Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
1
Kompendium i samtidshistorie Danmark 1870-1900
Bo Beier Thorup, Bent Vestergaard, Frederik Bodin Januar 2009
En by i kraftig vækst. Voldene nedrives 1871-73 ved Nørreport. Bemærk broen over voldgraven med den voldsomme trafik med hestevogne og sporvogn, hestetrukken selvfølgelig. I dag er det pladsen ved Nørreport og Frederiksborggade, hvor der ikke længere forefindes nogen voldgrav med vand. Til venstre ses Kommunehospitalet (fra i år (2005) Københavns universitet) og midtfor væksthuset i Botanisk have.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
2
Indholdsfortegnelse: Tekster & Kilder side Lars Bille: Den økonomiske og sociale udvikling ...................................................................... 3-6 Bo Beier Thorup: De sociale lag på landet ............................................................................... 7-9 Lars Bille: Det industrielle gennembrud .................................................................................. 9-13 De politiske partier ................................................................................................................ 14-18 Bo Beier Thorup: Forfatningskampen ................................................................................... 19-22 Lars Bille: Arbejderklassen — levevilkår, organisering ......................................................... 23-25 Kristian Hvidt: Befolkningen ................................................................................................. 26-27 Søren Mørch: Ernæring ....................................................................................................... 27-28 Sygdomme ........................................................................................................................... 29-30 Harry Haue m.fl.: Sociale lag i byen ..................................................................................... 31-33 Søren Mørch: En borger ....................................................................................................... 34-35 Oskar Hansen ...................................................................................................................... 36-37 Marie Christensen: Træk af en tjenestepiges oplevelser ...................................................... 38-39 Jan Møller: Herskabshjem og korridorlejlighed ..................................................................... 40-43 Kort over København 1888 ....................................................................................................... 44 Kort over Nordsjælland .............................................................................................................. 45 Bilag 1 Partiskema (af Bo Beier Thorup) ................................................................................... 46 Alle billedteksterne er skrevet af undertegnede, Bo Beier Thorup. Billederne er hentet talrige steder fra nettet. Billeder af underklassens vilkår kan hentes ikke mindst fra Arbejdermuseets webside og www.pladstilosalle.dk (webside om arbejderbevægelsens fremkomst), men også nationalmuseets webside har været anvendt, samt www.skoletjenesten.dk; Billeder og oplysninger om Københavns befæstning interesserer en hel del militærnørder, der har diverse gode links på nettet, men hvis jeg skal fremhæve en enkelt aldeles fremragende side må det være www.din-bog.dk/Befaestning/. Men også mange andre websider har været anvendt. Fra bøgerne har jeg også hentet en række af billederne, men den sande guldgrube er uden sammenligning tidsskriftet Erik Kjersgaard (red.): Illustreret tidende—1849-1993, der rummer et gigantisk billedmateriale, som suppleres af indholdsrige og oplysende billedtekster.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
3
Den økonomiske og sociale udvik-ling Kilde: Samtidshistorie for handelsgymnasiet bd. 2, Lars Bille: Danmark 1848-1945 (1978) s. 25-31
I perioden 1870-1900 gennemløb det danske sam-
fund en udvikling, der er blevet karakteriseret som
"det industrielle gennembrud". Hermed menes, at en
egentlig industriel produktion (d. v. s. maskinel mas-
seproduktion af varer for et ukendt marked i virk-
somheder med mere end 5 ansatte) opstod i denne pe-
riode.
En industrialiseringsproces er et meget sammensat
forløb, hvor mange forskellige forudsætninger skal
være opfyldt og virke sammen. Der skal være et kø-
bedygtigt marked for industrivarerne. Der skal være
tilstrækkelig - og helst billig - arbejdskraft til rådig-
hed. Der skal være et transportsystem, som kan brin-
ge råstofferne til fabrikkerne og de færdige varer ud
til kunderne. Der skal være råstoffer; som kan forar-
bejdes. Der skal være en tilstrækkelig stor kapital i
landet til finansiering af grundlæggelsen og udbyg-
ningen af virksomhederne. Der skal være et udbygget
kredit- og banksystem, som kan sætte dem, der har
pengene, i forbindelse med dem, der har brug for
pengene til investering. Der skal forefindes tekniske.
redskaber, som muliggør en maskinel masseprodukti-
on.
Man kunne nævne flere faktorer, der spiller en rolle i
en industrialiseringsproces. Det afgørende er at un-
derstrege, at de skal virke sammen og at de gensidig
påvirker hinanden. Når vi i det følgende skal gen-
nemgå nogle hovedtræk ved det industrielle gennem-
brud, er det vigtigt at huske denne ind- byrdes afhæn-
gighed, fordi de enkelte dele, af hensyn til overskue-
ligheden, vil blive skildret hver for sig.
Landbruget
At det industrielle gennembrud kom i perioden 1870-
1900 er ikke ensbetydende med, at Danmark blevet
industrisamfund. Ved århundredeskiftet var Danmark
stadig et udpræget landbrugsland. Omkring 75 % af
Danmarks befolkning boede i. 1870 på landet. I 1900
var tallet 61 %. Af den samlede arbejdsstyrke var 52
% i 1870 beskæftiget i landbruget, medens det i 1900
var 43 %. Vi kan altså se, at der sker en væsentlig
forskydning væk fra landbruget, men dog ikke mere
end at landbruget stadig er helt dominerende. Den
udvikling, landbruget gennemløb, havde derfor stor
betydning for samfundet i dets helhed og dermed og-
så for selve industrialiseringen.
Perioden fra omkring 1830 og frem til midten af
1870'erne havde været en lang opgangstid for det
danske landbrug, kun afbrudt af enkelte mindre tilba-
geslag. Årsagen hertil skal søges i flere forhold, men
en væsentlig faktor var de gode internationale kon-
junkturer. Hertil skal lægges, at den fremadskridende
industrialisering i Europa, først og fremmest i Eng-
land, skabte et stort behov for landbrugsvarer til de
voksende bybefolkninger. For Danmark betød det, at
vor vigtigste landbrugseksportvare, kornet, steg kraf-
tigt i pris. Da England i 1846 ophævede importtolden
på korn, fik dansk landbrug nu fri adgang til et stort
marked, der kunne aftage store mængder korn til go-
de priser.
Ved siden af de gode internationale konjunkturer
spillede det også en rolle, at landbruget, i samarbejde
med købmændene, der stod for salget af kornet i
England, bestræbte sig på at forbedre kornets kvali-
tet. Tidligere havde det været både vådt, spiret og
urent, hvilket havde ført til, at det fik den lidet salgs-
fremmende varebetegnelse "skiden sæd" hæftet på
sig. Nu blev det renset og tørret inden afskibningen
til England. Dansk landbrug kunne efterhånden også
konkurrere på kvaliteten.
De gode indtjeningsmuligheder virkede ansporende
for landmændene til at foretage en produktivitetsfor-
øgelse. Man gik i gang med at lægge nye jorder un-
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
4
der ploven, at dræne de våde områder og mergle de
kalkfattige marker, alt med henblik på at kunne dyrke
mere og bedre korn. Man tog også nye, rationelle
markredskaber i brug; f. eks. afløste svingploven den
tunge og arbejdskrævende hjulplov.
Det var dog ikke kun kornproduktionen, landbruget
tjente penge på. Den animalske produktion (d. v. s.
kød, flæsk, mælk, smør, æg, o. s. v.) spillede efter mid-
ten af det 19. århundrede en stadig stigende rolle. Det
skyldtes dels, at prisudviklingen også her var god, dels
at den ensidige korndyrkning i længden udpinte jor-
den. Perioden op til midten af 1870'erne betegnes dog
alligevel som kornsalgsperioden.
De gode afsætningsmuligheder til lønnende priser førte
til, at der var langt flere penge i landbruget end tidlige-
re. Dette virkede ansporende for den trediedel af land-
mændene, der endnu var fæstere, til at blive selvejere.
En fæstebonde ejede ikke den jord, han dyrkede, men
lejede den af godsejeren mod betaling, oftest i form af
et bestemt kvantum korn. I tider med stigende priser
var det således godsejeren, der nød fordelen: han fik
flere rede penge for den samme mængde korn. Denne
fordel ville fæstebønderne nu selv have, og med de
fortræffelige økonomiske udsigter var der flere, der
vovede springet og købte sig fri af godsejeren. At det
var lidt af et spring hang sammen med, at meget få
kunne udrede beløbet kontant. De måtte derfor låne
mod sikkerhed i ejendommen. Gældsbyrden i landbru-
get som helhed voksede derfor. Omkring 1900 var det
lykkedes for langt størstedelen af bønderne at blive
selvstændige. Den økonomiske opgangstid havde såle-
des givet et meget væsentligt bidrag til fremkomsten af
en selvstændig bondestand.
Landbrugets fremgangsperiode smittede af på de øvri-
ge dele af samfundet. Eksporten af korn stod handels-
standen for, og den tjente store penge. Betydelige kapi-
taler blev grundlagt. Bønderne brugte en del af deres
indtjening til afdrag og renter af gælden, men de tjente
nok til en almindelig højnelse af levestandarden, og til
udbygning og forbedring af deres ejendomme. Medens
landbrugerne tidligere i høj grad havde været selvfor-
synende med næsten alle dagligdagens fornødenheder,
begyndte der nu at indtræde en mere udbygget arbejds-
deling mellem landbrug og byerhverv. Bønderne købte
flere varer og redskaber hos købmanden og håndvær-
keren. Det skaffede disse samfundsgrupper øget be-
skæftigelse og indtjening. Den øgede arbejdsdeling
medførte dermed også, at de enkelte samfundsgrupper
i højere grad end tidligere blev afhængige af hinanden.
De gode konjunkturer skabte således en kapital i det
danske samfund, som var af stor betydning ved finan-
sieringen af industrialiseringen, samt for landbrugets
egen omstillingsproces, da konjunkturerne vendte efter
midten af 1870'erne.
Krise og omlægning
På det tidspunkt blev der kastet enorme mængder af
korn ind på det europæiske marked fra USA og Rus-
land. Det hang sammen med, at transportomkostnin-
gerne var reduceret kraftigt ved udbygningen af jern-
banerne og indsættelsen af damp- skibene. Resultatet
blevet stort prisfald på korn.
Den danske kornproduktion måtte nu sælges til de lave
priser. landbrugets indtægter faldt, udgifterne faldt og-
så noget, men ikke så meget som indtægterne, da ren-
ter og afdrag på gælden jo var konstant. I mange andre
lande greb man til toldforhøjelser for at beskytte sit
landbrug. Denne fremgangsmåde var ikke acceptabel
for flertallet af landbrugets repræsentanter i Danmark,
da det ville være et klart brud på liberalismens krav om
frihandel. Desuden eksporterede Danmark mere korn
end det importerede, så told ville ikke hjælpe noget.
landbruget blev derfor tvunget ud i en anden løsning:
en intensivering af den omlægning af produktionen fra
korn til animalske produkter, som allerede var begyndt
omkring midten af det 19. århundrede.
Men her stødte den almindelige bonde på nogle pro-
duktionstekniske vanskeligheder. Han havde som regel
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
5
for få køer til, at en egentlig produktion af godt og rent
smør lod sig gøre. Derfor foregik smørfremstillingen
da også mest hos godsejerne, der havde større besæt-
ninger og ofte selvstændigt mejeri. Bonden var imid-
lertid ikke interesseret i at levere mælk til godsejerens
mejeri og på den måde igen komme i et afhængigheds-
forhold til ham. Det lå lige for, at flere bøn- der slutte-
de sig sammen for på den måde at opnå stordriftens
fordele. Desuden var der med konstruktionen af centri-
fugen i 1878 skabt en vigtig teknisk forudsætning for
rationel mejeridrift i mindre format.
I 1882 oprettedes det første andelsmejeri i Hjedding
på Vardeegnen. Det epokegørende ved dette mejeri
var organisationsformen: andelsselskab. Bønderne
tegnede sig for en andel hver. Indskuddene var ganske
små. Man havde herefter ret og pligt til hver morgen at
levere mælk til mejeriet, som på den måde fik et til-
strækkeligt stort kvantum til at producere smør. Meje-
riets overskud blev delt mellem andelshaverne, efter
hvor meget mælk de havde leveret i årets løb. Hver
andelshaver havde en stemme på generalforsamlingen,
uanset hvor stor en mælkeleverandør han var: Man
stemte efter hoveder og ikke efter høveder. På den må-
de kunne alle - store som små landbrug - være med,
hvilket nok ikke var det mindst vigtige ved andelsfor-
men.
Andelstanken slog an. I løbet af få år blev der opret-
tet mange andelsmejerier. Omkring 1900 var der ca.
1000. På andre områder inden for landbruget fulgtes
succesen op. I 1887 oprettedes det første andelssvine-
slagteri. Når det nu viste sig, at bønderne selv kunne
forarbejde deres varer, var vejen ikke lang til, at man
Fousing Andelsmejeri ved Struer var blot et af de ca 1.000 andelsmejerier, som gårdmændene i løbet af knap 20 år havde grundlagt omkring år 1900 i hele Danmark. Andelsbevægelsen blev et af gårdmænde-nes forsøg på — ved hjælp af andelstanken — at ma-nifestere sig som socialt lag i forhold til godsejerne. I kølvandet på andelsmejerierne stiftede gårdmændene tillige brugsforeningerne, sparekasserne, folkehøjsko-lerne og andelsslagterierne.
Til venstre: Centrifugen Det var danskeren L. C. Nielsen fra Roskilde, der i 1878 opfandt mejericen-trifugen - en opfindelse, som kom til at revolutione-re mejeribruget og som fik vidtrækkende konse-kvenser for det danske landbrug. Tidligere skum-mede man fløden af mælken ved at hælde den op i store åbne mælkekar. Denne besværlige og noget langsommelige metode betød, at det var svært at holde mælken tilstrækkelig afkølet og den var sam-tidig udsat for insekter, støv og snavs. Centrifugen var derimod i stand til at dele mælken i dens ho-vedbestandele fløde og skummetmælk i en hurtig og hygiejnisk arbejdsgang, som forbedrede kvalite-ten af fløden og demed det smør der kunne frem-stilles. Hermed var grundlaget lagt for den danske mærke– og kvalitetsvare Lurpak smør.
Billedet til højre viser saltning af dansk røget flæsk på Horsens svineslagteri 1907. Den særlige baconkvalitet var et engelsk krav som også fandt i danskernes smag. I modsætning til mejerierne var svineslagterierne store og måtte ligge bekvemt for jernbanerne. Derfor kom slagterierne til at ligge i købstæderne. På denne særegne måde rykkede gårdmændenes produktion ind i byerne.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
6
også selv kunne stå for eksporten af de forarbejdede
landbrugsprodukter og importen af de varer, som land-
mændene skulle bruge i driften. Andelsselskaber til
varetagelse af disse funktioner blev derfor også dan-
net.
Resultatet af denne koncentrerede indsats blev, at
landbruget nu kunne producere en standardiseret kva-
litetsvare. Grundlaget for det lurmærkede smør og den
danske bacongris blev lagt i disse år. De blev efter-
spurgte varer på de udenlandske markeder, især i Eng-
land, som stadig var vort vigtigste aftagerland. Da de
internationale konjunkturer igen vendte til det bedre i
slutningen af århundredet, stod dansk landbrug således
godt rustet til at udnytte dette. Det blev igen gode tider
for landbruget i begyndelsen af det 20. århundrede.
Man kan spørge, hvordan det i en tid med faldende
indtægter var muligt for landmændene at klare den
kraftanstrengelse, som omlægningen var. Noget af
svaret ligger i, at nogle landmænd havde opsparet ka-
pital fra de gode tider, som de kunne tære på; men for
langt hovedparten gjaldt det, at de måtte låne penge i
kreditforeningerne og sparekasserne. Staten bidrog
kun beskedent til omstillingen, idet statsindgreb i det
private erhvervsliv, ifølge den fremherskende liberali-
stiske tankegang, burde undgås. For den enkelte land-
mand betød det, at hans gældsbyrde voksede. Medens
prioritetsbehæftelserne i 1849 udgjorde ca. 33 % af
landejendommenes værdi, steg prioriteringen omkring
1900 til ca. 55 %. landmanden blev derved i langt hø-
jere grad end tidligere inddraget i den almindelige
pengeøkonomi og derfor også mere afhængig af kon-
junkturudviklingen i landet. Landbruget blev integre-
ret i tidens almindelige kapitalistiske udvikling.
En anden del af svaret ligger i den bedre uddannelse
og oplysning, landbobefolkningen efterhånden erhver-
vede sig. Hovedæren må tilskrives højskolerne og
landbrugsskolerne. Højskoletanken var udformet af
Grundtvig. Han havde allerede i 1830'erne agiteret for
en vækkelse af den brede befolkning gennem oplys-
ning om nationale, historiske og kristelige emner. Han
havde en, stærk tro på det gode og sunde i folket, samt
på dets ret til at gøre sig gældende i alle samfundsfor-
hold. Gennem "det levende ord", i foredrag og diskus-
sioner skulle de unge mennesker have "oplysning om
livet", udstyres med en åndelig ballast som kunne væ-
re dem til gavn i deres tilværelse.
I 1844 oprettedes den første folkehøjskole i Rødding,
og i løbet af de næste årtier kom der mange flere til. Et
stigende antal unge fra landet fik nogle udbytterige
måneders ophold. De fik en større forståelse for sam-
fundsproblemerne og kunne deltage i politiske diskus-
sioner. Gennem ophold på landbrugsskolerne, der var
mere teknisk/fagligt orienterede, fik landboungdom-
men forståelse for nødvendigheden af at indføre nye
driftsmetoder og ny teknik. De fik opbygget en selvag-
telse og selvbevidsthed, der ledte frem til holdningen:
vi kan, vil - og skal selv. Andelsbevægelsen og - som
vi skal se senere - den politiske organisering af partiet
Venstre ligger i klar forlængelse heraf.
Der aftegnede sig nogle klare sociale skel på landet.
Det var ikke alle landboere, der havde nydt godt af
landbrugets udvikling i de gode tider før krisen. Denne
forskel uddybedes i løbet af omlægningsperioden.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
7
De sociale lag på landet i slutningen af 1800
-tallet (af Bo Beier Thorup)
Endnu i slutningen af 1800-tallet var klassedelingen på
landet særdeles tydelig. Social mobilitet (= opstigning)
mellem de sociale lag på landet var næsten umulig med
mindre man giftede sig over sin stand.
Det øverste lag var godsejerne, der var en meget lille
gruppe som bestod af de absolut største jordejere i Dan-
mark. Disse bestod bl.a. af den gamle adel (grever, ba-
roner o.l.) men også store jordejere kaldet proprietærer.
Godsejerne var typisk så velhavende, at de boede i lan-
ge perioder i hovedstaden, mens godset blev forvaltet af
en bestyrer i godsejerens fravær. Bort set fra at nyde li-
vet i hovedstaden, var mange af godsejerne beskæftiget
som medlemmer af Rigsdagen, hvor de repræsenterede
partiet Højre, som i hele perioden frem til 1901 regere-
de Danmark. Godsejerne var umådeligt indflydelsesrige
i politik, idet det kun var godsejere der blev kon-
sejlspræsidenter (= daværende betegnelse for statsmini-
ster) indtil 1901.
Det næstøverste lag på landet var gårdmændene
(gårdejerne). Det var landmænd, der ejede deres egen
gård. Gårdmændene var det sociale lag, som oplevede
den største fremgang på landet i slutningen af 1800-
tallet. Dette skyldtes andelsbevægelsens opståen i for-
bindelse med den store landbrugskrise i 1870’erne. I
1870’erne oversvømmede det amerikanske og russiske
marked det internationale kornmarked og medførte, at
det danske landbrug havde svært ved at afsætte sit korn.
I denne forbindelse besluttede en række gårdmænd at
omlægge til animalsk produktion – ikke mindst smør
og grise (flæsk). Et af problemerne var, at gårdmænde-
ne havde som regel for få køer til at have en selvstæn-
dig smørproduktion. Smørproduktion foregik derfor
hyppigst hos godsejerne som havde større besætninger
og derfor ofte et selvstændigt mejeri. Gårdmændene
havde i tidligere tider været underlagt godsejeren/ her-
remanden, men havde i løbet af 1800-tallet købt deres
L. A. Rings maleri: Husmandsfolk venter fremmede er et af de få malerier fra perioden, der viser en husmand. Men billedet er egentligt misvisende. Det viser en husmand og hustru, der har fået fejet og gjort ved. Kjolen er nyvasket og far koketterer med urkæden. Billedet viser således ikke den armod (fattigdom), som husmændene oplevede i denne periode. Boligerne var usle— et par kamre i den forfaldne rønne og med ringe ernæring, hvor middagen typisk kunne stå på vælling, og tørt brød til . Ofte var husmandens eneste økonomiske aktiv en (1!) ko eller en gris.
Den sociale lagdeling i landbruget i 1870 Antal % af det samlede
antal Hartkorn % af det samle-
de antal hart-korn
1.800 herre- og proprietærgårde (over 12. tdr. hartkorn)
0,77 52.000 tdr hart-korn
14,02
71.000 gårde (over 1 tdr. hartkorn) 30,24 280.000 tdr. hart-korn
75,47
131.000 ”huse” eller ”steder” (under 1 tdr. hartkorn)
55,79 39.000 tdr. hart-korn
10,51
31.000 jordløse huse 13,20 - -
Kilde: Politikens Danmarkshistorie bind 12, s.42
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
8
egen gård fra godsejeren. Gårdmændene ønskede ikke at
komme i et afhængighedsforhold igen til ham og ville
helst ikke levere mælk til godsejerens mejeri. Løsningen
lå lige for: Gårdmændene måtte slutte sig sammen, hvis
de skulle opnå stordriftsfordele – og dette gjorde de ved
etableringen af det første andelsmejeri i 1882 i Hjedding
nær Varde.
Gårdmændene fik med omlægningen til animalsk pro-
duktion forædlet deres varer – og det passede perfekt til
den stadig mere kræsne englænder (England var jo eks-
portmarkedet), der gerne ville spise smør og bacon frem
for brød.
Gårdmændenes succesrige evne til at organisere sig i
andelsbevægelsen gav dem blod på tanden til at oprette
folkehøjskoler og landbrugsskoler. Ikke alene økono-
misk men også politisk var gårdmændene på vej frem:
Deres parti var Venstre – og gårdmændene forlangte
med et stadig højere stemmeleje, at de fik politisk ind-
flydelse. Gårdmændene optrådte i det hele taget meget
selvbevidst i denne periode.
Næst efter gårdmændene kom husmændene. De hav-
de små jorder (typisk mellem 1-5 tønder land) og de var
så små, at de som hovedregel ikke kunne forsørge hus-
mændenes familie alene. Derfor var husmændene tvun-
get til at supplere deres indtægter ved at arbejde hos an-
dre. Dette gjorde de typisk hos en gårdmand eller hos
godsejeren. Husmanden kunne på visse måder ligne
gårdmanden, men hans landejendom var mindre – det
var et hus, ikke en gård – og han havde en meget lille
besætning – måske kun en gris og en ko. Husmanden
havde derfor ikke som gårdmanden nogle ansatte og
havde ej heller nogen reserver at stå imod med, hvis hø-
sten slog fejl. Husmændenes ringe vilkår blev overset
indtil husmændene fik oprettet deres eget parti, Det radi-
kale Venstre, i 1905.
Nederst i samfundspyramiden befandt sig landarbej-
derne også kalder tyendet eller daglejerne. Landarbej-
derne besad ingen ejendom, men var ansat hos godseje-
ren eller gårdmanden. Her var de beskæftiget som fx
karle og malkepiger. P.g.a. den meget kraftige befolk-
ningsvækst i disse år voksede denne gruppe betydeligt,
hvilket betød, at godsejeren og gårdmanden kunne pres-
se prisen på arbejdskraft ned. Aflønningen skete dog
som regel i naturalier: Karlen eller malkepigen fik et par
træsko – måske noget tøj - samt kost og logi. I bedste
fald måske en skilling i ny og næ – men det var undta-
gelsen. Landarbejdernes levevilkår var forfærdende dår-
lige. Arbejdstiden var meget lang, afhængig af årstider-
ne. Boligmæssigt levede de yderst ringe, da de som of-
test boede i stalden hos dyrene og endvidere eksisterede
stor børnedødelighed i denne gruppe – sygdomme og
fejlernæring var særdeles udbredt. Det var et liv der fo-
regik på randen af sultegrænsen, og hvor en afskedigelse
fra godsejeren eller gårdmanden må have været en kata-
strofe. Landarbejdernes vilkår var så ringe at de sagtens
kan sammenlignes med befolkningerne i dag i fattige u-
lande. Landarbejdernes kamp for eksistensvilkår var så
hård, at de hverken havde tid eller kræfter til at kæmpe
for deres rettigheder. Så selvom de udgjorde en stor
gruppe på landet eksisterede ikke noget parti, der kæm-
Landarbejdere, også kaldet folkehold eller tyende, fra herregården Bistrup fotograferet på gårdspladsen omkring 1880. Tyendet var løs arbejdskraft, der arbejdede på godserne eller gårdene, når der var be-hov. Aflønningen var typisk med kost og logi. Tyendet på landet var så ganske absolut det fattigste og nederste af de sociale lag på lan-det. Bemærk, at vore dages ko er blevet betyde-ligt større —et resultat af dansk landbrugs satsning på fremme af større kvæg.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
9
pede deres sag – en væsentlig omstændighed var desu-
den, at man var frataget stemmeretten når man ikke
havde egen bopæl.
Grænsen mellem husmændene og landarbejderne
var flydende – og de delte på mange måder samme le-
vevilkår. Deres kamp for rettigheder slog først igen-
nem i slutningen af perioden, for husmændene med op-
rettelsen af Det radikale venstre i 1905 og for landar-
bejderne efterhånden som de fik stemmeret ved at
stemme på socialdemokratiet.
Det industrielle gennembrud Kilde: Samtidshistorie for handelsgymnasiet bd. 2, Lars Bil-
le: Danmark 1848-1945 (1978) s. 34-39
Forudsætningerne
Skellet mellem håndværksmæssig og industriel pro-
duktion kan være svær at sætte. Der fandtes mange
håndværksmestre omkring 1850, der beskæftigede me-
re end 5 svende, og nogen maskinel hjælp betjente de
sig også af. Kun langsomt bredte de nye tekniske hjæl-
pemidler, som. f. eks. dampmaskinen, sig i Danmark.
Stagnationen hang bl. a. sammen med, at håndværket
var underkastet en lang række strenge restriktioner, der
var vedtaget helt tilbage i middelalderen. Siden den tid
havde håndværket været organiseret i laug, d. v. s.
sammenslutninger inden for de enkelte fag med det
formål at sikre medlemmerne socialt; at træffe bestem-
melser om arbejdsforhold samt at skabe ensartede kon-
kurrencevilkår ved fastsættelsen af priserne. Desuden
måtte håndværk kun udøves i købstæderne. Alt i alt en
meget stærk regulering af et erhverv. Dette stemte me-
get dårligt overens med indholdet i liberalismen. Næ-
ringsfriheden stod derfor også centralt placeret på de
national- liberales program, så centralt at det blev ind-
føjet i grundloven. I 1857 vedtog Rigsdagen de love,
der ophævede laugenes og købstædernes privilegier.
Med næringsfrihedens indførelse var en væsentlig for-
udsætning for den kommende industrialisering skabt.
Der kunne nu frit etableres virksomheder, hvor man
ville (med visse få begrænsninger), hvis det ellers var
muligt at skaffe arbejdskraft og kapital.
At skaffe den nødvendige arbejdskraft var ikke noget
problem. Danmarks befolkning steg fra 1,8 mill. i
1870 til 2,5 mill. i 1900. Denne stigning var imidlertid
ikke jævnt fordelt mellem land og by. Der skete en
kraftig vandring fra land til by, således at bybefolknin-
gens andel i 1900 var steget til ca. 39 % mod 25 % i
1870. Den store tilvandring til byerne skabte et rigeligt
udbud af arbejdskraft, som tilmed, på grund af konkur-
rencen om at skaffe sig arbejde, var billig.
Som omtalt tidligere betød de gode konjunkturer i
kornsalgsperioden, at der skabtes store kapitaler i Dan-
mark. Det var først og fremmest hos godsejerne og de
største handelsforetagender, at kapitalkoncentrationen
foregik. Godsejernes indtjening oversteg, hvad de selv
kunne bruge på for- bedringer og udbygninger af god-
serne. Derved blev der skabt en "ledig" kapital. Køb-
mændene stod for opkøbet af kornet hos bønderne og
solgte det videre til englænderne med stor fortjeneste.
De stod også for importen af de varer, bønderne skulle
bruge. Den stigende arbejdsdeling i samfundet gav
handelsleddet en mere og mere central placering i
dansk økonomi. Alt dette førte til, at storkøbmændene
CF Tietgen var den mest dominerende iværksætter i den første industrialiseringsperiode. Som 28-årig grundlagde Tietgen Privatbanken i 1857, og herfra skulle en formidabel række af investeringer i danske industrivirksomheder finde sted. En af modellerne var at sammenlægge (fusionere på nudansk) en række virksomheder til De forenede… fx De forenede Bryggerier i 1873 med Tuborg i spidsen (ikke Carlsberg, som først gik med i 100 år senere (1971)), De forenede Dampskibsskibsselskaber (DFDS) , De forenede Papirfabrikker osv. Tietgen var en enestående købmand og da Tietgen kom fra Odense, er det vel ikke så mærkeligt, at i dag hedder handelsskolen i Odense simpelthen Tietgenskolen. Måske skulle handelsskolen i Lyngby også tage navn efter Tietgen, da han ligger begravet ved Lyngby kirke?
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
10
kom til at spille en særdeles væsentlig rolle ved fi-
nansieringen af industrialiseringen og oprettelsen af
banker.
Op til 1870'erne var der således, foruden arbejds-
kraft, også ledig kapital til stede. Men den skulle for
at gøre nytte formidles til dem, der havde brug for
lån til investeringer, Denne kapitalformidling skete
fortrinsvis gennem banker, sparekasser og kreditfor-
eninger. I. 1857 var Privatbanken blevet oprettet, pri-
mært med det formål at give kortfristede kreditter til
handelsforetagender, der indtil dette tidspunkt havde
været næsten helt afhængige af finans- og handelshu-
sene i Hamborg. Den drivende kraft i Privatbanken
blev C. F. Tietgen. Han kom til at spille en afgørende
rolle i den første industrialiseringsfase. I 1871 stifte-
des Den danske Landmandsbank, og i 1873 Kjøben-
havns Handelsbank. Foruden disse tre hovedbanker
oprettedes en række banker i provinsen. Denne orga-
nisering af kapitalmarkedet blev af uvurderlig betyd-
ning for industrialiseringen. Ved at give rente for
indskud på anfordring, trak bankerne en del af den
"ledige" kapital ind i bankerne, som herefter udlånte
den til industri og handel. Desuden medvirkede ban-
kerne ved oprettelsen af industrielle aktieselskaber.
Banken påtog sig at sælge aktierne og garanterede
tegningen af hele aktiekapitalen. Mange aktieselska-
ber blev grundlagt med de tre hovedbanker som for-
midlere og deltagere. Bankerne fik derved en særde-
les vital placering i dansk erhvervsliv. Personsam-
menfaldet i bestyrelserne i mange industri- og han-
delsvirksomheder og bankerne var betydeligt.
Sparekasser og kreditforeninger blev også oprettet
og udbygget i tiden op til 1870'erne. Deres opgaver
var af en noget anden karakter end en banks. For
dem var sikkerheden det afgørende. De gav derfor
kun lån mod sikkerhed i fast ejendom. Deres betyd-
ning lå primært i imødekommelsen af et kapitalbe-
hov hos det ekspanderende landbrug og byggeri.
De gode konjunkturer, tilstedeværelsen af rigelig ka-
pital og organiseringen af kapitalmarkedet i perioden
op til 1870'erne, bevirkede tilsammen, at det var mu-
ligt at låne penge til en lav rente. Det virkede yderli-
gere stimulerende på lysten til at grundlægge nye
virksomheder.
Foruden de ovennævnte forudsætninger for en indu-
strialisering, skal der også være et udbygget trans-
Kortet til venstre: Det danske jernbanenet viser, at man var sen i optrækket i forhold til vores nabolande. De to hertugdømmer Slesvig-Holsten, der var en del af det danske rige indtil krigen i 1864, fik jernbaner før kongeriget og Sjælland kom før Jylland. Men derefter gik det stærkt. Omkring 1875 lå hele det banenet på plads som vi kender i dag.
Billedet foroven: Den jyske længdebane blev indledt med bygningen af Århus-Randers 1862 og fotografen har her indfanget kongens indvielse af banen omkring Gudenåen september 1862 (ved Langå).
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
11
portnet til rådighed. Det er nødvendigt, for at trans-
portudgifterne på billige men tunge varer som f. eks.
korn, jern, kul o. s. v. ikke skal blive uforholdsmæs-
sigt store.
Både inden for sø- og landtransporten skete der en
kraftig udvikling fra det 19. århundredes midte og
frem. På grund af Danmarks topografi har søtrans-
porten altid spillet en meget vigtig rolle. Handelsflå-
den var i kornsalgsperioden i kraftig udvikling, og
mange købmænd havde deres eget lille rederi, bestå-
ende af forskellige typer af sejlskibe. Dampskibet be-
gyndte efterhånden at vinde indpas, og var i 1900
klart dominerende. Denne omstilling fra sejl til damp
var imidlertid så kapitalkrævende, at mange af de
små rederier ikke kunne klare det. Med C. F. Tietgen
som initiativtager sluttede en række af disse små sel-
skaber sig sammen og dannede i 1866 aktieselskabet
Det forenede Dampskibsselskab, som hurtigt opnåede
en faktisk monopolstilling på den indenrigske gods-
trafik til søs. Selskabet blev også klart dominerende i
landbrugseksporten til England fra udskibningshav-
nen i Esbjerg, indviet 1874.
Landtransporten blav revolutioneret ved opbygningen
af et jernbanenet. Den første jernbane i kongeriget
Danmark blev indviet i 1847 og gik mellem Køben-
havn og Roskilde. Denne bane havde vel nærmest
kuriositetens præg, men selve transportmidlets betyd-
ning for erhvervslivet afspejlede sig klart i den vold-
somme debat i de efterfølgende år om linieføring og
udbygningstempo.
Omkring midten af 1870'erne var hovedlinierne ud-
bygget og udgjorde i alt ca. 900 km, for siden at stige
til små 3000 km i 1900. Danmark blev således gen-
nem udviklingen i samfærdselsmidlerne bundet sam-
men, både til søs og til lands.
Finansieringen af jernbanebyggeriet var mange steder
i verden foretaget af private selskaber. Udviklingen i
Danmark adskilte sig fra denne tendens. Ganske vist
forsøgte Tietgen i 1860'erne at samle alle landets
jernbaner i et selskab under hans og Privatbankens le-
delse, men forsøget mislykkedes. Der var forbavsen-
de nok - den liberale ideologis uvilje mod statens ind-
blanding i forretningslivet taget i betragtning - fler-
tal i Rigsdagen for statsbaneanlæg og -drift. Resulta-
tet blev, at alle hoved linier var statsejede, medens se-
kundærlinierne blev overladt til private selskaber.
Med udbygningen af transportsystemet, organise-
ringen af kapitalmarkedet, den lave rente og rigelig
og billig arbejdskraft, kom det til at spille en mindre
rolle for industrialiseringen i Danmark, at landet ikke
rådede over to at de dengang vigtigste råstoffer, jern
og kul. Den nære beliggenhed ved England og de la-
ve fragtrater gjorde, at industrien uden større merud-
gifter kunne skaffe, hvad den havde brug for. Dan-
mark var dog ikke uden råstoffer selv. Det er typisk,
at betydelige dele af dansk industri voksede op i til-
knytning til landbruget. Enten forarbejdede den land-
brugsvarer (øl, sukker, sprit, animalske produkter) el-
ler også tilvirkede den maskiner, gødning og soyaka-
ger til brug i landbrugsproduktionen. Udbygningen af
sø- og landtransportnettet skabte også basis for en
stor skibs- og maskinindustri.
Til venstre: Cloettas Damp-Chokolade fabrik var som datidens virksomheder baseret på dampkraft før elektromotoren brød igennem efter århundredeskiftet. Selve maskinen ses bagtil, trækkraften blev fordelt til de enkelte specialmaskiner ved hjælp af aksler under loftet og remtræk —endnu uafskærmede og ikke ufar-lige. Således vil det have set ud på hver enkelt fabrik på denne tid —med en stor dampmaskine der ved hjælp af remtræk trak en masse specialmaskiner.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
12
Industrien behøvede et købedygtigt marked til sine
produkter. Også denne forudsætning blev skabt i løbet
af 1850'erne og 1860'erne under den gode konjunktur.
Landbrugets fremgang, den stigende arbejdsdeling
mellem land og by, transportnettets sammenknytning
af Danmark til et stort marked, gav tilsammen gunsti-
ge afsætningsmuligheder for en industriel produktion.
En lang række af de vigtigste forudsætninger for en in-
dustrialisering var således til stede i Danmark omkring
år 1870.
Karakteristiske træk ved industrialiseringen
Det har i mange år været diskuteret, hvornår præcist
det egentlige industrielle gennembrud skete i Dan-
mark. Nogle har hævdet, at det fandt sted umiddelbart
før 1870, andre at det skete i første halvdel af 1870'er-
ne, og atter andre henlægger det til sidste halvdel af
1890'erne. Denne diskussion viser noget væsentligt
om Danmarks industrialisering, nemlig, at den foregik
i et relativt jævnt tempo med enkelte toppunkter, samt
at den foregik over en bred front. Man kan ikke for
Danmarks vedkommende udpege et enkelt erhverv
som toneangivende for industrialiseringen og tidsbe-
stemme gennembruddet herefter (som f. eks. tekstilin-
dustrien i England). Nogle karakteristiske træk skal
omtales i det følgende.
Grundlæggelsen af nye virksomheder var afhængig af
konjunkturerne. 1870'ernes første halvdel blev præget
af stiftelsen af mange nye selskaber, 85 i alt. Det kan
med nutidens øjne synes et såre beskedent antal, men
målt med samtidens målestok var det stort. Med den
konjunkturnedgang, der fulgte med landbrugskrisen,
stoppede "feberen". I 1880'erne blev der tale om en
mere afdæmpet vækst. Med konjunkturopsvinget fra
1894 og frem til 1. verdenskrig kom der igen fart i in-
dustrialiseringen, og denne gang i et omfang der var
langt større end tidligere.
Mange af de store virksomheder, vi kender i dag,
blev grundlagt i perioden 1870-1900. Navne som De
danske Sukkerfabrikker, De danske Spritfabrikker, De
forenede Bryggerier, ØK, De forenede Papirfabrikker,
Nordisk Kabel og Tråd, angiver arten og størrelsen.
Aktieselskabsformen blev langt den mest anvendte.
Denne organisationsform gav, i modsætning til andels-
selskabet, indflydelse efter hvor stor en del af kapita-
len man besad . Det virkede uden tvivl tillokkende for
de store kapitalbesiddere. Det er således karakteristisk,
at det er en relativ snæver kreds af personer blandt
godsejere og storkøbmænd, der via de tre storbanker
stod for oprettelsen af og kontrollen med mange af de
nye virksomheder. Som et eksempel kan nævnes, at
Landmandsbanken deltog i stiftelsen af så betydelige
virksomheder som De forenede Papirfabrikker (1889),
Frihavnsselskabet (1891), Det danske Kulkompagni
(1896), tobaksfirmaet Hirschsprung og Sønner (1896),
Københavns Flydedok og Skibsværft (1897), 0K
(1897), og Nordisk Kabel- og Trådfabrikker (1898).
Dermed er også nævnt et andet væsentligt træk ved in-
dustrialiseringsfasen, nemlig den koncentrations- og
monopoltendens, der prægede højkapitalismen. Alene
navnene på mange af virksomhederne vidner herom.
Det var ofte flere mindre selskaber der blev sluttet
sammen til "de forenede. . .". C. F. Tietgen fra Privat-
banken og Emil Gluckstadt fra landmandsbanken var
ledende kræfter i disse bestræbelser. Tankegangen var
den, at med fuld kontrol inden for et produktions- eller
handelsområde kunne virksomhedernes profit blive
større og stordriftens fordele udnyttes fuldt ud. Der
kan således spores den samme tendens som i udlandet
til, at liberalismens krav om kræfternes frie spil og den
frie konkurrence, i realiteten var ved at føre til det
modsatte.
Det mest karakteristiske ved den danske industriali-
sering var dog ikke denne koncentrationstendens, men
den lille industrivirksomhed med et stærkt håndværks-
element i produktionen. I 1897 var det gennemsnitlige
antal arbejdere pr. virksomhed kun 25. Dertil kom, at
industrien ikke blev koncentreret på nogle få steder,
men var spredt relativt jævnt over hele landet. Dan-
mark fik ikke som andre europæiske lande egentlige
industricentre med virkelig store industriforetagender
og en deraf følgende tæt koncentration af arbejdere.
Dette har sammen med eksistensen af et stort landpro-
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
13
letariat givet betydet en del for udviklingen af den
danske arbejderbevægelse.
Endelig skal det nævnes, at produktionen af kon-
sumvarer var helt dominerende i den danske indu-
stri, og at den praktisk taget producerede for hjem-
memarkedet. Den del af industriens produktions-
værdi, der gik til eksport, udgjorde i perioden 1868
-1900 kun omkring 10 %.
Et samlet billede af forskydningerne på det er-
hvervsøkonomiske område kan fås ved tabellerne
på nedenfor:
Bruttofaktorindkomstens fordeling på erhverv i proc ent: 1868 1876 1894 1904 1914 Landbrug m.v. 50 45 34 31 32 Håndværk og offentlige værker 13 11 13 10 9 Industri Ca. 4 Ca.5 7 10 10 Bygge- og anlægsvirksomhed 3 3 3 5 4 Handel m.v. 10 13 18 19 21 Transport m.v. 3 4 5 7 7 Liberale erhverv og husgerning 4 5 6 6 5 Boligbenyttelsen 8 9 8 7 7 Offentlige ydelser 5 5 6 5 5 Anm: Bruttofaktorindkomsten betegner den værdiforøg else, som finder sted i årets løb i alle landets produktions- og omsætningsled. Bruttofaktor indkomsten fordelt på erhverv kan derfor vise, hvilken betydning det enkelte erhverv har i d en samlede produktion. Kilde: Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark bd. I s. 200 og 305
Den samlede befolknings procentvise fordeling på er hverv Landbrug
m.v. Hånd-værk og Industri
Bygge- og anlægsvirk-somhed
Øvrige erhverv
I alt Samlet befolk-ning
1860 53,3 26,4 5,9 14,4 100 1,601 mio 1870 52,3 25,8 6,8 15,1 100 1,793 mio 1880 51,1 26,0 7,7 15,2 100 1,976 mio 1890 45,9 27,9 9,9 16,3 100 2,179 mio 1901 41,4 29,5 11,3 17,8 100 2,463 mio 1911 38,3 28,9 12,9 19,9 100 2,770 mio Kilde: Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark bd. I s. 142
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
14
De politiske partier
De betydelige forskydninger i det danske samfunds
økonomiske og sociale struktur førte til fremkomsten
af en selvbevidst gårdmandsgruppe, en hastigt vok-
sende arbejderklasse, et stort landproletariat, en in-
dustriherregruppe og en indflydelsesrig handelsgrup-
pe. Den danske befolkning blev således tydeligere
opdelt i en række samfundsklasser, hver med sine
økonomiske og politiske særinteresser. Denne øgede
differentiering kom til at præge den videre udvikling
af de politiske grupperinger, som vi har set voksede
frem i forbindelse med indførelsen af grundloven i
1849. I løbet af perioden kom disse grupperinger til
at tage form af egentlige politiske partier.
Højre
Den toneangivende gruppering op til 1864 var de na-
tionalIiberale. Efter 1864 mistede de deres indfly-
delse og opløstes efterhånden som selvstændig grup-
pering. Flertallet af de nationalliberale sluttede sig til
Højre, resten forenede sig med venstregrupperinger-
ne.
Under det liberale gennembrud havde den hidtil
mest indflydelsesrige gruppe, godsejerne, holdt sig i
baggrunden. Efter 1864 vendte de imidlertid tilbage
på den politiske scene for at rette op på de ulykker,
folkestyret efter deres mening allerede havde for-
voldt, og for at sikre, at der ikke kom flere. Gods-
ejerne blev kernen i partiet Højre. Foruden godsejer-
ne hentede Højre støtte fra akademikere, embeds-
mænd, officerer, håndværkere, industriens og hande-
lens folk. En del af arbejderne i byerne sluttede også
i begyndelsen op om Højre, indtil Socialdemokratiet
efterhånden vandt frem. Desuden fik partiet klar op-
bakning fra kong Christian 9. Højre var således et
udpræget byparti med hovedbastionen i det bedre
borgerskab.
Ret beset var Højres vælgergrundlag en nok så blan-
det flok. I mange spørgsmål, især af erhvervsøkono-
misk karakter, havde embedsmænd, godsejere, hånd-
værkere, industriherrer og handelens folk forskellige
interesser, hvilket da også på langt sigt blev en be-
lastning for sammenholdet. Det, der i perioden frem
til århundredeskiftet bandt partiet sammen, var enig-
heden om at bremse Venstres krav om genindførel-
sen af den lige og almindelige valgret til landstinget
og ønsket om at skabe et tilstrækkeligt stærkt militær
til forsvar af Danmark. Ifølge datidens konservative
opfattelse var det en illusion at tro, at alle mennesker
var lige. Den historiske udvikling og traditionen hav-
de skabt nogle ledende grupper, som, primært gen-
nem store jordbesiddelser, i særlig grad havde bidra-
get til finansieringen af samfundets udvikling. Disse
grupper skulle derfor også have den ledende rolle i
den politiske styring.
Forsvaret for den private ejendomsret kom til at ind-
tage en vigtig plads i Højres politik. Ved at give den
politiske magt til de besiddende grupper, sikredes
også en rolig og jævn udvikling i overensstemmelse
med traditionen, uden forhastede folkelige eksperi-
menter, der forkastede det bestående på en studs.
Til højre: Jakob Brønnum Scavenius Estrup, der var konsejlspræ-sident (statsminister ) 1875-1894 var den absolut vigtigste politiske person i denne periode. Estrup var godsejer, Højre-mand, stærkt kon-servativ med en dybfølt loyalitet overfor kongemagten. At Estrup overhovedet kunne styre landet i denne periode skyldtes udelukkende ved at udnytte særlige juridiske huller i grundloven fra 1866, der gav ham mulighed for at sende Rigsdagen på ferie og ud-stede provisoriske (midlertidige) finanslove. Grundloven af 1866 hav-de Estrup i øvrigt selv været med til at formulere. Med vore dages øjne ville man utvivlsomt have kaldt Estrup for dik-tator. I 1885 blev Estrup udsat for indtil videre det eneste attentat på en dansk statsminister. Estrup overlevede attentatet, da hans frakke-knap afbød revolverkuglen. I 1894 blev Estrups position som kon-sejlspræsident forhandlet væk af forhandlere fra hans eget parti, Høj-re.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
15
Overklassen forstod bedst - ligesom den patriarkalske
familiefader -, hvad der var til landets bedste og fol-
kets gavn. Den følte, mente man, et særligt ansvar, et
ansvar som staten og dens tro embedsmænd skulle
forvalte. Fordi man har det talent at finde det rette
slagord i en vælgerforening, kan man meget vel være
blottet for enhver evne til at regere, hed det i højre-
kredse.
Det forenede Venstre
Som en reaktion på skuffelsen over 1866-grundlovens
vedtagelse og kongens udnævnelse af et rent højremi-
nisterium, sluttede de forskellige grupperinger af ven-
strefolk i Rigsdagen sig sammen og dannede Det for-
enede Venstre i 1870. Spændvidden inden for Det for-
enede Venstre var stor. Den gik lige fra en grundtvigi-
ansk inspireret idealistisk, national, skandinavistisk og
forsvarsvenlig holdning, der ikke lå langt fra de natio-
nalliberales, til en jordnær nøgternhed uden positiv
indstilling til forsvaret. Denne forskel mellem fløjene
i Det forenede Venstre er meget vigtig at erindre sig
ved behandlingen af den konkrete politiske udvikling.
Det forenede Venstre var et decideret landboparti. Det
hentede stemmerne blandt landbrugerne, og her kunne
partiet nyde godt af den stigende bevidstgørelse blandt
bønderne.
Den førte til en klarere erkendelse af nødvendigheden
af at slutte op om partiet, som da også får en mærkbar
fremgang i stemmetallet. Blandt landbobefolkningen
var det gårdmændene, der blev de toneangivende i
partiet, men de fleste husmænd og mange landarbej-
dere støttede det også. Med Socialdemokratiets dan-
nelse og konsolidering skete der dog efterhånden et
indhug i den sidstnævnte gruppe.
Det forenede Venstre vedtog et program, der byggede
på det liberale idegrundlag. Det krav, partiet satte i
front, var genindførelsen af Junigrundloven med den
lige og almindelige valgret. "Tilbage til junigrundlo-
ven" blev slagordet. Den lige og almindelige valgret
skulle også gælde ved de kommunale valg. Endvidere
skulle folketinget have hovedindflydelsen på landets
politik, og regeringen skulle accepteres af et flertal i
folketinget. Kravet om folketingsparlamentarisme (se
nærmere s. 21) var hermed rejst. På det økonomiske
område krævede partiet sparsommelighed i statshus-
holdningen; en skattereform, således at jordbeskatnin-
gen blev lettet ved indførelsen af en indkomst- og for-
mueskat; afskaffelse af fæstevæsenet og fastholdelse
af frihandelsprincippet. Krav der alle kan føres tilbage
til primært gårdmændenes økonomiske interesser. På
det kulturelle område skulle åndsfriheden være frem-
herskende, specielt på det skole- og kirkepolitiske om-
råde. Grundtvigs indflydelse kan klart spores her. Me-
dens Højre blev konervatismens fortaler i Danmark,
blev Det forenede Venstre liberalismens.
Socialdemokratiet
Den tredie betydende politiske ideologi, socialismen,
blev fremført af Socialdemokratiet, der blev stiftet i
1871. Den stærkt voksende bybefolkning og industria-
liseringen skabte en arbejderklasse, ligesom udviklin-
gen på landet efterlod et stort landproletariat. Disse
klassers dårlige levevilkår og arbejdsforhold gav gro-
bund for det politiske budskab Karl Marx og Friede-
rich Engels havde formuleret i deres skrifter.
Viggo Hørup— statue af den danske kunstner JF Villumsen. Statuen står i Kongens Have. Viggo Hørup regnes som en af de helt store begavelser indenfor politisk journalistik i 1800-tallets slutning. Hørup var som medlem af partiet Venstre i skarp konfrontation med Højre og konsejlspræsident Estrup. Hørup formulerede den berømte sætning om et dansk forsvar og befæstningen af København: ”Hvad skal det nytte?”. En provokerende sætning, der foranledigede, at folketingets formand (der i øvrigt også var venstremand) ringede med klokken og forlangte, at Hørup undskyldte sin bemærkning. Men det ville Hø-rup ikke. Hørup står dermed som den første danske politiske antimilitarist, og en følge af denne politiske linje blev grundlæggelsen af partiet Det radikale Venstre i 1905. Viggo Hørup er nok mere kendt blandt menigmand som grundlægger af Dagbladet Politiken i 1884 (se i øvrigt kompendiets forside). Hørup døde i øvrigt i 1902, tre år før Det radikale Venstre blev grundlagt. Et af Hørups berømte fyndord som jeg (BBT) med fornøjelse benytter i undervisningssituationer er ”Skæg for sig, og snot for sig!” (når man skal holde sig til sagen!). Se i øvrigt Venstres anden store leder i 1870’erne og 1880’erne, Chresten Berg, s. 20.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
16
Initiativet til dannelse af et socialistisk parti udgik fra
Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff. Pio havde i
sommeren 1871 udgivet to småskrifter kaldet
"socialistiske blade", hvori han angreb
"fabriksherrernes" udsugelse og undertrykkelse af ar-
bejderklassen og krævede, at statsmagten vedtog lo-
ve, der beskyttede arbejderne og forbedrede deres le-
vevilkår. Disse skrifter og artiklerne i ugebladet
"Socialisten" vidnede om et manglende konkret
kendskab til marxismen. Derimod var indholdet
stærkt moralsk indigneret og sprogbrugen indimellem
voldsom, hvilket opskræmte borgerskabet, der frygte-
de, at revolutionen stod for døren. Men de krav, der
blev fremsat, var, set på den baggrund, forbavsende
moderate.
Socialdemokratiet blev stiftet som en afdeling af In-
ternationale (den internationale sammenslutning af
socialistiske partier). Partiet blev bygget op af faglige
sektioner, under ledelse af en centralkomite med Pio
som formand. Organiseringen omkring faglige sekti-
oner vidnede om, at partiet foruden sit politiske virke
også satsede på et fagligt arbejde.
Partiets første år var ikke uden besværligheder. Be-
gyndelsen af 1870'erne var, som vi har set, præget af
højkonjunktur og omfattende industrialisering, hvil-
ket gav arbejderen en relativ gunstig forhandlingspo-
sition. I 1872 kom det til en slags styrkeprøve. An-
ledningen var en murerstrejke. Socialdemokratiet
indkaldte til en støttedemonstration i Fælledparken i
København. Den kunne samtidig fungere som en ma-
nifestation af den nye bevægelses styrke. I opråbet til
demonstrationen sluttede Pio med ordene: "Men Jer, I
guldets dyrkere! I, de fattiges udsugere! Eder vil vi
endnu en gang tilråbe: ,,I har i årtusinder iskænket os
en bitter livsdrik; vogt Jer nu, målet er fuldt! Lad der
ikke komme en eneste dråbe til, eller - det flyder
over!". Voldsomt sprog, men kravene, som artiklen
indeholdt, var relativt beskedne. Statsmagten reagere-
de omgående: Pio, Brix og Geleff blev arresteret og
demonstrationen forbudt. Da arbejderne på trods her-
af alligevel samledes i Fælledparken, blev de brutalt
splittet og jaget væk af det beredne politi. Sågar mili-
tæret var sat i alarmberedskab. Disse omstændighe-
der har for eftertiden gjort, at "Slaget på fælleden" er
kommet til at stå som noget nær revolutionens ud-
brud i Danmark, hvilket er helt forkert. I realiteten
var der tale om en demonstration af nogle få tusinde
arbejdere, som blev mødt med en overophedet reakti-
on af en opskræmt statsmagt. Men myten om fælled-
slaget levede videre.
For Socialdemokratiet betød arrestationen af lederne
og forbuddet mod partiet, at det måtte føres videre af
Den danske arbejderbevægelse fik med socialdemokratiets dannelse endelig et politisk parti, der kæmpede deres sag.
Slaget på Fælleden 1872, hvor en arbejderdemonstration blev slået ned med hård hånd af militæret er gået hen og blevet en legende i den danske arbej-derbevægelses historie. Aftenen før demonstrationen blev arbejderlederne, Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff, arresteret af politiet.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
17
andre og under andet navn. Fremgangen fortsatte i af-
dæmpet tempo. I 1875 blev lederne frigivet - primært
for at de ikke skulle dø i fængslet og derved give bevæ-
gelsen nogle martyrer -, men de kunne ikke rigtigt finde
sig til rette i partiet, som i øvrigt på grund af konjunk-
turomslaget og de dårlige tider nu oplevede stagnation
og tilbagegang. Pio og Geleff mistede troen på sagens
gennemførlighed i Danmark og lod sig overtale af poli-
tiet til mod betaling at emigrere til Amerika.
"Flugten til Amerika", desillusionen og de dårlige tider
førte til en næsten fuldstændig opløsning af partiet. Til-
bage blev en lille flok realitetsbetonede faglærte fagfor-
eningsfolk, der satte "de små skridts politik" i højsædet.
Det var bl. a. skomager Chr. Hørdum, snedker C. C.
Andersen og handskemager P. Knudsen, altså folk fra
den bedrestillede del af arbejderklassen. De foretog en
reorganisering af bevægelsen, således at parti og fag-
foreninger blev skilt ad. Hermed grundlagdes den
struktur, der siden har hersket i dansk arbejderbevægel-
se: et politisk parti, der på det politiske plan virkede
for arbejdernes sag, og en fagbevægelse, der over for
arbejdsgiverne kæmpede for at forbedre arbejderklas-
sens arbejdsforhold. Fra midten af 1880 gik det igen
fremad for partiet og fagforeningerne. I 1884 valgte de
to første socialdemokratiske folketingsmænd og partiet
gik herefter ind i en lang uafbrudt fremgangsperiode,
som først stoppede ved valget i 1935.
Socialdemokratiets ideologi var socialismen. Hvad der
mere præcist skulle lægges heri, og specielt hvilken
fremgangsmåde, der skulle anvendes for at nå det soci-
alistiske samfund, rådede der stor uenighed om i den
internationale socialistbevægelse. Der var, groft sagt, to
hovedlinier. Uenigheden gjaldt spørgsmålet om statens
rolle ved gennemførelsen af det socialistiske samfund.
Den ene retning, den revolutionære linie - anført af
Karl Marx - hævdede, at statsapparatet altid ville være
den herskende klasses, kapitalisternes, redskab til un-
dertrykkelse af proletariatet. Så længe produktionsmå-
den var kapitalistisk, ville statsmagten være i kapitali-
sternes hænder. Det var derfor illusorisk at forestille
sig, at staten skulle kunne bruges til at indføre socialis-
men, da det måtte være ensbetydende med, at kapitali-
sterne frivilligt skulle opgive deres privilegier og magt.
Den eneste farbare vej var derfor den sociale revoluti-
on.
Den anden retning - den reformistiske linie - hævdede,
at det ville være muligt for arbejderklassen alene i kraft
af dens voksende antal at opnå flertal i parlamentet og
der vedtage love, som afskaffede den kapitalistiske pro-
duktionsmåde og indførte det socialistiske fælleseje af
produktionsmidlerne. Man opfattede staten som en neu-
tral instans, hævet over samfundet. Gennemførelsen af
socialismen kunne ikke ske på en gang, men måtte fo-
regå gradvis med vedtagelser af reformer i den lovgi-
vende forsamling.
Det danske socialdemokrati bekendte sig klart fra dets
begyndelse, til reformismen. Stifterne af partiet var næ-
sten uden kendskab til selve indholdet i Karl Marx'
skrifter. Socialdemokratiets første program, Gimlepro-
grammet fra 1876 var ikke resultatet af et selvstændigt
arbejde, men stort set en direkte oversættelse af det ty-
ske socialdemokratis program, som i øvrigt var blevet
stærkt kritiseret af Karl Marx. I 1888 vedtoges et nyt
program, der udbyggede Gimleprogrammet. I disse
Flugten til Amerika. Louis Pio — der havde været den sto-re forkæmper for arbejderne — fik dårligt helbred som følge af sit ophold i fængslet og da han blev tilbudt en sum penge af politiet til at rejse til USA slog han til. De danske myndig-heder var simpelthen for bange for hvad Pio kunne finde på, da han var kommet ud af fængslet. Ved hjælp af denne sum penge kunne den revolutionære uromager Pio derfor eks-porteres til Amerika.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
18
programmer fastslås det, at årsagen til al nød og elen-
dighed er kapitalisternes ejendomsret til produktions-
midlerne. Ejendomsretten til produktionsmidlerne
skulle derfor afløses af fælleseje, og partiet ville "med
alle lovlige midler" stræbe herimod. En vej frem mod
dette mål var oprettelsen af produktionsforeninger
dannet med hjælp fra staten og drevet af arbejderne
selv. De skulle efterhånden udkonkurrere kapitalister-
ne. Kooperationen blev således en tredie vigtig gren
inden for arbejderbevægelsen. Der blev spøgefuldt talt
om den trepattede ko: parti, fagforening og kooperati-
onen.
Foruden opstillingen af endemålet, socialismen, kræ-
vede partiet almindelig og lige valgret for alle - både
mænd og kvinder, indførelsen af etkammersystem, af-
skaffelse af den bestående hær og indførelsen af et al-
mindeligt folkeværn, fuld presse-, forenings- og for-
samlingsfrihed, statsskoler, forbud mod børnearbejde,
indførelsen af en maksimalarbejdsdag, kontrol med
arbejds- og lønforhold ved oprettelsen af voldgiftsret-
ter og domstole til at afgøre stridigheder mellem ar-
bejde og kapital, indførelse af progressiv beskatning
og afskaffelse af indirekte skatter og told samt udbyg-
ning af den sociale forsorg for syge, gamle og arbejds-
invalider.
Det danske Socialdemokrati har aldrig været et egent-
ligt revolutionært parti. Det var i hele dets virke og
idédebat - eller snarere mangel på samme - i de første
årtier, stærkt præget af, at det var de praktisk indstille-
de faglærte arbejdere og ikke de teoretisk indstillede
akademikere, der organiserede og ledede partiet. Man
firede gerne på et princip i ny og næ for at opnå nogle
konkrete gevinster nu og her. Denne grundholdning
har domineret partiet siden.
Fællestræk ved partidannelserne
Socialdemokratiet var det eneste af periodens partier,
der begyndte med at organisere vælgerne. Det forene-
de Venstre og Højre blev dannet på initiativ af de
valgte rigsdagsmænd. Disse to partier vil det egentlig
være mere korrekt, i periodens begyndelse, at betegne
som rigsdagsgrupperinger. Enkeltpersonernes betyd-
ning var stor. De ledende politikere skabte grupper
omkring sig. Grundlovens ord om, at rigsdagsmænde-
ne alene var bundne af deres overbevisning og ikke af
nogen forskrift fra deres vælgere, blev tillagt større
betydning den gang, end vi oplever det i dag. Det var
derfor
også vanskeligere at praktisere den partidisciplin, der i
dag præger folketingsarbejdet. De forskellige grupper
havde forsøgt at skabe nogle vælgerorganisationer til
støtte for deres arbejde på rigsdagen, men nogen fast
og stabil struktur var der ikke kommet ud af det end-
nu, og de fungerede mest som "valgmaskiner", der
blev sat i gang ved hvert valg, medens deres indfly-
delse mellem valgene var lille.
Efterhånden som samfundsudviklingen skred frem
med den øgede opsplitning i særinteresser, med den
voksende kompleksitet i samfundsproblemerne og
med den mere og mere forbitrede kamp om den politi-
ske magt, antog grupperingerne fastere former, og po-
litikerne indså nødvendigheden af at skabe faste orga-
nisatoriske rammer, så vælgerne kunne mobiliseres til
støtte for partiets arbejde. Fra begyndelsen af 1880'er-
ne dannede både Højre og Det forenede Venstre
landsdækkende vælgerorganisationer med lokale væl-
gerforeninger som det nederste led og et samlende,
centralt organ øverst. Parti organiseringen begyndte at
ligne den, vi kender i dag. Mest effektiv var Højres
organisation, medens Det forenede Venstres først me-
get senere kom til at fungere ordentligt. Det hang bl.a.
sammen med, at vælgerorganisationen ville have ind-
flydelse på den daglige politik, Venstres rigsdags-
mænd førte. Det modsatte rigsdagsmændene sig. Det-
te hang igen sammen med den splittelse, der var mel-
lem Det forenede Venstres rigsdagspolitikere om,
hvilken politisk kurs der skulle lægges i kampen mod
Højreministeriet. Hermed er vi ovre i periodens altdo-
minerende politiske problem: forfatningskampen.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
19
Danmark får folkestyre med junigrundloven 1849. Den grundlovsgivende forsamling, der stod bag Danmarks første grundlov fra 5. juni 1849. Et temmelig kedeligt og statisk maleri af denne begivenhed, hvor danskerne fik folkestyre. Betegnende nok er billedet fyldt med mænd, for kvinderne måtte vente til 1915 med at få valgret. En god huskeregel er de 6 f’er, der ikke fik stemmeret i 1849: Folkehold, fruentimmere, fallenter, fjollede, fængslede (forbrydere), fattigfolk. Alligevel var grundloven fra 1849 mere demokratisk end den senere grundlov fra 1866, som Estrup var med til at formulere. 1866-grunloven indskrænkede klart valgretten— og gav de rigeste borgere 2 stemmer, hvor andre kun havde 1 stemme.
Forfatningskampen af Bo Beier Thorup
Den største politiske konflikt i Danmarkshistoriens
sidste 150 år skete i årene 1872-1901 og benævnes
som oftest ”forfatningskampen”. Den baserede sig på
hvorledes grundloven skulle fortolkes (idet forfatning
betyder grundlov). Trods den politiske kamp i samti-
den om grundloven, handlede konflikten i virkelighe-
den om hvilket socialt lag, der skulle styre landet;
overklassen med godsejerne i spidsen eller middel-
klassen med gårdmændene i spidsen. Den politiske
konflikt om grundloven var - og er - temmelig kompli-
ceret, så jeg vil anbefale at slå ørerne ud og holde tun-
gen lige i munden for at følge med i en selv forenklet
fremstilling af den politiske magtkamp i 1800-tallets
slutning.
Med junigrundloven 1849 indførtes folkestyre i Dan-
mark. Set med vore dages øjne var det nyoprettede de-
mokrati temmelig begrænset, idet kun mænd over 30
år kunne stemme. Men set med samtidens øjne var det
et kæmpefremskridt, da kongen indtil 1848 alene hav-
de regeret Danmark. Med folkestyret fra 1849 oprette-
des med inspiration fra Storbritannien en Rigsdag der
bestod af to kamre, et folketing (svarede til det engel-
ske underhus) og et landsting (svarende til overhuset).
Der var almindelig og lige valgret til både folketinget
og landstinget. I 1864 tabte Danmark i krigen mod
Prøjsen og Østrig, og mistede de tre landsdele Slesvig-
Holsten-Lauenburg. P.g.a. nederlaget var man tvunget
til at omskrive grundloven fra 1849. I 1866 kom derfor
en ny grundlov, kaldet 1866-grundloven eller Den
indskrænkede grundlov. Den ny grundlov indskræn-
kede valgretten til Landstinget.
Der var nu ikke længere lige og almindelig valgret
til Landstinget. Vælgere med en høj indkomst fik ret
til at afgive deres stemme to gange til Landstinget. Al-
le andre vælgere havde kun én stemme. Denne regel
betød, at da de velstillede med høje indkomster nor-
Attentatet på Jacob Estrup 1885 blev foretaget af en 18-årig typograf, der ligesom mange andre af venstres vælgere rasede over konsejlspræsidentens (statsministerens) provisoriske (midlertidige) love, der faktisk gjorde, at Estrup var diktator. Attentatet fandt sted i Toldbodgade udenfor Estrups bolig, men Estrup slap ganske uskadt fra attentatet. I virkeligheden kom attentatet til at styrke Estrups popularitet.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
20
malt stemte på højre, var flertallet af valgte medlem-
mer i Landstinget fra partiet Højre. En yderligere be-
gunstigelse af Højre var desuden, at kongen med 1866-
grundloven fik ret til selv at udpege 12 Landstingsmed-
lemmer. Da kong Christian IX (9.) foretrak Højre, blev
kongens 12 medlemmer af landstinget også højre-
mænd.
Til folketinget var der fortsat lige og almindelig valg-
ret. Da størstedelen af Danmarks befolkning var gård-
mænd og husmænd stemte disse på Venstre. Derfor op-
stod fra 1872 den situation, at Venstre havde flertal i
Folketinget mens Højre havde flertal i Landstinget. Det
store spørgsmål var nu: Hvilket kammer skulle styre
landet? Skulle folketinget udpege en regering – eller
skulle landstinget udpege? Hvis folketinget udpegede
en regering måtte det blive en venstreregering, skulle
landstinget udpege en regering måtte det blive en høj-
reregering. Situationen var gået i hårdknude.
Løsningen lå i at benytte grundloven – hvor Højres po-
litikere fastholdt, at formuleringen ”kongen udpeger si-
ne ministre” (en formulering, der også står i vore dages
grundlov) måtte betyde, at det var kongen der valgte
regeringen, hvilket i praksis ville sige en højreregering.
Venstre derimod mente, at det måtte være det ting
der afspejledede befolkningens sammensætning – dvs.
folketinget –, der skulle udpege en regering. Da Ven-
stre fra 1872 havde flertal i folketinget måtte dette jo
medføre, at Venstre skulle danne regering. Venstre
fastslog dermed begrebet folketingsparlamentarisme.
Desuden mente Venstre også, at da finansloven skulle
vedtages i Folketinget havde folketinget forrang frem
for landstinget. Finansloven, der skal vedtages hvert år,
er den vigtigste lov i det daglige politiske spil, fordi lo-
ven udstikker rammerne for samtlige udgifter og ind-
Chresten Berg (1829-91)— Chresten Berg var partiet Venstres reelle leder i 1870’erne og 1880’er-ne. Berg forstod som måske den første at anvende medierne i stort omfang i den politiske sag. Han grundlagde derfor en række aviser, de såkaldte Bergske blade, der dækkede store dele af Jylland og Sjælland. Han førte an i Venstres ”visnepolitik”, hvor han forsøgte at begrave Estrup-regeringens forslag i udvalgsarbejde, mens han ufortrødent kæmpede for indførelsen af parlamentarismen. Li-geledes bekæmpede Berg med alle midler Estrup-regeringens byggeri af Københavns befæstning. I 1876 udtalte Berg således, at ”..et mål som er vigtigere end Københavns befæstning er at skabe et Dannevirke i enhver mands bryst!” I 1885 blev Berg arresteret under et politisk møde mod Estrup-regeringen i Holstebro og blev idømt 6 måneders fængsel. Fængselsopholdet svækkede ikke alene hans politiske position i partiet, men også hans fysiske tilstand idet Berg fik konstateret sukkersyge under opholdet. Han døde få år efter i 1891.
Københavns befæstning var endelig færdigbygget under første verdenskrig 1914-1918, men hovedparten af arbejdet var anlagt i sidste del af Estrup-årene (kaldet provisorie-årene) 1885-1894. På kortet ser man hvordan at Køben-havn skulle mod vest beskyttes af en vold (Vestvolden), mens området fra Utterslev Mose og ud til strandvejen ved Dyrehaven skulle nordfronten oversvømmes ved hjalp af vand der blev ført via kanaler fra Furesøen ved Frederiksdal via Lyngby sø og igennem selve Lyngby ud til Klampenborg. Et af de steder hvor det er lettest i dag at se dette befæst-ningsværk er når man om sommeren ligger ved Charlotten-lund Fort. Her kan man bese de store kanoner og voldan-læg. Men som kortet viser, var der talrige forter med kano-ner der blev anlagt i denne tid. Lyngby fort, Bagsværd fort, Fortun fort, Tårbæk fort, Gladsaxe fort, Avedøre fort, Ama-ger fort, Kastrup fort, samt søforterne Flakfortet og Mid-delgrundsfortet. For slet ikke at nævne de utallige batterier, der blev anlagt omkring byen.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
21
Københavns befæstnings oversvømmelse fra Furesøen Ved hjælp af kanaler fra Furesøen var det hensigten at oversvømme hele det nordlige område omkring København, så fjenden ikke kunne beskyde selve hovedstaden. På kortet—som er taget fra Københavns Amts Befæstningspjece (http://www.kbhamt.dk/pdf_pub/Befaestningspjece.pdf) kan man se hvorledes man kunne sænke vandspejlet i Furesøen 1,25 m og derved i løbet af 8 dage kunne lukke 11 mio.m3 vand ud gennem Fæstningskanalen til oversvømmelsesanlæggene. Furesøen er ca 38 m dyb rummer ca. 130 mio m3 vand.
Kanalen mellem Furesøen og Lyngby udgraves efteråret 1887. Byggeriet til befæstningen omkring København satte tusindvis af arbejdsløse bygningsarbejdere i beskæftigelse. Enkelte steder som her hvor kanalen fra Frederiksdal og ned til selve Lyngby sø blev udgravet kunne man tage den nye dampmaskine i anvendelse. Samlet set udgjorde regningen på byggeriet for 1885-94 i datidens penge ca. 20 mio kr. Mere end 2000 arbejdere var beskæftigede med det 25 km store befæstningsværk på land — og dermed var der tale om 1880’ernes største arbejdsplads i Danmark. Af de 2000 beskæftigede var en tredjedel svenskere, som var stærkt forhadte fordi de forlangte lavere løn. Arbejdstiden var lang: 13 timers arbejdsdag fra kl. 6-19 med to timers hvil. Lønnen udgjorde 2,50 kr om dagen, hvoraf 1,80 kr gik til mad og logi i de nærliggende barakker.
tægter for det kommende år. Uden en finanslov vil en
regering ikke kunne afholde udgifter og opkræve skat-
ter og vil derfor være tvunget til at træde tilbage eller
at udskrive nyvalg.
Højre ignorerede Venstres kritik og fortsatte med at
danne regeringer i perioden frem til 1901. Den politi-
ske kamp mellem venstre og Højre kulminerede i åre-
ne 1875-1894, hvor Danmark blev ledet af en højrere-
gering under godsejer og konsejlspræsident
(statsminister) Jacob B. S. Estrup. En medvirkende
grund til at den politiske kamp blev så uforsonlig i
denne periode, skyldtes at Estrup opførte et enormt
befæstningsbyggeri omkring København, almindelig-
vis benævnt Københavns befæstning. Estrup-
regeringens massive satsning på militæret og ikke
mindst forsvaret af København virkede som en rød
klud på Venstre. Venstres vælgere boede udenfor ho-
vedstaden og de ville blive prisgivet i tilfælde af en
krig, hvis kun København skulle forsvares.
Venstre forsøgte ved hjælp af forskellige taktiker,
at bremse al lovgivning som Estrup-regeringen frem-
satte. Venstre forsøgte at sende al lovgivning i udvalg
(”begravelsesudvalg”), hvor Estrup-regeringens lov-
forslag skulle køre fast, dvs. ”visne” i mellem hænder-
ne på udvalgene (”visnepolitikken”).
Det vigtigste våben, venstre kunne anvende, var dog
at nedstemme finansloven i Folketinget, hvor venstre
havde flertal. Denne metode blev anvendt flere gange
bl.a. i 1877 og i alle årene 1885-94. Når der ikke kun-
ne vedtages en finanslov, må venstre have regnet med,
at Estrup ville træde tilbage og Venstre ville så ende-
lig kunne danne en regering. Dermed skulle den potte
være ude. Men det blev den ikke. Estrup var nemlig i
stand til at finde en paragraf i 1866-grundloven, der
muliggjorde, at han kunne regere videre. Ved hjælp af
§ 25 kunne regeringen udstede provisoriske love, dvs.
midlertidige love, når Rigsdagen ikke var samlet.
Estrup sendte derfor rigsdagen på ferie – og når rigs-
dagen ikke var samlet kunne Estrup udstede en provi-
sorisk (midlertidig) finanslov. Denne finanslov lagde
op til at fortsætte det afsindigt dyre befæstningsbygge-
ri omkring København.
Stemningen var nu på kogeblusset. Mange gård-
mænd og husmænd nægtede at betale skat og endvide-
re begyndte de at samle våben i de såkaldte
”riffelforeninger”. Højre og Estrupregeringen svarede
igen ved at sætte flere af venstres fremtrædende lede-
re, både Viggo Hørup og Christen Berg, i fængsel, når
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
22
de kritiserede Estrups politik. En ung typograf forsøgte
endvidere i 1885 at myrde Estrup foran statsministerens
bopæl. Til alt held reddede Estrups frakkeknap ham fra
et dræbende revolverskud. Som følge heraf oprettede
Estrup et forhadt beredent politikorps, (”de blå gendar-
mer”), der skulle sikre, at borgerne ikke demonstrerede
mod Højre-regeringens politik.
Det sluttede i 1894 med det store forlig, hvor to kom-
promisvillige grupper i Venstre og Højre blev enige om
at fjerne Estrup fra magten. Estrups diktatur var ophørt.
Højre indvilligede tillige i at stoppe byggeriet af Køben-
havns befæstning. Højre lovede også at stoppe med at
anvende provisoriske love. Venstre måtte til gengæld
vente på at danne regering indtil 1901. Med Systemskif-
tet i 1901 hvor Venstre dannede sin første regering knæ-
sattes derfor princippet i dansk politik om, at en rege-
ring altid skal have et flertal bag sig i folketinget – eller
i hvert fald ikke imod sig. Et princip som i 1953 blev
skrevet ind i den danske grundlov.
Folketingsparlamentarisme: En regering skal altid have et flertal bag sig i folketinget – eller i hvert fald ikke imod sig
Christian IX (1818-1906; konge af Danmark 1863-1906). Da kong Frederik VII døde barnløs blev Christian IX ved et tilfælde konge af Danmark. Han var oprinde-lig prins i Slesvig for det lille gods Glücksborg. Christian IX var opdraget militært men også nøjsomt. Da han blev konge i 1863, var hans popularitet ikke særlig stor —og det hjalp ikke, at Danmark tabte i krigen i 1864 mod Prøjsen og Østrig, da Christian selv kom fra det hovedsageligt tysktalende Slesvig. Han overvandt ej hel-ler sin tyske accent, når han talte dansk. Christian IX støttede klart partiet Højre, og satte stor pris på konsejlspræsident Ja-cob Estrup, selvom de ikke plejede personligt bekendtskab. Efter at Estrup blev for-handlet bort ved det store forlig i 1894, kunne Christian IX ikke overvinde sig selv til at udpege en regering der kom fra partiet Venstre, der ellers havde flertal i folke-tinget. Først efter flere års bearbejdelse fra sine døtre gav Christian IX efter i 1901 og udpegede en venstreregering. En af kongens betingelser var dog, at den første venstrestatsminister skulle have et pænt navn — han kunne derfor ikke have et ganske jævnt eftenavn, der endte på –sen (som fx Christensen, Hansen, Olsen, Jensen m.m.). Statsminister 1901-05 blev derfor professor Deuntzer, men den stærke mand i regeringen var I.C. Christensen.
De blå gendarmer. Få dage efter attentatet i 1885 på Estrup gennemførte regeringen en provisorisk lov, hvor et særligt politikorps skulle kontrollere landdistrikterne for politisk uro. Dette maleri af Frants Henningsen illustrerer udmærket hvorledes mange på landet opfattede det beredne blå gendarmerikorps. Korpset blev nedlagt efter det store forlig 1894.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
23
Arbejderklassen - levevilkår og organisering Kilde: Lars Bille "Danmark 1848 - 1945", 1986, side 56-61
Medens et af de mest dominerende træk i perioden
1870- 1900 må siges at være bøndernes økonomiske og
politiske organisering, kan det dominerende træk i de
næste 30 år siges at være organiseringen af et arbejds-
marked og arbejderklassens faglige og politiske organi-
sering.
Arbejderklassens levevilkår
Den gradvise industrialisering og urbanisering skabte et
voksende byproletariat, som for langt hovedpartens
vedkommende levede under meget usle forhold. Den
store tilvandring til byerne i 1870-1900 medførte et
stort boligbehov. Det blev dækket af et omfattende spe-
kulationsbyggeri. Lejekaserner skød op, hvor arbejder-
ne stuvedes sammen, undertiden flere familier i en et
eller to værelses lejlighed. Kroniske sygdomme og en
stor spædbørnsdødelighed var resultatet af de fugtige
og usunde boliger, der ofte var bygget så tæt sammen,
at solen aldrig nåede ind i lejlighederne eller ned i går-
den.
Arbejderne havde almindeligvis ikke økonomisk mulig-
hed for at ændre ved denne tilstand. Det rigelige udbud
af arbejdskraft ved industrialiseringens begyndelse
skabte konkurrence om arbejdet, og det trykkede løn-
ningerne. Lønnen var som regel individuelt aftalt med
den enkelte arbejdsgiver, som kunne ændre den vilkår-
ligt. Der var ingen sikkerhed eller tryghed i ansættel-
sen. Arbejdsløsheden var udbredt, og der var kun ringe
eller slet ingen arbejdsløshedsunderstøttelse. Blev man
syg eller ramt af en ulykke, mistede man indtjeningen,
og der var ingen offentlig forsorg, som kunne redde den
ramte familie fra fuldstændig ruin og opløsning. Fattig-
væsenet var den eneste mulighed, og den var ikke beha-
gelig. Arbejdsugen var på 6 dage til ca. 10 timer med
oftest hårdt og nedslidende fysisk arbejde.
Kvinderne søgte i stigende tal ud på arbejdsmarkedet
for at supplere familiens indkomst, eller de havde hjem-
mearbejde. I begyndelsen af industrialiseringen var det
ikke ualmindeligt, at også børnene havde fabriksarbej-
de. Det traditionelle familiemønster blev således slået i
stykker.
Der findes ikke pålidelige og dækkende tal, der kan
belyse ovennævnte forhold. Men en fornemmelse af
den sociale standard kan man få ved f. eks. at se på,
hvor stor en del af indkomsten, der gik til blot at skaffe
mad på bordet.
Det må huskes, at det er en gennemsnitsberegning,
der indeholder alle befolkningsgrupper. For de dårligst
stillede landarbejdere og de ufaglærte arbejdere var fø-
Totalforbruget procentvist fordelt på hovedposter Kilde: Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark bd. 1, s.251
Fødevarer
Korn og kornva-
rer
Andre fødeva-
rer
Ialt Drikke-varer, tobak
Fodtøj, beklæd-
ning
Husleje Brænd-sel, be-lysning
Andre forbrugs-
varer, tjeneste-ydelser,
transport
Forbrug ialt
1870 11,3 40,5 51,8 7,7 12,6 10,2 5,2 12,5 100,0
1875 10,4 37,0 47,4 8,2 14,9 11,4 4,3 13,8 100,0
1880 11,5 39,3 50,8 7,5 12,7 11,5 3,8 13,7 100,0
1885 9,0 38,5 47,5 8,2 12,9 12,9 3,9 14,6 100,0
1890 8,4 37,3 45,7 7,7 13,9 10,9 4,2 17,7 100,0
1895 6,8 37,3 44,1 8,5 14,3 11,9 3,4 18,7 100,0
1900 6,4 34,5 40,9 8,5 16,1 10,5 3,6 20,4 100,0
Andre udgifter
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
24
devareandelen 10-20 % højere. Omkring 50-60 % af
deres totalforbrug gik altså til de nødvendige fødeva-
rer. Til sammenligning bruger gennemsnitsfamilien i
dag knap 20 % hertil. De materielle vilkår for arbej-
derklassen forbedredes dog gradvis. Det ses dels af ne-
denstående tabel, dels af udviklingen i lønningerne.
Årsagen hertil skal søges i den almindelige økonomi-
ske vækst i samfundet og, hvad der er nok så vigtigt,
arbejderklassens organisering i fagforeninger.
Organiseringen af arbejdsmarkedet
Med ophævelsen af laugsvæsenet i 1857 faldt de fagli-
ge organisationer væk, der hidtil havde taget sig af
medlemmernes faglige og sociale problemer. Den be-
gyndende industrialisering og udbredelsen af de socia-
listiske tanker førte til dannelsen af fagforeninger. Det
var i første omgang de faglærte arbejdere, der var initi-
ativtagere. De førte i vidt omfang traditionen fra
laugstiden over i de nye fagforeninger. Håndværkets
relativt store betydning spillede også en rolle.
I begyndelsen stod de ufaglærte og landarbejderne
uden for fagforeningsdannelsen. Der var således fra
begyndelsen af dansk fagbevægelse et skel mellem
faglærte og ufaglærte, som siden har spillet en vigtig
rolle.
Fagforeningsdannelsen forløb ikke jævnt. Den var af-
hængig af de økonomiske konjunkturer. I de gode tider
fra 1870 til 1876 dannedes således i alt 64 fagforenin-
ger, hvoraf de 24 blev opløst igen inden 1880, da kon-
junkturen var vendt. Herefter tog processen fart, og
denne gang var den mere stabil. Nu blev arbejdsmæn-
dene og kvinderne også organiseret, således at 51% af
arbejderne i 1910 var organiseret i en fagforening. I
forhold til udlandet var det en høj organisationspro-
cent.
Fagforeningernes mål var at forbedre medlemmernes
arbejdsvilkår og lønforhold. I det arbejde stødte de på
mange vanskeligheder. Den største var, at arbejdsgi-
verne nægtede at anerkende fagforeningernes ret til at
forhandle på medlemmernes vegne. Det hørte en over-
gang nærmere til reglen end undtagelsen, at en arbej-
der blev fyret, hvis han meldte sig ind i en fagforening.
Dertil kom konkurrencen fra de uorganiserede arbejde-
re. Mange havde også meget svært ved at afse penge
til kontingent ud af den lille løn.
Fagforeningens vigtigste våben var strejken. Perioden
var da også præget af en lang række strejker, der oftest
førte til gevinst for arbejderne. Men strejkevåbenet er
kun effektivt, hvis der er næsten 100 % opbakning. So-
lidaritet blevet nøgleord i arbejderbevægelsen. Solida-
ritet i den forstand, at man ikke tog konfliktramt arbej-
de, og at man stod sammen og støttede hinanden på al-
le måder under en konflikt. Men det kneb undertiden
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
25
med solidariteten blandt arbejderne. Det skyldtes dels
de mange uorganiserede, dels skruebrækkere" (skrue
= gammelt ord for strejke). Mange arbejdere kunne
simpelt hen ikke undvære deres løn, hvis familien ik-
ke skulle gå til grunde. Det var derfor vigtigt, at der
oprettedes strejkekasser.
I almindelighed havde arbejderne mindre kapital end
arbejdsgiveren, hvorfor den enkelte fagforenings
strejkekasse kunne blive tømt, før arbejdsgiveren
havde bøjet sig for arbejdernes krav. De enkelte fag-
foreninger sluttede sig derfor sammen i landsdækken-
de fagforbund. En følge heraf blev, at fagforbundene
fik hånd i hanke med, hvor og hvornår der skulle
etableres strejke. Skulle forbundet støtte de strejken-
de, måtte det sikre sig, at der ikke blev erklæret flere
strejker, end det havde midler til at støtte effektivt.
I 1899 dannedes det sidste led i centraliseringen af
fagbevægelsen, ved grundlæggelsen af De samvirken-
de Fagforbund, DsF (i dag: LO), der, som navnet si-
ger, var en sammenslutning af alle fagforbund i et
overordnet, centralt organ. Strukturen så herefter så-
ledes ud:
Sideløbende med arbejderklassens organisering fandt
der en tilsvarende organisering sted af arbejdsgiver-
ne. En enkelt arbejdsgiver kunne undertiden ikke
hamle op med et helt fagforbund uden støtte fra andre
arbejdsgivere. Taktikken med at tage arbejdsgiverne
en efter en - omgangsskruen - var hyppigt anvendt af
fagforbundene. Arbejdsgivernes svar var lock-out.
Det betød, at arbejderne på andre virksomheder end
den strejkeramte blev sendt hjem uden løn. Ved en
sammenslutning kunne arbejdsgiverne gøre lock-out
våbnet effektivt, og i 1898 dannedes Dansk Arbejds-
giver- og Mesterforening som en fællesrepræsentati-
on for arbejdsgiverne.
Allerede i 1899 tørnede de to hovedorganisationer
sammen i en styrkeprøve. Anledningen var en mindre
strejke i snedkerfaget, som hurtigt udviklede sig til en
storlock-out, der ramte ca. 40.000 mand - over halv-
delen af samtlige fagforeningsmedlemmer - i 4 må-
neder. Det blev en voldsom belastning for begge par-
ter, men især for fagbevægelsen, som i september
fandt det nødvendigt at indgå et forlig med arbejdsgi-
verforeningen. Forliget må nærmest betragtes som en
- om end beskeden - sejr for arbejdsgiverne.
Septemberforliget af 1899 blev af overordentlig stor
betydning for hele det danske samfunds videre udvik-
ling. Det kom til at gælde i godt 60 år, og visse
grundprincipper er stadig gældende. Forliget er derfor
blevet benævnt: arbejdsmarkedets grundlov. De vig-
tigste bestemmelser var følgende: Arbejderne aner-
kendte arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbej-
det, samt til at anvende den, efter hans skøn, til en-
hver tid passende arbejdskraft. Til gengæld blev fag-
foreningernes ret til at forhandle på medlemmernes
vegne anerkendt af arbejdsgiverne. Den kollektive
overenskomst blev hermed indført. Der aftaltes regler
for opsigelse af overenskomst og for varsling af strej-
ke og lock-out. Når en kollektiv overenskomst var af-
talt; skulle der være fredspligt, indtil overenskomsten
udløb. Strejker og lock-out skulle kun kunne vedtages
af foreningernes kompetente forsamlinger.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
26
Befolkningen i 1800-tallet. Kilde: Politikens & Gyldendals Danmarkshistorie (red. Olaf Olsen) bind 11; s. 21-24 (1990)
En væsentlig del af Danmarks historie efter 1850
handler om vækst og omflytninger i landets befolk-
ning og konsekvenser-ne heraf. I midten af 1800-tallet
var det egentlige Danmark endnu et lille, tyndtbefol-
ket land. I 1855 rundede folketallet de halvanden mil-
lion - der var stadig god plads mellem husene i det
kongerige, der i dag på det samme areal rummer knap
fem millioner. I gennemsnit boede der i landet ca. 35
mennesker (i Nørrejylland kun 23) pr. km2 i 1860
mod nu 119. Også set i europæisk målestok var Dan-
mark tyndtbefolket. -
På tidens malerier og de ældste fotografier kigger
1850'ernes danskere på os og ser tilsyneladende ud
som vi i dag, om end mere indsnøret i kyser og høje
flipper. Men statistik fra den tid viser, at vore lands-
mænd dengang var betydeligt mindre end nu. 1852-56
var gennemsnitshøjden for samtlige 70.000 danske
værnepligtige 166 cm. Vore tipoldefædre var ca. 14
cm mindre end mænd i dag, og kvinderne var formo-
dentlig tilsvarende mindre. Men der var tydelige geo-
grafiske forskelle på middelhøjden. De værnepligtige
fra Nord- og Vestjylland var højere end andre danske-
re, medens soldaterne fra Sydsjælland og Lolland-
Falster var påfaldende lavere, i gennemsnit 164 cm.
Hvis naturen ikke havde velsignet de unge mænd med
en statur, der var lige så høj som normerne krævede,
og hvis man var under 61 danske tommer (158,6 cm),
fik man i sine papirer den sørgelige betegnelse
"undermåler" og blev indkaldt igen i de følgende to år
i håb om, at man i mellemtiden var vokset et stykke.
På Lolland-Falster blev næsten 20 procent af de vær-
nepligtige erklæret for undermålere, i København kun
ti procent af de indkaldte. Til gengæld for øgenavnet
blev de lavstammede fritaget for tjeneste, betragtet
som uegnede til krig.
Danskerne var blevet mindre i løbet af århundrederne.
Skeletfund vidner om, at gennemsnitshøjden i vikin-
getiden var 173 cm, ligesom danskerne omkring år
1500 var af mere voksen statur end senere. Om årsa-
gen hertil er der opstillet mange teorier; den mest
sandsynlige er nok, at generationerne før ca. 1600 for-
trinsvis spiste animalsk føde (kød) med et overmål af
proteiner, der fremmer væksten, medens generationer-
ne efter ca. 1700 var henvist til vegetabilsk føde, helt
overvejende brød og grød, der er nærende, men ikke
vækstfremmende, og som har tuberkulosen i sit køl-
vand. Forklaringen er nok meget mere indviklet. Men
der er ingen tvivl om, at legemshøjden har sammen-
hæng med ernæringen navnlig i de unge år. En under-
søgelse fra 1870'erne af 14-årige børn fra forskellige
sociale niveauer på landet viser, hvor meget fattigdom
kunne indvirke på børns højde og drøjde:
Tallene fortæller om et Danmark, hvor der bag den
dejlige natur med de bølgende kornmarker skjulte sig
et andet og sørgeligt træk, den bitre fattigdom, et liv
på sultegrænsen, et land før velfærdstiden, hvor natu-
ren kun gav karrigt fra sig af sin rigdom, og samfun-
det overlod det til de frie kræfters spil at fordele go-
derne. Der var i 1860 137.000 husmandsfamilier i
Danmark, altså en ganske betydelig del af befolknin-
gen. De levede under så fattige livsvilkår, at det satte
sine tydelige spor på børnenes fysiske udvikling. De
14-årige fra husmandshjem var hæmmede i væksten i
forhold til gårdmandsbørn. Og husmandsfamilierne
var endda ikke det nederste sociale lag på landet. Der
var daglejere og andre landarbejdere uden egen jord,
som havde værre livsvilkår.
Denne hurtige befolkningsforøgelse: er et afgørende
fænomen i det 19. århundrede. Det var ikke blot no-
get, der kunne iagttages i Danmark. Tilsvarende vækst
fandt sted i hele Vesteuropa. Den begyndte i England
i slutningen af 1700-tallet og bredte sig derfra til de
fleste lande i Vesteuropa, undtagen Frankrig, som
længe havde haft en langsom nedgang i folketallet. I
de øvrige lande begyndte tilvæksten efter 1800 og ac-
celererede indtil henimod slutningen af århundredet
for derefter at aftage.
En befolknings vækst måles ved forskellen mellem
den glædelige tilgang, fødslerne, og den sørgelige af-
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
27
gang, døden. Her ser vi foreløbig bort fra ind- og ud-
vandring. Gennem århun-drederne før 1800 havde be-
folkningstilvæksten været forholdsvis langsom, fordi
dødeligheden var så høj, ikke mindst blandt småbørn,
og som følge af, at epidemier jævnlig gjorde alvorlige
indhug i den voksne befolkning. Men fra midten af
1800-tallet begynder i hele Vesteuropa en tydelig ned-
gang i dødeligheden i alle aldersklasser. Årsagen til
den længere levetid var formodentlig dels en bedre er-
næring, f.eks. indførelsen af kartoflen, dels en større
forståelse for hygiejnens betydning, bl.a. i forbindelse
med fødsler, og endelig fremskridt i lægevidenskaben
(f.eks. indførelse af koppevaccination). Medens døde-
ligheden altså faldt fra år til år, vedblev antallet af
fødsler gennem nogle årtier at forblive på et højt ni-
veau. Kendskabet til antikonception [= prævention] var
meget ringe bortset fra de råd, som kloge koner kunne
give. I almindelighed tog man imod de børn, som natu-
ren eller Vorherre bragte, og det var i gennemsnit for
hele befolkningen mellem fire og fem børn pr. ægte-
skab. Hertil skal lægges et anseligt antal, i visse år over
30 procent flere børn født uden for ægteskab. Resulta-
tet var, at medens befolkningstilvæksten indtil omkring
1800 kun var tre promille årligt, voksede bl.a. den dan-
ske befolk-ning efter ca. 1850 med 15 promille pr. år.
En sådan tilvækst betyder, at befolkningen fordobles i
løbet af en livsalder, 70 år, et fænomen, som man vist-
nok ikke før havde oplevet i verdenshistorien, og hvis
konsekvenser man først meget sent forstod.
Arbejdermadpakke. I 1986 blev Rosenborg slot restaureret og her fandt man i et indemuret rum to mad-pakker, der var pakket ind i avisen Socialdemokraten fra august 1886. Madpakker-ne var velbeholdte trods de 100 år. Tilsyneladende må en bygningsarbejder, murer eller lign. have glemt sin madpakke denne dag — og måske er han gået ud for at spise andetsteds? Under alle omstændigheder viser madpakken, at den primære ernæring for underklassen bestod af rugbrødsmader. I dette tilfælde som fedtemad-der. Den ene af madpakkerne er havnet på Arbejdermuseet, den anden lod man mure inde til næste gang der bliver restaureret på Rosenborg.
Ernæring i 1800-tallets slutning kilde: Søren Mørch: Den ny Danmarkshistorie 1880-1960 (1982) s. 318-320
Spisemønstre
Det man kan få ud af de indsamlede husholdnings-
regnskaber forud for 1920 er at det vigtigste nærings-
middel var rugbrød. På landet leverede det op imod 40
pct. af alle kalorierne - det blev til, at man regnede
med at en voksen mand skulle have 2 kg rugbrød hver
eneste dag. Hver af de fire poster l) fedt og margarine,
2) sukker og sirup, 3) mælk af egen avl og 4) kartofler
blev beregnet til at give 8-9 pct., og flæsk og svinekød
kom lige efter med 7-8 pct. af kalorierne. Alt det øvri-
ge - hvedebrød, kager, gryn, ærter, kød, fisk, æg, ost,
øl, frugt, grønsager - alt dette må tilsammen dele de
resterende omkring 20 pct. af landboernes kaloriefor-
syning.
Dette indtryk af at rugbrødet udgjorde tyngdepunktet i
den datidige kost blev bekræftet ved de første undersø-
gelser (fra 1915) hvor man forsøgte at opdele regnska-
berne fra arbej-derhusholdningerne i byerne i ind-
tægtsklasser. I de lavere indtægtsklasser kom ¼ af ka-
lorierne fra rugbrød, og. rugbrødets andel aftog efter-
hånden som indtægten steg.
Det var også ernæringsmæssigt en ringe kost danske
arbejdere satte til livs. Sammenlignet med samtidige
udenlandske undersøgelser blev en forholdsvis større
del af danske arbejderes kalorie behov dækket af fedt-
stoffer og en tilsvarende mindre af æggehvidestoffer.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
28
Man skelnede, som det endnu fremgår af' gammel-
dags slagterskilte, mellem kød og flæsk. Kød, dvs.
okse- og kalvekød, talte ikke i jævne menneskers ka-
lorieregnskab. Det gjorde fedtstofferne.
Den varme mad aftegner sig i undersøgelserne gen-
nem kartoflerne. Kartoffelforbruget var størst på lan-
det - vægtmæssigt omtrent lige så stort som rug-
brødsforbruget, nemlig omkring 1/2 kg pr. dag pr.
voksen mand. Til kartoflerne spiste man i de lavere
samfundslag flæsk. Man skal op i gårdmandsklassen
og til de velstillede byfamilier før forbruget af kød
begynder at betyde noget. På landet har man regnet
ca. 1 liter mælk pr. mand pr. dag, de 2/3 liter dog
som skummet- og kærnemælk.
Spisetider
Det påfaldende store rumfang som rugbrødskosten
havde, kunne blive spist fordi folk havde vænnet sig
til at spise meget, men også fordi man spiste flere
gange i dagens løb. Skønt der endnu omkring 1880
var en del regionale forskelle på landboernes spise-
vaner, blev grund præget dog givet af en 5-måltids-
ordning. Den bestod af morgenmad lidt før eller lidt
senere end kl. 6 - svingende med årstiderne for at
udnytte dagslyset. Til morgenmad fik man ofte ølle-
brød eller kogt mælk med rugbrød, mange steder i
Jylland med tørret fisk til. øst for Store Bælt stod
den ligeledes på øllebrød, men her med enten rå eller
kogt spegesild. På Bornholm spiste man ”søva” - -
sammenkogt øl og sødmælk.
Kl. 8 om sommeren serveredes frokost bestående af
smørrebrød med øl til. Det spistes som regel i mar-
ken. Om vinteren blev frokosten - i alt fald i de tre
korte måneder - ofte sprunget over, undertiden ser-
veret i form af stegt flæsk eller kogt spegesild og
kartofler. Middagen der i gammel tid spistes tidligt
(omkring kl. 10) flyttedes efterhånden hen imod kl.
12. Den bestod altid af varm mad, på gårdene af to
retter, hos husmændene kun af en. Når der blev givet
to retter, var første ret som regel »skemad« dvs. grød
eller vælling, men om søndagen kødsuppe. Anden
ret - »gaffelmad« - var næsten altid baseret på saltet
flæsk eller fisk. Det skyldtes opbevaringsmulighe-
derne. Man slagtede som regel om efteråret og først
på vinteren, og kødet skulle så i saltet eller røget
form strække til året rundt. Det gav kosten et ensfor-
migt præg fra dag til dag og over landet som helhed.
Variationerne var i sammenligning med den plads
saltmaden ind-tog ubetydelig - gaffelmaden før ske-
maden i Nørrejylland, bakskuld (tørret og røget flad-
fisk) i Vestjylland, flere fiskeretter på øerne.
Om eftermiddagen - omkring kl. 4-5 - serveredes
midaftensmaden, der bestod af smørrebrød og øl.
Den egentlige aftensmad var omkring kl. 7 -8 og be-
stod normalt af en varm ret tilberedt af levninger fra
middagen (biksemad, brasede kartofler) eller selv-
stændigt tillavet, samt nok en gang smørrebrød.
NOTE: Kosten i byen (af Bo Beier Thorup) Til sammenligning med ovenstående: En arbejderfamilie i byen med 2-3 børn, hvor både kone og de ældste børn havde arbejde, havde i 1870’erne en kostplan, der bestod af 750 gram fedt, 500 gram smør, 125 gram kaffe, 1 kg puddersukker og 3 af ugens dage varm mad. Det varme måltid bestod enten af ærter eller kål kogt på islandsk lam eller lidt flæsk, eller også vandgrød eller øllebrød.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
29
Sygdomme
1800'tallets mennesker kendte hovedparten af vore da-
ges sygdomme. De havde dog et par ekstra at kæmpe
med som f.eks. tuberkulose, engelsk syge og koldfe-
ber. Desuden kunne en række af de sygdomme, som
vi i dag ikke regner for noget, være dødelige dengang.
Det gælder f.eks. lungebetændelse, kighoste, mæslin-
ger, difteritis og skarlagensfeber. De tre sidste hærge-
de som hele epidemier sammen med influenza, måske
fordi der blev mere forbindelse mellem landets for-
skellige dele, så smitten lettere kunne bringes rundt.
Børnelammelse dukkede op her i landet omkring
1905.
Alt i alt var børn oftere syge dengang, og flere døde.
Normalt oplevede hvert 5. barn ikke sin 5 års fødsels-
dag omkring 1880. Bedst stillede var embedsmands-
børn fra landet. Kun 17,4% af børnene i præste- og
lægefamilier døde i løbet af de 5 første leveår. I dag
ligger dødeligheden i samme aldersgruppe på omkring
1-1,5% for hele befolkningen. Mest truede var børn i
byerne født uden for ægteskab, f.eks. døde 61 % af
børn født udenfor ægteskab på Christianshavn, før de
fyldte 5 år.
De almindeligste børnesygdomme var kirtelsyge og
blodmangel. Den første viste sig ved opsvulmede kirt-
ler, snue, opsvulmet overlæbe og sår og eksem i ho-
ved og hårbund. Blodmangel var ikke meget bedre,
den gav træthed, bleghed, hovedpine, susen for ører-
ne, besvimelser, kvalme, opkastninger, søvnighed og
mangel på energi. Engelsk syge mærkede mange børn
for livet. Den skyldes mangel på d-vitamin, der især
findes i smør, fed fisk og æggeblommer. Alt sammen
spiser, som fattigbørn aldrig så. Sygdommen viste sig
ved langsom vækst og forandringer i skelettet, så ryg
og ben blev krumme eller skæve.
Særlig farlig var tuberkulosen. Den fandt de fleste af
sine ofre i alderen omkring de 30 år. 1/7 af dødsfalde-
ne i aldersklasserne mellem 5 og 45 skyldtes tuberku-
losen, og i alt døde mellem 1/7 og 1/8 af hele befolk-
ningen af tuberkulose. Men der var også andre for-
færdelige sygdomme. Diarre, kolera, tyfus, hjernebe-
tændelse, kræft, bronkitis og hjertesygdomme, for blot
at nævne nogle få af de ulykker, man dengang ikke
kunne stille meget op imod. Slidgigt og gigt var også
mere almindelig end i dag. Det samme gælder tandli-
delser, hvad mange gamles tandløse indskrumpne an-
sigter tydeligt fortæller os på mange gamle fotografi-
er. Andre plager var fnat, lus, lopper, skurv, syfilis og
dødsfald som følge af drukkenskab. Den sidste ramte
især blandt mænd i alderen fra 35 til 45 år. Hvert sy-
vende dødsfald blandt mænd i den alder skyldtes
drukkenskab, ofte i forbindelse med delirium tremens
{drankergalskab}.
Kvinderne havde deres særlige underlivssygdomme at
slås med, og mange døde i barselsseng.
Det er ikke noget rart billede, sygdomshistorien fra
dengang viser os. Det var farligere at leve, og en væ-
sentlig del af sygdommene skyldtes datidens dårlige
sociale og økonomiske kår. Menneskene må i langt
højere grad end i dag have været vant til, at døden
slog ned i alle aldersgrupper omkring dem og ikke
kun blandt de gamle.
Sundhedsvæsenet blev væsentligt forbedret de sidste
år før 1.verdenskrig. viden om sygdomme og syg-
domsforebyggelse nåede befolkningen gennem aviser
og tidsskrifter. Antallet af læger steg voldsomt. Det
fordobledes i forhold til indbyggertallet. Hospitalerne
Til venstre: Tuberkuløst barn, hvor tuberkulosen har slået sig på halsen. Almindeligvis ramte tuberkulosen lungerne, men også andre steder på kroppen kunne blive udsat. Til højre: Skilt med forskellige hygiejniske regler for at forhindre tuberkulosen i at sprede sig.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
30
fik flere sengepladser, og sygdomsbehandlingen blev
stadig mere effektiv.
Sygehuse, huslæger og sygekasser
Der var en del sygehuse. I København var der f.eks. en
sygehusseng pr. 120 indbyggere, men det kan ikke
sammenlignes med i dag, for forholdene var meget pri-
mitive. På to af landets sygehuse kunne man end ikke
bade patienterne, og kun på 28 af de ialt 93 sygehuse
brugte man antiseptisk sårbehandling. Det vil sige,
man rensede og behandlede sårene, så den så frygtede
hospitalssyge kunne undgås. Den havde ellers ofte dø-
den til følge.
Landets 4 sindssygehospitaler havde i alt 2000 senge-
pladser. Det lyder af meget, men forholdene var meget
dårlige i forhold til i dag.
Huslæger og sygekasser var særlige træk i datidens be-
handlingssystem. Hvis man tjente under et bestemt be-
løb, der lå over en arbejders gennem-snitsindkomst,
kunne man blive medlem af en sygekasse mod at beta-
le et kontingent, der svarede til ca. en halv ugeløn.
Omkring 1910 var ca. 40 % af befolkningen over 15 år
medlemmer af sygekasserne, og flere kom til. En del
mente dog stadig ikke at have råd til kontingentet. De
stod meget svagt, hvis sygdom ramte dem. Hvis man
tjente over sygekassegrænsen, måtte man selv betale.
Man fik huslæge. Man satte selv hans honorar, men det
lå omkring 90 kr. årligt ved århundredeskiftet. For det-
te honorar betjente lægen både familien og tjenestefol-
kene! Han aflagde besøg ca. en gang om måneden blot
for at høre, hvorledes det gik. Havde man brug for
ham, sendte man bud. Også om natten.
Dødsårsager i København fordelt på aldersgrupper 1874
Under 1 Aar
1-5 Aar
5-15 Aar
Over 15 Aar
I alt
Kopper 13 10 4 37 64
Mæslinger 1 1 1 - 3
Skarlagensfeber. . . . . . . . . . . . - 3 1 - 4
Ondartet Halssyge og Strubehoste. . 17 53 17 2 89
Kighoste .................. 69 62 5 0 136
Tyfoid Feber ............... 1 5 9 67 82
Blodgang. Dysenteria 2 1 - 13 16
Kolera og akut Diarre. . . . 302 21 1 8 322
Brystkatar ................. 117 39 2 13 171
Ansigts- og Vandrosen. . . . . . . 7 - - 16 23
Barselfeber................. - - - 38 38
Akut Ledderevmatisme ......... - - - 24 24
Lungebetændelse. . 142 83 6 269 500
Drankergalskab. Brændevinssygdom. . - - - 51 51
Konvulsioner ............... 240 29 - - 269
Akut Hjærnevandsot . .. 66 112 26 - 204
Kjertesyge *)................. 5 16 5 2 28
Lungesvindsot**) 15 39 29 662 745
Kræft. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1 - 192 193
Syfilis.................... 20 3 - 22 45
Apoplexi.................. 2 2 - 94 98
Organisk Hjærtesygdom ......... 2 - 4 196 202
Brights Sygdom .............. 1 - 4 56 61
Død under Fødslen og i Barselsseng. . - - - 21 21
Selvmord ,........... - - - 41 41
Anden voldsom Død. . . 1 10 10 59 80
Tæring hos Smaabørn .......... 375 30 - - 405
Alderdomssvaghed. . . - - - 226 226
Dødsaarsag ubekjendt ….. 78 8 3 69 151
Andre akutte Sygdomme. . . 256 12 12 166 446
Andre kroniske Sygdomme. 55 40 26 287 408
Dødfødte ……. - - - - 189
Død uden Lægebehandling. . . . . . . 18 4 2 16 40
Ialt 1805 584 167 2662 5392
BBT’s note: Der er visse unøjagtigheder i tabellen (bl.a. ved sammenlægninger af tallene i rækkerne – se fx kolera). *) kjertesyge = kirtelsyge (se foregående side om denne sygdom) **) sot = sygdom. Lungesvindsot er altså en sygdom som svinder lungerne bort, dvs tuberkulose.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
31
De sociale lag i byerne Kilde: Uddrag
fra Harry Haue m.fl. : Det ny Danmark 1890-1980
(1984)
Det bedrestillede borgerskab I byerne var handelskapitalisterne traditionelt de øko-
nomisk dominerende. Fra gammel tid havde der været
en række store handelshuse både i København og i
provinsbyerne. I perioden op til 1890’erne havde situ-
ationen ændret sig, fordi der var foregået en speciali-
sering på varegrupperne. I stedet for handelsfirmaer,
der handlede med alt muligt, talte man nu om f.eks.
kul- og jerngrosserere. Industrialiseringen og 1890-
ernes overgang til stordrift fremmede denne udvikling
og skabte samtidig en ny gruppe storborgere af indu-
striens fabrikanter, direktører og bankledere. Det var
dette storborgerskab, der udgjorde 3-4% af befolknin-
gen, som sad solidt på ca. ¼ af byernes samlede ind-
komster.
Småborgerskabet: detailhandelen Omkring århundredskiftet var der vokset en ny form
for småborgerskab frem: detailhandlerne. Tidligere
havde den større husholdning haft sine faste leveran-
dører af varer til husholdningen, mens de mindre hus-
Det bedrestillede borgerskab udgjorde ikke mere end 3-4 % af byens befolkning. I hovedstaden udgjorde den absolutte elite inden-for det bedrestillede borgerskab Carlsberg-bryggeren J..C. Jacob-sen og hans søn Carl Jacobsen, der hver især havde deres eget bryggeri (Gammel Carlsberg og Ny Carlsberg), der i øvrigt lå i skarp konkurrence med hinanden, da far og søn hadede hinanden. På maleriet til venstre, har maleren PS Krøyer i 1888 afbildet et aftenselskab for byens spidser hos brygger Carl Jacobsen i hans villa. Bemærk de fine skulpturer i bryggerens villa. I 1897 donerede Carl Jacobsen sine samlinger af moderne kunst og antikke skulptu-rer til byen København i den imponerende samling på Ny Carlsberg Glyptoteket, der selvfølgelig også blev opført af den velhavende brygger.
Et bud på det bedrestillede borgerskab i København i 1881: Efter den skotsk-amerikanske opfinder, Graham Bell, i 1876 fremviste sin opfindelse, telefonen, skulle det ikke gå længe før, at den også kom til Dan-mark. I januar 1881 blev det muligt at telefonere i selve København og i april 1881 kunne den anden telefonbog udsendes med hele 49 abonnenter. Det var en kort telefonbog, da den kun var på 1 side. Men telefonbogen illustrerer på glimrende vis, hvem der først fik telefon og dermed absolut tilhørte det bedrestillede borgerskab. Central nr. 1 havde CF Tietgen fra Privatbanken, og ellers dominerer grosserere, vekselerer og enkelte fabrikanter (fx brygger Carl Jacobsen) listen. Det var tydeligt, at telefonen var en opfindelse, der var skabt til at drive forretning med -ikke for at føre hyggesnak.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
32
holdninger havde dækket deres indkøb ved torvehan-
delen, der foruden grøntsager også omfattede slagter-
og fiskeboder. Da opbevaringsmulighederne var me-
get begrænsede, var udbuddet af varer udpræget sæ-
sonbestemt. I årtierne op til 1900 afløstes torvehande-
len navnlig i de større byer af butikshandelen. I stor-
byerne fandt man efterhånden stormagasiner med en
hærskare af underbetalte ekspedienter og ekspeditri-
cer, samt de fornemme specialforretninger. Mest ka-
rakteristisk for udviklingen var imidlertid de mange
småhandlende, der udgjorde bindeleddet mellem de
specialiserede grosserere og forbrugere. Detailhandel
var et frit erhverv og i mange henseender et nøder-
hverv, som man slog sig på, fordi det kneb med at kla-
re sig på anden vis. At være småhandlende blev den
udvej, mange søgte til, når de blev slået ud i andre
brancher. Årsagerne kunne være forskellige: sygdom,
arbejdsløshed, fallit, indvandring fra landet. Disse for-
hold satte Sit præg på småhandelen, der kom til at lide
under hård konkurrence, og mangel på såvel kapital
som fagkundskab. Gældsstiftelse og fallitter hørte til
dagens orden i en sådan grad, at omkring 1900 måtte
hvert år gennemsnitligt 16 % af de københavnske de-
tailhandlere lukke. Foruden den indbyrdes konkurren-
ce måtte de småhandlende døje med konkurrence fra
kædeforretninger, der dukkede op i 1890-erne, og fra
de store detailforretninger. Nydannede handelsfor-
eninger søgte at få Rigsdagen til at vedtage beskyttel-
seslove mod illoyal konkurrence, men først i 1912
lykkedes det at få vedtaget en beskeden beskyttelses-
lov. Den begrænsede en udbredt reklameform, der be-
stod i, at der ved varekøb ydedes »tilgift«, dvs. ekstra-
varer. Senere tider kender systemet i form af
»rabatmærker«.
Småborgerskabet: håndværksmestrene Næringsfrihedsloven, der trådte i kraft i 1862, havde
ophævet de gamle mesterlavs konkurrencebegræns-
ning. Dette havde vakt stor uro blandt håndværksme-
strene, for selvom de ofte var økonomisk bedre stille-
de end de småhandlende, følte de stor utryghed over
for den voksende industrialisering, som de frygtede
ville overflødiggøre dem. Tidligere havde håndværks-
mestrene fremstillet deres varer på bestilling. Nu op-
stod forretninger, der forhandlede varer, som var
fremstillet i stor målestok andetsteds, f.eks. møbelfor-
retninger, skotøjsbutikker, konfektionsforretninger.
Trods lave lønninger til håndværkssvendene blev de
håndværksmæssigt fremstillede varer dyrere end de
massefremstillede, og en række erhverv kom i fare.
For at modvirke udviklingen dannede håndværksme-
strene faglige foreninger, som efterhånden udviklede
Danske snedkere var faglærte arbejdere (dvs fra underklassen i byen) som arbejdede for en snedkermester, dvs en håndværks-mester (jf. småborgerskabet i byen). I foråret 1899 udbrød der lønstrejke blandt snedkerne i en række jyske byer. Arbejdsgiverne reagerede da ved at erklære lockout i hele landet inden for bygge– og anlægssektoren. Det endte med, at hele 40.000 mand stod på gaden. Denne storlockout blev den største arbejdskamp nogensinde i Danmark og endte til sidst med septemberforliget 1899 (se kompendiet s. 25 ) Mange arbejdere —heriblandt snedkere— var nu frataget muligheden for at få arbejde og dermed løn —og en af mulighederne var derfor under konflikten at søge til udlandet. På billedet ses danske bygningssnedkere, der arbejdede under-konflikten i 1899 i Norges hovedstad, Christiania (i dag Oslo), hvad fremgår af fanen på billedet.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
33
sig til moderne erhvervsorganisationer, der optrådte
som pressionsgrupper over for politikerne. Hovedkra-
vene var altid toldbeskyttelse over for industrivarer og
begrænsninger i adgangen til de enkelte brancher. De
pressionsgrupper, som gik ind for de frie kræfters spil,
nemlig de store industrifolk og landbruget, var dog
stærkere end håndværksmestrene. Statens støtte ind-
skrænkede sig derfor hovedsagelig til forbedring af
håndværksuddannelserne ved tekniske skoler.
Den tekniske udvikling gik dog ikke ubetinget hånd-
værk og småindustri imod. Indførelsen af elektromo-
toren gav således de små virksomheder en chance,
som i høj grad var med til at sikre håndværkets forelø-
bige overleven.
Underklassen Omkring 1890 var den sociale ulighed så stor, at det
er på sin plads at tale om en egtl. underklasse. I byer-
ne bestod den af en ret broget sammensat skare af
håndværkssvende, faglærte og ufaglærte arbejdere og
tjenestefolk. Der var nok af arbejdskraft, så lønninger-
ne lå tit omkring eksistensminimum, og mange famili-
er kunne kun overleve ved slidsomt arbejde af hele fa-
milien. Uddannelsen begrænsedes til det nødtørftigste,
og det almindeligste var, at forældrene tidligt skaffede
deres børn ind ved et erhverv, de selv havde. Følgelig
blev man det samme som sine forældre. De lave løn-
ninger var ensbetydende med dårlig ernæring og slette
boligforhold, der sammen med sliddet på arbejdsplad-
serne og den dårlige hygiejne bidrog til at nedbryde de
socialt dårligt stilledes sundhedstilstand. Forholdene i
de små og normalt overfyldte 1- og 2-værelses lejlig-
heder med lokum i gården var så elendige, at de i
1890’erne fik den samlede københavnske dødelighed
til at ligge 57% over landdistrikternes. Blandt syg-
dommene havde navnlig den udbredte tuberkulose ud-
præget social slagside.
Arbejdsmænd (ufaglærte arbejdere) Når man stillede op til fotografering viste man sig selvfølgelig fra den mest præsentable side. Be-mærkelsesværdigt er derfor dette billede fra en arbejdsplads i Odense hvor folkene fremviser deres batteri af flasker. Det var dog ingen hemme-lighed, at mange arbejdere i underklassen klarede det hårde arbejde og den lange arbejdstid med et uhyre stort forbrug af alkohol. Omkring 1/7 af alle dødsfald blandt mænd omkring 40 år skyldtes alkoholisme. Bemærk at de fleste på billedet drikker øl og ikke brændevin. Stadig flere foretrak bajersk øl . På gårdene havde man i det danske landbosamfund selv fremstillet øllet hjemme i bondekonens bryg-gers men med industrialiseringen opgav man hjem-mebrygget for at købe øl i stedet. Det forklarer hvorfor netop denne branche voksede så enormt.
Kvindelig arbejdskraft I underklassen var den absolutte bund, kvindelig arbejdskraft — ofte som tyende — men også som fabrikarbejdersker (hvilket var bedre end at være tyende). Billedet er fra Holbæk posefa-brik omkring 1890—og det viser, at man var temmelig afslappet med hensyn til forbuddet mod børnearbejde, for flere af de tilstedeværende piger ser ikke ret gamle ud. Når kvinderne stod så dårligt på arbejdsmarkedet skyldtes det ringe evne til at organisere sig (danne fagforening), hvilket gjorde det næsten umuligt at føre lønkamp eller at kæmpe for bedre arbejdsvilkår. Mange kvinder arbejdede fx som hjemmesyersker, hvilket gjor-de, at de ikke mødte deres kvindelige kolleger og dermed umu-liggjordes dannelsen af en fælles front mod arbejdsgiverne.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
34
En borger (kilde: Søren Mørch : Den ny Danmarkshistorie 1880-1960,fra side 88-93 (1982)) Lad os præsentere: hr. apoteker, assessorpharmaciae H.
P. Madsen, R. DM. p.p. (søn af apoteker, assessor phar-
maciae Anders Madsen og hustru Marte Cathrine, f.
Sorterup) og hustru Fanny, f. Høst (datter af universi-
tetsbog-handler, etatsråd A. E Høst og hustru Hansigne,
f. Musfeldt). Sådan præsenterede apotekerfamilien
nemlig sig selv.
Af sine børn tiltaltes han »fader«, og kun husets frue
kunne bruge fornavn og »du«. Bortset fra meget få sær-
deles nære venner som f.eks. professor Henning Mat-
zen, der var dus med apotekeren, men ikke med hans
frue, forventede han i til- og omtale at fremstå ved sin
hæderstitel »assessor«, der var erhvervet ved hans med-
lemskab af Det kgl. Sundhedskollegium i årene 1888-
93. Bogstaverne efter hans erhvervsbetegnelse, hæders-
titel og navn angiver de ordensdekorationer, han havde
erhvervet og som til daglig opbevaredes i et pengeskab
i hans soveværelse: R. for Ridder af Dannebrog, D. M.
for Dannebrogsmand, p.p.-for præter plura (med mere)
dvs. hans udenlandske dekoration, nemlig den russiske
St. Stanislaus orden. Hvem assessoren var søn af frem-
går af hans præsentation. Han var født 1835 og havde
overtaget Vesterbro Apotek efter sin far i 1864, en be-
givenhed der satte ham i stand til at indgå ægteskab
samme år.
Fra hvilken familie husets frue stammede fremgår af
præsentationen. For os kan det være rart at vide, at hun
var født i 1841. Hun tiltaltes »fru assessor Madsen« af
udenforstående, »moder« af sine børn, ”De« af om-
gangskreds og familie. Blandt de meget få, der var dus
med hende, var familiens mangeårige huslæge dr. Pet-
rus Beyer, der var hendes halvfætter. Til trods for at
han var familiens nære ven, tiltalte han assessoren med
»De«. Apotekerparret fik i deres ægteskab 6 børn,
hvoraf de to døde. Husstanden bestod udover apoteker-
parret og deres børn af tyendet (kokkepige, stuepige,
barnepige, løs hjælp og en kusk). Apoteker Madsen
havde ikke længere - som i begyndelsen af sit ægteskab
- apotekets personale på kost, og apotekerens portner
havde også selvstændig husførelse.
Det er værd at bemærke, at assessoren såvel ved titel
som ved dekorationer og ved den tiltale, han ønskede
anvendt, som ved angivelsen af sin afstamning, be-
stræbte sig på at skabe afstand og markere sin sociale
position som bourgeois og tilhørende det gode selskab.
Han og hans hustru nærede ikke noget ønske om at
komme andre ved eller at etablere nære relationer med
andre på det private plan, af den simple grund at det
netop var - privat, dvs. adskilt fra det offentlige.
Den bevidste bestræbelse på at etablere og vedlige-
holde ulighed og distance mellem sig og andre er et
konstituerende træk ved borgerskabet og det går som
sådan igen i alle livets forhold. Assessoren var husher-
ren: ».. . der står for omverdenen og for loven som re-
præsentant for familien. Det er ham, der er ansvarlig for
borg og gæld, ham der kræves til regnskab, hvis noget
Det bedrestillede borger-skab. Tv Apoteker Hans Peder Madsen ca. 37 år og fru Fanny Madsen ca. 30 år med deres to døtre, Ella 4 år og Sigrid, ca. 3 år. Th. apotekerparret fotograferet i apotekets have ved gav-len af havehuset. Apoteke-ren blev syg i 1898 og kunne efter den tid kun gå ved andres hjælp.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
35
medlem af familien kommer i konflikter, og ham der
bærer det moralske ansvar, fordi hjemmets værdi i yd-
re forstand beror på ham. Det er derfor til en vis grad
naturligt, at husherren opfatter forholdet således, at
hans mening har vægt i hjemmet som højeste instans,
hvortil der appelleres i givne tilfælde«,....
I sidehuset lå »udenomslejligheden«. Den var ikke
alene bygningsmæssigt, men også udstyrs- og funkti-
onsmæssigt adskilt fra lejligheden. Lejligheden blev
betjent af hovedtrappen som familien og dens gæster
benyttede. Adgang til udenomslejligheden havde man
dels fra spisestuen, dels fra køkkentrappen, der var for-
beholdt tyende, handelsfolk, bude og lign. Folk, dvs.
dem som familien regnede sig som ligemænd med, og
som kom ad hovedtrappen, havde ikke adgang til
udenomslejligheden, der var privat. Eneste undtagelse
var familiens læge.
Udenomslejligheden bestod af forældrenes sovevæ-
relse, badeværelse, køkken, børneværelse, pigekam-
mer, kloset og »kælder« - et rum som fremkom ved at
pigekammerets gulv var hævet i forhold til den øvrige
lejlighed, sådan at der under pigekammeret var plads
til koks, brænde og lign. Pigekammeret, der beboedes
af kokkepige og stuepige, blev derved noget lavloftet
og vinduet blev delt midt over af gulvet, men da der al-
ligevel ikke var plads til at opholde sig der, fordi piger-
nes senge, kommoder og servanten fyldte næsten hele
rummet, gjorde det ikke så meget. Når de ikke arbejde-
de, kunne pigerne godt opholde sig i køkkenet. Husets
døtre havde et værelse ved siden af kabinettet.
Assessoren opholdt sig på apoteket og i de repræ-
sentative rum i lejligheden. I udenomslejligheden be-
nyttede han soveværelset, badeværelset og klosettet. I
de øvrige rum kom han ikke. Kun en eneste gang i sit
55 år lange ægteskab betrådte assessor H. P. Madsen
sit køkken. Det var for at bese en torsk, man havde
modtaget fra bekendte i Jylland.
Skønt assessoren som husets herre juridisk og for-
melt havde eneansvaret for husførelsen, overlod han
dog i praksis hele denne side af tilværelsen til sin hu-
stru. Husets frue antog og afskedigede på egen hånd
det kvindelige tyende og forestod og ledede alt arbejde
i hjemmet. Gennem kokkepigen lod hun foretage de
nødvendige daglige indkøb, undtagen af vin, hvis ind-
køb, aftapning og opbevaring blev varetaget af asses-
soren. Fruen ledede gennem amme, goldamme og bar-
nepige og - når børnene havde nået en passende alder -
alene deres opdragelse. Det var de møbler, hun som sit
udstyr havde bragt ind i ægteskabet, der fyldte alle
rum.
Tyende. Apotekerfamiliens tyende. De to mænd er henholdsvis portneren Cawalsky og karlen Jens Lindberg. Damen i midten er måske fru Cawalsky og yderst t.h. sidder barnepigen Stine. Foto omkring 1880’erne.
Lejligheden i Vesterbrogade 79, 1. sal. Tv salen med sommergardiner. Det elektriske lys blev installeret i 1898. Gennem døren ses dagligstuen. Th trappen op til pigeværelset, hvor der i 1890’erne boede to tjenestepiger. Den midterste trappe fører ned til ”kælderen”.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
36
Oskar Hansen : Et københavnsk Ar-
bejderhjem omkring 1900 Oskar Hansen (1895-1968) er kendt som forfatter af
en række arbejdersange, bl.a. ”Danmark for Folket”.
Sct. Annægade er en af de gamle Gader i Midten af
det gamle Kristianshavn. Der startede Far og Mor i
1897 i en lille 2 Værelsers Lejlighed ind mod Gaarden.
Det vil sige, de havde egentlig ”startet” 2 Aar i Forve-
jen - med mig. Jeg var kommet dumpende som
”uægte”. Da det skete, var det ved de Tider, hvor Far
skulde til at være Soldat, og saa var der ikke saa godt
Raad til at stifte Bo.
Far var Typograf. Mor havde været Husassistent og
Fabriksarbejderske. Jeg havde tilbragt de to ”uægte”
aar hos min Mors Forældre. De havde selv mange
Børn. Bedstefar var Invalid. De var paa Fattigvæsenet
- men mig blev der da ogsaa noget til - baade Føde og
Kærlighed - saa meget, at jeg ofte i den første Tid, ef-
ter at mine Forældre havde faaet Foden under eget
Bord, bestemt krævede at komme ”over til Besse”.
Da vi efter at have boet i den lille 2 Værelsers mod
Gaarden i Nr. 9 i 3-4 Aar fik en større 2 Værelsers
mod Gaden i Nr. 11, maatte jeg selvfølgelig være med
til Flytningen. Der var ikke mere, end det kunde klares
med den Haandkraft, Familien raadede over. Og jeg
transporterede stolt og ivrigt de smaa Ting. Vi skulde
nu ud til Gaden. Vi skulde i saakaldt større Forhold…
Fars Løn var ved den Tid, han blev gift, 16-18 Kr. om
Ugen paa en Arbejdstid fra 7-7, om Søndagen fra 8-12.
Han vilde ikke have, at Mor skulde arbejde. Naar man
var gift, var man gift, og saa skulde Konen ikke gaa ud
paa Arbejde, men passe Hjemmet. Der skulde spinkes
og spares for at faa det til at løbe rundt. Og det laa fast
hos mine Forældre, at de Penge, der ofredes paa Hjem-
met og Drengen - jeg var ene Barn - var gode Penge.
Mine Forældre vilde gerne bort fra det gamle
Kristianshavn. Og den Højnelse, der fandt Sted i Ar-
bejderklassen gennem politisk og fagligt Virke, gjorde
det muligt - lidt efter lidt. Som det var lykkedes at
komme fra den lille 2 Værelsers ind mod Baggaarden
til den større 2 Værelsers mod Gaden i Løbet af 3-4
Aar, saaledes lykkedes det ogsaa i Løbet af nogenlun-
de det samme Tidsrum at komme ud til en 3 Værelsers
lejlighed i Sundby. Et Par Aar før den forrige Verdens-
krig meldte mine Forældre sig ind i en Arbejder-
Sammenslutning, der skulde bygge en Villaby i Brøns-
høj. Men der kom en hel Del frem om, at de Sagførere,
der havde med Sagen at gøre, vist vilde skære en saare
god Bid af Kagen til sig selv. Saa blev mine Forældre
angst for, at der var fiduser i foretagendet, og sprang
fra. Nu har min far fribolig i sin Fagforenings smukke
Ejendomskompleks ”Typografernes Hus” paa Bispe-
bjerg.
Jeg begyndte at gaa i Skole, da vi boede paa Kristians-
havn. Her kom jeg bl.a. til at opleve Spændingen, naar
Maanedens Karakterbog skulde gennemses. Mor og
Far indprentede mig altid, at jeg skulde passe mine
Ting og blive dygtig - og holdt jeg Pladsen i Klassen,
var det saa fast som en faglig Overenskomst, at jeg
skulde have 1 Kr. Gik jeg op ,var det en Daler. Da jeg
erobrede Nr. l Pladsen i Klassen, var der Glæde i
Hjemmet. Saa kom der en Dreng fra en anden Skole,
en Dreng der, desværre for min Økonomi, var dygtige-
re end jeg. Han satte sig modbydeligt fast paa 1. Plad-
sen, og min Kamp kom til at staa om 2. og 3. Pladsen.
Da jeg kom til Sundby og i Øresundsvejens Skole, var
der ikke noget med at sidde efter Nummer og faa Maa-
nedskarakter i alle fag. Men mine forældre vogtede al-
ligevel over Kvartalskaraktererne i Flid, Orden og Op-
førsel - og Anmærkningerne. ”Meget flink”, ”Flink”,
”Det kniber med Regning”, ”Det er meget slemt med
Skriften”, eller hvad nu saadan en Lærer kunde finde
paa af saglige Bemærkninger. Da vi kom til Sundby i
den 3 Værelsers, fik vi den fine Stue, Stadsstuen. Den
kom man ikke meget i. Den var ikke helt Tabu, men
næsten. Der var Tæppe paa Gulvet. Midt paa det et
rundt Mahognibord baaret paa en slynget Søjle. Paa
Bordet en Plydsdug med nedhængende Klunker. Paa
Dugen en farvet Frugtskaal. Ned fra Loftet over Bordet
en Messing-Hængelampe. I Stuen ellers 3-4 Plydsstole
og Sofa passende dertil. Paa Sofaen og Stolene hæk-
lede Stykker for at skærme det fine. Over Sofaen et
Fotografi i Kæmpeformat af Far, mor og mig i stiveste
Puds. I det ene Hjørne af Stuen et Blomsterstativ. I et
andet Hjørne et Møbel med mange Nipsgenstande. Der
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
37
var en af dem, vi holdt særligt af : En lille Pige med
en Ko. Et Ben røg en Dag af Koen, men vi beholdt
den trods det (og Far har den endnu). Paa Væggene
Billeder. Det største hed ”Hun forsøger at gøre det
godt igen”. En ung Fisker staar lænet ind mod sin
Baad. Han er stram i Ansigtet. Hun læner sig indsmig-
rende op mod ham og ser ham bønligt ind i de barske
Miner.
Spisestuen var præget af en stor Buffet - med krøllede
Søjler. Rundt om Buffeten paa Væggen Messingplat-
ter. Paa Buffeten bl.a. en Krummebakke i Messing. I
Midten af Stuen det store Spisebord med et passende
Antal Stole - ogsaa med Snoninger. Paa den ene Væg
det store Ur - ogsaa det med en Form for Søjler. Her-
omkring nogle Familiebilleder. Denne Væg blev ryd-
det i mine sidste Drengeaar, og Billeder af kendte
Skulpturer rykkede frem. Soveværelset : Dob-beltseng
og Klædeskab…
Mors Angst for Arbejdsløsheden var den dybe
Angst for Fattigdommen. Hun havde den i Blodet fra
Barndomshjemmet, der var uhyre fattigt. Selv husker
jeg en Del Gange at have været med Bedste, naar hun
hentede Fattigvæsenets store Grovbrød.
Far har fortalt mig om, da han mødte Mor og var ble-
vet forlovet med hende. Hun var Husassistent med
store, frostsvulne Hænder, boede paa et elendigt
Loftsværelse. Den første Gang. Far besøgte hende der,
var Vandet i Vandfadet bundfrosset. Lønnen var 6 Kr.
om Maaneden.
Fagorganisationernes stigende Styrke havde givet Ar-
bejderne en vis Holdning. ”Det her gaar ikke, Thyra” -
sagde Far – ”du maa forlange mere i Løn og mere
menneskelige Forhold - eller ogsaa ta' Tøjet og gaa
din Vej…”
Men Mor var svær at faa til det. Hvis det nu ikke
lykkedes at faa noget andet ? Gjorde der ikke det,
skulde hun hjem igen, hvor der i Forvejen var saa
mange om saa lidt - og hjem igen til den Fattigdom,
hun følte større end de 6 Kr. om maaneden - og
”Værelset” og Kosten…
Fars og Mors Glæde ved næsten hver Søndag at ta-
ge ud paa Ture førte til, at de saa langt tilbage som lidt
efter Aarhundredskiftet tog ud til Bønderne paa Ferie.
Der var meget faa Arbejdere, der den gang havde Fe-
rie, og lang var den ikke. Paa Fars Værksted fik de 3
Dage, og med Søndagen blev det 4. En Maanedstid
før Ferien satte mine Forældre saa en lille Annonce i
Avisen. Den fortalte, at en københavnsk Arbejder med
Kone og Dreng ønskede at tilbringe Ferien paa Landet
et Sted, ”hvor der var smuk Natur, og hvor man fik
god, borgerlig Kost". Spændende var det saa at læse
de Tilbud, der kom. Til sidst groede mine Forældre
ogsaa fast paa dette Omraade. I Aarevis tilbragte de
Ferien hos en Husmand paa Hvalsø-Kanten…
Mine Forældre hørte til de stille i Landet. Trods
Fars stærke Interesser for den politiske og faglige Ar-
bejderbevægelse blev han egentlig aldrig aktiv udover
i et Par Ungdomsaar, hvor han hørte til de Agitatorer,
der i Søndags- og Fyraftenstimerne gik rundt paa
Trapperne for at agitere nye Medlemmer ind i Social-
demokratiet. Senere fulgte han med i, hvad der skete,
passede at gaa til General-forsamlingerne i Fagfore-
ningerne, men han blev aldrig ”noget", og higede al-
drig mod det. I Aarenes Løb var han nogle Gange sine
Kammeraters Tillidsmand paa Værkstedet, og han var
med i et Udvalg, der ledede en Sympatistrejke, Typo-
graferne var ude i 1908...
Hvad Hjemmets Indretning og Tøj angaar, satte mi-
ne Forældre en Ære i, at Hjemmet var pænt, og Klæ-
derne var pæne. Der var baade Hverdags- og Søndags-
tøj. Det hele gik jævnt rundt økonomisk set. Men hel-
ler ikke mere. Dagen og Vejen blev klaret - og hver
fik sit.
Typografer fra Politikens maskinsætteri 1905. Oskar Hansens far var typograf på dagbladet Socialdemokraten, arbejderbevæ-gelsens politiske talerør. At være typograf var et af de bedst betalte faglærte jobs —og overenskomsten på Socialdemokraten må have været absolut til arbejdsta-gernes fordel. På billedet fra dagbladet Politikens maskinsætteri ser man typograferne sætte klicheerne sammen til de forskellige trykkeplader der skulle sættes i trykkepres-sen.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
38
Til Grund for ethvert Foretagende må der altid lig-
ge en Aarsag, og saaledes også for det Foretagende,
som begyndte med Københavns Tjenestepigefor-
enings Stiftelse den 15. Novbr. 1899.
Da det muligt kan være af Interesse for nogle af
Læserne, og da jeg tror, at mange Tjenestepiger kan
berette noget lignende som det, jeg kan fortælle om,
skal der her fremføres nogle Træk, i Haab om derved
at bibringe Læserne Forstaaelsen af, at mange Tjene-
stepiger forlader det huslige Arbejde og for dette fore-
trækker Fabriksarbejde og lign. Ligeledes er det mit
Haab, at man maatte faa Forstaaelsen af, hvorfor man-
ge Tjenestepiger er, som de er.
Og kan den følgende Beretning om Københavns
Tjenestepigeforenings Virksomhed vække Interesse
for Sagens Fremme, saa har Udgivelsen af nærværen-
de Hæfte naaet sin Hensigt.
I September Maaned 1885 forlod jeg, der den Gang
var 14 1/2 Aar gammel, mit Hjem for at sørge for mig
selv blandt fremmede Mennesker. Jeg havde hidtil
passet min Skolegang, mine Lektier og mit Haandar-
bejde; pludselig skulde jeg udføre husligt Arbejde,
passe Børn, vaske Børnetøj og m.m., og jeg skulde
udføre alt saa godt, at jeg derfor kunde faa Kost, Logi,
Renlighed og en mindre Pengeløn.
Dette var en
slem Forandring,
og det var vanske-
ligt at udføre alt
saa godt, som det skulde udføres, da Vejledning
manglede, hvorimod jeg ikke undgik en Del Skænd og
Irettesættelser.
Efter godt et Aars Forløb i et mindre Hjem fik jeg
Plads som Enepige i et større Hus, hvor de voksne
Døtre skulde deltage i Husets Gerning.
Familien, som bestod af Herren (Læge), Fruen og 6
Døtre - den yngste 13 Aar - beboede et eget Hus, som
indeholdt 9 Værelser, Køkken m.m. Længe før jeg
skulde tiltræde denne Plads, havde jeg glædet mig usi-
geligt dertil, thi for første Gang skulde jeg have eget
Værelse. Jeg havde i Tankerne beskæftiget mig med.
hvor hyggeligt det skulde være, og hvor dejligt det
maatte blive at være alene paa Værelset i Fritiden.
Skuffelsen blev vel derfor ogsaa saa meget større, da
jeg tiltraadte Pladsen og saa det usle Rum, der skulde
være mit Værelse.
Det var et Loftkammer med et lille Tagvindue og
med en Dør førende ind til Tørreloftet, hvorfra der
kom en frygtelig Træk. I Kammeret fandtes en stor
Kasse i Stedet for Seng, som Bord fandtes 2 Brædder
MARIE CHRISTENSEN : Træk af en Tjenestepiges Oplevelser (1905)
Kvinde renser kloak i Majonæsekvarteret i den indre by. Man behøvede ikke at være tjenestepige som Marie Christensen for at opleve hvor hårdt kvinden havde det i underklassen. Pasning af børn, ordne vasketøj til den store familie (gennemsnitlig 5-6 børn), trappe-vask, rense kloak, lave mad og muligvis passe et dårligt lønnet arbejde ved siden af var blot en del af tilværelsen. I tilgift skulle hun måske hente manden på lønningsdagen på et værtshus, hvor han havde soldet lønnen op.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
39
slaaet fast til Væggen; endvidere var der en Træstol,
som tjente til Sæde og som Servante, naar der blev sat
en Lerskaal derpaa; udover dette Bohave var der kun
min Kuffert. Kakkelovn var der selvfølgelig ikke, og
om Vinteren var der en saadan Frost og Kulde i Kam-
meret, at Vandet bund frøs i Skaalen.
Kl. 6 om Morgenen blev jeg vækket, og det gjaldt
nu om saa hurtigt som muligt at komme ned i Køkke-
net, - hvor der var ligesaa koldt som paa mit Kammer,
da Vinduer og Døre var utætte og der var Stengulv -
for at gøre Ild paa Komfuret, dernæst lægge i Spise-
stue kakkelovnen og rengøre dette Værelse. Kl. 7 kom
en af Døtrene og lavede Kaffen, og Kl. 8 fik jeg en
Kop af denne samt 2 Stykker Smørrebrød. Selvom
Døtrene hjalp med at rede Sengene og med Afstøvnin-
gen, var der dog alt for meget Arbejde for en 16-aarig
Pige; der var Skuregulve overalt og mange Vinduer al
polere, desuden køkkenet, Trapper, Gange og Byærin-
der, jeg kendte aldrig til at være færdig. KI. 10 Aften
maatte jeg børste 8 á 10 Par Fodtøj, for at det kunde
være parat næste Morgen.
Jeg kan ikke undlade at tilføje, at saa snart Morgen-
maden og Middagsmaden var færdig, blev Gløderne
fjernede fra Komfuret og lagt ind i Kakkelovnen. Der
blev ikke tænkt paa, at der var koldt i Køkkenet for
den unge Pige, eller om der var tilstrækkeligt varmt
Vand til Opvask og Rengøring, jeg maatte derfor ofte
besørge en Del af Rengøringen og Opvaskningen i
koldt Vand. Mine Hænder og Fødder var derfor ogsaa
i den Grad medtaget af Frost, at det hvide Dødkød
saas i Frostsaarene. Dette saa Lægen og Døtrene paa
uden at foretage sig det mindste, indtil jeg en Dag
kom Hjem og min Moder saa det; saa fulgte hun
straks med mig hen og talte med Lægen og meddelte
ham, at hvis ikke han tog sig af det, vilde der ske Hen-
vendelse til en anden af Byens Læger, og dette bevir-
kede, at han tog mig under Behandling. Men det vare-
de ikke mange Dage, før Døtrene meddelte mig, at de
virkelig ikke kunde Røre mit Arbejde, og -lod mig vi-
de, at det slet ikke var saa farligt -at have Frost, det
havde saamænd alle Piger.
Spisekammeret var aflaaset, saa jeg maatte nøjes
med den afmaalte Mad, jeg fik, og da den var meget
utilstrækkelig, købte jeg selv Brød og spiste dette i
Smug, idet jeg manglede Frimodighed til at forlange
mere Mad.
Hvad jeg i denne Plads led af Savn, Sult og Kulde,
det kan ikke beskrives.
Jeg var i Pladsen et Aar, sikkert kun fordi jeg var
fæstet for saa lang en Tid.
Uagtet jeg ikke var rigtig klar over det Hele, saa
indsaa jeg dog, at jeg maatte bort, langt bort fra dette
Hjem, og Turen gik derfor til København, Maj 1888.
Her fik jeg Plads hos en forhenværende Proprietærfa-
milie, som boede paa Jagtvejen i en 4 Værelses Lej-
lighed. Familien bestod af Mand, Hustru og 4 Børn,
det mindste af dem var 1/2 Aar. Et helt nyt, rædsels-
fuldt Billede rulledes op for mig i dette Hjem.
”Fruens fødselsdag” malet 1927 af Erik Henningsen. Selvom billedet er malet et stykke tid efter kompendiets periode, så illustrerer billedet udmærket den distance der var inden for borgerskabets vægge. Den unge pige har uden for herskabets og gæsternes synskreds drukket fruens skål. Billedet viser også, at en stuepige havde en arbejdstid, som kunne vare temmelig længe om aftenen. Fx havde stuepigerne hos apotekerfamilien (kompendiet s. 8-9) en arbejdsdag på ca 14 timer, mens en almindelig arbej-der havde omkring 1900 en arbejdsdag på ca 10 timer (inklusive lørdag).
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
40
Boligforholdene i København
Hvordan boede københavnerne i. sidste halvdel af
1800-tallet? Det kom i højeste grad an på, hvor meget
man kunne betale i husleje. Det samme svar kunne gi-
ves om boligforholdene i dag, men dengang lå yder-
punkterne længere væk fra hinanden, end de gør i vo-
re dage.
Mens København var en fæstning, måtte den sti-
gende befolkning holde sig inden for voldene. Den
stærke udnyttelse af hver eneste mulighed for at byg-
ge i dybden og højden skabte som tidligere nævnt en
række elendige og usunde boliger i kældre og baggår-
de. Det var naturligvis den økonomisk ringest stillede
del af indbyggerne, der måtte tage til takke med så
dårlige boliger.
Da fæstningsterrænet blev frigivet, og bebyggelsen
nærmest som en eksplosion i 1850'erne rykkede herud
og videre ud på "Broerne«, kunne man måske spørge,
hvorfor man nu, da der var plads nok, fortsatte med at
klumpe høje huse sammen og udnytte grundene om-
trent lige så stærkt som bag voldene.
Grunden var ganske enkelt, at hovedparten af be-
folkningen måtte færdes til fods. Der var hverken tog,
sporvogne, cykler eller andre befordringsmidler til rå-
dighed. Jo længere ud ad brogaderne man flyttede, jo
længere vej fik man mellem boligen og arbejdsplad-
sen inden for voldene. Det betød ganske naturligt en
øget efterspørgsel efter boliger så tæt ved byen som
muligt.
Samtidig blev det regnet for en selvfølge, at enhver
grundejer, næsten uden mulighed for indblanding fra
det offentlige, kunne udnytte sin grund og sine byg-
ninger, som han ville, og han ville selvfølgelig have
sine penge forrentet så godt som muligt.
Byggelovgivning kendte man ikke før 1856, da den
første egentlige bygningslov kom. Kravene til bolig-
standarden i retning af etageantal, lysareal. afstand
mellem bygninger o.s.v. var meget beskedne i begyn-
delsen, og bygherrerne lærte hurtigt lige netop at over-
holde disse krav, og derved fik disse boliger en karak-
ter af slumbebyggelse, som har fulgt med siden. De
ældste dele af Nørrebro fra 1850'erne kaldes i dag
»den sorte firkant«.
Ønsket om frihed for offentlig indblanding var
stærkt dengang, da man gradvis var ved at befri sig for
den tvangsregulering af samfundslivet, som enevæl-
den i århundreder forud havde øvet. Man betragtede
det derfor som frihedens rette udtryk, når enhver i vi-
dest muligt omfang kunne gøre, som han ville med sin
ejendom.
Hertil kom, at kun de allerfærreste gjorde sig klart,
at de kår, man bød industriens arbejdere, i virkelighe-
den var grov udnyttelse af medmennesker, og at det
før eller senere måtte give tilbageslag. Man lod det gå,
Herskabshjem og korridor lejlighed
(Jan Møller : Borger i klunketidens København, 1979)
Baggård i den indre by. Til højre Der var trangt i de små baggårde. Her ses et foto fra ca. 1900 fra Adelgade (nær Strøget). Manglende kloakering og manglende lys i datidens baggårde har været en hverdagsoplevelse for de mange børn som tilbragte deres sparsomme fritid med leg et sådant sted.
Vognmagergade udateret foto. Til venstre. De gamle bygninger, der lå tæt til hinanden—gjorde det til noget af en labyrint at komme disse steder. Billedet fra Vognmagergade viser nogle af datiden ”offentlige fruentimmere”, der for at ernæ-re til dagen og vejen drev prostitution.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
41
som det bedst kunne.
I 1880 boede. der 235.000 mennesker i København.
Godt 15 % heraf boede i treværelsers lejligheder,
mens mere end det dobbelte antal klarede sig med to-
værelsers lejligheder. Hertil kom, at mange af dem,
der havde sådanne lejligheder lejede et værelse ud for
at hjælpe på indtægterne.
Kælder- og kvistlejligheder eksisterede i stort an-
tal, og mange af dem var direkte sundheds-farlige. Et-
værelses lejligheder var meget benyttet i de ejendom-
me, hvor huslejerne skulle være meget små. Især var
der på Nørrebro og Vesterbro mange af de såkaldte
korridor-lejligheder, hvor der fra en lang gang gen-
nem huset i hver etage gik døre ind til de enkelte lej-
ligheder, der bestod af et værelse. Der var køkken
med ildsted fælles for flere lejligheder. Badeværelser
eksisterede ikke og retiraderne lå i gården.
Sommetider måtte flere familier slå sig sammen
om en etværelses lejlighed; så delte man rummet op
med kridtstreger på gulvet, så hver familie kunne hol-
de sig på sin side af stregen.
Møblementet var sparsomt. Et tarveligt bord og
nogle medtagne stole, købt hos marskandiseren for
små penge var det væsentlige. Havde man ikke senge,
redte man op i et hjørne med madrasserne direkte på
gulvet. En række søm i væggen var den form for gar-
derobeskabe, de fleste kunne overkomme.
Rotteplagen var ufattelig i de dårligste af boligerne.
Alt spiseligt måtte om natten hænges ned i snore fra
loftet, ellers havde rotterne ædt det næste morgen. Det
var heller ikke usædvanligt, at småbørn blev angrebet
og forbidt af rotterne, hvis overvældende antal gjorde
en udryddelse så godt som umulig.
Det siger sig selv, at den del af befolkningen, der
levede under sådanne boligforhold, blev forrået. Drik-
fældighed var almindelig, og slagsmål hørte til dagens
orden. De børn, der voksede op i dette miljø, skulle
Et foto fra ”rottekrigen” i 1899. Pga den manglende og dårlige kloakering var der et utal af rotter i mange af de større byer. I 1898-99 blev det vedtaget at sætte en ”krig” i gang mod rotterne i København og på Frederiksberg. Den blev sat i system ved at honorere 10 øre pr død rotte. Det dræbte dyr skulle indleveres på byens 8 brandstationer. Ca. 100.000 rotter blev fanget på de knap 20 uger, hvor kampagnen varede. Kampagnen havde den fordel, ud over at den rensede byen for en plage, at den samtidig gav penge på lommen til den fattigste del af befolkningen. Bemærk den barfodede dreng, som møder op med et resultat til 40 øre. På samme tidspunkt var gennemsnitstimelønnen 38 øre for en almin-delig arbejder.
”Chokoladevognen”, der eksisterede indtil 1898. Den kørte affald fra latrinerne bort i de tildækkede tønder og blev bragt bl.a. ud til landbru-get. Som byen blev større blev det dog stadig sværere at komme af med al affaldet, som alternativt simpelthen blev pumpet ud i Øresund.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
42
være usædvanlig robuste for ikke at tage sjælelig ska-
de for resten af livet.
Epidemiske sygdomme havde en fantastisk gro-
bund i sådanne boligforhold. Smitte var uundgåelig,
så tæt som folk boede sammen, og dårlig ernæring
nedbrød modstandskraften.
Den store kolera-epidemi i 1853, som gik hårdest
ud over mennesker under dårlige bolig-forhold, fik
myndighederne til at forstå, at sådan kunne det ikke
blive ved med at gå.
Man søgte nye veje for at skaffe bedre boliger til de
lavest lønnede. I 1857 opførtes i et landligt kvarter på
Østerbro Lægeforeningens Boliger. Det var en række-
husbebyggelse med plads mellem bygningerne til lys,
luft. træer og planter.
Rækkehustanken blev i 1870'erne videreført i Ar-
bejdernes Byggeforenings boliger mellem Fari-
magsvejen og Sortedamssø, populært kaldt
»Kartoffelrækkerne«. De var for de mere velbeslåede
blandt arbejderne. Villaer kendte man praktisk talt ik-
ke, før man på Frederiksberg og Østerbro opførte en
del villaer i 1860'erne. Først i 1900-tallet slog denne
boligform for alvor igennem.
Den almindeligste bolig var lejligheden; dens be-
liggenhed og størrelse bestemte huslejen. I datidens
store lejligheder, forbeholdt de mere velhavende, ud-
viklede sig i sidste halvdel af 1800-tallet det, man kal-
der klunkestilen, ja, man går så vidt, at perioden ofte
kaldes klunketiden
Det typiske for denne boligs til var en udbredt an-
vendelse af uld. Uldgarn flettet til snore, kvaster og de
små frynser, man kaldte klunker. Store uld tæpper på
bordene, blødt plysbetræk på møblerne, tunge portier-
er i døråbningerne og tykke lag af forskellige gardi-
ner, ophængt i kunstfærdige draperier, som skulle vir-
ke dekorativt, men som også dæmpede dagslyset.
Oprindelsen til den særprægede stil kan føres tilba-
ge til Europas nære kontakt med Orienten. Orientens
mangel på træ medførte, at møbleringen hovedsagelig
bestod af puder, divaner og ottomaner - betegnelserne
er endda arabiske - der var beklædt med bløde. væve-
de stoffer.
Det skabte mode i Paris. hvorfra den strålede videre
ud, også til Danmark. Her gik man imidlertid den mel-
lemvej at bevare træmøblerne, som man over trak med
klæde og kantede med dekorative dippedutter af en-
hver slags. Husmødrene fremstillede selv disse klun-
ker som håndarbejde, og mangt et tarveligt lille fyrre-
træsbord blev gjort ukendelig i sin klunkedragt.
Hjemmelivet blomstrede op; man hyggede sig. Be-
lysning og opvarmning var teknisk lettere nu med gas
og koks; men brændsel var dyrt, og det meget uldtøj i
de store, højloftede stuer hjalp til at holde på varmen.
Man beskyttede sig mod mørket og kulden udenfor
bag det tætte lag gardiner.
I nogle af disse hjem vidste man udmærket, at der
var social ulighed i samfundet. Man vidste, at der var
mørke. triste sidegader, hvor folk var stuvet sammen i
store kaserner. Man skuttede sig - og trak gardinerne
lidt tættere for.
En herskabslejlighed i "klunketiden« var efter nuti-
dens målestok vældig stor og upraktisk.
Fra den brede trappe med lyddæmpede løber, mat-
terede ruder, som hindrede udsyn til en prosaisk
Salonen i Nationalmuseets klunkehjem. Salonen er lejlighedens fornemste rum og blev kun brugt ved selskabe-lighed. Bl.a. var salonen udstyret med en s-formet sofa. Den s-formede sofa er en såkaldt 'konversationssofa' eller 'tête à tête'. Møbleringen er typisk for klunketiden, hvor man yndede at anbringe mange møbler i stuerne og på en måde, så stolene, der var på hjul, let kunne flyttes alt efter gæsternes antal.
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
43
gårdsplads, og taburetter af støbejern på afsatserne,
nåede man den brede hoveddør, som førte ind i lejlig-
hedens rummelige entre. Herfra førte døre ind til væ-
relserne mod gaden, samt til spisestuen.
Mod gaden var gerne 3-4 værelser. Størst var dag-
ligstuen på 2 eller 3 fag, med borde, stole, sofaer og
dekorative møbler. Til den ene side lå kabinettet, et
lille rum med sofa og stole, ofte et gennemgangsrum
til spisestuen, og på den anden side lå herreværelset,
det rum, hvor husets herre, og ved selskaber tillige de
mandlige gæster, kunne trække sig tilbage. Her. var
tunge egetræsmøbler, læderpolstrede sofaer og læne-
stole, skrivebord og bogreoler, men der var hyggeligt,
fordi alt havde en praktisk funktion, intet var anbragt
alene for pynt.
Spisestuen skulle være rummelig. De vældige mid-
dagsselskaber krævede god plads. Væggene var be-
klædt med mørktmalede træpaneler i hovedhøjde, af-
sluttet med en hylde, hvor tinkrus, tallerkener og an-
dre sager kunne stilles op.
Benene på det store spisestuebord, der kunne for-
længes med et utal af plader, var ofte sirligt udskåret i
en efterlignet renæssancestil; det var de højryggede,
umagelige spisestuestole sædvanligvis også.
I spisestuen var klunkehyggen tilbagetrængt. Gul-
vet var ofte dækket af linoleum, sjældent med tæpper,
og der fyredes kun op, når man skulle have gæster.
Fra spisestuen førte en lang gang - korridoren -
gennem sidehuset med døre ind til soveværelser for
forældre og børn, samt til gæsteværelser. For
enden af gangen lå køkkenet, og bagved dette, ud til
køkkentrappen, lå pigeværelset, ofte meget lille. Den
hygge, man søgte at præge lejlighedens øvrige værel-
ser med, nåede kun sjældent ud til pigeværelset.
Overalt i stuerne stod der nipsting. De var stillet op
på små borde, hængereoler, etagerer, amagerhylder el-
ler på flyglet, som naturligvis først var dækket af et
sort tæppe med lange frynser. Fotografier blev anbragt
i rammer med kanter af rødt fløjl; i øvrigt var vægge-
ne dækket af malerier, raderinger og store fotografier.
Ved siden af sofaen kunne der stå en vældig urtepotte
med en viftepalme eller en stor aspidistra, og var der
endnu en tom plads, som helst skulle fyldes ud, kunne
man stille et rigtigt malerstaffeli, hvor der i stedet for
en kunstners halvfærdige billede var anbragt f.eks. et
stort fotografi…
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
44
Kort over København 1888
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
45
Planen for den projekterede Nordbane til Helsingør er fra 1861 og viser, at Lyngby var et vigtigt knudepunkt på vejen. Samtidig illustrerer kortet også at København endnu i 1861 stadig var en lille by som endnu ikke var vokset ud til de omliggende søer, Skt Jørgensø, Peblingesø, Blegdammen, Sortedamsø.
Danm
ark med fokus på perioden 1870 -1900
46
Parti
Højre Venstre Socialdemokratiet Radikale Venstre
Partiet oprettet:
Partiets ideologi
Vigtigste ledere i partiet
Partiets vælgere og/ eller støtter (hvem stemmer på partiet eller hvem støtter det økono-misk eller politisk?)
Partiets forhold til et forsvar (værnepligt, stort eller lille forsvar)
Parties forhold til udvidelse af valgret-ten (flere samfundsgrup-per have stemmeret? -eller færre samfundsgrupper?)
Partiets politiske krav
Danmark med fokus på perioden 1870 -1900
47