9

Prolog

En flue balancerede langs æggen med vingerne ind til kroppen.Hvordan kunne den det?Hvis han drejede øksen og huggede ned mod huggeblokken, ville han

kløve den midt over. Hvis den altså blev siddende. Men det gjorde de aldrig, fluerne. De blev ikke siddende. Ikke sådan som han gjorde. Foran flyglet, hver dag, med faderen bag ved sig. Faderen, der havde en stok i hånden, som han havde fået af en dirigent, der var mere berømt end han selv. Det sved i hans fingre efter stokken.

Jeg spiller så forkert, fordi jeg ikke har musikken i fingrene på samme måde, som han har, tænkte drengen.

Han kunne godt lide at læse i nodehæfterne. Han så billeder og fi­gurer i dem, hemmeligheder, der var skrevet på et sprog, som han ikke forstod halvdelen af. Han læste ikke, når faderen så det. Det gav faderens drømme næring, gav ham håb og gjorde ham mere grusom.

Fingrene. Øksen. Fluen.Han pustede på den, og den summede op mod loftsbjælkerne. Så dre­

jede han øksen. Han kunne se mærkerne i huggeblokken mellem sine fingre, da han spredte dem. Det var højre hånd, der lå på den ujævne overflade. Han var venstrehåndet og ville ikke miste nogen af de fingre, han havde brug for. Derfor sigtede han mod lillefingeren og ringfingeren på højre hånd. Det var de to mindst vigtige. Det gjaldt om at ramme rigtigt, ikke for langt oppe, ikke for langt nede. Det var ikke nok, hvis han kun huggede nogle korte stumper af. Han koncentrerede sig.

Øksen fór gennem luften og ramte lige under det midterste led på de to fingre. Lyden nåede hans hjerne inden smerten. Knasende, som lyden af gulerødder under moderens kniv. Derefter blev der vist en stumfilm. To fingre fløj i hver sin bue fra huggeblokken og landede på det fugtige

Drømmeløs.indd 9 21/03/12 15.13

garagegulv. Gummifingre, der hoppede tværs over gulvet og stoppede. Først da de faldt til ro, mærkede han den brændende varme i hånden.

Så hørte han faderen udenfor.“Hvis du holder op med at skabe dig og rent faktisk prøver at spille den

her gang, så må du godt komme ind igen.”Garagedøren gik op. Faderen blev stående helt stille og stirrede på ham. Hans ansigt var

først fladt og stift som en bystes. Så skreg det.Nu havde faderen forstået.I stilheden, der fulgte skriget, faldt den store mand om. Han selv blev

stående helt rolig og lyttede til bloddråberne, der ramte gulvet. Rytmisk som tangenter, der bliver spillet på. Nu kom der endelig musik fra hans fingre.

Fingrene. Bloddråberne. Gulvet.Det var endelig slut med de forfærdelige timer foran flyglet.

Drømmeløs.indd 10 21/03/12 15.13

Del 1

Drømmeløs.indd 11 21/03/12 15.13

Drømmeløs.indd 12 21/03/12 15.13

13

1

Stockholm, 1767

Christian Wingmark flyttede blikket fra terningerne, han holdt i hånden, til fluen på urmagerens pande. Den bevægede sig langsomt i en cirkel mod uret. Mellem dem tårnede mønterne sig op. Mere end hundrede og syv rigsdaler. Det var det eneste, der betød noget. Et hvilket som helst kast over ni med de tre terninger ville give ham hele puljen. Det var udelukkende spillebordet, der kunne tilbyde en trubadur og gavtyv som ham udsigt til en bedre tilværelse, han som ellers levede et hæsligt og ildelugtende liv.

Der var mange rundt om bordet, men han koncentrerede sig om hofurmageren, som tiden var løbet fra. Jean Fredman sad der med et udtryksløst ansigt, som om han allerede på forhånd var blevet slået ud. På et tidspunkt havde han haft ansvaret for uret i Storkirken, for tiden i rigets hovedstad, og han havde været en hædersmand af de bedste. Dengang kunne man have sunget viser om ham. Men hvem ville kvæde om ham nu? Wingmark vidste ikke, om det var tabet af værkstedet, spillegalska­ben eller tørsten efter brændevin, der først havde slået benene væk under ham, men al forstand var borte, og han vidste ikke engang, hvad klokken var. Nu var det kun de mest vanvittige drømme, der holdt ham ved spil­lebordet, og hans hænder var blevet så vant til at løfte bægeret, at de snart ikke kunne andet.

De to var de eneste, der var tilbage om puljen. En urmager, som blot kunne se Charon vinke fra sin brusende flod, og en ung trubadur, som måske havde fundet sin muse.

“I går skrev jeg den vise, som en dag vil gøre mig rig og berømt,” sagde han højt til forsamlingen og mærkede, at hans hænder holdt op med at

Drømmeløs.indd 13 21/03/12 15.13

14

ryste. “Det eneste, jeg mangler, er denne pulje. Den kan meget mere end at dække trykomkostningerne.”

Alle i rummet blev tavse. Han mærkede øjeblikkets kvaler og bekym­ringer.

“Åh, hold nu kæft og kast de terninger!” råbte en af de mange, der hav­de samlet sig rundt om bordet.

Der havde aldrig været en pulje af denne størrelse på kroen Den Gyldene Freden, og folk i rummet var begyndt at stimle sammen om de to, der kæmpede om den, utålmodige efter at se udfaldet.

“Nej, lad os høre mere om den vise,” lød en dyb stemme.Den tilhørte kroejeren, en rødnæset musikalsk begavelse, som beher­

skede både valdhorn, fløjte, lyre, obo, fagot, klarinet, basviolin og harpe, og som desuden havde fusket som paukeslager ved siden af at være kro­ejer. Han sad blandt herrerne rundt om bordet og var blevet slået ud af spillet for flere runder siden.

Wingmark kiggede på ham, kørte en hånd hen over panden og tør­rede den af i det ene bukseben.

“Hvis De rent faktisk har en sang, som ene og alene kan bringe en sjuft som Dem til ære og berømmelse, så vil vi gerne høre den,” sagde kroejeren med et farligt glimt i øjet. Alle rundt om bordet, selv den sære urmager, åbnede latterporten på vid gab. De troede ikke på ham. Men det betød ikke alverden. En dag ville de komme til at se hans sande jeg.

Wingmark blev siddende uden at sige noget, til alle var faldet til ro. Så sagde han:

“I aften vil jeg hellere lade terningerne tale for mig.” Han så på den stakkels Fredman, som med det samme holdt op med at grine.

“Godt ord igen, kast nu,” sagde den muntre kroejer.Fra det øjeblik stod hans hjerte stille. Han så på terningerne, hvor­

dan de rullede frem og tilbage i hans klamme håndflade. Han slog klik med tungen, trampede en indre, uforløst melodi med fødderne og tog en allersidste slurk af bægeret. Nu stod tiden også stille. Det var, som om Fredman havde suget den ind i sit febrilske bryst. Wingmarks hånd bevægede sig. Først uden for bordet, hvor den blev hængende. Alle til­skuerne lænede sig frem, som om de prøvede at se terningernes værdi, inden de blev kastet. Så tegnede han en bue i luften. Terningerne forlod hans håndflade, og det føltes, som om han kastede små stykker af sig selv

Drømmeløs.indd 14 21/03/12 15.13

15

hen over bordpladen. Han fulgte blot en enkelt af de tre terninger med blikket, den, der var længst tid om at ligge stille. Den stod en stund og vippede mellem fem og et, men landede på et.

Han lukkede øjnene og tænkte. Jeg skal have mindst ni med de to ter­ninger, som jeg ikke har turdet kigge på endnu. Vil det alligevel ikke lyk­kes? Så åbnede han øjnene og stirrede lige ind i Fredmans. Wingmark så, at urmageren allerede havde kigget. Han kiggede ind i en besejret mands øjne. Han slog hurtigt blikket ned. Alle tre terninger lå på bordet. Det var kun den ene, der viste et. De to andre var femmere. I det øjeblik faldt hans overkrop forover, og han kunne mærke panden ramme bord­pladen med et dunk. En vidunderlig ny melodi fyldte hans hoved.

Han rejste sig fortumlet fra bordet og rakte armene i vejret. Der bredte sig en behersket jubel i lokalet, og han indså, at de fleste

nok havde holdt med urmageren. Men hvilken rolle spillede det? Det gjorde ikke beruselsen mindre. I aften kunne han spendere et bæger på dem alle sammen. I morgen kunne han gå til trykkeren.

I samme øjeblik lød der et brøl fra døren, og alle vendte sig efter lyden. I døråbningen stod en kæmpestor mand, over tre alen høj. Han var klædt som en rigtig herre, og Wingmark vidste, at det var lige præcis, hvad han var.

To dage tidligere havde han skrevet en vise til hr. Eriks ældste datter, som skulle giftes væk. Den betaling, han havde fået, var brugt til at købe sig ind i denne pulje. Så nu var han den eneste, der forstod, hvorfor der stod en rasende mand i døren til Den Gyldene Freden. Manden var hr. Eriks mest betroede tjener. Visen var ikke faldet i den højbårne herres smag. Denne gang havde Wingmark ladet skaberkraften tage overhånd. Der måtte være noget i sangen, der havde gjort adelsmanden ophidset. Kunne det have været sammenligningen mellem hr. Eriks datter og Afrodite, eller var det de vovede bibelparodier, han havde vævet ind, og som han selv havde været så tilfreds med?

“Hvor er denne forbandede bluffeur?” råbte manden i døren.Alle gik et skridt til siden, som om de instinktivt forstod, at det havde

noget med Wingmark at gøre. Han havde vundet den største pulje i Den Gyldene Fredens historie, og der var ingen, der ustraffet vandt en sådan pulje.

Ti iltre skridt, og så stod den store tjener ved bordkanten.

Drømmeløs.indd 15 21/03/12 15.13

16

“Her sidder De så, De, der kalder Dem selv digter, men i virkelighe­den er De ikke andet end en charlatan, der ikke har andre talenter end at krænke det gode og det ophøjede.” Den velklædte herre så på ham med foragt. “Men hvorfor spilder jeg mine ord på Dem?”

Så lagde Wingmark mærke til, at manden havde en kårde i den ene hånd. Han trak endnu en ud fra sit bælte. Det sidste våben kastede han på bordet, så sølv­ og kobbermønterne sprang til alle sider.

Wingmark stirrede som forhekset på våbenet og alle de penge, som skulle købe ham ud af hans gæld og hans ulykke. Men hvad kunne købe ham ud af denne knibe?

“Tag kården eller lad være! Uanset hvad vil jeg tage livet af Dem som den ynkelige orm, De er.”

Wingmark samlede kården op fra bordet. “Måske har De ret,” sagde han. “Visen er ikke et af mine bedste vær­

ker. Men jeg går ud fra, at en hædersmand som De ønsker at ordne dette udenfor?” Han pegede hen mod døren.

“Udmærket. For mig betyder det ikke noget, hvor De begynder Deres færd mod helvede.” Han gjorde tegn til Wingmark om, at han skulle gå forrest.

Trubaduren overvejede et kort øjeblik, om der var bare den mindste mulighed for, at han kunne stikke nogle mønter i lommen, uden at hans modstander så det, men erkendte, at pengene var tabt. Nu gjaldt det om at redde livet.

Han gik stille ud af lokalet med den fremmede kårde i hænderne. Bag ham fulgte hr. Eriks tjener, der havde resten af gæsterne i Den Gyldene Freden på slæb. Ude i Österlånggatan bukkede han for sin modstander og indtog udgangspositionen, mens han så sig omkring. Så kastede han kården på jorden og vendte sig om. Med ryggen til modstanderen trak han sine bukser ned til knæene, bøjede sig fremover og blottede hele sit blege bagparti.

“Her er min oprigtige mening om hr. Eriks datter, send ham mine bedste hilsner,” sagde han og vendte sig igen om mod udfordreren.

Hr. Eriks mand stod et øjeblik lamslået og måbede. Så trak han kår­den.

Wingmark rakte næse ad ham og hørte, hvordan latteren steg op fra forsamlingen omkring ham. Så sigtede han mod en åbning, som han på

Drømmeløs.indd 16 21/03/12 15.13

forhånd havde udset sig, og løb. Han trængte sig frem mellem to halv­fulde tilskuere og brød fri af menneskemængden. Efter de første to skridt snublede han over en løs brosten og faldt ned på knæ, men han kom på benene igen, før nogen nåede at standse ham. Så satte han for alvor fart på. Nu var der ingen, der kunne nå ham. Det sidste, han gjorde i Stockholm, var at vælte et bord med æbler i Prästgatan, inden han løb forbi og hentede lutten, notesbogen og en alt for lille pengereserve fra sit lusede, lejede værelse.

Derefter forsvandt han fra Stockholm for altid. Han vidste godt, hvad han havde gjort. Man fornærmede ikke ustraffet hr. Erik, hans datter eller hans lakaj. Hvis han nogensinde satte sine ben i byen igen, var det ude med ham.

Han fandt en lidet befærdet ridesti, som han fulgte væk fra byen i nordvestlig retning. Han vendte sig kun et par gange og så tilbage på Stockholm, som lå derude på øerne. Det var en smuk by, fuld af drømme og sang. Det var, som om stræderne var skabt til at danse sig igennem i de lange nordiske sommernætter. Men om vinteren var de kolde og fulde af sne. Her havde han tilbragt sine bedste og værste år. Set sin ungdom for­svinde. Trods de elendige år, kvindehistorierne og drukkenskaben kunne han godt huske, at hans rigtige navn ikke var Christian Wingmark, og at han havde lært at spille på sin første lut i en anden by, i et andet land, hvor han engang havde været lykkelig.

Da han ikke længere kunne skimte byen bag sig og var omgivet af skov til alle sider, fik han selskab af et utal af fluer. De var kommet ulideligt tidligt dette forår. Folk sagde, at det var på grund af de usædvanligt høje nattemperaturer. Men fluerne generede ham ikke. Han lyttede til deres summen og forestillede sig, at den var en melodi.

Så begyndte han at digte en ny vise.

Drømmeløs.indd 17 21/03/12 15.13

18

2

Grälmakar Löfberg var ikke hans rigtige navn, det var bare noget, han kaldte sig. Nu gik han op mod vinden, som kom ude fra gaden, og stand­sede. Det var en upålidelig vind, der hele tiden skiftede retning. Mellem træerne kunne han se Ludvig Daaes Gate, hvor snefnuggene føg forbi gadelygterne som lydløse insektsværme i natten. Bilerne var gået til ro og havde overladt Trondheim til stilheden. Han trak vejret langsomt, og der var ikke meget, der rørte på sig inde i hans hoved. Det eneste var erin­dringen om en drøm. Det var flere uger siden, han havde drømt noget som helst, men gamle drømme hvirvlede stadig rundt i hans tanker som visne blade. Han havde mødt djævlen nede i Nonnegata, lige uden for kiosken, hvor han kom hver dag for at købe tobak.

Satan var en høflig mand med en sort frakke og et tomt blik.“Er du endelig kommet for at hente mig?” havde han spurgt.“Nej,” havde djævlen svaret. “Du har været her længe.” Han fik ikke noget svar, da han spurgte, hvad det skulle betyde. Han

forstod først betydningen, da han vågnede: Helvede er at fortsætte med at gøre det, som du altid har gjort.

Stille lod han dette genfærd af en drøm forsvinde i nattemørket. Han tog spilledåsen frem fra jakkelommen og trak den op. Tonerne kom, så snart han slap nøglen. Han vendte sig om, gik to skridt tilbage og satte spilledåsen fra sig oven på hende. Og så hørte han skridt i den øde gade.

*

Det føltes, som om vinden fulgte hende ned gennem gaden og skubbede hende i ryggen med iskolde puf på den natlige tur, tilbage til sengen, hvor hun burde have været sammen med sin snorkende mand. Det var

Drømmeløs.indd 18 21/03/12 15.13

19

for én gangs skyld ikke lykkedes for Evy Saupstad at falde i søvn, inden han satte gang i savværket, og så var det for sent. Nu betalte hun prisen for at have sovet så godt på flyet hjem fra Tenerife. Hun misundte sin mand, der uden at ville det havde gemt søvnen, til de kom hjem. Hun standsede og lod hunden gøre det, den skulle, på hjørnet af Ludvid Daaes Gate og Bernhard Getz’ Gate, i bydelen Rosenborg, hvor hun boede. Hun kiggede på uret, den var halv fire om natten, og hun var glad for, at hun stadig havde nogle feriedage tilbage og kunne sove længe dagen efter.

Hunden gjorde sig færdig. Hun tog en lille sort plastikpose op af lom­men og gik hen for at samle op efter den.

Der var tykt af træer på den side af vejen, hvor hun befandt sig. Den grønne tunge i villakvarteret var som en skovklædt bakke, der løb stejlt helt op til Skyåsvegen nogle hundrede meter længere oppe. Området havde fået navnet Lille Kuhaugen, fordi det lå neden for en bakke, som hed Kuhaugen.

Hun skulle til at rejse sig op, da hun hørte en melodi. Den kom inde fra træerne et sted. En langsom, vuggende melodi spillet med klare to­ner. Hun gik hen i retning af musikken.

Mindre end ti skridt fra vejen så hun noget i det svage lys, som vinte­rens nøgne træer lod slippe ind mellem grenene. Det var et smukt, lille instrument, en cylinderformet æske med en dansende ballerina på låget, som snurrede rundt, mens musikken spillede. Det var, som om balle­rinaen prøvede at ryste den sne af sig, der havde lagt sig i hendes hår. Kort efter, at Evy Saupstad havde fået øje på spilledåsen, standsede den pludselig helt af sig selv, og musikken døde ud. Der var med ét stille mel­lem træerne, og hun blev stående og lod sine øjne vænne sig til mørket, mens hun tænkte på, hvor stille der var på lige præcis det her tidspunkt af døgnet. De ensomme timer. Hvis man virkelig skulle være alene i en by som Trondheim, var dette det rigtige tidspunkt.

Hunden begyndte pludselig at gø, og så fik hun øje på det. Spilledåsen stod ikke på jorden. Sneen havde lagt et hvidt klæde over skikkelsen un­der den, en livløs menneskekrop. Da hun gik nærmere, så hun, at sneen var rød i området omkring halsen. Blodet var løbet ud af den åbne strube og var stivnet i kulden. En lugt af metal strejfede hendes næse og for­svandt sammen med snefnuggene og vinden, som blæste forbi hende.

Evy Saupstad gav et gisp fra sig. Hun så sig ængsteligt omkring. De

Drømmeløs.indd 19 21/03/12 15.13

spor, som førte væk fra liget, gik et stykke ind mod skoven, inden de dre­jede hen mod indgangen til motorcykelklubben, som holdt til i det gam­le beskyttelsesrum i fjeldet under Lille Kuhaugen. Klubbens indkørsel lå omkring halvtreds meter længere oppe ad Ludvig Daaes Gate, i retning af Rosenborg Skole. Fodsporene var også ved at forsvinde under sneen. Hun vendte sig om og løb de få meter ud af skoven. Hunden holdt op med at gø, da de igen stod på gaden. Den lille skabning fik hende un­derligt nok til at føle sig tryggere, selv om hun godt var klar over, at en ét år gammel dværggravhund ikke kunne stille noget op mod umennesket, der stod bag det, hun lige havde set.

Så tog hun sin telefon frem og ringede til alarmcentralen.

*

Han var gået hen mod beskyttelsesrummet. Han kunne se hende, derfra hvor han stod. Hun bøjede sig ned og klappede hunden, som heldigvis var holdt op med at gø. Han kunne ganske enkelt ikke udstå hundegøen. Det fik det til at snurre i hans hoved. Han trak vejret så dybt, han kunne.

Kvindemennesket tog sin telefon frem og begyndte at taste et num­mer.

Han blev stående og kiggede på, mens hun snakkede. Han kunne høre hendes skingre stemme, men ikke de ord, hun sagde. Hans fodspor var ved at forsvinde på jorden, men liget var blevet fundet, før det var for­svundet helt under den hvide kappe. Spillede det nogen rolle? Han gik en omvej, inden han hentede bilen og begav sig hjemad, til det gulbrune loft over sengen og timerne med den søvnløse uro.

Drømmeløs.indd 20 21/03/12 15.13