en mand der hedder ove

En mand der hedder Ove.indd 2 25/07/13 20.43

Roman

Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild

Fredrik Backman


En mand der hedder Ove

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild efter:

En man som heter Ove

Copyright © 2012 by Fredrik Backman

Published by agreement with Bonnier Agency, Sweden

Copyright © dansk udgave 2013 by People’sPress, København

Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Sats og tilrettelægning: LYMI

Bogen er sat med Minion

ISBN: 978-87-7137-334-9

1. udgave, 1. oplag

Printed in Finland 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst

mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse

uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavs-

ret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

Forfatterbooking: www.artpeople.dk


Til Neda.

Det er altid for at få dig til at grine. Altid.


7

1

Prolog

En mand der hedder Ove køber en datamat,

der ikke er en datamat

Ove er nioghalvtreds år gammel. Han kører Saab. Han er ty-

pen, der peger på folk, han ikke bryder sig om, lidt som var de

indbrudstyve og Oves pegefinger en politilommelygte. Han står

foran disken i en af den slags butikker, som folk med japanske

biler begiver sig hen i for at købe hvide ledninger. Ove iagttager

ekspedienten en rum tid, før han vifter ad ham med en mellem-

stor hvid æske.

“Jaså! Er det her sådan en af de dersens Ajpads?” forlanger

Ove at få at vide.

Ekspedienten, en ung mand med et etcifret BMI, ser util-

pas ud. Kæmper helt tydeligt imod trangen til prompte at tage

æsken fra Ove.

“Ja, netop. En iPad. Men det ville virkelig være kanon, hvis

du lod være med at vifte sådan med den ...”


8

Ove betragter æsken, som om den er en uhyre upålidelig type

æske. Som om æsken kører Vespa og har joggingbukser på og lige

har kaldt Ove for “makker” og dernæst forsøgt at sælge ham et ur.

“Jaså! Og det er altså en datamat?”

Ekspedienten nikker. Men tøver så og ryster i stedet hurtigt

på hovedet.

“Ja ... eller, ja, altså, det er en iPad. Nogle kalder den en ’tab-

let’, og andre kalder den en ’tavlecomputer’. Der er forskellige

måder at betragte det på ...”

Ove ser på ekspedienten, som om ekspedienten lige har

snakket bagvendt til ham.

“Jaså!”

Ekspedienten nikker rådvild.

“Jaeh ...”

Ove ryster æsken igen.

“Er den så god, den her?”

Ekspedienten klør sig i hovedbunden.

“Ja. Eller ... hvad mener du?”

Ove sukker og giver sig til at tale langsomt. Artikulerer orde-

ne, som om det eneste problem med samtalen her er, at ekspedi-

enten lider af nedsat hørelse.

“Er. Den. Goood? Er det en god datamat?”

Ekspedienten klør sig på hagen.

“Altså ... ja ... den er rigtig god ... men det kommer jo an på,

hvad for en slags computer du vil have.”

Ove glor olmt tilbage.

“Jeg vil have en datamat! En ganske almindelig datamat!”

Der er stille mellem de to mænd et øjeblik. Ekspedienten

rømmer sig.

“Ja, altså – egentlig er det her jo ikke en ganske almindelig

computer. Måske vil du hellere have en ...”


9

Ekspedienten bliver stille og leder helt tydeligt efter et ord,

som manden foran ham kan tænkes at have noget som helst for-

hold til. Så rømmer han sig igen og siger:“... en laptop?”

Ove ryster energisk på hovedet og bøjer sig truende ind over

disken.

“Nej, det vil jeg kraftSTEJleme ikke. Jeg vil have en datamat!”

Ekspedienten nikker forstående.

“En laptop er også en datamat.”

Ove glor fornærmet på ham og borer demonstrativt lomme-

lygtefingeren ned i disken.

“Det ved jeg da godt!”

Ekspedienten nikker.

“Okay ...”

Ny tavshed. Ikke helt ulig den, der måske kunne være opstået

mellem to revolvermænd, som pludselig indser, at de har glemt

at tage deres revolvere med. Ove betragter æsken en rum tid,

nærmest som venter han på, at den skal indrømme noget.

“Hvor klapper man tastaturet ud?” mumler han så.

Ekspedienten gnider håndfladerne mod kanten af butiks-

disken og vipper lidt nervøst fra fod til fod, sådan som butiks-

ansatte unge mænd gør, når de så småt begynder at indse, at det

her kommer til at tage væsentlig længere tid, end de oprindelig

havde håbet.

“Ja, altså, den har jo ikke noget tastatur.”

Ove hæver øjenbrynene.

“Jaså! For det skal man vel købe separat, eller hvad? For en

HULENS masse penge!”

Ekspedienten gnider håndfladerne mod hinanden igen.

“Nej ... eller ... jamen altså: Den her computer har ikke noget

tastatur. Man styrer det hele direkte på skærmen.”


10

Ove ryster træt på hovedet, som om han lige har været vid-

ne til, at ekspedienten har slikket på ydersiden af glasset på en

iskøler.

“Jamen jeg er jo nødt til at have et tastatur. Det kan du vel

forstå?”

Ekspedienten sukker dybt, sådan som man sukker, når man

tæller til mindst ti.

“Okay. Jeg er med. Men så synes jeg ikke, at du skal have den

her computer. Så synes jeg, at du eksempelvis skal købe en Mac-

Book i stedet for.”

Oves ansigtsudtryk vidner om, at han muligvis ikke er helt

overbevist.

“En Mack-bog?”

Ekspedienten nikker forhåbningsfuldt, som om han lige har

oplevet et definitivt gennembrud i forhandlingerne.

“Ja.”

Ove rynker mistænksomt panden.

“Er det en af de dér forbistrede e-bøger, som alle snakker om?”

Ekspedienten sukker lige så dybt som et episk digt.

“Nej. En MacBook er en ... det er en ... laptop. Med tastatur.”

“Jaså!” sprutter Ove omgående.

Ekspedienten nikker. Klør sig i håndfladerne.

“Ja.”

Ove ser sig omkring i butikken. Ryster æsken lidt i hånden

igen.

“Duer de så til noget?”

Ekspedienten slår blikket ned i disken på en måde, der afslø-

rer, at han aktivt bekæmper trangen til at begynde at kradse sig i

ansigtet. Så lyser han op i et pludseligt energisk smil.

“Ved du hvad? Lad mig se, om min kollega er færdig med sin

kunde – så kan han komme herover og vise dig det!”


Ove kigger på sit armbåndsur. Ryster på hovedet.

“Vi er altså nogle, der har andre ting at tage os til end at stå

her og vente hele dagen – det kan jeg godt fortælle dig!”

Ekspedienten nikker hurtigt. Så forsvinder han om bag di-

sken. Lidt efter kommer han tilbage med en kollega. Kollegaen

ser meget glad ud. Sådan som folk ser ud, når de ikke har stået i

forretning længe nok.

“Hej! Hvad kan jeg hjælpe dig med?”

Ove planter opfordrende sin lommelygtepegefinger i disken.

“Jeg skal have en datamat!”

Kollegaen ser ikke længere helt så glad ud. Så kigger han på

den første ekspedient med et blik, der antyder, at den første eks-

pedient skal få det her betalt.

“Oookay. En ’datamat’, ja. Så kan vi jo i første omgang gå

herhen til vores afdeling for bærbare,” siger kollegaen ikke udelt

entusiastisk og vender sig om mod Ove.

Ove glor olmt på ham.

“Gudfader! Jeg ved kraftstejleme da godt, hvad en ’laptåp’ er

for noget! Du behøver ikke sige ’bærbar’!”

Kollegaen nikker behjælpeligt. Samtidig mumler den første

ekspedient bag ham: “Jeg magter det ikke – nu går jeg til frokost.”

“Frokost, ja – det er det eneste, folk tænker på nu til dags,”

fnyser Ove.

“Hvad for noget?” siger kollegaen og vender sig om.

“F-r-o-k-o-s-t!” siger Ove klart og tydeligt.


12

2

(Tre uger tidligere)

En mand der hedder Ove går en inspektionsrunde i kvarteret

Klokken var fem minutter i seks om morgenen, da Ove og kat-

ten mødtes første gang. Katten syntes omgående meget dårligt

om Ove. Følelsen var i allerhøjeste grad gengældt.

Ove var som sædvanlig stået op for ti minutter siden. Han

fattede ikke folk, der sov over sig og skød skylden på, at “uret

ikke ringede”. I hele sit liv havde Ove aldrig ejet et vækkeur.

Kvart i seks vågnede han, og så stod han op.

Han havde sat kaffemaskinen over, med nøjagtig samme

mængde kaffe, som han og hans kone sammen havde drukket

hver morgen i de næsten fire årtier, de havde boet her i række-

huskvarteret. Ét mål per kop, og et ekstra til kanden. Hverken

mere eller mindre. Den slags kunne folk ikke længere, brygge or-

dentlig kaffe. Akkurat ligesom ingen kunne skrive i hånden nu til

dags. For nu skulle alting bare være datamater og espressomaski-

ner. Og hvor er et samfund på vej hen, når folk ikke engang kan

skrive og lave kaffe længere? Hva’? Det spekulerede Ove over.


13

Mens den ordentlige kop kaffe stod og bryggede, havde han

taget sine blå bukser og den blå jakke på, var trådt i træskoene,

havde stukket hænderne i lommerne sådan som en midaldrende

mand, der konstant forventer at blive skuffet af en helt igennem

uduelig verden, gør det, og så havde han begivet sig ud på sin

inspek tionsrunde i kvarteret. Som han gjorde det hver morgen.

De andre rækkehuse havde ligget stille og mørke hen, da han

gik ud gennem døren. Det kunne man jo have sagt sig selv. Her i

kvarteret var der minsandten ingen, der ulejligede sig med at stå

op, før end de var nødt til, det vidste Ove. Nu til dags boede her

jo kun selvstændige og slige typer uden fast arbejde.

Katten sad med et nonchalant udtryk i ansigtet midt på stien

mellem husene. Eller, kat og kat. Den havde en halv hale og kun

ét øre. Og hist og her havde den pletter uden pels, som om no-

gen havde revet knytnævestore totter af den. Et katteskravl var

faktisk en nådig betegnelse for den, mente Ove.

Han trampede et par skridt hen mod den. Katten rejste sig.

Ove standsede op. Der blev de stående lidt og tog bestik af hin-

anden som to potentielle slagsbrødre en sen aften på en bever-

ding. Ove overvejede at kaste en af sine træsko efter den. Katten

så ud til at ærgre sig over, at den ikke havde en træsko at kyle

tilbage.

“Smut!” skældte Ove så pludseligt, at katten fór sammen.

Den trådte et skridt baglæns. Målte den nioghalvtredsårige

mand og hans træsko med øjnene. Så vendte den sig om med et

let ryk og luntede væk. Hvis ikke Ove havde vidst bedre, kunne

han have svoret, at den himlede med øjnene.

“Krapyl,” tænkte han og kastede et blik på sit armbåndsur.

To minutter i seks. På høje tid at få fut under fødderne, hvis ikke

katteskravlet skulle forsinke hele inspektionsrunden. Det kunne

jo have set kønt ud.


14

Så marcherede han ad gangstien mellem husene op til parke-

ringspladsen, ligesom han gjorde hver morgen. Standsede op ved

skiltet, der proklamerede, at bilkørsel var forbudt i boligområdet.

Sparkede opfordrende til den stolpe, det sad på. Ikke fordi den

stod skævt eller noget, men fordi det altid er bedst at tjekke. Og

Ove er typen, der tjekker tingenes tilstand ved at sparke til dem.

Han gik ud på parkeringspladsen og spadserede frem og til-

bage langs alle garagerne for at tjekke, at der ikke havde været

indbrud i nogen af dem om natten, eller at en eller anden van-

dalbande ikke havde stukket ild på dem. Ikke fordi det nogen-

sinde var sket her i kvarteret. Men på den anden side havde Ove

jo heller aldrig sprunget en inspektionsrunde over. Han kon-

troltog tre gange i håndtaget til sin egen garage, hvor hans Saab

holdt parkeret. Akkurat som alle de andre morgener.

Derefter gik han en runde over på gæsteparkeringspladsen,

hvor man måtte parkere i højst fireogtyve timer, og noterede

omhyggeligt samtlige registreringsnumre på en lille blok, han

havde i jakkelommen. Sammenlignede dem med de registre-

ringsnumre, han havde noteret på de samme pladser dagen

før. I de tilfælde, hvor de samme registreringsnumre dukkede

op på fortløbende dage i Oves notesbog, gik Ove rutinemæssigt

hjem og ringede til Motorkontoret og forlangte at få ejeroplys-

ningerne på køretøjet, hvorefter han ringede vedkommende op

og informerede vedkommende om, at vedkommende var en

forbistret uduelig klamphugger, som ikke kunne læse svenske

skilte. Ikke fordi Ove som sådan gik op i, hvem der holdt på

gæsteparkeringspladsen. Selvfølgelig ikke. Men fordi det var en

principsag. Hvis der stod fireogtyve timer på skiltet, så havde

man faktisk at acceptere det. Hvordan ville det se ud, hvis alle

bare parkerede, hvor de havde lyst, dagen lang? Det ville blive

det rene kaos, det kunne Ove da se. Der ville holde biler overalt.


15

Men i dag holdt der ingen uretmæssige køretøjer på gæste-

parkeringspladsen, så Ove fulgte i stedet noteringen på blokken

op med sin daglige runde ind i affaldsrummet. Ikke fordi det

som sådan vedkom ham, helt fra starten havde han jo været høj-

lydt modstander af det her fjolleri med, at alt skulle affaldssor-

teres i ét væk, som de nyindflyttede starutter i foreningen havde

gennemtrumfet. Men hvis det nu engang var besluttet, at der

skulle affaldssorteres, så måtte nogen jo faktisk tjekke, at det

blev gjort. Ikke fordi nogen som sådan havde pålagt Ove den

opgave, men hvis ikke mænd som Ove tog eget initiativ i den

slags anliggender, så ville det hele jo blive det rene anarki. Det

vidste Ove. Der ville ligge affald overalt.

Han sparkede lidt til skraldebøtten. Bandede og fiskede et

syltetøjsglas op af genbrugsbeholderen til glas, mumlede noget

om “umuliusser” og skruede metallåget af glasset. Smed glasset

tilbage i genbrugsbeholderen til glas og metallåget i genbrugs-

beholderen til metal.

Da Ove var formand for ejerforeningen, havde han hård-

nakket forlangt, at de skulle videoovervåge affaldsrummet for

at sikre sig, at ingen smed “uretmæssigt affald” ud. Forslaget var

til Oves store fortrydelse blevet nedstemt, eftersom de øvrige

naboer syntes, at det føltes “lidt ubehageligt” og desuden var be-

sværligt at arkivere alle de videobånd. Det til trods for at Ove

gang på gang oprørt havde konstateret, at den, der havde “rent

mel i posen”, ikke havde noget at frygte ved “sandheden”.

To år senere, da Ove var blevet afsat som formand i forenin-

gen (under det, Ove selv siden hen blot omtalte som “statskup-

pet”), var spørgsmålet på ny blevet rejst. Der fandtes øjensynlig

et eller andet nymodens kamera, som aktiveredes af bevægelses-

sensorer og sendte direkte til internettet, forklarede den nye be-

styrelse i et overfrisk brev til alle i kvarteret. Og med det kunne


16

man overvåge ikke bare affaldsrummet, men også parkerings-

pladsen for at undgå hærværk og indbrud. Og desuden slette-

de videomaterialet automatisk sig selv efter fireogtyve timer for

ikke at “krænke beboernes privatliv”. Det krævede en enstemmig

beslutning i foreningen at få sat kameraerne op. Kun ét af med-

lemmerne stemte imod.

Ove stolede nemlig ikke på Internettet. Han stavede det med

stort I og lagde tryk på net, selvom hans kone altid ævlede om, at

det var inter, trykket skulle ligge på. Og det blev over Oves lig, at

det dersens Internet fik lov at glo på Ove, når Ove smed sit skrald

ud, det gik snart op for bestyrelsen. Og så kom der ingen kame-

raer. Godt det samme, tænkte Ove. Det var alligevel også bedre

med daglige inspektionsrunder. Så man vidste, hvem der gjorde

hvad, og havde lidt styr på det. Det kunne enhver da forstå.

Da han var færdig med sin inspektion af affaldsrummet, låste

han akkurat ligesom alle de andre morgener døren og kontrol-

tog i den tre gange. Så vendte han sig om og fik øje på en cykel,

der stod lænet op ad muren uden for cykelskuret. Til trods for

at der lige over den højt og tydeligt hang et stort skilt med på-

skriften “Parkering af cykler forbudt”. Ved siden af cyklen havde

en af de andre naboer sat en håndskrevet seddel op med teksten:

“Det her er ingen cykelparkering! Lær at læse skilte!” Ove mum-

lede noget om “idioter”, åbnede cykelskuret, løftede cyklen ind

og satte den sirligt ind i rækken. Låste til skuret og kontroltog i

døren tre gange.

Så rev han den vrede seddel ned fra muren. Han havde vir-

kelig lyst til at indgive et forslag til bestyrelsen og kræve, at her

blev sat et ordentligt “Opklæbning forbudt”-skilt op på muren.

Nu til dags troede folk tydeligvis, at man bare kunne valse rundt

og sætte sine vrede sedler op hvor som helst. Muren her var jo

for pokker ikke nogen opslagstavle.


17

Dernæst gik Ove ad den lille gangsti mellem husene. Stand-

sede ud for sit eget, bøjede sig ned mod flisegangen og snusede

hårdt ind. Pis. Der lugtede af pis. Og med den iagttagelse gik han

ind i sit hus, låste sin dør og drak sin kaffe.

Da han var færdig med det, ringede han og opsagde sit tele-

fonabonnement og abonnementet på morgenavisen. Reparere-

de blandingsbatteriet på det lille badeværelse. Satte nye skruer

i håndtaget på terrassedøren i køkkenet. Olierede bordpladen i

køkkenet. Omorganiserede kasserne på loftet. Sorterede værk-

tøjet i skuret og byttede rundt på vinterdækkene på Saaben. Og

nu står han så der.

Og det var ikke meningen, at livet skulle være sådan her. Det

er det eneste, Ove føler.

Det er tirsdag eftermiddag i november, klokken er fire, og han

har slukket alle lamperne. Slukket radiatorerne og kaffemaski-

nen. Olieret bordpladen i køkkenet, selvom døgenigtene i Ikea

siger, at man ikke behøver at oliere den slags bordplader. Her

i huset bliver bordpladerne olieret en gang hvert halve år, om

det så behøves eller ej. Uanset hvad et eller andet cirkussminket

pigebarn i gul polotrøje på tag-selv-lageret så siger.

Han står i dagligstuen i toplansrækkehuset med sænket loft

og stirrer ud ad vinduet. Ham den fyrreårige laps med skægstub-

be fra huset skråt overfor kommer joggende forbi. Anders, hed-

der han vist. Nyindflyttet, ved Ove, har nok ikke boet her mere

end højst fire-fem år. Og har allerede haft held til at få smisket

sig ind i ejerforeningens bestyrelse. Sådan en orm. Tror, han ejer

hele gaden nu. Flyttede åbenbart ind her efter sin skilsmisse og

betalte en skandaløs overpris. Typisk den slags typer – at komme

her og skrue vurderingsprisen i vejret for hæderlige folk. Som

om det var et overklassekvarter. Kører Audi, gør han også – det


18

har Ove selv set. Og det kunne man jo sige sig selv. Selvstændige

og andre fjolser, de kører Audi. De ved jo ikke bedre.

Ove stikker hænderne i lommerne på sine mørkeblå bukser.

Sparker lidt opfordrende til gulvlisten. Rækkehuset er faktisk lidt

for stort til bare Ove og Oves kone, det kan han muligvis godt

medgive. Men det er købt og betalt. Det er ikke belånt med så

meget som en krone længere. Det er garanteret mere, end man

kan sige om ham lapsen. Der er ikke andet end lån nu til dags –

man ved jo, hvordan folk gebærder sig. Men Ove har afdraget.

Opfyldt sine forpligtelser. Gået på arbejde. Aldrig haft en syge-

dag i hele sit liv. Trukket sin del af læsset. Taget ansvar. Det er der

ingen, der gør længere, tager ansvar. Nu er det bare datamater

og konsulenter og offentlige pampere, der går på stripklub og

sælger sorte lejekontrakter. Skatteparadiser og aktieporteføljer.

Ingen, der gider arbejde. Et helt land fyldt med folk, der bare vil

spise frokost dagen lang.

“Det må da også blive dejligt at kunne tage den lidt med ro?”

Sådan sagde de til Ove på arbejdet i går. Da de forklarede, at der

var “jobmangel”, og at de ville “udfase den ældre generation”. En

tredjedel af et århundrede på samme arbejdsplads, og så kalder

de Ove dét. En skide “generation”. For nu er alle enogtredive og

har for stramme bukser og er holdt op med at drikke almindelig

kaffe. Og ingen vil tage ansvar. En masse mænd med kunstfær-

dige skæg, der skifter job og skifter koner og skifter bilmærker.

Bare sådan. Så snart det lige passer.

Ove glor ud gennem ruden. Lapsen jogger. Og det er ikke,

fordi jogging provokerer Ove, slet ikke. Ove er da ligeglad med,

om folk jogger. Det er bare, fordi han ikke fatter, hvorfor man

partout skal gøre så stort et nummer ud af det. Have påsmurt

de der selvfede smil, som om de er ude for at kurere lungekræft.

De går hurtigt, eller løber langsomt – det er, hvad joggere gør.


19

Det er en fyrreårig mands måde at fortælle omverdenen på, at

han saftsuseme ikke kan gøre noget rigtigt. Og tilmed at behøve

at klæde sig ud som en tolvårig rumænsk gymnast for at kunne

gøre det – skulle det virkelig være nødvendigt? Skal man virkelig

se ud som OL-landsholdet i bobslæde, bare fordi man skal ud at

lunte fuldstændig planløst rundt i tre kvarter?

Og en kæreste har han også, lapsen. Ti år yngre. Det blonde

mæhæ, kalder Ove hende. Dingler rundt i kvarteret som en fuld

panda på hæle så høje som topnøgler, med klovnemaling i hele

hovedet og solbriller så store, at det er umuligt at se, om det er

briller eller en hjelm. Hun har også sådan et lille håndtaskekræ,

som stæser rundt uden snor og galper og pisser på flisegangen

uden for Oves hus. Hun tror ikke, at Ove ser det, men Ove ser

det.

Og det var ikke meningen, at livet skulle være sådan her. Det

er det hele.

“Det bliver da dejligt at kunne tage den lidt med ro.” Sådan

sagde de til ham i går på arbejdet. Og nu står Ove her med sin

olieindsmurte bordplade. Det er ikke meningen, at man skal

have tid til det på en tirsdag.

Han kigger ud ad vinduet på det identiske hus lige overfor.

Der er åbenbart flyttet en børnefamilie ind. Udlændinge, har

Ove opsnappet. Han ved endnu ikke, hvilken bil de har. Man må

vel bare håbe, at det i det mindste ikke er en Audi. Eller endnu

værre: en japansk.

Ove nikker for sig selv, som om han lige har sagt noget, han

er uhyre enig med sig selv i. Kigger op i loftet inde i stuen. Han

vil sætte en krog op derinde i dag. Og med det mener han ikke

en hvilken som helst krog. Enhver IT-konsulent med en bog-

stavkombinationsdiagnose og en kønsambivalent striktrøje,

som de alle sammen har nu til dags, kan sætte en skide krog op.


20

Men Oves krog skal være solid som en klippe. Han har tænkt sig

at sætte den så hårdt fast, at når huset bliver revet ned, vil krogen

være det sidste element, der bukker under.

Om nogle dage vil her stå en eller anden mæglerlaps med en

slipseknude så stor som et babyhoved og ævle om “renoverings-

potentiale” og “udlejningseffektivitet”, og han vil kunne sige me-

get om Ove, den satan, men ikke et ondt ord om Oves krog. Det

skal han bare vide.

På gulvet i stuen står Oves lille godt-at-have-kasse. Det er

sådan, huset er inddelt. Alle de ting, som Oves kone har købt, er

“fine” eller “hyggelige”. Alle de ting, som Ove har købt, er ting,

der er gode at have. Ting, der har en funktion. Han opbevarer

dem i to forskellige kasser – den store og den lille godt-at- have-

kasse. Det her er den lille. Med skruer og søm og topnøgler

og den slags. Folk har ikke længere ting, som er gode at have.

Nu til dags har folk kun bras. Tyve par sko, men aner aldrig,

hvor skohornet er. Hele huset spækket med mikrobølgeovne og

fladskærmsfjernsyn, men kan ikke grave en ordentlig lille be-

ton-plug frem, om så nogen truede dem med en hobbykniv.

I sin godt-at-have-kasse har Ove et helt rum kun til be-

ton-plugs. Han står og betragter dem, som var de skakbrikker.

Det huer ham ikke at fremtvinge beslutninger, der involverer

beton-plugs. Det må tage den tid, det skal tage. Hver plug er en

proces, hver og en af dem har sit anvendelsesområde. Folk har

ingen respekt for helt almindelig hæderlig funktionalitet længe-

re – nu til dags skal alt bare være lækkert og på datamat, men

Ove gør tingene, sådan som tingene skal gøres.

“Dejligt at kunne tage den lidt med ro,” sagde de på arbej-

det. Kom ind på hans kontor en mandag og sagde, at de ikke

ville gøre det om fredagen, eftersom de “ikke ville forstyrre Oves

weekend”. “Det bliver dejligt for dig nu, at kunne tage den lidt


med ro,” sagde de. Hvad ved de om at vågne op en tirsdag og ikke

have nogen funktion længere? Med deres Internet og espressoer

– hvad ved de om at tage lidt ansvar for ting og sager?

Ove kigger op i loftet. Misser med øjnene. Det er vigtigt, at

krogen kommer til at hænge i midten, beslutter han.

Og der står han så, midt i alt dette umådelig væsentlige, da han

pludselig fuldstændig hensynsløst bliver afbrudt af en langtruk-

ken, hvinende lyd. Slet ikke ulig den lyd, der kunne opstå, hvis et

stort drog forsøgte at bakke en japansk bil med trailer langs hele

ydermuren på Oves rækkehus.


en mand der hedder ove

Documents