det store hus

JOBNAME: 4. KORREKTUR PAGE: 1 SESS: 13 OUTPUT: Fri Mar 9 12:07:32 2012/first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1767_Det_store_hus_135x215/Materie

Det Store Hus


ikke noget uopretteligt problem. I morgen tidlig, besluttedejeg, ville jeg gå ud og købe et nyt skrivebord.

Klokken var over midnat, da jeg endelig faldt i søvn, og somaltid, når jeg går i seng viklet ind i en eller anden vanskelighed,var min søvn uregelmæssig, og mine drømme var levende.Men da det blev morgen, kunne jeg på trods af en forsvin-dende fornemmelse af at være blevet trukket gennem et ellerandet storslået ikke huske andet end et brudstykke – en mand,der stod uden for min ejendom og var ved at fryse ihjel i deniskolde vind, der blæser ned gennem Hudsonkorridoren fraCanada, fra selve polarcirklen, og som, da jeg kom forbi, badmig om at trække i en rød tråd, der hang ud af munden på ham.Jeg gjorde, hvad han bad om, intimideret af presset om at gøregodt, men da jeg trak til, fortsatte tråden med at hobe sig opfor mine fødder. Da mine arme blev trætte, bjæffede mandenad mig, at jeg skulle fortsætte med at trække, indtil vi begge toefter et stykke tid, der var sammenpresset, sådan som det kunkan forekomme i drømme, blev overbevist om, at der lå nogetafgørende for enden af den tråd; eller måske var det kun mig,der havde den luksus, at jeg kunne tro på det eller lade være,mens det for ham var et spørgsmål om liv eller død.

Næste dag gik jeg ikke ud og kiggede efter et nyt skrive-bord, og heller ikke dagen efter igen. Når jeg satte mig til atarbejde, var jeg ikke alene ude af stand til at mønstre den nød-vendige koncentration, men når jeg så hen over de sider, jegallerede havde skrevet, syntes jeg, ordene virkede overflødige,de savnede liv og autenticitet og havde ingen tvingende nød-vendighed bag sig. Det, som jeg håbede havde været et sofi-stikeret kunstgreb benyttet af den allerfineste skønlitteratur,kunne jeg nu se, blot var et ganske almindeligt kunstgreb, etder bliver anvendt for at aflede opmærksomheden fra noget,der i sidste ende er overfladisk, snarere end det afslører detilintetgørende dybder under altings overflade. Det, jeg tro-

32 Det store hus

JOBNAME:4.KORREKTURPAGE:29SESS:13OUTPUT:FriMar912:07:322012/first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1767_Det_store_hus_135x215/Materie

kalebrudmedalt,hvadjegnogensindehavdeskrevet,somlangtomlængevilleføretildenbog,jegaltidhavdeønsketmig,ogsomdetaldrigvarlykkedesmigatskrive.Deskufferrepræsenteredeensæregen,dybtliggendelogik,etbevidst-hedsmønster,somikkekunneartikulerespåandenmådeendnetopgennemderesantalogarrangement.Ellerlæggerjegformegetidet?

Minstolvarvendtlidtvækogstodogventedepå,atjegskullekommehenogdrejedentilbageiretstilling.Sådanenaftenvillejegmåskeværeblevetoppedenhalvenatforatarbejde,jegvillehaveskrevetogstirretudpåHudsonflodensmørke,sålængeenergienogklarhedenholdt.Dervaringentilatkaldemigindiseng,ingentilatkræve,atmitlivsrytmerfungeredesomenduet,ingenmodhvemjegvarnødttilatbøjemig.Havdedetværetennæstenhvilkensomhelstanden,derhavderinget,villejegefterathavelagtpåværevendttil-bagetildetskrivebord,somjegiløbetaftoogethalvtårtivarvoksetfysiskrundtom;minkropsholdningvarformetvedigennemmangeårathavelænetmigindoverdetogpassetmigtilefterdet.

Etøjeblikovervejedejegatsige,atjeghavdeforæretdetvækellersmidtdetud.Ellersimpelthenfortællepigen,athuntogfejl:Jeghavdealdrighafthendesfarsskrivebordiminbesiddelse.Hendeshåbvartentativt,hunhavdetilbudtmigenudvej–HarDedetstadig?Hunvilleværeblevetskuffet,menjegvilleikkehavetagetnogetfrahende,idetmindsteikkenoget,hunnogensindehavdehaft.Ogjegkunnehavefortsatmedatskrivevedskrivebordetiendnufemogtyveellertrediveår,ellerhvorlangtidminhjernestadigvarfrisk,ogdenindrenødvendighedikkeblevmindre.

Menistedetsagdejegtilhende,udenatstandseopogovervejefølgerne,atja,jeghavdedet.Jeghartænkttilbageogspekuleretpå,hvorforjegsåhastigtytrededeord,dernæsten

29 Rettenersat

1

2245-13207-014700FSC_Gyldendal-DK-DetStoreHus - Front - FB 001 - LowRes_PDF - 3/14/2012 11:13:59 - Black

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432


gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal


Af samme forfatter

Kærlighedens historie


NicoleKrauss

DetStoreHus zzzz

zzzz

Roman

PådanskvedJulianeWammen

Gyldendal


Efter hun havde lagt på, gik jeg ud i køkkenet efter et glasvand. Da jeg kom tilbage til værelset – en stue, jeg brugte tilarbejdsværelse, fordi jeg ikke havde brug for en stue – gik jegover og satte mig ved skrivebordet, som om intet havde for-andret sig. Men det var der selvfølgelig noget, der havde, og dajeg så på computerskærmen og den sætning, jeg havde forladt,da telefonen ringede, vidste jeg, at det ville være umuligt atkomme videre den aften.

Jeg rejste mig og gik over til min lænestol. Jeg samlede denbog op, der lå på sidebordet, men opdagede, temmelig uka-rakteristisk, at mine tanker gik på afveje. Jeg stirrede tværsover værelset på skrivebordet, sådan som jeg havde stirret pådet utallige aftener, når jeg nåede et dødt punkt, men ikke varparat til at kapitulere. Nej, jeg nærer ikke nogen mystiske ideerom det at skrive, høje dommer, det er et arbejde ligesom et-hvert andet; litteraturens magt, sådan har jeg altid tænkt, lig-ger i, hvor bevidst det at skrive den er. Som sådan har jeg aldrigabonneret på ideen om, at forfatteren har brug for et ellerandet særligt ritual for at kunne skrive. Hvis jeg skulle, kunnejeg skrive næsten hvor som helst, lige så gerne i en ashram sompå en overfyldt café, det har jeg i hvert fald altid insisteret på,når jeg bliver spurgt, om jeg skriver med pen eller på compu-ter, om formiddagen eller om aftenen, alene eller omgivet affolk, i sadlen som Goethe, stående som Hemingway, liggendesom Twain, og så videre, som om der var en hemmelighed veddet hele, som kunne sprænge låsen til den boks, hvori romanenligger, fuldt færdig og parat til udgivelse, åbenbart svævende etsted inden i os alle. Nej, det jeg var fortvivlet over at miste, varde velkendte rammer om mit arbejde; det var sentimentalite-ten, der talte, intet andet.

Det var et mindre tilbageslag. Der hang noget melankolskover hele affæren, en melankoli, som var begyndt med histo-rien om Daniel Varsky, men som nu tilhørte mig. Men det var

31Retten er sat


øjeblikkeligtafsporedemitliv.Ogselvomdetindlysendesvarer,atdetvardetgodeogenddadetrigtigeatgøre,højedom-mer,såvidstejeg,atdetikkevargrundentil,atjegsagdedet.Jeghargjortmennesker,somjegharelsket,langtmerealvor-ligturetformitarbejdesskyld,ogdenperson,derherbadmigomnoget,varenfuldkommenfremmed.Nej,jeggikmedtildetafsammegrund,somjegvillehaveskrevetdetienhistorie:Fordidetatsigejavirkedeuundgåeligt.

Jegvilgernehavedet,sagdehun.Selvfølgelig,svaredejeg,ogudenatstandseopoggivemigselvetøjebliktilatskiftemeningspurgtejeghende,hvornårhunvillekommeoghentedet.JegerkuniNewYorkenugemere,sagdehun.Hvadmedlørdag?Detville,regnedejegud,givemigfemdagemeresammenmedskrivebordet.Fint,sagdejeg,selvomderikkekunnehaveværetenstørreuoverensstemmelsemellemmitskødesløsetonefaldogdenfortvivledefølelse,derbegyndteatgribemig,mensjegtalte.Jegharogsånogleenkelteandremøbler,somtilhørteDeresfar.Demåfådemalle.

Indenhunlagdepå,badjegomhendesnavn.Leah,sagdehun.LeahVarsky?Nej,sagdehun,Weisz.Ogsåforklaredehunnøgternt,athendesmor,somvarisraeler,havdeboetiSantiagoibegyndelsenafhalvfjerdserne.HunhavdehaftenkortvarigaffæremedDanielitidenomkringmilitærkuppetoghavdekorttidderefterforladtlandet.DaLeahsmorfandtudaf,athunvargravid,skrevhuntilDaniel.Hunhørtealdrigfraham;hanvaralleredeblevetarresteret.

Dadetidenstilhed,derfulgte,blevtydeligt,atvivarløbettørforalledesmåoverkommeligesamtalebidderogkunhavdedestykkertilbage,dervarforuhåndterligetilsådanenopring-ning,sagdejeg,ja,jegharpassetpåskrivebordetlænge.Jegharaltidregnetmed,atenellerandenvillekommeefterdetendag,sagdejegtilhende,selvomjegselvfølgeligvillehavefor-søgtatgivedettilbagetidligere,hvisjeghavdevidstbesked.

30Detstorehus

2245-13207-014700FSC_Gyldendal-DK-DetStoreHus - Back - FB 001 - LowRes_PDF - 3/14/2012 11:14:01 - Black

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432




Afsammeforfatter

Kærlighedenshistorie


Nicole Krauss

Det Store Husz z z z

z z z z

Roman

På dansk ved Juliane Wammen

Gyldendal


Efterhunhavdelagtpå,gikjegudikøkkenetefteretglasvand.Dajegkomtilbagetilværelset–enstue,jegbrugtetilarbejdsværelse,fordijegikkehavdebrugforenstue–gikjegoverogsattemigvedskrivebordet,somomintethavdefor-andretsig.Mendetvarderselvfølgelignoget,derhavde,ogdajegsåpåcomputerskærmenogdensætning,jeghavdeforladt,datelefonenringede,vidstejeg,atdetvilleværeumuligtatkommevideredenaften.

Jegrejstemigoggikovertilminlænestol.Jegsamlededenbogop,derlåpåsidebordet,menopdagede,temmeliguka-rakteristisk,atminetankergikpåafveje.Jegstirredetværsoverværelsetpåskrivebordet,sådansomjeghavdestirretpådetutalligeaftener,nårjegnåedeetdødtpunkt,menikkevarparattilatkapitulere.Nej,jegnærerikkenogenmystiskeideeromdetatskrive,højedommer,deteretarbejdeligesomet-hvertandet;litteraturensmagt,sådanharjegaltidtænkt,lig-geri,hvorbevidstdetatskrivedener.Somsådanharjegaldrigabonneretpåideenom,atforfatterenharbrugforetellerandetsærligtritualforatkunneskrive.Hvisjegskulle,kunnejegskrivenæstenhvorsomhelst,ligesågerneienashramsompåenoverfyldtcafé,detharjegihvertfaldaltidinsisteretpå,nårjegbliverspurgt,omjegskrivermedpenellerpåcompu-ter,omformiddagenelleromaftenen,aleneelleromgivetaffolk,isadlensomGoethe,ståendesomHemingway,liggendesomTwain,ogsåvidere,somomdervarenhemmelighedveddethele,somkunnesprængelåsentildenboks,hvoriromanenligger,fuldtfærdigogparattiludgivelse,åbenbartsvævendeetstedindeniosalle.Nej,detjegvarfortvivletoveratmiste,vardevelkendterammerommitarbejde;detvarsentimentalite-ten,dertalte,intetandet.

Detvaretmindretilbageslag.Derhangnogetmelankolskoverheleaffæren,enmelankoli,somvarbegyndtmedhisto-rienomDanielVarsky,mensomnutilhørtemig.Mendetvar

31 Rettenersat


øjeblikkeligt afsporede mit liv. Og selvom det indlysende svarer, at det var det gode og endda det rigtige at gøre, høje dom-mer, så vidste jeg, at det ikke var grunden til, at jeg sagde det.Jeg har gjort mennesker, som jeg har elsket, langt mere alvor-ligt uret for mit arbejdes skyld, og den person, der her bad migom noget, var en fuldkommen fremmed. Nej, jeg gik med tildet af samme grund, som jeg ville have skrevet det i en historie:Fordi det at sige ja virkede uundgåeligt.

Jeg vil gerne have det, sagde hun. Selvfølgelig, svarede jeg,og uden at standse op og give mig selv et øjeblik til at skiftemening spurgte jeg hende, hvornår hun ville komme og hentedet. Jeg er kun i New York en uge mere, sagde hun. Hvad medlørdag? Det ville, regnede jeg ud, give mig fem dage meresammen med skrivebordet. Fint, sagde jeg, selvom der ikkekunne have været en større uoverensstemmelse mellem mitskødesløse tonefald og den fortvivlede følelse, der begyndte atgribe mig, mens jeg talte. Jeg har også nogle enkelte andremøbler, som tilhørte Deres far. De må få dem alle.

Inden hun lagde på, bad jeg om hendes navn. Leah, sagdehun. Leah Varsky? Nej, sagde hun, Weisz. Og så forklaredehun nøgternt, at hendes mor, som var israeler, havde boet iSantiago i begyndelsen af halvfjerdserne. Hun havde haft enkortvarig affære med Daniel i tiden omkring militærkuppet oghavde kort tid derefter forladt landet. Da Leahs mor fandt udaf, at hun var gravid, skrev hun til Daniel. Hun hørte aldrig fraham; han var allerede blevet arresteret.

Da det i den stilhed, der fulgte, blev tydeligt, at vi var løbettør for alle de små overkommelige samtalebidder og kun havdede stykker tilbage, der var for uhåndterlige til sådan en opring-ning, sagde jeg, ja, jeg har passet på skrivebordet længe. Jeg haraltid regnet med, at en eller anden ville komme efter det endag, sagde jeg til hende, selvom jeg selvfølgelig ville have for-søgt at give det tilbage tidligere, hvis jeg havde vidst besked.

30 Det store hus


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




DetStoreHus


ikkenogetuopretteligtproblem.Imorgentidlig,besluttedejeg,villejeggåudogkøbeetnytskrivebord.

Klokkenvarovermidnat,dajegendeligfaldtisøvn,ogsomaltid,nårjeggårisengvikletindienellerandenvanskelighed,varminsøvnuregelmæssig,ogminedrømmevarlevende.Mendadetblevmorgen,kunnejegpåtrodsafenforsvin-dendefornemmelseafatværeblevettrukketgennemetellerandetstorslåetikkehuskeandetendetbrudstykke–enmand,derstodudenforminejendomogvarvedatfryseihjelideniskoldevind,derblæsernedgennemHudsonkorridorenfraCanada,fraselvepolarcirklen,ogsom,dajegkomforbi,badmigomattrækkeienrødtråd,derhangudafmundenpåham.Jeggjorde,hvadhanbadom,intimideretafpressetomatgøregodt,mendajegtraktil,fortsattetrådenmedathobesigopforminefødder.Daminearmeblevtrætte,bjæffedemandenadmig,atjegskullefortsættemedattrække,indtilvibeggetoefteretstykketid,dervarsammenpresset,sådansomdetkunkanforekommeidrømme,blevoverbevistom,atderlånogetafgørendeforendenafdentråd;ellermåskevardetkunmig,derhavdedenluksus,atjegkunnetropådetellerladevære,mensdetforhamvaretspørgsmålomlivellerdød.

Næstedaggikjegikkeudogkiggedeefteretnytskrive-bord,oghellerikkedagenefterigen.Nårjegsattemigtilatarbejde,varjegikkealeneudeafstandtilatmønstredennød-vendigekoncentration,mennårjegsåhenoverdesider,jegalleredehavdeskrevet,syntesjeg,ordenevirkedeoverflødige,desavnedelivogautenticitetoghavdeingentvingendenød-vendighedbagsig.Det,somjeghåbedehavdeværetetsofi-stikeretkunstgrebbenyttetafdenallerfinesteskønlitteratur,kunnejegnuse,blotvaretganskealmindeligtkunstgreb,etderbliveranvendtforatafledeopmærksomhedenfranoget,derisidsteendeeroverfladisk,snarereenddetafslørerdetilintetgørendedybderunderaltingsoverflade.Det,jegtro-

32Detstorehus


kale brud med alt, hvad jeg nogen sinde havde skrevet, somlangt om længe ville føre til den bog, jeg altid havde ønsketmig, og som det aldrig var lykkedes mig at skrive. De skufferrepræsenterede en særegen, dybtliggende logik, et bevidst-hedsmønster, som ikke kunne artikuleres på anden måde endnetop gennem deres antal og arrangement. Eller lægger jegfor meget i det?

Min stol var vendt lidt væk og stod og ventede på, at jegskulle komme hen og dreje den tilbage i retstilling. Sådan enaften ville jeg måske være blevet oppe den halve nat for atarbejde, jeg ville have skrevet og stirret ud på Hudsonflodensmørke, så længe energien og klarheden holdt. Der var ingen tilat kalde mig ind i seng, ingen til at kræve, at mit livs rytmerfungerede som en duet, ingen mod hvem jeg var nødt til atbøje mig. Havde det været en næsten hvilken som helst anden,der havde ringet, ville jeg efter at have lagt på være vendt til-bage til det skrivebord, som jeg i løbet af to og et halvt årti varvokset fysisk rundt om; min kropsholdning var formet vedigennem mange år at have lænet mig ind over det og passetmig til efter det.

Et øjeblik overvejede jeg at sige, at jeg havde foræret detvæk eller smidt det ud. Eller simpelthen fortælle pigen, at huntog fejl: Jeg havde aldrig haft hendes fars skrivebord i minbesiddelse. Hendes håb var tentativt, hun havde tilbudt mig enudvej – Har De det stadig? Hun ville være blevet skuffet, menjeg ville ikke have taget noget fra hende, i det mindste ikkenoget, hun nogen sinde havde haft. Og jeg kunne have fortsatmed at skrive ved skrivebordet i endnu femogtyve eller trediveår, eller hvor lang tid min hjerne stadig var frisk, og den indrenødvendighed ikke blev mindre.

Men i stedet sagde jeg til hende, uden at standse op ogoverveje følgerne, at ja, jeg havde det. Jeg har tænkt tilbage ogspekuleret på, hvorfor jeg så hastigt ytrede de ord, der næsten

29Retten er sat

1


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




Til Sasha og Cy



havde en datter, eller den pludselige forstørrelse af den trage-die, jeg så længe havde balanceret på kanten af, eller enddavisheden om, at mit lange vogteransvar havde nået sin afslut-ning, men også fordi en del af mig havde ventet på en sådantelefonopringning i årevis, og nu var den trods det sene tids-punkt kommet.

Jeg spurgte, hvordan hun havde fundet mig. Jeg besluttedemig for at lede, sagde hun. Men hvorfra vidste De, at De kunnelede efter mig? Jeg mødte kun Deres far en enkelt gang, og deter meget længe siden. Min mor, sagde hun. Jeg havde ingenanelse om, hvem hun hentydede til. Hun sagde: De skrev en-gang et brev til hende og spurgte, om hun havde nogle af minfars digte. Nå, men det er en længere historie. Jeg kan fortælleDem om det, når jeg møder Dem. (Selvfølgelig måtte vi mø-des, hun vidste ganske udmærket, at det, hun skulle til at bedeom, ikke kunne nægtes hende, men alligevel fik hendes selv-sikkerhed mig til at stejle). I brevet skrev De, at De havde hansskrivebord, sagde hun. Har De det stadig?

Jeg så tværs gennem stuen på skrivebordet, ved hvilket jeghavde skrevet syv romaner, og på hvis overflade i lyskeglen fralampen lå de bunker af papir, der skulle blive til den ottende.En af skufferne stod en anelse åben, en ud af de nitten skuffer,nogle små og nogle store, og det gik nu op for mig, netop somde var ved pludselig at blive taget fra mig, at deres ulige antalog sære arrangement efterhånden var kommet til at angive enslags styrende om end gådefuld orden i mit liv, en orden som,når mit arbejde gik godt, var af næsten mystisk karakter. Nit-ten skuffer i varierende størrelse, nogle under bordpladen ognogle over den, hvis hverdagsagtige brug (frimærker her, pa-pirklips der) dækkede over et meget mere komplekst mønster,en plantegning over sindet skabt gennem titusindvis af dagestanker, hvor jeg stirrede på dem, som om de indeholdt kon-klusionen på en stædig sætning, det endelige udtryk, det radi-

28 Det store hus


skufferneihansskrivebord.Jegskrevikketilbage,fordervaringenadresseatskrivetilbagetil.Ideårskrevjegstadigdigte,ogjegskrevetparstykkeradresseret,ellerdedikeret,tilDanielVarsky.Minbedstemordødeogblevbegravetforlangtudeiforstædernetil,atderkomnogenforbi,jeggikudmedenheldelmænd,flyttedelejlighedtogangeogskrevminførstero-manvedDanielVarskysskrivebord.Sommetiderglemtejeghamifleremånederadgangen.Jegvedikke,omjegkendtetilVillaGrimaldiendnu,jeghavdenæstenheltsikkertikkehørtom38CalleLondres,CuatroAlamosellerdetDiscoteca,derogsåvarkendtsomVendaSexypågrundafdeseksuellegru-somheder,derfandtstedder,ogdenhøjemusik,torturbød-lerneforetrak,menhvordandetendforholdtsig,vidstejegnoktil,atjegpåandretidspunkter,efteratværefaldetisøvnpåDanielssofa,sådansomjegoftegjorde,havdemareridtom,hvaddegjordevedham.Sommetiderkiggedejegrundtpåhansmøbler,sofaen,skrivebordet,sofabordet,reolerneogstoleneogfyldtesafenknusendefortvivlelseogsommetiderblotenubestemttristhed,ogsommetidersadjegogsåpådetheleogblevoverbevistom,atdetivirkelighedenvarengåde,ensomhanhavdeefterladttilmig,ogsomjegskulleløse.

Fratidtilandenharjegmødtfolk,fordetmestechilenere,somkendtetilellerhavdehørtomDanielVarsky.Ienkortperiodeefterhansdødvoksedehansomdømme,oghanblevregnetblandtdemartyrdigtere,somPinochethavdegjorttavse.Menselvfølgelighavdedem,dertortureredeogmyr-dedeDaniel,aldriglæsthansdigte;determuligt,atdeikkeengangvidste,athanoverhovedetskrevdigte.Nogleårefterhanforsvandt,skrevjegmedPaulAlpers’hjælpbrevetilDa-nielsvennerogspurgte,omdehavdenogleafhansdigte,somdevillesendemig.Jeghavdeenidéom,atjegkunnefådemudgivetetellerandetstedsomenslagsmindesmærkeforham.Menjegfikkunetenkeltbrevigen,etkortsvarfraengammel

25 Rettenersat

1


12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432





Takz z

z z

Jeg vil gerne takke Dorothy and Lewis B. Cullman Center forScholars and Writers på New York Public Library, Rona JaffeFoundation og American Academy i Berlin for deres varme ogstøtte og for at have givet mig et stille sted at arbejde, da jeghavde mest brug for det. Rafis fortælling om at se ud overingenmandsland i Jerusalem er fra Sophie Calles Eruv-pro-jekt. Beretningen om Jochanan ben Zakkai står i gæld til RichCohens Israel Is Real.


fangetafdødensuafvendelighed,mensandhedenom,hvorforjegholdtopmedatskrivedigte,erikkenogenafdisseting,ikkehelt,ikkepræcis,sandhedener,athvisjegkunneforklare,hvorforjegholdtopmedatskrivedigte,såvillejegmåskebegyndeatskrivedemigen.Det,jegsiger,er,atDanielVarskysskrivebord,somimereendfemogtyveårblevmitskrivebord,mindedemigomdisseting.Jeghavdealdrigsetmigselvsomandetendenmidlertidigvogteroggikudfra,atdervillekommeendag,hvorjegomendmedblandedefølelservilleblivebefrietformitansvarforatlevemedogvogteoverdemøbler,derhavdetilhørtminven,denafdødedigterDanielVarsky,ogatjegfradaafvilleværefritilatflytte,somjeghavdelysttil,måskeenddatiletandetland.Detvarikkelige-frem,fordimøblernehavdeholdtmigiNewYork,menhårdtpressetmåjegindrømme,atdetvardenundskyldning,jegialledeårhavdebrugtforatundgåatrejse,ogsålængeefterdetblevtydeligt,atbyenintethavdetilbagetilmig.Ogdadagenendeligkom,fikdetalligevelmitliv,hvorjegendeligvareneogiophøjetro,tilatslingre.

Detvari1999islutningenafmarts.Jegsadvedmitskri-vebordogarbejdede,datelefonenringede.Jeggenkendteikkestemmenidenandenende,derbadomattalemedmig.Jegbadkøligtomatfåbeskedom,hvemderringede.Igennemåreneharjeglærtatvogteovermitprivatliv,ikkefordiderersærligmange,derharprøvetattrængeindpådet(nogleerder),menfordidetatskrivekræver,atmanerbeskyttendeogubøjeligomkringsåmangeting,atenvisaprioriskuvillighedtilatværeimødekommendebredersigudoverselvdesitua-tioner,hvordenikkeernødvendig.Denungekvindesagde,atviikkekendtehinanden.Jegspurgte,hvorforhunringede.Jegtror,Dekendteminfar,sagdehun,DanielVarsky.

Vedlydenafhansnavnmærkedejegengysenløbeigennemmig,ikkeblotpågrundafchokketoveratopdage,atDaniel

27 Rettenersat


skolekammerat, som skrev, at han ikke havde nogen. Jeg måhave skrevet et eller andet i brevet om skrivebordet, ellers villeefterskriften have været for mærkelig: I øvrigt, stod der, såtvivler jeg på, at Lorca nogen sinde har ejet det skrivebord.Det var det hele. Jeg lagde brevet i skuffen sammen med Da-niels postkort. I et stykke tid overvejede jeg endda at skrive tilhans mor, men jeg endte med ikke at gøre det.

Der er gået mange år siden da. Jeg var gift i et stykke tid,men nu bor jeg alene igen, det er dog ikke ulykkeligt. Der erøjeblikke, hvor man bliver slået af en form for klarhed, ogpludselig kan man se gennem vægge ind i en anden dimension,som man har glemt eller valgt at ignorere for at kunne fort-sætte med at leve med de mange forskellige illusioner, der gørlivet, og især livet sammen med andre mennesker, muligt. Ogdet er dér, jeg var nået til, høje dommer. Hvis det ikke var forde begivenheder, jeg netop skal til at berette om, kunne jegsikkert have fortsat med ikke at tænke på Daniel Varsky ellerkun gøre det meget sjældent, selvom jeg stadig havde hansbogreoler, hans skrivebord og kisten fra den spanske galeoneller det bjærgede gods fra et forlis på åbent hav, som på ejen-dommelig vis bliver brugt som sofabord. Sofaen begyndte atrådne, jeg kan ikke huske præcis hvornår, men jeg var nødt tilat smide den ud. Til tider overvejede jeg at skille mig af medresten også. Når jeg var i et bestemt humør, mindede de migom ting, jeg hellere ville glemme. For eksempel bliver jegnogle gange spurgt af de journalister, der en gang imellemønsker at interviewe mig, hvorfor jeg holdt op med at skrivedigte. Enten siger jeg, at de digte, jeg skrev, ikke var gode,måske endda at de var forfærdelige, eller også siger jeg, at etdigt har et potentiale for perfektion, og at denne mulighed isidste ende gjorde mig tavs, eller somme tider siger jeg, at jegfølte mig fanget i de digte, jeg forsøgte at skrive, hvilket er detsamme som at sige, at man føler sig fanget i universet, eller

26 Det store hus


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




komiskmedsitanstrøgafsvagtremuleren,mennårdenkomfraDaniel,virkedefuldstændignaturlig.Hanundskyldteikkeellergemtesigbagsiderne.Ligedetmodsatte.Hanrettedesigopsomenmast,somomhanlånteenergifradigtet,ogsåopofte,såofteatjegbegyndteatfåenmistankeom,athanhavdelærtdet,hanhavdeskrevet,udenad.Detvarietafdeøje-blikke,davimødtesiblikkethenoveretord,atdetgikopformig,athanfaktisksåretgodtud.Hanhavdeenstornæse,enstor,chilensk-jødisknæse,ogstorehændermedtyndefingre,ogstorefødder,mendervarogsånogetsartoverham,nogetderhavdeatgøremedhanslangeøjenvipperellerhansknog-ler.Digtetvargodt,ikkefantastisk,menrigtiggodt,ellermå-skevardetenddabedreendgodt,detvarsværtatsigeudenselvatkunnelæsedet.Detvirkede,somomdethandledeomenpige,somhavdeknusthanshjerte,selvomdetligesågodtkunnehaveværetomenhund:Halvvejsigennemdettabtejegtrådenogbegyndteattænkepå,hvordanRaltidplejedeatvaskesinesmallefødder,indenhangikiseng,fordigulvetivoreslejlighedvarbeskidt,ogselvomhanaldrigbadmigomatvaskemine,vardetunderforstået,eftersomlagnernevilleværeblevetbeskidte,hvisjegikkegjordedet,hvilketvillehavegjorthansegenafvaskningmeningsløs.Jegbrødmigikkeomatsiddepåkantenafbadekarretellerståvedhåndvaskenmeddeteneknæoppevedøretogsedetsortesnavshvirvlerundtidethvideporcelæn,mendetvarenafdeutalligeting,mangørilivetforatundgåetskænderi,ognugavtankenomdetmiglysttilatleellermåskekasteop.

PådettidspunktvarDanielVarskyslejlighedblevetdunkelogundervandsagtig,eftersomsolenvargåetnedbagenbyg-ning,ogdeskygger,derhavdeliggetskjultbagalting,be-gyndteatkommestrømmendeud.Jegkanhuske,atderstodnoglemegetstorebøgerihansreol,finebøgermedhøjelær-redsrygge.Jegkanikkehuskenogenaftitlerne,måskevarde

21 Rettenersat


ved roret på mit lands mørke skib. Han havde et meget frem-trædende adamsæble, og hver gang han sank, vippede det opog ned i hans hals, og nu virkede det, som om det hele tidenvippede, som et æble smidt ud på havet. Jeg vidste ikke retmeget om, hvad der foregik i Chile, i det mindste ikke den-gang, ikke endnu. Halvandet år senere, efter Paul Alpers havdefortalt mig, at Daniel Varsky var blevet hentet midt om nattenaf Manuel Contreras’ hemmelige politi, vidste jeg det. Men iforåret 1972, hvor jeg sad i hans lejlighed på 99th Street iaftenens sidste lys, mens general Augusto Pinochet Ugarte sta-dig var en dydig, krybende hærchef, som forsøgte at få sinevenners børn til at kalde sig Tata, vidste jeg ikke ret meget.

Det mærkelige er, at jeg ikke husker, hvordan natten (på dettidspunkt var det allerede en umådelig stor nat i New York)endte. Vi må naturligvis have sagt farvel, hvorefter jeg må haveforladt hans lejlighed, eller måske forlod vi den sammen, oghan fulgte mig til subway’en eller fik fat i en taxi til mig, fordikvarteret og byen generelt ikke var sikre dengang. Jeg har bareingen erindring om det. Nogle uger senere ankom en flyttebiltil min lejlighed, og mændene læssede møblerne af. På dettidspunkt var Daniel Varsky allerede taget hjem til Chile.

To år gik. I begyndelsen fik jeg postkort. Først var de varmeog endda joviale: Alt går godt. Jeg overvejer at melde mig indi Det Chilenske Huleforskerselskab, men bare rolig, det kom-mer ikke til at forstyrre min digtning, om noget er de to be-stræbelser komplementære. Jeg har måske mulighed for atkomme til en matematikforelæsning med Parra. Den politiskesituation er på vej i helvede, hvis jeg ikke melder mig ind iHuleforskerselskabet, melder jeg mig ind i MIR. Pas godt påLorcas skrivebord, en dag kommer jeg tilbage efter det. Besos,D.V. Efter kuppet blev de dystre, og så blev de kryptiske, og så,omkring et halvt år før jeg hørte, at han var forsvundet, holdtde helt op med at komme. Jeg gemte dem alle sammen i en af

24 Det store hus



Indhold

I

RETTEN ER SAT 13

ÆGTE GODHED 65

SVØMMEHULLER 97

LØGNE BØRN FORTÆLLER 137

II

ÆGTE GODHED 209

RETTEN ER SAT 243

SVØMMEHULLER 291

WEISZ 343

1


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




dele af et flerbindsværk, men de virkede, som om de på en elleranden måde stod i en hemmelig forståelse med tusmørket. Detvar, som om væggene i lejligheden ligesom væggene i en bio-graf pludselig var dækket af stof for at forhindre lyden i atslippe ud eller andre lyde i at komme ind, og inde i det akva-rium, høje dommer, i det svage lys, var vi både publikum ogfilm på samme tid. Eller som om vi alene var blevet hugget løsfra øen og nu drev omkring på ukendte vande, sorte vande afuerkendelig dybde. Dengang blev jeg regnet for at være til-trækkende, nogle mennesker kaldte mig endda smuk, selvommin hud ikke var særlig pæn, og det var det, jeg bemærkede,når jeg så mig i spejlet, dette og et temmelig bestyrtet ansigts-udtryk, en svag panderynken, som jeg ikke havde vidst, at jeghavde. Men inden jeg blev kæreste med R, og også mens jegvar kæreste med ham, var der masser af mænd, som gjorde detklart, at de gerne ville være gået hjem sammen med mig, enenkelt nat eller længere, og da vi rejste os, Daniel og jeg, ogrykkede ind i stuen, spekulerede jeg på, hvad han syntes ommig.

Det var på det tidspunkt, han fortalte mig, at skrivebordetkortvarigt havde tilhørt Lorca. Jeg vidste ikke, om han lavedesjov, det virkede højst usandsynligt, at denne rejsende fraChile, som var yngre end jeg, kunne have fået fat i en så vær-difuld genstand, men jeg besluttede at regne med, at han mentedet alvorligt for at undgå at fornærme en, som ikke havde vistmig andet end venlighed. Da jeg spurgte, hvordan han havdefået det, trak han på skuldrene og sagde, at han havde købt det,men uddybede ikke. Jeg troede, han skulle til at sige: Og nugiver jeg det til dig, men det gjorde han ikke, han gav blot et afbenene et lille spark, ikke noget voldsomt spark, men blidt ogfuld af respekt, og gik videre.

Det var enten på det tidspunkt eller senere, at vi kyssede.

22 Det store hus


Hunsprøjtedeendnuendosismorfinindiditdropogfast-gjordeenløselektrodepåditbryst.Udenforvinduetvarda-genvedatgryoverJerusalem.EtkortøjeblikiagttoghunogjegdetgrønneskærfraditEKG,mensdetstegogfaldt.Såtrakhungardinetforoglodosværealene.

Voreskysvaretantiklimaks.Detvarikke,fordikyssetvardårligt,mendetvarblotendelaftegnsætningenivoreslangesamtale,enparentetiskbemærkning,derblevudtaltforatfor-sikrehinandenomvoresdybfølteenighed,etgensidigttilbudomkammeratskab,nogetderersåmegetsjældnereendsek-suellidenskabellerenddakærlighed.Danielslæbervarstørre,endjeghavdeventet,ikkestoreihansansigt,menstore,nårjeglukkedeøjnene,ogdeberørtemine,ogibrøkdelenafetsekundføltejegdet,somomdetogvejretframig.Detvarmereendsandsynligt,atdetblotvar,fordijegvarsåvanttilR’slæber,tynde,ikke-semitiskelæber,derofteblevblåikulden.MeddenenehåndklemteDanielVarskymitlår,ogjegrørtevedhanshår,derlugtedesomensnavsetflod.Jegtror,atvipådettidspunktvarnåetellervarvedatnåtilpolitikkenssum-pedeområde,ogDanielrasede,ibegyndelsenvredt,senerenæstenpågrådensrand,modNixonogKissingerogderessanktioneroghensynsløserænkespil,som,sagdehan,forsøgteatkvælealt,hvaddervarnytogungtogsmuktiChile,dethåbsomhavdebåretdoktorAllendehelevejentilMoneda-palad-set.Arbejderneslønskalstigemed50procent,sagdehan,ogdeteneste,desvinbekymrersigom,erdereskobberogderesmultinationalevirksomheder!Alenetankenomendemokra-tiskvalgt,marxistiskpræsidentfårdemtilatskideibukserne!Hvorforladerdeosikkeværeifred,såvikankommevideremedvoresliv,sagdehan,ogetøjeblikvarhansudtryknæstentryglendeellerbønfaldende,somomjegpåenellerandenmådehavdemagtoverdemoralskanløbnepersoner,derstod

23 Rettenersat


Iz z z z

z z z z



12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432




Hanboedeheltoppeidennordligedelafbyenpåhjørnetaf99thStreetogCentralParkWest.Påvejenstandsedejegforatbesøgeminbedstemor,somboedepåetplejehjempåWestEndAvenue.Hungenkendtemigikkelængere,mendajegførstvarkommetmigoverdet,opdagedejeg,atjegnødatværesammenmedhende.Visadnormaltogdiskuteredevejretpåotte-niforskelligemåder,indenvigikvideretilminbed-stefar,somtiåreftersindødstadigvaretemne,derfascine-redehende,somomhansliv,ellerdereslivsammen,forhvertår,hanvarfraværende,blevenstadigstørregådeforhende.Hunholdtafatsiddeisofaenogforundresoverlobbyen.–Såaltdettetilhørermig?spurgtehunmedjævnemellemrumogvinkedemedengestus,deromfattedehelestedet–iklædtallesinesmykkerpåengang.Hvergang,jegkomforbi,havdejegenchokolade-babkafraZabar’smedtilhende.Afhøflighedspistehunaltidenlillesmule,ogkagenfaldtiflagernediskødetpåhendeogklistredefastpåhendeslæber,ognårjegvargået,foræredehunrestentilsygeplejerskerne.

Dajegnåede99thStreet,trykkedeDanielVarskymigind.Mensjegventedepåelevatorenidensnuskedeforhal,slogdetmig,atjegmåskeikkevillekunnelidemøblerne,atdevilleværemørkeellerpåandenmådeknugende,ogatdetvilleværeforsentatbakkeudpåenelegantmåde.Mentværtimoddahanåbnededøren,varlysmitførsteindtryk,såmeget,atjegvarnødttilatknibeøjnenesammen,ogetøjeblikkunnejegikkesehansansigt,fordidetvarisilhuet.Dervarogsåenduftafmad,somvarvedatblivelavet,ogsenerevistedetsigatværeenretmedauberginer,somhanhavdelærtatlaveiIsrael.Damineøjneførsthavdevænnetsigtillyset,blevjegforbavsetoveratse,atDanielVarskyvarung.Jeghavdeforventeten,dervarældre,fordiPaulhavdesagt,athansvenvardigter,ogselvomvibeggetoskrevdigte,ellerforsøgteatskrivedigte,varvialtidomhyggeligemedaldrigatrefereretilosselvsom

17 Rettenersat


vredesudbrud: Hvorfor er det, spurgte han, at uanset hvor enchilener tager hen i verden, så har Neruda og hans skidestrandskaller allerede været der og skabt et monopol? Hanfastholdt mit blik og ventede på, at jeg skulle sige ham imod,og netop da fik jeg fornemmelsen af, at det der, hvor han komfra, var almindeligt at tale sådan, som vi talte, og endda skæn-des om poesi, så det næsten udartede i vold, og et øjeblik føltejeg ensomheden strejfe mig. Men kun et kort øjeblik, såskyndte jeg mig at undskylde og sværgede højt og helligt atlæse den hitliste over chilenske digtere, som han skrev ned bagpå en papirspose (hvor der øverst med blokbogstaver, deroverskyggede resten, stod Nicanor Parra), og desuden aldrignogen sinde igen at nævne navnet Neruda, hverken i hans nær-vær eller nogen som helst andres.

Vi talte derefter om polsk poesi, russisk poesi, tyrkisk oggræsk og argentinsk poesi, om Sappho og Pasternaks for-svundne notesbøger, om Ungarettis død, Weldon Kees’ selv-mord og Arthur Cravans forsvinden, hvem Daniel hævdedestadig var i live, og som Mexico Citys ludere tog sig af. Mensomme tider, i lavningen eller dalen mellem den ene vidtløf-tige sætning og den næste gled en mørk sky hen over hansansigt, tøvede et øjeblik, som om den kunne blive hængende,og strøg så forbi og opløstes ude i hjørnerne af stuen, og i deøjeblikke følte jeg næsten, at jeg burde vende mig bort, efter-som vi på trods af at have talt meget om poesi endnu ikkehavde sagt ret meget om os selv.

På et tidspunkt sprang Daniel op og gik hen og gennem-rodede skrivebordet med alle skufferne, han åbnede nogle oglukkede andre på jagt efter en digtcyklus, han havde skrevet.Den hed Glem alt hvad jeg nogen sinde har sagt, eller noget i denretning, og han havde selv oversat den. Han rømmede sig ogbegyndte at læse højt med en stemme, som, hvis den var kom-met fra enhver anden, kunne have virket affekteret eller endda

20 Det store hus


get,ogdetblevbekræftet,atdigterenDanielVarskyganskerigtigthavdenoglegenstande,somhanikkevidste,hvadhanskullestilleopmed,forhanhavdeikkelysttilatsælgedemitilfældeaf,athanskiftedemeningogbesluttedeatvendetil-bagetilNewYork.Paulgavmighansnummerogsagde,atDanielregnedemedathøreframig.Jegudsatteopringningennogledage,mestfordidervarnogetakavetvedatbedeenfremmedomhansmøbler,selvpåtrodsafatvejenalleredevarbanet,ogogsåfordijegidenmåned,dervargået,sidenRogallehansmangeejendeleforsvandt,varblevetvanttilikkeathavenoget.Deropstodkunproblemer,nårandremenneskerkomforbi,ogjegafudtrykketimingæstsansigtforstod,atlivsomstændighederne,minelivsomstændigheder,højedom-mer,udefrasåynkværdigeud.

DajegtilsidstringedetilDanielVarsky,toghantelefonenefteretenkeltring.Ihansindledendehilsen,førhanvidste,hvemdervaridenandenende,varderenforsigtighed,somjegsenerekomtilatassocieremedDanielVarskyogmedchi-leneregenerelt,hvorfåjegendharmødt.Dettoghametøjeblikatfindeudaf,hvemjegvar,etøjeblikindendergiketlysopforham,somafsløredemigsomenvensvenogikkeenellerandensmåskørkvinde,derringede–detdrejedesigomhansmøbler?hunhavdehørt,athangernevilleafmeddem?ellerbarelånedemud?–etøjeblik,hvorjegovervejedeatundskylde,læggepåogfortsættesådansomjeghavdedet,baremedenmadras,køkkenredskaberafplastikogdenenligestol.Mendadetlysførstvargåetopforham(Nåh!Selvfølgelig!Undskyld!Detståraltsammenherogventerpådig),blevhansstemmepåsammetidbådeblidereoghøjere,gavpladsforenåbenhjertighed,somjegogsåkomtilatassocieremedDanielVarskyogiforlængelseherafmedalle,derkommerfradenspidsedaggertrettetmodAntarktis’hjerte,somHenryKis-singerengangformulerededet.

16Detstorehus


RETTEN ER SATz z

z z

Tal til ham.

Høje dommer, R og jeg brød med hinanden i vinteren 1972,eller måske burde jeg sige, at han brød med mig. Hans begrun-delse var vag, men hovedpunktet var, at han havde et hemme-ligt jeg, et krysteragtigt, usselt jeg, som han aldrig kunne visemig, og at han var nødt til at trække sig bort som et sygt dyr,indtil han kunne forbedre sit jeg og få det op på det niveau,som han skønnede gjorde det værdigt til andres selskab. Jegskændtes med ham – jeg havde været hans kæreste i næsten toår, hans hemmeligheder var mine, hvis der var noget grusomteller krysteragtigt i ham, ville jeg af alle mennesker have vidstdet – men det nyttede ikke. Tre uger efter at han var flyttet, fikjeg et postkort fra ham (uden afsenderadresse), hvor der stod,at han følte, at vores beslutning, som han kaldte den, hård somden var, havde været den rigtige, og jeg måtte da indrømmeover for mig selv, at vores forhold definitivt var forbi.

Tingene blev værre i et stykke tid, inden de blev bedre. Jegvil undlade at komme ind på det og blot sige, at jeg ikke gikudenfor, ikke engang for at besøge min bedstemor, og jeg lodheller ikke nogen komme og besøge mig. Det eneste, der hjalp,var mærkeligt nok det, at der var uvejr i luften, og derfor varjeg nødt til hele tiden at rende rundt i lejligheden med en sær,lille messingskruenøgle, lavet med netop det formål atstramme boltene på begge side af de antikke vinduesrammer– når boltene løsnedes i blæsevejr, hvinede vinduerne. Der varseks vinduer, og netop som jeg var færdig med at stramme

1


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




digtere;detvaretord,vireserveredetildem,hvisværkerblevfundetværdigetiludgivelse,ikkeblotietparobskuretids-skrifter,menienrigtigbog,somkunnekøbesienboghandel.Nårjegtænkertilbagepådetnu,viserdettesigatværeenpinligtkonventioneldefinitionaf,hvadendigterer,ogselvomPaulogjegogandre,vikendte,gjordeostilover,hvorlitte-rærtsofistikeredevivar,havdevidengangstadigvækvoresam-bitionerintakte,ogpåvissemåderblindededetos.

Danielvartreogtyve,etåryngreendmig,ogselvomhanendnuikkehavdeudgivetendigtsamling,virkededet,somomhanhavdebrugttidenbedreellermerefantasifuldt,ellermå-skekunnemansige,athanføltedetsomennødvendighedatrejse,mødemenneskerogopleveting,hvilket,hvergangjegerstødtpådetbehovhosnogen,altidhargjortmigmisunde-lig.Hanhavderejstrundtidesenestefireår,havdeboetiforskelligebyer,pågulvetilejlighederhosmennesker,hanmødteundervejs,ogsommetiderisineegnelejligheder,nårhankunneovertalesinmor,ellermåskevardethansbedste-mor,tilattelegraferehamnoglepenge,mennuskullehanlangtomlængehjemforatindtagesinpladsblandtdevenner,hanhavdekendt,frahanvarbarn,ogsomkæmpedeforfrihed,revolutionelleridetmindstesocialismeiChile.

Auberginerettenvarfærdig,ogmensDanieldækkedebord,badhanmigkiggepåmøblerne.Lejlighedenvarlille,mendenhavdeetstort,sydvendtvindue,somaltlysetkomindgennem.Detmestpåfaldendevedstedetvarrodet–papireroverhelegulvet,kaffeplettedeengangskrus,notesbøger,plastikposer,billigegummisko,pladerogomslaghverforsig.Enhveran-denvillehaveføltsigtvungettilatsige:Undskyldrodet,ellerspøgtomhorderafvildedyr,dermåtteværeløbetigennem,menDanielnævntedetikke.Denenestenogenlundetommefladevarvæggene,dervarnøgne,bortsetfraathanhavdesømmetnoglekortopoverdebyer,hanhavdeboeti–Jeru-

18Detstorehus


salem, Berlin, London, Barcelona – og på bestemte gader,hjørner og pladser havde han griflet noter ned, som jeg ikkeumiddelbart forstod, fordi de var på spansk, og det ville havevirket ubehøvlet at gå hen og forsøge at tyde dem, mens minvært og velgører lagde bestikket frem. Så jeg vendte opmærk-somheden mod møblerne eller det af dem, jeg kunne se underrodet – en sofa, et stort skrivebord af træ med masser af skuffer,nogle store, nogle små, et par bogreoler proppet med bøger påspansk, fransk og engelsk, og det fineste af dem, en slags kisteeller kuffert med jernbeslag, der så ud, som om den var blevetreddet op fra et sunket skib og havde fundet anvendelse somsofabord. Han måtte have erhvervet sig det hele brugt, intet afdet så nyt ud, men alle møblerne havde en fælles form forharmoni, og det at de var ved at bryde sammen under papirerog bøger, gjorde dem blot endnu mere tiltalende end det mod-satte. Pludselig følte jeg mig overvældet af taknemmelighedmod deres ejermand, som om det ikke blot var noget træ ogpolstring, han gav videre, men muligheden for et helt nyt liv,hvor han lod det være op til mig at vise mig situationen voksen.Jeg er flov over at sige, at mine øjne rent faktisk fyldtes af tårer,høje dommer, selvom tårerne, sådan som det så ofte er, ud-sprang af ældre, mere ubestemte sorger, som jeg havde udsat attænke over, og som den gave eller det lån, et fremmed men-neskes møbler var, på en eller anden måde havde rystet løs.

Vi må have talt sammen i mindst syv-otte timer. Måskemere. Det viste sig, at vi begge elskede Rilke. Vi kunne ogsåbegge to godt lide Auden, selvom jeg var den, der bedst kunnelide ham, og ingen af os brød os særligt om Yeats, men dettefølte vi os begge i hemmelighed skyldige over, hvis det nuskulle risikere at antyde en personlig brist det sted, hvor poe-sien lever og har vægt. Aftenens eneste disharmoniske øjeblikopstod, da jeg bragte emnet Neruda på banen, den eneste chi-lenske digter, jeg kendte, på hvilket Daniel reagerede med et

19Retten er sat


sagdePaultilham.Vallejohørtehamikke,oghanvarnødttilatgentagesigselvtogange.Digteren,derivirkelighedensverdenvardødsomseksogfyrreårig,ludfattigogunderetvoldsomtuvejr,præcissådansomhanhavdeforudsagt,forstodhamtilsidstognikkede.Førdegikindenforihuset,havdeVallejofortaltPaulenhistorieom,hvordanhansonkelplejedeatdyppefingreneimudderogtegneetmærkepåhanspande–dethavdenogetatgøremedaskeonsdag.Også,sagdeVal-lejo(sagdePaul),gjordehannoget,somjegaldrigheltfattede.ForatillustreredyppedeVallejotofingreimudderetogteg-nedeetoverskæghenoverPaulsoverlæbe.Delobegge.Gen-nemheledrømmen,sagdePaul,vardetmestslåendedensam-hørighed,dervarmellemdem,somomdehavdekendthin-andenimangeår.

NaturligvishavdePaultænktpåmig,dahanvågnede,fordavivarandetårsstuderendepåcollege,havdevimødthinan-dentiletkursusomavantgardedigtere.Vivarblevetvenner,fordivialtidvarenigemedhinandenitimerne,mensallean-dreblevmereogmerelidenskabeligtuenigemedos,jolæn-geresemesteretskredfrem,ogmedtidenformededersigmel-lemPaulogmigenalliance,somdetstadigefteralledisseår–fem–villeværemuligtatfoldeudogpustelivipåetøjeblik.Hanspurgte,hvordanjeghavdedet,hanhentydedetilbrud-det,somenellerandenmåttehavefortalthamom.Jegsagde,atjegvarokay,bortsetfraatjegmåsketroede,atmithårvarvedatfaldeaf.Jegfortaltehamogså,atudoverflygeletvarsofaen,stolene,sengenogenddabestikketforsvundetsammenmedR,fordijeg,dengangjegmødteham,mereellermindrelevedeienkuffert,hvorimodhanhavdeværetsomensid-dendeBuddhaomgivetafalledemøbler,hanhavdearveteftersinmor.Paulsagde,athanmåskekendteen,endigter,envensven,somskulletilbagetilChileogkunnehavebrugforetmidlertidigthjemtilsinemøbler.Enopringningblevforeta-

15 Rettenersat


boltene i et af dem, begyndte et andet at hyle, så jeg rendterundt med skruenøglen, og så havde jeg omkring en halv timesstilhed på den eneste stol, der var tilbage i lejligheden. I detmindste for en tid virkede det, som om det eneste, der fandtesi verden, var det langvarige regnvejr og nødvendigheden af atstramme boltene. Da det endelig klarede op, gik jeg mig entur. Alting var oversvømmet, og der var en fornemmelse af rofra alt det stille, spejlende vand. Jeg gik længe, mindst seks-syvtimer, gennem kvarterer, hvor jeg aldrig før havde været, ogsom jeg aldrig siden er kommet tilbage til. Da jeg nåede hjem,var jeg udmattet, men jeg følte, at jeg var blevet renset for eteller andet.

Hun vaskede blodet af mine hænder og gav mig en ren T-shirt,måske endda sin egen. Hun troede, at jeg var din kæreste,måske endda din kone. Endnu er der ingen, der er kommetefter dig. Jeg forlader ikke din side. Tal til ham.

Ikke længe efter blev R’s flygel hevet ud gennem det enormestuevindue og sænket ned, samme vej som det var kommet ind.Det var den sidste af hans ejendele, som forsvandt, og så længeflygelet havde stået der, var det, som om han ikke helt var væk.I de uger, hvor jeg boede alene med flygelet, inden de kom oghentede det, strøg jeg det blidt en gang imellem, når jeg gikforbi det, på samme måde som jeg havde strøget R.

Få dage senere ringede en af mine gamle venner ved navnPaul Alpers for at fortælle mig om en drøm, han havde haft. Idrømmen befandt han og den store digter César Vallejo sig i ethus på landet, et hus som havde tilhørt Vallejos familie, sidenhan var barn. Det var tomt, og alle væggene var malet i enblåhvid farve. Det samlede indtryk var meget fredfyldt, sagdePaul, og i drømmen syntes han, Vallejo var heldig at have så-dan et sted at arbejde. Det her ligner en ventesal til efterlivet,

14 Det store hus


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




digtere; det var et ord, vi reserverede til dem, hvis værker blevfundet værdige til udgivelse, ikke blot i et par obskure tids-skrifter, men i en rigtig bog, som kunne købes i en boghandel.Når jeg tænker tilbage på det nu, viser dette sig at være enpinligt konventionel definition af, hvad en digter er, og selvomPaul og jeg og andre, vi kendte, gjorde os til over, hvor litte-rært sofistikerede vi var, havde vi dengang stadigvæk vores am-bitioner intakte, og på visse måder blindede det os.

Daniel var treogtyve, et år yngre end mig, og selvom hanendnu ikke havde udgivet en digtsamling, virkede det, som omhan havde brugt tiden bedre eller mere fantasifuldt, eller må-ske kunne man sige, at han følte det som en nødvendighed atrejse, møde mennesker og opleve ting, hvilket, hver gang jeger stødt på det behov hos nogen, altid har gjort mig misunde-lig. Han havde rejst rundt i de seneste fire år, havde boet iforskellige byer, på gulvet i lejligheder hos mennesker, hanmødte undervejs, og somme tider i sine egne lejligheder, nårhan kunne overtale sin mor, eller måske var det hans bedste-mor, til at telegrafere ham nogle penge, men nu skulle hanlangt om længe hjem for at indtage sin plads blandt de venner,han havde kendt, fra han var barn, og som kæmpede for frihed,revolution eller i det mindste socialisme i Chile.

Aubergineretten var færdig, og mens Daniel dækkede bord,bad han mig kigge på møblerne. Lejligheden var lille, men denhavde et stort, sydvendt vindue, som alt lyset kom ind gennem.Det mest påfaldende ved stedet var rodet – papirer over helegulvet, kaffeplettede engangskrus, notesbøger, plastikposer,billige gummisko, plader og omslag hver for sig. Enhver an-den ville have følt sig tvunget til at sige: Undskyld rodet, ellerspøgt om horder af vilde dyr, der måtte være løbet igennem,men Daniel nævnte det ikke. Den eneste nogenlunde tommeflade var væggene, der var nøgne, bortset fra at han havdesømmet nogle kort op over de byer, han havde boet i – Jeru-

18 Det store hus


salem,Berlin,London,Barcelona–ogpåbestemtegader,hjørnerogpladserhavdehangrifletnoterned,somjegikkeumiddelbartforstod,fordidevarpåspansk,ogdetvillehavevirketubehøvletatgåhenogforsøgeattydedem,mensminværtogvelgørerlagdebestikketfrem.Såjegvendteopmærk-somhedenmodmøblerneellerdetafdem,jegkunneseunderrodet–ensofa,etstortskrivebordaftræmedmasserafskuffer,noglestore,noglesmå,etparbogreolerproppetmedbøgerpåspansk,franskogengelsk,ogdetfinesteafdem,enslagskisteellerkuffertmedjernbeslag,dersåud,somomdenvarblevetreddetopfraetsunketskiboghavdefundetanvendelsesomsofabord.Hanmåttehaveerhvervetsigdethelebrugt,intetafdetsånytud,menallemøblernehavdeenfællesformforharmoni,ogdetatdevarvedatbrydesammenunderpapirerogbøger,gjordedemblotendnumeretiltalendeenddetmod-satte.Pludseligføltejegmigovervældetaftaknemmelighedmodderesejermand,somomdetikkeblotvarnogettræogpolstring,hangavvidere,menmulighedenforetheltnytliv,hvorhanloddetværeoptilmigatvisemigsituationenvoksen.Jegerflovoveratsige,atmineøjnerentfaktiskfyldtesaftårer,højedommer,selvomtårerne,sådansomdetsåofteer,ud-sprangafældre,mereubestemtesorger,somjeghavdeudsatattænkeover,ogsomdengaveellerdetlån,etfremmedmen-neskesmøblervar,påenellerandenmådehavderystetløs.

Vimåhavetaltsammenimindstsyv-ottetimer.Måskemere.Detvistesig,atvibeggeelskedeRilke.VikunneogsåbeggetogodtlideAuden,selvomjegvarden,derbedstkunnelideham,ogingenafosbrødossærligtomYeats,mendettefølteviosbeggeihemmelighedskyldigeover,hvisdetnuskullerisikereatantydeenpersonligbristdetsted,hvorpoe-sienleverogharvægt.Aftenensenestedisharmoniskeøjeblikopstod,dajegbragteemnetNerudapåbanen,denenestechi-lenskedigter,jegkendte,påhvilketDanielreageredemedet

19 Rettenersat


sagde Paul til ham. Vallejo hørte ham ikke, og han var nødt tilat gentage sig selv to gange. Digteren, der i virkelighedensverden var død som seksogfyrreårig, ludfattig og under etvoldsomt uvejr, præcis sådan som han havde forudsagt, forstodham til sidst og nikkede. Før de gik indenfor i huset, havdeVallejo fortalt Paul en historie om, hvordan hans onkel plejedeat dyppe fingrene i mudder og tegne et mærke på hans pande– det havde noget at gøre med askeonsdag. Og så, sagde Val-lejo (sagde Paul), gjorde han noget, som jeg aldrig helt fattede.For at illustrere dyppede Vallejo to fingre i mudderet og teg-nede et overskæg hen over Pauls overlæbe. De lo begge. Gen-nem hele drømmen, sagde Paul, var det mest slående den sam-hørighed, der var mellem dem, som om de havde kendt hin-anden i mange år.

Naturligvis havde Paul tænkt på mig, da han vågnede, forda vi var andetårsstuderende på college, havde vi mødt hinan-den til et kursus om avantgardedigtere. Vi var blevet venner,fordi vi altid var enige med hinanden i timerne, mens alle an-dre blev mere og mere lidenskabeligt uenige med os, jo læn-gere semesteret skred frem, og med tiden formede der sig mel-lem Paul og mig en alliance, som det stadig efter alle disse år– fem – ville være muligt at folde ud og puste liv i på et øjeblik.Han spurgte, hvordan jeg havde det, han hentydede til brud-det, som en eller anden måtte have fortalt ham om. Jeg sagde,at jeg var okay, bortset fra at jeg måske troede, at mit hår varved at falde af. Jeg fortalte ham også, at ud over flygelet varsofaen, stolene, sengen og endda bestikket forsvundet sammenmed R, fordi jeg, dengang jeg mødte ham, mere eller mindrelevede i en kuffert, hvorimod han havde været som en sid-dende Buddha omgivet af alle de møbler, han havde arvet eftersin mor. Paul sagde, at han måske kendte en, en digter, en vensven, som skulle tilbage til Chile og kunne have brug for etmidlertidigt hjem til sine møbler. En opringning blev foreta-

15Retten er sat


bolteneietafdem,begyndteetandetathyle,såjegrendterundtmedskruenøglen,ogsåhavdejegomkringenhalvtimesstilhedpådenenestestol,dervartilbageilejligheden.Idetmindsteforentidvirkededet,somomdeteneste,derfandtesiverden,vardetlangvarigeregnvejrognødvendighedenafatstrammeboltene.Dadetendeligklaredeop,gikjegmigentur.Altingvaroversvømmet,ogdervarenfornemmelseafrofraaltdetstille,spejlendevand.Jeggiklænge,mindstseks-syvtimer,gennemkvarterer,hvorjegaldrigførhavdeværet,ogsomjegaldrigsidenerkommettilbagetil.Dajegnåedehjem,varjegudmattet,menjegfølte,atjegvarblevetrensetforetellerandet.

HunvaskedeblodetafminehænderoggavmigenrenT-shirt,måskeenddasinegen.Huntroede,atjegvardinkæreste,måskeenddadinkone.Endnuerderingen,dererkommetefterdig.Jegforladerikkedinside.Taltilham.

IkkelængeefterblevR’sflygelhevetudgennemdetenormestuevindueogsænketned,sammevejsomdetvarkommetind.Detvardensidsteafhansejendele,somforsvandt,ogsålængeflygelethavdeståetder,vardet,somomhanikkeheltvarvæk.Ideuger,hvorjegboedealenemedflygelet,indendekomoghentededet,strøgjegdetblidtengangimellem,nårjeggikforbidet,påsammemådesomjeghavdestrøgetR.

FådagesenereringedeenafminegamlevennervednavnPaulAlpersforatfortællemigomendrøm,hanhavdehaft.IdrømmenbefandthanogdenstoredigterCésarVallejosigiethuspålandet,ethussomhavdetilhørtVallejosfamilie,sidenhanvarbarn.Detvartomt,ogallevæggenevarmaletienblåhvidfarve.Detsamledeindtrykvarmegetfredfyldt,sagdePaul,ogidrømmensynteshan,Vallejovarheldigathaveså-danetstedatarbejde.Detherlignerenventesaltilefterlivet,

14Detstorehus


12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432




Han boede helt oppe i den nordlige del af byen på hjørnetaf 99th Street og Central Park West. På vejen standsede jeg forat besøge min bedstemor, som boede på et plejehjem på WestEnd Avenue. Hun genkendte mig ikke længere, men da jegførst var kommet mig over det, opdagede jeg, at jeg nød atvære sammen med hende. Vi sad normalt og diskuterede vejretpå otte-ni forskellige måder, inden vi gik videre til min bed-stefar, som ti år efter sin død stadig var et emne, der fascine-rede hende, som om hans liv, eller deres liv sammen, for hvertår, han var fraværende, blev en stadig større gåde for hende.Hun holdt af at sidde i sofaen og forundres over lobbyen. – Såalt dette tilhører mig? spurgte hun med jævne mellemrum ogvinkede med en gestus, der omfattede hele stedet – iklædt allesine smykker på en gang. Hver gang, jeg kom forbi, havde jegen chokolade-babka fra Zabar’s med til hende. Af høflighedspiste hun altid en lille smule, og kagen faldt i flager ned iskødet på hende og klistrede fast på hendes læber, og når jegvar gået, forærede hun resten til sygeplejerskerne.

Da jeg nåede 99th Street, trykkede Daniel Varsky mig ind.Mens jeg ventede på elevatoren i den snuskede forhal, slog detmig, at jeg måske ikke ville kunne lide møblerne, at de villevære mørke eller på anden måde knugende, og at det ville værefor sent at bakke ud på en elegant måde. Men tværtimod dahan åbnede døren, var lys mit første indtryk, så meget, at jegvar nødt til at knibe øjnene sammen, og et øjeblik kunne jegikke se hans ansigt, fordi det var i silhuet. Der var også en duftaf mad, som var ved at blive lavet, og senere viste det sig atvære en ret med auberginer, som han havde lært at lave i Israel.Da mine øjne først havde vænnet sig til lyset, blev jeg forbavsetover at se, at Daniel Varsky var ung. Jeg havde forventet en,der var ældre, fordi Paul havde sagt, at hans ven var digter, ogselvom vi begge to skrev digte, eller forsøgte at skrive digte,var vi altid omhyggelige med aldrig at referere til os selv som

17Retten er sat


vredesudbrud:Hvorforerdet,spurgtehan,atuansethvorenchilenertagerheniverden,såharNerudaoghansskidestrandskalleralleredeværetderogskabtetmonopol?Hanfastholdtmitblikogventedepå,atjegskullesigehamimod,ognetopdafikjegfornemmelsenaf,atdetder,hvorhankomfra,varalmindeligtattalesådan,somvitalte,ogenddaskæn-desompoesi,sådetnæstenudartedeivold,ogetøjeblikføltejegensomhedenstrejfemig.Menkunetkortøjeblik,såskyndtejegmigatundskyldeogsværgedehøjtoghelligtatlæsedenhitlisteoverchilenskedigtere,somhanskrevnedbagpåenpapirspose(hvorderøverstmedblokbogstaver,deroverskyggederesten,stodNicanorParra),ogdesudenaldrignogensindeigenatnævnenavnetNeruda,hverkenihansnær-værellernogensomhelstandres.

Vitaltederefterompolskpoesi,russiskpoesi,tyrkiskoggræskogargentinskpoesi,omSapphoogPasternaksfor-svundnenotesbøger,omUngarettisdød,WeldonKees’selv-mordogArthurCravansforsvinden,hvemDanielhævdedestadigvarilive,ogsomMexicoCitysluderetogsigaf.Mensommetider,ilavningenellerdalenmellemdenenevidtløf-tigesætningogdennæstegledenmørkskyhenoverhansansigt,tøvedeetøjeblik,somomdenkunneblivehængende,ogstrøgsåforbiogopløstesudeihjørnerneafstuen,ogideøjeblikkeføltejegnæsten,atjegburdevendemigbort,efter-somvipåtrodsafathavetaltmegetompoesiendnuikkehavdesagtretmegetomosselv.

PåettidspunktsprangDanielopoggikhenoggennem-rodedeskrivebordetmedalleskufferne,hanåbnedenogleoglukkedeandrepåjagtefterendigtcyklus,hanhavdeskrevet.DenhedGlemalthvadjegnogensindeharsagt,ellernogetidenretning,oghanhavdeselvoversatden.Hanrømmedesigogbegyndteatlæsehøjtmedenstemme,som,hvisdenvarkom-metfraenhveranden,kunnehavevirketaffekteretellerendda

20Detstorehus


get, og det blev bekræftet, at digteren Daniel Varsky ganskerigtigt havde nogle genstande, som han ikke vidste, hvad hanskulle stille op med, for han havde ikke lyst til at sælge dem itilfælde af, at han skiftede mening og besluttede at vende til-bage til New York. Paul gav mig hans nummer og sagde, atDaniel regnede med at høre fra mig. Jeg udsatte opringningennogle dage, mest fordi der var noget akavet ved at bede enfremmed om hans møbler, selv på trods af at vejen allerede varbanet, og også fordi jeg i den måned, der var gået, siden R ogalle hans mange ejendele forsvandt, var blevet vant til ikke athave noget. Der opstod kun problemer, når andre menneskerkom forbi, og jeg af udtrykket i min gæsts ansigt forstod, atlivsomstændighederne, mine livsomstændigheder, høje dom-mer, udefra så ynkværdige ud.

Da jeg til sidst ringede til Daniel Varsky, tog han telefonenefter et enkelt ring. I hans indledende hilsen, før han vidste,hvem der var i den anden ende, var der en forsigtighed, somjeg senere kom til at associere med Daniel Varsky og med chi-lenere generelt, hvor få jeg end har mødt. Det tog ham etøjeblik at finde ud af, hvem jeg var, et øjeblik inden der gik etlys op for ham, som afslørede mig som en vens ven og ikke eneller anden småskør kvinde, der ringede – det drejede sig omhans møbler? hun havde hørt, at han gerne ville af med dem?eller bare låne dem ud? – et øjeblik, hvor jeg overvejede atundskylde, lægge på og fortsætte sådan som jeg havde det, baremed en madras, køkkenredskaber af plastik og den enlige stol.Men da det lys først var gået op for ham (Nåh! Selvfølgelig!Undskyld! Det står alt sammen her og venter på dig), blev hansstemme på samme tid både blidere og højere, gav plads for enåbenhjertighed, som jeg også kom til at associere med DanielVarsky og i forlængelse heraf med alle, der kommer fra denspidse daggert rettet mod Antarktis’ hjerte, som Henry Kis-singer engang formulerede det.

16 Det store hus


RETTENERSATzz

zz

Taltilham.

Højedommer,Rogjegbrødmedhinandenivinteren1972,ellermåskeburdejegsige,athanbrødmedmig.Hansbegrun-delsevarvag,menhovedpunktetvar,athanhavdeethemme-ligtjeg,etkrysteragtigt,usseltjeg,somhanaldrigkunnevisemig,ogathanvarnødttilattrækkesigbortsometsygtdyr,indtilhankunneforbedresitjegogfådetoppådetniveau,somhanskønnedegjordedetværdigttilandresselskab.Jegskændtesmedham–jeghavdeværethanskæresteinæstentoår,hanshemmelighedervarmine,hvisdervarnogetgrusomtellerkrysteragtigtiham,villejegafallemenneskerhavevidstdet–mendetnyttedeikke.Treugerefterathanvarflyttet,fikjegetpostkortfraham(udenafsenderadresse),hvorderstod,athanfølte,atvoresbeslutning,somhankaldteden,hårdsomdenvar,havdeværetdenrigtige,ogjegmåttedaindrømmeoverformigselv,atvoresforholddefinitivtvarforbi.

Tingeneblevværreietstykketid,indendeblevbedre.Jegvilundladeatkommeindpådetogblotsige,atjegikkegikudenfor,ikkeengangforatbesøgeminbedstemor,ogjeglodhellerikkenogenkommeogbesøgemig.Deteneste,derhjalp,varmærkeligtnokdet,atdervaruvejriluften,ogderforvarjegnødttilheletidenatrenderundtilejlighedenmedensær,lillemessingskruenøgle,lavetmednetopdetformålatstrammeboltenepåbeggesideafdeantikkevinduesrammer–nårbolteneløsnedesiblæsevejr,hvinedevinduerne.Dervarseksvinduer,ognetopsomjegvarfærdigmedatstramme

1


12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432




digtere; det var et ord, vi reserverede til dem, hvis værker blevfundet værdige til udgivelse, ikke blot i et par obskure tids-skrifter, men i en rigtig bog, som kunne købes i en boghandel.Når jeg tænker tilbage på det nu, viser dette sig at være enpinligt konventionel definition af, hvad en digter er, og selvomPaul og jeg og andre, vi kendte, gjorde os til over, hvor litte-rært sofistikerede vi var, havde vi dengang stadigvæk vores am-bitioner intakte, og på visse måder blindede det os.

Daniel var treogtyve, et år yngre end mig, og selvom hanendnu ikke havde udgivet en digtsamling, virkede det, som omhan havde brugt tiden bedre eller mere fantasifuldt, eller må-ske kunne man sige, at han følte det som en nødvendighed atrejse, møde mennesker og opleve ting, hvilket, hver gang jeger stødt på det behov hos nogen, altid har gjort mig misunde-lig. Han havde rejst rundt i de seneste fire år, havde boet iforskellige byer, på gulvet i lejligheder hos mennesker, hanmødte undervejs, og somme tider i sine egne lejligheder, nårhan kunne overtale sin mor, eller måske var det hans bedste-mor, til at telegrafere ham nogle penge, men nu skulle hanlangt om længe hjem for at indtage sin plads blandt de venner,han havde kendt, fra han var barn, og som kæmpede for frihed,revolution eller i det mindste socialisme i Chile.

Aubergineretten var færdig, og mens Daniel dækkede bord,bad han mig kigge på møblerne. Lejligheden var lille, men denhavde et stort, sydvendt vindue, som alt lyset kom ind gennem.Det mest påfaldende ved stedet var rodet – papirer over helegulvet, kaffeplettede engangskrus, notesbøger, plastikposer,billige gummisko, plader og omslag hver for sig. Enhver an-den ville have følt sig tvunget til at sige: Undskyld rodet, ellerspøgt om horder af vilde dyr, der måtte være løbet igennem,men Daniel nævnte det ikke. Den eneste nogenlunde tommeflade var væggene, der var nøgne, bortset fra at han havdesømmet nogle kort op over de byer, han havde boet i – Jeru-

18 Det store hus


salem,Berlin,London,Barcelona–ogpåbestemtegader,hjørnerogpladserhavdehangrifletnoterned,somjegikkeumiddelbartforstod,fordidevarpåspansk,ogdetvillehavevirketubehøvletatgåhenogforsøgeattydedem,mensminværtogvelgørerlagdebestikketfrem.Såjegvendteopmærk-somhedenmodmøblerneellerdetafdem,jegkunneseunderrodet–ensofa,etstortskrivebordaftræmedmasserafskuffer,noglestore,noglesmå,etparbogreolerproppetmedbøgerpåspansk,franskogengelsk,ogdetfinesteafdem,enslagskisteellerkuffertmedjernbeslag,dersåud,somomdenvarblevetreddetopfraetsunketskiboghavdefundetanvendelsesomsofabord.Hanmåttehaveerhvervetsigdethelebrugt,intetafdetsånytud,menallemøblernehavdeenfællesformforharmoni,ogdetatdevarvedatbrydesammenunderpapirerogbøger,gjordedemblotendnumeretiltalendeenddetmod-satte.Pludseligføltejegmigovervældetaftaknemmelighedmodderesejermand,somomdetikkeblotvarnogettræogpolstring,hangavvidere,menmulighedenforetheltnytliv,hvorhanloddetværeoptilmigatvisemigsituationenvoksen.Jegerflovoveratsige,atmineøjnerentfaktiskfyldtesaftårer,højedommer,selvomtårerne,sådansomdetsåofteer,ud-sprangafældre,mereubestemtesorger,somjeghavdeudsatattænkeover,ogsomdengaveellerdetlån,etfremmedmen-neskesmøblervar,påenellerandenmådehavderystetløs.

Vimåhavetaltsammenimindstsyv-ottetimer.Måskemere.Detvistesig,atvibeggeelskedeRilke.VikunneogsåbeggetogodtlideAuden,selvomjegvarden,derbedstkunnelideham,ogingenafosbrødossærligtomYeats,mendettefølteviosbeggeihemmelighedskyldigeover,hvisdetnuskullerisikereatantydeenpersonligbristdetsted,hvorpoe-sienleverogharvægt.Aftenensenestedisharmoniskeøjeblikopstod,dajegbragteemnetNerudapåbanen,denenestechi-lenskedigter,jegkendte,påhvilketDanielreageredemedet

19 Rettenersat


sagde Paul til ham. Vallejo hørte ham ikke, og han var nødt tilat gentage sig selv to gange. Digteren, der i virkelighedensverden var død som seksogfyrreårig, ludfattig og under etvoldsomt uvejr, præcis sådan som han havde forudsagt, forstodham til sidst og nikkede. Før de gik indenfor i huset, havdeVallejo fortalt Paul en historie om, hvordan hans onkel plejedeat dyppe fingrene i mudder og tegne et mærke på hans pande– det havde noget at gøre med askeonsdag. Og så, sagde Val-lejo (sagde Paul), gjorde han noget, som jeg aldrig helt fattede.For at illustrere dyppede Vallejo to fingre i mudderet og teg-nede et overskæg hen over Pauls overlæbe. De lo begge. Gen-nem hele drømmen, sagde Paul, var det mest slående den sam-hørighed, der var mellem dem, som om de havde kendt hin-anden i mange år.

Naturligvis havde Paul tænkt på mig, da han vågnede, forda vi var andetårsstuderende på college, havde vi mødt hinan-den til et kursus om avantgardedigtere. Vi var blevet venner,fordi vi altid var enige med hinanden i timerne, mens alle an-dre blev mere og mere lidenskabeligt uenige med os, jo læn-gere semesteret skred frem, og med tiden formede der sig mel-lem Paul og mig en alliance, som det stadig efter alle disse år– fem – ville være muligt at folde ud og puste liv i på et øjeblik.Han spurgte, hvordan jeg havde det, han hentydede til brud-det, som en eller anden måtte have fortalt ham om. Jeg sagde,at jeg var okay, bortset fra at jeg måske troede, at mit hår varved at falde af. Jeg fortalte ham også, at ud over flygelet varsofaen, stolene, sengen og endda bestikket forsvundet sammenmed R, fordi jeg, dengang jeg mødte ham, mere eller mindrelevede i en kuffert, hvorimod han havde været som en sid-dende Buddha omgivet af alle de møbler, han havde arvet eftersin mor. Paul sagde, at han måske kendte en, en digter, en vensven, som skulle tilbage til Chile og kunne have brug for etmidlertidigt hjem til sine møbler. En opringning blev foreta-

15Retten er sat


bolteneietafdem,begyndteetandetathyle,såjegrendterundtmedskruenøglen,ogsåhavdejegomkringenhalvtimesstilhedpådenenestestol,dervartilbageilejligheden.Idetmindsteforentidvirkededet,somomdeteneste,derfandtesiverden,vardetlangvarigeregnvejrognødvendighedenafatstrammeboltene.Dadetendeligklaredeop,gikjegmigentur.Altingvaroversvømmet,ogdervarenfornemmelseafrofraaltdetstille,spejlendevand.Jeggiklænge,mindstseks-syvtimer,gennemkvarterer,hvorjegaldrigførhavdeværet,ogsomjegaldrigsidenerkommettilbagetil.Dajegnåedehjem,varjegudmattet,menjegfølte,atjegvarblevetrensetforetellerandet.

HunvaskedeblodetafminehænderoggavmigenrenT-shirt,måskeenddasinegen.Huntroede,atjegvardinkæreste,måskeenddadinkone.Endnuerderingen,dererkommetefterdig.Jegforladerikkedinside.Taltilham.

IkkelængeefterblevR’sflygelhevetudgennemdetenormestuevindueogsænketned,sammevejsomdetvarkommetind.Detvardensidsteafhansejendele,somforsvandt,ogsålængeflygelethavdeståetder,vardet,somomhanikkeheltvarvæk.Ideuger,hvorjegboedealenemedflygelet,indendekomoghentededet,strøgjegdetblidtengangimellem,nårjeggikforbidet,påsammemådesomjeghavdestrøgetR.

FådagesenereringedeenafminegamlevennervednavnPaulAlpersforatfortællemigomendrøm,hanhavdehaft.IdrømmenbefandthanogdenstoredigterCésarVallejosigiethuspålandet,ethussomhavdetilhørtVallejosfamilie,sidenhanvarbarn.Detvartomt,ogallevæggenevarmaletienblåhvidfarve.Detsamledeindtrykvarmegetfredfyldt,sagdePaul,ogidrømmensynteshan,Vallejovarheldigathaveså-danetstedatarbejde.Detherlignerenventesaltilefterlivet,

14Detstorehus


12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432




digtere;detvaretord,vireserveredetildem,hvisværkerblevfundetværdigetiludgivelse,ikkeblotietparobskuretids-skrifter,menienrigtigbog,somkunnekøbesienboghandel.Nårjegtænkertilbagepådetnu,viserdettesigatværeenpinligtkonventioneldefinitionaf,hvadendigterer,ogselvomPaulogjegogandre,vikendte,gjordeostilover,hvorlitte-rærtsofistikeredevivar,havdevidengangstadigvækvoresam-bitionerintakte,ogpåvissemåderblindededetos.

Danielvartreogtyve,etåryngreendmig,ogselvomhanendnuikkehavdeudgivetendigtsamling,virkededet,somomhanhavdebrugttidenbedreellermerefantasifuldt,ellermå-skekunnemansige,athanføltedetsomennødvendighedatrejse,mødemenneskerogopleveting,hvilket,hvergangjegerstødtpådetbehovhosnogen,altidhargjortmigmisunde-lig.Hanhavderejstrundtidesenestefireår,havdeboetiforskelligebyer,pågulvetilejlighederhosmennesker,hanmødteundervejs,ogsommetiderisineegnelejligheder,nårhankunneovertalesinmor,ellermåskevardethansbedste-mor,tilattelegraferehamnoglepenge,mennuskullehanlangtomlængehjemforatindtagesinpladsblandtdevenner,hanhavdekendt,frahanvarbarn,ogsomkæmpedeforfrihed,revolutionelleridetmindstesocialismeiChile.

Auberginerettenvarfærdig,ogmensDanieldækkedebord,badhanmigkiggepåmøblerne.Lejlighedenvarlille,mendenhavdeetstort,sydvendtvindue,somaltlysetkomindgennem.Detmestpåfaldendevedstedetvarrodet–papireroverhelegulvet,kaffeplettedeengangskrus,notesbøger,plastikposer,billigegummisko,pladerogomslaghverforsig.Enhveran-denvillehaveføltsigtvungettilatsige:Undskyldrodet,ellerspøgtomhorderafvildedyr,dermåtteværeløbetigennem,menDanielnævntedetikke.Denenestenogenlundetommefladevarvæggene,dervarnøgne,bortsetfraathanhavdesømmetnoglekortopoverdebyer,hanhavdeboeti–Jeru-

18Detstorehus


salem, Berlin, London, Barcelona – og på bestemte gader,hjørner og pladser havde han griflet noter ned, som jeg ikkeumiddelbart forstod, fordi de var på spansk, og det ville havevirket ubehøvlet at gå hen og forsøge at tyde dem, mens minvært og velgører lagde bestikket frem. Så jeg vendte opmærk-somheden mod møblerne eller det af dem, jeg kunne se underrodet – en sofa, et stort skrivebord af træ med masser af skuffer,nogle store, nogle små, et par bogreoler proppet med bøger påspansk, fransk og engelsk, og det fineste af dem, en slags kisteeller kuffert med jernbeslag, der så ud, som om den var blevetreddet op fra et sunket skib og havde fundet anvendelse somsofabord. Han måtte have erhvervet sig det hele brugt, intet afdet så nyt ud, men alle møblerne havde en fælles form forharmoni, og det at de var ved at bryde sammen under papirerog bøger, gjorde dem blot endnu mere tiltalende end det mod-satte. Pludselig følte jeg mig overvældet af taknemmelighedmod deres ejermand, som om det ikke blot var noget træ ogpolstring, han gav videre, men muligheden for et helt nyt liv,hvor han lod det være op til mig at vise mig situationen voksen.Jeg er flov over at sige, at mine øjne rent faktisk fyldtes af tårer,høje dommer, selvom tårerne, sådan som det så ofte er, ud-sprang af ældre, mere ubestemte sorger, som jeg havde udsat attænke over, og som den gave eller det lån, et fremmed men-neskes møbler var, på en eller anden måde havde rystet løs.

Vi må have talt sammen i mindst syv-otte timer. Måskemere. Det viste sig, at vi begge elskede Rilke. Vi kunne ogsåbegge to godt lide Auden, selvom jeg var den, der bedst kunnelide ham, og ingen af os brød os særligt om Yeats, men dettefølte vi os begge i hemmelighed skyldige over, hvis det nuskulle risikere at antyde en personlig brist det sted, hvor poe-sien lever og har vægt. Aftenens eneste disharmoniske øjeblikopstod, da jeg bragte emnet Neruda på banen, den eneste chi-lenske digter, jeg kendte, på hvilket Daniel reagerede med et

19Retten er sat


sagdePaultilham.Vallejohørtehamikke,oghanvarnødttilatgentagesigselvtogange.Digteren,derivirkelighedensverdenvardødsomseksogfyrreårig,ludfattigogunderetvoldsomtuvejr,præcissådansomhanhavdeforudsagt,forstodhamtilsidstognikkede.Førdegikindenforihuset,havdeVallejofortaltPaulenhistorieom,hvordanhansonkelplejedeatdyppefingreneimudderogtegneetmærkepåhanspande–dethavdenogetatgøremedaskeonsdag.Også,sagdeVal-lejo(sagdePaul),gjordehannoget,somjegaldrigheltfattede.ForatillustreredyppedeVallejotofingreimudderetogteg-nedeetoverskæghenoverPaulsoverlæbe.Delobegge.Gen-nemheledrømmen,sagdePaul,vardetmestslåendedensam-hørighed,dervarmellemdem,somomdehavdekendthin-andenimangeår.

NaturligvishavdePaultænktpåmig,dahanvågnede,fordavivarandetårsstuderendepåcollege,havdevimødthinan-dentiletkursusomavantgardedigtere.Vivarblevetvenner,fordivialtidvarenigemedhinandenitimerne,mensallean-dreblevmereogmerelidenskabeligtuenigemedos,jolæn-geresemesteretskredfrem,ogmedtidenformededersigmel-lemPaulogmigenalliance,somdetstadigefteralledisseår–fem–villeværemuligtatfoldeudogpustelivipåetøjeblik.Hanspurgte,hvordanjeghavdedet,hanhentydedetilbrud-det,somenellerandenmåttehavefortalthamom.Jegsagde,atjegvarokay,bortsetfraatjegmåsketroede,atmithårvarvedatfaldeaf.Jegfortaltehamogså,atudoverflygeletvarsofaen,stolene,sengenogenddabestikketforsvundetsammenmedR,fordijeg,dengangjegmødteham,mereellermindrelevedeienkuffert,hvorimodhanhavdeværetsomensid-dendeBuddhaomgivetafalledemøbler,hanhavdearveteftersinmor.Paulsagde,athanmåskekendteen,endigter,envensven,somskulletilbagetilChileogkunnehavebrugforetmidlertidigthjemtilsinemøbler.Enopringningblevforeta-

15 Rettenersat


boltene i et af dem, begyndte et andet at hyle, så jeg rendterundt med skruenøglen, og så havde jeg omkring en halv timesstilhed på den eneste stol, der var tilbage i lejligheden. I detmindste for en tid virkede det, som om det eneste, der fandtesi verden, var det langvarige regnvejr og nødvendigheden af atstramme boltene. Da det endelig klarede op, gik jeg mig entur. Alting var oversvømmet, og der var en fornemmelse af rofra alt det stille, spejlende vand. Jeg gik længe, mindst seks-syvtimer, gennem kvarterer, hvor jeg aldrig før havde været, ogsom jeg aldrig siden er kommet tilbage til. Da jeg nåede hjem,var jeg udmattet, men jeg følte, at jeg var blevet renset for eteller andet.

Hun vaskede blodet af mine hænder og gav mig en ren T-shirt,måske endda sin egen. Hun troede, at jeg var din kæreste,måske endda din kone. Endnu er der ingen, der er kommetefter dig. Jeg forlader ikke din side. Tal til ham.

Ikke længe efter blev R’s flygel hevet ud gennem det enormestuevindue og sænket ned, samme vej som det var kommet ind.Det var den sidste af hans ejendele, som forsvandt, og så længeflygelet havde stået der, var det, som om han ikke helt var væk.I de uger, hvor jeg boede alene med flygelet, inden de kom oghentede det, strøg jeg det blidt en gang imellem, når jeg gikforbi det, på samme måde som jeg havde strøget R.

Få dage senere ringede en af mine gamle venner ved navnPaul Alpers for at fortælle mig om en drøm, han havde haft. Idrømmen befandt han og den store digter César Vallejo sig i ethus på landet, et hus som havde tilhørt Vallejos familie, sidenhan var barn. Det var tomt, og alle væggene var malet i enblåhvid farve. Det samlede indtryk var meget fredfyldt, sagdePaul, og i drømmen syntes han, Vallejo var heldig at have så-dan et sted at arbejde. Det her ligner en ventesal til efterlivet,

14 Det store hus


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




Hanboedeheltoppeidennordligedelafbyenpåhjørnetaf99thStreetogCentralParkWest.Påvejenstandsedejegforatbesøgeminbedstemor,somboedepåetplejehjempåWestEndAvenue.Hungenkendtemigikkelængere,mendajegførstvarkommetmigoverdet,opdagedejeg,atjegnødatværesammenmedhende.Visadnormaltogdiskuteredevejretpåotte-niforskelligemåder,indenvigikvideretilminbed-stefar,somtiåreftersindødstadigvaretemne,derfascine-redehende,somomhansliv,ellerdereslivsammen,forhvertår,hanvarfraværende,blevenstadigstørregådeforhende.Hunholdtafatsiddeisofaenogforundresoverlobbyen.–Såaltdettetilhørermig?spurgtehunmedjævnemellemrumogvinkedemedengestus,deromfattedehelestedet–iklædtallesinesmykkerpåengang.Hvergang,jegkomforbi,havdejegenchokolade-babkafraZabar’smedtilhende.Afhøflighedspistehunaltidenlillesmule,ogkagenfaldtiflagernediskødetpåhendeogklistredefastpåhendeslæber,ognårjegvargået,foræredehunrestentilsygeplejerskerne.

Dajegnåede99thStreet,trykkedeDanielVarskymigind.Mensjegventedepåelevatorenidensnuskedeforhal,slogdetmig,atjegmåskeikkevillekunnelidemøblerne,atdevilleværemørkeellerpåandenmådeknugende,ogatdetvilleværeforsentatbakkeudpåenelegantmåde.Mentværtimoddahanåbnededøren,varlysmitførsteindtryk,såmeget,atjegvarnødttilatknibeøjnenesammen,ogetøjeblikkunnejegikkesehansansigt,fordidetvarisilhuet.Dervarogsåenduftafmad,somvarvedatblivelavet,ogsenerevistedetsigatværeenretmedauberginer,somhanhavdelærtatlaveiIsrael.Damineøjneførsthavdevænnetsigtillyset,blevjegforbavsetoveratse,atDanielVarskyvarung.Jeghavdeforventeten,dervarældre,fordiPaulhavdesagt,athansvenvardigter,ogselvomvibeggetoskrevdigte,ellerforsøgteatskrivedigte,varvialtidomhyggeligemedaldrigatrefereretilosselvsom

17 Rettenersat


vredesudbrud: Hvorfor er det, spurgte han, at uanset hvor enchilener tager hen i verden, så har Neruda og hans skidestrandskaller allerede været der og skabt et monopol? Hanfastholdt mit blik og ventede på, at jeg skulle sige ham imod,og netop da fik jeg fornemmelsen af, at det der, hvor han komfra, var almindeligt at tale sådan, som vi talte, og endda skæn-des om poesi, så det næsten udartede i vold, og et øjeblik føltejeg ensomheden strejfe mig. Men kun et kort øjeblik, såskyndte jeg mig at undskylde og sværgede højt og helligt atlæse den hitliste over chilenske digtere, som han skrev ned bagpå en papirspose (hvor der øverst med blokbogstaver, deroverskyggede resten, stod Nicanor Parra), og desuden aldrignogen sinde igen at nævne navnet Neruda, hverken i hans nær-vær eller nogen som helst andres.

Vi talte derefter om polsk poesi, russisk poesi, tyrkisk oggræsk og argentinsk poesi, om Sappho og Pasternaks for-svundne notesbøger, om Ungarettis død, Weldon Kees’ selv-mord og Arthur Cravans forsvinden, hvem Daniel hævdedestadig var i live, og som Mexico Citys ludere tog sig af. Mensomme tider, i lavningen eller dalen mellem den ene vidtløf-tige sætning og den næste gled en mørk sky hen over hansansigt, tøvede et øjeblik, som om den kunne blive hængende,og strøg så forbi og opløstes ude i hjørnerne af stuen, og i deøjeblikke følte jeg næsten, at jeg burde vende mig bort, efter-som vi på trods af at have talt meget om poesi endnu ikkehavde sagt ret meget om os selv.

På et tidspunkt sprang Daniel op og gik hen og gennem-rodede skrivebordet med alle skufferne, han åbnede nogle oglukkede andre på jagt efter en digtcyklus, han havde skrevet.Den hed Glem alt hvad jeg nogen sinde har sagt, eller noget i denretning, og han havde selv oversat den. Han rømmede sig ogbegyndte at læse højt med en stemme, som, hvis den var kom-met fra enhver anden, kunne have virket affekteret eller endda

20 Det store hus


get,ogdetblevbekræftet,atdigterenDanielVarskyganskerigtigthavdenoglegenstande,somhanikkevidste,hvadhanskullestilleopmed,forhanhavdeikkelysttilatsælgedemitilfældeaf,athanskiftedemeningogbesluttedeatvendetil-bagetilNewYork.Paulgavmighansnummerogsagde,atDanielregnedemedathøreframig.Jegudsatteopringningennogledage,mestfordidervarnogetakavetvedatbedeenfremmedomhansmøbler,selvpåtrodsafatvejenalleredevarbanet,ogogsåfordijegidenmåned,dervargået,sidenRogallehansmangeejendeleforsvandt,varblevetvanttilikkeathavenoget.Deropstodkunproblemer,nårandremenneskerkomforbi,ogjegafudtrykketimingæstsansigtforstod,atlivsomstændighederne,minelivsomstændigheder,højedom-mer,udefrasåynkværdigeud.

DajegtilsidstringedetilDanielVarsky,toghantelefonenefteretenkeltring.Ihansindledendehilsen,førhanvidste,hvemdervaridenandenende,varderenforsigtighed,somjegsenerekomtilatassocieremedDanielVarskyogmedchi-leneregenerelt,hvorfåjegendharmødt.Dettoghametøjeblikatfindeudaf,hvemjegvar,etøjeblikindendergiketlysopforham,somafsløredemigsomenvensvenogikkeenellerandensmåskørkvinde,derringede–detdrejedesigomhansmøbler?hunhavdehørt,athangernevilleafmeddem?ellerbarelånedemud?–etøjeblik,hvorjegovervejedeatundskylde,læggepåogfortsættesådansomjeghavdedet,baremedenmadras,køkkenredskaberafplastikogdenenligestol.Mendadetlysførstvargåetopforham(Nåh!Selvfølgelig!Undskyld!Detståraltsammenherogventerpådig),blevhansstemmepåsammetidbådeblidereoghøjere,gavpladsforenåbenhjertighed,somjegogsåkomtilatassocieremedDanielVarskyogiforlængelseherafmedalle,derkommerfradenspidsedaggertrettetmodAntarktis’hjerte,somHenryKis-singerengangformulerededet.

16Detstorehus


RETTEN ER SATz z

z z

Tal til ham.

Høje dommer, R og jeg brød med hinanden i vinteren 1972,eller måske burde jeg sige, at han brød med mig. Hans begrun-delse var vag, men hovedpunktet var, at han havde et hemme-ligt jeg, et krysteragtigt, usselt jeg, som han aldrig kunne visemig, og at han var nødt til at trække sig bort som et sygt dyr,indtil han kunne forbedre sit jeg og få det op på det niveau,som han skønnede gjorde det værdigt til andres selskab. Jegskændtes med ham – jeg havde været hans kæreste i næsten toår, hans hemmeligheder var mine, hvis der var noget grusomteller krysteragtigt i ham, ville jeg af alle mennesker have vidstdet – men det nyttede ikke. Tre uger efter at han var flyttet, fikjeg et postkort fra ham (uden afsenderadresse), hvor der stod,at han følte, at vores beslutning, som han kaldte den, hård somden var, havde været den rigtige, og jeg måtte da indrømmeover for mig selv, at vores forhold definitivt var forbi.

Tingene blev værre i et stykke tid, inden de blev bedre. Jegvil undlade at komme ind på det og blot sige, at jeg ikke gikudenfor, ikke engang for at besøge min bedstemor, og jeg lodheller ikke nogen komme og besøge mig. Det eneste, der hjalp,var mærkeligt nok det, at der var uvejr i luften, og derfor varjeg nødt til hele tiden at rende rundt i lejligheden med en sær,lille messingskruenøgle, lavet med netop det formål atstramme boltene på begge side af de antikke vinduesrammer– når boltene løsnedes i blæsevejr, hvinede vinduerne. Der varseks vinduer, og netop som jeg var færdig med at stramme

1


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




komisk med sit anstrøg af svag tremuleren, men når den komfra Daniel, virkede fuldstændig naturlig. Han undskyldte ikkeeller gemte sig bag siderne. Lige det modsatte. Han rettede sigop som en mast, som om han lånte energi fra digtet, og så opofte, så ofte at jeg begyndte at få en mistanke om, at han havdelært det, han havde skrevet, udenad. Det var i et af de øje-blikke, da vi mødtes i blikket hen over et ord, at det gik op formig, at han faktisk så ret godt ud. Han havde en stor næse, enstor, chilensk-jødisk næse, og store hænder med tynde fingre,og store fødder, men der var også noget sart over ham, nogetder havde at gøre med hans lange øjenvipper eller hans knog-ler. Digtet var godt, ikke fantastisk, men rigtig godt, eller må-ske var det endda bedre end godt, det var svært at sige udenselv at kunne læse det. Det virkede, som om det handlede omen pige, som havde knust hans hjerte, selvom det lige så godtkunne have været om en hund: Halvvejs igennem det tabte jegtråden og begyndte at tænke på, hvordan R altid plejede atvaske sine smalle fødder, inden han gik i seng, fordi gulvet ivores lejlighed var beskidt, og selvom han aldrig bad mig om atvaske mine, var det underforstået, eftersom lagnerne ville væreblevet beskidte, hvis jeg ikke gjorde det, hvilket ville have gjorthans egen afvaskning meningsløs. Jeg brød mig ikke om atsidde på kanten af badekarret eller stå ved håndvasken med detene knæ oppe ved øret og se det sorte snavs hvirvle rundt i dethvide porcelæn, men det var en af de utallige ting, man gør ilivet for at undgå et skænderi, og nu gav tanken om det mig lysttil at le eller måske kaste op.

På det tidspunkt var Daniel Varskys lejlighed blevet dunkelog undervandsagtig, eftersom solen var gået ned bag en byg-ning, og de skygger, der havde ligget skjult bag alting, be-gyndte at komme strømmende ud. Jeg kan huske, at der stodnogle meget store bøger i hans reol, fine bøger med høje lær-redsrygge. Jeg kan ikke huske nogen af titlerne, måske var de

21Retten er sat


vedroretpåmitlandsmørkeskib.Hanhavdeetmegetfrem-trædendeadamsæble,oghverganghansank,vippededetopognedihanshals,ognuvirkededet,somomdetheletidenvippede,sometæblesmidtudpåhavet.Jegvidsteikkeretmegetom,hvadderforegikiChile,idetmindsteikkeden-gang,ikkeendnu.Halvandetårsenere,efterPaulAlpershavdefortaltmig,atDanielVarskyvarblevethentetmidtomnattenafManuelContreras’hemmeligepoliti,vidstejegdet.Meniforåret1972,hvorjegsadihanslejlighedpå99thStreetiaftenenssidstelys,mensgeneralAugustoPinochetUgartesta-digvarendydig,krybendehærchef,somforsøgteatfåsinevennersbørntilatkaldesigTata,vidstejegikkeretmeget.

Detmærkeligeer,atjegikkehusker,hvordannatten(pådettidspunktvardetalleredeenumådeligstornatiNewYork)endte.Vimånaturligvishavesagtfarvel,hvorefterjegmåhaveforladthanslejlighed,ellermåskeforlodvidensammen,oghanfulgtemigtilsubway’enellerfikfatientaxitilmig,fordikvarteretogbyengenereltikkevarsikredengang.Jegharbareingenerindringomdet.Nogleugersenereankomenflyttebiltilminlejlighed,ogmændenelæssedemøblerneaf.PådettidspunktvarDanielVarskyalleredetagethjemtilChile.

Toårgik.Ibegyndelsenfikjegpostkort.Førstvardevarmeogenddajoviale:Altgårgodt.JegovervejeratmeldemigindiDetChilenskeHuleforskerselskab,menbarerolig,detkom-merikketilatforstyrremindigtning,omnogeterdetobe-stræbelserkomplementære.JegharmåskemulighedforatkommetilenmatematikforelæsningmedParra.Denpolitiskesituationerpåvejihelvede,hvisjegikkemeldermigindiHuleforskerselskabet,melderjegmigindiMIR.PasgodtpåLorcasskrivebord,endagkommerjegtilbageefterdet.Besos,D.V.Efterkuppetblevdedystre,ogsåblevdekryptiske,også,omkringethalvtårførjeghørte,athanvarforsvundet,holdtdeheltopmedatkomme.Jeggemtedemallesammenienaf

24Detstorehus



Indhold

I

RETTENERSAT13

ÆGTEGODHED65

SVØMMEHULLER97

LØGNEBØRNFORTÆLLER137

II

ÆGTEGODHED209

RETTENERSAT243

SVØMMEHULLER291

WEISZ343

1


12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432




dele af et flerbindsværk, men de virkede, som om de på en elleranden måde stod i en hemmelig forståelse med tusmørket. Detvar, som om væggene i lejligheden ligesom væggene i en bio-graf pludselig var dækket af stof for at forhindre lyden i atslippe ud eller andre lyde i at komme ind, og inde i det akva-rium, høje dommer, i det svage lys, var vi både publikum ogfilm på samme tid. Eller som om vi alene var blevet hugget løsfra øen og nu drev omkring på ukendte vande, sorte vande afuerkendelig dybde. Dengang blev jeg regnet for at være til-trækkende, nogle mennesker kaldte mig endda smuk, selvommin hud ikke var særlig pæn, og det var det, jeg bemærkede,når jeg så mig i spejlet, dette og et temmelig bestyrtet ansigts-udtryk, en svag panderynken, som jeg ikke havde vidst, at jeghavde. Men inden jeg blev kæreste med R, og også mens jegvar kæreste med ham, var der masser af mænd, som gjorde detklart, at de gerne ville være gået hjem sammen med mig, enenkelt nat eller længere, og da vi rejste os, Daniel og jeg, ogrykkede ind i stuen, spekulerede jeg på, hvad han syntes ommig.

Det var på det tidspunkt, han fortalte mig, at skrivebordetkortvarigt havde tilhørt Lorca. Jeg vidste ikke, om han lavedesjov, det virkede højst usandsynligt, at denne rejsende fraChile, som var yngre end jeg, kunne have fået fat i en så vær-difuld genstand, men jeg besluttede at regne med, at han mentedet alvorligt for at undgå at fornærme en, som ikke havde vistmig andet end venlighed. Da jeg spurgte, hvordan han havdefået det, trak han på skuldrene og sagde, at han havde købt det,men uddybede ikke. Jeg troede, han skulle til at sige: Og nugiver jeg det til dig, men det gjorde han ikke, han gav blot et afbenene et lille spark, ikke noget voldsomt spark, men blidt ogfuld af respekt, og gik videre.

Det var enten på det tidspunkt eller senere, at vi kyssede.

22 Det store hus


Hunsprøjtedeendnuendosismorfinindiditdropogfast-gjordeenløselektrodepåditbryst.Udenforvinduetvarda-genvedatgryoverJerusalem.EtkortøjeblikiagttoghunogjegdetgrønneskærfraditEKG,mensdetstegogfaldt.Såtrakhungardinetforoglodosværealene.

Voreskysvaretantiklimaks.Detvarikke,fordikyssetvardårligt,mendetvarblotendelaftegnsætningenivoreslangesamtale,enparentetiskbemærkning,derblevudtaltforatfor-sikrehinandenomvoresdybfølteenighed,etgensidigttilbudomkammeratskab,nogetderersåmegetsjældnereendsek-suellidenskabellerenddakærlighed.Danielslæbervarstørre,endjeghavdeventet,ikkestoreihansansigt,menstore,nårjeglukkedeøjnene,ogdeberørtemine,ogibrøkdelenafetsekundføltejegdet,somomdetogvejretframig.Detvarmereendsandsynligt,atdetblotvar,fordijegvarsåvanttilR’slæber,tynde,ikke-semitiskelæber,derofteblevblåikulden.MeddenenehåndklemteDanielVarskymitlår,ogjegrørtevedhanshår,derlugtedesomensnavsetflod.Jegtror,atvipådettidspunktvarnåetellervarvedatnåtilpolitikkenssum-pedeområde,ogDanielrasede,ibegyndelsenvredt,senerenæstenpågrådensrand,modNixonogKissingerogderessanktioneroghensynsløserænkespil,som,sagdehan,forsøgteatkvælealt,hvaddervarnytogungtogsmuktiChile,dethåbsomhavdebåretdoktorAllendehelevejentilMoneda-palad-set.Arbejderneslønskalstigemed50procent,sagdehan,ogdeteneste,desvinbekymrersigom,erdereskobberogderesmultinationalevirksomheder!Alenetankenomendemokra-tiskvalgt,marxistiskpræsidentfårdemtilatskideibukserne!Hvorforladerdeosikkeværeifred,såvikankommevideremedvoresliv,sagdehan,ogetøjeblikvarhansudtryknæstentryglendeellerbønfaldende,somomjegpåenellerandenmådehavdemagtoverdemoralskanløbnepersoner,derstod

23 Rettenersat


Iz z z z

z z z z



12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432




deleafetflerbindsværk,mendevirkede,somomdepåenellerandenmådestodienhemmeligforståelsemedtusmørket.Detvar,somomvæggeneilejlighedenligesomvæggeneienbio-grafpludseligvardækketafstofforatforhindrelydeniatslippeudellerandrelydeiatkommeind,ogindeidetakva-rium,højedommer,idetsvagelys,varvibådepublikumogfilmpåsammetid.Ellersomomvialenevarblevethuggetløsfraøenognudrevomkringpåukendtevande,sortevandeafuerkendeligdybde.Dengangblevjegregnetforatværetil-trækkende,noglemenneskerkaldtemigenddasmuk,selvomminhudikkevarsærligpæn,ogdetvardet,jegbemærkede,nårjegsåmigispejlet,detteogettemmeligbestyrtetansigts-udtryk,ensvagpanderynken,somjegikkehavdevidst,atjeghavde.MenindenjegblevkærestemedR,ogogsåmensjegvarkærestemedham,vardermasserafmænd,somgjordedetklart,atdegernevilleværegåethjemsammenmedmig,enenkeltnatellerlængere,ogdavirejsteos,Danielogjeg,ogrykkedeindistuen,spekuleredejegpå,hvadhansyntesommig.

Detvarpådettidspunkt,hanfortaltemig,atskrivebordetkortvarigthavdetilhørtLorca.Jegvidsteikke,omhanlavedesjov,detvirkedehøjstusandsynligt,atdennerejsendefraChile,somvaryngreendjeg,kunnehavefåetfatiensåvær-difuldgenstand,menjegbesluttedeatregnemed,athanmentedetalvorligtforatundgåatfornærmeen,somikkehavdevistmigandetendvenlighed.Dajegspurgte,hvordanhanhavdefåetdet,trakhanpåskuldreneogsagde,athanhavdekøbtdet,menuddybedeikke.Jegtroede,hanskulletilatsige:Ognugiverjegdettildig,mendetgjordehanikke,hangavblotetafbeneneetlillespark,ikkenogetvoldsomtspark,menblidtogfuldafrespekt,oggikvidere.

Detvarentenpådettidspunktellersenere,atvikyssede.

22Detstorehus


Hun sprøjtede endnu en dosis morfin ind i dit drop og fast-gjorde en løs elektrode på dit bryst. Uden for vinduet var da-gen ved at gry over Jerusalem. Et kort øjeblik iagttog hun ogjeg det grønne skær fra dit EKG, mens det steg og faldt. Såtrak hun gardinet for og lod os være alene.

Vores kys var et antiklimaks. Det var ikke, fordi kysset vardårligt, men det var blot en del af tegnsætningen i vores langesamtale, en parentetisk bemærkning, der blev udtalt for at for-sikre hinanden om vores dybfølte enighed, et gensidigt tilbudom kammeratskab, noget der er så meget sjældnere end sek-suel lidenskab eller endda kærlighed. Daniels læber var større,end jeg havde ventet, ikke store i hans ansigt, men store, nårjeg lukkede øjnene, og de berørte mine, og i brøkdelen af etsekund følte jeg det, som om de tog vejret fra mig. Det varmere end sandsynligt, at det blot var, fordi jeg var så vant til R’slæber, tynde, ikke-semitiske læber, der ofte blev blå i kulden.Med den ene hånd klemte Daniel Varsky mit lår, og jeg rørteved hans hår, der lugtede som en snavset flod. Jeg tror, at vi pådet tidspunkt var nået eller var ved at nå til politikkens sum-pede område, og Daniel rasede, i begyndelsen vredt, senerenæsten på grådens rand, mod Nixon og Kissinger og deressanktioner og hensynsløse rænkespil, som, sagde han, forsøgteat kvæle alt, hvad der var nyt og ungt og smukt i Chile, det håbsom havde båret doktor Allende hele vejen til Moneda-palad-set. Arbejdernes løn skal stige med 50 procent, sagde han, ogdet eneste, de svin bekymrer sig om, er deres kobber og deresmultinationale virksomheder! Alene tanken om en demokra-tisk valgt, marxistisk præsident får dem til at skide i bukserne!Hvorfor lader de os ikke være i fred, så vi kan komme videremed vores liv, sagde han, og et øjeblik var hans udtryk næstentryglende eller bønfaldende, som om jeg på en eller andenmåde havde magt over de moralsk anløbne personer, der stod

23Retten er sat


Izzzz

zzzz



1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




komiskmedsitanstrøgafsvagtremuleren,mennårdenkomfraDaniel,virkedefuldstændignaturlig.Hanundskyldteikkeellergemtesigbagsiderne.Ligedetmodsatte.Hanrettedesigopsomenmast,somomhanlånteenergifradigtet,ogsåopofte,såofteatjegbegyndteatfåenmistankeom,athanhavdelærtdet,hanhavdeskrevet,udenad.Detvarietafdeøje-blikke,davimødtesiblikkethenoveretord,atdetgikopformig,athanfaktisksåretgodtud.Hanhavdeenstornæse,enstor,chilensk-jødisknæse,ogstorehændermedtyndefingre,ogstorefødder,mendervarogsånogetsartoverham,nogetderhavdeatgøremedhanslangeøjenvipperellerhansknog-ler.Digtetvargodt,ikkefantastisk,menrigtiggodt,ellermå-skevardetenddabedreendgodt,detvarsværtatsigeudenselvatkunnelæsedet.Detvirkede,somomdethandledeomenpige,somhavdeknusthanshjerte,selvomdetligesågodtkunnehaveværetomenhund:Halvvejsigennemdettabtejegtrådenogbegyndteattænkepå,hvordanRaltidplejedeatvaskesinesmallefødder,indenhangikiseng,fordigulvetivoreslejlighedvarbeskidt,ogselvomhanaldrigbadmigomatvaskemine,vardetunderforstået,eftersomlagnernevilleværeblevetbeskidte,hvisjegikkegjordedet,hvilketvillehavegjorthansegenafvaskningmeningsløs.Jegbrødmigikkeomatsiddepåkantenafbadekarretellerståvedhåndvaskenmeddeteneknæoppevedøretogsedetsortesnavshvirvlerundtidethvideporcelæn,mendetvarenafdeutalligeting,mangørilivetforatundgåetskænderi,ognugavtankenomdetmiglysttilatleellermåskekasteop.

PådettidspunktvarDanielVarskyslejlighedblevetdunkelogundervandsagtig,eftersomsolenvargåetnedbagenbyg-ning,ogdeskygger,derhavdeliggetskjultbagalting,be-gyndteatkommestrømmendeud.Jegkanhuske,atderstodnoglemegetstorebøgerihansreol,finebøgermedhøjelær-redsrygge.Jegkanikkehuskenogenaftitlerne,måskevarde

21 Rettenersat


ved roret på mit lands mørke skib. Han havde et meget frem-trædende adamsæble, og hver gang han sank, vippede det opog ned i hans hals, og nu virkede det, som om det hele tidenvippede, som et æble smidt ud på havet. Jeg vidste ikke retmeget om, hvad der foregik i Chile, i det mindste ikke den-gang, ikke endnu. Halvandet år senere, efter Paul Alpers havdefortalt mig, at Daniel Varsky var blevet hentet midt om nattenaf Manuel Contreras’ hemmelige politi, vidste jeg det. Men iforåret 1972, hvor jeg sad i hans lejlighed på 99th Street iaftenens sidste lys, mens general Augusto Pinochet Ugarte sta-dig var en dydig, krybende hærchef, som forsøgte at få sinevenners børn til at kalde sig Tata, vidste jeg ikke ret meget.

Det mærkelige er, at jeg ikke husker, hvordan natten (på dettidspunkt var det allerede en umådelig stor nat i New York)endte. Vi må naturligvis have sagt farvel, hvorefter jeg må haveforladt hans lejlighed, eller måske forlod vi den sammen, oghan fulgte mig til subway’en eller fik fat i en taxi til mig, fordikvarteret og byen generelt ikke var sikre dengang. Jeg har bareingen erindring om det. Nogle uger senere ankom en flyttebiltil min lejlighed, og mændene læssede møblerne af. På dettidspunkt var Daniel Varsky allerede taget hjem til Chile.

To år gik. I begyndelsen fik jeg postkort. Først var de varmeog endda joviale: Alt går godt. Jeg overvejer at melde mig indi Det Chilenske Huleforskerselskab, men bare rolig, det kom-mer ikke til at forstyrre min digtning, om noget er de to be-stræbelser komplementære. Jeg har måske mulighed for atkomme til en matematikforelæsning med Parra. Den politiskesituation er på vej i helvede, hvis jeg ikke melder mig ind iHuleforskerselskabet, melder jeg mig ind i MIR. Pas godt påLorcas skrivebord, en dag kommer jeg tilbage efter det. Besos,D.V. Efter kuppet blev de dystre, og så blev de kryptiske, og så,omkring et halvt år før jeg hørte, at han var forsvundet, holdtde helt op med at komme. Jeg gemte dem alle sammen i en af

24 Det store hus



Indhold

I

RETTEN ER SAT 13

ÆGTE GODHED 65

SVØMMEHULLER 97

LØGNE BØRN FORTÆLLER 137

II

ÆGTE GODHED 209

RETTEN ER SAT 243

SVØMMEHULLER 291

WEISZ 343

1


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




TilSashaogCy



havdeendatter,ellerdenpludseligeforstørrelseafdentrage-die,jegsålængehavdebalanceretpåkantenaf,ellerenddavishedenom,atmitlangevogteransvarhavdenåetsinafslut-ning,menogsåfordiendelafmighavdeventetpåensådantelefonopringningiårevis,ognuvardentrodsdetsenetids-punktkommet.

Jegspurgte,hvordanhunhavdefundetmig.Jegbesluttedemigforatlede,sagdehun.MenhvorfravidsteDe,atDekunneledeeftermig?JegmødtekunDeresfarenenkeltgang,ogdetermegetlængesiden.Minmor,sagdehun.Jeghavdeingenanelseom,hvemhunhentydedetil.Hunsagde:Deskreven-gangetbrevtilhendeogspurgte,omhunhavdenogleafminfarsdigte.Nå,mendeterenlængerehistorie.JegkanfortælleDemomdet,nårjegmøderDem.(Selvfølgeligmåttevimø-des,hunvidsteganskeudmærket,atdet,hunskulletilatbedeom,ikkekunnenægteshende,menalligevelfikhendesselv-sikkerhedmigtilatstejle).IbrevetskrevDe,atDehavdehansskrivebord,sagdehun.HarDedetstadig?

Jegsåtværsgennemstuenpåskrivebordet,vedhvilketjeghavdeskrevetsyvromaner,ogpåhvisoverfladeilyskeglenfralampenlådebunkerafpapir,derskulleblivetildenottende.Enafskuffernestodenanelseåben,enudafdenittenskuffer,noglesmåognoglestore,ogdetgiknuopformig,netopsomdevarvedpludseligatblivetagetframig,atderesuligeantalogsærearrangementefterhåndenvarkommettilatangiveenslagsstyrendeomendgådefuldordenimitliv,enordensom,nårmitarbejdegikgodt,varafnæstenmystiskkarakter.Nit-tenskufferivarierendestørrelse,nogleunderbordpladenognogleoverden,hvishverdagsagtigebrug(frimærkerher,pa-pirklipsder)dækkedeoveretmegetmerekomplekstmønster,enplantegningoversindetskabtgennemtitusindvisafdagestanker,hvorjegstirredepådem,somomdeindeholdtkon-klusionenpåenstædigsætning,detendeligeudtryk,detradi-

28Detstorehus


skufferne i hans skrivebord. Jeg skrev ikke tilbage, for der varingen adresse at skrive tilbage til. I de år skrev jeg stadig digte,og jeg skrev et par stykker adresseret, eller dedikeret, til DanielVarsky. Min bedstemor døde og blev begravet for langt ude iforstæderne til, at der kom nogen forbi, jeg gik ud med en heldel mænd, flyttede lejlighed to gange og skrev min første ro-man ved Daniel Varskys skrivebord. Somme tider glemte jegham i flere måneder ad gangen. Jeg ved ikke, om jeg kendte tilVilla Grimaldi endnu, jeg havde næsten helt sikkert ikke hørtom 38 Calle Londres, Cuatro Alamos eller det Discoteca, derogså var kendt som Venda Sexy på grund af de seksuelle gru-somheder, der fandt sted der, og den høje musik, torturbød-lerne foretrak, men hvordan det end forholdt sig, vidste jegnok til, at jeg på andre tidspunkter, efter at være faldet i søvn påDaniels sofa, sådan som jeg ofte gjorde, havde mareridt om,hvad de gjorde ved ham. Somme tider kiggede jeg rundt påhans møbler, sofaen, skrivebordet, sofabordet, reolerne ogstolene og fyldtes af en knusende fortvivlelse og somme tiderblot en ubestemt tristhed, og somme tider sad jeg og så på dethele og blev overbevist om, at det i virkeligheden var en gåde,en som han havde efterladt til mig, og som jeg skulle løse.

Fra tid til anden har jeg mødt folk, for det meste chilenere,som kendte til eller havde hørt om Daniel Varsky. I en kortperiode efter hans død voksede hans omdømme, og han blevregnet blandt de martyrdigtere, som Pinochet havde gjorttavse. Men selvfølgelig havde dem, der torturerede og myr-dede Daniel, aldrig læst hans digte; det er muligt, at de ikkeengang vidste, at han overhovedet skrev digte. Nogle år efterhan forsvandt, skrev jeg med Paul Alpers’ hjælp breve til Da-niels venner og spurgte, om de havde nogle af hans digte, somde ville sende mig. Jeg havde en idé om, at jeg kunne få demudgivet et eller andet sted som en slags mindesmærke for ham.Men jeg fik kun et enkelt brev igen, et kort svar fra en gammel

25Retten er sat

1


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2





Takz z

z z

Jeg vil gerne takke Dorothy and Lewis B. Cullman Center forScholars and Writers på New York Public Library, Rona JaffeFoundation og American Academy i Berlin for deres varme ogstøtte og for at have givet mig et stille sted at arbejde, da jeghavde mest brug for det. Rafis fortælling om at se ud overingenmandsland i Jerusalem er fra Sophie Calles Eruv-pro-jekt. Beretningen om Jochanan ben Zakkai står i gæld til RichCohens Israel Is Real.


fangetafdødensuafvendelighed,mensandhedenom,hvorforjegholdtopmedatskrivedigte,erikkenogenafdisseting,ikkehelt,ikkepræcis,sandhedener,athvisjegkunneforklare,hvorforjegholdtopmedatskrivedigte,såvillejegmåskebegyndeatskrivedemigen.Det,jegsiger,er,atDanielVarskysskrivebord,somimereendfemogtyveårblevmitskrivebord,mindedemigomdisseting.Jeghavdealdrigsetmigselvsomandetendenmidlertidigvogteroggikudfra,atdervillekommeendag,hvorjegomendmedblandedefølelservilleblivebefrietformitansvarforatlevemedogvogteoverdemøbler,derhavdetilhørtminven,denafdødedigterDanielVarsky,ogatjegfradaafvilleværefritilatflytte,somjeghavdelysttil,måskeenddatiletandetland.Detvarikkelige-frem,fordimøblernehavdeholdtmigiNewYork,menhårdtpressetmåjegindrømme,atdetvardenundskyldning,jegialledeårhavdebrugtforatundgåatrejse,ogsålængeefterdetblevtydeligt,atbyenintethavdetilbagetilmig.Ogdadagenendeligkom,fikdetalligevelmitliv,hvorjegendeligvareneogiophøjetro,tilatslingre.

Detvari1999islutningenafmarts.Jegsadvedmitskri-vebordogarbejdede,datelefonenringede.Jeggenkendteikkestemmenidenandenende,derbadomattalemedmig.Jegbadkøligtomatfåbeskedom,hvemderringede.Igennemåreneharjeglærtatvogteovermitprivatliv,ikkefordiderersærligmange,derharprøvetattrængeindpådet(nogleerder),menfordidetatskrivekræver,atmanerbeskyttendeogubøjeligomkringsåmangeting,atenvisaprioriskuvillighedtilatværeimødekommendebredersigudoverselvdesitua-tioner,hvordenikkeernødvendig.Denungekvindesagde,atviikkekendtehinanden.Jegspurgte,hvorforhunringede.Jegtror,Dekendteminfar,sagdehun,DanielVarsky.

Vedlydenafhansnavnmærkedejegengysenløbeigennemmig,ikkeblotpågrundafchokketoveratopdage,atDaniel

27 Rettenersat


skolekammerat, som skrev, at han ikke havde nogen. Jeg måhave skrevet et eller andet i brevet om skrivebordet, ellers villeefterskriften have været for mærkelig: I øvrigt, stod der, såtvivler jeg på, at Lorca nogen sinde har ejet det skrivebord.Det var det hele. Jeg lagde brevet i skuffen sammen med Da-niels postkort. I et stykke tid overvejede jeg endda at skrive tilhans mor, men jeg endte med ikke at gøre det.

Der er gået mange år siden da. Jeg var gift i et stykke tid,men nu bor jeg alene igen, det er dog ikke ulykkeligt. Der erøjeblikke, hvor man bliver slået af en form for klarhed, ogpludselig kan man se gennem vægge ind i en anden dimension,som man har glemt eller valgt at ignorere for at kunne fort-sætte med at leve med de mange forskellige illusioner, der gørlivet, og især livet sammen med andre mennesker, muligt. Ogdet er dér, jeg var nået til, høje dommer. Hvis det ikke var forde begivenheder, jeg netop skal til at berette om, kunne jegsikkert have fortsat med ikke at tænke på Daniel Varsky ellerkun gøre det meget sjældent, selvom jeg stadig havde hansbogreoler, hans skrivebord og kisten fra den spanske galeoneller det bjærgede gods fra et forlis på åbent hav, som på ejen-dommelig vis bliver brugt som sofabord. Sofaen begyndte atrådne, jeg kan ikke huske præcis hvornår, men jeg var nødt tilat smide den ud. Til tider overvejede jeg at skille mig af medresten også. Når jeg var i et bestemt humør, mindede de migom ting, jeg hellere ville glemme. For eksempel bliver jegnogle gange spurgt af de journalister, der en gang imellemønsker at interviewe mig, hvorfor jeg holdt op med at skrivedigte. Enten siger jeg, at de digte, jeg skrev, ikke var gode,måske endda at de var forfærdelige, eller også siger jeg, at etdigt har et potentiale for perfektion, og at denne mulighed isidste ende gjorde mig tavs, eller somme tider siger jeg, at jegfølte mig fanget i de digte, jeg forsøgte at skrive, hvilket er detsamme som at sige, at man føler sig fanget i universet, eller

26 Det store hus


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2





Takzz

zz

JegvilgernetakkeDorothyandLewisB.CullmanCenterforScholarsandWriterspåNewYorkPublicLibrary,RonaJaffeFoundationogAmericanAcademyiBerlinforderesvarmeogstøtteogforathavegivetmigetstillestedatarbejde,dajeghavdemestbrugfordet.RafisfortællingomatseudoveringenmandslandiJerusalemerfraSophieCallesEruv-pro-jekt.BeretningenomJochananbenZakkaistårigældtilRichCohensIsraelIsReal.


fanget af dødens uafvendelighed, men sandheden om, hvorforjeg holdt op med at skrive digte, er ikke nogen af disse ting,ikke helt, ikke præcis, sandheden er, at hvis jeg kunne forklare,hvorfor jeg holdt op med at skrive digte, så ville jeg måskebegynde at skrive dem igen. Det, jeg siger, er, at Daniel Varskysskrivebord, som i mere end femogtyve år blev mit skrivebord,mindede mig om disse ting. Jeg havde aldrig set mig selv somandet end en midlertidig vogter og gik ud fra, at der villekomme en dag, hvor jeg om end med blandede følelser villeblive befriet for mit ansvar for at leve med og vogte over demøbler, der havde tilhørt min ven, den afdøde digter DanielVarsky, og at jeg fra da af ville være fri til at flytte, som jeghavde lyst til, måske endda til et andet land. Det var ikke lige-frem, fordi møblerne havde holdt mig i New York, men hårdtpresset må jeg indrømme, at det var den undskyldning, jeg ialle de år havde brugt for at undgå at rejse, også længe efter detblev tydeligt, at byen intet havde tilbage til mig. Og da dagenendelig kom, fik det alligevel mit liv, hvor jeg endelig var eneog i ophøjet ro, til at slingre.

Det var i 1999 i slutningen af marts. Jeg sad ved mit skri-vebord og arbejdede, da telefonen ringede. Jeg genkendte ikkestemmen i den anden ende, der bad om at tale med mig. Jegbad køligt om at få besked om, hvem der ringede. Igennemårene har jeg lært at vogte over mit privatliv, ikke fordi der ersærlig mange, der har prøvet at trænge ind på det (nogle erder), men fordi det at skrive kræver, at man er beskyttende ogubøjelig omkring så mange ting, at en vis apriorisk uvillighedtil at være imødekommende breder sig ud over selv de situa-tioner, hvor den ikke er nødvendig. Den unge kvinde sagde, atvi ikke kendte hinanden. Jeg spurgte, hvorfor hun ringede. Jegtror, De kendte min far, sagde hun, Daniel Varsky.

Ved lyden af hans navn mærkede jeg en gysen løbe igennemmig, ikke blot på grund af chokket over at opdage, at Daniel

27Retten er sat


skolekammerat,somskrev,athanikkehavdenogen.Jegmåhaveskrevetetellerandetibrevetomskrivebordet,ellersvilleefterskriftenhaveværetformærkelig:Iøvrigt,stodder,såtvivlerjegpå,atLorcanogensindeharejetdetskrivebord.Detvardethele.JeglagdebrevetiskuffensammenmedDa-nielspostkort.Ietstykketidovervejedejegenddaatskrivetilhansmor,menjegendtemedikkeatgøredet.

Derergåetmangeårsidenda.Jegvargiftietstykketid,mennuborjegaleneigen,deterdogikkeulykkeligt.Dererøjeblikke,hvormanbliverslåetafenformforklarhed,ogpludseligkanmansegennemvæggeindienandendimension,sommanharglemtellervalgtatignorereforatkunnefort-sættemedatlevemeddemangeforskelligeillusioner,dergørlivet,ogisærlivetsammenmedandremennesker,muligt.Ogdeterdér,jegvarnåettil,højedommer.Hvisdetikkevarfordebegivenheder,jegnetopskaltilatberetteom,kunnejegsikkerthavefortsatmedikkeattænkepåDanielVarskyellerkungøredetmegetsjældent,selvomjegstadighavdehansbogreoler,hansskrivebordogkistenfradenspanskegaleonellerdetbjærgedegodsfraetforlispååbenthav,sompåejen-dommeligvisbliverbrugtsomsofabord.Sofaenbegyndteatrådne,jegkanikkehuskepræcishvornår,menjegvarnødttilatsmidedenud.Tiltiderovervejedejegatskillemigafmedrestenogså.Nårjegvarietbestemthumør,mindededemigomting,jeghellerevilleglemme.Foreksempelbliverjegnoglegangespurgtafdejournalister,derengangimellemønskeratinterviewemig,hvorforjegholdtopmedatskrivedigte.Entensigerjeg,atdedigte,jegskrev,ikkevargode,måskeenddaatdevarforfærdelige,ellerogsåsigerjeg,atetdigtharetpotentialeforperfektion,ogatdennemulighedisidsteendegjordemigtavs,ellersommetidersigerjeg,atjegføltemigfangetidedigte,jegforsøgteatskrive,hvilketerdetsammesomatsige,atmanfølersigfangetiuniverset,eller

26Detstorehus


12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432




Til Sasha og Cy



havde en datter, eller den pludselige forstørrelse af den trage-die, jeg så længe havde balanceret på kanten af, eller enddavisheden om, at mit lange vogteransvar havde nået sin afslut-ning, men også fordi en del af mig havde ventet på en sådantelefonopringning i årevis, og nu var den trods det sene tids-punkt kommet.

Jeg spurgte, hvordan hun havde fundet mig. Jeg besluttedemig for at lede, sagde hun. Men hvorfra vidste De, at De kunnelede efter mig? Jeg mødte kun Deres far en enkelt gang, og deter meget længe siden. Min mor, sagde hun. Jeg havde ingenanelse om, hvem hun hentydede til. Hun sagde: De skrev en-gang et brev til hende og spurgte, om hun havde nogle af minfars digte. Nå, men det er en længere historie. Jeg kan fortælleDem om det, når jeg møder Dem. (Selvfølgelig måtte vi mø-des, hun vidste ganske udmærket, at det, hun skulle til at bedeom, ikke kunne nægtes hende, men alligevel fik hendes selv-sikkerhed mig til at stejle). I brevet skrev De, at De havde hansskrivebord, sagde hun. Har De det stadig?

Jeg så tværs gennem stuen på skrivebordet, ved hvilket jeghavde skrevet syv romaner, og på hvis overflade i lyskeglen fralampen lå de bunker af papir, der skulle blive til den ottende.En af skufferne stod en anelse åben, en ud af de nitten skuffer,nogle små og nogle store, og det gik nu op for mig, netop somde var ved pludselig at blive taget fra mig, at deres ulige antalog sære arrangement efterhånden var kommet til at angive enslags styrende om end gådefuld orden i mit liv, en orden som,når mit arbejde gik godt, var af næsten mystisk karakter. Nit-ten skuffer i varierende størrelse, nogle under bordpladen ognogle over den, hvis hverdagsagtige brug (frimærker her, pa-pirklips der) dækkede over et meget mere komplekst mønster,en plantegning over sindet skabt gennem titusindvis af dagestanker, hvor jeg stirrede på dem, som om de indeholdt kon-klusionen på en stædig sætning, det endelige udtryk, det radi-

28 Det store hus


skufferneihansskrivebord.Jegskrevikketilbage,fordervaringenadresseatskrivetilbagetil.Ideårskrevjegstadigdigte,ogjegskrevetparstykkeradresseret,ellerdedikeret,tilDanielVarsky.Minbedstemordødeogblevbegravetforlangtudeiforstædernetil,atderkomnogenforbi,jeggikudmedenheldelmænd,flyttedelejlighedtogangeogskrevminførstero-manvedDanielVarskysskrivebord.Sommetiderglemtejeghamifleremånederadgangen.Jegvedikke,omjegkendtetilVillaGrimaldiendnu,jeghavdenæstenheltsikkertikkehørtom38CalleLondres,CuatroAlamosellerdetDiscoteca,derogsåvarkendtsomVendaSexypågrundafdeseksuellegru-somheder,derfandtstedder,ogdenhøjemusik,torturbød-lerneforetrak,menhvordandetendforholdtsig,vidstejegnoktil,atjegpåandretidspunkter,efteratværefaldetisøvnpåDanielssofa,sådansomjegoftegjorde,havdemareridtom,hvaddegjordevedham.Sommetiderkiggedejegrundtpåhansmøbler,sofaen,skrivebordet,sofabordet,reolerneogstoleneogfyldtesafenknusendefortvivlelseogsommetiderblotenubestemttristhed,ogsommetidersadjegogsåpådetheleogblevoverbevistom,atdetivirkelighedenvarengåde,ensomhanhavdeefterladttilmig,ogsomjegskulleløse.

Fratidtilandenharjegmødtfolk,fordetmestechilenere,somkendtetilellerhavdehørtomDanielVarsky.Ienkortperiodeefterhansdødvoksedehansomdømme,oghanblevregnetblandtdemartyrdigtere,somPinochethavdegjorttavse.Menselvfølgelighavdedem,dertortureredeogmyr-dedeDaniel,aldriglæsthansdigte;determuligt,atdeikkeengangvidste,athanoverhovedetskrevdigte.Nogleårefterhanforsvandt,skrevjegmedPaulAlpers’hjælpbrevetilDa-nielsvennerogspurgte,omdehavdenogleafhansdigte,somdevillesendemig.Jeghavdeenidéom,atjegkunnefådemudgivetetellerandetstedsomenslagsmindesmærkeforham.Menjegfikkunetenkeltbrevigen,etkortsvarfraengammel

25 Rettenersat

1


12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432

12345

5432




DetStoreHus


ikkenogetuopretteligtproblem.Imorgentidlig,besluttedejeg,villejeggåudogkøbeetnytskrivebord.

Klokkenvarovermidnat,dajegendeligfaldtisøvn,ogsomaltid,nårjeggårisengvikletindienellerandenvanskelighed,varminsøvnuregelmæssig,ogminedrømmevarlevende.Mendadetblevmorgen,kunnejegpåtrodsafenforsvin-dendefornemmelseafatværeblevettrukketgennemetellerandetstorslåetikkehuskeandetendetbrudstykke–enmand,derstodudenforminejendomogvarvedatfryseihjelideniskoldevind,derblæsernedgennemHudsonkorridorenfraCanada,fraselvepolarcirklen,ogsom,dajegkomforbi,badmigomattrækkeienrødtråd,derhangudafmundenpåham.Jeggjorde,hvadhanbadom,intimideretafpressetomatgøregodt,mendajegtraktil,fortsattetrådenmedathobesigopforminefødder.Daminearmeblevtrætte,bjæffedemandenadmig,atjegskullefortsættemedattrække,indtilvibeggetoefteretstykketid,dervarsammenpresset,sådansomdetkunkanforekommeidrømme,blevoverbevistom,atderlånogetafgørendeforendenafdentråd;ellermåskevardetkunmig,derhavdedenluksus,atjegkunnetropådetellerladevære,mensdetforhamvaretspørgsmålomlivellerdød.

Næstedaggikjegikkeudogkiggedeefteretnytskrive-bord,oghellerikkedagenefterigen.Nårjegsattemigtilatarbejde,varjegikkealeneudeafstandtilatmønstredennød-vendigekoncentration,mennårjegsåhenoverdesider,jegalleredehavdeskrevet,syntesjeg,ordenevirkedeoverflødige,desavnedelivogautenticitetoghavdeingentvingendenød-vendighedbagsig.Det,somjeghåbedehavdeværetetsofi-stikeretkunstgrebbenyttetafdenallerfinesteskønlitteratur,kunnejegnuse,blotvaretganskealmindeligtkunstgreb,etderbliveranvendtforatafledeopmærksomhedenfranoget,derisidsteendeeroverfladisk,snarereenddetafslørerdetilintetgørendedybderunderaltingsoverflade.Det,jegtro-

32Detstorehus


kale brud med alt, hvad jeg nogen sinde havde skrevet, somlangt om længe ville føre til den bog, jeg altid havde ønsketmig, og som det aldrig var lykkedes mig at skrive. De skufferrepræsenterede en særegen, dybtliggende logik, et bevidst-hedsmønster, som ikke kunne artikuleres på anden måde endnetop gennem deres antal og arrangement. Eller lægger jegfor meget i det?

Min stol var vendt lidt væk og stod og ventede på, at jegskulle komme hen og dreje den tilbage i retstilling. Sådan enaften ville jeg måske være blevet oppe den halve nat for atarbejde, jeg ville have skrevet og stirret ud på Hudsonflodensmørke, så længe energien og klarheden holdt. Der var ingen tilat kalde mig ind i seng, ingen til at kræve, at mit livs rytmerfungerede som en duet, ingen mod hvem jeg var nødt til atbøje mig. Havde det været en næsten hvilken som helst anden,der havde ringet, ville jeg efter at have lagt på være vendt til-bage til det skrivebord, som jeg i løbet af to og et halvt årti varvokset fysisk rundt om; min kropsholdning var formet vedigennem mange år at have lænet mig ind over det og passetmig til efter det.

Et øjeblik overvejede jeg at sige, at jeg havde foræret detvæk eller smidt det ud. Eller simpelthen fortælle pigen, at huntog fejl: Jeg havde aldrig haft hendes fars skrivebord i minbesiddelse. Hendes håb var tentativt, hun havde tilbudt mig enudvej – Har De det stadig? Hun ville være blevet skuffet, menjeg ville ikke have taget noget fra hende, i det mindste ikkenoget, hun nogen sinde havde haft. Og jeg kunne have fortsatmed at skrive ved skrivebordet i endnu femogtyve eller trediveår, eller hvor lang tid min hjerne stadig var frisk, og den indrenødvendighed ikke blev mindre.

Men i stedet sagde jeg til hende, uden at standse op ogoverveje følgerne, at ja, jeg havde det. Jeg har tænkt tilbage ogspekuleret på, hvorfor jeg så hastigt ytrede de ord, der næsten

29Retten er sat

1


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2




Afsammeforfatter

Kærlighedenshistorie


Nicole Krauss

Det Store Husz z z z

z z z z

Roman

På dansk ved Juliane Wammen

Gyldendal


Efterhunhavdelagtpå,gikjegudikøkkenetefteretglasvand.Dajegkomtilbagetilværelset–enstue,jegbrugtetilarbejdsværelse,fordijegikkehavdebrugforenstue–gikjegoverogsattemigvedskrivebordet,somomintethavdefor-andretsig.Mendetvarderselvfølgelignoget,derhavde,ogdajegsåpåcomputerskærmenogdensætning,jeghavdeforladt,datelefonenringede,vidstejeg,atdetvilleværeumuligtatkommevideredenaften.

Jegrejstemigoggikovertilminlænestol.Jegsamlededenbogop,derlåpåsidebordet,menopdagede,temmeliguka-rakteristisk,atminetankergikpåafveje.Jegstirredetværsoverværelsetpåskrivebordet,sådansomjeghavdestirretpådetutalligeaftener,nårjegnåedeetdødtpunkt,menikkevarparattilatkapitulere.Nej,jegnærerikkenogenmystiskeideeromdetatskrive,højedommer,deteretarbejdeligesomet-hvertandet;litteraturensmagt,sådanharjegaltidtænkt,lig-geri,hvorbevidstdetatskrivedener.Somsådanharjegaldrigabonneretpåideenom,atforfatterenharbrugforetellerandetsærligtritualforatkunneskrive.Hvisjegskulle,kunnejegskrivenæstenhvorsomhelst,ligesågerneienashramsompåenoverfyldtcafé,detharjegihvertfaldaltidinsisteretpå,nårjegbliverspurgt,omjegskrivermedpenellerpåcompu-ter,omformiddagenelleromaftenen,aleneelleromgivetaffolk,isadlensomGoethe,ståendesomHemingway,liggendesomTwain,ogsåvidere,somomdervarenhemmelighedveddethele,somkunnesprængelåsentildenboks,hvoriromanenligger,fuldtfærdigogparattiludgivelse,åbenbartsvævendeetstedindeniosalle.Nej,detjegvarfortvivletoveratmiste,vardevelkendterammerommitarbejde;detvarsentimentalite-ten,dertalte,intetandet.

Detvaretmindretilbageslag.Derhangnogetmelankolskoverheleaffæren,enmelankoli,somvarbegyndtmedhisto-rienomDanielVarsky,mensomnutilhørtemig.Mendetvar

31 Rettenersat


øjeblikkeligt afsporede mit liv. Og selvom det indlysende svarer, at det var det gode og endda det rigtige at gøre, høje dom-mer, så vidste jeg, at det ikke var grunden til, at jeg sagde det.Jeg har gjort mennesker, som jeg har elsket, langt mere alvor-ligt uret for mit arbejdes skyld, og den person, der her bad migom noget, var en fuldkommen fremmed. Nej, jeg gik med tildet af samme grund, som jeg ville have skrevet det i en historie:Fordi det at sige ja virkede uundgåeligt.

Jeg vil gerne have det, sagde hun. Selvfølgelig, svarede jeg,og uden at standse op og give mig selv et øjeblik til at skiftemening spurgte jeg hende, hvornår hun ville komme og hentedet. Jeg er kun i New York en uge mere, sagde hun. Hvad medlørdag? Det ville, regnede jeg ud, give mig fem dage meresammen med skrivebordet. Fint, sagde jeg, selvom der ikkekunne have været en større uoverensstemmelse mellem mitskødesløse tonefald og den fortvivlede følelse, der begyndte atgribe mig, mens jeg talte. Jeg har også nogle enkelte andremøbler, som tilhørte Deres far. De må få dem alle.

Inden hun lagde på, bad jeg om hendes navn. Leah, sagdehun. Leah Varsky? Nej, sagde hun, Weisz. Og så forklaredehun nøgternt, at hendes mor, som var israeler, havde boet iSantiago i begyndelsen af halvfjerdserne. Hun havde haft enkortvarig affære med Daniel i tiden omkring militærkuppet oghavde kort tid derefter forladt landet. Da Leahs mor fandt udaf, at hun var gravid, skrev hun til Daniel. Hun hørte aldrig fraham; han var allerede blevet arresteret.

Da det i den stilhed, der fulgte, blev tydeligt, at vi var løbettør for alle de små overkommelige samtalebidder og kun havdede stykker tilbage, der var for uhåndterlige til sådan en opring-ning, sagde jeg, ja, jeg har passet på skrivebordet længe. Jeg haraltid regnet med, at en eller anden ville komme efter det endag, sagde jeg til hende, selvom jeg selvfølgelig ville have for-søgt at give det tilbage tidligere, hvis jeg havde vidst besked.

30 Det store hus


1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2

1 2 3 4 5

5 4 3 2



det store hus

Documents