ra le n , be ro r p aa m an g e a n d re O m s tæ n d ig h ed e r . Im o d den her h æ v d e d e Løsn ing Lassen I § 35 N o te 7.

Husbonden bliver umiddelbart forpligtet til Erstatning, ikke blot subsidiært for det Tilfælde, a t Tjeneren ikke kan betale, se ndfr. § 24.I.A. Der er dog aabnet en vis Adgang til a t lempe hans Ansvar ved FAL § 25, se herom ndfr. §22.11.

I Almindelighed bliver ogsaa Tjeneren ansvarlig til Erstatning, nemlig efter Culpareglen, jfr. om en mulig Begrænsning af Ansvaret ndfr. §22.1 og II.

4. 3— 19— 2 a n v e n d e s i P ra k s is ogsaa paa o ffentl igre t l ige T jenes te fo rho ld . S p ø rg s m a a le t om d e t Offentl iges E rs t a tn in g s a n s v a r m a a iøv r ig t b ehand les i S ta t s r e t t e n .

O m D o m m eres A n s v a r for F u ld m æ g t ig e se A rnskov i U 1931 B.97.

D. Undtagelsestilfælde, hvor Husbonden ikke if alder Ansvar efter 3— 19— 2.

1. Vore Domstole har i den nyeste Tid gjort en Begrænsning i Omraadet for 3— 19—2. Naar en Arbejder, til Fordel for hvem Arbejdsgiveren har tegnet lovpligtig Ulykkesforsikring, kommer til Skade under Arbejdet som Følge af en Forseelse i Tjenesten af andre Arbejdere i samme Virksomhed, antages det, a t Arbejdsgiveren ikke bliver forpligtet til a t betale Erstatning efter 3— 19—2.

D en n e Regel e r fa s ts la a e t v e d U 1923.1017* H, 1932.451 H , 1936.547 H .

§ 14.1 .D. 1. 97

A rbejdsg iveren k a n dog ikke u n d g a a A n s v a r for S kade, d e r s k y ld e s (hans egne Fejl eller) Fejl fra Personer , d e r h a r Ledelsen a f V irk so m h ed en for h am , sml. om d e t t e s ids te U 1934.353, 1936.188, 1937.139.

D e t er fo rm en t l ig en Mangel, a t v o r U lykkesfo rs ik r ingslov ikke foreskr iver , a t U lykkes fo rs ik r ingen ska l v irke som en A n svars fo rs ik r ing for A rbe jdsg ive ren og d æ k k e h a m m o d A n s v a r b o r t s e t fra m ere g ra v e re n d e F o r seelser. D erfor e r d e t n a tu r l ig t , a t D om sto len e h a r søg t en a n d e n Vej t i l a t o p n a a l ignende R e su l ta te r .

Sml. hert i l Tr. Jørgensen i T fR 1933.329, Ussing i U 1935 B . 196, S v J T 1937.119 f med H en v isn . Iø v r ig t m ø d e r m a n ogsaa i U d la n d e t den O p f a t telse, a t A n s v a re t for T je n e re ikke bø r gennem føres , n a a r en a f flere A rb e jd s k a m m e r a t e r l ider S k ad e ved en a n d e n s Fejl. I engelsk R e t opsti l les d e r en sa a d a n Regel om »Common employment«, se h e ro m : Pollock T o r t s (11 ed.) 100 ff. Se frem deles Alexanderson i N o rd isk a J u r i s t s t ä m m a n 1926 43 ff, Strahl i M innesskr i f t ä g n a d 1734 å r s lag II 908.

2. Fabrikl. 29 A pril 1913 § 42 indeholder følgende Bestemmelse: Kun den,-der har gjort sig skyldig i Overtrædelsen, hæfter for ethvert af Overtrædelsen flydende Ansvar.

Denne Bestemmelse blev oprindelig fortolket saaledes, a t den ogsaa omfattede Erstatningsansvar, og Arbejdsgiveren antoges derfor a t være ansvarsfri i Tilfælde, der faldt ind under Fabrikloven, saafremt han ikke selv havde udvist Culpa. I den nyeste Tid er det imidlertid antaget ved flere Domme, at Bestemmelsen overhovedet ikke angaar Erstatningsansvaret.

D e n æ ldre O pfa t te lse blev e n d n u lag t til G ru n d i U 1917.498*, og d e t sk ø n t S k ad en r a m te en u d e n fo rs ta a e n d e T re d ie m a n d . F a a A a r e f te r fa ld t d e r en D om , d e r for særl ige Tilfælde m e n te a t k u n n e lade Reglen ud e a f B e t r a g tn in g , se U 1921.12*. E f t e r h a a n d e n e r P ra k s is g a a e t v idere og b e t r a g t e r nu Reglen som u d e lu k k e n d e v e d rø re n d e S t ra f a n s v a r e t , se U 1932.184 (med udførl ig Begrundelse) , 1934.353.

D en bes lægtede B e s tem m else i L 544 4 O kt . 1919 § 30.4° kan k u n a n ta g e s a t a n g a a Straf.

II. Ansvar for andres Culpa iøvrigt.1. Sølov § S bestemmer, at Rederen hæfter for Skade, der er

foraarsaget ved Fejl eller Forsømmelse i Tjenesten af Skibsfører, Mandskab, Lods eller andre, der udfører Arbejde i Skibets Tjeneste. De sidste Udtryk bevirker, at Reglen rækker videre end 3— 19—2, da Rederen maa bære Ansvaret, ,selv om den paagældende ikke er antaget til Arbejdet af ham eller af Skibsføreren.

Se om Reglen A xel Møller .S k ibssam m enstød I § 13.B.


98 § 14.II.2.

2. Motorl. § 38.1° og Stærkstrømsi. (Bek. 15/4 1940) § 6 paalægger Ejer eller Bruger (Driftsherren) Pligt til a t erstatte Skader, medmindre det oplyses, at Skaden ikke kunde være afværget ved den Agtpaagivenhed eller Omhu, som udkræves saavel i Henseende til Driften som til Materiellet. De er strengere end 3— 19—2, ikke blot fordi den ansvarlige faar Bevisbyrden, men formentlig ogsaa ved at paalægge ham Ansvaret for Personer, der ikke vilde falde ind under 3— 19—2, f. Eks. Bilejerens Værge og efter Omstændighederne en selvstændig virkende Entreprenør.

F o r Motorkøretøjers V e d k o m m e n d e e r d e r T ilbø je l ighed til a t a n t a g e e t s t r e n g t A n s v a r for Fejl ved M aterie l le t , bl. a. u n d e r H env isn in g til L ovens § 19.

D er k a n anføres gode G ru n d e for a t paalæ gge M o to rk ø re tø je ts E je r e t u b e t in g e t A n s v a r for S kade , d e r h idføres v ed Materielfej l , se m in e B e m æ rk n inger i Sky ld og S k ad e 213 f, U 1917 B .29 ff, 1921 B.107 f. E f t e r a t d e r er i n d fø r t tv u n g e n A nsv a rs fo rs ik r in g a f M o to rk ø re tø je r , v i lde d e t dog fo rm e n t lig væ re hens ig tsm æ ssigere a t u d fo rm e den t v u n g n e Fors ik r ing saaled s, a t en S kade l idende , d e r se lv v a r u den Sky ld i S k ad en , f lk en u b e t in g e t R e t til E r s t a tn in g hos F o rs ik r ingsse lskabe t in d en fo r visse Be løb — ogsaa h v o r S k ad en ikke h id rø r te fra M aterie lfe j l — og til G engæ ld a t k n y t t e d e t pe r so n lige E r s t a tn in g s a n s v a r til s t r en g e re Betingelser .

A n s v a re t for M o to rk ø re tø je r p a a h v i le r ifølge § 38.6° »den — væ i sig E je r el ler B ru g e r — , d e r b e n y t t e r M o to rk ø re tø je t e ller lade r d e t benytte« . N a a r d e r e r en an sv a r l ig B ruger , -som ikke ejer K ø re tø je t , b l iver E je ren a l t sa a ikke personlig an sv a r l ig i H e n h o ld t il M otorl. Men K ø re tø je t h æ f te r for E rs t a tn in g , som en re tm æ ss ig B ru g e r a f d e t er fo rp l ig te t til a t ud rede , se § 38.7°.

M oto r lovens Regle r o m f a t t e r iøv r ig t ikke al S kade, de r voldes ved e t M oto rk ø re tø j , se n æ rm ere § 3 8 .1 ° og 2°.

Om R e ts p rak s is a n g a a e n d e M otor loven henvises til Johan Fischers L ovudgaver .

F o r Stærkstrømsanlæg b u rd e der fo rm en t l ig indføres E rs t a tn in g s a n s v a r u den C u lpa i O verenss tem m else m ed de G ru n d sæ tn in g e r , d e r udv ik les ndfr. i § 17, jfr. B e m æ rk n in g e rn e i § 17.V.

I en R æ k k e Sporvejskoncessioner f indes B e s tem m else r om , a t Sporve jene i fa lder E rs ta tn in g s a n s v a r , m e d m in d re S k ad en e r b e v i rk e t ved uafven d e l ig t T ilfælde. I P ra ks is a n ta g e s det , a t de r ikke heri l igger nogen vis m ajo r -R ege l , m en a t A n s v a re t fa lder bor t , n a a r d e t bevises, a t de r i ingen H e n s e e n d e er u d v is t Mangel p aa A g tp a a g iv e n h e d fra Sporve jenes Side. Se herom Skyld og S k ad e 467.

3. Pressel. 147 13 April 1938 § 6.7° og § 12.1° g iver om her i Riget t r y k te per iod iske S k r if te r Regler, d e r k a n m edfø re E rs ta tn in g s a n s v a r u den fo r a lm indelige Regle r dels for R e d a k tø re n , dels for Udgiveren . Se herom Krabbe D a n s k Presse re t S. 107 ff.

§ 14.II.3. 99

O m P ressen s A n sv a r de lege fe ren d a k an h env ises til Vinding Kruse i U 1928 B .126 ff, jf r . Popp-M adsen B od 290 f, Troels G. Jørgensen i N o rd isk T id ssk r if t for S tra ffe re t 1928.223 ff s a m t den a f ham o m ta lte B e tæ n k n in g , jf r . ogsaa J u r id is k F o ren in g s A arb o g for 1927— 28 S. 54 f.

4. Ansvar for andres Culpa uden Lovhjemmel. Det kan i og for sig ikke være udelukket i særlige Grupper af Til

fælde at paalægge en Person Ansvar for andres Culpa uden Lovhjemmel.

a. Man kan spørge, om der ikke i et vist Omfang er Grund til at paalægge en Person Ansvar for Skade, som voldes a f andre, der udfører et Hverv for ham, selv om Skadevolderen handler selvstændigt og ikke falder ind under DL 3— 19—2.

Spørgsmaalet maa formentlig besvares bekræftende. Men da det hidtil ikke har været Genstand for nærmere Undersøgelser, er det vanskeligt a t udtale noget sikkert om, hvor vidt man bør gaa.

D erfo r sk a l d e r k u n gøres nogle fo reløbige A n ty d n in g e r . — T il d e t an fø rte k a n ses Christrup i N F T 1934.185 ff, h v o r n av n lig d e t t i lsv a re n d e Spørgs- m aa l fo r K o n tra k ts fo rh o ld u ndersøges. —

H v is en G ru n d e je r b e tro r U dføre lsen a f en e k s tra o rd in æ r farlig H a n d ling p a a h an s G ru n d til en se lv s tæ n d ig E n tre p re n ø r , b ø r G ru n d e je ren fo rm en tlig bæ re A n sv a re t for S k ad e , d er v o ldes de o m b o en d e ved E n tre p re n ø rens F e jl. — D enne R egel vil dog ta b e sin B e ty d n in g , hv is m an g en n em fø re r A n sv a r h e lt ud en C ulpa i sa a d a n n e T ilfæ lde, jfr. nd fr. § 17. — M aaske bør R eglen s træ k k e s u d o v er de e k s tra o rd in æ re H a n d lin g e rs K reds.

I d en n e F o rb in d e lse k an n æ vnes U 1935.663 H , d e r p aa lag d e e t M ejeri A n sv a re t fo r en høj S k o rs ten s V æ ltn in g , m en b eg ru n d ed e A n sv a re t paa C u lpa , jfr. T fR 1936.357. Sm l. ogsaa U 1935.817. P ra k sis syn es ogsaa a t v ille paalæ gge V ejv æ sen e t A n sv a re t, n a a r V e jm a te r ia le an b rin g es p a a en for F æ rdslen farlig M aade, selv om V e ja rb e jd e t er b e tro e t til en se lv stæ n d ig E n tre p re n ø r , se U 1928.953.

E n lig n en d e G ru n d sæ tn in g sy n e s fu lg t i engelsk R e t, d e r ogsaa paalæ g g er E je re n a f en fa s t E je n d o m A n sv a re t for, a t h an s E je n d o m ho ldes i en sa a d a n T ils ta n d , a t den ikke b liv e r farlig for P u b lik u m p a a G ru n d a f F ejl, som k u n d e v æ re u n d g a a e t v ed fo rn u ftig O m sorg og D y g tig h ed , jfr. om d e tte A n sv a r for » in d ep en d en t co n trac to r« Pollock T o r ts (11 ed .) 512 ff, 525 ff.

b . D er h a r v æ re t re js t S p ø rg sm aal om a t paalæ gge Forældre A n sv a r for d eres B ø rn s C u lpa . P ra k sis h a r m ed F øje ta g e t A fs tan d h erfra .

Se som E k s. U 1926.160*, sm l. 1932.494 H , 1935.14 H . Iø v rig t h env ises til Bache og Ussing i U 1920 B .328 f, 388 f, Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 199. U d en fo r K o n tra k ts fo rh o ld e r d en u m y n d ig e heller ikke a n sv a rlig for V æ rgens F orseelser, jf r . dog fo ran u n d e r 11.2.

c. Det maa antages, a t et Selskab bærer Ansvar for Fejl, der begaas under Ledelsen a f Selskabet, selvom Tilfældet paa Grund af den hand-

7*

100 § 14.II.4.C.

lende Persons Stilling ikke kan bringes ind under 3— 19—2. E t Aktieselskab maa saaledes bære Ansvaret for Skade, der voldes ved Bestyrelsens eller Generalforsamlingens Fejl. Paa lignende Maade maa Foreninger, Korporationer og Stiftelser bære Ansvaret for deres styrende Organers Fejl. At saadanne kollektive Enheder eller juridiske Personer maa bære Ansvaret for deres styrende Organers Fejl, er iøvrigt særlig klart. Det er almindelig anerkendt ogsaa i de Lande, hvor man ikke har Regler svarende til DL 3— 19—2.

D e tte A n sv a r m aa a n e rk en d es g an sk e uden H e n sy n til , om m an s lu t te r sig til den sa a k a ld te »O rganteori«. Sm l. herom Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 7 N o te 3 m ed H en v isn ., § 13 N o te 2 og 11, In n led n in g til F o rm u e re tte n 346, Gjelsvik P e rso n re tt (2. U dg.) 72 f, 82 f, Strahl i M in n essk rift ä g n ad 1734 å rs lag II 905 f, jfr. ogsaa H urw itz K o llek tiv e E n h e d e rs p ønale A n sv ar, n av n lig § 4. O m a n sv a rlig e In te re s se n tsk a b e r se Sindballe S e lsk a b sre t I (2. U dg.) 124. Om S ta te n s og K o m m u n en s A n sv a r for deres O rg an ers Fejl henv ises ti l S ta ts re t te n .

D e t h a r n æ ppe In te re s se a t d rø fte , om de ju rid isk e P e rso n ers A n sv a r for deres O rg an er k an b rin g es d ire k te ind u n d e r 3— 19— 2, som Illum h æ v d e r i T fR 1935.63 N o te 59. D e t m aa ia lfa ld gøres g æ ldende , a t der, hvis d e t fin d es p a a k ræ v e t, m aa k u n n e paalæ gges ju r id isk e P e rso n e r A n sv a r for deres ø v e rs te O rg an er, se lv om de a lm in d e lig e B e tin g e lse r for a t a n v e n d e 3— 19— 2 ik k e e r o p fy ld t, sm l. Cohn i J T 1924.100. E t A k tie se lsk ab m aa saa ledes bæ re A n sv a re t for sin G enera lfo rsam lings B e slu tn in g e r ud en H en sy n til de B eg ræ nsn inge r, d e r indlæ gges i O rd e t »derudi« i 3— 19— 2.

§ 15.Ansvar for Dyr.

I. I de fleste Lande gælder der særlige Regler om Erstatning for Skade voldt af Dyr, og adskillige af disse Regler er meget gamle eller hviler paa gamle Regler. De forskellige Landes Regler er indbyrdes afvigende, men de hjemler ialfald for en stor Del Ansvar uden Culpa.

D et gæ lder saa ledes C ode civil a r t . 1385 og B G B § 833, d er dog ved en senere L o v æ n d rin g é r b lev e t le m p e t for H u sd y rs V edkom m ende.

O m disse B estem m elser og om engelsk R e t hen v ises til S ky ld og S k ade 298 ff, 359 ff, 409 ff. O m schw eizisk R e t se O R §§ 56— 57, om n o rsk R e t

§15.1. 101

Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 12. O m d a n s k R e t Lassen I §35.11 m ed H cnvi : O m B e g ru n d e lsen a f R egle rne se bl. a . S ky ld og S k ad e 214 f og nd fr. § 17.

Almindelige Lovregler om Erstatning for Skade voldt af Dyr findes ikke i dansk Ret. Af de gamle Bestemmelser har DL 6— 10—2 til 5 endnu Betydning. Desuden findes der en Del nyere Love om særlige Grupper af Tilfælde. I det følgende sondres der mellem vilde Dyr (II), Mark- og Vejfredslovens Regler (III) og de øvrige Regler om Husdyr (IV). Til sidst behandles visse Spørgsmaal, der er fælles for forskellige Grupper af Tilfælde (V). Hvor der ikke er Grundlag for videregaaende Ansvar, kan Erstatning kræves efter almindelige Erstatningsregler, altsaa navnlig efter Culpareglen og DL 3— 19—2.

II. Vilde Dyr.Ifølge 6— 10—4 skal den, der føder vilde Dyr op, som er Ulve

og Bjørne, bøde Skaden. Med Støtte heri antages det, a t Skade, der voldes af vilde Dyr, skal erstattes af den, der holder Dyret, selv om der ikke er udvist Culpa fra hans eller hans Folks Side. Reglen kan kun antages a t omfatte vilde Dyr, der kan betragtes som farlige. Den er uden Tvivl velbegrundet, jfr. ndfr. § 17.

Se fra P ra k s is U 1937.158. Ifø lge J a g t l . 145 28 A pril 1931 § 7 e r den ja g t- b e re ttig e d e fo rp lig te t til a t ska ffe de Ik k e -ja g tb e re ttig e d e Jo rd b ru g e re i s it J a g td is t r ik t F re d for V ild t, d e r gør Jo rd b ru g e re n S k ad e i d en T id , d e t ik k e e r fred e t. B e stem m elsen a n ta g e s dog ik k e a t m edføre , a t d en ja g tb e re t- t ig ed e fa a r P lig t til a t e r s ta t te »V ildtskade«. E rs ta tn in g s p lig t h jem les k u n o v e rfo r visse B ru g ere a f H u se ved J a g t l . § 9.3°.

III. M ark- og Vejfredsloven.L 53 25 Marts 1872 § 1 hjemler et Ansvar uden Culpa, naar et

H usdyr er kommet ind paa anden M ands Grund og dér foraarsager agrarisk Skade eller Skade paa Husdyr, se nærmere Lovbestemmelsens Ord.

A t A n sv a re t in d træ d e r ud en C u lpa , m aa tro d s O rd e t »pligtig« i 1. P k t . a n ta g e s p a a G ru n d a f de u b e tin g e d e O rd i 2. P k t . D e t k an ogsaa s lu tte s fra § 10.2°, d e r o m ta le s n d fr. u n d e r V .A . E rs ta tn in g s k ra v e t m aa ifølge § 2 gøres g æ ldende in d en fo r en m eg e t k o r t F ris t , m en e f te r F ris ten s U d løb k an d e r k ræ v es E rs ta tn in g , sa a fre m t a lm indelige E rs ta tn in g s re g le r b e g ru n d e r A nsv a r, jfr. U 1927.452*.

IV. Andre Regler om Husdyr.A. Hunde. Skade, der voldes af en Hund, maa i Almindelighed

102 § 15.IV.A.

erstattes af den, der holder (besidder) Hunden, selv om ingen Culpa er udvist af ham eller hans Folk.

1. Hvor en Hund volder en sagesløs Person Skade paa Person eller Ejendom, følger Ansvaret af Hundeloven.

D et s tren g e A n sv a r for H u n d e b lev in d fø rt ved L 46 12 A p ril 1889 § 8, som senere a flø s te s a f L 127 18 A pril 1925 § 13, h v o re fte r »den, d e r h o ld er Iøsgaaende H u n d e , e r an sv a rlig for, a t disse ik k e b id e r sagesløse P e rso n e r, sø n d e rr iv e r deres K læ d er e ller p aa an d e n M aade fo raa rsag e r dem Skade«, og ifa ld e r E rs ta tn in g sp lig t, hvis nogen »forulem pes« p a a en a f de n æ v n te M aader.

L ovordene k an fo rs taas saa ledes, a t de k u n o m fa tte r S k ade, d e r sk e r ved A ngreb p aa e t M enneske. D e t m aa dog n u b e tra g te s som fa s ts la a e t i P ra k sis , a t R eg len ogsaa o m fa tte r a n d en S kade, som en Iøsgaaende H u n d fo raa rsager.

Se H i U 1924.235 (ih je lb id t H u sd y r) , 1925.255, 1930.244 (H u n d løb e t ind i k ø ren d e B il, som led S kade). A f æ ld re D om m e i sa m m e R e tn in g kan n æ vnes U 1904.582 (G lassk ilt). Se p a a den a n d en S ide Ø 15/11 26 i U 1927.152.

U 1925.164* p aa la g d e E je ren a f en H a n h u n d , d e r v a r b ru d t ind til en H u n h u n d og h a v d e b e d æ k k e t den , A n sv a r i H en h o ld t i l de a lm indelige i S agens N a tu r g ru n d ed e E rs ta tn in g s re g le r (uden a t k o n s ta te re C ulpa), id e t H u n d e lo v en ik k e an saas for u d tø m m e n d e .

»Løsgaaende« e r ogsaa en L æ n k eh u n d , d e r h a r re v e t sig løs, se U 1895. 924 H , sa m t H u n d e , d e r g a a r løs in d en d ø rs, n a a r de a n g r ib e r P e rso n e r, som k o m m er i lov lig t Æ rin d e , se U 1921.119 H , 1923.688 N o te 2. Iø v rig t henv ises til Heide-Jørgensen H u n d e lo v en .

A t S k ad e lid en d e sk a l h av e v æ re t »sagesløs«, b e ty d e r fø rs t og frem m est, a t h an ik k e ved u fo rsv a rlig A dfæ rd m aa h av e g iv e t A n led n in g til A n g reb e t, jfr. n æ rm ere nd fr. § 2 3 . I .E .

Ifølge Lov om Hunde 164 18 Maj 1937 § 13 indtræder der E rstatningsansvar for Besidderen af en Hund, naar den »bider sagesløs Person eller paa anden Maade volder ham Skade paa Person eller Ejendom.«

E fte r d e n n e B estem m else f in d e r den s tre n g e A nsv arsreg e l A nvendelse , se lvom H u n d e n ik k e g ik løs, og d er e r ingen T v iv l om , a t B estem m elsen o m fa tte r al S k ad e p a a E je n d o m , som en H u n d v o ld er, ik k e b lo t den , d e r in d t ræ d e r i F o rb in d e lse m ed A n g reb p a a e t M enneske.

2. N a a r lø sgaaen d e H u n d e ih je lb id e r e lle r b esk ad ig e r V ild t i F re d n in g s- tid e n , e r deres E je r p lig tig a t e r s ta t te d en ja g tb e re t t ig e d e den S k ad e , d er herved tilfø jes h an s V ild ts ta n d , se J a g t l . 28 A pril 1931 § 11.3°.

B. Andre Husdyr.Om Skade, der voldes af Heste eller Kreaturer, gælder endnu de

kasuistiske Regler i DL 6— 10—2, 3 og 5, der hjemler Ansvar uden

§ 15.IV.B. 103

Culpa i visse Tilfælde og navnlig har Betydning med Hensyn til Personskade.

P a a 6— 10— 3 k a n m an fo rm en tlig s tø t te d en Regel, a t E je ren ifa ld er fuld E rs ta tn in g s p lig t , jfr. Ik ra f ttræ d e lse s i. § 15.2°, n a a r D y re t d ræ b e r e t M enneske og E je re n v id s te , a t D y re t p a a G ru n d a f sine A nlæ g v a r sæ rlig fa rlig t for M ennesker. N a a r e t løsgaaende D y r v o ld e r L egem ssk ad e , sk a l ifølge 6— 10— 2 H e lb red e lse su d g if te r e r s ta t te s , jfr. U 1922.810. H v is D y reh o ld e ren k e n d te D y re ts farlige A nlæ g, m aa m an fo rm en tlig k u n n e paalæ gge ham fu ld t E r s ta tn in g s a n sv a r .

6— 10— 2 ta le r ogsaa om H u n d e , m en h v e rk en d en s Regel herom eller 6— 10— 6 h a r p ra k tisk B e ty d n in g ved S iden a f H u n d e lo v en .

R eglen i 6— 10— 5 om T ilfæ lde , h v o r D y re t d ræ b e r a n d re s H es te eller K re a tu re r , h a r nu k u n B e ty d n in g , h v o r M ark- og V ejfredsloven e r u a n v e n d e lig. D en fo resk riv e r, a t d e t d ræ b te D y rs fu ld e e lle r h a lv e V æ rdi sk a l e r s ta t te s , e f te rso m d e t v a r r in g ere e ller lige saa g o d t som d e t, d e r d ræ b te . D enne e je n do m m elige R egel om h a lv E rs ta tn in g e r a n v e n d t fle re G ange i de senere A ar, se f. E k s. U 1921.1016 H , 1920.790. F u ld E rs ta tn in g m aa selvfølgelig be ta les , hv is a lm in d e lig e E rs ta tn in g s re g le r fø re r d e rtil. D er k u n d e re jses S p ø rg sm aal om a t a n v e n d e 6— 10— 5 a n a lo g t p a a B eskad igelse a f H u sd y r, jfr. S k y ld og S k ad e 463. H erim o d g a a r U 1931.109 H , jfr. N o ten d e r til og T fR 1931.445, og d erm ed m aa S p ø rg sm a a le t b e tra g te s som a fg jo rt. E t O v erg an g stilfæ ld e er U 1922.444.

V. Fælles Regler.A. Ansvar kan kun paalægges efter de særlige Regler, der er

om talt ovfr. under II— IV, naar Skaden er »voldt a f Dyret«. Skaden maa være hidført ved Dyrets selvstændige Aktivitet, ved en Bevægelse, det foretager af egen Drift. De særlige Ansvarsregler kan derfor ikke anvendes, hvor Dyret mekanisk er sat i Bevægelse af et Menneske, f. Eks. hvor A kaster en Skødehund i Hovedet paa B, eller hvor Dyret er et lydigt Værktøj i et Menneskes Haand, som Hesten, der adlyder Kusk eller Rytter.

S aa led es ogsaa ty sk R e t og in d til for ny lig f ra n sk R e t, se S ky ld og S kad e 360 f, 299 f. D en n y es te fran sk e P ra k sis a n v e n d e r a r t . 1385, selv om D y re t b lev fø rt a f e t M enneske, se M azeaud no . 1121 f.

D er k a n væ re T a le om a t gøre yderlig ere B egræ n sn in g er. G aa r m an ud fra , a t de sæ rlige R egle r e r b e g ru n d e t i, a t d e r sk a b e s en sæ regen F a re , v ed a t m an h o ld er D y r e ller b ru g e r dem , e r d e t n æ rliggende a t beg ræ n se A n sv a re t ti l S k ade, d e r e r en adækvat Følge a f den særegne Fare. D a F a re n k an væ re sk a b t e n te n ved den B rug , m an g ø r a f D y re t i d e t en k e lte T ilfæ lde , e lle r ved se lve d e t, a t m an h o ld er D y re t, sk u ld e k u n a d æ k v a te F ø lger a f d e t F o rho ld , d e r b e g ru n d e r F a ren , m edfø re E rs ta tn in g sp lig t.

104 § 15.V.A.

Se om den n e O p fa tte lse S ky ld og S k ad e 363 f. I lignende R e tn in g Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 190f, hv o r d e t k ræ ves, a t D y re ts O p træ d en h a r v æ re t en a d æ k v a t Følge a f D y reh o ld e t. S ta n g b ru g e r ogsaa d e t U d try k , a t A n sv a re t k u n o m fa tte r den typiske Fare, h v o rv ed D y re a r te n skal væ re b es tem m ende. D e tte syn es a t væ re for sn æ v e r t. A n s v a re t m aa ogsaa o m fa tte F a re , d e r er U dslag a f d e t en k e lte D y rs farlige A nlæ g, d e r ik k e e r ty p isk e , n a a r D y re ts A nlæ g k u n d e og b u rd e væ re ia g tta g e t a f D y reh o ld eren . Og d enne s id s te B e tingelse , d e r k ræ v es o p fy ld t, for a t d e r sk a l k u n n e paalæ gges fuld E rs ta tn in g s p lig t for P e rso n sk ad e fo raa rsag e t a f H es te og K væ g, sm l. U 1921. 871, k a n v is tn o k ik k e en g an g stille s i a n d re T ilfæ lde. 6— 10— 2 m aa saa ledes, se lvom den ikke e r o p fy ld t, k u n n e an v en d es , n a a r en H e s t b id e r e t M enneske, jfr. J U 1848.206. Se ogsaa Ørsted H d b g V 41 f.

H v is S k ad en ska l væ re en a d æ k v a t Følge af, a t D y re t holdes e ller b ruges, m aa A n sv a re t frem deles falde b o r t, n a a r S k ad en e r hidført paa en ganske upaaregnelig Maade. Stang s tø t te r h e rp aa , a t E je re n a f en L æ n k eh u n d ikke ifa ld er A n sv a r, n a a r den e r lø st a f en O m stre jfe r. Im id le r tid frem g aa r d e t a f M ark- og V ejfredsl. § 10.2°, a t den i L oven h jem led e E rs ta tn in g s p lig t in d træ d e r , selvom en u v ed k o m m en d e T re d ie m a n d forsæ tlig h a r s lu p p e t D y re t løs.

I v isse T ilfæ lde h a r m an g jo r t yderlig ere B eg ræ n sn in g er i A n sv a re t. M ed H en sy n til B e stem m elsern e i D L 6— 10 h a r d e t v æ re t re t a lm in d e lig a n ta g e t , a t D y re t sk u ld e h av e v o ld t S k ad en »af egen in d v o rte s D rift« (Ørsted) e lle r »ifølge en d e t iboende D rif t til a t skade« (Lassen), jfr. ogsaa U d ta le lsen i J U 1862.873. D er e r dog n æ ppe G ru n d til a t stille d e tte K ra v , hv is m an fo rlan g er A d æ k v a n s i den ov fr. an g iv n e F o rs ta n d . B o rtse t fra den n y sn æ v n te U d ta lelse ses d e r heller ik k e a t foreligge R e tsa fg ø re lse r derfo r. D e n y e re D om m e, L assen an fø re r i § 35 N o te 32, b e rø re r o v e rh o v e d e t ik k e F o rto lk n in g en a f D L ’s R egler. U 1914.781 e r d e t e n es te T ilfæ lde , h v o r S k ad en e f te r sin G ens ta n d v ild e g aa ind u n d e r D L . M en i e t T ilfæ lde som d e t d é r a fg jo rte e r d er fo rm en tlig ik k e real G ru n d til a t a n v e n d e R eg le rne om A n sv a r ud en C ulpa, sm l. nd fr. § 17 .IV .A .4 , § 23.11.

A n g aae n d e Hundelovene a f 18 A pril 1925 og 12 A pril 1889 h a r P ra k sis v æ re t nog e t u sikke r. U 1917.187 H , d e r b y g g er A n sv a re t p aa , a t H u n d e n h a r » foraarsaget« S k ad en , beh ø v er ik k e a t k ræ v e a n d e t end H u n d e n s A k tiv i te t , se dog R e d a k tio n sn o te n , d e r a n ta g e r , a t »Skylden . . . . . la a hos H unden« . E n k e lte D om m e h a r im id le rtid in d la g t e t y d erlig ere K ra v i O rdene »foru lem pes rlogen ..........«, se U 1913.705, 1916.1025, 1917.150. D enne O p fa tte lse er fo rm en tlig u n d e rk e n d t ved de senere D om m e a f H . U 1932.652 er v is tn o k b e g ru n d e t i, a t S kad e lid en d e ikke k u n d e b e tra g te s som »sagesløs«. A n sv a r e f te r H u n d e lo v en er ia lfa ld ikke b e tin g e t af, a t S k ad en e r U dslag a f en sæ rlig O n d sk ab sfu ld h ed el. lign., se f. E ks. U 1903.464.

B. Den ansvarlige. Hvor Erstatningspligt for Skade voldt af Dyr indtræder uden Culpa, maa Ansvaret falde paa den, der holder Dyret, hvad enten han tillige er Ejer, eller han kun har faaet over

§ 15.V.B. 105

ladt Besiddelsen og Brugen af Dyret, eller han har taget Dyret til sig uden Adkomst, f. Eks. optaget en tilløbende Hund og beholdt den.

J f r . om d e t s id s te U 1931:356, 1922.981.H u n d e l. 1925 b ru g te U d try k k e t »den, d e r holder« H u n d e n , og H u n d e l.

1937 siger »Besidderen«. E f te r de øv rige L o v b estem m else rs O rd h v ile r A n sv a re t p a a E je re n , m en rea le G ru n d e fø re r til a t fo rto lk e H eglerne i O v eren ss tem m else m ed H u n d e lo v en . 6— 10— 4 n æ v n e r o gsaa ved S iden a f E je rm a n d e n som a n sv a rlig »den, som h a r D y ren e i Hævd«.

T ilsv a re n d e L øsn ing gen n em fø res i frem m ed R e t, se S ky ld og S k ad e 301, 365 f, 409 f, jfr. ogsaa Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 193 f.

§ 16.Ansvar uden Culpa iøvrigt.

I. Forsætlige Indgreb.Trangen til Erstatningsansvar uden Culpa er særlig klar i visse

Tilfælde, hvor Skadevolderen hidfører Skaden med Forsæt ved en Handling, som han ved vil volde Skade for andre.

Som Hovedregel vil saadanne Indgreb i andres Goder medføre Ansvar efter Culpareglen, fordi Handlingen er uforsvarlig. Dette er navnlig Hovedreglen ved Integritetskrænkelser, jfr. ovfr. S. 31—32, men selv forsætlige Integritetskrænkelser kan blive forsvarlige af særlige Grunde, jfr. ovfr. § 8.

Der kan ikke opstilles en almindelig Regel om, a t forsætlige Indgreb medfører Erstatningspligt. Det staar f. Eks. fast, a t der som Regel ikke skal betales Erstatning for Skade, der tilføjes ved forsvarlige Nødværgehandlinger. Men i vigtige Grupper af Tilfælde skal der betales Erstatning.

1. Ekspropriation.Grundlov § 80 hjemler, a t Ekspropriation kun kan ske mod fuld

stændig Erstatning for den tvungne »Ejendomsafstaaelse«. Om Indholdet af denne Bestemmelse og om de talrige Love, der slutter sig til den, henvises til S tatsretten sam t til Vinding Kruse Ejendomsretten 222 ff. Der skal kun gøres nogle Bemærkninger om Grunden til, at der foreskrives Erstatning ved Ekspropriation.

106 § 16.1.1.

Erstatningsreglen maa begrundes i samfundsmæssige Hensyn. Dens bærende Grundlag er formentlig de Hensyn, der ligger bagved den retlige Anerkendelse af »Ejendomsretten«. Naar det f. Eks. antages, a t Ejendomsretten for en væsentlig Del er begrundet i Ønsket om at stimulere nyttig Foretagsomhed, maa det antages, at det samme Hensyn taler for a t betrygge »Ejeren« ved Erstatningsreglen .

D e tte S y n sp u n k t e r n av n lig f re m d ra g e t a f Lundstedt i T fR 1923.142 f.— E n k o r t U d ta le lse i sa m m e R e tn in g f indes i S k y ld og S k ad e 62, m en T a n k e n v a r ik k e ti ls træ k k e lig frem h æ v e t. — L u n d s te d t o v e rd riv e r dog S y n sp u n k te ts B e ty d n in g , som iø v rig t v o k se r, e f te rh a a n d e n som S ta t og K o m m u n e r fo røger deres V irk so m h ed so m raad e .

I T fR 1923.119 f h æ v d e r Lundstedt, a t jeg (og Stang) b e g a a r den G ru n d fejl a t t ro p a a E je n d o m sre tte n som en a b s o lu t S tø rre lse og b e tra g te r E k sp ro p ria tio n som e t (re tm æ ss ig t) » In d g reb i E je n d o m sre tte n « . D e tte m aa jeg b es trid e . D e t k an vel væ re , a t jeg ik k e h a r tæ n k t E je n d o m sre tsp ro b le - m erne tils træ k k e lig igen n em , m en i O v eren ss tem m else m ed h ersk en d e d a n sk L æ re g ik jeg ud fra , a t E k sp ro p ria tio n sb e fø je lse n er en a lm in d e lig »Grænse« for E je n d o m s re tte n . Je g v ild e d e rfo r h e lle r ik k e se lv k a ld e E k sp ro p ria tio n e n e t In d g reb i e ller en K ræ n k else a f E je n d o m s re tte n .

Den øgede Sikkerhed, der skabes ved Reglen om Erstatning for Ekspropriation, er ikke udelukkende en Sikring af, a t Formuerne bevares kvantitativ t. Erstatningsreglen kan i mange Forhold ogsaa formindske Antallet af Ekspropriationer — og derigennem virke præventivt. — Den skaber en Garanti for, a t Ekspropriation ikke foretages uden at tjene en bærekraftig Interesse.

J f r . h e r til S ky ld og S k ad e 87 f.M en E rs ta tn in g s re g le n m ed fø re r o gsaa a n d re F o rde le . U den d en v ilde

d er la n g t h y p p ig e re b p s ta a a lv o rlig S tr id om en p a a tæ n k t E k sp ro p ria tio n , og de e n k e lte s In te re sse i se lv a t u n d g a a E k sp ro p ria tio n k u n d e le t føre t i l M isligheder.

Mod Erstatningsreglen kunde man paa den anden Side fremføre, a t den kan hæmme samfundsgavnlige Foretagender. Hvis Ekspropriationen forfølger rent økonomiske Formaal, er der dog næppe Fare derfor. I andre Tilfælde kan det snarere tænkes. Men gennemsnitlig maa de Samfundsinteresser, der skal begrunde Ekspropriation, antages a t kunne bære Erstatningsbyrden. Og hvis den faste Regel om Erstatning blev opgivet, er det ikke godt a t vide, hvor meget der blev tilbage af Sikkerheden. Derfor er det let a t forstaa, at vor Grundlov ud fra Datidens Indstilling har fastslaaet E rsta tningspligten ubetinget.

§ 16.1. 1. 107

I S ky ld og S k ad e 63 ff h a r jeg lovlig s tæ rk t h æ v d e t, a t E r s ta tn in g s a n s v a re t ik k e vil føles som en B y rd e , fordi d e r a l t id m aa fo religge en b æ re k ra f t ig In te re sse . M en som o f te s t v il d e t gæ lde. L e jlig h ed sv is træ d e r d e t ty d e lig t frem i L o v b estem m else r, a t m an fo ru d sæ tte r , a t E rs ta tn in g e n k an ud red es a f d en o p n a a e d e F o rd e l, se f. E k s. V a n d lø b s l . 63 28 M aj 1880 § 19.1° og § 58 jfr. L 128 19 A p ril 1907.

Fra et legislativt Synspunkt maa Spørgsmaalet om Beføjelsen til Ekspropriation og Spørgsmaalet, om Erstatning skal betales, løses under eet. Det er to Sider af samme Grundproblem, og Besvarelsen af det første Spørgsmaal vil blive paavirket af, om E rsta tning skal ydes.

Se h e rtil S ky ld og S k ad e 80 f, som Lundstedt syn es a t o v erse ved sin e B em æ rk n in g e r i T fR 1923.119 f, h v o r h an iø v rig t d r iv e r T a n k e n fo r la n g t ud .

S elvom G ru n d lo v en s § 80 ik k e m a a t te ræ k k e sa a v id t, fo rb ig aas h er a lle de T ilfæ lde , h v o r In d g re b ifølge sæ rlig H jem m el fo re tag e s a f en o ffen tlig M y n d ig h ed e lle r a f p r iv a te u n d e r o ffen tlig e M y n d ig h ed ers K o n tro l.

A f H e n sy n til d e t fø lgende sk a l dog n æ v n es L 28 21 M a rts 1873 § 27, L 153 30 N o v e m b e r 1874, d e r g iv er R egler om E rs ta tn in g for S k ad e ved B ra n d v æ se n e ts S lu k n in g s- og R e d n in g s fo ra n s ta ltn in g e r. H e re f te r sk a l S k a den b e tra g te s som B ra n d sk a d e , og fo rsa a v id t som d en ra m m e r M a rk e r og H a v e r , den p a a d isse v o k se n d e e lle r i sa m m e n e d la g te A fg røde e ller levende H eg n , sk a l den e r s ta t te s a f K o m m u n en . R a m m e r S k ad en a n d re G en s tan d e , yd es d e r h e re f te r ingen E rs ta tn in g , id e t de p aag æ ld en d e h env ises til a t sik re sig v ed B ran d fo rs ik rin g .

I en Del L o v b estem m else r, d e r g iv e r R egle r om In d g reb i H en h o ld til fo ru d g aa en d e o ffen tlig T illad e lse , h jem les d e r iø v r ig t accesso risk R e t t i l ud en sæ rlig A u to r isa tio n a t fo re tag e v isse m in d re v æ sen tlig e In d g re b m od fuld E rs ta tn in g . S aaledes f. E k s. F o ra n s ta l tn in g e r ti l V edligeholdelse a f V a n d afled n in g sa n læ g p a a frem m ed G ru n d ifølge V an d lø b sl. 1880 § 55 (jfr. L 128 19 A pril 1907).

2. Forsætlige Indgreb a f anden Art.Ogsaa i andre Tilfælde end dem, der lige er nævnt, kan forsætlige

Indgreb medføre Erstatningspligt, skønt Indgrebshandlingen er forsvarlig (ikke kan betragtes som Culpa). Det er vistnok endogsaa Hovedreglen, at Ansvar indtræder, naar Handlingens Forsvarlighed beror paa, at den (selve den enkelte Handling) bæres a f en saa betydelig Interesse, at de modstaaende Interesser hos dem, der rammes a f Indgrebet, maa vige.

A llerede før jeg b eh an d led e E m n e t i S ky ld og S k ad e §§ 7— 9, v a r Ju l. Lassen tilb ø je lig til a t o p stille d en a lm in d e lig e G ru n d sæ tn in g , a t d e r ska l b e ta le s E rs ta tn in g for S k ad e , som bev irk es v ed e t In d g re b , d e r e r t i l la d t p a a G ru n d a f en In te re sse k o llis io n , se h an s H a a n d b o g I, 1. og 2. U d g av e § 3 5 .I I I . 1.

108 § 16.1.2.

For a t Erstatningspligt skal indtræde, kræves nærmere, at Ind- grebshandlingen er anerkendt som forsvarlig alene a f den Grund, a t Interessen i den paagældende Handlings Foretagelse overgaar Interessen i at undgaa Indgrebet hos den Person, i hvis Goder der gøres Indgreb — alt efter en samfundsmæssig Vurdering. — Derfor skal der ikke betales Erstatning, hvor en Person gør Indgreb i en andens Goder med hans gyldige Samtykke eller som negotiorum gestor for ham. Der kan heller ikke paalægges Erstatningspligt ved Indgreb, der selv er retlige »Sanktioner«, som Straf eller civil Eksekution, medmindre Grundlaget for Sanktionen viser sig a t svigte.

Selv i T ilfæ lde som d e t s id s tn æ v n te k an d e r iø v rig t ikke uden v idere paalæ gges E rs ta tn in g s p lig t e f te r den a lm indelige G ru n d sæ tn in g , d e r b lev o p stille t ov fr. N a a r In d g re b e t b lev fo re ta g e t i H en h o ld t i l en re tsk ra f tig D om el. lign. og i T ro p aa G ru n d la g e ts G y ld ighed , m aa T ilfæ ld e t s id estilles m ed de H a n d lin g e r, d e r ikke e r fo rsæ tlige In d g reb , jf r . herom n d fr. u n d e f II . D a G ru n d sæ tn in g e n ik k e e r fa s ts la a e t ved L ov, m aa d en iø v rig t k u n n e f ra v iges i sa a d a n n e G ru p p e r a f T ilfæ lde , h v o r d en v ild e g ive uheld ige R e su lta te r .

Interessekollisionsbetingelsen medfører, a t den opstillede Regel om Erstatning uden Culpa faar et ret begrænset Omraade. Ialfald paa Integritetskrænkelsernes Omraade kan forsætlige Indgreb nemlig kun undtagelsesvis blive forsvarlige paa Grund af den overvejende Interesse i Handlingens Foretagelse, jfr. ovfr. S. 31—32.

Visse ubetydelige Indgreb kan være forsvarlige, selvom de ikke bæres af en overvejende Interesse i det enkelte Tilfælde, og de medfører da ikke Erstatningsansvar. Det gælder navnlig visse mindre Ulemper, som en Handling kan medføre for andre, f. Eks. de Ulemper, der sædvanlig flyder af Naboforholdet, jfr. straks ndfr.

Den opstillede Grundsætning faar udenfor Ekspropriationstil- fælde navnlig Betydning ved Nødretsindgreb (b) og i Forholdet mellem Naboejendomme (a).

(a). Naar Benyttelsen af en Ejendom medfører varige Ulemper for Naboejendomme — eller andre Ejendomme, der ligger saa nær, a t Ulempen kan ramme dem — , kan der blive Tale om Erstatning uden Culpa. Hvis Ulempen gaar væsentlig ud over, hvad der i Betragtning af Stedforhold etc. er det normale, maa den skadelige Virksomhed i Almindelighed være forpligtet til a t erstatte Skaden, selv om der undtagelsesvis ikke foreligger Culpa. Disse Tilfælde maa henregnes til de forsætlige Indgreb, dels naar Skaden var forudset, før Virksomheden blev begyndt, og dels naar Virksom

§ 16.1.2.a. 109

heden fortsættes, efter at det har vist sig, a t den medfører varige Ulemper for andre.

Som v a rig U lem pe m aa e f te r O m stæ n d ig h e d e rn e ogsaa b e h a n d le s regelm æ ssig ti lb a g e v e n d e n d e F a re for a n d re E je n d o m m e , jfr. U 1929.801. Om u fo ru d se te S k a d e r ved V irk so m h ed en s S ta r t sk a l e r s ta t te s ud en C u lpa , m aa bero p aa de R egle r, d e r frem stilles nd fr. i § 17.

Man kan ganske vist spørge, om man ikke bør opstille den Regel, a t en Virksomhed, der medfører unormale Ulemper, bør anses som uforsvarlig — og efter Paastand bør forbydes ved Dom — i alle Tilfælde, hvor Virksomheden ikke med særlig Hjemmel er tilladt af dertil kompetente Myndigheder. I dansk Ret, hvor der savnes almindelige Lovregler om Naboretten, bør dette dog næppe antages. Men hvis der skal gives nye Lovregler om Forholdet mellem Naboejendomme, er det muligt, a t en saadan Ordning burde indføres.

Se om S p ø rg sm a a le t S ky ld og S k ad e § 54 og d e ro v e rfo r V inding Kruse i T fR 1915.285 ff, E je n d o m s re tte n 285 ff. F re m d e les U 1932.742 H jfr. T fR 1933.324, S ky ld og S k ad e 393 f (om ty sk P ra k sis) , K noph H e n s ik te n s b e ty d n in g 199, jfr. ogsaa de T ilfæ lde , d e r o m ta le s a f Slang E rs ta tn in g s a n s v a r 102 N o te 9. Vinding Kruse a n e rk e n d e r , a t V irk so m h ed en ik k e k an fo rlanges s ta n d s e t , hv is den re p ræ se n te re r en b e ty d e lig S am fu n d sin te re sse , hvo rim o d h an ik k e v il tillæ gge re n t p r iv a te In te re s se r d en n e V irk n in g . J e g e r en ig m ed ham i, a t d e r m aa kræ ves en In te re sse , d e r fra e t sa m fu n d sm æ ss ig t S y n sp u n k t h a r tils træ k k e lig V æ gt til a t træ n g e H e n sy n e t til N ab o ern e tilb a g e . D et er u d en T v iv l en sa m fu n d sm æ ssig V u rd e rin g a f In te re s se rn e , d e r m aa væ re a fg ø ren d e . M en fo rm en tlig b eh ø v er m an ik k e y d erlig ere a t k ræ v e , a t den p aag æ ld en d e V irksom hed d riv es a f d e t o ffen tlig e e lle r m ed o ffen tlig K o n cession . O gsaa a lm in d e lig e p r iv a te V irk so m h ed e r k an tje n e S am fu n d sin te re sse r p a a en sa a d a n M aade, a t D o m sto len e m aa k u n n e n æ g te a t forby d e dem . I d en n e R e tn in g g a a r m aask e U 1920.849*, d er an g ik S an d - og K a lk s tø v fra en F a b r ik og næ g ted e a t døm m e F a b r ik k e n t il fu ld s tæ n d ig a t a fv æ rg e U lem p ern e , h v ilk e t v ild e m edfø re u fo rho ldsm æ ssige B ek o stn in g e r, og ogsaa iø v r ig t to g H en sy n til k o n k re te In te re sse fo rh o ld . P a a d en a n d en S ide k an d e t ik k e væ re u d e lu k k e t a t faa D om , d e r fo rb y d e r en v is V irk so m h e d , d e r d riv es a f S ta t e lle r K o m m u n e . H v is V irk so m h ed en u u n d g aae lig m e d fø re r a lv o rlig e U lem p er for N ab o er, m aa den ia l fald k u n n e fo rb y d es , n a a r den k u n d e an b rin g es p aa a n d re S te d e r ud en lignende U lem p er. Se ogsaa U 1918.903 om e t k o m m u n a lt E le k tr ic ite tsv æ rk . D om m en fo ru d s æ tte r , a t B e n y tte lse a f en b e s te m t S lags M o to re r k a n fo rb y d es he lt, hvis de u u n d g aae lig m ed fø re r for s to re U lem per.

D o m m en e i U 1911.789 H , 1913.556* H , d e r p aa la g d e E rs ta tn in g sp lig t, sy n e s ogsaa n a tu r l ig s t a t k u n n e o p fa tte s sa a led es, a t d e r ik k e fo re laa C ulpa, jf r . dog Tr. Jørgensen i T fR 1929.504. Se frem deles om p r iv a te F a b r ik k e r U 1930.1059*, s a m t 1919.780, d e r ikke k o n s ta te re r nogen F o rsøm m elighed ,

110 § 16.1.2.a.

m en k u n , a t d e t »har v is t sig«, a t U lem p ern e lod sig a fv æ rg e ved sæ rlige F o ra n s ta ltn in g e r . Sm l. e n d v id e re U 1933.644 H.

At der bør paalægges Erstatningspligt, uden Culpa i saadanne Tilfælde, kan begrundes paa lignende Maade som ved Ekspropriation. Der kan heller ikke drages nogen skarp Grænse mellem de to Forhold. Naar det drejer sig om en Virksomhed med et rent økonomisk Formaal, kan Samfundet ikke være tjen t med, a t Virksomheden drives, hvis den ikke er i Stand til a t erstatte de Skader, den regelmæssig volder. Derfor er der ingen Betænkeligheder ved at paalægge Erstatningspligt, og det forøger Sikkerheden og gør derved Ejendomsretten mere attraaværdig. Erstatningspligten vil ogsaa kunne hæmme de uønskværdige Virksomheder, der giver Underskud i Samfundets Husholdning. Hvis Virksomheden forfølger andre Formaal, f. Eks. kulturelle Formaal, kan man ikke med samme Sikkerhed sige, a t en Regel om Erstatning uden Culpa ikke har uheldige Følger. Men fremmed Rets Erfaring taler for, a t man ved varige Ulemper i Naboforhold bør paalægge Erstatningspligt, naar Ulemperne gaar ud over det normale Maal, og det selv om Virksomheden ikke kan forbydes og efter traditionel Sprogbrug maa karakteriseres som retmæssig.

I de fleste frem m ed e L an d e p aa læ g g er m an fa k tisk A n sv a r for U lem p er i N ab o fo rh o ld ud en C u lpa . U d b re d t e r den O rd n in g , a t en E rh v e rv sv irk so m h ed , d e r e r g o d k e n d t a f d e r til in d s a tte M yn d ig h ed er, ik k e k an k ræ v es fo rb u d t e ller æ n d re t a f N ab o ern e , m en a t G odkendelsen ik k e h in d re r E r s ta tn in g s a n sv a r , og a t d e t te paalæ gges, s a a sn a r t U lem pen g a a r u d o v e r d e t no rm ale M aal. O m frem m ed R e t henv ises iø v r ig t til S k y ld og S k ad e §§ 36, 37, 43, 44, 48 og 50.1, S. 432 og 448, Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 14, San d ström B ilag II til 16 no rd isk e Ju r is tm ø d e , sæ rlig S. 7, 10, 15 f og 55 f, Strahl i M in n essk rift ä g n ad 1734 å rs lag II 907. O m S p ø rg sm aa le t iø v rig t se fo rud en d e t fo ran c ite red e S k y ld og S k ade §§ 10— 11, Borgen i J T 1927.100 ff. Sæ rlig om F o ra n s ta l tn in g e r p a a o ffen tlig Vej se N. Cohn i J T 1917.62 ff, U 1928.843, 1931.531, 1933.644 H .

E rs ta tn in g s p lig te n m aa i de h e ro m h an d led e T ilfæ lde som Regel lægges p a a In d e h a v e re n a f den fo ru lem p en d e V irk so m h ed , jfr. n d fr. § 17 .IV .B .

(b) Nødretsindgreb. Det er om talt ovfr. i § 8.2, a t en Handling, hvorved en Person med Forsæt tilføjer andre Skade, kan blive forsvarlig (og undgaa Ansvar efter Culpareglen), naar den er nødvendig for a t afværge en truende Skade, der har overvejende Betydning. Naar en Handling bliver forsvarlig (eller dog ikke kan betragtes som Culpa) paa Grund af en virkelig eller tilsyneladende Nødssitua-

16. 1.2.b . 1 1 1

tion, kan den ved Handlingen voldte Skade imidlertid som Hovedregel kræves ersta tte t. Dette maa anses som fastslaaet ved U 1931. 723 H, der omtales ndfr. under II.A.

D et v a r i F o rv e je n den h e rsk e n d e O p fa tte lse , se Lassen I § 3 5 .I I I . 1. E rs ta tn in g s p lig t in d træ d e r ogsaa i de a n d re sk a n d in a v isk e L an d e og i T y sk lan d , se B G B §§ 904 og 228. Ifø lge O R § 52 sk a l E rs ta tn in g b e ta le s e f te r D om m eren s S kø n , jfr. ogsaa O estr. § 1306 a. I F ra n k r ig e r d e t u n d e r L ovbogens T a v sh e d , i T ils lu tn in g til ro m e rre tlig L æ re a n ta g e t , a t d e r som H o v edregel ik k e sk a l b e ta le s E rs ta tn in g , og d e t sam m e e r a n ta g e t i E n g la n d , se S ky ld og S k ad e § 39 N o te 1, § 51 N o te 11, M azeaud I no. 492 ff. O m S p ø rg sm a a le t h env ises iø v rig t til Stang E r s ta tn in g s a n s v a r § 11, S k y ld og S k ad e §§ 7— 9, 17, S. 195 ff og 468, Vinding K ruse E je n d o m s re tte n 219 f, Lassen I 335 f m ed H en v isn ., Tr. Jørgensen i N o rd . ad m . T id ssk r . 1929.95, Lundstedt i T fR 1923.121 f, 126 f, 136— 42.

Dette maa ogsaa billiges fra et legislativt Synspunkt. Erstatningsreglen har Værdi ved a t øge Sikkerheden i Formueforholdene og dermed gøre Ejendomsretten mere tiltrækkende. — Dette Hensyn har dog ikke saa stor Vægt som i de Tilfælde, der er om talt ovfr. under 1, fordi Nødretssituationen ikke fremkaldes vilkaarlig og den tilfældige Situation som oftest ogsaa udpeger, hvilken Genstand der eventuelt maa opofres. — Fremdeles vil Erstatningspligten i Reglen ikke hæmme ønskelige Redningsforanstaltninger, da den interesserede Person vil staa sig ved, a t Foranstaltningen træffes, selv om han skal erstatte den Skade, der følger deraf. — Om Undtagelser se ndfr. — Erstatningsreglen vil dernæst kunne have den præventive V irkning a t den bevæger den reddende Person til a t undgaa unødvendigt Spild af Værdier. Uden Erstatningspligten vilde der ogsaa, naar der var Valg mellem flere Redningsmuligheder, være større Fare for, at Valget blev dikteret af personlige Hensyn, f. Eks. større eller mindre Sympati for de respektive Ejere af de Ting, der kunde benyttes til Redningen. Erstatningsreglen vil overhovedet formindske Betænkelighederne ved at anerkende Beføjelsen til at gribe ind i andres Goder og muliggøre, at Beføjelsen indrømmes i videre Omfang. Spørgsmaalet om Erstatningspligt kan heller ikke her skilles fra Spørgsmaalet, om Beføjelsen skal anerkendes.

H v is m an næ g ted e E rs ta tn in g s p lig t , v ilde d e r ogsaa frem k o m m e en u h e ld ig F o rskel m ellem de a lm in d e lig e T ilfæ lde og dem , h v o r den red d en d e P erso n o pofrede sine egne G oder og k u n d e k ræ v e G o d tg ø re ls e e f te r R eg le rne om negotiorum gestio. D er k u n d e endelig e f te r O m stæ n d ig h ed e rn e væ re F are for, a t v e d k o m m en d e E je r v ilde m o d sæ tte sig, a t h an s T in g b lev o p o fre t.

112 § 16.1.2.b.

Se h e rtil n av n lig S k y ld og S k ad e 145 og 82. Min O p fa tte lse ligger ree lt næ r ved Lundstedts. Selv om jeg h a r æ n d re t m it S yn n oget, k an jeg dog ik k e e rk en d e B e re ttig e lse n a f L u n d s te d ts K r itik i T fR 1923.136 ff. H a n s v ig t ig s te In d v e n d in g b ero r p a a den sa m m e M isfo rs taaelse a f m in M ening, som er o m ta l t ov fr. u n d e r 1.

S. 141 f tæ n k e r L u n d s te d t sig M uligheden af, a t R eglen om E rs ta tn in g fo r N ø d re t a len e e r d ik te re t a f K o n sek v en sm ag e ri — p a a G ru n d a f den falske O p fa tte lse , a t d e r e r sk e t e t In d g reb i E je n d o m s re tte n . — D e tte a n se r jeg for h e lt u rim e lig t, ia lfa ld for d a n sk L it te r a tu r s V ed k o m m en d e . V ore F o rfa t te re h a r sn a re re h a f t v a n sk e lig t ved a t fo rene den p ra k tisk ø nske lige E rs ta tn in g s re g e l m ed de h e rsk en d e te o re tisk e S y n sp u n k te r .

Erstatningsreglen kan kun gælde, hvor Handlingens Forsvarlighed beror paa, at den konkrete »Redningsinteresse« har fornøden Overvægt over Interessen hos de Personer, hvis Goder opofres. Det stemmer hermed, a t der ikke indtræder Erstatningspligt, naar Handlingen er forsvarlig efter Reglerne om Nødværge, eller fordi den kun gaar ud over det Dyr eller den Ting, hvorfra Faren truer, jfr. herom foran § 8.1. Ogsaa i saadanne Tilfælde maa der dog betales Erstatning, hvis Skadevolderen selv er Skyld i Faren.

Naar den skadegørende Handling sigter til a t redde Liv eller Helbred eller andre personlige eller ideelle Goder, som det findes forsvarligt a t redde uden Hensyn til, om Redningen økonomisk betaler sig, kan man heller ikke uden videre gennemføre Erstatningspligt. I saadanne Tilfælde bør Erstatningspligt ikke paalægges saaledes, at den ansvarliges Velfærd vilde blive truet derved. Denne Begrænsning vil næppe medføre nogen følelig Svækkelse af Sikkerheden. Beslægtede Synspunkter kan ogsaa forklare den Retspraksis, der har antaget, a t Staten ikke er forpligtet til a t erstatte Skade, som voldes ved dens Krigsforanstaltninger.

Se h e rtil S ky ld og S k ad e 70 f, 79 N o te 1 og iø v rig t Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 11.11, Skeie S tra ffe re t I 300.

I v isse T ilfæ lde u d e lu k k e r L ovg iv n in g en A n sv a re t for N ø d sh an d lin g e r, se S a ltv a n d sf isk e ril. 93 31 M a rts 1931 §4 .3° og § 9.3°. D e t k an b e tra g te s som en n a tu r lig R isiko fo rdeling , sm l. de T ilfæ lde , d e r o m ta le s nd fr. i § 23.11.

D a E rs ta tn in g s re g le n i d an sk R e t ikke e r fa s ts la a e t ved L ov, m aa den iø v rig t ogsaa k u n n e frav iges i a n d re T ilfæ lde, h v o r d e r f in d es a t væ re G ru n d d e rtil. D er k an saa led es e f te r O m stæ n d ig h ed e rn e væ re G ru n d til a t lade E rs ta tn in g sp lig te n falde b o r t, h v o r S k ad en e r d æ k k e t ved F o rs ik rin g , jf r . de ov fr. S. 107 n æ v n te L ove om B ra n d sk a d e .

Det er omtvistet, hvem Erstatningspligten falder paa, naar Skadevolderen ikke er den Person, hvis Goder Handlingen sigter til a t

§ 16.1.2.b. 113

redde. I Almindelighed bør Erstatningspligten lægges paa den Person, hvis Interesse gør Handlingen forsvarlig, og omvendt bør man fritage den Skadevolder, der har handlet i andres Interesse. Præven- tionshensynet, der kunde tale for at lægge Pligten paa selve Skadevolderen, har fra et alment Synspunkt ringere Vægt i disse Tilfælde end den Betragtning, a t en Regel, der lagde Ansvaret paa den uinteresserede Redningsmand, vilde kunne have den uheldige Virkning at afholde Folk fra at gribe ind.

Sm l. h e rtil S k y ld og S k ad e 195 ff.I visse T ilfæ lde , h v o r F a ren t r u e r fle re , d e r e r k n y t te t sa m m e n ved K o n

tra k ts fo rh o ld , og en a f dem er fo rp lig te t til a t sørge for de an d re s S ik k e rh ed , k an m an u d en B e tæ n k e lig h ed lægge E rs ta tn in g s p lig te n p a a ham . Se som E k s. U 1931.723 H , d e r p aa la g d e R e d e rie t a t e r s ta t t e S k ad en . H v is S k a d e v o ld eren se lv v ild e h av e h a f t P lig t til a t e r s ta t te d en afvæ rg ed e S k ad e , k an h an dog ikke u n d g a a E rs ta tn in g s p lig te n , jfr. U 1923.675. Og hv is en T re d ie m an d v ild e h av e h a f t A n sv a r fo r d en a fv æ rg ed e S k ad e , m aa h an som Regel b live e rs ta tn in g s p lig tig , og m an k an d a m u ligv is nø jes m ed a t paalæ gge ham A n sv a r. U 1925.455 (Ø 16/12 24) a n g a a r m aask e e t s a a d a n t T ilfæ lde . H v is d e t endelig er S k ad e lid en d e , d e r tilfø je r sig selv S k ad e u n d e r F orsøg p a a a t red d e a n d re , k an han som Regel k ræ ve E rs ta tn in g a f d en , som h an søger a t red d e , jfr. § 18.1 i S lu tn .

H v is F a ren tru e d e en u b e s te m t M æ ngde P e rso n e r, m ed fø re r den fo rsv a re d e R egel, a t d e t ik k e b liv e r p ra k tis k m u lig t a t g e n n e m fø re 'E rs ta tn in g s k ra v e t , m ed m in d re A n sv a re t lægges p a a S k ad ev o ld e ren . F o r sa a d a n n e T ilfæ lde b u rd e d e t O ffen tlig e tilsige E rs ta tn in g . N a a r S k ad en vo ldes ved R edn ings- h an d lin g e r, d e r fo re tag es a f B ra n d v æ se n e t e lle r a n d re d e r til in d re t te d e o ffen tlige In s t i tu t io n e r , m aa S k ad en fo rm en tlig e r s ta t te s a f S k ad ev o ld e ren , m ed m in d re d er e r H jem m el for a n d e t , jf r. de L o v b estem m else r om B ra n d sk a d e , d e r e r o m ta lt ovfr. S. 107, sm l. S tra n d in g s i. 103 10 A p ril 1895 § 3, h v o re fte r E rs ta tn in g e n dog i fø rs te R æ kke u d red es a f S tra n d in g sm assen .

II. Handlinger, der fremkalder Fare, men ikke er forsætlige Indgreb.Ved Handlinger, som ikke med Sikkerhed ventes a t medføre

Skade, men kun fremkalder en større eller mindre Fare, er det mere omtvisteligt, i hvilket Omfang der bør gennemføres Ansvar uden Culpa.

A. Nødretstilfælde.De Grundsætninger, der foran under I er opstillet om forsætlige

Nødretsindgreb, maa ogsaa anvendes paa andre Nødretshandlinger. Der maa som Hovedregel indtræde A nsvar uden Culpa for Skade, der er voldt ved en farlig Nødretshandling. Nærmere bestemt ligger


114 § 16.h .a .

heri følgende K rav : Skaden maa være hidført ved en Handling, der sigtede til a t afværge en anden truende Skade. Handlingen maa have medført en saadan Fare for andres Goder, a t den kun var forsvarlig, netop fordi den sigtede til a t afværge en truende Skade. Det maa altid være en Betingelse for Handlingens Forsvarlighed, a t de Grunde, der taler for Handlingen, har en tilstrækkelig Overvægt over de Modgrunde, der kan hentes fra Handlingens Farlighed. I hvert enkelt Tilfælde udkræves der en lignende overvejende Interesse som ved de forsætlige Nødretsindgreb, blot at der ved Afvejelsen maa tages Hensyn til, hvor stor en Sandsynlighed der er for, a t Handlingen vil volde Skade, og a t Redning vil blive opnaaet.

For den opstillede Hovedregel om Erstatningspligt taler lignende Grunde som ved forsætlige Nødretsindgreb. Erstatningsreglen gør den foreliggende Interessekollision mindre skarp og fremmer derved en fornuftig Optræden baade fra Skadevolderne og fra dem, der udsættes for Farer ved Redningshandlingerne.

I nyere Retspraksis synes Ansvar uden Culpa at være anerkendt i disse Tilfælde.

I fø rs te R æ kke m aa n æ vnes U 1931.723 H (K ab e lsag en ). F rem d eles U 1933.833 (b eslæ g te t Sag), 1910.377* (B je rg n in g sd am p ers sæ rlig farlige M an øvre), 1927.857 (P a tro u ille b a a d s S ejlads m ed slu k k e d e L a n te rn e r) , 1918. 316* (B ra n d v æ se n e ts U d ry k n in g ). A fv igende m aask e U 1925.455, jfr. fo ran S. 113, U 1928.193 (se D issensen), og 1934.444 H . D e to s id s te D om m es R es u l ta t k u n d e væ re b e g ru n d e t m ed , a t den sag sø g te og frifu n d n e S k a d e v o ld e r ikke t i ls træ b te a t red d e sine egne G oder, m en a n d re s . D e an g ik iø v rig t K o n tra k ts fo rh o ld , h v ilk e t k an b eg ru n d e A n v en d e lsen a f a n d re R egle r, sm l. de sæ rlige R egle r om G ro sh av eri. Se frem deles Tr. Jørgensen i N o rd . ad m in . T id ssk r. 1929.95, hv is O p fa tte lse a f U 1918.316 e r u rig tig og n av n lig ikke s te m m e r m ed D o m m eren s M ening. (D o m m en e r k o n c ip e re t a f m ig.)

B. Andre Tilfælde a f konkret Interessekollision.Der er vistnok Grund til at paalægge Ansvar uden Culpa i alle

Tilfælde, hvor en Handling, der fremkalder saa stor Fare, a t den ellers vilde være uforsvarlig, anerkendes som forsvarlig paa Grund af den overvejende Interesse, der er knytte t til den paagældende Handling, altsaa paa Grund af konkret overvejende Interesse. Dette skal dog ikke uddybes nærmere, da Reglen næppe har stor Betydning udenfor Nødretstilfælde. Det er nemlig kun i ringe Omfang, at konkret overvejende Interesse kan gøre Handlinger forsvarlige, jfr. foran S. 33 f.

O m m in tid lig ere a fv ig en d e O p fa tte lse se n d fr. § 17 .IV .A .4.

§ 16.11 .C. 115

C. A nsvar fo r farlige Handlinger iøvrigt.Hovedinteressen knytter sig til Spørgsmaalet, om der kan op

stilles almindelige Grundsætninger, hvorefter Skade voldt ved farlige Handlinger skal erstattes, selv om der. ikke er udvist Culpa.

Spørgsmaalet maa besvares bekræftende. Det bør formentlig antages, a t der som Hovedregel indtræder A nsvar uden Culpa ved ekstraordinære Handlinger, som medfører en særegen Fare. Dette skal søges paavist i § 17.

§ 17.Særlig om Ansvar uden Culpa ved farlige Handlinger

(farlig Bedrift).I. Retsudviklingen.I Løbet af de sidste Menneskealdre har der i mange forskellige

Lande vist sig en tydelig Tendens til i videre Omfang a t gennemføre Erstatningsansvar uden Culpa. Den ny Bevægelse har navnlig gjort sig gældende med Hensyn til Skade, som foraarsages af Erhvervsvirksomheder, der fremkalder Fare for Skade paa andres Person eller Ting — altsaa hvor Integritetskrænkelser voldes ved »farlig Bedrift« — . Og den Maade, hvorpaa Udviklingen er gaaet for sig, gør det overvejende sandsynligt, a t Ansvaret uden Culpa er drevet frem af en praktisk Trang. Den ny Bevægelse dukker op i en Række forskellige Lande uden gensidig Paavirkning, og den har for en stor Del brudt sig Vej igennem Retspraksis uden Støtte i Lovgivningen, ja ofte paa Trods af bestaaende Lovgivning.

T il S u p p le rin g a f d e t fø lgende m aa henvises til S ky ld og S k ad e §§ 32— 52, 16. n o rd isk e Ju r is tm ø d e B ilag II og F o rh a n d lin g e rn e 20 f, Stang E r s ta t n in g sa n sv a r 44 ff og i D e t n o rd isk e S tu d e n te r -J u r is t-S tæ v n e 1918 247 ff.

E t af de Omraader, hvor Erstatningsansvar uden Culpa først er blevet anerkendt, er M inedrift. Naar en Mines Drift volder Skade for Grundejerne (Ejerne af Jordoverfladen), antages det, a t Koncessionshaveren maa erstatte Skaden, selv om der ikke kan lægges ham noget til Last.

8*

116 §17.1.

D e tte b lev fa s ts la a e t i P ra k sis i P reu ssen og F ra n k rig o m k rin g 1840. M in e d rif t f rem k a ld e r ogsaa én sæ rlig k la r og sk a rp In teressek o llis io n . Se h e rtil S ky ld og S k ad e 338, 378 f.

Ogsaa Jernbanedriften har tidlig faaet paalagt Ansvar uden Culpa. Det har næppe saa stor Vægt, a t enkelte Love fra Jernbanedriftens første Tid indførte strenge Ansvarsregler. Det kunde bero paa Angsten for det nye Trafikmiddel. Derimod er det interessant, a t man i fremmed Ret som Regel finder Ansvar paalagt uden Culpa for Brandskade, der skyldes Gnister fra Lokomotiver, og at. denne Ansvarsregel i flere Tilfælde er gennemført af Retspraksis.

I B a y e rn b lev A n sv a re t h er fa s ts la a e t o m k rin g M id ten a f d e t 19. A arh . S æ rlig b e k e n d t e r en D om fra 1861, d e r u d ta l te , a t d e t v a r u d en B e ty d n in g , om alle T e k n ik k e n s H jæ lp em id le r v a r a n v e n d t. F o r y d e rlig e re a t u n d e r bygge R e su lta te t g reb D om m en iø v rig t t i l en o p la g t F ik tio n , id e t den u d ta lte , a t »D rift a f en J e rn b a n e m ed L o k o m o tiv e r n ø d v e n d ig t og u ad sk ille lig t fø re r en cu lpøs H a n d le m a a d e m ed sig«, jfr. S ky ld og S k ad e § 44 N o te 4. O m tre n t sa m tid ig fa s ts la a s A n sv a re t i f ran sk P ra k s is , t i l D els ogsaa u n d e r en F ik tio n om , a t d e r foreligger »faute«, hv is Je rn b a n e n ik k e træ ffe r alle de F o rho ldsreg ler , som e r n ø d v en d ig e for a t fo rebygge S k ad en . D om m ene v ise r k la r t , a t de i V irkeligheden ik k e k ræ v e r C u lpa , id e t de u d ta le r , a t A n sv a re t m aa in d træ d e , se lv om d e t v a r u m u lig t a t fo rebygge S k ad en .

A n g aae n d e frem m ed R e t om d e tte S p ø rg sm aal henv ises iø v rig t t i l S ky ld og S k ad e 338, 8 9 0 ff, 396 f og 445.

I England har Retspraksis udviklet en almindelig Regel om Ansvar uden Culpa ved ekstraordinære Handlinger, som medfører Fare for Naboerne.

D en ledende D om er Rylands v. Fletcher (1868), se n æ rm ere S k y ld og S k ad e § 49.

I de hidtil omtalte Tilfælde, hvor Retspraksis har indført Ansvar uden Culpa, drejede det sig om Naboforhold eller dermed beslægtede Forhold. Bortset fra saadanne Tilfælde er Udviklingen i de fleste Lande navnlig sket dels ved særlige Love, f. Eks. om Jernbaner, Automobiler, Luftfart etc., dels ved en udvidet Anvendelse af ældre Lovregler om Ansvar uden Culpa. I nogle Lande, navnlig i Norge og Frankrig, er den vigtigste Udvikling dog sket igennem Praksis, idet Domstolene har fastslaaet vidtrækkende almindelige Regler om Erstatningsansvar uden Culpa.

I Norge har Domstolene uden positiv Hjemmel gennemført en Erstatningspligt uden Culpa for »Bedrifter, der medfører en særlig og nærliggende Fare for, a t Skade derved vil paaføres andre. Ved

§17.1. 117

denne Retspraksis maa det anses fastslaaet, at Udøveren af en saadan Bedrift, selv om Udøvelsen maa anses retmæssig, og selvom han har udvist al den Omhu, som efter Omstændighederne kan kræves, ogsaa uden positive Lovbud vil kunne blive erstatningspligtig for Trediemand paaført Skade.«

S aaledes e r R eglen u d t r y k t a f N orges H ø je s te re t i N R t 1900.753. B la n d t de ledende D om m e kan iø v rig t n æ v n es N R t 1875.330, d e r p aa la g d e en N itro g ly c e rin fa b rik A n sv a r for den S k ad e , d e r v a r tilfø je t dens O m givelse r ved F ab rik k en s E k sp losion , 1890.538, d e r d ø m te en J e rn b a n e til a t e r s ta t te B ra n d sk a d e p a a e t H us, d e r v a r a n tæ n d t ved G n is te r fra e t L o k o m o tiv , s a m t 1905.715, d e r p a a la g d e en K o m m u n e A n sv a r for d en S k ad e , d e r t i l fø jedes e t B ageri ved , a t V a n d v æ rk e ts H o v ed led n in g i G aden sp ra n g læ k. F rem d eles D om m en i N orges la n g v a rig s te og b e ty d e lig s te E rs ta tn in g s sa g , N R t , 1931.513, h v o r H o lm en k o lb an en b lev d ø m t til a t e r s ta t te de b e ty d e lig e S k ad e r, som ved A n læ g a f en T u n n e l igennem Oslo v a r p a a fø r t ta lr ig e B ygn in g e r og o ffen tlige G ad er m ed u n d e rjo rd isk e L edn inger.

D en o p stilled e Regel er ik k e b eg ræ n se t til N ab o fo rh o ld . T il B e lysn ing h e ra f k an n æ vnes N R t 1909.851, d e r d ø m te e t J e rn b a n e se ls k a b til a t ers t a t t e den S k ad e , som e t B a rn led ved a t lege m ed en D y n a m itp a tro n , d er v a r e f te r la d t p aa e t A rb e jd ss ted , 1912.610, d e r an g ik e t T ilfæ lde , h v o r e t B a rn p a a G ad en kom til S k ad e ved a t k om m e i B erø rin g m edien R e b erb an e , s a m t 1921.519, re fe re re t i U 1923 B .289.

N R t 1933.509 h a r u d ta l t , a t G ru n d sæ tn in g e n k u n k an an v en d es , h v o r S k ad e ra m m e r en udenforstaaende som Følge a f en farlig B e d rif ts V irk so m hed . D o m m en f r ifa n d t d e rfo r e t S ygehus for a t yde E rs ta tn in g til en Sygep le jerske , d e r h a v d e p a a d ra g e t sig B lo d fo rg iftn in g ved sit A rb e jd e . F le re a f de æ ld re D o m m e h a r im id le rtid a n v e n d t R eglen til F orde l for P e rso n e r, d e r se lv v a r t r a a d t i F o rb in d e lse m ed B e d rif ten , f. E ks. ved K o n tra k ts fo rh o ld .

Om R eglen henvises iø v rig t til Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 18, Gjelsvik In n le id in g 184 ff, Sandström 16. no rd isk e Ju r is tm ø d e B ilag II 17 ff.

I Frankrig har Domstolene i Løbet af de sidste 40 Aar skabt en helt ny Ansvarsregel, efter hvilken Erstatningspligt indtræder uden Culpa i Tilfælde, hvor Skaden er voldt a f Ting. Reglen støttes paa Code civil art. 1384.10, der udtaler, at man er ansvarlig bl. a: for Skade, der er voldt »par le f a i t . . . . . des choses que l'on a sous sa garde«. — Disse Ord antoges tidligere ikke at indeholde nogen særlig Retsregel. — Ansvaret bortfalder dog ved vis major, men Praksis stiller strenge Krav i saa Henseende.

E n ud førlig R edegørelse fo r f ra n sk R e ts U d v ik lin g p a a d e t te P u n k t h a r jeg g iv e t i S ky ld og S k ad e § 34, h v o rtil s lu t te r sig e t T illæ g m ed R e fe ra t a f fran sk e D om m e. S enere e r T en d en sen g a a e t i R e tn in g a f en e n d n u v idere U d fo rm n in g a f A nsvarsreg len . E n Del a f de B eg ræ n sn in g er, d e r o p rin d e lig

118 §17.1.

b lev g jo r t, h a r D o m sto len e sen ere la d e t falde. Se heroin* m ine B e m æ rk n in g e r p a a 16. n o rd isk e Ju r is tm ø d e 207 ff s a m t M azeaud no. 1195 ff, isæ r 1211 ff.

II. Hvad der ligger bagved. Reispolitiske Synspunkter.Naar man har følt Trang til a t strække Ansvaret udover Culpa

reglen, skyldes det sikkert for en væsentlig Del, at den moderne tekniske Udvikling har skabt en Række nye Farekilder. Man føler Trang til Sikring imod dem, dels fordi der kan voldes Skader af hidtil ukendt Omfang, dels fordi Ulykkernes stigende Antal paa visse Omraader fremkalder en almindelig Utryghed, dels endelig fordi selve Farekilderne er nye og ukendte, saa a t man staar ængstelig overfor Risikoen. Og Trangen føles særlig stærk paa Grund af den nyere Tids Udvikling i Retning af Stordrift indenfor Erhvervslivet.

Den Ændring i Samfundsforholdene, der er sket i de sidste Menneskealdre, har ogsaa ført bort fra den doktrinære Liberalisme og bragt sociale Synspunkter i Forgrunden. I flere Lande er det saadanne Synspunkter, der først har sat Gang i Reformerne. Ikke mindst Ønsket om at sikre Arbejderne mod Følger af Ulykkestilfælde, der rammer deres Person under Arbejdet, har bidraget til a t aabne Øjnene for, a t man ikke kan blive staaende ved Culpareglen og Regler som DL 3— 19—2. Men ogsaa iøvrigt staar Udviklingen af Erstatningsansvar uden Culpa i naturlig Sammenhæng med Bevægelsen bort fra Liberalismen paa det økonomiske Omraade.

Sikkerhedstrangen hænger vistnok ogsaa sammen med, a t vi i den nyere Tid har vænnet os til større økonomisk Sikkerhed gennem Forsikringsvæsenets Udvikling og Udbygningen af Sociallovgivningen. Derfor tilstræber man paa alle Omraader større Sikkerhed.

Den om talte Trang til Sikkerhed behøvede i og for sig ikke at føre til Erstatningsregler, men der kan anføres adskillige Grunde for, a t man lader den faa Udslag i en Erstatningsregel. I det følgende skal nogle af disse Grunde fremdrages. Rækkefølgen er ikke Udtryk for en Vurdering af Grundenes Vægt, jfr. ndfr. under C.

A. Grunde, der taler fo r at paalægge A nsvar uden Culpa.1. Først nævnes Ansvarsreglens Evne til at modvirke Skade-

forvoldelse, altsaa Præventionshensynet. Rent bortset fra, i hvilken

§ 17.1 I.A. 1. 119

Grad Culpareglen virker præventivt, maa det antages, a t Reglen om Ansvar uden Culpa ved ekstraordinære Virksomheder har en vigtig præventiv Funktion, fordi Chancen for Skade her er noget, Virksomhedens Indehaver maa regne med.

Ved at lægge det strenge Ansvar paa Driftsherren gør man ham interesseret i a t træffe alle økonomisk rimelige Foranstaltninger til a t undgaa Skade. Og netop ved ekstraordinære Virksomheder vil Culpareglen i Almindelighed ikke være tilstrækkelig hertil, ikke engang i Forbindelse med en Regel om Ansvar for Virksomhedens Personale. Man kunde ganske vist mene, a t Præventionshensynet ialfald m aatte være fyldestgjort ved den Regel, a t Ansvaret rammer Driftsherren, naar han ikke beviser, at der overhovedet ikke er udvist Culpa i Bedriften. Men ved ekstraordinære Virksomheder vil for det første Bevisvanskelighederne i mange Tilfælde være store, og for det andet vil Domstolene jævnlig savne fornøden Sagkundskab til a t bedømme, om der er handlet forsvarlig. Derfor kan Domstolene komme til a t stille for svage Krav. — Stor Fare herfor er der dog næppe, jfr. S. 122.— I hvert Fald vil Domstolenes Skøn blive meget usikkert, og Resultaterne vil derfor blive ret tilfældige og uberegnelige. Dette undgaar man ved en Regel om Ansvar uden Culpa, og den har yderligere den store Fordel, a t den sparer mange Processer og megen Bevisførelse.

Man kan imidlertid spørge, om Ansvarsreglens præventive Virkning ikke forsvinder, naar Driftsherren tegner Ansvarsforsikring. Det er muligt, a t en fuldstændig Ansvarsforsikring vil svække Præventionen noget, men der er næppe alvorlig Fare for, a t den præventive Virkning skal bortfalde ved ekstraordinære Virksomheder. Ved disse er Faren for Trediemand nemlig først og fremmest afhængig af den Maade, hvorpaa hele Virksomheden er indrettet, og det vil ialfald i det lange Løb faa Indflydelse paa Forsikringspræmien, hvilke Forsigtighedsforanstaltninger der træffes. Desuden kan An- svarsforsikringsselskaberne paa forskellig Maade skabe Motiver til a t vise Agtpaagivenhed. Det maa ogsaa fremhæves, a t selve Ansvarsforsikringens Eksistens bevirker, a t man faar bedre Overblik over Skaderne og deres Betydning, og dette vil kunne føre til, a t der sættes Kræfter ind paa a t mindske Farerne, bl. a. fordi den offentlige Mening faar bedre Lejlighed til a t sætte ind.

Det maa dog indrømmes, a t Ansvarsreglens præventive Virkning

120 § 17.H .A .1

ikke er lige stærk i alle Tilfælde. Derfor kan Præventionshensynet alene heller ikke bære en Regel som den, jeg forsvarer.

2. Præventionshensynet faar en særlig Farve, hvor den farlige Virksomheds samfundsmæssige Berettigelse er tvivlsom. De Skader, en Virksomhed volder ved sin Farlighed, maa fra et samfundsøkonomisk Synspunkt betragtes som Driftsomkostninger, og de maa tages med i Betragtning, naar Virksomhedens Værdi for Samfundet skal prøves. Dette opnaar man imidlertid ganske automatisk ved a t lægge Ansvaret paa Bedriften. Uden Ansvarsreglen kan det tænkes, at en Virksomhed drives i Aarevis, skønt den samfundsmæssig set er uheldig, fordi den ikke frembringer Værdier, der overstiger Skaderne. Naar Ansvarsreglen gælder, bliver Virksomheden imidlertid nødt til a t gøre sit samfundsmæssige Regnskab op. Viser det sig da, a t den giver Underskud i Samfundshusholdningen, maa den indstilles, medmindre man finder, a t den har en saadan ideel Værdi, a t den trods Underskuddet fortjener a t opretholdes. Denne præventive Virkning svækkes ikke i mindste Maade ved, at der tegnes Ansvarsforsikring. Forsikringspræmien vil nemlig i saadanne Tilfælde blive en Udgift, som faar Virksomheden til a t give Underskud eller forøger Underskuddet. Ansvarsreglen virker altsaa som en automatisk Regulator a f Produktionen.

F ra e t økon o m isk S y n sp u n k t er d e t vel o v e rh o v e d e t d e t su n d e ste , a t en h v e r V irksom hed b æ rer sine egne O m k o stn in g e r, s a a v id t d e t la d e r sig gennem føre , og til O m k o stn in g e rn e h ø rer sam fu n d sm æ ssig se t ogsaa S k a d erne . D enne B e tra g tn in g k u n d e synes a t gæ lde ogsaa V irk so m h ed er, d e r ikke e r ek s tra o rd in æ re . M en ved sa a d a n n e V irk so m h ed er v ild e d e t væ re u ø k o n o m isk a t genn em fø re A n sv a r uden C u lpa , se herom n d fr. u n d e r I I I .

3. Rent bortset fra, om Ansvarsreglen effektivt formindsker Antallet af Skader, vil den økonomiske Sikkerhed blive forøget, naar der paalægges Ansvar uden Culpa ved ekstraordinære Virksomheder. Dette medfører nemlig, at Tabene samles paa færre Hænder og derved bliver mere beregnelige. Uden Ansvarsreglen vil Tabene falde paa det store ubestemte Antal af almindelige Mennesker, som tilfældig tam mes af Skader, og for dem er Skaderne som oftest ganske uberegnelige. Naar man har Ansvarsreglen, samles Tabene derimod paa de forholdsvis faa ekstraordinære Virksomheder, og for dem vil Skaderne være mere beregnelige. Hvis Virksomheden har Karakter af Stordrift, vil Tabene blive nogenlunde regelmæssige, og E rstatningerne vil blive en Driftsudgift, som indgaar i det aarlige Budget.

§ 17.11. A.3. 121

Ved mindre Virksomheder bliver der en Usikkerhed, men Usikkerheden vil ialfald blive langt ringere end for de mange, der er udsat for Skade, og den kan i Almindelighed fjernes helt ved Ansvarsforsikring. Hvad enten der tegnes Ansvarsforsikring, eller det drejer sig om store Bedrifter, der foretrækker a t løbe Risikoen selv, vil Tabene i det lange Løb blive fordelt umærkelig paa den store Kreds af Mennesker, der nyder godt af Virksomhederne, altsaa Virksomhedernes »Kunder«.

B. Modgrunde.1. Det gøres ofte gældende, a t en vidtgaaende Regel om Ansvar

uden Culpa vil være betænkelig, ford i den lammer Initiativet. Denne Frygt er vistnok nærmest et Tankefoster. I de Lande, hvor der er gennemført vidtgaaende Ansvarsregler, har man ialfald ikke mærket synderlig til Klager over, at det har haft uheldig Indflydelse paa Initiativ og Handlekraft. Efter det, der er anført foran under A. 3, er der heller ingen Grund til a t vente en saadan Følge af Ansvarsreglen i de fleste Tilfælde.

2. Man har ogsaa indvendt, a t der er Virksomheder, som ikke kan bære den Belastning, der følger af et Ansvar uden Culpa. Det er muligt, a t der findes saadanne Tilfælde, men det vil sandsynligvis være sjældent, a t Udgiften til Erstatninger uden Culpa bliver den Draabe, der faar Bægeret til a t flyde over. Men rent bortset herfra kan Indvendingen ikke betragtes som afgørende. Virksomheder, der forfølger et erhvervsmæssigt Formaal, er kun samfundsmæssig berettigede, hvis de kan bære deres Skader. En Virksomhed, der giver Underskud i Samfundshusholdningen, bør netop nedlægges, jfr. foran A.2. Og hvis en Samfundsinteresse af ikke-økonomisk Art kræver en Virksomhed opretholdt, er det naturligt, a t Samfundet betaler, hvad det koster a t opretholde den. Ellers kunde man lige saa godt hævde, a t en Jernbane, der ikke kan betale sig, skal være fri for at erstatte den Jord, der eksproprieres til den.

Hvor det drejer sig om enkeltstaaende Handlinger, der fremkalder en højere Grad af Fare, er det vel sandsynligt, a t Ansvarsreglen vil faa mange til a t betænke sig noget, før de handler. Men det er næppe nogen Ulykke, at saadanne særlig farlige Handlinger kun focetages, naar den handlende i det enkelte Tilfælde har tilstrækkelig Interesse i Handlingen.

Forøvrigt rummer det netop en Fare for Handlefriheden a t blive

122 § 17.11 JB .2.

staaende ved Culpareglen i saadanne Forhold. Retsfølelsen vil antagelig ofte tilsige Domstolene, a t der bør paalægges Ansvar. Her- paa tyder Retspraksis i flere Lande. Hvis Domstolene da kun har Culpareglen, fristes de til a t stramme Kravene til Forsigtighedsfor- holdsregler og til a t statuere Culpa i Tilfælde, hvor almindelige Mennesker vilde ryste paa Hovedet ad en saadan Afgørelse. Og naar Domstolene først har karakteriseret en vis Handlemaade som uforsvarlig, tvinges de ogsaa til efter Paastand a t forbyde den. Hvis man derimod har en Regel om Erstatning uden Culpa, behøver Domstolene ikke at forbyde saa mange Handlinger. De kan afgøre Spørgsmaalet om Forbud frit, efter en selvstændig Prøvelse af Grundene for og imod, og behøver ikke a t drage Konsekvenser af Erstatningsansvaret.

C. Hvilken Vægt de enkelte foran om talte Hensyn har, kan ikke fastslaas almengyldigt, men maa bero paa Arten af den Virksomhed, hvorom det drejer sig. I mange Tilfælde — vel i de praktisk vigtigste Tilfælde af farlig Bedrift — er det uden Tvivl et Hovedhensyn at skabe en effektiv Prævention. Men Præventionshensynet bliver svagere i de Grupper af Tilfælde, hvor det ikke volder saa store Vanskeligheder at konstatere Culpa og a t bedømme Handlingens For- svarlighed. Og Præventionshensynet alene kunde næppe føre til saa omfattende og streng en Ansvarsregel som den, der forsvares her.

D en ov en fo r g iv n e F re m stillin g a fv ig e r fra »Skyld og Skade« n av n lig ved ik k e a t bygge A n sv a re t p aa , a t H a n d lin g e n b liv e r re tm æ ss ig p a a G ru n d a f den h an d le n d e s o v e rv e je n d e In te re s se i d e t k o n k re te T ilfæ lde , jf r . F o rh a n d lingerne p a a 16. n o rd isk e Ju r is tm ø d e 206 og om d en k o n k re te In te re sse s B e ty d n in g ovfr. S. 33 f. M in tid lig e re O p fa tte lse e r n av n lig b lev e t k r itis e re t a f Vinding Kruse i T fR 1915.281 ff, Lundstedt i T fR 1923.117, 144 f, S andström i B ilag II til 16. n o rd isk e J u r is tm ø d e 26 ff.

A ndre Forfatteres Begrundelser a f A n sv a r u d e n C ulpa a fv ig er fra m in i fle re R e tn in g e r. P a a d e tte S ted sk a l k u n o m ta le s nogle U d v ik lin g e r hos V inding Kruse og Lundstedt, d e r begge frem stille r Præventionshensynet som d e t en este v æ sen tlige . — Se V in d in g K ru se i T fR 1915.270 ff, L u n d s te d t bl. a. i T fR 1923.87, 122— 26, 145. — Se t i l d en an d e n S ide Sandström i B ilagII t i l 16. no rd isk e J u r is tm ø d e S. 23 f og Stang, d e r u n d e rsø g e r de lovgiv- n in g sp o litisk e B e tr a g tn in g e r 'i E rs ta tn in g s a n s v a r § 9.

Lundstedt in d la d e r sig ik k e p a a a t u n d ersø g e , h v o r la n g t P ræ v e n tio n sh e n s y n e t k an føre. H a n siger vel, a t d e t e r a fg ø ren d e i en M æ ngde S itu a tio n e r, m en n æ v n e r k u n to E k sem p le r , nem lig e t T ilfæ lde a f K o n tra k ts - a n sv a r s a m t R ile jerens A nsvar. O m A n sv a r i K o n tra k ts fo rh o ld m aa h en vises til D an sk O b lig a tio n sre t §§ 12— 15. M ed H e n sy n t i l B ile je ren s A n sv a r uden C ulpa (d er iø v rig t in g en lu n d e o v e ra lt e r g en n em fø rt som a lm indelig

§ 17.11 .C. 123

R egel og k u n fo r v isse T ilfæ lde b lev fo rsv a re t a f m ig i S k y ld og S kade) h a r o g sa a jeg a n fø r t P ræ v e n tio n sh e n sy n e t som v ig tig s t, se S k y ld og S k ad e 213 f. — D erom hen v ises iø v rig t t i l § 1 4 .II.2 fo ran . — U n d e r sin n æ rm ere P a a v is n in g af, a t P ræ v e n tio n sh e n s y n e t e r a fg ø ren d e , f re m sæ tte r L u n d s te d t im id le rtid nogle U d ta le lse r, d e r rø b e r en M angel p aa F o rs ta a e lse , som m aa fo rb av se , n av n lig d a h an sa m tid ig b e b re jd e r sine M o d s ta n d e re m an g len d e A naly se . L u n d s te d t k r itis e re r, a t B ile je ren s A n sv a r b e teg n es som A n sv a r fo r re tm æ ss ig H an d lin g , og h an a n fø re r herom , a t den H an d lin g , som fø rte ti l , a t P e rso n e r e ller E je n d o m led S kade, f. E k s. for h u r tig K ørsel e lle r F e jlm an ø v re , n a tu r lig v is ikke v a r n y t t ig og d e rfo r e f te r »Skolastikkens« egen L æ re m a a t te væ re re ts tr id ig . J a , n a a r B ile jeren h a r k ø r t fo r s tæ rk t e ller m a n ø v re re t fo rk e rt, e r H an d lin g en se lvfølgelig re ts tr id ig e f te r den t r a d itio n e lle T erm ino log i og n o rm a lt tillig e cu lpøs. M en d e t te e r a ld rig d ra g e t i T v iv l a f de n o rd isk e F o rfa tte re . H ele S tr id s sp ø rg sm a a le t a n g a a r jo o v e rh o v e d e t ik k e d isse T ilfæ lde, hv is B e h an d lin g m an h a r a n se t som se lv in d ly sen d e . P ro b le m e t o p s ta a r k u n , fordi m an a n ta g e r , a t d e r v ed fa rlig B ed r if t sk e r v isse S k ad e r, som ik k e k a n fø res tilb a g e p a a F ejl a f nogen A r t, m en som e r »hændelige« e f te r t r a d itio n e l S p ro g b ru g . D isse S k ad e r, og k u n dem , e r d e t, de a f L u n d s te d t k r itis e re d e F o rfa tte re h a r b e te g n e t som F ølger a f B e d rif ten som sa a d a n . A t u d s træ k k e A n s v a re t til d em k ræ v e r en sæ rlig B egru n d e lse , som k u n for en D el k a n søges i te k n isk e og p rocessuelle V an sk e lig h ed er, d e r b ev irk e r, a t A n sv arsreg len ellers ikke v ild e b live t i ls træ k k e lig e ffe k tiv .

Vinding Kruse e r m in d re ensid ig , m en h æ v d e r dog, a t P ræ v e n tio n sh e n sy n e t »som H o v e d h e n sy n i F o rb in d e lse m ed B e v isv an sk e lig h e d e rn e i d e t v æ sen lig e e r i S ta n d til a t fo rk la re og b eg ru n d e E rs ta tn in g s a n s v a re t v ed r e tm æ ssige farlige H andlinger« , se T fR 1915.280. A f h an s F re m stillin g k a n m an dog se, a t d e t e r v an sk e lig t o v e rb ev isen d e a t g o d tg ø re , a t P ræ v e n tio n sh e n sy n e t fø re r sa a v id t . H a n s B e tra g tn in g e r k a n n æ p p e føre u d o v e r vis major-Reglen. O v erfo r h an s K r it ik e rk e n d e r jeg , a t m in F re m stillin g i S ky ld og S k ad e la d e r P ræ v e n tio n sh e n s y n e t træ d e for m eget i B a g g ru n d e n , og a t n a v n lig e n k e lte , ik k e g e n n e m tæ n k te U d ta le lse r S. 31 f m aa sv æ k k e V irk n in g en af, h v a d jeg h a r a n fø r t om P ræ v e n tio n sh e n sy n e t a n d re S te d e r, se n a v n lig S. 57 f, 126, 132— 34, 213 ff, h v o r jeg siger m eget a f d e t sa m m e som V in d in g K ru se , b lo t uden h an s m alen d e og k ra ftig e S til.

T il V in d in g K ru ses K r itik s lu t te r sig Ross V irkelighed og G y ld ig h ed 368. R oss sy n e s h e r a t h av e o v e rse t m ine B e m æ rk n in g e r i S ky ld og S k ad e § 1 N o te 11, d er g an sk e v is t ikke træ n g e r h e lt ind til d e t a fg ø ren d e .

V inding Kruse o p s tille r iø v rig t en S o n d rin g m ellem to fo rskellige T in g : 1) a t R e tso rd e n e n m o d v irk e r Handlingen i sig selv, isoleret set, og d e rfo r u b e tin g e t fo rb y d e r den , e rk læ re r den fo r re ts tr id ig u n d e r alle O m stæ n d ig h e d e r , 2) a t R e tso rd en en ikke gør d e tte , m en derim o d m o d a rb e jd e r de Spirer t i l U ly k k e , til S k ad e , H an d lin g en in d eb æ rer, de skad e lig e Følger, som H a n d lingen kan hav e . D enne S o n d rin g e r ikke a fk la re t, m en den rø re r ved en v æ sen tlig F orskel, som jeg dog v ild e besk riv e n o g e t an d e rled es . R e tso rd en en s R eg le r om E rs ta tn in g m o d v irk e r de culpøse H a n d lin g e r p aa en sæ rlig M aade,

124 § 17.11.C.

fordi E rs ta tn in g s re g le rn e s G ennem føre lse fø rer Folk- til a t b e tra g te den cu lpøse A d fæ rd som fo rk as te lig e ller u tillad e lig . M en R e tso rd en en k an ogsaa v irk e t i l en F o rm in d sk e lse a f F a re rn e p a a d e t O m raad e , h v o r d e r ik k e u d vises C u lpa . U d sig ten t il en m ulig E rs ta tn in g s p lig t k an nem lig gøre D r if ts h e rre rn e in te re sse re t i a t fo rm in d sk e F a re rn e , og d e t k an o fte ti ls træ b e s ad fo rskellige V eje, som d e t belyses ved E k sem p le r p aa de a n fø r te S te d e r hos V in d in g K ru se og i S ky ld og S kade. Men i sa a d a n n e T ilfæ lde v irk e r E r s ta t n ingsreg len ik k e i H a n d lin g sø je b lik k e t som e t P a a b u d e ller F o rb u d , dens V irk n in g b e ro r a len e p aa , a t den a p p e lle re r til D riftsh e rre n s In te re sse . H e rved m aa dog b em æ rkes , a t G ræ nsen m ellem de to O m ra a d e r i m an g e T ilfæ lde ik k e la d e r sig fa s ts laa i P ra k sis , og d e tte e r n e to p en a f H o v e d g ru n d e n e til a t in d fø re A n sv a r ud en C ulpa.

D e t e jen d o m m elig e ved P ræ v e p tio n e n m od cu lpøs A dfæ rd k an h e re f te r b esk riv es saa ledes. N a a r en P erson s ta a r o v erfo r B e slu tn in g en om a t foreta g e en H an d lin g , d er m aa k a ra k te r ise re s som C u lpa , k an han — eller ia lfald en N o rm a lty p e i h an s S ted — i H a n d lin g sø je b lik k e t indse , a t selve den paagældende Handling e r u fo rsv arlig og a f den a lm indelige O p fa tte lse b e tra g te s som u tillad e lig . D e rv e d f re m k o m m e r d er o v erfo r no rm ale P e rso n e r en k o n k re t P ræ v e n tio n m ed en sæ regen A u to r ite t. N a a r E rs ta tn in g s re g le r i e t v is t O m fang k an føre til a t m in d sk e F aren ud o v er, h v ad d e r følger a f C u lpareg len , h a r P ræ v e n tio n e n derim o d ik k e d en n e K a ra k te r . R eg le rne om E rs ta tn in g ud en C ulpa vil o v e rh o v e d e t k u n i r inge G rad hav e k o n k re t fo rebyggende V irkn ing , d . v. s. p a a v irk e B e slu tn in g en om den e n k e lte farlige H an d lin g , sm l. fo ran S. 10. D og k an A n sv ars re g le rn e m edføre, a t en farlig H an d lin g ik k e b liv e r fo re ta g e t ud en a t væ re b a a re t a f en In te re sse , d e r er s tæ rk nok ti l a t o p v e je F ry g te n for e t m u lig t E rs ta tn in g s a n s v a r . M an d e t d re je r sig h er fo r d en h a n d le n d e k u n om en A fvejelse a f egne In te re s se r. I G ræ nsetilfæ lde , h v o r den h a n d le n d e e r æ ngste lig for a t k om m e p aa den gale S ide a f S tre g en , k a n h an s F ry g t for A n sv a r dog m edfø re lignende V irk n in g e r, som h v o r d e t d re je r sig om v irkelig u fo rsv arlig e H an d lin g e r.

I S am m en h æ n g m ed d e t an fø rte s ta a r , a t jeg ikke k an væ re en ig m ed V ind ing K ruse , n a a r han T fR 1915.274 siger, a t R e tso rd en en v ed a t p a a lægge E rs ta tn in g for m ulige skadelige F ølger a f re tm æ ssige farlige H a n d linger p a a d e t a lv o rlig s te in d sk æ rp e r In d u s tr ie n s L edere , a t de m ed den s tø rs te S a m v ittig h e d sfu ld h e d , m ed A nspæ ndelse a f a lle deres E v n e r, m ed A n v endelse a f a lle de te k n isk e F o rb e d rin g e r, d e r o v e rh o v e d e t k a n u d tæ n k es , ska l søge a t a fv æ rg e S k ad en . E n sa a v id tg a a e n d e A fvæ rgelsesp lig t k an o v e rh o v e d e t ik k e in d sk æ rp es ved R egler om E rs ta tn in g u d en C u lpa , n e to p fordi d isse R eg le r k u n v irk e r v ed a t ap p e lle re til de p aag æ ld en d es In te re sse . Og d e t v ild e heller ik k e u b e tin g e t væ re ø n sk e lig t a t presse D rif tsh e rre rn e til d e t a b s o lu tte M aksim um a f A fv æ rg e lse s fo ran s ta ltn in g e r. D e t tu rd e væ re v a n sk e lig t a t an g iv e næ rm ere , i h v ilk en G rad d e t e r ø n sk e lig t a t presse d em til m ere end a t u n d g a a C u lpa . M en en a f F o rd e len e ved R egle rne om E rs ta tn in g u den C u lpa e r n e to p , a t m an le tte re k an o v e rlad e d e t til D rif tsh e rre rn e selv a t d rag e G ræ nsen.

§ 17.III. 125

III. Ansvarsreglens Omraade efter almindelige Retsgrundsætninger.Det er nu paavist, a t der kan anføres en Række praktiske Grunde

for en Regel om Ansvar uden Culpa. Imidlertid er det selv blandt Tilhængerne af en saadan Regel meget om tvistet, hvor langt A n svaret uden Culpa bør udstrækkes. Efter fornyet Prøvelse er jeg selv blevet staaende ved den Anskuelse, jeg hævdede i 1914: a t Ansvar uden Culpa bør indtræde ved ekstraordinære Handlinger, der medfører en særegen Fare. Der er vel flere af de foran anførte Grunde, der taler for a t udstrække Reglen videre. Men det vilde være uhensigtsmæssigt at udstrække den almindelige Regel om Ansvar uden Culpa udover de ekstraordinære Handlingers Kreds.

Hvis man udvidede Ansvaret til de sædvanlige Handlinger, vilde man ikke opnaa den forøgede Sikkerhed, som er et af Ansvarsreglens Formaal. Ganske vist vilde den enkelte faa en ringere Risiko for selv at lide Tab, men til Gengæld vilde han komme til a t løbe Risiko for uden Skyld at ifalde Ansvar overfor andre. Og naar det drejer sig om almindelige Handlinger, som foretages af de fleste Mennesker, vil den sidste Risiko gennemsnitlig være lige saa stor som den første. Reglen vilde derfor ikke forøge Sikkerheden.

Dertil kommer, a t et ubetinget Ansvar for almindelige Handlinger vil medføre forøgede økonomiske Byrder. Ikke blot er det gennemsnitlig en tungere Byrde a t skulle skaffe Penge til a t betale Erstatning end f. Eks. a t miste en eller anden Ting, man har i Forvejen. Men — og det er Hovedsagen — alle de mange E rsta tningssager vil kræve store Opofrelser af Tid, K raft og Penge, og Reglen vil sandsynligvis medføre nye store Udgifter til udvidet Ansvarsforsikring. En saa vid Ansvarsregel vil derfor uden Tvivl medføre betydelige Tab for Samfundet set som en Helhed, og derfor maa man afvise en almindelig Regel om Ansvar uden Culpa ved farlige Handlinger, der ikke er ekstraordinære.

Dermed skal dog ikke være sagt, at der aldrig bør være Ansvar uden Culpa ved sædvanlige Handlinger. Der kan være særlige Grunde, der gør de.n almindelige Culparegel utilfredsstillende i særlige Grupper af Tilfælde. Saadanne Grunde foreligger formentlig i. vidt Omfang med Hensyn til Skade, der voldes af Husdyr og af Maskiner, selv om de ikke hører til en ekstraordinær Virksomhed. Der skal imidlertid særlige Grunde til for a t gaa ud over Culpareglen og DL 3— 19—2.

126 § 17.III.

Af det nys anførte følger, a t man maa forkaste de Teorier, der vil knytte Erstatningsansvaret til den blotte Foraarsagelse eller til den adækvate Foraarsagelse og derigennem fjerne Erstatningsretten helt fra det nedarvede Hovedgrundlag, Culpareglen. Der kan ku n være Tale om at paalægge A nsvar uden Culpa i særlige Grupper a f T il

fæ lde.

Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 47 og i D e t n o rd isk e S tu d e n te r -J u r is t-S tæ v n e 1918 258 e r tilb ø je lig t i l a t t r o p aa , a t den T id kom m er, d a m an k a n o pg ive K ra v e t om C u lpa . Se d e ro v e rfo r U 1920 B .226 . O gsaa Ekström P r iv a tr ä t te n s a llm . lä ro r 866 f a n se r d e t som s te m m e n d e m ed F o rh o ld e ts N a tu r a t p a a lægge A n sv a r fo r a d æ k v a te F ø lger ud en a t k ræ v e C u lpa . Se en d v id e re — n o g e t an d e rle d e s — Trolle i Z e its c h r if t fü r au s län d isch es u n d in te rn a tio n a le s P r iv a tr e c h t 1933.785 ff.

E n D el a f B e tæ n k e lig h ed e rn e ved en v id træ k k e n d e A n sv arsreg e l fa ld er b o r t , n a a r de a n sv a rlig e e r d æ k k e t v ed Ansvarsforsikring. D erfo r k u n d e m an spø rge , om en u d s t r a k t B e n y tte lse a f A n sv a rs fo rs ik rin g ik k e k a n føre til a t u d v id e A n sv a rs re g le rn e , og nav n lig , om m an ik k e k u n d e g en n em fø re e t u d v id e t A n sv a r i F o rb in d e lse m ed , a t m an in d fø rte en v id træ k k e n d e P lig t til a t teg n e A n sv a rs fo rs ik rin g .

F o rs a a v id t A n sv a rs fo rs ik rin g en b lev in d re t te t saa ledes, a t S k a d e lid en d e fik R e t til a t k ræ v e E rs ta tn in g hos F o rs ik rin g sse lsk ab e t, og d en n e R e t b lev b e try g g e t, k u n d e m an iø v rig t i t i lsv a re n d e O m fang lad e d e t p erson lige E rs ta tn in g s a n s v a r fo r S k ad ev o ld e ren falde b o rt.

T a n k e r i sa a d a n R e tn in g e r f re m sa t fra fle re S ider, se n av n lig A strup Hoel R isiko og A n sv a r 166 ff, isæ r 188 ff, N R t 1930.69 ff, Skibsted i A ssu ra n d ø ren 1936.243 f. D ero v erfo r m ine B e m æ rk n in g e r i N F T 1930.182 ff, U 1930 B . 148 ff, 1935 B .185 f og A . Dr. Bentzon i T fR 1930.205 ff.

D e t e r v an sk e lig t a t v u rd e re disse T a n k e r. E f te r m it S køn e r d e t vel rim elig t p a a v isse sæ rlige F e lte r a t in d fø re F o rs ik rin g sp lig t og sa m tid ig in d rø m m e de sk a d e lid e n d e R e t til E rs ta tn in g u d en fo r de h id til gæ ldende A n sv a rs reg lers R a m m e. — D et k u n d e f. E k s. tæ n k es , a t m an u d v id e d e R eg le rn e i M o to rlo v en sa a led es, a t E rs ta tn in g k u n d e k ræ ves, selv om d e r bev islig ikke fo re laa C u lpa , jfr. fo ran § 14 .II.2 . — M en jeg a n se r d e t fo r u p ra k tisk a t in d føre en a lle M ennesker o m fa tte n d e P lig t t i l a t te g n e A n sv a rsfo rs ik rin g . D e t v ild e væ re en m eget beko ste lig O rd n in g , og d en v ild e n æ p p e b live ti l f re d s stillen d e , d a m an ik k e vil k u n n e tv in g e den s to re u b em id led e B e fo lkn ing til a t te g n e og ved lig eh o ld e A n sv a rs fo rs ik rin g .

D er e r iø v rig t o p s tille t en M æ ngde forskellige T eorier. I N u tid e n v il de fle s te a n e rk e n d e A n sv a r ud en C u lp a i e t v is t O m fang . N ogle b illiger d e t k u n de lege fe re n d a , id e t de m ener, a t A n sv a re t ud en C u lpa b ø r g e n n em føres og afg ræ n ses n æ rm ere ved L o v b estem m else r. D en n e O p fa tte lse e r v is tn o k r ig tig for nogle L an d es V ed k o m m en d e , m en n æ p p e fo r D a n m a rk s , se herom n d fr. u n d e r V. Lassen 1 338 ff g o d k e n d te d en a f m ig o p stilled e L æ re de lege fe ren d a ia lfa ld fo r d riftsm æ ssig V irk so m h ed . E t n o g e t sn æ v re re

§ 17.III. 127

O m ra a d e in d rø m m e s A n sv a rs re g le n a f Sandström 16. n o rd isk e J u r is tm ø d e B ilag II 37 ff. S a n d s trö m frem h æ v er iø v r ig t V an sk e lig h ed en v ed ud en L o v g iv n in g en s H jæ lp a t a fg ræ n se O m ra a d e t for E rs ta tn in g s re g le n .

Mod den n y e re T e n d e n s til a t paalæ gge A n sv a r u d en C ulpa h a r n av n lig N . H. Bache u d ta l t sig, se bl. a . U 1920 B.321. ff, T fR 1928.303 f, F o rh a n d lingerne p a a 16. n o rd isk e J u r is tm ø d e 216 ff. Se d e ro v e rfo r m ine B e m æ rk n in g e r p aa J u r is tm ø d e t S. 249 ff og U 1920 B .385 ff.

D e v ig tig s te T e o rie r om A n s v a r u d en C u lp a e r o m ta lt i S ky ld og S k ade §§ 28— 31. Se frem d eles F o rh a n d lin g e rn e p aa 16. n o rd isk e Ju r is tm ø d e 202 ff og B ilag II 21 ff s a m t M azeaud I no. 336 ff.

IV. Almindelige Grundsætninger de lege ferenda. Ansvarsreglens nærmere Udformning.

A. Ansvarsbetingelser.Der maa som Hovedregel indtræde Ansvar uden Culpa ved ekstra

ordinære farlige Handlinger. De Grunde, der bærer Ansvarsreglen, fører kun med Sikkerhed til a t paalægge Erstatningspligt under følgende nærmere Betingelser:

1. Handlingen maa have været ekstraordinær. D .v .s . det maa dreje sig om en Virksomhed, der kun udøves af forholdsvis faa Medlemmer af Samfundet. Det maa være noget, der hæver sig klart op over det almindelige Niveau, saaledes a t Ansvaret bliver en Undtagelse.

2. Handlingen maa medføre én særegen Fare. Der kan ikke kræves nogen særlig høj Grad af Fare, men der maa være noget særegent ved Faren. Det maa ikke være den almindelige Fare, der er forbundet med de allerfleste Slags menneskelig Virksomhed, eller en Fare, der er saa ringe, a t man overhovedet ikke vil regne med den ved en samfundsmæssig Vurdering af Handlingen.

K ra v e n e p a a de to P u n k te r , d e r e r o m ta lt u n d e r 1 og 2, m aa iø v rig t n æ rm ere b es tem m e s ved en sa m le t A fveje lse . J o m ere e k s tra o rd in æ r V irk so m heden er, des r in g ere K ra v b e h ø v er m an a t s tille m ed H e n sy n til F a ren . O m v e n d t vil en sæ rlig høj G rad a f F a re k u n n e b e g ru n d e , a t m an m e d ta g e r V irk so m h ed e r, d e r ik k e e r k la r t e k s tra o rd in æ re .

Sm l. Gjelsvik In n le id in g 186 f, Hoel i N R t 1930.79 f.3. Faren maa have været kendelig i Handlingssituationen, saaledes

a t den kunde bemærkes af en Person, der befandt sig i den handlendes Stilling og var i Besiddelse af fornøden Dygtighed til Virksomheden. Hvis man ikke stillede dette Krav, vilde Ansvarsreglen skabe betænkelig Usikkerhed for dem, der paatænkte, a t sætte ekstraordinære Virksomheder i Gang, og det kunde hæmme nyttig Aktivitet.

128 17.IV.A.3.

Sm l. N R t 1929.737, d e r a n to g , a t S k ad e ved E ksp lo sio n a f e t K ø lesk ab ik k e b eg ru n d ed e E rs ta tn in g s p lig t fo r In d e h a v e re n a f K ø d u d sa lg e t e f te r R eglen orrt farlig B e d rif t, da B e d rif te n s In d e h a v e r v a r ud en K e n d sk a b til M ask inens F a rlig h e d og d e t te ikke k u n d e lægges ham til L ast.

4. Ansvaret er kun med Sikkerhed begrundet, hvor Skaden rammer udenforstaaende Personer, i Modsætning til de Tilfælde, hvor Skaden indtræder paa Grund af, at Skadelidende selv er traad t i Forbindelse med den farlige Virksomhed. Reglen om fatter derfor ikke Skader, der rammer én Person i Medfør af Kontraktsforhold til Skadevolderen, eller fordi han har taget imod en »Indbydelse« til at give sig af med den farlige Virksomhed. Udenfor Ansvarsreglen falder saaledes Skade, som rammer en Passager i et Luftfartøj ved dettes Nedstyrtning, eller den, der rammer en Person, der af Velvilje har faaet Lov til a t bese en Fabrik for Sprængstoffer.

De Grunde, hvorpaa Ansvarsreglen støttes, passer nemlig kun fuldtud, naar Skaden rammer udenforstaaende Personer. Sikker- hedstrangen er klarest hos de Personer, der ikke selv har indladt sig med Virksomheden. Og den nationaløkonomiske Betragtning, a t Virksomheden maa have Erstatningspligt, for at man kan være sikker paa, a t den ikke drives paa andres Bekostning, har kun sin fulde Vægt i disse Tilfælde. Naar de skadelidende indlader sig i Kontraktsforhold til Virksomheden, har de Mulighed for a t sikre sig ved særlig Aftale. Efter Omstændighederne kan de ogsaa holde sig borte fra Faren. Bl. a. af disse Grunde kan Retsordenen i vidt Omfang forsvare a t overlade de paagældende selv a t afgøre, hvorledes de vil sikre sig. En Ansvarsregel, der ogsaa omfattede disse Tilfælde, vilde paa den anden Side kunne hæmme ikke blot velvillige Tilladelser til a t benytte de paagældende Virksomheder uden Vederlag, men efter Omstændighederne ogsaa Udviklingen af nye Virksomheder, hvis Farlighed endnu ikke lader sig overskue. Som Eksempel kan henvises til Erfaringerne fra Flyvningens første Tid. Det vilde sikkert have hæmmet Flyvningens Udvikling, hvis enhver, der drev Flyvning, havde været ubetinget ansvarlig overfor Passagerer, Flyveelever etc. Og det faldt Datiden naturligt a t sige, at det m aatte være de paagældendes egen Sag, om de vilde sætte Liv og Lemmer i Vove, uden at der var sikret dem og deres Efterladte Erstatning.

Noget helt andet er, a t det i mange Forhold er hensigtsmæssigt a t lade Ansvar uden Culpa indtræde ogsaa i Kontraktsforhold, der

§ 17.IV.A.4. 129

er gensidig bebyrdende. Det vilde ofte være let for Driftsherrerne at overtage et saadant Ansvar og at dække sig ved a t indregne en Risikopræmie i Driftsomkostningerne og fastsætte Vederlaget for deres Ydelser paa Grundlag deraf. Og i visse Forhold kan sociale Betragtninger tale for a t paalægge Erstatning. — Som Eksempel kan nævnes, a t det kan være ønskeligt fra sociale Synspunkter at paalægge Arbejdsgiverne Pligt til a t erstatte Arbejderne den Skade, de lider i Tjenesten. —

Den Begrænsning, der her er Tale om, svarer til den Begrænsning til Interessekollisionstilfælde, som blev gjort ovfr. i § 16 under 1.2. Det ejendommelige er, at de paagældende Virksomheder paa Trods af den Fare, de paafører uvedkommende Personer, betragtes som forsvarlige, fordi de fra et samfundsmæssigt Synspunkt antages at tjene en overvejende Interesse. Der kræves dog ikke, som i § 16, en konkret overvejende Interesse. Men der kan ikke indtræde Ansvar uden Culpa, naar Handlingen maa anses som forsvarlig allerede i Kraft af Ønsket om en almindelig Bevægelsesfrihed, eller fordi Skadelidende selv har indladt sig med den farlige Virksomhed.

E n t ilsv a re n d e B egræ n sn in g gøres o fte ogsaa i U d la n d e t. B e tingelsen er u d en v id ere o p fy ld t i T ilfæ lde , h v o r d e t d re je r sig om N ab o fo rh o ld el. lign. Iø v rig t k an h env ises til N R t 1933:509, d e r er o m ta lt ovfr. S. 117. D en f ran sk e R egel om A n sv a r for S k ad e v o ld t a f T in g a n ta g e s a f M azeaud no. 1290 ff i P rin c ip e t for u a n v en d e lig i K o n tra k ts fo rh o ld . D en a n v e n d e s dog i visse T ilfæ lde , n av n lig p a a S k ad e , d e r ra m m e r B e d rif te n s A rb e jd e re i T je n es ten . Se frem deles om B G B § 833 S ky ld og S k ad e 366 ff.

T il d e t u d v ik led e se iø v r ig t S ky ld og S k ad e 150, 167 ff. D ér o p stilled e jeg d e t K rav , a t H a n d lin g e n udelukkende v a r leg itim ere t ved den o v e rv e jen d e In te resse , som den h a n d le n d e h a v d e i n e to p den p aag æ ld en d e H an d lin g s F o re tagelse . D e tte K ra v om en k o n k re t o v e rv e jen d e In te re s se som afg ø ren d e for H an d lin g e n s F o rsv a rlig h ed k an ikke fasth o ld es . E rs ta tn in g s re g le n m aa an v e n d e s p a a e k s tra o rd in æ re H a n d lin g e r, se lvom de anses som forsv a rlig e ifølge en B e tra g tn in g a f den generelle V æ rd i, d e r e r k n y t te t til H an d lin g e r a f den p aag æ ld en d e A rt.

J e g v a r d e n g an g ik k e n a a e t til K la rh ed over, a t den k o n k re te In te re sse i den e n k e lte H a n d lin g s F o re tag e lse k u n fo rho ldsv is s jæ ld e n t k an gøre H a n d lin g e n fo rsvarlig , jfr. ov fr. S. 33 f. Je g in d sa a , a t d e r fo re laa e t u lø st P ro b le m , m en slog m ig til Ro m ed , a t d e t ved e k s tra o rd in æ re H a n d lin g e r, d e r fre m b y d e r en u sæ d v an lig F a re , v is tn o k v ild e væ re r ig tig t a t k ræ v e , a t den handlende selv v u rd e re d e sin In te re sse h ø jere en d R isikoen , se n av n lig S k y ld og S k ad e 126. S enere h a r jeg in d se t, a t m an ikke sa a led es k an o m gaa S p ø rg sm aa le t. A fgørelsen af, om en H a n d lin g er fo rsv arlig , k an ik k e bero p aa den h an d len d es egen V u rd e rin g . D erim od k an en b es læ g te t B e tra g tn in g


130 § 17.IV.A.4.

an fø res o v e rfo r den In d v e n d in g , a t E rs ta tn in g s re g le n vil hæ m m e F o re tag e lsen a f de p aag æ ld en d e H a n d lin g e r. D e t e r ingen S k ad e til, a t sa a d a n n e e k s tra o rd in æ re farlige H a n d lin g e r k u n fo re tag e s i de T ilfæ lde , h v o r den h a n d len d e h a r en tils træ k k e lig s to r In te re s se i H a n d lin g e n til a t fo re tage den tro d s A n sv a rsb y rd e n . D et er vel k u n g av n lig t, a t sa a d a n n e H a n d lin g e r ikke fo re tag es ud en tils træ k k e lig G rund .

5. Erstatningspligten maa indtræde, selvom Skaden hidføres ved vis major.

E n vis m a jo r-R eg e l k an væ re b ru g b a r i v isse K o n tra k ts fo rh o ld , og den v ilde se lv u d en fo r K o n tra k ts fo rh o ld k u n n e tilfred sstille , hvis d e r ik k e v a r a n d re v æ sen tlige G ru n d e til a t gaa u d o v e r C u lpareg len end Ø n sk e t om a t bevæ ge D riftsh e rre rn e til a t træ ffe h ensig tsm æ ssige F o ra n s ta ltn in g e r til a t fo rm indske F a ren . M en den A nsvarsregel, d e r e r fo rsv a re t her, h v ile r p aa en R æ kke forskellige G ru n d e , og flere a f dem fø re r til a t fa s th o ld e A n sv a re t selv i v is m ajo r-T ilfæ ld e . F ra e t S a m fu n d ssy n sp u n k t m aa m an ved B ed ø m m elsen a f H an d lin g en s V æ rdi ta g e H e n sy n til alle de S k ad e r, som d e t o v e rho v ed e t e r m u lig t a t regne m ed, g an sk e ud en H e n sy n til, om de h id fø res ved v is m a jo r e ller p aa a n d en M aade. D en B e tra g tn in g , a t V irk so m h ed en bør bæ re sine egne O m k o stn in g e r og tv in g es til a t se s it sam fu n d sm æ ssig e R eg n sk a b i Ø jnene, fø rer d e rfo r til a t lad e V irk so m h ed en bæ re A n sv a re t o.gsaa, h v o r S k ad en h id føres ved vis m ajo r. Jæ v n lig vil D riftsh e rre n dog u n d g aa A n sv a r ved vis m a jo r a f a n d re G ru n d e , f. E k s. ford i d e r o v e rh o v e d e t ikke v a r G rund til a t regne m ed nogen F are , jfr. ovfr. N r. 3, e ller fordi S k ad en ikke v a r en a d æ k v a t Følge a f H an d lin g en , se om d e t te s id s te n d fr. § 19.IV.

P a a tilsv a re n d e M aade m aa m an fo rk as te den U nd tag e lsesreg e l, a t E r s ta tn in g s p lig te n fa lder b o r t, o v e ra lt h v o r S k ad en bev irk es ved en udenfo r- s ta a e n d e T red iem an d s C ulpa.

I U d la n d e t a n ta g e s d e t ik k e s jæ ld e n t, a t A n sv a re t fa ld er b o rt ved vis m a jo r, se f. E ks. S ky ld og S k ad e 318 ff, 353 f, 372 f og d ero v e rfo r 185 ff, 398 f, F o rh a n d lin g e rn e p aa 16. no rd isk e Ju r is tm ø d e 209.

B. Hvem Erstatningspligten paahviler.Erstatningspligten maa i de heromhandlede Tilfælde lægges paa

den Person, der driver den paagældende Virksomhed (»Driftsherren«), Ansvaret falder paa Skadevolderen (d .v .s . den, der foretager den skadevoldende Handling), naar han ikke handler for andre. Men hvis den skadevoldende Handling udføres af en Person i en andens Tjeneste, maa Ansvaret lægges paa denne anden. Ved Virksomheder, der drives af Aktieselskaber, falder Ansvaret paa Selskabet, ikke paa dets Direktør eller Bestyrelse.

Denne Ordning tilgodeser bedst de reale Hensyn. Den tilfredsstiller Præventionshensynet. Og det vilde være praktisk uigennemførligt a t lægge Ansvaret paa de Personer, hvis Interesse gør Hand-

§ 17.IV.B. 131

lingen forsvarlig, da det ofte er store, ubestemte Kredse, Naar man ved en Erhvervsvirksomhed lægger Ansvaret paa Driftsherren, maa det iøvrigt ialfald i det lange Løb formodes a t have til Følge, at Byrden ved Erstatningsreglen indregnes i Driftsortikostningerne og i det Vederlag, Virksomhedens »Kunder« maa betale. Byrden vil derfor i sidste Instans falde paa Kunderne, der netop er de »interesserede«.

Se herom S ky ld og S k ade § 21, Vinding Kruse i T fR 1915.275, Stang E r s ta tn in g s a n sv a r § 10.I I I . Lassen I 342 siger, a t den e rs ta tn in g sp lig tig e p r in c ip ie lt e r d e t R e ts su b je k t, fo r hv is In te re sse rs S ky ld H an d lin g en e r e rk e n d t re tm æ ssig og er fo re ta g e t. H a n s H en v isn in g til m ine U d ta le lse r syn es dog a t ty d e p aa , a t U enigheden ikke er saa sto r.

V. Dansk Rets Stilling.Efter den legislative Undersøgelse i det foregaaende skal det nu

kort udredes, i hvilket Omfang der i Danmark kan paalægges E rstatningspligt uden Culpa for farlig Bedrift eller andre farlige H andlinger.

Der er en Række Lovbestemmelser, der hjemler Ansvar uden Culpa. Foruden Reglerne om Dyr, der er om talt foran i § 15, maa næ vnes: Lov om Erstatningsansvar for Skade ved Jernbanedrift 117 11 Marts 1921, der indfører Erstatningspligt uden Culpa for de vigtigste Grupper af Skade, som bevirkes ved Jernbanedrift. Fremdeles Luftfartsi. (Bek. 6 Aug. 1937) § 36, der hjemler Erstatningspligt uden Culpa, hvor der som Følge af et Luftfartøjs Benyttelse til Luftfart sker Skade paa Person eller Ting udenfor Fartøjet.

E n d v id e re J a g t l . 145 28 A pril 1931 § 10, h v o re fte r den ja g tb e re t t ig e d e er p lig tig a t g o d tg ø re al S k ade, som ved U døvelse a f J a g t r e t te n p aa E je n dom m e, som h av es i E je e lle r B ru g a f a n d re , p aafø res E je ren e lle r B rugeren .

Dernæst hjemler Vandløbslovgivningen Pligt til uden Culpa at give fuld Erstatning for Skade, der lides ved Regulering af Vandløb.

Se L 63 28 Maj 1880 § 19.1°, jfr. ogsaa § 58 (L 128 19 A pril 1907). A n sv a r ud en C ulpa k an ogsaa paalæ gges i H en h o ld til L om Vandforsyningsanlæg 54 31 M a rts 1926 § 6 N r. 5 og § 7.5°, n av n lig i T ilfæ lde , h v o r e t A nlæ g m ed fører F o ra n d rin g a f G ru n d v a n d s ta n d e n til S k ad e for a n d re . D isse L ove g a a r vel til D els ind u n d e r § 16.1, d a de k an fin d e A nvendelse i T ilfæ lde, h v o r S k ad en e r fo ru d se t s ik k e rt, m en de m aa ogsaa o m fa tte b lo t farlige H an d lin g er.

L 54 31 M a rts 1926 om V an d fo rsy n in g san læ g § 6 N r. 5 lad e r E rs ta tn in g s p lig ten a fh æ n g e af, om B illighed k ræ v er, a t d e r y d es E rs ta tn in g . M en ifølge den til G ru n d for L oven liggende B e tæ n k n in g sk y ld es d e tte a len e V an sk e lig

9'

132 § 17 V.

heden ved a t fo rm ulere en Regel, d e r fa s ts la a r E rs ta tn in g sb e tin g e lse rn e i E n k e lth e d e r, jfr. ogsaa U 1928.378. Se frem deles U 1934.329.

Endelig kan nævnes Rpl § 1018 b om Anbringelse i Varetægtsfængsel, jfr. ogsaa § 1018 c, Rpl § 641 om Erstatning for civil Arrest, naar Fordringen ikke var rigtig, samt TL §§ 32 og 34.

A n g aae n d e de L o v b estem m else r, d e r u d e lu k k e n d e a n g a a r K o n tra k ts fo rho ld , h env ises til O b lig a tio n sre tte n .

Sammenholder man de omtalte Lovbestemmelser med de almindelige Grundsætninger, der er udviklet foran, ser man let, a t en Række af Lovbestemmelserne falder helt udenfor disse Grundsætningers Omraade. Det gælder navnlig Reglerne om Ansvar for almindelige Husdyr og Jernbanelovens Bestemmelser, forsaavidt de angaar Kontraktsforhold. Paa den anden Side er der flere af Bestemmelserne, der angaar Tilfælde, hvor Erstatningspligt uden Culpa netop vilde følge af de Grundsætninger, der er hævdet ovfr. Det gælder ialfald Reglen om vilde Dyr i DL 6— 10—4, Vandløbsloven, Luftfartsi. § 36 og Jernbanelovens Regler, forsaavidt de ikke angaar Kontraktsforhold, derfor som Helhed § 7, der angaar »Gnistskade«, og ialfald delvis §§ 1 og 9.

Ifølge de to s id s tn æ v n te B e stem m elser sk a l Je rn b a n e n , n a a r en u v ed k o m m en d e T re d ie m a n d h a r h id fø rt S k ad en fo rsæ tlig e ller v ed U ag tso m h ed , gaa fri for A n sv a r, m ed m in d re M edskyld fra B an en s Side god tgø res. D enne Regel k an ikke billiges, jfr. ovfr. IV .A .5.

Disse Lovbestemmelser giver Støtte for den almindelige Grundsætning om Ansvar uden Culpa ved ekstraordinære farlige Handlinger. Men i Strid med denne Grundsætning er til Gengæld Stærk- strømslovens Regel, der er om talt ovfr. § 14.II.2. — Motorl. kan derimod ikke med Sikkerhed nævnes her, da Motorkøretøjer nu anvendes af saa mange, a t Brugen næppe kan betegnes som en ekstraordinær Handling. —

Herefter kan Lovgivningstilstanden formentlig ikke være til H inder for, a t vore Domstole gennemfører et Ansvar uden Culpa ved ekstraordinære farlige Handlinger, eller særlig ved farlig Bedrift. Tendensen i den nyeste Lovgivning gaar klart i Retning af et saadant Ansvar. Det ses ikke blot af Luftfartsloven, men navnlig af Jernbaneloven af 1921.

D en a flø s te L 56 26 M a rts 1898, h v o r A n sv a re t v ø r o rd n e t p a a lignende M aad e som e f te r S tæ rk strø m si., og de sk æ rp ed e n y R egler sk y ld te s en K o m

§ 17.V. 133

m ission , d e r v a r n e d sa t som Følge a f den K ritik , d e r v a r re js t m od e t t id ligere L ovfo rslag m ed lem peligere A n sv arsreg le r. Se herom m it F o re d ra g i U 1915 B.321 ff. K ritik k e n b lev o p rin d e lig r e js t a f m ig i B e rlin g sk e T id e n d e , A fte n u d g a v e n , 30 A pril 1914 (jfr. D iskussionen 6 og 7 M aj). S tæ rk s trø m s- lo vens R egel e r ik k e in d fø rt ved L 1940, m en g a a r tilb a g e t i l L 77 19 A pril 1907 § 5, og S p ø rg sm aa le t om en m ulig Æ n d rin g a f A n sv arsreg len ses ikke a t væ re o v e rv e je t ved L o vens R evision .

Ansvaret maa lægges paa den, der driver den paagældende Virksomhed, jfr. ovfr. IV.B. Hermed stemmer det, a t Jernbaneloven lægger Ansvaret paa Jernbanen, og Luftfartsloven paa »Ejeren henholdsvis den, for hvis Regning Luftfartøjet benyttes«.

Retspraksis har endnu ikke anerkendt, a t der kan paalægges Erstatning uden Culpa ved farlig Bedrift eller ved ekstraordinære farlige Handlinger, men har heller ikke taget afgørende Stilling imod et saadant Ansvar. Og Dommene om farlige Nødshandlinger (foran § 16.11 .A) viser, at Domstolene ikke kræver særlig Lovhjemmel for a t gaa udover Culpareglen.

A f D om m ene fra den n y es te T id er d er e n k e lte , hv is A n v en d e lse a f C u lp a reg len n æ p p e k an fo renes m ed m in e A n skuelser. D e t e r U 1926.785*, d er an g ik B ra n d sk a d e p a a e t H us, d e r v a r a n tæ n d t v ed G n is te r fra en D a m p tro m les S k o rs ten , sa m t U 1930.1068, d e r an g ik S k ad e , som en E je n d o m h a v d e l id t v ed V an d fra en K lo ak led n in g , som d e r v a r g a a e t B ru d p aa .

P a a d en an d e n S ide h a r Ø s tre L a n d s re t e t P a r G ange p a a la g t A n sv a r for farlige H a n d lin g e r m ed u d try k k e lig T ilkend eg iv e lse af, a t d e t v a r ud en B e ty d n in g , om d e r fo re laa C u lpa , se U 1923.531, 1930.615. B egge D om m e b lev s ta d fæ s te t a f H ø je s te re t, m en m ed den B egru n d e lse , a t d e r v a r u d v is t C ulpa. E n d e lig h a r Sø- og H a n d e ls re tte n ved- U 1927.857 p a a la g t A n sv a r u d en C u lpa i e t T ilfæ lde , h v o r en a f T o ld v æ sen e ts P a tro u ille b a a d e h a v d e besk a d ig e t nogle F isk eg a rn u n d e r N a ts e jla d s m ed s lu k k e d e L a n te rn e r . S k ad en v a r de lv is — m en ogsaa k u n delv is — fo ra a rsa g e t v ed en N ø d re tsh a n d lin g , id e t B a ad en h a v d e k a p p e t G a rn e t for a t frigøre S k ruen .

V L T 1931.14 p aa lag d e en K o m m u n e A n sv a r for S k ade fo rv o ld t v ed , a t O v e rfla d e v a n d e t p a a en Vej som Følge a f d en n es O m læ gning løb ned ov er en N ab o e jen d o m og sk a d ed e den , ud en a t k o n s ta te re C u lpa , og d e t sk ø n t A rb e jd e t v a r u d fø r t a f S ta tsb a n e rn e , før K o m m u n en o v e rto g V ejen .

D er f in d es en D el a n d re D om m e, d e r p aa læ g g er A n sv a r u d en a t k o n s ta te re C u lpa , se U 1921.383 (R is ik o b e tra g tn in g ), 1924.576, 1927.812. Sm l. en d v id e re den frif in d en d e D om i U 1928.1014 H.

E ndelig m aa d e t næ vnes, a t de Taksationskommissioner, d e r v irk e r ved Jernbaneanlæg og lign ., e r k o m m e t ind p a a a t ti lk e n d e E rs ta tn in g fo r S k ade, de r følger a f A nlæ gge t, se lv h v o r S k ad en fo raa rsag es a f en b lo t farlig H a n d ling, se herom næ rm ere S ky ld og S k ad e 468 f.

V ed S iden a f den a lm indelige R egel om A n sv a r for e k s tra o rd in æ re farlige

134 § 17.V.

H an d lin g e r vil d e r s ta d ig væ re Brug fo r Særbestemmelser om A nsvar uden Culpa. D er ti l t ræ n g e s n av n lig nye L ov reg le r om S k ad e i N ab o fo rh o ld og om S k ad e v o ld t a f H u sd y r u d en fo r de T ilfæ lde , d e r o m fa tte s a f M ark- og Vej- fredsloven .

U 1931.949 p aa lag d e en V og n m an d A n sv a r for S k ad e v o ld t a f h an s fo rsp æ n d te H e s t, m edens V ognen v a r fo rla d t a f h an s F o lk , og D om m en k o n s ta te re d e ik k e U ag tso m h ed hos F o lkene. Se e n d v id e re om en H u n d U 1925. 164*, d er e r o m ta lt ov fr. i § 15 .IV .A .1.

D er e r v is tn o k ogsaa G ru n d til a t sk æ rp e A n sv a re t for M o to rk ø re tø je r, jfr. fo ran § 14 .I I .2, og d e r k an an fø res væ g tig e G ru n d e for a t paalæ gge den , d er b e n y t te r en M ask ine, A n sv a r ud en C ulpa for S kade, d e r h id fø res ved , a t M ask in erie t sv ig te r.

§ 18.

Skaden. Økonomisk Skade.For a t der kan blive Tale om Erstatning, maa der være indtraadt

en Skade (I), og den maa have ramt en Interesse, der værnes ved Erstatningsreglerne (§ 20). Som Hovedregel kræves derhos, a t den indtraadte Skade kan betragtes som økonomisk, eller a t den har medført et Formuetab (ndfr. II—III), samt a t Skaden (Tabet) er en adækvat Følge af det Forhold, der begrunder Ansvar (ndfr. § 19).

I. Skaden.Ordet Skade bruger jeg om selve det skadelige Faktum. Det kan

bestaa i, enten at skadelige Kendsgerninger er indtraadt, f. Eks. at A har faaet Armen knust, at hans Hus er brændt ned, eller a t fordelagtige Begivenheder udebliver, f. Eks. at Kunderne udebliver fra Skadelidendes Forretning, eller a t den skadelidende Arbejder ikke kan faa Arbejde. Skaden er altsaa den reale Skade.

D e tte U d try k , d e r an v en d es a f Hoel R isiko og A n sv a r 109 f, f in d e r jeg m ere ra m m e n d e en d »den k o n k re te Skade« og »den fysiske Skade«, jfr. om disse U d try k Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 286.

I Overensstemmelse med almindelig Sprogbrug forstaar jeg »Skade« saa vidt, at det omfatter ogsaa ikke-økonomisk Skade. Det Pengebeløb, hvortil en økonomisk Skade vurderes, kalder jeg Tabet.

§ 18.1. 135

Iø v rig t sk a l d e r ikke h er g ives nogen a lm in d e lig D efin itio n a f S k ad e . — I L it te ra tu re n f indes fo rskellige B estem m elser, se f. E k s. Oertmann A nm . 2 fo ran § 249. — D e a lm in d e lig e D e fin itio n e r t je n e r n æ p p e t il a t sk a b e øget K la rh ed e ller S ik k erh ed i R e tsa n v e n d e lse n . D erim o d sk a l e n k e lte o m tv is te lige S p ø rg sm aal frem drages.

Naar en Person fremkalder Fare for en andens Goder, kan det være tvivlsomt, om denne anden allerede nu kan kræve Erstatning. Da der i Almindelighed kun kan kræves Erstatning, hvor der er lidt et Tab, faar Tvivlen ikke stor praktisk Betydning ved kortvarige Farer. De vil kun undtagelsesvis medføre Tab, og endnu sjældnere vil Tabet være en adækvat Følge (ndfr. § 19.IV) af det Forhold, der begrunder Ansvar.

B e tin g e lse rn e k an im id le rtid tæ n k e s o p fy ld t, f. E k s. hv is A u d sæ tte r B ’s E je n d o m for F a re i d en H en s ig t a t fo rp u rre en sæ rlig g u n s tig H an d e l, som B e r ved a t in d g aa . I e t s a a d a n t T ilfæ lde v ilde jeg finde d e t n a tu r lig t a r g ive E rs ta tn in g .

Tvivlen kan derimod ofte faa Betydning, hvor der frembringes en varigere Fare. Hvis A f. Eks. driver en brandfarlig Virksomhed, kan den deraf følgende Brandfare for B ’s Nabohus medføre, at Huset bliver mindre tiltrækkende for Købere eller Lejere, og at B maa betale højere Brandforsikringspræmie. Selve disse Kendsgerninger er imidlertid reale Skader, og naar de medfører Tab, er der i og for sig Plads for Erstatning. Alligevel kan man næppe opstille den Regel, at Erstatning altid bør gives, naar blot de øvrige Erstat- ningsbetingelser er opfyldt. Problemet trænger til nærmere Undersøgelse og til Belysning igennem Retspraksis.

H er k an henvises til U 1928.752: E n T y r fra en B e sæ tn in g m ed sm itso m K a lv e k a s tn in g h av d e re v e t sig løs og b ed æ k k e t to a f N ab o en s K v ier, som dog ik k e b lev d ræ g tig e . S k ø n t d e t ikke v a r o p ly s t, a t K v ie rn e v a r sm itte t , b lev T y re n s E je r id ø m t E rs ta tn in g for V æ rd ifo rringelsen a f K v ie rn e .

S p ø rg sm aa le t b eh an d le s a f Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 297 ff. H a n s B e tra g t- n in g sm aa d e k an jeg ikke godkende.

Hvis en overhængende Fare afværges ved Formueopofrelser, er der ingen Tvivl om, a t den, der vilde have været forpligtet til at erstatte Skaden, maa erstatte de anvendte Redningsomkostninger, forsaavidt de er rimelige. Hvis det er Skade paa Person, der afværges, maa Redningsomkostningerne erstattes, selvom Personskaden ikke vilde have medført økonomisk Tab eller kun et mindre økonomisk Tab. Det samme maa antages ved Angreb paa andre personlige Goder, f. Eks. Æren.

136 §18.1.

Omkostningerne ved fornuftige. Redningsforanstaltninger maa iøvrigt erstattes, selvom Redningsforsøget mislykkes.

O m d e t O ffentliges U d g ifte r ved F o ra n s ta ltn in g e r i H en h o ld til S tra n - d ingsloven se denn es § 7 (L 67 27 M a rts 1929).

O gsaa P erso n sk ad e , d e r lides u n d e r F orsøg p aa a t a fv æ rg e tru e n d e S k ad e , m aa e f te r O m stæ n d ig h ed e rn e k u n n e k ræ v es e r s ta t te t , jfr. U 1924.816, 1925. 197, sm l. U 1933.120, 1928.359. Om S k ad e p aa B ra n d m a te r ie l se p aa den a n d en Side U 1931.1120.

N a a r R e d n in g s fo ra n s ta ltn in g e r iv æ rk sæ tte s for a t u n d g aa en s tø r re ø k o nom isk S kade, s te m m e r d e t m ed R eg le rne om uanmodet Forretningsførelse, a t B ek o stn in g en k an k ræ ves e r s ta t te t . Men E rs ta tn in g m aa k u n n e k ræ ves ogsaa i a n d re T ilfæ lde . D e tte k an — p ra k tisk a fg ø ren d e — s lu tte s fra den a lm in d e lig a n e rk e n d te Regel, a t d e r ved L egem sbeskad igelse k a n k ræ v es E rs ta tn in g fo r H e lb red e lse su d g ifte r, jfr. S trf l 10 F eb r. 1866 §-301. Lige m ed H elb red e lse su d g if te r m aa stille s U d g ifte r t i l L æ geundersøgelse, d e r e r rim elig b e g ru n d e t i F ry g t for P e rso n sk ad e . S a a d a n n e U d g ifte r m aa e r s ta t te s , se lvom d e t v ise r sig, a t P erso n en ik k e h a r h a f t Mén a f d e t passerede .

Se h e rtil Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 305, 335 ff.

II. Kun økonomisk Skade erstattes.Det er Hovedreglen i dansk Ret, a t Erstatning kun gives for

Skader, der kan betragtes som økonomiske Skader.I gammel dansk Ret, der i vidt Omfang tillagde den skadelidende

en Ydelse som Bod eller Bøde, var denne ikke begrænset til den økonomiske Skade. Det gamle Bødesystem tabte imidlertid sin Betydning, efterhaanden som der udvikledes dels en Strafforfølgning fra Statens Side, dels almindelige privatretlige Erstatningsregler, jfr. ovfr. § 1 .II. — Systemets sidste Rester forsvandt ved Strafferets- reformerne i det 19de Aarh. — Og de ny Erstatningsregler antoges kun at give Erstatning for økonomisk Skade.

Strfl 10 Febr. 1866 gav i §§301 og 303 enkelte Regler om Godtgørelse for ikke-økonomisk Skade, men derigennem ansaas det indirekte for a t være fastslaaet, at Erstatning som Hovedregel kun gaves for økonomisk Skade. Ved Siden af Straffelovens Regler gjaldt dog nogle spredte ældre Lovbestemmelser om Erstatning for ikke-økonomisk Skade, og forskellige senere Love indførte nye Tilfælde. Udviklingen er fortsat ved Ikrafttrædelsesi. 15 April 1930, hvis § 15 indeholder de vigtigste herhenhørende Regler, se herom ndfr. §26.1.

§ 15.1° forudsætter imidlertid, at der efter almindelige E rstat

§ 18.11. 137

ningsregler vedblivende først og fremmest ydes Erstatning for »økonomisk Skade eller Tab«. Derfor maa det undersøges, hvorledes man skal forstaa Lovens Ord »økonomisk Skade«.

III. Hvad er økonomisk Skade?A. Det er meget om tvistet, hvad der i denne Sammenhæng skal

regnes som økonomisk Skade. Lovgivningen giver ikke væsentlige Bidrag til Spørgsmaalets Besvarelse. Enkelte Steder anvendes dog andre U dtryk til a t angive Begrænsningen, saaledes i Rpl § 1018 a Ordet Formueskade, der af Forfatterne i Almindelighed betragtes som ensbetydende med økonomisk Skade.

R e n t sp rog lig e r d e r ia lfa ld den Forskel p a a de to O rd , a t O rd e t F o rm u e sk a d e k u n k an an v en d es om en k e lte P e rso n ers (F o rm u e su b je k te rs ) S k ad e og fo ru d sæ tte r , a t e n k e lte P e rso n e r k an eje F o rm u e , m edens ø k o n o m isk S k ade k an b ruges i m ere o m fa tte n d e B e ty d n in g , sm l. Hoel R isiko og A n s v a r 114. 1 E rs ta tn in g s læ re n h a r im id le rtid k u n de e n k e lte P erso n e rs S k ad e d ire k te B e ty d n in g for R e tsreg le rn es A n vendelse . D erfo r fa a r den frem h æ v ed e F o rskel ingen B e ty d n in g dér.

I L itteraturen er der Enighed om, at økonomisk Skade foreligger, ikke blot hvor den skadelidendes øjeblikkelige Formue (økonomiske Goder) forringes, men ogsaa hvor der paaføres ham fremtidige Formueopofrelser eller hans fremtidige Formueerhvervelser formindskes. Og tabt V inding (lucrum cessans) betragtes som økonomisk Skade, selvom den paagældende ikke havde noget Retskrav paa den Formueerhvervelse, han gik Glip af. Men iøvrigt er der megen Uenighed.

Hovedspørgsmaalet er, hvilke Goder der i denne Henseende skal behandles som økonomiske.

I denne Henseende er der Enighed om, at Skaden ialfald er økonom isk, naar den rammer en Persons Evne til at skaffe sig Penge, saaledes at enten denne Evne nedsættes, eller et Behov for Penge fremkaldes. Den norske Forfatter H . Scheel vilde ikke inddrage flere Tilfælde under Begrebet økonomisk Skade. Nu spores der en Tilbøjelighed til a t gaa videre, og Hagerup Bull har gjort gældende, at man maa medtage al Forringelse af økonomisk Værdi i nationaløkonomisk Betydning.

H. Scheel u d v ik led e sin L æ re i T fR 1893.446 ff. H an g ik ud fra , a t d e r k ræ v es S k ade p aa F o rm u e n i sæ d v an lig ju r id isk F o rs ta n d , og h a n d e fin e re r F o rm u e n som » In d b eg re b e t a f de en P erso n t i lk o m m e n d e R e ttig h e d e r , som h a r P en g ev æ rd i, id e t F o rp lig te lse r k o m m er i B e tra g tn in g som n eg a tiv e

138 § 18.I I I .A.

F o rm u esb estan d d e le« . D en o v en fo r geng ivne S æ tn in g , hvori Scheel sa m m e n f a t te r sin L æ re, m ed fø re r, a t S k ad en ik k e e r ø k o nom isk , n a a r den in d sk ræ n k e r sig til T a b e t a f en G læ de, en F o rn ø je lse e lle r o v e rh o v e d e t en a a n d e lig e lle r legem lig N ydelse e lle r T ilfred ss tille lse . K o n se k v e n t m a a t te d e t a n tag es , a t B erøvelsen a f en T in g s B ru g k u n e r ø k o n o m isk S k ad e , hv is E je ren v ild e h av e a n v e n d t T in g en til a t sk a ffe sig In d tæ g t e ller h an (m ed F øje) h a r le je t en an d e n T in g i S ted e t.

D e f le ste n y e re F o rfa t te re h a r ik k e k la r t b ru d t m ed Scheels L æ re, m en fle re a f dem v ise r dog ved E n k e lta fg ø re lse r , a t de ik k e fu ld tu d vil følge L æ ren s K o n sek v en se r , se f. E k s. Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 304 ff. D en ud- fø rlig s te se nere U ndersøgelse a f P ro b le m e t e r g iv e t a f E. Hagerup Bull, som i T fR 1920.155 f f b ek æ m p e r S cheels L æ re , som h an k a ld e r »Pengeteorien« , og fo rsv a re r en »V ærditeori«.

Økonomisk Skade foreligger efter Hagerup Bulls Lære overalt, hvor Værdien af de økonomiske Goder, som staar til en Persons Raadighed, ved Skaden formindskes eller han ved den tvinges til a t opofre saadanne Værdier, altsaa i mange flere Tilfælde end efter Scheels Lære, saaledes bl. a. naar en Person mister en saadan Nydelse som Adgangen til en Fest, en Teaterforestilling eller en Koncert.

Iø v rig t er d e t ik k e h e lt k la r t , h v o rv id t B e g re b e t ø k o n o m isk V æ rdi ræ k k er. D e t f re m g a a r dog a f H a g e ru p B u lls U d ta le lse r, a t d e t ik k e o m fa tte r a lle G oder i O m v erd en en (u d en fo r In d iv id e t se lv ). F o rs ty rre ls e r i hele den D el a f v o r T ilvæ relse , som b y g g er op v o r t religiøse, v o r t p o litisk e , v o r t sociale og v o r t F am ilie liv sa av e l som v o r t L iv i og m ed N a tu re n anses som ikke-økonom iske .

H a g e ru p B u ll h a r fo rm en tlig R e t i, a t »Pengeteorien« e r for sn æ v er, m en h an s egen L æ re u d v id e r B e g reb e t ø k o n o m isk S k ad e for s tæ rk t .

O rd e t F o rm u e sk ad e , som an v e n d e s i R p l § 1018 a, v il v an sk e lig k u nne s træ k k e s sa a v id t, a t d e t d æ k k e r H a g e ru p B u lls L æ re. S k ad e p a a en T ing , d e r u d e lu k k e n d e h a r A ffek tio n sv æ rd i, k an n æ p p e be teg n es som F o rm u esk a d e . M en O rd e t b eh ø v er ik k e a t fo rs taa s sa a sn æ v e rt, a t d e t k u n o m fa tte r S k ad e p a a G oder (E jen d o m ), d er h a r B y tte v æ rd i . D e t k an f. E k s. an v e n d e s ogsaa om en u o v e rd ra g e lig B ru g sre t og om T in g , d e r e r t i lp a sse t t i l en e n k e lt P erso n p aa en sa a d a n M aade, a t de ingen S a lg sv æ rd i h a r , og d e t, se lvom B ru g en e lle r T in g en ik k e k an u d n y t te s til F o rm u e erh v e rv e lse r.

Se iø v rig t om A nv en d e lsen a f O rd e t F o rm u e Vinding Kruse E je n d o m sre tte n 758 i N o ten , 1.980 f.

Popp-M adsen B od 260 b e s te m m e r ik k e-ø k o n o m isk S kad e som »Skade p a a e t G ode, d e r ikke h a r o b je k tiv E x is te n s u d en fo r d e t b e re ttig e d e S u b jekt«. O m v e n d t m a a t te ø k o n o m isk S k ad e o m fa tte al S k ad e p a a G oder, der h a r o b je k tiv E k sis ten s u d en fo r d e t b e re ttig e d e S u b je k t. P o p p -M ad sen h a r dog ikke h æ v d e t, a t U d try k k e t ø k o nom isk S k ad e i § 15 sk u ld e fo rto lkes

§ 18.III.A. 139

saa led es. E f te r m in M ening k an d e t u m u lig fo rto lk es saa v id t, jfr. U 1933 B .237.

B. Ved Afgrænsningen af Begrebet »økonomisk Skade« i denne Sammenhæng kan man nu ikke som Hagerup Bull bygge paa en Forhaandsformodning om, at det kommer an paa, om der foreligger, hvad Nationaløkonomer vilde kalde økonomisk Skade. Afgræ nsningen maa derimod i første Række bestemmes ved de praktiske Hensyn, der ligger bag ved Reglen om, at kun økonomisk Skade erstattes.

Denne Regel maa hovedsagelig antages at være begrundet i, a t det ved ikke-økonomisk Skade er vanskeligt at fastsætte Erstatningen til et bestemt Beløb i Penge. Gaar man ud herfra, kan Erstatning efter den almindelige Regel om Erstatning for økonomisk Skade ikke gives, hvor der ikke haves anden Maalestok for Tabet end Skadelidendes egen Vurdering af den krænkede Interesse. — E t af de mest fremtrædende Eksempler paa saadan Skade er Krænkelse af den saakaldte Affektionsinteresse. — Derimod fører den nævnte B etragtning ikke til a t begrænse Erstatningen til de Tilfælde, Scheels Lære omfatter. Der er mange andre Tilfælde, hvor en almen Vurderings- maalestok kan anvendes. Saaledes hvor Skaden rammer en Ting, som mangler Bytteværdi, fordi den er tilpasset til en bestemt Person — forudsat at Tingen dog tilfredsstiller andet end en ren Affektionsinteresse — . Fremdeles hvor en Person mister Nydelsen af et Gode, som Mennesker almindelig anvender økonomiske Ofre for a t opnaa, f. Eks. et gratis Landophold, eller en Teaterforestilling, som Publikum i Almindelighed betaler for at faa Adgang til. Ligeledes hvor en Person nødsages til selv at anvende eget Arbejde for a t afværge skadelige Følger af Skadevolderens Adfærd — forudsat at Arbejdet er af en saadan Art, at det efter en almindelig Dom kan vederlægges i Penge. —

Som Hoel R isiko og A n sv a r 111 ff frem h æ v er, e r ø k o n o m isk S k ad e i den o v en fo r a n g iv n e F o rs ta n d en sæ rlig G ru p p e a f »R ealskader« , nem lig dem , d e r k an v u rd e re s økon o m isk (H oel) e f te r en a lm en M a a lesto k (m in O p fa tte lse). Stang E rs ta tn in g s a n s v a r fo rs ta a r d erim o d ved ø k o n o m isk S k ad e ikke se lve S k ad en (som han k a ld e r den k o n k re te S kade), m en de ø k o nom iske Følger, U h e ld e t træ k k e r e f te r sig for en P erson .

Erstatningsansvar for økonomisk Skade kan herefter kun tilkendes, hvor Skaden kan vurderes i Penge efter en almen Maalestok,d . v . s . en Maalestok, der ikke er rent individuel.

140 § 18.111.B.

D et e r m ulig t, a t A n sv a rso m ra a d e t m aa in d sn æ v res yderligere .H v is m an n ø jedes m ed den nys an g iv n e B egræ nsn ing , m a a t te E rs ta tn in g

tilk en d es , se lvom d en sk a d e lid en d e ikke sk a ffed e sig e t a n d e t lignende G ode i S te d e t for d e t ta b te , og se lvom h an ved a t a n v e n d e egen A rb e jd sk ra f t ik k e g ik G lip a f nogen In d tæ g t ved A rb e jd e for a n d re . S k ad en k u n d e d e rfo r føre ti l en Berigelse fo r den sk a d e lid en d e , og d e t te k u n d e fris te ham til a t u d sæ tte sig for S k ad en i T ilfæ lde , h v o r h an se lv v u rd e re d e G o d et lav e re end den p a a re g n e d e E rs ta tn in g .

F aren h e rfo r e r dog n æ p p e s to r , og den k an v is tn o k m o d v irk es t i ls træ k k e lig ved H jæ lp a f R eg le rne om S k ad e lid en d es M e d v irk n in g til S k ad e fo rv o l- delsen (n d fr. § 23). H erfo r ta le r E rfa r in g e rn e fra F o rs ik rin g s re tte n . Ved S k ad e fo rs ik rin g e r d e t e f te r FA L § 37 H o v ed reg len , a t T in g e r s ta t te s m ed G enansk affe lsesp risen (m ed rim elige F ra d ra g ) , og a t E rs ta tn in g e n u d b e ta le s d en s ik red e til fri R a ad ig h ed , saa a t h an ik k e b e h ø v er a t a n v e n d e B e lø b e t til G enanskaffe lse . O g h v o r d en sik red e se lv h a r fre m k a ld t S k ad en , e r A d g angen til a t n e d sæ tte E rs ta tn in g e n e f te r FA L §§ 18— 20 en d d a la n g t sn æ v rere end e f te r a lm indelige E rs ta tn in g s re g le r .

N a a r B ru g s tin g e r ø d e lag t, v il d e t s ik k e rt b live a n e rk e n d t, a t de m aa e r s ta t te s e f te r lignende R egle r som F A L § 37, u d en a t d e r spørges, om S k a d e lidende ved a t u n d la d e G enan sk affe lse k an o p n a a en B erigelse. M ange vil d erim o d n æ g te E rs ta tn in g fo r m id le rtid ig U n d d rag e lse a f B ru g en a f en T in g , hvis den sk a d e lid en d e ik k e h a r »lejet« en a n d en T in g i S te d e t. D enne F o rskel e r fo rm en tlig ik k e b eg ru n d e t. D e t s id s te T ilfæ lde ad sk ille r sig vel fra d e t fo reg aaen d e v ed , a t d e t a lle red e u n d e r E rs ta tn in g ssa g e n k an god tg ø res, a t S k ad e lid en d e vil b liv e b erig e t ved a t faa E rs ta tn in g . M en Faren ved a t a a b n e M ulighed fo r B erigelse e r ik k e s tø r re en d i de a n d re T ilfæ lde . O v e ra lt h v o r d en sk a d e lid e n d e g erne se r sin T in g ø d e lag t, n a a r h an k an faa E r s ta t n ing fo r d en , e r F a re n i og for sig til S tede .

P a a lig n en d e M aade fo rh o ld er d e t sig, hv is S k ad e lid en d e e r i S ta n d til a t a fh jæ lp e S k ad en ved eg e t A rb e jd e . H v is en T in g e r b esk ad ig e t, k an h an se lv e f te r P en g e teo rien faa E rs ta tn in g fo r a lm in d e lig e R e p a ra tio n su d g if te r , d e rsom h an v e n te r m ed a t re p a re re T in g en til e f te r D om m en e ller h an b e ta le r a n d re fo r a t re p a re re d en . H a n b ø r im id le rtid h av e K ra v p a a sa m m e E r s ta t n ing , hv is h an se lv h a r r e p a re re t T in g en fø r D om m en.

B o rtse t fra d en o m ta lte F a re for, a t S k ad e lid en d e sk a l fris tes ti l se lv a t frem k a ld e S k ad en , syn es den her fo rsv a re d e R egel k u n a t h av e held ige V irk n inger. F ra e t ø k o n o m isk S y n sp u n k t k an d e t k u n anses for h e ld ig t, a t de- sk a d e lid en d e k o m m er o v e r S k ad en ved a t g ive A fk a ld p a a den ta b te N ydelse (d e t ta b te G ode) e ller ved a t a n v e n d e eg e t A rb e jd e , id e t e t F o rm u e fo rb ru g u n d g aas d erv ed .

H v is m an v ild e u d e lu k k e al B erigelse, m a a tte m an n æ g te E rs ta tn in g i a lle T ilfæ lde, h v o r d e t sk a d ed e G ode ikke k u n d e b e n y tte s til a t ska ffe In d tæ g t, sa a fre m t G o d et ik k e k u n d e gen an sk affes e lle r S k ad e lid en d e dog ikke v ilde g en an sk affe d e t for P enge. D erved v ilde m an im id le rtid sv æ k k e P ræ v e n tio n en i b e tæ n k e lig G rad.

§ 18.III.C. 141

C. Undertiden begrundes den Sætning, a t kun økonomisk Skade erstattes, med, a t anden Skade ikke kan erstattes, d. v. s. afhjælpes ved en Pengeerstatning. Saadanne Udtalelser dækker dog ofte over Uklarhed.

I mange, ja vel de fleste af de Tilfælde, hvor man plejer a t anerkende Erstatningskrav, kan selve Skaden som faktisk Kendsgerning (den reale Skade) ikke ved Pengeerstatning afhjælpes (bringes ud a f Verden). Pengeerstatningen er i saadanne Tilfælde kun et Surrogat. Det, der altid kan afhjælpes ved Erstatning, er ikke den reale Skade, men det a f Skaden flydende Formuetab, d. v. s. Formueforringelsen m aalt i Penge. — Formuetabet er med andre Ord den reale Skade bedømt fra eet bestemt Synspunkt, nemlig om Skaden medfører, a t Skadelidendes Formue m aalt i Penge bliver ringere, end den vilde være uden Skaden. — Formuetabet saaledes forstaaet kan selvfølgelig altid »erstattes« ved at den skadelidendes Formue faar en tilsvarende Pengetilvækst.

Paa den anden Side kan ogsaa anden Skade end Formueskade efter Omstændighederne »erstattes«, naar man ikke forlanger selve den reale Skade fjernet, men blot en bestemt Virkning af den, idet man anlægger et eller andet abstrakt Synspunkt. Enhver Skade, som man ansætter til et Pengebeløb, kan fo r saa vidt erstattes. Og hvis man f. Eks. betragter Skaden som den Ulystfølelse, der fremkaldes hos den krænkede, kan Skaden i mange Tilfælde bringes ud af Verden ved Pengeerstatning.

Den anførte Betragtning kan derfor ikke føre til a t begrænse Ansvaret til økonomisk Skade og end mindre blive afgørende for Bestemmelsen af Begrebet økonomisk Skade.

D. Dansk. Retspraksis har vistnok hidtil holdt sig ret nær til Scheels Lære, men har ikke taget principiel Stilling til Spørgsmaalet paa en saadan Maade, a t en Udvikling henimod de ovenfor forsvarede Resultater kan anses for usandsynlig. Den almindelige Retsopfattelse i Nutiden tilfredsstilles formentlig ikke ved de Resultater, Scheels Lære medfører, og det er derfor overvejende sandsynligt, a t Praksis ikke vil blive staaende ved Læren.

U 1937.316 H h a r nu i e t T ilfæ lde, h v o r en B il h a v d e k n æ k k e t en T e le fo n s ta n g , s ta tu e re t , a t T e leg ra fv æ sen e t k u n d e k ræ v e e r s ta t t e t ikke b lo t U d g ifte r til M ateriel, m en ogsaa b e re g n e t A rb e jd slø n til T e leg ra fv æ sen e ts fa s te P erso n a le , id e t d e t bereg n ed e B eløb ik k e o v e rs te g , h v ad

142 § 18.I II.D.

d e r m ed R im elighed m a a t te m ed g aa til I s ta n d sæ tte lse n . D enne A fgørelse s te m m e r m ed de S y n sp u n k te r , d e r er h æ v d e t fo ran u n d e r B. Se p a a den an d en S ide om P e rso n sk ad e D om m e nd fr. S. 162 øverst.

E . H v a d a n g a a r Skade, der bestaar i, at senere Formueerhvervelser afskæres (fo rm in d sk es), e r d e t fo rlæ n g st a n e rk e n d t, a t d e r k an k ræ ves E rs ta tn in g for T a b a f f re m tid ig In d tæ g t, se lvom S k ad e lid en d e ikke h av d e e rh v e rv e t nogen F o rd rin g p a a In d tæ g te n . D en b lo tte U d sig t til E rh v e rv k an d a n n e G ru n d lag for E rs ta tn in g , h v a d e n te n S k ad en h id fø res ved F orringelse a f P erso n en s E rh v e rv se v n e , e ller ved a t h an s E rh v e rv sm u lig h e d e r fo rringes p a a a n d en M aade, f. E k s. ved B o y k o tn in g .

S aaledes ogsaa Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 302 f.R eglen s ta a r dog k u n fa s t m ed H en sy n til E rh v e rv e lse r ved økon o m isk

V irk so m h ed (»Næringstab«). D e t e r m ere tv iv lso m t, om E rs ta tn in g vil b live in d rø m m e t, h v o r en P erso n m is te r en C hance for a t e rh v e rv e noge t-p aa a n d en M aade, f. E k s . U d sig te n til a t faa en e n d n u ikke tilsa g t G ave e ller en A rv ifølge T e s ta m e n te . S p ø rg sm aa le ts B esvare lse h a r ik k e s to r B e ty d n in g , da s a a d a n t T a b i A lm indelighed ikke k an k ræ v es e r s ta t te t , a lle red e fordi T a b e t ik k e e r en p aa reg n e lig (a d æ k v a t) Følge a f H an d lin g en (n d fr. § 19.IV ). M en ia lfa ld h v o r H a n d lin g e n e r fo re ta g e t n e to p for a t b erøve den p aag æ ld en d e P erso n d en v e n te d e G ave e ller A rv , syn es A n sv a r a t b u rd e paalæ gges.

Se i sa m m e R e tn in g Vinding Kruse i T fR 1919.201— 2, jfr. ogsaa K noph i T fR 1922.230.

H v o r s to r S an d sy n lig h ed e n for d e t frem tid ig e T a b skal væ re, for a t E r s ta tn in g sk a l tilk en d es , k an ik k e afgøres ved en a lm in d e lig R egel. D e t m aa bl. a . a fh æ n g e a f S k ad ev o ld e ren s su b je k tiv e F o rh o ld , jfr. nd fr. § 25.

I de n d fr. i § 26.1 o m h an d led e T ilfæ lde , h v o r L ovg iv n in g en h jem le r T ilk endelse a f G od tg ø re lse fo r F o rs ty rre lse e lle r Ø delæ ggelse a f S tillin g og F o rh o ld , m aa d e r k u n n e tilk en d es e t B eløb se lv for B erøvelse a f ø k o nom iske C hancer, som e r g an sk e usik re , f. E k s. den ikke v o ksne Søns C hance for a t ry k k e in d i d en d ræ b te F ad e rs S tilling , m aask e ogsaa se lv en u fo rlo v e t K v in d es C h an cer for a t b liv e g if t m ed en M and i sam m e sociale Lag.

P a a d en an d e n S ide k a n E rs ta tn in g ik k e tilk e n d e s for T a b a f In d tæ g te r , d e r k u n d e p aa reg n es o p n a a e t ved H a n d lin g e r, d e r v a r i sn æ v re re F o rs ta n d usæ delige e lle r fo rb ry d erisk e .

§ 19.

Aarsagsforbindelse og Adækvans.Erstatning kan kun kræves, hvor der er et vist Forhold mellem

Skaden og den Adfærd, der er egnet til a t begrunde Ansvar. Man plejer kort a t udtrykke det saaledes, a t Skaden skal have været en adækvat Følge af den Adfærd, der begrunder Ansvar. I Lovgiv

§19. 143

ningen finder man dog ikke denne Regel udtalt, men der bruges U dtryk som, a t Skaden skal være »foraarsaget«, »forvoldt«, »foranlediget«, »bevirket«, »hidført« deraf.

Det skal nu undersøges nærmere, hvilke Krav der skal stilles.

I . Aarsagsforbindelse.Den almindelige Lære kræver i Overensstemmelse med Ordene

i talrige Lovbestemmelser, a t Skaden skal være foraarsaget (forvoldt) ved det Forhold, der paadrager Ansvar. Og man gaar herved ud fra, a t der ialfald kræves Foraarsagelse i almindelig ujuridisk Forstand. Dette er formentlig ogsaa rigtigt, naar det drejer sig om Ansvar for en positiv Handling.

K ra v e t om A arsag sfo rb in d e lse s ta a r sa a fa s t i L o v g iv n in g en og d en a lm indelige R e tsb e v id s th e d , a t m an ik k e p le je r a t o v e rv e je , h v ilke rea le G ru n d e d er b æ re r d e t. I V irk e lig h ed en e r d e t ikke le t a t fin d e G ru n d e , d er k la r t e r a fg ø ren d e . D a S p ø rg sm a a le t om E rs ta tn in g fø rs t o p s ta a r , n a a r d er e r sk e t en S k ad e , vil m an for a t fin d e en a n sv a rlig P erso n g an sk e n a tu r lig t gaa den Vej a t tre v le B e g iv e n h ed e rn e op bag læ ns, a l ts a a søge a t o p spo re A arsag sk æ d en . D erfo r vil A arsag sfo rb in d e lsen a ltid faa s to r fa k tisk B e ty d n in g . M en hv is m an k o n s ta te re r , a t en P erso n ved C u lpa h a r frem k a ld t p aareg n e lig F are , jfr. n d fr. IV , fo r den S k ad e , d e r sen ere in d tra a d te som Følge a f a n d re A arsager, som g reb ind og h id fø rte S k ad en , h v o rfo r sk a l han sa a g aa fri for A n sv a r? D e t k an vel siges, a t K ra v e t om A a rsa g s fo rb in delse b id ra g e r til a t holde F o lk , d e r h a r h a n d le t fo rsv a rlig , fri for a t b live fo ru le m p e t m ed E rs ta tn in g s k ra v og d e rv ed sk a b e r s tø r re T ry g h e d . F re m deles a fsk æ re r R eglen F e jltag e lse r . N a a r en v is H a n d lin g fa k tisk ik k e h a r m e d v irk e t til S k ad en , m an g le r e t a f de v æ se n tlig s te reelle B ev ise r p åa , a t H an d lin g en f re m k a ld te en sa a d a n F a re , a t d en v a r u fo rsv arlig . D isse G ru n d e synes dog n æ p p e alene a t k u n n e gøre R eglen til en u ro k k e lig H o v e d sæ tn in g . Som en y d erlig ere F o rk la rin g p a a den a lm in d e lig e R e ts b e v id s th e d k an m an h env ise til A arh u n d re d e rs T ilv æ n n in g . D en o p rin d e lig e G ru n d til R eg len k a n tæ n k e s a t ligge h e lt tilb ag e i p r im it iv R e t, fø r C u lpareg len v a n d t In d pas. D en g an g v a r F o rvo lde lse d e t A n sv a rsg ru n d la g , som fø rs t bød sig frem for T an k en .

A. Ansvar for en positiv Handling kan kun paalægges, naar Handlingen fa k tisk har medvirket til Skadens Indtræden. Om denne Betingelse er opfyldt, er et rent faktisk Spørgsmaal, som maa løses paa samme Maade som andre faktiske Spørgsmaal.

Det har formentlig ingen praktisk Betydning a t tage Stilling til den filosofiske Aarsagslære. Vore ledende juridiske Forfattere har i Hovedsagen sluttet sig til Stuart M ill’s Lære og til Brug for Rets-

144 § 19.I.A.

omraadet udformet den derhen, a t enhver (positiv eller negativ) Betingelse (conditio sine qua non) for en vis Begivenheds Indtræden betragtes som en Aarsag til Begivenheden. — Stang Skade S. 8 udtrykker Aarsagslærens »Hovedsætning« saaledes: Aarsag til en Begivenhed er en Kendsgerning, hvis Begivenheden ikke var indtraad t, om Kendsgerningen havde været borte. — Det er dog anerkendt af nyere Forfattere, a t Sætningen ikke kan fastholdes fuldtud.

S ta n g gør en U n d tag e lse fra den v ed , h v a d h an k a ld e r selvstændig virkende Aarsager, og o p stille r herom følgende sæ rlige Regel (S kade S. 12 ff): K an h v e r e n k e lt a f to K e n d sg e rn in g e r tæ n k e s b o r te , ud en a t B eg iv en h ed en d e r v ed u d eb liv e r , m en k an ik k e begge tæ n k e s b o rte , e r begge A arsag i B e g iv e n h eden . D en n e U n d tag e lsesreg e l k a n belyses ved fø lgende E k sem p el: H vis A og B u afh æ n g ig a f h in a n d e n i sam m e Ø jeb lik a ffy re r h v e r s it S k u d p aa G aden og en H e s t b liv er sk y d erv ed og lø b e r løbsk , k an d e t e f te r O m stæ n d ig h ed ern e a n ta g e s , a t e t e n k e lt S k u d — v æ re sig A ’s e ller B ’s — v ilde hav e h a f t g an sk e sam m e V irk n in g p a a H e s te n . H v e rk e n A ’s e lle r B ’s H an d lin g e r d a en c o n d itio sine q u a non. M en ia lfa ld hvis b a a d e A og B o p fy ld e r A n sv a rsb e tin g e lse rn e , e r d e r E n ig h e d om , a t de begge m aa ifa lde A n sv a r fo r den S k ad e , som e r fo rv o ld t v ed , a t H e s te n løb løbsk.

I sa a d a n n e T ilfæ lde e r d e t sæ rlig k la r t , a t B e tin g e lseslæ ren m aa frav iges. M en den k an fo rm en tlig ik k e en g an g o p re th o ld e s m ed d en n e T ilfø je lse . N a a r m an o v e rh o v e d e t vil k a ld e e n k e lte K e n d sg e rn in g e r »Aarsager«, m aa m an som A arsag b e tra g te e n h v e r K en d sg ern in g , d e r fa k tisk h a r m e d v irk e t som L ed i d e t fo raa rsag en d e B eg iven h ed sfo rlø b . Og d e t m aa gæ lde, se lv om den p aag æ ld en d e K en d sg e rn in g ikke e r se lv s tæ n d ig v irk e n d e A arsag i d en a f S ta n g a n g iv n e B e ty d n in g . S æ t f. E k s ., a t X h a r in d ta g e t 9 g r. a f e t G ifts to f , h v o ra f 5 gr. e r d ræ b en d e . A h a r g iv e t h am 6 g r., B h a r g iv e t h am 3 gr.— i sa m m e K o p K affe . — H er e r B ’s H a n d lin g h v e rk en co n d itio sine q u a non e lle r se lv s tæ n d ig v irk e n d e A arsag e f te r S ta n g s D efin itio n . B ’s H an d lin g k a n nem lig tæ n k e s b o r te , u d en a t R e s u lta te t æ ndres, m en hv is A ’s H a n d ling ik k e v a r fo re ta g e t, v ild e B ’s H a n d lin g ik k e h av e d ræ b t X . Ik k e des to m in d re e r d e t k la r t , a t begge D oser h a r m e d v irk e t til D øden .

Se h e rtil Hoel R isiko og A n sv a r 94 ff, h v o rfra d e t s id s te E k sem p el e r h e n te t , jf r . ogsaa Skeie S tra ffe re t I 278. N o g e t a n d e t er, a t B ik k e ifa ld e r E r s ta tn in g s a n s v a r e f te r C u lpareg len , hv is h a n s H a n d lin g o v e rh o v e d e t ik k e v a r u fo rsv a rlig , fordi d en m a a t te b e tra g te s som u farlig e ller end o g som g av n lig og B ik k e an ed e n o g e t om A ’s F o re h av en d e , jfr. som E k s., a t B in d g iv er X de 3 g r. e f te r L æ gens O rd re , og a t en u d sp e k u le re t H usfæ lle se r s it S n it til a t b lan d e m ere G ift i M ik stu re n , sa a a t d en b liv er d ræ b en d e .

Hvor Betingelseslæren ikke slaar til, maa man falde tilbage paa det almindelige Kriterium, om Kendsgerningen fa k tisk har medvirket til Begivenhedens Indtræden. Men naar man saaledes for en

§ 19.I.A. 145

Del maa bygge paa dette Kriterium, synes man lige saa godt a t kunne opstille det som det afgørende Kriterium i Almindelighed.

H e rfo r ta le r ogsaa , a t B e tin g e ls e sk r ite r ie t ik k e a ltid o p fa tte s p a a sa m m e M aade. D en a lm in d e lig e O p fa tte lse fo rs ta a r d e t p a a en M aade, d e r f je rn e r d e t la n g t fra A a rsag sb eg reb e t i d en n y sa n g iv n e F o rs ta n d . D e t k a n belyses ved fø lgende E k sem p e l: E n M oder k ø re r en B a rn ev o g n op a d B a k k e . L ille S ø ste r v il endelig h jæ lp e til og sk u b b e r p aa . H u n v irk e r fa k tisk o gsaa m ed til a t faa V ognen op ad B a k k en , m en d a M oderen v ild e h av e fa a e t B a rn e v o g n en op uden hend es H jæ lp , k a n d e t siges, a t hend es H a n d lin g ik k e v a r en c o n d itio sine q u a no n . E k se m p le t e r h e n te t fra Hagerup B u ll (T fR 1936. 342), m en d en deri u d try k te O p fa tte lse e r u d en T v iv l r e t u d b re d t , se f. E k s . Krabbe K o m m e n ta r 101. D e t tu rd e im id le rtid v æ re k la r t , a t A a rsag ikke k an id en tifice re s m ed B e tin g e lse i d e n n e F o rs ta n d . D e tte P u n k t b lev b e ly s t i en D isk u ssio n m ellem V. Loft og m ig i U 1918 B .159 ff,. 188 ff, 237 ff. Je g frem h æ v ed e a lle red e dér, a t d e t re e lt a fg ø re n d e m a a t te væ re , om K en d sg e rn in g en fa k tisk h a v d e v irk e t m ed til a t h id fø re V irk n in g en , m en søg te a t fo rm u le re B e tin g e lse sk r ite r ie t sk a rp e re , sa a led es a t d e t b ed re u d try k te A a rsag sfo rh o ld e t. J e g o p stilled e d en S æ tn in g , a t en K en d sg e rn in g m aa bet r a g te s som A arsag , n a a r den A arsag sk æ d e , d e r fa k tisk h id fø rte en v is V irk n ing , v ild e v æ re b lev e t a fb ru d t , h v is K en d sg e rn in g e n ik k e h a v d e fo re ligget. A t i sa a F a ld a n d re A arsag e r, som fa k tisk ik k e h a r m e d v irk e t, v ild e hav e u d fo ld e t sig og h a v e h id fø rt d en p aag æ ld en d e V irk n in g , k an ik k e rokke v ed , a t d en fø rs te K en d sg e rn in g h a r v æ re t A arsag .

D a p ra k t is k t a l t e n h v e r F o ra n d rin g i A arsag e rn e v il m edfø re en eller a n d e n — m aask e m eg e t u b e ty d e lig — F o ra n d rin g i V irk n in g e rn e , k a n m an iø v r ig t v ed a t u n d e rs tre g e d e t te k o m m e til lig n en d e R e su lta te r m ed d en a lm in d e lig e F o rm u le rin g a f B e tin g e lse sk rav e t.

Sml. Hagerup B ull i T fR 1936.343 f, Skeie an f . V æ rk 276 f.D é tte sk a l dog ik k e forfø lges n æ rm ere . D a B e tin g e lse sk r ite r ie t se lv m ed

s a a d a n n e F o rk la rin g e r ik k e k a n fa s th o ld es fu ld tu d , og d a d e t e r v a n sk e lig t a t u d fo rm e en sk a rp R egel b y g g e t d e rp a a , fo re træ k k e r jeg a t lad e væ re m ed a t b e n y t te d e t.

O m A arsag s læ ren se iø v r ig t Lassen I 251 f, Torp S trR 248 ff, 310 f, Stang,S k ad e § 2, E rs ta tn in g s a n s v a r § 5, Oertmann I I . 1 S. 48 , E k s trö m P riv a t- r ä t te n s a llm . lä ro r § 150 og fra sen ere T id n a v n lig A strup Hoel R isiko og A n sv a r §§ 1— 3, jf r . o gsaa S. 203 f og D en m o d ern e R e tsm e to d e 162 ff, s a m t Hagerup B u ll i T fR 1932. 1— 44, 1936.332 ff m ed ud fø rlig K r it ik a f d en tra d itio n e lle L æ re. Se ogsaa Lundstedt i T fR 1923.150 f, Strahl i S v JT 1931.610.

D er e r o fte g jo r t F o rsøg p a a in d e n fo r K red sen a f m e d v irk e n d e K en d sgern in g e r a t u d so n d re nog le som ir re le v a n te B e tin g e lse r i M o d sæ tn in g til »A arsagerne«. D isse F o rsøg e r dog ik k e ly k k ed es , se h erom bl. a . Torp an f. S te d . D e i og fo r sig in te re s s a n te P ro b le m e r, d e r b erø re s a f N . H. Bache i U 1918 B .203 f, h a r ing en In te re s se for den a lm in d e lig e E rs ta tn in g s re t og m aa b eh an d les a n d e ts te d s . D erfo r sk a l d e t he ller ik k e undersø g es her, om

Ussing Erstatningsret. 10

146 § 19.I.A.

d er p a a visse a n d re R e ts o m ra a d e r er B ru g for B e g reb e t H o v ed aa rsag e r, se herom bl. a . H oel R isiko og A n sv a r 210 ff og d e rtil U 1930 B .146, Schierring i U 1928 B .115 ff.

B. Undladelser.Naar man bygger paa den Opfattelse, der er fulgt foran under A,

kan en Undladelse ikke være Aarsag til en fysisk Skade. En Undladelse er i og for sig intet. — Den behøver ikke engang a t være Udslag af en Beslutning. — Den kan derfor ikke være et medvirkende Led i den Aarsagskæde, der faktisk hidfører Skaden.

Spørgsmaalet, om en Undladelse kan være Aarsag, har givet Anledning til megen Strid. Uenigheden beror imidlertid for en stor Del paa, a t de forskellige Forfattere gaar ud fra forskellige Aarsags- begreber. Hvis man anvender et rent formelt Betingelsesbegreb, kan en Undladelse opfylde Kravene. I nyere Tid indser flere, a t Striden ikke har praktisk Interesse, fordi der meget vel kan paalægges Erstatningsansvar for Undladelser, selvom de ikke betragtes som Aarsager.

A n g aae n d e disse S p ørgsm aal se Hagerup B ull i T fR 1932.31 ff, 1936.333, 339, frem deles den fo ran S. 52 c ite red e D iskussion m ellem Lundstedt og Thyrén, Skeie an f. V æ rk 260, 280 f, 330 f. Tulenheimo i N o rd isk a J u r is t- s tä m m a n 1926.401, Strahl i S v J T 1931.610, Oertmann I I . 1 S. 56 f, Ekström anf. V æ rk § 151.

At Undladelser ikke kan være Aarsag, har imidlertid ingensom- helst Betydning for Besvarelsen af det Retsspørgsmaal, om Undladelser skal paadrage Erstatningsansvar. E t saadant Ansvar kan have fornuftig Mening, naar blot den undladte positive Handling kunde have bevirket (medvirket til), at Skaden ikke var sket. Og Lovgivningen peger bestemt i Retning af, a t Undladelser kan paadrage Erstatningsansvar. Her skal blot mindes om, at flere Lovbud hjemler Ansvar for Forsømmelse (Forsømmelighed), hvorunder uden Tvivl falder Undladelse.

E t k la r t E ksem p el h e rp aa e r B a n k l. (B ek . 25 J u l i 1938) § 21 .2°: » A n s v a r ... for T a b , som de ved p lig ts tr id ig e H a n d lin g e r e ller F o rsø m m elser p a a fø re r . . . . . B anken«. Som d e t ses h e ra f, b e tæ n k e r m an sig iø v rig t ik k e p a a om U n d lad e lse r a t b ru g e U d try k , d e r sv a re r til »foraarsage«.

Erstatningsansvar vil formentlig som Regel ikke kunne paalægges i Anledning af en Undladelse, naar man bagefter kommer til det Resultat, a t den undladte Handling ikke vilde have afværget Skaden.

§ 19.I.B. 147

Sm l. U 1924.937 H , d er a n g a a r K o n tra k ts fo rh o ld .S æ tn in g en k a n dog ik k e g en n em fø res uden U n d tag e lse r. D er m aa ia lfa ld

k u n n e p aalæ gges A n sv a r, n a a r to forskellige P erso n e rs U ndladelser* d e r h v e r for s ig e r e g n e t til a t p a a d ra g e A n sv a r, h a r a fb ru d t h v e r sin a f to A arsag s- kæ der, d e r i F o re n in g v ild e h av e fo rh in d re t S k ad en .

II. Selv om der foreligger Foraarsagelse i den ovfr. under I angivne Forstand, kan Erstatningsansvar dog udeblive. Nogle vil lade Ansvaret falde bort, naar Skadelidende vilde have lidt samme Tab (d. v. s. et Tab af samme Størrelse), selv om det ansvarpaadragende Forhold ikke var udvist. Saa vid en Sætning kan nu ialfald ikke godkendes. Naar A har dræbt B i en Sovevogn, kan han ikke undgaa Ansvar, fordi Sovevognen senere paa Natten styrter i en Flod paa Grund af Lokomotivførerens Fejl.

L ig e saa lid t u d e lu k k es E rs ta tn in g s a n s v a r for B eg rav e lse so m k o s tn in g e rn e ved , a t den d ræ b te dog fø r e ller sen ere sk u ld e beg rav es . Se herom U 1918 B .190 N o te 4, n d fr. S. 158, m en d o g Stang S k ad e 35 N o te 19.

Jul. Lassen I 251 opstillede følgende Regel: Hvis Retsforstyr- relsen (den samme eller væsentligt den samme) vilde være indtraadt, ogsaa dersom den paagældende Handling ikke var foretaget, indtræder intet Ansvar for Retsforstyrrelsen.

D e h e rh en h ø ren d e S p ø rg sm aal d rø fte s næ rm ere a f Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 352 ff. H a n g o d k e n d e r fø rs t i H o v ed sag en den a lm in d e lig e S æ tn in g , a t d e r ik k e sk a l b e ta le s E rs ta tn in g , n a a r S k ad en v ilde væ re sk e t, se lvom den a n sv a rsb e tin g e n d e B eg iv en h ed ik k e v a r in d tru f fe t. E n U n d tag e lse gør han dog som K o n sek v en s a f sin L æ re om se lv s tæ n d ig v irk e n d e A arsag e r. Og i F o rb in d e lse h erm ed o p s tille r h a n d en S æ tn in g , a t d e r in d træ d e r A n sv a r, hvis S k ad en vel v ild e væ re in d tru f fe t, m en ik k e p a a v æ sen tlig sam m e M aade. S. 70 u d fo rm er h an R eglen lid t a n d e rle d e s : Selvom d en øk o n o m isk e S k ade v ild e v æ re in d tra a d t , om den K en d sg ern in g , d e r spø rges om , ikke hatfde v æ re t t i l S ted e , o p s ta a r d e r A n sv a r, hv is d en i sa a F a ld v ild e væ re f re m tra a d t i en v æ sen tlig a n d e n k o n k re t S k ikkelse e ller væ re h id fø rt ved a n d re A arsag sm o m en te r . D isse s id s te S æ tn in g e r in d e h o ld e r im id le rtid nog e t g an sk e a n d e t en d U n d tag e lsen om se lv stæ n d ig v irk e n d e A arsag e r. De m in d e r fo rs a a v id t om Lassens L æ re, som S ta n g vil fas th o ld e A n s v a re t, n a a r S k ad en v ilde væ re f re m tra a d t i en v æ sen tlig an d e n Sk ikkelse . M en S ta n g fa s th o ld e r ogsaa A n sv a re t, n a a r S k ad en v ilde væ re h id fø rt v ed a n d r. r- sa g sm o m en te r . T a g e r m an d en n e s id s te S æ tn in g e f te r O rdene, b liv e r .ve- s u l ta te t o m tre n t d e t sa m m e som d e t, jeg h æ v d e r ndfr.

S tan g s L æ re k ritise re s a f Hoel R isiko og A n sv a r 218 ff.

Efter mit Skøn bør Ansvaret ikke falde bort i saadanne Tilfælde. Det er næppe muligt at give nogen real Grund for en Regel som

10*

148 §19.11.

Lassens, og den har den meget uheldige Side, a t det er ganske umuligt a t drage en klar Grænse for dens Anvendelsesomraade. Hvis man overhovedet vil udelukke Ansvar, fordi Tabet alligevel vilde have ram t den skadelidende, bør det ialfald kun ske i langt snævrere Omfang og kun i Tilfælde, der tydeligere adskiller sig fra dem, der følger Hovedreglen.

T il B e lysn ing a f S p ø rg sm aa le t k an henvises til U 1925.769. E n E le k tr ik e r , d e r a rb e jd e d e v ed e t S tæ rk strø m san læ g , kom til S k ad e ved a t b erø re e t s trø m fø re n d e F e lt, og A n sv a re t fa n d te s a t p a a h v ile E le k tr ic ite tsv æ rk e t. H a n f ik d erv ed en N ervelide lse , d e r synes a t h av e g jo r t h am u a rb e jd sd y g tig i nogen T id . E t P a r D age e f te r p a a d ro g h an sig im id le rtid en M uskelfiber- sp ræ n g n in g , som ogsaa g jo rde h am u a rb e jd sd y g tig , m en som ingen v a r a n s v a rlig for. D om m en tilp lig te d e V æ rk e t a t b e ta le h am G od tgø re lse for se lve d en L idelse og U lem pe, d e r v a r fo rb u n d e t m ed d en nervøse L idelse. E rs ta tn in g fo r In d tæ g ts ta b og U d g ifte r næ g ted es derim o d , d a a llerede M uske lfib ersp ræ n g n in g en m a a tte a n ta g e s a t h av e m ed fø rt d e tte T ab .

H v is m an i T ils lu tn in g til den n e D om v ild e o p stille en U n d tagelsesregel, k u n d e m an tæ n k e sig a t lade A n sv a re t fa lde b o r t p a a fø lgende B e tin g e lse r: D e t F o rh o ld , d e r p a a d ra g e r A n sv a r, m aa h av e sa m v irk e t m ed en sa m tid ig v irk e n d e an d e n A arsag , som v ild e h av e m e d fø rt sam m e S kade, se lvom den h a v d e v irk e t a lene . A arsag en m aa p a a d en an d e n Side ik k e væ re e g n e t til a t p a a d ra g e T re d ie m a n d A n sv a r e lle r a t faa In d fly d e lse p a a E rs ta tn in g e n e f te r R eg le rne om S kad e lid en d es M edv irken (egen S k y ld , n d fr. § 23).

I I I . Ansvar uden Foraarsagelse?U n d e rtid e n h æ vdes d e t, a t d e r i v isse T ilfæ lde m aa paalæ gges E rs ta tn in g ,

u d e n a t F o ra a rsag e lsesb e tin g e lsen (ovfr. I) e r o p fy ld t. S p ø rg sm aa le t h a r fo rm e n tlig m eget ringe p ra k tisk B e ty d n in g .

I U 1918 B .159 ff h a r V. Loft ré js t S p ø rg sm a a le t om A n sv a r ud en F o ra a rsa g e lse for P e rso n er, som m e d v irk e r t i l en a n d e n s re ts tr id ig e F o rh o ld . D e t e r dog n av n lig S tra fa n sv a r , d e r ta le s om . Se d e r til m in K r it ik i U 1918 B .188 ff. I P ra k s is vil den , d e r fo rsæ tlig fo rsøger a t m ed v irk e ti l en F o rb ry delse , v e l n o k b live d ø m t ud en n æ rm ere U ndersøgelse af, om h an s H an d lin g v irk e lig kom til a t m ed v irk e . M en d e tte k an bero p a a B ev isreg ler, jfr. nd fr. § 25.

IV. Ansvaret omfatter kun adækvate Følger.Det har længe været antaget, a t Erstatningsansvaret ikke stræk

ker sig til alle Følger af det Forhold, der paadrager Ansvar.Nogle har ment a t burde begrænse Ansvaret til de direkte eller

umiddelbare Følger. Denne Lære giver dog ikke tilfredsstillende Resultater og forkastes af nyere Forfattere.

§ 19.IV. 149

Se Lassen 1 252, Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 300. T il B e ly sn in g h e ra f k an henv ises til, a t den , d e r u a g ts o m t ti lfø je r en an d e n P erson en L egem sskade, m aa e r s ta t te H elb red e lse so m k o stn in g e r og N æ rin g sta b . F rem d eles k an n æ vnes U 1927.53 H : E n K u sk s u fo rsv arlig e K ørsel bev irk ed e , a t en a n d en V ogns H es te løb løb sk og v æ lte d e en C y k lis t. D enne f ik t i lk e n d t E rs ta tn in g hos d en fø rs tn æ v n te K u sk s H u sb o n d . U 1930.664 H : D a Bil A o v e rh a led e B il B p a a en L an d ev e j, b e rø r te H ju ln a v e n e p a a de to B iler h in a n d e n , h v o rved Bil B p a a G ru n d a f F ø re ren s U ag tso m h ed hen ved 8 M e ter læ ngere frem m e d ræ b te en F o d gæ nger. O gsaa F ø re ren a f B il A s tra ffe d e s fo r u a g tso m t M a n d d ra b og id ø m tes E rs ta tn in g , id e t d e t b u rd e h av e s ta a e t h am k la r t , a t P a a k ø rs le n h a v d e m e d f ø r f F a r e o gsaa fo r V e jfa ren d e . E n d v id e re U 1935. 1094 H : E n 16-aarig K o n to r is t b lev d ræ b t v ed P aak ø rse l a f en M oto rvogn . H an s M oder laa syg , og v ed E fte r re tn in g e n b lev h endes T ils ta n d fo rr in g e t saa ledes, a t h u n m a a t te h a v e V a g t i 3 U ger. U d g if ten h e rtil an to g es h u n a t k u n n e k ræ v e e r s ta t te t ( sk ø n t S ønnen ik k e a n sa a s som h endes F o rsø rg er). D e t m aa væ re d en n e U d g ift, D o m m en s ig te r t il, n a a r den g iv er E rs ta tn in g for » m id lertid ig H jæ lp«. H u n h a v d e tillig e k ræ v e t E rs ta tn in g fo r v a rig F o rringelse a f H e lb red p a a G ru n d a f d e t p sy k isk e C hok, m en héri f ik h u n ik k e M edhold . D e t frem g aa r ik k e k la r t a f D o m m en , om d e t te b e ro r p a a u tils træ k k e lig t B ev is for S k ad en e lle r p aa , a t H e lb red sfo rrin g e lsen ik k e v a r en a d æ k v a t Følge. Se iø v rig t om D o m m en n d fr. § 20 .11.D. J f r . en d v id e re n d fr. S. 155.

Ørsted H d b g V 11 u n d to g fra E rs ta tn in g s p lig te n de skad e lig e F ø lger, som ikke s ta a r i nogen rimelig Sammenhæng m ed den u lov lige H a n d lin g . D enne L æ re peg er i den r ig tige R e tn in g , m en la d e r sig nu ud fo rm e n o g e t sk a rp e re i T ils lu tn in g t il den i T y sk la n d u d v ik led e L æ re om a d æ k v a t F o ra arsag e lse .

I nyere nordisk L itteratur opstilles gerne den Regel, a t Ansvaret kun omfatter de adækvate Følger.

O m d en n e L æ re se Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 6 m . H en v isn ., Skeie an f. V æ rk 279, Hoel R isiko og A n sv a r § 3, Oertmann I I . l S. 49 ff, S k y ld og S k ad e 177 ff, Lassen I 252, 346, A xe l Møller S k ib ssam m en stø d I 121 ff. L æ ren k r itiseres a f Lundstedt i T fR 1923.113 f. L æ ren e r fo rs a a v id t b e rø r t o v fr. i § 4 .1 1 .B , som d en e r b e n y t te t t i l G ru n d lag v ed B e stem m elsen a f B e g reb e t F are . N a a r H an d lin g e n s F a rlig h e d e r en B e tin g e lse fo r E rs ta tn in g s a n s v a r , som den i v id t O m fang e r d e t, se d e t a n fø r te S ted s a m t § 17.IV .A , fa a r A n- sv a rsb eg ræ n sn in g en t il de a d æ k v a te F ø lger r ingere B e ty d n in g en d e f te r a lm in d e lig ty s k L æ re.

A. At Ansvaret begrænses til adækvate Følger, betyder ialfald, a t der ikke kan kræves Erstatning for Følger, der var upaaregnelige i det afgørende Øjeblik — normalt det Øjeblik, da den ansvarpaadragende Handling blev foretaget. — Skaden maa ligge indenfor de Muligheder som den handlende, eller en fornuftig M and i hans Sted, overhovedet maatte regne med.

150 § 19.IV.A.

Denne Begrænsning af Ansvaret føres man til udfra den praktiske Begrundelse, der er givet af Erstatningsreglerne i det foregaaende (§2.11-111, § 17.11).

1. Culpareglen. Naar Culpareglen i første Række bæres af Præventionshensynet, føres man til a t begrænse Ansvaret til den Skade, hvis Indtræden der ved Handlingens Foretagelse var relevant Fare for. E t videregaaende Ansvar vil ikke have synderlig præventiv Betydning, da den handlendes Beslutninger ikke paavirkes af Muligheder, som man overhovedet ikke regner med. Begrænsningen har dernæst den tekniske Fordel, at man slipper for mange vanskelige Undersøgelser om Foraarsagelsesbetingelsen. Det bliver nemlig sværere og sværere at bedømme Aarsagsforbindelsen, jo længere man kommer ud i Retning af det upaaregnelige.

Udenfor Ansvaret falder herefter de Følger, der paa Forhaand m aatte staa som saa fjerne Muligheder, a t ingen vilde regne med dem. Eksempel: A giver B et Slag over Haanden med sin^Stok, og B faar en lille Rift, der medfører Stivkrampe, hvoraf han dør. A’s Handling var overhovedet ikke »livsfarlig«.

Grundlaget for Bedømmelsen af Adækvansen maa være det samme som ved Culpabetingelsen. Der anlægges altsaa ikke en rent objektiv Maalestok, men Bedømmelsen maa ske paa Grundlag a f Situationen, som den i Handlingens Øjeblik tog sig ud for den handlende eller en fornuftig Mand i hans Sted, jfr. ovfr. § 10.

Sm l. U 1933.168,1928.985, jfr. 1936.780, 1922.929 (S tra ffe sag er) s a m t 1935. 1094 H (d er er re fe re re t fo ran), 1921.662 H , 1931.124, d e r o m ta le s n d fr. i § 20.11.D . — O m Ju l. Lassens a fv ig en d e B estem m else a f A d æ k v a n sen se n d fr. u n d e r C.

2. Ansvar uden Culpa.Forsaavidt Præventionshensynet ogsaa her gør sig gældende, kan.

der henvises til, hvad der er anført ovfr. under Nr. 1. For Kravet om Adækvans kan iøvrigt anføres, a t et videregaaende Ansvar vilde skabe Utryghed for dem, der driver eller tænker paa a t drive en farlig Bedrift. Af Hensyn til Tryghedens Værdi bør Ansvar uden Culpa kun gennemføres i et Omfang, som tillader dem, der skal handle, at tage Risikoen for Ansvar i Betragtning ved Afgørelsen af, om de trods .Risikoen har tilstrækkelig Interesse i Handlingen.

B. Der synes at være en Tilbøjelighed til at indsnævre Ansvaret endnu mere — ved at begrænse det til de Følger, der er en Virkelig-

§ 19.IV.B. 151

gørelse a f de kendelige skadelige Tendenser ved Handlingen. Ansvaret ifølge Culpareglen skulde da forudsætte, a t Skaden er en Virkeliggørelse af de skadelige Tendenser, der gjorde Handlingen uforsvarlig. Denne Begrænsning er man formentlig kommet ind paa, fordi den tiltaler Retsfølelsen. Realt er den vanskelig a t begrunde. Dog kan man anføre det negative, at den ikke vil svække E rstatningsreglens præventive Virkning væsentlig.

B egræ nsn ingen syn es a t s te m m e m ed Ørsteds A nskuelse i H d b g V 11, h v o r d e t siges, a t d e t v ild e væ re u n a tu r l ig t , om d e r u b e tin g e t k u n d e fo rd res E rs ta tn in g fo r Følger, d e r ikke s ta a r i nogen F o rb in d e lse m ed d e t u lov lige i H an d lin g en .

Ud fra den omtalte Opfattelse føres man til at lade Ansvaret falde bort i to Grupper af Tilfælde:

1. Skaden indtræder paa en Maade, der ligger ganske udenfor, hvad man m aatte regne med, idet Skaden slet ikke staar i Sammenhæng med Handlingens farlige Tendenser.

E k sem p e l: E t T o g tv in g e r en D a m p tro m le , d e r skal p assere en J e rn b a n e ov e rsk æ rin g , til a t holde stille , og G n is te r fra D a m p tro m le n tæ n d e r d a Ild p a a en G a a rd . H er v a r d e r F a re for, a t G n is te r fra T o g e ts L o k o m o tiv sk u ld e tæ n d e Ild , og Je rn b a n e d r if te n er A arsag t i l B ra n d e n , m en den h a r ikke m e d v irk e t ved sine b ra n d fa rlig e E g en sk ab er.

2. Handlingen medvirker vel ved sine farlige Ttendenser, men de medvirker ikke som farlige, idet Skaden hidføres, ved at helt upaaregnelige Aarsagsmomenter virker med.

E k sem p e l: A k ø rer i M ørke h jem p a a C ykle m ed en Le ov er S k u ld eren . D et e r u fo rsv a rlig t, fordi h an le t k an sa a re a n d re a lv o rlig t. L een s tre jfe r lige B, d e r k u n fa a r en u b e ty d e lig R if t, m en siden fa a r S tiv k ra m p e og dør.

Sm l. U 1898.889 H , d e r dog a n g a a r S tra f , h v ilk e t k a n h av e h a f t B e ty d n ing , se U 1925.180, d e r id ø m te E rs ta tn in g for B e g rav e lse su d g ifte r i e t T ilfæ lde, h v o r S tra f 'ik k e fa n d te s a t k u n n e paalæ gges. F rem d eles U 1903 B.171 og 1928.96, d e r f r ifa n d t for S tra f , s a m t Lassen I § 28 e f te r N o te 17.

O m T ilfæ lde , h v o r sygelige A nlæ g fo re laa e lle r a n d en S ygdom s tø d te til, hen v ises til U 1933.288 H , 639 H , sm l. 281 (L a n d s re tsd o m m e n ), 1926.193, 1918.779 H , jfr. 1920.63, 1932.973 (h v o r E rs ta tn in g b lev p a a la g t) s a m t de frif in d en d e D om m e i U 1930.390, 1928.975 og om S elvm ord 1932.965. Se ogsaa U 1920.1 (n e d sa t E rs ta tn in g ) .

C. Den Ansvarsbegrænsning, der er om talt her under IV, er jævnlig blevet formuleret derhen, at Skaden skal være »foraarsaget i juridisk Forstand« ved den Handling, der paadrager Ansvar. Be-

152 § 19.1V.C.

grænsningen har imidlertid ikke noget med Foraarsagelse i almindelig Forstand a t gøre. Den maa begrundes udfra legislative Betragtninger. Dette kommer klarere frem, naar man holder Kravet om Adækvans udenfor Foraarsagelsesbetingelsen.

Se h e rtil Goos S tra ffe re t II 239 ff, Torp S trR 310 f, Skeie an f. V æ rk 279 f. — Ju l. Lassen I 252, 345 f s lu t te d e sig til L æ ren om a d æ k v a t F o ra arsag e lse , m en u d fo rm ed e B e g reb e t A d æ k v a n s re n t o b je k tiv t , sv a re n d e til h an s o b je k tiv e R e ts trid ig h ed sb eg reb . P ra k tis k kom h an dog til lignende R e su lta te r som dem , d e r e r fo rsv a re t o v fr., id e t h an y d e rlig e re n æ g ted e E rs ta tn in g for de Følger, hv is In d træ d e n ik k e en g an g en e rfa re n og fo rn u ftig M and i H a n d lingens S itu a tio n b u rd e h av e fo ru d se t. D en n e O pstillin g i to Led syn es im id le r tid k u n a t gøre Sagen m ere in d v ik le t.

J u l . L assen b eg ru n d ed e sin S æ tn in g sa a led es: »Den sam m e G ru n d sæ tn ing, som b e s te m m e r B e tin g e lse rn e for E rs ta tn in g s a n s v a re t m aa ogsaa b es tem m e d e ts O m fan g ; ligesom B e tin g e lsen fo r A n s v a re t er e t fo rsæ tlig t e ller u a g ts o m t R e ts b ru d , saa led es k an k u n den re ts tr id ig t , fo rsæ tlig t e lle r u a g tso m t tilfø je d e S k ad e fo rd res e rs ta t te t .« — Se i lignende R e tn in g Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 296. — D enne S æ tn in g s R ig tig h ed k an im id le rtid ik k e a n e rk e n d e s . Iø v rig t e r d e t n æ ppe m u lig t a t ind læ gge nogen fo rn u ftig F o r- s ta ae lse i O rd en e » re ts tr id ig t, fo rsæ tlig t e ller u a g tso m t tilfø jede« — u d o v e r den , a t S k ad en sk a l væ re b e v irk e t ved en re ts tr id ig , fo rsæ tlig e ller u ag tso m H an d lin g . M en d e tte k an L assen ik k e h av e m e n t derm ed . A arsag sfo rb in d e l- sen k a n h v e rk en væ re re ts tr id ig e ller tilregne lig .

O gsaa L assens U d try k »beregnes« og »forudset« v a r m isv isende. V ed den endelige F o rm u le rin g a f R eglen , L assen I § 36 ved N o te 12, lem pedes den i V irkeligheden , saa ledes a t den s te m m ed e m ed den , d e r e r o p s tille t ov fr.

D en B egræ nsn ing , d e r e r g jo r t i A n s v a re t ov fr. u n d e r A, h a r m an u n d e r tid e n u d t r y k t d e rh en , a t A n s v a re t sk u ld e væ re b e tin g e t af, a t H an d lin g en v a r retstridig og tilregnelig overfor netop det Gode, som var ramt a f Skaden. — S aaledes Lassen I 243 f sm h . m . 252, 255 og 346 og Torp S trR 3 1 1 .— D enne L æ re m aa dog fo rk astes. D en v ild e in d sk ræ n k e A n sv a re t for s tæ rk t . Men ingen syn es a t væ re , a t H an d lin g en ska l h av e v æ re t re ts tr id ig p a a G ru n d a f F a ren for se lve d e t G ode, som b lev r a m t a f S k ad en . — E n a n d e n m ulig F o rs taae lse o m ta le s n d fr. i § 20.1. — S aa m eg e t k an im id le rtid ik k e k ræ ves. D e t e r fo rm en tlig tils træ k k e lig t, a t H an d lin g en er farlig for G odet, og a t F a ren for G odet g a a r ind u n d e r d en F a re (den S um a f F are r), som g jo rd e H an d lin g en re ts tr id ig .

P ro b le m e t k an belyses ved e t E ksem p el. E n F ly v e rs Ø velser i A k ro b a t- f ly v n in g k an væ re u fo rsvarlige , hv is de fo reg a ar o v e r e t T e rræ n , h v o rp a a m ange M ennesker b e fin d e r sig, m en fo rsvarlige , hv is d e r k u n e r en k e lte . H v is nu en F ly v e r fa ld er ned og d ræ b e r en a f de ta lr ig e T ilsk u ere , vil m an ikke k u n n e sige, a t F ly v n in g en v a r u fo rsv a rlig n e to p o v erfo r d en d ræ b te P erso n . D en b lev k u n u fo rsv arlig , fordi d en u d s a t te m ange P e rso n e r h v e r for en m eget ringe F are , og fordi d en d ræ b te v a r en a f M æ ngden.

§ 19.IV.D 153

D. Undtagelser.I visse Tilfælde antages det, at Erstatning maa betales for in

adækvate Følger. Den, som retstridig og forsætlig (eller uagtsomt?) har tilegnet sig en andens Ting, er efter en udbredt Lære ansvarlig for Tingens Undergang eller Forringelse, selv om Skaden ikke er en adækvat Følge af Tilegnelsen eller Tingens Behandling. — Man siger her, a t der indtræder Ansvar for casus mixtus (underforstaaet: cum culpa).

R eglen s tø t te s p a a fo rskellige æ ld re L o v b u d , n a v n lig F r. 20 F e b r. 1789 § 8 (om T y v e og H æ lere), D L 5— 3— 35 og 36, jfr. ogsaa om en t i lsv a re n d e R egel i K o n tra k ts fo rh o ld D an sk O b lig a tio n sre t S. 138.

Ifølge Lassen I 348 k an casu s m ix tu s -A n sv a re t m aask e fo rk la re s ved den v id e re ræ k k e n d e G ru n d sæ tn in g , a t R e tsb ry d e re n b liv e r a n sv a rlig fo r u b e reg n e lig t in d træ d e n d e S k ad e , n a a r d e t e r h a n s P lig t a t træ ffe F o ra n s ta l t n in g er o gsaa im od d e t ubereg n e lig e og h an u a g ts o m t ti ls id e s æ tte r sin P lig t, e ller n a a r h a n fo rs ty rre r de ti l s a a d a n t Ø jem ed tru fn e F o ra n s ta ltn in g e r . E n sa a d a n Regel b ø r n æ p p e opstilles . A t L assen kom ind p a a d en , b e ro r v is t n o k p a a , a t h an s H o v edregel e r for sn æ v er, fo rd i h an b eg ræ n se r A n s v a re t til »beregnelige« (og forudseelige) F ø lger. D e t i lsv a re n d e B e m æ rk n in g e r i L assen I 244— 45 b e tra g te r jeg ligeledes som en b lo t F ølge af, a t L assen fo rm u lered e d en g ru n d læ g g en d e B e tingelse , H an d lin g e n s F a rlig h e d , for sn æ v e rt, id e t h an k ræ v ed e en »beregnelig« F a re for e t b e s te m t R e tsg o d e , jf r . ov fr. C i S lu tn in g en .

D e t K ra v p a a E rs ta tn in g a f Redningsomkostninger og lign ., som s tø t te s p a a R eg le rne om u a n m o d e t F o rre tn in g sfø re lse (ovfr. § 18.1), e r ik k e a fh æ n g ig t af, a t R e d n in g so m k o stn in g e rn e v a r en a d æ k v a t Følge a f d e t F o rh o ld , d e r b eg ru n d ed e A n sv a r. F o rs a a v id t e r jeg en ig m ed Bredal i N o rd isk e D om m e i S jø fa rtsa n lig g e n d e r 1918.275 f, jfr. ogsaa Stang E r s ta tn in g s a n s v a r 336 N o te 3. M en d en n e A n tag e lse m ed fø re r ik k e m ed N ø d v en d ig h ed , a t m an m aa an se D om m en i N R t 1919.104 (T fR 1923.267) som u rig tig , h v a d B red a l h æ v d e r d en er. D om m en an g ik iø v rig t e t F o rs ik rin g ssp ø rg sm aa l, ik k e S kad es- e rs ta tn in g sk ra v .

E. Om Adækvansbetingelsen ved Erstatning i Kontraktsforhold henvises til Dansk Obligationsret S. 164 f.

§20.

Hvilke Personer værnes ved E rstatningsreglerne?

I . En Betingelse for, a t der kan kræves Erstatning, er, a t Skaden har ramt en Interesse, der værnes ved Erstatningsreglerne. Hvad der

154 §20.1.

ligger heri, er allerede delvis om talt for Culpareglens Vedkommende ovfr. § 5.1. Hvor Ansvar indtræder uden Culpa, opstaar der ikke saa mange Vanskeligheder. Man kan vel sige, a t der i Almindelighed heller ikke bør gives Erstatning uden Culpa, medmindre Skaden har ram t en Interesse, som det findes rigtigt a t værne ved en saadan Erstatningsregel. Men Reglerne om Erstatning uden Culpa angaar praktisk ta lt udelukkende Integritetskrænkelser, og for deres Vedkommende kan det betragtes som givet, a t Interessen bør værnes ved Erstatning.

Der er imidlertid en Gruppe Problemer, der er forbigaaet i § 5, fordi de har væsentlig Betydning ogsaa ved Ansvar uden Culpa. Der sigtes til Spørgsmaalet, om Retsordenen begrænser Kredsen a f de Personer, der har Ret til Erstatning, i Tilfælde hvor de almindelige Ansvarsbetingelser iøvrigt er opfyldt.

M an k u n d e tæ n k e sig a t søge V ejled n in g til B esvare lsen i L æ ren om Rettigheders Refleksvirkning. O m de P e rso n e r, hv is In te re s se r k u n a n ta g e s a t væ re b e s k y t te t v ed R e flek sv irk n in g , k an m an vel n o k sige, a t de som Regel ik k e k a n k ræ v e E rs ta tn in g fo r K ræ n k else a f de p aag æ ld en d e In te re s se r. M en L æ ren g iv e r n æ p p e nogen V ejled n in g t il a t a fgø re tv iv lso m m e S p ø rg sm aal. D en m aa b e tra g te s som e t F o rsøg p a a a t d a n n e e t B egreb , h v o ru n d e r m an k an sa m le en R æ k k e T ilfæ lde , h v o ro m m an m en er a t k u n n e fa s ts la a , a t den in te re sse re d e P e rso n sa v n e r R e tsm id le r.

O m L æ ren k a n iø v rig t h env ises til Ross V irkelighed og G y ld ig h ed 174 f, 181, 186 f o g Vinding Kruse i T fR 1934.281 f.

A t L æ ren ik k e k a n løse hele d e t S p ø rg sm aa l, d e r b eh an d les her, e r sæ rlig k la r t , n a a r m an a n ta g e r , a t E rs ta tn in g i v id t O m fang m aa g ives for I n te r essek ræ n k else r, se lvom den k ræ n k e d e In te re s se ik k e e r a n e rk e n d t som en R e ttig h e d for S k ad e lid en d e , jfr. ov fr. § 5.1.

M an h a r ogsaa m e n t — ia lfa ld for en D el — a t k u n n e bygge p a a R e t- s tr id ig h e d sk r ite r ie t. D e t a fg ø re n d e sk u ld e d a væ re , om H an d lin g en v a r retstridig overfor den paagældende Person.

D enne O p fa tte lse h a r jeg ogsaa selv b y g g e t p a a i U 1920 B .161 ff, jfr. ogsaa N . Cohn i J T 1916.159.

D enne L æ re m aa dog fo rk as te s . D ens In d h o ld e r u k la r t . D en n æ rm e s t liggen d e F o rs ta a e lse er, a t H a n d lin g e n sk a l h av e v æ re t i S trid m ed d en p a a gæ ld en d e P erso n s su b je k tiv e R e t. — I d e n n e R e tn in g g a a r fo rm en tlig C ohns O p fa tte lse , jf r . ovfr. § 12 .IV , se ogsaa Demogue IV no. 528. B o rtse t fra d en n e A n ty d n in g g ø r D em ogue ingen B e g ræ n sn in g i K red sen a f 'P e rso n e r , d e r k an k r a v e E rs ta tn in g , se no. 525 ff. T ilsv a re n d e M azeaud I I no. 1875. — M en e t s a a d a n t K ra v k an ik k e stilles . D e t fø lger a lle red e af, h v ad d e r e r u d v ik le t ov fr. i § 5 .1 . D erm ed sk a l dog ik k e væ re sa g t, a t R e ttig h e d s fo rh o ld e t s le t ik k e h a r nogen B e ty d n in g , jfr. ndfr.

§20.1. 155

M an k an o g sa a fo rs ta a S æ tn in g en saa ledes, a t d e t sk a l væ re F a re n for den p aag æ ld en d e P e rso n , d e r h a r g jo r t H an d lin g en re ts tr id ig . M en d e t k an u tv iv lso m t ik k e k ræ v es , a t F a ren fo r h am v a r en conditio sine qua non for R e t- s tr id ig h e d e n , jfr. § 19.IV .C . Og hv is m an ik k e s ti l le r d e t te K ra v , b liv e r d er n æ p p e a n d e t tilb a g e end A d æ k v a n sb e tin g e lsen (ovfr. § 19. IV .A og B). Se iø v rig t h e rtil § 12.I I I — IV.

Undertiden har man opstillet den almindelige Grundsætning, at Erstatning kun kan kræves af den Person, der umiddelbart rammes, ikke af andre, som indirekte lider Tab ved hans Skade. En saa enkel Regel kan dog ikke løse Problemet. Den vilde iøvrigt paa mange Punkter være vanskelig a t anvende.

U 1927.53 H , 1930.664 H og 1935.1094 H , d er e r o m ta lt ovfr. S. 149 e r k la re E k se m p le r p aa , a t E rs ta tn in g tillæ gges en P e rso n , d e r k u n ram m es m id d e lb a r t. U 1937.316 H g a a r fo rm en tlig ikke im od T e k ste n .

Den Grundsætning, der haves for Øje, kunde snarere udtrykkes saaledes: Naar en Handling paadrager Ansvar, fordi den medfører Fare for Skade paa en Person, kan Erstatning som Hovedregel kun kræves af den, der selv er ram t af Personskade, men ikke af andre, der paa Grund af deres Forhold til den ramte lider et Tab. Paa tilsvarende Maade kan ved Tingsskade Erstatning kun fordres af dem, der har eller havde en Ret over (eller til) Tingen, ikke af andre »interesserede«. Heller ikke disse Grundsætninger kan dog gennemføres fuldtud. Dette vil fremgaa af det følgende, hvor nogle af de praktisk vigtigste herhenhørende Spørgsmaal behandles kort.

Inden de enkelte Tilfælde undersøges, maa Opmærksomheden dog henledes paa et særligt Forhold. Det Erstatningskrav, som efter Lovgivningens Regler tilkommer N. N., kan som Regel overføres til andre Personer. Og i flere vigtige Tilfælde kræves dertil hverken Overdragelse eller Kreditorforfølgning, men Retten overføres uden videre, i Kraft a f Retsordenens Regler. E t Hovedeksempel herpaa er det, a t et Forsikringsselskab ved at betale Erstatning til den sikrede indtræder i dennes Erstatningskrav mod denerstatningspligtige, se FAL § 25.1°. Reglen begrænses dog ved Stk. 2 saaledes, a t den faktisk kun gælder om Skadeforsikring. Ogsaa i andre Tilfælde kan et Erstatningskrav overføres til en Person, ved at han fyldestgør den erstatningsberettigede.

Den »Indtræden« i Fordringen, som sker i saadanne Tilfælde, kalder man Subrogation, se herom Dansk Obligationsret 240 f.

156 §20.1.

O m F o rs ik re ren s R e g resre t henv ises iø v rig t til m in A fh an d lin g i T fR 1921.19 ff m ed y d erlig ere H en v isn in g e r. F rem d eles Sindballe i N F T 1922.179 ff, Serlachius i F e s tsk r if t för R . A. W red e (1922) 173 ff, Cederberg i T J F F 1923.185 ff s a m t L it te ra tu re n om F A L § 25, jfr. bl. a. nd fr. §22 .11 .

II. Erstatning for Tab ved en andens Død eller Legemsskade.A. En Persons Død kan paa mange Maader medføre Tab for

andre. Derfor er det ganske naturligt, a t man tidlig har rejst det Spørgsmaal, om den Trediemand, der har lidt Tab derved, i Kraft af almindelige Erstatningsregler kan kræve Erstatning hos Drabsmanden eller hos andre, der bærer Ansvaret for Drabsmandens Handling. Den herskende Opfattelse besvarede oprindelig Spørgsmaalet benægtende. Men efterhaanden kom man ind paa a t tilstaa en vis Ret til Erstatning for Tab a f Forsørger. Det skete i Tilslutning til en af Hugo Grotius fremsat Lære, hvorefter de Personer, som overfor den dræbte havde Krav paa Underhold, burde have E rsta tning for det Underhold, de mistede ved Drabet. I adskillige Lande, deriblandt Danmark, m aatte der en Lov til at gennemføre Grundsætningen.

I de v ig tig s te K o d if ik a tio n e r e r S p ø rg sm aa le t lø st ved sæ rlige B e stem m else r, se saa led es B G B §§ 844— 46, O R § 45. L igeledes e r d e t o rd n e t v ed L ov i E n g la n d , N orge og Sverige, se Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 17.11. I F ra n k r ig a n ta g e s E r s ta tn in g for T a b a f F o rsø rg er a t k u n n e k ræ v es i K ra f t a f d en a lm indelige C ulparegel, se f. E ks. Planiol-Ripert V I no. 549.

Danmark fik først en Regel om Erstatning for Tab af Forsørger ved Strfl 10 Febr. 1866 § 302, hvorefter saadan Erstatning kunde gives, naar Døden var forvoldt paa strafbar Maade. Paa denne Baggrund er det naturligt, at vore Domstole ikke mente a t kunne indrømme Forsørgererstatning udover Reglen i Strfl 1866 § 302. Udenfor § 302 m aatte man blive staaende ved ældre Rets Hovedregel, hvorefter der i Anledning af et Drab ikke kunde rejses noget Krav af Trediemand.

Se h ero m Lassen I § 28 ved og i N o te 19. L assen se r d e t a fg ø ren d e for R e tsp ra k s is i, a t § 302 tils ig te r a t væ re u d tø m m e n d e . D e tte k an ikke billiges, jfr. s tr a k s nd fr.

Senere blev der paa en Række specielle Omraader givet Lovregler, der gav Erstatning for Tab af Forsørger i videre Omfang. Denne Udvikling kunde vel have ført Domstolene til at anerkende, a t Erstatning for Tab af Forsørger kunde støttes paa almindelige Rets-

§20.11.A. 157

grundsætninger, jfr. U 1931.690 H med Note. Imidlertid er Spørgsmaalet nu praktisk løst ved ny Lovgivning.

B. Gældende Love om Erstatning for Tab a f Forsørger.1. Hovedbestemmelsen er Ikrafttrædelsesi. 15 A pril 1930 § 15.2°,

hvorefter den, som efter dansk Rets Erstatningsregler er ansvarlig for en andens Død, kan dømmes til at give den, som derved har mistet en Forsørger, Erstatning for det Tab, han antages derigennem at lide.

Reglen rækker langt videre end Strfl 1866 § 302. Erstatning kan gives, selv om Drabsmandens Handling ikke er strafbar, ja uden Culpa hos den ansvarlige. Betingelsen er kun, at den paagældende efter en eller anden af dansk Rets Erstatningsregler »er ansvarlig for en andens Død«. De sidste Ord er ulogisk formet, men maa forstaas derhen, a t Ansvar indtræder under samme Betingelser, som hvis den dræbte Person havde lidt Skade paa sin Person uden a t dø. At udtrykke Reglen helt rigtigt er vanskeligt.

U dtrykket »en Forsørger« maa forstaas saaledes, a t den dræbte ikke behøver a t have været eneste Forsørger eller blot Hoved- forsørgeren.

Iø v rig t m aa d e t fo r d e t fø rs te o m fa tte en h v e r, d e r ifølge L o v g iv n in g en v ilde h a v e h a f t F o rsø rg e lsesp lig t o v e rfo r den , d e r k ræ v e r E rs ta tn in g , d e r u n d e r selvfølgelig ogsaa F ad e ren til e t e n d n u u fø d t B a rn . D a den d ræ b te ik k e b eh ø v er a t h av e v æ re t H o v ed fo rsø rg er, b ø r U d try k k e t a n ta g e s a t o m fa tte F a d e re n til e t B a rn u d en fo r Æ g te sk a b , se lv om h an ifø lge F orsørgelses- lovg ivn ingens U d try k sm a a d e k u n e r fo rp lig te t t i l a t y d e U n d e rh o ld sb id ra g til B a rn e t.

Im o d d e t s id s te g a a r dog V L T 1930.231, jf r . o gsaa U 1930.521, 1933 .536 . (om d en t ilsv a re n d e B estem m else i M oto rloven ). A fgøre lserne e r sa a .m e g e t m æ rkeligere , som d e t o v en fo r fo rsv a re d e R e su lta t a lle red e v a r s ta tu e re t ved U 1914.918 H (m ed H en sy n til M oto rlo v 1908 § 33.3°, hv is O rd vel e r a n d re , m en ik k e m ere o m fa tte n d e ).

F rem d eles m a a »en Forsørger« o m fa tte den , d e r fa k tisk h a r fo rsø rg e t en an d e n P e rso n , se lv om h an ik k e ifølge L o v g iv n in g en v a r fo rp lig te t d e rtil. E n U n d e rs tø tte ls e , d e r e r m ere tilfæ ld ig e lle r ik k e d æ k k e r en s tø r re D el a f v ed k o m m en d es U n d erh o ld , k a n dog ik k e b e tra g te s som F orsørgelse .

Reglen er fakultativ (»kan dømmes«), hvilket gør det muligt at give mindre end fuld Erstatning, hvor den tab te Forsørgelse var særlig flot. Ligeledes kan Erstatning nægtes, naar det findes begrundet i den forsørgedes særlige Forhold, f. Eks. a t han er en arbejdssky Person.

Den, der har mistet en Forsørger, kan ifølge § 15.2° ogsaa faa til

158 §20.11 .B . l .

kendt Godtgørelse for Forstyrrelse eller Ødelæggelse a f Stilling og Forhold.

A n g aae n d e d isse S p ø rg sm aal fra Io v g iv n in g sp o litisk S y n sp u n k t k an h en vises til F o rh a n d lin g e rn e p a a d e t 13. no rd isk e Ju r is tm ø d e S. 96 ff m ed B ilag 4 og A rtik le r a f C. Torp, N . H. Bache og m ig i U 1923 B .257 ff, 273 ff, 1927 B . l 92 ff, 1929 B .345 ff, 1930 B .34 ff. I U 1929 B .353 N o te 7 b e s tr id e r B ache, a t § 15 til la d e r a t n e d s æ tte E rs ta tn in g e n . Se d e ro v e rfo r U 1930 B .36 N o te 7 og L o v fo rslag e ts M otiver.

2. I en R æ kke rivere »B edriftslove« fin d es særlige Regler om E rs ta tn in g fo r T a b a f F o rsø rg er, se J e rn b a n e l. 117 11 M a rts 1921 § 3, L u f tfa r ts i . (B ek . 6/8 1937) § 36, M otorl. § 38 og S tæ rk strø m si. (B ek. 15/4 1940) § 7.2°. D isse R eg ler e r ik k e fa k u lta tiv e , m en h jem le r en fa s t R e t til E rs ta tn in g for T a b a f F o rsø rg er, og n av n lig d erv ed h a r de B e ty d n in g ved S iden a f I k ra f t træ delses!.

B e s te m te G ræ nser for E rs ta tn in g e n s S tø rre lse er f a s ts a t ved Je rn b a n e l. 117 11 M a rts 1921 § 4.3° og de h er fa s ts a t te B egræ n sn in g er m aa v e d b liv en d e iag ttag es .

C. Den der efter almindelige Erstatningsregler er ansvarlig for en andens Død, maa erstatte rimelige Begravelsesomkostninger.

P a a G ru n d a f T v iv l i R e tsp ra k s is e r d e tte u d try k k e lig fa s ts la a e t i de u n d e r B n æ v n te B e d rifts lo v e . T av sh ed en i Ik ra f t træ d e lse s l . § 15 e r k u n U d tr y k for, a t m an ik k e m ere a n sa a d e t fo r n ø d v e n d ig t a t fa s ts laa R eglen u d try k k e lig . D en æ ld re P ra k sis v a r a fg ø ren d e fo rla d t ved U 1929.689 H , se N o ten d e ru n d e r , 1931.690 H , jfr. ogsaa 1932.189, 1927,152, m en a fv ig en d e e n d n u 1930.162, d er fo rm en tlig ik k e h a r v æ re t op m æ rk so m p aa d en k o r t fo rud a fsa g te H . Se iø v rig t om S p ø rg sm a a le t Lassen I § 29 N o te 19 b, Stang S k ade 35 N o te 19 og d e r til U 1918 B .190 N o te 4, jfr. ovfr. § 19.11.

M oto rl. og L u ftfa rts i . u d ta le r , a t K ra v e t t i lk o m m e r »den, d e r h a r b e k o s te t B egravelsen«. D e t sa m m e k an fo rm en tlig a n ta g e s i a n d re T ilfæ lde , ia lfa ld h v o r V ed k o m m en d e h a r h a f t r im elig A n led n in g til a t sø rge for B eg rav e lsen . De to n y sn æ v n te L ove b eg ræ n ser K ra v e t til, »hvad d er e f te r a fd ø d es F o rhold e r passende«. J e rn b a n e l. b ru g e r U d try k k e t »søm m elig B egravelse« , hvori vel ligger, a t m an ik k e e r s ta t te r U d g iften u d o v e r e t n o g en lu n d e jæ v n t M aal. E n lignende B egræ n sn in g vil D om sto len e s ik k e rt an se sig b e re ttig e d e til a t gøre i a n d re T ilfæ lde. .

D. Iøvrigt maa det ved al Personskade, med eller uden Døden til Følge, stadig betragtes som Hovedreglen, at Trediemand, der lider Tab derved, ikke kan kræve Tabet erstattet i Kraft af almindelige Erstatningsregler.

Hvis den tilskadekomne Person eller den, der vilde have Krav paa Erstatning for Tab af Forsørger, helt eller delvis bliver skades- løsholdt ved Ydelser fra Trediemand, kan denne Trediemand efter

§20.II.D 159

Omstændighederne gøre Krav paa den Erstatning, som ellers vilde have tilkommet den tilskadekomne eller de efterladte, eller dog paa en Del deraf. — Se om dette »afledede« Krav ndfr. under E. — Men. e l »selvstændigt« Erstatningskrav, d. v. s. et Krav, der ikke er betinget og begrænset paa samme Maade som det afledede Krav, faar Trediemand som Hovedregel ikke udenfor de Tilfælde, der er om talt ovfr. under B og C. I særlige Tilfælde, saasom naar Skaden er hidført netop i den Hensigt a t skade Trediemanden, bør man dog vistnok indrømme ham et Erstatningskrav, jfr. ovfr. §9.11.

H v is T re d ie m a n d se lv lid e r S k ad e p a a H e lb red som Følge a f d e t passered e , f. E k s. fo rd i d en tilsk a d e k o m n e e r en a f h an s N æ rm es te og U ly k k en m ed fø re r e t C hok for T re d ie m a n d e n , a n ta g e s d e t, a t d e r i P rin c ip e t k a n tillæ gges T re d ie m a n d E rs ta tn in g , se U 1935.1094 H , d e r e r o m ta l t o v fr. i § 19 .IV.— M o d sa t tid lig e re U 1931.124. — M en som o f te s t v il E rs ta tn in g a n ta g e lig b live n æ g te t, ford i S k ad en ik k e an ses fo r en a d æ k v a t Følge, id e t d en b e ro r p a a sæ rlige F o rh o ld hos d en sk a d e lid e n d e (ovfr. § 19. IV ), sm l. U 1921.662 H og T fR 1924.64. A t E rs ta tn in g fo r C hok k an ti lk e n d e s d en , d e r se lv h a r v æ re t u d s a t fo r L eg em ssk ad e v ed d en farlige H a n d lin g , e r d e r E n ig h e d om , jfr. fo ran S. 40.

Den opstillede Hovedregel s ta a r fast for nogle af de praktisk vigtigste Tilfælde.

Den gælder først og fremmest Forsikringstilfælde.Hvis et Livsforsikringsselskab i Anledning af, a t en Person er

bleven dræbt, maa udbetale Forsikringssummen til den sikrede, kan Selskabet som Hovedregel ikke kræve Erstatning af Skadevolderen. Dette er fastslaaet ved FAL § 25.2°, der ogsaa om fatter almindelig (frivillig) Ulykkes- og Sygeforsikring, men det m aatte være antaget ogsaa uden positiv Hjemmel.

Et Livsforsikringsselskab kan derfor — for a t tage Tilfælde, hvor der ikke er Plads for et afledet Krav — ikke kræve Erstatning, naar det har udbetalt Forsikringssummen til en Person, der ikke har mistet en Forsørger, eller til en Person, som selv har gjort sit fulde Erstatningskrav gældende.

Se om disse S p ø rg sm aal m in A rtik e l i U 1920 B.161 ff, hv is te o re tisk e S y n sp u n k te r jeg dog ik k e m ere k an g o d k en d e , jfr. til D els ovfr. u n d e r I, Sindballe N F T 1922.179, N . Cohn i J T 1916.157 ff.

O gsaa ved S k ad e fo rs ik rin g e r d e t H o v ed reg len , a t S e lsk a b e t ik k e h a r e t s e lv s tæ n d ig t E rs ta tn in g s k ra v , m en k u n sin In d træ d e lse s re t i H en h o ld til F A L § 25.1°.

Se frem deles om lov p lig tig U ly k k esfo rsik rin g U 1930.306*.

160 § 20.II.D.

Reglen er fremdeles fastslaaet ved en Række Domme for Tilfælde, hvor den tilskadekomne stod i Trediemands Tjeneste— være sig e t privat eller offentligt Tjenesteforhold — og Arbejdsgiveren i Anledning af Skaden har Udgifter til Bestridelse af den tilskadekomnes Arbejde eller maa betale Pension til ham eller hans Efterladte.

D e tte b lev fa s ts la a e t v ed U 1920.107 H . Se ligeledes U 1925.812* H , 1926.380* H , 1929.500* H , 1930.370*, 650* H , 935, 1935.523 H . I fle re a f d isse T ilfæ lde h a v d e S agsøgeren iø v rig t se lv k u n h æ v d e t e t a f le d e t K ra v . Æ ld re P ra k s is v a r u k la r , se f. E k s . U 1919.32, 1914.895.

O m a n d e t T a b for A rb e jd sg iv e ren se n d fr. u n d e r IV.B G B § 845 g iver, n a a r P e rso n sk a d e ra m m e r en , d e r s ta a r i en a n d e n s T je

n es te , A rb e jd sg iv e ren K ra v p a a E rs ta tn in g for d en m is ted e T je n e s te . I F ra n k rig g ives u d en sæ rlig H jem m el E rs ta tn in g i e n d n u v id e re O m fan g , jfr. H e n v isn in g e rn e fo ran u n d e r I.

E. Trediemands af ledede Krav paa Erstatning.Naar Trediemand har ydet den tilskadekomne eller de efterladte

hel eller delvis Dækning af Tabet, opstaar Spørgsmaalet, om han ikke har Ret til den Erstatning, som ellers vilde have tilkommet den tilskadekomne (de efterladte). Det har han. for en Del, men ingenlunde i alle Tilfælde. Han har navnlig ikke Retten, dersom Trediemands Ydelse ikke formindsker den tilskadekomnes (de efterladtes) Ret til E rstatning. Hvor deres Ret bestaar uformindsket, er der ingen Plads for noget Krav for Trediemand.

1. Personforsikring.Ved Personforsikring, som falder ind under F A L, er Trediemand

netop af denne Grund udelukket fra at kræve Erstatning. FAL § 25.2° fastslaar udtrykkelig, a t den sikredes Erstatningskrav ikke paavirkes af, a t han modtager en Forsikringsydelse. — Se herom ndfr. §2 1 .I I I . — Dette er ogsaa den almindelige Regel i fremmed Ret og er formentlig en hensigtsmæssig Ordning. Det stemmer bedst med Interesserne hos dem, der tegner Personforsikringer. Og der er ikke afgørende almene Betænkeligheder ved, a t Skaden her undertiden kan føre til en Berigelse, da andre Hensyn, navnlig Personens egen Interesse, normalt vil virke forebyggende. Lovgivningen tillægger ialfald ikke den mulige Fare afgørende Betydning. Det kan man se af, a t Personforsikring gyldig kan indgaas såaledes, a t For- sikringsbegivenhedens Indtræden vil medføre en Berigelse for den sikrede.

§ 20.I I .E .1. 161

H erom og om S p ø rg sm a a le ts S tillin g før F A L h env ises n æ rm ere til m in A fh an d lin g i T fR 1921.88 ff, jfr. U 1921 B.341 ff, 1929.460 i N o ten . Om fran sk R e t, hv is F o rs ik rin g sa fta le lo v a f 1930 in d eh o ld e r lig n en d e R egle r om R egres som a n d re L an d es L ove, h env ises til M azeaud I no. 233 ff, Planiol-Ripert V I no. 693, 695.

Hovedreglen fraviges dog ved Ulykkes- og Sygeforsikring, forsaavidt Forsikringsydelsen har Karakteren af en virkelig Skadeserstatning, se FAL § 25.2°. I saa Fald har Selskabet Regresret ligesom ved anden Skadeforsikring, og den sikrede mister ved at faa Dækning fra Selskabet sit E rstatningskrav i tilsvarende Omfang. Det er den sikredes Krav, som Selskabet indtræder i.

V ed Personforsikring, der fa lder udenfor F A L , e r S p ø rg sm a a le t k u n delv is lø st i de p aag æ ld en d e L ove. O m lovpligtig Ulykkesforsikring g æ ld er i P rin - c ip e t d e t sa m m e som ved S k ad e fo rs ik rin g , se n æ rm ere L 183 20 M aj 1933 § 4, jf r . ogsaa § 42. D e tte e r ogsaa n a tu r l ig t . F o rs ik rin g sy d e lse n h a r t i l F o rm aal a t g ive en v is E rs ta tn in g for d e t lid te T a b . E rs ta tn in g e n fa s tsæ tte s b lo t e f te r G en n em sn itsn o rm er. Og saav e l H e n sy n e t til F o rs ik rin g s ta g e rn e s g en n em sn itlig e In te re s se r som sociale S y n s p u n k te r ta le r for a t in d rø m m e R egres, id e t R egressen b id ra g e r til a t gøre F o rs ik rin g e n sa a b illig som m ulig. Ia lfa ld en D el a f de sa m m e G ru n d e ta le r for a t tillæ g g e de anerkendte Sygekasser R eeres . D e tte e r ogsaa sk e t ved U 1934.1007. L om F o lk efo rs ik rin g (B ek . 18/7 1946) a fg ø r ik k e S p ø rg sm a a le t. D er k an fo rm e n tlig in te t s lu t te s Ira den specielle Reuel i S 61.2 . A n g aaen d e Invaliderente g iv er F o lkeforsik - ringsl. § 41.5° en n o g e t b ø je ligere R egel en d U ly k k esfo rsik rin g slo v en .

2. Skadesløsholdelse i Medfør a f Tjenesteforhold.Iøvrigt kommer Spørgsmaalet om et afledet Krav for Trediemand

navnlig frem, hvor den tilskadekomne eller dræbte Person stod i Trediemandens Tjeneste i Medfør af en Arbejdskontrakt eller en offentlig Ansættelse og Arbejdsgiveren i Anledning af Skaden maa betale Sygeløn til den tilskadekomne eller Pension til ham eller hans Efterladte. Her maa det betragtes som fastslaaet i Praksis, at A rbejdsgiveren faar Krav paa Erstatning a f sit Tab i det Omfang, hvori den tilskadekomnes (efterladtes) Erstatningskrav er n e d s a tfordi hans Tab er ophævet ved Arbejdsgiverens Ydelse.

D et sk a l nu næ rm ere paav ises, h v ad d e r ligger heri.T je n e s te fo rh o ld e t k an a ld rig m edføre , a t den a n sv a rlig e k o m m er til a t

b e ta le s tø r re E rs ta tn in g , en d h an sk u ld e hav e b e ta l t til d en sk a d e lid en d e (den e f te rla d te ) , hvis d en n e ikke v a r b lev e t sk a d eslø sh o ld t a f A rb e jd sg iv e ren . Og hv is den tilsk a d e k o m n e P erso n se lv e r S ky ld i S k ad en , ta g e s d e r H en sy n h e rtil e f te r a lm in d e lig e R egler, jfr. herom nd fr. § 2 3 .I.D .

D erim od k an T je n e s te fo rh o ld e t kom m e den a n sv a rlig e til G ode, d a d e t o fte fo rm in d sk e r T a b e t.

U s s i n g E r s t a t n i n g s r e t 11

162 § 20.II.E.2.

F o rh o ld e t e r en k le s t, hv is A rb e jd sg iv e ren h a r h o ld t den tilsk ad ek o m n 'e skadesløs v ed a t g ive ham Løn, m en s h an v a r u a rb e jd sd y g tig . D en tils k a d e k o m n e k an da ik k e k ræ v e m ere en d E rs ta tn in g for d e t T a b , h an lid e r , sk ø n t h a n fa a r L øn e f te r T je n e s te fo rh o ld e t. M en d e t B eløb , hvo rm ed h a n s K ra v fo rm in d sk es, tilk e n d e s ik k e ud en v id e re A rb e jd sg iv e ren . H a n k a n vel ik k e faa m ere , m en h an h a r p a a den an d e n S ide ik k e K ra v p a a a t faa m ere , en d h an se lv h a r ta b t , og d e t e r o fte e t m in d re B e løb . H v is f. E ks. en F u n k tio n æ r b liv e r u a rb e jd sd y g tig en T id og i H en h o ld t i l A n sæ tte lse sv ilk a a re n e fa a r fu ld L øn, k an A rb e jd sg iv eren s T a b b liv e m in d re , hv is h an m id le rtid ig k an e rs ta t t e h am m ed billigere A rb e jd sk ra f t.

Se U 1930.650* H , 655* H , 1935.1120, 1932.381.M ere in d v ik le t e r F o rh o ld e t, n a a r A rb e jd sg iv e ren b liv e r fo rp lig te t t i l a t

g ive d en tilsk a d e k o m n e e lle r de e f te r la d te Pension. D e t m aa h er b e tra g te s som fa s ts la a e t, a t A rb e jd sg iv e ren a ld r ig k an k ræ v e g o d tg jo r t m ere en d den Forøgelse a f Pensionsbyrden, som S k ad en h a r m ed fø rt.

Se U 1930.650* H , 370*, 935, 1934.842, 1935.523 H , jfr. 1925.812* H, 1926.380 H og 1929.500* H m ed N o ter.

H e r o p s ta a r im id le rtid d e t v ig tig e R e tssp ø rg sm a a l, om den pensioneredes Erstatningskrav m od S k ad ev o ld e ren o v e rh o v e d e t bør nedsættes paa Grund af, at han har Ret til Pension, e lle r om h an ik k e b ø r b eho lde begge K ra v p a a lignende M aade som den , d e r h a r te g n e t en P e rso n fo rs ik rin g , se n a v n lig U 1929.501* N o te 3 og Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 332 f. Selvom m an vil a n v en d e fo rsik ringsm æ ssige G ru n d sæ tn in g e r; b ø r P en sio n en dog m ed fø re N ed sæ tte lse a f E rs ta tn in g e n i O v eren ss tem m else m ed P rin c ip e rn e for S k ad e fo rs ik rin g , jf r . n d fr. § 2 1 .I I I . D er gør sig h er lignende G ru n d e gæ ld en d e som ved den sociale F o rs ik rin g , h v o r m an o v e rv e jen d e fø lger S k ad e fo rs ik rin g sp rin - c ip ern e . H erm ed s te m m e r de o v e n n æ v n te D om m e, ia lfa ld i H o v ed sag en , se ogsaa U 1926.382* H .

U 1930.370* a n ta g e r dog d e t m o d sa tte m ed H e n sy n til den D el a f P e n s ionen , d e r e r t i lv e je b ra g t ved A rb e jd e re n s egne B id rag . — Sm l. h erm ed U 1935.523, h v o r H dog ik k e to g S tillin g til S p ø rg sm aa le t. — D e t fo rek o m m er m ig m eg e t tv iv lso m t, om d e r e r tils træ k k e lig G ru n d t il a t gøre en sa a d a n F orskel, n a a r A rb e jd e ren sk u ld e b id rag e til P en sio n en i H en h o ld til L ov, k o llek tiv A fta le e ller B e stem m else r i A rb e jd sk o n tra k te n . H v is A rb e jderen friv illig h a r s ik re t sig e t T illæ g t il d en a lm in d e lig e P en sio n , b ø r m an derim o d a n v e n d e G ru n d sæ tn in g e n i F A L § 25.2°, jfr. U ly k k esfo rsik rin g si.183 20 M aj 1933 § 42.3°. D e t b ø r dog næ vnes, a t U ly k k esfo rsik rin g si. §42 .1° og 2° ta g e r e t v is t H e n sy n til, om P en sio n e r t i lv e je b ra g t for A rb e jd sg iv eren s M idler.

H v o r m eg e t den p e n s io n sb e re ttig ed es E rs ta tn in g s k ra v m od S k ad e vo ld eren sk a l n e d sæ tte s i A n led n in g a f P en sio n en , m aa bero p aa , hVor m eget h an s T a b e r fo rm in d sk e t, ved a t h an fa a r R e t til P en sio n . O m d e t te i og for sig r e n t fak tisk e S p ørgsm aal er d e t b lev e t a n ta g e t , a t d en p ensioneredes T a b ik k e b eh ø v er a t anses som fo rm in d sk e t m ed hele d e t B eløb , h v o rtil P en sionsydelsen eller d en s F orøgelse k ap ita lise re s , se U 1935.523 H . S e lv

§ 20.11.E.2. 163

om U dg iften til P en sio n sb y rd e n s F orøgelse e r m in d re end den E rs ta tn in g , d e r paalæ gges d en an sv a rlig e , e r A rb e jd sg iv eren d e rfo r ik k e s ik k e r p a a a t faa hele s it T a b d æ k k e t.

O gsaa i d isse T ilfæ lde m aa T re d ie m a n d e n f in d e sig i, a t h an s K ra v ned- ttes e lle r fa ld e r b o r t p a a G ru n d a f egen S k y ld hos den tilsk a d e k o m n e tfr. § 2 3 .I .D ). T re d ie m a n d k an k u n faa d e t B e løb , d e r k u n d e væ re t i lk e n d t i t ilsk a d e k o m n e e ller de e f te r la d te . O g h an fa a r k u n hele d e tte B e løb , hv is

nan h a r sk a d eslø sh o ld t v ed k o m m en d e fu ld tu d , sm l. F o ru d sæ tn in g e n i U 1934.842.

U 1935.1120 h a r ta g e t S tillin g t i l e t sp ec ie lt S p ø rg sm aal. E n P o r tø r ved S ta tsb a n e rn e v a r k o m m e t til S k ad e ved e t S am m en stø d m ellem to M o to rk ø re tø je r. D er v a r S ky ld p a a begge S ider, s tø r s t S ky ld hos P o r tø re n , som d e rfo r an to g es a t b u rd e bæ re 2/ 3 a f S k ad en . S enere re js te D SB K ra v p a a E r s ta tn in g . D e h a v d e b e ta l t P o r tø re n 2100 K r. i Sygeløn, m en h a v d e fa k tisk k u n lid t e t T a b p a a 825 K r. til n ø d v en d ig e U d g ifte r. D om m en t i lk e n d te k u n D SB 1/3 de 825 K r. A f d e t o v en fo r u d v ik led e følger d e t, a t D SB ik k e k u n d e faa o v e r 825 K r. (deres eg e t T a b ) og h ø js t 1/3 a f 2100 K r., a l ts a a h ø js t 700 K r. D en y d e rlig e re B e g ræ n sn in g t il 1/3 a f 825 K r. sk y ld e s m aask e P ro c e d u re n . D en e r n æ p p e re a lt b e g ru n d e t. Senere e r d e r im id le rtid a fsa g t en D om i sam m e R e tn in g a f Ø s tre L a n d s re t (12. O k t. 1936, A SS 1936 B .134). Sm l. en d v id e re U 1930.655* H , d e r m u ligv is in d eh o ld e r en F o ru d sæ tn in g i sa m m e R e tn in g .

D an sk P ra k s is k ritise re s a f N . H. Bache i T fR 1932.151 ff, sm l. ogsaa Dagfinn Dahl leg em sskade 52 ff, 93 f. O m n o rsk R e t se s id s tn æ v n te F o rf. og Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 332 f, om sv en sk R e t Hörstadius i S v J T 1935.17 m ed H en v isn ., jfr. ogsaa T fR 1932.152.

F ra n sk e D om sto le g iv er ogsaa som H o y ed reg e l R e g resre t til d en A rb e jd s g iver, d e r h a r b e ta l t L øn e lle r P en sio n , se M azeaud I no. 255 ff, Planiol- Ripert V I no . 694, 697 og d é r c ite red e D om m e. D er e r dog nogen U sik k e rh ed . N ogle vil følge de i n y ere T id a n e rk e n d te R eg le r om P e rso n fo rs ik rin g , se Dalloz R ecueil p é rio d iq u e 1928.2.41 m ed N o te . D o m m en e b e tra g te r ikke K ra v e t som h v ilen d e p a a en S u b ro g a tio n , jfr. d e rim o d Planiol-Ripert 1. c. K ra v e ts O m fan g b e ro r p a a T a b e ts S tø rre lse , d e r — som e t re n t fa k tisk S p ø rgsm aal — ik k e b ed ø m m es a f K a s sa tio n s re tte n .

3. Andre Tilfælde.I P ra k s is e r d e r frem deles re js t T v iv l om B e h an d lin g e n a f T ilfæ lde , h v o r

d e t O ffen tlige h a r U d g ifte r til U n d erh o ld e lle r S y g eb eh an d lin g a f d en t i l sk a d ek o m n e . E n k e lte D om m e h a r h er a n e rk e n d t e t K ra v for K o m m u n en , se U 1927.1054, 1936.991. U 1931.250 H h a r p. d. a. S. s ta tu e re t , a t e t Sygehus, d e r ifølge s it R eg le m e n t k u n to g h a lv B e ta lin g for S y g ek assem ed lem m er, ik k e k u n d e k ræ v e d e t o v e rsk y d e n d e b e ta l t a f den , d e r h a v d e fo rv o ld t en S y g e k a sse p a tié n ts S k ad e . B e g ru n d e lsen h e rfo r e r u k la r , sm l. N o ten og T fR 1931.445 (N r. 18) sa m t 1932.151 (N . H. Bache).

H v o r en T re d ie m a n d u d en fo r sa a d a n n e T ilfæ lde a fh o ld e r H elb redelse s- o m k o stn in g e r, vil d e r vel k u n s jæ ld e n t o p s ta a S trid om h an s R e t til a t gøre

11*

164 § 20.I I .E.3.

E rs ta tn in g s k ra v e t gæ ldende. D e n bør ia lfa ld a n e rk en d es , h v o r T red iem an d h a v d e rim elig A n led n in g til a t ta g e sig a f den tilsk ad ek o m n e . U 1936.416 ti lk e n d te en Æ gte fæ lle E rs ta tn in g endog fo r U d g if te r til B e fo rd rin g til og fra S y g eh u se t ved Sygebesøg.

4. I de Tilfælde, der er omtalt ovfr. under 2 og 3, bruger vore Domme i Almindelighed ikke den Udtryksmaade, a t Trediemand »indtræder« i Erstatningskravet. De fleste Domme tilkender uden videre Trediemand Erstatning, men hans Krav undergives samme Betingelser som den tilskadekomnes eller efterladtes eget Krav og opstaar kun, forsaavidt dennes Krav falder bort. Kravet er altsaa betinget af, 1) at den tilskadekomnes eller efterladtes Tab (og Erstatningskrav) er formindsket eller bortfaldet, fordi Tabet dækkes ved Ydelser fra Trediemand, 2) a t der, hvis Trediemand ikke dækkede Tabet, vilde tilkomme den tilskadekomne eller efterladte Person et Krav. Og 3) Trediemands Krav kan hverken gaa udover det Beløb, som den tilskadekomne eller efterladte kunde have krævet, eller udover, hvad de paagældende Ydelser har kostet Trediemanden. Herefter synes det træffende at kunne siges, at der ogsaa her foreligger et »afledet« Krav.

III. Ved Tingsskade har det vistnok været ret almindelig antaget, a t Erstatning kun kan kræves af dem, der har »tinglige« Rettigheder over den beskadigede Ting, ikke af Personer, der kun havde en Fordring paa Tingen. Denne Lære kan ikke billiges.

Sm l. herom Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 7 . X I I og § 2 K IX .

Man maa ialfald i et vist Omfang give Erstatning til Personer, hvis Ret ikke var »tinglig«. FAL § 54 giver en Regel om det beslægtede Spørgsmaal, hvem der har Ret til Forsikringsydelsen ved almindelig Tingsforsikring. Efter denne Regel kan Erstatning kræves dels af enhver, der havde tinglig Ret over Tingen, dels af den, der »bærer Faren for Tingen«. De samme Personer maa ogsaa kunne kræve Skadeserstatning for Tingsskade i Kraft af almindelige Erstatningsregler. Men man maa vistnok gaa videre endnu.

Da det er meget omtvistet, hvornaar der skal antages at foreligge en »tinglig« Ret, vilde det i og for sig være ønskeligt a t undgaa dette Kriterium helt. I denne Retning har ogsaa flere Forfattere udtalt sig, se Vinding Kruse i U 1935 B. 116 m. Henvisn. Imidlertid kan man ikke kaste det traditionelle Kriterium bort uden at sætte noget

§ 2 0 . I I I . 165

nyt i Stedet. Ved den nærmere Undersøgelse maa der sondres mellem flere Tilfælde.

1. I adskillige Tilfælde drejer Striden sig kun om, hvem a f flere der har Ret til Erstatningen for Tingens Værdi. Saaledes kan der, naar en Ting sælges, opstaa det Spørgsmaal, om Erstatningen tilkommer Sælger eller Køber. Omfanget af Skadevolderens Ansvar forudsættes der ikke a t være Strid om.

I saadanne Tilfælde kan man formentlig opstille den Regel, at det beror paa Retsforholdet mellem Sælger og Køber, hvem af dem der har Ret til Erstatningen. Der er formentlig ingen Grund til at frakende Køberen Erstatning, blot fordi han ikke har opnaaet en Ret, der ikke kan fortrænges af Sælgerens Kreditorer. Selv om han mangler »tinglig« Retsbeskyttelse, f. Eks. fordi han ikke har faaet sin Adkomst paa den faste Ejendom tinglyst, maa han kunne kræve Erstatning af Skadevolderen, hvis han ifølge Retsforholdet til Sælgeren har Ret dertil.

Om Sælgerens Kreditorer i e t saadant Tilfælde kan tilegne sig dette Krav, er et andet Spørgsmaal. Hvis det besvares bekræftende, hvilket synes rimeligt, afviger de praktiske Resultater ikke væsentlig fra den traditionelle Læres.

D en a n e rk e n d te nem lig , a t F o rd r in g sh a v e re n i A lm indelighed k u n d e forlange, a t S k y ld n e ren o v e rd ro g h am E rs ta tn in g s k ra v e t . Se f. E k s. Lassen I 823 f, 932.

2. I andre Tilfælde kan en Aftale medføre, a t Tingen faar en forøget Værdi. Hvis Ejeren tillader en anden at udøve en begrænset Raadighed over Tingen, kan det tænkes; at Værdien af Ejerens indskrænkede Ret sammenlagt med Værdien af Brugsretten overstiger Værdien af Tingen uden Brugsret. I saa Fald bliver Spørgsmaalet, om denne forøgede Værdi skal erstattes.

Den traditionelle Lære besvarer Spørgsmaalet bekræftende, naar Brugerens Ret var »tinglig«, og derved har man i Almindelighed haft for Øje, om Brugeren havde »tinglig« Beskyttelse (Omsætnings- beskyttelse) for sin Ret. Man bør dog formentlig heller ikke her lade dette være afgørende for Erstatningsretten. Enhver Ret til (eller over) Tingen, d .v .s . til straks eller senere a t udøve en Raadighed over den, maa kunne danne Grundlag for Erstatningskrav. Dog er det tvivlsomt, om en Ret til partiel Brug af Løsøre (uden Besiddelse) bør kunne begrunde et saadant Erstatningskrav.

166 §20.111.

Paa den anden Side kan man næppe give Erstatning til Personer, der ikke havde en Ret til eller over Tingen, blot fordi deres Interesse var kny tte t saaledes til Tingen, a t de led Tab, naar Tingen blev beskadiget. Den, der har bestilt noget Gods sendt med en Damper, men forhindres i a t faa Godset rettidig frem, fordi Damperen paa Vejen til Lastepladsen bliver sejlet ned ved et andet Skibs Fejl, og som lider et stort Tab derved, kan i Almindelighed ikke kræve Erstatning af det andet Skibs Rederi.

E t a n d e t S p ø rg sm aal er, om den , d er h a r b e f ra g te t e t S k ib , ik k e k an have R e t til en Del a f E rs ta tn in g e n for S k ib e ts V æ rd i i O v eren ss tem m else m ed G ru n d sæ tn in g e rn e ov fr. u n d e r N r. 1. F o r E k sp ro p ria tio n s tilfæ ld e e r S pørg sm a a le t b e sv a re t b en æ g ten d e i N R t 1929.1013. Se d e r til Lindvik i N R t 1935.606.

H e r k a n ogsaa næ vnes U 1925.996: E n C hauffø r, d e r b lev a rb e jd slø s , fordi B ilen led S k ade, k u n d e ikke k ræ v e E rs ta tn in g a f S k ad ev o ld eren .

IV. Kan Erstatning kræves a f en Trediemand, hvis Fordring paa den skadelidende falder bort eller forringes i Værdi?

I det nysnævnte Eksempel blev Tabet paaført Trediemanden i Medfør af et Skyldforhold mellem ham og Skadelidende. Den skadegørende Handling kan ofte bevirke, a t en Fordringshaver ikke faar sin Fordring fyldestgjort, og man kan da spørge, om han i saa Fald kan kræve Erstatning af Skadevolderen.

Tilsvarende Spørgsmaal kan opstaa ved Personskade. Naar Skaden gør en Arbejder uarbejdsdygtig, kan dette medføre særlige Tab for Arbejdsgiveren — udover Udgiften til a t lønne en Erstatnings- mand — , f. Eks. fordi det viser sig umuligt at faa andre til a t udføre Arbejdet.

Efter romanistisk Tankegang kan Trediemanden ikke kræve Erstatning, da han kun har en Fordringsret og Fordringer ikke er beskytte t mod Trediemand. Denne Grundsætning kan ikke være afgørende for dansk Ret. Jul. Lassen I 932 hævdede, a t Erstatning kan kræves af den Fordringshaver, der lider et sær ligt Tab udover den Skade, som er tilføjet Skyldneren.

Det er dog meget omtvisteligt, om der er real Grund til at indrømme Fordringshaveren Erstatning i saa vidt Omfang. E rsta tningsreglernes Præventionsvirkning vil kun sjældent styrkes derved. Saadant Tab for Trediemand vil som oftest ligge udenfor, hvad den handlende regner med. Heraf følger tillige, at Trediemand meget

§20 .IV. 167

ofte ingen Erstatning vilde faa, allerede fordi hans Tab ikke er en adækvat Følge af Handlingen.

Dette alene kunde dog ikke føre til a t udelukke Ansvar i de sjældnere Tilfælde, hvor Trediemands Tab var en adækvat Følge. Men tekniske Grunde taler for som Hovedregel a t udelukke Ansvar overfor Trediemand. I Praksis vil det særlig ofte volde Tvivl, om An- svarsbetingelserne er til Stede, og navnlig, om Trediemands Tab er en adækvat Følge. Hvis man aabner Adgang til Erstatning af Trediemands Tab, vilde det medføre Mulighed for et Utal af tvivlsomme Erstatningskrav og derigennem for Bekostninger, der ikke stod i rimeligt Forhold til Resultatet.

I d en n e R e tn in g g a a r ogsaa U 1929.165: V ed B lo k ad e a f en B u d c e n tra l led ogsaa B u d e n e T a b ved N ed g an g i F o rtje n e s te , m en d e t an to g es , a t de ik k e h av d e se lv s tæ n d ig t K ra v p a a E rs ta tn in g . O g B u d c e n tra le n s M a rk e te n d ers T a b an sa a s som en fje rn e re Følge, d e r he ller ik k e k u n d e k ræ v es e rs ta t t e t . Se frem deles U 1900.526 H (d er n æ g ted e en P e rso n E rs ta tn in g fo r d e t N æ rin g sta b , h an led, ved a t en M e d arb e jd e r om kom ), N. Lassen i T fR 1901.101 ff.

D er k an dog væ re G ru n d til a t a n e rk e n d e A n sv a r o v e rfo r T re d ie m a n d i sæ rlige G ru p p e r a f T ilfæ lde , sa a led es ia lfa ld , h v o r H an d lin g en e r u d fø r t n e to p i den H en s ig t a t p aa fø re T re d ie m a n d e n e t T a b , jf r . o v fr. §9 .11 . H e r vil A n sv a r i A lm indelighed b live p a a la g t e f te r ty sk R e t ifølge B G B § 826, jfr. ogsaa O R § 4 1 .2 ° .

Iø v rig t henv ises til D an sk O b lig a tio n sre t § 47.

§ 21.

E rsta tn in g en .

I. Erstatning eller Genoprettelse a f Skaden.Erstatningen er som Regel en Pengesum, der helt eller delvis

dækker Tabet.Hvor Skaden kan genoprettes in natura, opstaar det Spørgsmaal,

om Skadelidende kan forlange saadan Genoprettelse. Det kan han i visse Tilfælde, men langtfra altid.

Bestaar Skaden i, at Besiddelsen af en Ting er unddraget Skadelidende, kan han i Almindelighed kræve Besiddelsen genoprettet, medmindre det er umuligt eller Trediemand har erhvervet en Ret,

168 §21.1.

der hindrer det. Hvis en Ting forholdes Ejeren, kan denne saaledes i Almindelighed vindicere Tingen.

Har en Person opført et Hus i Strid med en Servitut, eller driver han paa sin Ejendom en Virksomhed, som paafører andre Ejendomme varige Ulemper, der gaar udover, hvad de maa finde sig i, kan de paataleberettigede i Almindelighed kræve Genoprettelse in natura — ved at Huset nedrives og Ulemperne fjernes. — Men derved opnaar de jo ingen Genoprettelse af den Skade, der allerede m aatte være sket. Den maa derfor erstattes efter de derom gældende Regler.

De omtalte Genoprettelseskrav er ikke afhængige af, at de sædvanlige Erstatningsbetingelser er til Stede. De falder selvfølgelig bort, forsaavidt det er umuligt at genoprette Skaden. Og bortset fra særlig graverende Retskrænkelser maa den ansvarlige kunne afværge Genoprettelse ved at betale Erstatning, dersom Genoprettelsen vilde kræve ganske uforholdsmæssige Opofrelser.

Sm l. om d e t s id s te P u n k t B G B § 251. — B G B § 249 o p stille r iø v rig t den H ovedregel, a t S k ad en skal g e n o p re tte s in n a tu ra . Ved P e rso n sk ad e og T ingsb esk ad ig e lse kan S k ad e lid en d e dog a ltid k ræ v e E rs ta tn in g i Penge.

O gsaa i a n d re F o rho ld kan d e r fo rekom m e R e tsm id le r, d e r t je n e r til a t g e n o p re tte S k ad en eller a fvæ rge frem tid ig S kade, se som E ksem pel L 63 28 Maj 1880 § 56, L 54 31 M a rts 1926 § 6 N r. 5 .3 “ s a m t S trf l § 273, jfr. om d en Krabbe i U 1937 B .11 ff. M en i de f le ste T ilfæ lde k an S k ad e lid en d e ikke k ræ ve G en o p re tte lse in n a tu ra , m en m aa nø jes m ed E rs ta tn in g i Penge.

Om A dgangen til a t k ræ v e O pfy ldelse in n a tu ra i K o n tra k ts fo rh o ld h en vises t i l D an sk O b lig a tio n sre t § 9.

At Skadelidende kan kræve Genoprettelse in natura, udelukker ham ikke fra at fordre Erstatning, hvis han foretrækker det. Den, der har unddraget en anden Besiddelsen af en Ting, maa dog i Almindelighed blive fri for a t erstatte Tingen, naar han leverer den tilbage og Skaden derved afbødes saaledes, at man med Billighed kan henvise Skadelidende til a t tage Tingen tilbage. Undertiden maa man ogsaa i andre Tilfælde indrømme den ansvarlige Adgang til at genoprette Skaden.

I K o n tra k ts fo rh o ld h a r S k y ld n e ren i A lm indelighed A dgang til N a tu ra l- o pfy ldelse , in d til F o rd rin g sh a v e re n hæ ver K o n tra k te n , jfr. D an sk O b ligatio n sre t § 1l . I I I . A dgangen til a t a fh jæ lp e M angler e r dog s tæ rk t b eg ræ n se t, se D an sk O b lig a tio n sre t 51 f og 54.

Se iø v rig t om de b eh an d led e S p ø rg sm aal Lassen 1 § 36.11, Stang E r s ta t n in g sa n sv a r 283 f, 359 f, Platou P r iv a tr e t 588 ff.

S21.II. 169

II. Erstatningens Omfang.A. Naar der skal gives Erstatning i Penge for en økonomisk Skade,

skal Erstatningen som Hovedregel udgøre det Beløb, hvortil Skaden vurderes. Erstatningen skal med andre Ord svare til det Tab, Skaden har medført. Da Erstatningspligten normalt om fatter den Skade, der er en adækvat Følge af det Forhold, der paadrager Ansvar, skal Erstatningen derfor normalt dække det Tab, der er en adækvat Følge a f Forholdet.

Med den Begrænsning, der ligger i Adækvansbetingelsen, kan den skadelidende altsaa som Hovedregel kræve ersta tte t hele det Tab, som han har lidt. For a t fremhæve, a t Maalestokken for Erstatningen er det Tab, som den skadelidende faktisk har lidt i det konkrete Tilfælde, siger man, at Maalestokken er det »individuelle« Tab eller Skadelidendes »Interesse«.

D et s id s te U d try k a n v e n d e s i T ils lu tn in g til ro m ersk R e t. D en æ ldre rom ersk e R e t b e s te m te E rs ta tn in g e n e f te r d e t k ræ n k ed e G odes, f. E ks. T ingens, a lm in d e lig e V æ rd i (vera rei estimatio). Senere g ik m an o v e r til a t e r s ta t te den ta b lid e n d e s In te re s se (quod interest), d. v. s. G o d e ts V æ rdi for n e to p den sk a d e lid en d e . U d try k k e t »den k o n k re te Skade« a n v e n d e s a f nogle i S te d e t for de o v e n o m ta lte U d try k , m en b e n y tte s a f a n d re om »den rea le Skade« i M odsæ tn ing til T a b e t , jfr. ovfr. § 18.1.

I Nutiden er det almindelig antaget, at Maalestokken som Hovedregel er den paagældendes Tab i det konkrete Tilfælde. Enkelte danske Forfattere har dog hævdet, a t kun det normale Tab skulde erstattes, se Henvisninger i Lassen I § 36 Note 4. Denne Lære, der i første Række har haft Erstatning i Kontraktsforhold for Øje, er kort om talt i Dansk Obligationsret S. 165 f. Vor Lovgivning indeholder ingen almindelig Regel, der fastslaar Erstatningens Omfang. Men de talrige spredte Lovbestemmelser lader sig bedst forene med den herskende Opfattelse.

N a a r d e r ud en v id ere h jem les E rs ta tn in g for »Skaden« e lle r »Tabet«, se f. E ks. M otorl. §38 .1°, J e rn b a n e l. 11 M a rts 1921 § 7, fo rs ta a s d e tte n a tu r l ig s t som d e t in d iv id u e lle T a b . T y d e lig e re i d en n e R e tn in g e r nogle L ove, se f. E k s . S ølov § 220 (»al d erv ed fo ran led ig e t Skade«), F o rfa tte r l . 26 A pril 1933 § 17.3°, ( lignende U d try k ), § 18.2° (»den S k ad e , han sk ø n n e s a t h av e lidt«), S tæ rk s trø m si. §7 , S a ltv a n d sf isk e ril . 93 31 M a rts 1931 § 5 3 (lignende U d try k ), Ik ra f ttræ d e lse s i. § 15.2° (»det T a b , h an a n ta g e s d e rig en n em a t lide«), R pl § 1018 a (»den h a m tilfø jed e F o rm ueskade«). A t E rs ta tn in g e n ikke er beg ræ n se t til d e t n o rm ale T a b , m aa ogsaa væ re fo ru d sa t i B estem m elser som Je rn b a n e l. 1921 § § 4 og 5.2°, d e r sæ t te r b e s te m te G ræ n ser for E r s ta t n ingens S tø rre lse (ndfr. IV ).

170 §21.I I.A.

En udbredt Lære gaar ud paa, a t Tabet udfindes ved en Differenceberegning. Tabet er Forskellen mellem den Formue, som den skadelidende vilde have haft, dersom den skadevoldende Handling ikke var foretaget, og den Formue, han har, efter a t den er foretaget, jfr. Lassen I 344. Denne Sætning giver dog næppe nogen nyttig Vejledning. I Praksis vil man i Almindelighed nøjes med a t vurdere det enkelte skadede Gode. Særlig kunstig er Differenceberegningen, naar det drejer sig om Goder, der ikke har Bytteværdi. Læren er ogsaa farlig, da den let kan misforstaas, saa a t den fører til urigtige Resultater. Det er om talt ovfr. i § 19.11, a t Erstatningsansvaret ikke falder bort, blot fordi Skadelidende vilde have lidt et lige saa stort Tab ad anden Vej. Paa dette Punkt vil den om talte Lære let føre til det modsatte Resultat. Paa lignende Maade fristes man til a t deducere fra den, a t Fordele, der tilføres den skadelidende ved den skadevoldende Handling, altid maa fradrages i Tabet, se herom ndfr. under III.

Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 288 ff a n v e n d e r D ifferenceb e reg n in g en og u d v ik le r n æ rm ere , h v a d d e r ligger i In te re s se p rin c ip e t.

B. Til yderligere Belysning af Spørgsmaalet skal der gøres nogle Bemærkninger om Erstatning dels for Tingsskade og dels for Personskade.

1. Af Hovedreglen følger det paa den ene Side, a t Erstatning for Tingsskade kan overstige Tingens almindelige Værdi (Bytteværdi). Der maa tages Hensyn til den særlige Værdi (Brugsværdi), som Tingen har for den enkelte Skadelidende. — Ved Vurderingen af Tabet ved selve Tingsskaden vil man iøvrigt som oftest kunne søge Støtte i FAL §§ 37—38. — Fremdeles maa der efter Omstændighederne gives Erstatning for det Tab, den paagældende lider ved en Tid at m aatte undvære Tingen (Erstatning for »Afsavn«) eller dog være af- skaaret fra a t anvende den i sit Erhverv.

E rs ta tn in g e n k an d e rfo r o m fa tte D r if ts ta b og a n d e t T a b , d e r ifølge FA L § 3 6 ikke e r s ta t te s a f T in g sfo rs ik re ren .

Paa den anden Side kan Ejeren af en Ting ikke altid kræve Tingens fulde Værdi erstattet. Hvis han kun lider et mindre Tab, f. Eks. fordi andre Personer har begrænsede Rettigheder over Tingen, faar han kun en tilsvarende mindre Erstatning. Naar flere Personer har Rettigheder over samme Ting, vil deres samlede Tab

§ 21.II.B.1. 171

iøvrigt jævnlig blive større end det Tab, Ejeren vilde lide, hvis han var den eneste, der havde Interesse i Tingen, jfr. ovfr. §20.111.

O m V æ rd ia n sæ tte lse n se iø v rig t Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 21 V I I I . N a a r S k ad en b e s ta a r i, a t en T in g e r u n d d ra g e t dén b e re ttig e d e , m en den n e kan v in d ice re T in g e n og d e t v ides, h v o r d en b e f in d e r sig, k an m an spørge , om T a b e t ik k e e r b eg ræ n se t til V in d ik a tio n so m k o s tn in g e rn e . D e tte k a n ik k e an ta g e s . Ia lfa ld som H o v ed reg e l m aa den , d e r h a r m is te t T in g e n , hv is han ikke fo re træ k k e r a t v in d icere d en , k u n n e k ræ v e sa m m e E rs ta tn in g som en P erso n , h v is R e t o v e r T in g en e r g a a e t t a b t . D e t b liv e r S k ad ev o ld e ren s Sag e v e n tu e lt a t sk a ffe T in g en tilb ag e , h v ad h an k an h av e In te re s se i, n a a r h an d e rv ed k an u n d g a a E rs ta tn in g s a n s v a re t , jfr. h erom fo ran u n d e r I.

D e t a n fø r te vil vel b liv e b e tr a g te t som en Selvfølge i T ilfæ lde , h v o r S ag sø g te h a r h a n d le t u red e lig t e lle r v æ re t v id en d e om d en b e re ttig e d e s R e t, jf r. F r. 20 F eb r. 1789 § 8, D L 5— 3— 35 i S lu tn ., m en d e t h a r o gsaa iø v rig t S tø t te m ed H e n sy n til L øsøre i D L 5— 6— 9 og 5— 8—6 og M dhl § 4 4 .1 J. Se herom n æ rm ere Lassen I I 820 f, 837, S p .D . 1931 456, 465.

F o r.saav id t E rs ta tn in g for ud en H jem m el a t h av e ra a d e t o v e r a n d re s T in g elle r F o rm u e g o d er iø v rig t p aa læ g g es uden C u lpa , jf r . fo ran § 13.11, o m fa tte r E rs ta tn in g e n v is tn o k k u n T in g en s V æ rdi, ik k e a n d e t T a b . Se p aa d en a n d en S ide n d fr. u n d e r V.

2. Ved Personskade er det navnlig vanskeligt a t fastsætte Erstatning for Uarbejdsdygtighed eller for Tab a f Forsørger (samt Godtgørelse for Svie og Smerte, jfr. ndfr. § 26). Det staar fast, a t den tilskadekomne, der er blevet uarbejdsdygtig, kan kræve Erstatning for Indtægter, han gaar Glip af, og a t Erstatningen kan tilkendes under eet for det fremtidige Tab af Indtægter. Ved Bestemmelsen af dette Tab maa der tages Hensyn til alle paaregnelige Erhvervsmuligheder, ikke blot de Indtægter, den tilskadekomne havde opnaaet en mere konkret Udsigt til.

H v is d er u n d e r e e t sk a l g ives E rs ta tn in g fo r livsvarig Invaliditet, m aa E r s ta tn in g e n fa s tsæ tte s u n d e r H e n sy n til den tilsk ad ek o m n es sa n d sy n lig e L e v e tid , og d e n n e k an , n a a r sæ rlige F o rh o ld ik k e fø re r t i l a n d e t R e su lta t, b es tem m e s e f te r G e n n em sn its lev e tid en for P e rso n e r a f h a n s K øn og A lder p a a lignende M aade, som hv is d e r sk u ld e an sk affes en L iv re n te for h am i e t L ivsfo rs ik rin g sse lsk ab .

Erstatning for Tab a f Forsørger kan efter Ikrafttrædelsesl. § 15.2° fastsættes til »en Sum een Gang for alle eller til et løbende Underholdsbidrag, i sidste Fald mod eller uden Sikkerhedsstillelse«. Denne Regel bør anvendes analogt paa Erstatning for varig Invaliditet.

Ved Personskade er der vistnok Utilbøjelighed til at erstatte Tab udover et vist Jævnmaal. Det er om talt ovfr. i § 20.11.C., at en saa-

172 § 21.1I.B.2.

dan Begrænsning er gjort med Hensyn til Erstatning for Begravelses- omkostninger, og den kan ialfald gennemføres ved Erstatning for Tab af Forsørger efter den fakultative Bestemmelse i Ikrafttrædelsesi. § 15.2°, sml. ogsaa de positive Begrænsninger, der er om talt ndfr. under IV. De fleste Lovbestemmelser om Personskade giver dog ingen positiv Støtte for særlige Begrænsninger af Erstatningen.

Om F o rsø rg e re rs ta tn in g e n s F a s tsæ tte lse henv ises iø v rig t til, h v ad d e r er c ite re t fo ran i § 20. 11.B.

U 1932.205 u d ta le r , a t d e r ikke k u n d e blive S p ø rg sm aal om a t fo rhø je In v a lid ite ts e rs ta tn in g e n til en A ld e rs re n te n y d e r u n d e r H en sy n til, a t E r s ta tn in g e n m a a t te m edfø re N ed sæ tte lse a f A ld ersren ten .

O m D om sto lenes B e h an d lin g a f S ager om E rs ta tn in g for P e rso n sk ad e se Victor Hansen i U 1934 B. 188 ff jfr. 300 ff. Sæ rlige V an sk e lig h ed er v o ld er de sa a k a ld te t ra u m a tis k e N euroser, se herom M alling i U 1929 B.321 ff og A fh an d lin g e r i N F T 1925.423, 1934.281, 1936.99 og 587, 1937.76, Dagfinn Dahl legem sskade 69. Om svensk P ra k sis i S ager om E rs ta tn in g for Legem s- sk a d e se Horstadius i S v J T 1935.11 ff.

III. Compensatio lueri cum damno.Hvis den Handling, der begrunder Ansvar, ved Siden af Skaden

har tilført Skadelidende Formuefordele, der helt eller delvis opvejer Skaden, maa der tages Hensyn hertil. I Almindelighed erstattes kun det Tab, der bliver tilbage, efter at- Fordelene er fradraget. Man kalder denne Regel Grundsætningen om compensatio lucri cum damno. Men hermed er det ikke Meningen at sige, at der opstaar to Krav, som modregnes.

For Sætningen kan anføres, at den Sikkerhedstrang, der bærer Erstatningens genoprettende Funktion, ikke gør sig gældende her. Det vilde endogsaa kunne medføre uheldige Følger, hvis Skadelidende forud kunde regne med at tjene paa Skaden.

Nogle Forfattere anser Sætningen som en ligefrem Anvendelse af selve Erstatningsrettens Hovedprincip, hvorefter kun den økonomiske Skade skal erstattes. De gaar da ud fra, a t den økonomiske Skade bestemmes ved den ovfr. under II omtalte Differenceberegning. Hvis det staar fast, at den er afgørende for Erstatningens Ud- maaling, kræver det ingen særskilt Begrundelse, at Fordelen skal trækkes fra Tabet. — Saaledes Stang Erstatningsansvar § 22. — Det er imidlertid farligt a t deducere fra et saadant almindeligt Princip. Og det er vanskeligt udfra den nævnte Opfattelse a t forklare, at Principet ikke gennemføres fuldtud.

§ 2 1 . I I I . 173

Iø v rig t syn es d e r e n d n u ik k e a t væ re fu n d e t nogen h e lt t ilfred ss tillen d e L øsn ing a f se lve d e t rea le P ro b le m . F orskellige L øsn ingsforsøg e r o m ta l t a f m ig i T fR 1921.80 ff.

Sætningen gennemføres ikke fuldtud.En vigtig Undtagelse er fastslaaet ved F A L § 25.2°. I Tilfælde

af Personskade eller Død paavirkes Erstatningskravet ikke af, at Skadelidende modtager et Forsikringsbeløb i Medfør af en Summa- forsikring, f. Eks. en Livsforsikring.

E n lig n en d e R egel v a r a lle red e g iv e t for J e rn b a n e lo v e n s O m raad e i J e rn b a n e l. 1921 § 4.5°, og R eglen m a a t te fo rm en tlig gæ lde ud en p o sitiv H jem m el, se Ussing i T fR 1921.80 ff, jfr. d e rtil U 1921 B.341 ff, 1929.460i N o ten sa m t ov fr. § 20.1 I .E . I . E n S k ad e fo rs ik rin g m ed fø re r he ller ik k e , a t E rs ta tn in g sp lig te n fa løer b o r t, m en K ra v e t p a a E rs ta tn in g e n g a a r o v e r til F o rs ik rin g sse lsk ab e t, n a a r d e t b e ta le r , jfr. F A L § 2 5 .1 ° og ov fr. § 2 0 .1 .

Reglen i FAL § 25.2° maa ogsaa anvendes paa Erstatning for T ab af Forsørger. Forsaavidt Reglerne derom kun er fakultative, jfr. ovfr. § 20.11 .B, kan man dog ikke hindre Domstolene i at tage Hensyn til en foreliggende Forsikring.

F ra tid lig ere R e t k an næ vnes U 1924.143, m en p aa d en an d e n Side 1926.173. Sm l. Dagfinn Dahl legem sskade 91 f.

Man maa imidlertid ogsaa uden positiv Hjemmel kunne lade visse Fordele ude af Betragtning. De fleste antager f. Eks., at Erstatningskravet ikke paavirkes af, at en uvedkommende Trediemand af Medlidenhed yder Skadelidende økonomisk Hjælp.

S aaledes Lassen I § 36 N o te 6, Oertmann I I . l S. 60. M aaske b ø r d er dog ta g e s H e n sy n til H jæ lp , d e r e r rim e lig b e g ru n d e t i M oral, S k ik og B ru g el. lign., jfr. U 1923.401 (S v igerfo ræ ld res P le je , tv iv lso m ). Sm l. en d v id e re U 1885.470 H , jfr. 1882.1176. U 1937.139 h a r p a a den an d e n Side an g a a e n d e E rs ta tn in g for T a b a f F o rsø rg er s ta tu e re t , a t de r, n a a r E n k en g if te r sig igen, m aa tag es H en sy n til den F orsørgelse , d e r o p n a a s ved d e t nye Æ g te sk a b . O m Penge in d sa m le t til F orde l for E f te r la d te se sv . H i T fR 1936.380.

U n d ta g e lse r fra H o vedreg len m aa k u n n e a n e rk en d es , n a a r d e r ikke er væ sen tlig e B e tæ n k e lig h ed e r ved a t frav ige den og G ennem føre lsen a f R eglen v ilde hæ m m e F o re ta g e n d e r, som i og for sig e r an erk en d e lsesv æ rd ig e .

O m V irk n in g en af, a t S k ad e lid en d e h a r Ret til Pension eller Løn u n d e r S ygdom elle r m o d ta g e r H jæ lp a f d e t O ffen tlige , h env ises til § 2 0 .I I .E .2 — 3.

Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 22 søger a t o p stille visse a lm in d e lig e G ru n d sæ tn in g e r. H a n vil k u n tag e H ensyn- til F o rd e len , n a a r den e r en adækvat Følge a f den an sv a rsb e tin g e n d e B eg ivenhed (S. 327). H an siger, a t »det ligger i, a t S k ad en rrtaa væ re ad æ k v at« . D e tte k an jeg ik k e fo rs taa , og S æ tn ingen b ø r e f te r m in M ening ikke godkendes.

174 §21.IV.

IV. Erstatning for Rentetab. Særlige Regler om Erstatningens Størrelse.

Naar et Erstatningsbeløb ikke betales i rette Tid, er det Hovedreglen, a t Forhalingsrente ikke paaløber straks, men skal betales med 5 pCt. fra den Dag, da Fordringshaveren begyndte Retsforfølgning til Betaling af Gælden. Hvor særlige Forhold begrunder det, kan Retten dog bestemme, a t Renten skal løbe fra et tidligere eller senere Tidspunkt, eller at der under Sagen skal svares en lavere Rente, se Gbl (L 146 13 April 1938) § 62.2°.

F ø r Gbl g ja ld t L 6 A pril 1855 § 3, d e r g anske a lm in d e lig t h jem led e en P ro c esren te p a a 5 pC t. N a a r K ra v e t u d sp ra n g a f T y v e ri, Svig e lle r a n d e t m islig t F o rh o ld , an to g es d e t dog, a t d e r sk u ld e sv a re s R e n te fø r S agsan læ gge t. S e herom Lassen I 352, U 1911. 267* H . D a Gbl nu g iv er en a lm in d e lig A d g an g til a t lad e R e n te n beg y n d e fø r S agsan læ g , b ø r D om sto len e ikke b e tæ n k e sig p a a a t t ilk e n d e F o rh a lin g s re n te i v id ere O m fang . O v e ra lt h v o r d e t e r n ø d v e n d ig t for a t skaffe d en sk a d e lid en d e fu ld E rs ta tn in g , b ø r d er fo rm en tlig tilk en d es F o rh a lin g sren te , m ed m in d re den sk a d e lid en d e uden G ru n d h a r la d e t s it K ra v hvile .

L 6 A pril 1855 § 3 an to g e s a t fa s tsæ tte en lovbestemt E rs ta tn in g for R e n te ta b e t . D enne B e ty d n in g h a r G bl § 62 ik k e , som d e t frem g aa r a f den sm id ige Regel i S tk .2 og a f S tk .3 , h v o re fte r F o rd rin g sh a v e re n k a n k ræ v e E rs ta tn in g fo r T a b , som R e n te n ik k e d æ k k e r, e f te r a lm in d e lig R egler.

O m § 62 henvises iø v rig t til Ussing og Dybdal G æ ldsb revslovene.

I visse Tilfælde har Lovgivningen fastsat enten et Mindstemaal eller et Størstemaal for Erstatningen. E t Eksempel paa det første er Forfatterl. 26 April 1933 § 18.2°, der omtales ndfr. under V. Eksempel paa det sidste afgiver Bestemmelserne om Erstatning for Personskade (derunder Død) i Jernbanel. 11 Marts 1921 ̂ 4, jfr. om Haandbagage § 5.2°.

V. Naar en Person uden Hjemmel har udøvet en andens Formueret og derved indvundet en Berigelse, taler meget for a t opstille den Regel, at Udøveren maa afgive denne Berigelse, selvom den Person, hvis Ret han har udøvet, ikke har lidt et tilsvarende Tab.

Om h v a d d e r fo rs ta a s v ed U d try k k e t »uden Hjemmel« h env ises til § 13.11 fo ran . D en o v en fo r o p stilled e S æ tn in g fo ru d sæ tte r , a t U døvelsen e r sk e t u n d e r sa a d a n n e O m stæ n d ig h ed er, a t U dø v eren ifa ld e r E rs ta tn in g s a n s v a r . — U d ø v eren b liv er n o rm a lt e rs ta tn in g sp lig tig e f te r C u lpareg len s a m t e f te r D L 3— 19— 2. — A n g aae n d e S p ø rg sm aale t, om h an sk a l a n ta g e s a t ifa lde

S21.V . 175

e t v is t A n sv a r ud en C u lpa , hen v ises til § 13.11. H v o rv id t in d v u n d e n B erigelse o gsaa sk a l afg ives, h v o r E rs ta tn in g sb e tin g e lse rn e m an g le r, u n d ersø g es nd fr. i § 29 .V I.

En Regel i denne Retning giver Forfatterl. 26 April 1933 § 18.2°, hvorefter Erstatning for uretmæssig Opførelse eller Fremførelse af visse Værker ikke maa fastsættes til mindre end den indvundne Nettoindtægt. Denne Berigelse maa afgives, selvom det skulde kunne godtgøres, a t Værkets Forfatter ikke har lidt et tilsvarende Tab, f. Eks. fordi han overhovedet ikke vilde have udnyttet Værket økonomisk.

Det vilde formentlig være hensigtsmæssigt a t gennemføre tilsvarende Regler i langt videre Omfang, men Ordene i de øvrige E rsta tningsregler i Forfatterl. §§17 og 32 udelukker det for andre Krænkelser af Forfatter- og Kunstnerret. De hjemler kun Erstatning for » a l ........ Skade«. Og Praksis synes heller ikke a t ville anerkende tilsvarende Regler ved andre Eneretskrænkelser.

Se U 1923.561 H . M ed H e n sy n t il F o rtje n e s te , d e r o p n a a s ved u b e re tt ig e t Salg a f an d e n M ands T in g , h æ v d e r ogsaa Ju l. Lassen, a t K ra v e t ik k e k a n g aa ud o v e r T a b e t , se L assen I I § 145 ved N o te 17— 18, H a n d lin g e r p a a frem m ed F o rm u e re tso m ra a d e 216 f, 283 ff. R e e lt in d eh o ld e r L assen s U d v ik lin g e r h ero m k u n d e t P o s tu la t , a t » R e tsh aan d h æ v elsesh en sy n « ik k e k an føre til a t tillæ gge d en k ræ n k ed e m ere a f U d b y t te t , en d h v a d d e r sv a re r til T in g en s V æ rdi. D e t k an im id le rtid n æ p p e b es trid es , a t den a f L assen bek æ m p ed e Regel h a r en g av n lig p ræ v e n tiv V irk n in g , ia lfa ld p a a v isse O m - ra a d e r , jf r . fo ran S. 17. D en v il n a v n lig h av e V æ rdi i T ilfæ lde , h v o r p e rso n lige In te re s se r e r u d sa t for K ræ nkelse .

H e r k an o gsaa h env ises t i l B ø rsv o ld g if tsk en d e lse i U 1933.860, d e r an g ik e t T ilfæ lde, h v o r en K ø b er h a v d e b e tin g e t sig »Enelosning«, m en d e t te ikke b lev o v e rh o ld t. S k ø n t d e r ik k e v a r p a a v is t n o g e t T a b fo r K ø b eren , t ilp lig te d e s Sæ lgeren a t g o d tg ø re h a m F ra g te n p a a de V arer, som v a r m e d ta g e t i S tr id m ed A fta len , u d fra d en B e tra g tn in g , a t h v e rk e n S k ib e t e lle r Sæ lgeren sk u ld e lu k re re ved O v ertræ d e lsen .

I U d la n d e t a n e rk e n d e s K ra v p a a d en u re tm æ ss ig in d v u n d n e G ev in s t jæ v n lig ved K ræ n k e lse r a f F o r f a t te r re t og P a te n t r e t , se sa a led es n o rsk F o rfa tte r l . 17 6 J u n i 1930 § 21 .2° og P a te n t l . 4 2 J u l i 1910 § 38.1°, K noph Å nds- re t te n 163, 309, cfr. d e rim o d 354 og 461 om M ø n stre og V arem æ rk er. I T y sk lan d a n e rk e n d e s e t t i lsv a re n d e K ra v ogsaa i a n d re T ilfæ lde . B G B § 816 fa s ts la a r G ru n d sæ tn in g e n fo r d e t T ilfæ lde , a t U d b y t te t o p n a a s v ed v irk som m e D isp o s itio n e r o v e r a n d re s E jen d e le . Og P ra k s is h a r a n v e n d t G ru n d sæ tn in g en i e n d n u v id ere O m fang , f. E k s. ved u b e fø je t U d le jn in g a f en a n d e n s T in g . Ifølge sv e n sk F o rfa tte r l . 30 Maj 1919 § 27 g a a r K ra v e t d e rim o d ik k e u d o v e r T a b e t.

176 § 21 .VI.

V I. Naar opstaar og forfalder Erstatningskravet?A. V ed E rs ta tn in g u d en fo r K o n tra k ts fo rh o ld p le je r m an a t sige, a t E r

statningskravet opstaar i d e t Ø jeb lik , d a den A d fæ rd , d er p a a d ra g e r A n sv a r, e r u d v is t, a l ts a a n o rm a lt i det Øjeblik, da den skadevoldende H andling er foretaget. D e t k ræ ves ikke , a t de skad e lig e V irk n in g e r er in d tra a d t .

O p s tille r m an en sa a d a n a lm in d e lig R egel, m aa den dog e f te rp rø v e s for h v e r e n k e lt G ru p p e a f T ilfæ lde , h v o r d e r b liv e r T a le om a t a n v e n d e den.

E t h e rh e n h ø re n d e v ig tig t S p ø rg sm aal e r d e t, om e t E rs ta tn in g s k ra v m od en F a lle n t g iv e r R e t til D iv id en d e i K o n k u rsb o e t. D e t a fh æ n g e r af, om K ra v e t e r o p s ta a e t fø r K o n k u rsen , og d e tte m aa fo rm en tlig afgøres i O v eren ss tem m else m ed den Regel, som e r o p s tille t oven fo r.

S aaledes ogsaa Stang E rs ta tn in g s a n s v a r § 26.1. H v o rn a a r K ra v e t er o p s ta a e t , k an ogsaa faa B e ty d n in g , n a a r d e r spørges, om e t E rs ta tn in g s k ra v ram m es a f e t p ræ k lu s iv t P ro k la m a . Og h er k an m an fo rm en tlig a n v en d e sa m m e Regel. Se e n d v id e re F A L § 91, h v is R egel dog ud en T v iv l i fø rs te R æ kke b e ro r p aa sæ rlige O verveje lse r.

B. Erstatningskravets Forfaldstid.E rs ta tn in g s k ra v e t a n ta g e s som H o v ed reg e l a t fo rfalde, s a a s n a r t S k aden

e r sk e t, jfr. D ansk O b lig a tio n sre t 60. D et tu rd e ogsaa væ re k la r t , a t E r s ta t n in g sk ra v e t ikke k an fo rfa lde , fø r d er er sk e t en S k ad e og d e t d e ra f følgende T a b k an bedøm m es.

Om visse T ilfæ lde, h v o r en farlig T ils ta p d m ed fø re r T a b , se fo ran § 18.1.Men o fte m aa d er en U ndersøgelse til for a t fa sts laa T a b e t, og i s a a d a n n e

T ilfæ lde k a n F o rd rin g en p a a P e n g e e rs ta tn in g ikke fo rfa lde , før den fo rnødne U ndersøgelse e r fo re ta g e t — eller den a n sv a rlig e dog h a r h a f t A d g an g til a t fo re tag e U ndersøgelsen , sm l. FA L § 24. — M isligholdelse m ed E r s ta t n ingens B e ta lin g vil i A lm indelighed v d e rlig ere fo ru d sæ tte e t P a a k ra v , sm l. D an sk O b lig a tio n sre t 63.

P aa den an d en Side b eh ø v er den e r s ta tn in g sb e re ttig e d e ikke a t v en te m ed a t gøre s it E rs ta tn in g s k ra v gæ ld en d e , f. E k s. ved S agsan læ g, til V irk n ingerne a f den sk a d ev o ld en d e H a n d lin g h a r u d fo ld e t sig h e lt. D e t m aa væ re ti ls træ k k e lig t, a t d e t frem tid ig e T a b k an beregnes m ed fo rnøden S ik k erh ed . Som allerede o m ta lt fo ran u n d e r I I .B .2. k a n d e r i T ilfæ lde a f P e rso n sk ad e , d e r m ed fø re r In v a lid ite t , tilk e n d e s E rs ta tn in g for d e t frem tid ig e T ab a f In d tæ g te r . M en en F o ru d sæ tn in g h e rfo r er d e t se lv fø lgelig , a t d e r e r t i lv e je b ra g t p ra k tisk V ished om , a t In v a lid ite te n vil v e d v a re — en ten en b e s te m t T id e ller for L iv s tid — . K an d e r fo reløbig ikke ska ffes fo rnøden V ished, m aa S k ad e lid en d e v e n te . M en hv is d e t ikke d re je r sig om en O p sæ tte lse ud en v æ sen tlig B e ty d n in g , m aa h an k u n n e u d s ty k k e s it E rs ta tn in g s k ra v og s tr a k s re jse K ra v om a t faa e r s ta t t e t d e t T a b , han fo reløbig h a r lid t — d e ru n d e r E rs ta tn in g fo r U a rb e jd sd y g tig h e d i T id en , in d til K ra v e t rejses — og sa a fo rbeh o ld e sig sen ere a t søge yderlig e re E rs ta tn in g . E f te r O m stæ n d ig h e d e rn e k an h an o gsaa gaa den Vej a t søge A n erk en d e lsesd o m for, a t S agsøg te e r an sv a rlig for en v is B eg iv en h ed , og v e n te m ed a t k ræ ve eksig ibel D om for en b e s te m t E rs ta tn in g , til V irk n in g e rn e e r a fk la re t.

§ 21 .VI.B. 177

D isse S p ø rg sm aal b eh an d les a f Stang i E rs ta tn in g s a n s v a r § 2 6 .1 1 — I I I . Lassen I 344 h a r en e n k e lt B em æ rk n in g .

V II. En Svaghed ved Erstatningsreglerne er det, at Erstatning i Almindelighed kun kan faas betalt, naar den ansvarlige har tilstrækkelige Formuemidler. Den erstatningsberettigede faar imidlertid en bedre Stilling i denne Retning, naar der er tegnet en Ansvarsforsikring, der dækker Erstatningsansvaret. Skønt Ansvarsforsikringen er opfundet for a t sikre den ansvarlige, ikke den skadelidende, og skønt dette stadig præger Retsreglerne, jfr. FAL § 91, skaber Ansvarsforsikringen en ret stor Sikkerhed forx a t Skadelidende faar Erstatning. Det har ogsaa sat sig Spor i Retsreglerne, se navnlig FAL §§ 95—96. Særlig stærk bliver Skadelidendes Stilling, hvor der er tegnet »lovpligtig Ansvarsforsikring«, se herom Enkelte Kontrakter § 37.V.3.

D et lo v g iv n in g sp o litisk e S p ø rg sm aal, om d e t a n b e fa le r sig d t in d fø re en v id træ k k e n d e P lig t til A n sv a rs fo rs ik rin g , er b e rø rt foran i § 17.1 II .

§ 22 .

Regler om Lempelse af Erstatningsansvaret.I. Skal Erstatning efter Culpareglen afpasses efter Skyldens Grad

eller kunne lempes efter Domstolenes frie Skøn?Foran i § 21 er det uden videre forudsat, a t Erstatningen faar

samme Størrelse, hvad enten Skadevolderen h ar handlet forsætlig eller uagtsomt, og a t det heller ikke gør Forskel, om Uagtsomheden har været grov eller ringe. Selv hvor Ansvaret beror paa simpel Uagtsomhed (culpa levis), maa Skadevolderen som Hovedregel erstatte hele det Tab, der er en adækvat Følge a f hans uforsvarlige Handling. Dette er en Grundregel i nedarvet dansk Ret ved Erstatning for økonomisk Skade. — Om Godtgørelse for anden Skade gælder Reglen ikke, se ndfr. i §26.I.C . — Retspraksis har bygget paa Reglen, og den forudsættes i de spredte Lovbestemmelser, der tillader at lempe Erstatningen i særlige Tilfælde.

Vigtigst af disse er Mdhl § § 63—64, der er berørt foran i § 11.11,Ussing E rs ta tn in g sre t. 12

178 §22.1.

og F A L § 2 5 ,2 .Pkt., ndfr. II. Mærkes maa ogsaa Sølov § 5 9 ,2 .Pkt. og Sømandsl.§50.2. Endvidere kan nævnes Rpl § 1008.4° og Reglerne om Bod i L om den faste Voldgiftsret 4 Okt. 1919 § 5.A.

Fra legislativt Synspunkt er det omtvistet, om Reglen bør godkendes. Flere Forfattere, her i Norden først og fremmest Platou, har hævdet, a t man ved Fastsættelse af Erstatning bør tage Hensyn til Skyldens Grad, og at der ved ringere Grader af Skyld bør være Adgang til a t nedsætte Erstatningen, saa at den staar i rimeligt Forhold til Brøden.

Se Platou P r iv a tr e t § 42 N r. 16 og H en v isn in g e r i m in S ky ld og S k ad e § 6 N o te 2. I S chw eiz b es tem m e r O R § 43 g anske a lm in d e lig t, a t d e r ved F a s t sæ tte lse n a f E rs ta tn in g e n skal tag es H en sy n til S k y ld en s S tø rre lse . Iø v rig t h a r de v ig tig s te frem m ede L o v g iv n in g e r som H o v edregel fa s th o ld t d en t r a d itio n e lle Læ re, se O p ly sn in g e rn e i Slang E rs ta tn in g s a n s v a r 372 ff, jfr. 382 f, 419 ff.

Læren begrundes af nogle i Tilslutning til Jhering (foran S. 15) med, at der bør være Ligevægt mellem Skylden og det deraf følgende Onde Erstatningen. Denne Begrundelse kan ikke være afgørende, naar man mener, a t Erstatningsreglerne maa søge deres væsentlige Grundlag i praktiske Samfundshensyn. Ud fra en saadan Opfattelse er det betænkeligt at give en arlmindelig Regel om, a t Erstatningen skal staa i Forhold til Skylden. Det vil forringe den Sikkerhed, Erstatningsreglerne giver. Og selvom Reglen formes som en blot Bemyndigelse for Domstolene til a t lempe Erstatningen ved ringere Grader af Skyld, er der nogen Fare for, at Sikkerheden skal blive svækket. Desuden er en saadan Regel uheldig fra et teknisk Synspunkt, fordi den er saa ubestemt.

Se h e rtil m ine B e m æ rk n in g er i S v JT 1937.132, sm l. ogsaa S ky ld og S k ade 54 ff. H v a d jeg d er a n fø rte , to g ik k e H en sy n til den u b e v id s te U ag tso m h ed .

I Betragtning heraf og af, at de vigtigste Retsforfatninger som Hovedregel ikke lader Erstatningen staa i Forhold til Skyldens Grad, synes det betænkeligt a t opstille en almindelig Regel om, at Ansvaret kan lempes ved ringere Grader af Skyld.

Lignende Grunde taler imod at give Domstolene en almindelig Adgang til a t tage Hensyn til Parternes Formueforhold eller endog til »alle foreliggende Forhold«.

I d en n e R e tn in g N. H. Bache i T fR 1928.305 ff, U 1935 B .234 ff, jfr. ogsaa Hoel R isiko og A n sv a r 203 ff, Dagfinn Dahl legem sskade 127 ff. D ero v erfo r Stang E rs ta tn in g s a n s v a r 380 ff. I de U n d tag e lsestilfæ ld e , h v o r A n

§22.1. 179

sv a re t lem pes a f sæ rlige G ru n d e , vil d e r d e rim o d jæ v n lig væ re G ru n d til a t tag e H e n sy n til den an sv a rlig es F o rm u e fo rh o ld , jfr. R pl § 1008.4° (»V ilkaar«).

Hvad der er anført ovfr., kan imidlertid ikke udelukke snævrere Regler, der giver Adgang til at lempe Ansvaret i særlige Grupper af Tilfælde, hvor Betænkelighederne er mindre og vægtige Grunde taler for Lempelse.

Som en saadan Grund, der ialfald har Vægt fra et legislativt Synspunkt, maa fremhæves, a t Paalæggelsen af fuld Erstatningspligt vilde slaa Skadevolderen ud a f en nyttig Virksomhed.

Præventionshensynet kræver langtfra altid fuld Erstatning og kan forenes med visse Lempelser i Ansvaret for ringe Uagtsomhed. Og der er Tilfælde, hvor en Lempelse af Ansvaret heller ikke væsentlig vil svække den Sikkerhed, der normalt følger af Erstatningsreglernes genoprettende Funktion.

Dette gælder bl. a., hvor den ansvarlige ikke er i Stand til at betale. Det vil være til ringe Glæde for Skadelidende og meget uheldigt fra andre Synspunkter, om en Mand skulde slæbe en tung Erstatnings- byrde ud i en fjern Fremtid blot i Anledning af en ringe Forseelse. Og selv hvor der er Mulighed for at inddrive Erstatningen hos den ansvarlige, kan der være Grund til a t tage i Betragtning, om E rstatningens Betaling ikke slaar for meget i Stykker. Det er Samfundets Interesse at opretholde Erhvervsmulighederne.

Det er fremdeles en udbredt Opfattelse, a t der er særlig Grund til a t lempe Ansvaret for den, der volder Skade under sit Arbejde i en andens Tjeneste. Naar en Sømand forvolder Skade ved Fejl eller Forsømmelse i Tjenesten, kan Erstatningsbeløbet ifølge Sømandslov § 50.2° nedsættes under Hensyntagen til den udviste Skyld, Skadens Størrelse og Omstændighederne i øvrigt. Rederens (Husbondens) Ansvar formindskes ikke derved. Se ogsaa Sølov § 59, 2. Pkt.

O m disse S p ø rg sm aal henv ises til m ine A rtik le r i U 1935 B .197 f og S v JT 1937.130 ff, Lassen I § 29 v. N o te 8 g m . H en v isn ., Trolle i U 1933 B .129 ff, isæ r 136 ff, Illum i T fR 1935.61 f, jfr. ogsaa Sven Clausen E ssay s om A lm in d elig R e ts læ re 90 f og fo ran S. 72.

Paa Omraader som Arbejdskampenes er det vistnok ogsaa ønskeligt a t aabne Adgang til a t lempe Erstatningen. Og her bør Lempelse formentlig kunne ske, selvom Skaden paaføres forsætlig, saafremt Skadevolderens Forhold dog finder rimelig Undskyldning i, at Grænsen for Handlefriheden er omtvistelig, eller i Modstanderens Op

1 2 *

180 §22.1.

træden. L om den faste Voldgiftsret 536 4 Okt. 1919 § 5.A giver Adgang til a t lempe Erstatningsansvaret ved sine Regler om Bod, da Boden tillige fungerer som Erstatning. Disse Regler gælder i Principet dog kun for. de særlige K ontraktsbrud, Loven angaar. Og udenfor denne Lovs Omraade synes Domstolene a t være utilbøjelige til a t fravige den traditionelle Regel om fuld Erstatning.

H e r k an n av n lig h env ises til U 1928.632 H , jf r . 1926.643 og 649* H . V idere g a a r n o rsk L om a rb e id s tv is te r 5 Maj 1927 § 5 (jfr. L 6 J u li 1933), d e r o m fa tte r »ulovlig boiko tt« .

Da Hovedreglen om Erstatning for Tab a f Forsørger er fakultativ (ovfr. § 20.11 .B), har Domstolene det i deres Magt a t lempe denne Erstatning.

Endelig vil Dommerens Skøn om Tabets Størrelse eller Beviserne for Tabet ofte blive paavirket af hans Mening om, hvilken Reaktion der er Trang til i det paagældende Tilfælde.

H v o r Erstatningsansvar p a a h v ile r en P erso n uden Hensyn til Culpa, kan d e r ik k e re jses S p ø rg sm aal’ om , a t E rs ta tn in g e n sk a l sæ tte s i F o rh o ld til S k y ld en s G rad . S p ø rg sm aale t, om d er sk a l ta g e s H en sy n t il den an sv arlig es "Evne til a t bæ re E rs ta tn in g s b y rd e n , e r b e rø rt ovfr. i § 1 7 .I I .B .2.

II. F A L § 25,2. Punktum.FAL § 25.1° fastslaar først, a t Forsikreren (ved Skadeforsikring,

jfr. § 25.2°) har Regresret mod den Trediemand, der er erstatningspligtig overfor den sikrede. Derefter bestemmer 2. Pkt., a t hvis Trediemand har forvoldt Skaden ved en Uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov, eller hans Ansvar udelukkende hviler paa DL 3—19—2, kan Skadevolderens Erstatningspligt nedsættes eller efter Omstændighederne helt bortfalde.

Bestemmelsen giver Adgang til a t begrænse selve Erstatningspligten, ogsaa Skadevolderens eller Husbondens Pligt overfor Skadelidende selv, og adskiller sig herved fra de tilsvarende Regler i de andre nordiske Love.

Reglen maa fortolkes saaledes, a t Trediemands Ansvar kun kan lempes, hvis det hviler enten (1) paa Culpareglen alene og hans LJagtsomhed ikke kan betegnes som grov, eller (2) paa DL 3— 19—2 alene eller endelig (3) paa begge de to nævnte Grundlag samtidig. Dersom Tilfældet falder ind under strengere Erstatningsregler og Tredjemanden derfor bliver ansvarlig, selvom Skaden hverken er

§22.11. 181

hidført ved Culpa fra ham eller hans Tjener, kan hans Ansvar ikke lempes i Medfør af § 25. Og dette maa gælde, selvom den anvendte strengere Regel ikke er udtalt i Lovgivningen. I denne Gruppe Tilfælde kan det fornuftigvis ikke føre til Ansvarslempelse, a t den ansvarlige Trediemand faktisk har udvist en ringe Uagtsomhed. Reglens Begrænsning skyldes, at man ialfald har villet udelukke Lempelse af det saakaldte »Ansvar for farlig Bedrift«, altsaa Ansvar for farlig Virksomhed, forsaavidt Erstatningspligt skal paalægges uden Hensyn til Culpa. Byrden ved dette Ansvar bør falde paa Bedriften, jfr. foran § 17.II.A.

Reglen har givet Anledning til talrige Retssager, og Domstolenes Afgørelser fra de første Aar viser et meget broget Billede. I den allersidste Tid synes Praksis dog at være ved at fæstne sig. Domstolene lader i meget vidt Omfang Ansvaret for Tjenere falde bort, naar det skulde støttes alene paa 3— 19—2. Ansvaret for Skadevolderens egen ringe Uagtsomhed lader Praksis ikke falde bort i samme Omfang. Det er ogsaa naturligt at vise nogen Varsomhed her, da en fuldstændig Ophævelse af Ansvaret for culpa levis i Tilfælde, hvor Skaden er dækket ved Forsikring, efter manges Mening vil svække den almindelige Agtpaagivenhed betænkelig.

R edegørelser for P ra k s is e r g iv e t a f m ig i U 1935 B .187 ff, 1936 B .98 ff, ’S v JT 1937.120 ff, a f Holger Hede i R e fe ra t fo r D a n m a rk til D en 10. N ord isk e K ongres for U ly k k esfo rs ik rin g m . fl. B ra n c h e r i K b h v n Maj 1936 sa m t a f Wagn Paulsen i U 1937 B .49 ff, h v o r til A . Dr. Bentzon i U 1937 B .94 ff.

A n g aaen d e 3— 19— 2 m æ rkes sæ rlig U 1936.669 H sa m t 980, h v o r H u s b onden se lv h a v d e u d v is t ringe U ag tso m h ed . F lere D om m e h a r a n v e n d t L em pelsesreg len i T ilfæ lde, h v o r d e t d re jed e sig om A n sv a r i e rh v e rv sm æ ssige K o n tra k ts fo rh o ld , se U 1935 B .192, 1 9 3 6 .4 4 4 ,6 0 3 ,9 8 0 .1 d en s id s te T id er d er im id le rtid a fsa g t fle re D om m e, d er p aa læ g g er fu ld t A n sv a r i sa a d a n n e T ilfæ lde ud en dog a t e rk læ re L em pelsesreg len for p rin c ip ie lt u an v en d e lig , se U 1936.862, ASS 1936A .111 (sam m e D om ), 121 og 140.

D en n y e s te P ra k sis syn es ved A n vendelsen a f L em pelsesreg len i A lm in d e lighed a t v ille se b o r t fra , om den a n sv a rlig e er d æ k k e t ved Ansvarsforsikring, se n av n lig U 1936.444, 603, 605 s a m t 669 H (her fo re laa A n sv a rs fo rs ik rin g , sk ø n t D om m en ikke n æ v n e r d e t) . Se dog en Ø stre L a n d sre ts D i U 1937. 423 (A ssu ran d ø ren 1937.32), d e r im id le rtid a n g a a r e t K o n tra k ts fo rh o ld , sa m t Bentzon l. c., d e r m ed S ty rk e gør g æ ldende , a t A n sv a rs fo rs ik rin g en m aa tag es i B e tra g tn in g , n a a r G ru n d en til a t lem pe A n sv a re t e r, a t S k ad ev o ld e ren v ilde b liv e r a m t for h a a rd t e lle r endog ru in e re t.

A n sv are t, ifølge M otorl. § 3 8 .1 “ for E je r e lle r B ru g er a f e t M o to rk ø re tø j lem pes ikke i den se n este P ra k s is , og FA L § 25 b ø r fo rm en tlig fo rto lk es saa-

182 ? 22.11.

ledes, a t L em pelsesreg len ik k e o m fa tte r d e tte T ilfæ lde. D e tte e r dog h id til ik k e b le v e t d ire k te a n e rk e n d t i P ra k s is , se ogsaa N o ten til U 1937 .33 'H .

T il B e ly sn in g a f B estem m elsen k an iø v rig t, fo ruden til d e t o v en fo r citerede , henv ises til de tre a n d re R e fe ra te r til, og D iskussionsind læ ggene p aa , den o m ta lte K ongres, til M o tiv ern e til F A L og A . Dr. Bentzons K o m m e n ta r , N. H. Bache i T fR 1917.269 ff, U 1933 B .337, 1935 B .233, Illum i T fR 1935.59 ff s a m t m ine A rtik le r i T fR 1921.19 ff, N F T 1930.176 ff.

I Schweiz er R e tsp ra k s is k o m m et ind p a a a t begræ nse F o rs ik re ren s R eg re sre t m od den P rin c ip a l, d e r er a n s v a rlig i H en h o ld til O R § 55, se U 1922B .86 f. D a d e t te s tø t te s p a a O R § 51.2°, m aa d e t an ta g e s , a t P ra k sis vil f ra k en d e S k ad e fo rs ik re ren R egres i alle T ilfæ lde , h v o r A n sv a re t sk u ld e p a a lægges en P erso n u d en C u lpa . S am m e R e su lta t n aas ved en sn æ v er F o r to lk n in g a f § 72 i den schw eiziske F A L a f Oser-Schönertberger D as O b lig a tio n en re c h t, 2. A ufl., S. 361 ff.

Hvis S tat eller Kommune eller en Storbedrift undlader at tegne Forsikring, idet de indretter en »Selvforsikring«, som det f. Eks. er sket ved L om en Statsbrandforsikringsfond 704 22 Decbr. 1920, maa Grundsætningen i F A L §25,2 .P kt.udenT viv l finde Anvendelse.

J f r . h e rtil Hoel R isiko og A n sv a r 13, N. H. Bache i T fR 1932.157. D en d ér p a a b e ra a b te U d ta le lse a f m ig fra J u r id is k F o ren in g s A arbog 1929— 30 S. 42 e r en s tæ rk t fo rk o r te t G engivelse a f e t D isk u ssio n sin d læ g og e r ik k e g o d k e n d t a f m ig. D en e r b le v e t fo rm e t for v id t . D e t v a r ik k e m in M ening, a t E rs ta tn in g s p lig t »naturligvis« m a a t te b o r tfa ld e o v e ra lt , h v o r S ta te n v a r S k ad e lid en d e . Je g sig ted e t il de T ilfæ lde , h v o r d er e r t ru f fe t en p o sitiv B e slu tn in g om »Selvforsikring«. M en d e r k an a jifø res en D el for a t gaa v id e re e n d n u .

Der kan ogsaa være Tale om at gaa ud over FAL § 25, selvom Skadelidende er en almindelig Enkeltmand. Naar man har en Regel som FAL § 25, 2. Pkt., taler meget for at gaa det Skridt videre a t anvende Lempelsesreglen, hvor Skadelidende ikke var dækket ved Forsikring, men vilde have været dækket, hvis han havde tegnet saadan Forsikring, som det er sædvanligt at tegne.

D e tte S y n sp u n k t er i d a n s k L o v g iv n in g a n v e n d t p a a S k ade, d e r fo raa r- sages ved B ra n d v æ se n e ts S lukn in g s- og R e d n in g s fo ra n s ta ltn in g e r, se herom fo ran § 16.1.1 i.f. D e t syn es im id le rtid a t v æ re o v e rv e jen d e sa n d sy n lig t, a t D o m sto len e ik k e v il o p stille en a lm in d e lig R egel som d en n æ v n te . U 1933. 718 H , d er a n g a a r R e ts tils ta n d e n fø r F A L , k u n d e ty d e h e rp a a . S y n sp u n k te t ses dog ik k e a t væ re g jo r t gæ ldende u n d e r S ag en og v id es heller ikke a t væ re re js t i a n d re Sager. A n sv a rsb eg ræ n sn in g en s tø tte s a f fle re F o rfa t te re p a a R eglerne om S k ad e lid en d es egen S k y ld (n d fr . § 23).

O m S p ø rg sm aa le t k an iø v rig t hen v ises t i l Ussing i U 1935 B .196, S v J T 1937.131, jfr. tid lig ere Asm ussen i J u r id is k F o ren in g s A arb o g for 1899— 1900 S . 49, Hindenburg i T fR 1910.396 f, t / s s in g iT f R 1921.63, N F T 1930.182,

§22.11. 183

U 1930 B .148, Hoel R isiko og A n sv a r 173 f, N. H. Bache i T fR 1932.158 f, U 1935 B .234, 237.

III. Dansk FAL § 25, 2. Pkt. har i et vist Omfang ladet E rstatningsansvaret bortfalde, hvor Tabet er dækket ved Forsikring. Navnlig N . H. Bache har hævdet, at man burde gaa langt videre i denne Retning, og a t Forsikringsvæsenets Udvikling efterhaanden maa føre til a t afskaffe det meste af Erstatningsretten. — Se herom TfR 1932.157 f og U 1935 B.233 ff med yderligere Henvisninger. — Disse Fremtidsperspektiver ligger endnu saa meget i Taage, a t det næppe lønner sig at drøfte dem her.

§23.

S kade lidendes M edvirken .

Naar en Person paadrager sig selv en Skade, og navnlig naar han gør det med Forsæt eller Uagtsomhed, opstaar det Spørgsmaal, om han derved afskærer sig fra a t kræve Skaden ersta tte t af Trediemand. Skadelidendes Adfærd vil ofte medføre, a t Tredjemandens Handling overhovedet ikke er uforsvarlig (eller culpøs), eller at Skaden ikke er en adækvat Følge af Handlingen. I saadanne Tilfælde opstaar der intet Problem, da det følger af almindelige Regler, at Trediemand ikke ifalder Ansvar. Det særlige Problem om Skadelidendes Medvirken kommer kun frem, naar alle de almindelige Betingelser for at paalægge Trediemanden Erstatningsansvar er til Stede.

I. Skadelidende selv Skyld i Skaden.A. Det har fra gammel Tid været anerkendt, a t der kan indtræde

en Lempelse i Erstatningsansvaret, naar Skadelidende har medvirket til Skaden ved et Forhold, der kan karakteriseres som Culpa — eller, som man plejer kort a t udtrykke det, naar Skadelidende selv er Skyld i Skaden. En saadan Regel har den gavnlige Virkning, at den tilskynder Folk til a t passe paa deres egne Goder. Naar Er-

184 § 2 3 . I .A.

statningsreglerne væsentlig begrundes i Sikkerhedshensyn, kan man vel ogsaa sige, at dette Hensyn taber i Styrke, naar Skadelidende selv viser Ligegyldighed med Hensyn til Bevaringen af sine Goder.

B. Hvad er egen Skyld?Først skal undersøges, hvad det er for et Forhold, der karakterise

res som Skadelidendés »egen Skyld« og kan have Indflydelse paa Erstatningsansvaret.

»Egen Skyld« kan kort bestemmes som Culpa overfor egne Goder. Hvad der adskiller »egen Skyld« fra Culpa som Ansvarsbetingelse, er, at Skadelidendes Forhold betragtes som uforsvarligt, ikke fordi det truer Trediemand, men fordi det udsætter hans egne Goder for Fare.

Ved den nærmere Undersøgelse vil der — ligesom ved Udviklingen af Culpareglen — foreløbig (under 1) blive set bort fra individuelle og subjektive Undskyldningsgrunde.

1. Skadelidende skal have udvist en Optræden, der er uforsvarlig overfor hans egne Goder. Hvad der er uforsvarligt, maa afgøres efter en almindelig fornuftig Dom under Hensyn til sædvanlige Frem- gangsmaader.

Lassen I 289 o p stilled e den S æ tn in g , a t egen S ky ld e r e t F o rh o ld fra S k ad e lid en d es Side, »der v ilde h av e m e d fø rt A n sv a r for h am e f te r K u lp a- regelen , hv is S k ad en h a v d e -v æ re t T red iem an d s.« — T ilsv a re n d e Stang S k ade 157, 218 og tid lig ere Ussing S k y ld og S k ad e 174, m en derim o d S v J T 1918. 277 ff. — D enne S æ tn in g e r dog m isv isende.

I to Retninger kommer der en Forskel frem mellem egen Skyld og den Culpa, der paadrager Ansvar overfor Trediemand.

Overfor Handlinger, der kun truer den paagældende selv, er der paa den ene Side ikke Trang til samme faste Retsværn som overfor Handlinger, der udsætter andre Personer for Fare. Disse sidste Handlinger bliver — ialfald paa Integritetskrænkelsernes Felt — som Regel uforsvarlige, saasnart de fremkalder en ikke helt ringe Fare for andre, jfr. foran S. 31 f. Derimod kan det være fuldt forsvarligt a t .udsætte sig selv for ret betydelig Fare, naar der kan opnaas noget særlig værdifuldt derved.

Paa den anden Side maa Skadelidendes Undladelser anses som uforsvarlige overfor hans egne Goder i langt videre Omfang, end Undladelser kan paadrage Ansvar overfor andre. Det er gennemgaaende langt farligere, at Skadelidende selv, f. Eks. Ejeren af en

§ 23.I.B.1 185

Ting, sidder riled Hænderne i Skødet, end a t Trediemand gør det, og der er ikke samme Betænkeligheder ved a t lade Retsvirkninger afhænge af, om Skadelidendes Undladelse er uforsvarlig udfra en almindelig Bedømmelse.

O m d e r fo religger S k y ld , n a a r S k ad e lid en d e ik k e h a r ia g tta g e t præventive Lovbestemmelser, m aa fo rm en tlig i H o v ed sag en afgøres p a a t i lsv a re n d e M aade som S. 27 fo ran , jfr. U 1931.86 H .

2. Hvilken Betydning man skal tillægge Skadelidendes individuelle (subjektive) Forhold, er om tvistet. Følger man den Opfattelse, der ovfr. i § 11 er hævdet med Hensyn til Culpa som Ansvarsbetingelse, kan man formentlig gennemføre tilsvarende Grundsætninger her. I saa Fald bør man ogsaa anvende Grundsætningen i Mdhl §§ 63—64, saaledes at Domstolene efter Omstændighederne kan undlade at lempe den ansvarliges Erstatningspligt, hvor dette skønnes billigt, fordi Skadelidende er Barn eller Afsindig.

N ogle vil an læ gge en h e lt in d iv id u e l B edøm m else , a ltsa a k ræ v e v irk e lig s u b je k tiv S k y ld . H erim o d Lassen 1 § 31 N o te 24 og Stang S k ad e 248 ff, d e r o p stille r sa m m e Regel, som e r fo rsv a re t o v en fo r. E n re n t o b je k tiv B e d ø m m else v il N . H. Bache an læ gge i T fR 1928.296 f. Praksis h a r ia lfa ld ta g e t H en sy n til B a rn e a ld e r , se f. E k s. U 1928.243* H , jfr. T fR 1928.382. H erfo r ogsaa A xel Møller S k ib ssa m m e n stø d I 282 f og n o rsk H i U 1936 B .264 f, Gjelsvik N o rsk P e rso n re tt , 2. u tg . ved Augdahl, 31 f, Sim onsen i T fR 1936. 138 f, 141 ff. D e t k an im id le rtid ogsaa faa B e ty d n in g , om e t B a rn f. E k s. er fra S to rs ta d e n e lle r fra L a n d e t. U 1921.383 (fø r M dhl) syn es a t h av e ta g e t d a a r lig t Syn i B e tra g tn in g . U 1929.1032 H v ise r ik k e k la r t , om d e r b lev ta g e t H e n sy n til A lder og d a a rlig G ang . M dhl § 63 e r p a a b e ra a b t i U 1936.580 (en D reng ra m te en a n d en m ed en P il. S k ø n t begge h a v d e m e d v irk e t i lige G rad , n e d s a tte s E rs ta tn in g e n k u n m ed 1/3).

3. D en h ersk en d e L æ re b e te g n e r ikke egen S k y ld som et retstridigt Forhold, id e t en P erso n ik k e a n ta g e s a t h a n d le r e ts t r id ig t v ed a t u d sæ tte sine egne G oder for S kade. D en rea le B a g g ru n d for d e n n e T e rm in o lo g i er, a t S k a d e lidendes u fo rsv a rlig e H an d lin g e r som H o v ed reg e l h v e rk en k an fo rb y d es eller h in d res ved N ød v æ rg e e ller a n d re a fv æ rg en d e R e tsm id le r. D en e n es te re tlige F ølge a f egen S ky ld er, a t S k ad e lid en d es E rs ta tn in g s k ra v k an g aa t a b t .

4. For a t egen Skyld skal have Indflydelse paa Erstatningsansvaret, kræves fremdeles Aarsagsforbindelse i lignende Forstand som ved Anvendelsen af Culpareglen (ovfr. § 19). Ligeledes er det en Betingelse, at Skaden var en adækvat Følge af Skadelidendes egen Skyld.

Sm l. U 1931.86 H .

186 §23. I .C.

C. Hvilken Indflydelse har egen Skyld paa Ansvar efter Culpareglen?

Der har været megen Uenighed om, hvilken Indflydelse paa Erstatningsansvaret man burde tillægge »egen Skyld«. Indtil for omkring 20 Aar siden var den herskende Opfattelse her i Landet følgende: Hvis der var væsentlig Forskel paa Graden af Skyld hos Skadevolderen og Skadelidende, m aatte Skaden bæres af den, der havde Hovedskylden. I andre Tilfælde bortfaldt Erstatningsansvaret i Overensstemmelse med den romanistiske Grundsætning compensatio culpæ .

Nogle vilde dog begrænse Reglen om compensatio culpæ ved at lægge Vægt paa Tidsforholdet. Den der havde handlet sidst, skulde bære hele Skaden. Denne Lære, der forsvaredes af Jul. Lassen, vandt dog ikke større Tilslutning. Bagved Læren laa den Realitet, a t den, der har handlet først, jævnlig ikke opfylder Ansvarsbetingelserne, eller at hans Skyld dog ofte er den mindste. Men Læren er uheldig fordi den borttager Erstatningsreglens konkret præventive Virkning i alle Tilfælde, hvor Skade kun kan ventes at indtræde ved Skadelidendes senere Uagtsomhed.

Man har ogsaa været inde paa den Løsning a t dele den samlede Skade lige mellem Skadevolder og Skadelidende. Denne Løsning er uden Tvivl a t foretrække for compensatio culpæ, navnlig i Tilfælde af Sammenstød mellem Trafikmidler, hvor Reglen om compensatio culpæ er særlig uhensigtsmæssig.

I de sidste Aartier har den Anskuelse imidlertid sejret, a t Domstolene maa have Adgang til efter deres Skøn at bestemme, om og i hvilket Omfang Erstatning skal ydes, og a t de ved Skønnet skal lægge Hovedvægten paa Graden af den udviste Skyld. Tabet skal med andre Orå fordeles mellem Skadevolder og Skadelidende under Hensyn til Beskaffenheden a f deres Fejl.

Denne Regel om »fri Fordeling« af den samlede Skade blev først indført i dansk Ret for Skibssammenstød — nemlig ved Sølov § 220 —, men er fra omkring 1920 i dansk Retspraksis blevet anerkendt som den almindelige Regel.

D er fo religger ta lr ig e D om m e. B la n d t de fø rs te k an næ vnes U 1918.23*, 1920.42* og 627* og fra senere T id f. E ks. U 1930.1006 H .

R eglen v a r o m tre n t sa m tid ig b le v e t o p ta g e t a f en R æ kke n o rd isk e F o rfa tte re , se A xel Møller S k ib ssam m en stø d 1 § 17 B, Stang S k ad e K ap . III Ussing i A nm eldelsen d e ra f i S v J T 1918.275 ff s a m t Lassen 1 § 3 1 .V I.

§ 23.1.C. 187

Fordelingssystemet stemmer godt med den Opfattelse, der lægger en Hovedvægt paa Præventionshensynet. Naar det gælder a t skabe Motiver — baade for de eventuelle Skadevoldere og Skadelidende — til at undgaa Skaden, er det hensigtsmæssigst at indrette Reglerne saaledes, at ingen af Parterne paa Forhaand kan vide sig sikker paa at slippe uden Tab, hvis der sker Skade. Og da der er stærkest Trang til Prævention overfor grovere Fejl, virker det gavnligt, a t den groveste Skyld kommer til at bære den største Del af Skaden.

A t d e t h a r p ræ v e n tiv B e ty d n in g a t n æ g te S k ad e lid en d e E rs ta tn in g , synes e n d o g a n e rk e n d t a f N. H. Bache i U 1920 B .325.

Det kan omtvistes, om der bør opstilles skarpere Regler for visse Ydertilfælde. Nogle har saaledes villet udelukke Fordeling, hvor den ene P art har handlet forsætlig, den anden uagtsomt. Her skulde hele Skaden lægges paa den, der havde fremkaldt Skaden med Forsæt. I de allerfleste Tilfælde vil Domstolene nu uden Tvivl komme til samme Resultat ud fra Fordelingsreglen. Derfor er der ingen Trang til en Særregel. Og der kan tænkes Tilfælde, hvor det ikke vilde være rigtigt at fritage den, der kun havde vist Uagtsomhed, for al Skade. Saaledes hvis en Boykotning, der foretages med Forsæt, har nogen Undskyldning i udæskende Optræden fra den boykottede Persons Side.

Sm l. ogsaa U 1926.903 H (F o rh o ld e t n æ r v ed N ø dvæ rge), 1922.16, M otorl. § 38.1° u d e lu k k e r for s it O m raad e E rs ta tn in g , n a a r S k ad e lid en d e h a r h id fø rt S k ad en fo rsæ tlig .

H v o r S k a d e lid en d e ud en nogen U n d sk y ld n in g — m ed F o rsæ t e lle r g rov U ag tso m h ed — h a r u n d la d t a t gribe in d fo r at begrænse en Skade , der er under Udvikling, k u n d e m an o v e rv e je a t fritag e S k ad ev o ld e ren for a t e r s ta t t e den S k ade, som k a n a n ta g e s fo ran led ig e t ved S k ad e lid en d es P a s s iv ite t . T il S tø t te for en sa a d a n Sæ rregel k an h env ises til F A L § 52, d e r a fv ig e r fra d en a lm in d e lige R egel om egen S ky ld i F A L § 18. F o rh o ld e n e ligger dog n o g e t a n d e rled es ved F o rs ik rin g sa f ta le r. Og d e r e r s ik k e rt ingen B e tæ n k e lig h e d e r ved a t lade ogsaa d isse T ilfæ lde g aa ind u n d e r den a lm in d e lig e S kønsregel.

Erstatning fo r A fsavn v il D o m sto len e v is tn o k n o rm a lt k u n g ive for d e t T id s ru m , som S k ad e lid en d e m ed R im elighed a n v e n d e r til a t a fh jæ lp e S k a d en , jfr. U 1933.1076, 1928.568 og 1927.857.

F o rd e lin g sreg len vil i A lm indelighed føre til a t g ive K ra v p a a h a lv E r s ta tn in g , n a a r d e r e r lige stor Uagtsomhed paa begge Sider. M en D om sto len e m aa k u n n e ta g e H e n sy n til særlige Forhold, d e r k an b eg ru n d e a fv ig en d e R es u lta te r , og d e r ib la n d t fo rm en tlig ogsaa til, a t S k a d e v o ld e re n se lv h a r lid t S k ad e . Se som E k sem p el U 1932.520 H , h v o r en M o to rcv k lis t, d e r k ø rte m ed en g ra tis P assag e r, ved e t S am m en stø d selv b lev d ræ b t, m ed en s P assa -

188 §23.1.C.

geren kom a lv o rlig til S kade. D om m en k o n s ta te re d e g ro v U ag tso m h ed hos dem begge og næ g ted e P assag eren E rs ta tn in g ¡ M o to rcy k lis ten s D ødsbo .

Dansk Lovgivning indeholder iøvrigt ingen almindelige Regler om Spørgsmaalet. Fordelingsreglen har stærkest Støtte ved Sammenstød mellem Trafikmidler. Den er foruden i Sølov § 220 og § 223 a hjemlet ved Sammenstød mellem Luftfartøjer og mellem Motorkøretøjer, se Bek. 251 6/8 1937 § 37.2° og Motorl. § 38.4°. Udenfor Sammenstødstilfælde er Reglen gennemført for Jernbaner og Motorkøretøjer ved L 117 11 Marts 1921 § 1 ,3 . Pkt., § 5.1°, §§ 7 og 9 og ved Motorl. §38.1° (med den S. 187 nævnte Undtagelse).

E n k e lte L o v b estem m else r b ru g e r F o rm u lerin g er, d e r k an o p fa tte s som U d try k for R eglen om co m p en sa tio cu lpæ , se isæ r S tæ rk strø m si. (B ek . 15/4 1940) § 6 (E rs ta tn in g sp lig t, m ed m in d re S k ad e lid en d e se lv »forsæ tlig e lle r ved U ag tso m h ed h a r h id fø rt Skaden«), D enne B estem m else k an dog fo rm en tlig fo rto lk es som e t a lm in d e lig t F o rb eh o ld om , a t E rs ta tn in g sp lig te n p a a v irk e s a f egen S k y ld . — S aaledes h a r m an fo rto lk e t S p o rv e jsk o n cessio n ern es b e slæ g ted e R egel, se U 1936.673 H . — E n tilsv a re n d e F o rto lk n in g k an d e r im od ik k e an læ gges p aa L u ftfa rts i . §36 .2° , d e r u d en fo r S am m en stø d s tilfæ ld e h je m le r , a t » E rs ta tn in g sp lig te n b o r tfa ld e r , sa a fre m t . . . . . den sk a d e lid te se lv v ed F o rsæ t e ller g ro v U ag tso m h ed h a r h id fø rt S kaden.«

H v o r sæ rlige L ovreg le r ikke g rib e r ind , k an d er ik k e væ re n o g e t i V ejen for a t g en n em fø re F o rde lingsreg len som d a n sk R e ts a lm in d e lig e Regel.

D. Visse Trediemænds Skyld ligestilles med egen Skyld.En lignende Lempelse af Erstatningspligten som ved Skadeliden

des egen Skyld indtræder i særlige Tilfælde, naar Skaden er hidført ved Culpa fra andre Personers Side. Man taler her om, a t andre Personer »identificeres« med Skadelidende.

P ro b le m e t er b e h a n d le t a f Stang S k a d e 294 ff, se frem deles Lassen I § 31 N o te 40 m . H en v isn ., Kåersner i T fR 1919.90 H , Ussing i U 1920 B .386 f. Oertmann § 254 A nm . 5 og 6.

Naar der rejses Spørgsmaal om Erstatning for Begravelsesudgifter eller for Tab a f Forsørger, tages den dræbtes Skyld i Betragtning ganske paa samme Maade som Skadelidendes egen Skyld ellers.

S aaledes U 1931.690 H , 1932.79 H , 1933.32 H , 1932.1109, 1935.1003. L igesaa n o rsk P ra k sis ifølge Dagfinn Dahl legem sskade 87 f, s a m t ty s k og schw eiz isk R e t, se U 1927 B. 193. Im o d d en n e L øsn ing Ahnfelt-Rønne p aa 13. n o rd isk e Ju r is tm ø d e F o rh a n d lin g e rn e 105 og B ilag 4, m en d e ro v e rfo r N. H. Bache i U 1929 B .352 f og Stang S k ad e 297 f.

D en, d e r y d e r Hjælp til Selvmord til en n o rm al og v oksen P erso n u d en a t b id rag e t il a t frem k a ld e B eslu tn in g en , vil D om sto len e s ik k e rt ikke paalæ gge E rs ta tn in g s a n s v a r o v e rfo r de e f te rla d te . D e t h a r næ ppe In te re sse a t d rø fte .

§ 23.I.D. 189

om d e r b ø r op stilles en Regel, d e r u b e tin g e t u d e lu k k e r E rs ta tn in g s a n s v a r i s a a d a n n e T ilfæ lde . Sm l. D iskussionen om d e t s tra ffe re tlig e S p ø rg sm aal i U 1926 B .221, 253, 269, 293 og 315 sa m t fo ran S. 62.

Fremdeles antages det, at Forseelser, som begaas a f en Person i en andens Tjeneste, og som medvirker til a t paadrage denne anden Skade, maa paavirke hans (Principalens) Erstatningskrav paa samme Maade som egen Skyld.

Sm l. U 1921.367, Stenbeck i S v J T 1928.526, 1934.273.A dsk illige v il g aa v id e re e n d n u og n av n lig lad e Forældres eller Værges

Forsømmelighed i T ilsy n e t m ed B ø rn en e v irk e som egen S k y ld , n a a r B ø rn en e lid er S kade.

I d e n n e R e tn in g U 1923.210 og 1916.802 om F o ræ ld re . F o rb e h o ld e t i U 1928.243* H v ise r derim o d in te t , ford i J e rn b a n e l. 11 M a rts 1921 § 1.2° f r ita g e r J e rn b a n e n for A n sv a r, s a a s n a r t en T re d ie m a n d e r S ky ld i S k ad en . Se iø v rig t U 1933.63 N o te 2. O m n o rsk R e t Stang S k ad e 304, N R t 1930.630, 1932.969, jf r . 1933.819 (M in o rite ten ). Schw eizisk P ra k s is syn es a t fo rk a s te Id e n tif ik a tio n sre g le n s A nvendelse p a a F oræ ld re , se en D om , d e r o m ta le s1 T fR 1936.132.

Ved Skibssammenstød maa Ladningsejeren finde sig i, a t der ved Spørgsmaal om Erstatning til ham fra det andet Skib tages Hensyn til Fejl, der er udvist af det Skib, hvormed Ladningen befordres, se Sølov § 220.3°. Overfor Passagerer gennemføres Identifikationen derimod ikke. Tilsvarende Regler gælder om Sammenstød mellem Luftfartøjer, se Luftfartsi. §37.2°. Derimod bør man formentlig ikke anvende disse Regler om Fragtgods analogt paa andre Transportmidler.

D e tte a n ta g e r dog Stang S k ad e 303. Og M otorl. § 38 .4° g en n em fø re r Id e n tif ik a tio n e n m ed H e n sy n til S k ad e p a a K ø re tø je rn e . Sm l. sv e n sk L 392 M a rts 1934 og S v JT 1934.273 ff. Se iø v rig t Kóersner i TfR 1919.93 ff. A t Id e n tif ik a tio n e n heller ikke h er g ennem føres ved P e rso n sk a d e , s ta a r fast, se U 1920.667 H , 1928.652* H.

D er k an ogsaa rejses S p ø rg sm aal om a t lade T re d ie m a n d s F ejl p a a v irk e E rs ta tn in g s p lig te n i a n d re T ilfæ lde , m en d e t e r e n d n u ik k e ly k k ed es a t f a s ts la a ti lfre d ss tille n d e a lm indelige R egler herom .

Naar en Tablidendes Ret til Erstatning er ordnet saaledes, at den behandles som afledet af en anden Persons Ret (ovfr. §20.II.E ), maa denne Persons Uagtsomhed tages i Betragtning som egen Skyld. Naar Skadeforsikreren gør Regreskrav gældende i Medfør af FAL § 25.1°, kan han saaledes aldrig kræve mere, end den sikrede selv kunde have krævet. Paa tilsvarende Maadé staar Sagen, naar en

190 § 2 3 . I .D .

Arbejdsgiver kræver Udgifter til Løn eller Pension ersta tte t af den Trediemand, der har tilføjet Arbejderen Skade, jfr. foran S. 163.

En Skadelidende, hvis Erstatningskrav nedsættes paa Grund af Fejl, som hans Tjener har begaaet, vil i Almindelighed have Regresret overfor den paagældende Tjener.

E. Egen Skyld ved Erstatningsregler, der gaar udover Culpareglen.De ovfr. under C og D fremstillede Regler maa anvendes fuldtud,

hvor Erstatningsansvar paalægges efter DL 3—19— 2 eller andre Regler, der lader en Person bære Ansvaret for Skade, der voldes ved en andens Fejl. Naar A’s Tjener uagtsomt har paaført T en Skade, men ogsaa T har handlet uagtsomt, maa Fordelingsreglen altsaa anvendes, naar T rejser Krav paa Erstatning overfor A.

S aaledes U 1920.627*. Sm l. Dagfinn Dahl legem sskade 89.P a a tilsv a re n d e M aade gæ lder F o rd e lin g sreg len , n a a r Ansvar i Henhold

til Motorl. § 38.1a paa læ gges M o to rv o g n en s E je r e ller B ru g e r i e t T ilfæ lde, h v o r h an ik k e h a r u d v is t C u lpa , m edens d e t ik k e e r g o d tg jo rt , a t h an s C hau ffø r h a r u d v is t fo rnøden A g tp aag iv en h ed , jfr. U 1937.311 H.

I Tilfælde, hvor Erstatningsansvar skulde paalægges en farlig Bedrift helt uden Culpa, taler vor Lovgivning nærmest for den Regel, a t Skadelidendes egen Skyld bringer Erstatningsansvaret til a t falde helt bort, se navnlig Jernbanel. 11 Marts 1921 § 1, 2. og 3. Pkt.

D enne L øsn ing h a r jeg h æ v d e t i »Skyld og Skade« 181 f, se ligeledes V inding Kruse i T fR 1919.277 N o te 1.

Da Byrden ved Erstatningsansvaret i disse Tilfælde maa indgaa i Driftsomkostningerne og ofte former sig som en ret konstant Udgift, bør man dog vistnok aabne Adgang til a t fordele Skaden ogsaa i disse Tilfælde. Naar Skadelidendes Uagtsomhed kun har været ringe, skulde der da kunne tillægges ham delvis Erstatning.

I d en n e R e tn in g U 1930.338, d e r a n g a a r e t T ilfæ lde , h v o r en H u n d løb ind i en kø ren d e Bil og S k ad e lid en d e k la r t v a r sagesløs heri. Sm l. U 1921.383 og p a a den a n d en S ide U 1929.794 og m aask e 743* H . H u n d e lo v e n (fo ran § 15.IV .A ) k u n d e iø v rig t syn es a t in d eh o ld e den Regel, a t d e t sæ rlige A n sv a r e f te r L o ven fa ld er h e lt b o r t, n a a r S k ad e lid en d e se lv er S ky ld i H u n d e n s A ngreb . D ens R egel o m fa tte r nem lig k u n A ngreb p a a »sagesløs Person«, og S k ad e lid en d e er ikke sagesløs, n a a r h an ved egen S ky ld h a r fo ran led ig e t H u n d e n s A ngreb . Og d e t k an d a n æ ppe gøre F o rskel, a t S k ad e lid en d e er e t »uansvarlig t« B a rn e ller en A fsind ig , sm l. U 1906.507, d e r dog ik k e ta g e r k la r S tillin g til P ro b le m e t.

A n g aae n d e schw eizisk P ra k sis om d e t o m ta lte S p ø rgsm aal henv ises til en A rtik e l i Schw . J u r i s te n - Z e itu n g 31.53 ff.

§ 23 .I.E. 191

D et er fo ru d sa t i d e t fo reg aaen d e , a t den A dfæ rd , d er b rin g e r E r s ta t n in g sa n sv a re t til a t fa lde b o r t, k an b es tem m e s p aa s a m m e M aade, som h v o r d e t d re je r sig om E rs ta tn in g e f te r C u lpareg len . D erfor er B e g reb e t egen Skyld frem stille t u n d e r e e t fo ran u n d e r B. Im id le rtid er d e t ikke u d en v id e re g iv e t, a t d e r m aa s tille s sa m m e K rav , h v o r d e t d re je r sig om A n sv a r u d en C ulpa, sm l. S ky ld og S k ad e 181. D et S ta n d p u n k t , jeg d é r in d to g , m a a t te føre til, a t S k ad e lid en d e ik k e k u n d e p a a b e ra a b e sig A fsin d ig h ed til sin F o rd e l. D e tte b ø r n æ p p e fasth o ld es , hv is m an iø v rig t fo rlad e r d e t sk a rp e S ta n d p u n k t , jeg in d to g i S k y ld og S k ad e . R p l § 1018 b løser til D els S p ø rg sm a a le t fo r s it O m raad e . D et sam m e gør m u lig v is H u n d e lo v en , jf r . ov fr. M en fra disse sæ rlige B estem m else r k an m an n æ ppe u d lede en a lm in d e lig Regel.

II. Skadelidendes Medvirken uden Culpa.At Skadelidende medvirker til Skaden ved en forsvarlig Hand

ling, paavirker i Almindelighed ikke hans Erstatningskrav.O m d e t sæ rlige F o rh o ld , a t h an o fre r F o rm u e v æ rd ie r for a t a fv æ rg e e ller

fo rm indske S k ad en , er d e r t a l t ov fr. § 18.1.

Ialfald hvor Ansvar paalægges uden Culpa, kan der dog efter Omstændighederne være-Grund til at lade Erstatningspligten blive paavirket af Skadelidendes Medvirken, selvom den ikke er egen Skyld.

Det maa navnlig kunne ske, naar Skadelidende medvirker ved en Handling, der vilde have været egnet til at paadrage ham Ansvar uden, Culpa, hvis Skaden havde ram t Trediemand. Som Eksempel kan nævnes Slagsmaal mellem to Hunde eller Sammenstød mellem to Transportmidler, der har Ansvar uden Culpa.

I saadanne Tilfælde bør man formentlig antage, a t Domstolene har Adgang til a t fordele Skaden efter deres Skøn. Herfor kan paa- beraabes Analogien af Motorl. § 38.4°, der ved Sammenstød mellem Motorkøretøjer foreskriver Fordeling af Skaden, selvom det er uoplyst, om der er udvist Culpa. For Luftfartøjers Vedkommende giver Luftfartsi. (Bek. 251 6/8 1937) § 37.2° smh. m. Sølov § 221 dog den Regel, at hvert Fartøj bærer sin Skade, naar Sammenstødet er Følge af ulykkelig Hændelse.

O m H u n d es lag sm aa l sm l. U 1927.140. O m E rs ta tn in g for en T y rs B e sk a digelse a f K v ier, i H en h o ld til M ark- og V ejfred sl. U 1921.780.

F o rde lingsreg len b ø r ogsaa a n v en d es , n a a r de to m e d v irk e n d e H an d lin g e r e r a f forskellig A rt, f. E ks. n a a r S k ad en er v o ld t v ed S a m m e n stø d m ellem Bil og S po rv o g n og S k y ld sp ø rg sm a a le t ikke er b ra g t p a a d e t rene.

I s a a d a n n e T ilfæ lde vil N. H. Bache i U 1935 B .236 f lade h v e r P a r t bæ re sin S kade. U 1916.1029 (H u n d o v e rk ø rt a f Bil) v ise r in te t k la r t . Se om

192 §23.11.

S p ø rg sm aa le t iø v r ig t S ky ld og S k ad e 182 ff, 369 f, 374, 378, Stang S k ad e 339 ff jfr. § 24 og 190, O R § 44, Oertmann § 254 A nm . 2 h, § 833 A nm . 5 a, Josserand C ours de D ro it civil II no. 550.

Ansvaret bør formentlig ogsaa kunne lempes i andre Tilfælde, hvor Skadelidende har medvirket til Skaden ved en ekstraordinær Handling, der fremkaldte en særlig Fare for den paagældende selv. En Regel i denne Retning indeholder Jernbanel. 11 Marts 1921 § 7.3° (»usædvanlig«).

Se h e r til U 1930.1059*, d er frem h æ v er, a t S k ad e lid en d es B e n y tte lse a f E je n d o m m e n ik k e v a r u sæ d v an lig . Sm l. ogsaa U 1931.1120. U d fra d e t a n g ivne S y n sp u n k t m a a t te E rs ta tn in g e n k u n n e v æ re lem p e t i T ilfæ lde som U 1931:723 H (ovfr. § 16.11.A, K ab e lsag en ). I d e n n e F o rb in d e lse k an n æ vnes S a ltv a n d sfisk e ril. 93 31 M a rts 1931 § 4 .3°, § 9.3°, d e r ligesom flere fo ru d g aa - e n d e L ove ik k e la d e r E rs ta tn in g s p lig t in d træ d e , n a a r d e r ved V aad fisk e ri, S e jlad s e lle r A n k rin g vo ldes S k ad e p aa fa s ts ta a e n d e F isk e re d sk a b e r og S k a den e r fo ran led ig e t v ed N ø d s tils ta n d .

Det har yderligere været hævdet, at det Erstatningsansvar, der normalt indtræder uden Culpa, bør falde bort, naar Skaden indtræder, fordi Skadelidende selv frivillig og i egen Interesse har udsat sig for Faren fra den paagældende farlige Bedrift eller det farlige Dyr.

I d en n e R e tn in g Stang S k ad e 341 f, jfr. Oertmann K o m m e n ta r § 254 A nm .2 h. Se om S p ø rg sm a a le t S ky ld og S k ad e §§ 19 og 25.

Denne Sætning bør næppe godkendes. Den tiltaler manges Retsfølelse, og det er forstaaeligt, fordi den i talrige Tilfælde giver rimelige Resultater. Ved nærmere Efterprøvelse viser det sig dog, at den langtfra altid gør det.

At Sætningens Resultater jævnlig er gode, beror paa, a t forskellige andre Regler ofte vil føre til samme Resultater. Der er — som nævnt ovfr. — Grund til at lempe Ansvaret, naar Skadelidende har medvirket til Skaden ved egen Skyld eller ved en ekstraordinær farlig Handling. Endvidere kan Ansvaret for farlig Bedrift være begrænset til Interessekollisionstilfælde, jfr. ovfr. § 17.IV.A.4, eller dog saaledes, a t det kun omfatter dels Interessekollisionstilfælde, dels gensidig bebyrdende Kontraktsforhold. Naar Skadelidende uden Vederlag benytter Trediemands ekstraordinære farlige Virksomhed, vil der som Regel ikke være Grund til at paalægge Trediemanden Ansvar uden Culpa.

§23.111. 193

III. Gensidig Skadeforvoldelse.Der opstaar visse særlige Problemer, naar to Personer har voldt

hinanden Skade ved samme Lejlighed og paa en saadan Maade, at Skaderne efter Reglerne foran bør fordeles mellem dem.

Det er allerede sagt foran, at det er den samlede Skade, altsaa Skaderne paa begge Sider, der skal fordeles. Hvis f. Eks. A og B under Cyklekørsel støder sammen ved ringe Uagtsomhed fra begge Sider og A’s Skade er 300, B ’s 900, er der Enighed om, at de 1200 skal fordeles efter Fejlenes Beskaffenhed. Hvis A’s og B ’s Fejl er lige store, skal hver af dem bære et Tab paa 600 (Eks. 1). Hvis A’s Fejl er saa meget ringere, a t han kun findes at burde bære ¼ af Skaden, maa der falde 300 paa A, 900 paa B (Eks. 2).

Det er imidlertid omtvistet, hvad der nærmere ligger heri.M an h a r o p s tille t 2 fo rskellige K o n s tru k tio n e r .E f te r en L æ re o p s ta a r d e r a ld r ig m ere en d e e t K ra v . Enten k an h v e rk en

A e ller B k ræ v e n o g e t. S aa led es b liv er F o rh o ld e t i E k sem p el 2 s a m t i a lle T ilfæ lde , h v o r b a a d e deres S k y ld og deres S k a d e r er lige s to re . Eller den ene faa r saa s to r t e t K ra v p a a d en a n d e n , som er n ø d v e n d ig t for a t gennem fø re F ord e lin g en . I E k sem p el 1 m aa B saa led es k u n n e k ræ v e 300 a f A. D erved o p n aas , a t h v e r a f dem k o m m er t i l a t bæ re 600. D enne L æ re k a ld e r jeg k o r t »Enkeltkravslæren«. I engelsk R e tssp ro g b ru g e r m an U d try k k e t single liability. A n d re b e te g n e r O p g ø rsm aad e n som »Nettoberegning«.

E fte r en an d en L æ re fo re tag es F o rd e lin g e n a f h v e r P a r ts S k ad e for sig. H v e r P a r t fa a r d e rfo r K ra v p a a delv is E rs ta tn in g for sin S k ad e o v e rfo r .d e n an d e n P a r t , og de to K ra v k an d a m o d regnes. I E ks. 1 ov fr. k a n A saa led es k ræ v e 150 a f B, og B 450 a f A. 1 E k s. 2 k a n A k ræ ve 3/4 a f 300, a l tsa a 225 a f B, og B k a n k ræ v e y 4- a f 900, a l tsa a ligeledes 225, a f A. D enne L æ re k a ld e r jeg »Dobbeltkravslærem. A n d re ta le r her om cross liability e ller om »Bruttoberegning«.

O m S p ø rg sm a a le t henv ises til Stang S k ad e § 20, Ussing i U 1932 B .177 ff m ed y d erlig ere H en v isn in g e r, Ove Rasmussen i J u r id is k F o re n in g s A arbog fo r 1933— 34.30 ff, Tybjerg i N F T 1936.391 ff, Stenbeck i S v JT 1932.62.

I de f le ste T ilfæ lde gør d e t ingen p ra k tis k F o rskel, om m an fø lger den ene e lle r an d e n L æ re. O g h v o r d e t e r ligegy ld ig t for R e su lta te t , e r d e t n em m est fo r P a r te r og D om sto le a t a n v e n d e E n k e ltk ra v s læ re n i P a a s ta n d og D om sk o n k lu sio n . I sæ rlige T ilfæ lde faa r d e t dog a fg ø re n d e B e ty d n in g , h v ilk en L æ re m an følger. D e t g æ lder n av n lig , h v o r D o m sto len e h a r A d g an g t i l a t lem pe den ene P a r ts E rs ta tn in g s p lig t , f. E k s. i H en h o ld til F A L § 2 5 ,2 . P k t. e ller M dhl §§ 63— 64.

H v is A ’s E rs ta tn in g s p lig t k an lem pes, m ed fø re r E n k e ltk ra v s læ re n , a t d e r k u n b liv e r P la d s fo r L em pelse , n a a r A »netto« sk u ld e b e ta le nog e t til B som i E k sem p e l 1. Med D o b b e ltk ra v s læ re n k an L em pelsen b liv e s tø rre i E k sem p e l 1 — nem lig gaa op til de 450, som A sk u ld e b e ta le — og i E k sem p el

Ussing E rs ta tn in g s re t . 13

194 §23.111.

2 b liv e r d e r P la d s for en L em pelse, nem lig in d til de 225, som A sk u ld e b e ta le .I sa a d a n n e T ilfæ ld e sy n e s D o b b e ltk ra v s læ re n m ed sin s tø rre S m id ig h ed

a t g ive de h e ld ig ste R e su lta te r . O g d a d en ik k e ses a t m øde a fg ø ren d e B etæ n k e lig h e d e r i a n d re R e tn in g e r, b ø r den v is tn o k som H o v edregel følges.

D en e r fu lg t ved U 1935.265 H (om S k ib ssam m en stø d ). D e B e tæ n k e lig heder, jeg frem fø rte i U 1932 B. 181, a n se r jeg ikke for a fg ø ren d e , jfr. Ove Rasmussen an f. S t. 37. S p ø rg sm aa le t, om d e r ska l regnes m ed E n k e ltk ra v e ller D o b b e ltk ra v , fa a r sæ rlig s to r B e ty d n in g , h v o r d er e r te g n e t A n sv a rsfo rsik ring . D et e r im id le rtid m u lig t, a t sæ rlige fo rs ik rin g s tek n isk e H en sy n e ller A n sv a rs fo rs ik rin g en s P ra k sis k an føre til L øsn inger, d e r a fv ig er fra den a lm indelige E rs ta tn in g s læ re s .

§24.

Flere erstatningsans varlige.I. Erstatningspligten.A. Naar en vis Skade er indtraadt paa en saadan Maade, a t flere

forskellige Personer hver for sig efter de almindelige Erstatningsregler vilde være forpligtet til a t erstatte Skaden, bliver de som Regel solidarisk forpligtet til a t betale Erstatningen. — Der tænkes herved paa Tilfælde, hvor hver enkelt vilde være ansvarlig til Erstatning, hvis der ikke var andre Personer, der samtidig opfyldte Ansvarsbetingelserne. — Reglen er anvendt i talrige Domme, se f. Eks. U 1929.688 H, 1928.372.

Det solidariske Ansvar forudsætter, a t det er en og samme Skade, de enkelte er ansvarlige for, og der bliver kun Tale om fuldstændig Solidaritet, hvis hver enkelt er forpligtet til a t betale samme Beløb,

J f r . h e rv ed U 1932.182. O m d e t T ilfæ lde , a t fle re P e rso n e r su c cess iv t h a r t i lfø je t sa m m e G en s tan d h v e r sin S k ad e , h env ises til §25 .11 .

Da Erstatning kun skal tjene til Genoprettelse af det Tab, der er lidt, er det klart, at Skadelidende ikke skal have Erstatning mere end een Gang. Det eneste, der kunde volde Tvivl, er, om der ikke er Grund til at lempe Ansvaret for de enkelte Skadevoldere.

Som Hovedregel maa dette Spørgsmaal besvares benægtende. Det kan begrundes negativt med, a t der ikke er Grund til at fravige de almindelige Erstatningsregler, blot fordi flere Personer kan drages til Ansvar for Skaden. Positivt kan man fremføre, a t de praktiske Hensyn, som bærer Erstatningsreglerne, i Almindelighed ogsaa taler

§ 24.1.A 195

for at fastholde de enkeltes Ansvar. Det skaber navnlig det største Maal af Sikkerhed.

R eglen om d e t so lid arisk e A n sv a r b e tra g te s o fte som en sim pel K o n sekv en s a f de a lm indelige E rs ta tn in g s re g le r . S aaledes Lassen I 358, Stang S k ad e § 3 og m in A nm eldelse i S v J T 1918.276. N ogen v irk e lig B e g ru n d e lse gives dog ik k e p a a d enne M aade, se ogsaa Hoel R isiko og A n sv a r 199 ff.

Hovedreglen om solidarisk Ansvar har fundet Udtryk i Lovgivningen for spredte Tilfælde.

M an p le je r a t n æ v n e de gam le B e stem m elser i D L 6— 15— 6 og F r. 7 N ov . 1809 § 115, d e r a n g a a r T ilfæ lde , h v o r C u lp ab e tin g e lsen e r o p fy ld t. F ra den nyere L o v g iv n in g næ vnes L u ftfa rts i . (B ek . 251 6/8 1937) § 37 .3°, d e r a n g a a r A n sv a r ud en C ulpa, sa m t S tæ rk strø m si. (B ek . 254 15/4 1940) § 8.

Da de forskellige ansvarlige i Almindelighed har indbyrdes Regresret, som det nærmere omtales ndfr. under II, faar den herskende Lære i mange Tilfælde kun den Betydning, at den erstatningsberettigede fritages for Risikoen for, a t en eller flere af Skadevolderne ikke kan betale. Dette Resultat kunde i og for sig naas ved mindre vidtgaaende Regler, f. Eks. ved den Regel, a t de ansvarlige var forpligtet principalt pro rata, subsidiært solidarisk, eller ved a t man lod enkelte af dem hæfte subsidiært. Intet af de ovennævnte Lovbud har dog saadanne Regler. Og det blot subsidiære Ansvar er forkastet i et af de Tilfælde, hvor det snarest m aatte være anvendt, nemlig med Hensyn til Husbondens Ansvar i Medfør af DL 3— 19—2.

D et O ffen tliges A n sv a r for T je n e s te m æ nd e r ia lfa ld i v id t O m fan g s u b sid iæ rt, se R pl § 1020. E n p ra k t is k T iln æ rm else t i l e t su b s id iæ rt A n sv a r in d e h o ld er ogsaa M dhl §§ 63— 64 ved den Regel, a t d e r sk a l ta g e s H e n sy n til »U dsig ten til, a t S k ad en k an faas g o d tg jo r t hos andre« . B G B § 829 h jem le r e t su b s id iæ rt B illig h ed san sv a r for B ø rn og A fsindige. Se ogsaa om fin sk R e t Hernberg G a ld fo rh å lla n d e t 114.

En Undtagelse fra Hovedreglen gøres i de Tilfælde, hvor en af Skadevolderne staar i et saadant Forhold til Skadelidende, a t den paagældendes Uagtsomhed ved Fastsættelsen af andre Skadevolderes Erstatningsansvar tages i Betragtning paa samme Maade som Skadelidendes egen Skyld. Jfr. om denne »Identifikation« foran §23.I.D.

E rs ta tn in g s a n s v a re t e f te r Presset. § 6.7° (ovfr. S. 98) ram m e r n o rm a lt kun F o rfa tte re n og/eller R e d ak tø ren .

O m Je rn b a n e l. 11 M a rts 1921 § 1, 2. P k t . se ov fr. § 17.V.Ju l. Lassen a n to g , a t R eglen ikke k u n d e frav iges ud en sæ rlig H jer'iim el.

D e t k a n jeg ik k e væ re enig i. De n y sn æ v n te R egle r om Id e n tif ik a tio n e r i V irkeligheden U n d ta g e lse r og h a r fo r S tø rs te d e le n ikke sæ rlig H jem m el.

13*

196 § 24.I.A.

A f U 1936.418 frem g aa r d e t ikke k la r t , h v ad d e r er G ru n d en til, a t nogle a f de an sv a rlig e slap b illigere end an d re .

B. Goos hæv d ed e , a t en H a n d lin g som H o v edregel ik k e v a r re ts tr id ig (og eg n e t til a t. p aa d ra g e A nsv ar), n a a r dens M ulighed for a t fo raa rsag e S k ade beroede p a a »m ellem kom m ende, o b je k tiv t ab n o rm e , su b je k tiv t no rm ale m enneskelige H andlinger« . Som H o v edregel sk u ld e d e r m ed a n d re O rd ikke k u n n e lægges A n sv a r p aa en S k ad ev o ld e r, h v is h an s H an d lin g v a r adskil t fra S k ad en ved en T re d ie m a n d s H an d lin g , d er v a r eg n e t til a t p a a d ra g e T red iem an d en A n sv a r. Se A lm . R e ts læ re I 333 f, 348 ff. D enne L æ re k an ik k e b illiges, se Lassen I § 30 m ed H en v isn in g e r, h v o rtil k an fø jes Bentzon i T fR 1918.19 f s a m t den hovedsagelig s tra ffe re tlig e D iskussion i U 1926 B. 221, 253, 269, 293 og 315, 1927 B .94. De rea le H en sy n , Goos p a a b e ra a b te sig, k an ikke føre til en sa a d a n sk a rp R egel om U delukkelse a f A n sv a r for v isse m ed v irk en d e . Men i de fleste T ilfæ lde vil m an ved a t a n v e n d e a lm in d e lige R egle r kom m e til sam m e R e su lta te r som e f te r G oos’s Læ re.

D an sk Retspraksis følger ikke G oos’s L æ re, se f. E ks. U 1929.38 H, 1920.59.

N ogle ty sk e F o rfa t te re h æ v d e r d en m ed G oos’s beslæ gtede L æ re, a t A arsag sfo rb in d e lsen b ry d es ved en a n d en P erso n s m ellem k o m m en d e t i l regnelige H an d lin g , se herom K rückmann i J h e r in g s J a h rb ü c h e r 55.83 ff.

C. N a a r fle re S k ad ev o ld eres A n sv a r lem pes i K ra f t a f FA L § 25, 2. P k t. e ller a n d re a f de R egler, d e r e r o m ta lt fo ran i § 22, k an d ér v is tn o k fo rekom m e T ilfæ lde , h v o r S k ad e lid en d e faa r R e t til hos flere e n k e lte a t in d k ræ v e hele d e t B eløb , d e t paalæ gges V ed k o m m en d e a t u d red e (a ltsa a a t k u m u le re K ra vene), b lo t m ed den B egræ n sn in g , a t h an ia lt ikke faa r K ra v p aa m ere end fu ld E rs ta tn in g . D om m en b ø r d e rfo r k la r t fa s ts laa , hvo rled es d e r hæ ftes.

H v is S k ad e lid en d es E rs ta tn in g s k ra v p a a G ru n d a f h an s egen M e d v irk n ing til S k ad en n e d sæ tte s o v erfo r alle de an sv a rlig e , k a n h an d e rim o d ikke o p n a a R e t til a t ska ffe sig fu ld E rs ta tn in g ved a t faa flere a f de n e d s a tte K ra v b e ta lt . T ilk en d es d e r h am ikke sam m e B eløb hos h v e r e n k e lt, k an han i a l t k u n faa d e t h ø je s te a f B eløbene.

D. Naar der uden Culpa skal paalægges Erstatningsansvar for Skade, der er voldt af et Dyr, f. Eks. en Hund, eller af en farlig Indretning, og Dyret eller Indretningen besiddes (holdes eller drives) af flere Personer i Forening uden at indgaa i en organiseret Fælles- virksomhed, maa de paagældende Personer formentlig være solidarisk ansvarlige for Erstatningen. Og naar flere i Forening holder en Tjener og han paafører Trediemand Skade ved Forseelse i den fælles Tjeneste, maa alle Principalerne formentlig være solidarisk ansvarlige.

S aaledes ogsaa Stang S k ad e § 3.V . R eglen m aa gæ lde ud en H e n sy n til, om m an følger den L æ re om F æ lleseje , d e r u d v ik les a f Vinding Kruse E je n d o m sre tte n I 347 ff. A n sv a re t b ero r som o f te s t ikke p aa se lve E je n d o m sfo r

§ 24.I.D. 197

h o ld e t, m en p a a d e t fa k tisk e F o rh o ld , å t de p aag æ ld en d e b es id d e r eller ho lder D y re t e lle r d r iv e r den farlige V irksom hed .

E . Ansvar i og udenfor Kontraktsforhold. Betydningen a f Ansvarsfra- skrivelse.

D er m aa in d træ d e so lid a risk A n sv a r, se lvom A n sv a re t for en e ller fle re a f de an sv a rlig e k an siges a t hv ile p a a e t K o n tra k ts fo rh o ld . E t ty p is k E k sem pel er K ra v p a a E rs ta tn in g for P e rso n sk ad e , som en b e fo rd re t P erso n lider ved S am m en stø d m ellem to T ra n s p o r tm id le r . — M ed H e n sy n til t r a n sp o r te re t G ods u d e lu k k es so lid a risk A n sv a r i v id t O m fan g a f » Id en tifik a- tio n sg ru n d sæ tn in g en « , jfr. o v fr. § 2 3 . I.D .

K o n tra k ts fo rh o ld e t g iv er ikke s jæ ld e n t A n led n in g til V ed tag e lse r om , a t den p aag æ ld en d e K o n tr a k ts p a r t sk a l væ re fri for E rs ta tn in g s a n s v a r i v isse T ilfæ lde. D er o p s ta a r da d e t S p ø rg sm aal, om S k ad e lid en d e ved a t indgaa p aa en sa a d a n A fta le m ed sin M e d k o n tra h e n t fo rm in d sk e r sin R e t til a t k ræ v e E rs ta tn in g hos de a n d re S k ad ev o ld ere . D er k an tæ n k e s a t væ re G ru n d til en sa a d a n O rd n in g , fo rs a a v id t de a n d re S k ad ev o ld ere som Følge a f V ed tag e lsen m is te r en R e g resre t (nd fr. I I) , de ellers v ild e h av e m od S k ad e lid en d es M e d k o n tra h e n t.

S p ø rg sm aa le t e r m eget o m tv is te t . D e t e r n av n lig b lev e t d rø f te t m ed H e n b lik p a a S k ib ssam m en stø d . H er h env ises til A xel Møller S k ib ssam m en stø d I 344 f, Stang S k ade 323 ff, K oersner i T fR 1919.100 ff, Klæstad A n sv a rs fra - sk riv e lse 102 ff.

II. Opgøret mellem de ansvarlige.Naar flere Personer er solidarisk ansvarlige for et Erstatnings

krav, opstaar det Spørgsmaal, om den af dem, der indfrier Fordringen, kan kræve hel eller delvis Dækning hos de andre ansvarlige — eller, som man kort siger, om han har Regresret. —

A. Den betalende faar uden Tvivl Regresret i de særlige Tilfælde, hvor han kan støtte sin Ret til Dækning paa andre anerkendte Retsregler.

En Regresret kan saaledes støttes paa Aftale mellem de ansvarlige, eller paa andet særligt Retsforhold imellem dem. Aftaler om Regres vil imidlertid ofte være ugyldige som stridende mod Lov eller Æ rbarhed. Det maa navnlig antages, at en Person, der planlægger en Forbrydelse sammen med andre Personer, i Almindelighed ikke gyldig kan love de andre a t holde dem fri for det Ansvar, som m aatte følge af Forbrydelsen.

Som et relevant Retsforhold, der ikke beror paa Aftale, kan nævnes et Fælleseje, der er opstaaet ved Arv. Hvis f. Eks. to Søskende, der bor sammen, arver en Hund og den gør Skade, bliver de normalt solidarisk ansvarlige (foran I.D). Men hvis den ene betaler Erstat-

198 s§ 24.1 I.A.

ningen, maa han af Medarvingen kunne kræve en Anpart svarende til Medarvingens Andelsret i Hunden.

Fremdeles maa Regresret i et vist Omfang kunne støttes paa almindelige Erstatningsregler. Saaledes maa A være regrespligtig, naar han for a t skade B løser dennes Kreaturer, saa at de slipper ind paa Naboens Grund med den Følge, at B maa erstatte Skaden dér, sml. L 53 om Mark- og Vejfred 25 Marts 1872 § 10, eller naar han tvinger B til at volde T Skade eller forleder B til at bruge en Ting, der tilhører T, ved svigagtig at udgive den for sin. Ogsaa Husbondens Regresret mod Tjeneren i Henhold til DL 3— 19—2 kan normalt begrundes paa denne Maade.

I Tilfælde som de nævnte faar den ene ansvarlige fuld Regres mod den anden. Men Erstatningsreglerne kan ogsaa tænkes a t medføre delvis Regres, nemlig naar den, der gør Regres gældende, findes at have udvist en saadan Skødesløshed, a t hans Erstatningskrav maa lempes efter Reglerne om egen Skyld.

Hvor langt Erstatningsreglerne kan føre, er det vanskeligt at fastslaa. Men Spørgsmaalet taber al praktisk Betydning, naar man opstiller en almindelig Regresregel som den, der forsvares ndfr. under B.

B. Det har været omtvistet, om der kan gøres Regres gældende udenfor de Grupper af Tilfælde, hvor Kravet kan støttes paa andre anerkendte Retssætninger.

I det forrige Slægtled var der overvejende Tilbøjelighed til a t besvare Spørgsmaalet benægtende. Man sagde, a t der ikke var Hjemmel til a t indrømme Regres, og at en Regresret ikke kunde støttes paa Forholdets Natur. I den nyeste Tid, hvor man i det hele er mindre ængstelig for at danne nye Retsregler uden Lovens Hjælp, har den Anskuelse sejret, at der bør opstilles en almindelig Regresregel, som kan anvendes, naar ingen særlige Regler griber ind.

Herfor kan ogsaa anføres en Del, jfr. Dansk Obligationsret 17 f. Uden faste Regresregler vil Afgørelsen af, hvor Tabet skal falde i sidste Instans, bero paa Tilfældet eller paa Skadelidendes Vilkaarlig- hed. Det støder den almindelige Retsfølelse, og det kan medføre uheldige Virkninger. Det kan føre til Misligheder, saasom at en Skadevolder hemmelig betaler Skadelidende et Beløb for a t blive fri for at udrede Erstatning, og a t Skadelidende bagefter kræver fuld Erstatning af en anden Skadevolder. Der kan endvidere anføres

§ 24.II.B. 199

praktiske Grunde for en bestemt Regresregel, jfr. ndfr., hvor det tillige omtales, at det dog i særlige Grupper af Tilfælde møder Betænkeligheder at aabne Adgang til Regres.

Naar der da skal opstilles almindelige Regresregler, bliver det næste Spørgsmaal, hvad de skal gaa ud paa. I den nyeste Tid er det blevet en almindelig Anskuelse, a t man i Hovedsagen bør gennemføre lignende Grundsætninger som ved Skadelidendes Medvirken. Der er formentlig ogsaa en naturlig Parallelisme mellem de to Rets- omraader.

1. Naar alle de paagældende er ifaldet Erstatningsansvar paa Grund af Culpa, maa Hovedreglen derfor være, a t Ansvarsbyrden kan fordeles af Domstolene efter deres Skøn om Fejlenes Beskaffenhed. Herfor kan anføres lignende Grunde som dem, hvormed den fri Fordelingsregel er forsvaret ved egen Skyld. Det giver navnlig den bedste præventive Virkning, at ingen forud kan gøre Regning paa at undgaa Ansvar, og a t Byrden fortrinsvis lægges paa dem, der har begaaet de groveste Fejl. Reglen har ogsaa tekniske Fortrin. Som allerede nævnt ovfr. under A, er der mange Tilfælde, som i og for sig kunde bringes ind under Reglerne om Skadelidendes Medvirken. Og disse Tilfælde er det vanskeligt at skille ud fra de andre. Gennemfører man ensartede Regler paa de to Retsomraader, bliver det imidlertid unødvendigt a t foretage Afgrænsningen.

Den fri Fordelingsregel er i vidt Omfang gennemført i fremmed Ret.

D en gæ lder i N orge, se Stang S k ad e 123 ff, i Schw eiz, se O R § 50, i F ra n k rig , se Planiol II no. 904, og ifø lge P ra k sis i T y sk la n d . D e t s id s te m aa sæ rlig gøre In d try k , da B G B § 840 sm h . m . § 426 re t k la r t syn es a t h jem le L igedeling a f S k ad en , jfr. U 1918 B .206. E n d e lig er en fri F o rde lin g sreg e l b lev e t in d fø rt i engelsk R e t ved L aw R eform (M arried W om en an d T o r t feasors) A c t 1935 s. 6— 7.

I dansk Lovgivning har Fordelingsreglen Støtte i Sølov § 220.3° for de Tilfælde, hvor der indtræder solidarisk Ansvar, jfr. ogsaa Luft- fartsl. § 37.3° (ndfr. Nr. 3). Stærkstrømsi. § 8, sidste Pkt. synes derimod at hjemle Ligedeling. Den har antagelig haft de Tilfælde for Øje, hvor der ikke oplyses Culpa hos nogen af de ansvarlige.

I den nyeste Domspraksis er Fordelingsreglen anerkendt som vor Rets almindelige Regresregel.

Se U 1928.652* H , 1930.97* H , 290* H , 908*, 1080*, 1932.52 H , 1934. 707 H , 1936.326 H .

200 § 24.II.B .1.

Man kan spørge, om der ikke bør opstilles afvigende Regler for særlige Grupper a f Tilfælde. Som ved egen Skyld er der nu næppe Trang til en Særregel om, at den, der har voldt Skaden forsætlig, skal bære Skaden fremfor den, der kun har handlet uagtsomt. Derimod er Retsfølelsen her i Landet vistnok utilbøjelig til at indrømme Regres- ret imellem Personer, der i Forening har begaaet en forsætlig Forbrydelse. Man anser det for uheldigt at give Adgang til a t bringe Forbrydermellemværender frem for Domstolene, og en Regres- regel vil vistnok ogsaa kunne svække Erstatningsreglens præventive Virkning.

2. Naar der i Henhold til DL 3—19—2 eller beslægtede Regler indtræder Erstatningsansvar baade for Husbonden og Tjeneren, har Husbonden, der ifalder Ansvar uden Culpa, som Regel fuld Regres mod sin Tjener, se 3— 19—2 og Sølov § 8.2°. Denne Regel fraviges dog ved Sølov § 59 og Sømandsl. § 50.2°, jfr. ovfr. § 22.1, og der er meget, der taler for at lempe ogsaa andre Tjeneres Ansvar. Naar Husbonden har dækket sit Husbondansvar ved Ansvarsforsikring, kan Tjeneren paaberaabe sig FAL § 25, 2. Pkt., hvis hans Uagtsomhed ikke er grov.

E r tillig e a n d re end T je n e re n an sv a rlig e for S k ad en , m aa m an fo rm en tlig i F o rh o ld ti l dem b e tra g te H u sb o n d og T je n e r som en E n h ed og b e s te m m e R egressen m ellem H u sb o n d en og de a n d re a n sv a rlig e e f te r G rad en a f T je n erens S ky ld .

S tæ rk s trø m si. § 8 h jem le r dog L igedeling , jfr. ov fr. u n d e r 1.

3. Hvor der paalægges Erstatningsansvar uden £ulpa og ingen af Skadevolderne har udvist Culpa, maa Regresfordelingen bestemmes efter Domstolenes Skøn, saaledes som det er fastsat i Luftfartsi. § 37.3°. Hvis en Skadevolder er ansvarlig for Skaden efter Culpareglen, antager de fleste, a t man som Hovedregel bør give den, der hæfter uden Culpa, fuld Regresret mod den skyldige (og eventuelt hans Principal, jfr. ovfr. Nr. 2).

H erfo r ta le r ogsaa, a t J e rn b a n e l. 11 M a rts 1921 § 1, 2. P k t . la d e r endog Je rn b a n e n s A n sv a r overfor Skadelidende fa lde b o r t, n a a r en u v ed k o m m e n d e T re d ie m a n d e r S ky ld i S k ad en , se herom ov fr. § 17.V. D et er dog m u lig t, a t d e r b u rd e væ re A dgang til e f te r O m stæ n d ig h ed e rn e k u n a t paalæ gge den sk y ld ig e a t bæ re en D el a f S k ad en , sm l. fo ran S. 190.

I Sverige f indes d e r sæ rlige L o v b estem m else r om R egres, h v o r flere M o to rk ø re tø je r v o ld er S k ad e , se herom Stenbeck i S v J T 1934.273 ff.

201

Bevisregler.I. Den, der kræver Erstatning udenfor Kontraktsforhold, antages

i Almindelighed- a t have Bevisbyrden for, a t de væsentlige Erstat- ningsbetingelser er til Stede. Dette er ogsaa den hensigtsmæssigste Hovedregel.

Ved Udformning af Bevisbyrdereglerne maa der tages Hensyn til de praktiske Grunde, der bærer Erstatningsreglerne. Fra et legislativt Synspunkt danner de »materielle« Erstatningsregler og Bevisbyrdereglerne for saa vidt en Enhed, som de maa fastsættes efter en samlet Overvejelse af, hvad der følger af de Hensyn, der søges fyldestgjort gennem Erstatningsreglerne. Derfor maa Bevisbyrde- spørgsmaalet inddrages i Overvejelserne om de enkelte Erstatningsregler. Naar det ikke er om talt i de fleste af Undersøgelserne foran, er det for saa vidt en Ufuldstændighed. Imidlertid er det min Opfattelse, a t man paa de fleste Punkter maa komme til lignende praktiske Resultater som gældende dansk Ret.

Naar det drejer sig om gældende Ret, er de to Sæt Regler mere uafhængige af hinanden. De materielle Regler har for en stor Del Lovhjemmel eller dog Støtte i Analogier fra andre Lovbestemmelser, medens Bevisbyrdespørgsmaalet kun i ret faa Tilfælde har saadan Hjemmel eller Støtte.

Paa dette Sted kan der ikke gives en nærmere Undersøgelse af Bevisbyrdespørgsmaalet, men der skal gøres enkelte Bemærkninger.

Iø v rig t hen v ises t i l Lassen I § 3 6 .V I, Stang E r s ta tn in g s a n s v a r § 2 6 .V, S k ad e § 4, M unch-Petersen D R p l II 293 f m ed T illæ g (1936) ad 288 og H en v isn in g e r. De p a a s id s tn æ v n te S ted o m ta lte A r tik le r i U f in d es i 1930 B. 132, 283 og 349. — O m B e v isb y rd en , n a a r E rs ta tn in g k ræ v es i K o n tr a k ts fo rho ld , se D an sk O b lig a tio n sre t 131 f.

I dansk Domspraksis staar det fast, at den, der kræver Erstatning, som Hovedregel har Bevisbyrden for, at der foreligger, hvad der normalt kræves for at paalægge Erstatningspligt. Han maa navnlig bevise, (1) hvilken Skade han har lidt, (2) a t der fra Sagsøgtes Side er udvist et Forhold, som normalt er egnet til a t paadrage Ansvar for Skaden, (3) a t Skaden er en Følge af dette Forhold.

Naar Ansvar støttes paa Culpareglen, maa Sagsøgeren saaledes bevise, a t der er udvist et uforsvarligt Forhold af Sagsøgte. Hertil vil det dog efter Omstændighederne være tilstrækkeligt, a t det skete

§ 25 .

202 §25.1.

vanskelig kan tænkes a t foregaa, uden at der er handlet uforsvarlig.

Som E k sem p e l k an h env ises t i l U 1920.664: en K u sk , d e r k ø r te M ælk p a a en S læ de, sv in g ed e m ed lid t ø g e t F a r t om e t H jø rn e i R a n d e rs , og d e rv ed fa ld t e t P a r M æ lk esp an d e a f og k n u s te to R u d e r. D a d e t ik k e v a r g jo r t a n ta g e lig t, a t S k ad e tilfø je lsen v a r hæ n d e lig fo rv o ld t, m a a t te d e r g aas ud fra, a t den k u n d e tilreg n e s K u sk en . H u sb o n d e n b lev d e rfo r d ø m t i M edfør a f D L 3 — 19— 2.

Nogle vigtige Lovbestemmelser lægger Bevisbyrden for, a t der er handlet forsvarlig, paa den Person, der drages til Ansvar, se herom ovfr. § 14.11.2. Domstolene maa efter Omstændighederne kunne gennemføre samme Bevisbyrderegel i andre særlige Grupper af Tilfælde, hvor der findes a t være ligesaa stærke Grunde dertil.

Hvis Sagsøgte paaberaaber sig, a t særlige Grunde gjorde hans A dfæ rd forsvarlig, f. Eks. a t han handlede i Nødværge, eller a t han havde individuelle (subjektive) Undskyldningsgrunde, maa han have Bevisbyrden herfor.

Naar det er godtgjort, a t Sagsøgte har udvist Culpa, og man kunde paaregne, a t den udviste Fejl vilde medføre en Skade som den indtrufne, maa man slaa af paa Kravene til Bevis for Aarsagsforbin- delsen. Jo grovere Fejl der er oplyst, desmere maa der slaas af paa Beviskravet. Er det oplyst, a t Sagsøgte med Forsæt til at hidføre Skaden har foretaget en Handling, der maa antages egnet dertil, vil man overhovedet ikke kræve noget Bevis for Aarsagsforbindelsen. Og ved de groveste Uagtsomhedstilfælde kan noget lignende gælde.

Til B e ly sn in g a f K ra v e t om B ev is for A arsag sfo rb in d e lse k an hen v ises til U 1934.241 H , 1930.167, 1025, T fR 1931.443.

Den, mod hvem der rejses Erstatningskrav, maa have Bevisbyrden for, a t Skaden er indtruffet paa en Maade, som var upaaregnelig eller aabner Mulighed for a t lempe hans Ansvar paa Grund af Skadelidendes Medvirken eller i Henhold til FAL § 25, 2. Pkt.

Paa lignende Maade som med Hensyn til Aarsagsforbindelsen maa man, naar Sagsøgtes uforsvarlige Adfærd er godtgjort, slaa af paa Kravene til Beviset for Tabets Størrelse i Tilfælde, hvor et sikkert Bevis ikke lader sig fremskaffe. I saadanne Tilfælde maa man iøvrigt, selv om Erstatning paalægges uden Culpa, antage, a t Sagsøgeren har lidt det Tab, som regelmæssig følger af et Forhold som det, hvorpaa Sagsøgtes Ansvar støttes.

§25.1. 203

D en nu o p h æ v ed e F r. 13 Dec. 1837 § 5 b e s te m te om E rs ta tn in g for K ræ n kelse a f K u n s tn e r re t te n , »at d e t i T v iv ls tilfæ ld e hellere m aa p aalæ gges den sk y ld ig e a t u d re d e en rigelig E rs ta tn in g , end a t den fo ru re tte d e sk u ld e væ re u d sa t for ingen fy ld es tg ø ren d e E rs ta tn in g a t erholde«, j fr. ogsaa R p l § 493.5°. O m u re tm æ ss ig K o n k u rren c e h jem le r B ek . 80 31 M a rts 1937 § 17.4°, a t d e r u n d e r S tra ffo rfø lg n in g ssag en , n a a r B evis for S k ad en s O m fang ikke k an fø res, k an tilk e n d e s en E rs ta tn in g a f in d til 1000 K r.

II. Der opstaar en særlig Vanskelighed, naar flere Personer, som handler uafhængig af hverandre, hver for sig opfylder Betingelserne for a t drages til Ansvar for en bestemt Skade, blot med den Undtagelse, a t det ikke kan godtgøres, om det er den enes eller den andens Handling, der har foraarsaget Skaden.

H v is fle re P e rso n e r h a n d le r i in d b y rd e s F o rs ta a e lse , m aa hele S k ad en ¡ A lm in d e lig h ed a n ta g e s a t væ re fo ra a rsa g e t a f dem alle. D erfo r o p s ta a r d er som R egel ingen T v iv l i sa a d a n n e T ilfæ lde . Sm l. B e m æ rk n in g e rn e ov en fo r § 19.111. E t E k sem p el h e rp a a er U 1893.1227 og fo rm en tlig 1904.469, d er o m ta le s nd fr.

Forholdet kan enten ligge saaledes, a t hele Skaden maa være foraarsaget af en enkelt Person. Eksem pel: 2 Krybskytter, der opererer uafhængig af hinanden, skyder samtidig paa en Hund, der kun rammes af een Kugle, uoplyst hvis. Eller saaledes, a t begge har voldt Skade, men a t det ikke kan oplyses, hvor stor Skade hver af dem har voldt. Eksempel: A’s og B ’s K reaturer har samtidig været inde paa C’s Mark og gjort Skade paa Afgrøden. Det kan ogsaa forekomme, a t hele Skaden maa antages at være foraarsaget enten af den ene eller af begge. Eksempel: To Lokomotiver kører omtrent samtidig forbi en Gaard med Straatag, som antændes ved Gnister, uden at det kan oplyses, om det er Gnister fra et eller begge Lokomotiver, der har tæ ndt Branden.

For saadanne Tilfælde opstilles undertiden den Regel, at alle de mulige Skadevoldere bliver solidarisk forpligtet til a t betale E rsta tning. Denne Lære er blevet bekæmpet energisk af Stang Skade 59 ff, der hævder, a t Bevismangel ikke bør være Solidaritetsgrund. Spørgsmaalet er vanskeligt. Der er næppe Trang til at gennemføre solidarisk Ansvar som den almindelige Regel her. Men der kan tænkes Tilfælde, hvor Præventionshensynet taler for at slaa af paa de almindelige Beviskrav. Det vilde saaledes være betænkeligt a t fastholde dem overfor en Person, der foretager en uforsvarlig Handling i Bevidsthed om, at hans Andel i Skaden ikke bagefter kan konstateres.

204 §25 .I I .

M an b liv er tilb ø je lig til a t frav ige de a lm in d e lig e K ra v i v id e re O m fang , n a a r m an ik k e a n se r d e t som k la r t , a t A arsag sfo rb in d e lse e r en u frav ig e lig A n sv a rsb e tin g e lse , jfr. fo ran § 19.1.

Men selvom man med Stang antog, a t de almindelige Bevisregler skulde anvendes, kunde man ikke derfra drage den Slutning, a t der aldrig blev Plads for solidarisk Ansvar i de omhandlede Tilfælde. Foran under I er det antaget, at Kravene til Bevis for Aarsagsfor- bindelsen nedsættes stærkt, hvor Skaden er hidført ved meget grove Fejl. Ja , i de groveste Tilfælde kan det forekomme, a t man antager Aarsagsforbindelse uden videre, medmindre det modsatte bevises. I Tilfælde af sidstnævnte Art er det klart, a t det ikke er i Strid med de almindelige Regler a t gøre flere mulige Skadevoldere sojidarisk ansvarlige. Men det samme maa siges, naar man efter almindelige Regler vilde nøjes med saa ringe en Sandsynlighed, a t flere Skadevoldere samtidig kan opfylde Kravet, f. Eks. hvis man nøjes med en Sandsynlighed paa 40% og der er to Sagsøgte og 50% Sandsynlighed for, a t hver af dem har voldt Skaden.

R e tsp ra k sis h a r fo rm en tlig ikke ta g e t endelig S tillin g til S p ø rg sm aa le t, jfr. Lassen I § 37 N o te 3.

U 1890.576 H p aa læ g g er to P e rso n e r, d e r s tra ffe d es for L egem sbeska- d igelse a f en tred ie , so lid a risk E rs ta tn in g s a n s v a r u n d e r H en v isn in g til, a t de m a a tte bæ re A n sv a re t for hele S k ad en , d a d e t ikke h a v d e k u n n e t op lyses, hv ilken Del a f S k ad en h v e r a f dem h a v d e fo ra a rsa g e t. P ræ m issern e g a a r sa a ledes im od S ta n g s L æ re, m en R e s u lta te t k u n d e fo renes m ed den , n a a r m an a n to g , a t S k ad ev o ld e rn e h a v d e p a a v irk e t h in a n d e n psy k isk , saa led es a t hv er a f dem an saas som A arsag til hele S k ad en , jfr. Stang S k ade 86 N o te 23. D e tte s id s te k an s ik k e rt a n ta g e s om T ilfæ ld e t i U 1904.469, h v o r flere D renge m ed F o rsæ t h a v d e i tu s la a e t en Del R u d e r. D om m ens B egrundelse peger dog sna- re s t i sam m e R e tn in g som d en fo reg a aen d e D om s.

P a a den a n d en S ide m aa n æ v n es U 1914.897, d e r f r ifa n d t en Je rn b a n e , hv is L o k o m o tiv v a r en a f to m ulige »B randstifte re« . H er v a r d e r ik k e o p ly s t C u lpa . F rem d eles U 1927.217, d er f r ifa n d t to 'ik k e sa m v irk e n d e B jergn ings- d am p ere for S kade, d e r ved B je rg n in g sa rb e jd e t v a r t i lfø je t d e t b je rg ed e Skib , »allerede fordi d er ik k e k an tillæ gges F o rd e lin g en a f S k ad e rn e ved d e t a fh o ld te Skøn nogen a fg ø ren d e B e ty d n in g .« D enne Dorn h a r ia lfa ld ikke sa m m e T ilbø je lighed som Stang t i l p aa e t re t løst G ru n d lag a t fo rdele A n sv a re t e f te r e t S køn.

D o m m en e kan b ringes i H a rm o n i, n a a r m an a n ta g e r , a t d e r k an p aa læ g ges so lid arisk A n sv ar, n a a r S k ad ev o ld e rn e h a r h a n d le t p a a sæ rlig g ra v e re n d e M aade, f. E ks. b eg aae t en fo rsæ tlig F o rb ry d e lse . D e tte v ilde fo rm en tlig k u n n e b eg ru n d es som h æ v d e t fo ran .

§25.11. 205

U d o v er den o p stilled e R egel g a a r S tæ rk strø m si. (B ek . 15/4 1940) § 8 ved a t h jem le so lid a risk A n sv a r for S k ad e r, som k an h id rø re fra fle re S tæ rk - s trø m sa n læ g .

§26.

Godtgørelse for ikke-økonomisk Skade. Bod.1. Dansk Lovgivning. Foran i § 18 er det om talt, a t der efter dansk

Ret i Almindelighed kun kan kræves Erstatning for økonomisk Skade, og det er undersøgt, hvad man skal forstaa ved økonomisk Skade. I adskillige Tilfælde er der dog aabnet Adgang til at paalægge den, der har voldt ikke-økonomisk Skade, at. udrede en Ydelse til Skadelidende. Ydelsen kaldes snart Erstatning, snart Godtgørelse, se Eksempler i det følgende.

D et s id s te U d try k k ritise re s a f Popp-M adsen B od 334, se d ero v e rfo r U 1933 B .245.

A. Den videstgaaende Lovbestemmelse herom er Ikrafttrædelsesi. 15 A pril 1930 § 151°, der lyder saaledes: »Den, som efter dansk Rets Erstatningsregler er ansvarlig for Krænkelse af en andens Legeme eller Frihed, samt den, der findes skyldig i strafbar Krænkelse a f en andens Person i øvrigt, hans Fred eller Ære, kan dømmes til, foruden at yde Erstatning for økonomisk Skade eller Tab, a t betale den forurettede Godtgørelse for Lidelse, Tort, Ulempe, Lyde og Vansir sam t for Forstyrrelse eller Ødelæggelse af Stilling og Forhold.«

O m B estem m elsen s F o rto lk n in g henvises til Popp-M adsen B od 205 ff, jf r . m in A nm eldelse i U 1933 B .238.

Godtgørelse hjemles kun, hvor bestemte Goder er blevet krænket, nemlig Legeme, Frihed., »Person i øvrigt«, Fred eller Ære. U dtrykket- »Krænkelse af en andens Person i øvrigt« er meget omfattende. Det dækker først og fremmest de Sædelighedsforbrydelser, der kan betragtes som Krænkelser af Enkeltpersoner.

Med Hensyn til Betingelserne for Godtgørelse fremhæves først, at Reglen er fakultativ, d .v .s . Godtgørelse kan, men behøver ikke at tilkendes. Iøvrigt opstiller § 15 ingen særlige Ansvarsbetingelser ved Legems- og Frihedskrænkelser. Her kan Godtgørelsespligt paalægges enhver, som opfylder Ansvarsbetingelserne efter en af dansk

206 § 26.I.A.

Rets Erstatningsregler, altsaa ogsaa den, der ifalder Ansvar uden Culpa, f. Eks. i Henhold til DL 3— 19—2. Ved de andre Krænkelser kræves det, a t Krænkelsen er strafbar. Godtgørelsen kan tilkendes, selvom Krænkelsen ikke har medført økonomisk Skade.

Endelig kræves det, a t der er indtraadt bestemte skadelige Følger: Lidelse, Tort, Ulempe, Lyde, Vansir eller Forstyrrelse eller Ødelæggelse a f Stilling og Forhold. »Lidelse« om fatter ialfald legemlig Lidelse, som sammen med Lyde og Vansir før Ikrafttrædelsesloven var de praktisk vigtigste Arter af ikke-økonomisk Skade, der kunde medføre Godtgørelse. Men bl. a. under Hensyn til, a t Lidelse s taar sammen med »Tort« og ved dette Ord er skilt fra »Lyde og Vansir«, maa Lidelse antages a t omfatte ogsaa sjælelig Lidelse.

S aa led es ogsaa U 1934.590. »G odtgørelse f o r . . . . U lem pe . . . . s a m t for F o rs ty rre lse e lle r Ø delæ ggelse a f S tilling og Forhold« e r s til le t i sk a rp M od sæ tn in g til » E rs ta tn in g fo r ø k o n o m isk S k ad e e lle r Tab« og m aa d e rfo r k u n n e o m fa tte m ere en d E rs ta tn in g for r e n t ø k o n o m isk S k ad e — d e ru n d e r u b e s te m t ø k o n o m isk T a b . — P a a den an d e n S ide k a n U d try k k e n e »F ors ty r re lse ..........a f S tilling og Forhold« ikke sig te til G odtgørelse for sjæ lelig.L idelse, m en m aa an g aa S kade, d e r ra m m e r P erso n en i h an s F o rh o ld til O m verd en en . B estem m elsen m aa d erfo r k u n n e an v en d es p a a T a b a f gode F o rho ld , d e r ikke h a r økonom isk B e ty d n in g , f. E ks. a t en P erso n tv in g es o v er i e t soc ia lt r in g e rf , m en ligesaa in d b rin g e n d e E rh v e rv .

Skønt Ikrafttrædelsesloven viser en stigende Tendens til a t indrømme Godtgørelse for ikke-økonomisk Skade, vil det ses, at Domstolene ingenlunde har faaet Adgang til a t give saadan Godtgørelse i al Almindelighed. Adgangen hertil er begrænset til bestemte Grupper af Krænkelser og tilmed i vidt Omfang betinget af, a t Handlingen var strafbar. Dette sidste Krav er formentlig opstillet navnlig af Frygt for, a t der vilde opstaa for store Vanskeligheder ved Fastsættelsen af Ansvarsomraadet, naar enhver uforsvarlig og uagtsom Fremkaldelse af sjælelig Lidelse kunde medføre Ansvar.

O gsaa a n d re B e tra g tn in g e r kan dog an fø res for a t begræ nse A n sv a re t for ik k e-økonom isk S kade.

Se h ertil m ine B em æ rk n in g er i U 1933 B .242.

B. Andre Lovbestemmelser.Ikrafttrædelsesi. § 15.2° bestemmer, a t der kan tilkendes den, som

har mistet en Forsørger, Godtgørelse for Forstyrrelse eller Ødelæggelse af Stilling og Forhold. Baggrunden for denne snævre Regel er, a t man ikke har villet indrømme Godtgørelse for Sorgen over nærstaaende Personers Død.

§ 26.I.B. 207

En Række Lovbestemmelser om Legemsbeskadigelse foreskriver, at Godtgørelse (eller Erstatning) for Lidelse, Lyde eller Vansir skal tilkendes, saaledes Motorl. § 38.5°, Luftfartsi. (Bek. 6/8 1937) §36.3°, Stærkstrømsi. (Bek. 15/4 1940) § 7, Hundelovens Erstatningsregel (foran § 15.IV.A), jfr. ogsaa DL 6— 10—2. Dette maa antages vedblivende at gælde, selv hvor den paagældende Lovbestemmelse er ældre end Ikrafttrædelsesloven.

Spredt i Lovgivningen findes der flere andre Bestemmelser om Godtgørelse for ikke-økonomisk Skade, der ialfald for en Del falder udenfor Ikrafttrædelseslovens Rammer.

H er k a n n æ v n es Æ g te sk a b s i. I (L 276 30 J u n i 1922) §§ 47, 50 og 67, se ogsaa § 2, R p l § 641 (E rs ta tn in g fo r T o r t v ed u lov lig civ il A rre s t) , §§ 1018 a og b (E rs ta tn in g for L idelse og T o r t i A n led n in g a f A nho ldelse , V a re tæ g ts fængsel e lle r U d s ta a e lse a f S tra f , d e r se nere fa ld er b o r t) , se ogsaa § 493.2°, h v o re fte r F ogeden , n a a r d er sk a l fo re tag e s E k se k u tio n fo r Y d e lse r, d e r ik k e k an a n s la a s i P enge, i S te d e t k a n sæ tte en G o d tg ø re lse i P en g e . E n d e lig R eg le rne om B od i L om den fa s te V o ld g if ts re t 536 4 O k t. 1919 § 5 .A , jfr. h erom n d fr. u n d e r II .

C. Almindelige Bemærkninger om Ansvarsbetingelserne og om Godtgørelsen.

Betingelserne for Godtgørelsespligten er, bortset fra hvad der er angivet foran, i det hele de samme som Betingelserne for Erstatning af økonomisk Skade. Man maa saaledes anvende Mdhl §§ 63—64. Naar der foreligger strafbar Krænkelse af »Person iøvrigt, Fred eller Ære«, maa Godtgørelsespligten formentlig kunne paalægges ikke blot den strafbare Skadevolder selv, men ogsaa hans Husbond i Henhold til DL 3— 19—2.

I sa m m e R e tn in g Lassen I § 35 v ed N o te 21 a . S aa led es lø s te m an fø r Ik ra f ttræ d e lse s l. 1930 d e t t i lsv a re n d e S p ø rg sm aal om E rs ta tn in g fo r T a b a f F o rsø rger, se U 1909.88, 1926.984 og F o ru d sæ tn in g i U 1922.573 H , jf r . ogsaa Popp-M adsen B od 296. Se derim o d Olrik i T fR 1920.62, N . H . Bache i U 1929 B .345 .

Fremdeles maa man anvende de sædvanlige Regler om Skadelidendes Medvirken (egen Skyld) Bestemmelsen i FAL § 25, 2. P k t. kan derimod ikke anvendes paa Godtgørelseskravet, da de Forsikringer, den omfatter, er Skadeforsikringer og derfor kun dækker den økonomiske Skade eller Tabet, jfr. FAL § 39. Dette faar dog ikke større Betydning, da Hovedbestemmelsen i Ikrafttrædelsesl. § 15 er fakultativ.

208 §26.I .C.

Fastsættelsen af Godtgørelsen er overladt til Domstolenes Skøn, og det er vanskeligt a t opstille vejledende Regler derom.

Æ g te sk a b s i. I §§ 47, 50 og 67 fo resk riv e r, a t G o d tgø re lsen fa s tsæ tte s e f te r B illighed u n d e r H e n sy n til begges øk o n o m isk e K a a r og de ø v rige O m stæ n d ig h ed er. D enne R egel k an ikke o verfø res p a a alle a n d re T ilfæ lde.

V ed de n y ere B e d rif ts lo v e , h v o re fte r d e r skal tilk e n d e s E rs ta tn in g for Svie, S m e rte og L yde, selv om den an sv a rlig e ik k e (eller ik k e bev islig ) h a r u d v is t C ulpa, m aa m an fo rm en tlig fo rtr in sv is lægge V æ g t p a a a t skaffe sk a d e lid en d e en Y delse , d e r k a n tje n e som G od tg ø re lse e lle r S u rro g a t. D e t sa m m e m aa gæ lde m ed H e n sy n til H u n d e lo v e n , h v o re fte r d e r sk a l t i lk e n d e s G o d tgø re lse . G o d tgø re lse fo r Svie , S m erte og L y d e er D o m sto len e v is tn o k iø v rig t tilb ø je lig e til a t f a s tsæ tte e f te r lignende S y n sp u n k te r , h v o r G o d tgørelsen tilk e n d e s e f te r en f a k u lta t iv Regel. M an k an dog s ik k e rt g aa ud fra , a t D o m sto len e ikke v il t i lk e n d e sæ rlig s to r. G o d tgø re lse , fo rd i S k a d e lidende e r v e lh a v e n d e og P en g en e d e rfo r b e ty d e r m in d re for ham , og a t de p a a den a n d en S ide vil ta g e e t v is t H e n sy n til S k ad ev o ld e ren s F o rh o ld , n av n lig til S k y ld g ra d en .

Hvis det drejer sig om Forhold, hvor Godtgørelsesreglen i første Række har en præventiv Funktion, maa man ved Fastsættelsen af Godtgørelsen anlægge Synspunkter, der nærmer sig til Strafferettens. Derfor maa der tages Hensyn til Skadevolderens Forhold og navnlig til Skyldgraden.

Hvor der er flere Skadevoldere og hver af dem, saafremt han var den eneste ansvarlige, vilde kunne tilpligtes a t betale Godtgørelse for samme ikke-økonomiske Skade, maa Skadevolderne vistnok som oftest blive forpligtet solidarisk, og Regresspørgsmaalet maa da afgøres efter de Regler, der er udviklet ovfr. i §24.11.

De h e ro m h a n d le d e S p ø rgsm aal e r b e h a n d le t u d fø rlig t i Popp-M adsen B od § 8, h v o r F o rfa tte re n gør en S o n d rin g m ellem to G ru p p er a f T ilfæ lde . F o r H o v ed g ru p p en g en n em fø re r h an fo rm en tlig i lovlig høj G rad L ig e stillin gen m ed E rs ta tn in g for ø k o n o m isk S k ad e . Og d e r m aa ta g e s b e s te m t A fs ta n d fra U d ta le lse rn e S. 284 og 319, h v o r h an d e rfra , a t S k ad en s O m fan g e r u afh æ n g ig a f S k y ld , synes a t s lu t te , a t S k y ld en s G rad ingen B e ty d n in g h a r for E rs ta tn in g e n s S tø rre lse . O m d e t te s id s te P u n k t h env ises fo ru d en t il d e t a f P opp -M ad sen c ite red e t il U 1934 B.281 f. 302, 309 f, 320. P opp -M ad sen h a r im id le rtid e f te r m in M ening R e t i, a t d e r i de e jen d o m m elig e T ilfæ ld e , h v o r h an ta le r for a t in d rø m m e en B od, jfr. n d fr. u n d e r I I , m aa gæ lde R egler, d e r a fv ig e r v æ sen tlig fra de a lm in d e lig e E rs ta tn in g s re g le r .

II. Det legislative Problem om Godtgørelse for ikke-økonomisk Skade har været meget omtvistet.

§26.11. 209

De fleste Retsforfatninger giver ligesom Romerretten som Hovedregel kun Erstatning for økonomisk Skade, men gør en Række Undtagelser.

Se f. E k s . B G B § 253 m ed r e t sn æ v re U n d ta g e lse r i § 847 og O R §§ 47 og 49, d e r g iv e r v id e reg aaen d e B e stem m elser om T ilk en d e lse a f en »G enugtuung«. I F ra n k rig a n ta g e s d e t .im id le rtid , a t d en a lm in d e lig e E rs ta tn in g s re g e l ogsaa o m fa tte r ik k e-ø k o n o m isk S k a d e (dommage moral) og n av n lig o gsaa sjæ lelig L idelse , og R e tsp ra k s is i n y e re T id v ise r s tig e n d e T e n d e n s ti l a t g ive E r s ta t n in g fo r ik k e-ø k o n o m isk S k ad e . I en g e lsk -a m e rik a n sk R e t g ives d e r i re t v id t O m fan g E rs ta tn in g fo r ik k e-ø k o n o m isk S k ad e . Sæ rlig In te re s se h a r d e t, a t d e r u n d e r v isse B e tin g e lse r k an tilk e n d e s E rs ta tn in g g an sk e ud en H e n sy n ti l , om d e r e r l id t T a b (»vindictive damages« e ller »exemplary damages«). R eg le rne h erom h a r ud en T v iv l v is t sig som e t v irk so m t P ræ v en tio n s- m iddel.

I Litteraturen har Spørgsmaalet været stærkt om tvistet. En Række Forfattere har udtalt sig imod at begrænse Ansvaret til økonomisk Skade, deriblandt Jul. Lassen, der anfører dels, a t en Penge- godtgørelse i vidt Omfang kan virke som et Surrogat og derfor undertiden selv ved ikke-økonom isk Skade hjælpe ud over Skadelidelsen, dels a t Reglerne om Erstatning for ikke-økonomisk Skade kan være a t anbefale som Middel til a t afværge Krænkelser af Interesser, som fortjener Retsbeskyttelse, navnlig hvor der ikke er sat Straf for Krænkelsen.

For det modsatte Standpunkt er navnlig anført, a t kun økonomisk Skade kan overflyttes, at der ingen Maalestok haves for E rstatningens Fastsættelse ved anden Skade, og a t der opstaar særlige Vanskeligheder ved Fastsættelsen af Grænsen for Handlefriheden, naar der gives Erstatning for ikke-økonomisk Skade.

Se om S p ø rg sm aa le t Lassen I § 28 ved N o te 9 m ed H en v isn ., Stang E r s ta tn in g s a n s v a r 361 ff, Kjeld Rørdam i U 1928 B .105 ff, Popp-M adsen Bod (m ed ud fø rlig e O p ly sn in g e r om frem m ed R e t).

Retsudviklingen rundt omkring i Landene afgiver et ret stærkt Indicium for, a t der er Trang til visse Regler om Ansvar for ikke- økonomisk Skade. Det er imidlertid ikke let at afgøre, i hvilke Tilfælde denne Trang er til Stede.

Vore Lovbestemmelser om ikke-økonomisk Skade synes overvejende a t være Udslag af en Tendens til at give den skadelidende et Plaster paa Saaret. Dette gælder navnlig de Regler, der har haft

U ssing E rs ta tn in g s re t. 14

210 § 26.I I .

størst Betydning i Praksis, nemlig Reglerne om Ansvar for Legemskrænkelser. Det er særlig klart i de Tilfælde, hvor Lovgivningen indrømmer Krav paa Erstatning for Svie, Smerte etc., selvom den ansvarlige ikke havde udvist Uagtsomhed. Det er vanskeligt a t indse, at det har stor praktisk Interesse saaledes a t skaffe den skadelidende et Plaster paa Saaret, men Reglerne maa antages at være stemmende med den almindelige Retsbevidsthed.

P a a d e tte P u n k t h a r n o rsk R e tso p fa tte ls e u d v ik le t sig i m o d sa t R e tn in g . G æ ldende n o rsk R e t k e n d e r vel visse K ra v p a a O p re jsn in g for ik ke-økono- m isk S k ade, m en de h a r m eget rin g e B e ty d n in g i P ra k s is . O p re jsn in g k an i A lm indelighed k u n tilk en d es , n a a r S k ad ev o ld e ren h a r h a n d le t m ed F o rsæ t eller g rov U ag tso m h ed , jfr. Popp-M adsen B od 236 f, Stang E rs ta tn in g s a n sv a r 368 ff, Dagfinn Dahl leg em sskade 21, 102 ff. 1 d e n n e F o rb in d e lse k an ogsaa henvises til Alexanderson i N ord isk a Ju r is ts tä m m a n 1926 46 f.

Fra et lovgivningspolitisk Synspunkt maa Hovedinteressen imidlertid samle sig om det Spørgsmaal, i hvilket Omfang der er Trang til og Mulighed for med Held a t benytte Regler om Ansvar for ikke- økonomisk Skade til Modvirkning af Handlinger, der medfører Fare for saadan Skade.

Ved Legemskrænkelser har Ansvaret for Smerte, Lyde og Vansir næppe væsentlig Betydning for Præventionen bortset fra særlige Tilfælde, saasom hvor en Handling, der ikke kan ventes a t medføre Formueskade, og som antages kun a t medføre ringe eller ingen Straf, foretages i den Hensigt at foraarsage Smerte eller Vansir.

Større præventiv Betydning kan Ansvar for ikke-økonomisk Skade have paa Omraader, hvor Strafferegler savnes eller deres Værn viser sig at være utilstrækkeligt. Særlig stærk Trang dertil er der vistnok i Nutiden overfor Pressen.

Om d e tte sid s te k an bl. a. henv ises til Vinding Kruse i. U 1928 B .I21 ff og Popp-M adsen Bod 290 ff.

Det kan dog ikke anses for tilraadeligt a t give Domstolene en almindelig Beføjelse til at paalægge Ansvar for ikke-økonomisk Skade. Meningerne om, i hvilke Tilfælde saadant Ansvar bør gennemføres, er saa delte, a t en almindelig Regel vilde føre til betænkelig Rets- usikkerhed. Det er imidlertid ogsaa vanskeligt at udforme tilfredsstillende snævrere Regler.

Popp-Madsen (Bod §§ 7—8) har forsøgt at naa et Resultat ved at sondre mellem de forskellige ideelle Goder, der kan tænkes krænket,

§26.11. 211

og han anbefaler at opstille Regler om Erstatning dels for Krænkelse af Affektionsinteressen (i egen Ejendom), dels for Forvoldelse af Tort.

En almindelig Regel om Erstatning af Affektionsinteressen møder dog ikke blot Modstand i en ret fast Opfattelse her i Landet, jfr. ovfr. § 18.III, men er formentlig heller ikke ønskelig. Og den Regel om Tort, der er foreslaaet af Popp-Madsen, forekommer mig at være for ubestemt. Dels er Begrebet Tort noget uklart selv efter Popp- Madsens Undersøgelser, dels er det noget betænkeligt a t overlade Domstolene a t afgøre, hvilke Handlinger der er egnede til at paadrage Ansvar for Tort.

Se herom m in A nm eldelse i U 1933 B .242 f.

Større Interesse end Forslaget om »Erstatning« for Tort har Popp- Madsens Forslag om, at der kan paalægges »Bod.« for Forvoldelse a f Torf.

Der er formentlig Trang til Regler, som giver Adgang til at paalægge en Pengeydelse (Bod) for Handlinger, der udspringer af særlig Ondsindethed eller viser, a t den handlende i særlig Grad mangler Respekt for almindelige Samlivsregler eller for den krænkede Person. Og Boden bør kunne paalægges, hvadenten Handlingen har medført en Skade, der kan begrunde et egentligt Erstatningskrav eller ej.

N a a r d er ind fø res en sa a d a n Regel, e r d e t v is tn o k o v e rflø d ig t a t o p stille en sæ rlig R egel om G od tgø re lse for g rove K ræ n k e lse r a f A ffek tio n s in te re sse n .

Reglen om Bod er hovedsagelig begrundet i Præventionshensynet, og derfor maa dette Hensyn ogsaa være væsentlig bestemmende for Ansvarets Udformning. — I visse Tilfælde, navnlig naar der handles med Skadehensigt, kræver selve Præventionshensynet imidlertid, at der tages Hensyn til den Vægt, hvormed Krænkelsen føles af den angrebne, f. Eks. hans Vurdering af en Affektionsinteresse. — Reglerne om Bod maa derfor nærme sig til Strafferettens Regler og paa adskillige Punkter afvige fra Reglerne om Erstatning. Dette er Grunden til, a t U dtrykket Bod er valgt, i Tilslutning til Popp- Madsen. U dtrykket er iøvrigt anvendt i L om den faste Voldgiftsret 536 4 Okt. 1919 § 5.A. Den Bod, som hjemles der, fungerer vel til Dels som en egentlig Erstatning, men kan ogsaa benyttes paa lignende Maade som den af Popp-Madsen foreslaaede Bod.

14*

212

Berigelseskrav. (§§ 27— 29).§27.

Berigelsesgrundsætningen.I. Naar en Person lider et Tab, men en anden Person beriges

derved, kan der efter Omstændighederne være Grund til a t give den første et Krav paa den Berigelse, den anden har faaet paa hans Bekostning. Det har praktisk Betydning, hvor der ikke er fornødent Grundlag for a t give den tablidende et egentligt Erstatningskrav.

Det karakteristiske for Berigelseskrav i Modsætning til E rsta tningskrav er, a t Kravet aldrig om fatter mere end Berigelsen. Dette leder imidlertid videre til den Antagelse, a t Berigelsen maa være en medvirkende Grund til, a t saadanne Krav anerkendes. Det er heller ikke svært at forstaa dette.

Saavidt en Persons Tab dækkes af en andens Berigelse, er der for Samfundet som Helhed overhovedet ikke lidt noget Tab, men der er sket en Forskydning af Værdier fra den ene Persons Formue til den andens. Derfor er der rent abstrakt en Mulighed for at omgøre Formueforskydningen og saaledes udligne Tabet helt eller delvis. Og i et vist Omfang har saavel dansk som fremmed Ret benyttet sig af denne Mulighed.

I romanistiske Retsforfatninger opstilles gerne en almindelig »Berigelsesgrundsætning«, der gaar ud paa, a t en Person, der uden Grund er beriget paa en andens Bekostning, skal afgive Berigelsen til den anden.

Som E ksem p el k an an fø res O R § 62 .1°: W er in u n g e re c h tfe rtig te r W eise au s d em V erm ögen eines A nderen b e re ic h e rt w orden ist, h a t die B ere ich eru n g z u rü c k z u e rs ta tte n .

D e i d e tte A fsn it b eh an d led e P ro b le m e r frem stilles i Lassen I §§ 33— 34 og i C. S. Thomle H o v e d p u n k te r i L æ ren om u g ru n d e t B erigelse e f te r n o rsk R e t (S æ rtry k a f T fR 1913.285 ff). F o ru d e n den a f d isse F o rfa tte re c ite red e L it te r a tu r frem h æ v es N. Cohn i J T 1924.213 ff, Demogue I I I S. 121— 332 m ed y d e rlig e re H en v isn in g er, E. Swoboda N a tu r u n d In h a l t des B e re ich eru n g sa n sp ru c h s im ö ste rre ich isch en R e c h t (1916), B e re ich eru n g , G esch ä ftsfü h ru n g oh n e A u ftra g , versio in rem (1919).

Det er ikke Meningen med Berigelsesgrundsætningen, at indtraadte Formueforskydninger kan kræves omgjort i alle Tilfælde, hvor Lovgivningen ikke bestemmer det modsatte. De fleste vil ikke engang forstaa Grundsætningen saaledes, at Berigelsen skal afgives i

§27.1. 213

alle Tilfælde, hvor der ikke paavises afgørende Grunde til det modsatte. I Berigelsesgrundsætningen ligger derimod, a t Domstolene kan indrømme Berigelseskrav, hvor de finder Grund dertil. Afgørende herved er ikke et konkret Billighedsskøn, men Forholdenes typiske Beskaffenhed: om der i visse Grupper af Tilfælde som almindelig Regel er. Grund til a t lade Berigelsen gaa tilbage. Og bestemmende for Gruppedannelsen vil som oftest være de forskellige Maader, hvorpaa Berigelsen kan indtræde.

II. De Hensyn, der bærer Berigelsesreglerne, er de samme, som bærer hele vor individualistiske Formueordning og vore Erstatningsregler. De Samfundshensyn, som har ført til a t anerkende de private Formuerettigheder, fører ogsaa til a t søge tilvejebragt størst mulig Sikkerhed og Tryghed i Formuebesiddelsen. Dette Maal tilstræbes først og fremmest ved Retsregler, der søger a t afværge Forstyrrelser i Formuebesiddelsen, f. Eks. ved Straffe- og Erstatningsregler med »præventiv« Funktion, jfr. foran §2.11. Men disse Midler maa suppleres med andre, der genopretter de Forstyrrelser, som dog indtræder, i det Omfang, hvori det kan ske uden at støde an mod andre Hensyn. Dette sker ved Genoprettelse in natura — Vindikation, yus tollendi etc. — , ved Skadeserstatning og endelig ved mindre vidtgaaende Krav, som hyppigst gaar ud paa Afgivelse af Berigelsen. Det særlige ved Berigelseskravene er, a t Kravet i Principet er begrænset til, hvad der kan afgives, uden a t den paagældendes Formue bliver mindre, end den var før Berigelsen.

Forsaavidt er det klart, a t der er noget, der taler for a t indrømme Berigelseskrav. Men der kan ikke være Tale om a t foreskrive Omgørelse a f enhver Formueforskydning.

Den nuværende Samfundsordning, der overlader det meste af Produktionen og Omsætningen til det private Initiativ, fører til a t afskære Berigelseskrav i nogle af de praktisk vigtigste Tilfælde. Den Omstændighed, a t en Person ved Aftale med en anden opnaar en Berigelse paa hans Bekostning, kan som Hovedregel ikke give den anden Krav paa a t faa Berigelsen ført tilbage. En modsat Regel vilde skabe betænkelig Usikkerhed i Samhandelen og vilde kunne svække Energi og Initiativ i Produktion og Omsætning.

At gældende dansk Ret som Regel ikke indrømmer Berigelseskrav i saadanne Tilfælde, fremgaar modsætningsvis af Afti § 31 og lig

214 §27.11

nende Regler i andre Love. Fra dem kan man nemlig slutte, a t Aftaler i Almindelighed ikke bliver uforbindende, saasnart der er Misforhold mellem Ydelserne, men kun, naar Misforholdet medfører, at Aftalen faar ubillige eller endog aabenbart ubillige Resultater.

Fremdeles maa Berigelseskravene undergives betydelige Begrænsninger, hvis de ikke skal volde uheldige Forstyrrelser i de berigedes Forhold. I mange Tilfælde kan Berigelsen ikke afgives uden følelige Ulemper for den berigede. Særlig kan nævnes, at den berigede ofte ikke kan skaffe Penge til a t betale Berigelsen med uden at .sælge af sine Ejendele, og et saadant Salg vil maaske udsætte ham for Tab, der opvejer Berigelsen, eller gribe ind i værdifulde personlige Interesser. — Saaledes hvis en Grundejer for at betale en Forbedring, som er tilført hans Ejendom paa Trediemands Bekostning, m aatte sælge den Ejendom, som han boede paa og følte sig stærkt knytte t til. — Saavidt Hensynet til værdifulde personlige Interesser kræver det, maa Berigelseskrav ialfald nægtes, naar den tablidende selv forsætlig har paaført sig Tabet. Og det samme maa for en Del gælde, hvor han har handlet uforsigtigt. I denne og andre Retninger bør der maaske opstilles forskellige Regler for forskellige Grupper af Tilfælde.

Ogsaa andre Grunde kan tale imod at indrømme Berigélseskrav. Det er umuligt paa Forhaand at overse alle Tilfælde, der kan forekomme. Netop derfor maa man blive staaende ved den elastiske Regel, a t Berigelsen skal gaa tilbage, naar den er ugrundet.

En saadan smidig Regel har ganske vist den Ulempe, at den medfører Retsusikkerhed. Men Usikkerheden vil blive formindsket, efterhaanden som Reglen anvendes i Praksis. Det vil da lidt efter lidt blive fastslaaet, hvorledes de vigtigste Grupper af Tilfælde skal behandles, og den almindelige Regel faar navnlig den Betydning, at Domstolene kan anerkende Berigelseskravet i nye Grupper af Tilfælde.

At Berigelsesgrundsætningen overvejende har gavnlige Virkninger, sandsynliggøres ved Udlandets Erfaringer.

G ru n d sæ tn in g e n e r som o v en fo r n æ v n t a n e rk e n d t i ro m an is tisk e R e tsfo rfa tn in g e r — se fo ruden O R §§ 62 ff B G B §§ 812 ff — og g en n em g aae n d e synes d e r a t herske T ilfredshed m ed den . Sæ rlig in te re s sa n t e r R e ts u d v ik lingen i F ra n k rig . Code civil in d eh o ld e r ingen a lm in d e lig Regel om B erigelse sk rav , m en B erig e lsesg ru n d sæ tn in g en e r fast a n e rk e n d t i P ra k sis , og n e to p

§27.11. 215

i den n y e s te T id h a r D o m sto len e g jo r t m eget v id B ru g a f den , og L it te ra tu re n er g a a e t i sa m m e R e tn in g .

O m d en righo ld ige fran sk e L it te r a tu r og P ra k s is henv ises til Demogue I I I S. 121 ff, P la n io l-R ip er tV ll no. 752 ff. O m ø str ig sk R e t se de to fo ran u n d e r I n æ v n te V æ rk er a f Swoboda.

III. Jul. Lassens Forkastelse a f Berigelseskrav.Vore ældre Forfattere synes overvejende at have anset Berigelses

grundsætningen som gældende i dansk Ret. Men en i 1880 afholdt Professorkonkurrence gav Anledning til, a t Problemet blev taget op til principiel Undersøgelse af Jul. Lassen.

H an b eh an d led e d e t fø rs t i K o n k u rre n c e a fh a n d lin g e n » H an d lin g e r paa frem m ed F o rm u e re tso m raad e « (1880) og s tr a k s e f te r sin A n sæ tte lse i sin fø rs te L æ rebog »K ort F re m stillin g a f de sa a k a ld te k v a s ik o n tra k tm æ ss ig e R e ts fo rh o ld i d a n sk Ret« (1881). O g h an fa s th o ld t se nere i H ov ed sag en sin Læ re.

A. Lassens Kritik a f Berigelsesgrundsætningen.Ju l. Lassen gjorde gældende, a t Berigelsesgrundsætningen var

ubrugbar som praktisk Vejledning ved Afgørelsen af foreliggende Retstilfælde. Grundsætningen oplyser nemlig intet om, hvornaar Berigelsen er ugrundet, og der kan ikke opstilles almindelige Regler herom.

H an in d v e n d te frem deles, a t G ru n d sæ tn in g e n ik k e e r U d try k fo r e t sæ rlig t R e tsp rin c ip . D e s a a k a ld te B e rig e lse sk rav k an ik k e fø res ti lb a g e p aa e t fælles R e tsp r in c ip , m en u d sp r in g e r i V irk e lig h ed en a f forskellige R e ts p r in c iper, d e r s ta a r i S am m en h æ n g m ed de fo rskellige M aader, h v o rp a a B erigelsen in d træ d e r . I nogle T ilfæ lde u d sp r in g e r K ra v e t a f R e tsh a a n d h æ v e lse n s P rin c ip , i a n d re T ilfæ lde a f a n d re P rin c ip e r, saa led es n av n lig i de T ilfæ lde , d e r o m ta le s n d fr. §28.111.

Af disse Grunde kunde man ikke opstille nogen Berigelsesgrund- sætning. Naar en Retsforfatning i visse Tilfælde anerkender Berigelseskrav, ligger heri kun, at Berigelsen angiver Omfanget af Krav, der opstaar af forskellige Grunde. Berigelsen er altsaa kun en Maale- stok for visse Krav, ikke retsstiftende Kendsgerning.

E n D el a f d en n e K ritik e r u d en reel B e ty d n in g . D e t gæ lder fø rs t og frem m est, h v a d L assen u d v ik le r om B erigelsen som R e tsp rin c ip . L assen fu lg te i sin U ngdom den v id en sk ab e lig e R e tn in g , d er b e s træ b te sig for s a a v id t m ulig a t føre R e ts reg le rn e tilb ag e p a a e n k e lte g ru n d læ g g en d e P rin c ip e r. Og h an g ik tilsy n e la d e n d e ud fra , a t B e rig e lsesk rav k u n b u rd e a n e rk e n d e s i de T ilfæ lde, h v o r d er k u n d e p aav ises e t e ller a n d e t R e tsp rin c ip som G ru n d la g for K ra v e t . D e t s id s te vil n æ ppe nogen h æ v d e nu , og P rin c ip e rn e e r o v e rh o v e d e t fa ld e t s tæ rk t i K u rs.

216 § 27.11 I.A.

I sine B e m æ rk n in g er om , h v o rv id t d er fo religger en R e tsg ru n d sæ tn in g , g a a r L assen i V irkeligheden u d en o m se lv e Hovedspørgsmaalet, om den sa a k a ld te B e rig e lsesg ru n d sæ tn in g e r en gæ ld en d e R etsregel, e ller m ed a n d re O rd , om der gælder en almindelig Regel om, at den ugrundede Berigelse skal afgives. H v a d e n te n en sa a d a n R egel v a r a n é rk e n d t i ro m ersk R e t e lle r ej, saa e r den ia lfa ld e f te r L assens U n g d o m sa rb e jd e u d ta l t i fle re L ovb ø g er, jfr. o ven fo r. Og d e tte b e ty d e r , som frem h æ v e t fo ran u n d e r I, a t D o m sto len e h a r en a lm in d e lig A d g an g t il a t in d rø m m e B erig e lsesk rav , h v o r d e t f indes b e g ru n d e t. N o g e t a n d e t er, om en t ilsv a re n d e Regel k an o p stilles for d a n s k R e ts V ed k o m m en d e .

Der er allerede ovfr. under II gjort nogle Bemærkninger om Realiteten i Lassens første Indvending, at Berigelsesgrundsætningen ikke giver nogen Oplysning om, hvornaar Berigelsen er grundet eller ugrundet, og derfor ikke giver Retsanvendelsen nogen Vejledning paa dette Punkt. Den heraf følgende Retsusikkerhed maa selvfølgelig tages med i Betragtning, naar man skal afgøre, om der bør opstilles en almindelig Berigelsesregel i dansk Ret, jfr. ndfr. §29.1.

L assens L æ re e r ikke b lev e t a n e rk e n d t i N orge, h v o r den b lev ud fø rlig im ø d eg aae t a f Thomle i d e t u n d e r I n æ v n te V æ rk . H e rh je m m e blev den k r i t i se re t a f N . Cohn i J T 1924, h v is K r it ik jeg for en s to r Del er enig i.

B. Lassens Kritik a f Berigelsesmaalestokken.Som allerede bemærket indrømmer fremmede Retsforfatninger i

vidt Omfang Krav paa Afgivelse af Berigelsen paa en andens Bekostning. Ju l. Lassen anerkendte, a t der i visse Tilfælde m aatte opstaa lignende Krav ogsaa i dansk Ret. Men han hævdede, at Kravene burde udformes anderledes end de romanistiske Berigelseskrav. Den af Romanisterne udformede Berigelsesmaalestok ansaa han som meget uheldig. Hans Kritik satte navnlig ind paa tre Punkter.

1. Den almindelige romanistiske Lære gik ud paa, a t Berigelses- kravet i Principet var afhængigt af, at Berigelsen var i Behold. Det var med andre Ord knyttet til Berigelsestilstanden, ikke til den blotte Kendsgerning, a t der engang var indtraadt en Berigelse. I Almindelighed lagde man dog kun Vægt paa, om Berigelsen var i Behold ved Sagsanlægget, og i særlige Tilfælde blev den berigede ansvarlig for den tab te Berigelse, saaledes naar han i ond Tro havde bragt den til Ophør.

H erm ed k a n sa m m e n h o ld e s B G B §§ 818, 819, O R § 64.

Disse Regler fandt Jul. Lassen stødende, fordi de gjorde den tablidendes Krav afhængigt af, om den berigede havde anvendt Berigelsen paa en fornuftig Maade, eller om han havde bortødslet den. »At

§ 27.III.B.1. 217

gøre den tablidendes Krav afhængigt af, om hans Ret er blevet krænket af en Ødeland eller af en fornuftig Mand, saa a t han stilles bedre overfor sidstnævnte end overfor førstnævnte,« mente Lassen ikke der var Grund til.

Denne Kritik er i Hovedsagen ubeføjet.

N a a r L assen fa n d t R e su lta te t s tø d e n d e , b ero ed e d e t v is tn o k p aa , a t h an b eh an d led e S p ø rg sm aa le t sæ rlig for de T ilfæ lde , h v o r B erigelsen v a r v u n d e t v ed a t u d ø v e a n d re s R e ttig h e d e r u d en H jem m el (ovfr. § 13.11), og a t h an an sa a d e n n e U døvelse for r e ts tr id ig . U b e v id s t h a r L assen v is tn o k la d e t sin D om p a a v irk e h e ra f , jf r . de ov fr. c ite red e O rd »om h an s R e t e r b le v e t kræ nket« . D er e r ikke n o g e t sæ rlig s tø d e n d e i R eg len , n a a r m an g a a r u d fra , a t d e r ik k e e r n o g e t a t lægge d en berigede til L a s t og overhovedet ikke foreligger noget Grundlag fo r at paalægge ham Erstatningsansvar, d . v . s. a t e rs t a t t e T a b e t u d en H en sy n til , om h a n h a r o p n a a e t en t i lsv a re n d e B erigelse. 1 visse T ilfæ ld e b e n y t te r R e tso rd en en sig a f d en lyk k e lig e O m stæ n d ig h ed , a t e t v is t T a b k a n d æ k k es a f en d erm ed sa m m e n h æ n g en d e B erigelse , t i l a t in d rø m m e K ra v p a a d en berigede . M en n a a r m an ik k e vil g rib e in d i d en F o rm ue, den berigede h a v d e fø r B erigelsen , — jfr. ogsaa L assens egen O p fa tte lse , d e r o m ta le s n d fr. u n d e r N r. 3 — , m aa m an n e to p i P rin c ip e t b eg ræ nse K ra v e t t i l den B erigelse , d e r e r t i l S ted e , n a a r K ra v e t rejses.

N o g e t a n d e t er, a t V an sk e lig h ed e rn e v ed a t a fgøre , om B erigelsen e r i B ehold , k an føre til a t o p stille R egle r, d e r i e t v is t O m fan g f rav ig e r H o v e d g ru n d sæ tn in g e n , jfr. n æ rm ere § 29 .IV .

2. Fremdeles antog Lassen, at »Berigelsen« omfattede ikke blot indvundne materielle Værdier, men ogsaa ideelle Goder, f. Eks. gavnlig Belæring, idet Berigelsen da m aatte udgøre enten den Værdi, som Belæringen havde for den paagældende, eller det Beløb, som han havde sparet ved a t faa Belæringen uden Vederlag. Men dette vilde efter Lassens Opfattelse sige, a t man kom til a t gøre et Kravs Tilværelse afhængigt af en Bedømmelse, der ikke bør lægges i Dommerhaand.

O m B e tæ n k e lig h ed e rn e ved a t g ive e t K ra v sv a re n d e til Besparelsen u d v ik led e Lassen n æ rm ere , a t d e t o r d en tlig v is ik k e k u n d e op lyses paalide lig , h v o rm eg e t d e r v a r sp a re t, og a t R eg len d e rfo r v ild e b liv e en A n v isn in g for D o m m eren til a t op b y g g e sin A fgørelse p a a m ere e lle r m in d re v ilk a a rlig e G isn inger. E f te r m it S køn e r d e r dog ing en G ru n d til a t a n ta g e , a t B ev isv an sk e lig h ed e rn e sk u ld e fris te D o m sto len e t i l a t vo v e sig u d p a a g y n g en d e G ru n d . L assen a n e rk e n d te d a ogsaa i en an d e n S am m en h æ n g e t K ra v p a a »den b ev is te v irk e lig e B esparelse« (L assen I 318).

Iø v rig t g jo rd e L assen n av n lig g æ ldende , a t kun den enkelte selv eller hans Værge kunde fæ lde en beføjet Dom om, hvorvidt ideelle Goder i d e t e n k e lte T ilfæ lde var en virkelig Berigelse.

218 § 27.III.B.2.

Det maa ogsaa indrømmes, a t det jævnlig er vanskeligt a t vurdere den økonomiske Værdi af ideelle Goder, og det er muligt, a t man derfor som Hovedregel ikke bør betragte Opnaaelsen af saadanne Goder som en Berigelse, medmindre der kan paavises en Besparelse. Den omtalte Betænkelighed har dog ikke været afgørende for Lovgivningen om Umyndige. Naar en gensidig bebyrdende Aftale bliver ugyldig paa Grund af den ene Parts Umyndighed og den umyndige ikke kan tilbagelevere den Ydelse, han har modtaget, skal han ifølge Mdhl § 44 erstatte Værdien »i det Omfang, hvori det modtagne er brugt til passende Underhold for ham eller iøvrigt skønnes a t være kommet ham til Nytte«. Under Nytte falder uden Tvivl ogsaa ideelle Goder. Da denne Regel kan bero paa Tilfældets særegne Beskaffenhed, kan man dog ikke slutte fra den, a t ideelle Goder ogsaa paa andre Omraader skal betragtes som en Berigelse.

Den heromhandlede Betragtning glider iøvrigt over i en anden, der rækker videre.

3. Overalt hvor Berigelsen ikke kan føres tilbage in natura, ved a t de modtagne Genstande leveres tilbage, opstaar der en særlig Vanskelighed. Hvis et Berigelseskrav overhovedet skal gennemføres i saadanne Tilfælde, maa det i Almindelighed være et Penge- krav, der gaar ud paa Værdien af Berigelsen. Men naar Berigelsen ikke kan føres tilbage in natura og den heller ikke bestaar i Penge eller Varer, der er beregnet til Videresalg, vil Berigelsen i Almindelighed ikke kunne betales uden Indgreb i den berigedes øvrige Formue. Det kan efter Omstændighederne være umuligt eller vanskeligt for ham at opdrive Penge til a t betale for Berigelsen, og det vil ialfald jævnlig gribe forstyrrende ind i hans Forhold. Han kan f. Eks. blive nødt til a t sælge Ejendele for a t skaffe Penge, og det kan medføre Tab. Og rent bortset derfra kan det tænkes, at han overhovedet ikke finder det stemmende med sine Interesser at faa en saadan Berigelse, naar han skal betale for den.

Hvis man i saadanne Tilfælde anerkendte et Berigelseskrav uden videre, vilde man efter Lassens Mening komme i Strid med Prin- cipet om Personens Selvstyre paa eget Formueomraade. Og det vilde heller ikke være tilfredsstillende a t gennemføre Berigelses- kravet med den Begrænsning, a t Berigelsen ikke kan kræves afgivet, naar det ikke vilde stemme med den berigedes økonomiske Interesse a t faa Berigelsen mod Vederlag. Man vilde i Virkeligheden

§ 2 7 .I I I .B .3 . 219

sætte den enkelte under Dommerværgemaal ved at lade Domstolene afgøre et saadant Spørgsmaal.

Disse Betragtninger førte dog ikke Lassen til at forkaste ethvert Krav paa Afgivelse af Berigelse, men han hævdede, at Kravet maatte begrænses saaledes, a t det var sikkert, a t dets Anerkendelse og Gennemførelse ikke stillede den berigede ugunstigere, end han var stillet før Berigelsen. Det saaledes begrænsede Krav kaldte Lassen et »Uskadelighedskrav«.

D e tte u d v ik led e L assen sæ rlig for T ilfæ lde , h v o r en P erson h av d e beriget en an d e n ved sine Form ueopofrel’se r, se Lassen 1 309.

Paa dette Punkt har Lassen formentlig overdrevet Betænkelighederne. Berigelsesgrundsætningen giver ikke Domstolene en almindelig Adgang til at blande sig i Folks Selvstyre. Den skal kun løse nogle ret sjældne, ulykkelige Konfliktstilfælde. Og for saadanne Undtagelsestilfælde vil Nutiden næppe være betænkelig ved at indrømme Domstolene et noget friere Skøn.

Den ovenfor omtalte Bestemmelse i Mdhl § 44.1° har sat sig helt ud over Lassens Betænkeligheder. Og vel kan man ikke uden videre drage Slutninger til andre Tilfælde. Men i Hovedsagen beror Myn- dighedslovens Hpldning sikkert paa, at man i Nutiden er tilbøjelig til at lægge mere i Domstolenes Haand. Dette hænger sammen med dels den Ændring, som er sket i Bevis- og Procesreglerne, der nu giver bedre Muligheder for at afgøre saadanne Spørgsmaal, dels at vi paa saa mange andre Omraader har vænnet os til det Offentliges »Værgemaal«.

M orsom t n o k k an S v ingn ingen i O p fa tte lse n p aav ises n e to p p a a U m yn- d ig h ed s lo v g iv n in g en s O m raad e . I 1881 v a r d e r p a a d e t 4. n o rd isk e J u r i s t m øde en D iskussion om M ynd ighed sreg le rn e . D en n o rske In d le d e r foreslog a t in d rø m m e den u m y n d ig es M e d k o n tra h e n t e t B e rig e lsesk rav . M en J u l . L assen a d v a re d e a lvo rlig herim od ud fra lig n en d e B e tra g tn in g e r so m de o v en fo r geng ivne. D a M ynd ig h ed slo v en b lev g iv e t, f a n d t M o tiv ern e o v e rh o v ed e t ikke A n led n in g til a t g en d riv e e ller b lo t a t n æ v n e d isse B e tæ n k e lig h eder. D e t frem h æ v es p o s itiv t, a t R eg len i § 44 er n æ r b es læ g te t m ed a t g ive E rs ta tn in g e f te r en B e rig e lsesg ru n d sæ tn in g .

IV . I d e t fø lgende sk a l fø rs t undersø g es nogle v ig tig e G ru p p e r a f T ilfæ lde , h v o r m an o gsaa i d a n sk R e t m aa an e rk e n d e K ra v p a a T ilb ag e fø re lse a f B erigelse e ller in d tra a d t F o rm u e fo rsk y d n in g (§ 28). D e re fte r o p ta g e s S p ø rg sm aa le t, om d e r b ø r o p stilles en a lm in d e lig R egel om A fgivelse a f u g ru n d e t B erigelse (§ 29.1). E ndelig b eh an d les B e tin g e lse rn e for B erig e lsesk rav og K ra v e ts næ rm ere In d h o ld (§29 .11— V I).

220

Hovedtilfælde, hvor Berigelseskrav maa anerkendes.

I. Raaden over andres Formuegenstande uden Hjemmel.Uhjemlet Afhændelse eller Forbrug af Trediemands Formuegen

stand foretaget i begrundet god Tro paadrager i Almindelighed ikke Erstatningsansvar. — E t begrænset Ansvar rammer dog ifølge L 397 12 Juli 1946 § 18, jfr. § 25, den, der har modtaget Genstanden som formentlig Arving, og denne Regel kan maaske anvendes analogt paa visse andre Tilfælde, jfr. ovfr § 13.11. Og Ansvar for Værdien hjemler Mdhl § 44. —

I Tilfælde, hvor der ikke indtræder Erstatningsansvar, kan der rejses Spørgsmaal om at indrømme et Berigelseskrav. Stor Plads herfor er der dog ikke i dansk Ret.

Overfor den, der i god Tro har oppebaaret Frugter eller Renter, og som derfor ikke skal betale Erstatning, kan der ikke rejses Berigelseskrav. Og i Overensstemmelse med Ju l. Lassens Lære vil det sandsynligvis blive antaget, at der heller ikke haves noget Krav mod den, der i begrundet god Tro raader over en fremmed Genstand, som han har faaet ved Overdragelse i levende Live. Spørgsmaalet, om man skal nægte ethvert Krav her eller give et Berigelseskrav, har ikke stor Betydning, naar Overdragelse skete mod Vederlag. Her vil Modtageren i Almindelighed ikke blive beriget, da Berigelsen maa formindskes med Vederlågets Beløb, jfr. ndfr § 29.VI. Og naar han undtagelsesvis har vundet en Berigelse, maa den som oftest regnes for grundet, f. Eks. fordi den er vundet ved den berigedes Forretningsduelighed. Derimod kan det faa Betydning ved Overdragelser, der sker til Opfyldelse af en Fordring, jfr. »Enkelte Kontrakter«, 2. Udg. § 53.IV, og ved Gaver. Det stemmer vistnok med Forholdets N atur a t indrømme et Berigelseskrav mod Gavemodtagere. Men da dansk Retsopfattelse i ret vidt Omfang ligestiller Gavemodtagere med andre Løftemodtagere, er det tvivlsomt, om Praksis vil fravige Lassens Regel her.

Tilbage bliver det Tilfælde, at en Kreditor i god Tro gør Udlæg i og ved Tvangsauktion sælger Trediemands Ting. Det Krav, som Trediemanden her faar paa Auktionens Nettoprovenu, kan kaldes et Berigelseskrav.

§ 28.

§28.1. 221

O m G av e m o d ta g e re n s S tillin g i d a n sk R e t iø v rig t hen v ises til A fta le r 2. U d g av e § 12 .V I.B , D a n sk O b lig a tio n sre t, A lm . D el, 2. U d g av e § 25.1, S pD . I § 7 7 .I I I .5.

Ju l. Lassen f re m s a tte sin L æ re i H a n d lin g e r p a a frem m ed F o rm u e re ts - o m ra a d e (1880) 162 ff og i L assen II § 145.1.3. L æ ren e r t i l t r a a d t a f flere F o rfa tte re , s id s t a f Vinding Kruse E je n d o m sre tte n , 2. U d g av e 1318.

R eglen om , a t d e r in te t K ra v hav es m od O v e rd ra g e lse se rh v e rv e re n , s tø t te d e L assen p a a D L 5-3-36 og den nu b o r tfa ld n e 5-3-10. D isse gam le og m eg e t specie lle B estem m else r t i l la d e r ik k e saa a lm in d e lig e S lu tn in g e r.

1 R e tsp ra k s is e r g o d tro e n d e U døvere m ed O v e rd ra g e lse sa d k o m st vel i en R æ kke T ilfæ lde b le v e t frifu n d e t for Erstatningskrav , se f. E ks. U 1906.227 H , 1937.118, 1918.693, 1916.464, 1914.150, 1911.959. M en D o m m en e h a r fo rm en tlig ik k e d ire k te a n e rk e n d t L assens S æ tn in g , og deres R e su lta te r k an v is tn o k fo renes m ed den O p fa tte lse , d e r e r h æ v d e t o v en fo r. I R eglen op ly se r D o m m en e in te t om , a t S agsøg tes sa m le d e T ra n s a k tio n e r m ed G ens ta n d e n h a r g iv e t ham G ev in st. D og v a r d e r v u n d e t F o r tje n e s te i U 1931. 1102, m en d en n e G ev in s t k u n d e anses for t i ls træ k k e lig g ru n d e t i S agsøg tes F o rre tn in g sd y g tig h e d .

M ed H e n sy n til F o rd r in g e r e r d e r en e n k e lt D om , d e r f r ita g e r for e th v e r t K rav , nem lig J U IV .646. E n B e sid d er a f en O b lig a tio n , d e r t i lh ø r te T re d ie m an d , h a v d e fa a e t O b lig a tio n en o m b y tte t m ed en an d e n F o rd r in g (v ed In d sk riv n in g ). H a n b lev f rifu n d e t, m en B eg ru n d e lsen v ise r ik k e m ed S ik k erh ed T ils lu tn in g til L assens O p fa tte lse . D e t frem h æ v es bl. a ., a t O b lig a tio n en v a r in d sk re v e t u n d e r e e t sam m en- m ed m ange a n d re , og a t d e r a f d e t sam led e in d sk re v n e B eløb se nere v a r fo rb ru g t m ere en d O b lig a tio n en s P a a ly d e n d e . D e tte s id s te peg er iø v rig t i R e tn in g af, a t D o m sto len h a r h a f t e t B erigelses- k ra v fo r Ø je som en M ulighed.

U 1900.919 an g ik e t T ilfæ ld e , h v o r en E n tre p re n ø r h a v d e g iv e t successive T ra n s p o r te r p a a s it T ilg o d eh a v en d e og en se nere T ra n s p o r th a v e r h a v d e o p p e b a a re t e t B eløb til S k ad e for en æ ldre . H an b lev fr ifu n d e t, » idet d e t nem lig e f te r L o v g iv n in g en s G ru n d sæ tn in g e r, c fr. b l. a . Sø lovens § 274, 2. S tk ., m aa a n ta g e s , a t en C essionar, d e r i b e g ru n d e t god T ro h a r o p p e b a a re t en h am a f K re d ito r t i l t ra n s p o r te r e t F o rd rin g , ikke i A lm in d e lig h ed k a n væ re p lig tig a t lægge d e t o p p e b a a rn e fra sig til F o rde l for en æ ld re Cessionar.« F a k tisk h av d e h an dog ikke o p n a a e t nogen B erigelse, d a h an h a v d e lev ere t M a teria le fo r B e lø b e t.

V ed G aver m aa F o rk a ste lsen a f L assens R egel føre ti l , a t G av em o d tag e ren m aa lægge B erigelsen fra sig. H erim o d g a a r m aask e U 1885.927, d e r dog n æ p p e k a n anses for en k la r A fgørelse, d a d e r n æ ppe v a r k o n s ta te re t en Berigelse.

D ersom m an ik k e v ilde g ive E rs ta tn in g i de T ilfæ lde , d e r e r o m ta l t h e r u n d e r I, h æ v d e d e Lassen, a t m an som R egel k u n b u rd e g ive den ta b lid e n d e e t »Surrogatkravn«, d e r o m fa tte d e de m a te rie lle V æ rd ier, d e r u m id d e lb a r t e lle r m id d e lb a rt, v a r in d v u n d e t fo r T in g en , som d e r v a r ra a d e t over, dog ikke u d o v e r T in g e n s V æ rdi. Im id le r tid tilfø jed e h a n , a t ogsaa den b ev is te B esp a re lse m a a t te affø d e e t K ra v . D en o m ta lte B egræ n sn in g a f K ra v e t be-

222 §28.1.

g ru n d ed e L assen ud fra de B e tra g tn in g e r , d e r er gen g iv e t og k r i tis e re t fo ran i § 2 7 .I I I . B.

II. Frembringelse og Tilvækst.Herom maa i Hovedsagen henvises til Vinding Kruse Ejendoms

retten 404 ff. I det følgende skal kun fremdrages, hvad der særlig belyser Spørgsmaalet om Berigelseskrav, og der ses helt bort fra Problemet, om Kravene i noget Tilfælde sikres ved en Ret i den enkelte Ejendom.

Ved Undersøgelsen skelnes der mellem tre Tilfælde.A. Forøgelse a f egen Formue paa andres Bekostning.Hvis den berigede ikke har handlet i begrundet god Tro, bliver

han normalt erstatningsansvarlig efter de almindelige Erstatningsregler.

Hvis en Person i god Tro frembringer en ny Ting af andres Materiale eller forøger en ham tilhørende Tings Værdi ved at indføje andres Materiale i Tingen og han bliver Ejer af den ny eller forbedrede Ting, maa han ialfald godtgøre Materialejeren den Berigelse, som det anvendte Stof giver ham paa Materialejerens Bekostning. Det følger af de Regler, der er fremstillet foran under I. Berigelsen er normalt den Værdi, som Stoffet repræsenterer i Tingen, som den nu foreligger. Ved Forbedringer er det altsaa den Værdiforøgelse, Forbedringen har medført bortset fra Arbejdsindsatsen.

E n videregaaende Ret b ø r m an v is tn o k in d rø m m e M a teria le je ren , n a a r M a te ria le t k an u d sk illes , d ersom m an n æ g te r M ate ria le je ren V in d ik a tio n sre t p aa G ru n d a f den u fo rho ldsm æ ssige B e k o stn in g e ller Ø delæ ggelse a f V æ rd ier, som d e t v ild e m edfø re a t udsk ille M a te ria le t. I sa a F a ld m aa M a teria le je ren fo rm en tlig k u n n e k ræ v e e r s ta t t e t den V æ rdi, m an b erø v e r h am , a l tsa a den V æ rdi, M a te ria le t v ild e hav e e f te r a t væ re u d sk ilt igen. D er foreligger e t e k sp ro p ria tio n slig n e n d e F o rh o ld , n a a r m an a fsk æ rer V in d ik a tio n e n a f H e n syn til den berigedes o v e rv e jen d e In te re s se . R eg len fa a r im id le rtid k u n B ety d n in g i de U n d tag e lsestilfæ ld e , h v o r M a te ria le t e f te r U dsk ille lsen v ild e h av e s tø r re V æ rdi en d B erigelsen .

H v is en P erso n o p fø re r en B y g n in g e ller fo re tag e r e t a n d e t A nlæ g p aa frem m ed G ru n d og d erv ed u n d tag e lse sv is b liv er E je r a f G ru n d en , m aa d e t ud fra sa m m e T a n k e g a n g an ta g e s , a t h a n m aa b e ta le G ru n d e je ren fu ld E r s ta tn in g . D e tte er ogsaa a n e rk e n d t i P ra k sis , se ogsaa Vinding Kruse 420 f sa m t U 1935.686 H.

B. Forøgelse a f andres Formue paa egen Bekostning.Hvis en Person forøger Værdien af en Ting, der tilhører en anden,

§ 28.II.B. 223

ved at indføje noget i den eller forbedre den paa anden Maade, kan man ikke altid indrømme ham et Berigelseskrav.

Har han handlet med Viden om, at Tingen var fremmed, kan han i Almindelighed kun udøve en uskadelig Borttagelsesret (jus tollendi sine laesione prioris status). Krav paa Godtgørelse for Udgifter og Arbejde maa han dog have i Tilfælde, hvor hans Handling var nødvendig for a t afværge en Skade og berettiget efter Reglerne om uanmodet Forretningsførelse (Enkelte K ontrakter § 52.III).

Har han handlet i begrundet god Tro, maa man paa den anden Side formentlig som Hovedregel tilstaa ham et Berigelseskrav. Han maa navnlig kunne gøre Krav paa den Besparelse, som bevislig er opnaaet af den anden, men man bør formentlig ikke blive staaende herved.

Med det udviklede stemmer vor Lovgivnings Regler om Saaning paa fremmed Grund, se den bekendte Regel i DL 6— 15— 11, hvorefter den, der har saaet i god Tro, har Krav paa Frøgæld, hvilket efter Datidens Forhold var den regelmæssige Berigelse.

U 1916.1022* h a r t i lk e n d t rim e lig G od tgø re lse ogsaa for a n v e n d t A rb e jd e . D e tte e r fo rm en tlig b e re ttig e t, fo rs a a v id t G o d tg ø re lsen k u n d e u d red es a f B erigelsen , h v ilk e t k an fo rm odes i d e t p aag æ ld en d e T ilfæ lde . A t 6— 15— 11 n æ g te r sa a d a n G odtgøre lse , b ø r ik k e væ re a fg ø re n d e h e rim o d , d a d e r u n d e r de F o rh o ld , 6— 15— 11 sig ted e til , n o rm a lt ik k e k u n d e a n ta g e s a t væ re op- n a a e t en t i lsv a re n d e B erigelse , id e t d e t m a a t te fo rm odes, a t E je ren v ilde h av e u d fø rt A rb e jd e t se lv u d en U d g ift. Se h e rtil Vinding Kruse 417 f.

Mere tvivlsomt er det, om de ovenfor udviklede Regler kan gennemføres, hvor der bygges eller foretages andet Anlæg paa fremmed Grund. Vor Lovgivning indrømmer kun den byggende en Borttagelsesret og hjemler ikke noget Berigelseskrav. Ligesom man maa kunne indskrænke Grundejerens Ret til a t kræve Bygningen fjernet, jfr. Vinding Kruse 419 ff, maa man ogsaa, som de fleste Forfattere antager, kunne indrømme visse Bearbejdere et Krav paa den indtraadte Berigelse, d .v .s . paa den Værdiforhøjelse, der er tilført Ejendommen.

Lassen II 840 f v ilde in d rø m m e e t s a a d a n t K ra v o v e ra ll , h v o r den b y g gende v a r i b e g ru n d e t god T ro . Torp-Grundtvig T in g s re t 220 f k ræ v ed e yderligere , a t den bygg en d e besad E je n d o m m e n m ed fo rm e lt gy ld ig A d k o m st. Vinding Kruse E je n d o m sre tte n 424 ta g e r fo rm e n tlig ik k e endelig S tilling h e rtil. H an h a r sæ rlig for Ø je de p ra k tis k v ig tig e T ilfæ lde , h v o r en K øber, som ikke h a r fa a e t u b e tin g e t S køde, b eb y g g er G ru n d e n og K ø b e t d e rp a a hæ ves som Følge a f M isligholdelse fra en a f S id ern e . D isse T ilfæ lde m aa

224 § 28.II.B.

im id le rtid løses e f te r sæ rlige O verv e je lse r. — J f r . derom fo ru d en E je n d o m sre tte n 1. c. Lassen I I 893 f og D iskussionen i U 1932 B .105 , 129 og 165. —- D e t sa m m e gæ lder T ilfæ lde som U 1934.82 H . U 1932.748 H a n g a a r e t T ilfæ lde, h v o r S agsøg te ik k e h av d e v æ re t i god T ro .

B o rtse t fra v isse a f d isse T ilfæ lde og fra T ilfæ lde , h v o r G ru n d e je re n selv e r S ky ld i d en b y g g en d es F e jltag e lse , k a n m an ik k e in d rø m m e K ra v p aa fuld E rs ta tn in g , m en m aa nø jes m ed e t B erig e lsesk rav .

Naar der indrømmes et Krav paa Godtgørelse for varig Værdifor- højelse, maa man efter Omstændighederne give Henstand med Beløbets Udbetaling i det Omfang, hvori Henstand er nødvendig for a t undgaa skadelig Forstyrrelse af Grundejerens Forhold.

I T ilfæ lde , h v o r en T in g e r fo rb e d re t a f en P e rso n , d e r h v e rk en v id s te , a t T in g en v a r frem m ed , e lle r h an d le d e i b e g ru n d e t god T ro , e r d e r v is tn o k G ru n d til a t in d rø m m e e t sn æ v e r t B e rig e lsesk rav , o m tre n t sv a re n d e til L assens U sk a d e lig h e d sk ra v (fo ran § 27 .1 11.B.3). O g d e r m aa h e rv ed tag es H e n sy n ti l ogsaa a n d re In te re s se r hos den berigede en d de ø k o nom iske . V ed P a a b y g n in g e r d e t dog v a n sk e lig t a t fo rene d en n e L øsn ing m ed L o v g iv n in g en s R eg ler.

C. Formueforskydning, der hverken hidføres a f den berigede eller den tablidende.

Hvis en ugrundet Formueforskydning er hidført ved en uvedkommende Trediemands Handling eller ved Naturbegivenheder, er det særlig klart, a t der bør gives Berigelseskrav, og dette kan Lovreglerne om Paabygning ikke være til Hinder for.

D. Berigelseskrav maa saaledes anerkendes i alle de Tilfælde, der er behandlet her under II, undtagen hvor en Person i ond Tro har tilført en anden en Berigelse. Det faar imidlertid en-vis Betydning ved Fastsættelsen af Kravet, om den berigede selv har foretaget de paagældende Handlinger (Tilfælde A). I saa Fald har han nemlig selv vist, a t den indtraadte Forandring stemmer med hans Interesser. I de andre Tilfælde maa Uvisheden herom føre til, a t Domstolene bliver noget varsommere med at indrømme Berigelseskrav.

III. Indfrielse a f andres Forpligtelser og Formueopofrelser for andre iøvrigt.

A. Naar en Person indfrier en andens Forpligtelse og derved frigør ham i Forhold til Fordringshaveren, vil det jævnlig stemme med Berigelsesgrundsætningen at give Indfrieren Krav paa Dækning hos den frigjorte indenfor Rammen af det indfriede Krav. Og det an

§ 28.III.A. 225

tages ofte, at man som Hovedregel kan give ham et saadant Krav. Dette antog bl. a. Jul. Lassen I 312 ff.

I Virkeligheden er det meget omtvisteligt, hvilken Regel der anbefaler sig. I fremmed Ret møder man de mest forskellige Standpunkter.

H ero m og om S p o rg sm aa le t iø v rig t h env ises til m in A rtik e l i U 1937 B .108. M in A nskuelse er k o r t f rem sa t i D an sk O b lig a tio n sre t 1. U dg. 237 f. Ju l. Lassen p a a b e ra a b te sig til S tø t te fo r den a f h am o p stilled e R egel bl. a. A nalog ien a f R eg le rne om K a u tio n is te n s R egres. Se h e rim o d m ine B em æ rk n in g e r i T fR 1921.101 ff.

I en Række Tilfælde er det klart, at Indfrieren maa erhverve Regresret.

DL 5—7— 14 hjemler saaledes Panthavere Ret til at udløse andre, der har Pant i samme Genstand, og Udløsningen maa antages at medføre, a t den udløsende indtræder i de udløstes Fordring og Panteret. Endvidere hjemler Vxl § 63, a t en Person ved at betale en Veksel som Intervenient — selvom han ikke er Vekselskyldner — erhverver de af Vekslen flydende Rettigheder med visse Begrænsninger.

Der er fremdeles særlig stærke Grunde til a t anerkende Regresret i de Tilfælde, hvor en Person har indfriet Fordringen i den Tro, at han selv skylder Beløbet, elfer under Indflydelse af en anden Vildfarelse, samt hvor en Persons Formuemidler uden hans Vilje tages til Dækning af Trediemands Gæld, Og Ønsket om at beskytte Indfrieren mod Tab maa vistnok ogsaa i disse Tilfælde føre til a t gennemføre den Regel, at Indfrieren indtræder i Kreditors Rettigheder, navnlig de Fortrins- og Sikkerhedsrettigheder, der var knyttet til den indfriede Fordring.

Hvor der ikke kan paavises særlige Grunde til at besk^ae Indfrieren mod Tab, er det derimod tvivlsomt, om man bør gennemføre Lassens Lære. Ganske vist vilde Skyldnerens retlige Stilling ikke blive forringet ved, a t man tillagde Indfrieren en Dækningsret, naar man med Lassen begrænsede Retten til de Tilfælde, hvor den indfriede Fordring kunde overdrages. Men faktisk vilde Skyldneren ofte blive daarligere stillet. Og man kan ikke fyldestgørende begrunde Dæk- ningskravet med, a t Indfrieren kunde have taget Transport paa Fordringen. Det er jo muligt, at Fordringshaveren ikke vilde have indladt sig paa at overdrage Fordringen til ham.

Ussing E rs ta tn in g s re t. 15

226 § 28.I I I .A.

Man synes ialfald ikke uden videre at burde give Trediemand Regresret, naar han ikke, da han tilbød a t indfri Forpligtelsen, har meddelt Fordringshaveren, a t han er en uvedkommende Person. Ellers løber man Fare for, a t en Fjende af Skyldneren søger a t faa ham i sin Magt eller paa anden Maade skade ham ved a t indfri hans Forpligtelser og derved skaffe sig Fordringer paa ham. I saadanne Tilfælde maa man enten helt frakende Trediemanden Dækningsret eller give Domstolene Adgang til a t begrænse Indfrierens Ret og knytte den til særlige Betingelser.

D et u d v ik led e h v ile r p a a d en A nskuelse , a t en u v e d k o m m en d e T red ie - m an d s T ilb u d som H ovedregel ikke m ed fø re r F o rd r in g sh a v e rm o ra , jfr. D an sk O b lig a tio n sre t 214.

D om sto len e h a r sæ rlig G ru n d til a t væ re p a a V ag t, hv is In d frie re n k an a n ta g e s b ev æ g et a f Ø n sk e t om a t h in d re en T v a n g sa k k o rd .

Bortset fra saadanne Tilfælde maa man udfra Berigelsessyns- punktet ialfald give Indfrieren et Krav, naar han beviser, at Skyldneren, dersom Indfrielsen ikke var sket, vilde have betalt Fordringen, eller at den tidligere Fordringshaver vilde have gennemført Retsforfølgning mod Skyldneren. I Overensstemmelse hermed maa Dæk- ningskrav ialfald normalt indrømmes den, der har indfriet forfaldne Krav paa Skatter eller offentlige Afgifter. Men bortset fra disse og lignende Tilfælde vil det som oftest være umuligt at bevise, a t Betingelserne for Dækningskrav er til Stede.

Der er dog næppe væsentlige Betænkeligheder ved at slappe Kravene noget og som Hovedregel give Indfrieren Dækningskrav, naar den indfriede Fordring var forfalden og Forpligtelsen udsprang af et forretningsmæssigt Mellemværende, hvor det ikke er almindeligt, at en Fordringshaver tillader Skyldneren at vente med at betale forfalden Gæld, og Skyldneren heller ikke havde særlige Grunde til at vente Hensyntagen.

U 1935.296 H h a r s ta tu e re t , a t en T re d ie m a n d , d e r in d fried e en K assek re d it i en B a n k p a a e t T id s p u n k t, h v o r G æ lden v a r fo rfa ld en v ed O psigelse fra B a n k en s Side, d erv ed e rh v e rv e d e e t K ra v m od S k y ld n e ren sv a re n d e til d e t ind fried e — dog fik h an k u n a lm in d e lig P ro c e sre n te fra S ag san læ g g e t. — T red iem an d en h a v d e a f B a n k en fa a e t K a s s e k re d itk o n tra k te n u d le v e re t m ed P a a te g n in g om , a t d en v a r in d frie t a f ham. D erv ed v a r d e t tilk e n d e g iv e t o v erfo r K re d ito r, a t In d frie lsen b lev fo re ta g e t a f en T re d ie m a n d , og ia lfa ld i nogen G rad la g t for D agen , a t den ikke v a r sk e t i G av eh en sig t.

H v is In d frie lsen e r sk e t fø r F o rfa ld s tid , m aa In d frie re n k u n n e re jse e t ti lsv a re n d e K rav , n a a r F o rfa ld sd ag en k o m m er og de øvrige ov fr. a n g iv n e

§28 .I I I .A. 227

B e tin g e lse r er o p fy ld t. M en hv is G æ lden sk a l b e ta le s e f te r O psigelse og ik k e e r o p sa g t før In d frie lsen , k a n In d fr ie re n n æ p p e i al A lm in d e lig h ed e rh v e rv e R e t til a t opsige den.

N a a r S k y ld n e ren s B o tag es u n d e r K o n k u rsb e h a n d lin g e f te r B egæ ring fra h am se lv e ller en an d e n K re d ito r , m aa In d fr ie re n i A lm in d e lig h ed k u n n e a n m eld e D æ k n in g sk ra v . Og d e t sa m m e m aa gæ lde i S k y ld n e re n s D ødsbo , d ersom d e t b eh an d le s e f te r S k ifte lo v K ap . 3.

Forsaavidt man indrømmer Indfrieren Regresret, opstaar Spørgsmaalet, om Indfrieren indtræder i den indfriede Fordring, og navnlig, om han erhverver de Fortrins- og Sikkerhedsrettigheder, hvormed den indfriede Fordring var udrustet. Dette sidste Spørgsmaal maa formentlig besvares benægtende, bortset fra de Grupper af Tilfælde, hvor der er særlig Grund til a t værne Indfrierens Interesser, jfr. ovfr. Der er ingen almindelig Trang til en Regel, der giver Indfrieren Fordringshaverens Rettigheder. Som Hovedregel indtræder Indfrieren altsaa ikke i Fordringshaverens særlige Rettigheder, og allerede af denne Grund vilde det være misvisende at sige, at selve den indfriede Fordring overføres til Indfrieren. Der foregaar altsaa ikke nogen »Subrogation« (Dansk Obligationsret 240). Praksis stemmer med det anførte, se navnlig U 1935.296 H.

Paa dette Punkt gælder der i Almindelighed det modsatte, naar en Forpligtelse indfries af en Person, som selv er forpligtet som solidarisk Medskyldner eller Kautionist, eller hvis Formuegenstande hæfter som Pant for Gælden. Om Kautionisten siges det saaledes, a t han ved at indfri indtræder i Hovedfordringen, Enk. Kontrakter § 29.11— IV, og Skadeforsikreren indtræder i Erstatningskravet mod Skadevolderen, jfr. FAL §25.1°. I saadanne Tilfælde er den indfriede Forpligtelse imidlertid ogsaa Indfrierens egen Forpligtelse.

Fra disse Regler kan der ikke drages nogen Slutning til de Tilfælde, hvor en uvedkommende Trediemand indfrier Forpligtelsen. Gennemgaaende er der stærkere Grunde til a t anerkende Indtrædel- sesretten i Forhold som de nysnævnte, og Betænkelighederne derved er mindre. Til Belysning heraf kan henvises til Fremstillingen om Kautionistens Regresret.

Se h erom n æ rm ere U ssing K a u tio n §§ 13— 16.A n d re E k sem p le r p a a In d fr ie re n s In d træ d e lse s re t in d eh o ld e r Sølov

§ 220.4° i .f., § 281.2° og L 183 20 Maj 1933 § 19.2°.

B. Der foreligger ogsaa en Formueopofrelse for andre i de Tilfælde, der er om talt foran under II.B . Foretager en Person Formue

228 § 28.III.B .

opofrelser for andre i Tilfælde, der hverken falder ind under de derom- handlede Regler eller under Indfrielse af andres Forpligtelser, maa der ogsaa kunne anerkendes Berigelseskrav.

D et a n e rk e n d e s ogsaa a f Ju l. Lassen I 317, h v o r h an bl. a. o p s tille r følgen d e R egel: D en , d e r v ed P en g eo p o fre lse r h a r in d v u n d e t e t en an d e n t i l k o m m en d e F o rm u eg o d e , h v is In d v in d in g ogsaa v ild e h av e k o s te t d en n e P en g eu d læ g , m aa , n a a r den b e re ttig e d e vil tileg n e sig d e t in d v u n d n e , k u n n e k ræ v e d e t B eløb, som den n e se lv h av d e m a a t te t ud læ gge t i l In d v in d in g e n .

K ra v e t v il iø v rig t i de f le ste T ilfæ ld e k o m m e til a t a fh æ n g e af, om der k an p aav ises en B espare lse . — E t K ra v p a a d en B esp are lse , O pofre lsen h a r m e d fø rt, e r a n e rk e n d t v ed U 1910.754, 1917.740. —

E n A u k tio n s re k v ire n t k an i A lm in d e lig h ed ik k e k ræ v e sine U d g ifte r ved R e tsfo rfø lg n in g en b e ta l t a f K ø b eren , fø r de b ed re p r io rite re d e P a n th a v e re e r b le v e t fu ld t d æ k k e t, se U 1932.791 jfr. ogsaa B.161 (C. Bang) m ed H e n v isn in g er. I A lm indelighed k an d e t ik k e g o d tg ø res, a t de b ed re p r io rite re d e P a n th a v e re o p n a a r en B erigelse, n a a r de ik k e fa a r fu ld D æ kning .

IV. Et Berigelseskrav er fremdeles hjemlet i Vxl § 74, Chl § 57. Naar Retten ifølge en Veksel eller Check er faldet bort af visse særlige Grunde, hjemles der i Stedet et Krav paa den Berigelse, der vilde opstaa paa Fordringshaverens Bekostning, hvis ethvert Krav bortfaldt.

Se herom E n k . K o n tra k te r § 20. E t lignende K ra v h jem le r Sølov § 117 i

e t sæ rlig t T ilfæ lde S k ip p e ren m od B e frag te ren .

V. I visse Tilfælde, hvor en Aftale ikke faar normal Retsvirkning, idet den erklæres ugyldig eller hæves paa Grund af svigtende Forudsætninger, opstaar der Krav paa Tilbageføring af den indtraadte Berigelse.

Fra Lovgivningen er allerede om talt Mdhl § 44.1° om det Tilfælde, at den umyndige ikke kan tilbagelevere, hvad han har modtaget i Henhold til en ugyldig Aftale. Men Berigelseskrav bør vistnok ogsaa anerkendes i andre Tilfælde, hvor gensidige K ontrakter kan hæves og de erlagte Ydelser ikke kan gives tilbage.

D et e r dog tv iv lso m t, i livor s to r t e t O m fan g B e rig e lsesk rav b ø r a n e r k endes. J e g h a r k o r t u d ta l t m ig for deres A nerk en d e lse i v isse T ilfæ lde (D an sk O b lig a tio n sre t S. 120 f). Ju l. Lassen I § 65.11.3 v a r i sa a d a n n e T ilfæ lde tilb ø je lig til a t g ive e t K ra v p aa den e r la g te (eller m o d tag n e) Y delses V æ rd i, h v ilk e t i H o v ed sag en gav sa m m e R e su lta t .

I ty s k R e t b liv er d er o fte B ru g for e t B e rig e lsesk rav , se lvom den e r la g te Y delse k an leveres tilb ag e . E f te r ty s k R e t k a n en eg en tlig O verd ragelses-

§ 28.V. 229

re tsh a n d e l nem lig ikke ta b e sin V irk n in g v ed , a t dens F o ru d sæ tn in g e r sv ig te r . O v erd ra g e re n fa a r k u n en F o rd r in g p a a T ilb ag e fø rin g , i R eglen e t K ra v p a a B erigelsen , jfr. A fta le r 271 f, Lassen I 300 f. I d a n sk R e t g æ ld er d e r ikke t i lsv a re n d e R egle r. I v isse G ru p p e r a f T ilfæ lde e r d e t dog m u lig t, a t d e r b liver P lad s for B e rig e lsesk rav , jfr. A fta le r 273 f.

§29.

Almindelige Grundsætninger om Berigelseskrav.

I. Bør der i dansk Ret anerkendes en almindelig Berigelsesregel?Af § 28 fremgaar det, a t der i dansk Ret maa gives Berigelseskrav

i adskillige vigtige Grupper af Tilfælde. Der rejser sig derfor naturligt det Spørgsmaal, om der ikke ogsaa i dansk Ret bør opstilles en almindelig Regel om Afgivelse af den ugrundede Berigelse paa Andenmands Bekostning.

Det maa antages, a t Berigelseskrav kan indrømmes uden særlig Lovhjemmel i de Grupper af Tilfælde, hvor der findes a t være Trang dertil — forudsat at særlige Lovbestemmelser eller Retspraksis ikke hindrer det — . I Virkeligheden kan man saaledes naa samme praktiske Resultat, som hvis man havde en almindelig Berigelsesregel. Om man skal opstille en almindelig Regel, har derfor ikke stor praktisk Betydning.

En almindelig Regel vil maaske virke som en positiv Anvisning til Domstolene om at benytte den, og den kan friste til i for høj Grad a t træffe Afgørelser udfra et konkret Billighedsskøn og føre til Rets- uvished. Dette bør dog næppe hindre Opstillingen af en almindelig Regel. De om talte Farer er af lignende Art som Farerne ved en almindelig Forudsætningsregel, jfr. herom Aftaler § 25.III. De kan formentlig imødegaas ved, a t man fastholder, a t der ikke bør tilstræbes konkret Billighed, men at man skal søge udviklet klare Regler om forskellige Grupper af Tilfælde. Efterhaanden som saadanne Regler fæstnes i Lovgivning og Retspraksis, svinder Farerne ved den almindelige Regel, og den faar den gavnlige Funktion at virke som en Sikkerhedsventil paa Maskineriet.

F ra e t sy s te m a tisk S y n sp u n k t m aa A fgørelsen af, om m an sk a l o p stille en a lm in d e lig B erigelsesregel, y d erlig ere bero p aa , om de B e rig e lse sk rav ,

230 § 2 9 . 1 .

d e r a n e rk e n d e s i fo rskellige G ru p p e r a f T ilfæ lde , b es tem m e s p aa e n s a r te t M aade — a ltsa a om m an i a lle e lle r dog de f le s te T ilfæ lde a n v e n d e r sam m e B erig e lsesm aales to k . D e tte S p ø rg sm aal k an ikke b esv are s s ik k e r t fo r T id e n , d a hele B e rig e lsesp ro b lem et træ n g e r til fo rn y e t g ru n d ig B e h an d lin g , m en i og for sig m aa m an n æ rm es t fo rm ode, a t d e t m aa b esv are s b e k ræ fte n d e .

I det følgende skal der gøres et Forsøg paa at opridse Hovedlinierne i en almindelig Lære om Berigelseskravene. Foreløbig kan der kun gives en ret løs Skitse.

II. Hvornaar er Berigelsen ugrundet?Der kan ikke opstilles faste Regler om, hvornaar en Berigelse er

grundet eller ugrundet. Dette anerkender de fleste Tilhængere af Berigelsesgrundsætningen.

I n y e re fran sk L it te r a tu r h a r fle re F o rfa t te re sø g t a t o p stille b e s te m te K rite rie r , m en deres R e su lta te r v irk e r ik k e o v e rb ev isen d e og egn er sig fo rm en tlig ik k e til A n v endelse i d a n sk R e t. H ero m k an h env ises ti l Demogue I I I S. 259 ff, Planiol-Ripert V II no. 757 ff.

I al Almindelighed kan der næppe siges stort andet end, a t Omstændighederne ved Berigelsens Indtræden og senere Skæbne maa være af en saadan Art, a t der ingen Betænkelighed er ved som almindelig Regel a t indrømme Tilbageførelse. Herved maa der selvfølgelig tages Hensyn til Lovgivning og Retspraksis. Iøvrigt maa Afgørelsen træffes for hver enkelt Gruppe af Tilfælde, og kun i meget grove Træk kan der gives en samlet Oversigt over Resultaterne.

1. Berigelsen er i Reglen grundet, naar den opnaas ved, at den tablidendé erlægger en Ydelse — være sig til Opfyldelse af en Fordring, jfr. Dansk Obligationsret § 34.1— II, jfr. § I .III, eller som Led i en Aftale, hvor Erlæggelsen sker samtidig med,.at Aftalen indgaas, som f. Eks. naar en Gave overdrages eller en Ting sælges uden forudgaaende Løfte derom. — Hvis Erlæggelsens relevante Forudsætninger svigter, er Berigelsen imidlertid ugrundet. I dansk Ret bliver der dog ikke saa ofte Brug for Berigelseskrav paa Grund af svigtende Forudsætninger, da den erlagte Ydelse i Reglen kan vindiceres. Men hvor Ydelsen ikke kan vindiceres, bliver der Plads for et Berigelseskrav jfr. foran § 28.V.

H e r m aa ogsaa n æ vnes de sæ rlige T ilfæ lde , h v o r Y deren ik k e m ed Y delsen fo rfø lger n o g e t F o rm a a l i F o rh o ld til M o d tag eren , m en kun i F o rh o ld til T re d ie m a n d . D e o p s ta a r n av n lig , hv o r T re d ie m a n d sk a l erlæ gge V ed erlag e t fo r Y delsen , og h v o r Y delsen d e rfo r økon o m isk og ju r id isk v irk e r som en in d ire k te Y delse til T red iem an d .

§29.11.1. 231

Som E k sem p e l k a n næ vnes, a t en K ø b er lov er S æ lgeren a t b e ta le K ø b esu m m e n t i l N . N . og gør d e tte . S enere h æ v e r h an K ø b e k o n tra k te n p a a G ru n d a f en M isligholdelse , som dog ik k e b e g ru n d e r E rs ta tn in g s a n s v a r for S æ lgeren . B e ta lin g e n til N . N . h a r d a b e rig e t S æ lgeren .

I sa a d a n n e T ilfæ lde vil Y d e lsen n o rm a lt m ed fø re en B erigelse fo r T re d ie m a n d (i d e t n æ v n te E k sem p e l Sæ lgeren), id e t Y d e lsen a f M o d ta g e re n m aa b e tra g te s som h id rø re n d e fra T re d ie m a n d , og d e rfo r m aa Y d e re n h a v e e t B e rig e lse sk rav p a a T re d ie m a n d .

Se om v isse h e rh e n h ø re n d e T ilfæ ld e A fta le r 195 N o te 76. E f te r O m stæ n d ig h ed e rn e k a n Y d eren h a v e e t e g e n tlig t E rs ta tn in g s k ra v e lle r e t a n d e t K ra v , d e r ik k e e r b eg ræ n se t til B erigelsen . S aa led es e r F o rh o ld e t ved A n v isn in g er, se E n k e lte K o n tra k te r S. 146.

2. Naar Berigelse paa anden Maade hidføres igennem den tablidendes Handling, er Berigelsen i Almindelighed ugrundet. Han har f. Eks. anvendt Bekostninger paa en Ting, som han ikke ejer,, men tilfældig er kommet i Besiddelse af og haaber a t beholde, saaledes a t han selv kommer til a t faa Udbytte af sine Bekostninger. Navnlig paa dette sidstnævnte Felt er der imidlertid jævnlig afgørende Betænkeligheder ved a t gennemføre Berigelseskrav. Derfor maa det som Regel nægtes, medmindre den paagældende har foretaget H andlingen i begrundet god Tro paa, a t Tingen tilhørte ham selv.

Se n æ rm ere om d e t te S p ø rg sm aa l U d v ik lin g e rn e i § 28.11 .B og I I I om P a a b y g n in g m . m . og om In d frie lse a f a n d re s F o rp lig te lse r.

3. Hvis Berigelsen er hidført ved den berigedes egen ensidige Handling eller ved en uvedkommende Trediemands Handling eller ved Naturbegivenheder, er den i Almindelighed ugrundet.

III. Hovedbetingelsen. Berigelse paa en andens Bekostning.Ialfald i store Træk kan man formentlig bestemme de Betingelser,

som Berigelseskrav normalt er knytte t til. Da vor Lovgivning ikke opstiller almindelige Regler, maa de Regler, der udvikles ndfr., imidlertid fraviges overalt, hvor Forholdenes Beskaffenhed kræver det.

A. Der maa være indtraadt en Formueforøgelse. Den kan være positiv, f. Eks. bestaa i Erhvervelse af et Formuegode, en Ret eller Besiddelsen af en Ting, i Forbedring af en Genstand, den paagældende i Forvejen ejede. Eller den kan være negativ og f. Eks. bestaa i, a t Personen frigøres for en Forpligtelse, a t Ejendele, der tilhører ham, frigøres for Behæftelser, eller a t han opnaar en Besparelse ved a t blive fri for en Formueopofrelse, han ellers vilde have afholdt.

232 § 29.II I .A.

Mdhl § 44.1° giver overfor Umyndige Krav paa Erstatning for alle Ydelser, der er brugt til passende Underhold for den Umyndige eller iøvrigt skønnes a t være kommet ham til N ytte. Dette sidste maa omfatte Erhvervelse af nyttig Uddannelse. Naar der i andre Forhold skal indrømmes Berigelseskrav, vil man næppe gaa saa vidt. Underhold eller nyttig Uddannelse som saadan bør næppe betragtes som Berigelse. Derimod foreligger der en Berigelse, hvis der som Følge af det nydte Underhold eller Uddannelsen er indtraadt en paaviselig Besparelse for den paagældende, og vel ogsaa, naar Uddannelsen har affødt øgede Indtægter.

M an k u n d e o v e rv e je M uligheden a f a t s ta tu e re en B erigelse, o v e ra lt h v o r V æ rd ien a f den o p n a a e d e U d d an n e lse k a n fa s tsæ tte s e f te r en a lm en M aale- s to k , sm l. ovfr. § 18.11. S aa v id t b ø r m an dog n æ ppe g aa , m ed m in d re m an til la d e r D om sto len e i v id e s te M aal a t ta g e H en sy n til person lige F o rh o ld , d er gør d e t b e tæ n k e lig t a t in d rø m m e B erig e lsesk rav .

N yere fran sk O p fa tte lse b e tra g te r B e læ ring o. lign. som en B erigelse, jfr. Planiol-Ripert V II no. 753.

B. Formueforøgelsen maa være opnaaet paa en andens Bekostning.Heri ligger først og fremmest, a t en anden maa have lidt et Tab.

Dette Krav kan vistnok bestemmes ganske som ved Anvendelsen af Erstatningsreglerne, jfr. foran § 18.1.

O m en m ulig U n d tag e lse fra d e n n e B etin g e lse se n d fr. u n d e r V I.

C. Der skal være en vis Sammenhæng mellem Tabet og Berigelsen, saaledes a t Berigelsen kan siges a t være opnaaet paa den tablidendes Bekostning. Berigelsen maa være en Følge af Tabet eller omvendt Tabet en Følge af Berigel,sen.

Denne Betingelse er f. Eks. opfyldt, hvor en Formuegenstand direkte overføres fra den enes Formue til den andens. Ligeledes hvor en Person ved en Arbejdsydelse forøger Værdien af en andens Ejendele eller skaffer den anden en Besparelse ved at yde ham en nødvendig Tjeneste.

I T y sk la n d k ræ v e r den h e rsk en d e O p fa tte lse , a t F o rm u e fo rsk y d n in g en er »um iddelbar« , h v ilk e t n æ rm e s t sk a l b e ty d e , a t A in te t B e rig e lsesk rav h a r m od C, n a a r A ’s Y delse e lle r O pofre lse h a r b erig e t B ’s F o rm u e og B a t t e r ved en Y delse h a r b e rig e t C. H v is f. E k s. E n tre p re n ø re n B h a r b y g g e t p a a C’s E je n d o m m ed M a teria le r, h an h a r k ø b t a f A, m en ik k e h a r b e ta l t , e r C ik k e b e rig e t u m id d e lb a r t p a a A ’s B e k o stn in g .

D e n n e . O p fa tte lse b ek æ m p es dog a f nogle F o rfa tte re , se herom Planck K o m m e n ta r zu m B G B I I .2 (4 A ufl.) S. 1624 ff. I F ra n k rig e r d en m o d sa tte A nskuelse b lev e t h ersk en d e , se Planiol-Ripert V II no. 755.

§ 29.III.C. 233

P la d s for B e rig e lse sk rav i s a a d a n n e T ilfæ ld e b liv e r d e r k u n , h v is C h v e rken h a r b e ta l t B e ller n ødsages til a t b e ta le B, f. E k s . fo r a t u n d g a a e t t i l sv a re n d e T a b ved E n tre p r ise n s A fb ry d e lse . M od a t in d rø m m e e t B erigelsesk ra v ta le r fle re G ru n d e . D e t k an b rin g e C B e sv æ rlig h ed er, fo rd i h a n tv in g es t i l a t ta g e S tillin g til tv iv lso m m e R e ts fo rh o ld m ellem a n d re P e rso n e r. Og d e t e r o m tv is te lig t, om A b ø r h a v e A d g an g til a t gø re K ra v e t m od C gæ ld en d e til S k ad e fo r B ’s a n d re K re d ito re r , som v il søge F y ld es tg ø re lse i B ’s V ed e rlag sk rav . H v o r d e t d re je r sig om e t a lm in d e lig t K re d itsa lg , e r d e t n æ p p e b e g ru n d e t a t in d rø m m e Sæ lgeren d e t d ire k te B e rig e lse sk rav . D erim od ta le r for d a n s k R e ts V ed k o m m en d e ogsaa K m sl § 56.2°. D er k an sn a re re v æ re T a le om a t an e rk e n d e K ra v e t, n a a r A ’s Y delse e r f re m k a ld t ved Svig e lle r A fta len a f a n d re G ru n d e ik k e b in d e r A, f. E k s. fo rd i B v a r u m y n d ig .

I d e t te s id s te T ilfæ lde e r B e rig e lse sk rav e t b le v e t a n e rk e n d t i ty s k P ra k s is , se Planck an f. V æ rk S. 1626.

IV. Betydningen af, at Berigelsen falder bort.Det er et vanskeligt Problem, om Berigelseskravet falder bort,

naar Berigelsen ophører. Den almindelige romanistiske Lære opstillede som Hovedregel, a t Kravet faldt bort med Berigelsen, og dette var en af Grundene til, a t Lassen tog Afstand fra den romanistiske Berigelsesgrundsætning, jfr. foran § 27.I I I .B .l. Imidlertid er det ikke nødvendigt a t udforme en almindelig Berigelsesgrundsætning saaledes.

I U d la n d e t e r d en o m ta lte R egel ik k e g e n n e m fø rt fu ld tu d . B G B § 818.3° la d e r vel som H o v ed reg e l K ra v e t fa ld e b o r t m ed B erigelsen , m en R eglen m aa fo rm en tlig u n d e rg iv es v isse B e g ræ n sn in g er. O g i F ra n k rig a n e rk e n d e s d e t i v ig tig e G ru p p e r a f T ilfæ lde , a t K ra v e t ik k e o p h ø re r m ed B erigelsen .

For dansk Rets Vedkommende maa Spørgsmaalet formentlig afgøres forskelligt i forskellige Grupper af Tilfælde. Dette skal belyses ved, a t der fremdrages nogle af de vigtigste Problemer.

A. Først nævnes det Tilfælde, a t den berigede ophører at have selve det Formuegode, han har modtaget.

1. Bestaar Berigelsen i, a t Penge er modtaget, maa det være Hovedreglen, a t Berigelseskravet staar uafhængigt af Pengenes senere Skæbne. Hvadenten de er forbrugt paa en saadan Maade, a t Værdien er gaaet tab t, eller de er anvendt til a t anskaffe andre. Formuegenstande, maa den berigede som Hovedregel afgive hele det Beløb, han modtog i sin Tid.

H erm ed s te m m e r fo rm e n tlig F r. 11 S ep t. 1839 § 2 og d en i P ra k s is a n e r k e n d te R egel om B e rig e lsesk rav m od d en , d e r i god T ro h a r sø g t F y ld e s t

234 § 29.IV.A .1.

gørelse i T re d ie m a n d s T in g , jf r . fo ran § 13.11. se o esaa S ølov § 273.1° og K bl § 57.1° s a m t f ra n sk R e t. A n sv a rs fr ih e d for h æ n d e lig U n d erg an g , jfr. L 397 12 J u l i 1946 § 18.3°, k a n d e r k u n s jæ ld e n t b liv e T a le om .

L igesom P en g e b ø r m aask e a lm in d e lig e H a n d e lsv a re r b eh an d le s , n a a r de ik k e e r e rh v e rv e t t i l eg e t F o rb ru g .

K ra v e t m a a dog fo rm e n tlig k u n n e fa ld e b o r t i sæ rlige T ilfæ ld e , h v o r B erige lsen a fg iv es i S a m m e n h æ n g m ed d e t R e ts fo rh o ld , d e r h a r a ffø d t den .

2. Bestaar Berigelsen i, a t andre Ting er modtaget, maa Kravet i Almindelighed falde bort, naar Tingen gaar helt til Grunde, jfr. Kbl § 58. Dog maa den tablidende faa Krav paa eventuelle Surrogater for Tingen, f. Eks. Erstatningskrav imod Trediemand, der har ødelagt Tingen. Hvis Tingen anvendes saaledes, a t der opnaas en Formueværdi i Stedet, maa Kravet gaa ud paa denne Værdi med Fradrag af Udgifterne til Anskaffelse af den. Om den ny Værdigenstands senere Skæbne maa der gælde samme Regler som om den oprindelig modtagne Berigelse.

Naar Sag er anlagt eller Besidderen har erfaret, at hans Besiddelse er uberettiget, maa han fra da af have Ansvar baade for Forbrug og for uforsvarlig Omgang med Tingen.

B. Berigelsen kan ogsaa ophøre ved, a t den berigede i Tillid til Berigelsen forbruger noget a f sin øvrige Formue, f. Eks. spenderer særlige Fornøjelser, han ellers ikke vilde have haft Raad til. Saa- dant Formueforbrug bør som Regel næppe trækkes fra ved Udregningen-af Berigelseskravet, da det vilde skabe stor Usikkerhed.

S n a re re b ø r F o rb ru g e t træ k k e s fra i sæ rlige G ru p p e r a f T ilfæ lde . H v is d e r in d rø m m e s e t B e rig e lse sk rav o v e rfo r G a v e m o d ta g e re n , jfr. o v fr S. 220, bør d er v is tn o k k u n n e ta g e s H e n sy n til F o rb ru g e t, ia lfa ld n a a r d e t e r rim elig b e g ru n d e t ved G aven , jfr. L 397 12 Ju l i 1946 § 18.2° om A rv ing .

I T ysk lan d sy n e s m an a t lad e B e rig e lse sk rav e t falde b o r t ogsaa , n a a r B erigelsen o p h ø re r p a a d e n n e M aade, jf r . Planck an f. V æ rk S. 1678. D erim od g en n em fø re s den m o d sa tte R egel v is tn o k i F ra n k rig .

V. Begrænsninger i Kravet, fordi dets fulde Gennemførelse vilde komme i Strid med den berigedes Interesser.

Jul. Lassen gjorde med Styrke gældende, a t man m aatte indsnævre Kravene saaledes, at den berigede ikke blev daarligere stillet, end han vilde være stillet uden Berigelsen, jfr. foran § 27.III.B .3. Usikkerheden kommer navnlig frem, hvor Berigelsen ikke foreligger som bestemte Formuegoder, der kan afgives uden væsentlig Forstyrrelse af den berigedes Formue iøvrigt. Hovedeksemplet er

§ 29.V. 235

det, a t den berigedes faste Ejendom er forbedret ved Plantning, Saaning, Paabygning eller andre Anlæg.

I saadanne Tilfælde maa Kravet ialfald begrænses saaledes, at der voldes mindst mulig Forstyrrelse i den berigedes Forhold. Det er en Selvfølge, at man maa sørge for, a t Kravets Gennemførelse ikke medfører, a t den berigede ender med a t lide et Tab. Og ved Gennemførelsen af Kravet maa der ogsaa tages Hensyn til hans ideelle Interesser, f. Eks. Interessen i a t beholde den Ejendom, han bor paa. Saadanne Hensyn kan bl. a. føre til den Ordning, at der vel anerkendes et Berigelseskrav, men gives He*nstand med Betalingen. Efter Omstændighederne maa det kunne bestemmes, a t Kravet først kan gøres gældende, naar Ejendommen sælges eller falder i Arv.

S a a d a n n e B e g ræ n sn in g er k an d e r bl. a. b live B ru g for, h v o r B erigelsen sk y ld e s T re d ie m a n d e lle r N a tu rb e g iv e n h e d e r . D erim o d b ø r de n æ p p e gøres, hv is d en berigede se lv e r S k y ld i d e t p asse red e .

D ersom d e t o m v e n d t e r den tablidende, d e r se lv h a r h id fø rt B erigelsen og a len e e r S kyld i sit eget Tab, e r d e r sæ rlig s tæ rk G ru n d t il a t beg ræ n se K ra v e t, saa led es a t d e t ikke g a a r den b erigedes In te re s se r for n æ r. D e tte h a r d a n sk R e t ogsaa g jo r t i v id e s te O m fan g v ed R eg le rne om P a a b y g n in g . D L 6— 15— 11 g iv e r dog fo rm en tlig se lv ved u a g tso m S a a n in g K ra v p a a F rø gæ ld , h v ilk e t k a n b e tra g te s som d e t, d e r regelm æ ssig e r u sk a d e lig t.

D en, d e r fo rb e d re r en a n d e n s E je n d o m m ed B e v id s th e d om , a t d e t e r frem m ed E je n d o m , og a t in te t b e re tt ig e r h am til a t h a n d le for E je re n , k an d e rim o d ik k e h av e a n d e t K ra v en d u sk a d e lig B o rtta g e lse s re t.

O m disse S p ø rg sm aal k an h env ises til N . Cohn i J T 1924.220 ff.

VI. Kravets Omfang iøvrigt.Det følger af Hovedsynspunktet for Kravet, a t det er undergivet

en dobbelt Begrænsning. Det kan hverken overstige Berigelsen hos den, som Kravet rejses imod, eller Tabet hos den, der rejser Kravet.

F o ran i § 21.V e r d e t o m ta lt , a t den , d e r e r an sv a rlig t i l E rs ta tn in g for U døvelse a f a n d re s F o rm u e re ttig h e d e r , e f te r O m stæ n d ig h ed e rn e m aa lægge B erigelsen fra sig, se lvom d en k ræ n k ed e ik k e h a r l id t e t t i lsv a re n d e T a b . O fte a n ta g e s en lignende R egel a t gæ lde om d en , d e r i b e g ru n d e t god T ro h a r u d ø v e t en a n d e n s F o rm u e re t ud en H jem m el. D e S. 175 n æ v n te B es te m m e lse r i n o rsk F o rfa t te r l . og P a te n t l . o m fa tte r sa a led es den , d e r h a r v æ re t i b e g ru n d e t god T ro , og d e t sa m m e gæ lder B G B § 816 og g ja ld t d en d an sk e F o rfa tte r l . 1 A pril 1912 § 19. D en n e B e stem m else e r im id le rtid ik k e o p ta g e t i F o rfa tte r l . 1933, og den sæ rlige R egel i F o rfa t te r l . § 18.2° gæ lder k u n om u ag tso m m e H a n d lin g e r, se § 18.1° og § 19.

Hvis Berigelsen kun er opnaaet ved Hjælp af Formueopofrelser, maa Værdien a f det opofrede fradrages. I de fleste Tilfælde, hvor Be-

236 § 29.VI

rigelsen opnaas igennem en Ydelse, som den berigede giver Vederlag for, maa Berigelsen iøvrigt betragtes som grundet.

Naar Berigelseskrav rejses mod en Person, der uden Hjemmel har raadet over e t Formuegode, som dettes Ejer havde Ret til a t vindicere, maa der ogsaa tages Hensyn til det Vederlag, som den berigede har erlagt for det paagældende Formuegode. Naar K af S i god Tro har købt en Ting eller en Fordring, der tilhører E, og han siden har solgt det købte videre eller har indkrævet Fordringen, kan E derfor ikke afkræve ham hele det Beløb, han har faaet ind ved Videresalget eller Indkrævningen, men K maa kunne kræve fradraget den Købesum, han i sin Tid betalte S.

H erm ed s te m m e r D L 5— 3— 36, d e r dog n æ ppe v ild e b liv e b e tr a g te t som a fg ø ren d e for P ro b le m e t i N u tid e n , sm l. om den Lassen I I 823, 833 f. Se frem deles Sølov § 263.2°, § 273.2°, U 1900.919. Som T e k s te n ogsaa Thomle T fR 1913.314, 338, N . Cohn i J T 1924 222 f og ty s k P ra k sis . I L it te r a tu r e n h æ v d e r m an g e d e t m o d sa tte , sa a led es v. Tuhr i A us rö m ischem u n d b ü rg e r lichem R e c h t (F e s tg a b e fü r E . S. B e k k er, W eim ar 1907). H a n s tø t te r R e su lt a t e t p a a , a t V ed e rlag e t for T in g e n ik k e s ta a r i K au sa lsa m m e n h æ n g m ed B erigelsen , som fø rs t in d træ d e r ved F o rb ru g e t. S p ø rg sm aa le t k a n dog ikke løses ved s a a d a n n e logiske B e tra g tn in g e r , ia lfa ld ik k e for d a n sk R e ts V edk o m m en d e , h v o r R e ts reg len ikke e r fa s ts la a e t ved L ov. Selv om R e ts o rd en en a n e rk e n d e r V in d ik a tio n s re t i v isse T ilfæ lde , k an m an ikke d e rfra s lu t te , a t den ogsaa e f te r V in d ik a tio n sk ra v e ts B o rtfa ld m aa g ive K ra v p aa a l t , h v a d d e r e rh v e rv e s for T in g en .

D en b ek æ m p e d e L æ re e r k la r t fo rk a s te t i d a n sk P ra k s is , se de D om m e, d e r er n æ v n te foran i § 28.1.

Som nævnt ovfr S. 220 er det imidlertid ret sandsynligt, at vore Domstole vil fritage Omsætningserhververe i god Tro for ethvert Krav, ogsaa for Berigelseskrav.

FORKORTELSER

1. Litteratur forkortet ved Hjælp af Forfatternavne.A . Dr. Bentzon Kommentar: A. D ra c h m a n n B e n tz o n L ov om F o rs ik rin g s

a fta le r . K ø b e n h a v n 1931.Dagfinn Dahl legemsskade: D ag fin n D ahl E rs ta tn in g og o p re isn in g for

legem sskade. Oslo 1933.Demogue: R ené D em ogue T ra ité des o b lig a tio n s en généra l. P a r is 1923 ff. Krabbe Komm entar: O lu f H . K ra b b e B orgerlig S tra ffe lo v a f 15 A pril 1930,

2. U dg . K ø b e n h a v n 1935.Lassen I: J u l . L assen H aa n d b o g i O b lig a tio n sre tte n . A lm indelig D el. 3. U dg.

K ø b e n h a v n 1917— 20.Lassen I I : J u l . L assen H aa n d b o g i O b lig a tio n sre tte n . Speciel Del. K ø b en

h av n 1897.Lassen Sp .D . 1931: J u l . L assen L æ rebog i O b lig a tio n s re tte n s specie lle Del.

4. U dg. v. H e n ry U ssing . K ø b en tiav n 1931.Lassen-Ussing Sp .D . I: J u l . L assen og H e n ry U ssing H a a n d b o g i O b lig a

t io n s re t te n . Speciel Del. I. G ave, K øb og B y tte . K ø b e n h a v n 1923. Lundstedt Föreläsningar I— I I : A. V . L u n d s te d t F ö re lä sn in g a r ö v e r v a ld a

d e la r a v o b lig a tio n srä tte n . I. P rin c ip in led n in g . 1920. I I . T ill f råg an om ra t te n och sa m h ä lle t. 1921. U pp sa la .

Lundstedt Grundlinjer: A . V. L u n d s te d t G ru n d lin je r i s k a d e s tå n d s ra tte n .F o rra delen . U p p sa la 1935.

Lundstedt Obligationsbegreppet I— I I : A .V . L u n d s te d t O b lig a tio n sb eg rep p e t.F o rra delen . 1929. S e ñ a re delen , fö rs ta h a f te t . 1930. U pp sa la .

M azeaud: H en ri e t L éon M azeaud T ra i té th é o r iq u e e t p ra t iq u e de la respon- sa b ilité civile, 2. éd . P a r is 1934.

A xel Møller Skibssammenstød: A xel M øller E rs ta tn in g s a n s v a re t ved S kibs- sa m m e n s tø d . I. K ø b e n h a v n 1914.

Oertmann: P a u l O ertfn a n n K o m m e n ta r zum b ü rg e rlich en G ese tzb u ch . I. A llgem einer T eil. 3. A ufl. B erlin 1927. I I . R e c h t d e r S c h u ld v e rh ä ltn isse. 5. A u fl. B erlin 1 928— 29.

Planck: P la n c k ’s K o m m e n ta r zum B ü rg erlich en G ese tzb u ch , 4. A u fl. II B d , 2. H ä lf te . B erlin og L eipzig 1928.

Planiol: M. P lan io l T ra ité é lé m e n ta ire de d ro it civ il. 7. éd. P a r is 1915 ff. Planiol-Ripert: M. P lan io l e t G. R ip e r t T ra i té p ra tiq u e de d ro it c iv il franijais.

P aris .Skeie Strafferet I: J o n Skeie D en n o rsk e s tra f fe re t. I. D en a lm in d e lig e del.

O slo 1937.

238 Forkortelser.

Stang Erstatningsansvar: F r. S tan g E rs ta tn in g s a n s v a r . K ris tia n ia 1919. Stang Skade: F r. S ta n g S k ad e v o ld t a v flere , K ris tia n ia 1918.Torp S trR : C. T o rp D en d an sk e S tra ffe re ts a lm in d e lig e D el. K ø b e n h a v n

1905.Ørsted Hdbg: A. S. Ø rs ted H aa n d b o g o v e r d en d an sk e og n o rsk e L o v k y n d ig -

hed . K ø b e n h a v n 1822— 35.Ørsted Priv. Skr.: A. S. Ø rs ted P r iv a tre t l ig e S k rif te r i U dvalg . V ed T roels G.

Jø rg e n se n . K ø b e n h a v n 1930.

II. Andre Forkortelser.A f ta le r ................... H en ry U ssing A fta le r p a a F o rm u e re tte n s O m raad e . K ø

b e n h a v n 1931.A f t l .......................... L ov om A fta le r og a n d re R e tsh a n d le r p a a F o rm u e re tte n s

O m raad e N r. 242 a f 8 M aj 1917.A S S .......................... A s su ra n d ø r-S o c ie te te ts S am ling a f D om m e, K en d e lse r

og R esponsa- v ed r. F o rs ik rin g sfo rh o ld . K ø b en h av n .B G B ........................ B ürg erlich es G ese tzb u ch fü r d as d eu tsch e R eich .C h i............................ C heck lov N r. 69 a f 23 M a rts 1932.D ............................... D om .D a n sk O b lig a tio n sre t: H e n ry U ssing D an sk O b lig a tio n sre t. A lm indelig D el.

2. U d g av e . K ø b e n h a v n 1942.D L ............................ K ong C h ris tian d en F e m tis D an sk e Lov.F A L ........................ L ov om F o rs ik rin g sa f ta le r N r. 129 a f 15 A pril 1930.G r l ............................ D a n m a rk s R iges G ru n d lo v i Bek. 489 17 S ep t. 1920.H ............................... (D om af) H ø jes te re t.H T ........................... H ø je s te re ts tid e n d e .Ik ra f t træ d e lse s l .. L o v om Ik ra f t træ d e n a f B orgerlig S tra ffe lo v m . m . N r.

127 a f 15 A pril 1930.J T ............................. J u r id is k T id s sk r if t, u d g iv e t a f N . C ohn m . fl.J U ............................ J u r id is k U gesk rift.K b l ........................... L ov om K øb N r. 102 a f 6 A pril 1906.K o n k u r re n c e l . . . . L ov om u re tm æ ssig K o n k u rren c e i B ek. 80 31 M a rts 1937.M d h l........................ L ov om U m y n d ig h ed og V æ rgem aal N r. 277 a f 30 Ju n i

1922.M h j l ........................ L ov om R e ts fo rh o ld e t m ellem H u sb o n d og M edh jæ lpere

i B ek. 270 16 J u n i 1941.M o to rl..................... Lov om M o to rk ø re tø je r i B ek. 131 14 A pril 1932.N F T ........................ N o rd isk F o rs ik rin g s tid ssk rif t.N R t ......................... N o rsk R e ts tid e n d e .O e s tr ....................... D as a llg em ein e b ü rg erlich e G ese tzb u ch fü r O es te rre ich .O R ........................... S chw eizerisches O b lig a tio n e n re c h t v. 30 M ärz 1911.P re s s e lo v .............. L ov om P ressen s B ru g N r. 147 a f 13 A pril 1938.R p l ........................... Lov om R e tte n s P le je i B ek. 212 1 O k t. 1936.

Forkortelser. 239

S k i f te lo v ............... Lov om S k ifte N r. 155 a f 30 N ov . 1874.S k y ld og S k a d e : H e n ry U ssing S ky ld og S k ad e . K ø b e n h a v n 1914.S p .D . 1 9 3 1 .......... Se ovfr. I u n d e r L assen .S trf l 1866............. A lm . bo rg erlig S tra ffe lo v a f 10 F eb r. 1866.S trf l 1930 ............ B orgerlig S tra ffe lo v i B ek. 215 24 J u n i 1939.S v J T ....................... S vensk Ju r is t t id n in y .S ø lo v ............ ........ Sølov i B ek . 319 1 Dec. 1937.T f R .......................... T id s sk r if t for R e tsv id e n sk a b .T J F F ..................... T id sk r if t u tg iv e n av Ju r id isk a F o re n in g en i F in la n d .T L ............................ L ov om T in g ly sn in g N r. 111 a f 31 M a rts 1926.U ............................... U g esk rift for R e tsvæ sen .V L T ........................ V estre L a n d sre ts T idende .V x l .......................... V eksellov N r. 68 a f 23 M a rts 1932.0 ............................... (D om a f) Ø s tre L a n d sre t.* ................................ e f te r e t D o m sc ita t b e ty d e r , a t D o m m en e r o p ta g e t i

Ja c o b i og P o p p -M ad sen U d v a lg a f D o m m e i c iv ile Sager.

SAGREGISTERT alle n e h en v ise r til S ider, n a a r a n d e t ikke siges.»Se Indh« b e ty d e r : se n æ rm ere In d h o ld sfo rteg n e lsen (fo ran i B ogen) til

d e t p aag æ ld en d e A fsn it. »— « træ d e r i S te d e t for d e t p aag æ ld en d e O pslagsord .

Aager 43.aandelige R e ttig h e d e rs B e sk y tte lse

41 f, 175. Se Forfatter- og K u n stnerret, Patentret.

Aarsagsforbindelse, — v ed B erigelse 232. Se iø v r ig t Foraarsagelse.

Abnormiteter, om m in d re — k an beg ru n d e A n sv a rs fr ih ed § 11 .I I I (se In d h ), 185.Se Afsindige, individuelle Forhold.

accessio, se Frembringelse og T ilvækst.

adækvat, — F o ra a rsag e lse e r i Alm in d e lig h ed en B e tin g e lse fo r A n sv a r § 19.IV , m en ik k e d en en este 125 f. Sæ rlig om — F o raarsag e lse ved A n sv a r for D y r 103 f. A n d re E k sem p le r p a a , a t A n sv a r begræ nses t i l — e Fø lger, 95, 135, 142, 167.— F o ra a rsag e lse v ed egen S kyld 185.Om en in d t ra a d t F o rd e l k u n skal frad rag es i E rs ta tn in g e n , n a a r den e r en — Følge, 173.Se Fare.

Affektionsinteresse, — e r s ta t te s ikke som ø k o n o m isk S k ad e 138 f.O m K ræ n k else a f — b ø r m edfø re a n d e n G o d tgø re lse e lle r B od 211.

Afhjælpning a f S k ad e , S k ad e lid en d es

eg e t A rb e jd e til — b ø r e r s ta t te s 139, 140.O m S k ad ev o ld e rs — se Genoprettelse.

afledede E rs ta tn in g s k ra v 160— 64, 155, 158 f, 189 f.

Afsavn, E rs ta tn in g for — 66, 71, 170, 187.

Afsindige, — s E rs ta tn in g s a n s v a r § 11, isæ r I I .H u sb o n d s A n sv a r for — som T je nere 93 f.— s M edv irken til egen S k ade 185, 190.

Afvejelse a f In te re s se rn e , se Inter- esseafvejelse.

Aktieselskaber, se Selskaber.Alder (U n g d o m og A ld erd o m ), som

G ru n d til A n sv a rs fr ih ed § 11 (se In d h ). Se Børn.

andres Culpa, A n sv a r for — § 14 (se In d h ).— lig estille t m ed egen S ky ld 188 f.

Anholdelse, E rs ta tn in g for u lovlig —132, 207.

Anlæg, S k ad e v ed — a f J e rn b a n e r133, a f V an d fo rsy n in g 131 f.

»anonyme« Fejl 93. Anskaffelsespris, se Genanskaffelses

pris.Anstalter, H e n sy n til in d iv id u e lle

Sagregister. 241

S k a v a n k e r hos P e rso n e r a n b ra g t p aa — 77.

Ansvar, se Erstatningsansvar. Ansvarsforsikring, In d fly d e lsen a f —

p aa E rs ta tn in g s re g le rn e s p ræ v e n tiv e V irk n in g 10, 11 f, 119 f.— som G ru n d lag for u d v id e t A nsv a r 5 f, 15, 126 f.— b e try g g e r tillige S k ad e lid en d e 5, 177.B e ty d n in g en a f — for FA L § 25, 2. P u n k tu m ved T in g sfo rs ik rin g181, 200.Se Skadeforsikring.

Ansvarsfraskrivelse for en a f fle re e rs ta tn in g sa n sv a r lig e 197.

Ansvarsfrihedsgrunde § § 8 , 11, 22 og 23 (se In d h ).O m T ro p a a — d isk u lp e re r 67, 87. Se individuelle Forhold.

Arbejdere, se Arbejdsgiver, Tjenere. Arbejdsgiver, — s A n sv a r for S kade,

A rb e jd ere lid e r u n d e r A rb e jd e t 129.— s »afledede« E rs ta tn in g sk ra v , n a a r h an h a r sk a d eslø sh o ld t A rb e jd ere e lle r deres E f te r la d te , 160, 161— 64, 189 f.

Arbejdskampe, se Boykot.Arrest, A n sv a r for ulovlig civil —

132, 207. Se Anholdelse. 'A rv, T a b a f U d sig t til — 142. Arving, fo rb ig aae t — s K ra v m od

M ed arv in g er 88 f, 233 f. Automobiler, se Motorkøretøjer.

Barn, se Børn.Bedriftsskader, se farlig Bedrift. Befaling, — som A n sv arsfrih ed s-

g ru n d 59.T eorien om L oven som en — 16, 23, 25, 81 f.

Begravelsesomkostninger, E rs ta tn in g for — 147, 158, 188.

begrænsede R e ttig h e d e r , E rs ta tn in g for K ræ n k else a f — 155, 170 f.

Berigelsesgrundsætningen §§ 27— 29(se In d h ).

Berigelseskrav §§ 27— 29 (se In d h ).— b ø r b eh an d le s i E r s ta tn in g s re t te n 2.— , d e r g a a r ud ov er T a b e t 174 f, 235, jfr. ogsaa 140.Se A rving, Umyndige.

Besparelse som G ru n d la g for B erig e lsesk rav 217 f, 220 f, 228, 231 f.

Bestyrelse, A k tie se lsk a b e r h a r A n sv a r for F e jl b eg aae t a f deres — 99 f.— h a r ik k e A n sv a r for F u n k tio næ rers F e jl 96 el for S k ad e r, der følger a f B e d r if te n u d e n C u lpa , 130.

Betalingsevne 120, 121, 178 f, 208. Betingelse, — r for E rs ta tn in g sp lig t,

se Erstatningsansvar.O m A arsag er d e t sa m m e som — , se Foraarsagelse.

Bevisbyrde, se Bevisregler. Bevlsregler ved E rs ta tn in g u d en fo r

K o n tra k ts fo rh o ld § 25, 98.Biler, se Motorkøretøjer.Blindhed, se fys iske Defekter. Blokade m od A rb e jd sg iv ere 43 f, 167.

Se Boykot.Bod § 26.11.

— i æ ld re R e t. 3, 4, 136.— i A rb e jd ss trid ig h e d e r 179 f, 211.— for F o rvo lde lse a f T o rt 6, 208, 211 .

bonus paterfamilias 21, 29.Boykot § 6 .V II (se In d h ), 55, 187.

F o rb u d m od — 44 f, 47. S k a d eh en s ig t ved — 65, se Formaal.A d æ k v a n s ved — 167.L em pelse i A n sv a re t ved — 179 f.

Brandvæsenets S lu k n in g s fo ra n s ta ltn in g er, A n sv a r for S k ad e ved — 107, 112, 113, 182.

Brugsværdi, den in d iv id u e lle — som G ru n d lag for E rs ta tn in g e n 170. Se Affektionsinteresse.

Ussing E rs ta tn in g s re t . 16

242 Sagregister.

Bruttoberegning ved gensid ig S kadefo rvo ldelse 193 f.

Budcentraler, — s A n sv a r fo r deres B u d e 96.H v em d er k an k ræ v e E rs ta tn in g ved B lo k ad e a f — 167.

Bygning p a a frem m ed G ru n d 223 f. Bytteværdl, om — e r G ru n d lag for

E rs ta tn in g e n 170.Børn, — s E rs ta tn in g s a n s v a r 73 f,

de lv is 75 ff.— s M edv irken til egen S k ad e 185, 190.H u sb o n d a n sv a r for — 93 f.Se Forældre, Forældremyndighed.

casus, om A n sv a r for — se Erstatningsansvar (uden C ulpa),

casus mixtus 153.Chikane § 9 (se In d h ), 60 f.Chok, E rs ta tn in g fo r — 40, 149, 159. Common employment 97. compensatio culpæ 186, 188. compensatio lucri cum damno 172 f,

de lv is 162— 64 og 170. conditio sine qua non § 19. I— I II ,

isæ r 144 f, 155. cross liability 193 f. cujus commodum ejus periculum 91. Culpa, B e g reb e t — i A lm indelighed

18 f, 24 f, 38 f, 78 f. — forskellig fra e tisk og s tra ffe re tlig S ky ld 3. D et s u b je k tiv e i — §§ 10— 11 (se In d h ). D e e n k e lte E le m e n te r i — iø v r ig t §§ 4— 9 (se In d h ). B e g reb e t — v ed egen S ky ld 184 f. B e v ise t for — § 25.1.Se Retstridighed, Uagtsomhed. Om A n sv a r uden — se Erstatningsansvar.

Culpareglen §§ 2— 12 (se In d h ). F o rm u le rin g a f — 2, 8, 28 f.— s H isto rie 2 ff, se ogsaa Retstridighed.V irk n in g er og V u rd e rin g a f — 9— 18, se Prævention, Genoprettelse.

A d æ k v a n sb e tin g e lsen ved — 150. L em pelse a f A n sv a r e f te r — ^ 22, 186— 90.

Cyklebude, se Budcéntraler.

dagligdags Handlinger, A n sv a r for — 22, 32.

delicta sui generis, A n sv a r for U n d ladelser, som e r — 55.

Deliktsansvar, U d try k k e t — 6 f. »derudi« i D L 3 — 19— 2 94 f. Differenceberegning a f E rs ta tn in g e n

170, delv is § 19.11 og § 2 1 .I I I . direkte og in d ire k te S k ad e , S on d rin g

m ellem — § 2 0 , isæ r 155,158 f; 148. Direktionen i e t A k tie se lsk ab e r ikke

a n sv a rlig for F u n k tio n æ re rs Fejl 96 e ller for S k ad e r, d e r fø lger a f B e d rif ten ud en C u lpa 130.

Dobbeltkravslæren ved gensid ig S kad efo rv o ld e lse 193 f.

dolus, om — u d v id e r A n sv arso m - ra a d e t 62. Se Forsæt.

Dom til U n d lad e lse , se Forbud. dommage moral 209.Drab, — e fte r B egæ ring 62, 188 f.

O m — iø v rig t se Forsørger. Driftsherreansvar § 17 (se In d h ), 98. Driftstab, se Næringstab og — .Dyr, A n sv a r for — § 15 (se In d h ),

190 f, 196, 198, 207.Se Nødværge.

Døvhed, se fys iske Defekter.

Egenmagt, lovlig — 59. egen Skyld, S k ad e lid en d es — § 23.1

(se In d h ), 163.— i F o rh o ld e t m ellem flere er- s ta tn in g sa n sv a rlig e 198.B ev ise t for — 202.

Ejendomsretten, — s B e græ nsn ing a f H e n sy n til E k sp ro p ria tio n 106 og N ø d re t 112, se subjektiv Ret.'O m — m ed fø re r A n sv a r for S k ade v o ld t a f T in g 54, 130 f, og a f D y r 104 f.

Sagregister. 243

Ekspropriation, G ru n d en til E rs ta t - !n ing ved — 105— 07. J

ekstraordinær F a re e ller H an d lin g i som B e tin g e lse for A n sv a r uden C ulpa 99, 125 f, 127. Se farlig Bedrift, farlige Handlinger, Interessekollision.

elektriske L ed n in g e r, se Stærkstrøms- anlæg.

Enerettigheder, B e sk y tte lse n a f — 41 f, 175. Se Forfatter- og K u n stnerret, Patentret.

Enkeltkravslæren ved .gensid ig S kad efo rv o ld e lse 193 f.

Entreprenører, V æ rk sh e rren s A n sv a r for se lv stæ n d ig e — 99, 98.

Erhverv, B e sk y tte lse n fo r den a lm in delige A dgang t il — 38, 43 f og for b e s ta a e n d e E rh v e rv sv irk so m h eders A d g an g til — 43.L oven om V æ rn for — s og A rb e jd sfr ih ed en 45.

Erstatningen, B egreb 1.— s F o rm , isæ r om — k an k ræ ves e ller p a a tv in g e s in n a tu ra 167 f.— s O m fang ved ø k o n o m isk S k ade §§ 21 og 22 (se In d h ), 158, ved ik k e-ø k o n o m isk S k ad e isæ r 208. K ra v e ts O p s ta a e n og F o rfa ld s tid 176 f.— s F a s tsæ tte ls e ved gensid ig S kad efo rv o ld e lse 193 f.

Erstatningsansvar, B e tin g e lse rn e for— (O versig t) 7 f.— e f te r C u lpareg len se Culpa, Culparegel, Retstridighed, adækvat.— ud en C u lpa §§ 13— 17 (se In d h ),5, 25, 150, 180.Se flere erstatningsansvarlige.

Erstatningsrettens U d v ik lin g isæ r § 1 .I I , § 3 . I I — IV , 79 ff, 115 ff, 183, 186, 209 f.

Evner, S k ad ev o ld e ren s — se individuelle Forhold.

exemplary damages 209.

Fabrikker, se Fabriklov, Naboforhold, farlig Bedrift.

Fabriklov, om A n sv a r e f te r D L 3 — 19— 2 in d en fo r — 97.

Fagforeninger, se Boykot.Fald, A n sv a r for — p aa g la t te F liser

og lign. 11, 54 f.Fare (Sk ad eev n e), — som B etingelse

for A n sv a r e f te r C u lpareg len 30 f, 50 og for A n sv a r ud en C ulpa 127 f, 103 f.B e ty d n in g e n a f — ved In te g rite ls - k ræ n k e lse r 31— 34.S am m en h æ n g m ellem K ra v e t om— og om A d æ k v a n s 31, 149.O m A n sv a r k an p aalæ gges for den b lo tte — , før S k ad e sk e r, 109, 135.O m A n sv a r uden C ulpa b o r tfa ld e r , n a a r S k ad e lid en d e selv h a r u d sa t sig for — 192.Se de fø lgende O rd , adækvat.

farlig B e d rif t, A n sv a r uden C ulpa for — § 17 (se In d h ). Se Dyr. A n sv a re t k an ik k e lem pes e f te r F A L § 25, 2. P u n k tu m 180 f.

farlige H an d lin g e r, A n sv a r for — § 17 (se In d h ), 31 f, 99, 113— 15. A n sv a r for U n d lad e lse r i F o rb in delse m ed — 53 f.S k ad e lid en d es egne — 32, 192 og § 23 i d e t hele.

farlige T in g , se Ting. faute de service 93.Firm aret 42.flere e rs ta tn in g sa n sv a r lig e § 24 (se

In d h ), § 25.11, 208.Fogedforbud, se Forbud. Fogedforretninger, se A rrest Folkeforsikring, L ov om — 161. Foraarsagelse § 19 (se In d h ).

— ved U n d lad e lse r 50, 56, 146 f.— a f e lle r gennem D y r 103 f. A n sv a r uden — 148.— i ju r id isk F o rs ta n d 151 f, 20, se adækvat.

16*

244 Sagregister.

— ved egen S ky ld 185.— ved M edvirken 196.— B ev ise t for — 202— 05.

forbigaaet A rv ing , se Arving. Forbrug a f an d re s F o rm u e , se Raadeti

over andres Formuegenstande. Forbud, B e tin g e lse r for — 79 f.

F o g e d — 56, — m od B o y k o t 4 4 ,4 7 .— ved D om 56, 109 f, 122.

Fordele, om S k ad e lid en d es — vedS k ad en skal frad rag es i E rs ta t - n ingén , 170, 172 f, de lv is 162— 64.

Fordelingsregei, — ved 'M edv irken til egen S k ade § 23 (se In d h ).— ved . R egres m ellem flere a n sv a rlig e 198 f.

Fordringer, — som G ru n d lag for U n d lad e lse san sv a r 53.— s B e sk y tte lse m od T red iem an d 41, 165— 67.

Forebyggelse, se Prævention. Forfaldstid, E rs ta tn in g s k ra v e ts —

176 f.Forfatter- og K u n s tn e rre t 37, 41 f,

88, 175, 235. Se L 26/„ 1933 i L o v reg ister.

Form aalet for den sk ad ev o ld en d e H an d lin g , — ved B o y k o t § 6 .V II , isæ r 44, 46, 48 f. ■— ved u re tm æ ssig K o n k u rren c e 66 .

Se Skadehensigt.Formueforhold, P a r te rn e s — som

M om ent ved E rs ta tn in g e n s U d- m aa lin g 178 f. Se Betalingsevne.

Formueforskydning, T ilbagefø re lse a f u g ru n d e t — , se Berigelseskrav.

Formueopofrelse for a n d re 219, 224 — 28, de lv is 222— 24. Se ogsaa negotiorum gestio, Redningsomkost- ninger.

Formueskade § 18 (se Ind h ).U d try k k e t — 137.

Formuetab 141. Se Tab.Forsikring, om E rs ta tn in g s re tte n s

A fløsn ing a f — 6, 18, 183.

Se Ansvars-, Livs-, Person-, Skade-, Sum m a-, Syge-, U lykkes----- , Undladelse.

Forstyrrelse eller Ø delæ ggelse a f S tilling og F o rh o ld 206, 142.

Forsvarlighed a f en H a n d lin g , se Interesseafvej else.

Forsæ t, B e g re b e t — 66 f.— som A n sv a rsb e tin g e lse § 9 (se In d h ), 42 f, 66 f, § 16.1 delv is og § 2 6 .I .A , 34.B e ty d n in g e n a f — for E rs ta tn in gens F a s tsæ tte lse § 22.1, § 23, isæ r 187, § 26, isæ r 208, for R egres 200, for B e v ise t § 25.

Forsørger, B e g reb e t — i Ik ra f t- træ d e lsesl. § 15, 157.E rs ta tn in g for T a b a f — 62,156— 58, 188, 206. O m E rs ta tn in gens S tø rre lse 158, 171 f, 180.

Fortove og G ad er, A n sv a r for g la tte— 11, 54 f.

Forudseelighed a f S k ad en som A n sv a rsb e tin g e lse 152, 153, se Fare.

Forvoldelse, se Foraarsagelse. Forældre, — h a r ikke A n sv a r for

B ø rn s C u lpa 99.O m e t B a rn s R e t t i l E rs ta tn in g , n a a r — e r S ky ld i d e ts S k ad e 189.

Forældremyndighed, lovlig A nven-- delse a f — 59.

Forøgelse a f F o rm u e p a a a n d re s B ek o s tn in g §§ 27— 29 (se In d h ), isæ r 222— 24.

Fotografirettigheder 41. Frembringelse og T ilv æ k s t, B erigel-

se sk rav ved 1— § 28.11. fri F o rd e lin g , se Fordelingsregei. Frihedsberøvelse 42, 205. Frihedskrænkelse 42, 205.

Se Tvang.Frugter, E rs ta tn in g for — 66, 71,

220.

Funktionærer, se Tjenere. fysiske D e fe k te r som G ru n d til A n

sv a rs fr ih e d 75 f, 78.

Sagregister. 245

fysisk S k ad e , se real Skade. Fælleseje, A n sv a re t fo r farlige T in g

e ller D y r i — 196 f.— som G ru n d lag for R egres m ellem fle re an sv a rlig e 197 f.

Følge, se Foraarsagelse, adækvat.

Gaver, B erig e lsesk rav ved :— 220 f-. T a b a f U d sig t t i l — 142.

Genanskaffelsesprisen som G ru n d lag for E rs ta tn in g e n s F a s tsæ tte lse § 18 .I I I , isæ r 140.

Genkrav, se Regres.Genoprettelse, — in n a tu ra i M od

sæ tn in g til P e n g e e rs ta tn in g 1, 167 f.— som V irk n in g a f E rs ta tn in g s reg lerne 9 f, 12 f, de lv is 13— 18,177, 178 f.Se Erstatningen.

gensidig S k ad efo rvo ldelse 193 f. Gnister, B ra n d sk a d e v o ld t ved —

fra L o k o m o tiv e r og lign . 116 ,132 f, 192.

Godtgørelse for ik k e-ø k o n o m isk S kade, U d try k k e t — 205.Se ikke-økonomisk Skade.

grov U ag tso m h ed , se Uagtsomhed.

Handlefrihedens A fgræ nsn ing §§ 4— 9 (se In d h ), 20 f, 82 f.Se Retstridighed.

Helbredelsesudgifter 136, 103. Hensigt, se Formaal, Skadehensigt. Hjælp til S e lv m o rd 168 f.Hunde, A n sv a r for — § 15 .IV .A og

V, 190 f, 196, 207. Husbondansvar, se Tjenere.Husdyr, A n sv ar fo r — § 15.I l l — V,

190, 196, 198, 207, 125, 134. S k ad e lid en d es — m e d v irk e t til S k ad en 191.

Hverv som G ru n d lag for U n d lad e l- se sa n sv a r 53 og fo r H v erv g iv e ren s A n sv a r o v e rfo r T re d ie m a n d 94 f, 99. Se Tjenere.

Hæftelse uden p e rso n lig t A n sv a r, M o to rkø re tø jers- — 98.Se Erstatningen, flere erstatningsansvarlige.

hændelig S kad e (casus), om A n sv a r for — se Erstatningsansvar uden Culpa, inadækvate Følger.

ideel S k ad e , se ikke-økonomisk Skade. E rs ta tn in g for T a b , d e r fø lger a f— § 5, sæ rlig 37, § 6, 66.

Identifikationsregien 188 ff, 195, 197,200, jfr. ogsaa 62.

id quod interest 169. ikke-økonomisk S kade, B e g reb e t —

137 ff, 205 f.G od tgø re lse for — § 26 (se In d h ). F o rsæ t som A n sv a rsb e tin g e lse 66 f. D e t leg isla tiv e S p ø rg sm aal 141, 208— 11.Se Affektionsinteresse.

illoyal K o n k u rren c e , se uretmæssig Konkurrence.

immaterielle E n e re ttig h e d e r 41 f.Se Forfatter- og Kunstnerret.

immateriel S kade, se ideel Skade , ikke-økonomisk Skade.

inadækvate Følger, A n sv a r fo r — 153, 53, 173.

independent contractor, A n sv a r for S k ad e v o ld t a f — 99.

Indfrielse, — a f a n d re s F o rp lig te lse r i A lm . 224— 28.S u b ro g a tio n ved — a f E rs ta tn in g s k ra v 155 f.

Indgreb, forsæ tlige,- A n sv a r ud en C ulpa ved — § 16.1.T ilfæ lde, h v o r — ikke m ed fø re r A n sv a r e f te r C u lpareg len § 8.

indirekte S k ad e § 20, isæ r 155.Se afledede Erstatningskrav.

individuel, — O v erlegenhed hos S k ad ev o ld e r 72 f.— U nderleg en h ed hos S k ad e v o ld e r § 11 (se In d h ) og hos S k ad e lid en d e , d er m e d v irk e r til

246 Sagregister.

S k ad en 185, jfr. om B ev ise t 202. — t T a b 169, se Erstatningen.

Integritetskrænkelser, B e g reb e t — 26.A lm indelige B e tin g e lse r for A nsv a r v ed — § 4 (se In d h ), 20 f. A n sv a r for — ud en C ulpa §§ 15— 17 (se In d h ).

Interesse, h v ilk e S lags — væ rn es ved E rs ta tn in g ? 34 ff, 153 f, delv is § 26.H v ilk e P e rso n e rs — v æ rn es? § 20 (se In d h .).S k ad e lid en d es — som N orm for E rs ta tn in g e n 169 f.— som G ræ nse for R e tsu d ø v e lse 6 0 . K ollision m ellem sjæ lelig og økon o m isk — ved N ø d re t 58, 112.

Interesseafvejelse, B e ty d n in g en a f — for A n s v a rso m ra a d e t 20 f, 32 ff, 80, § 5.Se Interessekollision, Nytte, Ret- stridighed.

Interessekollision, A n sv a r uden C ulpa ved — §§ 16 og 17 (se In d h ),

sæ rlig 107 f, 122, 128 f, 192, 222. Indtægtstab, se Næringstab. Invaliditet, E rs ta tn in g for — 171 f,

160— 63, 176 f.Se fys iske Defekter.

Jag tret , A n sv a r for U døvelse a f —131. Se Vildtskade.

Jernbaneanlæg , S k ade ved — 133. Jernbanedrift, A n sv a r ud en C ulpa

for — 116, § 17.V, 200.O m S k ad e lid en d es M edv irken , n a a r h an lider S kad e ved — § 23. Se L l l / 3 1921 i L o v reg is te r,

juridiske P erso n e r, se Selskaber. jus tollendi 223.

Kausalitetsansvar, — i æ ldre R e t 3 f.— b ø r ikke gennem føres nu 14 f, 125 f.Se adækvat.

Klasseejendommeligheder som su b je k tiv e A .n svarsfrihedsg runde § 11, sæ rlig 75 f.

kollektive E n h e d e r, se Selskaber. Kommuners A n sv ar, se Statens og — . konkret, — P ræ v e n tio n 10— 12, 71,

90, 124, 186.— S k ad e 134, 169.

Konkurrence, a f ta l t F o rb u d m od —60.U re tm æ ssig — 43, 39, 42, 66, 203.

Konkurs, om E rs ta tn in g s k ra v k an an m eld es u n d e r — 176.

Kontraktsforhold, E rs ta tn in g i —1, 6 f, 128 f, 153, 168, 192, 197.

Krigsforanstaltninger, S k ad e ved —112.

Kunstnerret, se Forfatter- og K u n stnerret.

Køer, se Husdyr, L 53 26/ 3 1872 i L o v reg is te r.

Køn som A n sv a rs fr ih ed sg ru n d § 11, sæ rlig 75 f, 185.

Lamhed, se fys iske Defekter. Landskabslovene 3 f, 136. L avvæ rgem aal, A n sv a r fo r P e rso n e r

u n d e r — 74.Se Umyndige.

legemlige D efek te r , se fys iske Defekter.

Legemsskade, se Personskade, Integritetskrænkelser.

Lempelse a f E rs ta tn in g s a n s v a re t § 22 (se In d h ), 66 f, 71 f, 193 f.Se egen Skyld, Skadeforsikring.

lex Aquilia 3.Lidelse i Ik ra f ttræ d e lse s l. § 15 206. Ligedeling a f S k ad en , — ved egen

S ky ld 186.— ved R egres m ellem flere a n sv a rlig e § 24.11, sæ rlig 200.

litteræ r K ritik 50, S k ad eh en s ig t ved— 65.Se Pressen.

Livsforsikring 159, 160 f, 173.

Sagregister. 247

Lockout 43, 45, se Boykot.Lov eller Æ rb a rh e d , A fta le r om R e

gres i S tr id m ed — 197. lovpligtig, — A n sv ars fo rs ik rin g 1.77,

se Ansvarsforsikring.— U ly k k esfo rsik rin g 96 f, 161.

lucrum cessans, se tabt Vinding. Luftfartøjer, A n sv a r ved — 128,

131 f, 207.O m S k ad e lid en d es M edvirken , n a a r h an lid e r S k ade ved — § 23 (se In d h ).F lere S k ad ev o ld ere ved — 195, 199 f.Se L 175 V5 1923 i L o v reg is te r,

malice 63.Mark- og Vejfredsloven ( a f 25/3 1872),

A n sv a r fo r H u s d y r e f te r — 101,103 f.N ødvæ rge m od H u sd y r e f te r — 57. Se iø v rig t L o v re g is tre t.

Maskiner, A n sv a r for — ud en C ulpa98, 125, 134. Se farlig Bedrift, Motorkøretøjer.

Materielfejl v ed M o to rk ø re tø je r 98,134.

Medhjælpere, se Tjenere.Medvirken, — a f S k ad e lid en d e § 23

(se In d h ).— a f fle re S k ad ev o ld e re § 24 (se In d h ), § 25:11, 148.

middelbar S k ad e , se direkte og in direkte Skade, afledede Erstatningskrav.

Minedrift, A n sv a r ud en C ulpa for — 115 f.

M odregning , se gensidig Skadefor- voldelse.

Monopol, M isbrug a f — 55.Motiv, se Formaal, Skadehensigt. Motorkøretøjer, A n sv a r for •— 98,

123, 126, 132, 207. Se M aterie lfe jl D et sæ rlige A n sv a r for — lem pes ikke e f te r FA L § 25, 2. P u n k tu m 181 f .

S k ad e lid en d es M edv irk en til egen S k ad e ved — 187 f, 190 f.Se Bek. 131 l i / i 1932 i L o v reg is te r.

Mønstre, K ræ n k else a f R e t til — 41.

Naboforhold 60 f.E rs ta tn in g for U lem p er i — 108 f, 129.Se fa rlig Bedrift, Frembringelse og Tilvæ kst, Skadehensigt.

Navneret, K ræ n k else a f — 42. negotiorum gestio 59.

K o n k re t B edøm m else a f N y tte n v ed — 33.H e n sy n ta g e n til in d iv id u e lle S k a v a n k e r v ed A n sv a r fo r — 77.— for S k ad e lid en d e b e g ru n d e r A n sv a rs fr ih e d 108, 111.Se Formueopofrelse fo r andre, Red- ningsomkostninger, Nødret.

Nettoberegning v ed gensid ig S kadefo rvo ldelse 193 f.

Normalmaalestok ved B edøm m else af, om C ulpa foreligger-, § 1 1 , isæ r 73, 75 f, 78.

Nytten v ed den sk a d ev o ld en d e H a n d ling , om — bed ø m m es k o n k re t 33 f, 107 ff, 114, 122, 129 f.Se Fordele, Inter esseafvej eise, In teressekollision, Nødret.

Nægtelse a f a t in d g aa A fta le , A n sv a r for — 55.Se Boykotning.

Næringstab og D r if ts ta b , E rs ta tn in g for — 38, 49, 137, 142, 149, 170.

Nødret, — u d e lu k k e r A n sv a r e f te r C u lpareg len 57 f.N y tte n bed ø m m es k o n k re t ved — 33, 107 f, 114.In d iv id u e lle S k a v a n k e r ta g e s i B e tra g tn in g ved — 77.A n sv a r ud en C u lpa ved — 110 ff,113 f.

Nødværge 57, 112.B e v is e t fo r — 202.

objektive E rs ta tn in g sb e tin g e lse r , se

248 Sagregister.

Ansvarsfrihedsgrunde, Culpa, Retstridighed.

obligatoriske R e ttig h e d e r , se Fordringer.

offentligretlige T je n e s te fo rh o ld , se Stat eller Kommune.

Omsætningserhververe ud en A n sv a r for F o rb ru g m . m . 87, 220 f.

Omsætningsværdi, se Bytteværdi.Operationer, L æ gens A n sv a r v ed —

54, 59, 62, 65.Oplysningsbureauer 50.Oprejsning, se Genoprettelse, ikke-

økonomisk Skade.Organer, S e lsk ab ers A n sv a r for deres

— 99 f.Organiseringsbestræbelser 48, se Boy

kot.Overdragelsesadkomist, se Omsæt

ningserhververe, Gaver.Overførelse a f E rs ta tn in g s k ra v og

a n d re K ra v ved Ind frie lse 155 f,227.

Paabud, se Befaling.Paabygning, se Bygning..Paaregnellghed, se adækvat, Fare.Panthavere, se begrænsede Rettigheder.

— s U d lø sn in g sre t 2 2 5 ., In d træ d e n i — s R e t 225, 227.

Patentret 41, 88. Se .ogsaa Bek. 192 1/9 1936 i L o v reg is te r.

Pengeteorien an g a a e n d e B e g reb e t ø k o n o m isk S k ad e 138.

Pension 161— 63, 190.Personforsikring 160 f. Se Livsfor

sikring, Sygeforsikring, Ulykkesforsikring.

»Person i øvrigt« i Ik ra f ttræ d e lse s l. § 15 205.

personlig R e t, K ræ n k else a f — m ed fører o fte in te t E rs ta tn in g s k ra v 37. Se ideel Skade.

Personskade, h v ilke P e rso n e rs In te re sse r v æ rn es v ed — 155, 156— 64, 166.

E rs ta tn in g e n s S tø rre lse ved — 171 f, 158, 160— 63, 136. G od tgø re lse for ik k e-økonom isk S k ad e ved — § 26.Se Integritetskrænkelser, Erstatningen, Redningsom kostninger.

Preåsen, — s A n sv a r for ø k o nom isk S k ad e 98 f, 195, for ik k e-ø k o n o m isk S k ade 210.

Procesrente 174.Proklam a, h v o rn a a r E rs ta tn in g s

k ra v e t ram m es a f — 176. Prævention 9— 18, 30. Se Præven-

tionshensynets Betydning.K o n k re t — 10— 1 2 ,7 1 ,9 0 ,1 2 4 ,1 8 6 . Se Ansvarsforsikring.

Præventionshensynets B e ty d n in g , — v ed C u lpareg len 9 ff, 68 f, 75 f.— ved A n sv a r fo r U n d lad e lse r 50.— ved A n sv a r for N ø d re ts in d g re b 111, 113. -— ved A n sv a r uden C u lpa for farlig B e d rif t 118 ff, 130 f.— ved A d æ k v a n sb e tin g e lsen 150 ff.— for S p ø rg sm aa le t om F o rd r in gers B e sk y tte lse o v e rfo r T re d ie m an d 166.— for S p ø rg sm a a le t om lem p e t A n sv a r ved rin g e S ky ld 178 ff.— v ed egen S ky ld 183 f, 186.— ved R egres m ellem flere er- å ta tn in g sa n sv a r lig e 199.— ved ikk e-ø k o n o m isk S k ade 208, 209, 211.

præventiv L ov, B e g reb e t — 27. B e ty d n in g e n a f — for E rs ta tn in g s a n s v a re t 27, 185.

pønale H e n sy n i E rs ta tn in g s re tte n § 22.1, § 26, isæ r 208.

quod interest 169.

Raad , A n sv a r fo r — 49.Raaden o v er a n d re s F o rm u e g en

s ta n d e u d en H jem m el, sæ rlige

Sagregister. 249

R egle r om E rs ta tn in g s a n s v a r for— 88 ff, 174 f.B e rig e lsesk rav v ed — § 28.1, 233 f.

Raadighed o v e r farlige T in g og D y r som G ru n d la g for A n sv a r 54 f, 98,104 f, 130 f.

real S k ad e 134, 141.Rederen, — s A n sv a r for P e rso n er,

d e r u d fø re r A rb e jd e i S k ib e ts T je n e s te 96 f.

Redningsomkostninger 135 f, 153,182.

Refleksvirkning, R e ttig h e d e rs 154. Regres, F o rs ik re ren s — 159, 160 f,

180 ff, se ogsaa Skadeforsikring.— m ellem flere e rs ta tn in g s a n sv a r lige § 24.11 (se IndH ), 208.O m d en , d e r in d frie r T re d ie m a n d s F o rp lig te lse , h a r — 224— 28.

Renter, E rs ta tn in g for t a b te — 174, 220.

Retsbrud, U d try k k e t — 85, 2, 20.A n sv a r u d en — 86.

Retsforfølgning, A n sv a r for u lov lig— 87 f, 89, 108. Se Arrest.

Retshaandhævelse 2, 20.Lovlig — 59.

Retstridighed §§ 3 og 12, d e lv is §§ 4— 10 (se In d h ).B e g reb e t — i A lm . 18 ff, 39 f, 78 f, 82 ff.— slæ rens U d v ik lin g i N o rd en § 3 .1 1— IV , 79 ff, i ty s k T eo ri 81.— v ed U n d lad e lse r § 7 (se In d h ). — s U d e lu k k e lse v ed (o b jek tiv e ) A n sv a rs fr ih e d sg ru n d e § 8 (se In d h ).— v ed R a a d e n ov er a n d re s F o rm u e g e n s ta n d e 87.— i N ab o fo rh o ld 109 f, 122.— som G ru n d lag for A d æ k v an s- b e tin g e lsen 152.— o v e rfo r S k ad e lid en d e som B etingelse fo r A n sv a r 154 f.— ved M ed v irk en 196, sæ rlig ved egen S k y ld 184 f.

Rettighed, L æ ren om -ers R eflek sv irk n in g 154.Se iø v rig t subjektiv Ret.

Saaning p a a frem m ed G ru n d 223, 235.

Sameje, se Fælleseje.Samtykke, S k ad e lid en d es — til den

sk a d e v o ld e n d e H a n d lin g 61 f. selskabelig O m g an g 72, 77. Selskaber, — s A n sv a r fo r F u n k tio

n æ re rs F ejl 96, fo r O rg an e rs 99 f. Selvforsikring som G ru n d til A n-

sv a rs lem p e lse 182.Selvmord, H jæ lp til — 168 f. selvstændig, — v irk e n d e A arsag e r

144, 147.— e E rs ta tn in g s k ra v i M odsæ tn ing til a f le d e d e 158 f, se iø v rig t afledede Erstatningskrav.Se Entreprenør.

Selvtægt, lovlig — 59. Septemberforliget 1899 45. Servituthavere, se begrænsede Rettig

heder.simpel U ag tso m h ed , se Uagtsom

hed.Sindssyge, se Afsindige. single liability 193 f. sjælelige In te re s se r , G o d tg ø re lse for

K ræ n k e lse a f — § 26 (se In d h ).— i K ollision m ed ø k o n o m isk e ved N ø d re t 58, 112.Se Affektionsinteresse.

Skade § 18 (se In d h ).Se real — , Tab, økonomisk — , ikke-økonomisk — .

Skadeevne, se Fare.Skadeforsikring, S e lsk a b e ts R egres

ved — 155 f, 159, 161, 173, 189, 202, 227.L em pelse a f E rs ta tn in g s a n s v a re t ved — 6, 180 ff, 200, 207. Se L 129 16/4 1930 § 2 5 ,2 . P kt. i L o v reg is te r.

Skadehensigt § 9 (se In d h ), 60 f, 142, 159, 167.

250 Sagregister.

Skadelidendes M edv irk en § 23 (se In d h ).B ev ise t for — 202.

Skibssammenstød 186, 188 f, 191, 194, 197, 199.

Skik og B rug , se Sædvaner. Skipperens A n sv ar for M a n d sk ab e t

96.Skyld, su b je k tiv — som G ru n d til

A n sv a r e f te r C u lpareg len 15 f.Se Culpa, Retstridighed, Tilreg- nelse.

Skyldgrad, om — h a r In d fly d e lse p aa E rs ta tn in g e n s S tø rre lse 15,177 ff.B e ty d n in g en a f — , h vor fleres C ulpa h a r m e d v irk e t 186 ff, 198 ff. Se Uagtsomhed.

solidarisk A n sv ar, se flere erstatningsansvarlige.

sorte L is te r 48.specificatio, se Frembringelse og T il

vækst.Sporvejes A n sv ar 98, 188. Stakkebrænding 34.Stat eller K o m m u n e , om — h a r A n

sv a r for T je n e s te m æ n d 1, 96, 195. L ove, d e r h jem le r A n sv a r fo r — 131 f.Se Ekspropriation, farlig Bedrift, Fortove, Jernbanedrift, Sporveje.— som S k ad e lid en d e 182.

Straf, F o rh o ld e t m ellem — og E r s ta tn in g lo v p o litisk se t 17.Se Bod.F o rm o d n in g fo r, a t s tr a fb a re H a n d lin g e r m ed fø re r E rs ta tn in g 26 ff, 36 f, se præventiv Lov. S æ rlig om s tra fb a re U n d lad e lse r 55 f. E rs ta tn in g for U d s ta ae lse a f — , d er se nere b o r tfa ld e r ved A nke e ller G enop tagelse , 207.

Strandinger, R e d n in g so m k o stn in g e r ved — 113, 136.

Strejke 43, 45, 47, se Boykot. Stærkstrømsanlæg, D riftsh e rren s

A n sv a r for — 98, § 17.V, 188, 199 f, 205, 207.Se iø v rig t L 169 11/s 1935 i L o v reg iste r.

subjektive F o rh o ld s B e ty d n in g for E rs ta tn in g s a n s v a re t §§ 10— 11 (se In d h ). Se iø v rig t Culpa, Forsæt, individuelle Forhold, Skadehensigt, Skyldgrad, Tilregnelighed, Tilreg- nelse, Uagtsomhed.

subjektiv R e t, — som G e n s ta n d for B e sk y tte lse ved E rs ta tn in g 34 f, 37, 84 f, 154, se ogsaa Interesse. O m H an d lin g e r h jem le t ved — er a n sv a rs fr i § 8 .5 , sæ rlig n a a r de fo re tag e s m ed S k ad e h e n s ig t, § 9, isæ r 63 f, e ller p a a fø re r N ab o er v æ sen tlige U lem p er 108 ff.

Subrogation v ed In d frie lse a f E r s ta tn in g s k ra v 155 f, og a f a n d re F o rd r in g e r 227.

Summaforsikring 160 f, 173.Se Livsforsikring, Sygeforsikring, U lykkesforsikring.

Sundhedsforringelse, — ved u legem lige M idler 40 f, se ogsaa Chok. Se Integritetskrænkelser, Personskade.

Surrogationsprincipet 165 f, 234.Surrogatkrav 87 f, 221 f.Svie og S m e rte § 26.1, 209 f.Sygeforsikring 159, 160 f.Sympatiaktioner 45, se Boykot.Sædelighedsforbrydelser 205.Sædvaners B e ty d n in g for P aa læ g -

gelse a f A n sv a r 28 f, 69.særlige H v e rv e ller P lig tfo rh o ld som

G ru n d lag fo r A n sv a r v ed U n d ladelse 53, 56.

Sømænd, lem p e t A n sv a r for — 178 f, 200.

Tab, B e g reb e t — 134.D e t in d iv id u e lle — som N orm for E rs ta tn in g e n s O m fan g 169 ff.

Sagregister. 251

E rs ta tn in g u d o v e r d e t lid te —§ 2 1 .IV og V.— som B etin g e lse for B erigelses- : k ra v 232, 235. j

Se Erstatningen, Forsarger, økonom isk Skade.

tabt V in d in g 38, 49, 137, 142, 149, 170.

Tilregnelighed § 11 (se In d h ), 185, se Afsindige.

Tilregnelse § 10 (se In d h ). Se ogsaa Culpa, Forsæt, Uagtsomhed, Skadehensigt, egen Skyld.— ved In te g rite tsk ræ n k e lse r § 4, isæ r 28 f og 31.

Tilvækst, se Frembringelse og — Ting, A n sv a r for — 54 f, 109, sæ rlig

i f ra n sk R e t 117 f.Se Dyr, fa rlig Bedrift, M askiner, Nødværge.

tinglig R e t, om — e r B e tingelse for R e t t i l E rs ta tn in g for T in g ssk a d e 164— 66.B e g reb e t — i F A L § 54 164.Se Ejendomsret, begrænsede Rettigheder.

Tingsskade, h v ilk e P e rso n ers I n te r esser v æ rn es ved — 155, 164— 67. E rs ta tn in g e n s S tø rre lse ved — 170 f, se Affektionsinteresse, Erstatningen.

Tjenere, H u sb o n d e n s A n sv a r fo r —§ 14.1, 207, og h an s R egres m od— 93 f, 198, 200.— s C u lpa b eh an d le s som H u sb o n d en s , n a a r den m e d v irk e r til denn es egen S k ade 189 f, e ller til an d re s S k ad e 200. B egræ n sn in g i — s A n sv a r 72, 179. Se Arbejdsgiver, Stat eller Kom- mune.

Tjenestemænd, se Stat eller Kom- mune.

Tort, G odtgø re lse for — 208, 211, delv is 205 ff.

Trapper, A n sv a r for g la t te — 11, 54.

Trustlov (L om P risa f ta le r) 45. Tvang , ulov lig — 42.

Se Boykot, Frihedskrænkelse.Typeejendommeligheders B e ty d n in g

§ 11, sæ rlig 75 f. typisk F are 104.

Uagtsomhed, B e g reb e t — § 4 (isæ r 28 f og 31), 68 ff (isæ r 70). I n d h o ld e t a f — v ek s le r 28, 69. B e g ru n d e lse a f K ra v e t om — 68 f. U b e v id s t — 70 f.G rov.— som A n sv a rsb e tin g e lse 49, 71 f.L em p e t A n sv a r ved sim pel — § 22. Se egen Skyld , Skyldgrad.

uanmodet F o rre tn in g sfø re lse , se negotiorum gestio.

Uarbejdsdygtighed, E rs ta tn in g e n for— 171 f, 176 f.Se Personskade.

udelukkende E rh v e rv s re tt ig h e d e r 41 f, se Forfatter- og Kunstnerret, Patentret.

Udlæg, se Retsforfølgning. Udnyttelse (A ager) 43.Udtalelser, skadelige — 49 f, 66.

Se Boykot.Udøvelse a f a n d re s F o rm u e re ttig -

heder, se Raaden over andres Formuegenstande.

Uforsvarlighed, se Retstridighed. uforudseelig S k ad e , om d e r e r A n

sv a r for — 152 f, 53.Se adækvat.

ugrundet B erigelse , se Berigelseskrav. O m B erigelsen e r — § 29.11.

ulegemlige M idler, om A n sv a r for S k ad e ved — e r b e tin g e t a f F or- sæ t 42 f, 49 f, 66, e ller a f grov U ag tso m h ed 71. S k ad e p aa S u n d h ed v o ld t ved — 40 f.Se ideel Skade.

Ulempe, — i N ab o fo rh o ld , se Naboforhold.

252 Sagregister.

— i Ik ra f ttræ d e lse s i. § 15 206. Ulykkesforsikring 159, 160 f.

O m lo v p lig tig — begræ n ser A rbe jd sg iv e ren s A n sv a r 96 f.

Umyndige, — s E rs ta tn in g s p lig t 74,99, se ogsaa Børn. B e rig e lse sk rav e t m od — i M dhl § 44.1° 218 f, 228, 232.

Unddragelse a f T in g 41. Underordnede, A n sv ar for — se

Tjenere.Undladelser § 7 (se In d h ).

H u sb o n d a n sv a r ved T je n e re n s — 94.S k ad e lid en d es — som egen S kyld184 f.S k ad e lid en d es — a f a t teg n e F o rsik rin g som G ru n d til A nsvars- lem pelse 107, 182.Se Boykotning , Foraarsagelse; adækvat, Forbud.

uretmæssig K o n k u rren c e 39, 42, 43. M o tiv e ts B e ty d n in g for A n sv a r ved — 66.B e v ise t for S k ad en s O m fang ved— 203.

Uskadelighedskrav 218 f, 224. Utilregnelighed § 11 (se In d h ), 185.

Vaadesværk 4.Vandforsyningsanlæg og V and løb

131 f, 107, 133, 168.

Varemærkeret 42.Varetægtsfængsel, E rs ta tn in g for

u lo v lig t — 132, 207.Veksler og C hecks, B e rig e lse sk rav e t

ved — 228.vera rei æstimatio 169.Viden 69, 72. Se Forsæt.vilde D y r, A n sv a r for — 101, 132.Vildtskade 101.Viljesværk 4.

vindictive damages 209.Vindikationskrav fo rskellige fra E r

s ta tn in g s k ra v 1, 167 f.Vinding, se Berigelseskrav, tabt V in

ding.vis major 123, 130, 117.Vitterlighedsvidner 49.Værdikrav ved R a ad en ov er an d re s

F o rm u e g e n s ta n d e 87.Værditeorien an g a a e n d e B e g reb e t

ø k o n o m isk S k ade 138.Værger, om — s F o rsøm m elighed

fa ld er M yndlingen t il L a s t 99 189, 98.

Ægteskabsi. I’s R egle r om ikke- økonom isk S k ad e , se L .2 7 6 30/ 6 1922 i L o v reg is te r.

Æ rbarhed , se Lov eller Ærbarhed.

økonomisk S k ad e § 18 (se In d h ). B e g reb e t — 137 f.

LOVREGISTERo m fa tte n d e de d an sk e L ove, B e k en d tg ø re lse r e tc ., d e r o m ta le s i B ogen.

D e L ove, d e r p aa G rund a f Æ n d rin g e r er b lev e t b e k e n d tg jo r t fu ld s tæ n dig , s ta a r u n d e r B e k en d tg ø re lse sd a to en .

H v o r d e r ti l e t L o v sted h ø rer fle re S id e ta l og h ø je re T a l s ta a r fo ran lavere , e r de fø rs te v ig tig st.

15/4 1683, Danske Lov,3 - 1 9 - 2 . . . . 90— 97, 180— 81,

190, 195, 198, 200, 206, 207, 98, 100, 101, 174 ,202

5 -3 -3 5 ...................................... 153, 1715 -3 -3 6 ...............................................1535 -5 -4 ........................................... . . . 2205 - 6 - 9 . . . . ..................................87, 1715 -7 -1 ........................................ 4 ,9 , 745 -7 -1 4 .............................................. .2255 -8 -6 ............................... ........... 87, 1715 -8 -8 ................................................. 45 -8 -1 1 ..........................................4, 745 -8 -1 4 46 -1 0 - 2 101, 102, 103, 104,2076 -1 0 -3 ............................ 101, 102, 1036 -1 0 -4 ............................ 101, 105, 1326 -1 0 -5 ............................ 101, 102, 1036 -1 0 -6 .............................................. 1036 -1 5 -6 . ............................................ 1956 -1 5 -1 1 ....................................2 2 3 ,2 3 56 -1 7 -3 1 ............................................ 32

20/2 1789, Fr., § 8 ................ 153, 1717/11 1809, Fr., § 115 .................... 19513/12 1837, Fr., § 5 .....................20311/9 1839, Fr.,

§ 2 ........................ 87— 89, 233, 2346/4 1855, L , § 3 .............................. 17410/2 1866, Straffelov,

§ 4 1 .................................................. 58

§ 3 0 0 ................................................ 36§ 3 0 1 ................................................ 136§ 302 ........................................ 156, 157§ 3 03 ................................................ 136

25/3 1872, M ark- og Vejfredsl. 53,§ 1 .............................................101, 191§ 2 ......................................................101§ 7 ..................................................... 57§ 1 0 .................................101, 104, 198

21/3 1873, L 2 8 , § 27 . 107, 112, 11330/11 1874, L 153 ..........107. 112, 11328/5 1880, Vandløbsi. 63,

§ 19 .................................107, 131, 132§ 5 5 ...................................................107§ 5 6 ...................................................168§ 5 8 ........................................ .107 , 131-

1/3 1889, Firmal. 23, § 23 . . . . 4215/2 1895, L 5 4 , § 5 ..................... 810/4 1895, Strandingsi. 103,

§ 3 ..................................................... 113§ 7 ..................................................... 136

26/3 1898, L 56 ....... .............. .1 3 2 — 3322/4 1904, Navnel. 89, § 8 .......... 426/4 1906, Kbl 102,

§ 23, § 42.2°. ............................. 74§ 57, § 5 8 ..................................... 234

19/4 1907, L 128, se L 63 28/5 1880.

27/5 1908, L 180, § 3 3 ................15713/5 1911, L 131, § 2 .................. 41

254 Lovregister

114 1912, L 7 2 , § 1 9 ..............8 8 ,2 3 529/4 1913, Fabrikl. 143, § 4 2 .. 97 17¡4 1916, Lodsl. 131, § 5-5... . 8 8/5 1917, A ftl 242, '

§ 3 1 .......................................... 43, 213 f§ 3 8 ................................................... 60

8/5 1917, K m sl 243, § 5 0 ............ 2334/10 1919, Voldgiftsretsl. 536,

§ 5. A ...................180, 1 7 8 ,207 ,211£ 5. B. 2. . . . . ........................45, 47

4/10 1919, L 544 ( Tilsyn medDampkedler), § 30 .. ............... 97

17¡9 1920, Bek.. 489 (Grl),§ 8 0 ................................... 31, 105— 07

22/12 1920, L 7 0 4 ...........................18211/31921, L 1 1 7 (Jernbaneerstatn),

§ 1.. . .131 , 132, 188, 189, 190,1 95 ,200

§ 3 .....................................................1.58§ 4 ......................... 158, 169, 173, 174§ 5 ................................... 169, 174, 188§ 7 .: ......................1 3 2 ,1 6 9 ,1 8 8 , 192§ 9 .............................................-132, 188

6/5 1921, M hjl 343, § 1 2 ............ 7430/6 1922, L 276 (Ægteskab),

§ 2 .............................................. . . . 207§ § 47, 50 og 67 ..........3 7 ,2 0 7 ,2 0 8

30/6 1922, M dhl 277,§ 44 .........7 4 ,8 9 , 1 7 1 ,2 1 8 ,2 1 9 ,

228, 232§ 5 6 ................................................... 74§ § 63 og 6 4 ..73— 7 4 ,9 3 — 94,

1 7 7 ,1 8 5 ,1 9 3 ,1 9 5 ,2 0 7§ 6 5 ................................................... 74

1/5 1923, L 175, (nu Bek. 6/-8 37)§ 36 ..............131, 132, 158, 188,207§ 37.. .188 , 189, 191, 195, 199 ,200

1/5 1923, Sømandsl. 181,§ 50.2° ........................... 178, 179 ,200

18/4 1925, Hundel. 127 ,§ 13 ............................. 102, 104, 105

31/3 1926, L 54 ( Vandforsyning)S 6 Nr. 5 ..................... 131— 32, 168Í 7 ..................................................... 131

31/3 1926, L 100, § 2 .................. 4231/3 1926, T L 111, § § 32 og 34. 132

27/3 1929, L 6 7 ............................. 13627/31929 , L 7 0 § 3 ........................ 4723/41929, Luftfartsan. 96, § 5 1 . 29 15/4 1930, Strfl, se 24 /6 1939 15/4 1930, Ikrafttrædelsesi. 127,

§ 15 .1 °.. .2 0 5 — 0 6 ,3 6 ,4 2 ,4 3 ,136— 37, 138

§ 15.2° . . . .1 7 1 — 72, 74, 103,157— 58, 169, 206, 207

15/4 1930, F A L 129,§ § 18— 20 ...........................140, 187§ 2 4 ................................................ 176§ 25, 1. P k t ..A 5 5 , 159, 173,

180, 189, 227 § 25, 2. Pkt. 180— 83, 93, 96,

178, 193, 195, 1 9 6 ,2 0 0 ,2 0 2 , 207 § 25.2° . . .159 , 160— 61,- 155,

162, 173, 180§ 36 ................................................ 170§ 37 ....................................... 140, 170§ 3 8 ................................................ 170§ 39 ................................................ 207§ 5 2 ................................................ 187§ 5 4 ...........................•............ 164— 65§ 9 1 ............................. .... 176, 177§ § 9 5 ,9 6 ...................................... 177

31/31931, L93 (Saltvandsfiskeri),§ § 4 og 9 .............................112, 192§ 5 3 ................................................ 169

28/4 1931, Jagtl. 145,§ 7 ........................................... 57, 101§ 9 ................................................... 101§ 1 0 ................................................ 131§ 1 1 ......................' ................. 57, 102

23/3 1932, Vxl 68,§ 63 ................................................ 225§ 74 ................................................ 228

23/3 1932, Chl 6'9, § 57 ............ 22831/3 1932, Apotekerl. 107, § 29 5514/4 1932, Færdselsi. 1 2 9 .......... 27

§ 31 Nr. 3 .................................. . 3314/4 1932, Bek. 131 (Motorl.),

§ 1 9 ................................................ 98§ 38.1°. 98, 181, 187, 188, 190, 169§ 38.2° ........................................... 98§ 38.40 ........................ 188, 189, 19.1

Lovregister. ?,55

§ 38.5° .................................. 158, 207§ 38.6° og 7 ° ............................... 98

26/4 1933, Forfatterl. 149,§ 1 7 .................41, 42, 88, 169, 175§ 1 8 . . .41 , 175, 88, 169, 174, 235§ 1 9 .................................... 41, 88, 235§ 2 0 , § 2 7 .2 ° ............................... 37§ 3 2 ......................................... 41, 175

2 0 /5 1933, L183 (U lykkesforsikring),§ 4 ........................ -......................... 161§ 1 9 ........................ ....................... 227§ 4 2 ............................. .. 161, 162

7 /4 1936, L 101 (Varemærker),§ 1 3 ................................................ 42

7/4 1936, L 102 (Fællesmærker),§ 6 ..............................................; . 42

1/9 1936, Bek. 192' (Patentl.),§ 5 ................................................... 61§ 2 5 ............................... 41, 8, 61, 88

1/9 1936, Bek. 193 (Mønsterl.),§ 8 ................................................... 61§ 2 5 .......................................41, 8, 61

1/10 1936, Bek. 212 (Rpl),§ 493 ............................... 8, 203 207§ 6 4 1 . I ............ ...................132, 207§ 646 .............................................. 85§ 1008 ..................................178, 179§ 1018 a ..........137, 138, 169, 207§ 1018 b ......................132, 191, 207§ 1018 c ......................................... 132§ 1018 f ......................................... 9§ 1020 ............................................ 195

31/3 1937, Bek. 80 (Konkurrencel.),§ 9 ..............................................42, 43§ 10 ............................................43, 66§ 11 og § 1 5 ............................... 43§ 17 ............................... .4 2 , 66, 203

18/5 1937, Prisaftalel. 158,§ 9 ................................................... 45

18/5 1937, Hundel. 164, ■§ 1 3 .102, 104 f, 57, 190 f, 207, 208

6/8 1937, Bek. 251 (Luftfartsi.),§ 3 6 . . . . 131, 132, 158, 188, 207 § 3 7 . 188, 189, 191, 195, 199, 200

1/12 1937, Bek. 319 (Sølov),§ 8 ............................. 96, 94, 97, 200§ 5 9 ......................96, 178, 179, 200§ 117 .............................................. 228§ 2 2 0 .. .18 6 , 189, 199, 9 ,1 6 9 ,

174, 188, 227§ 221 .............................................. 191§ 263 .............................................. 236§ 273 .................................... 234, 236§ 281 .............................................. 227

13/4 1938, Gbl 146,§ 6 2 ............ ................................... 174

13/4 1938, Pressel. 147,§ 6 ............................................98, 195§ 12 ................................................ 98

25/7 1938, Bek. 254 (B a n k l),§ 21 ............................................8, 146

25/7 1938 , Bek. 255 (Sparekassel.),§ 25 ................................................ 8

24/6 1939, Bek. 215 (Straffel.),§ 1 3 ........................ ........................ 57§ 14 ........................................... 57— 58§ § 185, 192 .................................. 55§ 239 .............................................. 62§ § 244, 2 48 .................................. 61§ § 2 5 3 ,2 5 5 .................................. 55§ § 260— 62 .................................. 42§ § 269, 270.2° og 271 .......... 43§ 273 . ..................................... 168§ 279 ................. ............................ 49§ 282 .............................................. 43§ 298 ................................................ 49

15/4 1940, Bek. 254 (Stærkstrømsi.),§ 6 ............................... 98, 132 f, 188§ 7 . . . : ................... 158, 169, 207§ 8 ....................195, 199, 200, 205

30/5 1940, Prislov 306, § 20 . . 45 16/6 1941, Bek. 270 (M h jl) ,

§ 1 2 . : ......................................... 7428/11 1942, Prislov 472,

§ § 8, 10 og 19 ........................... 4512/7 1946, L 397 .......... 89, 220, 23418/7 1946, Bek 425 ........................ 16130/11 1946, L 580 ........................ 45

erstatningsretforord denne bog er først og fremmest bestemt for universitetsunder visningen. da...

Documents