Digitaliseret af / Digitised by

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

w T I L M I T F O L K

UNDER VERDENSKRIGEN

AF

VIGGO HANSEN SOGNEPRÆST 1 TESTRUP

I

I KOMMISSION HOS

DET SCHØNBERGSKE FORLAG

KØBENHAVN

VERDENSKRIGEN 1914-18 <?

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019372996

olZo

T I L M I T F O L K UNDER VERDENSKRIGEN

AF

VIGGO HANSEN SOGNEPRÆST I TESTRUP

I KOMMISSION HOS

DET SCHØNBERGSKE FORLAG

KØBENHAVN

C0HEN8 BOGTRYKKERIER

(GEORG A. BACH)

DER hænger en knugende Uvejrssky ud over Europas Lande,

der ruller et dundrende, bragende Gny med Genlyd til fjerne Strande, og Lynet slaar ned over By ved By og tænder Brande hver Dag paa ny, saa Tomterne ligger og ryger, og hen over Markerne fyger en Hagel af Jern og Bly.

Der lyder en sært forvirret Larm af mange Tusinde Røster; hujende Skrig af Had og Harm, jamrende Suk fra smertefyldt Barm — en Udsæd kastes med væbnet Arm, og Døden gaar efter og høster.

4

Hør, hvor de raaber, de stormende Skarer,

som styrter mod Løbegravene hen og frem imod Skanserne farer, vilde af Kampens flammende Mod. — Hør, hvor de stønner, de saarede Mænd,

som ligger med knuste Lemmer

og svømmer i deres Blod. Hør, hvor de raller med bristende Stemmer,

de, som til Døden fik nok og synker til Jorden med blegnende Kinder,

mange, mange i Flok. — Hør, hvor de klager, de ensomme Kvinder, hvis Mænd og Sønner i Døden blev sendt, og de, hvis Hjem blev hærget og brændt,

saa næppe et Ly de finder.

Et tusindfoldigt, forfærdende Kor — det er, som om Verden sig vaander under en Syndflod af Vold og Mord; det er, som om Helvedes Aander

var sluppet løs over Jord.

* * *

Men Du, mit lille Fædreland,

Du Plet i Nørreled, end gik Du fri for Krigens Brand,

end ligger Du i Fred. Du danske Folk, o, tak da Gud for hver en Dag, der gaar,

5

hvor ej der kommer Fejdebud og Fjender om Dig staar. Hvor længe varer vel din Ro for Uvejrsstormens Sus? hvor længe faar Du Lov at bo fri i dit eget Hus?

Hvert Folk er truet paa sit Hjem, og ingen, ingen ved,

hvad Morgendagen har i Gem, hvor Tordenskyen ruller frem og Lynene slaar ned.

Naar Strømmen bryder ny sin Vej, den stærke, vilde Flom, hvorhen den vælter, ved vi ej, men vel, hvorfra den kom.

Saa og den Strøm af Ufærd ond, som over Lande gaar og øder til den bare Bund alt, hvad den blot formaar: hvorfra den kommer, viser grant de Spor, den efterlod; det Afgrundsdyb, hvoraf den randt, hvor den sin Ondskabs Vælde vandt, de peger klart imod.

Det er et sandt og sikkert Ord, at Syndens Sold er Død; saa følger og i Syndens Spor al Verdens Sorg og Nød.

6

Thi som Du saar, Du høste maa — det Ord faar ogsaa Ret — og vil den onde Sæd Du saa,

bli'r Høsten ogsaa slet. Og det, som gennemryster nu

den hele Verdens Sind, det prente skal med al sin Gru

i alles Hjerter ind et Alvorsord med Klem og Fynd

om Livets strenge Tugt: Det er en Sæd af Folkesynd,

der bær' sin bitre Frugt. Hvor Mennesker Guds Love brød,

gaar Synd og Død paa Rad; og Folkesynd og Folkedød,

de følges ogsaa ad. Den Strøm af Synd mod Livets Gud, af Haan og Trods imod hans Bud,

som gennem Verden gaar, den er det, som sin Bølge ud

nu over Jorden slaar.

Men Du, mit Folk! hvor ser det ud

med Dig i denne Sag? kan Du bestaa for Livets Gud paa denne Dommens Dag? — Om Du med Livet skal bestaa

og undfly Dommens Sværd, det kommer saa vel an derpaa,

om Du er Livet værd;

7

thi dømt af Livet selv er den, som agter ej dets Bud, og Livets Lov slaar haardt igen med Straf for hvert et Brud. Saa prøv Dig selv med ærlig Hu og svar med sanddru Mund, om tryg ved dine Dyder Du kan træde frem for Dommen nu i denne Alvorsstund.

Ja, Du mit Folk, hvor har Du brugt den Gunst, som Gud Dig gav, og hvordan tog Du mod hans Tugt • hvad bar Du i dit Liv for Frugt, som han fik Ære af? — Vel sandt, Du nyttet har din Tid til mangt et dygtigt Værk, ved Haandens og ved Aandens Flid Du kunde være stærk; men og med Tant og Daarligdom Du spildte mangen kostbar Dag, saa den Dig mest til Skade kom, og derfor blev Du svag. Halvhundred' Aar med ydre Fred blev fyldt af indre Splid, som satte egne Øjemed for fælles gavnlig Id; alt som sin Frugt din fede Jord Dig skænked rundt og rigt, Begær og Lyst blev større Ord

8

end Nøjsomhed og Pligt; din Sorg Du slukkede med II i Rus af Nydelsernes Vin, og Glædens gode, sunde Smil

blev til letfærdigt Grin.

Men nu er det en Alvorsstund,

som stiller stærke Krav, om ej Du paa din egen Grund

vil grave Dig en Grav; lad det, som sker, Dig være Tolk

for, hvad Du lære maa, at kun et stærkt og enigt Folk

i Prøven kan bestaa. Og vil Du faa en bedre Tid end den, som Du har haft, hold op med al den Kiv og Strid,

som tærer paa din Kraft, og lær, at hver maa ofre frit sit eget for det heles Tarv og kæmpe ej om mit og dit, men for vor fælles Arv. Lad ingen Sæd af giftigt Frø sit Ukrudt brede over Land, bliv kysk og ædru som en Mø, men modig som en Mand. Og saml til Alvor ret dit Sind — nu bort med Fjas og Pjank! —

se Faren kun i Øjne ind, men staa Du støt mod Vejr og Vind

9

med Foden fast og Ryggen rank og Mandeviljens Glød paa Kind og te Dig fri og frank. Og er Du kun en lille Flok, saa slut Dig sammen tæt, saa det maa ses, vi er dog nok, som værge vil til sidste Brok vor Odel og vor Ret.

Dog — kryber ej Du fejgt i Ly, thi det er usselt Raad — jeg ved for vist, at ej dit Ry Du søge vil i Kampens Gny, men helst i Fredens Daad. Men sætter Du til Fred din Hu og har kun liden Magt, des mer det gælder for Dig nu: Vær vaagen paa din Vagt! Ej vaagen blot mod Faren hist, som truer barsk og fæl, men mod den Fare først og sidst, som lurer paa din Sjæl. Ja, giv dog Agt, Du danske Folk, paa dine Synders Maal og Tal, at ej de som en giftig Dolk dit Hjerte ramme skal. Og vil Du Bølgen fly, som slaar op til dit Gærdes Vold, °8 bygge Hegn omkring din Gaard og eje Værn og Skjold

10

mod Ødelæggelsernes Flod og Fjenders onde Raad og spare dine Sønners Blod

og dine Døtres Graad, saa vend Dig først af alt til Gud og bed, at han sin Haand vil over Danmark række ud og bøje under sine Bud til Lydighed din Aand; thi kun af ham Du haabe kan, hvad ej Du magter selv, at han vil skærme Folk og Land mod Vold og Mord, mod Baal og Brand,

mod Undergangens Elv. Ja, bøj dit Knæ og løft dit Blik og giv Dig Gud i Vold og i hans Haand din Sag beskik — da er Du frelst, naar ham Du fik til Klippe og til Skjold.

* *

Hør nu igen den sælsomme Larm, de Skrig af Smerte, de Brøl af Harm, som over Valen sig hæver; det gungrer i Jorden af tunge Tramp ved Jætternes Kamp, det runger af Slag med pansrede Næver, det syder af Pust som kogende Damp fra tænderskærende Kæver; de slaas med rasende Bitterhed, for hvert et Hug, der ramte og bed,

11

den blodigste Hævn de kræver. Det buldrer og brager i Øst og Vest, og Døden farer paa kulsort Hest hen over hærgede Vange; han svinger sin Le til den blodige Høst og mejer baade i Vest og Øst i Dage og Nætter lange; for ham er den hele Færd en Fest, han stemmer op med sin hule Røst hujende vilde Sange. — Ej nogen leved en saadan Tid, ej nogen kendte saa stor en Strid, den halve Verden i Vaaben; Ret er kuet af Vold og Magt — skaan og spar ej, men slaa og slagt! — hvor er der Ly for den vilde Jagt, hvor findes en Udvej aaben? Ej er der Skjul i en eneste Krog, se, hvor det farer, det grulige Tog, vældige Horder i dundrende Trav, hen over Marker og Heder — det vælter sig frem som et skummende Hav, fra Land til Land det sig breder, øder og døder, hvorhen det naar, værgeløse til Jorden slaar, styrter i Grus, hvad prunkende staar, gør blomstrende Steder til Ørke — et Ragnarok over Jorden gaar og hyller den i sit Mørke.

* * *

12

Men efter Ragnaroks mørke Nat skal atter komme en Morgenrøde, hvor Solen rinder paa Himlen brat med Bod for Brøst og for Brøde. Da drager frem der et andet Tog, en Konge kommer med Fred i Sinde, han ser over Land, han spejder i Krog, hvor Nød og Sorg er at finde. Han kommer at læge de slagne Saar og lindre den dybe, nagende Smerte, at smelte al Vrede ond og haard og binde Hjerte til Hjerte. Han fører et Kors i sit hvide Skjold, han bærer en Tornekrans om sin Pande, og hvor han træder saa blid og bold, det lysner vidt over Lande. Af Ydmyghed mild, af Kærlighed stærk han kommer at øve sit gode Værk til Trøst i Kaarene trange. Da kommer atter en Herrens Dag med Fred paa Jord og Guds Velbehag til Bod for Hjerterne bange.

Da flokkes Mennesker trindt paa Jord med aabent, lyttende Øre, de længes efter et Livsens Ord fra Kongens Læber at høre. Men ej han raaber med Stemme høj, og ej han høres i Larm og Støj; stille er Fredskongens milde Stemme,

13

i Stilhed skal I hans Røst fornemme. Naar Hadets Storm har stilnet sin Brusen, og Kampens Jordskælv har taget Ende, og Hærgningens Ild er hørt op at brænde, naar Uvejret flyr over fjerneste Kyst, da kommer en stille, sagte Susen — og deri er Herrens Røst. Hør, hvad han taler: Kom hid til mig hver, som segner paa Livets Vej under dets tunge Byrde; jeg giver Hvile for Livets Strid, jeg giver Glæde til evig Tid, jeg er den gode Hyrde.

Saa kom da, hver, som længes, og som af Sorger trænges, og giv Dig ham i Vold; befal Dig til hans Naade, og, hvad med Graad Du saa'de, med Fryd Du høster tusind Fold.

Og Du, hvis Hjerte banker i bange, tunge Tanker for, hvad end times kan, lad ej dit Mod dog glippe, byg op det paa den Klippe, som spotter baade Braad og Brand.

14

Ja Du, mit Folk — I alle, som Danske vil Jer kalde af Hjerte som med Mund, og som vil Danmarks Ære igennem Natten bære frem til den lyse Morgenstund

os baader kun det ene: i Sandhed ham at tjene, den Korsets stærke Drot, som troner i det høje, men dybt sig ned vil bøje for alt paa Jord at gøre godt.

Han hver en Brøst kan bøde, og hvad der lagdes øde, for ham paa ny det gror; det spirer, hvor han træder, og alle gode Glæder de blomstrer i hans lyse Spor.

Og hvor han monne skride, selv Dødens bitre Kvide da mister der sin Brod; med Livets Morgenrøde han ogsaa dem vil møde, som Døden slog med hvasse Od.

15

Og hvor sit Spir han strækker — saa langt hans Rige rækker, fra Hav til Hav det naar, ja indtil Jordens Ende — skal Folkeskarer kende,

at Freden frem iblandt dem gaar.

Deraf i trange Dage vi Trøst og Haab vil tage og tro ham paa hans Ord; hans Rige vist skal komme, naar Trængslens Tid er omme,

da lyser han Guds Fred paa Jord.

Se, Korsets Flag jo vajer saa vide, som vi ejer vort Virke og vort Bo, og under Korsets Mærke vil han os gøre stærke, naar vi mod ham vil blive tro.

Da skal et Folk vi blive, som Livets Gud kan give en Fremtid og et Haab; da har vi Frelsen fundet og Kraft til Livet vundet i Prøvelsernes stærke Daab.

16

Den Drot, som alt kan føje og Kæmpers Nakke bøje som Pilens bløde Vaand — naar ham af Hjertens Fylde som Herre vi vil hylde, er godt vi bjærget i hans Haand.

Saa lad med Tak og Glæde

os ham i Møde træde, som gør os alt til Gavn, vor Lovsang frem at bære: Hosjanna, priset være den Drot, som kom i Herrens Navn

KJ COHENS BOGTRYKKERIER » III" » IM» «

KØBENHAVN mwftnjtiKuctifn