Det  syntetiske  jeg  -­‐  En  biopolitiks  analyse  af  portrættet    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  2  

Indledning  I   dette   essay   er   det   min   hensigt   at   udfolde   portrættet   og   dettes   betydning   for    

fremstillingen  af  selvet  og  den  enkles  ”jeg”.  Igennem  min  analyse  af  portrættet  og  dettes  

betydning   forventer   jeg  at  kunne   illustrere  hvorledes  vi   igennem  portrættet  og  en   jagt  

på  en  autentisk  fremstilling  af  ”jeg’et”,  netop  ikke  formår  at  skabe  et  autentisk  billede  af  

selvet.   Afslutningsvis   vil   jeg   med   udgangspunkt   i   min   analyse   åbne   op   for   en   række  

refleksioner   over  de   senestes   tid  demokratisering   af   portrættet   og  hvilke  betydninger  

dette  kan  have  for  vores  søgen  efter  det  ”autentiske  jeg”.    

 

Med   dette   essay   positionere   jeg  mig   ind   i   en  moderne   erkendelsesteoretisk   tradition  

hvor   sproget   og   udsigelsen   er   centrale   begreber   i   forståelsen   af   den   menneskelige  

subjektivitet.   Selv   om   at   jeg   positionere   mig   op   af   oplysningstidens   opfattelse   af  

subjektet  som  et  frit  og  autonomt  selv (Pedersen 2008, 27),  bliver  min  analyses  fortaget  

med   udgangspunkt   i   forståelsen   af   Selvet   hos   Émile   Benveniste,   Maurice   Blanchots,  

Michel    Foucault  og  Giorgio  Agamben.  Jeg  har  vagt  at  benyttet  mig  af  disse  teoretiker  ud  

fra   en   forventning   om   at   dette   vil   kvalificere   min   analysere   af   hvorledes   det  

menneskelige   subjekt   bliver   udsagt   igennem   portrættet.   Ligeledes   vil   disse   teoretiker  

også  hjælpe  med  at  undersøge  desubjektiveringen  af  det  enkle  subjekt  i  portrættet.    

 

I  min   analyse   af   desubjektiveringen   vil   jeg   blive   stillet   over   for   de   samme  metodiske  

problemer  i  forhold  til  brugen  af  Benvenistes  udsigelsesteori,  som  Jacob  Lund  Pedersen  

gør   i   hans   bog (Pedersen 2008, 28).   For  min   analyse   er   begrænset   til   at   kun   at   kunne  

analysere  på  de  portrætter  der  er  blevet  skabt,  det  vil  sige  at  jeg  kun  kan  analysere  på  

det  udsagte.  Dette  gør  at  udsigelsen  kun  kan  analyseres  historisk,  det  er  altså  først  når  

udsigelsen   bliver   udsagt   at   den   kan   være   genstand   for   min   analyse.   Jeg   opfatter  

portrættet  som  en  kommunikation,  altså  derfor  også  en  udsigelse.  Portrættet  er  dog  kun  

en  mulig  udsigelse  ud  af  en  uendelig  række  af  mulige  udsigelser.  Som  selvsagt  betyder  at  

en  hver  analyse  af  denne  form  vil  være  en  historisk  analyse  af  hvorledes  subjektets  ”jeg”  

bliver  udsagt.  Som  grundlag  for  min  analyse  har  jeg  gengivet  en  række  portrætter,  disse  

kan  ses  i  Appendiks  I  &  II.  Portrætterne  er  nøje  udvalgt  baseret  på  en  vurdering  om  at  de  

vil  understøtter  det  gennemgående  argumentation  i  essayet.  

 

 

  3  

Portrættet  og  dettes  funktion  Portrættet  har  gennem  den  menneskelige  historie  haft  til  formål  at  bevare  (billedet  af)  

og   præsentere   individet   der   bliver   portrætteret.   Historiske   figurer,   konger   og  

adelsmænd  er  gennem  historien  blevet  bevaret  via  af  portrætkunstens  udførelse.  Ønsket  

om   det   historiske   portrættet   er   enten   kommet   fra   den   portrætteret   selv   eller   fra   de  

efterladte,   for   eksempel   i   forbindelse  med   religiøse   ritualer  med  mere.   Eksempler   på  

portrættets  betydning  som  religiøse  ritual  findes  blandt  andet  hos  både  gamle  grækere,  

romere  og  egypter  som  alle  i  en  eller  anden  form  benyttet  portrættet  i  deres  begravelses  

ritualer (Pike 2009, 74).   Ligeledes   er   historien   fuld   af   portrætter   af   konger,   kejsere,  

adelsmænd   og   andre   prominente   personer   i   samfundet,   der   alle   har   fået  malet   deres  

portræt.  Der  skal  ikke  meget  fantasi  til  at  forstille  sig  at  dette  er  sket  ud  fra  et  ønske  om  

at  fremstå  for  eftertiden.  I  tilfældet  med  de  kongelige  portrætter  galt  det  om  at  fremstå  

som   konge.   Dette   skal   forstås   således   at   der   er   nogle   forventninger   hos   beskueren   af  

portrættet,   af   hvad   det   vil   sige   at   fremstå   som   konge.   Jeg   vil   senere   i   essayet   komme  

nærmere  ind  på  hvorledes  det  skal  forstås;  at  fremstå  som  konge.    

 

I  nyere   tid  har  portrættet   fået  andre   funktioner.  At  blive  portrætteret  er   ikke   længere  

noget  der  er  forbeholdt  en  særlig  klasse  i  samfundet.  Dette  skifte  har  haft  en  betydning  

for   hvorledes   portrættets   funktion   skal   opfattes.   Hvor   det   tidligere   var   hensigten   at  

portrættet   primært   skulle   kommunikere   (Her   forstået   som   at   kunsten   generelt  

kommunikere  til  det  omlæggende  samfund)  med  eftertiden,  bliver  portrættet  i  stigende  

grad  i  dag  benyttet  til  at  kommuniker  med  nutiden.  Der  er  altså  sket  et  temporal  skifte  i  

portrættets   kommunikation,   fra   eftertiden   til   nutiden.   Et   eksempel   på   dette   skifte   i  

portrættets   funktion   findes   i   Eric   Guthey   og   Brad   Jacksons   arbejde   med   direktør  

portrættet  (Guthey 2005).  I  dette  arbejde  fokuser  de  især  på  portrætbilledet  med  hensyn  

til   virksomhedens   kommunikation   i   forbindelse   med   årsrapporterne.   I   disse   tilfælde  

bliver  direktøren  personificeringen  af  virksomheden.  Der  er  altså  ikke  alene  tale  om  et  

portræt   af   mennesket,   men   en   reducering   af   mennesket   til   en   funktionen.   Denne  

reducering  af  mennesket  adskiller  sig  dog  ikke  fra  tidligere  portrætter  af  kongen.  I  det  

kongelige  portræt  var  det  heller  kun  mennesket  der  var  i  fokus,  men  det  handlede  lige  så  

meget   om   at   afspejle   kongens   funktion.   Uden   at   jeg   vil   fortage   en   dybere   analyse   af  

kongens   funktion,   vil   jeg   dog   pege   på   at   kongen   i   portrættet   skulle   fremstå   som   en  

central  ledende  figur  for  nationen.  Kongens  opgave  var  at  fremstå  som  en  handlekraftig  

 

  4  

figur;  en  der  både  kunne  beskytte  imod  og  erobre  nationens  fjender.  Ligeledes  kan  man  

pege  på  at  direktørens  rolle,  i  forhold  til  virksomheden,  i  dag  er  den  samme.  Direktøren  

har  til  opgave  at  lede  virksomheden  i  dennes  virke,  beskytte  imod  dennes  konkurrenter  

og   erobre   nye   markedsandele.   Der   er   altså   ikke   den   store   forskel   på   symbolikken   i  

dagens   direktør   og   de   historiske   konger.   Portrættet   har   således   bevaret   sit  

grundlæggende  funktion,  at  præsenter  individet   i   forhold  til  beskuerens  forventninger,  

forskellen   er   dog   som   tidligere   nævnt   det   temporale   skifte   i   hvilken   tid   det   er   man  

kommunikere  til.    

 

 Iscenesættelse  af  ”Jeg’et”  Uanset  om  der  er  tale  om  et  portræt  af  en  afdød  slægtning,  en  magtfuld  konge  eller  en  

håndfast  direktør.  Er  der  aldrig  tale  om  et  autentisk  fremstilling  af  individet.  På  grund  af  

den   portrættets   kommunikation,   vil   der   altid   være   tale   om   en   iscenesættelse,   en  

fremstilling  af  selvet  som  en  fortolkning.  Jeg  benytter  her  begrebet  autentisk  på  samme  

måde  Guthey  og  Jacksons  gør  det:    

 

”The   discourse   of   authenticity   often   includes   the   notion   that   to   be   authentic   means   to  

represent   one’s   self   accurately,   to   be   true   to   one’s   unique   and   self-­‐contained   identity.”

(Guthey 2005, 1066)  

 

Autenticitet   skal   her   forstås   som   at   fremstille   selvet/sit   sande   ”Jeg”   således   at   man  

formår  at  repræsentere  hvem  man  er.  På  en  måde  hvorved  man  præsentere  sin  iboende  

og  unikke  identitet.  For  at  kunne  opnår  den  autentiske  udsigelse,  skal  subjektet  kunne  

træde  ind  i  portrættet  og  præsenter  sig  selv,  udsiger  ”Her  er  jeg”,  vel  og  mærket  ude  at  

der   er   noget   i   portrættet   der   påvirker/ændre   på     subjektets   udsigelse.   Subjektet  

benytter   sig   herved   af   menneskets   evne   til   selvrepræsentation   igennem   sproget

(Pedersen 2008, 27).   I   tilfældet   med   portrættet   fungere   dette   som   et   medium   for   det  

menneskelige   sprog   der   bliver   udsagt   igennem   kunstens   kommunikation.   I   forhold   til  

ønsket   om   at   frembringe   en   autentisk   ”Jeg”-­‐udsigelse,   kan   dette   ikke   lade   sig   gøre   i  

portrættet   da   der   netop   er   tale   om   en   iscenesættelse   af   den   portrætteret,   altså   en  

påvirkning  af  subjektets  udsigelse.  Derfor  kan  portrættet   ikke   frembringe  en  autentisk  

repræsentation  af  ”Jeg’et.”    

 

  5  

I  forsøget  på  at  udtrykke,  det  uudtrykkelige,  den  portrætters  sande  jeg  bliver  subjektets  

”Jeg”   altså   påvirket.   Denne   påvirkning   tager   form   ved   hjælp   af   brugen   af   symbolik   og  

rekvisitter.   Den   portrætteret   bliver   derfor   iscenesat/fortolket   med   henblik   på   at  

fremtvinge   det   autentiske   ”Jeg” (Guthey 2005, 1071).   Denne   fortolkning   af   subjektets  

sande   ”Jeg”,   medvirker   samtidig   til   at   subjektet   bliver   transformeret   til   en  

repræsentation  af  det  andet.  I  tilfældet  med  portrætterne  af  kongen  bliver  kongen  til  en  

repræsentation   af   suverænen.   Direktøren   bliver   en   repræsentation   af   organisationen  

som  han  står   i  spidsen  for.  Det  er  derfor   ikke   længer  den  portrætteres  ”Jeg”  der  bliver  

fremstillet,  men  en  fortolkning  af  subjektet  som  et  repræsentationsobjekt.  Der  sker  altså  

her   en   desubjektivering   af   det   enkle   subjekt   i   kraft   af   portrættets   påvirkning   på  

subjektet  i  udsigelsen.    

 

Den   fortolkning   af   den   portrætteres   ”Jeg”   sker   i   forbindelse   med   kunstens  

kommunikation   til   samfundet  og  derfor  også   i   forhold   til   samfundets   forventninger   til  

repræsentationen.  Fortolkningen  skal  derfor  ses  ud  fra  hvilke  forventninger  samfundet  

har  til  fortolkningen,  til  hvorledes  den  portrætteret  bør  fremstå.  Det  bør  indskydes  her  

at   dette   ikke   nødvendigvis   er   det   samme   som   at   portrættet   imødekommer   denne  

forventning.  Der   er   rig  mulighed   for   at   portrættet   kan  udfordre  denne   forventning  og  

derved  også  samfundets  forståelse  af  repræsentationen,  dette  er  især  tydeligt  i  forhold  

til  portrættet  af  direktøren.    

 

Til  at   illustrere  hvad  det  vil   sige  at   fremstå  autentisk  som  konge  har   jeg   i  Appendiks   I  

gengivet  en  række  portrætter  af  forskellige  danske  konger.  I  disse  portrætter  går  der  en  

række   rekvisitter   igen,   og   som  derfor  må   siges   at   være   en  del   af   repræsentationen   af  

suverænen.  I  de  fleste  af  portrætterne  er  der  placeret  en  kongekrone  eller  en  hjelm  der  

repræsenter  den   institutionelle  magt  kongen  besidder.  Sværtet  er   ligeledes  en  rekvisit  

der   går   igen   i   de   fleste   af   portrætterne.   Det   hæger   ved   kongens   side,   aldrig   trukket  

derved   fremstår   kongen   ikke   krigerisk,  men   sværtet   er   lige   ved   hånden   og   derved   er  

kongen  klar  til  at  forsvare  nationen.  Kongeportrætterne  illustrerer  helt  tydeligt  hvordan  

iscenesættelsen  af  kongen  gør  at  portrættet  bliver  mere  et  portræt  af   suverænen,  end  

det  bliver  et  portræt  af  kongens  autentiske  ”jeg”.  Det  er  altså  ikke  kongen  som  subjekt  

der   bliver   afbilledet   til   eftertiden,  men   repræsentanten   for   suverænen,   for  magten   på  

det  daværende  tidspunkt  i  Danmarkshistorien.    

 

  6  

 

Fælles   for   kongeportrætterne   er   altså   at   disse   forsøger   at   imødekommer   samfundets  

forventninger   til   hvorledes   en   suverænen   fremstår.   Dog   som   nævnt   tidligere,   har  

portrættet   også   mulighed   for   at   udfordre   samfundets   forventninger,   derfor   også  

forståelse   af   portrættets   fortolkning   af   den   portrætteret   som   et  

repræsentationsobjektet.  Eksemplet  på  dette  er  Per  Morten  Abrahamsens  billeder  af  en  

række   danske   direktører.     Abrahamsen   arbejder   meget   målrettet   med   brugen   af  

rekvisitter  og  symbolik  når  han  har  fået  til  opgave  at  portrættere  en  direktør.    Dette  gør  

han  primært,  som  han  selv  udtrykker  det,  for  at  opnå  er  mere  autentisk  portræt (Guthey

2005, 1074).  Han  er  helt  bevist  omkring  hans  funktion  som  fortolker  af  subjektet.  Derfor  

ser   han   sin   egen   opgave,   som  kunstner,   her   at   forme   det   ”Jeg”   som   skal   træde   frem   i  

portrættet (Guthey 2005, 1072).   I   følge   Abrahamsen   ser   han   det   som   sin   opgave   at  

menneskeliggøre  den  portrætteret.  Dette  kan  forstås  som  et  ønske  om  at  tage  direktøren  

som   repræsentationsobjektet   for   organisationen   og   give   vedkommendes   unikke   og   i  

boende   ”Jeg”  et   rum  hvor  dette  kan   folde   sig  ud.  Derved   skulle  portrættet  gerne  være  

tætter  på  et  autentisk  billede  af  mennesket  og  dettes  ”Jeg”.  Problemet  er  så  dog  at  den  

portrætteret  er  bevisliggjort  omkring  sin  egen  rolle  som  repræsentationsobjekt.  Hvilket  

betyder  at  Abrahamsen  sig  nødsag  til  at  træde  ind  og  forme,  eller  menneskeliggøre,  den  

portrætteret.  Dette  betyder  samtidigt  at  han  fortager  en  fortolkning  af  den  portrætteres  

”Jeg”.  En  fortolkning  hvor  han  bevidst  udfordre  samfundets  forventninger  til  portrættets  

kommunikation  og  derved  også  dens  funktion.  Det  tydeligste  eksempel  på  dette  er  hans  

portræt  af  formanden  for  Ny  Carlsberg  fonden,  Hans  Edvard  Nørregård-­‐Nielsen (Guthey

2005, 1061).   Her   forsøger   Abrahamsen   at   fremfortolke   det   autentiske   ”Jeg”   netop  

igennem   brugen   af   forskellige   rekvisitter.   Dog   så   undgår   Abrahamsen   ikke  

desubjektiveringen   af   den   portrætteret   og   derved   transformeres   den   portrætteret  

stadig   til  et  repræsentationsobjekt.  Dog  skal  den  portrætteret   ikke   længere  ses  som  et  

repræsentationsobjekt   for   organisationen,   men   på   grund   af   Abrahamsens   fortolkning  

bliver   den   portrætteret   transformeret   til   et   repræsentationsobjekt   for   Abrahamsens  

fortolkning  af  den  portrætteret  og  i  forlængelse  organisationen.  Der  er  derfor  stadig  tale  

om  at  den  portrætteret  er  en  repræsentant   for  noget  andet,  som  er  uden  for  subjektet  

selv.    

 

  7  

Indtil   nu   har   jeg   kun   beskæftiget   mig   med   portrættet   af   lederen.     Da   lederens   rolle  

blandet  andet  også  er  at  repræsentere  institutionen/organisationen  vedkommende  skal  

lede,  kan  der  argumenteres  for  at  det  derfor  også  ville  være  naturligt  at  vedkommende,  i  

portrættet,  bliver  transformeret  til  et  repræsentationsobjekt.  Jeg  vil  dog  argumenter  for  

at  dette  ikke  er  noget  særligt  for  lederen,  men  at  det  er  iboende  i  portrættets  funktion  at  

denne  transformation  finder  sted.  For  at  illustrere  dette  har  jeg  i  appendiks  II  gengivet  

en  række  billeder  af  portografen  Per  Valentin  som  har  blandt  andet  har  produceret   to  

portrætserier   i   henholdsvis   Cuba   og   Peru.   Her   er   der   ikke   tale   om   ledere   eller   andre  

prominente   medlemmer   af   samfundet   der   er   blevet   portrætteret,   men   almindelige  

mennesker.     Den   som   Valentin   vælger   at   portrættere   fra   Peru   eller   Cuba   bliver   af  

portrættets   funktion   ligeledes   transformeret   til   et   repræsentationsobjekt.   Den  

portrætteret  repræsenter  dog  ikke  en  organisation  eller  institution  i  samfundet.  I  stedet  

for   bliver   den   portrætteret   til   en   eksemplificering   af   den   historie   eller   begreb   som  

Valentin  ønsker  at  fortælle  med  sit  portræt.    

 

For  eksempels  med  hensyn   til   fattigdommen   i  Peru.   I  det  øjeblik  at  Valentin  vælger  at  

sætte  fokus  på  fattigdomsproblemet  i  Peru  og  derved  portrættere  en  række  mennesker  

fra  Peru,  bliver  disse  mennesker  transformeret  til  at  repræsentere  fattigdomsbegrebet.  

Dette  er  uanset  om  hvorvidt  disse  mennesker  tilhører  den  del  af  befolkningen  der  lever  

for  under  1  US$  om  dagen  eller  ej (Duus 2003).  Da  Portrættet  stadig  deltager  i  kunstens  

kommunikation  til  samfundet  vil  beskueren  ligeledes  også  have  nogle  forventninger  til  

portrættet  af  den   fattige.  Derfor  er  det   ikke  den   fattiges   ”Jeg”,   som  er  uafhængig  af  de  

socioøkonomiske   omstændigheder   der   træder   frem   for   beskueren,   men   begrebet  

fattigdom.   Den   portrætteres   ”Jeg”   bliver   derfor   synonym   med   begrebet,   og   subjektet  

bliver  transformeret  til  et  repræsentationsobjekt,  for  netop  det  selvsamme  begreb.    

 

På  samme  måde  som  Abrahamsen,  benytter  Valentin  sig  også  af  rekvisitter  og  symbolik  i  

hans   arbejde   med   portrættet.   Det   særlige   ved   Valentin   er   dog   at   han   benytter  

baggrunden  som  en  rekvisit.  Valentin  former  bevist  rummet  i  portrættet,  dette  gør  han  

ved  at  sammensætte  selve  billedet.  Hvad  beskueren  ikke  er  klar  over  er  at  baggrunden  i  

portrættet  ikke  er  taget  samme  sted  hvor  selve  billedet  af  den  portrætteret  er.  Der  kan  

derfor   godt   være   tale   om   at   den   portrætteret   er   blevet   fotograferet   et   sted   og   på   et  

specifikt   tidspunkt,   men   at   baggrunden   er   blevet   taget   et   andet   sted   og   på   et   andet  

 

  8  

tidspunkt.  Dette  medfører  at  baggrunden  bliver  til  en  rekvisit  som  Valentin  kan  benytte  i  

hans   præsentation/fortolkning   af   den   portrætteret.   Dette   ses   tydeligt   i   billede   I   og  

billede  II  i  appendiks  II  hvor  det  ser  ud  som  om  at  de  portrætteret  henholdsvis  står  i  en  

kirkegård  (billede  II)  eller  en  ørken  (billede  I).    Begge  baggrunde  spiller  ind  i  beskuerens  

associationer   til   fattigdommen.  Dette  medfører  at  hvad  der  skulle  sætte  rammerne   for  

det  rum,  hvor  i  den  portrætteres  ”Jeg”  træder  frem,  bliver  i  stedet  brugt  som  en  rekvisit  

til  at  påvirke  subjektet.  Og   i  sidste  ende  medvirke  til  desubjektiveringen.  Dette  er   især  

tydeligt   i   henholdsvis   billede   III   og   billede   IV,   hvor   det   samme   subjekt   bliver  

portrætteret  med  to  meget  forskellige  resultater.    I  billede  III  fremstår  den  portrætteret  

mere   livlig  og   som  et  varmt  menneske.  Hvorimod   i  billede   IV   fremstår  det   selvsamme  

menneske,  primært  på  grund  af  forandringen  i  baggrunden,  meget  mere  køling  og  ikke  

nær   så   livlig.   Der   er   selvfølgelig   også   andre   faktorer   der   spiller   ind   i   beskuerens  

forståelse   af   portrættet;   dog   så   fordi   at   Valentin   benytter   baggrunden   bevist   som   et  

rekvisit   i   hans   portrætter,   får   denne   også   større   betydning   for   den   portrætteres  

transformation  til  et  repræsentationsobjekt.    

 

Desubjektiveringen  Med  udgangspunkt   i  de  metodiske  overvejelser,   jeg  var   inde  på  i   indledningen  af  dette  

essay,   vil   jeg   arbejde   videre   med   den   transformation   af   subjektet   til   et  

repræsentationsobjekt.   Der   medfører   at   subjektet   bliver   underkastet   en  

desubjektivering   i   jagten  på  det  autentiske   Jeg.  Subjektets  desubjektivering  er  et  af  de  

emner  som  Jacob  Lund  Pedersen  beskæftiger  sig  med  i  hans  bog  ”Den  subjektive  rest”.  I  

det  efterfølgende  afsnit  vil  jeg  ud  fra  min  læsning  af  hans  fortolkninger  af  blandt  andet  

Émile  Benveniste  og  Giorgio  Agamben  yderligere  udfolde  den  desubjektiveringen   som  

subjektet  bliver  underkastet  i  portrættet.    

 

Indtil  nu  har  jeg  analyseret  portrættet  ud  fra  at  det  var  den  portrætteres  ”Jeg”  der  blev  

udsagt  i  portrættet.  Spørgsmålet  er  dog  om  dette  også  er  tilfældet,  eller  er  der  tale  om  et  

andet   ”Jeg”   der   bliver   udsagt,   et   ”Jeg”   der   slet   ikke   har   noget   med   den   portrætteres  

subjekt  at  gøre?   Jeg   forslår  at  der  kan  være   tale  om   tre   forskellige   ”Jeg’er”  der   træder  

frem  for  beskueren.    

 

 

  9  

Det  første  ”Jeg”  Det  første  ”Jeg”  er  den  portrætteres  Jeg.  Da  den  portrætteret  bliver  transformation  til  et  

repræsentationsobjekt,   er   det   ikke   muligt   for   den   portrætteres   ”Jeg”   at   træde   frem   i  

portrættet.  Grunden  til  at  den  portrætteres  ”Jeg”  ikke  er  i  stand  til  at  træde  frem,  skyldes  

at   dette   ”Jeg”   bliver   af   transformationen   tvunget   til   at   bærer   vidne   for   beskuerens  

erfaringer  med  indholdet  af  portrættets  kommunikation (Pedersen 2008, 16).  Beskueren  

har   en   central   rolle   i   denne   kommunikation,   for   uden   beskueren   ville   der   ikke   være  

nogen  at  bærer  viden  overfor.    Hverken  institutionen,  organisationen  eller  begrebet  kan  

repræsentere  sig  selv  i  kommunikationen,  de  har  brug  for  nogle  repræsentanter  der  kan  

udsige  deres  eksistens,  og  her  er  portrættet  bare  et  af  mange  mediums  hvor  dette  sker.    

 

Ifølge  Agamben  er  det  vidnesbyrdets  dobbelte   struktur  der  muliggør  dialektik  mellem  

det   menneskelige   og   det   ikke-­‐menneskelige,   mellem   den   portrætteret   og   det  

vedkommende   repræsentere   (Jeg   fortager   her   en   fortolkning   af   forholdet   imellem  

muselmanden  og  den  overlevende).  Den  portrætteret  kommunikere  udelukkende   som  

stedfortræder (Pedersen 2008, 16).     Selv   om   den   portrætteret   kan   af   beskueren  

genkendes,  er  der  stadig  tale  om  en  upersonligt  relation  imellem  dem,  da  relationen  er  

imellem   beskueren   og   det   repræsenteret.   Der   er   altså   tale   om   et   relation   imellem  

beskueren  og  noget  uden  for  portrættet,  hvor  portrættet  på  sin  måde  indfanger  denne  

relation.   Portrættet   er   på   den   måde   ikke   bare   et   medium   for   vidnet,   for   det  

repræsenteret  også  manifesteringen  af  den  tidsløse  relation   imellem  beskueren  og  det  

repræsenteret.  De  i  Appendiks  I  Portrætteret  konger  funger  som  en  repræsentation  af,  

et  på  nuværende  tidspunkt,  en  historiske  magtinstitution  som  beskueren,  via  portrættet,  

kan  opnå  en  eller  anden  form  for  relation  til.    

 

Det   er   her   tale   om   en   neutrale   repræsentation,   hvori   at   beskueren   er   afskåret   fra   alt  

hvad   der   er  menneskeligt   ved   den   portrætteret,   vedkommendes   individuelle   historie.  

Den   portrætteret   kan   nemt   bliver   udskiftet  med   et   andet   individ (Pedersen 2008, 130;

150).  Denne  udskiftning  sker  også  jævnligt,  samfundet  får  nye  ledere,  virksomheder  får  

nye  direktører  og  fattigdom  bliver  fremstillet  ved  hjælp  af  andre  mennesker.  På  grund  af  

denne  udskiftning  er  muligt  kan  den  portrætteres  ”Jeg”  ikke  træde  frem  i  portrættet.    

 

 

 

  10  

Det  andet  ”Jeg”  Det   andet   ”Jeg”   er   kunstnerens   ”Jeg”.   Kunsternes   opgave   i   forhold   til   portrættet   er   at  

give   relationen   imellem   det   repræsenteret   og   beskueren,   mening   og   fylde.   Ifølge  

Maurice  Blanchot   forsvinder  kunstnerens  ”Jeg”   ind   i  værket,   i  processen  af  skabelse  af  

værket (Pedersen 2008, 45).   Kunstnerens   ”Jeg”   er   altså   kun   forbundet   med   værket   så  

længe  vedkommende  arbejder  på  det,  i  det  øjeblik  hvor  kunstneren  giver  slip  på  værket,  

forsvinder   hans   tilknytning   til   ”jeg’et”   i   portrættet.   Denne   kortvarige   forbindelse  

mellemmen  kunstneren  og  værket  medfører  at  værket  opnår  sin  egen  intensitet.  Det  er  

igennem  værkets  egen  intensitet  at  det  er  i  stand  til  at  kommunikere  til  samfundet.  Hvis  

dette   ikke   var   tilfældet,   ville   kommunikationen   kræve   at   kunstneren   konstant   var  

knyttet   til   sit   værk   for   at   udsige   kommunikationen.   I   stedet   for   kunstneren   træder  

beskueren   ind.   Beskueren   som   modtagere   for   værkets   intensitet   og   det   er   derfor  

igennem  det  kommunikative  møde  imellem  værket  og  beskuere  at  værket  bliver  udsagt.  

Det   færdige   værket   opnår   altså   en   selvstændighed,   eller   som   Roland   Barthes   har  

udtrykket  det  i  hans  arbejde  med  teksten  og  forfatteren,  (teksten  og  forfatteren  skal  her  

opfattes  som  et  billede  på  portrættet  og  kunstneren)  teksten  løsriver  sig  fra  forfatteren  

og  derved  mister   den   sit   identificerbare   ophav,   det  mister   forfatterens   ”Jeg”   (Pedersen

2008, 37).   Dette   er   intuitivt   nemt   at   genkende  når  man   kigger   på   et   portræt,   hvem  er  

kunstneren  bag  dette  billede?  Men  hvad  med  selvportrættet?  

 

I  selvportrættet  spiller  kunstneren  en  dualistisk  rolle,  vedkommende  er  både  skaberen  

af  værket  men  samtidig  også  den  portrætterede.  På  grund  af  det  kommunikative  møde  

imellem   værket   og   beskueren   bliver   den   portrætteret   i   selvportrættet   ligeledes  

transformeret  til  et  repræsentationsobjekt.  Kunstneren  på  grund  af  sin  dualistiske  rolle  

bliver   derved   sin   egen   selvrepræsentation,   ikke   forstået   således   at   det   er   kunsternes  

”Jeg”   bliver   repræsenteret,   men   at   det   er   kunstneren   bliver   transformeret   til   en  

repræsentation  af  institutionen  ”Kunstneren”.  Det  er  denne  transformation  som  Barthes  

peger  på   i   sin  beskrivelse   af   ”mikro-­‐oplevelsen   af   døden”   i   forbindelse  med  at   tage   et  

billede  af  sig  selv,  at  gøre  sit  eget  subjekt  til  et  objekt (Pedersen 2008, 132).    Det  samme  

arbejder   Christian   Boltanski   med   i   hans   ”selvportrætter”   -­‐   ”10   portraits  

photographiques  de  Christian  Boltankski,  1946-­‐1964” (Pedersen 2008, 137).  I  dette  værk  

bliver  Boltanski  transformere  til  et  objekt  på  lige  fod  med  de  9  andre  portrætteret  som  

  11  

er  en  del  af  værket.    Boltankskis  ”Jeg”  bliver  altså  udvisket  og  forsvinder  helt  i  forhold  til  

værket  eller  som    Boltankski  selv  udtrykker  det:  

 

”When   you   are   an   artist,   you   gradually   become   you   art.   You   are   not   real   anymore  

(Pedersen 2008, 137).”    

 

Der  sker  altså  den  samme  transformation  af  den  portrætteret,  i  selvportrættet  som  der  

sker  i  alle  andre  former  for  portrætter.    

 

Det  tredje  ”Jeg”  Det  tredje  ”Jeg”  er  et  syntetiske   jeg.  Dette   jeg  er  et  ”Jeg”  der  er  skabt  af  kunstneren,  et  

”Jeg”   der   eksistere   fra   det   øjeblik   hvor   kunstneren   er   færdig   med   portrættet,   men  

eksistere   kun   i   kraft   af   værket.   Det   syntetiske   ”Jeg”   bliver   skabt   i   kunstnerens  

fortolkning  af  den  portrætteret.  Det  syntetiske  ”Jeg”  er  altså  forskelligt   fra  sit  grundlag  

nemlig  den  portrætteres  ”Jeg”.  Denne  forskel  stemmer  fra  kunstnerens    fortolkning.  Da  

fortolkningen  er  afhængig  af  det  subjekt  der  fortolker,  kunstneren,  bliver  der  efterladt  et  

aftryk   af   det   fortolkende   subjekt   i   det   syntetiske   ”Jeg”.   Kunsternes   fortolkning   af   den  

portrætteres   jeg  er  en  af  et  uendeligt  antal  mulige  fortolkninger/forståelser,  der  bliver  

udtryk   i   portrættet.  Derved   fremstår  det   syntetiske   ”Jeg”   som  en   syntese   imellem  den  

portrætteres  ”Jeg”  og  kunstnerens  ”Jeg”,  igennem  fortolkningen.    

 

Det  syntetiske  ”Jeg”  er  altså  et  kunstigt  ”Jeg”,  forstået  på  den  måde  at  det  ikke  har  noget  

subjekt  hvori  det  kan  udsige  sig  selv  igennem.  Det  syntetiske  ”Jeg”  skal  altså  ikke  forstås  

som   værende   ligestillet   med   det   ”Jeg”   som  mennesket   udsiger   i   ”jeg   er”,   men   forslås  

nærmere  som  et  gespenst,  noget  som  ikke  eksisterer  men  alligevel  formår  at  efterlade  et  

aftryk   på   verden.   Der   er   altså   tale   om   hvad   Benveniste   ville   kalde   for   en   historie  

subjektløs  udsigelse (Pedersen 2008, 31),   da  værket  bliver   fortællerløs   i  det  øjeblik  det  

løsriver   sig   fra   kunstneren.   Aftrykket   eller   udsigelsen   af   det   syntetiske   ”Jeg”  

fremkommer  i  værkets  kommunikation  med  beskueren.  Beskueren  er  her  det  rum  hvor  

i  at  det  syntetiske  ”Jeg”,  i  kraft  af  værkets  intensitet,  får  sin  udsigelse.  Da  det  syntetiske  

”Jeg”  kun  eksistere  i  kraft  af  beskueren,  eksistere  det  derfor  også  kun  så  længe  det  bliver  

beskuet.  På  samme  måde  som  Blanchots’s  forfatter  kun  eksistere  så  længe  der  arbejdes  

på  værket,  eksistere  det  syntetiske  ”Jeg”  altså  kun  så  længe  værket  beskues.    

 

  12  

 

Selv   om   fortolkningen,   som   anført   ovenfor,   er   unik   betyder   dette   ikke   at   der  

fremkommer   et   unik   ”syntetisk   jeg”.   Dette   skyldes   at   det   syntetiske   ”Jeg”   netop   er   et  

kunstigt   ”Jeg”,   et   ”Jeg”   der   ikke   har   nogen   levende   krop,   det   har   ikke   nogen   singulær  

væren.  Det  er  blandt  andet  på  grund  af  denne  mangel  på  det  singulære  at  grundlaget  for  

det   syntetiske   ”Jeg”,   den   portrætteret,   kan   udskiftes   og   alligevel   fremstår   som   det  

samme   for   beskueren.   Dette   sker   fordi   den   portrætteret   netop   er   et  

repræsentationsobjekt  for  noget  andet,  og  i  det  er  i  kommunikationen  om  det  andet  at  

det  syntetiske  ”Jeg”  reduceret  til  noget  alment,  noget  genkendeligt  for  beskueren.    

 

Demokratiseringen  af  portrættet  Som  nævnt  i  indledningen,  positionere  jeg  mig  i  forhold  til  oplysningstidens  opfattelse  af  

det  menneskelige   subjekt   som  værende  en   fri  og  autonomt   størrelse.   Indtil  nu  har   jeg  

arbejdet  med  portrættet  som  et  enkel  stående  kunstværk,  hvor  i  at  subjektet  er  forsøgt  

på  en  autentisk  måde  at  udsige  subjektets  ”Jeg”.  Jeg  har  argumenteret  for  at  dette  ikke  er  

muligt   netop   fordi   at   subjektet   i   portrættet   bliver   transformeret   til   et  

repræsentationsobjekt.   I   det   efterfølgende   vil   jeg   belyse   hvad   jeg   opfatter   som   en  

demokratisereingen  af  portrættet,  og  hvorledes  denne  forskydning  kan  bringe  os  tætter  

på  en  autentisk  fremstilling  af  subjektets  ”Jeg”.  

 

I  ”At  skrive  sig  selv”  arbejder  Michel  Foucault  med  selvets  introspektive  selverkendelse.  

Foucault   beskriver   hvorledes   menneske   som   et   handlingssubjekt   via   meditationen,  

skriften   og   repetitionen   konstruerer   sit   subjektive   selv (Foucault 1995, 188).   Igennem  

denne  proces  er  der  tale  om  en  træning  af  selvet  hen  imod  at  være  et  dydigt  og  moralsk  

individ.  Der  er  altså  her  tale  om  at  det  enkle  individ  via  den  ovenstående  proces  udøver    

et  magtgreb  på  sit  eget  selv (Foucault 1995, 187),  for  at  forme  dette  således  at  individet  

sikre   sig   at   være   et   dydigt   menneske.   Dette   er   samtidig   en   proces   hvor   mennesket  

frigøre  sig  selv   for  bekymringer  omkring   fremtiden  og   i  stedet   fokusere  på  meditation  

og   over   fortiden (Foucault 1995, 191),   hvilket   i   sidste   ende  må   anses   som  værende   en  

læring-­‐  /erkendelsesproces.  Et  vigtigt  element   i  denne  selvdisciplinering  er   ”det  andet  

menneske”.   At   de   nedskrevet   meditationer   kan   læses   af   et   andet   individ.   Disse  

meditationer  er  ikke  fokuseret  på  at  afdække  det  skjulte  eller  usagte,  men  handler  om  at  

indfange  det  allrede-­‐sagte.  Derved  førere  mennesket  en  dom  over  sine  handlinger  med  

  13  

henblik  på  at  sætte  ord  på  selvet (Foucault 1995, 190).  Det  er  i  kraft  af  den  anden,  der  har  

mulighed  for  at  læse  disse  meditationer/bekendelser  at  mennesket  bevæger  sig  mod  at  

være   et   dydigere   individ.   Det   er   ifølge   Foucault   skriften,   enten   i   form   at   nedfældet  

meditationer   uden   anden   adressat   en   selvet   eller   brevskrivningen   hvor   mennesket  

bekender  sig  til  en  anden  hvor  man  ’viser  sig  frem’  altså  konstruerer  sig  selv  i  diskursen

(Foucault 1995, 195).    

 

Hvis   man,   som   jeg   har   i   dette   essay,   det   perspektiv   at   subjektets   selv   er   en   selv-­‐

indesluttet,   selv-­‐nærværende   uafhængig   unik   essens   iboende   i   mennesket (Pedersen

2008, 27),  vil  en  læsning  af  Foucault  og  det  at  konstruere  selvet  i  en  diskurs  frembringe  

en  anderledes  forståelse  af  forholdet  imellem  selvet  og  mennesket  (En  læsning  som  jeg  

tvivler   at   Foucault   selv   ville   fortage,   dog   en   læsning   der   er   relevant   i   forhold   til   den  

videre  analyse).    Hvis  det  menneskelige  selv  er  en  uafhængig  unik  essens  som  er  adskilt  

fra   den  menneskelige   bevidsthed,   og   derfor   også   utilgængelig   for  mennesket,   betyder  

det  at  meditationen,  som  Foucault  beskriver,  forgår  i  bevidstheden  og  ikke  er  forbundet  

til  selvet.  Forholdet  imellem  selvet  og  bevidstheden  ser  jeg  som  værende  en  monolog  fra  

selvet   til   bevidstheden,   hvor   selvet   aftrykker   sig   i   menneskets   bevidsthed,   det   som  

mennesket  genkender  som  samvittigheden.  Dette  medfører  at  valget/handlingen  er  en  

fortolkning,  som  mennesket  fortager  af  sit  eget  selv,  via  samvittigheden.  Selvets  opgave  

er  således  her  at  guide  det  handlende  menneske  i  sin  handling  og  senere  dommen  over  

disse  handlinger.  Det  der  bliver  konstrueret  i  diskursen  er  derfor  ikke  menneskets  selv,  

men  et  afbillede  af    selvets  aftryk  på  bevidstheden.    

 

Det   at   afbillede   selvets   aftryk   på   bevidstheden   skrifteligt,   kan   sammenlignes   med  

fremstillingen   som   mennesket   hver   dag   fortager   på   de   forskellige   online   sociale  

netværk,  så  som  Facebook.  Her  udstiller  mennesket  både  i  form  af  skrift  og  billede  dem  

selv,   deres   handlinger,   tanker,   overvejelser,   holdninger,   kort   sagt   det   er   ikke   længere  

kun   resultatet   af   meditationen   der   nu   er   tilgængelig   for   den   anden,   men   selve  

meditationen  er  nu  til  offentlige  skue.  Det  at  vi  udstiller  os  selv  på  de  digitale  plaformer  

er   noget   som   blandt   andet   Gert   Lovink   har   beskæftiget   sig  med (Lovink 2010).   Ifølge  

Lovink  bliver  det  digitale  mennesket  opfordret  til  at  udstille  sig  selv  som  det  er,  og  ikke  

længere  påføre  sig  en  maske (Lovink 2010, 26).  Idealt  set  ville  der  her  være  tale  om  den  

samme  udstilling  som  er  central   i   ”At  skrive  sig  selv”,  dog  påpeger  Lovink  at  der   i  den  

 

  14  

digitale   verden  er   tale  om  et   idealiseret  billeder   af  mennesket,   hvad  han  kalder   for   et  

Mehrmensch (Lovink 2010, 27).   Denne   idealisering   stammer   fra   menneskets   egen  

fortolkning  af  sit  usagte  ”Jeg”.  Idealiseringen  af  mennesket  står  i  kontrast  til  ideen  om  at  

præsentere   det   autentiske   aftryk   selvet   efterlader   på   bevidstheden.   Denne   kontrast  

skyldes  dog  at  Lovink  kun  kigger  på  hvorledes  det  er  at  det  enkle  menneske  fremstiller  

sig  selv.  I  realiteten  er  det  dog  ikke  kun  det  enkle  individ  der  fremstiller  sig  selv,  men  der  

er  tale  om  en  kollektiv  fremstilling  af  den  enkle.    

 

Dette  skal  forstås  således  at  alle  brugere  af  for  eksempel  Facebook  har  mulighed  for  at  

tilføje   billeder   og   derefter   at   markere   hinanden.   Det   er   derfor   ikke   længere   kun   det  

enkle  menneske  der  kontrollere  hvad  der  bliver  præsenteret  til  offentlige  skue,  men  det  

er  nu  en  kollektiv  handling  som  alle  kan  deltage  i.   I   forhold  til  den  tidligere  diskussion  

om  jagten  det  autentiske  ”Jeg”   i  portrættet,  er  der  her  stadig  tale  om  et  syntetisk  ”Jeg”  

som  selvsagt  ikke  er  fuldstændigt  autentisk,  men  det  er  en  konstant  bevægelse  imod  det  

autentiske  ”Jeg”.  Det  der  gør  dette  ”syntetiske  jeg”  mere  autentisk  er  delvis  på  grund  af  

den  kollektive   fortolkning   af   det   enkle   individ.  Der   er   ikke  her   tale   om  én  kunstneres  

fortolkning  af  den  portrætteres   ”jeg”,  men  om  en   fortolkning   fortaget   af  utal   af   andre.  

Denne   kollektive   fortolkning   er,   modsat   til   kunstnerens   fortolkning   der   er   et  

øjebliksbillede,  en  konstant  løbende  fortolkning.  

 

Hvis  det  enkle  menneskes  selv   ikke  kan  tilgås,  er  det  selvfølgelig  heller   ikke  muligt   for  

andre   at   tilgå   det   enkles   selv.   Dog   hvis   selvet   efterlader   et   aftryk   på   den   enkles  

bevidsthed   og   derfor   også   vedkommendes   handlinger,   vil   selvet   kunne   indirekte  

fortolkes  via  en  fortolkning  af  disse  handlinger.  Fortager  det  enkle  fortolkningen  af  sine  

egne  handlinger  og  derfor  også  sit  eget  ”Jeg”,  er  der  som  Lovink  peger  på  en  tendens  til  

at  denne  fortolkning  vil  blive  præsenteret  som  en  idealiseret  selvfremstilling,  hvorimod  

den  kollektive  fortolkning  som  på  grund  af  skabelsen  det  syntetiske  ”Jeg”  vil  i  en  løbende  

bevægelse   tilnærme   sig   et   mere   autentisk   forståelse   af   aftrykket   på   den   enkles  

bevidsthed,  det  autentiske  syntetiske  ”Jeg”.  

 

   

  15  

Konklusion  Jeg  har  argumenteret  for  i  dette  essay  at  portrættet  udstiller  det  enkle  menneske  som  et  

repræsentationsobjekt  det  andet  uden  for  portrættet.  I  de  eksempler  jeg  har  fremhævet  

i   essayet   har   det   være   institutionen,   organisationen   eller   et   begreb   som   fattigdom.  

Under   alle   omstændigheder   er   der   tale   om  en  udstilling   af   den   enkle.     I   ønsket   om  at  

producere  et  rum  hvor  i  det  enkle  menneske  har  mulighed  for  at  udsige  sit  ”Jeg”  på  en  

autentisk   måde,   har   jeg   argumenteret   for   at   dette   ikke   lykkes   og   at   man   tværtimod  

udstiller  et  syntetisk  ”Jeg”.  Tilsvarende  udstiller  den  enkle  sig  selv  og  derved  udtaler  sit  

”Jeg”  på  de  elektroniske  sociale  medier,  ligeledes  med  portrættet  er  der  her  tale  om  et  u-­‐

autentisk  syntetisk  ”Jeg”,  netop  på  grund  af  fortolkningen  af  dette  jeg,  jeg  har  peget  på  at  

denne   fortolkning   modsætning   til   kunstnerens   fortolkning   af   den   portrætteret   er   en  

fortolkning  som  både  bliver  fortaget  af  den  enkle  men  ligeledes  også  af  et  utal  af  andre  

som   tilsvarende   er   tilstede   på   disse   sociale   medier.   På   grund   af   netop   denne  

mangfoldighed  i  den  kollektive  fortolkning  af  den  enkles  ”Jeg”  har  jeg  argumenteret  for  

at   der   her   er   tale   om   et   mere   autentisk   syntetisk   ”Jeg”.   Et   syntetisk   jeg   der   løbende  

kommer  tætter  og  tættere  på  en  autentisk  udsigelse  af  den  enkles  oprigtige  ”Jeg”.  At  den  

kollektive  fortolkning  kan  befordre  noget  som  selv  den  mest  begavede  kunster  ikke  kan,  

skyldes   at   der   i   den   kollektive   fortolkning   er   tale   om   en   fortolkning   ikke   bare   af  

øjeblikket,  men  af  alle  de   forskellige  sociale  roller  som  den  enkle   træder   ind   i,  udsiger  

sig  i.    

 

I  afslutningen  af  dette  essay  fortager  jeg  en  fortolkning  af  Foucault  og  hans  forståelse  af  

hvorledes  selvet  bliver  konstituerede  i  diskursen  med  den  anden.  Denne  fortolkning  er  

fortaget  for  at  forene  tanken  om  at  det  enkle  menneske  har  en  usagt  ”Jeg”  som  forsøges  

udstillet   i   henholdsvis   portrættet   og   de   sociale   medier.   Til   forskel   for   Foucaults  

udlæggelse,  er  mit  analytiske  udgangspunkt  at  dette  usagt   ”Jeg”  allerede   før  det  bliver  

udsagt   er   tilstede   som   en   del   af   mennesket.   Det   usagte   ”Jeg”   bliver   mennesket   først  

bekendt   med   i   selve   udsigelsen,   en   udsigelse   som   i   sig   selv   er   en   fortolkning,   af   det  

autentiske  ”Jeg”.  Det  grundlæggende  i  min  analyse  bliver  derfor  at  menneskets  ”Jeg”  er  

en  fortolkning,  en  fortolkning  der  enten  bliver  fortaget  af  den  enkle  selv,  af  kunstneren  i  

portrættet  eller  kollektivt  i  de  sociale  medier.    

   

 

  16  

Litteraturliste    Duus,  Karsten.  "Udviklingstal.dk."  www.udviklingstal.dk.  2003.  

http://www.udviklingstal.dk/enkeltlande/wb2003-­‐fattigdom.pdf  (accessed  Januar  18,  

2011).  

 

Foucault,  Michel.  At  Skrive  sig  selv.  Vol.  1,  in  Foucalt's  Masker,  by  Michel  Foucault,  edited  

by  Niels  Brügger,  187-­‐199.  Forlaget  Modtryk,  1995.  

 

Guthey,  Eric  &  Jackson,  Brad.  "CEO  Portraits  and  the  Authenticity  Paradox."  Journal  of  

Management  Studies  (Blackwell  Publishing  Ltd)  42,  no.  5  (July  2005):  1057-­‐1082.  

 

Lovink,  Gert.  "Minhjerne.net."  Le  monde  diplomatique,  Maj  2010:  25-­‐27.  

Pedersen,  Jacob  Lund.  Den  subjektive  rest.  Aarhus:  Forfatteren  og  Aarhus    

Universitetsforlag,  2008.  

 

Pike,  Kelly-­‐Anne.  "Cultural  Interaction  and  Funerary  Art  in  Graeco-­‐  Roman  Egypt."  

Undergraduate  Journal  of  Anthropology  1  1  (2009):  73-­‐79.  

 

   

  17  

Appendiks  I  

 

 Kong  Frederik  IV  (1671-­‐1730)  

 

 Kong  Christian  VI  (1699-­‐1746)  

 Kong  Frederik  V  (1723-­‐1766)  

 Kong  Christian  VII  (1749-­‐1808)  

     

 

  18  

Appendiks  II  

 

 Billede  I;  Copyright  &  Foto:  Per  Valentin  

 

 Billede  II;  Copyright  &  Foto:  Per  Valentin  

  19  

 Billede  III;  Copyright  &  Foto:  Per  Valentin  

 

 Billede  IV;  Copyright  &  Foto:  Per  Valentin