<

* y i : ' " ! * . .M ' „

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130017662148 ____ J

Thora Esche

/

AARHUSFORLAGET AF 1907 , A/s

M C M V I I I ’ ,,

T ~ \a de Forhold, jeg behandler i dette Skrift, netop er de - L / samme, som var Emne for mit Foredrag paa Kolding- mødet, har jeg ment det rigtigst som Indledning at bringe „Kristeligt Dagblad"s Referat af dette Foredrag, for at mine Læsere kan have Lejlighed til at overbevise sig om, at min Tale og mit Skrift, ganske uvæsentlige Smaating undtaget, svarer til hinanden.

Fredag den 3. og Lørdag den 4. Juli indeholdt „Kri­steligt Dagblad" følgende tvedelte Referat af mit Foredrag:

I.

DEN MØRKE BAGGRUND.

Førend jeg skildrer det Arbejde, jeg staar i, bliver jeg nødt til at drage den mørke Baggrund frem.

Vi staar med den dybe Smerte, at det gaar mod vort Folks Undergang, hvis der ikke findes retfærdige Mennesker nok, som da Abraham bad for Sodoma.

Var det muligt, at det kunde se saaledes ud, som det gør, hvis Guds Folk var i Kva l i t e t , hvad vi er i K v a n t i t e t ?

Naar vi f. Eks. spørger: Hvordan ser det ud i K ø b e n ­ha vn? da maa vi svare, at dér er en Ungdom, der er saa raa, at det gaar over alle Grænser.

Og vi maa med Smerte erkende, at Regeringen og de styrende næsten systematisk gør alt, hvad de formaar, for at drage vort Folk nedad*).

Faar det Lov til at blive ved, saa vil vort Folk blive slettet af Folkenes Rækker. Der arbejdes systematisk fra Mørkets Magters Side. Der holdes Søndagsskole og Drengeforbund af Socialister og Fritænkere. Der gøres alt for at gøre Kristi

*) Frk. Esche har bedt os tilføje, at hun erkender, at dette Udtryk er valgt for stærkt, og ganske særlig erkender hun, at Ordet „systematisk" i denne For­bindelse er for stærkt.

Navn forhadt. Naar et Folk afkristnes, synker det i Raahed og Elendighed langt dybere end et Hedningefolk. I Faste­tiden var der f. Eks. nogle unge Fyre paa Vesterbro, der korsfæstede en Kat, og vi véd, hvorledes nogle unge Mænd ude paa Østerbro for nylig viste den Raahed at tage en gammel Mand og stoppe' ham ned i en Tjæretønde, saa han med Nød og næppe reddede Livet.

Vi driver Hedningemission paa dansk Grund. Livet er mere raat her end der, hvor man ikke har hørt Evangeliet.

Smudsbladene og Litteraturen, som vore Digtere har givet os, er saaledes, at det er bleven til en Forbandelse for vort Folk. Den store Gave at forme vort Sprog i de smukkeste Rytmer har de misbrugt til at forherlige Laster og Skændsel.

Og Frugten høster vi i vore Dage. Vi behøver blot at nævne det grufulde Frileveri, og hvor letsindigt der omgaas med Penge, hvilken Nydelsessyge der er i vort Folk — hvem sparer i Ungdommen til senere at sætte Bo for? — hvor­ledes vil f. Eks. den nye Luksus, der er kommen op i vore Dage for Kvinder, Tobaksrygning, ikke virke ødelæggende for den kommende Slægt?

Man tænker ikke paa, at man har Pligter over for Gud og Mennesker, Ord som ,*,Pligtfølelse" er som udvisket hos vort Folk, man tænker kun paa at nyde og kræve.

Men vé dem, som kalder ondt for godt og Mørke for Lys! Frihed er bleven Løsenet. Tjenerstillingen ringeagtes i vort Folk, alle vil være Herrer. Det velsignede Eksempel, vor Frelser har givet os til Efterfølgelse, findes der saa lidt af. Ægteskabet ringeagtes, unge Mænd og Kvinder flyt­ter sammen uden videre i Hobetal.

Den nye Lov har gjort sit til, at Ødelæggelsen skrider fremad.Og vi véd, hvorledes Børnene ødelægges. Et Tegn paa,

hvorledes Ødelæggelsen skrider fremad, er den, at man ikke længer har Barmhjertighed med Barnet.

I vor Aarsberetning for sidste Aar nævnes det, at 62 af 112 unge Piger kom til Skovtofte i en Alder fra 14 til 18 Aar. De blev ødelagte i 10—12 Aars Alderen.

En ung Pige paa knap 15 Aar, som var kommen til os, blev omvendt. -

Saa fortalte hun, at paa selve Amalienborg Slot blev. mange unge Piger ødelagte af Kongens Livgarde. Af 20 af disse unge Piger var kun 2 fyldt 16 Aar.

Den gamle Portner, i hvis Stue det gik for sig, fik vel sin Afsked, men med Pension.

Men det er ej blot Kvinderne, der ødelægges og for­dærves, det er ogsaa Mændene.

F. Eks. af et Hold Soldater paa 100 Mand var der kun enkelte, ikke over 10, som ikke solgte sig selv for 5 Kroner.

rl<•fx*

\

i

i.>V

' f

■iy

«*r

• *»

4

ii*i

t■

Ay

Jeg gik sidste Sommer omkring til Varieté direktørerne for at se, om vi der muligen kunde redde nogle unge.

En af Varietédirektørerne sagde til mig:— De hører til de Folk, som jeg hader.Men saa sagde han til mig:— Har De gjort Deres Pligt, har De sat Børn i Verden

som Katten, Hunden og Svinet? Ellers gaa hjem og skam Dem og gør Deres Pligt.

Senere føjede han t i l :— Det lærer vi alle dem, som kommer her.Og det er Tusinder, der kommer der.Saa kom den bekendte Fest, da Varietésangerinderne

sang for vor Konge og de øverste i vort Folk. Da var der i otte Dage, da der var et Skrig af Smerte i min Sjæl, og mine Hænder var ved at synke slappe ned. Disse stakkels, dyrekøbte Mennesker, der selv er ødelagte og har været med til at ødelægge Tusinder af Mennesker, blev her knæsatte. Da såa det ud for mit Hjerte, som om alt hørte op.

Men det er klart nu for mit Hjerte, at vi er et frit Folk, og vi maa rejse os og sige til vor Regering: Vi kan og vil ikke taale, at vor Ungdom ødelægges. Og vi er begyndt at røre paa os for at faa noget af Uvæsenet standset.

I Lyngby blev der givet Tilladelse fra højeste Sted til offentlig Dans paa „Lottenborg“.

Denne Tilladelse er fornyet og forlænget hvert Aar siden.Sognefogden kom til mig og bad mig om at træde hjæl­

pende til i denne Sag, da Ungdommen blev ødelagt der.Vi er bleven enige om, ikke som Mennesker fra Indre-

Mission eller som Grundtvigianere, men som Danske, repræ­senterende alle Sider, a.t tage Kampen op mod dette Uvæsen f. Eks. ved Henvendelse til vor Folketingsmand, en af Social­demokraternes Førere, og vor Landstingsmand.

Vi vil prøve paa at faa denne Kamp ført igennem, selv om vi har — vi har alle Kongers Konge med os, saa gør det intet, om vi har Jordens Konger imod os. — —

Det er paa denne mørke Baggrund, at vi røgter det Arbejde, Herren har givet os.

IL

HVAD BØR MENI GHEDEN GØRE?

Kommer al den Raaddenskab nu Menigheden ved?Ja, det ligger altsammen i Luften, og derfor er ogsaa

noget trængt ind i Menigheden, omend naturligvis i langt mindre Grad. Skal derfor Landet reddes og Folket ikke slet-

tes af Folkenes. Rækker, gælder det ofn, hvad der taltes om før, at vandre i Lyset og i Sandhed være Lysets Børn.

Der er mange Ting, som Guds Børn, maaske de ikke tænker derover, forsynder sig i.

Jeg maa blot tage det ene Punkt frem: Sløseri i Penge­sager. Jeg har selv erfaret det, og jeg kender andre Guds Børn, der har erfaret det i stor Maalestok, at der er Guds Børn f. Eks., der laaner, men ikke betaler tilbage, ja, endog saa fuldstændig glemmer, at de har laant Penge, at de end aldrig berører det senere overfor den, de laante af.

Der er et andet Forhold — det kommer maaske meget af Ubetænksomhed og hindrer lige saa meget Guds Aand. Det er, naar Vaskekonen kommer, Strygejomfruen, Skomageren og Skræderen, ja, Sypigen med — nu havde det Menneske haabet at faa sine Penge, Huslejen skulde betales, og saa lyder det: „Jeg har ingen Smaapenge, De maa vente til en anden Gang eller komme igen en anden Gang". Men Jakob siger: Sukker ikke imod hverandre! Hvor er det frygteligt, naar sligt sker; hvorledes skal Gud velsigne, naar man ikke betaler sine Regninger?

Saa er der ogsaa trængt ind i Guds-Folket en Ringeagt for de gode, gamle Skikke, hvori der nu alligevel er Vel­signelse.

I gamle Dage, naar en Mand begærede sig en Hustru, lærte de hinanden at kende, idet de kom sammen i Familierne, og saa varede det ikke ret længe, før de to blev forlovede. Nu om Dage skal alt ske i Frihed, nu hedder det om to unge, at de er bleven Venner, og saa skal de gaa og lære hinanden at kende, og saa cykler de sammen og besøger hinanden paa deres Kamre, og saa bliver der mangen Gang ingen Forlovelse, men det gode Venskab ender mange Gange skidt. Hvor det gælder om ogsaa i dette Forhold at huske paa, at alt, hvad Gud har med at gøre, alt, hvad der er under Guds Velsignelse, foregaar sømmeligt og i Lyset.

Jesus har lært os i vort Fadervor at bede: „Led os ikke ud i Fristelse!" men mange unge leder sig selv ud i Fri­stelse.

For nylig fortalte en Præst i København om en ung Pige, af hans Menighed, der var kommen op til ham for at tage Afsked, da hun flyttede over i et andet Samfund. Hun og hendes Forlovede havde taget Tjeneste samme Sted i samme Hus. Præsten sagde til hende: „Var De min Datter, havde De aldrig faaet Lov dertil. Hvor godt og hvor skønt det end staar, saa er dette dog at lede sig selv ind i Fristelse ‘.

Det er et grumme sørgeligt Forhold, som jeg er kommen ind i gennem vort Hjem Bethesda ved Aarhus, der, hvor den unge Kvinde, der hidindtil har levet et hæderligt og

pletfrit Liv, nu paa Grund af sit første Fald er tyet hen for at føde sit lille, stakkels Barn uden for Ægteskabet, det Hjem, hvor hun saa maa blive et Aar med sit Barn, og hvor Barnet kan blive i to Aar. Det er et yndigt Hjem, deUer en hel Forfriskelse for mig, naar jeg kommer derover og tilbringer nogle Dage hvert Fjerdingaar der. Gud gør store Ting der. Jeg tror, at jeg ikke siger for meget, naar jeg siger, at de s/4 af de unge Kvinder, der tyer derhen, af Gud bliver over­flyttet i hans Rige. Men det har været mig en stor Sorg at lægge Mærke til, at det ej blot er fra verdslige Hjem, de unge Piger kommer, men at det ogsaa kan ske, at en og anden af dem har haft Plads i K. F. U. K. eller har været Gæster der, og at ligeledes af og til det viser sig, at Barnefaderen ogsaa har haft sin Plads i K. F. U. M.

Alt dette viser, at der er noget, der mangler i Menig­heden, enten Menighedstugt eller det at vandre i Lyset.

Den gamle Provst (Blume) har engang sagt, at det er ganske rigtigt, hvad der staar, at „Jesu Kristi, Guds Søns, Blod renser fra al Synd“, men kun saafremt vi vandrer i Lyset.

Dette er der mange Guds Børn, der ikke lægger Mærke til, men hvorledes skal Guds Velsignelse være over os, hvor­ledes skal vort Folk reddes fra at gaa under, hvis ikke vi ærligt alle som een gaar ind i Dommen for Guds Ansigt og lærer at vandre i Lyset? Peter siger i sit første Brev, at Dommen skal begynde fra Guds Hus.

Naar jeg har draget frem, hvorledes Tilstanden er i vort Folk, saa er det med det Formaal for Øje, at Menigheden maa vaagne op og blive sig sit Ansvar bevidst. Thi hvis ikke Forholdene i vort Land bliver forandrede, saa er det d in og det er m in Skyld.

Dernæst har jeg villet, at Vennerne skulde forstaa, at det er paa denne mørke Baggrund, at vi røgter det dejlige Arbejde, som Gud har betroet os, det Arbejde, der jo ikke blot omfatter den unge Kvinde, der faldt og undertiden faldt dybt, men ogsaa den lille, unge Pige, der ikke er falden, men lever under saa ulykkelige Forhold, at hvis hun ikke nu blev taget ved Haand, saa maatte hun falde.

Det er mig en inderlig Glæde her at kunne meddele, at trods al Kamp mod de onde Magter, saa sker der her et velsignet Arbejde ude paa Skovtof te hvor Frk. Gautier har overtaget Bestyrerindepladsen paa de to af Hjemmene, Ebenezer og Zoar, der. Det er en stor Glæde at se, med hvilken Kærlighed og Pligtopfyldelse hun tager Arbejdet op der med de enkelte unge Piger. Gud viser, at vi er i hans Linier med Ordningen af Arbejdet, saaledes som det nu træder frem.

Kun trænger vi nu saa umaadelig meget til den Kvinde, der skulde kunne staa os bi i det meget forskellige og alsidige Arbejde, der endnu lægger saa stærkt Beslag paa mine Kræf­ter, at jeg, saa gammel jeg er, ofte maa tage Natten til Hjælp.

Ovre paa Skovly, hvor Frk. Obel arbejder med sine to Medhjælperinder, gaar Arbejdet udmærket. Det er en hel Fryd at se Frk. Obel i Arbejdet med de unge Piger der. Hun siger selv: Jeg er det lykkeligste Menneske af alle. Hun har nu 9 Piger derovre, og naar hun faar den 12te Pige, hvad jeg haaber sker inden ret længe, maa jeg sende en tredie Med­arbejder derover, som for Tiden er paa Skovtofte. Men saa mangler jeg de 4, der skal til, naar i Løbet af det næste Aar alle 35 Pladser er fyldte.

Er du derfor her, du unge Pige, der føler, at Gud rører ved dit Hjerte, og er dygtig til et eller andet praktisk Arbejde, da hold dig ikke tilbage; thi vi trænger til Medarbejdere, om Arbejdet skal kunne blive røgtet.

Naar Gud har kunnet udrette noget igennem Magdalene- hjemmet, saa er det, fordi hans Menighed slog Kreds om Hjemmet. Bliv derfor ikke trætte af os, men bliv ved at staa os bi i Forbøn og med Gaver. Men husk paa, at naar Arbejdet er bleven fordoblet, maa Pengegaverne ogsaa fordobles.

Jeg har, som ovenfor nævnt, anset det for rigtigt her at lade aftrykke dette Referat, dels fordi jeg i alt væsentligt ved­kender mig det, og dels fordi alle de, der har ment, at de burde angribe mig, har holdt sig til det.

Jeg vil imidlertid nu gerne gøre opmærksom paa, at jeg mener, at man kunde have undgaaet at misforstaa Hensigten og Maalet med mit Foredrag, hvis man havde givet sig Tid til roligt at læse det helt igennem. Jeg antager, at man enten ikke har læst den anden Halvdel af det eller kun flygtigt har læst denne igennem og derved har faaet den aldeles fejlagtige Opfattelse, at jeg rettede Angreb paa Personer.

Da det forekom mig, at jeg ikke overfor den noget nervøse Uro kunde udrette noget gennem Meddelelser i Bladene, har jeg efter min Hjemkomst fra Jylland den 9. ds. gjort mit Bedste for udførligere at nedskrive, hvad der laa i mit Hjerte og i nogen Maade kom frem ved Mødet.

Jeg beder mine Læsere betragte dette lille Skrift som en Kvindes redelige, omend ufuldkomne Forsøg paa at gøre sin Pligt overfor sin Konge, sit Folk og sit Land.

T Tilslutning til, hvad jeg den BO. Juni talte ved Mødet I _L Kolding, fremkommer denne Pjece.

I ca. 30 Aar har jeg tiet og kun nu og da glimtvis ladet den mørke Baggrund, paa hvilken mine Medarbejdere og jegr stille har røgtet vort ikke lette Arbejde, komme frem for Of­fentligheden. — I de sidste 2—3 Aar har det imidlertid været en saa stor Smerte at være Vidne til, hvorledes Usædelighed og Raahed' greb om sig og næsten skarevis ødelagde vor Ungdom, at jeg ikke har kunnet lade være at omtale dette ved vore Be­styrelsesmøder.

Denne Smerte er blevet til en Ild i mit Indre og har hos mig fremkaldt en stille, fast Beslutning og et Løfte til den al­mægtige Gud om nu at tale fast og klart om vort Folks Elen­dighed. — Jeg har gjort det for at bidrage mit til ikke blot at standse de mange letsindige, nydelsessyge Mennesker iblandt os, men ogsaa for at formaa de mange retsindige Mennesker, der med mig har en Forstaaelse af, hvorledes vi staar i det, til at rejse sig imod al den Skamløshed, der har taget Magten iblandt os, og for at vore Børn og Unge kunde blive bevarede fra et ødt og spildt Menneskeliv.

Under Bøn har jeg talet, frit, uden noget Manuskript, ud af mit Livs Erfaringer.

Hvis jeg er kommet til at forsynde mig imod Hans Majestæt Kongen ved den Maade, paa hvilken jeg omtalte nogle af de Begivenheder, som jeg fremdrog ved Mødet, da beder jeg af Hjertet Hans Majestæt Kongen om Tilgivelse.

Jeg ønsker ogsaa saa klart som muligt her at faa frem­hævet, at det ikke er de enkelte Personer, som jeg træder op imod, eller smudsige Skandale-Historier, som jeg ønsker at af­sløre; det ligger mig udelukkende paa Hjerte at bidrage mit til at vække det enkelte Menneske og derved mit Folk til at tage Afstand fra den nydelsessyge, pligtløse, umoralske og slappe Tidsaand, som har faaet Overtaget iblandt os, og vende; om til den levende, treenige Gud.

Jeg erkender, at saavel jeg som mange i Guds Menighed i Danmark har vor store Del af Skylden i de sørgelige, ryg­gesløse Tilstande, som vi nu er ved at gaa under i. Jeg føler mig forvisset om, at Guds Folket af de forskelligste Lejre og Kirkeafdelinger med mig vil ydmyge sig for vor Gud og erkende, at vi kun daarligt under alle Livets mange vanskelige Tilskikkelser altid frygtløse har staaet i Sandheden og i Kær­ligheden. Vi har mangen Gang ej heller staaet med det rette Jesu Kristi Sind overfor vor Konge og vor Regering. Havde vi gjort det, da havde det ikke i Dag i Danmark set ud, som det gør.

Jeg har, skønt jeg vidste, at jeg kun kunde gøre det ufuld­komment og ikke vilde kunne undgaa at støde an, talet, fordi .jeg maatte være Kongernes Konge, for hvis Ansigt jeg staar, lydig.

Jeg er rede til ved Guds Kraft at bøje mig under alt, hvad der skal komme over mig, naar jeg blot maa bidrage til, at Maalet maa naas: Folkets Vækkelse til Ansvarsfølelse overfor Gud, overfor sig selv og overfor vor Konge og vort Fædreland, og dette derved reddes fra Undergang.

Aar for Aar er Ugudeligheden og Ryggesløsheden vokset iblandt os saaledes, at vi er mange retsindige Mennesker, der ikke kan andet end se, at Rets-, Ansvars- og Pligtfølelse i sørgelig Grad savnes hos vor Ungdom og hos store Dele af vort Folk. — Usikkerhed og Slaphed hersker paa mange Om- raader. Usædelighed hærger vort Folk, og det i en saadan Grad, at dens mest raffinerede Former er bleven Dagens Samtale­emner. — Uærlighed afsløres daglig iblandt os. Tilliden Mand og Mand imellem er ved at forsvinde. I Handel og Vandel er Retsbegrebet for manges Vedkommende udvisket, idet sør­gelig mange kun søger at mele deres egen Kage uden Hen­syn til, at Næsten forfordeles eller, ødelægges. Er det ikke ogsaa en sørgelig Kendsgerning, at vi kan træffe Mennesker i alle Samfundslag, der paa en uforsvarlig Maade omgaas med Sandheden? Saa bagvendt er vor Tidsaand blevet, at Kødets skændige Gerninger atter og atter af Personhensyn tildækkes og tilsløres uden Hensyn til, at Raaddenskaben derved faar Lov til at brede sig, og en forfærdelig stor Skare af Menne­sker drages med ind i den samme Elendighed og ødelægges for Tid og Evighed.

Findes der ikke ogsaa mange Mennesker, der i vor Tid ikke har Forstaaelse af, at det at udføre nyttigt og for andre gavn­ligt Arbejde enten med Haanden eller Aanden 1) er en Pligt

overfor Mennesket selv, 2) en Pligt overfor det Samfund, hvoraf«

hver enkelt er en om end lille Del og 3) at det er en Pligt mod Fædrelandet, som ikke kan bestaa, hvis det ikke har flit­tige Sønner og Døtre.

Vidner ikke herom den Kendsgerning, at der alene i 1907 til Danmark kom c. 7000 udenlandske Arbejdere (Statistisk Bureau).

Samtidig gik mange, frygtelig mange — jeg har ladet mig sige Tusinder — af danske Mænd og Kvinder uden Arbejde her i Landet.

Vidner ikke dette om, at ovennævnte Pligtbegreb med For- staaelse af den Velsignelse, som er knyttet dertil, for mange er forsvundet?

Var det dog ikke muligt og paa Tide, at der, om fornødent gennem Lovgivningen, blev skredet ind herimod?

Friheden, som ved Grundloven blev os givet, var jo dog ikke Frihed fra P l i g t e r , men Frihed for enhver af os til at udvikle sig saa godt som muligt for at kunne u d f y l d e vore P l i g t e r overfor os selv, vor Familie og vort Land.

Da det er en uomstødelig Sandhed, at Lediggang for alle Stænder er en Rod til alt ondt, er det da ikke en Pligt for den rettænkende Del af Folket i Forening med vor Regering snarest at faa raadet Bod paa denne Ulykke. De danske Mænd og Kvinder, der gaar uden Arbejde, bliver jo let et Bytte for Usædelighed.

Et andet Punkt, som jeg ogsaa maa pege paa, hvor, saa- vidt jeg kan skønne, mange iblandt os mangler Ansvars- og Pligtfølelse, er vore økonomiske Forhold.

Mange gaar ud fra, at de har Lov til at gøre med deres Pengemidler og Gods, hvad de finder for godt. De synes ikke at have nogen Forstaaelse af, at ogsaa i det Forhold er det et sørgeligt Vidnesbyrd om Nedgang i et Menneskes Liv, naar det ikke er vaagent overfor den Sandhed, at Pligten som en god Følgesvend maa tages med ogsaa paa dette Omraade, og at det bliver Forbrydelse mod os selv, mod vore nærmeste og mod vort Folk, om vi ikke gør det.

I letsindig Nydelsessyge bruger mange alt, hvad de for­tjener, — ja, desværre ogsaa ofte, hvad der er dem betroet, eller hvad de ved mindre fin Handlemaade kan komme i Be­siddelse af eller laane.

Det gode, gamle Ord om at sætte Tæring efter Næring er, til stor Skade for mange, blevet et forældet Standpunkt.

Vi trænger til paa ny at hjælpe hinanden til at forstaa, at det er vor Pligt overfor os selv og vort Fædreland at ind-

rette vort Liv og vore Forhold saaledes, at vi ikke alene kan betale enhver sit, men ogsaa lægge noget til Side uden derfor at glemme at gøre vel og give.

Ligesaa lidt som at leve uden nyttigt Arbejde har vi Lov til at leve i den Overdaadighed, som eksisterer i vore Dage, baade med Hensyn til Klædedragt og meget andet.

I gamle Dage var det en Regel for alle unge Mennesker, at de af deres Løn sparede hen til i sin Tid at kunne sætte ordentligt Bo. Nu sker det ofte, at Samlivet eller Ægteskabet beg}mder med borget Indbo eller med næsten intet; ogsaa dette fører ofte ind i Usædelighed og anden Elendighed.

Begrebet om Ret og Pligt, som hører til Grundpillerne i et ordnet Samfund, er for en stor Del af vore Medmennesker for­vansket og for manges Vedkommende ved at forsvinde af vort Folk.

Saa forvænt er vor Slægt blevet, at det af mange anses for Kærlighed at dække og skjule over de onde Gerninger og skaane Overtræderne, uden at det betænkes, 1) at denne over­humane Kærlighed i Virkeligheden er det samme som at bi­drage til at lette Vejen for andre stakkels Mennesker ind i de samme Laster, og 2) at denne Fremgangsmaade overfor Over­trædere i Virkeligheden er at undlade at værne den r e t ­t ænkende Del af Befolkningen, og derfor bliver en For­brydelse overfor den uendelig store Skare af Børn og Voksne, Mænd og Kvinder, der under Lastens og Syndens utallige Former bliver Ofrene for nye Forbrydelser.

Ogsaa indenfor Menigheden har denne usande Kærlighed listet sig, saaledes at Menigheds- og Kirketugt næsten er for­svundet. Man har glemt, at i Følge Guds Ord og Livets Er­faringer kan Synd, af hvad Art den end er, kun standses derved, at den i Ydmyghed og Alvor afdækkes, — altsaa bringes i

é

Lyset og erkendes.De onde Gerninger kan trives aabenlyst, men gør det ikke,

uden at Samfundet raadner, og Folket gaar til Grunde.Havde vi i Guds Menighed været ham, som selv er Sand­

heden og Lyset, mere lydige og tro, ogsaa paa dette Punkt, da føler jeg mig forvisset om, at Forholdene i vort Land i Dag havde været bedre, end de nu er.

Vi trænger til at faa rigtig fat i, at Sandhed uden Kærlighed ligesaa fuldt er Ubarmhjertighed som Kærlighed uden Sandhed.

Vi hører sammen, Menigheden og Folket. Men det frygtelige for alle os, som kalder sig Kristne, er, at vi ikke i Lydighed mod Gud i hele vor Færd viser, at vi viger fra det onde og gør godt; og derfor har vi som Helhed en forfærdelig stor Andel i vort Folks Fordærvelse.

Jeg kan ikke alvorligt nok mane mig selv og alle, som kalder sig Kristne, til at gaa frem i Lyset for Guds Ansigt, at der kan komme Dom over alt det i vort Liv og i vore Samfund, som ikke er af Gud. — Vi har ikke Grund til at frygte for, at vi derved bliver Hængehoveder; nej, først da bliver vi lyse, glade og daadkraftige Mennesker, — ja, det, Gud bestemte os til.

Jeg er ikke ene om at mene, at vi paa Grund af Folkets indre Raaddenskab mulig staar overfor den skæbnesvangre Ulykke at blive slettet af Folkenes Rækker.

Fædrelandskærlighed, Pligter mod Fædrelandet er hellige, ædle Følelser, som adler og højner Mennesket; men vor af- kristnede, nydelsessyge, overkultiverede Tidsaand har for mange ligesom magtstjaalet dette kostelige Klenod.

Hvor vilde jeg dog ikke gerne bidrage mit til, at vi alle som een kunde blive os vore store Pligter over for Fædrelandet bevidst og i ærlig Anger og Bod hente ogsaa dette Klenodie tilbage.

Men skal vort Land og vort Folk reddes, da maa tillige med Begrebet Pl igt , Begreberne Sandhed og Ret efter deres oprindelige Betydning igen komme til Magten iblandt os. Dette kan kun ske ved, at den levende, treenige Gud kommer til sin Ret i os og iblandt os.

I vore Dage iyder det som fordum blandt Jøderne: „Lad os have Ro for den Hellige i Israel“ — Es. 30, 11 — og der arbejdes af mange systematisk paa at gøre Kristi Navn forhadt.

Naar et Folk afkristnes, synker det i Raahed og Elendig­hed langt dybere end et Hedningefolk.

Vi er alle enige om, a.t hvad et Menneske spiser, det virker enten skadeligt eller gavnligt paa Legemet; men hvad et Men­neske tager ind igennem Øjet og Øret, enten det møder det i Skrift og Tale, Sang og Musik eller Billeder af enhver Art, gaar over i Menneskets Indre og virker enten forædlende eller fordærvende.

Dette synes at være en Sandhed, som mange i vort Folk ikke har faaet Forstaaelsen af.

Der er efterhaanden vokset en Mængde Varietéer og andre Forlystelsessteder op i vor Hovedstad, og Landet kommer nu ogsaa med i den Retning. Det rettænkende Menneske, der vil forvisse sig om, hvad det er for en Forlystelse og Adspredelse, der her bydes Folket, vil efter samvittighedsfuld Undersøgelse om ikke af andet saa af dets Frugter ikke kunne undgaa at blive overbevist om, at en saadan Adspredelse ikke kan for­friske Tilskuere og Tilhørere og gøre dem velskikkede til at tage Livets Pligter op, men at den derimod kun bidrager til at sætte Sanserne i Bevægelse.

Mange af os maa kunne erindre, at en meget bekendt Varieté­sangerinde for Aar tilbage dukkede op i København. Hendes Præstationer og Fremtræden i Trikot var af den Art, at Politi­direktøren fandt sig beføjet til at forbyde hende at optræde i København. Saavidt jeg husker, fik hun det samme Forbud flere andre Steder i Landet.

Hvorledes det saa gik til, at hun og andre med hende fik Lov til at slaa sig ned i „Over Stalden", ved jeg ikke; men det er en Kendsgerning, at hun i en Række af Aar ved sin Sang og sin Fremtræden har fyldt de mange Tusinder af Mennesker, der i ubegribelig Letsindighed Aften efter Aften gav Møde for at se og høre hende, med det, der ødelægger og fordærver.

For en Tid siden blev jeg gjort opmærksom paa, at nu blev hun, der i nogle Aar ikke har været her i Landet og skal være blevet gift i Tyskland, i visse Blade hilst velkommen tilbage til sit gamle Opholdssted i Danmark, — og hun op­træder nu virkelig i „Over Stalden".

Naar vi saa vil undersøge, hvem der besøger Varietéerne, da møder vi der ikke blot Levemennesker, men Familier, ikke blot fra de bredere Samfundslag, men ogsaa af den bedrestillede Klasse, F a m i l i e r med Børn, der sidder her i flere Timer og nyder deres Aftensmad her. — Ja, saa stor er den danske Let­sindighed, saa lidt betænkes det, at hvad der høres og ses et s aa dant Sted bliver senere i Livet til ubodelig Skade, Smerte

• og Lidelse for Barnet og den Unge, i hvis Hjerte og Liv dettesætter daarlig Frugt.

Heller ingen Mand eller Kvinde mætter ustraffet sin Sjælmed saadan fordærvelig Kost.

Naar jeg betænker ajt dette og tillige tænker paa alle dem, om hvem jeg ved og har erfaret, at de paa saadanne Steder direkte eller indirekte bliver bragt til Fald, saa kan jeg ikke andet end spørge: Er det ikke en Forbrydelse mod det enkelte

Menneske og mod et Folk at give saadanne Forlystelsessteder,, som dem, jeg her har peget paa, Lov til at eksistere og bestan­dig blive forøgede i vort Land? Og har vi ikke alle Del i denne- Forbrydelse, om ikke paa anden Maade saa derved, at vi ikke energisk nok har modarbejdet dem saaledes, at de er blevet, afløst af bedre og sundere Fornøjelser?

Ansvaret for alt dette bør og kan dog ikke ene lægges paa de Mennesker, der har haft den vanskelige Bestilling enten at nægte eller give de forlangte Tilladelser til disse Forlystelses­steder. Nej, alle r e t t ænkende Mennesker og alle vi, der kalder os Kristne, har vort store, t unge Ansvar .

Jesus siger: „Ve den, ved hvilken Forargelsen kom m er! Det var ham bedre, om en Møllesten blev hængt om hans Hals, og han blev kastet i Havet, end at han skulde forarge en af: disse smaa“. Luk. 17, 1—2.

Alle vi, der har haft en Forstaaelse af, at disse Forlystelses- anstalter bragte noget uædelt, urent og demoraliserende med sig, har tilligemed vor Regering Skylden; mange af vore Præster har Skylden, fordi de ikke fra Prædikestolene og andre Steder u t r æ t t e l i g t nok har arbejdet derimod; og en stor Del af vor Presse har Skylden, fordi den dels har nægtet og dels stillet sig meget uvillig overfor Optagelse af Artikler, der mod­arbejdede Fordærvelsens Udbredelse iblandt os.

Vi er ikke nødsagede til at taale det onde og derved blive, delagtige deri.

Saa har vi i de senere Aar faaet en Overflødighed af offent­lige Dansesteder, og nogle af de gamle er bleven mere ond­artede, som f. Eks. Grøndalshuset ved Charlottenlund og Dyre— havsbakken.

For mange Aar tilbage blev Dyrehavsbakken oprettet. Den. har i sin Tid haft noget jovialt, gemytligt over sig, som i Aarenes Løb helt er forsvundet. Nu minder den nærmest om. alt Gøglet, som findes paa de store Markedspladser, og synes at være blevet et Hjemsted for Utugt. I mange Aar har det. været en Kendsgerning, at naar Dyrehavsbakken blev aabnet, var der en stor Del af de stakkels Kvinder, der lever af Utugt, som forsvandt fra København og i de to Sommermaaneder til­bragte deres Tid derude. Jeg mener ikke, at jeg siger for­meget, naar jeg hævder, at Dyrehavsbakken er blevet et over alle Grænser gaaende Lavmaal af, hvad der kan bydes Menne­sker som Fornøjelse og Forfriskelse.

Der gives Stadepenge for denne Forretning, hvoraf Største­parten, om ikke alle, benyttes til en Stiftelse for ældre Menne­sker, en Stiftelse, der bærer Navnet Lyngby-Gentofte Hospital.

Om der ikke har været gjort Forsøg paa at faa dette for­argelige Væsen afskaffet? — spørger min Læser. Jo, det er blevet mig fortalt, at der er gjort mange Forsøg herpaa; men det er jo en sørgelig Kendsgerning, at disse Bestræbelser hid­indtil ikke har b aar et Frugt.

Fra et Sted ude .paa Landet lyder det, at den offentlige Dans i højeste Grad bidrager til at ødelægge Ungdommen, hos hvem Raahed og Usædelighed i Tale og Færd ved den fremmes i den værste Grad.

Præsten dér har i en længere Række af Aar flere Gange om Aaret privat henvendt sig paa vedkommende Øvrigheds­persons Kontor for at formaa ham til at skride ind imod disse Udskejelser.

I Aar er det endelig lykkedes ham i Forening med Værge- •og Sogneraadet at faa Dansen noget indskrænket.

Naar vi saa vender os til det tidligere saa hyggelige Trak­tørsted „Lottenborg" ved Lyngby, hvor der i de sidste Aar er .bleven givet Tilladelse til.hver Søn- og Helligdag at lade afholde offentlig Bal, saa lægger vi først Mærke til, at det Tidsrum, for hvilket Tilladelsen til Dansens Afholdelse er givet, Aar for Aar er bleven forlænget, og at Tilladelsen for i Aar udstrækker sig over Maanederne fra April til Oktober, samt at Danseniførst er endt om Aftenen Kl. 12.

Ogsaa fra de forskellige Sider i Befolkningen her i Sog- .net lyder der stærke Klager over, at Raaheden og Tøjlesløs­heden blandt Ungdommen og halvvoksne Børn ved denne offent­lige Dans er blevet i høj Grad forøget og har fyldt Mennesker:fra alle Lejre med alvorlig Bekymring.

Jeg antager, at en eller anden tænksom Læser her ud­bryder: „Men hvorledes er det da gaaet til, at I har faaet den Dans? Det kunde I da ogsaa have ladet være med at indføre."

Nej, det var det, vi ikke kunde.Vort Sogneraad blev ikke spurgt. Ingen af Sognets Be­

boere blev spurgt.En skønne Dag tog dette for vort Sogns Ungdom saa skade­

lige Uvæsen sin Begyndelse, og Sognets Beboere havde atiinde sig deri.

Sogneraadsformanden blev prajet, han kunde intet gøre.Bevillingen til offentlig Dans blev givet af Birkedommeren.Vor Sognefoged henvendte sig til mig med Anmodning om

åt hjælpe med at faa denne Dans afskaffet, og han lovedekraftig Støtte fra Beboernes Side.

Vi er nu en Kreds af Mænd og Kvinder, repræsenterende alle Lejre og meget forskellige Stænder, der med vor Sogne­præst, vor Landstingsmand, som ogsaa er Sogneraadsformand, og vor Folketingsmand, som tillige er Leder af Socialdemo­kratiet paa denne Egn, vil søge at faa denne Sag ført igen­nem til et heldbringende Resultat.

E r d e t i kke en Ure t og noge t , s om bør omor dnes,at o f f e n t l i g Dans og V a r i e t é e r m. m. ka n o p s t a a i et Sogn u d e n de t p a a g æ l d e n d e S o g n e r a a d s og Be­b o e r n e s Øns ke e l l e r B i l l i g e l s e ?

Havde jeg haft juridisk Indsigt, vilde jeg paa Mødet i Kol­ding ikke have udtrykt mig, som jeg gjorde; men jeg vilde i s aa Tilfælde have sagt noget lignende som: „Paa vor Egn er det derfor ofte udtalt og almindelig troet, at Birkedommeren efter højere Ønske har givet denne Tilladelse.“

Hvorledes det blev til en almindelig Opfattelse her paa Egnen, at Tilladelsen kom fra højeste Sted, som jeg meget beklager, at jeg ved Mødet har sagt, ved jeg ikke; men dette var den almindelige Mening. Maaske bidrog hertil den Kends­gerning, at Værten paa „Lottenborg“ er Hovmester paa Konge­skibet, og at han i en anden Sag har ladet en Ytring falde om, at han kunde regne paa Protektion højere oppe fra.

Inden jeg slutter, hvad jeg her har fremdraget angaaende offentlig Dans, maa jeg have gjort opmærksom paa, at jeg vel ved, at i de store Byer er den offentlige Dans under offentligt Tilsyn at foretrække for adskillige meget tvivlsomme „For­eningsballer “.

Uden ellers at komme videre ind paa dette skal jeg dog bemærke, at det var ønskeligt, om der i Fremtiden ad anden Vej kunde ydes vort Politi Støtte i dets Bestræbelser for at bevare Sædeligheden paa saadanne Steder. Den Opgave, der her ene er lagt hen til Politimyndighederne, er stor og saare vanskelig.

Efter en stor Maalestok leves der i kødelig Frihed i vore Dage. Ægteskabet ringeagtes. Unge Mænd og Kvinder flytter sammen i Hobetal. En Mand og en Kvinde indgaar Ægteskab for saa efter kortere Tids Forløb atter at blive skilt og ind- gaa Ægteskab hver for sig med en anden. — Ja, man har i vore Dage oplevet, at dette har kunnet gentages flere Gange.

Børnene og hvad Skade, de maatte have deraf, blev der ikke taget Hensyn til. Tilfredsstillelse af alle Lyster og Nydelsessyge er Tidens Løsen.

Ansvaret ved Slægtens Forplantning er for manges Vedkom­mende forsvundet. Hvorledes det lille Barn, der fødes til Verden, og hvorledes dets Fremtidsudsigter i fysisk og psykisk Leve­dygtighed vil blive, derom bekymrer mange sig ikke; kun dette­ene er en større Del af den danske Befolkning optaget af, nemlig at tilfredsstille sine Lyster, — at nyde. Man har Besvær med at finde den i deres indre Væsen tabte Genstand, der hedder Pligt- og Ansvarsfølelse overfor Børnene.

Saa udvandet, forløjet og samvittighedsløst er Livet blevet, at det, at sætte Børn i Verden, Mennesker, der uden selv at have bedt om at komme ind i den, Menneskebørn, der er tvungne til at leve et helt Menneskeliv her, ikke i fjerneste Maade kan formaa disse overkultiverede Mennesker til at lægge Baand paa deres Lyster, og hvis de ikke kan det, da drive dem til vor usynlige, almægtige Frelser for at faa Kraft dertil..

At et Liv i kødelig Frihed kan paaføre dem selv en mod- bydelig Sygdom, har de vel Øje for, men tilsyneladende kun med det Maal, midt i deres fornedrende Nydelsessyge at und- gaa den.

At den under en af dens mildeste Former ofte medfør^” at Barnet, der fødes til Verden af Forældre, som lider af de. bliver blindt, og den Forbrydelse, at føre en saadan Livslidels over Barnet, betænkes ikke.

At den samme Sygdom under en anden Form medfører, at det lille Barn enten kommer til Verden dødfødt eller behæftet med den Sygdom, som Forældrene ved deres tøjlesløse Liv har paadraget sig, betænkes heller ikke. Nej, alle . Hensyn sættes til Side for at leve frit, — og saa staar dog den gamle Sandhed fast: Det er beskikket ethvert Menneske at dø, og derefter kommer Dommen. Hebr. 9,27.

Hvilken Indflydelse, Forældres moralske Opfattelse af Livet — ogsaa paa andre Omraader end den nylig nævnede og deres i Forbindelse dermed staaende hele Liv og Færden saavel før Barnets Fødsel som under dets hele Opvækst har, betænkes heller ikke tilstrækkeligt.

Et andet Spørgsmaal, som sikkert nok mangen en Gang har været Genstand for alvorlig Overvejelse, men som maaske trænger til endnu dybere og alvorligere Prøvelse, er, om det med Ansvaret overfor de ufødte Børn for Øje er tilladeligt at indgaa

Ægteskab, naar der i den nærmeste Slægt findes bestemte Tilfælde af Sindssyge.

Lærerigt vil det derfor være at studere Mennesker og Men­neskelivet med det Maal for Øje at blive klar over, hvorledes Børn, avlede af saadanne Forældre, bliver; men dertil har vor letsindige Slægt ikke Tid.

Der er dog nogle i vort Folk, der har lagt Mærke til Slæg­tens Degeneration. Se f. Eks. Professor Kaarsbergs Bog: Vore Børn.

\

Efterfølgende Brev fra en stakkels, degenereret, ung Pige, der ikke er abnorm og derfor ikke kan finde Anbringelse paa Abnormanstalterne, og heller ikke fuldstændig normal og der­for aldrig kan hjælpes til fuld Ansvarsfølelse, og som vi er mange, der har forsøgt at hjælpe, vil give et Indblik i den Elendighed, som for Barnet bliver Følgen af Forældrenes nydel­sessyge Liv.

Min kære Frk. F.Da De jo har saa lidt Tid at undvære til en Samtale,

vil jeg gerne udtale mig skriftligt. Jeg vil begynde med, om De nogen Sinde har følt i Ordets hele alvorlige og rette Betydning at staa ene og forladt, fremmed og venneløs, hvorhen man vender sig, uden Hjem, uden en Moders og en Faders velsignede, rene, uegennyttige, altopofrende Kærlig­hed? Kan De, Frk. F., løse mig denne svære Gaade? Hvor­for er et Menneske, en Sjæl, bleven skabt til Verden for at vandre fremmed, ukendt her? Hvorledes kan man have Ret til at forlange eller vente noget godt, ædelt, stort af en Sjæl, som aldrig kendte noget til dette? Som kun lever Livet, fordi man er pisket til det, fordi man engang er bleven skabt uden selv at have bestemt eller ønsket det. Hvem Livet kun er en Gaade og en utaalelig Byrde.

Jeg kan godt forbande de Mennesker, der er Skyld i min Tilbliven. De véd jo, hvor tit jeg har været ved at fortvivle over mig selv, over min Tilbliven. Undertiden kan der op- staa et brændende Begær, Ønsket om at blive god, at kunne blive til Glæde for andre Sjæle, at kunne glemme sig selv, sin egen triste Tilbliven, — men hvorledes kunde det blive muligt? En Sjæl, der er født til Jorden med Ondskab og Synd, maa uvilkaarligt blive ond; hvorledes kan det være andet? Ondt afføder Ondt, ligesom Godt afføder Godt.

Nu har jeg meddelt Dem, hvad der ligger mig paa Hjerte.

Det er ikke Glæde, nej, det er kun Smerte, Mørke og For­tvivlelse.

Med venlig HilsenV. J. H.

Vi er en Kreds af Mænd og Kvinder, der er traadt sam­men med det Maal for Øje at faa oprettet Fredehjem for saa- danne stakkels Mennesker, hvor de kan faa den Kærlighed, som de saa haardt trænger til, samtidig med, at det gennem disse Hjem kan blive forhindret, at Slægten ved dem end yder­ligere kan blive degenereret. En dygtig, kvindelig Læge bereder sig nu til at tage denne Gerning op.

Før jeg afslutter dette lille Afsnit, maa jeg fremdrage en nyere Luksus for Kvinder, der ogsaa er begyndt at trænge ind i Menigheden, nemlig Tobaksrygning.

Det kan ikke bevises, at Hengivelsen til denne Nydelse har haft skadelige Følger for Barnet, skønt man har ment, at Abort kunde fremkaldes derved; men naar vi betænker, paa hvor mange Maader og i hvor stor en Udstrækning Børn baade psykisk og fysisk modtager Arv fra Forældrene, da er det min personlige Overbevisning, som sikkert ogsaa deles af ikke faa

♦Mennesker, muligen ogsaa Læger, at ogsaa paa dette Punkt bør Kvinden komme sig sit Ansvar i Hu.

Uden Tvivl er det derimod, at Hengivelsen til spirituøs^ _Drikke, Brugen af Morfin m. m. lige saa vel som et Liv i |Frileveri har de skadeligste Følger for det arme Barn, derbliver sat ind i Verden.

Mon ikke, hvad jeg her har skrevet, kan bidrage til at be­væge mit Folks Sønner og Døtre, og da ikke mindst de sidste til af Kærlighed til sig selv og de Børn, der skal komme til Verden, at afstaa fra de her paapegede Nydelser, som er trængt ind i alle Samfundslag i vort Folk?

Det er et af Tidens Tegn, som vi jo allerede har begyndt at lægge Mærke til, at Egenkærligheden i høj Grad regerer, og Kærligheden er blevet kold i mange, — saa kold, at der, som vi ved og saa ofte har hørt Eksempler paa, hos mange, ikke mere føles Barmhjertighed med Barnet. — For at vide, at dette er sandt, behøver vi kun at drage frem for vor Er­indring de mange Gange, vi har hørt om de saakaldte store

Skandalebegivenheder, da snart en og snart en anden blandt Lærd og Læg indenfor højere og lavere Samfundslag var anklaget for og overbevist om at have bedrevet Utugt med smaa Piger.

Mangen en af disse arme, overkultiverede, nydelsessyge Mennesker blev sendt bort fra Landet, ud i den vide Verden. — — Men det, at han kom over Grænsen eller til en anden Verdensdel, gjorde ikke denne arme Mand til et bedre og mod sine smaa Medmennesker mere barmhjertigt og ansvars­fuldt Menneske. Mon ikke i de allerfleste Tilfælde han der, borte fra Danmark, ødte andre dyrekøbte Smaapiger, saa at Anklageskriget stiger op mod Himlen fra. uendelig mange Barnehjerter, fordi de ved dette stakkels Menneskes Begærlig­hed og Ubarmhjertighed og ved d e r e s e n s i d i g e Syn paa Sagen, der sendte ham bort i Stedet for at gøre ham uska­delig, blev ført ind i et ødelagt og elendigt Liv?

Fordærvelsen i Barneverdenen har i de sidste Aar bevirket, at vor nuværende Regering har ført Børneloven igennem og taget det store, gode Arbejde op med Anbringelse af særlig vanskelige Børn og med Børn, som befinder sig under særlig daarlige Forhold.

Vi har Grund til at være taknemlige for denne Lov og det Arbejde, som her er begyndt, og vi, saa mange som paa nogen Maade kan det, bør af yderste Evne støtte Regeringen i dette Forehavende.

%___

Denne Bestræbelse er dog langtfra nok til at hindre For­dærvelsen iblandt os.

Vi, saa mange som paa dette Omraade har tiet og derfor nu vil tage vor Del af Skylden for den nuværende raa, tøjles­løse og pligtløse Aand, der raader iblandt vor Ungdom, bør derfor hver for sig og alle tilsammen bidrage vort til, at Regerin­gens Opmærksomhed bliver vakt overfor de Forhold, der i saa høj Grad bidrager til, at Barnet i Følge Børneloven maa fjernes fra Hjemmet.

Thi vi kan vel nok være enige om dette, at intet virker saa fordærvende paa Barnet, som 1) at blive et Bytte for Usædelighed, 2) i det daglige Liv at blive stillet Ansigt til Ansigt med Usædelighed og 3) gennem Bøger, Blade og sanse­pirrende Billeder at faa sit Livs Niveau stillet paa et saadant Lavmaal, at det gør Barnet ganske uskikket til paa en for Samfundet og Fædrelandet tilfredsstillende Maade at udfylde en Plads i Livet.

Maa jeg, inden jeg gaar videre, have Lov til ogsaa- at gøre opmærksom paa, at Usædelighed under alle dens sørgelige

Former altid 1) avler Løgn, for at skjule og dække sig, 2) avler Underfundighed, for at overvinde de Hindringer, der staar i Vejen for Sansernes Tilfredsstillelse, 3) fører sin Slave ind i Uærlighed og Tyveri; — herom vidner i rigt Maal Undersøgel­serne, som vore Blade jævnligt giver os Meddelelse om. Ikke faa bliver gennem denne Last ført ind i Drukkenskab og Fraad- seri m. m.

Kort sagt, Karakteren svækkes altid, og hos de Mennesker, som fra Fødselen har en svag Karakter, udviskes den ved et saadant Liv mere og mere.

Vore Sindssygeanstalter, Fængsler og lignende Steder for­tæller os om de mange menneskelige Vrag, der af ovennævnte Grund ender deres Liv der.

Endelig følger der jævnligt med et usædeligt Liv en Syg­dom, der mere end nogen anden, hvis den ikke paa et tidligt Stadium ved omhyggelig, langvarig og samvittighedsfuld Be­handling og ved Menneskets Tilbagevenden til et sædeligt og ordentligt Liv bliver besejret, vil kunne ødelægge ikke alene det paagældende Menneskes Konstitution, men ogsaa deres, som ved Familiebaand knyttes til det, og da ganske særlig de Børns, som kommer til at nedstamme fra det; hvilket tidligere er paapeget.

Jeg har Grund til at føle mig forvisset om, at de fleste af vore. Læger, der i Livets daglige Færden har med denne Syg­dom at gøre, i intet væsentligt vil være uenige med mig i, hvad jeg her har skrevet. Hospitalerne er paa Grund af de nuværende Samfundsforhold overfyldte af syfilitiske Patienter, som ikke altid kan forblive paa Hospitalerne i den til Kurens fuldstændige Afslutning nødvendige. Tid, og som ved Udskriv­ningen faar Paalæg af Lægerne om efter en Tids Forløb atter at gennemgaa en Kur. Men om det bliver gjort, og hvor sam­vittighedsfuldt det bliver gjort, det kan Lægen i mangfoldige Tilfælde ikke afgøre før efter Aars Forløb, og da vil det i Reglen være for silde.

Med alt dette for Øje og med Erindringen om de mange Gange, jeg i de forløbne 30 Aar snart i et, snart i et andet Tilfælde, har henvendt mig til rette Vedkommende for gennem dem at faa de Forhold forandrede, som jeg nu offent­ligt drager frem, kan jeg ikke fritage vor Regering saavel som alle rettænkende Mænd og Kvinder og da ganske særlig alle os bekendende Kristne for en Del af Skylden, fordi der ikke ved Lov er blevet bragt bedre Forhold til Veje end de, som Oktoberloven af 1906 gav os.

Ved den er Utugten bredt ud over København, trængt ind i en stor Del af vore Gader og i uendelig mange Huse. Den rører sig frit, finder sig godt tilpas og drager i store Skarer vor Ungdom til sig.

Her er det ogsaa paa sin Plads at gøre opmærksom paa, at den saa sørgelig bekendte Holmensgade i Stedet for Bor­deller nu har faaet Butikker, i hvis Vinduer skamløse, usædelige Billeder daglig udstilles til Fordærvelse for de mange Børn og Voksne, der beskuer dem. Hvem mon der er Indehavere af disse Butikker? Og hvem mon der passer dem?

Sidste Aar sad der i min Stue en Læge, der ikke gør For­dring paa at henregnes til Menigheden. Han talte med Sorg om, hvorledes Usædeligheden tog Overhaand iblandt os, og spurgte saa mig, om jeg ikke kunde gøre noget for at faa Forholdene forandrede. Da jeg maatte svare ham, at jeg paa Grund af mit overvældende Arbejde i alle Tilfælde intet kunde gøre før muligen hen ad Foraaret i Aar, sagde han stille og alvorligt: — Der gaar saa mange Mennesker i Hundeneimens.

Jeg erkender vel, at det var et Gode, at Loven af 1874 blev afskaffet; men jeg kan dog ikke paa Grund af den Over- haandtagen, som Usædelighed og Løsagtighed har i vore Dage saavel i vor Hovedstad som i flere af vore Provinsbyer, ja, ogsaa paa Landet, undlade saa indtrængende som muligt at bede vor Regering om snarest at søge at skaffe bedre Forhold til Veje.

For endnu at belyse, at der fra Samfundets Side enten ad Lovgivningens eller ad andre Veje maa gribes ind for at faa Barneverdenen værnet og højnet, skal efterfølgende anføres:

For Aar tilbage stod der i et af vore Blade om en rystende, usædelig Begivenhed, der var fortalt paa en bred og malende Maade. Dette blev læst af en 16aarig ung Pige og fængede saaledes i hende, der indtil denne Dag i den Forstand havde været ubesmittet, at hun 8 Dage efter blev bragt til mig.

Jeg gjorde i den Anledning alt, hvad jeg formaaede, for at faa de paagældende Myndigheder til at skride ind og hindre, at saadanne Referater kunde komme igen.

Skønt jeg er fuldt forvisset om, at vedkommende, som jeg henvendte mig til, gerne vilde opfylde min Bøn, saa var det dog umuligt. — I Følge vore Love, som det jo i vore Dage saa kraftigt er bevist, kunde efter hans Mening sligt ikke hindres.

Efter denne unge Pige er utallige Børn og Unge blevet besmittede og opøvede i Usædelighed gennem sensations­vækkende Blade, der sælges og uden Blusel læses ogsaa af saakaldte dannede Mennesker. I Ubetænksomhed efterlader mange dem saa baade her og der til behageligt Gennemsyn. I andre Tilfælde gøres dette ogsaa, fordi man ikke ønsker at faa disse Blade bragt til sit Hjem, hvor de let vilde kunne komme de paagældendes egne Børn i Hænde. — Saadanne Mennesker tænker vel paa. at bevare deres egne Børn for Smitte, men har glemt, at de ogsaa har et Ansvar overfor andres.

Et stort Salg af Smudsblade finder ogsaa Sted til vor Skole­ungdom. Man kunde forleden Dag paa Kolding Banegaard se Børn i et Ferietog forsyne sig med Smudsblade.

Gennem Makulatur, som for billig Penge sælges til Køb­mænd, spredes disse Blade ogsaa ud over Landet. Smaafolks Børn henter Varer hjem, indsvøbt i saadant Papir, og læser, hvad der staar skrevet, og Smitten breder sig i Barnehjerterne. — Fra vore Skoler, Opdragelsesanstalter og Børnehjem, fra de forskellige Værgeraadsforniænd kan det bevidnes, hvorledes det stakkels Barns indre Væsen modtog, hvad det læste, eller hvad det blev bekendt med gennem de sansepirrende Billeder, Postkort og Varietéer, og saa prøvede paa at leve ud. — Barnet havde jo ikke bedre Forstand; det tænkte sig, at saaledes skulde det gaa til i Livet. — Men saaledes vaj vore Børn ikke for 15—20 Aar siden!

Som jeg i de senere Aar atter og atter har fremdraget i vore Beretninger, er det mere og mere i en yngre Alder, at den unge Pige bliver et Bytte for Usædelighed. I Aar viser det sig, at af de 112 unge Piger og Kvinder, der i 1907 paa Skovtofte har været under Røgt og.Pleje, var 23 ved Optagel­sen mellem 14 og 16 Aar og 42 mellem 16 og 18 Aar, ialt 65 unge Piger. Denne unge Alder er et frygteligt Bevis for de

daarlige Tilstande i Samfundet, særlig naar vi betænker, at ikke faa af disse var ødte i en tidlig Barnealder.

Med dette og meget mere for Øje og med det inderlige Begær, at faa Tingenes frygtelige Tilstand forandret, var det, at jeg ved Mødet i Kolding drog Begivenhederne fra Vagtstuen og Portnerboligen frem. I denne Sag var der, om end i al Stilhed, faldet Dom, skønt Dommen ikke ramte saa langt, som

- jeg mente, at den burde have gjort.Den Kendsgerning, at dette var en afsluttet Sag, i hvilken

der bevisligt var faldet Dom, gjorde, at jeg ansaa mig beret­tiget til at fremdrage den for ogsaa ved dette uomstødelige Eksempel at bidrage til at godtgøre, at vore moralske Tilstande er slette.

Efter min Mening begaas der Uret imod de Pigebørn og de Mænd, der var indviklede i denne Begivenhed, ved paa ny at tage denne Sag frem til Politi- eller anden Undersøgelse, da den tilstrækkelig kan bevises gennem saavel de Afhøringer, som er afholdte indenfor Hæren, som gennem de Politirapporter, der er taget over de paagældende Pigebørn.

Det var selvfølgelig ved Omtalen af denne ca. 2 Aar gamle Sag (se Kolding Avis for 2/7) ikke i mine Tanker at ville lægge Skylden for disse Begivenheder over paa andre end dem, der umiddelbart havde deltaget i dem, eller ved Udtrykket „Ama­lienborg Slot“ at ville have forstaaet andet end Vagtstuen og Portnerboligen, og jeg beklager meget, hvis jeg har udtrykt mig saaledes, at nogle m ed et Sk i n af Ret kan l æ g g e s a a d a n n e T a n k e r i nd i mi ne U d t a l e l s e r .

Ligeledes maa jeg hævde, at jeg heller ikke ved at frem­drage denne Begivenhed har haft andet Maal for Øje end mit Eolks og mit Lands Redning.

Ærligt viste jeg ved samme Møde (se „Kristeligt Dagblad“s Referat foran), hvorledes de Synder, jeg paapegede i vort Folk, søgte at trænge ind i Guds Menighed. Jeg opfordrede inderligt og alvorligt til ikke længere at søge at dække over noget, men lade det komme frem i Lyset og ind under Dommen, at ikke Saltet skulde miste sin Kraft.

Saaledes søgte jeg at skifte Sol og Vind lige, idet jeg lige- saa fuldt revsede Forsyndelser i samme Retning indenfor Menig­hedens Rækker som udenfor disse.

Det var derfor ganske i sin Orden, at jeg ogsaa vendte mig til de kristelige Ungdomsforeninger.

Mange i Menigheden, ikke mindst unge, som under de Vækkelser, der er gaaet hen over vort Folk, er bleven revet

i -’T

vvv^'Vf "“% ' f ?r* - v •»..' p

:*. - ***& -- , i r . . .

j-- S*t f

Ttff

lii,l t '1t'

med af Bevægelsen uden dog at være bleven virkelig omvendte Mennesker, saa de i dybeste Forstand kom til at høre Menig­heden til, har taget Skade.

Det at faa et Mærke, som betegner, at man hører til en K. F. U. K. eller K. F. U. M. i eller udenfor København, er ikke det samme som at være et omvendt Menneske, der ved Guds Kraft kan modstaa Kødets Fristelser.

Jeg bør sikkert ogsaa her gøre opmærksom paa, at et troende Menneske baade i Følge Guds Lov og Livets Erfaring kan falde; men Guds Ord paabyder, at sligt skal revses.

Jeg har derfor med Smerte peget paa den utilbørlige Kends­gerning, at det i vore Dage er sket, at der indenfor Menig­heden er forefaldet Tilfælde, hvor unge Mennesker har holdt. Lønbryllup i Stedet for at oppebie Guds Time, da Ægteskabet i Tugt og Ære var traadt i Kraft.

Jeg har indtrængende og alvorligt formanet til, at der ikke maa dækkes over sligt, men at det i Alvor og Kærlighed maa tages frem i Menighedens snævre Kreds.

Jeg har ogsaa peget paa den løse og frie Maade, hvorpaa Unge ogsaa indenfor Menigheden er begyndt at onigaas hin­anden.

Jeg har mindet dem om, hvorledes de Unge i gamle Dage i Ly af Familielivets Beskyttelse lærte hinanden at kende, og; naar de gensidig havde Kærlighed til hinanden, blev ringfor­lovet.

Jeg har advaret de Unge imod, som det nu em Dage er Skik, paa det løse at tage sig en Ven eller Veninde og om- gaas hinanden frit, og jeg har bedet dem vende tilbage til de gamle Stier og staa fast paa, at skal der indtræde et intimt Forhold mellem vore unge Mænd og Kvinder, da maa det være en Ringforlovelse i Tugt og Ære og intet andet.

De to Eksempler paa utilbørligt Forhold, altsaa Lønbryllup„ indenfor K. F. U. K. og K. F. U. M. var ikke opgivne hverken med Navns Nævnelse eller Stedsangivelse, hvad de heller ikke burde være.

Efter min Mening maa vi alle i Guds Menighed bøje os; under den Skam, som ved saadanne eller andre Fald bringes; over os, men indenfor Menighedens Kreds — ikke o f f e n t ­l i g t — bør de enkelte Mennesker møde Kirkens Tugt, hvilket jo i dybeste Forstand er Kærlighed.

Paa Grund af de skammelige Angreb, som „Borgen" i Gothersgade og dens Ledere saa samvittighedsløst har været Genstand for, vil jeg anføre, at mine Eksempler ikke var hen-

m

n

tede fra den, og at mine Ord ikke kunde give nogen som helst Ret til at antage dette.

Ja, jeg har ved Mødet og gør det ogsaa i dette Skrift med hele min Sjæls Alvor formanet til Bod og Omvendelse og til at vende tilbage til Kirkens gamle Skik med Menigheds- og Kirketugt.

Naar jeg opmuntrer til at vende tilbage til denne Kirke­tugt, da ved jeg vel, at denne ikke kan udføres til sand Vel­signelse, uden at de, der skal udføre den, er ydmyge Guds Børn, der i den Grad selv er iførte Bodfærdighedens og Ydmyg­hedens Kappe, at de, idet de tager den skyldige ved Haand og om Hjerte, i Sandhed med den gamle Profet — Dan. 9, 5— kan sige: „Vi har syndet og gjort ilde“.

Vejen ind for Guds Ansigt, om hvem Skriften siger, at han er en fortærende Ild, er aaben og fri. Enhver kan i ærlig Bøn og Bod ved Kristus naa ind til Gud, og, selv om det gør ondt, i Lyset for hans Ansigt blive dømt og bestandig fuldere og sandere blive delagtiggjort i Renselsen ved Jesu Kristi Blod.— Jeg kan ikke noksom opmuntre enhver sand Kristen til at gøre dette.

Hvad jeg ved Koldingmødet sagde om Menighedens Ar­bejde blandt vor Ungdom, peger om end indirekte paa, at selv om Trangen til Medarbejdere i den forgrenede Ledelse af det overordentlig store Arbejde er meget stor, saa gælder det dbg i allerhøjeste Grad om ogsaa her at være varsom i Valget af Lederne, selv om disse kun betroes en mindre Del af Arbejdet, og om at erindre, at her i høj Grad tiltrænges den Naadegave at kunne bedømme Aander.

En anden Synd, der ogsaa er tiltaget i Aarenes Løbj og som en Del af os, der har vort Arbejde iblandt Børnene og de Unge, er vidende om, er Blodskam.

Atter og atter er denne frygtelige Synd, begaaet mod Barnet i den tidlige Alder, under Taarer blevet bekendt for mig, og Faderens hele Stilling, naar jeg talte med ham, viste kun altfor tydeligt, at hvad Barnet havde følt Trang til at lette sit Hjerte for, var sandt.

En velstaaende, gift Mand havde udenfor Ægteskabet tre Smaapiger. Efterhaanden som disse var fyldt 13 Aar, ødelagde

han dem ved sit skammelige Begær; — to af disse kom senere til mig.

En anden af mine stakkels, smaa Piger blev i 12 Aars Alderen ødelagt først af sin Broder og lidt senere af sinFader.

En tredie fortalte mig, hvorledes hendes Stedfader mis­brugte hende og truede hende til at skjule det for Moderen. Næsten med et Skrig, som jeg aldrig glemmer, føjede Barnet til: „Da blev jeg saa vild!“ Ogsaa med denne Stedfader har jeg personlig talt og overbevist mig om Sandheden deraf.

Men hvorfor drage flere Eksempler frem? Dette er sikkert tilstrækkeligt til, at min Læser kan faa Forstaaelsen af, at denne Synd er ved at blive saa temmelig almindelig, og at her ogsaa tiltrænges mere Værnepligt mod Barnet.

Fordærvelsen i vore Provinsbyer følger med ikke liden Hastighed efter den, som vi kender fra vor Hovedstad og densOmegn.

Adskillige af de unge Piger, som jeg i Aarenes Løb har lært at kende, har været ødte i en frygtelig Grad. Piger f. Eks. fra Aalborg, Aarhus, Esbjerg ja, selv 16 17-aarige Piger fra Hjørring og Herning — har ved deres frække Meddelelser om deres Liv og ved deres hele Færd fyldt mig med Sorg.

Vi har faaet en Lov, i Følge hvilken den anklagede i Stedet for Dom bliver midlertidig benaadet paa 5 Aar og i den Tid bliver stillet under Tilsyn. Denne Lov har sikkert meget be­rettiget og godt ved sig, særlig naar den anvendes med Skøn­somhed, og den paagældende kan anbringes uden at blive til Skade for andre i Hjemmet eller Byen. Loven kræver derfor efter min Forstaaelse mange flere Opdragelsesanstalter baade for Mænd og Kvinder, ja, ogsaa for skolepligtige Børn, end de, vi i Øjeblikket har. Inderligt ønsker jeg, at disse snart maa blive bragt til Veje under dygtig, samvittighedsfuld, kristenLedelse.

Loven har imidlertid i de Aar, som den har eksisteret, ført det med sig, at mange af disse anklagede eller straffede Menne­sker er bleven anbragt i Hjem paa Landet uden først i en længere Tid at have været anbragt paa et Redningshjem.

En lignende Fremgangsmaade er fulgt af enkelte velgørende Foreninger.

Da et Menneskehjerte jo i Reglen ikke saa hastigt forandres, og hvad der findes i os i Følge Livets Orden udadtil maa sætte sin Frugt i Ord og Handling, saa kan jeg ikke skønne rettere end, at der ad denne Vej ligesom ad de tidligere paa­pegede er bragt megen aandelig Smitte og Fordærvelse ud overvort Land.

Her vil jeg derfor ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa, at der i Reglen, hvor et saadant Menneske anbringes, er baade Naboer og Genboer, og at disse som oftest har enten Børn eller Tyende, der saare let, som alle vi Mennesker kan det, paavirkes af det Onde. Til Eksempel herpaa skal jeg meddele efterfølgende:

To 20-aarige unge Mænd, der havde været straffede, kom i to gode Hjem, — hvorledes, ved jeg ikke saa nøje; men i Dag er under min Varetægt Datteren fra det ene Hjem og Tjeneste­pigen fra det „ andet, og de er begge forførte af disse ungeMænd.

Jeg anfører dette 1) for at bidrage mit til, at alle vi, der gerne vil hjælpe andre Mennesker, kan gøre os det klart, at det i al Velgørenhed gælder om at overveje Sagen fra mange Sider, at vi ikke, idet vi gør godt mod nogle, kommer til at forsynde os mod andre, 2) for at bidrage mit til, at der kan blive oprettet de Redningshjem, som vi saa haardt trænger til, særlig for unge Mænd.

Hvad jeg nu skriver, vil maaske i første Øjeblik forundre min Læser og maaske fremkalde en Ytring som denne: „Nej, det er dog at gaa for vidt; paa dette Punkt har vi ingen Skyld14. — Jeg beder imidlertid min retsindige Læser om atter og atter at læse igennem, hvad jeg nu skriver, og stille over­veje det i Hjertet, — saa føler jeg mig forvisset om, at vi ender med at blive enige.

Skal jeg være Sandheden tro, maa jeg altsaa hævde, at vi ikke er naaede til den frygtelige Virkelighed at have en Presse, der i saa høj Grad, som jeg alt har fremdraget, bidrager til at ødelægge vor Ungdom og vort Folk, uden at vi danske Mænd og Kvinder, hvad enten vi hører til de højeste Stænder

eller til det bredere Lag i Befolkningen, har vor Del af Skylden.

Et Samfund føres ikke med eet Slag ind i en saadan Rygges- løshed og en saadan Mangel paa Rets-, Pligt- og Ansvarsfølelse, som den, vi befinder os i. En saadan Tingenes Tilstand naas derved, at den ene Forsyndelse, den ene Given efter for vor Naturs lavere Tilbøjeligheder lænker sig i den anden og bliver til en lang Kæde af Forsyndelser fra Samfundets Side; — og til Samfundet hører hver dansk Mand og Kvinde, ingen af os kan slippe fri for Skyld. Gud vil, at vi alle bøjer os ind under Dommen og vender tilbage til ham.

Den 15. November har jeg i 31 Aar ledet og forestaaet Magdalenehjemmets dejlige Arbejde. Jeg har haft rig Lejlighed til at blive kendt med deres Skyld, som jeg regner det til mit Livs Lykke at have faaet Lov til at være en Hjælper for, og aldrig har jeg midt i Kærlighedens Omhu været saa blødagtig, at jeg ikke ogsaa overfor dem kaldte Synd for Synd. Som deres For­taler staar jeg ogsaa for en stor Del nu, skønt jeg denne Gang er gaaet i Ilden for at bidrage mit til at standse Fordærvelsen blandt vort Folk, og da særlig blandt vor Ungdom i de for­skellige Samfundslag.

Uden derfor heller ikke et eneste Øjeblik at ville formindske deres Skyld, som i Dag ved Smudsblade, sanselige Billeder m. m. ødelægger vort Folk, vil jeg i min Frelsers Navn sige: „Hvo, som er ren, kaste den første Sten“ paa de forblindede, vild­ledte, ødelagte Mennesker, der paa denne Maade har været med til at fordærve saa mange Menneskesjæle og Menneskeliv iblandt os.

Jeg vil bede enhver betænke, hvad jeg alt har skrevet i denne Sag, og saa vil jeg fast og bestemt hævde, at der er Grund til at frygte for, at de, der, som jeg alt har sagt, ad de forskellige Veje støtter disse Blade, har deres store, tunge Skyld, som de aldrig skal blive kvit uden gennem ham, der ene kan slette Synd ud.

Jeg føler ogsaa Trang til at udtale, at jeg er overbevist om, at der blandt de Mennesker, som har stillet sig i Smuds­bladenes Tjeneste, findes dem, der inderst inde kender hos sig selv en Længsel efter, en Trang til at blive brugt til det bedre. Til de Mennesker siger jeg derfor frimodig: „Gud elsker Dig; han længes efter, at Du skal vende tilbage til ham, at han i og ved vor usynlige Frelser kan gøre Dig delagtig i Syndernes Forladelse, Liv og Salighed, saaledes at Du endnu kan faa udrettet et godt og ædelt Arbejde her paa Jord. Vær frimodig, det kan lykkes“.

Maa det nu -ogsaa være mig tilladt at spørge, om der ikke iblandt os er Journalister, gode, ædle Mænd, som, naar de overvejer, livad jeg her peger paa, saa stille siger ved sig selv: „Jo, vi har ogsaa vor Del af Skylden i vore forraadnede For­hold, 1) fordi vi har ladet os binde af Partihensyn og syn­det grovelig ved ikke altid at være Sandheden tro i Kærlighed og saaledes har været med til at undertrykke det Gode, som vi inderst inde i vore Hjerter dog vilde have frem; 2) fordi vi har ladet os rive med af Tidsaanden; 3) fordi vi ikke har fastholdt det høje Ideal, der en Gang foresvævede vore Sjæle, nemlig under alle Forhold at bidrage vort til at fremme alt, hvad der var sandt og ædelt og derfor ogsaa samfundsnyttigt.

Inden jeg gaar videre, maa jeg som min personlige Op­fattelse, der sikkert deles af mange Mennesker, gøre opmærk­som paa, at det er mere end svært at faa fat paa, at Grund­loven, som vi takker Gud for, virkelig giver Frihed til at eta­blere og opretholde Blade, der gør Forretning af alle de sørgelige Fald og Daarligheder, der kommer frem i vort Folk, og derved bidrager til, at Tusinder af Mennesker, ogsaa Børn, drages ind i de samme Synder. Fremmes ikke ogsaa Uærlighed og Raahed i vort Folk derved, at det taales, at disse Blade søger at tjene Penge ved under Grin at slæbe retsindige og alvorlige Mennesker gennem Skarnet og over­dænge dem med Snavs?

Folket, unge og gamle, Mænd og Kvinder, der i u b e g r i ­b e l i g L e t s i n d i g h e d nedværdiger sig til at læse sligt, tager Skade heraf. Med den dybeste Alvor spørger jeg derfor ethvert retsindigt Menneske, ja, alle iblandt os, der endnu har nogen Forstaaelse af, hvilket Ansvar det er at være et Menneske: „Er det ikke en Forbrydelse at opretholde saadanne Blade, og er d e t i kke en Forbry-de l se , h v o r i vi al le ha r g j o r t os s ky l d i ge , at t a a l e s a a d a n n e B l a d e i b l a n d t os? Er det ikke paa Tide, at vi samler os til Bekæmpelse af dette Uvæsen og kommer den gamle Profets Ord i Hu, Es. 5, 20: „Ve den, som siger om det onde, at det er godt, og om det gode, at det er ondt, 'som gør Mørke til Lys og Lys til Mørke".

Det var dog sikkert Tanken med Grundloven, at der ved den skulde sikres Folket Ret til at bringe alt, hvad der var godt, sandt og nyttigt, frem og ikke det modsatte.

Forholder det sig imidlertid saaledes, at dette Uvæsen, der er en af vort Samfunds store Kræftskader, ikke i Kraft af Grundloven kan standses, og findes der ingen Love hos os,

der kan standse saadanne Forretninger, var det da ikke muligt og paa Tide, at vore dygtige, retsindige Jurister gjorde sig det til en Opgave ad lovlige Veje at tilvejebringe Forandring til det bedre paa dette Omraade?

Jeg nærer det sikre Haab, at Medlemmerne af vor høje Rigsdag efter at have læst og overvejet, hvad jeg i dette lille Skrift har følt mig forpligtet til at fremdrage, vil gaa i Spidsen i Kampen mod alt, hvad der ødelægger vor Ungdom og ned­værdiger vort Folk, ogsaa derved, at Smudsbladene for be­standig bliver afsagte blandt de Blade, som Rigsdagen holder. —- Fra paalidelig Side er det mig meddelt, at med Undtagelse af eet findes alle disse Blade i Rigsdagen.

Det er ikke mit Ønske med, hvad jeg nu skriver, at give Anledning til, at der i Bladene skal fremkomme nye Opkog af vort Folks Skam; men skal Maalet naaes, Folket højnes og vort Land reddes, da maa der nu alligevel peges saaledes paa Synden, at det ikke bliver let at smutte udenom.

Saa vil jeg i min Guds Navn saa stille, alvorligt og sandt, som jeg kan faa Naade til, røre ved vort Folks store, svare Syndebyld.

Bag ved mine Ord paa Koldingmødet laa de smertelige og rystende Begivenheder, som en Del iblandt os kender under Benævnelsen: 1) den store, homoseksuelle Sædelighedsaffære,2) den Georg Petersen’ske Affære (Homoseksualisme i Forbin­delse med Pengebedrageri til en Sum af ca. 130,000 Kr. — saaledes er det mig meddelt fra paalidelig Kilde) ■—- og endelig3) Affæren med Gernand (ogsaa homoseksuel).

I Forbindelse med disse smertelige Begivenheder er det Mand og Mand imellem saare ofte bleven nævnet, at vore Soldater, L a n d e t s Sønner , bliver misbrugt.

Med alt dette i mit Hjerte som Kendsgerninger, der ikke kan omstødes, ansaa jeg det for min Pligt og for nødvendigt, om det skulde lykkes at faa Menigheden vækket til Forstaaelse af vor alvorlige Stilling og til dens eget Ansvar, da at nævne, hvad der var mig meddelt, og hvad der ogsaa om fornødent ved omhyggelig og samvittighedsfuld Undersøgelse skal vise sig at være rigtigt, nemlig Begivenheden med de hundrede Soldater. Jeg nævnede i n g e n V a a b e n a r t , og jeg fortalte

det ikke i umiddelbar Forbindelse med Begivenhederne an— gaaende Livgarden. Hvad der af andre kan være sagt herom, er derfor Usandhed.

Jeg lagde ikke nogen Vægt paa at erindre Vaabenarten, da det blev mig meddelt, hvad der var foregaaet, dette interesserede mig ikke; jeg tænkte heller ikke paa nogen Vaabenart, da jeg talte, fordi mine Ord ikke v a r e t A n g r e b p aa vor- Hær, men p a a T i d s a a n d e n og de L a s t e r , de r g a a r i S v a n g i b l a n d t os, og p a a os alle, f o r d i vi som et S a m f u n d h a r t aa l t , at vi er n a a e d e saa l a n g t ned ad T i l v æ r e l s e n s S k r a a p l a n .

I Forbindelse med Homoseksualisme har jeg hørt det an­ført, som noget, der var sagt af en Mand, som dog skulde have nogen Indflydelse, at det vel paahviler Samfundet som en Pligt at vaage over, at ingen saadan Synd bliver begaaet mod mindreaarige, men at hvis Mænd havde Lyst til sligt, da maatte det blive deres egen private Sag.

Om denne Udtalelse er sand eller ikke, tør jeg ikke sige; men eet ved jeg, og det er, at den i høj Grad savner de for • et Samfund saa nødvendige bærende Begreber, som hedder R e t f æ r d i g h e d s - , Ansvar s - og P l i g t f ø l e l s e , og at jeg, da denne Anskuelse muligen deles af flere, ikke tør undlade her at drage den frem og søge at paavise det urigtige i den.

Fra det Menneskes Bevidsthed, der giver sig hen til denne Last, er, saaledes er vi berettigede til at hævde, den Kends­gerning forsvundet, 1) at ethvert Menneske vel er en Enhed, men tillige en Del af en Familie og et Folk, og naar et Men­neske ved et usædeligt Levned under hvilken som helst Form_ og da ikke mindst under den, som jeg nu taler om, misbru­ger sin Person, da kan et saadant Menneske bringe Sorg, Li­delse og Skam over sin Familie og sit Folk derved, at Sagen bliver offentlig kendt; 2) at det ikke blot er det ydre Legeme, som kan tage Skade, men at ogsaa Menneskets indre Væsen tager ubodelig Skade; dette. kendes ogsaa derpaa, at den største Part af disse Mennesker i Virkeligheden føler sig i høj Grad. ulykkelige; 3) at det, selv om det vides, at en Del Mennesker, der er bukkede under for denne Last, kan varetage deres Ar­bejde til fuld Tilfredshed, dog maa siges, at en stor Del af dem saavel legemligt som aandeligt degenereres ved den; 4) at. et saadant Menneske, idet han drager andre mandlige Væsener og da ikke mindst Drengebørn ind i samme Last, bliver de Men­n e s k e r s a a n d e l i g e Morder .

Det er mig sagt, at sligt i „Dansk Lov“ betragtes som em

^Forbrydelse; men er det saaledes, da er det dog vel utvivl­somt, at det, ikke at følge Lovens Anvisninger, ogsaa er en Forbrydelse mod Samfundet. Dette maa dog vist med Rette kunne siges, da man i saa Tilfælde paa Grund af falsk Med­

lidenhed med den skyldige herved undlader at værne Drenge •og Mænd, der i den Forstand er uskyldige, mod skammelige - Efterstræbelser.

Endnu maa jeg saa inderligt have bedet enhver hæderlig Kvinde hjælpe til, at vi saaledes faar skaffet det onde bort af vor Midte, at vi, naar dette Skrift er blevet omsat i Handling, alle som en vil bidrage vort til, at intet usømmeligt bliver

'taalt iblandt os, heller ikke Samtaler om Usædelighed, og hvad "der er i Slægt dermed.

Siden 1881 har jeg ofte talt ved Møder, og en stor Skare af Mennesker vil kunne vidne, at jeg altid saavel ved Møder

. som ellers i min Færd gik stille og fint henover Mørkets Ger-

.ninger, som det sømmer sig og er mest tjenligt for os Kvin­der. — Gud lærte mig det.

Nu har jeg talet, fordi dette maatte siges. Lad nu det, som .jeg har sagt, bære en god Frugt, og lad saa os Kvinder trænge nær til Gud, at hele vor Færd maa blive lutret og renset, saaledés at vi i Sandhed kan blive en god Medhjælp for Manden.

Hvis det gamle Ord er Sandhed: „Manden bliver det, som Kvinden gør ham til“, saa har vi en over al Maade stor Skyld

.i vort Folks Fordærvelse. — Gud give os Naade til at se vor Skyld og blive det, som han bestemte os til.

Gud give, at mine ufuldkomne og langtfra udtømmende Ord om alt, hvad jeg i min store Skrøbelighed har skrevet, maa ■ bide sig fast og blive Genstand for alvorlig, stille Overvejelse. Guds Ord og Historien viser os jo, at hvor de Synder, som

"dette lille Skrift peger paa, faar Overhaand, dér nærmer Folket >og Landet sig sin Undergang.

Det sidste mærkelige Forhold, som jeg, inden jeg slutter, maa drage frem, er den usande Opfattelse, som synes at være til Stede i vort Samfund, at det at lægge Fingeren paa Sam­fundets Raaddenskab, en Raaddenskab, der synes at gribe om sig værre end Kræft, synes af nogle, ogsaa tilsyneladende ret­tænkende Mennesker iblandt os at anses for noget nær en Forbrydelse; hvor imod det at begaa selve Synden af disse samme Mennesker anses for et Onde, der nu en­gang ikke kan være ander ledes , naar en Stad er ved at bl ive en Stors tad.

Jeg ved vel, at Synden under ingen af sine Former kan br inges ud af Verden, saa længe denne staar ; men eet er det , at Synd og Las t f indes og fra alle ledende og s tyrende Mænd ib l and t os hæmmes og mo da rb e j ­des af al Kraf t , et andet er det , at den, ved hvad jeg her i det te Skrift har berør t og ved meget andet, l ige­som f remhjælpes , faar frit Lov [til at røre sig, ja* næs ten p ra l e r af sin Ti lværelse.

Det fortælles, at Strudsen, naar den er i Fare, stikker Ho­vedet under sin Vinge; lad os ikke gøre som den, men stille og fast gøre os det klart, at Tilstanden i vort Folk paa Sædelig­hedens Omraade er saa fortvivlet, at 1) Mænd — endog 70- aarige — misbruger smaa Pigebørn, 2) Mænd og Kvinder af alle Stænder vides at give sig hen til Usædelighed og 3) Homo­seksualismens Synd trives i vort Land, ja, at endog Drenge­børn er Genstand for den i en uhyggelig Grad.

Lad Os saa alle, som med Smerte har iagttaget vort Folks Tilbagegang og vor Ungdoms hele Stilling, med denne frygte­lige Alvor for Øje ydmyge os overfor Gud og overfor hinanden og tilsammen bidrage hver sit til, at det kan lykkes at faa bedre Forhold til Veje i vort Samfund.

Mange i vor Menighed, der med Sorg og Smerte har set den sørgelige indre Tilbagegang i vort Folk, har i flere Aar tigget og bedet Gud om en Vækkelse over vor Hovedstad og vort Land.

Man har forsøgt at holde Vækkelsesmøder, men endnu er den store Vækkelse, der ventes som Svar paa Bønnen, ikke kommen.

Mon Grunden hertil ikke er den, at Guds Menighed, smittet af vor slappe Tidsaand, med Verden har søgt at undgaa at faa Syndebylderne trykket ud?

Selv om Guds Menighed fra alle vore forskellige Kirke­afdelinger og Retninger tager bestemt Afstand fra al den Raaddenskab og Tøjlesløshed, som ved Koldingmødet og dette Skrift er draget frem, og modarbejder den af al sin Kraft og Evne, saa har det dog .ikke kunnet undgaas, at Tidens nydelses­syge, fordringsfulde, lyssky og slappe Aand har paavirket den.

Men gaar ikke Tøjlesløshedens og Ryggesløshedens Bølger saa højt i vore Dage, lyder der ikke fra dens Malstrøm det ene Nødskrig af ødelagte og aandeligt døende Mennesker til os efter det andet, saaledes at der er noget i os, som lider? K^n ikke vort Folks og vort Lands Tilstand bevæge os til nu at slippe al Smaalighed og i ærlig Dom overfor os selv erkende vore Forsyndelser mod Gud og hinanden, saaledes at vi tilsammen og med Guds Kraft tager fat paa at faa Forargel­serne, som jo er flere end dem, jeg har kunnet pege paa, skaffet bort af vor Midte?

Vil vi tage den gamle Profet Daniels Ord ind i vore Hjerter og tillade Guds Aand at gøre dem til Sandhed for os, da skal Gud visselig lade Velsignelsens Strømme komme over os. Ordet lyder saaledes: „Vi har syndet og gjort ilde og handlet; ugudeligen og været genstridige, og vi er vegne fra dino Bud og dine Love. Herre, Ansigts Blusel er for os, for vore Konger, for vore Fyrster og for vore Fædre, fordi vi har syndet imod Dig“. Dan. 9, 5—8.

r

Som en Kristen, uden Hensyn til Retning eller Kirkeafdeling, og som en dansk Kvinde har jeg talet og bønfalder og beder i Dag alle rettænkende danske Mænd og Kvinder om at tage ind i deres Hjerter, hvad jeg i Skrøbelighed, men i Retsindighed og Lydighed mod Gud har talet og skrevet.

Det skal lykkes at skaffe det onde bort af vor Midte, det skal lykkes at skaffe Forargelsen bort fra vore Børn og Unge, det skal lykkes at blive et enigt Folk, der ved indre Leve­dygtighed skal kunne oprejse, hvad der er forsømt, saaledes at Gud kan bevare os som et ydmygt og lykkeligt Folk,

- \ • -i*. •• •«:

hvis vi nu vil staa stille, gaa i os selv og vende om til Gud.

#

Lad os ikke tvinge Gud til at sige til os, hvad vi læser i Davids Ps. 50, 16—22: „Men til den ugudelige siger Gud: „Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund, der dog hader Tugt og kaster mine Ord bag dig? Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del. Du skikker din Mund til ondt, og med din Tunge digter du Svig. Du sidder og taler imod din Broder, du sætter Klik paa din Moders Søn. Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne. Forstaa dog dette, I, som har glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som frier“.“

. i;, ^ . . . , . ..*• _' - ' V :-

s?.v. .- *

? / : > r

j ? i F , 1 ^ F FSIsf-■ - mfeS ifi

_=r: ^

-.- :- 4 Ltøf-M ■ t<

i ‘ W ’ .

» f ^ a S S S f ' ' : - '

'•> _ ' .*• . ? - - • ' J -

F t F - . .; '• ‘ r**’* r».

- f e -

y

- \

- m

; w : ; - . ,r * > . ? . •

! ■, a

' " r r r - ^ . : j -

v f • ' . - -

p : r . _ : ; : . : v , - y

V " ’ S •->A- •-' - f :

' : ■ ' ' ' --■■ • ' : ' ^ .•v .

► *. *5

é mvg#y-l 4' -^ • . . , . ^ - ) , » V ,

, . , ,r . . . . . . . . . . . , • / « • • » ■ : ’ ' ■ F " S * ' ^

^ f | f ' F ' . ; : , . ^ ‘ - • - -f v -,

. ^ - ' V ; . y . - ‘ ? a , , . " V . " - :

, :• • : - y ? • # ; • . ■

J? 'i ^ z ; ■ # ■ < • i 3 £ “

. ■ - F F - •• . . , .■ * ■ • £ * « ■ ■ .

n" '/ - v . : v . . . .

■T F ? :■. Tt*''

. " » v r -r

v 1? :- ' . ■■:•■■'> . > F r \••S i ;t F ' . ' • : . -“'- - ■ t w æ å - ' Z ' ' : . - Fi&&F-

. - : ■ p;:.:: -ri J . • . ' -• - ■ v ' ' '

■ ' I , . . . '

* " ' ■ " ; ■ ; ■ ■ ■ : N , • / « >.?:

' ' F

: '- i : , • - '. - -

' ^ ■ ^ ■ > F ■-■••■ • - . ■ F F , • • - ' •

- ’ .......................

. p

•>■■ :-V: F < , , ; V -

' * ■ . ■ • ■*■• ** >-* v 1 • ■':

• ' • F • • • , : • v . - F > - r - . r r

. : . V . ^ ' : ' C ■ ; a .

f

. ^ F

• j

I i ■

JFFs,;.''

* -: . . . ' r - • F . / .. - F ;

^ •

■ X £ . ' ■,*'

7 i ~ ? ’

•; i-.

;■ ' ■ ■-* : r - . .

F - F F ' F - F . x f '■ -**' ■ - 'å ’teffiafy--•«■: y- -v“. t F : , ; F ' - s

■ - . f * - ' ■ ' •■ ■ ■ . - C p . F '

~ f r J | æ ; : : r ^. ' - ' ^ - c ■■ - F F « . . . . v ^ . j , . ■ . - • • ?:- ' . ' . - ' 1 - • F F - 4 1 . . . .

- F ; V v : v f ^ F .-:

4:fj F ; . ^ '■• . : ;• * •

^ " M M

'■

r e

v * * ' ■ -**. - * F ’ '-•' . . 7 * . ,'-

■ r - ' ’W - . - ' • ' v - x . ‘ >-' . ' F F . - F

' F l l F # - : . F . x

, ----- -- . 'U .r? . ' * , -■ . ■'■■ - — y .

- : " & ' . • ■ * ■ • ■ ■ , f i

■. ■

j w # - * f FFF:- ; - F F ^ f ■ VF? F p f c ■F; ;- F

■ t e f f l ’ ¥ ? : , F . r ' / ' ; - F F - ' . . F F F - f

. .■•■- 5> . ■ : V

F ••.■: ' : - & ' F F . aF y \ . : A * & & Å £ - r ~ i -r > J ■ ‘ ' ' F f ’* ? - ^ F - F

•. . a * . ■ ■ - ■ • • • ■ ' - '

. • - ' f . :■*.* ' . -■ . - ' T ' * V

. - O F > '

'v v

♦» - _

. • ' .. F ^ F F ^ - F : ^ - *

• * - . • ■ - ■ ? . , ; v V. ' . F ' " , F - . F ?1 ■. . , . •:.‘ . : V * . ■ .V"- F - F ” . - ' ^

> ' ' F ‘ - . :• .• V . ; , .m ^k»* ^ . . .

. r'<. , « » T <, ‘ • •/ / > £ ' ' ' - _— « ^

» -•• . .-• i

• f . . ‘

. „ i ' i f e r - - ,• '. .,

F / ' . - “ ! F . ' • - i

' ■ ■ ■ ■ ■ F , - - * F F -

S ' F ' ~ - > .f l y - - - .* ' : ?i ■

• ^ ^ 7 >!. y m ■ " S :■ V-, -

1 . » >4 1. - *' «

_ J f ^

■ :' Fy;F:'i;F; .̂s—.t',,.F yvJ{'7. —- - - ^ F F F c^ ' - -

■ F

.. i .

- r -

t . - : , •• . , . .

: f V f

F i » F > ' C

. v F ; •-..

F f — • - — ’ "

F . J / t " F F t ' . - F ;

. - . - • - V - - ^ ' • ' " - - - .

:- r, . F. I L

' Z ?Vivi

. I • ' " f ■,•'* F V -> 'V 'F- - -* • v. - :- ' ' ^

. ; V v j , . ^ ' . * - • * . . F . F - y . , ,V

- i ; > r F > V

• ; F ; F o . , F ; . . .<T;-s -". •• *.

-■ r ' B "

, A * ' '

F * - F - . . : v 1 . . . • • • - - rv - v * . y F ' ■ • • ■'■ -.

“ ' i W ; V ' ' " ' '

'iIFFF1': ^ y • . - . ■ • ' B F F f F : ■ ' - ■ :- . « ■ - . - • • . * &

/ f - . - ’ f F - F ' F . ' ’ 1" -

F ;

- • ■ , v ' - . a '. >̂ . - ■ :• ■« ■ .• - F . * i ! r . : VV .' *,'V V -- ■■ '*■-'■

■ ' ' • • ' F F ; '- : F ,;iF i ' • » J r *

'•

* ,- r

F *' .

K *- r . -

—*-.; * ”.;■ .f *._f > * . r . * > ' r>*; a*

••• ■ ' v / - .-■■'* •

. " ' . - - _, •- • ' - r*-- ' . ; '. •• - vj

- B , ■■ ~ - ■ - V - F F . • . . F f / 'F" ’ ~ ** *. *. •- . , '• ■ ' -k ■ -. - p • '. ;< •• V i ,

. - ‘ • * - - ■■<.-. ' • .* .' 'F •**" - ■

• — s« . ' • ' ■ i. ' ; - . y V -■ ^ -* • - *■

* - *;VJ''.V .y ' ' '^ - -

•«. - ■ v ; - v ■

rir . . ; . *»• ' --

: S # F f

■ . ; : F . F - - ,

' ■ • ; - . ; , - F ' 1 - . ' v F F . f

' . v - v ' v v i . : - ; .

: ' : f „ F L v B ■■"■■'■ ■ ' - ■ ( &

- v i l , V -

‘ " . . ■ ■ ■ • • ‘ ■ ' - ’ V , . . -

■ - .* ’ F i F

-■ . ' . ' ' : _ v - ' K

F ; u ^ f < r "

' F F ' - B ;

/

. ,.-.

' F!>.

j S -

. . . . \

V;:

" f F

- f

r’ !"•

i ø M -■- . V ' , ' ■ - ■

- . : - • b . .

f — ; :O r -. . y *.•*». r '

V 1 • •* '.

. . ' . • ; F F f y i 1 • i :f ' F - i - ' ; F : • ;' . • r,- . F ’ . - - • « ! ? ' r x V ' . . . - • ■'"

F ■ :-f FFIPSS-: J'F: '- ’y'F-r'•” . ■ • - - . ; - i ' • ~ - H f F : - * * • • . ■ - - F . i

■ - ■ v L L i ' ^ Z ^ m r - - . . ■ > .

■ • - ' . f e : ® - * » •■■■■■

. - - V • * \ v % " . . ..•' . . v ’

; V“ ; , . • ' . . ■ . - F ^ F F - ■ - ' . . ' ■

;;F ' | É : i p | F.- V . ' , . - u V - ; . . . ? ? • . <•'." .. * ; i

..■ i . - i

<

; r ; F F «• ■ % ■ * '■ . ■ I

> ; F F ; - V F C F . - % >

v ^ - . ' ;■ : ' • ' • ’ .• ;: ■ . > v .

• B . f -

^ : v - .

-C-t . •-;* n 1

v t f

F -••: ‘r / r ‘

/ . . . . • . i

; r . - ; F ’- . ' • . F . >

*-'■ • > • ■‘ S

* •. - B ,

..*•

FyFF '

■ v . j V j \ ~ r - -V , ’-•Jv L - £.

■ B B F " - -F f F c* •■

-»•■«*

I ' ’ : ^ ■ ' F

■< : ’ F ; '

i ' ■'■' *

F-'-'-' -i>p.r y . . - . . ' « J f r : _

< - r . .-' '-

' ■ " " S - V - v - 'V ' .

;■;■ L &

F..F, F .. •

, > . r A - • - * - r - ■: • ■ • • - ■ • - , ' . .

> *. y r . J . >

», - , -y

. . . ' K r - F - . : ■ .’ -. ,.’ { " ■ « ,

•■-:'■■■... - v , ■, . -■ - - F 4 - - .

■?

? ; ? £ • > ? :

f r - F F i -. . >•

- V ..

x l t i j . ' '

■

•■.. ; .

' * * ” *. •*" ■ ■-

* -

' ■ ' . - . • ' v

* '. ** —^ »•

r '- -'. ' * i r : . .. ». .

• 4 -

.. • V*

'■ F "■■ ■ ■ ^ - . ' ; > •

• . ' ■ • .• -

F ' , .

\ .T _

r . .

F - V

- ■-

. : > - .^ ,

•r, _

. V ' 1

■i . .

- t .,4SS l ’■'-•̂*- -•£*■■•-1 •F . F F C y ^ ^ F . ’F B F .

■ : - ' ’ F ' V ' - v F : ' F .• .- v - t ') .

F . . ; - : : P ' : r & g y ' ^ v .

- 'FF F ■ • 1FB B : F , V ■'

* ' P

B . '

•■“t F ^ '

• • ? ? . • I . T

- . . F v > ^ .'' , ^

• 1 - ■ - ' ■ = *

' -I^FF' Fyl« - • *

‘ . • F F ^

P - * y ^ v. * • V