brun mands byrde
DESCRIPTION
BRUN MANDS BYRDE er en debutroman af Hassan Preisler. På én gang fandenivoldsk selv fiktion, rablende udviklingsroman og kontroversiel samfundssatire.TRANSCRIPT
110 mm110 mm
178
mm
4 mm
BRUN MANDS BYRDEHASSAN PREISLER
HA
SS
AN
PR
EIS
LE
R B
RU
N M
AN
DS
BY
RD
E
ROMAN
LINDHARDT OG RINGHOFLINDHARDTOGRINGHOF.DK | FACEBOOK.COM / L INDHARDTOGRINGHOF
POLITIKEN
BERLINGSKE
DAGBLADENES BUREAU
„Forbandet suveræn bog“
WEEKENDAVISEN
„Ualmindeligt vellykket, avanceret og berørende.” POLITIKEN
„Brun mands byrde er en bog, der har manglet i den nationale danske bogreol. Nu er den her omsider. Vær så god at læse den!” BERLINGSKE
„Hassan Preisler skriver knivskarpt hvirvlende SKIDEGODT ... Forbandet suveræn bog ... Ligner til forveksling årets debutant.” WEEKENDAVISEN
„En rablende diagnosticering af det moderne menneskes livsvilkår ... Vi er alle perkere.” JYLLANDS-POSTEN
„Hassan sætter problemer under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han af sted til et federe sted, til fiktionen… vi er impone-rede.” INFORMATION
„En meget lovende debut” DAGBLADENES BUREAU
„Den brune onkel Danny? Hassan Preisler debuterer med rablende roman.” BT
GRATIS SMAGS-PRØVE
110 mm110 mm17
8 m
m4
mm
BRUN MANDS BYRDEHASSAN PREISLER
HA
SS
AN
PR
EIS
LE
R B
RU
N M
AN
DS
BY
RD
E
ROMAN
LINDHARDT OG RINGHOFLINDHARDTOGRINGHOF.DK | FACEBOOK.COM / L INDHARDTOGRINGHOF
POLITIKEN
BERLINGSKE
DAGBLADENES BUREAU
„Forbandet suveræn bog“
WEEKENDAVISEN
„Ualmindeligt vellykket, avanceret og berørende.” POLITIKEN
„Brun mands byrde er en bog, der har manglet i den nationale danske bogreol. Nu er den her omsider. Vær så god at læse den!” BERLINGSKE
„Hassan Preisler skriver knivskarpt hvirvlende SKIDEGODT ... Forbandet suveræn bog ... Ligner til forveksling årets debutant.” WEEKENDAVISEN
„En rablende diagnosticering af det moderne menneskes livsvilkår ... Vi er alle perkere.” JYLLANDS-POSTEN
„Hassan sætter problemer under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han af sted til et federe sted, til fiktionen… vi er impone-rede.” INFORMATION
„En meget lovende debut” DAGBLADENES BUREAU
„Den brune onkel Danny? Hassan Preisler debuterer med rablende roman.” BT
GRATIS SMAGS-PRØVE
Til Sonia
Brun mands byrde
© Hassan Preisler og Lindhardt og Ringhof Forlag 2013
Forside: idé og foto: Per Morten Abrahamsen
Omslagslayout: Imperiet / Harvey Macaulay
Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen
Forlagsredaktion: Sune de Souza Schmidt-Madsen
Tak til Louise Ardenfelt Ravnild
Trykt hos UAB Print it
Udgivelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg
GRATIS LÆSEPRØVE
tryk i 8.000 eksemplarer
Printed in Lithuania 2013
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået
aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Til Sonia
Brun mands byrde
© Hassan Preisler og Lindhardt og Ringhof Forlag 2013
Forside: idé og foto: Per Morten Abrahamsen
Omslagslayout: Imperiet / Harvey Macaulay
Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen
Forlagsredaktion: Sune de Souza Schmidt-Madsen
Tak til Louise Ardenfelt Ravnild
Trykt hos UAB Print it
Udgivelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg
GRATIS LÆSEPRØVE
tryk i 8.000 eksemplarer
Printed in Lithuania 2013
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået
aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Brun mands byrde
af
Hassan Preisler
Lindhardt og Ringhof
Saa Løft en hvid Mands Byrde
Send ud den bedste Søn
At tjene andre Racer
For en Landflygtigs Løn;
Hos raadvildt Folk og vilde
At tage tunge Tørn —
En tvær og kuet Stamme
Halvt Djævle og halvt Børn.
RudyaRd Kipling „Hvid Mands Byrde”
3
Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designer out
fit med stram silhuet. Jeg ville foretrække slasket jogging
tøj, men jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæ
der jeg mig i krøllet, sort habitjakke og sorte sko, og jeg
ville foretrække Mr. Jardex, men jeg tør ikke, og når jeg
tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige
skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men
jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem
du vil have, jeg skal være, og hvis du vil have en partner,
tag min hånd, og hvis du vil slå mig ned i vrede, står jeg
her, og hvis du vil have en bokser, træder jeg ind i ringen
for dig, og hvis du vil have en doktor, så undersøger jeg
dig, og hvis du vil have en chauffør, stig ind, og hvis du vil
køre mig en tur, ved du, at du kan; jeg er din mand, og jeg
er så omstillingsvillig og forandringsparat, jeg er fleksibel
som en balletdanser og modtagelig som en baby, og når
jeg er i Beirut, sidder jeg med spredte ben, ikke krydsede,
og når jeg er i New York, siger jeg „yeah“, ikke „yes“, og
når jeg er i Sevilla, går jeg aldrig med shorts om søndagen,
og når jeg er i Berlin, går jeg ikke med brune sko efter
kl. 17, og i alle de landsbyer, jeg har besøgt, og i alle de
storbyer, jeg har været i, har jeg set det samme og gjort
det samme, og alle de gange, jeg er vendt hjem og har sat
fødderne på dansk jord, har jeg bukket mig dybt og kysset
4
jorden under mine fødder og tabt min kalot og samlet
den rødhvide klaphat op og trukket den godt ned om
ørerne, før jeg smiler til spejlruder uden toldere og kom
mer ud til flag, der flagrer, og min May kommer løbende
i sort og smil, og vi kysser, og vi tager toget fra Kasterport
til Østtrup, og fire mænd og fire damer i ternede skjorter
og lyserød teint sidder om os, og de ser min klaphat, og
de siger „sikken en smuk datter, du har“ og „du får travlt
med jagtgeværet, når hun vokser op“, og jeg siger tak, og
vi kører ind i en tunnel, og der bliver stille i vognen, og vi
kører ud igen, og Sonia siger „se, nu kom lyset”.
Mit navn er Hassan Preisler. Jeg har optrådt i sammen
hænge, hvor emner som ligebehandling, mangfoldighed,
inklu sion og integration er på bordet. Jeg er egentlig skue
spiller, men jeg iklæder mig konferencejakken og de pæne
sko, trimmer skægget og holder foredrag om min opvækst
og viser små filmklip om andre farvede, der også synes, de
er mindre værd, og jeg sidder i paneler med andre far
vede, der, ligesom jeg gør det, får høje honorarer for at
fortælle om, hvordan det føles at være farvet i en hvid
verden. Vi sidder på rådhuse, i teatre, filmhuse, biogra
fer, museer, biblioteker. Ethvert sted, man kan finde en sal,
kan man holde en konference. Ligesom Blackwater har
malket krigskasserne, har integrationsindustriens krigere
haft frit spil til at køre rundt i gaderne og skyde civilister
i sagens tjeneste. Med front mod mig sidder politikere,
chefer, producenter, direktører og konsulenter. De har
5
gråt hår og skaldede isser, deres skjorter er dyre og stive,
og selvom de sidder ned, og jeg rejser mig op, er de stadig
et hoved højere end mig, men de har tørre mundvige, og
hænderne holder anspændt om de skrøbelige vandglas
af plastik, når de fører dem op til munden, og glassene
gen fyldes af servilt smilende frivillige. De høje herrer er
bange for undersøgelseskommissionen, der har indkaldt
mig som vidne, og vi er i Nürnberg, Johannesburg og Den
Haag, og vi rejser os, da det store integrationsmonstrum
snor sig ind ad døren i sin lange, sorte kappe og sin hvide
krave og paryk, og det ændrer navn for øjnene af os og
bliver til inklusionsmonstrum med et smil, og jeg kaldes
op til skranken, og jeg er ikke længere fremmedarbejder,
jeg er gæstearbejder, og jeg er ikke længere indvandrer, jeg
er nydansker, og jeg har ikke længere minoritetsbaggrund,
jeg har interkulturel baggrund, og jeg er ikke første eller
anden eller tredje eller fjerde eller femtegenerations
indvandrer, og jeg får lov til at give de høje herrer bind for
øjnene og rulle tromlen og lade løbet klikke mod deres
tindinger. „I må væbne jer med tålmodighed“ siger de, og
„tænk på dengang, hvor vi satte en sort kvinde til at sige
vejrudsigten“ siger ham med issen og brillerne og skæg
get, og han holder mig ind til sig, og jeg sidder fast i knu
set og ved pludselig ikke, hvilket ben jeg skal stå på, for
han lugter ligesom morfar Mogens, men han ligner foto
grafiet fra historiebogen af officeren i rød uniform, der på
pladsen i Delhi mejer min indiske forfader ned med en
hånddrevet Gatling gun, mens min indiske forfader råber
6
„Viva la Revolución“ på urdu, fordi han vil være herre i
eget hus, og vi trækker os fri af hinanden, og jeg aner ikke
mine levende råd.
Jeg møder min May nytårsaften til en fest på et reklame
bureau, og hun er inviteret af tvillingerne Mads og Andreas,
og jeg er inviteret af Aner Det Ikke, og jeg ankommer med
kvinder i fugleformation, og det er mig, der bryder vin
den, og jeg gør det i smoking, og jeg er højt på strå, for det
er længe siden, jeg har lyttet til Hassan, og han har ellers
noget at fortælle, for i Beirut tog Yalda sit gode flamenco
tøj og gik, og i Aarhus spillede han for tomme sale og
to stjerner i Stiften, og nord for København faldt hans
morfar Mogens om på lokummet med en knude i skal
len, og de fyldte ham med kortison og pakkede ham ind
i hvid skjorte og hvide bukser højt oppe med udsigt over
ringvejen, og morfar Mogens mistede sin personlighed og
pegede ud ad vinduet og sagde til mor „hobbitterne kører
og kører“, og morfar Mogens tørrede langsomt ud i sengen,
og øjnene sank dybere ind i hulen, og huden trak sig ned
omkring kraniet, og morfar Mogens sluttede af med åben
mund og et let „ah“, og vi bisatte ham fra Utzons kirke i
Bagsværd, og præsten med det store skæg lod mig læse
op fra talen, jeg skrev til morfar Mogens og hans billed
skønne Birthe, som han mødte, da mormor Else trak sig
ind i sig selv, og jeg rejste mig og gik op ad kirkegulvet, og
jeg foldede papiret ud, og jeg lænede mig op ad kisten for
at få støtte til mine rystende ben.
7
Få år efter dør billedskønne Birthe på Fælledgården uden
minder om andet end mænd, der var nærige, og mænd,
der var gavmilde, og den mest nærige havde et navn, der
lød sådan bambambam, og den gavmildes lød mere
sådan bambumbambumbambum, og jeg når at besøge
Birthe, og vi ser på billeder af morfar Mogens, og vi drik
ker te og spiser småkager, og hun siger „hvem er det nu,
du er?“, og jeg siger „jeg er Hassan“ og tænker „her har jeg
været før“, og jeg er tilbage hos mormor Else på Mølle
gården, og mormor Else siger „hvem er det nu, du er?“, og
jeg siger „jeg er Hassan“. Jeg orker ikke at besøge mormor
Else, men jeg har trukket mig op ved hjælp af skyld, og jeg
kører med Stog til Lyngby og bybus ad vejen ned til søen,
og jeg står af, og jeg slår paraplyen op, og jeg går ned langs
en spejderhytte og en radiosender, og jeg når frem, og
lugten af parfumefrit vaskepulver og smagsløst kartoffel
pulver trækker mig ind gennem døren, der skyder til side
med en tør lyd, og jeg går ned ad gange, og der er røde
mursten over det hele og blomstret patchwork i træram
mer og linoleumsglat gulv, og jeg nærmer mig kaffestuen
og ser det på lang afstand, og jeg stopper op et sekund, for
i dag er mormor Else på benene, og i dag holder mormor
Else hof, og mormor Else farer til fjerne egne af verden
og hiver de andre med, og hun lever livet, og hun maler
stuen rød, og hun er Karen Blixen og Emma Goldman og
Asta Nielsen, og jeg træder et skridt frem og ind i hendes
historie, og „der kommer min fætter Hassan“ siger hun,
og „han er fra Indien. Maharaja“, og mormor Else er stolt
8
som en pave, og jeg sætter mig, og hun velsigner mig
med hånden på min pande, og hun sidder ved sit store
mahogni skrivebord på godset på Strandvejen, og vi ser
ud over Øresund, og vi drikker kakao af kander af sølv, og
hoffet lytter betaget til mormor Elses historier fra Kenya
og Indien og Peru, men verden skælver, og noget fortaber
sig, og noget falder sammen, og mormor Else dykker ned
i et andet lag og siger „da, da, da, da, da“, og jeg ser op, og
skaren af tilhørere er klædt i tøj, der lugter parfumefrit,
og de er bundet til kørestole og slidte stole af bøgetræ, og
de mades med smagsløst kartoffelpulver af travle plejere,
og saften er lunken, og teen er kold, og jeg triller mormor
Else ned på stuen, og vi deler en mad med blåskimmel
ost, og hun siger „Saga“, inden hun trækker vejret dybt og
dykker ned til bunden, hvor jeg ikke kan se hende, og jeg
hiver i rebet til dykkerklokken, og jeg kalder hende over
radioen, men hun har slukket og svarer ikke, og jeg tager
jakken på og slår paraplyen ud og tager bussen og toget,
og der går ikke lang tid, inden mormor Else en nat dyk
ker igen og tager masken af og smider flasken og slipper
linen og sender et let „ah“ tilbage til sengen, hvor hun lig
ger, og mor og morfar Mogens vågner, og morfar Mogens
aer hende over kinden, og mor folder hendes hænder på
brystet, og jeg siger „farvel, mormor Else”.
Min May tager et fast tag om mig på dansegulvet, og jeg
vil ikke have, at hun skal slippe igen, og jeg spræller, og
hun holder fast, og vi cykler af sted op ad Godthåbsvej,
9
og der er håb, for min May er fra barndommens gade, og
hun har sort hår og brune øjne, og vi mødes om bordet
i natten og drikker te, og jeg siger „ved du?“, og hun siger
„kender du?“, og vi svarer „ja!“, og hun låser sig inde bag
et tykt lag kyskhedsbomuld og falder i søvn, og jeg sover
ikke før sent, og næste morgen er hun væk, og solen står
ind ad vinduet, og jeg ser mig omkring, og der er slidte
underbukser og brugte bh’er på gulvet, og der er kjoler
og bukser på stole og opslåede tørrestativer, og der er sko
overalt og strømper, der ikke passer sammen, og i det
gamle køkken er der fastgroede madrester på den tårn
høje opvask, og plastikskinken i køleskabet bukker opad
i hjørnerne, og plastikosten er hård som sten, og en kvart
pakke toastbrød er tør som sand, og dér står jeg med
åben mund og polypper og økologi og højt fiberindhold
og siger „hun er fantastisk“, og jeg henter computeren og
flytter kuffert og tasker og kasser og bøger og mapper og
møbler ind i lejligheden, men for hver kasse jeg tømmer,
og for hver stol jeg stiller op, tager jeg ejerskab over boli
gen og min May, og for hver gang jeg åbner et brev stilet
til min ny adresse, mærker jeg boligen og min May tage
ejerskab over mig, og for hver gang ejerskabet æder sig
ind på mig, bliver jeg mere skræmt, og for hver gang jeg
bliver mere skræmt, råber jeg højere og vredere og smider
en tallerken eller en kop i gulvet ude i det muntre køk
ken. Min May bager kager og kringler og medaljer, og jeg
gør rent og rydder op, og hun smider ud, og jeg samler
ind, og hun fyrer af, og jeg sparer op, og hun vil til par
10
middag, og jeg vil drikke med drengene, og hun vil giftes,
og jeg vil have et barn, og vores forskelle bliver klare som
krystal, og vores ligheder bliver matte som glasforpestet
opvask, og vi fjerner os fra hinanden, og vi bliver skuffede,
og vi bliver bitre, og vi gør os hårde, og vi bliver fjender,
og vi tager handskerne af, og vi slår igennem, og det gør
ondt ad helvedes til, og indimellem indgår vi skrøbelige
fredsaftaler, som da svigerfar Mohamed falder om med
prop i hjertet, eller da vi gifter os, eller da Sonia kommer
til verden, og når freden er ovre, er krigen taget til, og jeg
vil ikke tale, og min May er vred på mig, og jeg tænker, at
tidligere var det sådan, at når en mand og en kvinde fandt
sammen, så fik kvinden en hel masse flere mennesker at
tale med, og manden fik en hel masse flere mennesker at
fortælle dårlige vittigheder til, og jeg tænker, at der ikke er
flere storfamilier i Danmark, ikke ud over indvandrerne
og Mærsk, og jeg tænker, at fars familie var en storfamilie,
og mors familie var en storfamilie, og at vores hjem er en
frygtelig sårbar enhed.
Jeg bor lang tid i Mellemøsten, før jeg opdager, at kvinder ne
er smukke, og nu kan jeg slet ikke se andet, og da jeg er
yngre, beviser jeg min danskhed ved at elske kvinder med
hvid hud og blondt hår og blå øjne, og jeg siger højt og
tydeligt, at jeg foretrækker dem lyse, og Lotte er den første,
vidunderlig blond og fjern i blikket, og jeg kysser hende
under skolefestens kysselege, og de er smukke, de læber,
midt i det lyse ansigt og omgivet af lyst pagehår, og da jeg
11
første gang får en kæreste, er det Christina, og Christina
går til frisøren og farver sit korte hår i nye nuancer af lyst
en gang om måneden, og der er Sofie og Signe og Dorthe
og Ann og Ane og Trine og Lene og Julie og Maise, og de
skinner og stråler med blondt og mellemblondt hår og
grønne og blå og lysebrune øjne, og de har mælkehvid
flødehud, og vi går tur hånd i hånd, og jeg beder dem tage
hatten af og slå solbrillerne op, men undgå solen, og jeg
siger til hele verden „jeg har hende, hun er min, og hun er
hvid!“. Og så er der Eva! Og Eva er som sendt fra himlen,
og Eva er 72 jomfruer og mælk og honning, og ren og
uden omsvøb og fuld af tro, og vi supplerer hinanden til
perfektion, og vi tager til Athen og sejler fra ø til ø, og vi
tager til Bangkok og sejler fra ø til ø, og vi tager til Paris
og ser Bjarne vinde, og vi overværer det nye år tage sin
begyndelse på La Coupole og i Milano på Piazza Duomo
og i København på Trianglen og Langebro, og vi går til
parmiddag med Niels og Katrine og Camilla og Christian
og Preben og Charlotte, og jeg har fået det, jeg ville have,
og jeg er inde i varmen, jeg er på plads, og pengene passer,
og Eva folder sig ud og breder vingerne og smider sig ud
og flyver, og oppe mod den utroværdigt blå himmel sejler
Eva og Sofie og Sine og Dorthe og Ann og Ane og Trine
og Lene og Julie og Maise, men jeg basker med armene
og hopper på stedet og gør mig umage, og jeg har ikke
evnen, så de sejler ind på The Moose is Loose, og de tager
Peter og Carsten og Jakob og Jan og Lars i hånden, og de
lader ham kysse dem, og han tager dem på brysterne, og
12
de siger „vi elsker dig, Hassan, men du er så fjern, og du er
så lukket, og du er så opfarende“, og de har ret.
Til morgensamling sender smukke Tina fra 2.g et smil i
min retning, og der er ikke én eneste anden Hassan på
mit gymnasium, og der er ikke én eneste anden Hassan
i hele verden, og jeg er fri, og jeg klæder mig kontrover
sielt for forstadssmagen, men helt i tråd med det indre
København og går i cowboystøvler og hullede jeans og
Tshirts og sweatre med mønstre og bomberjakke, og jeg
har hår ned til midt på ryggen, og jeg sveder meget de år,
så jeg går med armene over kors for ikke at afsløre sved
pletterne, og det forveksles med arrogance, og det passer
mig fint, og dér sidder jeg så med benene oppe på bordet
og en Camel i mundvigen, og jeg er den eneste, der ved,
at jeg har lagt størst mulig afstand mellem den indre og
den ydre Hassan, og jeg tænker „i aften vil jeg kysse Tina
bag en busk og finde vej til hendes bryster under Robe di
Kappablusen“, og i morgen vil jeg skride gennem kanti
nen, og alle vil tænke „Hassan!“. Og nu står jeg her på gul
vet og svinger håret, og så ser jeg det: Jeg får øje på først én
Hassan og så én til, og de har skabt plads omkring sig på
dansegulvet et stykke fra os og er klædt i primærfarvede
drummerboyjakker, stramme bukser og lakstøvler, og de
har pomade i det lange, sorte hår, og de har solbriller for
øjnene, og de gør ting på gulvet, som ingen af os andre
gør eller tør, og vores højrevenstrehøjredans falder
sammen i deres selskab, og jeg må gøre noget, så jeg peger
13
på Prince og Prince og slår en skraldlatter op, og stemnin
gen letter, og vi genindtager vores space, og de to farvela
defyre danser ud af vores synsfelt, og jeg er dagens helt, og
kort efter står jeg og ser mig i spejlet ude ved toiletterne,
og jeg tænker „du er cool“, og jeg fylder hænderne med
vand, og jeg bukker mig forover og skyller mit ansigt, og
jeg rejser mig, og så står han dér bag mig, Prince 1, og han
ser mig ind i øjnene hen over min skulder, og jeg mær
ker hans hånd tage fat i min skulder, og han svinger mig
rundt og griber mig om halsen, og han hvæser med ånde
af sød sprut og bitter accent: „Din fucking forræder!“, og i
det samme kommer Nikolas ind og træder til og får over
talt Prince 1 til at slippe mig, og vi tager en pause, Nikolas
og jeg, og en Camel til at rette mig ud igen, inden vi træ
der udenfor, og dér ser vi sporene efter prinserne: Overalt
ligger unge mænd med blødende næser og ømme kæber
og løse tænder, og da prinserne danser ud ad hoveddøren,
er vi en flok på halvtreds, der følger efter for at vise dem,
men Prince 2 kaster en flaske Bols op højt i luften og ind i
vores flok, og flasken rammer Røde i hovedet, og han går
ud som et lys, og indenfor er Tina gået, og et par uger efter
skifter hun gymnasium.
Eva er ikke glad for, at jeg rejser til Mellemøsten, og hun
og jeg har siddet og gennemgået, hvad hun skal gøre, hvis
jeg bliver kidnappet, og vi er lige blonde i det her, selvom
hun er ægte, og jeg er falsk, og jeg tager fra Østerbro til
Beirut, og jeg ved, at jeg ikke vil vende tilbage til Eva. Jeg
14
ville så gerne være hvid sammen med Eva, men Evas søs
ter kalder mig gurker, og Evas fætre er grænsebetjente i
Korsør, og Evas mor har set Ikke uden min datter på VHS
i huset i Ølstykke, og i årene, der følger, rejser jeg frem og
tilbage mellem Beirut og madrassen på søster Rebeccas
gulv, og på madrassen er jeg bitter og bedre vidende og
besværlig, og i Beirut er jeg den bedste søn og tjener
andre racer og tager tunge tørn, og en aften går jeg fra
beirut bar til beirutbar med brevet fra ambassaden i lom
men, og alle, jeg møder, hører, at „jeg er her på særligt
legat“, og alle slår et imponeret klik med tungen. Og så
står hun der, Yalda, med kulsorte øjne og kulsort hår, og
håret krøller, og jeg krøller og bukker sammen på midten,
og noget har slået mig hårdt i maven, og Yaldas hænder
graver sig ind, og de åbner mig og frelser mig og beskyt
ter mig, og de ved bedre og kender svaret og løser gåden,
og vi krydser fra øst til vest og vest til øst i Beirut og
verden, Yalda og jeg, og vi slår os ned i Sevilla og Madrid
og Paris, og jeg er hendes muse, og hun er min klippe, og
jeg er oprørte vande, og hun er den, der glemmer, og det
er først, da hun ikke kan glemme mere, at hun slukker
mobilen og køber en billet ud af Beirut for altid, og jeg
kaster mig i stedet over Cynthia og Rania og Nathalie og
Caroline og Ballantine’s med Rafik og rød Libanon med
David og coke med Noel, og nætterne overtager dagene,
og teaterdirektøren siger „det er ikke godt nok, det, du
laver“, og teaterskolerektoren siger „det er ikke et akade
misk niveau, det, du leverer“, og jeg siger op i vrede, og
15
jeg skriver indlæg i L’OrientLe Jour og Daily Star, og jeg
brænder broer og graver grøfter, og jeg kalder dem kujo
ner og fortidslevn, og de svarer igen, og de kalder mig
arbejdsløs, og jeg siger „I skal se, jeg kan gøre det bedste“
og mobiliserer til borgerkrig, men krigen kommer mig i
forkøbet, og Beirut vinder, for Beirut kan brænde præsi
denter og ambassader og bydele, og jeg kan ikke andet
end at spille komedie, og jeg ender alene i Beirut uden
talenter, og jeg står og ser på bilvrag og ligdele og bydele,
der mangler, og flagstangen, hvor Dannebrog hang og
viftede, er bukket sammen og sodet til, og lugten er skarp
af grillet kød, og hjertet sidder oppe i halsen, og bilbom
berne får vinduerne til at skælve, og millioner marcherer
for og imod, og jeg går med og er både for og imod, og
tankbiler spreder hvidt pulver over murbrokkerne mod
stanken, og kommissioner lægger røgslør ud, og jeg lig
ger fladt på ryggen på taget af en etværelses i centrum,
og kirkeklokkerne og minareten kimer og kalder om kap,
og jeg ser op på stjernerne, og de leder ikke en skid mod
noget som helst, og jeg smider håndklædet i ringen og
vinker farvel til Université Saint Joseph og Université
Saint Esprit de Kaslik og Lebanese American University
og American University of Beirut og Theatre Monnot og
Beirut Theatre og David og Danny og Dany og Noel og
Ernesto og Marwa og Lama og Cynthia og Beatrice og
vender hjem uden tro på gud og demokrati og kærlighed,
og „resten er stilhed”.
16
Jeg ser ud over Holmenkollen, og jeg husker skihoppere,
der hoppede ufattelig langt og svævede helt ind i stuen i
Bagsværd, og jeg forstod ikke, at de turde, og nu hvor jeg ser
bakken, og den er urimelig høj og stejl, mærker jeg, at der
kun er frygt, når jeg sidder her, intet andet, og jeg ser ned
på min tallerken, og den er tom ligesom glasset, og over for
mig sidder den øverste chef for det største teater i Sverige,
og til højre for mig sidder vicekulturministeren i Norge, og
rundt omkring mig er spillere i integrationsspillet i gang
med deres kast og stød, og terningerne ruller, og kortene
vendes, og jeg går i seng med pessimismen, og jeg vågner
for sent næste morgen, og jeg har ondt i låget af vin og
cigaretter, og jeg løber ned til morgenmaden, og jeg fylder
mig med æg og pølser og bacon og lagefrugt med mysli
og yoghurt, og jeg sluger to kopper kaffe, og da de andre
rejser sig, følger jeg med dem ned i vores lille, lavloftede
konferencelokale, og chefer og embedsmænd og politikere
indtager gode positioner, og jeg sidder ved døren, og når
nogen skal ind eller ud, rammer døren mig i nakken, og jeg
dukker mig ned mod bordet og min kaffekop, hver gang jeg
hører nogen på gangen, og jeg forsøger at gøre alt, hvad jeg
kan for at bevare optimismen, men det er frygtelig svært.
Jeg skal til begravelse i Kokkedal Kirke, og mor og søster
Rebecca og jeg har gået den lange vej fra stationen til kir
ken, og biler og cykler stopper og spørger, om vi er faret
vild, og om vi har brug for hjælp – også på engelsk – og vi
siger „nej tak!“ og „no thanks!“, og da vi holder en pause,
17
kan jeg se, at vi er gamle, os tre: Mor har gråt hår og står
og vipper fra side til side med stivhed i ryggen, og søster
Rebecca er ikke søster Rebecca, men kvinde med barn og
mand og grad fra universitetet og stilling som lektor og et
alvorligt udtryk i masken, og vi går videre ad veje og stier
over marker og enge, og solen skinner, og det er køligt.
Mors veninde Anita er død af kræft, og jeg har taget dagen
fri, og jeg siger „jeg skal være der for mor“, men jeg tænker,
at jeg nok i virkeligheden er taget til Kokkedal, fordi tårer
for Mads og Janne og Signe, der nu er i fyrrerne, ligesom
søster Rebecca og jeg, og minder om barndomslege med
børnene Mads og Janne og Signe i en familie så tryg, som
kun familier i Kokkedal er det, og salmer og selvvalgte
sange fra medbragte musikanlæg med lethed stikker en
dag med teateradministration, og da vi går videre, tæn
ker jeg pludselig, at det egentlig er underligt, at søster
Rebeccas dreng er hvid som kridt, når nu min datter er
sort som kul.
Jeg samler en flok og grundlægger Bevægelsen Brun til
samfundsforandring, lighed, frihed og broderskab, og vi
er instruktører og skuespillere og journalister og sociolo
ger og tvværter og politikere, og vi er halve og hele, og vi
er kede og vrede, og vi vil salve og hele. Men vi er anarki
ster og liberalister og konservative og nykristne og gam
melateister, og vi stritter i alle retninger, og vi råber og
skriger ad hinanden „din håbløse idealist“ og „din uambi
tiøse pragmatiker“, og sagen drukner i diskussioner om
18
visioner og missioner, og vi udmatter hinanden med tale
i tunger og følelser fra barndommen og vokse værket, og
tilliden svinder, og mistroen vokser, og det hele slutter
med et brag af frivillighed for sagen Brun og sammen
rend af stjerner med hjerte for velgørenhed og øje for
opmærksomhed, og da revolutionen udebliver, og afte
nen flader ud, og vi keder folk, til de går, samles vi om
øl og chipsdonationer i læssevis og ved, at Bevægelsen
Brun er frosset fast i tiden, og sagen er tabt, og jeg tænker
„vi er selv ude om det“, men jeg løfter mit plastikkrus og
siger „dette er begyndelsen på noget stort“ og „vi kommer
til at forandre verden“, og vi smiler og skåler og lyver og
skråler natten ind i os.
Vi nærmer os Kokkedal Kirke, og mor sætter farten op, og
søster Rebecca siger „det dér gør hun altid“, og hun stryger
af sted med stiv ryg, der vipper fra side til side, og vi sætter
tempoet ned, søster Rebecca og jeg, for vi sveder hurtigt,
og vi nærmer os kirken og rækkerne af Hyundai’er i mørk
metallic, og mænd og kvinder i Troelstrup nikker til hinan
den og går med langsomme skridt gennem det knasende
grus hen mod toppen af højen og den gamle hvide bygning
af sten og glas med tårn og rødt tag, og mor er forsvun
det ind gennem døren, og Hyundaifolket følger hende i
halvt tempo, og søster Rebecca og jeg når frem, og nogen
maser en salmebog i hånden på mig, og jeg vil ikke lave
ballade, så jeg tager den, og vi sætter os under orglet, søster
Rebecca og jeg, langt fra familien foran og mor, der vinker
19
os frem, og præsten begynder, og vi sætter og rejser os i
høflighed som efter en dårlig teaterforestilling, og jeg ser
på søster Rebecca og vender øjne ad det hele: salmen, præ
dikenen, skibet og jeg ved ikke hvad, og jeg vil ikke mere,
jeg gider det ikke „hold nu op, det er bluff, han har jo ikke
noget tøj på, der er ingen gud“, og jeg læner mig tilbage, og
jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt. Og så gør de det
mod mig, de sataner: Bach! Og jeg tænker „det er tarveligt“,
og jeg åbner øjnene, og lyset falder ind gennem de mani
pulerende smukke ruder i farver, der gør kirken urimelig
effektiv, og jeg ser ud over grå pager og lyserøde isser, og
jeg ser mors og hundrede andres hvide nakker blive belyst,
og de er smukke, de nakker og pager og isser, og jeg hører
til og falder ind, og vi holder sammen, og Mads og Janne
og Signe, som jeg har kendt, siden jeg var Hassan Ahmad,
sidder med blanke øjne og børn i alle aldre og mænd og
koner fra Bruxelles og Washington, og de siger „Fader vor“,
og Mads, som var en lang dreng, allerede dengang vi spil
lede skumfodbold med svedige sokker og ølkasser i træ
som mål, rejser sig og tænder et anlæg med ledning hen til
kirkevæggen, og ud af den lille maskine lyder „No Woman
No Cry“, og digerne flyder over, og jeg græder, og da det
er slut, er jeg hævet og rød og træt, og det siler ned, og en
Huyndaimand med isse og hans kone med page giver os et
lift til stationen, og vi kører uden ord til København, og jeg
står af på Nordhavn og svinger benet over stangen og kører
cyklen til Østre Gasværk og markerer mig „inde“ på tavlen.
20
Vi bryder ud af Bevægelsen Brun og grundlægger teater
kompagniet danskdansk, og vi vil lave kulturprodukter,
der „vender op og ned på det hele“, og vi beder om mil
lioner, og vi beder om teater, og vi beder om omtale og
goodwill og støtte og kærlighed, og ingen nægter os det,
og vi tænker „det var godt nok satans!“, og vi ser den ikke,
frygten i deres øjne, når de tænker „dette kunne være frem
tiden, jeg må hellere give dem noget“, og vi hører den ikke,
rædslen i deres stemmer, når de hvisker „jeg vil ikke stemp
les som ham, der stod i vejen for udviklingen“, og pengene
fosser ind, og dørene åbnes, og hænderne folder sig om
vores, når vi bydes velkommen, og vi får kontor med
Mayland på væggen og pink sofa og glasbord og fri kaffe fra
cappuccinomaskinen, og vi bydes til premiere til højre og
venstre, og vi føres frem til seminarer og konferencer, og vi
fortæller vores succeshistorie, og de holder deres godbid
der frem, og jeg griber dem, og jeg kan danse og synge og
stå på bagben og logre, og jeg er gatekeeper og housenigger
og onkel Tom og tante Jamima og lille sorte Sambo, og jeg
siger „ja, massa“ og bukker og skraber og slikker og sutter
og bender over, og de er så sprøde, de pinde madder, og den
er så liflig, den cava, og blød pop og jazz fra husbandet
smyger sig ind og finder min modstand i hjernen og bedø
ver den med løfter om mere succes og flere penge og mere
magt og flere venner og bedre anmeldelser og Reumert og
Bodil og Robert og beundrende kolleger og kvinder, der
dåner, og teaterdirektørstol og skræddersyet jakkesæt og
håndsyede sko, og Sonia, der beundrer sin far, og mor, der
21
siger „hvor er du dygtig, søn“, og far, der nikker med aner
kendelse og kærlighed, kærlighed, kærlighed, og jeg tænker
med ét, at jeg er så forskellig fra far, som pæren kan falde
fra stammen, og det er uheldigt, for far kan godt lide far, og
jeg minder frygtelig meget om mor, og det er uheldigt, for
mor bryder sig ikke om mor. Far og hans klippe fasthed og
mor og hendes frem og tilbage.
Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske sna
rere i spændet mellem forestillingen om to identiteter:
den pakistanske og den danske. I den virkelige verden er
jeg undfanget i Cambridge og født i Charlottenlund, som
barn boede jeg i Bern og Berlin og Bagsværd, jeg lærte
tysk, før jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bed
ste ven, der hed Suman, som voksen har jeg levet i Beirut,
New York og Madrid, og jeg kan klare mig på spansk og
bande og dirigere en taxa på arabisk, men jeg kan ikke et
ord urdu, og far voksede op som muslim, men er ateist,
mor voksede op som protestant, men er buddhist, og jeg
er døbt i Helligåndskirken, men jeg har for længst meldt
mig ud af Folkekirken, og far lever sammen med sin Alice
på Østerbro, og mor er halvdelen af året i en landsby i
Sydfrankrig, og jeg er gift med min May, hendes far er
fra Cairo, hendes mor er fra Tårbæk, vores datter hedder
Sonia Aziza Preisler. Hun er smuk.
Murree Hills er forpost til bjergkæden Himalaya, og
mange pakistanere har aldrig set sne, og sne er der masser
22
af i Murree Hills, men ingen ved, hvad man skal gøre med
den, så skilifter og skiløjper står og henfalder, og skiudlej
ningen er lukket. Jeg besøger byen med fætter Guddu, og
han er et par år yngre end mig, og fætter Guddus stemme
knækker over, og hans overskæg er jomfrueligt tyndt og let,
og vi rejser med tog på første klasse fra Lahore til Islamabad
og med minibus op ad smalle veje og har for lidt tøj på og
må købe syntetisk pakistansk vintertøj, og fætter Guddu
tager mig i hånden og kæler mig i håndfladen, og jeg gør et
hop, for jeg har endnu ikke vænnet mig til, at det er stan
dard for mænd at holde hånd, når man går tur, og vi er på
vej op ad en skråning for at se, om der stadig skulle stå et
lille stenhus der, hvor det stod for mange år siden, og hvor
farmor Farkhanda fødte far en kold nat i helvede. Og da jeg
har besøgt byen, hvor far blev født, vil jeg væk igen, og det
kan kun gå for langsomt, for naturen er for overvældende
her, hvor man ser ned i Kashmirdalen, og hvor intet slutter
i horisonten, fordi den både har K2 og Mount Everest at
vise frem, og hvor fætter Guddu kæler for min håndflade,
og hvor jeg ligner lort i nylon, og jeg finder en mand med
skæg og hue og sjal, han er den eneste, der vil køre i den
tykke sne, og jeg køber plads på forsædet, og han skælder
mig ud på urdu eller panjabi over noget, jeg ikke forstår,
mens vi møver os ned ad bjergsiderne i timevis med livet i
hans hænder, og manden ser på mig, som om han vurderer,
hvilken sabel han skal bruge på min hals, og da vi ende
lig når frem til Islamabad, bryder jeg sammen i armene på
Sulfikar og Pinky, der er rejst fra Lahore for at møde mig,
23
og de spørger, hvad der dog er sket, og de griber fat i chauf
føren, og de vil banke ham, og jeg hulker „lad ham gå, lad
ham gå”.
Københavns Kommune bygger bro mellem „kultur insti tu
tioner“ og unge fra „belastede boligområder“, og de unge
møder op hos os til workshop med en workshopspecialist,
vi har hentet i Portugal, og jeg er skræmt, for jeg har ikke
noget at byde på, og jeg er mindre mand end drengene,
der stammer fra Arabien og Tyrkiet og Pakistan, ja, jeg er
mindre mand, end pigerne er, og jeg forsøger at gøre mig
bredere og dybere, og det kommer til at se underligt ud, og
det kommer til at lyde besynderligt, og vi står i rundkreds
og leger dramalege og taler om kunst og demokrati, og
jeg kan høre, at vi keder dem i sænk, og i pausen stiller jeg
mig over til deres gruppe og ryger for at ryge med, men
de behandler mig med distance, og en af drengene hedder
Hassan som mig, og hans forældre er fra Lahore, og jeg
siger „hvor sjovt, det er min far også“, og han siger „nå!“,
og jeg siger „jeg elsker Pakistan“, og jeg kan ikke høre hans
svar, men jeg tager et stort skridt ind i barndommens teg
neserie i sorthvid, og Hassan er med, og han er friheds
kæmper i sin del af verden, og jeg er med, og jeg er poli
tisk aktiv i min del af verden, og vi taler sammen, Hassan
og jeg, og jeg vil give ham et knus, men han beder mig
holde mig væk og spørger „hvad har du ofret for det, du
tror på?“, og slaget rammer mig lige midt i fjæset, og smer
ten er hidsig og dyb, og chokket er stort, og jeg tager mig
24
til næsen, og siger „hvad fanden …?“, og Hassan afbryder
mig og spørger igen, hvad jeg har ofret for det, jeg tror
på, og jeg siger, at jeg er medlem af Unicef, Børnefonden,
Amnesty International, og at jeg ikke er husejer, men lejer,
og at jeg køber økologisk, og jeg forsøger igen og igen, ind
til jeg giver op og svarer „jeg har ikke ofret noget som helst,
ingen verdens ting“, og jeg ser ikke på Hassan, men jeg ved
præcis, hvilke folder hans ansigt har lagt sig i, da han skod
der sin cigaret og vender sig og går, og jeg vender tilbage
til workshoppen, og vi leger „zib, zab, boing“ og sender en
usynlig bold frem og tilbage og hen over midten på cirklen,
og workshop specialisten ved ikke, at „zib“ betyder pik på
arabisk, og forstår ikke, at drengene og pigerne fniser, og
jeg lader, som om jeg ikke forstår, at dramalege er af en
anden verden, og som om jeg ikke ved, hvad „zib“ bety
der på arabisk, og da klokken bliver fire, går alle hjem, og
på cyklen på vejen hjem spiller jeg „Father and Son“ fra
trådløs sender til trådløs modtager, og jeg tænker på pla
der, der bliver brændt på bålet, da Cat Stevens bliver til
Yussuf Islam og smider en kjortel i farvet batik og trækker
i en kjortel af hvid bomuld og lader håret klippe og lader
skægget stå og går den lange vej fra Woodstock til Mekka.
Jeg er født Hassan Ahmad. Det kan jeg se af de gulnede
papirer, jeg har liggende i et plastikchartek i en stofklædt,
blå brev ordner inde i min del af Børge Mogensenreolens
underste del bag låger i Oregon Pine, ridset og slidt af
en anden familie, der købte dem, da de blev lavet for HB,
25
fordi alle havde ret til designermøbler, og jeg åbner Børge
Mogensen på vid gab, og jeg hiver ud og slår op i sorte
mapper og tømmer blå brevordnere ud på plankegulvet,
og gulnede dokumenter i plastikchartek ser op på mig, og
de ældste siger „Ahmad“, og det nyeste siger „Preisler“, og
der er mange inde imellem, som siger noget andet, men de
fortæller mig alle, at jeg er halvt djævel og halvt barn. Lille
Hassan med de skæve ben titter sjældent frem, og djævlen
Hassan tordner mod fjender og venner, for han ser ikke
forskellen, han sabler dem ned med sin krumsabel, og han
er 100 års Hollywoodarabere på kamel og hesteryg, han er
fundamentalist med mistro til hele verden, og han styrer fly
ind i bygninger, og når han ser lille Hassan med de skæve
ben, så taler han dundertale til ham. Og da min May ende
lig siger, at hun ikke kan mere, at hun er for ensom, at hun
er for ulykkelig, at jeg er fjern og lukket og opfarende, at vi
må dele det hele og give Sonia noget andet, står jeg der med
djævlen i hånden og lille Hassan med de skæve ben, og de
siger ikke noget, nogen af dem, og jeg putter Sonia, mens
min May sover ude, og jeg sidder hos Sonia, til hun falder i
søvn, og jeg er mast flad under dårlig samvittighed og skyld,
og jeg holder hendes lille hånd i min, og jeg siger „jeg elsker
dig, Sonia“, og hun siger „jeg elsker dig, far“, og jeg siger
„min Sonia“, og hun siger „min far“, og hendes øjne glider
stille i, og jeg smelter højlydt, og jeg hulker mig ud af hendes
værelse til det fjerneste hjørne af hjemmet, og jeg aner ikke
mine levende råd, og djævlen i mig siger „pas nu på, i him
lens navn!“, og barnet i mig siger „hold om mig, for satan!“.
26
Jeg flytter ind i Andreas’ lejlighed, der ligger lige om hjørnet,
og jeg skal forbi den spanske ambassade og den britiske
ambassade og de mange overvågningskameraer, der spej
der efter Hassan’er med slette intentioner, og jeg skal forbi
Sonias vuggestue med au pairpigeskuret og pædagogerne
i Munthe plus Simonsengevandter og gummistøvler fra
Ilse Jacobsen, og så er jeg der: Andreas bor i en lejlighed, der
minder om alle lejligheder i Beirut, med flækket vask og kar
og haner uden blandingsbatteri og bulet belægning på køk
kenbordet og køleskab i gangen og skarpt lys fra 60watt
pære i loftet, og her i lejligheden læser Andreas bøger og
surfer på nettet og laver mad i vandbad og vaku um, og
jeg sover på en smal briks og står op, når Andreas serverer
ristet rugbrød med blåskimmelost og kaffe med mælk, og
vi taler om alt, men ikke om, at min May har sagt, at jeg må
ud af hendes liv en tid, og mens jeg går i bad, går Andreas
på arbejde, og da jeg kommer ud med håndklædet om livet,
finder jeg en seddel på gulvet foran brevsprækken i gangen,
og jeg samler den op og læser: „Kære nabo, som du sikkert
ved, venter vi en lille pige, og vi har besluttet, at det skal
være en hjemmefødsel, så vi håber, du vil bære over med
det, hvis det skulle blive larmende. Vi håber selvfølgelig, det
vil gå stærkt. Kh dine naboer“, og jeg tænker på Andreas’
papirtynde vægge, og jeg pakker min kuffert og lægger en
note: „Kære Andreas. Tak for husly. God fødsel“.
Noel har parkeret sin ældgamle Mercedes i kvarteret
omkring det græskortodokse hospital, og lyset fra lam per
27
ne i gaden er varmt, og man kan klare sig med en tynd trøje,
selvom det er nat og efterår i Beirut, og vi har drukket tæt
af flasker af lys og mørk sprut på Ernestos store, nedslidte
terrasse og gemt os for naboernes blikke og røget joints af
helt frisk pot hentet ind fra Bekaardalen, hvor Hezbollah
hersker, og nu lægger vi Ernesto på bagsædet mellem tvil
lingerne Mads og Andreas, og han synker ned i søvnen, da
bilen gynger på slidte støddæmpere gennem smågader i
alt for høj fart, og vi snitter sidespejle, når Noel tvinger os
frem og op og ned gennem gyderne, og jeg ser hans helt
rolige øjne i bakspejlet, da han trækker solbrillerne op i det
sorte hår, lagt tilbage med pomade, og Noel er netop kom
met ud af spjældet, hvor han har siddet for at have handlet
med hash eller hårde stoffer, og Noels lillebror Dany var
bedste ven med min bedste ven Danny, og de var uadskil
lelige og kendt i gaderne som Dany og Danny, indtil Dany
stak af med Dannys kæreste med det knaldrøde hår, og
siden har Danny ikke talt til Dany, og i bilen er også Rafik,
den spinkle billedkunstner med det lyse hår og de grønne
øjne, der har trukket Noel ind i vores kreds, så vi har mistet
Danny for en tid, for blod er tykkere end whisky, og det er
mig, der har trukket tvillingerne Mads og Andreas med
til Beirut, og Mads er hippiekunstner fra Amsterdam,
og Andreas er soldat fra Afghanistan, og det er mange år
siden, at de gik hånd i hånd for ikke at blive væk, når de var
på udflugt med mor og far i Sønderjylland, og nu sidder
de her med Ernesto mellem sig og holder hænder, mens
de siger fuck og shit, og vi gynger gennem Beirut i alt for
28
høj fart. „Du er sikkert sådan en, der kan lide Chomsky“
lyder en stemme bag mig, og jeg ser ind i et par lumske
øjne under sorte krøller, og stemmen hviner over at have
afdækket endnu en vesterlænding, der køber proarabisk
litteratur i Virgin Megastores afdeling for politisk litte
ratur, og stemmen er klædt i rød Virginvest, og vestens
navneskilt siger Ernesto, og Ernestos far er socialist og har
en restaurant i en gyde i kvarteret Hamra på den anden
side af den grønne linje, og han har opkaldte Ernesto
efter sin politiske helt fra ungdommen, og Ernesto tjener
til studierne på det amerikanske universitet ved at sælge
bøger og drømmer om at komme til Frankfurt og studere
filosofi, for Ernesto elsker Hegel, Hesse og Heidegger, og
på trods af sin skingre stemme og visne arm og skødes
løsheden over for egen hygiejne taler Ernesto sig ind på
pigerne, og Julie fra Skotland og Carine fra Frankrig og
Samantha fra England falder pladask for Ernesto. Noel har
James Deanvibe, han klæder sig helt i sort, sorte sko, jeans
og læderjakke, og han siger ikke meget, men når han gør,
hvisker han tørt, og vi lytter, og han har en hjemmerul
let joint hængende i mundvigen denne nat på vej gennem
Beiruts gader. Vi når frem til Rafiks lejlighed, og jeg tæn
ker, at han snart bliver fortrængt af alle de Ballantine’s
kartoner, han har tømt og stablet op, og vi tager plads i
sofaerne omkring stuebordet, og det er lavet af en palle på
hjul, og jeg ser på døren til værelset ved siden af, hvor jeg
ved, hans malerier står stablet op, og der er kun adgang,
når hans selvværd tillader det, og absolut adgang forbudt,
29
når det ikke gør, og vi ligger dér, helt rundt på gulvet af
sprut og pot, og Rafik disker op med mere Almazaøl og
Ballantine’s og joints, mens vi lytter til Pink Floyd og Cat
Stevens og Beatles og fortæller historier, og tvillingerne
Mads og Andreas og mig på den ene side og Noel og Rafik
med Ernesto snorksovende mellem sig på den anden, og
da historierne begynder at kede os, får Rafik en idé: „Lad
os lege med Ernestos røv“ siger han, og Noel hvisker „yalla,
kom nu!“, og den næste times tid forsøger de at få os til
at være med til at skubbe en finger op i Ernesto, mens
Ernesto halvt i søvne, halvt vågen råber „la, la!“ – „nej, nej!“
– på arabisk, og Ernesto tigger og beder og skriger om nåde,
indtil lydcollagen i en Beatlessang pludselig river os ud af
vores latterkramper, da tvillingen Andreas får tilbagefald
til Afghanistantiden og fronten i Helmand og rejser sig
og brøler „mønsterværnskomplet!“ og smider sig på gul
vet, og drengene lader Ernesto være, og alle ser på Andreas,
og ingen ved, hvad han mener, og Andreas finder ud af sin
fejl og siger „nej, jeg mente ’pansret mandskabsvogn’ – jeg
troede lige …“. Et par år senere må jeg ringe til Noels tyske
kæreste i Berlin og fortælle hende, at Noel er død, og at jeg
ikke ved, hvad der slog ham ihjel, men at jeg har en mis
tanke om, at det var en overdosis.
Jeg står alt for tidligt op, eller, jeg står alt for tidligt op,
hvis jeg havde et søvnmønster, der kunne definere „tid
ligt“, men det har jeg ikke, og de seneste to måneder har
jeg slet ikke sovet, jeg har ligget og trukket mig selv rundt
30
i manegen, og poserne under mine øjne er tunge, og tein
ten er grå, og psyken er hysterisk, men vi er så langt ude
nu, jeg og mig, at vi ikke længere lader os gå på af det,
og vi taler til hinanden, og jeg siger „for fanden, vi sover
ikke, og sådan er det bare, kan vi ikke prøve at acceptere
det?“, men det virker ikke på mig, og jeg mediterer, og
jeg trækker vejret dybt ned i mellemgulvet, som man skal,
men det gør mig svimmel, og jeg har været hos lægen et
par gange for at tale om min stress og mine bekymringer,
og jeg har fået nogle piller, men piller er ikke noget for
mig, og huden klør, og knoglerne skraber mod hinanden,
og tankerne kører i ring i det uendelige, og jeg står på
Rogacki i det, der tidligere hed Vestberlin, Rogacki har
altid ligget, hvor det ligger, og her serverer man tysk mad
uden hensyn til tiden, der går, og ved kødstanden er det
griseknæ og grisetryner og griseører, og ved fiskestanden
er det spætte og sild og skrubbe, og jeg står ved fiskene
og har bestilt laks med det hele og et glas hvidvin og fal
der ind, men freden er forbi, da en flok drenge kommer
ind: De har sort hår og brune øjne, og de er klædt i løse
bukser og kropsnære trøjer, og jeg kan ikke høre, hvilket
sprog de taler med hinanden, men da de bestiller rejer
og muslinger, gør de det på tysk med streetaccent, og de
drenge kommer ikke på Rogacki normalt, kan jeg se, og
de ansatte bag standen, de store, tyske damer med ble
get hår og turkis øjenmakeup, kan ikke lide dem, og de
andre fiskespisere kan ikke lide dem, så jeg kan heller ikke
lide dem, og alle skuler til hinanden og hvisker ord, man
31
ikke kan høre, og damerne sender undskyldende skulder
løft til alle os andre, og jeg smiler forstående og lader mit
kropssprog sige „ja, det var da irriterende, at freden skulle
forstyrres på den måde“, og jeg vender drengene ryggen,
og de spiser op og går ud, og jeg venter en tid og betaler
og forlader Rogacki i den modsatte retning og kan ikke
smage den laks, jeg lige har spist.
Jeg tager toget til Kastrup meget tidligt om morgenen og
går ad lange gange til den fjerneste terminal, og på gul
vet er trykt med store tal og bogstaver „15 minutter“, „10
minutter“, „5 minutter“, „2 minutter“, „1 minut“, og jeg er
den sidste passager, ham, de alle sammen har ventet på,
og jeg sætter mig og spænder bæltet og læser manualer
om flystyrt, og vi gennemgår bracepositioner og vest og
maskeplacering, og jeg hører dem føre os gennem det på
tysk og engelsk og dansk, og jeg ser dem stå og pege og
markere og demonstrere, og da vi lander i Berlin, snupper
jeg den sølvgrå Samsonite og ruller ind i toget, der holder
på perronen, og fløjten lyder i det samme, og toget kører
mig til døren, og døren går op, og jeg åbner for strømmen
og vandet og varmen, og jeg lægger mig i 14 timer, og jeg
vågner i en drivvåd Tshirt og aner ikke, hvad der er op
og ned, eller hvad der er mig, og jeg sluger to panodiler og
et glas rødvin, og jeg går ud på gaden og misser mod den
hårde efterårssol og gyser ad den knivskarpe kulde, og jeg
går ned ad gaden og stopper op foran Kafféladen og går
ind og bestiller kaffe og croissant og slår skærmen op og
32
ser på siden, og dér er det. Mit punktum. Jeg har sunget
klagesange længe nok. Jeg vil være den, jeg er. Nu vil jeg
smide det hele over bord og være mig.
Da jeg var dreng, sad jeg i hjemmet i Bagsværd og så tv
med far, når han kom hjem fra arbejde og jeg fra skole,
og kokostæppet strakte sig knudret og bølgende og ueg
net til myresoldater fra væg til væg, og på det var stablet
afsyrede skabe og kommoder og borde og stole, og beton
murene var dækket af stigereoler i lyst træ med bøger og
tingeltangel og kunstplakater i rammer af guld, og det
hele var omfavnet af den enorme, mintgrønne hjørne
sofa, som var bleget af solen og stor og god at slænge sig i,
puderne skulle ruskes og rystes på plads, for at man igen
kunne kalde den en sofa, og tv’et var kilet ind i stigereolen,
og man måtte rejse sig, når man ville skifte mellem DR
og Sverige 1 og Sverige 2, og The Cosby Show var ugens
højdepunkt, for der kunne vi på dansk tv for første gang
se en farvet familie, der var normal, som bestod af velud
dannede og velfungerende mennesker, der gennemlevede
ting og sager af den slags, som veluddannede og velfunge
rende mennesker gennemlever, og de var ikke fremmed
arbejdere, eller indvandrere, eller gæstearbejdere med
sære problemer, der kun kunne være betinget af deres
kulturelle oprindelse, og de var ikke samfundsnassere, og
de var ikke en trussel mod nogen eller noget, og når jeg
sad i sofaen og så på min far, syntes jeg, at han lignede
Bill Cosby, og skammen over hans sorte hår og mørke
33
hud var lidt mindre påtrængende, end den ellers var. Til
forældremøderne skammede jeg mig over hans accent, og
når vi gik sammen på gaden, far og jeg, sakkede jeg bagud,
fordi han var anderledes at se på, og når han en sjælden
gang imellem lavede pakistansk mad, gemte jeg alt mit
tøj væk i skabe og skuffer for at undgå, at det skulle lugte
af karry og hvidløg, og når jeg bestilte tid hos frisøren,
kaldte jeg mig Christian og Bjarne og Jesper, og jeg lærte
mig selv en remse, som jeg kunne sige i umiddelbar for
længelse af „hej, jeg hedder Hassan“, og som lød: „Ja, det
er et arabisk navn, men far er mere dansk end danskerne,
og han er ikke muslim, han elsker øl og pølser, og jeg
har aldrig været i Pakistan, som er et tilbagestående og
kvinde undertrykkende samfund, og jeg taler ikke et ord
urdu, og mor er lyshåret og har blå øjne, og jeg er født og
opvokset i Danmark, og det er det eneste land, jeg kender,
og jeg er dansk, helt dansk, 100 procent“.
Jeg ser Kat på et varmt bliktag på et teater på Broadway i
New York, og jeg har det bedste udsyn til Phylicia Rashad,
som engang var fru Cosby, og som nu spiller rollen som
Big Mama, og jeg tænker tilbage på oplevelsen med far
foran tv’et. Vi venter længe i gangen, inden vi får at vide,
at ms. Cosby er klar til at modtage mig, og så går vi ned
ad smalle trapper for at møde hende i omklædningen, og
mit følge har arrangeret det hele på forhånd, og vi banker
stille på hendes dør og lukkes ærbødigt ind af en høj, kul
sort assistent, og dér sidder hun, fru Cosby, i en lys sofa,
34
der står i midten af hendes store og lavloftede garderobe,
og gulvtæpper ligger spredt ud over det meste af rum
met, og op ad væggene er spejle omkranset af teater pærer,
og fru Cosby er ældre, end jeg havde ventet, og kortere
og bredere, og hun rejser sig og går os i møde, og hun er
klædt i joggingtøj, og hun er afsminket, og hun har håret
trukket tilbage under et farvet pandebånd, og det drilske
smil, jeg kender så godt, trækker mig hen til hende, og jeg
giver hende hånden, og jeg hanker op i mig selv, og jeg
siger til hende, at der er noget, jeg må fortælle, og hun
inviterer mig til at sidde ved siden af sig i sofaen, og da
jeg ti minutter senere løfter hovedet og har bevæget mig
rundt i min barndom og famlet mig gennem historien om
Cosbyshowets indflydelse på mit forhold til far, ser jeg
direkte ind i hendes øjne, og hun lægger sin hånd på min,
og jeg må gispe efter vejret og sluge et hulk, og hun spør
ger „hvad søger du her i New York?“ i en pludselig og hård
tone, og jeg fortæller hende om det store arbejdslegat til at
udforske inklusionen af den amerikanske mangfoldighed
i kulturlivet, jeg har fået, og hun siger „hør her“ og presser
sin tone, så den bliver mere direkte, „du kan sagtens slå
dig ned her. Selvfølgelig kan du det. Det er vi mange, der
har gjort. Og held og lykke, hvis du gør det. Men jeg siger
det her én gang, og kun én gang: Din udfordring ligger
dér, hvor du kommer fra. Så tag nu hjem til Danmark og
tag handsken op! Du har pligt til at deltage i udviklingen
af dit sted og ikke bare løbe væk, når det bliver lidt hårdt.
Livet er hårdt“. To uger senere har mit ophold i New York
35
nået sin afslutning, og jeg rejser tilbage over Atlanten, og
i lufthavnen står far og ser en smule ældre ud, og han har
ikke set mig, og jeg vinker, og han løfter hånden til en hil
sen og går over mod mig, og jeg lægger armene om ham.
„Velkommen hjem, Hassan“ siger han.
Se, det var en pæn, lille historie. Men den er ikke sand. I
virkeligheden kan jeg ikke huske, om vi så The Cosby Show
eller ej, men jeg kan huske, at vi så Dallas og Dollars hver
søndag, og jeg blev sendt til bageren og købte lagkage, og
vi spiste den i den mintgrønne sofa, og den smagte mere
af sukker end af kage. Og jeg kan huske, at jeg nogle gange
skammede mig over far, andre gange var jeg stolt over ham,
og ms. Cosby sagde ikke til mig, at jeg skulle rejse tilbage
til Danmark, hun sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig
så meget, for det hele ville løse sig, og så smilede hun til
kameraet, og der blev knipset, og da jeg kom tilbage fra
New York, var det ikke far, men min May, der hentede mig i
lufthavnen, og hun kaldte mig ikke Hassan, men skat.
Jeg flyver altid med SAS, fordi jeg er bange for at ende
som et komma i avisen. Den dag det fly, jeg sidder i, bliver
kapret, og jeg bliver kidnappet og halshugget, vil jeg være
forsidestof; den dag skal TV2 News rydde sendefladen og
fortælle, at en af vores nations fremmeste har mistet livet,
og jeg er overbevist om, at hvis et SASfly hijackes af mænd
i partisantørklæder, vil min nation aktivere det bedste af
sig selv for at sikre passagerne, om ikke andet, så i deres
36
eftermæle, og jeg er overbevist om, at hvis man finder en
passagerliste på et fly fra Pakistan International Airlines
med en Hassan på sæde 27A, selv hvis det er en Preisler, så
vil man godt nok medgive at, ja, denne Hassan har dansk
pas, men jeg frygter, at man vil spørge: „Er det rimeligt
at sætte det store redningsapparat i gang for at sikre, at
denne danskpakistaner kan vende tilbage til Danmark?“,
og jeg kan høre debatten rulle i medierne, mens jeg flyder
rundt på en orange flåde i Atlanten og sidder som fange
i en brun lerhytte i Sahara. Men når jeg sidder i de blågrå
sæder hos SAS, er jeg dansker, der faldt i krig ude i den
store verden, og hvis andre Hassan’er med kolde øjne og
skarpe barberblade har tænkt sig at skære stewardesserne
til blods og bryde ind i cockpittet og slå piloterne til pluk
fisk og bruge vores maskine som missil og flyve os ind i
en skyskraber af beton og stål med et skingrende „allahu
akbar“, så er jeg dansk, og på sædet ved siden af mig i
flyet sidder pressemanden med det pjuskede hår, og foran
mig sidder sminkeguruen med læderhuden, og de hilser,
og den ene kan ikke huske, hvor han kender mig fra, og
den anden fortæller, at hans kone synes, han arbejder for
meget, og de er taget til Berlin, hvor der er European Film
Awards. Men jeg skal til seminar om, hvorfor tingene er så
uretfærdige, som de er: i teaterbranchen, i filmbranchen,
i samfundet, i livet, og vi, kvinderne, de handicappede, de
ældre, de farvede, muslimerne, de homoseksuelle, mødes
endnu en gang med nationale og internationale midler i
lommen, og vi skal holde i hånd, og vi skal klappe hin
37
anden på ryggen. Og vi sidder om bordet på en koreansk
restaurant i det centrale Berlin, og gulvet under det meget
lave bord er hævet og bliver til et bredt vinduesdisplay, og
vi sidder til skue for de forbipasserende under menuen
i lyskassen, bordet er ikke højere, end at vi føler, vi sid
der på gulvet, og at vi medvirker i noget på et etnisk plan,
og fem kvinder og jeg udgør resterne af uretfærdigheds
seminaret om ulighed og sexisme i det nordiske kulturliv,
og vi taler om, hvor slemt det står til, og hvor ulige vores
vilkår er i forhold til ham, vi ikke nævner, teaterlederen,
filmlederen, tvlederen, og vi er enige om, at hans person
er forstokket, og hans kunst er gammeldags, og hans facon
er diktatorisk, og hans institution er støvet, og jeg sidder
og siger mine replikker, og jeg nikker anerkendende til de
andres, men jeg finder det stadig sværere at bruge de ord,
som jeg flittigt har brugt gennem tiden, og jeg har lyst til
at sige til os, at vi skal tie stille, men jeg gør det ikke, og
jeg har ondt af os, men jeg siger det ikke, og vi er afkræf
tede og fast låste, og jeg skræmmes af tanken om, at det i
virkeligheden er os, der er forstokkede og gammeldags og
diktatoriske og støvede, og jeg bunder min rødvin.
David er sjov at se på: søvnige øjne og smalle skuldre og
høj pande. David er noget helt særligt. Han kan ikke væl
tes, og han kan ikke besejres, heller ikke af begejstring, og
det er nok, fordi han har oplevet så meget, som han har,
og David mener at gud, demokrati og kærlighed er illu
sioner, og under borgerkrigen slås Davids familie blod
38
tørstigt mod muslimerne i alliance med israelerne, og i
Davids landsby står en enorm statue af jomfru Maria og
skuer mod det muslimske vest, og i den landsby må to af
hans brødre lade livet i krigen mod shiaerne eller sun
nierne eller druserne eller palæstinenserne, og David har
en lejlighed i centrum af Beirut, og man skal kile sig ind
mellem to bygninger og mase sig op ad en smal trappe,
når man besøger David. David bor alene og forladt med
beskidt vasketøj strøet ud over gulvet og møblerne, og
vandhaner, der drypper, og et fjernsyn, der kører dag og
nat, og man kan altid komme forbi hos David, og der er
altid øl i køleskabet og pot i skuffen, og David er beskyttet
og kan tillade sig at gøre, som han vil, uden at få besøg af
det snagende sikkerhedspoliti, som alle frygter, og til en
klassisk koncert i den katolske domkirke ser jeg en dag
præsident Gemmayel forlade sine bodyguards og komme
hen til David for at give ham tre kindkys, der er libaneser
nes udtryk for respekt. Jeg har kendt David, siden jeg kom
til Libanon allerførste gang, og dengang var borgerkrigen
kun lige slut, og syriske styrker stod på hvert gadehjørne
i deres dårlige uniformer og våben fra sovjettiden og for
nærmede os, når vi kørte forbi i mærketøj og BMW, og
sådan gik dagene: ud og ind af biler, frem med papirer, op
med armene, spred benene.
Det er godt at være Hassan på fredage på Props og Harbo
bar i Blågårdsgade, hvor blonde piger, der studerer noget
med „international“ og „kulturforståelse“ og „nær og fjern
39
orientalsk“, siger „hej, Hassan“, og det er godt at være
Hassan i dag, hvor jeg får et opkald fra en blond direktør
for en nordisk fond, og hun siger „hej, Hassan“, og direktø
ren siger, at fonden ønsker flere ansøgninger fra „nynordi
ske“ ansøgere, og jeg gentager „nynordisk“, og jeg tænker
„det ord har jeg ikke hørt før“, og stavekontrollen accepterer
det heller ikke, og mens jeg lærer stavekontrollen, at den
må være lidt mere fleksibel og ikke stå så stejlt på sit, siger
direktøren, at ansøgningen gerne må gå på projekter, der
kan tiltrække et nynordisk publikum til den gammelnor
diske teaterscene. Jeg sidder og tænker, at der er mange
måder at anskue sådan nogle projekter på, og jeg tænker, at
jeg kunne opfatte dem som kulturopdragende og formyn
deriske, og jeg tænker, at jeg kunne opfatte dem som spild
af tid og penge, og jeg tænker, at jeg kunne opfatte dem
som bagstræberiske og gammeldags, men jeg vælger, at jeg
vil opfatte dem som inkluderende, fremadskuende og alle
pengene værd – ikke mindst fordi det er store summer, det
drejer sig om – og jeg sender en ansøgning i fondens ret
ning og trækker i jakken og finder minen frem og rejser til
Oslo og Stockholm og mødes med cheferne fra det sven
ske Riksteatern og det norske Riksteatern til samtaler om,
hvordan vi får de nynordiske til at se gammelnordisk tea
ter, og jeg flyver med SAS, og jeg bor på hotel, og jeg spiser
middage med dildtema og drikker drinks med parasol.
Jeg har ladet mig klippe korthåret, selv om jeg sagde, at
det aldrig ville ske, for „jeg er min egen, og jeg tilpasser
40
mig ikke, og hvis I ikke kan lide mit lange hår, så er det
bare surt for jer“, men jeg sagde det kun til mig selv, og
da de sagde det højt, at „vi synes, du skal klippe dit hår“,
sagde jeg okay og lod det klippe, og nu sidder jeg her med
mit korte hår ved siden af Pinky, og vi kører gennem den
pakistanske nat, og han spiller Bee Gees på maks. volu
men, og han synger med i falset, og han smiler over til
mig for at se, om jeg er imponeret, og det er jeg, viser jeg
ham med brynene, og da han lader mig sidde alene tilbage
med Robin og Barry og slæber sin 100 år gamle mor ud af
bilen, skruer jeg ned og får en pause, indtil Pinky kommer
springende tilbage og svinger bilen om hjørnet og drejer
volumenknappen tilbage på maks., og de skriger Children
of the World, og han skriger med, mens jeg prøver at stille
spørgsmål, „hvor skal vi hen?“ og „er der langt endnu?“, og
han svarer „yes, yes!“ og smiler, og jeg giver op og læner
mig tilbage, og vi ræser videre ud i natten, vi ligger lavt
på vejen i hans sportsvogn, der er rød og ny og skinner i
lyset fra gadens gule lamper, og jeg ser på Pinky i Tivolis
spejlkabinet, han er bred og smiler altid, og smilet trækker
næsen flad, og Pinky gør smilet til en skinger latter, når
noget skal løftes ud af en skidt stemning, som den dag,
hvor vi besøger Pinkys ven, „han er lærd og meget klog“
siger Pinky, og jeg vil trykke den lærdes hånd, men han
tager ikke min, han siger, at jeg lever som et dyr, fordi jeg
spiser svin, drikker vin og går i seng med en pige, som
jeg ikke er gift med, og Pinkys mågeskrig hviner os ud af
hans butik, da jeg svarer tilbage, at gud ikke findes, og at
41
det godt kan være, at jeg er et dyr, men at jeg i det mind
ste ikke er en idiot, og den lærde spørger retorisk, hvad
jeg mener med det, og jeg svarer, at jeg tror, at han ved,
hvad jeg mener, og han bander mig sønder og sammen
på urdu eller panjabi og med fagter. Pinkys søster er gift
med fars lillebror, onkel Baboo, og onkel Baboo er skal
det og kuglerund og rundrygget og bliver meget vred, når
han bliver vred, og onkel Baboo griber rattet og brøler sig
gestikulerende vej gennem trafikken, og chaufføren lukker
øjnene og beder en bøn, og onkel Baboo griner højt og
hæst og slår sig på lårene, når han er glad, og alle ved, at
onkel Baboo er forbryder og på flugt fra folk, han skylder
penge, og på flugt fra loven, og onkel Baboo har et knojern
i inderlommen og en revolver i blankt stål og mørkt træ i
handskerummet, og onkel Baboo har tre identiteter og tre
familier og tre huse og tre koner og børn med de tre koner,
og far sender penge via money transfer til onkel Baboo, når
onkel Baboo skal ud af en knibe eller en celle. Man kan
ikke lave en aftale med onkel Baboo og regne med, at den
bliver overholdt, og jeg har stået på talrige gadehjørner i
Lahore og ventet på onkel Baboo og er vendt om og gået
hjem igen, fordi onkel Baboo ikke dukkede op.
Vi sidder i bløde stole med gyldne armlæn og tjenestefolk
i hvide uniformer vimsende omkring os, og på Hilton og
Intercontinental drikker vi te og spiser clubsandwich uden
bacon, og vi hilser på opblæste forretningsmænd med
enorme mobiltelefoner, og vi taler engelsk, for sådan er det
42
blandt mine venner, de taler engelsk med engelsk accent,
og jeg er deres grund til at gøre det, og derfor elsker de mit
selskab, og vi drikker ud og spiser op, og i ugevis har Pinky
lovet mig whisky, men det bliver ved med at trække ud, og
jeg trænger som aldrig før, og i aften skal hans løfte indfries,
og vi begiver os ud i natten til Bee Gees og kører omveje og
stopper og spiser dahl og ris på bagsmækken for at lægge en
bund, og vi når frem til et ubeboet hus i et fint villakvarter,
og Pinky stiger ud, og jeg stiger ud, og der er mænd foran
indkørslen, og de giver os hånd uden ord, og den giganti
ske villa er omkranset af sort støbejern, og en af mændene
låser op, og vi går ind i det tomme hus, betonvægge og
stengulve sender lydene af vores sko tilbage i hovedet på os
og får os til at gå på tæer, og vagtmanden sendes ud med
lidt rupee i hånden, og en af mændene spænder tykke tæp
per for vinduerne, og en anden af mændene samler husets
madrasser i stuen, og da det hele er klar, tænder vi lyset og
misser med øjnene, da vi er badet i neon, og flaskerne står
brutalt i midten af madrascirklen, og der er isterninger i
en spand og 7UP og cola til at blande i, og vi river det i os,
mest bare sprut, og den ene bliver fuldere end den anden,
og da der ikke er mere i flaskerne, slukker og lukker vi vil
laen og knuser flasker og brænder etiketter, og det er som
altid Sulfikar med de lange krøller, der kører mig hjem, og
Sulfikar er anderledes end de andre, Sulfikar kommer altid
til tiden, og han har ikke nogen bil og kører mig hjem på
sin lille motorcykel, og jeg tænker, at Sulfikar i en anden
verden ville være min ven for livet, men jeg er ikke sikker,
43
for jeg ved ikke, om han ville kunne fungere i den anden
verden, og én ting, jeg har bemærket, er, at det ofte er lidt
med venner fra fjerne egne som med sarier: De føles godt,
så længe solen skinner, og sandet er varmt mellem tæerne,
men de skriger „feriefejlkøb!“, når man bevæger sig rundt i
regnvåde København med dem svøbt om livet. Og der var
blonde Ketti, der kom nyforelsket hjem fra Cuba med sin
sorte bokser og havde drukket rom og danset salsa og dyr
ket sex, og Ketti endte med at få et blåt øje og give en udvis
ning i retur, da hverdagen skulle flyttes fra den cubanske
sol til den københavnske støvregn, og der var endnu mere
blonde Sidsel, som mødte sin mand i Vestbeirut, hvor hun
udførte frivilligt arbejde for en humanitær organisation i
flygtningelejren Shatila, og Sidsel endte med at sætte sin
mand på gaden, fordi han var for livsglad til hendes tung
sind, og der var mor, der kom hjem fra Istanbul og kunne
sige ting som „jeg vil gerne bede om en kop kaffe og et
glas vand, tak“ på tyrkisk og introducerede mig for lægen
Sedat, som var et år ældre end mig, og som jeg skulle sitte,
da mor begyndte at irritere sig over alle hans ü’er og hans
afhængighed og kærlighed.
Casterne med navne som LaCopydan og Brüel Von Klit
zing ringer og siger „hvor kommer du fra?“, og jeg svarer
„hjemmefra“, og de siger „nej, hvor er du vokset op?“, og
jeg siger „Bern, Berlin og Bagsværd“, og de siger „nej, hvor
er du født?“, og jeg siger „Charlottenlund Fødeklinik“, og
de siger „hvad er dine forældre?“, og jeg siger „biokemiker
44
og lærer“, „ateist og buddhist“, og de siger „hvor stammer
de fra?“, og jeg siger „min mor er fra Bagsværd, og min
far er fra Lahore“, og de siger „aha, du er Pakistaner“ og
„hvorfor sagde du ikke det med det samme?“ og „vil du
være buschauffør, køkkenhjælper, rengøringsmand eller
taxachauffør?“, og jeg siger „jeg vil være kulturradikal ari
stokrat med en sofistikeret personlighed“, og de siger „det
står ikke i rollelisten, men du kan spille Samir“, og damen
bag skranken siger „værsgo at gå ind“ og sætter et plastik
skilt på brystet af mig, og jeg skubber til en metalbarre
med låret, og den svinger op, og dér står jeg i nye støvler,
allersidste skrig, og jeg hentes af en kollega, der er assistent
for manden, og jeg spørger ham „hvornår kommer den
dag?“, og dagen er kommet, for jeg kan teksten udenad, og
han hører mig i den igen og igen, og når vi mødes midt i
døren, er det ligesom jeg får stød, og jeg glemmer alt om
tøj og bumser i et stykke tid, og jeg skulle have været glad,
men jeg bliver trist, for mit hår er helt forkert, og jeg går i
det forkerte tøj, og jeg vågner og tør ikke tage hans hånd,
så jeg skriver et rasende brev, og sådan skyder jeg en kile
ind mellem mig og statsradiosymfonien, og de vælger en
fyr, der hedder Sten, og jeg pakker sammen og tager flyet
til Mellemøsten og finder hadet frem fra det indre og ven
der det mod Danmark. „En fremmed er en ven, du endnu
ikke har mødt“ har jeg råbt, hver gang jeg har passeret en
sæbekasse, jeg kunne stille mig op på, men jeg har anvendt
al min kompetence, alle mine talenter, hele mit repertoire
på at overbevise Danmark om, at jeg er en skidt fjende
45
at have, at jeg er en stærk spiller at have med på holdet,
for jeg gennemskuer og afdækker Danmark og dansker
nes globale inkompetence og danskernes kulturelle udue
lighed og danskernes livsfrygt, og jeg ser nationen, og „den
har ikke noget tøj på“ skriger jeg og glædes over, at jeg
har researchet vidt og bredt og rejst til verdens mang
foldighedsmonopoler og fundet ligesindede, der kunne
bekræfte mig i, at jeg har ret; i, at jeg er til.
Jeg er den Hassan, jeg skaber. Jeg er Hassan Preisler, skue
spilleren, debattøren, den urbaniserede, globaliserede
Hassan, jeg er den sofistikerede, demokratiserede, avan
ceret orienterede, superfremmelige Hassan, og jeg kan
ikke tillade mig at gå i H&M, jeg kan ikke lade skjorten
være knappet ned eller sætte hatten på sned. Ét fejltrin,
én eneste påklædningsbrøler, og jeg er færdig. For meget
polyester, og jeg er tyrker, for nystrøgede skjorter, og jeg
er araber, for brede jeans, og jeg er pakistaner, for smalle,
og jeg er græker. Det er en hårfin balance at skabe sin egen
Hassan. Men her er han, trådt direkte ud af bladene. Han
bor i New York City og Berlin og Beirut og London og
København. Overalt hører han hjemme, overalt falder
han ind og forsvinder i mængden af hyperglobaliserede
mennesker, og han taler engelsk, tysk og spansk, ikke uden
accent, men med den dér helt særlige, flade accent, der er
universel og ikke peger i nogen anden retning end mod
ham selv eller mod ingenting. Jeg er self-made Hassan, og
mit navn er legion, for vi er mange.
46
Micke er svenskernes Hassan, og Hassan er danskernes
Micke, og Micke er den sorte leder af dramaturgiatet på
Riksteatern, og vi giver hinanden farvede knus, et farvet
knus er et knus mellem to farvede, der siger „nå, du malker
også!“, og vi er klædt i sorte jeans og fløjlsjakke, hans er
rouge, min er olive, og jeg aner intet om hans baggrund, og
han kender ikke min, men han og jeg ved, at vi spiller fan
tastiske assimileringsoverturer hver især, og vi får stående
ovationer begge to, og vi er konferencerotter, han og jeg, og
vi tager taxa på fondens regning, og vi ser ud ad vinduet,
han på sin side og jeg på min, og vi ser grå klipper og snö,
og jeg tænker på öl, og på toppen af en lille bakke i det
farvede Grønland i det hvide Olso smider taxaen os af, og
vi træder ind i det, der engang var en kirke og nu er Black
Nordic Theater, og vi modtages af Cliff, og Cliff er lang og
senet og har dreads, og Cliff er the real deal, Cliff har ingen
fløjlsjakke, og hans hud er furet, hans kranie er tydeligt bag
huden, og da han har talt, lægger han armene om os, og
vi putter os ind til ham, og vi siger „fantastisk, Cliff“ og
„vidunderligt, Cliff“, og så falder talen på bomberne i Oslo
og Utøyamassakren, og Micke trækker i jegerkedaf
detpåjeresvegnekappen, mens jeg iklæder mig funda
mentalismeersådannogetforfærdeligtnogetkutten, og
vi siger, at det er højredrejningen, der har gjort det, og vi
håber, at Cliff vil sige „I er kloge, I to“, men det gør han
ikke, han siger „nej, jeg tror, grunden til, at I i Danmark
ikke har et ekstremistisk og højreradikalt miljø af samme
omfang, som vi har det i Norge, og som I har det i Sverige
47
(til Micke), er, at I har Dansk Folkeparti, og de har fungeret
som ventil for frygten og det had, frygten bringer med sig
og den vold, hadet og frygten bringer med sig“, og Micke og
jeg dykker ned i suppen og fanger en reje hver og krænger
dens skjold af og sluger den.
Onkel Amjad skuler til mig, og jeg aner ikke, hvor han ved
det fra, at jeg har drukket whisky i villaen, for jeg lister mig
ind, når jeg kommer hjem, og jeg sover med åbent vindue,
og jeg vågner tidligt næste morgen og går ud, inden jeg
møder ham, men onkel Amjad ved det, og hans øjne er
helt smalle af mistænksomhed. Onkel Amjad mistænker
os alle sammen, han mistænker sin chauffør, sine tjeneste
piger, sine sønner, sine døtre, sine naboer, sine venner, sin
kone, og han låser skabe, skuffer, døre, biler og telefonen
på bordet i soveværelset og første gang jeg møder onkel
Amjad, er jeg på tur til Pakistan med far og fars Grethe og
fars flok af skoleledere og skolelærere i Jacosko og fløjls
bukser og lilla bleer, og onkel Amjad er mistænksom over
for far og fars Grethe og skolelærerne og skolelederne, kan
jeg huske, og jeg er ti år gammel, og vi har kok, gartner, tje
ner, chauffør og bodyguard og minibusser, og der er børn
uden ben, uden øjne, med bittesmå knolde, der hvor der
skulle være fingre, med vidtåbne ganer og kløvede læber,
der forsøger at trænge ind gennem minibussens døre og
vinduer, og vores vagter smider dem ud, og jeg får syet mit
første skræddersyede jakkesæt, og jeg har det på til onkel
Baboos bryllup med en smuk kvinde, der bliver mor til
48
kusine Sadia. Enorme gryder og pander med lam og kyl
ling og okse og hvide ris og kulørte ris og ris med krydderier
og naanbrød fra tan dooriovn og enorme fade med kager
og risbudding og sød grød er stillet op på lange borde, og
vi fester i gigantiske telte dekoreret med lange kæder med
elektriske lys i mange farver og tunge tæpper på trægulve,
og en enorm trone glimter i guld og sølv, og der er mænd
i røde jakker med fakler, og onkel Baboo og den smukke
kvinde ser hinanden gennem et spejl, nogen holder op
mellem dem, og den smukke kvinde bryder sammen, da
hun ser ham i spejlet, og onkel Baboo smiler tilbage, og
jeg står dér, helt tæt på, i mit skræddersyede jakkesæt og
har fået en fedtplet på ærmet, som aldrig kommer af igen,
fordi jeg mister koncentrationen, da jeg forsøger at forstå,
hvad der foregår, og spilder et dryp curry, og senere forærer
den smukke kvinde mig en lille kugle af guldfarvet stof,
stærkt parfumeret, og beder mig love, at jeg vil ringe til
dem, når jeg kommer tilbage til Danmark, men at jeg skal
tale med hende og ikke med onkel Baboo, og jeg smelter,
og kuglen ender i trækassen, jeg laver på fritidshjemmet i
Bagsværd, og i trækassen er også en indtørret søhest, jeg
har fundet på Korfu, og oldemor Elises buskort og en sølv
mønt fra 1863 og en pakke bindicigaretter, som jeg ryger
i smug uden at inhalere, og bandet spiller på sækkepibe og
er klædt i kilt og skrårem, og onkel Baboo og den smukke
kvinde kører væk i en fin bil, og jeg står og ser efter dem
med fedtplet på ærmet, og et par dage senere, lige inden
vi skal hjem, besøger de os på terrassen, og jeg flyver med
49
kampdrage, og det går godt, lige indtil verden drejer rundt,
og jeg går bagover og styrter ned fra balkonen, ned i den
tomme pool og rammer bunden med et højt knas fra ryg
søjlen, og alting bliver blåt.
Beskeden på Facebook fanger mig med det samme, for jeg
kan se, at den kommer fra Tel Aviv, og det gibber i mig, for
der er løfter om oplevelser i beskeden, når den kommer fra
Mellemøsten. Denne gang er den fra journalisten Hanne.
Hun er ved at skrive en interviewbog om danskheden og
vil høre, om jeg vil lade mig interviewe, og jeg lukker hende
ind, mens jeg taler i telefon, og må henvise hende med fag
ter til at vente på mig, og hun slår sig ned i sofaen, og jeg
afslutter samtalen, og vi begynder med et knus, selv om
vi begge kun svagt kan huske, at vi har drukket Almazaøl
på Torino Express i Beirut for mange år siden, og det er
rasende Johannes, der ejer Torino Express med plads til
25 svedende gæster, når han pakker den tæt, og Torino
Express er bygget i oldgammel sandsten og muret op som
en krypt, og væggene er blanklakerede, og panelerne og
baren er i mørkt ædeltræ, og ved vinduet under rød neon
står Johannes og vender plader i raseri over bomber i biler
og kunder, der flygter, og koner, der skrider, når unge
damer knaldes i senge på dyre hoteller. Johannes gør mine
til en hilsen, når han ser et Beirutfjæs, han kender, og hans
grå hår hvirvler i alle retninger, og hans raseri sprøjter ud
til højre og venstre med plader af vinyl og whisky og blå
Gauloises, og bag baren på Torino Express er andre mænd
50
med gråt hår og raseri, og Mike er den værste: Når han er på
arbejde, må jeg finde alt mit mod og sige „one coffee, please“,
for han svarer „you wannabe Arab asshole!“ eller „shut up,
you Danish pussy!“ eller „fuck off, you orientalist!“, for Mike
er rasende over, at han ikke er ene vesthane i østhønse
gården Beirut, og jeg ville sådan foretrække at drikke min
eftermiddagskaffe et andet sted, for hans ydmygelser får
mig til at rødme og svede, men alle, jeg kender, er på Torino
Express, og ensomheden rammer hårdt, når den rammer i
Beirut. Journalisten Hanne tænder optageren, og vi sætter
os om kaffen og småkagerne. Hun er klædt elegant i dyr
uld, og der er ikke en meter metervarer på hende, det er
kulturradikalt, det hele, også brillerne og håret, og med ét
ved jeg, at jeg kender hendes spørgsmål på forhånd, og jeg
ved, at jeg har besvaret dem før: Hvorfor er danskerne så
lukkede? Hvad er det, danskerne er så bange for? Hvorfor
hader danskerne muslimer? Reserverede, frygtsomme og
hadefulde danskere er fundamentet, som jeg skal tale oven
på, og det gør jeg gerne, men jeg kan ikke gøre det, uden at
tankerne svæver i alle andre retninger, mens jeg taler, og de
mange gentagelser, jeg leverer, keder mig, og „ja, det er så
typisk dansk“ siger Hanne, når jeg hakker min krumsabel
ind i dansk humor og køkultur og omgangstone og køns
roller og mediedækning.
Jeg tager med Yaldas far, Fayek, op i Libanons bjerge, og vi
taler grimt om muslimer, og han lader mig mærke, hvor
omfavnet man kan føle sig i en arabisk familie. Han er en
51
lille mand, Yaldas far, Fayek, men det er mig, der føler mig
lille, når jeg står ved siden af ham, han har en bred, flad
nakke og kort, sort hår med grå stænk, hængende kinder
og tunge poser under øjnene, og vi tager hans enorme
Ford Expedition op til toppen af hans land i det smukke
Tannourine i det kristne Libanon, og chaufføren lukker os
ud og stiller sig tyve meter fra os, årvågen og med jagtgevær
over armen, og vi glor ud over massive jorder, tulipandriv
huse, æbletræer, arakbryggerier, kirker, skoler, landsbyer
og en gigantisk halvfjerdservilla med 400 kvadratmeter ter
rasse og indbygget bar med Chivas Regalflasker en masse
og master bedroom med tre trin op til en cirkulær seng,
og „alt dette kan blive dit“, siger Yaldas far, Fayek, til mig
og lægger en hånd på min skulder, og jeg er ved at besvime
af skræk. Yalda har fortalt mig, hvad der vil ske, hvis jeg
kom i hænderne på en libanesisk familie, men jeg ville ikke
lytte, og Yalda sagde „o.k., men så er du selv ude om det“,
og den libanesiske familie rammer mig med al sin kraft, og
min hud svider af helvedesild, og jeg har analfissurer af
stress, og jeg tager tyve kilo på i fed mad, og jeg har non
stop hovedpine af kæbespændinger og søvnløse nætter,
og turene i den hæsblæsende trafik til universitetet, hvor
jeg underviser, og smerterne i min røv er ulidelige, og jeg
ankommer storsvedende, og vagten vil se mit studiekort,
og hver dag siger jeg „jeg er ikke studerende, jeg er under
viser“, og hver dag ringer han til sin overordnede, og hver
dag lader han mig vente ved bommen i den bagende sol, og
hver dag siger han „welcome, Sir, sorry for the mistake”.
52
Jeg taler, jeg snakker ikke, og jeg siger ikke „Rebecca og mig
er søskende“, men „Rebecca og jeg“, og jeg ved, at det hed
der „han tog sin hat og gik sin vej“, ikke „hans hat“, og det
er af fuldstændig afgørende betydning for mig, at jeg taler
korrekt, hvis jeg træder ind i en sal eller et mødelokale eller
en café, og skulle det ske, at der i nærheden af mig sidder
en anden, der taler bedre, end jeg gør, så lukker jeg mun
den med syv segl og holder den lukket, og jeg iklæder mig
al min vestlige intelligens og kropsholdning og forholder
mig moderat kritisk og interesseret og opmærksom, og jeg
krydser benene og lægger armene over kors og sætter hån
den under hagen, og jeg skriver mails og sms’er og breve og
indlæg, og jeg læser og genlæser og retter og sletter og slår
op og korrigerer i det uendelige, og jeg ved præcis, hvor den
sætning, jeg påbegynder, vil ende, og „for det første“ må
og skal følges op af „for det andet“, og „som sagt“ kan ikke
møde op, hvis ikke det er blevet inviteret, og sten passer til
glashus, og skindet hører til bjørnen, og de ti fugle sidder
på taget, og hvis det sker, at det kortslutter, og hanen kom
mer til at lægge ægget, og lyset stiller sig under skæppen,
og græsset er grønnere i den anden ende, så må jeg hjem
og lægge hovedet i gasovnen og binde rebet om krogen og
lade motoren køre i garagen og tømme pilleglasset og gå
ned til broen over banen.
Det begynder foran spejlet, det hele. Når man skal møde
sin skaber, skal man være nybarberet, det ved jeg, for det
har jeg set på billeder i sorthvid fra overvågningskameraer
53
på gader og trapper og stationer i London, og bombemæn
dene fra Leeds var nybarberede, da de bar deres rygsække
med kunstgødning ned i undergrunden og ind i busserne,
og de ligner mig, de drenge, i deres jeans og sweatre og
magelige sko. „Ud fra hvilke krav valgte de sko den mor
gen?“ tænker jeg og ser ned på mine fødder. Men jeg skal
ikke møde min skaber, jeg skal møde mine medpassagerer i
metroen, og de er mænd og kvinder med tasker og iPhones
og klapvogne og aviser, og de ser op, når jeg træder ind
med min kuffert, og jeg spørger mig selv, om flest vil tro, de
ser en bombe i mit bælte, hvis jeg barberer mig, eller hvis
jeg lader skægget stå, og jeg ser mig i spejlet, og jeg bliver
gal, og jeg gør oprør mod mig selv, og jeg smider trimme
ren fra mig og begynder forfra. „Har du lyst til at lade dig
trimme eller ej?“ spørger jeg, men jeg kan ikke kende svaret
fra frygten, så jeg vælger den midterste indstilling, for den
er lidt af hvert: Den er pakistansk og dansk, den er muslim
og ateist, den er Hassan og Preisler.
For hver kilometer jeg fjerner mig fra København og nær
mer mig Havnsø, bliver jeg lidt mere indvandrer, og jeg løf
ter mig en smule i sædet og ser mig i spejlet, mens jeg kører,
og foran mine øjne bliver min hud mørkere, ikke sådan
sommersologsaltvandmørk, men gråligoggustengul
mørk, og håret er ikke længere kastanjebrunt, det er knas
tørt og lillasort, og jeg fortryder inderligt, at jeg ikke bar
berede mig, da bilen tager det sidste sving ind i Havnsø,
og jeg triller den op i rækkerne foran færgerampen, og jeg
54
kører beroligende, og jeg stiger ud med venlighed, og jeg
strækker benene, og jeg spejder efter færgen, og „nå, han
er nok lidt forsinket“ siger jeg til føreren af nabobilen for
at vise, at jeg har været her før, og jeg har styr på det hele,
og vi triller ind og tager trapperne op til salonen med den
lille café, hvor de sælger pølser og toast, og jeg kender det
bedste bord, men jeg lader det stå og tager det næstbedste,
for jeg ønsker ikke at lægge mig ud med nogen, der kunne
tænkes at tænke, at sådan nogle som mig altid tager det
bedste til sig selv, så vi sætter os ved det næstbedste bord,
og jeg henter pølser, masser af pølser, jeg bestiller dem
højlydt og bærer dem med attitude til vores bord ad flere
omgange, og det er de signalrøde, ikke de undseelige blege,
og min May smiler, for hun elsker kød og priser sig lykke
lig for, at hun i dag ikke stopfodres med økologi og højt
fiberindhold, og jeg har ladet kufferterne blive i bilen, og
pusletasken lynes helt op og tømmes for indhold ud på det
grå plastikbord, så alle kan se, at det ikke er en bombetaske,
og jeg siger „tager du ikke fødderne ned fra sædet?“ til min
May og „lille skat, lad være med at skrige“ til Sonia og „smil
til billetmanden“ til mig selv, og vi kører langs vandet til
huset, og jeg får allergi, for der er pollen på Sejerø, og jeg
snøfter, og næsen løber, og øjnene klør, og hovedet vær
ker, og jeg rammes af kuller, og allergi og kuller forstærker
hinanden og stopper mig ud med vat og stopper mig ind
i et lokale, der er stoppet ud med vat, og jeg længes mod
frie luftveje og motorveje mod byen, der er tryg, byen, hvor
jeg kan forsvinde, for på øen kigger alle på mig: billetman
55
den, havnefogeden, bondemanden, kioskdamen, fiskeren,
graveren, buschaufføren, og hvert skridt, jeg tager, bliver
fulgt af årvågne øjne, på øen står døre og cykler ulåst, for
hvor skulle tyven tage hen, når alle overvåger alle, og den
eneste exit fra øen, død eller levende, er med færgen, og i
Brugsen har damen skulet mistroisk til mig, så længe jeg
kan huske, og hun så sådan på mig i 80’erne, 90’erne, og
ind i det ny årtusinde skuler hun stadig til mig, og hun
gjorde det, da man sagde, at indvandrerne stjæler vores
arbejde og vores piger, og hun gjorde det, da man fandt
ud af, at indvandrerne er muslimer og terrorrister, og hun
skuler stadig på samme måde, nu hvor man har for travlt
med sig selv til rigtig at mene noget om dem, og hun ser op,
når jeg træder ind, og hendes bekymring for, hvad jeg har
tænkt mig at gøre ved hendes land og hendes ø og hendes
brugs og hendes liv, har kilet sig ind mellem os, eller måske
er det min forestilling om hendes bekymring for, hvad jeg
har tænkt mig at gøre ved hendes land og ø og brugs og
liv, der har kilet sig ind mellem os, jeg ved det ikke, men
hvert år begynder vi forfra, hun med sin mistro og jeg
med min, og hvert år når vi frem til en overenskomst efter
nogen tid, og hun nikker til mig, når jeg løber forbi hendes
hus i Nordby, hvor hun trimmer den trimmede have, og
min investering er masser af danskhed: Fyld kurven med
flæsk og øl, køb ind i træsko, gå tur ved fyret, vær stille i
kirken, kør hensynsfuldt, hils med mådehold, og hendes
investering er opgør med flodbølgen af stemmer fra tv’et,
hen over hæk og mælkekasser og benzinstander: „Denne
56
mand er farlig, han er religiøs fundamentalist, og på trods
af sin danske udstråling, så er hans mission at kolonisere
os, overtage os, smide os på porten, slå os ihjel med Sharia,
terrorisme, gadevold, narkohandel“, og Ikke uden min dat-
ter, og jeg kan se, da jeg løber forbi hækken, at smilet har
kostet hende dyrt, det er tydeligt, og jeg elsker hende for
det smil, også selvom jeg kan se på de hvide knoer, at hun
holder godt fast om lugejernet, og jeg forstår, at det projekt
at blive Sejerøbo eller Sejerøing eller Sejerling, eller hvad
det hedder, må synes håbløst for den, der måtte ønske at
blive det, hvis han ved et tilfælde skulle se mig løbe forbi
damen fra Brugsen og se os udkæmpe indre slag for at
smile til hinanden, og på terrassen i trykimprægneret
lærke træ sidder jeg tilstoppet af histamin og fortvivlelse og
venter på, at piller og positiv tænkning trænger igennem,
og jeg hører bilerne geare ned, når de passerer åbningen
i hybenbuskene og har frit udsyn til mig og mit assimile
ringsshow, og jeg nikker til dem iført Tuborg og bar mave,
og om natten sidder påfuglen på taget og skraldgriner.
Tilbage i København mærker jeg storbyens puls som min
egen, underligt nok ikke noget, jeg mærker, når jeg dykker
ned gennem skyerne og svinger ind over Skåne og venstre
om med Kastrup som mål, når jeg vender hjem fra Berlin
og Beirut og New York, og jeg smider bilen ud i yder
banen og drejer fra mod centrum, og jeg børster den sid
ste rest Sejerøpollen ud af skægget, og jeg bærer kufferter
og tasker og Sonia ind til min May, og jeg stikker af, for
57
byen er by night, og jeg smider mig op på cyklen, håndfar
vet petroleumsstel glimter metallic, og lilla skærme strå
ler dekadent, og Bobikebarnesæde med regnslag klaprer
mig frem til smarte barer med øl og små skarpe, og jeg
skryder og nyder. Men på barerne møder jeg nu og da en
anden Hassan, som har adgangskort til det her show, for
han laver også kunst og reklame og tv, og han forbander,
at jeg er her, og jeg forbander, at han er her, for vi min
der hinanden om, at vi begge er krøblinger, og som sådan
fremstår den hvide Kødby hvidere end kridhvide Sejerø,
og jeg mærker små, dødnervøse svedperler løbe ned ad
panden, og min tunge fugter knastørre mundvige, så jeg
hæver mig op over dem alle sammen og citerer englæn
derambassadøren James Mellon, der kaldte danskerne for
et stammefolk, og jeg kalder alle omkring mig Sejerøbo
og Sejerøing og Sejerling og siger, at jeg længes efter New
York, og jeg råber, at min May og jeg vil flytte til L.A., og
med den sidste rest rank ryg træder jeg ind i en taxa, og
cyklen spændes bagpå, og den har overvægt på grund af
barnesædet og hænger meget i venstre side, så jeg læner
mig mod højre, og chaufføren taler til mig, og jeg svarer,
men jeg vender ansigtet bort, for han må ikke lugte alko
holen i min ånde, for han hedder Hamid eller Hisham
eller Hussein, kan jeg se på hans hyrekort, og han ser på
mig, og han spørger venligt, hvad der er i vejen, og det får
dæmningen til at brase sammen i mig, og jeg giver los og
fortæller ham om alt dette frem og tilbage, der skubber
og hiver i mig, og han siger, at det kender han godt, for
58
sådan havde han det også, indtil han fandt ud af, at sva
rene på alt ligger i koranen, og jeg ser over på ham, og han
er spinkel, også i stemmen, han er lille og væver og har
langt skæg, og han fortæller mig, at han voksede op som
araber uden forhold til Arabien, og han havde vendt sig
mod mor og far og gud og hummus og tabbouleh, og en
dag, hvor han lå ned i sit ingenting, mødte han en pige fra
Pakistan, og hun samlede ham op, og de giftede sig, og de
slog sig ned i det pulserende Karachi, og han fandt eller
blev fundet af gud, og de fik fire børn, og han vendte til
bage til København med konen og børnene og skægget og
koranen, og nu er han midt i trediverne, og han er stålsat
og fri af tvivl. Han vil gerne give turen on the house, eller
på guds regning, men jeg betaler og koncentrerer mig, alt
hvad jeg kan, for at stige ud uden at dingle, og jeg synes,
at det lykkes, men jeg ved det ikke med sikkerhed, og jeg
parkerer min cykel med Basta og kæde og lister nøglen i
døren og falder i søvn på sofaen med den sidste bid rug
brød med leverpostej i mundhulen foran genudsendelsen
af et kokkeprogram med en desillusioneret inder med
restaurant og hjerteproblemer og en vred kok, der råber
til ham, at han skal genfinde troen og sin sjæl.
Samad er mørk og midaldrende og fra Bangladesh, og
når Samad går på arbejde, er det som tjener på en indisk
restaurant i London. Samad har lange arbejdsdage og lav
løn og behandles dårligt af sin boss og belønnes for sit slid
med småmønter i tips, når kunderne går fra bordet. Samad
59
slæber brød og ris og kylling og lam og mangolassi og rød
vin fra køkkenet til bordet, og Samad bærer tomme tallerk
ner og glas og bemærkninger om for meget spidskommen
og for lidt gurkemeje med tilbage, og en dag tager Samad
et stort skilt på maven, hvorpå der står: „Jeg er ikke bare tje
ner, jeg har studeret, jeg er forsker, jeg har været soldat, min
kone hedder Alsana, vi bor i Østlondon, men vi kunne rig
tig godt tænke os at flytte nordpå, jeg er muslim, men allah
har forladt mig, eller jeg har forladt allah, jeg er ikke sikker,
og min bedste ven hedder Archie, og jeg er 49 år gammel,
og kvinderne vender sig stadig om efter mig på gaden, en
gang imellem“, men Samad findes ikke i virkeligheden, og
når jeg har mareridt om Samad, vågner jeg med en drøm
om, at jeg en også dag kan sætte et stort skilt på maven,
men indtil den dag kommer, læser jeg i blade om, hvordan
man skal klæde sig denne sæson.
Jeg har fundet ud af, at man kan bruge skaftet på to spi
seskeer og vride låsen på toiletdøren op udefra, og jeg
hugger et par fra skuffen, da vi har hjemkundskab nede
i det store skolekøkken, og vi laver altid noget med kogte
ærter, og det begynder godt og ender skidt, når vi kaster
ærterne efter hinanden og Pernille, der er lærer, og hun
græder, når vi gør det, og for mig slutter det på gangen
med ryggen presset ind i garderobestativet og benene
gemt under en frakke, og da klokken ringer til pause,
uden at jeg er blevet opdaget, priser jeg mig lykkelig for
stativets dybde og frakkens længde, og jeg rejser mig og
60
mærker med fryd de to skeer gnide mod hinanden i min
baglomme, og metallet føles vidunderlig skarpt mod ryg
gen, og jeg venter på spisefrikvarteret og på, at Kamal
skal på lokum, og da øjeblikket er der, og Kamal har spist
sine chapatier med chutney, samler jeg klassen i stilhed,
og vi går i flok til toiletdøren, og jeg ser på dem alle, og
jeg vender mig mod døren, og jeg presser forsigtigt de to
skeer ind låsen, og jeg holder vejret og vrider den rundt
i en hurtig bevægelse og sparker døren op, og dér sidder
Kamal, som jeg vidste, at han ville sidde, med fødderne
oppe på sædet på hug og bukser og underbukser foldet
sammen på gulvet ved siden af toilettet, og jeg ved, at reli
giøse pakistanere sidder sådan på toilettet, de synes, det er
urent at sidde på et toilet, andre har siddet på, og jeg ved,
at Kamal er religiøs pakistaner, det har min far fortalt mig,
og drengene jubler, og pigerne hviner, og jeg tager Kamals
bukser og underbukser og kaster dem ind i flokken, og
drengene lader dem gå på omgang, og pigerne væmmes
med øjnene gemt bag hænderne, og Kamal tigger os om
at give ham bukserne tilbage og lukke døren, og jeg træk
ker det ud i det uendelige, og det er Iqbal, der til sidst
forbarmer sig og giver Kamal bukserne og lukker døren
og siger „lad ham være“.
En dag dumper brevet ind gennem brevsprækken og siger
„kom til Østerbro“, og jeg sælger min sjæl til lavestbydende
og opgiver ideen om at flette mig sammen med underklas
sen og de farvede, og jeg smider mig i armene på kridhvide
61
mænd og damer i grå bukser og firhjulstrækkere, og til
fremvisning møder vi op foran repræsentantskabet, der ser
os an, og vi siger „jeg er skuespiller“ og „jeg er filminstruk
tør“, og de dømmer os inde, så jeg bærer kasser og reoler
ud og kører med mahognielevator til vores nye hjem og
blikke fra dørspioner, og jeg cykler rundt mellem ambas
sader med kameraer i kupler og spots på høje stænger, der
peger i alle retninger, og politibiler, der cruiser i slow forbi
med lyskegler, der fejer omkring, og jeg gør mig til, og jeg
smiler, og jeg vinker og hopper og danser og køber mere
Mogensen og Jacobsen og Panton og B&O og bærer det op
med tydelighed, og jeg sikrer mig, at man kan se ægte kunst
fra gården og gaden, og jeg steger ikke et gram karry, og jeg
siger „shhhh!“ til Sonia og „ikke de sko!“ til min May, og
da jeg skal til eksamen på generalforsamling med repræ
sentantskabet siger formanden „det er ikke sådan, vi plejer
at gøre“, da jeg sætter mig på en stol, som ikke er min, og
„vi løb en risiko, da vi tog jer ind“, da jeg finder min plads,
og da jeg går hjem, tænker jeg „det skal fandme være løgn“,
og jeg lader skægget stå, og jeg finder de sorte Diorbriller
frem, og jeg kigger med bombe i blikket mod kameraer og
biler med spots og naboer i dørspioner og formanden med
briller og blikket rettet mod fortiden, og jeg er Ernesto Che
Guevara og Ernest Hemingway og Abraham Lincoln, og jeg
anlægger skæg mod uretfærdighed og uret, og det klør og
kradser i sommervarmen, men jeg lader det stå, og dagene
går, og så en dag er det formanden, der ringer og siger „der
er en større lejlighed ledig til jer, hvis I vil have den“.
62
Jeg vokser op i Berlins amerikanske sektor under Den
Kolde Krig, og vi er omgivet af soldater og 4. juliparader
og Kennedystatuer, og far er top-notch biokemiker på
Max Planckinstituttet, og vi lever omkranset af hegn og
en tåget forestilling om verden udenfor og dens mørke
kræfter, og jeg er fem år gammel, da jeg bliver socialist, og
det er kun, fordi revolutionen endnu ikke har indfundet
sig, at jeg ikke er kommunist, men mit mest håndgribe
lige bidrag til omfordelingen af goderne er, når jeg giver
ældre mennesker et bolsje fra min lomme og siger „det
skal du have, fordi du snart skal dø“, og far og forskerne
klipper hul i hegnet omkring compoundet om natten, når
de er på hash og lsd og amfetamin, men hegnet mellem
vores verden og forestillingen om verden udenfor er langt
sværere at trænge igennem, og hver morgen skal min lykke
knuses, og jeg må forlade det arkitekttegnede hjem blandt
andre forskere med socialistbørn og løfter om peace and
love, og jeg må gå ørkenvandring gennem hullet i hegnet
til den fine privatskole, og med spritnyt penalhus og sko
letaske i primærfarvet plastik trasker jeg frygtsomt af sted,
og i skolen må læreren slå, hvis man har det på skrift, og
det har jeg ikke, men lussingerne rammer alligevel hårdt,
når de bliver delt ud, og på tavlen er der en planche med
guld og sølvstjerner, som vi gør os fortjent til ved at være
dygtige og lydige, og jeg er dygtig og lydig, men alligevel
bliver jeg tildelt en plads i den dårlige ende af klassen, da
vi efter det første skoleår skal deles i to, og jeg ender sam
men med de af drengene, der har papir på, at de må få
bank, og de af pigerne, der lugter underligt, og frikvarteret
bruger vi i gården, de dårlige og de dygtige, og i gården er
også den smukke dreng; han står midt i det hele omgivet
af andre drenge, som han sender ud på missioner, og den
smukke dreng har kridhvidt hår, hvidt og rent som vattet i
de juledekorationer, vi bygger fra september, til vi endelig
får fri lige inden jul, og han er rolig i bevægelserne, og hans
stemme er selvsikker, og hans smil er vindende, og selv på
lærerne har han den effekt, og de elsker ham, og jeg elsker
ham, og jeg spørger mor og far, hvad man gør, hvis man
vil være ven med en, man ikke kender, og de svarer, at man
bare skal gå over til ham og sige „hej, jeg ville blive glad,
hvis du vil være min ven?“, og fra den dag ved jeg, at jeg
ikke er i sikkerhed, hvis jeg lytter til deres råd, når jeg skal
gøre mig gældende på den anden side af hegnet. Da far går
til skolen for at få en forklaring på, hvorfor hans dygtige
og lydige søn er endt i bunden af klassen, forklarer lære
ren, at jeg skriver femtallet spejlvendt, og far svarer „det er
der mange børn, der gør“, men læreren siger, at det skyldes
mine pakistanske rødder, og far svarer „Hassan kan hver
ken skrive eller læse eller tale urdu“, men læreren siger, at
det må have tvunget sig ned i mig, ind i mine celler, via fars
gener og kromosomer – og Sheikh Ph.d. Dr. Asad Farooq
Ahmad bestemmer sig i det øjeblik for, at „Tyskland er ikke
det rette land for os“, og kort tid efter kommer flyttevognen
og kører os til Danmark.
110 mm110 mm
178
mm
4 mm
BRUN MANDS BYRDEHASSAN PREISLER
HA
SS
AN
PR
EIS
LE
R B
RU
N M
AN
DS
BY
RD
E
ROMAN
LINDHARDT OG RINGHOFLINDHARDTOGRINGHOF.DK | FACEBOOK.COM / L INDHARDTOGRINGHOF
POLITIKEN
BERLINGSKE
DAGBLADENES BUREAU
„Forbandet suveræn bog“
WEEKENDAVISEN
„Ualmindeligt vellykket, avanceret og berørende.” POLITIKEN
„Brun mands byrde er en bog, der har manglet i den nationale danske bogreol. Nu er den her omsider. Vær så god at læse den!” BERLINGSKE
„Hassan Preisler skriver knivskarpt hvirvlende SKIDEGODT ... Forbandet suveræn bog ... Ligner til forveksling årets debutant.” WEEKENDAVISEN
„En rablende diagnosticering af det moderne menneskes livsvilkår ... Vi er alle perkere.” JYLLANDS-POSTEN
„Hassan sætter problemer under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han af sted til et federe sted, til fiktionen… vi er impone-rede.” INFORMATION
„En meget lovende debut” DAGBLADENES BUREAU
„Den brune onkel Danny? Hassan Preisler debuterer med rablende roman.” BT
GRATIS SMAGS-PRØVE
Til Sonia
Brun mands byrde
© Hassan Preisler og Lindhardt og Ringhof Forlag 2013
Forside: idé og foto: Per Morten Abrahamsen
Omslagslayout: Imperiet / Harvey Macaulay
Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen
Forlagsredaktion: Sune de Souza Schmidt-Madsen
Tak til Louise Ardenfelt Ravnild
Trykt hos UAB Print it
Udgivelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg
GRATIS LÆSEPRØVE
tryk i 8.000 eksemplarer
Printed in Lithuania 2013
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået
aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Til Sonia
Brun mands byrde
© Hassan Preisler og Lindhardt og Ringhof Forlag 2013
Forside: idé og foto: Per Morten Abrahamsen
Omslagslayout: Imperiet / Harvey Macaulay
Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen
Forlagsredaktion: Sune de Souza Schmidt-Madsen
Tak til Louise Ardenfelt Ravnild
Trykt hos UAB Print it
Udgivelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg
GRATIS LÆSEPRØVE
tryk i 8.000 eksemplarer
Printed in Lithuania 2013
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået
aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk
Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
110 mm110 mm17
8 m
m4
mm
BRUN MANDS BYRDEHASSAN PREISLER
HA
SS
AN
PR
EIS
LE
R B
RU
N M
AN
DS
BY
RD
E
ROMAN
LINDHARDT OG RINGHOFLINDHARDTOGRINGHOF.DK | FACEBOOK.COM / L INDHARDTOGRINGHOF
POLITIKEN
BERLINGSKE
DAGBLADENES BUREAU
„Forbandet suveræn bog“
WEEKENDAVISEN
„Ualmindeligt vellykket, avanceret og berørende.” POLITIKEN
„Brun mands byrde er en bog, der har manglet i den nationale danske bogreol. Nu er den her omsider. Vær så god at læse den!” BERLINGSKE
„Hassan Preisler skriver knivskarpt hvirvlende SKIDEGODT ... Forbandet suveræn bog ... Ligner til forveksling årets debutant.” WEEKENDAVISEN
„En rablende diagnosticering af det moderne menneskes livsvilkår ... Vi er alle perkere.” JYLLANDS-POSTEN
„Hassan sætter problemer under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han af sted til et federe sted, til fiktionen… vi er impone-rede.” INFORMATION
„En meget lovende debut” DAGBLADENES BUREAU
„Den brune onkel Danny? Hassan Preisler debuterer med rablende roman.” BT
GRATIS SMAGS-PRØVE