comin out as an enviromentalist. færdig
TRANSCRIPT
Indholdsfortegnelse
Introduktion...................................................................................................... 2
En fortælling om miljø og kollaps..................................................................... 3
Latours bekymringer........................................................................................ 4
Klassifikationsprincipper...................................................................................6
Retfærdiggørelsesregimer............................................................................... 8
Eksisterer miljøkampen?................................................................................ 11
At forlade den fælles menneskelighed........................................................... 12
Økologi uden natur.........................................................................................13
Økologisering - ikke alt er forbundet..............................................................15
Litteraturliste...................................................................................................17
1
Introduktion
I sommeren 2004 udgiver franskmanden Bruno Latour, og på det tidspunkt professor ved ”École des
Mines de Paris”, en bog som skal vise sig at bringe små skælv langt ind i den etablerede
miljøbevægelse. Bogen hedder i sin engelske oversættelse ”Politics of Nature” og fremsætter med
velkendt sarkastisk snilde den provokerende påstand at miljøbevægelsen intet har med natur at gøre
(Blok og Elgaard 2011: 75).
Året efter og tilsyneladende upåvirket af Latours 'manifest' udgiver den 10 år ældre Jared Diamond,
professor i fysiologi og geografi ved University of California, den populærvidenskabelige bog
”Collapse – How societies choose to fail or survive”. I bogen beskriver Diamond, hvordan
fejlhåndtering af naturens ressourcer var med til at tvinge stolte civilisationer i knæ og helt udrydde
andre. Bogen bliver modtaget med kyshånd i den 'grønne bevægelse' og anvendt som en symbolsk
kulturel ressource1 i kampen for at beskytte naturen mod skadelig menneskelig intervention (Blok
2010: 19).
Den følgende meningsudveksling er et forsøg på at skildre et 'møde' mellem miljøbevægelsen i
skikkelse af Jared Diamond og Bruno Latours tanker om 'økologisering'. Håbet er, at jeg vha. et
dialogisk kunstgreb kan sætte os på sporet af den grønne bevægelse både i praksis og teori. Der må
ud fra formen forventes en hvis frihed i præsentationen af eksempler og synspunkter, som dog alle
findes underbyggede i forfatternes skrifter.
Vi bevæger os til Paris´ karreer en sen aften i efteråret 2005. Filosoffen og videnssociologiens enfant
terrible Bruno Latour sidder i sit arbejdsværelse nær Sacré Coeur, hvor han netop har sluppet det
sidste ord i Jared Diamonds bog ”Collapse”. Fugerne i Latours pande og det flakkende blik vidner
om, at han først nu er på vej tilbage efter en længere rejse, der har holdt ham beskæftiget siden han
ankom til lejligheden fra et middagsselskab i pariserforstaden Villiers Sur Marne. Han rejser sig fra
lænestolen, tager en slurk af den lunkne kaffe og sætter sig ved arbejdsbordet for at sende elektronisk
post til den anden side af atlanten.
1 I stil med Luc Boltanski og Laurant Thevenots empiri i ”On justification” argumenterer jeg her for, at Collapse kan
betragtes som en form for empiri der udtrykker, om end ikke fuldstændigt, miljøbevægelsens ethos (Boltanski og
Thevenót 2006: 17).
2
En fortælling om miljø og kollaps
Bruno Latour (BL):
Kære Jared Diamond
Du kender mig formentlig ikke, men jeg har i snart mange år fulgt både dit forfatterskab og den
såkaldte grønne bevægelse tæt. Gennem en menneskealder har jeg undervist på École des Mines de
Paris og forsket i skabelsen af videnskabelige fakta på forskellige universiteter i både USA og på
kontinentet. Nu må du ikke miskende mig som en af postmodernismens radikale
socialkontruktivister. Jeg har som dig både tiltro og tillid til videnskaben som en sandhedssøgende
disciplin, og anser mig selv for at være 'stædig realist' med William James ord (Latour 2004: 231).
Men lad det nu ligge.
Jeg skriver til dig, da jeg har læst deres værk 'Collapse' og fandt det både uhyre væsentligt og
velskrevet. Vi er i vores samtid konfronteret med et utal af komplekse og sammenspundne konflikter,
hvoraf én af de mest presserende synes at være de økologiske kriser (Blok og Elgaard 2011: 76). Jeg
har dog grund til at tro, at der er andet og mere på spil, end det vi normalt taler om som natur.
Med udgangspunkt i din bog vil jeg være dig meget taknemmelig, om du vil uddybe dine tanker
angående nutidig miljøaktivisme som social bevægelse. Eller rettere, jeg er interesseret i, hvad det vil
sige at være grøn i den 'grønne' bevægelse, og hvorvidt det grønne eller økologiske indtager en unik
position i det politiske landskab.
Venlige Hilsener
Bruno Latour
Jared Diamond (JD):
Kære Bruno Latour
Undskyld mit sene svar men jeg er netop vendt hjem fra en fugleekskursion i det øvre Papua Ny
Guinea (Diamond 2005: 15).
3
For det første skal du have tak for de rosende ord. Miljøbevægelsen og vores mulighed for at tage
vare på vores fælles fremtid ligger mig som bekendt meget på sinde. Dit spørgsmål ligger på grænsen
af mit kompetenceområde, men det er måske hele rationalet bag? Jeg vil gå lige til sagen.
Det du spørger mig om er slet ikke nemt. Men hvis jeg skulle beskrive hvad det vil sige 'at være grøn
i dag', ville jeg blive nød til at starte med kort at genbesøge ”Collapse”. Som jeg skrev i min bog,
synes faktorerne for menneskelige samfunds trivsel og bestandighed ikke kun at være miljørelaterede.
Listen over 'skurke' indebærer eksistensen af fjendtlige naboer, fraværet eller tabet af vigtige
handelspartnere, skadelig menneskelig intervention i naturen, klimaforandringer og ikke mindst
samfundets svar på disse problemer, som vel egentlig bedst beskrives som det politiske niveau
(Diamond: 2005: 11). Det har vist sig, at den eneste faktor der er på spil i samtlige undersøgte cases,
er 'samfundets svar på miljøproblemerne'. Desuden synes hverken 'mangel på handelspartnere' eller
'truslen fra fjendtlige naboer' som de væsentligste problemstillinger i de vestlige samfund idag. Jeg
kender dog ikke til nogen enkelt case, hvor et samfunds undergang kan tilskrives udelukkende
miljømæssige forhold – der er altid andre faktorer indblandet.
Med et forbehold vil jeg vende mig mod dit spørgsmål. Jeg synes at se to hovedlinjer i det at gøre en
forskel for miljøet. Folk spørger mig tit ”Hvad er det vigtigste miljøproblem verden står konfronteret
med i dag?”, hvortil jeg svarer, ”Det vigtigste problem er vores misforståede fokus på at identificere
det vigtigste problem” (Diamond 2005: 489). Rationalet er, at ethvert uløst problem vil kunne gøre
uset stor skade idet de enkelte problemer interagerer med hinanden. Naturen er en kompliceret
sammenkædet organisme der har konsekvenser for alle dele af vores tilværelse. Derfor må en
aktivistisk miljøbevægelse for det første, arbejde for at introducere miljøhensyn som en afgørende del
af den langsigtede politiske dagsorden (Diamond 2005: 522). For det andet må den arbejde for at
skabe en vilje og praksis i befolkningen til at forandre miljøskadelig adfærd og afpasse fundamentale
værdier til nye samfundsmæssige forhold (Diamond 2005: 523; 557). Politiske beslutninger må gå
hånd i hånd med støbningen af et 'vedvarende' 'grønt' begreb i folks bevidsthed.
De bedste hilsener
Jared Diamond
Latours bekymringer
BL:
4
Tak for dit svar. Jeg er netop selv kommet hjem fra en strabadserende konference i Australien, og
kender kun alt for godt til lange svartider. Du har helt ret i, at dine tanker på området interesserer
mig, men jeg vil af godt hjerte give dig uret i at dette emne ligger uden for din kompetence. Min
erfaring med forskere fra vidt forskellige videnskabelige kredse har lært mig, at det hører til
sjældenhederne at finde forfattere som både interesserer sig for videnskab og politik eller i det
mindste bevæger sig ud i feltet for det offentlige liv (Latour 1998: 233). Dit professionelle
videnskabelige virke og dit engagement som direktør i den amerikanske afdeling af WWF
understreger blot denne pointe. Det er mit håb, at vi i samspil kan bevæge os nærmere en forståelse
af den grønne bevægelse.
Jeg er grundlæggende enig i din analyse, af de risici der er opstået med de økologiske kriser, og jeg
har sympati for din beskrivelse af miljøbevægelsens ethos. Men min bekymring er, at hverken den
ene eller den anden ”hovedlinje”, som du kalder dem, er tilstrækkelige for en social bevægelse. Lad
os sætte sagen lidt på spidsen.
Du skriver at naturen kan anses som en sammenkædet organisme med forbindelser til alle dele af
vores samfund. Ud fra en gængs betragtning er naturen overalt omkring os. Men hvis samme
betragtning bringes ind i en politisk sammenhæng, ville eneste logiske konsekvens være, at en
økologisk bevægelse måtte gøre sig til talsmand ikke blot for et bestemt område men for alle politiske
områder. Kort sagt en situation hvor politik og samfund måtte opsluges i naturen som en
delmængde af et større system (Latour 1998: 221). Det er min overbevisning at en sådan
sammenkobling aldrig ville kunne fungere, da naturen som 'et hele' og kompleksiteten af
forbindelserne ville transcendere det 'almindelige' menneskes horisont. De eneste mennesker med
evner til at sætte sig ind i situationen, ville da være højt specialiserede teknokrater, hvilket ikke
efterlader meget plads for hverken politik eller en social bevægelse.
I det andet ekstrem har vi inkorporeringen af 'miljøhensyn' i værdier og praksis. I tilfælde af at en
normalisering af 'miljøvenlig' praksis fandt sted, både i hverdagspraksis og evt. i statslige
institutioner, ville det tilsvarende hurtigt overflødiggøre en social bevægelse.
Det er desværre mit klare indtryk at ingen af de to scenarier synes at være blevet opfyldt i
samfundslandskabet. Den eksisterende miljøaktivisme er langt mere radikal end det måtte være
tilfældet, hvis det økologiske var blevet en almindelig del af hverdagslivet. Samtidig kæmper
miljøbevægelsen i Europa med at holde fast i en stagnerende procentdel af den europæiske
5
vælgermasse (Latour 1998: 222). Mit umiddelbare indtryk er at ”I praksis er økologisk politik meget
mindre integreret end den frygter, men langt mere marginal end den kunne tænke sig.” (Latour
1998: 221).
Nu håber jeg ikke jeg har gjort vold på dine betragtninger.
Venlig hilsen
Bruno Latour
DJ:
Det kan aldrig være ønskværdigt at politik bliver overtaget af teknokrater, og jeg vil delvist give dig
ret i at vi endnu ikke har set den fuldstændige transformation til bæredygtig adfærd. Men jeg vil
alligevel vove en negl på, at der findes positive tendenser (Diamond 2005: 522). Et eksempel er
hvordan klimaforandringerne nu anerkendes som et globalt fælles anliggende både i den bredere
offentlighed (for få år siden ville kun et fåtal af folk nævne klima og miljø som vigtige og akutte
problemer) og på den politiske scene (FN's klimakonferencer + stigende antal internationale,
effektive og gennemslagskraftige NGO'er som eks. Friends of the Earth, Green Peace, WWF).
Men jeg vil gerne stille dig et spørgsmål, da du allerede virker til at have et svar parat. Hvad tror du
forhindrer miljøbevægelsen i at vokse sig stærk?
De bedste Hilsener
Jared Diamond
Klassifikationsprincipper
BL:
Grundlæggende tror jeg den grønne bevægelse er stækket af den definition den giver sig selv som
både politik og økologi. Altså samfund og natur på samme tid. Det kræver nok en forklaring.
Jeg tror, at for at eksistere som politisk bevægelse er det nødvendigt med et princip eller en fælles
forståelse der samler og skaber grundlag for fremadrettet koordination. Det jeg efterlyser, er en form
for klassifikationsprincip der kan dele olie og vand, en målestok der adskiller det mest økologiske fra
6
det mindst økologiske (Boltanski og Thevenot 2006: 32) (Latour 1998: 222). Men i dag er den
grønne bevægelse ude af stand til at fastsætte værdien af en sibirisk tiger i forhold til en
regnskovsbille eller en flods bugtning. Den er kort sagt splittet eller simpelthen í vildrede over, hvad
det vil sige at være grøn. Splittelsen er på sin vis 'naturlig' når bevægelsen på den ene side vil
beskytte naturen for naturens skyld og på den anden side for samfundets skyld. Den vil, som jeg
skrev, være samfund og natur på samme tid. Uden en fælles rettesnor for hvad som er grønt, vil den
økologiske bevægelses have svært ved at positionere sig (Latour 1998: 222).
Eller det er i hvert tilfælde min påstand. Men måske vil du tage en udfordring op om at liste et
sådant princip?
Venlig Hilsen
Bruno Latour
JD:
Jeg er på vej ud af døren, da jeg har en forelæsning kl 12 på campus, men lad mig komme med et
hurtigt eksempel på hvad det vil sige at være grøn.
I weekenden var jeg ude at vandre langs kysten, nær campus på UCLA hvor jeg underviser til
daglig. Der er tale om et underskønt naturområde, hvor skoven fra bjergene nærmest vandrer ud i
havet. Men noget var forkert. Jeg lagde hurtigt mærke til hvordan et dusin fisk flød rundt med bugen
i vejret. Senere fandt jeg ud af, at de var blevet dræbt af et nyligt udslip af det skadelige stof TBT
fra det lokale skibsmalingsværft. Et af principperne for en grøn bevægelse må være at drage omsorg
og tage ansvar for lokalegnens naturværdier og bekæmpe forurening og forringelse af de
eksisterende forhold. Målestokken er således at arbejde sammen som lokalsamfund og tage ansvar
for det som er nærmest, og der hvor man har den største indflydelse i kraft af sit lokalkendskab og
sin baggrund (Frit efter Diamond 2005: 559).
Hilsener
Jared Diamond
7
Retfærdiggørelsesregimer
BL:
Dit eksempel er et udmærket billede på fornuftig adfærd, men ikke et unikt økologisk princip. Lad
mig forsøge at formulere mig mere klart.
Jeg mener at mange af de rationaler eller principper den økologiske bevægelse hævder som deres
egne faktisk kan reduceres til gængse politiske 'regimer'. For at uddybe er det nødvendigt at vi for et
øjeblik stifter bekendtskab med socialteoretikerne Luc Boltanski og Laurent Thevenot (1999: 369).
Boltanski og Thevenot har undersøgt hvordan almindelige mennesker engagerer sig i konflikter om
rigtigt og forkert og er kommet frem til at mennesker normalt benytter sig af seks overordnede
'retfærdiggørelsesformer/regimer': Det inspirationelle regime, det domestiske regime, borgerregimet,
opinionsregimet, markedsregimet og det industrielle regime. Ethvert af disse regimer er på samme
tid 'fuldstændige' og dog i fuld uoverensstemmelse med de andre (Boltanski og Thevenot 1999: 367;
Latour 1998: 223). Et regimes retfærdiggørelsesprincip udelukker således et andets. Jeg vil ikke her
fortabe mig i detaljer, men blot foreslå at der allerede før vores dialog eksisterede legitime måder
eller principper at argumentere ud fra, som knytter an til disse konventionelle 'politiske'
retfærdiggørelsesregimer, og derfor ikke er unikt økologiske.
Med hensyn til dit eksempel synes det at passe ind i det vi kan kalde det 'domestiske regime', hvis
princip bygger på tilknytninger til familie, afstamning, lokalsamfund og ejendom (Boltanski og
Thevenót: 1999: 370). Den særlige vægt på soliditeten af personens rødder og vigtigheden af
familiariteten gør det logisk at ønske at forsvare og beskytte den lokale natur mod radikale overgreb
fra udefrakommende økonomiske eller tekniske interesser (Latour 1998: 223). Dette er nærmere en
konservativ dyd end et egentlig økologisk princip.
Venligst
Bruno Latour
JD:
Udemærket. Jeg kan acceptere at en del af mit 'lokalegnsprincip' ikke er tilstrækkeligt som et
økologisk princip. Men det synes dog også naturligt at der til en hver tid vil være en form for
kombination med tidligere konventionelle principper eller regimer (Lamont og Thevenót 2000:
8
237). Men lad mig gøre yderligere et forsøg.
Et grundlæggende princip for den økologiske bevægelse kunne være kampen for en omstilling af
produktionsapparatet til bæredygtig produktion. Den bæredygtige produktion er den
fremstillingsmåde som forbruger færrest mulige naturressourcer til at producere et givent produkt,
hvor produktet over tid kan genanvendes i et uendeligt kredsløb. Forbrugeren må for så vidt muligt
vælge de produkter fra som har sat miljøskadende aftryk. Vedvarende energi, genanvendelse, og
bæredygtighed er hovedfaktorerne her for at sikre os mod skrald, forurening og destruktion af
naturområder (Diamond 556: 2005).
De bedste hilsener
Jared Diamond
BL:
I mine øjne lægger dette princip sig tæt op af det Boltanski og Thévenot beskriver som det
'industrielle regime'. Dette regimes såkaldte mål for 'storhed' knytter sig til det som er effektivt,
produktivt og operationelt (Boltanski og Thevenot 1999: 372). Storhed skal i denne sammenhæng
forstås, som det der har værdi, er betydningsfuldt eller på anden måde giver særlig status i det
enkelte regime. I det industrielle regime er skrald og forurening et ressourcespild og overdreven brug
af energi og andre naturressourcer tegn på ringe effektivitet (Latour 1998: 224). Belastning af
naturen kan her anses som et udtryk for en dårligt styret produktion. Derfor er tanken om
bæredygtigt forbrug og produktion ikke et unikt økologisk princip.
Venlig Hilsen
Latour
JD:
Det er indlysende at bæredygtig produktion også er et spørgsmål om effektiv produktion og sund
fornuft, i det du kalder industriregimet. Men der skulle en 'grøn' drejning til før effektivitet og
rationaliseringsgevinst blev indtænkt i forhold til forurening og brug af naturressourcer. Men det
efterlader os igen med dit spørgsmål: Hvad vil det sige at være grøn?
9
Lad mig komme med endnu et bud. Der særligt grønne er engagement i en frivillig organisation
eller et politisk parti, som søger at skabe en global bevidsthed om at løse vores fælles økologiske
problemstillinger bedst muligt. Et overordnet princip for 'storhed' skal bygge på en global idé om
ansvar og fællesengagement med det mål at få politikere og befolkning til at fokusere på kollektivets
interesser frem for interesser hidrørende fra enkeltpersoner eller organisationer. Samtidig bør
omtanke for fremtidige generationers situation veje tungt (Diamond 2005: 556; 559)2.
Bedste hilsener
Jared Diamond
BL:
Situationen du skitserer er velkendt men vil med Boltanski og Thevenots ord knytte sig til det 'civile
regime', hvor storhed er det at orientere sig mod det fælles bedste. Noget er derfor stort når der i
fællesskab uafhængigt af egeninteresse arbejdes for et fælles gode (Boltanski Thevenot 1999: 371)
(Latour 1998: 224). Men som regel viser initiativer rettet mod 'det fælles gode' ofte blot at være en
lobby blandt mange. Det er desuden ikke en sjældenhed, at der i gruppen af organisationer som
hævder at kæmpe for natur og miljø findes uforenelige særinteresser3 og knap en fælles sag.
Men du har måske ret i, at tingene slet ikke er så simple. Socialteoretikeren Thevenot taler om et
grønt regime som det hvor menneskeheden udvides temporalt til at omfatte fremtidige generationer
(Thevenot, Moody og Lafaye 2000: 256). Regimet udskiller sig fra den andre ved sit særlige fokus på
natur hvor det uberørte, det unikke, det ikke forurenende betragtes som 'stort'. Det er dog mit
indtryk at disse elementer kan reduceres til de andre regimer. Desuden vil man på samme måde
kunne udvide det civile regime med de endnu ufødte, hvorefter den økologiske bevægelse igen ville
være på bar bund, og ”(...) vi kunne sige, at der ikke findes nogen vedvarende originalitet i den
økologiske politiske filosofi.” (Latour 1998: 225). Det er dog værd at overveje hvad en sådan
udvidelse implicere, hvilket jeg ikke vil forfølge nærmere her.
Venlige Hilsener
2 Thevenot nævner bla. omtanke for fremtidige generationer som én af der grønne regimes kvalifikationsprincip
(Thevenot, Moody og Lafaye 2000: 256).
3 I dansk sammenhæng kan eks. Danmarks Naturfrednings forenings fokus på bevarelsen og vedligeholdelsen af
'kultur landskab' i modsætning til Green Peace, Verdens Skove og Noahs fokus på mere 'vild' og selvforvaltende natur.
10
Bruno Latour
Eksisterer miljøkampen?
JD:
Men hvis du er af den overbevisning at ingen af disse principper kvalificerer som et grønt princip
eller regime, betyder det i din optik at miljøkampen ikke 'eksisterer'? Eller at den er dømt til at fejle?
På trods af de teoretiske krumspring tror jeg stadig vi kan finde noget af miljøbevægelsens egenart i
kampen for det oprindelige og unikke, det rene/ikke forurenende, genbrug, bæredygtighed, i en
sensitivitet over for naturen, i en søgen efter harmoni med naturen og ikke mindst et ansvar for
fremtidige generationer (Diamond 2005: 16; 498). Det lader til at de på sin vis indfanges af de
konventionelle principper du har skildret men så alligevel undslipper dem (Thevenot, Moody og
Lafaye 2000: 256).
Desuden er jeg nok mere optimistisk end dig mht. folks miljømæssige engagement både lokalt og
globalt, omend ikke med det hastværk man kunne ønske (Diamond 2005: 522). Om retorikken så
finder sine argumenter i et særligt grønt 'klassifikationsprincip' er vel underordnet. Miljøbevægelsen
synes at støtte sig op af noget nyt og andet end traditionel politisk argumentation, ellers ville vi
sandsynligvis ikke have denne dialog. Men noget har dog vagt min nysgerrighed. Du hævder du er
forsigtig optimist men optimistisk omkring hvad?
Miljøaktivister står altid over for kritik fra flere lejre for enten at være enkeltsagsryttere eller politisk
sky. Det har for mig personligt ført til beskyldninger om at være en 'gemen treehugger' og mere
interesseret i 'lilla luseurt' end i menneskers behov, ”(...) men selvom jeg virkelig elsker Ny Guineas
fugle, elsker jeg endnu mere mine sønner, min kone, mine venner, ny guineanere, og andre
mennesker. Jeg er mest interesseret i miljøproblemer pga. deres konsekvenser for mennesker end
pga. deres konsekvenser for fugle” (Diamond 2005: 16).
Selvom det kan være svært at sætte fingeren på miljøbevægelsens ethos, må det ikke være en årsag til
passivitet i forhold til de kriser vi er konfronteret med. Forestil dig at vi som beboerne på Påskeøen
så uvirksomt til mens de sidste træer forsvandt og hermed grundlaget for samfundet som de kendte
det (Diamond 2005: 107).
11
De bedste hilsener
Jared Diamond
At forlade den fælles menneskelighed
BL:
Misforstå mig ikke, jeg mener både den økologiske bevægelse og en decideret økologisering er vigtig
og decideret nødvendig for et fremtidigt demokratisk samfund (Blok og Elgaard 2011: 77). Det jeg
anfægter er den økologiske bevægelses progressivitet og originalitet mens det jeg afsøger er
potentialer for en stærkere position i det offentlige rum (Latour: 1998: 235).
Og jeg tror du selv nævner et af hovedproblemerne. Når du må forsvare dig mod anklager om
såkaldt 'økofacisme', hævder du ærligt og fornuftigt, at din kamp for naturen faktisk er en kamp for
menneskers fremtidige vel. Men som jeg før skrev, fører det umiddelbart ikke den økologiske
bevægelsen nogen vegne.
Ville løsningen så være helt at forlade dette overordnede princip om fælles menneskelighed som det
åbenlyse mål for en økologisk bevægelse? Bestemt ikke, for da vil vi, som du rigtigt antyder, risikere
at henfalde til en totalitær idé, hvor mennesker måtte ofres for 'moder jords' velbefindende (Latour
1998: 226).
Vi synes altså tvunget til at måtte acceptere det overordnede axiom om fælles menneskelighed. Men
hvad vil der ske, hvis vi forsøger os med en modig genfortolkning. Hvis vi nu foreslog at det særligt
økologiske er at tage menneskelighedens komposition op til debat? (Latour 1998: 229). Dvs. ”ikke-
human er ikke det samme som inhuman”. Ordet fælles i 'fælles menneskelighed' ændrer radikalt
karakter hvis det non-humane intet har at gøre med naturen, og dermed ikke længere er ontologisk
adskilt fra det at være menneske (Latour 1998:229).
Det vi med Boltanski og Thevenot kunne kalde et økologisk regime ville hævde at ”(...) vi ikke ved
hvad som skaber den fælles menneskelighed i mennesker og at måske uden elefanterne i Amboseli,
uden Drômes bugtende vande, uden de pyrenæiske bjørne, uden Lots duer eller uden Beauces
vandspejl ville de ikke være mennesker.” (Latour 1998: 230). Vi må da acceptere den fundamentale
usikkerhed om forholdet mellem midler og mål. Alle humane og non-humane væsener må
behandles som i Kants berømte maxime:
12
”(...) that [they] be subjected to no purpose which is not possible by a law which could have its origin
in the will of the subject undergoing the action [say, the actor itself]. This condition requires that the
subject [the actor] never be used simply as a means but at the same time as an end in itself.” (Kant i
Latour 1998: 231).
Det vil betyde at ingen entitet kan betragtes udelukkende som et middel. Eksempelvis vil det unikke
naturområde nær UCLA, kystmiljøet og de fisk som lå med bugen i vejret ikke længere kunne
betragtes som rene midler til menneskets tilfredsstillelse men måtte respekteres som et form for mål i
sig selv. Når mijløaktivisten således forsvarer vandmiljøet og fiskene mod forurening, gør hun det
ikke for havets eller for fiskenes egen skyld, men ud fra en overbevisning om at skov og fisk ikke kun
skal behandles som et middel men også som et mål i sig selv. Og for en fisk er målet utvivlsomt ikke,
at ligge med bugen i vejret.
Giver alt dette mening?
Venlig Hilsen
Bruno Latour
JD:
Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det du beskriver, ikke er det miljøbevægelsen altid har
gjort. Og hvis det ikke er tilfældet, hvorledes adskiller det sig så fra tidligere praksis? Jeg forstår, at
det du beskriver, implicerer, at miljøbevægelsen intet bør have at gøre med naturen. Hvorfor og
hvordan kan man forstå en miljøkamp som ikke tager udgangspunkt i naturen?
Hilsener
Jared Diamond
Økologi uden natur
BL:
Jeg tror du med dine spørgsmål rammer direkte ind i sagens kerne. Faktisk er jeg af den
overbevisning, at den økologiske bevægelse altid har været splittet mellem selvrepræsentation og
13
praksis (Latour 1998: 227). Ved på den ene side at hævde at ville beskytte naturen mod skadelig
menneskelig indgriben, mens i praksis at orientere sig mod en mangfoldighed af relationelle
forbindelser mellem både humane og non-humane entiteter – som intet har at gøre med en
sammenhængende natur, som vi normalt tænker den.
Jeg vil være så fræk at hævde, at den økologiske bevægelse i praksis aldrig har haft noget at gøre med
naturen som sådan. Det er altid det specifikke krybdyr, den særlige højmose eller etableringen af et
nyt forbrændingsanlæg og deres potentielle forbindelser til andre entiteter, som bliver genstand for
menneskelig bekymring eller beskyttelse (Blok og Elgaard 2011: 89). Alt imens må bevægelsen
insistere på at suspendere sin sikkerhed angående forbindelsernes karakter, og hvad 'det alt sammen'
har tilfælles. Altså også en bevægelse væk fra den skråsikre kliché om et sammenkoblet hele
(Naturen). Man kan derfor tale om den økologiske bevægelses rolle som en genfordeling af
magtrelationer, roller og agens som bryder grænsen mellem det humane og det non-humane; natur
og samfund (Latour 2004: 234).
Jeg håber jeg har gjort mig forståelig.
Venligst
Latour
JD:
Lad mig kort opsummere for at se om jeg forstår dig rigtigt. Du skriver, at miljøbevægelsen skal
forkaste ideen om Gaia og den holistisk tilgang til en natur, som i øvrigt knap nok eksisterer, og
ophøre med at præsentere sig som naturens beskytter. Miljøbevægelsen skal derimod i praksis gøre,
som den altid har gjort. Det betyder ifølge dine betragtninger at udpege usikkerhedsmomentet i de
enkelte væseners (humane som non-humane) potentielle betydning for den fælles menneskelighed,
og slå ned der hvor væsener og ting behandles som midler uden formål.
Det slår mig, at usikkerhedsmomentet synes at indføre en situation, hvor man i praksis må antage at
alting alligevel er forbundet. Og hvis det er tilfældet, er vi så ikke tilbage ved det sammenbundne
hele, som du i starten forsøgte at undgå? Jeg er desuden stadigvæk ikke helt sikker på hvad det i
praksis vil sige at økologisere? Det synes mig at blive en kende abstrakt.
14
Bedste Hilsener
Jared Diamond
Økologisering - ikke alt er forbundet
BL:
Lad mig svare sådan. Alting er ikke forbundet eller i hvert fald ikke direkte til hinanden og altid med
varierende soliditet og distribution af forbindelserne. Det betyder ikke det vil være umuligt at
bevæge sig nærmere på en sikker viden om disse forhold gennem et grundigt sporarbejde. Blot at
når et sporarbejde er gjort godt og fremviser en relativ 'sikker' viden på området, er det ikke i samme
grad 'objekt' for interesse i den økologiske bevægelse. Det ligger måske direkte uden for det
økologiske regimes område (Latour 1998: 232). Lad os eksempelvis tage klimadebatten. Det er ikke
længere den økologiske bevægelses rolle at stille spørgsmålstegn ved, om klimaforandringerne er
menneskeskabte (Latour 2004: 226; 231). Det synes at være en relativ veletableret sandsynlighed.
Diskussionen må nu gå på hvordan man kan reorganisere og tage vare på de mange konsekvenser
og forbindelser klimakrisen indebærer og skaber. I denne proces kan det vise sig at selv den mindste
organisme er vigtigere end den største virksomhed (Blok og Elgaard 2011: 89). For at komme
nærmere på en god viden om forbindelserne, må vi kort sagt benytte forsigtighedsprincippet og
eksperimentere vores vej frem.
Derfor må den økologiske bevægelse indse, at den økologiske krise ikke bare er en krise i naturen
men en objektivitetens krise. Dens objekt er per definition en usikker, kontroversiel og formskiftende
hybrid eller bekymringsgenstand (Latour 1998: 233; Blok og Elgaard 2011: 89). Vi kan aldrig med
fuldstændig sikkerhed vide hvad som har betydning for hvem og omvendt. Det er derfor ”At
økologisere betyder at skabe de procedurer, som gør det muligt at følge et netværk af quasi-objekter,
hvis relationer af underordninger forbliver usikre, og som derfor kræver en ny form for politisk
aktivitet afpasset til at følge dem.” (Latour 1998: 234).
Det med det abstrakte har du givetvis ret i. Men jeg vil mene at vi til tider må være langt mere
abstrakte end alle andre, så ingen muligheder i 'usikkerhedsrummet' undslipper, og vi fastholder
evnen til at spore forbindelser, der hvor andre kun ser isoleret natur. Kun sådan kan vi blive langt
mere konkrete (Blok og Elgaard 2009: 192).
Venligst
15
Latour
DJ:
Alle miljøproblemer indebærer usikkerheder som er legitime emner til debat (Diamond 2005: 503).
Det er som sådan meningen bag at opliste de i alt 12 mest presserende problemer i min bog og stille
spørgsmål ved deres betydning for menneskelige samfund (Diamond 2005: 486). Udfordringen er
blot at sagerne er komplekse og kampen for ørenlyd i et konkurencepræget politisk klima er hård.
Bedste hilsener
Jared Diamond
BL:
Du har ret. Det vi har brug for er et 'naturens' parlamenter. Det må vi tale om ved lejlighed.
Latour
16
Litteraturliste
Blok, Anders (2010): 'Sociologi om kritik og retfærdiggørelse – om a-kritiske attituder i nyere fransk
pragmatisk sociologi'. i. Sosiologisk Aarbog No. 3 vol 4: 4-30.
Blok, Anders og Torben Elgaard Jensen (2009). Hybride tanker i en hybrid verden. København: Hans
Reitzels Forlag.
Blok, Anders og Torben Elgaard Jensen (2011). Hybrid Thoughts in a Hybrid World. New York:
Routledge.
Boltanski, Luc og Laurent Thevenot (2006). On justification – Economies of worth. Oxford: Princeton
University Press.
Boltanski, Luc og Laurent Thevenot (1999): 'The Sociology of Critical Capacity' i. European
Journal of Social Theory Vol. 2, No 3. 359-377.
Latour, Bruno (1998). To modernise or to ecologize? That is the question. i: Braun, Bruce:
Remaking Reality: Nature at the Millenium. USA: Routledge.
Latour, Bruno (2004): 'Why has critique run out of steam? From matters of fact to matters of
concern' i. Critical inquiry Vol. 30, No. 2. 225-248.
Thevenot, Laurant og Michael Moody og Claude Lafaye (2000): 'Forms of valuing nature:
arguments and modes of justification in French and American environmental dispute. I: Thevenot
Laurent og Michéle Lamont: Rethinking comparative cultural sociology. USA: Cambridge University
Press.
17