dokumentation oversigt over diskrete elektroniske...

Forskellige elektroniske komponenter.

En elektrisk komponent eller elektronisk komponent er en

indretning konstrueret til at have ganske bestemte elektriske

egenskaber, som regel "emballeret" i et hus med ydre tilledninger

(kaldet "ben"). Disse komponenter forbindes indbyrdes så de

tilsammen danner et elektronisk kredsløb; som regel ved at de

monteres på en printplade der giver det samlede kredsløb

mekanisk stabilitet og sørger for den inbyrdes forbindelse mellem

komponenterne.

Man bruger også at sammenkoble adskillige "simple", såkaldte

diskrete komponenter, i ét og samme hus; en sådan sammensat

komponent kaldes for et integreret kredsløb – et eksempel på

dette er moderne mikroprocessorer, som indeholder adskillige

milloner transistorer.

Til så godt som enhver komponent der fremstilles, leverer fabrikanterne et såkaldt datablad; et dokument med alle tekniske

oplysninger om deres produkts egenskaber og begrænsninger. I nogle tilfælde, f.eks. for kondensatorer og modstande, kan al

relevant information dog trykkes eller på anden måde indikeres på komponentens hus.

Diskrete komponenter kan inddeles i to hovedkategorier; aktive og passive komponenter. I moderne elektronik bruges for de

aktive komponenters vedkommende næsten altid halvleder-komponenter, mens man før halvlederteknologien blev udviklet

benyttede radiorør.

Aktive faststofkomponenter (halvledere)

Diode

Fotodiode

Kapacitetsdiode

Laserdiode

Dokumentation

Oversigt over diskrete elektroniske komponenter

Aktive faststofkomponenter (halvledere)

Aktive komponenter (radiorør)

Passive komponenter

Øvrige

Se også

Eksterne henvisninger

Indholdsfortegnelse

Dokumentation

Oversigt over diskrete elektroniske komponenter

Elektronisk komponent - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Elektronisk_komponent

1 of 3 08-01-2016 09:16

Lysdiode (LED)

Pin-diode

Schottky diode

Transorber

Tunneldiode

Zenerdiode

Transistor

Bipolar transistor (BJT)

Darlington-transistor

Felteffekttransistor (FET)

Fototransistor

IGBT transistor

Diac

Triac

Tyristor (SCR)

Unijunction-transistor (UJT)

Varistor

Aktive komponenter (radiorør)

Billedrør

Klystronrør

Magnetron

Radiorør

Passive komponenter

Kondensator

Krystal (af piezoelektrisk kvarts)

Memristor

Modstand

Spole

Transformator

Elektrisk sikring

Shunt

Lus (elektronik)

Elektrisk ledning

Elektrisk terminal

Øvrige

Negative impedance converter (NIC)

Transduktor

VDR-modstand

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Elektronisk komponent

Se også


2 of 3 08-01-2016 09:16

Datablad (elektronik)

Elektricitet

Elektronik

Transducer

Understanding Electronics Components. on-line, FREE! author: Filipovic D. Miomir

Læs på et andet sprog

sidst redigeret for 4 måneder siden af DavidJac

Wikipedia® Mobil Skrivebord

Indholdet er udgivet under CC BY-SA 3.0 medmindre andet er angivet.

Fortrolighed



3 of 3 08-01-2016 09:16

En

Fotodiode

Skematisk symbol for en fotodiode.

En fotodiode er en halvlederdiode (en elektronisk komponent) med to tilledninger, som er beregnet til at

fungere som en fotodetektor. De har et vindue eller optisk fiber, der er gennemsigtigt for det

bølgelængdeinterval man ønsker. En fotodiode er en transducer, som konverterer elektromagnetisk stråling

(fotoner) til elektrisk strøm og elektrisk spænding.

Faktisk er alle uindpakkede dioder fotofølsomme overfor en bølgelængde, der svarer til eller er mindre end

halvlederbåndgabet i NP-overgangen eller PIN-overgangen. Når en diode absorberer fotoner med en egnet

bølgelængde vil dioden fungere som en strømgenerator, der er stort set proportional med lysstyrken. Det er

NP-zonen som under fotonabsorptionen genererer en elektron og et "hul" (fravær af elektron). Elektronerne vil

hobe sig op ved anodesiden – og "hullerne" ved katodesiden af PN-overgangen.

En effektiv lysdiode fungerer også som en retningsbestemt fotodiode, men med det areal som lysdiodens

linsetværsnit har. En solcellediode er "blot" en gigantisk fotodiode.[1]

Fotodioden opfører sig her som en solcelle, hvor spændingen vil stige grundet fotonabsorbtion og afhængig af ydre

belastning og belysningsstyrke og bølgelængde.

Denne anvendelsestilstand gør at fotodioden reagerer hurtigere på lysændringer. Dette er nyttig i f.eks. optisk fiber

modtagere. Fotostrømmen er nogenlunde lineart afhængig af lysstyrken. [1]

Fotodioders PN-overgang laves af forskellige grundmaterialer afhængig af hvilke bølgelængdeintervaller den ønskes af være

følsom overfor[2]:

Materiale Bølgelængdeinterval (nm)

Silicium 190–1100

Germanium 400–1700

Indiumgalliumarsenid 800–2600

Fotodiode uden bias (forspænding)

Fotodiode med bias (forspænding)

Bølgelængdefølsomhed

Kilder/referencer

Se også


Indholdsfortegnelse

Fotodiode uden bias (forspænding)

Fotodiode med bias (forspænding)

Bølgelængdefølsomhed

Fotodiode - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fotodiode

1 of 2 08-01-2016 09:18

En siliciumbaseret fotodiode response som

funktion af bølgelængde.

Bly(II)sulfid <1000-3500

1. ↑ 1,0 1,1 HyperPhysics: Photodetectors

2. ↑ Held. G, Introduction to Light Emitting Diode Technology and Applications, CRC Press, (Worldwide, 2008). Ch. 5 p 116.

ISBN 1-4200-7662-0

Fototransistor

Wikimedia Commons har flere filer relateret til FotodiodeTechnical Information Hamamatsu Photonics

Using the Photodiode to convert the PC to a Light Intensity Logger

Design Fundamentals for Phototransistor Circuits

Working principles of photodiodes

StubDenne artikel om teknik eller teknologi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.


sidst redigeret for 10 måneder siden af Glenn



Fortrolighed

Kilder/referencer

Se også


Fotodiode - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Fotodiode

2 of 2 08-01-2016 09:18

En laserdiode pakket ind i et metalhus med en mønt

som baggrund.

Laserdiode

Illustration af en simpel men ineffektiv halvlederlaser.

Lasningen sker vandret frem og tilbage gennem det

øverste af chippen. Spejlningen kan ikke ses, men

favoriserer en fotontur dér hvor den lille røde prik er -

lige i PN-overgangen - og tilsvarende i chippens ikke

synlige højre side. Lagenes tykkelser er ikke

skalatro.

En laserdiode er en speciel form for diode af halvleder-materiale, af

nogenlunde samme slags som i lysdioder. I laserdioden hersker der specielle

forhold for elektronerne i halvledernes krystalstruktur, som gør dioden til et

aktivt lasermedium der udsender en laserstråle; et snævert strålebundt af lys

med en veldefineret bølgelængde, og dermed en bestemt farve.

Som alle halvlederdioder består laserdioden[1] af en pn-overgang i et

halvledermateriale, dog sjældent silicium. Når der sendes strøm igennem en

diode i lederetningen, trænger nogle af de "overskydende" elektroner fra

n-området ind i p-området, og huller ("ledige pladser" hvor der "mangler" en

elektron) fra p-området trænger ind i n-området. Normalt vil elektronerne hurtigt

finde et hul, og når de "falder i", frigives en smule energi i form af en foton eller

"lyspartikel" – det er dét der foregår i en lysdiode.

Det særlige ved laserdioden er, at hullerne og de frie elektroner kan færdes

side om side i nogen tid (nogle mikrosekunder), før elektronen "falder i" hullet.

"Faldet" kan udløses af en passerende foton med den rigtige bølgelængde.

Dette er stimuleret fotonudsendelse. Desuden har den foton, der blev udsendt

under stimuleringen ved en kvantemekanisk effekt, samme retning og fase som

den passerende foton. I princippet kan én foton stimulere en byge af fotoner på

sin vej gennem laserdiodens aktive del – et aktivt lasende medium. Ved at spejle noget i 2 ender af dette medium, opnår man

favorisering af stimulering i spejlenes retning. Derfor vil en stor af lyset blive sendt frem og tilbage mellem spejlene – og ved

hver tur vil strålen blive forstærket. Noget af laserstrålen passerer gennem en af spejlene og kan nu anvendes.

I bogstaveligste forstand er det lasende område en fotonforstærker.

Laserdioder er små, kompakte og relativt energieffektive sammenlignet med andre slags lasere, og de bruges til en lang

række forskellige praktiske formål, eksempelvis:

Telekommunikation: Laserdiodens lys kan moduleres (populært sagt: tændes og slukkes) ekstremt hurtigt med elektroniske

signaler, og det er nemt at koble laserlyset ind i en optisk fiber.

Sådan virker en laserdiode

Laserdioder i dagligdagen

Noter

Indholdsfortegnelse

Sådan virker en laserdiode

Laserdioder i dagligdagen

Laserdiode - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Laserdiode

1 of 2 08-01-2016 09:19

Afspillere og "drev" for CD-, CD-ROM- og DVD-skiver bruger en infrarød eller rød laserdiode til at læse og evt. skrive på

skiven.

Laserdioden bruges også i små batteri-drevne "laser-pegepinde", laserbaserede sigtemidler til skydevåben og

måleinstrumenter m.v.

I nyere eksemplarer af de stregkode-læsere man ofte finder i supermarkeder, kommer laserstrålen fra en laserdiode.

Før udviklingen af brugbare og pålidelige laserdioder brugte man små Helium-Neon-lasere i bl.a. CD-afspillere og

stregkodelæsere.

1. ↑ http://www.hanel-photonics.com/laser_diode_market_fabry_perot.html oversigt over tilgængelige bølgelængder


sidst redigeret for 9 måneder siden af en anonym bruger



Fortrolighed

Noter

Wikimedia Commons har medier

relateret til:

Laserdiode

Laserdiode - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Laserdiode

2 of 2 08-01-2016 09:19

En blå laveffekt-

lysdiode set fra

siden. Lysdiode-

chippen er nede i

det højre bens

hulning, som

også virker som

reflektor. Det

højre ben

fungerer også

som køleplade.

Billede af laveffekt-lysdioder. Den lilla tonede lysdiode er en infrarød

lysdiode.

Lysdiodesymbol

Et eksempel højeffekt-

lysdiode, som kan tåle op

til 3W med den rette

køling. Udover at lysdiode-

chippen skal kunne tåle

høj effekt, skal chippen

også have en god

varmekobling med den

underliggende

varmeledende metalplade,

som igen skal kobles på

en køleplade og/eller

heat-spreader.

Selve lysdiode-chippen (firkantet) i en grøn

laveffekt-lysdiode. Lysdiode-chippen er ca.

0,5*0,5 mm, men kan være større eller

mindre. De to tynde ultralyd påsvejsede

tilledninger er typisk lavet af aluminium.

En lysdiode (eng. LED for light-emittingdiode), IR-diode eller UV-diode er en

ensretterdiode (elektronisk komponent) og en

transducer, som omsætter elektrisk energi til et

smalt bølgelængdeinterval i et af følgende

områder: Infrarødt (NIR, 2006: Fra ca. 7µm), synligt eller nær-ultraviolet

(2006: ned til 255nm) lys. [1]

Selve lysdiode-chippen i et lysdiodehus er ca. 0,5*0,5 mm, men kan være

større eller mindre. Lysdiode-chippen er lavet af en halvleder med det

båndgab, der afgiver de elektromagnetiske bølger (f.eks. synligt lys), man ønsker,

når en strøm passerer.

Lysdioder til synligt lys kan lyse i alle regnbuens farver, og de vinder indpas flere og

flere steder, hvor man tidligere brugte små glødelamper, fordi den anvendte

halvleder-teknik byder på nogle fordele:

Lysdiodens energiforbrug er mindre end for en tilsvarende

glødelampe, der afgiver samme mængde lysenergi.

Der er kun en mindre termisk slitage på en standard

laveffekt-lysdiode (op til ca. 60mW), der lyser. Et af benene på

lysdioden fungerer som en lille køleplade. Laveffekt-lysdioder

vil i snit få deres lysudbytte halveret efter ca. 50.000 lystimer.

En højeffekt (hvid eller farvet) lysdiode til en lysdiodelampe på

f.eks. 1-5W eller et lysdiodemodul på 5-50W skal køles nok,

ellers kan levetiden sænkes drastisk. Som et repræsentativt

eksempel kan følgende datablad for et 10W lysdiodemoduls typiske levetid ses på

sidste side. Levetiden er vurderet fra ny, og til lysdiodemodulets lysudbytte er faldet til 70%.[2] Som det kan aflæses, vil

modulet ved 120 °C have en middellevetid på under 1500 timer. Ved 60 °C vil modulet have en middellevetid på ca. 60.000

timer. Bemærk at levetidskurven ikke er linear.

Modsat en glødelampe kan en korrekt kølet lysdiode lyse konstant i årevis uden at "brænde ud".

Ydermere er lysdioden mekanisk robust, så den kan tåle rystelser, uanset om den er tændt eller slukket. En tændt

glødelampe kan ikke tåle så mange rystelser.

Opdagelse

Anvendelse

Sådan virker en lysdiode

Effektivitet

Se også

Kilder/referencer

Indholdsfortegnelse

Opdagelse

Lysdiode - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Lysdiode

1 of 4 08-01-2016 09:20

Dette billede viser en replikation af H.J. Rounds

eksperimenter, hvor han opdagede en lysdiodeeffekt.

En nål forbundet til minus sat på et SiC-krystal, som

er forbundet til plus. Ved en spænding på 9 V og en

strøm på 30 mA kan en lille gulgrøn "glød" ses ved

kontakten mellem nål og SiC-krystal. Det kan ses på

det forstørrede område nederst til højre

Digitalur fra 1978 med laveffekt-

lysdiode visning. Venstre urtid,

højre dag/dato.

Diagram med formodstande til

lysdioder med forskellig

spændinger

Foto af nogle laveffekt-lysdioder,

venstre laveffekt-lysdioder i et

7-Segment-display.

Længe før man forstod halvledernes virkemåde, opdagede H.J. Round en

lysdiode-effekt i SiC i 1907. Han kaldte det koldt lys, fordi krystallet ikke var

varmt ligesom en glødelampe. Oleg Losev (1903-1942) genopdagede lysdiode-

effekten i ZnO krystaller i 1921. Lyset fra krystallet blev kaldt Lossew-lys.

I 1934 opdagede G. Destriau en lysdiode-effekt med Zinksulfid (ZnS). Først i

1962 kunne man lave fuldt menneskeskabte lysdioder.[3]

I 1970 kommer nye LED farver til, man havde nu en grøn farve og en rød farve,

og dermed kunne man også skabe gult LED-lys. Forskerne var klar over, at det

var nødvendigt at fokusere på den blå farve, da man med den og de øvrige

farver kunne frembringe et hvidt LED-lys. Lysstyrken var på tidspunktet stadig

svagt, og først i 1980erne kunne man frembringe et LED-lys, der var kraftigt

nok til at kunne bruges udendørs i sollys. http://origoo.dk/historien-om-led-lys

Du kan selv lave dine egne lysdioder.[4] De hjemmelavede lysdioder er selvfølgelig ikke lige så effektive som købelysdioder.

Historisk startede lysdioder med at blive anvendt i lommeregnere, digitale armbåndsure,

måleinstrumenter og som statusvisning i radioapparater, TV og forstærkere.

I løbet af 1990'erne kom de røde og grønne effektive (high-bright) lysdiodeudgaver, hvilket

gjorde, at de kunne anvendes som cykelbaglygter. Senere kom højeffektive (ultra high-bright)

i blå lysdiodeudgaver. Den blå farve muliggjorde, at en lille klat fluorescerende stof placeret

oven på den blå lysdiodechip omdannede noget af det blå lys til gult. Det blev fra omkring

2003 markedsført som en hvid lysdiode, da menneskets øjne opfatter en blanding af gult og

blåt lys som hvidt. Disse anvendes bl.a. som cykelforlygter.

Lysdioder anvendes herudover primært som bilbaglygter (rød), udrykningsblink (blå),

lyssignaler (ved vejkryds (rød, gul og grøn) og fodgængerfelter (rød og grøn)). Men der

forskes på højtryk for at lave højeffekts ultraviolette lysdioder med henblik på belysning

overalt – til belysning af gader og i boliger. [5] [6] [7] [8]

Igennem mange år er de effektive lysdioder blevet til som spin-off i de succesfulde forsøg på

at lave højeffektive halvlederlasere med mindre bølgelængder end rødt og grønt lys – f.eks.

blåt og ultraviolet. Dette er årsagen til Blu-rays fremkomst.

Det menes, at nye højeffektive lysdioder kan anvende kvanteøer til effektivt(55-100%) at

omsætte UV-lys til fuldspektret hvidt lys. [9] [10] En anden metode til at lave fuldspektret hvidt

lys er nævnt i denne kilde. [11]

Fra ca. 2009 gør lysdioderne deres indtog i LCD-skærmes bagbelysning. Grundet

lysdiodernes høje virkningsgrad spares 10-40% af energiforbruget. Lysdiodebagbelysningen holder normalt længere end de

traditionelle koldkatode lysstofrør.

En lysdiode er i elektrisk forstand en "normal" faststof-diode (en pn-overgang i et halvledermateriale i en chip), men det

særlige ved lys-dioden er, at både selve halvledermaterialet og det "hus", komponenten er bygget (støbt) ind i, er mere eller

mindre gennemsigtige. Den aktive lysdiodechip, hvor lyset kommer fra, er mindre end 1×1 mm stor.

En fri elektron i halvledermaterialet besidder lidt mere energi end en elektron, der er fanget i halvledermaterialets krystalgitter-

struktur, så når en elektron "falder i" et hul, afgiver den en foton ("lys-partikel"), hvis energi svarer til forskellen mellem den frie

og den bundne elektrons energiniveauer.

Jo stærkere valenselektronerne er bundet i det halvledermateriale, man anvender, jo større er energiforskellen mellem den

frie og den bundne elektron, og dermed energien i den frigivne foton. Da bølgelængden er omvendt proportional med

fotonenergien, giver større energiforskel mere kortbølget (blåt eller violet) lys, mens en mindre forskel giver mere langbølget

Anvendelse

Sådan virker en lysdiode


2 of 4 08-01-2016 09:20

lys (rødt eller infrarødt lys).

Lysmængden fra en lysdiode er ikke høj og ligger mellem 0,1 og 250 lumen. En enkelt lysdiode-chip kan således afgive lige

så meget lys, som en 25W glødepære (250 lumen).[12] Et standard 36 W lysstofrør afgiver til sammenligning 3.350 lumen.[13]

Lysmængden målt i forhold til den forbrugte energi er forbedret meget de seneste år. I 2006 kunne man lave dioder med 50

lm/W, og i 2007 blev dioder med 100 lm/W lanceret. [14] Dette skal sammenlignes med glødepærens 10 lm/W og lysstofrørets

93 lm/W.

Halvlederlaser, laserdiode

Fotonisk krystal

1. ↑ roithner-laser.com: Deep UV LEDs , MID-IR LEDs (hovedadresse )

2. ↑ hueyjann.tw: HPR20D-19K10xWx(REV D)

3. ↑ Historisk, webarchive backup: Light-Emitting-Diodes (tysk)

4. ↑ May 7th, 2009, Michael T. Lippert: Building a DIY LED from SiC Citat: "...What this article is about is making a light

emitting diode (LED) from a pin and the mineral Moissanite..."

5. ↑ October 9, 2006, cree.com: Cree Delivers the First 160-Lumen White Power LED Citat: "...XLamp LEDs now as

efficient as fluorescent sources...The new XLamp LED was designed to enable general lighting applications, such as street

lighting, retail high bay lighting and parking garage low bay lighting, as well as to vastly improve the light quality in consumer

applications such as flashlights..."

6. ↑ 15. apr. 2005, PCworld: Glødelampens afløser på vej

7. ↑ Breakthrough Technology Accelerates Solid-State Lighting Citat: "...The industry has set a target for white LEDs to

reach 150 lumens per watt (lm/W) by the year 2012. The new SPE LEDs, under certain operating conditions, are able to

achieve more than 80 lm/W, compared to today's typical compact fluorescent lamp at 60 lm/W and a typical incandescent

lamp at 14 lm/W..."

8. ↑ sept 2002, IEEE: Let There Be Light Citat: "...The best LEDs are now roughly twice as efficient, in lumens per watt, as

incandescent bulbs..."

9. ↑ Sandia National Laboratories (2004, June 23). Wireless Nanocrystals Efficiently Radiate Visible Light. ScienceDaily

Citat: "...The efficiency of the energy transfer from the quantum well to the nanocrystals was approximately 55 percent –

although in theory nearly 100 percent transfer of the energy is possible and might be achieved with further tweaking...The

work is another step in creating more efficient white-light-emitting diodes..."

10. ↑ Los Alamos National Laboratory (2005, May 18). Scientists Develop Novel Multi-color Light-emitting Diodes.

ScienceDaily Citat: "...semiconductor nanocrystals are incorporated into a p-n junction formed from semiconducting GaN

injection layers. The new LEDs utilize a novel type of color-selectable nanoemitters, colloidal quantum dots, and makes use

of emerging GaN manufacturing technologies..."

11. ↑ 19/08/01, ing.dk: Første hvide lysdiode Citat: "...Effekten skyldes en særlig form for eksitation først opdaget i

1994...De resulterende elektron-hul par, der nu omfatter begge molekyler, henfalder ved udsendelse af fotoner, hvis

bølgelængder dækker hele det synlige spektrum... levetid vil være mange gange større end elektriske pærers...(App. Phys.

Let. 30/7-01)"

12. ↑ 2. dec 2007, ing.dk: Ny diode giver lys som en 25-watt-pære

13. ↑ Elsparefonden, december 2007 – Lysdioder til belysning 2008 , s. 11

14. ↑ Elsparefonden, december 2007 – Lysdioder til belysning 2008 , s. 5

Effektivitet

Se også

Kilder/referencer


3 of 4 08-01-2016 09:20


sidst redigeret for 7 måneder siden af KasparBot



Fortrolighed


relateret til:

Lysdiode


4 of 4 08-01-2016 09:20

Diagramsymbol for en

Schottky-diode.

En silicium (Si)-baseret Schottky-diode er en halvleder-diode med et lavt spændingsfald i

lederetningen og en meget kort reverse recovery-tid i forhold til almindelige dioder. Schottky-dioden

er opkaldt efter den tyske fysiker Walter H. Schottky.

Schottky-dioder anvendes især som ensrettere i SMPS, da de er hurtige og har lave tab ved 100 kHz–1.000 kHz. Schottky-

dioder anvendes også til at forhindre afladning af akkumulatoren gennem mørklagte solceller. Normale Si-baserede dioder

har et spændingsfald i lederetningen på ca. 0,6 volt og Si Schottky-dioder har omkring 0,3 volt.

En Schottky-diode anvender en Metal-halvleder-overgang som Schottky-barriere i stedet for en n-halvleder til p-halvleder

overgang som i normale dioder. Denne Schottky barriere resulterer i både hurtighed og lavt spændingsfald i lederetningen.

Si-baserede Schottky-dioder er svære at designe til højere spændinger end ca. 600V. De hurtigste højeffektdioder har en

reverse recovery-tid på ca. 25–50 nSek og laveffektdioder har 4 nSek eller hurtigere.

Den relativt nye kommercielt tilgængelige SiC-Schottky-diode kan designes helt op til 5.000V i spærreretningen, men den har

et spændingsfald i lederetningen på ca. 0,8 volt. Det bedste er faktisk, at den har en reverse recovery-tid, som er 1/100 af

Si-Schottky-diodernes. [1] [2] [3] [4] Dette er vigtigt ved høje spændinger, da meget energi ellers går tabt. Desuden kan den

designes til at have lav indre ledemodstand, hvilket resulterer i lave ledetab ved høje strømme. [5]

1. ↑ 600 V, 1- 40 A, Schottky Diodes in SiC and Their Applications (pdf) Citat: "...near-zero reverse recovery SiC..."

2. ↑ SiC Schottky Diodes in Power Factor Correction Citat: "...The improvements in efficiency are. greatest at the higher

loading...SiC diode generates substantially less noise..."

3. ↑ SiC diode

4. ↑ Mar 1, 2003, Power Electronics: SiC Schottky Diodes Improve Boost Converter Performance Citat: "...The switchmode

power supply (SMPS) accounts for more than 10% of the total system weight in a typical portable computer...Replacing a

conventional ultra-fast Si diode with an SiC Schottky diode at 140 kHz (point 1) reduces the total power loss by 8.7W at 400W

output power (about 2% more efficiency)..."

5. ↑ SiC Power Diode Characterization, Modeling, and Circuit Evaluation (pdf)

(Omdirigeret fra Schottky diode)

Anvendelser

Siliciumkarbid (SiC)-Schottky-diode

Kilder/referencer


Indholdsfortegnelse

Anvendelser

Siliciumkarbid (SiC)-Schottky-diode

Kilder/referencer


Schottky-diode - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Schottky_diode

1 of 2 08-01-2016 09:21

The Metal-Semiconductor Junction. Schottky Diode





Fortrolighed

Schottky-diode - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Schottky_diode

2 of 2 08-01-2016 09:21

Tunneldiode

symbol.

Tunneldiode 1N3716[1] af fabrikanten General

Electric – og en jumper (sort).

Strøm- Spændingskarakteristik for en

tunneldiode. Den grønne grafstrækning er

der hvor tunneldioden udviser negativ

differentiel modstand.

En tunneldiode eller Esaki-diode er en diode som på en lille

del af sin overføringsfunktion har en negativ differentiel

modstand. Leo Esaki opdagede diodetypen i 1957, heraf

navnet Esaki-diode. [2]

Forspændes en tunneldiode til at arbejde, hvor den har negativ

modstandskarakteristik, vil den f.eks. kunne ophæve en

svingningskreds tabsmodstand og

derved forstærke, så resultatet er en

oscillator eller en superregenerative

modtager.

1. ↑ datasheetarchive.com: Datablad 1N3716

2. ↑ jspsusa.org: The Global Reach of Japanese Science Speaker: Leo

Esaki Citat: "...This environment stimulated me, encouraged me, and

eventually lead me to my thesis work of the Esaki Tunnel Diode in

1957...the root of this development was the tunnel diode, which I made in 1957..."

Diode

Josephson tunneldiode

Resonanstunneldiode, RTD

Kvantemekanisk tunnelering

11 February 2004, isa.org: New, faster diode leads to next era of electronics Citat: "...Under the rules of quantum physics,

an electron on one side of a barrier can travel through to the other side, "which would be like a tennis ball coming out the

other side of a brick wall," said Paul Berger of Ohio State University in Columbus, Ohio..."

By Nyle Steiner K7NS 2001. Hjemmelavede dimser med negativ modstandskarakteristikker:

Negative Resistance Oscillator with Homemade Tunnel Diode



Kilder/henvisninger

Se også


Indholdsfortegnelse

Kilder/henvisninger


relateret til:

Tunneldiode

Se også


Tunneldiode - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Tunneldiode

1 of 2 08-01-2016 09:21



Fortrolighed

Tunneldiode - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Tunneldiode

2 of 2 08-01-2016 09:21

Zenerdiode (2,7V, 5,6V) og Avalanchediode (5,6V,

8,2V) karakteristikker/grafer. Avalanchedioder kaldes

også for zenerdioder. Bemærk at 8,2V zenerdiodens

venstre stejle hældning viser, at den her har en

lavere indre modstand. 6,2V og især 2,7V

zenerdioderne venstre mindre stejle hældning viser,

at deres indre modstand her er større. Bemærk at

x-aksens (vandret) inddeling er forskellig på venstre

og højre side af y-aksen. (tryk på grafen for større

illustration)

En glasindkapslet

halvlederzenerdiode. Det skal

bemærkes at mange almindelige

halvlederdioder benytter samme

hus. For at finde ud af om en

komponent er en zenerdiode skal

man slå en evt. påført

produktionskode op.

Effektzenerdiode (faktisk en

avalanchediode) på mellem

18,8-21,2V. Uden køleplade kan

denne effektzenerdiode tåle en

effekt på 1 Watt (1 Joule/sekund).

Zenerdiode -

symbolet bliver

også til dels

anvendt for

avalanchedioder.

Avalanchediode

- ikke så kendt

symbol.

En zenerdiode er en elektronisk komponent

med egenskaber som normale dioder af

halvledertypen i lederetningen. Det særlige ved

zenerdioden er, at mens en normal diode altid

spærrer for strøm der prøver at løbe igennem

dioden fra katode til anode, så begynder en

zenerdiode at lede strøm i spærreretningen hvis

spændingen overskrider en vis

spændingsgrænse, den såkaldte

zenerspænding. Denne egenskab bruges ofte i

elektroniske kredsløb til at skabe en stabil

jævnspænding.

Zenerdioder fremstilles med zenerspændinger fra ca. 2,5 volt og op til flere hundrede volt. Dioder med zenerspændinger

Zenerspænding

Zenerstabiliseret spænding

Zenereffekt og avalancheeffekt

Se også

Indholdsfortegnelse

Zenerspænding

Zenerdiode - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Zenerdiode

1 of 3 08-01-2016 09:21

Serieforbindelse af en modstand og zenerdiode - og

en belastning Ra som kan være varierende (til

højre). Zenerdiodens modellerede indre modstand

kaldes på illustrationen for Rz. Uo er en varierende

input spænding, som skal være være garanteret

større end den stabiliserede output spænding U.

Udtrykket Ra>>Rz er et valgt designkrav, som

betyder at Ra skal være mindst ti gange så stor som

zenerdiodens indre modstand Rz.

omkring ca. 5,6 volt er de mest temperaturstabile, dvs. deres zenerspænding ændrer sig ikke væsentligt, selvom dioden

bliver varm.

Zenerspændingen er ikke en "eksakt størrelse", men et udtryk for et (snævert) spændingsinterval – spændingen over dioden i

spærreretningen vil variere nogenlunde differentielt lineart med strømstyrken. Det bliver som regel modelleret ved en indre

modstand i serie med zenerdioden.

I elektroniske kredsløb bruges zenerdioder oftest til at skabe en stabil

jævnspænding, dvs. en spænding hvis størrelse ikke varierer væsentligt med

ændringer i temperatur eller evt. strømforbrug i en ekstern belastning Ra. Dette

gøres ved at sende en strøm igennem en serieforbindelse af en modstand Rv –

og en parallelforbindelse af en zenerdiode i spærreretningen og Ra: Hvis

spændingen Uo over denne serieforbindelse er større end diodens

zenerspænding, vil dioden lede strøm. Parallelforbindelsen af dioden og Ra, vil

lede strøm og giver et spændingsfald over modstanden Rv, hvorved

spændingen over dioden stort set bibeholdes. Systemet balancerer sig selv ved

det punkt, hvor der lige netop er zenerspændingen hen over dioden.

Sådan en stabiliseret spændingskilde har dog en begrænsning i den strøm man

kan trække fra den: Trækker man "for meget" strøm, falder spændingen U et

stykke ned under zenerspændingen. Det kan man kompensere for ved at benytte en mindre modstand Rv for at forøge

strømmen, men prisen er at der ved alt andet end spidsbelastning af den stabile jævnspænding spildes elektrisk energi i form

af varme i zenerdiode og Rv. Af den grund bruges denne kobling primært til at strømforsyne små delkredsløb med ringe

strømforbrug, eller til at frembringe en referencespænding til måle- eller regulerings-kredsløb.

Zenerdiodens virkemåde i spærreretningen kan forårsages af 2 forskellige fysiske fænomener; Zenereffekten og

avalancheeffekten. I siliciumbaserede zenerdioder er det zenereffekten (har negativ temperaturkoefficient), som er

hovedårsagen til zenerdiodevirkningen, når zenerdiode er designet til en zenerspænding på op til 5,6V. For spændinger

højere end 5,6V, er det avalancheeffekten (har positiv temperaturkoefficient) som dominererer.

Har zenerdioden en zenerspænding og avalanchespænding på 5,6V er temperaturkoefficienten nul, fordi de to fysiske

fænomeners temperaturkoefficienter ophæver hinanden.

Zenereffekten blev opdaget af den amerikanske fysiker Clarence Melvin Zener.

Dioder med Zenereffekt og avalancheeffekt markedsføres under ét som 'zenerdioder'.

Spændingsforsyning

Spændingsregulator

Linear spændingsregulator

Serieregulator

Shunt regulator

Spændingsreference

Båndgabsreference


Zenerstabiliseret spænding

Zenereffekt og avalancheeffekt

Se også


relateret til:

Zenerdiode


2 of 3 08-01-2016 09:21




Fortrolighed


3 of 3 08-01-2016 09:21

Nutidige silicium-baserede

transistorer.

Ældre germanium-baserede punkt-

kontakt transistorer mest med

typenumre, der starter med OC.

Produktionen af disse foregik med

mange manuelle produktionstrin.[1]

To silicium transistor-chips (ca. 1*1

mm) i samme hus. Husnavnet er

enten TO39 eller TO5. Stregerne

foroven er en millimeterskala.

Bonding-ledningerne fra chip til

tilledninger er sikkert lavet af guld. I

dag er næsten alle bonding-

ledninger lavet af aluminium, da

det er billigere. Chips anvendt i

skibsudstyr skal helst have

bonding-ledninger af guld, da

aluminiumsledninger efter et stykke

tid bliver korroderet af salt fra

havets skumsprøjt.

Denne artikel handler om elektronikkomponenter. For transistor i betydningen radiomodtager, se transistorradio

En transistor er en elektronisk komponent lavet af en halvleder og med mindst 3 tilledninger.

Ligesom de gamle radiorør, er en transistors opgave at lade et svagt elektrisk signal

"regulere" en mange gange større strøm eller spænding, sådan at der kommer en forstærket

"kopi" af det svage signal ud i den anden ende af transistoren.

I analoge kredsløb, for eksempel et forstærkertrin, kan man groft sagt sammenligne

transistoren med en lysdæmper; transistoren skal bare have et lille elektrisk signal i stedet for

en drejeknap, til at "fortælle" den hvor meget strøm der skal "slippe igennem". Tilsvarende

kan man i digital elektronik sammenligne transistoren med en almindelig lyskontakt; i stedet

for en trykknap skal transistoren blot have et elektrisk signal, der fortæller den om den skal

være "tændt" eller "slukket".

Som andre halvlederkomponenter er transistorer lavet af et halvledermateriale; et materiale

med elektriske egenskaber i "gråzonen" mellem de elektriske ledere og isolatorer – ældre

transistorer er oftest lavet med germanium, mens man i dag hovedsageligt bruger silicium til

formålet.

På illustrationerne herover ses forskellige typer såkaldt diskrete transistorer, hvor hver "dims"

indeholder én transistor, men transistorer indgår også sammen med andre komponenter som

bestanddele i integrerede kredsløb. Som det ses på illustrationerne ovenfor til højre, har

transistorer almindeligvis tre tilledninger, eller ben som de kaldes i fagterminologien: Et af

benene, typisk kaldet basis eller gate, tager imod det svage signal der skal "styre"

transistoren; den strøm eller spænding der findes her, afgør hvor meget strøm transistoren

"lader slippe" ind og ud gennem de to andre tilledninger.

Det var en svær nød at knække at lave et halvlederbaseret forstærkertrin (transistoren). Den blev opdaget/opfundet i

december 1947 af John Bardeen, Walter Houser Brattain og William Bradford Shockley i Bell Laboratorierne, men

opfindelsen/opdagelsen blev først offentliggjort i juni 1948. [2] [3] [4]

Opdagelse – opfindelse

Andre forstærkende eller transistorlignende opdagelser

Transistorproduktion

Transistortyper

Hvordan virker en bipolar transistor i praksis

Strømstyring

Hvorfor er det interessant med strømforstærkning?

Kilder/referencer

Se også


Indholdsfortegnelse

Opdagelse – opfindelse

Transistor - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Transistor

1 of 4 08-01-2016 09:22

En replikation af verdens første

fungerende transistor lavet i Bell

Laboratorierne.

NPN: N-channels:

PNP: P-channels:

BJT JFET depletion IGFET enhancement IGFET

Transistorsymboler for BJT, JFET og IGFET (f.eks. MOSFET)

Man forsøgte at lave et elektronrør i faststof mellem ca. 1930-1947, men uden større succes.

Men den 17. november 1947 lavede John Bardeen og Walter Brattain fra Bell Laboratory

nogle overflademålinger på et rent germaniumkrystal, som er en halvleder, og opdagede, at to

elektroder, med en indbyrdes afstand på langt under en mm, havde en kraftig indbyrdes

strømindvirkning – i forhold til den fælles elektrode; bagsiden af krystallet – basen.

Andre forstærkende eller transistorlignende opdagelser

Det vides ikke om dr. Julius Edgar Lilienfeld byggede sine patenterede "metode og apparat til

at kontrollere elektrisk strøm": "MESFET" ( US Patent 1,745,175) i 1926/1930; "MOSFET" (

US Patent 1,900,018) i 1928/1933 og en forstærker ( US Patent 1,877,140). [5] [6]

Her er mere information. [7]

Fra 1947 til ca. 1960 (ikke tjekket) blev transistorerne håndlavet og var derfor dyre. Datidens transistorer vil med dagens

priser koste ca. 1000 kr/stk.

Fra ca. 1960 (ikke tjekket) til nu anvendes litografi til masseproduktion af transistorer. Fra ca. 1970 (ikke tjekket) blev også

ledningerne (bonding wire) mellem halvlederchippen og tilledningerne automatisk placeret og svejset med ultralyd. I dag

(2003) kan transistorer købes for under 1 kr/stk.

I chips (integrerede kredsløb, IC'er) bliver transistorerne endnu billigere: En Intel Pentium 4 Northwood har 55 millioner

transistorer [8] i chippen og 2 GHz-udgaven kan købes for 660 kr. (2003). Prisen per transistor er her: 0,000012 kr.!

Der findes en række forskellige typer

transistorer. De mest udbredte er

felteffekttransistoren (FET, Field Effect

Transistor) og den bipolare transistor (BJT,

Bipolar Junction Transistor). Den bipolare

transistor var den mest udbredte ind til midten

af 1970'erne, da den er mindre krævende at

fremstille end felteffekttransistoren, som dog i

dag i antal er mere udbredt end den bipolare

transistor.

Herudover findes der den ikke særligt kendte og udbredte unijunction-transistor (UJT).

En transistortype, som måske ikke er en selvstændig type, er IGBT (eng. Insulated Gate Bipolar Transistor). Den kan bedst

beskrives som en sammenbygning af en bipolar transistor og en MOSFET. Den bliver stort set kun anvendt til

højeffektanvendelser.

Strømstyring

I den mest anvendte bipolare transistorkobling; fælles emitterkobling anvendes strømstyring af input (Ib), da strømmen Ic

næsten er en konstant faktor af Ib. Fordi Ic/Ib næsten er konstant for varierende Ib, har man givet den et navn:

Strømforstærkningsfaktoren og benævnelsen beta, Hfe eller hFE. Den er nogenlunde konstant overfor Tchip ændringer ved

Vce > 1 V. Typisk er Hfe i følgende interval for laveffekt småsignal transistorer: 10 < Hfe < 800.

Det skal bemærkes, at det er hældningen ∆Ic/∆Ib, som er mest interessant i signalforstærkere.

Transistorproduktion

Transistortyper

Hvordan virker en bipolar transistor i praksis


2 of 4 08-01-2016 09:22

En germaniumbaseret transistor

med typenummeret OC44.

Stregerne foroven er en

millimeterskala. Transistoren er

sandsynligvis håndlavet. Den blev

anvendt i år 1955-1960 og bl.a.

fremstillet af firmaet Mullard.[9][10]

Den "skyede" masse som ses på

transistorpladen og som huset var

fyldt med, er sandsynligvis for at

undgå korrosion eller mikrofoni.

Hvorfor er det interessant med strømforstærkning?

Det er det fordi vi er interesseret i at forstærke signaler. Det at forstærke vil sige at gange

med en fast faktor, uafhængig af input-signalets styrke. F.eks. er spændingen mellem en svag

og stærk radiokanal 7,5 uV og 75mV på en radioantenne ved en belastning på 75 Ohm. Via

Ohms lov kan vi regne strømmen ud til at være mellem 0,1uA og 1mA. Skal vi lytte til lyden

fra en radiokanal, skal vi strømforstærke mellem 1.000.000 og 100 gange, for at vi kan høre

radiokanalen i højttaleren. Her forudsættes en strøm på 100mA i en højttaler på f.eks. 8 Ohm.

En transistor i fælles-emitter kobling i det lineare arbejdsområde fungerer tilnærmelsesvis

som en strømstyret strømgenerator.

1. ↑ thevalvepage.com: Manufacture of Junction Transistors

2. ↑ PBS: The Miracle Month: The Invention of the First Transistor, November 17-December 23, 1947

3. ↑ This Month in Physics History – November 17 – December 23, 1947: Invention of the First Transistor

4. ↑ The Discovery of the Transistor

5. ↑ Web archive backup: Julius Edgar Lilienfeld

6. ↑ about.com: Inventors Dr. Julius Edgar Lilienfeld

7. ↑ Bell System Memorial – Bell Labs (Who Really Invented The Transistor?) – Other Claims to the Invention

8. ↑ cpuscorecard.com: Intel Pentium 4 Northwood

9. ↑ Webarchive backup: Perdio Transistor

10. ↑ Webarchive backup: History of Radio 3. From Valves to Transistors

radiorør, MOSFET.

Elektronik



Kilder/referencer

Se også



relateret til:

Transistorer


3 of 4 08-01-2016 09:22



Fortrolighed


4 of 4 08-01-2016 09:22

Kredsløbssymbol for

en tyristor.

En SCR dimensioneret til omkring

100 ampere, 1200 volt monteret på

en køleplade – de to små

tilledninger er gate trigger

ledningerne.

En tyristor er en faststof halvlederenhed med fire lag af vekslende N og P-type materiale. Tyristorer

opfører sig som bistabile kontakter, leder når deres styreelektrode (eng. gate) modtager en strømpuls, og

fortsætter med at lede så længe der sendes strøm gennem hovedelektroderne (anode, katode) – og

spændingen over hovedelektroderne ikke veksles.

Nogle kilder definerer SCR og tyristorer som synonyme. [1]

Andre kilder definerer tyristor som en større mængde af enheder/komponenter med mindst 4

lag af vekslende N og P-type materiale, inkluderende:[2][3]

SCR (eng. akronym for Silicon controlled rectifier)

SCS (eng. akronym for Silicon controlled switch)

GTO (eng. akronym for Gate turn-off thyristor)

TRIAC (eng. akronym for Triode AC switch)

SIT SITh (eng. akronym for Static Induction Transistor/Thyristor)

MCT (eng. akronym for MOS Controlled Thyristor)

DB-GTO (eng. akronym for Distributed Buffer – Gate Turn-off Thyristor)

IGCT (eng. akronym for Integrated gate commutated thyristor)

CSMT (eng. akronym for MOS composite static induction thyristor)

RCT - Reverse conducting thyristor

1. ↑ Christiansen, Donald; Alexander, Charles K. (2005); Standard Handbook of Electrical Engineering (5th ed.). McGraw-Hill,

ISBN 0-07-138421-9

2. ↑ International Electrotechnical Commission 60747-6 standard

3. ↑ Dorf, Richard C., editor (1997), Electrical Engineering Handbook (2nd ed.). CRC Press, IEEE Press, Ron Powers

Publisher, ISBN 0-8493-8574-1

General Electric Corporation, SCR Manual, 6th edition, Prentice-Hall, 1979.

Kilder/referencer

Yderligere læsning

Litteratur

Se også


Indholdsfortegnelse

Kilder/referencer

Yderligere læsning

Litteratur

Tyristor - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Tyristor

1 of 2 08-01-2016 10:51

Dr. Ulrich Nicolai, Dr. Tobias Reimann, Prof. Jürgen Petzoldt, Josef Lutz: Application Manual IGBT and MOSFET PowerModules, 1. Edition, ISLE Verlag, 1998, ISBN 3-932633-24-5 PDF-Version

Diac

Triac

Quadrac

Thyratron

The Early History of the Silicon Controlled Rectifier — by Frank William

Gutzwiller (of G.E.)

THYRISTORS — from All About Circuits

Universal thyristor driving circuit

Thyristor Resources (simpler explanation)

Thyristors of STMicroelectronics





Fortrolighed

Se også



relateret til:

Tyristor

Tyristor - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Tyristor

2 of 2 08-01-2016 10:51

Billedrør set bagfra med afbøjningsspoler ved

billedrørhalsen.

Et billedrør er den komponent i et fjernsyn eller en monitor som viser billedet:

Det er lavet af glas, og har facon omtrent som en firkantet tragt, som er lukket i

begge ender så det danner en lufttæt beholder med et vakuum indeni. Den

lukkede, brede ende af »tragten« er skærmen: Her dannes billedet ved, at et

strålebundt af elektroner, som skabes og styres i »tragtens« snævre

ende, »fejer« hen over skærmen. På dennes inderside findes en belægning af

lysstof, f. eks. fosfor, som lyser op når det rammes af elektronstrålen, så ved at

variere dennes intensitet, skabes mørke og lyse partier forskellige steder i

billedfeltet.

Strålen kommer igennem hele billedfeltet adskillige (for europæiske fjernsyn:

25) gange i sekundet. Den fosforbelagte skærm »gløder« i en brøkdel af et

sekund efter at elektronstrålen har strejfet det – lige nok til at det lysende

billede bliver »hængende« indtil næste gang strålen kommer forbi

og »genopfrisker« det. Dette giver det »langsomme«, menneskelige øje en

illusion af et blivende billede på skærmen, om end man (især i øjenkrogen) kan

fornemme hvordan lyset fra et billedrør »flimrer«.

Billedrør er som teknologi ved at blive erstattet af fladskærme (LCD-skærme,

plasmaskærme og måske laser-tv), som bruger mindre energi end et billedrør

med tilhørende hjælpekredsløb, og modsat billedrøret kan gøres lette og

ekstremt flade.

Det bør bemærkes om illustrationerne i denne artikel, at de svarer til små billedrør (5-10 tommer) – større billedrør er langt fra

så lange i forhold til skærmens størrelse som det er vist her!

Illustrationen til højre viser et billedrør til brug i et sort-hvid-fjernsyn eller monokrom monitor: Bagest (nederst til venstre) i den

lufttomme glaskolbe (9) sidder en hul katode (8), som bærer en stor, negativ elektrisk spænding; inden i katoden sidder en

glødetråd (5), som holder katoden varm. Spændingen og varmen får katoden til at udsende en »sky« af elektroner (2), som

tiltrækkes af en anode i form af en elektrisk ledende belægning af grafit (6) på rørets inderside. Denne er gennem en ledning

(14) og en lufttæt gennemføring (7) forbundet til en stor, positiv elektrisk spænding. Ved at variere spændingen på en særlig

styreelektrode (12) kan man regulere hvor mange elektroner der »undslipper« katoden, og dermed hvor intens

elektronstrålen skal være. Katode, glødetråd og styreelektrode omtales under ét som en elektronkanon.

Billedrør til sort-hvid-tv og -monitorer

Billedrør til farve-tv og -monitorer

Se også

Billedrør til oscilloskoper

Katodestrålerør som computerlager

Sikkerhed og billedrør

Se også


Indholdsfortegnelse

Billedrør til sort-hvid-tv og -monitorer

Billedrør - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Billedrør

1 of 4 08-01-2016 10:55

Nærbillede af et hjørne af masken

med hullerne til et farvebilledrør.

Klik på billedet for større

forstørrelse.

På sin vej mod skærmen passerer strålen en fokuseringsspole (3), som er

monteret udvendigt på billedrøret i et spoleåg af jern (11): Magnetfeltet fra

denne spole har samme indvirkning på elektronstrålen som en optisk linse har

på lys; når spolen danner et magnetfelt af den rette styrke, fokuseres

elektronerne til en snæver stråle. Denne fokusering er i øvrigt grunden til at

skærmen på (især ældre) billedrør er konveks (»buer udad« mod beskueren):

Strålen er hele tiden fokuseret i den samme brændvidde fra fokusspolen, så

elektronerne skal helst tilbagelægge (omtrent) den samme strækning uanset

om de sendes mod midten af skærmen eller ud til et af hjørnerne.

På den anden side af fokuseringsspolen sidder fire afbøjningsspoler (1), også monteret på rørets yderside: Disse skaber et

varierende magnetfelt, som afbøjer elektronstrålen i hhv. det vandrette og det lodrette plan, så strålen kan bringes til at træffe

et vilkårligt punkt på indersiden af skærmen (10). Skærmens inderside er forsynet med et tyndt lag af et stof (4), som

fluorescerer (dvs. lyser op) når det rammes af elektronstrålen, så hvis strålen er tilpas fokuseret, skabes en lille, skarpt

lysende plet på skærmen.

Særlige hjælpekredsløb i fjernsyn og monitorer sender varierende strømme gennem afbøjningsspolerne, og dirrigerer på den

måde lyspletten hen over hele billedfeltet, linje for linje, adskillige gange i sekundet.

Farvebilleder skabes ved at vise tre »sort/hvide« delbilleder, der viser den

kulørte scene set i hver af de tre »grundfarver« rød, grøn og blå, oven i

hinanden. Et billedrør der kan vise billeder i farver (vist på illustrationen til

højre), adskiller sig fra det sort/hvide billedrør på tre punkter:

I stedet for én opvarmet katode med styreelektrode findes tre separate sæt

(1), som udsender hver sin elektronstråle (2) med hver sin intensitet: Én stråle

for hver af de tre grundfarver.

Lige inde bag ved skærmens inderside findes en såkaldt maske af metal (3),

med tusindvis af bittesmå huller i et regelmæssigt mønster.

I stedet for et ensartet lag af fluorescerende lysstof, er skærmens inderside (4) inddelt i bittesmå zoner med én af tre

forskellige slags fluorescerende lysstof: En tredjedel af zonerne lyser rødt når det rammes af en elektronstråle, en anden

tredjedel lyser grønt, mens den sidste tredjedel lyser blåt.

De tre elektronstråler fokuseres og afbøjes, ganske som i det sort-hvide billedrør, af en fælles

fokuseringsspole og et fælles sæt afbøjningsspoler, men i stedet for at fokusere strålen i

skærmens afstand, fokuseres på maskens huller. På grund af hullernes og farvezonernes

indbyrdes placering kan elektronstrålen fra f.eks. den katode der skaber det røde delbillede

kun »nå« de zoner der lyser rødt, og ligeledes kan de elektronstråler der skaber det grønne

og det blå delbillede, kun ramme zoner der lyser hhv. grønt og blåt (5).

Hvis elektronerne forstyrres på deres vej mod skærmen, f.eks. af et udefrakommende

magnetfelt, rammer nogle af elektronerne en »forkert« zone så visse dele af billedet får forkerte farver: Dette kaldes for

konvergensfejl. Masken kan også blive magnetiseret, så den i sig selv sender nogle af elektronerne »på afveje« og skaber

farvefejl selv efter det ydre magnetfelt er fjernet.

Hullerne i masken og farvezonerne på skærmen er tilpas små til, at det menneskelige øje fra en passende afstand ikke kan

opløse (»adskille«) de enkelte zoner, men i stedet »blander« farverne, hvorved illusionen om omtrent en hvilken som helst

farvenuance skabes. På et almindeligt farvefjernsyn har skærmen ca. 300.000 zoner af hver farve.

I Sonys Trinitron-billedrør er masken ikke en plade med huller som vist på illustrationen, men en ramme med en masse

parallelle, tynde metaltråde svejset på. I stedet for det viste sekskantmønster er trinitron-rørets fluorescerende farvezoner

inddelt i smalle striber.

Se også

RGB – farveformatet

Billedrør til farve-tv og -monitorer


2 of 4 08-01-2016 10:55

I et fjernsyn eller en monitor gentegnes billedet med regelmæssige

mellemrum, dvs. de strømme der sendes igennem afbøjningsspolerne har

konstante frekvenser: Spolerne udøver derfor en konstant og velkendt

impedans overfor strømmen – dette er en fordel da det altid er det samme

magnetfelt der skal til for at dirrigere strålen ud til en af skærmens kanter.

Et oscilloskop skal derimod kunne arbejde ved et bredt interval af frekvenser,

så for at undgå at skulle kompensere for den frekvensafhængige impedans i

afbøjningsspolerne bruger man et elektrisk felt i stedet for et magnetisk til at

afbøje elektronstrålen. Som andre billedrør har røret til et oscilloskop

(illustrationen til højre) en elektronkanon (2), hvis stråle (3) bringes i fokus af en fokuseringsspole (4) så den aftegner en lille,

skarp plet på skærmen (5). Det særlige ved oscilloskopets billedrør er, at de fire afbøjningsspoler er erstattet af fire

pladeformede elektroder (1). Hvor elektronikken i et fjernsyn eller en monitor skal genrere strømme til afbøjningsspolerne,

leverer elektronikken i et oscilloskop spændinger til rørets fire afbøjningsplader.

I enkelte tidlige computere brugte man katodestrålerør som arbejdslager. Det var først tilfældet i forsøgsmaskinen The

Manchester Baby fra 1948.

Alle billedrør er pumpet lufttomme, så elektronerne ikke forstyrres eller spredes på deres færd fra katoden til skærmen. Og

som andre ting af glas, knuses de ved tilpas kraftige slag eller påvirkninger. Når et billedrør knuses, vil atmosfærens tryk

presse glasskårene indefter med voldsom kraft; røret siges at implodere. De fleste skår vil flyve forbi hinanden, og fortsætte

ud i alle retninger med høj fart.

Af samme grund er den glasflade der danner skærmen gjort ekstra tyk – et billedrør der er monteret i et apparat skal have et

direkte slag med en hammer eller tilsvarende for at implodere. Skal man derimod f.eks. bære et billedrør i "løs vægt", bør

man bære sikkerhedsbriller og et kraftigt halstørklæde så øjne og hals (med pulsårer) er beskyttet hvis røret imploderer.

Som nævnt er der en stor spændingsforskel mellem katoden i bagenden og grafitanoden på rørets inderside, typisk 10.000 til

25.000 volt: Skal man servicere et apparat med billedrør imens det kører, f.eks. for at justere det, skal man vogte sig for

billedrørets tilledninger og de delkredsløb der danner de fornødne spændinger.

Apparatet bruger almindeligvis et system af kondensatorer til at opbygge og »opmagasinere« disse store spændinger, og

disse kondensatorer tømmes ikke nødvendigvis så snart der slukkes for apparatet. Man må derfor regne med at der kan

være ubehageligt store spændinger til stede i apparatet flere minutter efter der blev slukket for det.

Elektronrør

Synssans


sidst redigeret for 2 år siden af Steenthbot

Billedrør til oscilloskoper

Katodestrålerør som computerlager

Sikkerhed og billedrør

Se også



relateret til:

Billedrør


3 of 4 08-01-2016 10:55



Fortrolighed


4 of 4 08-01-2016 10:55

Elektronrøret med typenummeret PF86 (pentode)

med symbol til venstre. Glødetråden er synlig via den

perforerede anode.

Symbol for

elektronrørsdiode

med indirekte

opvarmet katode.

De fleste elektronrør (kaldes også radiorør) ligner lidt af

ydre en klar glødelampe og de er normalt lufttomme. I

højeffektselektronrør er glasindkapslingen typisk erstattet af

keramik.

Elektronrør kommer i mange varianter med forskellig anvendelse. De navngives efter antallet af aktive

terminaler/tilledninger/ben:

Elektronrørsdiode (radiorørsdiode) – 2 aktive terminaler. Blev primært anvendt som ensretter eller i en radiomodtagers

signaldetektortrin. Var meget udbredt.

triode – 3 aktive terminaler. Blev primært anvendt som forstærker. Var meget udbredt.

tetrode – 4 aktive terminaler. Blev primært anvendt som forstærker.

pentode – 5 aktive terminaler. Blev primært anvendt som forstærker. Var meget udbredt.

heptode – 7 aktive terminaler. Blev primært anvendt som en radiomodtagers signalblander.

Billedrør, billedrørskanon – med mange terminaler. Anvendes i fjernsynsmodtagere og monitorer til at vise et sort/hvidt-

eller farve-billede. Var meget udbredt.

Det magiske øje – Et radiorør som virker som en art signalstyrkeviser. Var udbredt i dyrere ældre radiomodtagere.

Thyratron – Rørets svar på thyristoren.

Klystron – Til at skabe bærebølger med høj effekt.

Magnetron – Skaber meget højfrekvente bærebølger med høj effekt. Anvendes i radaranlæg og (i lille målestok) i

mikrobølgeovne til at generere mikrobølger med en effekt på ca. 600W.

lysstofrør

(Omdirigeret fra Radiorør)

Almindelige elektronrørstyper

Specielle elektronrør

Aktive terminaler

Støtteterminaler

Almindelige europæiske elektronrør

Se også


Indholdsfortegnelse

Almindelige elektronrørstyper

Specielle elektronrør

Elektronrør - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Radiorør

1 of 3 08-01-2016 10:56

Alle elektronrør har en katode (elektrode) som kan udsende elektroner. Katoden kan være af 2 typer; direkte opvarmet,

indirekte opvarmet:

I den direkte opvarmede katode anvendes glødeterminalerne også som katodeterminal.

I den indirekte opvarmede katode anvendes glødeterminalerne alene til glødefunktionen og en separat elektrode anvendes

til katodeforbindelse. Katoden omfavner den keramikindkapslede glødetråd.

Alle elektronrør har også en elektrode til modtagelse/opsamling af elektroner kaldet en anode. Den er lavet af et elektrisk

ledende materiale der kan tåle høje temperaturer som f.eks. grundstoffet wolfram. Grunden er at anoden bliver opvarmet, når

elektronerne bliver bremset ned i anoden.

Herudover har elektronrør nul eller flere gitre. Et gitter er et net af elektrisk ledende tråd, som via en potentialeforskel mellem

katoden og gitteret virker styrende eller afskærmende på elektroner i deres rejse fra katoden til anoden. Et gitter med et

sådant potentiale danner et elektrisk felt. Gitterets formål er alene at styre elektronstrømmen, ikke at opfange elektroner.

Udover de aktive terminaler, havde de fleste elektronrør terminaler, der støttede radiorørsfunktionen:

Katodeglødetrådsterminaler (2-3 stk).

Terminaler til afskærmningsplader.

Almindelige europæiske elektronrør anvendte følgende type nummereringssystem: Åke's Tubedata: European type

numbering system from 1934 (Andre nummereringssystemer ):

Elektronrørseksempler:

elektronrørsdiode – (effekt-) PY88, PY500, GZ34; (detektor-) EAA81.

triode – (effekt-) PD500; (småsignal-) PC88, ECC83; (højfrekvens-) ECC88, ECC188.

pentode – (effekt-) PL509, PL508, EL84; (småsignal-) PF86; (mellemfrekvens-) EF184, EF183.

heptode – (højfrekvens-) EH90.

Mange almindelige elektronrør havde flere ens eller forskellige rørfunktioner i samme hylster f.eks.: PCH200, PCF86, ECL84,

ECC83, EABC80.

Transistor, diode, Lee De Forest

Google: Vacuum Tubes

Russell O. Hamm, Tubes Vs. Transistors: Is There An Audible

Difference? (HTML) , (pdf) , mirror (pdf)

Vinyl & triodes, (Om rørforstærkere MC, RIAA, Line, Poweramps også diagrammer)

Epanorama.net: Tube amplifiers

Welcome to Åke's Tubedata

NJ7P Tube Database Search


Aktive terminaler

Støtteterminaler

Almindelige europæiske elektronrør

Se også



relateret til:

Elektronrør


2 of 3 08-01-2016 10:56




Fortrolighed


3 of 3 08-01-2016 10:56

Foto af forskellige kondensatorer. Fra venstre til højre; keramisk kondensator, keramisk

skivekondensator, blokkondensator, rørformet keramisk kondensator, polystyren-

kondensator, blokkondensator i plastkasse, elektrolytkondensator.

For alternative betydninger, se kondensator.

En elektrisk kondensator (også kaldet en

kapacitor) er en elektronisk komponent, der er

indrettet til at have en vis elektrisk kapacitet

(fysisk størrelse som måles i farad) – en evne til

(på kort sigt) at opbevare en vis mængde

elektrisk energi. Groft sagt kan en kondensator

sammenlignes med et opladeligt "batteri"

(element) – en kondensator op- og aflades blot

meget hurtigere og indeholder blot en

forsvindende brøkdel af den elektriske energi der

kan opbevares i et opladeligt element af

tilsvarende rumlig størrelse.

Opbygning

Figuren til højre viser hvordan en kondensator principielt er opbygget:

(1) To elektrisk ledende plader er anbragt parallelt og ganske tæt på hinanden, dog adskilt af et dielektrikum.

(2) dielektrikummet er enten et vakuum eller et lag af et elektrisk isolerende stof.

(3) Kondensatoren har to tilledninger, som er forbundet til hver sin elektrisk ledende plade.

Sådan virker en kondensator

Opbygning

Kondensatoren og DC-kilder(jævnspænding)

Kondensatoren og vekselstrømme

Mål og egenskaber for kondensatorer

Afladning af en kondensator

Energien i en kondensator

Forskellige typer kondensatorer

Keramiske kondensatorer

Blokkondensatorer

Elektrolytkondensatorer

Tantal-elektrolytkondensatorer

Drejekondensator

Fodnoter

Se også

Indholdsfortegnelse

Sådan virker en kondensator

Elektrisk kondensator - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Elektrisk_kondensator

1 of 6 08-01-2016 10:56

Elektrisk kondensator;

principtegning.

I praktiske kondensatorer, er dette arrangement bygget eller støbt ind i en "indpakning" af

plast, aluminium eller keramik, så blot de to tilledninger "stikker ud" af komponenten.

Kondensatoren og DC-kilder(jævnspænding)

Hvis man forbinder kondensatorens to tilledninger med en jævnspændingskilde, vil

spændingkildens positive pol trække de frie elektroner ud af den ene plade, og fylde

elektroner på den plade der er forbundet til kildens negative pol; der går altså en strøm i

kredsløbet. Denne proces varer i praksis ganske kort; strømstyrken i kredsløbet falder

eksponentielt mod noget nær nul.

Den plade der er tilsluttet den positive pol, har nu et underskud af frie elektroner, og får

derved en positiv elektrisk ladning. Denne positive ladning udøver en elektrisk

tiltrækningskraft på det overskud af frie elektroner, som den anden (nu negativt ladede) plade har modtaget fra strømkildens

negative pol.

Afbryder man nu forbindelsen mellem kondensatoren og strømkilden, vil de elektriske kræfter holde de frie elektroner "fast" i

den negativt ladede plade, og derfor ligger der over kondensatorens tilledninger en spændingsforskel meget nær ved

strømkildens polspænding.

I kondensatorer med kapaciteter under ca. 1 mikrofarad (1 μF = 10-6 farad) "siver" denne opbevarede ladning dog hurtigt, bl.a

på grund af en indre, elektrisk "utæthed" (kaldet tabsmodstand) i kondensatoren. Men en kondensator på et par tusinde

mikrofarad og en lille lommelygte-pære kan man demonstrere den oplagrede elektriske energi ved at koble kondensatoren til

pæren, og konstatere at denne lyser op et kort øjeblik: I løbet af det øjeblik "undslipper" elektronerne i den negativt ladede

plade ud gennem pærens glødetråd og ind i den positivt ladede plade, og derved udligner forskellen i antallet af frie

elektroner i de to plader. For en kort stund tjener kondensatoren altså som en strømkilde der trækker en jævnstrøm igennem

pæren.

Kondensatoren og vekselstrømme

Kondensatorens reaktans

En kondensator med elektrisk kapacitet C (målt i farad) vil frembyde en vis reaktans XC (målt i ohm) overfor en vekselstrøm

med frekvens f (målt i hertz):

Impedansen Z i en ideel elektrisk kondensator er rent imaginær og negativ, idet

hvor j er den imaginære enhed.

Strømmen fra en vekselstrømskilde skifter retning med en vis frekvens (regelmæssig hyppighed), så hvis man kobler en

kondensator til vekselstrømskilden, vil strømkilden "pumpe" frie elektroner først fra den ene plade til den anden, og øjeblikket

efter i den modsatte retning. Så i modsætning til situationen med jævnstrømskilden, bliver en vekselstrømskilde aldrig

"færdig" med at fylde den ene og tømme den anden plade i kondensatoren for frie elektroner – selv om der hele tiden løber

en vekselstrøm i kredsløbet. Det viser sig at kondensatoren – overfor en vekselstrømskilde – udøver en slags modstand. Til

højre er givet den formelle sammenhæng; reaktansen XC afhænger af to ting:

Kondensatorens elektriske kapacitet C

Vekselstrømmens frekvens f (det antal gange strømmen skifter retning pr. tidsenhed)

Denne egenskab anvendes i analoge kredsløb til at filtrere og "sortere" et signal efter frekvenser. Et eksempel er et

stereoanlægs knapper for bas og diskant; her anvendes en variabel modstand ("knappen") sammen med en kondensator til


2 of 6 08-01-2016 10:56

at forstærke eller dæmpe enten dybe eller høje toner (hhv. lave og høje frekvenser) mere eller mindre end andre

toner/frekvenser.

Den elektriske kapacitet for en given kondensator bestemmes af tre faktorer:

Arealet af de to ledende plader; jo større areal, desto større elektrisk kapacitet.

Afstanden mellem de ledende plader; jo mindre afstand, desto større elektrisk kapacitet

En egenskab kaldet dielektricitetskonstanten, for det vakuum eller isolerende stof, der adskiller de ledende plader.

For at begrænse materialeforbruget søger fabrikanter af kondensatorer bl.a. at gøre afstanden mellem de ledende plader

mindst mulig, men et meget tyndt isolerende lag mellem pladerne sætter en grænse for hvor store elektriske spændinger

(potentialforskelle) der kan være mellem de to plader. Overskrides denne grænse, ioniseres det ellers isolerende materiale,

og der opstår en kortslutning mellem de to plader; en "genvej" som den oplagrede elektriske energi straks benytter til at

udligne ladningsforskellen. Derved udvikles varme, som kan "sammensvejse" de to ledende plader så der opstår en

permanent kortslutning i komponenten.

Kondensatorer leveres i praksis med oplysninger (som evt. kan være påtrykt komponenten, eller angivet ved en farvekode på

komponentens ydre) om både kondensatorens elektriske kapacitet, og den maksimale spændingsforskel der må være over

tilledningerne – det sidste for at undgå ionisering i, og kortslutninger igennem det isolerende dielektrikum.

Afladning af en kondensator

Når en kondensator er fuldt opladt har den en ladning Q, der egentlig er ladningen på kondensatorens positive leder; samlet

set er kondensatoren jo neutral. Når kondensatoren tilsluttes et kredsløb med resistansen eller modstanden R, vil der ske et

fald i ladningen eller, sagt på en anden måde, en negativ ændring -dQ. Denne ændring sker over en given tid dt, så ændring

pr. tidsenhed bliver altså . Ændring i ladning pr. tidsenhed er definitionen på strømstyrke I, så formlen lyder .

Dette er strømstyrken i kredsløbet og ikke bare i kondensatoren, da en elektrisk strøm skal løbe for, at man kan tale om

strømstyrke. Ved at lave lidt om på formlen, får man . Det huskes.

Udover denne udvikling i elektrisk ladning er der også noget, der hedder kapacitor-ligningen ifølge hvilken, der gælder, at

ladningen Q er lig kapacitansen C gange spændingen U eller . Dette kombineres med Ohms lov , så

man får . Dette udtryk for ladningen differentieres; både R og C antages at være konstante i et givent

kredsløb, så kun Q og I differentieres, og man får dermed:

Man indsætter nu førfundne udtryk for differentialet af Q:

Man dividere så med CR på begge sider:

For at finde en funktionsforskrift for I skal man bemærke, at den fundne formel har formen

Løsningen på en sådan funktion er

.

Her er c skæringen med y-aksen, mens e er Eulers tal, der er en matematisk konstant.

Bruger man denne løsning til at finde et udtryk for strømstyrken, får man:

Skæringen med y-aksen c er nu strømstyrken ved tiden 0, og det vil sige strømstyrken lige, når kondensatoren tilsluttes et

kredsløb. Denne værdi kan noteres I0. Man får da funktionsforskriften:

Mål og egenskaber for kondensatorer


3 of 6 08-01-2016 10:56

Billede af keramiske kondensatorer.

Når en kondensator aflades, er strømstyrken i kredsløbet altså eksponentiel faldende efter ovenstående matematiske

model.[1]

Med tanke på Ohms lov kan man gange med R på begge sider, så man derved får:

Man har da en funktionsforskrift for spændingen U i kondensatoren som funktion af tiden:

Det ses, at også spændingen er eksponentielt aftagende.[2]

Ud fra førfundne funktionsforskrift kan man også finde den gennemstrømmende energi pr. tidsenhed eller, med andre ord,

effekten P. Nu skal man bruge en formel, der siger, at effekten er lig resistansen gange kvadratet af strømstyrken, eller

. Når man kombinerer dette med funktionsforskriften for strømstyrke, får man:

.[3]

Dette er altså et udtryk for effekten, der er positiv. Noget, der ikke er positivt, er energiændringen i kondensatoren, som må

være faldende eller negativ for at kunne give en effekt. Differentialet af energien i kondensatoren som funktion af tiden er

altså effektens negative modstykke. Dvs:

Funktionsforskriften for effekten sættes ind i dette udtryk:

Hvis man vil lave differentialet af energien om til energien, må ligningen integreres:

Dette giver:

Da energien nødvendigvis må gå mod nul, bliver konstanten k nødt til at være nul, og den er dermed overflødig i forskriften:

.[3]

Energien i en kondensator

Dette udtryk kan så igen bruges til at få et udtryk for den elektriske potentielle energi i kondensatoren. Da dette er energien,

før kondensatoren får mulighed for at afgive noget af den, skal man bruge funktionsforskriften for energi og sætte tiden til nul:

Udtrykket for energien i en opladet kondensator er altså:

[3]

Kondensatorer bruges i elektroniske kredsløb til en lang række forskelligartede formål, i kapaciteter fra omkring en pikofarad

(1 pF = 10-12 farad) og op til nogle tiendedele farad, og med forskellige spændingsgrænser.

Keramiske kondensatorer

Keramiske kondensatorer har typisk kapaciteter fra 1 picofarad til omkring 100

nanofarad (1 nF = 10-9 farad), og består af to metalskiver forsynet med hver sin

tilledning. Disse er adskilt og omgivet af et keramisk materiale, som derved tjener

både som det isolerende dielektrikum og som "indpakning" af hensyn til

komponentens mekaniske stabilitet.

Da det anvendte keramiske materiale har en høj dielektricitetkonstant, kan denne type kondensator fremstilles med

kapaciteter (og spændingsmæssige begrænsning) der er store set i forhold til komponentens rumlige dimensioner og simple

Forskellige typer kondensatorer


4 of 6 08-01-2016 10:56

Billede af elektrolytkondensatorer. De

kondensatorer der har kun har tilledninger i

én ende kaldes radiale - og aksiale, hvis i

begge ender.

Billede af tantalkondensatorer. Den yderst til

højre er vist en aluminiumkondensator.

konstruktion. Til gengæld varierer det keramiske materiales dielektricitetskonstant (og dermed også kondensatorens

elektriske kapacitet) med spændingsforskellen mellem de to ledende plader, hvilket gør keramiske kondensatorer uegnede til

visse anvendelser.

Blokkondensatorer

I denne type kondensatorer anvendes strimler af metal- og plastikfolier (to af hver slags, og med metalfolierne forbunder til

hver sin tilledning), som er lagt sammen, og derefter viklet eller foldet sammen til en (som regel) firkantet "blok", som rumligt

fylder lidt i forhold til sin elektriske kapacitet og spædningsgrænse.

Kondensatorer af denne slags har typisk kapaciteter fra ca. en nanofarad og op til cirka en mikrofarad (1 μF = 10-6 farad).

Elektrolytkondensatorer

Disse kondensatorer leveres typisk med kapaciteter fra lidt under en mikrofarad, og

op til nogle tiendedele farad. Her udgøres den ene ledende plade af et stykke

sammenrullet folie af aluminium, hvis overflade er blevet ætset ru – dette giver foliet

et meget stort overfladeareal. Den ætsede overflade er blevet behandlet med ilt, så

de yderste aluminiumatomer i foliet er gået i kemisk forbindelse med ilten og derved

danner et isolerende og mikrometertyndt lag af aluminiumilte.

Den anden "plade" udgøres af en elektrisk ledende "pasta", som omgiver det

sammenrullede folie og "trænger ned" i alle de ætsede fordybninger og ujævnheder i foliet, og derved danner en elektrisk

leder med omtrent samme (store) areal som foliets.

Pasta og folie er i praksis "emballeret" i en lille cylindrisk beholder af aluminium, som samtidig udgør den ene af

kondensatorens to tilledninger.

Det store areal og det mikrometer-tynde dielektrikum af aluminiumilte giver elektrolytkondensatoren en meget stor elektrisk

kapacitet i forhold til det rumfang komponenten optager. Til gengæld er der også nogle ulemper ved elektrolytkondensatorer:

Det meget tynde dielektrikum (laget af aluminiumilte) gør, at elektrolykondensatorer højest kan indrettes til at tåle nogle få

hundrede volt, mens andre kondensatortyper kan laves til at klare adskillige tusinde volt.

Spændingen over kondensatoren skal altid være polariseret sådan, at det ætsede folie er positivt ladet i forhold til den ydre

aluminiumsbeholder og den mellemliggende, ledende pasta. Ved modsat polarisering ødelægges det tynde lag af

aluminiumilte ad galvanisk vej, indtil der opstår en kortslutning mellem pastaen og aluminiumsfolien. Og da

elektrolytkondensatorer netop har relativt store elektriske kapaciteter, er det betydelige mængder af elektrisk energi der

"slipper igennem" en sådan kortslutning. Derved omsættes den evt. lagrede elektriske energi til varme, som kan få trykket i

pastaen til at sprænge komponentens ydre indpakning.

Da foliet er viklet sammen, fungerer det i sig selv (utilsigtet) som en spole, om end en spole med meget lille selvinduktion.

Så længe kondensatoren bruges til at behandle enten jævnstrøm eller vekselstrøm med lave frekvenser er dette ikke noget

problem, men ved frekvenser over nogle hundrede kilohertz begynder virkningen af denne spole at vise sig som en "dårlig

forbindelse" til anode-foliet.

I dag 2005 er det mange steder muligt at købe elektrolytkondensatorer der har lav spolevirkning. De hedder lav-ESR

(ESR – Equivalent Series Resistance). Disse kondensatorer anvendes i højkvalitets-hifi-forstærkere og SMPS.

Tantal-elektrolytkondensatorer

Tantal-elektrolytkondensatorer benytter en teknik svarende til de "almindelige"

elektrolytkondensatorer nævnt ovenfor, blot baseret på grundstoffet tantal. Med denne

teknik kan man have samme elektriske kapacitet og spændingsgrænse indenfor

mindre rumlige dimensioner. Desuden begynder problemerne som følge af

selvinduktion først at vise sig ved højere frekvenser end for de almindelige elektrolytkondensatorer.

Drejekondensator

Drejekondensatoren er en pladekondensator, der består af en fast stator og en bevægelig rotor. Ved at variere den del af

rotoren, der er drejet ind i statoren, kan drejekondensatorens kapacitet ændres. Stator og rotor kan yderligere være isoleret af


5 of 6 08-01-2016 10:56

Drejekondensator

et fast dielektrikum. En drejekondensator bruges til at indstille frekvensen for en

svingningskreds, f.eks. til at indstille en radio.

En særlig form for drejekondensator er trimmekondensatoren, der indstilles med en nøgle

eller skruetrækker og derefter ikke indstilles (før svingningskredsen evt. skal justeres).

1. ↑ Brydensholt, Morten; Gjøe, Tommy; Jespersen, Lis; Keller, Ole; Møller, Jan; Vaaben Jens. Orbit 3 (1. udgave), Forlaget

Systime 2000, side 219-220.

2. ↑ Brydensholt, Morten; Gjøe, Tommy; Jespersen, Lis; Keller, Ole; Møller, Jan; Vaaben Jens. Orbit 3 (1. udgave), Forlaget

Systime 2000, side 220.

3. ↑ 3,0 3,1 3,2 Brydensholt, Morten; Gjøe, Tommy; Jespersen, Lis; Keller, Ole; Møller, Jan; Vaaben Jens. Orbit 3 (1. udgave),

Forlaget Systime 2000, side 221.

Ultrakondensator

Elektronik

Elektroniske komponenter

Elektrisk spole

Elektrisk svingningskreds

Kapacitetsdiode


sidst redigeret for 8 måneder siden af Pugilist



Fortrolighed

Fodnoter

Se også


relateret til:

Elektrisk kondensator


6 of 6 08-01-2016 10:56

Billede af kvarts baserede krystaller fortrinsvis til (venstre til højre): ur (32768 Hz),

ældre tv farveoscillator (4,433613 MHz), kortbølge sender/modtager 6,55 MHz,

12,8 MHz referencekrystal, 27,095 MHz, 40,675 MHz.

Metaliseringselektrodeflader på

begge sider af selve krystallet.

Metaliseringselektrodeflader på

begge sider af gaffel slebent

krystal. Formentlig kvartsur krystal

på 32,768 kHz.

For alternative betydninger, se Krystal (flertydig).

Et krystal er i elektroniske sammenhænge en

komponent, som indeholder et piezoelektrisk

materiale formet som en plade, skive eller gaffel,

der kan være kvarts eller keramik. Herefter

forsynes det med to elektroder, eksterne

tilledninger/terminaler og indbygges i et

beskyttende hus.

Krystallet indgår oftest i et oscillatorkredsløb eller i elektriske filtre.

Kvartsbaserede krystaller har følgende ønskede egenskaber:

Temperaturstabilitet. Krystallers frekvens opgives typisk med 6 eller 7 betydende cifre simpelthen fordi de er så præcise.

Ældningsstabilitet.

Lavt elektromekanisk tab. Godheden er typisk på mellem 10.000 og op til 1.000.000. Almindelige elektriske

svingningskredse har typisk en godhed på mellem 50 og 300.

En kvartskrystal formet som plade, kan pga. mekaniske årsager, kun svinge på grundtoner mellem ca. 0,1-10 MHz. Måden

Anvendelse

Kvartsbaserede krystaller

Andet

Se også


Indholdsfortegnelse

Anvendelse

Kvartsbaserede krystaller

Krystal (elektronik) - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Krystal_(elektronik)

1 of 2 08-01-2016 10:57

man får det til at svinge ved højere frekvenser, er ved at anvende det på en ulige overtone. Krystallet på billedet med

frekvensen 27,095 MHz er faktisk et krystal på ca. 9,032 MHz, som bringes til at svinge på 3. overtone.

Det at et kvartsbaseret krystal har en høj godhed muliggør oscillatorer og filtre med lav støj og forvrængning.

Den piezoelektriske effekt anvendes til at bringe krystallet til at svinge ved en bestemt frekvens. På grund af den store

frekvensstabilitet bruges signalet fra krystal-styrede oscillatorer, også kaldet krystaloscillatorer, til specielle formål:

I digitalure anvendes signalet som det "pendul" der styrer urets gang – krystallets høje frekvensstabilitet betyder at uret er

længe om at vinde eller tabe et minut.

I radioteknikken er det vigtigt for både sendere og modtagere at "vide" hvilken frekvens der arbejdes ved. Derfor bruges en

krystaloscillator ofte i radioudstyr til at levere et "referencesignal" med en veldefineret frekvens til at styre hvilken frekvens der

hhv. sendes og modtages på.

Da et krystal ændrer sig lidt med temperaturen, har man (ved præcisionsapparater) oprindeligt haft dem siddende i en lille

opvarmet dåse – en krystalovn – der holder temperaturen stabil, oftest omkring 60-70 grader. Teknologien har nu muliggjort

en fabrikationsmetode, så man præcist kan forudberegne krystallets temperaturdrift. Derved kan oscillatorkredsløbet

beregnes med komponenter der har en tilsvarende (men modsat) temperaturkoefficient, så man kan undgå den besværlige

og dyre krystalovn. En sådan TCXO (Temperature Compensated Xtal Oscillator) er stabil indenfor 2 minutter, hvorimod en

krystalovn gerne skulle have 20-30 min. at blive stabil på.

Oscillator

Radiomodtager

Radiosender

scapro.se: Quartz Crystal Theory (pdf)

Dmoz: Crystals

VHF Communications Magazine

Bern Neubig, DK1AG. VCXO's with wide pull-in range using alternatives to quartz (pdf) Citat: "...but no material has

been found to date that can really replace quartz..."





Fortrolighed

Andet

Se også



relateret til:

Krystal (elektronik)

Krystal (elektronik) - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Krystal_(elektronik)

2 of 2 08-01-2016 10:57

Billede af almindelige 0,25...0,5 W kulfilmmodstande.

Ældre kulmassemodstande ca. 1950...1970.

For alternative betydninger, se Modstand.For alternative betydninger, se Elektrisk modstand.

Den fysiske elektroniske komponent en elektriskmodstand, resistor er designet til at have en

resistans (fysisk størrelse i ohm), som er

uafhængig af den elektriske strøm igennem

modstanden og dens temperatur.

Den fysiske komponent er påstemplet eller

farvekodet med:

Modstandens resistans design mål – f.eks. 10

kΩ, 2,2 kΩ eller 82 Ω. De design mål værdier

modstande kan fås i er f.eks. E12 (typisk 5%),

E24 og E48.

Modstandens design tolerance – f.eks. ±5%,

±1% eller ±0,1%.

Samt i visse tilfælde modstandens temperaturafhængighedsinterval – f.eks. ±100 ppm, ±50 ppm....

Herudover har en modstand følgende elektriske grænser:

En modstand kan tåle en maksimal temperatur. Ved en omgivelsestemperatur på (20...25 °C) kan små modstande tåle en

afsat effekt på f.eks. 0,25 watt eller 0,5 watt (laveffektmodstande).

Almindelige laveffektmodstande kan normalt maksimalt tåle ca. 200 volt over sig.

Længere forklaring

Definition af ohmsk elektrisk modstand

Målekrav

Hvordan virker en modstand

Modstandstyper

Modstande som er uafhængige af temperaturen

Variable modstande

Temperaturafhængige modstande – termistorer

Lysafhængige modstande

En modstand der afgiver lidt lys – glødepære

Se også


Indholdsfortegnelse

Længere forklaring

Elektrisk modstand (elektronisk komponent) - Wikipedia, den frie enc... https://da.m.wikipedia.org/wiki/Elektrisk_modstand_(elektronisk_ko...

1 of 3 08-01-2016 10:58

Billede af almindelige metalfilmmodstande.

Billede af almindelige effektmodstande.

Billede af almindelige variable modstande

(trimmepotentiometre og et potentiometer

højre).

Definition af ohmsk elektrisk modstand

En elektronisk komponent er ohmsk, hvis den har en resistans, som er uafhængig af den elektriske strøms størrelse igennem

den og strømmens frekvens og retning. Den kan have flere farvekoder

Målekrav

Her er det underforstået at temperatur og andre fysiske størrelser, der måtte påvirke resistansen holdes konstant, mens

resistansen måles.

En modstand omsætter elektrisk energi til varme og evt. lys. En modstand opfører sig derfor som en transducer.

Modstande som er uafhængige af temperaturen

De fleste anvendte elektriske modstande bliver designet til, at deres

elektriske modstand i høj grad er uafhængig af alle fysiske

almindeligt forekommende påvirkninger.

De fleste modstande er lavet af kulstof (grafitfilm) eller metalfilm som

er pålagt en porcelæn-cylinder/rør.

Modstande kan også være lavet af kanthaltråd eller konstantantråd. Disse metal

legeringer er designet til at være stort set uafhængige af temperaturen.

Følgende elektriske apparater indeholder effektmodstande, der først og fremmest er

designet til at afgive varme:

Kaffemaskine

Brødrister

elektrisk-radiator, elradiator

Dypkoger

Vandkoger

Espressomaskine

Akvarievarmelegeme

Varmetæppe

Sædevarmer i f.eks. biler.

Loddekolbe

Variable modstande

Uddybende artikel: Variabel modstand

Nogle modstande designes til at kunne have en variabel værdi, som funktion af

drejning (potentiometer, trimmepotentiometer) eller forskydning (skydemodstand).

Temperaturafhængige modstande – termistorer

Uddybende artikel: Termistor

Modstande, hvis elektriske modstand stiger med temperaturen, kaldes PTC (Positive Temperature Coefficient)-modstande.

Der findes også NTC (Negative Temperature Coefficient)-modstande, hvis modstand falder ved stigende temperatur.

Hvordan virker en modstand

Modstandstyper


2 of 3 08-01-2016 10:58

Lysafhængige modstande

Uddybende artikel: LDR-modstand

Modstande, hvis elektriske modstand er afhængig af belysning kaldes en LDR (Light Dependent Resistor)-modstand.

LDR-modstande bliver designet til at reagere på lys i forskellige intervaller af det elektromagnetiske spektrum.

En glødepære eller en glødelampe er faktisk en modstand, der er designet til at kunne klare høje temperaturer (ca. 2500 °C).

Glødepærer omdanner elektrisk energi til elektromagnetisk energi. Noget af den elektromagnetisk energi er synligt lys –

ca.3%. Resten er infrarød (IR) varme energi. Glødetråden er lavet af et stof som er elektrisk ledende og som kan tåle høje

temperaturer; f.eks. grundstoffet wolfram.

En halogenpære kan klare lidt højere glødetrådstemperatur og den afgiver op til 6% lys af den tilførte elektriske effekt.

elektricitet, Elektrisk modstand (fysisk fænomen), Ohms lov

Möbius-resistor – modstand uden magnetisk interferens

International Farvekode for Modstande , Elektronik HjemmeSiden

Elektronik HjemmeSiden: Ohm's lov; Online beregning

Lidt om Ohm's lov og tal

Hvordan var det man brugte farverne på modstandene? Sådan her...





Fortrolighed

En modstand der afgiver lidt lys – glødepære

Se også



relateret til:

Elektrisk modstand (elektroniskkomponent)


3 of 3 08-01-2016 10:58

Billede af spoler. Fra venstre; luftspole til højttalerdelefilter. Solenoide – har

massiv jernkerne. Radio højfrekvensspole variabel via ferritkernen. Radio

højfrekvensspole med ferrit-klokke (rødmalet).

For alternative betydninger, se Spole.

Enhver praktisk elektrisk leder besidder i større eller

mindre grad en egenskab, som kaldes for selvinduktion

(en fysisk størrelse som måles i henry). En spole er en

elektrisk leder, som er fremstillet til at have en ganske

bestemt selvinduktion.

Da man får mest selvinduktion ud af et givet stykke elektrisk leder ved at vikle det sammen til en "spole", består en elektrisk

spole netop af et stykke sammenviklet metaltråd (minder lidt om en skruefjeder).

En spole kan enten være lavet af kraftig ("stiv") metaltråd, som er viklet om en "spoleform" uden andet end tråden selv til at

bære vægten (en såkaldt luftspole). Eller en noget tyndere tråd kan være viklet på et lille "bærende stativ" af f.eks. plast.

I midten af spolen kan man anbringe en kerne af enten jern eller ferrit – tilstedeværelsen af en sådan kerne forøger spolens

selvinduktion.

Spoler og jævnspænding

Forbinder man de to frie ender af lederen i en spole til en jævnspændingskilde, begynder strømmen ikke at flyde med det

samme – i stedet stiger strømstyrken lineært (ideel spole uden ohmsk modstand og med en ideel jævnspændingskilde). Hvis

spolen har en ohmsk modstand, hvad de fleste spoler har, så vil strømmen først stige lineært og senere stige asymptotisk

mod en maksimal værdi bestemt af spændingskilden og spolens modstand.

Mens strømstyrken tiltager, opbygger spolen et magnetfelt – man kan efterfølgende demonstrere at spolen er magnetisk, og

af samme grund kaldes en jævnspændingsspole med kerne også for en elektromagnet (eller solenoide).

Spoler og vekselspænding

Forbindes spolen til en vekselspændingskilde (hvis spændingen skifter retning med en vis frekvens eller "regelmæssig

hyppighed"), behøver strømstyrken gennem spolen ikke nå op i nærheden af den maksimalt mulige. Dog løber der en visvekselstrøm i spolen, og spolen fungerer i denne situation som en slags "modstand" (reaktans), hvis størrelse afhænger af to

ting:

Spolens selvinduktion; jo større selvinduktion, desto større modstand udvirker spolen

Vekselspændingens frekvens; jo højere frekvens, desto større modstand for en given selvinduktion. På grund af denne

egenskab bruges spoler ofte i radioteknikken sammen med kondensatorer (kombinationen kaldes svingningskredse) til at

Sådan virker en spole

Spoler og jævnspænding

Spoler og vekselspænding

Mål og egenskaber for spoler

Se også


Indholdsfortegnelse

Sådan virker en spole

Elektrisk spole - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Elektrisk_spole

1 of 3 08-01-2016 10:58

gøre f.eks. en radiomodtager følsom for signaler indenfor et bestemt frekvensinterval (radiokanal), og så ufølsom som muligt

for alle andre frekvenser.

Formlen for en ideel spoles reaktive modstand (reaktive del af impedansen) som funktion af frekvensen:

Faktisk er det mest rigtigt at angive spolens reaktive modstand med komplekse tal:

Hvor XL er den induktive reaktans, Z er spolens impedans, ω er vinkelfrekvensen, f er frekvensen i hertz og L er spolens

induktans i henry enhed.

Selvinduktionen i en spole bestemmes af fire egenskaber ved spolen:

Spolens vindingers diameter; jo større diameter, desto større selvinduktion.

Antallet af vindinger; selvinduktion stiger stort set med vindingsantallet i anden (n²).

Spolens bredde – jo smallere plads vindingerne er lagt i – desto højere selvinduktion.

Det materiale der tjener som evt. "kerne" i spolen. Nogle materialer vil øge selvinduktionen med helt op til 10.000 gange

(jern).

Ved at anvende en tynd tråd kan man vikle en spole med mange vindinger i samme rumfang i forhold til en spole med tykkere

tråd, og derigennem opnå en stor selvinduktion. Imidlertid vil der være en vis (utilsigtet) elektrisk modstand, og denne

såkaldte tabsmodstand "forringer" spolen på to måder:

Når spolen gennemløbes af en elektrisk strøm, går en del af den elektriske energi tabt som varme, der udvikles i

spoletråden på grund af den utilsigtede ohmske modstand. Den elektriske energi tabes proportionalt med strømmen i anden

(I²).

Bruges spolen i føromtalte radiomodtager, bliver det afstemte kredsløb mindre følsomt over for signaler med den ønskede

frekvens, og for følsomt overfor signaler der frekvensmæssigt ligger tæt på den ønskede frekvens. Man siger også at spolens

godhed mindskes.

Elektromagnetisme

Elektronik

Elektrisk svingningskreds

Transformator

Transduktor

Elektrisk kondensator

Erik Hansen: Beregning af en luftspoles størrelse (selvinduktionen)

Formelsamling: Elektronik: Spole

coilws.com: Air coil inductors (pdf) (formel og kriterier)


sidst redigeret for 1 år siden af Knud Winckelmann



Mål og egenskaber for spoler

Se også



relateret til:

Elektrisk spole


2 of 3 08-01-2016 10:58

Fortrolighed


3 of 3 08-01-2016 10:58

Transformator

Lavfrekvens-transformatorer (laveffekt). Formålet med kobberfolien om transformatoren til

venstre er at dæmpe den magnetiske udstråling, den er ikke en egentlig vikling. Bemærk

jern-lamineringen.

Transformator stregtegning. Til venstre

(Primær spole) kommer vekselstrøm

ind, i eksemplet er det 12 volt og 1

ampere, det er altså 12 watt. Til højre

(sekundær spole) kommer der også

vekselstrøm ud, nu er det dog 24 volt

og 0,5 ampere, altså stadigvæk 12

watt.

For alternative betydninger, se Transformator (Aalborg Teater).

En transformator, transformer eller trafo er et arrangement af mindst 2

magnetisk tæt koblede spoler, hvoraf mindst én fødes med vekselstrøm med en

vis strømstyrke og spænding – og resten (mindst én) leverer en vekselstrøm

ved en anden strømstyrke og spænding. Transformatorer designes til at have

en høj virkningsgrad.

I en "almindelig" transformator er to lange elektriske ledere ("ledninger", som regel tråde af kobber belagt med en elektrisk

isolerende "lak") viklet op omkring den samme kerne.

De to frie ender af den ene trådvikling, den såkaldte primærvikling ell. primærspolen, tilsluttes en vekselstrømskilde – derved

danner denne vikling et magnetfelt som skifter retning og styrke med samme frekvens som vekselstrømmen.

I den anden trådvikling, sekundær-viklingen ell. sekundærspolen, inducerer det vekslende magnetfelt en elektrisk strøm, og

Sådan virker en transformator

Mål og egenskaber for en transformator

Begrænsning af hvirvelstrømstab

Transformatorer i radioudstyr

Litzetråd

Krydsviklede spoler

Kilder/referencer

Se også


Indholdsfortegnelse

Sådan virker en transformator

Transformator - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Transformator

1 of 4 08-01-2016 10:59

En sort-hvid TV højspændingstransformator

med ferritkerne.

En 60/10 kilovolt transformer, der forsyner et mindre

bysamfund i Danmark.

derved kommer sekundærviklingen i sig selv til at fungere som en vekselstrømskilde – selv om der ikke er nogen "direkte"

(galvanisk) forbindelse mellem den oprindelige vekselstrømskilde og transformatorens sekundære trådvikling.

En af transformatorens primære anvendelser er at omsætte vekselstrøm ved én

spænding og strømstyrke, til vekselstrøm ved en anden spænding og strømstyrke.

Dette opnås ved at have forskellige antal vindinger (antal gange tråden er ført rundt

om kernen) i hhv. primær og sekundærviklingen, idet spændingerne over de to tråde

er ligefrem proportionale med antallet af vindinger.

For at overholde den klassiske fysiks lov om energiens bevarelse, skal den elektriske

effekt der omsættes i primær- og sekundær-kredsløbet være lige store i den ideelle,

tabsfri transformator (I en praktisk transformator er der altid en lille smule tab, som viser sig ved at transformatoren bliver

"håndlun" eller decideret varm når den har arbejdet i nogen tid). Som en følge af energiens bevarelse samt primær- og

sekundær-spændingernes proportionalitet med antallet af vindinger, er strømstyrken i primær- og sekundær-kredsløbene

omvendt proportionale med antallet af vindinger.

50 Hz LF-effekttransformatorer til elnettet og HF-effekttransformatorer til SMPS (10–500 kHz):

Her er det primære VA (voltampere) opgivelsen, hvilket er produktet af max. spænding og max. strøm for et givet

transformatorkernetværsnitsareal. For en given spole med n vindinger og en magnetisk kerne, vil kernetværsnitsareal og

materialevalget sætte en øvre grænse for strømmen. Overskrides strømmen (og dermed spændingen) vil selvinduktionen og

dermed reaktansen for den givne frekvens falde fordi kernen mættes.

LF-audio transformatorer er noget af det sværeste at designe fordi den i

princippet skal kunne formidle fra 20–20.000 Hz med:

Lav forvrængning.

Rimelig høj VA ved lave frekvenser.

Problemet er bl.a. at ved lave frekvenser fordres mange vindinger for at høj

reaktans kan opnås, men som bieffekt fås en stor kondensatorvirkning mellem

spolens vindinger – og for høje frekvenser lav kondensatorvirkning.

Laveffekts HF-svingningskredstransformatorer:

Det forsøges også at minske spolernes egenkondensatorvirkning.

Designes til en høj Q-faktor, hvilket betyder lave tab ved mindre effekter. De lave tab opnås ved at:

Vælge en isoleret trådtykkelse som er mindre en fortrængningsdybden.

Trådens isolationsmateriale skal have lave tab ved det frekvensområde svingningskredsen skal anvendes ved.

Vælge og udforme et kernemateriale så lave tab opnås ved det frekvensområde svingningskredsen skal anvendes ved.

Vælge en spoleholder, som har lave tab ved det frekvensområde svingningskredsen skal anvendes ved.

Lave en metalklokke eller anden afskærmning med god elektrisk ledeevne (kobber, aluminium), så omgivelserne ikke

indvirker.

En simpel tommelfingerregel for beregning af spændingen i sekundærspolen er: spændingen følger viklingerne. Det

betyder, at hvis antallet af viklinger i sekundærspolen er dobbelt så stort som i primærspolen, så er volttallet i

sekundærspolen dobbelt så stort som i primærspolen. Amperetallet halveres så i henhold til den fysiske lov om energiens

bevarelse (hvis man ser bort fra varmetab mm.

Et eksempel: Der føres 12V og 1 amp ind i primærspolen, det er i alt 12 watt. I primærspolen er der 200 viklinger, i

sekunderspolen er der 400. Antallet af viklinger fordobles altså, så fordobles volttallet også, så der nu er 24V, og da watt-tallet

stadig skal være 12 halveres antallet af ampere, så der nu kun er 0,5 amp.

Mål og egenskaber for en transformator

Begrænsning af hvirvelstrømstab


2 of 4 08-01-2016 10:59

HF spoler og transformatorer. Den nederste transformator er en

kombineret langbølge- og mellembølge-transformator som bliver koblet

som svingningskreds. Den fungerer også som antenne, da den kobler

til LB og MB elektromagnetiske signaler via magnetisk kobling fordi

ferritstaven ikke er lukket i en sluttet kurve.

I mange transformatorer er kernen udformet som en "blok" af talrige tynde plader af jern i samme facon, som ved hjælp af en

isolerende "lak" holdes mekanisk sammen, men elektrisk isoleret fra hinanden.

Havde man brugt en massiv jernblok som kerne i transformatoren, ville der dannes hvirvelstrømme – elektriske strømme der

"løber i ring" inde i den elektrisk ledende jernkerne. Dette hvirvelstrømstab (der giver sig til kende ved at transformatorkeren

virker som varmekilde) begrænses, men elimineres ikke helt, af at kernen deles op i tynde, elektrisk isolerede plader.

Hvirvelstrømstab er ønskelige i visse tilfælde, f.eks. induktionskomfure og HF-induktionsovne.[1]

I radioteknisk udstyr bruges transformatorer også til

impedanstilpasning – disse transformatorer arbejder dog ved så

høje frekvenser, at metoden med den lagdelte kerne ikke

fungerer, fordi de dannede hvirvelstrømme her kan "cirkulere"

inden i de enkelte, isolerede jernplader.

Skal en transformator til brug ved høje frekvenser forsynes med

en kerne, laves denne ofte af ferrit, som er pulveriseret jern

indstøbt i et elektrisk isolerende stof. De enkelte jernkorn er for

små til at selv højfrekvente hvirvelstrømme kan dannes, men

tilsammen forbedrer de den magnetiske induktion mellem de to

trådviklinger.

Den kombinerede langbølge(venstre)- og mellembølge(højre)-transformator/radioantenne på billedet er viklet med litzetråd.

Litzetråd er mange individuelt isolerede tynde kobbertråde, som samlet er omspundet med f.eks. bomuld eller pålagt teflon.

Formålet med litzetråd er at tage højde for strømfortrængningen for vekselstrømme, ved at øge ledningens yderzone.

Strømfortrængning er et fysisk fænomen, som har den virkning, at strømmen hovedsageligt løber i yderzonen af en leder. For

f.eks. 50 Hz løber 95% af strømmmen i de yderste 7-9 mm kobber.

En massiv kobberstang med f.eks. en radius på 50 mm er lige så god en leder for 50 Hz som et kobberrør med samme

radius, men med en godstykkelse på 7-9 mm.

For langbølgesignaler på ca. 100-500 kHz er strømmens indtrængningsdybde langt mindre, end for 50 Hz.

De 3 spoler foroven til venstre i billedet, er også vilket med litzetråd.

I billedet ses også at langbølge-transformatorens "store" spole er krydsviklet, hvilket har det formål at mindske en

spoleviklings utilsigtede egenkondensatorvirkning fra vinding til vinding.

1. ↑ en:Induction heating

Elektrisk spole

Elektromagnetisme

Elektronik

Impedanstilpasning

Transformatorer i radioudstyr

Litzetråd

Krydsviklede spoler

Kilder/referencer

Se også


3 of 4 08-01-2016 10:59

Wikimedia Commons har flere filer relateret til TransformatorWebarchive backup: Alan Sharp: Output Transformer design: Skin depth at various spot frequencies Citat: "...The depth

of penetration is given by: D = 66/SQRT(F). D is the skin depth in mm, SQRT is square root of, F is frequency in Hz..."


sidst redigeret for 2 dage siden af DavidJac



Fortrolighed



4 of 4 08-01-2016 10:59

Diagramsymbol for smeltesikring –

undertiden ser man også den

midsterste streg inde i symbolet

forsynet med en rund plet på

midten.

Konventionelle keramiske sikringer.

Sikringens bundprop har forskellig diameter,

der gør det umuligt at anvende sikringerne

forkert.

For alternative betydninger, se Sikring.

En elektrisk sikring er en sikkerhedsanordning i elektriske kredsløb, som beskytter

kredsløbet mod elektriske strømme eller spændinger ud over en vis grænse i tilfælde af

overbelastning eller kortslutning i det beskyttede kredsløb.

I ældste form for elektrisk sikring, smeltesikringen, ledes fødestrømmen til kredsløbet igennem en tynd metaltråd: På grund af

trådens om end ganske lille elektriske modstand afsættes der en smule varme i tråden, og hvis strømmen, og dermed

varmeudviklingen overskrider, en vis grænse, smelter tråden. Sådanne sikringer fremstilles, så dette sker ved en bestemt

"mærkestrøm", som typisk er trykt eller mærket på sikringens indkapsling.

Da modstanden i de fleste elektriske ledere stiger med temperaturen, hersker der for et kort øjeblik en "løbsk" proces med

mere elektrisk modstand og dermed varmeudviklingen: I en udbrændt apparatsikring af gennemsigtigt glas kan man ofte se

at noget af metallet i tråden ligefrem er fordampet, og er afsat som en sort eller sølvgrå belægning på glasrørets inderside.

Fælles for alle former for smeltesikringer er, at de er "éngangs-produkter": Når de én gang er brændt ud som "svar" på

overbelastning, kortslutning etc., kan de ikke bruges mere.

Smeltesikringerne i elskabet

Smeltesikringer kendes fra elskabet i ethver hjem i Danmark og mange andre lande,

hvor sikringer er lovbefalede i husenes elinstallationer: Her er smeltesikringens tråd

indkapslet i en hvid, cylindrisk "prop" af keramik, med metalkapper ved endefladerne

der tjener som tilslutningspunkter.

I den ene ende er tråden fastgjort med en fjeder, som i tilfælde af at sikringen

"springer" sørger for at trække de itusmeltede trådender fra hinanden, hvorved

strømmen afbrydes. Den anden ende af fjederen er ført ud til et lille "endestykke" som

kan ses midt i den ene af de to metalkapper: Hvis sikringen brænder over, er der ikke

noget til at holde den ene ende af fjederen fast inde i keramik-"proppen", og

endestykket falder da gerne af. De "skruelåg" der holder sikringerne på plads i et

hjems eller kontors el-tavle, har et lille "vindue" så man kan se ind til endestykket på

hver sikring: For at finde den der er sprunget, skal man blot lede efter et endestykke der er faldet ud af "proppen", og nu

ligger løst inde bag skruelågets vindue.

Ud over at sikringens mærkestrøm som regel er trykt eller præget på ydersiden af "proppen", er fjederens lille endestykke

mærket med en lille malingplet, hvis farve angiver strømstyrken:

Smeltesikringer

Smeltesikringerne i elskabet

Smeltesikringer i elektriske apparater

Elektroniske sikringer

Andre elektriske sikringsanordninger

Se også

Indholdsfortegnelse

Smeltesikringer

Elektrisk sikring - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Elektrisk_sikring

1 of 2 08-01-2016 10:59

Smeltesikrin

g af den

type man

ofte finder i

individuelle

elektriske

apparater.

Grøn plet: 6 ampere

Rød plet: 10 ampere

Grå plet (ikke vist på illustrationen): 16 ampere

Dertil er metalkappen modsat den ende hvor sikrings-endestykket sidder, lavet med en diameter der "stiger med

mærkestrømmen"; jo flere ampere desto større metalkappe i bunden. Sikringsholderne i skabet er indrettet til en bestemt

strømstyrke, og lavet så en sikring med "for stor" metalkappe ikke kan sættes i. "For små" sikringer kan måske nok sættes i,

men vil så afbryde strømmen længe inden den når den strømstyrke gruppen/kredsløbet er beregnet til.

Smeltesikringer i elektriske apparater

Mange af de elektriske apparater der bruges i hjem og kontorer har deres egene smeltesikringer: Sådanne

apparatsikringer er udformet som et glasrør, med endekapper som sikringerne i elskabet, men uden fjeder eller

endestykker i forskellige farver eller størrelse. Af den grund skal man være omhyggelig med at finde den rigtige

erstatning når en udbrændt apparatsikring skal udskiftes – strøm- og spændingskrav er (som regel) trykt på

både apparatets sikringsholder og på de små glassikringer, men modsat elskabets sikringer er der her ikke

noget til hinder for at man sætter en "for stor" apparatsikring i et apparat.

Selv om hele husets elinstallation er beskyttet af sikringer, kan et elektrisk apparat snildt "brænde sammen" (og

evt. starte en elektrisk brand) ved strømstyrker langt under de f.eks. 10 ampere eller hvor meget "ledig strøm"

der nu er til rådighed i den pågældende sikringsgruppe, dvs. længe inden "beskyttelsen" fra elskabets sikringer

træder i kraft. Under normale driftsbetingelser bruger almindelig forbrugerelektronik højest nogle få tiendedele

ampere.

En nyere form for elektrisk sikring benytter elektronik til at overvåge om strømstyrken (eller spændingen) er indenfor de

fastsatte rammer, og kan afbryde strømmen via et relæ eller lignende hvis grænserne overskrides. Et eksempel på dette er

fejlstrømsafbryderen, hvor et "føle-kredsløb" trækker et relæ hvis det konstaterer en fejlstrøm på mere end 0,03 ampere.

Man bruger også sikringsanordninger mod elektrisk energi med for høj elektrisk spænding. F.eks. indeholder meget

elektronisk udstyr VDR-modstande og zenerdioder for at "klippe" for høj spænding, ved at lede den mod "jord" eller

nul-terminalen.

Visse PTC-modstande (PPTC) sætte i serie med en elektrisk belastning og over en hvis strøm stiger PPTC-modstanden

meget, så strømmen holdes under et bestemt sikkert niveau. Ved at slukke for strømmen og vente et kortere tidsrum går

PPTC-modstanden tilbage til sin lave modstand igen.

Elektronik


sidst redigeret for 22 dage siden af Savfisk



Fortrolighed

Elektroniske sikringer

Andre elektriske sikringsanordninger

Se også


relateret til:

Elektrisk sikring

Elektrisk sikring - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Elektrisk_sikring

2 of 2 08-01-2016 10:59

Elektrisk modstand, anbragt parallelt med et elektrisk kredsløb. Sidespor, elektrisk parallelforbindelse. En shunt kan benyttes

til at begrænse den strøm, der ledes gennem kredsløbet, idet en vis del ledes gennem shunten i stedet. En shunt kan også

benyttes til at aflade en kondensator, således at den ikke står med en potentielt farlig spænding efter at strømmen er afbrudt.

Denne artikel stammer oprindelig fra Lexopen. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af en anden tekst, bedes skabelonen venligst

fjernet.


sidst redigeret for 5 måneder siden af Ditlev Petersen



Fortrolighed

Kilder/henvisninger

Indholdsfortegnelse

Kilder/henvisninger

Shunt - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Shunt

1 of 1 08-01-2016 11:00

Eksempel på en lus "camoufleret"

som en modstand. Modstandslus

har som regel kun et sort bånd

eller er stemplet med "0" på

midten af modstanden. Fordelen

ved modstandslusen er at den kan

placeres automatisk af en

komponentrobot. Ved manuel

komponentbestykning af en

printplade benyttes hyppigt

lederafklip fra modstande eller

korte ledninger som lus.

For alternative betydninger, se Lus (flertydig).

En elektrisk lus er tilsigtet elektrisk forbindelse mellem to terminaler. Den kan være fast

monteret (loddet) eller have karakter af en stikforbindelse; her bruges ofte den engelske

betegnelse jumper, som kendes fra computerverdenen.

Ved udlægning af en printplade kan man også komme i den situation at to forbindelser skal

krydse hinanden. Så lader man den ene forbindelse gå gennem et stykke monteringstråd

(fortinnet kobbertråd), der iloddes som en almindelig komponent. Dette stykke monteringstråd

kaldes også en lus.

Shunt

Elektrisk sikring

Elektrisk ledning


sidst redigeret for 2 år siden af Glenn



Fortrolighed

Se også

Indholdsfortegnelse

Se også

Lus (elektronik) - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Lus_(elektronik)

1 of 1 08-01-2016 11:00

To elektriske ledningsender, den enes korer er spredt

ud.

For alternative betydninger, se Ledning.

En elektrisk ledning er den praktiske udformning af en elektrisk leder, evt.

omgivet af en elektrisk isolator (isoleret ledning); en beskyttende "kappe" af et

materiale (oftest plast) med udpræget stor elektrisk resistivitet: Denne isolation

gør at man kan røre ved ledningen uden risiko for elektrisk stød, og beskytter

lederen mod slitage, luftens kemiske påvirkning m.v.

Der findes isolerede metalledninger med et tyndt laklag, som kaldes lakisoleret

metaltråd.

En elektrisk ledning uden omgivende isolation kaldes en uisoleret ledning.

Selve lederen kan være udformet som enten én enkelt massiv tråd af kobber

eller et andet materiale med tilpas lav resistivitet (og deraf lav elektrisk

modstand), f.eks. aluminium, eller bestå af et større antal tyndere tråde, kaldet

korer. Disse korer ligger direkte op imod hinanden, og er således i indbyrdes

elektrisk kontakt – set "udefra" udgør de således stadigvæk én samlet leder.

Strengt taget består en ledning af én og kun én leder. De "ledninger" der forbinder lamper og andre elektriske indretninger

med en stikkontakt, omtales formelt som elektriske kabler, eftersom de består af to eller flere ledere, adskilt af isolerende

materiale.

Superleder

Halvleder

Elektricitet


sidst redigeret for 10 måneder siden af Ditlev Petersen



Fortrolighed

Se også

Indholdsfortegnelse

Se også


relateret til:

Elektrisk ledning

Elektrisk ledning - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Elektrisk_ledning

1 of 1 08-01-2016 11:01

Kabelsko er et eksempel på en

terminaltype.

Kabelskosæt med en kabelskotang.

Ringkabelsko er et eksempel på en

terminal.

Kronemuffe som forbinder ledninger.

For alternative betydninger, se Terminal.

En elektrisk eller elektronisk terminal er punktet hvor en ledning fra en elektronisk

komponent, enhed eller netværk slutter og yder et forbindingspunkt til eksterne kredsløb.

En terminal kan bare være enden af en ledning eller den kan være udstyret med et eller

flere stik, klemmeforbindelse eller en anden slags fastgøring med elektrisk forbindelse.

Terminalforbindelsen kan være midlertidig, ved f.eks. transportabelt udstyr - eller kræve et

værktøj for samling eller fjernelse - eller kan være en permanent elektrisk samling mellem

to ledninger eller enheder.

Loddespyd

Loddeflig

Spadestik, spadesko

Gaffelkabelsko

Ringkabelsko

Stiftkabelsko

Skrueterminal

Testterminal - midlertidig terminalforbindelse, som f.eks. anvendes ved kalibrering, test eller fejlfinding.

Kronemuffe

Eksempler på terminaler

Se også

Indholdsfortegnelse

Eksempler på terminaler

Elektrisk terminal - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Elektrisk_terminal

1 of 2 08-01-2016 11:01

Elektrisk tilledning


sidst redigeret for 8 måneder siden af Villy Fink Isaksen



Fortrolighed

Se også


relateret til:

Elektrisk terminal

Elektrisk terminal - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Elektrisk_terminal

2 of 2 08-01-2016 11:01

En 385-volt metal oxide varistor

En varistor eller en VDR-modstand er en elektronisk komponent med en "diode-lignende"

ikke-linear strøm–spænding karakteristik. Varistornavnet er en portmanteau af eng. variableresistor. Varistorer anvendes ofte til at beskytte elektriske kredsløb mod potentielt

ødelæggende transient-spændinger ved at indlejre dem i kredsløbet på en sådan måde at de

afleder for store strømme væk fra følsomme komponenter. En varistors funktion er at lede

øgede strømme når spændingen over den passerer en tærskelværdi.

Den almindeligste type af varistorer er MOV (akronym eng. Metal Oxide Varistor). Den indeholder en keramisk masse af

zinkoxid korn, i en matrix af andre metaloxider (små mængder af bismut, kobolt, mangan) lagt mellem to metalplader

(elektroderne). Grænsen mellem hvert korn og dets naboer udgør en ensretterdiode-overgang, som kun tillader strøm af flyde

en vej. Mængden af de tilfældigt placerende korn er ækvivalent til en masse parallelt og seriekoblede diodepar, hvert par i

parallel med mange andre par. Når en lille eller moderat spænding påtrykkes elektroderne flyder der kun en lille strøm –

diodelækstrømmene. Når en stor spænding påtrykkes, flyder en stor strøm. Resultatet af denne opførsel er en ulinear strøm-

spændingskarakteristik, hvor en MOV har en høj modstand ved lave spændinger og en lav modstand ved høje spændinger.

Følgestrømme som resultat af et lynnedslag kan forårsage en så stærk strøm, at varistoren skades permanent. Hyppigst

skyldes varistorfejl varmeeffekter. som forårsager en løbsk selvforstærkende opvarmning. Dette skyldes, at mangel på

ensartethed af de mange kornovergange bevirker, at varistoren fejler.

Jaroszewski, M.; Wieczorek, K.; Bretuj, W.; Kostyla, P.; (5–9 July 2004). "Capacitance changes in degraded metal oxide

varistors ". 2004 International Conference on Solid Dielectrics, Toulouse, France.

Jim Pharr. Surge Suppressor Fires .

TVS-diode

Polyswitch, en strøm-følsom komponent

ABCs of MOVs — application notes from Littelfuse company

Varistor testing from Littelfuse company

(Omdirigeret fra VDR-modstand)

Metaloxid varistor

Kilder/referencer

Se også


Indholdsfortegnelse

Metaloxid varistor

Kilder/referencer

Se også



relateret til:

Varistor

Varistor - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/VDR-modstand

1 of 2 08-01-2016 11:02





Fortrolighed

Varistor - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/VDR-modstand

2 of 2 08-01-2016 11:02

Modstand R med en vis

strøm igennem sig I og en

vis spænding over sig V =

U. Den afsatte effekt i

modstanden R er P.

Ohms lov er en empirisk lov, der giver sammenhængen mellem elektrisk strøm (I), elektrisk

spænding (U) og fænomenet elektrisk modstand (R) for en stor gruppe stoffer. Betegnelsen lov er

misvisende, da udtrykket ikke gælder generelt.

Elektromagnetisme

Elektricitet • Magnetisme

Elektrostatik

Elektrisk ladning · Statisk elektricitet ·

Elektrisk felt · Elektrisk leder · Elektrisk isolator ·

Triboelektrisk effekt ·

Electrostatic discharge (ESD) ·

Elektrostatisk induktion · Coulombs lov ·

Gauss' lov · Elektrisk flux · Elektrisk potentiale ·

Elektrisk dipolmoment · Polarisationstæthed

Magnetostatik

Ampères lov · Magnetfelt · Magnetisering ·

Magnetisk flux · Elektrisk strøm ·

Biot–Savarts lov · Magnetisk dipolmoment ·

Gauss' lov om magnetisme

Klassisk elektromagnetisme

Vakuum · Lorentz' kraftlov ·

Elektromagnetisk induktion ·

Elektromotorisk kraft · Faradays induktionslov ·

Lenz' lov · Forskydningsstrøm ·

Maxwells ligninger · Elektromagnetisk felt ·

Elektromagnetisk stråling · Poynting-vektor ·

Maxwell tensor · Liénard–Wiechert-potentiale ·

Jefimenkos ligninger · Hvirvelstrøm

Elektronisk kredsløb

Elektrisk leder · Spænding · Resistans ·

Ohms lov · Seriekredsløb · Parallelkredsløb ·

Jævnstrøm · Vekselstrøm · Kapacitans ·

Induktans · Impedans · Resonantrum ·

Bølgeleder

Kovariant formulering

Elektromagnetisk tensor · Stress-energi tensor ·

Fire-strøm · Elektromagnetisk fire-potentiale

Baggrund og formler

Ohms lov med komplekse tal

Generelle kredsløbsudtryk

Almindelige misforståelser og forældede betegnelser

Se også


Indholdsfortegnelse

Ohms lov - Wikipedia, den frie encyklopædi https://da.m.wikipedia.org/wiki/Ohms_lov

1 of 3 08-01-2016 11:07

Ohms lov er navngivet efter fysikeren og matematikeren Georg Simon Ohm, der var den første, som systematisk undersøgte

forskellige materialers modstand. Hans resultater blev publiceret i Die galvanische Kette, mathematisch bearbeitet fra 1827.

I ord udtrykker Ohms lov, at der for en stor gruppe af materialer gælder følgende to ækvivalente udsagn:

1. Modstanden R er uafhængig af spændingen U.

2. Sammenhængen mellem spændingen U over og strømmen igennem I en modstand R er lineær.

I symboler skrives dette:

Endvidere kan elektrisk effekt (P) afsat i en modstand skrives:

Ved at kombinere disse to formler kan man få følgende sammenhænge

Hvis man altså blot kender to af disse fire variable, kan man udlede de to andre.

Typiske stoffer, der følger Ohms lov er metaller og urent kulstof. Superrent krystallinsk kulstof er en halvleder.

Kulstofmodstande følger derfor Ohms lov, og kaldes for lineære kredsløbselementer.

Typiske eksempler på komponenter, der ikke følger Ohms lov, er dioder. For en diode gælder den såkaldte diodekarakteristik,

og sammenhængen mellem påtrykt spænding og resulterende strømstyrke er ikke lineær.

Foruden ohmsk modstand, der er en materialeegenskab, findes der også en vekselstrømsmodstand, impedans. Dette

fænomen optræder for spoler og kondensatorer. De magnetiske og elektrostatiske felter, der frembringer denne effekt,

optræder også i ledninger og kulmodstande. Det medfører, at hvis man påtrykker vekselspænding på disse

kredsløbselementer, så vil der optræde spole- og kondensatorvirkning i dem, og de følger ikke længere Ohms lov.

Hvis man påtrykker vekselspænding på en spole eller en kondensator, vil der ikke være en lineær sammenhæng mellem

spænding og strømstyrke, hvis man betragter disse variable som funktion af tiden. Hvis man derimod betragter dem som en

funktion af frekvensen for den påtrykte spænding, så kan man definere en vekselstrømsmodstand, impedans, der er konstant

for en given frekvens. Man kan da betragte spoler og kondensatorer som lineære kredsløbselementer og vælge at sige, at de

følger Ohms lov. Vekselstrømskredsløb beskrives bekvemt ved at bruge komplekse tal.

De generelle udtryk, der gælder for alle elektriske kredsløb, er Kirchhoffs strøm- og spændingslov:

1. Summen af strømme til et knudepunkt er lig summen af strømme fra et knudepunkt.

Videnskabsmænd

Ampère · Coulomb · Faraday · Gauss ·

Heaviside · Henry · Hertz · Lorentz · Maxwell ·

Tesla · Volta · Weber · Ørsted

s·d·r

Baggrund og formler

Ohms lov med komplekse tal

Generelle kredsløbsudtryk


2 of 3 08-01-2016 11:07

2. Summen af potentialændringer i et kredsløb er 0.

Disse to love udtrykker henholdsvis ladnings- og energibevarelse.

Det er en almindelig misforståelse, at Ohms lov har generel gyldighed. Dette er ikke tilfældet, som forklaret i indledningen. De

generelle kredsløbsudtryk er Kirchhoffs love. I visse fysiklærebøger for gymnasiet omtales noget, der kaldes Ohms 2. lov,

Ohms udvidede lov o.l. Disse udtryk anvendes ikke i standardværker om fysik og elektrisk kredsløbslære, da de primært har

historisk interesse. Elektriske spændingskilder, herunder batterier, beskrives fuldt ud ved Ohms lov og Kirchhoffs love.

Formelbogstaverne U, R og I har deres oprindelse i de tyske ord: U = Unterschied, (spændings)forskel; R = Resistanz,

modstand; I = Intensität, intensitet (strømstyrke). P er formentlig afledt af engelsk Power, effekt.

Ohm

Elektricitet

Elektrisk ledningsevne

Elektronik

SI-enhed, SI-præfiks

Transducer

Joules love#Joules første lov og Ohms lov

Ohmsk kontakt

Fishbane, Gasiorowicz, & Thornton, Physics for scientists and engineers, Prentice Hall, ISBN 0-13-663238-6

Serway & Beichner, Physics for scientists and engineers with modern physics, Saunders college publishing, ISBN

0-03-022657-0

C.R Paul, S.A. Nasar, & L.E. Unnewehr, Introduction to electrical engineering. McGraw-Hill, ISBN 0-07-112907-3

Erik Hansen: Ohm's lov (med onlineberegning)

Torbens hi-fi side: Lidt om Ohms lov og tal

Lessons In Electric Circuits -- Volume II (AC) , (hovedadresse: Tony R. Kuphaldt: Lessons In Electric Circuits. A free

series of textbooks on the subjects of electricity and electronics )


sidst redigeret for 16 dage siden af DavidJac



Fortrolighed

Almindelige misforståelser og forældede betegnelser

Se også



3 of 3 08-01-2016 11:07

Billede af almindelige kulfilmmodstande med 4 bånd/ringe.

E12 værdier med 3. bånd sort (x100).

Farvekodning af elektroniske komponenter er international og anvendes meget på modstande og kondensatorer og til

dels på små spoler og små dioder, til at vise værdi eller mulig belastning. De har også været anvendt til at mærke

signalledninger og kabler, specielt til telefoni og digitale bus-kabler.

Farve-ciffer parrene, som anvendes i modstandseksemplerne nedenfor er standard, men tolerancen og de højere

multiplikatorværdier anvendes kun på modstande.

Eksempel 1 – for 3 eller 4 båndede modstande, E12, E24

Det første bånd A er båndet tættest på en af tilledningerne.

+- – - – - – - – - – - – -+

|AA BB CC DD |

---|AA BB CC DD |---

|AA BB CC DD |

+- – - – - – - – - – - – -+

bånd A er det 1. betydende ciffer af modstandsværdien i ohm

bånd B er det 2. betydende ciffer

bånd C er decimal multiplikatoren

bånd D hvis tilstede, indikerer værdiens tolerancen i procent

(ingen farvebånd betyder 20%)

bånd-farve

1. bånd 2. bånd3. bånd

decimal-multiplikator

4. båndtolerance

±

sort 0 ×100

brun 1 1 ×101 1% (F)

rød 2 2 ×10² 2% (G)

orange 3 3 ×103 3%

gul 4 4 ×104 4%

grøn 5 5 ×105

blå 6 6 ×106

Eksempler

Eksempel 1 – for 3 eller 4 båndede modstande, E12, E24

Eksempel 2 – for 5- eller 6-båndede modstande, E96, E192

Andre eksempler


Indholdsfortegnelse

Eksempler

Farvekodning af elektroniske komponenter - Wikipedia, den frie encyk... https://da.m.wikipedia.org/wiki/Farvekodning_af_elektroniske_komp...

1 of 3 08-01-2016 11:11

Billede af almindelige metalfilmmodstande 5 og 6

båndede/ringede.

violet 7 7 ×107

grå 8 8 ×108

hvid 9 9 ×109

guld ×0,1 5% (J)

sølv ×0,01 10% (K)

ingen farve 20% (M)

Eksempel 2 – for 5- eller 6-båndede modstande, E96, E192

+- – - – - – - – - – - – -+

|AA BB CC DD EE FF |

---|AA BB CC DD EE FF |---

|AA BB CC DD EE FF |

+- – - – - – - – - – - – -+

bånd A er det 1. betydende ciffer af modstandsværdien i ohm

bånd B er det 2. betydende ciffer

bånd C er det 3. betydende ciffer

bånd D er decimal multiplikatoren

bånd E indikerer værdiens tolerancen i procent

bånd F hvis tilstede, indikerer modstandsværdiens

temperaturafhængighed.

For at hjælpe med at kende bånd læseretningen, har nogle modstandsfirmaer lavet en farvet prik ved sidste bånd eller gjort

det sidste bånd bredere.

Er man det mindste i tvivl bør man tjekke de 3 "første" ringe fra en af enderne op mod E48, E96, E192:

Standard EIA Decade Resistor Values Table (inkl. E192)

Standard EIA Decade motståndsvärdestabeller E6 – E192 samt andra beteckningar

Torben hi-fi side E192, E96, E48 modstands standart værdier i decade

bånd-farve

1. bånd 2. bånd 3. bånd4. bånd

decimal-multiplikator

5. båndtolerance

±

6. båndtemperatur-

afhængighed± ppm/K

sort 0 0 ×100

brun 1 1 1 ×101 1% (F) 100 ppm

rød 2 2 2 ×10² 2% (G) 50 ppm

orange 3 3 3 ×103 3% 15 ppm

gul 4 4 4 ×104 4% 25 ppm

grøn 5 5 5 ×105 0,5% (D)

blå 6 6 6 ×106 0,25% (C) 10 ppm

violet 7 7 7 ×107 0,1% (B) 5 ppm

grå 8 8 8 ×108 0,05% (A)

hvid 9 9 9 ×109 1 ppm

guld ×0,1 5% (J)

sølv ×0,01 10% (K)

ingen farve 20% (M)

Kilde: Resistor FAQ (Frequently Asked Questions). By John Patrick ([email protected]) .


2 of 3 08-01-2016 11:11

Andre eksempler

Modstande bliver målt i ohm, så gul violet rød brun betyder 4700 ohm, 1% tolerance.

Kondensatorer bliver målt i pikofarad (pF), så gul violet rød betyder 4,7nF (4700pF).

En alternativ måde at mærke komponenter på, er at skrive cifre og multiplikator sammen. F.eks.:

en modstand mærket med 472 er 4700 ohm.

en kondensator mærket 104 er 100nF (100000pF).

Er kondensatoren mærket 472J er den på 4,7nF +/-5%.

Et eksempel på en diode farvemærkning er på en del 1N4148 dioder, de er i så fald mærket med ringene: gul brun gul grå.

Denne eksterne side kan anvendes til at udforske E-rækker og

farvekoder:

http://www.weerstandcalculator.nl/modstand.php

Resistor FAQ (Frequently Asked Questions). By John Patrick

([email protected]) Omfattende.

Resistor Colour Code Chart (pdf) . Temperaturafhængighed stemmer med Resistor FAQ.

Resistor & Other Component Identification inkl. SMD og SIL modstandsmærkning.





Fortrolighed



relateret til:

Farvekodning af elektroniskekomponenter


3 of 3 08-01-2016 11:11

dokumentation oversigt over diskrete elektroniske...

Documents